text
stringlengths 1
30.3M
| source
stringclasses 20
values | id
stringlengths 6
43
| added
stringclasses 15
values | created
stringclasses 9
values | metadata
dict |
|---|---|---|---|---|---|
Note.
Se også Hagbard og Signe (Grundtvigs version)
Teksten.
<poem>
1. Kong Hagbard og kong Sigvard
De yppede en kiv
alt om den stolte Signeil,
hun var så væn en viv.
2. Kong Hagbard lader sig vokse hår
og jomfruklæder skære,
så drager han sig til Dannemark
så stolt en jomfru at være.
3. “Og hør I, stolten Signelil,
vil I mig det mon unde,
at jeg må sligned af Eder lære,
så få er de, der kunne.”
4. Alt længe stod stolten Signelil
og tænkte, hvad hun skulle svare:
“Jeg vil mig først udi loftet gå,
og spørge min fader til råd.”
5. “Og hør I, kære fader min,
vil dertil I give jert minde,
hid er sendt så skøn en jomfrue,
som jeg skulle sligned kende?”
6. “I må vel sammen være,
med begge eders råd,
men vogt jer begge for kong Hagbard,
at han ikke dårer jer både.”
7. Dér sad de skønne jomfruer,
og syede hver, som de kunne,
foruden Hagbard, kongens søn,
han havde sin nål udi munde.
8. Foruden Hagbard, kongens søn,
han havde sin nål udi munde,
han fik end aldrig så stor en skål,
han drak den jo ud til grunde.
9. Det sagde tjenestemøen ond,
det næste der hun turde:
“Jeg så ej nogen jomfru skøn,
der så havde drankerfore!”
10. Det led da fast ad aftenen,
der de skulle sengen bygge,
da spurgte Hagbard, kongens søn,
om hvor han skulle ligge.
11. “I hør det, skønne jomfrue,
jeg siger jer det så gerne,
I skal alt æde af fad med mig
og sove hos min terne.”
12. “Jeg har vel slidt den silke rød
og sovet hos konningens børn,
men skal jeg sove hos ternen ond,
da dør jeg af den harm!”
13. “I hør det, skønne jomfrue,
en bøn vil jeg Eder nu vide,
I skal alt æde af fad med mig
og hos mig selver ligge.”
14. De tændte op de vokslys,
de var med æren snoet,
de fulgte så de jomfruer to
alt til deres sovestue.
15. “I sig mig, stolten Signelil,
mens vi er her ene to,
er der nogen i verden til,
som Eders hu ligger på?”
16. “Der er ej nogen i verden til
som huen min ligger oppå,
foruden Hagbard, kongens søn,
og ham må jeg ikke få.
17. Foruden Hagbard, kongens søn,
jeg aldrig med Øjne så;
jeg hørte hans forgyldte lur,
han rider til tinget og fra.”
18. “Og er det Hagbard, kongens søn,
I har udi hjertet så kær,
I vend jer om og tag ham i arm,
han sover jer alt så nær!”
19. “I hør det, Hagbard, kongens søn,
her bliver fuldt ondt at råde,
og spørger det kære fader min,
han lader os begge forråde.”
20. “Og hør I, stolten Signelil,
her bliver fuld god en færd,
her ligger under mit hovedgærd’
min brynje og så mit sværd.”
21. Der stod den onde terne,
og lyttede hun derpå,
hun stjal da bort hans gode sværd
og så hans brynje blå.
22. “Vågn op nu konning Sivard,
I sover alt for længe,
for det er Hagbard, kongens søn,
er med Eders datter i senge!”
23. Det var da Sivard konning,
han råber da udi sin gård:
“Vel op nu alle mine mænd,
I drag alt jer brynje på!”
24. Men vågen lå da stolt Signelil,
og lyttede hun derpå:
“Vågn op nu Hagbard, kongens søn,
min fader han kalder så.”
25. Det var da Hagbard, kongens søn,
han ledte ved hovedgærde,
men borte var da hans brynje blå
og så hans gode sværd.
26. Så tog de Hagbard, kongens søn,
de lagde ham fjedrene på,
men alle sprang de i sønder så brat,
som havde de været af strå,
27. Men skam da få den terne ond,
hun gav da ud det råd:
“I får ej Hagbard bundet
uden med stolt Signelils hår.”
28. Et hår de tog fra Signelil
og bandt om kong Hagbards hænder,
da stod hr. Hagbard, kongens søn,
som var han smedet i jern.
29. “Og hører I, stolten Signelil,
I lader mig nu godvilje kende:
at først I ser mig i galgen,
I lad da jert jomfrubur brænde.”
30. Det var da stolten Signelil,
hun kalder de møer tilsammen:
“Vi vil nu gå udi højeloft
og have dér lyst og gammen.”
31. “I hæng først op min kåbe blå,
lad Signelil nu den se,
I lad stolt Signelil det ret se,
om mig er vel eller ve.”
32. Det var da Hagbard, kongens søn,
han sig tilbage der så,
da stod stolt Signelils bur i brand
og brændte i luen hin blå.
33. “Tag I nu ned min kåbe blå,
I lad den på jorden ligge,
og havde jeg nu end trende liv,
jeg ville dem ikke tigge.”
34. Det var da Sivard konning,
han ud af vinduet så,
da stod stolt Signelils bur i brand
og brændte i luen hin blå.
35. Lad somme gange til Signes bur
at redde stolt Signelils liv,
og somme gange til galgen hen
at hugge kong Hagbard ned.”
36. Men der de kom til buret,
da var stolt Signelil brændt,
og der de kom til galgen hen,
da var kong Hagbard hængt.
37. De tog så begge de unge to
og lagde i kristen jord,
og så tog de den terne ond
og gjorde på hende et mord.
38, “Og havde jeg det førre vidst,
at kærlighed var så stærk,
da havde jeg dem ej skillet ad
for hundrede tusinde mark.”
</poem> | wikisource | wikisource_13488 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu" from=44 to=68 header=1 /> | wikisource | wikisource_4946 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:
Dansk-Islandsk Forbundslov
Nr. 619 af 30te Novbr. 1918
I.
§ 1.
Danmark og Island er frie og suveræne Stater, forbundne ved fælles Konge og ved den in denne Forbundslov indeholdte Overenskomst.
I Kongens Titel er begge Staters Navne optagne.
§ 2.
Tronfølgen er den i Tronfølgeloven af 31. Juli 1853 Art. I. og II. fastsatte. Tronfølgen kan ikke ændres uden begge Staters Samtykke.
§ 3.
De for Danmark nu gældende Bestemmelser med Hensyn til Kongens Religion, hans Myndighed og Kongemagtens Udøvelse i Tilfælde af Kongens Sygdom, Umyndighed eller Ophold udenfor begge Stater skal ogsaa være gældende for Island.
§ 4.
Kongen kan ikke uden Danmarks Rigsdags og Islands Altings Samtykke være Regent i andre Lande.
§ 5.
Hver af Staterne for sig træffer Bestemmelse om Statsydelser til Kongen og Kongehuset.
II.
§ 6.
Danske Statsborgere nyder paa Island i enhver Henseende lige Ret med de paa Island fødte islandske Statsborgere, og omvendt.
Hvert af Landenes Statsborgere er fritagne for Værnepligt i det andet Land.
Adgang til Fiskeri paa hvert af de to Staters Søomraader er i lige Grade fri saavel for danske som for islandske Statsborgere uden Hensyn til Bopæl.
Danske Skibe har i Island samme Rettigheder som islandske Skibe, og omvendt.
Danke og islandske Varer og Frembringelser skal gensidig i ingen Henseende kunne behandles ugunstigere end noget andet Lands.
III.
§ 7.
Danmark varetager paa Islands Vegne dettes Udenrigsanliggender.
I Udenrigsministeriet ansættes der efter den islandske Regerings Ønske og efter Samraad med denne en med islandske Forhold kendt Kommitteret til Behandling af islandske Sager.
Paa Steder, hvor Gesandt eller udsendt Konsul ikke er ansat, bliver der efter den islandske Regerings Ønske og efter Samraad med denne at ansætte en saadan, imod at Island godtgør de derved foraarsagende Udgifter. Under samme Forudsætninger bliver der ved bestaaende Gesandtskaber eller Konsulater at ansætte Attacheer, som er kyndige i islandske Forhold. Hvis den islandske Regering skulde ønske paa egen Bekostning at udsende delegerede til at føre Forhandlinger om særlige islandske Forhold, kan dette ske efter nærmere Aftale med Udenrigsministeren.
De mellem Danmark og andre Lande allerede indgaaede og bekendtgjorte Overenskomster er, forsaavidt de angaar Island, ogsaa gældende for dette. De af Danmark efter nærværende Forbundslovs Stadtfæstelse indgaaede mellemstatlige Overenskomster er ikke forpligtende for Island uden vedkommende islandske Myndigheders Samtykke.
§ 8.
Indtil Island maatte beslutte paa egen Bekostning helt eller delvis selv at overtage Fiskeriinspektionen indenfor islandske Søomraade, udøves denne af Danmark under dansk Flag.
§ 9.
Ordningen af Møntvæsenet vedbliver for begge Stater af være den hidtil gældende, saa længe den skandinaviske Møntunion bestaar.
Saafremt Island maatte ønske at oprette et eget Møntværk, vil Spørgsmaalet om Anerkendelsen af de der prægede Mønter som lovligt Betalingsmiddel i Sverige og Norge være at afgøre ved Forhandlinger med disse Lande.
§ 10.
Danmarks Højesteret udøver den øverste Domsmyndighed i islandske Sager, indtil Island maatte beslutte at oprette en øverste Domstol i Landet selv. Indtil da skal en Dommerplads i Højesteret besættes med en islænding, hvilken bestemmelse træder i Kraft ved først indtrædende Ledighed.
§ 11.
Forsaavidt Islands Andel i Omkostningerne ved Varetagelsen af de i dette Afsnit omhandlede Anliggender ikke er bestemt i det foregaaende, faststættes den ved Overenskomst mellem begge Landes Regeringer.
IV.
§ 12.
Andre Anliggender end de foran nævnte, som er af fælles Betydning for Danmark og Island, saasom Samfærdselsvæsen, Handels- og Toldsager, Søfart, Postvæsen, Telegraf- og Radiotelegrafvæsen, Retspleje, Maal og Vægt, samt finansielle Anliggender ordnes ved Overenskomster mellem de i de to Stater dertil berettigede Myndigheder.
§ 13.
Det af den danske Statskasse til Island hidtil udredede aarlige Beløb af 60 000 Kr. samt den danske Statskasses Udgifter til Islands Ministeriums Kontor i København bortfalder.
Ligeledes bortfalder den islandske studerende tillagte fortrinsvise Adgang til Beneficier ved Københavns Universitet.
§ 14.
Danmarks Statskasse udreder et Beløb af to Millioner Kroner til Oprettelse af to Fonds, hver paa en Million Kroner, hvis Formaal er at tjene til Styrkelse af den aandelige Forbindelse mellem Danmark og Island, til Fremme af islandsk Forskning og Videnskab og til Støtte af islandske studerende. Den ene af disse Fonds henlægges til Universitetet i Reykjavik, den anden til Universitetet i København.
De nærmere Regler for Fondenes Bestyrelse og Virksomhed fastsættes af Kongen paa Indstilling af hvert Lands Regering, efter at det paagældende Universitet er hørt.
§ 15.
Hvert Land bestemmer selv, paa hvilken Maade dets egne og dets Borgeres Interesser nærmere bliver at varetage i det andet Land.
V.
§ 16.
Der oprettes et raadgivende danks-islandsk Nævn paa mindst 6 Medlemmer, hvoraf Halvdelen vælges af Danmarks Rigsdag og Halvdelen af Islands Alting.
Ethvert Lovforslag vedrørende den nærmere Udførelse af de i nærværende Forbundslov omhandlede Anliggender samt Lovforslag angaaende den ende Stats særlige Anliggender, der tillige har Betydning for den anden Stat og dens Borgeres Stilling og Rettigheder, skal, naar ikke Forholdene gør det særlig vanskeligt, af det paagældende Ministerium forlægges Nævnet til Betækning, forinden det fremsættes for Rigsdagen eller Altinget. Det paahviler Nævnet at gøre Indstilling til Ændring af saadanne Bestemmelser i Forslaget, som formenes at være til Skade for den ene Stats eller dens Brogeres Interesser.
Nævnet har fremdeles den Opgave, være sig efter Opfordring fra Regeringerne eller af egen Tilskyndelse, at tage Skrift til Udarbejdelse af Forslag, den tilstræber Samvirken mellem Staterne og Ensartethed i deres Lovgivninger samt at bidrage til Samarbejde for Tilvejebringelse af fælles nordisk Lovgivning.
De nærmere Bestemmelser om Nævnets Ordning og Virksomhed fastsættes af Kongen efter Indstilling af begge Landes Regeringer.
§ 17.
Skulde der angaaende Forstaaelsen af denne Forbundslovs Bestemmelser opstaa en Meningsforskel, som ikke lader sig udligne ved Forhandling mellem Regeringerne, henvises Sagen til et Voldgiftsnævn paa 4 Medlemmer, hvoraf hvert Lands øverste Domstol vælger Halvdelen. Dette Voldgiftsnævn afgør Uenigheden ved Stemmeflerhed. I Tilfælde af Stemmelighed overdrages Afgørelsen til en Opmand, som den svenske og den norske Regering skiftevis anmodes om at udnævne.
VI.
§ 18.
Efter Udløbet af Aaret 1940 kan saavel Rigsdagen som Altinget til enhver Tid forlange optaget Forhandling om Lovens Revision.
Fører Forhandlingen ikke til fornyet Overenskomst inden Udløbet af tre Aar fra Forlangendets Fremsættelse, kan saavel Rigsdagen som Altinget vedtage, at den i denne Lov indeholdte Overenskomst skal ophæves. For at denne Beslutning skal have Gyldighed, maa mindst to Trediedele af Medlemmerne af hvert af Rigsdagens Ting eller af det forende Alting have stemt derfor, og den skal derefter være bekræftet ved Afstemning af de Vælgere, der er stemmeberettigede ved de almindelige Valg til Landets lovgivende Forsamling. Saafremt den saaledes foretagne Afstemning udviser, at mindst tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer er for Ophævelsen, vil Overenskomsten være bortfaldet.
VII.
§ 19.
Danmark meddeler udenlandske Magter, at det i Overensstemmelse med Indholdet af denne Forbundslov har anerkendt Island som suveræn Stat, og meddeler samtidig, at Island erklærer sig som stedseværende neutralt og ikke har noget Orlogsflag.
§ 20.
Denne Forbundslov træder i Kraft den 1. December 1918.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet paa Amalienborg, den 30te November 1918.<br>
Under Vor Kongelige Haand og Segl.<br>
Christian R.<br>
Zahle.
__NoTOC__ | wikisource | wikisource_21640 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Lov
Ikrafttræden af Danmarks Riges Grundlov af 5te Juni 1915.*)
Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
"Gøre vitterligt:" Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæsted følgende Lov:
I Henhold til den 6te midlertige Bestemmelse i Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1915 og Lov Nr. 62 af 15. Marts 1916 træder Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1915 i Kraft den 6. Maj 1918, medmindre et andet Tidspunkt fastsættes ved ny Lov.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet på Amalienborg, den 27de Marts 1917.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
Zahle. | wikisource | wikisource_21743 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=45 to=62 /> | wikisource | wikisource_30435 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=128 to=130 header=1 /> | wikisource | wikisource_16029 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=291 to=306 header=1 /> | wikisource | wikisource_12710 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=428 to=431 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9595 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Mogens og andre Noveller.djvu" from=121 to=133 header=1 /> | wikisource | wikisource_11165 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
"Gøre vitterligt": Rigsdagen har paa den i den gennemsete Grundlov af 5. Juni 1849 § 95 foreskrevne Maade to Gange vedtaget og Vi stadfæste nu ved Vort allerhøjeste Samtykke
DANMARKS RIGES GRUNDLOV*)
I.
§ 1.
Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. Arvefølgen er den i Tronfølgeloven af 31. Juli 1853 Art. I og II fastsatte.
§ 2.
Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene.
§ 3.
Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten.
II.
§ 4.
Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke være Regent i andre Lande.
§ 5.
Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke.
§ 6.
Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar. Det samme gælder om de kongelige Prinser.
§ 7.
Forinden Kongen tiltræder Regeringen, afgiver han skriftlig i Statsraadet den edelige Forsikring, ubrødelig at holde Grundloven. Af Forsikringsakten udstedes tvende ligelydende Originaler, af hvilke den ene overgives Rigsdagen for at opbevares i sammes Arkiv, den anden nedlægges i Rigsarkivet. Kan Kongen formedelst Fraværelse eller af andre Grunde ikke umiddelbart ved Tronskiftet aflægge denne Ed, føres Regeringen, indtil dette sker, af Statsraadet, medmindre anderledes ved Lov bestemmes. Har Kongen allerede som Tronfølger aflagt denne Ed, tiltræder han umiddelbart ved Tronskifte Regeringen.
§ 8.
Bestemmelser angaaende Regeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse fastsættes ved Lov. Er der ved Tronledighed ingen Tronfølger, vælger den forenede Rigsdag (§ 65) en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.
§ 9.
Statens Ydelse til Kongen bestemmes for hans Regeringstid ved Lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statsejendele der skal overlades Kongen til Brug.<br>
Statsydelsen kan ikke behæftes med Gæld.
§ 10.
For Medlemmer af det kongelige Hus kan der bestemmes Aarpenge ved Lov. Aarpengene kan ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget.
III.
§ 11.
Kongen har med de i denne Grundlov fastsatte Indskrænkninger den højeste Myndighed over alle Rigets Anliggender og udøver den gennem sine Ministre.
§ 12.
Kongen er ansvarsfri; hans Person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for Regeringens Førelse; deres Ansvarlighed bestemmes nærmere ved Lov.
§ 13.
Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Han bestemmer deres Antal og Forretningernes Fordeling imellem dem. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift. Enhver Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.
§ 14.
Ministrene kan af Kongen eller Folketinget tiltales for deres Embedsførelse. Rigsretten paakender de mod Ministrene for deres Embedsførelse anlagte Sager.
§ 15.
Ministrene i Forening udgør Statsraadet, hvori Tronfølgeren, naar han er myndig, tager Sæde. Kongen fører Forsædet undtagen i det i § 7 ommeldte Tilfælde og i de Tilfælde, hvor Lovgivningsmagten i Henhold til Bestemmelsen i § 8, 1ste Punktum, maatte have tillagt Statsraadet Myndighed til at føre Regeringen.
§ 16.
Alle Love og vigtige Regeringsforanstaltninger forhandles i Statsraadet. Er Kongen i enkelte Tilfælde forhindret fra at holde Statsraad, kan han lade Sagen forhandle i et Ministerraad. Dette bestaar af samtlige Ministre under Forsæde af den, som Kongen har udnævnt til Statsminister. Enhver Minister skal da afgive sit Votum til Protokollen, og Beslutning tages efter Stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over Forhandlingerne førte, af de tilstedeværende Ministre underskrevne Protokol for Kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde Ministerraadets Indstilling, eller lade sig Sagen foredrage i Statsraadet.
§ 17.
Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kan ske ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret. Enhver Embedsmand, civil eller militær, aflægger Ed paa Grundloven.<br>
Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overensstemmelse med Pensionsloven.<br>
Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved taber i Embedsindtægter, og at der gives dem Valget mellem saadan Forflyttelse og Afsked med Pension efter de almindelige Regler.<br>
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd, foruden den i § 71 fastsatte, bestemmes ved Lov.
§ 18.
Kongen erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaar og ophæver Forbund og Handelstraktater; dog kan han ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaa nogen Del af Landet, eller indgaae nogen Forpligtelse, som forandrer de bestaaende statsretlige Forhold.
§ 19.
Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar og tager Bestemmelse om, naar den skal sluttes. Dette kan dog ikke ske, forinden der i Henhold til § 48 er tilvejebragt lovlig Hjemmel for Skatternes Opkrævning og for Afholdelse af Statens Udgifter.
§ 20.
Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Samlinger, hvis Varighed beror paa hans Bestemmelse.
§ 21.
Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end en Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Samling.
§ 22.
Kongen kan opløse Folketinget.<br>
Om Opløsning af Landstinget gælder følgende:<br>
Naar Folketinget har vedtaget et Lovforslag og mindst tre Maaneder inden en Rigsdagssamlings Slutning oversendt det til Landstinget, men Landstinget ikke har vedtaget dette Forslag, og der heller ikke opnaas en ligelydende Vedtagelse i Tingene, efter at et Fællesudvalg har afgivet Indstilling derom, og naar dernæst Folketinget efter dettes Fornyelse gennem et paa Grund af Valgperiodens Udløb foretaget almindeligt Valg vedtager Forslaget uforandret paa en ordentlig Rigsdagssamling og paa ny oversender det til Landstinget indenfor den ovennævnte Tidsfrist, kan Kongen, hvis der da ikke opnaas Enighed mellem de to Ting om Forslaget, opløse Landstinget. - I øvrigt kan Landstinget kun opløses i Tilfælde af Grundlovsforandring (jfr. § 93).
§ 23.
Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.
§ 24.
Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Kundgørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. Har Kongen ikke stadfæstet et af Rigsdagen vedtaget Lovforslag inden næste Rigsdagssamling, er det bortfaldet (jfr. dog § 93).
§ 25.
I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maa stride mod Grundloven og altid straks efter den følgende Rigsdags Sammentræden skal forelægges denne, uden hvis Bekræftelse Loven bortfalder. Foreløbige Love behandles først i Folketinget.
§ 26.
Kongen kan bestemme, at Tiltale ikke rejses, og kan benaade for idømt Straf. Ministrene kan han kun med Folketingets Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe.
§ 27.
Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende Regeringsmyndigheder saadanne Bevillinger og Undtagelser fra Lovene, som enten ifølge de før 5. Juni 1849 gældende Regler er i Brug, eller hvortil Hjemmel indeholdes i en siden den Tid udgiven Lov.
§ 28.
Kongen har Ret til at lade slaa Mønt i Henhold til Loven.
IV.
§ 29.
Rigsdagen bestaar af Folketinget og Landstinget.
§ 30.
Valgret til Folketinget har enhver Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar og har fast Bopæl i Landet, medmindre vedkommende:<br>
a)ved Dom er fundet skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling uden at have faaet Æresoprejsning,<br>
b)nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt,<br>
c)er ude af Raadighed over sit Bo paa Grund af Konkurs eller Umyndiggørelse.
§ 31.
Valgbar til Folketinget er enhver, som i Henhold til § 30 har Valgret til dette.
§ 32.
Antallet af Folketingets Medlemmer fastsættes ved Valgloven, men maa ikke overstige 140.<br>
Til Sikring af en ligelig Repræsentation af de forskellige Anskuelser blandt Vælgerne bestemmer Valgloven Valgmaaden og de nærmere Regler for Valgrettens Udøvelse, herunder, hvorvidt Forholdstalsvalgmaaden skal føres igennem i eller uden Forbindelse med Valg i Enkeltmandskredse.<br>
Ved Kredsinddeling skal der foruden til Indbyggertal tages Hensyn til Vælgertal og Befolkningstæthed.
§ 33.
Folketingets Medlemmer vælges paa 4 Aar. De faar et Vederlag, hvis Størrelse bestemmes ved Valgloven.
§ 34.
Valgret til Landstinget har enhver Folketingsvælger, som har fyldt sit 35. Aar og har fast Bopæl i vedkommende Landstingskreds.
§ 35.
Valgbar til Landstinget er enhver, der har Valgret til dette, naar han (hun) har fast Bopæl i vedkommende Landstingskreds.<br>
Til Valgbarhed for de 18 Medlemmer af Landstinget, der vælges til dette i Henhold til § 36, og for deres Stedfortrædere kræves ikke fast Bopæl i nogen bestemt Landstingskreds, men kun, at de opfylder de øvrige Bestemmelser for Valgret til Landstinget.
§ 36.
Antallet af Landstingets Medlemmer er 72.<br>
10 vælges i København med Frederiksberg, 42 i større Valgkredse, omfattende Land og Købstæder, 1 paa Bornholm, 1 paa Færøerne. De øvrige 18 Medlemmer vælges efter Forholdstal af en Valgforsamling, bestaaende af de Personer, der den Dag, nye Valg til Landstinget udskrives (jfr. §§ 22 og 39), er Medlemmer af Tinget. Nærmere Regler fastsættes ved Valgloven.<br>
Samtidig med Valg af Landstingsmedlemmer foretages Valg af Stedfortrædere for disse. En Stedfortræder tager kun Sæde i Tinget, naar en af de valgte ophører at være Medlem af dette. Nærmere Regler fastsættes ved Valgloven.
§ 37.
Landstingets Medlemmer og deres Stedfortrædere vælges udenfor Færøerne af Valgmænd ved Forholdstalsvalg. Paa Færøerne foretages valget af Lagtinget.
Valgmændene vælges ved Forholdstalsvalg. Valgloven fastsætter deres Antal og i øvrigt det nærmere vedrørende Valgene.
§ 38.
Antallet af Landstingsmedlemmer for hver Landstingskreds udenfor København med Frederiksberg, Bornholm og Færøerne fastsættes ved Valgloven omtrentlig efter Forholdet mellem Indbyggertallet i hver enkelt Landstingskreds og i de nævnte Landstings Kredse tilsammen.
§ 39.
Landstingets Medlemmer og deres Stedfortrædere vælges paa 8 Aar, dog at Halvdelen af de 54 folkevalgte (eller henholdsvis 26 og 28 Medlemmer) afgaar hvert 4de Aar tilligemed deres Stedfortrædere. De 18 landstingsvalgte Medlemmer og deres Stedfortrædere afgaar alle paa een Gang efter 8 Aars Forløb.<br>
Landstingets Medlemmer faar samme Vederlag som Folketingets Medlemmer.
V.
§ 40.
Den ordentlige Rigsdag sammentræder den første Tirsdag i Oktober, dersom Kongen ikke har indkaldt den til at møde forinden.
§ 41.
Regeringens Sæde er Rigsdagens Forsamlingssted. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den paa et andet Sted i Riget.
§ 42.
Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.
§ 43.
Hvert af Tingene er berettiget til at foreslaa og for sit Vedkommende at vedtage Love.
§ 44.
Hvert af Tingene kan indgive Adresser til Kongen.
§ 45.
Hvert af Tingene kan nedsætte Kommissioner af sine Medlemmer til at undersøge almenvigtige Sager. Saadanne Kommissioner er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige Oplysninger saavel af private Borgere som offentlige Myndigheder.<br>
Tingenes Valg af Medlemmer til Kommissioner og Hverv sker efter Forholdstal; skal begge Ting repræsenteres, sker Valget paa den i § 49 om Valget af Statsrevisorer foreskrevne Maade.
§ 46.
Ingen Skat kan paalægges, forandres eller ophæves uden ved Lov, ej heller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domæne afhændes uden ifølge Lov.
§ 47.
Paa hver ordentlig Rigsdag, straks efter at samme er sat, fremlægges Forslag til Finansloven for det følgende Finansaar indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter.<br>
Kan Behandlingen af Finanslovforslaget for det kommende Finansaar ikke ventes tilendebragt inden Finansaarets Begyndelse, forelægger Regeringen Forslag til en midlertidig Bevillingslov, hvorefter den bemyndiges til at opkræve de lovhjemlede Skatter og Statens øvrige Indtægter og til at afholde de Udgifter, der er fornødne for Statshusholdningens uforstyrrede Førelse, hvorved iagttages, at i intet Tilfælde de enkelte ved den sidste Finanslov og de sig dertil sluttende Tillægsbevillingslove hjemlede ordentlige Udgiftsposter overskrides, og at der til Foranstaltninger, der ligger udenfor den regelmæssige Statsforvaltning, kun kan afholdes de Udgifter, som er nødvendige for at holde allerede paabegyndte Arbejder i Gang, og det hverken ud over de til de paagældende overordentlige Foranstaltninger tidligere bevilgede eller ud over de til Arbejdernes Fortsættelse i det paagældende Finansaar ved Lov fastsatte eller ved tidligere Finans- eller Tillægsbevillingslov bestemt forudsatte Beløb.<br>
Forslag til Finanslove, Tillægsbevillingslove og midlertidige Bevillingslove behandles først i Folketinget.
§ 48.
Forinden Finansloven eller en midlertidig Bevillingslov er vedtaget af Rigsdagen, maa Skatterne ej opkræves. Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i den af Rigsdagen vedtagne Finanslov eller i en Tillægsbevillingslov eller midlertidig Bevillingslov.
§ 49.
Rigsdagen vælger fire lønnede Revisorer. Disse gennemgaar det aarlige Statsregnskab og paaser, at samtlige Statens Indtægter deri er opførte, og at ingen Udgift uden Hjemmel i Finansloven eller anden Bevillingslov har fundet Sted. De kan fordre sig alle fornødne Oplysninger og Aktstykker meddelte. - Det aarlige Statsregnskab - med Revisorernes Bemærkninger - forelægges derefter Rigsdagen, som med Hensyn til samme tager Beslutning.<br>
Forandringer i disse Bestemmelser kan ske ved Lov.<br>
Naar Valg af Statsrevisorer skal finde Sted, udnævner hvert Ting 15 Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, der ved Forholdstalsvalg foretager Valget.
§ 50.
Ingen Udlænding kan faa Indfødsret uden ved Lov.<br>
Om Udlændinges Adgang til at blive Ejere af fast Ejendom her i Landet fastsættes Regler ved Lov.
§ 51.
Intet Lovforslag kan endelig vedtages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Tinget.
§ 52.
Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Ting, bliver det i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Ting; hvis det der forandres, gaar det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaar Forslaget paa ny til det andet Ting. Opnaas da ej heller Enighed, skal, naar et Ting forlanger det, hvert Ting udnævne et lige stort Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning og gør Indstilling til Tingene. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgørelse Sted i hvert Ting for sig.
§ 53.
Hvert af Tingene afgør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg.
§ 54.
Ethvert nyt Medlem aflægger Ed paa Grundloven, naar hans Valg er godkendt.
§ 55.
Rigsdagsmændene er ene bundne ved deres Overbevisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.<br>
Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøver ikke Regeringens Tilladelse til at modtage Valget.
§ 56.
Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. For sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.
§ 57.
Kommer en gyldigt valgt Rigsdagsmand i et af de Tilfælde, der udelukker fra Valgbarhed, mister han den af Valget flydende Ret.<br>
Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Genvalg.
§ 58.
Ministrene har i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og er berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager Forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, naar de tillige er Rigsdagsmænd.
§ 59.
Hvert Ting vælger selv sin Formand og den eller dem, der i hans Forfald skal føre Forsædet.
§ 60.
Intet af Tingene kan tage nogen Beslutning, naar ikke over Halvdelen af dets Medlemmer er tilstede og deltager i Afstemningen.
§ 61.
Enhver Rigsdagsmand kan i det Ting, hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring.
§ 62.
Intet Andragende maa overgives noget af Tingene uden gennem et af dets Medlemmer.
§ 63.
Tingenes Møder er offentlige. Dog kan Formanden eller det i Forretningsordenen bestemte Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Tinget afgør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde.
§ 64.
Hvert af Tingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkommer Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.
§ 65.
Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folketinget og Landstinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Tings Medlemmer er til Stede og deltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand og fastsætter i øvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkommer Forretningsgangen.
VI.
§ 66.
Rigsretten bestaar af de ordentlige Medlemmer af Landets øverste Domstol og et tilsvarende Antal af Landstinget blandt dets egne Medlemmer paa 4 Aar valgte Dommere. Kan i et enkelt Tilfælde ikke det fulde Antal af den øverste Domstols ordentlige Medlemmer deltage i Sagens Behandling og Paakendelse, fratræder et tilsvarende Antal af de af Landstinget sidst eller med det mindste Stemmetal valgte Rigsretsmedlemmer. - Retten vælger selv sin Formand af sin Midte.<br>
Foretages nyt Valg til Landstinget, efter at der er rejst Sag for Rigsretten, beholder dog de af Tinget valgte Medlemmer deres Sæde i Retten for denne Sags Vedkommende.<br>
Forandring i Bestemmelserne om Rigsretten kan ske ved Lov.
§ 67.
Rigsretten paakender de af Kongen eller Folketinget mod Ministrene anlagte Sager.<br>
For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar Folketinget giver sit Samtykke dertil.
§ 68.
Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.
§ 69.
Retsplejen bliver at adskille fra Forvaltningen efter Regler, der fastsættes ved Lov.
§ 70.
Domstolene er berettigede til at paakende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grænser. Den, der vil rejse saadant Spørgsmaal, kan dog ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme Øvrighedens Befaling.
§ 71.
Dommerne har i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kan ikke afsættes uden ved Dom, ej heller forflyttes mod deres Ønske, udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.
§ 72.
Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gennemføres ved hele Retsplejen.<br>
I Misgerningssager og i Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser, skal Nævninger indføres.
VII.
§ 73.
Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov.
§ 74.
Borgerne har Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.
§ 75.
Ingen er pligtig til at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 76.
De fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov.
§ 77.
Ingen kan paa Grund af sin Trosbekendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.
VIII.
§ 78.
Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes paa fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kendelse, der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.
Den Kendelse, som Dommeren afsiger, kan af Vedkommende straks særskilt indankes for højere Ret.
Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel.
§ 79.
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene ske efter en Retskendelse.
§ 80.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaa sin Ejendom, uden hvor Almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge Lov og mod fuldstændig Erstatning.
§ 81.
Alle Indskrænkninger i den fri og lige Adgang til Erhverv, som ikke er begrundede i det almene Vel, skal hæves ved Lov.
§ 82.
Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis Forsørgelse ikke paahviler nogen anden, er berettiget til Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyder.
§ 83.
De Børn, hvis Forældre ikke har Evne til at sørge for deres Oplærelse, har Ret til fri Undervisning i Folkeskolen. Forældre eller Værger, der selv sørger for, at Børnene faar en Undervisning, der kan staa Maal med, hvad der almindelig kræves i Folkeskolen, er ikke pligtige at lade Børnene undervise i Folkeskolen.
§ 84.
Enhver er berettiget til paa Tryk at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kan ingen Sinde paa ny indføres.
§ 85.
Borgerne har Ret til uden foregaaende Tilladelse at danne Foreninger i ethvert lovligt Øjemed. Ingen Forening kan ophæves ved en Regeringsforanstaltning. Dog kan en Forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges Sag mod den til dens Ophævelse.
§ 86.
Borgerne har Ret til at samles ubevæbnede. Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred.
§ 87.
Ved Opløb maa den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun skride ind, efter at Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgæves er opfordret til at skilles.
§ 88.
Enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver.
§ 89.
Kommunernes Ret til under Statens Tilsyn selvstændig at styre deres Anliggender ordnes ved Lov.
§ 90.
Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet.
§ 91.
Intet Len, Stamhus eller Fideikommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kan overgaa til fri Ejendom.
§ 92.
For Krigsmagten er de i §§ 78, 85 og 86 givne Bestemmelser kun anvendelige med de Indskrænkninger, der følger af de militære Loves Forskrifter.
IX.
§ 93.
Forslag til Forandring i, eller Tillæg til, nærværende Grundlov kan fremsættes saavel paa ordentlig som paa overordentlig Rigsdag.
Vedtages et Forslag til en ny Grundlovsbestemmelse i begge Ting, og Regeringen vil fremme Sagen, opløses Rigsdagen, og almindelige Valg foregaar baade til Folketinget og til Landstinget. Vedtages Beslutningen af den efter Valget følgende ordentlige eller overordentlige Rigsdag, bliver den inden et halvt Aars Forløb at forelægge Folketingsvælgerne til Godkendelse eller Forkastelse ved en direkte Afsteming. De nærmere Regler for denne Afstemning fastsættes ved Lov. Har et Flertal af de i Afstemningen deltagende og mindst 45 pCt. af samtlige Vælgere afgivet deres Stemme for Rigsdagens Beslutning, og stadfæstes denne af Kongen, er den Grundlov.
________________________________________________
Midlertidige Bestemmelser
1.
De 18 Medlemmer af Landstinget og deres Stedfortrædere, der ifølge § 36 skal vælges af en særlig Valgforsamling, vælges første Gang af det Landsting, der, efter at grundlovmæssig Opløsning af Rigsdagen har fundet Sted, paa ny har vedtaget Grundlovforslaget. Straks efter, at Grundloven er stadfæstet, tages der Bestemmelse om, hvor mange af de 18 Medlemmer det første Gang tilkommer hvert Parti at vælge.<br>
De nuværende af Kongen udnævnte Medlemmer bevarer deres Sæde i Landstinget i Stedet for et tilsvarende Antal af de 18 landstingsvalgte Medlemmer efter følgende Regel:<br>
De af Kongen udnævnte Medlemmer betragtes som valgte af de Grupper, hvori de har fundet Optagelse, i den Rækkefølge, hvori deres Udnævnelse til Medlemmer af Landstinget er sket, og i det Omfang, som Gruppens Krav paa forholdsmæssig Andel i de 18 Medlemmer tilsteder.
Saafremt et af de af Kongen udnævnte Medlemmers Mandater bliver ledigt i Tidsrummet mellem Kongens Stadfæstelse af Grundloven og dens Ikrafttræden, bliver ingen ny kongelig Udnævnelse af Landstingsmedlem at foretage.
2.
Paa Folketingsvalglisterne for det første Valg, der foretages efter nærværende Grundlovs Regler, og de følgende tre Aars Valglister optages, uanset Bestemmelserne i § 30, kun de Mænd og Kvinder, der har fyldt deres 29de Aar, paa Valglisten for det femte og de derefter følgende tre Aar optages de Mænd og Kvinder, der har fyldt deres 28de Aar, og saaledes fremdeles hvert fjerde Aar en ny Aargang indtil den i § 30 fastsatte Valgretsalder.<br>
Uanset Bestemmelsen i § 34 om den Alder, der betinger Valgret til Landstinget, skal enhver, som har været optaget paa de Valglister, der har været brugte ved det i Henhold til § 95 i Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 5. Juni 1849 foretagne Opløsningsvalg af Rigsdagen, medtages paa de nye Valglister, der affattes til Brug ved det førstkommende Valg til Landstinget efter nærværende Grundlov, for saa vidt vedkommende i øvrigt opfylder Betingelserne i saa Henseende.
3.
Med Hensyn til Rettergangsmaaden ved Rigsretten gælder, indtil en ny Lov udkommer, Lov af 3. Marts 1852, med de Lempelser, som nærværende Grundlovs § 66 gør fornødne.
4.
Den i § 71 indeholdte Bestemmelse, at Dommere ikke kan afsættes uden ved Dom, ej heller forflyttes mod deres Ønske, skal ikke være anvendelig paa de nuværende Dommere, som tillige har administrative Forretninger.
5.
Indtil en Omordning af den kriminelle Proces er iværksat, vil den i § 78 omhandlede Indankning af en Fængslingskendelse ske som af en privat Sag, dog med Ekstraretsvarsel, ligesom den Klagende er fritaget for Brugen af stemplet Papir og Betaling af Retsgebyr. Der bør gives ham Adgang til i Anledning af saadan Paaanke at raadføre sig med en Sagfører, og nye Oplysninger kan fremlægges for Overretten.
6.
Nærværende Grundlov træder i Kraft et Aar efter, at den er stadfæstet af Kongen. Denne Bestemmelse kan ændres ved Lov. Den første midlertidige Bestemmelse træder i Kraft straks, naar Grundloven er stadfæstet.
_______________________________________
Saa er da nu gældende Ret, alle til ubrødelig Efterlevelse, Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1915.
Givet paa Slot Amalienborg, den 5te Juni 1915.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
_______________________________________
__NoTOC__ | wikisource | wikisource_23330 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den tyske Rigsdagsbrandforordning af 28. februar 1933. | wikisource | wikisource_17675 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=130 to=135 /> | wikisource | wikisource_18355 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Grøn er Vaarens Hæk,
Kaaben kastes væk,
Jomfruer sig alt paa Volden sole;
Luften er saa smuk,
Deres Længselssuk
Kjendes let paa deres Silkekjole.
Nu har Viben Æg,
Pilen dygtig Skjæg,
Og Violen smaat paa Volden pipper;
Gaasen sine Smaae
Lærer flittig gaae,
Skaden vindigt med sin Hale vipper.
Svenden med sin Brud
Gaaer i Haugen ud,
Paa de grønne Skoe hun synes dandse;
Ak, hvor hun er let!
Foden er saa net.
Pogen sælger til dem grønne Krandse.
Storken er saa travl
Høit paa Bondens Gavl,
Og de røde Fødder Næbet slibe;
Høkren med sin Viv
Gaaer for Tidsfordriv
Med sin sølvbeslagne Meerskumspibe.
Hulde Piger smaae,
Røde, hvide, blaae,
Sende deres Blikke rundt som Pile;
Og som Krigerflag
I det kjelne Slag
Silkebaand fra Lilienakken ile.
Aftnen driver paa,
Mens de Skjønne gaae,
Bare de dem ikke skal forkjøle!
Hvilken yndig Strøm!
Barmen blier saa øm,
Man mit Hjerte kan paa Vesten føle.
I den tause Nat,
Som en stor Dukat
Maanen stænker Guld paa alle Grene.
Ak, de Skjønne svandt
Jo fra hver en Kant,
Det er tungt, man skal gaae hjem alene.
</poem>
Note.
Trykt i Kjøbenhavns Morgenblad, Nr. 49, 1825. Tekstkilde: Kalliope. | wikisource | wikisource_3091 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=93 to=102 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9046 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf" from=99 to=115 header=1 /> | wikisource | wikisource_27150 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Uhr med Uro
Penduluhret forlanger at have en fast Standplads i en nøjagtig tilpasset Stilling. Det egner sig derfor ikke til Sejlads eller Rejser eller overhovedet til at bevæges, altsaa heller ikke som Lommeuhr. Man havde før Penduluhret forskellige Uhre, hvori Gangen blev reguleret ved mer eller mindre tarvelige Midler, men næsten samtidig med Penduluhrets Opfindelse lykkedes det baade Huyghens og Engelskmanden Robert Hooke at konstruere et transportabelt Uhr, der ikke stod meget tilbage for Penduluhret i Nøjagtighed.<br>
Dette blev naaet ved den saakaldte Uro, Fig. 25, der bestaar af et lille Svinghjul B og en fin Spiralfjeder S, Denne er med sin ydre Ende fæstet ved F og med sin indre paa Svinghjulets Aksel; og den er hverken mere sammenrullet eller oprullet, end den ifølge sin naturlige Form skal være. Drejes Svinghjulet en Smule højre om, vil Fjedren blive lidt mere sammenrullet, og den stræber da at rulle sig op. Drejes Hjulet venstre om, vil Fjederen blive lidt oprullet, og den stræber da at rulle sig i. Hjulet vil derfor, naar det drejes lidt til en af Siderne og slippes løs, dreje sig tilbage, gaa gennem Hvilestillingen med en vis Hastighed og derfor gaa for langt — ganske som Pendulet. Det vil derefter vende tilbage, atter gaa gennem Hvilestillingen osv. — Og det gælder ogsaa her, at det er ligegyldigt m. H. t. Svingningstiden, om Svingningerne er store eller smaa — de bruger dog omtrent samme Tid.<br>
For at kunne tilpasse denne Svingningstid rigtig, findes der en Støtte p imod Spiralfjederen. Og denne Støtte kan stilles i forskellige Afstande fra F, eftersom man fører den paa Figuren nedadvente Arm henimod A eller mod R. Føres den med A, fjerner p sig fra F, og den virksomme Del af Spiralfjederen bliver da mindre, hvorved Svingnningerne bliver hurtigere, saa at Uhret kommer til at gaa stærkere. Føres Armen henimod R, gaar Uhret langsommere.<br>
Ogsaa Uroen trænger til at kompenseres for Varmens Virkninger, naar det gælder om at skaffe et meget nøjagtigt gaaende Uhr; thi Varmen vil baade formindske Fjederens Spændighed og forstørre Svinghjulet, saa at Uhret vil gaa langsommere. Dette kan modvirkes derved, at der paa Svinghjulets Arme befæstes Bøjler dannede af to sammenloddede forskellige Metalstrimler, hvoraf den yderste udvider sig mere end den indvendige. Bøjlen vil da ved Opvarmning krumme sig indad og en lille Klump paa Bøjlen føres derved nærmere til Akslen, saa at Hjulet svinger hurtigere.<br>
Det gælder nu blot om at sætte dette ligetidig svingende Legeme i Forbindelse med Hemhjulet af et Værk paa lignende Maade, som det skete med Pendulet; men denne Forbindelse kan tilvejebringes paa forskellige Maader. De vigtigste findes i Anker-gangsuhret og i Cylinderuhret.<br>
Ankergangsuhrets Uro virker ligesom Pendulet paa et Anker, som Fig. 26 viser. Uroen selv er ikke tegnet, men en lille flad Sikve u paa Uroens Aksel bærer en Stift x, der ved Uroens Bevægelser skiftevis slaar imod den indvendige Side af Gaffelgrenene gg og derved faar hele Ankeret gAa til at vrikke fra den ene Side til den anden. Herved slipper Hemhjulets Tænder en ad Gangen forbi den ene eller den anden Klo A' og A" af Ankeret; og idet en Hemhjulstand bliver fri, giver dens skraa Flade Ankeret og dermed Uroen en lignende „Tak for sidst" som tilforn ved Pendulet. Ankerets Forlængelse tilvenstre befinder sig bestandig imellem to Stoppestifter aa for at det ikke ved pludselige Bevægelser af dets Indehaver skal komme helt bort fra sin Stilling.<br>
Paa Cylinderuhrets Uro sidder der en lille hul Cylinder B, Fig. 27, som har en Udskæring til den ene Side, ligesom et Skilderhus, og under Uroens Svingninger drejes denne Aabning skiftevis højre og venstre om. Hver af Hemhjulets Tænder, der her er formede paa en egen Maade, stanses nu to Gange af denne lille Cylinder. Først vender denne Ryggen til, saa at en Tand støder mod dens udvendige Side. Naar Uroen derefter drejer sig tilligemed Cylinderen til modsat Side, slipper Tanden gennem Aabningen ind i Cylinderen, men slaar straks efter mod den modsatte Vægs Inderside. Saa drejer Cylinderen sig tilbage, saa at Tanden kan fortsætte sin Vej ud ad Aabningen, men umiddel-bart efter stoppes den næste Tand af Cylinderens Yderside. Ogsaa her har Tænderne en skraa Flade, der ved at glide hen ad Cylinderaabningens Rand opmuntrer denne og dermed Uroen til at fortsætte Svingningerne.<br>
De smaa Stød af en Tand mod Cylinderens ydre og indre Flade i Cylinderuhret eller imod Ankerhagerne i Ankergangsuhret frembringer Uhrets Dik-Dik, hvoraf der i almindelige Lommeuhre gerne er 5 i Sekundet.<br>
I de egentlige Kronometre, som f. Eks. bruges tilsøs til Bestemmelse af Stedets geografiske Længde (jfr. S. 39), træder Uroen kun en Gang for hver Dobbeltsvingning i Forbindelse med Hemhjulet, og dette tilmed i et overordentlig kortvarigt Øjeblik. En Tand s (Fig 28) af Hemhjulet (Pilen R viser dets Omdrejningsretning) hviler nemlig her næsten under en hel Dobbeltsvingning af Uroen paa en lille Ædelsten, Hvilestenen, der er fæstet paa den lige Fjeder mn. Men dennes øverste Ende, der er af Guld, kan slaas lidt tilhøjre, saa at s slipper forbi Stenen, derved at en anden Ædelsten z2 paa Uroens Tromle giver et lille Tryk paa Guldstiften, hver Gang Uroen er svunget længst mulig til den Side, som dens Pil r viser. Dette Tryk er imidlertid i den Grad kortvarigt, at Fjedren med Hvilestenen er paa Plads igen, inden den næste Tand t er naaet frem. - Til Vedligeholdelse af Uroens Svingninger bærer en større Tromle paa dens Aksel en tredje Ædelsten z1, som faar et lille Spark af hver forbi ilende Tand.<br>
Ved flyttelige Uhre, og forøvrigt ogsaa ofte ved Penduluhre (Taffeluhre) er Drivkraften ikke et Lod, men en stærk Spiralfjeder, som ved Optrækningen vikles stærkere sammen og derefter, idet den stræber at vikle sig op, trækker Hjulene rundt. Herved vil Trækket i Hjulene imidlertid blive mindre og mindre, eftersom Fjederen slappes; men naar Fjederen er meget lang. vil den kunne bevæge sig et langt Stykke uden at slappes meget. Saaledes indretter man det ofte i Nutiden, medens man tidligere i Almindelighed og endnu ofte ved Kronometre og ogsaa ved andre Lejligheder bruger den saakaldte Snegl, som ses i Fig. 29. En Kæde er med sin ene Ende fæstet til Sneglen, hvor dens Vindinger er store, og med den anden paa Fjederhuset A. Uhret optrækkes ved, at Sneglen drejes rundt og vikler Kæden paa sine Vindinger, idet Fjederhuset maa afgive Kæde, hvorved den i A værende Uhrfjeder strammes. Senere trækker Uhrfjederen A rundt og vikler Kæden paa sin Tromle af Sneglen, idet den driver Værket; men naar Fjederen er slappest, virker den paa Sneglens store Vindinger og tilvejebringer derfor i slappet Tilstand et ligesaa stort Træk i Tandhjulene som i spændt.<br>
For et almindeligt Uhrs Vedkommende lægger man Mærke til, om det vinder eller taber, og en Fejl i saa Henseende prøver man at rette ved Pendulet eller Uroen. Endvidere mærker man sig, hvor meget Uhret er for „stærkt" eller „bag efter". Ofte bryder man sig ikke om at rette Fejlen, naar man blot kender den; ja man kan endog træffe paa Personer, der ligefrem foretrækker, at deres Uhr er for „stærkt". Dog tager man ikke i Betænkning at „stille" det, naar man vil have det til at vise anderledes.<br>
Dette gør man ikke gerne eller i hvert Fald. ikke ofte med et Kronometer; med des nøjagtigere noterer man sig dets „Stand" og „Gang". Inden Sømanden gaar tilsøs, efterser han gerne dette, hvortil der f. Eks. i København ydes Hjælp derved, at en Kugle paa en Stang paa Nikolai Taarn paa Klokkeslaget 1 falder formedelst et elektrisk Signal fra det astronomiske Observatorium.<br>
Har en Kaptejn f. Eks. observeret, at hans Kronometer den 5te April viste 1 Time 17 Minuter 18 Sekunder, da Kuglen faldt, og den 10de viste 1 Time 17 Minuter 33 Sekunder, har det i de 5 Døgn aabenbart vundet 15 Sekunder, altsaa i hvert Døgn 3 Sekunder.<br>
Han noterer derfor<br>
og naar han f. Eks. paa Atlanterhavet den 4 Maj har foretaget en Observation med samtidig Kronometeraflæsning, ved han, at de senere forløbne 24 Døgn har forandret Kronometrets Stand med ÷ 24 x 3 Sekunder eller ÷ 1 Minut 12 Sekunder, saa at Standen nu er ÷ 0 Timer 18 Minuter 45 Sekunder. Der skal altsaa trækkes 18 Minuter 45 Sekunder fra den foretagne Kronometeraflæsning.<br>
Man har paa flere Maader benyttet Elektriciteten til at bringe Uhre paa forskellige Steder, f. Eks. i Byen, til at vise ens. Fig. 30 kan give en Forestilling om Fremgangsmaaden.<br>
Det nøjagtige Uhr, der gaas ud fra, drejer Valsen w rundt en Gang i et Minut. Valsen har en Knast z, der for hver Omdrejning af Valsen tilvejebringer Berøring imellem f og g. Derved vil et elektrisk Batteri B kunne sende en Strøm fra Jordpladen PI (til venstre) gennem a, f, g, b, Uhret I paa et Sted i Byen, Ledningen L, Uhret II paa et andet Sted osv. til Jordpladen Pl (til højre). Den elektriske Strøm vil virke paa en Elektromagnet i hvert Uhr, hvorved Minutviseren føres 1/60 Omdrejning eller 1 Minut frem. Uhrene vil med en saadan Ordning springe fra Minut til Minut, men altid vise ens overalt. | wikisource | wikisource_2461 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dette skal siges; saa være det da sagt.djvu" from=3 to=14 header=1 /> | wikisource | wikisource_17215 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=168 to=171 header=1 /> | wikisource | wikisource_23076 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Det mægtige Dannebrogsflag bevægede sig sagte i Sommervinden. Som det stod der paa den anselige med blomstrende Buskvækster omgivne Græsplaine, syntes det at vifte et Velkommen til hele Omegnen, og fortælle, at der var Fest paa Bregnegaarden, denne skjønne Junidag, da Godsejer Bangs eneste Barn, Frøken Victoria, fyldte nitten Aar.
De indbudne Gjæster ventedes først henad Aften, men Fødselsdagsbarnet havde allerede ved Femtiden iført sig Selskabsdragten og stod nu foran det store Spejl i Paaklædningsværelset og betragtede sin lette, slanke Skikkelse med ublandet Fornøjelse. Faderens Gave, det kostbare Perlehalsbaand, tog sig nu ogsaa udmærket ud til det mørkebrune Haar og Kindernes fine Rødme.
»Ja, nu er der vel ikke noget at udsætte?« Frøken Bang vendte sig med en bydende Mine til den unge Emma Hansen, Sypigen som hun kaldtes, skjøndt hendes Gjerning ubestridelig var en Kammerjomfrus. Godsejeren havde sine Principer og efter dem passede det ikke for jevnere Folk at have Kammerjomfruer, hvorimod Enhver, der havde Brug for en Sypige, var berettiget til at holde hende.
»Frøkenen har aldrig været dejligere! Men er De ikke næsten for hvid? Jeg synes, der skulde fæstes en rød Rosenknop paa Brystet.«
»Ingen Rosenknop, men et Par Forglemmigejer og en eller to af de rosenrøde Trevlekroner. — Jeg vil selv hente dem.«
Hun kastede endnu et hurtigt Blik i Spejlet og løb saa ned i Havestuen, hvor Godsejer Bang, en høj, lidt fyldig, velvillig udseende Mand, og hans lille, stille Hustru — Victorias Stedmoder — stode i Havedøren, der vendte ud til den store med Glas dækkede Veranda.
»Naa, der er hun! — Naar man taler om Solen, skinner den. Du ligner jo et Svanedun, min Pige.«
»Jeg ligner min Moder, siger Folk.«
»Ja, det gjør Du, og det baade i Sind og Skind. — Naa, har man Noget paa Hjerte?«
»Ja, Fader, jeg synes det vilde være saa oplivende og overraskende for vore Gjæster, om Aftensmaaltidet serveredes i Udsigtspavillonen.«
Godsejeren saae en Smule betænkelig ud, idet han svajede: »Det maa Du tale med Moder om, Barn.«
Fru Bang var ogsaa betænkelig, dog lød hendes Stemme mere undskyldende, end afvisende.
»Klokken er over Fem, saa det bliver ikke let at faa Alt ordnet og bragt hen. Vi blive jo temmelig Mange og Glas og Porcellain maa pakkes forsvarligt ned, naar det skal bæres, eller kjøres, den lange Vej. — Er det ikke som sad man i Lysthus herinde?«
»Naa saadan, — jeg troede, det lige saa godt kunde lade sig gjøre i Dag, som for to Aar siden, men hører nu« — Victoria holdt inde med fornærmet Mine.
»For to Aar siden kom jo kun dine Veninder og I fik skaaret Smørrebrød bragt hen, det var ingen Sag, men her, hvor der er stegte Kyllinger og alle de mange Gemyser, Salater og Kompotter, der nødvendiggjør Ombytning af Tallerkener og Gafler, saa —«
»Du behøver ikke at fortsætte, et ligefremt Nej er tilstrækkeligt. — Men jeg tænkte mig den Mulighed, at Du havde havt Lyst til at glæde mig.«
Godsejeren saae bedende paa sin Hustru, og det var hende som en Ordre.
»Jeg vil altid gjerne glæde Dig, Victoria, det veed Du nok, og naar din Fader ogsaa synes om det, maa vi se at faa det udført. — Folkene har allerede travlt, saa jeg vil egentlig nødig lægge mere paa dem, men det gaar nok.«
»Folkene har bare godt af det, Moder; her til Lands forstaar man slet ikke at arbejde, sige Alle, der have været i Amerika.«
»Nej, hør til hende!« Faderen lo. »Du lille Dagdriver skulde heller tie stille. — Ja, hvad blev det saa egentlig til?«
»Aa, Fader, Du veed det jo godt. Skulde Moder, der er saa rar, kunne nænne at sige Nej i Dag?«
»Men,« Fru Bangs altid noget dæmpede Stemme havde i dette Øjeblik en træt Klang, »jeg tør ikke love at blive færdig lige til den bestemte Tid.«
»Du plejer altid at holde mere, end Du lover, min gode Line, og det er unægtelig rarest at gaa til Bords præcis Otte. — Men hvem kommer dernede i Haven? — Det er Skovrideren med en fremmed Herre, formodentlig en Gjæst, der skal forestilles, for at kunne komme med i Aften. — Goddag min kjære Skovrider og velkommen!«
»Jeg kommer som Suplikant, Herr Bang. Min Fætter, Maleren Holger Thunø, hvis Navn maaske ikke er Dem ganske ubekjendt, opholder sig et Par Timer hos mig og nu vilde jeg gjerne laane Nøglen til Deres Udsigtspavillon.«
»Holger Thunøs Navn er mig sandelig ikke ubekjendt, en af mine Venner har hans skjønne Billede af Hedemosen i Maaneskin hængende over sit Skrivebord. — Her er Nøglen og saa haaber jeg, at Herr Thunø vil forlænge Besøget saa meget, at vi faa Glæden af hans Nærværelse i Aften ved vort lille Selskab.« Stemmen slog pludselig om og blev spøgende: »Victoria, sig noget Smukt.«
Den unge Pige gjorde et lille Trin frem, men det var, som Malerens alvorlige, iagttagende Blik standsede Ordet paa hendes Læbe.
»Tak, jeg takker meget,« han bukkede, »men jeg ventes et andet Sted og maa være paa Jernbanestationen inden Klokken Otte.«
»En prægtig Karl,« Godsejeren fulgte de Bortgaaende med Øjet, »en rigtig Mand, efter Udseendet at dømme. Han saae højere ud, end han var, men saadan er de Kunstnere. — Husk nu, min gode Line,« han klappede Fru Bang faderligt paa Skulderen, »at Du maa skaane Dig selv, være Øje og Mund, men ikke Haand eller Fod.«
»Tak, men jeg tror nok, vi maa hjælpes ad Alle, hvis det skal kunne naas.« Fru Bang nikkede og gik saa stille og mild til sin Gjerning.
Da Victorias Moder levede var Line Knudsen Husjomfru her paa Bregnegaard. Hun var syvogtyve Aar, da hun fik Pladsen og opfyldte trolig sine Pligter i ti Aar, skjøndt det Ikke var en Dands paa Roser at tjene den unge, fordringsfulde Husfrue. Lille Victoria betragtede hende nu ogsaa som sin personlige Ejendom og lagde Beslag paa al hendes Smule Fritid. Rolig og virksom, uden tilsyneladende Travlhed, gik hun om med et mildt, glad Ansigt. Der var en egen stilfærdig Værdighed over hendes nette, beskedne Skikkelse, og da hun altid behandlede Folkene med Godhed, men tillige med en vis sejg Fasthed, respekteredes hun baade af det mandlige og kvindelige Tyende. Godsejeren, der saa hendes Troskab, Sparsomhed og utrættelige Virksomhed, paaskjønnede højligt, at hverken han, eller hans forfinede og forvænte Hustru, behøvede at tage sig af den indvendige Husførelse. I Fru Bangs temmelig lange Sygdomstid og de første Uger efter hendes Død gik Alt sin rolige, regelmæssige Gang, men saa sendte Jomfru Lines Fader pludseligt Bud, at hun skulde komme hjem, han havde selv Brug for hende.
Godsejeren sattes i stor Forlegenhed.
»Har han virkelig Brug for Dem, eller er det et Paaskud? — Hvad er Deres Fader egentlig?«
»Fader er Mølleejer, og da jeg er eneste Datter, kan det jo være rimeligt, at han har Brug for mig.«
Godsejeren gik op og ned ad Gulvet.
»Det er en slem, slem Historie for os, først Sorgen og nu dette! — Ja, De vil maaske gjerne hjem?«
»Aa ja, men jeg blev ogsaa gjerne her,« hun saae alvorligt paa ham med sine ærlige, blaa Øjne.
»Jeg veed ikke mine levende Raad! Men selvfølgelig skal De rejse, saa maa De rejse.« Og saa rejste hun.
Victoria var ude af sig selv, for dette var meget værre, end at miste sin Moder, syntes hun. Og saa hulkede Barnet, stampede og skreg, at Line skulde komme tilbage og det straks. Den lille, syttenaarige Lærerinde kunde hverken trøste eller styre hende og Faderen forstod ikke, hvad han skulde gribe til. Saa begyndte Folkene ogsaa at knurre og gaa hver sin Vej. Den nye Husjomfru vidste hverken ud eller ind. Der var ingen fast Orden i Tingene, Spisetiderne vare ikke mere ligesaa bestemte som Uhrets Slag, Maden smagte ikke nær saa godt og der brugtes betydelig flere Husholdningspenge. Det var et skrækkeligt Aar og da Gjøgen igjen kukkede, blev Barnet, hans Øjesten, sygt.
Sygdommen var kun en almindelig, lidt haardnakket Forkjølelse, men Faderen frygtede det Værste.
»Er der Noget, Du ønsker, min lille Skat, saa vil Fader give Dig det.«
»Mener Du, hvad Du siger?« Hun satte sig op i Sengen. »Giv mig Haanden derpaa, Fader! — Nu skal Du høre, hvad jeg vil have: Jomfru Line!«
»Kjæreste Barn, hende kan jeg ikke skaffe.«
»Fy, Fader, er Du saadan, Du har givet mig Haanden og saa alligevel. — Men Du skal, Du skal holde, hvad Du har lovet, og hente hende!« Den lille Fod stampede mod Sengens Fodstykke og Kinderne blev højrøde.
»Naa, naa, min egen Unge — maaske hendes Fader vil laane os hende en Maanedstid, det vilde være en ren Velsignelse.«
»Ja, men jeg vil beholde hende!«
»Nu maa Du være rolig, lille Pige, Fader skal tænke over det.«
Og saa tænkte han over det den hele Dag og den halve Nat.
»Naa, Fader, henter Du saa Jomfru Line,« var Victorias første Spørgsmaal næste Morgen. Barnet var raskere, men saa blegere ud, nu Feberen havde forladt hende, og Godsejeren frygtede, at hun var værre.
»Ja, min søde Pige, jeg vil prøve paa at faa hende her tilbage og rejser i Eftermiddag.«
Den Mølle, Line Knudsens Fader ejede, laa i Vendsyssel. Det var en gammeldags, solid Bygning, og Ejeren lignede Stedet. Firskaaren, fast og rolig, stod han foran Victorias Fader, der steg ud af den lejede Landauer, som havde kjørt ham fra Stationen i Aalborg.
»Mit Ærinde gjælder egentlig Deres Datter, Herr Knudsen. Naar jeg nævner mit Navn, faar jeg nok Lov til at tale med hende.«
»Min Datter kan altid tale med hvem hun selv vil, men den Herre er formodentlig Godsejer Bang, og saa maa jeg fastholde, at Lines Plads er her, i hendes Faders Hjem. — Vær saa. god at træde ind og nyde en Forfriskning efter Rejsen.«
»Tak, jeg takker.« Han tog Tøjet af og traadte ind i den store, lidt lave, paa gammeldags Vis meublerede Dagligstue. Vinduerne til Haven stode aabne og der duftede af frisk Luft og Renlighed.
»Min lille Pige er meget syg, — Herr Knudsen veed maaske, at jeg har en lille Datter og — og,« saa forlegen havde han aldrig før været — »hun raaber uafladelig paa sin dyrebare Line, der var hende kjærere end hendes afdøde Moder, ja, det siger Barnet — og saa mente jeg, at hvis Deres Datter fik Moderens Plads, vilde hun maaske vende tilbage. — De forstaar nok, hvis hun blev min Hustru.« — Godsejeren trak Vejret dybt, nu var det sagt.
Møller Knudsen stod ganske stille og alvorlig, rolig overvejende, hvad han havde hørt.
»Herpaa kan jeg Intet svare,« lød det tilsidst, »min Datter maa fuldstændig raade sig selv, — men var jeg en ung Pige, tog jeg ikke mod Tilbudet.«
»Jomfru Knudsen er ingen ung Pige mere.«
»Nej, det er ogsaa sandt og gjør jo muligvis en Forskjel.« Han bøjede sig ud af Vinduet og raabte ned i Haven: »Line, kom herind!«
Et Øjeblik efter kom hun ilende, skinnende ren og tækkelig, som altid, med Armen fuld af saftige, rødgrønne Rhabarberstilke. Da hun fik Øje paa Godsejeren undslap der hende et Overraskelsesraab:
»Nej, det var dog morsomt,« hun nejede i Afstand, »er Herren her paa Egnen?«
»Ja, saa gaar jeg,« sagde Mølleren med et halvt Suk, han syntes ikke rigtig om det Hele.
»Victoria er syg,« begyndte Godsejeren straks, »og hun raaber paa Dem den hele Dag, og det er ikke Alt. Det gaar rent forbistret galt derhjemme med alle Dele; jeg kan ikke styre Tømmerne uden Hjælp. — Helst havde jeg unegtelig set, at De var bleven hos os paa gammel Vis, Line Knudsen — jeg taler lige ud af Posen — men da det nu ikke kan lade sig gjøre, vil jeg blot sige, at min Agtelse for Dem og min Tillid til Dem er bleven grundfæstet Aar efter Aar, og, derfor betænker jeg mig ikke paa at spørge, om De vil vise os Alle den Velgjerning, at vende hjem med mig som min Hustru.«
Den stakkels Line blev først bleg, saa rød, og saa bleg igjen.
»Jeg vilde ogsaa helst være bleven paa den gamle Maade,« sagde hun sagte, »men trænger Victoria virkelig til mig, og Herren ogsaa, og gaar Husførelsen ikke, som den skulde, saa — min Hengivenhed og Taknemmelighed er jo ogsaa vokset Aar for Aar, dog som sagt, jeg vilde helst have min »gamle Plads«.
»Men De siger ikke Nej, vel? Tak, Line, det er jeg glad for. Saa ordner det sig nok Altsammen.«
»Var jeg blot mere dannet og skikket til at være noget rigtigt for Victoria.«
»Du, — det er ligesaa godt, at vi straks siger Du, — har Dannelse nok, for Du har Takt, Hjertets Takt og det er mere værd, end mange tillærte Kunster. — Skal vi saa give hinanden Haanden, at Sagen kan blive afgjort?«
»Ja, naar Herren virkelig synes —«
»Herren? — Du maa kalde mig Kristoffer, dog det gaar vist aldrig, men saa i al Fald Bang og Du.«
Og hermed afsluttedes det ejendommelige Frieri.
Line smuttede hurtig op paa sit Værelse. Hun var helt fortumlet, men dog glad, for Længslen efter Bregnegaarden og alle dens Beboere havde været stor. Faderen kunde godt undvære hende. Broderen, der var Faderens Medhjælper, Kjøresvend og Fuldmægtig, skulde snart have Bryllup, og saa kunde den unge Sønnekone overtage Husførelsen.
Jomfru Knudsen lagde sig paa Knæ og foldede Hænderne. Hendes religieuse Begreber vare dengang endnu meget uudviklede, men hun troede paa Gud og elskede ham af et oprigtigt Hjerte og derfor befalede hun sig og sin Fremtid i hans naadige Haand.
Godsejeren var imidlertid gaaet ud i Haven til sin vordende Svigerfader.
»Vilde hun?« sagde denne og syntes skuffet, »naa, det maa jeg sige. Ja, den Ene er jo ikke som den Anden.«
»Brylluppet maa nok staa straks, vi kjender jo hinanden til Bunds.«
»Straks, det synes jeg ikke om.«
»Vi trænge saa haardt til hende; min lille syge Pige kalder paa hende den hele Dag.«
»Naa, ja, ja. Line kan saa selv bestemme Bryllupsdagen. — Hvad Formuen angaar —« Godsejeren afbrød ham ivrigt: »Vær De kun rolig, Møller Knudsen! Min Datter er selvfølgelig Arvingen, men Lines Fremtid skal sikres rigeligt og rundeligt.«
»Det ønsker jeg ikke, Herr Bang,« han hævede Hovedet, »for hvad her sker, er ingen Handel. Min Datter har 10,000 Kr. i Mødrenearv, foruden det, hun selv har samlet i Aarenes Løb. Renterne heraf er mere end nok til at bestride Klædedragten, og hendes Arbejde er mere værd, end den Føde, hun faar. Naar jeg dør, arver hun halvt med sin Broder, og det bliver ikke ganske lidt, og overlever jeg Godsejeren, er hendes Hjem hos mig. — Saadan maa Sagen ordnes, det er Betingelsen for mit Samtykke.«
»De er en stolt Mand, Møller Knudsen, men lidt uskaansom, synes jeg nok, og ikke bange for at ydmyge Andre. Dog det bliver Altsammen Smaating for mig mod dette Ene, at faa Hyggen og Freden tilbage til Hjemmet.«
Og Hyggen og Freden vendte virkelig tilbage til Bregnegaarden med den nye Husmoder. Hendes Stilling var paa en Maade bleven vanskeligere, men paa en anden lettere og friere. Ting, som hun før havde ordnet i Lydighed, men i sit Hjerte misbilliget, forandredes. Folkene fik bedre Kost og deres Opholdsstue indrettedes langt hyggeligere. Omegnens Fattige og Syge bleve ogsaa rigeligere betænkte. Selv arbejdede hun troligt, men maatte jo nu være baade ude og inde. Til Selskabslivet følte hun sig uskikket og blev helst i Hjemmet, hvor hun var en hyggelig og forekommende Værtinde, der aldrig sagde eller gjorde noget Stødende. Godsejerens Ønske var, ligesom før, hendes Lov, men efterhaanden som Victoria voksede op, følte Fru Bang med Sorg og Anger, at hun ikke var for Barnet, hvad hun burde være, at det ikke fik den Tugt dets egenkjærlige, herskesyge Natur saa haardt trængte til. Victoria elskede, oversaae og misbrugte sin nye Moder i lige høj Grad.
Fru Line gik derfor stadig med en Braad i Samvittigheden og den stak ogsaa i dette Øjeblik, hvor hun bøjede sig for den unge Piges Lune med Hensyn til Aftensmaaltidet og derved lagde Byrde og Tynge paa Husets Tyende.
Medens Pigerne og den flinke, unge Huskarl, der egentlig havde en Tjeners Arbejde, men ikke maatte bære Navnet, travlede med Tillavninger og Indpakning, under Husmoderens aarvaagne Øje, gik Victoria gjennem Haven ind i Skoven og saa ud igjen over Stenten, hvorfra en lille Sti løb ned til Aaen.
Paa den ene Side laa Bøgeskoven med sit ældgamle Gjærde af store, mosgroede Sten. Bregneblade, Jordbærplanter og Brombærranker havde sneget sig ind imellem Stenene, ja selv Storkonvallen og Storkenæblet gave Møde. Paa den anden Side Stien bølgede Rugmarken, der havde Blomstringstidens dybe, violetagtige Skjær. Det var en veldyrket Mark, dog havde enkelte Kornblomster og enkelte skarlagenrøde Valmuer listet sig ind mellem Aksene Inde i Skoven slog Droslen og Lærkerne stege jublende op i den klare, skyfri Himmel. Den unge Pige frydede sig over Alt, hvad hun saae; det blev som et Smykke for hendes Fødselsdag. At hun lige havde faaet sin Villie sat igjennem, oplivede hende nu ogsaa.
Nede ved Aaen vajede høje Siv og paa bredden stode Forglemmigejer i Mængde og lidt derfra de rosenrøde Trevlekroner. Hun plukkede begge Hænder fulde og begyndte saa Hjemturen.
I det samme lød Trin inde i Skoven og hun hørte Stemmer, der kom nærmere og nærmere. Var det ikke Skovriderens Stemme? — Jo, hun standsede og lyttede.
»Og Datteren, hvad siger Du om hende, er det ikke en forbausende Skjønhed?«
Victoria bøjede Hovedet fremad og ventede smilende paa Svaret, der dog lød ganske anderledes, end hun havde tænkt sig det.
»Nej, nej, hvor Jeget sidder paa Thronen, der flygter al højere Skjønhed. — Lille Stakkel!«
Gjensvaret hørtes ikke og Lyden af de regelmæssige, taktfaste Skridt blev svagere og svagere.
»Hvor uforskammet!« Hun kastede de dejlige Blomster til Jorden og traadte paa dem i Vrede.
»Jeget sidder paa Thronen,« hvad er det for Snak, hvad mente han? Og saa det sidste Udraab: »lille Stakkel,« hvor turde han understaae sig til at kalde hende lille Stakkel.
Hun skyndte sig tilbage, der var Noget, som drog hende til Hjemmet, det var Spejlet, det store Spejl.
»Godaften, Frøken, og til Lykke!« Stine Bryggerspige stod foran hende med en Kurv paa Armen. »Jeg har slet ikke hilst paa Frøkenen i Dag og saa maa De ikke blive vred, at jeg standsede Dem.«
»Hvor skal Du hen?«
»Jeg har faaet Lov til at vaage hos min Moster i Nat, og det er rigtignok smukt af Fruen. Vi er tre Søstre, der skiftes til at Vaage. Moster er i Bedring, Gud ske Lov og Tak, men hun skal endnu passes nøje med varme Omslag og meget Andet, og jeg er saa taknemmelig, at jeg maatte gaa. Hun bor en god Mil herfra, jeg kan lige naa derhen paa halvanden Time. Farvel Frøken og Tak og saa god Fornøjelse!«
Det lille fregnede Ansigt med Stumpnæsen og de blegblaa Øjne, der lyste af Velvillie, saae hel tiltalende ud.
Der gik et Stik gjennem Victorias Hjerte. Var Pigens Udtryk maaske Glimt af en højere Skjønhed.«
»Uha!« den fine, lille Fod stampede, som den plejede i Barneaarene, naar Noget mishagede.
Nu var Stine allerede ovre paa den anden Side Aaen. Hun ilede glad afsted som til en Fest, skjøndt det, der ventede hende, var en søvnløs Nat og Besværlighederne ved en Sygs Pleje. —
»Lille Stakkel!« Det var som hørte hun det igjen. Hvor vovede han at tale saa blødt og medlidende om hende?
Victoria gik straks op i sin Stue og lige hen til Spejlet.
Det var et ophidset, næsten fortrukket Ansigt, som mødte hendes Øje. Sad Jeget maaske virkelig paa Thronen?
Ja, hun kunde selv se det, og i samme Øjeblik var det, som gik der Dom over hende.
Lidt efter ringede hun heftigt og da Emma kom farende, spurgte hun utaalmodigt:
»Hvor bliver Du af? Hvor var Du?«
»Vi ere alle i Kjøkkenet, Frøken, og hjælpe til.«
»Tag Spejlet bort, Emma, jeg vil ikke have det herinde.«
Emma gjorde store Øjne og prøvede med haabløs Mine at løfte det mægtige Spejl.
»Jeg kan ikke, Frøken, nej, ikke engang rokke det, der maa Mandskraft til. Skal jeg kalde —«
»Vist ikke nej, hæng blot et Tæppe over, og gaa saa bare.« —
Jeget paa Thronen! Havde hun blot ikke hørt det. — Hvordan var andre Mennesker, sad deres Jeg ikke ogsaa paa Thronen?
Hun tænkte sig om. — Sad Faderens Jeg paa Thronen? Aa nej, der sad hendes eget nok ogsaa og bredte sig. Og Moderen? Hendes sad ikke paa Thronen, det vidste hun med Vished. Var det da igjen sit eget Billede, hun skulde møde der? Nej, en Højere havde nok Pladsen.
»Hvem der? — Hvor tør Du komme ind saadan uden videre, Emma, og hvad vil Du? — Jeg nødes nok herefter til at dreje min Dør af!«
»Om Forladelse, Frøken, at jeg ikke bankede, men det var i Hastværket. Fruen bad mig sige, at Gjæsterne allerede vare der, og at Frøkenen endelig maatte komme ned.«
»Jeg kommer, naar jeg kan.« Døren aflaasedes. Hun kunde ikke gaa ned nu, ikke lige nu. Hvad gjorde det, om Gjæsterne ventede.
Et Øjeblik efter rykkede det sagte i Laasen, og saa lød Moderens Stemme:
»Kjære Victoria, nu maa Du komme, alle de Fremmede vente og din Fader venter. — Han vil gaa i Spidsen af Toget med Dig under Armen ud til Pavillonen.«
Saa maatte hun da til det.
»Til Lykke, til Lykke!« Hun omringedes fra alle Kanter og Fru Ehrenpalm, der var gift med hendes afdøde Moders Broder, Kaptejn og Postmester Ehrenpalm, tog hende i Favn.
»Naa, lad mig nu faa hende,« Faderen lagde hendes Arm i sin, »og saa paa Vandring Allemand. Vi gaa i Spidsen for at vise Vej.«
To unge Forstkandidater, Forvalteren og et Par Landvæsenselever istemte nu: »Der er et yndigt Land« og saa bevægede Toget sig i Takt gjennem det i Sandhed yndige Landskab. Først gjennem Skoven med de brede Bøge, saa opad den temmelig høje med lave Smaabuske, Bregner og Lyng bevoksede Bakke, hvor Pavillonen laa med Udsigt til den frie Strand, der i dette Øjeblik forgyldtes af Aftensolen.
»Hvor her er skjønt, herligt, vidunderlig dejligt,« lød det rundt om, men Godsejeren hviskede til sin Datter: »Er Du nu glad?«
»Synes Du egentligt, det er saa morsomt at gaa ind i det tyvende Aar? — Det finder jeg ikke,« svarede hun gnavent.
Faderen tilkastede hende et stjaalent Blik. »Blot hun var rask.« —
Det smukt dækkede Bord var prydet med Blomster og Flag og to saakaldte Veninder havde omslynget Fødselsdagsbarnets Stol med en Krands.
»Aa, hvem der dog kunde løbe fra det Hele,« tænkte Victoria. Jeget, der sad paa Thronen, krympede sig i Smerte.
Saa udbragte Godsejeren en Velkomstskaal og sagde Tak til de kjære Gjæster, der vilde dele Husets Glæde. Men Glæden var i Øjeblikket ikke stor, for Victorias mørke Stemning hvilede som en Sky over Forsamlingen.
Kyllingerne fik imidlertid god Afsætning, saavelsom Asparges, grønne Ærter, henkogte Abrikoser og mange andre Herligheder. Tallerkener byttedes og Glassene klirrede.
»Naa,« spurgte Godsejeren efter en temmelig lang Pause, »hvad syntes Deres Fætter saa om Udsigten, Herr Skovrider?«
»Han fandt den storartet smuk, men følte sig alligevel mere fængslet af den begrændsede Udsigt, her lige bag Pavillonen, hvor de underligt formede, med Mos og Lyng bevoksede Sten ligge hist og her, og Bakken skraaner brat ned til Aaen, der blinker mellem Træerne. Det Parti havde han Lyst til at male og vi aftalte, halvt om halvt, at han skulde vende her tilbage, naar Lyngen staar i fuld Blomstring og saa tage fat paa Arbejdet.«
»Nej, hvor det glæder mig, at det netop er den Brink, Du altid har sværmet for, Victoria han udvælger. Kan det gaa an at forudbestille Billedet, gjør jeg det straks, og faar saa den Fornøjelse at give Pigebarnet nok en Fødselsdagsgave. Hvad mener De?«
»Jeg tør ikke svare, Herr Bang, De maa tale med ham selv.«
»Ja, naturligvis,« men enten han nu vil, eller ikke, synes jeg det maa være nemmest for ham at bo paa Bregnegaarden, medens han arbejder.«
»Tak, men ogsaa Nej, paa hans Vegne. Holger Thunø er ikke selskabelig anlagt og vort lille Kvistkammer tilfredsstiller alle hans Fordringer. — Min Fætter er egentlig ikke som Andre.«
»Det er et sandt Ord,« faldt Fru Ehrenpalm livligt ind, »jeg har været sammen med ham ved et Badested og undrede mig tidt over ham. Det er ikke let at sige, hvori det egentlig laa —«
»Undskyld,« afbrød Skovriderens kjække, unge Kone, idet hun fæstede sine rolige, lysebrune Øjne alvorligt paa den Talende, »jeg synes det kan forklares med ganske faa Ord. Han er ikke som Andre, fordi han virkelig gjør Alvor af sin Kristendom.«
»Fru Bang, der efter Sædvane havde siddet ganske taus, styrende Opvartningen med Blik og Vink og passende nøje paa, at hver enkelt Gjæst forsynedes rigeligt, hævedet nu Hovedet og der undslap hende et livligt: »Saa er det derfor, han ser saa umaadelig rar ud.«
Skovriderens Frue nikkede smilende til hende og sagde venligt: »Ja, det er nok Grunden,« men alle de Andre stirrede forundret paa den rødmende, ellers saa tause Værtinde og Kaptejn Ehrenpalm rynkede Panden og fandt, at hun havde forglemt sig selv. Et Øjeblik efter slog han paa Glasset. Det gjaldt Fødselsdagsbarnets Skaal.
Victorias Haand knyttedes uvilkaarligt og hendes Kinder blussede, medens han talte.
Hjemmets Sol, Faderens Trøst og Glæde, lige elskelig som Datter, Veninde og Herskab — hun kunde ikke holde det ud!
»Tilsidst,« sluttede han, »maa jeg, der har den Lykke, at være hendes afdøde, uforglemmelige Moders Broder, omtale den i Sandhed beundringsværdige Maade, hvorpaa vor Victoria har bøjet sig under det, for Kjød og Blod ikke lette Forhold, at en anden Kvinde har indlaget hendes Moders Plads.«
Det var den sidste Draabe og Bægeret flød over.
»Ti dog stille, Onkel!« Hun rejste sig heftigt. »Du veed godt, at der ikke er et sandt Ord i alt Det, Du har sagt. — Jeg Hjemmets Sol! Aa, hvor jeg skammer mig, jeg synes det er en hel Forhaanelse. Skulde nogen være Hjemmets Sol, eller jeg vil heller sige Lys, for Sol passer ikke, saa er det da hende, jeg sætter en Ære i at kalde Moder. Du veed, og det saa godt som Nogen, Onkel, at jeg er heftig og fordringsfuld, altid tænker paa mig selv og ikke bryder mig om noget Menneske! — Slip min Haand, Fader, jeg kan ikke holde det ud, jeg maa gaa.«
Hun rejste sig fra Bordet, ilede ud af de aabne Døre, nedad Bakken og ind i Skoven.
Godsejer Bang sad først som lynslagen, saa tog han sig til Hovedet og gjenvandt derpaa Fatningen saa nogenlunde.
»Om Forladelse, ærede Venner. — Det var en sørgelig Ende paa Glæden. Min Datter er ikke rask, jeg mærkede det allerede, da vi gik herhen. — Victoria har aldrig før havt saadanne Anfald, og jeg haaber ikke heller, det skal gjentages. At din sidste Udtalelse, min kjære Herr Svoger, ikke tiltalte hende, forstaar jeg godt. I det berørte Forhold er Victoria og jeg udelukkende de Modtagende. Saa undskyld Allesammen dette og bær over i Venlighed. Nødig saae jeg, at Historien spredtes for alle Vinde, men det kan maaske ikke undgaas. — Bliv dog endelig siddende! Jeg stoler paa, at Skovrideren og hans elskværdige Frue overtage Værten og Værtindens Pligter. Ingen maa undre sig over, at vi gaa.« —
»Maa Vognen straks blive beordret frem,« Kaptejn Ehrenpalm var gulgrøn af Vrede, »Eleonora og jeg tage øjeblikkelig hjem.«
»Det forstaar jeg godt, men der maa ikke komme Noget mellem os, Svoger.« Godsejeren rakte Haanden frem, men den modtoges ikke.
»Jeg synes, Du holdt med din Datter, at Du gjorde det, forklarer saadanne Optrins Mulighed.« Han bød sin fløjelsklædte Hustru Armen og saa gik de, efter en stiv Hilsen til alle Tilstedeværende, langsomt nedad Bakken.
Men Victoria laa hulkende foran det store, tildækkede Spejl i hendes eget Værelse. Livet var lagt øde, syntes hun, og der var intet Haab om, at, det nogensinde kunde blive anderledes. — Aa, nu lød der Trin paa Trappen! Hun rejste sig og aflaasede Døren.
»Victoria, min egen Ven, luk op.«
»Nej, jeg lukker ikke op. — Lad mig dog være i Ro, Moder.«
»Din Fader er saa ængstlig, han tror, Du er syg.«
»Fortæl ham, at jeg aldrig har været raskere, og maa jeg saa have Fred?«
»Nej, Du maa overvinde Dig og sige ham et Ord til Undskyldning og til Tak, synes jeg da ogsaa. — Det er første Gang, jeg har set din fader græde.«
Saa Faderen græd og det var ogsaa hendes Skyld! — Ja, saa maatte hun vel gaa.
»Hvis jeg kan træffe Fader, uden at se Andre, og uden at møde Nogen paa Trappen, eller i Gangen, vil jeg komme.«
Med blege Kinder og af Graad ophovnede Øjne gik Victoria hen til sin Fader og lagde Armene om hans Hals.
»Du maa ikke være bedrøvet, Fader!«
»Nej, nej, naar Du bare har det godt, er jeg glad. Men det var ikke rigtigt, at blive saa vred, min søde Pige, for i det Første havde din Onkel jo Ret, Du er Hjemmets Sol, min Sol.«
»Ja, din Afgud, desværre!« Harmen kogte igjen op, og derfor er jeg bleven saa ødelagt, som jeg er. — Og Moder har ikke været et Haar bedre. Dog nu vil jeg ikke sige noget Stygt. Godnat, Fader, og glem det Hele, hvis Du kan.«
Saa skyndte hun sig igjen op paa Værelset. Døren aflaasedes saa hurtigt, som forfulgtes hun.
Faderen blev siddende med Hovedet støttet til Haanden. Af og til sukkede han dybt.
»Gaa ikke endnu, Line, jeg vil gjerne tale med Dig. — Hvad kan jeg gjøre under disse fortvivlede Omstændigheder?«
»Dette vil føre til noget Godt, skal Du se. Egenvillien trænger til at brydes og nu synes det jo virkelig, som om Victoria har faaet Øjet aabnet for sine Fejl.«
»Hvad er det for Tale? — Hvis Du har paavirket hende i saa Henseende, min gode Line, maa jeg have mig det frabedt for Fremtiden.« I den Tone havde han aldrig før tiltalt hende.
»Nej, det har jeg ikke, med Skam at tale om, burde jeg vist sige,« hun var lige ved at briste i Graad.
»Paa ingen Maade,« han fortrød sin Uvenlighed, »en Natur som Victoria retter sig efterhaanden, og vi vil nu haabe det Bedste. — Du hørte nok vor Opfattelse af Forholdet til Dig? — Det var mig en Tilfredsstillelse at udtale det i hele Forsamlingens Nærværelse.
— Godnat, kjære Line, jeg kan se, at Du er træt, og vil ikke opholde Dig længer.«
Før Fru Bang gik til Ro lyttede hun ved Victorias Dør. Først var der ganske stille, men saa hørtes en sagte, dyb Hulkegraad. Hun betænkte sig lidt, lagde saa Munden til Nøglehullet og hviskede: Godnat, Du kjære Barn, Herren velsigne dit nye Aar, at det maa blive det bedste, Du endnu har levet.« Saa skyndte hun sig bort med lydløse Trin og bankende Hjerte, forskrækket over sin egen Dristighed.
Den unge Pige svarede ikke, men hun hørte Ordene. De klang saa underlig fremmede for hende, men det var dog, som aabnede der sig en fjern Udsigt til noget Lysere og Bedre, hun ikke før havde kjendt.
Victorias Hoved værkede og hun følte sig træt. — Lille Stakkel! Det var, som hørte hun det igjen, men denne Gang var der en underlig dulmende Klang i Lyden.
Efterhaanden som Trætheden overvældede hende, tilsløredes Mindet om Dagens Optrin mere og mere. Hendes sidste Tanke gjaldt Stine Bryggerspige; hun saae hende, som i et Billede, siddende ved den Syges Seng, og saa svandt alle Indtryk.
Klokken var over ni, da Victoria vaagnede. Hvorfor havde Moderen ikke bragt hende Theen, som hun plejede? Aa, nu huskede hun, at Døren var aflaaset, og i samme Nu stod det Hele klart for hendes Tanke.
Hvad skal jeg dog gjøre, aa, det er skrækkeligt, hvad skal jeg dog gjøre?
Havde han Ret i sin Dom, eller havde han Uret? — Hun betænkte sig ikke paa Svaret, men tilstod ærligt, for sandfærdig havde hun altid været, at han havde Ret.
»Er Du vaagen, Victoria?« Det lød ængstligt, næsten bedende.
»Ja, jeg er, Theen kommer sent i Dag,« Tonen var misfornøjet.
»Jeg har været her to Gange, men Du svarede ikke. Nu kom jeg tomhændet, men skal straks bringe Theen.«
»Nej, nej! — Hvorfor skal jeg, i det Hele, have The paa Sengen, jeg hader det.«
»Men Victoria dog, har jeg ikke tidt bedt Dig prøve paa at staa op og drikke med os Andre.«
»Ja, Du har bedt mig om det! Uha, bedt mig, i Stedet for at sige: dersom Du vil have The, maa din dovne Pige møde ved Bordet i rette Tid.« Hun talte i en haard, vred Tone, men fortrød det bagefter og græd over sig selv.
Nu bankede det igjen, mon Moderen alligevel kom med Theen? — Nej, det var Sypigen med hendes rosenrøde Morgenkjole paa Armen.
»Jeg har strøget den ud, Frøken, for man kunde se, at den havde været paa.«
»Gaa straks med den igjen, Emma, og hent en anden Kjole. Den hvide med de mørkeblaa Pletter kan De jo tage. Og lad os saa faa en Ende paa det.«
Paaklædningen gik hurtigt fra Haanden, der taltes ikke et Ord, og af og til fremskyntes Arbejdet af en utaalmodig Bevægelse med Haand eller Fod, der udtrykte: »naa, hvad bliver det nu til?«
Faderen kom hende smilende i Møde med udbredte Arme.
Hvor kunde han? Det kjærlige, overbærende Udtryk i hans Ansigt var hende ligefrem imod, ja næsten modbydeligt.
»Godmorgen, lille Kjære! — Nu er hun her, Line. Det er bedst, hun faar Theen ud paa Verandaen.«
Et Øjeblik efter kom Fru Bang med en indbydende Anretning, og saa plukkede Faderen en Slyngrosegren og lagde den paa Bakkeserviettens broderede Bort.
Victoria havde Intet nydt siden forrige Middag og Maaltidet gjorde hende godt. Faderen saae med inderlig Tilfredshed, at Tallerkenen næsten tømtes.
»Tak, Moder, nu kan jeg ikke mere. — Lad mig dog selv bære det hen paa Buffeten.«
»Ret saa, min Ven,« Godsejeren blinkede fornøjet til Fru Line og hviskede: »der er
ikke Noget i Vejen i Dag,« men hun saae dybere og rystede sagte paa Hovedet. En Bevægelse, der aabenbart mishagede ham.
»Kom saa, Victoria! — Nu skal jeg fortælle Dig, hvad jeg har udspekuleret. Vi To vil en af Dagene stikke af og gjøre en lille Rejse. Bare et Svip ned til Schweitz, og der skal Du bo nogle Uger, højt oppe, hvor Luften er ren og sval. Vil Du rejse derhen, hvor vi var for to Aar siden, staar det Dig frit. Ønsker Du at se nye Steder, godt, saa tage vi til nye Steder.«
»Aa, Fader, det er forfærdeligt, at Du taler saadan til mig, at Du altid har talt saadan til mig. Nu kan jeg høre, hvor galt det er, og ogsaa forstaa, hvordan Giften er trængt ind i min Natur. — Og saa, da jeg endelig er vaagnet, vil Du dræbe min Fortrydelse, det Eneste, der ikke er galt, hvirvle den bort i en Udenlandsrejse. At Du kunde nænne det!«
Den stakkels Godsejer var bleven ganske bleg og saae hjælpeløs hen for sig.
»Jeg forstaar ikke et eneste Ord,« sagde han mismodigt.
»Men det gjør jeg,« Fru Lines Stemme bævede, »aa, jeg forstaar saa godt, hvad hun føler, skjøndt jeg misbilliger Maaden, hvorpaa hun taler til sin Fader, der, forholdsvis, er uskyldig og har handlet efter bedste Skjøn, uden at se Faren. Men jeg har set den og dog ikke grebet ind med Kraft, som jeg burde have gjort. Gud tilgive mig!« Hun saae saa ydmyg og angerfuld ud, at Victoria ikke kunde Andet end udbryde:
»Du har dog mangen Gang advaret mig, Moder, og peget paa, hvordan man skulde være, men Fader tog Alvoret bort og derfor blev der hverken Saft eller Kraft i Opdragelsen. — Nu har jeg kun en Bøn, og det er, at I lade mig gaa i Ro og Fred og være ulykkelig, for det er det Eneste, jeg har Lyst til.« Hun ilede ud. Godsejeren vaandede sig. »Hvad er dette dog? — Tror Du, hun er sindssyg, Line?«
»Nej, det er jeg sikker paa, at hun ikke er, men der er Noget som hedder, at gaa i sig selv, og det er det, hun nu gjør, tror jeg saa vist.«
»Aa Snak, ja, om Forladelse, men det er da ogsaa urimelig Tale. Det uskyldige Barn, hvorfor skulde hun gaa i sig selv? — Og saa siger hun: 'det Eneste, jeg har Lyst til, er at gaa i Ro og være ulykkelig', kan noget Menneske, der er ved sine fulde Fem, udtale Sligt. Jeg vil raadspørge Doktoren — og Du, Line,« Stemmen blev blød og han lagde sin Haand paa hendes Skulder, »Du maa bede for mit Barn.«
Hun nikkede, men sagde ikke, hvad hun kunde have sagt: »det gjør jeg, det har jeg gjort i alle disse Aar.«
Victoria gik imidlertid gjennem Skoven over Stenten og henad den lille Sti. Solen skinnede paa det bølgende Aksehav, Droslen slog og Lærkerne jublede ligesom Dagen i Forvejen, men denne Morgen blev alt det Skjønne ikke en Forherligelse af hende selv, nej, det blev til anklagende Stemmer.
Her var det, lige her paa dette Sted. Blomsterne, hun havde kastet og traadt paa i sin Harme, laa der endnu. Stakkels smaa Blomster, solstegte og knækkede og i Gaar saa dejlige. Hun samlede dem omhyggeligt, løb saa ned til Aaen og kastede dem i det klare, rindende Vand. — Se, der stod Mærket af hendes Fod aftrykt i den fugtige Jord. Den anden Fod havde hun nok sat lige i en Blomsterklynge. De smaa Forglemmigejhoveder vendte nedad; hun havde ikke tænkt paa dem, bare paa sig selv, altid paa sig selv.
Med langsomme, eftertænksomme Trin gik hun tilbage til det store Træ, hvor Ordet havde naaet hendes Øre.
»Der hvor Jeget sidder paa Thronen flygter al højere Skjønhed,« saadan var det jo, og saa: »lille Stakkel!«
I Dag gjorde Udtrykket hende ikke vred, hun gjentog det flere Gange, og det var som saae hun det underlig iagttagende, næsten medlidende Blik fra den unge Kunstners Øje fæstet paa sig. —
Hvor skulde hun nu gaa hen? — Ikke hjem, hun kunde ikke tale med Faderen endnu, det vilde igjen blive Bebrejdelser fra hendes Side, haarde, onde Ord. Vreden kogte op, blot hun tænkte paa ham, og alligevel syntes hun, at han aldrig havde været hende saa kjær.
Foden gik næsten mekanisk over Stenten ind i Skoven, længere og længere frem, mere og mere opad. Nu hørtes Bølgerne bruse i Afstand og her var Pavillonen. Victoria saae ind ad Vinduerne. Alt var ordnet og sat til Rette derinde, kun et Par smaa flag vare glemte og den visnede Guirlande om hendes Stol.
Fortrød hun Optrinet fra i Gaar? Nej, nej, det var det Eneste, hun ikke fortrød. Den vamle, forpestede Luft trængte til at renses af en Stormvind.
Hvad var det nu Skovriderens Frue sagde: »Han gjør Alvor af sin Kristendom.« Ja, saadan lød det nok.
Fandtes der virkelig Mennesker, som førte Kristendommen ud i Livet? Hun tænkte sig om. Gjorde Faderen det? Nej, nej! — Men Moderen, den uanselige, altid tilbagetrædende, altid tjenende Moder, gjorde hun det? Var det maaske Dette, der inderst inde fra ledede hende i Alt. — Og Skovrider Hermansen og hans Hustru, hvordan stod det til med dem? — Hun vidste det ikke rigtigt, men Jeget sad ikke paa Thronen hos Nogen af dem, saa meget kunde hun da se. Onkel Ehrenpalm og Tante Eleonora derimod sad hver paa sin Throne, men værst af Alle var hun nok selv.
Hun gik rundt om Pavillonen og satte sig paa en af de store Stene.
Hvor saae her fredeligt ud, de græssende Faar, den blinkende Aa dernede mellem Ellebuskene, de mægtige Bøgetræer til Venstre og den gamle Eg, med de knortede Grene, der stod lige uden for Skoven, paa selve Bakken, og bredte sig midt i Sollyset. Røgen steg op fra den lille mostækkede Hytte nede ved Aabredden. Faderen havde for mange Aar siden villet bygge den om, men hendes afdøde Moder havde bedt, at den maatte blive staaende som Pryd for Landskabet. Sund var den ikke at bo i, men malerisk saae den ud, og saa tænktes der ikke videre paa Beboerne. — Victoria kunde se Noget pusle dernede og fik Lyst til at gaa derhen.
Knækkede Ruder og grøn Skimmel opad de kalkede Ydervægge, var det Første, hun saae, og saa en lille skrøbelig Bro, hvor gamle Bedstemoder laa paa Knæ og skyllede Tøj i Aaen.
»Goddag,« hun vidste ikke, hvad hun skulde sige mere.
»Goddag igjen, — men det er jo Frøkenen selv! Folk sagde, at De blev syg i Gaar og maatte gaa fra det Hele, men saa har det vel ikke været sandt. — Mads dog!« Hun truede ad en fireaarig Purk, »slip Frøkenens Kjole og det straks; jeg tror, Du er fra det, Dreng!«
»Han gjør jo ikke Noget,« Victoria klappede, dog ikke uden en vis Overvindelse, det lille, purrede Hoved. »Er her flere Smaa?«
»Ja, tre til. — Den der,« hun pegede paa et spædt, velindpakket Barn, der laa i en hjemmelavet Trillevogn, »er en farlig En til at brøle, derfor maa jeg ogsaa have Vognen her lige ved, saa min Arm kan naa den og trække den frem og tilbage, for saa tier hun dog tilsidst. — Nu sover hun da, saalænge det varer. — Livet er ikke Leg for os Smaafolk, Frøken. Vi har nu ogsaa havt en stor Sorg i Dag, — naa, der er Konen, saa kan hun selv fortælle det.«
En yngre, temmelig høj, noget mager Kvinde, med skarpe Træk og et skarpt Blik i de brune Øjne, viste sig i Døren. Hun havde hørt Stemmer og vilde vide, hvad der gik for sig. Dragten var medtaget og Haaret i Uorden.
»Jeg siger,« begyndte den Gamle ivrigt, »at Du selv maa fortælle om Ulykken.«
»Har Frøkenen hørt det?« Der blinkede et Haab i Øjet, »er det derfor, De kommer?«
»Nej, men jeg vil gjerne høre det.«
»Grisen ligger død derinde i Stien, vor dejlige, store Gris. Den forslugte sig og kvaltes. Manden løb straks efter Slagteren, men da han saae, at den var død, vilde han ikke eje den.
Frøkenen tænker maaske, ikke Andet end en Gris, men De kjender kun lidt til, hvordan saadan Nogen som vi maa slide og spare for at skaffe de ti Kroner, den kostede fra først af. Og saa alt det Arbejde, vi har havt, baade Børnene og jeg, med at samle Føde til den. Og Manden vaskede den saamæn hver Lørdag, for Renlighed feder ogsaa, sagde han.
— Vi havde drømt om at sælge den halve, saa Lars kunde faa en ordentlig Trøje, og salte Resten til Vinterbrug. Fader, Moder og fire Børn er mange Munde og saa den Gamle, som ikke tærer mindst.«
»Er det Deres Moder?«
»Nej, det er Mandens Moder. Han vil ikke have hende paa Fattighuset og saa maa hun jo være her, passe Børnene og pusle med, hvad hun kan. Naar hun bare er rask, gaar det jo, men Gigten sidder i Kroppen og Ingen veed, hvad det kan ende med. — Det er ingen god Bolig, Frøken, Væggene sive i fugtigt Vejr og Rotterne spille om allevegne. Men Godsejeren lader os ogsaa bo frit, saa det Ene maa bøde paa det Andet. — Har Frøkenen Lyst til at se Grisen?«
»Aa, nej, ellers Tak. — En anden Dag kommer jeg igjen.« Hun nikkede og skraaede saa over Bakken ind i Skoven.
»Hvad vilde hun her egentlig?« Konen saae halv misbilligende efter hende.
»Ja, det maa Du nok spørge om, Grethe,« det gamle, solbrændte, rynkede Ansigt fik et grundende Udtryk, »bare det ikke rapler for hende, Folk siger jo, at hun var saa underlig i Aftes.« —
Da Victoria kom ind i sit eget lyse, luftige Værelse, slog dets rige og smagfulde Udstyrelse hende, for det var en saa grændseløs Modsætning til det, hun lige havde set.
Men hvad laa der paa det snirklede Bord, halv skjult af Blomsterkurven? En Papirseddel med nogle faa skrevne Ord. Hun gjenkjendte Moderens underlig stive, ubehjælpsomme og alligevel pyntelige Bogstaver. Var det en Formaning til hende? Kunde hun ikke en Gang være i Fred paa sit eget Værelse? Hun vilde slet ikke læse det, men kaste det udaf Vinduet eller ind i Kaminen. — Aa, der var det igjen, det gamle oprørske Sind, hun gyste. Nej, jeg vil læse, hvad der staar, se, hvad hun har at sige mig. »Den Bedrøvelse, som er efter Gud, virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes. 2 Cor. 7,10.« — Det var det Hele! Hun læste det igjen og igjen, skjøndt hun kunde Ordene udenad fra Konfirmationstiden.
Bedrøvelse efter Gud! — Kunde det, hun nu følte, siges at være Bedrøvelse efter Gud? Victoria vilde se Ordet i Sammenhæng og aabnede derfor Bogskabet. — Hvor fandtes det nye Testamente? Naa, dernede paa Bunden, under sidste Hylde. Det var elegant og smagfuldt indbundet i gammeldags Stil med Guldsnit og forgyldte Sølvspænder. Faderen havde overrakt hende det før hun gik i Kirke Konfirmationsdagen, tilligemed den Fløjels Psalmebog og Moderens kostbare Gulduhr og Kjæde.
I tre Aar havde Bogen ligget ubrugt og Bladene vare vanskelige at skille, da Guldsnittet flere Steder bandt to eller tre Sider sammen. Det varede Noget, før hun fandt Skriftsproget. Øjet hvilede først paa 9de Vers: »Og nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men derover, at I bleve bedrøvede til Omvendelse, thi I bleve bedrøvede efter Gud. Saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os,« og nu kom Ordet, Moderen havde afskrevet.
Det var, som faldt der Skjæl fra Victorias Øjne. Hvorfor udtaltes Dommen over hende lige i det Øjeblik, hun gik forbi Skoven? — Det var nok ikke tilfældigt, og ikke for at hun skulde lide Skade, men for at fremkalde den Bedrøvelse, der virker Omvendelse til Salighed, som aldrig fortrydes. —
Skulde det være muligt, at Herren i det Høje? Aa nej, nej, saadan En hun var! — Redningstouget var hende ganske nær, men hun havde endnu ikke Mod til at gribe det. — Hun lod dog Testamentet blive liggende paa Bordet, men skjulte det med et Silkebroderi.
Nu bankedes der paa Døren, det var Emma.
»Frokosten er færdig, Frøken, Klokken har ringet, De maa endelig komme.«
Naa, nu skulde hun igjen ned og gjennemgaa den Pine, at blive ynket og iagttaget.
Hun var næsten mere bange for Moderens Øje, end for Faderens. —
Frokostbordet var dækket ude paa Verandaen. Familiens gamle Læge, Dr. Stenbo, til hvem Faderen i Smug havde telefoneret, kom hende venligt i Møde.
»Til Lykke, Frøken Victoria! Nitten Aar er en dejlig Alder. Ja, jeg har da kjendt Dem før De var nitten Timer.«
Der var et godt, kjærligt Blik i Lægens Øje og Victoria tvang sig til at besvare Ordene med et halvt Smil. Saa satte hun sig ved Faderens Side, uden at skænke Moderen et Blik.
Fru Line fik Skrupler: »Bare det ikke var galt, det jeg gjorde; Gud hjælpe mig til at træffe det Rette,« tænkte hun.
»Naa, hvor gaar Rejsen saa hen i Aar, min Frøken?«
»Jeg vil helst blive hjemme.«
»Det vilde jeg ogsaa i Deres Sted. Sundere og bedre Livsforhold kan jo ikke tænkes, og til Tider er Ensomhed langt at foretrække for Adspredelse. — Dog her kommer vel som sædvanlig Gjæster?«
»Nej,« hun talte ivrigt, »vi vil ingen Gjæster have i Aar.«
»Men kjære Victoria,« Faderen saae bedende hen paa hende, »Du glemmer, at din Onkel og Tante altid pleje at tilbringe Ferien herude.«
»Godt, saa bliver jeg paa mit Værelse.« Doktoren lo.
»Den unge Pige er nok lige saa stædig, som den lille Pige var, kan jeg mærke. Ikke destomindre synes jeg, hun maa have Lov til at være i Fred, hvis hun trænger til Ensomhed. — Vi Bymennesker,« sagde han lidt efter, »kan ikke Andet, end misunde Landfolkene, naar vi komme ud i det Grønne saadan en velsignet Solskinsdag. Alene at spise Frokost herude paa Verandaen er for mig som en Fest. Skjøn paa og sig Tak for hvad I har, Venner!«
»Det var en god Formaning, Herr Doktor, man er ikke nær saa taknemmelig, som man burde være. — Velbekomme, min egen Pige! — Er der Noget, Du vil mig, skal vi gaa ned i Haven?«
»Ja, der er Noget, jeg vil bede Dig om, Fader.« Det faldt hende svært at faa Ordene frem.
»Du har Jaet forud, mit Barn.«
»Har Du en aflagt Frakke, helst en god, tyk Overfrakke, saa giv mig den.«
»En Frakke!« — Aa, der var dog vist Noget i Vejen med hendes Hoved. — »Hvad i Alverden vil Du med en Frakke, Victoria?«
»Maa jeg ikke nok være fri for at fortælle det? — Naar Du ser saadan paa mig, tør jeg slet ikke komme med den anden Bøn.« »Passiar, sig bare frem.«
»En Gris.«
»En Gris?« Han saa ængstlig paa hende og Blodet foer ham til Hovedet, men saa fattede han sig, og sagde beroligende: »Du skal faa baade Frakken og Grisen, Barn, men gaa nu ind til din Moder, jeg vil tale lidt med Doktoren. Han er saadan en behagelig Mand at tale med,« tilføjedes forklarende.
»Herr Doktor, hvad siger De saa?«
»—Hvad skulde jeg sige, den unge Pige ser sorgmodig ud, men fejler ikke det Ringeste, saavidt jeg kan skjønne.«
»Men De kan ikke skjønne, bare ved at se hende det Øjeblik. I Aftes, da vi havde samlet en lille Vennekreds og min Svoger udbragte hendes Skaal og priste hendes Elskværdighed, og hun er da sandelig elskværdig, foer hun op i Vrede og aflagde en hel Syndsbekjendelse, men om Formiddagen havde hun været glad og fuld af Planer. Saadanne Overgange ere ikke naturlige, og nu i Dag er det rent galt. De maa jo da have lagt Mærke til hendes sorgfulde Udtryk, medens vi spiste, og nu bagefter kommer hun sandelig og beder mig om en gammel Frakke og en Gris, ja, hvad synes De?«
Doktoren brast i Latter.
»Om Forladelse, kjære Herr Bang, men dette er næsten for komisk. Det er naturligvis til Fattigfolk, hun vil have baade Frakken og Grisen.«
»Det tror jeg ikke, det ligner hende slet ikke.«
»Ikke? Det gjør mig ondt, men naar vi sætte dette i Forbindelse med Syndsbekendelsen, passer det jo netop udmærket. — Hør nu roligt paa mig. Da Deres Datter var lille og havde de almindelige Børnesygdomme, plejede De at give mig aldeles forvirrede Beskrivelser af Barnets Tilstand. Men naar jeg talte med Jomfru Line, nu Deres Frue, fik jeg saa ren og klar Besked, som var hun en øvet Sygeplejerske. Kald paa hende og lad os høre, hvad hun siger. — Naa, der er hun jo!
— De maa komme mig til Undsætning, Fru Bang, for Godsejeren vil føre mig paa Vildspor. Er den unge Frøken syg? Fejler hun Noget paa Sjæl eller Legeme?«
»Efter min Overbevisning ikke det Mindste, og det synes mig, som trænger hun mere til en Præst, end til en Læge.«
»En Præst!« Godsejeren bruste op. »Nej, lad os dog bare være fri, saa blev hun nok først rent forstyrret. — Det staar for mig, som ser jeg rettest i denne Sag, men jeg har jo ogsaa den største Kjærlighed til hende.«
»Skal vi sætte et Spørgsmaalstegn ved det Ord,« Doktoren saae alvorligt paa ham, »den Kjærlighed, der gjør blind, er neppe saa dyb,
som den, der gjør klarseende. — Lad hende nu blive fri for Gjæster og andre Adspredelser og faa lov til at være uforstyrret i den Ensomhed, hun trænger til.«
Han standsede, betænkte sig et Øjeblik og sagde saa med dæmpet, næsten højtidelig Stemme:
»Er der Noget, hun maa igjennem, saa stands hende ikke, men lad hende trænge sig frem, selv om det volder Smerte. Overdøves Kaldet af andre Røster, kan det ende med Forhærdelse eller med Sindssyge, jeg har oplevet, det. Han, der siger: »Følg mig,« vil bevare Enhver, der lyder Røsten. — Ja, saa Farvel, og vær ved godt Mod, Herr Bang, der er sandelig ikke Grund til Andet.«
Godsejeren var baade misfornøjet og beroliget.
»Det var Vand paa din Mølle, min gode Line. Naa ja, nu maa vi se Tingene an, der er flere Læger i Landet, veed jeg da. — Men der gaar hun jo igjen. Stop lidt, Du Smaa, og sig din Fader ligeud, hvad Du vil med de ønskede Gjenstande.«
»Hvorfor maa det ikke gaa i Stilhed? Moder, hun trækker sig straks tilbage, men Du —«
»Husk, det gjælder min Frakke og min Gris,« han lo, men det lød tvungent. Victoria saae ikke paa ham, medens hun talte:
»Folkene nede i Aahuset har mistet deres Gris og Manden trænger til en Jakke. Lad Rasmus bringe begge Dele derned endnu i Dag, helst straks, men en rigtig god, stor Gris maa det være, Fader.«
»Skal ske, Frøken Kommandant!« Han lo igjen. »Men paa de landhusholderiske Enemærker taales ellers ingen Indblanding. — Der er desuden ikke noget særlig Godt ved Folkene, det jeg tror. Konen har da Ord for at være baade en Sjuske og en rigtig Mutter Striks.«
»Huset er saa elendigt.«
»Det maa jeg indrømme, men da der ingen Husleje fordres, er det jo Folkenes egen Sag, om de ville blive boende eller ej. — Din Moder varetager troligt de Fattiges Interesse her i Omegnen, saa i den Henseende kan Du være rolig.«
»Det er vist med sine egne Penge, hun hjælper,« Stemmen lød oprørsk. »Jeg synes altid, at Moder ligeoverfor Dig føler sig som en Husbestyrerinde, der har at gjøre Regnskab. Det er underligt, at Du kan holde det ud!«
»At hun undertiden er overdreven samvittighedsfuld benegter jeg ikke, men din Bemærkning er alligevel forkert. Der gaa mange Fødemidler ud af Huset i Aarets Løb.«
»Men jeg synes altid, hun spørger Dig først. Hvor har jeg ikke tidt hørt hende sige: 'jeg maa vel nok'.«
»Det gjør hun ret i, og hun opnaar tillige Ting, som jeg, hvis hun ikke havde spurgt, mulig havde modsat mig. Din Moder har opfattet sin Stilling rigtigt, og det paa ethvert Punkt, Noget, der højligt maa paaskjønnes. — Naa, min søde Pige, hvad mener Du om at kjøre en Tur til Byen og forlige Dig med din Onkel?«
»Det kunde aldrig falde mig ind, Fader, jeg vilde foragte mig selv, hvis jeg gjorde det.«
»Naa, naa, Du Smaa, ikke saa ivrig, der er jo Ingen, som vil tvinge Dig.« Han saae raadvild paa hende. Hendes Sindstilstand var ham aldeles uforstaaelig. Saa hentede han Frakken, udvalgte Grisen og gav Rasmus Ordre. Brynene vare rynkede og Minen mørk, for det var næsten som at gjøre Nar af sig selv syntes han.
Da Emma næste Morgen kom ind til sin Frøken, fandt hun hende oppe og paaklædt.
»Nej, har Frøkenen hjulpet sig selv? Hvor kunde De!«
»Uha, hvor det lyder fælt. Naar man har sine Lemmers Brug, skulde man saa ikke engang kunde klæde sig paa. Se ikke saa forskrækket ud, Emma, det er ikke Dig, jeg er vred paa, det er paa mig selv.«
»Men saadan er Frøkenen jo opdraget.«
»Det er en fattig Trøst, at skyde Skylden paa Andre. — Men hvordan har Du det egentligt? Du ser saa daarlig ud.«
»Jeg fejler ikke Andet, end mit gamle Onde.«
»Har Du et gammelt Onde? Det har jeg ikke vidst.« — Det var første Gang, Victoria havde havt Emma rigtig i Tankerne, naar hun saae paa hende og hun blev slaaet af Pigens afblegede, næsten lidt visne Udseende. »Det er nok ikke Andet, end Blegsot, Frøken, men jeg har saadan en slem Trykken for Brystet. Og det er det kjedelige, at naar der tales haardt til mig, føler jeg det mere. Aa, det kan være, som væltedes der en Sten hen paa mig, men et venligt Ord kan saa igjen lette. Dog det er bare noget grimt, nervøst Noget, siger min Moder, og det gjælder at kæmpe derimod af alle Kræfter.«
»Hvor har jeg væltet mange Sten paa dit Bryst, Emma.«
»Ak, ja, men jeg er vist ogsaa ualmindelig kejtet, og sommetider kommer der saadan en Træghed over mig, at jeg ikke gjør, hvad jeg godt veed, skulde gjøres, og heller ikke skynder mig, som den, der arbejder for Andre, burde skynde sig. — Nej, hvor Frøkenens Haar sidder kjønt! Den dejlige Trefletning, De har slynget om Kammen, klæder Dem meget bedre end den nye, kunstige Frisure. — I Dag maa jeg nok tage Gardinet fra Spejlet?«
»Nej, lad det hænge, jeg kan ikke lide at se mig selv. — Lever begge dine Forældre?«
»Fader er død for mange Aar siden, da jeg var ganske lille, og Moder har maattet stride haardt for at faa sine fire Børn frem. Men nu har hun det ogsaa godt, for hun har faaet Plads i det lille, gamle Kloster inde i Byen.«
»Besøger Du hende sommetider?«
»Det er meget sjeldent, for Frøkenen kan jo ikke lide, at Andre hjælper Dem. Og naar Herskabet rejser, skal jeg jo altid følge med.«
»Næste Gang Vognen gaar til Byen maa Du besøge din Moder. — Og saa skal Du spadsere.«
»Det gjør jeg, Frøken, Fruen sørger for, at jeg gaar en Time hver Dag, og naar jeg kommer hjem, faar jeg et stort Glas Mælk og et blodkogt Æg.«
»Ja, Moder har Hjerte for Andre, men det har jeg ikke havt. Det er egentlig først i denne Stund, jeg opdager, at Du er til, Emma. — Den ene Gjældspost kommer frem efter den anden.«
Emma sukkede og sagde saa stille: »Gud naade os Alle! — Det er godt, at vi ikke selv skal betale, Frøken.« —
Victoria stod ved Thebordet, da Faderen kom ind.
»Godmorgen, Barn, Godmorgen!« Han saae opmærksomt paa hende og hviskede saa til Fru Line: »Hvad er der med Victoria, jeg synes, hun ser saa forandret ud.«
»Det er Haarsætningen. — Hvor kan jeg godt lide den Maade, dit Haar er ordnet paa i Dag, Victoria.«
»Ja,« Godsejeren betragtede hende med Velbehag, »det er i Grunden ogsaa kjønnere, end alle de krusede og krøllede Anstalter. Man ser ret, hvor fint, blødt og blankt Haaret er. Jeg faar Lyst til at klappe Dig paa Hovedet, som da Du var lille.«
»Det er ikke gjort for Skjønheds, men for Nemheds Skyld,« Stemmen havde en afvisende Klang; hun hørte det selv og angrede, men kunde dog ikke faa et kjærligt Ord over Læben.
»Kan Du nok taale at staa saa tidligt op,« spurgte Faderen ømt, »Du plejer jo at nyde Morgentheen paa Sengen.«
»Ja, jeg har havt alle mulige Unoder, ogsaa den.«
Godsejeren rystede benegtende paa Hovedet og saa sukkede han, men Fru Bang tænkte, at hun ogsaa i Dag vilde sende Victoria et Ord. —
Himlen var overtrukket af tykke, graa Skyer, Fuglene taug ganske stille og ikke en Vind rørte sig. Den eneste Lyd, der hørtes, var den svage Rullen af en fjern Torden. Victoria standsede midt i Skoven og lyttede. Hvis det nu kom nærmere, hvis Lynet slog ned, hvis det ramte hende! »Aa, nej, nej, ikke nu, ikke, som hun nu var!« — Hun strakte Hænderne afværgende ud for sig.
»Godt at vi ikke selv skal betale,« havde Emma sagt. Ja, deri laa nok Trøsten, kunde man blot tilegne sig den!
Nu stod hun igjen paa den kjendte Plet ved Stengjærdet, det var, som faldt det af sig selv, at hun maatte derhen. Det begyndte nu 1at regne, store, tunge Draaber, men Grenene fra det mægtige Bøgetræ inde i Skoven strakte sig over Gjærdet og dannede Tag, saa hun stod fuldstændig i Ly.
Sad Jeget endnu paa Thronen? — Hun troede det ikke, men hvem turde stole paa sig selv. Før Pladsen besattes af den rette Hersker, var der nok ingen Tryghed.
Den rette Hersker, var det ikke ham, der havde ledet hendes Fod herhen og ladet hende høre det dømmende Ord? — Det var ikke tilfældigt, nej, nej, det maatte være en naadefuld Dragelse, og naar det var en Dragelse, saa — ! Det var, som tændtes der Lys i Sjælen og uvilkaarlig sank hun paa Knæ.
Den Stilling havde hun kun indtaget en Gang før i sit Liv. Det var ved den reglementerede Altergang, efter Konfirmationen, men da havde det været en udvortes Handling, nu var det ogsaa en indvortes. Hun bad ikke med Ord, men hun overgav sig til Herren, han maatte hjælpe hende, selv magtede hun Ingenting! —
Da Victoria rejste sig, var Regnen ophørt og en frisk Sommervind i Færd med at jage Skyerne paa Flugt. Gøgen kukkede saa kaldende inde i Skoven og Foden gik uvilkaarlig den vante Vej. Hun var underlig forventningsfuld til Mode, det var, som stod hun foran Indgangen til noget overvættes Herligt, uden dog at have Mod til at gaa ind.
»Frøken!« en ti-tolvaars Dreng med graasorte Skjorteærmer, pjaltet Trøje og en Kalkspand i Haanden raabte efter hende, »Frøken! — Nej, hvor jeg har benet af for at naa Dem. Nu skal Huset kalkes, for Fader sagde, vi kunde ikke være Andet bekjendt. De gaar da med hjem? Aa jo, Moder vil saa gjerne takke Dem.«
Victoria nikkede.
»I skal ogsaa have hele Ruder,« sagde hun venligt, »naar jeg har set, hvor mange der er knækkede, vil jeg lade Glarmesteren komme.«
»Ja, men Fader vil ingen Udgift have, for det har han sagt.«
»Det skal han heller ikke, min Dreng.«
»Saa er det godt. — Se, nu løber jeg lige over Bakken, Frøken, for Stien gaar jo først op til Pavillonen og saa ned til os, og det er der ingen Mening i.«
»Hvis Græsset ikke var vaadt, fulgte jeg Dig gjerne.«
Drengen nikkede lidt overlegent, kastede et muntert Blik paa sine bare Fødder og foer saa afsted. De to Kvinder i Aahuset fik lige Tid til at ordne Stuen en Smule og faa gamle Klæder, og gamle Klude, stukket til Side, eller smidt ind i Bagkamret, før den unge Pige kom.
»Godmorgen herinde!«
»Goddag og Tak, Frøken, for det var rigtignok en dejlig Gris, større end vores og med den yndigste krøllede Hale. Manden vilde ikke tro sine Øjne, da han saae den. — Og Frakken er saamænd allerede hos Skrædderen, Halteper, Frøkenen kjender ham vist nok. Lars sagde, at den Frakke var meget for god til, at jeg maatte flænge i den, men kortere skulde den jo være. — Og saa bleve vi enige om at kalke Huset som en Slags Tak.«
»Det kan jeg lide, og jeg vil fortælle det til min Fader. — Nu efterser jeg blot, hvor mange knækkede Ruder her er, og saa skal Glarmesteren komme og sætte dem ind.«
»Ruderne vare knækkede før vi flyttede hertil, det kan Bedstemoder bevidne.«
Den Gamle nikkede usikkert, men lille Mads oplyste i al Uskyldighed, at han og Niels hver havde knækket en Rude.
»Sludder, Dreng, pas Du Dig selv, det tror jeg vil bekomme Dig bedst. — Naa,« hun saae skalkagtig hen paa Svigermoderen, »saa er det nok paa Tide at tage Psalmebogen frem, naar vi kan vente Glarmesteren. Ja, Frøken, saadan er han. Han kommer sommetider for at se til Bedstemoder, og saa synger han for hende og læser, ja prædiker med, kan man godt sige.«
»Ja, han forestiller mig jo,« Bedstemoder rokkede bekymret frem og tilbage, »at Døden kan være nærmere, end jeg tror, — og det er jo ogsaa godt muligt, at den er det. Og saa siger han, at jeg dog endelig maa tage mod den Naade, der tilbydes. Og det gjør jeg ogsaa, men det er nu alligevel altid, som gjorde jeg det ikke rigtigt, ikke som han mener. — Men det er ikke let for Nogen at dømme om, hvordan en anden En har det. Skikkelig har jeg altid været, men det er jo ikke nok, naturligvis.«
Medens den gamle Kone talte, holdt en lille, bleg, syvaarig Pige sine store, mørkeblaa Øjne stift fæstede paa hende og nu greb hun Ordet:
»Og saa fortæller han, om hvor skjønt og lyst der er i Himlen og siger, at Jesus har en Plads deroppe til Bedstemoder, hvis hun bare vil komme.«
»Stille, Marie!« Den unge Kones Stemme var haard, »tror Du, Frøkenen gider høre paa dit Vrøvl?«
Fy skam Dem, havde Victoria nær raabt, men hun betvang sig og sagde roligt:
»Det er ikke Vrøvl, en anden Gang maa Du fortælle mig mere, Du kjære lille Pige. — Hun ligner ikke de andre Børn.«
»Det er ogsaa en Tøs, vi har i Pleje. Forældrene ere døde, og saa sætter Sognet jo saadan, hvor det kan faa hende billigst.«
Victoria strøg Barnets Kind, og saa gik hun rundt om Huset og talte de knækkede Ruder.
Niels, den ældste Dreng, ham, hun havde mødt i Skoven, nærmede sig nu.
»Fortæl Frøkenen, hvordan det gik med den gamle Gris, Moder.«
»Pas Dig selv, Niels, og hold Mund.«
Men Niels kunde ikke tie.
»Kjøbmanden vil koge Sæbe af den, og han gav Fader syv Kroner for den døde Gris.«
»Sludder, Dreng, Fader fik ikke en Øre.«
»Nej, men det blev trukket af paa Gjælden, det veed Du jo godt.«
Et truende Blik fra Moderens Øje ramte ham. »Du trænger nok til en ordentlig En paa Siden af Hovedet,« plejede hun at sige, og Slaget faldt gjerne umiddelbart efter Ordene. Han kjendte det altfor godt og valgte at forsvinde.
»Naar Frøkenen vil gaa over Broen, saa fører Stien, paa den anden Side Aaen, lige til Landsbyen. Jeg skal følge Dem.«
»Men saa kommer Du lige straks tilbage, Niels, og spiller ikke om, som Du plejer. — Det er den Værste, vi har, Frøken.«
»Jeg kan godt lide ham,« hun lagde sin Haand paa hans Skulder, »han har saadan et Par gode, ærlige Øjne, naar han blot vilde se rigtig paa En med dem. — Farvel, gamle Bedstemoder, Farvel Allesammen.« —
»Hvor det er en yndig lille Sti, her har jeg aldrig før været.«
»Det vil jeg nok tro, for Stien fører jo kun til os, og Folk er desuden bange for den gamle Bro og gaa heller over en af de to nye. Men Hindbærplantagen er tæt herved, og naar Bærrene blive modne, finde Børnene og de gamle Koner nok Vej herhen. Vi staa nu op, naar Dagen gryr og plukke mange Kurve fulde før de Andre komme. — Der ligger Byen ligefor. Glarmesteren bor i det første Hus, saa det er ikke mange Skridt.«
»Tak for Følgeskabet, lille Niels, og skynd Dig saa hjem.«
»Det er nok ikke værd at skynde sig efter det, der venter mig.« Drengen saae trodsig hen for sig.
»Gjør det alligevel,« hun talte mildt og blødt, »Du maa lyde din Moder.« —
Det første Hus laa et godt Stykke foran de andre Huse. Der var Vinløv opad Muren, Bikuber i Haven og et Dueslag i Gaarden. Smukke bleggraa og hvide Duer fløj op fra Taget, da Victoria nærmede sig.
»Er Glarmesteren hjemme?« Spørgsmaalet henvendtes til en, i al sin Tarvelighed, velklædt midaldrende Kone, der hængte en blændende hvid Vask op paa de udspændte Snore.
»Ja, Fader er hjemme. Træd indenfor, Frøken, saa skal jeg hente min Mand, hvis Frøkenen da ikke har Lyst til at se Haven, for der er han nede. Han tjærer Stakittet; det gjør han gjerne hvert Aar for at styrke Brædderne.«
»Er det ham, der synger?«
»Ja, han kan daarlig tie stille, men det er vel heller ikke for Ingenting, Gud har givet ham en saadan Røst.«
»Hvor det lyder smukt! — Bliv dog endelig ved Arbejdet, jeg finder nok derhen.«
»Mon der virkelig er Noget i Vejen med hende,« tænkte den venlige Kone, »hun ser da saa fornuftig ud som Enhver,« og saa rystede hun paa Hovedet af de dumme Sladderhistorier og ønskede Godt over den unge Pige.
Glarmesteren, der havde travlt med sin Tjærekost, hørte ikke den Kommendes Trin og istemte en ny Sang:
<poem>
</poem>
Victoria standsede og lyttede, betaget af den ejendommelige, underlig højtidelige Melodi og det malende Indhold. Frelserens Billede blev saa lyslevende, det var, som saa hun ham, og var hende, Kvinden, som knælede.
Taarerne løb nedad Kinden uden at hun selv vidste det, og da Tonerne forstummede bad hun:
»En Gang til, syng den en Gang til!«
Glarmesteren rettede sig fra Arbejdet og saae forundret paa den Fremmede.
»Om Forladelse, jeg vidste ikke, her var Nogen. — Vil Frøken Bang gjerne høre Sangen igjen? Godt, saa synger jeg den igjen.«
Uvilkaarlig gik hun bag ved Nøddebuskene for at være uset og ene, medens han sang.
»Tak, Tusinde Tak!«
Glarmesteren, en høj Mand med et klart, lidt langstrakt Ansigt, graasprængt Haar og gode, kloge Øjne, saae spørgende paa hende.
»Tak selv. — Hvormed kan jeg ellers tjene Frøkenen?«
»Jeg vilde gjerne have sat nogle Ruder ind i Aahuset. Der er fem knækkede Ruder. Det maa ikke skrives paa Faders Regning, endelig ikke. Jeg vil selv betale det og helst straks.« Hun fremtog sin elegante, velfyldte Portemonnaie.
»Fem siger Frøkenen? — Det er jo smaa Ruder, jeg kjender dem godt. Størrelsen er til femogtyve Øre.«
Victoria tog hurtig en Tokrone frem.
»Maa den gjøre det ud?«
»Frøken Bang er nok en daarlig Regnemester, fem Gange femogtyve bliver ikke to Kroner.«
»Men jeg giver dem saa gjerne.«
»Saadan maa man ikke handle med Penge, nej, hverken De, Frøken, eller jeg. Der skal være Orden i Tingene.« Han aabnede sin store, rynkede Læderpung, lagde Tokronen ned og rakte hende det Tilbageblevne.
»Tak,« hun blev staaende.
Glarmester Bruhn betragtede hende opmærksomt og sagde saa paa sin frejdige, men dog udpræget høflige Maade:
»Er det næsvist at spørge, om hvorfor Frøkenen gjør dette — jeg mener med Ruderne?«
Victoria rødmede, hvad skulde hun egentlig svare?
»Jeg saae de vare knækkede og saa tænkte jeg det var bedst —«
»Ja, saadan skal det være! — Aa, hvor tidt har jeg ikke set de samme Ruder og godt vidst, at de vare knækkede, og dog aldrig tænkt paa at sætte nye ind, skjøndt det kun havde kostet mig en Smule Glas og en Smule Arbejde. — Veed De, hvad jeg vil ønske, Frøken? Jeg vil ønske, at Folkene maa faa vor kjære Herre Jesus at se gjennem de nye Ruder. Det er sket før, at et lille Kjærlighedstegn fra Mennesker har draget Øjet hen til Herren. — Vil Frøkenen ikke gaa rundt i vor Have, tale et Par Ord med Konen og smage paa Honningen?«
»Nej Tak, ikke i Dag, men hvis jeg maa kommen en anden Gang, — og hvis De saa vil lære mig Sangen?«
»Altfor gjerne. — Nej, saadan en tjæret Haand kan man ikke byde fine Damer.«
Men hun tog den alligevel.
Da Victoria kom hjem, fæstedes Øjet straks paa det snirklede Bord. Var der et Ord til hende i Dag? Ja, hun greb ivrigt efter Sedlen og læste: »De Karske have ikke Læge behov, men de som lide ilde. Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.«
Ja, det var Ord, hun trængte til, og hvor stemte de ikke med den dejlige Psalme. — Men der stod mere paa Sedlen: »Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades.«
Aa, hvor godt, at der stod hver den, for saa vidste hun jo, at det ogsaa gjaldt hende, og at naar hun bad om Syndernes Forladelse og et nyt Hjerte, fik hun begge Dele.
Da Fru Bang Søndagmorgen stod med Psalmebog i Haanden i Færd med at gaa til Kirke, kom Victoria ilende.
»Maa jeg gaa med, Moder?«
»Om Du maa! — Men vil Du ikke heller kjøre. Vejen er jo temmelig lang og din Fader synes vist bedst om, at vi kjøre, naar Du er med.«
»Tror Du virkelig? Uha! — Aa, nu bliver jeg vred igjen, hvad skal jeg dog gjøre? Men dette er næsten ogsaa for galt. Skulde jeg ikke kunne gaa, naar Du kan det. Jeg glæder mig netop til den stille Tur over Markerne.«
»Men jeg vil dog helst sige det til din Fader.«
»Nej, lad mig saa sige det. — Farvel, Fader, jeg gaar med Moder til Kirke.«
»Naa saadan,« han rømmede sig. »Gode Line, maa jeg først tale et Ord med Dig i Enrum; undskyld, at jeg opholder. — Er det rigtigt og kan Du forsvare, at paavirke Barnet i religieus Retning, nu, hvor hendes Hjerne bør skaanes for alle Indtryk? Jeg lægger det paa din Samvittighed og beder Dig tænke efter.« Stemmen var bebrejdende og Panden rynket.
»Jeg har ikke opmuntret Victoria til at gaa, nej, ikke med et Ord.«
Han rystede paa Hovedet.
»Men saa kjør da i det Mindste, det ligner jo Ingenting, at I komme gaaende.«
»Kommer Du snart, Moder,« det bankede utaalmodigt paa Døren.
»Vent lidt, min søde Pige,« Godsejeren gik hen til hende, »nu skal der straks blive spændt for.«
»Saa maa Moder kjøre ene, jeg gaar!«
»Nej, gaa saa heller Begge,« han sukkede. »Farvel, Victoria, det bliver en lang Formiddag for din Fader. Farvel, gode Line, og gaa ikke altfor hurtigt. Jeg tror ikke, Victoria har godt af at gaa saa hurtigt, som Du plejer.«
En lille smal Sti snoede sig mellem frodige Kornmarker næsten lige til Kirken. Det var en Gjenvej og langt kortere, end Landevejen. Stranden saaes i Afstand, og man kunde høre de hvidrandede Bølgers Skvulp mod Kystens Stene. Himlen var noget overtrukken, men det varede ikke længe, før de graa Skyer joges paa Flugt af Vinden og Solen kom frem. Lærkerne hilste den med Glæde. Det var som hele Luften tonede af den dejligste Sang.
»Gaa foran, Moder, jeg kan ikke lide, at Du gaar bagefter.«
»Den, der gaar forrest, kan bedst styre Gangens Hurtighed. Du hørte jo nok, hvad din Fader sagde, Victoria.«
»Ja, og jeg havde nær været uartig imod ham, er det ikke skrækkeligt? — Gaa din naturlige Gang, Moder, og tænk ikke paa mig. — Det er længe siden vi To har gaaet sammen.«
»Ja, det er Aar siden.«
»Men hvor kan det egentlig være, Moder? En Tid spadserede vi jo hver Dag.«
»Ja, for Du skulde spadsere, og saa vilde Du heller gaa med mig, end med Lærerinden. — Hvor var jeg glad, naar Du gik saa tillidsfuld med din lille Haand i min, eller naar Du løb langt forud og saa tilbage igjen i det Uendelige.«
»Men hvorfor holdt det op?«
»Du voksede fra mig, Barn, fik Lærdom og Selskabstone, alt Det, jeg manglede.«
»Voksede fra Dig! Nej, jeg visnede, og havde Gud ikke selv i sin store Barmhjertighed kaldt paa mig, grebet ind med sin stærke Haand, var jeg gaaet til Grunde. Aa, det er næsten utroligt, at han vilde gjøre det, at han gjorde det. — Har Du ikke bedt for mig, Moder? Ja, jeg tænkte det nok, og min Fødselsdag bad Du vist mere end ellers, gjorde Du ikke?«
»Jo, der kom en underlig, uforklarlig Angst over mig den Morgen, og saa raabte jeg til Herren, at han aldrig maatte slippe Dig.«
»Tak, Moder!« Hun lagde Armen om Moderens Hals og kyssede hende. —
Godsejeren plejede at kjøre til Kirke første Juledag, Nytaarsdag, Paaske- og Pintsedag og den Søndag, der holdtes Høstprædiken, men Victoria havde ikke altid Lyst til at tage med, og det var længe siden, hun havde været i Guds Hus.
»Jeg plejer ikke at gaa op i den lukkede Stol,« hviskede Fru Line, men hvis Du synes —«
»Aa nej, endelig ikke!«
Kirken var allerede fyldt og Psalmen tonede dem i Møde:
<poem>
</poem>
Fru Bang stemte straks i. Hendes Stemme var lidt spinkel, men blød og behagelig. Victoria lyttede først med bøjet Hoved, men de sidste Vers sang hun med.
Det var anden Søndag efter Trinitatis, og der var Ord i Epistlen, som greb hende med Magt. Først dette: »Vi vide, at vi ere overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Hvo, som ikke elsker sin Broder, bliver i Døden.« — Og saa: »Derpaa have vi kjendt Kjærligheden, at han har sat sit Liv til for os, ogsaa vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. Men den, der har denne Verdens Gods og ser sin Broder lide Mangel, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?«
»Var hun nu virkelig gaaet over fra Døden til Livet? Elskede hun Brødrene? Spørgsmaalet trængte sig frem, men Svaret kom ogsaa: Hun begjærede at elske dem, hun begjærede at fyldes med Guds Kjærlighed.
Saa oplæstes Evangeliet om den store Nadvere. — Var Indbydelsen ikke ogsaa kommen til hende? Jo, men tidligere havde hun vraget den, valgt det Tomme, det Udvortes, sig selv.
Da Prædikenen var endt og Troesbekjendelsen lød, var det, som stod hun ganske ene for Herrens Ansigt, forsagende den Onde og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, bekjendende sin Tro og modtagende Velsignelsen.
Der var en stille, lysende Glæde over hendes hele Væsen, da hun forlod Kirken.
»Tak, Moder, kjære Moder, Tak for Alt! Er det ikke forfærdeligt, at jeg aldrig før har takket, hverken for Guds eller Menneskers Kjærlighed, og ligesaa lidt for de mange udvortes Gaver, der regne ned over mig fra Morgen til Aften. — Dog en eneste Gang i mit Liv har jeg takket for Alvor. Kan Du gjette naar det var? — Det var, da Fader bragte Dig med tilbage, da takkede jeg ham, og da takkede jeg Gud, ja, det gjorde jeg virkelig, for jeg havde bedt Gud om at faa Dig igjen. — Naa, her begynder Stien, den yndige lille Sti. Se Markerne, Moder, hvor de bølge med Velsignelse.« Og hun tænkte: det er Brød til Børnene fra Faderen deroppe. Markens saakaldte Ejer, Bregnegaardens Herre, er kun Forvalter af det betroede Gods. —
Godsejer Bang stod paa den lille Høj i Haven med Kikkert for Øjet og spejdede efter de Hjemvendende.
»Naa, der kom de da endelig. Bare Victoria nu ikke var halvdød af Træthed og Varme!« Han beordrede Vin, og Vand med Is i, sat ud paa Verandaen.
»Goddag igjen, Fader; — det var en dejlig Tur, næste Gang maa Du gaa med.«
Hun stod for ham i al sin fagre Ungdoms Skjønhed, med Smil i Øje og paa Læbe.
»Du ser ikke træt ud, Barn, nej, det var Synd at sige. Og Du heller ikke, kjære Line. I se saa forfriskede ud, som kom I lige fra Badet og ikke fra en solhed Fodtur. Men sæt Dig alligevel ned og hvil ud, Victoria.« — Han bøjede sig hen til Fru Bang og hviskede: »Hun er dog ikke rigtig sig selv, men det kommer vel.« — Derpaa tilføjede han højt: »Gaar Du, jeg synes ogsaa, Du maatte trænge til at hvile. Lad mig blande et Glas Vin og Vand til Dig, gode Line.«
»Tak, mange Tak, men der er Noget at ordne før vi spise, og jeg vil derfor helst gaa.« —
Lidt efter rejste Victoria sig.
»Fader,« hun lagde sin Haand paa hans Arm, »nu er jeg glad.«
»Det kan jeg lide, min Pige, naar Du ikke skulde være glad, hvem skulde saa være det. Da Du bad mig give Dig Lov til at gaa og være ulykkelig, var det, som mit Hjerte skulde briste, for hele din Faders Stræben har været, og er jo, at gjøre Dig lykkelig.«
»Det er ikke ad den Vej, man bliver lykkelig, kjære Fader. Jeg maatte igjennem Sorgen, maatte se mig, som jeg var.«
»Var det i et Syn eller i en Drøm?«
Godsejeren, der ikke var fri for Overtro, saae spændt paa hende.
»Nej, ikke paa den Maade, — det var mit indre Menneske, mit haarde, hovmodige, selvkjærlige Hjerte, jeg saae —«
»Skal vi afbryde — jeg tror ikke, Du taaler at tale mere herom.«
»Hvorfor ikke? Du hørte jo, at jeg nu er glad. Da jeg først forstod, at Frelseren var min Frelser, blev jeg glad. — Egentlig har jeg aldrig tvivlet og det har Du vist heller ikke, Fader?«
»Nej, hvad jeg ikke har forstaaet, har jeg simpelthen ladt ligge. Det Andet er saa ørkesløst.«
Victoria følte, at det i Øjeblikket var haabløst at tale helt ud til ham og hun sagde blot:
»Tænk, Fader, at skjøndt jeg ikke tvivlede, og det aldrig faldt mig ind at benegte Guds Tilværelse, var han mig ligegyldig. Den store, hellige, almægtige Gud, der for Jesu Skyld vilde være min Fader, var mig ligegyldig, og jeg levede Livet, som var han ikke til. Forstaar Du ikke, at det var forfærdeligt?«
Godsejer Bang trak paa Skuldrene og sagde saa med en vis Vægt: »Unge Mennesker tænke sjeldent paa den Slags, saa Du var ingen Undtagelse, mit Barn. Men at sand, mærk vel, jeg siger sand, Gudsfrygt er en god Ballast paa Livssejladsen ser man paa din Moder. — Spil lidt for mig, Victoria, Du har jo ikke rørt Instrumentet den sidste Tid.«
»Kjender Du: 'Denne er Dagen, som Herren har gjort', hun slog Melodien an.
»Det er en Psalme! Jeg havde haabet, at Du vilde spille Noget af den nye Musik, Du fik Fødselsdagen.«
»Det vil jeg gjerne en anden Gang, men nu maa jeg nok synge denne, det er saadanne dejlige Ord. Syng med, Fader! Moders Psalmebog ligger paa Bordet, Du maa endelig synge med.«
Godsejeren rystede paa Hovedet, men da Victoria slog Psalmen op og rakte ham Bogen, bøjede han sig, efter Sædvane.
»Tak, Fader! Det er første Gang, vi har sunget sammen, men det skal rigtignok ikke blive sidste, vel?
»Saadan en halvgammel, rusten Stemme passer kun daarligt til din friske, unge Røst, med sin Sølvklokkeklang,« svarede han, men han tænkte: »bare jeg beholder hende, for alt Dette er ikke rigtig naturligt.«
Victoria blev siddende ved Fortepianoet. Fingrene løb ligesom søgende hen over Tangenterne og hun nynnede ganske sagte.
»Hvad er nu det for Noget?« Godsejeren saae uroligt op.
»Det er saadan en vidunderlig Melodi, Fader, men jeg kan den ikke rigtigt. Naar jeg først har lært den, vil jeg synge den for Dig.«
»Tak, mit Barn, det er mig altid en Glæde at høre Dig synge. — Men der er Noget, jeg desværre igjen maa bringe paa Bane, det er Forholdet til din Onkel, din afdøde Moders Broder. Synes Du dog ikke, at Pligten byder os at gjøre et tilnærmende Skridt?«
»Jo, Fader! — 'Vær snart velvillig mod din Modstander, medens Du er med ham paa Vejen', læste jeg i Morges, og saa tænkte jeg, at Du havde Ret, og at vi burde besøge dem. Indholdet af det Sagte kan jo ikke tilbagekaldes, da det var den rene, skjære Sandhed, men jeg er saa villig til at gjøre Undskyldninger for den heftige, uhøflige Tone, hvori det kom frem.«
»Ja, naar Du bare gjør Undskyldninger, blødgjøres de nok.«
»Men Du forstaar, Fader, at jeg maa fastholde —«
»Jeg forstaar,« han saae fornøjet paa hende, »at Frøken Victoria Bang, som hendes Læge siger, er en stædig lille En.«
»Men det er for Sandhedens Skyld, Fader, har Du glemt, hvad han sagde?«
»Nej, jeg husker det Hele og finder, at hvad han sagde om Dig, var i sin Orden, jo, Barn, det var i sin Orden, naar man undtager Hentydningen til din Moder, der var i høj Grad taktløs. Men hun fik da ogsaa en storartet Oprejsning i Alles Paahør. Den gode Sjæl, der altid gaar saa harmløs om, det vilde ligefrem være skændigt, om man ikke tog hendes Parti. — Den eneste Gang, jeg veed af at have straffet Dig, Victoria, var ogsaa for hendes Skyld. Det var en Middag, medens vi spiste, Du svarede hende næsvist, rigtig opsætsigt, og saa sagde jeg ligesaa strengt, som jeg kunde: 'Victoria gaar straks fra Bordet og der sættes ingen Dessert af til hende'. Du skreg og stampede, men saa rejste jeg mig, som vilde jeg hjælpe Dig ud, og det kan nok være, at Du foer afsted. Det skjar i mit Hjerte, og ogsaa i din Moders, tør jeg sige. Om Aftenen saae jeg, Du sad paa hendes Skjød med Armen om hendes Hals. — Kan Du huske det?«
»Tydeligt, og jeg husker ogsaa, at Du gav os hver en Chocoladekage med Marzepanfylding, og at jeg regnede min som en Slags 'Om Forladelse' fra din Side. Det er maaske stygt, at jeg siger det, Fader, men saadan endte den Historie.«
Godsejeren svarede ikke, men rejste sig og drak et Glas Isvand.
»Naa, min søde Pige, skal vi saa tage til Byen i Eftermiddag?«
»Jeg synes, det er bedst at faa det overstaaet. — Saa kan lille Emma kjøre med og besøge sin Moder, jeg vil straks sige hende det.«
Kaptejn Ehrenpalm aabnede selv Vogndøren og hjalp Victoria ud.
»Velkommen, velkommen! Det var sandelig en uventet Overraskelse.« Han lagde Armen om hende Liv og førte hende ind i Triumf. Godsejeren maatte gaa bag efter.
»Victoria! — Nej, hvor glædeligt!« Tante Eleonora prøvede paa at tage hende i Favn, men hun veg til Side og sendte Faderen et spørgende Blik. Han besvarede det med et lille Nik, for han troede, det var en Opfordring til ham, om at tage Sagen i Haand, men deri tog han fejl, hun vilde helst klare for sig selv.
»Jeg er kommen for at gjøre en Undskyldning,« — Hun saae meget yndig ud, som hun stod der, saa ydmyg og saa frejdig paa en Gang.
»Det behøver Du ikke, kjæreste Barn, Du var ikke rask, ikke tilregnelig, vi veed det Altsammen. Men nu er det vel overstaaet —«
Her faldt Kaptejnen livligt ind:
»Naturligvis er det overstaaet, Eleonora. At vor dyrebare Victoria kommer her, er det sikreste Tegn paa, at det er overstaaet.«
»Du tager fejl, Onkel, og Du ogsaa, Tante, jeg har slet ikke været syg og var fuldstændig tilregnelig.«
»Ja, ja, naturligvis, det taler vi ikke om,« han blinkede til sin Hustru.
»Jo, det taler vi netop om, Onkel,« hendes Kind havde faaet en forhøjet Rødme, men Stemmen lød rolig, »for idet jeg gjør Undskyldning for mit heftige, opfarende Væsen, maa jeg fastholde, at det jeg udtalte om mig selv og om Moder, var Sandhed.«
Kaptejnen rynkede Panden og rettede sig.
Han saae ud, som havde han lagt en giftig Pil paa Buen og var i Færd med at lade den flyve ud, men Fru Eleonora kom ham i Forkjøbet.
»Lad Victoria beholde det sidste Ord, kjære Ven, vi veed jo, hvad vi veed, og nære ingen Vrede imod hende.«
»Men mod mig, lader det til,« Godsejer Bang talte halv spøgende, »for jeg har da hverken faaet Hilsen eller Haandtryk.«
»Du var tilregnelig, og Du satte mig, mig, din afdøde Hustrus Broder, til Rette i en større Forsamlings Nærværelse.«
Hans Øjne spyede Ild.
»Dersom jeg havde tiet stille, Svoger, vilde min Samvittighed have været mere urolig, end den nu er.« Godsejeren saae saa brav og støt ud, da han sagde dette, at Victoria frydede sig over ham.
»Hvad er egentlig,« Kaptejnen satte Foden frem, »om jeg tør være saa fri at spørge, Hensigten med denne Visit?«
»Pigebarnet havde Trang til at bede om Forladelse og jeg vilde gjerne vide, naar vi kan vente Herskabets Besøg.«
»I Aar tage vi til Harzen,« lød det overlegne Svar. »Efter min uforglemmelige Søsters Død har det, i det Hele, været en blandet Glæde at besøge Bregnegaarden. At se hendes Plads indtaget af en Anden, og det af En, der i Alt er hende saa ulig, var selvfølgelig pinligt. Men Victoria var der jo, min Søsters Barn, og vi kom.«
Godsejeren var bleven bleg og man hørte paa Stemmen, at han følte sig saaret.
»Du veed, at jeg elskede din Søster og den Plads, hun havde i mit Hjerte, staar tom. Men hun var svag og skrøbelig, og allerede medens hun levede beklædtes Pladsen som Barnets Vejlederinde og Hjemmets Husmoder udelukkende af den Kvinde, der nu er min Hustru. — Saa kan vi altsaa ikke vente Eder i Aar?«
»Nej, Du kan berolige din ærede Frue med den Tidende, at vi ikke komme.«
»Det er ingen god Maade at skilles paa,« Victoria gik hen til sin Fader.
»Er Du bedrøvet over, at vi ikke komme, Du søde Barn?« Fru Eleonora tilkastede hende et fingerkys, »saa har jeg et Forslag at gjøre: rejs med Onkel og mig til Harzen.«
»Nej, Tak, jeg glæder mig saa usigeligt til en stille Sommer i Hjemmet. — Saadan en Modtagelse havde jeg ikke ventet, Tante.«
»Og Du modtoges dog med vidtaabne Arme, Du fordringsfulde Barn, og naar Du næste Gang kommer, finder Du igjen aabne Arme, trods Alt.«
Victoria svarede ikke, men tog stille sin Faders Haand og kyssede den.
»Men lille Pige, hvor kan det falde Dig ind? — Hun har aldrig før gjort det,« tilføjedes undskyldende.
»Victoria vil formodentlig betegne, at hun staar paa din Side i dette vort Mellemværende. — Naa, skal det nu være?«
»Ja, Farvel Frants. — Jeg byder Dig ikke Haanden, da Du rimeligvis vilde afslaa den.«
»Nej, nej,« Fru Eleonora tog sin Mands Haand og lagde den i Godsejerens. Af flere Grunde var det hende højst magtpaaliggende at forebygge et virkeligt Brud. —
»Det var en ordentlig Dyst!« Godsejer Bang trak Vejret lettet, da Vognen rullede ud af Byen, »men jeg synes, vi opførte os ganske manerligt, Du og jeg.«
»Aa, de Stakler, saadan et tomt, elendigt Liv de føre, hvor jeg har ondt af dem. Jo, Fader, jeg kjender det fra mig selv, kun, at jeg var endnu værre. Aa, den Tomhed, og denne evige Jagen efter noget Nyt til at fylde Tomheden. Veed Du, hvad jeg læste i Gaar, Fader? Det var Jesu egne Ord, da han græd over Jerusalem: 'Vidste Du dog, ja, end paa denne Dag, hvad der tjener til din Fred, men nu er det skjult for dine Øjne'. Jeg maatte tænke herpaa, da Onkel og Tante stode ude paa Trappen og hilste til Afsked. De ahne ikke, hvad der vilde tjene til deres Fred, de Stakler. — Er Guds Godhed ikke ufattelig, Fader, at han, trods Alt, elsker os, griber ind med sin vældige Haand for at redde et enkelt lille Menneskebarn fra Fortabelse. — Saadan jeg var, og saa dog —«
»Ja, hvordan har Du været, Barn,« Tonen lød utaalmodig, næsten ærgerlig, »lidt egenraadig maaske og en Smule heftig; andet Ondt kan der da ikke siges om Dig.«
»Jeg har været vantro, Fader, ukjærlig, utaknemmelig, ulydig. Jo, netop ulydig, men jeg lumskede ikke, det skete lige for dine Øjne i Trods. Og saa tænkte jeg aldrig paa Andre for deres egen Skyld, og derfor kjedede jeg mig ogsaa saa tidt og fandt Dagene evig lange. Men nu har jeg opdaget, at Jorden er fuld af Brødre og Søstre, lidende og stridende Skabninger, og at hver En, der kommer paa min Vej, er min Næste. — Jeg har Trang til at sige om Forladelse til alle Bregnegaards Beboere lige fra de smaa Vogterdrenge til Moder og Dig selv, Fader.«
Godsejeren aftørrede et Par Taarer, der mod hans Villie løb ned ad den brune, mandige Kind, og saa sagde han i en bedende Tone:
»Lad alt Det hvile, Victoria, Du kan ikke taale det. — Det er dit Hoved, Barn, der ikke kan taale det. Nu er det sagt!«
»Ja af Dig, Fader, men ikke af Doktoren. Mit Hoved styrkes netop ved at se Sandheden i Øjnene. Jeg gjør det saa trygt, nu jeg veed, at Gjælden er slettet. — Det er som en ny Himmel og en ny Jord, Fader! Nu skal jeg først til at gjøre rigtig Bekjendtskab med Eder Alle.«
»Min velsignede Pige, jeg kan ikke taale at høre Dig tale saadan. Det er næsten, som kunde man vente, Du vilde flyve bort fra os stakkels Jordkrybere.« —
Fru Bang stod i Døren, da de kom hjem, Munden taug, men Øjnene spurgte.
»Vi faa ingen Gjæster i Sommer, kjære Line, saa hvis Du vil besøge din Fader en lille Tid, staar det Dig selvfølgelig frit.«
»Tak, men i Aar bliver jeg helst herhjemme.«
»Naa, det glæder mig, for Huset ligner jo ikke sig selv, naar Du er borte. Sig mig ærligt, eller rettere — for ærlig er Du jo altid — sig mig aabent, har min Svogers og hans Hustrus Sommerbesøg ikke været Dig en Plage?«
»Egentlig fornærmet mig har De aldrig, men, at jeg var gladere, naar de rejste, end naar de kom, kan ikke negtes.«
»Fornærmet Dig, det manglede bare!« Han foer heftigt op, »fornærme den Kvinde, der bærer mit Navn? Han skulde have vovet! — Der er Døren, Marsch herud —«
»Men kjære Bang, jeg sagde jo netop, at de ikke fornærmede mig.«
»Hvad gjorde de da? — Jeg vil have ren Besked.«
»Fader dog, ser Du ikke, at Moder er lige ved at græde. Jeg skal sige Dig, hvad de gjorde. De oversaae hende, behandlede Dig som Vært og mig som Værtinde. Naar de talte til Moder, var det gjerne som en halv Ordre: 'De er nok saa god, at sørge for, at min Mand faar det eller det'. Eller ogsaa: 'De glemmer vel ikke, at min Hustru maa have en Kop Bouillon med Æg i hver Formiddag'. Uha, hvor jeg har ærgret mig, og alligevel, og det var det Værste, blev jeg smittet af deres overlegne Væsen. Mærkede Du det ikke, Moder?«
»Jo, og det gjorde mig unegtelig mere ondt, end det Andet. — Men det er ikke værd at rippe op i alt det Gamle. Jeg synes, det er bedre at takke Gud, for saa godt vi har det med hverandre.«
»Ja, Du har Ret, min kjære Line, det er meget bedre. — At have Fred ved sin Arne er sandelig en god Ting, og Du er et Fredens Barn, det Lov skal Du faa.
Da Godsejer Bang næste Morgen kom ind for at drikke The, traf han Ingen i Spisestuen, men gjennem Dagligstuens aabne Fløjdøre tonede det ham i Møde:
<poem>
</poem>
Hvad er det nu for nye Kunster, tænkte han, halv ærgerlig, men da Sangen lød smukt og de Syngende Saae saa sjæleglade ud, nænnede han ikke at gjøre Indvendinger. Næste Morgen kneb det lidt mere for ham, men da den valgte Psalme kun havde to Vers, gik det. Tredie Dag regnede han det allerede for en indført Skik og efter en Uges Forløb vilde han have savnet den vante Morgenhilsen. —
»Naa, lille Pige, har Du Noget paa Hjerte?« Han lagde Victorias Arm i sin og gik op og ned med hende i den skyggefulde, duftende Lindeallee.
»Jeg tænkte paa Børnene i Kjøbenhavn, Fader, paa de høje, overfyldte, solstegte Huse og lumre, brøndlignende Gaarde, og paa, hvor dejligt det vilde være at faa en Flok Smaafyre herud i Ferietiden.«
»Det kan ikke nytte, at Du taler herom, Barn, for jeg gjør det ikke! — Din Moder har mange Gange hentydet til det Samme, men paa det Punkt er jeg stiv. Saadanne vilde Krabater, der stjæle Frugt, plyndre Hønsereder, lære Vogterdrengene gale Streger og maaske tilsidst drukne i Moser og Mergelgrave, vil jeg ikke have herud. Jeg siger grumme nødig Nej, veed Du, men her er jeg urokkelig.« Han tørrede Sveden af Panden og traadte haardt paa den grusbelagte Vej.
»Men jeg har jo slet ikke bedt Dig derom, Fader, blot talt om, hvordan en Glæde det maatte være. — Naar Du engang sætter Dig ind i, hvor trang Somren er for Børnene derinde i de snevre, smaa Stuer, mellem solhede Mure og snavsede, ildelugtende Gader, jeg mener, sætter Dig saadan ind i det, at Du lider med, vil det jo være en Lettelse for Dig at faa en Vogn fuld af Smaafolk herud til vor velsignede, forfriskende Landlighed. — Dog, det kommer nok ad Aare, tro mig, men husk, jeg har ikke bedt Dig derom. — Der er noget Andet, jeg vil bede om.«
»Saa vil jeg da haabe, at det maa være Noget, jeg kan opfylde.« — Han sagde ikke, som han plejede at sige tidligere, da Victorias Ønsker udelukkende drejede sig om hendes egen Person: »bevilget i Forvejen«.
»Jeg vil gjerne have en Dreng oplært i Gartneriet, Fader, og ønsker ham anbragt under vor dygtige Gartner.«
»Men, kjæreste Ven, hvad er det nu for Historier, hvor kan det falde Dig ind? Gartner Andersen vil nok have sig Sligt frabedt, er jeg vis paa.«
»Nej, Fader, jeg har talt med ham, og han har Brug for saadan en lille Fyr, der altid kan være ved Haanden og springe for ham. Havekarlen er saa tung i Vendingen, sagde han. At Drengen er skolepligtig gjorde mindre. Han har lovet mig helligt, at ville være god mod Drengen, naar jeg ikke lagde Fingrene imellem, og det har jeg igjen lovet ham, at jeg ikke vil. — Det er kun dit Samtykke, det gjælder.«
»Jeg maa sige, dette forbauser mig,« Herr Bang lo hjerteligt, »Andersen, der er saa stiv som en Karriolhest og altid har været din Modstander, naar Du vilde have Noget omkalfatret i Haven, ham kan Du nu ogsaa vikle om Fingrene. Men jeg maa da vide, hvad det er for en Dreng?«
»Det er Niels fra Aahuset.«
»Er det ham, den brunøjede Knægt, der altid bener af, naar man kommer ham nær, og ser ud, som havde han en eller anden Skalkestreg i Hovedet. Du kan tro, han løber sin Vej, for Andersen er ikke at spøge med, men vi kan jo prøve. At Drengens Fader kalkede Huset til Tak for Grisen, kunde jeg godt lide.«
»Tak, Fader, tusinde Tak!«
»Jeg er bange, det bliver en Skuffelse, Barn.« Men Victoria rystede paa Hovedet og skyndte sig hen til Aahuset.
Allerede et Stykke derfra hørte hun høje Stemmer og ogsaa Klagelyde. Det gjøs i hende. Døren var lukket, men Vinduerne aabne; hun standsede og lyttede.
»Slip hende! — Jeg siger slip, og det straks! Med dit eget Kjød og Blod kan Du handle, som Du har Hjerte til, men saadan en ussel Orm, der ikke har en levende Sjæl til sit Forsvar, skal Du lade i Fred. — Det Barn, der kan bøjes med et Ord, behøver man ikke at løfte Haand imod. Hvad havde hun gjort?« Det var en varm og harmfuld Mands Røst. Svaret lod ikke vente paa sig.
»Slaaet Mælkekanden itu, min gode Kande, den eneste, vi har. Og den Skarns Unge havde ikke det Mindste med Kanden at gjøre. — Hold nu op med at tude, Marie, og det straks.«
I Stedet for at aftage, tiltog Barnets Hulken.
»Den stod saa yderlig og jeg rev den ned, da jeg gik forbi, aa, aa, aa!«
Hvem havde sat den yderlig? — Ud med Sproget, var det Dig, Niels, for saa er det nok bedst, Du faar med.«
»Jeg har ikke rørt Kanden,« Stemmen var trodsig, »men det veed jeg da, at den var baade sprukken og klinket.«
Et vældigt Ørefigen lønnede denne Udtalelse.
»Saadan svarer man ikke sin Moder, Dreng! Kanden var god nok, for jeg havde ingen anden, men det Vrøvl, at den stod yderlig, er vel bare en af Tøsens sædvanlige Løgne.«
»Lyver hun, har hun nok lært det her, for hun var et godt Barn, da hun kom,« faldt Bedstemoder ind.
»Ja, hvem har saa ødelagt hende, uden I selv, Bedstemoder. — Fader, der altid er ude, veed kun lidt, hvad jeg døjer med Jer Allesammen, vidste han det, vilde han kanske være anderledes imod mig, end han er. — Hvad nu, Mads? — Hvad kigger Du efter?«
»Frøkenen staar udenfor, Moder.«
»Frøkenen?« Lars Svendsen aabnede Døren og saae ud.
»Om Forladelse!« Victoria gik hen til ham, »jeg burde vist straks have banket paa, men —«
»Det er nok ikke Frøkenen, der skal sige om Forladelse,« Manden saae mildt paa hende med sine tungsindige Øjne, og tilføjede: »Jeg har længtes efter at takke Frøkenen, for det er j0 svært Alt, hvad De har gjort for os.«
»Fader er glad, at De kalkede Huset, Lars Svendsen, det ser saa kjønt ud med de hvide Vægge til det grønne Mostag. — Der er Noget, jeg skulde spørge om, saa det var rigtig rart, at jeg traf Dem selv. Kom herhen, Niels, det gjælder Dig. — Gartneren hjemme har Brug for saadan en lille Fyr i Sommer, og opfører han sig godt, kan han maaske blive Vintren med og saa efterhaanden lære Gartneriet. — Ja, nu kan De jo betænke Dem.«
»Der behøves ingen Betænkningstid, før det Tilbud modtages. Men det skal Du vide, Niels, at Gartner Andersen ikke er den Mand, der taaler Nogetsomhelst, og hvis Du forspilder den Plads, vil Du komme til at fortryde det Livet igjennem. — Skal Drengen ligge herhjemme?«
»Nej, vi vil helst have ham helt. Han skal ligge inde hos Rasmus, vor flinke Huskarl, der har lovet mig at tage sig af ham.«
»Rasmus er en Stadskarl, jeg kjender ham godt af Anseelse. Ja, kunde Du blive saadan, Niels. — Jeg har ikke Noget at klage paa Drengen, men Kvinderne herhjemme sige jo, at han er en farlig Vildbasse. Naar man altid hænger i med Udenomsarbejde, kjender man ikke rigtig sine egne Børn, Frøken.«
Niels skulede lidt, men da Victoria lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde: »Jeg har sagt god for Niels baade hos Fader og de Andre og haaber aldrig at skulle fortryde det,« brast han i Graad.
»Naar skal han komme?«
»Helst straks.«
»Nej, veed De hvad, Frøken,« Konens Stemme lød ophidset, »han skal vaskes over og have rent Tøj paa, før jeg slipper ham ud. — Ingen har spurgt mig,« tilføjedes halvt grædende, »og det er dog mig, det gaar ud over, naar den Eneste af Børnene, der kan hjælpe med Arbejdet og gjøre en Smule Nytte, tages fra mig.«
»Det er første Gang, jeg hører, at jeg har gjort Nytte. Ellers kalder Du mig jo altid for en Dagdriver og ønsker mig langt bort.«
»Men Niels dog!« lød det i samme Aandedræt baade fra Faderen og Victoria, og den lille Fyr blev blussende rød.
Det mindste Barn, der laa i Trillevognen udenfor Huset, var nu vaagnet og begyndte at skrige. Gamle Bedstemoder skyndte sig ud og satte det lille Kjøretøj i Gang. Hendes Samvittighed var ikke ganske rolig med Hensyn til Mælkekanden, for hun havde brugt den i Dag og sat den fra sig i en Fart. —
Lars Svendsen tog nu med lempelig Haand Forklædet, hvormed lille Marie havde dækket sit taarevædede Ansigt, bort og hviskede: »Sig om Forladelse til Moder, saa er Alt glemt og tilgivet.«
»Om Forladelse,« sagde Barnet og klyngede sig kjærligt ind til ham, men han løsnede Armen og sagde bestemt: »Det er Moder, Du skal bede om Forladelse.« Saa maatte hun da til det, hvor haardt det end holdt.
Da Victoria var gaaet, begyndte Grethe at klage.
»Saae Du det ikke, Lars, hun gav Dig Haanden og Bedstemoder Haanden, men til mig nikkede hun bare, som til Børnene, og saadan har hun ogsaa baaret sig ad de andre Gange. Men Du synes maaske, at det er i sin Orden, og ogsaa, at hun kyssede Marie paa Panden? — Saadan en ung Fjante, der ikke har den mindste Forstand paa, hvad en anden En gaar igjennem. — Hvor skal Du hen, Niels?«
»Ned til Stranden, saa er den Vask overstaaet.«
»Naa, det tror Du? — Nej, der skal baade Soda og Sæbe til og varmt Vand med, før Du kan afleveres. Jeg har da rent Linned og ogsaa hele Strømper til ham.«
»Det kan jeg lide,« Stemmen lød anerkjendende og Lars Svendsen saae venligt paa hende, men skjøndt Grethe i Grunden elskede sin Mand, havde hun ikke Lyst til at være god endnu, nej, ikke saalænge Mandens jærnhaarde Greb om hendes Haandled endnu kunde føles.
Victoria gik ad den lille, skrøbelige Bro over Aaen og fulgte saa Skovstien. Hun var rystet, bedrøvet og glad paa engang. Vred paa Konen var hun ogsaa og havde dog usigelig ondt af hende. Aa, dette trodsige Sind, denne slagfærdige Tunge, dette hovmodige Hjerte. Hun følte sin egen Syndighed fra før, saae den ærligt i Øjet og fik en brændende Lyst til at vise Andre derhen, hvor Hjælpen var at finde. — Godt, at Niels kom bort, men Marie, den lille blege Marie, maatte heller ikke blive der. — Det var tredie Gang, Victoria bankede paa Glarmester Bruhns Dør. Hun modtoges som gammel Ven.
»Naa, det var da rart at se Frøkenen! Vil De lære en ny Sang, har jeg en til Dem.«
Hvor saae der hyggeligt ud i den lyse, rummelige, temmelig sparsomt meublerede Stue. Der var rigtignok Sand paa Gulvet, men da det var snehvidt og flammestrøet, saae det hel pyntelig ud. Blomstrende Planter fyldte Vinduerne og paa Kommoden under Spejlet stod en gammeldags, forgyldt Vase med duftende Levkøjer fra Haven. Et aflangt, med mønstret Voksdug beklædt Bord, stod foran den lange, noget haarde Sopha. Glarmesteren var beskjæftiget med at skjære Klemmer, »Hvilearbejdet«, som han kaldte det, Konen, der havde et lille Vaskeri, bødede rent Tøj.
»Tak, Glarmester Bruhn,« Victoria satte sig imellem dem, »men i Dag kommer jeg ikke for at lære, men for at faa et Raad. — Lille Marie nede i Aahuset har det ikke godt. Konen er hidsig, Stakkel, og Barnet ser forskræmt ud. Bleg er hun ogsaa og trænger vist højlig til bedre Mad og ordentlig Pleje. Kjender De ikke et Par Folk, som kunde tage hende i Huset? Jeg vil saa gjerne betale for Barnet, faa hende helt løst fra Sognet. — Tænk efter, det maa være rigtig gode Folk.«
»Rigtig gode Folk vokse ikke paa Træerne, Frøken. Jeg er bange, De maa slaa lidt af. Kjender Du nogen, Mor?«
»Ja, jeg veed ikke, — det kunde vel nok være.«
»Saa tænke vi maaske paa samme Familie, men der er ingen Børn.«
»Er det ikke netop godt?«
»Jo, paa en Maade, men ikke paa en anden. — Konen er forresten ganske rar, og jeg tør nok sige, at hun vil faa Hjerte for Pigebarnet.«
»Det vil Manden ogsaa,« faldt Madame Bruhn ind med Liv, »for ham staar jeg inde.«
»Det er jo dejligt, men tror De nu ogsaa, Folkene vil tage hende? Og hvad skal jeg byde Dem? Er Manden Arbejdsmand?«
»Nej, Haandværker, og Konen har ogsaa en lille Bedrift, der holder hende ved Huset. Det nytter ikke at byde dem Noget, gjøres det, gjøres det frit. — Men kan Frøkenen da ikke gjætte?«
»Skulde det være muligt, vil De selv?«
»Jeg siger Ingenting, Frøken, for vi maa tænke over det og lægge det rigtig frem for Herren, saa han faar Lov at raade. Moer og jeg har længe havt Lyst til at tage et forældreløst Barn, som vort eget, men vi turde ikke for Ansvarets Skyld, uden hvis Herren lagde det lige for vor Dør. — Det har sommetider rykket i mig, naar jeg saae den lille Marie, men jeg havde ikke Mod til at gribe ind. Dog nu synes jeg, at hun er lagt for vor Dør. Hvad mener Du, Moer?«
»Jeg mener det Samme.«
Glarmesteren rejste sig, gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og sagde saae, idet han saae mildt paa den unge Pige: »Første Gang, Frøkenen var her, gjaldt det Ruderne, de knækkede Ruder, jeg mange Gange havde set uden at tage mig deraf. Denne Gang gjælder det Barnet, som jeg ogsaa mange Gange har set og ynket, men dog ikke taget mig af for Alvor. Det er beskæmmende for en gammel Kristen, men saa er det igjen en stor Glæde at se Guds Kjærlighed i en Nyomvendts Hjerte.«
»Men maa jeg slet ikke være med i det, faar jeg ikke Lov til at give en lille Kostpenge?«
»Vi er helst fri, Frøken, for tage vi hende, er hun som vor egen. Moer og jeg har begge fuldtop af Arbejde og det er som Guds Velsignelse strømmer fra Have, Bier, Dueslag og Hønsegaard. — Frøkenen faar nok Brug for Deres Penge, det er jeg vis paa. Naar Øjet først kan se og Hjertet føle, opdages snart, hvor Skoen trykker Næsten. — Godsejeren er en brav og hjælpsom Herre, kom jeg, eller en af mine Lige, i Nød, vilde Haanden være udrakt og Pungen aaben, men stakkels, daarlige, forkomne Mennesker ringeagter han jo endnu, og det kan Ingen undre. Man maa kjende sig selv som en Synder, før man faar rigtig Lyst til at hjælpe Syndere, og rigtig Tro paa, at de kan hjælpes. — Der er en elendig, brystsyg Mand nede i Landsbyen, som er godt kjendt med vore Straffeanstalter, ham vilde jeg gjerne, Frøkenen skulde besøge. Saadan et velsignet, ungt Ansigt, der lyser af Kjærlighed ovenfra, kan komme som en Hilsen fra Herren. Saa er der ogsaa en gammel, halvlam, forhenværende Toldbetjent, der om Sommeren altid sidder i sin lillebitte Have og ingen større Glæde kjender, end naar man vil tage ham under Armen, række ham Krykkestokken og gaa op og ned med ham langs Huset. Han bliver aldrig træt af at gaa og heller ikke af at fortælle. — Ja, saa Farvel, Frøken! Næste Gang, De besøger os, tænker jeg nok her er En mere til at sige velkommen.«
Det var en skjøn og indholdsrig Sommer for Victoria. Morgentimerne efter Theen tilbragte hun gjerne i Skoven, eller siddende paa Stenen bag Pavillonen; Biblen var næsten altid med. Hun frydede sig over Guds Ord, »som den, der finder et stort Bytte,« og hendes Hjerte udvidedes og fyldtes med Kjærlighed til Gud og Mennesker. —
Med Niels gik det nogenlunde godt. Springe Ærinder, skuffe og rive, kunde han som den Bedste, men Lugningen var temmelig overfladisk og Jordbærplukningen ikke ganske redelig.
»Spiser Du to, naar Du plukker tre?« Den høje, kraftige Gartner stod pludselig foran ham, »ja, jeg vilde bare vide det.«
»Om Forladelse! — Jeg skal ikke gjøre det mere.«
»Tror Du, jeg tror Dig? Se mig ind i Øjnene, Dreng, tror Du, jeg tror Dig? — Denne Gang faar Du ingen Straf, men sker det tiere, saa — Har Du set Pisken, der hænger i min Forstue?«
Jo, Niels havde set den.
»Ja, saa veed Du, hvad der venter Dig.«
Lidt efter gik Godsejeren forbi, nikkede til Niels og trak ham i Øreflippen.
»Naa, Andersen, er De fornøjet med Frøkenens Dreng?«
»Det kan blive en flink Dreng, han har gode Anlæg.«
»Nej, virkelig, det glæder mig.«
Niels følte en levende Taknemmelighed, fordi Gartneren ikke havde angivet ham, men tvertimod fremhævet hans Anlæg, og saa, at Godsejeren kaldte ham Frøkenens Dreng! — Nej, han vilde rigtignok ikke gjøre hende Skam, hvor tørstig han end var og hvor fristende Jordbærrene duftede.
En Ugestid efter kom han dog igjen i Forlegenhed. Han havde ladet Laagen til Baggaarden, der altid skulde holdes lukket, staa aaben, medens han trillede et Par Børe ud og ind, og saa havde Hønsene benyttet Lejligheden, og løb nu om og gjorde Ulykke i Blomsterkvartererne. Niels foer efter dem, men værre og værre tumlede de, og der kom Gartneren.
»Er det Dig, der har ladet Døren staa aaben, Niels? — Du behager at svare.«
»Ja, men —«
»Vidste Du ikke, at den altid skal holdes lukket?«
»Jo, men —«
»Det er besværligt at lukke op og i, synes Du maaske? Det var altsaa baade Dovenskab og Ulydighed. — Slip Arbejdet og kom ind med mig. Du maa lære Husets Skik, hvis Du vil blive her?«
»Ja, det vil jeg helst, men —«
»Hør nu efter! — Du har tre Ting at vælge imellem, Dreng. Den ene er at gaa, og saa blive borte med det Samme; den anden, at jeg bringer Dig til Frøken Victoria og fortæller hende det Hele; den tredie, at Du tager dine Bank.«
Niels var bleven blussende rød, men saae mandig ud.
»Lad mig saa hellere faa Bankene, naar det skal være.«
Gartneren udførte Afstraffelsen, ligesom ethvert andet Arbejde, med Iver og Kraft, men da han var færdig, lagde han, til Drengens Forbauselse, sin Haand paa hans Skulder.
»Du valgte ret, min Gut, og der er Tømmer i Dig til en Mand. — Nu kjende vi To hinanden og det beror paa Dig, om vi skal blive Venner.«
Niels nikkede og saae med en vis grublandet Beundring op til den store, rolige Gartner. Ryggen smertede og Armen gjorde ondt, men han følte sig ikke fornedret, snarere hædret, ved den lidte Behandling. Og saa tog han fat paa Arbejdet med en brændende Lyst til at udmærke sig. —
Hvad lille Marie angaar, blomstrede hun formelig op i sit nye Hjem. Det matte, hørgule Haar fik Glands og de blege Kinder Farve. Hvor var hun glad og hvor havde hun travlt fra Morgen til Aften. Der var nok at gjøre med Duer og Høns og med at pille Bændler og Blonder ud og række Klemmer, naar Moderen hængte Tøj paa Snorene.
»At vi har kunnet undvære hende,« sagde Madame Bruhn anerkjendende og Glarmesteren tilføjede: »Herren bevare Barnet og lære os at takke.«
Men Grethe fandt, at Aahuset var blevet underlig tomt, og at den gamle Kone og de to smaa Rollinger var et kjedeligt Selskab, Dagen igjennem. Naar Hindbærplukningen først var endt, vilde hun ogsaa bede Skovrideren om Lugearbejde i Plantagen. Saa gik Tiden, og der tjentes en Skilling. Saasnart Lotte havde lært at spise Vælling, kunde Bedstemoder magelig gjøre det ud derhjemme. —
Da Grethe en Eftermiddag sad paa Bænken udenfor Huset, strikkende paa Lars' store, grove Strømpe og grundende over sine Gjenvordigheder, lød hurtige, knirkende Trin paa Broen og en lille Pige i blaastribet Bomuldskjole, med hvid Straahat paa sit lyse Haar, smaa kluntede, skinnende blanke Lædersko paa Fødderne, og en stor Mælkekande i Haanden, nærmede sig.
»Jeg skal hilse fra Moder, det gjorde hende saa ondt med Kanden og saa kjøbte hun denne, men Fader har fyldt den med Kirsebær.«
»Sikken en kjøn Kande, jeg kjender den fra Kjøbmandens Vindue og har tidt ønsket mig den. Det var betænksomt af Madammen og jeg siger Tak. — Du har det godt, Marie, det kan jeg se. Det var først paa Stemmen, jeg kjendte Dig, saa forandret er Du. Men Klæderne gjør nu ogsaa meget. — Ja, saadan gaar det, Bedstemoder, vi trak med hende, da hun var lille, og nu faar andre Fornøjelsen.«
Marie, der efter at have afleveret Kanden, straks var løbet hen til den gamle Kone, saae alvorlig ned for sig, men Bedstemoder indvendte:
»Hun var fem Aar, da Moderen døde, saa det Værste var stridt, før vi fik hende.«
»Du har nok glemt Mæslingerne og Kighosten, men det har jeg ikke. — Naa, Marie,« Stemmen lød venligere, »har Du længtes efter os?«
»Barnet blev blussende rød, men svarede aabent: »Ja, en lille Smule efter Mads og Lotte.« Hun bøjede sig over Vognen og kjærtegnede den Lille.
»Sikken en blank Fletning, Du har; hvad har Madammen gjort ved dit Haar?«
»Først vaskede hun det hver Morgen, nu reder hun det bare.«
»Ja, Du kan sagtens! — Farvel, min Pige, hils og sig, at jeg er glad for Kanden. — Naar Du kysser Bedstemoder, kan Du vel ogsaa kysse mig.«
Var det Alvor? Ja, Konen spidsede virkelig Mund. Marie nærmede sig som et lille Offerlam.
Da hun var gaaet, stod Grethe ganske stille og tænkte sig om. Det kunde jo nok være, at hun ikke altid havde handlet som en Moder mod Barnet. —
Saa tømtes Kanden, afvaskedes omhyggeligt og sattes langt ind paa Hylden. Derpaa deltes de store, røde Vinkirsebær i fire Bunker. Mandens var den største, for ham undte hun det dog bedst.
Det varede ikke mange Dage, før Victoria fandt Vej til den brystsyge Mand, Glarmesteren havde omtalt. En lille, noget sammenkrøbet, graahaaret Kone med Bondehue paa, lukkede op. Hun saae bleg ud og havde forgrædte Øjne.
»Jeg vilde gjerne hilse paa den Syge. Maa jeg gaa ind?«
»Ja, De maa, Frøken. — Min Søn ligger derhenne, vi har jo kun en Stue, naturligvis.«
Erik Jensen, der hvilede fuldt paaklædt ovenpaa Sengen, betragtede den Indtrædende med sine store, klare, dybtliggende Øjne. Panden var furet og Trækkene skarpe, hele Udseendet ældre, end Mandens Aar.
»Glarmester Bruhn har fortalt mig, at De var syg, og saa vilde jeg gjerne kvæge Dem med lidt Hindbærsaft. — Og her er et Par Roser fra vor Have.«
»Hvad har han fortalt Frøkenen om mig?«
»Alt,« lød Svaret.
»Og saa vilde De dog komme! — Gaa ud, Moder, bare et Øjeblik. — Hun lider ikke, at jeg taler om Fortiden, stakkels Gamle. Men den har jo været og kan ikke udslettes. Jeg veed godt, hvad Frøkenen vil sige, Præsten, der var her i Gaar — han cyclede saamænd den lange Vej for min Skyld — sagde det Samme, men Dommen er nu alligevel i Vente for Alt, hvad jeg har forbrudt.«
»Mon De har været værre end Røveren, Erik Jensen, ham, der kom i Paradis? Hvis vi ikke vare slemme, havde Herren nok ikke behøvet at forlade sin Himmel og lide det, han led, for at frikjøbe os.«
»Vi! Frøkenen siger vi. De maa ikke tale om Dem og mig i et Aandedræt.«
»Jeg tror nu,« hun talte i det dybeste Alvor, »at jeg har været den Værste, for mit sad indvendig. Naar Vantro og Hovmod, Egenkjærlighed og Herskesyge fylde Hjertet, nytter det kun lidt, at Forholdene have bevaret En fra udvortes Fald. Men det er Herrens, vor kjærlige Frelsers, Lyst at give os nye Hjerter. Han har ogsaa et nyt Hjerte til Dem, Erik Jensen.« Taarerne løb ned ad hendes Kind.
»Saa er det paa Tide, at jeg faar det, for der er nok ikke mange Dage tilbage.«
Han taug en Stund, det var, som saae han Noget for sig, der glædede ham. Lidt efter kom det:
»I Gaar sagde jeg til Præsten, at hvis Gud virkelig havde forbarmet sig over mig, maatte han give mig et Tegn. Præsten mente dog, at Ordet var nok, til det skulde jeg holde mig. Men da Frøkenen nu kom, saa ung og saa dejlig, med Lædskedrik og Blomster, blev det mig som et Tegn paa, at jeg ikke er helt forkastet fra Guds Ansigt, for saa var Deres Komme vist bleven hindret.«
»Det tror jeg ogsaa.« Hun klappede den store, knoklede, mathvide Haand. »Skal jeg synge lidt for Dem?«
»Tak, men ikke altfor højt. — Moder, kom herind, Frøkenen vil synge.«
Vinduerne stode aabne og Sangen tonede igjennem dem ud paa Landsbygaden. Godsejeren, der netop kom ridende, standsede lyttende.
»Synderinden til Gjæstebudssalen kom nær —« Var det ikke Datterens Stemme? Jo, sad hun derinde og sang for Indbrudstyven, kunde det være muligt? — Han blev holdende udenfor.
Omsider aabnedes Døren. »Jeg kommer snart igjen,« lød den venlige Afskedshilsen.
»Men Fader, kjære Fader, er Du her?«
»Jeg har nok mere Grund til at spørge, er Du her, Victoria. — Vogt Dig for at gaa saadan paa egen Haand, mit Barn. Det er ikke alle syge Folk, der fortjene dit Besøg. Vidste Du, hvordan den Mand har været, vilde Du sky ham som Pesten.«
»Jeg veed det godt, Fader, men jeg har været endnu værre.«
»Sludder,« sagde Godsejeren vredt; saa haardt havde han aldrig før tiltalt hende. »Det var ham, som stjal en af mine Heste fra Marken og solgte den, — da var Du ganske lille — og hans sidste Bedrift var det mislykkede Indbrud paa Postgaarden for tre Aar siden. Kan Du hamle op med saadanne Historier?«
»Afguderi er meget værre.«
»Afguderi?«
»Ja jeg havde en Afgud. Det er ydmygende at tilstaa hvem Afguden var, men Du kan vel nok gjætte det, Fader, det var mig selv.«
Godsejeren svang sig ned af Hesten og gik nu ved hendes Side, førende det smukke, kloge Dyr ved Tømmen.
»Min egen velsignede Pige, hvad er det dog for urimelig Tale? Er Du Nogens Afgud, saa er Du min, men det er en god Følelse, jeg aldrig bebrejder mig. — Tilgiv din Fader, at jeg før talte saa uhøfligt, men Blodet kom i Kog. — Hvad sagde Mennesket til Dig, det var vel Bøn om Hjælp?«
»Nej, nej, han har Andet at tænke paa. Det er Regnskabet, der ængster ham, og den store Rejse, som han veed staar lige for Døren.«
»Ja, hvis han virkelig angrer, maa det jo være rædsomt. En ond Samvittighed er det Værste af Alt. — Gaar Du med hjem?«
»Nej, jeg vil ind til den gamle Toldbetjent, veed Du, hvor han bor, Fader?«
»Ja, det er forbi Kjøbmanden og saa lige om Hjørnet. — Naa, Du vil besøge gamle Muhle. Det har jeg ikke det Mindste imod; han er en skikkelig Fyr, men vanskelig at slippe fra. — Vil Du ogsaa synge der?«
»Ikke den Sang, Fader, men maaske en anden. Maa jeg hilse fra Dig?«
»Ja, hvis Du gjerne vil, men bliv der nu ikke for længe.« —
Gamle Herr» Muhle sad paa Grenesophaen i Havehjørnet med Briller paa og Avisen foran sig. Krykkestokken stod ved Siden, lænet til et Træ. Da Victoria nærmede sig, saae han nysgjerrig op, og Spændingen tiltog, da hun løftede Krogen af Havelaagen. Gjaldt Besøget ham? — Nej, hvor hun var kjøn og saae god ud. Tidligere havde han kun set hende i Afstand, ridende ved Faderens Side, eller kjørende i Landaueren.
»Frøken Bang! — Kan man tro sine Øjne?« Han rettede paa Kravetøjet, pillede ved Ærmerne, som vilde han trække Manchetter frem, og bukkede, saa godt han formaaede.
»Jeg skal hilse fra min Fader. — De maa ikke synes, det er underligt, at jeg kommer, Hr. Muhle, men jeg fik en saadan Lyst til at se herind.«
»Underligt? Nej, Frøken, det er ikke underligt. Men sommetider synes jeg nok, det er underligt, at ikke Flere har Lyst til at besøge en ensom, gammel Mand, saa der kan gaa Dage, ja Uger, hvor jeg ikke taler med Andre, end den tunghøre Kone, der besørger min Smule Husvæsen mod at spise med og bo frit i Kvistkamret ovenpaa. Jeg klager ikke over hende, men hun er næsten ikke til at skrige op og vore Samtaler kan høres helt ind i Kjøbmandens Gaard. — Hvis De nu vil som jeg, Frøken, saa rækker De mig Stokken og byder mig Armen. Det er rigtignok den forkerte Verden, men hvad skal man sige. — Saadan, det gjør nu alligevel godt at rette sig. Vi kan saa rart gaa i den brede Gang langs Huset.«
Herr Muhles runde, venlige Ansigt skinnede af Tilfredshed. Gjæster vare altid velkomne, men en ganske ny Gjæst, hvem han kunde fortælle om Barndomshjemmet, Ungdomsstræbet, Forlovelsen, sit lykkelige, men barnløse Ægteskab og endelig om Konens Død og sin egen Sygdomstid, var dog ubetinget at foretrække.
Victoria lyttede deltagende, selv fik hun ikke meget sagt. Det var et arbejdsomt, hæderligt Menneskeliv, der afsløredes for hende, men hun droges alligevel mere til den dødssyge Mand, der strakte Armene ud i Anger og Sjælenød. Gamle Muhle var saa inderlig veltilfreds med sig og Sine og betvivlede ikke et Øjeblik, at Gud Herren ogsaa var det.
»Nu maa jeg vist gaa.«
»Allerede, nej, nej!«
Hun saae paa sit Uhr: »Jeg har været her over en Time, Herr Muhle.«
»Næste Gang maa Frøkenen helst lade Uhret blive hjemme. — Ja, saa skulde jeg jo gjerne hen til Bænken igjen.«
»Men hvis der nu kom en Regnbyge, eller De blev træt af at sidde herude, hvem hjælper Dem saa ind?«
»Konen deroppe, hun filerer Fiskenet og viger ikke fra Huset. Før der er faldet tre Draaber Regn, staar hun her. Jeg har ogsaa et Instrument i Lommen, hvormed hun kan pibes op, men det gaar ud over mine egne Trommehinder. — Farvel, ærede Frøken, og megen Tak. Det har været et højst intersant Besøg for mig og jeg glæder mig til at fortsætte Samtalen en anden Gang.«
Victoria gik stille hjem. Den nedgaaende Sol havde farvet de store, fjeragtige Skyer gyldne og rosenrøde, Engene begyndte allerede at dampe, og alle Fugle taug med Undtagelse af Lærkerne, hvis Triller endnu lød svagt, langt borte, højt, højt oppe.
Den unge Pige foldede sine Hænder og bad Gud hjælpe og velsigne de To, hun havde besøgt, og fylde hendes eget Hjerte med Visdom og Kjærlighed.
Det var en solhed Dag først i August, Victoria sad fordybet i Læsning paa Stenen bag Pavillonen. Husets Skygge faldt svalende over den Plet, hvor hun sad og, af og til, førtes ogsaa et friskt Vindpust fra Stranden hen til hende. Hun var saa fordybet, at hun ikke hørte Fodtrin nærme sig og først vaagnede op ved en Hunds Bjæffen.
»Om Forladelse, Frøken, jeg ahnede ikke, at her var Nogen.«
Det var Skovrideren, der stod foran hende. Hun havde ikke set ham siden Fødselsdagen og rødmede let, idet hun rejste sig og rakte ham Haanden.
»Hvor kunde De ogsaa vide det,« hun klappede hans smukke, store Hund.
»Jeg kom,« vedblev han ligesom undskyldende, »for at tage Lyngen i Øjesyn. Min Fætter Thunø vilde gjerne male dette Parti, naar Lyngpletterne, som jo dog findes hist og her, stode i Blomst.«
»Det vil ikke vare mange Dage. Se, Knopperne har allerede det underlige sølvhvide Skjær og de mørkerøde Spidser. Ere de ikke dejlige?«
»Jo, meget smukke. — Men vil min Fætters Komme nu ikke genere Frøkenen, naar De plejer at søge Ensomhed heroppe?«
»Nej, slet ikke. — Mit egentlige Tilflugtssted er nærmest Hjemmet.« Og hun saae i Tankerne Stengjærdet, den lille Sti og den bølgende Rugmark.
Der blev en Pause og saa spurgte Victoria sagte: »Hvordan har Deres kjære Frue det? Jeg har slet ikke set hende siden den Aften, jeg opførte mig saa — saa usømmeligt.«
»Tal ikke derom, Frøken Bang, De havde min Hustrus fulde Sympathi, kan jeg sige med Sandhed. Doktor Stenbo har bedt os, og flere Andre med, veed jeg da, forskaane Dem for Indbydelser og Besøg i den første Tid, og derfor har vi holdt os tilbage.«
»Det var ogsaa bedst for mig, — og et Selskabsmenneske bliver jeg aldrig mere, men De maa hilse Deres Hustru og sige, at vi blive glade, naar hun kommer.«
»Og hvad skal jeg saa melde min gode Herr Fætter om Lyngen?«
»At den er i Færd med at udfolde sig.«
»Farvel, Frøken, og undskyld, at jeg forstyrrede. For mig har det været en sand Glæde at træffe Dem.«
Hun nikkede mildt, rakte ham Haanden og gik saa hurtigt hjem. Men Skovrideren tænkte: »Nu har jeg aldrig kjendt Mage, hun er jo som omskabt.«
Victorias Hjerte slog stærke Slag, saa skulde hun da gjense det Menneske, der, uden at vide det, havde været mere for hende, end nogen Anden paa Jorden.
Tæt ved Bregnegaarden indhentedes hun af Niels, der kom fra Skolen, velklædt og glat kæmmet, bærende Bøgerne og den tomme Madkasse i en Rem. Han hilste ærbødigt, a la Rasmus, men de skjelmske Øjne blinkede dog hel barnligt og fortroligt hen til hende. Drengen saae, takket være den gode Kost og det stærke Friluftsarbejde, blomstrende sund ud. Den brune Kind havde faaet rødt Underlag og de brune Øjne saae ikke til Siden eller nedad, men frejdig ligeud. De første Uger havde været svære at komme igjennem, for Gartner Andersen holdt ikke alene Regnskab med Arbejdstiden, men med Skoletid og Fritid. »Nu maa Du gaa til Skole,« hed det, og saa tog Gartneren Uhret frem og sagde paa sin rolige Maade: »Til den Tid kan Du være her igjen, Niels, lad Dig nu ikke opholde.« Og han lod sig ikke opholde, men kom gjerne før han ventedes og lønnedes saa med et fornøjet Nik og et: »Naa, har vi Dig der,« som ansporede ham til forøgede Anstrengelser Dagen igjennem.
Niels Skolegang havde før været i høj Grad uregelmæssig; han kunde sjeldent sine Lektier og regnede haard Tiltale og Straf for uundgaaelige Onder, men nu, da Vidnesbyrdene skulde vises baade til Gartneren og hans kjære Frøken, var det en anden Sag. I Førstningen kneb det voldsomt, for han havde ligesaa ondt ved at lære udenad, som let ved at fatte, men efterhaanden gik det bedre og han var allerede flyttet op i en anden Klasse.
Efter endt Arbejdstid sendte Fru Bang ham ofte ned til Aahuset med en Kurv Levninger. Saa var Niels glad, for det var dog Hjemmet. Den haarde Behandling og den smalle Kost havde han glemt og holdt af dem Allesammen, fra Bedstemoder til lille Lotte i Vuggen. Drengen nød nu en vis Agtelse mellem Sine, ja, Moderen skiftede endog sommetider Forklæde, naar hun saae ham komme, men Faderen formanede ham til at være paapasselig og redelig, og til altid at bøje sig i Lydighed uden at mukke. — Det var ligesom hele Familien var avanceret med Niels. Grethe havde faaet Lyst til at holde Stuen noget mere ryddelig og Mads noget renere og helere i Tøjet. Svampen foer over Drengens Ansigt og Kammen gjennem hans Haar flere Gange om Dagen. Man var jo ikke sikker for Frøkenens Besøg og Manden syntes desuden saa voldsom godt om, at Alt var i Orden. Der kom smaa Kappegardiner for de hele Ruder og tunget Papir om Hylden, hvor den blaa Kande stod. Bedstemoder fik ogsaa en blidere Behandling, for det var nok ikke værd at samle mere i Bunke af den Slags, der gav Samvittighedsbid bagefter. Hvis den gamle Kone snart gik herfra, skulde hun ikke have Grund til at anklage hende deroppe.
Søndagefterrmddag tilbragte Niels gjerne hos Glarmesterens. Madammens friske, hjemmelavede Julekage smagte udmærket til Kaffen og han holdt ogsaa af Bibeltimen bagefter. Marie satte altid sin lille Stol hen ved hans, de følte sig jo som Sødskende. Tre, fire andre Børn plejede at komme til, deriblandt en af Bregnegaardens Vogterdrenge, og saa blev der sunget, og Glarmesteren fortalte lige ud af Bibelbogen. Niels forstod snart, at det ikke var nok at tækkes Frøken Victoria og Gartneren, men at det gjaldt om at tækkes ham, hvis Øjne ere som Ildsluer. Han fik mange Tanker og Hjertet blødgjordes. Smukke, barnlige Sange lærte han ogsaa, og Gartner Andersen lyttede grundende til, naar han hørte Drengen synge ved Arbejdet. —
»Naa, hvad er I saa glade over, I To?« Godsejeren kom bag paa Fru Bang og Victoria, der havde taget Plads ude paa Verandaen med deres Haandarbejde. Han havde hørt Datterens glade, smittende Latter og Fru Lines fornøjelige, afbrudte, næsten over sig selv forskrækkede, Stemmen i. Hun plejede ikke at le, ja, han havde egentlig aldrig hørt hendes Latter i de mange Aar, hun havde været paa Bregnegaarden, men i den sidste Tid lød den ikke saa sjeldent. Ja, hvor var meget bleven forandret i den sidste Tid, ogsaa Fru Lines Stilling. Det var som Victoria med hele sin Maade at være paa, havde faaet hende sat til Højbords. Folkene følte det, Godsejeren følte det og Fru Line følte det ogsaa selv med en vis taknemmelig Forbauselse. Men det forandrede ikke i ringeste Maade hendes fordringsløse Væsen.
Der gik en Luftning af Fred og Glæde gjennem hele Fluset. Godsejeren nød den gode Stemning i fulde Drag, men alligevel ængstedes han undertiden, for det var, som hans egen Magt bøjedes af en anden, langt stærkere Magt, der tvang hele Livet ind i et nyt Spor. Hvori det bestod, og hvad det egentlig var, kunde han ikke klare, for han kjendte ikke Ordene: »Den, der er i Eder er større, end den, der er i Verden.«
»Naa, Børn, hvad gjaldt Latteren saa?«
»Jeg gjorde Nar af mine gamle Kjoler, Fader, og af den skrækkelige nye Pariserhat, som da heldigvis aldrig har været paa mit Hoved. — Jeg haaber, Du har lagt Mærke til, lille Fader, at jeg klæder mig meget kjønnere, end før.« — Der sad en Skjælm i hendes klare Øje.
»Tarveligere og mere ensformigt, synes jeg snarere man kan sige. Men det maa Du selv om. Yndig og velsignet at se paa, er Du altid og Eders Latter er Musik for mit Øre.
Da Victoria næste Gang besøgte den syge Erik Jensen, fandt hun ham oven Senge, stillet op i en højrygget Kurvestol og indhyllet i et stort, tykt uldent Tørklæde. Øjnene syntes hende endnu større og klarere end sidst. Han kunde ikke godt faa Vejret i Sengen, forklarede den gamle Kone, oppe gik det bedre, men ret længe kunde han dog ikke holde det ud for Mathed.
»Tak, at Frøkenen kom, jeg har tænkt paa Dem hele Tiden og længtes efter at se Dem igjen, for jeg synes, De forstod mig. Dog endnu veed De ikke rigtig, hvordan jeg har været. Selv gamle Moer, der er saa god imod mig, og gjerne tog Brødet af sin egen Mund for at give mig det, siger, at jeg aldrig har gjort hende Andet end Sorg, lige fra den Dag, jeg blev født.«
»Det laa jo i,« Konen vred sig i Bedrøvelse, »at han var svag, rigtig en ussel Stakkel, da han var lille, men det kunde Barnet da ikke gjøre ved!«
»Og senere, da jeg blev rask og stor, var jeg ikke til at styre, jo, Moder, jeg hørte det selv, Du sagde det til Præsten, og det er ogsaa den rene Sandhed, jeg har altid gjort hende Sorg. Fader var en ærlig Mand, men haard; han sørgede ikke over mig, men han blev vred og saa tampede han løs. Da jeg kom ud, efter at have siddet første Gang, havde jeg svær Lyst til at tage Skeen i en anden Haand. Fængselspræsten havde nu ogsaa været i Lag med mig og behandlet mig som en Broder. Men da jeg aabnede Døren og Fader saae mit Ansigt, raabte han straks: 'Hvad vil saadan en Tyveknegt her, jeg kjender ham ikke, men det veed jeg, at gaar han ikke med det Gode, skal jeg snart ekspedere ham ud', og saa gik han ind efter Stokken. Men jeg foer afsted, vild af Vrede, og da Moder kom løbende efter mig og sagde: 'Erik, kjære Erik, tal dog til din Moder', stampede jeg og raabte: 'Hold Mund, gamle Kjælling, og gaa straks hjem til din Mand og hold Dig til ham'. Og saa foer jeg videre og sov den Nat i en Høstak, men næste Dag søgte jeg Kroen, og da jeg ved Aftentide gik derfra, svang jeg mig op og red bort paa en af Godsejerens Heste, som jeg senere solgte.« Han standsede og stønnede: »Saadan hel bundfordærvet bliver man jo ikke paa engang, Frøken, men det er det Gruelige, at da alle bedre Følelser fører En til Angerens Pine, saa skyer man dem, og forhærdes mere og mere. En Gang fik jeg Tjeneste langt herfra, hvor Ingen kjendte mig. I samme Gaard tjente en ung, pæn Pige, som jeg fik Godhed for. Hun syntes ogsaa om mig, og saa byttede vi Ringe, og jeg var i kort Tid som et andet Menneske. Men saa kom Rygtet om min Fortid hende for Øre, og da jeg ikke kunde sige, at det var Løgn, fik jeg Ringen tilbage. Nu er hun gift med en Anden. Men jeg forlod straks den gode Plads og begyndte det gamle Liv. — Har man Omløb og er lidt snild til at lægge Planer, faar man snart Anseelse mellem Kammeraterne, men at blive hædret for det Onde, er Gift for Sjælen. — Naar jeg nu ligger vaagen de lange Nætter, ser jeg det klart Altsammen, hvordan det Ene førte til det Andet, altid dybere ind i Mørket. — Saa kan jeg ogsaa se den udrakte Haand, der først gjennem den unge Fængselspræst og senere paa forskjellig Vis, med længere og længere Mellemrum, har villet drage mig opad. Men jeg lod mig ikke drage, Frøken, og det er det Forfærdelige.«
»Men hvor kan det være,« hun klappede kjærligt den matte Haand, »at De nu ser Deres Skyld saa klart og ogsaa skimter den dragende Kjærlighed? — Veed De, hvad jeg tror, Erik Jensen, jeg tror, at det er Guds egen hellige Aand, der viser Dem begge Dele.«
Manden taug, men det bævede om hans Læber, der var Taarer i Øjet og det forpinte Udtryk veg Pladsen for et spørgende, næsten lykkeligt.
»Aa, om De havde Ret! — Frøkenen sagde sidst, at Frelseren vilde give os nye Hjerter og det Ord har jeg grundet paa lige siden. — Sommetider har jeg tænkt, — Frøkenen vil vist undre Dem, naar jeg siger det — at Jesus allerede havde givet mig et nyt Hjerte, for det er ligesom Vreden er taget bort, saa jeg kun er vred paa En, og det er mig selv. — Jeg har hadet min egen Fader, ja, det gik saa vidt, at jeg engang lagde Vejen om ad Kirkegaarden og sparkede til hans Grav. Men nu beder jeg ham i mit Hjerte om Tilgivelse for Alt, lige fra Barndommen af. Jeg har ogsaa hadet Bolette, hende, der var min Kjæreste. I mit stille Sind havde jeg Lyst til at gjøre hende alt Ondt, og Tanker om at brænde Huset af over hende, eller slaa Manden ihjel, spøgte i min Hjerne. Men nu er det, som den gamle Kjærlighed var vaagnet; jeg ønsker hende kun Godt og vil gjerne, der skal sendes hende den Hilsen, at hun handlede ret, da hun brød med mig, og at jeg beder hende om Tilgivelse og velsigner hende, hendes Mand og Børn. En af Kammeraterne har jeg ogsaa hadet, for han var den første, der lokkede mig ind paa Forbryderbanen, men nu ønsker jeg bare, at Jesu Christi Kjærlighed ogsaa maa naa ham. Han er i Tugthuset, men Præsten har lovet at ville skrive ham til. — Ja, hvad mener Frøkenen saa?«
»At Gud har forbarmet sig over Dem, Erik Jensen, som han forbarmede sig over mig. Der er ingen Ende paa hans Naade! — Drik nu lidt Vin og Vand, De er træt af at tale.
»Vil Frøkenen ikke synge?«
»Jo gjerne.«
Den gamle Kone, der havde siddet sammenkrøbet i en Krog og lyttet til Sønnens Tale, som jevnligt aftvang hende et dybt Suk, eller dæmpet Hulkeudbrud, rejste sig nu, aftørrede ømt den Syges Pande med et stort, hvidt Stykke og trak Tørklædet sammen om hans Bryst.
<poem>
</poem>
Victoria sang med sagte Røst, men Erik Jensen bad hende synge højere: »For den kan ikke synges højt nok. — Men siden faar jeg nok den anden, den fra sidst.«
Da hun havde sunget, løftede han Hovedet. »Tak, Frøken, nu synes jeg, Alt er godt, for det er som Herren var hos mig. — Kom lidt nærmere og svar mig ærligt paa en Ting. Tror De, jeg tør komme til Nadverbordet?«
»Ja, jeg ikke alene tror det, men jeg veed, at De er indbudt og vil være velkommen. Naar Herren har fundet sit Faar, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde, staar der jo.«
»Det er ogsaa sandt,« han saae drømmende ud for sig og vedblev saa: »Præsten ser herind i Morgen, — han vilde tage Det med, sagde han, saa hvis jeg begjærede det, kunde jeg faa det. Han mente nok, jeg turde vove, men nu vil jeg tænke derover i Nat.«
»Det vil jeg ogsaa.«
Hun klappede igjen hans Haand og gik saa stille ud. Men da Præsten kom næste Dag, laa en ung Pige med lysende Aasyn paa Knæ ved den Syges Leje og bad om at maatte faa Del i de himmelske Gaver. Det var hans gamle Konfirmand, Verdensbarnet, som han havde sukket over og savnet, men igjen glædet sig inderligt ved at se vende tilbage til Kirken og sidde Søndag efter Søndag ved Moderens Side.
»Jeg maa vel nok komme med?«
Præsten saae hende dybt ind i Øjet og saa nikkede han.
Erik Jensens Moder holdt sig tilbage. Sønnen havde advaret hende indstændigt mod at gaa med, enten for hans, Præstens eller Frøkenens Skyld, og det var ikke let at hitte Rede i sine Bevæggrunde. Særlig Lyst havde hun ikke, for hendes aarlige Altergang var nylig overstaaet. Men det var nu alligevel en Ære og en Oprejsning for Sønnen, at Godsejerens Datter nød det hellige Maaltid med ham. — Saadan omtrent var stakkels gamle Mettes Tankegang, medens hun grædende lyttede til Ordet og Sangen. Men dybest inde i Hjertet raabte hun alligevel, trods sit ringe Kjendskab til Herren, om Naade for Sønnen, at han dog maatte slippe for at fortabes, og blive bjerget ind i Himmerige. Selv kunde hun ikke tale om de Ting, ikke trøste ham en Smule, det følte hun godt, og gruede ogsaa for at være ene med ham i Dødens Stund. At Glarmesteren og hans Hustru skiftevis havde vaaget hos ham de sidste Nætter, og ogsaa kom denne Nat, var hende en stor Beroligelse.
Da Familien paa Bregnegaard næste Dag sad ved Frokostbordet, meldte Rasmus, at Glarmester Bruhn ønskede at tale med Frøkenen.
»Med Frøkenen?« — Godsejeren saae forbauset op, »nej, det maa være med mig. Bed ham komme ind. — I tillade nok,« han bøjede sig forekommende mod Fru Bang og Victoria.
Glarmesteren hilste høfligt idet han traadte ind. Derpaa sagde han stille, men dog med frejdig og glad Røst:
»Han er gaaet hjem, Frøken.«
»Hvem?« Godsejeren saae forvirret paa ham, men Victoria rejste sig hurtigt.
»Naa, det er han, allerede! Man bør vel sige Gud ske Lov.« — Taarerne trillede nedad hendes Kind, for hun vilde dog gjerne have set ham endnu en Gang.
»Ja, det maa vi, Frøken, der er stor Grund til at love og prise Gud, for det er sandelig en Brand, der er revet lige ud af Ilden.«
»Hvem tales der om?« Godsejeren rejste sig utaalmodigt.
»Det er om Erik Jensen, Herr Bang, Indbrudstyven, som Folk kaldte Staklen, for det havde han jo været. Bedre Død kan Ingen ønske sig. Efter at han havde faaet Nadveren — ja, Frøkenen nød jo det hellige Maaltid med ham, hørte jeg — havde han fuldkommen Fred, men Kræfterne toge af Time for Time. I Nat laa han ganske stille, men sagde dog engang imellem med neppe hørlig Stemme: 'At det er muligt!' og saa skinnede hans Ansigt som en Engels Ansigt, og det var ikke svært at forstaa, hvad han mente med Ordene. — Den stakkels gamle Moder gaar saa underlig raadvild om. Paa en Maade er hun lettet, tror jeg nok, men saa er det igjen næsten som Livet var taget fra hende. Jeg har lovet at sørge for Jordfæstelsen og der skal ikke mangle Blomster paa Graven, vel, Frøken?«
»Nej, og jeg vil ogsaa gjerne følge ham, gaa ved Moderens Side.«
»Det maa ikke ske, Victoria!« Godsejeren bruste op, han var mørkerød af Harme og saae ud, som skulde han kvæles. »Ved denne Lejlighed nødes jeg til at bruge min faderlige Myndighed og sige: det maa ikke ske. — Skulde Lasten hædres fra vort Hus, aldrig i Evighed!«
»Det kan godt være, at Godsejeren har Ret, Frøken,« Glarmester Bruhn saae kjærligt paa hende, »Folk kunde let misforstaa, hvad De gjorde, og desuden, naar Deres Fader ikke ønsker det —«
Hun rystede paa Hovedet, det var ikke let at bøje sig her.
»Ja, saa siger jeg Farvel. — Undskyld, Herr Godsejer, at jeg forstyrrede Maaltidet.«
Skjøndt Victorias Fader nærede baade Agtelse og Velvillie for den driftige, bundhæderlige Glarmester, svarede han kun med en dæmpet Brummen, og da Manden havde lukket Døren efter sig, foer han op.
»Er det sandt, hvad han sagde? — Du bliver herinde, Victoria! — Nød Du Nadveren i Forening med den Døende?«
»Ja, kjære Fader, og det var den bedste Stund, jeg har oplevet.«
Hun saae saa tillidsfuld op til ham, og der var et saa kjærligt og lutret Udtryk i det skjønne, unge Ansigt, at Faderens Vrede pludselig veg for en underlig ubestemt Angst. Kunde han vente at beholde hende? — Han blegnede.
»Min søde Pige, Du veed, hvor højt jeg elsker Dig, saa det er for din egen Skyld, eller da væsentlig for din egen Skyld, jeg tog mig det nær. Du kjender ikke Verden og hvad onde Tunger kan finde paa at sige.« — Han henvendte sig pludselig i en utaalmodig Tone til Fru Bang: »Hvor kan det være, min gode Line, at Du slet ikke blander Dig i Sagen. Du har jo dog nogen Livserfaring og Du veed, at Victoria lægger Vægt paa din Dom.«
»Jeg taug, fordi jeg nødig vilde stille mig paa Victorias Side imod hendes Fader.« De dristige Ord udtaltes med blid, næsten spag Stemme.
»Naa saaledes!« Blodet foer ham igjen til Hovedet, »Du vidste maaske endogsaa, at hun agtede at holde sin Altergang i Forbryderens Hjem?«
»Nej, jeg hørte det først nu, men det rørte mig dybt og glædede mig inderligt. Ja, kjære Bang, tænk dog paa, hvordan hun var for et Par Maaneder siden.«
»Hvordan var hun? — Naa, jeg nægter ikke, at hun er bleven elskeligere, det maa Enhver indrømme, men der er Maade med Alt og det duer heller ikke at være for god for denne Verden. — Hvor vil Du nu hen, lille Kjære?« Han trak Datteren hen til sig, lagde Armen om hendes Liv og hviskede: »Jeg kjøs Dig da ikke før, min Øjesten?«
»Nej, ikke det Mindste, men jeg følte mig saa uforstaaet. — Dog det kan Du ikke gjøre ved, Fader, det kommer nok.«
Hun saae ud, som følte hun sig vis paa Sejren, men Godsejeren lignede en slagen Mand, der ogsaa frygter for fremtidige Nederlag. Dog Et stod fast, det givne Forbud skulde strengt overholdes. Han vilde selv tage med til Kirken paa Søndag for at hindre mulig Overtrædelse. —
Henad Eftermiddagen plukkede Victoria en Kurv fuld af halvtudsprungne Roser. To hvide med Blomster tæt besatte Liliestængler tog hun ogsaa med, og saa gik hun ad Markstien ned til Aaen for om muligt at finde et Par Forglemmigejer. Og se, der stod virkelig i Ly af Straa og Siv en Klynge nysudsprungne blaa Efternølere. Paa Tilbagevejen standsede hun et Øjeblik, for her var det! — Og saa skyndte hun sig videre.
Landsbygaden var ganske tom, dog nej, der kom jo en Herre cyclende. Han sad rank i Sædet og kjørte med jevn Fart, men ved Synet af den unge Pige standsede han og rykkede lidt tilbage, det var næsten, som han studsede. I næste Øjeblik sprang han af og hilste ærbødigt. Først nu saae Victoria, at det var Maleren Holger Thunø.
»Goddag og velkommen!« Han var jo ingen Fremmed for hende.
»Tak, Frøken Bang, det er rart at blive budt velkommen. — Jeg havde nær ikke kjendt Frøkenen, De er saa forandret, forbausende forandret.«
Hun svarede ikke, og der var et underlig dybt for ham gaadefuldt Udtryk i det klare, rene Øje. Hvor saae hun yndig ud, som hun stod der med Liliegrenen op til sig og Blomsterkurven paa Armen.
»De har oplevet Noget siden vi sidst saaes, Frøken Bang!« Han kunde ikke lade være at sige det.
»Ja, det har jeg ogsaa,« svarede hun ligefremt, hilste saa mildt og gik ind i et lille, fattigt Hus, hvor de smaa, lave Vinduer vare tildækkede med tætte, hvide Stykker.
Saa Blomsterne vare til en Afdøds Baare. Han blev staaende et Øjeblik ligesom grundende, svang sig saa igjen paa Cyclen og tog Fart ad Skovridergaarden til. Men Tanken havde hele Tiden travlt med det underlig betagende Syn, der havde mødt hans Øje.
Der blev Glæde hos Skovriderens, Store og Smaa omringede den kjærkomne Gjæst, som dog var usædvanlig stille.
»Naa, hvad Nyt her paa Egnen,« spurgte han ved Aftensbordet.
»Alt staar omtrent ved det Gamle. Ja, Doktor Stenbos Søn er rigtignok bleven forlovet med Præstens Datter, men det kan vel ikke interessere Dig.«
Fætteren rystede paa Hovedet og spurgte saa: »Tror Du, jeg kan faa Lov at gjemme mine Sager i Pavillonen, saa jeg kan være fri for at føre dem frem og tilbage?«
»Det er jeg vis paa. — I Godsejer Bangs Familie er der da forresten hændet Noget. Husker Du Datteren? Du syntes slet ikke om hende.«
»Jeg saae hende jo neppe.«
»Jo vist saae Du hende saa længe, at Du fik et bestemt ubehageligt Indtryk. Du maa kunne huske det, for Du brugte stærke Ord til at betegne, hvad der mishagede Dig.«
»Fy, det skulde jeg helst have ladet være. — Men hvad er der med hende?«
»Hun er som omskabt, ja, anderledes kan jeg ikke udtrykke det.«
Holger Thunø svarede ikke, men ytrede: »Jeg mødte hende forresten i Landsbyen. Hun gik ind i et Husmandshus.«
»Ja, nu besøger hun Syge og Fattige, fortælles der. Synes Du ikke, at hun saae sød ud?«
»Jo, det maa jeg indrømme.«
»Folk sige naturligvis, at hun er forstyrret og de gjør Nar af det Hele. Men Doktoren staar paa hendes Side og vi ogsaa, navnlig min Hustru.«
»Jeg tror, det er en alvorlig Omvendelse,« sagde den unge Frue med Varme, »allerede den Aften, Du rejste, busede hun ud med en lidenskabelig Selvanklage og forlod saa Gjæsterne og det Hele. En dum Skaaltale med overdreven Smiger var Anledningen. Jeg havde Lyst til at tage hende i Favn og var ogsaa gaaet derhen et Par Dage efter, hvis Doktoren ikke havde forbudt det.« —
Da Holger Thunø næste Morgen mødte paa Bregnegaarden og bad om at maatte laane Nøglen til den ene af Pavillonens to Døre, modtoges han paa det Hjerteligste af Godsejeren. Fru Bang saae ogsaa paa ham, som man ser paa en Ven, for hun havde ikke glemt det Skudsmaal, der gaves ham. Victoria var ikke hjemme, og efter at have tøvet en kort Tid, skyndte den unge Kunstner sig hen til sin nye Arbejdsplads. Solen skinnede paa de endnu dugvaade Lyngtuer, paa Skovbrynet, det gamle Egetræ, de græssende Faar, Aahuset og det blinkende Vand.
Holger Thunø indsugede Billedet med Sjæl og Øje. Ja, herfra skulde det tages, — maaske et Par Skridt længere nede, lidt til Siden, saadan!
Han tog Hatten af og foldede sine Hænder. Velsignelsen fra oven maatte til, hvis Arbejdet skulde lykkes, vidste han.
Saa toges Øjemaal og de første Streger fæstedes paa Lærredet. Han plejede at arbejde med Liv og Lyst, og det gjorde han ogsaa i Dag, men Tankerne kredsede alligevel om en ung, let Pigeskikkelse med et Par skjønne, dybe Øjne, der ligesom gjemte paa noget Gaadefuldt, noget, der længtes efter at blive sagt, men dog ikke sagdes. Hvor huskede han hende tydeligt fra før, straalende smuk, men kold, stolt, selvbevidst. Hun havde næsten indgydt ham Gru, men tillige en dyb Medynk. Senere havde hun, underlig nok, været helt ude af hans Tanker, indtil Mødet Dagen i Forvejen.
Lørdagaften sad Godsejeren i sin Lænestol og lyttede til Aftensangen, der havde smuglet sig ind i Huset, ligesom Morgensangen og nu hørte til Dagens Orden.
»Du synger saa tidt den Sang om Synderinden, Barn, hvor kan det være? Melodien er unegtelig smuk, men jeg bliver altid tungsindig, naar jeg hører den.«
»Sangen er saa trøstefuld for mig, Fader, og det var den ogsaa for stakkels Erik Jensen.«
»Forbryderen?«
»Ja. — Maa jeg fortælle Dig en Smule om ham, for ellers kan Du slet ikke forstaa mig. — Veed Du, hvorledes hans egen Fader tog imod ham første Gang han kom hjem fra Fængslet, fuld af gode Forsætter og Planer om at begynde et nyt Liv? Han viste ham Døren og truede ham med Stokken. Saa var det, han stjal din Hest, Fader, efter først at have drukket sig fuld. Senere rettede han sig igjen, men da den Pige, han var forlovet med, hørte om hans Fortid, svigtede hun ham og saa faldt han helt tilbage, opsøgte de gamle Kammerater og blev værre og værre. — Naar jeg nu tænker paa, hvad en Faders Kjærlighed er, og hvordan den har omgivet og fulgt mig, lige fra jeg blev født, saa kan jeg ikke Andet end føle for ham. Alle udvortes hæderlige Mennesker vende jo saadan en Stakkel Ryggen, medens daarlige Kammerater modtage ham med aabne Arme. Men Herren ser det Alt. Den barmhjertige Samaritan, der fandt Erik Jensen plyndret og blødende paa Vejen, førte ham til Herberget, og den Fader, efter hvem al Faderlighed kaldes i Himlen og paa Jorden, tog ham i Favn. Og saa førte Englene ham hjem, ja, Gud være lovet!«
Godsejeren sagde ikke et Ord, men det bævede om hans Mund og Øjet var tilsløret. Han havde været misfornøjet hele Eftermiddagen, fordi Victoria sad og bandt Krandse til Indbrudstyvens Jordefærd, men nu var Vreden ovre, han kjærtegnede hende og kyssede hendes Pande.
Det regnede stærkt Søndagmorgen, og den lukkede Vogn beordredes frem. Før sad Victoria altid ved Faderens Side, da Fru Bang godt kunde taale at kjøre baglænds, men nu havde Husets Datter ogsaa lært Kunsten og Moderen fik Ærespladsen.
I det de stege ud af Vognen lige foran Kirkedøren, kom Erik Jensens Moder gaaende. Hun var iført en tyndslidt, sort Kjole og en lille, gammel, med Katteskind kantet Kysehat, hvorfra det blege, smalle Ansigt tittede frem. Hele det Aar, Sønnen laa syg i Hjemmet, havde hun holdt sig borte fra Mennesker og nu veg hun sky til Side og gik af Vejen for Enhver.
»Fader, se paa hende, — det er hans Moder.«
»Stakkel, ja, hun ser kummerlig ud. — Vil Du have en Tikrone?«
»Ja, Tak, senere, men i Dag ønsker jeg kun det Ene, at maatte følge med til Graven. Jeg tror det vilde glæde hende.«
»Nej, nej, jeg har jo sagt nej. — Hvad siger Du, gode Line?«
»Er det Victorias Fader en Beroligelse, at jeg gaar med, gjør jeg det gjerne.«
»Nej, jeg er vis paa, at det alligevel vilde forarge Folk.«
»Maaske, men det kunde jo ogsaa være et godt Eksempel.«
»Der er ingen Udkomme med Eder,« brummede Godsejeren, medens han steg opad den smalle, knagende Trappe til Bregnegaardens indelukkede Kirkestol. Men Victoria hviskede:
»Tak, Fader, elskede lille Fader,« og saa var Sagen afgjort.
Det var en kort, men indholdsrig, varm og god Prædiken. Ordet om Herrens frelsende Kjærlighed gav Præsten Anledning til at berøre, hvordan Underet ogsaa var sket her paa Stedet og i disse Dage. Det store Under, at en Synder var bleven frelst.
Efter endt Gudstjeneste, medens Folk endnu strømmede ud af Kirken, begyndte Klokkerne igjen at ringe, og saa kom Glarmesteren, høj og rank, med en stor Krands paa Armen og hentede Erik Jensens grædende og skjælvende Moder.
Godsejeren betænkte sig et Øjeblik, saa hviskede han: »Det er lige saa godt at jeg gaar med.« Men Victoria smuttede fra Forældrene, tog den lille, gamle Kone i Haanden og blev gaaende ved hendes Side.
»Tak, Frøken, saa er det rigtignok ingen Sag,« hvad hun egentlig mente hermed, maa staa hen, men beæret var hun og følte baade sig og Sønnen hævet i Menneskers Øjne.
Skovriderens vare allerede paa Hjemvejen, men Holger Thunø anbragte sin Cycle i Grøften under Hyldetræerne og gik saa bagefter det lille Følge ind paa Kirkegaarden.
Det var en Lettelse for Godsejeren, at den unge Kunstner sluttede sig til Toget og han hilste venskabeligt paa ham.
»Hvem er det, der skal jordfæstes?«
»En stakkels Angrende. — Fortiden var fuld af Daarlighed, men han skal have fortrudt det bitterligt, og saa maa vi jo ikke dømme.«
»Det kan vi heller ikke,« han saae alvorligt, men dog kjærligt paa Godsejeren, »hvis vi da selv ere blevne benaadede.«
»Meget sandt,« lød det temmelig klangløse Svar, og Blikket blev underlig tomt, for han tænkte: »Naa, skal vi nu høre den Historie.«
Præsten talte et Par Ord ved Graven, det var Lovprisning og Tak til Herren. Efter Jordpaakastelsen blev der sunget en Psalme.
Erik Jensens Moder lagde Krandsene tilrette og betragtede dem med en vis Fornøjelse.
»Nu er det stridt og saa er der nok ikke mere for mig at gjøre,« sagde hun med et Suk, der udtrykte baade Sorg og Lettelse. Derpaa nejede hun, uden at se paa Nogen, og vilde saa snige sig bort, men Glarmesteren holdt fast.
»Mette bliver hos os de første Dage. Jo vist; vor Moer og lille Marie derhjemme vente Mette. — Farvel, Frøken Bang, Gud velsigne Dem!«
»Farvel, Glarmester Bruhn, og Tak!«
Der veksledes et hjerteligt Haandtryk og et kjærligt Forstaaelses Blik.
Victorias Fader saae det med et ubestemt Mishag, men den unge Kunstner følte en med Forbauselse blandet Glæde ved Synet. —
»Tag med hjem, Herr Thunø,« Godsejer Bang slog indbydende ud med Haanden, »her er Plads i Vognen og Cyclen kan staa hos Kudsken.«
Kunstneren foretrak dog, da Regnen nu var ophørt, sin egen Befordring. Han vilde ogsaa gjøre et Sving ind i Skovridergaarden for at melde sin Udeblivelse. —
»En prægtig Fyr!« Victorias Fader fulgte ham med Øjet.
»Ja,« istemte Fru Bang, »jeg synes ogsaa saa godt om ham, og saa veed man jo, at han er en Kristen.«
»Kristne ere vi Alle, gode Line,« Tonen var irettesættende, »men Du mener formodentlig, at han handler, som en Kristen bør handle. — Jeg kjender ham jo ikke, men han synes at være en Gentleman fra Isse til Fod, og hvor har han et herligt, aabent Ansigt. Hvad siger Victoria?«
»Jeg synes ogsaa godt om ham, Fader, rigtig godt,« og hun tænkte: Du skulde blot vide. —
Dagen forløb hurtigt, Haven og den nærmeste Omegn gjennemstrejfedes, fornøjelige Samtaler førtes ved Maaltiderne og bagefter fortalte Holger Thunø Et og Andet fra sine mange Rejser. Han skildrede det Sete med Liv og Lune og tillige med en dyb og kjærlig Forstaaelse af Menneskers Forhold og Kaar. Efter Theen spillede Victoria som sædvanligt og Aftensangen blev sunget.
»Farvel og Tak, Herr Bang. — Det er underligt, at man kan føle sig saa fuldkommen hjemme første Gang, man gjæster et Sted.«
»De forekommer ogsaa mig som en gammel Bekjendt, Herr Thunø. Og nu maa jeg komme med et Forslag: Send Kufferten herhen og bo hos os til Maleriet er færdigt. Det er ingen lille Vej fra Skovridergaarden til Udsigtsbakken, men herfra gaar man derhen paa et Kvarter.«
»Tak for det gode Tilbud, — men jeg veed ikke rigtig —«
»Jo vist, veed De! — Naar min Karl kjører hjem fra sin Kjøbstadstur i Morgen, drejer han om ad Skovridergaarden og forespørger, om han ikke kan faa en Kuffert med.«
»Det er fristende!« sagde den unge Mand, idet han svang sig paa Cyclen. Og Kofferten var i Vognen næste Dag, han havde ikke kunnet modstaa. —
Det var en lykkelig Tid, der paafulgte, og Godsejeren sukkede ved Tanken om, at det ikke altid kunde vedvare, og for første Gang i sit Liv følte han for Alvor Savnet af en Søn.
Holger Thunø var en flittig Mand og Arbejdet gik rask fremad. Smaaskitser tog han ogsaa hist og her paa sine Udflugter, og Besøg aflagdes i Aahuset og hos andre Smaafamilier. Et Par Timer tilbragtes ogsaa daglig med kunsthistoriske Studier og anden Læsning. Men den tidlige Morgenstund og sildige Aftentime var helliget Biblen og der indsugede han Guds velsignede Ord til Næring for sin Sjæl. —
I den første Tid havde de to Unge mange Samtaler. Victoria var fuld af Spørgsmaal og det var nu, som lededes hun af en kyndig Haand til klarere og dybere Forstaaelse af Guds Ord og Veje. Men i Stedet for at blive mere fortrolig, blev den unge Kunstner efterhaanden mere tilbageholdende og det smittede hende.
Maleriet var nu næsten fuldendt og han talte om at rejse; men det syntes Godsejeren slet ikke om.
Skulde De ikke kunne finde andre maleværdige Steder her i vor dejlige Egn? Jeg er vis paa, at Victoria vil kunne vise Dem endnu smukkere Partier.«
Det tvivler jeg ikke om, men —«
»Kjære unge Mand, tro dog ikke, at jeg vil være paatrængende. Længes De efter Forandring, saa rejs, men vi ville savne Dem.«
Den Tiltalte rejste sig hurtigt, maalte Gulvet et Par Gange og sagde saa, idet han fæstede sine udtryksfulde Øjne paa Godsejeren:
»Jeg vil gjerne staa ærlig ligeoverfor Dem, Herr Bang. — Det er ikke fordi jeg længes herfra, men fordi jeg føler mig mere og mere knyttet hertil, at jeg vil rejse. — Forstaar De mig ikke nok?«
»Nej, jeg forstaar ikke et Muk!«
»Deres Datter —« han sagde ikke mere, men blev straks forstaaet.
»Min Datter! — Er det saadan? — Naa, ja, underligt er det jo ikke. — Har De i Sinde at tage hende fra mig, rejse langt bort med hende?« — Aa, hvor havde han ikke i flere Aar gruet for dette, at der pludselig skulde komme en Mand og tage hende fra ham.
»Nej, nej, saa vidt er min Tanke ikke gaaet, men hun er bleven mig kjærere Dag for Dag og det skylder jeg Dem at tilstaa.«
»Hvad siger hun?«
»Hun ahner ikke.«
»Naa saadan, det kan jeg lide. — For Victorias Følelser kan jeg selvfølgelig ikke indestaa, men hvad mig angaar, er der ingen Mand i Danmark jeg heller vil have til Svigersøn, naar De da ikke vil rejse bort med hende.«
»Tak, saa vover jeg at blive her.«
»Ja, gjør kun det. — At jeg ikke har tænkt paa Sligt før, og det laa dog saa snublende nær! — Tør jeg saa tro, at De vil slaa Bolig op her?«
»Før jeg har faaet hendes Ja drister jeg mig ikke til at lægge Planer. Men blive her som Børn i Huset kan vi ikke, nej, vi kan ikke. Et eget Hjem, indrettet efter mine Indtægter og vor fælles Opfattelse af Livet, maa være Maalet. — Men det skulde ligge tæt herved, saa Godsejeren ikke nogen Tid paa Dagen var sikker for uventede Besøg. — Turde jeg blot tro!« —
»Jeg siger Ingenting, men synes jo, at Bregnegaarden var stor nok til begge Familier. Dog det maa I selv om, Børn, hvis — men hvad enten det sker eller ikke, har De en Ven i mig, Holger Thunø.«
»Tak!« — Og saa gik den unge Kunstner med langsomme Skridt og betænksom Mine ned i Haven. Skulde han vove? —
Fru Bang stod i Spisestuen og bandt Syltekrukker til, det Arbejde betroede hun ingen Anden.
»Gode Line, lad det Kram staa og kom herind. — Veed Du, hvorfor vor kjære unge Gjæst tænkte paa at rejse?«
»Ja,« lød det rolige Svar, »det er ikke svært at gjætte.«
»Saa Du har gaaet saa lunt og vidst Besked. Men hvorfor i Alverden har Du ikke sagt det til mig?«
»Hvad skulde jeg egentlig sige? Efter min Mening maa der nødig røres ved den Slags. Er det ikke noget Slemt, der bør afværges, maa det vist helst gaa sin Gang. — Større Lykke kunde da ikke times vor kjære Pige.«
»Naa, saa det er din Mening. Han tiltaler ogsaa mig i høj Grad, men vi kjende ham jo forresten kun lidt. — Jeg veed, hvad Du vil sige, gode Line, og det har ogsaa sin Betydning, indrømmer jeg. — Om Victoria nu vil?«
Fru Line nikkede et Par Gange, hun var ikke i Tvivl. —
Holger Thunø gik imidlertid gjennem Haven ud i Skoven. Den Vej plejede Victoria at tage, vidste han. Paa Udsigtsbakken kom hun aldrig i denne Tid, saa det nyttede ikke at søge der. Han gik et Stykke fremad, men standsede saa ved Stenten. Her havde han ikke før været, skulde han stige over? Ja, hvorfor ikke, det var dog muligt.
Den store Kornmark laa nu foran ham. Høsten var allerede i fuld Gang; Arbejderne saaes i Afstand og de rige Neg forgyldtes af Sollyset. Og hvor var den lille Sti, der løb langs Skovhegnet ned til Aaen ikke indbydende og saa Lærkesangen, der paaskjønnedes dobbelt, nu Skovfuglene næsten alle taug stille.
Men var det ikke hende, som, sad derhenne paa Stengjærdet under Bøgeskyggen? Jo! Hun var fordybet i Læsning, men løftede Hovedet ved Lyden af hans Trin.
»Om Forladelse, Frøken Bang, jeg forstyrrede Dem.«
»Slet ikke,« hun hilste, men blev siddende.
»Hvor er det en yndig Plet.«
»Ja, det er min lille Helligdom.«
Nu kom det igjen, dette underlig talende Udtryk i Øjet, der altid forvirrede ham.
»Jeg har ikke været her før.«
»Nej, ikke her, men paa den anden Side Gjærdet.« Stemmen bævede en Smule og det var, som vilde hun sige mere, men betænkte sig.
»Mon jeg virkelig har været der?«
»Ja, Gud førte Dem den Vej, da De første Gang var her paa Egnen, og han brugte Dem, i sin store Barmhjertighed, til at aabne Øjnene paa et forblindet og forvildet Menneskebarn.«
Saa fortalte hun ham det Hele og de glædede sig sammen og undredes over Guds Veje. —
Da Victoria rejste sig for at gaa, bad Holger Thunø hende om at blive, for nu maatte det afgjøres, Det, hvorfor han havde opsøgt hende.
Der brugtes ikke mange Ord fra nogen af Siderne, hun lagde med Fryd sin Haand i hans og saa gik de to Unge, Arm i Arm, ad Hjemmet til.
Og Herrens Forjættelse lyste over deres Fremtid: »Hvo, som tror paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme.« | wikisource | wikisource_3703 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Under Nordenvindens Svøbe.djvu" from=147 to=182 header=1 /> | wikisource | wikisource_23648 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=32 to=34 header=1 fromsection=ti tosection=ti /> | wikisource | wikisource_7639 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=305 to=307 fromsection="b" titel="Kjærestesorg" /> | wikisource | wikisource_22169 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
[1]
Mine Hændelser
<br>
<br>
<br>
Qui fit, - - - ut nemo sua sorte contentus vivat?
<br>
<br>
<br>
<br>
København, 1786.
<br>
Trykt og faaes tilkiøbs hos Peder Horrebow,
boende i store Fiolstræde No. 204.
[2]
[3]
Forerindring.
Førend jeg begyndte at sammenskrive mine Hændelser, overveiede jeg nøie Alt, som baade kunne siges til mit Forsvar og min Fordømmelse. Jeg forestillede mig de bittre Domme jeg ville blive underkastet; jeg veiede dem med mit Forsæts Reenhed, og fik baade Styrke og Mod nok til mine Hensigters Iværksættelse.
Jeg skrev da - . Jeg lod Sandheden være min Veileder. Jeg sminkede ikke mine Feil, jeg tilstod dem med al mulig Aabenhiertighed. Jeg søgte ikke at
[4]
hæve mine Ufuldkommenheder, men med Anstændighed foredrog det Lidet, som kunne og burde siges til min Fordeel. Dog lige saa lidet, som jeg skaanede mig selv, saa meget mindre giorde jeg mig nogen Samvittighed over, at blotte dem, som have bibragt noget Betydeligt til, at jeg har feilet min Bestemmelse.
Mange vil sikkert opholde sig over, at jeg, i en Alder af 27 Aar, da jeg ikke beklæder nogen anseet Ærespost i Staten, allerede vil fortælle mine Hændelser; men jeg paastaaer, at just min Stand billiger allermeest mit Foretagende; thi nu kunne jeg alt have været en hædret Mand og havde vist anvendt mine Naturgaver meget bedre, baade til min egen og mine Medborgeres Nytte og Ære; hvis jeg ikke var falden i slette Velfærdsforvalteres Hænder og
[5]
derved bleven undertrykket. Men, desværre! dette maae jeg beklage til denne Dag -, og først min Dødsdag vil giøre Ende paa min Klage. Bittre Nag fortære dem, som have aarsaget mit Uheld!
Det bliver altsaa intet Under for den ædle og retskafne Mand, om jeg i disse faa Blade fører hentyssede Ting for Dagen; om ædel Forbittrelse over min Velfærds Tab bringer mig i Harnisk til at blotte min Anke med Sandheds Fyndighed. Det bliver intet Under, at jeg, mens jeg endnu er til, vil klare min Sag for Alle, at, naar jeg har udviklet min egen og mine Lederes Karakterer og Tænkemaader, fortalt vore fælles Feil, som de virkelig vare, og ligeledes vore fælles Ufuldkommenheder i det Gode, enhver da, uden stor Møie, skal kunne være Dommer imellem os.
[6]
Dette fornemmelig er Aarsagen til det Skridt, jeg her vover, og, som jeg haaber, en tilstrækkelig Undskyldning, dersom nogen Undskyldning skulle behøves.
Jeg er, hvad jeg altid har været.
Det fornuftige Publikums Ven,
København,
den 1. November 1786.
Sigvard Lyche.
[7]
Jeg begyndte mine Dage i København den 22 September 1759. Paa Fæderneside nedstammer jeg af gammel præstelig Æt, og jeg veed ingen af mine hendøde Forfædre, i 200de Aar, som have været ganske uden for den geistlige Stand. Min Moder var en Borgerdotter her fra Byen.
Vidtløftig vil jeg ikke være i at opregne min Faderslægt; - kuns saa meget:
Lars Lyche blev omtrent i Aaret 1679 eller og 1680 kaldet til Præst paa Bornholm og givtede sig med en Sællandsk Præstedotter, navnlig Karen; med hende avlede han to Sønner: Lars og Sigvard, og døde efter 3 Aars Egteskab. Hans Enke, som til en Alder af henimod 90 Aar var bekiendt under det Navn
[8]
Karen Hr. Larses, saae sig nødt til at reise tilbage til Sælland med sine smaa Sønner, leed Skibbrud underveis, dog med største Livsfare naaede hertil, bosatte sig i Roeskilde, ernærede sig redelig, og opdrog sine Børn. Sønnerne holdt hun til Studeringer, begge bleve paa een Dag løsladte fra Roeskilde Skole, og siden begge paa een Dag i Aaret 1711 indviede til Præster: Sigvard til Ude og Oppesundsbye Meenigheder og Friderikssund: Larses Sogne laae nogle Mile derfra.
Præsten Hr. Sigvard indlod sig strax i Egteskab med sin Formands Dotter, Mette Marie Fritz a) og med hende avlede 13 Børn, hvoraf 3 endnu lever: nemlig Hr. Erik Willars Lyche, Formand for Helsingørs 16 Mænd; - Sostrata og Cæcilia. Af Hr. Sigvards hendøde Børn bør jeg nævne: Mag. Lars Lyche, tilsidst Rektor ved Københavns Latin-
a) Den Fritziske Familie var meget bekiendt paa den Tid, Skaane fadlt sidste Gang under Svenskens Herredømme; især af Oberst Isaach Fritz, der, beskyldt for Forræderi, længe sad fængslet her i Landet; men blev frikiendt.
[9]
ske Skole, døde den 20 Juli 1770, 54 Aar gammel, og min Fader Hans Lyche, Dansk Skoleholder her i Byen, døde den 11 Junii 1782, næsten 65 Aar. Præsten Hr. Lars Lyches Egteskab var ufrugtbart.
Tre af Præsten Hr. Sigvards Sønner givtede sig: Mag. Lars Lyche med Jfr. Marie Lange, men uden Afkom. Hr. Erik Willars med Mad. Margreta Bech, ligeledes uden Afkom. - Min Fader givtede sig første gang med Mad. Ellen Kirstine Boldt og med hende avlede tre Døttre, som alle døde i deres spæde Barndom. I sit andet Egteskab med Mad. Maren Wandel Torsagers Enke blev han Fader til mig allene. Altsaa er jeg den eneste ulykkelige Nedstamning af denne lychelige Slægt; men jeg er ogsaa den eeneste Udskejer; maaskee, da alle mine hendøde Forfædre have været Guds Tienere, - jeg da er bestemt til at tiene min Konge, som Soldat, og jeg maae skikke mig i min Skebne, om endog Lychenavnet skal uddøe tillige med mig selv.
[10]
Jeg erindrer mig ikke den Tid, jeg først begyndte at lære og nemme; meget tidlig siger min Moder, at hun bibragte mig de første nødvendige Grunde, og at hun, førend jeg sikkert kunne sætte Fod paa Gulvet, lærte mig at skønne og skelne mellem forekommende Gienstandes Forskellighed. Nok er det, jeg var læresyg, og manglede ikke sand Underviisning. Da min Fader, som meldt, var Skolemester, er det let at begribe, at der stedste faldt endeel Papiirstumper af -, til disse havde jeg skaffet mig Hiemmelret; og ved slig Leilighed, skønt jeg begyndte, som man siger, med Ugler og Marrekatte, vænnede jeg mig dog tidlig til at bruge Pennen, og førend jeg fyldte mit 6te Aar skrev jeg en god læselig Haand. Skrivertøiet blev snart min eneste Vellyst, og alle mine Fritimer skrev og malede jeg op. Undertiden fik til Tilladelse at rode op i min Faders Pesier, som stod i en vældig Pakke Nytaars- Bryllups- og Begravelses Vers b). Jeg lærte endeel af
b) Min Fader var i sin Ungdom, efter de Tiders Smag, en temmelig heldig Leiligheds
[11]
disse udenad, - fik derved en stærk og sværmende poetisk Svimmel i min Hierne – og tillige en fast Kadence baade i travende, slæbende og hoppende Stavelsemaal. Intet ønskede jeg nu heller, end at blive Poet. Længe gik jeg frugtbar med et poetisk Forster; og endelig den 14 Jan. 1766 fik sammensmiddet fire Linier, der opvakte saadan Glæde hos mind Fader, at han strax forærede mig en blank Qvinti Krondaler til min Sparebøsse.
Dette satte baade Liv og Mod i mig. - Forhen anvendte jeg Søndags Eftermiddagene paa at prædike bibelske Historier for mine gudelskende Jfr. Fastre – der, i det visse Haab, at see mig engang som en lille Velærværdighed (hvilket jeg alt var bestemt til i Moders Liv) havde forsynet mig med en velindrettet Karduuspapirs Præstekrave, som ogsaa klædede ret net til min runde sorte Paryk, hvilke min Fader,
Poet. Hans Fader Hr. Sigvard Lyche var ogsaa Poet; han udgav nogle anndelige Sange under sit Navn; NB. trykt i dette Aar, saa ingen maae henregne den til min Tidsalder.
[12]
efterat jeg var kommen op af en dødelig Sygdom, havde seet sig nødt til at paatvinge mig for en Tid; - men nu giorde jeg hverken Hellige eller Søgne Dage i min Fritid – andet end granskede paa Vers, og sammenpinede ogsaa en Deel i kort Tid, som just ikke efter min Alder vare yderlig slette.
Een Dag kommer jeg , blandt endeel gamle Bøger, som min Fader skødesløs havde henslængt i en Krog paa Loftet, over Frans Rokkedrejers satiriske Bog om Poesiens Misbrug -, og en halv mølædt og ynkelig sønderreven Peer Paars. Jeg søgte den stilleste Eensomhed og læste disse med den udvalgteste Agtsomhed, - og nu saa jeg, at der var flere slags Vers til, end dem, jeg hidtil havde havt i Hænder. Aldrig, kan jeg forsikkre, har jeg nydt sødere Vellyst end ved disse Satirers Læsning. - Strax fik jeg Lyst til at prøve mine Evner i dette Fag. Længe ledte jeg ikke efter Materie – og da jeg begyndte at udarbeide den, blev min Aand ligesom løftet op i en Sphære, hvor den følte sig som bydende Herre over alle bekiendte Ord i vort Sprog; og Ordene vare saa tienstvillige, at de ordnede sig selv i slittede Geleder, saa
[13]
net (for en Lignelses Skyld) som veløvede Soldater, der lige saa lidt behøver at opstilles efter en Rangeerrolle, som en god Poet bruger at tælle Stavelser paa Fingerne -, og frelse Belse – Bub – for at faar Riim paa Else. Jeg haaber, de fleste forstaaer, hvad jeg mener hermed. Denne min første Satire var sammensmurt paa et heelt Ark Papiir i mindre end tre Timer, og Indholdet var meget opbyggeligt. Jeg skal fortælle det:
Mine Forældres Tienestepige havde engang silde ud paa Aftenen havt mig med i Kongens Have, - og givet mig en Makron for at sidde stille paa en Bænk, mens hun giorde en Afstikker med sin Kæreste, som var Smedesvend. Nogentid efter faldt den, mig uafvidende, i min Faders Hænder – og jeg fik dygtig Riis for min Umage -. - Burde jeg ikke allerede dengang af Erfarenhed hat indseet, at Lovtaler skaffer Venner og Fordeel; men Satiren mestendeels det Modsatte; og burde jeg ikke fra den Tid af allene beflittet mig paa at smigre og roesiflengisere?
[14]
Jeg burde, - rigtig nok; men det var alt bleven mig saa kildrende en Vellyst at satirisere, at inden kort Tid næsten enhver Gienstand forekom mig latterlig. Jeg øvede min smule Viid paa Adskillige; - især tiente en gammel Meelmandinde som boede lige for mine Forældre, meget ofte til mine Luners Pegasus. Hendes Karakteer var virkelig ogsaa saa ualmindelig, at hun fortiente at besynges af den hældigste Satirdigter. I mit 8de og 9de Aar digtede jeg henved 50 smaae Satirer; men giemte dem saa vel, at de aldrig ere komne min Fader for Øinene.
Forresten havde jeg levet denne Tid – af min Barndom i den sandeste Uskyldighed. Nogle gange hver Uge om Sommeren gik jeg i Markem med min Fader, og med det gladeste Sind kom hiem om Aftenne, som en seirende Majgreve. Ellers fik jeg ei Tilladelse at gaae ud af mine Forældres Huus uden ved en tro Veileders Haand. Dog var ogsaa mit Liv til denne Tid næsten en Kæde af haarde Sygdomme.
Disse Tugtelser gav mig Stadighed til mange Skrivters Læsning, og til mit 9de Aar
[15]
havde jeg læst endeel. Især bifaldt mig Mag. Eilschous philosophiske Breve, og intet, som man neppe skulle tænke, var mig afskyeligere, end Skandrups Poesier, og havde jeg tordet, havde jeg gierne brændt den gode Arrild Huitfeldt; - Saxo Grammaticus var min Livhistorikus, - og Holbergs muntre Skrivter gav mig mange Dages Lindring paa min Sygeseng, at jeg ikke følte Sygdommens Smerter. Vel kom jeg af og til i Sælskab tillige med mine Forældre; men min Opførsel var saare eenfoldig -, jeg vidste det selv; men hverken torde eller kunne jeg være anderledes, saa jeg hemmelig skammede mig ved mig selv, og ingen Tidende var mig ubehageligere, end at enten mine Forældre selv ville anrette Gæstebud, eller blev buden nogensteds hen -; thi da var hele min Fornøielse Tvang -; og at være utvungen har altid været mig kærest.
Jeg var nu temmelig vel oplært i borgerlige Videnskaber, da min Længsel steeg Dag for Dag efter at komme i den latinske Skole. Endelig den 4 Sept. 1768 tillod min Farbro-
[16]
der, Mag. og Rector Lars Lyche mig, at indtræde mellem Musernes sorte Sønner. Jeg kom nederst i anden Lektie, og virkelig, som Fux Scholæ giorde min Plads stor Ære; thi jeg havde dengang ikke lært en latinsk Glose, end sige mere.
Under Hr. Lars Schows Ledelse giorde jeg i mit første Skole-Aar temmelig god Fremgang; og næste Aar under Hr. Jacob Hansen ligesaa. Min Farbroder, der, som Rector, nøie kiendte Underlærerne i Skolen, havde besluttet, at jeg fra trede Klasse – skulle stegen i femte, og to Aar der læst privat unden den brave Alsing. Han ville skaanet mig for det, jeg dog maatte gaae i Møde -, at blive fordervet under Mag. Marcus Wøldike, som forestod fierde Klasse.
Den 19de Julii 1770 gik den aarlige Opflyttelse, efter fuldendt Examen, for sig; og jeg fik nysmeldte Wøldike til Lærer. Da min Farbroder, som følte Døden, der ogsaa indfandt sig Dagen efter, ikke kunne opfylde sine Hensigter.
[17]
Der laae vor Families Stytte – han tog, mod sin Villie, min Velfærd i Graven med sig. - Mine uheldige Dage begyndte hans Dødsdag. Forbandet den første Time, jeg kom under Wøldikes Ledelse – og forbandet være hvert Øieblik, jeg var hans Discipel. Vranten, egensindig, tyrannisk var han – han elskede mig ikke – han var min Dievel. Uomhyggeligere Lærer har jeg aldrig kiendt – Gid han maae være bleven anderledes, siden et større Antal Ynglinger uden for Hovedstaden er betroet ham. Gid han maae have indseet sine Daarligheder! - jeg tvivler ikke om, han jo baade har følt og seet dens ulykkelige Følger.
Jeg maar blotte hans Omgang med os: jeg maae fortælle hans Læremaade – og derved stille ham til Doms for alle Tænkende.
Han var virkelig en lærd Mand; men os til liden Baade. - Til langt ud paa Natten studerede han; - Formiddagen, den ordentlige Skoletid, sov han bort; - Middagen til hen imod 1 læste han for os – eller rettere sagt – skrantede og pryglede. - Neppe fik vi Tid at gaae hiem om Middagen til vore Forældre;
[18]
da han engang – hver Maanedsdag – begyndte om Eftermiddagen at læse fra den ordentlige Tid af; men ellers, ligemeget hvor eller blant hvilke Folk? hendrev Tiden til Klokken 3 henimod 4re, saa kom han, - og naar de andre Klasser gik bort, havde vi endnu god Tid til Klokken 7 – 8 – For magelig var han at tilsige os Style – For maatte den gode Muzelius være hans Kapellan. - Ikke det ganske Aar eftersaae han Stylene -. De sidste Dage for Examen gik det Hulder til Buldet, og da skulle et hundrede Blade af Kapellanen – oversættes paa Latin og reenskrives; det gik deiligt. - Vi var 12 à 16 Disciple, og hver tog sit Stykke, - oversatte det -; men Oversættelsen var mere polsk end Latin. Siden skrev vi reent, og alle Stilene vare da saa overeenstemmende, som vi kunne været Nedstamninger af de 70 Fortolkere. - Han undte os slet ingen Frihed, - endog nogle gange om Søndagen efter Aftensang maatte vi læse. - Under ham indfaldt den Tid, Ligene om Natten skulle begraves. - Jeg blev ogsaa heldigvis en af Natteravnene -; de fleste Nætter gik hen med Vaagen – og Wøldikes uordentlige Læsetimer aarsagede, - at vi ofte,
[19]
helst om Aftenen, - sov hen ved en slæbende og søvnig Oversættelse af den muntre Phædrus, eller ved en halvevig Portion Græsk Ordkløveri af de 3 første Capitler i Evangelisten Johannes.
Under slig en Spindelvævsregering – sukkede jeg, tilligemed adskillige flere i 2 Aar, og da jeg i Julii Maaned 1772 forlod fierde Lektie, - kunne jeg, saavelsom de fleste af mine Kamerater, ikke skrive en Latinsk Stil af 10 Linier uden næsten lige saa mange grammatikalske Feil.
Saaledes gik de to første af mine ulykkelige Aar efter min Farbroders Død, - under saa ubeqvem en Lærer -; da Skolens ny Rektor næsten, skiønt maaskee i gode Hensigter, fordervede det Hele. - Alt, hvad der lugtede af Pedanterie havde min Farbroder udrøddet -; han var alvorlig nogle faae Timer om Dagen; de øvrige gav han sine Disciple at anvende efter Behag -; han tvang ingen til overdreven Gudsfrygt, - som føder Skinhellighed; men han straffede Ugudelighed med skarpe Revselser; han var i daglig Omgang med sine Disciple ingen vasto
[20]
Polyphemus in antro, - ingen suurmuled Caronicus; men, uden at indprente Frygt i Utide, ved lang Erfarenhed havde lært, ved paa visse Tider at være anstændig, munter, at vinde Hierter, som han ikke ville byde over med despotisk Myndighed. - Denne Lovtale fortiener han, det veed jeg; ellers skulle jeg tie, og ikke engang have nævnt ham i denne Bog. Mange af hans forrige Disciple lever endnu, og af endeel, ja endog dem, som har lidt Tab ved den Kassemangel c) som fandtes efter ham, har jeg hørt hans Roes af de oprigtigste Hierter.
Det var at ønske, at det blev en Regel i Læreres Valg – at aldrig Eftermanden i Hensigt til Karakter og Tænkemaade, aldeles var
note) Aarsagen til denne Kassemangel er skiult, men Dagen før hans Død, var jeg tilstede i samme Stue, han laae syg. Jeg hørte, at han adskillige Gange forlangte Nøglerne til sine Giemmer, hvor Skolens Penge og Regnskaber var; men man nægtede ham dem. Et Par Timer derefter faldt han i Raseri.
[21]
den Modsatte af sin Formand -; thi al pludselig Endevending er farlig saavel i det Større, som i det Mindre. Det er mere, end et Sisyphisk Arbeid, at omstøbe et hundrede Gemytter – i en Haandevending -, og det ville Mag. Johannes Neuchs, saasnart han tiltraade det øverste Lærerembede i Københavns Skole.
Denne Mand var en overdreven hellig Jyde; han sukkede ved hvert trede Ord, endog naar han tolkede Horatius. - Ved første Indtrædelse paa Skolen, efter hans Indsættelse, havde han ladet opkalde alle Skolens Disciple i Mesterlektien -. Starblind var han, og med opløftede Pharisæerøine stillede sig, som en benovet Synder, uden for Cathedra, og efter 6, 7 Minuters Tavshed og et par Dusin Sukke begyndte han en meget barmhiertig Bøn, - som varede en god halv Time -. Derpaa catheciserede han fra øverst til nederst -. Det var ham ei nok, at Disciplene om Søndagen var tilstede ved alle tre Prækener; - thi baade for og efter hver Prædiken var Bøn paa Skolen, - og endnu efter Aftensang en sequipedalisk Prædiken af Hr. Rektorens eget Fabrik. Vist
[22]
maae Skolen have havt en meget ugunstig Skytsengel, som, man med Sandhed kan sige, tilligemede Magister Neuchs floribus austerum & liquidis immisit fontibus apros. Jeg har ofte i min modnere Alder gottet mig over hans Vaaben. - Da hans Fader skal have været Slagter, og han slev var bleven Lærer, - førte han i sit Skiold: - en Biekube, som stod paa en Slagterbænk. Virkelig – en nydelig Opfindelse; thi han opelskede sine Bier, saa slagterisk – og plompt, som de skulle opdrages til at blive Sykloper. Naar han saae et blegt Ansigt eller en hovedhængende Figur, blev han strax indtaget af den Fordom, at Gudsfrygt var Aarsagen. - Naar han saa en rød Kiole, blev han saa ubændig som en Tyr eller en Kalkunsk Hane. - Et latterligt Optog, til Beviis om hans gode Smag og Begreb om Forlystelser, kan jeg ikke fortie. Engang i det første Aar gav han, mod al Sædvane -, Skolen Lov -, leiede to Heste, for sig og sin Søstersøn: Mr. Kaj Staldknegt, og med den alvorligste Mine reed Fod for Fod ud paa Amalienborg, runderede nogle gange omkring Statuen, hvis Indskrivt Kaj ludelig for sin starblinde Morbroder maatte læse. - Det forstaaer sig, at de bleve geleidede
[23]
af endeel nysgierige Disciple -. Derpaa forføiede de sig i samme Trav den samme Vei tilbage. - Nogle Disciple, som stod paa Hiørnet af Skolen, raabte: Vivat Rector, da han reed dem forbi -, og dette skal have glædet ham meget inderligen. Han var gierrig -; han befalede engang Disciplene af øverste Klasse, at bringe Lys med, for at læse over Skoletiden. Hver bragte sit; men de glemte ei heller at forsyne sig med Krudt, Springglas etc. Han maatte da befale om igien, og købte nu en Blik-Lysekrone med fire Arme, som han hængte ved en Snor i Loftet over sit Bord -. Nu vare da alle Streger forpurrede -. En Aften befoel han en Discipel at snyde Lysene, hvilke denne meget behændig brækkede over -, saa Luerne af Lysene inden et par Minuter angreb Snoren, som snart brændte over, og Lysekronen faldt ned i Hovedet paa Rektor. Efter denne Hndelse læste han ikke i lang Tid ved Lys.
Jeg vil ikke tale mere om denne Grillefænger; men beklager, at ikke en fortient Mand, som enten Professor, den gang Magister og Rector i Helsingørs Skole, Jacob Baden, eller Hr. Professor og Magister, den gang, som
[24]
endnu, under tredie Rektor, - Conrektor Laur. Sahl, blev ham foretrukken. Jeg gaaer videre i mine egne Hændelser.
Hvad jeg havde tabt under Wøldike indhentede jeg snart under den brave og fortreffelige Lærer, min uforglemmelige Alsing. Han var vist truffet ind i sin Bestemmelse, men i for liden en Virkekreds. Saa ofte jeg forbander den Tid, jeg spildte under Wøldike, saa ofte velsigner jeg ham. Under ham fik jeg Fasthed i Latinen -, og mere Begreb i een Dag om det Græske – end al den Tid – jeg var i fierde Lektie. - Jeg lærte Sallustii orationer og ved daglig Øvelse perorerede nogle af af dem med stort Held og almindelig Bifald ved den offentlige Examen. Til Bisyssel valgte jeg mig af afkopiere Landkort, og vandt ogsaa derved Berømmelse. - Jeg blev i dette Aar aflagt med Flittigheds Belønning; men, imod min Formodning og til fleres Forundring, blev jeg Opflytningsdagen tilbage i femte Klasse. Rektors Paaskud var min Ungdom -, og han var ei til at overtale, at give mig høiere Sted i Skolen -; uagtet Hr. Mag. og Conrektor,
[25]
nu Professor Sahl, og min Lærer Alsing, paa det ivrigste strede for min Ophøielse. - Jeg blev over denne Tilbageholdelse først nedslagen, siden yderst forbittret, og næsten rasende. - Alsing lod min Fader, som ogsaa var ganske utaalmodig herover, kalde til sig -. Han sagde ham med største Hæftighed, at, hvis han ville mit Vel, han da skulle gaae ind til Rektor, foreholde ham den Uret, jeg var skeet, og, hvis han ei ville beqvemme sig til at give mig det Sted i Skolen, jeg fortiente, da klage til Biskoppen; men Neuche strøg min Fader om Munden med Løvter, at jeg tidsnok blev Student, og, for ganske at formilde ham, tillagde mig Clarups Stipendium, som bestod af 16 Rd. aarlig; men ingen Ting stod til at formilde mig. Uagtet min Kierlighed til Alsing, sagde jeg min Fader, at jeg ikke giorde mere Godit i Københavns Skole, og bad ham indstændigen at tage mit Testimonium Vitæ og sætte mig i en anden Skole; men – forgieves -. Jeg veed Grunden, han kunne ikke afsee mig - ; jeg var hans eeneste Søn, hans Øiesteen, hans Alt. - - Vilde jeg ikke forlade Studeringer, maatte jeg da beqvemme mig til at blive hvor jeg var; - men – i en ulykkelig Tid
[26]
giorde jeg mig selv et ubesindigt Løvte, som jeg holdt, desverre, al for ubrødeligt - : Jeg svor, at jeg uden for Skolen aldrig ville anvendte et Øieblik paa, at opfylde mine Pligter, som Discipel.
Jeg var endnu den gang bevaret for alt fordærvende Selskab; men nu paa engang blev jeg hildet i adskillige Snarer, og ledtes Dag for Dag frem paa en Vei, som endelig maatte føre mig til Vandheld. Jeg begyndte at søge Verts- og Kegle-Huse – jeg satte min Ære i at smage Tobak og drikke Brændeviin; og for at vise Levemaade, lærte jeg mig til at slaae en frygtelig Eed af til hvert andet Ord -. Alsing d) bar over med min Krebsgang i mine
d) Jeg takker virkelig Hr. Schow og Hansen for de første Grunde; men Alsing skylder jeg frem for alle den største Taksigelse. Uagtet min Uopmærksomhed det sidste Aar under ham, mistede jeg dog ikke min Styrke i Latinen, og da jeg faa Aar derefter vaagnede op af min Dvale, indsaae min Daarlighed, og fik Lyst til at dyrke Mu-
[27]
Studeringer, saa længe han kunne, - i Betragtning af den Forurettelse, jeg havde lidt. Tilsidst nødtes han at blive alvorlig som Lærer. - Da min Fader mærkede mine Udsvævelser, kneb han Seilene, og jeg maatte af Frygt søge Hiemmet, strax naar jeg gik fra Skolen -. Hvad skulle jeg nu tage mig fore -? Intet vedre, end at digte Komedier - -.
Dette blev da min Syssel; den eneste Syssel i de Fritimer, som egentlig kun var et kort Laan, hvorfor alle Morgener skulle gøres nyt Regnskab; men jeg lod hver Dag sin Plage – og jeg var aldrig opmærksom i Skolen, uden naar vi tydede Terentz. - Jeg oversatte endeel af hans Heautontimorumenos i danske Vers – og var temmelig heldig dermed; ellers laae Originaldigteriet mig mest om Hiertet. - Jeg skrev da: Asmodæa i een Akt; den foragtede Vecta i fem; Motezuma, Tragedie i fem; og Bedrageri uden Falskhed i tre Akter, omtrent
serne igien – følte jeg endnu Alsings Aand om mig, og uden den var det bleven mig umuligt, at lede mig selv saavidt som jeg er kommen.
[28]
fra omtrent November 1773 til sidst i Junii 1774. - Den aarlige Examen kom, og jeg stod mig langt slettere, end forrige Aar; Rector Neuche saae nu Frugterne af sin mesterlige Undertrykkelse; dog kunne han ei andet, end lade mig komme paa Slæbetouget med, og jeg kom da i siette Lektie e).
Atter var jeg saa lykkelig, at faae Wøldike til Lærer -, og hvad det da ikke var galt for, blev det nu -. Hver kan forestille sig det: - Jeg afskyede denne Lærer af mit inderste Hierte, og nu skulle han igien være min Dievel -; dog maae jeg tilstaae, noget havde han forandret sig -. Han læste de ordentlige Skoletimer – og holdt op i rette Tid -; men dette er ogsaa det allereneste, hvorfor jeg kan rose ham.
Vi Disciple vare nu blevne et par Aar ældre, - og, skal jeg sige min Sandhed, vare vi temmelig haarde og opsætsige imod ham.
e) Rektor Neuche kan jeg ikke andet, end give det Vidnesbyrd, at han mestendeels var lige god med Mag. Wøldike, i Hensigt til min Velfærds Ruin.
[29]
Jeg blev ved at skrive Komedier – og digtede endeel smaa Stykker, af hvilke jeg var saa forvoven at indlevere Syngespillet: Giengangeren, til den da værende Theaterdirektion. I Aaret 1775 begyndte jeg at blive ganske theatralsk. - - Jeg spillede Komedie baade inden og uden Huse – og jeg var saa forgabet i Thalia, at jeg, til Ære for hendes Speil -, lod sætte en stor blank Speilknap paa min Hat. Hvilken utidig Daarlighed; dog gid den havde været den største!
Rector Neuche var en afsagt Fiende af Skuespil. Da Hr. Kemp var antaget blant den Kongelige Aktortrup, sagde han offentlig paa Skolen: at han (nemlig Kemp) var kommen i æ Dævels Forstue. - Han fik at vide, vi havde opført Jeppe paa Bierget -, hvori jeg havde spillet Doktor. f) – Havde han
f) Dette var ikke mit første Komediespil – jeg havde eengang før jeg kom i Skolen spillet Doctor Luther i et ældgammelt Stykke, som kaldes Reformationen. - Den Mand, som uddeelte Rollerne, troede, at Luthers Karakteer var mig egen, men havde han levet nu, tvivler jeg ikke om, han jo havde sparet mig for Fyrbøderiet.
[30]
havt vovelig Myndighed, vare vi vist alle blevne satte i Band. - Siden skulle vi engang paa et meget gemeent Sted opføre Ulysses af Ithaca; men vi havde det Vanheld, at vores Venus, som og tillige skulle forestille Dronning Dido, Dagen for Generalprøven blev for sine Aarsagers Skyld afhentet af Politiet. Nogen tid derefter var Auction paa endeel gamle Theaterklæder -, og lykkelig traf denne just ind i Qvartalstiden; vi tilhandlede os da hos en Marchandiser nogen Flitterpynt – og opførte Den pandtsatte Bondedreng samt et af mine Stykker, som heed Sophronim; men siden efter brugte vi Klæderne til at spille Kavallerer (skiønt vi ved Lys saae ud som Helligtrekongerdrenge) om Aftenen, naar det var vel mørkt. Ved disse dumme Streger var jeg engang nær kommen i en slem Knibe. - Jeg skulle forestille en gammel Betler, og til den Ende havde faaet en forreven Overkiole paa, som naaede mig ned til Skoene. Jeg sværtede mig om Hagen, og fik en plomp Stok i Haanden; Kavallererne af vort Sælskab var dem, jeg skulle trygle -; de kom i Klædeboderne, og havde en Løber for sig med en vel udmajet Hue, han saae forresten i Mørket nogenledes ud til at
[31]
være det, han forestillede. - Vægteren kom, greb mig an – og ville taget mig paa Raadstuen; men ved en Haandfuld gamle Regnepenge, der næsten lignede Toskillinger, tilfredsstillede en af Direktørerne ham, og jeg tilligemed de andre skyndte os til vort Samlingssted.
Alting gik, som forhen, under Wøldike: forkeert og bagvendt. - Ikke havde jeg en eneste fornøielig Skoletime under ham. -. Først i Aaret 1775 begyndte det at gaae løs paa overordentlige Udsvævelser. - Den 11 Maji, som var den almindelige Bededags Aften, var en gal Dag. - Hele Skolen havde Lov og vi skulle læse, - det var ikke vel giort af vor Lærer. Klokken 3 om Eftermiddagen skulle vi besørge Bønnen i Frue Kirke; men deristeden besøgte vi en Vertshuuskielder bag Skolen, som kaldes Kransen -, og for en Kapital af 16 Mark, som var vores ganske Formue i een sammenslagen Summa, slog en køn smule Svir af. Efter halvanden Times Forløb gik vi op til Læsning igien; men for de fleste af os løb alleting i eet. - Desuagtet holdt han os dog til Klokken halvgaaen 7. Vi gik ned af Trapperne støjende og larmende, - og ved at sam-
[32]
menslaa Gradusadparasser, Nucleusser, Curtiusser &c. formerede en udvalgt Musik.
Pinsedag derefter den 4 Junii gik jeg tilligemed to af mine Meddisciple efter Froprædiken ud af Vesterport i den Tanke, at komme betids i Høimesse; men vi havde opholdt os noget for længe, saa vi fandt Porten lukket ved vor Tilbagekomst. - Vi gik da ud til den da vidt bekiendte saakaldte Povel i Hullet og spillede os et par Potter Kegler til hen ad Middag, da vi gik hiem til vore Forældre. - Denne Forsømmelse drog flere efter sig. - En utidig Frygt virkede at vi forsømte Aftensangen med den Dag, og næste Dag baade Fropræken og Høimesse. Nu kom Magisterens Oppasser hiem til vore Fædre, og lod dem vide vores Afstikker, med Løvte, at hvis vi om Eftermiddagen indfandt os i Kirken, vi da skulle være fri for al Tiltale og Straf. - De andre kom; men en vis privat Omstændighed forhindrede mig i at komme. Onsdagen derefter kom vi paa Skolen, - og Wøldike, som ikke var vant til at holde os sine Løvter, straffede de andre. - Han kom til mig, men jeg tog mine Bøger, og gik bort.
[33]
Onsdag Eftermiddag skulkede jeg. Efter Skoletiden kom Wøldikes Oppasser til min Fader, og forkyndte ham Alt. Min Fader bad Magisteren hilse, at han kuns næste Dag, da jeg sikkert skulle komme i Skolen, skulle indspærre mig paa sit Læsekammer, og tvinge mig til, at læse Trøien. [g)]
Næste Dag gik jeg, paa min Faders Overtalelser og Tillokkelser, op til Skolen. Mine Kamerater vare for tro til at tie med, hvad der forestod mig. - Jeg blev afskrækket fra at gaae ind – blev altsaa uden for, og hverved en Komplot af 4 – som ogsaa havde Straf at befrygte. - Vi besluttede at feie ud og giøre os usynlige. - Hen ad Eftermidda-
g) Løse Trøien, er at pidskes paa Ryggen med Riis; en Straf som skulde mere ansees for Skam, end Straf; da Skolelovene befalede, at ingen Discipel maatte gives mere end 9 Slag paa den høire Skulder; men det gik den Lov, som alle Love, naar de blive gamle. I min Skoletid var Trøieløsning det samme, som Hudflettelse.
[34]
gen fik vi fat paa en Jøde. Uhr og Sølvspender var vores Handelskab. - Jøden tog os ved Næsen; men vi var glade vi fik nogle Penge. - I fuld Fart ilede vi ud af Porten og alle fire paa en smal Kulsviervogn kiørte ud til Fortunen i Dyrehaugen.
Ved god Aftenspise og en Flaske Viin per Mand slog vi nu alle Bekymringer paa Flugten, og vi levede som Herrer, til vi for vore sidste 18 Skilling købte Piber, Tobak og Øl – og i den haardeste Pengetrang satte os ned om et Træ i Skoven – og holdt Raad, hvad der var at giøre ved vore Omstændigheder.
Endelig fandt vi en Kilde – vi skulle om Aftenen nærme os til Byen – og en af os, hvilket Lod traf paa mig, gaae ind til en Bekiendt paa Nørregade, som var Broder til en af os. - Jeg gik da ind i Byen, men faldt just min Fader i Hænderne paa lille Kiøbmagergade – og maatte følge hiem med ham. Hans Irettesættelser vare faderlige Formaninger, at vogte mig for saadanne Udsvævelser i Fremtiden, og paa det ømmeste forestillede han mig Følgerne.
[35]
To Dage derefter bleve mine Kammerater grebne, da de havde lagt sig til at sove under Pedellens Sengelad paa Studiigaarden.
Næste Uge kom de i Skolen igen mod en taalelig Straf; men jeg blev endnu tre Uger borte inden mine Sager bleve bragte i Rigtighed. - Jeg kom sa – og blev straffet med nogle og tredive Slag i Hænderne.
Fra denne Tid af og til Examen ville Wøldike ikke høre os vore Lektier – vi maatte tage til Takke med de nederste Pladser – og betiente os nu for Alvor af vor Frihed – vi spillede Kort under Bordet, indrettede Keglespil, og fandt paa tusende Ting til at ærgre ham. Examen kom – og vi blevne fordømte til at blive noke et Aar under vor Velfærdsfordærver.
Som det gik før, saa gik det nu; dog var Slutningen af 1775 mindre frugtbar paa Forsømmelse og Udsvævelser. Ved Nytaarstider 1776 udgav jeg i Sælskab med en anden Discipel Syngespillet: Tyrkinderne, hvilket jeg altid har udelukket fra mit Arbeide, som jeg
[36]
og i den Henseende troer at have Ret til, nemlig da jeg ikke allene har forfattet det. Dog saae jeg forleden i de nyeste Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager, at en af disse partiskhedstinkende Blades indbildtvise Kritiksmidde, forekastede Hr. Instruktør Schwartz, at han i sin sidste Lommebog for Skuespilyndere ikke blant mine Arbeider havde nævnt Tyrkinderne. Hvilken dum Ondskab! værdig for saadanne Uslinger, der, som jeg tilforn skiønt med andre Ord har sagt, nødvendig maae holde sammen, og skrige hverandres Vaas ud for Guddommeligt. Man saae det af en vis Undskyldning for nogen Tid siden, at deres Bevidsthed stod som en tetbeskienket Gilli. Midt i disse uordentlige Tidsrum lod det, ligesom jeg ville begynde at fatte Stadighed – Jeg begyndte igien at tegne Landkort, skrev vel Komedier; men dog meget ofte øvede mig i den latinske Poesie. Med nogle af mine, endnu uforførte Meddisciple indgik jeg Fortrolighed og skyede ganske mine forrige Medudsvæveres Sælskab. De hadede ogsaa mig, hvortil Grunden meest var at det troede, jeg ikke, som før sagt, blev optaget af min Fader paa Købmagergade, da vi søgte Byen efter vor Pilegrimsgang;
[37] men at jeg var gaaet hiem og giort Poenitense; hvilket havde været mig større Ære; end Skam; men det var desværre ikke saa; thi dertil var jeg vist for høihiertet. Otte eller ti ordentlige Discipler bleve tillige med mig enige om at skærpe vore Talegaver, og jeg fik, uden stor Overtalelse min Faders Minde, at vi maatte foretage vore Øvelser paa hans Skole.
Vi anskaffede os et Cathedra efter vores Pung og Leilighed, - Før og efter Talerne havde vi Vocalmusik; da nolge blandt os vare gode Sangere. - De fleste talede theologisk; men dertil var jeg ganske ubeqvem. - Dog i andre slags Afhandlinger ikke uheldig. Men denne gode Sysselsættelse varede kun kort; min ublide Skebne kunne ikke taale – at Mudderet sank i men engang oprørte Kilde. En mærkelig og ulykkelig Forandring forestod mig; og selv en af mine beste Venner virkede haardt imod sin Villie dertil, at jeg midt i May Maaned 1776 forlod Skolen.
Vi havde et Liig at synge til Graven paa Rundekirkegaard; vi gik og sladdrede sammen om et og andet. - Han fortalte mig ganske
[38]
par precol, at han havde læst i Adres-Avisen, at Skuespildirektionen ville antage nogle Elever. - Strax brusede alt mit theatralske Blod; blindt hen blev jeg fra Skolen – og søgte af al Magt at blive Skuespiller, men det bestemte Tal var alt antagen; saa alle mine Bestræbelser bleve omsont. Imidlertid og i det beste Haab om Antagelse havde jeg overtalt min Fader; at tage mit Testimonium vitæ – som Rektor udstædte den 9 Junii 1776.
Hermed var min Skoletid forbi; og jeg ganske uden for Bestemmelse. - Noget skulle jeg vælge. Man foreslog mig at blive Kontorist; men jeg havde aldrig overtalt mig dertil, hvis det ikke havde været Justitzraad Lassen, som skulde være min Kontoirskef og som tillige med at være Secretær i Bygnings-Direktionen var Sekretær ved Skuepladsen. Jeg tænkte, maaskee en milld Skebne, vil føre mig denne Gienvei til destosnarere at naae mit Ønske. - Jeg smigrede mig med de sødeste Indbildninger, og i det gladeste Haab gik første
[39]
Gang, som Volontør, paa Kontoiret den 22 Julii 1776. h)
Naar jeg om Middagen og Aftenen kom hiem derfra – havde jeg intet som forhen at bestille – og kunne uden Frygt for Prygl gaae den anden Dag til mine Forretninger. Jeg havde da nu den ypperligste Leilighed til at digte Komedier – og nogentide efter min Ankomst paa Kontoiret indleverede til Bedømmelse: Slumpelykken i en og Hythino Hevn, eller Hevn uden Ævne, et Herodram i 2 Optoge. Men hvor forbauset blev jeg ikke en
h) I den Tid jeg søgte Antagelse ved Skuepladsen giorde jeg selv tredie min anden Pilegrimsgang. Atter for nogle Udfeielses Skillinger gik Reisen igen i en lukt Vogn til Fortunen. Om Aftenen reiste de andre til Byen, og lovede at komme den anden Formiddag med flere Penge. Jeg fortærede det lidet, jeg havde, til Frokost paa 8 Skilling nær, af hvilke jeg til en smuk Pige kiøbte for 4 Skilling Lillekonval – og gav de andre 4 Skilling til
[40]
Middag, da jeg fandt mig allene paa Kontoiret, og ved at spasere frem og tilbage fik Øie paa en overvættes Pakke Bøger. Min Nysgierrighed drev mig til at aabne den. - og det var da alle til Dom indsendte og forkastede Skuespil. Jeg kastede Øiet omkring i nogle af disse, og fandt dem langt bedre, end mine.
en Hyrde for at tænde min Pibe.Hiem torde jeg ikke komme. - Jeg gik til Helsingøer – derfra til Frederiksborg uden at eie det mindste til Vederqvægelse – saa Nødvendigheden drev mig her til Byen igien. Træt var jeg – jeg gik ned i Asminderød til en Bonde, tog mig en Kavalleer Mine, og leiede Vogn. Den var strax tilrede. Af mangel paa Smaapenge maatte Bonden betale Bompenge. Paa Veien optog vi en gammel Degn, som var ret moersom. Jeg kørte lige til mine Forældres Dør. Bonden blev betalt; og jeg fik en lille Irettesættelse af min Fader, som tvang sin Vrede for ikke at tirre mit uroelige Temparement, og derved opegge mig til nye Udsvævelser.
[41]
Ganske nedslagen kom jeg hiem – og besluttede, at samle nogle flere Kræfter, førend jeg vovede mig ud paa dette Farevand igien, og virkelig i en Tid af 6 til 7 Maaneder holdt jeg mit Løvte.
Imens maatte jeg have noget at Sysselsætte mig med, og nu faldt jeg til den ynkværdigste Daarlighed, og begyndte paa det urimeligste Foretagende. En Eftermiddag ved Theebordet discurrerede jeg med min Fader om et og andet; thi han fandt altid sin Fornøielse i at høre mine Meninger. Jeg havde just i den Tid læst noget i Egedes Beretninger om hans Grønlandske Aventurer; og iblant andet forunderet mig over hans Bestræbelser i Guldmageriet. - Dette kom vi paa tale om, og min Fader brugte net op det Udtryk: Guldmagere ere ligesaa store Narre, som Qvadratursøgere, - Grillefængere. Jeg spurgte ham, hvad Qvadratursøgere var, og han fortalte mig at det blev af alle holdt for Umulighed – at finde Rundingens Firkant eller Circulens Qvadratur – han gik hen blant sine Bøger, og viste mig Skibsbygger Eriksens Problem. Jeg blev opmærksom strax, da jeg saae deri, at
[42]
30000 Pd. Sterling var af det engelske Over-Parlament udsat til Belønning for Udfinderen.
Alle mine ledige Timer anvendte jeg nu paa at lære Mathematik; - ved hver Figur jeg udregnede, giorde jeg Forsøg i Cirkulens Qvadrat: men omendskiønt jeg aldrig kunne troe, det var Umulighed; indsaa jeg dog, at det gik over mine Kræfter.
I dette Aar begyndte jeg at føle meget for de Skiønne; jeg skaffede mig en Dulcinæa; men jeg var hende kuns lidet troe; thi ved hyppige Spaseregange i Kongens Have og Filosofgangen giorde jeg mange smaae Opvartninger – og var ofte lykkelig.
En Vinteraften giorde jeg Kuur hos en velpudset Mamselle, som seilede stolt ned af Vimmelskaftet. Jeg blev vel hørt og paa Begiering at giøre Selskab, takkede hun paa det venligste, tog mig under Armene, og vi spaserede ud ad Amalienborg til. Hun kom til sit Hiem, bød mig op med. Nu førte hun mig i øverste Etage, kom med Lys – skenkede mig et Glas Viin, og bad mig fordrive Tiden nogle
[43]
Øieblikke allene, da hun havde en lille Forretning; siden skulle vi nyde vores Rolighed. Jeg sad der en Klokketime, Tiden blev mig lang, og jeg ønskede mig vel nede paa Gaden igien; - da i det samme en lille Herre kom ind i en Liberieskiole – og spurgte hvem jeg ville tale med? jeg blev forbluffet – og svarede stammende, at jeg havde et Ærende til Jomfruen; men han, som jeg kunne mærke var Mand i Stuen, benyttede sig af sin Rettighed, gav mig, som var næsten stum af Forvirring, et Par vældige Kindheste, og hvordan det gik eller ikke kom jeg hovedkuls ned af den nærmeste Trappe.
Denne Hændelse giorde mig forsigtig; og jeg var temmelig vaerlig efter den Tid i at praje de Smukke. Fire gange min hele Livstid har jeg været paa Punsehuse – og tre gange, med min Kydskhed in salvo, kommen uheldig derfra. Saaledes blev mig den ene gang min hele Kapital, som var 7 Rdlr. frastiaalen af min venlige Punseskænkerske, og siden for Punsens Betaling min Kiole tagen fra mig af Verten, saa jeg maatte gaae hiem om Natten til min Fader med blotte Skiorteærmer. - En anden gang
[44]
kom jeg selvanden ind paa sligt et Sted – og Vertinden blev malicieux, da vi kun drak Aqvavit Sopkener – hun giorde tilsidst Larm, da vi blev forlenge, peeb i Fingeren, paa hvilket Signal de tienstfærdige Vægtere stillede sig uden for Gadedøren – og ved vores Udkomst huggede efter os med Morgenstiernerne, saa vi fandt os upasselige nogle Dage derefter. Den tredie gang havde jug og min Contubernal glemt vores Gadeddørsnøgle, men ikke vore Penge – vi kom i Selskab med nogle Krakilere, og da det endelig brød ud til Slagsmaal værgrede vi os tapperligen; jeg fik ingen Blessurer af min Modkæmpere; men en af Nymferne hængte sig fast i mit Nakkehaar, og Vertinden, en gammel udlevet Rufferske, kløvede min Underlæbe med Skaftet af en Støvekost. Sidste gang gik det best. Jeg kom med en Student i Selskab med to Jomfruer, som vare adelig pyntede. De vare meget tilbageholdende til vi kom til deres Dør, da den ene, som var lidt suurøiet bød os nærmere. Vi gik ind – man spurgte om vi befalede Puns eller Viin. - En Flaske Viin drak vi, og gik – Siden erfarede vi at Manden som bragte os Vinen var den saa-
[45]
kaldede hæderlige Sparknegt. Forresten har jeg altid skyet Punsehuse og Danseboder.
Den 27 Februarii 1777 maatte jeg gaae til Sengs, og faldt i en stærk hidsig Sygdom, og med denne overfaldt mig den heftigste Lyst paa ny at digte Komedier. Jeg begyndte trede Dagen, efter at jeg var gaaet til Sengs at digte Komedien Enkemanden (i 4 Akter paa Vers, og trykt hos Johan Rudolph Thie 1777 koster 1 Mk. I 14 Dage var jeg kommen til midt i 4de Akt.) Det var min Fader, som bedre saae, end jeg selv for Theaterskrupler følte min Svaghed, meget ubehageligt, at jeg endnu var saa forgabet i Verden. Han foreholdt mig, at jeg mere burde tænke paa Evigheden, og jeg maatte, for at føie ham, overtale mig til at lade mig berede til Døden af mine Forældres Skriftefader, som altid, og endnu i denne Time, er mig en modbydelig Mand. - Sandt er det, jeg tvang mig virkelig til at overdrive mine Kræfter; men jeg kunne ikke stanse min Lune. Bordet til Beredelsen var sat til Rette – en fin Serviet beklædte det, og Lysene stod alt – og ventede paa Præsten, da jeg endnu laae og skrev; og
[46]
just paa den Linie: Nu er vi samlede, nu fattes vi kun Manden. Da man, alle slagen af hellig Ærefrygt raabte: at Præsten kom. Jeg ville da i Hast gemme mit Skrivertøi; men blev saa uheldig ved dette Hastværk, at velte Blekhornet over Servietten. Fruentimmerne som vare tilstæde maatte da holde Præsten med Snak, til min Moder i største Iil og Forvirring fik lagt en reen Serviet paa Bordet. Præsten qvalte mig derpaa med en kold Bevægtale, forrettede sin Pligt, og til min største Glæde, gik bort. Strax fik jeg mine Skriversager frem igen, og skrev: Ei min Hr. Bedemand, det vil gaae ind i igien. Ikke mere; - thi strax derpaa overfaldt mig en Mathed, i hvis Lenker jeg maatte ligge Natten over til hen ad Dag – Man tvivlede ikke om, det jo var Døden; men til alle Mines Forundring fandt jeg mig op ad Dagen saa stærk, at, man ei kunne overtale mig til at blive i Sengen. - Et Par Timer ravlede jeg om paa Gulvet – ud i Gaarden, og tog saa megen frisk Luft – at jeg ganske forkiølet maatte sge Sengen igen – Alle havde overgivet Haabet om mit Liv, uden jeg selv. - Nogle Dage efter sluttede jeg min Komedie og 3 Uger
[47]
derefter var jeg i den Tilstand, at jeg uden Fare kunne spasere ud i Byen.
Strax efter min Udkomst overgav jeg Theaterdirektionen mit Stykke; med Ansøgning om at blive Skuespiller, thi Contoirlevnet var mig fortredeligt, (jeg har altid været ækel over at være andres Kopismører.) Man roste mit Arbeid, især for Poesiens Flydenhed; men Skuespillere kunde de ikke paa den Tid antage. Jeg blev det da ikke den gang, men fik en Rolle paa en større Skueplads, og traade frem, som Corporal.
Virkelig, min Tilstand var yderst forvirret. - Jeg føelte nu Tabet af den Ungdoms Tid, jeg mestendels havde spildt i Skolen – Nu kom sildig Fortrydelse – og for øm var jeg til at bebreide – min Fader den Ligegyldighed, som jeg nu sporede hos ham, og hans forrige Ubevægelighed mod alle mine bønfulde Forestillinger, om at komme bort fra det ulykkelige København og i en anden Skole. Ja jeg forsikkrer at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle foretage
[48]
mig; og neppe hvad jeg foretog mig den Dag – jeg blev Soldat; - men hvo kan løb fra sin Bestemmelse?
Det havde alt været got endnu, havde jeg kuns faaet Offiserer, som nogenledes havde lempet sig efter min Karakteer og Ungdom, men først kom jeg under en Mand, som havde to Egenskaber tilfælles med Achilles, han var inexorabilis & acer, han kiendte virkelig en Soldats Pligter; men indskrænkede dem saa snevert inden for Pedanteriets Palisater, at de maatte blive latterlige for enhver, som havde mindste smule Vid og Tænkekraft. Efter at han ved første Samtale havde fortalt mig alle Straffe en Soldat ved Udskeielser var udsat for, lod han mig vide, at jeg maatte ansee ham for min Herr Gott. Jeg har siden tænkt ved dette formastelige Udtryk, at en Underoffiseer da i det ringeste maatte være Mellemting af Engel og af Fæ. - Thi om jeg endog tilstod ham en Engels Rang, hvor dybt maatte jeg da ikke see ned til mine Underhavendt; men om jeg skønt siden har fordret samme Lydighed og Ære af mine Undergivne, som jeg selv har viist mine Foresatte, troer jeg dog – jeg saalænge jeg
[49]
har tient min Konge, har opfyldt Mellmtingens Pligter mod enhver af dem, som har staaet under min knudrede Kommandostav.
Da jeg slap – min Herrgott, den 1ste September 1777 kom jeg under en Cato; men, som jeg maae tilstaae, virkelig formestedelen, nogle gange undtagen, opførte sig mod mig efter min sande Fortieneste; og under ham forblev jeg til den 26 Sept. 1778.
I dette Tidsrum har jeg truffet det enfoldrigste Menneske, som jeg troer kunne findes. - Han var i samme Stand, som jeg, og kom ofte til mig. - En Dag, da der var Brøndgravere i mine Forældres Gaard, havde de maattet sætte et Par Giæs og nogle Høns op paa Loftet, som var lige over mit Kammer. Han kom just til mig. - Efter nogen Samtale hørte han disse Kreature traple om oven paa. - Strax troede han, det var Fanden. - Min Fader gav mig skikkelige Lommepenge, saa jeg altid var ved Skillingen. Han yttrede da for mig, at han troede, jeg havde med den Onde at bestille, og at han selv havde Lyst at træde i Forbund med ham. - Jeg prøvede
[50]
hans Enfoldighed; - men det ville blive formasteligt at fortælle.
Den 26 Sept. 1778 altsaa – forlod jeg min Cato – da jeg paa Begiering havde faaet Tilladelse at prøve min Lykke ved det fynske Regiment, som den 1ste October blev oprettet, og skulle garnisonere i Slesvig. Jeg reiste da i Følge med en Officeer og over 40 Underofficerer derhen. I Colding mødte mig en besynderlig Hændelse; her er den:
En vis Razoux blev tilligemed mig indqvarteret hos en munter Skomager. - Der var just Marked Dagen efter vor Ankomst, hvortil endeel vare sammenkomne. - Ligefor vort Qvarteer var et Vertshuus, som vrimlede af Markedsgæster. Vi yttrede for Skomageren den Lyst vi havde at hverve – han skyndte til og laante mig en gammel af sine Sartouter. Min Undermundering beholdt jeg paa. - Mit Haar kæmmede jeg ud, og fik en Messing Krumkam deri – paa Hovedet en bred jydsk Hat – og paa Benene et Par plompe Støvler. - Nu var jeg da eqviperet som Markedsgæst – jeg gik over i Huset, Ra-
[51]
zoux og nok et Par andre af vore Kammerater kom – De vill skienke rundt; men ingen uden jeg, som stillede mig an beskiænket, drak med dem. Jeg lod mig hverve uden mange Omstændigheder – Nu blev endeel af de andre Markedsgæster bekymrede for at faae mig bort – fra Hververne – Pigerne kom om mig – og ville have mig ud af Stuen; men jeg ville ikke lade mig overtale. Jeg blev da revet saalænge omkring imellem dem til Sartouten gik op – og de fik min Soldater-Undermundering at see. - Nu blev Fanden løs – og Prygl regnede ned baade paa mig og de andre, hvorvel vi slog godt fra os – Jeg fik et Par blaae Øine. - Vi gik bort – jeg gik til Sengs; men de andre gik hen, og fik flere med sig. - Nu styrtede nogle og 20 Underofficerer ind blat Jyderne – som fik Legen betalt, og inden Midnat havde de to Rekruter, hvilke dog inden de vidste et Ord deraf – bleve usynlige.
Den 11 October kom jeg til Slesvig. Jeg har altid været en slet Oeconomus, saa det de 3 første Uger gik mig meget maadelig det, og, skønt alt andet bifaldt mig, ønskede jeg dog
[52]
saasnart jeg manglede Skillingen, at jeg sad bag min Moders Kakkelovn.
Ret tilpas fik jeg en lille Missive af 5 Rdlr. fra Kiøbenhavn, og det en Aften, jeg gik i dybe Tanker, og skrev Vers, for at forslaae mine Griller. - Det var til al Lykke et skyllende Regnveir, saa jeg ikke gad gaaet hen i mit Standqvarteer, som var et optrækkersk Spillehuus hvor jeg ellers hver 5te Dag offrede det meste af mine Tærepenge. Jeg gik da ned til min Vert, som 42 Aar havde tient Kongen, og nu ernærede sig ved Handelskab, og levede forresten godt og rolig paa sin Alderdom. - Jeg gav Penge til en menageerlig Punsch, og under Udømmelsen tingede mig for en meget billig Priis i Kost hos disse gamle Folk. Jeg fik siden maanedlig mit visse Tillæg fra mine Forældre – og levede den øvrige Tid, jeg opholdt mig her, baade ordentlig, sparsom og godt.
Mine Foresatte vare mine Venner, og havde jeg villet blive en kort Tid endnu ved Regimentet, havde jeg baade ypperlig Rekommendation og de paalideligste Løvter, at blive
[53]
pladseret, som Lieutnant ved Regimentet; men Lyst til at fortsætte mine Studeringer giorde dette til Intet. - Man kunne ikke overtale mig til at oppebie den visse Hæder. - Hans Durchlautighed Prinds Carl forudsagde mig selv min Skebne; men – jeg maatte, og skulle stil Kiøbenhavn for at blive ulykkelig paa ny; fik da Afskeed den 16 Martii 1780 efterat jeg havde tient, som Corporal og Foureer i 2 Aar og 9 Maaneder.
Min dramatiske Muse var mig ogsaa der i Hælene. Jeg digtede i Sommeren 1779 et herokomisk Stykke i Vers, som jeg kaldte Skorsteensfeieren, og siden i Anledning af Fanernes Indvielse: Dragens Fest, et høitideligt Syngespil, hvilket, uagtet det kun blev læst i Manuskript, skaffede mig stor Yndest.
Jeg kan ved denne Leilighed ikke undlade at fortælle Hans Høifyrstelige Durlautighed Prinds Carls fortreffelige Egenskaber til at vinde Soldaternes Hierte. Et Par Dage efter Fanernes Indvielse anrettede han en Fest; det var en almindelig Glædesdag – Det Markgrevelige Palais var bestemt hertil – Office-
[54]
rerne spiste til Middag ved Prinsens Taffel. For Underofficererne var indrømmet en Sal paa Palaiet, og for de Gemene var ingen anden Leilighed, end en stor Stald, hvor Krybberne vare borttagne. Disse fik god borgerlig Spise – Øl og Brendeviin, Piber og Tobak i Øverflød – og efter Spiisningen var det enhver tilladt at fornøie sig efter Behag. Paa den store Plads uden for Palaiet var Dans – og uden Persons Anseelse maatte de fornemste Ministre dandse med Soldatkonerne. Denne Scene endtes med almindelige Fryderaab – og da det mørknede gik hver hiem til Sit med det taknemmeligste og gladeste Hierte.
Dagen før denne Fest skulle 3 Desertører (hvilke jeg havde indbragt, og nød til Belønning 4 Rdlr.) gaae gennem Spidsrødderne. Prindsen selv kom til Executionen, han befoel, at de med blotte Rygge skulle gaae gennem Rækkerne; men at ingen maatte slaae – og det meest for at endog disse Forbrydere skulle tage Deel i den bestemte Glæde – Hvilken sand Høimodighed! - Var denne store Mand ikke skabt til at vinde Alles Tillid og Hierter?
[55]
Dagen efter min Afskeed – giorde jeg min sidste Opvartning hos min Compagnie Chef. Hr. Major, nu Oberst Lieutenant v. Hein, - der nødig mistede mig; og havde iort alt mueligt for at befordre mit sande Vel – og den 21 Martii om Morgenen Kl. 6 gik ombord paa et Skib, som just laae seilfærdigt til København, og denne min ulykkelige Fødebye saae jeg da igien den 31 Martii 1780 efter halvandet Aars Fraværelse.
Nu var min faste Beslutning, at fortsætte mine Studeringer, og jeg føelte virkelig de sandeste Drivter dertil; men det gik mig nu, som altid, naar jeg begyndte at ville gaae frem paa en god Vei, skulle stedse en Forhindring lægges mig i Veien.
Henimod 14 Dage efter min Ankomst hertil Byen mødte mig paa en Spaseretour, en af min gamle Bekiendte, som havde nogen Indflydelse paa Theatret. Han vidste at jeg længe havde dyrket Skuespil-Videnskaben, og ved at rose Hr. Kammerherre Warnsteds Redelighed
[56]
og Indsigter raadede mig til at gaae til ham og forevise ham noget af mit Arbeid. Jeg tænkte maaskee det kan hielpe – maaskee jeg kan blive saa heldig, at faae et Stykke opført og ved den Leilighed faae mere Styrke til min Hensigts Opfyldelse.
Jeg skrev da strax Skorsteensfeieren og Dragens Fest paa Reent, meldte mig hos bemeldte Hr. Kammerherre den 17 April 1780; og blev venlig modtagen. Han lovede, at gennemlæse Stykkerne og bad mig, at komme igen om 14 Dage.
Men næste Dag lod han mig kalde og yttrede stor Fornøiesle over mit Arbeid. Da han fik at vide at jeg havde forladt Soldatstanden, og for værende Tid var uden Vei, spurgte han mig om jeg kunne spille noget Instrument, da han ville indsat mig i Orchestret; men da jeg var nødt til at svare nei, spurgte han om jeg selv havde Syngestemme? Jeg lod mig forlyde, at jeg smigrede mig med, den ikke var ganske ubeqvem for Theatret. Jeg blev Dagen derpaa prøvet af Hr. Syngemester Potenza, og min Stemme var efter mit Haab.
[57]
Hr. Kammerherren forsikkrede mig derpaa med Haand og Mund, at jeg kunne fæste fuldkommen Tillid til Theatret. Jeg forlod mig og ganske paa hans Forsikkringer, og af alle Kræfter arbeidede jeg paa ny Skuespil. I Junii og Julii digtede jeg Lystspillene: Den forsigtige Fusentast og Tossen fra Landet eller den plompe Ærlighed, i) begge paa Vers. Jeg leverede dem til Hr. Kammerherren. Min Prøverolle for Direktøren var Stryanges i Zarine. Fra 1ste Augusti 1780 blev jeg antagen, som debuterende Eleve og nød maanedlig af Theatret 10 Rdlr. Den 20 October begyndte jeg at gaae paa Syngeskolen; men blev kun ved i 3 Uger, da Syngemsteren og de ældre Sangere daglig vare overmaade sysselsatte med at oversynge Musiken til Operaen Armida, som til Kongens Fødselsfest 1781 skulle opføres. Den 8 December giorde jeg første gang Prøve med Trupen som Mag. Rosiflengius. Sidst i
note) Tossen fra Landet, Komedie i 3 Optoge, trykt 1780, sælges hos Bogtrykker Simmelkiær paa Adresse-Kontoiret for 16 Sk.
[58]
Aaret 1780 udgav jeg Freden til Fredensborg k) og til Kongens og Kronprinsens Fødselsfester 1781 digtede jeg og lod trykke 2 latinske Vers. I Vinteren 80 og 81 debaucherede jeg stærkt i Rødviin og Puns, svækkede mig meget selv ved Nattevaagen, saa jeg i Februarii 81 blev angrebet af Gigtsyge. Efter en Aareladning, fik jeg i 36 Timer 36 Camphorpulvere; som nær havde giort mig rasende. En Qvaksalver, som nogle gange havde været i Selskab med min Fader – blev derpaa antaget at helbrede mig – han paastod, at det ei var Gigt; men at jeg havde brukket et lille Been i Haandledet. I 6 Uger laae jeg under hans Kuur og blev Dag for Dag verre. Endelig blev jeg af en Mand, som forstod sin Kunst, fuldkommen reddet, og kom til min forrige Sundhed igen efter en 14 Dags Tid.
Nu skrev jeg Inqvistionen i Zaragoza, et rørende Skuespil i 5 Akter. Klokkeren fra Jylland, eller Manden som slaaer sig fra Verden, Lysspil i 5 Akter l) omarbeidede Skor-
k) Trykt og sælges hos Simmelkiær for 6 Sk.
note) Klokkeren fra Jylland blev i Foraaret
[59]
steensfeieren til et komiske Syngespil, og Portneren uden Syn og Mæle som jeg siden giorde til en komisk Fortælling, og indsatte den i mine muntre Luner og komiske Fortællinger m).
Den 20 Junii 1781 viiste jeg mig første Gang paa Skuepladsen i det kongelige Herskabs Nærværelse, som Lictenau i Subordinationen, og den 15 October derefter debuterede jeg for Publikum, som Herren af Mazures i Landsbypoeten.
1782 opført af et privat Selskab, og vandt menigt Bifald (tilligemed Fægterne, Komedie i 1 Akt, skreven 1780) og blev trykt 1783, hos F. W. Thiel paa Amagertorv No. 4 hvor den sælges for 24 Sk.
m) Af muntre Luner og komiske Fortællinger, trykt 1782 er Oplaget udsolgt. Besyndeligt det første Hæfte af dette Skrift, tilligemed Skuespilleren bleve hævede ved Roes til Skyerne af Resensenterne, siden har de revet alle mine Skrivter ynkelig ned.
[60]
Ved denne min Debut kabaliserede nogle unge Menneske af et vist Selskab imod mig. Aarsagen, saavidt mig er bekiendt, og alle paa den Tid vare enige om, var, at jeg havde svaret en vis Z... af deres Anhang paa en grov Satire i Anledning af Evalds Død. - Jeg havde været temmelig haard imod ham, det nægte jeg ikke; men da han net op var kommen fra de norske Fielde og tittet ind i Dannemark, og alt torde vove at spotte en Digter, som i 16 Aar havde havt fælles danske Nationers Bifald, satte det mig i Iver, og jeg holdt for, at ingen Pennestraf kunne være haard nok til ham.
At Kabalen var mod mig og ikke mod mit Spil, viiste disse Fyre selv tydelig, da de begyndte at hysse forend de saae mig – og hvor opbragte de var mod mig, torde de dog ikke gaae videre, end vise Piberne. Jeg loe virkelig ved mig selv af saadanne Drengestreger. - Jeg havde kuns en Scene i 1ste Akt, og da jeg gik ud, klappede og bravoraabte Mængden af Parterristerne. Da Dækket var falden, kom alle Theatralisterne om mig. Nogle ville sætte Mod i mig, og Mod fattedes mig vist ikke – nogle
[61]
raadede mig, at jeg ei mere skulle træde frem. - Dem loe jeg af, og spurgte om Aarsagen. - Nogle ynkede mig, andre roste mit Spil overdreven. - Endelig kom Hr. Kammerherren ind paa Theatret, og spurgte, hvorledes jeg var tilmode? jeg svarede ham, at jeg var i samme Humør, som da jeg hentede mine første Debutpenge – og Mande, som virkelig ville mit Vel, gik tilfreds op i sin Loge igen.
I anden Akt vare de pibeforsynede Smaadrenge langt roligere – og i tredie Akt hørte man slet intet til dem. Da Stykket var til Ende forsikkrede Kammerherren mig i nogle Aktørers Nærværelse, at jeg havde spillet upaaklagelig; og jeg haaber, enhver, som saae mig debutere, skal tilstaae, at denne Cabal satte mig slet ikke ud af min Contenance; men at jeg var den samme efter at Stykket var forbi, som jeg var, førend det begyndte.
Jeg er i stor Uvished om hvad jeg skal dømme om Theatrets Opførsel imod mig efter denne Tid. Noget nær var jeg sværtet for Over-Tilsyns-Kommissionen; thi man lod mig kun træde frem i smaae og ubetydelige Roller. En-
[62]
delig fratog man mig Lictenaus Rolle i Subordinationen, og tildeelte mig den gamle Commandeersergeants. Hr. Gelstrup skulle spille Lictenau; da han som enhver Skuespilsøger er bekiendt, er heldigere i at spille gamle Mænds end ung eller midaldrende Kavaller Roler; og hvorvel jeg skilte mig ved den uden Trupens Skam, blev dette dog mit sidste Optrin paa Skuepladsen. Fiorten Dage derefter gav man mig min Afskeed; omtrent midt i Martii 1782.
Nu havde jeg da faaet min Lyst styret ved Theatret. Det var virkelig en giengieldende Betaling med Renters Renter for mit ubesindige Løvte, ved min Undertrykkelse i Skolen; Af Skade bliver man klog siger Ordsproget; men jeg blev ikke klog af min Skade denne gang, som man nærmere siden efter skal erfare.
I Vinteren 1781 og 82 freqventerede jeg Hr. Professor Badens Collegium over det danske Sprog – Hr. Professoren oplæste hver Aften den sidste Time Skrivter, som en eller anden af Kollegianterne indsendte. Jeg prøvede der ogsaa mit Held, og med eenstemmig Bifald
[63]
blev af mine Arbeider oplæst – Skuespilleren i K*** eller Dosmeres Fordomme n) Fastelavns Mandag eller Ridderspillet paa Amager 0) begge komiske Fortællinger, og det 1ste Optog af Sørgespillet don Nicolo.
Nu var jeg igen uden Vei, og dobbelt ilde faren – Jeg havde vovet mig for langt frem paa den store Skueplads, saa jeg nu ikke kunne overtale mig til, at giøre en mindre Figur, end forhen. Mine Skrivter betalede sig godt; men Indkomsterne var dog ikke klækkelige, og i den Tid, jeg stod paa ringe Gage ved Theatret, havde jeg, i Haab at kunne betale, naar mine Omstændigheder ved Gageformerelse, blev forbedrede, sat mig i henimod 300 Rdlr. Gield.
Den 11 Junii 1782 betalte min Fader Naturen sine Rentepenge; og mine Kreditorer troede vist, at jeg efter ham fik saamegen Arv, at jeg kunne betale min Gield. Jeg fik nogle
n) Trykt hos Horrebow 1782; men Oplaget udsolgt
o) Indført i muntre Luner.
[64]
Stevninger. Næsten var jeg sindet, at antage hans efterladte Skole, og mange søgte at ovetale mig dertil; men deels frygtede jeg for, ved denne Overgang at blive latterlig, deels og fornemmelig for Slutteriet; hvortil jeg ogsaa havde meget god Grund. p) Net op 32 Rdlr. og nogle Mk. og Sk. bleve betalte til en af mine Kreditorer – og af disse Penge skulle jeg endda blive Stervboet 12 Rdlr. skyldig. Halvtiende Maaned maatte jeg kampere i Stadens civile Arresthuus, hvor en Hændelse mødte mig, som jeg ville kunne udslette af mit Liv.
En lille Snitser kom mig til at giøre en lille Tilsætning og en kaad Forandring i en ny Psalmebog. - En Medarrestants Enfoldighed og en vis geistlig Mands utidige Nidkierhed giorde dette strax bekiendt for Øvrigheden. Kort at sige: Jeg blev stillet for Forhør i Arresthuset; og næst Hans Majestæt Kongen har jeg – to Mænd at takke, at Udfaldet ikke blev som man spaaede i Byen.
p) Efter min Faders Død blev Prokurator Wosemoese min Kurator og Præsten
[65]
I Arresthuset skrev jeg Lars von Larsen eller den jydske Ulysses, et Heltedigt q) og udgav En dansk Mands Sang i Nordmandsdalen. r)
Forresten var jeg saa lykkelig at jeg ingen Mangel leed, og at jeg tilsidst fandt mig mere fornøiet der, end om jeg havde været Herre over min Frihed. Jeg informerede en arresteret Skippers Søn i Latin, Geographie, Regning og Skriven, og havde hos ham alt, hvad jeg behøvede til min Nødtørft.
Den 21 May 1783 fik jeg min Frihed; men da jeg kom ud, vidste jeg ikke selv af Glæ-
Saxtorf min Moders Langværger. Samme Dag, jeg første gang blev arresteret for Gield, skulde min Faders Huus sælges; og Møblerne solgte man just den Dag, jeg anden gang blev arresteret. - Var det ikke besynderligt?
q) Trykt 1783 og sælges hos F. W. Thiele for 24 Sk.
r) Trykt 1783 og sælges sammesteds for 6 Sk.
[66]
de og Forvirring hvor jeg gik hen – og endnu i 3 a 4 Dage derefter skød jeg ingen Gienveie.
Jeg arbeidede nu paa Forliig med mine Kreditorer, og fik det ogsaa maget saaledes, at jeg kunne gaae sikker fo Stevning og Arrest.
Strax efter min Udkomst udgav jeg Landofficerene, Komedie i 5 Akter. s)
Nu maatte jeg leve meget indskrænket, og sat mig ei heller synderlig i nogen videre Gield. Ganske uden Kredit kunne jeg umulig leve. - Det meste jeg fortiente var ved at skrive Lærebreve – og giøre Leiligheds Vers. Hen ad Nytaar 1784 vandt jeg endeel paa Sange for det smukke Kiøn med Musik af Dresler. t) og strax derefter endnu mere anseligt paa fri Oversættelse af Horazes Digtekunst
s) Hos F. W. Thile for 2 Mk.
t) Hos Sønnichsen i Adelgaden No. 308 for 1 Rdlr. (til Skriftet er 12 Node-Kobbere.)
[67]
med dramatiske Anmærkninger. u) Ogsaa noget paa Bibliothek for Skuespil og Musikelskere. v) Kong Ingild, eller Frode den 4des Hevn, Sørgespil i 3 Optoge. x) Harald den 3die. y) og Roses Minde. z)
De Forandringer, som forefaldt ved Hoffet i Foraaret 1784 havde ogsaa Indflydelse paa Skuepladsen. Overtilsynskommissionen gik af og Overhofmarskallen Hans Excelence Hr. Geheimeraad Numsen blev allene overdragen Overopsynet. Jeg tænkte ved denne For-
u) Hos J. R. Thiele i store Helliggeiststræde No. 150 for 24 Sk.
v) Hos Sønnichsen for 2 Mk. I dette Bibliothek har jeg været Recensent af Bitterhed, og skiønt jeg sagde nogle vigtige Sandheder; fortrød det mig dog strax efter at jeg var bleven til et af de Kreature, som jeg selv har svoret bestandig Foragt for deres Partiskhed. - Helst de Berlingske Smaasiæle.
x) Hos Sønnichsen for 1 Mk.
y) Hos Sønnichsen for 10 Sk.
z) Hos Sønnichsen for 8 Sk.
[68]
andring, som jeg længe havde ønsket, at prøve mit Held, om maaskee jeg kunne til Hielp for mine Omstændigheder faae et Skuespil opført. Jeg søgte Audience hos Hans Excellence, fortalte ham min forrige Theaterskebne og leverede ham Kong Ingild til Giennemlæsning. Dog giorde jeg mig aldeles intet Haab, hvilket jeg og lod mig forlyde med, at faae det frem; deels fordi det allerede var trykket; deels fordi det ville koste for anseligt til Klæder og Dekorationer. Men nogen Tid derefter indsendte jeg til Doms: Skorsteensfeieren, som jeg nu trede hang havde omarbeidet. Hans Excellence lovede mig at det skulle blive strax hensendt til Bedømmelse, og da jeg blottede mine Omstændigheders Svaghed, at en hastig Dom var mig nødvendig, a) lovede han mig, at Bedømmelsen ikke skulle opholdes; og at jeg i det seeneste inden Michelsdag skulle faae Stykkets Skebne at vide; men det drog hen over Tiden. (Hr. Lem var villig at komponere Musiken der-
a) Jeg var tilsinds, hvis mine Theaterarbeider denne gang mislykkedes, i Efteraaret at reise til Petersborg, og tage Krigstieneste.
[69]
til) Imens havde jeg sammenskrevet: Velanstændigheden, Lystspil i 5 Akter, og i Oktober indsendte det ligeledes til Dom. Dette Stykke var saaledes indrettet, at det ei kunne koste Theatret det mindste – og da det var uden Sang – haabede jeg, at, da det maatte drive hen med Skorsteensfeieren til en anden Vinter jeg da skulle faae dette frem, og derved see min Tilstand forbedret; men mit Haab var forgieves.
Jeg blev ganske mismodig, og det, som formerede mit Uheld, var at jeg just i Sommeren 1784 var bleven bekiendt med en ypperlig Pige; daglig omgang udbrød til Kierlighed, og min Ømhed blev ikke miskiendt.
Nogentid efter vor Bekiendtsakb indfaldt en besyndelig Hændelse. - Jeg pleiede hver Morgen at aflægge et Besøg hos hendes Broder, som var og er endnu min Ven. Nogle Dage blev jeg – modtagen med yderste Koldsindighed, ja en Stolthed som nærmede sig til Foragt. - Jeg blev mere end theatralsk utaalmodig; - og blev derfra. Broderen kom til mig – jeg yttrede for ham Grunden til min
[70]
Nedslagenhed, da jeg ikke vidste paa nogen Maade at have fortørnet min Pige. Men paa en Spadseretour med hende udlokkede han Aarsagen:
En gammel Hex af Smedekierling var Vertinde i Huset, - og dette Kreatur, som havde mærket god Forstaaelse imellem os, havde afmalet mig for hende med de sorteste Farver. - Dog havde hun ikke havt andet at bevise det med, - end at engang, førend Jomfruen med hendes Moder var kommen her til Byen, hendes Broder og jeg en Dag var kommen ind fra Jægersborg – og havde ladet en Pige hente til os for Tidsfordriv. Næsten i 3 Maaneder undsaae jeg mig at komme for min Elskedes Øine, dog trøstede jeg mig ved – Amantium ira est amoris integratio. Midlertid fortalte jeg i Fortroelighed alt dette til min Sovekamerat W- han, som var og er endnu en flygtig Elsker, raadede mig at slaae Pigen af Tankerne, og allene søge at hevne mig eftertrykkelig paa Smedekiærlingen. Glemme min Siel kunne jeg ikke; men til at hevne mig paa vor Splidsætterinde, var jeg strax tilrede – kuns det skulle skee paa en net Maade. W. er
[71]
riig paa Opfindelser; han opspandt en Hevn, og den var nydelig. - Selv iværksatte han den: og udførte sine Sager vel. - Med to Breve gaaer han en Aften i Tusmørket selv hen til Hexen, hvis Mand nylig var død, - og med en vild Mine traadde ind i Stuen, der var rædsom nok formedelst de endnu næsten ganske tet sammentrukne Sørgegardiner – han fordrede med Myndighed – Lys, og at tale med hende i Eenrum. - Hun blev ganske forplumret – og vidste neppe at svare, dog besørgede Lys – og endelig overtalte sig til at være med han nogle Øieblikke allene.
Nu tog han Brevene op af Lommen, hvor af det ene, som skulle være til ham selv, var brækket. - “I dette Brev” sagde han, “har min Ven, kort for sin Død, paabudt mig, at gaae hen til hende med dette, og læse det for hende. - Jeg kom ud i Sølvgaden, hvor hans Logie var, jeg saae Gaden vrimle af Mennesker – jeg gik op paa min Vens Værelse – men fandt ham svømme i sit Blod. - Det er Lyche, ham, som hun ved sin Løgn og Sladdervurnhed har skilt ved sin Piges Kierlighed. Han er derover fortvivlet, han har skudt sig
[72]
ihiel.” Nu slog hun Haand i Haand, - hun begræd sin Forbrydelse; - mens han forelæste hende et frygteligt Brev, at hvis hun ei strax gik til min Pige, giorde Afbigt, og tilstod at hun havde løiet, skulle hun blive plaget Dag og Nat, og skrækfulde Skygger, stedse svæve om hende.
Derpaa gik han hiem, vi gottede os over denne Komedie, og drak os en god Bolle Puns; men jeg har ikke erfaret, og spørge derom har jeg ikke villet; hvorledes Udfaldet er bleven. Der gik endnu en 5 til 6 Uger hen, at jeg ikke lod mig see hos min Elskede. Endelig kunne jeg for Længsel ikke bie længer. En Aften gik jeg derhen, spurgte om Broderen, som jeg dog vidste, ei var hiemme; man bad mig bie – og jeg slog en Sladder af om Stadens Nyheder, og Veirliget paa den Aarsens Tid etc. - Nogle gange derefter kom jeg, og talede i lige Materier. Det indfaldt just i samme Tid, at et kongeligt Liig skulle udføres, og Liget just kiøres giennem den Gade, hvor min Pige og hendes Moder boede. Jeg kom derhen tidlig om Aftenen, Broderen var hiemme, og vi ville gaae ud sammen at see os lit om. Man tilbød
[73]
mig Plads for Vinduet; men jeg takkede ærbødigst og gik ned ad Gaden med ham. - Jeg mærkede, han selv ville hen til sin Dulcinæa; og derfor tog snart Afskeed fra ham. - Jeg betænkte mig, gik tilbage igen – bad om Tilgivelse, for min Uartighed i at afslaae deres Tilbud, men da Gaderne vrimlede af saa megen Pøbel, tog jeg mig igen den Frihed, og bad om Tilladelse at benytte mig af den tilbudne Plads. - Min Pige stod allene i et Fag Vindue. - Jeg søgte strax Plads hos hende – vi kom i en stille alvorlig Samtale, jeg fik Aflad for mine Synder – og vi fornyede vor forrige Fortroelighed. Hvor glad skiltes jeg ikke fra hende. Jeg gik hiem og hun besielede mig, at skrive Nytaarssangen til Cenie, som findes i Nyt og Gammelt Pag. 23. b)
Men strax i Aaret 1785 forandredes mine Omstændigheder. - Et Tab af 60 Rdlr. i et forvovent Spil udsatte mig ganske af min hidtil holdte Balance, og jeg saae mig nødt til, paa nye at gaae i Soldatstanden; dog fandt
b) Gammelt og Nyt, trykt hos Horrebow 1786.
[74]
jeg ogsaa Lyst og Drivt hertil, da jeg ville henhøre til en vis og hædret Klasse i Staten.
Den 17 Januarii 1785 tog jeg Tieneste ved Hans Kongelige Høihed Kronprinsens Regiment – og i den Tid jeg har staaet derved kan jeg oprigtig forsikkre, har jeg idelig været fornøiet med min Tilstand. Jeg vil altsaa ikke tale vidtløftigere om min soldatiske Periodus.
1785 i Julii Maaned udgav jeg det første Hefte af Balthazar v. Weltenheim. c) Derpaa i Augusti – en Sang til mine Landsmænd. d)
1786 i Januarii udkom v. Weltenheims andet Hefte med 2 Kobbere, hvoraf det sidste til Pag. 77 er Pedent til det, som en opbragt Nar lod forfærdige i Anledning af Welten-
note) Heraf er første Oplag udsolgt; men nyt Oplag besørget.
d) Udsolgt.
[75]
heims 1ste Hefte. I Augustii h. a. udgav jeg 3die Hefte, som slutter første Deel. e)
I nærværende Aar er endnu, foruden Ugebladet Gammelt og Nyt udkommen af mit Arbeid: Den engelske Vogn, et komisk Heltinde Digt f) Bachus paa Frierie eller Drikkegildet i Valhalla, og Frisøren Lars Jochumsens Lovsang i Valhalla over Puderqva-
e) Trykt hos Höcke, og sælges hos Boghandler Hegelund i store Færgestræde No. 37. for 1 Rdlr.
f) Dette blev trykt mod min Villie; jeg havde ladet det ligge hos Skoleholder J. H. Lehnert, som var saa god at besørge det trykt til sin Fordeel; og, uformuende til at rette en Correctur, var endnu Aarsag til at det blev fuldt af bestialske Trykfeil. Ex. de Linier paa 7de Side: Nipprer enge Fru Camilla – Paa sin lette Taaspids Fod – End en Stine veed at dreie – Sin pampussiseerte Fod. - I mit Manuskript stod tydelig: Nipprere ei Fru Camilla – Paa sin lette Taaspids stod,
[76]
stens Lyksalighed paa Guds grønne Jord. g) Dette satte en vis Haarskærer Schwindt mod mig – Han skrev et Brev til den blaarabattede Sigvard, hvilket jeg var nødt til at besvare; men hvor liden Føie han havde til at tage sig deraf – viser Slutningen i mit Svar til ham h) Tilsidst har jeg udgiven Satiren, Den ved sin Mands Bortreise lykkelige Kone i) og slutter nu min første Periode, som
End vor Stine veed at dreie – Sin pampussiseerte Fod. Ligeledes malede for melede Heltinde – Lynsnor for Lynsnar. - Aktæor for Aktæon – Tingsted for Tingstud, og mange flere.
Nota. Til den engelske Vogn eller Madam Diabels Dyder, hører endnu en Satire: Hestene til den engelske Vogn eller Madam Diabels Hanekamp, som vel er færdig, men ei trykket.
g) Skreven 1782 og 1783, trykt 1786, og sælges hos Horrebow i store Fiolstræde No. 204 for 10 Sk.
h) Hos Horrebow for 6 Sk.
i) Hos mig selv i Viingaardsstræde i Smedensgang No. 126 for 4 Sk.
[77]
Forfatter med dette Skrivt. Ikke at forstaae jeg ganske nedlægger Pennen, men, om jeg end fortsætter Weltenheim giør jeg dog en betydelig Vending i mine herefter udarbeidede Skrivter.
Adskillige Gange efterat jeg sidste Gang kom i Soldatstanden, har jeg anmodet Hans Excellence Hr. Geheimeraad Numsen om at faae Bedømmelse paa mine i Junii og Octob. 1784 indsendte Skuespil. Jeg har endog fordret dem med Alvorlighed; men de ere blevne mig nægtede. (derom en anden gang.)
Endelig – da Skoleholder Lehner, sidste gang jeg saae ham, overfusede mig med Grovheder, og beklagede sig, at han overalt, hvor han kom paa offentlige Steder, Viinkieldere, Danseboder etc. maatte høre at hans Opførsel imod mig havde været slet, og hans Omgang mig til Skade; kan jeg ikke andet, end med dele ham dette offentlige Vidnesbyrd om hans Opførsel og Omgang; hvilket omtrent indeholder det samme, som det Brev jeg skrev ham til Dagen efter vor sidste Skilsmaal, og bad
[78]
ham forevise, hvor han blev antastet for noget af ovenanførte paa mine Vegne.
Omtrent i Junii eller Augustii Maaned 1785 blev jeg bekiendt med bemeldte L- han havde adskillige Anliggender til mig om Leiligheds Vers. Han har en stærk Forfatter Orm – men vogter sig vel for, ikke at sætte det rette Motto paa sine Skrivter, som burde være: ne sutor ultra crepidam.
Ved daglige Sammenkomster voxte vort Bekiendtskab, og, da jeg ikke ansaae det for en Skam at indgaae fortroelig Venskab med en enfoldig Mand, naar han kun var redelig; bleve vi tilsidst Venner.
Sidst i Aaret kom jeg ofte i Lehners Huus tilligemed min Ven W, (som, nyelig sagt, indjog Smedekierlingen Forskrækkelse) og det syntes, som Venskab og Ærlighed havde nu taget sit Sæde i hans Huus. Ved det vi idelig var sammen tilbød L. mig Spise og Drikke; jeg saae gierne at jeg fik min Oeconomie paa en ordentlig Fod, allerhelst, da jeg var i Stand til at betale det. Jeg tog derimod, og tilbød
[79]
ham igen at jeg ville dele Fordelen med ham paa mine Skrivter. Strax efter Nyeaar 1786 udkom det andet Hefte af Weltenheim, hvoraf jeg bekom hos Bogtrykkeren, førend jeg betalte noget, 200 Ex. Tryk- og 18 Skrivpapiir, af disse bleve de 200 Trykpapiirs solgte, omtrent 150 til 4 Mk. og 50 til 5 Mk.; hvilket i alt udgiorde 141 Rdlr. 4 Mk. heraf skulle gaae henimod 30 Rdlr. af til Bogtrykkeren; men han fik kun 10 Rdlr. Kobberstikkeren fik 6 Rdlr. og Kobbertrykkeren 4 Rdlr. altsaa af Indtegterne udbetalt 20 Rdlr. Naar da de 20 Rdlr. til Bogtrykkeren endnu bleve fradragne havde vi havt 101 Rdlr. 4 Mk. Fordeel. saa os hver tilkom 50 Rdlr. 5 Mk. men min gode Lehnert giorde sig fra først af til Kassemester og af de 121 Rdlr. 4 Mk. han beholdt paa Værket fik jeg neppe 6 eller 7 Rdlr.
Efter denne Tid, som og tilforn fortiente han idelig noget paa Leiligheds Vers, som jeg skønt ganske mod min Natur, maatte sammensmidde. Jeg kan i det mindste regne, at for saadanne, bestilte hos os begge, er i de 10 Maaneder, vi vare sammen, indkommen 40 Rdlr. Paa Ugebladet Gammelt og Nyt 6 Numere
[80]
var 70 Subscribentere – og endeel flere bleve solgte uden Subskription; Lehnert, som Forlægger indkasserede alt; men da han var al for smaatærende til at betale Bogtrykkeren, blev denne Mand kied af at arbeide for ham; og jeg ville ikke skrive mere dertil, naar hver gang skulle være Omstændigheder om at faae det trykket. Den engelske Vogn, som sagt, lod han trykke, mod min Villie; af 800 Ex. Oplag er 500 i det mindste solgt deraf vist 200 til 8 Sk. de andre 300 til 6 Sk. Trykkeløn og Papiir var 6 Rdlr. altsaa har han derpaa profiteret 29 Rdlr. 40 Sk. hans virkelige Indtægt altsaa paa mine Arbeider i de 10 Maaneder var 184 Rdlr. 8 Sk. Endnu overlod jeg ham 100 complette Ex. af Weltenheim, paa Condition, han ingen maatte sælge under Prisen. Det var 100 Rdlr. hvis han kunne afsætte dem (derom mere siden.)
Fra December 1785 til omtrent midt i April 1786 var Lehnerts Omgang mod mig venskabelig, jeg mærkede ikke mindste Spor til Falskhed hos ham, eller at han var min Ven for Fordeels Skyld. Jeg maa sige, jeg brød mig ikke om, at han havde været mig saa nærværelse
[81]
paa Weltenheims 2det Hefte, at jeg endog med den største Fordeel maatte tabe derpaa, nemlig jeg blev Bogtrykkeren henimod 20 Rdlr. skyldig, som siden paa 3die Hefte skulle afdrages, og dette var Aarsag til, at hele Weltenheim for Hr. Höckes Sikkerheds Skyld er bleven henlagt til Boghandler Hr. Hegelund. Men paa engang og paa bemeldte Tid – tog han Masken noget vel fra – og viiste mig en ganske anden Person. Han ville være bydende Herre over hele min Hiernes Arkiv – og endnu, at jeg skulle arbeide uafladelig; da jeg dog neppe troer, at en Poet lader sig drive, som en Tærsker; men Lehnert, der aldrig selv har havt en poetisk Lune (thi Luner er altid det der fattes ham, naar han skal giøre Vers) mindre sand Følelse, skønt hans hæderlig Navn brillerer under mange, baade gode, maadelige, slette og yderst latterlige Poemata – ville prøve, om det ikke var mueligt at lægge Bidsel paa mig, og giøre mig til sin Pegasus, at, saasnart han sagde hyp! jeg da skulle giøre mig færdig til at poetisere; men dette lod sig ikke saa vel giøre. Min naturlig-medfødte Eftergivenhed, giorde, at jeg taalte mange Grovheder af ham. Jeg ærgrede mig hemmelig, og jeg
[82]
tvang mig mest til at tie, da jeg undskyldte hans Opførsel med hans slette Omstændigheder.
Ofte naar jeg var i den beste Lune, kom han hiem med et bistert og majestætisk Aasyn, fnøs og brummede – brød løs mod mig, og jeg kan ikke nægte, at jo han allene er Skyld i ved sin urimelige Omgang, at Weltenheims 3die Hefte, paa de fleste Steder ikke ligner de to forige. Hans Grovheder gik stedse videre – saa vidt, at jeg nogle gange afsondrede mig fra ham; men naar jeg nogle Dage ikke kom, fik jeg Billetter, fulde af venskabelige Overtalelser, saa jeg var troeskyldig nok til at fornye Venskab, hvilket han ved nye Grovheder, og endelig ved Skieldsord som jeg holdt mig for god til at besvare uden det skulde været med Næverne, brød igen – De sidste to Dage jeg kom til ham (som var den 30 Sept. og 1ste October) var hans Opførsel yderst uudstaaelig. - Han kom hiem om Middagen, begge Dagene med en Snitser – og kom neppe ind ad Døren, førend han foer læs paa mig, som en bidsk Lænkehund, der, hvis ikke Kæden holdt ham tilbage, skambeed de Uskyldigste. - Aarsagen dertil var, at han havde maattet høre mig paa
[82]
sine al for kære Standqvarteerer; han beslynglede og beeslede mig – jeg var en Kieldring, en nedrig Karl – (jeg var paa Veie at gribe ham i Qverken; men, hvor stærkt Galden kaagte i mig, tvang jeg mig) ja hørte endog den nedriste Bebreidelse af ham, at han snart i Aar og Dag havde født mig; men dette hørte jeg med det koldeste Blod, og fra det Øieblik sluktes den sidste smule Yndest jeg bar for ham, og indrømmede en mægtig Deel Foragt; thi end ydermere troer jeg , at jeg havde fortient Føden hos ham – allene med at være hans Leiligheds-Poet og Koncipist.
Nu brød jeg ganske op, og svor, aldrig at have med den sorte Mand at bestille – Jeg gik ufortøvet bort. Dagen efter opsatte jeg et Brev, og da han havde sagt, han ville giøre offentlig Regnskab med mi i Adresse-Avisen, og jeg vidste, hvor svag han var i at skrive noget ret dansk selv (maaskee han har sin Styrke i det Tydske eller Franske) opsatte jeg Regning og Contra-Regning.
Jeg har i de 184 Rdlr. 8 Sk. fradraget alle muelige Udgivter paa Skrivterne, uden
[84]
til Budet, som jeg vil regne har faaet 4 Rdlr. 8 Sk. min Regning blev da 180 Rdlr.
Derimod vil jeg regne, at jeg ugentlig for Spise og Drikke giver ham 15 Mk. som er vel meget for en Korporal, det blev 10 Rdlr. maanedlig altsaa 100 Rdlr. Og for andre Ting, som kan have være os imellem 30 Rdlr. tilsammen 130 Rdlr. Følgelig foruden de 100 Ex. af Weltenheim – var tilovers 50 Rdlr.
(Jeg for min Deel vil slet ikke regne Bagateller.) Til et lille Postscriptum i Brevet erindrede jeg ham om at han ville levere mig Kobberpladerne til Verket, hvilke han paa ingen Maade kan tilegne sig; men jeg fik intet Svar.
Jeg anmodede derfor to af mine Jævnlige at gaae op til ham, og spørge, om det var mueligt, jeg kunne faae Pladerne, da jeg havde solgt det øvrige Oplag, og ingen Betaling kunne faae, førend jeg leverede dem; men han svarede – Nei – jeg fik ingen.
[85]
Dette viiste den yderste Nedrighed og sorteste Dumhed; og jeg kan ikke andet end blotte ham for Publikum.
Nu rester allene at tale om, hvorledes han fik de 100 Exemplarer af v. Weltenheim.
Den næst sidste gang, jeg skilte mig fra ham, havde Bogtrykker Höcke en 5 til 6 gange sendt Bud om 40 Aftryk af hvert Slags, da sligte et Antal Exemplarier kunne afsættes til en Mand, som en af Dagene reiste bort. Lehnert havde Kobberne, viiste ogsaa Budet dem; men svarede, at Höcke fik ikke et eneste, førend han sendte ham 100 Ex. af Weltenheim, Höcke kunne ikke giøre dette, førend havde havde talt med mig, som han og lod ham svare, og bad ham, at han da ville betroe ham dem, saalænge til han fik mig i Tale; men Lehnert svarede reent ud nei, uagtet han over Aar og Dag har staaet i en langt større Debet hos Manden.
Jeg talte nu med Bogtrykkeren, og mod 150 Aftryk af Pladerne, som ikke tilhører ham, maatte vi for Tidens Skyld lade ham faae de
[86]
100 Exemplarer; dog paa Vilkaar, at han ingen maatte sælge under Prisen.
Men desuagtet har Lehnert siden været nedrig og dumdristig nok til at avertere dem offentlig for 24 Sk. ringere. Publikum veed, jeg vel har forhøiet Prisen; men aldrig nedsat den paa mine Skrivter. Lad den stakkels Mand havde denne usle Fordeel; den giør mig ingen Skade; - men her erklærer jeg offentlig, at han er aldeles uberettiget til at sælge og mindre skakkre paa mine Skrivter.
Dette er Slutningen af mine Hændelser. Jeg kunne gierne uddraget dem vidtløftigere; men jeg har forbigaaet alle Ubetydeligheder. Nu er jeg 27 Aar gammel, og lægger Himlen nogle Aar til min Alder, skal de (nu jeg har lært af Skade at blive klog) vist blive nyttigere anvendte, end de forløbne.
k) Hvis Lehnert har noget at erindre herimod opfordrer jeg ham, til offentlig at forsvare sin ubillige Opførsel imod mig.
[87]
Jeg har nu fortalt mine Hændelser, og forsikkrer hellig, at jeg ikke er veeget en Neglsbred fra Sandheden. Jeg troer at have fortalt med største Nøiagtighed alt, hvad der burde fortælles, og ikke indført noget, som burde forbigaaes. Maaske nogen dog skulle ville paastaae, at jeg kunne have udeladt det, jeg har sagt om mine Forfædre; lad det ansees for overflødigt; naar man kun ikke agter det for ganske uvedkommende. Saamegen Hæder skylde vi altid vore Fædre; helst naar de have nyttet Fædrenelandet mere, end vi selv (og dette, maaskee, kan siges i Henseende til mig) saamegen, at, naar vi optegner vore Hændelser, vi da minder dem, som de, der have ledt os i deres Spor; Skam allene for os selv, om vi havde udskeiet.
Man seer af hvad jeg har fortalt, at jeg virkelig til denne Time har været en Bolt i Skebnens Hænder. Næsten aldrig har en Lykke glimtet frem for mig, uden den jo har havt et Uheld i Følge med sig; ei heller har noget Uheld mødt mig, uden et Held tilligemed har nærmet sig, ligesom jeg kunne have havt to
[88]
Skytsaander, - en god og en ond – der stedse har svævet om mig og stredet om Fortrinet.
Man siger Ungdommen skal engang rase. Min Ven *** rasede i to Aar, og holdt op allerede i sit 18de; men jeg har raset vel længe, næsten fra mit 14de til 26de, og som et Appendix dertil, har jeg debaucheret stærk det sidste Aar; dog en lykkelig Hændelse har reddet mig af Bacchi Kløer; men Experimentet, en Ven giorde paa mig, kunne maaskee ogsaa have kostet mit Liv.
Jeg føler nu virkelig en Leede til det sværmiske Liv. - Begyndelsen af mit 28 Aar har havt en besynderlig Naturvending i Følge med sig. Jeg er endog bleven mig selv i mange Ting ukiendelig. En stærk Dybsindighed har især overfaldet mig. Min forige Munterhed, der ofte, helst ved uventet Glæde, brød ud til Overgivenhed, er nu borte. Jeg kalder forgieves min Letsindighed igen; thi med den var jeg virkelig lykkeligere i mine Vanheld, end med denne Byrde.
[89]
Det er mig meget bittert, at see tilbage i Tiden; for 13 Aar siden var jeg en af Musernes haabefuldeste Ynglinger; min Soel dalede, den taber sig i Afgrundens Nat. For 5 til 6 Aar siden ledes jeg frem paa en glimrende Vei – hvor jeg kunne have naaet Maalet baade med Held og Ære; men væ den Urtegaardsmand, der opriver den trivende Plante, som han nyelig selv satte. Nu – ja – jeg maae tie – og trodse min ublide Skebne.
Men Haabet, den sande Menneskeven, som ofte selv tager Vægten fra Slavens Lænker – Haabet har endnu ikke forladt mig . Jeg venter blidere Dage i mit Fædreneland; Rolighed, som kalder de flygtede Sielekræfter tilbage, er nu alle mine Ønskers og Bestræbelsers Formaal. I dens Skygger vil jeg stræbe, at qvæle mine forige Ubesindigheder, og lige det som jeg har giort galt. Med denne urokkelige Beslutning leverer jeg Publikum disse Blade, og besegler den med det Løvte, at ingen Satire skal herefter udkomme fra min Haand, undtagen Fortsættelse af Weltenheim.
Virkelig – jeg har i mine modnere Aar aldrig følt nogen kildrende Glæde ved at digte Satirer; thi jeg har seet adskillige merkelige Exempler, at endog det uskyldigste, uden mindste Hensigt til en eller flere Personer fremsatte Skemtedigt leder ikke længe efter sin Mand; Verden fattes ikke enfoldige Narre, som endog føle sig trufne, om man kuns fyrer med løs Krudt. Jeg har ogsaa tilkiendegivet Publikum, hvor gerne jeg ønskede, at nedlægge mine satiriske Vaaben, og arbeide i ædlere Digtesag. Jeg indbød Subskription til værdige danske og norske Mænds Minde fraq Oldtiden til nu; hvor til Fortalen, under Navn af Sælskabstale til unge Landsmænd, er indrykket i Ugebladet: Gammelt og Nyt No. 4, 5, og 6. Men til dette Værk meldte sig kuns 8 Subskribentere. Dog dette ringe Antal havde ikke skrækket mig fra at fortsætte Arbeidet; men jeg skulle længe have søgt om en Bogtrykker, som havde i Vind og Vove givet mig Kredit paa en 24 til 30 Ark. Jeg kunne da meget let have faldet paa den Tanke, at mine Satirer vare mere yndede, da jeg af enhver af dem har solgt en 4 til 500 Ex. men saa ubillig burde jeg ikke dømme, da der af mine usatiriske Skrivter næsten er solgt lige-
[91]
saamange, og jeg kan ikke nægte, at jeg jo fra 1782 af til nu har vundet endeel paa mine Skrivter.
Det er min Pligt, at rette mig, saa vidt det staaer i min Magt, efter den Smag, som hersker iblandt dem, der hidtil have understøttet mig, som Forfatter. Man skal snart blive nærmere underrettet om mit Valg for Fremtiden – og det skal blive mig den værdigste Opmuntring, saasnart man tilstaaer mig, at jeg ikke misbruger – mine Evner.
Man vente dog ikke af hvad jeg her har sagt, at jeg ganske nedlægger min komiske Pen; man troer ei heller, at jeg tier, hvis nogen angriber mig med Bitterhed. - Mod den, som aabenbar vælter sig ind paa mig, spiler jeg alle Satirens Klør. Bliver jeg paa Forfatteriets Vegne fornærmet eller forurettet af nogen, udsætter han sig for min Hevn, som vist ikke bliver borte. - Jeg vil ikke love mere, end jeg kan holde. Disse Blade kan man ansee, foruden det, de virkelig ere, for en Afregnings-Bog mellem mig og dem, som tilforn har giort mig Fortred. - I det jeg har blottet deres
[92]
Opførsel, kan de ikke fortænke mig, naar de overveier, at det er luttrede Sandheder, jeg i at skildre dem, har fremlagt for vore Medborgere.
Jeg har maaskee undertiden talt vel bittert; men enhver sætte sig i mit Sted, om han kunne tale mildere, helst mod den, som har lagt Grunden til hans Velfærds Forliis, og været første Aarsag til, at han, i Betragtning af hans Evner og Bestemmelse, alle sine Levedage maae føle Virkningen deraf, og skiønt hans Vilkaar ere taalelige, dog i en vis Hensigt kan kaldes ulykkelige. Med saadant et U har den gode Mag. W – stemplet min Lykke.
Den tilvoxende Yngling lære fornemmelig af min Ungdoms Historie, hvor farlig den første Udsvævelse er, at den har et stort Sleng efter sig af større, og aabner Veien for dem; Følgerne ere beklagelige, og Ulykken vælter sig frem som en Sneebold for den hastig snublende Fod i Udsvævelsens Dage. Mine Hændelser især fra mit 14de Aar overtyde dem om denne ubedragelige Sandhed. Jeg vil ønske en-
[93]
hver den Flid og Lyst, som stedse har fulgt mig i alt, hvad jeg har foretaget mig; men tillige at mine Uheld i alt øvrige maae afskrække dem fra at ligne mig; thi naar Byrden ligger paa Skuldrene, maae man bære den, og da gelder det paa Styrken om man ikke har overlæsset sine Kræfter. Mange maae styrte paa Halvveien; og der hører vist baade Kækhed og Standhaftighed til at gaae som en Mand gennem den ublide Skebnes kortsynede Skersild. Jeg har følt det, derfor kan jeg tale. Som Forfatter har jeg ogsaa et Par Ord at sige til Musernes yngre Sønner. Smagens Farvand er som jydske Riv, og det er just ikke galt, om de bruge Recensenterne til Lodser, saalænge til de lykkelig er kommen ud over Sandbankerne; dog vil jeg give dem et langt ædlere Raad; det er at saalænge de føler til den Sygdom, som i Almindelighed kaldes Forfatterormen, de da holde sig inde, og ei vove sig for tidlig ud, ellers bliver de vist saa hovedsvimle mellem literariske Orkaner, at de komme hiem, som de svenske Skibe efter Slaget i Kiøgebugt. Jeg vovede mig vel tidlig ud; men den gang vare Tiderne ei heller som nu; da vrimlede her ei, som nuomstunder, af Kritikusser og Forfattere. De
[94]
første har jeg stedse anseet for den gode og sunde Litteraturs Fordervere, som Kaniner i Musernes Keldere. - Muldpotentater, som frygter for Dagen. - De sidste yngler som Maanedsduerne, og de fleste, som Litteraturens Storke, bringe deres Tudser til Smagens Suppegryder. Gid de kun ogsaa vilde flyve bort hen ad Efteraaret, ligesom de naturlige Storke, og ikke lade sig see, førend – Foraaret igen, eller gid de overvintrede som Svalerne i Dyndet; da plagede de ikke Videnskabernes sande Elskere med deres matte Hiernespind og elendige Vaas, naar disse de lange Vinteraftener søge at more sig med sande Digteres Arbeider. Jeg for min Deel ønsker af mit Hierte, at snart Imprimatur maatte sees igen bag paa Titulbladene i Stedet for de vittige Mottoer. Dog tillige at adskillige vigtige Love indskrænkede Imprimationens forige Despotisme. O hvor mange smaa Kreature ville ikke blive urolige i Panden, om mit Ønske fik Fremgang? I Sandhed Skrivefriheden har været en slem Giedebuk i Videnskabernes Viinhauge; - og Under! at Satirerne ikke har holdt en større Bacchusfest paa dens Bekostning; - men nok talt – jeg vil kuns bede unge Forfattere; at
[95]
de ikke med Ligegyldighed følger Horazes Formaning – længe at prøve: Quid valeant humeri aut quid ferre recusent.
Lykkeligst af alle er den Yngling, som til Stadighed er begavet med Flid og blind Lydighed; som ikke er overlæsset med Vittighed; men har net op saa mange Evner, som han til Nød behøver for ikke at regnes i Dosmernes Klasse.
Lykkelig er den vittige Yngling, som til Vid har Eftertanke; som endnu under Ferlen tænker sig Manddommens Dage; - men ulykkelig er han, hvis han studerer, om han ikke tænker længer end til det første flygtige Studenter-Aar. - Bliver han endelig academisk Rus, bliver han vist vildere, end Russerne vare før Zar Peters Tid.
Lykkelig er fornemmelig hver Yngling, som treffer gode og omhufulde Lærere i de Dage, han skal vænnes til at tænke saaledes som han siden skal handle. Men hvor mange bliver Offere for det Modsatte just paa den vigtigste Tid?
[96]
Fædre, som vil fortiene deres værdige Navn, som ikke vil høre deres Sønner løfte Forbandelser over deres spildte Ungdoms Dage, lade det sig blive en hellig Pligt, at lære at kiende dem, som de betroer deres Afkom til Veiledelse paa Dydens og Videnskabernes Vei. De læse mine Hændelser med Eftertanke, og dømme, hvorvidt mine Udsvævelser og Uheld udgrener fra mine ubeqvemme og slette Veiledere, eller om Aarsagen dertil ligger i min egen Natur og første Opdragelse. Høist nødvendig er det for en Fader, helst naar han sætter sin Søn i en offentlig Skole, at umage sig med at lære at kiende Lærerens Karakter ligesaa vigtigt, som det er for denne at udgranske Lærlingens, og lempe sig derefter. Men desværre, ligesaa faa Fædre bekymre sig herom, som man blant Lærerne finder sande Karakterkiendere.
Mange Lærere forvandles efterhaanden under Skolestøvet til Karrikatur Karle; - og hvad kan man vente af dem? Luther sig, naar en Lærer en 16 til 20 Aar har slikket Skolestøvet, bør han ansees som Martyr – og han har Ret. Hvorfor paaskiønnes gode Læreres Flid saameget sielden? Fortrækkes ikke Perso-
[97]
ner af de uædelste, ja selv af den slaviske Klasse – de allerbraveste Skolemænd endog i smaa; men roelige Betieninger. Dette er al for beklageligt, og virker ofte at gamle Lærere, som i deres yngre Dage har været nyttige og opmærksomme, forfalde omsider til den sorgløseste Ligegyldighed i deres Kald. - Jeg har kiendt nogle. - -
Den Iver og den Flid, som siden mit 14de Aar har understøttet mine Naturevner til Skuespilvidenskabens Dyrkelse, haaber jeg kunne berettige mig til at giøre Fordring paa Fru Thalias Naade, men hvor lille og ufortient jeg end er i hendes store Overformunders Øine, kan jeg dog ikke beqvemme mig til at giøre Naturen til en Løgner. Dog er det en temmelig blid Skiebne, naar man i 13 Aar har arbeidet i en Videnskab, og deri ikke uden Held aflagt Virksomhedsprøver paa sin Fremgang og Tilvext, man da maae lide den øiensynligste Underkuelse, ja taale kold Foragt af en Dosmer, som ikke forstaaer noget; men for sine vigtige Miners Skyld er bleven en vigtig Mand just i den Kunst, hvis første Grunde ere uover-
[98]
vindelige Biergfæstninger for hans velsignede Grødhoved.
Uden at hykle: - Af de Stænder, som jeg har prøvet, skulle jeg vist give Soldatstanden Fortrinnet, dersom jeg kun var bleven kiendt med Mars, førend jeg havde ladet mig fortrylle af Muserne; men -
- - - didicisse fidelirer artes Emollit mores. nec finit esse feros. -
Jeg bliver for vidtløftig. - Det er derfor best at ile til Enden. Jeg længtes ret efter at slutte min første Digterperiode. Efter en kort Pennehvile begynder jeg en anden. Med Begyndelsen af den skal jeg frem for alt andet søge at vinde Agtelse som god og værdig Borger. - Hvad, Erfarend har lært mig, ikke kan bifalde den Veltænkende skal jeg flye.
[99]
Jeg har samlet Manuskripterne af alle mine Satirer og smudsige Smaaluner, og, at de ikke skal falde nogen i Hænderne, har jeg bestemt dem til et Offer for Ilden. - Ret strax skal de blive bragte til Retterstedet; men – det giorde et Pokkers Hul i mit Arkiv. - - Ligemeget! - dog omendskiønt jeg siger: hæc dies aliam vitam, alios more asserat, er det dog langt fra ikke dermed tillige sagt, at jeg forklostrer mig saa aldeles, at ingen skulle kunne kiende mig i Munkekappen.
P.M.
Mine hidtil udgivne Skrivter udgiør henimod 100 Ark i Oktav. Lad være, at man deriblandt finder – Noget, som den strenge Anstændighed rømder ved; - Noget, som den bedragelige Smag ækles over; - Noget, lidt for satirisk, som Mindstedelen af Læserne vil bifalde; - saa har dog en sand Kunstkender nyelig giennemlæst Alt, og forvisset mig at i det ringeste Totrededelen er læseværdigt. - - Man ansee dem for hvad, man vil; jeg vil kalde dem Mine Ungdoms Arbeider, og denne Ydmygelse er Bevæg-
[100]
grund nok for den retskafne Mand til at undskylde deres Ufuldkommenheder. Naar han med Eftertanke har læst mine Hændelser vil han tilstaae mig, at jeg har været flittig; men tillige, at en ublid Skiebne, min Ungdoms overordentlige Vildhed og ugudelige Kunstdommere har til denne Dag været mig vigtige Hindringer. Jeg begynder derfor nu en ny Digterperiodus, og lover, at intet fornærmende, eller grov satiriskt, - ingen smudsige Indfald eller kaad Vittighed – herefter skal vanzire mine Arbeider, som vist ikke skal blive fremlagte ufilede for Publikum. Hvad Understøttelse jeg i Fremtiden tør vente mig til mine Skrifters Fremmelse kan allene bestemmes af en Subskriptions-Indbydelses Frugtbarhed. Inden faa Dage skal jeg til den Ende bekiendtgiøre min Plan.
Kiøbenhavn,
den 10 Januarii 1787
Sig. Lyche. | wikisource | wikisource_16218 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Til sagn og sange og eventyr
jeg lytted’ da jeg var lille.
Ret aldrig den gamle sangfugl flyr
fra min skov, min dal og min kilde.
Endnu så ganger her sagn om ø,
og sangen er ej forstummet,
som eventyr over land og sø
flyver sandhed endnu formummet.
Fuld gerne går jeg i hytten ind,
jeg hviler hos gamle og unge,
hvor sangen trænger til barnets sind
og genklinger på folkets tunge.
</poem> | wikisource | wikisource_4024 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=257 to=260 header=1 /> | wikisource | wikisource_17263 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Du gav os de blomster, som lyste imod os,
med alfelet skønhed, dengang vi var små,
de brogede enge var gode imod os
vi løb efter røde og standsed ved blå,
og åkandens hellige hvidhed forstod os
og åbned sin løndom, imedens vi så.
Du gav os de marker så bølgende brede,
hvor kornakset modnes og gyldnes af sol,
hvor kløveren dufter af sommer og hede
så sundt som vort brød og så sødt som viol,
hvor lærken ved morgen går op fra sin rede
og melder til skyen, at gårdhanen gol.
Du gav os de skove så dybe og svale
med solspættet skygge, med hulvej og skjul,
hvor hverdag er højtid, og tavshed er tale
fra løvspring i maj, til oktober står gul.
På lønlige stier, i hvælvede sale
vi fejred sankt Hans og den hvidklædte jul.
Du gav os den himmel, hvor skyerne iler
til leg og til kamp under vindenes råb,
til atter i ro og i højhed den smiler,
lyksalig og genfødt af strålernes dåb,
og natten, den lyse, hvor dagen kun hviler
med halvåbne øjne, urolig af håb.
Du gav os de vandrende, vældige vande,
vor vej og vort værn hedder: komme og gå,
og bølgerne togter langs skrænter og strande,
så sorte som graven, som himlen så blå,
og fletter en evighedskrans om din pande
og bruser din hymne: Lad Danmark bestå!
</poem> | wikisource | wikisource_7155 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu" from=72 to=84 header=1 /> | wikisource | wikisource_13767 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Denne sang stammer fra H.C. Andersens skuespil ”Festen på Kenilworth” efter Walter Scotts roman, Kenilworth.
Teksten.
<poem>
Hyrden græsser sine Får,
Gærdet er hans Trone,
Solen Purpur om ham slår,
Månen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker på?
længe tavs han stod og så
frem i Aftenstunden.
Hjertet ved, kærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet ved, kærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fin,
står i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjuler ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl så let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!”
Hjertet ved, kærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet ved, kærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!”
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet går,
Fuglen højt bag Krattet slår:
„Han har hende funden!”
Hjertet ved, kærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet ved, kærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
</poem> | wikisource | wikisource_7055 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
I..
Jernbanen i Danmark strækker sig endnu kun fra "Kjøbenhavn" til "Korsør," den er et Stykke Perlesnor, dem Europa har en Rigdom af; de kosteligste Perler der nævnes: Paris, London, Wien, Neapel –; dog mangen Een udpeger ikke disse store Stæder som sin skjønneste Perle, men derimod viser hen til en lille umærkelig Stad, der er Hjemmets Hjem, der boe de Kjære; ja, tidt er det kun en enkelt Gaard, et lille Huus, skjult mellem grønne Hækker, et Punkt, der flyver hen idet Banetoget jager forbi.
Hvormange Perler er der paa Snoren fra "Kjøbenhavn" til "Korsør?" Vi ville betragte sex, som de Fleste maae lægge Mærke til, gamle Minder og Poesien selv give disse Perler en Glands, saa at de straale ind i vor Tanke.
Nær ved Bakken, hvor "Frederik den Sjettes" Slot ligger, "Oehlenschlägers" Barndoms Hjem, skinner i Læ af Søndermarkens Skovgrund een af Perlerne, man kaldte den "“Philemon og Baucis Hytte,”" det vilde sige: to elskelige Gamles Hjem. Her boede "Rahbek" med sin Hustru "Camma," her, under deres gjestfrie Tag, samlede sig i en Menneskealder alt Aandens Dygtige fra det travle Kjøbenhavn, her var et Aandens Hjem, – – og nu! siig ikke, “ak, hvor forandret!” – nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog, skjult, alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Aandens Hjem, opliver og levendegjør. Verden rundt om straaler ind gjennem Øinene i Sjælens ugranskelige Dybde: "Idiotens Hjem," omsvævet af Menneskekjærligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, vexlede Tanker og løftedes opad – opad blusser end her Sjælenes Flamme i "“Philemon og Baucis Hytte”."
Kongegravenes By ved Hroars Væld, det gamle "Roeskilde," ligger for os; Kirkens slanke Taarnspiir løfte sig over den lave By og speile sig i Issefjorden; een Grav kun ville vi her søge, betragte den i Perlens Glar; det er ikke den mægtige Uniondronning Margrethes – nei, inde paa Kirkegaarden, hvis hvide Muur vi tæt ved flyve forbi, er Graven, en ringe Steen er lagt hen over den, Orgelets Drot, den danske Romances Fornyer, hviler her; Melodier i vor Sjæl bleve de gamle Sagn, vi fornam hvor: “de klare Bølger rulled,” “der boede en Konge i Leire!” – "Roeskilde," Kongegravenes By, i din Perle ville vi see paa den ringe Grav, hvor i Stenen er hugget Lyren og Navnet: "Weyse."
Nu komme vi til "Sigersted" ved Ringsted By; Aaleiet er lavt; det gule Korn voxer, hvor "Hagbarths" Baad lagde an, ikke langt fra "Signes" Jomfrubuur. Hvo kjender ikke Sagnet om "Hagbarth," der hang i Egen og "Signelils" Buur stod i Lue, Sagnet om den stærke Kjærlighed.
“Deilige "Sorø" omkrandsed af Skove!” din stille Klosterby har faaet Udkig mellem de mosgroede Træer; med Ungdomsblik seer den fra Academiet ud over Søen til Verdens-Landeveien, hører Locomotivets Drage puste, idet den flyver gjennem Skoven. "Sorø," du Digtningens Perle, der gjemmer "Holbergs" Støv! Som en mægtig, hvid Svane ved den dybe Skovsø ligger dit Lærdoms Slot, og op til den, og derhen søger vort Øie, skinner, som den hvide Stjerneblomst i Skovgrunden, et lille Huus, fromme Psalmer klinge derfra ud gjennem Landet, Ord mæles derinde, Bonden selv lytter dertil og kjender svundne Tider i Danmark. Den grønne Skov og Fuglens Sang høre sammen, saaledes Navnene "Sorø" og "Ingemann."
Til "Slagelse" By –! hvad speiler sig her i Perlens Glar? Forsvundet er Antvorskov Kloster, forsvundet Slottets rige Sale, selv dets eensom staaende forladte Fløi; dog et gammelt Tegn staaer endnu, fornyet og atter fornyet, et Trækors paa Høien derhenne, hvor i Legendens Tid "Hellig-Anders," den Slagelse Præst, vaagnede op, baaren i een Nat herhid fra Jerusalem.
"Korsør" – her fødtes Du, der gav os:
– “Skjæmt med Alvor blandet
“I Viser af Knud Sjællandsfar.”
Du Mester i Ord og Vid! de synkende gamle Volde af den forladte Befæstning er nu her det sidste synlige Vidne om dit Barndoms-Hjem; naar Solen gaaer ned, pege deres Skygger hen paa den Plet, hvor dit Fødehuus stod; fra disse Volde, skuende mod "Sprogøs" Høide, saae Du, da Du “var lille,” “Maanen ned bag Øen glide” og besang den udødeligt, som Du siden besang Schweitses Bjerge, Du, som drog om i Verdens Labyrinth og fandt, at –
“– – ingensteds er Roserne saa røde,
“Og ingensteds er Tornene saa smaa,
“Og ingensteds er Dunene saa bløde
“Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa!”
Lunets liflige Sanger! vi flette Dig en Krands af Skovmærker, kaste den i Søen, og Bølgen vil bære den til Kielerfjord, paa hvis Kyst dit Støv er lagt; den bringer Hilsen fra den unge Slægt, Hilsen fra Fødebyen "Korsør" – hvor Perlesnoren slipper!
II..
“Det er rigtignok et Stykke Perlesnor fra "Kjøbenhavn" til "Korsør,”" sagde Bedstemoder, der havde hørt læse, hvad vi nu nys læste. “Det er en Perlesnor for mig og det blev den mig allerede for nu over fyrretyve Aar siden!” sagde hun. “Da havde vi ikke Dampmaskinerne, vi brugte Dage til den Vei, hvor I nu kun bruge Timer! Det var 1815; da var jeg een og tyve Aar! det er en deilig Alder! skjøndt op i de Treds, det er ogsaa en deilig Alder, saa velsignet! – I mine unge Dage, ja, da var det en anderledes Sjeldenhed, end nu, at komme til "Kjøbenhavn," Byen for alle Byerne, som vi ansaae den. Mine Forældre vilde, efter tyve Aar, engang igjen gjøre et Besøg der, jeg skulde med; den Reise havde vi i Aaringer talt om og nu skulde den virkelig gaae for sig! jeg syntes, at et heelt nyt Liv vilde begynde, og paa en Maade ogsaa begyndte der for mig et nyt Liv.
Der blev syet og der blev pakket sammen og da vi nu skulde afsted, ja, hvor mange gode Venner kom ikke for at sige os Lev vel! det var en stor Reise vi havde for! Opad Formiddag kjørte vi ud fra "Odense" i mine Forældres holsteenske Vogn, Bekjendte nikkede fra Vinduerne hele Gaden igjennem, næsten til vi vare heelt ude af Sanct Jørgens Port. Veiret var deiligt, Fuglene sang, Alt var Fornøielse, man glemte, at det var en svær, lang Vei til "Nyborg;" mod Aften kom vi der; Posten indtraf først ud paa Natten og før afgik ikke Børt-Fartøiet; vi toge da ombord; der laae nu ud foran os det store Vand, saa langt vi kunde øine, saa blikstille. Vi lagde os i vore Klæder og sov. Da jeg i Morgenstunden vaagnede og kom op paa Dækket, var der ikke det Mindste at see til nogen af Siderne, saadan en Taage havde vi. Jeg hørte Hanerne gale, fornam, at Solen kom op, Klokkerne klang; hvor mon vi var; Taagen lettede, og vi laae saamænd endnu ligeudenfor "Nyborg." Opad Dagen blæste endelig en Smule Vind, men stik imod; vi krydsede og krydsede, og endelig vare vi saa heldige, at vi Klokken lidt over Elleve om Aftenen naaede "Korsør," da havde vi været to og tyve Timer om de fire Miil.
Det gjorde godt at komme i Land; men mørkt var det, daarligt brændte Lygterne og Alt var saa vildtfremmed for mig, der aldrig havde været i nogen anden By end i "Odense."
“See, her blev "Baggesen" født!” sagde min Fader, “og her levede "Birckner!”"
Da syntes mig, at den gamle By med de smaa Huse blev med Eet lysere og større; vi følte os dertil saa glade ved at have Landjorden under os; sove kunde jeg ikke den Nat over alt det Meget, jeg allerede havde seet og oplevet, siden jeg iforgaars tog hjemme fra.
Næste Morgen maatte vi tidligt op, vi havde for os en slem Vei med forfærdelige Banker og mange Huller til vi naaede "Slagelse," og videre frem paa den anden Side var nok ikke stort bedre, og vi vilde gjerne saa betids komme til "Krebsehuset," at vi derfra endnu ved Dag kunde gaae ind i "Sorø" og besøge "Møllers Emil," som vi kaldte ham, ja, det var Eders Bedstefader, min salig Mand, Provsten, han var Student i Sorø og netop færdig der med sin anden Examen.
Vi kom efter Middag til "Krebsehuset," det var et galant Sted dengang, det bedste Vertshuus paa hele Reisen og den yndigste Egn, ja, det maae I da Alle indrømme, at den endnu er. Det var en ferm Vertinde, Madam "Plambek," Alt i Huset som et glatskuret Spækbræt. Paa Væggen hang i Glas og Ramme "Baggesens" Brev til hende, det var nok værd at see! mig var det en stor Mærkelighed. – Saa gik vi op til "Sorø" og traf der "Emil;" I kan troe, han blev glad ved at see os, og vi ved at see ham, han var saa god og opmærksom. Med ham saae vi da Kirken med "Absalons" Grav og "Holbergs" Kiste; vi saae de gamle Munke-Indskrifter, og vi seilede over Søen til "“Parnasset,”" den deiligste Aften jeg mindes! jeg syntes rigtignok, at skulde man nogensteds i Verden kunde digte, maatte det være i Sorø, i denne Naturens Fred og Deilighed. Saa gik vi i Maaneskin ad "Philosophgangen," som de kalde det, den deilige eensomme Vei langs Søen og Flommen ud mod Landeveien til "Krebsehuset;" "Emil" blev og spiste med os, Fader og Moder fandt, at han var bleven saa klog og saae saa godt ud. Han lovede os, at han inden fem Dage skulde være i Kjøbenhavn hos sin Familie og sammen med os; det var jo Pintsen. De Timer i "Sorø" og ved Krebsehuset, ja, de høre til mit Livs skjønneste Perler! –
Næste Morgen reiste vi meget tidligt, for vi havde en lang Vei før vi naaede "Roeskilde," og der maatte vi være saa betids at Kirken kunde sees, og ud paa Aftenen Fader besøge en gammel Skolekammerat; det skete ogsaa og saa laae vi Natten over i "Roeskilde" og Dagen derpaa, men først ved Middagstid, for det var den værste, den meest opkjørte Vei, vi havde tilbage, kom vi til "Kjøbenhavn." Det var omtrent tre Dage, vi havde brugt fra "Korsør" til "Kjøbenhavn," nu gjør I den samme Vei i tre Timer. Perlerne ere ikke blevne kosteligere, det kunne de ikke, men Snoren er bleven ny og vidunderlig. Jeg blev med mine Forældre tre Uger i Kjøbenhavn, "Emil" vare vi der sammen med i hele atten Dage, og da vi saa reiste tilbage til "Fyen," fulgte han os lige fra "Kjøbenhavn" til "Korsør," der bleve vi forlovede før vi skiltes ad; saa kunne I nok forstaae mig, at ogsaa jeg kalder fra "Kjøbenhavn" til "Korsør" et Stykke Perlesnor.
Siden, da "Emil" fik Kald ved "Assens," bleve vi gifte; vi talte tidt om "Kjøbenhavns"-Reisen, og om at gjøre den engang igjen, men saa kom først Eders Moder, og saa fik hun Søskende, og der var Meget at passe og tage vare paa, og da nu Fader forfremmedes og blev Provst, ja, Alt var en Velsignelse og Glæde, men til "Kjøbenhavn" kom vi ikke! aldrig kom jeg der igjen, hvor tidt vi tænkte derpaa og talte derom, og nu er jeg bleven for gammel, har ikke Legeme til at fare paa Jernbane; men glad ved Jernbanerne er jeg! det er en Velsignelse at man har dem! saa komme I hurtigere til mig! Nu er "Odense" jo ikke stort længere fra Kjøbenhavn, end den i min Ungdom var fra "Nyborg!" I kunne nu flyve til "Italien" ligesaa hurtigt som vi vare om at reise til "Kjøbenhavn!" ja det er Noget! – alligevel bliver jeg siddende, jeg lader de Andre reise! lader dem komme til mig! men I skulle ikke smile endda, fordi jeg sidder saa stille, jeg har en anderledes stor Reise for, end Eders, een, meget hurtigere, end den paa Jernbanerne; naar "Vor Herre" vil, reiser jeg op til “Bedstefader,” og naar saa I have udrettet Eders Gjerning og glædet Eder her ved denne velsignede Verden, saa veed jeg, at I komme op til os, og tale vi da der om vort Jordlivs Dage, tro mig, Børn! jeg siger ogsaa der som nu: “fra "Kjøbenhavn" til "Korsør," ja, det er rigtignok et "Stykke Perlesnor!”" | wikisource | wikisource_1391 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Indledning.
<poem>Almindelige Bemærkninger. Naar vi betragte en Dampmaskine, som driver Hurtigpresserne i et Trykkeri, eller Dreje- og Høvlemaskinerne i et mekanisk Værksted, eller et Skib, hvorpaa vi befinde os, og naar vi iøvrigt kjende noget til den tilsyneladende indviklede Mekanisme, maa vi nødvendigvis blive forbavsede over, hvor simple og ligefremme de Ideer ere, som ligge til Grund for dette beundringsværdige Produkt af Menneskets Opfindelsesevne. Man ser en Kjedel, hvori Vandet uophørligt holdes i Kog ved Ild, som er anbragt under den. Den Damp, der saaledes bliver udviklet, strømmer ind i en Cylinder, snart paa den ene, snart paa den anden Side af Stemplet, som findes her, og trykker det skiftevis frem og tilbage. Ligesom paa almindelige Rokkehjul, forvandles Stempelstangens fremad- og tilbagegaaende Bevægelse til en kredsformig, hvorved alle Slags Maskiner kunne holdes i Gang. I de enkelte Dele finde vi ikke noget nyt eller usædvanligt, ingen ny Kraft, intet gaadefuldt Uhrværk. Tandhjul, Vægtstænger og Skruer ere sindrigt sammenføjede og frembringe disse vidunderlige Resultater, som Menneskets Haand, der jo dog først forarbejdede Maskinen, ikke er i Stand til at tilvejebringe med samme Nøjagtighed og Ensformighed. Og alle disse Dele arbejde paa samme Maade og efter de samme simple Love, som vi, under Form af Lovene for Vægtstangen og for Skraaplanet, allerede kunne gjøre os bekjendte med ved den almindelige Nøddeknækker, med Kniven og med Saxen.
Det store Svinghjul er bestemt til at optage Kraftoverskudet, naar Stemplet gaar hurtigere, og at afgive dette Overskud igjen, naar Stemplet gaar langsommere. Enhver, der har blot et lille Begreb om Mekanik, vil heri kunne gjenkjende den samme Virkning af Inertien (Trægheden) og den levende Kraft, som man kan iagttage ved at kaste med en Sten eller et andet Legeme og ved at slaa med en Hammer. De to Regulatorkugler, der svinge omkring, snart hurtigere, snart langsommere, og som snart hæve, snart sænke sig, staa i Forbindelse med Axen til Svinghjulet, og deres Bevægelse og Hastighed er ligefrem afhængig af Stemplets. Regulatorens Udslag ere en Følge af Centrifugalkraften, som vi gjenfinde saavel i Planeternes Bevægelser — baade om sig selv og om Solen — som ogsaa i den Bane, en Sten beskriver, som bliver udslynget i Luften.
Undersøge vi en Saamaskine, et Spil, et Uhr eller en Møntpresse, møde vi atter de samme Naturlove og samme Fænomener, i det højeste med den Forskjel, at der i Stedet for Damp anvendes et Menneskes eller Dyrs Muskelstyrke, en Fjers Spændighed som Drivkraft, og, hvis Uhret er et Penduluhr, lægge vi Mærke til et hængende Legemes regelmæssige Svingninger
— noget man har set overalt i Aartusinder, men hvis Bevægelseslove først bleve udgrundede af Galilej, da han med sine Tanker fulgte den fremad- og tilbagegaaende Bevægelse af en Lysekrone, der hang ned fra Loftet i en Kirke.
Mikroskopet fremtryller en aldeles ny Verden for os. Den mindste Flis af en Flintesten, et Kridtkorn eller en Smule Kiselslam viser os Tusinder af Kalk- og Kiselpansere samt Skeletter, der for mangfoldige Tusinder af Aar siden tilhørte levende Væsener, der sværmede muntert omkring, indtil Døden gjorde Ende paa deres Liv, og Forraadnelsen opløste deres organiske Bestanddele; men de smaa Skaller hobedes ovenpaa hverandre og pressedes efterhaanden saa stærkt, at de kom til at danne haarde Stenmasser. Den Egenskab, som en Lysstraale besidder, og som bestaar i at den afviger fra sin retlinede Bane, naar den gaar fra et gjennemsigtigt Legeme som Luften over i et andet, som f. Ex. Glas, Vand, Bjergkrystal, den saakaldte Lysbrydning, bruges ved Forstørrelsesglasset til at gjøre vort Syn skarpere. Den aftegner Regnbuen paa de mørke Skyer, den giver Diamanten dens pragtfulde Farvespil og bringer Dugdraaben til at straale i alle Farver. Uden den vilde Fotografien i sin nuværende Skikkelse ikke være tænkelig, og Astronomien vilde ikke staa meget højere end hos de gamle Ægyptere. Saavel i Kikkerten som i Mikroskopet er nemlig Lysbrydningen og Konstruktionen af de linseformige Glas Hovedsagen, hvorpaa alt hviler. Selve vort Øje indeholder det samme simple Apparat, en forstørrende Linse, og indtager derved en Plads i den lange Række af optiske Instrumenter, hvis Virkning beror paa Lysbrydningen.
Paa samme Maade kunne vi ved et nærmere Studium af den elektriske Telegraf komme til Erkjendelse af, at en eneste Naturlov omfatter alle de Fænomener, vi kalde elektriske og magnetiske, saavel det ødelæggende Lyn, som Magnetnaalens Retning mod Nord, saavel det pragtfulde Nordlys, som de mærkværdige Udfældninger i galvanoplastiske Værksteder, der arbejde stille, men rastløst og erstatte hele Skarer af Billedhuggere, Kobberstikkere, Træskærere o. s. v.
Og naar vi ved Pianoet akkompagnere en Sang, fremkalde vi ved Hamrenes Anslag mod Strengene og ved Stemmens Klang alle de Fænomener, der grunde sig paa Lovene for de uendelige Forandringer i Tonernes Rige.
Man kunde maaske ganske træffende sammenligne Verden, saaledes som den fremtræder for vore Sandser, med et Skakspil; der er et regelmæssigt inddelt Omraade, hvor kun nogle faa, forskjellige Masser bevæge sig, af hvilke enhver i sin nøje bestemte Gang aabenbarer en ejendommelig Kraft, men hvor der ikke desto mindre gives uendelig mange Maader, hvorpaa disse Kræfter kunne virke i Forening eller imod hverandre, og hvor Masserne kunne ordnes saaledes, at der hver Gang aabenbarer sig en ny Ide, der har stor Betydning for den Sagkyndige.
Det maa blive indlysende allerede for den overfladiske Betragtning, og det bekræftes iøvrigt ved de ovenfor anførte Exempler, at en omhyggelig Undersøgelse af Naturens Love maa udøve en overordentlig Indflydelse paa al menneskelig Virksomhed, ikke blot for saa vidt som den anvender den ydre Natur til særlige Øjemed, hvorved der stiftes en eller anden Nytte, eller hvorved en eller anden Trang bliver afhjulpen, men ogsaa for saa vidt som den kommer til at beskjæftige sig med Menneskets egen Organisme. De Fordele, der kunne opnaas paa denne Maade, skyldes altsaa Naturforskningen og Naturvidenskaberne, saaledes som vi med et fælleds Navn kalde Frugten af de Resultater, der allerede ere opnaaede, og de Methoder, hvorved man søger at forøge og begribe dem samt at bringe dem i organisk Sammenhæng med hverandre.
Ligesom Naturen er en skjøn og udelelig Organisme, saaledes maatte Naturvidenskaberne egentlig ogsaa danne et uadskilleligt Hele. Men da Naturen er saa ubegribelig rig og omfattende, vil det ikke være muligt for noget Menneske, selv om dets Forstand er aldrig saa skarp og dets Flid aldrig saa udholdende, at blive nærmere bekjendt med alle disse Gjenstande. Saaledes har der i Tidens Løb udsondret sig særlige Dele af dette Naturens Omraade; enhver af disse er bleven begrænset saa meget som muligt og har faaet en mere selvstændig Bearbejdelse.
Dette gjælder navnlig om de to omfattende Videnskaber, som man tidligere kaldte Naturlære og Naturhistorie, af hvilke den første behandler det indre, lovbundne i Fænomenerne, den anden derimod samler og ordner Naturens Frembringelser, saaat de komme til at danne et lettere overskueligt Hele. Den nyere Tid har mere eller mindre udjevnet denne Forskjel. Botanik og Zoologi ere ved Fysiologien komne med ind paa Naturlærens Omraade, Mineralogien bygger paa fysisk og kemisk Grund og faar endog i Krystallografien en fuldstændig mathematisk Behandling. Astronomien benytter mere og mere Fysiken, og Geografien ser ikke mere sit Tyngdepunkt i Landenes tilfældige og vexlende Begrænsning, i politisk Henseende, men i den geognostiske og klimatiske Inddeling.
Allerede nu gribe alle Naturvidenskabens Grene ind i hverandre, og ingen af dem kan længere behandles særskilt, og, om end fra andre Synspunkter end før, nærme vi os dog mere og mere denne Enhed i Opfattelsen, som afspejler sig i Folkenes Anskuelser paa deres første Kulturtrin.
Tidligere skjelnede man mellem de Dele af Naturlæren, som befatte sig med Naturkræfterne, og dem, der beskjæftige sig med Egenskaberne hos Stofferne og med de Forbindelser, de kunne indgaa; man kaldte hine Fysik, disse Kemi. Nu er en saadan Adskillelse ikke mere mulig: thi alt, hvad vi kalde Legemernes Egenskaber, er intet andet end bestemte Kræfters forskjellige Ytringer. Et Stykke Guld er fast, fordi dets mindste Dele tiltrække hverandre; det er tungt, fordi Jorden udøver sin Tiltrækningskraft paa det; det er synligt og har Farve, fordi Lyset paa en vis Maade straaler tilbage fra det; sin Temperatur modtager det udefra — vi kunne, kort sagt, ikke nævne en eneste Egenskab ved Guldet, som ikke er Ytringen af en Kraft, der ikke maa sammenblandes med Materien. Og desuden har den nye Opdagelse af Loven om Kraftens Uforgængelighed hævet enhver Tvivl om, at den saakaldte kemiske Proces ikke er andet end en speciel Ytring af den samme Urkraft, som vore Muskler udøve som mekanisk Kraft, der udstraaler fra Solen som Lys og Varme, og som efter Omstændighederne ogsaa træder i Virksomhed som Elektricitet og Magnetisme. Denne vigtige Lov er opdaget og fremstillet af de tre Naturforskere, Mayer i Heilbronn, Colding i Kjøbenhavn og den berømte Fysiker og Fysiolog Helmholtz i Berlin, og vi skulle i det følgende omtale den med nogle Ord.
Loven om Kraftens Uforgængelighed. Naar vi lade vore Hænder fare hurtigt hen over en ru Overflade, faa vi en Følelse af Varme; Axlen paa et Hjul bliver ophedet ved Omdrejning, og mange Møller ere blevne et Rov for Flammerne, fordi Stenenes Axellejer ikke have været tilstrækkelig smurte, og deres Ophedning har naaet en saadan Højde, at der har udviklet sig Ild. Hvoraf kommer denne Varme? Den opstaar under vore Hænder, thi den fandtes der jo ikke før. Af intet? Paa ingen Maade, thi da vilde man for længe siden ad denne Vej have fundet et "perpetuum mobile", en vedvarende, aldrig ophørende Kraftkilde.
Sagen er den, at i det ene Tilfælde er det den mekaniske Kraft i vore Muskler, i det andet den mekaniske Kraft, som omdrejer Vognhjulet eller Møllestenen, der forvandles: den forsvinder i sin første Form og kommer igjen som Varme. Ved fortsat kraftig Hamren kunne vi bringe et Søm til at gløde; ved at slaa Staal mod Flint fremkalde vi Gnister, og dog fandtes denne Varme hverken i Staalet eller i Flinten; som Følge af den hastige Bevægelse opstaar Varmen ogsaa her af den mekaniske Kraft. Der kunde anføres Hundreder af Exempler herpaa.
Omvendt er det ogsaa muligt at forvandle Varme til mekanisk Kraft, hvilket vore Dampmaskiner anskueliggjøre paa den tydeligste Maade. Varmen har den Egenskab at udvide Legemerne. I "Conservatoire des arts" i Paris havde Murene i en større Sidebygning begyndt at give sig udad, saaat man nærede Frygt for en Nedstyrtning. For at rette dem anbragte man Jernstænger midt gjennem Huset og forsynede dem med Møttriker, der kunde skrues paa udvendig; man ophedede derpaa Stængerne, skruede Møttrikerne længere ind mod Muren, og, naar Stængerne derefter bleve afkølede, trak de sig langsomt, men med uimodstaalig Kraft sammen og bragte Murene tilbage i deres forrige lodrette Stilling. Her laa Kraften kun i den Varme, man meddelte Jernstængerne, og som ved Afkølingen blev omsat i mekanisk Arbejde.
Varmen bringer Vandet til at fordampe fra Overfladen af Søer, Floder og Have og løfter det saaledes op paa højereliggende Steder; naar derpaa det lille Vandløb driver vor Mølle, er det jo egentlig Solens Varme, som bliver os til Nytte; paa samme Maade forholder det sig med Vindens Kraft, der jo skriver sig fra den forskjellige Maade, hvorpaa Jorden og Luften blive opvarmede.
At Varme kan frembringe Lys, og at vi selvfølgelig kunne benytte mekanisk Kraft til Frembringelse af Lys eller forvandle den dertil, fremgaar af hvad vi allerede have sagt. Vanskeligere er det derimod at føre direkte Bevis for det modsatte Forhold: at Lys kan forvandles til mekanisk Kraft. Dette maa dog betragtes som afgjort; thi der gives en Mængde kemiske Processer, der foregaa under stor Kraftudvikling, og som — om de end ikke underholdes ved Lyset — dog blive kaldte til Live af dette. Fremdeles kunne Træer og Planter kun naa Udvikling, hvis Sollyset kommer til at virke paa dem; deres Produkter, som tjene Mennesker og Dyr til Føde eller anvendes til Brændsel, ere i lige saa høj Grad et Værk af Lyset som af den Varme, hvorved den kemiske Forening mellem Stofferne bevirkes, og naar vi brænde vort Brænde under en Dampkjedel eller spise vort Brød, komme vi til at nyde godt af det i dem forvandlede Sollys og forøge derved Dampens Spændkraft eller vor egen Muskelkraft.
Elektriske Fænomener kunne, ligesom Lysfænomener, fremkaldes ved Gnidning, men ogsaa Varme udvikler elektriske Strømme i Metaller; ja, rimeligvis ere Tordenskyens vældige Elektricitetsmasser ikke andet end Solvarme, der under visse Forhold fremtræder under denne ejendommelige Form. Da det nu er afgjort, at Elektricitet og Magnetisme kunne henføres til samme Kraft, og man i Praxis gjør en virkelig og nyttig Anvendelse heraf, paa den ene Side i Elektromagneterne, paa den anden Side i Induktionsmaskinerne, fremgaar det heraf, at Naturens Kræfter: mekanisk Kraft, Varme, Lys, Elektricitet og Magnetisme ere nøje forbundne med hverandre. Den samme Naturkraft ligger til Grund for dem alle, eller maaske rettere: de ere blot forskjellige Ytringer af samme Kraft; thi vi kunne ombytte dem med hverandre og kalde deres forskjellige Virkningsmaade til Live. Hele det vexlende ydre Livs Rigdom paa Former og Omskiftelser vil kunne udledes fra en eneste Kraft, naar de kemiske Processer, de saakaldte kemiske Tiltrækningskræfter, lade sig ordne regelmæssigt under det samme Synspunkt. At dette virkelig er Tilfældet, fremgaar tilstrækkeligt af utallige Fænomener, fra den simple Forening mellem Brint og Klor til Klorbrinte, hvilket sker øjeblikkeligt, naar Solstraalerne træffe en Blanding af de to Luftarter, til Planternes Udvikling og Stoffernes mærkværdige Kredsløb i den levende Organisme, hvorved Varme, Lys og Elektricitet bevislig spille den vigtigste Rolle. Denne Kræfternes Urform kunne vi for Bekvemmeligheds Skyld opfatte som Varme uden dog dermed at ville tilkjende den Fortrinet fremfor de øvrige. Gik vi et Skridt videre, maatte vi komme til at betragte Bevægelsen ved Tiltrækning eller Frastødning som Kraftens Grundprincip eller Væsen; det vil imidlertid gjøre Forstaaelsen lettere, naar vi nøjes med at sige, at alle Naturkræfter lade sig omsætte i Varme, og at denne Kraftform atter lader sig forvandle til Lys, Elektricitet o. s. v.
Alle Fænomener og Forandringer i Naturen ere altsaa Kraftytringer og maa derfor føres tilbage til en eller anden Bevægelse; thi alle Naturkræfter bestaa ifølge deres Væsen i visse Svingninger af de mindste materielle Smaadele (Atomer). Førend disse Svingninger begyndte, fandtes der i det uendelige Rum hverken Form eller Begrænsning, hverken Afvexling eller Fremtoning i det Hele taget. Verden blev først skabt, da denne Ligevægtstilstand blev rystet, og da Svingningerne toge deres Begyndelse.
Der er allerede vundet et vigtigt Synspunkt for Verdensbeskuelsen, naar man har Kundskab om dette Slægtskab mellem Kræfterne; men dette Synspunkt faar først sin rette Betydning, naar Blikket herfra kan trænge ind i Naturens Husholdning, og man kommer til Erkjendelse af den Sandhed, der er udfundet af Fysiken og bekræftet af den ufejlbare Mathematik: ligesom end ikke den mindste Del af det Stof, der findes i Verden, kan gaa tabt eller tilintetgjøres, saaledes kan ejheller den mindste Del af nogen Kraft forsvinde. Naturen bliver hverken fattigere eller rigere undtagen paa Former, i hvis Frembringelse og Forandring den lægger en uendelig Mangfoldighed for Dagen.
De samme Stoffer, som for Hundredtusinder af Aar siden dannede Stenenenes, Vandenes, Planternes og Dyrenes Verden, danne dem endnu den Dag idag, og den samme Kraftmængde, hvorigjennem Fænomenerne bleve kaldte til Live i hine fjerne Tider, findes endnu bestandigt i Verden. Selvfølgelig have vi ikke blot de jordiske Ting for Øie, naar vi tale om Naturen; vi maa ogsaa tænke paa hele den øvrige, uendelige Verden, paa den fjerne Sirius lige saa vel som paa vort eget Legeme; thi vi staa i et uafladeligt Vexelforhold, hvad vore Kræfter angaar, til de fjerneste Dele af Universet, om det end ikke sker paa anden Maade, end ved at vor Jordklode udstraaler endel af sin Varme og derved bidrager til at forhøje Verdensrummets Temperatur, eller ved at vi træffes af den svage Lysstraale fra en saakaldet Taageplet.
Da man havde udfundet, at Varme kan forvandles til mekanisk Arbejde, dette til Elektricitet, Elektriciteten til Magnetisme og denne atter til mekanisk Arbejde, Lys og Varme, og at de alle paa den mest forskjellige Maade kunne lade sig forvandle til kemiske Kræfter, rejste der sig det Spørgsmaal, hvor vidt en bestemt Mængde Varme svarer til en bestemt Mængde Lys eller en bestemt Mængde Elektricitet. Dette Spørgsmaal blev fremkaldt ved den allerede længe bekjendte Omstændighed, at Forøgelsen af en Dampmaskines Kraftudvikling nødvendiggjør et forøget Brændselsforbrug, som staar i et meget nøje Forhold til Virkningen. Et vist Beløb mekanisk Arbejde svarer altsaa til en vis Mængde Varme. Den samme Varmemængde giver altid blot det samme Arbejde eller kan altid kun give den samme Mængde Arbejde, naar den helt forbruges dertil, og den ikke bortødsles paa den ene eller den anden Maade, f. Ex. ved Udstraalning. Der var dernæst tilbage at undersøge, om der bestaar et lignende Forhold som mellem Varme og mekanisk Arbejde f. Ex. mellem dette og Elektricitet og fremdeles mellem alle andre Naturkræfter. Ved de skarpsindigste Fremgangsmaader, som vi dog ikke kunne indlade os paa her nøjere at beskrive, ved Anvendelse af paalidelige Maal, hvorved man blev i Stand til aldeles nøjagtigt at bestemme Kræfternes Virkninger, lykkedes det at løse Opgaven: man kom til det Resultat, at der ikke alene maa finde et saadant Forhold Sted, naar de forskjellige Kraftarter skulle kunne ombyttes med hverandre, men at dette Forhold virkelig ogsaa existerer, og at der, ved Overgangen fra den ene Kraft til den anden, nok foregaar en Forandring i Kvalitet, men ikke i Kvantitet. Ligesom en bestemt Varmemængde giver en bestemt Arbejdsmængde, saaledes svarer den ogsaa til en bestemt Mængde Elektricitet, Magnetisme o. s. v., og disse staa indbyrdes i samme nøjagtige Forhold til hverandre.
Nu kan det vistnok synes, som om der ved de Forvandlingsprocesser, der uafladeligt foregaa i Naturen, ikke altid opnaas lige Virkninger med lige Midler. Dette er imidlertid kun tilsyneladende, da vor sædvanlige Iagttagelsesevne ikke er tilstrækkelig skarp til at efterspore alle de Veje, ad hvilke Dele af Kraften ved forskjellige Omstændigheder kunne bringes til at unddrage sig vor Opmærksomhed. I visse Tilfælde er det ved umiddelbar Maaling blevet bevist, at der ikke finder noget Tab Sted, og hvad Experimenter, Maal og Vægt have godtgjort for enkelte Tilfælde, det har Mathematiken bekræftet som en almindelig Lov. Dette er Loven om Kraftens Uforgængelighed, der i Storartethed værdigt kan stilles ved Siden af Newtons Tyngdelov.
Det Spørgsmaal ligger nær: naar der nu slet intet gaar tilspilde, naar ikke den mindste Del af Stof eller Kraft forsvinder ud af Verden, hvilken Udsigt er der da til, at de ogsaa stedse skalle udøve denne Vexelvirkning, som opretholder den nuværende Verden, og kan Naturvidenskaben indlade sig paa at besvare dette Spørgsmaal? Med andre Ord: er der Grund til at tro paa Verdens Undergang, og af hvad Slags vil denne blive.
Efter de foregaaende Betragtninger er det ikke saa vanskeligt at besvare dette Spørgsmaal. Thi da vi have set, at ikke det mindste gaar tabt, hverken Stof eller Kraft, kan man ikke længere nære den Anskuelse, at der, naar der tales om Verdens Undergang, kan menes en fuldstændig Tilintetgørelse, en Dannelse af et tomt Rum, et Intet. Man vilde i det højeste kunne tænke sig en Tilintetgjørelse af Former, et Ophør af de vexlende Kræfter. Men da nu heller ikke Kræfterne kunne forsvinde, er der kun den Mulighed tilbage for en Verdensundergang, at Omstændighederne skulde berøve dem Lejlighed til at ytre sig.
Dette maa nødvendigvis engang indtræffe, forudsat at vi kunne antage, at de bekjendte Love vedblivende ville have Gyldighed, og enhver Dag, som gaar, formindsker den Tid, som ligger mellem det nærværende og den store Død.
Alle Kræfter virke nemlig altid saaledes, at de stræbe at frembringe Ligevægt. Naar et Legeme bliver underkastet Temperaturforandring, vil det forandre sit Omfang og kan allerede derved fremkalde mekaniske eller elektriske eller Lysfænomener. Om det paagjældende Legeme er aldrig saa varmt, om det har optaget aldrig saa megen Varme i sig, saa vil al denne Varme dog ikke kunne fremkalde nogensomhelst Kraftytring, naar alt, hvad der omgiver dette Legeme, er ligesaa varmt, saaat der altsaa ikke kan finde nogen Udjevning Sted, ingen Forandring i Temperaturforholdene. Et Legemes Varme virker nemlig kun ved sin Modsætning til andre, mindre varme Legemer, paa hvilke den kan overføres. Elektriciteten frembringer sine ejendommelige Virkninger, naar positiv og negativ Elektricitet forene sig, og det samme Forhold møder os i Magnetismen ved Modsætningen mellem de to Poler.
Naar vi saaledes ville tænke os, at alle disse Verdenskræfter engang ere forvandlede til Varme, kommer al Bevægelse og al Forandring, med andre Ord alt Liv til at ophøre, naar der hersker den samme Varmegrad i hele Verdensrummet, og der ikke længere findes noget varmere eller koldere Sted. Den gjensidige Tiltrækningskraft mellem Himmellegemerne er ophørt — den er forvandlet til Varme; Stjernernes Bevægelse er forlængst ophørt; det samme gjælder om Tiltrækningskraften mellem de enkelte Dele, hvoraf Legemernes Fasthed jo er betinget. Stoffet har mistet sin Form og er blevet Atomstøv. Ingen Lysstraale trænger gjennem den mørke Nat: alt Lys er blevet Varme
— og Varmen udøver ingen Virkning mere. Dens sidste Ytring har været at udjevne Modsætningerne i hele Rummet: der hersker en fuldstændig Fred, en evig Ro i Verden.
Vi ere saaledes i Stand til at forudsige en saadan Ende paa alt legemligt Liv; thi ligesom Jorden hidtil bestandigt har mistet mere og mere af sin Varme og udstraalet den i Verdensrummet, og ligesom den kun ved Varmeudstraalning fra Solen opretholdes i sin nuværende Skikkelse, saaledes vil dens Livskilde ogsaa lidt efter lidt udtørres; thi den uafladelige Udstraaling af Varme maa tilsidst ogsaa udtømme Solens Varmeforraad. Og paa samme Maade som Solens Varmemængde langt om længe bliver fordelt, paa samme Maade vil det gaa med alle de andre Himmellegemers Varme. De elektriske, magnetiske og Lysfænomenerne, de kemiske Processer, den organiske Verdens Liv og Udvikling — der jo alt er den samme Kraft, der blot ytrer sig paa forskjellig Maade (og som vi i denne Fremstilling have betragtet som Varme)
— ville ytre sig svagere, efterhaanden som Kraften aftager, og tilsidst vil den ganske ophøre, nemlig i det Øjeblik der hersker den samme Temperatur i hele Verdensrummet. Vi ere dog ikke i Stand til blot tilnærmelsesvis at bestemme det Tidsrum, der endnu adskiller os fra denne endelige Død. Naar det maa anses for givet, at Jordens Varme i de sidste 2000 Aar ikke er aftaget med 1/100 Grad, maa Tiden for Verdens Undergang forekomme os at ligge saa ubegribelig fjernt, og Blikket ud i Fremtiden, der dog viser Forkeren den sikre Død, bliver ikke modløst, men opløftet; thi den store Lov, der er udgrundet, antyder en Uendelighed af Faser, som Livet maa gjennemgaa, inden det vender tilbage til den evige Hvile.
Vi have meddelt vore Læsere denne Tankegang for at lade det blive klart for dem, hvor frugtbar og betydningsfuld den Videnskab er, hvormed vi skulle beskjæftige os i dette Bind.
Fysiken er den hele synlige Verdens Grundvidenskab; den fører vor Tanke ud i de fjerneste Afstande, baade hvad Tid og Rum angaar, og samtidigt lærer den Haandværkeren med en lignende Samvittighedsfuldhed Lovene for Skruen og Vægtstangen. Det er denne Videnskab, vi kunne takke for de vigtigste Fremskridt i de sidste 100 Aar.
Fysikens Historie. Skjøndt der ganske vist altid findes Anledning nok til at anstille Betragtninger over Naturfænomenerne, og skjøndt disse allerede i den ældste Tid maa have sysselsat Menneskene, udkræves der dog en vis Uddannelse af Tænkeevnen for at bringe Iagttagelserne i en bestemt Orden, og dette er naturligvis endnu mere nødvendigt, naar man fra et Fænomen skal kunne slutte sig til dets Aarsag. Allerede de første Mennesker gjorde, uden at de selv vidste det, Brug af de fysiske Love ved Forfærdigelsen af deres Redskaber. Senere har man samlet en stor Mængde Kjendsgjerninger, men de første Forsøg paa at benytte dette rige Materiale paa videnskabelig Maade gaa ikke særdeles langt tilbage i Tiden.
Først i Ægypten træffer man paa Tegn til, at dette Land, der i Almindelighed var den græske Kulturs Vugge, ligeledes var Hjemstedet for Oldtidens videnskabelige Uddannelse i Mathematik, Fysik, Astronomi og Kemi. Imidlertid synes det, at disse Spirer til Naturvidenskab ikke have fundet nogen gunstig Jordbund hos de fleste af de Folkeslag, med hvilke Ægypterne stode i Berøring. De asiatiske Handelsfolk havde nærmest andre Interesser. Men, efterhaanden som Føniciernes Søfart udvikledes, og dette Folk ved sine Handelsrejser og Kolonisation fik mere Kjendskab til fjernere Lande, navnlig til Afrikas Nordkyst (Karthago), er der rimeligvis ogsaa blandt dem gjort Fremskridt i Naturvidenskaben. Mange af de Kundskaber og Opfindelser, man tilskriver dette driftige Folk, kan man dog ikke betragte som erhvervede ad videnskabelig Vej; de vare snarere et Værk af Tilfældet og afgive saaledes ikke nogen Maalestok til Bedømmelse af det Standpunkt, hvorpaa Naturvidenskaberne dengang befandt sig. Af Moses lære vi, at Hebræerne medbragte en stor Del Kundskaber fra Ægypten, men dette Folks usikre politiske Forhold tillode det ikke at skænke Naturvidenskaben den fornødne Opmærksomhed. Etruskernes alvorlige Sind synes i højere Grad at have helliget sig Udforskningen af Naturens Hemmeligheder.
Ægypternes egentlige Arvetager var Grækenlands begavede Folk: dets mest fremragende Mænd fuldendte deres Uddannelse i Ægypten; paa de længere Rejser, de foretoge, gjorde de en Mængde umiddelbare Iagttagelser, og den Opvakthed, der var ejendommelig for Grækerne, krævede en selvstændig Besvarelse af alle de Spørgsmaal, som rejste sig. Ægypten var maaske den første Spore til den videnskabelige Opblomstring, men Grækerne have dog aldeles selvstændigt udviklet de forskjellige Videnskaber, og blandt dem ogsaa Naturvidenskaben.
Først øvede den filosofiske Skarpsindighed sig paa at forklare Verdens Tilblivelse (Kosmogoni); dette ledede til Antagelsen af et Grundstof (Element). Empedokles (460 f. Kr.) fremsatte sin Lære om de fire Elementer (Ild, Luft, Vand og Jord) og omstyrtede derved alle ældre Theorier; mærkværdigt nok har denne Lære vidst at gjøre sig gjældende lige til den nyere Kemis Tid. Desværre havde man i denne fjerntliggende Periode, der var saa rig paa sjeldent begavede Mennesker, endnu ikke lært at indse Betydningen af Iagttagelser: en genial Ide og nogle tilfældigt indtræffende Overensstemmelser vare tilstrækkelige til at sætte baade Talent og Flid i travl Virksomhed for at skabe et Verdenssystem. Derfor har en saa udmærket og kundskabsrig Mand som Pythagoras ikke heller stiftet saa megen Nytte i videnskabelig Henseende, som man med Rette kunde have ventet. Først med Demokritos fra Abdera (d. 404 f. Kr.), Sokrates og Aristoteles begyndte der en hel ny Periode. De førstnævnte berigede maaske ikke Videnskaben med noget nyt Materiale: men den rigtigere Methode, de opstillede overfor Sofistiken, var dog af største Betydning. Aristoteles derimod, som af sin talentfulde Elev, Alexander den Store, blev forsynet med alle tænkelige Hjælpemidler, udvidede i en overordentlig Grad Kjendskabet til alt, hvad der foregaar i Naturen; Naturvidenskaben fik derved et selvstændigt og mere begrænset Omraade, hvad den tidligere havde maattet savne.
Hvad specielt Fysiken angaar, var det i Begyndelsen Stjernernes Bevægelser, der opfordrede til Granskning. Astronomien og den fysiske Geografi udvikledes Haand i Haand. Eratosthenes fra Kyrene (228 f. Kr.) var den første, som forsøgte at maale Jordens Omkreds. Man nøjedes derimod endnu med symbolske Forklaringer af Lysfænomenerne, af den elektriske Ejendommelighed ved Ravet (Elektron), som Grækerne havde lagt Mærke til, og af den tiltrækkende og frastødende Kraft hos Magneten, der ligeledes var dem bekjendt; og hvis Schweiggers Forsøg paa at betragte hele den græske Mythologi som en symbolsk Opfattelse af Naturen ikke var altfor dristig, vilde det sikkert være klart, at de, der vare indviede i dens Lærdomme, maatte have et overordentligt Kjendskab til Naturen.
Romerne fik deres Indsigt i Naturvidenskaben ligesom overhovedet hele deres aandelige Udvikling fra Grækenland, men det var dog egentlig kun Mathematiken og nogle dermed beslægtede Grene af Krigsvidenskaben (Befæstnings- og Bygningskunst), som bleve videre dyrkede; iøvrigt bleve enkelte naturvidenskabelige Spørgsmaal Gjenstand for mærkværdig poetisk Fremstilling — men den rette Forskeraand manglede. Selv Mænd som den ældre og yngre Plinius eller Strabo havde egentlig mere Samlertalent end Lyst og Trang til at udfinde de Love, der laa til Grund for Fænomerne.
Derimod optræde Araberne som virkelige Befordrere af Naturvidenskaberne; ved deres Levemaade i det Frie vare de allerede ret vel fortrolige med enkelte Grene af dem, Astronomi og Meteorologi, og som Følge deraf var det ogsaa de mathematiske Videnskaber, man i Begyndelsen helligede den største Opmærksomhed; men ved Siden deraf træffe vi her paa de første Spor af Kemi, som blev ført over til Spanien og herfra af Korsfarerne videre til det vestlige Europa. Ifølge Omstændighederne undergik disse Videnskaber her en ejendommelig Behandling. Aarhundreder igjennem havde næsten alle Omraader af videnskabelig Forskning henligget ganske udyrkede, og det frembrydende Lys kunde derfor ikke i Begyndelsen opfattes paa den rette Maade. Astronomien misbrugtes til Astrologi, og det var først Keppler, som befriede den for disse uværdige Lænker; Kemien blev paa samme Maade Alkemi. Men til Trods for alt dette viste disse Videnskabers evig unge Kraft sig stærk nok til at føre Sind og Tanke tilbage til Naturen, og, efterhaanden som Tanken blev fortrolig med Fænomenerne og med de Love, der laa til Grund for dem, tilkæmpede den sig Frihed, og Mænd som Galilei og Kopernikus vare de første til at sønderrive det tætte Slør af Dumhed og Løgn, som Præstevældet havde bredt over Folkene.
Albertus Magnus (d. 1280), Roger Baco (1294), Optikeren Vitellius (1280), Konrad von Meyenberg (1349), Raymundus Luilus (d. 1315), Thomas fra Aquino (1274), Johan von Gmünden (1442), Georg von Peurbach (1461) og Johannes Müller Regiomontanus (f. 1436, d. 1476) ere Navne, som aldrig ville blive glemte. Allerede Aar 1300 gav Theodorik fra Apolda en Forklaring af Regnbuen; Brilleglas bleve vistnok opfundne omtrent samtidigt, saa vidt man ved af Alessandro di Spina; nogle Aar tidligere havde Flavio Gioja fra Amalti opfundet eller forbedret Kompasset.
Søfarten, hvis Grænser udvidedes ved Kompasset, gav Anledning til, at Kolumbus opdagede Linien uden Misvisning; han iagttog tillige, at Varmen aftager i de højere Luftlag. Som en udmærket Naturforsker i det 15de Aarhundrede maa vi nævne Leonardo da Vinci, der ikke blot bearbejdede Optiken og Læren om Synet, der laa ham nær som Kunstner, men ogsaa Hydrauliken; han konstruerede adskillige sindrige Maskiner og indførte mere Klarhed i Meteorologien, der hidtil var bleven behandlet uden videnskabeligt Grundlag. Hans rationelle Opfattelse af Gjenstandene i Naturen og deres systematiske Behandling vise, at han allerede var gjennemtrængt af den samme Aand, der senere gjennem Bacon af Verulam vandt Indgang i Forskningen.
Regiomontanus havde i det 15de Aarhundredes sidste Halvdel konstrueret parabolske Brændspejle og opfundet Decimalregningen, forfærdiget Jord- og Himmelglober, iagttaget Maanens Libration og Ekliptikas Heldning mod Ækvator, men fremfor alt ved sine Forskninger udøvet en saa umiddelbar Indflydelse paa Kopernikus, at hans Navn paa en ærefuld Maade er knyttet til Uddannelsen af det astronomiske System, der er blevet Grundlaget for Naturvidenskaben.
Det første Storværk — efterat Kopernikus (d. 1543) allerede havde fremsat sit System — skyldes Keppler, hvis Love for Planeternes Bevægelser, ligesom de af Galilei, hans udmærkede Samtidige, opstillede Love for Pendulets Svingninger, indledede en hel ny Periode, hvor Naturforskningen kun anser de omhyggeligste Iagttagelser og de derpaa umiddelbart byggede og klart fremsatte Slutninger for fuldt paalidelige. Keppler er ogsaa Opfinder af den astronomiske Kikkert, der er opkaldt efter ham, og hvis Konstruktion var et Resultat af hans optiske Undersøgelser. Det var ham, der udviklede den rigtige Theori for Øjets Virksomhed, støttet paa Lovene om Lysbrydningen, og Navnet Dioptrik (Lysbrydning) for denne Gren af Optiken skyldes Keppler. Og, ligesom Regiomontanus var Kopernikus' Forgænger, saaledes gik Keppler, med sine Anskuelser om Legemernes indbyrdes Tiltrækning forud for Newton, der opdagede Tyngdeloven.
Den talentfulde Bacon af Verulam (f. 1561, d. 1626) havde allerede ved sin overbevisende Fremstillingsmaade beredt Vejen for den Omvæltning i Fysiken, der gjennemførtes af Keppler og Galilei, og Descartes (f. 1596, d. 1650) havde paa den anden Side tydeliggjort Fordelene ved en mathematisk Behandling af fysiske Problemer. Huyghens (f. 1629, d. 1695), Opfinderen af Sekundpendulet og dets Anvendelse til Tidsmaalinger, og navnlig Newton (f. 1642, d. 1727) gav den nye Methode en saadan Fasthed, at den maatte holde sig ogsaa i de kommende Tider. Mange af de Fænomener, man tidligere havde betragtet som saa overordentligt indviklede, lode sig ved Hjælp af denne Methode udtrykke ganske simpelt, og den Lovbundethed, man havde opdaget, blev herefter anvendelig paa den mest frugtbringende Maade. Omendskjøndt Newton ikke hævdede den mathematiske Behandlings Nødvendighed med saa stor Bestemthed som Descartes, men snarere søgte at finde en Besvarelse af Spørgsmaalene — som f. Ex. om Lysets Natur o. s. v. — ved at anstille Experimenter, der, hvad Omhyggelighed og Nøjagtighed angaar, staa uovertrufne endnu den Dag idag, betragtede han dog Matheinatiken som den endelige Prøvesten saavel i det nævnte Tilfælde som ogsaa ved de rent mekaniske Opgaver; og det var netop ved denne bestandige Henvisning til de Erfaringer, man havde vundet ved Experimenter, at han hindrede Forskningen i at fortabe sig i disse tomme Spekulationer, hvori de gamle Filosofer vare hensunkne, ofte fra et rent mathematisk Synspunkt, og som Keppler eller Descartes heller ikke kunde sige sig ganske fri for.
I Afsnittet om Lyset faa vi Lejlighed til at se, hvilken Andel Newton havde i Udviklingen af Fysiken, som han berigede ved Opdagelsen af Tyngdeloven og ved sine optiske Undersøgelser.
Før og samtidigt med ham arbejdede Otto von Guericke (f. 1602, d. 1686), Franskmændene Paul de Fermat (d. 1665) og Blaise Pascal (f. 1623, d. 1662), Mariotte (d. 1686), der opdagede Loven for indelukkede Luftarters Sammentrykkelighed, Bernouillierne (Jacob B. d. 1705 og Johan B. d. 1728) og fremfor alle Huyghens (d. 1695). Huyghens opdagede Lysets Polarisation, den Forandring, som en Lysstraale undergaar ved at passere en islandsk Dobbelspathkrystal, en vigtig Iagttagelse, der ligger til Grund for Bølgetheorien, som han selv fremsatte. Lysets Polarisation ved Tilbagekastning opdagedes af Malus Aar 1808, og 3 Aar senere opdagede Arago den kromatiske (farvede) Polarisation. Hooke og Grimaldi havde allerede i Aaret 1665 iagttaget Interferensfænomener, der ligeledes kun kunde forklares ved at antage Tilstedeværelsen af Lysbølger; men de gjorde ikke deres Iagttagelser frugtbringende, saaledes som Huyghens, og derfor er det ham, Æren tilkommer for en af de vigtigste Theorier i Fysiken. Blandt de ivrigste Forsvarere af denne Theori, der i Begyndelsen blev stærkt angrebet, og som gaar ud paa, at alle Lysfænomener opstaa af Bølgebevægelser i et ejendommeligt Fluidum, Ætheren, var ogsaa Euler, en tysk Mathematiker (f. 1707, d. 1783), hvorimod Newton opstillede den saakaldte Emissions-hypothese, i Følge hvilken Lyset fremkommer ved en Mængde smaa Lysdele, de selvlysende Legemer udsende, skjøndt han paa en beundringsværdig Maade havde undersøgt og udforsket alle de Fænomener, der netop give yderligere Støttepunkter for Bølgetheorien.
Fra denne Tid skriver sig — foruden de tidligere nævnte vigtige Love for Tyngden, Lufttrykket og Lyset — ogsaa Opfindelsen af Luftpumpen, de magdeburgske Halvkugler, Elektrisermaskinen, endvidere Penduluhret og Ankergangen, Spejlkikkerten, Manometret, Nonien og Hygrometret. Den første Spire til Dampmaskinen kan ogsaa paavises ved denne Tid, skjøndt den jo først udvikledes videre i det følgende Aarhundrede.
For det 18de Aarhundredes Vedkommende og lige til vore Dage kunde man affatte en lang Liste paa Navne og Opfindelser, uden dog blot halvvejs at give et fuldstændigt Overblik over Fysikens Udvikling. Det gik hurtigt fremad paa den engang betraadte Vej; det var navnlig Elektriciteten og Magnetismen, som bleve Gjenstand for en ivrig Forskning. Akustiken (Lydlæren) bearbejdedes ganske vist af Euler, men blev dog forsømt i Sammenligning med de andre Grene af Fysiken, hvorimod Læren om Luftarter og Dampe blev klart og tydeligt fremstillet af en hel Række Videnskabsmænd, som dels tilhøre det 18de, dels det 19de Aarhundrede.
Ville vi nævne den vigtigste Begivenhed paa de fysiske Opdagelsers Omraade, er denne ubetinget Dampmaskinens Opfindelse. Dette mærkelige Apparat, hvorved man blot ved Hjælp af Varme kan frembringe mekanisk Kraft, har mere end nogetsomhelst andet omskabt de menneskelige Forhold: den har nærmet Jordens Folkeslag til hverandre, den har gjort de politiske og nationale Grænser mindre skarpe, den har mangfoldiggjort Kræfterne og formindsket Omkostningerne ved Opførelsen af vore Bygninger og ved Bearbejdelsen af Raastofferne til Nytte eller Fornøjelse, den har i mange Tilfælde lindret Fattigdommen ved at bringe Overflodet hen, hvor der hersker Mangel; den har mangedoblet vort korte Livs dyrebareste Ejendom, Tiden, og har løftet Mennesket et Trin højere op, idet den har fritaget os for at udføre en Mængde lavere mekaniske Arbejder, som vi tidligere vare nødte til at udføre — og dog er Dampmaskinen kun lidt over hundrede Aar gammel! Den blev opfundet af James Watt Aar 1769, ikke ved et Tilfælde, men efterat han vedholdende og neje havde tænkt over Dampens Natur. Omtrent 2000 Aar tidligere havde Heron fra Alexandria iagttaget ejendommelige Virkninger af Dampen og, støttet herpaa, konstrueret et mærkeligt Apparat. Allerede dengang laa alt saa nær, men dog udfandt man hverken Dampcylindren med sit bevægelige Stempel eller Turbinen, hvis Princip ligeledes for første Gang fandt sit Udtryk i Herons Apparat.
Lynaflederen (1752) er ikke stort ældre end Dampmaskinen. Man har villet paastaa, at Grækerne havde nøje Kjendskab til Elektriciteten, og at de plantede høje Træer omkring deres Templer, for at aflede Lynets fordærvelige Virkninger; men der er dog næppe nogen Tvivl om, at Æren for denne Opfindelse tilkommer Amerikaneren Benjamin Franklin. I Begyndelsen af det 18de Aarhundrede opdagede man Grundlaget for de elektriske Fænomeners indre Sammenhæng, og først efterat man havde vundet denne Erfaring, blev det muligt at udfinde Lynets Natur og finde Midler til at afværge dets skadelige Virkninger. Alle andre Opfindelser paa Elektricitetens og Magnetismens Omraade tilhøre en senere Tid; thi Grundsandhederne maa først være fremsatte, inden de Anvendelser og Slutninger, der støtte sig til dem, kunne gjøres.
Allerede fra den ældste Tid har man anstillet de mest forskjelligartede Forsøg paa at telegrafere, og vi ville i saa Henseende kun henvise til den kortfattede Fremstilling, vi have givet desangaaende i Slutningen af forrige Bind Side 538—550. Men uagtet denne Trang til et hurtigt Meddelelsesmiddel mellem Steder, der laa fjernt fra hinanden, stadigt har gjort sig gjældende og stadigt har bragt baade Lærde og Lægfolk til at tænke over, hvorledes det dog vilde være muligt at løse denne Opgave, kunde Telegrafien ikke opnaa sin nuværende mærkværdige Uddannelse, førend Elektromagnetismen var bleven opdaget af Ørsted i dette Aarhundredes Begyndelse, og førend Ampère, Gauss og Weber havde anstillet deres Undersøgelser med Hensyn til denne Opdagelse, og førend Mænd som Steinheil, Wheatstone og Morse m. fl. ved talrige Iagttagelser og ved sindrige Opfindelser havde gjort Elektromagnetismen anvendelig i det praktiske Liv.
Næsten alle de Instrumenter, som benyttes til at maale visse Fænomener eller Kræfter for at kunne sammenligne deres Virkninger, ere først blevne opfundne efter det 17de Aarhundrede: Thermometret (Varmemaaler), Barometret (Lufttrykmaaler), Manometret (Damptrykmaaler), Elektroskopet (Elektricitetsmaaler) o. s. v. Kun Vægtskaalen er en gammel Opfindelse, men har dog senere opnaaet en saadan Fuldendelse og en saa vidtstrakt Anvendelse, at man kan have Ret til at sige, at den som fysisk Instrument er bleven opfundet for anden Gang paa den franske Revolutions Tid. Den nyere Fysiks Kjærne bestaar netop i at undersøge alle Fænomer med Hensyn til deres Maal; og alle de Erfaringer, den saaledes indhøster, faa derved en absolut Betydning, der er uafhængig af vore usikre Sandseopfattelser, og som ene og alene er tilgængelig for mathematisk Behandling. Og kun paa denne Maade kunne vi paany bringe det Fænomen til at vise sig, som det kan have Betydning for os at undersøge endnu en Gang. Det er klart, at vi ikke kunde fremsætte den Paastand, at Vandet altid fryser, og at Isen altid smelter ved den samme Varmegrad, naar vi ikke havde nogen anden Maalestok end vore Nerver.
Kun Maaleinstrumenterne og Maalingsmethoderne ere i Stand til at give os forstaaelige Svar paa de Spørgsmaal, vi henvende til Naturen. Den virkelige Naturforsker bruger ikke mange Ord: ofte kan der i nogle faa Linier være fremsat Resultaterne af aarelange, møjsommelige Arbejder; men disse faa Linier blive da ogsaa uudsletteligt indskrevne i Menneskehedens Historie.</poem>
Fodnoter.
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder. | wikisource | wikisource_2995 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Spurven sidder stum bag Kvist;
såmænd, om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for Nordenblæstens Byger.
Lul, — lul! Rokken går
støt i Moders Stue,
og jo mere Vinden slår,
des mer får Arnen Lue.
Skarpe Smæld af branket Malt,
og Karters kåde Skratten,
fjerne Grynt af Husets Galt
og Barneleg med Katten —
Lul, — lul! Rokken går,
flittig Foden træder,
kun sålænge Hjulet står,
som lille Søster græder.
Far har røgtet Kvæget ind,
med Halmen tættet Karmen,
gnedet Grisens blanke Skind,
at den må holde Varmen.
Lul, — lul! Rokken går!
Far mod Stuen stiler,
Mor en Bugt på Tråden slår,
ser op på Far og smiler.
Barnet i sin Mørkningskrog
ta'r søvnig til at gabe,
snart det vil sin Billedbog
af de Småhænder tabe.
Lul, — lul! Rokken går!
Ild om Gryden slikker,
Vejrets Svøb om Gavlen slår,
og Hagl mod Ruden klikker.
Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Tråden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, — lul! Rokken går!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken sår
en Skok af Skyggeringe.
Pigen nys fra Gruens Glød
svang bort den sorte Gryde,
sænked den i Sengens Skjød
for Grødens Trods at bryde.
Lul, - lul! Rokken går!
Nadverbordet samler;
Store sidder, Mindre står
på Bænk og bitte Skamler.
Far ta'r ned så tung en Bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved Spændets Krog
og lukker med et: Amen!
Lul, — lul! Rokken går,
Ensomheden synger,
Mulmet tæt om Taget står,
og Sneen går i Dynger.
Her ved Moders gamle Rok
hun lærte mig at stave,
synge om „den hvide Flok“
og „al hans Nådegave“
Lul, — lul! Rokken står!
Men dens Nyn og Sange
vemodsfuldt mod Hjertet går,
når Kvældene bli'r lange. | wikisource | wikisource_1795 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
[79]
Souverainiteten bør sættes paa en fast Fod, saa den ej kan rykkes, og heller intet Indgreb gjøres i Undersaatternes Velfærd. Til den Ende bør alle Gratialia blive i Kongens Magt, men Ingen afsættes uden efter Stændernes Samtykke ved Lov og Dom; ingen Skat paalægges uden dem; ingen Hovedforandring gjøres i Landets Oeconomie og indvortes Bestyrelse uden dem.
Et Parlament af 48 Personer, samlet i Kjøbenhavn, som efter tre Aars Forløb skulde fornyes, og de samme Personer ej igjen vælges førend efter ni Aar, skulde forestille Stænderne.
Dannemark skulde inddeles i sex Portioner; Kjøbenhavn være den ene, Sjelland den anden, Fyen den tredie, hertil regnes Langeland; Øerne Lolland, Falster, Møen, Bornholm etc. den fjerde; Aarhus og Aalborg den femte; Ribe og Viborg den sjette. Fyrstendømmene deles i tre Portioner, Slesvig i to, Holsten og Oldenborg i een, saaledes at een Person af de tre
[80]
skulde altid være fra det Oldenborgske eller Delmenhorstiske. Norge skulde inddeles i sex. Christiania Stift i to; Christiansand i een; Bergens i een; Throndhjems i to, saaledes at Throndhjems og Romedals Amter skulde bestaa af een, og Nordlandene og Finmarken af een. Island skulle have een. Hver Portion skulde bestaa af tre Personer. Hertil maatte vælges Adelige og Uadelige, saa og Gejstlige, dog ingen uden Bisper eller Præster. Ingen maatte vælges paa Landet, uden han havde faste Ejendele, og ingen i Byerne uden han var en anseelig Embedsmand. I hver Portion maatte i det mindste een være fra Landet, og ligeledes een fra Byerne.
Vælgerne skulde være i det Gejstlige alle Præster i hver Portion. For Byerne to Deputerede af Magistraten fra hver Bye, og to Borgere af de anseligste Byer, men af de smaa Byfogden og een Borger. Paa Landet Fogderne, Sorenskriverne, og een Bonde af hvert Fogderi. Christiania Stift skulde inddeles saaledes, at Byerne udgjorde den ene Portion og Landet den anden. Ligeledes skulde Slesvig inddeles.
Paa Island skulde vælges af Sysselmændene, Amtmændene, Fogderne, Bisperne, Præsterne og een Bonde af hvert Syssel. Alting skulde gaa efter de fleste Stemmer. I Dannemark og Fyrstendømmene skulde vælges ligesom i Norge, undtagen at paa Landet skulde være een
[81]
Herremand af hvert Amt iblant Vælgerne, og i hele Kjøbenhavn den hele Magistrat, og de 32 Mænd, som igjen burde indsættes.
Udi Parlementet burde i alle almindelige Ting gaa efter de fleste Stemmer og ligeledes i alle vedkommende hver Province, hver Stand for sig. De skulle alle bestaa af Bystanden, Landstanden og Gejstligstanden. Kom Tvist imellem Portionerne, da skulle alle Provincer i Dannemark efter de fleste Stemmer afgjøre Sagen, og ligeledes i Norge etc. Kom Tvist imellem Stænderne i hvert Rige, skulle alle tre Riger, hvorunder jeg forstaaer Fyrstendømmene, afgjøre den efter de fleste Stemmer. Kom Tvist imellem Rigerne, som Gud forbyde, da skulde det tredie Riges Stemme give Udslaget.
Samlingen skulde holdes paa Kongens Palais.
Hver Deputeret skulle aarlig have 500 Rdlr., at udrede af hver Portion. De fra Island og Nordlandene skulde salareres af hele Landets Cassa.
Naar Nogen blev tiltalet paa sit Embede, da skulde Parlementet træde sammen med Højesteret og dømme tilhobe uden Appel.
I Parlementet maatte Ingen sættes, som havde Betjening til Hove, eller var i Conseillet. Og blev det befundet, at Nogen af Parlementet
[82]
tog Salarium af Hoffet, da maatte hans Vælgere i hvert Rige strax kunne votere ham ud.
Kongen har Magt at afsætte sine egne Hofbetjentere efter eget Behag.
Conseillet skulle bestaa af otte Personer. Derudi maatte ingen sidde, som havde Forestilling. De skulde conferere med Kongen og tilligemed Parlamentet i at afgjøre Landets almindelige Sager. Intet maatte deri besluttes uden Kongen og Parlementet vare enige. Alle Ting, som ej vedkomme det Hele og Store, lader Kongen expedere ved Conseillet og Collegierne. Hver Conseils-Minister skulde have 3000 Rdlr. Thott og Schak skulde sættes deri. Ministeren af de udenlandske Affairer er den eneste af dem der har Forestilling, som bør være deri.
De Artikler om Successionen og den augsborgske Confession staa ved Magt.
Dette bør Kongen nu strax besværge, og siden hver Konge ved Regjeringens Tiltrædelse. Prinds Friderich bør være den første i Conseillet og Stadtholder i Dannemark, ligesom Prindsen af Hessen i Fyrstendømmene, og Benzon, der igjen bør indsættes, i Norge.
[83]
Magistraten i Byerne og Borgernes Formænd komme sammen, og ved Kugler udvælge den ene Repræsentant. De Gejstlige i den Portion, som skal indbegribe al Søkysten indtil ... møder og i Christiania 16 i Tallet, tilligemed Bispen og Rector, og udvælge den gejstlige Representant. Den Del af Stiftet, som ligger inde i Landet, samles paa Hedemarken, og handler paa samme Maade, undtagen at Bispen maa og være det tilstede i den gejstlige Forsamling. Ligeledes handles i Dannemark.
Valget kan i Dannemark skee i Junii Maaned. I Norge i Februarii og Martii. Repræsentanterne bør være samlede i Kjøbenhavn til Mikkelsdag. Alle Valg skee ved Kugler. Befindes nogen at have søgt ved Penge eller anden Fordel at kjøbe sig Stemmer til, være for evig udelukt fra at komme paa noget Valg.
Kongen udgiver strax en Declaration, at han, for at sætte Souverainiteten paa en fast Fod, og bevise den Kjærlighed, han bær for sine Undersaatter, har besluttet at kalde Stænderne sammen. Dette underskrives ogsaa af Prinds Friderich, at han samtykker dette. Siden ud-
[84]
gives en nærmere Declaration, hvorudi Stændernes Rettigheder fastsættes, efter Dette og Mere, som efter videre Overlæg kan tillægges fratages og forandres. Denne Declaration underskrives ogsaa af Kongen og Prindsen for dem og deres Arvinger, og bliver en Grundlov.
Naar Stænderne ere samlede, aflægge alle Embedsmænd Borgere og Militien en ny Eed, at de ville vedligeholde Souverainiteten og Regjeringsformen paa den Maade, som den er fastsat i Grundloven, navnlig, at Kongen og alle Friderik den 3des Desendentere vedblive, efter den Orden, som er fastsat i Kongeloven, at regjere Riget, og det med en Enevolds-Magt overdraget dem af Stænderne, og fastsat paa den Maade, som der nu er bestemt i den sidste Grundlov, navnlig at ingen Skatter maa paalægges, ingen Formering eller Forandring skee i Krigshæren til Lands og Vands, ingen Betjent afsættes, uden Stændernes og Kongens overenstemmende Villie, og at disse Stænder forestilles ved en Samling af 48 Personer, som stændig opholder sig i Kjøbenhavn, og hvilke 48 Personer sidde i 3 Aar,
[85]
da de afløses ved andre 48, og saa videre, som kan sees af Grundloven.
En Province eller Portion maa ej udvælge andre end dem, som bo og stadig opholde sig i deres egen Province. Naar Parlamentet skal støde til Højeste-Ret, da udvælger det ved Kugler 12 eller 16 af sine Lemmer, at det ej skal hindres i sine øvrige Forretninger.
Kongen lader ved een eller to af Conseillet proponere i Parlementet.
Ingen Skatformering eller Forandring af Milicen eller andre saadanne vigtige Ting maa gjælde inden derom er bleven voteret tre Gange efter hinanden paa adskilte Dage i Parlementet, og Tingene da alle tre Gange haver faaet de fleste Stemmer. Men har den kun een eller to Gange havt det, da maa den ej igjen proponeres førend et Fjerding Aar. Bliver den rent tre Gange efter hinanden afslaaet, da maa den ej proponeres førend efter et Aar.
Ingen Parlementslem kan udstødes eller fængsles, uden han overbevises om Bestikkelse. Skulde han forsee sig med usømmelige Ord mod Kongen eller det kongelige Hus, da kan han af
[86]
Parlementet forenet med Højeste-Ret dømmes i Bøder, afsættes fra sit andet Embede etc.
Skulde, som Gud forbyde, enten Kongen eller Parlementet gjøre Indgreb i hverandres Rettigheder, da viser Grundloven hvo der haver forurettet hinanden, og da ere alle Collegier, Militaire etc forpligtede til, efter deres Eed, at holde Grundloven ved Magt.
Ingen Undersaat maa fængsles eller skee nogen Ulempe, uden efter Lov og Dom. Skeer det enten af Kongen eller Parlementet, da har den ene af dem Magt at søge dette rettet paa en god Maade. | wikisource | wikisource_3812 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=205 to=234 header=1 /> | wikisource | wikisource_16799 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=326 to=343 header=1 /> | wikisource | wikisource_12758 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Erling Lindgren skrev i 1984 en melodi til denne sang.
Teksten.
<poem>
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.
Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle?
Det giver os for ånder syn
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.
Er lys på visse vilkår blot
så halvvejs at ophøje?
Gør det ej alle vegne godt,
er lys ej livets øje?
Skal for misbrugens skyld måske
på åndens himmelbue,
vi heller mulm og mørke se
end solens blanke lue?
Nej, aldrig spørges det fra Nord,
vi lyset vil fordunkle!
Som nordlys i fribårne ord
det sås på himlen funkle,
og ses det skal ved nordens pol,
ej blot i kroppens rige;
midsommerens den bolde sol
vil ej for midnat vige!
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!
</poem> | wikisource | wikisource_2555 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=104 to=118 header=1 /> | wikisource | wikisource_24751 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="UfR.1917B.1 Frantz Dahl - Ugeskrift for Retsvæsen (1867-1916) og dets forgængere.pdf" from=1 to=28 header=1 /> | wikisource | wikisource_23787 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Møllen.djvu" from=281 to=299 header=1 /> | wikisource | wikisource_25816 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=127 to=134 /> | wikisource | wikisource_21680 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=86 to=89 header=1 /> | wikisource | wikisource_30158 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Galvanismen.
<poem>Indledende Bemærkninger. Luigio Galvani, født 1737, var fra Aaret 1775 ansat som Professor i Anatomi ved sin Fødeby, Bolognas Universitet. I 1797 blev han en kort Tid af politiske Grunde fjernet fra sit Embede, men blev dog snart gjenindsat, og døde 1798. Hans Undersøgelser vare ikke alene af anatomisk men ogsaa af fysiologisk Natur; han beskjæftigede sig saaledes med Nervernes Virksomhed, da han gjorde en Opdagelse, som hidtil ganske var undgaaet Fysikernes Opmærksomhed.
Hans Hustru var syg, og Lægen havde anbefalet hende at nyde styrkende Suppe, kogt paa Frølaar. En Dag — den 6te November 1780 — laa der tilfældigvis endel fiaaede Frøer inde i Værelset hos Professoren, som netop var beskjæftiget med at anstille elektriske Forsøg, da Elektriciteten, efter hans Overbevisning, spillede en vigtig Rolle baade ved Musklernes og Nervernes Virksomhed.
Under disse Forsøg lagde han Mærke til, at de døde Frøer bevægede sig, hver Gang der slog en Gnist over fra Elektricermaskinens Konduktor. Galvani antog, at dette maatte hidrøre fra en Paavirkning af Atmosfærens Elektricitet, og, for at komme til Klarhed i saa Henseende, trak han nogle Frølaar paa en bøjet Kobbertraad og hængte dem op paa det Jernrækværk, der omgav hans Balkon. Derpaa bragte han dem til at svinge frem og tilbage, forat de skulde komme i Berøring med saa meget Luft som muligt. De forholdt sig imidlertid ganske rolige, medens de saaledes svingede; naar de derimod tilfældigvis nu og da sloge mod Jernrækværket, gik der en stærk Trækning gjennem dem.
Denne og forskjellige andre Iagttagelser, som han anstillede, medens han gjentog Forsøget paa forskjellig Maade, og som han derpaa offentliggjorde med en meget nøjagtig Beskrivelse af alle de Omstændigheder, som havde ledsaget Forsøgene, vakte en ganske overordentlig Opsigt. Galvani tænkte sig, at et ejendommeligt Fluidum, der havde Lighed med det elektriske, og som efter ham blev kaldt det galvaniske, ved den metalliske Ledning blev ført over fra Musklerne til Nerverne, og at Legemet, der efter denne Theori skulde forholde sig som en ladet Leydnerflaske, blev forsat i Trækninger ved dennes Udladning. Der var en stor Del Lærde, som en Tidlang holdt fast ved denne Forklaring, skjøndt den meget snart blev modbevist ved Voltas udmærkede Undersøgelser, der skabte en langt bedre Theori i Stedet for den tidligere.
Allessandro Volta var født i Como i Aaret 1745. Han var i en længere Aarrække ansat som Professor i Fysik ved Comos Gymnasium, blev derefter forflyttet til Universitetet i Pavia. Napoleon udnævnte den berømte Videnskabsmand til Greve og Senator, og Frants II. ansatte ham i Aaret 1815 ved Universitetet i Padua. Han døde i Como Aar 1827.
Den elektriske Strøm. Gahanisme. Volta havde indset, at det væsentligste i Galvanis Forsøg var, at den metalliske Ledning maatte bestaa af to forskjellige Metaller, som bringes i Berøring med hinanden. Læserne kunne meget let selv anstille Forsøget. Man behøver nemlig kun, saaledes som antydet i Fig. 305, at tage en Kobbertraad, c, og en Zinktraad, z, fastgjøre dem til hinanden med den ene Ende og anbringe de frie Ender, den ene paa de blottede Laarnerver, den anden paa de blottede Laarmuskler af en nylig dræbt Frø. Ved hver Berøring, ligesom ogsaa ved hver Berørings Ophør, komme Musklerne i Virksomhed, og dette Forhold vedvarer endog temmelig længe efter Dyrets Død.
Volta paaviste, at der stadigt udvikles Elektricitet ved Berøring mellem to forskjellige Ledere, og antog, at det neutrale elektriske Fluidum adskilles ved Berøringsstedet, saaledes at den positive Elektricitet strømmer gjennem det ene Metal, den negative gjennem det andet: Da Udviklingen af Elektriciteten og den deraf følgende Bortstrømning sker uden Ophold, kaldes Produktet en galvanisk Strøm. Elektriciteten her er kun forskjellig fra Gnidningselektriciteten ved den Maade, hvorpaa den opstaar; den har derimod alle dennes Egenskaber.
Naar man vil fremkalde en elektrisk Strøm, er det nødvendigt, foruden de to Metaller, at anvende en fugtig Leder, der staar i Forbindelse med dem begge, og de to Slags Elektricitet skille sig ikke fra hinanden paa det Sted, hvor Metallerne berøre hinanden, men paa Berøringsfladen mellem dem og Vædsken.
Elektromotorisk Kraft. Den Kraft, hvormed Elektriciteterne skille sig paa Berøringsstedet, har man kaldt den elektromotoriske Kraft; man er dog ikke aldeles paa det rene med dens Natur. Det kunde maaske være rettest at antage, at den Varme, der udvikles ved de kemiske Kræfter, her forvandles til Elektricitet, i Lighed med at den Varme, der ved Elektricermaskinen frigjøres ved det mekaniske Arbejde, ogsaa der forvandles til Elektricitet. De kemiske Processer spille nemlig en saa betydelig Rolle ved Udviklingen af Berøringseleklriciteten, at vi kunne betragte dem som en almindelig og nødvendig Betingelse, og, hvor det ikke lykkes os at iagttage dem direkte, maa vi være overtydede om, at dette grunder sig paa at vore Iagttagelsesmidler i saa Henseende ikke ere fuldkomne nok.
Det ligger i Sagens Natur, at de to Legemer, der ved Berøring skulle fremkalde en elektrisk Strøm, maa være Ledere. Metallerne ere derfor særligt egnede til at anvendes hertil. Den elektricitetsvækkende, elektromotoriske Kraft er ingenlunde lige stor hos dem alle; der finder tvertimod et ganske ejendommeligt Forhold Sted mellem dem saavel med Hensyn til den udviklede Elektricitets Kvantitet som til dens Kvalitet. Naar Kobber bringes i Berøring med Zink, bliver det negativ elektrisk, medens Zinken bliver positiv; i Berøring med Guld bliver Kobberet derimod positiv og Guldet negativ elektrisk, og saaledes forholder Kobberet sig altsaa forskjelligt til forskjellige Metaller. Over for det samme Metal forholder det sig derimod altid paa samme Maade.
Man kan derfor ordne Lederne i en Række paa en saadan Maade, at enhver af dem bliver negativ elektrisk, naar den bringes i Berøring med en af de foregaaende, hvorimod den bliver positiv, naar den bringes i Berøring med en af de efterfølgende. En saadan, saakaldt Spændingsrække er: + Zink, Bly, Tin, Jern, Kobber, Sølv, Guld, Platin, Kul ÷. Jo længere Ledere staa fra hinanden i denne Række, desto stærkere er den elektromotoriske Kraft, der virker mellem dem.
Galvanisk Element. En galvanisk Strøm kan allerlettest tilvejebringes ved et saakaldt galvanisk Element. Et saadant bestaar kun af to forskjelligtartede Stykker Metal, der berøre hinanden ved den ene Ende, medens de med den anden ere satte ned i en Vædske, der omslutter dem begge. I Fig. 306 har man saaledes loddet en Zink- og en Kobberplade til hinanden for oven og derpaa sat dem ned i en Saltopløsning. Den elektromotoriske Kraft adskiller de to Slags Elektricitet ved Berøringsfladerne mellem Metallerne og Vædsken: den positive Elektricitet samler sig paa Kobberet, den negative paa Zinken; ved Berøringsstedet forene de sig. Etterhaanden og i samme Forhold som Foreningen finder Sted, udvikler der sig atter Elektricitet i Vædsken, og den strømmer derfor uophørligt til Berøringsstedet. Man har vedtaget at betegne denne elektriske Strøms Retning efter den positive Elektricitets Retning. Man siger altsaa her, at Strømmen i Vædsken bevæger sig fra Zink til Kobber, uden for Vædsken derimod fra Kobber til Zink.
Det følger af sig selv, at den elektriske Strøm maa fremkaldes paa samme Maade, selv naar Zink og Kobber ikke staa i direkte Berøring med hinanden, saaledes som vi saa det i Fig. 306, men ogsaa naar der er anbragt en anden Leder mellem dem, saaledes som den Kobbertraad, der i Fig. 307 forener de to Plader a og b.
Den Omstændighed, at Strømmens Styrke beror paa Størrelsen af de Metalflader, der ere nedsænkede i Vædsken, synes at afgive en væsentlig Støtte for den kemiske Theori om Strømudviklingen. Iøvrigt hersker der med Hensyn hertil endnu stor Uenighed mellem de Lærde, og der fremkommer endnu bestandigt Beviser pro og contra i denne Sag.
Voltas Søjle. Ligesom man i det elektriske Batteri gjør Virkningen af Leydnerflasken større ved at forene flere af dem, saaledes kan man ogsaa forøge Virkningen af den galvaniske Strøm ved at sætte flere Elementer i Forbindelse med hverandre, og saaledes bærer man sig ogsaa altid ad i Praxis, hvor man vil udvikle galvanisk Elektricitet i et eller andet Øjemed. Volta har virkeliggjort sin Tanke, idet han i Aaret 1800 opfandt den efter ham kaldte Voltas Søjle.
Som Fig. 308 antyder, bestaar den af Kobber- og Zinkplader, der ligge oven paa hinanden, og som parvis ere adskilte fra hinanden ved lige saa store Filtplader, der ere mættede med fortyndet Saltsyre. Disse Filtplader, der meget vel kunne erstattes med Plader af Tøj eller Trækpapir, gjøre samme Nytte som Vædsken i Fig. 306 og 307. Paa Afbildningen betegnes disse Filt- eller Papirplader ved de punkterede Lag, medens de sorte Plader forestille Kobber, de lysere Zink. Navnet »Søjle« skriver sig fra den Form, Volta gav sit Apparat, men som ikke har nogen Betydning; vi ville nemlig faa Lejlighed til at omtale adskillige andre Former, der give samme eller endog bedre Virkninger.
Voltas Søjle maa være isoleret, det vil sige sat ud af ledende Forbindelse med Jorden. Dette opnaar man ved at anbringe Apparatet paa Glasfødder og ved ligeledes at gjøre Opstanderne, mellem hvilke Søjlen er bygget, af Glas eller ialtfald af godt lakeret Træ.
Undersøger man Søjlens elektriske Tilstand, vil man finde, at den i Midten forholder sig ganske neutral, medens den elektriske Spænding derimod voxer hen imod begge dens Ender, indtil den naar sin største Højde ved de to yderste Pladepar. Ved den Ende, hen imod hvilken Zinkpladerne ere rettede, finder man den positive Elektricitet samlet, og ved den anden Ende den negative. Elektricitetens Spænding voxer med Pladeparrenes eller Elektrodernes Antal, Elektricitetens Mængde med Pladernes Størrelse.
Saa længe Søjlens Poler ikke blive bragte i Berøring med hinanden, fremtræder der ingen Virkninger. Men, saasnart de forenes, f. Ex. ved en Metaltraad, begynder strax Søjlens Virksomhed, og man kan da iagttage baade fysiske, kemiske og fysiologiske Fænomener.
Inden vi gaa over til at omtale disse ville vi først beskrive de Forandringer, Voltas Søjle efterhaanden har undergaaet, navnlig da dette Forhold er blevet af stor Betydning i Telegrafien, Galvanoplastiken o. s. v.
Zambonis Søjle er indrettet ganske i Overensstemmelse med Voltas, kun med den Forskjel, at den ikke bestaar af massive Metalplader men af Guld- og Sølvpapirsblade, der, to og to, lægges med Metalsiderne mod hinanden. Papiret, der altid optager lidt Fugtighed fra Luften, erstatter her den fugtige Leder.
Naturligvis kan man ikke opnaa videre stærke Virkninger med en Søjle af dette Slags; den kan dog anvendes med Fordel i forskjellige Øjemed (elektrisk Perpetuum mobile, Elektrometer m. m.), da man jo uden Vanskelighed kan lægge flere Tusinde Papirbladepar oven paa hverandre. Elektricitetsudviklingen foregaar kun langsomt paa Grund af den mangelfulde Ledning, men vedligeholder sig til Gjengjæld meget længe. Denne saakaldte tørre Søjle har dog ingen videre praktisk Betydning.
Den væsentligste Indvending, der kan rejses mod Voltas Søjle, er, at dens Virkning ikke er stadig og længe vedvarende; i Begyndelsen — efter c. 30 Minuter — er den ganske vist kraftig nok, men efter kort Tids Forløb svækkes den, idet Elektricitetsudviklingen bliver mindre og mindre livlig og efter 24 Timer næsten umærkelig. Udviklingen af den galvaniske Strøm er nemlig forbunden med en Adskillelse af Vandet i de fugtige Ledere i dets Bestanddele Ilt og Brint. Ilten gaar til Zinken og forener sig dermed til Zinkilte, der opløses af Svovlsyren, medens Brinten gaar til Kobberet, hvor den i Form af Smaablærer bedækker hele dets Overflade, som altsaa hindres i at være i direkte Berøring med Vædsken, hvorved selvfølgelig Elektricitetsudviklingen formindskes. Naar Søjlen har den Form, som er angivet i Fig. 308, er det vanskeligt at holde Pladerne rene, idet man nemlig i saa Fald er nødt til at skille hele Søjlen ad. Dette er dog ikke den eneste Ulempe, der klæber ved dette Apparat; paa Grund af de oven for liggende Pladepars Tryk presses Vædsken ud af de neden under liggende Filt- eller Papskiver; den løber ned ad Søjlens Sider og bevirker derved en direkte Ledning mellem de forskjellige Pladepar, hvad der naturligvis er til Skade for Strømmens Styrke.
For at afhjælpe disse Mangler har man anbragt de enkelte Elementer ved Siden af hverandre i en aflang, rektangulær Kasse og fyldt de derved dannede Celler med en ledende Vædske. Dette er det saakaldte Trugapparat (Fig. 309), der yderligere er blevet forandret ved at Cellerne ere ombyttede med fritstaaende Beholdere; i dette Tilfælde forenes Elementerne paa den Maade, som er antydet i Fig. 310, som forestiller det saakaldte Bægerapparat. Apparater af dette Slags frembyde den Fordel, at man let kan udtage hvert enkelt Element.
En saadan Forening af flere Elementer kaldes et galvanisk Batteri. Man forandrer naturligvis intet i Apparatets Princip, hvis man i Stedet for Zink og Kobber anvender andre Metaller, f. Ex. Zink og Sølv, Sølv og Platin o. s. v.
Et af de kraftigste galvaniske Batterier konstrueredes paa Napoleon I.s Befaling til Brug for den polytekniske Skole i Paris. Englænderne vilde imidlertid ikke i saa Henseende lade sig overfløje af Franskmændene: der aabnedes en Subskription for at skaffe den berømte Kemiker Davy et stort Wollastons Batteri, som havde 200 Elementer og er afbildet i Fig. 311.
Med Apparater af dette Slags kan man dog ikke faa en konstant Strøm paa Grund af de Brintblærer, der snart afsætte sig paa Metallerne.
Konstante Batterier. Saaledes kalder man de Apparater, hvorved man søger at undgaa de Ulemper, der klæbe ved Voltas Søjle i dens forskjellige Former. Dette stræber man at opnaa ved at indrette den kemiske Adskillelse af den benyttede Vædske paa en saadan Maade, at der ikke udvikles nogen skadelig Gas, og ved at sørge for at Vædsken saa vidt muligt stedse beholder sin oprindelige Sammensætning og Koncentrationsgrad. Da Elektricitetsudviklingen ikke kan opnaas for intet, og da en kemisk Proces er absolut nødvendig, kan man ikke opnaa en fuldstændig Uforanderlighed af de Stoffer, der anvendes i Batterier, idet det ene af de anvendte Metaller efterhaarden vil blive fortæret og i opløst Tilstand vil blande sig med Vædsken. Tilnærmelsesvis kan man derimod opnaa dette ved at anbringe det negative Metal i en anden Vædske end det positive og ved at lade dem begge være adskilte fra hinanden ved porøse Mellemvægge, saaat Vædskerne stadigt ere i Berøring med hinanden, og Ledningen saaledes stedse opretholdes. Som positivt Metal anvender man næsten altid Zink; som negativt Kobber, Platin eller Kul.
Vi skulle nu omtale nogle af de mest anvendte konstante Batterier.
I Bunsens Salpetersyrebatteri (Fig. 312) bestaar Elementet af Kul i Salpetersyre og Zink i fortyndet Svovlsyre. Apparatet er sammensat paa følgende Maade: i et almindeligt stort Drikkeglas, A, staar der en i Bunden lukket porøs Lercylinder, C; denne er omgivet af en amalgameret Zinkcylinder, B, aaben i den ene Side; i Lercylindren staar der et Stykke Retortkul, D. Saavel Kullet som Zinken ere forsynede med ledende Kobbertraad. Naar flere Elementer skulle forenes sker det ved Hjælp af Kobberstrimler, som føres fra Zink i et Element til Kul i Naboelementet, hvor de fastklemmes.
Naar Elementet er samlet (se Figuren til venstre), bør den fortyndede Svovlsyre staa halvt op paa Zinkcylindren, medens den koncentrerede Salpetersyre ikke maa naa højere op i Lercylindren end til ½ à 3/4" fra Randen.
Bunsens Batteri er dog ikke meget konstant, idet Zinken angribes og fortæres af Svovlsyren, hvorved Kraften svækkes. Den kemiske Virksomhed bestaar nemlig her i at Svovlsyren angriber Zinken og danner svovlsurt Zinkilte; Ilten udskilles altsaa af Vandet i Syreopløsningen, og den frigjorte Brint angriber Salpetersyren og danner Vand og Salpeterundersyre, der tildels forflygtiger og forpester Luften. Naar Zinken var fuldkommen kemisk ren, vilde denne Proces kun foregaa, naar Ledningen var sluttet; det er imidlertid næsten ikke muligt at skaffe kemisk ren Zink, og Processen foregaar derfor selv naar Elementet ikke benyttes. For saa vidt muligt at beskytte Zinken, overtrækker man den med et Amalgam af Kviksølv.
I Daniells Batteri er Kulstykket erstattet ved en Kobbercylinder, som er omgivet af en Opløsning af svovlsurt Kobberilte. Dette Batteri er meget konstant; Kobberets Overflade holdes nemlig metallisk, idet der stadig udskilles nyt Metal paa den. Det svovlsure Kobberilte opløses, og Metallet, der gaar samme Vej som den positive Elektricitet, afsættes paa Kobbercylindren.
I Arras Batteri (la pile d'Arras), der udvikler en meget kraftig Strøm, men ikke er videre konstant, ere Elementerne sammensatte af Kul og Zink, og den Vædske, der benyttes, er en Opløsning af 15 Dele Svovlsyre i 100 Dele Vand og mættet med dobbelt kromsurt Kali. Denne Vædske dekomponeres hurtigt; i det Øjeblik Pladeparrene — der ere anbragte paa en horisontal Ramme, som kan løftes og sænkes — dyppes ned i Vædsken, er den lyserød, men efter nogen Tids Forløb antager den en mørk Farve, som ender med at blive grønlig sort, hvilket er Kjendetegnet paa at den er ubrugelig.
I Walkers Batteri bestaar hvert Element af to Kulplader og en Zinkplade; den Vædske, der benyttes, er fortyndet Svovlsyre. Heller ikke dette Batteri kan holde sig konstant i længere Tid.
I Groves Batteri bestaar Elementet af Platin og Zink, og de Vædsker, der anvendes, ere koncentreret Salpetersyre og fortyndet Svovlsyre. Dette Batteri er meget konstant, men altfor kostbart til at kunne faa nogen mere almindelig Udbredelse. Platin er nemlig, som bekjendt, et meget dyrt Metal, og den Salpetersyre, som benyttes i Apparatet, maa være kemisk ren.
Leclanchés Batteri er nu det almindeligst benyttede og findes saaledes paa alle Telegrafstationer; paa Grund af den ubetydelige kemiske Proces, der foregaar i det, holder det sig nemlig konstant i overordentlig lang Tid. Elementet bestaar af en amalgameret Zinkcylinder og et Kulprisme, der ere anbragte ganske paa samme Maade som i Bunsens Element. Omkring Zink-cylindren i det ydre Glas findes der i Stedet for fortyndet Svovlsyre en Salmiakopløsning (1 Maal pulveriseret Salmiak, opløst i 3 Maal Vand) og Kulprismet staar i en Blanding af lige Rumdele grovt knust Brunsten og omhyggeligt afsigtet Retortkul, der stoppes ned i Lercylindren omkring Kulstykket, befugtes med lidt Salmiakopløsning og oversmeltes med Beg eller Shellak for bedre at bevares. Naar Apparatet skal flyttes, plejer man at dække Mellemrummet mellem Glasset og Lercylindren med en Hamppakning.
Den kemiske Virksomhed i dette Batteri bestaar i at Salmiaken (Klorammonium) angriber Zinken og danner Klorzink, Ammoniaken gaar bort i Luftform, og den Brint, der dannes ved Vandets Dekomposition afilter Brunstenen (Manganoverilte).
Det Kul, der anvendes til de forskjellige Elementer, er tilberedt paa en særegen Maade. Der benyttes de allerhaardeste Kokes, der afsætte sig i Gasretorterne. De pulveriseres og blandes med Stenkulspulver og Sirop, til man faar en fast Dejg, som man giver den Form, man ønsker, og derpaa brændes den haardt.
Den galvaniske Strøms Virkninger ere i flere Henseender meget forskjellige fra den almindelige, elektriske Gnists, om end ikke kvalitativt saa dog kvantitativt. Hvad de fysiske Fænomener angaar, staa Lys- og Varmevirkningerne i første Række, medens Tiltrækning og Frastødning ikke ere videre fremtrædende paa Grund af Elektricitetens forholdsvis ubetydelige Spænding i det galvaniske Batteri.
Det saakaldte elektriske Perpetuum mobile bestaar af et Pendul, der er ophængt saaledes, at det om sit Tyngdepunkt svinger mellem to Zambonis Søjler, der kunne holde det i Bevægelse i meget lang Tid. De ere nemlig opstillede saaledes, at den ene har sin negative, den anden sin positive Pol for oven. Pendulet hænger saaledes mellem dem, at dets nederste Del skiftevis berører Polerne. Det bliver saaledes hver Gang ladt med Elektricitet ved den ene Pol og strax derefter frastødt af denne, medens den anden Pol udøver en saa meget desto stærkere Tiltrækning, indtil det ogsaa her mættes med Elektricitet, modsat den første, hvorpaa det jo paany stødes bort. Dette Spil fortsættes uden Ophør saa længe de to Zambonis Søjler udvikle Elektricitet nok.
Den galvaniske Strøms Bevægelse og Modstand svarer ganske til hvad vi allerede have omtalt ved den elektriske Gnist. Jo tykkere Ledningstraaden er, desto lettere passerer den galvaniske Strøm. Tynde Traade kunne blive betydeligt ophedede ved stærke Strømmes Gjennemgang, ja kunne endog bringes til at gløde og smelte, ganske som ved Udladning fra et elektrisk Batteri.
I Kirurgien benytter man Glødning af fine Platintraade ved Hjælp af den galvaniske Strøm til forskjellige Operationer, hvor almindelige Instrumenter kun vanskeligt kunde anvendes. Traaden bliver lagt om det Parti, der skal fjernes, og derefter sluttes Strømmen. Man snører dernæst Traaden sammen om Partiet eller trækker den stadigt glødende igjennem det. Operationer med denne saakaldte Platinkniv medføre blandt andet den Fordel, at Blødningen kun bliver ubetydelig.
Den konstante Strøm anvendes i den senere Tid meget i Lægevidenskaben, idet man antager, at den udøver en mere beroligende Indflydelse paa Nervesystemet end Induktionsstrømmen.
For hurtigt at kunne baade slutte og aabne Strømmen, har man konstrueret den saakaldte Afbryder. I sin simpleste Form bestaar dette Apparat af to Skaale med Kviksølv, der let kunne forenes ved Hjælp af en Metalbøjle, som øjeblikkeligt kan neddykkes i Kviksølvet og lige saa hurtigt atter kan fjernes.
Naar man lader et stærkt galvanisk Batteris Poler ende i to Kulstykker af en særlig Sammensætning, og man nærmer disse tilstrækkeligt til hinanden, vil man se et blændende hvidt Lys, hvis Styrke staar i Forhold til Batteriets. Dette, det saakaldte elektriske Lys, skulle vi nærmere omtale i det næste Afsnit; vi give der en samlet Fremstilling af dette, skjøndt vi først i et derpaa følgende Afsnit (Side 406—409) komme til at omtale selve det Princip, der ligger til Grund for Rotationsapparaterne.</poem>
Fodnoter.
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder. | wikisource | wikisource_3015 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Kalenderen
Om nu ogsaa Aarets Længde er kendt, saa er ikke dermed givet, hvorledes det skal inddeles, hvad Dagene i det skal kaldes, ikke en Gang, hvor mange Dage man skal regne paa et Aar; thi det vilde være upraktisk at lade Nytaarsdag det ene Aar begynde Kl. 81/2 om Formiddagen, det næste Aar Kl. 2l/2 eller nøjagtig Kl. 2 Timer 18 Minuter 48 Sekunder osv., idet Aaret er omtrent l/4 Døgn mere end 365.<br>
Dertil kommer, at i de sydlige Lande, hvor man først ordnede den Slags Sager, spiller Maaneskinnet en fuldt saa stor Rolle m. H. t. Samkvem som Aarstiden; og vi træffe derfor paa Kalenderordninger, som tager mere Hensyn til Maanen end til Solen.<br>
Maanen fuldbyrder sin Vandring omkring Jorden i omtrent 27 1/3 Døgn (nøjagtigere 27 Døgn 7 Timer 43 Minuter 11,5 Sekunder); og med dette Tids-mellemrum (Maanens sideriske Omløbstid) ser vi Maanen ud imod de samme Stjerner. — Men i denne Tid er Solen gaaet et godt Stykke Øst paa, og Maanen vil bruge over 2 Døgn om at gaa ligesaa langt et Stykke til og altsaa komme i samme Stilling i Forhold til Solen som for en Maaned siden. Det er imidlertid denne Stilling, der er bestemmende for Maanefaserne: Nymaane, naar Sol og Maane er omtrent i samme Retning, første Kvarter, naar Maanen er kommen omtrent ¼ Gang rundt, Fuldmaane, naar den er paa den anden Side af os, modsat Solen osv., Fig. 6. Og Maanefaseme med de dertil svarende Op- og Nedgangstider for Maanen er naturligvis det, som har almenmenneskelig Interesse. Derfor bliver den Tid, som Maanen bruger fra at være i Retning mod Solen, til den igen er kommen i Retning mod Solen (Maan ns synodiske Omløbstid), og som er omtrent 29½ Døgn (nøjagtigere 29 Døgn 12 Timer 44 Minuter 2,9 Sekunder), det, som har mest Betydning m. H. t. det daglige Liv.<br>
Naar man nu vil inddele Tiden efter Maanen, kommer man i en lignende Forlegenhed som med Aaret efter Solen. Maaneden er nemlig heller ikke noget helt Antal Døgn. Hvis den var nøjagtig 29½ Døgn, kunde man dog tilfredsstille det praktiske Behov ved at fastslaa, at hveranden Maaned skulde være 29 Døgn, hver anden 30 Døgn; men da den virkelige Maaned er 44 Minuter mere end 29½ Døgn, vil der i 33 Maaneder blive 33 x 44 eller 1452 Minuter tilovers, altsaa godt og vel 1 Døgn (1440 Minuter).<br>
Ganske fornemlig har Araberne havt deres Kalender indrettet efter Maanen. Hos dem var det fastslaaet, at Maanederne skiftevis skulde være 29 og 30 Dage, og Aaret 12 saadanne Maaneder, altsaa kun 354 Dage. Da imidlertid det virkelige Aar er over 365 Dage, maatte Arabernes Nytaarsdag i første Aar indtræffe 11 Dage for tidligt, i andet 22 Dage for tidligt, osv., saa at Nytaarsdag efter-haanden kommer til at indtræffe paa alle Aarstider og i Løbet af omtrent 32 Aar kommer helt rundt. I disse 32 Aar har Araberne altsaa havt 33 af deres Aar. — For at raade Bod paa, at Maaneden selv er ansat lidt for kort (29½ Døgn), var det saa desuden bestemt, at den sidste Maaned i hvert 3die Aar fik sine 29 Dage forøget til 30.<br>
En lignende Fremgangsmaade m. H. t. Maane-derne, men ikke til Aaret er brugt af Hebræerne. Hos dem var det en Bestemmelse, at Høstens første Bygaks skulde offres til Jehova i Aarets første Maaned, Nisan, og denne maatte altsaa ikke vandre rundt gennem alle Aarstider. Som Følge heraf kunde Aaret ikke regelmæssig sættes til 12 Maaneder; det maatte jevnlig blive 13; men om det skulde være 12 eller 13, blev ikke afgjort af astronomiske, men af agronomiske Omstændigheder, nemlig af Udsigterne til Høstens Komme.<br>
Ogsaa i det daglige Liv i det gamle Ægypten tog man et Hovedhensyn til Maanen; men de ægyptiske Lærde vidste ret god Besked med Aarets Længde. De fastslog derfor dette til 365 Dage, men vidste godt, at det i Virkeligheden er 1/4 Døgn længere, saa at Nytaarsdag om 4 Aar kommer 1 Dag for tidlig, at den bestandig kommer tidligere og tidligere og efterhaanden indtræffer paa alle Aars-tider, indtil den om 4 x 365 eller 1460 Aar er rykket helt rundt og indtræffer paa samme Tid som nu. Dette lange Tidsrum kaldes den sotiske Periode; og man ved Besked om Begyndelsen af 3 saadanne, nemlig 2782 f. Kr., 1322 f. Kr. og 139 e. Kr.<br>
Da det højt dannede Grækerfolk ikke kunde finde nogen tilfredsstillende Ordning af Kalenderen, spurgte de Oraklet, men maatte nøjes med det Svar, at de skulde indrette Aaret efter Solen, Maaneden efter Maanen. — En græsk Matematiker Meton fremkom da ogsaa 433 f. Kr. ved de olympiske Lege med et Forslag til en Tidsregning, der var tilpasset med dette Hensyn. Der synes forøvrigt at have været noget lignende at finde hos de gamle Kaldæer.<br>
Meton gjorde opmærksom paa, at i 6940 Dage gaar Maanen netop rundt 235 Gange og Solen 19 Gange. Dette Tidsrum, den metonske Kyklos, indeholder altsaa 235 sande Maaneder og 19 sande Aar. Man kan nu, ved paa ret Maade at anbringe enten 29 eller 30 Dage i hver Maaned, sørge for, at Maaneden aldrig afviger mere end ½a Døgn fra den virkelige Maaned; og ligeledes kan man, ved at træffe en passende Bestemmelse om, at Aaret skal have enten 12 eller 13 Maaneder, sørge for, at Aaret aldrig bliver forrykket mere end højst ½ Maaned til en af Siderne. Naar man paa denne Maade har lavet en Kalender for 19 Aar, hvori der altsaa ikke er større Afvigelser fra Virkeligheden end henholdsvis højst ½ Døgn og ½ Maaned, vil den samme Kalender passe for de næste 19 Aar, saa-ledes at det 20de Aar bliver ganske som det første baade med Antal Maaneder og med Antal Dage i Maanederne, det 21de som det 2det, osv. Paa samme Maade gaar det med en tredje Kyklos paa 19 Aar, en fjerde osv., saa at man kun behøver at dele Aarets Numer med 19; og hvad man faar til Rest giver det Aar, der er inddelt ganske som det omhandlede. Saaledes giver f. Eks. Aar 61 ved Deling med 19 til Rest 4, og Aar 61 er altsaa beskaffen ganske som Aar 4.<br>
Der viste sig imidlertid en lille Fejl heri, idet 6940 Døgn er 9½ Time mere end 19 Aar og 7½ Time mere end 235 Maanemaaneder. En senere Græker Kalippos foreslog derfor, at 4 metonske Kykler skulde udgøre en større Kykel paa 76 Aar, hvis første Maaned blev formindsket fra 30 til 29 Dage.
Disse Eksempler paa forskellige Kalendere kunde forøges med mangfoldige andre hos andre Folk: Hinduer, Kinesere, Japanesere, Persere osv. Men efterhaanden er de fleste dannede Folk gaaet over til den Kalender, som ogsaa vi bruge.<br>
Den har sit Udspring fra Rom, hvor der i tidligere Tider havde raadet forskellige mere eller mindre uheldige Kalendere.<br>
Efter mange og sære Forandringer af Kalenderen, var Præsterne, under hvis Varetægt den stod, i Aaret 63 f. Kr., naaet til at have faaet Aaret forrykket 2½ Maaned. Julius Cæsar benyttede derfor Aleksandrineren Sosigenes til at bringe Orden i Sagerne, hvilket skete, efterat Aar 46 f. Kr., der er bleven kaldt Forvirringens Aar, havde havt 445 Dage fordelte paa 15 Maaneder.
Tidligere var Aaret begyndt den 1ste Marts, og man havde givet særligt Navn til Marts, April, Maj, Juni, samt til Januar og Februar, hvilke to forresten en Tid var komne i omvendt Orden; men de øvrige Maaneder var hidtil kun bleven nævnt ved deres Numer: Kvintilis (den femte, senere Juli), Sextilis (August), Septembris, Oktobris, Novembris, Decembris (o: den 10de). Nu blev Kvintilis opkaldt efter Julius, og den 1ste Januar Aar 45 f. Kr. begyndte det ny Aar og den julianske Kalender. — Efter Cæsars kort paafølgende Død bragte Præsterne af Uvidenhed atter Uorden i Tidsregningen; men dette blev rettet ved en Befaling af Kaiser Augustus, som til Ære herfor fik Maaneden Sextilis, der herefter blev August Maaned.<br>
Nu havde man imidlertid ophørt at tage Hensyn til Maanen. Denne fik saa at sige sin sidste Salut paa selve den 1 Januar 45 f. Kr., idet den første Nymaane efter Vintersolhværv i dette Aar indtraf paa denne Dag.<br>
Hver af Aarets 12 Maaneder har nu faaet et fast Dagetal, der gennemsnitlig er større end de 29½ Døgn. Mange af dem har endog 31 Dage, et Tal, der tidligere var bleven indført af Overtro (nemlig paa, at et ulige Tal var lykkeligere end et lige (30)); og naturligvis maatte baade Juli og August have 31 Dage. Da nu alle de fra de 12 Maanemaaneder overskydende 11 Dage skal anbringes i de 12 Maaneder, blive Dagetallene i den julianske Kalender 31 og 30 undtagen for Februar. Det bestemmes nemlig, at Aaret i Almindelighed skal have 365 Dage, men hvert fjerde Aar, Skudaaret, 366; og Februar skal da henholdsvis have 28 og 29 Dage, medens alle de andre har Dagetal, der kan udtrykkes ved den gamle Remse:
Tred've Dage har November,<br>
April, Juni og September,<br>
de øvrige har tred've og én,<br>
undtagen Februari alen'.
Man kan ogsaa holde Rede paa Tallene ved at tælle paa Knoerne af den knyttede Haand: Pege-fingrens Kno Januar, Fordybningen Februar, Langfingerens Kno Marts osv. Hver Maaned, der falder paa en Kno har 31 Dage, i en Fordybning 30, undtagen Februar.<br>
Det havde tidligere været Skik blandt Romerne at anbringe Dage, som skulde indskydes (ikke blot 1, men ofte flere, naar der trængtes til saadanne) mellem den 23 og 24 Februar. Nu anbragte man i den julianske Kalender Skuddagen som den 24 No. 1, medens den følgende Dag saa blev den 24 No. 2. Man kan endnu i Almanakker undertiden træffe Navnet Skuddag anbragt ved den 24 Februar, hvad der dog er temmelig urimeligt, eftersom det er den 29, der hos os kommer ind ekstra.<br>
De Kristne antog senere den julianske Kalender, og endnu langt senere regnede man Aarene fra det formentlige Tidspunkt for Kristi Fødsel, der dog rimeligvis er faldet 2 à 8 Aar tidligere. Det er da blevet saaledes, at de Aarstal, der er delelige med 4 er Skudaar.<br>
Naar Historiefortællingen i vore Dage har indrettet sig efter denne Angivelsesmaade, ogsaa hvad Tiden „før Kristi Fødsel" angaar, da er det saaledes at forstaa, at der ikke tænkes noget Aar 0, men Nulpunktet for Tidsregningen er blot et Øjeblik, nemlig det, hvori den 31 December Aar 1 f. Kr. støder sammen med 1 Januar Aar 1 e. Kr. om Natten Kl. 12. — Heraf følger, at f. Eks. det 19de Aar-hundrede først udløb den 31 December 1900, og at det ny Aarhundrede begyndte med 1 Januar 1901. Ved astronomiske Regninger kalder man Aaret før vor Tidsregnings Begyndelse for Aar 0, og alle tidligere Aar er altsaa 1 lavere end ellers.<br>
Den julianske Kalenders Aar er gennemsnitlig 365 1/4 Dage, hvilket er 11 1/5 Minut for meget. Dette bliver til 1 Dag i c. 129 Aar, eller til 3 Dage i 386 Aar. Deraf kom det, at medens Foraarsjevndøgn paa Cæsars Tid indtraf den 23 Marts, var den i 325 e. Kr., da Kirkeforsamlingen i Nikæa blev holdt, den 21 Marts. Omtrent 730 e. Kr. bestemte Beda det til den 18 Marts, i 1230 e. Kr. fandt Sacrobosco det til den 14 Marts, og man tænkte da paa at reformere Kalenderen, men dette skete dog først ved en Bulle af Pave Gregor XIII, der bestemte, at de 10 Dage fra 5—14 Oktober 1582 skulde fuldstændig bortkastes, og herefter skulde der i hver 400 Aar være 3 Skuddage mindre, idet Aarhundrederne ikke skulde være Skudaar, skønt de ere delelige med 4; kun de Aarhundreder, hvis Hundredetal er deleligt med 4, i Eks. 1600, 2000 skal dog forblive Skudaar. Da imidlertid 400 Aar er mere end de 386, hvori 3 Skuddage som sagt burde bortfalde, vil der dog i Aartusinderne indløbe en ny Fejl, der vil blive rettet Aar 4840 e. Kr., som ikke bliver Skudaar, skønt det er deleligt med 4.<br>
Langsomt tog man mod den gregorianske Kalender („ny Stil" som Modsætning til „gammel Stil", den julianske Kalender) i de Lande, hvor Pavens Magt var brudt, og hvor man var mistænksom overfor alt, hvad der kom fra den Kant. Lidt efter lidt besluttede man sig dog de fleste Steder. Saaledes gjorde vi Overgangen i Danmark i 1700 e. Kr. ved at lade den 18 Februar blive umiddelbart efterfulgt af den 1 Marts. — I Rusland er man dog endnu ikke kommen med, og man er altsaa der 13 Dage bag efter ,ny Stil", nemlig foruden de bortskudte 10 Dage tillige 1 Dag for 1700, 1 for 1800 og og 1 for 1900. Naar en Russer skriver til en anden Europæer, daterer han gerne Brevet dobbelt, f Eks. 4/17 Juli eller formula_1.<br>
Med den julianske Kalender bortfaldt Aarets Inddeling efter Maanen. Den vedtagne Maanedsinddeling, hvis Navn (Maaned) og Længde ganske vist minder om Maanen, er kun værdiløse Rudimenter m. H. t. denne. Der er nu ingen anden Maade at holde Rede paa dens Faser og dens Op- og Nedgang end derved, at alt dette simpelthen staar anført i Almanaken for hver Dag i Aaret.<br>
Ligeledes gaar den mosaiske Ugeinddeling paa 7 Dage igennem Aarene uden at tage Hensyn til Nytaarsdag. Da almindelige Aar er 52 Uger og 1 Dag, falder alle Datoerne 1 Ugedag senere end i det foregaaende Aar, derimod i Skudaar 2 Dage senere fra 1 Marts til næste 28 Februar.<br>
Man har prøvet at forklare Ugedelingen som stammende fra et Naturfænomen, nemlig som afledet fra de bevægelige Himmellegemer; men Forklaringen lyder lidet trolig. Derimod kan det bemærkes, at ogsaa andre end Hebræerne havde en 7-Dages Inddeling, saasom Araberne, Kaldæerne m. fl. — Romerne havde Uger paa 8 Dage: de 7 var Arbejdsdage, den 8de Markedsdag.<br>
Efter den franske Revolution i 1792 indførte Re-publiken en ny Kalender med 22 September (Republikens Grundlæggelse) til Udgangspunkt; men denne Kalender holdt sig kun til 1 Januar 1806, da man faldt tilbage til det gamle. Republikens Aar bestod af 12 Maaneder, hver med 30 Dage og nylavede Navne, og 5 eller 6 Skuddage. Hver Maaned havde 3 Uger paa 10 Dage, og tiende Dagen var Festdag.<br>
Ved Kirkeforsamlingen i Nikæa havde man bestemt, at Paasken og alle de i Forbindelse med denne staaende „bevægelige" Helligdage skulde sættes i Forbindelse med Foraarsjevndøgn, hvorfor ogsaa den gregorianske Kalender rettede Aaret til samme Stilling til Foraarsjevndøgn, som fandtes i 325 e. Kr. Det blev saaledes bestemt, at Paaskesøndag skal være den første Søndag efter den første Fuldmaane, som indtræffer paa eller nærmest efter Jevndøgnsdagen. Det tidligste, Paaskesøndag kan indtræffe, er altsaa den 22 Marts. Det seneste er den 25 April, hvilket sker, naar Fuldmaanen indtræffer den 18 April. — Kirkeforsamlingen tilvejebragte herved et Forhold mellem Paasken og Maanen, hvad det ogsaa havde havt hos Hebræerne, om end paa anden Maade (jfr. S. x 24).<br>
For Historieforskningen frembyder det et stort Arbejde, at Folkene paa forskellige Tider og Steder har brugt disse og mange flere mærkelige Kalendere, hvortil kommer, at man har brugt mange forskellige Udgangspunkter for den Optælling af Aar, den „Æra", man holdt sig til, ja at et og samme Folk jevnlig har brugt flere Æraer, baade samtidige og efter hinanden følgende. Kejseres Regeringstiltrædelse, Byers Anlæggelse osv. er forskellige Udgangspunkter for saadanne Æraer, som det her vilde føre altfor vidt at komme ind paa. Kun skal det m. H. t. vor egen Æra bemærkes, at de Kristne i Begyndelsen regnede efter romerske Kejsere, at de senere brugte den diokletianske Æra, der begyndte 284 e. Kr., som de kaldte Martyræraen, og at først en Abbed Dionysius Eksiguus 525 e. Kr. foreslog at indføre en Æra, der begynder med Kristi Undfangelse, som ifølge Augustinus skulde have fundet Sted 754 efter Roms Anl., den 25 Marts, som derfor skulde være Aarets Begyndelse. Denne Tidsregning blev indført nogle Steder med Paasken 532; men først langsomt blev den optagen i mange i øvrigt kristne Lande, saaledes i Portugal først 1420. Men skønt Karl den Store fastholdt den 25 Marts, brugte man dog flere Steder den 25 December som Nytaars-dag, hvorfra man i Italien og Tyskland i det 15de Aarhundrede gik over til 1 Januar. Dette Skridt gjorde man i Frankrig først 1566, i Holland 1575, i Skotland 1599 og i England 1752.<br>
Udgangspunktet for vore Aarstal, Kristi Fødsel, er imidlertid fejlagtig, 2—8 Aar; og paafaldende er det, at Kristne i Orienten har havt en Æra, der rimeligvis er rigtigere, og at Abessinierne endnu den Dag i Dag har et Aarstal, der er 8 højere end vort. | wikisource | wikisource_2454 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Tekst af , 1906
Melodi af Oluf Ring, 1940
---Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind -
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind.
Hvordan dens kernetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug.
Så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå til side
som for en hædersgæst.
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, far han lægger vesten
og ser så indadvendt.
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.
Så fatter far om spaden
og graver i den gule klæg
to huller langs med laden
foran den hvide væg;
i dem skal vognens fælger slå
og stå som i en fælde,
til væltningen går på.
Og vognen værdigt skrider;
det første læs for lugen står;
ud fra dets tunge sider
så dybe skygger slår.
De varme øg i nip og nap
af moders milde hænder
får aks og mule-klap.
Og alle hænder jager,
og alle fødder er i rend;
i støvet læsset brager
for brede rygges spænd.
Højt svinger hjulet som et rat,
og på dets drejeskive
har børnene sig sat.
Mor ta'r på neget sæde
og linner lidt ved båndets skørt;
"Det er endda en glæde,
når kornet er så tørt!"
Og med sin matte spinkle arm
hun løfter rugens tvilling
ind ad den lave karm.
Og neg for neg forsvinder
og bliver under bjælken sat;
og far får røde kinder
og spindelvæv om hat.
Men mor er lige hvid og bleg,
hvor meget hun end stræber
med rugens tunge neg.
Det går mod aftentide;
snart skinner månen fuld og rund
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind;
far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind.
Og barnet, som har løbet
sig træt i dagens muntre leg,
det er nu stille krøbet
ind under hjulets eg;
dér høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet
af ørentvistens fald.
Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger,
mens barnet slumrer ind -
Så slutter far i Jesu navn,
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn. | wikisource | wikisource_2359 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Op dog, Zion! ser du ej
sejrens palmestrøede vej
til Guds hus i Himmerig!
Den er og beredt for dig.
Korset vel for øje står,
langs med svælget vejen går,
men hvor Herren har sin gang,
dér er englevagt og sang.
Klippegrund gør foden fast,
frygten flyr for håb i hast,
troen står, hvor tvivlen faldt,
kærlighed forsøder alt.
Troens ord med sandheds Ånd
os ledsager hånd i hånd;
Åndens glød og Herrens røst
skænker os en evig trøst.
Paradisets vin og brød
styrker os i liv og død,
kæmpeskridt vi gør opad
til den hellige Guds stad.
Dér er gammen, fred og ro,
dér vi skal for evig bo,
gå, som under grønne lind,
til vor Herres glæde ind.
</poem> | wikisource | wikisource_4686 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu" from=63 to=82 header=1 /> | wikisource | wikisource_8517 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=81 to=87 fromsection="b" tosection="a" titel="Kobbersmeden" /> | wikisource | wikisource_21899 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=66 to=70 header=1 /> | wikisource | wikisource_29826 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=244 to=254 fromsection=§77 tosection=§77 header=1 /> | wikisource | wikisource_25772 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Den gamle Verden.djvu" from=89 to=104 header=1 /> | wikisource | wikisource_16151 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Tekst: Vers 1-2 er taget fra en udgivelse af 1609, oversat til dansk af Thomas Laub i 1920. Et tredje vers er af Fr. Layritz 1844, oversat til dansk af Uffe Hansen (1894–1994) i 1935.
Musik: Det har ikke været muligt at opklare om "Cöln" er et sted eller en person, eller om det i så fald er komponisten eller udgiveren.
Teksten.
En rose så jeg skyde<br>
op af den frosne jord,<br>
alt som os fordum spå'de<br>
profetens trøsteord.<br>
Den rose spired frem<br>
midt i den kolde vinter<br>
om nat ved Betlehem.<br>
For rosen nu jeg kvæder<br>
omkap med Himlens hær:<br>
En jomfru var hans moder,<br>
Maria ren og skær.<br>
I ham brød lyset frem<br>
midt i den mørke vinter<br>
om nat ved Betlehem.<br> | wikisource | wikisource_2998 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Aftenstjernen hisset tindrer.
Hvad er det, som dig forhindrer,
søde sjæl, at ej din bøn
står i andagts lys og lue
oppe ved Guds himmelbue
og hans nådetrone skøn?
Du, min sol, mit liv og lykke,
Jesus, sjælens Himmel-smykke,
dig, med Fader, Helligånd
evig lov og ære blive,
for i dag du ville give,
at mig alting gik til hånd!
Lad mig da, o Jesulille,
ej i mørket lide ilde,
giv mig søvn og sagte ro.
Men når dødens nat tilstunder,
skjul mig da i dine vunder,
lad mig dø i salig tro!
</poem> | wikisource | wikisource_4446 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Afskrift af originalteksten.
Wy Christoffer meth gudhs nadhe Danmarcs Wendis oc Gotes koning palantz greve paa Rein oc hertugh i Beyern göre widerlicht alle mæn som nw ære oc komme schule at wy haue taghit oc wntfongit oc taghe oc wntfaa meth thette wort opne breff wore elschelighe burgemestere radh men burghere oc alle menichedhen som bygge oc bo i wor köpstædh Aarss oc alle theris thiænere hion oc gotz wdi wor konungelighe wern hæghe oc beseherming oc vnne thom nadhelighe at haue nydhe oc brwghe alle thesse effterscreffne article friihet oc nadher först at the mve oc schule wære toldfrii hwor the kommende wordhe vdi wort Righe Danmarck at köbe oc selghe vndertaghne Schone marckneth oc andre wore fischeleyæ (om Hösten). It. schule the haue besetning i forne wor kopstædh Aars fore widerlicth Gæld swo at hwo som laghlighe ther besetter wordher oc dyrghes at fare ouerhörigh bort tha schule the haue macht at fuldfölge honum vppa theris bything meth wold It. hwo sigh forbrydher eller byfriidh gör vdi forne wor köpstædh han schall swo meghit haue forbrudhit oc bæthræ omodh byen som ommodh oss It. hwo ther gor wlaghlieht köp han schall bæthre III marck fore hwor tiidh halffdelen koningen oc halffdelen byen It. schall engen köbæ eller besidhe wort schatte gotz vdi forne wor köpstædh Aars vden the som schatte woghe oc andre konungeliehe thynger vppa holde meth wore burgheræ vden wv nogher sondetlighe ther vm benadhende wordhe It. schall forne wore burgeris bvfriidh være oc wdhstræeke sigh söinnen widh byen fraa the dighe mellom Hauerballigh Agger oc brobærgh oc westen fra theth Dighe som galghen vppa stander oc till theth Dighe som löber i stranden hoss Wædelby holæ vm theth swo aff arild sidh wærit hauer It. schall eller maa engen köbe eller selghe i noghræ vlaghlighe haffne som ligge hoos eller vmkring forne wor köpstædh Aarss vnder thes gotzes fortabelsse sorn han swo köber eller selgher halfft koningen oc halfft byen It. vnne wy them frii marck Schow fæægang oc fischerii vdi salt watn som the theth aff alder hafft oc nyt have It. hwo meth rette fordeelt wordher oc friidhloos giort i forne wor köpstædh oc sidhen friidhlos kyndher paa Wiburghs Landzthing som theth sigh bör han schall wær friidhlos ouer alt Righit It. schall engen bygge eller burgheræ wordhe i forne wor köpstædh som annen hosbonde eller forswar hauer æn oss vden noghen hauer theth sonderlighe aff wor nadhe ho her omodh gör han schall schatte som burgherne oc kopæ som gæst It. schule wore burgemesteræ oc radhmen haue fuldmacht at regeræ alle æmbede i forne wor köpstædh effter schelliehet som the wele wære bekænde fore oss It. schall eller maa engen gore sambinding omodh wore burgemesteræ oc radhmen ynder sin hovitlod It. schall eller maa engin gange eller ridhe meth spentæ armbörst dagh eller natt i wor köpstædh Aars dyrghes theth nogher at göræ oc fonger ther scathe ouer han schall beholde scathen vböther It. schall alle hande kopmandscap weyæs i forne wor köpstædh Aars som i stædherne weyæs hwo theth ieke gör han giue iii marek som selgher oc three som köber halfft koningen og halfft byen.
Alle thesse forne article haue wy adhelighe vnt oc giuey vnne oc giue forne wore elsehelighe burgemesteræ radhmen burgheræ oc menichet i Aars paa theth at wor köpstædh ther aff forhæthris maa thoc wele wy haue fuldmacht thennem at forbæthræ oc till oc aff at sette vm oss thyeker theth nyttelicht være
Thy forbiwthe wy alle e hwo the helst ære oc særdelis wore foghede oc æmhitzmen forne wore burgemestere radhmen burgheræ oc menichet i Aars modh thenne wor gunst oc nadhe i nogher madhe at hindræ eller hindræ lade.
Vnder wor konungeliche hæffnd oc vredhe.
Dat castro nostro Haffnensi Die visitationis beate marie virginis nostro sub secreto Anno Dom. M. C. D. qvadragesimo primo Anno regni nostri seeundo.
Omskrivning til nutidssprog.
Vi Christoffer af Guds nåde Danmarks, Venders og Goters konge, pfalzgreve på Rhinen og Hertug i Bayern, gør vitterligt for alle mænd, som er nu, og som kommer, at vi har udkastet og besluttet og skal udkaste og beslutte med dette vort åbne brev med Guds nåde for vore elskelige borgmestre, rådmænd, borgere og al almuen, som bygger og bor i vor købstad Aarss, og alle deres tjenere og tyende, som er under vort kongelige værn, hegn og beskyttelse, at vi under dem nådigt at have, nyde og bruge alle disse nedennævnte artikler, frihed og nåde:
Alle disse førnævnte artikler har vi nådigt undt og givet og skal unde og give førnævnte vore elskelige borgmestre, rådmænd, borgere og menighed i Aarss, for at vor købstad deraf må forbedres. Dog vil vi have myndighed til at forbedre dem og at tilføje og fjerne i dem, hvis det forekommer os nyttigt.
Derfor forbyder vi alle, hvem de end måtte være, og i særdeleshed vor foged og vore embedsmænd, på nogen måde at lægge hindringer i vejen for førnævnte vore borgmestre, rådmænd, borgere og almue i Aarss imod denne vor gunst og nåde eller at lade andre gøre det.
Under vore kongelige hævn og straf.
"Dat castro nostro Haffnensi Die visitationis beate marie virginis sub secreto Anno Dom. MCD qvadragesimo primo Anno regni nostri secundo" [Givet på vort slot København på den hellige jomfru Marias bebudelsesdag i det Herrens År 1441 under vort segl, i vor regerings andet år]. | wikisource | wikisource_3891 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
1.
Velsignet være det Guds Lam,
Som mine Lemmer bar,
Fra Krybben af til Korsets-Stam,
Og dem ei aflagt har.
2.
Ak! giør dog, atr saa ofte som
Mit Hierte rører sig,
Det alle Tider synger om
Den Nød, du leed for mig.
3.
Indtil jeg, O min blodig Mand;
Er i din Arm og Skiød,
Blir dit Blod, som for mig utrandt
Mit Liv og Honning sød.
</poem> | wikisource | wikisource_2762 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=162 to=163 tosection=a header=1 noter="Udgivet første gang i "Tilskueren" 1. maj 1901." /> | wikisource | wikisource_15191 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Ellen.
<poem>«Dovenskab er en Rod til alt Ondt,» plejede min Moder at sige, medens hun satte mig Arbejde for til Eftermiddagen.
Hun var en høj Kone med et alvorligt Ansigt, der var furet af Anstrengelse og Sorg; lidt streng saa hun ogsaa ud, og jeg vidste godt, at jeg maatte lystre uden al Indvending.
Vort Hus var meget tarveligt, et af de tarveligste i den tarvelige lille By, og indeholdt kun en Gang, et Værelse og et Kjøkken. Udenfor dette laa en temmelig rummelig Gaard, hvor Moder tørrede sit Tøj; hun ernærede sig nemlig ved at vaske Fint, stryge, reparere Kniplinger o. s. v. Det var besværligt Arbejde, men gav dog Brødet og et lille Overskud, som anvendtes paa min Opdragelse; det var Moders Ærgjerrighed, at jeg skulde lære noget.
«Ellen har sin Faders Hoved,» sagde hun, idet hun med et Suk strøg Lokkerne fra min Pande. Og saa fortalte hun mig, hvilken flink Skolelærer og hvilken ejegod Mand Fader havde været Derefter tog hun Brillerne paa, slog Bibelen — der laa paa Kommoden under det lille Spejl — op og læste et Kapitel i den.
Alle de andre Børn i Skolen vare saa pyntede og fine; jeg passede ikke imellem dem; de lo af min forvaskede, afblegede, stumpede Kjole og mine lappede Sko. Lærerinderne og Lærerne derimod roste og fremhævede min Flid og mine Evner; ogsaa Fremmede viste mig stor Venlighed; jeg blev kaldt: «den lille med Lokkerne» eller: «den opvakte lille Ellen», ja selv undertiden: «Skolens Pryd».
Denne Godhed, hvis Hensigt vistnok var at holde mig skadesløs for Børnenes Tilsidesættelse, havde dog ingen heldig Indflydelse paa min Karakter. Jeg blev hovmodig af mine indbildte Fortrin og misundelig paa de andres bedre Vilkaar. Deres Drillerier der sikkert ellers vilde være standsede af sig selv — holdtes vedlige ved min Trods. Det var kun i Enrum, at jeg græd, græd over deres Ondskab, græd over min simple Dragt, den jeg foragtede endnu mere, end de kunde, græd af Længsel efter Lykke, der forekom mig at bestaa i smukke Klæder, Slikkerier og Lommepenge.
For Moder turde jeg ikke beklage mig; hun, der underkastede sig saa mange Opofrelser for min Skyld, kunde ikke forstaa andet, end at jeg maatte være taknemmelig og lykkelig.
Om Hverdagen maatte jeg hjælpe med at holde Stuen ordentlig og pyntelig. Søndag Formiddag fulgtes vi til Kirken; Moder iført en snæver sort Kjole, et Par graa Bomuldshand-sker og et gammeldags Borteshawl; jeg klædt i en rød Muks Dragt, som det forekom mig, enhver maatte kunne gjætte en Gang havde været Gardin. Eftermiddagen tilbragte jeg med at læse i et gammelt Penningmagasin, medens jeg af og til skottede op til det store Vindue i Nabogaarden, hvor Konsulens Frue sad. Hun havde gjærne en lys Silkekjole paa og lod ofte sine smukke, hvide Fingre spille henover Mes-singtraadene paa den brogede Pappegøjes Bur, der stod ved hendes Side. En Gang imellem saa hun ned til mig, og jeg fik da et venligt Nik, ja, undertiden endog et Fingerkys.
En Dag — hvor tydeligt husker jeg ikke denne Dag — stod hun inde hos Moder, da jeg kom hjem fra Skolen. Hun saa meget mild og smuk ud, men Moder havde grædt, og der var endnu en Klang af Smerte i hendes Stemme, da hun sagde til mig:
«Lille Ellen, Fru Strahl er her for din Skyld: hun vil godhedsfuld tage Dig til sig som sit eget Barn. Du er rigtignok min eneste, men jeg tør jo ikke staa din Lykke i Vejen. Om det er sand Lykke for Dig at komme til Ære og Rigdom, maa Vorherre vide; han vogte dit Hjærte for Hovmod og Forfængelighed. Du er ti Aar, Ellen, Du maa selv vælge, vil Du forlade mig?»
Jeg kastede mig om Moders Hals.
«Nej, vist ikke, lille Moder, aldrig forlade Dig, men hvis jeg turde dele mig mellem Dig og Fru Strahl.»
Moder rystede paa Hovedet, som mente hun, at sligt næppe kunde gaa an, men Konsulinden gav med et Smil sit beredvillige Samtykke.
Den store Hjørnegaard, den smukkeste i Byen, blev nu mit Hjem. Jeg fik en yndig lille Stue, en indbydende Seng, det dejligste Legetøj og en hel Skuffe fuld af Billedbøger. Disse Herligheder maatte jeg ikke tage over med til Moder, og mine Besøg hos hende bleve derfor sjeldnere og sjeldnere, hvilket min Plejemoder klogelig havde forudset. De udsøgte Lækkerier fængslede mig ogsaa, og dertil frastødte Moders Formaninger og alvorlige Tale mig ligesaa meget, som mine nye Venners Lovtaler, Kjærtegn og Spøg tiltrak mig.
«Jeg var tilsinds at skjære de Lokker af Dig, Barn,» sagde Moder engang, «de gjøre Dig bestemt forfængelig.»
Forskrækket over denne Trudsel flygtede jeg over til Fru Strahl, der tog mig paa sit Skjød, kyssede mine Krøller og kaldte min egen Moder grusom.
Endnu var det mig dog en Glæde at se Moders Ansigt i det lille Vindue, og jeg jublede dobbelt over de rigelige Lommepenge, der bleve mig tildel, ved Tanken om, at dele dem med hende. Hun afslog imidlertid aldeles at tage mod en Skilling; jeg tror dette var en lille Fejl, en utidig Stolthed; det stødte mig idetmindste bort.
Der var en stor, stor Forskjel paa mine ny Venners og Moders Kjærlighed; for hende var jeg alt, for dem kun et Legetøj. De holdt mere af mig end af Pappegøjen, fordi jeg underholdt og morede dem bedre, men de holdt af os paa samme Maade; de vare stolte af mine Krøller som af dens Fjer. Af mine Uartigheder lo de, og jeg fik næsten altid min Villie, naar den just ikke kom i Konflikt med deres, eller rettere med hendes, thi Konsulen havde i Reglen ingen. Mod Tjenestefolkene var jeg herskesyg og bydende, og da de ingen Ret kunde faa over mig hos Herskabet, hævnede de dem ved at lade mig høre, at jeg var et simpelt Barn, og at min Moder var en fattig Kone.
Jeg skammede mig — o, mine Kinder brænde endnu, naar jeg tænker derpaa — over min hæderlige, arbejdsomme gamle Moder. Efter-haanden holdt jeg op at besøge hende, og fik, for ikke altid at mindes om mit forrige Hjem, ved Smigrerier og Overtalelser, Dagligstuen flyttet til den anden Side af Hjørnegaarden. Jeg forsøgte i det hele at glemme Fortiden; Moder mærkede det snart; hun vilde ikke trænge sig paa, og undgik mig.
Alt som jeg voksede op, blev min Myndighed i Huset større, og Fader og Moder — saaledes kaldte jeg dem — kunde tilsidst intet nægte mig. De tillode endogsaa, at jeg blev konfirmeret i Kjøbenhavn, hvilket Ønske jeg motiverede med min Lyst til at uddannes i Sprog og Musik. Dette var dog kun et Paaskud: min virkelige Grund var at undgaa Moder. Store Gud! paa denne Dag flyede jeg det bedste, mest trofaste Hjærte, og forsmaaede den Lykke at modtage hendes Velsignelse. Dog, jeg fortrød det; jeg længtes efter hende den Morgen; i al min stive Stads, ved min af Fløjl og Silke struttende Plejemoders Side, længtes jeg efter hendes tarvelige Skikkelse, og jeg fattede gode Forsætter, men jeg brød dem.
Da vi kom tilbage, gik jeg ikke alene hen til Moder; Fru Strahl fulgte med, og sad, som en smilende Skillevæg imellem os. Det var en kort Visit og en kold Afsked; jeg tænkte, at Moder nok kunde undvære mig; hun havde jo ikke engang bedt mig blive eller komme igjen.
«Hvad siger De om Ellen?» spurgte min Plejemoder en Dag Huslægen, med et Blik, der opfordrede ham til at rose, «kan De kjende Barnet? har hun ikke forandret sig, er hun ikke vokset?»
«Hun er vokset meget, dog kan jeg endnu kjende hende, skjøndt jeg med Bedrøvelse ser, at hun er forandret, og Dag for Dag ligner sin Moder mindre.»
O, hvor var jeg vred paa ham, men mit harmfulde Blik prellede magtesløst af mod hans rolige Mine. To unge Piger, der stode tæt ved, havde hørt hans Bemærkning; de stak Hovederne sammen og lo; jeg gik dem stolt forbi, og først paa mit ensomme Kammer fik Harmen Luft i stride Taarer. Men paa Bunden af disse Taarer laa Længsel og Anger; dog, jeg skød det fra mig, som vi der i Huset plejede at skyde alle Ubehageligheder bort.
Fru Strahl havde i Sandhed en mærkværdig Gave til at smutte fra enhver Gene, unddrage sig alvorlig Eftertanke, og altid holde sig paa Overfladen. Enhver Ubehagelighed og Hindring, som Penge kunde bortfjerne og jævne, blev undgaaet; enhver Fornøjelse, som Penge kunde forskaffe, nødes. Men til Gjengjæld bleve vi et Bytte for Tomhed, og Kjedsomheden, denne Lediggangens ubestikkelige Hævner, meldte sig, ledsaget af utallige smaa mikroskopiske Ildebefindende, der ikke lode sig afvise.
Naar jeg tænker paa hin Tid, forekommer det mig som en uklar Drøm; aldrig hørte jeg en Formaning, sjeldent et alvorligt Ord. Jeg mindes Selskaber og Baller, mindes at jeg blev feteret og afholdt, og dog altid var utilfredsstillet, mindes at jeg blev pinlig berørt af Hentydninger til Moder, Hentydninger, som mit fordringsfulde Væsen fremkaldte, og som jeg besvarede med Hovmod. Men om Natten, naar vi kom hjem, og Maanen skinnede paa det nedrullede Gardin i det lille Hus ligeoverfor, følte jeg et Stik i Hjærtet, og grebes undertiden af en sælsom Lyst efter at vide, om de alvorlige Øjne derinde vare lukkede af Søvnen, eller om de vare vaade af Sorg over det tabte, i hendes Tanker maaske fortabte Barn.
En klar Foraarsdag vaagnede jeg, træt, fortumlet og svimmel, og maatte blive i Sengen, Min Plejemoder slog sig til Ro i en Lænestol ved min Side: hun var højst emsig og øm, og foruroligede mig ved en Mængde smaa Opmærksomheder, der istedetfor at befordre Bekvemmeligheden, forstyrrede den. Jeg tror igrunden, at denne nye Situation morede hende, hun saa idetmindste saa tilfreds ud som et Barn, der leger med sin ny Dukke.
Lægen stod snart ved min Seng med sit rolige Ansigt, det var just ikke uvenligt idag, men paafaldende alvorligt. Efter at have skrevet en Recept, bad han min Plejemoder om et Øjebliks Samtale; hun forlod mig med et Smil og et Fingerkys, idet hun. sagde:
«Du forkjælede Barn, vær rolig, jeg kommer straks igjen.»
Men det gjorde hun ikke! den ene Time gik efter den anden, og jeg lyttede forgjæves efter hendes Trin. Dette forundrede mig dog mere, end det bedrøvede mig; tilsidst bad jeg en Pige, der bragte mig Havresuppe, om at hente sin Frue.
«Saa De ved det ikke! Fruen og Herren ere begge tagne bort, af Frygt for Smitte; i Eftermiddag kommer her en Vaagekone, saa gaar ogsaa jeg.»
Havde jeg elsket mine Plejeforældre, vilde dette Budskab have bedrøvet mig dybt; nu følte jeg mig blot fornærmet og krænket.
Det forekom mig, som skyldte jeg dem slet ingen Taknemmelighed mere efter dette. Kunde de smukke Klæder, hvormed de saa villigt havde overøst mig, lindre min brændende Hovedpine; følte jeg ikke Afsky for de udsøgteste Delikatesser; bragte ikke Erindringen om det Liv, vi havde ført, mit Hjærte til at sygne hen ved Tanken om at begynde det forfra.
Som Barn havde jeg været syg af Skarlagensfeber, men da havde jeg ikke ligget alene, uden Kjærlighed. I min feberagtige Tilstand stod Moders Ansigt fra dengang ubeskrivelig tydeligt for mig; det var næsten som laa mit Hoved op til hendes Bryst igjen, og som følte jeg det deltagende, ømme Tryk af hendes Haand.
Henad Natten blev min Tilstand værre; jeg indsaa klart, hvad jeg havde forbrudt, og fornam med nagende Smerte, at jeg havde hengivet det virkelige, Kjærnen, for den tomme Skal. Kunde det nogensinde gjøres godt igjen? nej, nej, men det kunde dog erkjendes og til-staas; allerede heri vilde der være en stor Trøst.
Men, om det nu var for silde, om min Anger ingen Plads kunde finde, om hendes Hjærte allerede var bristet af Sorg over den utaknemmelige; og min Sjæl bævede i dødelig Angst, medens jeg mumlede den halvforglemte Bøn.
I flere Dage laa jeg og led: Doktoren kom troligt; en Gang tog han min Haand og sagde:
«Barn, De har noget paa Hjærte, tal.»
«O, dersom jeg ikke var en saadan Stakkel, dersom jeg var rask og uafhængig, da havde jeg meget at sige, da vilde jeg paa Knæ an-raabe min Moder om Tilgivelse. Men nu jeg trænger saa ubeskriveligt til hende, ja ingen har i Verden uden hende, nu kan jeg ikke tale; jeg kan ikke stille nye Fordringer, jeg er i for stor Gjæld.»
«Hvor lidt kjender De en Moder, Ellen! dersom De var i Lykke og Herlighed, da vilde hun maaske ikke straks kunne tilgive og glemme. Deres største Krav er netop, at De trænger til hende og ingen anden Ven har paa Jorden. Ukaldet vilde hun ikke komme, men hun har ventet her udenfor, ventet paa et Ord. Fat Dem, Barn, jeg vil kalde ad hende.»
Og i næste Øjeblik laa jeg igjen i Moders Arme, og jeg følte mig saa tryg og trøstet, midt i min Sønderknuselse, og det forekom mig, som kunde jeg aldrig faa grædt ud. Der var intet strengt, intet bebrejdende i dette milde Ansigt, kun Kjærlighed og Glæde. Men denne Rynke i Panden, den jeg ikke kjendte fra før, disse hvide Haar, denne bøjede Holdning, var det ikke altsammen Bebrejdelser. Hun kaldte mig sit Hjærtes Barn, sagde at nu skulde jeg være rolig, slumre ind og sanke Kræfter, hun vilde vaage over mig og bede for mig.
Jeg kyssede den kjære Haand med den brede Forlovelsesring; jeg kyssede den ru Pegefinger, der var slidt ganske smal af Flid, og det var for mig som maatte jeg absolut blive rask; Vorherre maatte ville det for hendes Skyld; dog her kunde det ikke ske; jeg længtes tilbage til det lille Hus, og bad om at blive baaret derhen.
Hvor det var forunderligt at vaagne næste Morgen bag de kjendte gulblommede Omhæng, i den store Seng, i den lille Stue. Spejlet hang, akkurat som før, over den blanke Kommode , Penningmagasinet laa der endnu og Bibelen, men den var bleven saa slidt i Hjørnerne; i syv Aar havde den jo været hendes bedste Trøst. Et Rosentræ, en Gyldenlak og en Geranium stode som altid i Vinduet; Sofaen havde sit røde Muks Betræk, og Bordet sit grønne Voxdug med Fuglereder og Fugle. Der stod Naalepuden, som var syet over Foden af det Glas, jeg engang havde slaaet itu, og der hang Moders svære Sølvur paa Brikken med den broderede Stjerne. Paa det lille Bord, i Krogen, stod den store, nyttige Sykurv med Brillerne, og hvor bekjendt var denne Stivelselugt mig ikke, o, havde jeg nogensinde været borte!
Døren til Kjøkkenet stod aaben, Strygebrædtet var slaaet sammen og stillet op til Væggen; alt var blankt og rent derude. Jeg hørte det knittre paa Skorstenen og Kjedlen brumme; en lille Fugl hoppede dristig over Dørtrinet ind fra Gaarden. Moder havde bestemt lokket den til sig; nok saa ugenert fløj den op paa Bordet og pikkede Krummer.
Ude fra Markerne trængte en frisk Duft af nyslaaet Hø ind til mig, det var som et Pust af Sundhed; men hvor blev Moder dog af? ah, der var hun, jeg hørte hendes Sko knirke, idet hun ilsomt gik forbi Vinduet; et Øjeblik efter kom hun ind med en Medicinflaske i Haanden. «Du har da ikke savnet mig,» spurgte hun ængsteligt og ømt, «o Ellen, hvorledes har Du det? Du græder.»
«Jeg har aldrig haft det bedre, aldrig været saa glad, men heller aldrig saa bedrøvet. Se ikke saa kjærligt paa mig, Moder; bebrejd mig min Opførsel; ak, kunde jeg blot finde Ord til at udtrykke hvad jeg føler.»
«Gud velsigne Dig, Barn, der behøves ingen Ord; er det ikke den bedste Indrømmelse, at Du er her hos mig. Der var desuden Skyld paa begge Sider — ingen Indvending — det var der. Jeg holdt Dig for strengt som lille og glemte, at Barnet trænger lige saa meget til Frihed og Glæde som til Føde og Klæder. Desuden gav jeg for hurtig slip paa Dig; jeg skulde have holdt fastere paa min lille Pige, have vist hende mere Kjærlighed, ogsaa i det Ydre, ikke frygtet for at være paatrængende. Men uden at Du anede det, vaagede din Moder altid over Dig, og ofte naar Du om Aftenen glad og pyntet steg i Vognen, stod jeg paa Fortouget, i Murens Skygge, og rørte ved din Kjole; og naar Du kom hjem og saa bleg, træt og undertiden bedrøvet ud, da stod jeg der igjen og ønskede, at den bedre Natur og Eftertanken maatte vaagne. At Du havde vendt dit Hjærte fra mig, smertede mig mest, som Tegn paa, at Du havde vendt det fra Vorherre. Han være lovet, der førte os sammen igjen!»
«Og tror Du virkelig Moder, selv om Du kan tilgive, at Herren vil det.»
«Jeg ved at han vil, Ellen, Du har hans Tilgivelse, hans rige Velsignelse.»
Og Moder tog Bibelen — hvor godt kjendte jeg ikke hendes Haandelag, den ærbødige Maade, hvorpaa hun aabnede Spænderne og lagde den paa Bordet, medens hun tog Brillerne paa — og læste, med sin af Bevægelse dirrende Stemme, de Steder højt, som Hjærtet sagde hende maatte kunne lindre og opmuntre mit Sind.
Samme Dag befalede Doktoren, at mit Haar skulde klippes af; jeg bad, at al Forfængelighed maatte følge med, som Moder engang havde ønsket. De roste mig, fordi jeg lod det ske uden Indvending, som om jeg brød mig noget derom, som om Moder vilde elske mig mindre for dette Tab!
Da Tusmørket faldt paa, bankede det sagte paa Døren, og Amtmandens unge Frue traadte ind. Jeg kjendte hende fra Selskabslivet, men hun havde aldrig vist mig Venlighed eller indbudt mig i sit Hus, hvilket jeg havde udlagt som Stolthed og Ringeagt for min simple Fødsel. Hun saa meget smuk og god ud, lagde en stor Buket Blomster paa Bordet, og tog en Due frem af en sirlig lille Kurv.
«Gid den maa smage hende, — ah, hun er vaagen. Hvorledes gaar det Frøken Strahl?» «Jomfru Knudsen, om jeg tør bede; o, tusind Tak, det gaar mig saa godt.»
Hun nærmede sig venligt og tog deltagende min Haand. Jeg havde været slagen med Blindhed, da jeg holdt hende for stolt.
«De undrer Dem vist over at finde mig saa husvant, men jeg er kommen her ofte i den sidste Tid. Jeg har bestandig følt Godhed og Agtelse for Deres Moder, og da jeg selv fik et lille Barn, begreb jeg ret hvad hun maatte lide — jeg siger ikke dette, for at krænke Dem — og besøgte hende undertiden, for om muligt at opmuntre hende lidt.»
Moder traadte nu frem, og efter med et ængsteligt Blik at have udforsket, hvad Indtryk denne Tale havde gjort paa mig, sagde hun:
«Gud lønne Dem, min naadige Frue, for alt det gode De har bevist mig; han lade Dem faa ligesaa megen Glæde af Deres lille Pige, som jeg nu har af min.»
Og hun klappede min Kind, strøg kjærligt og stolt mit korte Haar fra Panden, og glattede Puden under mit Hoved. Den unge Frue rejste sig, tørrede en Taare af Øjet, trykkede Moders Haand og gik hurtig bort.
Naar jeg laa i Sengen med halvtlukkede Øjne og hørte Moder sysle stille om, medens jeg tænkte over de sidste syv Aar af mit Liv, forekom jeg mig som Pigen i Eventyret, der har smurt Øjnene med Ellepigens Salve, saa hun ikke længer blændes af Skinnet, men kan se Tingene i deres virkelige Skikkelse. Rigtig lykkelig havde jeg ikke været en Dag i det store Hus derovre. Jeg tittede ængsteligt hen til det; Gardinerne vare nedrullede; det saa saa ubeboet og øde ud, og dets høje Skygge faldt hen over Gaden, spærrende Vejen for Solstraalerne, saa de ikke kunde trænge ind til os.
Efterhaanden som jeg blev bedre, opdagede jeg en vis Ængstelse i Moders Ansigt. Hun frygtede bestemt, at gamle Ønsker skulde dukke op, og gamle Vaner faa Magt over mig. Doktoren iagttog mig ogsaa saa nøje, at jeg en Dag leende maatte forsikre:
«I hele min Sjæl findes ikke en Streng, som drager mig herfra: man kan ikke tjene to Herrer; jeg har truffet mit Valg.
«Og De vil ikke fortryde det, selv om et og andet skulde falde lidt haardt i Begyndelsen?» «Det vil ikke falde haardt,» svarede jeg og kyssede Moders Haand. I det samme bankedes der paa Døren, og Konsulens velbekjendte Tjener traadte ind. Han bar en Bakke med Østers, Vildt og en Flaske Vin, som han, med et forlegent Buk og skulket Sideblik til mig, satte paa Bordet.
«Tak, Jørgen, men jeg kan virkelig ikke spise noget af alt dette. Moder har en frisk Rødspætte til mig, og jeg maa gjemme min Appetit til den.»
Moder saa paa en Gang ubeskrivelig tilfredsstillet og dog tillige lidt skuffet ud. Hun var glad over mit Afslag, men havde dog saa inderlig gjærne undt mig lidt af de styrkende Sager, som hun, med sin bedste Villie, ikke evnede at anskaffe.
«Her var et Brev,» sagde den forbavsede Tjener, «men maaske De ikke heller vil have det?»
«Altfor gjærne! og De maa hilse Deres Herre og Frue ret meget, Jørgen. Hvornaar kom de hjem?»
«Iaftes,» han bukkede usikkert, aabenbart i Tvivl, om jeg skulde gjenindtage min forrige Stilling eller synke ned til en Ubetydelighed. Fru Strahls Brev indeholdt følgende linier:
«Hvilken smertelig Tid, Ellen, og hvor besynderligt har Du ikke opført Dig! vi overlode hele Huset til Dig, og saa forlader Du det, for at tage netop det Sted hen. der af alle maatte være os mest imod. Det er, som havde din sædvanlige gode Takt rent svigtet Dig; Forhold, der til fælles Held; vare afbrudte, ere nu fornyede; halvforglemt Snak vil naturligvis dukke op igjen.
O, Du ubesindige Barn! hvormange Ubehageligheder har Du ikke skabt os og Dig selv; jeg er virkelig vred, men det gaar vel over, som sædvanligt, naar jeg ser Dig.
Er Du forandret af Sygdommen? jeg haaber det ikke; imorgen taler jeg med Doktoren, og dersom han erklærer det for fuldkomment tilraadeligt, besøger jeg Dig. Dette Skridt maa være min Ellen det bedste Bevis paa, at jeg endnu bestandig vedbliver at være din ømme Moder.
E. S. Selv har jeg ikke været rask, og har virkelig skæmmet mig. Jeg har forresten faaet mig en ny Hat og adskillige Shawler og Kjoler; Papa's Pung er ikke bleven skaanet, og lille Ellen ikke glemt.»
Da jeg havde læst Brevet, tænkte jeg paa alle dem, jeg før havde været forbitret paa, fordi de havde vist dem kolde og uvenlige imod mig, og det forekom mig, som holdt jeg nu rigtigt af dem og skyldte dem Taknemmelighed, fordi de havde staaet paa Moders Ret.
Næste Dag kom Fru Strahl sejlende hen over Gaden; Moder tog imod hende ved Døren; jeg sad paa Sofaen i stærk Sindsbevægelse. Det var saa besynderligt at se hende igjen, se hende med ganske andre Øjne end før, og det var saa sørgeligt, efter alt hvad jeg skyldte hende, at der ingen Kjærlighed var i mit Hjærte.
«Men Lokkerne, de dejlige Lokker!» raabte hun endnu paa Dørtrinet.
«De komme nok igjen,» svarede Moder blidt, «Roserne paa Kinderne pippe, Gud ske Tak, allerede frem; med Lokkerne vil det vel have lidt Tid, men de komme saamænd nok.»
«Lidt Tid? ja tre Aar! jeg kan ikke stanse mine Taarer, og det Umenneske til Læge, der ikke forberedte mig. Er det vor Ellen? men denne uklædelige Dragt gjør nu ogsaa det onde tusinde Gange værre.»
Umuligt vilde det være mig at skildre Fru Strahls Harme, da hun hørte, at jeg ikke vilde tilbage. Der manglede ikke meget i, at hun vilde føre mig bort med Magt; sin Ret hertil beviste hun ved en lang Opramsen af alle de Velgjerninger, de havde udøst over mig.
Denne hendes Tale tog, underligt nok, den sidste Byrde fra min Sjæl. Før havde jeg bebrejdet mig Utaknemmelighed i Forhold til hende, men efter dette, syntes det mig, som om jeg var fri for enhver Forpligtelse.
Fjorten Dage efter gik jeg hen til min Moder, der stod med sit kjære, fornøjede Ansigt ganske rødt af Anstrengelse og strøg af alle Kræfter.
«Lille Moder, jeg vil have min Villie! Du sætter Dig smukt til Ro i Sofaen, jeg taaler intet Afslag. Jeg er nu saa frisk som en Fisk og vil arbejde for os begge; Du har plejet mig saa længe og saa utrætteligt, nu skal Du selv plejes. Du kan være rolig, jeg skal nok gjøre mig Umage, og ved Øvelse bliver man Mester. O, vidste Du, kjære lille Moder, hvor jeg trænger til at faa en Smule Selvagtelse.»
«Men Ellen, hvor vil Du dog hen! det gaar aldrig an! ah, Godmorgen, Herr Doktor, De kom i en god Tid, De maa staa mig bi mod dette opsætsige Barn, der vil sætte mig af.» «Du tager fejl, Moder, jeg vinder en allieret i Doktoren.»
«I denne Verden,» svarede han roligt, idet han lo af min Ivrighed paa en baade velvillig og drillende Maade, «svarer det bedst Regning at bære Kappen paa begge Skuldre. Jeg holder med Dem, Madam Knudsen i, at Ellen ikke duer til at stryge. Rynk ikke Panden, Barn, De maa jo selv kunne begribe, at ingen holder af saadanne Folder paa sit Tøj, som den De nylig satte, og, au, nu brænde vi de smaa Fingre. Sæt Jærnet bort og hør rolig efter. I den Beslutning, der straaler saa kjækt ud af Deres Øjne, holder jeg med Dem. Jeg for-staar godt, at det er Dem et Livsspørgsmaal, at tage alle Byrder fra Deres Moder og lægge dem paa Deres egne unge, kraftige Skuldre; men det bør ske paa en praktisk Maade. De bør vælge noget, De er voksen. Jeg har Planen fiks og færdig; De skal holde en Skole, Ellen; tre af mine Pigebørn ere til Tjeneste, og jeg haaber at kunne hverve en fjorten, femten Stykker foruden. Det nye Hus ved Porten staar ledigt; der kunne de bo luftigt og venligt. Udenfor er en ypperlig Tumleplads for Børnene, og bagved en Kjøkkenhave og Indretninger til en Hønsegaard. Naa, det glæder mig, at De er tilfreds; i Deres Sindsstemning tror jeg ogsaa, at en nyttig, selv lidt anstrengende Virksomhed er at foretrække for den store Gevinst i Lotteriet.»
Kort efter flyttede vi ind i det nye Hus, hvortil ingen sørgelige Minder knyttede sig. De gamle Møbler tog sig vel lidt fattige ud i de smukke Omgivelser, men i Fantasien saa jeg dem oppyntede og forøgede; i Fantasien stod allerede en magelig Lænestol — der var dobbelt blød for Moder, fordi jeg havde fortjent den — i Vinduespladsen, og et stort, udsøgt Instrument indtog det lille lejede Fortepianos Plads.
Før vi forlode det lille Hus, gik jeg op til mine Plejeforældre, for om muligt at forsone dem. Jeg blev imidlertid ikke modtaget, og skjøndt jeg hørte Fru Strahls Stemme, erklærede Tjeneren med slet dulgt Triumf, at ingen var hjemme. Hans Opførsel smertede mig, fordi den bragte det lunefulde og urimelige Væsen, hvormed jeg havde behandlet de underordnede, tilbage i min Erindring.
Netop som jeg lagde Haanden paa Portdøren for at gaa, traadte Konsulen imidlertid ud af sin Stue og nærmede sig tøvende med et usikkert, spejdende Blik, der klædte den store, svære Mand højst pudsigt.
«Farvel Ellen,» sagde han og kyssede mig paa Panden, «gid det maa gaa Dig godt. Dette skal Du tage, mer tør jeg desværre ikke give, for Husfredens Skyld.»
I et Nu smuttede han bort; jeg stod tvivlraadig, om jeg skulde beholde Hundrededaler-seddelen eller ikke. Moder mente dog, at vi burde tage derimod.
«Den blev givet af et godt Hjærte,» sagde hun, «og vi ville ikke være hovmodige, men øve os i Ydmyghed.»
Det gik godt og velsignet med min lille Skole, og jeg mødte megen Anerkjendelse og ufortjent Godhed. Flere Huse — hvortil Konsulens og deres Omgangskreds ikke havde haft Adgang, og som vi derfor plejede at spotte og bagtale uden at kjende — aabnede sig, efter Amtmandens og Doktorens Anbefaling, for mig, og nye Elever strømmede daglig til. Det varede ikke længe, før Lænestolen i Virkeligheden stod ved Vinduet, og Moder sad i den, saa pyntelig og smuk en gammel Dame, i sin Tarvelighed, som det var muligt at se.
Med en halvvoksen Piges Hjælp bestyrer Moder vor lille Husholdning, Have og Hønse-gaard. Denne sidste er baade en Kilde til Fornøjelse og Indtægt; og den store Flok Ænder, der svømmer nok saa glad omkring i Dammen udenfor Haven, bringer mangt et godt Stykke i Hus. Ofte sidder Moder ganske stille ved sit Arbejde og lytter til Undervisningen.
«Der hænger dog altid lidt ved,» siger hun, «kunde man blot beholde det.»
Kun en Ting holder bestandig Mindet om det svundne vedlige; det er hendes Frygt for, at jeg skal savne Adspredelse og tilfredsstillende ligealdrende Omgang.
«Gaa lidt ud idag, Ellen,» siger hun ængsteligt, «Du maa ikke opofre Dig for min Skyld; jeg vil ikke forsure dit Liv.»
«Opofre! som om jeg ikke var gjerrig over enhver Time, jeg kunde tilbringe i hendes Selskab! som om jeg ikke havde syv spildte Aar at indhente!
«Hvis Du ikke jager mig bort med Magt, lille Moder, bliver jeg hjemme. Jeg skal spille for Dig paa mit herlige nye Instrument; derpaa ville vi spasere i Anlæget, og saa drikke The i Lysthuset.»
Men Moder stryger paa sin gamle Vis mit Haar fra Panden og siger de skjønneste Ord, jeg kan høre:
«Gud velsigne Dig, Du, min Alderdoms Glæde.»
</poem> | wikisource | wikisource_2575 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=543 to=568 header=1 /> | wikisource | wikisource_8307 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=47 to=51 header=1 /> | wikisource | wikisource_8667 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den internationale arbejdersammenslutnings generelle statutter blev vedtaget på kongressen i London i september 1871. De bygger på "De foreløbige statutter", som Karl Marx havde skrevet ved den "Første Internationales" oprettelse i 1864.
Punkt 7a er indføjet på kongressen i Haag i september 1872. Punktet er en forkortet udgave af en udtalelse vedtaget i London i 1871.
Udover de generelle statutter kunne hver kongres vedtage en forretningsorden, der fungerede som en særlig statut for den pågældende kongres.
=Første Internationale - september 1864, London=
Generelle statutter for Den Internationale Arbejdersammenslutning.
Og i denne ånd er følgende statutter affattet:.
1. Denne sammenslutning er blevet dannet for at skabe et midtpunkt til forbindelse og planmæssigt samvirke mellem de arbejderforeninger, der eksisterer i forskellige lande og tilstræber det samme mål, nemlig arbejderklassens beskyttelse, fremgang og fuldstændige frigørelse.
2. Sammenslutningens navn er: »Den internationale arbejdersammeslutning«.
3. Hvert år træder en almindelig arbejderkongres sammen, bestående af delegerede fra sammenslutningens enkelte afdelinger. Det vil være kongressens opgave at proklamere arbejderklassens fælles bestræbelser, træffe de forholdsregler, der kræves for at Den internationale sammenslutning med fremgang kan udøve sin virksomhed, og indsætte sammenslutningens generalråd.
4. Hver kongres bestemmer tid og sted for den næste kongres' sammentræden. De delegerede mødes på det fastsatte tidspunkt og på det fastsatte sted uden særlig indbydelse. I nødstilfælde kan generalrådet forandre mødestedet, men ikke udskyde tidspunktet for kongressens sammentræden. Kongressen bestemmer hvert år generalrådets sæde og vælger dets medlemmer. Det således valgte generalråd bemyndiges til at føje nye medlemmer til de valgte. På de årlige møder skal generalrådet aflægge en offentlig beretning for den almindelige kongres om sin forretningsførelse i årets løb. Generalrådet kan i nødstilfælde indkalde den almindelige kongres før den ordinære årlige termin.
5. Generalrådet sammensættes af arbejdere fra de lande, der er repræsenteret i Den internationale sammenslutning. Det vælger blandt sine egne medlemmer de nødvendige funktionærer - en kasserer, en generalsekretær, de korresponderende sekretærer for de forskellige lande osv.
6. Generalrådet udgør et internationalt bindeled mellem sammenslutningens forskellige nationale og lokale grupper med det formål bestandig at holde arbejderne i det ene land underrettet om deres klasses bevægelse i alle andre lande; med det formål samtidig og under en fælles ledelse at gennemføre en undersøgelse af de sociale forhold i de forskellige lande i Europa; med det formål at få spørgsmål, der er blevet rejst i en enkelt sammenslutning, og som er af almindelig interesse, undersøgt af alle; samt - i tilfælde af, at umiddelbart praktiske skridt, f.eks. under internationale stridigheder, bliver nødvendige - med det formål at sikre, at de tilsluttede sammenslutningers aktion sker samtidig og ensartet. Ved enhver passende lejlighed må generalrådet tage initiativet til at stille de forskellige nationale eller lokale sammenslutninger forslag. For at lette forbindelsen med de tilsluttede sektioner offentliggør generalrådet periodiske beretninger.
7. Da arbejderbevægelsens sejr i hvert land kun kan sikres ved den styrke, der ligger i at forene og organisere sig, og da på den anden side det internationale generalråds nytte i høj grad betinges af, at det har at gøre med et lille antal nationale centre for arbejdersammenslutninger i stedet for med et stort antal små og usammenhængende lokale organisationer, må Den internationale sammenslutnings medlemmer af alle kræfter stræbe efter at få de spredte arbejderforeninger i deres respektive lande sluttet sammen til nationale organisationer, der repræsenteres af nationale centralorganer. Det er en selvfølge, at anvendelsen af denne regel må afhænge af de særlige love i hvert land, og at der, bortset fra legale hindringer, ikke skal være noget i vejen for, at uafhængige lokale organisationer står i direkte korrespondance med generalrådet.
7a. I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun da optræde som klasse, hvis det konstituerer sig selv som et særligt politisk parti, der står overfor alle tidligere partier, dannede af de besiddende klasser. Denne forening af proletariatet til politisk parti er uomgængelig for at sikre den sociale revolutions triumf og dens endelige formål - klassernes afskaffelse. Den sammenslutning af arbejderkræfterne, der allerede er opnået gennem den økonomiske kamp, må i denne klasses hånd tillige blive en løftestang i dens kamp mod dens udbytteres politiske magt. Da jordens og kapitalens herrer bestandig betjener sig af deres politiske privilegier til at beskytte og forevige deres økonomiske monopoler og til at knægte arbejdet, bliver erobringen af den politiske magt proletariatets ophøjede pligt.
8. Hver sektion har ret til at udnævne sin egen sekretær til at føre korrespondance med generalrådet.
9. Enhver, der anerkender og forsvarer Den internationale arbejdersammensltnings principper, kan optages som medlem. Hver sektion er ansvarlig for, at de medlemmer, den optager, er moralsk uangribelige.
10. Hvert medlem af Den internationale arbejdersammenslutning vil få de forenede arbejderes broderlige støtte, hvis han flytter fra det ene land til det andet.
11. Skønt forenede til et evigt forbund til broderligt samvirke, bibeholder de arbejdersammenslutninger, der træder ind i Den internationale arbejdersammenslutning, fuldt og helt deres bestående organisationer.
12. Disse statutter kan revideres på hver kongres, hvis to tredjedele af de tilstedeværende delegerede udtaler sig for en sådan revision.
13. Alt, hvad der ikke er forudset i de foreliggende statutter, ordnes ved hjælp af særlige statutter, der skal godkendes af hver kongres. | wikisource | wikisource_2835 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den kendte melodi er af Carl Nielsen fra 1914, <br>
men oprindelig blev sangen sunget på en anden melodi fra 1500-tallet.
Forunderligt at sige
og sært at tænke på,
at kongen til Guds rige
i stalden fødes må,
at himlens lys og ære,
det levende Guds ord,
skal husvild blandt os være,
som armods søn på jord!
Selv spurven har sin rede,
kan bygge dér og bo,
en svale ej tør lede
om nattely og ro.
De vilde dyr i hule
har hver sin egen vrå, -
skal sig min frelser skjule
i fremmed stald på strå?
Nej, kom, jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind,
ja bede, synge, sukke:
Kom, Jesus, kom herind!
Det er ej fremmed bolig,
du den har dyre købt!
Her skal du hvile rolig
i kærligheden støbt. | wikisource | wikisource_1787 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu" from=235 to=264 header=1 /> | wikisource | wikisource_29240 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=19 to=22 fromsection=§4 tosection=§4 header=1 /> | wikisource | wikisource_25652 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=72 to=73 header=1 /> | wikisource | wikisource_23015 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Gjøre vitterligt for Alle: Rigsdagen har paa den i Grundloven af 5te Juni 1849 § 100 foreskrevne Maade trende Gange vedtaget, Vi have efter den anden Vedtagelse foreløbig bifaldet og stadfæste nu ved Vort allerhøieste Samtykke
§ 1. Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. Arvefølgen er den i Thronfølgeloven af 31te Juli 1853 Art. I og II fastsatte.<br>
§ 2. Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene.<br>
§ 3. Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten.
§ 4. Kongen kan, uden Rigsdagens Samtykke, ikke være Regent i andre Lande.<br>
§ 5. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke.<br>
§ 6. Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar. Det samme gjælder om de kongelige Prindser.<br>
§ 7. Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, afgiver han skriftlig i Statsraadet den edelige Forsikkring, ubrødelig at holde Rigets Grundlov. Af Forsikkringsacten udstedes tvende ligelydende Originaler, af hvilke den ene overgives Rigsdagen, for at opbevares i sammes Arkiv, den anden nedlægges i Geheimearkivet. Kan Kongen formedelst Fraværelse eller af andre Grunde ikke umiddelbart ved Thronskiftet aflægge denne Ed, føres Regjeringen, indtil dette skeer, af Statsraadet, medmindre anderledes ved Lov bestemmes. Har Kongen allerede som Thronfølger aflagt denne Ed, tiltræder han umiddelbart ved Thronskiftet Regjeringen.<br>
§ 8. Bestemmelser angaaende Regjeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse fastsættes ved Lov. Indtil saadan Lov er given, føres Regjeringen i de nævnte Tilfælde midlertidigt af Statsraadet. Dette skal da strax indkalde Rigsdagen, som i en forenet Samling (§ 67) tager Beslutning om, hvorledes der skal forholdes med Regjeringen, indtil Kongen kan tiltræde samme. Er der ved Thronledighed ingen Thronfølger, vælger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.<br>
§ 9. Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten. Civillisten kan ikke behæftes med Gjæld.<br>
§ 10. For Medlemmer af det kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget.
§ 11. Kongen har med de i denne Grundlov fastsatte Indskrænkninger den høieste Myndighed over alle Rigets Anliggender og udøver den gjennem sine Ministre.<br>
§ 12. Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig. Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse; deres Ansvarlighed bestemmes nærmere ved Lov.<br>
§ 13. Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Han bestemmer deres Antal og Forretningernes Fordeling imellem dem. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift. Enhver Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.<br>
§ 14. Ministrene kunne af Kongen eller Folkethinget tiltales for deres Embedsførelse. Rigsretten paakjender de mod Ministrene for deres Embedsførelse anlagte Sager.<br>
§ 15. Ministrene i Forening udgjøre Statsraadet, hvori Thronfølgeren, naar han er myndig, tager Sæde. Kongen fører Forsædet undtagen i de i §§ 7 og 8 anførte Tilfælde.<br>
§ 16. Alle Love og vigtige Regjeringsforanstaltninger forhandles i Statsraadet. Er Kongen i enkelte Tilfælde forhindret fra at holde Statsraad, kan han lade Sagen forhandle i et Ministerraad. Dette bestaar af samtlige Ministre under Forsæde af den, som Kongen har udnævnt til Conseilspræsident. Enhver Minister skal da afgive sit Votum til Protocollen, og Beslutning tages efter Stemmefleerhed. Conseilspræsidenten forelægger den over Forhandlingerne førte, af de tilstedeværende Ministre underskrevne Protocol for Kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde Ministerraadets Indstilling, eller lade sig Sagen foredrage i Statsraadet.<br>
§ 17. Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret. Enhver Embedsmand, civil eller militair, aflægger Ed paa Grundloven. Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe i Embedsindtægter, og at der gives dem Valget mellem saadan Forflyttelse og Afsked med Pension efter de almindelige Regler. Undtagelser for visse Classer af Embedsmænd, foruden den i § 73 fastsatte, bestemmes ved Lov.<br>
§ 18. Kongen erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, eller indgaae nogen Forpligtelse, som forandrer de bestaaende statsretlige Forhold.<br>
§ 19. Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Maaneder. Forandringer i disse bestemmelser kunne skee ved Lov.<br>
§ 20. Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkomster, hvis Varighed beroer paa hans Bestemmelse.
§ 21. Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst.<br>
§ 22. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller een af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet Things Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter Opløsningen.<br>
§ 23. Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.<br>
§ 24. Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. Har Kongen ikke stadfæstet et af Rigsdagen vedtaget Lovforslag inden næste Rigsdags-Samling, ansees det som bortfaldet.<br>
§ 25. I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag.<br>
§ 26. Kongen kan benaade og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe.<br>
§ 27. Kongen meddeler, deels umiddelbart, deels gjennem vedkommende Regjeringsmyndigheder, saadanne Bevillinger og Undtagelser fra de nugjældende Love, som enten ifølge de før 5te Juni 1849 gjældende Regler ere i Brug, eller hvortil Hjemmel indeholdes i en siden den Tid udgiven Lov.<br>
§ 28. Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven.
§ 29. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget.<br>
§ 30. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han:<br>
§ 31. Valgbar til Folkethinget er, med de i § 30 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 25de Aar.<br>
§ 32. Antallet af Folkethingets Medlemmer skal omtrent være efter Forholdet af 1 til 16,000 Indvaanere. Valgene foregaae i Valgkredse; deres Fordeling og Valgmaaden bestemmes ved Valgloven. Enhver Valgkreds vælger Een blandt dem, der have stillet sig til Valg.<br>
§ 33. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde et dagligt Vederlag, hvis Størrelse bestemmes ved Valgloven.<br>
§ 34. Antallet af Landsthingets Medlemmer er 66. 12 udnævnes af Kongen, 7 vælges i Kjøbenhavn, 45 i større Valgkredse, omfattende Land og Kjøbstæder, 1 paa Bornholm og 1 af Færøernes Lagthing.<br>
§ 35. Ingen kan, umiddelbart eller middelbart, deeltage i Valg af Landsthingsmænd, medmindre han fyldestgjør de almindelige Betingelser for Valgret til Folkethinget, dog at der kun fordres Bopæl henholdsviis i en af Kjøbstæderne eller i Landdistrictet i vedkommende Landsthingskreds det sidste Aar før Valget.<br>
§ 36. I Kjøbenhavn vælge samtlige Valgberettigede (§ 35) 1 Valgmand for hver 120 Vælgere, saaledes at et Overskud af 60 regnes for fulde 120. Et ligesaa stort Antal Valgmænd vælges af de Vælgere, som i det sidste Aar have være ansatte til en Skatteindtægt af mindst 2,000 Rd. Samtlige Valgmænd foretage i Forening Valget af Landsthingsmænd for Kjøbenhavn.<br>
§ 37. Paa Landet vælge samtlige Valgberettigede (§ 35) 1 Valgmand i hver Sogneforstanderskabskreds. For samtlige Kjøbstæder, hvortil henregnes Frederiksberg, Frederiksværk, Marstal, Silkeborg, Løgstør og Nørre-Sundby, vælges halvt saa mange Valgmænd, som der er Sogneforstanderskabskredse; hvis Valgmændenes Antal herefter ikke bliver lige, forhøies det til et lige Tal. Den ene Halvdeel af Kjøbstædernes Valgmænd vælges, i hver Kjøbstad for sig, af alle de Valgberettigede; den anden Halvdeel vælges af de Vælgere i Kjøbstaden, der i det sidste Aar have været ansatte til en Skatteindtægt af mindst 1,000 Rd. eller have svaret mindst 75 Rd. i directe Skat til Stat og Commune. Fordelingen af det hele Valgmandstal imellem de enkelte Kjøbstæder i Forhold til deres Vælgerantal bestemmes af Regjeringen, hver Gang almindelige Valg til Landsthinget skulle foretages, dog at hver Kjøbstad faaer mindst 1 Valgmand af hver Vælgerclasse. Med samtlige Valgmænd i hver Landsthingskreds sammentræde til Valg af Kredsens Landsthingsmænd saamange af de Vælgere paa Landet, der i det sidste Aar have ydet det høieste Bidrag til Stat og Amtscommune, som der er Sogneforstanderskabsdistricter i Kredsen.<br>
§ 38. Valgbar til Landsthinget er Enhver, der er Valgbar til Folkethinget, naar han det sidste Aar har havt Bopæl i Valgkredsen.<br>
§ 39. Kongens Udnævnelse af Landsthingsmedlemmer skeer paa Livstid, blandt Mænd, der ere eller have været valgte Medlemmer af Kongerigets tidligere eller bestaaende repræsentative Forsamlinger. Det staaer dog hvert Medlem frit for at opgive sit Sæde i Landsthinget, ligesom han udtræder af dette, naar han kommer i det Tilfælde, at han mister sin Valgbarhed. De øvrige Landsthingsmænd vælges paa 8 Aar, dog at Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. Landsthingsmændene erholde samme daglige Vederlag som Folkethingets Medlemmer.<br>
§ 40. Valgene af Landsthingsmænd foretages efter Reglerne for Forholdstalsvalg. Valgloven fastsætter det Nærmere angaaende Valgene.
§ 41. Den ordentlige Rigsdag sammentræder den første Mandag i October, dersom Kongen ikke har indkaldt den til at møde forinden.<br>
§ 42. Regjeringens Sæde er Rigsdagens Forsamlingssted. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den paa et andet Sted i Riget.<br>
§ 43. Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi.<br>
§ 44. Ethvert af Thingene er berettiget til at foreslaae og for sit Vedkommende at vedtage Love.<br>
§ 45. Ethvert af Thingene kan indgive Adresser til Kongen.<br>
§ 46. Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere berettigede til saavel af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen.<br>
§ 47. Ingen Skat kan paalægges, forandres eller ophæves uden ved Lov, eiheller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domæne afhændes uden ifølge Lov.<br>
§ 48. Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efter at samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Finantsaar indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Forslag til Finantsloven og Tillægsbevillingslovene behandles først i Folkethinget.<br>
§ 49. Forinden Finantsloven er vedtagen, maae Skatterne ei opkræves. Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Finantsloven eller i en Tillægsbevillingslov.<br>
§ 50. Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer. Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte. Det aarlige Statsregnskab, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter Rigsdagen, som med Hensyn til samme tager Beslutning. Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov.<br>
§ 51. Ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov.<br>
§ 52. Intet Lovforslag kan endelig vedtages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Thinget.<br>
§ 53. Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver det i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis det der forandres, gaaer det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing. Opnaaes da eiheller Enighed, skal, naar et Thing forlanger det, hvert Thing udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning over Uovereensstemmelserne og gjør Indstilling til Thingene. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgjørelse Sted i ethvert Thing for sig.<br>
§ 54. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg.<br>
§ 55. Ethvert nyt Medlem aflægger Ed paa Grundloven, naar Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt.<br>
§ 56. Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres Overbeviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere. Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøve ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage Valget.<br>
§ 57. Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme.<br>
§ 58. Kommer den gyldigen Valgte i et af de Tilfælde, der udelukke fra Valgbarhed, mister han den af Valget flydende Ret. Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, derbefordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg.<br>
§ 59. Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de ville, idet de iøvrigt iagttage Forretningsordenen. Stemmeret udøve de kun, naar de tillige ere Rigsdagsmænd.<br>
§ 60. Ethvert Thing vælger selv sin Formand og den eller dem, der i hans Forfald skal føre Forsædet.<br>
§ 61. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning, naar ikke over Halvdelen af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen.<br>
§ 62. Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring.<br>
§ 63. Intet Andragende maa overgives noget af Thingene uden gjennem et af dets Medlemmer.<br>
§ 64. Finder Thinget ikke Anledning til om et Andragende at fatte Beslutning, kan det henvise det til Ministrene.<br>
§ 65. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller det i Forretningsorde nen bestemte Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde.<br>
§ 66. Ethvert af Thingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.<br>
§ 67. Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Landsthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand og fastsætter iøvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forretningsgangen.
§ 68. Rigsretten bestaaer af de ordentlige Medlemmer af Landets øverste Domstol og et tilsvarende Antal af Landsthinget, blandt dets egne Medlemmer paa 4 Aar valgte Dommere. Kan i et enkelt Tilfælde ikke det fulde Antal af den øverste Domstols ordentlige Medlemmer deeltage i Sagens Behandling og Paakjendelse, fratræder et tilsvarende Antal af de af Landsthinget sidst eller med det mindste Stemmetal valgte Rigsretsmedlemmer. Retten vælger selv sin Formand af sin egen Midte. Opløses Landsthinget, efterat der er reist Sag for Rigsretten, beholde dog de af det opløste Thing valgte Medlemmer deres Sæde i Retten for denne Sags Vedkommende.<br>
§ 69. Rigsretten paakjender de af Kongen eller Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager. For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar Folkethinget dertil giver sit Samtykke.<br>
§ 70. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.<br>
§ 71. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov.<br>
§ 72. Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Den, der vil reise saadant Spørgsmaal, kan dog ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Øvrighedens Befaling.<br>
§ 73. Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, eiheller forflyttes mod deres Ønske, udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.<br>
§ 74. Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gjennemføres ved hele Retspleien. I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.<br>
§ 75. Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov.<br>
§ 76. Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at Intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.<br>
§ 77. Ingen er pligtig til at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen; dog skal Enhver, der ikke godtgjør at være Medlem af et i Landet anerkjendt Troessamfund, til Skolevæsenet svare de til Folkekirken lovbefalede personlige Afgifter.<br>
§ 78. De fra Folkekirken afvigende Troessamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov.<br>
§ 79. Ingen kan paa Grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.
§ 80. Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse, der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage, afgjøre, at han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse. Den Kjendelse, som Dommeren afsiger, kan af Vedkommende strax særskilt indankes for høiere Ret. Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel.<br>
§ 81. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse.<br>
§ 82. Eiendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaa sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod fuldstændig Erstatning.<br>
§ 83. Alle Indskrænkninger i den fire og lige Adgang til Erhverv, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov.<br>
§ 84. Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde.<br>
§ 85. De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.<br>
§ 86. Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kunne ingensinde paany indføres.<br>
§ 87. Borgerne have Ret til uden foregaaende Tilladelse at indgaa Foreninger i ethvert lovligt Øiemed. Ingen Forening kan ophæves ved en Regjeringsforanstaltning. Dog kunne Foreninger foreløbigen forbydes, men der skal da strax anlægges Sag mod Foreningen til dens Ophævelse.<br>
§ 88. Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede. Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kunne forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred.<br>
§ 89. Ved Opløb maa den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun indskride, efter at Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles.<br>
§ 90. Enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar, efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver.<br>
§ 91. Communernes Ret til, under Statens Tilsyn, selvstændig at styre deres Anliggender vil blive ordnet ved Lov.<br>
§ 92. Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet.<br>
§ 93. Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom.<br>
§ 94. For Krigsmagten ere de i §§ 80, 87 og 88 givne Bestemmelser kun anvendelige med de Indskrænkninger, der følge af de militaire Loves Forskrifter.
§ 95. Forslag til Forandring i, eller Tillæg til, nærværende Grundlov kunne fremsættes saavel paa en ordentlig som paa overordentlig Rigsdag. Vedtages et Forslag til en ny Grundlovsbestemmelse i begge Thing, og Regjeringen vil fremme Sagen, opløses Rigsdagen, og almindelige Valg foregaae baade til Folkethinget og til Landsthinget. Vedtages Beslutningen paa den nyvalgte, ordentlige eller overordentlige Rigsdag i uforandret Skikkelse, og stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov.
De nuværende af Kongen udnævnte Medlemmer af Rigsraadets Landsthing tage Sæde i Rigsdagens Landsthing, indtil de 12 Aar fra Udnævnelsen ere udløbne for hvert enkelt af dem. Udnævnelsens Gyldighed ophæves ikke ved Landsthingets Opløsning.
Med Hensyn til Rettergangsmaaden ved Rigsretten gjælder, indtil en ny Lov udkommer, Lov af 3die Marts 1852, med de Lempelser, som den forandrede Sammensæt ning og Bestemmelsen i den sidste Deel af § 68 gjøre fornødne.
Den i § 73 indeholdte Bestemmelse, at Dommere ei kunne afsættes uden ved Dom, eiheller forflyttes mod deres Ønske, skal ikke være anvendelig paa de nuværende Dommere, som tillige have administrative Forretninger.
Indtil en Omordning af den criminelle Proces er iværksat, vil den i § 80 omhandlede Indankning af en Fængslingskjendelse skee som af en privat Sag, dog med Extraretsvarsel, ligesom den Klagende er fritagen for Brugen af stemplet Papir og Erlæggelsen af Retsgebyrer. Der bør gives ham Adgang til i Anledning af saadan Paaanke at raadføre sig med en Sagfører, og nye Oplysninger kunne fremlægges for Overretten.
Indtil en Valglov udkommer, gjælder Lov af 4de December 1863, angaaende Valgene til Rigsraadet, i Forbindelse med de i Lov af 30te December 1864, jfr. Grundlovsbe stemmelsen af 23de December 1864 § 1, indeholdte Forskrifter, med de Forandringer, som ere en nødvendig Følge af denne Grundlovs §§ 34-38 og de i det Følgende givne nærmere Regler. Valgmandsvalgene foretages i Overeensstemmelse med de i Valgloven af 16de Juni 1849 §§ 38-44 givne Regler med de af Bestemmelserne i denne Grundlovs §§ 35-37 flydende Forandringer; hvor der skal vælges Valgmænd af begge Vælgerclasser, foretages det almin delige Valg først. Fremdeles komme med Hensyn til samtlige Valgmænd Bestemmelserne i den nævnte Valglovs §§ 45-49, jfr. Lov af 6te April 1850 og 20de Marts 1855, til Anvendel se. Over de til umiddelbar Deeltagelse i Landsthingsvalgene berettigede Høistbeskattede paa Landet forfatte Valgbestyrelserne, der dannes efter Reglerne i Lov af 16de Juni 1849, §§ 51-52, Lister, som mindst 14 Dage før Valget blive endelig at berigtige, med Udeladelse af dem, der opgive at være forhindrede fra at deeltage i Valget, og Optagelse af de nærmest følgende Høistbeskattede paa Landet med Valgmændene paa det i Henhold til Loven af 16de Juni 1849 § 65 fastsatte Valgsted; i Tilfælde af Udeblivelse uden lovligt Forfald ere de underkastede de samme Mulktbestemmelser som Valgmændene. Valgmændenes Valgbreve prøves i Over eensstemmelse med den nævnte Valglovs § 66, ligesom ogsaa sammes §§ 72 og 73 saavelsom de almindelige Bestemmelser i §§ 74-79 komme til Anvendelse. Regjeringen er bemyndiget til at ordne det videre Fornødne med Hensyn til Foretagelsen af de første Valg.
<hr width="50%" color="#000000" size="1"><br>
Da saaledes den ved Grundlovsbestemmelsen af 17de November 1865 stillede Betingelse er fyldestgjort, og da Vi under Dags Dato ligeledes have stadfæstet den af Rigsdagen paa grundlovmæssig Maade vedtagne Grundlovsbestemmelse angaaende Ophævelsen af Grundlovsbestemmelsen af 29de August 1855, sættes herved Grundloven af 18de November 1863 ud af Kraft, og Danmarks Riges Grundlov træder, i sin nærværende Gjennemsete Form, paa ny i Virksomhed for alle Vort Riges Anliggender. | wikisource | wikisource_14371 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=257 to=262 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9630 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sommerglæder.djvu" from=117 to=169 header=1 /> | wikisource | wikisource_22998 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand
der af sin sure nød
med ham´ren må forvandle
de hårde sten til brød.
Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører ham´ren klinge
på ny, på ny, på ny -
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.
Og ager du til staden
bag bondens fede spand
og møder du en olding
hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens Vejmand
med halm om ben og knæ
der næppe véd at finde
mod frosten mer et læ.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær,
det er såmænd Jens Vejmand
som endnu sidder dér.
Så jævned han for andre
den vanskelige vej
men da det led mod julen
da sagde armen nej
det var såmænd Jens Vejmand
han tabte ham´ren brat
de bar ham over heden
en kold decembernat.
Der står på kirkegården
et gammelt, frønnet bræt;
det hælder slemt til siden
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands
hans liv var fuldt af sten
men på hans grav - i døden,
man gav ham aldrig én. | wikisource | wikisource_2356 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=375 to=391 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_14554 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=166 to=194 header=1 /> | wikisource | wikisource_28705 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu" from=342 to=361 header=1 /> | wikisource | wikisource_5286 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=143 to=146 header=1 /> | wikisource | wikisource_3704 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=505 to=521 header=1 /> | wikisource | wikisource_13168 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=213 to=215 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_13641 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
1.
Mit Øie hæftet bliver,
Paa JEsum bleg og rød,
Hvor ynkelig han giver
Sig ved min Helved-Nød;
Om jeg end skue kunde
Ham i hans Herlighed
Jeg saae dog til hans Under,
Og hvad han for mig led.
2.
Ak! træder hid og skuer,
Hvor med sit Bodkamps Blod,
Han Jorden over dugger,
Optar hans Taare-Flod
Med mig i eders Hierter,
Ak skuer, hvordan han
Er udi Helved-Smerter,
Den blodig Frelsermand.
3.
Seer hvor hans milde Øie
I Taarer flyder hen,
Ak! seer og skuer nøie
Vor grædend Siel-Ven.
O Øine fuld' af Taarer!
O Hierte fuldt af Vee,
I, I mit Hierte saarer,
O yndig Skikkelse!.
4.
Ak see! hvordan de slænger
Hans matte Legeme
Til Jorden, og ophænger
Ham saa paa Korsets-Træ.
Mit Hierte udaf Taarer
Hensmelter ved at see,
Hvor de saa ilde saarer
Hans usle Legeme.
5.
Ak fælder Glædes Taarer,
Ak elsker dog den Mand,
Som de saa ilde saarer,
Ak! seer ham dog ret an.
See! See! hvor blodet flyder
Af fire Nagleskaar,
Ak! kommer dog og nyder
Hver Strime og hvert Saar,
6.
Tilsidst vi os begive
Hen til hans kolde Grav,
Hans Marter-Legem bliver
Det som vi næres af,
Der seer vi ham nu hvite
Saa sedt af al sin Nød,
Lar os til Graven ile,
Ham tage i Arm og Skiød.
7.
O! Krop med Blod bedækket
O Bryst beklemt af Nød,
O Lemmer vidt udstrækket,
O Hoved fuldt af Sveed,
O Mund i Døden blegnet,
O Øine brustene,
O JEsu nu hensegned!
O yndig Skikkelse!
8.
Hvad kan jeg vel optænke,
Som herrved lignes kan?
Ak maatte jeg forsænke
Mig i den Smerters Mand.
Fra den Tid at mit Øie
Fik hennem ret at see,
Mig ene kan fornøie
Hans Korsens Skikkelse.
</poem> | wikisource | wikisource_2759 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Højt på en gren en krage,<br>
- simsaladim bamba saladu saladim -<br>
højt på en gren en krage sad.<br>
<br>
Så kom en hæslig jæger,<br>
- simsaladim bamba saladu saladim -<br>
så kom en hæslig jæger hen.<br>
<br>
Han skød den stakkels krage,<br>
- simsaladim bamba saladu saladim -<br>
han skød den stakkels krage ned.<br>
<br>
Nu er den stakkels krage,<br>
- simsaladim bamba saladu saladim -<br>
nu er den stakkels krage død.<br> | wikisource | wikisource_2590 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=79 to=85 header=1 /> | wikisource | wikisource_15965 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=142 to=143 /> | wikisource | wikisource_18357 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Dette vil bestemt være den sidste mulighed for at henvende mig til dig. Luftforsvaret har bombet antennerne fra Radio Portales og Radio Corporación.
Mine ord har ikke bitterhed men skuffelse. Måske de er en moralsk straf for dem, der har forrådt deres ed: soldater fra Chile, titulære øverstkommanderende, admiral Merino, der har udpeget sig som kommandant for marinen, og Mr. Mendoza, den foragtelige general, der i går lovede at være tro og loyal over for regeringen, og som nu har udnævnt sig til chef for Carabineros [paramilitært politi].
I betragtning af disse kendsgerninger er det eneste, der er tilbage for mig at sige til arbejdstagerne: Jeg vil ikke fratræde! Placeret i en historisk overgang betaler jeg for loyaliteten med mit liv. Og jeg siger til dem, at jeg er sikker på, at de frø, som vi har plantet i tusinder og atter tusinder af chileneres gode samvittighed ikke vil være visnet for evigt.
De har magt og vil være i stand til at dominere os, men sociale processer kan ikke arresteres af hverken forbrydelser eller tvang. Historien er vores, og folk skaber historie.
Arbejdere i mit land: Jeg vil gerne takke for den loyalitet, som du altid havde, den tillid, som du deponerede hos en mand, der kun var en fortolker af de store længsler efter retfærdighed, og som gav sit ord i respekt for forfatningen og loven og netop gjorde det.I dette definitive øjeblik, det sidste øjeblik, hvor jeg kan henvende mig til dig, ønsker jeg, at du drager fordel af læren: fremmed kapital, imperialisme sammen med reaktionen skabt i det klima, hvor væbnede styrker brød deres tradition, traditionen som General Schneider underviste i og som bekræftedes af kommandant Araya, ofre fra den samme sociale sektor, som i dag med udenlandsk bistand håber at genvinde magten til fortsat at forsvare deres økonomiske fordele og deres privilegier.
Jeg henvender mig først og fremmest til den beskedne kvinde i vores land, landbokvinden, der troede på os, moren, der kendte vores bekymring for børn. Jeg henvender mig til fagfolk fra Chile, patriotiske fagfolk, der fortsatte med at arbejde imod det oprør, der blev støttet af professionelle foreninger, almindelige foreninger, der også forsvarede fordelene ved det kapitalistiske samfund. Jeg henvender mig til ungdommen, dem, der sang og gav os deres glæde og deres kampånd. Jeg henvender mig til manden i Chile, arbejderen, landmanden, den intellektuelle, dem, der vil blive forfulgt, for i vores land har fascismen allerede været til stede i mange timer - i terrorangreb, sprængning af broer, skæring af jernbanesporene, ødelæggelse af olie- og gasledningerne - alt sammen under tavshed fra dem, der havde pligt til at handle. De var engagerede. Historien vil dømme dem.
Radio Magallanes vil bestemt blive tavs, og den rolige lyd i min stemme når ikke længere dig. Det er lige meget. Du fortsætter med at høre det. Jeg vil altid være ved siden af dig. I det mindste vil mit eftermæle være en mand med værdighed, der var loyal over for sit land.
Folket skal forsvare sig, men de må ikke ofre sig selv. Folket må ikke lade sig ødelægge eller blive fyldt med kugler, men de kan heller ikke blive ydmyget.
Arbejdere i mit land, jeg har tro på Chile og dets skæbne. Andre mænd vil overvinde dette mørke og bitre øjeblik, hvor forræderi søger at sejre. Gå videre med den viden, at de store veje snarere før end senere åbnes igen, og frie mænd vil gå gennem dem for at opbygge et bedre samfund.
Længe leve Chile! Længe leve folket! Længe leve arbejderne!
Dette er mine sidste ord, og jeg er sikker på, at mit offer ikke vil være forgæves, jeg er sikker på, at det i det mindste vil være en moralsk lektion, der vil straffe forbrydelser, fejhed og forræderi.
Santiago de Chile, 11. september 1973 | wikisource | wikisource_29331 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fra Hytterne.pdf" header=1 from=93 to=134 /> | wikisource | wikisource_20646 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.
Og Poplerne bag Mønningen,
de duver dybt i Dønningen,
og over Stakke-Grønningen
omtrimler Kjærv og Neg,
det klaprer én om Ørerne,
fra Portene og Dørene,
bag hvilke de smaa Sørene'
har rustet sig til Leg.
Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder Sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud! | wikisource | wikisource_1801 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
“Det var i en lille Kjøbstad,” sagde Maanen, “jeg saae de ifjor, men det gjør ikke noget, jeg saae det saa tydeligt; i Aften har jeg læst derom i Avisen, men der var det slet ikke saa tydeligt. Nede i Krostuen sad Bjørnetrækkeren, og spiste sin Aftensmad, Bamsen stod bunden ude bag Brændestabelen, den stakkels Bams, som ikke gjorde en Sjæl Fortræd, skjøndt glubsk nok saae han ud. Oppe paa Kvistkammeret legede i mine klare Straaler tre smaa Børn; den ældste var nok sex Aar, den yngste ikke mere end to. “Kladsk, kladsk!” kom det ad Trappen; hvo kunde det være? Døren sprang op — det var Bamsen, den store laadne Bjørn! Han havde kjedet sig ved at staae dernede i Gaarden, og nu fundet Vei op ad Trappen; jeg havde seet det altsammen!” sagde Maanen. “Børnene bleve saa forskrækkede for det store, laadne Dyr, de krøb hver i sin Krog, men han fandt dem alle tre, rørte ved dem med Snuden, men gjorde dem slet intet! — “Det er bestemt en stor Hund,” tænkte de, og saa klappede de ham, han lagde sig paa Gulvet, den mindste Dreng væltede sig ovenpaa og legede at skjule sit gullokkede Hoved i dens tykke, sorte Pels. Nu tog den ældste Dreng sin Tromme, slog saa det dundrede efter, og Bjørnen reiste sig paa begge Bagbenene og begyndte at dandse, det var nydeligt det! — Hver Dreng tog sit Gevær, Bjørnen maatte have eet med og han holdt ordentligt fast, det var en prægtig Kammerat, de havde faaet, og saa gik de: “een, to, een, to!” — Da tog det i Døren, den gik op, det var Børnenes Moder, Du skulde have seet hende, seet hendes ordløse Skræk, det murhvide Ansigt, den halvaabne Mund, de stirrende Øine. Men den mindste af Drengene nikkede nok saa fornøiet, og raabte ganske høit, paa hans Sprog: “Vi lege bare Soldater!” — Og saa kom Bjørnetrækkeren!” | wikisource | wikisource_1441 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Noter.
Denne salme har melodier fælles med Du, Herre Krist<br> og Jeg ved en blomst så favr og fin.<br>
Ydermere findes der 4 melodier til salmen: <br>
en fra 1589 af Johannes Rhau, en fra 1605<br> (tilskrevet "Mainz" hvem eller hvad det så end er?)<br>
samt melodi af A.P. Berggreen 1852 og Johan Friis 1892.
Teksten.
<poem>
1
En liden stund
i rosens lund
vi rødme kun og blegne;
af blomstens art
og med en fart
nedsunket snart
er alt i disse egne.
2
En liden stund
skal dødens blund
dog kun for kristne vare;
såkornets art:
af muldet snart
op med en fart,
skal i vort kød sig klare.
3
En liden stund
i verden kun
og evig hos sin Fader,
det er hans art,
som kommer snart
med lynets fart
og Himlen os oplader.
4
En liden stund
i rosens lund
og evig i Guds-haven;
så høsten her
og våren dér
er dog nok værd
en vinternat i graven.
5
En liden stund,
et stille blund,
da skal alt mørket vige;
i morgengry
foruden sky
Guds sol den ny
os hilser i Guds rige.
</poem> | wikisource | wikisource_3092 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Den gamle danske Dødedans.djvu" from=83 to=95 header=1 forfatter="" /> | wikisource | wikisource_7976 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Billedbog uden Billeder.djvu" header=1 from=29 to=31 /> | wikisource | wikisource_20455 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=250 to=252 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9616 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=152 to=158 /> | wikisource | wikisource_18360 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Høffding - Mindre Arbejder.djvu" from=156 to=171 header=1 /> | wikisource | wikisource_15735 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=120 to=123 fromsection=§32 tosection=§32 header=1 /> | wikisource | wikisource_25951 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=273 to=274 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9650 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Velkommen til koncerten her!
Det koster ingen penge.
Nu vil vi spille på klaver,
vi piger og vi drenge
Klim-bim-bim-bim
Klim-bim-bim-bim
Klim-bim
Klim-bim-bim-bim.
Og violin vi spille kan,
det er ej svært at lære,
Men hold blot takten alle mand
vil spillemænd I være.
Fidel-dum-dum-dum
Fidel-dum-dum-dum
Fidel-dum
Fidel-dum-dum-dum.
Hvem kommer der? Nej hør nu blot,
trompeterne skal blæse.
Det er ej let at blæse godt,
når man skal noder læse.
Trate-ra-ra-ra
Trate-ra-ra-ra
Trate-ra
Trate-ra-ra-ra.
Til sidst vi synge vil en sang,
den bedste, som vi kender.
Den er nu ikke meget lang,
og derfor snart den ender.
La-la-la-la-la
La-la-la-la-la
La-la-la
La-la-la-la-la
Nu er koncerten da forbi,
men før I hjemad vender
I klappe vil – det håber vi,
som tak i jeres hænder.
Klappe-klap-klap-klap
Klappe-klap-klap-klap
Klappe-klap
Klappe-klap-klap-klap. | wikisource | wikisource_3969 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Det forenede Venstres Program.
af 23. Marts 1872.
Junigrundloven i dens fulde Omfang er Folkets moralske Ret.
Vor Udvikling bør derfor fremmes i denne Grundlovs Aand.
I Henseende til borgerlig og politisk Lighed og Frihed bør enhver stilles lige uden Hensyn til Stand og Formue.
Ubegrundede Forrettigheder afskaffes; alle for en sund aandelig og materiel Udvikling hemmende Baand løses.
En fornuftig Sparsommelighed i Statshusholdningen gennemføres.
En ligeligere Fordeling af Skattebyrden søges opnaaet.
Af Hensyn til de uformuende bør Tolden paa Livsfornødenheder lettes; ligeledes bør Tolden nedsættes eller ophæves paa Forbrugsgenstande, som har større Betydning for vor økonomiske Udvikling. Derimod bør man søge at skaffe Statskassen en forøget Toldindtægt af Overflødighedsgenstande.
Sportellovgivningen omordnes.
I Bygningsafgiften gennemføres Forandringer, hvorved denne Afgift navnlig lettes for uformuende og for mindre næringsdrivende.
Ligevægt imellem Statens Indtægter og Udgifter tilvejebringes ved en Indkomst- og Formueskat. Reglerne for en saadan Skat og for den kommunale Beskatning bør være overensstemmende.
Ret til en lempelig Afløsning af de bestaaende højst ulige og trykkende Tiendebyrder bør fastsættes.
Fæstegodsvæsenet bør, under stadig Hensyn til, at "Bondejord forbliver i Bondens Besiddelse", afskaffes.
Lens, Stamhuses og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom, under betryggende Betingelser for Fæsterne, bør gennemføres ved Lov.
En med Junigrundlovens Aand stemmende lige Valgret bør søges anerkendt ved Forandring i Bestemmelserne for de kommunale Valg.
Rigsdagens fulde Lovgivningsmyndighed også i kirkelige Sager bør ubetinget opretholdes i samme Omfang som hidtil.
Friheden indenfor Folkekirken bør ved Lov yderligere udvides og befæstes.
Folkekirkens Præster sættes paa fast løn; Anvendelse af de til deres Lønning hidtil henlagte Midler undergives den lovgivende Magts nærmere Bestemmelser.
Ved ansættelse af Præsterne bør der gives Menigheden en afgørende Indflydelse.
Valgmenigheden bør anerkendes som et vedvarende Led i den folkekirkelige Ordning; Betingelser for dens Dannelse bør væsentlig lettes, navnlig med Hensyn til Valg af Præster og Brug af Kirker.
For det offentlige, saavel højere som lavere, Undervisningsvæsen fastsætter Lovgivningsmagten Maalet; hvorledes Maalet i de ikke af Staten bekostede Undervisningsanstalter naas, er denne uvedkommende.
Universitetsforholdene omordnes; Embedsprøverne henlægges under særlige Kommissioner, og Universitet stilles ved en friere, ikke af nogen Prøve betinget Adgang i et mere umiddelbart Forhold til Folket.
De af Kommunitetet henlagte Midler gives der en udvidet Anvendelse til Fordel for uformuendes Uddannelse.
De for Statens Regning bestaande lærde Skolers Tal indskrænkes; deres økonomiske Forhold og deres Undervisning omordnes.
Almueundervisningen overlades til overlades til Kommunernes Selvstyrelse under Statens Tilsyn.
Bestræbelser for en bedre Undervisning for de uformuende opmuntres og støttes.
Ved Revisionen af Lovene om Forsvarsvæsen iagttages:
- at der sikres Landet et efter dets Størrelse og Forhold afpasset Værn;
- at den i den nuværende Ordning nedlagte Lighedsgrundsætning om, at enhver vaabenfør Mand skal vaabenøves, bliver bevaret;
- at som Følge heraf, saavel af hensyn til Forsvarets indre Styrke som til de uformuende, hvem ellers den personlige Byrde væsentlig vilde komme til at paaligge, Stillingsvæsen og Vilkaarbytning fremtidig forhindres;
- at der i øvrigt enhver med de nævnte Øjemed stemmende Forbedring i det bestaaende søges indført under stadig Hensyn til Nødvendigheden af, de nuværende Byrder formindskes. | wikisource | wikisource_2783 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=107 to=111 header=1 /> | wikisource | wikisource_8700 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Ulf Hemming - Noveller.djvu" from=9 to=74 header=1 /> | wikisource | wikisource_7250 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Tekst: B.S. Ingemann, 1816<br>
Melodi: Niels W. Gade, 1838 <br>
Se også På Sjølunds fagre sletter
<br>
<poem>
På Sjølunds fagre sletter
ved Østersøens bred,
hvor skoven kranse fletter
om engens blomsterbed,
hvor sølverkilden glider
nu ved ruinens fod,
dér stolt i gamle tider
en kongebolig stod.
I borgens gyldne sale
sig rørte muntert liv,
der hørtes skæmtsom tale
og lystig tidsfordriv.
Kong Valdemar dér bygged
så fast sit kongehus,
som det hans liv betrygged,
til verden sank i grus.
Der Glædens Kilder fløde
Saa tit med Ornens Blod
Fra Vinteraftenrøde
Til sol i Østen stod;
Men i de lyse Dage,
I Sommer og i Høst,
Led under Bøgetage
Den frie Kongelyst
Med lystig jægerskare
på hviden ganger fløj
den konge tit med fare
hen over stub og høj,
men i den raske glæde,
ved jægerhornets klang
de glemte tit at bede
og høre messesang.
Da rørtes Horn og Bue
Med Kongen Hengsten sprang,
Og fnøs i Solens Lue,
Og sig mod Skoven Svang;
Med lystig Jægerskare
Paa hviden Ganger fløi
Den Konge tit med Fare
Henover stub og Høi.
Som stærke Nordenvinde
De Jægere henfoer,
Da flyede Raaer og Hinde
Som Løv i Stormens Spor;
Men i den raske Glæde
Ved Jægerhornets Klang
De glemte tit at bede
Og høre Messesang.
Tit naar den arme Bonde
Gik over Kirkesti,
De Jægere og Hunde
Foer lysteligt forbi;
De lagde Hegnet øde,
For bange Hind at naae,
Og Agrens gyldne Grøde
Nedtraadt i Støvet laae.
Da sukked arme Bonde,
Og sine Hænder vred;
Men Jægere og Hunde
Ei standsedes derved;
Tit klynked saaret Hare,
Mens Kirkeklokken klang,
Da styrted i den Skare
De Hengste mangengang.
En Hellig Paaskemorgen,
Da Ottesangen lød,
Og af Langfredagssorgen
Den store Fryd frembrød,
Vildt Jægerhornet blanded
Sin Lyd med KLerkers Sang,
Og frygtsom Hare standed
Midt i den Kirkegang.
Da tren mod vilde Skare
Den Biskop, god og from,
Bød i Guds Navn dem fare
Langt fra Hans Helligdom,
Med Kirkens Band dem trued,
Med Gud og Evighed;
Men Kongens Harm oplued,
Han svared stolt og vred:
"Fra mine Fædre raktes
Mig gyldne Krone hen;
Fra Paven Troen bragtes,
Den kan han faae igjen;
Hvis her jeg evig kunde
Ved Jagten fryde mig,
Jeg vilde ei misunde
Vor Herre Himmerig"
"Det Ord du vil fortryde,"
Lød fromme Biskops Røst.
Brat Jægerne bortflyede,
Liig Trækfuglsværm i Høst,
Og stolt af Kongebyrden,
Den hvide Ganger sprang,
Og fnøs ad Sjælehyrden
Og fjerne Ottesang.
I muld for længe siden
Kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde
ham suse vildt forbi.
Længst Sølverkilden glider
Nu ved Ruinens Fod,
Hvor stolt i gamle Tider
Den Kongebolig stod;
Men i de Nætter klare,
I Sommer og i Høst,
Som af en Trækfuglskare,
Fornemmes sælsom Røst.
Paa Gangeren den hvide,
Med luftig Jægerhær,
Man seer da Kongen ride
Saa bleg i Natten der;
Saalunde, mon man sige,
Han bøde maa med Nag,
Og vente paa Guds Rige,
Og Dommens store Dag.
</poem> | wikisource | wikisource_3535 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
hvad har du i din kurv i dag? :||
og en dejlig hane med sporer.
Hvad siger kylling?
Pip, pip, pip!
Hvad siger gåsen?
Rap, rap, rap!
Hvad siger hønen?
Kluk, kluk, kluk!
Hvad siger hanen,
hanen med sporer?
Kykliky!
hvad har du i dit reb i dag? :||
og et gammelt æsel med ører.
Hvad siger koen?
muh, muh, muh!
Hvad siger grisen?
Øf, øf, øf!
Hvad siger fåret?
Mæh, mæh, mæh!
Hvad siger æslet,
æslet med ører?
I-a, i-a, ia!
hvad har du i dit net i dag? :||
og en lystig gøg hist fra skoven.
Hvad siger anden?
Rap, rap, rap!
Hvad siger kragen?
Kra, kra, kra!
Hvad siger stæren?
(der fløjtes 3 gange)!
Hvad siger gøgen,
gøgen fra skoven?
Kuk, kuk, kuk! | wikisource | wikisource_3919 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
I dag er det Oles fødselsdag!
Hurra! hurra! hurra!
han sikkert sig en gave får,
som han har ønsket sig i år,
og dejlig chokolade med kager til.
Hvor smiler han, hvor er han glad.
Hurra! hurra! hurra!
Men denne dag er også rar,
for hjemme venter mor og far
med dejlig chokolade med kager til.
Og når han hjem fra skolen går,
Hurra! hurra! hurra!
så skal han hjem og holde fest,
og hvem der kommer med som gæst,
får dejlig chokolade med kager til.
Til slut vi råber højt i kor.
Hurra! hurra! hurra!
Gid Ole længe leve må
og sine ønsker opfyldt få -
og dejlig chokolade med kager til.
</poem> | wikisource | wikisource_16312 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Se, der var en Gang en Konge, <BR>
Mangen Skat han kaldte sin, <BR>
Navnet paa den allerbedste <BR>
Vidste hver var Irmelin, <BR>
Irmelin Rose, <BR>
Irmelin Sol, <BR>
Irmelin Alt, hvad der var dejligt. <BR> <BR>
Alle Ridderhjelme spejled <BR>
Hendes Farvers muntre Pragt, <BR>
Og med alle Rim og Rytmer <BR>
Havde Navnet sluttet Pagt: <BR>
Irmelin Rose, <BR>
Irmelin Sol, <BR>
Irmelin Alt, hvad der var dejligt. <BR> <BR>
Hele store Bejlerflokke <BR>
Der til Kongens Gaarde foer, <BR>
Bejlede med ømme Lader <BR>
Og med blomsterfagre Ord: <BR>
Irmelin Rose, <BR>
Irmelin Sol, <BR>
Irmelin Alt, hvad der er dejligt! <BR> <BR>
Men Prindsessen jog dem fra sig <BR>
(Hjertet var saa koldt som Staal), <BR>
Lastede den Enes Holdning, <BR>
Vrænged ad den Andens Maal. <BR>
Irmelin Rose, <BR>
Irmelin Sol, <BR>
Irmelin Alt, hvad der er dejligt! | wikisource | wikisource_2074 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=331 to=332 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9344 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=198 to=214 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_14350 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=8 to=8 header=1 />
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=10 to=13 />
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=282 to=282 />
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=284 to=284 />
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=573 to=573 />
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=575 to=575 /> | wikisource | wikisource_8127 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu" from=230 to=245 header=1 /> | wikisource | wikisource_5152 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |