text
stringlengths 1
30.3M
| source
stringclasses 20
values | id
stringlengths 6
43
| added
stringclasses 15
values | created
stringclasses 9
values | metadata
dict |
|---|---|---|---|---|---|
Oldgrandskeren Rasmus Nyerup taknemmeligst helliget.
Fortale.
"Gunstige Læser! jo visere og skarpsindigere hine gamle Philosophi og lærde Mænd i gamle Dage have været indvortis, des daarligere og kortvilligere kan man læse, at de have anstillet sig udvortis; særdelis i deris Lefnet, særdelis i deris Sæder, Ord og Tale, at man tit og ofte større Aarsag hafde, at dømme slige for Narre og Giække, end for vise eller fornuftige Mennisker at være, naar man saadant vilde udvortis ansee. Men dersom vi ville see hen til Enden, og søge Aarsagen dertil, skulle vi befinde alt saadant at være skeed mere af deris skarpsindige Forstand og indgifne Gesvindighed, end enten af Daarlighed eller anden letfærdig Optænkelse, og de under slige Kortvilligheds Skin have dermed villet lokke og lede Menniskene hen udi Sanheds Forfaring og Kundskab, ja deris Meening saaledis afmale og tilkjendegive. Fordi mand vel med Latter og Tant kan tit udtrykke Sanhed iblandt."
"Udi lige Maade er ikke heller denne Mands Bog for denne Skyld at foragte, at han undertiden med sine Proverbiis eller Ordsprog sig noget kortvilligt anstiller, ligeviis som han sligt gjorde af Kortvil eller Putzeri. Nei, her er andet i Gryden, end Kokken haver seet. Thi her ligger under hine gode gamle danske Sprog den gode gamle Sandhed forborget, at dersom mand vil randsage Meeningen et sensum verborum, skal man befinde, at disse hans Ordsprog og kortvillig Tale have en langt anderledis Meening, end som Ordene lyde. Thi her er alt meere i Kramboden, end som paa Vinduet staaer. Naar Sækken røstis, faar mand at vide hvad ved Bunden er; derfor læs cum judicio, og med Agtsomhed!"
Efterskrift.
Om Ordsprog.
- "Febris est morbus, quem satis bene curare, sed nullo modo definire possum" - sagde en stor Læge i Paris: og vor vittige Tode igjentog en Dag, som Præsident paa det høie Katheder, de selvsamme Ord, da hans Doctorandus kom i en forfærdelig Forlegenhed, fordi Een af Opponenterne ex anditorio forlangte en bestemt Forklaring over Afhandlingens Hovedgjenstand.<br>
Hvad er et Ordsprog? -
Behøver jeg først at forklare, hvad en Stoel, en Sopha, et Bord o. s. v. er? og alligevel vilde det falde de fleste, ja, selv en Erasmus Montanus vanskeligt nok, at give os en fyldestgjørende Definition. Man prøve derpaa! og man vil finde, at det moxen er lige saa uopnaaeligt, som - at digte en Folkesang, der behager alle Kjendere, og passer ved alle Leiligheder. Skulde det da maaske være en Opgave, liig den om et perpetuum mobile? en Opgave, som ene vor Herre har opløst, da han nemlig skabte vort Universum.
Min Lærer og Veileder, Rasmus Nyerup, meddeler adskillige Forklaringer. At han, saavidt jeg erindrer, lader Johan Christoph Adelnug gjelde, som Authoritæt, gjør mig paa en vis Maade ondt. Thi Agtelse for min Lærer burde nok byde mig Tavshed; og alligevel er min Mening desværre! temmelig afvigende. Adelung var vel en dygtig Sproggrandsker, for saavidt dertil udfordres Hukommelse, Flid, og megen Læsning. Men Selvtænker og Mand af Smag var han mindre, end Eberhard. Hans Forklaring synes mig for indskrænket. Thi den udelukker alt for mange Mundhæld, Lignelser, Pudseerligheder, der vække Erindringens og Vittighedens frie Spil; der fører tilbage til Historier, Parabler, Fabler; og med deres Kjerne skjenke os en selverhvervet - (Thi Nødden skal først knækkes) - en selverhvervet Skat af sunde Tanker. Selv Peder Syv forkaster allerede blotte Lignelser, f. E. riig, som Crøsus; fattig, som Irus o. s. v. Men med Føie? - "Riig, som Crøsus." Hvor minderiigt er ikke dette Mundhæld! Viser det os ikke den alrige Crøsus paa Baalet? høre vi ikke hans Udraab: O Solon! Solon? overbevises vi ikke om Lykkens Foranderlighed inden for Livets Skranker? Let kunne vi jo udvide den korte Lignelse til en fuldstændig Sætning. Nei! Alt, hvad der fra Arilds Tid af er bleven bevaret i Nationens Hukommelse; Alt, hvad der fra Læbe til Læbe toner igjennem hele Landet; og, vel at mærke, leder os til gavnlige Tanker og Erfaringssandheder; Alt dette bør beholdes. Kun moralsk urigtige, og følgelig skadelige Ordsprog og Mundhæld burde udslættes, om det var mueligt. Især, gode Mænd og Brødre i Litteraturen, især beder jeg om Naade for hine yderst jovialske og vittige Lignelser og Ordsprog, der synes intetsigende, og indeholde saa Meget! Heller vilde jeg f. E. bortskjenke den heele Athene til de Fattige i Aanden, end give Slip paa Jovialismer, som Peder Syvs: nos poma natamus, sagde Hestepæren i Aaen til de svømmende Æbler. Thi hører I ikke her den hele Legion af unge smaae Propheter tilraabe Ewald, og Pram, og Baggesen, og Oehlenschlæger, (og hvad deres Pairs hedde): nos poma natamus!? - Og nu f. E.? "Hurtig som Koen paa en Vindeltrappe!" Saasnart jeg blot hører denne Lignelse, tænker jeg paa den ædle, kraftfulde, men lidt tunge X., der for Spøgs Skyld i den muntre Dreyers Klub blev udnævnet til Hofdandsemester; og - paa de Mange, der for Alvor vælges til upassende Embeder; og - paa den bedrøvelige Erfarings Sandhed, der ligger til Grunde, og den Pille, der her forgyldes ved Pudseerligheden. Kort lader os beholde alle de Omløbssprog, der hverken ere tomme eller skadelige. Adskillige af de kjernefuldeste forstaaes ikke af Alle og Enhver, eller i det mindste ikke strax ved første Skue. Derfor indbyder jeg de Mænd, der ynder Folkets gamle Visdoms Skatkammer, til Forelæsninger, og Samtaler, hvorved vi gjensidigen kunde underholde og belære hinanden. De fleste kunde sikkert berige os ved enkelte, hidtil ubekjendte Almeensprog, der findes i Omløb i deres Fødeegn: og især vilde Herr Professor Finn Magnusen gjøre sig ogsaa af dette Fag fortjent, om Tiden tillod ham, at aabne det islandske Magazin for os Andre! -
Himmelfartsdag, 1819.
Sander. | wikisource | wikisource_1359 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<br> | wikisource | wikisource_3034 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=144 to=151 header=1 /> | wikisource | wikisource_23039 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=56 to=78 header=1 /> | wikisource | wikisource_15957 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Noter.
Teksten stammer fra Drachmanns skuespil "Brav Karl". Den kendte melodi omtales undertiden som en engelsk sømandssang og sommetider som komponeret af Stephen Foster. Han har i det mindste skrevet en tekst, der synges på denne melodi: "Thou wilt come no more, gentle Annie". De forskellige sangbøger er ydermere ikke helt enige om melodiens rytme.
Teksten.
Se, det summer af sol over engen
honningbien vil fylde sin kurv
og der pusles ved bordet og senge
af den fattigste sisken og spurv
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli´r alting så tyst
våren synger sin sang, det er sagen
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.
Der er sølvklang i majbækkens vove
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang.
disse bølger, oh, de stiger
med min sjæl over solskyens rand, -
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land! | wikisource | wikisource_2335 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Udgave fra 1890.
Det haver så nyligen regnet,</br>
det har stormet og pisket i vor lund.</br>
Frø af ugræs er føget over hegnet,</br>
åg på nakke og lås for vor mund.</br>
Årets løb har sin lov,</br>
der blev lyst i vor skov,</br>
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.</br></br>
Det har regnet - men regnen gav grøde,</br>
det har stormet - men stormen gjorde stærk.</br>
Som de tro'de, at skoven alt var øde,</br>
så de vårkraftens spirende værk.</br>
For de gamle, som faldt,</br>
er der ny overalt,</br>
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.</br></br>
Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,</br>
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!</br>
De skal vide, de aldrig ser de sidste,</br>
de skal vide, at ingen bliver træt.</br>
Thi som årene randt,</br>
sås det: båndene bandt,</br>
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.</br></br>
De kan spærre med farver og med pæle,</br>
de kan lokke med løfter og med løn, -</br>
fælles sprog giver vore tanker mæle,</br>
fælles vilje gør kampdagen skøn.</br>
Nye stridsmænd skal der,</br>
nye stridsmænd skal her</br>
slutte kreds om den fane, vi har kær.</br></br>
Ja - det haver så nyligen regnet,</br>
og de træer de drypper endnu,</br>
mangen eg er for uvejret segnet,</br>
men endda er vi frejdige i hu;</br>
viger ej ud af spor,</br>
for vi kender det ord:</br>
Det har slet ingen hast for dem, som tror,</br>
- viger ej ud af spor,</br>
for vi kender det ord:</br>
Det har slet ingen hast for dem, som tror.</br></br>
Tidligere sønderjysk version ved Svend Grundtvig.
Det haver så nyligen regnet,</br>
og de træer, de dryppe endnu.</br>
Hvasse vind, tjørnen stind har dig såret,</br>
de har revet din kåbe itu.</br>
Men trods regn og trods blæst</br>
og trods storm af nordvest</br>
stander jeg dig dog alle tider næst!</br></br>
Jeg kan se på de øjne så klare,</br>
at du haver for nyligen grædt.</br>
Regn på kind, sorg i sind, hvasse tjørne</br>
i dit hjerte så lyst og så let!</br>
Hver en tåre på kind</br>
som hver fryd i mit sind</br>
haver du jo alene udi vold!</br></br>
For din fod ved hvert fjed vil jeg sprede</br>
hver en blomst, hvert et duftende blad,</br>
hver en fugl fra sit skjul vil jeg kalde,</br>
de skal kvæde og kvidre dig glad.</br>
Lad dem blomstre i ly!</br>
lad dem svæve ved sky!</br>
de kan ej få min angest til at fly!</br></br>
Nu i morgen, når solen står højest,</br>
for din moder jeg stedes med bøn,</br>
mæler blidt, spørger frit: Kære moder!</br>
må jeg være din trofaste søn?</br>
Se, det lysner i sky!</br>
hør, det ringer fra by!</br>
du er min, som for evig jeg er din!</br></br> | wikisource | wikisource_1885 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Socialdemokratiets Program af 13. Februar 1913..
Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets udbytte bør tilfalde dem, som arbejder.
I det nuværende Samfund bliver den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne (Jord, Grund, Fabrikker, Maskiner, Raastoffer, Samfærdselsmidler o. s. v.) i stigende Grad Midlet, hvorved Kapitalistklassen, et mindretal af Samfundets Medlemmer, tilvender sig Udbyttet af Menneskehedens Arbejde. Overklassens Herredømme over Produktionsmidlerne medfører politisk Ufrihed, Social Ulighed, Splid mellem Nationerne og skaber Elendighed for Samfundets produktive Medlemmer.
Voksende Masser af Befolkningen forvandles til besiddelsesløse Lønarbejdere, og de tekniske Hjælpemidlers mægtige Udvikling, der burde komme alle Samfundets Medlemmer til Gode, bringer i stigende Grad det store flertal, ikke blot de egentlige Lønarbejdere, men ogsaa den øvrige arbejdende Befolkning, ind under Kapitalens Magt og Udbytning.
Denne Samfundstilstand - Kapitalismen - umuliggør en retfærdig Fordeling af Samfundsarbejdets Udbytte, fremkalder planløs Produktion, hvorved uhyre Værdier gaar til Grunde, skaber Kriser og Arbejdsløshed, splitter Samfundet i stadig hæftigere Interessekrige og spalter det sluttelig i to modsatte Lejre i en stadig mere omfattende og bevidst indbyrdes Klassekamp. Socialdemokratiet kræver derfor Produktionsmidlernes Overgang til Samfundsejendom - Socialismen.
Socialdemokratiets Hovedformaal..
Ud fra denne Grundopfattelse er det Socialdemokratiets Maal at samle hele Arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk Arbejderparti, at erobre Magten i Samfundet, at afskaffe det kapitalistiske Privateje til Produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk Fælleseje og at organisere det arbejdende Folk til at overtage og drive Produktionen i det socialistiske Samfund.
Som midler hertil tjener Arbejdernes organisation paa de økonomiske og politiske Omraader, Udbredelse af Oplysning og særlig af Kundskab om det kapitalistiske Samfunds Tilstande og Udvikling, Erhvervelse og Udnyttelse af alle Borgerrettigheder og ethvert andet Middel, der er i Overensstemmelse med den foran fremsatte Grundopfattelse.
Gennemførelsen af det socialistiske Fælleseje og den socialistiske Produktion vil betyde Tilintetgørelsen af alle Former for Udbytning, Undertrykkelse og social Ulighed. Det vil med alles Samfundsarbejde i den materielle og åndelige Produktion medføre en hidtil ukendt Rigdom baade paa det materielle og paa Kulturlivets Omraader. Men Arbejdernes Frigørelse maa være Arbejderklassens eget Værk.
Arbejdernes Stilling og den voksende Klassekamp er i alle Lande med kapitalistisk Produktion væsentlig den samme, og ved denne Produktionsmaades internationale Karakter bliver Arbejdernes Interesser overalt de samme og fælles for alle
I Erkendelse heraf føler Socialdemokratiet i Danmark sig som en Del af og erklærer sig solidarisk med den klassebevidste internationale Arbejderklasse, hvis Verdenshistoriske Opgave er alle Menneskers fuldkomne Frigørelse uden Hensyn til Køn, Race eller Nationalitet.
"Som Overgang til Samfundets socialistiske Organisation, til Beskyttelse for det arbejdede Folk og til Fremhjælpning af dens økonomiske, intellektuelle og moralske Vel opstiller det danske Socialdemokrati følgende fordringer:"
I. Politiske og kulturelle Krav..
1. Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Afstemning til alle offentlige Hverv for Mænd og Kvinder fra 21 Aars Alderen. Valgdagen almindelig Fridag.
2. Etkammer-System. Al udøvende og lovgivende Myndighed hos Folket gennem deres Repræsentation. Folkeafstemning i vigtigere Spørgsmaal og Forlagsret for Befolkningen. Administrationen direkte under Folkerepræsentationen.
3. Fuldstændig Ytring-, Presse-, Forsamlings- og Foreningsfrihed.
4. Religionen en privatsag. De religiøse Samfund ordner selv deres egne Anliggender.
5. Afrustning. Internationale stridigheder afgøres ved Voldgift.
6. Skole- og Undervisningsvæsenet ordnes af Staten under Kommunernes Medvirken. Fælles vederlagsfri og forpligtende Undervisning i Hverdags- og Heldagsskoler. Religionsundervisning udelukkes. Offentlige Børneopdragelseshjem. Det offentliges Overtagelse af Skolebørns Underhold. Adgang til den højere og højeste Undervisning uden Hensyn til ydre Kaar. Offentlig teknisk og faglig Uddannelse.
7. Obligatorisk fysisk Opdragelse af Ungdommen.
8. Vederlagsfri Retshjælp. Offentlig og mundtlig Retspleje. Nævningedomstole udgaaede fra den almindelige Valgret for alle fuldmyndige Mænd og Kvinder. Sikring af misbrug af Varetægtsarrest. Omformning af Straffesystemet til et Forbedringssystem efter humane Principper. Lovovertrædelser, der en Følge af de sociale og politiske Klassekampe, maa ikke behandles som Forbrydelser. Afskaffelse af militære og gejstlige Retter.
9. Tjenestetyende, Søfolk og andre Medborgere, der er underkastet særlige Love, stilles i politisk og retslig Henseende lige med andre Samfundsmedlemmer.
II. Økonomiske og sociale Krav..
10. Afskaffelse af Skatter og Love, som skaber Varefordyrelse for Befolkningen. Direkte Skat paa Indkomst, Formue og Grundbesiddelse, herunder Indførelse af en Grundværdistigningsafgift. Arveafgift. Stærkt stigende Skala i Beskatningen.
11. Stat og Kommune overtager de store Samfærdsels- og Samkvemsmidler samt alle Monopoler og alle Virksomheder, der antager Karakter af Monopoler. Ogsaa anden Produktion organiseres efterhaanden under Samfundets umiddelbare Ledelse eller Kontrol.
12. Stat og Kommune udfører selv de offentlige Arbejder, eventuelt under medvirken af Arbejdernes Organisationer. Hvor Licitation endnu bestaar, sikres der Arbejderne tarifmæssige Vilkaar.
13. Fideikommisser, Len og Stamhuse samt Præstegaardsjorder inddrages og gøres tilgængelige for det arbejdende Folk.
Udyrkede Arealer, Jord, der samfundsmæssigt set er uforsvarligt anvendt, samt andre Jorder, som Samfundet har en særlig Interesse i at eje, erhverves.
Samfundets Ekspropriationsret udvides. Jord i offentlig Besiddelse bør som Regel ikke afhændes til Privateje.
Brugen af den i Samfundets Besiddelse værende dyrkelige Jord overdrages til Landarbejdere og Ligestillede. Hvor det er fornødent, tilvejebringes de nødvendige Driftsmidler af Samfundet. Hvor Fællesdrift helt eller delvis anses for at være fordelagtig, bidrager Stat og Kommuner til dens Fremme.
Staten yder iøvrigt sin Støtte til Fremhjælpning af Landbruget, saaledes ved Ydelser af Driftslaan, ved Hjælp til Grundforbedringer og lign. til de smaa Landbrug. Staten opretter Landbrugsskoler og Forsøgsstationer i Landets forskellige Egne.
Staten giver Regler for og fører Tilsyn med private Fæste- og Lejehuses Opførelse, Indretning og Benyttelse, ligesom Staten og Kommunerne søger at modvirke Udbytningen gennem Grundspekulation ved Tilvejebringelse af Boliger for Arbejdere.
Hvor Brugsretten til Samfundets Jord er overdraget enkelte Personer eller Sammenslutninger, fastsættes en Afgift af Jorden i Forhold til dens Værdi.
14. Offentlig Statistik angaaende Arbejds- og Omsætningsforhold, Produktion og Forbrug.
15. Offentlig vederlagsfri Sygepleje. Human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsudygtige ved Staten. Forsikring mod Arbejdsløshed.
16. Lovbestemt Maksimalarbejdsdag paa højst 8 Timer. - Mænds og Kvinders Arbejde i samme Industrigren betales efter fælles Tarif. - Afskaffelse af det på udbytning beregnede Hjemmearbejde. - Forbud mod Søndags-, Helligdags- og Natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt. - Forbud med Lønarbejde eller Arbejde, der hindrer Børns Skoleuddannelse i den skolepligtige Alder.
17. Kontrol med Arbejdspladser, Fabrikker, Værksteder, Forretningslokaler, Handels- og Fiskerifartøjer og overhovedet alle Steder, hvor der arbejdes for Løn, samt med Arbejderboliger, der udlejes af Arbejdskøbere, og med Lokaler, der anvises Arbejdere til Opholds-, Spise- eller Sovested, ved Personer valgt af Arbejdere. - Der opføres kommunale Arbejderboliger, til hvilke, der ydes Statstilskud. Boligerne forbliver Kommunens Ejendom. Udgifterne for Brugerne af disse Boliger maa ikke overstige de til Vedligeholdelse, Forretning og Amortisation nødvendige Beløb.
18. Udførelse af Arbejdet i Straffe- og Forsørgelsesanstalter paa en sådan Maade, at det ikke konkurrerer med det almindelig normalt udførte Arbejde i Samfundet udenfor.
Forbud mod Overdragelse af Arbejdskraften i saadanne Anstalter til private Arbejdskøbere. | wikisource | wikisource_2840 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=97 to=103 /> | wikisource | wikisource_18347 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fru Bovary.djvu" from=89 to=276 header=1 /> | wikisource | wikisource_10126 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Menneskeløget Kzradock.djvu" from=9 to=10 header=1 /> | wikisource | wikisource_15248 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Under Nordenvindens Svøbe.djvu" from=52 to=57 header=1 /> | wikisource | wikisource_23478 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=369 to=370 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9403 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=194 to=204 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_13628 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=306 to=307 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9695 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=74 to=91 header=1 /> | wikisource | wikisource_23095 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Kongebrev fra kong Christian I, som giver Ribe bys borgere uindskrænket tilladelse til at rejse omkring og sælge deres varer til enhver tid og på ethvert sted.
Wij Christiern meth guds nade Danmarcks Sweriges Noriges Wendes oc Gothes Koning Hertugh i Sleswiig oc i Holsten Stormarn oc Dithmerschen Hertug Grewe i Oldenborg oc Delmenhorst Göre alle witherlicht at wore elskelige Borgemestere oc radh i Ribe hawe nw ladet læse her fore oss theres bys privilegia som wore forfætre koninge i Danmarck oc hertuger aff hertugdömet thennem wnt oc giwet hawe, meth mange store kostelige previlegia oc friiheder, i huilke the thennem meth begifftiget hawe meth flere article at the motte søge theres bierging oc næring meth theres købmantzschab j Judland oc annersteds j wort Rige Danmarck huor thennem thet behoff göres kwnde, efter thi forne wor oc kronens købstæd Ribe er beleyen yderst i Riget mod hertugdömet oc fore swodan sagh skyld megen swarheed ock tynge paa kommer Ock æn serdeles fore stor flod oc watnsøgning skyld som offte paa kommer meth storm, swo at bode skiib hws oc dam ther fore byn oc omkring byn forderwes oc till inthtet göres, byn og indbyggere til forderuelig skade vden the ydermere friihed oc previlegia nyde motte æn andre købstæder, som ey sodan skade oc forfang paa kommer Tha fore sodane sagher skyld oc sammenledes kostelige preuilegia oc friiheder som the meth begifftige ære aff wore forfætre koninge oc hertuger Oc vppa thet at forne wor købstæd Ribe maa thes ydermere bliffue bygd oc forbætret, Oc wore borgere sammensteds wid macht, Riget oc hertugdömet till nytte bestand, oc oss oc kronen till thieneste hawe wij vnt og tilladet ock meth thette wort opne breff vnne oc tillade at forscreffne wore borgere j Ribe mwe søge oc faræ effter theres næring oc biergning allesteds j wort land Judland oc annersteds j wort Rige Danmarck meth theres købmantzschab oc ighen købe øxn oc annet effter thi som the til tilforen pleye at göre Thi bede oc biwde wij ether alle wore fogede oc embitzmen Borgemestere oc radhmen oc alle andre vdi hwes læn forne wore borgere j Ribe meth theres købmantzschab komende worde Ati forde oc fremme thennem meth thet bæste wdi hwad made behoff görs Oc ey tilstæder thennem at hindres eller i nogre made vforrettes Ock forbiwde wij alle ether oc hwer serdeles strengelige forne wore borgere her emod at hindre eller hindre lade, möde vmage eller i nogre made vforrette vnder wor koningslige heffnd oc wrede.
Datum i castro nostro Ripensi feria quarta proxima post festum beati Michaelis archangeli Anno dni. millesimo quadringentesimo octuagesimo. Nostro sub Secreto presentibus appenso. Ad propium dni. regis mandatum. Presente dno. Petro episcopo Ripensi. | wikisource | wikisource_3708 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Erstatning. Accept af risiko. Motordrevne køretøjer. Personskade. Spirituskørsel. Præcedens. Retspraksis. Skyldfordeling. EØS-aftalen. EFTA-domstolen.
"R krævede erstatning på grund af skade som hun pådrog sig som passager i GA’ s bil, men føreren, GÞ, var under påvirkning af spiritus. Med hensyn til politiets beskrivelse, analysen af alkoholindholdet i blodet samt GÞ´s forklaring hos politiet ansås det godtgjort, at R måtte have været klar over at GÞ var spirituspåvirket. Det fandtes endvidere bevist at ulykken skyldtes hans påvirkethed. I sagen var der delte meninger om hvorvidt R havde accepteret en risiko, som burde føre til at hun havde forspildt sin ret til skadeserstatning. Ved afgørelsen i sagen blev der taget hensyn til Højesterets domspraksis på det heromtalte område, foruden at der blev taget hensyn til EBE-direktiver om harmonisering af lovgivningen angående køretøjers ansvarsforsikringer og en rådgivende udtalelse som EFTA-domstolen havde givet til Norges Højesteret den 17. november 1999 i forbindelse med en lignende sag. Det fandtes ikke at den domstolsdannede regel i islandsk erstatningsret om at en passager der accepterer risikoen at køre med en spirituspåvirket fører medfører tab af ret til erstatning, er i strid med det materielle indhold i de anførte direktiver. Det blev fremhævet i forbindelse med den rådgivende udtalelse fra EFTA-domstolen at man var klar over at der var forskel på de islandske og de norske regler om erstatning ved færdselsulykker. - - - I betragtning af udviklingen af erstatningsretten her i landet samt i andre lande fandtes der ikke længere grundlag for at fastholde islandsk domspraksis, hvorfor sagens udfald byggede på regler om skadelidtes egen skyld i færdselslovens §88, stk. 2. R fandtes at have udvist grov uagtsomhed. - - - Erstatningen til hende blev derfor nedsat i medfør af færdselslovens § 88, stk. 2 og hun måtte bære 2/3 dele af sin skade selv. Dissens."
I pådømmelsen af denne sag har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Gunnlaugur Claessen, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason, Markús Sigurbjörnsson og Pétur Kr. Hafstein.
Hovedappellanterne har appelleret denne sag til Højesteret den 5. april 2001 og påstår principalt frifindelse af kontraappellantindens krav, subsidiært at det bliver nedsat - - -
Kontraappellantinden appellerede sagen den 2. maj 2001 og nedlagde principalt påstand om at hovedappellanterne bliver in solidum dømt til at betale kr. 5.479.145 med morarente - - -
Kontraindstævnte Gunnsteinn Már Þorsteinsson har ikke blandet sig i sagen for Højesteret.
I herredsrettens dom er givet en fremstilling af sagen samt dens søgsmålsgrunde og anbringender. Det fremgår heraf at sagen drejer sig om kontraappellantindens krav om erstatning for skade som hun pådrog sig som passager i bilen R-9748 i Vestfjordtunnelen den 1. november 1997. Bilens fører, kontraindstævnte Gunnsteinn Már, var spirituspåvirket. Tvisten angår spørgsmålet om hvorvidt kontraappellantinden måtte have været klar over dette eller ej. Såfremt det faktisk havde været tilfældet, er der også tvistighed om hvorvidt hun havde accepteret denne risiko, der fører til at hun taber ret til erstatning.
Der er ikke i sagen uenighed om vurdering af erhvervsevnetab eller det talmæssige grundlag for kontraappellantindens kravspecifikation, men derimod om det tidspunkt hvorfra morarenten begynder at løbe.
Ifølge Højesterets dompraksis har dens skøn helt siden i året 1969 været det, at den person som kører med en spitituspåvirket fører, ikke kan kræve bilejeren, føreren eller ansvarsforsikringsselskabet om erstatning for den skade som køretøjet volder, såfremt han vidste eller måtte have vidst om førerens påvirkethed samt at der er årsagssammenhæng mellem denne og ulykken. Herom henvises der blandt andet til Højesterets dom af 24. oktober 1996, domssamlingen d.å. side 3120. Fra kontraappellantindens side gøres gældende at den domspraksis som er opstået på dette område, er i strid med EU´s direktiver nr. 72/166/EBE, 84/5/EBE og 90/232/EBE, men de har i henhold til protokol nr. 35 til EØS-aftalen gyldighed i henhold til national ret og i henhold til § 3 i lov nr. 2/1993 om det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde bør love og regler fortolkes, såvidt de finder anvendelse, i overensstemmelse med EØS-aftalen og de regler som den bygger på.
I herredsretten findes en skildring af de tre direktiver, som er lige blevet nævnt. Den første, som er fra 24. april 1972, handler i henhold til overskriften “om harmonisering af medlemslandenes lovgivning om ansvarsforsikringer ved brug af motordrevne køretøjer, og om pligten til at vedligeholde en sådan forsikring overfor et sådans ansvar.” Det andet og det tredje direktiv, der er henholdsvis fra 1983 og 1990. kommer i tillæg til det første til nærmere udfyldning og forklaring. Disse direktiver indeholder en instruks til medlemslandene om at sørge for at der findes forsikringer, der dækker erstatningspligt, der opstår på grund af personskade eller tingskade som køretøjet volder ved brug af det. Det må anses klart at hensigten med disse er at sikre at skadelidte kan fra assurandøren få betalt erstatning, som han er berettiget til efter erstatningsreglerne. Den skadelidte skal ikke behøve at finde sig i indsigelser fra assurandøren om forhold, som falder ind under direktiverne. EB-domstolen har fortolket § 3, stk. 1 i det første direktiv således, i sag nr. C-129/94 Ruiz Beráldez [1996] ECR I-1829, at der ikke må i betingelserne for køretøjers lovbefalede forsikringer indsættes bestemmelse om, at assurandøren i nogle tilfælde, specielt når føreren er spirituspåvirket, ikke er pligtig til at betale erstatningskrav fra tredje mand for personskade eller tingskade, som det ansvarsforsikrede køretøj volder.
De foran anførte direktiver kan ikke blive fortolket på en sådan måde at de indeholder instruks om at ansvarsforsikring betaler erstatning til skadelidte, ud over det som han har erstatningskrav på ifølge loven i medlemslandet. Denne opfattelse har blandt andet støtte i en præjudiciel sag fra EB-domstolen af 14. september 2000 i sagen nr, C-348/98 Mendes Ferreira og Delgado Correira Ferreira [2000] ECR I-6711, som drejede sig om fortolkning af det andet og det tredje direktiv om forsikring af køretøjer. Heri er anført at bestemmelsen i § 3, stk. 1 i det første direktiv, sådan som den er blevet forklaret og fyldiggjort med det andet og det tredje direktiv, forpligter medlemslandene til at sørge for, at der at der bliver forsikret mod erstatningsansvar på grund af de køretøjer, som for største delen befinder sig inden for dets dækningsområde, og heriblandt foreskrives bl.a. hvilken slags skader og hvilken skadelidte forsikringen skal omfatte. Derimod siges intet i bestemmelsen om, hvilken slags ansvar, objektivt ansvar eller skyldansvar, forsikringen skal omfatte. Det er i de enkelte medlemslandes magt at udforme erstatningsregler for skade som køretøjer volder. På den anden side er de pligtige til at sørge for, at forsikring mod erstatningsansvar, som opstår i henhold til national ret, er i harmoni med de tre førnævnte direktiver.
I herredsretten er beskrevet den rådgivende udtalelse som EFTA-domstolen afgav til Norge Højesteret den 17. november 1999 i sagen Storebrand Skadeforsikring A/S mod Veronika Finanger. I den sag behandledes blandt andet bestemmelserne om erstatning i den norske bilforsikringslov, som i væsentlige træk er forskellig fra bestemmelserne i færdslelsloven nr. 50/1987 herom. Ifølge de norske bestemmelser gælder der ikke objektivt erstatningsansvar hos bilejeren, men derimod findes der bestemmelser om trafikkforsikring til gunst for skadelidte. Hovedregelen er den at skadelidte får et direkte og selvstændigt krav mod trafikkforsikreren, selv om betingelser for erstatningskrav ikke anses at være til stede i henhold til erstatningsreglerne. Trafikkforsikringen er således en slags ulykkesforsikring, som betaler erstatning i medfør af reglerne om skadeforsikringer. Ejeren og føreren af køretøjet kan endvidere blive erstatningspligtige efter loven, men kun i tilfælde hvor de anses at bære skyld. Der findes en særlig bestemmelse i § 7 i den norske lov om accept af risiko, d.v.s. bortfald af en passagers erstatningsret, der frivilligt indlader sig med risikoen, blandt andet hvis han var klar over eller burde havde vidst at føreren var under påvirkning af spiritus eller andre stimulerende eller euforiserende stoffer.
I Norges Højesterets dom af 16. november 2000 i førnævnte sag blev der lagt til grund, at det havde været EFTA-domstolens skøn, at den førnævnte regel i § 7 i den norske bilforskringslov ikke ansås for at være en egenskyldsregel som var en del af de nationale erstatningsregler, men var derimod en ulovlig fritagelse for forsikringsbeskyttelse. EFTA-domstolens udtalelse blev lagt til grund og lovregelen fandtes at være i strid med de oftenævnte direktiver. Derimod fandt retten at den norske lovbestemmelse ikke kunne tilsidesætte i sagen, idet en slig afgørelse ville være enstydig med at direktiverne havde direkte retsvirkning og gik forud for love som er vedtaget på den i grundloven foreskrevne måde af kongen og parlamentet i forening.
I henhold til § 88, stk. 1 i færdselsloven skal den der er ansvarlig for et registreringspligtigt motordrevet køretøj erstatte skade som det volder selv om skaden ikke hidrører fra svigt eller fejl i køretøjet eller førerens uforsigtighed. I bestemmelsens stk. 2 siges at erstatning for personskade eller tab af forsørger kan bortfalde eller nedsættes, hvis skadelidte eller afdøde forsætlig eller groft uagtsomt har medvirket til skaden. I loven findes ikke nogen bestemmelse, ifølge hvilken det indebærer at en passagerer som indfinder sig i at køre i bil hos en spirituspåvirket fører, mister sin ret til erstatning. En sådan regel er derimod blev dannet gennem præjudikater hos Højesteret. Den er blevet anvendt når der tages stilling til erstatning på grundlag af færdselslovens §§ 88 og 90. Lovens § 91 indeholder instruks om at betaling af erstatning, der er blevet fastsat på grundlag af de førnævnte artikler, skal være sikret med en ansvarsforsikring hos et anerkendt forsikringsselskab. Når alt dette tages i betragtning sammen med de forhold, som er anført under II. og III. i dommen, findes der ikke at den førnævnte erstatningsregel om risikoaccept er i strid med EU´s direktiver om harmoniseret lovgivning om køretøjers ansvarsforsikringer. Med hensyn til EFTA-domstolens præjudicielle udtalelse af 17. november 1999 så er der også taget i betragtning den forskel som findes på de islandske og de norske regler om erstatning for færdelsuheld.
Når dette er sagt findes der ikke anledning til at overveje eller behandle yderligere de anførte direktivers stilling vis-à-vis islandsk ret.
Som det er tidligere udtalt så har de sidste årtiers domspræjudikater medført, at den som indlader sig med en spirituspåvirket fører som han er klar over eller burde vide at var påvirket, fortaber sin ret til erstatning hvis han kommer ud for en skade. Når man ser på den udvikling som er sket her i landet samt i andre lande må det tiltrædes at der er grundlag for revision af denne regel. Det foreligger at i adskillige lande, som har bygget på de samme principper i erstatningsretten om accept af risiko hvad dette angår, er man gået bort fra disse. Dette førte blandt andet til at i Danmark valgte man den udvej, at bestemmelsen om egen skyld, der kan sammenlignes med § 88, stk. 2 i den islandske færdselslov, nu finder anvendelse på accept af risiko, men den danske lovgivning har i betydelig grad været et forbillede ved udformning af islandsk lovgivning på dette område. Det må haves i tankerne at bevæggrunden for at man sætter sig ind i en bil hos en spirituspåvirket fører kan være vidt forskellig, samt forholdene iøvrigt, således at det er naturligt at hvert enkelt tilfælde bedømmes særskilt. Som tidligere anført indebærer § 88, stk. 2 at erstatning kan nedsættes eller bortfalde hvis skadelidte har medvirket til skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Domstolenes tidligere retspraksis om at accept af risiko, som beskrevet her, førte til bortfald hvilket er tidligere forklaret, ikke byggede på en lovfæstet regel men var derimod begrundet på generelle holdninger og lære indenfor erstatningsretten og dette førte så til en domspraksis, som har været anset for at være bindende. Når det som er skrevet overfor har været gennemgået, findes der ikke længere at være grundlag for at fastholde denne. I henhold til dette vil sagens udfald afgøres af reglen om skyld i § 88,stk. 2 i færdselsloven.
Det bør tiltrædes med herredsretten under henvisning til dens præmisser, at kontraappelantinden måtte have været klar over at kontraindstævnte Gunnsteinn Már, som hun fik til at køre bilen for sig fra Flateyri til Bolungarvík natten til den 1. november 1997, var under påvirkning af spiritus. Desuden stadfæstes dommens konklusion om at biluheldet skyldtes hans beruselse.
Kontraappellantinden udviste således grov uagtsomhed da hun overlod føringen af en bil, som hun rådede over, til en mand som hun ikke kunne undlade at bemærke at var beruset i betydelig grad, og herefter at køre med ham som passager. Hendes andel i ulykken var derfor betydelig. Erstatningen til hende bør nedsættes på grundlag af § 88, stk. 2 i færdselsloven og det findes når alle sagens forhold tages i betragtning, at hun må selv bære 2/3 dele af skaden. Der er ikke uoverensstemmelse om erstatningskravets talmæssige grundlag. I henhold til dette bør hovedappellanterne dømmes til at betale kontraappellantinden 1.862.382 kroner. Der er ikke stillet krav om rente i henhold til § 16 i erstatningsansvarsloven nr. 50/1993, hvorfor disse ikke tildømmes. Det findes rigtigt at morarente betales fra 1. februar 2000, sådan som påstået, og som er nærnere beskrevet i domsslutningen.
Hovedappellanterne Guðbergur Ingólfur Arnarsson og Sjóvá-Almennar A/S bør til kontraappellantinden Ragnheiður Arna Arnarsdóttir, in solidum betale 1.826.382 kroner med morarente i henhold til kap. III i renteloven nr. 25/1987 - - -
Jeg er enig med dommerflertallet om kap. I., V. og VI. om at i betragtning af udviklingen af erstatningsretten her i landet som i andre lande så findes det rigtigt at opgive regelen om at lade erstatningsretten bortfalde hos den, som kører i bil hos en spirituspåvirket fører, der byggede på Højesterets domspraksis, men havde ikke støtte i lovgivningen. Jeg er desuden overens med det resultat at sagens udfald kommer til at afgøres på grundlag af reglen om egen skyld i § 88, stk. 2 i færdselsloven nr. 50/1987 og den skyldfordeling som er foretaget af dommerflertallet. På den anden side finder jeg det ikke nødvendigt, når dette resultat foreligger, at tage stilling til hvorvidt den gængse domspraksins er i strid med direktiver nr. 72/166/EBE, 84/5/EBE og 90/232/EBE. Jeg anser det ikke sikkert at reglen om accept af risiko er i harmoni med disse direktiver og at EB-domstolens præjudicielle udtalelse af 14. september 2000 i sagen nr. C-348/98 Mendes Ferreira og Delgado Correira Ferreira [2000] ECRI-6711 er rigtigt forstået til støtte heraf, hvilket kan sluttes af kap. II., III. og IV. i dommerflertallets votum. | wikisource | wikisource_24008 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den
Danske
Spectator
Samt
Sande- og Gransknings-
Mand.
No. 1.
Sælges for 2. Skilling.
Kjøbenhavn, 1744.
Trykt og bekostet af Ernst Henrich Berling, boendes udi store Canike-Strædet, og findes hos hannem tilkiøbs.
[2]
Fortale til Læseren
Min Læsere!
Undre dig ikke, at du i Fæderne-Landets Sprog seer et Skrift under det Navn og af det Slags. Som vores Fæderne-Land giør en Deel af Verden, saa er det Almindelige i Verden, dens overflødige Laster, dens fordervede Sæder ogsaa her desverre! alt for øynsynlige, og fortiener den ey at kaldes en redelig Patriot, der ey betiener sig af den Medicine, som paa nogen Maade kand tiene til at læge saa almindelig en Sygdom. Vel er sandt, at som Verden har alt for mange af dem, der giøre Profession af at curere de legemlige Svagheder, saa mangler det ey heller paa dem, der giøre sig Umage for at curere Sindets; Men det er ogsaa sandt, at, naar Verden stedse bliver i sin Daarlighed, og det giør den, saa bør de Fornuftige i Verden, der har Øyne at see med, stedse blive ved at afmale den med rette Farver, og, om de end ey ved deres Arbeyde kand giøre Verden bedre, saa dog, for at forekomme, at den ikke skal blive verre, bør de ikke kiedes ved at skierpe deres Pen imod dens vedblivende Laster, og, jo fleere der da findes af disse, jo fleere bør der og blive af deres Hadere, at, hvad der mueligt kunde gaae een af Sigte, af en anden kunde merkes. Det slags Lærde, der bærer Navn af Theologie, naar de stedse bliver ved at multiplicere Systemata, Collegia, Breviaria, Compendia, Compendiola, undskylde de sig med de Secter og Stridigheder, der foruroliger Kirkens Fred een Tid efter en anden; Ligeledes, om man havsde Mængde af deres Skrifter, der censurere Verdens fordervede Sæder, kunde de billig undskyldes med de i Verden tilvoxende Laster.
Jeg har stedse anseet fornuftige Skribentere af det Slags som det allernødvendigste og nyttigste Inspections Collegium, der, om endskiønt de af ingen ere til dette autoriserede, uden Fornuften og
[3]
Naturens Lov, dog kand udrette meere til et Lands sande Beste, end Lemmerne af et andet privilegeret Collegio, ja ved deres Vaaben, skiønt de efter første Anseelse ere slette, bedre ere i Stand til at bane Veyen for Dyden, end en Spansk Inqvisition er mægtig til at befordre den Romerske Religion, om endskiønt den betiener sig af Ild og Sværd.
Kierlighed til mit Fæderne-Land og den Forbindtlighed, der paaligger enhver at befordre sin egen og andres Fuldkommenhed, har for længst givet mig mit Kalds-Brev, og befalet mig at gaae mit Fæderne-Lands Laster i Møde, men jeg veed ey hvad Skiebne, der hidindtil har hindret mig, at jeg nu først faaer Leylighed at betræde min Post. Dette kand jeg sig, at Vanskeligheden i Embedet har i mine Øyne ikke været u-overvindelig, og altsaa ey holdet mig tilbage; men en Mistvivl om at naae det Maal, til hvilket jeg burde sigte, har en Tidlang holdet mig i Tvivl, enten jeg skulde overlade en anden min Plads, eller selv betræde den; Endelig har jeg resolveret til det sidste, og vil Tiden lære med hvad Fordeel. I mit Embede bliver jeg bekiendt af det Navn Spectator, et Navn der er ikke affectat, eller laant af andre, men er meest overenstemmende med min Station. Jeg anseer Verden som en Skueplads af Vitløftighed, paa hvilken præsentere sig adskillige Spectacler, der alle fortiene at ansees, og, om end verdslige Love kand forbyde de fordervede Sæder at forestilles paa oprettede Skuepladser, saa deer man dog, at de ey kand forbyde Verden selv at spille een Original Comoedie daarligere end den anden, een Tragoedie sørgeligere end den anden: her seer man de forunderligste Acter og Scener, og jeg søger, saa vidt mueligt er, at være uden for dem alle, og lader det alleene blive min Sag, at viise mig en flittig og agtsom Tilskuere, der tager alle Ting til Eftertanke, og giver siden over enhver min Reflexioner: Disse bliver saa meget vissere, som de allere ere grundede paa Erfarenhed, og, da jeg selv til en Tid har været som en Bold for Lykken, og ikke lidet er forsøgt i Verdens Tummel, kand det, der er vederfaret mig selv, give Anledning til adskillige Betragtninger. Jeg giver mig ligeledes Navn af Sande- og Gransknings-Mand, ikke fordi jeg til dette Embede er ud-
[4]
nævnen af en Foged ved et Birke-Ting, paa hvilken Bestalling jeg mueligt ellers maatte have exspecteret for længe, men fordi jeg seer en Overflødighed af tvivlsomme Drabs-Sager, da Mennesket ofte giør Vold baade paa sig selv og andre med vederstyggelige Laster, uden at vide hvo der er Banemand, hvilket jeg giør min yderste Flid for at opdage, og, er det tilladt at giøre Slutning fra det mindre til det større, meener jeg, at en omhyggelig Granskning, naar det kommer an paa at aabenbare en skiult og skadelig Sygdom, er af større Vigtighed, end naar een Bonde trætter med en anden om en gammel Gryft eller Marskiel. At see mine Brødres Feyl og sige dem Sandhed bliver da min Sag, kand de ey taale at høre den, det bliver deres egen; Dømmer de mig at gaae uden for Sandhed, saa kand det være mig nok, at jeg beviiser mit Sande-Mands-Tog at være grundet saavel paa en ubedragelig Erfarenhed som tilstrækkelig Overbeviisning. Imidlertid slutter jeg, at det, der kommer fra min Haand, vil opvække hos de Nysgierrige en Begierlighed til at underrettes om min Person; Jeg vil meddeele det som jeg finder fornøden: Jeg er fød i en af Fæderne-Landets anseeligste Stæder, og opdragen i en af de ringeste, i Henseende til Fødselen er jeg Velbaaren, skiønt man ikke finder mig i nogen Rang-Forordning, saa at Naturen har forundt mig en Prægorativ, for hvilken andre maa takke deres Pung og deres Lykke. Jeg sorterer under adskillige Facultæter, begierer dog ikke Navn af en Polyhistor, siden jeg hidindtil har været uden for det Medicinske. Min Complexion holde de, som kiende mig, for en Hemmelighed, og jeg begriber den neppe selv, dette veed jeg dog, at alle Hoved-Temperamenter hos mig ere samlede, men det Forunderligste er, at de alle paa en Tid synes at dominere, naar jeg paa den eene Side er som Fyr og Flamme, er jeg paa den anden saa stille som et Lam, naar jeg gaaer med et nedslaget Ansigt, seer jeg tillige ud som en Helt. I min egen Sag er jeg phlegmatisk; thi den haardeste Skiebne, og Omstændigheder, som andre holde for de elendigste, har ey kundet røre mig; Jeg har anseet Fattigdom og Rigdom, Foragt og Ære med lige foragtelige Øyne, naar Lykken har vendet mig Ryggen, har jeg været ligesaa ubevægelig, som naar den rakte mig sin høyre Haand, sluttende, at de Omstændigheder, i hvilke jeg befandt mig, har været mig de tienligste, efterdi jeg veed, at den Høyestes Providence bestyrer alle Ting med den fuldkommenste Viisdom, hvis Direction jeg ogsaa til Dato har sporet i alle de Veye, paa hvilke han har ført mig. Naar det gielder om Sandheder af Betydenhed, giver jeg intet efter, saasom jeg anseer Sandheden værd det yderste Forsvar. Jeg holder i ingen Henseende Mennesker for Guder, derfor knæler jeg hverken for dem, der lader sig kalde Patroner, ikke heller dømmer jeg om en Sags Rigtighed efter andres Vidnesbyrd, holdende for, at Præjudicia Autoritatis er de sterkeste Støtter for Vildfarelser; Imidlertid falder jeg ey paa den anden Side til at stole paa mig selv, og ansee mine egne Slutninger som ube-
[5]
dragelige, jeg erindrer mig stedse, at jeg er et Menneske, der kand feyle, jeg prøver alle Ting og beholder det beste, til jeg med grundige Beviiser bliver underrettet om andet. Min Philosophie er eclectisk, og flatterer jeg mig hverken af at bære Navn af en Aristotelianer, Cartesianer eller Wolfianer, men søger Sandheden hvor jeg kand finde den. I min Religion tager jeg intet Partie, men lader den dependere af de aabenbarede Sandheder, intet bekymrende mig om Navn af noget Menneske, men om Religionens egentlige og sande Essentialitæter, hvilket viiser, at jeg er ingen Indifferentist. Til en Tid har jeg haft Sted iblant dem, der efter Ordsproget ikke meget kand rose sig af Jupiters Bevaagenhed, (*) og vare mine daglige Lectioner at lære Taalmodighed. Nu lever jeg i et Mørke, er fornøyet med min Lykke, og lader det være mit daglige Arbeyde at betragte Verdens daarlige Væsen, for deraf at uddrage Klogskabs Regler for mig selv og andre. Mit Observatorium er anseeligt, og mine Tubi ere en sund Fornuft og klare Øyne. Vel holdes den Verden, hvis Indbyggere jeg censurerer, for et Legeme Snart af samme Beskaffenhed som Maanen, men jeg har merket en anseelig Forskiel; thi de Pletter, som siges at være i Maanen, udfordre, naar de nøye skal observeres, et bevæbnet Øye; men de Pletter i Verden ere alt for kiendelige. Ligeledes sees det Lys, som Solen meddeeler Maanen ligesom at betage dens øvrige Mørke, men det Gode som findes i Verden, og det lidet Lys som Dyden giver fra sig, bliver aldeles fordunklet ved de almindelige Lasters fæleste Mørke: Dette alleene var at ønske, at, som Maanens heele Legem til sidst bliver skinnende, naar den overalt bestraales af Solen, Verden ligeledes maatte skilles ved sine groveste Pletter, og Dyden med Berømmelse triumphere. Efter dette lyksalige, men tillige uventelige Seculum længes enhver Fornuftig, og det er Øyemerket, til hvilket de retskafne Patrioer i et hvert Land bør sigte; Dette er ogsaa min Sag i nærværende Arbeyde, af hvilket jeg Ugentlig agter at lade et Ark komme for Lyset. Jeg søger derudi at kalde enhver Ting med sit rette Navn; jeg skierper min Pen imod de i Svang gaaende Laster, og glemmer ey at give den sande Dyd sin tilbørlige Roes. Mit Morale er almindeligt, siden Lasterne er almindelige; Naar jeg sigter til visse Personer (hvilket dog er rart) skaaner jeg deres Navne, saa at ingen skal merke, hvor Pilen treffer uden den, der bliver saaret; vil han ey prostituere sig selv, og viise Sandheden i mit Morale, tier han stille, og ændrer sine Feyl, der fortiene at lastes. Mine Tanker ere ikke grundede paa blot Phantasie, jeg kalder intet Laster, der allene fortiener saa forhadt et Navn efter visse Menneskers Misanthropie og daarlig Indbildning, men det, der i sig selv er Last; især søger jeg at viise Vederstyggeligheden i de Feyl, der efter Menneskelige Love ey er underkastede nogen Straf, i hvorvel de samme ofte ere meere skadelige for det Menneskelige Societæt, end de, der holdes for de allervederstyggeligste. Men, som jeg ey paa den
(*) "Qvem Jupiter odit, Præceptorem creat."
[6]
eene Side forglemmer at afmale det med hesligste Farve, der fortiener Censure, saa forglemmer jeg ey paa den anden Side at moderere min Pen, og at iføre mig Kierligheds Kaabe, for at tie med de faae Feyl, der kand findes hos dem, hvis Liv i øvrigt er exemplarisk. Spørger man, hvorfor Verket ey paa eengang kommer for Dagen? da skeer det, deels fordi man ey paa eengang kand see den store Mængde af det, der meriterer at betragtes, deels fordi Læseren med større Agtsomhed og Fordeel kand læse lidet, end meget. Endelig bliver det et vigtigt Spørsmaal: Hvad jeg venter at udrette med alt dette, og hvad Kraft jeg meener at være i et verdsligt Morale? Vil jeg holde mig visse Menneskers daarlige Critiqve efterretlig, maatte jeg snarere finde mig forbunden at nedlegge min Pen, og lade Verden blive den, den er, end søge at forurolige den i sin sødeste Søvn, sin Lyster og Laster. Denne Vey bliver mig recommenderet af tvende Slags Mennesker, men i en ulige Absigt; det eene Slags give mig dette Raad, tagende her til Motiverne af egen Interesse; de finde sig skyldige i mange Uordentligheder, der fortiene at lastes, de ere forelskede i de samme, og vil altsaa nødig forstyrres i deres Roe; den Daarlighed, som de til Dato kand have skiulet, vil de nødig have lagt for Dagen; Hykleren vil ey gierne miste sin Masqve, siden han ved saa anseeligt et Tab maatte blive meere hadet, end han tilforn var elsket; Den, der har ladet sig bedrage af et falsk Skin, vil ikke gierne give Anledning til en Satire under Titul af den Seende-Blinde, og enhver, der har opofret sig til visse Laster, vil nødig beskiæmmes. Dette slags Folk ønske vel en Moralist ikke megen Fremgang, og, stod hans Lykke i deres Haand, blev han vel, om mueligt var, relegeret uden for Verden, ja, som der har været en Tid, da det mindste Muk imod Pavernes Myndighed, har været anseet som det farligste Kiætterie, saa synes det, at disse slags Mennesker, om jeg saa kand kalde dem, heller ønskede Laster og Feyl autoriserede og bevilgede ved Love, end nogen skulde have Frihed at afmale dem, og efter deres Tanker bør ingen med større Ret bære Navn af Kiættere og den almindelige Freds Forstyrrere, end den, der stræber at giøre Laster afskyelige og Dyden elskværdig. Jeg kand altsaa af disse ikke vente mig megen Tak for mit Arbeyde, men mit Salarium vil vel blive fastende Forbandelser, og mine visseste Indkomster skeele Øyne og heslige Calumnier, at jeg ikke skal nævne noget verre. Men intet af dette kand formaae mig til at tage Svøftet ind; Jeg gaaer, u-anseet alt hvad vil møde, Laster og deres Elskere under Øyne, i Haab, om end Sandheden finder sine Forfølgere, skal den og finde sine Forsvarere, hvad de Ildesindede raaber imod den, anseer jeg som fulmina bruta, som Ild i Torne, der raser meget, men slukkes af sig selv.
Det andet slags Mennesker, der ikke finder megen Smag i et verdsligt Morale, raisonnerer af et andet Principio; De siger, at det er saa langt fra, at Verden derved kand forbedres, at den meget meere forverres, ja at ville søge et Menneskes Forbedrelse ved saadan Medicine, er intet andet, end at føre det
[7]
desto længere fra GUd. Men er der noget i Verden, der fortiener at censureres, da er det visselig dette: Dersom slige Slutninger holde stik, bliver en Moralist ey allene til ingen Nytte, men end og til største Skade, siden han maatte skille Mennesket ved det høyeste Gode. Men, naar vi med et fornuftigt Øye seer ind i disse Menneskers Indvending, finder vi deres Raisonnement at være gandske vanskabt; den kuldkaster for det første alle practiske Principia i Naturens Lov; den siger, at det allerviiseste Væsen har handlet forgieves, da det har indprentet i Mennesket saadanne Grund-Sandheder, der lære de fornødenste Pligter imod GUd, sig Selv og Næsten, og hvad er daarligere, end dette? Dersom disse fanatiske Hoveder vare skikkede til at giøre sig de rette og sande Begreber om det verdslige Morale, yttrede de sig ikke med saa urimelige Domme. En Philosophus, der søger at befordre Dydens Fremgang, og at stille Lasterne i deres Force, giør intet andet, end hvad han efter Naturens Lov er skyldig i at giøre; Han bliver inden sine visse Grendser, og foresetter sig et Øyemerke, som han haaber at kunde naae; Han har ey saa høye Tanker om sit Arbeyde, at han skulde agte det i Stand til at forbedre det indvortes i Mennesket til Grunde, hvor til han selv tilstaaer, naar han er en Christen, behøves en høyere Kraft; Han søger med sit Verk, at giøre de fornuftige Indbyggere i Verden ikke til Christne, men Mennesker og Borgere; Det er ey hans Sag directe at viise dem Veyen til et Gode efter dette Liv, men allene at anføre dem til rettelig at betiene sig af Naturens Lys, hvilket de allerfleste Mennesker enten intet bruge eller skammelig misbruge, og, naar han ikke gaaer uden for denne sin Circul, seer jeg ey, med hvad Ret hans Arbeyde bliver anseet med skeele Øyne, og som skadeligt for den sande Pietæt: Ydermeere, da der ikke findes mange Laster imod den skrevne Lov, der jo ligeledes stride imod Naturens, synes mig, at det lige saavel bliver en fornuftig Philosophi Embede i et verdsligt Morale, at viise saadanne Lasters Heslighed, som det tilkommer en Præst at moralisere over dem paa en Prædike-Stoel, og de, der vilde censurere den først i sin Qvalité, komme mig for som den, der criticerer en Øvrigheds Conduite, naar han lader en Tyv hænge efter Loven, der har stiaalet imod Loven.
Vel er sandt, at som intet er saa reent og ret i Verden, der jo efter den almindelige Fordervelse kand forvendes i sin Brug, saa er det skeet og skeer endnu at mange Mennesker giøre formeget af Fornuften, og derover forkaste de aabenbarede Sandheder, meenende, at Naturen for sig selv besidder en Kraft til at perfectionere et Menneske til Ævigheden, af hvilket farlige Principio ere fulgte mange for Religionen skadelig Conseqvencer; Men, om man paa det Fundament vilde forkaste det verdslige Morale, og frygte, at det skulle avle Naturalister og Pelagianer, handlede man efter mine Tanker ikke meget klogere, end det slags Christne, der forbyde den gemeene Mand at læse Skriften, fordi han deraf kundeb tage Anledning til Vildfarelser; thi ligesaa lidet, som den Guddom-
[8]
melige Sandhed i sin rette Brug ansees som en Moder til saa skadeligt et Foster, ligesaa lidet kand et Morale, der er grundet paa den sunde Fornuft, og indeholder de nødvendigste Følger af Grund-Sandhederne i Naturens Lov, naar det appliceres efter sit Øyemerke, give Anledning til saa stort et Onde, som dens Hadere foregive.
Endnu staaer tilbage een Vanskelighed, den jeg ogsaa maa stræbe at overvinde: Der findes visse Malcontenter, som holde for, at naar en moralsk Betragtning er blandet med Satire, efterlades hos den, som findes sig slagen, saadanne Virkninger, der ere tvert imod det Maal, som Moralisten siger at have foresat sig; thi Mennesket i Steden for at ændre de Feyl, i hvilke han finder sig skyldig, bliver bizarre, fatter Vrede til sin Censor, og søger Anledning til Revange; i slig Henseende synes en skarp Moralist at handle imod den Kierlighed, han er en anden skyldig, da han bør skiule hans Feyl eller giøre dem bekiendte for ham selv, allermindst prostituere ham for heele Verden, med mindre han vil have Navn af det Menneskelige-Kiøns-Hadere. Disse Tanker synes ikke at mangle deres Grunde, men, naar de nøye eftersees, sige de intet; thi om vi end supponere, at en Satire treffer sin Mand, og en Moralist nu og da sigter til visse Personer, eller rettere til deres Laster, saa fortier han dog deres Navne, og at afmale eens Feyl, naar man skaaner hans Navn, kand ingenlunde hede at giøre ham latterlig for Verden. Vel er det saa, at naar visse Personer har med visse Laster distingveret og giort sig kiendelige for alle, kand den, der læser et Morate, der igiennemhegler de samme Laster, lettelig giøre Applicationen. Men om Slaverne af disse Laster da blive prostituerede, bør Skylden ingenlunde imputeres Moralisten, men den, der har givet Anledning til Satiren. Naar en Philosophus holder sig Senecæ Ord efterrettelige: Man bør hade Laster, og elsker Personer, fortiener han ikke at aflegges med Character af en Misanthrope eller Menneske-Hadere, med mindre det er imod Kierligheds Lov at hade sin Næstes Udyder.
Dette er, hvad jeg har fundet fornøden at erindre til min Læseres Underretning og mit Foretagendes Forsvar. Mit Arbeyde skal continuere saa længe mit Fæderne-Land giver Anledning, og jeg befinder mig paa Skue-Pladsen. De Fornuftige skal mueligt finde, hvad de søge, og vinder jeg ikke meere, saa kand jeg dog sige, at et Skrift af nogen Nytte er lagt til de andre faa af det Slags i Fæderne-Landets Sprog. | wikisource | wikisource_7840 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=37 to=38 /> | wikisource | wikisource_18330 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kostgængeren.djvu" from=1 to=12 header=1 /> | wikisource | wikisource_8558 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
[1]
Jacobineren
et
Ugeblad
for
alle Fransksindede.
"Nihil tam valde vulgare est, qvam nihil sapera. Cicero."
[2]
Den franske Nations
Venner
og
Frihedens
Forfægtere
helliges
dette Blad
af
Udgiveren
[3]
Jacobineren.
No. 1.
Den 23de Junii, 1796.
Indledning.
Saa glædeligt det paa den eene Side er, at see Frieheden gaae frem med vældige Kæmpeskridt i det sydlige Europa – saa glædeligt det er, at høre Friehedens Venner midt under Kampens Bulder og Kanonernes Tordenild, ja selv naar de vaande sig paa den blodfarvede Stridsplads af haarde Qvæstninger – opfordre deres Brødre til Sejer eller Død for den Friehed, til hvilken at forsvare de alle have foreenet sig; - Saa sørgeligt, saa gyseligt er det paa den anden Side for Menneskevennen at betragte, hvorlunde Jordens Mægtige, og de, som ere vante til at herske over Siele og Samvittigheder, frembringe, i det de arbejde paa atter at lægge Frieheden – denne Menneskets helligste Rettighed – i Lænker – de voldsomste Revolutioner, de blodigste Optrin.
[4]
Skræksomt er det Billede, som Friehedens Historie i Frankrig fremstiller for vore Øine, skræksomme de blodige Scener, hvilke den – Aristokraterne modstræbende – Frieheds-Enthusiasme haver frembragt; men – paa den anden Side betragtet, hvilket lærerigt Exempel for Jordens Monarker, for Adelen, for Geistligheden, for den hele Menneskeslægt, at see denne samme Friehed – Trods alle revolutionaire Begivenheder; Trods alle indvortes og udvortes Anfald; Trods alle Rænker, Sammenrottelser, Faktioner – at rejse sit Hoved i Veiret, at triumphere endog i sit sidste Aandedrag – over alle sine Fiender!
Hvad Ære nu for Engellands, for Tysklands, for Preussens, for Spaniens og Hollands regjerende Herrer, at de afgave sig med at foreskrive et frit Folk Love, at de ofrede saa mange uskyldige Menneskers Blod, at de søgte at sætte Splid imellem det brave franske Folk indbyrdes, at frembringe Contra-Revolution, er for at nedstyrte Friehedens evig faste Throne? Med et rædselfuldt Blik maae de nu see tilbage paa deres blodige Værk, skjelve for sig selv, for de frie Franker, for det uendelige Væsen, der aldrig skjenkede dem Tilladelse til, efter eget Behag, efter Luner, at føre
[5]
Millioner af deres Staldbrødre til Slagterbænken, at styrte den halvde Verden i en Afgrund af Ulykker og Elendighed, for at hævne et eeneste Menneskes – en fransk Konges Død. -
Man raabe nok saa ofte, og nok saa højt paa sextende Ludvigs Uskyld, hans Fromhed og gode Hierte, - det er allerede tilstrækkeligt til at fælde ham, naar han søger at flygte ud af sit eget Land, bort fra det Folk, han eengang paatog sig at beherske! Man paastaae nok saa ivrigen, at han blev forledet af andre til at gjøre dette Skridt! Det er altid en svag Sjel, som lader sig forlede, og en Konge bør ikke være svag; thi da fortjener han ikke at være Konge, da er Hyrdestaven ham langt tienligere, end det Scepter, Folket betroede i hans Hænder.
At de coaliseerte Magter nu fortryde at have giort et Skridt, som kan have farlige og ødelæggende Følger for dem selv, og deres Stater, er nok neppe at tvivle om; men for alt dette have de sig selv at takke – deres Ærgierrighed, deres Herskesyge, deres falske Politik at takke. Nei klogere mere politiskt handlede een Bernstorff paa den danske Nations Vegne.
[6]
Vel mueligt, at man paa en anden Tid, under andre Omstændigheder og med en bedre Finantse-Forfatning vilde ogsaa her have handlet anderledes, end skeet er; men dette er just Politik, at man snildeligen veed at beregne de Fordel, Staten vinder ved Fred, naar det heele Europa fejder – og de Ulykker, den paa den anden Side paadrager sig ved at indvælte sig i den uretfærdigste og blodigste af alle Krige, i Krig med Frieheden selv – Ulykker, der vorde saa meget føleligere, som Staten ikke er i Stand til at bestride de uberegnelige Udgifter, en saadan Krig fordrer.
Hvad høster nu den forroeste Politiker, Pitt, af sine upolitiske Foretagender? I hvilken uhyre Gield har han ikke styrtet sit Fædreneland ved sin dumme Politik? Had og Forbittrelse paa den eene Side, umættelig Herskesyge og Ærgierrighed paa den anden vare uden Tvivl de visse Drivefiere til hans barbariske Fremgangsmaade imod de, efter Friehed enthusiastisk higende, Franskmænd; men, naar tilfredstilledes, eller naar ville nogensinde disse hans voldsome Lidenskaber tilfredstilles? naar lykkedes, eller naar ville nogensinde hans blodtørstige Planer lykkes ham? Aldrig! - Hver Dag og hvert Øieblik maae dette Fordums Vid-
[7]
under see sine Planer tilintetgiorte, sine menneskefiendske Grundsætninger gaae af Mode, Friehedens Throne at vorde befæstet – og meere end alt dette: Hver Dag og hvert Øieblik omgiver rædsom Frygt hans Siel, Frygt for at vorde berøvet et Liv, hvilket stedse blev anvendt til Britternes Undertrykkelse, til rænkefulde Handlinger, til Friehedens fuldkomneste Tilintetgiørelse i alle Lande.
Uden Tvivl vil man af hvad, allerede er sagt, letteligen kunne giette sig til dette Blads Indhold. Uden Tvivl vil man kunne indsee, at det er bestemt til at nedbryde Aristokratier og Hierarkiet og paa disses Ruiner at oprette Friehedens Tempel, ikke den tøilesløse Frieheds, der udarter til Anarkie, men den fornuftige Frieheds, der grunder sig paa physiske og moralske Love – Saa vigtig endog denne dets Bestemmelse er, og saa befrygtelig den kan forekomme nogle enkelte, der dømme efter Bladets blotte Titel og allerede ved denne troe at have Grund til at lyse Forbandelse over Udgiveren, saa helligen forsikrer denne, at intet, aldeles intet, skal laanes Plads i dette Blad, hvorover enkelt Mand skal finde Aarsag at beklage sig.
[8]
Egentligen er dette Blad ikkun for alle fransksindede. De derfor, som ikke interessere sig for Franskmændene, og ikke ynde deres store Fremskridt mod Friehedens Elysium, behøve ikke at umage sig med at læse det! Ethvert Skrift, som kan ærgre eller forbittre mig, skyer jeg, som den Onde selv. Dog – den menneskelige Nysgierrighed blander sig i Alt, det er derfor ikke troeligt, at endog den ivrigste Aristokrat skulde lade et Blad ulæst, som vil komme til at indeholde adskilligt, der ikke vil komme hans aristokratiske Meeninger aldeles nær. Imidlertid maae det være nok til Udgiverens Retfærdiggiørelse, at han i Forveien har varslet sine Læsere. Finde de sig nu fornærmede, da maae de føre Anke imod sig selv, fordi de paatoge sig at læse et Blad, som var for høit eller for lavt for deres Begreber. Finde de sig derimod fornøiede, vil det dobbelt glæde Udgiveren, der helligen forsikkrer, intet at lade indrykke, som ikke stemmer overeens med hans egen Overbeviisning, som fransksindet.
[9]
Jacobineren.
No. 2.
Den 25 Junii, 1796.
Qvid enim est melius, qvam memoria recte factorum, et libertate contentum negligere humana?
Malthe Conrad Bruuns Minde.
Raske vare de Skridt, denne Musernes Yndling gjorde paa Videnskabernes tornede Bane. Varm den Iver, med hvilken han forfægtede Medborgeres Rettigheder. Uudslukkelig luede Friehedens hellige Flamme i hans Bryst. Aldrig saae man ham i Antichamberne blandt hykkelske Sollicitantere. Aldrig hørde man ham paa slavisk Viis at tilbetle sig en glimrende Hæder. Ikke prekær, men ejendommelig var den Hæder, der omstraalede ham. I en adlet Sjel, en dyrket Forstand, et ædelt Hjerte satte han sin Hæder, og denne kunde ingen Nidding, ingen Avindsmand berøve ham;
[10]
thi dens Bygning hvilede paa en klippefast Grundvold. - Han blev ulykkelig – dog nej! en frie Sjel, der reedeligen bruger sine moralske Kræfter og ikke lader sig henrive af Fordommes – ikkun for en slavisk Aand, uimodstaaelige Magt, kan aldrig vorde ulykkelig. - Hans Bevidsthed om gode Hensigter er hans Ledsagerske paa enhver hans Vej. Ikke eet Skridt gjør han paa Livets Bane, uden at igjennemtrænges af den ædle Selvbevidstheds behagelige Følelser. Adskilt fra sin ømme Familie og berøvet prøvede Venners Omgang, vandrer han endda, som frie og uhykkelsk og retskaffen lige sikkert sin fornuftige Bestemmelse i Møde. I Gjenvordigheders Skole dannes han til den ret store Mand, i denne Skole uddannes og fuldkommengjøres end meere hans selvstændige Begreber om Moralitet og evig Friehed, uden hvilken Moralitet aldrig bliver det, den bør være efter vort Væsens Grundbestemmelse. - Men – o! hellige Friehed! - du mistede din varme Talsmand! - Uskyld! - du mistede dit Forsvar. - Voldsmænd! I mistede Eders Skræk – og I
[11]
fryde eder. - Danmark! du mistede en duelig Borger og du beklager hans Tab! -
Hvorfor bør vi ønske Frankerne en varig Sejerslykke.
Væmmeligt er det at høre, hvorledes nogle Zeloter, der koncentrere alle deres Ønsker til dette eene Hoved-Ønske: Selv at vorde lykkelige paa den heele Menneskeslægts Bekostning – ved enhver, for Frankerne gunstig, Begivenhed forbittrelsesfulde tilkjendegive deres Misundelse, og ere formastelige nok til at udkaste blodige Planer, af hvilke efter deres Formeening, Forsynet burde betjene sig, for at styrte de frie Gallier i grændseløs Elendighed; - ret ligesom det ikke var vigtigt for den heele Menneskehed, at Friehedens Throne eengang blev grundfæstet – paa Volds og Undertrykkelses og Uretfærdigheds Ruiner blev grundfæstet; - og – er det da saa saare vanskeligt for den upartiskdømmende Fornuft at indsee den uskatteerlige Nytte, Frankernes Vaabenlykke
[12]
kan have og nødvendig maae have for den – hidindtil under Slaveaag, sukkende – Menneskeslægt? Vi ville, om mueligt, overbeviise disse Friehedens Bagvaskere om den velgjørende Indflydelse, Franskmændenes bestandige Sejervindinger kunne have paa den heele fornuftige Verden.
Da Frankerne begyndte det store Værk, som dagligen meere og meere nærmer sig til Fuldkommenhed, da de besluttede at løsrive sig af de tunge Lænker, i hvilke de hidindtil var holdte, da deres Øjne aabnedes for al den Vold og alle de Mishandlinger, under hvilke de længe taalmodigen havde veenet sig, troede neppe nogen, eller i det mindste meget faae, at de saa heldigen skulde have sat sig i Besiddelse af den Friehed, hvilken de endnu ikke kjendte uden af det blotte Navn; - mindre troede man, at den franske Throne – omgjerdet og beskyttet af Kanoner og Musketter – skulde have faldet saa hastig, som den gjorde, for Frieheds-Vennernes ubetvingelige Vælde – men – det skeede – og alles Øjne vare henvendte paa de Vendinger, Frieheden tog i sin første Barndom,
[13]
paa dens Fremgang i sin Ungdom, paa dens yderligere Udvikling i sin seenere Alder. -
Naturligviis maatte Revolutioner, voldsomme Revolutioner foregaae denne pludselige Overgang fra et fuldkommen nedtrykket og mishandlet, til et aldeles frit Folk. Naturligviis maatte de øvrige Jordens Beherskere, der nu øjensynligen saae, at den Hellighed og Ukrænkelighed, der hidindtil tillagdes deres Personer, i Grunden var intet, uden Lygtemænd, ved hvilke man søgte at vildlede Folkene fra deres Rettigheder, - blive meere opmærksomme paa sig selv – paa deres privilegium exclusivum til at handle vilkaarligt, til at undertrykke og ophøje efter eget Indfald, ikke efter den strængeste Retfærdigheds hellige Lov. -
For derfor at holde sig i stedsevarende Besiddelse af dette Privilegium, grebe de til Vaaben imod de franske Republikanere, og meente, at det vilde være dem en let Sag atter at bøje dem under Aaget, i Besynderlighed paa en Tid, da der i deres eget Land opstode adskillige Partier, af hvilke det eene væbnede sig imod det andet, det eene be-
[14]
krigede det andet med al den Rasenhed, man ved en Revolutions Begyndelse veed at tænke sig. - Men deres Evner svarede ikke til deres gode Villie. Deres Hensigter forfejlede. De Planer, de havde udkastet til deres Hensigters Opnaaelse, bleve, uagtet deres forfærdelige Trudsler, *) tilintetgiorte – men – Franskmændene sejre eller døe.
Herlige Beslutning af eder, brave Franker! Taknemmelige erkjende vi det uendelige Meget, I have gjort for den nærværende, som den tilkommende Menneskeslægt. Selv have I opofret eder, for at betrygge Efterslægten for Voldsomheder, liige de, under hvilke I selv saa længe have maattet sukke; Selv vove I alt – indtil eders sidste Draabe Blod, for at indgyde de nuværende og de kommende Regentere meere Ærbødighed, mere Agtelse for det souveraine Folks Villie, end de hidindtil have viist.
[15]
Hvad vilde Følgen blive, dersom Frankerne skulde være uheldige nok til at tabe, hvad de hidindtil have vundet? Hvad blev Følgen, dersom de frække Tyranner, der sammenrottede sig imod dem, skulle afvriste dem Friehedens Palme? - Unægtelig denne : Disse samme Tyranner vilde med fordoblet Kraft søge at underlægge sig et Folk, der er bestemt til at vorde frit. - Fleere vilde træde i deres Fodspoer. Menneske- og Borger-Rettigheder vilde ikke agtes. Landflygtig, for evig Landflygtig vilde sund Fornuft, Friehed og Moralitet blive. - Overtroen vilde atter rejse sit Hoved. - Troe paa Regenternes Ufejlbarhed og Ministrenes Redelighed og Adelens Kompetence til alle Statens vigtigste Embeder vilde da inden føje Tid grundfæste sig i alles Hjerter, lige saa let, som man hidindtil haver næret en blind Troe paa Treenheden og fleere mysteriøse Lærdomme i vores Religion. - Er det da ikke vigtigt for Menneskeslægten, at Frankerne sejre og sejre bestandig?
[16]
P.S.
Af dette Blad udgaaer ugentlig 2 halve eller et heelt Ark. Subskription imodtages hos Hr. Boghandler Reistrup paa Østergade. For dem, som ikke subskribere, koster ethvert halvt Ark 2 Sk.
[17]
Jacobineren.
No. 3. og 4.
Den 25 Junii, 1796.
Brev til Udgiveren fra en fransk Emigrant.
Min Hr. Jacobiner!
Det er skjændigt af Dem, min Herre! at De paatager Dem Bestyrelsen af saa infamt et Blad, som Deres Jacobiner lader til at ville blive. Veed De da ikke at alle Konger ere, som Paulus haver sagt, forordnede af Gud! og veed De ikke, at Kongerne have lange Hænder? Jeg bør troe at De veed alt dette. Og dog har jeg, ved at eftertænke, at De udgiver et Ugeblad, som De behager at kalde: Jacobineren, paa den anden Side Grund til at troe, at De endnu ikke veed det, i det mindste tør jeg bestemt sige, at De ikke veed hvad for ubehagelige Følger, det kan have forbandelse
[18]
Dem, at sætte Dem selv i Unaade hos en vis Højærværdighed. De er uden Tvivl aldeles uvidende om, hvad Indflydelse denne Mand har, og hvormeget han kan bidrage saavel til deres timmelige som evige Vel.
Ikke er jeg i mindste Maade competent til at rekommendere ham hos Dem; thi sandt at sige, har han ikke hjulpet mig et eneste Skridt fremad imod min Lykkes Himmel; men af paalidelige Folk veed jeg positiv, at han ikke er et ringe Organ i den saakaldte Lykke-Verden – og De lægger Dem friskvæk ud med ham, og enhver anden, der ikke tænker som han, det er at sige, som ikke er Jacobiner. - Selv er jeg langt fra at være det, derfor ynder jeg ogsaa ikke enten Titlen, eller Indholdet af Deres Blad. - Hvorfor kan De ikke ligesaavel være Rojalist som Jacobiner? Ved det første vinder De Hæder og Ære, naar De ved det sidste skaffer Dem alle Jordens Kejsere og Konger, alle Aristokrater og Hieraker paa Halsen. -
[19]
Jeg har selv førhen været enfoldig nok til at tænke som De, men lykkeligviis tog min Tænke maade, før det endnu var for silde, en gandske modsadt Vending, og jeg kan forsikkre Dem, at jeg ikke fortryder det, thi - - -
O! Jeg kunde fortælle Dem, min Herr Jacobiner, store og forunderlige Ting om mig selv, ikkun jeg torde, og hvorfor tør jeg ikke? er der vel nogen Skam i at være sin Rojalisme bekjendt? Velan, for at bringe Dem paa fornuftige Tanker, vil jeg, som snarest, igjennemløbe min gandske Levnets-Historie for Dem, og jeg vædder, De for Eftertiden i det mindste søger at holde Deres jacobinske Grundsætninger hemmelige. - Jeg var, min Herre! en fattig Dievel, der hver Dag med største Rajson kunde spørge: hvad skal jeg æde, hvad skal jeg drikke og hvormed skal jeg klæde mig? men med alt dette var jeg, tvertimod al Politik, en ivrig Demokrat. Dette vedvarede en Deel Aar, og mine Vilkaar bleve stedse de samme -.
[20]
Vel sandt! jeg havde undertiden den Fornøjelse, at høre mit Navn nævne med Ærbødighed i jacobinske Selskaber, og øverst stod jeg paa Demokraternes Liste, men paa den anden Side var jeg hver Dag plaget af Skrædere, Skomagere, Spiseværter, etc. og tilsidst behagede det disse Plageaander, at sætte Jacobineren ved Vingebenet – Slutteriet var nu min Verden og en Lampe, som jeg lod tænde om Aftenen, og undertiden om Dagen, var min Soel. - Gandske fornøjet var jeg just ikke med dette Liv; thi jeg elskede Friehed over alle Ting, og hvo som paastaaer at man er gandske frie i Slutteriet, lyver paa min Ære, og overalt røber, at han aldrig har været der.
Tvende Sommere og Vintere bleve tilbagelagte, uden at min traurige Skjæbne mildnedes; imidlertid forgik mig alle Frieheds Griller, og nu tænkte jeg ikkun paa, at insinuere mig hos dem, der havde noget at sige ved det franske Hof, det er paa god Dansk, hos Adelen, eller som De ministrenes
[21]
Hr. Jacobiner! behager at kalde dem, Aristokraterne. Dette Project, der i sig selv var Dumdristigt nok for en bekjendt Friehedsmand at fatte, lykkedes dog alligevel, og inden føje Tid ophørde ikke allenest min Arrest, men jeg blev endog prostitueret hvad siger jeg ? constitueret – Bye- og Herreds-Foged. - I dette Fag kunde jeg nu ingenlunde ret bestaae bede egen Hjelp. - Jeg lagde mig derfor en Fuldmægtig til, der havde lige saa mange Kneb i Hovedet, som der gives Dage i Aaret. - Ved ham begyndte jeg at blive ret lykkelig; thi – endskjønt han snød mig, magede han det dog saaledes, at jeg stedse var ved Skillingen. Kort: i Henseende til ham, kan jeg passeligt anbringe Ordsproget: Naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen. - Jeg svævede altsaa i Fryd og Glæde, saalænge det behagede Forsynet at lade Fuldmægtigen leve; men aldrig saasnart var Aanden udfaren af ham, før ubevidste Creditorer indfandt sig, og spændte mig for det, min Hr. Fuldmægtig paa mine Vegne havde debiteret. Selv fik hans Arvinger efter ham 10000 Rdlr., som nu ogsaa kan være det
[22]
samme. Men det allerværste var, at man paa samme Tid kom efter nogle Kanillerier, hvilke han paa min Bekostning havde begaaet. Let saae jeg, at det ikke vilde være meget vanskeligt at skaffe gjeldende Beviser tilveje. I Frygt altsaa for at blive i Naade entlediget fra mit Byefoged-Embede – thi jeg maatte naturligviis staae til Ansvar for det, der var skeet i mit Navn og paa mine Vegne – opbød jeg alle Kræfter: det er: smigrede, bukkede dybt, bestak Kammertjenere og deslige, for at faae et Toldinspecteur-Embede, der just i samme Tid var vacant. Det lykkedes, som man let kan tænke; og inden kort Tid samlede jeg mig, ved Hjelp af en grumme sparsom, eller rettere sagt: gjerrig Kjelling, en stor Hob Penge. Nu kjøbte jeg mig, slet ikke for andet, end for at have den Fornøjelse, at see min Præst og andre store Herrer gaae ved min venstre Side, en Conferentsraads Titel. Endskjøndt min Kone for Rangskattens Skyld havde en heel Deel derimod, overvejede dog alligevel Fruenavnet hiin, - om jeg saa maae kalde den – lidenskabelige Svaghed.
[23]
Nu var jeg da tilstæde ved alle Conferencer, indtil den fordømte Revolution vendte op og ned paa alle Ting. Naturligviis kunde keg ikke undgaae den almindelige Skjebne; men maatte, fordi jeg havde frasnydt Staten en Deel Penge, som Jacobinerne havde Sigte paa, smukt pakke sammen, og flygte. Til al Lykke blev min Kone guillotineret, før jeg reiste, saa jeg paa en beleilig Tid blev befriet fra dette Huuskors.
Jeg lever nu af mine tilsnydte Penge, og er, det forsikkrer jeg Dem, min Herre! i enhver Henseende frank og frie, endskjøndt jeg er langt fra at være Jacobiner. Hvor jeg for Resten op holder mig i den store vide Verden, kan være Dem det samme. Jeg har omdøbt mig selv, og lever ganske incognito. Endog min Tittel har jeg – som maaskee vil forekomme Dem utroeligt – givet Slip paa.
Dette er Alt, hvad jeg for denne Gang kan have den Ære at opvarte Dem med, min Herr
[24]
Jacobiner. Kjert skal det imidlertid være mig, ifald jeg ved disse faae Linier har bevirket Deres Omvendelse fra Jacobinisme til Rojalisme. De vil, som jeg før har sagt, ikke komme til at fortryde det.
Lev vel! og tænk undertiden paa den, der før hedde
Conferents-Raad
P.S.
Jeg synes, De skulde forandre Tittelen paa Deres Blad; thi det Ord: Jacobiner er overalt meget forhadt. Det medfører Ideen om tøilesløs Friehed, som det dog ikke lader af Deres første Nummer, at De er nogen synderlig Elsker af.
[25]
Min Herr Emigrant.
Endskjøndt Deres Levnetshistorie aldeles ikke interesserer Udgiveren, og maaskee vil have end mindre Interesse for dette Blads ærede Læsere, anseer han det dog for sin Pligt at unde den Plads i det Blad, som han har den Ære at være Udgiver af. Saa meget mere paaligger ham denne Pligt, som der indeholdes Adskilligt i Deres Biographie, der ikke gjør Deres Karakteer megen Ære, og overalt røber saare liden Patriotiskhed, just derfor fortjener at anføres til en Afskye for alle dem, der endnu ikke ere fordærvede nok til at tænke og handle i Overeenstemmelse med Deres afskyelige Principer.
De siger, f. Ex., at de blev Rojalist, fordi De derved kunde vinde Dem – saa kaldet – Ære. Hvad andet kan vel uddrages deraf, end at De har besiddet en meget svag Siel, der ikke blev fast ved sine Grundsætninger, og dernæst, at De med Deres Finantsers usle Forfatning blev en nedrig Hykler, og, endskjøndt de forud vidste, at Deres Forstand og Deres Kundskaber ikke strakte
[26]
sig ret vidt i noget Fag, indsmigrede og indhyklede De Dem dog i Embeder, hvilke De lod bestyre ved andre, fordi De ikke selv var de Forretninger, disse medførte, voxen? Er der noget crimen læse majestatis & rationis til, er dette nok uden Tvivl det største, naar man, for at bringe sine Finantser i god Stand, søger under Retskaffenheds og Ærligheds Maske at tiltrygle sig et Embede, hvilket man ikke uden ved en Lejesvend kan bestyre – og, hvad sige? - Ved en Lejesvend! hvor sjeldent er det ikke at treffe een af disse, der er i Stand til at bestyre et Embede tilgavns? Om De endogsaa virkeligen kunne, blader Deres egen Interesse sig alt for meget ind i Bestyrelsen, til at de skulle ville.
At det i monarkiske Stater, efter Emigrantens Ord, er mueligt at hæve sig paa en bedragerisk Maade til en ufortjent Værdighed, troer Udgiveren af den meget naturlige Aarsag, at Monarkerne ere Mennesker og kunne ikke, som Mennesker kige ind i saadanne Skjelmers Hjerter, der
[27]
have anvendt Deres Livstid paa at udspekulere, hvorledes de best kunde sættes i Stand til at snyde Staten. Monarkerne ere derfor undertiden men ikke, alletider – at undskylde, naar enten Partiskheden sidder paa Landets Domstole, eller Vanvittighed og Ufornuft træder op, for at tale Guds Sag, eller Uretfærdighed, Ukyndighed, Ondskab og flere Laster ledsage Statsbestyrernes Foretagender. For saavidt ere Regenterne ikke at undskylde, som de blint hen overlade til de øverste Statens Embedsmænd, hvad og hvorledes de ville handle. Ved bestandigen at gaae frem paa saadan en Maade, indsnige sig tusinde Uordner, der aldrig, end ikke ved Trykkefriehedens Hielp, kunne blive bekjendte for Monarken. En stor Mand, der engang har behaget at skjenke en fattig Djevel af Client sin Naade, kan, uden at det skal blive kundgjort, udrette overmaade meget for ham. Dette er alt for bekjendt, til at Udgiveren behøver at opholde sig længe ved Beviser derfor. Han forlader altsaa denne Post i Hr. Emigrantens Brev, og troer for Resten at have lagt tydeligen for Dagen, at det røber en
[28]
svag Sjel og et slet Hjerte at være Royalist af lutter Interesse.
Hvad den Deel i Deres Brev, min Hr. Emigrant! angaaer, at Udgiveren skulde forandre Titelen paa Bladet, da forsikkrer denne, at han, i det Øjeblik han valgte den, ikke havde Hensyn til den Foragt, der nu hviler over Ordet: Jakobineren; men eene og aleene til den Værdighed, med hvilken i Udgiverens Tanker de fleste Jakobinere ved den franske Revolutions Begyndelse forfægtede Friehedens Sag.
Og hermed forlader han Dem, beklager for Resten, at De ikke tør være Dem selv og deres Rang bekjendt.
Udgiveren.
[29]
Friehed hersker, og hersker ikke i Dyrehaven.
En Fortælling.
For faae Dage siden fik jeg det daarlige Indfald at følge den almindelige Slendrian og lade mig rulle til Dyrehaugen i en holstensk Vogn, hvor jeg, formedelst Mængde af smaa og store Mennesker, der sadde tet proppede paa hinanden, blev saa forklemmet, at jeg endnu føler Værk i alle mine Lemmer. Naturligviis ventede jeg, som saa mange flere, der at nyde Fornøjelser og Glæder i deres ganske Fylde, endnu meere: jeg ventede at see Alskens Friehed og Lighed iblandt den store Vrimmel, som havde tyet dertil fra alle Kiøbenhavns fiire Hiørner.
Efterat have moeret mig selv ved de behagelige og afvexlende Udsigter, der aabnede sig for mit Øie under Veis, kom jeg da, - destoværre! alt for tidlig – Dyrehaugen, igiennemtrængt af alle Glædens livelige Følelser over de skiønne
[30]
Scener, der da, efter de meest levende Beskrivelser, skulde ligesom kappes om at henrive mig i Beundring; men til min store Forundring fandt jeg – naar jeg undtager Emlias Kilde – intet, aldeles intet, som kunde henrykke mig mere paa dette, end et andet Sted i Naturen, og – neppe fandt jeg saa meget engang. Aarsagen dertil ligger klar for hver fornuftig. Min Opmærksomhed forstyrredes af Gøglere, af Trommeslag, af elendig Musik, af Lirendreierie, af Comoedie-Udraabere, af tydske Vindhase, af Luddere, der undertiden i Teltenes Forgaard behagede at knyste og vinke saa eftertrykkeligt, som de vel torde.
Jeg ledte der, som andre Steder, efter den beskedne Friehed og Liighed, men fandt den ingensteds. Den tøilesløse og væmmelige kunde jeg maaske have fundet i visse Telte; men til disse vovede jeg ikke at nærme mig. Jeg frygtede saavel for mine Penge, som mit Legeme; thi begge Slags ere uden Tvivl paa Sirenernes Opholdssteder udsatte for slemme Ting. Kort: jeg var beklagelsesværdig i enhver Henseende, endskjøndt ingen beklagede mig.
[31]
Ingen, uden den tankeløse kan saa letsindigen opofre en heel Dag, saaledes troer jeg i det mindste, og denne Troe er ikke blind, men grundet paa reen Erfaring. Allerede har jeg tilbagelagt en Deel Aar, men aldrig kan jeg sige med Sandhed nogensinde at have ennueret mig saa meget, som ved denne Dyrehavs-Reise – og aldrig, saa længe jeg lever, skal jeg i Kildetiden martre min Siel saa gruesomt, som den blev martret denne Gang ved denne Kildereise.
Det Familie-Selskab, der havde behaget at indbyde mig, vorder jeg derimod stor Tak skyldig; thi – hvor meget de biedroge til at forsøde mig de martrende Timer, jeg i Dyrehaven maatte fordøie, er ubeskriveligt. Uskiønsom, yderst uskiønsom maatte jeg være, dersom jeg ikke erkiendte dette, men med alt dette kunde min Siel, der forventelsesfuld havde underholdt sig med noget stort, ikke tilfredstilles. Jeg søgte Friehed, beskeden Friehed, men fandt den ikke.
Overalt, hvor jeg henvendte mit Øie, sporede jeg, i Stedet for Friehed Aristokratie.
[32]
Stolteligen fremvandrede Adelsjunkeren med sin Donna, og Vee mig! ifald jeg havde vovet at kaste et bliidt Smiil til hende. Martialsk traadde røde Kioler frem og den heele ganske Forsamling maatte træde af til højre eller venstre. O! ærbødige Ydmyghed! - Jeg børe stedse lade Stolthed, din Medbeilerske, træde mig paa Nakken, ifald jeg agter at vorde lykkelig.
Men Friehed saae jeg alligevel ganske artig at resolvere iblandt det man kalder – smukke Kiøn. Ingen Teltene – ikke alle sprang, og dandsede og fiasede man af alle Kræfter med disse levende Slanger. "Der" herskede just Friehed, Endskjøndt denne Friehed er i mine Tanker for overspændt. Undseelighed og Ærbarhed ere de første Egenskaber, der bør findes hos et Fruentimmer; savnes disse hos en Pige, vil jeg sige med Dalton: Saadan een og een halv Skilling ere toe Bagateller.
Længe træt af disse Syner, der vare saa meget meere ubehagelige, som de ikke vare formodede, kom jeg da endelig atter paa Hiemveien og hvor inderligen jeg takkede Forsynet, da jeg begav mig til Hviile, er ikke tænkeligt foruden den, som har havt den Fornøjelse at konversere Damerne fra Kl. 8 om Morgenen, indtil Kl. 10½ om Aftenen, og det i Dyrehaugen.
Af dette Blad udgaaer ugentlig to halve eller et heelt Ark, som herefter bliver Subskribenterne tilbragt. | wikisource | wikisource_7996 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=22 to=25 fromsection=§5 tosection=§5 header=1 /> | wikisource | wikisource_25653 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Sangen har oprindeligt 20 vers.
<poem>
Moders navn er en himmelsk lyd,
så vide som bølgen blåner,
moders røst er den spædes fryd
og glæder, når issen gråner.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet!
Modersmål er det kraftens ord,
som lever i folkemunde,
som det elskes i syd og nord,
så sjunges det sødt i lunde.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet!
Modersmål er det rosenbånd,
som store og små omslynger,
i det lever kun fædres ånd,
og deri kun hjertet gynger.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet!
Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk at dvale.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet!
Modersmålet ved Øresund
og trindt i de grønne lunde
dejligt klinger i allen stund,
men dejligst i pigemunde.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet!
</poem> | wikisource | wikisource_4824 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Æret være Gud, Som skabte folk til at tilbede Ham, bød dem at være retfærdige og tillod de forledte at uddele retfærdig straf til forøveren.
Amerikanske folk: Denne henvendelse til jer er en genopfriskning af baggrunden for 11. (september) og de krige og konsekvenser som fulgte, og en måde at forlige alting en gang for alle. Jeg nævner i særdeleshed familierne til de som blev ramt af begivenhederne, og som for nylig har opfordret til at iværksætte en undersøgelse for at kende årsagerne. Dette er et første og vigtigt skridt i den rigtige retning ud af mange andre skridt, som bevidst er gået i den forkerte retning i løbet af de sidste otte trøstesløse år, som I har oplevet.
Hele det amerikanske folk skulle slutte op bag, eftersom forsinkelsen i at kende grundene har kostet jer dyrt, uden at den har givet nogen nævneværdig fordel.
Hvis Det Hvide Hus' administration, som er en af de to parter i striden, havde gjort det klart for jer i de sidste år, at krig var nødvendigt for at bevare jeres sikkerhed, så ville kloge folk være ivrige efter at høre på de to parter i striden, for at kende sandheden, så hør efter hvad jeg har at sige.
Allerførst vil jeg sige, at vi har gjort det klart så mange gange i de sidste to årtier, at grunden til striden med jer er jeres støtte til jeres israelske allierede, som har besat vort land, Palæstina. Denne jeres stillingtagen, sammen med andre ting som vi er vrede over, er hvad som fik os til at udføre begivenhederne 11. september. Hvis I havde kendt omfanget af vore lidelser som følge af den uretfærdighed som jøderne udøver mod os, med støtte fra jeres administration, så ville I have vidst at begge vore nationer er ofre for de politikker som udgår fra Det Hvide Hus, som i realiteten er et gidsel i hænderne på pressionsgrupper, specielt større selskaber og Israel-lobbyen.
En af de bedste til at forklare årsagerne bag d. 11. for jer, er en af jeres egne borgere, en tidligere CIA-agent, hvis samvittighed blev vakt i hans firsindstyvende år, hvorefter han besluttede at fortælle sandheden på trods af truslerne, og at fortælle jer om budskabet bag d. 11. Så med dette formål for øje foretog han sig visse handlinger, herunder udgivelsen af bogen "Apology of a hired Assassin".
Hvad angår det palæstinensiske folks lidelse, så har Obama fornylig i sin tale i Kairo anerkendt lidelsen for vore frænder dér, som lever under besættelse og belejring. Ting og sager vil stå mere klart for jer hvis I læser hvad jeres tidligere præsident, Carter, skrev om den racisme, som israelerne forøver mod vore frænder i Palæstina, og også hvis I lyttede til hans vidnesbyrd for nogle uger siden under hans besøg i den ødelagte og belejrede Gaza-stribe. Han sagde i det vidnesbyrd, at befolkningen i Gaza behandles mere som dyr end som mennesker. For os rækker Gud, og Han er den bedste forvalter af sager.
Her bør vi holde en længere pause. Enhver med blot et gran af barmhjertighed i sit hjerte kan ikke andet end føle med de undertrykte ældre, kvinder, og børn som lever under den dødelige belejring. Ydermere bliver de beskudt af zionisterne med amerikansk-fremstillede fosforbomber. Livet dér er tragisk hinsides enhver beskrivelse, i en grad så børn dør i deres forældres eller i lægers arme på grund af mangel på mad og medicin og af strømafbrydelser. Det er i sandhed en stor skam for verdens-politikere, at de er tilfredse med dét, og for deres tilhængere, som handler med forhåndsviden og fuldt overlæg og under indflydelse fra Israel-lobbyen i Amerika. Disse detaljer er skildret af to af jeres landsmænd. De er John Mearsheimer og Stephen Walt i deres bog "The Israel Lobby in The United States".
Når I har læst de to foreslåede bøger vil I kende sandheden og I vil blive alvorligt chokeret over omfanget af forstillelse som er blevet udført over for jer. I vil også lære, at de som i dag fremkommer med udtalelser inde fra Det Hvide Hus, og som hævder at jeres krige mod os er nødvendige for jeres sikkerhed, i realiteten arbejder ud fra samme udgangspunkt som Cheney og Bush, og de slår til lyd for de tidligere politikker med intimidering, for at markedsføre interesserne fra de relevante større selskaber, alt sammen til en pris af jeres blod og jeres penge. Det er faktisk dem som leder jer ind i krige, ikke mujahedinerne. Vi forsvarer blot vores ret til at befri vort land.
Hvis I nøje gennemtænker jeres situation, vil I forstå at pressionsgrupper har okkuperet Det Hvide Hus. I skulle have anstrengt jer for at befri det, i stedet for at kæmpe for at befri Irak, som Bush hævdede. Lederen i Det Hvide Hus, er under disse omstændigheder, og uanset hvem han er, at ligne med en togfører som ikke kan andet end at følge jernbanesporene, som disse pressionsgrupper har lagt. Ellers vil hans vej være blokeret og han vil frygte at hans skæbne vil blive den samme som tidligere præsident Kennedy og hans broder.
I en nøddeskal, så er det tid til at befri jer selv for frygt og for den intellektuelle terrorisme, som udføres imod jer fra de neokonservative og Israel-lobbyen. I bør lægge alliancen med israelerne på bordet til fri diskussion. I bør stille jer selv følgende spørgsmål, sådan at I kan beslutte jer: Synes I om israelernes sikkerhed, sønner, økonomi, og rygte mere end jeres egen sikkerhed, blod, sønner, penge, jobs, hus, økonomi, og rygte? Hvis I vælger jeres egen sikkerhed og stopper krigene - og dette er noget som opinionsundersøgelser viser - så kræver dette at I handler for at stoppe de, som skalter og valter med jeres sikkerhed hos jer. Vi er parat til at svare på dette ud fra det sunde og fair udgangspunkt, som er nævnt tidligere.
Her er et vigtigt punkt som vi bør holde for øje, når det drejer sig om krig og hvordan man stopper den. Da Bush kom til magten og udpegede en forsvarsminister [Donald Rumsfeld], som var den, der ydede det største bidrag til drabene på mere end to millioner forfulgte landsbyboere i Vietnam, forudså forstandige folk at Bush forberedte nye massakrer i sin æra. Det var hvad der skete i Irak og Afghanistan. Da Obama kom til magten og beholdte Bush og Cheney's mænd - nemlig alle de højeste embedsmænd i forsvarsministeriet, som Gates, Mullen, og Petraeus - forstod forstandige folk at Obama var en svag person, som ikke vil være i stand til at stoppe krigen, som han havde lovet og at han ville trække tiden i langdrag så meget som muligt. Hvis det var ham der besluttede, så ville han overlade kommandoen til de generaler, som er imod denne formålsløse krig, såsom den tidligere øverstkommanderende for tropperne i Irak, General Sanchez, og kommandanten fra Central Command, som blev tvunget af Bush til at træde tilbage kun på grund af sin modstand mod krigen, kort før Bush forlod Det Hvide Hus. Han udpegede i stedet for en person som ville eskalere krigen. Under dække af sin vilje til at samarbejde med republikanerne, lavede Obama sit største trick, da han beholdt den vigtigste og mest farlige minister af Cheney's mænd for at fortsætte krigen. De kommende dage vil gøre det klart for jer, at I kun har udskiftet ansigterne i Det Hvide Hus. Den bitre sandhed er at de neokonservative stadig udgør en stor byrde for jer.
Endnu engang: Hvis I stopper krigen, så er det fint. Hvis I vælger ikke at stoppe krigen, så har vi intet andet valg end at fortsætte udmattelseskrigen mod jer på alle mulige fronter, akkurat som vi gjorde med Sovjetunionen i 10 år indtil det faldt fra hinanden, med Guds nåde. Fortsæt krigen så længe I ønsker. I kæmper en desperat krig, som I er ved at tabe, og som er til gavn for andre. Der synes ikke at være udsigt til nogen ende på denne krig.
Russiske generaler, som lærte lektien fra slagene i Afghanistan, har forudset resultatet af denne krig før den begyndte, men I synes ikke om de som giver jer råd. Dette er en krig I taber, Guds vilje ske, eftersom den er financeret med penge som er lånt til eksorbitante renter, og den udkæmpes af soldater hvis moral er nede og som begår selvmord dagligt for at slippe for krigen.
Denne krig var medicineret af to doktorer, Cheney og Bush, som en kur efter begivenhederne 11. september. Men bitterheden og tabene forårsaget af denne krig er større end bitterheden efter selve begivenhederne. Den akkumulerede gæld som er ophobet som resultat af denne krig har næsten gjort det af med hele den amerikanske økonomi. Det er blevet sagt at sygdommen kan være mindre slem end visse mediciner.
Takket være Gud bærer vi vores våben på vore skuldre og har kæmpet mod de to ondskabens poler i Øst og i Vest i 30 år. Gennem hele denne periode har vi ikke set nogen tilfælde af selvmord blandt os, på trods af den internationale forfølgelse af os. Vi takker Gud for dette. Dette viser sundheden i vor anskuelse og tro og retfærdigheden af vor sag. Hvis Gud vil det vil vi fortsætte med at befri vort land. Vort våben er tålmodighed. Vi søger sejren fra Gud. Vi vil ikke opgive Al-Aqsa moskeen. Vi holder fast i Palæstina mere end vi holder fast i vore sjæle. Fortsæt krigen så længe I ønsker, vi vil aldrig slå en handel af over det (Palæstina).
________________________ | wikisource | wikisource_4090 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=62 to=63 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_15060 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Baden som Rektor i Helsingør.
Ved Gehejmeraad Bernstorff men især ved sin store Velynder Biskop Harbes kraftige Medvirkning blev da Baden i Aaret 1766 ansat ved den latinske Skole i Helsingør som Rektor designatus og Konrektor. Dog Forøgelsen i Embedsindkomster denne Forflyttelse skaffede ham var længe kun liden. Thi i fem Aar maatte han blot med Indkomster som Konrektor afvarte sin gamle Formands Død. Imidlertid søgte han vel Rektoratet ved Frue latinske Skole i København, var og nær ved at naa det, men maatte staa tilbage for Neus, som ved en lille Afhandling i Fædrenelandets Oldhistorie havde skaffet sig en Patron i de danske Musers – sær den historiske – da værende Beskytter Grev Thott. Thi denne Ministers Godhed for Alt hvad der var gammelt Nordisk og Dansk gik saavidt, at jeg af en den Tids Sollisitant har ladet mig fortælle, at naar en eller anden Supplikant opvartede ham, og denne havde et ægte dansk Navn f. E. Ravn, saa spurgte han om Supplikanten skrev sit Navn med et v eller f, for derved – rimeligt – at komme efter en eller anden gammel dansk Familie. – Med Suhm, der ellers var en Ven af Thott, og skønt selv opofret Historiens Muse dog ogsaa yndede Badens Videnskaber, var Baden dog endnu ikke personlig bekændt, og blev det først nogle Aar efter, da Suhm besøgte ham i Helsingør af Lyst til at gøre Bekændskab med en Mand, der nu allerede havde et stort Navn i vor Literatur, og agtedes af Mænd som Luxtorff, Jakobi, Rothe, Guldberg, Sporon og Flere som deres største Aristark. Dette Navn havde Baden at takke dels sine forhen omtalte literariske Produkter, men dels og fornemmelig vel sin kritiske Jurnal – et Arbejde, han dog mindre af Lyst end af Nødvendighed paatog sig. Thi som hans Familie tiltog, maatte og hans Udgifter forøges. Hvem ved ikke de Bekostninger Flytning og Rejsen med Kone og Børn føre med sig? Gæld havde han fra sine Studenterdage og nogen Gæld maatte han gøre som Embedsmand, der endda skulle have bleven større, hvis han ej havde havt den store Lyst til Arbejde. Han paatog sig derfor efter sin Forflyttelse til Helsingør den kritiske Jurnal, dertil især overtalt af det københavnske Adressekontors da værende virksomme Bestyrer den af København sær dets Fattigvæsen og Almue fortjente Agent Holk. Uagtet denne Badens lærde Tidende skreves med en Upartiskhed og Frimodighed, at hverken Forfatterens ophøjede Rang i det borgerlige Liv, eller hans Anseelse i Literaturens Rige hindrede den kritiske Jurnals Resensent i at sige sin Mening, uagtet derfor den Kansellideputerede Luxdorphs carmina resenseredes med samme Strænghed og Fuldstændighed som Kandidatens specimina, uagtet derfor den som Skribent allerede i mange Aar bekændte og berømte Suhm flere Gange alvorlig bebreidedes sin fornemmelig i sine historiske Skrifter unægtelige Efterlandenhed i Henseende til Stilen og Sproget som vor store Rothe sin affekterede Stil – saa optoges dog Badens kritiske Jurnal med almindelig Bifald, og læstes altid begærlig. Dette store Bifald gjorde og, at Baden vedblev Jurnalen, uagtet han ved at assendere til det helsingørske Rektorats fulde Indkomster, fik sine Kaar forbedrede, hvorvel han tit kededes ved et Arbejde, der i sig selv ikke kan være behageligt, skaffer tit mægtige og uforsonlige Uvenner, og dertil – som han sagde – holdt ham fra de egentlige Videnskaber sær Sprogenes Studium. Badens Kundskaber i det latinske Sprog vare og allerede saa erkændte, at de, der under det struenseiske Ministerium forestode den da forehavende Forandring med Universitetet og de lærde Skoler, havde bestemt ham til Professor i dette Sprog i Wadskiærs Sted, hvis Afgang var besluttet. Men uagtet Baden derved var ti Aar tidligere kommen ind ved Universitetet, hvor Senium er saa vigtig, og hvor han siden maatte staa tilbage for meget yngre Mænd, saa yttrede han dog tit sin Fornøjelse over ikke at skulle se paa en anden brav Mand mod sin Villie maatte give Plads for sig. Thi kunde end Wadskiær ikke maale sig med Baden med Hensyn til filologiske Indsigter, saa var han dog en i Fædrelandets Historie meget beløben Mand, der og med sine Kundskaber heri har gaaet Pontoppidan meget tilhaande i de flere til Fædrenelandets Historie henhørende Skrifter, denne Lærde udgav, men især i hans Kirkehistorie, det Pontoppidan selv taknemmelig erindrer i sin af ham selv forfattede og endnu i Haandskrift liggende Levnetsbeskrivelse, som hans værdige Søn Hr. Justitsraad og Raadmand Pontoppidan har havt den Godhed at laane mig. Wadskiær var og meget bekymret ved Rygtet om sin Afgang, som han endog tog sig saa nær, at da han en Dag kommer gaaende op af Kristiansborg Slotstrappe og møder en af sine Venner – jeg tror Klevenfeld – der paa Wadskiærs Tilspørgsel om hvad Nyt? fortæller Wadskiær sin Afgang med Tillæg: hodie mihi cras tibi, blev Wadskiær saa forfærdet, at han ganske stum vender om, gaar hjem, og lægger sig til Sengs. Overalt skønt Baden under det struenseiske Ministerium havde i den lærde Biskop Gunnerus, smagfulde Professor Berger, oplyste Pastor Resewitz og flere formaaende Velyndere og Venner, saa billigede han dog aldrig de med Nasionens Tænkemaade kontrasterende, hovedkulds, og just derved voldsomme Forandringer, som dette Ministerium virkede, hvis Fald han derfor med alle Retsindige ansaa som en Lykke for sit Fødeland. Som han derfor saa smukt udtrykte sig i Dedikasionen for den første Del af sin Tacitus, at selv Pastor Resewitz sagde, han aldrig havde læst en nydeligere og mere velskreven Dedikasion, saa tænkte og virkelig Baden. At ellers en Mand af Badens Arbejdsomhed ikke lod den under Struensees Ministerium gyldne Trykkefrihedsperiode gaa uafbenyttet bort var rimeligt. Ogsaa har han siden vedkændt sig tvende i denne Periode udkomne Afhandlinger, der allerførst offentlig paaanker flere Mangler ved vore latinske Skoler og vort Universitet, Mangler som siden i vore Dage paa ny ere fremtrukne af Andre, og det stundum med større Hæld, fordi det oftest – som Baden selv siger – ikke kommer saameget an paa Sandhederne der siges, som hvorledes Tiderne ere beredte paa at modtage dem.
Men vi gaa til Baden for at betragte ham noget nøjere i sin Skole i Helsingør. Thi uagtet han – som sagt – vedblev lige til han forlod denne Skoles Bestyrelse sit ugentlige Arbejde med den kritiske Jurnal, der forbandt ham til at læse Alt hvad vor Literatur frembragte; uagtet han derfor ikke forsømte sine Yndlingsvidenskaber Sprogene, men jævnlig gav i Trykken nu et nu andet lærd Arbejde; saa udmærkede han sig dog altid som en for sin Skole virksom Rektor være sig med Hensyn til Skolens indvortes eller udvortes Bestyrelse. Bevis herfor ligger noksom i den bekændte Lyster, hvori han bragte Helsingørs latinske Skole. Thi da Dissiplernes Antal var i hans Formands Alderdom saaledes aftagen, at Skolen skulle have gaaet under, hvis ikke en af dens Hørere og fortjente Lærere Mikael Orsleff fra Gaden havde optagen Drenge, dem han maatte begynde med lige fra Abeseten, saa søgtes den derimod under Baden saa stærkt, at man i Aaret 1780, da han gik fra den til Universitetet, talte 80 Dissipler. Ikke maa man, forledet af Helsingørs Størrelse, og de gode Stipendier hvormed denne Byes latinske Skole rigtig nok er aflagt, tro, at Mængden af denne Skoles Dissipler vare Børn fra selve Byen satte i Skolen af Forældre, der kun opofre deres Børn til Studeringer for ved dem at oppebære Skolens Stipendier – en Misbrug som desværre finder Sted ved saamange af disse lærde Underviisningsinstituter. – Nej – saadanne urene Hensigter understøttede han ikke, men tillige var han og meget varsom inden han tiltroede ellers skikkelige Forældre slig Uredelighed. Ei var ham Fattigdom strax mistænkt, og aldrig kunde han, som selv fra Barndommen af havde kæmpet mod Mangel, vilde gøre Vejen for det fattige Bart at studere trangere, end den alligevel er. Tvertimod sagde han ofte at have erfaret, at den fattige Dissipel, der intet har at stole paa, var den flittigste. Ogsaa troede han, at ikke blot Genier eller udmærkede Hoveder skulle studere; men at saalænge Staten har saamange gejstlige Embeder, der alle udfordre studerede Betjente, der uden fortrinlige Geniets Talenter dog kan være i deres Kreds virksomme og nyttige Embedsmænd, saalænge desuden Opdragelsen og Underviisningen i vore danske Skoler er saaledes, at man maatte ønske hvert og et Statens Embede blot besattes af Studerede, - saalænge kunde og de mindre gode men flittige Hoveder vorde som studerede langt dueligere Embedsmænd end de ellers blive. – Uden Tvivl var paa samme Grunde bygget Kongebudet hvorefter ingen i Kollegierne maatte antages som ei var Student – en for Videnskaberne herlig Indretning – men der – som flere – disværre har tabt sig med den Ministers Afgang, hvis Ministerium udmærkede sig ved Omsorg for Videnskabernes Opkomst hos os, fordi han selv havde ved Videnskaber og Talenter – ikke ved tilfældig Fødsel – svungen sig op til en Post, der overbeviste ham om Literaturens mægtige Hjelp til at danne den oplyste Statsmand og Fædrenelandsven, som vor Jakob Baden selv udtrykker sig om denne Minister i Fortalen til sin latinske Grammatika. – Helsingørs skønt ikke lille By afgav dog ofte i Badens Tid de færreste Dissipler til den latinske Skole, i det mindste vare de udenbyes sær fra Norge og Bornholm ligesaamange og ofte flere. Saaledes erindrer jeg mig at af 10 Dissipler som 1780 deponerede fra Helsingørs latinske Skole vare vi kun trende Børn af Byen, alle de øvrige vare Nordmænd og Bornholmere. Selv havde vor lærde Baden gaaet i en offentlig latinsk Skole – en Egenskab der maaske fortjente ved vore Rektoraters Besættelse noget mere at paases – selv kændte han derfor af Erfarenhed denne Slags Skolers Mangler, men ogsaa var han overbeviist om deres Fortrin og Fordele fremfor den private huslige Undervisning. Hertil regnede han især at Dissiplerne i disse offentlige Stiftelser kunde under ordentlige Lærere tilvænnes en vis Orden og Subordinasion, hvis velgørende Indflydelse de kunde spore deres hele Liv igænnem. Nøje maatte derfor iagttages de lovbefalede Skoletimer saa i hans egen Klasse eller Mesterleksie som i de saa kaldte Smaaleksier eller Hørernes Klasser. Til vis bestemt Tid begyndtes derfor Informasionen i den hele Skole om Morgenen efter en foregaaende kort Sang og Bøn, som altid en af Hørerne skulle overvære, og til bestemt Tid saavel Formiddag som Eftermiddag ophørte Informasionen i alle Klasser, ligeledes om Aftenen med en kort Bøn eller et Par Vers af en passende salme, som han i sine Informasionsdage altid selv var overværende ved. Ved Lys læstes aldrig paa Skolen, men dog eftergaves ikke noget af de befalede Skoletimer. Thi naar om Vinteren i de korte Dage Klk. henved 4 ikke længer kunde læses, maatte hans Klasses Dissipler være beredte paa Historier, dem de skulle fortælle ham og Meddissipler enten paa dansk eller latin. Det var ham ligemeget hvor de toge Historierne fra, eller om det var blot Avisnyheder, thi det var ham kun om at gøre, at de Unge tilvandte sig ordentlig og i et godt Sprog at fortælle, hvad de havde læst. Dog da kun faa havde Skønsomhed til selv at vælge, anbefalede han dem især, efterat dette Skrift var udkommet, Mallings store og gode Handlinger, og erindrer jeg mig, at vi saaledes en Vinter gænnemgik dette fortreflige Skrift, hvis Læsning i vore latinske Skoler fortjente noget mere at paases, end man, fordi det ikke er nogen Examensbog, sædvanlig paaser. Saalidet vor Baden var og er bigot, det er saa lidet han hænger i sin Religions, eller bestemtere, Dogmatikens Smaating, og saalidet han derfor søgte under Navn af Religion at paanøde den ham betroede Ungdom alle Systemets Subtiliteter, saamegen Afsky bar han for Irreligiositet, og spaaede sig ikke godt, naar han mærkede hos den Unge tidlig Hang hertil. Sjælden udlod han sig derfor med den Unge om vor Religions Mysterier, og naar endelig den Unges Nysgerrighed og Videlyst eller andet nødte ham til nøjere at udlade sig, skedte det altid med en ærbødig Agt og klog Varsomhed. Han gjorde saaledes den Unge opmærksom paa: at der i alle positive Religioner fandtes Mysterier: at man, saavidt vor Kundskab om Mennesket strækker sig, finder enkelte vor positive Religionslærdomme ligesaavidt udbredte, som den om et højeste Væsen: at der vel gaves i Religionen en eller anden Lærdom, som ved Misforstaaelse kunde for Enkelte blive skadelig, men at oplyste og duelige Folkelærere kunde forebygge denne Skade, uden at nedbryde selve Lærdommen, og derved betage de Svage og Samvittigfulde deres beroligende Tørst. Samme Orden og Stilhed som Dissiplen skulle iagttage under den offentlige Undervisning paa Skolen, maatte og derfor vises under Gudstjenesten i Kirken. Og da Helsingørs latinske Skole besørger, som de allerfleste dette Slags Skoler, Sangen ved de kirkelige Forretninger; saa maatte disse med samme Nøjagtighed som de egentlige Skolesysler af Dissiplerne paapasses under Opsyn af en af Skolens tre Hørere, som altid til Ordens Overholdelse skulle være efter sin Tur nærværende. Meget vel indsaa Baden den Tidsspilde og de andre Ulejligheder, der baade for Lærerne og Dissiplerne ere forbundne med denne Opvartning i Kirken og ved de kirkelige Forretninger, som fra gamle Tider er paalagt vore latinske Skoler. Men skønsom erindrede han tillige, og ville at de ham underordnede Lærere og Dissipler ligeledes skulle erindre sig, at det er denne kirkelige Opvartning disse for Staten vigtige Stiftelser have at takke for deres Tilværelse og Underhold. Istedet derfor at opholde sig over Forfædrenes med nuværende Tider mindre passende Indretninger søgte han klogelig at hæve eller dog formindske det Byrdefulde i dem, og overalt at lempe Indretningen efter Tiderne paa en Maade, der hverken betog de Unge den taknemmelige Agt som skyldtes deres for Sekler siden hensovede goddædige Forfædre, eller kunde berøve dem de umistelige Fordele hine havde bestemt dem. Ej bankedes Dissiplerne til at skulle gaa i Kirke, ikke heller pinedes de til at skulle gøre Rede for Indholdet af Prækenen. Men Sangen skulle besørges, ingen af de kirkelige Forretninger maatte forsømmes. Derfor indrettede Baden det saaledes, at af de fire Klasser, Helsingørs latinske Skole udgjør, de trende nedre Klasser eller Smaaleksierne hver havde sin Uge under sin Hørers Opsyn at besørge dels de tvende daglige Kirkebønner, dels Ugedagsprækener og andre paa Søgnedagene forefaldende Kirkeforretninger. Desuden vare af det hele Antal Dissipler udtagne fem eller sex saa kaldte Notarier, der vare de fattigste men tillige de bedste Sangere, hvilke af Skolens Stipendier finge et overordentlig Tillæg, fordi de altid uden Hensyn til Leksien, hvori de sad, skulle være tilstede og bestyre Sangen i og udenfor Kirken. Om Søndagen vare alle Skolens Dissipler forbundne til at møde i Kirken, og skulle derfor, naar det ringede første Gang samle sig paa Skolen, hvorfra de i Orden Par og Par fulgte til Kirken under Anførsel af den Hører, som det den Uge skulle paaligge, at have Inspeksionen ved Skolens kirkelige Forretninger. Dog da Dissiplernes Antal under Badens Rektorat aarlig tiltog, gjordes og den Indskrænkning især i den kolde Vinter, at kun de Ældre og af stærkere Konstitusion i alle Klasser besørgede Sangen til Højmesse, og de Yngre til Aftensang. Men for at faa den Unge uden støjende Skænden og slavisk Banken i sit Møde paa Skolen, være sig for Informasionen eller de kirkelige Forretninger, tilvandt denne fastsatte nyttige Orden; for tillige, naar denne overtraadtes og forsømtes, at straffe Forældrene eller dem, som uden for Skolen hjemme i Husene havde Opsyn med Ynglingen, og derfor burde tilholde ham, at staa op i Tide og passe sin foreskrevne Skole og Kirketid, var for Dissiplen fastsat en Mulkt af 2, 4, 8, 16 eller flere Skillinger, alt eftersom han enten ikke mødte paa Pladsen til bestemt Tid, eller og ganske udeblev. Mulkterne, som af enhver Lærer i sin Klasse daglig optegnedes, betaltes qvartaliter ved Afdrag i den forsømmelige Dissipels Skolestipendium, som til den Tid uddeltes offentlig af Rektor paa Skolen i samtlige Dissiplers, alle Skolens Lærerers, og en af Byens Magistrats Overværelse. Saaledes at mulkteres, naar Mulkten steg til en vis Højde, ansaas virkelig mellem selve Dissiplerne indbyrdes for en saadan Skam, at selv den mere formuende Mands Søn undsaa sig herved for sine fattige og mindre formuende Meddissipler. Thi ligesom ingen efter Lovene for vore latinske Skoler, maa nyde disses Stipendier, uden at tage Del i de Dissiplene paalagte Kirkeforretninger, saa skælnes og derfor i mange af disse Skoler mellem de mere formuende Mænds Børn og de fattige Dissipler. Men af denne Forskæl vidste man intet i Helsingørs latinske Skole, thi her havde Baden faaet det saaledes, at ingen Forældre eller Formyndere, som satte deres Børn og Myndlinge i hans Skole, unddroge dem fra at deltage i disse Kirkeforretninger. Og sandelig saaledes synes mig og det burde være, saalænge vore latinske Skoler endnu har at besørge disse kirkelige Opvartninger. Men at skille dem ved samme er ikke saa let, uden paa disse Stiftelsers Indkomster, som ved Mange ere ringe nok, at gøre for stort et Skaar. Overalt saalænge alle disse vore latinske Skolers Dissiplers Opvartninger ved de kirkelige Forretninger ere indskrænkede til visse lovbestemte Tider, og ikke bero paa Præsternes Magelighed og Beqvemhed, saalænge vore Skoler bestyres af kloge praktiske Lærere, saalænge – dog herom kunde siges saameget, hvortil ikke her er Stedet, men hvorfor man tillade mig jeg tror, at den Tid vor studerende Ungdom maa anvende paa hine Opvartninger, ikke er saa stor eller betydelig som Magelighed og Nyhedssyge ofte udskriger den for. Under latinske Skoledissiplers Værdighed indser jeg heller ikke disse Opvartninger kan være især naar ingen Forskæl gøres mellem de saa kaldte fornemme Folks Børn og de af ringere Stand. Den Velbaarne Mands Søn maatte i Helsingørs latinske Skole ligesaavel besørge de kirkelige Opvartninger som Mesterens Søn. Herved kunde tidlig Børn tilvænnes til at ringeagte det Skillerum Fødselen gør, og at de tidlig vænnes hertil er en ikke liden Fordel vore offentlige Skoler føre med sig, og hvorfor det var at ønske, de mere søgtes af Stormændenes Børn. Jeg indser ikke at en Griffenfeld, eller Løvenørn, eller Guldberg, og flere store Mænd, behøver at rødmes ved Mindet om de Timer af deres Drengeaar, som i den latinske Skole tilbragtes med at synge for Lig, til Bryllup, og andre kirkelige Opvartninger, der dog aldrig har hindret den store Siel hos Drengen, at blive fastere og større hos Manden. Rask som rigtig svarede ogsaa Kristianias latinske Skoles sin Tids brave Skolelærer Rektor Hersleb – Broder til Sællands Bisp af samme Navn – Norges Statholder – jeg tror – Benzon, der stødte sig over, at Rektor havde faaet udvirket en kongelig Kommission til at paadømme en mellem nogle Byens Haandværkssvenne og den latinske Skoles Dissipler opkommen Uenighed, den Statholderen troede Rektor, uden videre Undersøgelse paa hvis Side egentlig Skylden laa, ved at straffe Dissiplene skulle afgøre, hvilken sin Fortrydelse Statholderen i det han traadte ind i Kommissionen, hvori han og skulle sidde tilkændegav Rektor i de Ord: ”det er en Skam Hr. Rektor at slige Poge skulle gøre en saamegen Uleilighed.” ”Ja Deres Exellense” svarede Hersleb i det han lagde sin Haand paa Statholderens Ordensbaand ”det er af saadanne Poge man kan gøre saadanne Mænd.”
Ved disse og flere vor Badens nyttige Indretninger i den ham betroede Skole ansaas han nu ikke blot som en lærd Mand, men og som en sin Tids udmærket Skolelærer, hvis Metode i at undervise Ungdommen, opmuntre den til Flid, og i Almindelighed at bestyre en Skole yndedes og efterfulgtes. Endskønt derfor Baden vel ikke sad i den Kommission, paa hvis Forestilling Skoleforordningen af 1775 er udfærdiget, saa blev han dog af Vedkommende heri spurgt til Raads, og hans Raad fulgte. Thi vore Videnskabers daværende Beskytter Gehejmeraad og Statssekretær Guldberg, hvis Ministerium skal være uforglemmelig saalænge Videnskaber agtes i Danmark, Norge og Hosten, bar megen Agt for Baden. Denne Guldbergs Højagtelse gør hans Karakter og Tænkemaade saamegen mere Ære, som i det Mellemrum fra deres Studenterdage, da de havde været Venner, til nu Guldberg spillede sin store ærefulde Rolle, var mellem dem opkommen en Slags Misforstaaelse. Baden havde nemlig i sin kritiske Jurnal temmelig skarpt resenseret den første Del af Guldbergs Verdens Historie. Ikke at han miskændte dette fortræflige og i vort Modersmaal eneste Værk. Nej! tvertimod roser han i sin Resension Guldbergs Flid i Undersøgelser, Skønsomhed i Betragtninger, Lykke i Begivenhedernes Valg og Forbindelse, hans ædle, stærke og underholdende Sprog, hans yndige og henrivende Fortælningsmaade, og tillagte overalt Forfatteren for sit Geni, sin Lærdom og Flid de største Lovtaler. Men med Dionys af Halikarnas troede Baden som Resensent altid det tilladt at sige sine Tanker over Apells, Zeuxis, Protagens og andre berømte Maleres Konst, omendskønt han ikke tiltroede sig selv deres Duelighed. Med Frihed og uden Forbeholdenhed dadlede Baden derfor, hvad ham syntes i Guldbergs Historie fortjente Daddel, der dog mest bestod i en og anden Anmærkning ved den berømte Forfatters Stil og Sprog, Anmærkninger som man vel endog tør finde Guldberg i den følgende Del af sin Historie har ikke ladet hengaa ubenyttede. Imidlertid at Guldberg dog den Gang blev vred over Badens Resension, viser hans til Resensenten i den kritiske Jurnal indførte Skrivelse. Dog alt for ophøjet af Tænkemaade var Guldberg, alt for meget følte han for Videnskaberne, til at han i sin ophøjede Post skulle lade Baden føle Virkning af en saadan Misforstaaelse. Nej! ikke alene yttrede Ministeren Guldberg ikke sligt, men han gjorde endog Meget for at give Baden Beviser paa sit Venskab og sin Agtelse for ham. Guldberg skaffede saaledes Baden Regeringens Understøttelse i at udgive Oversættelsen af Tacitus. Guldberg understøttede Biskop Harboes Forslag til at Baden fik et aarligt Tillæg af 200 Rdlr., fordi han uden Betaling havde informeret og fremdeles saaledes skulle vedblive at informere Helsingørs latinske Skoles Dissipler i de levende Sprog Tydsk, Fransk og Engelsk. Selv da, naar Baden ikke altid handlede, som hans Mæsen det ønskede, kunde denne dog ikke glemme Badens udmærkede Fortjenester som Lærd og som Skolemand. Thi skønt man i vore nyere Dage har set denne ligesaa oplyste som lærde Skribent offentlig beskyldt for Aristokrati, Bigotteri og Gud ved hvorfor – fordi, kan jeg tro, Manden mod de 70 ikke i Alt kan sympatisere med Ynglingen under de 30 Aar, - saa var dog nok i hine Tider Baden snarere – i det mindste stundum – mistænkt for det Modsatte. Ogsaa vil i hans Skrifter fra den Tid som i alle hans 40 Aars mange Skrifter kunde findes flere Beviser paa, at aldrig var Professor Jakob Baden den Forfatter, som krøb for Overmagten, misbrugte sin Pen til at tale Uretfærdigheds Sag, eller frygtede for paa en beskeden Maade at sige ophøjede Voldsmænd Sandheden. Men især kan næsten et og hvert No. af den kritiske Jurnal afgive et indlysende Vidnesbyrd for Badens fri Tænkemaade. Intet Under derfor at dens Ytring ikke altid anstod Ministeren Guldberg, hvis hele Ministerium udmærker sig ved en nøje Overholdelse af Kongens sin Herres Suverænitet, hvorimod han troede stred en alt for fri Tankens offentlige Ytring saa i politiske som religiøse Ting. Men det var ikke Lyst til Daddel eller Satire der førte Badens Pen, det var Overbevisning og Lyst til at gavne det Almindelige. Adskillige Gange fik dog den kritiske Jurnals Udgiver dels middelbare dels umiddelbare Erindringer fra Regeringen om at være noget varsommere i sine Udtryk, men især fik han engang herom en alvorlig – jeg tror Kabinetsordre, der stødte den koleriske Baden saameget, at han længe holdt sig med Forsæt fra at opvarte Guldberg. Imidlertid hænder det sig, at Konrektoratet ved Helsingørs latinske Skole vorder ledig, og Baden meget ønskede at faa dertil en ung Mand, der havde været hans Dissipel, og som han meget yndede. Biskop Harbo, der bar en uindskrænket Tillid og Godhed til Baden og derfor satte altid en Fornøjelse i at føje Baden i hvad han kunde, ønskede derfor ligeledes at hin Kandidat maatte naa Embedet, da han desuden kændte ham som en brav ung Mand. Men tillige vidste den gode Bisp, hvormeget Guldberg interesserede sig for et videnskabeligt Embedes Besættelse, vidste Forstaaelsen mellem Guldberg og Baden, vidste at denne sidste var tenax propositi, og vel derfor selv kun nødig gik til Ministeren, for at faa ham paa sin Side. Thi sagde Bispen til hin unge Mand: ”kan De faa Baden til Selv derom mundtlig at tale med Guldberg er jeg vis paa vi faa ham paa vor Side, og han skal gøre Alt for at understøtte vort Ønske.” Baden gik og strax, paa denne sin Klients Beretning og hans Anmodning, til Ministeren, der strax bevidnede Baden sin Fornøjelse over at kunne tjene en gammel agtbar Ven, som han beklagede nu ikke længe at have set, og hin unge Mand fik kort efter Konrektoratet. Jeg anfører saadanne smaa, efter Tilsyneladende og maaske for Mange, ubetydelige, men for Menneskekænderen vist vigtige og velkomne Anekdoter, fordi de just fra Karakterens Side nøjere lære at kænde to saa mærkelige Mænd – som Guldberg og Baden – bedre end alle deres Skrifter og mange deres i Publikum bekændte Handlinger. – Nej – langtfra var vor Baden nogensinde den Mand, der blandt Jordens Store søgte at gøre sig Guder. De der gøre ham denne Beskyldning, have hverken upartisk læst og vildet læst alle hans mange 40 Aars Skrifter, eller kænde ham i sit private Liv. Tvertimod har han ofte bebrejdet sig, tit at have i sine yngre Aar i Omgang med hine Store forsømt en eller anden Opvartning, eller Høflighed eller Attension, som – saa sagde han – oftest kun koste lidet, naar det indrenter meget; at have for hastig stødt sig over et og andet; og alvorlig irettesætter han sine Børn, naar han hos dem undertiden mærker denne Arvesynd, som – saa siger han – oftest kun er en Virkning af den samme Stolthed hos os selv, som vi klage over hos hine Ophøjede. Ogsaa ved jeg heller ikke at Baden iblant alle vore mange Pladsmænd baade de henfarne og endnu levende, har havt eller har foruden Guldberg andre Patroner eller Velyndere end begge Bernstorfferne og Schack Rathlov, dem han altid med Fornøjelse taler om, og naar han havde opvartet dem forlod oprømt, fordi de yndede hans vedvarende, flittige og mangeaarige Bestræbelser for vor Litteratur. Thi videre forlangte Baden aldrig af sine Patroner; Paatrængenhed skyede han altid, og det er ham derfor ubehageligt naar han for sig og Sine skulle begære selv de retfærdigste Fordele. Men derfor var og Baden heller aldrig den, som enten frygtede for at modsige sin Patron, eller lod sig lede til i alle Sælskaber og ved alle Lejligheder at rose Patronens Handlinger.
Saaledes var det langtfra at Baden i Alt billigede den af Guldberg i Aaret 1775 udvirkede forommeldte Skoleforordning. Ham syntes, at det var for meget Teologi, som efter denne Anordning skulle læses, og at naar endelig i de latinske Skoler skulle læses mere Teologi end af en Skoledissipel kan forlanges til Konfirmationen, burde man beholdt et latinsk Kompendium. Overalt troede han, at man ikke havde gjordt Ret i, ganske at forandre alle de saa kaldte præcepta i Skolerne fra Latin til Dansk, siden dog alle Embedsexamina ved Universitetet ere, som han troede de burde blive, paa Latin, hvorved det er for Kandidaten en stor Lettelse, at have i sin Ungdom fattet i Hukommelsen et latinsk Kompendium. Ei billigede han heller at Matematiken, denne for sin store Indflydelse paa Sjeleevnernes Dannelse vigtige Videnskab, var udelukt i den ny Skoleforordning. At derimod Astronomien var beholdt ansaa han som en Kompliment for Professoren i denne Videnskab, Etatsraad Horrebov, der just var Medlem i da værende Skolekommission. Men vigtigere end de befalede Øvelser i at gøre latinske Vers ansaa han latinske Stiløvelser, hvortil derfor Dissiplerne flittig holdtes paa en Maade, der øvede dem paa en Gang baade i den danske og latinske Stil. Thi Baden tog gærne et dansk Skrift, hvis Sprog ikke just var det rigtigste, gænnemgik heraf det Stykke, som skulle oversættes paa latin, og viste ved hvert Ord og enhver Konstruksion Skribentens Sprogfejl.
En Følge af Guldbergs vedvarende Agt for Baden var, at han i Aaret 1774 aflagdes med Titel som Professor Extraordinarius ved Københavns Universitet, en Titel som da var i megen Agt, fordi man var overbevist om, at endnu ingen lettelig fik den, uden han var notorisk bekændt, som en udmærket lærd Mand. Saameget mere fornøjede – som jeg endnu erindrer mig – denne Regeringens Opmærksomhed for Baden hans gamle ærværdige Moder, som tilbragte nogle af sine sidste Dage i den Søns Hus, hun havde vist saamegen moderlig Omhu for, at faa dannet til den Mand han tidlig gav hende Haab om at kunde vorde, og som hun nu staaende ved Gravens Bredde saa han var bleven. Ogsaa ønskede Guldberg, ligesom hine Videnskabernes Beskyttere under det struenseiske Ministerium, at faa Baden ind som ordentlig Lærer ved Københavns Højskole, naar dertil gaves Lejlighed. Men da denne ikke strax faldt, havde Baden imidlertid dog den Fornøjelse, at se sine offentlige Domme over en og anden af den Tids unge Lærde saa højt agtede af Regeringen, at de endog paa Grund af Badens fordelagtige Omdømme befordredes til ordentlige Lærere ved Universitetet, før han endnu selv kunde naa det. Saaledes ved jeg Hr. Dr. og Professor Hornemann selv tilstaar han især skylder vor Badens fordelagtige Dom i sin kritiske Jurnal over hans første offentlige literære Arbejder, sin Beskikkelse som Professor i det teologiske Fakultet. Baden selv vedblev, indtil Lejlighed aabnedes for ham ved Universitetet, at arbejde i sin Skole og paa sit Studerekammer. Ved Ærekærhed at fremskynde de Unges Flid, ved derfor daglig at give dem Karakterer ligesom de kunde gøre Rede for de dem foresatte Pensa, ved retfærdig og nyttig at fordele Skolens Stipendier mellem de Unge, saaledes at den flittige men fattige Unge altid blev foretrukket; ved disse og flere Midler søgte han at opvække Flid og Kappelyst mellem den ham betroede Ungdom. Thi sjælden brugte han Straf. Kun naar blot Dovenskab standsede den ellers med Hoved forsynede Dreng, eller Skarnsstykker udmærkede ham, troede han en maadelig Revselse var nødvendig, og kunde den ikke nytte, da istedet for at anvende Fortidens Skoleret eller andre de gamle barbariske Skolestraffe, troede han enten Nedsættelse fra en højere til en mindre Klasse, eller om og dette var frugtesløst da ganske Udvisning af Skolen, var den rigtigste og retfærdigste Omgang med et saadant uforbederligt Barn. Hvert Aar til den i Anordningerne bestemte Tid holdt han en offentlig og højtidelig Examen i sin Skole, hvortil altid Byens Indvaanere et Par Dage i Forvejen indbødes ved et trykt latinsk forfattet Program, som ikke maatte udeblive, da han sagde Regeringen uden Tvivl havde paalagt Rektores og Konrektores dette Arbejde, for deraf at kunde skønne hvorvidt disse Skolelærere vedbleve, foruden de Unges Undervisning, ogsaa at dyrke de egentlige Videnskaber, som saa ofte selv af den videnskabelige Embedsmand lægges hen, naar Embedet er opnaaet. Efter Examen udmærkedes de flittigste Dissipler ved Præmier af udvalgte gode og vel kondisionerede danske Bøger, som af Rektor overleveredes dem paa Skolen, efter en lille i Overværelse af Byens Embedsmænd og andre Indvaanere holdet Tale, hvori tillige højtidelig tilkændegaves enhver enkelt Dissipels Flid, ved at anføre hvorledes han nu steg med det ny Skoleaars Begyndelse fra Klasse til Klasse, eller fra en nedre Part i samme Klasse til en øvre Part. En Opmuntring for Dissiplerne til Flid, og der paa de Unges Hjerter maatte gøre megen Sensasion var det og, at Baden efter til sit Hvilested at have fulgt en hensovet Dissipel, gik med Sørgeskaren og sine Dissipler til Skolen, hvor han i en offentlig Tale fra Katedret erindrede den for sin Flid og sit Geni udmærkede Afdøde, en Skik som og siden er bleven efterfulgt af andre de latinske Skolers Bestyrere. Dog var det kun en eneste Dissipel, Baden saaledes højtidelig erindrede efter Døden, et særdeles haabefuldt ungt Menneske, som Baden tit talte om, han aldrig havde havt Mage til. Men af de Badens Skole vel over tusende betroede Unge døde ikke heller over to til tre, uagtet Mængden af dem vare udenbyes Børn, der i de mange Sygdomme Børn ere underkastede, manglede den moderlige ømme Pleje, der rædder saamangt et Barn. Thi Baden som Rektor ansaa sig ikke blot som Lærer for Skolens Dissipler men og som Værge for dem, sær deres der ikke havde Forældrene i Byen hos sig. Megen Omsorg bar han derfor for, naar Fremmede og Udenbyes satte deres Børn i den ham betroede Skole, at disse Unge kom til at losere i et stille skikkeligt Hus, hvis, ikke blot Husfader men især Husmoder han var overbevist om tog sig af den unge Dreng, sørgede for den fysiske Opdragelse og i det mindste ikke fordærvede den moralske. Lykkedes det desuagtet ikke altid Baden, om og han – som flere Skolebestyrere – stundum maatte se sin Omsorg for den Unge spildt og frugtesløs, saa maa og Stedet betænkes, hvori Skolen laa – Helsingør en By fuldelig ligesaa farlig for det unge Menneske, som selve Hovedstaden, eller en anden stor By. Overalt vil nok selv under de allerbedste Skolebestyrere og Lærere aldrig Borgerens intellektuelle og moralske Opdragelse komme i den Harmoni, der ene danner saa fuldkomne Borgere, som Mennesker kan vorde, saalænge hjemme i Forældres og Værgers Hus kan nedrives hvad i Skolen opbygges, saalænge derfor vore offentlige Skoler ikke indrettes ligesaameget til Opdragelses som Undervisningsinstituter – saaledes som hint Herluf Trolles i det mindste kunde være, saalænge endelig hin Lykurgs stolte Maxime ikke vorder almen Folkelov, hin nemlig, at Børnene ikke tilhøre Forældrene men Staten. Selv har og Baden derfor tit erindret, at af hans Skole ere udgaaede gejstlige og verdslige Embedsmænd, Købmænd og Matroser og Soldater, og at ofte de der i Skolen gave ham det bedste Haab tit gode Hoveder vare mislykkede.
For en sig som Rektor særdeles vigtig Pligt holdt Baden – som tildels forhen erindret – det altid, at handthæve den ham betroede Skolestiftelses Rettigheder, og vaage over, at de den tillagte Legater og Kapitaler ikke tabtes eller forringedes. Ikke saasnart havde derfor Baden tiltraadt Helsingørs latinske Skoles Bestyrelse, før han ved at granske i sin Skoles Regnskabsprotokoller, ved at efterse dens Fundatser, Gavebreve o. s. v. jævnføre disse med de for vore latinske Skolers ekonomiske Forvaltning almindelig gældende Kongebud, og Øvrighedens andre herpaa grundede særdeles Befalinger, fandt at man havde forvandsket Helsingørs latinske Skole en Kapital af 4580 Rdlr., foruden et aarligt Tillæg i Kostpenge for Dissiplerne af 312 Rdlr. Strax gjorde og derfor Baden herom Forestilling til Skolens Direktører Stiftamtmanden og Biskopen, som, efter herom at have ved Korrespondense med Skolens Inspektører Sognepræsten og Magistraten undersøgt Rektors Andragende, maatte i et og alt billige samme, og befalede Indspektørerne at gøre Udveje til at saavel Kapitalen 4580 Rdlr. strax udbetaltes Skolen, som Tillæget i Kostpenge af 312 Rdlr. siden aarlig godtgjordes denne Stiftelse. Uordenen rejse sig fra det skadelige Fælledskab, som paa flere Steder end Helsingør finder Sted mellem Købstædernes Hospitaler og latinske Skoler, hvilke sidste oftest fornærmes af hine fordi dels begge Stiftelser have fælleds Inspektører, dels disse ere uvidenskabelige Mænd, som føle lidet eller intet for Skolen, naar de derimod have deres Fordele af Hospitalets større Velstand, dels de latinske Skolers Bestyrere ere Mænd lidet øvede i Regnskabssager, ja stundum endog af Pedanteri betragtende dem som Beskæftigelser neden for deres Værdighed. Men – saaledes tænkte Baden ikke, og Skolens Rettigheder, Kapitaler og øvrige Herligheder tiltoge derfor aarlig under hans aarvaagne Tilsyn. Denne Rektor Badens Aarvaagenhed gik endog saavidt, at jeg endnu som en Dreng erindrer mig, hvorledes han var agtpaagivende selv paa de mindste Tilfælde i Byen, hvoraf han om ikke strax saa dog i Tiden spaaede sig Tab for sin kære Skole. Saaledes indrettedes ved Helsingør Byes St. Maries eller saa kaldte tydske Kirke en Friskole, hvori man – som Baden fandt besynderligt – gav Skolebørnene sorte Klæder til om Søndagen at gaa i Kirken med, hvilken Kolør Klæde ellers plejer kun at udmærke vore latinske Skolers Dissipler. Vel have Helsingørs latinske Skole ikke med ved Sangen under den egentlige Gudstjeneste at opvarte i hin tyske Kirke, der hertil lønner en Kantor. Derimod bruges denne Skoles Dissipler til at synge for Lig, ved Brylluper o. s. v. Indtægterne for Skolen heraf ere saa meget betydeligere, som oftest de saa kaldte fornemmere Byens Familier, deriblandt alle Betjentere ved Øresunds Toldkammer, de fremmede Konsuler og flere holde sig til denne Kirke, der oprindelig dog kun er for Garnisonen. Ikke kunde derfor Baden tavs se paa, at man maaske ville skille hans Skole ved disse Indtægter, og lægge dem til den ny oprettede Friskole. Nøje undersøgte han derfor den latinske Skoles Rettigheder til hine kirkelige Opvartninger, og efter at have fundet disse hævdede og lovgrundede afvartede han tavs Angrebet paa dem. Men dette udeblev saalænge Baden var Rektor, da man vidste han var beredt til Forsvar. Om heri siden er foregaaet nogen Forandring, skal jeg lade være usagt – jeg tror det ikke. Men jeg fortæller saadanne smaa Anekdoter, fordi de vise fra en fordelagtig og virksom Side en Lærd, som Mange, efter det Udvortes at dømme og uden at kænde hans private Liv, skulle tro, allene at leve for sine Bøger, saa nedgravet i dem, at han intet kunde ændse uden for dem. Nej saa lidet Baden søgte megen Omgang, mange Sælskaber eller store Konnexioner, saa lidet han strængt iagttog visse Seremonier som Kontravisiter, Opvartninger, Brevvexlinger o. s. v. saameget levede han og var ganske opofret – ikke blot sine Bøger og den lærde Verden – men – sit Embede og Alt hvad af ham som Embedsmand kunde udfordres, thi intet som efter Lovene laa til hans Embede ansaa han for, at kunde være under hans Værdighed.
Som endydermere Bevis paa Badens Virksomhed i sin Skole som Lærer fortjener endnu at erindres: at skønt der ved Helsingørs latinske Skole er en Konrektor, som med Rektor læser for Skolens øverste Klasse eller Mesterleksie visse Dage eller omtrent den halve Uge, saa maatte dog Baden i de fleste Aar af sin Embedstid som Rektor næsten ene besørge Klassen. Thi Melankoli og Pedanteri havde saaledes udueliggjordt Skolens da værende Konrektor, at Dissiplerne ingen Agt bare for ham, spøgede i hans Læretimer istedet for at læse, og lærte derfor intet, saa Baden, for at Dissiplerne ikke skulle staa tilbage i Konrektors Ting, maatte selv paatage sig at gænnemgaa dem. Endelig befordredes vel Konrektor til et Præstekald, men dels stod Konrektoratet en rum Tid ledigt, dels da en Ny ansattes gjorde han med Badens Villie en Rejse for sin Sundheds Skyld, saa Baden længe læste allene i Mesterleksie. Selv de tvende Eftermiddage om Onsdagen og Løverdagen, der ellers ikke læses i de offentlige latinske Skoler, var Baden dog ikke fri, thi just disse anvendte han til for dem af sin Skoles Dissipler som dertil havde Lyst at dosere de levende Sprog. Desuden skrev han og selv i de allerfleste Aar han var ved Helsingørs Skole det latinske Program, hvorved inviteredes til den aarlige offentlige Skoleexamen, hvilke Programmer siden ere indførte i hans Opuscula latina. Skolens Lærere indsatte han altid med Højtidelighed ved en offentlig Tale fra Katedret, hvortil indbødes Byens Embedsmænd og øvrige Indvaanere, hvoraf nogle siden med samtlige Lærere spiste hos Rektor. Taler ved denne Lejlighed holdt han altid paa latin, og mente denne gamle Sædvane burde beholdes, fordi enhver Rektor bør vise, at han kan holde en latinsk Tale, eller dog ikke har glemt det, og der dog alletider er en eller anden som baade kan bedømme og har Lyst til at høre imellem en latinsk Tale. Badens værdige Eftermand i Rektoratet ved Helsingørs Skole Hr. Dr. Treschov, nu Rektor i Kristiania, synes mig heri gik en med Tiderne passende Middelvej, thi af den smukke Tale der findes i Minerva for 1787, og som efter mine ringe Tanker fortjener at læses, og atter læses og lægges paa Hjertet af en og hver Studerende men især Skolelæreren, ser jeg, at selve Talen er holdet paa Dansk, men Lærerens Indsættelse, Rektors Opmuntring til ham, hans Anbefaling til Skolen og Byen o. s. v. forrettedes – som Taleren udtrykker sig – efter Pligt og Sædvane paa Latin. Der er noget solent i saaledes at vedbeholde gamle uskadelige Skikke. Som ved Sproget i Roms de gamle 12 Tavlers Love, saa er der selv ved vor Kansellistil noget højtideligt, som taber sig, naar Alt skal være Nyt. – Inden sin Afgang fra Helsingør havde Baden og faaet lagt en god Grund til et Skolebibliotek, der om det siden er fortsat nu maa være betydeligt. End havde han og forskaffet Skolen et lidet fysisk Apparat, Glober, og Karter over den gamle som nyere Geografi. Ogsaa heri var Guldberg kommen ham til Hjelp, da H. K. H. Arveprinds Frederik paa denne sin kære Lærers Anmodning havde behaget at skænke et og andet af foranførte Ting til Skolen, som det overalt er bekændt at denne fortjente Prinds med Guldberg ved Siden, har gjordt saamange langt større Opofrelser til Videnskabeligheds Befordring hos os.
Foruden at Baden saaledes nøje opfyldte alle sine Pligter som Rektor, være sig med Hensyn til Skolens indvortes eller udvortes Bestyrelse og Forvaltning, afgav han sig endda, foruden med den kritiske Jurnal, hvoraf altid ugentlig udkom et Nummer, og af hvis sidste Aargangs Slutning man ser, han selv skrev de allerfleste Resensioner, ogsaa med andre literare Arbejder. Af disse vil jeg her allene nævne hans tydske Grammatika, og forøgede og forbedrede Oversættelse af den svenske Woltemats europæiske Statshistorie, hvilke begge Skrifter flere Gange ere oplagte.
Endelig gjorde Professor Wadskjærs i Aaret 1779 indtrufne Død den Plads ved Københavns Universitet ledig for Baden, som hans Kundskaber allerede i mange Aar havde gjordt ham skikket til, og hvortil derfor Regeringen og Publikum holdt ham lige berettiget. Men – flere var dog de Hindringer, som skulle overvindes inden Baden selv kunde overtale sig til at gaa fra sin kære Skole i Helsingør til Højskolen i København. Baden levede i Helsingør, vel ganske opofret sin Skole og sit Studerekammer, dog paa en højst behagelig Fod. I Skolen fandt han Medlærere og Dissipler, som bare lige Ærbødighed og Kærlighed for ham. I Byen, saa liden end hans Omgang var, og saa lidet han end søgte dette Søsteds sværmende Sælskaber, saa viste dog Alle i alle Stænder ham en Agt, der tiltog med Aarene, jo mere og mere de lærte at kænde Badens Orden i Skolens udvortes og indvortes Bestyrelse. Uden for Byen og overalt saa i Norge som Danmark blev Baden alt mere og mere bekændt, ikke allene som Lærd men og som en tillige udmærket Skolemand. Hans Mæsen og Ven Guldberg gjorde og heri sit til at udbrede Badens Navn som Skolemand. Thi ofte anbefalede Guldberg Forældre, som heri spurgte ham til Raads, at betro Badens Skole deres Børn. Flere Børn som de kongelige Personer, sær den nu afdøde Enkedronning Juliane Marie og Hans Kongelige Højhed Arveprinds Frederik lode paa deres Bekostning opdrage til Studeringer, sattes og efter Guldbergs Anvisning i Helsingørs latinske Skole. I et ikke mindre behageligt Forhold stod Baden med sin nærmeste Foresatte sal. Biskop Harboe, hos hvem han altid fandt en uindskrænket Tillid og den beredvilligste Understøttelse i Alt hvad den blide Biskop kunde virke for Skolen og dens Rektor. Med Rette kunde derfor Baden sige, som han sagde, at en Rektor ved en latinsk Skole, der i alle Henseender er sit Embede voxen, er som en lille Første. Baden kunde saaledes efter sin Lyst leve og levede fornøjet i Helsingør, hvis Rektorat, skønt det vel ikke er af de største i Indkomster, dog paa den Fod han havde det, og saaledes som han levede, kunde føde sin Mand. Han kunde her, naar Forsynet sparede ham Livet, se sig snart udredet af den trykkende Gæld, ti Aars ringe Embedsindkomster nødvendig maa sætte en Embedsmand med Familie i, der af sig selv ingen Midler har, sær den lærde Embedsmand, som foruden de til Livets og Familiens Ophold hørende Fornødenheder, har end en Nødvendighed, der fornemmelig uden for Hovedstaden er saa kostbar, og dog saa uundværlig for den Embedsmand, der ikke ved at gaa fra Universitetet til et Embede vil med det samme gaa fra Videnskaberne, - jeg mener Bøger, hvorvel Baden driver ligesaalidet denne som andre Livets Nødvendigheder til nogen Grad af Pragt eller Overdaad. Ved Universitetet vare derimod Udsigterne for Baden kun maadelige, da Designasion og den Uorden i det filosofiske Fakultet med deri at indsætte uvedkommende Lærere – en Uorden Baden selv siden udførlig har paaanket i sin Universitetsjurnal – saaledes havde optaget de fleste Læreres Pladse, at intet corpus blev tilovers for den i Wadskjærs Sted ansættende Lærer. Mange vare derfor Vanskelighederne for Regeringen at finde Udveje til Løn for dette Professur, indtil et corpus i Fakultetet blev ledig. Baden var og nu af den Alder, at han ikke torde vente at kunde opleve den Tid, som udfordres for ved Universitetet at assendere til klækkelig Løn, da hans Formænd i Fakultetet alle vare paa et Par nær unge Mænd. Hertil kom en for Badens Forflyttelse fra Helsingør til Hovedstaden ikke liden Hindring i den Ulyst han havde til at bo i København, hvis Distraksioner han frygtede for skulle gøre Skaar i hans kæreste Beskæftigelser med sine Bøger, ligesom han troede at have erfaret det saaledes gik saamange af det københavnske Universitetslærere. ”Professorerne” siger han selv i sin kritiske Jurnal for 1771 ”drages i en stor By i et tidspildende Bekændtskab med Familier af andre Stænder, hvis Tænkemaade og Levemaade fordærver dem. De efterabe disses Yppighed, Forfængelighed, Fornøjelser. De lægge Vind paa at udmærke sig ved Trakteringer, ved Titler, ved Forbindelser, som kunne skaffe dem Anseelse, og tabe Smagen paa den Ære, som vindes ved Lærdom, fordi den ikke paaskønnes i deres Sælskaber. De jage efter de Stores Yndest og foragte de Studerendes. Og da de høje Kollegier ere hvor Hoffet er, saa stræbe de ofte at skaffe sig en Plads i disse, for at svinge sig over deres Stand; og afdrage sig saaledes alt mere og mere fra deres Stands Forretninger, som omsider blive dem væmmelige.”
Dog – uagtet disse og flere Betænkeligheder og Vanskeligheder for Badens Forflyttelse til København, vare der dog og paa den anden Side Grunde, som kunde tilraade ham at bortbytte sin latinske Skoles Lærestol med en ved Højskolen. Baden i en Alder nu af 45 Aar havde allerede i en Tid af 18 Aar været offentlig Skolelærer, foruden at han flere Aar i Forvejen havde havt private Informasioner. Vel ere vore latinske Skoler langtfra ikke nu, hvad de vare for et Par Sekler siden, da de kaldtes, og meget lignede, vore Tugthuse, da de Lærde endog skreve egne Afhandlinger om Skolelærernes Elændigheder og Martyrlevnet, hvoraf jeg allene vil nævne den store Melanchtons Tale de miseriis Pædagogorum, da derfor den lærde Josef Schaliger passende skrev:
Men hvem behøver ikke blot at kalde sin egen Ungdom i Erindring, om han ej i en modnere Alder har havt Lejlighed til at skaffe sig praktisk Kundskab om Skolelærerembedet, for at indse hvormegen Flid, hvormegen Selvopofrelse, hvormegen Taalmodighed, hvormegen Koldsindighed, hvormegen Eftergivenhed – kort hvormeget der udfordres af en duelig Skolelærer, og hvor nødvendigt det er, at han til sit vigtige Formaal besidder alle disse Egenskaber samlede. Hvem kænder ikke og Mennesket og Følgerne af hans tiltagende Alder, der skønt de vel ere kændeligere hos en end hos en anden, dog altid gør den som ung Mand dueligste Skolelærer til mindre duelig, naar han ældes. Tvivler nogen herom, da læse han den i sin Tid agtede Skolemand Hr. Biskop Tetens’s i Viborg, ved Fratrædelsen fra Rektoratet i Horsens holdte og udgivne Tale, der efter Sandhed og med Liv forestiller de Besværligheder, som i en tiltagende Alder ere forbundne med Skolelærerembedet. Ogsaa derfor Baden som Skolelærer frygtede for den gamle Mand. Hertil kom at hans store Velynder Biskop Harboe var nu en Olding, der truede Baden med snart at skulle skifte Øvrighed. Ej tænkende paa at Harboes Død kun skulle gøre en Forandring i Bispens Navn, frygtede Baden for en ny Biskop, der – som ofte sker – skulle maaske sætte noget i at handle under sit Embedsførelse tvertimod de Grundsætninger, Formanden havde fulgt. Endelig vare nu og Badens trende Børn af den Alder, at tvende af dem snart skulle til Universitetet. Disse og vel flere Grunde bleve da for Baden overvejende for hans Beslutning at gaa til Københavns Universitet, endog med et føleligt Tab i Indkomster, der skulle have blevet ham end føleligere, hvis han ikke havde havt den utrettelige Flid og Lyst til at Arbejde, der udmærker ham. | wikisource | wikisource_1325 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den signede dag med fryd vi ser
af havet til os opkomme,
den lyse på himlen mer og mer
os alle til lyst og fromme!
det kendes på os som lysets børn,
at natten hun er nu omme!
Den signede stund, den midnatstid,
Vorherre han lod sig føde,
da klared det op i østerlid
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som jordens bold
skal lysne udi og gløde.
Om levende blev hvert træ i skov
og var så hvert blad en tunge,
de kunne dog ej Guds nådes lov
med værdelig røst udsjunge,
thi evig nu skinner livets lys
for gamle og så for unge.
Thi takke vi Gud, vor fader god,
som lærken i morgenrøde,
for dagen, han os oprinde lod,
for livet, han gav af døde.
Den signede dag i Jesu navn
os alle vort liv forsøde!
Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,
med stråler i krans om tinde!
hver time til herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde!
Som guld er den årle morgenstund,
når dagen opstår af døde,
dog kysser os og med guld i mund
den liflige aftenrøde,
så tindre end må det matte blik,
de blegnede kinder gløde.
Så rejse vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale,
der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale,
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale! | wikisource | wikisource_1819 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Trykt første gang i Politiken d. 13. juli 1914. Sangen var også med i værket Slægternes Træ, 1914. Sangen har også været trykt under titlen Den danske Sommer.
Teksten.
Danmark, nu blunder den lyse nat </br>
bag ved din seng, når du sover. </br>
Gøgen kukker i skov og krat, </br>
Vesterhavet og Kattegat </br>
synger, imens det dugger, </br>
sagte som sang ved vugger. </br> </br>
Danmark, du vågner med søer blå, </br>
mætte som moderøjne. </br>
Alt, hvad i dine arme lå, </br>
lader du solen skinne på, </br>
ser, hvor det yppigt glider </br>
frem af forgangne tider. </br> </br>
Lærker, som hopped af æg i vår, </br>
svinder i himlens stråler. </br>
Tonerne ned med lyset går, </br>
samme sang som i tusind år. </br>
Lykken fra glemte gruber </br>
klinger af unge struber. </br> </br>
Hyldene dufter i stuen ind </br>
ude fra Danmarks haver. </br>
Kornet modnes i sommervind. </br>
Hanegal over lyse sind </br>
stiger bag gavl og grene, </br>
hvæsset som kniv mod stene. </br> </br>
Køer og heste og får på græs </br>
hen over brede agre, </br>
åbne lader for fulde læs, </br>
sejl, som stryger om klint og næs, </br>
byger, som går og kommer, – </br>
det er den danske sommer. </br> </br>
Pigernes latter og lyse hår, </br>
leg, som får aldrig ende, </br>
øjnene blå som vand i vår – </br>
mildt om et evigt Danmark spår, </br>
sol over grønne sletter, </br>
lykke og lyse nætter. | wikisource | wikisource_1887 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
= TREDJE BOG: Juni 1459 – Januar 1460 =
3.1. Åbning af kongressen.
På den fastsatte åbningsdag, den første juni, drog paven med kardinalerne, biskopperne og hele gejstligheden fra sit palads til kirken. Også alle ordensbrødrene i byen var inviteret. Der blev fejret messe med stor højtidelighed, og alle de tilstedeværende deltog andægtigt. Bagefter holdt den lærde og retskafne biskop af Coron en tale om pavens plan, om baggrunden for kongressen og om nødvendigheden af hele forehavendet, og han opfordrede alle de tilstedeværende til beredvilligt at hjælpe med til at opfylde pavens ønsker. Herefter skulle alle til at rejse sig, men Pius gav fra sin trone tegn til stilhed og holdt så følgende tale:
”Brødre og søstre! Vi havde håbet, at talrige legater fra de kristne konger ville have indfundet sig, inden Vi kom til denne by, men Vi er blevet skuffet. Vi havde troet, at der var større ansvarsfølelse over for religionen hos de kristne fyrster. Vi havde fastsat en lang tidsfrist for kongressens åbning. Ingen kan kritisere fristens korthed, ingen kan undskylde sig med rejsens besvær. Vi, som selv er syg og gammel, har trodset Appenninerne og vinteren. Selv ikke det skønne Rom har kunnet holde os tilbage, selvom det er omgivet af røverbaroner og i høj grad behøver Vort nærvær. Ikke uden fare har Vi forladt Kirkestaten for at undsætte den katolske tro, som tyrkerne prøver at ødelægge. Vi har set, hvordan tyrkens magt øges fra dag til dag, og hvordan hans hære allerede har løbet Grækenland og Illyrien over ende og nu hærger Ungarn og tilføjer det trofaste ungarske folk nederlag på nederlag. Vi frygtede det, som kan ske, hvis vi ikke besinder os: Ungarn vil blive besejret, og Tyskland, Italien og hele Europa løbet over ende. Sker det, vil vores religion blive trådt under fode. Vi har overvejet, hvordan Vi kan afvende dette onde. Vi har indkaldt til denne kongres. Vi har inviteret fyrster og nationer hertil for sammen at drage omsorg for kristenheden. Vi er selv kommet rejsende hertil, fuld af håb, og Vi er meget ked af, at dette håb har vist sig forfængeligt.
Vi skammer os over de kristnes store ligegyldighed. Nogle giver efter for deres bekvemmelighed, andre bliver holdt tilbage af griskhed. Men tyrkerne, de går gerne i døden for deres forbandede religion. Vi kristne vil ikke have udgifter eller risikere de mindste anstrengelser for Kristi læres skyld. Hvis vi fortsætter sådan, så er det ude med os. Hvis vi ikke ændrer holdning, vil vi gå til grunde i løbet af kort tid. Derfor opfordrer Vi jer, religionens mænd, til uophørligt at anråbe Gud om at få fyrsterne til at skifte holdning, om at opildne sit folk og at opflamme deres hjerter, således at de griber til våben og straffer tyrkernes stadige krænkelser af vor religion.
Til handling, brødre! Til handling, sønner! Omvend jer til Gud af hele jeres hjerte, våg og bed, son jeres synder med faste og almissser, og gør passende bodsgerninger. Hvis I behager Gud på denne måde, vil han forbarme sig over os og give fjenden i vore hænder – blot vi tør. Vi selv vil forblive her i Mantova, indtil der er vished om fyrsternes hensigter. Hvis fyrsterne kommer, vil Vi rådslå sammen med dem om kristenhedens vel. Hvis ikke, må Vi vende hjem igen og lide den skæbne, som Gud vil give os. Så længe som kræfterne og livet rækker, vil Vi selv forsvare religionen, og Vi vil ikke tøve med at ofre livet for Vore får, hvis det bliver nødvendigt.”
Kardinalerne og biskopperne påhørte paven med den dybeste opmærksomhed. De lovpriste hans hensigter i høje toner og fandt, at sagen havde fået en god begyndelse. Der blev nu forkyndt almindelig syndsforladelse til alle, som havde renset deres samvittighed gennem skriftemål. Fyrstinde Bianca glædede sig meget over det skete, og da hun havde haft flere samtaler med paven, anbefalede hun sin mand og børn til paven, og vendte hjem til Milano, med ro i sindet og hengiven over for Gud.
3.2. Kritik af paven.
Efter nogle dage var der stadig kun kommet få tilstede, og det rygtedes, at der ikke ville komme flere. Da begyndte man for alvor at kritisere pavens forehavende, som han havde iværksat med så megen møje og så lidt held. Kuriefolkene murrede imod paven, og kardinalerne kritiserede ham for stædighed og manglende dømmekraft. Pennen blev flittigt benyttet. Nogle skrev de skændigste breve til Italien, andre til Gallien og atter andre til landene hinsides alperne. De, som ikke vovede at skrive selv, fik enten venner eller tjenere til det. Pius var kommet til Mantova med en tåbelig plan; der var kun komme ganske få legater fra fyrsterne; stedet var sumpet og usundt; der var alt for varmt i sommerheden; man kunne hverken lide vinen eller fødevarerne; mange var syge, og en del var døde af feber; det eneste, man kunne høre, var frøerne. Der var også nogen, som skrev til kongen af Frankrig om at flytte konciliet til et andet sted. Adskillige meddelte, at kongressen var udsat. Den, der talte mest nedsættende om paven, var Ludovico Scarampo, patriarken af Aquileia, som både i sin egen husstand og i prælaternes kreds fremførte, at pavens planer var barnlige: han var både uerfaren og naiv, når han uden videre forlod Rom og rejste fra sted til sted i den tro, at han bare ved sine egne formaninger kunne få kongerne til at gå i krig og kæmpe imod de uovervindelige tyrker. Paven havde gjort bedre i at blive hjemme og tage sig af sin egen kirke. Han frarådede venetianerne at sende legater til en kongres, der ikke ville føre til noget.
Også Jacopo Tebaldo, kardinalen af Santa Anastasia, spyede gift blandt sine venner. Han kritiserede åbent paves tåbelighed: denne var kommet til Mantova for at berige en andens undersåtter, medens han gjorde sine egne fattige. Det er sandt ordsprog, at ”det dårligste hjul, støjer mest”. Jacopos broder havde været læge for pave Calixtus, og han selv var blevet kardinal ikke på grund af sine egne fortjenester, men på grund af broderens. Jacopo var lille af vækst, ukløgtig, uerfaren og hverken særlig lærd eller retskaffen. Han var af lav herkomst og kom til Rom fra Umbrien, hvor han blev født i en ussel, lille by, som kaldes Collescipoli, hvilket efter nogens mening betyder ”Scipios Høj” og efter andres ”Løgenes Høj”.
Adskillige af kardinalerne opsøgte paven og sagde: ”Hvad er det, du gør? Forgæves holder du os tilbage her, med mindre det er din hensigt at slå os ihjel med denne forpestede luft. Hvorfor tager du ikke selv af sted? Du kom til den fastsatte dag, og du overholdt fristen. Men fyrsterne er blevet hjemme og ringeagter både dig og os. Alle har nu forstået, at troens forsvar ligger dig på sinde. Det må være nok for din ære. Hvem vil bebrejde dig, at du ikke på egen hånd kan overvinde tyrkerne? Lad os nu vende hjem. Hvis der er nogen, som vil kristenhedens vel, vil de følge dig overalt.”
Men paven forblev standhaftig og urokkelig; han satte frelsen over omgivelsernes murren, og han ville hellere behage Gud end mængden.
Der var dog også adskillige kardinaler med bedre forståelse af tingene, og som rådede paven til udholdenhed. Det var for eksempel Bessarion, kardinalen af Nikæa, og Juan Torquemada, kardinalen af San Sisto, den ene en græker og den anden en spanier. Andre roste paven, selvom de i virkeligheden var uenige med ham, og lod som om de gerne ville blive i Mantova. Da de, som sagde, at man skulle rejse hjem, ikke fik medhold, tog de til de omgivende småbyer og undgik således sommervarmen i Mantova. Under foregivende af en badekur tog patriarken af Aquileia til Padova og derfra til Venedig, hvor han gjorde en ihærdig indsats for, at kardinalen af San Marco ikke fik bispestolen i Padova. Han talte også ringeagtende om kongressen i Mantova og bagatelliserede det, som foregik dér.
3.3. Hjælp til Peloponnes.
Medens dette stod på, indtraf der udsendinge fra Thomas Palæologos, herskeren over Ameria. Denne provins hed engang Peloponnes og blev betragtet som hele Grækenlands fæstning. Det er en halvø, som afvandes af floder, der løber ud i det Ægæiske og det Joniske Hav. Her lå det prægtige Korint og Elis, berømt for sine lege, og det gamle Lakedæmonien. Her boede Agamemnon og Menelaos, der ødelagde Troja som hævn for bortførelsen af Helena. Her lå også de endnu ældre byer, Argos og Pylos, Nestors by. Det var engang berømte byer, men nu ligger de navnløse hen i nærheden af Korinth, hvoraf der endnu findes adskillige rester ved den korintiske landtange samt borgen ved Argos. Da tyrkerne indtog Konstantinopel og dræbte kejser Konstantin Palæologos, begav hans brødre Thomas og Demetrios Paelæologos sig til Morea. Snart betalte de skat til tyrkerne, snart kæmpede de imod dem i tillid til deres hjælpetropper fra Italien og til områdets naturlige beskyttelse.
Da der senere opstod uenighed mellem dem, gik Demetrios over til tyrkerne og lod sin datter ægte Mehmed. Men Thomas fravristede sin bror en stor del af hans territorium, som han brugte til base for sin kamp imod tyrkerne. Han blev støttet af hjælpetropper af albanere, som der bor mange af på Peloponnes. Da tyrkerne angreb ham, slog han dem i et slag og tog mange af dem til fange. Seksten af disse fanger sendte han sammen med de ovennævnte legater som gave til paven, idet han bønfaldt om hjælp i den situation, som nu var gunstig. Han sagde, at der ikke var brug for en stor hær: en mindre, italiensk styrke ville være tilstrækkelig til at uddrive tyrkerne fra halvøen.
Sagen blev diskuteret i senatet, og man besluttede at sende 300 ryttere dertil. Hertuginde Bianca af Milano sendte 100 for egen regning og Pius de øvrige 200, skønt han ikke mente, at man kunne bygge store forehavender på så skrøbeligt et fundament. Men han ville ikke skuffe Bessarion, som denne sag lå meget på sinde. Hele styrken begav sig til Mantova og kastede sig for pavens fødder. Det var en glimrende udrustet skare af robuste unge mænd. Biancas kontingent blev anført af Giannone fra Cremona, en erfaren fodfolksofficer. De øvrige blev anført af Dota fra Siena, som var i eksil på grund af stridighederne i denne by. Hele troppen fik pavens velsignelse og tog derefter ad Po-floden til Ravenna. Derfra gik turen over land til Ancona, hvor de indskibede sig og for en gunstig vind sejlede til Peloponnes. Her blev de venligt modtaget af grækerne og erobrede byen Patras i første stormløb. Men medens de derefter heftigt angreb nogle andre fæstninger, blev de uenige på grund af indbyrdes jalousi eller begærlighed efter bytte. Styrken gik i opløsning og soldaterne drog vanærede bort i alle retninger. Dette var et ugunstigt varsel om den kommende udvikling.
3.4. Krig i Tyskland.
På denne tid var der opstået en alvorlig konflikt mellem de tyske fyrster. Hertug Ludwig IX af Bayern var meget rig og havde mange venner. Han angreb byen Donauwörth, der stod direkte under kejseren. Byen overgav sig til hertugen, hvad der gjorde kejser Friedrich meget vred. Han erklærede Ludwig for en fjende af kejserriget og befalede markgreve Albrecht af Brandenburg at gribe til våben og straffe hertugens opsætsighed. Albrecht adlød gerne, da han på grund af dommen i Nürnberg-sagen hadede Ludwig. Begge kaldte deres venner til hjælp. Hovedparten af Albrechts hær bestod af tropper fra hertugerne af Sachsen, greverne af Württemberg, kirkefyrsterne af Mainz, Bamberg og Würzburg og de såkaldte kejserlige byer. Ludwig fik støtte af palatinergreven, Friedrich I, og en del andre fyrster af hans egen familie. Albrecht havde allerede – som den udpegede hærfører – modtaget den kejserlige fane. Fra alle egne samledes tropper og våben, og der var ingen tvivl om, at hele det øvre Tyskland var ved at kaste sig ud i krig. Med kejser Friedrich og de bayerske hertuger på hver sin side var man ved at tænde en forfærdelig brand, som ikke ville skåne nogen.
Paven var meget bekymret over denne udvikling. Han indså klart, at den ville blive til stor skade for troens sag (d.v.s. krigen med tyrkerne), og at det store Tyskland ville gå op i flammer. Fra alle sider modtog paven klageskrivelser fra tyskerne og opfordringer til at gribe ind. Hvis paven ikke gjorde det, var der ingen andre, der kunne slukke så stor en brand. Nationens fyrster var delt i to: den ene del fulgte kejseren, den anden fulgte bayerne. De, der stod uden for krigen, var ikke i stand til at skabe fred.
Midt i sine bekymringer over udviklingen kunne paven glæde sig over, at det var lykkedes hans legat, Nardini, at bilægge striden mellem schweizerne og de østrigske hertuger, Albrecht og Sigismund. Aftalen var indgået i byen Konstanz og havde følgende indhold: ”Rappersweil skal gives tilbage til hertugerne, og 50års-freden skal fortsætte indtil udløbet om tre år. I mellemtiden skal Pius og den franske kong Charles fastsætte tidspunktet for et møde mellem parterne i Konstanz eller i nærheden. Dér skal parternes legater mødes og modtage kongens og pavens retligt bindende afgørelse om deres uoverensstemmelser.” Da paven havde modtaget denne underretning, bad han Nardini om at haste videre til Nürnberg, hvor de tyske fyrster skulle forsamles, og han gav ham som kollegaer biskoppen af Speyer og sin egen hofmand, Heinrich Senftleben. De skulle af al magt bestræbe sig på at forsone tyskerne og standse krigen, inden den begyndte.
Ludwig og Albrecht, anførerne i den kommende krig, var allerede kommet til Nürnberg sammen med skarer af deres venner. Også hertugerne Sigismund og Albrecht af Østrig var kommet til stede, og sammen med dem Johann Eich, biskoppen af Eichstätt, samt ordensgeneralen for den Tyske Orden, der var blevet tilkaldt som mæglere. Pavens legater nød dog større tillid og autoritet og mindre mistillid. I flere dage søgte man at opnå enighed, men sagen forekom nærmest håbløs, så vrede og krigslystne som parterne var. Albrecht havde samlet en hær på 24.000 soldater og fuld af sejrshåb mente han, at han havde større fordel af krig end af fred. Ludwig var ikke lige så opsat på krig, men han tvivlede ikke på, at han kunne modstå fjendens angreb, og at han – der var meget rig – snart ville have større styrker til sin rådighed. Da begge parter modsatte sig fred, mødte de pavelige legater op i forsamlingen og holdt denne tale:
3.5. Den pavelige legats tale til de tyske fyrster.
”Ædle fyrster! Ofte og indstændigt har vi opfordret jer til at lægge fjendskabet til side og indgå fred. Men I vil hellere have krig. I bereder jer på at hærge agrene, sætte landsbyer i brand, ødelægge byer og udgyde kristent blod. Hverken næstens ret, kærlighed til fædrelandet eller respekt for religionen holder jer tilbage. I viger ikke tilbage for drab på uskyldige, voldtægt af jomfruer og gifte kvinder, afbrænding af kirker og de næsten uendeligt mange andre onder, som krigen forvolder. Fulde af raseri og vrede ser I ikke på de skader, som jeres had forvolder kristenheden.
Pave Pius ser det bedre end jer. Han ynkes over det stolte Tyskland og kan ikke bære, at så mange fremragende og tapre mænd - blomsten af de kristne hærskarer - kæmper indbyrdes. Den vise pave forstår, at tyskernes ulykke er tyrkernes held, og at disses styrke vokser, når jeres bliver mindre: kristendommens porte åbner sig for de vilde tyrker på grund af jeres uenighed. Paven sørger over jer; han sørger over jeres fælles nederlag; han sørger over, at den kristne tro på denne måde lider ubodelig skade. Selv gør han, hvad der er hans pligt: han kalder de kristne til enighed. Det er hans opgave at se til, at det kristne evangelium ikke lider overlast. Han er jeres fælles fader og dommer og den Katolske Kirkes overhoved. Den der modstår ham, modstår Guds bud og gør sig til slave af djævelen. Opsat på fred blandt de kristne byder Pius jer at nedlægge de våben, som I er klar til at bruge mod hinanden. Han byder jer at undertrykke jeres lidenskaber, at genskabe freden mellem brødre og i stedet at tænke på krigen mod troens fjender. Hvis I ikke gør det, vil han lyse jer i band og kaste interdikt over hele jeres område. I vil så være helvedes sønner, afskyet af Gud og mennesker, og jeres afkom vil være vanæret. Vi har nu sagt, hvad den Apostoliske Stol befaler. Vi er herefter uskyldige i jeres blod!”
Bevægede af denne tale indgik fyrsterne kort efter en aftale med dette indhold: ”Krigstilstanden skal ophøre, og en fuldstændig fred genskabes. Donauwörth skal gives tilbage til kejseren. Albrecht skal være fri af dommen i sagen om Nürnberg. Ludwig straffes efter kejserens afgørelse eller tilgives på forbøn af pave Pius. Den palatinske greve Friedrich skal snarest betale sin broders enke 15.000 dukater og derefter 3.000 hvert år, så længe hun lever. Han skal også tilbagegive kapitlet i Mainz det gældsbrev på 9.000 dukater, som han har afpresset det med magt. Byen Bergstrasse skal vende tilbage til sit oprindelige lensforhold. Grev Stefardo, som Friedrich tog til fange på trods af hans lejdebrev fra kejseren, skal sættes i frihed. Om de udestående sager skal der træffes afgørelse af mæglere, der mødes i Nürnberg på den kommende Fest for det Hellige Kors.”
Da dette var aftalt, sendte man hærene bort i alle retninger og gav hinanden håndslag. Palatinergreven, Friedrich, deltog ikke i mødet, og hans oratorer tilsluttede sig ikke aftalen. Ludwig af Bayern og Albrecht af Østrig samt biskop Johann af Eichstätt påtog sig i stedet at formå ham til at gøre, hvad der var blevet ham pålagt. Men så snart Friedrich havde hørt, at striden var bilagt, skrev han således til Ludwig:
”Palatinergreven Friedrich hilser hertug Ludwig. Du har givet fjenden din højre hånd, og den fred, som du har indgået, kaster skam over vores familie. Du er veget tilbage for krig, og du har vist angst for sværdene. Hvordan kan du herefter blive set som en fyrig elsker? Hvilken kvinde vil i fremtiden kunne elske dig, du som er en skamplet på din tidsalder og et vanæret uhyre i vort bayerske hus. Enten river du aftalen i stykker, eller også vil du i mig have en fjende, som er langt mere forbitret end Albrecht. Vid at hverken bønner eller magt vil kunne få mig til at gøre, hvad du har lovet i mit navn. Farvel!”
Ludwig fældede tårer over dette brev, og grebet af fortrydelse søgte han efter påskud til at opsige den indgåede aftale. Friedrich selv sendte greve Bernhard von Eberstein til paven og undskyldte, at han af mange grunde ikke kunne deltage i kongressen i Mantova, selvom han ønskede det og tidligere havde lovet det. Han tilføjede også en begrundelse for, hvorfor aftalen i Nürnberg var urimelig og uacceptabel for ham, og han henskød dommen i denne retstvist til kejseren eller til paven selv.
3.6. Ambassader fra Østen.
I mellemtiden ankom der legater fra Kypern, Rhodos, Lesbos og forskellige andre steder i Asien til Mantova. Senere kom der også oratorer fra Albanien, Epirus, Bosnien og hele det illyriske kystområde. Hele byen var fuld af mennesker fra Østen, som bønfaldt om bistand imod tyrkerne. Heraf opstod fyndordet: ”Orientalerne (som man kalder levantes) er hurtige og rappe, vesterlændingene (som man kalder ponentes) er dovne og langsomme.” Meningen er, at de, som søger hjælp, er ivrige, medens de, som skal yde den, er træge og vanskelige. For man søgte om hjælp fra vesterlændingene, men kun få af disse kom. Alle udsendingene fra Østen kom for at klage deres nød. Kun Ragusa lovede at sende al den hjælp, de kunne, imod tyrkerne.
Også kongen af Bosnien sendte legater til paven for at bede om hjælp mod tyrkerne, selvom han allerede hemmeligt havde forsonet sig med dem. Kongeriget Bosnien ligger i et bjergområde imellem Serbien og Ungarn. I dette område findes der mange manikæere, der foregiver at være kristne, selvom de i virkeligheden er langt fra kristendommen. Det er et ugudeligt og vantro folkefærd. Augustin skrev en bog imod dem. Ragusa og Trigusa ligger ved Adriaterhavets kyst og er naboer til bosnierne, som utvivlsomt var et illyrisk folkefærd. Vest og syd for dem bor kroaterne, der også er dalmatere. Ligesom romerne engang kaldte deres fyrster for Cæsar eller Augustus og ægypterne deres fyrster for Farao eller Ptolemæus, på samme måde kalder bosnierne deres konger for Stjepan. Den konge, som sendte ambassadører til Mantova, var en listig og vægelsindet person. Nogen tid forinden havde han besøgt kong Matthias af Ungarn. Med bistand fra den pavelige legat, kardinal Carvajal af Sant’Angelo, havde han indgået en aftale med Matthias, idet han lovede mangt og meget imod tyrkerne, men løj endnu mere.
På dette tidspunkt led serberne under angreb fra tyrkerne. Den ungarske konge gik derfor med til, at Stjepans søn skulle overtage forsvaret af den stærkt befæstede by, Smederevo, ved Donaus bred. Nogle måneder efter at han var blevet modtaget i byen, tilkaldte han tyrkerne og solgte byen til dem for en stor sum penge. Dette var ligeså nedbrydende for ungarernes morale, som Konstantinopels fald havde været det tidligere. For Smederevo er som en port mellem Serbien og Valakiet, gennem hvilken det er let at angribe Ungarn. På dette sted er der mange skibe, som kan bruges til at krydse floden, og det er let at gå i land på den modsatte bred.
De bosniske ambassadører havde forladt Mantova, før det ovennævnte forræderi blev kendt, og som først de ungarske ambassadører hørte om. Det var to biskopper, nemlig biskoppen af Csanad og biskoppen af Vacs samt grev Stefan af Kroatien. Denne nedstammede fra den romerske slægt Frangipani, der også frembragte pave Gregor, en pryd og et forbillede for alle paver. Med dem var også en doktor fra Treviso, som Pius siden hen gjorde til biskop i Dalmatien.
3.7. Stridigheder om rangfølge.
Da kongernes og fyrsternes legater begyndte at ankomme, opstod der en alvorlig strid om siddepladserne: konge ville ikke vige for konge og hertug ikke for hertug, alle forlangte førstepladsen og stredes med ord og fagter derom. For at disse stridigheder ikke skulle komme i vejen for forhandlingerne, dekreterede paven, at siddepladsernes placering ikke havde nogen betydning med hensyn til ære og ret. Men dette var ikke nok til at stille alle tilfreds, som vi senere skal komme tilbage til.
Endvidere kunne de tilstedeværende biskopper ikke acceptere den Romerske Kuries sædvane, hvorefter de apostoliske notarer havde forrang frem for biskopperne. Herimod fremførte mange andre, at kuriens lov var hellig og uforanderlig. De hævdede, at det ville være en skandale, og at jorden nærmest ville gå under, hvis man foretog sig noget som helst imod notarerne.
Men Pius ræsonnerede således, at intet i Kirken står højere end bispeembedet, og at selv paven, Kristi stedfortræder, er det i kraft af at være biskop af Rom. Han fandt derfor, at notarerne havde fået forrang frem for biskopperne ikke i kraft af sædvane, men i kraft af et sædvanebrud. Han udstedte derfor et dekret om, at notarerne i fremtiden ikke havde forrang frem for biskopperne, en beslutning, som blev rost af stort set alle. Selvom notarerne løb kardinalerne på dørene og fremsatte mange nedsættende udtalelser om paven, måtte de dog affinde sig med dekretet.
3.8. Ærkebispevalg i Mainz.
Kort tid forinden havde ærkebiskop Dietrich af Mainz forladt denne verden. Han var en ulærd mand, der havde levet et liv i luksus med skøger og fester. Der var kun én ting, som man kunne rose ham for, og det var, at han i kirkesplittelsen under Baseler-konciliet havde støttet den Apostoliske Stol. Dog mistede han i sin høje alderdom også denne fortjeneste, da han i bund og grund var troløs og opsat på omvæltninger.
Mainz er en berømt by på den venstre Rhinbred i det område, hvor floden Main flyder ind i Rhinen. Byen har navn efter floden Main. Engang var byen gallisk, nu er den germansk. Man siger følgende om Mainz: ”"Maguntia ab antiquo Nequam."” De gamle grundlagde et rigt ærkebispedømme i Mainz, hvis ærkebiskop har førsterangen blandt de kejserlige valgfyrster. Han har tretten lydbiskopper under sig, hvis områder rækker fra Italien til Sachsen, da både Chur i de Lepontinske Alper og byen Hildesheim i Sachsen står under ærkebispesædet Mainz. Ærkebispedømmets verdslige domæne strækker sig så vidt og bredt, at det faktisk er et stort rige. Derfor aspirerede mange mægtige mænd til den ledige ærkebispestol. Ivrigst iblandt dem var Diether von Isenburg, der var bemærkelsesværdig ikke på grund af sin slægt, men kun på grund af sin troløshed og ærgerrighed.
Under pave Calixtus forsøgte Diether forgæves at købe sig til ærkebispeværdigheden i Trier for en meget stor sum penge. Derefter satte han næsen op efter Mainz, hvor han selv var kannik. Da han vidste, at han med sikkerhed ikke kunne samle flertal i domkapitlet – der var grænser for hvor mange han kunne bestikke - og at han derfor ikke kunne opnå valg, koncentrerede han sig om at opnå en alliance med nogle få af dem. Syv personer fik den opgave at vælge den nye ærkebiskop. De tre af dem, som han havde bestukket, stemte på Diether, de tre andre på Adolf af Nassau. Denne udmærkede sig både ved sin slægt og ved sin personlige integritet, og flere af hans forfædre havde opnået kejserværdigheden. Den syvende stemte på en tredje, men lod sig derefter bestikke med 3.000 dukater og gik over til Diether. Denne blev så erklæret for valgt – som et slet eksempel for alle – og tog straks ærkebispedømmets ejendom i sin besiddelse.
Derefter sendte Diether legater til Mantova og anmodede hovmodigt og arrogant om stadfæstelse af sit valg. Pius var uvidende om, hvad der var foregået, og svarede følgende: ”Kongressen her drejer sig om kristenhedens vel. Vi inviterede ærkebiskop Dietrich, medens han endnu var i live. Som leder af et stort ærkebispedømme kunne han have rådgivet og støttet den kristenhed, som tyrkernes ugudelighed og vildskab truer med at ødelægge. Da han nu er død, er det kun rimeligt, at hans efterfølger kommer hertil i stedet. Så snart det sker, vil Vi bekræfte hans valg.”
Diethers legater påstod, at han havde en febersygdom og var fattig, og at vejen var lang og usikker. Paven svarede, at han ville afvente ham, når han blev rask. Oratorerne blev sendt frem og tilbage. Til sidst vandt ugudelighed over fromhed, og hårdnakkethed besejrede mildhed: Diether kunne ikke overtales til at komme og deltage i en kongres om en så hellig sag. Til sidst stadfæstede paven - ved kardinalen af San Marcos mellemkomst – valget af Diether in absentia på den betingelse, at han inden et år personligt skulle præsentere sig for den Hellige Apostoliske Stol, modtage en forholdsinstruks og aflægge ed på at overholde den. Gennem sine befuldmægtigede legater lovede og svor Diether at gøre dette. Men – som vi senere skal komme ind på – har en barbar hverken respekt for løfter eller religiøse eder.
3.9. Afvisning af kejserens ambassade.
I mellemtiden sendte kejser Friedrich tre ambassadører, biskop Antonio af Trieste, domprovst Johann Hinderbach fra Trento og Heinrich Senftleben, dekanen i Vratislava. Selvom det var fortræffelige mænd, velanskrevne hos paven og kejserens befuldmægtigede, havde de dog ikke den position, som en så betydningsfuld og majestætisk forsamling krævede. Derfor bød paven Heinrich vende tilbage til kejseren med følgende budskab:
”Vi har nu indledt kongressen i Mantova, der skal drage omsorg for religionens forsvar imod de stærke fjender, som det næst efter ungarerne må være vigtigst for dig at nedkæmpe. Pave Pius har forladt Kirkestaten og begivet sig til Mantova uden at tænke på farer eller udgifter, når blot der kunne gennemføres en effektiv rådslagning om kristenhedens vel. Han håbede, at du også ville komme, som har kortere rejse dertil end han. Men du er ikke selv kommet, og du har ikke sendt legater af passende rang. De, der ser det, må tro, at du gerrig og vil spare penge, eller at du er ligeglad med forsvaret af den rette tro, og de vil ikke synes, at du er værdig til at herske over de kristne. For hvordan kan du som kejser være Kirkens forsvarer og beskytter, når du ikke blot svigter Kirken, men også lader hånt om den kristne religion og om troen? Måske er du misundelig på Pius, som har frataget dig æren af at have indkaldt til kongressen, og af den grund vil du ikke mødes med ham. Men du tager fejl: Pius søger mindre sin egen ære end din, og han har dig mere kær end sig selv. Din ære ligger ham på sinde, og han opfordrer dig til at værne om den og derfor at mødes med ham for at drage omsorg for det fælles vel. Hvis du ikke kan dette, så bør du i det mindste sende fornemme legater af høj rang og ikke ved din ligegyldighed- eller er det gerrighed? - lade Kristi kirke forgå.” Heinrich drog af sted med dette budskab.
3.10. Sindelagsskifte hos hertugen af Bourgogne.
Philippe af Bourgogne havde skrevet, at han ville komme til kongressen. Man anså ham for den ivrigste af de fyrster, som ønskede at nedkæmpe tyrkerne, men han ændrede holdning og besluttede at blive hjemme. Dette gjorde han ikke så meget, fordi han selv havde skiftet sindelag, som på grund af rådgivning fra andre, der frygtede, at der ellers ville ske politiske omvæltninger i Frankrig. Den franske kong Charles var vred på Philippe, fordi denne havde taget imod hans ældste søn, Louis, dauphinen af Vienne, der havde søgt tilflugt hos ham. Philippe havde ikke sidenhen bestræbt sig på at forsone far og søn. Tværtimod sagde han, at kong Charles havde handlet uværdigt, fordi han havde besat adskillige byer i hertugdømmet Luxembourg, hvilket var i modstrid med den gamle aftale, som Frankrigs konger havde indgået med de tyske kejsere i Toul. Det står i denne traktat, at kejseren ikke må gøre fordring på territorier i Frankrig og omvendt, også selvom andre selv måtte ønske at overdrage dem sådanne territorier. Kongen af Frankrig handlede uret ved at krænke traktaten og driste sig til at hærge et hertugdømme, som var givet i pant til hertug Philippe.
Kongen og hertugen sendte breve frem og tilbage, og den ene ville ikke give efter for den anden. Klagemålene voksede fra dag til dag, og uoverensstemmelser førte til åbent fjendskab. Af disse grunde mente nogle burgundere, at det ville være uklogt af hertugen at rejse bort. Andre frygtede for bagholdsangreb på vejen. Atter andre mente, at han var for gammel til at klare rejsens strabadser, andre igen, at han måtte tage sig i agt for det italienske klima og sommervarmen, og nogle begrundede deres modstand med vejenes ufremkommelighed.
Philippe lod sig overbevise af disse argumenter og besluttede at forblive i sit fædreland. I stedet for sendte han sin søstersøn, hertug Johan af Cleve, og Jean de Croy, som havde sejret i mange slag og var vidt berømt i hele Frankrig. Sammen med dem sendte hertugen et antal riddere og fremragende specialister både i kanonisk ret og i civilretten. Til disse føjede han biskoppen af Arras, Jean Jouffroy, der også var referendar hos paven, besad en omfattende lærdom, og som Pius satte pris på.
Johan af Cleve rejste fra Philippe og drog gennem Flandern og Pikardiet, Paris og det øvrige Frankrig og Savoyen. Franskmændene så den usædvanligt prægtige ambassade og gik til kongen med beretninger, der gjorde den endnu prægtigere: man roste hertugen af Bourgogne, der var optaget af troens sag, og kritiserede kongen af Frankrig, som var ligeglad; paven havde indkaldt til et koncil om store sager, og havde, selvom han var en gammel mand, forladt Rom og var draget dertil. Det anstod sig ikke for kongens værdighed at mangle i så stor en forsamling. Under indtryk af denne kritik besluttede også Charles at sende en stor og prægtig ambassade.
I mellemtiden drog hertugen af Cleve og hans ledsagere igennem Savoyen og over Jupiters Bjerg, der i dag – mere passende - kaldes Sankt Bernhard, til Augusta Praetoria, og derefter via Yporegia, Vercelli og Novara til Lombardiets hovedstad, Milano. Her opholdt de sig i flere dage under store hædersbevisninger fra hertug Francesco. Derfra gik rejsen igennem Lodi og Cremona til kongressen.
I senatet blev det drøftet, hvilke hædersbevisninger man skulle vise hertugen ved hans ankomst. Paven besluttede at sende to af kardinalerne, men de pågældende var meget ømskindede med hensyn til deres værdighed og anså det for uværdigt og usædvanligt, at personer af højere rang skulle modtage personer af lavere. Kardinaler stod på lige fod med konger, og det ville være nedværdigende for dem at blive sendt ud for at tage imod en hertug. Paven var sådan set ikke uenig med hensyn til kardinalernes rang, der næsten var lige så høj som pavens egen. Han mente dog ikke, at der gik noget skår af kardinalernes værdighed, hvis de tog imod hertugen lidt uden for byen. Han havde selv set kejseren, der ikke stod lavere end kardinalerne, tage imod hertuger og markgrever, der ankom til det kejserlige hof. Hertugen af Cleve var – på pavens bud – rejst til Mantova fra Galliens fjerneste grænser og havets kyst. Det var stor forskel på dem, som kom til paven i private ærinder, og dem som kom i offentlige. Man skulle vise særlig hæder til dem, som adlød pavens bud og kom til Mantova for at deltage i forsvaret af den katolske tro. I øvrigt burde kardinalerne undgå hovmod, som alle afskyr, og tjene ydmygheden, som alle lovpriser. Folk brød sig ikke om kardinalernes pragtudfoldelse. Det var næsten, som om kardinalerne anså sig selv for guddommelige væsener, der stod over alle mennesker i værdighed. Denne hovmodets skamplet burde afvaskes, og det kunne den kun blive ved ydmyghedens gerninger.
Pavens opfattelse sejrede, og der blev udvalgt to kardinaler, som skulle møde hertugen, nemlig Latino Orsini og Prospero Colonna. De øvrige kuriefolk, som var tilbage i Mantova, skulle ledsage dem. Således blev hertugen af Cleve modtaget med de største hædersbevisninger, og alle beundrede personernes majestætiske adfærd og de fornemme såvel som de lærde folks smukke dragter.
3.11. De burgundiske legaters tale.
Den følgende dag blev der afholdt et offentligt konsistoriemøde. Biskop Jouffroy af Arras holdt tale for Pius, der sad på sin trone iført sit fulde pavelige skrud. I talen lovpriste biskoppens pavens planer for religionens forsvar, den fornemme ambassade, Philippes slægt, og burgundernes gamle og nye bedrifter, og han forklarede, hvorfor Philippe ikke selv havde kunnet komme. Til sidst forsikrede han på Philippes vegne, at denne ville gøre alt, hvad man kunne forvente af ham, for at forsvare kristendommen. Han blev påhørt med ivrig opmærksomhed, og hele forsamlingen roste Philippes sindelag.
Fra sin høje trone holdt paven en svartale. Han sagde, at alle kendte Philippes højfornemme slægt, der udmærkede sig ved at forene burgundernes og franskmændenes blod, og at begge disse folkeslag havde erhvervet deres ry gennem store bedrifter. Philippe havde dog ikke behov for at henvise til sit anegalleri, da hans selv var et lys for sin tidsalder i kraft af sine egne personlige kvaliteter. Selv havde Pius haft adskillige samtaler med Philippe i Regensburg i Bayern, og han havde allerede dengang forstået Philippes holdning til tyrkerne, hans brændende tro og hans iver for at forsvare og udbrede troen. Hans ambassade viste, at han ikke ændret sindelag: fyrstens hensigt og ønske var uændret. Gid Philippe selv havde kunnet komme, som han havde givet håb om, for så ville han have set, hvor højt han blev agtet af den Apostoliske Stol. Men man måtte selvfølgelig acceptere, at han var blevet hjemme af frygt for politiske omvæltninger. Til gengæld havde han sendt fremragende mænd som sine repræsentanter.
Paven roste også hertugen af Cleve, der havde foretaget en lang og besværlig rejse for at komme til kongressen, hvor man skulle forhandle om forsvaret af den religion, som tyrkerne undertrykte overalt. Philippe havde gjort sin skyldighed og opført sig som, som det sømmer sig for en kristen fyrste. Hvis blot de øvrige fyrster var lige så engagerede i sagen, ville tyrkerne ikke længere håne de kristne, og saracenerne ikke vogte over Herrens grav i Jerusalem. Herren ville måske have barmhjertighed med sit folk og - med hertug Philippe og hertugen af Cleve som forbilleder – inspirere de øvrige kristne, samt gøre de personer til løgnere, der spottede kongressen i Mantova og latterliggjorde alt, hvad der skete dér. De øvrige sager blev udsat til senere. Med disse ord hævede paven forsamlingen. Som en hædersgestus blev hertugen af Cleve ledsaget til sit logi af kardinal Rolin af Autun.
3.12. Affæren Soest: ærkebiskoppen af Køln vs. hertugen af Cleve.
Hertugen af Cleve var en fjende af ærkebiskop Dietrich af Køln, og han havde kæmpet imod ham i adskillige slag. Årsagen til krigen var den berømte by Soest, som havde løsrevet sig fra ærkebiskoppen af Køln og var blevet taget under hertugens beskyttelse.
Soest ligger i Westfalen, som er et stort og betydningsfuldt område med flere banditter end tåber. Westfalen ligger mellem Rhinen og floden Weser. Det gennemskæres af floden Ems, der udspringer i de bjerge, som Claudius Ptolemaeus kalder de Anobiske, og som skiller Westfalen fra Hessen. Det menes, at Longobarderne i sin tid brød op fra dette område, drog igennem Tyskland til Pannonien, og til sidst – på opfordring af kejser Justinians eunuk, Narses - invaderede Italien. Efter dem har "Gallia Cisalpina" fået navnet Lombardiet. Westfalen grænser mod nord op til Utrechts territorium og marsklande. I dag er Westfalen et hertugdømme, som feudalretligt hører til ærkebispestolen i Køln.
På det sted hvor Soest er nu, lå der engang en fattig landsby, som ærkebiskoppen købte for mere end 600 år siden. Da andre folk sidenhen kom til, og byen var vokset betragteligt, lod ærkebiskoppens efterfølgere den omgive af mure og gav den status som by. Den havde flere gange gjort oprør imod ærkebispestolen, men hver gang var den blevet besejret i kamp og tvunget tilbage i lydighedsforholdet til ærkebiskoppen. Under ærkebiskop Dietrich havde byen igen gjort oprør, denne gang for alvor, og ved kejser Friedrichs hof havde der verseret en længere retssag derom. Soest blev dømt for oprør, men unddrog sig straffen. Dietrich greb igen til våben, kaldte bøhmerne til hjælp, samlede en stor hær, hærgede Soests territorium med sværd og brand og underkastede byen en streng belejring. Til gengæld gik Soest over til hertugen af Cleve.
Byen Cleve ligger i Belgien. Det er en folkerig og prægtig by, som kejser Sigismund ophøjede fra grevskab til hertugdømme. Dens territorium er ikke stort, men rigt og frugtbart. En ø i Rhinen, som engang blev beboet af bataverne, lyder nu hertugen. Øens mænd er så krigeriske og stærke, at de kan svømme over Rhinen i fuld udrustning. Af disse mænd rejste hertugen af Cleve en hær, som han sendte til undsætning for Soest. Skønt ærkebiskoppens soldater havde angrebet byen med alle slags skyts og besteget en del af murværket ved hjælp af stiger, kunne de ikke overvinde indbyggerne, der gjorde heftig modstand sammen med hertugens hjælpetropper. Belejringen trak længe ud, og mange mennesker omkom. For at afværge et nederlag for Soest begyndte hertugen at føre krig imod Kølns undersåtter. Så trak Dietrich sig ud af belejringen og vendte sig imod Cleves territorium, og herefter afbrændte hertugen og Cleve hinandens agre.
Xanten er en by ikke langt fra Cleve. Den ene del af byen hører til ærkebispestolen Køln, den anden til hertugen af Cleve. I byen er der en prægtig kirke, som man mener blev grundlagt af kejser Konstantins mor, Helena. (Da Pius var kardinal, opnåede han embedet som provst ved denne kirke. Da han blev pave, overdrog han det til sin nevø Francesco.) Hertugen af Cleve indtog nu – med krigens ret – hele Xanten, medens adskillige byer, der tilhørte hertugen, blev angrebet af ærkebiskoppen og overgav sig til denne. En forbitret krig rasede med store tab på begge sider, indtil pave Nicolaus sendte kardinalerne Nikolaus von Kues af San Pietro og Juan Carvajal af Sant’Angelo og beordrede dem til at nedlægge våbnene. Der blev så indgået følgende fred: ”Begge parter skal nedlægge våbnene og frigive alle fanger. Det erobrede skal beholdes, indtil sagen er retsligt undersøgt og kardinal Nikolaus med bistand fra hertug Philippe af Bourgogne har bilagt striden.” Sagen trak dog længe ud. Vidner fra begge sider blev hørt, og deres udsagn sendt til kurien. Endvidere blev hertug Philippes råd blev indhentet. Men i pave Nicolaus V’s levetid kunne der ikke fældes dom, for mange blandede sig i striden og forhindrede rettens gang. Heller ikke under Calixtus III kunne man nå til en retsafgørelse, for Calixtus turde ikke træde op imod hertugen af Cleve.
Da udsendinge fra Køln anmodede Pius om, at retfærdigheden skulle ske fyldest, fandt paven, at man ikke længere kunne tilsidesætte dette betydningsfulde ærkebispedømmes rettigheder, og han sendte derfor et "monitorium" til Soest og Xanten om at vende tilbage til deres herre. Da disse byer modtog pavens breve og forstod hvad der blev truet med, gik de til hertugen og sagde, at det ikke hjælp dem meget at have vundet med det fysiske sværd, hvis de nu blev slået med det åndelige. De frygtede pavens bandlysning og kunne ikke undvære de hellige riter, som paven ville forbyde, hvis ikke de vendte tilbage til deres tidligere herre.
Hertugen blev opbragt herover, og da han kom til Mantova ville han overhovedet ikke forhandle om kristenhedens vel, førend hans egen personlige sag var blevet behandlet. Han hævdede, at paven havde behandlet ham uretfærdigt. Paven havde nemlig skriftligt lovet, at der ikke ville blive foretaget noget imod hertugen, førend denne selv blev indkaldt til høring. Ikke desto mindre var Soest og Xanten nu med trussel om strenge kirkestraffe blevet formanet til at vende tilbage til ærkebispestolen Køln. Paven svarede, at løftet var blevet holdt, for hverken hertugen selv eller dennes egne undersåtter var omfattet af monitoriet, men kun Soest og Xanten, som helt utvivlsomt stod under kirken i Køln. I øvrigt havde monitoriet i sig selv karakter af en indkaldelse. Hertugen af Cleve indvendte, at det faktisk drejede sig om hans egne undersåtter, fordi de var kommet under hans jurisdiktion igennem en retfærdig krig. Han anmodede derfor indstændigt om, at monitoriet blev tilbagekaldt. Hvis han ikke fik medhold, ville han drage bort igen og overhovedet ikke foretage sig noget i religionens tjeneste. Hertugens ord var arrogante og uværdige for en ædel fyrste.
Til stede var også legater fra ærkebiskoppen af Køln. Det var fremragende mænd, hvis leder var grev Robert af Virnenburg. Han var en meget smuk mand med en fornem karakter og stor klogskab, og han var endnu ikke fyldt 25 år. Han døde på tilbagerejsen ikke langt fra Basel – et stort tab for sin familie og en endnu større sorg for ærkebiskop Dietrich. Robert havde meget at fremføre om ærkebispestolens rettigheder. Hertugen af Cleve havde handlet slet og ondsindet, for selvom han var ærkebispedømmets vasal og født i et af dets sogne, havde han alligevel grebet til våben imod sin moder og herskerinde, og han havde hverken adlydt hendes befalinger eller vist gudsfrygt. Han var derfor hjemfalden til den straf, som er fastsat for forbrydere og for dem, der forråder deres herre. Man kunne nu se, hvor fremragende hertugens dyder var, når han kun ville forhandle om sine private anliggender, selvom han var udsendt i offentligt ærinde! Men man skulle da gøre, som hertugen ønskede, og afsige dom i dennes private sag. Dette ville være særdeles kærkomment for ærkebiskoppen, som kun ønskede det, der var ret og rimeligt.
Paven tilbød hertugen valget imellem en mindelig løsning og en egentlig domsafsigelse. Hertugen forstod imidlertid udmærket, at han ikke kunne føle sig sikker hverken på den ene eller den anden måde. Men samtidig var han klar over, at Pius ville gøre hvad som helst for, at han ikke drog bort, før man havde fuldført den sag, for hvis skyld han var kommet til Mantova. Så han nægtede at acceptere nogen af de to løsninger. Sagen stod nu således, at man enten i første omgang måtte se stort på retfærdigheden eller opløse kongressen uden resultat. For hvis hertugen af Cleve drog bort i vrede, ville venetianerne og mange andre, som endnu ikke var kommet til konciliet, ivrigt gribe dette påskud til at blive hjemme med en vis anstændighed i behold.
Paven var bekymret og usikker på hvad han skulle gøre. På den ene side fandt han det utåleligt at nægte at yde retfærdighed til en, som bad derom. På den anden side måtte han anse det for mindre farligt at suspendere retsafgørelsen end at udsætte den katolske tro for fare. Igennem tiderne havde det været sådan, at når paverne ikke kunne lade retfærdigheden ske fyldest uden offentlig skandale, havde de for sædvane at gribe til forstillelse, indtil det rette øjeblik dukkede op. Dette forbydes ikke af dem, der skabte lovene, for man bør altid undgå det største af to onder. Paven gav derfor efter for hertugen af Cleve og tilbagekaldte monitoriet til Soest og Xanten. Han lovede dog samtidig legaterne fra Køln at genudstede det, når man havde afsluttet behandlingen af de religiøse anliggender. Det var faktisk biskoppen af Arras, som i hemmelighed havde foreslået Pius denne løsning. Da denne private sag var af vejen, gik man over til den offentlige.
3.13. Pavens tale til Burgunderne.
Hertugen af Cleve og hans kolleger blev spurgt, hvilke råd og hvilken støtte Philippe ville give. De svarede først, at de var blevet sendt af deres fyrste for at høre Pius’ hensigter, som de så ville melde tilbage til Philippe. Da de igen blev bedt om at tale, bekræftede de, at Philippe ofte blandt venner havde drøftet pavens plan, der - skønt den var from og hellig - ikke desto mindre var vanskelig og næsten umulig at gennemføre. At føre krig mod tyrkerne krævede meget store stridskræfter. Igennem mange år havde tyrkerne vundet så mange slag, at de indgød de kristne skræk bare ved deres ry og omdømme. Når forfædrene havde ført krig mod østerlændingene, havde man samlet hære fra Frankrig, Tyskland og England. Men disse lande var nu plaget af hjemlige stridigheder og borgerkrige, eller også kæmpede de med hinanden om grænseterritorier. Først måtte man stifte indbyrdes fred, kun derefter kunne man gå i krig med tyrkerne. Man kunne dårligt føre krig udadtil, når man lå i strid med sine egne borgere. Philippe ville gøre hvad som helst, paven måtte ønske, for at skabe enighed mellem fyrsterne og derefter gå i krig sammen.
Pius svarede, at han udmærket vidste, at der var behov for store stridskræfter til at overvinde tyrkerne. Det var jo netop derfor, han havde indkaldt de kristne konger til kongressen, således at man kunne rykke i felten med fælles styrker. Tyrkerne var både stærke og dygtige, men dog ikke så meget, som rygtet ville vide. I de 70 år, de havde de kæmpet med ungarerne, havde krigslykken vekslet. De havde opnået deres berømmelse ved at besejre de feje, svage og kvindagtige grækere. Men hvis de gav sig i kast med tyske, franske, italienske eller spanske hære, så ville de se, at de kæmpede mod mænd. Paven skammede sig over, at et så primitivt folk som tyrkerne kunne vække rædsel hos de kristne, som før i tiden selv havde indgydt frygt overalt.
Men Philippes råd var bestemt udmærket: først måtte man skabe fred i og mellem de lande, som skulle levere soldater. Det måtte også medgives, at der sjældent havde været korstog i Østen uden franskmændene, og det syntes, som om det var disses særlige opgave at kæmpe for troen. Paven ville bestræbe sig på at bilægge striden mellem Frankrig og England og arbejde for fred mellem tyskerne. Men dette ville kræve lang tid. Han ville nu udsende sine legater. Han ville kalde de stridende sammen, selv fra de fjernere egne. Han ville forhandle, overtale, og tage alle midler i anvendelse, for hvordan kunne man på få dage fjerne mange års fjendskab?
I mellemtiden ville Ungarerne, hvis kræfter var udtømte, så tabe krigen. Det var de første, som tyrkerne truede, og der var ingen tvivl om, at tyrkerne næste sommer ville angribe dem med fuld styrke. Serberne var allerede tyrkernes allierede, og takket være bosniernes frafald havde tyrkerne besat Smederevo, hvorfra man med lethed kunne sende styrker over Donau. Hvis Ungarn overgav sig til tyrkerne, ville disse have fri adgang til Tyskland og Italien. Der var ingen tvivl om, at hvis ungarerne blev svigtet af de øvrige kristne, så ville de enten blive knust af tyrkerne, eller også ville de alliere sig med dem. Begge dele var yderst farlige.
Man måtte tænke på fortilfældene fra gammel tid: hunnerne, goterne, vandalerne, erulierne, gepiderne, longobarderne, ungarerne og talløse andre barbarfolk, som via Pannonien (der nu hedder Ungarn) havde invaderet Tyskland og Italien og derefter var draget videre til Frankrig og Spanien. Man måtte sørge for, at dette ikke skete igen i vor tid, når det nu var sikkert, at tyrkerne ønskede at blive herrer over Vesten. Man skulle gå imod dem, medens de endnu kunne besejres, og førend ungarerne underkastede sig dem.
Man måtte heller ikke tro, at tyrkerne var uovervindelige. Bare for tre år siden havde de lidt nederlag ved Alba: der havde de ikke kunnet modstå de kristnes angreb - og det på trods af, at de selv var mange og veludrustede, der kæmpede mod få og letbevæbnede korsfarere. De kristnes tapperhed indgød tyrkerne skræk, og de kristne havde faktisk aldrig lidt nederlag, med mindre der var forræderi med i spillet, eller de var udmattede af deres sejre, eller de var talmæssigt underlegne, eller Gud Herren var vred på dem på grund af deres forsyndelser.
Men med forenede stridskræfter ville ikke blot kristenheden, der bestod af så mange store lande, men selv Italien alene være tilstrækkeligt til at slå tyrkerne. Der var intet som gavnede disse mere end fjendskabet mellem de kristne, som bekrigede hinanden og hellere engagerede sig i private fejder end offentlige krige, og som hellere bekrigede trosfæller end de fælles fjender. Som sagerne stod, kunne man derfor ikke håbe på, at Frankrig eller Tyskland eller andre lande ville rejse hære og indlede et felttog imod tyrkerne, sådan som Godefroi de Bouillon og Konrad og mange andre havde ført krig imod troens fjender. Enhver kristen konge frygtede sin nabo og turde ikke lade sit hus stå tomt bag sig.
Men selv under disse omstændigheder burde man ikke opgive håbet for det fælles vel eller nægte at sende hjælpetropper til sine forbundsfæller. Hvis blot fyrsterne ville det, var det muligt at komme ungarerne til hjælp. Man skulle selvfølgelig af al kraft arbejde på, at kongerne sendte legationer til hinanden og indgik fred, således at man derefter kunne iværksætte et fælles felttog.
Men dette ville under alle omstændigheder tage lang tid, så i mellemtiden kunne man sende ungarerne militær hjælp efter en ligelig fordeling mellem landene. Hvis de alle gav lige meget, så ville hverken Bourgogne, Frankrig eller England behøve at frygte deres egen fjende. Og selv om de selv og mange andre vurderede, at 200.000 – 300.000 soldater var nødvendige til dette forehavende, så var dette faktisk ikke tilfældet. Specialister i tyrkiske forhold mente nemlig, at man kun behøvede at samle en hær på 50.000 eller i det allerhøjeste på 60.000 mand. Større hærstyrker havde jo det problem, at de hverken kunne styres, brødfødes eller opstilles i slagorden. En hærstyrke af den nævne størrelse var ikke meget i forhold til den samlede kristne befolkning, og den kunne hurtigt samles, hvis hver provins gav nogle få soldater. Kongerne kunne i øvrigt også bare yde et pengebidrag til at hverve soldater fra Ungarn, Tyskland, Bøhmen og Polen. Med den apostoliske legat som hærfører kunne disse tropper beskytte både Ungarn og de omliggende provinser, indtil man – hvis man omsider kunne beslutte sig for det – forenede sine stridskræfter og samlede en stor hær.
Hvis man ikke valgte et af disse alternativer, måtte man befrygte, at først ville Ungarn gå tabt, og derefter ville hele kristenheden gå til grunde. Philippe burde derfor lægge sig på sinde, at jo mægtigere man er, jo mere er man forpligtet til at tjene Gud. I øvrigt måtte krig med tyrkerne nærmest være et arveanliggende for ham, da hans egen far var blevet taget til fange af dem i et slag og kun fik sin frihed igen imod en stor løsesum. Philippe burde også huske det løfte om at føre krig mod tyrkerne, som han havde givet, da han hørte, at tyrkerne havde erobret Konstantinopel. Hvis ikke han opfyldte dette løfte, truede Guds straf.
3.14. Bourgognes løfter.
Legaterne påhørte opmærksomt pavens tale, og skønt flere af dem var eksperter i militære anliggender, var der ingen, som turde modsige paven. De fremførte kun nogle få undskyldninger for deres fyrste: denne havde ikke lovet at føre krig imod tyrkerne på egen hånd, men havde betinget sig, at Frankrigs konge eller kejseren eller en anden fyrste af mindst lige så høj rang som han selv, skulle deltage i felttoget. Åbenbart havde ingen endnu tilbudt sig, selvom både Alfonso af Aragonien og Afonso af Portugal havde fået syet korsfarertegnet på deres klædning – men det var åbenbart ikke prentet i deres hjerter.
Paven svarede, at man måtte handle anderledes i forhold til Gud end til mennesker. Philippe burde betænke, hvor store gaver han havde fået af Gud: han regerede over mange provinser; han levede et liv i luksus; han havde længe været ved godt helbred; han havde en søn, der skulle efterfølge ham; og i det hele taget blev han anset for den lykkeligste af de kristne fyrster. Hvis ikke han viste taknemlighed over for Gud, som havde givet ham alt dette, så måtte han ikke i fremtiden vente sig Guds barmhjertighed. For Gud er imod den, der ikke viser taknemmelighed over modtagne velgerninger.
Legaterne og paven drøftede disse sager længe, og der blev brugt mange dage på frugtesløse forhandlinger, også selvom kardinalerne blev inddraget. Man kunne først opnå noget af legaterne, efter at de havde haft to privataudienser med paven. Så gav de sig endelig og lovede, at Philippe – når han blev anmodet om det i pavens navn – ville sende 2.000 ryttere og 4.000 fodfolk til Ungarn eller hverve dem lokalt for egen regning. Denne hærstyrke skulle kæmpe mod tyrkerne lige så længe som den øvrige kristne hær holdt ud i krigen.
Da hertugen af Cleve havde aflagt dette løfte på vegne af hertugen af Bourgogne, begyndte han at forberede afrejsen. Paven ønskede dog, at han skulle blive indtil hertugerne af Milano og Modena kom til stede, hvad man mente var umiddelbart forestående. Hertugen blev derfor otte dage længere, end han havde villet, men da den ene af de to, nemlig Borso, tilbagekaldte sit løfte, og den anden udsatte sin ankomst, gav paven ham lov til at rejse bort. Et møde mellem store fyrster er vanskeligt at få i stand, enten fordi de ikke kan lide hinanden, eller også fordi de ikke vil stå tilbage for hinanden. Sjældent er der enighed blandt magthaverne, og endnu sjældnere er der tillid imellem dem. Misundelsen gør alt usikkert.
Så hertugen af Cleve drog bort - i øvrigt ikke helt rask. Jean de Croy led af en alvorlig febersygdom, og lægerne havde opgivet ham. Men han ignorerede lægerne og kom sig. Ganske vist led han meget under den stærke sommervarme og begav sig fuldstændig afkræftet på vej, men efter få dages transport i en vogn genvandt han helbredet. Nogle af Philippes legater forblev ved kongressen indtil slutningen. To af dem drog til kejseren.
3.15-19. Familien Sforza og Milanos nyere historie.
Få dage efter kom hertug Francesco af Milano til stede.
"[Her følger en længere beskrivelse af hertugen, hans familie, Viscontiernes sidste dage og Milanos nyere historie.]"
3.20. Hertugen af Milanos ankomst til kongressen.
Da hertugen af Milano ankom til Mantova, blev han mødt af to kardinaler. Han var rejst fra Cremona via Po-floden og Mincio. På den sø, der omgiver Mantova, var der en livlig trafik af små både og andre fartøjer. En stor skare mennesker var taget ud for at se den berømte hertug, og de roste både hans udseende og fremtræden til skyerne. Alle syntes, at han var en værdig regent. Hans følge var stort og fornemt, og alles klædedragter strålede af guld eller skinnede af sølv. Under hans indtog blev der sagt meget om den Apostoliske Stols værdighed og hæder, overalt hørte man bemærkninger som: ”Pavens autoritet og majestæt er i sandhed ophøjet, når selv så stor en fyrste kommer for at kysse hans fødder!”
Dagen efter inviterede paven hertugen til et offentligt konsistoriemøde. Da hertugen havde kysset de hellige fødder og selv fremført en kort hilsen, blev han bedt om at sætte sig på en plads, der normalt tilkommer kardinaldiakonerne. Herefter blev der holdt en tale for hertugen af Francesco Filelfo, den fremragende forfatter af satirer og digter, der er specialist både i den latinske og den græske litteratur. I sin tale lovpriste han hertugen og paven, talte meget om tyrkerne og endnu mere om grækerne, og herefter om nødvendigheden af et felttog imod tyrkerne, om hertugens støtte til forehavendet og om det bidrag til de kristne styrker, som hertugen lovede.
Da paven havde hørt Filelfos tale, roste han den i høje vendinger og kaldte Filelfo selv for ”den attiske muse”. Derefter henvendte han sig direkte til Francesco. Han sagde, at denne havde levet op til sit ry og opfyldt alle forventninger. Hertugen fulgte sin berømmelige fader, der havde udsat sig for store farer, da han gjorde tjeneste for den Romerske Kirke, de troendes moder. Faderen havde været en fremragende mand og den største af hærførerne på sin tid, en anden Ajax i krig og en anden Nestor i rådslagninger, uden frygt for nogen, men selv frygtet af alle andre. Alle lovpriste hans bedrifter. Paven havde selv som om hørt om disse fra sin onkel, Giovanni Tolomei, der havde kæmpet under ham som en af hans officerer og beundrede den store mands tapperhed og hæder. Denne uovervindelige fader var blevet overgået af sin egen søn, der havde besejret alle dem, som han havde kæmpet mod. Han havde derfor erhvervet sig et navn som det, de gamle gav de tapreste romere, og han blev æret af hele Italien. Han var ikke blevet hertug af Milano ved lykkens gunst, d.v.s ved fædrene arv, men var blevet valgt af folket i kraft af sine egne fortjenester. Kun i én henseende blev han overgået af sin far, for denne havde altid kæmpet for kirkens sag, medens Francesco af og til havde bekæmpet den. Men heller ikke på dette punkt stod han ganske tilbage for sin far, for ligesom Saulus var blevet til Paulus, således havde Francesco hjulpet pavens forgænger, Calixtus, imod Piccinino. Og nu da han var kommet til konciliet, havde han storsindet lovet, at han af alle kræfter ville hjælpe ikke blot den Romerske Kirke, men også selve religionen, selve den katolske tro, selve Kristi navn, imod de ugudelige tyrkere. Han gjorde således, hvad der anstår sig for en kristen fyrste. Hvis de andre var som han, ville de kristne ikke behøve at frygte tyrkernes våbenmagt, nej, de ville selv invadere disses områder og genvinde det Grækenland og Lilleasien, der var gået tabt på grund af forfædrenes efterladenhed. Paven håbede, at mange af de kristne fyrster, der nærmest syntes at være i en døs, ville blive inspireret af Francescos eksempel, at de ville erkende den fare, som truede den kristne sag, og gribe til våben imod fjenden. Hvis dette skete, som man måtte håbe, ville Francesco være blandt de første, som både den Romerske Kirke og hele den kristne religion skyldte særlig tak.
Paven sluttede under alles bifald, og dermed blev dagens møde hævet.
3.21. Hertug Borsos udflugter.
Hertug Borso af Modena regerede Ferrara på den Romerske Kirkes vegne og havde lovet at komme til Mantova, når Pius indkaldte ham. Men da han blev indkaldt, skrev han tilbage, at han ville komme om få dage. Da han så igen blev indkaldt, skiftede han holdning og afslog. Begrundelsen var, at stjernerne ifølge hans astrologer varslede hans død, hvis han drog til Mantova.
Paven irettesatte ham for at tro på hedensk vrøvl, når han mente, at han kunne kende sin fremtid gennem tydning af stjernetegnene; det var i øvrigt bare et påskud for ikke at komme til kongressen; Borso var bare bange for at møde gode mænd, han ville hellere leve sammen med de vilde dyr end med mennesker; hvis han ikke kunne udholde blot en dags sejlads i troens tjeneste, så ville han både være utaknemlig over for Gud og uværdig til al sin velstand; man kunne hverken være religiøs eller kristen, hvis man undslog sig for at deltage i kongressen vedrørende forsvaret for Kristi sag; Borso kendte til astrologernes udsagn allerede i marts, det vil sige førend han havde lovet paven at komme; intet var mere uværdigt for en fyrste end ikke at opfylde sine egne løfter.
Borso forsvarede sig med mange barnagtige undskyldninger, som han virkelig ikke burde belemre paven med. Og selv om han faktisk blev besejret med argumenter, så nægtede alligevel han at lade sig besejre. Til sidst meddelte han, at han var syg af feber og måtte holde sig i ro. Han forlod faktisk også Ferrara og drog midt i sommervarmen på falkejagt i Emilia. Alle, der hørte historien, hånlo ad ham.
Sådan er der nogle fyrster, der opfører sig. De følger deres egne lyster, og lader hellere deres stat gå til grunde end at gå glip af blot nogle få af deres fornøjelser. De tror på smiger fra de hofmænd, som hofferne er fulde af. De tror, at det som man roser hos dem i deres nærvær, det roser man også i deres fravær. Men det går helt anderledes til: han som man priser, når han er til stede, han bliver sjældent rost, når han er væk. Ligegyldigt hvor Borso drog hen blandt sine undersåtter, modtog han folkets hyldest. Men uden for sit eget land havde han et slet omdømme. Han hævdede ganske vist, at Ferrara var en skole, hvor man kunne lære alt, hvad Italien havde af viden, og at han selv var skolens forstander! Efter sin egen opfattelse besad han stor klogskab, men efter andres var den ringe. Han styrede sin stat ikke så meget med klogskab som med held. Ferrara trivedes på grund af naboernes indbyrdes konflikter, ikke på grund af deres fyrsters egen indsats.
Da Borso med hyppige budskaber og breve var blevet kaldt fra jagten til kongressen, overgav han sig omsider og skrev tilbage, at han ville komme efter august, fordi denne måned var skæbnesvanger for ham. Men han løj lige så meget som før. Bedrag falder let for en mand, der har vænnet sig til det, og kun vanskeligt kan løgnen holdes fra en mund, der er vant til at lyve. Til sidst sendte Borso som sin legat en nevø ved navn Gurrone, der blev bistået af to jurister. De havde i opdrag at afgive løfte om 300.000 dukater til kristenhedens forsvar. Som om man på denne måde kunne opveje skændige gerninger med smukke ord.
3.22. Forskellige ambassaders ankomst.
I mellemtiden var legater fra Firenze, Siena, Lucca og Bologna nået frem. Det var ledende borgere i deres egne byer, og de var kommet for at tilbyde deres bidrag til den fælles sag. Genova havde i hemmelighed sendt en biskop fra Korsika, en god mand. Denne skulle meddele paven, at byens senat ikke ville svigte, hvis der blev besluttet noget om forsvaret af troen, men at man ikke turde tilbyde noget offentligt uden ordre fra den franske konge, som de kort tid forinden havde undergivet sig. Kong Ferrante af Sicilien havde som sine repræsentanter sendt ærkebiskoppen af Benevento (der senere blev afsat på grund af sine forbrydelser) og hertugen af Andria. I et offentligt konsistoriemøde klagede ærkebiskoppen voldsomt over Genovas troløshed og frækhed, fordi byen havde skabt vanskeligheder for kong Ferrante på trods af sit forbund med ham. Men paven irettesatte ham, fordi han omtalte private fjendskaber på et sted, hvor det drejede sig om de kristnes offentlige sag om fred og frelse. Ferrantes brev var i denne henseende meget bedre end legaternes ord. For disse talte kun lidt om religionens forsvar, medens brevet viste kongens ædle højsind med hensyn til troens forsvar. Da man i forsamlingen oplæste alle legaternes instrukser, overgik ingen Ferrantes, for dennes instrukser indeholdt både en klar hensigtstilkendegivelse og et højtideligt løfte om at føre krig imod tyrkerne. Men da kongen havde besluttet at ruste sig til denne krig, kom han ud i en meget alvorlig krise, fordi han blev forrådt fyrsten af Taranto. Mere herom nedenfor.
Samme fyrste af Taranto sendte en repræsentant til konciliet, en vis Pirro, af minoriterordenen og en lærd mand. Han var dog mindre fyrstens udsending end hans spion. På et tidspunkt talte han med paven om sin herre og erklærede ham for at være en trofast søn af Kirken og en mand med store dyder. ”Hvad vil du have, jeg skal sige?”, svarede paven. ”Din herre er en meneder og forræder. Han har grebet til våben imod sin retmæssige herre. Han begår simoni og sælger hellige embeder. Han er en kætter, der støtter den jødiske vantro. Han er også en fjende af Kristi kors og har sendt sine repræsentanter til tyrkerne for at få dem til at gå imod de kristne. Vi har et sikkert vidnesbyrd om, at din herre ”udmærker” sig på denne måde. Om han har andre dyder, ved Vi ikke.” Dette var, hvad paven om fyrsten af Taranto.
Den følgende dag sendte paven 20.000 dukater til ungarerne, der led under byrderne af krigen mod tyrkerne, og som desperat søgte om pavens hjælp. Summen blev betalt i Venedig og overbragt af grev Stefan af Kroatien, der var på vej hjem.
3.23. Fred med Sigismondo Malatesta.
Medens dette gik for sig, kom Sigismondo Malatesta under stadig stærkere pres fra Piccininos hære. Han søgte derfor om fred og appellerede både til hertug Francesco af Milano og til pave Pius. I denne sag havde kong Ferrante som sine repræsentanter sendt biskoppen af Bitonto, en mand der var både kløgtig og charmerende, og Antonio Cincinello, en af sine hofmænd. Disse bad indstændigt Pius om at bilægge striden. Pius sagde, at han intet ville foretage sig, hvis der ikke blev givet ham fuldstændig frihed til at fastsætte fredsvilkårene. Den tidligere overenskomst var nemlig udløbet, og paven ville nu have mulighed for at bilægge striden på en måde, der var god og rimelig. Ferrante, Federigo af Urbino og Jacopo Piccinino ville dog kun indgå fred på nogle bestemte, ret barske vilkår. Der blev forhandlet om sagen i mange dage, men forgæves. Til sidst indvilligede alle i, at paven skulle fastsætte en fred efter sit eget skøn.
Det var usikkert, om paven selv havde størst fordel af krig eller af fred. På den ene side var det klart, at Piccinino ville beholde sine styrker, selvom han blev forsonet med Sigismondo, og at han så fortsat ville pønse på politiske omvæltninger og enten angribe Kirkestatens undersåtter eller Siena. Han ville ikke turde føre krig imod Venedig, Firenze, hertugen af Milano eller kongen af Sicilien, som var stærkere end han selv, og han ville ikke ønske at føre krig imod hertug Borso af Modena, som han var ven med. Til gengæld var der i Kirkestaten mange faktioner, som kunne hidkalde Piccinino i pavens fravær.
Hvis paven på den anden side tillod, at krigen fortsatte, så ville der ske et af to: enten ville Malatesta forsvare sig med hjælp fra Venedig, eller også ville han blive besejret af Piccinino og miste alt. Begge udfald var farlige. Hvis Venedig greb til våben for Sigismondo, ville Italien igen blive plaget af kamp og strid, og krigen imod tyrkerne ville blive glemt. Hvis Malatesta bukkede under, ville Piccinino blive overmåde mægtig, Kirkestaten ville få en farlig nabo, man ville lukke en mus ind i sit eget forrådskammer, eller nære en slange ved sin egen barm.
Der kunne også ske noget helt tredje: Piccinino og Malatesta kunne gå sammen og med forenede styrker hærge Kirkestaten og dele dens provinser imellem sig, for sådan er militærfolk: omskiftelige og ærgerrige, lunefulde og magtbegærlige.
I dette dilemma valgte paven det hæderlige frem for det fordelagtige. Han fandt, at det var mere ædelt og gudvelbehageligt at stifte fred, og at den der gjorde det rigtige ikke burde frygte det ufordelagtige. Det område, hvor krigen hærgede, håbede på hjælp fra Kirken. Man burde give undersåtterne fred og forbarme sig over de fattige bønder, som var blevet fordrevet fra deres hjem, havde mistet deres kvæg, hustruer og børn og nu måtte tigge om brød af fremmede. Man måtte tænke på, at det ikke var ulykkernes ophavsmand og anstifter, der blev straffet, men de uskyldige: drenge og piger ville lide overgreb; kirkerne blive udplyndret; der ville blive myrdet og anstiftet brand overalt; både Guds og menneskers love ville blive trådt under fode. Provinsen var nu blevet plaget af krig i et helt år. Hvis ikke den snart fik fred, ville den blive fuldstændig ødelagt. Man skyldte også noget til Sigismondos forfædre, som engang havde været fremragende både i krig og fred.
Skønt paven i høj grad måtte nære frygt med hensyn til sin egen situation, måtte han i den nuværende situation drage omsorg for dem, som var ramt af krigens ulykker. Hvad fremtiden angik, måtte han sætte sin lid til den barmhjertige Gud, som har magten til at ordne alt på bedste måde. Paven påtog sig derfor at fælde dom i sagen og bød de krigsførende følgende: våbnene skulle nedlægges og fangerne frigives; Pergola og flere andre steder skulle overgives til Federigo af Urbino; Senigallia, Mondavio, Vicariato og Montemarciano skulle forblive i pavens hånd som pant, indtil fredsbetingelserne var opfyldt. Om de øvrige forhold lovede han at fælde dom inden to måneder, idet han dog forbeholdt sig ret til at udskyde fristen, så ofte han ville. Paven tilføjede den klausul, at Sigismondo inden et år skulle betale en bøde på mellem 50.000 og 60.000 dukater. Hvis ikke dette skete, skulle de byer, som var overgivet i pant til paven, gå til kong Ferrante. Endvidere kunne Sigismondo ikke lovligt føre krig imod kongen i en to-årig periode.
De udsendinge, der skulle meddele dommen, blev modtaget med bitterhed. Dommen forekom begge parter hård, og især Piccinino, der var klar over, at han dermed blev frataget sejrens frugter. Men kort tid efter nedlagde de alligevel våbnene, således som paven havde bestemt. Byerne blev overdraget med undtagelse af Pietrarubbia , hvor indbyggerne efter Sigismondos listige plan simulerede et oprør. Endvidere tillod Piccinino, at hans soldater udplyndrede flere af de steder, som han havde erobret. Ellers fulgte man dommen, og Sigismondo havde den fordel at blive inkluderet i den italienske liga, som han tidligere var blevet udelukket fra. Han kunne således nyde freden, selvom han var ondsindet og rastløs og altid havde sat krigen over freden.
3.24. Anguillara besætter Viterbo.
Medens dette stod på, besatte grev Everso dell’Anguillara byen Viterbo. Denne var blevet forrådt af nogle få borgere og blev overdraget til Eversos nevø, Antonello da Forlì, som Everso havde sendt dertil. Ærkebiskop Bartolomeo Roverella af Ravenna, som senere blev kardinal, samlede i hast nogle styrker og kom den besatte by til undsætning. Da Antonello hørte, at hærstyrken nærmede sig, udplyndrede han byen, tog mange af dens borgere til fange og førte dem med sig, da han drog bort belæsset med bytte. Det var fæstningen, som gjorde det muligt at genindtage byen. Pave Martinus havde engang lade den rive ned til grunden, men pave Calixtus var begyndt at genopbygge den, og Pius afsluttede byggeriet. Hjælpetropperne blev lukket ind gennem fæstningen og gav byen tilbage til Kirken. Ellers ville den være forblevet i fjendernes besiddelse i lang tid.
Da Pius hørte, at Eversos tropper havde indtaget byen, sagde han: ”Det var det, som Everso truede med, da Vi forlod Rom. Men heller dette skal få Os til at vige fra forsvaret af troen. Gud selv vil hjælpe troens sag, og han vil ikke tillade, at ondskaben sejrer.”
Derefter gik der fire dage, og se bare! Da kom der en budbringer, som meddelte, at fjenden var slået på flugt, og at forræderne var blevet straffet. Kirkens guvernør i byen var en perugianer ved navn Oddo, en af den Romerske Kirkes notarer, der havde været borte, da Antonello gik til angreb. Da han hørte om besættelsen af byen, samlede han folk fra nabobyerne og sluttede sig til ærkebiskoppen af Ravennas styrke. På den måde bidrog han faktisk i ikke ringe grad til at genvinde byen. Men da han pralede overdådigt af selv at have været ophavsmand til byens redning, sagde ærkebispen til ham – ihukommende hvad man kan læse hos Livius om Fabius: ”Du ville aldrig have genvundet Viterbo, hvis du ikke først havde mistet den”.
3.25. Ambassader fra Polen og Savoyen.
I mellemtiden var en legat fra Polens kong Kazimir ankommet til Mantova med et prægtigt følge. Det var en lærd mand, en nevø af den tidligere ærkebiskop og kardinal af Krakow, Zbigniew Olesnicki. Hans talrige tjenerskab var iført det samme liberi. Efter polsk skik bar de fjerprydede hatte, pilekoggere og slynger, og deres heste var særdeles velnærede.
Der kom også legater fra hertug Louis af Savoyen. Det var biskoppen af Torino, marskallen af Savoyen og andre fornemme og lærde mænd fra Savoyen. Fra Italien manglede nu kun Venedig. Selvom venetianerne inden pavens afrejse fra Rom både gennem udsendinge og breve havde lovet, at de ville være blandt de første, som sendte en legation til kongressen, så adlød de dog ikke, da de blev indkaldt. Der var to grunde hertil. For det første havde de ikke fået deres vilje med hensyn til bispestolen i Padova. For det andet frygtede de mere end noget andet den situation, at de som de eneste kom i krig med tyrkerne, hvis de selv kom til Mantova og fandt, at de kristne fyrster ikke var villige nok til at forsvare religionen. I øvrigt skrev de venetianere, som fulgte kurien, mangt og meget til deres venner derhjemme, som fik folket til at vige tilbage fra deres gode fortsæt. For hoffolks natur er ofte ondskabsfuld og genstridig, og de er næsten alle slaver af griskhed og ærgerrighed. Paven har naturligvis kun mulighed for at forfremme og berige få ud af de mange. De øvrige, som bliver forbigået, hader paven, som om han har behandlet dem uretfærdigt. De nedrakker ham i skrift og tale, de bider og flænser, og der er ingen som i levende live bliver rost mindre end paven.. Først når han er død, bliver han en gang imellem rost, for efterfølgerens handlinger stiller forgængerens i et bedre lys. Så alle de venetianere ved kurien, som ikke havde opnået det, de ønskede, skrev hjem til deres venner imod pavens planer. Og da et folkestyre af naturen er mistænksomt, fortolkede byen alt på den værst tænkelige måde. Dette gjaldt især købmændene, som havde økonomisk fordel af fred med tyrkerne.
3.26-29. Venedigs historie.
"[Her følger en beskrivelse af Venedigs historie og styreform] "
3.30. Beskrivelse af Venedig.
Som nævnt omfattede Venedig fra begyndelsen af næsten alle øerne mellem Grado og Loredo, der tilsammen dannede et fællesskab bestående af flere småbyer. I dag danner bygningerne én sammenhængende by kun opdelt af kanaler med saltvand, der fungerer som gader. De store kanaler er så brede, at der er plads nok til galejer. Der er også gader dækket af brosten, hvor man kan gå til fods.
Til denne by sejles der handelsvarer fra næsten hele verden, og der er ikke nogen bedre handelsplads i hele Europa. Købmænd fra hele Vesten bringer deres varer hertil og fører varer fra Østen med tilbage. Der er også et skibsværft, som man kalder Arsenalet, og som er udstyret med alle slags store maskiner og apparater, og hvor de uden ophør bygger galejer og andre skibe. Det siges, at de på meget kort tid kan udruste 100 galejer – det har de i hvert fald gjort tidligere.
Hele byen er bygget af mursten. Men hvis venetianerne bevarer deres magtposition, vil den snart være dækket af marmor, og allerede i dag stråler adelspaladserne af marmor og glimter af guld. Den berømmelige Sankt Markus Kirke er bygget med marmor fra Østen. Dens kupler er udsmykket med forgyldte mosaikker. Man siger, at kirken ejer en skat, der overgår selv kongernes rigdomme, med rubiner, diamanter og alle slags perler. I vor egen tid lykkedes det en græker at begå et snedigt tyveri fra skatkammeret, men han blev fanget og dømt til døden. Dogen, Francesco Foscari, frarådede dødsstraffen, da han mente, at en så dristig mand, burde skånes. Man siger, at forgyldningen af kampanilens top kostede 60.000 dukater.
Dogepaladset er enormt. Vi har allerede fortalt, hvordan det i tidligere tid brændte ned og blev genopbygget. Det er bygget på marmorsøjler og vidunderligt udsmykket. Over hele byen er der prægtige og smukke templer og klostre. Byen vokser fra dag til dag. Den er jo uden bymure, for vandet selv er dens mur. Den korteste afstand til fastlandet er tre mil.
I vor egen tid har Venedig haft mænd af fremragende lærdom, for eksempel augustinermunken Paolo, hvis bøger om dialektik stadig anvendes, og Francesco Barbaro, en specialist i græsk og latinsk litteratur, som oversatte mange bøger fra græsk til latin.
3.31. Modtagelsen af de venetianske legater.
Venetianerne, som Vi nu har skrevet udførligt om, nægtede længe at sende legater til kongressen i Mantova. Men da de hørte, at hertugen af Cleve var ankommet, at man med det allerførste ventede de franske legater, at fyrsten af Milano, Francesco Sforza var kommet til stede i egen person, og at der fra hele Italien kun manglede dem selv, blev de nervøse med hensyn til deres eget omdømme og sendte to legater til Mantova. Sammen med legaterne sendte de en gruppe unge adelige og – som et tegn på hæder – en eskorte på 500 riddere.
For at vise byen Venedig ære red Francesco Sforza ambassaden i møde og drog ind i Mantova imellem de to legater. Den ene af legaterne, Ludovico, holdt en strålende tale i et åbent konsistoriemøde, for han var ikke blot retslærd, men også velbevandret i retorik. Talens hovedindhold var følgende: Venetianerne fordømte frækheden hos tyrkerne, som angreb andre lande; de anklagede de kristne for dårskab, når disse hverken forsvarede deres egne besiddelser eller vovede at gribe til våben for deres religion; de lovpriste paven, fordi han bekymrede sig om det fælles vel og var draget til Mantova - med stort besvær og store omkostninger. De ivrede for, at man skulle gå i krig mod tyrkerne, såfremt det kunne ske med forenede kristne stridskræfter; og skete det, lovede de at yde et stort bidrag til sagen.
Pius indledte sit svar med at tale om venetianernes oprindelse og deres mange store bedrifter. Derefter roste han deres tilbud med hensyn til troens forsvar, selvom de havde stillet en betingelse, som det ville være meget svært at opfylde. Han dadlede også sendrægtigheden hos de venetianske legater, som var de sidste, der ankom, selvom de boede tættest på Mantova. Han mindede også om pave Alexander IIIs store kærlighed til Venedig, og sagde, at han selv ville holde lige så meget af dem, hvis de – som det var rimeligt – støttede hans bestræbelser med hensyn til at forsvare troen.
3.32. Kongressen begynder at arbejde.
Konciliet var nu fuldtalligt bortset fra franskmændene, som endnu ikke var nået frem. Paven besluttede derfor at holde tale til alle de tilstedeværende og at opfordre dem til at gå i krig. Han var nødt til at gøre dette, inden hertug Francesco af Milano tog af sted, for denne kunne ikke blive der længe. Efter en messe i domkirken blev alle fyrsterne og udsendingene kaldt til samling.
Der opstod nu mange stridigheder om, hvor man skulle sidde. Størst var uenigheden mellem legaterne fra Venedig og Savoyen. De første fremhævede deres stats magt og ælde, de sidste deres herres fornemme afstamning og sædvanen. Skænderiet blev stadig mere heftigt, og Orsatto viste her større hovmod end klogskab og var parat til at slås. Da paven ikke kunne dæmpe gemytterne på anden måde, placerede han venetianerne bagved hertugen af Burgunds legater og befalede legaterne fra Savoyen at tage plads på den lave bænk foran sin egen trone. Derpå påbød han tavshed og talte i omkring tre timer under så stor opmærksomhed fra tilhørerne, at hvert eneste ord kunne høres. Han havde været slemt plaget af hoste i de foregående dage, men forsynet stod ham bi, så han hverken hostede eller var besværet, medens han holdt sin lange tale om krigen mod tyrkerne. Han påviste, at denne ikke blot var hensigtsmæssig, men også retfærdig, let gennemførlig og nødvendig. Siden hen blev hans tale udgivet, og den findes blandt hans øvrige taler. Da paven sluttede, holdt den græske kardinal Bessarion en lige så lang tale på kardinalkollegiets vegne. Han beskrev, hvor stort et tab de kristne havde lidt med Konstantinopels fald, og hvilke onder, der ventede, hvis man ikke satte sig imod tyrkens anslag. Han sagde, at sejren ville være nem for de dristige, og han fremførte mange gode grunde til at gå i krig. Han bekræftede, at det hellige kollegium fuldt ud tilsluttede sig alt, hvad paven havde sagt i sin tale. Bagefter roste man Bessarions tale, selvom den viste, hvor højt den latinske veltalenhed stod over den græske.
Kejserens udsending, biskop Antonio af Trieste, var til stede, men han turde ikke tage ordet i så stor en forsamling. Hans kollega, Johann Hinderbach, var syg. De øvrige oratorer for konger, fyrster og byer bifaldt enstemmigt pavens tale. Francesco Sforza plæderede – med militærisk veltalenhed og på modersmålet - stærkt for, at man skulle gå i krig mod troens fjender, og han stillede sig selv og sine ressourcer til rådighed for sagen.
3.33. De ungarske legater beklager sig over kejseren.
Også Ungarns legater var til stede. De var de sidste, der talte, fordi det var dem, der søgte om bistand. De priste pavens omsorg for det fælles vel og fremførte et langt angreb på kejseren. Denne havde skadet ungarerne (der i forvejen led under krigen med tyrkerne) ved at kaste det ungarske rige ud i nye stridigheder. Da forsamlingen hørte dette, rejste der sig en ophidset mumlen imod kejseren, men hans legat, som ikke var vant til at tale på offentlige møder, turde ikke tage til genmæle imod en kritik, der var blevet fremført i så stor en forsamling.
Paven tog derfor ordet og sagde: ”Ungarere! Det, som I har fremført, er irrelevant i denne sammenhæng og gavner ikke sagen. Vi er nu i færd med at drøfte krigen mod tyrkerne, og for at gavne jeres sag arbejder Vi på at få kejseren og de øvrige kristne til at støtte jer militært. I beder om hjælp, og samtidig udfordrer I netop dem, der kan hjælpe jer. Det er ikke sådan, I gavner jeres rige, og det er ikke her, at vi skal strø om os med bebrejdelser. Ulykke og overmod passer dårligt sammen. Vi kender kejseren som en fyrste, der elsker retfærdighed, og Vi ved, at jeres konge er en hæderlig mand. Men de er i strid om det ungarske rige, og begge mener, at de har en retfærdig sag. Når de har erkendt sandheden derom, vil de følge den. Vi bør arbejde på, at de bliver venner igen. Vi har allerede sendt en legat til dem, og Vi vil sende endnu én, hvis det er nødvendigt, så Vi gør alt for at forsone fyrsterne. Lad os i mellemtiden koncentrere os om det, der er vores opgave her og nu, lad os ikke have nogen stridigheder, og lad os ikke høre skældsord.”
Da ungarerne hørte dette, tav de. Alle andre bifaldt pavens ord. I fuld enighed traf man nu beslutning om at føre krig imod tyrkerne, hvorefter man afsluttede dagens møde.
3.34. Forhandlinger med de italienske magter.
Dagen efter blev alle de italienske legater og fyrster kaldt til paven. Følgende gav møde i paladset: hertug Francesco af Milano, markgreve Ludovico af Mantova, markgreve Guglielmo af Monferrato og Sigismondo Malatesta. Eftersom kongen af Aragonien herskede over de italienske øer Sicilien, Korsika og Sardinien, deltog også dennes legater. Endvidere deltog kong Ferrantes legater, ærkebiskoppen af Benevento og hertugen af Andria, samt repræsentanterne for Venedig, Firenze, Siena, Ferrara, Lucca og Bologna. Selvom Savoyen omfatter store områder på denne side af Alperne, hælder de imod Frankrig og ville ikke tælles med blandt italienerne. Genova var endnu ikke officielt repræsenteret, men havde i hemmelighed lovet sin støtte. Kardinalerne sad på pavens højre og venstre side, medens fyrsterne og legaterne sad over for ham.
Da alt var klart, sagde paven: ”Kære sønner! Efter jeres råd har Vi besluttet at føre krig imod tyrkerne. Vi er ikke i tvivl om, at der vil være rigeligt med våben, heste, mænd, skibe og penge, såfremt de kristne for alvor bekymrer sig om deres frelse. I dag skal vi drøfte, om vi skal angribe fjenden til lands eller til vands eller begge; hvilken flåde og hvilken landhær, der er behov for; hvilke lande der skal stille soldater til rådighed; og om vi skal hjælpe ungarerne med penge eller med krigsmænd. Giv jeres mening til kende og sig åbent, hvad I vil bidrage med.”
Francesco Sforza var den første til at svare, og han bekræftede det, som han havde lovet dagen i forvejen. Derefter fremsatte han følgende plan: det forekom ham nødvendigt at sætte et massivt angreb ind mod tyrkerne både til lands og til vands. Da han ikke kendte fjendens stridsmagt, kunne han ikke sige, hvor stor en hær, man behøvede. Under alle omstændigheder burde man dog rejse tropper fra de egne, der lå nærmest tyrkerne, og som kendte til fjendernes adfærd og havde erfaring med deres taktik. Italien og de øvrige fjernere provinser måtte bidrage økonomisk til at underholde ungarernes og andres hære. Man skulle ikke sende fremmede folk til ungarerne: dels ville de let kunne komme i klammeri med dem, og dels ville omkostningerne til deres transport og ophold være ganske betydelige.
Aragonerne, hvis leder var biskoppen af Elne, bifaldt Francescos plan og lovede mangt og meget i deres konges navn. Venetianerne turde ikke love noget, men de gav dog deres mening til kende som privatpersoner: man skulle angribe fjenden både til lands og til vands. En flåde på 30 galejer og otte kuttere ville være nok til at sejle igennem Hellespont og hærge kystområderne i Grækenland og Lilleasien. På den måde ville tyrkerne være nødt til at bruge mange krigsfolk til at beskytte kystområderne. Landstyrkerne burde man rejse i Ungarn og naboområderne. Der burde være mindst 40.000 ryttersoldater og 20.000 fodfolk. Krigen skulle finansieres ved pengebidrag fra de øvrige kristne provinser.
Alle de senere talere tilsluttede sig dette synspunkt med undtagelse af Sigismondo Malatesta. Da man nåede frem til ham, rejste han sig og talte militærisk og direkte: ”Hellige fader! Jeg er selv trænet i landkrig og forbigår derfor søkrigen, som jeg ikke har forstand på. Så det område overlader jeg til venetianerne. De tidligere talere har sagt, at man skal mobilisere de folk, som bor tæt på tyrkerne og kender deres adfærd. Jeg synes noget helt andet: ungarerne, valakerne, serberne, bulgarerne, epiroterne og grækerne bor meget tæt på tyrkerne. De har ofte lidt nederlag til tyrkerne og er nu bange for at se dem ansigt til ansigt. Hvis jeg skulle føre denne krig, så ville jeg udruste det fornødne antal ryttere og fodfolk fra Italien, og jeg ville ikke være i tvivl om sejren. For vore soldater og hærførere er de bedste i verden. Endvidere er vore heste og udrustning af bedre kvalitet. Endelig er det ikke en forhindring, at vi ikke kender til deres taktik, for de kender jo heller ikke vores, og vi kan bedre undgå deres fælder, end de kan undgå vores, for italienerne er simpelt hen kløgtigere. Jeg foreslår derfor, at italienerne fører krigen, medens de andre betaler.” Man roste Sigismondos tale, selvom der ikke var nogen, der roste hans person.
Da alle havde talt, sagde Pius: ”Kære sønner! Hvis det var muligt, ville også Vi foretrække at føre krigen med italienske stridskræfter, for intet andet folk overgår os militært. Men dette er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt. For hvem er i stand til at bidrage med de penge, som det koster at sende tropper fra Italien til Grækenland? Og hvad angår vore hærførere: hvem af dem er villige til at kæmpe uden for Italien? Her hos os kæmper de uden fare for deres liv og for en stor løn. Men med tyrkerne vil slagene være blodige og uden de store gevinster, når man ser bort fra sjælene, som vore soldater sætter højt, når de er inden i legemet, og lavt, når de er udenfor. På den anden side er det vanskeligt at få tyskerne, ungarerne og bøhmerne til at hverve soldater til krigen. Hvis ikke Italien giver penge, så vil ingen provins gøre det.
Barbarerne er gerrige og mistænksomme, og de føler sig altid snydt i pengesager. Måske vil de stille væbnede soldater til rådighed, men de vil ikke give rede penge, selvom de på den anden måde faktisk kommer til at yde mere. Italienernes penge vil næppe række fuldt ud til at udruste én flåde. Det er derfor nødvendigt, at vi gør, hvad vi kan, og ikke hvad vi gerne ville. Krigen må føres med de styrker, som vi kan få. Franskmændene, englænderne, tyskerne, bøhmerne og polakkerne vil stille styrker til rådighed, og med dem vil vi organisere landkrigen. Af de spanske folk vil kastilianerne bede sig undskyldt, fordi de ligger i krig med maurerne. Hvis katalanerne, aragonerne og portugiserne bidrager med noget, vil det være til søkrigen. Vi skal ikke nægte, at det ville være meget vanskeligt at samle så mange forskellige folkeslag i een lejr. Men det vil så være muligt, at organisere dem under flere hærførere og i flere lejre, dog på det vilkår, at de skal komme hinanden til undsætning, når det er nødvendigt. Alle skal dog lyde een fælles hærfører: den Apostoliske Stols legat. Og de skal følge een fælles fane med det livgivende korsets tegn. Men det er for tidligt at tage sig af dette.
3.35. Troppestyrker og finansiering.
Lad os nu drøfte, hvor mange tropper, vi skal have, og hvor vi skal få dem fra. Derefter skal vi også tage stilling til hærførerne og til, hvordan vi bevarer enigheden mellem folkene. Vi har hørt meget om tyrkernes magt. Vi ved, at de ikke kan føre mere end 200.000 mand i felten, og deriblandt ubevæbnede bønder og mange mænd, som er uvante med krig. Deres sande styrke udgøres af janitsharerne, som der højest er 40.000 af. Da de kristne er langt overlegne både med hensyn til våben og til tapperhed, vil de være sikre på sejr, hvis blot 50.000 drager i kamp. Det er dog vigtigt, at hovedparten af stridsfolkene er ryttersoldater, for der vil skulle kæmpes i et fladt terræn, og tyrkerne har et stort rytteri. Hertil kommer, at det ikke er let at kommandere og brødføde store troppestyrker. Med hensyn til søkrigen siger venetianerne, at 30 galejer og 8 kuttere vil give os sejren. Denne opfattelse deles af næsten alle, der kender tyrkerne. Hvis vi lægger 10 galejer til, er der overhovedet ingen tvivl om, at de vil kunne beherske havet og forhindre tyrkerne i at sætte over fra Asien. De fleste af tyrkerne vil være optaget af at forsvare kystbyerne, og de vil derfor kunne sætte langt mindre styrker ind i landkrigen. Det er i hvert fald eksperternes mening.
Vi har nu talt om, hvor soldaterne skal komme fra, og hvor store styrker der skal sættes ind til lands og til vands. Lad os nu tale om pengene. Hvis I er enige, er det Vort forslag, at gejstligheden skal give en tiendedel af sine indtægter i tre år til dette formål, lægfolket en tredvtedel, og jøderne en tyvendedel af deres samlede formue. Således vil vi rigeligt kunne indsamle de penge, som er nødvendige til denne krig. Hvis nogle vil betale mere, vil det være en ekstra gevinst. Hvis I har bedre forslag, så fremfør dem nu. Vi vil følge jeres råd.”
Alle tilsluttede sig pavens forslag, og på dette grundlag traf man en beslutning, som alle underskrev med undtagelse af de venetianske og florentinske ambassadører. Florentinerne blev stærkt kritiserede, fordi de var blevet sendt til konciliet uden at kunne bidrage med andet end ord. De udbad sig derefter en privataudiens med paven, og det blev dem tilstået dog med tilstedeværelse af to kardinaler, Bessarion af Nikæa og Juan Torquemada af San Sisto. Under audiensen afgav de en bindende erklæring om, at det florentinske folk ville overholde den trufne beslutning, men bad om, at det måtte forblive en hemmelighed, indtil deres fuldt lastede handelsskibe var vendt hjem fra Konstantinopel. Det, regnede de med, ville ske inden jul. Der blev indgået en højtidelig aftale herom, men for at det ikke skulle se ud som om at kristenhedens sag led skade på grund af florentinernes efterladenhed, gjorde hertug Francesco af Milano sig offentligt til garant for florentinerne.
Herefter blev der forhandlet intenst med venetianerne, hvis ord var langt fra deres holdninger. I deres tale lovpriste de krigen mod tyrkerne, i deres hjerte forbandede de den. De er ikke et folk, der går ind for store forehavender. De fleste af dem er købmænd, som af naturen er optaget af profit og som undgår store satsninger, hvis de koster penge. Venetianerne frygtede, at krigen mod tyrkerne ville medføre en standsning af deres handel med Orienten, som de lever af. Endvidere var de bange for, at fyrsterne fra Vesten - hvis man genvandt Grækenland - ikke ville tolerere det venetianske folks herredømme i Dalmatien og i Orienten. De frygtede også, at hertugen af Milano ville gå i krig mod dem, medens de selv var optaget af krigen imod tyrkerne. Sådan mistænker menneskene andre for det, som de føler hos sig selv. Venetianerne anmodede derfor deres legater om at trække forhandlingerne i langdrag, medens de gav gode forhåbninger, men ikke lovede noget som helst sikkert og definitivt.
Da de blev gået nærmere på klingen, sagde legaterne, at Venedig ville tage del i krigen på følgende betingelser: de selv alene skulle lede søkrigen; alt krigsbyttet skulle tilfalde dem selv; flåden skulle udrustes uden omkostninger for Venedig; og hæren, der drog fra Ungarn mod tyrkerne, skulle bestå af mindst 50.000 ryttersoldater og 20.000 fodfolk. Endvidere påstod de nu, at der ville være behov for 60 galejer og 20 kuttere, og at skibene udover roerne og de øvrige søfolk skulle bemandes med 8.000 mænd – og det skønt de tidligere havde sagt, at meget mindre var nødvendigt. Kun skibene og deres udrustning lovede de at stille gratis til rådighed, for alt det øvrige krævede de penge, og til det formål ønskede de at udskrive tiender, tyvendedele og tredvtedele i hele deres territorium, hvad de skønnede ville indbringe 150.000 dukater. Men heller ikke det var de tilfredse med og forlangte yderligere halvanden million dukater fra den fælles krigskasse. Så gavmilde var venetianerne!
Til disse krav svarede paven følgende: ”Med den umulige pris, I sætter på jeres deltagelse, ser Vi klart, venetianere, at I ikke reelt har til hensigt at deltage i forsvaret af religionen. Man må stærkt beklage, at jeres by, der engang udrustede store flåder til forsvar for troen, nu er sunket så dybt, at den ikke engang vil udruste blot ét eneste skib. Ofte har I for egen regning ført store krige for jeres forbundsfæller mod Pisa, mod Genova og mod konger og kejsere. Nu vil I have penge for at kæmpe for Kristus imod de ugudelige tyrkere. Men selv hvis I får dem, vil I alligevel ikke kæmpe! Ak Venedig, hvor meget har du mistet af dine gamle sæder! Dit alt for tætte forhold til tyrkerne har gjort dig til en ven af Muhammed, og du bryder dig ikke længere om din egen religion.
Men det er jo på jeres vegne, at Vi handler! Det er jeres sag, Vi fører, når Vi arbejder for krigen imod tyrkerne, og når Vi kæmper for at afvende den fjende, der truer jer. Men I vender det døve øre til Vore ord. Den dag vil komme, siger Vi jer, da I vil bønfalde Os om det, som Vi beder jer om nu, og måske vil I så ikke blive bønhørt. Hvilken konge har nogensinde haft så mange penge til at forberede en krig, som I forlanger af os nu? Det er nok med de penge, som er nødvendige til en begyndelse. Resten vil selve krigen fremskaffe, hvis bare hærførerne er mænd og ikke kvinder. Og nu forlanger I så, legater, 60 galejer og 20 andre skibe, hvor I for ganske nylig sagde, at halvdelen var nok. Og I forlanger 70.000 stridsfolk til landkrigen, medens dem, som kender til de tyrkiske forhold, vurderer, at krigen kan vindes med 40.000. I hober vanskelighederne op med det formål, at der ikke skal blive krig. Fortsæt endelig på den måde! Så bliver der ingen krig, og I kommer selv som de første til at betale prisen.”
Således blev der sagt mangt og meget og ofte endnu hårdere. Legaterne, var forsigtige mænd og svarede spidsfindigt snarere end sandt. Deres ord stod i skærende misforhold til deres reelle hensigter. Snart forsøgte de sig med eet argument, snart med et andet. De oppustede fjendens styrke, de nedtonede vores egen, og de forsøgte at trække tiden i langdrag, indtil kongressen blev opløst. De kom kun til paladset, når de blev indkaldt. Deres indtog var prægtigt og strålende. Kun modvilligt knælede de for paven, og selvom de så, at kongernes og selveste kejserens legater og store fyrster kyssede pavens fødder og lå længe udstrakt foran ham, så rejste de sig med det samme, hvad enten det skyldtes deres medfødte arrogance, eller den primitive fiskermentalitet, som de havde arvet fra deres forfædre. Hvis de måtte vente lidt i pavens forværelse, mumlede de med det samme, at de blev behandlet med foragt, og de skrev hjem til deres senat, at paven ikke viste dem større ære, end hvis de var kommet som udsendinge fra Ancona! Således opæggede de stadig mere den venetianske befolkning imod paven, som de i forvejen var forbitrede på over sagen om bispedømmet Padova. Rent faktisk holdt paven sig ikke tilbage med hensyn til at vise venetianerne ære, han gik snarere til den modsatte yderlighed. Men legaterne fandt på disse og mange andre løgnehistorier for at føje skade til skade.
3.36. Ambassader fra Frankrig, Bretagne, Genova og kong René.
I mellemtiden opstod der et rygte om, at de franske legater ville komme som Venedigs allierede og som fjender af paven på grund af Kongeriget Sicilien, og der var dem, der mente, at paven ville blive gjort til skamme ved deres ankomst. Da hertugen af Milano havde underskrevet dekretet med løfterne om bidrag, drog han hjem.
Af de legater, som den franske konge havde udnævnt, var der en, som kom forud for de andre. Det var den føromtalte dekan fra Chartres. Han var blevet valgt til biskop i sit bispedømme og valget var – i henhold til den pragmatiske sanktion – blevet stadfæstet af hans ærkebiskop. Selv følte han sig dog ikke sikker nok, hvis ikke han også blev godkendt af paven. Han accepterede derfor udnævnelsen til legat for bedre at kunne pleje sin personlige sag og tog af sted før de andre legater. Da han nærmede sig Mantova, meddelte han, at han ønskede at drage ind i byen som udvalgt biskop, d.v.s. iført en hvid linnedklædning under sin kappe. Overmodigt søgte han om pavens tilladelse hertil i den tro, at det ikke kunne nægtes ham på grund af hans status som legat. Men tværtimod fik han befaling om at aflægge denne klædning eller også at vende tilbage til Frankrig. Således ydmyget underkastede han sig paven, opnåede stadfæstelsen af sit valg, og vendte tilbage til Frankrig, før de øvrige legater ankom. Han havde vist sig som en typisk franskmand, der med tynde begrundelser tigger sig til gunstbevisninger og blander alt med løgn.
Noget senere ankom de øvrige legater, i øvrigt under mindre opmærksomhed end de havde ventet sig. For at gøre indtryk havde kongen udnævnt flere adelsmænd af sin egen familie til legater, men de var blevet hjemme, da de ikke fik dækket deres rejseomkostninger lige så let som andre udsendinge. Ambassadens ledere var ærkebiskoppen af Tours, en ærværdig gammel mand; biskoppen af Paris, en skarp debattør; Thomas de Courcelles, en fremragende teolog; og baillien af Rouen. Sammen med disse sendte kong René af Sicilien sine egne legater, d.v.s. biskoppen af Marseilles og sin hærfører. Bagefter fulgte legater fra hertugen af Bretagne. Det var hans nevø, biskoppen af Saint Malo og adskillige andre fremtrædende mænd. Der kom også en ambassade fra Genova, der sleskede for franskmændene som deres herrer.
Det, der i dag kaldes Bretagne, er en del af Frankrig og ligger ved Atlanterhavskysten. I gamle dage var det navnet på den ø, som kosmografen Ptolemæus kalder Albion. Briterne blev drevet bort fra øen af det germanske folkeslag Anglerne, som kaldte øen Anglia efter sig selv. Briterne sejlede så over til kontinentet og slog sig ned i området mellem Gascogne og Normandiet. De beholdt deres eget navn og sprog og indtog mange byer. Én af disse er Vannes – som Vi har nævnt ovenfor, da vi omtalte venetianerne i Italien. Hertugen af Bretagne er en mindre fyrste end kongen af Frankrig og hans territorium er omgivet af dennes. Han har dog sine egne love og anerkender ingen overherre i sit eget verdslige domæne. Derfor nægtede han at følge trop, da Frankrig indførte den pragmatiske sanktion, som forringede den Apostoliske Stols højhed og ære, og han deltog heller ikke i de øvrige galliske tåbeligheder, men fulgte i forfædrenes fodspor og forblev lydig mod pavestolen.
Da hertugens legater kom til Mantova og konstaterede, at de franske legater tøvede med at aflægge lydighedseden til paven, ventede de ikke på dem, men søgte foretræde for konsistorium, så de kunne fremføre budskabet fra deres fyrste. Da de fik foretræde, holdt biskoppen af Saint Malo følgende tale:
”Vi er kommet som legater fra hertugen af Bretagne, din lydigste søn. Vi sværger dig troskab og hylder dig ligesom vore forfædre. Vi anerkender dig som Kristi stedfortræder, som Sankt Peters sande efterfølger og som den kæmpende kirkes overhoved og lærer. Vi er kristne, og vi følger dig som anfører for den kristne hær.
Efter at vore forfædre accepterede den kristne tro, har de aldrig nogensinde svigtet den. De levede under Roms love og har altid overholdt den Første Stols bud. De forkastede den pragmatiske sanktion, som det galliske folk har opfundet. Trofast stod de ved dine forgængeres side. Vores fyrste følger i sine forfædres spor. På dit bud sendte han os til denne kongres for at høre og udføre dine befalinger. Han har erfaret, at du ønsker at føre korstog mod tyrkerne: Han bifalder dit forehavende og finder, at det er et nødvendigt og helligt værk. Han vil ikke svigte dig. Han ønsker at deltage i dette berømmelige forhavende. Når du befaler det, vil han efter evne stille med våben, heste, skibe og mænd, og han vil følge dig. Se blot til, at du drager stærkt imod den stærke fjende.” Paven glædede sig over ambassaden fra Bretagne og lovpriste hertugen og hans folk.
3.37. Franskmændene aflægger lydighedsed til paven.
I nogle dage diskuterede de franske legater, om de skulle aflægge lydighedseden, førend de indledte forhandlingerne om det sicilianske spørgsmål. Men da Pius nægtede at modtage dem i audiens, så længe de ikke have aflagt lydighedseden, blev de tvunget til at aflægge denne. Talen blev holdt af biskoppen af Paris, der havde valgt følgende tema: ”Som dit navn er, sådan skal din lovsang lyde til jordens ender; din højre hånd er fuld af retfærdighed.” Han opdelte sin lange tale i afsnit om lovprisning af paven, den Apostoliske Stols højhed samt hans egen konges og Frankrigs herlighed. Til sidst aflagde han lydighedserklæringen i kongens navn, men brugte udtrykket ”en søns lydighed” for at gøre det klart, at der ikke var tale om en ”tjeners lydighed”. Tyrkerne talte han kun lidt om, og endnu mindre lovede han hjælp imod dem.
Herefter aflagde biskoppen af Marseilles lydighedserklæring på vegne af kong René, og legaten fra Genova, Broccardo, holdt tale på sin bys vegne. Det var en blomstrende tale, men den viste dog tydeligt, hvordan denne engang så stolte by var blevet underdanig og en tjenestepige for de arrogante og opblæste franskmænd.
Da talerne var ovre, sagde paven, at han ikke var disse lovprisninger værdig. Han kaldte sig selv for en ussel orm, støv og aske, og sagde, at han ikke var blevet kaldet til Sankt Peters Stol på grund af sine egne fortjenester, men ved Guds uudgrundelige vilje. Han ønskede at udføre den tjeneste, der var pålagt ham, til Guds ære. Lovprisningen af den Apostoliske Stol var til gengæld helt berettiget, men næppe fyldestgørende, når man betænkte, at den havde fået Himmerigets nøgler og repræsenterede Gud her på jorden. Enhver, som lod hånt om Hans dom, var forbandet. Det franske rige overgik andre riger i militær henseende. Dets konger havde udført berømmelige bedrifter og kom af en ældgammel slægt. Den regerende kong Charles levede fuldt ud op til sine forgængere. Lydighedserklæringen over for den Romerske Kirke var prisværdig, selvom der kun var blevet lovet ganske lidt med hensyn til tyrkerne. Men paven håbede på store ting fra dette fyrstehus, hvis særlige indsats gennem tiderne havde været at forsvare den Romerske Kirke og den kristne religion imod fjender. Paven roste også lydighedserklæringen fra kong René lige så vel som det genuensiske folks hengivenhed.
Alle de tilstedeværende var forbløffede over de franske legater: selv om disse forud havde fremsat store trusler, var de under selve audiensen ydmyge og undergivne. Pavens hoffolk havde ventet at høre hårde og bitre ord fra franskmændene, fordømmelse af paven for at have overdraget det sicilianske rige til huset Aragon, nægtelse af at afgive lydighedserklæring, og krav om indkaldelse til et almindeligt koncil. Men hoffolkenes forventning blev skuffet, og de begyndte igen at beundre paven.
3.38. Kontrovers om Kongeriget Sicilien.
Efter nogle dage fik franskmændene atter foretræde for paven. De sagde, at de havde nogle ting m.h.t. kongeriget Sicilien, som de gerne ville fremføre i nærværelse af flere andre fyrsters legater. Paven tillod dem så at hidkalde hvem de ville. I mellemtiden var der ankommet en ny ambassade fra kejseren, hvis ledere var Johann Eich, biskoppen af Eichstätt, en mand af stor dygtighed og autoritet; Georg Hack, biskop af Trento, som var en gammel bekendt af paven; og markgreve Karl af Baden, som havde ægtet kejserens søster. Tilstede var også legater fra kongen af Kastillien, biskoppen af Oviedo, og en franciskanermunk, der havde omvendt sig fra jødedommen til den kristne religion – sandt at sige ikke en ambassade, der anstod sig for så stor en fyrste. Også kong Afonso af Portugal havde sendt legater, men det var til gengæld fornemme mænd. Disse og andre blev tilkaldt af franskmændene, og da de blev stedet for paven, bad de baillien fra Rouen om at tale.
Da der var blevet stille, berettede han i en lang tale om det franske ”liljefolks” store bedrifter i forsvaret af religionen og om dets mange velgerninger over for den Apostoliske Stol. Han forklarede også om, hvordan de havde fået Kongeriget Sicilien, og hvor meget blod, det havde kostet dem. Alfonso havde uddrevet dem ikke med ret, men med våben. Pius havde handlet uværdigt, da han havde givet så stort et rige til Alfonsos uægte søn, der ikke var værdig til kronen. Pius havde forkastet René, på trods af at denne var den rigtige konge. Det havde selv Calixtus ikke villet, selvom han var fra Aragon. Paven havde fornærmet Frankrig og havde støttet sig til dårlig og ukvalificeret rådgivning, da han forkastede den højfornemme liljeslægt og foretrak Aragon. Han anmodede derfor om, at paven klogt tilbagekaldte denne ukloge handling; at han overdrog riget til René, og at han forstødte Ferrante. På den måde kunne han kompensere franskmændene for den overlast, som de havde lidt.
Dette var talens hovedindhold. I øvrigt skortede det ikke på svulstige og arrogante udsagn eller på trusler og pral, sådan som franskmænd har det for vane. Da Frankrigs venner hørte talen, ”rejste de kammen” og jublede, som om de var sejrherrer, og de regnede med, at paven ikke turde svare. Umiddelbart svarede han da også kun således: ”Kongelige legater! Vi har nu hørt, hvad I havde at sige om kong René sag, og jeres anklager imod Os. Men alt hvad Vi har gjort med hensyn til Kongeriget Sicilien, har Vi gjort efter kardinalkollegiets råd. Hvis man nu anmoder Os om at tilbagekalde disse beslutninger som uretfærdige, er det rimeligt, at Vi søger råd fra det samme kollegium. Bagefter vil Vi svare på jeres kritik og anmodninger.” Og dermed opløste han forsamlingen.
Herefter blev paven så stærkt angrebet af mavesmerter og tør hoste, at han selv og hans læger tvivlede på, at han kunne overleve. Da franskmændene hørte det, påstod de, at det var forstillelse og ikke sygdom. De forlangte et svar, de pressede på og de insisterede. De mente, at paven var blevet besejret af deres argumentation, og at han derfor prøvede at undgå at svare. Da Pius hørte dette, sagde han: ”Om jeg så skal dø midt under mødet, vil jeg besvare denne kværulantiske ambassade; smerterne må ikke besejre sindet, og sygdommen må ikke få mig til se ud, som om jeg er bange.”
Kardinalerne blev tilkaldt og orienteret om det svar, som han ville give. Selvom adskillige af dem rådede ham til at give sit svar i en lille forsamling, befalede han, at alle fyrsternes legater og de mest fremtrædende kuriefolk, skulle tilkaldes. Da en talrig forsamling havde indfundet sig, kom paven – svag og under store smerter – ud af sit kammer. Siddende på sin høje trone i den store sal påbød han tavshed, bleg og næsten ude af stand til at tale. Men efterhånden som han talte sig varm, overvandt han smerterne og talte flydende og ubesværet i tre timer. Hans tale blev påhørt af alle med den yderste opmærksomhed.
I talen fremførte paven - langt bedre end baillien selv - en lovprisning af Frankrig. Han erkendte franskmændenes meget store velgerninger over for den Romerske Kirke, men understregede også Kirkens lige så store velgerninger over for Frankrig. Hans handlinger med hensyn til Kongeriget Sicilien var både retfærdige og rationelle. Franskmændenes klagemål var urimelige, da der ikke var sket nogen tilsidesættelse af deres rettigheder. Tværtimod var det franskmændene selv, der havde uret, fordi de i deres eget rige havde gennemført en lov, der var fjendtlig over for den Apostoliske Stol og som førte mange sjæle i helved.
Pavens tale er tilgængelig blandt hans øvrige taler, så der er ingen grund til at referere den her. Den kan findes i bindet med hans taler, hvis nogen skulle ønske at vide hvor effektivt franskmændenes arrogance blev tilbagevist.
Da Pius var færdig med at tale, påstod franskmændene, at deres konge var blevet udsat for en fornærmelse. De forlangte at blive hørt, for at man ikke skulle tro, at de ikke havde forsvaret deres fyrstes ære. Hertil svarede paven: ”Jeg vil høre på jer, hvornår og hvor ofte I måtte ønske det. Men I skal vide, at det er Os, som har det sidste ord i sagen, og I skal ikke undre jer over, at I, der har stukket til, nu selv er blevet ramt. Den Apostoliske Stol viger ikke for nogen, selv ikke for den største konge.”
Herefter forlod franskmændene rasende paladset og slyngede om sig med trusler. Paven forlod salen og gik tilbage til sit værelse, fri for al træthed og smerte, i den grad havde talens varme fordrevet mavens kulde. Kardinalerne kom glædestrålende ind til ham og takkede ham, fordi han havde opretholdt den Apostoliske Stols ære. Kuriefolkenes holdning slog om fra ringeagt for paven til beundring, og de roste især hans bemærkninger om den pragmatiske sanktion. De påstod ligefrem, at der i mands minde ikke havde været en pave, der havde talt så paveligt.
3.39. Fortsat diskussion om Kongeriget Sicilien.
Dagen efter kom de franske kardinaler til paven og bad ham modtage de franske legater i offentlig audiens – efter disses eget ønske. Paven sagde, at han ville imødekomme deres ønske, men at han så offentligt ville tilbagevise alt, hvad der blev sagt offentligt. De måtte selv vælge, om de ville tilbagevises offentligt eller privat, for paven var ikke stum, og det var ikke en uretfærdig sag, han forsvarede. Franskmændene overvejede pavens ord og foretrak en privat audiens. Otte kardinaler blev nu tilkaldt. I to timer talte legaterne Renés sag, og de mente selv, at deres argumenter ikke kunne tilbagevises.
Men paven havde indprentet sig alt, hvad der var væsentligt i sagen, og tog umiddelbart til genmæle. Så effektivt pillede han legaternes argumenter fra hinanden, og så solidt byggede han sine egne op, at franskmændene var ret taknemlige for, at der kun var få tilhørere til diskussionen. Hvis audiensen havde været offentlig, ville de være draget bort med evig skam. Hvor end de vendte sig, var paven klar med et svar, og de fandt ikke den mindste krog, hvor de kunne søge tilflugt. Paven havde alt på rede hånd, han huskede alt, hvad han havde gjort, og han var helt på det rene med, hvorfor han havde gjort dette eller hint.
Alle franskmændenes argumenter blev straks pillet fra hinanden. Ved deres skamrødmen, forvirring og til sidst ved deres tavshed viste de klart, at de var blevet sat til vægs. Flere af de fornemme mænd og ledere af ambassaden havde først skældt paven ud; nu kastede de sig for hans fødder og bad om tilgivelse. De øvrige gik nu over til at bede om forskellige gunstbevisninger, og ingen formastede sig mere til at tale om Kongeriget Sicilien. Deres "fetial", eller som vi siger i dag, deres herold, var en kløgtig mand. I en kreds af kuriefolk blev han spurgt om, hvorfor franskmændene nu forholdt sig tavse, når de først havde været så truende. Vittigt svarede han: ”Når de, som er besat af dæmoner, bliver trukket ind i kirken, råber de og skriger, spotter Gud, spytter, bider og sparker. Men når de kommer for præsterne, bliver berørt med de hellige klæder, iført stolaen og ført frem foran alteret, så bliver de lige så stille som de døde. Det samme skete for os: da Pius blev set og hørt, stilnede raseriet af. Bort med det hele, vi er overvundet!”
3.40. Ingen hjælp fra franskmændene til korstoget.
Efter dette blev franskmændene spurgt, hvilken hjælp de kunne give imod tyrkerne. De svarede, at det var omsonst at tænke på tyrkerne, så længe der ikke var stiftet fred mellem Frankrig og England, for ingen ville efterlade sit fædreland uden forsvar imod fjenden. Først skulle der skaffes fred indadtil, så kunne der føres krig udadtil.
Hertil svarede paven: ”Ungarn vil blive udslettet af tyrkerne, inden Frankrig og England bliver forsonet. I vil så bringe hjælp, når det er for sent. I kalder jeres konge for Allerkristelig, men I er ligeglade med hensyn til at hjælpe den vaklende kristne religion. Hvis man ikke kan støtte den kristne sag med soldater, så kan man gøre det med penge. Vi kan dog ikke indse, hvorfor I og englænderne ikke skulle kunne sende de soldater, der er brug for fra jer. Hvis blot I begge sender styrker i samme forhold, så vil styrkeforholdet mellem jer og englænderne ikke blive påvirket.”
Franskmændene blev overvundet på alle punkter, og da de ikke havde fyldestgørende argumenter, fremførte de, at de havde fået påbud om, at de i denne sag ikke måtte afgive nogen løfter, medmindre englænderne også kom til stede og accepterede en fred. Og da disse ikke var kommet, måtte de selv forblive tavse. De mente dog, at det ville være formålstjenligt, hvis englænderne blev inviteret til at krydse havet og komme til et sted, der var bekvemt både for dem selv og franskmændene, og at der blev sendt en apostolisk legat dertil for at stifte fred mellem de to parter. Paven indvilligede i at gøre dette, men siden hen ændrede forholdene sig: franskmændene blev stadigt mere fjendtlige over for den Apostoliske Stol, og englænderne var plaget af borgerkrig, så denne sag faldt bort, og der blev ikke forhandlet yderligere med franskmændene.
3.41. Rosekrigene i England.
Før paven forlod Rom, havde han sendt biskop Francesco Coppini af Terni til England for at anmode kongen om hjælp mod tyrkerne og bilægge stridighederne i riget. På den tid var kongen Henry VI, en mand der var mere frygtsom end en kvinde, som manglede både kløgt og mod, og som havde overladt alt til sin hustru. Dog var han religionen hengiven og meget optaget af religiøse emner. Da han blev bedt om i sit eget navn at sende en ambassade til kongressen i Mantova med tilstrækkelig status i forhold til de sager, som skulle forhandles der, så udpegede han nogle fremtrædende biskopper og adelsmænd fra riget som sine legater. Ingen af dem tog dog af sted. Alle var ligeglade med den slappe og vankelmodige konges befalinger.
Kongen sendte så to lavtstående præster til Pius for at aflægge troskabserklæring og forklare, hvorfor der ikke var kommet legater af høj rang. I deres akkreditiver var der ikke som normalt nævnt nogen vidner eller anført notarunderskrifter, men kongen havde med egen hånd noteret følgende tilføjelse: ”Henry – med mig selv som vidne”, og rigets segl var vedhæftet. Paven måtte ringeagte så ussel en ambassade fra så stor en konge, og gav den ikke senere foretræde.
I mellemtiden var biskoppen af Terni blevet afvist i England og fik ikke fået lov til at udøve sin funktion som legat. Krænket forlod han England og rejste over havet til Calais. I den samme by havde den energiske og dristige jarl, John af Warwick søgt tilflugt fra kongens vrede. Nogle dage forinden havde jarlen hørt, at en kongelig flåde var under udrustning i havnebyen Sandwich og snart ville sejle imod ham. Han sejlede derfor selv af sted om natten med 800 mand, angreb de uforberedte fjender, foranstaltede et stort blodbad, tog mange fanger og heriblandt admiralen, og vendte tilbage til Sandwich som sejrherre.
Herefter tilkaldte han biskoppen, og da han hørte om årsagen til hans afrejse fra England, sagde han: ”Bliv hos os og rejs ikke videre. Jeg skal føre dig tilbage til England og give dig lejlighed til at udføre din mission. Vores konge er et fæhoved og svagtbegavet. Han styrer ikke, men bliver selv styret. Magten ligger hos hans hustru og hos dem, der skænder kongens ægteseng. Da jeg ikke længere kunne holde dette ud og forlangte en anden regering, blev jeg forvist fra hoffet. Men mit eksil vil kun vare kort. Mange er enige med mig og heriblandt hertugen af York, som er den retmæssige konge. Om meget kort tid vil bevæbnede styrker støde til os, og vi vil så prøve lykken med sværd i hånd. Hvis Gud giver sejren, vil vi fordrive fjenderne fra kongens side og selv styre riget. Kongen vil blot være konge af navn. Vi vil da modtage dig som pavens legat, og når der efter kort tid igen er fred i riget, vil vi udruste en flåde til forsvaret af religionen.”
Biskoppen indvilligede, fik en aftale med hertugen og vendte tilbage med ham til England. 20.000 mand ventede på jarlen, og på kort tid voksede hæren til det dobbelte. Biskoppen rejste den Romerske Kirkes fane og gav fuld syndsforladelse til alle, som kæmpede for jarlen af Warwick, som om det var fjender af troen, man bekæmpede. Endvidere lyste han fjenderne i band, og foran tropperne fremviste han et pavebrev som man måtte tro indeholdt denne bandlysning, men som i virkeligheden drejede sig om noget andet.
Slaget blev indledt, et umådeligt blodbad fandt sted, og mange adelsmænd blev dræbt. Englands konge blev taget til fange og ført til London, hvor han blev behandlet med kongelige æresbevisninger. Dronningen flygtede med sin søn og mange adelsmænd fra sit parti til Wales. Prælater og adelsmænd blev indkaldt til rigets parlament (som de kalder det) i London for at drøfte rigets tilstand. Der besluttede man at ophæve alle beslutninger truffet af det forrige parlament, der var blevet afholdt året før. I det parlament var nemlig hertugen af York, jarlen af Salisbury og jarlen af Warwick blevet erklæret for rigets fjender.
Da disse beslutninger var blevet ophævet, fremførte hertugen af York, at riget med rette tilhørte ham, der var den nærmeste slægtning til kong Richard, som tidligere var blevet myrdet. Det var utåleligt, at de, som havde efterfulgt kong Richards morder, skulle regere. Det var en ugudelig slægt, der havde myrdet en nær slægtning for magtens skyld. Henry den Fjerde havde myrdet sin onkel og tilranet sig magten med vold. Hans søn, Henry den Femte havde efterfulgt ham, og efter den Femte fulgte den Sjette, der var arving til en ugudelig voldsmand. Parlamenter, der traf beslutninger under trussel om vold, var ugyldige. Riget tilkom ham som en ret, for når man udelukkede morderlinien, var han den første prins af blodet, og han anmodede derfor om kronen. Henry skulle leve videre som privatmand.
Hertugens anmodning forekom berettiget. En forhindring var dog den ed, som man havde svoret til kong Henry, ligeså vel som den anden linies lange besiddelse af kongemagten samt faderen, Henry den Femtes bedrifter. Denne havde jo trods alt besejret Englands arvefjende, Frankrig. Hertugen af York holdt på sit, og det kom næsten til kamp. Warwick, hvis dristige indsats havde afstedkommet den nuværende situation, ville nemlig ikke gå med til, at en mand, som havde været anerkendt som konge, blev stødt fra tronen. Ved legatens kløgtige mellemkomst blev striden til sidst løst således: ”Så længe Henry lever skal han være konge. Nå han dør, skal York eller hans søn efterfølge ham. I mellemtiden skal York udover sine øvrige indtægter årligt modtage 10.000 guldmark fra det kongelige skatkammer. I alle andre ting skal der herske fred imellem dem.”
Således udviklede tingene sig indtil den 1. november 1459. Legaten nød stor anseelse i hele riget, hvor man i øvrigt mener, at han skrabede mange penge sammen. Men det var våbnene, der vandt: Intet er så godt til at fremgrave guld som sværdet.
3.42. Nye kampe i England.
Kort tid efter samlede dronningen nye styrker i Wales og besluttede at drage til London for at udfri sin mand af fjendernes hænder. Undervejs besejrede hun den tililende hertug af York i et slag og dræbte ham sammen med mange af hans baroner. Meddelelsen herom fik befolkningen i London til at skælve: man sagde, at det var nødvendigt at overgive sig til dronningen, og man truede dem, som var uenige. Legaten, der ikke var lige så dristig i modgang som i medgang, frygtede for sit liv, hvis han forblev, så han forlod Warwick og sejlede skyndsomt til Flandern.
Dronningen fik nyt mod og nye forstærkninger og slog lejr ikke langt fra London. Her modtog hun kongen, der flygtede til hende fra London. Hun ville utvivlsomt også have fået byen i sin magt, hvis ikke hun i kvindeligt overmod og med for stor hævntørst havde forsøgt at pålægge borgerne meget hårde betingelser og forlangt mange af dem udleveret til afstraffelse. For da borgerne var blevet klar over dronningens uforsonlige had imod dem, og at deres eneste håb var at kæmpe, så fulgte de Edward, søn af den dræbte hertug af York, og Warwick og drog i kamp.
Dronningen blev overvundet i slaget, mistede mange af sine folk og tog flugten sammen med sin mand og sin søn. Sejrherrerne vendte tilbage til London og indkaldte et nyt parlament. Her blev Henry sammen med sønnen og hustruen erklæret for rigets fjender, og Edward blev proklameret konge af England. Ikke længe efter blev der udkæmpet et nyt slag. Henrys parti blev overvundet, og næsten hele England gik over til sejrherrerne. De slagne flygtede til Skotland, og ved skæbnens spil blev de i deres modgang reddet af dem, som de ofte havde frygtet i deres medgang.
3.43. Forhandlinger med tyskerne.
Så længe englænderne plagedes af disse stridigheder, kunne Pius ikke få noget ud af dem med hensyn til troens forsvar. Således faldt en stor del af hans plan sammen, da franskmændene på den ene side ikke ønskede at komme religionen til hjælp, og englænderne på den anden side ikke kunne det. Han vendte sig derfor mod Tyskland for ikke at lade noget uforsøgt.
Som allerede nævnt var der i Mantova både legater fra kejseren og fra kurfyrsterne og fra mange tyske fyrster og byer. Paven tilkaldte alle disse og spurgte dem, hvad kejseren og de øvrige ville tilbyde som hjælp imod tyrkerne. Det var ikke nemt at få et svar, da fyrsternes legater var uenige med kejseren. Den, der såede størst uenighed, var Gregor Heimburg, den berømte retslærde og en strålende taler i den tyske stil. Den østrigske hertug Albrecht, kejserens broder, havde sendt ham som sin legat, da han selv på dette tidspunkt lå i strid med sin broder.
Undervejs var Gregor blevet fanget af røvere og havde måttet betale 6.000 dukater i løsepenge. Han mente, at dette var kejserens skyld. Han forfulgte derfor denne med særligt had, og han ville ikke gå med til noget som helst, som han mente kunne få kejserens anseelse til at vokse. Og da et felttog mod tyrkerne i høj grad ville øge Friedrichs hæder, brugte han alle sine evner på at føje den ene forhindring til den anden.
Men Pius tilkaldte snart den ene, snart den anden af udsendingene og udfoldede alle sine overtalelsesevner for Kirkens og troens sag. Til sidst sejrede hans vedholdende anstrengelser. Alle Tysklands legater og udsendinge blev enige om en plan og lovede paven den samme hærstyrke, som man tidligere havde lovet i Frankfurt under Nicolaus den Femtes pontifikat, d.v.s. 32.000 fodfolk og 10.000 ryttersoldater. De fremførte, at det ville være nødvendigt med to forsamlinger til at behandle sagen, den ene i Nürnberg i Franken, den anden hos kejseren i Østrig. Endvidere skulle paven sende en legat "de latere" til at deltage i møderne. Paven indvilligede og overdrog denne opgave til kardinal Bessarion af Nikæa. Endelig erklærede paven, at hærføreren skulle være kejser Friedrich, dog således at denne kunne udpege en anden fyrste i sit sted, hvis han ikke havde mulighed for personligt at påtage sig hvervet.
De franske legater blev inviteret til at deltage i disse forhandlinger, men de afslog, da de mente at andres ære ville være deres egen vanære.
3.44. Hertug Sigismund af Østrig.
Hertug Sigismund af Østrig havde tidligere lovet at komme til stede. Han ankom til Mantova ledsaget af 400 ryttere og mange adelsfolk og under stor pragtudfoldelse. To kardinaler og hele kurien drog ham i møde, og han blev modtaget i offentlig audiens. Gregor Heimburg holdt tale på hans vegne og fremførte mange mindeværdige ting om huset Østrig. I øvrigt sagde han, at hans fyrstes sind var opflammet imod tyrkerne, og at fyrsten selv var til stede for at bekræfte sin personlige tilslutning til det, som den tyske nation havde lovet.
Paven, som kendte Sigismund til bunds, holdt tale om hans barndom og ungdom, men forbigik hans voksenalder. Han bifaldt og forstærkede Gregors lovprisning af familien, og accepterede den lovede hjælp imod tyrkerne. Blandt andet havde Gregor sagt, at Sigismund som ung havde været elev af Pius og ivrigt havde læst hans breve. Han havde et bind med dem hos sig og nogle af dem var dediceret til Sigismund. Man vil se, at dette er sandt, hvis man læser de verdslige breve, som Pius skrev i sin ungdom. I øvrigt var Sigismunds barndom meget bedre end hans ungdom, og hans personlige moral forsvandt med alderen, således som vi skal se senere.
I de dage vendte Francesco Sforza tilbage fra Milano og sendte tre dejligt fede okser til paven. Hele deres liv var de blevet fodret med kålroer, blevet vasket med vand og kæmmet hver dag, og de lå kun på ren strøelse. Pius gav en af dem til hertug Sigismund, den anden delte han ud til fyrsternes legater, og den tredje forbeholdt han sig selv og kardinalerne. Alle glædede sig over kødet og sagde, at de aldrig havde smagt sødere kød. Men det var bestemt heller ikke billigt, for oksedriverne fik 100 dukater!
Netop på den tid herskede der alvorligt fjendskab mellem hertug Sigismund og Nikolaus af Kues, kardinalen af San Pietro. De havde længe ligget i strid om lensforhold og jurisdiktion. Man forsøgte at mægle imellem dem, men da nogle kardinaler og paven selv i flere dage forgæves havde bestræbt sig på at udvirke en forsoning, drog Sigismund bort. Han erklærede selv, at kardinalen var hans uven, men paven hans ven.
Som nævnt oven for, var han som dreng og ung mand indtil sit 16. år under sin onkels formynderskab. Ord kan ikke beskrive hans fremragende evner. Han havde et smukt ansigt og udsøgte manerer. Han var glad for litteratur, dyrkede gode mænds selskab, og han syntes at sætte dyden højere end alt andet.
Men da han blev sendt bort fra kejseren, skyndte han sig til sin egen provins, og uden sin store beskytter ændrede han sig på utrolig kort tid. I sit senere liv viste han, at dydens kendemærker tidligere kun havde været aftegnet på overfladen og ikke var dybt indprentet i ham. Han begyndte at være rovgrisk og ødsel på samme tid og forfaldt til allehånde forbrydelser. Han var grusom og nederdrægtig, og med egen hånd sårede han og dræbte uskyldige mennesker. Han talte uafladeligt, hørte ikke på andre, ville hellere have vin end mad, var overfladisk i alle sine handlinger, troede på enhver angiver, elskede smiger, tøjlede ikke sin vrede, hengav sig til vellyst, og krænkede både jomfruer og gifte kvinder. Senere giftede han sig med en datter af den skotske konge, en from og klog kvinde, men ulykkelig fordi hun havde ægtet sådan en mand. For da Sigismund kendte sine egne forbrydelser og vidste hvor mange andres ægtesenge, han havde skændet, frygtede han, at det samme ville overgå ham selv og holdt derfor sin hustru afsondret under streng bevogtning. Da han engang hørte, at der i Østrig var et sværd, som med et slag havde hugget to halse over, helmede han ikke, førend han med hjælp fra kejserens "quaestor", Johann, var kommet i besiddelse deraf. Sådan var Sigismund, ætling af det østrigske hus og ikke ulig den Sigismondo, som var blevet frembragt af Malatestaernes tåbelige og onde hus, og hvis karakter vi har beskrevet ovenfor.
3.45. Markgreve Albrecht af Brandenburg kommer til konferencen.
Da Sigismund forlod konciliet, kom markgreve Albrecht af Brandenburg til paven. Han var en højsindet mand og en fremragende militær strateg, som havde kæmpet både i Ungarn, Bøhmen, Polen og i hele Tyskland. Han havde anført troppestyrker og været general for store hære, og han havde sejret i næsten alle sine slag. Han havde besejret Nürnberg i otte kampe og led kun ét nederlag til dem, dog uden større tab. Atten gange var han blevet udfordret til tvekamp med skjold og lanse alene, og han havde sejret hver gang. Han havde været sejrherre i alle de turneringer, han deltog i. Mange i Tyskland kaldte ham Akilles.
Han førte krig mod hertug Ludwig af Bayern, og som sejrherre dikterede han fredsbetingelserne efter sit forgodtbefindende. Men da krigen blev genoptaget, blev han svigtet af sine forbundsfæller og måtte acceptere en fred på fjendens vilkår. Da krigen så blev genoptaget for tredje gang, og begge parter havde lidt stor skade, blev der ved mellemkomst af ærkebiskoppen af Kreta, som Pius havde sendt til Tyskland, indgået våbenhvile på rimelige vilkår for begge parter.
Da Albrecht ankom til Mantova blev han helt ekstraordinært mødt af kardinalen af San Pietro. Paven modtog ham i offentlig audiens og lovpriste ham i høje vendinger, fordi han ivrigt og storsindet havde lovet sin hjælp mod tyrkerne. Paven gav ham også 1.000 dukater og to heste fra Apulien. Under messen på Hellig Tre Kongers Fest gav han ham også det sværd, som man ved juletid plejer at give til den højest rangerende tilstedeværende verdslige fyrste, samt en hue broderet med perler.
3.46. Bullen Execrabilis.
I Guds kirke havde der i tidligere tider gradvist udviklet sig en sædvane rettet imod de pavelige sanktioner. De, som var blevet fundet skyldige og idømt straffe ved pavelig domfældelse, appellerede til et fremtidigt koncil og unddrog sig således den Apostoliske Stols domsmyndighed. Dermed appellerede de til en dommer, som ikke var der, og de postulerede en højere domsmagt end biskoppen af Rom, selvom der ikke findes en sådan på jorden. Og skønt de ikke tillod, at nogen appellerede deres egne domfældelser, så mente de samstemmende, at man kunne appellere Kristi Stedfortræders domme.
Pius rådførte sig med de kardinaler, som var til stede på kongressen, og spurgte om deres mening. De svarede samstemmende, at sådanne appeller burde fordømmes sammen med deres ophavsmænd. Der blev derefter udstedt et dekret, hvorefter alle, der appellerede fra paven til et fremtidigt koncil skulle fordømmes som anstiftere af kætteri og som skyldige i majestætsfornærmelse.
3.47. Pavens afslutningstale.
Få dage senere forsamledes alle fædrene og fyrsternes legater i Sankt Andreas’ tempel. Da messen var slut, påbød paven tavshed og holdt fra sin trone følgende tale:
”Brødre og sønner! Vi har nu i otte måneder ventet på dem, som blev indkaldt til denne kongres. I ved, hvem der er kommet. Vi kan ikke længere regne med, at der kommer flere, som kan bidrage med noget til vores sag, så vi kan nu drage bort herfra. Vi har udrettet det, vi skulle her. Vi må håbe, at Guds sag er blevet behandlet ordentligt. Selvom Vi personligt havde håbet på mere, end Vi faktisk opnåede, så er der dog blevet udrettet noget, og der er stadig håb. Lad os nu gøre status, så at alle kan vide, hvad man kan regne med, og hvilke konger og folk, som var villige til at forsvare troen, og hvem som var ligeglade.
Hvis ungarerne får hjælp, vil de sætte al deres kraft og stridsmagt ind på at gå imod tyrkerne. Tyskerne lover en hær på 42.000 krigsfolk, Bourgogne 6.000. Med undtagelse af Venedig og Genova har italienerne lovet en tiendedel fra gejstligheden samt en tredvtedel fra lægfolket og en tyvendel af jødernes formue til at udruste og underholde flådestyrker. Det samme har kong Juan af Aragonien lovet. Ragusa tilbyder to galejer, Rhodos fire. Disse ting er lovet af fyrsterne og legaterne med sikre og højtidelige tilsagnserklæringer.
Venedig har ikke lovet noget offentligt, men når de ser, at felttoget er parat, vil de næppe svigte os eller ønske at synes ringere end deres forfædre. Det samme siger vi om Frankrig, Kastilien og Portugal. England opslides af indre uroligheder og kan ikke give håb om noget. Det samme gælder Skotland, bortgemt som det er i det fjerne ocean. Danmark. Sverige og Norge er så fjerntliggende provinser, at de ikke kan sende soldater, og da de har nok i fisk alene, kan de ikke bistå økonomisk. Polen grænser op til tyrkerne via Moldavien, og de vil ikke turde svigte deres egen sag. Bøhmerne må vi hyre som soldater; de vil ikke for egen regning kæmpe uden for deres eget rige. Sådan står den kristne sag.
Italienske penge vil udruste en tilstrækkelig flåde, hvis ikke i Venedig, så i Genova eller i Aragonien. Ungarn vil udruste 20.000 ryttere og mindst lige så mange fodfolk. Sammen med tyskerne og burgunderne vil vi have 88.000 soldater i felten. Hvem tror, at tyrkerne ikke kan besejres af disse styrker? Til dem vil så komme Georg Skanderbeg med en stærk styrke fra Albanien, og mange i Grækenland vil falde fra fjenden. I Asien vil Caramannus og de armenske folk angribe tyrkerne fra ryggen.
Der er således ingen grund til at fortvivle, blot Gud selv støtter vores forehavende. Drag hjem og beret, hvad vi har udrettet her. Forman jeres herrer til rettidigt at opfylde løfterne. Og bestræb jer på i bønner og fromme gerninger at opnå, at den barmhjertige Gud er os nådig.”
Efter denne tale bekræftede alle de tilstedeværende deres løfter, og de, som intet havde tilbudt, tav beskæmmet. For at se ud som om de havde gjort mere for sagen end de andre, lovede Borsos udsendinge 300.000 dukater til felttoget mod tyrkerne, men tilhørerne lo af dem, fordi de kendte løftegiverens forfængelighed og vidste, at denne småtskårne mand kun ville bidrage mindst, selv om han lovede mest.
Da alle var færdige, bød paven de tilstedeværende kardinaler, biskopper, abbeder og præster iføre sig deres hellige skrud. Så steg han ned fra sin trone, knælede ned på trinene mod hovedalteret og sang bønfaldende og med suk og gråd i lang tid udvalgte, passende vers fra Salmernes Bog. Prælaterne og hele gejstligheden svarede. Efter en bøn velsignede han folket og afsluttede hermed kongressen i Mantova. | wikisource | wikisource_3853 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=88 to=91 header=1 fromsection=b tosection=a /> | wikisource | wikisource_8543 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den 7de Iunius. Sanderumgaards Have, som jeg har hørt tale om saa mange Gange, kiender jeg nu, og det har glædet mig at finde den, som den er, og som jeg havde ventet den. Ingen ødsel Konst har her søgt at efterligne den høie Naturskiønhed i dens Virkninger, eller at ville eftergiøre de store Naturscener, hvis Smaabilleder dog gierne forholde sig til hine, som et Miniaturportrait til en hellig Familie af Rafael. Flid og Arbeide, styret af en smagfuld Konstnerhaand, har skabt en blid, indtagende Natur, med stille, venlig Ynde, paa et Sted, hvis Beskaffenhed syntes at modsætte sig al Forædling og Forskiønnelse. Et stort Uføre, en Sump, hvor Ellebuske vare den eneste Vegetation, er bleven til en skiøn Lysthave, hvor man vandrer over grønne Enge, langs med bugtede Vande og rindende Kildebække giennem mangen
lys, venlig Kratskov og mangen alvorlig Lund, hvor bestandig Afvexling af de forskielligste Træer, Buske og Urter danne en rig Mangfoldighed, hvor dog Intet er overlæssset og Alt ordnet med Smag. Denne Fortieneste af en saa unyttig Jords Forædling og af saamange tusinde skiønne og nyttige Træers Plantning, maa endog de erkiende, der ikke have noget Øie for Naturens Skiønhed og ved enhver Egn kun tænke paa, hvad Jorden kan indbringe. Jeg finder det altid roesværdigt, at forene det Gavnlige med det Skiønne, hvor begge Dele ikke blot kunne bestaae ved Siden af hinanden, men endog række hinanden Haand. Det støder mig ikke engang, i en Have som denne hist og her at finde Urtebede og Køkkensager; kun at Alt er paa sin rette Plads.
Den Smag hvori Sanderumgaards Have er anlagt, er som Stedet fordrede den, simpel, naturlig og beskeden. Hvad her er giort, synes at være lidet, og er dog saare meget, naar man veed, hvorledes det er blevet til. Broer over Canalerne, Mindestøtter, Lysthuse og Sommerboliger, som ere anlagte paa forskiellige Steder. - Alt er i een Smag, lige simpelt, tarveligt, uden Overflødighed eller brammende Prydelse. Alt vil man dog finde smukt, fordi det ikke vil være andet end naturligt, fordi man seer enhver Gienstand paa et Sted, hvor den synes at høre til, og
fordi en harmonisk Aand yttrer sig i det Hele, som man gienfinder i ethvert enkelt Anlæg. Gaardens simple Bygninger*), lave uden Pragt, men venlige og indbydende, bebude en Landmands stille Bolig; og denne er omgivet af en blid, rolig Natur, med indtagende Ynde, saaledes som Naturen er i Danmark. Denne Harmonie, som er saa velgørende for Øiet og Følelsen, forstyrres neppe nogensteds i Sanderumgaards Have, og Ingen vil giennemvandre den uden Fornøielse, Ingen forlade den utilfredsstillet, der blot ikke kommer til den med andre Fordringer, end saadanne, som Stedets Natur og Beliggenhed tillod Konsten at opfylde. Venter man her høie Bakker, dybe Dale, en naturlig Sø, store Udsigter over Omegnen, da er det som man i Anakreon vil vente sig en Homer eller i Hølty en Goethe; og ved at berede sig selv slige skuffede Forventninger, fordærver man sig næsten al Skiønheds Nydelse. Denne Have maa kunne giøre samme Fordring, som ethvert Værk af en skiøn Konst: at man først prøver, om den har nogen eiendommelig Skiønhed, og derefter, hvis man finder nogen saadan, betragter den i sig selv, og vurderer den efter
dens eget Værd, ikke efter en Maalestok, som man henter fra noget andet enkelt Konstværk. Jeg vil dermed ikke sige, at man ei for Eksempel skulde sammenligne een Have med en anden, men blot at man maa tillade een at være skiøn eller indtagende paa andre Maader end en anden - kun, at den virkelig er det, og ikke vil synes mere, end den er. Dette sidste ville Nogle vel tillægge alle de nyere Haver, der giøre Paastand paa at være Efterligninger af den skiønne Landskabsnatur; men skiøndt det uden Tvivl gielder om endeel, hvor man har forfeilet Konstens Maal og misforstaaet dens Hensigt, ved at lade den kappes med det Uopnaaelige i Naturen, saa gives der dog unegtelig saadanne Haver, i hvis Anlæg man heldigen har truffet Skiønheds Grændselinie imellem vild Natur og architektonisk Konst, hvorimellem alle nyere og ældre Haveanlæg synes at svæve.
Der gives to fortræffelige Øiemed, som man ved konstig anlagte Lysthaver har villet opnaae. Det første, Prydelsen af en Forgrund til en anseelig Bygning, forenet med den Behagelighed, at kunne i Løvhvælvingers og Bueganges Skygger, ved Svalingen af Vandspring, i Løvhytters fortrolige Eensomhed, eller vandrende i tørre, ziirlige Gange, mellem tætte, klippede Hækker, ligesom i store Stuer uden Loft, nyde de skiønne Aarstider og den frie Luft - dette har
især været den ældre Havekonsts Formaal. Den har sine eiendommelige Fortienestener, og jeg kan aldrig blive i Stand til at glemme eller ringeagte disse over de nyere Havers konstige Natur. Hiin Konst, naar man betragter den i det Hele, vidste i det mindste hvad den vilde. Den havde sine Grændser, men den virkede inden for disse Alt hvad man af den kunde fordre, og opfyldte saaledes sin Bestemmelse. Mange af dens Virkninger, langt fra at være smaalige, ubetydelige og kiedsommelige, vare store, opløftende og varige; andre vare vel beregnede på en behagelig og beqvem Nydelse. En Have i gammel Stiil med en italiensk Villa, ved et stort Slot, eller en anden Pragtbygning, har en Skiønhed, som neppe noget chinesisk eller engelsk Anlæg vil opnaae. Hvor smukt er ikke i en stor, af mange Lystvandrende besøgt Have, Nedsynet fra høie Terrasser, hvor en Rad af Vandrende og Hvilende svæver over den anden? - Hvor majestætisk en Skiønhed have ikke gamle ærværdige Alleer, med deres høie, grønne Hvælvinger, og hvo vandrer ikke heller i Sommerheden under disses Skygger, end i de ziirlige, aabne, bugtede Gange, som kun have Træer, men ingen Skygge? - I de hedeste Dage og Timer, hvor usigelig behagelig er ikke den svale, friske Luft under mørke, løvtætte Buegange, der udelukke enhver Solstraale; og mod Ef-
teråret, naar Solvarmen ikke længer trykker, naar umilde Høstvinde suse over de aabne Marker, hvor luunt gaaer man da ikke bag tætte Avnbøgs eller Lindehækker ? - Saaledes kunde man opregne flere Fortrin, som de gamle Haver besidde; men det er ikke min Hensigt, her at skrive deres Forsvar; skiøndt jeg ikke negter, det stundom fortryder mig, naar man ubilligen nedsætter og foragter dem, uden anden Grund end den, at de ere gammeldags. Det gaar dem i saa Fald omtrent som den gothiske Bygningskonst, hvilken faa kun forstaae, men som enhver bilder sig ind at være berettiget til at finde smagløs, urimelig og uskiøn.
Det andet Hovedformaal, som man i nyere Havekonst næsten udelukkende har foresat sig, er Forskiønnelsen af en Jordplet ved den frie Naturs Efterligning. Dette søger man især at opnaae ved at udrydde al Orden og Regelmæssighed og forjage alle lige Linier; ved Plantninger af Træer og Buske, der skulle frembringe en behagelig Afvexling af maleriske Partier: ved Anlæg af konstige Træsletter imellem de plantede Lunde, til en behagelig hvile for Øiet; ved at giennemslynge disse Anlæg med bugtede Gange, og, hvor det lader sig giøre, med Canaler; ved at sætte dem i Forbindelse med frie Naturscener ved Udsigter fra Høider og giennem Aabninger - og ved
endnu flere konstige Midler, som næsten alle gaae ud paa at faae os til at glemme, at vi ere i en Have; hvilket dog sielden eller aldrig vil lykkes, hvis ikke Rummet er saa stort, og Naturen selv allerede har giort saa meget, at Konsten næsten kan overlade den Alt.
Saa vidt nu er, at en stor Deel af denne Havekonsts Anlæg og Indretninger ere ligesaalidt naturlige, som de ældre architektoniske Haver, og snarere nærme sig til det Arabeske og Groteske, end til den store og frie Naturskiønhed: saa er det dog unegteligt, at denne Konst har det i sin Magt at forskiønne, ikke den skiønne Natur selv, men en Jordplet, der af Naturen mangler Skiønhed og Behagelighed; og at den ofte kan giøre dette paa en langt kortere Tid, end den gamle Havekonst, der, ligesom Middelalderens Bygmestere, kan behøve et halvt eller heelt Aarhundrede, for at frembringe noget ret Stort og Ophøiet. Hvor det saaledes lykkes den forskiønnende Konst, at omdanne en nøgen, ufrugtbar Mark, en Gruusbanke, en Ellesump, eller lignende Steder, til et venligt, med livelig Vegetation smykket Haveanlæg - der see vi ligesaa ædle og indtagende Virkninger, som af enhver anden Konst, ved hvilken Skiønhed fremblomstrer, hvor den før ikke fandtes; og uden Tvivl er dette en af de vigtigste Fortienester, som den nyere Havekonst kan tilegne
sig. Jeg negter den ikke nogen anden, som den besidder, saa lidt som at den er en saare elskværdig, reen og skyldfri Konst, der, foruden andre Glæder, som den bringer sine Dyrkere, ogsaa har den: at dens Frembringelser let fattes og nydes af enhver Beskuer, som ikke er død for Naturens Ynde; men jeg maatte her paa dette Sted især tænke paa hiin Fortieneste, som Eieren af Sanderumgaards Have ved dens Anlæg fortrinligen har erhverhvet sig. - Jeg vil nu forsøge, at give Dem en Beskrivelse over denne Have, saaledes som jeg i Skynding, og uden al Indsigt i Konstens Theorie eller Praxis, er i Stand dertil.
Det Charakteristiske ved Sanderumgaards Have er, at et af Naturen yderst ugunstigt Jordsmon, en sid, af en Aa giennemløben Ellemose, der tilforn om Vintreren stod heel under Vand, ved Konst er forvandlet til et vakkert Landskab, hvor man finder en temmelig hastig vexlende Mangfoldighed af smaa Naturscener, hvor Vandet er afledet i Canaler, det udtørrede Land benyttet til Træplantninger, Mosegrunden forvandlet til Engsletter, Lunde og smaa Kratskove fordeelte imellem disse paa en saadan Maade, at Vandringen igiennem Haven ved Ly og Skygge er behagelig, og ved den raske Omvexling af Udsigter er betaget trættende Eensformighed. Endelig er der sørget for, at forskiellige smaa Bygninger, anlagte
paa passende Steder, end mere oplive Udsigterne, sysselsætte Phantasien, og under Vandringen bringe os Tanken paa menneskelig Virksomhed, ved Siden af den frie Natur, nærmere; foruden at de tildeels frembyde behagelige Hvilepunkter til længere eller kortere Benyttelse.
Man seer snart, at der i disse Anlæg ikke er noget stort, romantisk, eller høitidelig skiønt. En Flade som den, her maatte benyttes, kunde ikke frembyde Afvexling af Banker og Dale, eller Udsigter over store Landskabspartier. Men dette synes mig netop at være en særdeles Fortieneste ved denne Haves Anlæg, at man ikke har villet fremtvinge noget, hvortil Egnen aldeles ikke passede, og ikke opofret den Skiønhed og Behagelighed, som en let fremblomstrende Natur kunde yde, for mislykket, overspændt Konst; men at man har søgt, uden urimelig og ufornuftig Kraftanvendelse, at forskiønne en Jordplet, som jeg tilforn har skildret den, saaledes, at hvor der før var et Uføre uden Gavn og uden Skiønhed, der see vi nu begge forenede i en opelsket venlig, stille og indtagende Natur. - Konsten, som her har virket, maatte saa at sige være heel skabende. Hvad her nu findes, tilhører derfor den allene, og maa bedømmes efter Hensigten og de Midler, som kunde anvendes og ere anvendte. At gaae i det Store, tillod hverken Eg-
nens Beskaffenhed, eller Eierens Formaal, der ikke var Pragt, men simpel Skiønhed og landlig Behagelighed. Da han nu tillige, paa det til en Lysthave bestemte og med saa betydelig Møie og Arbeide indrettede Jordsmon, vilde med Smag forene en Mangfoldighed af forskiellige maleriske Udsigter eller Havescener, saa maatte disse indskrænkes i Rummet; og for at de ei skulde blive eensformige, maatte der især anvendes Konst paa en heldig Fordeling af Afvexling af Træ-Plantningerne, som vare Hovedmidlet, hvormed her kunde virkes. Hvor vel dette lykkedes, og hvor heldigt tillige Vandet, friere Aabninger, ere benyttede til malerisk Virkning: derom vidner ikke blot Haven selv, men ogsaa flere skiønne Prospekter, som et Par af vore første Konstnere her have optaget og udført*). Derfor mener jeg, at selv de, som ere vel bekiendte med større, betydeligere og prægtigere Haveanlæg, ville erkiende, at en heldig Konst har virket ogsaa paa dette Sted til at lægge for Dagen, hvad og hvormeget den i det Hele formaaer til at forædle og forskiønne en Egn, som af
Naturen manglede al Skiønhed; thi at de enkelte Partier her maa være efter en mindre Maalestok, end andensteds, giør intet til Sagen. Konstens Virkning bliver dog i det Mindre som i det Større, forholdsviis til de anvendte Midler, den samme. Man tænke sig dette Sted for tyve Aar siden som en Ellemose, og see det nu, blomstrende i rig Naturskiønhed; og man vil da bedst skiønne, hvad der er Konstens Fortieneste, og glæde sig derved, uden at savne hvad her ikke kan gives.
Dette troer jeg i Almindelighed at kunne sige om Sanderumgaards Have, uden at indlade mig dybere i Havekonstens Theorie, end jeg forstaaer den. Hvad der ligger klart for Øinene tør jeg vel tale om, uden at være konstkyndig. Jeg holder mig her, som overalt, til det, jeg kan fatte og forstaae, og søger at give det saa reent, som jeg har modtaget det. At nævne det, som her maaskee kunde være bedre eller anderledes, bør jeg overlade til de i Konsten Indviede. Hvis jeg ellers skulde omtale noget særskilt ved denne Have, der mindre behagede mig, end det Hele, da blev det maaskee, at Anlæggene paa enkelte Steder ikke synes ganske frie for konstlet Maneer, og at de stumdom gaae vel meget i det Smaae. Dette berøver dem sielden noget af deres Behagelighed; men Skiønheden havde
maaske paa nogle Steder vundet, om Planen for det Hele havde været mindre sammensat.
Efter disse almindelige Bemærkninger vil jeg nu bede Dem at giøre en lille Vandring med mig igiennem Sanderungaards Have, for at dvæle nogle Øieblik ved dens interessanteste Partier. De faar vel i mig kun en maadelig Veileder; men da De nu ingen bedre har ved Haanden, maa De tage til Takke med mig, indtil de engang med større Gavn og Fornøielse kan gientage denne Vandring ved den ædle Eiers Side. - Førend vi forlade Huset maa jeg gjøre Dem opmærksom paa Udsigten her fra mit Værelse, som er en af de videste og skiønneste i denne Have. En fri, aaben, lys Forgrund afskæres ved et bredt Vand, hvori en lille Holm med en tæt Gruppe af Træer hæver sig. I den ene Ende af Holmen staaer en hvid Urne paa en Græshøi. Paa hiin Side af Vandet møder en grøn Eng, som Skoven omringer, og over Skoven hæve sig de fierne Marker. Høie Træer slutte paa begge Sider af Huset dette nydelige, i høi Grad indtagende Landskab, som især i disse deilige stille, maaneklare Aftener ganske har fortryllet mig. - Fra Huset, paa den søndre Side, træder man lige ud i Haven. Paa den venstre eller østlige Side af Gaarden ligger den gamle Have, med en mængde Frugttræer og Buske, og midt iblandt disse reiser en ærvær-
dig Alm, hvis tykke Bul lige ned til Jorden er beklædt med Løv, sine fire mægtige Grene og den vidt omskyggende Krone over de øvrige Træer, der ydmyge staae i Kreds om denne Havens Oldefader, som, endnu i fuld Manddomskraft, har seet den gamle Have opvoxe og den nye at blive til. Glade hilse vi dette stolte Træ, og ønske, i det vi forlade dets Skygger, at ingen Omskiftning i Haven maa bortrydde dens ærværdigste Prydelse.
Dette Træ udgiør ligesom Grændseskiellet imellem den gamle og nye Have. Herfra ledes vi igiennem bugtede Gange forbi en Plantning af Grantræer, afvexlende med Buske og lave Frugttræer, op paa en lille Høide, hvor et Lysthuus er anlagt i Hiørnet af Haven, lige ved den forbiløbende Vei. Dette Huus, med det passende navn Sommerlyst bygget i en simpel landlig Stiil, med et fremspringende, på runde Piller hvilende Tag paa de to Sider, der vende mod Haven, indeholder en lille Sal og to Side Cabinetter, og er saaledes beqvemt indrettet endog til Sommerophold for en Familie. Fra det behagelige, overskyggede Sæde under Husets venlige Tag, har man paa den ene Side en vakker Udsigt giennem en Aabning i Haven til en norsk Hytte, heldigen anlagt paa en Høi i Fordybningen af en Lund, hvorved dette Partie fierner sig i Baggrunden, og synes meget læn-
gere borte end det virkelig er. Den Lille Hytte er her ganske paa sit Sted, og giør en meget god Virkning. Udsigten fra Salen, over et aabent Landskab med Skov i Baggrunden, giver en interessant Afvexling, og Stedet til dette Lysthuus kunde ikke let være bedre valgt. - I Sommerlyst ere Værelserne ganske simpelt decorerede; Kobberstykker beklæde Væggene i Salen, og en lille udvalgt Samling af danske Oliemalerier pryder det ene Cabinet.*)
Giennem en Løvhvælving af Busktræer, og giennem en lille Skov af unge Frugttræer føres vi ved en bugtet Gang ned ad den Høide, hvorpaa Sommerlyst er anlagt, og nu aabner sin en ny Udsigt til den norske Hytte, der ligger omskygget af høie Graner og Løvtræer, i venlig Eensomhed paa en lille grøn Høi.
Et bugtet, af tæt Kratskov indfattet Vand adskiller den aabne Forgrund fra Hytten med dens Skov. Over Vandet hæver sig paa en Landpynt en lille Høi, og paa denne staaer en hvid Urne, behængt med en Blomsterkrands. For at besøge Hytten, vende vi os til Venstre; men flux forsvinder den, skiult bag en Lund af høie Aske og Elletræer; en fri Udsigt aabner sig til Marken og Skoven fra en Høide. Naar vi have nydt denne under Skyggen af en ung Lind, fører vor Gang os ned til en Bro over Canalen, som her udvider sig og danner en lille Dam, hvis Vand, begrændset af Marken og Haven, paa begge Sider taber sig bag Træer og Buske. Vi lade vort Øie hvile paa det klare, grønt omskyggede Vand, og paa den friske, livelige Eng, der høiner sig jævnt til en maadelig Bakke, som lukker Udsigten; vende os derpaa mod Høire, og efterat vi ere komne over en mindre Bro, opdage vi den lønlige, tæt overskyggede Gang, der fører os op til den norske Hytte.
Her, i Skovens stille Eensomhed, kunne vi hvile nogle Øieblik, og drømme os langt borte fra det Sted, hvorfra vi gik ud; thi Hytten, med sine ubeklædte Vægge af Tømmerstokke, og sine simple Træbænke, sætter os hen i Fieldlandene, hvor disse Boliger have hiemme. Paa den ene side er den overskygget af et svalt og dunkelt Løvtag; paa den anden er Udsig-
ten aaben til en lille Eng i Forgrunden, til det forbiflydende Vand, og til den grønne Bakke, hvorpaa Sommerlyst hæver sig i Baggrunden, imellem Grupper af Naaletræer til begge Sider. Havde det maaskee været bedre, ar man fra dette Sted ikke kunde øine denne Bygning, der lokker Phantasien bort fra dens Bane?
Rolig og eensom fortrolig er denne Hytte, og hvor stille og blid i sin milde Alvor er den Natur, som her favner os! - Dog, tæt uden for Vinduerne see vi Fuglene hoppe fra Green til Green; deres muntre Gang og søde Qvidren opliver Eensomheden og besiæler Naturen. Den, som ikke medbringer et af Sorg betynget Sind, kan her let finde den stille Tilfredsheds Bolig, og tilegne sig den blide, rolige Glæde, der saa villigen blomstrer i en skiøn Naturs Eensomhed. Selv det urolige Hierte kan her aande lettere og forgieves bør ikke den Erindring være os, som vi læse over Hyttens Dør:
Indbydende til Hvile for Aand og Hierte, til stille Betragtning og rolig Dvælen i Erindringens og Phantasiens Verden, til venlig og fortrolig Samtale, er den eensomme Hytte. Nu smiler udenfor det friske nyfødte Sommerliv, nu kaster det unge saftsvulmende Løv sit
lysegrønne Skiær paa Vinduerne; i Trætoppene qvidre de muntre Fugle; dybt i Buskene klager Nattergalen i smeltende Elskovstoner - og den, som havde Digterens Øie, vilde vist i en eller anden Busk i Nærheden opdage den skiulte Amor, lyttende til Philomeles Sang, som han selv lærte hende, eller hvæssende de Pile, hvormed han efter Digterens Sigende, rakte hende sin Føde, at hun ubevidst kunde indsuge deres tryllende Gift. Dog, om faa Maaneder er dette Liv forsvundet; Eurus har forjaget Zefyr; Fuglesangen tier; Løvet gulnes paa Træerne, eller hvirvles raslende omkring Hytten - og Amor flagrer da heller omkring i Stadens lune Værelser, end han dølger sig bag afklædte Buske. Men selv da vil denne Hytte ikke savne Behagelighed og Ynde; og den vilde maaske om Høsten være mig nok saa kiær, som om Sommeren. - Nu vente andre veje os, og vi maae forlade den norske Hytte; skiøndt jeg nødigen skilles fra et af mine Yndlingssteder i denne Have.
En Gang, der snoer sig omkring Hytten og den Lund, som overskygger den, leder os langs med Vandet ned til et Sted, hvor under høie Popler et Sæde indbyder os til at nyde en forandret Udsigt. Her have vi den grønne Forgrund, Urnen paa sin lille Mindehøi, Vandet imellem en heldende Græsslette paa den ene Side, og mørkt skyggende Træer paa
den anden. Skov omfatter det lille venlige Landskab; Hytten, som dog kun er faa Skridt borte, og Udsigten til Sommerlyst ere forsvundne. - Vi vende tilbage, og begive os over en bro til Venstre dybere ind i Skoven. Men uformærkt have vi nærmet os Gaarden, hvis røde Tag vi skimte giennem de herlige, høie Løvhvælvinger. Men vi have kun begyndt vor Vandring, og vende os derfor atter til Høire, hvor en ny Bro leder os over Vandet, og ud paa en stor grøn Slette. Her, i det vi bøie omkring en Busk, hvor vi see Vandet, en Ø med Trægrupper og en Urne paa en Høi for os, træder med eet Gaarden frem, og dens landlige Bygning viser sig ligesom midt i en Skov, speilende sig over den grønne Forgrund i Dammen.
Denne overraskende, saare indtagende Udsigt, der paa flere Maader, som vi gaae længere frem, omskiftes, ombytte vi, efter en kort Vandring hen ad Engen, med en ganske forskiellig. I Baggrunden af Engen øine vi et Skovhuus, hvis hvide, reenlige Vægge og simple Straatag betegner os, at vi her ville finde en landlig Bolig - maaskee for en Huusmand eller Arbeider ved Haven; og Engen, som ligger for os, hører formodentlig til Huset. Vi maae besøge det. - Altsaa byde vi Sanderumgaard Farvel, forlade Engen, og følge Veien til Venstre, som
vi formode, vil føre os til Skovhuset. I mange Krumninger slynger den sig giennem den unge Skov, hvor en mangfoldighed af forskiellige Træer giver os Skygge. Vi vandre fremad, altid til Høire - og vor Formodning har ikke skuffet os. Engen, med Sanderumgaards Bygning i Baggrunden, viser sig atter for os. En Bro leder os over Vandet, og nu staae vi for en Gitterdør, hvorover vi læse Navnet Johanneslyst. Inden for denne fører en skyggefuld Gang os op til den landlige Bolig, der synes at ligge her eenlig og indhegnet for sig selv. Over Døren læse vi: Velkommen! og træde derfor saameget hellere ind i Huset, hvor et Par smaa Værelser synes at forkynde en Huusmandsbolig. Men Folkene ere ikke hiemme. Formodentlig ere de dog ikke langt borte, siden Dørene staae aabne. - Den behagelige Svaling i dette heelt omskyggede Skovhuus indbyder til Hvile paa Træbænken eller den straaflettede Stol; men længe tør vi ikke tøve; vi have endnu et godt Stykke af vor Vandring tilbage. - Havde Manden været hiemme, kunde han viist os Vei giennem Skoven; nu maae vi selv søge den saa godt vi kan. - Vi gaae ud giennem Haven paa den anden Side af Huset. Her er Urter og Blomster og et lille Kartoffelland; vilde Roser og Caprifolier flette sig imellem Lægterne langs op ad Væggen.
Her til Høire er Udgang til Marken. En lille Bæk risler forbi. Hvilken indtagende Udsigt over det frugtbare Land! - Vil De gaae over Broen? - Jeg seer en Pile-Allee, der fører til en stor Plantning af ung Skov. Men Solen brænder hedt; vi vende tilbage, forlade Skovhuset, og søge atter de svale Skygger. - Jeg veed ikke, hvorhen denne lønlige Vei vil føre os; men her er fortræffelig Skygge, og om vi ikke finde os til Rette, kunne vi vende om igien. - Her møder os en deilig ung Birkeskov i frodig Væxt. Den afvexler med tættere Plantninger, og giennem mørkere Skygger finde vi Veien til en Lund, der synes at være Erindringen helliget. Vi see her en Askekrukke, staaende paa et simpelt Fodstykke, som en Egestamme udgiør. Den seer etrurisk ud i Form, Farve og Malning; men kun Formen er antik, og Leret dansk. Stedet er passende valgt til dette lille Minde; men jeg veed ikke hvorfor Ideen ikke ret behager mig. - Nær ved dette eensomme Sted er en Udsigt aabnet til Marken, eller rettere til det nye Anlæg, hvorved Sanderumgaards Have betydeligt skal forstørres*). Men da dette endnu kun er i sin Opvæxt,
og den ordnende Konst her endnu ei har kunnet yttre sine Virkninger, forlade vi den unge Planteskole, hvor om nogle Aar en ganske ny Natur vil have dannet sig under Konstnerens Haand, og begive os tilbage til den ældre Have. En temmelig lang Vandring, paa hvilken vi maaskee kunde have behøvet Veiviseren fra Johanneslyst, fører os til en anden mørk og eensom Egn, hvor en Kilde, som her har sit Væld, danner en temmelig stor Dam, omgiven med høie Træer, der gienspeile deres Stammer og Kroner dybt i det dunkle Vand. Efter et rislende Fald imellem Stene, søger Kildebækken sin Vei giennem Buskene. Saa inderligt behageligt jeg finder det paa denne stille eensomme Plet, fordrives jeg dog snart af mine afsagte Fiender, Myggene, som her have deres Yndlingsophold. - Vi følge Kildens Løb et kort Stykke, og ledes ved en Bro ind paa en lille af Skov og Vand indhegnet Engslette, hvor vi endnu høre Kildens Rislen, og hvor vi finde et ganske tarveligt Huus, der har navnet Kildehytten. Dens omgivning er blid og indtagende, og denne Plet er et af de eenligste og meget forborgne Steder i hele Haven; Men det indvortes i Kildehytten seer slet ikke indbydende ud, og vi gaae derfor, uden at opholde os, videre.
Vi finde en Bro for os, og efterat vi ere komne over denne, følge vi Veien til Venstre, der omsider
leder os til en rund, med Skov omhegnet Græsslette, i hvis Midte en Obelisk af Træ, endnu uden Indskrift, er opstillet. Fra denne, med Vand omgivne Eng føres vi atter, ved at følge Veien paa højre Haand, ind i Skoven, hvor nogle paa Træerne ophængte Tavler lede os paa mørke Veie giennem tæt Kratskov ind i en ganske dunkel og høitidelig eensom Lund, der synes indhegnet og afsondret fra den hele øvrige Have. I denne, til alvorlige Betragtninger indviede Lund har en Eneboer opslaaet sin Hytte; i det mindste finde vi denne indrettet med alt Tilbehør, paa Bordet et Timeglas, to Dødningehoveder, uden paa Døren en Tavle med Indskrift: Døden er vis - Dødens Time uvis! - og indenfor paa Hyttens Dør: Døden er Indgang til et bedre Liv! - Vi kunne ikke negte det, at vi her blive anderledes tilmode, end paa ethvert andet Sted i denne Have, hvor vi have dvælet. Den lille, ubetydelige Leerhytte med sit Straatag, i den mørke, sørgmodige Omgivning giør en vis skummel Virkning, og tiener til Beviis paa, hvad man også i Havekonsten med faa, men rigtig anvendte Midler kan udrette. Man bør unde Eieren den Lyst han finder ved dette Sted, om man end ikke kan dele den med ham. Han har ogsaa valgt denne Hytte, hvor selv om Dagen kun en mat og skummel Aftenlysning falder giennem det lille Vindue, til der at henlægge
en Bog, hvor man finder en stor Mængde Erindringer i mangehaande Sprog (ogsaa mange paa Spansk fra Aaret 1808) skrevne af dem, som have besøgt Sanderumgaard og dens Have.
Imidlertid forlade vi den mørke Lund og Eneboerens Hytte for at søge lysere Egne; thi det synes os, som dette vel alvorlige Sted har ført os bort fra Natur-Anskuelsen og ind i Reflexionens Rige, hvor vi for denne Sinde ei ville dvæle. Efterat vi atter have giennemvandret en Deel af den Vei, vi allerede engang have tilbagelagt (thi endnu ikke fuldkommen bevandret i denne Have, kiender jeg ikke ganske den Traad, som leder rigtig giennem alle dens Labyrinther), og efterat vi ere komne forbi de Egne, hvor vi for en Stund siden besøgte Johanneslyst, opdage vi et Landskab, heel forskielligt fra dem, vi hidtil kiende i Sanderumgaards Have. Her bliver Alt mere lyst, frit og liveligt. Efter en temmelig Vandring, aabner sig en indtagende, ganske landlig Udsigt til en Slette, hvor et lille venligt Huus med hvide Vægge, anlagt paa en Høi, omringet af Træer paa tre Sider, kalder os som Maalet for denne Vandring, hvilken jeg ikke veed at ende paa noget bedre eller kiærere Sted. -
Sletten aabner sig mere og mere, som vi nærme os Huset. Et bredt Vand omhegner det paa de to Sider. Vi træde over en Bro, giennem en Laage og
og bestige den lille, grønne, svalt omskyggede Høi. Nu ere vi i Marieshvile. - Neppe veed jeg noget mere venligt, mere smilende, mere sødt indtagende Sted i Sanderumgaards Have, end dette. Husets Beliggenhed i Lunden, paa den lille Banke over Vandet, giør en livelig malerisk Virkning. Paa den ene Side er det overskygget af Cytisus og Popler, som beskytte det mod Middagssolens Straaler, uden at udelukke deres velgiørende Virkning, og uden at hindre Udsigten over Marken imod Skoven og den nærliggende Herregaard Fraugdegaard. Paa den modsatte Side gaa Høien brat ned til Vandet, som her har en temmelig Brede og udvider sig paa den venstre Haand i en Bugt, hvor en lille grøn Holm med Birketræer hæver sig; imedens Dammen paa høire Haand, hvor en Jorddæmning og en Bro danner Overgangen, taber sig bag Huset og Træerne. Paa hin Side af Vandet have vi lige for os en Eng, bestrøet med adskillige smaa Lunde og Grupper af Pile og Elletræer. Baggrunden er lukket med Skov, og kun længere hen mod Venstre er en aaben Udsigt til Marken. - Det hele lille Landskab, som vi see her fra Vinduerne - Vandet neden under disse, den aabne, grønne skovkrandsede Eng, med de maleriske Trægrupper - Alt udgiør et Heelt, som jeg, i hvor indskrænket dets Omfang, hvor simple dets Partier ere, dog fristes til at
sætte ved Siden af den Deilige Udsigt fra Sanderumgaard over Havens Forgrund, som jeg før har omtalt. - Denne nydelige, indtagende Bolig, der bestaar af to små lyse, muntre Værelser, har jeg fremfor noget andet Sted kaaret til mit Yndlingsophold; her, i den blide, venlige Eensomhed, hvor det lyse Sommerliv hersker i stile Skiønhed, med den friske, oplivende Udsigt for Øinene, har jeg tilbragt flere rolige og ret lykkelige Timer - og her slutter jeg nu ogsaa denne Skildring, som jeg vel ikke har kunnet give noget af dens Gienstands Ynde, men som heller ikke giør Paastand paa mere, end at være sand og tro. Endnu ere nogle Partier i den vestlige Kant af Haven ubesøgte; men jeg maa frygte, at den lange Vandring alt har trættet Dem; og jeg har opnaaet mit Øiemed, hvis jeg har været heldig nok til at meddele Dem et Begreb om det eiendommelige ved denne Have, der ikke bestaar i Efterligningen af store, stærkt overraskende Naturscener, men i en heldig Forening af smaa, indtagende Landskabspartier, der forene det malerisk Skiønne med en blid Naturs simple Ynde. - I at forlade Haven, forlader jeg ogsaa Sanderumgaard, skiøndt der kunde være meget at sige om Hovedgaardens og Godsets ypperlige oeconomiske Forfatning, der har været Eieren endnu vigtigere, end hans Haveanlæg; eller om den skiønne Malerisam-
ling her paa Gaarden, der ikke har skienket mig mindre Fornøielse, end Haven. Men begge Dele maa jeg overlade til dem, som kunne tale om disse Gienstande med mere Indsigt, end jeg besidder.*) | wikisource | wikisource_17033 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=67 to=74 header=1 /> | wikisource | wikisource_30136 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=312 to=318 header=1 /> | wikisource | wikisource_17603 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=297 to=299 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9682 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu" from=99 to=114 tosection="a" header=1 /> | wikisource | wikisource_29559 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=214 to=219 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9523 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=445 to=478 header=1 forfatter=", originaltekst af " /> | wikisource | wikisource_8168 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Lindemans melodi bruger ikke den sidste linje: "Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!"
Tekst.
<poem>
Gud planted en Have fra Øst til Vest,
Til Jordklimpe-Folket herneden,
Der Roserne duftede først og bedst,
Med alle Smaablomster i Eden.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Den Have sig strakde fra Hav til Hav,
Hvor Jævndøgn og Vaar haver hjemme,
Og Floderne fire den Kvægning gav
Med Yndighed ei at forglemme.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
En Kjæde af Bjerge paa hver en Leed
Vel tjende for Mure og Volde;
Var Sommeren stundom lidt lummerheed,
Gik Vaaren til Bjergene kolde.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
De Træer at tælle, som der Man saae,
Det tør jeg slet ikke forsøge,
Paa Sletten dog fandtes ei Palmer faa,
Paa Bjergene Cedre og Bøge.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Og midt i den Have stod Livsens Træ ,
Paa det var Guds Mildhed at kiende,
Han vil ei, at Folk de skal døe som Fæ,
Men leve med Ham uden Ende.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Men Kundskabens Træ paa Godt og Ondt,
Desværre, faldt deiligst i Øie;
Et lysteligt Syn, det er tit usundt,
Det Lækkreste haardt at fordøie.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
De Fugle at nævne, som Nat og Dag
For Jorddrotten sang under Himlen,
Det mægter slet Ingen, men Lærke-Slag
Sig hæved dog høit over Vrimlen.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Da tænker jeg, Lærken var rød og guul,
Saa deilig som Phønix at sige,
End graa synger kiønt dog den lille Fugl,
Naar Soel monne dale og stige.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Hvert Dyr at opregne, sig skikked bedst
For ham, der dem alle gav Navne,
Saalidt dog som Løven, den raske Hest
I Eden har været at savne.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Paa Brinkerne mylred de hvide Faar,
I Engen gik Køerne røde,
I Skoven sprang Hjorte og brune Raa'r,
Paa Marken holdt Dands de og Møde.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Der groed ei Havre, ei Byg og Rug,
End sige da Klinte og Heire,
Men høit over Kornet, som vi har nu,
Som Rør groed Hveden hin feire.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Hvor Eden var deilig, slet Ingen veed,
De Lærde har Kiv om dens Leie,
For nu er paa Alting vendt op og ned,
I Midten gaae Hvalernes Veie.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
I Palmernes Hjem kun, som her tillands,
Er Levninger fine tilskue,
I Skyen kun Glimt af den første Glands,
Naar Tordneren spænder sin Bue.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Det kommer deraf, at den Jordklimp fin,
Gud livede op med sin Aande,
Har Levninger nu kun af Lykken sin,
Nedsunket i Vee og i Vaande.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
For Sølv fik vi Staalet og Bly for Guld,
Det Ene maa ligne det Andet,
Saa speiler sig Lykken for Mand af Muld
I Sky som i Hav og paa Landet.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
For Synden er kommet i Verden ind,
Har meer vi af Ørk end af Eden,
Men bedst ogsaa bære kan nu vort Sind
Det Ringe og Grimme herneden.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
Saa lad os i Verden om Edens Lyst
Ei speide fra Bjergenes Toppe,
Men elske det Billed, vi har i Bryst,
Og Paradis søge histoppe!
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!
</poem> | wikisource | wikisource_4756 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=151 to=160 /> | wikisource | wikisource_21719 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Højt fra træets grønne top
stråler juleglansen,
spillemand, spil lystigt op,
nu begynder dansen.
Læg nu smukt din hånd i min,
ikke rør' ved den rosin!
Først skal træet vises,
siden skal det spises.
Se, børnlil´, nu går det godt,
I forstår at trave,
lad den lille Sine blot
få sin julegave.
Løs kun selv det røde bånd!
Hvor du ryster på din hånd!
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet.
Peter har den gren så kær,
hvorpå trommen hænger,
hver gang han den kommer nær,
vil han ikke længer.
Hvad du ønsker, skal du få,
når jeg blot kan stole på,
at du ej vil tromme,
før min sang er omme.
Anna hun har ingen ro,
før hun får sin pakke:
fire alen merino
til en vinterfrakke.
Barn, du bli'r mig alt for dyr,
men da du så propert syr,
sparer vi det atter
ikke sandt, min datter?
Denne fane, ny og god,
giver jeg til Henrik,
du er stærk, og du har mod,
du skal være fænrik.
Hvor han svinger fanen kækt!
Børn, I skylder ham respekt;
Vid, det er en ære
dannebrog at bære.
Træets allerbedste ziir
skal min William have,
på det blanke guldpapir
må du gerne gnave.
Vær forsigtig og giv agt,
indenfor er noget lagt,
som du ej må kramme,
det er til din amme.
O, hvor den er blød og rar,
sikken dejlig hue!
den skal sikre bedstefar
imod frost og snue.
Lotte hun kan være stolt,
tænk jer, hun har garnet holdt!
det kan Hanne ikke,
hun kan bare strikke!
Børn, nu er jeg blevet træt,
og I får ej mere,
moder er i køkkenet,
nu skal hun traktere.
Derfor får hun denne pung,
løft engang, hvor den er tung!
Julen varer længe,
koster mange penge. | wikisource | wikisource_1800 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Baden som Rektor i Altona.
Ved sin Ankomst til Altona fandt Baden Skolen yderst forfalden med faa Dissipler, af hvilke endda ingen vare i den øverste Klasse, saa han, for at give sig noget som Lærer i denne Klasse at bestille, optog nogle af de nedre Klasser, med hvilke han maatte begynde fra de første Grunde i Sprogene og Videnskaberne. For disse blev vel og forfærdiget hans lille græske Grammatika, som han siden udgav paa dansk, og hvori han er den første danske Lærde, som grundigen ivrer mod den Uskik, at begynde med det ny Testamentes Læsning for at bibringe den studerende Ungdom det grædske Sprog.
Imidlertid skønt Baden saaledes med Virksomhed tog sig af sin Skole, vedblev han dog endvidere at gøre sig i Publikum bekændt som en lærd Mand ved Skrifter. Jeg vil af dem, han i Altona udarbejdede, nu kun nævne, foruden hin græske Sproglære, der med Hæld i mange Aar er brugt og end bruges af mange duelige Lærere, hans Anweisung zur dänischen Sprache, hans Oversættelse af Xenophons Cyropædi med en Tilskrift til vor nu regerende Konge, som nylig havde besteget Tronen, der i Frimodighed maaske er den første af sit Slags paa dansk, og endelig hans Forsøg til en Oversættelse af Tacitus med en Afhandling om Sprogets Berigelse ved ny Ord og Vendinger – hvilke hans Skrifter alle vidne om en fortrinlig Sprogkundskab og stadfæstede Publikum i det Haab man gjorde sig for det danske Sprog og dets Opkomst ved Baden, naar han maatte leve, et Haab som Tiden har vist, Baden ikke heller har skuffet sine Landsmænd i. Disse vor Badens Arbejder i det danske Sprog vare det lærde Publikum saameget mere velkomne, som Døden havde nylig berøvet os Professor Jens Schelderup Sneedorff i sine bedste Aar, og derved standset de flere Bestræbelser for Modersmaalet, man af ham havde Grund til at vente.
Overalt skønt Baden nu i 40 Aar har været en af vore flittigste offentlige Skribentere, og blandt sine Skrifter har udgivet saadanne som sin Oversættelse af Tacitus, sin kritiske Jurnal, sin danske Grammatika, sit latinske Lexikon og flere Arbejder, som alle vidne om megen anvendt Læsning, Tid og Flid, saa var han desuagtet altid en meget paapassende Embedsmand, der forstod saaledes at inddele sin Tid, at Embedet ikke forsømtes af Lyst til Videnskaberne – en Fejl som den videnskabelige Embedsmand staar megen Fare for at falde i. Ikke blot ved trolig at besørge den ham paalagte offentlige Undervisning, men tillige og ved baade i og uden for Skolen at paase de Unges moralske Dannelse, og dertil mandig forsvare den ham betroede Stiftelses Rettigheder, troede Baden først fuldelig at have opfyldt sine Embedspligter som Skolebestyrer. Altid var han derfor i den ham betroede Stiftelses Protokoller, Regnskaber, Arkivdokumenter og Adkomstbreve ligesaa beløben som i sin Cicero, Xenophon, Horatius, og Tacitus, og disse hans kæreste Sælskab maatte vige, naar højere Pligter bøde ham at gaa til hine. Flere Beviser herpaa vil hans Embedsførelse i Helsingør og ved Københavns Universitet give os. Med alt dette havde Baden endda den ikke ubetydelige Hindring, at han skriver en yderst ulæselig Haand, saa han maa lade renskrive Alt hvad han giver til Trykken, og da han Selv skal diktere sin Kopiist det, indses let, hvormegen Tid og Ulejlighed denne Hindring har kostet ham. Skyld for denne sin slette Skriverhaand giver han, dels at han for tidlig kom af Skriverskolen, dels at han som Student havde tilvandt sig ligesaa hurtigen ved Hjelp af Abreviasioner at føre Professorernes Forelæsninger paa Papiret, som de kom ud af Docentens Mund. Som Rektor havde han derfor altid af Skolens Dissipler et sat ungt Menneske med en god Skriverhaand, som renskrev for ham. Af disse erindrer jeg mig fornemmelig Kristianias latinske Skoles brave og duelige Overlærer Hr. Hermann Amberg, en af Badens værdigste Dissipler, der efter 7 Aar i Forveien at have, medens han gik i Helsingørs latinske Skole, været Badens Haandskriver, blev siden, da Baden kom til København, i 5 til 6 Aar hans Amanuensis og tro Medarbeider, der især gik ham tilhaande ved den latinsk-danske Del af hans latinske Lexikon.
Men at komme til Baden i Altona igæn, da havde han ikke været her længe, før han erfarede at hans Embedsindkomster vare mindre, end han havde forestillet sig, neppe 300 Rdlr. aarlig, hvoraf han, som hverken af sig selv havde Midler, eller ved Giftermaal erhvervet nogen, ikke kunde med en aarlig tiltagende Familie leve, sær paa et saa dyrt Levested som det Hamborg nær liggende Altona er. Dog var og Baden gærne under en bedre ekonomisk Forfatning bleven her baade for andre Behageligheder Altonas Beliggenhed fører med sig, som især for den Lærvillighed han syntes at finde hos den tyske Ungdom frem for den danske. Thi – som han sagde – naar denne var flittigst gjorde den dog ikke mere end den skulde, nemlig lærte de den foresatte Pensa, ubekymret om Alt uden for sin Skolebog og sine Fornøjelser. Den tydske Ungdom derimod, endog stundum med maadeligt Hoved eller Anlæg til de egentlige Videnskaber, interesserede sig tidlig for hvad der foregik i den store Verden, og fandt derfor megen Fornøjelse i at læse Aviser og andre Tidskrifter. Vi anføre dette, fordi en saa erfaren Lærers Dom som Baden ikke kan være uvigtig. I øvrigt indser enhver baade hvormeget denne Forskæl hos forskællige Nasioners Ungdom beror paa en friere Opdragelse, og hvormeget heri er i et Mellemrum af henved 40 Aar forandret til det bedre. Vor danske Ungdoms i det mindste Hovedstadens og de større Steders nu friere Opdragelse er saa unægtelig, at vel Mangen vil den er al for fri, naar han hører den ti til tolv Aars gamle Dreng ræsonnere. – Men da vor Baden med alt dette ikke i Altona kunde se sine Kaar forbedrede, ønskede han hver Dag Forflyttelse og drog endog, for at paaskynde den, selv til København. Det var medens han i den Anledning opholdt sig Sommeren over i Gæntofte hos sin Broder Torkild Baden, der just nu var ifær med at udføre det bernstorffske Godses berømte Udskiftning, Bøndernes Udfløtning o. s. v., at vor Baden skrev sin lille moralske og politiske Katekismus for Bønderbørn, der især meget fandt den gamle Bernstorffs Bifald, og vel og fortjente at være almindeligere bekændt end den nu er. | wikisource | wikisource_1324 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke.
Men gerne med slette og grønhøj i Nord
vi danemænd tage til takke.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.
Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men dansken har hjemme, hvor bøgene gro
ved strand med den fagre kærminde,
og dejligst vi finde, ved vugge og grav,
den blomstrende mark i det bølgende hav.
Langt større bedrifter for ære og sold
måske så man udlænding øve.
Omsonst dog ej danemænd førte i skjold
med hjerterne løve ved løve.
Lad ørne kun rives om jorderigs bold!
vi bytte ej banner, vi skifte ej skjold.
Langt klogere folk er der sagtens om land
end her mellem bælte og sunde.
Til husbehov vi dog har vid og forstand,
vi vil os til guder ej grunde.
Og brænder kun hjertet for sandhed og ret,
skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.
Langt højere, ædlere, finere sprog
skal findes på fremmedes tunge.
Om højhed og dejlighed danemænd dog
med sandhed kan tale og sjunge.
Og træffer vort modersmål ej på et hår,
det smelter dog mere, end fremmedes slår.
Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.
</poem> | wikisource | wikisource_4136 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=179 to=181 fromsection=§54 tosection=§54 header=1 /> | wikisource | wikisource_26087 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=180 to=194 header=1 /> | wikisource | wikisource_16745 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
DANMARKS RIGES GRUNDLOV<br>
af 5. Juni 1915
med ændringer af 10. September 1920*)
I.
§ 1.
Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. Arvefølgen er den i Tronfølgeloven af 31. Juli 1853 Art. I og II fastsatte.
§ 2.
Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene.
§ 3.
Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten.
II.
§ 4.
Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke være Regent i andre Lande.
§ 5.
Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke.
§ 6.
Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar. Det samme gælder om de kongelige Prinser.
§ 7.
Forinden Kongen tiltræder Regeringen, afgiver han skriftlig i Statsraadet en højtidelig Forsikring, ubrødelig at ville holde Grundloven. Af Forsikringsakten udstedes tvende ligelydende Originaler, af hvilke den ene overgives Rigsdagen for at opbevares i sammes Arkiv, den anden nedlægges i Rigsarkivet. Kan Kongen formedelst Fraværelse eller af andre Grunde ikke umiddelbart ved Tronskiftet afgive denne Forsikring, føres Regeringen, indtil dette sker, af Statsraadet, medmindre anderledes ved Lov bestemmes. Har Kongen allerede som Tronfølger aflagt denne Forsikring, tiltræder han umiddelbart ved Tronskiftet Regeringen.
§ 8.
Bestemmelser angaaende Regeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse fastsættes ved Lov. Er der ved Tronledighed ingen Tronfølger, vælger den forenede Rigsdag (§ 65) en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.
§ 9.
Statens Ydelse til Kongen bestemmes for hans Regeringstid ved Lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statsejendele der skal overlades Kongen til Brug.<br>
Statsydelsen kan ikke behæftes med Gæld.
§ 10.
For Medlemmer af det kongelige Hus kan der bestemmes Aarpenge ved Lov. Aarpengene kan ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget.
III.
§ 11.
Kongen har med de i denne Grundlov fastsatte Indskrænkninger den højeste Myndighed over alle Rigets Anliggender og udøver den gennem sine Ministre.
§ 12.
Kongen er ansvarsfri; hans Person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for Regeringens Førelse; deres Ansvarlighed bestemmes nærmere ved Lov.
§ 13.
Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Han bestemmer deres Antal og Forretningernes Fordeling imellem dem. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift. Enhver Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.
§ 14.
Ministrene kan af Kongen eller Folketinget tiltales for deres Embedsførelse. Rigsretten paakender de mod Ministrene for deres Embedsførelse anlagte Sager.
§ 15.
Ministrene i Forening udgør Statsraadet, hvori Tronfølgeren, naar han er myndig, tager Sæde. Kongen fører Forsædet undtagen i det i § 7 ommeldte Tilfælde og i de Tilfælde, hvor Lovgivningsmagten i Henhold til Bestemmelsen i § 8, 1ste Punktum, maatte have tillagt Statsraadet Myndighed til at føre Regeringen.
§ 16.
Alle Love og vigtige Regeringsforanstaltninger forhandles i Statsraadet. Er Kongen i enkelte Tilfælde forhindret fra at holde Statsraad, kan han lade Sagen forhandle i et Ministerraad. Dette bestaar af samtlige Ministre under Forsæde af den, som Kongen har udnævnt til Statsminister. Enhver Minister skal da afgive sit Votum til Protokollen, og Beslutning tages efter Stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over Forhandlingerne førte, af de tilstedeværende Ministre underskrevne Protokol for Kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde Ministerraadets Indstilling, eller lade sig Sagen foredrage i Statsraadet.
§ 17.
Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kan ske ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret. Enhver Embedsmand, civil eller militær, afgiver en højtidelig Forsikring om at ville holde Grundloven.<br>
Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overensstemmelse med Pensionsloven.<br>
Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved taber i Embedsindtægter, og at der gives dem Valget mellem saadan Forflyttelse og Afsked med Pension efter de almindelige Regler.<br>
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd, foruden den i § 71 fastsatte, bestemmes ved Lov.
§ 18.
Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke erklære Krig eller slutte Fred, indgaa eller ophæve Forbund eller slutte Handelstraktater eller afstaa nogen Del af Landet eller indgaa nogen Forpligtelse, som forandrer de bestaaende statsretlige Forhold.
§ 19.
Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar og tager Bestemmelse om, naar den skal sluttes. Dette kan dog ikke ske, forinden der i Henhold til § 48 er tilvejebragt lovlig Hjemmel for Skatternes Opkrævning og for Afholdelse af Statens Udgifter.
§ 20.
Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Samlinger, hvis Varighed beror paa hans Bestemmelse.
§ 21.
Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end en Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Samling.
§ 22.
Kongen kan opløse Folketinget.<br>
Om Opløsning af Landstinget gælder følgende:<br>
Naar Folketinget har vedtaget et Lovforslag og mindst tre Maaneder inden en Rigsdagssamlings Slutning oversendt det til Landstinget, men Landstinget ikke har vedtaget dette Forslag, og der heller ikke opnaas en ligelydende Vedtagelse i Tingene, efter at et Fællesudvalg har afgivet Indstilling derom, og naar dernæst Folketinget efter dettes Fornyelse gennem et paa Grund af Valgperiodens Udløb foretaget almindeligt Valg vedtager Forslaget uforandret paa en ordentlig Rigsdagssamling og paa ny oversender det til Landstinget indenfor den ovennævnte Tidsfrist, kan Kongen, hvis der da ikke opnaas Enighed mellem de to Ting om Forslaget, opløse Landstinget. - I øvrigt kan Landstinget kun opløses i Tilfælde af Grundlovsforandring (jfr. § 94).<br>
Opløses et af Tingene, naar Rigsdagen er samlet, skal det andet Tings Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen igen træder sammen. Dette skal ske inden to Maaneder efter Opløsningen.
§ 23.
Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.
§ 24.
Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Kundgørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. Har Kongen ikke stadfæstet et af Rigsdagen vedtaget Lovforslag inden næste Rigsdagssamling, er det bortfaldet (jfr. dog § 94).
§ 25.
I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maa stride mod Grundloven og altid straks efter den følgende Rigsdags Sammentræden skal forelægges denne, uden hvis Bekræftelse Loven bortfalder. Foreløbige Love behandles først i Folketinget.
§ 26.
Kongen kan benaade og give Amnesti. Ministrene kan han kun med Folketingets Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe.
§ 27.
Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende Regeringsmyndigheder saadanne Bevillinger og Undtagelser fra Lovene, som enten ifølge de før 5. Juni 1849 gældende Regler er i Brug, eller hvortil Hjemmel indeholdes i en siden den Tid udgiven Lov.
§ 28.
Kongen har Ret til at lade slaa Mønt i Henhold til Loven.
IV.
§ 29.
Rigsdagen bestaar af Folketinget og Landstinget.
§ 30.
Valgret til Folketinget har enhver Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar og har fast Bopæl i Landet, medmindre vedkommende:<br>
a)ved Dom er fundet skyldig i en i den offentlig Mening vanærende Handling uden at have faaet Æresoprejsning,<br>
b)nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt,<br>
c)er ude af Raadighed over sit Bo paa Grund af Konkurs eller Umyndiggørelse.
§ 31.
Valgbar til Folketinget er enhver, som i Henhold til § 30 har Valgret til dette.
§ 32.
Antallet af Folketingets Medlemmer fastsættes ved Valgloven, men maa ikke overstige 152.<br>
Til Sikring af en ligelig Repræsentation af de forskellige Anskuelser blandt Vælgerne bestemmer Valgloven Valgmaaden og de nærmere Regler for Valgrettens Udøvelse, herunder, hvorvidt Forholdstalsvalgmaaden skal føres igennem i eller uden Forbindelse med Valg i Enkeltmandskredse.<br>
Ved Kredsinddeling skal der foruden til Indbyggertal tages Hensyn til Vælgertal og Befolkningstæthed.
§ 33.
Folketingets Medlemmer vælges paa 4 Aar. De faar et Vederlag, hvis Størrelse bestemmes ved Valgloven.
§ 34.
Valgret til Landstinget har enhver Folketingsvælger, som har fyldt sit 35. Aar og har fast Bopæl i vedkommende Landstingskreds.
§ 35.
Valgbar til Landstinget er enhver, der har Valgret til dette, naar han (hun) har fast Bopæl i vedkommende Landstingskreds.<br>
Til Valgbarhed for de 19 landstingsvalgte Medlemmer af Landstinget, jfr. § 36, kræves ikke fast Bopæl i nogen bestemt Landstingskreds, men kun, at de opfylder de øvrige Bestemmelser for Valgret til Landstinget.
§ 36.
Antallet af Landstingets Medlemmer er 76.<br>
10 vælges i København med Frederiksberg, indtil 48 i større Valgkredse, omfattende Land og Købstæder, 1 paa Bornholm, 1 paa Færøerne. 19 Medlemmer vælges efter Forholdstal af en Valgforsamling, bestaaende af de Personer, der den Dag, nye Valg til Landstinget udskrives (jfr. §§ 22 og 39), er Medlemmer af Tinget. Nærmere Regler fastsættes ved Valgloven.<br>
Endelig Bestemmelse om Antallet af Landstingets Medlemmer og de nærmere Regler for disses Valg fastsættes ved Valgloven.
§ 37.
Landstingets Medlemmer vælges udenfor Færøerne af Valgmænd ved Forholdstalsvalg. Paa Færøerne foretages valget af en Valgforsamling bestaaende af Landstingets folkevalgte Medlemmer.<br>
Valgmændene vælges ved Forholdstalsvalg. Valgloven fastsætter deres Antal og i øvrigt det nærmere vedrørende Valgene.
§ 38.
Antallet af Landstingsmedlemmer for hver Landstingskreds udenfor København med Frederiksberg, Bornholm og Færøerne fastsættes ved Valgloven omtrentlig efter Forholdet mellem Indbyggertallet i hver enkelt Landstingskreds og i de nævnte Landstings kredse tilsammen.
§ 39.
Landstingets Medlemmer og deres Stedfortrædere vælges paa 8 Aar, dog at Halvdelen eller saa nær som muligt Halvdelen af de folkevalgte afgaar hvert 4. Aar. De 19 landstingsvalgte Medlemmer afgaar alle paa een Gang efter 8 Aars Forløb.<br>
Landstingets Medlemmer faar samme Vederlag som Folketingets Medlemmer.
V.
§ 40.
Den ordentlige Rigsdag sammentræder den første Tirsdag i Oktober, dersom Kongen ikke har indkaldt den til at møde forinden.
§ 41.
Regeringens Sæde er Rigsdagens Forsamlingssted. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den paa et andet Sted i Riget.
§ 42.
Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.
§ 43.
Hvert af Tingene er berettiget til at foreslaa og for sit Vedkommende at vedtage Love
§ 44.
Hvert af Tingene kan indgive Adresser til Kongen.
§ 45.
Hvert af Tingene kan nedsætte Kommissioner af sine Medlemmer til at undersøge almenvigtige Sager. Saadanne Kommissioner er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige Oplysninger saavel af private Borgere som offentlige Myndigheder.<br>
Tingenes Valg af Medlemmer til Kommissioner og Hverv sker efter Forholdstal; skal begge Ting repræsenteres, sker Valget paa den i § 49 om Valget af Statsrevisorer foreskrevne Maade.
§ 46.
Ingen Skat kan paalægges, forandres eller ophæves uden ved Lov, ej heller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domæne afhændes uden ifølge Lov.
§ 47.
Paa hver ordentlig Rigsdag, straks efter at samme er sat, fremlægges Forslag til Finansloven for det følgende Finansaar indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter.<br>
Kan Behandlingen af Finanslovforslaget for det kommende Finansaar ikke ventes tilendebragt inden Finansaarets Begyndelse, forelægger Regeringen Forslag til en midlertidig Bevillingslov, hvorefter den bemyndiges til at opkræve de lovhjemlede Skatter og Statens øvrige Indtægter og til at afholde de Udgifter, der er fornødne for Statshusholdningens uforstyrrede Førelse, hvorved iagttages, at i intet Tilfælde de enkelte ved den sidste Finanslov og de sig dertil sluttende Tillægsbevillingslove hjemlede ordentlige Udgiftsposter overskrides, og at der til Foranstaltninger, der ligger udenfor den regelmæssige Statsforvaltning, kun kan afholdes de Udgifter, som er nødvendige for at holde allerede paabegyndte Arbejder i Gang, og det hverken ud over de til de paagældende overordentlige Foranstaltninger tidligere bevilgede eller ud over de til Arbejdernes Fortsættelse i det paagældende Finansaar ved Lov fastsatte eller ved tidligere Finans- eller Tillægsbevillingslov bestemt forudsatte Beløb.<br>
Forslag til Finanslove, Tillægsbevillingslove og midlertidige Bevillingslove behandles først i Folketinget.
§ 48.
Forinden Finansloven eller en midlertidig Bevillingslov er vedtaget af Rigsdagen, maa Skatterne ej opkræves. Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i den af Rigsdagen vedtagne Finanslov eller i en Tillægsbevillingslov eller midlertidig Bevillingslov.
§ 49.
Rigsdagen vælger fire lønnede Revisorer. Disse gennemgaar det aarlige Statsregnskab og paaser, at samtlige Statens Indtægter deri er opførte, og at ingen Udgift uden Hjemmel i Finansloven eller anden Bevillingslov har fundet Sted. De kan fordre sig alle fornødne Oplysninger og Aktstykker meddelte. - Det aarlige Statsregnskab - med Revisorernes Bemærkninger - forelægges derefter Rigsdagen, som med Hensyn til samme tager Beslutning.<br>
Forandringer i disse Bestemmelser kan ske ved Lov.<br>
Naar Valg af Statsrevisorer skal finde Sted, udnævner hvert Ting 15 Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, der ved Forholdstalsvalg foretager Valget.
§ 50.
Ingen Udlænding kan faa Indfødsret uden ved Lov.<br>
Om Udlændinges Adgang til at blive Ejere af fast Ejendom her i Landet fastsættes Regler ved Lov.
§ 51.
Intet Lovforslag kan endelig vedtages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Tinget.
§ 52.
Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Ting, bliver det i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Ting; hvis det der forandres, gaar det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaar Forslaget paa ny til det andet Ting. Opnaas da ej heller Enighed, skal, naar et Ting forlanger det, hvert Ting udnævne et lige stort Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning og gør Indstilling til Tingene. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgørelse Sted i hvert Ting for sig.
§ 53.
Hvert af Tingene afgør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg.
§ 54.
Ethvert nyt Medlem aflægger en højtidelig Forsikring om at ville holde Grundloven, naar hans Valg er godkendt.
§ 55.
Rigsdagsmændene er ene bundne ved deres Overbevisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.<br>
Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøver ikke Regeringens Tilladelse til at modtage Valget.
§ 56.
Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. For sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.
§ 57.
Kommer en gyldigt valgt Rigsdagsmand i et af de Tilfælde, der udelukker fra Valgbarhed, mister han den af Valget flydende Ret.<br>
Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Genvalg.
§ 58.
Ministrene har i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og er berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager Forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, naar de tillige er Rigsdagsmænd.
§ 59.
Hvert Ting vælger selv sin Formand og den eller dem, der i hans Forfald skal føre Forsædet.
§ 60.
Intet af Tingene kan tage nogen Beslutning, naar ikke over Halvdelen af dets Medlemmer er tilstede og deltager i Afstemningen.
§ 61.
Enhver Rigsdagsmand kan i det Ting, hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring.
§ 62.
Intet Andragende maa overgives noget af Tingene uden gennem et af dets Medlemmer.
§ 63.
Tingenes Møder er offentlige. Dog kan Formanden eller det i Forretningsordenen bestemte Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Tinget afgør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde.
§ 64.
Hvert af Tingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkommer Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.
§ 65.
Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folketinget og Landstinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Tings Medlemmer er til Stede og deltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand og fastsætter i øvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkommer Forretningsgangen.
VI.
§ 66.
Rigsretten bestaar af de ordentlige Medlemmer af Landets øverste Domstol og et tilsvarende Antal af Landstinget blandt dets egne Medlemmer paa 4 Aar valgte Dommere. Kan i et enkelt Tilfælde ikke det fulde Antal af den øverste Domstols ordentlige Medlemmer deltage i Sagens Behandling og Paakendelse, fratræder et tilsvarende Antal af de af Landstinget sidst eller med det mindste Stemmetal valgte Rigsretsmedlemmer. - Retten vælger selv sin Formand af sin Midte.<br>
Foretages nyt Valg til Landstinget, efter at der er rejst Sag for Rigsretten, beholder dog de af Tinget valgte Medlemmer deres Sæde i Retten for denne Sags Vedkommende.<br>
Forandring i Bestemmelserne om Rigsretten kan ske ved Lov.
§ 67.
Rigsretten paakender de af Kongen eller Folketinget mod Ministrene anlagte Sager.<br>
For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar Folketinget giver sit Samtykke dertil.
§ 68.
Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.
§ 69.
Retsplejen bliver at adskille fra Forvaltningen efter Regler, der fastsættes ved Lov.
§ 70.
Domstolene er berettigede til at paakende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grænser. Den, der vil rejse saadant Spørgsmaal, kan dog ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme Øvrighedens Befaling.
§ 71.
Dommerne har i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kan ikke afsættes uden ved Dom, ej heller forflyttes mod deres Ønske, udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.
§ 72.
Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gennemføres ved hele Retsplejen.<br>
I Misgerningssager og i Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser, skal Nævninger indføres.
VII.
§ 73.
Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov.
§ 74.
Borgerne har Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.
§ 75.
Ingen er pligtig til at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 76.
De fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov.
§ 77.
Ingen kan paa Grund af sin Trosbekendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.
VIII.
§ 78.
Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes paa fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kendelse, der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.<br>
Den Kendelse, som Dommeren afsiger, kan af Vedkommende straks særskilt indankes for højere Ret.<br>
Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel.
§ 79.
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene ske efter en Retskendelse.
§ 80.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaa sin Ejendom, uden hvor Almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge Lov og mod fuldstændig Erstatning.<br>
Naar et Lovforslag vedrørende Ekspropriation af Ejendom er vedtaget, kan 1/3 af Folketingets Medlemmer senest 14 Dage efter Forslagets endelige Vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig Stadfæstelse, naar nye Valg til Folketinget har fundet Sted, og Forslaget paa ny er vedtaget af den derefter sammentrædende Rigsdag.
§ 81.
Alle Indskrænkninger i den fri og lige Adgang til Erhverv, som ikke er begrundede i det almene Vel, skal hæves ved Lov.
§ 82.
Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis Forsørgelse ikke paahviler nogen anden, er berettiget til Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyder.
§ 83.
De Børn, hvis Forældre ikke har Evne til at sørge for deres Oplærelse, har Ret til fri Undervisning i Folkeskolen. Forældre eller Værger, der selv sørger for, at Børnene faar en Undervisning, der kan staa Maal med, hvad der almindelig kræves i Folkeskolen, er ikke pligtige at lade Børnene undervise i Folkeskolen.
§ 84.
Enhver er berettiget til paa Tryk at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kan ingen Sinde paa ny indføres.
§ 85.
Borgerne har Ret til uden foregaaende Tilladelse at danne Foreninger i ethvert lovligt Øjemed. Ingen Forening kan ophæves ved en Regeringsforanstaltning. Dog kan en Forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges Sag mod den til dens Ophævelse.
§ 86.
Borgerne har Ret til at samles ubevæbnede. Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred.
§ 87.
Ved Opløb maa den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun skride ind, efter at Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgæves er opfordret til at skilles.
§ 88.
Enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver.
§ 89.
Kommunernes Ret til under Statens Tilsyn selvstændig at styre deres Anliggender ordnes ved Lov.
§ 90.
Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet.
§ 91.
Intet Len, Stamhus eller Fideikommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kan overgaa til fri Ejendom.
§ 92.
For Krigsmagten er de i §§ 78, 85 og 86 givne Bestemmelser kun anvendelige med de Indskrænkninger, der følger af de militære Loves Forskrifter.
IX.
§ 93.
Under i øvrigt lige Vilkaar nyder islandske Statsborgere i Henhold til Dansk-Islandsk Forbundslov de Rettigheder, som omhandles i §§ 17, 30, 31, 34 og 35 og er knyttede til dansk Indfødsret.
X.
§ 94.
Forslag til Forandring i, eller Tillæg til, nærværende Grundlov kan fremsættes saavel paa ordentlig som paa overordentlig Rigsdag.<br>
Vedtages et Forslag til en ny Grundlovsbestemmelse i begge Ting, og Regeringen vil fremme Sagen, opløses Rigsdagen, og almindelige Valg foregaar baade til Folketinget og til Landstinget. Vedtages Beslutningen af den efter Valget følgende ordentlige eller overordentlige Rigsdag, bliver den inden et halvt Aars Forløb at forelægge Folketingsvælgerne til Godkendelse eller Forkastelse ved en direkte Afstemning. De nærmere Regler for denne Afstemning fastsættes ved Lov. Har et Flertal af de i Afstemningen deltagende og mindst 45 pCt. af samtlige Vælgere afgivet deres Stemme for Rigsdagens Beslutning, og stadfæstes denne af Kongen, er den Grundlov.
Midlertidige Bestemmelser.
1.
Naar Landstinget første Gang efter Grundlovsforandringens Gennemførelse i Henhold til § 36 foretager Valg af landstingsvalgte Medlemmer, vælges kun 18. Det 19de Medlem vælges umiddelbart efter den nye Rigsdags Sammentræden og Mandaternes Godkendelse af de i Sønderjylland boende Medlemmer af det nye Landsting.<br>
De af Kongen tidligere udnævnte Medlemmer bevarer deres Sæde i Landstinget i Stedet for et tilsvarende Antal af de 19 landstingsvalgte Medlemmer efter følgende Regel:<br>
De af Kongen udnævnte Medlemmer betragtes som valgte af de Grupper, hvori de har fundet Optagelse, i den Rækkefølge, hvori deres Udnævnelse til Medlemmer af Landstinget er sket, og i det Omfang, som Gruppens Krav paa forholdsmæssig Andel i de 19 Medlemmer tilsteder.
2.
Forud for det første Valg til Rigsdagen, som skal finde Sted, efter at de sønderjyske Landsdeles Genforening med Danmark er fuldbyrdet, kan Landstinget opløses uden Iagttagelse af Reglerne i § 22, 2det Stykke.
3.
Med Hensyn til Rettergangsmaaden ved Rigsretten gælder, indtil en ny Lov udkommer, Lov af 3. Marts 1852, med de Lempelser, som nærværende Grundlovs § 66 gør fornødne.
_______________________________________
__NoTOC__ | wikisource | wikisource_24032 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Ulf Hemming - Noveller.djvu" from=149 to=213 header=1 /> | wikisource | wikisource_7465 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=17 to=18 header=1 fromsection=fire tosection=fire /> | wikisource | wikisource_7633 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Agenten.
<poem>Agenten stod foran Spejlet og undersøgte sin Tunge — Sundhedens Barometer — derpaa fæstedes et prøvende, forskende Blik paa Ansigt og Skikkelse. Folk, der komme op fra et langt Sygeleje, maae undertiden gjøre sig fortrolige med Spejlbilledet. Det var en gammelagtig Herre, der viste sig indenfor den udskaarne Ramme, det kunde ikke bestrides eller omgaaes, en gammelagtig Herre. Før Sygdommen havde Spejlet gjengivet Billedet af en rask, velconserveret Mand, en ældre Mand, uden Tvivl, dog behøvede han egentlig ikke at stemples som ældre. Haaret var graanet i Sygdomstiden; et mat, ligegyldigt Træk om Mund og Øjne, i det ellers smukke Ansigt, traadte tydeligere frem. Han saae dette Træk og følte Uvillie over det, men Rynken i Panden gjorde kun ondt værre. Mismodigt blev det grønne Silkedamastesgardin, der holdtes tilside, at Lyset kunde falde paa Spejlet, sluppet.
«Endnu er jeg ikke rigtig mig selv,» sagde han halvhøjt, idet han langsomt slentrede op og ned ad Gulvet i sin smukke Dagligstue. Pludselig standsede han dog, ligesom beroliget: «jeg troer det er Sult, —ja, jeg er aabenbar flau;» han ringede.
I samme Nu, det var næsten som havde hun hængt i Klokkestrengen, traadte Huusholdersken ind, en stiv, midaldrende Jomfru med snehvidt Forklæde, rødladent Ansigt og smaa blaagrønne Øjne, der forgjæves anstrengte sig for at see milde ud.
«Der tør ikke fyres saa stærkt, Jomfru Jansen, behag at erindre det. Foraarsolen har allerede Magt, her er atten Grader, det matter. — Vil De bringe mig en Kop Bouillon og et Par Æg, nu mellem Frokost og Middag. — Noget maa gjøres, skulle Kræfterne vende tilbage.»
«Det er jo glædeligt, at Appetiten kommer,» lød Jomfru Jansens spinkle, spidse Røst, «hvor seer Agenten vel ud i Dag, det er mageløst.»
«Hm. — Ja, saa var der ikke Andet.»
Agenten rystede paa Hovedet, da hun var gaaet. Han plejede ikke at see paa sine Folk, men i Dag havde han seet paa hende, som han havde seet paa sig selv, og bag det ydmyge Væsen havde han skimtet Vindesyge og skjult Nag. Og det var hende, han havde stolet paa og støttet sig til de lange Uger, han laae svag og afmægtig. Det gjøs i ham, hvad kunde man ikke vente af saadan et Menneske! dog det havde ingen Nød: «Hun faaer aldrig en fordeelagtigere Stilling;» han knipsede beroliget med Fingrene, som en Mand, der kjender Verden.
Aviserne laae paa deres Plads, Lænestol og Gyngeskammel stode rede. En Følelse af Velvære listede sig over ham, men det var denne Reconvalescentens skrøbelige Velvære, der, ved ringeste Anledning, omskiftes med Pirrelighed og en gnaven Sindsstemning.
Over Skrivebordet hang Portraitet af en ganske ung Kvinde; de veemodige Barneøjne saae lige ned paa ham. Hvis Dragten ikke havde været gammeldags, kunde man have antaget det for Agentens Datter, det var imidlertid hans Moder. Hun var død, før han fyldte tre Aar. Avisen vendtes og drejedes, overkiggedes og vendtes igjen. Tilsidst gjennemløb Øjet Prædikantlisten for næste Dag. Efter endt Helbredelse var det sømmeligt at gaae i Kirke, tænkte Agenten. «Men jeg skal nok vogte mig for Dig, gode Ven!» han standsede ved et Navn, og kom heelt i Aande blot ved Tanken.
Da han laae syg, havde denne Præst besøgt ham. Det var kjønt og passende; den syge Mand var glad over det og satte Priis derpaa; han trængte til at udtale sig, klage, faae aandelig Trøst og Beroligelse. Men Præsten trængte altfor nær ind paa Livet; Agenten maatte ordentlig værge sig, og med Fiinhed og Kløgt dreje det Personlige over i det svævende Almindelige. Da Præsten rejste sig for at gaae, var den Syge heel anstrengt, men sagde alligevel høfligt — Stemmen havde dog en tom Klang — «jeg takker for Besøget, Herr Pastor! det har været mig til Trøst.» — Men hvad svarede Præsten paa denne med Selvfornegtelse givne Roes? — «Kjære Herr Agent, lad os for alt i Verden ikke bedrage os selv. Jeg har ingen Trøst bragt Dem. Før Angstraabet: Gud vær mig Synder naadig! lyder i et Menneskes Sjæl, kan Herrens Ord ingen Trøst bringe.» — Var det en Maade at tale til en syg Mand paa, til ham paa? alene det ivrige Væsen og medlidende Blik var en Fornærmelse.
«Der maa dog gjøres Forskjel paa Folk! — han har engang været Fængselspræst samme Mand, de gamle Taler gaae nøje igjen. Man skulde synes, at en hæderlig, uplettet Vandel fortjente Roes og Anerkjendelse i disse fordærvede Tider.»
Aarerne svulmede i Agentens Pande, medens han gik videre paa Listen, Præstens Ord havde efterladt en Braad, der smertede og gav Uro. Endnu før Valget var truffet, Lød en kort fast Banken paa Døren, og inden han fik sagt «kom ind», stod en høj ung Mand med tætafklippet brunt Haar, alvorlige Øjne og en bestemt Mine i Stuen. Han bukkede dybt, men paa en egen fattet, tilbagetrængt Maade, og sagde derpaa roligt:
«Agenten har sagt mig op.»
«Naa, nu kjender jeg Dem først,» Minen formildedes ikke, «det kan neppe undre Dem, unge Menneske, at jeg, efter —
«Paa ingen Maade,» faldt han hurtigt ind, «Agenten er i Deres fulde Ret; tro ikke, at jeg kommer for at bede om Henstand. I tre Maaneder har jeg ingen Leje betalt, det kan ikke forsvares, jeg vil ogsaa blot undskylde og forklare Sagen. — Hør et Øjeblik paa mig med Taalmodighed. Jeg er forældreløs og uformuende; en Velgjører har gjort mig det muligt at studere, men han er nu død og min maanedlige Understøttelse standset. Om der paahviler Boet Pligter veed jeg ikke; efter nogle Ord, han engang lod falde, har jeg næret Haab, men indseer nu Urigtigheden af at blive paa det Uvisse, — jeg burde strax være taget herfra. Undskyld, Herr Agent, at jeg afbrød Dem; der er Ting man nok selv kan indrømme, men ikke godt taaler at høre af Andre. — Jeg takker, at De har viist Overbærenhed saa længe; inden den Første skal jeg gjøre Udveje for Pengene; mit Smule Indbo er neppe saa meget værd, men jeg skal gjøre Udveje!» Et Buk igjen, saa lukkede Døren sig efter ham.
Der var Noget i dette faste: «jeg skal gjøre Udveje,» der bragte Agenten til at rejse sig, og, et eneste flygtigt Øjeblik, tænke: Hvad om jeg lod ham blive, og ventede; nu gjør den stolte Knegt vel et ubesindigt Skridt. — Aa hvad, hed det dog strax efter, det bliver hans Sag. — En impertinent Lømmel, i Grunden, ikke et Ord vilde han taale, og Stuen forlod, han som en Sejrherre. Godt, at man ingen Søn har, der kan gjøre En Sorg.
Et lille Suk efterfulgte dog Lykønskningen. Maaskee havde Synet af det unge Menneske, der stod saa selvstændig foran ham, uden at vente mindste Deeltagelse eller Haandsrækning, alligevel vakt Længslen efter en Søn, der vilde have sagt: Fader, hjælp mig!
Man har heller aldrig Fred! — naa lad mig nu see at faae Ende paa Bladene; jeg skulde dog lidt ud i Solskinnet.
Og Velværet kom igjen listende; naar man læste om denne urolige, kæmpende, lidende Verden, maatte man dog paaskjønne sit fredelige Hjem, sit gode Bord, sin agtede Stilling, sin solide Formue. Han rettede sig uvilkaarligt; nu var kun Dødsanmeldelserne tilbage.
«Johannes!»
Det lød som et Skrig; han læste videre: elleve Ugers Sygeleje, fem Børn.
Agenten sprang op; for første Gang i Aaringer følte han Sorg, ikke Ærgrelse, Skuffelse, Harme, eller legemlig Smerte, men virkelig Sorg. Det var, som om Noget indeni Sjælen kom tillive igjen ved Berørelsen af et brændende, rensende Jern.
«Vi vare da syge paa engang, Johannes og jeg! — hvorfor skulde han døe fra alle Sine? Hustru og fem Børn. — Ikke En havde grædt over mig, ikke En! — — Jeg tænkte dog tidt paa ham, da jeg laae, og bestemte ogsaa, halvt om halvt, at gaae til ham, men jeg havde vel ikke gjort det alligevel; man veed ikke hvad det kan føre til, var dog min sidste Tanke.
Hvor underligt havde denne Tanke slaaet Muur om ham Livet igjennem, og skilt ham fra det Ene efter det Andet. Vogt Dig, de ville bruge Dig, have Fordeel af Dig, vær paa Post.
Og Mindet kom med sin Tavle og viste ham Billeder.
To raske livfulde Drenge, der sloges med og for hinanden; to Ynglinge, der havde Glæder og Sorger fælles og troede paa et evigt Venskab, Da den Ene fæstede sig en Brud, skilte det ham ikke fra Vennen; de Nygiftes lille Eden var først fuldstændigt, naar han deelte det med dem, sagde de.
Hvor han huskede disse Vinteraftener, der havde Vinger, og Skovtourene ud til Bondehuset hvor de laae paa Landet, og den unge Marie, der sad saa stille og yndefuld ved sin muntre Søsters Side. Mon hun levede endnu, mon hun var gift? — det var den Eneste, han nogensinde havde syntes om, men gamle Faerbroer — den Samme han senere arvede — hviskede til ham: «Vogt Dig, Frederik, for den Smaa; det var et ufordeelagtigt Parti i dine Forhold. Familien ønsker naturligviis at fange Dig — vær paa Post.» Og saa havde han været paa Post mod sig selv. Der var et egenkjærligt Jordsmon i hans Sjæl, hvor denne kolde Kløgt fæstede Rod og trivedes.
Et Par Aar efter led Johannes et større Pengetab; han var gaaet i Caution for en Slægtning og maatte bøde for Dennes Uheld og sin altfor store Tillidsfuldhed. Dengang havde Agenten allerede arvet Faerbroderen og forladt den studerende Vej.
Han huskede den Morgen, som var det i Dag, da Vennen bleg og aandeløs kom ind til ham og bad om et Laan af 1000 Baler. «Du maa have Taalmodighed, Frederik; vi bruge hvad vi have, trods al Sparsommelighed, der vil gaae Aarrækker, før Du faaer Pengene tilbage.»
«Tal aldrig derom,» havde han svaret, men dog foresat sig at være paa Post. Sligt turde ikke gjentages; det maatte ikke blive Vane for Vennen at tye til ham om Hjælp. Og han gik der sjeldnere, det var et Savn, men man vidste ikke hvad altfor nært Forhold kunde medføre. Faerbroers gamle Kreds af rige, verdenskloge Mennesker, havde nu aabnet sig for ham; han havde Meget at lære af dem, syntes han.
«Vi længes efter Dig,» hed det i Førstningen, naar Vennerne mødtes, «gaa hjem med!» og saa fulgte han ogsaa, men af sig selv kom han ikke mere.
Johannes bad ham til Fadder, da det tredie Barn, en lille Pige, holdtes over Daaben; Frederikke kaldtes hun. Agenten skjænkede hende en værdifuld Gave, men tænkte i det Samme: nu gjælder det at være paa sin Post; og da Marie om Aftenen smilende løftede Barnet op, at Gudfader kunde kysse det, tænkte han igjen: dobbelt paa Post.
«Hvad gaaer der af Dig, Kammerat?» lød det nu, naar de saaes, «ja var der To som min, saa siger jeg af Hjertet: til Lykke! men skynd Dig, vi faae Dig nok igjen, naar Tingen er afgjort.» Et trofast Haandslag fulgte, Johannes havde endnu ubegrændset Tillid. Det var først lidt efter lidt, han ahnede, frygtede og endelig forstod, at Vennen trak sig tilbage. Det hed ikke længer: «følg med,» men halv tøvende: «Du veed, Du er velkommen.»
«Jeg har en Deel Forretninger i denne Tid, og saa vil Du indsee, at det er lidt langt ud paa gamle Kongevej. — Det er værst for mig selv!» — Stemmen havde ikke den vante Lyd, det var en let, sleben Selskabstone, han hørte den selv med Uhygge.
Johannes saae op: «Ah Forretninger, ja saa forstaaer jeg det Hele, om Forladelse og Farvel!»
Han vendte dog om og kom tilbage: «Tro ikke, at jeg har glemt Gjælden, Frederik! jeg havde næsten hele Summen liggende, men saa — aa, det er en jammerlig Historie — min Hustrus Søster blev syg, Lægen meente at en Rejse til Syden, en heel Vinters Ophold dernede, var nødvendig. — Stakkels lille Marie, hun har jo kun os! — dertil gik Pengene. — Jeg vil blot forvisse Dig om, at jeg ikke glemmer; i den sidste Tid begynder Gjælden at tynge, og min Skulder vil blive let, naar jeg kaster den af. — Men,» tilføjede han varmt, «Tak alligevel, at Du hjalp i Nødens Stund.»
Han gik, og Frederik fulgte ikke efter, nej, han blev staaende, halv rørt, halv vred. Men Egenkjærligheden stak sit blege Hoved frem og hviskede: «nu er det endt, vær glad at Du slap.»
Og det var endt. En taus Hilsen, naar de, en sjelden Gang, mødtes, var det eneste Tegn paa Gjenkjendelse. For at undgaae Sammenstød, opgav Agenten den vante Gjenvej til sit Contoir. Den brede Gade var unegtelig længere, men behageligere, især i daarligt Føre, og han satte nu engang Priis paa elegant Fodtøj. — Betalingsdagen var endnu ikke kommen, men Renterne tilsendtes punctligt hver Termin.
«Johannes! o, Johannes, hvad har jeg gjort!»
Agenten sprang op, ilede ud i Entreen og tog Overtøj paa.
Hans Bevægelser vare ikke afmaalte og regelrette som ellers; for første Gang i umindelige Tider dreves han af indvendig Varme til kraftig, uopholdelig Handlen.
Jomfru Jansen kom med Bouillonen lige da han lagde Haand paa Dørlaasen:
«Tilgiv, Herr Agent, det var mig ikke muligt at blive færdig før. — De vil da drikke den?»
Han saae ikke vred ud, men skjød Bakken fra sig:
«Jeg kan ikke nu — ikke nu!» —
Hvem var det, der drejede om Hjørnet, faa Skridt foran ham? var det ikke den unge Lejer? hvad havde han i Sinde.
Der faldt en Gru over Agenten; det unge Menneske maatte indhentes, standses, før ogsaa det var for seent. Saa hurtigt havde han ikke gaaet, siden han arvede.
»Halloi — aa, undskyld, men De maa ikke gjøre et ubesindigt Skridt. Der er En, som cautionerer for Dem, — jeg har lige faaet det at vide, — De kan blive saa længe De ønsker.»
Den Tiltalte blev staaende som rodfæstet. Var det virkelig Agenten, den indesluttede, overlegne, formelle Agent, eller drømte han. —
Her var Alleen, nu kom Huset snart — han kunde allerede høre Stæren fløjte fra det gamle Æbletræ inderst inde i Haven. Der var Døren! — Foden sagtnede sin Gang; havde han nogensomhelst Ret til at trænge ind til de Sørgende.
En venlig ung Pige med sort Forklæde og forgrædte Øjne tog imod ham. «De ere Alle derinde,» sagde hun og aabnede Dagligstuedøren.
Ja, det var den kjendte Stue! — Moderen stod bleg og stille ved Vinduet; der var, midt i den dybe Sorg, et Udtryk af trøstefuld Fred over hele Skikkelsen. Haanden laae støttet paa den ældste Søns Skulder, de andre Børn klyngede sig om hende. Der havde vist lige været en Raadslagning: blive sammen, dele Ondt og Godt, kæmpe og undvære! — en Beslutning stod tegnet paa alle de unge Ansigter, men Opgaven forstodes bedst og toges stærkest op af den Ældste.
Der saaes spørgende paa den Indtrædende: «jeg veed ikke Hvem?» Sønnen talte høfligt, men dog lidt kort.
Verdensmanden, hvis Selvbeherskelse aldrig plejede at svigte, taug og blegnede; derpaa henvendte han sig næsten stammende til Moderen: «Slaget traf mig uforberedt, jeg vidste ikke, at Johannes var syg. — De husker dog maaskee Frederik Skram?»
Hun fæstede et alvorligt, prøvende Blik paa ham, men Sønnen tog Ordet: «Endnu i Dag var jeg kommen til Dem, Herr Agent! — Deres Navn var noget af det Sidste min Fader udtalte. Da han mærkede, Sygdommen var til Døden, lod han et Gjældsbrev opsætte, og skrev med rystende Haand sit Navn under. Her er det! — Tre, fire Gange have de ulykkelige Penge næsten været samlede, men altid stødte Noget til, saa de brugtes igjen; nu sidst den lange Sygdomstid. — Fader lagde Forpligtelsen paa mig, det er min Arv! — Moder skulde helst skaanes — det gjør mig ondt, at De ikke ventede. — Jeg haaber, De troer, at jeg var kommen af mig selv?» De ærlige Øjne saae næsten truende paa Agenten.
«Jeg har fortjent Straf, men denne er haard! — er det Johannes' Søn, der forudsætter, at jeg kommer her, Dagen efter Dødsfaldet, for at kræve de lumpne Penge. — Saa det er dette Papiir?» — han rev det midt over, over igjen, og igjen. «See nu er det gjort. — Det var altsaa i Forbindelse med Gjælden mit Navn nævnedes? det er for mig som en Forbandelse!»
Moderen traadte nu til. «Kjære, De tager fejl; Johannes velsignede Alle. Tilgiv Herre, som jeg tilgiver, var hans Bøn. Da han tilsidst nævnede Deres Navn, stode Minderne fra Ungdommen vist for ham. O, Frederik, sagde han blot; — jeg troer han længtes efter Dem.»
«Tør jeg see ham?»
Sønnen gjorde en afværgende Bevægelse, men den Yngste, en lille mørklokket Pige med Faderens Øjne, bad hulkende: aa jo, for han er saa bedrøvet!»
«Naturligviis maa De see ham. — Jeg forstod strax, at De ikke kom for Pengenes Skyld. — Han er saa uforandret; min Johannes! Ungdommen er ligesom vendt tilbage. — Her er det.»
Hun bøjede Hovedet og gik.
Fred og Stilhed, det hvide Leje bestrøet med Blomster, Christusbilledet og Biblen paa Bordet ved Hovedgjærdet.
O, det var forfærdeligt at staae her ligeoverfor noget Endt, noget for altid Afsluttet, et Øre, der var lukket for det forsonende Ord, en Haand, der ikke kunde gjengjælde det afbedende Haandtryk. —
Han maatte see Vennens Aasyn!
Saa forandret, saa ophøjet, og dog den gamle Johannes! Hvor skal jeg finde Dig, hvor skal jeg hen med min Anger? skal vi nogensinde mødes i de evige Boliger? de evige Boliger! er min Plads der?
Og Sandhedens Lys faldt over hans Liv; han følte sig som stevnet til Dom. I Alt havde han kun elsket sig selv, og nu var det rædsomt at see sig sig selv, see og forstaae, hvorledes Sjælen, Aar efter Aar, var bleven udtørret, udhulet, skilt fra Gud. Han vaandede sig i Sjælenød, og Angstraabet: Gud vær mig Synder naadig! steg fra Hjertedybet. —
Før Agenten forlod Stuen, berørte han Vennens Pande og Haand: «Dine ere nu Mine!»
Da han traadte ind igjen, gik Moderen ham i Møde:
«Tak, at De kom! — Havde Johannes blot vidst, at De vilde komme.»
Den ældste Søn nærmede sig med det sønderrevne Document.
«Jeg skal vise mig Agentens Tillid værdig,» sagde han.
«Vær ædelmodig og skaan mig! — De kjender mig ikke; jeg er en eensom Mand, fattig paa det Bedste. — Jeg maa see Eder Alle! hvem er min Guddatter? ah, hvor hun ligner sin Moster.» Han tøvede, og spurgte derpaa, halv usikkert; «er Frøken Marie ikke hos Dem?»
«Marie!» Moderen ledte i Tanken — «mener De min Søster? hun er død for mange Aar siden, som ganske ung, i Italien. Sorgen angreb hendes Bryst, vi gjorde, hvad gjøres kunde, men der var ingen Redning!»
«Sorgen?» — Blodet standsede i hans Aarer.
«Marie var næsten fra Barndommen af forlovet med en ung Søofficier; naar han kom hjem fra sin lange Rejse, skulde det offentliggjøres; men en Typhus bortrev ham, han kom aldrig hjem. Hun tog det taalmodigt og stille — hun var jo i det Hele stille — men fra den Tid tilhørte hun ikke ret Jorden.»
Drømmen, hans Livs eneste Drøm, havde altsaa været et Intet, et Selvbedrag; medens han flygtede for hendes Ynde, havde hun elsket en Anden. — «En Daare fortjener at ydmyges,» tænkte han.
«Farvel! — i Morgen kommer jeg igjen. Johannes' Søn maa lære at see aa mig med andre Øjne.»
Da Agenten gik nedad Gaden, var han tilmode som En, der er vendt hjem fra en lang Rejse. Ja, han havde været længe borte, levet ganske ene med og for et eneste Væsen; alle Tanker, Ønsker og Planer havde drejet sig i Kreds om denne Ene, om ham selv.
Hvor var Gaden dog fuld af Mennesker, ikke blot af bevægelige Anstødstene, der løb Folk paa Ærmet og hindrede Gangen, men af Mennesker med Liv og Sjæl, som han, Brødre.
Den Hjemvendte kjendte dog Ingen. — Var der da, udenfor det tomme, hule Selskabsliv, ikke en eneste Sjæl i hele Byen, der brød sig om ham? — jo en, en gammel overseet Slægtning, hans Moders Søskendebarn. Hun havde holdt af ham fra hans Barndom, og saa længe han holdt af Johannes, holdt han ogsaa af hende. Senere trak han sig tilbage, men taalte dog, at hun, Aar efter Aar, strikkede Trøjer og Strømper til ham og broderede hans Morgenskoe. En Dag i Juleugen spiste hun ogsaa regelmæssigt ved hans Bord. Dette var et Offer for Agenten, men han bragte det, og syntes godt om sig selv.
Hvorledes det gik til, at Foden nu fandt Vej til hendes Bolig, vidste han neppe. Det var en Kvistlejlighed i en høj Hjørnegaard; hendes stakkels gamle Been havde mange Trin at gaae. Han havde aldrig været her før, og ringede halv forlegen. Tante Ida troede ikke sine Øjne.
«Men det er jo! nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage, det er jo Frederik. Gud været takket, at Du er saa rask, men hvorfor gaae herop? Du behøvede jo blot at sende Bud efter mig. Det er vel din kjære salig Moders Brev Du vil have: jeg talte nok om det i Julen. — Ja, Tak for sidst, det havde jeg nær glemt. — Tør jeg byde Sophaen? — jeg har det ikke bedre, Kjære! — saa staaer den Kaffe her ogsaa. — Jeg ventede rigtignok ikke saadan en Gjæst.»
«Det seer dog ud, som var jeg ventet,» han forsøgte at smile, «der staae to Kopper paa Bakken.»
«Ja, nu maa jeg igjen undskylde,» Tante Idas gode Ansigt saae heel bodfærdigt ud, «før havde jeg to Værelser, men, da Alt steg, holdt det haardt at slaae sig igennem, og saa fandt jeg paa at leje det ene ud, og det blev til bare Fornøjelse. — Du troer ikke, hvor det er en sød Pige. — Hør Symaskinen! saadan gaaer den fra sex om Morgenen til ti, elleve Aften, ja, sommetider længere. Hun er forældreløs, den Ældste af tre Sødskende, og som Moder for de andre. Broderen har Friplads paa et Seminarium, men hun holder ham med Klæder, og hvad der ellers kan være, og Søsteren lader hun lære Landhuusholdning, men til hende selv er Alt godt nok. Siger man det er besværligt, svarer hun ivrigt: er det ikke dejligt, at have Noget at leve for.»
«Deri har hun Ret! — Er det hendes Kopper?»
«Ja, seer Du, jeg drikker Kaffe hver Eftermiddag, og naar man laver til En, er det ikke betydeligt at lave til To. Sukker tager hun altid selv med. — Jeg er bange hun kommer, for jeg havde kaldt, men hun er naturligviis for beskeden til at blive, naar Du er her.»
Et Øjeblik efter bankede det paa Døren, og den Omtalte traadte ind.
Det var en middelhøj, bleg, ung Pige med dybe brune Øjne; der var en stille Værdighed over den beskedne Skikkelse. Da hun saae den Fremmede, veg hun tilbage: «Om Forladelse!»
Agenten rejste sig og bukkede. Der stod hun ganske rigtig med sin halve Theskee Puddersukker.
«Lad Dem ikke forstyrre — jeg skal dog gaae. Vil Du spise hos mig i Morgen, Tante Ida? — hvorfor har jeg ikke seet Dig i den lange Sygdomstid, naar Du dog vidste» —
«Kjæreste Frederik, bryder Du Dig virkelig om mig gamle Stakkel? hvem skulde have troet det.» Taarerne vilde frem, men hun tvang dem tilbage, han afskyede jo Taarer. «Jeg skal sige Dig, hver Formiddag passer jeg paa, naar Du gaaer til Contoiret. Her fra Hjørnevinduet kan jeg see Dig krydse Gaden, i lang Afstand, det er nu en af mine Glæder. — Du er jo som et Uhr, og da jeg havde ventet forgjæves en halv Time, tænkte jeg nok, at Du var syg, og forhørte samme Aften. Din Jomfru gav dog kort Besked, og da jeg nogle Dage efter trængte ind og bad om at maatte vaage, eller dog hjælpe med Plejen, var hun — om jeg tør sige det reent ud — ligefrem grov. Siden gik jeg til Portnerens, og der har jeg forespurgt lige til de sagde, at Du var oppe igjen. — Men spise hos Dig i Morgen, det gaaer vist aldrig an!» — Kappe, Handsker og den gamle Silkekjole mønstredes i Tanken.
«Jeg tager ikke mod Undskyldning! Du veed Klokken fem. — Tak, er det Moders Brev? — Farvel, Tante Ida, Farvel, Frøken!»
Fra Haand i Mund, og dog saa lykkelige! Noget at leve for, Nogen at elske. — Han kunde ikke glemme, at Tante Idas trofaste Øje havde fulgt ham hver Dag, naar han fuld af egenkjærlige, forfængelige Tanker gik sin Gang til Contoiret.
Han var heel underlig tilmode ved at gaae hjem; der forestod ham et Møde følte han. Noget maatte erkjendes, tilstaaes, gjøres op, før Freden kunde komme.
I Porten mødte han en vilter lille Gut, der hørte hjemme paa anden Sal. Da Drengen saae ham, udstødte han et advarende Raab til den yngre Broder, der, trods de strenge Forbud, rutschede nedad Trapperækværket.
«Hvad behager!» Agenten fangede den lille Forbryder og løftede ham i Vejret; derpaa satte han ham vaerligt ned, strøg hans Krøller og sagde mildt: «hils hjemme!» — Hvor var det et Par dejlige Drenge; han syntes aldrig han havde seet dem før, og dog havde de i to Aar været ham en stadig Torn i Øjet.
Det var Løverdag, og en gammel Kone laae og skurede Trapperne. Hendes ene Haand var indbundet i en afskaaret Strømpefod; hun saae forpiint og vredladen ud; Vandspanden sattes tilside med treven Langsomhed. Der var noget Sløvt og dog Bittert i Udtrykket.
«Hvad fejler Haanden?»
«Aa det er Edder og al Ulykke. Sidste Julereengjøring her — det var her! — fik jeg et rustent Søm op i Tommelfingeren. Jeg har brugt Balsom og Salve, Varmt og Koldt, men værre og værre bliver det.»
«Tal dog med en Læge!»
«Maaskee jeg tør gaae til Agentens,» spurgte hun næsten spodsk.
«Ja, gjør det; gaa den Dag i Morgen. — Veed Jomfru Jansen, at Ulykken skete her? — har De ingen Hjælp faaet?»
«Ikke en Bid Brød. ikke en varm Drik. — Trapperne skal jeg skure to Gange ugentlig, og bliver jeg borte en eneste Gang, tager hun en anden Kone for altid. — Det Bud fik min Tøs i Morges, da hun sagde, at jeg var syg — for jeg er syg — men saa krøb jeg jo herhen.»
«De seer ud, som trængte De til noget Styrkende.»
«Styrkende!» gjentog hun i en paa engang modløs og haanlig Tone.
«Vent et Øjeblik!» han lukkede sig hurtig ind.
Jomfru Jansen stod i Entreen.
«Agenten! — aa jeg har været saa angst, da Agenten blev borte. Jeg har sendt Bud efter Doctoren, og Folkene ere ude at lede.»
«Ufornøden Bekymring. — Kan jeg strax spise? — godt. — Lad Eftermaden serveres først.»
«Hønsefricassee med Riis, meget vel!» — Øjet sagde gaa, og Blikket fulgte tildørs. Portieren sikkrede mod Nøglehullet.
Agenten hentede et Stykke Papiir, — ingen Tyv kunde see sig forsigtigere om — lagde det paa en Serviet, saa et Lag Riis, saa Hønsebrystet, Vingerne og det ene Been, saa igjen Riis. Han spurgte ikke sig selv, han tænkte neppe, han maatte gjøre det. Viinflasken toges under Armen, en Dobbeltkrone fandt Vej op af Lommen.
Døren aabnedes paa Klem: «Er Konen her?» — Jo hun var der; et halv takkende, halv forvildet Blik mødte hans. I næste Øjeblik sad han rolig ved sit ene Hønsebeen. Det smagte udmærket, og Saucen og Franskbrødet. — Staklen havde intet Franskbrød faaet, dumt, at han glemte det.
«Jeg veed ikke» — Jomfru Jansen stirrede forfærdet paa de tomme Fade, ikke engang Benene havde han levnet. Bare det ikke var gaaet til Hjernen!
«Tak, jeg er færdig for i Dag. — Tys, det ringer; siig, at jeg er træt og ikke kan tage imod Nogen.» Han ilede ind i Dagligstuen.
Det var Lægen.
«Naa, hvad er her paafærde,» spurgte han lidt utaalmodigt. Det var hans Hustrus Fødselsdag, og han havde været midt i Skaaltalen, da Budet kom.
«Aa, Herr Doctor, det kan ikke beskrives! — han er heel vild, troer jeg. En Høne har han spiist med Been og Alt, her kan de see.»
«Passiar! jeg troer, det er Dem selv, som ikke er ved Deres Fem. Hvor er Manden?»
«I Dagligstuen; han vil Ingen see — jeg tør ikke —»
«Da tør jeg; troer De, jeg vil være Nar og gaae forgjæves. — Slaaen fra, Herr Agent! har man først givet sig en Doctor i Vold, maa man lystre ham.»
Lægen saae skarpt prøvende paa Agenten. At der var indtraadt Noget, siden i Gaar, var tydeligt. Han greb den modstræbende Haand.
«Ingen Feber, men Pulsen er forandret; det er som en anden Mands Puls, fristes jeg til at sige.»
«Det gjør mig oprigtig ondt, Herr Doctor,» han talte med Varme, «at mine Folk har ulejliget Dem. Fortjener nogen Mand sin Frieftermiddag, er det sandelig Dem. — Jeg er fuldkommen rask.» —
«Men Agenten maa dog indrømme, at det ikke er en ganske normal Madlyst, der bringer En til at fortære hele Høns, Been og Alt.»
Agenten forsøgte at lee, men rødmede i Stedet; Lægen saae det og taug.
«Ja, saa gaaer jeg igjen. — Ingen Undskyldninger, — jeg er glad, at jeg kom her i Aften.» «Tak for disse Trin, og for hvert Trin, De har gaaet herhen!» De to Mænd vexlede, for første Gang, et fast og varmt Haandslag.
«Hvad fejler ham,» spurgte Jomfru Jansen, der stod i en mistænkelig Nærhed af Døren.
«Det er en Slutningscrise, i den har man før seet Folk knase Been — bryd Dem aldrig derom, lad ham bare i Ro. — Og saa var det ikke af Vejen at sætte et Par blødkogte Æg ind paa Aftensbordet.»
Da Agenten var bleven ene, lukkede han Døren af, og gik saa op og ned, op og ned. Pludselig standsede han dog foran Portraitet.
«Det er sandt, Brevet, Moders Brev! — hvor besynderligt, at det først kom til mig i denne Stund. Har det et Ord at sige mig?»
Papiret var gulnet, den fine Skrift afbleget, han foldede det ærbødigt ud, trak Lampen nærmere og læste:
Kjære Ida!
Du beder mig skrive om min lille Dreng, fortælle Dig alt Muligt om ham, og det lader jeg mig ikke sige to Gange, for Du veed nok, at hvad Hjertet er fuldt af, løber Mund eller Pen over med. — Du spørger, om han er smuk — jeg finder ham dejlig, men en Moders Ord staaer vel ikke til troende. Sund og velskabt er vor lille Dreng, Gud være lovet! Haanden holder godt fast, men han vil alligevel gjerne dele; vi skulle Alle smage med, naar han har en Lækkerbid, og giver man sig Skin af at spise, knurrer han, det skal være Alvor. Forleden stode vi paa en Høj i Haven, der vender ud til Vejen; Frederik sad paa min Arm og bød sin Kage rundt. En gammel Kvægdriver gik i det Samme forbi; han var fæl at see til, i sin støvede forrevne Dragt, med det store, rødskjoldede Ansigt. Min Dreng rakte dog Armen efter ham og gav det lille bydende Skrig, der, for indviede Ører, hetyder: nu Du! — Manden saae op; der gik en Lysning over det barske Ansigt; jeg bøjede Frederik hen til ham, og han fik sin Bid. «Nej sikken En!» sagde han blot og lod sin haarde Haand glide ned ad Barnets Dragt; der var som en Velsignelse i Berøvelsen.
Er det ikke dejligt, at de smaa Barn ikke kjende Persons Anseelse; næst efter Fader og Moder er vor gamle Mette ham den Kjæreste i Verden.
Du veed, Ida, jeg har altid lagt Planer. Moder plejede at sige: Du bliver ikke gammel Julie, Du har altfor mange Planer. Nu er det dog kun for ham, jeg har dem. Gud bevare min lille Drengs Liv, jeg har mange Ting paa Hjerte, han skal udrette. — Jeg ønsker ham ikke Guld og Ære, men jeg indvier hans Liv til den Højestes Tjeneste. Tro ikke, at jeg bestemmer ham til Præst, o nej, vi maae udfinde, hvorhen Evnerne pege og Lysten gaaer, det er jo Lysten, der driver Værket. Bliver han blot et Sandhedens Barn, En af dem, der bringer Lys, en drabelig Stridsmand for Ret mod Uret, er alt Andet godt.
Du leer ikke af mig, Ida, derfor vover jeg at udtale Sligt. Naar jeg kysser hans smaa Hænder om Aftenen, da ønsker jeg de maae blive snare til at hjælpe op, stærke til at støtte og redebonne til at uddele. Og naar jeg kysser hans Pande og seer Forstaaelsen glimte i de klare øjne, da beder jeg: Herre, lad Tankens Værksted blive som et Tempel med Dit Navn over Døren. —
Folk sige, at jeg seer svag ud, og min Mand taler i Smug med Lægen, men jeg føler ingen Smerte og ikke større Mathed, end at jeg kan løfte vor lille Skat og trille hans Vogn.
Du maa altid holde af Frederik, Ida! aldrig slippe ham.
Næste Gang Mere fra din
Julie.
«Og dette Barn var mig!» — han rejste sig i stærk Sindsbevægelse, «Moder, Moder!»
«Mange Ting paa Hjerte han skal udrette,» og hvad havde han saa gjort i de halvhundrede Aar og mere? — trællet for sit Eget med Gjerning og Tanke, altid for sit Eget. Haanden forstod endnu den Kunst at holde fast, men havde glemt at uddele, og istedetfor at støtte og hjælpe op, havde den skudt tilside og stødt ned; ikke et formildende Minde, ikke et!
«Jeg er den største af alle Syndere, Herre, af alle!» han havde Trang til at sige det igjen og igjen. —
Da han seent ud paa Natten knælede ved sit Leje og bad Fadervor, var det som en ny Bøn. Og dog havde han sagt Ordene Morgen og Aften i alle disse golde, kjærlighedsløse Aar, men bagved havde altid ligget et: «Herre, jeg takker Dig, at jeg ikke er som de Andre,» og naar det ligger bagved, bliver Herrens Bøn kun en magtesløs Ordlyd, der ingen Velsignelse bringer.
Foraarsolen skinnede straalende, da Agenten næste Morgen traadte ind i sin Stue. Han syntes, der var gaaet Aar siden i Gaar Morges, men, underlig nok, var der tillige ligesom slettet Aar. Nu gjaldt det at begynde forfra, forfra i Guds Navn.
Medens han sad i Lænestolen, ligeoverfor Moderens Billede, og tænkte og ordnede, kom der Liv i det brand- og dirkefri Pengeskab. Guldstykkerne drømte om at rulle, og Papirerne om at flyve ud i den vide Verden til Gavn og Glæde.
Senere gik han til Kirken. Det var ikke, som paatænkt, et Høflighedsbesøg efter endt Sygeleje, nej, han kom som den Rensede, der vendte tilbage at give Gud Æren.</poem> | wikisource | wikisource_3067 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Luthers lille katekismus
Forord.
Martin Luther ønsker alle trofaste og fromme sognepræster og prædikanter nåde, barmhjertighed og fred i Jesus Kristus, vor Herre.
Denne katekismus eller kristne lærebog har jeg sat op kort, enkel og ligetil. Det skyldes den nød og skrækkelige elendighed, jeg for nylig oplevede, da jeg var med rundt som tilsynsførende. Du milde Gud, hvor megen jammer har jeg ikke set. Almindelige mennesker kender jo intet til den kristne lære, især ikke på landet. Og desværre er mange sognepræster helt uden evner og indsigt i at undervise.
Alligevel vil alle kaldes kristne, døbes og gå til nadver, selvom de hverken kan Fadervor, Troen eller De Ti Bud. De lever som sorgløse dyr og ufornuftige svin. Men nu hvor evangeliet er kommet, har de alligevel hurtig lært, at misbruge alle frihederne mesterligt.
Åh, I biskopper, hvad vil i dog forsvare jer med over for Kristus. I har ladt hans folk så skændigt i stikken, og ikke et øjeblik passet jeres embede. Man må ikke håbe, at alle ulykker rammer jer. I forbyder den ene del af nadveren og kører frem med jeres menneskebud. Uden at se efter om folk kan Fadervor, Trosbekendelsen og De Ti Bud. Ak og ve over jeres hals for evigt.
Derfor beder jeg for Guds skyld alle jer, mine kære herrer og brødre, som vil være præster og prædikanter, at I tager jeres embede til hjertet. Forbarm jer over de mennesker, der er jer betroet og hjælp os med at lære folk katekismen, især de unge. Og de, der ikke har noget bedre, kan bruge dette skema med forklaringer og gennemgå dem for folk ord for ord, sådan her:
For det første. Den, der underviser, skal for alt i verden undgå at bruge flere eller forskellige metoder og tekster om De Ti Bud, Fadervor, Trosbekendelsen, sakramenterne og så videre. Han skal vælge én metode og så holde fast i den og bruge den år efter år. Unge mennesker og jævne folk skal man undervise med én bestemt tekst og metode, ellers bliver de let forvirrede, hvis man i det ene øjeblik gør det på én måde og året efter bruger en anden, som om der var behov for forbedringer. Så er alle anstrengelser og hele arbejdet spildt.
Det har også de kære kirkefædre forstået, som alle har brugt den samme fremstilling af Fadervor, Trosbekendelsen og De Ti Bud. Derfor skal vi også blandt ungdommen og for almindelige mennesker lærer tingene, så vi ikke ændrer et komma eller fremstiller og forklarer det anderledes end forrige år. Vælg altså lige nøjagtig den form, du vil, men brug den så i al evighed.
Når du derimod underviser de lærde og kloge, så kan du udfolde alt din kunst og vende det hele på hovedet og fremstille det så spraglet og avanceret, som du evner. Men for de unge skal du bruge samme, bestemte metode og tekst. Og lær dem først og fremmest disse stykker: De Ti Bud, Trosbekendelsen, Fadervor og så videre, ord for ord efter teksten, så de gentager det og lærer det udenad.
Og de, der ikke vil lade sig undervise, til dem skal man sige, at de fornægter Kristus og ikke er kristne. Man skal heller ikke give dem lov til at gå til nadver eller være faddere, eller benytte nogen del af den kristne frihed. De skal simpelthen vises bort til paven og hans tjenere, ja, til Djævelen selv. Desuden skal forældre og foresatte nægte dem mad og drikke, så de offentlige myndigheder kan smide sådanne ubehøvlede folk ud af landet.
For selvom man ikke kan eller skal tvinge nogen til tro, så kan man dog forlange af alle, at de véd, hvilke regler og normer, der gælder, dér hvor de bor, arbejder og lever. Den, der vil bo på et sted, må jo kende og holde lovene det sted, han ønsker at leve. Så må Gud se til, om han virkelig tror eller i sit hjerte blot er en svindler og bedrager.
For det andet. Når de først kan teksten godt, så lær dem derefter også betydningen, så de véd, hvad det vil sige. Brug atter denne fremstilling eller en anden kort form, som du ønsker, men bliv ved med at bruge den uden at ændre en tøddel, som det også blev sagt om teksten. Og gå frem langsomt og roligt. Det er ikke nødvendigt, at gennemgå det hele på én gang, men tag et stykke ad gangen. Når de kan det første bud godt, så tag det næste og så fremdeles, ellers bliver de overbebyrdet, så de ikke kan huske noget som helst.
For det tredje. Når du nu har lært dem denne korte katekismus, så kan du tage fat på Den Store Katekismus og således give dem en større og bredere forståelse. Fremhæv hvert bud, bøn og del af trosbekendelsen med alt, hvad der hører til af handlinger, nytte, dyder, farer og ulykker. Du kan finde nok af eksempler i alle de bøger, der er skrevet derom. Og brug især tid på de bud eller trosartikler, der er mest behov for hos jer. For eksempel skal du fremhæve det syvende bud stærkt blandt håndværkere og forretningsfolk, ja også blandt bønder og ansatte, for her foregår alle former for tyveri og svindel i stor stil. På samme måde må du gøre med det fjerde bud over for børn og almindelige mennesker, så de lever stille og roligt, ærligt og lovlydigt. Og inddrag mange eksempler fra Skriften, hvor Gud straffer eller velsigner sådanne mennesker.
Specielt skal du også gøre det samme over for de ansvarlige personer og forældrene, så de styrer landet godt og holder børnene i skole. Påpeg at de har pligt til dette og hvis de ikke gør det, hvilken forfærdelig synd, de da begår. Dermed ødelægger de både Guds rige og det verdslige, som de værste fjender af både Gud og mennesker. Og understreg tydeligt hvilken gruelig ulykke, de anretter, hvis de ikke hjælper til med at uddanne børn til præster, prædikanter, offentligt ansatte og så videre. Gud vil straffe dem på det værste derfor. Her er der virkelig grund til at formane, for forældrene og det offentlige begår på dette punkt så store synder, at det ikke er til at sige. Djævelen må virkelig have noget grusomt i sinde.
Til sidst. Nu da pavens tyranni er forbi, vil folk ikke længere gå til nadver og foragter det. Her er det også nødvendigt at formane. Dog med denne besked, at vi ikke vil tvinge nogen til tro eller til at bruge nadveren, og heller ikke stille bestemte regler op om tid og sted. Men vi skal prædike, så de af sig selv presser på uden vores regler, men tværtimod vil tvinge os præster til at give dem nadveren. Det gør man, når man forkynder, at de, der ikke i det mindste går eller ønsker at gå til nadver én til fire gange årligt, at der er grund til at antage, at de foragter nadveren og ikke er kristne. På samme måde som den ikke er kristen, der ikke tror eller lytter til evangeliet. Kristus siger nemlig ikke: "Gør det ikke" eller "foragt dette", men derimod: "Gør dette, så ofte som I drikke det, osv." Han vil så sandelig have at vi gør det, og ikke at vi undlader det eller foragter det. Gør det - siger han.
Den, der ikke sætter nadveren højt, viser dermed, at han ikke er en synder, ikke har noget kød, at der ikke er nogen Djævel, verden, død ulykker eller Helvede. Det vil sige, at han ikke tror det, selvom han sidder i det til op over begge ører og hører Djævelen til to gange. Modsat har han heller ikke brug for nogen nåde, liv, Paradis, Himmerige, Kristus, Gud eller andre goder. For hvis han troede, at han var omgivet af så meget ondt og manglede så meget godt, ville han ikke sådan forsømme nadveren, hvor han kan finde hjælp mod alle disse onder og få så meget godt. Man behøvede heller ikke, tvinge ham til nadver med noget bud, men han ville selv komme spænende og presse dig til at give sig nadveren.
Derfor behøver du ikke opstille regler, som paven gør. Fremhæv blot såvel nytte som skade, nød som gavn, fare som frelse i forbindelse med dette sakramente, så skal de nok selv komme uden dit pres. Og kommer de ikke, så lad dem gå og fortæl dem, at de, der ikke regner eller føler deres store nød og Guds nådige hjælp, hører Djævelen til. Men hvis du ikke forkynder dette, eller laver regler og gift ud af det, så er det din skyld, hvis de foragter nadveren. Hvorfor skulle de ikke være dovne, når du sover og tier? Derfor vogt dig, du præst og prædikant! Vort embede er nu blevet et andet end det var i pavedømmet. Nu er det blevet byrdefuldt, men frelsende. Derfor er der nu megen besvær og arbejde, farer og anfægtelser, dertil en ringe løn og småt med tak fra verdens side. Men Kristus skal selv være vores løn, når vi blot trofast gør vores pligt. Dertil hjælpe os al nådes far! Ham være lov og tak i evighed ved Kristus, vor Herre, Amen.
De ti bud.
De ti bud således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand dem.
Det første bud:.
"Du må ikke have andre guder end mig."
Det vil sige: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.
Det andet bud:.
"Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.
Det tredje bud:.
"Husk hviledagen og hold den hellig."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.
Det fjerde bud:.
"Ær din far og din mor."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.
Det femte bud:.
"Du må ikke begå drab."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.
Det sjette bud:.
"Du må ikke bryde et ægteskab."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerninger og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.
Det syvende bud:.
"Du må ikke stjæle."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.
Det ottende bud:.
"Du må ikke vidne falsk mod din næste."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.
Det niende bud:.
"Du må ikke begære din næstes hus."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list efterstræber vor næstes arv eller hus eller med skin af ret tilegner os det, men hjælper ham og står ham bi, så han kan beholde det.
Det tiende bud:.
"Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom."
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lokker eller tvinger hustru, folk eller kvæg fra vor næste eller på anden måde får dem fra ham, men holder dem til at blive og gøre deres pligt.
Hvad siger nu Gud om alle disse bud?
Han siger således: "Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled."
Det vil sige: Gud truer med at straffe alle dem, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte for hans vrede og ikke handle mod dem. Men han lover alle, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og gerne gøre efter hans bud.
Troen.
Troen således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand den.
Den første artikel: Om skabelsen.
"Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber."
Det vil sige: Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, marker, kvæg og alt, hvad jeg ejer; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.
Den anden artikel: Om genløsningen.
"Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde."
Det vil sige: Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed, og tillige sandt menneske, født af Jomfru Maria, er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed, ligesom han er opstanden fra de døde, lever og regerer i evighed. Det er vist og sandt.
Den tredje artikel: Om helliggørelsen.
"Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv."
Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig med samt alle troende evigt liv. Det er vist og sandt.
Fadervor.
Fadervor således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand det.
"Fader vor, du som er i himlene!"
Det vil sige: Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære fader.
Den første bøn:.
"Helliget vorde (blive) dit navn"
Det vil sige: Guds navn er vel helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os.
Hvorledes sker det?
Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!
Den anden bøn:.
"Komme dit rige"
Det vil sige: Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at det også må komme til os.
Hvorledes sker det?
Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og hisset i evigheden.
Den tredje bøn:.
"Ske din vilje som i himlen således også på jorden"
Det vil sige: Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.
Hvorledes sker det?
Når Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige, gode vilje.
Den fjerde bøn:.
"Giv os i dag vort daglige brød"
Det vil sige: Gud giver dagligt brød, også uden vor bøn, endog til alle onde mennesker; men vi beder i denne bøn, at han vil lade os skønne på det og modtage vort daglige brød med taksigelse.
Hvad forstås da ved dagligt brød?
Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.
Den femte bøn:.
"Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere"
Det vil sige: Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn. For vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke fortjent det. Men vi beder, at han vil give os alt af nåde. Thi vi synder daglig meget og fortjener kun straf. Sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.
Den sjette bøn:.
"Og led os ikke (ind) i fristelse"
Det vil sige: Gud frister vel ingen; men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og bevare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last, og at vi, dersom vi således angribes, dog til sidst må vinde og beholde sejren.
Den syvende bøn:.
"Men fri os fra det onde"
Det vil sige: Vi beder i denne bøn under ét, at Faderen i Himmelen vil fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og sjæl, ejendom og ære, og endelig, når vor sidste time kommer, unde os en salig død og i nåde tage os fra denne tåredal til sig i Himmelen.
"Amen."
Det vil sige: At jeg skal være vis på, at Faderen i Himmelen tager imod vore bønner og hører dem, for han har selv befalet os at bede sådan og lovet, at han vil høre os. Amen, amen, det betyder: Ja, ja, det skal ske således.
Dåben.
Den hellige dåbs sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.
For det første: Hvad er dåben?
Dåben er ikke vand slet og ret, men den er vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord.
"Hvilket er da dette Guds ord?"
Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Matthæus: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."
For det andet: Hvad giver eller gavner dåben?
Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.
"Hvordan lyder da dette ord og løfte?"
Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Markus: "Den, som tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes."
For det tredje: Hvorledes kan vand virke så store ting?
Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og ingen dåb; men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse ved Helligånden, således som apostlen Paulus siger til Titus i det tredje kapitel: "Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv." Det er vist og sandt.
For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?
Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.
"Hvor står det skrevet?"
Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: "Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at, at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv."
Skriftemål.
Hvorledes man skal lære jævne folk at skrifte.
Hvad er skriftemålet?
Skriftemålet omfatter to dele. For det første, at man bekender synderne; for det andet, at man modtager absolutionen eller tilgivelsen fra skriftefaderen som fra Gud selv og ikke tvivler på den, men fast tror, at synderne dermed er tilgivet for Gud i Himmelen.
Hvilke synder skal man da skrifte?
Over for Gud skal man påtage sig skyld for alle synder, også for dem, vi ikke kender, således som vi gør i Fadervor.
Men over for skriftefaderen skal vi kun bekende de synder, som vi ved af og føler i hjertet.
Hvad er det for nogle?
Betragt i lyset af de ti bud, hvad du er, om du er fader, moder, søn, datter, husfader, husmoder eller tjenende - om du har været ulydig, utro, doven, vred, fræk, kivagtig, om du har gjort ondt ved ord eller gerninger, om du har stjålet, været forsømmelig eller skødesløs eller gjort fortræd.
Giv mig en kort vejledning til at skrifte!
Således skal du sige til skriftefaderen:
"Jeg beder dig om, at du vil høre mit skriftemål og for Guds skyld tilsige mig syndsforladelsen."
"Sig frem!"
"Jeg stakkels synder bekender mig for Gud skyldig i alle synder. Særlig bekender jeg for dig, at jeg er karl eller pige o.s.v., men desværre ikke tjener mit herskab med troskab; thi her og der har jeg ikke gjort, hvad de påbød mig, jeg har gjort dem vrede og fået dem til at bande, jeg har været forsømmelig og ladet skade ske. Jeg har også været usømmelig i ord og gerninger, har yppet kiv med de andre i min stilling, jeg har knurret og bandet mod min husmoder o.s.v. Alt dette gør mig ondt, og jeg beder om Guds tilgivelse; jeg vil forbedre mig."
En husfader eller husmoder kan sige som så:
"Særlig bekender jeg for dig, at jeg ikke trofast har opdraget mine børn, husfolk og min hustru til Guds ære. Jeg har bandet, givet et dårligt eksempel med usømmelige ord og gerninger, voldt min nabo skade og talt ondt om ham, jeg har solgt for dyrt, givet forfalskede og ikke fuldvægtige varer" - og hvad mere han har gjort mod Guds bud og den stilling, han er i, o.s.v.
Men om nogen ikke skulle finde sig tynget af sådanne eller af større synder, skal han ikke være bekymret eller søge efter andre synder, ikke heller opdigte nogle og derved gøre en pinebænk ud af skriftemålet, men du skal fortælle en eller to, som du ved af. Altså: "Særligt bekender jeg, at jeg en gang har bandet og ligeså en gang været hensynsløs i mine ord, en gang forsømt at... o.s.v." Og lad det så være nok.
Men ved du slet ikke af nogen synd (det er dog næppe muligt), så nævn heller ikke noget særligt, men modtag tilgivelsen på det almindelige skriftemål, som du aflægger for Gud over for skriftefaderen.
Så skal skriftefaderen sige: "Gud være dig nådig og styrke din tro. Amen." Derefter siger skriftefaderen: "Tror du også, at min tilgivelse er Guds tilgivelse?" "Ja." Derpå skal han sige: "Det skal ske dig, som du troede. Og på vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! Gå bort med fred." Men den, som har store samvittighedskvaler eller er bedrøvet og anfægtet, vil en skriftefader nok vide at trøste med flere bibelord og opmuntre ham til troen. Dette skal kun være en sædvanlig måde at skrifte på.
Nadver.
Alterets sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.
Hvad er alterets sakramente?
Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.
Hvor står det skrevet?
Således skriver de hellige evangelister Matthæus, Markus og Lukas og apostlen Paulus:
Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!"
Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: "Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!"
I stedet kan anvendes:
Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!"
Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
Hvad gavner det da at spise og drikke således?
Det ser vi af disse ord: "Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse," nemlig, at ved disse ord gives os i sakramentet syndernes forladelse, liv og salighed. Thi hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed.
Hvorledes kan det, legemligt at spise og drikke, have denne virkning?
Det er så vist ikke at spise og drikke, der gør det, men de ord, der står: "Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse." Thi disse ord er sammen med det, legemligt at spise og drikke, hovedsagen i sakramentet, og den, som tror disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig syndernes forladelse.
Hvem modtager da dette sakramente værdigt?
Faste og legemlig beredelse er vel en smuk udvortes tugt; men ret værdig og vel skikket er den, som har troen på disse ord: "Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse." Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uskikket; thi ordet "for jer" kræver just troende hjerter. | wikisource | wikisource_3010 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Vor Gjenboerske.
<poem>Da Fader, for endel Aar siden, blev forlagt hertil Byen, tilfaldt det mig, som ældste Datter, at ledsage ham og indrette det nye Hjem, medens Moder og Børnene endnu opholdt sig i det gamle. Fader, der nærede en ligesaa uindskrænket som ubegrundet Tillid til min Dygtighed, overlod mig det Hele, og der stod jeg en skjøn Morgen raadvild og hjælpeløs i det store Hus, mellem Maatter, Høbaand og halvafdækkede Møbler. Værelserne vare store og skinnede af Nyhed; en blandet Maler-, Klister- og Høvlspaanlugt opfyldte hvert Rum. I en Fart kom alle Vinduer op.
Det var en smuk Majmorgen; den rene, næsten lidt skarpe Luft strømmede oplivende ind til mig. Stilheden i den lange Gade afbrødes kun af en gammel Brødkones adstadige Trin; Vinden løftede det hvide Klæde paa hendes Kurv og lod det skinne i Solen.
Ligeoverfor laa et lille enetages Sted med Gaard paa den ene Side og Have paa den anden. Maanedsroser og Primler blomstrede bag de spejlblanke Ruder, en frodig Vedbend slyngede sig om Vinduesposten, Sidskenen i det grønne Bur sang af fuld Hals, et Strikketøj laa paa Bordet ved Siden af Sykurven. Jeg husker tydeligt det Indtryk Gjenbohuset gjorde af at være et rigtigt Hjem, en Bolig for Fred og Hygge. Hvilken Modsætning dannede det ikke til al den Forvirring herinde hos os; selv Gaarden med den højtidelige Post og det store pyntelige Duehus saa saa ordentlig og ryddelig ud, at det var en Lyst. I Haven prangede Pintselilier og Pæoner; Bedene var smukt afstukne, Gangene nyrevne; helt henne i Baggrunden skimtede man et Par Bikuber. En Spade med grønmalet Skaft stod paaskraa støttet op til et lille blomstrende Frugttræ; den var bestemt lige sat der, det saa saa levende ud. Hvem havde sat den? hvad var det for en god Fe, som herskede derinde?
Næppe havde jeg gjort dette Spørgsmaal, før det blev besvaret, dog anderledes end jeg havde ventet. Istedetfor en yndig ung Fe, kom en temmelig uskjøn, aldrende Pige til Syne i Døren; et vist Selvstændigheds- og Uafhængighedspræg betegnede hende som den lille Verdens Herskerinde. Hun havde en Kurv paa Armen og strøede, med rund Haand, Korn til Duerne. Da den første Skuffelse var ovre, kunde jeg ikke andet end betragte hende med Fornøjelse, saa ublandet en Tilfredshed lyste ud af det ærlige, kantede Ansigt. Hun bar en blaa og hvidstribet Bomuldskjole, der sluttede glat om den ret tækkelige Figur, et skinnende hvidt Lærredsforklæde og en agtbar, velpibet Kappe med stor, hvid Sløjfe under Hagen. Da Kurven var tømt, foldede hun Hænderne over Hanken og saa sig om; det var, som takkede hun for den skjønne Morgen. Omsider faldt Blikket paa mig; vi hilste samtidig; den gamle Pige tog et Par raske Trin over Gaarden, skraaede derpaa over Gaden og stod for mig.
«Med Forlov, er det Majorens Datter? — jeg tænkte det nok. — Aa, undskyld, men jeg vilde bare sige Dem, at da Vandet i Deres Brønd ikke er godt, kan De hente hos mig. Det er godt nok til sit Brug, lad mig ikke mistrøste, blødt Vand er dejligt til sit Brug, men ikke til at drikke. Mit er nu det klareste Kildevand, rigtig en Guds Velsignelse, og saa koldt som Is er det. — Nej, Frøkenen maa rigtignok ikke takke, for det ved da Enhver, at det ikke kan skade mig; jo mere man poster, desto rigeligere flyder det. — Saa er der ogsaa en Laage i min Gaard, jeg vil bede Dem benytte. Den fører ud til Markerne, og derfra til Spadserevejen; saa er man fri for at gaa Gaden ned; mer end En er glad ved den Laage. — Aa Frøken, det var ogsaa Noget at takke for, ti bare stille. — Ja, nu ved De hvor Jomfru Birgitte Lund boer, dersom De vil hende Et eller Andet; jeg har været længe her i Byen og kunde dog maaske raade.» Hun fjernede sig med et Nik.
Saadan begyndte Bekjendtskabet med vor Gjenboerske.
Henad Middag hørte jeg en lystig Støjen udenfor det lille Hus, og saa da, til min Forundring, tre vilde Drenge storme ind. De var øjensynlig husvante, thi Kaskjetterne kastedes op paa Knager i Entreen og Tornystrene spændtes af. Senere tumlede de i Haven; de Mindste havde travlt med at indrette en Gynge mellem to Træer, den Største — en brunøjet Dreng med smukke, mørke Krøller — hjalp Jomfru Lund med at stænge Ærter. Tilsidst spiste de, i største Gemytlighed, Aftensmad i Lysthuset. Den gamle Pige smurte Smørrebrød med rap Haand; naar den Sidste havde faaet, vilde den Første have et Stykke igjen, og saaledes blev det ved.
Der var høj Kjælder i vor Gaard, og man saa derfor fra Dagligstuen, der laa i Stueetagen, lige ind i Gjenbohuset; Jomfru Lund levede sit Liv, saa at sige, for vore Øjne. Altid flittig, altid glad; det var formelig opbyggeligt. Jeg bluedes tidt i en ledig Stund ved at se paa den ivrige Haand, der syslede saa travlt, nu ude, nu inde, snart med Naal og snart med Strikkepinde; selv Mørkningsstunden blev benyttet. Hver Formiddag gjennemlæste hun Avisen grundigt fra Ende til anden med alvorsfuldt Udtryk og Briller paa Næsen. Det var et Pligtarbejde ; man maatte jo følge med Tiden og Begivenhederne. Idet Bladet lagdes bort, fik det gjerne et lille glattende Klap, og hun trak Vejret lettet, nu var det overstaaet. Al anden Gjerning udførte hun med en egen Kvikhed og Lyst, og saa forekom det mig altid, som sværmede der fornøjelige Tanker og Minder om hende i hendes Ensomhed.
Vi talte kun sjældent sammen, og da aldrig mere end et Par Ord, men vi holdt Alle af hende; selv Fader erklærede, at han rigtig godt kunde lide det gamle Menneske, der altid saa saa fornøjelig ud.
Henad Somren blev jeg meget syg; det begyndte som Forkjølelse, men gik over til Betændelse; jeg kunde Intet nyde med Undtagelse af et Par Draaber koldt Vand af og til.
«Det er lige fra Posten,» sagde Moder gjerne, idet hun løftede mit Hoved og holdt Glasset hen til mig, «den gode Jomfru Lund har selv bragt det.»
Dette fornøjede mig altid og satte Smag paa Vandet.
«Vilde Julie ikke have godt af lidt Hyldesirup?» Moder viste Lægen et Glas med en klar, gul Saft.
«Hyldesirup!» han gjorde en afvisende Grimace.
«Den er lavet med Honning og skal være saa velgjørende.»
Den gamle Doktors alvorlige Mine blev pludselig oprømt, næsten skalkagtig.
«Med Honning? ah! Jomfru Birgitte har altsaa været her, hun fusker mig bestandig i Faget og faar Æren for mine Kure. Naa, ja, ja da, brug det i Guds Navn, skade kan det aldrig. — Det er et sært Menneske, den Jomfru Birgitte,» vedblev han smaaleende, «vil man gjøre hende glad, skal man blot bede hende om en Tjeneste, straks lyse Øjnene, og der kommer et Liv i hende, saa det er forskrækkeligt; jeg har prøvet det mange, mange Gange. Om Dueslaget vil jeg nu slet ikke tale; hele Byens Patienter stille Fordringer til det, og det fyldestgjør dem alle. — Ja, jeg vilde ønske, at vi vare saa vidt.»
Det varede ikke længe, før vi kom saa vidt; om det var Hyldesiruppens Skyld, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror det. Først Duesuppe, et Par Dage senere Duesteg; der laa smukke Blomster paa Bakken fra den lille Have. Endelig kom hun selv med et rigtigt Søndagsansigt og Strikketøj i Haanden.
«Naa, De ser jo godt ud, lille Frøken! — Gud velsigne Dem, mit søde Barn, bliv bare liggende, saadan. — Jeg tog Arbejde med, ikke' fordi jeg vil sidde her længe, men fordi De maaske ellers, naar jeg sad ledig hen, kunde synes, at De burde underholde mig, og det har De ikke godt af endnu. — Sikken et rart, venligt Kammer De har, og Gud ske Tak, at Gardinet er kommet op; det gjorde mig rigtig saa ondt, disse dejlige Sommerdage, at se paa det nedrullede Gardin. Ja, nu imorgen skal De jo lidt op?» — hun tog Plads, «hvis jeg forstyrrer, saa siger De det.»
«De kan aldrig forstyrre, Jomfru Birgitte, Deres Nærværelse virker mere beroligende end alle Pulvere. Jeg vilde blot ønske, De vilde fortælle mig Noget.»
«Hvad skulde det være, Frøken?» hun lo, «De er vist for længe siden vokset fra mine Historier.»
«Jeg vilde helst høre Lidt om Dem selv.»
«Om mig selv?» Jomfru Birgitte saa forundret op, «er det Deres Alvor?»
«O, ja! De gjør mig en stor, stor Glæde, hvis De vil fortælle.»
«Jeg skal prøve om jeg kan, men De maa ikke tro mit Liv indeholder mærkelige Ting, jeg mener hvad Andre kalde mærkelige Ting, for mig selv har det jo været forunderligt nok.»
Hun taug et Øjeblik, nikkede gjentagne Gange, som gjennemgik hun Fortiden, og begyndte :
«Fader var Politibetjent; han døde, da jeg var Barn, men jeg husker ham dog tydeligt, en lille, ivrig Mand, der var sin Gjerning hengiven med Liv og Sjæl. Det var ingen rar Gjerning, sagde Moder rigtignok sommetider, naar han havde saa travlt med at opspore en eller anden Stakkel, at han næppe gav sig Tid til at spise eller sove, men Fader mente selv, det netop var en ærefuld Gjerning at beskytte de Gode mod de Onde, og det kunde jo ogsaa være sandt. Fik han saa fat i saadan et elendigt Menneske, var han rigtig oprømt og glad, og fortalte, at Justitsraaden, det var Byfogden, kaldte ham sin højre Haand. Mod os hjemme var han altid god og kjærlig, men naar jeg mødte ham paa Gaden i Uniformsfrakken med Stokken i Haanden — i Funktion som han kaldte det — kunde jeg næppe kjende ham, saa bister saa han ud, det var ikke den samme Fader, der legede med os om Aftenen. Jeg kan se ham for mine Øjne med lille Søster paa Ryggen; det Barn var nu hans Øjesten, og en yndig lille En var hun ogsaa, altid mild og glad. Moder skrantede tidt og havde mindst ventet, at den raske Mand skulde gaa forud. Der sad hun med to uforsørgede Børn og sit svage Helbred, det saa mørkt ud. Justitsraaden viste sig grumme honnet, men hvad kunde det nytte i Tiden. Saa kom der Brev fra Slægtninge, at de vilde tage det ene af Børnene. Det var en Skovriderfamilie, pæne, fine Folk, der altid toge ind til os, naar der var Marked eller Komedie i Byen. De brugte jo rigtignok Huset kun som Aftrædelsessted, men vi satte det Bedste for dem, og de vare meget venlige.
De kan tro, Frøken, jeg gik i stor Skræk, en af os vilde de have, hvor rimeligt, at de toge mig og lod den Mindste blive hos Moder. Og saa græd jeg næsten Øjnene ud, for min Moder elskede jeg jo højest i Verden. Hun var nu ogsaa en sjælden Kone, og over sin Stand i alle Maader.
Dagen før de skulde komme, sad jeg sammenkrøben i en Krog, medens Moder talte med en Naboerske.
«Herren maa vide,» sagde hun, «hvem af Børnene jeg beholder.»
«Aa,» svarede Konen, «den Ting er da klar; at saadanne Folk se paa det Ydre ved man jo nok, og Martha er da ligesaa kjøn, som Birgitte er grim.»
Det blev sagt dæmpet, men jeg hørte dog hvert Ord. Moder mærkede det, og da Konen var gaaet, kaldte hun mig hen til sig og spurgte:
«Gjorde det Dig ondt, Birgitte?»
«Aa nej, Moder, jeg vilde gjerne være endnu meget, meget grimmere, bare jeg fik Lov til at blive.»
Saa klappede Moder min koparrede Kind, strøg mit stakkels rødstridtede Haar tilbage — jo det har været rødagtigt, Frøken, men blev tidlig graat — og sagde, at Vor Herre saa paa Hjærtet, og at Skjønhed var en farlig Gave. Den Grimme vilde nok finde Venner, naar hun bare fortjente dem, og da vilde hun aldrig miste dem, for det vilde være ægte Venner. Og hun sagde, at Skjønhed desuden var en flygtig Gjæst, men fra mig kunde Aarene Intet tage, de vilde snarere give. — Det havde vist længe ligget Moder paa Sinde, saa inderlig talte hun; jeg gjemte Ordene, skjøndt jeg egentlig ikke forstod dem.
Men næste Dag, da Skovriderens kom, gik det som Konen havde spaaet, de valgte straks, uden ringeste Betænkning, den Lille. En Smule flov blev jeg herover, men Glæden var det Overvejende. Jeg listede dog hen til Spejlstumpen i Sovekamret og saa paa mig selv; grim fandt jeg mig ikke, snarere ganske pæn, i den nye Sørgesirtses Dragt. Martha blev snart gode Venner med de Fremmede; hun var nu saadan en venlig lille Sjæl, der sluttede sig til Alle; saa indsaa hun jo heller ikke, hvad det egentlig gik ud paa.
Moder og jeg græd rigtig den Aften; der var saa tomt og trist i Huset; det var, som havde vi mistet Fader for anden Gang.
Morgenen efter kom en Bekjendt ind til os; hun var ogsaa Enke, men sad i gode Kaar og havde kun et eneste Barn. Det var en velklædt, anselig Kone med mange Fregner i Ansigtet, men smukke, kloge Øjne. Hun havde et lille Kukkenbageri, der betalte sig godt; saa gik hun ogsaa omkring og hjalp Folk ved Bryllupper, Barnedaab og andre store Gilder.
«Se, her er en Skaal Kraftsuppe, Madam Lund,» sagde hun venligt, «jeg tænker De har den nødig, og saa vil jeg spørge, om De kan laane mig Birgitte et Par Timer hver Dag; jeg trænger til en Haandsrækning, og Pigebarnet har godt af at lære Noget. Jeg skal forskylde hende i Forhold til det hun udretter, det lille Skind.»
Moder tog glad mod Tilbudet, og jeg fulgte straks hjem med Madammen, stor og vigtig i min egne Tanker. Læretiden var drøj, men da jeg gjorde mig Umage, kom jeg efter det, og Madam Holm overraskede mig en Søndag morgen med en Tokrone og den Bemærkning, at hvis Birgitte gik saadan frem, skulde hun snart faa det rette Greb.
Aldrig har jeg været saa glad over Penge, som jeg var over den Tokrone, Frøken; jeg fløj saamænd hjem. Moder vilde gjemme den til mig, men det vilde jeg ikke vide af; hun skulde have Kjød for den, paastod jeg, og saa blev der da ogsaa kjøbt et dejlig fedt Stykke Oksekjød. Jeg fik min meste Bespisning hos Madam Holm, og saa syntes Moder hun kunde lade sig nøje med hvad det skulde være, skjøndt hun trængte haardt til noget Nærende. Det var min store Sorg dengang, og naar jeg sad ved Madamens velopdækkede Bord, og hun sagde saa mildt: «Tag bare for Dig, Birgitte, det er Dig saa vel undt, se paa Niels, hvordan han kan,» kunde jeg tidt faa Taarer i Øjnene ved at tænke paa Moders Maaltid. Efter Faders Død havde hun lært at naadle og faaet Arbejde hos en Skomager, men Indtægten var kun lille, dog hun forstod de to Kunster, at holde sammen og at undvære, og saa gik det jo. Sommetider, naar Madam Holm fik Levninger fra de store Selskaber, delte hun med Moder; det var lykkelige Dage. Ved Slagtetid sendte Skovriderens gjerne Lidt af Alleslags ind til os. De gav os saamænd ogsaa et Læs Grenebrænde, og det var en stor Hjælp. Martha sad paa Sædet hos Kudsken, der bragte det; hun var vokset godt, saa rask og glad ud, og holdt af os som før.
Om Aftenen lærte Moder mig hvad hun selv kunde, men vi vare begge trætte, og det førte ikke til noget Videre. Da jeg blev ældre, læste Skolelærerens Datter en Time med mig hver Dag; det var en stor Godhed, og hun fik da ogsaa nogen Fornøjelse af mig. Efterhaanden som jeg blev større og flinkere, tog Madam Holm mig med i sine Huse. Fremmede syntes ikke om mig, følte jeg, men havde de brugt mig et Par Gange, sagde de, at den Lille var til at stole paa, mærkede de nok; og saa fik jeg Ros, fordi jeg var paalidelig og gjorde Tingene fra Grunden. Det fortjente nu ingen Ros, for gjør man sin Gjerning af al Flid, lykkes den, og man faar den kjær, saa Arbejdet bliver en Glæde, hvorimod det er en Byrde og Plage for Sjusken hele Livet igjennem. Jeg syede nu ogsaa fin Linnedsyning og tjente ikke saa ganske lidt; det gik frem for os. Med andre Børn havde jeg ikke stort at skaffe; de kaldte mig Rødtoppen og Kogekonen eller det lille Uglebillede, og drillede mig det Bedste de kunde. Børn har sommetider en underlig Lyst til at pine hverandre. Jeg tog det alvorligere, end det fortjente, og holdt mig fra dem, men da jeg var en glad Natur, blev jeg ikke mismodig eller bitter, bare lidt gammelagtig, som dem jeg omgikkes.
Da jeg var toogtyve Aar døde Moder; hun havde været grumme svag den sidste Maaned og sov stille hen. Det var bedst saadan, sagde Folk, hun var dog en skrøbelig Stakkel, men jeg kunde ikke sige det, for hun havde været mit Alt. Men en stor, stor Trøst var det, at hun havde havt bedre Dage paa det Sidste. Hver Gang jeg tænker paa, hvor pænt og godt hun fik det efterhaanden, takker jeg Vor Herre.
Mens Moder laa syg, besøgte Martha os; ret en yndig, sekstenaars Pige var hun dengang, og mild som en Engel. Hun græd ogsaa sine bitre Taarer over Tabet, men hendes Sorg fortog sig hurtigere end min, naturligvis.
Først tænkte jeg at blive i det gamle Hjem, og ernære mig som før, men de mente Alle jeg var for ung, og saa tog jeg da en Husjomfruplads hos Justitsraadens. Der var nok at tage vare i det store Hus; i Begyndelsen var det næsten over mine Kræfter, men Vanen gjør meget. Lønnen var god, og Omgangen ogsaa god, paa sin Vis; de vare rigtig høflige Allesammen, men holdt sig i Afstand, som jo var rimeligt. Fruens Broderkone, der engang besøgte os med sine to Smaapiger, var nu i en anden Smag. Det var den yndigste, venligste Dame jeg har set, men hun var saa grumme ung og forstod sig ikke synderligt paa nogen Ting, saa jeg maatte hjælpe hende med alle Dele. Hun kunde saamænd gjøre saadan Nar af sig selv, og le af sin Ubehjælpsomhed, at det var umuligt ikke at le med.
«De er min Trøst, Jomfru Birgitte,» sagde hun og klappede mig venligt, «gid De vilde tage til os, sætte lidt Skik paa Huset og lære mig til.» Men jeg rystede paa Hovedet, og Byfogden truede med Fingeren:
«Ikke fralokke Nogen deres Tyende, Anna, husk Du er paa Lovens Enemærker.» —
Al min Fritid tilbragte jeg i Madam Holms Hus; det var ligesom mit Hjem. Hendes Søn var nylig vendt tilbage fra sine Rejser og havde forpagtet Dampmøllen udenfor Byen. — jeg har nok ikke talt om Niels før? — da vi vare Børn havde vi ogsaa kun lidt med hinanden at gjøre, skjøndt han altid var god imod mig; anderledes kunde han nu ikke være, saadan var hans Natur. Det var rigtig et kjønt Menneske, Frøken, høj og rank med saadan et opvakt, livligt Ansigt; Mage til Øjne har jeg aldrig set, saa dejlige og gode, og dygtig var han, og godt oplært, efter sin Stilling. Det kan nok være, Moderen var stolt af ham og holdt af at tale om sin Søn. Folk lo deraf, men jeg hørte gjerne paa hende. Om Aftenen, efter Thetid, var jeg for det meste min egen, naar vi ikke havde Fremmede; jeg gik da med Arbejdet hen til Holms, og altid var jeg hjærtelig velkommen. Niels læste højt for sin Moder og mig; vi fik saamænd alle Ingemanns historiske Romaner ud den Vinter. Da Foraaret først kom, gik vi gjerne en lille Tur: Madam Holm og jeg fulgtes ad, og saa skraaede Niels fra Møllen, hvor han stod paa Udkig, ned til os. De Ture glemmer jeg aldrig, om jeg saa levede i tusinde Aar; saadan en Sommer har det nu heller ikke været siden. Vi gik gjerne ad Markstien til Skovkrattet, og gjennem det ud til Skraaningen ved Stranden, hvor der stod et stort gammelt. Egetræ. Vandet var forskjelligt hver Aften, men skjønt var det altid at se paa, og oplivende for Sindet. Naar vi vendte tilbage, begyndte det at skumre, og der var en Fred over Markerne, saa vi taug eller talte sagte, for ikke at forstyrre den. Madam Holm havde Strikketøj med og gik ganske smaat, saa vi Andre kom i Forvejen og maatte standse for at vente paa hende. — Men jeg er vist for vidtløftig, Frøken? — jo, jeg kan selv mærke det. —
Det var glade Dage, og jeg nød dem i fuldt Maal, uden at gruble over, hvad det egentlig var, der gjorde mig saa lykkelig. Netop paa den Tid kom der Brev fra Fruens Broderkone, at de maatte forbarme sig og overlade mig til hende. Mandens Fader, der jo ogsaa var min Frues Fader, var rigtig daarlig, og Husjomfruen skrantede. «Jomfru Birgitte kommer nok, hvis Du blot tillader det,» endte Brevet, men Jomfru Birgitte havde ingen Lyst til at tage fra Byen, og blev hvor hun var. Fruen var meget glad herover; hun gjorde sig Samvittighed af at hindre min Rejse, men vilde helst beholde mig.
De har vel nok gjættet, Frøken, at jeg holdt af Niels? det var kommet saadan lidt efter lidt, uden at jeg vidste af det, og derfor havde jeg heller ikke værget mig derimod, som jeg ellers burde, for det var jo utroligt, at saadan et Menneske vilde kaste sine Øjne paa mig Stakkel.
Engang, da jeg spøgte med min Grimhed, indvendte han varmt: «Du har dit eget Ansigt, Birgitte, og holder man først af Dig, synes man ogsaa om det.»
Han sagde dette i sin Hjærtensgodhed, men jeg lagde mere deri, og det fyldte mig med Glæde.
Hans Moder lod nu ogsaa Vink falde om, hvor lidt Skjønhed betød, og hvad for en Velsignelse et Par gode, flinke Hænder var i et Hus. Jeg kunde nok mærke, at vor Forening var hendes Ønske.
Saa begyndte Niels at drøfte sine Fremtidsplaner med mig. Det var gjerne paa Spadsereturene, naar vi vare saa langt forud, at Moderen ikke kunde høre os. Saa og saa meget tjente han, saa og saa meget havde han i Sparekassen, saa og saa meget fordrede den gamle Møller for at fortrække og overlade ham det Hele.
«Ser det ikke lovende ud, Birgitte?» og han saa mig fornøjet lige ind i Ansigtet; skjøndt han kun saa fornøjet og venligt, ikke kjærligt, byggede jeg dog Slotte i Luften, alt hvad jeg kunde.
En Aften, det var allerede henad Efteraaret, mødte jeg ham udenfor Døren; han vendte straks om og fulgte med ind. «Ser man det,» sagde hans Moder smaaleende, «før havde Niels saa forskrækkelig travlt, men nu kan han nok faa Stunder til at blive.»
Jeg vilde vende mig bort, men Niels blinkede til mig; han gjorde det ganske ligefremt og trohjærtet, men jeg udlagde det alligevel paa min Vis.
Hvor den Aften blev af ved jeg ikke; Himlen var fuld af Stjerner, og det var en dejlig, stille Luft, da vi kom udenfor. Niels fulgte mig hjem, efter Sædvane.
«Hør, Birgitte, der er Noget jeg vilde sige,» — han standsede; du gode Gud, hvor mit Hjærte slog.
«Jeg har længe tænkt paa at tale med Dig derom,» begyndte han igjen, «men nu synes jeg det maa blive Alvor. — Der er — der er En jeg holder af; gamle Moder tror sig saa klog, hun gjætter paa Dig, ja, det er da godt, Du er fornuftigere.»
Det var et dybt, dybt Fald jeg gjorde ved hans Ord, helt fra Lykkens Top, for der havde jeg staaet de sidste Øjeblikke. Det svimlede, men forfærdet og fortumlet, som jeg var, samlede jeg mig dog om én Tanke, han maatte ikke mærke, ikke ane, hvad der foregik i min Sjæl.
«Birgitte,» han tog min Haand, «jeg tror Du ved hvem det er, jeg haaber det har dit Bifald.»
«O, ja naturligvis.» Jeg vidste ikke selv hvad jeg sagde.
«Men Du finder maaske, at hun er for ung endnu?»
«Aa, nej, hvorfor det.» Jeg havde ikke fjerneste Ide om hvem han mente.
«Tak, Tak, Du gjør mig saa lykkelig. Med Herrens Hjælp skal jeg ogsaa blive hende en god, trofast Mand alle Livets Dage. — Aa, nu ere vi allerede ved Huset! gaa engang rundt endnu, Birgitte, jeg trænger til at tale med Dig.»
«Ikke iaften, Niels, jeg tør ikke.»
Saa stod jeg da i mit lille afsides Kammer, og Smerten fik frit Løb, men den blev ikke mildere. Jeg var rent forvirret og syndig i det Øjeblik, ja saa syndig, Frøken, at jeg gik hen til Spejlet og spottede mit stakkels ophovnede, forgrædte Ansigt. Men, da jeg først havde gjort det, blev jeg bange for mig selv, faldt paa Knæ og bad Gud ikke tage sin Haand rent fra mig. Og det hjalp, bare vi huske paa Vor Herre, er han os nær med sin Naade. Sundhed og gode Evner havde han givet mig, var det hans Skyld, at jeg taabeligt havde fyldt mit Sind med bedragelige Drømme.
Saa kom jeg da, lidt efter lidt, til Samling og gik alle de Ord, Niels havde talt, igjennem i Tankerne, og det faldt som Skjæl fra mine Øjne. Det var Martha han elskede, Martha, min egen Søster. De sjældne Gange hun kom til Byen, havde hun jo altid været hos dem, det var saa rimeligt.
En bedre Brudgom kunde Moder i sin Himmel ikke ønske hende. Gud velsigne dem, sagde jeg, Gud velsigne og bevare dem! men Sorgen havde dog Magten i mit Sind.
Haabet havde slaaet altfor dybe Bødder, jeg var som knust; hvor skulde jeg tage Kraften fra til at se ham igjen? kunde jeg udholde det? —
Næste Morgen ved Thebordet viste Fruen mig et Brev. «Igjen en Jeremiade fra min Svigerinde,» sagde hun, «Husjomfruen er bragt paa Hospitalet; selv er hun upasselig, Huset er i den grueligste Forvirring. — Hvad kan jeg gjøre derved, det er dog virkelig barnagtigt.»
Justitsraaden saa op fra sin Avis, «hun har da Grund til Klage, skulde jeg mene. Gid man kunde hjælpe hende.» Hans Blik faldt paa mig, der laa en Opfordring i det.
«Det bliver dog bedst jeg rejser, Frue,» sagde jeg ivrigt. Det var som en Befrielse, bort, bort, jo før jo heller.
Fruen gjorde nogle svage Indvendinger, paa sin værdige Vis; hun var dygtig ærgerlig, men jeg lod, som jeg ikke mærkede det.
Det blev en travl Dag; Fragtvognen, der skulde bringe mig til Dampskibet, gik allerede næste Morgen; jeg havde fuldtop at ordne i Huset, og maatte jo ogsaa tænke lidt paa mit Tøj. I Mørkningen gik Niels forbi; han var altsaa ude; jeg greb Lejligheden til at sige hans Moder Farvel. Hun var slet ikke tilfreds med Bestemmelsen og smaabrummede, paa sin velmente Maade.
«Bliv lidt, Birgitte, Du kan da umulig gaa, før Niels kommer. — Det skal dog forlange mig, hvad han vil sige til den hovedkulds Rejse. Sæt Dig ned, Barn, han er her om et Minut,»
«Tak, Madam Holm, jeg tør ikke vente. — Gud velsigne Dem for al Deres store Godhed imod mig. Farvel, lev vel og hils Niels.»
Rimen laa henover Markerne, da jeg kjørte ud af Byen næste Morgen; Taagen skjulte Krattet og de kjendte Steder for mine Blikke; saa nedtrykt har jeg ikke været, hverken før eller siden.
«Haloj, holdt!»
Fragtmanden standsede Hestene; Niels sprang nedad Møllestien henad Vognen til.
«Saa Du vilde rejse, uden at sige mig Farvel, vilde Du virkelig? havde Du Hjærte til det ?»
«Du var jo ikke hjemme, Niels.»
«Ja, men alligevel! — nej, saa holder jeg rigtignok mere af Dig, for det kunde jeg da aldrig have gjort. — Farvel, Birgitte, og kom snart igjen, lad dem ikke fange Dig derovre, kom snart igjen!»
Og det gode, kjærlige Menneske rystede næsten min Haand af Led.
Den Afsked gjorde godt lige ind i Sjælen; jeg havde ogsaa min Plads i hans Hjærte, følte jeg, lille var den maaske, men den var min. Og Taarerne listede sig frem en efter en, men det var ikke saadanne bitre, trøstesløse Taarer mere. Og jeg bad Gud Herren om Kraft til at tjene ham, hvor han saa satte mig, at mit ensomme Liv altid maatte føres til hans Ære.
Hvordan jeg blev modtaget af den unge Frue kan jeg ikke beskrive; det var næsten, som havde jeg været en Engel fra Himlen. Dørene stode aabne allevegne, da jeg kom; der var ingen Folk at se, jeg kunde saamænd have stjaalet baade Uhre og Sølvtøj. Endelig traf jeg Fruen paa Sofaen i en lille Hjørnestue; hun havde indbunden Hals og saa rigtig daarlig ud; det mindste Barn laa i hendes Arm.
«Alt staar saa galt til, som vel muligt,» sagde hun, og det var et sandt Ord. I Førstningen vidste jeg hverken ud eller ind. Pigen var en skjødesløs En, grisset at se til og tvær ovenikjøbet. Hos Justitsraadens gik nu Alt efter en Snor, saa det var rigtignok en Forandring. Hvor skulde man begynde? — det lille Barn skreg netop, saa begyndte jeg da med det. Det var rent og pænt, for Fruen bestilte ikke Andet, hele Dagen, end klæde det af og paa, men Mælken i Staklens Flaske var sur, ja den gamle Mælk sad saamænd op ad Kanterne; det forstod Moderen nu ikke. Hvor det var en ussel lille Skabning, men han havde saadanne klare Øjne, akkurat som to Stjerner, og jeg fik ham straks kjær. De andre Børn kom nu ind fra Haven; den Ene var falden i en Grøft og den Anden havde trukket hende op; de vare drivvaade begge to. Saa skulde de omklædes, men Tøjet var ikke i Orden; Pigen skjændte, Børnene græd, Fruen lo og græd paa engang.»
«Saadan et Liv have vi ført lige siden Husjomfruen blev syg,» sagde hun, «det skal jeg aldrig glemme Dem, Jomfru Birgitte, at De vilde komme.»
Lidt efter lidt kom der Orden i Tingene, men det holdt haardt at faa Pigen til at lystre; hun var nu vant til at sjuske af; den forrige Jomfru havde ikke været af de akkurateste, kunde jeg nok mærke. Kapitajnens Oppasser var derimod flink og hjalp mig godt. Der var fuldt op at holde Hænder i, fra tidlig Morgen til Sengetid, og Tankerne maatte jeg ogsaa bruge især i Begyndelsen, inden det Hele kom i Gang. Men det var nu netop, hvad jeg trængte til, for den bedste Lægedom mod Sorgen er Arbejdet. Naar jeg om Aftenen lagde mig til Ro, var jeg træt og sov straks ind.
At tænke paa Andre og sørge for dem fører altid Velsignelse med sig, naar man da gjør det oprigtigt af bedste Evne; her blev jeg nu paaskjønnet langt over Fortjeneste. Fruen kunde saamænd ikke have gjort mere af mig, om jeg havde været hendes kjødelige Søster. Kapitajnen var ogsaa en godhjærtet Herre, som det var let at gjøre tilpas. Første Dag hørte jeg ham rigtignok sige: «uha, lille Kone, din Skat er jo næsten et Fugleskræmsel,« men det var nu ikke bestemt for mine Øren, dog ondt gjorde det alligevel.
Kapitajnens Fader, den gamle Agent, havde sine Værelser paa den anden Side af Huset. Det var en lille, mager Herre med skarpe Træk og skarpe Øjne; han var ganske skaldet og bar sort Kalot. Gigten havde huseret slemt med ham og berøvet ham sin Førlighed; han sad altid opstillet i en høj Lænestol med Fødderne paa en Gyngeskammel og et Bord foran sig. Snustobaksdaasen blev flittig brugt, og han var i Vane med at klappe Laaget, naar han talte. Morgen og Aften kom en Mand og klædte ham paa eller af; Familien ønskede, han skulde holde Tjener, men det vilde han nu ikke, maaske netop fordi de ønskede det, for saadan var han. Omsorgen for Agenten faldt nu mest paa mig, og det var det Besværligste ved min Stilling. Der var ingen Ro paa ham, og altid skulde jeg staa paa Pinde. Han havde en lille Sølvklokke paa sit Bord, og den maatte jeg lystre, hvad jeg saa havde for. Er man ikke vant til at kaldes af paa denne Maade, har den noget Opirrende, idetmindste havde den det for mig. Han ringede nu ogsaa saa hastigt og myndigt; det var rigtig et utaalmodigt, pirreligt Sind, der fik Luft. Aviserne maatte jeg læse for ham hver Eftermiddag og, hvad der var langt værre, høre paa alle hans Anker og Klager over Familien. Det var et helt Synderegister over hver især, og sagde jeg ham imod og forsvarede efter min Overbevisning, blev det ti Gange værre. Jeg havde tidt Lyst til at vende Bladet, og male op for det gamle Menneske Alt, hvad der var at udsætte paa ham selv, men det passede sig jo ikke i mine Forhold, naturligvis. Han havde da ogsaa sine gode Sider, og mod mig blev han grumme artig, efterhaanden som han lærte mig at kjende.
Ud paa Vinteren døde den forrige Jomfru, og saa blev det afgjort med Justitsraadens, at jeg kunde blive. Jeg var godt tilfreds i alle Maader. Børnene holdt jeg af, især var den Mindste, Axel, min Glæde; han kom sig hver Dag, og det mente jeg at have Del i. Det lille Skind strakte saamænd Armene ud, bare han saa et Glimt af min Kjole i Døren, ja han rakte efter mig, om han saa sad paa Moderens Arm.
Fra Hjemmet fik jeg jevnlig Brev; Niels og Martha vare nu forlovede. Min Søster skrev saa lyksaligt og forhaabningsfuldt; jeg svarede hende, saa godt jeg kunde, i samme Aand. — De undrer Dem vist, Frøken, at jeg ikke rigtig kunde forvinde det og glæde mig med dem. Gud skal vide, jeg kæmpede dog ærligt. De vilde nu endelig have mig over til Brylluppet, men det afslog jeg, for det havde oversteget mine Kræfter. Kapitajnens kunde ikke undvære mig, skrev jeg blot, og det var den rene Sandhed. Men hvad gjør Niels, skriver han ikke lige til min Madmoder og beder hende saa indtrængende lade mig rejse. Det var kjærligt af ham, men min Beslutning stod alligevel fast. Fruen vidste ikke, hvordan hun skulde takke, fordi jeg blev, men den Tak pinte mig bare, som ufortjent Tak da altid gjør.
Og Aarene gik; efterhaanden formaaede jeg Fruen til at tage sig af mange Ting, som en Kone bør tage sig af. Regnskabet slap hun nu ikke for at se igjennem hver Uge, hvor haardt hun end vægrede sig.
«Der er saadan Velsignelse i Pengene, siden De er kommen,» sagde hun, «ja selv i Smør og Brød er der mere Forslag, skjøndt Maden er bedre tillavet. Regnskabet er i skjønneste Orden; plag mig ikke, Jomfru Birgitte!»
Men hun maatte alligevel, og tilsidst fik hun Interesse for Husførelsen og begyndte at blive flink.
Hver Sommer fik jeg Indbydelse fra Niels og Martha; de havde nu faaet en lille Dreng, jeg endelig maatte se, det dejligste Barn. Jeg undskyldte mig imidlertid; ja, nu kan jeg ikke selv forstaa, hvor jeg kunde.
Kapitajnens ældste Søster kom tidt til os; hun var gift med en Herremand i Nærheden, og lignede min forrige Frue paa et Haar. Det var en alvorlig, lidt stiv Dame, dog mod mig var hun altid venlig; jeg siger altid, men mener de første otte, ni Aar; senere forandrede hendes Opførsel sig. Først vilde jeg ikke rigtig tro det, jeg havde jo Intet gjort, der kunde sætte mig ned i hendes Øjne; det maatte være Indbildning. Men det var ikke Indbildning; næste Gang vi saas, var hun kold og uvenlig, ja, rigtig overmodig. Jeg havde altid holdt mig beskeden, hvor venlige de saa vare, og derfor krænkede det mig dobbelt. Saa sagde jeg det da engang til min egen Frue, men hun lo blot.
«Min Svigerinde er en gammel Tosse, Jomfru Birgitte, det er det Hele.»
Paa den Tid blev Agentens Helbred bedre; en ny Læge havde taget ham i Kur, og de varme Bade hjalp. Jeg maatte altid støtte ham, da han først begyndte at gaa; de Andre forstode det ikke rigtigt, sagde han, dog det var nu bare et Paafund. Det var ingen Morskab, og min Tid var desuden knap, men undslaa mig kunde jeg jo ikke.
En Aften, da jeg gik gjennem Gangen, løde høje Stemmer fra den gamle Herres Værelse. Det var nu ikke noget Nyt, og jeg tænkte ikke videre derover; Fruen fra Herregaarden var der, og hun og Faderen kunde aldrig komme ud af det med hinanden. — Jeg klædte Børnene af, der var nu seks, og tog, som jeg plejede, den Mindste paa Armen, for at han kunde sige Godnat til sin Bedstefader; det var Noget Agenten ønskede og havde forlangt.
Fruen kom mig imøde i den forreste Stue; hun var forgrædt og saa ikke op.
«Giv mig mit Barn, sagde hun blot, og tog den Lille fra mig. Jeg stod som lynslagen, for saadan havde hun endnu aldrig været. I detsamme kom Svigerinden og maalte mig med et Par opbragte Øjne; derpaa nejede hun og traadte tilside. Det lyder nu som Ingenting, Frøken, men De skulde have set, hvordan hun gjorde det, rigtig saa haanligt. Mit Blod kogte, for dette havde jeg ikke fortjent af dem.
Agenten sad i Lænestolen og gned sine Hænder; han saa ophidset, men dog triumferende ud. Formodentlig har min Mine været krænket, for han raabte straks: «Bryd Dem aldrig derom, Jomfru Birgitte, bryd Dem aldrig derom; vi kunne le ad dem, ja vi kunne. Den Gamle er ikke saa aflægs, som de ville gjøre ham til, han har nok Lyst til at raade selv, engang igjen.»
Jeg stirrede paa ham, for jeg forstod ikke et Ord.
«Min Datter vil nu gjøre det til en Forbrydelse af Dem,» vedblev han. «hun siger, De har lagt an derpaa i lang Tid. — Det var ogsaa en Ulykke, selv om det var sandt. — Naa, vil De saa være min Kone og flytte med mig herfra?»
Han spurgte spøgende, som var det kun for en Forms Skyld. Jeg stod ganske stille, næsten forstenet, men Øjeblikket efter vendte jeg mig mod den stakkels affældige Skabning, der paa Gravens Rand vilde bygge sig et nyt Hjem, og sagde ham min Mening.
Nej, hvor han blev vred! det arme Menneske bebrejdede mig endogsaa, at jeg havde været saa omhyggelig, og derved givet ham Grund til at tro, jeg kunde lide ham; nu vilde han aldrig se mig for sine Øjne, aldrig.
Saa gik jeg da tilbage til Børnenes Kammer. Fruen sad og vuggede den Lille og trøstede ham, for han græd.
«De skal ikke umage Dem,» sagde hun, saa koldt hun kunde, «jeg bliver selv herinde.»
«Jeg forstaar Dem ikke, Frue; jo, De maa høre mig. — Hvor kan det bebrejdes mig, at Deres Svigerfader gjør sig til Nar paa sine gamle Dage.»
Hun saa op, forundret og spørgende. «Fruen troede maaske, at jeg vilde have ham?»
«De vil altsaa ikke,» hun sprang op og omfavnede mig i sin Henrykkelse, «Gud velsigne Dem, Jomfru Birgitte! har jeg ikke ogsaa altid forsvaret Dem og lét ad Tingen, men nu idag, Svigerfader selv sagde det, mente jeg Alt var afgjort. — Christian, hun vil ikke, min fortræffelige gamle Birgitte vil ikke.»
Kapitajnen kom nu ind, rystede min Haand og takkede mig; det var virkelig latterligt, det Hele.
«Petrea er vist ikke kjørt endnu,» sagde han, «jeg maa se at faa fat paa hende,» og saa foer han ud af Huset.
Et Øjeblik efter kom han med Søsteren, hendes Ansigt straalede saamænd.
«Jeg har gjort Dem Uret,» sagde hun, og trykkede min Haand den ene Gang efter den anden, «stor Uret.» — Det havde hun ogsaa, og jeg stod lidt tilbageholdende, skjøndt jeg ikke bar Nag.
«Nej, hvor de vare glade! det var jo heller ingen Spøg, om den rige Agent havde giftet sig igjen, og var Valget saa endda faldet paa en fin Dame, men paa saadan et simpelt, tarveligt Menneske.
«Hvad vil De nu gjøre,» spurgte den fremmede Frue, «jeg er villig til at staa Dem bi med Raad og Daad.»
«Ja, her kan jeg jo ikke blive, dog mit Brød finder jeg vel nok, med Guds Hjælp.»
Da jeg sagde dette, begyndte min egen velsignede Frue at græde.
«Jeg vil selv opvarte Svigerfader,» sagde hun, «men min bedste Veninde maa ikke forlade mig.»
Saadanne Ord gjøre godt for lang Tid, men blive kunde jeg ikke alligevel; Agenten vilde heller aldrig have taalt det.
«Nu har jeg det,» raabte Herrens Søster lige med ét, og saa foreslog hun mig at tage her til Byen og holde Hus for hendes Drenge, der skulde i Latinskolen.
«Saa ere de i gode Hænder, og vi kunne være rolige for dem. De kan jo faa Deres Axel med,» tilføjede hun smilende.
Jeg tog mig Betænkningstid, Frøken, for det var jo et alvorligt Skridt, som maatte overvejes ; saadan en Grundforandring i hele min Levevis. Enden blev dog, at jeg gik ind paa Forslaget. Betalingen var rundelig; selv kunde jeg ogsaa tjene Noget, det skulde nok gaa. Nu havde jeg været saa længe i Familien, og var saadan groet fast i den, at jeg ikke rigtig kunde tænke mig at begynde forfra hos nye Mennesker; dette var langt uafhængigere og bedre, og jeg troede nok, jeg var det voksen. Efter Ferien skulde det nye Liv begynde; vi vare midt i Juli, jeg havde fem Uger til min Raadighed.
«Saa kan De endelig engang besøge Deres Søster,» sagde min Frue, «det kan jeg unde Dem.»
Ja, dertil vilde jeg benytte Fritiden; Længslen efter at se Marthe og hendes Hjem var vokset mægtigt de sidste Aar. Og alligevel var jeg underlig tilmode, urolig, næsten bange; det var saa skrækkeligt, hvis deres Lykke skulde volde mig Smerte, det var saa syndigt. Jeg kunde ikke faa den Frygt af mit Sind, skjøndt jeg bad Vor Herre hjælpe mig.
Saa tog jeg da Afsked med mit Herskab og alle de velsignede Børn; der var saamænd ikke et Øje tørt, da jeg rejste.
Jeg havde skrevet til Martha, at jeg kom, men ikke bestemt Dagen. Fragtmanden holdt i den lille Kro, tæt ved Landingsstedet, som han plejede. Hans graa Haar vare blevne hvide, ellers var han uforandret.
Det var en varm Dag, men det blæste, den blaa Luft var som oversaaet med hvide, smaa krusede Skyer. Nu kunde jeg se Byen og Møllen; Træerne i Haven vare skudte godt ivejret, og hvor det nye Vaaningshus saa kjønt og anseligt ud.
«Skal jeg holde her, Jomfru?»
«Tak, Peer, ja.»
Lænkehunden tog nu paa at gjø, og en Mand kom tilsyne i Døren, en høj, temmelig svær Mand i Møllerdragt. Han tog et Par lange Trin hen til Vognen.
«Birgitte, Gud velsigne Dig, velkommen!»
Det var Niels. — Straks blev jeg lidt skuffet, for det var ham, og det var dog ikke ham, ikke det Billede jeg havde gjemt; men i næste Øjeblik takkede jeg Gud af hele min Sjæl, for nu var al Frygt og Sorg forvundet, og det, der havde knuget mig i de mange Aar, var ligesom bortblæst. — De forstaar mig vist slet ikke, Frøken, og jeg forstod da heller ikke rigtig mig selv, men en Guds Velsignelse var det, at jeg kunde give ham den ene Haand og Martha den anden, og holde lige meget af dem begge.
Min Søster var en buttet, rødmusset Kone, kjøn og vakker at se til, men dog ikke som den unge Pige, jeg havde forladt. Drengen var dejlig; han lignede rigtig sin Fader fra før af. Den Mindste laa endnu i Vuggen. «Det er en Pige,» sagde Niels «hun hedder Birgitte efter Dig.»
Saa lagde jeg da Rejsetøjet i det pæne lille Gjæstekammer, der var gjort istand til mig. De fandt, jeg havde taget mig saadan op, og det var jo nok muligt, for Koparrene vare ikke saa kjendelige, og Haaret var strøget op under Kappen; jeg gik saamænd allerede med Kappe dengang.
«Det klæder Dig at blive gammel,» sagde Niels, og mønstrede mig saa bifaldende, at jeg maatte le, men jeg tænkte dog paa Moders Ord om de Grimme.
De kan nu ikke forestille Dem, Frøken, hvad det var for en Tid, saa dejlig; det var ligesom mit Ungdomssind vendte tilbage. Hjærtet var saa fyldt af Glæde, at jeg sommetider maatte forlade Stuen, bare for at takke Vor Herre i Enrum for saadan han havde gjort det for mig, indvendig og udvendig. Det var nu ogsaa forskrækkeligt, hvor de gjorde af mig, og underligt for En, der altid havde opvartet Andre, selv at blive opvartet. De læste saamænd Ønskerne ud af mine Øjne.
Og vi gik de gamle Veje over Markerne gjennem Krattet ud til det store Træ, Moster Birgittes Træ kaldte de det. Martha havde Kirsebær med, og vi satte os ned paa Mosset, saa ud over det blikstille, perlemorskinnende Vand og talte om hans afdøde Moder og de gamle Dage, men min Hemmelighed kjendte kun Gud. —
Rigtig opfrisket og vederkvæget forlod jeg dem; jeg var virkelig blevet et nyt Menneske, som man siger. Næste Aar skulde jeg komme igjen, og da tage lille Henrik med tilbage; den Dreng havde et godt Nemme og Lyst til Bøgerne, han skulde studere.
Saa flyttede jeg da ind i mit lille Hus her. Kapitajnens Søster sendte mig mange gode Møbler og andre nyttige Ting: selv kjøbte jeg det Manglende; jeg havde en ordentlig lille Spareskilling og behøvede ikke at knibe. Mel, Gryn og Ærter havde Niels forsynet mig med til Overflod, og jeg slap ikke for at tage baade Dækketøj og Lagener af min Søster; det var hjemmespundne, gode, stærke Sager. Fruen, jeg mener min egen Frue, sørgede nu for hvad der kunde pynte: Kobberstykker, et lille Maleri, Bordtæppe og Gardiner. Vi fik det rigtig yndigt.
Naa, det var en Fornøjelse at indrette sit eget Hjem; jeg var saa sjæleglad over selv at kunne sige hvor Skabet skulde staa, at jeg nok mærkede, jeg ikke havde passet til at blive gift. Det var underligt, saadan at styre selv, uden at spørge noget Menneske, men bare sin egen Fornuft. Agentens Klokke tænkte jeg tidt paa, den havde jeg nu aldrig kunnet forsone mig med.
Med Drengene gik det rigtig godt; jeg har altid holdt af Børn og derfor kunnet omgaas dem. Axel var nu ogsaa en sjælden Dreng, og Henrik var jo ligesom min egen, da han først kom. De vare flittige og dygtige alle Fire. Rektoren sagde saamænd engang til mig: «De har Æren, Jomfru Birgitte, for en glad Flid smitter,» men det var nu saadan halv Spøg, naturligvis. Sommetider kunde der jo ogsaa være Et og Andet ivejen med mine Smaafolk, men jeg gav aldrig efter i Utide, og saa jevnede det sig. Forældrene vare godt tilfredse med Forplejning og Alt. Det er saa lønnende at lave Mad til Drenge, Frøken; det kan ret fryde et gammelt Menneske at se paa den friske, velsignede Appetit. — Haven og Duerne passede vi i Fællesskab, og til Ferierne glædede vi os lige meget. De smaa Ferier tilbragte jeg altid hos Axels Forældre — Agenten var nu død — Sommerferierne paa Møllen.
Der var rigtig Velsignelse i mine Indtægter; hvert Aar lagde jeg en Sum op, og kunde snart kjøbe Stedet; ja, Noget havde jeg jo fra Fortiden; Synaalen indbragte heller ikke saa lidt. Jeg kunde jo gjerne have taget det mageligere, men hvorfor skulde jeg; jo flittigere jeg var, desto hurtigere fløj Tiden fra den ene August til den anden.
Axel blev Student, Henrik og de Andre bleve Studenter, men de havde mindre Brødre, der løste dem af, og saaledes blev det ved, men nu har jeg ogsaa min sidste Søstersøn, om Frøkenen har lagt Mærke til ham, den Mørke med Krøllerne; ja han bliver saamænd fjorten Aar til Juletid. Henrik er allerede Præst og gift; ret en Gudsmand er han. Jeg skal ogsaa føre Hus for hans Drenge, siger han, men hvem tør se saa langt frem i Tiden. Min Axel forandrede sig, og blev Officer; han lod sit Liv for Fædrelandet, Gud signe hans Minde!
Folk her i Byen vare straks grumme venlige imod mig; de vilde endogsaa bede mig med til deres Selskaber, men det havde jeg nu ikke Opdragelse til, og det sagde jeg dem rent ud. Komme sammen med Folk i Pynteklæder og tale fint med dem forstod jeg ikke, men vilde de mig Noget for Alvor, vidste de, hvor jeg boede, og kunde komme eller sende Bud.
Se, nu er jeg færdig, Frøken; bare jeg ikke har trættet Dem; men saadan gaar det, løser man først Tungebaandet paa et snakkesaligt, gammelt Menneske, er det som et Væld.»
«De burde fortælle endnu mere, Jomfru Birgitte, De burde fortælle, hvor langt et kjærligt Hjærte og en hjælpsom Haand kan række, selv om de kun raade over Lidt.»
Hun bøjede Hovedet. «Vor Herre har været god imod mig, Frøken, jeg elsker min Næste.»
Saa rullede den gamle Pige sit Strikketøj sammen, klappede kjærligt min Haand og gik, men fra den Dag af forekom Gjenbohuset mig endnu venligere og hjemligere end før.</poem> | wikisource | wikisource_2369 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=70 to=86 header=1 /> | wikisource | wikisource_24715 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Gemyser..
Asparges og unge Gulerødder..
Begge Dele skrabes, skæres i korte Stykker og koges i halv Vand og halv Boullion, men saa knap, at der ikke bliver mere Sauce end behøves. Der sættes en Jævning paa af Smør og Meel tilligemed Salt. Man kan stuve hver for sig paa samme Maade, men da kommes lidt Petersille paa Gulerødderne og lidt Muskatblomme paa Aspargeserne.
Bodseldske Roer..
De skrabes, skæres i langagtige Stykker og koges møre i halv Bouillon og halv Vand, da kommes en Jævning af Smør og Meel og tilsidst lidt hvid Vin og Salt derpaa.
Brunede Bodseldske Roer..
Der brunes Smør, hvori kommes rundeligt Puddersukker; naar det har kogt lidt, kommes de ituskaarne og vel afrystede Roer deri og koge over jævn Ild med Laaget paa under jævnlig Omrøren, indtil de ere brune og møre, tilsidst kommes lidt Meel, udrørt i Sky eller Soya, lidt Citronsaft, og om det behøves, lidt Boullion eller Vand derpaa.
Hvideroer.
skrælles, skæres istykker, koges møre ved Damp eller i Vand og afsies; der smeltes Smør, hvori kommes Meel, Fløde eller Melk, som koges til en jævn Sauce, hvori Roerne kommes tilligemed hakket Petersille, et lille Stykke Sukker og tilsidst Salt. Man kan ogsaa koge Roerne med lidt Bouillon og lidt Vand. Naar de ere møre, sættes en Jævning af Smør og Meel derpaa tilligemed hakket Petersille.
Kaalrabi..
Skrælles, skæres istykker og koges møre ved Damp eller i Vand, derpaa trykkes de tørre i et Dørslag og sættes paa Ilden med Fløde eller Smør og Melk, hvormed de røres godt, og koges til en Grød; tilsidst kommes Salt deri. Kaalrabierne kunne ogsaa skæres raa i smalle Stykker og tillaves ligesom brune bodseldske Roer.
Grønne Ærter..
Ere Ærterne kogte ved Damp, da kommes de, naar de ere møre, paa Fadet, hvor de røres med et godt Stykke Smør og lidt Salt. Bruger man ikke Damp, kunne de koges med Sukker og ganske lidt Vand, indtil de ere møre; da røres et godt Stykke Smør deri, og de anrettes strax. Man kan ogsaa koge dem møre i lidt mere Vand og komme en Jævning af rigeligt Smør og lidt Meel derpaa tilligemed hakket Petersille, Salt og lidt Sukker.
Voxbønner..
Bønnerne aftørres, revles og sættes paa Ilden i kogende Vand med Salt og koges fuldkommen møre. Der maa være rundeligt Vand, da de koge længe, og Vandet derved svinder meget. Vandet rystes af Bønnerne gjennem et Dørslag. De lægges paa et varmt Fad, serveres strax og spises med rørt Smør.
Snittebønner..
Bønnerne revles og snittes ganske fine. De koges i Vand uden Salt, indtil de netop ere møre, hvorpaa de trykkes tørre i en Sigte. Man smelter Smør, rører Meel, Fløde eller Mel deri, koger dette til en jævn Sauce og koger Spittebønnerne heri med lidt hakket Petersille, et Stykke Sukker, stødt Muskatblomme og Salt tilsidst.
Spinat..
Spinaten pilles og koges, indtil den er mør, da trykkes Vandet rent af i en Sigte, og den hakkes fiin med ganske lidt Meel eller, for at blive finere, stødes eller gnides med Støderen i en Morter med Melet, kommes i det Kar, hvori den skal stuves, med lidt Muskatblomme, udtværes godt og fortyndes lidt efter lidt med saa megen Fløde, Melk eller Suppe, at den bliver som en tynd Grød. Den koges kun kort, og tilsidst kommes Smør og Salt deri. Den serveres med forlorne eller overskaarne, haardkogte Æg omkring.
Syrer..
De groveste Stilke rives af Syrerne, og de oges i knapt Vand eller, dersom de ere meget sure, da i rundeligt Vand, som igjen hældes fra, før de ere kogte nok. Naar de ere møre, gnides de igjennem et Dørslag og sættes atter paa Ilden med et Stykke Smør, Sukker og lidt Salt, for at faa et godt Opkog. Naar Vandet er hældt fra Syrerne, og de ere gnedne igjennem Dørslaget, kunne de sættes paa igjen med lidt Bouillon, Smør og lidt Salt, og naar de have kogt noget, legeres de med Æggeblomme. Denne Maade at tillave dem paa, uden Sukker, ansees for den sundeste, men de blive mere velsmagende, naar der kommes et lille Stykke Smør i Gryden tilligemed de godt skyllede og aftrykkede Syrer, som koges ved sagte Ild, og naar de ere møre, gnides gjennem Dørslaget, tillaves med Sukker og gives et Opkog, inden de serveres.
Hvidkaal og Savonkaal..
De yderste Blade og Stokkende tages bort af Kaalen, som skæres i 4 Dele; den koges mør og bliver ligesom al Kaal bedst, naar den koges ved Damp. Den lægges paa en Sigte, for at Vandet kan løbe af, derefter skæres den i mindre Stykker og lægges paa Fadet, som sættes over lidt Gløder, for at Kaalen kan være varm. En god Deel Smør røres med lidt Muskatblomme over Ilden og serveres enten i en Sauceskaal, eller det hældes paa Kaalen, naar den anrettes. Man kan røre lidt Meel i det smeltede Smør, omtrent en Theeskeefuld i 4 Lod (12 O.), komme lidt Bouillon deri og give Kaalen tilligemde Salt og Muskatblomme et godt Opkog deri. Skal Kaalen stuves i Melk, da smeltes en mindre Portion Smør, hvori man rører Meel, Fløde eller Melk, og lader det koge til en jævn Sauce. Kaalen gives et Opkog deri med Muskatblomme og et Stykke Sukker, tilsidst Salt.
Blomkaal.
tillaves ligesom Foranførte, men skæres ikke i Stykker. For at holde Kaalen hvid, kan man lade den koge indbundet i et Stykke Lærres eller Postpapir.
Grøn Langkaal..
De inderste og fineste Blade af Grønlangkaalen koges næsten møre i lidt Vand med lidt Soda i; dette hældes bort, og der kommes lidt Bouillon, meget Smør, det halve kan være Fedt af nykogt Suppe, Muskatblomme og lidt Salt derpaa, hvormed den koges mør. Kogte Kastanier eller i Mangel deraf brunede Kartofler kunne lægges ovenpaa Kaalen.
Brunet Hvidkaal..
Der brunes Smør, hvori kommes Sukker; Kaalen, som maa skæres smaat, kommes deri og koges ved jævn Ild med Laaget paa, indtil den er mør; da kommes Salt og, om man vil det, lidt Sky derpaa.
Rød Surkaal..
De yderste Blade og Stokkene tages bort af Rødkaalen, som skæres i fine Strimler og sættes paa Ilden med noget Eddike, hvoraf den bliver rød, og koger med Laag paa over jævn Ild. Bliver Kaalen tør, da kommes mere Eddike eller lidt Suppe derpaa, men ikke mere, end at den gjør Kaalen fugtig. Førend den er mør, kommes Smør eller Fedt af nykogt Suppe derpaa, og tilsidst Sukker, lidt Kirsebær- eller Ribssaft og Salt.
Rosenkaal..
De faste smaa Hoveder skæres af Stokkene og kommes i kogende Vand med Salt og Soda i, hvor de koges møre og afrystes paa et Dørslag. Kaalen lægges strax paa Fadet og overhældes med smeltet Smør; dette kan ogsaa serveres i en Sauceskaal. Denne Kaal kan ogsaa stuves i Suppe eller Melk, ligesom Hvidkaal.
Kartofler..
Naar Kartoflerne ere store, blive de mest velsmagende ved at behandles og koges paa følgende Maade; de skrælles raa og sættes i koldt Vand, hvori de staa til næste Dag; da tages de op af Vandet, hvilket som oftest har erholdt et mørkt Udseende, sættes paa Ilden i rundelig koldt Vand med Salt og koge med Laag paa, til de ere fuldkommen gjennemkogte, da hældes Vandet fra, og de sættes uden Laag over Gløder, hvor de kunne blive staaende i et godt Qvarteer for at dampe og derved blive tørre. Naar Kartoflerne ere kogte med Skrællingerene paa, lægges de, efterhaanden som de pilles, i hedt Vand, hvori der er rundeligt Salt; de tildækkes og sættes i Ovnen eller ved Varmen og tabe ikke i Smag ved saaledes at holde varme i et Par Timer. Ved anretningen hældes de i et Dørslag, hvor Vandet rystes af dem.
Kartoffelbrei..
Kartofler skrælles raa, skæres i Skiver og sættes paa Ilden med saa meget Suppe eller Melk, at det staar lige med Kartoflerne. Heri koges de, indtil de ere fuldkommen gjennemkogte, udtværes og gnides igjennem et Dørslag. Breien koges atter lidt med Smør, Salt, og dersom den er for tyk, med mere Suppe eller Melk. Kogte Kartofler kunne rives, de behøve da ikke at gnides igjennem Dørslaget. Istedetfor Suppe kan tages Vand, men da maa der bruges mere Smør.
Stuvede Kartofler..
Der smeltes Smør, hvori kommes Meel, Melk eller Bouillon; naar dette har kogt, indtil det er jævnt, gives de kogte og pillede Kartofler et Opkog deri tilligemed Muskatblomme, Peber og Petersille. Salt kommes i tilsidst. De pillede Kartofler kunne ogsaa sættes paa Ilden med Melk eller tynd Suppe og koge, indtil Saucen er bleven jævn, da røres Smør, Kryderier og Salt deri.
Stegt Kartoffelbrei..
De skrællede og kogte Kartofler trykkes itu med en Skee, medens de ere varme, derpaa røres lidt Smør og Salt deri. Man kan ogsaa koge Kartoflerne, helst Dagen før, og pille den varme. Næste Dag rives de; til 1 Pd. Kartofler tages 3 Æg, en Spiseskeefuld Meel, ¼ Pægel Melk, lidt Salt og en Spiseskeefuld smeltet Smør; dette røres godt sammen. Lidt Smør eller Klaret smeltet paa Panden. Kartoffelbreien lægges enten heel eller af Størrelse som Fricadeller deri og steges lysebrun ved jævn Ild. Den vendes og steges med nyt Smør paa den anden Side og spises til Steg, Catelets, Karbonade o. desl.
Brunede Kartofler..
Naar Puddersukker er brunet, som til Caramel-Budding, kommes et Stykke Smør deri tilligemed de kogte og pillede Kartofler, som koge ved jævn Ild, indtil de ere brune. Man kan ogsaa brune Smør paa Panden, komme Sirup eller Puddersukker deri, og lade Kartoflerne under jævnlig Omrøren langsomt koge deri, indtil de ere brune.
Stuvede Cathrineblommer..
Cathrineblommer eller Svedsker koges med knapt Vand, indtil de ere møre; da kommes Citronsaft og Skal, Sukker og et lidet Stykke Smør derpaa. Stenene kunne tages ud, naar Catrineblommerne ere kogte møre. Spises varme til kogt Kjød. Compot af Cathrineblommer sees i Fortsættelse Pag. 87.
Røræg..
8 Æg pidskes godt og kommes i en Kasserolle eller Jydepande med 2 Lod (6 O.) Smør, 8 smaa Spiseskeer Fløde eller Melk og lidt Salt. Dette sættes paa god, dog ikke stærk Lueild og skrabes med en Skee om ved Siden og paa Bunden, for at de ikke skulle sives; men der maa ikke røres rundt, saa at Stykkerne gaa itu. De tages af Ilden, forinden de ere stive nok til at anrettes, da de blive haarde ved at staa. Lidt Purreløg kan hakkes og koges med fra Begyndelsen. Man kan komme Asparges, som er skaarne i smaa Stykker og kogte møre i Vand, samt pillede Reier deri. Man regner 3 Æg til hver Person.
Macaroni..
½ Pd (50 O.) Macaroni brækkes i temmelig lange Stykker og kommes tilligemed Salt i rundeligt Vand, som maa være i stærk Kog, med rask Ild under, saa de hurtigt komme til at koge. I ½ Timestid ere de i Almindelighed møre; de hældes da i et Dørslag og rystes vel, kommes igjen i Kasserollen med ¼ Pd. (25 Ov.) Smør og omrøres over Ilden, indtil det er smeltet. De maa strax anrettes med reven Parmesanost.
Gule Ærter som Gemyse..
Ærterne staa i Blød som sædvanlig, sættes paa Ilden med saa meget koldt Vand, at dette rundeligt staar over dem, og koge, indtil de ere møre, og Vandet er indtrukket; da røres et godt Stkke Smør og Salt deri. De spises til salt Kjød og Flesk.
Cardon..
Bladene afrives, indtil man naaer de inderste blege, hvilke afskæres en Haandsbred over Stokkene. Af disse skrælles alt det Trævlede; de flækkes, kommes i kogende Vand med Salt i og koges, til de ere møre, da optages de, lægges paa Fadet og overhældes med en kraftig, brun Sauce. De kunne bruges til en Mellem-Ret. Der lægges da Skiver bagt Franskbrød omkring Fadet.
Rhabarber-Stilke..
Den yderste Hinde skrælles eller trækkes omhyggeligt af Stilkene, de skæres i ganske smaa Stykker og lægges et Par Timer i koldt Vand. Dette hældes af, og de sættes paa Ilden i nyt Vand, hvilket, dersom Stilkene ere meget sure, maa være saa rundeligt, at det halve kan hældes fra, naar de have kogt, til Stilkene begnde at gaae itu; derpaa udkoges de ganske med Sukker, Kaneel eller Citronskal. Ganske lidt Kartoffelmeel i Forhold til Stilkene udrøres i lidt af det frahældte Vand og maa netop koge med Stilkene, som ophældes og spises kolde til alle Slags Stege, grillet og indbagt Kjød og stegt Lever. Compot af Rharbarber sees i Fortsættelsen Pag. 87.
Det Vand, som er hældt fra Stilkene, kan gives Couleur sg stærkere Smag med noget Frugt-Saft, koges ligesom Rødgrød og spises med Fløde eller Crem-Souce. | wikisource | wikisource_1991 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Høffding - Mindre Arbejder.djvu" from=65 to=74 header=1 /> | wikisource | wikisource_15622 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=554 to=556 header=1 /> | wikisource | wikisource_17191 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=38 to=47 header=1 /> | wikisource | wikisource_1435 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=1 to=2 header=1 /> | wikisource | wikisource_11486 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu" from=335 to=345 header=1 /> | wikisource | wikisource_6318 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=142 to=144 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9391 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu" from=139 to=175 header=1 forfatter=" oversætter=" /> | wikisource | wikisource_13843 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden,
og Polens Bjerge svømme nær dets Havn;
men skjøn som det er ingen Plet af Jorden,
og Danmark nævner man dets favre Navn.
I sølvblaa Vesterhav en deilig Have,
med Bøgehegn, hvor Nattergale boe!
og hver en Deel gav Himmelen sin Gave,
paa hver en Plet Velsignelserne groe!
Fra Eid'rens Strøm til Skagens hvide Banker
den jydske Halvø krummer sig mod Nord.
Et herligt Land! Dets Folk sig Velstand sanker,
paa fremmed Strand det henter Guld ombord.
Den muntre Stridshingst over Engen vanker,
og Stimer myldre i den dybe Fjord;
til Stavn og Roer har Skoven Egeplanker,
dets Sønner Kraft, og Snildhed deres Ord.
Mod Øst for denne tvende Have stride
med Sjølunds Bred og Othins ganle Ø;
nær Lolland, Falster, staaer i Klæder hvide,
med Løv om Haaret, Bølgens ranke Mø.
Det raske Folk kan ingen Mangel lide,
thi Agren bølger her sig, som en Sø,
om favre Blomstereng staae Lunde blide;
her er det smukt at leve, tungt at døe!
Og dybt mod Syd, hvor Elbens Bølge gynger
vel tusind Snekker langs den grønne Kyst
i fede Marsk, imellem gyldne Dynger,
de røde Hjorde hvile sig med Lyst.
I østlig Sø, hvor vrede Stormfugl synger,
Bornholm staaer, kraftig, med sit Klippebryst;
og dybt i Stenen er Karfunkelklynger,
og det har Mænd, som lee ad Kampens Dyst!
Saa skille Strøm og Sunde Mark og Stæder;
men et er Danmark, trofast er dets Magt;
en Bro af Malm Samdrægtigheden smeder
fra Bred til Bred, og Ærlighed staaer Vagt.
Vort Held er eet, og fælleds er vor Hæder,
den vogter Sværdet med sin Varetægt!
og een den danske Bøn, hvert Hjerte beder:
„Gud skjærme Kongen og hans hele Slægt!“
</poem> | wikisource | wikisource_2488 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Jesus, dødens overvinder,
du, hvis ord er liv og ånd,
stat os bi mod livets fjender,
fri os ud af deres hånd!
Højlig til den helt vi trænge,
som kan dødens lænker sprænge.
Jesus, ja, vi tro og håbe,
selv i dødens skyggedal,
at du hører, før vi råbe,
svarer, før vi bede: Tal!
blev, til liv for mange døde,
de opstandnes førstegrøde.
Ja, vi tro, men tvivl sig klæber
som en øgle til vor tro,
døden spiller os på læber,
hvor vi mellem skygger bo,
håbet er, som mat det glimter,
når bag sky vi månen skimter.
O, lad troen sig nedsænke
dybt i Jordans rene flod!
Lad os ej med Naman tænke,
hver en strøm er lige god;
lad ej Fjenden os indskyde,
lidt det er dit ord at lyde!
Jesus, ja, du vil jo være
i os herlighedens håb,
fødes, til Gud Faders ære,
hos os i vor barnedåb,
vokse i os alle sammen
over sky med fryd og gammen.
</poem> | wikisource | wikisource_4433 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Alun, Soda og Salpeter.
<poem>Indledende Bemærkninger. Mellem de Metaller, der spille en fremragende Rolle med Hensyn til Livets Udvikling baade i Plante- og Dyreriget, og hvis Anvendelse stiger hver Dag med Civilisationens og Kulturens Fremskridt, indtage de saakaldte Alkalimetaller den første Plads; ikke fordi disse Metaller som saadanne have nogen betydelig Anvendelighed, men deres Forbindelser ere nødvendige Betingelser for Plantens og Dyrets Liv, og kjendte vi ikke Midler til at vinde disse Metalforbindelser i det store, vilde hele Kulturudviklingen have maattet tage en anden Gang og Mennesket have maattet undvære meget af, hvad der nu regnes til det daglige Livs første Fornødenheder. Disse Metaller ere Kalium og Natrium. Det sjeldnere Lithium og de først igjennem Spektralanalysen opdagede Cæsium, Rubidium og Thallium forekomme saa sparsomt, at deres Betydning i Forhold til de andre er for ingen at regne. Hvorledes nu Kalium og Natrium, hovedsagelig som kiselsure Salte (Silikater), i Naturen udgjøre Bestanddele af de vigtigste faststaaende Bjergarter, hvorledes de ved Indvirkning af Regnvandet og Luftens Kulsyre opløses, hvorledes dette bidrager til, at Stenen forvitrer og omdannes til plantenærende Jord, alt dette have vi i det foregaaende havt Lejlighed til at udvikle.
Alkalimetallernes Silikater sønderdeles, som vi have set, af Luftens Kulsyre og af Regnvandet og omdannes til kulsure Salte. Men disse Metallers kulsure Salte udmærke sig fremfor alle andre kulsure Salte ved at være letopløselige i Vand, saaat de af dette føres ud i Verden for at tjene allehaande Øjemed og undergaa allehaande Omdannelser. Jo varmere Vandet er i de dybere Jordlag som Følge af den højere Temperatur, desto stærkere virker det dekomponerende paa de mineralske Lag, det siver igjennem, og desto mere vil det ogsaa optage af de opløselige Bestanddele, hvad vi ogsaa kunne iagttage ved de mineralske Vande. Thi Alkalimetallerne faa ofte Lejlighed til i Jorden og i Vandet at gaa fra en Syre over til en anden. Under alle Omstændigheder maa vi ikke vente i Naturen at finde Alkalimetallerne i anden Form end som Salte. De Alkalimetaller, som optages i Plantelivets Kredsløb, forekomme her bundne til Syrer (Plantesyrer), som alt efter Plantens forskjellige Art dannes i denne ved Indvirkning af Alkalierne. I Vinstokkens Frugt f. Ex., der er en stærk Forbruger af Kali, finde vi dobbelt vinsurt Kali (Vinsten), i Rønnebærret æblesurt, i Citronen citronsurt Kali eller Natron o. s. v. Men hvis vi forbrænde Planten og udlude den tilbageblivende Aske, faa vi altid blot et kulsurt Salt, da Plantesyrerne destrueres af Ilden men hurtigt erstattes af Kulsyren, der er et af deres Forbrændingsprodukter.
Kommer et Natriumsalt i Forbindelse med Saltsyredampe eller saltsyreholdigt Vand, kan der dannes Kogsalt. Men da saadanne Sammentræf rimeligvis meget sjeldent forekomme i Naturen, kunne vi ikke gjøre os nogen klar Forestilling om, under hvilke Omstændigheder de uhyre Masser af Kogsalt en Gang ere blevne dannede, som dels findes opløste i Havet dels som Stensalt ligge magasinerede i Jorden. Vi maa lade os nøje med Forvisningen om, at dette saa vigtige Materiale findes i uudtømmelig Mængde, at ikke blot samtlige Verdenshave ere at anse som stærkt fortyndede Saltopløsninger, men at ogsaa forlængst udtørrede Have have efterladt deres Indhold af Salt i Form af mægtige Lag af Stensalt. Ja selv hvor mulig et saadant Oplag af Salt endnu skjuler sig i Jorden, uopdaget af Mennesker, er det maaske dog allerede for Aartusinder siden opdaget af en eller anden Kilde paa dens underjordiske Vej; den kan ikke gaa igjennem Saltlaget uden at opløse og tilegne sig noget af det og kommer saa endelig et eller andet Sted frem for Dagens Lys som en Saltkilde.
Foruden i Forbindelse med Kiselsyre og Klor optræde Alkalimetallerne ogsaa sammen med Fluor (i Kryolith som Fluornatrium-Fluoraluminium), med Salpetersyre som salpetersurt Kali og salpetersurt Natron, med Svovlsyre som svovlsure Alkalisalte, med Jod som Jodkalium og Jodnatrium, med Brom som Bromkalium og lignende Forbindelser. Om de end alle have Værdi i tekniske Formaal, tildrage dog nogle af dem paa Grund af de Masser, hvori de forekomme, og hvori de blive Gjenstand for Fremstilling paa kunstig Maade, sig særlig Opmærksomheden, og i denne Henseende maa særlig nævnes Kogsaltet, Kulsyreforbindelserne Potaske og Soda, Alunet og Salpeteret, saavel Kali- som Natronsalpeteret.
Metallerne selv er det vanskeligt at fremstille. Det lykkedes først Davy 1807. Før den Tid havde man vel Grund til at antage, at disse Metallers Forbindelser, der i lang Tid havde været bekjendte, kunde indeholde Metaller, men sikkert var det dog ingenlunde. Det er ogsaa først fra den Tid, at Navnene paa Metallerne selv skrive sig, medens Navnene paa deres vigtigste Forbindelser ere meget ældre. Salpeter er saaledes Kaliumsaltet af Salpetersyre, Potaske Kalium- og Soda Natriumsaltet af Kulsyre, Glaubersalt Natriumsaltet af Svovlsyre. Ved Kali og Natron (Alkalierne) forstod man nærmest Ilterne af disse Metaller; dog kjendte man ikke de vandfri Ilter, og hyppigt menes derfor med Kali og Natron det, vi ogsaa nu almindeligst kalde Kali- og Natronhydrat, letopløselige Forbindelser, der kunne dannes, idet Kalium eller Natrium træder i Stedet for endel af Brinten i Vand, men dog sædvanlig fremstilles paa anden Maade. Fra hin Tid, da man endnu ikke kjendte Metallerne, skrive sig ogsaa de endnu saa hyppigt benyttede Navne: kulsurt Kali og kulsurt Natron i Stedet for Kalium- og Natriumsaltet af Kulsyre (Kalium- og Natriumkarbonat) o. s. v. Paa samme Maade siges endnu almindeligt Lerjord og Lerjordsalte i Stedet for Aluminiumilte og Aluminiumsalte, idet man endnu bruger de Navne, Forbindelserne havde, før metallisk Aluminium blev bekjendt. — Stor Lighed med Opløsningen af Kali- og Natronhydrat har den saakaldte Salmiakspiritus, en Opløsning af Luftarten Ammoniak i Vand, i næsten alle sine kemiske Egenskaber; den kjendtes ogsaa tidligt under Navnet »flygtigt Alkali« i Modsætning til de »fixe« (ildfaste) Alkalier, Kali og Natron.
Ligesom det er Tilfældet med saa mange andre tekniske Stoffer, er der heller ikke meget at sige om Kali og Natron med Hensyn til deres Oltidshistorie. De gamle Grækere havde et nitron, som de anvendte ved Vadsk i Stedet for Sæbe, og som vistnok ikke var andet end naturligt kulsurt Natron fra de afrikanske Natronsøer. Selv om den sædvanlige Beretning om Glassets Opfindelse maa lyde noget utrolig, lære vi dog deraf, at nitron var en Handelsvare, og at dets Anvendelighed til Fremstilling af Glas var bekjendt, selv om Glassets sædvanlige Raastoffer hos de gamle blot kaldtes Aske og Sand. Romerne synes at have kjendt til at tilberede Kalilud af Aske og Kalk, men Tilberedning af Sæbe af Kalilud og Talg synes at være en gallisk Opfindelse. Det Salt, som bliver tilbage efter Afdampning af almindelig Askelud, tør vel paa Grund af den simple Fremstillingsmaade forudsættes at have været kjendt længe. Det bliver omtalt allerede i det 13de Aarhundrede, blev senere en Handelsartikel og fik Navnet Potaske, da det paa Grund af, at det flyder hen i fugtig Luft, blev forsendt i tillukkede Krukker (pots). Det varede dog længe, inden man kom under Vejr med, at man faar to forskjellige Ludsalte, alt eftersom den udludede Aske skriver sig fra Træ eller overhovedet Landplanter eller fra Hav- og Kystplanter. I Aarhundreder anvendte man ved Glastilvirkningen begge Slags Aske, alt som man havde nemmest Adgang dertil. Begge Salte ligne ogsaa hinanden i de fleste Henseender, kun at Kalisaltet, Potasken, med Begjærlighed trækker Fugtighed til sig fra Luften og let antager flydende Form, medens Natronsaltet, Sodaen, tørrer mere ud. Først i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede blev man opmærksom paa de kemiske Forskjelligheder, og Kemikeren Marggraf i Berlin satte Natronets Ejendommelighed udenfor al Tvivl; han paaviste ogsaa, at Natrium udgjør en Bestanddel af Kogsalt og Glaubersalt. Naar vi nu først vende os til Kaliforbindelserne, da er det kulsure Salt det, som vi overalt og paa den korteste Vej kunne afvinde Naturen.
Potaske. Det kulsure Kali bliver fremstillet af Asken af opbrændte Landplanter. Da der i Asken af opbrændte organiske Stoffer maa gjenfindes alle de mineralske Bestanddele, som Planten har optaget af Jorden, kunne vi ved Analysen af Aske vente at træffe paa et temmelig talrigt Selskab af Stoffer, eftersom det er os bekjendt, at der i Plantejord foruden Alkalisalte ogsaa indeholdes Salte af Kalk, Magnesia, Jern, undertiden Aluminium o. fl. Men alle disse Salte blive, for saa vidt de ere opløselige, mere eller mindre let optagne af Planterne, og om de end ikke anvendes til Dannelsen af Planteorganerne, eftersom mange af dem ikke ere nødvendige hertil, ville de dog gjenfindes i Asken sammen med de andre. Som Bestanddele af disse Salte indgaa desuden Kiselsyre, Fosfor-, Svovl-, Salt- og Salpetersyre i Planternes Organisme, til hvis Dannelse de tildels ere uundværlige.
Ogsaa disse maa man saaledes vente at gjenfinde i Asken; og alt efter Plantens Natur finde vi dem ogsaa virkelig der og altid i samme Plante i temmelig de samme Forhold, der blot kunne forandres paa Grund af en Forskjel i Alder, af Aarstiden eller af Plantejordens forskjellige Beskaffenhed, men dog altid paa en lovbunden Maade.
Ved at behandle Asken med Vand kan man skille de alkaliske Bestanddele fra de jordagtige og mindre opløselige; navnlig bliver det kulsure Kali, som udgjør den overvejende Bestanddel, fuldstændig opløst. Det, der bliver tilbage efter Afdampning af denne Opløsning, er den saakaldte raa Potaske.
Den fremstilles i det store paa den samme primitive Maade, som vi allerede have angivet, i Amerika, Rusland, Illyrien, Ungarn, Böhmerwald og andre skovrige Egne, hvor paa Grund af svag Befolkning, ringe Agerbrug og Mangelen paa Veje Træet har saa ringe Værdi, at man blot benytter de bedste Stykker af Stammen, medens den øvrige Del af Træet vilde faa Lov til at ligge unyttig hen og raadne bort, hvis ikke Skovhuggerne, eller hyppigere en særegen Klasse Arbejdere, Askebrænderne, bragte Træaffaldet sammen i store Hobe, som de tørre og opbrænde for derpaa at samle Asken. Skovasken, som de faa paa denne Maade, bliver nu enten af dem selv forarbejdet til raa Potaske eller ogsaa solgt til større Fabriker, hvor den bliver udludet. Denne Proces, saa vel som den derpaa følgende Rensning, Krystallisering og Kalcinering, er saa simpel, at man ikke behøver at sige meget derom. Den raa Skovaske eller den fra Ildstederne opsamlede Brændeaske anbringes i store Trækar, hvis Bunde ere gjennemhullede og belagte med Halm, og behandles med Vand saaledes, at Vandet løber fra det ene Askekar til det andet. I det sidste Kar træffer Vædsken, der saaledes allerede har passeret flere Kar, endnu paa frisk Aske, og Opløsningen bliver der mættet. Den saaledes lidt efter lidt udludede Aske flyttes fra det ene Kar til det andet i modsat Retning af Vandstrømmens Løb og kommer saaledes efterhaanden i Berøring med en stedse svagere Opløsning, indtil den tilsidst kommer til det første Udludningskar, hvor det indstrømmende friske Vand uddrager de sidste Spor af Askens opløselige Bestanddele.
Udludningen sker sædvanligvis blot med koldt Vand, hvori de i Asken forekommende, forurensende Bestanddele ikke saa let opløses. Ved at lade Luden fordampe, hvad der sker under fortsat Omrøring, faar man Potasken som en fast Masse, der er brunlig farvet ved Indblandinger af organiske Stoffer. For at befri Potasken for disse saa vel som for et stadigt Vandindhold af fra 6 til 10 Procent, opvarmes den til Glødning i en Flammeovn (kalcineret Potaske). Udbyttet af Potaske er meget forskjelligt alt efter de forskjellige Planter, der benyttes; Gran, Poppel og Eg give saaledes kun mellem ½ og l½ pro Mille, medens urteagtige Planter give betydeligt mere, enkelte endog indtil 79 pro Mille.
Potaskens Raffinering og Fremstilling i kemisk ren Tilstand sker kun ved Omkrystallisation. Selv Udskillelsen af det kulsure Natron, hvoraf der altid findes noget i den af Planteaske fremstillede Potaske, kan ikke ske lettere og mere fuldstændigt end ved at benytte de to Saltes forskjellige Opløselighed.
Til de fleste Øjemed, hvortil Potaske anvendes, er imidlertid en fuldkommen Renhed ikke engang nødvendig. Sæbesyderen lader sig gjerne nøje med en mindre ren og derfor billigere Vare, medens derimod Glasfabrikanten til særdeles fine Glassorter behøver en meget ren. Hvor det er af Vigtighed at have en fuldkommen kemisk ren Potaske f. Ex. paa Apotheket og i kemiske Laboratorier, fremstillede man tidligere Saltet ved Glødning af renset Vinsten (dobbelt vinsurt Kali), hvorved Vinsyren forbrænder til Kulsyre, som i dens Sted forbinder sig med Kaliet. Dette er det gamle "sal tartari". Nuomstunder har man andre Methoder til Fremstilling af et rent kulsurt Kalisalt.
Ikke blot fra Skovene og Stepperne men ogsaa fra Vinbjergene og Sukkerromarkerne faar man nu Potaske, men rigtignok under den Betingelse, at disse Kulturjorde ved Gjødning faa Erstatning for deres Tab af Kali, hvis de fremdeles skulle bringe Afgrøde; thi Vinstokken kræver lige saa vel som Sukkerroen en Jordbund, der er rig paa Kali. Det er dog en temmelig omstændelig Proces og lader sig kun med nogenlunde Fordel praktisere i Egne, hvor Brændselet er særdeles billigt.
I alle disse Tilfælde faa vi saaledes Kaliet paa anden Haand, og det saa ud til, at det skulde blive ved saaledes. Ganske vist havde man begyndt at opsøge Kaliet i selve Mineralriget, især i Feldspat, men Bekostningerne vare for store, og man holdt snart op hermed. Da aabnedes pludseligt en Udsigt til at kunne faa det direkte fra Jorden: det umaadelige Stensaltleje ved Stassfurt blev opdaget, og man fandt der i det ovenpaa liggende Affald et Biprodukt af langt større Værdi end selve Kogsaltet i disse mægtige Forraad af Kali, som vistnok ikke kunne udtømmes i Aarhundreder.
Ved den uhyre Fordampningsproces af saltholdigt Vand, som er foregaaet her i Urtiden, blev ganske naturligt først Kogsaltet og sidst de lettere opløselige Salte udkrystalliserede, idet disse selvfølgelig holde sig længst opløste. Da dannedes blandt andet i store Masser et af Klorkalium, Klormagnesium og Vand bestaaende Salt, Karnallit, af hvilket den førstnævnte Bestanddel let kan udskilles ved Opløsning og Udkrystallisation. Denne Karnallit er den vigtigste Kalileverandør, og ved den er Opdagelsen af Stassfurtskattene bleven ligesaa vigtig for Industrien som for Handelen og Jordbruget. Der føres herfra Millioner Centner Gjødningssalte til Marker, der trænge til Kali, og et stort Antal Fabriker forarbejde paa selve Pladsen Klorkaliumet dels til Potaske, dels til Salpeter. Som Følge heraf er den tyske Industri, nu ikke saa meget som tidligere, afhængig af Tilførselen af russisk, illyrisk eller amerikansk Potaske, og den engelske Salpeter fra Ostindien finder nu ikke længere Afsætning i Tyskland.
Forvandlingen af Klorkalium til Potaske gaar i Almindelighed til paa samme Maade som Tilberedningen af Soda af Kogsalt: Raastoffet forvandles ved Svovlsyre til svovlsurt Kali, dette ved Glødning med kulsur Kalk og Kul til Svovlkalcium og kulsurt Natron, hvorpaa det sidste udludes med Vand.
Efter Fundet ved Stassfurt har man ved mange andre Saltværker omhyggelig spejdet efter det samme værdifulde Stof, men blot i et Tilfælde med noget Held, nemlig ved det galiziske Saltværk Kalusja, ved Foden af Karpaterne, hvor man har opdaget Klorkalium saavel i tør som i opløst Tilstand. Ved det berømte Saltværk Vieliczka derimod har man ikke blot søgt forgjæves, men har endogsaa ved en af disse Gravninger foranlediget et Gjennembrud af Vandet, der har forvoldet stor Skade.
Kaustisk Kali (Kalihydrat). Uagtet Kulsyren kun er en svag Syre, træder den dog i mange Tilfælde hindrende i Vejen, naar man vil danne Kaliumsalte af andre, endnu svagere Syrer. Sæbe f. Ex. er fedtsurt Kali (stearin-, palmitin- og oliesurt Kali). Men Fedtsyrerne, som let dannes af Talg, Olie o. s. v., ere, naar en stærk Base, med hvilken de kunne forbinde sig, indvirker paa disse Stoffer, ikke stærke nok til at vinde Overhaand i Kampen med Kulsyren. Vil man derfor ved Hjælp af Kali forvandle Fedtsorter til Sæbe, kan man ikke uden videre bringe Kaliet i Form af kulsurt Salt sammen med disse, men maa først skille Kulsyren derfra og fremstille rent Kali, kaustisk Kali eller rettere Kalihydrat, som nemlig bestaar af 1 Atom Kaliumilte (K2O) 1 Atom kemisk bundet Vand (H2O). Dette sker ved at koge svag Potaskelud med læsket Kalk. Kulsyren gaar da over paa Kalken, hvormed den danner en uopløselig Forbindelse, og Kaliet bliver frit.
Ved Fordampning af en Opløsning af kaustisk Kali kan det ogsaa fremstilles i fast Form. Det danner da en hvid smeltelig Masse, der i Handelen sædvanligvis forekommer i Form af smaa cylindriske Stænger, og som særlig i kemiske Laboratorier faar en betydelig Anvendelse som Reagens. Det tiltrækker med stor Begjærlighed Vand og opløser Æggehvidestoffer og benyttes derfor i Lægekunsten som Ætsmiddel, idet det anbragt paa Huden opløser de Æggehvidestoffer, hvoraf denne bestaar. Ved at optage Fugtigheden fra Luften smelter det, optager da Kulsyre og bliver paany til kulsurt Kali. Leder man Kulsyreluft ind i en Kaliopløsning og vedbliver hermed, indtil den er mættet, faar man ikke alene Potaskens almindelige kulsure Kali men ogsaa et Salt, som paa samme Mængde Kali indeholder dobbelt saa megen Syre: tvekulsurt Kali.
Det samme Forhold finder ogsaa Sted ved Natron, og som bekjendt er tvekulsurt Natron det Salt, som spiller Hovedrollen i Sodavand ligesom i andre Mineralvande, i Brusepulver o. s. v.
Alun er et andet, forlængst bekjendt og i Tekniken meget anvendt Salt, i hvilket Kalium udgjør en Hovedbestanddel; det optræder her navnlig i Forbindelse med Svovlsyre som svovlsurt Kali. Allerede Navnet: alumen tyder paa, at det foruden Kaliumsaltet indeholder endnu et andet Stof. I Virkeligheden indeholde ogsaa de tre Alunarter, man har, svovlsur Lerjord (Aluminiumilte) og ere saaledes Dobbeltsalte, idet de bestaa af svovlsur Lerjord og svovlsur Kali, Natron eller Ammoniak foruden noget kemisk bundet Vand. Den første af disse Forbindelser, nemlig Kalialunet, er den i teknisk Henseende vigtigste, og det er da ogsaa den, som særlig bærer Navnet Alun. Dette Dobbeltsalt krystalliserer i smukke, farveløse Oktaedre (Fig. 205—206).
Allerede Plinius omtaler Alun i sin "Historia naturalis"; men af hans Beskrivelse fremgaar det, at han med samme Navn betegner to forskjellige Salte: Jernvitriol, som han kalder sort alumen og maaske vort Alun, hvidt alumen, og paa lignende Maade kunne vel heller ikke de af Dioscorides og andre brugte Benævnelser uden videre overføres paa det Salt, som nu benævnes: Alun. Ikke desto mindre synes Alunet, om just ikke i fuldkommen ren Tilstand saa dog blandet med andre Salte, at have været de Gamle bekjendt, thi den Anvendelsesmaade i Farverier, som beskrives af dem, stemmer fuldstændigt overens med den endnu den Dag idag benyttede. Geber, den allerede tidligere omtalte arabiske Kemiker, omtaler (i Midten af det 8de Aarhundrede) Alunet paa en umiskjendelig Maade og angiver, hvorledes det blev fremstillet. I Begyndelsen af det 13de Aarhundrede finde vi Alunværker omtalte i Lilleasien (Smyrna), i Neapel og paa Sicilien samt i det 15de Aarhundrede ved Tolfa i Kirkestaten; men Kunsten at fremstille Alunet var bleven bragt dertil fra Orienten.
Allerede Basilius Valentinus (i den sidste Halvdel af det 15de Aarhundrede) gjorde opmærksom paa, at mange Egne i Tyskland egnede sig til Alunsyderier, da visse Grubevande der indeholdt dette Salt, og kort derefter erfare vi, at Alun bliver tilvirket paa adskillige Steder, i Luneburg, ved Plauen i Sachsen og flere Steder.
Den vigtigste Anvendelse fik Alunen dengang ligesom nu i Farverierne, men ved Siden heraf spillede det ogsaa en stor Rolle i Medicinen. Kalialunet forekommer mange Steder færdigt dannet i Naturen, især i vulkanske Egne, saasom i Auvergne, paa Sicilien o. s. v.
Anlæggelsen af de ældste Alunværker ved Civita vecchia skal være foranlediget ved, at en vis Giovanni de Castro, som drev Handel med Farver og Tøjer paa Lilleasien, i Omegnen af Tolfa traf paa en Plante (Ilex aquifolium), som forekom der i stor Mængde, og som ligeledes var meget udbredt i Lilleasiens Alunegne. Han drog heraf den Slutning, at Planten i Italien maatte finde samme Næringsstof i Jorden som i Lilleasien, og at Anlæggelsen af Alunsyderier i Italien derfor vilde lønne sig. Resultatet svarede til hans Forventning, og de store Masser Alun, som tidligere maatte hentes fra Maurerne og Tyrkerne, kunde nu faas i selve Landet, hvis Behov af denne Nødvendighedsartikel derved helt kunde tilfredsstilles. Pave Pius II. søgte at monopolisere Aluntilvirkningen, idet han ved alle Slags Indskrænkninger lagde Tryk paa Indførselen fra Udlandet.
Fremstillingen af Alun sker paa den hensigtsmæssigste og derfor ogsaa næsten udelukkende anvendte Maade ved at udsætte Stenarter, i hvilke enten Alunet findes færdigt dannet, eller hvoraf det kan dannes ved Forvitring og Tilsætning af en eller anden manglende Bestanddel, for Atmosfærens Paavirkning med paafølgende Udludning, hvorpaa Saltet, efterat den manglende Bestanddel er sat til, faas ved Udkrystallisation af Opløsningen. De Mineralarter, som særlig egne sig hertil, ere de allerede nævnte Alunskifere, bituminøse Skifere af en smudsig graa Farve, som udmærke sig ved deres Indhold af Svovlkis, og Alunsten eller Alunit, et Mineral, som indeholder vandfrit Alun i Forbindelse med Lerjordhydrat. Alunmalme kaldes i Almindelighed saadanne Mineralier, som indeholde Ler og Svovlkis. Leret er kiselsur Lerjord (Aluminiumsilikat); Svovlkisen er en Forbindelse af Svovl og Jern, som let forvitrer og derved paavirker Leret paa en saadan Maade, at der dannes svovlsur Lerjord, en af Alunets Hovedbestanddele. For at faa dannet Alun maa der i dette Tilfælde tilsættes svovlsurt Kali.
Ved Bearbejdelsen af mange Alunskifere saaledes f. Ex. den ved Tolfa, der indeholder saa vel Kali og Lerjord som Svovlsyre, og da i Reglen maa betragtes som en Forbindelse af Alun med vandholdig Lerjord, behøver man kun at fjerne Vandet ved Opvarming. Lerjorden taber derved sin bindende Kraft paa Alunet og bliver uopløselig, medens dette kan udtrækkes med Vand. Opvarmingen sker enten i Dynger eller Ovne ligesom de, man anvender til Kalkbrænderi. Opløsningens Udludning med Vand, Afdampningen, Krystalliseringen og Renselsen sker paa ganske den samme Maade som ved Tilberedningen af Potaske, og som vi længere henne ved Beskrivelsen af Sodatilvirkningen nærmere ville faa Lejlighed til at betragte.
Mere indviklet er derimod Alunets Fremstilling af Alunmalmen, hvortil Alunskifer og Alunjorden ogsaa kunne henregnes. Hovedbestanddelen i disse Mineralier er kiselsur Lerjord med en Tilblanding af Svovlkis. Ved at, optage Ilt af Luften vil denne sidste forvandles til Svovlsyre, der gaar i Forbindelse med Lerjorden. Ved løse, porøse Stenarter, hvor Svovlkispartiklerne komme i direkte Berøring med Luften, sker dette allerede ved almindelig Temperatur; mere kompakte Malme maa derimod først ved Opvarming gjøres løse ɔ: rostes. I denne Hensigt opstabler man paa en tæt, uigjennemtrængelig leret Jordbund Malmen i store Dynger, hvor dens bituminøse Bestanddele forbrændes, og Svovlmetallerne paa Grund af den derved frembragte høje Temperatur hurtigt iltes. Optændingen sker enten i særligt anbragte Ildkanaler, i hvilke man ved Rostningens Begyndelse lægger Ild, eller ogsaa ved, at man over og omkring en brændende Kulild først opstabler større Skiferstykker, Lag for Lag, og naar disse ere komne godt i Brand, stadigt lægger mere Skifer paa, saa at Ilden deri underholdes paa samme Maade som i en Kulmile.
Rosthøjenes Form og Størrelse er meget forskjellig. Ved de storartede Alunværker Hurlet og Campsie ved Glasgow optage alene Rosthøjene betydelige Strækninger og rumme ofte henved 80,000 Kubikfod Alunmalm.
For at regulere Temperaturen benytter man sig af samme Middel, som bruges ved Kulmiler. Erfaringen har lært, naar man ikke længere bør fortsætte med Tilbygningen af Rosthøjen; den bliver da overdækket med et Lag Skiferstøv og lades i Ro for at afkjøles. Efter Rosthøjens Størrelse kræves forskjellig Tid for at den deri værende Malm kan blive gjennemrostet; 5—12 Maaneder er ikke ualmindeligt. Udludningen af Saltet sker i murede Cisterner, hvori er anbragt en af Lægter dannet Bund. Paa denne Bund oplægges i 1½ Fods Højde den rostede Malm, som derpaa behandles adskillige Gange med svagere og svagere Lud fra foregaaende Udludninger, indtil endelig den sidste Udludning med rent Vand sker. Naar man endelig har faaet en nogenlunde stærk Lud, lader man den staa nogen Tid for at klares, det vil sige, for at en Mængde Grus og uopløselige Partikler kunne synke tilbunds, og derpaa skrider man til Inddampning, der kan ske i Jernkjedler eller i en Flammeovn, hvor det gjælder om at udsætte en saa stor Overflade af Luften som muligt for Indvirkning af de varme Forbrændingsprodukter fra Ildstedet, og tilsidst udtappes den ved Fordampning nu koncentrerede Lud.
Foruden et sædvanlig kun i ringe Mængde færdigdannet Alun indeholder nu den raa Lud som overvejende Bestanddele svovlsur Lerjord og svovlsurt Jernforilte, men derhos ogsaa svovlsure Salte af Natron, Kali, Magnesia og Mangan samt Klorkalium, Klornatrium (Kogsalt), Kloraluminium o. s. v. Det svovlsure Jernforilte optager under Afdampningen Ilt af Luften og omsættes derved til en rød uopløselig Forbindelse (femdobbelt basisk svovlsurt Jerntveilte), som udskilles.
Naar man ved Fremstillingen af Alun samtidig vil indvinde Jernvitriol, hindres det basiske Salts Udfældning ved at kaste Stykker af metallisk Jern i Luden. Nar man nu ved Inddampning opnaaet den attraaede Koncentreringsgrad, tilsættes, eftersom man ved Tilvirkningen ønsker Kali- eller Ammoniakalun, saa meget svovlsurt Kali eller svovlsur Ammoniak, som er nødvendigt til at binde den svovlsure Lerjord. En Del af de medfølgende Salte have, som mindre let opløselige, allerede skilt sig ud under Inddampningen; en anden Del afsætter sig endnu i de store Trubleringskar, i hvilke Luden bliver bragt og blandet med en Alkaliopløsning. Saa snart de varme Opløsninger have blandet sig med hverandre, begynder Udskilningen af Alunkrystaller, fordi det nydannede Salt er mindre let opløseligt end begge de første ere, hvert for sig. I Trubleringskarret forstyrres Blandingen uophørligt ved Omrøring (Trublering) for at forhindre Dannelsen af større Krystaller, der vilde optage meget af den urene Moderlud i sig. Man faar herved lutter smaa fine Alunkrystaller, saakaldet Alunmel, hvilken Form er nødvendig for at kunne bortvadske den vedhængende Jernopløsning. Jernholdigt Alun kan nemlig i de fleste Øjemed ikke bruges, navnlig ikke i Farverier og Kattuntrykkerier. Dette er Grunden til, at Natronalun slet ikke bliver tilvirket; det er nemlig altfor let opløseligt, giver derfor intet Mel men antager ved fortsat Inddampning hurtigt Form af en Skorpe, saaat Lejligheden til Udvadskning gaar tabt. Derimod er det aldeles ligegyldigt, om Alunet indeholder Kali eller Ammoniak, og ikke sjeldent forekomme begge sammen, naar saaledes f. Ex. kaliholdige Raastoffer forarbejdes sammen med ammoniakholdigt Vand fra Gasværkerne eller forraadnet Urin. Alunmelet befries nu ved gjentagne Overskylninger med koldt Vand for den vedhængende urene Moderlud og opløses derpaa igjen i en Kjedel ved Hjælp af indledede Vanddampe, hvorefter den koncentrerede Opløsning lades i Ro. Men i denne Opløsning dannes endnu ikke store, gjennemsigtige Krystaller; Saltet afsætter sig snarere paa Karrets Vægge som en tæt hvid Masse, og man maa derfor endnu en Gang yderligere rense det ved Vadskning, Opløsning og Omkrystallisation, inden man faar Alunet i en saadan Form, at det kan bringes i Handelen.
De mest efterspurgte Alunarter ere det romerske og det munkacske Alun, der omtrent ere lige gode. Begge fremstilles af særdeles god Alunskifer og ere næsten fuldstændigt jernfri.
Vi skulle paa de tilbørlige Steder nærmere gjøre rede for Alunets mangfoldige Anvendelse, navnlig i Farverierne og Kattuntrykkerierne, til Limning af Papir, til Hvidgarvning, Tilberedning af Lakfarver o. s. v. Deraf vil ses, at kun Saltets Indhold af Lerjord udgjør i de fleste Tilfælde den virkende Bestanddel. Dette har i den senere Tid foranlediget, at man i Stedet for Dobbeltsaltet Alun anvender svovlsur Lerjord og det med den Fordel, at man i det sidste Præparat til samme Pris faar en Fjerdedel mere Lerjord end i Alunet. Lerjorden faas renset fra de Fabriker, som forarbejde Kryolith. Man opløser Lerjorden i kogende Svovlsyre, filtrerer og inddamper Opløsningen til Mætning, indtil Massen bliver saa tykflydende, at en Prøve, der tages ud, hurtigt stivner. Opløsningen hældes da i Blyforme, og man faar paa denne Maade hvide, marmorlignende Plader, som derpaa komme i Handelen.
Soda forekommer paa nogle Steder færdigdannet i Naturen i store Masser opløst i de saakaldte Natronsøer (rigtignok forurenet af Kogsalt og Glaubersalt) saaat Saltet, naar disse Laguner udtørre ved Solens Varme, bliver tilbage i Krystaller eller som Skorper, der kunne indsamles. Undertiden opgraver man ogsaa den deraf gjennemtrængte Jord, der udludes, hvorpaa man inddamper Opløsningen. Man finder saadanne Steder i Ægypten og i andre Egne af Nordafrika, i Sydamerika, Mexiko, Ungarn og flere Lande. En mere almindelig og navnlig tidligere benyttet Maade, hvorpaa Soda blev fremstillet, var Forbrændingen af visse Havplanter, saa vel saadanne, som forekomme i Havet selv (Tang), som saadanne, der voxe ved Strandbredden. Man vil allerede heraf kunne drage den Slutning, at kulsurt Natron er et Salt, der i kemisk Henseende er ligeartet med kulsurt Kali. Det ligner det ikke blot i Farve, Opløselighed og i dets Forhold til andre Salte, Syrer og Baser, men dets alkaliske Base, kaustisk Natron, Natronhydrat, som faas ved at koge en Sodaopløsning med Kalk, viser ogsaa den største Overensstemmelse med kaustisk Kali.
Urkilden til den naturlige Soda er saaledes Havet, og de der forekommende Planter ere de Samlere, som udskille Saltet af Havvandet og koncentrere det i sig. Den af dem leverede Soda er dog ikke ren men meget blandet med Kali, Kalksalte o. s. v. Det mest sodarige Produkt af dette Slags benævnes i Handelen Barilla og faas af en Plante, der forekommer paa nogle Steder ved den spanske Kyst, og som af Botanikeren kaldes "Salsola soda". Man tilsaar med Frøene af denne Plante store Marker, som afdæmmes fra Havet og ved Sluser kunne sættes under Vand. Naar Afgrøden er moden, bliver den afmejet og tørret, hvorpaa Frøene tages ud, og selve Planten brændes i Gruber i Jorden. Levningerne, der bestaa af Aske og Salte, danne halvt forslaggede haarde Klumper, som i denne Form komme i Handelen. Paa ganske den samme Maade anvender man paa andre Steder andre vilde Saltplanter. I Sydfrankrig, især ved Narbonne, faar man af "Salicornia annua" en Vare med omtrent 15 Procent Sodaindhold, Salikor, i andre Egne af adskillige andre Planter Blankett (raa Soda) med mere Kogsalt end Sodaindhold, som paa Grund af Kogsaltets høje Pris i Frankrig meget anvendes til Fabrikation af Sæbe. I Normandiet kaldes Asken af tørret Tang Varec, i Skotland, Irland, paa Ørkenøerne med flere Steder Kelp. Høsten af Tang havde tidligere paa Øen Jersey f. Ex. samme Betydning som ved Rhinen eller i andre Egne Vinhøsten.
Men alle disse Kystindustrier ere nu sunkne ned til rene Ubetydeligheder, og hvad der heraf endnu er blevet tilbage har nu næsten kun til Opgave at fremstille Jod. Den allerstørste Del af den Soda, som den kemiske Industri forbruger i saa store Masser, er et Kunstprodukt og er fremstillet af Kogsalt. Denne Tilvirkning stammer fra Frankrig og er, ligesom saa mange andre Opfindelser, fremkommen paa Grund af tvingende Omstændigheder. Da nemlig i Revolutionstiden Indførselen til Frankrig af udenlandsk Soda var afbrudt, og de gamle Sodafabriker vare aldeles utilstrækkelige til at fyldestgjøre det indenlandske Behov, opstod der blandt Fabrikanter og Kemikere en livlig Kappestrid for at udfinde Methoder til Fremstilling af Soda af Kogsalt.
Lægen Leblancs Fremgangsmaade, som blev prøvet i stor Maalestok paa en ny anlagt Fabrik, fandtes at være den bedste og har holdt sig, hvorvel der ikke hengaar noget Aar, uden at der gjøres nye Forslag til andre Methoder.
Den leblancske Methode naar sit Maal i to Skridt. Kogsaltet bestaar af Klornatrium. For at omdanne dette til Soda, behandler man det først med Svovlsyre, hvorved Kogsaltets Natrium bytter Plads med Svovlsyrens Brint. Der opstaar altsaa Natriumsulfat eller svovlsurt Natron, det bekjendte Glaubersalt, og Klorbrinte (Saltsyreluft), der gaar luftformig bort. Ved en videre kemisk Proces bliver atter Glaubersaltet sønderdelt; Svovlsyren bliver skilt fra Natronet og erstattet af Kulsyre. Hertil kommer som en tredie Akt af Tilvirkningen ogsaa Udludning, Krystallisering og Kalcinering af den paa denne Maade indvundne raa Soda.
Kogsaltets Sønderdeling ved Hjælp af Svovlsyre og Dannelsen af Glaubersalt sker meget let ved Varmens Indvirkning, og Processen vilde være ganske simpel, hvis Saltsyren (Klorbrinten) ikke skulde skaffes bort. Hvorvel ogsaa den kan finde Anvendelse, lader man dog en umaadelig Mængde heraf gaa ubenyttet bort i Fabrikerne; den er derhos saa billig, at Fabrikanterne ikke finde, at det kan lønne sig at opsamle den. Paa Grund af dens giftige Egenskaber kan man heller ikke godt lade den slippe bort i luftformig Tilstand. Den første og simpleste Maade, hvorpaa man opfangede Saltsyren (Klorbrinten) bestod i, at man indledede Klorbrintedampene i store Kar, der vare fyldte med Koaksstykker, ituslagne Teglsten eller sligt, hvorigjennem Vand uophørligt sivede ned. Men den paa denne Vis opfangede fortyndede Syre er for vandholdig til at kunne anvendes til tekniske Formaal; da man ikke kan lade Syren løbe frit bort, er man derfor ofte nødt til at lave en koncentreret Syre, som Fabrikanten selv kan anvende eller sælge. Af denne Grund er der med Sodatilvirkningen i Almindelighed forbunden en Produktion af Klorkalk, Klorzink, tvekulsurt Natron o. s. v.
Den mest formaalstjenlige Kondenseringsmethode for Saltsyredampene er den, hvorved de ledes gjennem et stort Antal ved Siden af hverandre anbragte Kondenseringsballoner, der tildels ere fyldte med Vand, som fuldstændigt optager Saltsyren. Det ovenfor omtalte Koaksapparat med det gjennemsivende Vand falder da efter Omstændighederne enten rent bort eller anbringes sidst i Rækken af Kondenseringsballonerne for at gjøre de sure Dampe uskadelige, som mulig ikke ere blevne fuldstændigt kondenserede i disse. Saltsyredampene kunne forøvrigt trods al anvendt Forsigtighed ofte ganske godt mærkes i Sodafabrikerne, især i Nærheden af Sønderdelingsovnene, hvor de ofte fremkalde Hoste hos den Besøgende eller faa Øjnene til at løbe i Vand.
Til Sønderdelingen af Kogsalt anvendes Flammeovne af det Udseende, som Fig. 208 udviser. En saadan Ovn staar enten isoleret, eller ogsaa er den forbunden med Smelteovnen. Disse Ovne variere dog i den nyeste Tid paa mange forskjellige Maader.
Af Figuren se vi, at Ovnen har to Rum. Rummet "B" med Ildstedet "A" er en almindelig Flammeovn, hvortil slutter sig en anden Afdeling "E", der opvarmes af de fra Ildstedet kommende varme Forbrændingsprodukter, som af Trækken føres ned gjennem "dd"' under den med Bly indvendigt beklædte Sønderdelingskjedel af Jern, som optager Afdelingen "E". I Væggen, som adskiller de to Afdelinger, er anbragt en Skydelaage, der kun aabnes i et bestemt Øjeblik under Processens Gang. Afdelingen B er paa Indsiden beklædt med et Lag haardtbrændte Sten, der ere faste mod Ild og Syre. Ovnene ere i Almindelighed 13 til 17 Fod lange og 5 til 6½ Fod brede. Arbejdet sker nu saaledes: Saltet kastes gjennem Beskikningsdøren "h" ind i Kjedlen "E", hvor det faar en første Bearbejdning, og derpaa ind i Ovnen "B", hvor det bliver udsat for en aaben Ild og faar den videre Behandling. Naar Kjedlen er beskikket med flere Centner Kogsalt og Beskikningsdøren er bleven fast tillukket, hælder man ovenfra den bestemte Mængde Svovlsyre til gjennem Blytragte. Sønderdelingen begynder strax, understøttet af den nedenfra kommende Varme, og de i rigelig Mænde dannede Saltsyredampe (Klorbrinte) gaa, da de ingen anden Vej kunne finde, bort gjennem Stenrørsledningen g og komme paa denne Vej til en enkelt eller dobbelt Rad af Kondenseringskar, der ogsaa, ere af Stentøj og fyldte halvt eller til en Trediedel med Vand; hvert Kar indeholder 60 til 100 Potter Vand. Kondenseringsballonernes Antal kan naa op til 30 à 40. Den Syre, som faas fra denne Del af Apparatet, er den reneste, da den endnu ikke er kommen i Berøring med eller har blandet sig med Luftarterne fra Ildstedet. Anderledes forholder Processen sig i Rummet "B". I Kjedlen "E" blev Massen nemlig i Begyndelsen flydende, da der blev indbragt lige Dele Salt og Syre; lidt efter lidt bliver den dog ved Fordampning af Vand og Syre tyk og klumpet, og nu er det den rette Tid til at udsætte den for en stærkere Varme. Arbejdsaabningerne paa Siderne og Skydelaagen i Skillevæggen aabnes nu, og Massen bliver praktiseret fra "E" over i "B". Her udsættes den for Ildens umiddelbare Indvirkning, medens man paany beskikker Kjedlen "E"; Sønderdelingen fuldendes, og en temmelig stor Mængde Saltsyre uddrives endnu, indtil endelig Massen klumper sig sammen og indtørrer til et haardt fast Legeme.Dette er Glaubersaltet.
Man aabner nu en Laage i Ovnens Bund og skyder Saltet ned i en Jernkarre, der bringer det hen til dets videre Bestemmelse. Klorbrintedampene, som afgaa fra Flammeovnen, bortføres gjennem en Række lavere staaende Kondenseringskar — der ikke kunne ses paa Tegningen — hvor Kondenseringen foregaar med større Vanskelighed, da Dampene nu ere blandede med Forbrændingsprodukterne, fra Ildstedet. Tilsidst bortgaa alle luftformige Stoffer, som ere blevne tilbage fra den øvre og nedre Række Kondenseringskar, gjennem den høje Skorsten, der ved en kraftig Lufttræk holder hele Processen i Gang.
Det indvundne Glaubersalt bliver, efterat det er afkølet, strax underkastet en videre Behandling. Man pulveriserer det og blander det med omtrent dets egen Vægt kulsur Kalk, Kridt eller lignende og Halvdelen af dets Vægt ganske smaat Sten- eller Trækul og anbringer denne Blanding i en Glødeovn. Glødeovnen er en ganske simpel Flammeovn af den størst mulige Længde, for at Flammen, der slaar igjennem den, kan virke saa meget kraftigere. Længden er i Almindelighed 20—24 Fod, Breden 7 til 10 Fod. Ovnens Indre er tilgængeligt gjennem Falddøre, der ere anbragte i dens Loft, og hvorigjennem Massen styrtes ned; der findes ligeledes Sideaabninger, hvorigjennem Arbejderne ved Hjælp af store Skrabere udbrede og senere flittigt omrøre Massen, naar den er kommen i Smeltning. Naar først en saadan Ovn er kommen i Gang, vedbliver man med Beskikningen Dag og Nat saalænge, indtil Ovnentager nogen Skade og Reparation udkræves. Hvormegeten Ovnkan modtage i hver Beskikning, og hvor lang Tid den behøver til Smeltningen, beror paa dens Størrelse og paa, om det tilsatte Materiale er Kridt eller Kalksten. En Ovn af de angivne Dimensioner hører til de største og kan paa en Gang beskikkes med 17—20 Centner, hvis Bearbejdning kræver omtrent fire Timer. Andre Fabriker derimod arbejde med meget mindre Ovne, som kun rumme c. 3½ Centner ad Gangen, og som ombeskikkes hver Time. Beskikningsmassen bliver først anbragt i Ovnens bagerste Del, som er længst fjernet fra Ilden, og opvarmes her, medens et foregaaende Parti bearbejdes i Ovnens forreste, varmere Afdeling. Naar dette Rum er bleven udtømt, skydes den Masse, der ligger i den bageste Afdeling, frem, og nyt Materiale anbringes i dens Sted. Ildens første Indvirkning paa Massen viser sig derved, at dens Overflade kommer i Smeltning; naar dette er indtruffet, vendes den om med Skovle, hvorpaa Ovnen tillukkes og Varmen gjøres stærkere og stærkere, indtil det altsammen smelter sammen til en dejgagtig Masse, som begynder at slaa Blærer, der springe itu og brænde med smaa blaa Flammer. Det, der forbrænder, er Kulilteluft. Man begynder nu at røre om i og bearbejde Massen for at befordre den kemiske Proces. Efterhaanden blive de smaa blaa Luer, der i Begyndelsen ere meget livlige og talrige, stedse færre og svagere, og man afbryder da Processen, inden de ganske forsvinde, da dette har vist sig at være det fordelagtigste. Den endnu stedse dejgagtige Masse rages nu ud af Ovnen ned i nogle Jernkasser, der ere anbragte under den, og her stivner den snart til et sort, stenagtigt Legeme, den saakaldte Smelte.
Det kemiske Forløb. Spørge vi nu, hvilken Forandring den store kemiske Hexemester Varmen har frembragt i denne Blanding af Glaubersalt, Kalk og Kul, er Svaret ikke saa let, thi Forløbet er meget indviklet og, uagtet mangfoldige Forsøg, endnu ikke ganske opklaret. Naar svovlsurt Natron og kulsur Kalk omvexle deres Bestanddele, opstaar der foruden svovlsur Kalk (Gips) det ønskede kulsure Natron, og i Virkeligheden dannes ogsaa endel af Saltet paa denne direkte Maade; men en anden og større Del dannes paa følgende: Kullet faar i Glødheden et saa stærkt Begjær efter Ilt, at Glaubersaltet taber sin Ilt og saaledes reduceres til Svovlnatrium. Dette træder snart i Vexelvirkning med den kulsure Kalk (Kridtet), som maa afstaa hele sit Indhold af Kulsyre og Ilt til Natrium, der herved fuldstændigt forvandles til kulsurt Natron; men det isolerede Kalcium finder en ny Forbindelse i det ligeledes isolerede Svovl, og de to danne saa tilsammen Svovlkalcium, som bliver tilbage paa Filtret ved den paafølgende Udludning. Da enkelt Svovlkalcium ikke er saa uopløseligt i Vand, at man ved Udludning af Smelten kan vente en ren Sodaopløsning, tager man allerede fra Begyndelsen af noget mere Kalk, end der efter Beregningen egentlig forlangtes, og frembringer derved en Dobbeltforbindelse, som er uopløselig baade i koldt og i varmt Vand.
Den raa Soda eller afkølede Smelte danner en fast, slagget Masse, som maa slaas itu for at kunne bearbejdes videre. Den er sort eller graa paa Grund af iblandet uforbrændt Kul og indeholder, alt efter Renheden af Raastofferne, Blandingsforholdet og den Tid, hvori Smeltningen er gaaet for sig, mange forskjellige Stoffer i forskjellig Mængde. Behandlingen i Ovnen kan snart have været utilstrækkelig, snart være drevet for vidt, hvorfor Smelteren ogsaa maa være en erfaren og dygtig Mand. Natronindholdet (dels kulsurt, dels kaustisk Natron) udgjør sædvanligvis nogle og tredive Procent af det hele, og Svovlkalcium omtrent lige saa meget; desuden forekommer i mindre Mængde Kog- og Glaubersalt, ulædsket Kalk, Svovljern, uopløselige Salte o. s. v. Trods denne Urenhed kan den raa Soda dog allerede nu anvendes til adskillige tekniske Formaal: i Sæbefabrikationen, til Blegning; til ordinære Glassorter o. s. v. I denne Tilstand forekommer den dog nu sjeldnere i Handelen, da Publikum afgjort foretrækker den renere Vare; alle store Fabriker fremstille ogsaa kun renset, kalcineret og krystalliseret Soda.
Ved Udludning af den raa Saltmasse udskilles saaledes de opløselige og anvendelige Dele fra de uopløselige. Man har her flere Fremgangsmaader. Man slaar f. Ex. Massen i større Stumper og kaster dem i Vandbeholderne, hvor de under Omrøring forblive, indtil de ere faldne fra hinanden, hvorpaa man lader Opløsningen klare. Luden pumpes nu ud i en anden Beholder sammen med ny Masse, og hermed fortsætter man, saalænge det behøves. Stundom lader man den raa Masse før Udludningen ligge nogen Tid i Luften, for at det kaustiske Natron, som findes deri, kan optage Kulsyre fra Luften, hvorved de haarde Stykker falde hen.
Udludningen bør være saa fuldstændig som muligt men dog med Anvendelse af det mindst mulige Kvantum Vand, hvorfor man ogsaa lader Luden gaa gjennem flere Filtreringscisterner, den ene efter den anden, saaat den kan optage noget af hvert Kar og tilsidst, naar den forlader det sidste, være saa mættet, at den er færdig til Inddampning. Følgende Indretning er den bedste: Paa et trappeformigt Underlag (Fig. 210) staar en Række af store Jernbeholdere, som fyldes med Vand, og som ved indledede Vanddampe holdes varme. Hævertformede Rør lede Opløsningen fra den ene Beholder ned i den anden og ere indrettede saaledes, at de maa tage den Opløsning, som de udtømme ved Overfladen af den ene Beholder, fra Bunden af den nærmest foran staaende; da Opløsningen maa være stærkest mættet ved Bunden, føres saaledes altid denne Del af den gjennem Røret til den nærmest liggende Beholder. Mindre Blikkasser med gjennemhullede Vægge og Bunde, der indeholde den ituslagne Smeltemasse, hænge fra Træbomme ned i hver Beholder indtil noget over den halve Dybde. Tænke vi os nu Udludningen i Gang, og denne foregaar sædvanligvis uden Afbrydelse i omtrent otte Dage, ville vi i alle Beholderne finde Lud men stedse svagere, jo højere oppe Beholderen staar, og altid svagest i den øverste, da her stadigt fyldes frisk Vand paa. Herfra gaar Vædsken lidt efter lidt gjennem alle Beholderne, kommer saaledes i Berøring med alle de deri hængende gjennemhullede Blikkasser og flyder endelig bort fra den sidste som en mættet Opløsning. Blikbeholderne flyttes hver fjerde eller femte Time i modsat Retning fra den ene store Beholder til den ovenfor staaende. Derved bliver der efter hver Omflytning en Plads ledig i det nederste Kar, som indeholder den stærkeste Lud, og her anbringes da en ny Blikkasse med ny Beskikning, hvoraf den allerede temmelig koncentrerede Opløsning dog altid formaar endnu at optage noget. Den øverste Blikkasse, der nu bliver overflødig, borttages, og dens Indhold, som da er fuldstændigt udludet, kastes bort, forsaavidt man da ikke, efter en nyere Praxis, tillige vil benytte det deri indeholdte Svovl.
Den mættede Opløsning, som kommer fra Udludningsapparatet, skal nu inddampes. Tidligere blev i dette Øjemed Luden indkogt paa samme Maade som Kogsaltet ved Saltværkerne i Bly- eller Jernkjedler, der bleve opvarmede franeden; men nu foretrækker man at iværksætte Inddampningen ved at lade Flammen stryge hen over Vædskens Overflade. Ludkjedlerne (-panderne) staa i en Flammeovn, som ophedes med Koaks, da disse give en Flamme, der er temmelig fri for Røg. Flammen og de varme Luftarter, der udvikles ved Forbrændingen, blive paa Grund af Ovnens Form trykkede ned mod Vædskens Overflade og tvungne til at stryge tæt henover samme, hvorved der opstaar en heftig Kogning og Fordampning. I mange Fabriker er Smelteovnen saaledes forbunden med Inddampningsapparatet, at der ikke behøves nogen særlig Ild til dette sidste, idet de varme Forbrændingsprodukter, som komme fra Smelteovnen, ere tilstrækkelige. Denne Inddampningsmethode medfører betydelig Bekvemmelighed fremfor den gamle med Undervarme; thi da Pandens Bund i det første Tilfælde knap bliver varm, dannes der ikke heller den haarde Saltskorpe, der ved den gamle Methode stadigt maatte skrabes bort, hvad der voldte megen Ulejlighed; Sodasaltet udskiller sig her snarere i mindre Krystaller, der sætte sig løst paa Bunden og uden Skade kunne blive siddende der, indtil Panden næsten er bleven fuld af dem. Fra Krystallisationens Begyndelse indtil et vist Punkt deri udskilles næsten rent kulsurt Natron, der som »prima Vare« kan tages bort og faar Navn af renset vandfri Soda. Man kan saaledes vedblive med Inddampning næsten til Tørhed og paa denne Maade tilgodegjøre det fugtige Salt, som er behæftet med mange Urenligheder fra Moderluden.
Saltet, man tager ud af Inddampningspanderne, lader man ligge saa længe som muligt og dryppe af og fjerner ved Overskylning med koldt Vand den Moderlud, som endnu maatte være tilbage. En fordelagtig og nu allerede meget benyttet Methode er at uddrive Moderluden i en Centrifugaltørremaskine. Den fugtige Saltmasse bliver derpaa paany opvarmet i en Flammeovn, dels for at tørres dels for at udjage Krystallisationsvandet, hvilken Proces kaldes Kalcinering. Temperaturen drives herved ikke saa højt op, at Sodaen smelter; en Opvartning til Blyets Smeltepunkt (335°) anses for mest passende. Efterat have gjennemgaaet denne Proces, hvorunder Massen stadig omrøres, viser Sodaen sig i Form af et temmelig hvidt Pulver: kalcineret Soda. Ved Kalcineringen har den ikke blot mistet sit Krystallisationsvand, men den har ogsaa vundet i Godhed. Ved Luftens, Vanddampenes og Kulsyrens Indvirkning er det Svovlnatrium, som endnu mulig var tilstede i Massen, blevet iltet og forvandlet dels til svovlsurt, dels til kulsurt Natron.
Den kalcinerede Soda i mere eller mindre ren Tilstand (indeholdende 3—25 Procent fremmede Salte) danner Hovedmassen saavel af Fabrikationen, som hvad den tekniske Anvendelse angaar, og hertil behøves endnu blot en noget yderligere Behandling, idet den bliver malet fint og sigtet.
Ogsaa krystalliseret Soda bruges i ikke ringe Mængde. Denne fremstillesved atopløse detkalcinerede Salt iden mindst mulige Mængde varmt Vand; Opløsningen klares, og man lader Saltet udkrystallisere. Man kan ogsaa springe Kalcineringen over og lade den raa Soda, der er indvunden fra den første Inddampning, ligge en længere Tid udsat for Luftens Indvirkning for at give den vedhængende Moderlud Lejlighed til at mætte sig med Luftens Kulsyre. Naar dette Salt eller den kalcinerede Soda er bleven opløst i varmt Vand, lader man Opløsningen staa en Dags Tid i Ro, for at de deri opslæmmede urene Partikler kunne sætte sig, indkoger den derpaa i Kjedler og borttager den gullige Farve ved en Tilsætning af Klorkalk, hvorpaa man lader den løbe ud i store flade Krystalliseringspander. Disse Pander fyldes saa højt med Opløsningen, at nogle Jernstænger, som blive lagte paa Kanterne, komme i Berøring med Vædsken. Jernstængerne blive da Fæstepunkter for Krystallerne, der ofte kunne voxe til en Fods Længde. I Løbet af 9—10 Dage, alt efter Luftens Temperatur, er Saltet krystalliseret ud af Moderluden, medens de urene Bestanddele blive deri. Dette er den Soda, som kan kjøbes i enhver Urtebod. Husmødrene og Vadskerierne kjøbe af denne Sort og ikke af det kalcinerede Salt, formodentlig fordi de tro, at den krystalliserede Soda er billigere; men uagtet den kalcinerede Soda koster omtrent dobbelt saa meget som den krystalliserede, saa er denne Prisforskjel kun imaginær, idet det krystalliserede Salt indeholder omtrent 63 Procent Vand, og Prisen bliver saaledes i Virkeligheden ens for begge Sorter.
I mange Tilfælde, især ved Tilvirkningen af fine hvide Glassorter, er den almindelige Soda endnu ikke ren nok, men maa raffineres, hvad der blot bestaar i en Gjentagelse af de tidligere Operationer. Naar god krystalliseret Soda opvarmes paany, saaat dens Krystallisationsvand uddrives, faar man den bedste kalcinerede; saaledes kan man ogsaa af den ovenfor omtalte bedre Vare, den rensede vandfri Soda, fremstille de to sædvanlige Sorter særdeles rene, idet den enten kalcineres, eller opløses og omkrystalliseres.
Moderluden, som bliver tilbage saavel efter Inddampningen som efter Krystalliseringen, indeholder ved Siden af de fremmede Stoffer endnu Natron i en saadan Mængde, at en yderligere Behandling af den kan lønne sig. I den Hensigt blandes den med saa meget Kulstøv og Savspaaner, at der kan dannes Klumper deraf. Ved Tørring og Kalcinering kan der endnu uddrages en lille Del Soda af disse.
Paa samme Maade, som Potaske ved Hjælp af Kalk forvandles til kaustisk Kali, bliver ogsaa Sodaen forvandlet til kaustisk Natron og bragt i Handelen til Brug for Sæbesyderier, Blegerier o. s. v. som et særligt Fabrikat, saavel i Form af stærk koncentreret Lud som efter Inddampning i Form af en fast hvid Saltmasse.
Men foruden Leblancs Methode gives der mange andre, som tjene til Fabrikation af den saa vigtige Artikel Soda. Vi skulle her nævne to af disse, som i forskjellig Henseende frembyde særlig Interesse.
Den første af disse, Kryolilhmethoden, skyldes Professor J. Thomsen i Kjøbenhavn. Den benytter som Raamateriale Kryolith, et Mineral, der bestaar af Fluor, Aluminium og Natrium, og som endnu for 30 Aar siden hørte til de mineralogiske Kuriositeter. Det eneste Sted, hvor dette Mineral hidtil er blevet fundet i større Mængde, er ved Ivigtut paa Vestsiden af Sydgrønland under 61° 12" nordlig Brede. Og først efterat Professor Thomsen 1849—1850 havde opdaget, at dette Mineral paa den tørre Vej lod sig sønderdele af Kalk, viste der sig Udsigter til, at en Sodafabrikation kunde bygges paa dette Raamateriale. Ved Ophedning med Kridt (kulsur Kalk) sønderdeles den fintmalede Kryolith saaledes, at dens Fluor forener sig med den kulsure Kalks Kalcium, dennes Kulsyre gaar bort i Luftform, og Kalkens Ilt forener sig med Kryolithens Aluminium til Lerjord og med dens Natrium til Natron, Produkterne af denne Proces ere altsaa: Fluorkalcium, Kulsyre og Lerjordnatron. Men, for at denne Omdannelse skal gaa saa fuldstændig som muligt for sig, er det nødvendigt, at Blandingen af Kryolith og Kridt udsættes for en saa jevn og ensformig Varme som muligt; Ophedningen maa hverken være for stærk — i saa Fald indtræder Smeltning og dermed betydelige praktiske Vanskeligheder og Tab — eller for svag — i saa Tilfælde paavirke Blandingens Bestanddele kun ufuldstændig hinanden. Derfor konstruerede Thomsen en meget sindrig Ovn, hvorved begge disse Skær undgaas. Herden i Ovnen dannes af tynde, ildfaste Fliser, som hvile paa murede Piller. Opvarmingen sker saavel fra neden som fra oven, idet et Ildsted sender sin Flamme under Herden, et andet sender sin over Herden efter at have forenet sig med Flammen fra det første Ildsted. Herved virke tillige de to Flammer gjensidig røgfortærende; efter at have passeret Herdens Overflade løber den samlede Flamme igjen tilbage over den Hvælving, hvormed Herden er overbygget og forhindrer derved dennes Afkjøling. Den glødede Masse, der, som ovenfor nævnt, væsentlig bestaar af Fluorkalcium og Lerjordnatron, udludes nu med Vand, hvorved Lerjordnatron opløses, medens Fluorkalcium bliver uopløst tilbage. Til Opløsningen leder man dernæst Kulsyre, hvorved Lerjordhydrat udskiller sig, medens kulsurt Natron (Soda) bliver i Opløsningen; denne inddampes ved Spildevarmen fra Glødningsovnen og afsætter da ved Henstand Sodaen i Krystaller. Lerjordhydratet opløses i Svovlsyre, hvorved dannes svovlsur Lerjord; denne Opløsning inddampes til Sirupstykkelse og støbes da i Forme, hvor den fuldstændig stivner til porcellænlignende Plader, der gaa i Handelen under Navnet »koncentreret Alun« og benyttes som Alun. Dette koncentrerede Alun er et vigtigt Biprodukt ved Sodafabrikationen af Kryolith. Derimod var det andet Biprodukt Fluorkalcium i Begyndelsen ganske værdiløst og brugtes kun til Opfyldning. Senere har man imidlertid fundet, at naar det i passende Forhold sættes til Blandingen af Kryolith og Kridt, saa lettes Operationen meget, saaledes at Udbyttet bliver betydeligt større. Ogsaa i Glasfabrikationen finder dette Fluorkalcium i den senere Tid en ikke ubetydelig Anvendelse, idet det ikke blot gjør Glasmassen lettere smeltelig, men ogsaa giver et meget stærkere Glas. Da imidlertid dette Fluorkalcium er urent og navnlig jernholdigt, bruges det kun til Fabrikation af Bouteilleglas. Kryolithsodaindustrien er hidtil paa Grund af Raamaterialets fjerne Forekomst kun dreven paa faa Steder,nemlig foruden i Fabriken»Øresund«ved Kjøbenhavn, der maa betragtes som denne Industris Moderfabrik, i Harburg, Goldschmieden (Schlesien), Warschau og især i Natrona ved Pittsburg i Pennsylvanien. For Øjeblikket drives den kun i sidstnævnte Fabrik, der aarlig forarbejder 120,000 Centner Kryolith.
En anden Sodafabrikation, der ligesom Leblancs Methode gaar ud fra Kogsalt, er den saakaldte Ammoniaksodaindustri, der mulig er bestemt til at blive Fremtidens Sodaindustri. Principet for den har længe været kjendt og er allerede 1838 blevet patenteret i England, men det er først i de seneste Aar, at man synes at være kommet over de praktiske Vanskeligheder. Det kemiske Grundlag for Methoden er yderst simpelt: en Opløsning af tvekulsur Ammoniak giver med en Opløsning af Klornatrium (Kogsalt): tungtopløseligt tvekulsurt Natron og letopløseligt Klorammonium (Salmiak). Som Følge deraf er det tilstrækkeligt til en stærk Kogsaltopløsning at sætte Salmiakspiritus (Ammoniak) og overmætte Blandingen med Kulsyre. Det udskilte tvekulsure Natron samles, vadskes, tørres og glødes, hvorved det omdannes til almindeligt kulsurt Natron (kalcineret Soda), idet det afgiver Vand og Kulsyre, hvilken sidste igjen benyttes i Fabrikationen. Salmiaken koges med Kalk, hvorved den afgiver al sin Ammoniak, der ligeledes igjen benyttes i Fabrikationen. Intet er mere ligefremt end Gjentagelsen af disse Operationer, hvorved der erholdes en smuk Soda, der hverken kan indeholde Jern, Lerjord, Kiselsyre, svovlsurt Natron, Svovlnatrium; man behøver ingen Svovlkisovne, ingen Blykamre, ingen Sulfatovne eller Kondensationstaarne; man belemres ikke af Masser af Saltsyre eller af Svovlkalciumaffald, og Methoden lader sig anvende paa naturlige Saltvande, naar de kun ere tilstrækkelig stærke og rene, medens Leblancs Methode fordrer fast Salt. Det har imidlertid vist sig, at der ved Siden af disse uomtvistelige Fordele er forbundet Vanskeligheder ved denne Methode, Vanskeligheder, som det kan koste mange og lange Aars Anstrængelser at overvinde, og hvis Løsning endnu ikke er bleven almindelig bekjendt. I Løbet af Tredserne blev der flere Gange taget Patent paa Methoden, men Sagen vakte ikke stor Opmærksomhed, før man ved Wienerudstillingen 1873 med adskillig Overraskelse saa, at Solvay i Couillet (Belgien) daglig efter denne Methode producerede 80 til 100,000 Pund Soda, beskjæftigede over 100 Arbejdere og med Held konkurrerede med de omliggende Fabriker, der arbejdede efter Leblancs Methode. Siden den Tid er der opstaaet flere Fabriker efter Ammoniakmethoden baade i England, Tyskland og Frankrig og i Danmark, saaat Methoden vel snart vil faa Lejlighed til at vise, om det er den, Fremtiden skal skylde sin Soda.
Vi have temmelig udførligt beskjæftiget os med Sodaen, fordi dens Fabrikation, der gaar Haand i Haand med Fremstillingen af Saltsyre, Glaubersalt, Klorkalk og andre særdeles vigtige Artikler, egentlig udgjør Kjærnepunktet i den tekniske Kemi. Glas- og Sæbefabrikationen afhænge direkte af en billig Masseproduktion af Soda, og vi behøve vel ikke her at fremhæve, hvilken Betydning disse to Industrigrene have ikke blot for det merkantile men ogsaa for det videnskabelige og daglige Liv.
Tvekulsurt Natron (Natronbikarbonat) er i hvert Hus bleven en godt kjendt Ven paa Grund af dets Medvirkning til Fremstilling af kulsyreholdigt Vand. Den anvendes ogsaa til Fremstilling af andre mousserende Drikke, Brusepulver o. s. v. Det saakaldte Sodavand er almindeligt kulsyreholdigt Vand, hvori er opløst lidt tvekulsurt Natron. Dette Salt er kun forskjelligt fra Sodaen ved sit dobbelte Indhold af Kulsyre, hvorfor det giver en bedre og mildere Smag end Sodaen. Den forøgede Mængde Kulsyre lader sig let forbinde med den krystalliserede Soda; det behøves blot at lade Saltet ligge nogen Tid i en Atmosfære af Kulsyre. Man benytter hertil murede Kamre, som ligge parvis tæt ved Siden af hinanden, saaat Kulsyrestrømmen kan indledes i det ene, medens det andet tømmes og beskikkes paa ny. I disse Kamre anbringes det fugtede Salt lagvis paa grovt Lærred, der er spændt ud i Rammer. I samme Forhold som Saltet optager Kulsyre, afgiver det 9/10 af sit Krystallisationsvand, som drypper ned og i opløst Tilstand medtager en Del af Saltet, hvorfor det afgiver en god Sodalud, der igjen kan anvendes. En kemisk Prøve angiver, naar Saltets Forvandling er sket. Man behøver saaledes foruden Kamrene blot et Udviklingsapparat til Kulsyre, der fremstilles ved at hælde Saltsyre paa Kridt eller Marmor, og hertil kan benyttes selv meget fortyndet Syre.
Salpeter er en Forbindelse af de to Akalier, vi lige have omtalt saa meget: Kali og Natron. Tilvirkningen af dette Salt foregaar stadigt i Naturen, baade i Jorden og i Atmosfæren.
Den atmosfæriske Luft bestaar, som bekjendt, af to luftformige Elementer, Ilt og Kvælstof, netop de samme, som danne en af vore stærkeste Syrer, Salpetersyren. Forskjellen er blot den, at de i Atmosfæren forekomme blot blandede med hverandre, i Salpetersyren derimod kemisk forbundne. Om Salpetersyrens Egenskaber og om Maaden, hvorpaa den tilvirkes, vil senere blive Tale, her skulle vi blot se, hvorledes den dannes i Naturen. En kemisk Forbindelse mellem Kvælstof og Ilt foregaar i Amosfæren, men i en saa lille Maalestok, at den kun kan iagttages af det videnskabeligt skærpede Øje. Men da denne Produktion gaar saa uophørligt for sig, bliver den ikke desto mindre saa uhyre stor, at den er tilstrækkelig til det store Kredsløbs umaadelige Forbrug.
Hvis man inddamper en tilstrækkelig Mængde Regn- eller Snevand, kan man deri tydeligt paavise Tilstedeværelsen af Salpetersyre; den optræder dog der ikke i fri Tilstand men bunden til Ammoniak. I Tordenregn er der den største Mængde Salpetersyre; ligeledes i den Regn, der falder efter en langvarig Tørke. Men hvis Salpetersyren kommer oppe fra Luften, maa den ogsaa dannes der, thi fra Jorden kan den ikke komme, eftersom den aldrig forekommer eller overhovedet kan forekomme her i fri Tilstand. Den Kraft, som i Luften forbinder Ilt- og Kvælstofatomerne til Salpetersyre, er rimeligvis Elektriciteten. Da Davy havde ladet en Række elektriske Gnister slaa igjennem almindelig Luft under en Glasklokke, fik han Salpetersyre; en Opløsning af kaustisk Kali, der var anbragt under Klokken, var nemlig bleven forvandlet til en Opløsning af Salpeter (salpetersurt Kali).
Anderledes forholder det sig derimod mod Ammoniaken, et luftformigt Legeme af akalisk Natur, som bestaar af et Atom Kvælstof og tre Atomer Brint (N H3) og i sin opløste Form er alle vore Læsere bekjendt under Navn af Salmiakspiritus. Den følger ganske vist med Salpetersyren fra Luften men stammer dog fra de lavere Regioner; thi i Stalde, paa nygjødede Marker o. s. v. vil vor Næse med Sikkerhed sige os, at en Mængde Ammoniakluft (kulsur Ammoniak) ved Forraadnelsen af dyriske Levninger gaar bort i Luften, uagtet Landbrugeren ikke gjerne ser dette værdifulde Gjødningsstof forsvinde. Salpetersyredannelsen i Luften viser sig da som en dobbelt velgjørende Foranstaltning; den skaffer Ammoniaken bort fra et Sted, hvor den ingen Nytte gjør, til et andet, hvor den kan gjøre Gavn, d. v. s. den renser Luften samtidig med, at den gjøder Jorden. Kvælstoffet, der især forekommer i Planternes Frø og som Næringsemne bearbejdes til dyriske kvælstofholdige Forbindelser, drives saaledes omkring i et evigt Kredsløb, i hvilket det regelmæssigt atter træder ind i Mellemfaserne af Ammoniak og Salpetersyre, ganske paa samme Maade som de kulholdige Forbindelser opstaa af Kulsyren og ved deres Sønderdeling atter gaa tilbage til samme. Den øjensynlig gunstige Virkning, som en god Tordenregn udøver paa Planteverdenen, bør vist derfor ogsaa først og fremmest forklares af dens Rigdom paa Salpetersyre og Ammoniak.
Forøvrigt lader det sig ogsaa meget godt tænke, at Ammoniaken, der stiger op i Luften, umiddelbart forvandles til Salpetersyre ved at optage Ilt, hvorved dannes Salpetersyre og Vand. Denne Forvandling, som let kan vises ved et Forsøg, spiller rimeligvis Hovedrollen ved Salpetersyrens Dannelse i Jorden, saaat den største Del eller al her fremkommen Salpetersyre først har været Ammoniak, der ved Tilkomsten af Ilt er forvandlet til Salpetersyre.
Salpeterdannelsen i Jorden gaar dog for sig efter en langt mere storartet Maalestok, om man end ikke her maa glemme, at Tilvirkningen i Atmosfæren foregaar overalt, medens den i Jorden er bunden til visse Steder, hvor alle Betingelser for dens Dannelse ere tilstede. Disse Betingelser ere: 1) Tilstedeværelsen af forraadnende kvælstofholdige Stoffer, navnlig dyriske Exkrementer, der ere de mest kvælstofholdige; 2) Tilstedeværelsen af Alkalier eller alkaliske Jordarter; 3) let Adgang for Luften, altsaa Porøsitet hos det salpeterdannende Stof; 4) Fugtighed, men dog ikke rindende Vand; 5) Varme; og endelig 6) Humus som et godt Understøttelsesmiddel. Man ser saaledes, at enhver dyrket eller overhovedet frugtbar Jord er et mer eller mindre produktivt Salpeteranlæg, navnlig naar alle de nys nævnte Betingelser til en vis Grad ere tilstede. Paa Møddinger, i Komposthobe, Stalde og andre lignende Steder er denne Forening af heldige Betingelser særligt tilstede, og derfor gaar ogsaa her Gæringen og Salpeterdannelsen hurtigt for sig. Hvor man paa kunstig Maade søger at indvinde Salpeteret, i de saakaldte Salpeterplantager, bestaar hele Fremgangsmaaden just i, at man bringer de dertil egnede Stoffer sammen, blandede i et rigtigt Forhold, og saa afventer Resultatet. Hovedsagen, selve Salpeterdannelsen, besørger Naturen altid selv og ganske paa samme Maade, som den gaar til Værks, naar den arbejder paa egen Haand uden Menneskets Mellemkomst. I varme, frugtbare Lande, i den rige, af Naturen stedse gjødede Jord, kan der danne sig betydeligt mere Salpeter, end der paa kunstig Maade kan fremstilles i de koldere Egne, saa at den der ved Slutningen af Regntiderne formelig skyder op af Jorden. Man indvinder der Salpeteret, paa samme Maade som Sodaen, ved at udlude den salpeterholdige Jord og lade Opløsningen inddampe.
Saaledes er f. Ex. Forholdet i Ungarn, som forsyner hele Østrig med, hvad det behøver af denne Artikel, samt i Spanien og Ægypten, men fremfor alt i det paa en Gang fugtige og varme Ostindien. Her, navnlig i Bengalen, hvor den tropiske Natur med en Kraft, hvorom Nordboen ikke kan gjøre sig nogen rigtig Forestilling, baade frembringer og ødelægger, er Jorden saa rig paa Salpeter, at Kilderne faa en salt Smag af det, og allerede det blotte Kildevand er et kraftigt Gjødningsstof især for Kornfrugter. Ostindien var ogsaa længe det Sted, hvorfra næsten hele Europa fik tilfredsstillet sit Begjær efter Salpeter.
Den hjemlige Tilvirkning af dette Salt i Salpeterplantager er nu ogsaa for største Delen ophørt og drives endnu kun i Polen og Sverig, hvor den længe har været et Bierhverv for Landbefolkningen. I Stedet for de tidligere Plantager finde vi derimod nu i Europa Anstalter til Raffinering af indisk raa Salpeter og til Omdannelse af det chilensiske Natronsalpeter til almindeligt Kalisalpeter. Denne sidst nævnte Industri og de umaadelige Masser, hvori Kaliet forekommer i Saltlejerne ved Stassfurt, have betydeligt indskrænket Markedet for det indiske Salpeter. Den forandrede Retning, Sagerne saaledes have taget, er ganske vist ikke til at beklage, thi den indenlandske Salpetertilvirkning formindskede den Tilgang af Gjødningsstoffer, som vort Landbrug saa meget behøver, og hvoraf det aldrig kan faa nok.
I Frankrig var i Revolutionstiden Salpetertilvirkningen særdeles trykkende, fordi Regjeringen for at tilfredstille sit Behov af Krudt, udøvede Tvangsret over al Salpeterjord. Ved særlige dertil ansatte Mænd blev Jorden undersøgt under Avlsgaarde, Stalde, Møddinger o. s. v. og udludet, hvis den fandtes at være salpeterholdig. Paa denne Maade skal man aarlig have faaet 4,700,000 Pund Salpeter. Uden nærmere at indlade os paa den forældede Plantagemethode, ville vi blot til Belysning af vort Emne tilføje følgende. For at en Salpeterdannelse overhovedet skal kunne finde Sted, maa der findes en Base, hvormed Syren, saa snart den er dannet, kan forbinde sig til et Salt. I Plantagerne indblander man derfor ogsaa i Gjæringsbunkerne saa mange kaliholdige Stoffer som muligt, men derhos ogsaa Kalk som Hjælpemiddel, for at der i det mindste kunde dannes et Kalksalpeter. I den naturlige Salpeterjord kan man heller ikke vente at faa lutter Kalisalpeter, men man faar ogsaa Kalk-, Magnesia- og Natronsalpeter. For nu at forvandle alle disse Salte, der indeholdes i den første Lud, til Kalisalpeter, behøves kun, at man tilsætter en Potaskeopløsning (kulsurt Kali) til Luden, saalænge der frembringes nogen Udfældning. Ved det kemiske Stofvexel opstaar nemlig af kulsurt Kali og salpetersur Kalk salpetersurt Kali og kulsur Kalk, som derpaa udskilles som en hvid, uopløselig Masse; det samme er ogsaa Tilfældet med Magnesiasaltet, kun med den Forskjel, at der her dannes kulsur Magnesia, som ligeledes er et uopløseligt Pulver. Natronsalpeteret endelig, der sædvanlig kun er tilstede i ringe Mængde, bytter sit Natron med Kaliet i kulsure Kali og forvandles til Kalisalpeter og kulsurt Natron. Denne Behandling af Luden kan spares, hvis man førend Udludningen kan tilsætte en tilstrækkelig Mængde Træaske til Salpeterjorden; den afgiver da sin Potaske, som da allerede paa Filtret fremkalde Forvandlingen.
Kalken har en ganske særlig Evne til i Kompostdynger og slige Blandinger kemisk at binde Kvælstof- og Iltbestanddelene og at danne Kalksalpeter. I Indien faar man saadan Salpeter ikke blot af Plantejorden, men ogsaa fra visse Kalkstenshuler, og det samme er Tilfældet i Belgien. Der findes tre Højdedrag, der bestaa af en særdeles porøs Polypkalk, som, medens den allerede i sig selv er salpeterholdig, først da fuldstændigt udvikler sin salpeterdannende Kraft, naar den i pulveriseret Tilstand anbringes i fugtige Kompostdynger. Her foregaar da paa Luftens Bekostning en kraftig Dannelse af Salpeter. Dette Mineral gjør derfor det belgiske Jordbrug betydelige Tjenester, men det synes dog ikke, som om man har grundet særlige Salpeteranlæg derpaa.
Den Lud, som faas af den naturlige eller kunstige Salpeterjord, maa, hvis det skal kunne betale sig at inddampe den, paa Aræometret (Flydevægten) udvise et Salpeterindhold af mindst 10 til 14 Procent. Man lader den da inddampe over en Ild i en Jernkjedel. Men ved Inddampningen tilsigtes ikke blot at faa Saltet i Krystalform, men ogsaa at faa det yderligere renset navnlig for Kogsalt (Klornatrium) og Klorkalium. Kogsalt og i noget ringere Grad Klorkalium have nemlig begge den Egenskab, at kogende Vand ikke formaar at opløse mere deraf end koldt. Salpetret derimod, som for at kunne opløses i iskoldt Vand kræver 7½ Gang sin egen Vægt Vand, behøver for at opløses i kogende Vand kun 2/5 af sin Vægt. Naar en varm mættet Opløsning af Salpeter og Kogsalt afkjøles, udskilles saaledes største Delen af det første, men blot en lille Part af det sidste Salt, og man kan saaledes ved at gjentage denne Fremgangsmaade drive Rensningen til en hvilken som helst Grad. I Almindelighed indskrænker man sig dog paa Tilvirkningsstederne til at fremstille Raasalpeter og overlader til særlige Anstalter at foretage den videre uundgaaelige Rensning.
Skal Salpeteret anvendes til Krudt, maa Rensningen, Raffineringen, drives til den yderste Grad, da blot den mindste Levning af Kogsalt eller Klorkalium gjør, at Krudtet trækker Fugtighed til sig. Forhen stolede Krudtfabrikanterne sjelden paa en fremmed Raffineringsanstalt, men besørgede selv denne Del af Arbejdet, saaat Salpeterraffineringen næsten udgjorde en væsenlig Del ef selve Krudttilvirkningen. Nuomstunder er den bedste Salpeter saa ren, at den fuldkommen tilfredsstiller Krudtfabrikantens Fordringer.
Ved Raffineringen benytter man sig igjen af Salpeterets og Klorsaltenes forskjellige Opløselighed. Den for Kogsalt næsten fuldstændigt befriede Opløsning koges paany med Tilsætning af lidt Lim, hvorved dannes et rigeligt Skum, som flittigt maa tages af. Af Limen bliver Luden affarvet og befriet for brune organiske Stoffer. Efterat Opløsningen ved en Varme af 90° har faaet nogen Tid til at klares, hvorved der afsættes endnu noget Kogsalt, hældes den forsigtigt i Krystalliseringskarrene. Her udskilles naturligvis intet Kogsalt, men kun Salpeterkrystaller, og man giver derfor den varme Opløsning en Tilsætning af en vis Mængde koldt Vand. Dette simple Middel giver den just en saadan Grad af Fortynding, at det deri endnu indeholdte Kogsalt kan holdes opløst, medens alene Salpeteret under Omrøring af Luden, alt som denne afkjøles, hvad der kan vare flere Timer, afsætter sig som et Mel. Naar Moderluden ikke afgiver flere Krystaller, bringes den tilbage til den raa Lud, men det afsatte Salpetermel lader man løbe af og bringer det derpaa til Vadskekasserne. Disse ere store Trækasser (Fig. 211), som lige over Bunden have en Mængde smaa Huller, der lukkes med Propper. Man fylder Vadskekassen med Salpetermel, hælder gjennem en Bruse en mættet Salpeteropløsning over det og lader den i et Par Timer være i Berøring med Massen, hvorpaa Propperne tages ud, og Opløsningen løber af. Den mættede Salpeteropløsning kan ikke bortføre noget Salpeter, men fortrænger Moderluden, som indeholder Kogsaltet. Disse Vadskninger gjentages mere eller mindre hyppig, eftersom de ere nødvendige, men til den sidste bruger man ikke mere Salpeteropløsning, men blot lidt rent Vand.
Efterat Salpetermelet i flere Dage har staaet i Vadskekassen og faaet god Tid til at dryppe af, giver man det den Form, hvori det forekommer i Handelen. Man tørrer det enten paa opvarmede Metalplader under bestandig Omrøren, for at det ikke skal klumpe, og faar da Salpeteret i Form af et sandlignende Pulver, eller ogsaa smelter man det ved den mindst mulige Varme og støber det i Kager, i hvilken Form det er bekvemmest at transportere, men ikke altid lige anvendeligt til alle Formaal. Som Handelsvare forekommer Salpeter, som bekjendt, mest i Form af store Krystaller. Disse faas ved at fremstille en koncentreret Opløsning af Salpetermel i varmt Vand og derefter lade den afkjøle.
Kalisalpeter indeholder paa 100 Vægtdele 46 3/5 Dele Kali og 53 2/5 vandfri Salpetersyre, men intet Krystallisationsvand; den Fugtighed nemlig, som det krystalliserede Salpeter indholder, er blot mekanisk iblandet, idet Vand under Krystalliseringen er bleven indespærret i Saltets søjleformede Krystaller.
Natronsalpeter. En lige saa mærkværdig som gaadefuld Fremtoning frembyder nogle Egne i den ny Verden: Naturen har der paa visse Strækninger, hvor man skulde synes, at alle Betingelser for Salpeterdannelse fattedes, opsamlet uhyre Forraad af Natronsalpeter (salpetersurt Natron), Den smalle Landstrimmel paa Vestkysten af Sydamerika, som optages af Staterne Dhile og Peru, og som mod Vest begrændses af Havet, mod Øst af Andesbjergene, danner i den sydligste Del af Peru og Provinsen Tarapaca en Højslette, som med en brat affaldende sandet Kyst hæver sig omtrent 3400 Fod over Havet. Denne Højslette er en af Solen fuldstændig udbrændt Ørken, thi her falder aldrig Regn, som kunde give Næring til en Vegetation. Men Jorden frembyder andre Rigdomme: paa en Strækning af mindst 13 Mil forekommer her paa spredte Pletter store Masser af Chilesalpeter. Enten kommer det frem for Dagens Lys som Efflorescenser af Udseende som smudsig Sne, eller det ligger i Fordybninger, der ligne udtørrede Damme, i Lag af 2 til 3 Tommers Tykkelse. I Huler og Kløfter forekommer Salpeteret i faste Masser og udtages, ligesom i et Stenbrud ved Sprængning og Løshugning. Paa andre Steder ligge Krystallerne løse tæt ved Siden af hverandre og danne knap 3 Fod under Jorden vidtstrakte Lag, der graves op ligesom Grus. Det mest saltrige Distrikt er Tamarugals Pampas, og de Saltmasser, som her ligge ophobede, ere saa umaadelige, at hele Europa i langs Tider herfra kunde faa alt, hvad det behøvede. I den til Bolivia hørende Ørken Atacama, der grændser op hertil, findes endvidere Salpeterlag af vistnok ikke ringere Udstrækning. Hist og her træffes istedetfor Salpeter Lag af Kogsalt, og Kogsaltet er ogsaa den Bestanddel, der særlig forurenser Chilesalpeteret. Som tilfældige Indblandinger forekommer ogsaa Jern og Jod, Glaubersalt, Soda, Klorkalium og borsur Kalk m. m. Indholdet af Salpeter i den raa Masse er følgelig meget forskjelligt og varierer mellem 20 til 85 Procent.
Man kan slet ikke opstille nogen sandsynlig Formodning om, hvilke Omstændigheder der have foranlediget Dannelsen af saadanne Rigdomme paa Salte i disse Egne. Nok sagt, de ere der og danne tilligemed de nærliggende Chinchasøer to naturlige Skatkamre, som, om end først i de sidste Menneskealdre, have faaet en stor Betydning for det fjærne Europas Handel, Industri og Agerbrug, uagtet man allerede i over hundrede Aar, og særlig hvad Chinchasøerne angaar, i over to hundrede Aar har kjendt deres Tilværelse.
Først i 1820 blev nogle Skibsladninger Chilesalpeter som en Prøve bragte til England uden dog at kunne finde Afsætning, saa at man maatte kaste dem over Bord for at slippe for at betale Told. I Nordamerika havde det første Forsøg lige saa ringe Fremgang. Snart lærte man dog bedre at skatte denne Vare, og i Trediverne blev den Gjenstand for en regelmæssig Handel, som siden er taget til Aar for Aar, saa at alene England i 1859 brugte over 940,000 Centner.
Chilesalpeteret er imidlertid ikke just saa ganske let at komme til. Findestederne ligge ganske vist kun nogle Mil fra Kysten, men Kyststrækningen, der er sandet, stejl, gjennemskaaret af Kløfter og desuden kronet af en Bjergkjæde, er saa uheldig, at man ikke, i alt Fald efter sydamerikanske Begreber, kan anlægge en Vej der. Salpeteret forsendes derfor i Sække paa Mulæsler ad bratte snoede Bjergstier enten til Havnepladserne Iquique i Peru eller Conception i Chile, men fra Findestederne til disse Havne er der tre Dagsrejser. Undervejs ligge langs bagge Veje Syderier, hvor Raamassen udludes med kogende Vand og krystalliseres ved Inddampning. Her findes ikke engang det dertil fornødne Vand i tilstrækkelig Mængde; Drikkevand maa hentes i Skibe fra andre Egne, og de til Raffineringen nødvendige Stenkul komme fra England og bringes fra Havnene op til Salinerne paa Ryggen af Mulæsler. Under saadanne Forhold kan det let forklares, at Varens Transport fra Findestedet til den nærmeste Havn kan koste lige saa meget som Fragten derfra til Europa omkring Sydspidsen af Amerika. Desuagtet er dette Salt endnu langt billigere end Kalisalpeteret, saa at Landbrugeren finder sin Regning ved at anvende det som Gjødningsstof. For kemiske Fabriker er Natronsalpeteret (som ogsaa kaldes kubisk Salpeter, fordi Krystallerne, skjøndt ere Rhomboedre, ligner Terninger meget) et særdeles værdifuldt Materiale især til Tilvirkning af Salpetersyre og ved Fremstilling af Svovlsyre. Til Salpetersyre egner det sig endog bedre end Kalisalpeteret, eftersom 85 Vægtdele Natronsalpeter indeholde lige saa megen Syre som 101 Dele Kalisalpeter. Til Krudtfabrikation derimod er dette Salt ikke egnet, da det, selv om det er renset for Kogsalt og andre fremmede Stoffer, trækker Fugtighed til sig fra Luften. Det Krudt, som tilberedes heraf, brænder altfor langsomt, og Saltet faar derfor, hvad denne Anvendelse angaar, kun nogen Anvendelse til Fyrværkeri, og selv der kun til langsomt brændende Stykker, eller hvis der skal frembringes en særlig Farvevirkning; Natronsalpeter farver nemlig Flammen pomeransgul.
Natronsalpeterets Forvandling til Kalisalpeter. Ved et kemisk Bytte kan Natronsalpeter direkte omarbejdes til Kalisalpeter (Konversionssalpeter), og denne Forvandling iværksættes i stort Omfang i Raffinaderierne. Man opløser i nøje bestemt Mængde Natronsalpeter og renset Potaske i den mindst mulige Mængde varmt Vand og sammenblander derpaa de to Opløsninger. Salpetersyren gaar da i Forbindelse med Potaskens Kali og Kulsyren med Natronet i Natronsalpeteret. Det salpetersure Kali maa nu skilles fra det kulsure Natron ved en hensigtsmæssig Inddampning og Krystallisation. Af 100 Vægtdele ren Natronsalpeter og 81 Vægtdele renset Potaske dannes 118½ Dele Kalisalpeter og 62½ Dele Soda. Potaskens Forvandling til Soda medfører ingen Forhøielse i Prisen, snarere det modsatte, og saaledes maa Kalisalpeterets højere Værdi alene dække Omkostningerne og Gevinsten. Langt fordelagtigere falder Tilvirkningen ud, hvis man i Stedet for Potaske anvender Klorkalium, og da dette Salt nu findes ved Stassfurt i umaadelig Mængde, har man naturligvis fuldstændigt opgivet Potasken. I Stassfurt beskjæftige flere store Fabriker sig med Omdannelse af Chilesalpeter. Ved den dobbelte Sønderdeling af de to Stoffer faas Kalisalpeter og Klornatrium (Kogsalt), som ved Krystallisering let kunne skilles fra hinanden.
Salpetersyren. Luften og Jorden frembringe, som vi have set, Salpeteret. Jorden leverer den faste, ikke flygtige Del: Basen, Luften den flygtige, Syren, og det en Syre med en Kraft, man ikke skulde have troet kunde ligget gjemt i det svage, saltlignende Salpeter med den kølende Smag. Syrens Adskillelse fra Basen lader sig iværksætte paa flere Maader, men ikke ved tør Destillation, saaledes som man f. Ex. uddriver Svovlsyren af Jernvitriol; Syrens Bestanddele, Ilt og Kvælstof, gaa nemlig bort hver for sig ɔ: Syren dekomponeres. Allerede ved en middelmaadig Opvarmning giver Salpeteret en Del af sin Ilt fra sig og forvandles derved til et salpetersyrligt Salt; ved at fortsætte Ophedningen gaar Resten af Ilten bort sammen med Kvælstoffet, og der dannes vandfrit Kali. Men Syren kan udskilles uden at blive dekomponeret, hvis der kan bydes Akaliet en anden stærkere Syre til Erstatning, hvorved det kan danne et nyt Salt. Passende Midler hertil har den gamle empiriske Kemi vistnok tidligt fundet, thi allerede de arabiske Kemikere kjendte Salpetersyre, hvad deres Skrifter bevise, ja det er endogsaa ikke usandsynligt, at den ogsaa har været de gamle Ægyptere bekjendt; man har i det mindste paa Mumiesvøbene fundet sorte Tegninger, som vare udførte med et Sølvblæk, hvoraf med nogen Ret tør sluttes, at de have kjendt salpetersurt Sølvilte ("lapis infernalis") og følgelig ogsaa Salpetersyren. I de gamle Alkymisters Skrifter forekommer Salpetersyren under flere Navne, af hvilke "Aqua fortis" er meget betegnende; ogsaa Benævnelsen Skedevand skriver sig fra Middelalderen.
Fremstillingen af Salpetersyre er saaledes en meget simpel Operation og ligner, som den nu foretages, saa meget andre lignende, navnlig Udviklingen af Saltsyre af Kogsalt, at de samme Apparater kunne anvendes til Fremstilling af saa vel Salt - som Salpetersyre.
Den ældre Methode til Fremstilling af Salpetersyre, som vistnok er den samme, der blev anvendt i Fortiden, bestod i, at man i Retorter glødede en Blanding af Salpeter og Jernvitriol og opfangede de sure Dampe i afkølede Forlag. Der dannedes en Blanding af Jernrust og svovlsurt Kali, som blev tilbage i Retorten. Den nu brugte Tilvirkning gjør i Grunden det samme, kun paa en anden Maade. Vi sønderdele Salpetret ved Hjælp af Svovlsyre og faa saaledes Salpetersyren med en langt ringere Udvikling af Varme. Forskjellen er blot den, at vi nu anvende to Fabriker for at fremstille Salpetersyren, medens vore Forfædre forenede begge i en. Ved at gløde Jernvitriol faas nemlig ogsaa Svovlsyre; hvis der tillige findes Salpeter, kaster Syren i samme Øjeblik, den frigjøres, sig paa dette Salt, forbinder sig med dets Base og gjør Salpetersyren fri.
Naar man i det smaa behandler Salpeter med Svovlsyre, benytter man sig af Glasretorter og opfanger den overdestillerede Syre i et koldt Forlag. Ogsaa i Fabrikerne er endnu denne Fremgangsmaade tildels bibeholdt, kun med den Forskjel, at man saa meget som muligt forøger Retorternes Antal og Størrelse, saaat en enkelt Retort endog kan paa en Gang beskikkes med 80 Pund Salpeter. For at kunne opvarme et større Antal Retorter med den samme Ild anvender man en saakaldt Galleriovn, hvori der paa begge Sider er indmuret en Række dybe Støbejernskjedler, hvori Retorterne anbringes omgivne af Sand. Forlagene, der ere befæstede ved Retorthalsene, afkøles med rindende Vand, som i smaa Render ledes til hvert enkelt Forlag. Det kan ikke forhindres, at et eller andet Glasstykke herved springer, og nuomstunder anvender man derfor Ler- og Støbejernsapparater i Retort- eller Cylinderforme. Vor Tegning (Fig. 212) viser i Gjennemsnit et Apparat af den sidste Slags, A. Jernet angribes langt mindre af Syrerne, end man skulde tro, ialfald paa de Steder af Karrets Vægge, som staa i umiddelbar Berøring med selve Indholdet; men opad til, hvor Retortens Indside mødes med de udviklede Gasarter, som vilde angribe Jernet langt stærkere, beskyttes dette ved et Lag Ler. Forlaget dannes af to eller tre bugede Glas- eller Stenflasker, som ere forbundne med hverandre og staa i koldt Vand. Salpetersyredampene gaa her over i flydende Form, uden at man behøver at bringe Vand ind i selve Forlagene, forudsat at det Vand, som udkræves til Salpetersyrens Bestaaen som saadan, følger med fra Udviklingsapparatet i Dampform. Forbindelsesrøret E gaar blot fra den ene Hals til den anden uden at rage ned i Flasken, og naar ikke Syren, for at der ikke skal opstaa noget hindrende Tryk. Undertiden udelader man Kølevandet omkring Forlaget og stiller i Stedet derfor et større Antal Flasker op, som saaledes blot blive afkølede af den omgivende Luft. Alt eftersom man vil have stærk og rygende eller fortyndet Syre, anvendes koncentreret eller i mindre eller højere Grad fortyndet Svovlsyre. Til Fabriksdrift bliver vistnok altid Natronsalpeteret at foretrække som det mest fordelagtige, medens Kalisalpeteret ved en mindre Fremstilling, hvor Pengespørgsmaalet ikke har saa meget at sige, har Fortrinet, da dette Salt meget lettere end Natronsalpeter lader sig rense ved Omkrystallisation og man saaledes deraf kan faa kemisk ren Syre. Efter den kemiske Beregning skulde 1 Vægtdel koncentreret engelsk Svovlsyre og 2 Vægtdele Salpeter netop blive til svovlsurt Kali og Salpetersyre; men man anvender i Almindelighed dobbelt saa megen Svovlsyre, da kun saaledes Salpetersyren kan faas klar og farveløs. Hvad der bliver tilbage i Retorten, er da ikke Glaubersalt men dobbelt svovlsurt Kali. Hvis Svovlsyremængden ikke fordobles, udskiller sig ved en jævn Varme kun den ene Halvdel af Salpetersyren og den anden først, naar Opvarmingen stiger til næsten Glødhede, men den er da altid brun, eftersom den tildels dekomponeres og forvandles til Salpetersyrling. Denne Blanding af Salpetersyre og Salpetersyrling kaldes rygende Salpetersyre, fordi den i Luften udsender stærke, brune Dampe af Kvælstofilter. Den besidder endnu stærkere iltende og opløsende Egenskaber end den rene Syre og bliver derfor Gjenstand for en særlig Fremstilling, idet den er særlig tjenlig til visse Formaal.
Apparaternes Størrelse og den derpaa beroende Mængde Salpeter, som paa en Gang kan behandles, er meget forskjellig. De almindelige Cylinderapparater rumme paa en Gang omtrent 300 Pund Salpeter, men mange Fabriker have forøget deres Størrelse saa betydeligt, at de i en eneste Beskikning kunne tage over 1700 Pund. Efterat Saltet er blevet anbragt i Apparatet, lukkes Laagerne, som tilligemed Rørforbindelserne blive omhyggeligt tættede; Svovlsyren hældes til gjennem en Blytragt, og Opvarmingen tager sin Begyndelse. Først opstaar der i Cylinderen nogen Uro og, hvis det er Natronsalpeter, en voldsom Bevægelse, indtil endelig det hele kommer til Ro i en flydende Tilstand. Alt eftersom den dampformige Salpetersyre gaar bort, bliver Massen mere tykflydende, indtil endelig Sønderdelingen er fuldendt. Dette Tidspunkt er indtraadt, naar man ikke mere hører det dryppe i Ballonerne. Man slukker da Ilden, lader Apparatet staa i 24 Timer for at afkjøle og aabner det da, dels for at bortskaffe de Saltkager, som sidde fast i Cylinderen, dels for at tømme Syren ud af Ballonerne. De to første Balloner give ialfald Syre af tilbørlig Styrke, medens Syreindholdet i de følgende tager mere og mere af. Disse Partier mere fortyndet Syre benyttes i de følgende Afdrivninger, idet man da anbringer dem i de Balloner, der ligge nærmest ved Cylinderen, og hvor de saa mættes til en stærkere Syre.
Til det store tekniske Forbrug er Syren, saaledes som den nu kommer fra Fabrikerne, tilstrækkelig ren, men til farmaceutisk ligesom til adskillig teknisk og kemisk Brug maa den rektificeres. Der findes næsten altid deri nogen Saltsyre og Klor, der hidrører fra Salpeterets bestandige Ledsager, Kogsaltet. Ved at ryste den sammen med en ringe Mængde af en koncentreret Opløsning af salpetersurt Sølvilte faar man Saltsyren fældet som uopløseligt Klorsølv. Nu benytter man sig mest af Klorets og Saltsyrens større Flygtighed for at skille det ud. Ved at destillere Syren i Glasretorter gaar allerede den største Del af Kloret og Saltsyren bort med, hvad der først destillerer over, og naar under Processens Fremgang det overdestillerede ved Sølvprøven ikke mere giver Reaktion paa Klor, maa det tilbageblevne anses for rent.
Man var længe af den Anskuelse, at Salpetersyren blot kunde bestaa som saadan, naar den havde et vist Indhold af Vand, fordi alle Forsøg paa at fjerne dette endte med, at Salpetersyren sønderdeltes i sine Bestanddele. Nu er det imidlertid lykkedes at dekomponere vandfrit salpetersurt Sølvilte ved Hjælp af tør Klorluft saaledes, at der dannes Klorsølv, Ilt og vandfri Salpetersyre, der ved Afkøling udskilles som hvide Krystaller. Den har imidlertid ligesom den vandfri Svovlsyre kun theoretisk Interesse. Ogsaa i vandholdig Tilstand beror dens Virkninger for en stor Del paa den Lethed, hvormed den lader sig sønderdele, idet den afgiver Ilt og gaar ned til et lavere Ilte. Den vandfri Salpetersyre indeholder paa 2 Volumen Kvælstof 5 Volumen Ilt (N2O5), Salpetersyrling paa 2 Volumen Kvælstof 3 Volumen Ilt (N2O3); med endnu mindre Ilt danner Kvælstoffet Kvælstoftveilte og Kvælstofforilte. Naar Salpetersyren berøves sin Ilt gaar den netop over til disse Stoffer og det med en saadan Lethed, at den, hvorvel det er en kraftig Syre, dog ikke kan faa Prædikatet: bestandig.
Paa Grund af sin Tilbøjelighed til at afgive Ilt bliver Salpetersyren et af de kraftigste Iltningsmidler for saavel metalliske som ikkemetalliske Stoffer. Jern, Zink, Kobber m. fl. opløses hurtigt af Salpetersyre, idet endel af Syren dekomponeres, brune Salpetersyrlingdampe gaa bort, og den friblevne Ilt ilter Metallet, hvorpaa det dannede Metalilte let opløses i den øvrige Syre.
Almindelig bekjendt er Salpetersyrens Anvendelse til Opløsning af Metaller, Ætsning, Brunering og andre Arbejder; men dette er dog af mindre Betydning i Forhold til dens mangfoldige Anvendelse den tekniske og experimentelle Kemi, hvor Salpetersyren ofte benyttes til at frembringe mangehaande, ofte højst mærkværdige Forvandlinger af organiske Stoffer. Det er ligesaa vanskeligt at opregne disse mange Tilfælde fuldstændigt som at klassificere dem. I de fleste Tilfælde er dens Virkning en iltende: der afgives Ilt, og Salpetersyrling gaar bort; i andre Tilfælde indgaar ogsaa Kvælstoffet Forbindelser med det nydannede Stof. Iltningen kan under visse Omstændigheder blive meget livlig, saaat f. Ex. Terpentinolie, der overgydes med stærk Salpetersyre, øjeblikkeligt antændes og forbrænder med stor Livlighed. Mange organiske Stoffer, saaledes Huden, Fjer, Kork og Træ farves gule af Salpetersyren. Af de mange organiske Stoffer, som kun bestaa af Kul, Brint og Ilt, gives der kun faa, som ikke allerede i Kulde eller ialfald ved Opvartning forandres ved Iltning af Salpetersyre saaledes, at de forvandles til ganske andre Stoffer, hvilket naturligvis altid sker i Forbindelse med, at Salpetersyren sønderdeles, og under Udvikling af brune Salpetersyrlingdampe.
Ved Svovlsyrefabrikationen gives der en ældre Methode, som bestaar i, at Savspaaner eller Stivelse dekomponeres ved Paagydning af Salpetersyre, hvorpaa de Salpetersyrlingdampe, som faas paa denne Maade, anvendes til Fødning af Blykamrene. Udviklingen af Salpetersyrling, som ellers er en Bisag, optræder her som det væsentligste. Men det, som efter Sønderdelingen er blevet tilbage af de organiske Stoffer, fortjener ligeledes Opmærksomhed; det er for Størstedelen blevet forvandlet til Oxalsyre. Koger man Sukker med Salpetersyre, indtil denne fuldstændigt er gaaet bort, faar man to nye Syrer: Oxalsyre og Sukkersyre o. s. v.
Ved alle disse Forvandlinger er der blot Tale om en Sønderdeling af Salpetersyren: den maa enten fuldstændigt eller for endel opgive sin egen Tilværelse for at frembringe noget nyt. En delvis Sønderdeling forekommer i en interessant Klasse Tilfælde, hvor Processen forløber saaledes, at Syren mister Ilt og Brint og derved forvandles til Salpeterundersyre (NO2, bestaaende af 14 Dele Kvælstof og 32 Dele Ilt), der forbinder sig med det under Behandling værende Stof til et nyt Stof. Man benævner i Almindelighed saadanne Produkter, idet man føjer Nitro- til det behandlede Stofs Navn, og Kemikerne kjende en hel Mængde saadanne. Den mest bekjendte »Nitro«-Forbindelse er Skydebomuld, som bedst oplyser Salpetersyrens Indvirkning paa Planternes Cellevæv. Blot ved at dyppes en kort Tid i stærk Salpetersyre forvandles Bomulden, uden at forandres mærkeligt i sit Ydre, til Krudtets bekjendte Rival. Vægten er det eneste som viser, at en Forandring maa være foregaaet med Bomulden, idet den nemlig er bleven omtrent 2/3 tungere. Paa samme Maade dannes af Glycerin Nitroglycerin, af Mannasukker Nitromannit, der ogsaa kaldes Knaldmannit, et krystallinsk Legeme, som exploderer ved Stød og synes egnet til at fortrænge Knaldkviksølvet, af Benzol det vellugtende Nitrobenzol, af Karbolsyre det gule Farvestof Trinitrokarbolsyre eller Pikrinsyre m. fl. Stoffer, hvis nærmere Bekjendtskab vi senere ville faa Lejlighed til at gjøre.
Kongevand er kun en Blanding af Salpetersyre og Saltsyre (til mange Øjemed er den billigere Blanding af salpetersurt Natron og Saltsyre tilstrækkelig), der som opløsende og iltende Middel endnu er af stor Virkning, hvor dets Bestanddele hver for sig ere for svage. Guld f. Ex., saa vel som Platin, lader sig ikke opløse hverken i Salpetersyre eller Saltsyre hver for sig; men begge Syrer i Forbindelse formaa dog at opløse Metallernes Konge, og af den Grund har denne Blanding ogsaa faaet Navnet: Kongevand. I Virkeligheden spiller ogsaa her Saltsyren Rollen som et iltende Stof: Guldet er kun opløseligt i Saltsyrens Klor, men i Kongevandet foregaar en uophørlig Sønderdeling og Indgaaen af Forbindelser: Ilt forlader lidt efter lidt Salpetersyren, berøver Saltsyren en tilsvarende Mængde Brint og danner Vand, medens den friblevne Klor strax forbinder sig med Guld til opløseligt Klorguld. Saasnart derfor den ene af Syrerne i Blandingen er bleven forbrugt, ophører Virkningen.
Saltsyre og Klor. Under vor foregaaende Udvikling have vi saa ofte truffet paa disse Stoffer, at det ikke turde være upassende her at beskjæftige os lidt med dem. I Naturen træffe vi intetsteds Saltsyren færdigdannet; derimod træffe vi jevnlig Salte af den, det er saadanne Forbindelser, hvori dens Brint er ombyttet med Metal. Saadanne ere fremfor alt Kogsalt (Klornatrium), Klorkalium, Klormagnium, men ogsaa, skjøndt sjeldent i Naturen, Klorsølv (Hornsølv), Klorbly o. fl.
Saltsyrens Salte adskille sig fra de fleste andre Salte ved, at de ikke indeholde Ilt; Metallet har i dem, ved at forene sig med et usammensat Stof, dannet Forbindelser, der dele alle Saltenes almindelige Egenskaber. Det usammensatte Stof, der i Kogsalt er forbundet med Natrium, i Hornsølv med Sølv o. s. v., er Klor, et luftformigt Grundstof af grønliggul Farve og en kvælende Lugt og Smag. Stor Lighed med Kloret, ikke blot i det kemiske Forhold men ogsaa i mange ydre Egenskaber, have nogle andre Grundstoffer: Fluor, Brom og Jod. Ogsaa disse forene sig ligefrem med Metallerne og danne Salte. De tilligemed Kloret sammenfattes derfor under Navnet Saltdannere, Haloider, og de af dem dannede Salte kaldes, i Modsætning til de iltholdige Syrers Salte, Haloidsalte, ogsaa vel, skjøndt mindre heldigt, Brintsyresalte.
Kloret forbinder sig med Ilt til Syrer i flere Forhold; men Affiniteten mellem de to Stoffer, der saa meget ligne hinanden, er dog kun ringe, og Klorsyreforbindelserne dekomponeres derfor atter let, hvorved de blive et endnu kraftigere Iltningsmiddel end selve Salpetersyren.
Langt større Vigtighed har Klorets Brintforbindelse, Klorbrinte, hvis Opløsning i Vand er den almindelige Saltsyre. Dennes Dannelsesmaade have vi ovenfor udførlig omtalt, idet den optræder som Biprodukt og det ofte et meget besværligt Biprodukt ved Leblancs Sodaproces. Undertiden er Saltsyren dog ogsaa Gjenstand for en særegen Fabrikation, som da sker ganske paa samme Maade som Salpetersyrens, kun at der anvendes Kogsalt i Stedet for Salpeter. Saltsyren danner en farveløs, jevnlig paa Grund af lidt Jernklorid gul Vædske af stikkende Lugt; i koncentreret Tilstand ryger den i Luften. Ved 20° optager Vand 475 Gange sit eget Rumfang Saltsyreluft; det har da Vægtfylden l,21, viser paa Baumé's Flydevægt 26° og indeholder over 42 p. C. Klorbrinte. Saltsyren finder udstrakt Anvendelse, i størst Maalestok til Fremstilling af Klor, og dette sker ved at berøve Saltsyren dens Brint. Ilten er Midlet hertil, idet den borttager Brinten og danner Vand dermed. Ilten, som bruges hertil, faar man fra et eller andet Overilte ɔ: fra et saadant Ilte, der indeholder mere Ilt, end der kræves til at danne Salte. Det eneste Stof af denne Art, som er økonomisk anvendeligt, er Brunsten, Metallet Mangans Overilte. Sammen med Saltsyre eller, hvad der kommer ud paa et, med Kogsalt og Svovlsyre, i hvilket Tilfælde Saltsyre først dannes under Operationen, bringes Brunstenen ind i det forud opvarmede Udviklingsapparat; den dannede Klorluft gaar gjennem et Rør bort til sit Bestemmelsessted, og i Apparatet bliver der foruden et Bundfald en Opløsning af Klormangan tilbage, som indtil for ikke saa længe siden blev betragtet som et værdiløst Affald, hvori Halvdelen af Saltsyrens Klor gik tabt. Ved en af Weldon opfunden Fremgangsmaade har Sagen stillet sig langt gunstigere, og man kan nu gjentagne Gange operere med den selv samme Mængde Mangan, idet man bestandigt fremstiller Overilte af Klormanganet. I den Hensigt overmætter man Opløsningen med Kalk og indleder en Luftstrøm i Blandingen af Kalk og Manganforilte, indtil der opstaar et sort Slam, som strax kan anvendes i Stedet for ny Brunsten.
Klor er, som bekjendt, et kraftigt Blegningsmiddel; det bruges ogsaa til at tilintetgjøre ilde Lugt og Sygdomsstoffer. I mange Tilfælde bleger man direkte med Klorluften, saaledes f. Ex. Kludene i Papirfabrikerne; men for at fremstille det som en transportabel Vare maa den bindes til Kalk. Man indleder derfor Klor i et Rum, hvor der er lagt fugtig Kalk paa Hylder. Kalken mættes da med Klor og afgiver det siden lidt efter lidt til Luften; ved Tilsætning af Syre afgiver den det meget hurtigt. Om Klorkalkens Anvendelse til Blegning ville vi faa Lejlighed til at tale i næste Bind.
Leder man Klor til varm og koncentreret Kalilud eller mere økonomisk til en varm Blanding af en Klorkaliumopløsning og Kalk, saa forener Kloret sig med Kalium eller Kalcium, og den herved frigjorte Ilt kaster sig paa Klorkalium og forener sig dermed til klorsurt Kali, et Salt, der ved Afkjøling af Vædsken udskilles i smukke blanke Blade og tjener til Fremstilling af Ilt, ligesom det spiller en vigtig Rolle i Tændstikfabrikation, Fyrværkeri og ved Fabrikation af Sprængstoffer.
Foruden til Fremstilling af Klor og deraf dannede Præparater benyttes Saltsyren ved Fabrikation af Salmiak, Klorantimon, Klorzink, Klortin, Lim og Fosfor, til Rensning af Benkullene i Sukkerfabrikerne, ved Fabrikation af ildfast Ler, i Bomuldsindustrien og i mangfoldige andre Øjemed og vil derfor paa mange Steder findes omtalt i dette Værk.</poem> | wikisource | wikisource_3111 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=92 to=96 header=1 /> | wikisource | wikisource_8676 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Under Nordenvindens Svøbe.djvu" from=27 to=33 header=1 /> | wikisource | wikisource_23397 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Visselulle, nu barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugge stander stil,
uden dun og uden gænge.
Hører du den dumpe storm
sukke ved hvad jeg forliste?
Mærker du den sultne orm
pikke på din fyrrekiste?
Sov, barnlille! ved min sang
intet skal din glæde mangle.
Hører du den muntre klang,
hist i tårnet af din rangle?
Nattergalen nærmer sig.
Fryder dig dens blide klukke?
Du har ofte vugget mig,
nu skal jeg dig atter vugge!
Hvis dit hjerte ej er sten
mærk, min idræt, moder kære!
Her af denne hyldegren
skal jeg dig en fløjte skære.
Ved dens toner fryd dit sind!
HVod den klager svagt og ene,
som en vildsom nattevind
i de våde vintergrene.
Ak! nu må jeg fra dig gå
der er koldt i dine arme,
og jeg ejer ingen vrå,
hvor jeg mig igen kan varme.
Visselulle da, barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugger stander stil,
uden dun og uden gænge.
</poem> | wikisource | wikisource_2340 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu" from=17 to=19 tosection="a" header=1 /> | wikisource | wikisource_29404 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Levy 1848 De nyeste forsog i Fodselsstiftelsen i Wien etc.pdf" from=1 to=8 header=1 /> | wikisource | wikisource_3529 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=77 to=78 header=1 /> | wikisource | wikisource_6742 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=584 to=593 header=1 /> | wikisource | wikisource_13252 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu" from=159 to=190 header=1 /> | wikisource | wikisource_29152 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Ved Siden af eller maaske i Forbindelse med Endowment-Uvæsenet har Mormonismen en anden sammensvoret Bande de saakaldte „Daniter“ eller „ødelæggende Engle“. Det er en ligefrem Morderbande, som til visse Tider har vast megen Omtanke og paa sine Steder megen Frygt. Daniternes Tilværelse kan allerede paavises under Mormonernes Ophold i Missouri 1838, hvilket ses af følgende beedigede Vidnesbyrd af Thomas B. Marsh, som dengang var Præsident for de tolv Apostle, og af Orson Hyde, den nuværende Apostelpræsident i Salt Lake City:
Thomas Marsh's Vidnesbyrd!
„De havde iblandt dem et Kompagni — anset for at bestaa af paalidelige Mormoner — som kaldes „Daniter“, og disse have aflagt Ed paa at understøtte Kirkens Ledere i Alt — enten det er Ret eller Uret. En Del af Kompagniet er dog utilfreds med denne Ed, som de anse for at stride mod moralske og religiøse Principer. Mormoner have fortalt mig, at der i Far West sidste Lørdag blev valgt et Kompagni bestaaende af Tolv, som hedder „det ødelæggende Kompagni“. Det blev bestemt, at hvis Folket i Buncombe kommer for at bringe Skade og Ødelæggelse over Folket i Caldwell (hvilke vare Mormoner), saa skulde dette Kompagni afbrænde Buncombe, og hvis Indbyggerne i Clay og Ray gjør nogen Bevægelse imod dem, saa skal det ødelæggende Kompagni afbrænde Libery og Richmond.
Det er Propheten Joseph Smiths Plan at tage denne Stat i Besiddelse, og han forsikrer sit Folk, at det er hans Hensigt at indtage de For. Stater og tilsidst hele Verden. Jeg troer, at dette er Prophetens Planer og Hensigter, ligesom det er Kirkens Tro. Det er Prophetens Lære og Folkets Tro, at hans Aabenbaringer ere høire end Landets Love. Jeg har hørt Propheten sige, at han endnu vilde nedtræde sine Fjender og gaa over deres døde Legemer; at om de ikke lod ham være i Fred, saa skulde han blive en anden Muhamed for denne Slægt, at han vilde gjøre Landet til en Blodsø fra Atlanterhavet til Rocky Mountains; og at, ligesom Muhameds Motto var: „Alcoranen eller Sværdet“, saaledes skulde vort blive: „Joseph Smith eller Sværdet“. Disse sidste Yttringer bleve udtalte sidste Sommer. Antallet af bevæbnede Mænd i „Adam Ondi Ahman“ (Mormonernes daværende Zion), var mellem tre og fire Hundrede“.
„Jeg ved, at Størsteparten af foregaaende Afsløring er Sandhed og det øvrige troer jeg er Sandhed.
Hertil er føiet et Certifcat fra 7 Personer, bosiddende i Ray County, som bevidne, at Marsh var Præsident for de tolv Apostle og Orson Hyde var en af de Tolv, og at de nu havde forladt Kirken paa Grund af Mormonernes umoralske og ugudelige Opførsel.
Den Ære først at have organiseret og instrueret denne hemmelige Morderbande tilkommer en vis Doktor Alvord som paa denne Tid var en af Joseph Smiths Disciple. I en Tale til dette udvalgte Selskab, angaaende Rigets kommende Storhed, ender han paa følgende Maade: „Mine Brødre I ere nu blevne valgte til at være vore ledende Mænd, vore Kaptainer til at regjere over denne Jesu Kristi Kirke, som nu er organiseret efter den den gamle Orden. Jeg har samlet Eder i Dag for at lære og undervise Eder om de Ting, som henhøre til Eders Pligter og for at anskueliggjøre hvad eders Forrettigheder snart ville blive! Vide I ikke, Brødre, at det snart vil blive Eders Rettighed, at gaa ud med eders respektive Kompagnier for at hærge paa Settlementernes Grændser og tage Bytte fra de ugudelige Hedninger; thi der staar skrevet: „Hedningernes Rigdomme skulle blive helligede mit Folk, som er Israels Hus“ og paa den Maade ødelægge Hedningerne ved at røve og plyndre deres Eiendomme“... „Det er paa denne Maade, Gud har i Sinde at oprette sit Rige i disse sidste Dage. Hvis Nogen af os skulde blive opdaget, hvem kan vel skade os — thi vi skulle staa sammen og forsvare hverandre i enhver Ting. — Sværge vore Fjender imod os, saa kunne vi ogsaa sværge... Hvorledes? I synes at frygte for dette, Brødre! Saa vise som Herren lever, saa vist vilde jeg sværge paa en Løgn, for at redde hvemsomhelst af Eder, og om dette ikke kunde gjøre det, saa vilde jeg begrave ham eller dem i Sandet — ligesom Moses gjorde ved Ægypteren! Paa denne Maade ville vi hellige meget til Herren og opbygge hans Rige. — Hvem kan modstaa os? Skulde nogen af os findes at overtræde, da ville vi tage en saadan under Behandling imellem os selv. Og hvis nogen af dette Danitselskab aabenbarer nogen af disse Ting, da vil jeg skjule ham paa et Sted, hvor ikke en Hund skal kunne bide ham...“
Navnet „Daniter er taget fra anden Mosebog 49. 17, hvor det hedder: „Dan skal være som en Slange paa Veien, som en Pil-Slange paa Stien, der bider Hesten i Hælene, saa at dens Rytter faldt tilbage!“ I Be gyndelsen kaldtes de forresten „Dans Sønner“, men Programmet er bleven udført: „mange Mænd ere faldne tilbage for aldrig mere at staa op igjen eller komme tilsyne“.
Det nytter kun lidet at Joseph og Mormonerne have søgt at fralægge sig Ansvaret for Doktor Alords Udtalelser, ved at fremhæve, at han ligesom John D. Lee, blev udelukket af Mormonkirken, saasnart hans Forbrydelser vare blevne afslørede — Kjendsgjerninger tale høiere end Ord, og fra Brigham Youngs egen Mund have vi — 18 Aar senere, følgende Udtalelse desangaaende: „Dersom Nogen kommer her og ikke opfører sig som han bør, da vil han ikke alene finde Daniter — som der tales saa meget om — som ville bide Hestenes Hæle; men saadanne Uslinge ville finde Noget, som vil bide i deres egne Hæle tillige. I mine simple Bemærkninger kalder jeg blot Tingene ved deres rette Navn...“. (Se „Deseret News“, 7de Bind, Side 143). | wikisource | wikisource_17710 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=486 to=489 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9541 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Vort hjem, du danske jord,
hvor bondebrødet trofast gror,
du digre muld,
så evnefuld,
så yppig til at yde!
Det kimer i din agers korn,
konkylie-horn
om dine kyster lyde -
vi bærer dig i lyst og nød,
vi ærer dig i liv og død,
vi kommer, når du kalder
og knæler i dit skød!
Vort hjem, du danske jord,
hvor lunets lyse sønner bor,
duggsvangre dal
med stridig ahl
og hvide klitters øde!
Det dufter i dit tungemål,
en blomsterskål
af rug og kløver røde -
vi favner dig i angst og fryd,
vi savner dig i nord og syd,
vi harmes, når vi hører
din stumme klagelyd!
Vort hjem, du danske jord,
der håb som grøn af havet gror,
gavmilde muld
med mindeguld,
der klinger under ploven!
Din himmel hvælver højt sit tag,
i bløde drag
langs fjorden blåner skoven -
vi værger dig i armods kår,
vi sværger dig, ihvor vi går,
at trænges, hvis du trues,
til værn omkring din vår!
</poem> | wikisource | wikisource_13552 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jærnet.djvu" from=183 to=195 header=1 /> | wikisource | wikisource_19962 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Menneskeløget Kzradock.djvu" from=136 to=149 header=1 /> | wikisource | wikisource_15370 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="En Studie i rødt.pdf" header=1 from=58 to=69 fromsection="b" tosection="a" /> | wikisource | wikisource_22456 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=184 to=189 fromsection=§57 tosection=§57 header=1 /> | wikisource | wikisource_26090 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Sangen kendes også under titlen "Violen".
Teksten.
Du spørger, min dreng, hvad jeg vil med den visne viol,<br>
hvis blade er tørre som bøgernes i min reol?<br>
Med friske og grønne violer og roser af smukkeste sort<br>
du vil mig belønne, ifald jeg vil kaste den bort.<br>
Se, den ting begriber du ikke, før du bliver stor,<br>
og meget, min lille, du end skal erfare på jord.<br>
Din moder jo rakte med kærlige hænder mig rødmende den,<br>
den dag, da hun sagte fremstammed: Min kæreste ven!<br>
Og når så engang jeg skal samles med hende igen,<br>
da komme vel fremmede folk på mit kammer herhen.<br>
De kaste til side violen, billetter og lokken og kram,<br>
thi ingen kan vide, hvad værd det har ejet for ham.<br>
Thi minderne, ser du, min ven, er vor dyreste skat,<br>
de følge som drømme os selv i den mørkeste nat.<br>
Så læg kun i graven hos mig du den blomst med det visnede løv,<br>
i dødningehaven er jeg som violen blot støv.<br> | wikisource | wikisource_1821 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=247 to=253 header=1 /> | wikisource | wikisource_30045 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=6 to=6 header=1 />
Indholdsfortegnelse | wikisource | wikisource_8658 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=179 to=189 header=1 /> | wikisource | wikisource_23141 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Henning Matzen - Til Gjensvar.pdf" from=7 to=63 header=1 /> | wikisource | wikisource_27443 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=237 to=243 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11770 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=98 to=99 fromsection=§24 tosection=§24 header=1 /> | wikisource | wikisource_25926 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Minona.djvu" header=1 from=234 to=248 /> | wikisource | wikisource_21040 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Tre indenlandske Kryderier,.
som anbefales unge Husmødre paa Grund af, at de kun koste lidet, aldrig tabe deres kraft og derhos have den Egenskab, at jo tavligere Maden er, desto mere forhøie de dens Velsmag.
Det første Kryderi bestaar i en bestemt og fast overholdt Spisetid, thi Mand og øvrige Deeltagere i Maaltidet ere i Almindelighed ingensinde mere utaamodige end i den Tid, der forløber efter det bestemte Klokkeslet og indtil Maden staar paa Bordet.
Det andet Kryderi er en sneehvid Dug, en proper Anretning. Selv den tarveligste kost faar en forøget Velsmag, naar Øiet med Velbehag hviler paa det hvide linned, det blanke Porcellain, de klare Glas - og Tanken om en flink Husmoder knytter sig uvilkaarligt hertil.
Det tredie Kryderi er Husmoderens milde og venlige Ansigt, der lig Solen straaler over det Hele og forjager de smaa Skyer af Utilfredshed eller Misnøie med Et og Andet, som ellers kunde svæve paa Husets Himmel og undertiden faa Leilighed til at samle sig til en Regnbyge."
(Fra en Fader til en Datter i hendes første kogebog). | wikisource | wikisource_1830 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=110 to=112 fromsection=§28 tosection=§28 header=1 /> | wikisource | wikisource_25928 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=21 to=27 fromsection="b" tosection="a" titel="De tre Fuldmægtige" /> | wikisource | wikisource_21826 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=11 to=41 header=1 /> | wikisource | wikisource_28531 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=213 to=214 fromsection=§65 tosection=§65 header=1 /> | wikisource | wikisource_25766 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=299 to=300 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9684 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sommerglæder.djvu" from=49 to=115 header=1 /> | wikisource | wikisource_22997 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf" from=54 to=70 header=1 /> | wikisource | wikisource_21434 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
OMSIDER er det Øjeblik kommet, hvor jeg selv kan sige nogle Ord. Jeg har aldrig ønsket at lægge Skjul paa noget, men indtil nu har forfatningsmæssige Hensyn forbudt mig at tale. </BR>
For nogle faa Timer siden udførte jeg min sidste Regeringspligt, og nu, da jeg er blevet efterfulgt paa Tronen af min Broder, Hertugen af York, maa mine første Ord være en Troskabserklæring til ham. Denne giver jeg af hele mit Hjerte. </BR>
I kender alle de Grunde, som har bevæget mig til at give Afkald på Tronen. Men jeg ønsker, at I skal forstå, at da jeg traf min Beslutning, " glemte jeg ikke det Land og det Imperium, som jeg har forsøgt at tjene gennem 25 År som Prins af Wales og nu i den sidste Tid som Konge. Men I må tro mig, når jeg siger Jer, at jeg har fundet det umuligt at bære det tunge Ansvar og at udføre mit Arbejde som Konge, sådan som jeg selv ønskede at gøre det, uden Hjælp og Støtte fra den Kvinde, jeg elsker.</BR>
Og jeg ønsker, at I skal vide, at den Beslutning, jeg har truffet, står for min egen Regning og for min Regning alene. Dette var en Sag, hvor jeg selv måtte træffe mit Valg. Den anden Person, hvem Sagen mest angik, har lige til det sidste prøvet at overtale mig til at følge en anden Vej. Når jeg har truffet denne den alvorligste Beslutning i mit Liv, er det sket ene og alene med Tanken på, hvad der i det lange Løb vilde være bedst for alle. </BR>
Det har gjort min Beslutning mindre vanskelig for mig at træffe, at jeg vidste, at min Broder med sin mangeaarige Erfaring i Landets Sager og sine smukke Karakteregenskaber kunde indtage min Plads med det samme, uden at Rigets Liv og Fremskridt forstyrredes eller led Skade. Han har en uforlignelig Gave, som han deler med mange af Jer, men som ikke er blevet forundt mig - et lykkeligt Hjem med Hustru og Børn. </BR>
I disse tunge Dage har jeg fundet Trøst hos hendes Majestæt min Moder og hos min Familie. Kronens Ministre, og især Mr. Baldwin, har altid behandlet mig med alt muligt Hensyn. Der har aldrig været nogen Uoverensstemmelse i Forfatningsspørgsmål mellem mig og dem eller mellem mig og Parlamentet. M min Fader er jeg blevet oplært i Forfatningens Traditioner, og jeg vilde aldrig have tilladt, at en sådan Situation opstod. </BR>
Som Prins af Wales og senere som Konge har jeg altid mødt den største Venlighed hos alle Kasser af Folket, overalt i Riget hvor jeg har levet og færdedes. For dette er jeg dybt taknemmelig. </BR>
Jeg forlader nu det offentlige Liv og lægger min Byrde fra mig. Der vil maaske gaa nogen Tid, før jeg vender tilbage til mit Fædreland, men jeg vil altid følge det britiske Folks og Riges Skæbne med dyb Interesse, og hvis jeg nogensinde i Fremtiden kan tjene hans Majestæt som Privatperson, skal jeg ikke svigte; </BR>
Og nu har vi alle en ny Konge. Jeg ønsker ham og Jer, hans Folk, Lykke og Medgang af hele mit Hjerte. </BR></BR>
GUD VELSIGNE JER ALLE.</BR>
GUD BEVARE KONGEN. | wikisource | wikisource_3101 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fire Noveller.djvu" from=45 to=96 header=1 /> | wikisource | wikisource_16360 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=21 to=24 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9042 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
I Skov, hvor Bøssen knalder,
Hvor Jægerhornet gjalder,
Og Hundekobblet gjøer;
Hvor Fugl, med knækket Vinge,
Og Dyr, med saaret Bringe,
Forbløder sig og døer —
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Hvor Hundekobblet gjøer —
Der blomstrer ogsaa stille
I Skyggen Blomster vilde,
Og der er Græsset blødt;
Og fløiter Nattergalen,
Saa tystner det i Dalen,
Mens Bærret modnes rødt.
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Ja Skovens Græs er blødt.
Og Maanen med sin Flamme
Oplyser Egens Stamme
Saamangen deilig Nat;
Da dandse Alfer hvide,
Mens Himlens Skyer glide,
I Ring om Ellekrat.
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saamangen deilig Nat.
I Høst, naar Laden fyldes,
Naar Bøgens Blad forgyldes,
Er Skovens muntre Fest;
Saa drager til det Grønne
De Unge og de Skjønne.
Tilfods, tilvogns, tilhest.
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saa er det Skovens Fest.
Naar Duggen er af Græsset,
Fra Byen ruller Læsset,
Til Skoven ile vi,
At lokke Haslens Nødder
Fra Toppen til dens Rødder —
Den Sommerjagt er fri!
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Til Skoven ile vi.
See, Skallen springer gjerne!
Kom frem, fuldmodne Kjærne,
Kom frem af Skjulet nu!
Kun Damehænder bløde
Er hvide og er søde
At kysse paa, som du.
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Kom frem af Skjulet nu!
Og mangen Vinteraften
Naar perler Druesaften,
Den brune Nøddeskal,
Som skjønne Tænder knække,
Erindringer os vække
Om Nøddetouren skal.
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Den brune Nøddeskal.
Om Dagen i det Grønne,
Da jublende de Skjønne
Blandt unge Hasler sang;
Da Børn med Nøddeposer,
Selv Skovens bedste Roser,
I gule Blade sprang.
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Da vi i Skoven sang.
Om Dagen i September,
Om Skovens grønne Kæmper,
Om Sommerhimlen blaa,
Om Venner og Veninder
Skal I os være Minder,
I brune Nødder smaa!
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Det vil vi huske paa.
</poem> | wikisource | wikisource_4110 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=135 to=140 /> | wikisource | wikisource_21687 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=88 to=112 header=1 /> | wikisource | wikisource_28609 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=72 to=74 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_13382 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |