text
stringlengths 1
30.3M
| source
stringclasses 20
values | id
stringlengths 6
43
| added
stringclasses 15
values | created
stringclasses 9
values | metadata
dict |
|---|---|---|---|---|---|
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=214 to=215 fromsection=§66 tosection=§66 header=1 /> | wikisource | wikisource_25767 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Pjerrot sa´ til månen: "Lys nu hvid og klar,
indtil dette brev jeg færdig skrevet har
Husk det er Pierette, jeg nu skriver til
om min lille kone hun nu være vil."
Og ved månens stråler Pjerrot skrev og skrev.
Han var fjorten dage om det halve brev.
Inden han blev færdig, kan du nok forstå,
så var månen borte - sådan kan det gå. | wikisource | wikisource_3946 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
OVERSÆTTERENS FORORD
1. De bedste afsnit
Nogle læsere vil have glæde af hele den oversatte tekst - kun en større teologisk debat, nogle trivielle krigs- og rejsereportager og en række beretninger fra tidligere historiske perioder er udeladt i forhold til originalteksten.
Andre vil ønske at nøjes med at læse nogle enkelte afsnit, der er repræsentative for forfatteren og perioden. Til dem anbefaler jeg især de nedennævnte afsnit (afsnitsbetegnelsen er f.eks.1.3, hvor 1 betyder Første Bog og 3 betyder Kapitel 3 - se Indholdfortegnelsen).
Et absolut ”must” er afsnit 1.36 med pavens egen beskrivelse af, hvordan han blev valgt til pave. Ingen andre paver har efterladt en selvbiografi endsige beskrevet sit eget valg. Teksten er på sine steder meget dramatisk.
Beskrivelsen af den unge Piccolominis rejse til England og Skotland i 1435 er både interessant og levende (afsnit 1.5 til 1.6). Især besøget i Skotland prægede Piccolominis opfattelse af det nordlige Europa, herunder Danmark, således som man kan se det forskellige steder i hans værker.
En begivenhed der rystede samtiden var Konstantinopels fald i 1453, der er emnet for afsnit 1.26.
Pius’ personbeskrivelser er små mesterværker: læs beskrivelserne af Cosimo de’ Medici og biskop Antonino af Firenze (afsnit 2.28 og 2.29) og den ætsende undsigelse af den franske kardinal Jean Jouffroy (12.36) – skrevet i de italienske humanisters bedste smædestil.
Kongressen i Mantova 1461, hvor paven prøvede at samle de europæiske stater til et felttog mod tyrkerne, var hans store politiske fejlgreb, men ikke desto mindre dybt interessant (læs afsnittene 3.1 og 3.47).
Pavens spændingsforhold til hans kardinaler kommer levende til udtryk i beskrivelserne af hans to kardinalsudnævnelser (afsnit 4.9-4.11 og 7.9).
Har man blot nogen interesse for militærhistorie, vil man glæde sig over beretningen om de to vigtigste slag i den napolitanske krig (afsnit 4.25 og 10.11) samt om det evige problemforhold mellem italienske generaler og deres politiske herrer (12.10).
Uovertrufne og poetiske beskrivelser af landskaber og pavens udflugter til Roms omgivelser finder man i afsnit 5.25, 6.20, 6.21. og 9.1.
Store pavelige ceremonier var modtagelsen af relikviet, apostlen Andreas’ hoved, i Rom i 1462 (afsnit 8.1-8.3) og Kristi Legems Fest i Viterbo, med intense beskrivelser af pragtudfoldelse ved pavehoffet i den tidlige renæssance (afsnit 8.8).
Udfoldelsen af det pavelige diplomati kan man læse om i afsnit 10.1-10.5 (paven vs. den hussitiske konge af Bøhmen), afsnit 11.6 (en pavelig udsending blander sig i Rosekrigene) og afsnit 12.30-12.31 om fortrolige forhandlinger mellem paven og Firenze, som giver et tæt indblik i den indre italienske politik samt realpolitik, militærstrategi og moral på højeste plan.
Vil man have skandaler fra fyrstehofferne i Europa kan man læse om Jacqueline af Hollands affære med hertugen af Gloucester i afsnit 9.13. Pavehoffet er også selv leveringsdygtigt med korruptionsskandalen om greven af Armagnac, der prøver at købe sig tilladelse til at gifte sig med sin egen søster (afsnit 4.19-4.21.)
Gå endelig ikke glip af regattaen på Bolsena sø (8.10) og kapløbet i Pienza (9.25).
Og glem ikke historien om grev Drakula – uden vampyrer (11.12).
Og den fortryllende og melankolske historie om pavens hundehvalp (11.24).
Og toppunktet af det hele: beretningen om den afklarede pave som efter et langt, omtumlet liv vælger at sætte livet ind for den sag, han tror på, korstoget mod tyrkerne: den er svær at læse uden at blive bevæget. En personlig rejse fra den unge, fattige karrieremager - der nok havde principper, men stadig havde et klart øje for sin egen fordel - til idealisme, moral og tro, var slut. Pavens sidste måneder blev præget af fiasko og kommende død, og uforknyt storslåethed (afsnit 12.31-12.32).
2. Om udgivelsen
For 19 år siden, i 1990, skrev jeg i forordet til en mindebog om Elsa Gress: ”Hvem andre end fagfolk læser i dag Senecas breve? Augustins prædikener? Petrarcas digte? Pius den Andens erindringer?”
Jeg var måske nok dengang for pessimistisk: i hvert fald er Pius den Andens erindringer siden hen udkommet både på engelsk, tysk og fransk (samt italiensk og hollandsk). I flere tilfælde er der tale om forkortede udgaver, således den franske, tyske og hollandske, der egner sig for en bredere offentlighed.
Den tyske udgave blev anmeldt af Mikkel Wold i Information i 2008 under overskriften: ”En forrygende pave, en fantastisk karriere.” Anmeldelsen sluttede således: ” Det er et udvalg, og en samlet udgave vil måske også blive for voldsom i dansk sammenhæng. Men oversættes bør den, for har man blot et minimum af historisk og humoristisk sans er der mindst de to grunde til at læse disse uforlignelige erindringer.”
Det er en glæde for mig med denne oversættelse at imødekomme Mikkel Wolds ønske om en forkortet udgave på dansk. Jeg begyndte ganske vist på oversættelsesarbejdet i 2004, men det var dejligt undervejs at blive bekræftet i, at denne spændende renæssancetekst også burde gøres tilgængelig på dansk. Tak, Mikkel Wold!
Jeg har valgt at publicere oversættelsen elektronisk på Wikisource. Mine grunde hertil er følgende:
For det første tvivler jeg på, at biografien vil have tilstrækkelig kommerciel interesse til at kunne motivere en klassisk, papirbaseret forlagsudgivelse. En biografi kombineret med fyldige uddrag, også fra Pius’ andre bøger og hans breve, ville nok være mere egnet til en sådan udgivelse.
For det andet ser jeg gerne, at bogen bliver lettilgængelig for alle interesserede – gratis.
For det tredje er jeg selv trods alt kun en amatør udi det historiske og latinske – forhåbentlig en nogenlunde lærd amatør, men alligevel. Så en udgave, der kan rettes i løbende, efterhånden som der opdages eventuelle fejl, eller læserne selv foreslår tekstforbedringer, er langt at foretrække frem for en tekst, der når den først er udgivet, bliver stående med sine fejl og mangler.
For det fjerde er jeg i mit arbejde som chef for Københavns Universitetsbibliotek og vicedirektør ved Det Kongelige Bibliotek stærkt optaget af udviklingen af det nye elektroniske bogmedie, og jeg vil meget gerne med denne elektroniske bogudgivelse være en del af denne udvikling og være med til at afprøve dens fordele og ulemper.
For det femte (i øvrigt uforudset) medfører offentliggørelsen i WikiSource, at hele teksten er blevet høstet og gjort fuldtekst søgbar i Google.
3. Om Pius og hans selvbiografi
Pius’ borgerlige navn var Æneas Silvius Piccolomini (1405-1464; pave i 1458). Han var af en fattig, men fornem sienesisk adelsfamilie, og fik en karriere helt ud over det sædvanlige. Jeg henviser til leksikonbeskrivelsen i den danske Wikipedi, som jeg selv lagde ind i en første version: http://da.wikipedia.org/wiki/Pave_Pius_2.
Han havde et stort forfatterskab, og selv om hans selvbiografi er hans opus magnum, er den kun et af hans mange værker, som tilsammen giver et fascinerende indblik i Europas historie i generationen fra 1430’erne til 1460’erne.
Hans selvbiografi som pave er et medrivende stykke samtidshistorie fra denne periode. Det er både en øjenvidneskildring fra en af de vigtigste aktører i periodens Europa, et intimt dokument om en stor mands personlige udvikling, og endelig et bemærkelsesværdigt ”spin” fra en pave, der i høj grad ønskede at forme eftertidens opfattelse af ham. Biografien rummer afsnit, der er ganske enestående og højdramatiske, f.eks. beretningen om hvordan han selv blev valgt til pave.
De store hovedlinier i hans pontifikat er krige og konflikter. Først og fremmest er der korstoget mod tyrkerne, som han arbejdede på uafladeligt, men uden held, og med en sørgelig afslutning, da han døde i Ancona inden han nåede at indskibe sig på den pavelige flåde imod tyrkerne.
Hans krig mod oprørske fyrster og baroner i Kirkestaten faldt anderledes heldigt ud.
Det samme gælder krigen i Syditalien (Kongeriget Napoli), hvor han sammen med hertugen af Milano understøttede et spansk fyrstehus imod den franske kongeslægt, Anjou. Det lykkedes ham at holde franskmændene ude af Syditalien, men prisen var høj i form af en konflikt med den franske kong Louis XI, som han havde hårdt brug for i andre vigtige sammenhænge.
Også Pius’ modsætningsfyldte forhold til kardinalskollegiet går igennem erindringerne som en rød tråd: det var en strukturel konflikt, der grundlæggende drejede sig om, hvor stor en magt kardinalerne skulle have i regeringen af Kirken. Denne konflikt var kardinalskollegiet dømt til at tabe, efterhånden som den Romerske Kirke udviklede sin monarkiske forfatning.
Et andet tema er reformeringen af Kirken, hvor Pius ikke slog afgørende igennem, på trods af god vilje – krigene og andre problemer tog for meget af hans opmærksomhed i hans korte regeringsperiode.
Særligt interessant er også pavens promovering af sin egen familie. Eftertiden har været forarget over hans nepotisme, men pavelig nepotisme var dels ganske normal for tiden, og dels et nødvendigt led i pavens magtudøvelse. Pius var i denne sammenhæng ret dygtig, men helt på linie med sine forgængere og sine efterfølgere. Han holdt sig dog inden for anstændighedens grænser, og var egentlig blot på bølgelængde med en kultur, hvor familien kom først, og enhver magthaver ved siden af sit offentlige embede også skulle pleje sin egen families interesser.
For danskere er det interessant nok, at Pius havde et vist kendskab til Danmark, og at hans samlede – om end korte – tekster om Danmark skrevet igennem hele hans aktive periode er et interessant og hidtil upåagtet vidnesbyrd om den europæiske opfattelse af Danmark i denne periode.
4. Om oversættelsen
At gengive en renæssancelatinsk tekst på nutidsdansk er selvsagt en kompliceret opgave. Generelt har jeg ladet mig inspirere af et af Pius’ egne litterære forbilleder, Leonardo Bruni (1369-1447), der i et brev til en ven kommenterede sin oversættelse af Platon fra græsk til latin således: ”Jeg foretrækker selvfølgelig langt at gengive et græsk ord direkte, hvis ikke det bliver klodset eller absurd. Men dette er ikke altid muligt. I disse tilfælde er jeg ikke så frygtsommelig, at jeg tror, det er en majestætsfornærmelse at undgå noget, der virker forvrøvlet. Så jeg bruger gerne lidt anderledes ord på latin, hvis blot meningen bevares. Det er selveste Platon, der beordrer mig til det: han havde et udsøgt sprog hos grækerne, og ønsker ikke at virke kluntet hos latinerne.”
Jeg har i oversættelsesarbejdet fulgt følgende hovedprincipper:
Generelt har det været min hensigt at give en “tæt” oversættelse, der så vidt muligt udtrykker på moderne dansk, hvad Pius ville sige med sin latinske tekst fra 1460'erne.
Det skal ikke være en tekst, der nedbryder afstanden mellem DK 2009 og Italien 1460. Oversættelsen må gerne afspejle den historiske og kulturelle distance. Denne skal ikke opløses ved anvendelse af gloser og vendinger, hvor den oversatte mening forsvinder, udtyndes eller forandres blot for at kunne blive iklædt en dansk samtidig sprogdragt.
Oversættelsen skal også respektere Pius’ “udsmykkede” (ornatus) stil – der hvor han anvender denne. Der anvendes derfor ikke hverdagsgloser eller slang, og nogle gange har jeg i gengivelsen af denne stil anvendt ord, som – selvom de stadig lever i sproget - er mindre anvendte i dag.
Det skal være en letlæselig tekst, hvorfor den tunge latinske struktur med mange participialkonstruktioner, absolutte konstruktioner, relativsætninger og flittig anvendelse af epitheton ornans (”Francesco, den lærde og fornemme mand”) opløses i flere direkte, parallelle hovedsætninger, dog uden tab af forløbsmæssig mening.
Pius har skrevet for sin samtid og forudsat, at læserne var bekendt med hans emner og hans persongalleri. Teksten er derfor ofte vanskelig for moderne læsere, der ikke har Pius’ samtidiges forudsætninger. Jeg har søgt at løse dette problem dels gennem noter, dels gennem en vis ”tekstfortykning”, f.eks. ved at indsætte efternavne, hvor Pius kun anvender et fornavn eller titler, f.eks. kong Ferrante i stedet for bare Ferrante.
Nogle stilistiske træk har jeg opgivet at gengive ordret på dansk, f.eks. Pius brug af superlativer, som efter min sprogfornemmelse giver en forkert mening, hvis de oversættes ordret. Et andet tilfælde er de mange dobbeltnegationer: hvis Pius skriver ”ikke lille” kan jeg godt have foretrukket ”stor”.
Pius anvender gerne ord og vendinger fra klassisk latin. Da dette er et træk ved de italienske humanisters bevidste genoplivelse af antikkens sprog, har jeg bibeholdt dem i oversættelsen, med forklaring i noter. Han bruger f.eks. som regel ”templum” for ”kirke” i stedet for ”ecclesia”. Jeg har gengivet dette med ”tempel”, for at respektere hans bevidst klassicistiske sprog. I nogle tilfælde er dette faktisk ret besværligt at oversætte meningsfuldt, f.eks. når han anvender klassiske termer for at beskrive ”moderne” militærteknologi. I en lang række tilfælde er det således svært at vide, om han med ordene ”machinae belli” og ”tormenta” mener kastemaskiner med sten eller kanoner med kugler. Det samme gælder håndvåben. Og dette er ikke uvigtigt, fordi anvendelse af ny militær teknologi tilsyneladende var et vigtigt strategisk element i den krig, Pius førte i Kirkestaten og medvirkede til i Syditalien.
Et andet særligt tilfælde er den diplomatiske terminologi. Pius anvender ikke begrebet ambassadør (ambaiscator, ambaixator, ambasiator), der er ved at vinde indpas i kancellierne i denne periode, men legatus, orator og nuntius, der foretrækkes af humanisterne, og ofte anvendes synonymt. For ikke at forcere en senere tids diplomatiske begrebsapparat ned over en periode, hvor dette endnu ikke var udviklet, har jeg holdt mig strengt til Pius’ egne ord, selvom de formentlig virker kunstige i oversættelsen.
Oftest anvender Pius det klassiske "Urbs" (byen) i stedet for bynavnet Rom. Jeg har respekteret denne klassicisme ved at oversætte direkte med "Byen".
Det skal siges, at adjektivet ”pavelig” ikke anvendes af Pius. I stedet for bruger han ”apostolisk”, hvad der er så megen ideologi i, at jeg har foretrukket denne term.
Jeg bør også nævne, at Pius i sin mémoirer er vendt tilbage til sin ungdoms anvendelse af Tu (du) i stedet for Vos (I = De) i tiltaleform til betydningsfulde personer. De-formen havde bredt sig i middelalderen, og humanisterne gjorde oprør herimod og vendte tilbage til antikens ”du” uden persons anseelse. Senere i sin diplomatiske karriere var Piccolomini begyndt at bruge De-formen, men da han blev pave, genoptog han igen du-formen. Det fører i oversættelsen til besynderligheder på dansk som Din Majestæt (Tua Majestas), men jeg har foretrukket her at gengive den latinske tekst direkte, fordi der ligger ideer og ideologi.
Man vil muligvis kritisere mig for at have anvendt mine egne kapiteloverskrifter i stedet for forlæggets. Grunden hertil er, at kapiteloverskrifterne i forlægget ofte er mindre gode gengivelser af indholdet og indeholder lobhudlende omtaler af Pius, der vil virke forstyrrende for en moderne læser. For at lette overblikket over den store tekst har jeg derfor foretrukket mere nøgterne kapiteloverskrifter, men dette har muligvis været en fejlbeslutning, der senere bør rettes.
Oversættelsen er udarbejdet på grundlag af van Hecks udgave af den latinske tekst (se note 1). Jeg har endvidere støttet mig til de engelske oversættelser ved Gragg og Meserve/Simonetta og til Totaros oversættelse til italiensk. Noteapparatet hviler dels på mine egne undersøgelser, dels på materiale i de nævnte oversættelser.
5. Invitation til læseren
Den store fordel ved at udgive en tekst i Wiki-systemet er, at den kan blive interaktiv. Det vil sige, at læseren kan gå ind og forbedre teksten eller supplere den.
Jeg vil gerne opfordre læserne til at gøre dette: jeg hilser det velkommen, hvis mere kyndige folk eller læsere med en særlig pointe får dette markeret i tekst eller noter.
Jeg vil bestemt også være glad, hvis man vil rette de stavefejl, der måtte have overlevet i den meget store tekst!
Jeg beder blot om at de ovennævnte oversættelsesprincipper generelt respekteres.
Alle er i øvrigt velkomne til at kontakte mig med spørgsmål til teksten eller om Pius og om ønsker om tekstforbedringer, som kan diskuteres. Min e-mail-adresse er [email protected].
6. Emneord
Pavedømmets historie; Renæssance i Italien; Pius II; Æneas Silvius Piccolomini; Eneas Sylvius Piccolomini; Enea Silvio Piccolomini; Kirkestaten; Italienske humanister; Kejser Frederik III; Philippe af Bourgogne; Filip den Gode; Ludvig XI; Francesco Sforza af Milano; Kong Ferrante af Napoli; Kardinal Jean Jouffroy;
Michael v. Cotta-Schønberg
København, 25. september 2009 | wikisource | wikisource_4212 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Møllen.djvu" from=181 to=189 header=1 /> | wikisource | wikisource_25388 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Niels W. Gade har også skrevet en melodi til denne tekst og benyttet den i sin semiopera "Elverskud"
Teksten.
I østen stiger solen op
den spreder guld på sky
går over hav og bjergetop
går over land og by
Den kommer fra den favre kyst
hvor Paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.
Den hilser os endnu så smukt
fra Edens morgenrød -
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød.
Den hilser os fra livets hjem
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Betlehem
som Østens vise fandt.
Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord
et glimt fra Paradisets kyst
hvor livets abild gror.
Og alle stjerner neje sig
hvor østens sol går frem
den synes dem hin stjerne lig
der stod ved Betlehem.
Du soles sol fra Betlehem!
hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit paradis. | wikisource | wikisource_2345 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf" from=17 to=48 header=1 /> | wikisource | wikisource_27009 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Gud, du som lyset og dagen oplod,
selv er du lysenes kilde,
nat sig ej nærmer din kongestols fod,
sol er der årle og silde.
Nu drage skyggerne skumle på flugt,
dagen oprinder, den klare,
stjernerne blege det blus nu har slukt,
tyst gennem mørket de bare.
Karske fra lejet vi glade opstod,
tak dig med sange at sige,
natten den blinde bortdrive du lod,
solen med daglys opstige.
Lad os ej smitte os kødets sans,
verdens lyster og lader,
tænd i vort hjerte din helligheds glans,
hellige, kærlige fader!
Styrk du og støt os, da faste vi stå,
stride og sejre i striden!
Frelser og fører, du æren skal få
nu og evindelig siden!
</poem> | wikisource | wikisource_7486 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Toppen og Bolden låe i Skuffe sammen mellem andet Legetøi, og så sagde Toppen til Bolden: "Skulle vi ikke være Kjærestefolk, siden vi dog ligge i Skuffe sammen"; men Bolden, der var syet af Saffian, og bildte sig ligeså meget ind, som en fiin Frøken, vilde ikke svare på sådant noget.
Næste Dag kom den lille Dreng, der eiede Legetøiet, han malede Toppen over med Rødt og Gult, og slog et Messing-Søm midt i den; det såe just prægtigt ud, når Toppen svingede rundt.
"See på mig!" sagde den til Bolden. "Hvad siger De nu? skulde vi så ikke være Kjærestefolk, vi passe så godt sammen, De springer og jeg dandser! lykkeligere end vi to kunde Ingen blive!"
"Så, troer De det!" sagde Bolden, "De veed nok ikke, at min Fader og Moder have været Saffians-Tøfler, og at jeg har en Prop i Livet!"
"Ja, men jeg er af Mahognitræ!" sagde Toppen, "og Byfogden har selv dreiet mig, han har sin egen Dreierbænk, og det var ham en stor Fornøielse!"
"Ja, kan jeg stole på det!" sagde Bolden.
"Gid jeg aldrig fåe Pidsk om jeg lyver!" svarede Toppen.
"De taler meget godt for dem!" sagde Bolden, "men jeg kan dog ikke, jeg er så godt som halv forlovet med en Svale! hver Gang jeg gåer til Veirs, stikker den Hovedet ud af Reden og siger: "vil De?" og nu har jeg indvortes sagt ja, og det er så godt som en halv Forlovelse! men jeg lover Dem, jeg skal aldrig glemme Dem!"
"Ja, det skal stort hjælpe!" sagde Toppen, og så talte de ikke til hinanden.
Næste Dag blev Bolden taget frem; Toppen såe, hvor den foer høit op i Luften, ligesom en Fugl, man kunde tilsidst slet ikke øine den; hver Gang kom den tilbage igjen, men gjorte altid et høit Spring, når den rørte Jorden; og det kom enten af Længsel, eller fordi den havde en Prop i Livet. Den niende Gang blev Bolden borte og kom ikke mere igjen; og Drengen søgte og søgte, men borte var den.
"Jeg veed nok, hvor den er!" sukkede Toppen, "den er i Svalereden og er gift med Svalen!"
Jo mere Toppen tænkte derpå, desmere indtaget blev han i Bolden; just fordi han ikke kunde fåe hende, derfor tog Kjærligheden til; at hun havde taget en Anden, det var det aparte ved det; og Toppen dandsede rundt og snurrede, men altid tænkte den på Bolden, der i Tankerne blev kjønnere og kjønnere. Således gik mange Aar - - og så var det en gammel Kjærlighed.
Og Toppen var ikke ung mere - -! men så blev den en Dag heel og holden forgyldt; aldrig havde den seet så deilig ud; den var nu en Guldtop og sprang, så det snurrede efter. Jo, det var noget! men med et sprang den for høit og, - borte var den!
Man søgte og søgte, selv nede i Kjælderen, den var dog ikke at finde.
- - Hvor var den?
Den var sprunget i Skarnfjerdingen, hvor der låe alle Slags, Kålstokke, Feieskarn og Gruus, der var faldet ned fra Tagrenden.
"Nu ligger jeg rigtignok godt! her kan snart Forgyldningen gåe af mig! og hvad det er for nogle Prakkere jeg er kommet imellem!" og så skjævede den til en lang Kålstok, der var pillet altfor nær, og til en underlig rund Ting, der såe ud som et gammelt Æble; - men det var intet Æble, det var en gammel Bold, der i mange Aar havde ligget oppe i Tagrenden, og som Vandet havde sivet igjennem.
"Gud skee Lov, der dog kommer een af Ens Lige, som man kan tale med!" sagde Bolden og betragtede den forgyldte Top.
"Jeg er egentlig af Saffian, syet af Jomfru-Hænder, og har en Prop i Livet, men det skulde Ingen see på mig! jeg var lige ved at holde Bryllup med en Svale, men så faldt jeg i Tagrenden, og der har jeg ligget i fem Aar og sivet! Det er en lang Tid, kan De troe, for en Jomfru!"
Men Toppen sagde ikke noget, han tænkte på sin gamle Kjæreste, og jo mere han hørte, desto klarere blev det ham, at det var hende.
Da kom Tjenestepigen og vilde vende Fjerdingen: "heisa, der er Guldtoppen!" sagde hun.
Og Toppen kom igjen i Stuen til stor Agt og Ære, men Bolden hørte man intet om, og Toppen snakkede aldrig meer om sin gamle Kjærlighed; den gåer over, når Kjæresten har ligget fem Aar i en Vandrende og sivet, ja man kjender hende aldrig igjen, når man møder hende i Skarnfjerdingen." | wikisource | wikisource_4549 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Lervarerne og deres Tilvirkning.
<poem>Historisk Indledning. Om end Tilvirkningen af Lervarer ved det første Øjekast ikke synes at udøve en saa stor Indflydelse paa vort materielle Velvære som f. Ex. Væver- eller Metalindustrien, om den end ikke, saaledes som Papirtilvirkningen eller Bogtrykkerkunsten, er saa nødvendig for vor aandelige Udvikling, maa den dog regnes blandt vore vigtigste Industrigrene og til en af dem, hvis Produkter ere almindeligst anvendte og paa vort nuværende Udviklingstrin aldeles uundværlige. Vi kunne nu lige saa lidt undvære det Materiale, som den giver os til vore Bygninger, som vi fra Anvendelsen af dens Produkter i deres forskjellige Former af Porcellæn og Fajance i Husholdningen kunde gaa tilbage til Benyttelsen af Kar af Træ, Horn, Metal o. s. v. Der er næppe nogen anden Industrigren, der kan opvise en saa stor Mangfoldighed af forskjelligartede Produkter, lige fra den simple Mursten til de prægtige Vaser, der pryde Musæer og Paladser, og som vejes op med Guld.
Værdien af disse Produkter betinges ikke heller i nogen væsentlig Grad af det benyttede Materiales højere eller lavere Pris, men derimod hovedsagelig af det større eller mindre Arbejde, den større eller mindre Kunstfærdighed, der er anvendt paa dem. Denne Produktions Teknik er desuden saa mangesidig og interessant og giver saavel Videnskabsmanden som Kunstneren Lejlighed til i en højere Grad end ved andre Industrigrene at samvirke med Haandværket, ligesom ogsaa Lervarer fra svunden Tid yde Forskeren paalidelige Bidrag til Studiet og Skildringen af Oldtidsfolkenes Kultur.
Keramikens særlige Historie er først i de senere Aartier begyndt at blive Gjenstand for Forskningen. Man kan regne dens Opkomst fra 1844, i hvilket Aar den daværende Chef for Porcellænsfabriken i Sévres Alexandre Brongniart udgav sit i Keramikens Historie endnu ikke overtrufne Arbejde "Tratté des arts céramiques ou des poteries", hvori han ikke blot giver en udførlig og nøjagtig teknisk Beskrivelse over den Tids Tilvirkning af Lervarer af alle Slags, men ogsaa behandler dens historiske Udvikling. Hvorvel dette Værk er af stor Værdi Og med faa Undtagelser meget paalideligt, kunde det dog, som det første i sin Art, hverken blive fuldstændigt eller omfattende, og i de 35 Aar, som ere forløbne, siden det blev udgivet, have ogsaa flere Forfattere, især i England og Frankrig, med større eller mindre Held forsøgt i særlige Arbejder at fuldstændiggjøre og berigtige det. De i de seneste Aar med saa stor Iver drevne arkæologiske Undersøgelser i Forening med den mere og mere tiltagende Mode at samle gamle Fajance- og Porcellænssager have ydet og yde fremdeles rigt Materiale til Keramikens Historie, men endnu er der ikke fremkommet noget fuldstændigt Arbejde herover, skrevet med baade teknisk og historisk Kjendskab. Naar man vil give en selv saa kortfattet almindelig Oversigt over Keramiken som den her følgende, møder man derfor den Vanskelighed hos de forskjellige Forfattere, der have skrevet ofte blot fra Kunstelskerens og Samlerens Synspunkt, at kunne udsondre de rigtigste Fakta, især da Forfatterne ofte udtale sig stik modsat hinanden.
Inden vi begynde denne historiske Oversigt, ville vi, for at tydeliggjøre de saavel i denne som senere i den tekniske Del anvendte Benævnelser paa de forskjellige Slags Lervarer, angive, hvorledes de inddeles og benævnes.
1ste Klasse. Lervarer af en porøs Masse.
a) Uglaserede, grovere Lervarer ("poteries tendres mattes)": Mursten, Teglrør, uglaseret Pottemagerarbejde, Terrakottaarbejder, uglaserede antike Kar.
b) Lervarer med glasurlignende, svagt glinsende Flader ("poteries tendres lustrées"): glaserede antike Kar.
c) Stenkar eller sædvanlig glaseret Pottemagerarbejde ("poteries tendres vernissées").
d) Sædvanlig Fajance ("faïence emaillée").
e) Fin Fajance ("faïence fine"; Steingut).
2den Klasse. Lervarer af en halv smeltet, i Bruddet forglasset eller stærk sammensintret Masse.
a) Uigjennemskinnelige Lervarer. Stentøj ("grès-cérame"; Steinzeug).
b) Gjennemskinnelige Lervarer.
Blødt Porcellæn; herunder fransk Porcellæn ("porcellaine tendre artificielle") og engelsk Porcellæn ("porcellaine tendre naturelle; china ware"). Haardt Porcellæn ("porcellaine dure").
Da Leret er saa let at komme til, da det er saa let at forme, og da det besidder den Egenskab at blive haardt ved Brænding, er man berettiget til at antage, at dets Anvendelse til Fremstilling af Kar, Bygningsmateriale m. v. er en af de ældste, maaske den allerældste Industri. De Fund af Lerkar eller Stykker af saadanne, der ere gjorte ved Gravninger og Jordboringer samt ved arkæologiske Undersøgelser overhovedet, bestyrke ogsaa denne Antagelse. Det er og vil naturligvis altid blive umuligt at udfinde bestemt, naar og hvor de første Lerkar bleve tilvirkede; men man kan dog gjøre sig et omtrentligt Begreb om Alderen af endel Fund, der ere gjorte ved Jordboringer og Udgravninger, naar man beregner den Tid, som maa være medgaaet til at danne de Jordlag, hvorunder de ere fundne.
I Aarene 1851—1854 blev der anstillet en Mængde Boringer i Nilens Delta. Man traf der i en Dybde af mellem 16 og 24 Fod paa Stykker af Lerkar og en lille menneskelig Figur af brændt Ler. Paa en Dybde af 60 Fod traf man paa en Mængde Stumper af Lerkar og endnu ved 72 Fods Dybde fandt man et Stykke af en brændt Teglsten. Efter en Beregning af den berømte engelske Geolog Sir Charles Lyell skulde Landet paa det Sted, hvor man i 60 Fods Dybde gjorde det omtalte Fund, som Følge af de ved Nilens aarlige Oversvømmelser fremkommende Aflejringer, højne sig 6 Tommer i hvert Aarhundrede, og i saa Tilfælde maa der være brugt 10 til 12,000 Aar til Dannelsen af de Jordlag, som laa over det gjorte Fund. Efter en anden Beregning af Rosière skal paa det Sted, hvor man fandt det omtalte Teglstenstykke, Aflejringerne kun udgjøre 2½ Tomme i hvert Aarhundrede, og der maa saaledes være gaaet en Tid af 30,000 Aar til at danne den overliggende Jordmasse. Men naturligvis er der ingen Sikkerhed for Beregningens Rigtighed.
I Omegnen af Cagliari paa Sardinien ere Lerkar fundne paa en Dybde, som efter en lignende Beregning skulde svare til 12,000 Aars Aflejringer.
I en Hule, der kaldes Trou de Frontal, ved Furfooz i Nærheden af Dinant i Belgien er der fundet Stykker af et Lerkar ved Siden af et Menneskeskelet. Hulens Aabning var lukket med en Stenblok, og omkring denne fandtes en Mængde Levninger af Rensdyr. Man slutter heraf, at Fundet skriver sig fra den Periode, da disse Dyr levede i den Egn, og den er anslaaet til at ligge 10,000 Aar tilbage i Tiden.
Ved arkæologiske Undersøgelser ere Lerkar trufne dels alene, dels sammen med andre Produkter af menneskelig Industri, saasom Vaaben og Husgeraad af Sten, Bronce eller Jern. Herved gives der os ogsaa et Middel til en omtrentlig Beregning af Fundets Alder. Disse Undersøgelser vise ogsaa, at Lerkar ere de første industrielle Frembringelser, paa hvilke der findes Spor af en begyndende Kunst, idet indgraverede eller udformede Ornamenter paa disse forekomme tidligere end paa Fund af anden Art.
Undersøgelserne af de saakaldte »Kjøkkenmøddinger«, af Tørvemoser og af Levningerne af de Folk, der beboede Pælebygningerne, have ogsaa. bragt en Mængde saadanne Fund for Dagen, af hvilke mange utvivlsomt have en meget høj Alder. Paa flere af Pælebygningspladserne har man truffet Stumper af Lerkar i saadan Mængde, at det ser ud, som om en virkelig Lerkarindustri er bleven drevet paa disse Steder.
I Begyndelsen, og vistnok gjennem lange Tider, dannedes Lerkarrene formodentlig paa samme Maade, som endnu bruges hos adskillige vilde Folkestammer i Afrika og Amerika, nemlig ved at sammenføje flere i Haanden formede Stykker til hinanden. Først efterat Drejeskiven (Pottemagerskiven) var opfundet, kunde man med forholdsvis mindre Besvær fremstille Gjenstande af en mere regelmæssig Form. Naar denne Opfindelse blev gjort, ved man ikke. De gamle Grækere tilskrive flere, blandt andre Dædalus' Brodersøn Talos og Korebos fra Athen Æren herfor, men at den allerede tidligere har været bekjendt blandt Ægypterne, fremgaar blandt andet af de Fund af brændte Lerplader, der ere gjorte i Nildalen, paa hvilke Skiven er afbildet; disse Fund ere af en højere Alder end den Tid, fra hvilken Grækenlands Keramik dateres.
I mange Egne, især i Nordeuropa og som oftest i Gravhøje, ere Lerkar fundne sammen med Gjenstande af Sten, Bronce og Jern, og deres Alder kan derved omtrent opgives. De besidde nemlig karakteristiske Kjendetegn for hver enkelt Periode. Fig. 68 viser et Kar fra Stenalderen, fundet i en Gravhøj ved Stege paa Møen, Fig. 69 et lignende fra Broncealderen, fundet i Pembrokeshire i England, Fig. 70 et Kar fra Rhinegnene (Osthofen) fra Jernalderen.
Hvorvel disse Fund skrive sig fra en Periode, som ligger langt forud for den Tid, hvorfra man har noget historisk Kjendskab til de Lande, hvori Fundene ere blevne gjorte, kunne de dog ikke i Alder maale sig med Fortidslevninger af samme Slags fra Østerlandenes gamle Folk, der ikke blot tyde hen paa en tidlig øvet Industri, men som ogsaa vise, at den har været udviklet i en anselig Grad. De vise ogsaa, at de gamle østerlandske Folk forstode til Fremstillingen og Udsmykningen at anvende Emner, hvis Benyttelse efterhaanden ere gaaede i Glemme, og som først efter mange Aarhundreders Forløb ere blevne optagne igjen som nye Opfindelser.
Ægypten har vistnok været Vuggen for denne saa vel som for saa mange andre Industrigrene; herfra stamme ialtfald de ældste Gjenstande af brændt Ler, som hidtil ere fundne. Foruden de ovenfor anførte Exempler paa Fund af høj Alder fra Nilens Delta, har man et Bevis for, at Tilvirkningen af Lerkar under det fjerde Dynasti ɔ: fra 3000 til 2000 Aar f. Kr. er bleven dreven i Ægypten og har naaet en vis Grad af Udvikling, i den Omstændighed, at der blandt de Hieroglyftegn, som den Gang brugtes, findes adskillige, som forestille Lerkar af forskjellig Form og Farve. Paa Væggene i Gravene fra denne og senere Perioder findes ogsaa Afbildninger dels af Lerkar, dels af de Methoder, som brugtes ved Tilvirkningen (Fig. 70 og 71), medens samtidig de i Gravene talrigt forefundne Kar yderligere belyse Billedskriften.
De fundne Sager ere af meget forskjellig Form og Mønster og vare beregnede dels til daglig Brug, dels til Prydelser og religiøst Formaal, og de ere ofte smykkede med Ornamenter og Maling. Et særlig hyppig anvendt Motiv til Udsmykningen var Lotusblomsten, Ægypternes Yndlingsplante.
Blandt de Kar, der hørte til Husgeraadet, findes ogsaa en Mængde, som bleve anvendte til Gjemme for Sager, som vi forvare i Kar af andet Materiale. Karrenes Farve er i Almindelighed rød, rødgul eller gul; de fineste røde Kar, de saakaldte Sigillaria, tilhøre en senere Periode og udgjorde da en vigtig Udførselsartikel til Rom.
Endel Gjenstande ere tilvirkede af en ildfast Masse, som snart er hvid, snart farvet. Denne Masse har man kaldt ægyptisk Porcellæn, endskjøndt den hverken besidder Porcellænets Haardhed eller Gjennemskinnelighed. Den synes at bestaa af Sand blandet med netop saa meget Ler, som krævedes til at holde Massen sammen. De heraf dannede Gjenstande kunde som Følge af Massens ringe Plasticitet ikke forarbejdes paa Drejeskiven men maatte presses i Forme.
Med Kunsten at tilberede Glasur og fremstille den i forskjellige Farver vare de gamle Ægyptere ganske godt fortrolige. De forstode ogsaa at glasere huggede eller slebne Stengjenstande. Glasuren synes især at have bestaaet af Sand og Soda; kun sjeldent har man truffet Spor af Bly deri. Til at farve den anvendtes flere Metalilter, og de forstode ogsaa at gjøre Glasuren uigjennemsigtig, saaat den dækkede Farven af Gjenstanden, paa hvilke den anbragtes. Nogle af de farvede Glasurer udmærke sig ved en ret smuk Farveglans; især er dette Tilfældet med den af en Kobberforbindelse fremstillede himmelblaa Glasur eller rettere sagt: Emaillen.
Af yngre Datum end de ældre ægyptiske Fund ere de fra Assyrien og Babylonien. Førend Bottas og Layards Undersøgelser var der kun gjort faa Fund i disse Lande, og man kjendte kun lidet til deres Lergodstilvirkning, Endog nu, efterat der er fundet saa mange forskjellige Gjenstande, kjender man denne Keramik langt mindre end den ægyptiske og græske. De Fund af Lervarer, som man har gjort, bestaa af brændt og ubrændt Tegl, Vægplader, Vaser og Skulpturer, Kar til daglig Brug, Sarkofager samt de saakaldte Skriftcylindre og Skriveplader.
Tilvirkningen af Teglsten og Vægplader synes at have været af stor Betydning. Man har Ret til at antage, at ikke blot de indvendige Vægge saavel i Paladset som i de simplere Boliger have været beklædte med glaserede og farvede Plader; men ogsaa udvendig synes de betydeligere Bygninger at have været bedækkede med saadanne. Endog Stadsmurene vare tildels beklædte med glaserede og malede Tegl. Saaledes beretter Herodot, at Murene om Ekbatana i Medien vare malede i syv Farver, og efter en anden gammel græsk Forfatter, Ktesias, vare de tre Mure om Paladset i Babylon beklædte med glaserede Teglsten, paa hvilke der i rige Farver var afbildet Jagter og krigerske Bedrifter fra den Tid, da Semiramis og hendes Søn Ninyas regerede der. Disse Beretninger bekræftes ogsaa ved de Fund, som ere gjorte i Nimrud og Korsabad. I Nimrud fandt Layard glaserede Teglsten, hvorpaa der var malet Dele af Figurer m. m., og i Korsabad opdagedes en endnu staaende Mur af 5 Fods Højde og 20 Fods Længde, der var dækket med glaserede Teglsten med indbrændt Maling, forestillende Dyr, Mennesker, Træer o. s. v. De assyriske og babyloniske Skulpturer gjengive ikke, saaledes som de ægyptiske, Billeder af Folkets Kulturliv og Historie, men til Gjengjæld ere de saakaldte Skriftcylindre i denne Henseende af stor Interesse. De ere tilvirkede af en fin og haard rød Lermasse, der stundom er glaseret eller overdraget med Ler af en anden Farve. Deres Form er enten cylindrisk eller som et sexsidigt Prisme. Den paa disse i Almindelighed fortrinlig anbragte Skrift indeholder Beretninger om Landenes Historie, videnskabelige Afhandlinger, Kjøbekontrakter o. s. v. Foruden Lercylindrene og Prismerne har man ogsaa fundet Lerplader eller Tavler med lignende Inskriptioner. Af assyrisk Oprindelse har man allerede fundet over 20,000 Lerplader eller Cylindre. I et stort Rum i Ruinerne af Sennakeribs Palads i Kuschundschik traf man paa en hel Samling, som formodentlig har udgjort den assyriske Konges Bibliothek. De assyriske Vaser og Kar minde i Form og Udsmykning om de ægyptiske, men ere sædvanligvis mindre godt udførte; det samme er Tilfældet med de babyloniske.
Fra Babylon, om end rimeligvis fra en senere Tid, skrive sig de Sarkofager af brændt og glaseret Ler, som man navnlig har fundet ved Varka (vistnok den gamle kaldæiske Stad Ur). De ere som oftest emaillerede med blaa eller grøn Farve samt udsmykkede med Figurer og Ornamenter. Ved Varka har man fundet dem i en saadan Mængde, at det ser ud, som om hele Babylon var begravet der. Paa enkelte Steder vare de opstablede indtil 45 ovenpaa hverandre. Glasuren paa disse Folks Lervarer ligner den, som Ægypterne anvendte; ligesom disse forstode ogsaa de at anvende flere Metalilter til Fremstilling af farvede Glasurer og Emailler. Særligt bør nævnes, at de benyttede Tinilte ved Tilberedning af den hvide Emaille.
Man tør med Sikkerhed antage, at den vestasiatiske Keramik udøvede en vis Indflydelse paa den ældre græske, eftersom Sager fra den Tid vise et vist Slægtskab med de assyriske. Senere har omvendt den græske Keramik udøvet sin Indflydelse paa den asiatiske.
De assyriske og babyloniske Tilvirkningsmaader gik i Arv til de gamle Persere. Om de senere bleve glemte, eller om de holdt sig, indtil Araberne bemægtigede sig Persien, ved man ikke. Det er ikke usandsynligt, at de bleve bevarede, og at Araberne efter at have lært Kunsten, som de senere bragte til Spanien.
En endnu højere Fuldendelse naaede Lervaretilvirkningen i det gamle Grækenland, hvis bedste Produkter i denne Retning udmærke sig ved en i den moderne Keramik uovertruffet Formskjønhed, samtidig med at de give Beviser paa stor Færdighed i den tekniske Behandling af Materialet. De store, flere Fod høje Vaser og Urner, som findes i vore Samlinger og som have trodset Aartusinder, udmærke sig ved Varens ringe Tykkelse forbunden med Haardhed og Lethed. Muligheden af at kunne forme og siden brænde saadanne Stykker lader sig kun forklare af den udmærkede Beskaffenhed af det benyttede Materiale, som er bleven behandlet med særlig Dygtighed. Det smukke sorte, glasurlignende Overtræk, som er saa karakteristisk forskjellig fra vor Glasur, er ogsaa særdeles haardt og varigt.
I Modsætning til Ægypten, hvor Lervaretilvirkningen øvedes af Slaver, ansaas i Grækenland denne Fabrikation som et hæderligt Arbejde, som selv de største Kunstnere som Fidias, Polykletos, Myron og Mentor ikke ansaa det for at være under deres Værdighed at beskjæftige sig med. Til Ære for dygtige Haandværkere oprejstes Mindesmærker eller sloges Medailler, og Historien har opbevaret Navnene af Dibutades fra Sikyon, der nævnes som Opfinder af Kunsten at arbejde i Ler, Talos og Korebos fra Athen, Terikles fra Korinth, Kerestratos og flere. Tilvirkningen omfattede ej heller blot Kar til daglig Brug, men havde ogsaa ofte til Opgave at fremstille Kunstgjenstande, saasom prægtige Vaser, Skulpturer m. v., hvormed de offentlige Bygninger og Pladser saa rigeligt vare prydede. At den blev dreven haandværksmæssigt i Grækenland i meget gammel Tid (som det paastaas allerede 1500 Aar f. Kr.), ses blandt andet af den Skildring af et Pottemagerværksted, som Homer giver i Iliaden, og som næsten passer til mangt et Nutids Værksted af samme Slags. Som sikkert angives, at den i det ottende, maaske allerede det tiende, Aarhundrede f. Kr. blev dreven i stort Omfang i Athen, Korinth, Argos, Sikyon og paa Øerne i Arkipelagus.
De græske Lerkar udgjorde en vigtig Udførselsartikel saavel i og for sig som ogsaa i Skikkelse af Emballage for andre Udførselsvarer som Honning, Olie, Vin etc. Man har opbevaret omtrent 15,000 gamle græske Kar, for Størstedelen fra Grave i Grækenland og især i det sydlige Italien. I British Musæum findes henved 2600, i Neapel 2100, i Louvre 1500, i Vatikanet 1000. Deres Værdi er ikke ringe; en stor Vase betales med 3 til 5000 Kroner. De have en Mængde forskjellige Former og Navne, saaledes:
De græske Kar inddeles sædvanlig i kunsthistorisk Henseende i fire Klasser:
lste Klasse (tilvirkede 600—550 f. Kr.): Kar af bleggul eller gulgraa Masse med sorte eller mørkebrune Malinger, som forraade et vist Slægtskab med den assyriske og føniciske Ornamentik; uden Glasur.
2den Klasse (550—450 f. Kr.): Kar af en rød eller gul Masse med sorte Malerier sædvanligvis af den græske Mythologi; Figurerne ere oftest stive og kantede; uden Glasur.
3die Klasse (450—330 f. Kr.): Glaserede Kar med røde Figurer og Ornamenter, udsparede i en sort paamalet Grund. Disse Kar tilhøre den græske Kunsts Blomstringstid og udmærke sig ved deres smukke Former og godt udførte Ornamentik.
4de Klasse (330—200 f. Kr.): Kar, der ligne dem i den foregaaende Klasse, men som saavel i Henseende til Teknik som Udsmykning forraade en Tilbagegang i Kunsten.
Efter en anden Inddeling skjelnes mellem to Perioder: den arkaiske (den ældste) og den helleniske; hin omfattede Keramikens Barndom og første Udvikling, denne dens Glansperiode og begyndende Forfald. Fig. 78 og 79 gjengive Kar fra den første, Fig. 80—83 fra den sidste af disse Perioder.
I Etrurien har vistnok Lervaretilvirkningen en i det mindste lige saa høj Alder som i Grækenland. De ældste Kar, man her har fundet, have en Stil, der bestemt kan skjelnes fra den græske Ornamentik, ligesom Inskriptionerne ere affattede i et Sprog, der er fuldstændig forskjelligt fra det græske. Da Samfærdslen mellem Grækenland og Italien længere hen i Tiden blev livligere, især efter at man begyndte at anlægge græske Kolonier i Syditalien, gjorde den græske Kunst sin Indflydelse gjældende paa denne Industri. De yngre etruriske Lersager bære ogsaa umiskjendelige Spor af at være blevne paavirkede af græske Forbilleder. Den etruriske Keramik naaede dog ikke den samme Højde som den græske, om end de saakaldte yngre Kar ofte besidde en temmelig betydelig Formskjønhed. Foruden det sædvanlige røde og gule Lertøj tilvirkedes i Etrurien ogsaa Gjenstande af en tæt, sort farvet Masse, hvis Overflade undertiden, som Følge af den ved Brændingen anvendte høje Varme, viser Tegn til Smeltning.
Ej heller i det gamle Rom naaede Lertøjindustrien i kunstnerisk Henseende samme Højde som i Grækenland, uagtet den livlige Samfærdsel med dette Land og uagtet Nærheden af græske Byer i Syditalien. Aarsagen har mulig været den, at Romerne overhovedet aldrig besad den samme gode Smag som Grækerne og vare desuden paa den Tid, da Keramiken blomstrede i Grækenland, endnu næppe mere end et raat Krigerfolk med lidet udviklet Kunstsands; senere, da Rom opnaaede Verdensherredømmet og Smagen for Yppighed steg i samme Forhold som de ophobede Rigdomme, foretrak Romerne Luxus- og Kunstfrembringelser af mere kostbart Materiale og foragtede det simplere, i og for sig mindre dekorative Ler. Blandt andre mere kostbare Stoffer, som anvendtes til Pragtkar og Vaser, nævnes det nu ubekjendte, særdeles kostbare Murrha, som af nogle Forfattere anses for at være identisk med ægte Porcellæn. En Vase af dette Stof blev af en vis Titus Petrovius under Neros Regering betalt med omtrent 800,000 Kroner.
I en senere Periode bleve ganske vist de malede græske Kar og Vaser skattede meget højt af Romerne, og man ved, at saadanne, endog blot som Stumper, den Gang med megen Iver bleve opsøgte og samlede; men da Smagen tog denne Retning, var Kunsten i Grækenland allerede uddød eller i Forfald. Tilvirkningen af Artikler til daglig Brug blev derimod dreven i stor Maalestok i Italien, og Udviklingen gik i teknisk Henseende stadig fremad, saaledes t. Ex. ved Anvendelsen af Forme, forbedrede Tilvirkningsmethoder o. s. v. Hvad Karrenes Form angik, da holdt Romerne fast ved de gamle indogermanske Typer, som Grækerne havde forladt, og Grunden hertil var vel ikke blot, som man har villet paastaa, en vis Konservatisme, men ogsaa den Omstændighed, at de græske Former med al deres Skjønhed dog ikke ret passede til den praktiske Anvendelse, hvad der hos et Folk, der var saa særlig praktisk som det romerske, maa have havt stor Indflydelse.
Den romerske Keramik blev, saavel hvad Fremstillingsmaaden som Form angaar, i lang Tid fremherskende ikke blot blandt de vest- og nordeuropæiske Folk, men ogsaa blandt de vestasiatiske; endog Grækerne opgave deres Fremstillingsmaader og Forme og optoge de romerske. De romerske Lerkar ere af forskjellig Farve: graa, gule, sorte og røde, nogle uglaserede, andre overtrukne med et tyndt glasurlignende Lag eller ogsaa med rigtig Glasur. Mest bekjendte ere de saakaldte samiske Kar og Lersagerne fra Aretium (Arezzo). Disse Kar ere af en dyb rød Farve, ere dækkede med en smukt farvet Glasur og besidde en temmelig betydelig Haardhed. At Gjenstande af usædvanlig Størrelse kunde tilvirkes, og at Vanskelighederne ved at producere saadanne bleve skattede, ses af Plinius' Beretning om, at Kejser Vitellius for et Fad af usædvanlig Størrelse betalte 135,000 Kroner. Levninger af den romerske Lerindustri træffes oftere i Spanien, Frankrig, Rhinlandene og England end i selve Italien. Under London har man paa en Dybde af omtrent 15 Fod under dets nuværende Plan truffet paa rigelige Fund fra Romervældens Tid i Britanien, saaledes Ruiner af Bygninger, Skulpturer, Lerkar, pragtfulde Mosaikgulve o. s. v.
Med Romerrigets Opløsning gik Kunsten i den romerske Lervaretilvirkning efterhaanden tabt, og i flere Aarhundreder derefter synes Keramiken i Europa kun at have omfattet Produktionen af Kar til daglig Brug og af den simpleste Beskaffenhed.
Inden vi fortsætte vor Fremstilling af den europæiske Keramik, ville vi med et Par Ord omtale Opkomsten og Udviklingen af denne Kunst i det østlige og sydlige Asien.
Allerede Aar 2698 f. Kr. menes Tilvirkningen af Lervarer at have været i Gang i Kina, og Aar 185 f. Kr. under Dynastiet Han skal Porcellænfabrikationen være bleven opfundet i Distriktet Sinping. Man troede en Tid lang, at den skrev sig fra en langt tidligere Periode, eftersom man i Theben i Ægypten ved Aabningen af Gravsteder fra det 18de Dynasti (1575—1289 f. Kr.) har fundet flaskeformede kinesiske Porcellænskar med paamalede Inskriptioner. Senere Undersøgelser have bragt for Dagen, at disse Kar langt sildigere ere lagte ind i Gravene, muligvis i bedragerisk Hensigt. Den paa dem anbragte Skrift er nemlig udført i en Stilart, som først kom i Brug ved Begyndelsen af vor Tidsregning og gjengiver Vers af kinesiske Forfattere, som levede i det 8de og 9de Aarhundrede e. Kr.
Det synes, som om der gik en temmelig rum Tid, inden Porcellænfabrikationen ret udviklede sig i Kina. Endnu indtil Aar 265 e. Kr. tilvirkedes alene hvidt Porcellæn, og først efter dette Aar begyndte man at anbringe blaa Maling paa Sagerne. I Begyndelsen af Dynastiet Tsjin (583 e. K.) byggedes i Provinsen Kiansi de første Statsfabriker, der kun skulde arbejde for den kejserlige Familie. Senere blev det Skik, at de forskjellige Dynastier antoge hver sin Farve til Udsmykning af Porcellænet, som produceredes til deres Brug, ligesom det ogsaa var strengt forbudt at anvende denne Farve paa andet Porcellæn. Under Tsjin-Dynastiet var Blaat, under Sui-Dynastiet Grønt Livfarve; under Dynastiet Tang udgik Aar 621 den Befaling, at det kejserlige Porcellæn skulde være grønt malet paa hvid Bund, medens Kejser Tsji-tsong (954—959) foreskrev, at det for hans Regning tilvirkede Porcellæn skulde have samme Farve som »Himlen, naar den efter Regn bliver synlig mellem Skyerne«.
Under det andet Song-Dynasti (990—1279) skal det saakaldte Sprække-Porcellæn (craquelée) først være bleven tilvirket. Paa dette Porcellæn, der skattes saa højt af Samlere, er Glasuren sprukken i temmelig regelmæssige Revner; ved at dyppe Porcellænet i en eller anden farvet Vædske indsuges Farven gjennem Revnerne, hvorved disse komme til at vise sig tydeligere.
Under de mongolske Regenter (1260—1368) havde en særlig Embedsmand med Politi Opsigt med den vigtige Fabrikplads King-te-sjin. Ifølge Beretning af Pater d'Entrecolles, der i forrige Aarhundrede besøgte Kina som Missionær, og som har givet adskillige Oplysninger om Porcellænfabrikationen der, skal der paa denne den vigtigste Plads den Gang have været over en Million Mennesker beskjæftigede med denne Haandtering, og der blev benyttet over 3000 Ovne til Porcellænets Brænding. Han beretter ogsaa, at der var flere Templer, som vare byggede for at helligholde Mindet om en Porcellænarbejder, der i Fortvivlelse over, at det ikke vilde lykkes ham at fremstille en vis Farve paa Porcellænet, havde styrtet sig ned i en glødende Ovn; da denne senere aabnedes, stod den forgjæves søgte Farve i al sin Skjønhed paa Porcellænet.
Under Dynastiet Ming (1368—1649), der overhovedet havde stor Omsorg for Kunst og Videnskab, naaede Tilvirkningen en høj Grad af Fuldendelse. Det bekjendte Porcellænstaarn i Nanking (Fig. 91) gjenopførtes i denne Periode af Kejser Yong-lo (1403 —1424). Denne Bygning, der nu under det sidste store Taiping Oprør atter er ødelagt, var opført af Tegl og beklædt med Plader af emailleret Fajance. Taarnet maalte ved Foden i Gjennemsnit 98 Fod; Højden var 268 Fod, og det var delt i ni Afdelinger.
Fra Midten af det 17de Aarhundrede synes den kinesiske Porcellæntilvirkning at være aftaget i Godhed, og dens Produktioner fra denne og den følgende Tid skattes ikke saa højt som de fra en tidligere Periode, der af Kineserne selv eftersøges med stor Iver og betales højt. Selv Stumper af Porcellæn fra Tiden før 1000 e. Kr. sættes saa højt, at de bæres af Mandarinerne som Smykker i deres Hovedbedækning.
Det kinesiske Porcellæn blev først bekjendt i Europa gjennem Venetianeren Marco Polo, den første Europæer, som besøgte Kina. I sin Aar 1298 udgivne Rejsebeskrivelse omtaler han ogsaa, hvorledes Porcellænet blev tilvirket. Hans Meddelelser ere ganske vist højst besynderlige men overtræffes dog i Retning af Vidunderlighed af senere Forfatteres Meddelelser. Saaledes angiver f. Ex. den bekjendte Læge Cardanus fra Tiden omkring Aar 1500, at Porcellænet blev tilvirket af Ægge- og Snegleskaller, der maledes og bleve nedgravede i Jorden, hvor Massen maatte ligge et Hundrede Aar, inden den blev til Porcellænstof. Ifølge en anden ligesaa mærkværdig Fortælling fra samme Tid skulde det kinesiske Porcellæn besidde den Egenskab at springe itu, naar det kom i Berøring med giftige Stoffer. I den første Halvdel af det 16de Aarhundrede (1518) synes det først at være bragt som Handelsvare til Europa af Portugiserne. Disse bleve senere fortrængte af Hollænderne, som en Tid lang bemægtigede sig denne Handel. Som bekjendt var i Europa i de forbigangne Aarhundrede det kinesiske Porcellæn en Modeartikel, hvormed Fyrster og Rigmænd smykkede deres Paladser og Boliger. Man har endnu en Mængde forunderlige Figurer især af Dyr, hvad der dengang var en meget efterspurgt Modeartikel.
Det følger af sig selv, at Porcellænfabrikationen i et saa stærkt befolket Land som Kina, og hvor Brugen af Porcellæn er saa almindelig, maa have et stort Omfang. Efter en Meddelelse af Stanislaus Julien beskjæftigede for omtrent tre Aartier siden Befolkningen i ikke mindre end 57 Byer sig med denne Haandtering.
Produktionen af en saa uhyre Industri maa naturligvis være af højst forskjellig Beskaffenhed, og det er som Følge heraf meget vanskeligt, ja næsten umuligt at fælde en almindelig Dom over Beskaffenheden af det kinesiske Porcellæn. De Porcellænsager, som komme til Europa, synes desuden ikke at være af de bedste Sorter. Foruden den Vare, som tilvirkes for det kejserlige Hofs Regning, og som ikke maa benyttes af andre, gives der ogsaa en anden særlig Sort, der benyttes udelukkende af Mandarinerne, som i det 12te Aarhundrede fik dette Privilegium. En tredie Sort, som staar under de to foran nævnte, fabrikeres til almindelig Brug og til Udførsel.
Det kinesiske Porcellæn hører til den Klasse af Lervarer, som kaldes haardt Porcellæn. Tilvirkningen sker forøvrigt omtrent paa samme Maade som i de europæiske Fabriker; det anvendte Værktøj og Apparat er ganske vist simplere end i Europa, men denne Omstændighed opvejes fuldkommen af Kinesernes store Færdighed i Haandværket.
Kunsten at male Porcellænet har i teknisk Henseende naaet et højt Standpunkt i Kina og endnu den Dag idag er det ikke lykkedes i Europa at fremstille alle de der anvendte Farver. Saaledes har man ikke formaaet at tilvirke den røde kinesiske Farve, som fremstilles af Kobber, i samme Skjønhed som i Kina. Det kinesiske Porcellæn har ogsaa længe været, og er i visse Tilfælde endnu, et Forbillede for den europæiske Porcellænfabrikation, der især i Maaden at anbringe Udsmykningen og i Valget af Farverne har laant meget fra Kina. I kunstnerisk Henseende kunne derimod Kinesernes Porcellænmalerier ligesaa lidt som deres Malerkunst overhovedet gjøre nogen Fordring paa at være fuldendte, om endog Farvernes Skjønhed og harmoniske Anvendelse i Almindelighed give de kinesiske Produkter et rigt og dekorativt Udseende. Malerierne gjengive Scener af Kinesernes private eller offentlige Liv, Krigsbedrifter, Landskaber, Dyr, Blomster o. s. v. Et gjennemgaaende Træk er Fraværelsen af alt Perspektiv samt Gjengivelsen af Dyr- og Planteformer paa en saa lidet naturtro Maade, at de snarere maa betragtes som blotte Dekorationer end som Afbildninger af Naturgjenstande. Hvad Godhed, Hvidhed og Glans angaar, da overtræffes de kinesiske Porcellæner af de bedre europæiske, og efterat den keramiske Teknik i de senere Aartier har naaet en saa høj Udvikling i Europa, skulle de kinesiske Sager, ogsaa hvad Udsmykningens Teknik angaar, ikke heller let frembyde nogen særlig Egenskab, hvori de ikke overgaas af de europæiske.
Fra Kina bragtes Kunsten at tilvirke Porcellæn til Korea, hvor det synes, som om der i en vis Periode er bleven fabrikeret Porcellæn af en udmærket Beskaffenhed og Skjønhed; senere er Kunsten helt uddød her. Som det berettes, skal Aar 27 f. Kr. en Fyrste af Sinra være flyttet fra denne Halvø til Japan, og hans Ledsagere skulle der have anlagt de første Porcellænfabriker. De Varer, som tilvirkedes, stode dog langt under de kinesiske, indtil en japanesisk Haandværker i Aaret 1211 begav sig til Kina, hvor det lykkedes ham at opdage Hemmeligheden ved Kunsten. Da Portugiserne i det 16de Aarhundrede banede sig Vej til Japan og der grundede en Handel af betydeligt Omfang, var Porcellænfabrikationen i rigt Flor, og ligesom i Kina tilvirkedes der særligt Porcellæn for de mest ansete Personligheder. Som bekjendt lykkedes det de portugisiske Missionærer at udbrede Kristendommen i Japan, og ved den bekjendte Jesuitermissionær, Francisco Xaviers Død beregnedes Antallet af kristne Japanesere til 1½ Million. De religiøse Stridigheder mellem den kristne og den øvrige Befolkning i Japan i Forening med Portugisernes Intriger og Anslag rnod Regeringen foranledigede, at de Fremmede i Aaret 1641 bleve forjagede og at Kristendommen blev undertrykt. Under disse Forfølgelser af de Kristne skulle 40,000 Mennesker have mistet Livet. Det paastaas, at den nærmeste Anledning til denne Katastrofe skal hare været den, at Portugiserne havde formaaet Porcellænfabrikerne til i Stedet for de gamle orthodoxe Mønstre at anbringe Billeder fra Bibelen eller Helgenfortællingerne for paa denne Maade at gjøre Propaganda for Kristendommen. Den japanesiske Regering syntes ikke om denne Afvigelse fra Skik og Brug og gjorde en hurtig Ende paa Tingene ved den ovenfor omtalte Udvisning.
Portugisernes Handel paa Japan faldt senere i Hænderne paa Hollænderne, hvem det i lang Tid lykkedes fuldstændig at holde alle andre europæiske Folk borte. Porcellænet var en af de vigtigste og mest indbringende Varer, som de udførte herfra og siden forhandlede over hele Europa. I Løbet af Aaret 1664 skal der i Holland være indført ikke mindre end 44,943 Pund japanesiske Porcellænsager. Den daværende Repræsentant for den hollandske Regering i Japan, Wagenaar, skal have udøvet en stor Indflydelse paa Porcellæntilvirkningen, idet han, som havde faaet Monopol i visse Aar paa Porcellænhandelen, gav Mønstre til Udsmykningen af det Porcellæn, som skulde udføres, og saaledes paavirkede den almindelige Maner i den japanesiske Dekorationsstil.
Det bedste japanesiske Porcellæn overgaar det, som tilvirkes i Kina, saavel hvad Massens Beskaffenhed og Udseende angaar som ogsaa i Henseende til Farvernes Renhed og Glans. Ligesom det kinesiske er Størstedelen af det japanesiske Porcellæn haardt Porcellæn, men foruden dette fabrikeres der et Slags blødt Porcellæn ("porcellaine tendre"), som er af en fortrinlig Beskaffenhed, og som efter Samleres Paastand endogsaa overgaar de bedste europæiske Porcellæner.
De japanesiske Former og Mønstre ere naturligvis Udtryk for Kunstens og Smagens Retning i Landet. At denne ikke stemmer overens med vore Begreber og vor Smag, er naturligt, medens den dog heller ikke i saa høj Grad som den kinesiske skiller sig derfra. Paa Verdensudstillingen i Wien 1873 var den japanesiske Lervaretilvirkning repræsenteret ved en righoldig og karakteristisk Samling af forskjellige Sorter Porcellæn.
Ogsaa i det sydlige Asien, paa de to indiske Halvøer, synes Tilvirkningen af Lervarer tidligt at være bleven drevet. Man ved dog ikke ret, fra hvilken Tid de Fund af gammel Fajance og Porcellæn, som her ere gjorte, skrive sig, ej heller om Porcellænfabrikationen er bleven indført dertil fra Kina.
Ved Beskrivelsen af den gamle vestasiatiske Keramik have vi allerede udtalt den Formodning, at de den Gang benyttede Tilvirkningsmaader vare gaaede i Arv til Persien, og at de der, ialtfald tildels, havde holdt sig i flere Aarhundreder. Om dette nu er Tilfældet, eller om Kunsten kom i Forfald og siden paany oplivedes, ved man ikke; derimod er det faktisk, at Tilvirkning af Fajance ved Aaret 650, da Araberne erobrede Persien, var kjendt og øvet der endnu ligesom i Lilleasien. I en senere Periode udviklede den sig yderligere, og smukke Prøver heraf findes saavel i Samlinger som ogsaa i italienske Kirker. I Kirken San Giovanni del torre di Ravena, der er bygget i det 12te og 13de Aarhundrede, har man fundet Plader og Stykker af Vaser af persisk Fajance indmurede i de marmordækkede Vægge, et Bevis paa den Værdi, man satte herpaa. Kunsten at tilvirke Porcellæn var kjendt i Persien førend i Europa og omfattede saavel det bløde som det haarde Porcellæn. Man ved ikke ret, naar Kunsten først blev bekjendt her, men det antages, at Fabrikationen af haardt Porcellæn er bleven indført af Dschingiskans Efterfølgere. Ved sin Død 1226 var Dschingiskan Persiens Hersker, og hans Efterfølgere dannede et Dynasti, som ifølge sin Oprindelse rimeligvis har staaet i Berøring med Kina. Et Stykke af blødt persisk Porcellæn skal være fundet i Kirken Santa Cecilia i Pisa og skal datere sig fra 1103—1107.
Ogsaa i Lilleasien og Syrien tilvirkedes ved denne Tid og lige til det 17de Aarhundrede Lervarer af fortrinlig Beskaffenhed. De mest bekjendte skreve sig fra Rhodus og Damaskus. Fajancerne fra det sidste Sted vare af en saa sjelden Skjønhed, at Tamerlan Aar 1402 lod Lervarearbejdere overflytte herfra til Samarkand for i denne sin Hovedstad at indføre en lignende Tilvirkning. Efter Vambéry, den bekjendte Rejsende i Centralasien, vare endnu, da han besøgte disse Egne, Moskeerne i Bokhara og Samarkand smykkede med Tegl og Lerplader af usædvanlig Skjønhed, rimeligvis fra denne Tid. Under Navn af Damaskvarer udgjorde Fajancerne fra Lilleasien endnu i det 16de Aarhundrede en efterspurgt og højt skattet Handelsvare, som banede sig Vej til det vestlige og nordlige Europa.
Vi have allerede ved Omtalen af den romerske Lervaretilvirkning berørt, hvorledes denne Industri efter Romerrigets Opløsning kom i Forfald, og hvorledes den gjennem flere Aarhundreder indskrænkede sig til Produktionen af Husgeraadgjenstande af den simpleste Beskaffenhed. For dens Gjenoplivelse i Europa kan man takke Araberne, som efter Erobringen af Spanien Aar 711 indførte og udbredte den der.
Araberne i Spanien udmærkede sig fremfor alle Samtidens Folk ved den Pris, de satte paa Kunst og Videnskab, og i den af dem beherskede Del af Spanien naaede Videnskab, Industri og Agerbrug en saadan Udvikling, at Spanien i flere Aarhundreder blev det rigeste Land i Europa og Hovedsædet for den Tids Videnskabelighed. Det Territorium, som de havde inde, og som omfattede det midterste og sydlige Spanien samt endel af Portugal, havde i det 10de Aarhundrede under Abderraman III. en Befolkning paa 25 til 30 Millioner, og Statsindtægterne naaede op til omtrent 13 Millioner Dukater, hvad der for den Tid var et særdeles stort Beløb. Som Exempel paa deres Pragtbygninger kan anføres den endnu existerende Moske i Cordova (se »Opfindelsernes Bog« I. Pag. 174). Under saadanne Forhold maatte naturligvis en Industri af denne Beskaffenhed trives godt, især da den, som Følge af den fra Orienten indførte Skik at beklæde Vægge og Gulv med Lerplader, kunde drives i større Omfang, end om Formaalet blot havde været at producere Kar og lignende. Brugen af farvede og i det Hele rigt smykkede Plader bidrog paa samme Tid til ogsaa i denne Henseende at hæve Lerindustrien.
Imidlertid naaede dog denne Fabrikation først ret sit Højdepunkt, da Arabernes Herredømme i Spanien blev styrtet af de fra Afrika kommende Maurere. De arvede Arabernes Civilisation, deres Kunst og Videnskab og udviklede dem yderligere. De indførte en ny Stil i Udsmykningen, der bestemt skiller sig fra den arabiske, og som har faaet Navn af den spansk-mauriske. Ligesom Moskeen i Cardova giver en Prøve paa den arabiske Stil, saaledes er Paladset Alhambra en Repræsentant for den spansk-mauriske, og de Væg- og Gulvplader af Fajance, som findes der, ere fortrinlige Exempler paa denne Stilarts Udsmykningsmaade af Lervarer.
Paa den Tid var det kinesiske Porcellæn ikke kjendt i Europa, langt mindre Kunsten at fremstille det. Man kjendte heller ikke Maaden, hvorpaa Fajance af hvid Masse (fin Fajance) blev tilvirket. De Lerarter, som anvendtes, antoge efter Brændingen en rød eller gulagtig Farve, som hverken i og for sig var saa behagelig som den hvide, og som heller ikke lod den Maling komme til sin Ret, som anbragtes herpaa. Man kjendte nok Lerarter, som bleve hvide ved Brændingen, men havde ikke lært af disse at fremstille hvid Fajance. Derimod havde allerede de gamle vestasiatiske Folk opfundet en Maade at fremstille Lergods med hvid Overflade. De overdroge nemlig det farvede Ler med et tyndt Lag af hvidt Ler eller af saadanne Stoffer, som bibeholdt deres hvide Farve under Brændingen. Et saadant Overtræk, Engobe, medførte dog mange Ulemper, især den, at det let løsnede sig fra Gjenstanden, ligesom det besværliggjorde Glaseringen.
Araberne eller deres Efterfølgere Maurerne vare ialfald i Europa de første, som gjorde denne Proces overflødig, idet de producerede en hvid og saa uigjennemsigtig Glasur, at den, naar den i en vis Tykkelse blev anbragt paa Gjenstanden, skjulte dennes oprindelige Farve. Det Stof, de anvendte for at bibringe Glasuren disse to Egenskaber, Hvidhed og Uigjennemsigtighed, var Tinilte, og idet de tidligere brugte Glasurer erstattedes hermed, var der gjort det første Skridt hen imod Opdagelsen. Man ved ikke, hvorvidt denne skete i Spanien, hvor den rigelige Adgang til Tinmalme mulig kan have givet Anledning til Forsøg paa at benytte disse i denne Industri, eller om Araberne have bragt Kunsten med sig fra Orienten. Det er ganske vist faktisk, at de gamle Babylonieres Glasur indeholdt Tinilte, men man er ikke sikker paa, om de anvendte det som Tilsætning til Glasuren, eller om de førend Glaseringen overdrog Gjenstanden dermed. Det første er det mest rimelige, og Kjendskabet hertil var maaske ikke ganske uddød, da Araberne erobrede Persien og de tilgrænsende Lande. Paa den anden Side taler dog flere Omstændigheder f. Ex. Fraværelsen af Tinilte i de persiske og vestasiatiske Fajancer, man kjender fra Tiden mellem 600 og 1200 e. Kr., for den Antagelse, at man den Gang havde glemt at anvende det. Hermed maa det nu forholde, som det vil; det maa dog formodes, at den hvide Emailleglasur først blev indført i Europa under det muhamedanske Herredømme i Spanien. Det paastaas rigtignok, dels at en i Klostret St. Paul i Leipzig værende Frise af hvidglaseret Tegl skulde være forfærdiget allerede Aar 1207, dels ogsaa at en tysk Pottemager i Schelestadt i Elsass, hvis Navn er ubekjendt, men hvis Dødsaar var 1283, skulde have opfundet Kunsten at fremstille en saadan Glasur, men dels mangler der sikre Beviser for denne Paastand, dels havde paa den Tid, da Opfindelsen skulde være gjort i Elsass, en saadan Glasur længe været brugt i Spanien. At den desuagtet alt tidligt har været kjendt og anvendt i Tyskland, fremgaar af et Skrift fra Aar 1330, hvori der gives en Recept for dens Tilberedning. Vi have med en vis Udførlighed afhandlet den hvide Emailleglasurs Herkomst og første Anvendelse, thi dens Opfindelse er til en vis Grad epokegjørende for Keramikens Udvikling. Til Størstedelen af de bedre Sorter Lervarer, som tilvirkedes i Europa fra det 15de indtil Slutningen af det 18de Aarhundrede, blev nemlig en saadan Glasur anvendt, og endnu den Dag idag fabrikeres Lervarer efter en stor Maalestok, som glaseres dermed (f. Ex. de saakaldte svenske Kakkelovne).
Araberne indførte ogsaa i Europa den Kunst at male Lervarerne med Farve af metalskinnende Glans. Ogsaa denne Kunst er gammel og blev anvendt af de gamle Babyloniere samt i en senere Tid af Perserne. Lervaretilvirkningen blev dreven efter en stor Maalestok i Spanien, især i Valencia, i hvis Nærhed det gamle Saguntum laa, hvor der allerede i Romervældens Tid skal have været store Lervarefabriker, der beskjæftigede 1200 Arbejdere, i Malaga, hvorfra den berømte Alhambravase (Fig. 98) synes at skrive sig, samt paa de baleariske Øer, især Majorka, hvorfra Navnet Majolika skal udledes. Den ovennævnte Alhambravase fandtes Aar 1764 sammen med to andre, nu ødelagte, Vaser under Gulvet i en Sal i Alhambra. Den er 4 Fod og 33 Linier høj og har paa det videste Sted en Diameter af 2 Fod 30 Linier. Alle tre Vaser vare, da de fandtes, fyldte med Guldpenge.
Den spanske Ø Majorka var paa den Tid af en saadan Betydning, at den ejede 900 Fartøjer, hvoraf flere paa 400 Tons Drægtighed, bemandede med 20,000 Matroser.
Den spansk-mauriske Fajancefabrikations Blomstringstid falder i det 13de, 14de og 15de Aarhundrede, og ved Hjælp af udstrakte Handelsforbindelser udførtes dens Produkter til langt bortliggende Lande. Da det muhamedanske Herredømme var bleven styrtet, kom Tilvirkningen i Forfald, og ved et i Aaret 1566 udfærdiget Edikt, som forbød Muhamedanerne at tale og skrive deres Sprog, at bære deres Nationaldragt samt at udføre noget Kunstværk i maurisk Stil, kan Dødsslaget siges at være ført mod denne Industri. Driften ved Maurere ophørte aldeles i Aaret 1610, da Filip III. lod uddrive 6 til 900,000 Maurere af Spanien og konfiskerede deres Ejendomme, samtidig med at desuden flere Tusinde omkom ved Sværdet eller af Nød.
Senere hen i Middelalderen, da Kunst og Videnskab atter begyndte at hæve sig i Vest- og Mellemeuropa, begyndte ogsaa Lervare-tilvirkningen at rejse sig fra det lave Standpunkt, paa hvilket den havde befundet sig i de første Aarhundreder efter Romerrigets Opløsning. I Frankrig og England synes den i denne Periode at være bleven drevet i stort Omfang paa flere Steder, og Levninger fra den Tid, især Vægplader men dog ogsaa Kar og Vaser, vise, at Kunsten at glasere og at smykke Lervarerne med Farver var almindelig bekjendt i disse Lande. Man har ogsaa Beviser for, at Stentøj i denne Periode blev tilvirket i Frankrig. Vi have allerede omtalt, at Tyskerne paastaa, at en Pottemager i Elsass har opfundet den hvide Emailleglasur. Om end denne Paastand ikke kan fuldstændig bevises, haves der dog andre Vidnesbyrd om, at emailleret Fajance tidlig er bleven fremstillet her. I det 15de Aarhundrede var det der baade almindelig bekjendt og Gjenstand for Fabrikation. I Nurnberg blev den drevet i en stor Maalestok, og i Musæerne finder man mange Exemplarer, som paa den Tid ere tilvirkede der. Blandt særlig dygtige Arbejdere i Nurnberg nævnes Veit Hirschvogel (1441—1525) og hans Sønner, der særligt udmærkede sig ved god Modellering og smuk Emaille. I denne Periode tilvirkedes ogsaa Kakkelovne af emailleret Fajance; fortrinlige Prøver af denne Produktion findes endnu paa Slottene i Nurnberg og Salzburg. Den, der findes paa det sidste Sted, synes at være fabrikeret omtrent ved Aar 1400. Tilvirkningen af Stenvarer, især Drikkekander, fik ogsaa en stor Udbredelse. Disse have ofte en smuk Form og ere prægtigt smykkede. De tyske Stensager ere fejlagtigt blevne kaldte »flamske«, endskjøndt de i Almindelighed skrive sig fra Rhinlandene eller Nürnberg. Stentøjindustrien vil findes nærmere beskreven Side 352.
Ogsaa i Holland synes man tidligt at have givet sig af med Lervaretilvirkningen, der allerede i Aaret 1310 skal have været i Gang i Delft. De egentlig saakaldte Delftvarer skrive sig dog fra en senere Periode og ville senere blive omtalte.
Fajancefabrikationen naaede dog sin højeste Fuldendelse i Italien, og herfra udbredtes den i forbedret Skikkelse til Frankrig og rimeligvis ogsaa til andre Lande.
Vi vide, i hvilken stor Maalestok Lervaretilvirkningen i Romernes Glansperiode blev dreven i Italien, endskjøndt den blot omfattede de simplere Slags Husgeraadsager. Det er rimeligt, at den under Romerrigets Opløsning dog har holdt sig ilive og at den samtidig med Landets nye Opblomstring atter har hævet sig. Saavel ved Handelsforbindelserne med det muhamedanske Spanien som ogsaa ved Berøringen med Saracenerne, der havde erobret Sicilien og endel af Apulien, ere formodentlig de Forbedringer i Fajancefabrikationen, som disse Folk havde udfundet, indførte til Italien. Den i Italien brugte Benævnelse paa emailleret Fajance, Majolica (det gamle Navn paa Øen Majorka) antyder ogsaa, at denne Plads har udøvet en vis Indflydelse paa den italienske Fabrikation, idet maaske Arbejdere ere overflyttede herfra, eller ved at man herfra har hentet Modeller eller Fremstillingsmaader. Efter en . hyppig anført Beretning, skulle Indbyggerne i Pisa i Aarene 1113—1115 have foretaget et Korstog mod de muhamedanske Herskere paa de baleariske Øer, hvor over 20,000 Kristne holdtes i Slaveri; i dette skulle de have erobret Iviza samt endogsaa, efter et Aars Belejring, Hovedstaden paa Majorka, hvor de gjorde et rigt Bytte blandt andet af Fajance, hvormed de efter Hjemkomsten skulle have smykket deres Kirkers Mure. Senere Forskninger have dog paavist, at de Fajanceplader (bacini), som nu findes paa Kirkefacaderne i Pisa, enten ere af italiensk eller af østerlandsk (mulig persisk) Oprindelse. Denne Omstændighed gjør en Tvivl om Beretningens Paalidelighed berettiget, ligesom ogsaa det Faktum, at de spansk-mauriske Fajancer paa den Tid ikke havde naaet nogen høj Grad af Fuldendelse, yderligere forringer dens Troværdighed. En anden mere sandsynlig Beretning er den, at de Kristnes Ufordragelighed, efterat de i Spanien havde begyndt at gjenerobre Dele af det muhamedanske Omraade, skal have fordrevet endel Maurere derfra og tvunget dem til at søge Bolig i andre Lande. Nogle af disse Landflygtige skulle saa have bosat sig i Italien og indført deres Kunst der. De ældste kjendte italienske Fajancer skrive sig fra Tiden omkring Aar 1100. De ere tilvirkede af Ler af rød, brun eller gulagtig Farvetone og som oftest tildels overdragne med en Engobe, hvori der hyppig findes indridsede Ornamenter, som lade Lerets egentlige Farve komme for Dagen. Til Overtræk skal være anvendt en hvid Lerart fra Siena, der kaldtes terra di San Giovanni. Efterat Gjenstandene vare underkastede en Brænding, bleve de forsynede med en blyholdig Glasur af stærk Glans, marza-cotto, og brændes saa igjen. Malingen blev anbragt efter den første Brænding, og inden Gjenstandene bleve glaserede. De paa denne Maade fabrikerede Varer kaldes mezza majolica (halv Majolik). De Varer, der bleve smykkede med Tegninger i det hvide Overtræk, kaldtes sgraffiatti eller grafitti. Det paastaas, at nyere Undersøgelse have vist, at disse Fajancer skulle være glaserede med tinholdig Glasur, og at man for at spare paa det kostbare Tin kun anvendte dette paa de mest synlige Dele af Varen (f. Ex. den indvendige Side af et Fad), medens de øvrige Flader paa Gjenstanden bleve overtrukne med den mindre kostbare Blyglasur. Ved kemiske Undersøgelser er denne Paastand imidlertid ikke bleven bekræftet. Pesaro nævnes som den Plads, hvorfra de ældste Fajancer skrive sig.
Efter Aar 1450, da Familien Malatesta solgte Pesaro til Huset Sforza, udviklede Tilvirkningen af mezza majolica sig i høj Grad under den Beskyttelse, som Fyrsterne af dette Hus ydede Kunsten. 1486 og 1508 fik Fabrikerne særlige Privilegier, som ogsaa bleve bekræftede af Fyrsterne af Urbino, efter at disse havde faaet Herredømmet over Pesaro. Fra den Tid skrive sig de bedste Arbejder af mezza majolica. Tegningerne paa disse ere optrukne i blaa eller sort Farve og i Almindelighed korrekte, men Skygger og Halvtoner mangle eller ere ufuldstændige, saaat Udsmykningen i sin Helhed staar kold og tør. Derimod er Glasuren og Farverne af megen Skjønhed og stærk iriserende Glans; særlig omtales den gule Farve, der ligner Guld i Glans og Farvetone. Den røde Farve, der noget senere gjorde den fine Majolika saa berømt, anvendtes ogsaa paa disse Fabrikata.
Den egentlige Majolika er af to Slags: den, som blev fremstillet af Luca della Robbia og hans Efterfølgere, og den, som noget senere blev fabrikeret i Urbino, Gubbio, Faenza og flere andre Byer.
Italienerne have tilskrevet Luca della Robbia Opfindelsen af den hvide tinholdige Emailleglassur, men det er nu sikkert, at saavel denne som de saakaldte Metalfarver allerede før hans Tid bleve anvendte i Italien. Han synes dog at have fremstillet Glasur af større Skjønhed og Godhed, end det var lykkedes nogen før ham, og kan saaledes nok anses for at have givet Stødet til det Slags Fabrikation, som noget senere opstod i Italien, og som grundede sig paa Anvendelsen af en Glasur af denne Beskaffenhed.
Luca della Robbia blev født i Florents Aar 1400 (efter Andre 1388) og døde sammesteds 1481. Han arbejdede først som Guldsmed, siden som Billedhugger, og havde allerede i sit 15de Aar naaet en saadan Dygtighed i sidstnævnte Kunst, at han paa den Tid af Fyrst Pandolfo Malatesta kaldtes til Rimini sammen med nogle andre Billedhuggere for at udføre Arbejder i Marmor. Efter sin Hjemkomst til Florents udførte han flere udmærkede Arbejder i Marmor, blandt hvilke kan nævnes den endnu bevarede berømte Frise paa Orgelkoret i Florents Domkirke. Den lange Tid, der medgik til Arbejder i Marmor, og det dyre Materiale henledte hans Tanke paa Muligheden af at erstatte det med et andet billigere Stof, der var mindre vanskeligt at bearbejde. De spanske og maaske ogsaa de indenlandske Fajancer, som paa den Tid ikke vare saa sjeldne i Italien, have maaske ledet ham til at forsøge at virkeliggjøre sine Tanker i Fajance, og efterat det var lykkedes ham at fremstille en Glasur af usædvanlig Hvidhed og Skjønhed, skabte han en Mængde Kunstværker, der endnu den Dag idag præsenterer sig med en Friskhed, som om de nylig vare forfærdigede. Blandt dem, der endnu haves i Behold, kan nævnes Opstandelsen og Himmelfarten i Domkirken i Florents, en Madonna i Kathedralkirken i Pesaro og flere. Paa hans Arbejder staa i Almindelighed Figurer og Ornamenter hvide paa blaa eller grøn Bund.
Luca della Robbia tilvirkede navnlig Skulpturer og synes kun undtagelsesvis at have givet sig af med Tilvirkning af Kar og Vaser. Derimod findes der endnu nogle Prøver af Maling paa Fajance, som han har udført. Efter Lucas Død fortsattes den af ham fremkaldte Produktion af Brodersønnen Andrea og senere af dennes fire Sønner, Giovanni, Luca, Ambrosio og Girolamo, men da ingen af disse besad Lucas skabende Geni, og da Kunsten at tilberede den hvide Glasur desuden snart ogsaa blev bekjendt for andre, blev Tilvirkningen i deres Hænder ikke længere af nogen særlig Betydning. En af Andreas Sønner, Ambrosio, blev Munk og udførte i Aaret 1504 et større Alterstykke af Fajance til Klostret Santo spirito i Siena. Den yngste, Girolamo, begav sig omtrent Aar 1528 til Frankrig og udførte for Frants I.'s Regning adskillige Malerier paa Fajance i det af denne i Boulogneskoven opførte Slot Madrid, ogsaa kaldet Château de faience. Dette Slot blev under den franske Revolution grundig udplyndret, og Vægpladerne bleve borttagne for at males til Cement.
Girolamos Svigersøn, Andrea Buglioni, arvede efter ham Kunstens Hemmeligheder; han testamenterede dem til sin Søn, under hvis Ledelse Tilvirkningen fuldstændig tabte sin Karakter, og fra den Tid udslettes Sporene af denne Fabrikation i Familien.
Nogle Aar efter Luca della Robbias Død begyndte Kunsten at tilvirke den af ham opfundne Glasur at blive almindelig bekjendt, og fra denne Tid dateres Fremstillingen af den anden Sort af den egentlige Majolika. Tilvirkningen af Sager af denne Sort gik saaledes til: Efterat de vare brændte, bleve de neddyppede i en Glasurvælling eller overhældte med denne; paa selve Glasuren anbragtes nu Tegningen eller Malingen, og Sagerne bleve saa brændte paany. Ved den samtidige Smeltning af Glasur og Farver antog disse en blød og behagelig Tone, der staar smukt mod den af Glasuren dannede hvide Bundfarve. Foruden de sædvanlige Farver anvendtes ogsaa de ovenfor omtalte Farver med Metalglans. Disse bleve først anbragte, efterat Glasuren var indsmeltet, og Gjenstande, der skulde have disse Farver, maatte da underkastes en tredie Brænding.
I større Maalestok synes den hvide Glasur først at være bleven anvendt i Florents og Faenza, hvis Fabrikata i Begyndelsen kun vare hvide men, især fra sidstnævnte Sted, af udmærket Skjønhed. Først senere begyndte man at anbringe Malerier. Den for disse Varer brugelige Benævnelse Fajance mener man kommer af Faenza). Fabrikationen af Fajance og Majolika spredte sig i Tidens Løb til flere Steder i Italien, saaledes til Castel Durante, Castel di Deruta, Rimini, Venedig, Padua, Savona, Siena, Castelli o. fl., og i Renaissanceng Blomstringstid udførtes i denne Stil Arbejder, som udmærke sig ved deres Formskjønhed og ved Malingens smagfulde og kunstneriske Beskaffenhed. Mest ansete ere Sagerne fra Urbino og Gubbio. I den første af disse Byer udførtes de første kunstnerisk malede Majolikaarbejder. Produktionens Glansperiode falder i Aarene 1538—1575 under Guidobaldo II., som særlig beskyttede Kunsten, og under hvis Regering flere udmærkede Kunstnere, saaledes Francesco Xanto Avelli, Guido Durantino, Raffaellino dal Colle, Battista Franco, Taddeo Zuccaro og fremfor alle Orazio Fontana bragte Malingen paa Majolika til dens Højdepunkt. Fyrst Guidobaldo lod blandt andet paa Majolika udføre en Mængde Kopier efter den store Rafaels Malerier. Disse Kopier have givet Anledning til det Sagn, at Rafael selv skulde have givet sig af med at male paa Fajance. Urigtigheden ses dog blandt andet af den Omstændighed, at Rafael døde allerede 1520 eller før den Tid, da Malerierne paa Majolika bleve udførte. Af Præstationerne fra Gubbio have egentlig kun de, der bleve udførte af Giorgio Andreoli, mest bekjendt under Benævnelsen Maestro Giorgio, opnaaet et større Ry. De udmærke sig fremfor de øvrige samtidige Arbejder ved den paa dem benyttede smukke rubinrøde Metalfarve, hvis Tilberedelse enten var Maestro Georgios Hemmelighed, eller ogsaa blev den fremstillet bedre af ham end af nogen anden. Maestro Georgio, som baade var Billedhugger og Maler, var født i Pavia, fik 1498 Borgerret i Gubbio og døde 1552. Det lykkedes ingen af hans Efterfølgere at naa hans Kunstfærdighed.
Efter de ovennævnte Mestre Battista Francos og Orazio Fontanas Død omtrent Aar 1560 begyndte de første Tegn at vise sig til en Tilbagegang, og inden kort Tid havde Majolikaen tabt en stor Del af det kunstneriske Præg, som udmærkede disse Mestres Arbejder. De Forsøg, som senere bleve gjorte for atter at bringe Kunsten op til sit tidligere Standpunkt, lykkedes ikke, og hertil har vel ogsaa den Omstændighed bidraget, at Smagen og Moden, efterat det kinesiske Porcellæn var bleven bekjendt i Europa, forandrede Retning og blev overført til de kinesiske Produkter og deres Efterligninger.
I sin forandrede, mindre kunstneriske Skikkelse udbredte Fabrikationen sig derimod til flere Steder i Italien og tiltog en Tid lang i Omfang. I teknisk Henseende have endel Fabrikata fra denne Periode en temmelig høj Værdi; dette gjælder især om dem, der skrive sig fra Venedig, som dengang ogsaa var Stapelplads for Handelen med denne Vare. Først i den allernyeste Tid, de sidste Aartier, har man i Italien formaaet at fremstille Efterligninger af den gamle Majolika, der saavel i kunstnerisk som i teknisk Henseende indtage en særdeles fremragende Plads. De bedste af disse Efterligninger skrive sig fra Marquis Ginoris Fabrik la Doccia nærved Florents, hvor det ogsaa er lykkedes at fremstille de gamle »Farver med Metalglans". Ginoris Fajancer paa Udstillingen i Wien 1873 hørte til det fortrinligste, der fandtes paa Keramikens Omraade.
De gamle Majolikaarbejder skattes meget højt. Der bliver betalt indtil 7000 Kroner for Stykker fra den bedste Tid. Righoldige Samlinger af disse findes i Santa casa i Loreto, i British og South Kensingtons Musæum i London, i Louvre og Hotel Cluny i Paris, i det japanesiske Palads i Dresden samt desuden i Familien Rothschild og flere andre Familier, især i England. Det ældste Stykke af Majolika, som er i Behold, opbevares i Hotel Cluny i Paris og er fabrikeret i Faenza 1475.
Kunsten at tilvirke Fajance er rimeligvis kommen til Frankrig fra Italien. Vi have allerede meddelt, hvorledes Girolamo della Robbia 1528 begav sig til Frants I.'s Hof, hvor han for denne Fyrstes Regning udførte adskillige Arbejder. Allerede før ham synes en anden Italiener at være flyttet dertil for at tilvirke Fajance. Tilvirkningen heraf blev efterhaanden af stor Betydning, og i 1789 vare 165 franske Fabriker beskjæftigede hermed. De mest bekjendte og ansete Varer skrive sig fra Nevers, Rouen og Moustier.
I Nevers indførtes Fabrikationen af en Hertug af Gonzaga og synes at have taget sin Begyndelse i Slutningen af det 16de Aarhundrede. Den blev indrettet efter italiensk Mønster og lededes i lang Tid af italienske Mestere og Kunstnere. De bedste Arbejder skrive sig fra den første Halvdel af det 17de Aarhundrede. Foruden de italienske Fajancer tjente de emaillerede Arbejder fra Limoges og det allerede den Gang bekjendte ostindiske Porcellæn til Mønster for Tilvirkningen. Til de bedste Arbejder fra Nevers regnes den Fajance, som kaldes »bleu de Perse«. Den har en dyb blaa Bundfarve, hvorpaa er anbragt hvide eller lysgule Blomster, der gjøre en god Virkning mod den mørke Grund. Efterligninger af den italienske Fajance ere sædvanligvis malede med gule Farver paa blaa Bund, medens Originalerne som oftest omvendt have blaa Farve paa gul Bund.
I Rouen naaede den franske Fajancefabrikation sin højeste Udvikling, og Produkterne herfra overgik tilsidst dem fra Nevers. Rouen-Fajancerne efterlignede ikke i Form og Maling de italienske, men frembragte særegne og selvstændige Stilarter.
Den mest bekjendte af disse, den saakaldte »style rayonnant« (Fig. 106), er i de sidste Aar atter bleven moderne og er bleven Mønster for de nyere franske Fajancer. Exemplarer af denne Stil ere som oftest udførte i blaa Farve med visse Dele af Forsiringen lagte med brunt, gult og rødt. Da alle disse Farver samtidig anvendes, kaldes den »decor régulier à quatre couleurs«. Produkter fra Rouens bedste Tid skattes meget højt, uagtet de ikke ere saa sjeldne.
Allerede inden Tilvirkningen af den italienske Fajance havde vundet Indgang i Frankrig, eller ialtfald inden Kunsten at tilvirke den var bleven almindelig kjendt og udbredt i dette Land, var det lykkedes en Franskmand, Bernard Palissy, at skabe en Fajancefabrikation af ejendommelig og fuldkommen selvstændig Art, der endnu tjener som Forbillede for de Fajancer, som man i de sidste Aartier er begyndt at tilvirke under Navn af Majolika og Palissyvarer, og som for Øjeblikket udgjøre den Sort Luxustilvirkninger af Ler, som ere mest moderne og efterspurgte.
Naar man tager i Betragtning, at saa yderst faa, maaske slet ingen, Hjælpekilder stode til Palissys Raadighed, samt at han indlod sig paa denne Virksomhed uden i Forvejen at have nogetsomhelst Kjendskab til den, maa det vække den højeste Forbavselse, at det lykkedes ham at fremstille en Vare, der udmærkede sig, saavel hvad Maling og Modellering angaar som ogsaa i teknisk Henseende; men han var ogsaa en højt begavet og med en usædvanlig Villiekraft udrustet Mand, og hans Navn vil stedse blive nævnt som et af de mest fremtrædende i Keramikens Historie.
Bernard Palissy blev født Aar 1510 i la Chapelle Biron, en lille By i Périgord. Da Forældrene vare fattige, indskrænkede den Opdragelse, han fik, sig til Undervisning i Læsning og Skrivning. Da han var omtrent 18 Aar gammel forlod han sit Hjem og begyndte at lære Glasarbejderhaandværket, som paa den Tid omfattede saavel selve Glastilvirkningen og Glasmalingen, som ogsaa hvad der nuomstunder hører til Glarmesterprofessionen. Sin Fritid og de Penge, han kunde sammenspare, anvendte han til at erhverve sig Kundskaber i Geometri, Tegning, Maling og Modellering. Blandt andet studerede han de store italienske Maleres Arbejder og kopierede en Mængde af dem. Foruden de Videnskabsgrene, som kunde komme ham til Nytte i hans Haandværk, lagde han sig ogsaa efter mere abstrakte Emner, saaledes Theologi og Filosofi. Noget senere foretog han Rejser i Frankrig, i Flandern og Tyskland og erhvervede paa disse sit Ophold ved Glasmaleri og ved at arbejde som Landmaaler eller Afskriver. Paa disse Rejser studerede han ogsaa Naturvidenskaberne. I Aaret 1539 giftede han sig og bosatte sig i Saintes som Glasmaler. Det fortælles, at han, da han havde været bosat her i nogen Tid, tilfældigvis havde faaet en emailleret Lervare at se, og at Synet heraf havde bragt ham paa den Tanke at forsøge at udfinde Hemmeligheden ved Glasurens Sammensætning, for derved baade at hæve Fabrikationen af Lervarer i Frankrig som ogsaa for at skabe sig en bedre økonomisk Stilling, især da Glasmaleriet den Gang ikke var videre lønnende. Efter en anden Beretning skal han paa sine Rejser have faaet adskillige af Nürnberger-Fabrikanten Hirschvogels Fajancer at se og deraf have faaet Ideen. Da han i nogle Aar havde været bosat i Saintes, begyndte han at gjøre Forsøg i denne Retning og anvendte hele sin Opmærksomhed og Energi paa dem. Da han ikke havde den mindste Kjendskab til Sammensætningen af Glasurer og Emailler, maatte han anvende en lang Tid og gjøre en Mængde Forsøg, inden han blot fik et Begreb om de Stoffer, der egne sig til denne Anvendelse. Efter hans eget Udsagn begyndte han at søge efter Sammensætningen af Emailler omtrent som et Menneske, der famler i Mørke. Han pulveriserede de Stoffer, som han troede vare skikkede dertil, blandede dem med hverandre i højst forskjellige Forhold og overtrak med denne Blanding Stumper af Lerkar, som han i den Hensigt kjøbte og sønderslog; derpaa brændte han dem i Ovne, som han selv opførte, eller hos Pottemagerne i Omegnen. Paa denne Maade fortsatte han i flere Aar sine Arbejder, indtil han havde opbrugt sine opsparede Penge og sin Kredit. Da fik han i Aaret 1543 det Hverv at opmaale og tage et Kort over en Egn i Nærheden af Saintes, og herved blev han en Tid draget bort fra sine Forsøg. Saasnart dette Arbejde var færdigt, begyndte han paany med fordoblet Iver. Han kjøbte til en Begyndelse tre Dusin Lerkar, slog dem i Smaastykker og overtrak dem med nye Glasurblandinger, hvorpaa han bragte dem til en Glashytte i Nærheden for at faa dem brændte. Resultatet af dette Forsøg var for saa vidt bedre end de foregaaende, som nogle af Prøverne paa Grund af Glasovnens højere Varme virkelig vare smeltede; derimod viste ingen af dem Tegn til den hvide Glasur, som han jo netop søgte efter.
I to Aar fortsatte han haardnakket sine Forsøg under utrolige Vanskeligheder og Opofrelser. Da vare Sparepengene fra Opmaalingsarbejdet opbrugte, og han besluttede sig derfor til en sidste Kraftanstrengelse. Han lavede nye Blandinger, overtrak med disse over 300 Potteskaar og sendte dem derpaa til Glashytten. Da de efter endt Brænding bleve udtagne, var et af Skaarene til Palissys store Glæde dækket med en hvid, glinsende Glasur. Sejren var nu vunden, men der var endnu store Vanskeligheder at overvinde, inden den kunde gjøres frugtbringende. For lettere at kunne fortsætte sine Forsøg, besluttede han at bygge en Ovn af samme Konstruktion som dem, der benyttedes ved Glassmeltning, og hvor han kunde skaffe en højere Temperatur tilveje end i de sædvanlige Lerovne. I syv, otte Maaneder arbejdede han paa denne Ovn; han hentede selv Stenene til den og opførte den med egne Hænder. Efter endnu en Maaneds Forløb, i hvilken han var sysselsat med Pulverisering og Tilberedning af sine Emailleblandinger, kunde han prøve sin Ovn. Det lykkedes ham dog ej heller denne Gang at vinde et gunstigt Resultat, thi, uagtet Brændingen blev fortsat i sex Døgn uden Afbrydelse, vare Emaillerne ikke komne i smeltet Tilstand.
Palissys Midler vare nu aldeles udtømte; af sin Hustru og sine Slægtninge maatte han døje bitre Bebrejdelser, fordi han ved sine vanvittige Forsøg bragte sig og sin Familie til Tiggerstaven, men dog vaklede han ikke i sit Forsæt. Det lykkedes ham hos en Ven at faa et Laan, der var tilstrækkeligt til Indkjøb af Brændsel og Lerkar. Efter sit sidste Forsøg var han kommen til den Overbevisning, at hans Blandinger vare urigtigt sammensatte, og at der i dem manglede et eller andet Stof, der kunde befordre deres Smeltelighed. Nye Blandinger bleve derfor lagte til Rette, de indkjøbte Lersager bleve overtrukne dermed og Ovnen paany sat i Virksomhed. Dette hans Forsøg var det mest fortvivlede. Efterat han havde brugt alt sit Brændsel, uden at det var lykkedes ham at faa sine Blandinger til at smelte, tog han sin Tilflugt til Stakitet omkring sin Have, derpaa til Gulvet i sit Hus og til— sidst til sine Møbler for dermed at holde Ovnen i Gang. Hans Hustru og deres Barn løb fortvivlede bort fra Hjemmet under Jammer og Klageraab over, at Palissy var bleven afsindig.
Denne Gang var hans Forsøg dog lykkedes. Efterat Ovnen var bleven kold og aabnet, fandtes de brune Kar overtrukne med en hvid og glinsende Glasur. Det var ogsaa paa høje Tid, at han naaede dette Resultat, thi han manglede nu ganske Midler til flere Forsøg. Selv var han aldeles overanstrengt af Arbejde, Nattevaagen, Spænding og Mangel paa Føde. I en hel Maaned havde han næppe taget sig nogen Hvile eller faaet Tid til at skifte Linned. I sit Hjem, hvor han skulde have fundet Opmuntring og Deltagelse, mødte der ham kun Klager og Forbandelser, men den lykkelige Udgang af hans sidste Forsøg holdt hans Kræfter og Mod oppe og drev ham til nye Anstrengelser. Han antog en Pottemagerarbejder til Hjælper og fik hos en Krovært Kredit for hans Underhold. Selv modellerede og malede han Medailloner m. m. samt opbyggede en ny Ovn. Efter utrolige Besværligheder og Savn — han maatte blandt andet give endel af sine Klæder som Betaling til sin Arbejder — fik han Ovnen færdig og brændte nu deri de Sager, han havde forfærdiget. Da Ovnen senere blev aabnet, og Gjenstandene bleve udtagne i Overværelse af hans Kreditorer, som nu haabede at faa Erstatning for deres Forstrækninger, vare de oversaaede med en Mængde smaa Skærver, som under Brændingen havde løsnet sig fra Ovnens Vægge og nu sad fast paa Glasuren. Der havde nemlig i Kalken til Murene af Ovnvæggene været endel Flint, som under Brændingen var sprunget itu og havde voldet Uheldet.
I ti lange Aar havde han nu været beskjæftiget med sine Forsøg, og i den Tid havde han altid holdt Modet oppe, men nu begyndte det at svigte; han blev tungsindig og gik omkring, sjudsket i Klædedragt, uden at bestille noget. Af sin Familie maatte han høre bitre Bebrejdelser og døje megen Haan for sit Egensind og sin Daarskab. Efter nogen Tids Forløb samlede han dog atter Mod og gjenoptog sine Arbejder. Han fjernede Aarsagen til det sidste Uheld, men mødte nu i Stedet en anden Fortrædelighed. Ved den næste Brænding havde nemlig Godset taget Skade af den i Ovnen omflyvende Aske. Dette ledte ham til at anvende Lerkapsler, i hvilke Sagerne bleve anbragte og saaledes under Brændingen beskyttedes mod Asken og Ildens umiddelbare Indvirkning. Hans Forsøg faldt nu mere gunstigt ud, og efterat han havde forbedret saavel Konstruktionen af Ovnene som Sammensætningen af Massen og Glasuren, kunde han efter 16 Aars Anstrengelser siges at have naaet Maalet og begyndte nu ogsaa at høste Frugten af sin Møje.
Modgang af en anden Art end den, han hidtil havde havt at kæmpe med, indfandt sig dog nu og truede ikke blot med at ødelægge den Velstand, han saa sent havde begyndt at naa, men bragte endog hans Liv i Fare. Under de paa den Tid saa voldsomme religiøse Bevægelser havde Palissy med Begejstring sluttet sig til Protestantismen, og da han ikke gjorde nogen Hemmelighed af sin Overbevisning, blev han snart anset som en farlig Kætter og tilsidst som saadan sat fast og ført i Fængsel i Bordeaux, hvor han blev dømt til at dø paa Baalet. Fra denne Død blev han reddet af den mægtige Konnetabel Anne de Montmorency, som havde Brug for hans Dygtighed til Udsmykningen af et af sine Slotte og derfor udvirkede hans Benaadning af Kongen og af Catherine de Medici hans Udnævnelse til »"inventeur des rustiques figulines du roy et de la reyne mère"«.
Han rejste nu fra Saintes, hvor hans Ejendom efter hans Fængsling var bleven plyndret, ligesom hans Hus og Værksted vare blevne ødelagte, til Paris og fik anvist Bolig og Plads til Værksted i den nuværende Tuilerihave. Her udførte han sine bedste Arbejder og havde dog Lejlighed til at forfatte Arbejder i Naturhistorie, Befæstningskunst, Agerbrug m. m. samt til at holde Forelæsninger over Naturhistorie og Fysik, hvortil han som Tilhørere havde hele den lærde Verden i Paris. Mod Charlataneri og Daarskab førte han aaben Krig og angreb især Astrologer, Alkemister og foregivne Mirakelmagere, hvorved han paadrog sig mange Fjender.
Fra Bartholomæusnattens Blodbad blev han reddet ved Hoffets Beskyttelse, men i Længden kunde dette dog ikke bevare ham for hans Fjenders og Liguens Forfølgelser. I Aaret 1588, da han var 78 Aar gammel, blev han som Kætter kastet i Bastillen og truet med Døden, hvis han ikke vilde afsværge sin Tro. Henrik III., som ønskede at redde hans Liv, besøgte ham i Fængslet for at formaa ham dertil og skal da have ytret: »Min Ven! nu har Du i 45 Aar tjent min Moder og mig; vi have tilladt Dig at beholde din Religion, medens dine Trosfæller ere blevne forfulgte med Ild og Sværd; nu bliver jeg dog saaledes plaget af Guiserne og mit Folk, at jeg, hvis Du ikke omvender Dig, vil være nødt til at overgive Dig i dine Fjenders Hænder, og Du kommer da allerede imorgen til at dø paa Baalet.« Palissys Karakterfasthed var dog trods hans høje Alder ikke til at bøje, og han svarede Kongen: »Sire! jeg er beredt til at ofre mit Liv til Guds Ære. Mange Gange har I sagt, at I beklagede mig; nu beklager jeg Eder, som ytrer de Ord: »jeg er nødt til«. Det er ikke at tale som en Konge. Hverken I eller Guiserne skulle nogensinde formaa mig til at afsværge min Tro, thi jeg frygter ikke Døden.«
Kong Henrik reddede ham dog fra Baalet, men maatte holde ham fangen i Bastillen, hvor han døde efter omtrent to Aars Forløb.
Foruden flere Afhandlinger af religiøst, filosofisk og naturvidenskabeligt Indhold har Palissy forfattet et Arbejde over Tilvirkningen af Lervarer, kaldet L'art de la terre, hvori han udførlig omtaler alle sine Forsøg samt de Besværligheder og Lidelser, han maatte gjennemgaa. inden han naaede sit Maal.
Af de forskjellige Slags Lervarer, som Palissy tilvirkede, ere især de saakaldte »rustiques figulines« (Fig. 107) karakteristiske. Gjenstandene af denne Art ere paa farvet Bund dekorerede i Relief med Planter, Snegle, Krybdyr og Fisk, som ere særdeles smukt modellerede og ogsaa farvede ret naturligt. Farverne ere i Almindelighed ganske klare men ikke meget afvexlende. Det nyere Palissygods og Majolika ere Efterligninger af disse Arbejder. De gamle Palissyfajancer skattes nu særdeles højt; for et saadant Stykke bliver der betalt betydelige Summer, endog indtil 7200 Kroner.
Efter Palissys Død fortsattes den af ham skabte Industri saavel af hans Brodersønner som af andre af hans Elever, men lignende Forhold, som efter Luca della Robbias Død, indtraadte ogsaa her; da Snillet og den skabende Kraft vare borte, tabte Fabrikationen sit ejendommelige og kunstneriske Præg og kom inden kort Tid i Forfald.
Samtidig med Palissys Arbejder tilvirkedes i Frankrig en anden endnu mere ejendommelig og endnu højere skattet Fajance, der kaldes faïence d'Oiron, faïence Henri deux. Det er først efter 1862, at man ved Benjamin Filions Undersøgelser har faaet Kjendskab til Stedet, hvor disse Fajancer bleve tilvirkede, og til Tiden, da de bleve fremstillede. Man antog tidligere, at de skrev sig fra Florents, og at de Gjenstande af denne Art, som fandtes i Frankrig, vare blevne indførte af Catherine de Medici. Filions Undersøgelser have dog godtgjort, at de stamme fra Slottet Oiron nær ved Thouars i Touraine, og at de bleve tilvirkede der fra 1520 til 1550 eller 1568, da Slottet blev ødelagt af Hugenotterne. Dets Ejerinde, Hélène de Hangest, Enke efter Artus Gouffier, Sieur de Boisy og Guvernør for Frants I., medens denne endnu var Hertug af Valois, synes i sin Tjeneste at have antaget en Pottemager ved Navn Charpentier og ved Hjælp af denne og sin Sekretær Bernard, der tegnede Mønstrene til Sagerne, at have begyndt Tilvirkningen af disse Gjenstande. Den fortsattes senere af hendes Søn, Claude Gouffier, som havde arvet sin Moders Talent og gode Smag. Man har endnu et Katalog over Kunstværker, som vare samlede af Claude Gouffier, og som efter hans Død solgtes ved Auktion. Fajancen fra Oiron er i teknisk Henseende særdeles mærkværdig, da den er den ældste hvide Fajance med gjennemskinnelig Glasur, man kjender. Den tilvirkedes af en Lerart, som efter Brændingen antog hvid Farve, og som blev belagt med en tynd Glasur, hvis Farvetone faldt noget i det gule. Gjenstandene synes ikke at være blevne drejede men at være formede paa fri Haand. Farverne anlagdes tildels "a niello", det vil sige ved Indlægning af en farvet Masse i fordybede Ornamenter. Som Følge heraf kaldes denne Fajance undertiden "faience à niellure". Foruden Niellodekorationen er der ogsaa anbragt Ornamenter i højt Relief, der som oftest forestille Hoveder, Vaabenskjolde o. s. v. Gjenstandene, der alle ere Stykker af ringe Størrelse og Tyngde, saasom Kopper, Kander, Lysestager, Saltkar o. s. v., ere altid udførte i den reneste Renaissancestil samt modellerede og farvede med udmærket Duelighed og Smag. Med Slottet Oirons Ødelæggelse synes denne Tilvirkning, der saa hurtigt naaede et højt Standpunkt, og som tillige var den eneste og første i sit Slags, aldeles at være ophørt. Den havde heller ikke uddannet sig til nogen egentlig Industri og gav sig ogsaa kun af med at fremstille Fajance til Familiens eget Brug. Da disse Fajancer ere meget sjeldne, have de en høj Værdi, og der bliver betalt fabelagtige Priser for dem. I 1855 blev der saaledes paa en Auktion efter en Grev Pourtales solgt en Kande, der betaltes med 1100 Pund Sterling (c. 20,000 Kroner). Den her (Fig. 108) afbildede Kande, som tilhører Mr. Magniac i Bedford, er 1 1/4 Fod høj og vurderes til 27,000 Kroner. Af de 53 Stykker af denne Fajance, som man kjender, findes 26 i Frankrig, 26 i England og 1 i Rusland. I Louvre og i South Kensingtons Musæum findes de fleste.
Vi have i det foregaaende omtalt, at Lertøj allerede i Aaret 1310 blev tilvirket i Delft i Holland. I de følgende to Aarhundreder fortsattes og udvidedes denne Industri saaledes, at man begyndte at udføre disse Varer til England og andre Lande. Det var dog først, efterat Kunsten at fremstille Fajance med hvid uigjennemskinnelig Glasur var bleven indført der, rimeligvis fra Frankrig, at den fik noget betydeligere Omfang. Efterat man havde begyndt at tilvirke denne Vare, og især efterat de hollandske Fabrikanter ved Siden heraf havde begyndt at efterligne det kinesiske og japanesiske Porcellæn, for hvilket Holland paa denne Tid var Europas eneste Stapelplads, tiltog denne Industri saa hurtigt og blev snart af saa stor Betydning, at Fabrikerne i Delft kom til at tilfredsstille Størstedelen af Europas Behov. Ved Slutningen af det 17de Aarhundrede synes der at have været ikke mindre end 43 Fajancefabriker i denne By. Efterat Wedgwood (se nedenf.) havde opnaaet at forbedre Tilvirkningen af den hvide engelske Fajance, fortrængte denne snart de ældre Sorter Fajance fra Markedet, og fra Midten af det 18de Aarhundrede begyndte den hollandske Fajancefabrikation at tage af, saaat der i Aaret 1764 kun fandtes 23 Fabriker i Delft. I 1808 var dette Antal sunket til 6, og i 1849 var der kun 2 Fabriker i Virksomhed.
Delftfajancen, eller som den i sin Tid blev kaldt: Delftporcellænet, tilvirkedes af Ler, som fandtes i Stadens Nærhed, tilsat med Sand og med Lerarter fra Frankrig og Rhinegnene. Der anvendtes megen Omhu saavel ved Valget af Lerarterne og deres Rensning som ogsaa ved Varernes Brænding; da hertil kom, at Glasuren ogsaa var smuk og af en god Beskaffenhed, turde den hollandske Fajance i teknisk Henseende paa sin Tid have været den bedste i sit Slags. Ogsaa i Maling og Dekoration naaede Hollænderne et højt Standpunkt, og deres Varer kappedes i denne Henseende med de bedste franske. Det siges, at flere af den Tids ypperste nederlandske Malere have udført Arbejder paa Fajance, saaledes f. Ex. Berghem Landskaber, Willem van der Velde Søstykker, Sten og Van der Meer Genrebilleder og Landskaber, ja endogsaa at Wouwermann skal have givet sig af hermed. Om dette end ikke kan bevises, ved man dog med Vished, at andre, meget dygtige Kunstnere have sysselsat sig hermed, og i de hollandske Samlinger findes endnu en Mængde Fajance med udmærkede Malerier.
Det var dog egentlig paa Grund af sine Efterligninger af kinesisk og japanesisk Porcellæn, at Delftfajancen opnaaede sit Ry og blev meget søgt paa en Tid, da Industrigjenstande fra Kina og Japan vare paa Moden. Det lykkedes saa godt for Hollænderne at kopiere de kinesiske Forbilleder, at man ofte først ved nøje Undersøgelse kan skjelne Kopien fra Originalen.
Ligesom paa den italienske Majolika blev Malingen, især den blaa, i Almindelighed udført sur cru, det vil sige paa det glaserede men endnu ikke glat brændte Stykke, og fik, da den paa denne Maade blev indbrændt samtidig med Glasuren, en høj Grad af Blødhed i Tonen. Produktionen af den hollandske Fajance havde navnlig til Formaal at fremstille Varer til de store Markeder; men der blev dog ogsaa tilvirket en ikke ubetydelig Mængde Luxusvarer, saaledes Vaser, Røgelsekrukker m. m. Endel Arbejder bleve ogsaa udførte i et Slags Naturstil, der minder om Palissys Arbejder. De enkelte Stykker, der høre til et Service, der findes paa Slottet Favorite i Nærheden af Baden-Baden, ere modellerede og malede som Vildsvinehoveder, Meloner, Fiske o. s. v.
Efterat den egentlige Fajancetilvirkning var kommen i Forfald, begyndte man i Holland at tilvirke de saakaldte Kridtpiber efter en stor Maalestok. Denne Fabrikation blev ogsaa indført i Belgien, og man fortæller, at Hollænderne for allerede i Fødslen at kvæle denne Konkurrence, da navnlig Indførselstolden var saa høj, at de ikke med Fordel kunde sælge deres Varer der, skulle have ladet et Fartøj, lastet med Kridtpiber, strande nærved Ostende; her bleve saa Piberne efter de gjældende Love solgte ved Auktion og til saa lav Pris, at Markedet blev overfyldt, og den nys anlagte Fabrik maatte hurtigt standse.
Stentøj. Inden vi gaa over til at omtale de tidligste Forsøg, der gjordes her i Europa paa at efterligne det kinesiske Porcellæn, ville vi opholde os nogle Øjeblikke ved en Lervare, det saakaldte Stentøj, der paa en Maade kan siges at danne Overgangen til Porcellænet. Det første saakaldte sachsiske »Porcellæn«, der fremstilledes af Böttger Aar 1702 bar med Urette dette Navn og var ligefrem Stentøj; det havde denne Lervares ejendommelige Egenskaber, men derimod ingen af dem, der ere betegnende for det kinesiske Porcellæn, som man dengang stræbte at efterligne. Som vi længere nede skulle faa at se, var det først adskillige Aar senere (1709 eller 1710) at det lykkedes Böttger at fremstille virkeligt Porcellæn.
Stentøjindustrien gaar langt tilbage i Tiden. Den er af ægyptisk og kinesisk Oprindelse. Stentøjet er en Vare, der udmærker sig ved en ganske overordentlig Haardhed; naar det slaas mod Staal, giver det Gnister.
I Tyskland, navnlig langs Rhinen, kan man paavise den første Oprindelse til Stentøj fabrikationen i Europa, og den synes at gaa tilbage til det 15de Aarhundrede; denne Industrigren, Tilvirkningen af det egentlige Stentøj i indskrænket Forstand, strækker sig over et Tidsrum af omtrent 200 Aar; den har kulmineret i Tyskland og Holland imellem Aarene 1540 og 1620, og alt, hvad der efter det sidstnævnte Aar er blevet tilvirket under Benævnelsen Stentøj, har kun i større eller mindre Grad været en Tilnærmelse til det gamle tyske (flamske), uden nogensinde at besidde alle de Ejendommeligheder med Hensyn til Masse, Form, Udsmykning, Farve og Finhed i Udførelse, der ere karakteristiske for denne Art Lervarer.
Det tyske eller hollandske Stentøj hørte til den Tids Luxusvarer: deres meget vexlende Former, der altid udmærkede sig ved en ganske ejendommelig Stil, den rige Udsmykning med Reliefer, de farvede Emailler, hvormed de vare dækkede, sætte det udenfor al Tvivl, at de ikke alene vare bestemte til at være Brugs- men ogsaa Dekorationsgjenstande.
Det ældste europæiske Stentøj er fabrikeret omtrent Aar 1425.
Det var Brødrene Eler eller Elers, der først begyndte en Stentøjtilvirkning i England, og det er denne Industrigren, der gjennem Wedgwood naaede sin store Udvikling, og som vi lidt længere henne komme til at omtale sammen med flere andre Lervaretilvirkninger i England, da det ikke altid lader sig gjøre at trække bestemte Grænser mellem de forskjelige Arter Lervarer, der tilvirkes der.
Vi ville endnu kun nævne de vigtigste Steder, foruden England for vor Tids Stentøjtilvirkning.
Som allerede nævnt er der al mulig Anledning til at tro, at den europæiske Stentøjtilvirkning har set Dagens Lys i Tyskland langs med Rhinens Bredder, navnlig ved denne Flods nedre Løb; denne Antagelse støtter sig væsentlig paa den Omstændighed, at det plastiske Ler, der bedst egner sig til Fremstilling af de mest fuldendte Stentøjsager, findes paa Strækningerne, der ligge Floden nærmest, navnlig paa dennes højre Bred. Endnu i vore Dage findes der netop i denne Egn, kun et kort Stykke Vej Øst for Köln, Fabriker, der tilvirke Stentøj, der have megen Lighed med den gamle Stentøjindustris Frembringelser, og det baade ved Massens Beskaffenhed, ved Udsmykningen og undertiden ogsaa ved Formen.
Det plastiske Ler, som anvendes til dette Stentøj, gaar under Navn af Koblentserler, men det er dog hverken i Koblents eller i Nærheden af denne By, at dette Ler bliver udvundet. Navnet kommer sandsynligvis af at den nævnte By er Hovedpladsen for Handelen med denne Artikel; en Mængde Kjøbmænd i Koblents ere beskjæftigede med denne Forretning, og herfra afskibes Leret til alle de Fabriker, der ligge i Nærheden af Rhinfloden. Leret graves blandt andre Steder i Nærheden af Valendar og ved Grenzhausen.
Foruden her er det navnlig i Bunzlau (Schlesien) at der fabrikeres udmærket Stentøj; Leret hertil hentes fra Tillendorf, ikke langt fra Bunzlau; der bliver fremstillet baade simple Varer med rødbrunt Udseende (f. Ex. Syltekrukker) og finere Sager saasom Kaffekander, Thepotter o. s. v. De første Slags Varer fremstilles af uslæmmet, de sidste derimod af slæmmet Masse.
Foruden Bunzlau maa nævnes Byerne Tetschen og Pirna samt Omegnen af Berlin og Potsdam som Hovedsædet for den tyske Stentøjfabrikation.
I Frankrig er der endel betydelige Stentøj fabriker i Saveignies og Omegn, nær ved Beauvais i Departementet Oise; fremdeles i Meillonas, Norron, Saint-Palais, Valentine ved Toulouse, Ferrières m. fl.
I de Forenede Stater i Nordamerika, i Nærheden af Baltimore, har man forfærdiget særdeles smukke og gode Stentøjsvarer af en blaalig-graa Farve og med Udsmykninger i blaa Farve, aldeles lignende de tyske Stentøjfabrikers Tilvirkninger. Den Masse, hvoraf disse Varer ere forfærdigede, udmærker sig ved en høj Grad af Ensartethed, ligesom den ogsaa holder sig godt under Brændingen. Som Exempler paa hvad denne amerikanske Stentøjindustri kan levere ville vi anføre, at det keramiske Musæum i Sèvres er i Besiddelse af et Stykke, der er 3 Fod højt og over l½ Fod i Gjennemsnit.
I Kina fremstilles der en Masse forskjellige Artikler af Stentøj; exempelvis ville vi kun nævne de bekjendte Krukker til Ingefær.
I Japan forfærdiges der Stentøjsager, der ofte ere forsynede med en tyk Emaille i alle Slags pragtfulde Farver.
I Sverig (Höganäs) fremstilles der Stentøjsvarer, der have stor Lighed med det simplere engelske, men som dog ere noget tungere.
De Artikler, der forfærdiges af Stentøj, ere navnlig alle Slags Beholdere, saasom Krukker, Dunke, Flasker til Blæk og Mineralvande; fremdeles Retorter, Rør til Vand-, Gas-, Kloak og andre Ledninger o. s.v. o. s. v. Snart ere Beholderne uden nogen som helst Dekoration, snart ere de livligt udsmykkede, som f. Ex. de bekjendte graa Smørkrukker med Mønstre i smuk blaa Farve. Snart er det kun Brugsgjenstande, snart ogsaa Luxusgjenstande (Vaser), som fremstilles af Stentøjmasse.
Efterat det kinesiske Porcellæn var blevet bekjendt i Europa, blev der i Løbet af et Par Aarhundreder gjort en Mængde forgjæves Forsøg paa at producere en lignende Vare. De kinesiske Porcellæners Overlegenhed over de Lervarer, som da vare kjendte i Europa, deres Tyndhed, Gjennemskinnelighed samt deres usædvanlige og pragtfulde Dekoration i Forening med Hemmeligheden ved deres Tilvirkning, maatte naturligvis anspore den Tids Kemikere og Fabrikanter til at gjøre Anstrengelser for at frembringe et lignende Fabrikat, især da den høje Pris, hvormed de betaltes, rigelig kunde lønne den Bekostning, der var anvendt paa at tilvirke dem.
Naturvidenskaberne befandt sig dog dengang paa et saa primitivt Standpunkt, at de kun kunde bidrage lidet eller intet til Opgavens Løsning. Geologien var en endnu ukjendt Videnskab, Mineralogien var kun i sin Begyndelse, og fremfor alt havde Kemien, ordnet til en Videnskab, endnu ikke forandret Begreberne om Elementerne eller de Grundstoffer, hvoraf Tingene bestaa. Endnu mindre var det bekjendt, ja ikke engang anet, at man ved dens Hjælp skulde kunne adskille Legemerne i deres særskilte Grundstoffer, eller at man nøjagtigt kunde bestemme i hvilket Forhold ethvert Grundstof var tilstede i et sammensat Stof. Det var derfor ogsaa lige saa meget et Slumpetræf, man har at takke for Opfindelsen af Kunsten at fremstille det haarde Porcellæn. Denne Opfindelse blev gjort i Sachsen 1709 eller 1710 af Böttger. Man havde ganske vist længe forud paa flere Steder i Europa fundet paa at fremstille Efterligninger af det kinesiske Porcellæn, men dels maatte de alle snarere anses for haardt smeltede Glasblandinger end for virkeligt Porcellæn, dels førte ingen af dem, med Undtagelse af det i St. Cloud opfundne bløde Porcellæn, til Grundlæggelse af nogen virkelig eller vedvarende Industri.
Det første i Europa tilvirkede porcellænlignende Fabrikat, man kjender, stammer fra Florents, hvor Storhertug Frants I. af Medici omtrent 1575 indrettede et Laboratorium til Forsøg i denne Retning paa sit Slot San Marco. Med Assistance af Bernardo Buontalenti lykkedes det ham ogsaa allerede Aar 1581 at frembringe et Slags Porcellæn, hvoraf endnu omtrent 30 Stykker opbevares i offentlige og private Samlinger. Med Opfinderens Død 1587 synes denne Fabrikation at være ophørt. Det er først i de seneste Aar, at man ved Dr. Foresis Undersøgelser i Florents har faaet Kundskab om Tiden og Stedet for disse Porcellæntilvirkninger. Disse Undersøgelser have endvidere gjort det troligt, at de ikke ere de første italienske Tilvirkninger i deres Art, men at Porcellæn allerede i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede er bleven tilvirket i Venedig, og senere, omtrent ved Aaret 1561, i Ferrara under Hertug Alfonso II. af to Brødre Camillo og Battista fra Urbino. Battista overlevede sin Broder og skal, da han ved Sprængning af en Kanon kom livsfarlig til Skade, have vægret sig ved at aabenbare Hemmeligheden ved Tilvirkningen, der saaledes fulgte ham i Graven.
I Frankrig skal en vis Claude Révérend i 1664 have fremstillet de første Efterligninger af det kinesiske Porcellæn. Da man imidlertid ikke har truffet paa noget Exemplar af denne Tilvirkning, maa denne Angivelse anses for usikker. Derimod er det faktisk, at det i Aaret 1673 lykkedes Louis Poterat i Rouen at producere et Slags Porcellæn, og at han senere i Paris eller i Passy anlagde en Fabrik. Nogen synderlig Udvikling synes denne Fabrikation dog ikke at have naaet, og det er først fra Aaret 1695, da det saakaldte bløde Porcellæn blev opfundet, at man kan datere nogen Porcellænindustri i Frankrig.
I England skal en Dr. Dwight i Aaret 1671 have opfundet et Slags Porcellæn, hvoraf dog intet Exemplar er bevaret. Adskillige Breve og trykte Afhandlinger fra den Tid tilstede ingen Tvivl om, at Dwight virkelig har fremstillet Porcellæn, hvorvel det ikke synes, som om nogen egentlig Tilvirkning heraf er kommen i Stand. Først fra Anlæggelsen af Fabrikerne i Bow 1730, i Chelsea 1745 og i Derby 1751 kan man datere den egentlige Porcellæntilvirkning i England. Det lykkedes ogsaa Dwight at efterligne det tyske Stentøj ("grés flamand, grés de Cologne"), hvoraf der paa den Tid indførtes store Mængder i England. Af disse Efterligninger er der i de sidste Aar fundet adskillige Stykker.
Opfinderen af det haarde Porcellæn, Johann Friedrich Böttger, blev født 1685 i Schleiz i Tyskland. Da Kan var 12 Aar gammel, blev han sat i Lære hos en Apotheker i Berlin, hvor han snart udmærkede sig ved sin Flid og Videbegjærlighed. Især dyrkede han Kemien med megen Lyst, men kom dog snart ind paa den sædvanlige Afvej, Guldmageriet, og blev i Berlin anset for at være indviet i denne Kunst. Da Rygtet herom kom for Friedrich I.'s Øre, ydede han Böttger enhver mulig Understøttelse for siden at kunne drage Nytte af hans Kunst. Da den alligevel ikke gav noget Resultat og Kongen begyndte at blive urolig, ansaa Böttger det for klogest at bringe sin Person i Sikkerhed og flygtede til Sachsen, hvor han dog blev fundet og grebet af Kongens Udsendinge. Da den daværende sachsiske Kurfyrste August den stærke fik Kundskab om Böttgers Flugt og Fængsling paa sachsisk Omraade, lod han ham befri fra hans preussiske Forfølgere, men sikrede sig imidlertid hans Person og lod ham bringe i god Forvaring først til Wittenberg og senere til Dresden for at drage Nytte af hans alkemistiske Videnskab. Der fortælles, at Böttger højtideligt skal have forsikret August, at han ikke kjendte denne Kunst, men at denne ansaa det for en Udflugt og satte ham under Opsigt af en dygtig Kemiker, Ehrenfried Walter von Tschirnhausen, der skulde deltage i og vaage over hans Arbejder.
Tschirnhausen synes tidligere at. have givet sig af med Forsøg paa at eftergjøre det kinesiske Porcellæn, og det var lykkedes ham, ligesom Reaumur i Frankrig, at fremstille et Glas af mælkehvid Farve, som dog forøvrigt manglede Porcellænets Egenskaber. Da Tschirnhausen var godt bekjendt med sit Fædrelands mineralogiske Hjælpekilder, kunde han anvise Böttger de bedste og mest ildfaste Lersorter til hans Digler. De, som bleve tilvirkede af en Lerart, der kom fra Okrilla, besade saa udmærkede Egenskaber og vare, uagtet de ikke lignede det kinesiske Porcellæn, af et saa smukt Udseende, at Böttger og Tschirnhausen opgave Guldmageriet for i Stedet derfor at beskjæftige sig med Forsøg paa at fremstille Porcellæn. For bedre at bevare Hemmeligheden flyttede de til Slottet Albrechtsburg i Meissen, hvor de bleve omgivne med al mulig Luxus, for at Fangenskabet skulde blive dem lettere. Böttger havde endog et Kjøretøj til sin Raadighed og kunde hermed gjøre Udflugter til Dresden, men var da altid ledsaget og bevogtet af en Officer. Da Karl XII. i Aaret 1706 faldt ind i Sachsen, blev Böttger, Tschirnhausen og tre af deres Arbejdere under Eskorte af Kavalleri bragte til Königstein, hvor der blev opført midlertidige Ovne, og hvor de skulde fortsætte deres Arbejder. Deres Ubekjendtskab med Opførelsen af Ovne og med Lervaretilvirkningen i Almindelighed sinkede dog Fremgangen af Forsøgene. Aar 1707 bleve de atter bragte til Dresden, hvor der i Jomf'rubastionen indrettedes et nyt Laboratorium til dem.
Tschirnhausen døde 1708, og Forsøgene fortsattes nu af Böttger alene. Han havde paa den Tid dels sat sig selv bedre ind i Lervarers Tilvirkning, dels havde han ogsaa sikret sig paalidelige og ialtfald med Fajancetilvirkningen fortrolige Hjælpere, og kunde derfor udføre sine Forsøg paa en mere formaalstjenlig Maade end hidtil. Det lykkedes ham nu ogsaa samme Aar, som Tschirnhausen døde, at fremstille det saakaldte røde Porcellæn, der ganske vist ikke var Porcellæn men egentlig et Slags Stentøj af rød Farve, men som ialtfald var et godt og smukt Fabrikat; det blev i Almindelighed ikke glaseret men poleredes med Sten, indtil Overfladen havde faaet den rette Glans. Under Forsøgene paa at fremstille dette, maatte Brændingerne ofte vare i flere Døgn uden Afbrydelse, og man fortæller, at Böttger da havde for Skik at holde sine Arbejdere vaagne ved Skæmt og livlige Samtaler. Den sidste Forsøgbrænding varede i fem Døgn, i hvilken Tid Böttger ikke forlod sin Plads. Da den var afsluttet og Ovnen nogenlunde afkølet, indfandt Kongen sig. Böttger lod da Ovnen aabne og udtog en Thepotte, som han kastede i koldt Vand. Uagtet Potten var meget varm, led den ingen Skade ved den hurtige Afkøling. Fabrikationen af det røde Porcellæn blev nu sat i Gang og blev ogsaa fortsat, efterat det var lykkedes Böttger at opfinde det hvide Porcellæn. De røde Porcellæner bleve sædvanligvis dekorerede med Maling i japanesisk Stil for at give dem samme Udseende som rødt japanesisk Porcellæn.
Om den nærmeste Anledning til Opfindelsen af det hvide Porcellæn fortælles der, at Böttger en Dag syntes, at hans Allongeparyk var tungere end ellers, og at han ved nøjere at undersøge Sagen fandt, at Grunden var den, at det til Pudringen anvendte Pulver var usædvanlig tungt. Han fandt ogsaa, at Pulveret bestod af et jordagtigt Stof og lod sin Tjener, der havde kjøbt det, hente noget mere, hvormed han da gjorde Forsøg. Til sin store Glæde fandt han, at det netop var det Emne, som behøvedes til Fremstillingen af det hvide Porcellæn. Efter nogle forgjæves Forsøg lykkedes det ham ogsaa at tilvejebringe det saa længe eftersøgte Fabrikat, og snart kunde han ogsaa fremstille det af en fortrinlig Godhed og Skjønhed.
Det Pulver, han var saa heldig at træffe paa, bestod af Kaolin (Porcellænler), det første, som var bleven fundet i Europa. Det fortælles, at en Jernværksejer i Erzgebirge, Johann Schnorr, paa en Ridetour tilfældigvis opdagede et Leje deraf i Omegnen af Aue, nærved Schneeberg; uden at vide, hvoraf det hvide Stof bestod, indførte han det i Handelen for at anvendes i Stedet for Hvedemel til Pudring af de store Parykker, som man paa den Tid brugte.
Efterat Böttger havde havt Held med sine Forsøg, indrettede August i Aaret 1710 det førnævnte Slot Albrechtsburg i Meissen til Porcellænfabrik, og Böttger blev dens første Leder. Paa Messen i Leipzig 1715 vare de første Porcellænsager komne i Handelen. Man iagttog den størst mulige Forsigtighed, for at Fremstillingsmaaden ikke skulde blive bekjendt. Arbejderne vare edsvorne, Udførsel af Kaolin blev forbudt under den strengeste Straf, og Fabriken blev bevogtet ligesom en belejret Fæstning. Uagtet alle disse Forsigtighedsregler kunde det dog ikke forhindres, at Kunsten, saaledes som vi nedenfor skulle se, snart blev bekjendt paa andre Steder.
Böttger døde, i Gjæld op over Ørene, i Aaret 1719, 35 Aar gammel, som Følge af Mangel paa Maadehold. Uagtet han var bleven rigeligt belønnet af August, ja endog benaadet med friherrelig Værdighed, havde han indledet Underhandlinger om Overflytning til Preussen. Hvad der nu end kan siges om Böttgers Karakter, maa man dog stedse beundre hans usædvanlige Begavelse og Dygtighed. Det er forbavsende, hvor hurtigt Porcellæntilvirkningen, da den først var opfundet, udviklede sig under hans Ledelse, og hvor meget det lykkedes ham at udrette i de faa Aar, han styrede Fabriken i Meissen. Det saakaldte japanesiske Palads i Dresden indeholder blandt andet en af de største Porcellænsamlinger i Verden. En Afdeling heraf dannes af Porcellæn fra Meissen, ordnet kronologisk, og viser, hvor meget Böttger har udrettet i sin Tid. Her findes ogsaa de bekjendte 150 kinesiske Porcellænsager, som August tilbyttede sig hos Kongen af Preussen for et Dragonregiment.
Efter Böttgers Død blev Herold Direktør for Fabriken i Meissen, der, især efterat Billedhuggeren Kändler i 1731 var bleven engageret i Fabrikens Tjeneste, opnaaede at hæve Fabrikationen til en høj Grad af Fuldendthed. I de første Aar dekoreredes Porcellænet sædvanligvis i den fremherskende kinesiske Stil og som oftest med blaat. Efterat Kändler var bleven ansat ved Fabriken, indførtes den Rokokkostil, for hvilken de sachsiske Porcellæner ere blevne saa bekjendte, og som ialfald en Tid lang udøvede en vis Indflydelse paa Dekorationsstilen i Almindelighed i Europa. Til denne Stilart høre de med Guirlander, Blomster i Relief, fritstaaende Dyreskikkelser o. s. v. dekorerede Porcellæner. Kändier indførte ogsaa Tilvirkningen af Figurer og Grupper samt modellerede selv saadanne af fremtrædende Art. Disse Sager ere meget efterspurgte af Samlere.
Meissenfabrikens Glansperiode falder mellem 1731 og 1756, den Tid, da Kändler udførte sine bedste Arbejder. I Aaret 1750 beskjæftigede den 700 Arbejdere og producerede for omtrent 5 til 600,000 Kroner. Under Syvaarskrigen laa Fabriken stille, men efter dens Slutning optog man igjen Tilvirkningen under dygtige Ledere. Paa den Tid var der dog allerede flere konkurrerende Fabriker i Virksomhed, og det økonomiske Udbytte blev nu ikke mere saa godt som hidtil. Mod Slutningen af det 18de og i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede blev Rokokkostilen, der hidtil stedse var bleven benyttet til disse Arbejder, fortrængt af en Dekorationsmaade, som erindrer om den klassiske Stil.
I Wien anlagdes i Aaret 1720 en Porcellænfabrik af en vis Claude de Paquier med Assistance af en Værkmester Stenzel, der var flygtet hertil fra Meissen. Indtil Aaret 1744 var den privat Ejendom, men gik da over i Statens Hænder. Under Baron von Sorgenthals Ledelse (1782—1805) naaede den et meget højt Standpunkt, og dens Arbejder fra denne Tid indtil 1815 ere blandt de bedste i sit Slags. En særlig Specialitet var de ophøjede Forgyldninger, som ikke kunde udføres saa godt noget andet Sted. Fra 1815 begyndte Produktionen at aftage saavel i Godhed som i Omfang, og Fabriken blev nedlagt for omtrent 15 Aar siden. Rundt om i Tyskland opstod forøvrigt i anden Halvdel af det 18de Aarhundrede Porcellænfabriker, men ingen af dem har erhvervet sig noget stort Ry. Som vi allerede i det foregaaende have nævnt, begyndte man allerede Aar 1695 i St. Cloud at tilvirke et porcellænlignende Fabrikat, der ganske ikke var det første i sit Slags, men dog det første af en saadan Beskaffenhed, at det kunde give Stødet til Grundlæggelsen af en virkelig og varig Industri. Ligesom alle de engelske og franske Porcellæner tilhørte det den Klasse af Lervarer, som indbefattes under Benævnelsen blødt Porcellæn. Det bestod nemlig af en haardsmeltelig Glasblanding, som, efterat være bleven ophedet til begyndende Smeltning, blev malet fint og blandet med Kridt, Mergel m. m., hvorefter den yderligere blev blandet med Lim, Gummi og andre organiske Stoffer for at erholde den Plasticitet, som var nødvendig til dens videre Bearbejdelse. Denne sidste Proces kaldtes paa de franske Fabriker: »"faire la chimie"« og blev omhyggelig holdt hemmelig. Ved den Tids Porcellænfabriker i Frankrig saavel som i andre Lande var Tilberedningen af Porcellænmassen, Glasuren og Farverne betroet en særlig Officiant, der kaldtes Arkanist, og som ofte var den eneste, der kjendte Hemmeligheden ved Sammensætningen.
Af den Masse, der var tilberedt paa den ovenfor angivne Maade, bleve de forskjellige Gjenstande fremstillede og i det hele behandlede ganske som almindelige Lervarer. Fabriken i St. Cloud blev ødelagt ved Ildebrand i 1773. Allerede førend denne Katastrofe var der i Frankrig opstaaet Fabriker, der fremstillede de samme Varer. I Chantilly blev en saadan Fabrik anlagt 1725, i Vincennes en lignende i 1740. Fabriken i Vincennes blev under Eloi Brichards Ledelse inden ganske kort Tid saa berømt for sit gode Fabrikat, at Ludvig XV. tilhandlede sig først en mindre, senere en større Part i samme. Brichards vigtigste Medhjælpere vare i de første Aar Charles Adam, Arkanist, Hellot, Kemiker, og Caillat, der tilberedte Farverne; Munken Hippolyte opfandt samtidig en Maade til Forgyldning af Porcellænet. Da Efterspørgselen efter disse Fabrikata blev større og større, og det saaledes blev nødvendigt at udvide Driften, blev Slottet i Vincennes, der ved Fabrikens Anlæg var blevet forvandlet til Værksteder, snart for lille. Der opførtes derfor en ny Fabrikbygning ved Sèvres, og Fabriken flyttedes hertil i Aaret 1756. Den første Direktør for denne senere verdensbekjendte Institution var Boileau, hvis Fortjeneste det for en stor Del havde været, at Tilvirkningen i Vincennes havde udviklet sig saa heldigt. I Aaret 1760 overtog Ludvig XV. hele Fabriken, som derpaa paa enhver Maade blev beskyttet og understøttet af ham og af den herskende Favorit Marquisen af Pompadour; dens Fabrikata begyndte nu ogsaa at anses for de bedste i sit Slags.
Vanskelighederne ved Tilvirkningen af blødt Porcellæn, Massens ringe Plasticitet, dens Tilbøjelighed til under Brændingen at falde sammen eller til helt at smelte, havde i Frankrig allerede tidligere foranlediget Forsøg paa at fremstille den Art Porcellæn, som blev tilvirket i Sachsen. Ved Aaret 1723 havde Reaumur beskjæftiget sig hermed og havde endog fra Kina skaffet sig Kaolin og Feldspat. Hans Forsøg førte ganske vist ikke til det ønskede Maal, men han blev dog herved saa fortrolig med Behandlingen af disse Stoffer, at han kunde give gode Raad og Oplysninger, da man noget senere foretog Forsøg i samme Retning i Sèvres. Derimod opfandt han under disse Forsøg det saakaldte Réaumurporcellæn, som han fik, idet han i en bestemt Tid holdt Glas opvarmet til Rødglødhede, hvorved det mistede sin Gjennemsigtighed og antog en mælkehvid Farve, medens det beholdt alle sine øvrige Egenskaber. I Aaret 1761 solgte Peter Anton Hannong, der var en Søn af Anlæggeren af Fabriken i Frankenthal, Hemmeligheden at tilvirke feldspatægte Porcellæn til Fabriken i Sèvres for en Livrente af 3000 Francs aarlig, men da det vigtigste Raamateriale, Kaolinet, endnu ikke var fundet i Frankrig, havde man ingen Nytte deraf førend i Aaret 1765, da man tilfældigt opdagede Kaolin af den mest udmærkede Beskaffenhed ved St. Yrieix i Nærheden af Limoges. En der bosat Læges Hustru havde nemlig tæt ved Byen fundet et Slags hvidt Ler, som hun mente at kunne benytte til Vadsk. Hun viste det til sin Mand, og denne, der formodentlig har hørt omtale de Undersøgelser, der bleve anstillede for at finde Kaolin, sendte Prøver af Leret til den daværende Kemiker ved Fabriken i Sèvres Macquer, der strax saa, at det var Kaolin. Efter en Mængde Forsøg lykkedes det Macquer i Aaret 1769 af denne Kaolin at fremstille haardt eller feldspatægte Porcellæn ("porcellaine dure"), hvilket man derpaa begyndte at tilvirke i Sèvres. Tilvirkningen af det gamle blødt Porcellæn ("porcellaine tendre") blev dog samtidig fortsat og ophørte ikke før i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede.
De Gjenstande, som ere tilvirkede paa Sèvresfabriken fra dens Anlæggelse og til Begyndelsen af dette Aarhundrede, plejer man sædvanligvis at kalde "vieux sèvres", og det anses af mange Kunstkjendere og Samlere for det ypperste, der er frembragt paa Keramikens Omraade. Om ogsaa en saadan Paastand maa anses for overdreven, da de nyere Sèvresporcellæner uden Sammenligning staa langt over de ældre, ligesom de ogsaa i kunstnerisk Udstyrelse fuldstændig tør maale sig med dem, kan det dog ikke nægtes, at de ældre Sèvresprodukter besidde en udmærket Skjønhed og fortjene det Ry, de have faaet. I de første Aar af Fabrikens Tilværelse tjente i de fleste Tilfælde Meissenfabriken som Mønster, hvad Modellering og Maling angik, men inden kort Tid uddannedes en hel Stab af indenlandske Kunstnere, hvis Arbejder snart overtraf Forbillederne. Saaledes udmærkede inden kort Tid Sèvresporcellænet sig paa Grund af Formernes Skjønhed og Modelleringens Finhed og Nøjagtighed, samtidig med at Fabrikens plastiske Arbejder i Biskuit, saasom Buster, Figurer og Grupper vandt Prisen fremfor alle andre lignende Fabrikata. I den Tid, da man tilvirkede det bedste »"vieux sèvres"«, beskjæftigedes 109 Malere, af hvilke de fleste havde hver sin Specialitet, hvori de da ogsaa naaede en høj Grad af Fuldendthed.
Til Dekorationens Fortrinlighed bidrog ogsaa i høj Grad saavel de smukke Farver, som bleve opfundne og indførte paa Sèvresfabriken som ogsaa den Omstændighed, at Farverne i Almindelighed bleve blødere og varmere paa blødt Porcellæn, med hvis letsmeltelige Glasur de bedre forenede sig, og hvorpaa de efter Brændingen ikke fremkom saaledes ophøjede som paa det haarde Porcellæn. De Farver, hvorved Sèvres særlig udmærkede sig, vare den blaa Farve: »bleu du roi«, den turkisblaa, og den under Navn af »"rose Pompadour"« eller »"rose Dubarry"« bekjendte Rosenfarve. Under den franske Revolution gik en Mængde Sager fra Sèvresfabrikens første Tid tabt. Den største Del, af hvad der blev reddet fra Ødelæggelse, blev ført til England, hvor nu de største Samlinger af »"vieux sèvres"« befinde sig. Som Exempel paa den Værdi, Sager af dette Slags nu have, kan anføres, at der paa en Auktion efter Ralph Bernal i London 1856 over Kunstgjenstande blev betalt for en Kop med "bleu-du-roi"-Bund og Figurmaling omtrent 2900 Kroner og for et Par Vaser, 14½ Tomme høje, med "rose-Dubarry"-Bundfarve omtrent 35,000 Kroner. Dronningen af England ejer en Samling af 70 Vaser, som tidligere have havt deres Plads i Versailles, og som ere kjøbte af Georg IV.; de vurderes til gjennemsnitlig over 18,000 Kroner Stykket. Allerede i Vincennes, eller førend Fabriken blev flyttet til Sèvres, havde man tilvirket Sager af stor Værdi; som Exempel herpaa kan anføres det til Kejserinde Elisabeth af Rusland udførte Service, som var smykket med Efterligninger af antike Kameer og i det hele rigt dekoreret; det kostede 260,000 Kroner.
Uagtet saaledes Gjenstande af fremtrædende Art tilvirkedes i Sèvres i forrige Aarhundrede, lod Fabrikationen dog i teknisk Henseende meget tilbage at ønske, ligesom ogsaa Tilvirkningsprocessen var meget usikker og ikke grundet paa en sikker Theori. Det var først efterat den udmærkede Mineralog og Kemiker Alexandre Brongniart i Aaret 1800 havde overtaget Ledelsen, hvilken Stilling han beklædte i 47 Aar, at Tilvirkningerne naaede den høje Grad af teknisk Fuldendelse, som nu udmærker dem og sikrer dem den første Plads blandt alle andre Fabrikata af samme Art. Brongniart blev understøttet i sine Arbejder af andre fremragende Kemikere og Haandværkere, saaledes Malaguti, Laurent, Salvetat, Regnier o. fl.; han har udøvet en stor Indflydelse paa Porcellænfabrikationens Udvikling ikke blot i Frankrig men ogsaa i det øvrige Europa ved Offentliggjørelse af de i Sèvres gjorte Undersøgelser og Opfindelser, ved at give Raad og Oplysninger, og ikke mindst ved sit store Arbejde over Keramiken. Dygtige Formænd og Arbejdere, der vare udgaaede fra Sèvresfabriken, bidroge yderligere til af udbrede Kjendskabet til de der brugelige Tilvirkningsmaader. I Forening med Riocreux stiftede Brongniart det keramiske Museum i Sèvres, udgav en Beskrivelse derover og gav derved det første Stød til Studiet af denne Industris Historie.
Imod Slutningen af forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af dette, blev der anlagt flere Porcellænfabriker i Frankrig. I Limoges, der nu er Centrum for Frankrigs vigtigste Porcellændistrikt, blev den første Fabrik anlagt 1788.
Blandt de ældre engelske Fabriker indtog den i Chelsea den første Plads, og dens Fabrikata fra Aaret 1750—1765 kappedes i Skjønhed og Fuldendthed med de bedste samtidige franske og tyske Porcellæner. Ligesom den tidligere anlagte Fabrik i Bov, blev den dog kun bestaaende i ganske kort Tid, af hvilken Grund vides ikke med Bestemthed, men det antages, at den ikke i Prisbillighed kunde konkurrere med Meissen, hvis Fabrikata paa den Tid vare meget efterspurgte i England. Chelseavarerne bleve, ligesom alle de tidligere engelske Porcellæner, tilvirkede af en Masse, som i Sammensætningen lignede den, der anvendtes til de tidligste franske Porcellæner, og høre saaledes til den Klasse af Lervarer, som kaldes blødt Porcellæn. Bowvarerne synes dog at være forskjellige fra de øvrige derved, at der til deres Masse skal være anvendt brændte Ben.
Den i Aaret 1751 anlagte Fabrik i Derby synes efter Nedlæggelsen af Fabrikerne i Bow og Chelsea at have overtaget begge disse Fabrikers Tilvirkning; deres Modeller og Størstedelen af deres Arbejdere gik ialtfald over til Derby. Dennes Fabrikata udmærkede sig i Almindelighed ved et godt Udseende, smukke Former og en fin, gjennemskinnelig Masse. Aar 1751 anlagdes Fabriken i Worcester, som endnu bestaar, og hvis Arbejder for nærværende Tid regnes blandt de bedste. Denne Fabrik skal have været en af de første, der anvendte Trykning paa Porcellæn. Der findes endnu en Kande med Aarstallet 1757, paa hvilken Frederik den stores Portræt er udført. Blandt flere ældre Fabriker skal nævnes den ved Swinton i Yorkshire, anlagt 1757, og den ved Caughley i 1756 anlagte. I Swansea blev omtrent 1750 anlagt en Fabrik, der dog først i 1790 fik nogen Betydning, og som i Begyndelsen af dette Aarhundrede tilvirkede et eget Slags uigjennemskinneligt Porcellæn, som var meget eftersøgt og udsmykket med malede Fugle, Snegle o. s. v..
Den første engelske Fabrik, hvor der blev tilvirket haardt Porcellæn, blev anlagt omtrent 1760 af William Cookworthy, efterat han 1754 eller 1755 havde opdaget de rige Lejer af Kaolin i Cornwall. Cookworthy, som paa den Tid var Apotheker i Plymouth, synes allerede 1745 at have begyndt at tænke paa at anlægge en Porcellænfabrik, efterat han af en i Amerika bosiddende Person havde faaet Underretning om, at man havde fundet Kaolin og Feldspat i Virginia. Denne Meddelelse ledede ham til at foretage Efterforskninger i sin egen Egn, og det fortælles, at han skal have foretaget flere Fodtoure i Cornwall, forsynet med en »Ønskekvist«, ved Hjælp af hvis magiske Kraft han haabede at finde det søgte Stof. Ønskekvisten svarede dog ikke til hans Haab, men derimod traf det sig saaledes, at han i Kirketaarnet i Byen St. Colomb fik Øje paa en der indmuret Sten, som han undersøgte og fandt at være forvitret Granit. Ved nærmere Undersøgelse fandt han, at hele Taarnet var bygget af det samme Materiale, og fik snart at vide, hvor Stedet var, hvorfra Materialet var hentet, og hvor han ogsaa traf det eftersøgte. Dette Sted var enten Tregannon hill eller St. Stephens, der begge ligge i Cornwall, og som vare de første Steder i England, hvor der blev brudt Kaolin. Han anlagde derpaa en Fabrik, men Driften betalte sig ikke, hvorfor Cookworthy allerede 1774 overlod det Patent, han havde udtaget, til Richard Champion i Bristol, paa hvis Fabrik Tilvirkningen blev fortsat indtil 1778, da Champion maatte afstaa sin Ejendom til sine Kreditorer, og Fabriken blev nedlagt. Varerne fra Bristol ere særdeles smukke og godt forarbejdede, men bleve ikke den Gang skattede efter Fortjeneste, medens der nu betales en meget høj Pris for de Stykker, som findes.
I Liverpool anlagde en vis Richard Chaffers i 1752 en Fajancefabrik beregnet paa Udførsel til Kolonierne i Amerika. Da det snart derefter lykkedes Wedgwood at udvikle Fajancefabrikationen videre, begyndte Chaffers at frygte for, at den ny Fabrikation skulde skade hans og gjorde derfor Forsøg paa at tilvirke Porcellæn. Hændelsen vilde, at det lykkedes ham i en fra Wedgwoods Fabrik udgaaet Værkmester, Podmore, at faa en dygtig Hjælper, som kunde give ham Oplysninger om de Stoffer, han behøvede til sit nye Fabrikat. Det vigtigste af disse, Kaolin, var, som vi have set, kort i Forvejen blevet opdaget i Cornwall, og Chaffers begav sig nu derhen for at opsøge det for sin egen Regning.
Paa den Tid gik der endnu ingen Postvogne til Cornwall, og Chaffers maatte derfor foretage Rejsen til Hest, godt bevæbnet og forsynet med 1000 Guineer til at bestride Udgifterne ved Undersøgelsen. Han tog Vejen over London, hvor han skaffede sig Tilladelse til at foretage Boringer i Cornwall. De Undersøgelser, han anstillede, førte dog ikke til det ønskede Maal, og han besluttede at rejse hjem. Forinden sammenkaldte han de Arbejdere, han havde anvendt, og betalte dem deres Løn. Der manglede en af Mandskabet, hvorfor Chaffers overgav Formanden hans Løn og begav sig paa Hjemvejen. Vejen til den nærmeste By var saa slet, at man kun kunde komme langsomt frem. Da Chaffers havde redet en Stund, syntes han at høre et Tilraab; han steg af Hesten og gik op paa et højt Punkt, hvorfra han til sin store Glæde saa det Signal, man var kommen overens om afgive, naar Kaolin var blevet fundet, vaje fra en anden Høj. Den Arbejder, som ikke havde været tilstede ved Afregningen, havde alene fortsat Undersøgelsen, og det var lykkedes ham at finde en Kaolinaare. Chaffers standsede nu, antog Arbejdere, og han fik saa meget Ler, at han dermed kunde laste et Fartøj, som, smykket med Flag, blev hilset med Jubel ved Ankomsten til Liverpool.
Inden kort Tid lykkedes det ogsaa Chaffers at tilvirke smukt Porcellæn, der skaffede ham stor Anseelse; Wedgwood, hvem han havde givet et Theservice af sit nye Fabrikat, erkjendte, at Chaffers havde besejret ham. Den under saa lovende Auspicier begyndte Fabrikation blev dog af kort Varighed; Chaffers ovenfor nævnte Hjælper, Podmore, blev syg og døde af en smitsom Sygdom, og Chaffers selv, der havde besøgt den døende Ven og Medhjælper, blev strax efter ogsaa syg og døde af samme Sygdom.
Ingen af de ovennævnte Fabriker blev af nogen egentlig Betydning for Udviklingen af Englands Lervareindustri, der nu er saa storartet. Denne Industri opstod og udviklede sig i det nordlige Staffordshire, hvor de rige og let tilgængelige Kullejer i Forening med det rigelige Forraad af Ler af forskjellig Sort foranledigede Anlæget af Fabriker, hvor der i Begyndelsen tilvirkedes grovere, senere mere fuldkomne Lervarer. Allerede Aar 1466 omtales Lerkar, der vare tilvirkede her, og fra Slutningen af det 17de Aarhundrede nævnes Navnene paa flere Fabrikanter. I en i Aaret 1686 af Dr. Plot udgiven Bog om Staffordshire nævnes Burslem, en af Byerne i det nordlige Staffordshire, som en Plads, hvor Lervarefabrikationen blev dreven i stor Maalestok. Blandt dens Fabrikata nævnes særlig Smørkrukker som en af de vigtigste Artikler; deres Rumfang var endogsaa bestemt ved en Parlamentsakt. Omtrent Aar 1680 opfandt man den Kunst at bibringe Karrene et glasurlignende Overtræk ved at kaste Salt i Ovnene. Denne Methode blev snart almindelig anvendt, og som Bevis paa det store Omfang, hvori denne Industri allerede blev dreven i Burslem, anføres, at Saltdampene fra de mange Ovne stundom indhyllede byen i en saa stærk Taage, at man kun kunde se faa Skridt for sig, og at Folk løb paa hinanden paa Gaderne. Det saltglaserede Tøj kaldtes "crouch ware".
I Aaret 1688 flyttede til England to Brødre Eler eller Elers, der vare fødte i Holland; de bosatte sig i Omegnen af Burslem, hvor de opdagede et Leje af fint rødt Ler, hvoraf de begyndte at tilvirke et Fabrikat af smukt Udseende, der var meget holdbart, og som lignede det røde japanesiske Porcellæn i den Grad, at man næppe kunde skjelne dem fra hinanden. Som dygtige Haandværkere indførte de desuden flere Forbedringer i Lervaretilvirkningen, men vakte derved de indfødte Haandværkeres Fjendskab og maatte døje mange Ubehageligheder, hvorfor de i 1710 flyttede deres Industri til Lambeth eller Chelsea, der nu ere Dele af London, men som den Gang laa udenfor. Uagtet de opbøde Alt under deres Virksomhed i Staffordshire for at bevare Hemmeligheden ved deres Fabrikat, blev den dog opdaget og bekjendt for de andre Fabrikanter.
Omtrent ved Aaret 1710 blev der i Staffordshire, ligesom i Liverpool, tilvirket en Fajance, der lignede den, der i stor Maalestok blev produceret i Delft. De Stykker, man endnu har i Behold heraf, kunne i Godhed og Udseende fuldt maale sig med den hollandske Fajance, men denne Tilvirkning synes dog ikke at have naaet et stort Omfang. I 1720 blev der gjort et vigtigt Skridt til Forbedring af Staffordshirevarerne, idet der blev indført Anvendelse af brændt Flint i Massen. Det fortælles herom, at en vis Thomas Astbury havde ved at anstille sig som Idiot opnaaet at blive antagen som Arbejder hos Brødrene Elers, der gjerne antoge saadanne Folk, om hvem de mente, at de ikke kunde forraade deres Hemmeligheder; han skal saa hos dem have lært Kunsten at tilvirke de bedre Lervarer og selv anlagt en Fabrik. Paa en Rejse til London bleve hans Hests Øjne angrebne af en Betændelse, hvorfor han bad Staldkarlen i en Kro i Dunstable om at hjælpe Dyret; denne kastede et Stykke Flint i Ilden, pulveriserede det og blæste Pulveret ind i Hestens Øjne. Astbury, der overværede denne Prøve paa Veterinærkunst, opdagede til sin Forbavselse, at den sorte og haarde Flint ved Ophedningen antog en blændende hvid Farve og tildels tabte sin Haardbed. Efter sin Hjemkomst besluttede han at prøve paa at anvende det til den Masse, hvoraf han fremstillede sine Lervarer; dette Forsøg faldt godt ud og bidrog i høj Grad til at forbedre Varen. Paa denne Tid begyndte man ogsaa i England, ligesom de franske Fabrikanter, at forfærdige Forme af Gips, hvori endel Sager tildannedes.
Gjennem gradvise Fremskridt udvikledes saaledes lidt efter lidt Lertøjindustrien i Staffordshire og var allerede voxet til et ret betydeligt Omfang, da Josiah Wedgvood begyndte sin Virksomhed som Lervarefabrikant. I højere Grad end nogen af sine Forgængere bidrog denne usædvanligt begavede Mand ved sine Opfindelser til at hæve denne Industri, ligesom han ved den af ham opfundne saakaldte "queens ware" lagde Grunden til den nuværende storartede Fajanceindustri i England. Wedgwood, der var den yngste af 13 Søskende, blev født 1730 i Burslem. Faderen var, ligesom flere andre Medlemmer af Familien, Lervarefabrikant og opdragede ogsaa sin Søn Josiah til den samme Virksomhed. Den Undervisning, han forresten fik, var meget ubetydelig, og først senere fik han Lejlighed til at erhverve sig Kundskaber. Hans usædvanlige Begavelse, som hidtil for endel havde erstattet Mangelen paa Kundskaber, lettede ham Studeringerne, saaat han særlig i Kemi erhvervede sig Indsigter, som vare usædvanlige for en Mand i hans Stilling. I sit ellevte Aar arbejdede Josiah efter Faderens Død en Tid lang hos en ældre Broder som Drejer, men maatte opgive dette Haandværk paa Grund af en Benskade, som han havde faaet efter en svær Sygdom; senere blev dette Ben endog amputeret, hvilken Operation han skal have underkastet sig med den største Fatning.
Efterat han havde forladt sit Arbejde som Drejer, gav han sig af med Modellering og Forming af smaa Gjenstande, saasom Knivskafter og Daaser, der solgtes til Birmingham. Disse Artikler bleve forfærdigede af Lerblandinger, som for at ligne Agat, Jaspis eller andre Stenarter vare farvede med Metalilter, og Wedgwood erhvervede sig i den Tid, han var beskjæftiget hermed, meget Kjendskab til Lerarterne og de Stoffer, som vare brugelige til at farve dem med. I 1752 gik han i Kompagni med en Fabrikank i Stoke-upon-Trent ved Navn Harrison, men dette Kompagniskab blev opløst allerede to Aar efter, og Wedgwood associerede sig nu med Thomas Whieldow, som den Gang var den første Fabrikant i Staffordshire; i den fælleds Virksomhed aabnede der sig en vid Mark for Wedgwoods Foretagelsesaand. Da alligevel Whieldow var utilbøjelig til at følge sin Kompagnon i hans Planer til en udvidet Bedrift ved at producere nye Sorter Lertøj, skilte Wedgwood sig fra Whieldow, da Kontrakten var udløbet 1759, og byggede i Burslem et eget Værksted, hvor han begyndte at tilvirke mindre Artikler af farvede Lerarter, hvad der lønnede sig saa godt, at han snart kunde leje sig en anden Fabrik, hvor han tilvirkede et Slags hvidt Stentøj. Efter atter nogen Tids Forløb skaffede han sig en tredie Fabrik, hvor han i 1762 fremstillede det fornemste af sine Fabrikata, det saakaldte "creamcoloured ware" (flødefarvet Tøj), en Benævnelse, som endnu den Dag idag bruges for den ordinære hvide engelske Fajance. Wedgwood foreviste nogle Sager af dette sit nye Fabrikat for Dronningen, der fandt saa meget Behag deri, at hun bestilte et helt Service heraf og udnævnte Wedgwood til Hofpottemager samt tillod, at det ny Fabrikat maatte kaldes Dronningens Porcellæn ("queens ware").
Før Wedgwoods Tid var den Vare, som kom hans ny Fajance nærmest, bleven tilvirket af jernholdige Lerarter fra Stenkulsgruberne i Staffordshire, der bleve blandede med brændt og malet Flint. Til de ældste Sorter Fajance anvendte Wedgwood ogsaa disse Lerarter, men byttede dem snart med Lersorter fra Dorsetshire og Devonshire, der vare mere plastiske og renere end de tidligere benyttede, hvorhos han til sin Masse anvendte Kvarts og brændt Flint og senere endog Kaolin. Den af dette Materiale fremstillede Vare, som var dækket med en jevn og smuk Glasur af megen Holdbarhed, havde en behagelig, noget i det gule faldende Farvetone og stod saa højt over de Fabrikater af samme Art, som tidligere vare blevne fremstillede, at den, endskjøndt den egentlig kun var en Forbedring af et allerede forhen kjendt Fabrikat, dog maa anses for en ny Opfindelse. En anden Opfindelse var den saakaldte "Jasper ware", et Slags Stentøj, hvori Flussmidlet tildels bestod af Tungspat (svovlsur Baryt). I "Jasper ware" udførte Wedgwood, paa en saavel i teknisk som kunstnerisk Henseende højst fuldendt Maade, en Mængde Kunstgjenstande, saasom Vaser, Urner, Kameer, Skaaler o. s. v., som stedse ville blive regnede blandt Keramikens Mesterværker. Han skyede heller ingen Bekostning for at skaffe sig gode Tegninger og Modeller, der ogsaa for hans Regning bleve udførte af Englands første Kunstnere. Blandt andre har Englands største Billedhugger, Flaxman, med hvem Wedgwood stod i nær Berøring, til hans Brug udført en Mængde Skulpturer, som derpaa bleve gjengivne i Ler. Blandt andre bekjendte Gjenstande, som Wedgwood udførte i "jasper ware", kan nævnes Kopierne af den saakaldte Barberinivase (se Fig. 111).
Denne Vase, som nu opbevares i British Musæum, er tilvirket af en mørkeblaa Glasmasse, hvorpaa der er anbragt Ornamenter og Figurer af hvid Emaille, udførte med den højeste Kunst. Dette prægtige Stykke var i Aaret 235 e. Kr. med Asken af den romerske Kejser Alexander Severus og hans Moder Mammea bleven nedsat i Jorden i en Marmorsarkofag; paa Pave Urban VIII.'s Befaling blev den opgravet mellem 1623 og 1644; denne Pave hørte til Familien Barberini; tilsidst kom den til England i Familien Portlands Besiddelse. Da Wedgwood udførte denne Kopi, skal han for de første 50 han producerede have faaet 50 Guineer (c. 900 Kr.) for Stykket, men det paastaas, at dette betydelige Beløb dog ikke dækkede Udgifterne.
Wedgwood opfandt ogsaa et Slags sort Stentøj, som han kaldte Basalt, og hvori han udførte Arbejder i græsk og ægyptisk Stil; fremdeles en hvid Porcellænmasse til Figurer og et Slags hvidt Stentøj til kemiske og farmaceutiske Kar, samt en gulagtig Lervare, som han kaldte "bamboo ware". Desuden fremstillede han nye Glasurer og Farver og indførte forbedrede Arbejdsmethoder og Værktøj; blandt andet fik den da brugelige Drejeskive en væsentlig Forbedring af ham. Et efter nye Principer konstrueret Pyrometer hører ogsaa til Wedgwoods Opfindelser.
I den Stil, som dengang var den herskende i Lervarernes Form og Udstyrelse, gjennemførte Wedgwood en fuldstændig Omvæltning, idet han brød med den herskende Rokokkostil og opstillede den antike Kunst som Forbillede for sine egne Kunstfrembringelser og indførte for de Artikler, som vare bestemte til daglig Brug, simplere og for den praktiske Anvendelse mere passende Former.
Som Følge af Produkternes jevnt tiltagende Anseelse og forøgede Afsætning bleve de gamle Værksteder snart for smaa, og Wedgwood anlagde derfor i Nærheden af Burslem en ny Fabrik, ved hvilken han opførte Boliger for sig og sine Arbejdere. Den blev færdig i 1769 og fik Navnet Etruria. Allerede 1768 havde han optaget til Kompagnon Thomas Bentley, en dygtig og kundskabsrig Mand, som blev ham til stor Nytte, især som Medhjælper ved den kunstneriske Del af Fabrikationen. En Fætter, Thomas Wedgwood, var hans højre Haand i de øvrige Grene af Forretningen. Etruria blev snart et verdensbekjendt Sted, hvis Produkter banede sig Vej til alle Dele af Jorden og fremkaldte en fuldstændig Omvæltning i den daværende Lervaretilvirkning.
I sit private Liv var Wedgwood en velvillig og afholdt Mand med frisindede Anskuelser. Tidligere end de fleste af sine Samtidige indsaa han Nødvendigheden af at løse de Baand, som Lovgivningen lagde paa Næringsvejen, og udtalte denne sin Anskuelse blandt andet i en Adresse, han stilede til Fabrikdistriktets unge Befolkning i Anledning af forefaldne Uroligheder. Paa egne og Kollegers Vegne henvendte han sig til Parlamentet imod en Petition af den ovenfor nævnte R. Champion i Bristol om Forlængelse af det Patent paa Anvendelse af Kaolin, som var bevilget Cookworthy og afkjøbt ham af Champion. Selv benyttede Wedgwood sig kun en eneste Gang af Retten til at udtage Patent.
Da han indsaa Vigtigheden af gode Kommunikationsmidler, var han en af de vigtigste Ophavsmænd til det Foretagende at forene Trent og Mersey ved en Kanal, hvorved der for Staffordshire vilde aabnes en Vandvej saavel til den østlige som den vestlige Kyst af England; han havde ogsaa den Tilfredsstillelse at se dette Arbejde fuldført.
Lykkeligere end de fleste andre Opfindere vandt Wedgwood ved sit Arbejde baade Anseelse og Rigdom; da han i Aaret 1795 døde paa Etruria, var han Medlem af Royal Society og flere andre lærde Selskaber samt efterlod sin Familie en fyrstelig Formue. I 1863 blev der paa Torvet ved Jernvejstationen i Stoke-upon-Trent afsløret en ved Subskription anskaffet Mindestøtte over Wedgwood, og samme Aar lagde Englands daværende Premierminister, Gladstone, der selv er en stor Samler af Porcellæn, Grundstenen til en Bygning, som indeholder Læresale og et keramisk Museum, og som fører Navnet »"Wedgwood memorial institute"«.
Allerede i Wedgwoods Levetid blev en stor Del af hans Opfindelser og Fremgangsmaader bekjendte og anvendte af hans Kolleger i Staffordshire, af hvilke flere bidroge til end yderligere at udvikle denne Industri, saaat der paa denne Plads i Slutningen af det forrige Aarhundrede var beskjæftiget over 20,000 Personer i Fabrikerne.
Den for Lervareindustrien saa særdeles vigtige Opfindelse at anbringe Farverne ved Trykning (se Afsnittet om Lervarernes Dekoration) blev gjort 1756 af John Sadler og Guy Green i Liverpool. Det fortælles herom, at Sadler, som var Kobberstikker af Profession, havde givet Børn i Nabolaget ituslagne og kasserede Graveringer til at lege med, og at Stykker af disse af Børnene vare fæstede paa Potteskaar. Sadler kom herved paa den Ide at forsøge, om det skulde være muligt at anbringe Mønstre paa Fajance og Porcellæn ved Hjælp af Kobberstik; han skal da have meddelt sin Ide til en vis Green, en meget begavet ung Mand, der var i hans Tjeneste, hvorefter de anstillede Forsøg, der tilsidst kronedes med fuldstændigt Held. Sadler gik derpaa i Kompagni med Green, hvorefter de begyndte at anvende deres Opfindelse til Anbringelse af Mønstre paa Sten og Lertavler og senere paa andre Gjenstande; det lykkedes dem indtil Slutningen af det 18de Aarhundrede at holde deres Fremgangsmaade saa hemmelig, at Fabrikanterne ikke blot i Liverpool men ogsaa i det flere Mil derfra liggende Staffordshire, vare nødte til at sende Varerne til deres Værksteder for at faa dem trykkede. Endnu i 1793 eller 1794 skulle de her have udført Arbejder for Wedgwoods Regning. Ved denne Tid var dog Hemmeligheden begyndt at blive bekjendt og anvendt ved flere Fabriker.
Omtrent ved Aaret 1800 indførte Josiah Spode i Stoke-upon-Trent Anvendelsen af brændte Dyreknogler i Porcellænfabrikationen og grundlagde herved den storartede Fabrikation af det saakaldte engelske Porcellæn. Spode opfandt ogsaa 1805 et Slags Halvporcellæn eller, rettere sagt, Stentøj, som kaldtes "ironstone china". Dette Fabrikat, som udmærkede sig ved stor Holdbarhed, men som, hvad Udseendet angik, lod meget tilbage at ønske, fandt en Tid lang stor Afsætning i England og paa Fastlandet.
I Løbet af dette Aarhundrede har Lervaretilvirkningen i England gjort store Fremskridt, og en Mængde vigtige Opfindelser og Forbedringer ere blevne indførte, saavel hvad Fremgangsmaaden som selve Fabrikatet angaar. De ordinære Fajancearter, som i Begyndelsen bestode af en meget porøs og lidet holdbar Masse, have ved de i større Mængde anvendte Flussmidler faaet forøget Tæthed og Holdbarhed. Det ældste "ironstone china", som i Henseende til Haardhed ganske vist nærmede sig det haarde Porcellæn, men som derimod ikke havde noget smukt Udseende, er bleven afløst af en anden mindre tæt, men dog særdeles holdbar og pyntelig Vare, som kaldes "granite" eller ogsaa med det gamle Navn. Tilvirkningen af Stentøj ("stone ware") især til Kander, Vaser o. s. v. har taget et stort Omfang og leverer smukke Produkter. Mange nye Farver ere ogsaa blevne fremstillede i dette Aarhundrede, ligesom man har fundet paa bedre Methoder til at anbringe dem. Tilvirkningen af trykte Varer er ogsaa tiltaget i en betydelig Grad, især efter at man ved Aaret 1850 har fundet paa at fremstille de saakaldte flydende Farver ("floved colours"). I stor Maalestok tilvirkes ogsaa trykte og derpaa med flere Emaillefarver malede Sager. Blandt de mange forbedrede Arbejdsmethoder, Maskiner o. s. v., som ere blevne indførte efter Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, kan nævnes brændselsparende Ovne, Dreje- og Formskivernes Bevægelse ved Damp, Arbejdslokalernes og Tørrestuernes Opvarming med Damp ligesom en heldigere Indretning af disse sidste, Trykkemaskine ved Damp, de af Nedham & Kite opfundne og i 1859 indførte Filtrerpresser, en af Minton indført Maskine til Presning af Tegl og Gulvflader o. s. v.
Ved Aaret 1845 opfandtes Kunsten at tilvirke parian. Hvem Æren for denne Opfindelse tilkommer, vides ikke med Vished, men de første, der tilvirkede det, vare Mountford, Copeland og Minton. Den paa Udstillingen i London af Copeland udstillede Parianfigur, Narcissus efter Gibson, synes først at have henledet Publikums Opmærksomhed paa dette for plastiske Gjengivelser saa fortræffelige Materiale. Den moderne Majolika blev fremstillet af Herbert Minton i Stoke-upon-Trent i Aaret 1850. Med Undtagelse af Wedgwood har ingen af Fabrikanterne i Staflfordshire i saa høj Grad bidraget til den engelske Lervareindustris Fremgang som Minton. Foruden Majolikaen har han indført flere andre nye Fabrikater, f. Ex, de saakaldte encaustic tiles, eller Plader til Beklædning af Gulve og Vægge, til hvis Fremstilling han anlagde en særlig Fabrik, hvor de fremdeles tilvirkes af udmærket Skjønhed og i stor Mængde. Den af Minton grundlagte Fabrikation blev efter hans Død med stor Fremgang fortsat af hans Søstersønner, Campbell og Hollins. Den Porcellæn- og Fajancefabrik, der nu drives under Mintons Firma, beskjæftiger 1200 Arbejdere. Dette Firma udstillede i London 1862 en kolossal, af flere hundrede Dele sammensat Fontæne af Majolika, der havde en Højde af 46 og en Diameter af 39 Fod, og nu findes opstillet i Haven omkring det nye Industripalads i South Kensington.
Den anden Plads blandt Fabrikerne i Staflfordshire indtager Fabriken Copeland & Son, hvis Produkter i Skjønhed og Godhed konkurrere med Mintons. Ved denne Fabrik sysselsættes 900 Arbejdere. Blandt de øvrige Fabriker i Staffordshire maa nævnes Davenports, en af de største og ældste der paa Pladsen, samt det af Wedgwood anlagte Etruria, som især udmærker sig ved sine Arbejder i "Jasper ware".
Af de udenfor Staffordshire beliggende engelske Fabriker udmærker sig især den gamle Fabrik i Worcester, hvis Produkter i Fuldendthed kappes med dem, der udgaa fra Mintons og Copelands Værksteder.
Som et Exempel paa den Pris, som kan opnaas eller ialtfald forlanges for fremragende Produkter af den nyere Keramik, kan nævnes et Par Vaser, som vare udstillede af Worcesterfabriken i London 1871; de vare dekorerede med Malerier i hvid Emaille paa dyb blaa Grund og l½ Fod høje; Prisen var ansat til 19,000 Kroner.
Tilvirkningen af de grovere Lervarer har ogsaa naaet større Omfang og Fuldendelse i England end i noget andet Land. Foruden sædvanlige Mursten og Bygningsornamenter tilvirkes ildfaste Sten i stor Maalestok; i 1866 til Exempel i Newcastle 80 og i Stourbridge 30 Millioner Stykker, foruden hvad der blev produceret paa andre Steder. Ved Siden heraf er England det egentlige Sted for Produktionen af større Gjenstande af ildfast Ler og Stentøj, saasom Gasretorter, samt Kar og Redskaber til kemiske Fabriker. I Lambeth i London har sidstnævnte Fabrikation sit Hovedsæde, og særlig ere de fra Doulton udgaaede Fabrikata af denne Art bekjendte og ansete. Om Betydningen af Englands Lervareindustri kan man gjøre sig et Begreb ved følgende statistiske Oplysning; foruden de talrige Fabriker til Produktion af grovere Lervarer fandtes nemlig i 1873 i Skotland 19 og i England 227 Porcellæn- og Fajancefabriker, af hvilke de 223 laa i det nordlige Staffordshire indenfor et Omraade af noget over en Kvadratmil.
Dette Fabrikdistrikt, der gjennemstrømmes af Trentfloden og gjennemkrydses i alle Retninger af Kanaler og Jernveje, kaldes ogsaa "The potteries", og omfatter Byerne Longton, Fenton, Stoke-upon-Trent, Shelton med Hanley, Cobridge, Burslem og Tunstall, der tilsammen have omtrent 130,000 Indbyggere, hvoraf henimod 30,000 arbejde i selve Porcellæn og Fajancefabrikerne, medens en Mængde Mennesker ere beskjæftigede med de i samme Egn liggende Fabriker, der forsyne Lervarefabrikerne med Maskiner, Værktøj, Farver, Stenkul o. s. v. I 1864 var Værdien af samtlige fra England udførte Lervarer 26 Millioner Kroner; i 1872 var dette Beløb steget til omtrent 36 Millioner.
Uagtet, som det vil ses af disse Oplysninger, Englands Lervareindustri er af stor Betydning og i stadig Fremgang, udøver det dog ikke i denne Industrigren det samme Supremati over det øvrige Europa som hidtil. For nogle Aartier tilbage var det omtrent det eneste Land, hvor den fine Fajance og det »engelske« Porcellæn blev tilvirket i anseligere Mængde og af nogenlunde Godhed, medens nu de fleste europæiske Landes Behov, med Undtagelse af Norge, Rusland og Tyrkiet, bliver fyldestgjort ved indenlandsk Fabrikation, der i Godhed kan maale sig med den engelske. Fabrikationen af haardt Porcellæn i Tyskland, Østrig og Frankrig har desuden gjort saa store Fremskridt og er tiltaget saaledes, at den foruden at tilfredsstille disse Landes Fornødenhed ogsaa er Gjenstand for en betydelig Udførsel.
I Frankrig er Porcellænindustrien af stor Betydning, og de franske Porcellæner ere vel ogsaa de første i deres Slags. Dette gjælder ikke blot om de Artikler, som udgaa Ira Sèvres, men ogsaa om det franske Handelsporcellæn. Sèvres indtager ganske vist endnu Hæderspladsen, men turde dog snarere være at anse som et Kunstinstitut og et Akademi for den franske Porcellæntilvirkning end som en egentlig Fabrik. Efter Brogniarts Død i 1847 har Ledelsen af Sèvres været betroet de udmærkede Kemikere Ebelman og Regnault, der med Assistance af den i Keramiken meget ansete Salvetat fremdeles have opretholdt Institutionens Anseelse.
Blandt de Opfindelser, som i de seneste Aartier ere gjorte paa Sèvres, kunne nævnes Celadonfarverne foruden flere andre, den Maade at male paa, som kaldes "pâte sur pâte" o. fl.
Det franske Handelsporcellæn udmærker sig ved en smuk Farve og en høj Grad af Gjennemskinnelighed hvortil kommer, at det i Almindelighed er formet og i det hele tilvirket med større Omhu end de andre Landes Varer af samme Slags.
De franske Malerier paa Porcellæn, som i Almindelighed udmærke sig ved smukke Farver samt en duelig og smagfuld Udførelse, turde overhovedet anses for at være de første i deres Art. Den franske Porcellænindustri, har sit Hovedsæde i Limoges og dens Omegn, hvor et stort Antal Fabriker ligge. I det øvrige Frankrig findes desuden mange Porcellænfabriker. En stor Del af disses Produkter sendes hvide til Paris for at blive dekorerede i de derværende mange og storartede Værksteder for Porcellænmaleri. Værdien af den franske Porcellænexport steg allerede i 1850 til over 12 Millioner Kroner og er siden den Tid betydelig forøget.
Ogsaa Fajancetilvirkningen er af temmelig stor Betydning i Frankrig; der tilvirkes især i Paris en stor Mængde saakaldte Kunstfajancer, som dels ere Efterligninger af Palissyvarer og de øvrige gamle Fajancearter, dels ogsaa ere udførte i andre Stilarter. Store Fabriker for Tilvirkning af Fajancesager til daglig Brug findes i adskillige Byer. Af fransk Udspring og udviklet under Ledelse af Franskmænd er den storartede, nu til Tyskland hørende Fabrik i Saargemünd; det er maaske den største Lervarefabrik i Europa. Paa denne Fabrik, som sysselsætter henved 2000 Arbejdere, tilvirkes alle Slags Fajance og blødt Porcellæn. Dens Fabrikata staa saavel i teknisk Henseende som i kunstnerisk Udstyrelse særdeles højt.
I Tyskland gaa endnu Statsfabrikerne i Meissen og Berlin i Spidsen for denne Industris Udvikling. Begge Fabriker ere i de senere Aar blevne
flyttede fra deres gamle Plads ind i nyopførte storartede Bygninger, ved hvis Opførelse alle Nutidens Opfindelser ere anvendte. Begge opretholde i Almindelighed fremdeles den traditionelle Stil i deres Frembringelser. Ved Fabriken i Berlin har dens Leder, Möller, indført Gas ved Brændingen i Ovnene. Denne Opfindelse, der alt tidligere var gjort ved Porcellænfabriken i Klösterle i Böhmen, vil rimeligvis have en stor Fremtid for sig.
Hoveddistrikterne for den tyske Porcellænindustri ere Thüringen, Sachsen og Schlesien, i hvilke Egne der findes en Mængde Fabriker, der præstere et godt og smukt Fabrikat. Fra de thüringske Fabriker skrive sig de fleste af de Porcellænpibehoveder, der almindeligst forekomme i Handelen, smaa rigt forgyldte Vaser, smaa Figurer, Dukkehoveder og andet Legetøj. I Altwasser i Schlesien findes Tysklands største Porcellænfabrik, der tilhører Firmaet C. Tielsch & Komp. og beskjæftiger 700 Arbejdere. Fajancetilvirkningen i Tyskland er, hvorvel ikke af samme Omfang som Porcellænfabrikationen, i de senere Aar tiltagen i høj Grad, og flere nye store Fabriker ere fremstaaede. De betydeligste tilhøre Firmaet Villeroi & Boch og ligge i Mettlach, Wallerfangen og Dresden.
Kakkelovnstilvirkningen drives i stort Omfang i Nord- og Mellem-tyskland; det største Ry besidder fra gammel Tid den Feilnerske Fabrik i Berlin. I Stettin, Berlin og flere Byer tilvirkes en Mængde Terrakottaartikler, Bygningsornamenter samt Sten, Gasretorter og andre Gjenstande af ildfast Ler. De sidstnævnte Fabrikata kappes i Godhed med de bedste engelske af samme Art.
I Böhmen, hvor der findes baade Stenkul, Brunkul, ildfast Ler og Kaolin i stor Mængde, har der udviklet sig en Lervareindustri, som allerede har naaet et betydeligt Omfang, og som har de bedste Udsigter til at blive en af de vigtigste i Europa. De böhmiske Porcellæner kunne vistnok lige saa lidt som de tyske maale sig med de franske hvad Arbejdets Skjønhed og Godhed angaar, men de kunne til Gjengjæld leveres billigere end disse og have som Følge heraf vundet stor Udbredelse baade indenfor og udenfor Østrigs og Tysklands Grænser. Firmaerne Fischer og Mieg i Pirkenhammer, nær ved Karlsbad, Haidinger i Elbbogen samt Grev Thurn und Taxis i Klösterle ere for Øjeblikket de største Porcellænfabrikanter i Böhmen.
En Fabrik, der ogsaa ligger indenfor de østrigske Staters Omraade, Fischers i Herend har gjort sig bekjendt ved sine udmærkede Efterligninger af kinesisk og gammel sachsisk Porcellæn.
I Holland og Belgien er Lervareindustrien ligeledes ret betydelig, og der findes adskillige store Fabriker. Hollands største Lervarefabrik, der tillige er en af de største i Europa, ejes af Regout i Maastricht. — I Belgien tilhører den største Lervarefabrik Firmaet Boch frères.
Spanien og Portugal indtage ikke nogen betydelig Plads i Lervareindustrien. 1 Spanien maa dog nævnes Pickman & Ko.s Fabrik i Sevilla, der leverer en betydelig Mængde og ret gode Varer. Manuel de Soto y Tello har en anden Fabrik i samme By, og her forfærdiges navnlig smaa grønt, sort, blaat og hvidt glaserede Mosaikplader til Alhambras Restauration. I Valencia er der en Fabrik, som navnlig fremstiller Mosaikplader (Azulejos) med Reliefornamenter.
Ved Portugal maa nævnes en udmærket Fajancefabrik i Coimbra, den kongelige Fabrik i Rato og en Fabrik i Porto, der næsten udelukkende beskjæftiger sig med Masseproduktion af smaa Lerstatuer i Nationaldragter.
Som en national Lervareindustri paa den iberiske Halvø bør omtales Tilvirkningen af Alcarazzas, Krukker af porøst Ler, hvori Vandet i lang Tid kan holde sig friskt og koldt.
Italien indtager vistnok nu ikke mere den samme fremragende Plads som før paa Keramikens Omraade, men dets Lervareindustri staar dog endnu paa et meget smukt Standpunkt. Saavel i Nord- som i Mellemitalien findes der flere Porcellæn- og Fajancefabriker, der tilvirke Varer til dagligt Brug, og hvis Fabrikater kunne taale Sammenligning med de bedste Frembringelser fra andre Lande. I Neapel er der flere Fabriker, som levere udmærkede Efterligninger af gamle græske, etruriske og romerske Lerkar, ligesom ogsaa af Middelalderens og Renaissancens Fajancer. Blandt de mest bekjendte Fabriker ville vi nævne Freppas, der er en af de første, som har givet sig af med at tilvirke den nyere Majolika, og Ginoris, der blev anlagt Aar 1735; denne Fabrik, der er bekjendt under Navnet la Doccia, maa vistnok betragtes som uovertruffet baade i Henseende til den tekniske og til den kunstneriske Gjengivelse af de gamle italienske Fajancer og Majolika samt af det saakaldte Capo-di-Monte-Porcellæn. Det egentlige Porcellæn af dette Navn skriver sig fra en Fabrik, som Karl III. anlagde Aar 1736 ved Capo di Monte, tæt ved Neapel, men som standsede sin Virksomhed Aar 1821. Endel af denne Fabriks Frembringelser, der vare dekorerede med Relieffigurer, Planter o. s. v. med naturlige Farver, udgjøre nu Originalerne til Ginoris Efterligninger.
Ruslands første Porcellænfabrik oprettedes Aar 1746 i St. Petersborg, men havde i Begyndelsen slet intet Held med sig; franske Kunstnere have i lang Tid været ansatte ved Fabriken. Petersborgerporcellænet udmærkede sig ved sin smukke hvide Farve samt smagfulde Former og Dekoration. I Moskov begyndte der Aar 1780 en Porcellænindustri, som har frembragt Sager, der staa mindst lige saa højt som Sèvresfabrikens. For Øjeblikket skal den kejserlige Fabrik i St. Petersborg ikke staa paa noget videre højt Standpunkt; undtagelsesvis fremkommer der dog særdeles smukke Produkter, saaledes Efterligninger af Sèvresporcellæn, Bordplader med Blomsterdekorationer (siberiske Flora) og byzantinske Mønstre. En Fajancefabrik i St. Petersborg (Bonafedes) leverer ejendommelige Ovne, hvide med røde og grønne gammelrussiske Mønstre.
I Schweits, hvor der i forrige Aarhundrede blev grundlagt flere Porcellænfabriker, saaledes en i Zürich og to i Nyon, synes man nu væsentlig at have lagt sig efter Tilvirkningen af Fajanceovne; Schaffhausen, som allerede tidligere har havt et Navn i Fajancefabrikationen, er ogsaa nu Hovedsædet for denne Industri.</poem>
Fodnoter.
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder. | wikisource | wikisource_3115 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=122 to=132 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9211 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Første Kapitel.
<poem>Høit oppe under Taget i en stor, mørk Baggaard i Adelgade saae jeg Lyset; Moder døde Aaret efter; Fader giftede sig igjen; ogsaa han døde; jeg veed Intet om dem, Ingen har talt til mig om min Moder, og af min Stedmoder har jeg blot hørt, at Fader var en god Arbeider.
Vinden peb igjennem den ituslaaede Rude, Røgen slog ud af Kakkelovnen, de faa Pinde vilde ikke engang blusse op. Gamle Dorthe, min Stedmoders Moder, sad i Kakkelovnskrogen og snaasnakkede; min Stedmoder tog sit store Tørklæde paa, saa gik hun ud at tjene Brødet til Tre. „Havde jeg dog blot mig selv alene,” brummede hun, „men denne gamle hjælpeløse Moder, dette Barn, denne Byrde,” og saa gik hun, og jeg følte, at jeg var en Byrde for hende, for mig selv, og gysende af Kulde trykkede jeg mig op til Kakkelovnen og græd.
Naar Somren kom, var der saa hedt i den lille Stue, at man neppe kunde trække Aande; jeg stod da hele Timer paa en Stol og kigede ud af Vinduet, snart ned i Gaarden, der saae ud som en smal, dyb Brønd, og snart hen paa Kvistvinduet ligeoverfor, hvor Kanariefuglen hang og Skræddersvenden sad paa Bordet og fløitede for den, medens han arbeidede. Bleg og mager var Skræddersvenden, og det var hans Kone ogsaa; de syede og syede, havde neppe Tid til at spise og sove, men hun havde dog bestandig Tid til at kysse og klappe sin lille, rødhaarede Dreng, og, fattige som de vare, fik Fuglen hver Søndag sit Stykke Sukker og den lille Dreng sin Bolle.
Jeg nikkede til den lille Dreng, men de forbøde ham at nikke igjen, der var jo Fjendskab mellem min Stedmoder og Skræddersvendens Kone; desuden var han reen og heel, saadan en forpjusket og forsømt lille Pige var ikke Selskab for ham.
Gamle Dorthe, det var mit Selskab; hun var den Eneste, som talede til mig, men der var ingen Kjærlighed imellem os.
Fæl saae hun ud, tandløs, guul og. rynket var hun, bøiet af Aar og Besværligheder; hun gik i Barndom, talede meget med sig selv og noget med mig; jeg lyttede til begge Dele. Hun holdt ikke af sin Datter, hun holdt ikke af mig; der var kun to Ting hun holdt af, det var Snuus og Kaffe.
„Saadan er det at have Stedmoder,” sagde hun, naar jeg græd af Kulde og Mangel, „en Moder vilde sørge anderledes for Dig, kan Du troe, bedre om Du aldrig var født.”
„Meget bedre,” svarede jeg, og mine Taarer randt stærkere, medens jeg tænkte, hvor skjønt det maatte være at blive holdt af som Skræddersvendens Lille blev det.
Min Stedmoder mishandlede mig egentlig ikke; undertiden truede hun mig, ialmindelighed lod hun mig gaae for Lud og koldt Vand.
Da jeg vel omtrent var fem Aar, blev jeg sendt ud for at tjene lidt, for at bidrage en Smule til vor sørgelige Føde; jeg blev sendt ud for at tigge.
Grændseløs lille og ubetydelig forekom jeg mig mellem alle disse Mennesker; jeg kjendte Ingen og Ingen kjendte mig. De smilende og de alvorlige Ansigter brøde sig lige lidt om mig, de havde hver sine Tanker, hver sit Maal, hvor turde jeg standse dem; dog, jeg skulde; Frygten for min Stedmoder var større end Frygten for de Fremmede, og ingen ædlere Følelser holdt mig tilbage. Jeg berørte en Dames. Silkekjole og bad: „en Skilling,” men jeg fik ingen; en Amagerpige gav mig derimod et Æble; det var stødt paa den ene Side, men smagte dog deiligt, mættede og trøstede, jeg bad igjen og jeg fik.
Sælsomt saae der ud i min barnlige Sjæl; jeg var ikke ond eller trodsig, men svag, forkuet, feig. Verden kjendte jeg kun af Dorthes Beskrivelser, som min egen Erfaring bekræftede. To Tilværelser var der: i den ene var Alt Glæde, Rigdom, Lykke og Kjærlighed; i den anden Fattigdom, Sorg og Jammer, men dog undertiden ogsaa Kjærlighed, dog ikke for mig.
Naar det begyndte at blive mørkt, gik jeg hjem med mit lille Udbytte. Jeg vovede ikke, hvortil jeg ofte havde Lyst, at kjøbe noget paa egen Haand, jeg havde en Følelse, som om min Stedmoder var allestedsnærværende og vilde straffe mig frygteligt. Ene stavrede jeg op ad de mørke, steile Trapper, gjennem de vildsomme Gange, og gamle Dorthes mildeste Velkomst var: „bedre om Du aldrig var født,” som hun dog undertiden varierede med et: „godt om Du var død.”
„Og hvad saa, Dorthe, hvor kommer jeg saa hen?”
„Hvor skal Du komme hen,” svarede hun vredt og stødte til mig, „saa havde Du en Ende paa det, og det er det Bedste.”
Min Iagttagelsesevne var meget udviklet; jeg forstod at læse i Ansigterne: undertiden læste jeg Medlidenhed, oftest Ligegyldighed, stundom Foragt. De smaa pyntede Børn trak dem tilbage for mig, nogle skar endogsaa en Grimace Det gjorde ondt i Hjertet, men dog ikke saa ondt, som naar jeg saae en Moder kjærtegne sit Barn; da maatte jeg græde. Ingen havde Kjærlighed til mig, og naar jeg saa ret græd, standsede En og Anden og gav mig Penge, men Ingen gav mig Kjærlighed.
Udenfor Legetøis-Boutikerne stod jeg og tittede ind, men oftere stod jeg dog udenfor Bagerens Vindue. Hvor saae Brødet ikke indbydende ud, hvor lugtede det godt; det smagte endnu bedre; jeg vidste, hvorledes det smagte, thi om Løverdagen fik jeg undertiden gammelt Brød forærende.
Naar jeg laa paa mit lille Leie i en Krog af Stuen, indsvøbt i en gammel Kappe, der baade var Over og Underdyne, tøvede Søvnen ikke at komme med Drømme, der dog ikke vare meget afvexlende. Snart drømte jeg, at Skræddersvendens Kone havde mig paa Skjødet, klappede og kyssede mig, og jeg var saa glad, men da Manden kom med Lys, og hun saae at det var mig og ikke hendes eget Barn, rev hun Vinduet op og kastede mig ud i den snevre, dybe Gaard; jeg vaagnede ved Skrækken; snart drømte jeg, at jeg havde en heel Kurv med nybagt Brød, der Alt var mit, men jeg vaagnede altid, før jeg fik smagt paa det; eller jeg drømte, at jeg havde slaaet de store Kopper med Malkepigen og Koen, der stod oppe paa Hylden, itu, og at min Stedmoder vilde kaste mig i Ilden til Straf; da var jeg glad, naar jeg slog Øiet op og saae Kopperne staae der endnu.
Det var den eneste Prydelse i vor elendige Stue, disse Kopper; jeg krøb op paa en Stol for at naae saa høit, at jeg rigtig kunde see dem; engang tog jeg dem ned, men min Stedmoder traadte idetsamme ind, rev dem fra mig, ruskede mig i Armen og svor, at hvis jeg en anden Gang rørte dem, skulde jeg see, hvad der blev af mig. Det var en gruelig Trudsel; ved sin Utydelighed gav den Anledning til mange Gisninger og blev derfor langt værre end den sædvanlige: „jeg vil slaae Dig sønder og sammen.”
Den ene Dag lignede den anden; med Sorg stod jeg op, med Sorg gik jeg iseng; i mit lille Hjerte var der hverken Haab eller Mod, kun en sløv Underkastelse, og dog havde jeg et Øieblik været lykkelig; jeg havde et Minde, en lille, lysende Begivenhed, hvorom jeg drømte, men jeg havde intet Haab om, at noget Lignende skulde gjentage sig.
Hvor klart staaer den raa vaade Efteraarsdag for min Erindring, da jeg gik op i et Huus, hvilket jeg undertiden vovede, og ringede paa første Sal. Det varede længe, før Nogen kom; jeg troede næsten, at min svage, ængstelige Ringning ikke var bleven hørt og vilde netop fornye den, da Døren blev aabnet af en tyk gammel Herre med Briller paa Næsen og en sort, lille Kalot paa Hovedet.
„En Skilling,” bad jeg.
„En Skilling,” gjentog han, efterabende mig, „til din Faders Begravelse, ikke sandt? eller til Medicin til din syge Moder, og saa kjøbe Brystsukker derfor, jo jeg kjender nok Jer Smaafolk.”
Medens han sagde dette, trak han mig gjennem Entreen ind i en smuk, stor Stue, hvor et prægtigt Frokostbord var dækket, og hvor det brændte og knittrede lystigt i Kakkelovnen.
„Du faaer ingen Skilling her,” sagde han, idet han løftede mig op paa en Sol, som han trak hen til Varmen, „Du er kommen til den Feile, min Snut.”
Aldrig havde jeg seet noget prægtigere end dette Værelse; et blødt, broget Tæppe bedækkede Gulvet; tykke, gule Gardiner hang for Vinduerne, det runde Bord var aldeles opfyldt med Lækkerier, skjøndt der kun var dækket til Een, til den gamle Herre. Han saae venligt paa mig, humpede derpaa hen til Bordet, lagde sin ene Fod, der var indsvøbt som en Pakke, op paa en høi Skammel og tog Plads.
Der laae flere Aviser paa hans Tallerken, som om han ogsaa skulde spise dem, men han skød dem tilside og besmurte, med en Ivrighed, der gjorde ham ganske varm, det ene Stykke Brød efter det andet, indtil Tallerkenen var fuld; derpaa lagde han forskjellige Ting paa hvert Stykke og rakte mig det Hele.
Varm, frisk Luft ombølgede mig, jeg spiste Noget, der smagte saa godt, at gammelt Hvedebrød stod aldeles i Skygge; dertil saae den gamle Herre mildt paa mig gjennem sine Briller; jeg var lykkelig.
Da jeg havde spiist, rakte han mig et Glas med en rød Vædske i, jeg drak rask til, men det brændte i Halsen og jeg kom til at hoste voldsomt. Den gamle Herre slog mig i Ryggen til det standsede, gav mig saa et Stykke Sukker, hvorpaa han lempelig skubbede mig ud af Stuen, men før han lukkede Døren, nikkede han til mig.
„See Du kun herop engang igjen, Du Smaa, men Penge faaer Du aldrig, aldrig.”
Jeg følte mig saa varm, saa mæt, saa glad; jeg maatte komme der en anden Gang igjen, det var Noget at tænke paa, og glæde sig til.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg Intet til Dorthe eller min Stedmoder, ellers havde de maaskee afknappet mig mit tørre Brød og min Cichoriekaffe, og jeg vilde dog nok have det, skjøndt det smagte endnu mindre godt den Aften end sædvanligt.
Næste Morgen gik jeg allerede derhen; jeg troede, at den gode, gamle Mand ventede mig; han havde jo selv bedt mig om at komme.
Dristigere end Dagen iforveien ringede jeg, og i samme Øieblik blev der lukket op af en stor, pyntelig Tjenestepige med en Kost i Haanden. Da hun saae mig, tog hun mig i Armen.
„Dit Trold! det var Dig, der var her igaar og plettede Tæppet med dine sjaskede Sko, saa det aldrig bliver klart i Grunden mere. Ned ad Trapperne med Dig, og vov aldrig at komme her igjen; eller jeg skal faae Dig sat i Hullet.”
Jeg styrtede bort mere sørgmodig, mere haabløs end nogensinde før.
Om Sommeren opholdt jeg mig ofte i Kongens Have; jeg saae paa Træerne, paa Slottet, paa Springvandet, paa Blomsterne; dem havde jeg Lyst til at plukke, men det maatte man ikke. Paa en ensom Bænk tog jeg Plads og anstillede mine Betragtninger: Alle disse Børn, der løbe saa glade omkring, have deres Tilhold, Ingen er ene som jeg, Ingen ulykkelig som jeg; see, hvor Faderen klapper sin lille Dreng paa Hovedet; see Pigen med de pyntede Børn, de holde hverandre i Hænderne, de ere tre; see Moderen, der trækker sin Lille i Vognen, hvor omhyggelig hun vifter Fluen fra hans Kind, ja selv den lille Pige med bare Fødder, som ogsaa beder om Hjælp, er lykkelig, den blinde Mand paa Bænken er hendes Bedstefader; han kysser hende paa Panden, tager hendes Haand i sin, og hun leder ham hjem.
See kjærligt paa det fattige Barn, naar Du rækker det en Gave; det gjør godt, undertiden bedre end Gaven.
Havde jeg dengang anet, at der var et Væsen, det høieste og største Væsen, for hvem Ingen er for lav eller for ringe, der saae ned paa og bar Omsorg for mig, hvor havde jeg da følt mig trøstet og glad, hvor havde jeg elsket dette Væsen, men jeg kjendte ham ikke, dog han kjendte mig.
En brændende varm Sommerdag stod jeg ene oppe i vor lille Stue. Dorthe var gaaet bort for at kjøbe Snuus, som Stedmoder ikke maatte vide; Pengene havde hun listet ud af Skuffen. Jeg var kjed af at see ned i Gaarden, kjed af at see paa det tomme Vindue ligeoverfor, thi Skræddersvendens vare flyttede; jeg trak Stolen, der kun havde tre Been, hen til Hjørnet, hvor Hylden med Kopperne var, jeg saae paa dem, jeg trak dem længere ud paa Hylden, jeg rørte ved dem, jeg vovede at løfte Overkoppen, jeg tog den i den ene Haand og Underkoppen i den anden, da rørte Noget ved Døren; det var kun en Kat, men jeg troede, at det var min Stedmoder; i min Forskrækkelse tabte jeg Kopperne: de faldt, de knustes i tusinde Stykker.
Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var som lammet af Skræk, dog kun et Øieblik; i det næste var jeg ude af Stuen, nede af Trapperne og ude paa Gaden. Hun vidste det, hun var efter mig, tænkte jeg og styrtede bort, uden at bryde mig om hvorhen, blot hun ikke kunde naae mig. Paa Vesterbro standsede jeg et Øieblik, trak Veiret og saae mig om, her havde jeg aldrig været før.
Langsommere gik jeg gjennem Alleerne, her var saa yndig svalt, men jeg var bange for at glæde mig derover. Da jeg kom ud paa Gaden, begyndte jeg igjen at løbe, men standsede medeet og lyttede efter en lille Fugl, der fløitede akkurat som Skræddersvendens Fugl havde fløitet, mon det var den samme? den stod i et aabent Vindue mellem Blomster paa den anden Side af Gaden. Jeg vilde løbe hen og see paa den, da idetsamme en Vogn kom kjørende; det var som skulde jeg kjøres over, men den ene Hest stødte mig tilside, jeg faldt haardt og slog min Tinding paa en Steen, men Vognen rullede forbi uden at røre mig.</poem>
Andet Kapitel.
<poem>„Barmhjertige Gud, hvad er der skeet? hun bløder! Tal til mig, Barn, hvor gjør det ondt?”
Jeg saae ind i to skjønne, kjærlige Øine, der ængstelig spørgende vare fæstede paa mig.
„Mit Hoved!”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg følte med en besynderlig Glæde, hvor stærkt hendes Hjerte slog af Angst for min Skyld.
„Du lille Stakkel, er det dit Hoved; det vil nok snart blive bedre. Du skal ikke være bange for at komme herind til mig, jeg vil blot bade og forbinde Dig, saa skal Du faae Lov til at gaae igjen.”
Hun bar mig ind i den yndigste lille Stue, satte mig paa en Stol ved Vinduet, netop det Vindue, hvor Kanariefuglen hang og fløitede, og forlod mig.
Hvor var Alt dog smukt, endnu langt venligere end hos den gamle Herre. Begge Vinduer vare fulde af Blomsterpotter; paa Bordet stod et Fad med deilige Roser; ligeoverfor mig hang et stort Maleri af en ung Mand i Officiersuniform; hans Øje straalede af Godhed, hans Mund smilede, jeg glemte alt andet for at see paa ham; det var som vilde han stige ud af Rammen og komme hen og tale til mig.
„Gjør det meget ondt?” spurgte den unge Dame som kom ind med et Vandfad.
„Ja,” svarede jeg, og dog gjorde det ikke meget ondt, men det var saa nyt, saa velsignet at blive ynket og kjærtegnet.
Medens hun badede mit Hoved og vadskede Blodet af mit Ansigt, saae jeg nøie paa hende; jeg tabte mig aldeles i Beundring, og hendes Venlighed fik mit lille Hjerte til at banke, dog nu skulde jeg jo snart gaae.
„Gud være lovet, det er blot Huden, der er skrabet.” Hun trykkede et Kys paa min Pande; det var det første Kys jeg modtog, ømt, som Moderens Kys, jeg saa ofte havde drømt om.
„Bliv smukt roligt her, det bløder lidt endnu, jeg vil see at skaffe Dig Selskab.”
Hun aabnede en Dør, og jeg saae ind i en smuk Stue, hvor der var et rundt Bord, blanke Rørstole og aabne Vinduer, der vendte ud til en Have.
„Minna,” raabte hun, idet hun bøiede sig ud af Vinduet, „Minna, kom herind!”
I næste Øieblik blev Døren hurtig aabnet, og en yndig, lille Pige paa min Alder, med flagrende, guldgule Krøller og røde Kinder, kom ganske forpuslet løbende ind; i den ene Haand holdt hun en grøn Vandkande og i den anden et Knippe Radiser.
„See, Minna, denne lille Pige var nær bleven kjørt over, men tillykke slap hun dog med et Stød paa Tindingen; nu maa Du more hende lidt.”
Minna løb lige hen til mig; jeg betragtede hende skarpt, ja endogsaa med en vis Mistro, men hun saae mildt og aabent paa mig og begyndte strax at blæse paa Saaret.
„Det er en taalmodig og god lille Pige, hun har slet ikke grædt eller skreget; min Minna vilde ikke have været saa taalmodig, naar hun var mellem Fremmede.”
„Ja, men Du er her jo, Moder.”
„Du lille Nar, Du tænker ikke, før Du taler; for dette Barn er jeg jo aldeles fremmed. — Hvad hedder Du, min Ven?”
„Marie.”
„See, nu binder jeg dette Tørklæde om dit Hoved, lille Marie, saa maa Du faae Lov til at gaae; Du længes vist efter Moder?”
„Jeg har ingen Moder.”
„Efter Fader da?”
Jeg brast i Graad, en voldsommere og lidenskabeligere Graad, end jeg nogensinde før havde grædt.
„Jeg har hverken Fader eller Moder, jeg har Ingen.”
Den unge Kone tog mig paa sit Skjød og talede blidt og beroligende til mig, jeg var saa forunderlig tilmode, baade glad og bedrøvet.
„Men hvor er Du da,” spurgte Minna, som saae ganske forskrækket ud.
Jeg tørrede Taaren bort og begyndte, saa godt jeg kunde, at skildre mit Liv, mine Lidelser. Jeg formoder, at mit hele Udvortes har været mere veltalende, end mine afbrudte, næsten usammenhængende Ord. Det yndige Ansigt var blevet blegt; hun trykkede mig tættere til sig; jeg følte en Taare paa min Kind.
„Og hvad vil Du nu gjøre, Barn?”
„Jeg vil gaae bort.”
„Hvorhen?”
„Bort, reent bort.”
„Ak, min kjære, lille Pige, man kan ikke gaae reent bort, man kan ikke gaae ud af sig selv.”
„Moder,” raabte Minna, idet hun blev ganske rød i Hovedet, "maa hun ikke blive her?”
„Tys, Barn, tys.”
Men Minna vilde ikke tie, hun sprang op paa en Skammel, slog sine smaa Arme om Moderens Hals og bad: „Du er den kjærligste Moder, hvis hun maa blive, hun har intet Sted at være; nu er hun her; aa Moder, siig ja, siig ja.”
„Stille, Minna,” svarede hun alvorligt, idet hun reiste sig op og blidt satte mig paa Gulvet, „Du maa ikke bede saaledes; det gjælder ikke alene om at gjøre, hvad jeg gjerne vil, og for mit Liv gjerne vil jeg beholde dette Barn, men om at gjøre hvad jeg bør, hvad jeg kan forsvare for Gud, for hende, for Dig.” Hun gik ud af Stuen; jeg blev saa urolig; alt Blodet strømmede til mit Hjerte.
„Du skal ikke være bange, Du faaer nok Lov til at blive, saa skal Du aldrig mere græde, fryse eller sulte, og vi skulle lege sammen, og Du skal see mine Dukker, ja Du skal have den ene, den pæneste, den, der har begge sine Arme.”
„Ak nei, jeg skal vist bort.”
„Det troer jeg ikke, Moder er saa god, og det er Fader ogsaa, men han er hos Gud oppe i Himlen; det er hans Billede der hænger, see hvor mildt han seer paa os, han holder meget af smaa Børn, dog kun naar de ere artige.”
Jeg forstod hende ikke, jeg saae paa Himlen, jeg saae paa det klare Blik, som Billedet fæstede paa mig.
„Han ligner Dig.”
„Det sige de Alle, men nu maa Du ikke see saa forskrækket ud; Du ryster jo ordenlig. Gud skee Lov, der kommer Moder.
Jeg sank uvilkaarlig paa Knæ og løftede Hænderne op imod hende, da hun traadte ind.
„Marie, vil Du være en føielig, lydig og god lille Pige?”
„O ja, jeg vil være Alt, naar jeg blot maa blive.”
Hun tog mig i sine Arme: „saa bliv da, Barn, Gud lægge sin Velsignelse deri.”
Jeg hørte det tydeligt, men ligesom et Menneske, der fra den sorte Nat bliver ført ind i et Lyshav, uvilkaarligt lukker Øinene, ude af Stand til at taale Lyset, lukkede jeg mit Hjerte for Lykken. Det maatte vist være en Drøm; endelig forstod jeg Alt, ja, det var en Drøm, men den skjønneste jeg endnu havde havt; blot den maatte vare længe!
Jeg blev ført ind i et lille Værelse, hvor der stod to blændende hvide Senge, en stor og en lille, en Servante, et Skab og en lille Sopha. „Den skal være Din Seng indtil videre,” sagde de.
Minna sprang omkring og klappede i Hænderne, medens hendes Moder vadskede mig og med den letteste, varsomste Haand redte og flettede mit lange, mørkebrune Haar. Derpaa blev jeg fra først til sidst iført Minnas Klæder; det passede Alt, ja selv de smaa lakerede Sko og de hvide Strømper. Kjolen var temmelig viid, men det saae man ikke, da den lille, rødtærnede Blouse kom over.
„Nu skal hun see sig selv, ikke sandt, Moder?”
De førte mig ind i Dagligstuen og stillede mig paa en Stol foran Speilet. Jeg saae derinde et næsten fremmed Ansigt, et blegt, magert, uskjønt lille Ansigt, som jeg kun havde en dunkel Erindring om før at have seet afspeile sig i Meubelhandlernes udhængte Speile; jeg havde ingen Glæde af at see paa det, men Dragten var saa yndig, saa glat, saa reen, den lille forvadskede Sirtses Kjole forekom mig som kongelig Pragt. Var det virkelig mine Fødder, der havde disse blanke Sko paa? var det virkelig mit Haar, som altid før havde plaget mig ved at hænge ned i Øinene og vikle sig fast allevegne, der i tykke, glatte Fletninger hang ned paa mine Skuldre?
„Naa min Glut, er Du nu glad?”
„O saa glad!”
„Men sulten, ikke sandt? og det er Minna ogsaa og jeg med; Klokken er bleven over otte.”
Hun gik ud af Stuen, jeg havde saa gjerne fulgt, men vovede det ikke. Blot jeg nu ikke skal vaagne, før hun kommer tilbage, tænkte jeg.
„Her skal Du see mine Dukker, det er Ingeborg, hun har kun een Arm, men det seer man ikke, naar hun ligger i Sengen, og her er Dagmar, hun er af Porcelain og kan vadskes, det skal være din Dukke; og her har jeg en Mølle, en Boldt, Billedbøger og et Fjerboldtspil.”
Alle Herlighederne laae udbredte for mig, men jeg skjænkede dem kun halv Opmærksomhed, mit Blik var fæstet paa Døren, og jeg blev først rolig, da Minnas Moder kom ind igjen.
Hun bredte en Dug paa Bordet, satte en Tallerken lækkre Rugbrødssmørrebrød, en Kande Mælk og tre nydelige, smaa Kopper frem. Minna kom med Radiserne; de vare fra hendes egen Have, tre røde og to hvide til hver. Det smagte udmærket, ganske anderledes end Mad ellers smagte i Drømme, mon jeg skulde være vaagen? nei, nei, nei.
Minna laa i den lille Seng og jeg laa paa Sophaen, laa saa besynderlig blødt og deiligt paa de snehvide Puder.
„Godnat, lille Moder.”
Hun bøiede sig over Minnas Seng, klappede og kyssede hende; jeg kunde næsten høre mit Hjertes Slag, hvad vilde der nu komme.
„Godnat, Marie.”
Øinene saae ligesaa kjærligt paa mig, Kysset var ligesaa varmt; jeg klyngede mig til hende.
„Hvad betyde disse bedende Øine, lille Marie?”
„Gaa ikke endnu, bliv lidt, jeg er saa bange for at vaagne.”
„Min stakkels, lille Unge, troer Du, det er en Drøm? det er det ikke; nu er Du vaagen, men Du skal smukt sove og først vaagne imorgen, vaagne her. Gud velsigne min lille Pige.”
Hun slukkede Lyset og gik iseng.
Jeg gjorde mig Umage for ikke at falde isøvn, af Frygt for at vaagne; at der laa en Modsætning heri forstod jeg ikke, men Søvnen kom dog med stærke, rædsomme Drømme. Dorthe og min Stedmoder vare efter mig; jeg styrtede bort, men de kom nærmere og nærmere; da løb jeg op i Huset, hvor den gamle Herre boede, for at skjule mig der, men hans Pige stod i Døren og slog mig med Kosten i Hovedet, saa jeg tumlede ned ad Trappen og vaagnede derved.
Maanen skinnede paa Væggen, paa de to Senge, paa min Hovedpude, Uhret dikkede; jeg listede mig ned paa Gulvet, sneg mig hen til den største Seng, saae paa det skjønne, rolige Ansigt, trykkede mine Læber paa den smalle Haand, der hvilede paa Tæppet og begyndte at fatte, at haabe, at troe, at det var Virkelighed, at jeg havde forladt den ulykkelige Tilværelse og var gaaet over i den lykkelige.
Sagte krøb jeg iseng igjen, lukkede trygt mine Øine og sov en rolig, vederkvægende Søvn uden Drømme.
„Syvsover, vaagn op.”
Minna stod fuldt paaklædt foran mig, da jeg slog Øiet op og forundret saae mig omkring; hun lagde fine smaa, buttede Arme om min Hals: „Godmorgen, lille Søster.”
„Godmorgen, Du dovne Barn! naa, hvor vaagnede Du saa? var det en Drøm, eller havde jeg Ret, siig saa Godmorgen til Din Moder.”
„Moder?”
„Ja Moder, vil Du ikke nok holde af mig som af en Moder?” O, jeg var lykkelig, saa lykkelig, at det forekom mig, som maatte jeg dog komme derfra, som kunde dette umuligt vare ved.
Mælken og Smørrebrødet stod og ventede, de vilde ikke drikke, før det nye Barn kom.
„Om Morgenen faae vi ingen Radiser,” sagde Minna, „for saa vilde de ikke kunne holde ud.”
Moder — hvor sødt var dette Navn ikke for mig — førte mig hen til Maleriet.
„Lille Marie, see nøie paa ham, det er Din Fader. Han er en salig Aand hos Gud, men Kjærligheden forbinder ham endnu med os; han bifalder, o, det er jeg saa vis paa, at Du er blevet mit Barn. See hvor kjærligt hans Blik er, hans Hjerte var endnu kjærligere, see hvor hans Mund smiler, der er aldrig gaaet et bittert eller usandt Ord over hans Læber.”
„Kom, Marie, lad os løbe ud i Haven. Kan Du vande?”
„Nei.”
„Saa skal jeg lære Dig det. Først fylder man denne lille Kande med Vand, saadan, nu skal Du see.”
Duggen glindsede paa Blomster og Blade i den lille Have, der var deelt af en Gang, som endte i et Lysthuus. Paa den ene Side stod slet ikke andet end Blomster, paa den anden mest Urter; i det ene Hjørne var et Kirsebærtræ, i det andet to Nøddetræer. Minnas Bed laa tæt ved Lysthuset; det var garneret med Radiser og Gulerødder; i Midten stod en vissen Tulipan, men eengang havde den været deilig. Minna trak en Gulerod op, tørrede den af i Toppen og gav mig den.
„Der, hvor alle Blomsterne staae, det er Professorens Side, Kirsebærtræet er ogsaa hans, men der er næsten ingen Bær derpaa; dem spise Fuglene; han holder saameget af Fugle og bryder sig ikke derom; hver Morgen giver han dem et Franskbrød, og Juledag faae de en stor Julekage. — Det er Mette der gaaer, hun er baade vor og Professorens Pige. Kan Du tale med Fingrene?”
Tale med Fingrene, det var noget, jeg slet ikke kunde tænke mig, mindre selv udøve.
„Døvstumme Folk tale altid med Fingrene, det kan Du snart lære. See, dette er A.”
„Hvad er A?”
„Kan Du ikke Bogstaver?”
„Nei.”
"Ja saa maa Du først lære det.”
Jeg følte mig yderst vankundig. Imidlertid nærmede Mette sig, idet hun klappede i Hænderne, lo og gjorde de besynderligste Grimacer. Hun var hverken ung eller gammel, under Middelhøide, havde en lille, grøn Fløiels Hue paa Hovedet, milde, livlige smaa Øine og de raskeste Bevægelser, man kunde tænke sig. Med overtroisk Skræk saae jeg Minna stille sine smaa Fingre paa forskjellige Maader, som Mette gav tilkjende, at hun forstod, hvorpaa hun besvarede dem. Jeg mærkede, at det var mig de talte om og havde stor Lyst til at løbe min Vei, men Mette forlod os, før jeg fik det iværksat, kastede sig ned og lugede mellem Blomsterne.
„Du skal ikke være bange for Mette, jeg holder saa meget af hende; kan Du see, hvor hun kysser Rosen, det gjør hun altid, naar een er rigtig smuk. Aa, nu skal Du bare see, der er Professoren.”
Et Vindue blev aabnet, og en høi, mager Mand, hvis sneehvide Haar stak endnu mere af mod hans brunrøde Kinder kom tilsyne. Hans lyseblaa Øine straalede af Tilfredshed, medens han plukkede et Franskbrød i ganske smaa Stykker og kastede dem ud i Haven. Det var, som havde Fuglene ventet derpaa, thi de kom strax og flokkede sig om det lækkre Maaltid.
„Minna,” raabte han, da den sidste Krumme var fortæret, „vil Du komme ind og see, nu har jeg endelig faaet min Dreng færdig.”
Hans Dreng færdig! det var besynderligt, jeg forstod det ikke, dog jeg forstod jo saa lidt.
Minna hoppede hen til ham, steg først op paa Bænken, der stod under Vinduet, traadte derpaa dristig paa hans udstrakte Haand og blev løftet ind. Jeg stod aldeles forbauset og saae efter hende.
„Det er en forskrækkelig Vildkat, den Søster, det ville vi ikke lære, vel Marie? vi ville altid gaae ind af Døren og ikke af Vinduet.”
Moder tog mig i Haanden, jeg følte mig saa tryg i hendes Selskab; vi gik ind i Huset og hun bankede paa den Dør, der var ligefor vor.
Den høie Herre lukkede op, rystede Moders Haand og nikkede til mig. Stuen var ligesom vor Stue, og dog saae den ganske anderledes ud: der var saamange Malerier, saamange underlige Ting, men det Hele var dog smukt.
„Godmorgen, min kjære Prosessor, har Minna fortalt Dem om den nye Søster, og hvad synes De om det?
„I ethvert Tilfælde vilde jeg synes godt derom, finde det ædelt, herligt, men nu, da De har gjort det, er det tillige rigtigt, fornuftigt, De, den fornuftigste lille Kone paa Jorden.”
Han tog mig under Hagen, løftede mit Hoved op og saae opmærksomt paa mig.
„Tag Dig iagt, Marie, han tænker allerede paa at gjøre Dig udødelig.”
Jeg trak mig tilbage. Han maatte bestemt være en Troldmand, skjøndt han saae saa god ud og slet ikke lignede de Troldmænd, Dorthe havde talt om.
„Nu maa De see min Dreng, han er ganske færdig.”
Jeg trykkede mig tæt op til Moder, meget bange for den færdige Dreng.
Vi gik ind i det andet Værelse; jeg blev betydelig lettet, da jeg saae, at det kun var en malet Dreng, og fik Mod til rigtig at betragte ham, og jo længere jeg saae, jo mere levende blev han.
Det var en fattig, lille Dreng; hans Dragt var pjaltet, hans smaa Fødder bare, hans Haand udstrakt efter Hjælp, men kun lidt udstrakt, han vilde nødig bede, det læste jeg i hans store, sørgmodige Øine, der dog saae saa tillidsfulde ud, som om Ingen kunde afslaae ham noget. Det var et skjønt Ansigt, et kjærligt Ansigt, et ubeskrivelig sørgmodigt Ansigt. Han levede, han aandede, jeg kunde ikke andet, jeg brast i Graad.
„Den stakkels, lille Dreng. nu har jeg det saa godt.” Professoren klappede i Hænderne.
„Jeg gamle Skarn,” raabte han, „glæder jeg mig ikke over hendes Taarer; saadanne Ord ere Musik; Naturbarnets Ros er Musik. De græder ogsaa, Frue, og jeg gamle Skarn glæder mig derover.”
Aldrig har De efter min Mening malet noget Fuldkommere; efter at have seet det, er jeg dobbelt glad over at have taget Marie.”
„I Høienlotfssale skal det hænge; en mægtig Mand bad mig male ham et Stykke, hvad jeg selv vilde, og da valgte jeg dette. Jeg har aldrig følt mig mere begeistret, det har været som noget Høiere har styret min Pensel. Naar Lysekronerne skinne paa et talrigt Selskab, paa Silke, Fløiel og Guld, da skulle de ogsaa skinne paa den fattige Dreng, og hans bedende Blikke ville, med Guds Hjælp, vække Medlidenheden i de Hjerter, hvor den ikke er død, men kun sover.”
„Jeg finder, at det kunde være endnu smukkere,” sagde Minna dristig, „naar Du ogsaa havde malet en god Mand ved Siden, som gav Drengen Penge, og saa var det heller ikke nær saa sørgeligt.”
„Du er en rigtig lille Nar,” lo Professoren; „hvem vilde give Drengen, naar han allerede havde faaet. Han er en Repræsentant for alle fattige smaa Drenge; hans Bøn bliver den samme Aar for Aar; han faaer aldrig nok, saalænge der er Armod paa Jorden. — Sæt Dem, min kjære Fru Staal, her i Bedstemoders Lænestol. De troer ikke, hvor jeg er glad; lad dem hæve mig til Skyerne i Bladene, lad dem rive mig ned, jeg bryder mig lige lidt derom, ja selv om de sagde, at min Kunst begyndte at gaae i Barndom, vilde det være mig ligegyldigt; jeg har faaet Opmuntring nok af dette Barns Mund for lang Tid.”
Han satte mig paa det ene Knæ og Minna paa det andet og begyndte at synge; „Rosen blusser alt i Danas Have.”
Moder og Minna stemmede i med; jeg var aldeles forbauset og henrykt.
„Professor Lange, jeg har en Bøn til Dem; vil De gaae til Maries Stedmoder og tale med hende, vi kunne jo dog ikke beholde Barnet, uden videre, som en vild Fugl.”
„Hun seer mere ud som en tam Fugl, en altfor tam Fugl. Hvor boede Du, Du Smaa?”
Jeg blev uendelig bange, o, de vilde dog vist sende mig tilbage igjen, naar de vidste, hvor min Stedmoder boede; jeg turde derfor ikke sige det, men taug haardnakket.
„Men saa svar dog! er Barnet aldeles fra sine Fem, seer hun ikke paa mig, som troede hun jeg vilde forraade hende.”
„De maa ikke være vred; hun er vist ofte bleven narret. See paa mig, Marie, troer Du ikke jeg holder af Dig, troer Du jeg vil miste Dig, ligesom jeg har faaet Dig. Det kan ikke være andet, Du maa bestemt have Tillid til mig, hvor boede Du?
„Adelgade Nr. — oppe paa Kvisten til Gaarden.”
„De er en Tusindkunstner, Fru Staal! nu skal jeg imidlertid skynde mig for at befrie den lille Mistroiske for Ængstelse.”
Han kom alligevel ikke igjen før om Eftermiddagen; han havde truffet Bekjendte, og Klokken var bleven fire, før han troede den var tolv. Der var ikke det Mindste iveien fra min Stedmoders Side; hun havde været sjæleglad.
„Men den Anden,” sagde han, „det var en mærkelig En, en ganske mærklig Een; spaaede hun ikke i Kort?”
„Nei.”
„Eller i Kaffebønner, hun gav sig bestemt af med at spaae.
Jeg forstod ham ikke rigtigt, men svarede dog nei.
„Ja, spaaer hun ikke, saa skal Verden alligevel see hende som Spaakvinde, det skal jeg være Mand for. Her er Barnets Døbeseddel.”
Moder tog det gule, krøllede Papir, læste det igjennem, glattede det og gjemte det i Chatollet.
Jeg vidste ikke, hvad Papiret indeholdt, men jeg var bange for det; det forekom mig som det sidste Baand mellem mig og Fortiden; jeg ønskede inderligt, at det ikke havde været, ja, længe efter blev min Lykke forstyrret, hvergang jeg huskede paa det gule Papir i Chatollet.</poem>
Tredie Kapitel.
<poem>Intet Barn kunde være mere modtageligt for Kjærlighed end jeg; i dens Haand jeg elskede var jeg blød som Vox; havde slette Mennesker viist mig Ømhed var jeg bleven slet som de; under Moders velsignede Indflydelse, gjorde jeg mig al Flid for at være artig og god, og dog laa der, netop i min inderlige Kjærlighed til hende, Spiren til en ond Lidenskab, til Skinsyge; dog, Gud skee Lov, den blev aldeles kvalt.
Havde Moder viist Minna mere Ømhed end hun viste mig, vilde jeg have næret Bitterhed og Vrede mod den søde, lille Pige, som deelte Alt med mig, men hun var eens imod os; med den skarpeste Opmæksomhed kunde jeg ingen Forskjel opdage, ja, hun gav sig endogsaa mest af med mig, der var saa forsømt i enhver Retning. Selv nu, naar jeg tænker derover, troer jeg ikke det var Pligt alene; af Pligt kan man vistnok være eens i Reglen, men ved enkelte Leiligheder vil Kjærligheden dog give sig tilkjende; jeg troer, at hendes Medlidenhed med det fattige Barn var saa stor, hendes Hensigt at sørge for det saa oprigtig, at hun strax optog det i sit Hjerte som sit eget Barn og virkelig elskede det ganske som sit eget. Dog ligesaameget som jeg ønskede, at Moder ingen Forskjel skulde gjøre paa os, ligesaameget fordrede jeg, at Andre skulde gjøre mere af Minna, ligesaa klart indsaae jeg, og indsaae det med Glæde, ja med en vis Stolthed, at hun stod langt over mig i enhver Henseende. Moder lærte mig at læse og hjalp Minna med at lære mig at lege, og jeg lærte begge Dele mest for at føie dem, for at vise min Hengivenhed; dog snart holdt jeg af Legene, og da de første Vanskeligheder vare overstaaede, ogsaa af Læretimerne. Der var, mærkede jeg snart, Plads til en god Deel i mit tomme, lille Hoved.
Hvor ubeskrivelig deiligt var det for mig at have et Hjem, det hyggeligste, det kjærligste Hjem. Hvilken blid, fornøiet Stemning var der ikke altid udbredt over Moder, hvilket Liv og hvilken Lystighed over Minna; hvor var hun mild og kjærlig fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, hvad kunde hun ikke finde paa, hvor sang og dandsede hun, men hun kunde ikke altid sine Lectier og det kunde jeg.
Ved Mettes Hjælp lavede Moder selv Maden, den var saa indbydende i sin Tarvelighed; dengang fandt jeg den rigtignok ikke tarvelig, men det var den, tarvelig som vore Klæder, der alligevel vare smagfulde og nette.
Jeg saae snart, at de fine, skjønne Arbeider, Moder beskjæftigede sig med, af Mette bleve ombyttede med Penge. Det undrede mig lidt, at Sligt var nødvendigt i den lykkelige Tilværelse, men, da det var som en Fornøielse for Moder, tænkte jeg ikke videre derover.
Aldrig have Børn lært Religion paa en bedre Maade end vi. Moder var selv saa gjennemtrængt af den; Guds Ord var hendes Lov; hun handlede efter det, søgte Trøst og Raad hos det. Christus var hendes Herre; gjennem ham nærmede hun sig frimodig, opfyldt af Kjærlighed, Taknemmelighed og Ærefrygt, til Gud. Hun lærte os, at vi ere Vandringsmænd og at vort Borgerbrev er i Himlene; og vi troede det, troede det gjennem hendes Ord, og, maaskee endnu mere, gjennem hendes Vandel.
Moder og Professoren havde mangen halv alvorlig, halv spøgefuld Strid om Sandheden. hun holdt paa ubetinget Troskab imod den; han bad for: „en lille Nødløgn,” men Moder var ubønhørlig.
„O nei, nei, ingen lille Nødløgn, thi den viser netop, hvor man ringeagter Sandheden, at man ikke vil underkaste sig en lille Ubehagelighed, en blot Forlegenhed, hellere end træde den for nær. Desuden maa det Menneske, som aldrig vil lyve, ogsaa paa Grund deraf handle bedre end Andre. Dog er Nødløgn naturligviis ikke den værste Løgn, det anseer jeg derimod Hykleri for.”
„Det er vist, det troer jeg ogsaa,” raabte vor kjære Professor; intet Menneske var mere fritaget for Hykleri end han.
Mette var den eneste af mine Venner, som ikke havde rigtig Tillid til mig. Hun saae nøie efter, at jeg ikke tog Noget i Haven, advarede Moder flere Gange for Syltetøi og Sukker, og troede altid, at jeg havde en eller anden Spilop for, skjøndt hun aldrig greb mig i nogen. Jeg var ikke vred. paa Mette; det morede mig næsten, da jeg havde en fuldkommen reen Fod at staae paa.
Mettes Kjærlighed til Blomster var virkelig rørende; hun talte til dem paa sin egen Maade, uden Ord; naar de trivedes godt og vare smukke, klappede og kyssede hun dem; en styg Blomst truede hun; de halvvisne, svage Planter rystede hun paa Hovedet af og ynkede.
Om Sommeren stode hendes Blomsterpotter i Haven, om Vinteren i Vinduerne og i hendes egen lille Stue paa Borde og Stole. Aar for Aar fik hun flere, Aar for Aar fik hun mindre Plads at bevæge sig i. hun holdt inderligt af sin Professor, men hun gjorde dog lidt Nar af ham, han var en snurrig, ja den snurrigste Mand under Solen; det kunde hun bevise, og saa gik Fingrene paa Mette saa rappe som den rappeste Mund.
Hun havde engang arvet en lille Pengesum, og da hun neppe brugte sin halve Løn, havde hun en heel Deel Specier, som hun gjemte i Strømpefødder. Disse smaa Poser vare hendes Glæde; gode Dage til Alderdommen, kaldte hun dem; sætte dem ud vilde hun ikke, det var den rene Ruin, saa fik man dem nok aldrig at see mere; kjøbe Obligationer og faae Renter hvert Aar, det forstod hun ikke, men Eet vidste hun, at naar man først begyndte at spekulere, blev man snart fattigere end en Kirkerotte. Hvad Moder sagde, og hvad Prosessoren sagde, nyttede lige lidt, og de gode Dage for Alderdommen bleve liggende i Mettes Skuffe.
Det Tryk, der havde hvilet saa stærkt paa mig, efterlod Spor længe efter at det var hævet. Skjøndt jeg var uendelig lykkelig, og kun havde een Sorg, en vis ubestemt Frygt for at det ikke kunde vare ved, var jeg dog et stille Barn, ikke aaben og overgiven som Minna, men frygtsom og indesluttet. Minna var mig hjertelig kjær, men jeg elskede dog Moder høiere, jeg trængte saa ubeskriveligt til hende; desuden følte jeg, at hun vidste hvad Sorg var, og derfor forstod mig bedre end den lille Søster, der saae Verden og Menneskene i det mest rosenrøde Lys.
Ofte legede Moder med os om aftenen, og hun var da ganske Barn.
„Det banker paa Døren,” raabte Minna en aften og idetsamme traadte en middelhøi Mand med graasprængt Haar og en dyb Rynke mellem Øienbrynene ind i Stuen.
„Godaften, min kjære Pastor Skau, hvad tænker De om mig, der er aldeles forpustet af at lege Tagfat.”
„Jeg tænker,” sagde han, og hans Øine antog et uendelig blidt Udtryk, „hvad jeg tænker, hvergang jeg kommer her, at her er en lille Havn, hvor Verdens Storme ikke kunne trænge ind.”
Han tog Plads i Sophaen og Moder og han talede sagte sammen.
„Marie, kom herhen.”
Pastor Skau løftede mig op paa sit Skjød „det er en stor Glæde, Fru Staal, at dette Barn nu er i gode Hænder, det er en stor Glæde at see saa skjøn en Gjerning blive udført. Hun seer ud, som var der ikke Ondt i hende; en Smule forknyt, dog det kommer sig nok. — Jeg er ogsaa forknyt, og De maa trøste mig, som De saa ofte har gjort; jeg er træt, og har Samvittighedsnag over at være det. I min Menighed paa Landet vidste jeg, at jeg udrettede meget Godt, her er jeg ikke engang sikker paa at jeg udretter noget. I Guds Navn gjør jeg mit Bedste, men den Fordærvelse og Slethed, jeg seer rundt omkring, gjør mit Hjerte sygt.”
„Lad os gaae ud i Haven,” hviskede Minna mig i Øret, og da vi kom ind igjen, var den dybe Rynke mellem Præstens Øienbryn næsten glattet, og det trætte Udtryk havde veget Pladsen for et fast og ivrigt.
Hvor ofte, næsten hver Dag, naar Veiret var smukt, gik vi til Frederiksberg. Moder havde Arbeide med og tog Plads paa en skyggefuld Bænk, medens vi tumlede os i det Grønne. Naar det var meget varmt, drak vi et Glas Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone med de røde Øine nikkede saa mildt til os; det var som hun holdt af os, og saa skyllede hun det Glas, hun rakte Moder, meget bedre end hun ellers skyllede Glassene, for i Gjerningen at vise sin Venlighed. Engang imellem kjøbte vi en Honningkage hos hende til Svanerne. Det var en Fornøielse. Det var de deiligste Dyr, syntes vi; Minna klappede i Hænderne, og Moder fortalte os Historien om den grimme Ælling.
En vaad, mørk Decemberdag kom Minna styrtende ind i Stuen: „Aa Moder, der er Karen, Jens Peter er med. Nu skal Du see Karen, Marie.”
Vi skyndte os ud i Gangen, hvor en temmelig ung, rødmosset Bondekone og en lille, næsten hvidhaaret Dreng, der bar en Tine, stode og rystede Regnen af dem.
„Naa det er da en Fornøielse, lille Frue, at see Dem igjen. Tag Kaskjetten af, Jens Peter! ja vi ere bare vaade udentil; det er ikke trængt ind.”
Karen slog sin store, tærnede Paraply op og stillede den i et Hjørne, at Regnen kunde løbe af, derpaa rystede hun sin grønne, hjemmegjorte, uldne Kaabe med det store, tunge Slag ud af Gadedøren og hængte den paa en Knage.
„Tør nu Fødderne af, Jens Peter, mere endnu, Dreng! naa, ræk saa Fruen Tinen, det Par Æbler og den Ost maa De ikke forsmaae. — Aa det Barn, hvor er hun dog sød.”
Karen tog Minna i sine Arme og kyssede hende. „Gaa ud til Mette, lille Marie, og bed hende varme Vand til Kaffe.
Jeg havde en lille Anelse om, at jeg blev sendt bort, for at Moder kunde tale til Karen om mig, og da jeg kom ind igjen, saae jeg ogsaa et meget bestemt Udtryk paa Moders Ansigt, og en temmelig stærk Rødme paa hendes Kind. Karen saae suur-sød ud.
„Naturligviis har Enhver Lov til at gjøre ved Sit hvad han vil, men tie og tænke kan Ingen krænke. Kom herhen Du Smaa, at jeg kan see paa Dig! ja Du seer jo ganske skikkelig ud, lad mig nu ogsaa see, at Du opfører Dig brav, skjønner paa at saadant et fattigt Barn har faaet det godt i alle Maader, og Lærdom ovenikjøbet; glem aldrig hvem Du har været, og vær altid Fruen taknemmelig.”
„Marie skal være Vorherre taknemmelig for mig, som jeg er ham taknemmelig for hende.”
Karen rystede paa Hovedet, men til alt Held blev den temmelig uhyggelige Stemning idetsamme afbrudt ved Professorens Indtrædelse. Han blev saa lykkelig over at see Karen; hun skulde ind paa hans Værelse og see hans nyeste Malerier.
„Det er deiligt Altsammen,” lød hendes temmelig overfladiske Bedømmelse.
„De er ganske den samme, Herr Professor, De bliver altid ung, ligesaa ung, som De var i salig Fruens Tid. Kan De huske, hvor jeg var arrig paa Dem, naar De sov fra Lyset, eller naar De kom Cigaraske og sorte Fødder paa Gulvet, ak Du kjære Gud, hvor jeg saa skjændte, men det fortrød mig dog bagefter, og saa lavede jeg til Forsoning Deres Livret, Krumkager; Fuglene fik et Par med, ellers smagte de ikke, ja De har altid været et Barn.”
Moder og Professoren loe ved de gamle Erindringer; Karen lo ogsaa, og den skikkelige Kones Sind mildnedes; hun saae paa mig og nikkede.
„Du er en god lille Unge, og det er rart, at den Anden har faaet En at lege med. Naar Du besøger os til Sommer i Farum, saa skal Du see, at Jens Peter er en anden Karl hjemme, end her, hvor han staaer, som havde han mistet Mælet.”
Da Kaffen var drukket i den gemytligste Stemning, blev den store, grønne Kaabe taget paa igjen og Paraplyen slaaet sammen, hvorpaa Karen og Jens Peter bade Farvel, efter at Moder havde lovet at skrive et Par Dage før vi kom.
„Gravene skulle faae friske Gravkrandse Juledag,” var Karens sidste Ord.
„Hvis Grave?”
„Faders Grav og Bedstedmoders Grav; hun er egentlig vor Oldemoder, men jeg kalder hende altid Bedstemoder, for det gjør Professoren og Moder. Karen var hendes Pige i tolv Aar, derfor holde vi saameget af hende.” —
„Vil De gjemme Børnene for mig, Professor Lange,” bad Moder Juleaften, idet hun skjød os ind i hans Stue, „men der maa være rigtig mørkt inde hos Dem.”
Med en hemmelighedsfuld Mine slukkede han Lampen, rullede Gardinet ned og trak Skjærmen for Kakkelovnen.
„Nu er her mørkt, ikke sandt? jeg vil have En paa hvert Knæ, see saa. Lad os nu rigtig tænke paa det lille Jesusbarn i Krybben, paa Stjernen, der lyste for de hellige tre Konger og paa Englene, der viste sig for Hyrderne.”
„Kom ind!”
Vi kom ind i et Lyshav; det grønne Træ, de røde og hvide Lys med alle de smaa Flammer, det var yndigt, vidunderlig yndigt; selv Minna blev saa stille, dog kun et Øieblik.
Om Faders Portrait var der slynget en Krands af Vintergrønt, samlet med tre Rosenknopper; dem havde Mette opelsket i sin lille Stue; det var hendes Gave til Moder.
Karens Æbler pyntede saa smukt; vi plukkede dem ned og de couleurte Net med Nødder fra vore egne Træer. Vi fik hver Tøi til en Kjole af Moder; af Professoren fik vi Andersens Eventyr og en Mand af Chocolade. Moder gav Mette en ny grøn Fløiels Hue og et Forklæde; til Professoren havde hun strikket et smukt Halstørklæde; det fik han hvert Aar, da han altid tabte sit henad Foraaret.
„Frelseren er født,” sagde Moder, „men er han ogsaa født for os? den skjønneste Julegave er Bevidstheden om, at hans Magt over vore Sjæle er bleven større, at vi ere blevne kjærligere og ydmygere. Det er den sande Juleglæde. — Lille Marie, jeg har seet mange gode Egenskaber spire frem hos Dig, men een Ting har jeg at udsætte: Du elsker os saa inderligt, men dit lille Hjerte er næsten lukket for Fremmede. Du er ikke selv Skyld deri, men Du vil, med Guds Hjælp, være Skyld i at det kan blive anderledes. Du, min Minna, er langt mindre egensindig end Du før har været, lad mig næste Aar kunne sige, at Du er langt mere stadig.”
„Og jeg,” bad Professoren, „De maa ikke glemme mig.”
„Det vilde passe sig meget slet for mig at formane Dem; desuden, medens man beundrer høie og ædle Dyder hos Dem, kan man kun opdage Barnets Feil.”
Ak nei, jeg veed det bedre, tænk blot paa Nødløgnen, og den kan jeg ikke skille mig ved. — Deres Tale var god; nu har jeg holdt min Kirkegang, Julen er kommen ind i mit Hjerte. Naar jeg gaaer i Herrens Huus, er der saa meget, som afdrager min Opmærksomhed fra Talen, hvor smuk den end er. De forunderlige Bedemænd, de afmaaalte Kirkebetjente, de forskjellige, løierlige Kirkegængere; jeg vilde først have godt af en Prædiken, naar jeg var bundet for Øinene. Naturen er min Kirke, og selv der drager det Skabte mit Hjerte for meget fra Skaberen. Naar jeg rigtig vil opbygges, gaaer jeg ud en ensom Nat og seer paa Stjernehimlen, seer mig ret ind i den, og naar jeg da tænker, at hver Stjerne er en Klode, og at mange ere uendelig mange Gange større end Jorden, føler jeg ret min grændseløse Ubetydelighed, men jeg føler tillige, at der inden i mig er Noget, der ikke kan døe, og jeg bøier mine Knæ og lover og priser Universets Herre for min udødelige Siæl.”
Det sidste, lille Lys gik ud, da han endte; Mette slog Døren op til Spisestuen, hvor Risengrøden stod paa Bordet og dampede; hun fik Lov til at spise med os Andre og var sjæleglad.
„Naa,” sagde Professoren, da Maaltidet var endt, „vi have feiret en velsignet Juul her; nu skal jeg ud i stort Selskab og feire den paa anden Maade.”
Længe kunde jeg ikke falde isøvn, jeg var saa optaget, saa glad; jeg bad ret inderligt til Gud, at jeg næste Aar maatte have lært at elske alle Mennesker, som Moder ønskede at jeg skulde. Da Klokken slog to, kom Professoren hjem; jeg hørte ham dreie Nøglen i sin Dør og synge:
Derpaa faldt jeg isøvn.
Næste Morgen før vi gik i Kirke, vare vi inde hos Professoren og saae ham smuldre den store Julekage til Fuglene.
Nytaarsdag kom Pastor Skaus Kone; hun var umaadelig pyntet; en stor Fjer vaiede paa hendes Hat; der var et sødt Udtryk i hendes Ansigt, som jeg ikke holdt af.
Hvor saae Moder fiin og elegant ud i sin sorte Silkekjole ved Siden af den brogede Fru Skau; hvor fremhævedes hendes utvungne, naturlige Væsen af den Andens affektation.
Fru Skau overøste Minna med Kjærtegn, men det forekom mig, som var det ikke saameget af Venlighed, som af Forlegenhed, idet hun ikke vidste, hvad hun skulde sige til Moder, fordi der næsten ingen Berøringspunkter var imellem dem.
„Jeg maa endelig tale med den kjære Professor Lange,” sagde hun, „han er os utro, besøger os aldrig, skjøndt han eengang for alle er indbudt hver Søndag Aften; vore Fremmede haabe bestandig paa at han skal komme, men forgjæves. Han er mageløs original og elskværdig.”
„Marie, bed Professoren komme herind.”
„Godt at jeg blev advaret, lille Mie,” svarede han, da jeg fortalte, at Fru Skau gjerne vilde see ham, „jeg vilde gaae ti Mile for at undgaae den Kjærling. At jeg skulde komme og pynte paa hendes Selskaber, som en Pappegøie eller et andet udenlandsk Dyr! jeg er ikke hjemme, dog det maa Du ikke sige, da det ikke er sandt; det kan Mette løbe med.”
Mette lo med hele Ansigtet, da hun modtog Besked og skyndte sig paa sin forunderlig hastige Maade ind til Moder.
„Jeg maa dog,” hørte vi Fru Skau sige i Gangen, „før jeg gaaer, titte ind i vor store Mands Værelse og see paa hans nyeste Malerier.”
Hun begyndte at dreie paa Laasen, men Professoren skjød i en frygtelig Fart Slaaen for.
„Nu har hun da faaet et haandgribeligt Bevis paa, hvor original og elskværdig den store Mand er. — ”
„Skjænd kun paa mig, lille Mie, jeg har ærlig fortjent det. —”
„Har De Lyst til at see mit sidste Arbeide?” spurgte Professoren en Foraarsdag. Vi vare meget nysgjerrige, da han, mod Sædvane, havde holdt sig indesluttet, medens han malede.
Aldrig glemmer jeg min Skræk, da jeg saae det; det var vor Stue i Adelgade, Vinduet, Stolen med de tre Been, den plumpe Seng med Halmen og det pjaltede Tæppe. Gamle Dorthe sad saa lyslevende paa Sengekanten med Bordet foran sig, Snuustobaksdaasen stod ved Siden, en Praas i en Flaske kastede et usikkert Skjær paa et Spil Kort, som laa udbredt paa Bordet. Hendes Øine lyste, hendes Mund mumlede, Pegefingeren var hævet, som den pleiede, naar hun talte. En smuk, ung Tjenestepige med en Kurv paa Armen stod foran hende; hun var bleg og forskrækket, og hendes Blik hvilede ufravendt paa Dorthes Læber, hvorfra Oraklet lød.
Det var saa naturligt, at jeg kom til at ryste, og da jeg havde seet noget derpaa, styrtede jeg ind i vor Stue og skjulte mig under Bordet.
„Lille Mie, kom frem. Du veed ikke, hvor jeg holder af Dig, Du er den af alle Mennesker, ja jeg kan sige med Sandhed, af alle Mennesker, paa hvem mine Malerier mest gjør den tilsigtede Virkning. Du ryster jo ordentlig for den fæle Dorthe, Du er et ypperligt Barn og behøver ikke at være bange, jeg skal snart faae hende ud af Huset, hun skal til Charlottenborg, endnu i denne Time.”
Pastor Skau kom en Dag med sin lille Datter og tog Minna og mig med paa Maleriudstillingen. Der var saa mange deilige Ting, men Intet var dog saa deiligt som den fattige Dreng. „Det er det hedste Stykke paa hele Udstillingen,” sagde med stor Vægt en vægtig Mand med Briller paa Næsen. Minna blinkede til mig, vi følte os saa stolte og glade; det Stykke hørte jo paa en Maade til vor Familie.
„En rig Engelskmand,” som gik omkring med kritisk Mine og nedsatte paa Alt, blev aldeles henrykt ved Synet af Dorthes Billede. Han kjøbte det strax, og endnu samme Uge reiste han til England med det. Jeg havde følt saamegen Frygt, hvergang jeg saae det, at det var en behagelig Bevidsthed at vide det saa langt borte.
Roligt og regelmæssigt forløb Dagene; jeg var uendelig lykkelig og meget flittig, saa flittig, at jeg snart indhentede Søsteren.
„Maae vi faae det? maae vi gjøre det?” bad Minna mange Gange om Dagen.
„Marie, hvorfor beder Du aldrig om Noget?”
„Jeg faaer jo Alt, hvad jeg ønsker.
„Hun beder rigtignok ikke ofte,” bemærkede Professor Lange hertil, „men hun vilde tage sig fortræffeligt ud som et bedende Barn; jeg har tænkt paa at male hende i den Stilling, og Minna svævende over hendes Hoved, som en Engel.
„O nei, det maa De ikke, Minna er ingen Engel, og Marie skal kun bede i Løndom, ikke for Alles Blikke, De maa virkelig ikke.”
„Ja jada, Fru Staal, naar De misbilliger det, har De Ret, De har altid Ret. Jeg har ofte ønsket at male Dem, men jeg troer mig ikke istand dertil. Der er en Modsigelse i Deres Ansigt; hvergang De slaaer Øiet op og seer paa mig, forbauser det mig; det barnlige, blide, ja om jeg saa tør sige, ydmyge Udtryk passer ikke til de regelmæssige, næsten stolte Træk.”
„Hvis det virkelig er, som De siger, maa en Menneskekender jo kunne læse mit Livs Historie i mit Ansigt.”
Prosessoren gik hen til Moder og trykkede et Kys paa hendes Haand. Jeg saae paa de skjønne Træk og det endnu langt skjønnere Udtryk, og brød min lille Hjerne forgjæves, for deraf at læse hendes Livs Historie.
Hvert Foraar gjorde Professoren, naar han var i Landet, en Kjøretour.
„Nu er Bøgen sprungen ud; idag maae vi afsted.”
Et Øieblik efter holdt Wienervognen for Døren, og bort rullede vi. „Jeg hader Betænkningstid,” sagde han.
Hvor vi vare glade paa disse Toure. Mette sad hos Kudsken; hun vendte af og til Hovedet og nikkede, til Tegn paa sin Fornøielse. Vi kjørte ialmindelighed ad Strandveien til Klampenborg, og derfra til Cremitagen. Der var smukt paa Slottet i den store Sal med de kunstige Vægge, Loft og Gulv, men der var dog smukkere bag Høien paa den lille grønne Banke, hvor Stranden tittede frem bag den lysegrønne Skov, og hvor man saae de adspredte Tjørnetræer, som vare saa tæt bedækkede med Blomster, at de lignede Sneekugler. Paa den anden Side af Slottet græssede Dyrene ved det lille Vand; Minna løb hen imod dem, men skjøndt hun selv var let som en Hind, flygtede de dog for hende, standsede saa et lille Stykke borte, kneisede og løftede deres Takker.
Vi gik hen ad den yndige Sti til Fileværket; Moder havde et Glas i Lommen, og vi drak af det metalagtige Vand i Kilden; derpaa tittede vi ind ad Vinduet i Fabrikken. Hu, hvor det dundrede og slammede; de kraftige Skikkelser saae ganske sorte ud i Luerne.
„De Stakler!” sagde Moder; Minna nikkede ind til dem, og Professorens hele Sjæl var koncentreret i hans Øine, som vilde han fastholde Scenen i sin Hukommelse. Derefter kjørte vi til Rungsted; Moder blev saa saa veemodig paa Evalds Høi; Professoren fik Taarer i Øinene ved at tænke paa den store, ulykkelige Digter. I Vedbeks Krohave drak vi The; Talen kom paa Tycho Brahe. „En anden Gang tage vi til Hveen,” sagde han, men det blev aldrig til noget. Minna vilde til Sverrig, til Norge, til Island, men først vilde hun dog have været paa Møen og i Italien.
„Jeg skal tage Dig med,” lo Professoren, „saa kan Marie blive hjemme i Moders Skjørter.”
I Angust gjorde Moder sædvanlig sin Tour til Farum. Stemningen var da en ganske anden; Moder var stille, ja selv Professor Lange, naar han var med, var veemodig. Minna og jeg havde to Krandse paa Skjødet, som Mette havde bundet af Havens smukkeste Blomster, efter sin egen vilde, men maleriske Smag. Vi stege ned af Vognen ved Fiskebækshuset, og efter der at have drukket et Glas Mælk i den lille Havestue, hvor de stadselige Navneklude hang i Glas og Ramme, vandrede vi ad den smalle Sti, som snoer sig langs Søen til Farumgaard.
Her var altfor smukt til at vi Børn knude være alvorlige; Kornet bølgede for Vinden, Fuglene kviddrede saa lystigt, Minna plukkede Kornblomster og sang; jeg sang med, men Moder og Professoren gik langsomt bagefter og talede om fordums Tider.
Jens Peter stod under det kæmpestore Træ midt i Byen, han svingede sin Hue, da han saae os, og styrtede derpaa hjem for at melde os.
Karen og Peter Larsen, Manden, kom os imøde i Porten; Lænkehunden gjøede, Høns og Ænder gjorde en frygtelig Støi, og tre smaa Drenge, mindre, endnu mere undseelige, og endnu mere lyshaarede end Jens Peter, stak Hovederne halvt ud af Døren.
„Ja, Rollinger have vi nok af,” bemærkede Karen, „Peer er glad ved at det er Drenge, at han kan faae dem til Karle med Tiden, jeg ønskede derimod nok, at idetmindste Een var en Tøs.
Peter Larsen stod og konverserede Moder det Bedste han kunde, og purrede sig af og til med den store, røde Haand i det gule Haar, naar han manglede Ord. Professoren snakkede med Karen i Kjøkkenet, og Jens Peter viste os alle Herlighederne.
Paa den store Dragkiste i Storstuen var en heel Række Kopper opstillede; afvexlende stod der „Glædelig Fest” og „Jeg gratulerer” paa dem; sindrigt og ikke ensformigt. Det var Peter Larsens Gaver til Karens Fødselsdage, naar man talte dem, kunde man see, hvor længe de havde været gifte.
Først efter at vi havde spiist Flæskesteg, Tykmælk, Æbleskiver og drukket Kaffe, og seet alle Karens Huer, Klæder og hjemmegjorte Trøier,og efterat Peter Larsen havde viist os Kalvene og de smaa Grise. fik vi endelig Lov til at gaae til Kirkegaarden.
Der stode de to hvide Kors, Gravstedet var saa pynteligt indhegnet med Buxbom, en Hængeask bøiede sig over det. Minna Gjertrude Staal, 82, Harald Staal, 29 Aar, Bedstemoder og Sønnesøn. Jeg nærmede mig Gravene, lagde min Kind paa Korset over Bedstemoders og tænkte, om hun vilde anerkjende mig, den Fremmede; Fader vilde nok, men vilde hun?
Moder hængte en Krands paa hvert Kors, Professoren hulkede; derpaa spadserede vi til Præstebakken, og kjørte saa hjem. Det har været en deilig Dag,” sagde Moder, og jeg undrede mig over at hun fandt det, da hun dog havde været saa bedrøvet.
Saa roligt som vi levede, saa uroligt levede vor kjære Huusfælle, Professor Lange. Naar man troede ham ret sikker hjemme, kom Reiselysten ligesaa heftig som pludselig over ham, og væk var han; men naar man mindst tænkte det, stod han der igjen: et Brev, et kjendt Ansigt havde vakt Hjemvee, og han fulgte, saavidt muligt, altid sine Indskydelser. Hans Helbred var altid udmærket, hans Humeur fortræffeligt, han var uendelig livlig og ivrig, og jeg har ofte hørt ham sige, at man skulde troe, de Unge nutildags havde Vand i Aarerne istedetfor Blod, saa rolige og flegmatiske vare de. Hans Hjerte var altid, og hans Pung, naar der var Noget i den, aaben for hans Venner. En Hemmelighed kunde han ikke glemme, det sagde han reent ud. Til Stokke, Paraplyer, Handsker og Lommetørklæder brugte han en Mængde Penge, da han altid tabte eller glemte disse Gjenstande og aldrig fik dem igjen. Han trak sjeldent sit Uhr op, bar det i Lommen uden at det gik, og troede bestandigt at det var Morgen, lige til Mørket faldt paa. Skinhellige og affekteerte Mennesker hadede han, ellers var han den omgængeligste Mand under Solen. Blev han bedt ud, sagde han altid ja, men blev dog ofte borte, undertiden, fordi han glemte Indbydelsen, og undertiden, fordi han foretrak at tilbringe sin Dag paa en anden Maade. Snart malede han uafbrudt, snart rørte han ikke sin Pensel. Lidt forfængelig var han, men det forhindrede ham aldrig i at anerkjende Fortjenesten hos Andre og glæde sig over den. Han glemte — jeg kan desværre ikke nægte det, — han glemte selv sin Klatgjæld og sine Løfter, men aldrig glemte han sine Fugle; hvor pludselig Reiserne bleve bestemte, huskede han at give Moder Brødpenge til dem.
Ligner denne min Skildring ham? jeg er ikke rigtig tilfreds med den; Besynderlighederne ere hans, men jeg har ikke dvælet nok ved hans fromme, kjærlige Hjerte, ved hans lyse, begavede Aand.</poem>
Fjerde Kapitel.
<poem>Der var en Grundforskjel paa Minnas og mine Evner; hun lærte enkelte Ting med forbausende Lethed og Hurtighed, og kunde da igjen slet ikke komme tilrette med andre, hvorimod jeg maatte anstrænge mig jevnt i alle Fag. Grammatik, Regning og Aarstal, det var de Skjær, hvorimod hun daglig stødte an. Jeg husker saa tydeligt hendes lille halvt komiske, halvt fortvivlede Ansigt og de bedende Blikke, hun af og til sendte Moder, der med sin bedste Villie ikke kunde lade være at lee.
„Du dumme Barn, hvad nytter det Dig, at Du kan Historien, naar Du ikke husker et Aarstal; hvad kan det nytte, at Du forstaaer Sprogene og har en god Udtale, man kan jo dog ikke skrive en Linie uden Grammatik; og hvad Regningen angaaer, maa Du skamme Dig dobbelt; Din Fader, som Du saa gjerne vil ligne, var et rigtig mathematisk Hoved.”
Ved Krigens Udbrud i 1848 var Professor Lange i Italien, men han reiste strax hjem, begeistret, som et ungt Menneske, for den gode Sag.
Skjøndt Minna og jeg kun vare ti Aar, var vor Fædrelandskærlighed, rigtignok især Minnas, varm og levende.
„Jeg er et meget skrøbeligt Menneske,” sagde Moder til vor tro Ven Pastor Skau, „er det ikke, som ønskede jeg at kalde min Ægtefælle tilbage fra Himlen, for at stride for det Danmark, han elskede saa høit, og som nu trænger til Sønner som han. Jeg længes inderligt efter ham og glemmer undertiden ganske, at i Fredens Hjem maa enhver Krig, Menneskets Kamp imod Mennesket, blive betragtet paa en anden Maade end vi formaae.”
„De har Intet at bebreide Dem, Fru Staal, Deres Stemning er saa naturlig, men De maa trøste Dem med, at den Tapperhedens, Udholdenhedens og Uegennyttighedens Aand, hvoraf han var besjælet, lever endnu i Anførernes, som i den menige Mands Bryst.
Gud vil føre Danmark til Seier!”
Landsoldaten var Professorens Ideal; han malede ham siddende paa en Grøft under en blomstrende Hyld, skrivende til Hjemmet paa Tornystret, som laa paa hans Knæ. Det var et ægte dansk Fysiognomi; der var stor Godmodighed og lidt Poliskeri i hans Blik, og hele hans Væsen bar Præget af et roligt, bramfrit Mod. — En rig Officeersfrue kjøbte Stykket for høi Priis, som Professoren skjænkede de Faldnes Efterladte.
Det var lykkelige Dage, da Krigerne vendte hjem; vi pyntede vort lille Huus paa det Smukkeste med Flag og Grønt.
Professoren tog Minna og mig med i Ridehuset; selv foranstaltede han et overdaadigt Middagsmaaltid for tolv Soldater. Moder fungerede som Værtinde; midt paa Bordet stod en mægtig Krandsekage med sindrige Hentydninger til Seirvindingerne; ved hver Soldats Tallerken laa en Bouket udsøgte Blomster, som Professoren, i dyre Domme, havde kjøbt hos en Kunstgartner. han havde valgt sine Gjæster som en ægte Maler, efter deres Udvortes. Det var alle høie, stærke Karle med lyse Haar, blaa Øine og ærlige Ansigter. Han kjendte kun en af dem fra før, en Underofficeer ved Navn Mads, som havde været Oppasser hos Fader.
Moder bad ham ind til os, og da han saae Faders Portrait, fik han Taarer i Øinene.
„Ja, det er min Lieuteuant, som han stod for mig den værste Stund i mit Liv! De maa vide, Frue, han har reddet mig fra det, der er værre end Døden.”
Mads hulkede høit og fortsatte derpaa med dæmpet Stemme:
„Det vil være en Glæde for Dem at høre, og i denne lykkelige Time vil jeg aabne mit Hjerte. — Jeg havde bestjaalet ham, Frue, bestjaalet den Mand, som aldrig havde beviist mig andet end Godt; men han opdagede det; han gik ind til mig og anklagede mig. Da faldt jeg paa mine Knæ og anraabte ham for Frelserens Skyld ikke at gjøre mig ulykkelig. Kjærlig i al sin Strenghed var hans Formaningstale, og hvad troer De han gjorde, da han hørte, at jeg havde begaaet Forbrydelsen for at skaffe en gammel, syg Moder i Jylland Brødet? han gav mig halvtredsindstyve Daler til hende, som han havde lagt hen til en Reise. Gud velsigne ham!”
Mads førte de andre Soldater ind i vor Stue; de bandt deres Bouketter sammen og hængte dem om Portraitet, hvorpaa de fjernede dem med et lydeligt: Hurra.
Hans Historie glædede os inderligt; Minna vilde fortælle den til Professoren, men det forbød Moder.
„Hans Fortrolighed maa ikke misbruges; desuden, naar vor kjære Ven hører et ædelt Træk, er det snart hele Byen rundt; var det smukt at belønne Mads saaledes?”
Det var en livlig Tid ogsaa for os; flere af Faders fordums Vaabenbrødre saae ind til os, for at vise hans Enke et Tegn paa deres Medfølelse.
„Hun ligner sin Fader,” sagde en ung Kapitain om Minna, „men Deres anden Datter ligner, mærkeligt nok, hverken ham eller Dem.”
„Der gives en indre Lighed; Marie ligner, saavidt jeg troer, baade min Mand og mig i Karakteren.”
Min Kind blussede ved hans Tale; Moders Svar gjorde mig saa lykkelig; hun havde ikke berigtiget hans Vildfarelse, ikke med et Ord havde hun hentydet til, at jeg var en Fremmed.
„Jeg vilde ønske, at jeg var rig,” sagde Minna ofte, „og havde et stort Huus, som laa midt i en Skov, og en Vogn med hvide Heste, saa skulde Du kjøre hver Dag, lille Moder, og vi vilde lære at ride, og i Haven skulde der være en Gynge og mange deilige Blomster; dem maatte Mette passe. Professoren skulde have det største og lyseste Værelse i hele Huset og Haresteg og Krumkager hveranden Dag, og naar han reiste udenlands, toge vi med, ikke sandt?”
„O nei, Minna, vi have det saa godt; vi ere saa lykkelige, ønsk ikke noget mere, ønsk blot, at dette maa vare ved.”
„Lad hende kun bygge, lille Marie, skjøndt jeg neppe troer, hun vilde være lykkeligere i det store Huus i Skoven, end her. Lykken, min Minna, er langt mindre en ydre Ting, end Du troer; den sidder her inde i dit lille Hjerte, min Glut; naar det slaaer uskyldigt og fromt, er Fred og Glæde med Dig, hvorledes dine Kaar end ere. Nogle sige, at sand Lykke kun er forenet med et lille, netop tilskrækkeligt Udkomme, men det er ganske falskt; den kan være i Kongens Sale, som paa Arbeiderens Tagkammer. Naar vore Hjerter staae, om jeg maa bruge det Udtryk, i et rigtig godt Forhold til Vorherre, vilde vi kunne være uendelig lykkelige i min Minnas store Huus i Skoven.”
Pastor Skau kom ofte til os, Moder forstod mesterligt at adsprede den mørke Stemning, han meget hyppigt var hensunket i, og der vist, som oftest, var fremkaldt ved Uoverensstemmelse mellem ham og hans Kone. Han var ingen Tøffelhelt, og Fru Skau maatte, hvor nødigt hun vilde, i de fleste Ting bøie sig efter hans Villie, men til Gjengjæld var hun vrippen og suur i det daglige Liv.
„Hvorfor valgte den Mand netop den Kone?” sagde Professoren med en vis Foragt.
„De tager feil,” svarede Moder; „han valgte ikke hende, men en imødekommende ung Pige, der med Varme gik ind paa hans Ideer. Alle Ægteskaber vilde være lykkelige, naar Ingen lod sig bedrage af Skinnet.”
De havde kun eet Barn, en Datter, lidt yngre end vi. Nicoline var en smuk lille Pige med Faderens gode Hjerte og Moderens Nykker. Hun kom engang imellem til os, men vi bleve dog først rigtig intime i Dandseskolen, som holdtes i hendes Forældres Huus.
Jeg husker saa tydeligt den første Dag, vi kom der, hvor besynderlig fremmed jeg følte mig mellem de mange Børn. Fru Skau gik lige forbi os, jeg saae godt, at hendes Øie hvilede paa os, men hun sagde Intet, hvorimod hun overøste en lille, pyntet Pige, som havde Falblader allevegne, hvor de kunde anbringes, med sine Kjærtegn. Det var dog mærkeligt!” hviskede Minna til mig; derpaa løb hun lige hen til Fru Skau, og sagde, paa sin paa eengang undseelige og tillidsfulde Maade:
„De kjendte os nok ikke? jeg skal hilse saa meget fra Moder!”
Præstekonen skar et underligt Ansigt, som skulde være sødt: „Ah, det er min egen, lille Minna Staal, nei, jeg kjendte Dig virkelig ikke, saa stor Du er bleven.
Hils Mama, og bed Professoren endelig komme her snart.”
Det var mærkeligt, hvor meget yngre vi, i enkelte Retninger, forekom os end de andre Børn, medens vi, i andre igjen, vare meget ældre; vi havde læst, hørt og tænkt langt mere end de.
Minna blev snart Alles yndling, men hun tog ikke imod noget Venskab, hvori jeg ikke ogsaa blev indlemmet. Hun var saa munter, saa smuk; hun var uden Sammenligning den, der dandsede med mest Ynde, og dog var hun sig aldeles ikke disse Fortrin bevidst. Jeg troer det laa i, at hun ikke betragtede sig selv, for at udsinde sine egne Fuldkommenheder, og Andre, for at udsinde deres Feil, men tvertimod vendte Forholdet om.
„Vi have det ret gemytligt og godt herinde, Børn,” sagde Moder en klar Decemberdag, „men jeg troer dog, at en Spadseretour vil forfriske os; jeg vil lægge en lille Brændeknude i Kakkelovnen, at her kan være varmt og hyggeligt, naar vi komme hjem.”
Hendes Forslag blev modtaget med Glæde; vi gjemte vore Arbeider og pakkede os godt ind.
Sneen knirkede under vore Fodtrin, Solen skinnede paa Træernes hvide Grene; det saae ud som Diamanter.
„Vinteren er ogsaa smuk i sin hvide Klædning, see Himlen, Børn, hvor den er blaa og høi, Luften er saa reen; man aander Sundhed og Tilfredshed ind med hvert Drag.”
Vi gik Frederiksberghave rundt; Kanalerne vare tilfrosne, Minna vilde prøve, om de kunde bære hende.
„Skam Dig dog, Du store, fjortenaars Pige! har Du Lyst til at falde i Vandet? hvornaar vil Du blive voxen.”
„Det vil vare umaadelig længe, lille Moder,” og Minna sprang ud paa Isen, som knagede selv under hendes lette Fod.
Vi vare saa muntre og oprømte; paa Hjemveien mødte vi flere Kaner.
„O, hvem der engang kunde komme til at eie, eller blot til at kjøre i en saadan, hvilket deiligt Næt! hør Bjælderne, Marie, hvor lystigt og smukt de klinge i den klare Luft, vend Dig om, Moder, der kommer den allersmukkeste.”
De stolte, pragtfulde Heste løb som i en Dands til Bjældernes Musik; et kostbart Net bedækkede dem; i den elegante Kane sad en Herre indsvøbt i Peltsværk; da han saae os, undslap et let Skrig hans Læber; han bøiede sig ud af Kanen, og det var næsten som strakte han Armene imod os, men i næste Øieblik var det lette Kjøretøi ude af Syne.
„Men hvem var dog det?” raabte Minna og jeg paa eengang.
Moder var meget bleg; hun rystede endogsaa; „Børn, det var min Broder.”
Hun sagde ikke mere, vi vovede ikke at spørge, men fordoblede vore Skridt.</poem>
Femte Kapitel.
<poem>Da vi kom hjem, gik Moder ind i Soveværelset, men Ingen af os fulgte hende. Minna lagde sin Arm om mit Liv; hun var ganske bleg og saae ud som en skræmmet Fugl; jeg var ogsaa forunderlig ængstlig tilmode og havde ingen Lyst til at bryde Tausheden.
Den lille Stue var ligesaa venlig og smilende, som da vi for to Timer siden med lette og glade Hjerter forlode den. Solens sidste Straaler spillede paa Portraitet, og vi nærmede os det uvilkaarligt, som om vi ventede at finde Forklaring og Trøst hos det.
Da Moder kom ind igjen, saae hun rolig, næsten fornøiet ud, men jeg saae dog tydeligt, at hun havde grædt. hun lagde Brænde i Kakkelovnen, og da det blussede lystigt op, nærmede hun sig til os.
„Jeg kan ikke taale,” sagde hun, „at see saa tankefulde Pander og saa bedrøvede Øine paa mine smaa Piger, og det ganske uden Grund. Hvad er der da skeet? — ja det vide I ikke, og derfor ere I bange; Indbildningskraften tumler sig bedst i Mørke, hvorfor jeg ogsaa vil see at skaffe Lys, et klart Lys, og ligesom I nu ere mine Fortrolige, vil jeg ogsaa lade Eder skue min Fortid og dømme, om jeg har handlet rigtigt mod denne Broder, som jeg er glad ved at have gjenseet; thi skjøndt vi, i over femten Aar, ikke have seet hinanden, holder jeg af ham, og jeg veed ogsaa, at han holder af mig.”
Moder tog Plads paa Sophaen; vi satte os, hver paa sin Side, tæt op til hende; hun holdt Haanden over Panden, som for at samle sine Tanker, og begyndte derpaa: „Det var et prægtigt Sted, mit Barndoms Hjem, et deiligt lille Slot med Spir og Taarne, der afspeilede sig i Søen; midt i den store Borggaard pladskede et Springvand, og hundredaarige Lindetræer dannede en lang, lang Allee, hvorigjennem man kjørte ind til Slottet. Haven, der skraanede ned mod Søen, var fuld af de sjeldneste Blomster, ja et stort Drivhuus lod os glemme naar det var Vinter. Der var altid Fremmede i Besøg om Sommeren; deilige Kjøretøier rullede ud og ind; Hunde af alle Størrelser og Arter tumlede dem i Gaarden, liberiklædte Tjenere bevægede dem hurtigt, men dog afmaalt, til alle Kanter, det var, kort sagt, et ægte, storartet Herregaardsliv, som I, mine Kjære, opvoxede i Tarvelighed, neppe kunne forestille Eder, og saa glimrende, som vor Minna i sine dristige Luftkasteller ikke engang har skabt det. — Fader døde i min spæde Barndom; han var meget ældre end min Moder, idetmindste tredive Aar; hun elskede ham ikke, har man siden sagt mig, men hun elskede hans Rigdom og Glands; om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige; hun nævnede ham meget sjeldent, men vedblev at bære Sorg for ham saalænge hun levede.
Moder var overordentlig deilig, og stolt af sin Skjønhed; iøvrigt var hun blid og mild, og naar man saae hende flygtigt, kunde man ikke ane, at der boede en ubegrændset Stolthed hos hende: dog det gjorde der.
Min Broder Carl var tolv Aar ældre end jeg; tre Sødskende imellem os vare døde. Han var en smuk Dreng, kun lidt for fiin og spinkel, hvilke Mangler han forsøgte at skjule ved forøget Dristighed og Mod; han bar sit Hoved høit, og vidste meget godt, at han var Stamherren, Arvingen til det Hele, hvilket han ogsaa lod sin Omgivelse, ja selv Moder føle, dog altid paa en godmodig Maade. Jeg elskede ham høit, og han besvarede min Kjærlighed med en ubeskrivelig Ømhed, hvilket slet ikke behagede Moder, der følte, at vi holdt mere af hinanden, end af hende. Børn ere langt mere skarpsindige, end Voxne ialmindelighed troe; jeg mærkede godt, at Moder kjærtegnede mig mere, naar Nogen saae det; jeg mærkede godt, at hun vilde sees som den smukke, ømme Moder med sit Barn, og det stødte mig bort. Det er tungt at tænke paa, men jeg skylder Eder Oprigtighed. Der var ofte smaa Tvistigheder mellem Moder og Carl for min Skyld; han paastod, at jeg blev forsømt, at jeg burde lære meget mere, og ikke altid have min Villie. Ved saadanne Lejligheder tog jeg altid Parti mod Carl, da min Frihed var mig meget kjær, og jeg nok holdt af at faae min Villie, men han havde Ret, jeg var forkjælet og forsømt.
Der var en underlig Person i vort Huus, som ogsaa var kommen der paa en forunderlig Maade, som jeg dog maa fortælle Eder. Da Fader, som yngre Mand, engang var i Kjøbenhavn, stiftede han Bekjendtskab med et ungt, vittigt og lystigt Menneske, der studerede Jura; Fader syntes om ham, bad ham ud til sig, og han kom. Besøget blev trukket saa langt ud, at Fader ikke mere kunde undvære ham og at han havde fundet saadan Smag i Luxus og Velvære, at al Energi, al Lyst til at komme frem, var forgaaet ham, og han følte sig ude af Stand til at forsætte sine Studier og sin forrige tarvelige Levemaade; han blev altsaa; Fader sikkrede ham noget Vist, og han var til Gjengjæld det vittige Hoved, som altid maatte være parat til at more.
Det var en sørgelig Historie, dog da jeg var hjemme, fandt jeg den morsom.
Efter min Faders Død blev Herr Høppe, der nu var en gammelagtig Mand, roligt hos os. Moder, der ofte led af Kjedsomhed, kunde slet ikke undvære ham; han læste høit for hende, fortalte Egnens Nyt, og roste paa den fineste, mest skjulte Maade, hendes Skjønhed og Elskværdighed. Med Carl spillede han Billard og Fjerbolt, mig gyngede han, fortalte Historier og klippede Billeder til.
Du seer sørgmodig ud ved denne Skildring, lille Marie; den har ogsaa noget Nedværdigende for Menneskeheden, noget Frygteligt. Jeg begriber ikke, at det dengang kunde more mig saa meget at see hans store Appetit, hans Kræsenhed og Graadighed. Mod Tjenerskabet var han lige saa bydende, som han var krybende imod os, hvorfor de ogsaa Alle hadede ham.
Da jeg var ni Aar havde jeg kun lært meget lidt; jeg kunde tale Fransk, dandse og klimpre lidt paa Klaveer. Det Andet havde ikke stor Vigtighed; man kunde prægtigt hjælpe sig foruden, meente Moder, maaskee af egen Erfaring. Carl derimod havde lært en heel Deel; de to første Examina havde han med bedste Karakteer; videre vilde han ikke. „Det vilde være upassende for mig at drive et Fagstudium,” sagde han med stor Værdighed. „Naturligviis,” svarede Moder, „det var en Uting i dine Forhold, men Du maa reise udenlands,” og det gjorde han.
Naar jeg undertiden var uartig mod Kammerpigen, kaldte Moder mig til sig og holdt en lille Formaningstale, der dengang forekom mig som den høieste Moral.
„Du bør altid være nedladende og venlig mod simple Personer, min Louise, naar de vise Dig den tilbørlige Respekt, ja vi bør endogsaa være overbærende med deres Smaafeil, hvilket Vor Herre vil gjengjælde os, men sætte de Ærbødigheden det Mindste tilside, da er det en Pligt mod vor egen Værdighed, at straffe haardt og strengt, at kue dem ganske, og hvis det ikke hjælper, saa strax ud af Huset med dem; forstaaer Du? med Sligt maa man være bestemt. Kys mig, min Lille, og bed din Bøn.”
Jeg foldede mine Hænder og bad Fadervor, efter at Moder havde betegnet mig, naar jeg skulde see op og naar jeg skulde sænke Blikket. Ved saadanne Leiligheder følte jeg mig overbeviist om, at Vor Herre havde al Grund til at være tilfreds med mig, hvilken Følelse Moder, med Hensyn til sig, sikkert havde i endnu høiere Grad.
Om Vinteren laae vi et Par Maaneder i Kjøbenhavn, og da afløste den ene Festlighed den anden. Det tog meget paa Moders Helbred, men hun ændsede ikke Hosten eller den tiltagende Mathed; hun var jo endnu, ved Lysekronernes Skin, med sin snehvide Teint, som den sorte Dragt fremhævede, sine store Øine og regelmæssige Træk, smukkere end Ungdommen. Naar hun og Carl kom hjem fra Selskaber, vare de undertiden temmelig ærgerlige. „At man skal bedes sammen med Alleslags!” sagde Moder. „Ja, det er harmeligt,” svarede Carl, „at slige uopdragne Karle skulle trænges ind mellem de bedste Slægter i Landet. Hos os, i vore Selskaber, er det dog Gud skee Lov ikke saaledes; vi ere enige, Moder, i aldrig at bede Nogen, hvis Byrd udelukker ham, naar det da ikke er et Geni eller en Kunstner; de komme nu paa en anden Maade.”
Jeg lyttede, og frydede mig over at være af høiadeligt Blod og besidde sexten Ahner; man skulde troe, at et lille Barn blev uberørt af Sligt, men det er ikke Tilfældet. Carls og Moders bestandige Taler derom, Tjenerskabets, ja næsten alle underordnedes Smigrerier gjennemtrængte hele min Sjæl med Stolthed; der var mange Sorter Mennesker, saae jeg; jeg troede at høre til bedste Sort, og glædede mig derover.
Pastor Skau var dengang Sognepræst paa Carls Gods; han kom ofte til os og talede længe og eftertrykkeligt med Moder; han var ligefrem og ivrig, ganske ligesom nu, og behagede derfor ikke.
„Det er dog den besynderligste Mand,” har jeg hørt min Moder sige til en Veninde, „formaner han ikke mig til kristelig ydmyghed, som om jeg ikke var den personisicerede kristelige Ydmyghed. Bøier jeg mig ikke selv, og har jeg ikke opdraget mine Børn til at bøie sig for Vor Herre; gaaer jeg ikke i Kirke hver Søndag, og er dertil velgjørende mod Fattige. Jeg finder, at en Præst burde rose og opmuntre En, naar man gjorde Sligt, men Sagen er — det gjør mig ondt at skulle sige det, da han ellers har store og gode Sider, — han er smittet af liberale Ideer.”
I kunne ikke forstaae det, mine smaa Piger men Opdragelsen kan forunderligt fordunkle et Menneskes Opfattelse; min Moder sagde, hvad hun tænkte, med den fulde Overbevisning, at hun tænkte rigtigt.
Jeg formoder, at Fader dog har været noget anderledes, thi Pastor Skau var hans Ven, og ved sin Død gav han ham ogsaa Beviis paa sin Tillid, ved at indsætte ham til vor Formynder.
Naar den fortræffelige Præst tog mig paa sit Skjød, og gjennem smaa Fortællinger og Lignelser vilde bibringe mig Modgift mod den Gift, jeg daglig indsugede, mærkede jeg godt hans Hensigt, og lukkede samvittighedsfuldt mit Hjerte for alle saadanne gruelige Ideer, som vare ganske det Modsatte af hvad Moder, Carl og Herr Høppe lærte mig. Den sidste hadede af hele sit Hjerte Præsten, og gjorde ham bestandig latterlig, ved at efterabe hans, unegtelig ikke aldeles feilfrie, Manerer, til stor Moro for os Andre.
Da jeg var 10 Aar, reiste Moder til et Bad i Tydskland; hun var meget daarlig, og vilde ikke have mig med, hvorimod Carl ledsagede hende. En Maaned efter kom han ene tilbage.
Vi græd lidt, men Deeltagelsen, som fra alle Sider strømmede os imøde, trøstede snart de Forældreløse, saa snart, at vore Venner undrede sig over, at den ømmeste Moder ikke blev mere savnet; men I kunne bestemt forstaae det; hun havde været mere for Verden, end for os, derfor sørgede vi mindre, end den fandt vi burde.
„Lille Louise,” sagde Carl kort efter til mig, „Du er min Kjæledægge, min bedste Skat, i mange Henseender min Stolthed; Du skal være det i alle; vi ville tage alvorligt fat paa din Opdragelse; dine Kundskaber skulle ikke være overfladiske, som de fleste unge Pigers, men glimrende; Du maa derfor anstrenge Dig fra nu af til dit sextende Aar, anstrenge Dig voldsomt, men da kan Du ogsaa være vis paa, at enhver Opmuntring og Adspredelse, Du i din Fritid kan ønske, skal blive Dig tildeel.”
Denne hans Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, jeg følte mig pludselig ærgjerrig; desuden vilde jeg gjerne tækkes min Broder og begyndte strax at læse med Alvor og Flid. Den Lærerinde, Carl anskaffede, var ligesaa kundskabsrig som kostbar; hun kunde alle mulige Ting til Fuldkommenhed, men var selv en ubetydelig Person, som aldeles ingen Indflydelse fik paa min Karakteer. Herr Høppe, som begyndte at føle sig temmelig tilovers, tilbød at undervise mig i adskillige Ting, og fra om Morgenen Klokken otte til Fire om Middagen blev jeg daglig fyldt med Kundskaber, men efter fire var Tiden min egen; da sørgede Carl for Kjøre-, Ride- og Seiltoure, Børneselskaber, ja Baller. Overalt blev jeg forundet, da Folk mærkede, at det var den bedste Maade til at vinde min Broders Venskab, især overvældede de Familier, hvor der var unge Døttre, mig med Ømhed. Jeg blev en meget taabelig, lille Person; forfængelig og stolt har jeg vist, uden at ane det, krænket Mange, hvilket er en tung Tanke.
Carl var altid uendelig kjærlig imod mig; mod Folkene var han godmodig, gavmild mod de Fattige, især naar de forstode at smigre ham paa en vis Maade. Han levede for det meste i Kjøbenhavn, og naar han kom ud paa sit Gods, havde han gjerne flere Venner med sig, som dog ikke Alle vare Standsfæller, da Carl med Hensyn til sin egen Omgang ikke var saa streng. „En Ungkarl kan gjerne gjøre en enkelt Undtagelse med en flot Fyr, især naar det er en Militair,” sagde han.
Paa et af disse Besøg, jeg var vel da en tretten Aar, saae jeg for første Gang Eders Fader; han saae klogere, mandigere, livsfriskere ud end de Andre; jeg husker, at jeg betragtede ham nøie og undrede mig over, at han ikke gabede, og ikke i sin Lystighed saae ud som kjedede han sig; han drak ogsaa mindre, og gjorde ikke Herr Høppe til Skive for sit Vid.
„Er det Deres Moder?” spurgte han mig en Dag, idet han pegede paa hendes Billede, der i Legemsstørrelse hang i Salen. Da jeg bejaede det, saae han meget kjærligt og meget medlidende paa mig og spurgte, om jeg kunde huske hende.
„Det er skjønt at kunne erindre dem, vi have mistet; jeg var kun to Aar, da min Fader, der var Læge i Vestindien, døde; min Moder rar alt død, da hun skjænkede mig Livet; ubevidst om mit grændseløse Tab blev jeg paa et Skib bragt her tilbage, hvor min eneste Slægtning, min Bedstemoder, tog mig til sig. Hun har været Alt for mig, men alligevel har jeg ofte ønsket, at jeg havde kjendt mine Forældre, at jeg havde havt Minder om deres Ømhed, at jeg, med Bevidsthed, havde modtaget deres Velsignelse.”
Hans Ord greb mig forunderligt; det lille Barn paa det store Hav, det var en yndig Historie; havde hans Fader blot ikke været Læge i Vestindien.”
Foruden Lærerinden og Herr Høppe havde jeg i Vintermaanederne, naar vi laae i Byen, forskjellige Spille-, Tegne- og Dandselærere. Den sidste kom ogsaa undertiden om Sommeren ud til os, da Carl ønskede, at jeg ved Holdning, Gang og Dands skulde udmærke mig fremfor alle andre unge Piger.
Det er sørgeligt at stræbe efter en Fuldkommenhed, for ved den at hæve sig over Andre, dog jeg vidste ikke det var Synd, men naar vi uvidende begaae noget Urigtigt, har Vor Herre Medlidenhed med os, og vil aabne Øinene paa os, før det er for silde. Det er min Tro, uendelig Naade er bleven mig tildeel; jeg stod langt fra Herren, men han vaagede over mig, han førte mig hen til sig.
Da jeg gik til Confirmation hos den gode Pastor Skau, havde jeg omgivet mit Hjerte med en dobbelt Forskandsning; den ene for at tilbagevise alle fortrolige Bekjendtskaber med de unge Piger, af hvilke Ingen hørte til vor Kreds, og den anden, for at værne mig mod alle Præstens Formaninger.
I en vis, næsten, — saaledes forekom det mig dengang, — ugudelig Retning. Ærligt troede jeg mit Løfte var, at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger, og alt hans Væsen, og jeg anede ikke, at Hovmod boede i mit Hjerte, og at netop det er hans Væsen.
Hele Slottet var fuldt af Fremmede paa Confirmationsdagen; jeg svimlede næsten af Glæde; nu var den besværlige Arbeidstid forbi; nu stod jeg prydet med Fuldkommenheder ved Maalet og skulde høste, hvad jeg havde saaet. Du seer vantro ud, Marie, Du kan ikke ret fatte, at det var mig, din Moder, der havde slige taabelige og syndige Tanker en saa høihellig Dag, og dog var det, Gud tilgive mig, saaledes.
Dagen efter overrakte Carl mig Moders Smykker. Han lagde sin Arm om mit Liv, kyssede for første Gang min Haand og holdt en Tale, der karakteriserede den Maade, han holdt af mig paa.
„Du er nu voxen, Louise; — smuk, begavet, elskværdig, af en af de første Familier, kan Du gjøre Regning paa at gjøre et ualmindelig brillant Parti; vel sandt, Du er ikke rig for Din egen Person, men jeg er det, og, saa høit jeg elsker Dig, er det det samme; desuden er Comtesse Ørnklo's Familieforbindelser mere end Rigdom Du skal være kræsen, Louise, vrage og vælge, indtil Du finder en Mand, som i enhver Hensende staaer Dig an, fornem, rig, og tillige smuk og elskværdig. Din Apanage, 400 Rd., er naturligviis utilstrækkelig til Dit Toilette; jeg lægger 400 til, og ønsker Du noget Aparte, et særdeles kostbart Stykke, siger Du blot et Ord, og Du skal faae det. — Glæd Dig ved Livet, min egen Ven, pynt Dig, moer Dig, træd frem og gjør Dig bemærket; jeg haaber at faae stor Ære af Dig.”
„Jeg kan ikke lide din Broder,” afbrød Minna livligt Moders Fortælling, „var det en Tale ved saadan en Leilighed, fy!”
„Og dog elskede han mig, Minna, dog er han et godt Menneske, trods alle de taabelige Fordomme, hvori han selv og Andre have hildet ham. Jeg seer et Blus paa Maries Kind, der kappes med det paa din; jeg blussede ogsaa ved min Broders Ord; og jeg nægter ikke, at min Stolthed reiste sig ved den Tanke, at alle mine Fortræffeligheder skulde betragtes som Midler til at gjøre et fordeelagtigt Parti.
Kort Tid efter reiste vi til Italien, hvor jeg stiftede Bekjendtskab med Professor Lange. Som Kunstner regnede jeg ham for, paa en Maade, at staae udenfor Ceremoniellet, og jeg fandt meget Behag i ham. Han var saa fortrolig med Alt, Rom var halvt som hans Hjem, og hans Godmodighed til at ledsage og forklare var stor; han viste rigtignok samme Godmodighed mod et Par andre danske Damer, som, efter min Mening, aldeles ingen Fordring havde paa Udmærkelse, hvilket mishagede mig; dog, han var et Geni, et stort Geni, og dem maa man holde meget til Gode.
Nu, mine kjære Børn, troer jeg I have et klart og sandt Billede af, hvorledes jeg var. Slør havde jeg for Øinene og for Hjertet, og var dog selv fuldkomment overtydet om, at jeg var ualmindelig klarseende. Der er endnu dem, som ere saaledes, men jeg troer, at Aar for Aar bliver Tallet mindre; Oplysningen gjennemtrænger Sløret.
Vinteren forløb i Suus og Duus, Selskaber ude og hjemme; jeg læste ikke meget, thi Tiden forløb med Visiter og Toiletteforberedelser; men jeg gjorde det gjældende, som jeg havde lært. Adskillige Tilbud bleve afviste; det kostede mig ingen Sorg at gjøre det; jeg troer heller ikke, det var sand Kjærlighed, o nei, det var det bestemt ikke.
Herr Høppe smigrede mig først og sidst. Carl opfyldte ethvert af mine Ønsker, trak mig frem ved enhver Leilighed og viste mig stedse den største Kjærlighed. Jeg præsiderede som Værtinde ved vore Selskaber, hvilket morede mig meget. Eders Fader var den eneste af de borgerlige Venner, som vedblev at komme; min Broder bad mig udtrykkeligt at være særdeles høflig imod ham. „Det er den bedste Fyr paa Jorden,” sagde han, „Skade, at han ikke er født, thi han har et ægte adeligt Hjerte, ærligt som Guld; han er altfor god for denne forbandede Verden. Stolt er han, uafhængig; han er den eneste af mine saakaldte Venner, som ikke har villet benytte mig, trække mig op paa en eller anden Maade, ja, han har endog afslaaet flere Tilbud, jeg har gjort ham. Liberal er han forresten, men han giver Enhver sin Ret, og Tanker ere toldfrie".
Efter denne Anbefaling viste jeg mig, som min Broder ønskede, særdeles høflig mod Lieutenant Staal, men han følte sig ikke tiltrukket af vor Omgang og kom yderst sjeldent.
Paa den Tid begyndte min Broder at synes om en meget smuk, ung Pige, men før han erklærede sig, spurgte han mig, om det var mig med, da han ellers aldrig vilde gjøre det. Det var et Tegn paa inderlig Kjærlighed, paa ubegrændset Tillid, men tillige et Tegn paa, at hans Kjærlighed til hende ikke var den allerstørste.
Kunde hun tilfredsstille ham, kunde jeg umulig ønske en bedre Svigerinde. Det var den godmodigste, føieligste, enfoldigste lille Person, der kunde existere. De bleve gifte, og der herskede et fortræffeligt Forhold mellem os alle tre; jeg overlod hende min Plads som Værtinde, men blev dog ved at være den Første, saavel i at ordne og styre, som i min Broders Kjærlighed.
To Aar svandt; vi levede paa den samme muntre og glimrende Maade, men dette Liv tilsredsstillede mig ikke mere; jeg higede efter noget Høiere. Den guddommelige Gnist, som er nedlagt i hvert Menneskes Bryst, trængte til Næring; jeg indsaae, at Meget i denne smilende Verden var tomt og huult, at Meget hos mig selv var tomt og huult, og jeg higede efter Noget, uden selv at vide hvad det var. Carls lille Søn var mig inderlig kjær, og jeg tilbragte megen Tid hos ham; jeg fik ogsaa mere Sands for Naturen, men trængte dog bestandig til noget Andet, en høiere, levende Interesse.
En meget vakker Dame, til hvem jeg betroede mig, forsikkrede, at jeg maatte have et eller andet Talent, som vilde komme til Udbrud; hun sagde, at det var gaaet hende ligesaadan, men at hun, da hun ret lagde sig efter Musik, havde faaet sin Sindsro tilbage. — Som Barn høstede jeg stor Roes for min Tegning, og fik nu den Ide at uddanne mig heri.
Jeg henvendte mig strax til vor gode Professor, men han var ikke at bevæge til at forandre sin Beslutning, at tilbringe Sommeren hos en gammel Veninde i Farum. Carl og hans Kone vilde til et Bad i Tydskland; jeg havde ingen Lyst til at følge, og var reent utrøstelig over ikke at kunne benytte deres Fraværelse til at lære at male i; jeg var ikke vant til Hindringer, og det gjorde mig forhippet. Endelig en Dag kom Carl ind til mig og sagde:
„Naa, min lille Søster, nu kan Du da faae Din Villie, hvis Du selv vil; Professoren vil ikke renoncere paa sit Besøg, men Du kan meget godt, hvis Du kan sinde Dig i Tarvelighed, være samme Sted. Det er hos en Præsteenke, Bedstemoder til Lieutenant Staal; jeg har forespurgt mig, og hun vil gjerne tage imod Dig. See, nu har Du tre hele Maaneder til at male i; i den afkrog er Du naturligviis aldeles uforstyrret, og jeg haaber, at Du har malet og tegnet nok for hele dit Liv, til vi komme hjem.”
Da Carl reiste, tog han mig i sine Arme: „For ni Aar siden, Louise, reiste jeg til det samme Bad, og kom hjem i sorte Klæder; Gud vil dennegang bevare os.”
Jeg kunde neppe rive mig løs fra ham, og jeg har ikke seet ham siden, før idag.”
Moder standsede, Taarerne løb ned ad hendes Kinder; jeg greb hendes Haand, og idet jeg kyssede den, bad jeg hende holde op.
„O Moder, vi have hørt nok, vi kunne tænke os det Andet, Du skal ikke atter gjennemleve Sorgerne.”
„Du tager feil, Marie, det jeg har fortalt, er det bittreste, det Andet er glædeligt, opløftende selv i Smerten.
Forunderligt ledede Gud mine Veje! havde Han ikke givet mig denne Lyst til at male, var jeg aldrig blevet den jeg nu er; tro ikke jeg vil ophøie mig, et svagt, skrøbeligt Væsen er jeg, men Guds Barn; det ere vi jo alle Tre, hans tillidsfulde Børn.
De prægtige Fuldblodsheste pustede og stampede for den lette, elegante Wienervogn; vor gamle Kudsk bredte sig med den storartede Værdighed, som er ganske egen for gamle Kudske i gamle Familier; den snørede Tjener med de hvide Handsker og den mod sit Herskab ydmyge, mod Andre stolte, næsten næsvise Mine, stod bag paa, da jeg rullede til mit foreløbige Hjem hos Fru Staal i Farum. hun havde ikke Leilighed til at modtage min Kammerjomfru, og jeg sad og grundede over, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe mig selv, Noget, som forekom mig ligesaa komisk som vanskeligt.
Endelig holdt vi udenfor et smukt, enetages lille Huus med Roser og Viinranker op ad Muren, ja heelt op ad Taget, hvor det dannede en Krands om de to temmelig store Kvistvinduer. Haven udenfor Huset var saa net; de blanke Vinduer skinnede i Aftensolen; den lille Kanariefugl, som hang udenfor, sang lystig og nippede til det grønne Fuglegræs; Aftenklokken lød, og i den aabne Dør stod Professoren med sit opklarede Ansigt, en smuk, gammel Dame med snehvidt Haar og en smilende, brunøjet Bondepige, for at tage imod mig.”
„Det var Karen.” raabte Minna og klappede i Hænderne.
„Ja det var Karen; hun nikkede til mig; Professoren hjalp mig ned, og Bedstemoder rakte mig Haanden til Velkomst; bort rullede Vognen, og jeg traadte ind gjennem den ydmyge Dør, ind i den smukke, lille Stue, hvor Alt var saa bonet, blankt og rent, rent som Bedstemoders Hjerte. Der kom strax Fred og Rolighed i mit Sind; jeg følte mig hyggelig tilmode og forundrede mig dog over, at jeg gjorde det.
Over Sophaen hang Eders Faders Portrait. „Er det ikke deiligt,” sagde Bedstemoder, „det gav Professoren mig i Julegave, det er, som havde jeg ham selv; jeg kan ordentlig gjennem Øinene see han lige ind i hans ærlige Hjerte.”
Det var, følte jeg snart, Mennesker ganske forskjellige fra dem, jeg hidtil havde truffet. Skjøndt Bedstemoder saae daarligt, gik med Besvær og idethele var affældig, flød Talen glad og ungdommelig fra det glade og ungdommelige Hjerte. Det lange Liv med de mange Sorger havde ikke røvet, men givet hende Fred; Fremtiden laa solbeskinnet for Bedstemoder, hendes Gjerninger frygtede ikke Lyset, Tjenerinden skulde faae sin Løn. Hun talede om det andet Liv med en Vished, som om hun alt havde prøvet det; om Døden, — Døden, som man i vore Kredse saavidt muligt havde ignoreret, — med en Ro, der forbausede mig: „Frelseren vil være hos mig i min sidste Stund; jeg stoler paa hans Naade.” Skjøndt de viste mig alle mulige Hensyn, følte jeg dog godt, at deres Opførsel vilde have været den samme, om jeg havde været en ubetydelig, ubemidlet Pige, men jeg blev ikke fornærmet, tvertimod, det hævede dem i mine Øine; jeg havde seet saa megen Kryben og Smigreri, at det var blevet mig modbydeligt.
Hvor ærværdig saae Bedstemoder ikke ud i sin glatte, sorte Kjole, med den snehvide Krave og Kappe og det sølvhvide Haar; hvor godt klædte ikke der skjælmske Smiil hende, thi Bedstemoder havde et skjælmsk Smiil, og fra hendes Læber flød Spøg til sine Tider, som Alvor til sine. Skjøndt Professoren var over halvtreds, var han dog en ung Mand i hendes Tanker; hun havde jo baaret ham til den hellige Daab og havde et Slags moderlig Myndighed over ham.
Taus sad jeg og hørte paa dem; jeg var ikke vant til at tale, som de talede, men behageligt var det at lytte dertil. Det Eneste jeg ikke rigtig kunde forsone mig med var, at Karen, naar hun syslede i Stuen, blandede sig i Samtalen; hendes Venlighed mod mig, den Maade, hvorpaa hun spurgte: „har vi Hjemvee, hvad?” fornærmede mig saa meget, at jeg tydeligt gav mit Mishag tilkjende.
„De kjender ikke Karen,” sagde Professoren, „det er en sand Perle. Hun kom her i sit femtende Aar; nu er hun femogtyve; hun lever kun for sin Frue, passer hende i enhver Retning, værner om og vaager over hende. For nylig havde hun et Tilbud af en Fyr hun kunde lide, og hvad svarede hun: Jeg tager ikke fra min gamle Frue; hun skal ikke see et nyt Menneske om sig; jeg veed, hvordan hun vil have det i alle Dele og bliver til Enden. Vil Du vente, kan Du. Finder De nu ikke, at Karen har Ret til at tale med og paa en Maade regne sig til Familien.”
Løverdag Eftermiddag — jeg havde da været der fire Dage — bemærkede jeg en usædvanlig Glæde paa alle Ansigter og fik snart Grunden at vide: Husets Søn skulde komme.
Han saae saa jublende glad ud, da han kom ridende i Gallop, svang sig af Hesten og kyssede Bedstemoders Haand vist tyve Gange; jeg tænkte, om han saae saa glad ud, fordi han var saa god.
„De kjeder Dem vist her, Comtesse Ørnklo,” sagde han venligt til mig, „men jeg har sagt det iforveien til Deres Broder.”
"Paa ingen Maade, svarede jeg næsten fornærmet.
Det var en yndig Aften; vi drak The i Lindelysthuset i Haven. Maanen tittede ind til os; Talen gik let og livlig, Latteren lød. Karen snurrede Bedstemoder aldeles ind i uldne Shamler: derpaa satte hun sig ind i Lysthuset hos os Andre med sin blaa Strømpe; i det Frie, meente Karen, kunde man nok være lidt mere fri end ellers.
Sent skiltes vi ad, men Eders Fader havde udtalt Ord, som jagede Søvnen fra mit Leie. „Hvor sørgeligt,” havde han sagt, „er Livet for dem, der vandre paa maa og faa, uden noget Maal, uden Lys.”
„Hvad meente han?” spurgte jeg om Morgenen Bedstemoder; „maaskee det gjælder om Manden, skjøndt jeg kjender Mange, der slet intet Maal have, men vi Kvinder have det jo aldrig.”
„Min kjære, unge Pige, vi have Alle et Maal: Himmerige. For at naae der, maae vi gaae frem i det Gode, og i Guds Navn virke i den Kreds — den være saa lille, som den vil — der er os anviist; vore Evner bør vi udvikle, for at anvende dem tilligemed de øvrige Gaver, vi have faaet, til Næstens Gavn og Vor Herres Ære; vi have Alle et Lys; det strømmer ud fra Biblens Blade og viser os Veien.”
Det var hendes Tale, og den forberedte mig paa den vi hørte i Kirken: „Værer ydmyge og sagtmodige af Hjertet.” — Ak jeg var det ikke, men jeg ønskede at være det, og det er Begyndelsen.
Da vi kom hjem, gjorde jeg formelig Kur til Karen; jeg havde jo før i mit Hovmod krænket hende.
Kort efter fik Eders Fader Permission, og en Tid — den skjønneste i mit Liv — begyndte. Jeg følte mit Hjerte hæve og udvide sig; tusinde gamle Skranker og Former brast som Sæbebobler; vel fik jeg igjen andre Pligter, jeg ikke før havde kjendt til, men jeg fik ogsaa Rettigheder, store rettigheder, jeg blev Guds Barn.
Hvor nød jeg Synet af Naturen; det forekom mig, at det var en ny Jord, nye Mennesker og en ny Gud, ikke den fjerne Gud i Himlens Skyer, til hvem mine lunkne Bønner før havde været henvendte, men en levende, nærværende, barmhjertig Gud, der virkede kraftig med sin Aand i sine Tjeneres Bryst, saa de bleve nidkjære til al god Gjerning.
Jeg malede ikke mere; mine Anlæg vare ubetydelige, og jeg havde Andet, Bedre at tænke paa. I den tidlige Morgenstund sad jeg paa et skjønt Sted i Nærheden af det lille Huus og tænkte og tænkte, og jeg forstod Manglerne ved mit forrige Liv, og jeg hævede min Stemme til Lovsang over Guds Naade og Fred.
Hvor Karen og jeg bleve gode Venner, hvor jeg hjalp hende, hvor jeg syslede om Bedstemoder og Professoren. Der var saa nyt for mig at gjøre lidt for Andre; det forfriskede min Sjæl; undertiden kunde jeg næsten bilde mig ind, at jeg altid havde været her at jeg var Barn af Huset.
Det var især den levende Strøm af Gudsfrygt og Menneskekærlighed fra Eders Faders Læber, som fik mig forandret, men det var aldeles ikke af Kjærlighed til ham jeg brev det; den kom bagefter; den kom, som en ung Piges Kjærlighed altid maa — jeg kan ikke tænke mig andet — efter at jeg havde mærket, at han elskede mig.
Jeg kan ikke forstaae, at han kom dertil; han var jo meget bedre end jeg, Eders Fader, en ædel, høihjertet, kraftig Karakteer, et Mønster paa en Mand.
Aaben og ærlig kunde han ikke skjule sine Følelser. og længe før han udtalte sig, havde jeg læst det i hans Blikke og hørt det i hans Stemme.
En Morgen, da jeg tidligere end sædvanligt kom hjem fra en af mine Udflugter, hørte jeg Bedstemoder, Professoren og Harald tale ivrigt i Haven; jeg anede, at det var om mig; det lød, som bestred Bedstemoder de to Andre, og det var for mig, som skulde min Skjæbne afgjøres.
Da jeg kom ud i Haven, var hun alene. „Længes De ikke efter at komme tilbage til Deres Broder,” spurgte hun.
„O nej, jeg er lykkelig her.”
„Det kan jeg neppe troe, De maa længes efter Deres vante Levemaade, Deres Bekjendte; her er Alt saa jevnt og ensformigt; lige Børn lege dog bedst.”
Jeg gik hen til den gamle Kone, tog hende om Halsen og græd. „De maa være utilfreds med mig,” sagde jeg, „De holder ikke af mig mere.”
„Det er netop, fordi jeg holder af Dem, mit Barn.”
„Hvis De holdt af mig, vilde De indsee, at jeg ikke kan leve det samme Liv som før. Den Luxus, jeg drev, er nu Synd for mig, Ørkesløsheden er Synd, den Tale, der oftest bliver ført, den stolte, flygtige eller spottende Tale er Synd, jeg maa altsaa, for at bevare min Sjæl, stille mig paa et Slags Stridspunkt med Alle; det vil blive en haard Tid, og undertiden troer jeg, at jeg vil døe derved.”
Bedstemoder smilede gjennem Taarer, trykkede mig til sit Bryst og sagde: „I Guds Navn skee hvad der maa.” Hun gik bort, og næsten i samme Øieblik stod Harald for mig.
„Hvis Fornemhed og Rigdom forekom mig at være Livets Lykke,” begyndte han, og hans Stemme skjælvede af Bevægelse, „da vilde jeg, hvor høit jeg end elsker Dem,” aldrig forlange Deres Haand; men det er ikke Livets Lykke. Et Ægteskab, hvor Mand og Kvinde i Herrens Frygt, Kjærlighed og Enighed vandre deres Bane, trøstende og støttende hinanden, rige, fordi de ere nøisomme, det forekommer mig at være Livets Lykke; men De maa ikke overraskes: betænk Dem vel De maa gjøre Afkald paa Meget, som De aldrig har lært at undvære. Deres Broder maa De ogsaa tænke paa; hvad vil han sige?”
Jeg sagde ham, at jeg ingen Betænkningstid behøvede, at jeg kun ikke ret kunde fatte, hvorfor han holdt af mig. Saa tog han min Haand og førte mig til Bedstemoder. hun blev veemodig glad. Professoren, hvis letbevægelige Sind I kjende, var næsten ellevild, og Karen slog — for første Gang i sit Liv — to Tallerkener itu af Forskrækkelse og Glæde.
Jeg var lykkelig; uendelig ydmyg og taknemmelig tog jeg min store Lykke som en ufortjent Gave af Skaberens Haand. Alle Hindringer vare udjevnede for Tanken; selv saa forandret, glemte jeg hvorledes Carl var; han havde jo sagt, at Harald var for god for denne Jord, desuden havde han altid regnet, at Officierer dannede en Overgang. Fra Hjertet skrev jeg et Brev til ham, og jeg frygtede ikke for Svaret, jeg hengav mig til Lykken.
Dog, jeg er for vidtløftig; I ere maaskee ogsaa temmelig unge, mine Børn, men naar man blader i Mindets Bog, river den En med sig. See Maanen er alt fremme; den skinner klar og dejlig, som den skinnede paa Eders Fader og mig, naar vi sadde paa Præstebakken og talede sammen, som den skinnede paa Bedstemoder, naar hun, støttet paa vore Arme, trippede om i Haven.
Endelig kom Svaret fra min Broder. Da jeg havde Brevet i min Haand, da jeg saae det velbekjendte Vaaben og den velbekjendte Haandskrift, blev jeg bange; Selvskuffelsen svandt, jeg huskede min Broder, som han var; alligevel var jeg ikke forberedt paa Indholdet. Han rasede; Fornærmelser regnede ned paa Eders Fader og mig; derefter kom Bønner, de kjærligste Løfter; Alt skulde være glemt, jeg skulde vedblive at være hans Søster, hans elskede Søster, naar jeg vilde hæve Forlovelsen, men hvis ikke, hvis jeg ikke øieblikkelig forlod Harald, da var den Utaknemmelige død for Broderen, min Fod skulde aldrig betræde hans Huus, han vilde aldrig see mig for sine Øine.
Smerte, bitter Smerte følte jeg, men ikke Skygge af Tvivl eller Vaklen. Jeg viste Ingen Brevet, men sendte det til min Formynder indeni et udførligt Brev fra mig, hvori jeg takkede ham for det Gode, han havde villet bibringe mig, som jeg nu forstod at skatte, og hvori jeg udviklede hele min Sjælstilstand før og nu for ham, samt den Indflydelse, Bedstemoder, Professor Lange og Harald havde havt paa mig.
Den gode Pastor Skau skrev ikke, han kom selv.
Han tog mig i sine Arme, han lagde sin Haand paa mit Hoved: „Da De var en lille Pige og jeg havde Dem paa mit Skjød, bad jeg af hele min Sjæl Herren at bevare sit Lam, og see, han har gjort det. Fortiden maa være død for Dem nu, men i Kraft af mit Venskab med Deres Fader, meddeler jeg Dem hans Velsignelse. Vel var han en stolt Mand, men han skjønnede paa sand Fortjeneste, hvor han saae den; han vilde ikke have negtet sit Samtykke.”
Det var lægende Ord, og for første Gang tænkte jeg meget paa min Fader, og der blandede sig Anger i mine Tanker, fordi jeg ikke havde savnet ham, som en Datter altid burde savne sin Fader.
Kort efter stod vort Bryllup. Professoren havde smykket Haven med Flag og Værelserne med prægtige Guirlander af Georginer; han havde, som han saa udmærket forstaaer, kastet alle Sorger bort og stod glad som Barnet, og, besynderligt nok, jeg følte mig ogsaa rolig, tillidsfuld og glad, som Barnet. Den Byrde, der havde hvilet paa mig, siden jeg modtog Carls Brev, var løstet; mere ublandet Lykke kunde jeg neppe have baaret, men Eders Fader var alvorlig.
„Louise,” sagde han til mig, „er Du nu vis paa, at jeg kan være Dig nok, at Du aldrig” — men jeg lagde min Haand paa hans Mund og forhindrede ham fra at sige mere.
Karen, med hvem jeg havde staaet paa den bedste Fod, forbausede mig ved at holde en temmelig streng Tale: „De faaer den bedste Mand Nogen kan ønske sig; skjøn nu paa det, vær en føielig, flink, ordentlig, sparsommelig Kone, og kom bare ikke med fornemme Nykker, bliv bare ikke som De var, da De kom ind i Huset, thi da vidste De jo neppe om De vilde svare Folk, naar man talte til Dem.”
„Aldrig,” svarede jeg, og Karen, formildet ved Maaden, hvorpaa jeg optog Formaningen, trykkede mig til sit Hjerte og forsikkrede, at jeg var den sødeste Pige og den Eneste, som passede for hendes unge Herre.
Bedstemoder lagde sin Haand paa vore Hoveder: „Jeg har havt Glæde af Dig, min Alderdoms Søn, fra det Øieblik Du kom ind i mit Huus, jeg har Glæde af Dit Valg.”
Vi flyttede ind i denne Bolig her, og Fred og Lykke fulgte os. Det havde noget Nyt og Tiltrækkende for mig at regne ud, spare, selv lave Maden og styre Huset. Eders Fader paaskjønnede mig saa ømt, han var saa munter, saa underholdende; vi vare enige i alle væsentlige Ting, men forskjellige i Smaating, hvilket jeg troer er nødvendigt for et fuldkommen lykkeligt Samliv. Næste Aar i September skjænkede Gud os Dig, min Minna; uendelig Kjærlighed omgav din Vugge; Bedstemoder kom reisende for at see Dig; Din Fader sang for Dig, og Professoren vuggede Dig, Karen sørgede for Tvebaksmad og Mette strøede Blomster paa Dynen. — Det var Bedstemoders sidste Reise; blidt og stille, men dog med Bevidsthed om, at det var Døden, henslumrede hun kort efter i Frelserens Navn, ganske som hun havde troet og haabet. Det var et stort Tab for os, men der var ingen Bitterhed i Sorgen; kun Professoren var aldeles fortvivlet; Karen derimod trøstede sig med den glade Bevidsthed at have opfyldt sin Pligt. Den unge Gaardmand havde ventet efter hende; Dagen efter Bedstemoders Begravelse blev der lyst for dem. — Det lille Huus blev solgt; Karen fik Indboet med Undtagelse af Portraitet af Eders Fader, Bøgerne og den store Lænestol, I kjende fra Professorens Stue.
Moder standsede, og vi vilde staae op: „Nei, mine Børn, I skulle høre mere, Alt.”
Da vor lille Minna ikke rigtig vilde trives i den kjøbenhavnske Luft, besluttede vi at opholde os en Maaned i Farum. Vi leiede to Værelser ovenpaa i Bedstemoders Huus; det var saa rigt paa Minder om hendes Kjærlighed, dette Huus; Harald havde været her fra sit andet Aar; da han var Cadet, havde han tilbragt Ferien i det samme Værelse, hvor Minnas Vugge gik, men istedetfor Bedstemoders blide, milde Tale og Karens lydelige, om just ikke velklingende Sang, lød nu Larm og Kiv op til os fra den urimelige Madamme og hendes forsømmelige Pige. Alligevel var det en skjøn Tid; vi trak Dig i en lille Vogn med paa vore Toure, Minna, og saae snart Roserne blomstre paa Dine Kinder. En Nat midt i Juli vækkedes vi af Klokkeringning og Larm; Himlen var ildrød, Gaarden tæt ved stod i lys Lue.
I en Fart vare vi oppe og paaklædte; Eders Fader stillede sig i Spidsen for de forskrækkede Folk, som strømmede til fra alle Kanter. Han saae nøie efter at Menneskene kom ud, at Kreaturerne kom ud og at Sprøiterne reddede Sidehusene, thi Gaarden selv kunde ikke reddes. Pludselig lød et Skrig: „Tosse Ane!” hun var bleven glemt oppe paa Loftet i et Udhuus, der var aldeles omspændt af Flammerne. Ingen kunde yde hende Hjælp; da gik Eders Fader hen til mig, og, idet han bønligt saae mig ind i Øinene, sagde han: „Louise, tør jeg gjøre det?” Jeg hørte den Afsindiges Skrig og kunde ikke sige nei; han gik derop ad den rygende Stige. Et Øieblik efter kom Harald ned med hende; han kastede hende i Armene paa de Omkringstaaende, men just som jeg troede ham frelst, faldt en Bjælke ned paa hans Bryst, og han styrtede om. —
Da han aabnede Øiet, forlangte han at see Minna; han smilede til Dig og til mig: „da Du tog en Soldat, Louise, maatte Du være forberedt paa at miste ham i Kamp; dette var jo en Kamp mod Elementerne. — Jeg er forunderlig rolig, min elskede Kone, jeg veed at Vor Herre vil sørge for Eder, i hans Hænder befaler jeg min Aand.” Han reiste sit Hoved, sank derpaa tilbage, og paa Knæ ved hans Side laae jeg med mit Barn paa Armen, en Enke, men ingen forladt Enke. Det var, som fik jeg, gjennem Smilet paa min Ægtefælles Læber, en Anelse om Himlen; Gud havde givet mig saa Meget, at jeg havde lært at elske ham, at have fuld Tillid til ham, at holde mig til den Usynlige, som om jeg saae ham, ligesom min Harald havde gjort.
Da Carl hørte den frygtelige Sorg, der havde rammet mig, skrev han, at hvis jeg vilde erkjende, at jeg havde havt Uret og at jeg fortrød min Synd, vilde han, da Vor Herre havde straffet mig saa haardt, tilgive mig. Mit Svar var kort, og siden har al Forbindelse mellem os været afbrudt.
Gjennem vor tro Ven Pastor Skau har jeg stadig modtaget de 400 Rd., der aarlig tilkomme mig. Aldrig før har jeg mødt min Broder, men jeg har mødt Hr. Høppe; han saae mig lige ind i Øinene med en spodsk, ondskabsfuld Mine og tog ikke Hatten af, dog jeg var ikke vred paa ham, jeg kunde have grædt af Medlidenhed med ham; bedre, o tusind Gange bedre er det at lide ondt, end at gjøre ondt.
Og nu, mine elskede Børn, maae I ikke fordømme min Broder; med hans Tankegang kunde han næsten ikke handle anderledes. Han havde spurgt mig, om jeg bifaldt hans Valg, skjøndt det i enhver Henseende var passende; jeg var hans Stolthed, og han havde knyttet store Forhaabninger til mig. — Maaskee han tilsidst vil komme til en bedre Erkjendelse, saa at vi endnu engang kunne mødes i Kjærlighed; hvad mig angaaer, da kan jeg Intet angre.”
„O nei. Du har Intet at angre,” raabte Minna og jeg paa eengang, idet vi grædende omfavnede Moder.
„I maae ikke græde, Gud har været god imod mig; har han ikke skjænket mig en stor Velsignelse i Dig, Marie, lige saa kjær for mit Hjerte som Minna; har han ikke altid givet os det daglige Brød og sin Fred, der er over al Forstand.”
Moder reiste sig, og endnu halv hensunken i Erindringerne gik hun hen til Vinduet og stirrede op paa den klare Himmel. Jeg sneg mig sagte ud af Stuen og bankede paa Professor Langes Dør. Han stod i Kjole og hvidt Halstørklæde og skulde ud.
„Men hvad seer, jeg,” udbrød han, „det er jo lille Mie, der beærer mig med et Besøg.”
„Ak, jeg seer De skal bort, jeg vilde have bedet Dem komme ind til os iaften; Moder har talt om Fortiden, og Deres Selskab vilde have opmuntret hende.”
Med den utilgivelige Letsindighed, hvormed Professoren behandler sine Invitationer og sit Tøi, trak han de hvide Handsker saa hurtigt af, at de revnede, og udraabte:
„Selskab kan være Selskab uden mig; det er første Gang Du beder mig om noget, lille Mie, og jeg vil ikke sige nei. Gaa Du nu ind, naar jeg har faaet alt det Kram af, kommer jeg, som var det af mig selv.
Han var meget velkommen; to Voxlys bleve tændte foruden den sædvanlige Lampe; et efter vore Sædvaner luxuriøst Aftensbord blev dækket, og derefter spillede vi Hanrei om Nødder fra de to Træer i Haven. Den gode Professor lod ret sit Lune spille; Minnas Latter lød, og der var noget Smittende ved Minnas Latter; Moder loe ret fra Hjertet og jeg loe ogsaa med, men da vi vare komne iseng, da jeg hørte paa deres regelmæssige Aandedræt at de sov, løftede jeg Rullegardinet, saae ind i den klare, stjernebesaaede Himmel og tænkte paa Broderen, der kjørte i en prægtig Kane, indsvøbt i Pelsværk, og paa Søsteren, der i sin beskedne Kaabe vandrede tilfods, og jeg undrede mig, at at han forskjød hende, fordi hun ægtede den bedste Mand paa Jorden, og jeg grublede over, hvad det høieste Væsen, Jordens og denne skjønne Himmels Herre, maatte dømme om hans Opførsel, og jeg foldede mine Hænder og bad Gud velsigne min Velgjørerinde og hendes Barn.</poem>
Sjette Kapitel.
<poem>Hvis det var tænkeligt at elske Moder høiere end før, gjorde vi det efter at have hørt hendes Historie. Minna byggede Luftkasteller, hvori en Forsoningsscene fandt Sted mellem Broder og Søster, men Moder hørte ikke Noget derom.
„Det er ikke muligt Andet, Marie, han vil komme engang, banke paa vor Dør, tilstaae, at han har Uret og bede Moder om Forladelse. Da ville vi holde rigtig af den gode Onkel Carl, der er gaaet i sig selv, og hans Børn ville besøge os, smaa søde Cousiner og Fættere; hans Kone, Tante, det er saa morsomt at have en Tante, vil jeg holde uendelig meget af, men Herr Høppe kan jeg ikke lide; dog maaskee han ogsaa er bleven et nyt og bedre Menneske.” —
Da Minna og jeg vare sexten Aar gamle, gik vi til Confirmation hos vor kjære Pastor Skau tilligemed hans egen Datter.
Hvor græd hun ikke, den stakkels lille Nicoline, naar Underviisningstiden var tilende og Faderens Forklaring af Christendommen havde faaet alle de gode Strenge i hendes Hjerte til at dirre.
„O jeg er saa slet, saa slet! det er virkelig sandt; burde jeg ikke altid være som jeg skulde, selv om det blot var for at glæde min Fader, min eiegode Fader. I troe ikke hvor gruelig slem jeg er til at gjøre Nar af Folk og til at lyve, ja jeg er ogsaa ulydig; igaar læste jeg i en Bog, Fader havde forbudt mig at læse; men for Fremtiden vil jeg see at blive bedre. Fader har Sorger nok, jeg vil ikke bringe flere Rynker paa hans Pande, men glatte dem, der allerede ere der.”
Trøstet ved denne gode Beslutning tørrede hun Taarerne af Kinden, aandede paa sit Lommetørklæde, holdt det for de smukke brune Øine og hoppede saa hen foran Speilet, bandt sine Hattebaand i en prægtig Sløife, glattede Haaret med Haanden, viste sine hvide Tænder en lille Smule, pyntede paa sin Mantille, rettede sig og hviskede, idet hun gik forbi os: „Moder og jeg kjøbte igaar Silketøi til min Kjole, det er saa tykt, at det næsten kan staae; jeg faaer en Kjede og et Uhr af Bedstemoder, og en Broche med Diamanter af Tante Jane.”
Medens Confirmationens Vigtighed: Bekræftelsen af vor Daabspagt, stod klar og tydelig for os, var det som de andre Børn — ikke Alle, men de Fleste — kun saae en Leilighed deri til at faae Pynt og Stads, til at blive voxne og komme med.
De vilde have det Bedste af Alt, hvorimod vi blot ønskede at gjøre Moder saa lidt Udgift og Uleilighed som muligt. Sparebøssen, i hvilken Moder i mange Aar havde puttet til denne Leilighed, blev slaaet itu, og dens Indhold var tilstrækkeligt til at skaffe os det Fornødne godt og smukt.
Da jeg vaagnede Confirmationsdagen, var Minna allerede oppe; jeg skyndte mig ind i Dagligstuen og fandt hende staaende foran Faders Portrait. „Marie, jeg har bedet ret inderlig til den gode Gud, at han vil hjælpe mig med at holde det Løfte, jeg idag skal aflægge, thi af min egen Kraft kan jeg ikke, det føler jeg saa godt, og hvis jeg ikke holdt det, kunde jeg aldrig være glad mere. Om Forladelse, Mie, for hver Gang jeg ikke har været mod Dig som jeg burde.”
„O Minna, Du faaer mig til at rødme; hvad skal jeg svare Dig, Dig, der aldrig har bevist mig andet end Godt. Mit Hjerte er saa fuldt af Taknemmelighed mod Vor Herre, mod Moder, mod Dig, mod Professoren; jeg er saa glad, og dog frygter ogsaa jeg for ikke altid at være som jeg bør i Smaat som i Stort.”
„Godmorgen, mine Børn! den, der staaer, see til at han ikke falder; det glæder mig at I ikke stole paa Eder selv, men paa Gud; han vil ikke slippe Eder; ere Eders Hjerter hans, ville Eders Handlinger blive til hans Ære.”
Mette kom med den yndigste Bouquet til Minna: Rosenknopper, Lilieconvaller og Myrthegrene. I Hemmelighed havde hun opelsket dem i sin lille Stue til sin yndling; mig overrakte hun en broget Samling af gule, lilla og hvide Crocusser fra Haven.
Moder og Minna bleve næsten vrede paa Mette, men jeg takkede hende hjerteligt, og roste hende, fordi hun gav Søsteren de Blomster, der passede bedst for hende.
„Men Crocusser passe ikke for Dig, Marie,” indvendte Professoren, „ligner Minna, og det gjør hun virkelig, Roser, Lilier og Myrthegrene, saa ligner Du en beskeden Violbouquet og den vil jeg give Dig.”
„Nu maa jeg afsted,” sagde vor Ven, da vi kom hjem, efter i Forening at have gaaet til Alters, „Saalerne have længe brændt under mig; jeg er kun bleven her saalænge for Eders Skyld, Børn. — Her er Penge til mine Fugle, Fru Staal. Farvel, og Levvel, gid jeg kunde tage Dem med mig til la bella Italia.”
Han tog os alle Tre i sin Favn, kyssede hver især paa Panden og saae uendelig kjærligt paa os. Ikke tænkte jeg dengang paa, i hvor forandrede Omgivelser jeg skulde see ham næste Gang.
Alle vore Venner toge bort; Pastor Skau fik et Præstekald paa Landet.
„Det er,” sagde han reent ud, „meest for Nicolines Skyld, at jeg har søgt det; hendes Moders rige, udstrakte Familie forkjæler og fordærver hende; vilde jeg redde Huusfreden og Familielykken, maatte jeg tage paa Landet; vilde jeg bevare mit Barn fra at blive flygtig, letsindig og forfængelig, maatte jeg tage paa Landet, og vilde jeg udrette noget Egentligt i min Herres Tjeneste, maatte jeg ogsaa tage paa Landet; herinde duer jeg ikke mere; jeg er for gammeldags, kan ikke rette mig efter den selvkloge Ungdom, og har derfor ingen Indflydelse paa den.”
Fru Skau var nærved at fortvivle, men trøstede sig omsider med de forøgede Indtægter og Tanken om et Vinterbesøg i Hovedstaden. Nicoline vidste ikke rigtig om hun skulde være glad eller bedrøvet.
„Tænk, hvad jeg gaaer glip af,” sagde hun ved Afskeden, „Baller, Theatret, vore smaa Søndagsfêter, Tante Janes Assemblér! blot jeg nu maa blive et bedre Menneske, som Fader troer. Jeg skal rigtig lægge mig efter at ælte Smør og lave Ost og Pølse; I skulle bestemt faae nogle sendende, og saa skal jeg gaae alene omkring i den store Have, jo det vil blive romantisk. I maa endelig snart besøge os og skrive mig til, I kjære, kjære Piger. Veed I forresten hvad Fætter Ludvig sagde til mig igaar, tør jeg sige det? I maae ikke fordømme mig, Du maa ikke sætte Ansigt op, Marie, jeg kan jo ikke gjøre ved hvad dumt Tøi Fætter Ludvig siger: naar saadan en fix, nydelig, lille Kjøbenhavnerinde kommer paa Landet, vil hun fordreie Hovederne paa alle unge Herrer i ti Miles Omkreds.”
„Jeg troer virkelig,” sagde Moder, der havde hørt hendes Snak, „at lille Nicoline trænger høilig til at komme ind i andre Omgivelser og faae andre Tanker i sit Hoved.”
Det var en yndig Sommer Moder og vi vare som Veninder, og dog var hun os saa overlegen; dog vare hendes Samtaler saa belærende for os. — Hvor godt husker jeg det store Træ med Bænken under, heelt nede i Søndermarken, hvor vi sadde og vexelviis læste David Copperfield høit for hverandre. Undertiden havde vi Frokost med, og Minna deelte sin Part med Fuglene, Professorens Børn, som hun kaldte dem.
Vi havde hver sin Uge til at gaae i Huset, og gjorde os den større Flid for at lave Maden saa velsmagende som muligt, og alligevel bruge saa lidt som muligt.
Minna var skudt i Veiret og bleven høi og slank; hun havde ikke Moders fuldendt skjønne Profil, hendes Træk vare ikke ganske regelmæssige, og dog var hun meget smuk. Den rosenrøde Kind, det klare, dybe blaae Øie, det glindsende Haar, og fremfor Alt det næsten blændende Udtryk af Godhed, der var udbredt over hende, gjorde hende henrivende. Ak, hvor havde hun et kjærligt, aabent Hjerte og en ubegribelig god Tro til alle Mennesker; havde hun ikke i andre Retninger været særdeles begavet, maatte man have troet, at det var en Mangel ved hendes Forstand, men det var det ikke; det laae i at hendes ædle, uskyldige Sjæl absolut tiltroede alle Andre ogsaa at være ædle og uskyldige. Naar hun hørte noget Ondt, bedrøvede det hende, men det berigede ikke hendes Menneskekundskab, ethvert enkelt Individ, hun traf paa, var godt og fortræffeligt. — Salige ere de Rene af Hjertet.
Naar jeg hørte Minnas melodiske Sang eller hendes friske, ungdommelige Latter, kunde jeg blive ganske veemodig og ret inderlig bede til Gud, at naar Sorgen kom, — den maatte engang komme, dette kunde ikke altid vare ved, — den da ikke maatte berøre hende, ikke berøre Moder, men holde sig til mig alene. Dog Herren vilde det ikke saaledes; den kom over os Alle: i April, Aaret efter vor Confirmation, blev Moder syg.
Først troede hun og vi, at det var en lille Forkjølelse, og vi lavede Hyldethee og kogte Sirup, i en Skee over Lyset, til hende, men det hjalp ikke; det blev værre og værre, Feberen tiltog, Moder sov ikke mere om Nætterne, og vi besluttede endelig, skjøndt hun nødig vilde have det, at hente en Læge. Vi valgte Professor Langes mangeaarige Ven, Doctor Stub. Han kom strax; det var en underlig, tør gammel Herre med Frakken knappet heelt op til Halsen. At han var erfaren, duelig og samvittighedsfuld kunde man læse i hans Ansigt, men man kunde ogsaa læse, idetmindste forekom det os saaledes, at der ingen Følelse var i hans Hjerte, at han strengt gjorde sin Pligt, men at Udfaldet var ham ligegyldigt.
„Det er Brystinflammation,” svarede han roligt paa mit skjælvende Spørgsmaal; derpaa skrev han en Recept og gav os nøiagtige Ordres med Hensyn til Pleien.
Det var en lang, tung Tid, som fulgte; vi skiftedes til at vaage, og naar vi da lagde os et Par Timer, hvor bekymrede faldt vi ikke isøvn, med hvilken Ængstelse vaagnede vi ikke op. Moder var sig ofte ikke bevidst, og dog, selv i sin Vildelse, var hun blid og elskelig; hun gjorde næsten Undskyldninger for sin Sygdom og klagede meget sjeldent.
„Marie,” sagde Minna en Dag til mig, og Taarerne trillede ned ad hendes blege Kind, „lad os bede af hele vor Sjæl til Gud, at han vil være hos os i denne Tid, at vi fromt maae gjøre vor Pligt til det Sidste, at han vil give os Kraft til at bære Alt, thi hvis han vil, maae vi, ikke sandt Søster? ydmygt bære Alt.”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg gjentog: „Alt,” men jeg følte, at Eet knude jeg ikke bære, jeg følte, at det endogsaa var mig umuligt, at bede om Kraft til at bære det.
„Skaan hende, Herre! Bevar hende, Herre! læg din Haand paa hende, min Frelser, og gjør hende sund, alt Andet vil jeg bære, kun ikke Dette.” Det var de eneste Bønner, der uafbrudt stege op fra mit Hjerte. — Minna var tusind Gange bedre end jeg.
Mette gik og græd i Kjøkkenet; vi turde slet ikke lade hende komme ind til Moder, da hun var saa støiende i sin Sorg.
„Er det farligt?” spurgte Minna Lægen, og hun gittrede af Frygt for Svaret.
„Ja det er en farlig Betændelse,” lød hans iiskolde Svar.
„Hvis det bliver meget slemt, Marie, vil jeg skrive efter Onkel Carl, jeg synes det var Synd ikke at gjøre det. O Marie, vær fornuftig, Gud kan hjælpe os endnu.” —
Den lille Lampe brændte mat, Uhret dikkede piinlig lydeligt, Minna laae i en let Slummer paa Sophaen; af og til reiste hun sig op og spurgte hvorledes det gik. Jeg havde et Arbeide i Haanden, men jeg rørte det ikke, en Bog laae opslaaet foran mig, jeg saae i den, men Linierne løb i Eet for mine Øine; min Tanke var ikke der, den var udelukkende hos Moder, som bleg og rolig, i en besynderlig stille Søvn, hun aldrig før havde havt, laae paa Sengen; jeg blev saa angst, bøiede mig over hende, lagde min Haand paa hendes Hjerte og lyttede; det slog svagt, men dog temmelig roligt. — O, det var en lang, lang Nat; da Minna stod op om Morgenen, var Moders Stilling uforandret; hun ønskede at jeg skulde sove, men det havde været mig umuligt. Time gik efter Time: vi vare saa bange som aldrig før; Haand i Haand sadde vi og saae paa Moder. Endelig kom Doctoren; rolig og afmaalt gik han hen til Sengen, tog den lille, magre Haand mellem sine Fingre og følte Pulsen; forgjæves forsøgte vi af hans ubevægelige Ansigt at slutte os til Noget.
„Hvor længe har den Søvn varet?”
„Fra inat Klokken tolv.”
Atter følte han Pulsen, vendte sig derpaa om imod os, og, idet han trak sin Handske paa og knappede dem sagde han: „nu kan jeg erklære hende uden Fare.”
„Siig det endnu engang.”
Som om han troede vor Hørelse havde en Feil, gjentog han med hævet, men ligesaa rolig Stemme: „Deres Fru Moders Liv er ikke mere i Fare.”
Jeg kastede mig i Minnas Arme; vi græd begge, som skulde vore Hjerter briste.
Det var vist hensigtsmæssigt, om de gik ind i det andet Værelse; hvis Patienten vaagnede, vilde Sindsbevægelse neppe være hende gavnlig.”
„Hvorledes kunne vi takke Dem, Herr Doctor?”
„Jeg har kun gjort min Pligt, unge Damer; iøvrigt har jeg endeel Forskrifter at give, men vil hellere blive til imorgen, da De idag ikke lade til at kunne forstaae mig.”
Med gravitetiske Skridt gik han ud af Døren; hans Ansigt udtrykte en levende Fordømmelse af vor Sindsbevægelse og Glæde. —
Luften var mig for trang i Stuerne; jeg løb ud i den lille Have, hvor jeg ikke havde været over en Maaned; dengang var den øde og vinterlig; nu stod den, det forekom mig næsten som et Mirakel, i Foraarets fulde Pragt. Nøddetræerne vare saa grønne, Sirentræerne blomstrede, Tulipanerne stode i deres brogede Dragt, Fuglene sang, Kirsebærtræets Grene med de hvide Blomster svaiede for den blide Luftning.
O, det var næsten for megen Lykke; jeg faldt ned paa mine Knæe: „Tilgiv mig, Gud, at jeg i Sorgens Stund ikke med fuld Tillid sagde: Din Villie skee.”
Da jeg kom ind, sad Minna og skrev.
„Min Lykke var for stor, Marie, jeg kunde ikke bære den alene, men maatte dele den med Professoren og Pastor Skau.”
Hun saae saa yndig ud; hendes Kind var bleven rosenrød igjen; det var som om Nattevaagen og Anstrengelse, nu da Sorgen var hævet, slet intet Spor havde efterladt.
Da Moder endelig vaagnede, saae hun meget mat ud, mattere end før, men hun var fuldkommen rolig, og Tanken var aldeles klar. Hun nikkede til mig, trak mit Hoved ned paa sin Pude og kyssede mig paa Panden.
„Nu kommer Du Dig snart, lille Moder.”
„Ja, det kan jeg læse her og der,” hviskede hun, idet hun smilende pegede først paa mit og saa paa Minnas Ansigt.
Næste Dag tog Doctor Stub Plads paa Sophaen, som havde han mere end sædvanligt at sige til os.
„Sygdommen, Betændelsen, vil snart være aldeles hævet, men den vil efterfølges af en temmelig langvarig, skjøndt ikke piinlig, ja for Patienten neppe ubehagelig, Svækkelse. Denne maa behandles med stor Opmærksomhed; et varmere Clima vilde være det Allerbedste; i ethvert Tilfælde maae De flytte, da sund Landluft er fuldkommen nødvendig. Hver Eftermiddag maa Deres Fru Moder have sin regelmæssige Kjøretour; hendes Næring maa for Størstedelen bestaae af Vildt, Østers, Kraftsuppe, et godt Glas Viin For- og Eftermiddag. — Efter saa paafaldende en Bedring, der er indtruffet, antager jeg at De snart kunne reise.”
Da Doctoren var gaaet, saae Minna og jeg paa hinanden, og saa lette og glade vare vore Hjerter, at vi i første Øieblik brast i Latter.
„Hvor skal det komme fra, Mie?”
Nødpungen, som Moder altid havde liggende til uforudsete Udgifter, var snart udtømt; hvor skulde det komme fra?
„Det maa frem, Minna.”
Vi saae bekymrede paa hinanden; vi tænkte paa det Samme, men Ingen af os vilde sige det først.
„Hvad tænker Du, Marie?”
„Det Samme, Du tænker.”
„Bør vi gjøre det? vi staae ogsaa saa ene! havde vi blot havt vor kjære Pastor Skau til at raade os, vi ere meget unge til at handle paa egen Haand. — Vilde Fader have bifaldet, at vi henvendte os til Onkel Carl?”
„Jeg troer han vilde, han elskede jo Moder over Alt; desuden kan den Forsoning, Du saa ofte har ønsket, maaskee derved komme istand.”
Minna tog strax Pen og Papir: „Naar vi handle efter vort bedste Skjøn, vil Vor Herre nok føre det til det Gode.”
Det var et kjærligt Brev, men tillige et stolt Brev; Minna skjulte ikke sin Opfattelse af hans Opførsel; hun skjulte ikke, at Moder aldrig vilde eller kunde angre sit Ægteskab.
„Endnu kunne vi holde det tilbage,” sagde hun, da hun havde forseglet det og skrevet udenpaa.
„Men det ville vi ikke,” svarede jeg, idet jeg tog det fra hende og løb ud med det til Mette, der nysgjerrig bekigede den lange Udskrift.</poem>
Syvende Kapitel.
<poem>Tre Dage vare gaaede; Moder følte sig langt bedre, og det var en saadan Fryd for os at see hende vinde Kræfter, at det næsten lod os overvinde den Ængstelse, hvormed vi ellers vilde have ventet Svar.
Minna var gaaet ud for at trække frisk Luft, da Postbudet kom med Brevet. Jeg tænkte paa det sidste, Moder havde faaet fra den Kant; hvad indeholdt dette, Sorg eller Glæde? jeg saae paa den elegante Convolut, den faste Udskrift, Vaabnet, Kronen med de ni Kugler. Med skjælvende Haand aabnede jeg det og læste:
„Min kjære Niece!
„Dit Brev overraskede mig baade smerteligt og glædeligt, smerteligt, fordi jeg deraf saae, at Din Moder var syg, og glædeligt, fordi jeg saae, at hun dog havde talt til sin Datter om mig og talt saaledes, at Du kjendte mig nok til trygt at henvende Dig til mig, og Du skal ikke have gjort det forgjæves.
„Aldrig er et Væsen blevet høiere elsket end min Søster blev det af mig; aldrig har jeg været fuldkommen lykkelig fra det Øieblik hun forlod mig.
Aarene have kjølnet min Vrede, min retfærdige Vrede; jeg har savnet hende saameget, at jeg vil tilgive hende, selv om hun ikke erkjender sin Brøde, som jeg længe vilde have tilgivet den Angerfulde. Du seer, som din Faders Datter, Sagen fra en anden Side, og jeg skal vistnok altid respectere dine Følelser. Han havde ædle og store Egenskaber, han var min Ven; dobbelt smerteligt er det at forraades, hvor man nærer uindskrænket Tillid.
„Faa Dage efter at Du har modtaget dette Brev, vil jeg være hos Eder, og det vil være mig en stor, skjøndt sorgblandet Glæde at føre min syge Søster og hendes Datter ind i mit Hjem, hvor Alt skal gjøres for at skaffe hende Sundheden tilbage.
„Man har sagt mig, at din Moder har opdraget et Barn, formodentlig en af din Faders Slægtninge; hvis hun endnu er i Eders Huus, hvilket jeg dog neppe kan troe, maa hun være i en Alder, hvori hun kan forsørge sig selv; jeg kan naturligviis ikke tage mig af hende.
„I det Haab at jeg vil træffe min Søster bedre, slutter jeg, takkende Dig for dit aabne, tillidsfulde Brev. Din hengivne Onkel
Carl, Greve af Ørnklo.”
Jeg læste hvert Ord, mit Hjertes Slag standsede; store Gud, hvor skulde jeg hen. Som da jeg var et lille Barn ønskede jeg at komme bort, reent bort, blot jeg ikke skulde være en Hindring for mine Elskede.
I den Alder at hun kan sørge for sig selv; ja, han havde Ret, men hvorledes? jeg forsøgte forgjæves at samle mine Tanker. —
Doctor Stub kom og begav sig med sit uigjennemtrængelige Ansigt ind til Moder. Ved at see ham fik jeg en Tanke. Han havde engang spurgt, om vi kjendte en ung Pige, der vilde paatage sig en Plads i en Familie, jeg huskede ikke rigtig som hvad. — Maaskee det var hvad jeg behøvede.
Jeg samlede al min Kraft, tog det roligste Væsen paa jeg formaaede — ak hvor urolig var jeg ikke indvendig — og bad ham om en Samtale.
Det var næsten som talede jeg til en Sneemand, saa rolig sad han, medens jeg udviklede vore Forhold og Nødvendigheden af, at jeg maatte sørge for mig selv.
„Naa saaledes, jeg har aldrig anet, at De var et Pleiebarn. — De ønsker den Plads, jeg har omtalt, den er endnu ikke besat, men jeg troer neppe den vil convenere Dem.”
„Skal jeg lære Børn?”
„Nei, Børnene gaae i Skole. De skal læse høit, spille paa Claveer, hjælpe med hvad der falder for, jeg troer ogsaa med den ældste Datters Toilette; dertil skal De holde Fruen, — der er Stedmoder, — Børnene fra Halsen i deres Fritid. Det er to Tvillinger paa tolv Aar. Lønnen er fem Daler om Maaneden.”
„Skal jeg være der maanedsviis?”
„Ja, jeg tilstaaer det er intet godt Tegn. Imidlertid maa De bestemme Dem, da jeg troer at kjende en Anden, som nok vil overtage Pladsen.”
Jeg vovede ikke at betænke mig, jeg frygtede at min Kraft ikke skulde vare ved, jeg frygtede at Minna skulde bestride min Beslutning, jeg følte at det var det Rigtigste at tage derimod, og jeg vilde blive roligere, naar det var uigjenkaldelig bestemt; svag, som jeg var, maatte jeg binde mig strax.
„Vil De anbefale mig?”
„Ja, men kan De tiltræde Pladsen i disse Dage?”
„Endnu idag.”
„Godt, altsaa iaften, Deres Frøken Søster kan meget godt besørge Pleien alene. Familien er Oberst Bärenschilds, Bredgade Nr. — første Sal.”
Døren lukkede sig efter ham; jeg ønskede saa inderligt, at Minna ikke vilde komme endnu, at jeg først maatte have tænkt mig ind i den nye Fremtid.
„Lille Marie! kom ind til mig, rul Gardinet op, lad mig igjen see Guds klare Himmel, lad mig igjen føle Varmen af hans velsignede Sol. O, jeg er saa glad idag, jeg trækker mit Veir saa let. Kom hen til mig, min Mie, lad mig see paa Dig. Denne Kind er saa bleg, og det for min Skyld; fortjener jeg saamegen Kjærlighed. — Du troede ikke Du skulde beholde mig, min stakkels Glut, jeg mærkede det nok; selv troede jeg ikke, at jeg skulde døe; jeg havde en Følelse, som vilde Vor Herre høre Eders Bønner, som vilde han give saamegen Opoffrelse og Ømhed Løn; desuden syntes jeg, at mine smaa Piger ikke ret kunde undvære mig endnu.”
Jeg trykkede mit Hoved ned i Puderne, jeg græd, jeg følte mig som en Forbryder. For første Gang skjulte jeg Noget for Moder, for første Gang havde jeg med Villie gjort Noget, der maatte berede hende Smerte; og dog, burde jeg have handlet anderledes?
„Kald paa Mette, jeg har ikke seet hende saa længe. Lad hende bringe mig nogle Blomster.”
Mette lod sig det ikke sige to Gange; hun plyndrede uden Medlidenhed sine kjære Træer og Buske, til Forklædet var fuldt, derpaa løb hun ind til Moder, kastede den brogede Samling paa Dynen, klappede i Hænderne og sprang omkring i Stuen.
Moder loe saa velsignet, at jeg næsten glemte Brevet og Adskillelsen.
Lidt efter kom Minna: „Goddag, Marie, Du troer ikke hvor Veiret er forfriskende og yndigt, tag smukt Tøi paa og gaa lidt ud.”
Jeg vovede ikke at see paa hende: „Minna, jeg har en stor Bøn til Dig, gjør mig ikke noget Smerteligt, der maa skee, smerteligere ved Klager og Bebreidelser: i den Kjærligheds Navn, Du nærer for mig, gjør mig ikke svag, men styrk mig.”
„O Gud, hvad er der skeet?”
Jeg fortalte hende om den Plads jeg havde faaet; jeg skildrede det med de lyseste Farver; derefter læste jeg Brevet, som med Undtagelse af det Sted, hvor jeg var nævnet, var kjærligere, end vi havde haabet, høit for hende.
„Hvor fortryder jeg før at have ønsket en bedre Skjæbne; o Marie jeg skulde blot have bedet, at vi ikke maatte adskilles. — Jeg kan endnu ikke rigtig troe det, det klinger for mit Øre, men vil ikke trænge ind i mit Hjerte. Det var en Mulighed, jeg aldrig har tænkt mig, at Du skulde ud mellem Fremmede. Jeg kan ikke være stærk, Marie, jeg maa græde; hvor langt hellere vilde jeg ikke tage ud; jeg synes at jeg næsten kunde være lykkelig hvor det skulde være, naar jeg vidste, at Du var hos Moder og havde det godt.”
Mennesket er egoistisk, Minnas inderlige Kjærlighed, hendes Taarer trøstede mig og lindrede min Sorg.
„Gud har lagt et tungt Kors paa os, Marie.”
„Vi maae ikke være utaknemmelige; Gud skaanede Moder; havde vi mistet hende, da havde det været et saa tungt Kors, at dette, sammenlignelsesviis, forekommer mig fjederlet. Desuden have vi godt af at see os lidt omkring, af at blive lidt selvstændige; vi ville skrive til hinanden hver Uge, og naar Moder er bleven fuldkommen rask og fuldkommen forsonet med sin Broder, da ville vi igjen flytte sammen og skjønne endnu mere paa vor Lykke end før.”
„Slaget kom for pludseligt, Søster; jeg kan ikke lægge Planer, jeg kan ikke haabe. Sæt Dig ind til Moder, vær hos hende saalænge Du kan; o Mie, hvorledes skal jeg kunne sige hende det, hvorledes trøste hende, dog det er Synd af mig at bedrøve Dig, gaa Du kun rolig ind til Moder; jeg skal imidlertid pakke Dit Tøi ind.”
Det lille Middagsbord var prydet med Blomster, som til en Fest, mine Livretter bleve serverede, men vi rørte dem ikke. Minna skjulte sine Taarer for mig, som jeg mine for hende.
Om Eftermiddagen gik jeg ud til Mette for at tage Afsked. Hun kom aldeles ud af sig selv. Moder og Minna vilde reise snart, jeg strax; hun kunde ikke blive klog derpaa; det var uhørt; det løb rundt for Mette. Atter og atter maatte jeg forklare det, tilsidst forstod hun det ogsaa, løb saa op i sit Kammer og kom tilbage med en Species. Den skulde jeg have, hun tog ikke mod et Afslag; den vilde bringe Lykke, en rigtig Lykkeskilling var det, som nok vilde vise sig.
Det var saa smukt af Mette at give mig en Deel af de gode Dage til Alderdommen: jeg listede mig ind og lagde den i Husholdningskassen, hvor der næsten var Ebbe; bring den Lykke, tænkte jeg. Moder slumrede, jeg kyssede hendes Pande, hendes lukkede Øine, hendes Haand.
„Farvel, Minna.”
„Farvel, Søster, mit Hjerte er for fuldt, jeg kan Intet sige Dig.”
Mit Hjerte var ogsaa fuldt, saa fuldt, som skulde det briste; hele min Tanke var en Velsignelse over det Hjem, hvori jeg saa kjærligt var optaget, og som jeg nu skulde forlade.
„Kom her hen en af Dagene, Marie.”
"O ja, det skal jeg.”
Slagterens Dreng, som undertiden gik os tilhaande, bar min Koffert. Jeg skyndte mig bort og vovede ikke at see mig tilbage.
„Det gjør mig hjertensondt, lille Frøken, at De skal ud og stride for Brødet; det er ikke Sjou at komme hjemmefra; jeg husker nok hvad jeg døiede, men naar man barestens kan holde Modet oppe den første Tid, gaaer det siden af sig selv. — Naa her er det nok.”
Mit Hjerte hamrede af Ængstelse, medens vi stege op ad den brede, herskabelige Trappe. Ole satte min Kuffert udenfor Døren, lovede at hilse hjemme og gik sin Vei. — O jeg var saa ene, saa forladt, dog nej, Gud var hos mig, den bedste Fader vaagede over mig, jeg følte det tydeligt, aldrig havde min Tro været stærkere end i dette Øieblik. Han, uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden, vilde ogsaa nok sørge for mig.</poem>
Ottende Kapitel.
<poem>Døren stod paaklem; jeg skjød den sagte op og befandt mig i en smuk, rummelig Entree, hvor der hang og laae en heel Deel Tøi; altsaa var her Fremmede. Frygtsom aabnede jeg en Dør og gik ind i en stor Spisestue, hvor et af Sølv funklende Aftensbord var dækket. Der var Ingen inde, men fra et tilstødende Værelse hørte jeg Silkekjoler rasle, livlig, men paa ingen Maade hørrøstet Samtale og velklingende, skjøndt maaskee ikke ganske hjertelig Latter. Jeg havde ikke Mod til at gaae derind og følte mig dog slet ikke tilpas hvor jeg var, jeg haabede at en af Tjenerskabet skulde komme og føre mig til mit Værelse.
Da jeg havde staaet en rum Tid og ventet, meget piinlig tilmode, lød endelig Trin, og en ung Officier gik hurtig hen over Gulvet; han saae mig ikke, før han stod lige foran mig, hvorpaa han med paatagen Angst traadte tre Skridt tilbage og udbrød:
„Seer jeg Syner ved høi lys Dag!”
Det var et mærkeligt Ansigt; Udtrykket vilde have været smukt og behageligt, hvis det ikke havde været skjæmmet af en satirisk Grimace.
„Er De et levende Væsen eller en Aand?”
Vittighed, Godmodighed og Ondskab stredes om Herredømmet i hans Blik og Tone.
„Jeg har faaet en Plads her i Huset, som” —
„Som! ja det er meget rigtigt, at De ikke fortsætter, thi det vilde blive for vidtløftigt at opramse som hvad. De er altsaa Mamsel Staal. —
Er De nogensinde før bleven kaldt Mamsel?”
Hans Mine fornærmede mig; jeg benægtede det meget koldt.
„Ikke, ja det maa De vænne Dem til her. — Vi maa see at blive lidt bekjendte, og da jeg er den Første De træffer paa, vil jeg præsentere mig for Dem: Lieutenant Frederik Due, Oberstindens Broder, et høist omgjængeligt Menneske. Man maa ikke rose sig selv, alligevel vil jeg tilføie, — for at indgyde Dem Tillid, — at jeg anseer mig for et af de bedste Medlemmer af denne elskværdige Familie.”
Mit Blod kogte; hvad berettigede ham til denne Nonchalance ligeoverfor mig.
„Maaskee De vil være saa god, at lade mig mit Værelse anvise.”
„Paa min Ære, jeg gjorde det gjerne, men jeg frygter, at det vil blive høist vanskeligt, for ikke at sige umuligt, da det nævnte Værelse — efter hvad jeg antager — ikkun findes i Phantasiens Regioner. Vil Mamsel Staal imidlertid følge mig, saa skal jeg vise Dem, hvor Indgangen til Deres Værelse er, hvis et saadant existerer, som jeg dog endnu engang maa bemærke, at jeg betvivler.”
Der var noget Opirrende i hans Tone, skjøndt den ikke var blottet for en vis Venlighed.
Vi gik ud i en lang Corridor; ved den første Dør standsede han, bukkede og gik bort.
Det Værelse, jeg traadte ind i, var opfyldt af en Mængde smukke Meubler og Sager, opstillede uden synderlig Orden. I et Hjørne stod en Seng med et engelsk Tæppe, hvor endeel Blomster, Baand og Smykker laae henkastede; et stort Speil viste mig min Skikkelse fra Hoved til Fod. O, det var altfor blegt og alvorligt, dette Ansigt; jeg maatte forsøge at fatte mig.
Hvem der turde rydde lidt op her, tænkte jeg, og tørre Støvet af de smukke Nipssager paa Skrivebordet; naar man er vant til fuldkommen Orden og Reenlighed, kan man næsten ikke andet end indføre det, hvor man kommer, jeg vovede imidlertid ingen Forandring at gjøre og nøiedes med at aabne Vinduet, for at den blandede Lugt af Rosenvand og Mandelklid kunde trække ud.
At dette var den ældste Datters Værelse, sluttede jeg let. Hvorledes var hendes Karakteer? efter hvad jeg her saae, tænkte jeg mig hende flygtig og ubetænksom.
I en lille Stue bagved stode tre Senge, to smaa og en stor, et Dukkeskab, en Kommode, en Servante, en Reol med Skolebøger, Alt meget tarveligt. Nei, der var intet Værelse til mig; her skulde altsaa Børnene og jeg være; havde der blot været en hyggelig Plads, men det var der ikke, ikke et Sted, hvor jeg kunde sidde behageligt og godt og skrive til mine Kjære. Dog, tænkte jeg, jeg vil ikke være bedrøvet over en saa udvortes Ting: de smaa Børn og jeg ville blive rigtig gode Venner, jeg er her jo mest, for at de ikke skulle genere Stedmoderen, de smaa Stakler; de trænge maaskee til at holdes af; hvor vil jeg ikke holde af dem.
Jeg tog Plads ved Vinduet i det forreste Værelse, med Længsel ventende, at Nogen skulde komme. Jeg tænkte paa at tage en Bog i det store Palisander-Bogskab, hvor jeg saae mange kjære, gamle Venner, men jeg havde ikke Mod til det, og desuden, jeg havde heller ikke Ro i Sindet til at læse. Hvor pludseligt var ikke alt Dette kommet, hvor lidt havde jeg om Morgenen tænkt mig Sligt muligt.
Mørket begyndte allerede at falde paa, da Døren hurtig blev aabnet, og en smuk, ung Pige med glindsende sort Haar, brune Øjne, en elegant Figur og en endnu elegantere Dragt, traadte ind. Hun tog, uden at lægge Mærke til mig, et Toilettespeil, stillede sig derpaa med Ryggen til det store Speil, for at betragte sig fra alle Sider, en Manøvre, som jeg aldrig før havde seet udført. Hun opdagede mig formodentlig i Speilet, thi Hun vendte sig om.
„Ah! det er vel Mamsel Staal.” Hun rakte Haanden ud; et Øieblik troede jeg, at det var for at byde den Fremmede velkommen i sit Hjem, men i det næste saae jeg, at det var for at faae sin Handske knappet.
„Vil De stikke min Haarpynt fast, godt; nu sender jeg Børnene ind til Dem; de skulle iseng. Pas endelig paa, at de ikke rører mine Smykker; De maa lægge Alt i Orden, og naturligvis blive oppe til jeg kommer.”
Medens Hun sagde Dette, betragtede Hun sig uafbrudt i Speilet og gik derpaa ud. Jeg var ganske forbauset; hun havde neppe seet paa mig; det var som havde jeg altid været der.
Kort efter kom to smaa Piger, hinanden saa lige, som to Dugdraaber, løbende ind. I første Øieblik saae jeg, trods den ydre Lighed, en Forskjel paa deres Karakteer, thi medens den Ene betragtede mig dristigt, næsten trodsigt, saae den Anden undseelig ned for sig.
„Godaften, mine kjære Smaa, jeg længes ret efter at gjøre Eders Bekjendtskab; hvad hedder Du, og Du?”
Den lille Undseelige svarede: „Jeg hedder Louise, Hun Henriette.”
„Vi ere ikke Deres kjære Smaa,” afbrød Henriette stolt, „kom Louise, lad os prøve Amalias Halsbaand.”
„Nei, det har Hun forbudt, det kan jeg ikke tillade.”
„Vi ville, enten De tillader det eller ikke.”
Blodet steg op i mine Kinder; jeg begyndte at blive vred; i en Fart samlede jeg Guldtøiet i Skrinet og satte det op paa Chatollet; men Henriette vilde ikke lade sig saaledes afvise; hun sprang op paa en Stol for at hente det ned igjen. Jeg var nødt til at tage hende om Livet og med Magt bære hende ind i det andet Værelse.
„De troer maaskee, Mamsel, at De skal regjere os, men De tager ganske feil, vi have Lov til at befale over Dem. Kom Louise, vi ville selv klæde os af.”
Hendes Øine gnistrede, og hun lukkede Døren imellem os.
O, hvor var jeg bedrøvet, hvor var jeg vred paa disse Børn og endnu mere vred paa mig selv for min Vrede. Havde jeg da kun været sagtmodig, fordi intet Halmstraa var blevet lagt mig iveien? var jeg maaskee hidsig, ond, lidenskabelig; skulde jeg ikke alene kæmpe mod ydre sørgelige Forhold, men ogsaa mod en indre Fjende? jeg kjendte ikke den Lidelse at være vred: som lille Barn havde jeg været for sløv og underknet til at være det, senere for elsket, for lykkelig.
Jeg gik hurtig op og ned af Gulvet. Hvorfor skulde jeg ogsaa netop komme her; dette næsvise unge Menneske, denne kolde unge Pige, dette uartige, hovmodige Barn, havde hver især berørt mig paa den ubehageligste Maade; dog, det var maaskee netop det jeg trængte til, min Sjæl skulde maaskee saaledes luttres. Det var en Prøvelse; kunde jeg bestaae den? jo, ved Hans Hjælp, der bevarede Moders Liv, vilde jeg kunne bestaae den.
Ligesom den Syge villig tager den bittre Medicin, naar det først ret bliver ham klart, at den kan hjælpe, beredte jeg mig til villig at lide Alt, og det blev atter roligt i mit Sind; jeg tænkte paa dem hjemme, jeg saae i Tankerne Minna pusle omkring og ordne Alt til Natten, jeg saae hende græde for min Skyld.
„Er Mamsel Staal herinde? men hvorfor ialverden har De dog ikke tændt Lysene; det er ogsaa mærkeligt, hvor tankeløse saadanne Mennesker ere.”
Da jeg havde hjulpet Amalia og kom ind i vor lille Stue, sov begge Børnene. Den lille Louise smilede idrømme, hun hed som Moder; hun havde ikke været uartig, hende vilde jeg holde af, men den Anden — dog jo, ogsaa af hende, hvor sød saae Hun ikke ud isøvne, o Gud skee Lov, jeg var ikke længer vred; hvad kunde Hun gjøre ved, at Hun var opdraget daarligt, maaskee den Lykke blev mig forundt at lede hende til det Bedre. — Jeg stjal mig til at kysse dem paa Panden, før jeg gik iseng.
Det var en uhyggelig Opvaagnen; men da jeg ret var bleven mig bevidst, samlede jeg alt mit Mod sammen, huskende paa Slagterdrengens velmeente Raad. Kofferten var bragt ind, min Fatning havde nær forladt mig, da jeg pakkede den ud og faae, hvor kjærligt og betænksomt Minna havde sørget for Alt, hvorledes hun havde udplyndret sig selv for enhver Ting, hun antog, at jeg kunde have Brug for.
Da jeg var færdig, vaagnede Børnene; de afsloge al Hjælp fra min Side og klædte dem paa med et taust Suurmuleri. Neppe havde de forladt Stuen, før en net Stuepige traadte ind og hilste saa venligt, at det ordentlig gjorde mig godt.
„Godmorgen, De har allerede ordnet deres Tøi, seer jeg, ja Herskabet her staaer silde op, de drikke først The Klokken ti; men hvis” — her dæmpede Hun sin Stemme betydeligt og gjorde et lille Tegn ind til Døren, — „De vil have en Kop Kaffe med vi Andre, saa skal De gjerne faae den.”
Jeg havde Intet nydt siden forrige Formiddag, hvorfor hendes Tilbud unægtelig fristede mig, men den skjulte Maade, hvorpaa det fremkom, gjorde, at jeg alligevel afslog det.
„Ja, ja da. Herregud, hvor Mamsellen er ung, det er intet Sted for Dem her. Lønnen er jo god, det forstaaer sig; man kan jo ogsaa nok samle Noget sammen paa andre Maader, men det krænker, ikke at blive agtet mere end det Støv, der trædes paa. Oberstinden især er grumme lav, og" —
„De maa ikke blive vred, men jeg kan virkelig ikke høre Dem tale saaledes om den Familie i hvis Brød vi begge ere.”
Pigen maalte mig fra Hoved til Fod. „Naa saaledes, lille Mamsel, værsgo og fortæl inde hvert Ord jeg har sagt, men De skal ikke vente stor Tak for Uleiligheden.”
„De vil engang lære mig bedre at kjende,” Hun slog med Nakken, „tør jeg bede Dem vise mig Vei til Dagligstuen.”
Det var et stort, elegant og behageligt Værelse, kun savnede jeg Blomster i Vinduerne; de pynte dog mere end brogede Tæpper og Fløielsbetræk; men hvem var det, der hang over Sophaen! jeg blev saa glad, det var min gamle Ven: Landsoldaten under den blomstrende Hyld. Hvor kjendte jeg ham godt med hans opadvendte Blik, der viste, ikke at han ledte efter en Tanke, thi den kunde man nok see han havde, men at han søgte efter Ord til at klæde den i. Han mindede mig om saameget Behageligt; en Dag havde jeg spurgt Professor Lange, hvem han skrev til.
„Naturligviis til sin Pige.”
„Men han har ingen Ring paa Fingeren.”
Strax blev den tykke Guldring, der endnu skinnede saa blank, anbragt paa den høire Haand.
„Har Minna Intet at indvende,” spurgte han derpaa.
„Aa jo, send nogle af de smaa Forglemmigeier, som staae i Grøften, inden i Brevet.”
Og Professoren malede tre Forglemmigeier paa Tornystret ved det paabegyndte Brev; derpaa vendte han sig med stor Gemytlighed mod Moder: „Nu De, Fru Staal.”
„Hun vilde bestemt blive glad over en Lok af hans Haar.”
Øieblikkeligt blev Landsoldaten studset synligt i Tindingen; den tykke, gule, lidt stride Lok laa ved Forglemmigeierne.
Jeg tabte mig ganske i kjære Minder og blev slet ikke glad, da Lieutenant Due traadte ind.
„Godmorgen, Mamsel Staal, De er nok en Kjender af Malerier?”
„Man behøver ikke at være Kjender, for at finde dette smukt.”
„Smukt? De mener formodentlig godt malet” thi smukt er det i Sandhed ikke. Var jeg Maler, vilde jeg kun male, hvad der i Virkeligheden var smukt.”
„Jeg finder, at det Eiendommelige, det Karakteristiske har ligesaa megen Interesse, og dette Maleri især, hvor Landsoldaten staaer som en Typus for den danske Nationalitet.”
„Denne Typus for den danske Nationalitet,” gjentog han, svagt efterabende min Tone, „har jeg, oprigtig talt, ikke stor Lyst til altid at see paa; maaskee det ligger i, at jeg har for meget med Rekrutter at gjøre, — hvoraf de fire af fem see saaledes ud, — til at vurdere den efter Fortjeneste. — Apropos, hvad siger De om Husets Børn, ere De ikke mageløs velopdragne, og Amalia, er det ikke en blid Due, et Mønster paa en ung Pige?”
Jeg har været her altfor kort, til at kjende enten den Ene eller den Anden.”
„De er en Smule Diplomat, troer jeg. Det er naturligviis første Gang De er ude fra Mamas Vinger, ikke?”
„Jo.” Jeg tog mit Arbeide, satte mig ved Vinduet og saae saa uimodtagelig ud, som det var mig muligt. Lidt efter kom Amalia med en engelsk Skjødehund paa Armen, og strax derpaa Oberstinden. Det var en bleg, fiin, ungdommelig, lille Dame; Hun besvarede min Hilsen med et let Nik, medens Hun skarpt betragtede mig gjennem Lorgnetten. Alt Blodet steg op i mine Kinder, saalænge dette ydmygende Blik var fæstet paa mig; jeg læste i det: hvad duer hun til? jeg læste en høi Grad af Mistillid; det var som troede Hun mig istand til alt Slet.
„Frederik, jeg kunde lugte din Cigar i Spisestuen; aa Kjære, trom dog ikke paa Bordet.”
„Undskyld, Helene, jeg glemte, at Du er nervøs.”
„Jeg er ikke nervøs. — Mamsel Staal, De hedder jo Staal? vil De nu lave Theen.”
„Oberstinden vil maaskee være saa god at sige mig, hvormeget jeg skal tage.”
„Herregud, kan De ikke engang lave The. Amalia!”
Amalia reiste sig op og viste mig paa en raillerende Maade, hvad jeg skulde bruge.
„Nu maa De vide,” begyndte Oberstinden med en blid, klagende Stemme, „at De skal staae til Ansvar for Sukker, Kaffe og Thee; jeg veed naturligviis hvad vi pleie at forbruge og gjør min Sammenligning.”
„Ja, min Søster tæller endog undertiden Stykkerne i Sukkerskaalen, tag Dem derfor iagt, Mamsel Staal.”
De troede mig istand til at stjæle, dog, det rørte mig ikke, det kom mig ikke ved, det gjaldt mine Forgængerinder.
Da Theen næsten var drukket, traadte Oberst Bärenschild ind. Det var en høi, før Mand; hans Øienbryn vare sammentrukne, han var meget rød i Hovedet og saae ud, som om han ikke kunde faae Luft. Med heftige Skridt gik han op og ned ad Gulvet.
„Der trækker et Uveir op,” bemærkede Lieutenant Due, idet han pegede paa den klare Himmel, som slet ikke saae truende ud.
Obersten vedblev at marchere; hvergang han kom til Bordet, hvor jeg stod, vendte han om, efter først at have tilkastet mig et udfordrende Blik. Tilsidst troede jeg, at det var et opfordrende Blik og spurgte:
„Maaskee Obersten ønsker deres The skjænket?”
Han standsede og udtordnede: „Mamsel, hvad er det nu De hedder, jeg vil engang for alle sige Dem, at jeg aldrig drikker The, og at det i det Hele er min Skik, naar jeg vil have Noget, selv at forlange det.”
Taarerne traadte mig i Øinene, jeg kunde neppe holde dem tilbage.
„Bjørnen er ikke det værste Dyr i Menageriet,” hviskede Lieutnant Due venligt; jeg lod imidlertid, som om jeg ikke hørte det, da hans fortrolige Tone fornærmede mig.
Obersten lukkede alle Vinduerne op.
„Kjære Bärenschild, jeg kan ikke taale den Træk.”
„Hvorfor kan Du ikke taale den? fordi din Natur er i Bund og Grund ødelagt ved Nattevaagen og evige Forlystelser; aldrig kan man have en Aften i Fred og Ro.”
„Tvertimod, lidt Selskabelighed gjør mig godt, men med Nattevaagen har Du Ret, Hvorfor blive de Fremmede her saalænge; det er alene Amalias Skyld, som altid vil, at der skal dandses.”
„O, Du kjære, lille Papa, Du fortænker mig bestemt ikke i, at jeg hellere vil dandse end sidde stiv paa Stol og tale kjedeligt. Du, der dandsede saa smukt og saa gjerne endnu for faa Aar siden, Du under bestemt din Amalia den Fornøielse.”
„Ja vist, min søde Pige, naar her dog er Fremmede, maa Du gjerne dandse; man er kun ung eengang i Livet. Han kyssede hende og gik betydelig formildet bort.
„Jeg kan ikke forstaae, min kjære Amalia, hvor Du kunde sinde Dig i at leve saa tarveligt, som Du dog maatte, før din Fader og jeg bleve gifte. Har Du ganske glemt den Tid?”
„Nei, Mama, Du har talt for ofte derom, til at jeg kunde glemme den. Dengang var jeg et Barn, dog husker jeg godt, at vi havde det mindre rigeligt, skjøndt, i enkelte Retninger, mere behageligt.”
„Lad os afbryde denne Samtale. — Her er Bogen, Mamsel Staal, hvori De skal læse høit, Side halvfjerds, det nederste Stykke.”
„Det vil blive en smagfuld Forelæsning,” lo hendes Broder, „saaledes at begynde midt inde i en Bog, man ikke kjender.”
„Vil De ikke læse lidt hurtigere.”
„Hvor vil Du hen, søde Amalia, jeg vilde netop bede Mamsellen læse langsommere.”
„Hvem der vil bygge sit Huus efter hver Mands Sind, faaer det skjævt til at staae,” bemærkede Lieutenanten, „finder De ikke, Mamsel Staal, at dette er en ualmindelig enig Familie?”
Jeg var grændseløs uhyggelig tilmode. —
„Er det Deres Arbeide?” afbrød Amalia, efter en halv Times Forløb, min Læsning, „har De selv broderet Dette?”
„Ja.”
„Det var jo rart! saa kan De maaskee sye denne Chemisette færdig, som jeg ingenvegne kommer med; den skal paa imorgen.”
Hun tog, uden ringeste Hensyn, Bogen fra mig, rakte mig sit Arbeide og begyndte selv at læse høit.
Ak, det var vanskeligt at vedligeholde en ydre Fatning, at holde Taarerne tilbage, at holde Modet nogenlunde oppe.
„Undertiden spiser De med os, undertiden paa Deres Værelse, som det kan falde sig,” sagde Oberstinden ved Middagsbordet.
Amalia havde sat mig strengt Arbeide for; jeg maatte skynde mig meget, hvis Chemisetten skulde blive færdig; alligevel forstyrrede hun mig for de ubetydeligste Ting.
Om Eftermiddagen lokkede jeg den lille Louise i Enrum og talede kjærligt til hende; Hun hørte mildt og artigt paa mig, men trak sig strax tilbage med en kold Mine, da Søsteren traadte ind. — Det gjorde ondt i Hjertet; jeg længtes efter Aftenen, for useet og uhørt at kunne græde.
Det var en lang, sørgelig Dag, den første Dag, men omsider fik den dog en Ende, som selv den længste og sørgeligste Dag altid faaer det.</poem>
Niende Kapitel.
<poem>Tredie Dagen efter min Ankomst, som jeg sad og læste høit i Onkel Toms Hytte, kom Tjeneren med et Brev til mig. Jeg forglemte aldeles Ceremoniellet i min Glæde og Sindsbevægelse, lagde Bogen paa Bordet og løb efter et flygtigt: „undskyld,” ind i vor lille Stue med min Skat. Det var fra Minna.
„Moder er bedre, Marie, det skal være det Første, Dit Øie falder paa, thi det ligger Dig dog mest paa Sinde, Hun er bedre trods Alt. Igaar var Hun oppe, sad ved Vinduet i Solen og ventede paa Dig, men Du kom ikke; hvorfor kom Du ikke, Mie? jeg stod vist tyve Gange i Døren og saae ned ad Gaden, og naar jeg kom ind, spurgte Moder: er Hun der? og jeg maatte altid sige nei. — Tænk, vi skulle allerede reise imorgen, Onkel Carl var her igaar; han var meget bevæget. Strax da han saae mig, tog han mig i sine Arme og trykkede mig til sit Bryst, men slap mig derpaa pludseligt, som fortrød Han sin Venlighed. Langsomt gik han hen til Moders Seng og stod taus foran hende; hun rakte ham sin Haand og smilede kjærligt gjennem Taarerne; et Øieblik holdt han den i sin, hvorpaa han ilede ind i Dagligstuen, kastede sig ned paa Sophaen og hulkede voldsomt og længe. Jeg havde saa inderlig ondt af ham, men vidste slet ikke hvorledes jeg skulde trøste ham; omsider reiste han sig dog op, og gik rolig ind til Moder. Han talede derpaa om Sygdommen, Reisen, Vognen, vore Forberedelser, paa den mest forekommende Maade, men ikke et Ord om Fortiden; jeg havde holdt mere af at han havde fremkaldt en Forklaring; ogsaa var han lidt fremmed i sin Høflighed, men det vil nok gaae over med Tiden, det er jeg vis paa, o havde vi blot Dig, da vilde Alt snart blive godt.
„Det er saa besynderligt at skrive til Dig, Mie, saa lidt tilfredsstillende mod en Samtale, og dog vil det snart blive den største Glæde for os at skrive og modtage Brev. Du veed ikke, Søster, hvor jeg savner dig, hvor pinligt Synet af Din tomme Seng og Din tomme Stol berører mig. Tusinde Gange om Dagen vil jeg tale til Dig, see paa Dig, spørge Dig tilraads, jeg forekommer mig saa ufuldstændig, som var jeg kun et halvt Menneske, og Moder — dog Hun har forbudt mig at skrive om sig. Skynd Dig, Marie, tag Hat og Shawl paa, iil ud til os, spild ikke et Øieblik, husk, det er den sidste Dag. Minna.”
De kjærlige Ord husvalede mit nedtrykte Sind; see dem igjen, det var saa herlig en Udsigt, at jeg ikke grublede over, at det kun var et Øieblik og for sidste Gang i lang Tid. — Dog, vilde man tillade mig at gaae strax, jeg vovede ikke at haabe det.
„Jeg maa bede om Forladelse for min pludselige Bortgang, maaskee det kan undskylde mig lidt, at Brevet indeholdt Efterretninger om en kjær Syg.”
„Jeg skal ikke nægte, min Gode, at deres Opførsel, mildest talt, var høist upassende.”
Hun saae saa streng og kold ud, trods den blide, rolige Stemme, at alt Modet forgik mig.
„Jeg har en Bøn, Fru Oberstinde, maa jeg besøge mine Slægtninge idag?”
„Ah! De er een af dem,” jeg kan ikke beskrive det opirrende Eftertryk, Hun lagde paa Ordet dem, „jeg har havt flere Mamseller, der altid have villet være paa Farten, men det bliver der Intet af her, jeg siger det eengang for alle.”
„For Fremtiden skal jeg altid blive hjemme; min Familie reiser imorgen, jeg ønsker blot at sige dem Farvel.”
„De siger Dem selv imod, min Gode, før talede De om Sygdom, nu om Reiser; vil man overtræde Sandheden, maa man dog idetmindste have en Smule Hukommelse.”
Blodet brændte i mine Kinder, mit Hjerte slog voldsomt; jeg følte næsten Had mod hende.
„Min Moder skal netop reise for sit Helbred, — nægt mig ikke at gaae.”
„Paaskud ere lette at finde; idag reiser hun bort, imorgen kommer hun hjem.”
Hun saae paa mig med den uovervindeligste Mistillid i sine Miner.
„Jeg tør gjøre min Saligheds Ed paa at Hun taler Sandhed: prøv paa at troe hende, Helene.”
„Ingen har været saa godtroende som jeg, Frederik, det er egentlig en Karakteerfeil hos mig, men Bedrag føder Mistillid, dog for denne ene Gang maa De gaae, naar vi have drukket The.”
„Ak, da er det saa seent, og jeg tør ikke gaae ene i Mørke.”
„Lad Tjeneren følge hende, Helene.”
„Hvilken urimelig Tale, Frederik, som om Tjeneren ikke havde Andet at bestille.”
„Nu, saa vil jeg selv følge Dem; dog jeg troer De er ligesaa bange for mig, som for Mørket; det har De sandelig ingen Grund til.”
„Jeg takker meget, men jeg vilde saa gjerne gaae snart, medens De spise til Middag maaskee?”
„Hvem skal saa lave Kaffen?”
Jeg saae bønligt paa Amalia, men Hun slog ikke Øinene op fra sin gule Uldgarnsrose.
„Lise Stuepige,” svarede Lieutenanten efter en lille Pause, „kan jo lave Kaffen, saa bliver den idetmindste mere velsmagende end den, Amalia undertiden har opvartet med, thi den har enten været tynd eller kold eller grumset.”
Oberstinden lo, Amalia bed sig i Læben.
„Tør jeg gaae?”
„Javst, javist, men det vil vare meget længe og beroe paa Deres Opførsel, om De faaer Tilladelse til at gaae igjen; jeg hader Overhæng, og det nytter Dem til aldeles Intet.”
Endelig var Amalia klædt paa, det havde været en sand Prøve for min Taalmodighed at hjælpe; dog nu var det overstaaet, jeg var min egen og kunde gaae.
„Kjender De de gammeldags Silkepunge, Mamsel Staal?” spurgte Amalia.
Jeg kjendte dem godt, Bedstemoders grønne Pung var til endnu; den havde en egen Bestemmelse; i den blev det lille Beløb gjemt, som Moder lagde hen af sine faa Indtægter til dem, der havde endnu færre; den indeholdt Enkens Skjærv. Jeg svarede bejaende.
„Vil De da kjøbe grøn Silke til een og endelig ikke blive for længe borte; jeg skal have den færdig til imorgen.”
Der var Uro og Kamp i mit Sind. medens jeg mere fløi end gik gjennem Gaderne; Vrede mod Oberstinden, Glæde over at skulle samles, og Bitterhed ved den Tanke, at de faa Øieblikke endnu skulde forkortes os. Da jeg kom ud paa Broen, blev mit Sind roligere; hvor ofte havde jeg ikke gaaet her med Moder og Minna, hvor ofte havde vi seet paa Uhret, hvor ofte ynket den gamle Frugtkone, der sad sammenkrympet i sit Skab. Alene Tanken paa Hjemmet bragte Fred, og da Minna, som stod i Døren, tog mig i sine Arme og hvislede: „Saa har jeg Dig da igjen,” begyndte Fortørnelsen at smelte, og den Fred, der, trods hendes heftige Sindsbevægelse, hendes Sorg, hendes Glæde hvilede over hende, meddeelte sig ogsaa til mig.
Moder sad ved Vinduet; da jeg kom, rakte Hun Armene ud imod mig.
„Hvad have I to Børn gjort? Marie, hvor kunde Du nænne det?”
Jeg skjulte mit Hoved ved hendes Bryst, græd Vrede og Nag bort, græd mig god igjen ved hendes kjærlige Hjerte.
„Hvorledes er Familien?”
„Der er to smukke, smaa Tvillinger, som jeg skal tage mig af, og en nydelig ung Datter.”
„Du maa skrive meget ofte, Marie, lette dit Hjerte fra Grunden, skrive Alt. — Det er en bitter Stund denne, een af de bittreste i mit Liv; ak hvor vil jeg ikke være forsigtig med mig selv, da vor Gjenforening beroer paa, at jeg bliver rask. — Græd ikke saaledes, min Minna; naar vi atter samles, og tro mig, Børn, Vor Herre vil lade os samles, da ville vi erkjende, at Adskillelsen har været til vort Gavn, og af vor eget Livs Erfaring ville vi see, at alle Ting maae tjene dem tilgode, som elske Gud.”
Minutterne fløi bort, Klokken slog sex: „Nu maa jeg gaae.”
„Gaae, Marie! det kan ikke være dit Alvor, Du bliver her iaften; vi lade hende ikke slippe for nogen Priis, vel Moder?”
„Jeg tør ikke.”
„Vi ville ikke forlede hende til at overtræde sin Pligt, ak, Hun er nu afhængig af Andre; hvor gjerne vilde jeg kjende dem, vide, hvad jeg tør bygge mit Barns nærmeste Fremtid paa; nei, jeg vil ikke overtale Dig, ikke udsætte Dig for Ubehageligheder. Gud tage Dig i sin Varetægt, han vogte og beskjærme min Øjesteen. Gaa, Mie, gaa, naar det saa skal være.”
Moder trykkede mig tæt til sig, da Hun sagde gaa, saa tæt, som om hun aldrig vilde slippe mig, men jeg maatte bort, et sidste Kys, Minnas gittrende Haand slap min, og jeg stod ene ude paa Gaden. Taarerne blændede mine Øine, medens jeg ilede bort, og dog var jeg langt lykkeligere end paa Henveien. Rig i min faste Tillid til Guds Naade, rig ved de Elskedes Velsignelse, rig ved vor inderlige, gjensidige Kjærlighed, følte jeg mig stærk til taalmodig at bære meget; desuden havde jeg en stor Trøst: De vilde faae det godt. Sammenlignet med Oberstens Familie forekom Moders Broder mig næsten som en ophøiet Karakteer; han var stolt, men ligeoverfor Nederdrægtighed er Stolthed næsten ingen Last; Moder og Minna vilde overvinde denne Stolthed, han kunde umulig modstaae dem; de vilde faae det godt.
Da jeg kom hjem, mødte jeg Lieutnant Due i Entreen.
„Er De allerede der,” udbrød han, „jeg ventede langt snarere, at De var bleven reent borte, og, saa sandt jeg lever, havde jeg ikke fortænkt Dem deri.”
Jeg svarede Intet; hans lette Tone mishagede mig, skjøndt jeg var ham taknemmelig, fordi han havde skaffet mig Lov til at gaae.
Henriette og Louise vare i Amalias Stue; jeg tog Plads ved Vinduet og beredte mig til at begynde paa den grønne Pung.
„Lille Louise, vil Du holde Silken?”
Hun saae paa Søsteren, men da denne var aldeles passiv, nærmede Hun sig.
„Tak, saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Dig en Historie om Nissen hos Spekhøkeren.”
„Den kjender jeg.”
„Fem fra en Ærtebælg, kjender Du den?”
„Nei.”
Da jeg begyndte at fortælle, stod Henriette og saae ned i Gaarden, men lidt efter lidt nærmede hun sig, for stolt til at skjule den Interesse, Hun følte.
Ak, hvor megen Glæde havde Andersens Historier ikke forskaffet os; jeg kunde dem næsten alle udenad; Professor Lange havde læst dem høit i de hyggelige Vinteraftener, og naar han var færdig, og vort lydelige Bifald tillod Moder at komme tilorde, havde Hun forklaret dem for os, og det var noget Andet, noget Mere, noget endnu Yndigere end det vi havde forstaaet. „Der er en Kraft til det Gode i dem,” sagde Moder. Minna og jeg læste dem sammen, da vi bleve ældre, og gjorde os Umage for selv at udfinde Historien i Historien, som Minna kaldte det.
Da jeg havde endt, blev der en lille Pause, hvorpaa Henriette nærmede sig, fæstede sine smukke Øine alvorligt paa mig og sagde: „Jeg holdt nok af den Historie, og jeg troer ogsaa nok jeg vil komme til at holde af Dem.”
Denne Tilstaaelse glædede mig unbeskriveligt, langt mere, end jeg turde lade Henriette mærke; kunde jeg blot faae lidt Indflydelse hos hende, ventede jeg mig Alt af en Karakteer, der, som jeg allerede havde bemærket, vel var trodsig og stolt, men tillige ærlig og oprigtig; jeg besluttede ikke at rette for meget paa hende, men blot lægge an paa at faae noget Godt ind i hendes Sjæl, overbeviist om, at det ved dets egen Kraft vilde overvinde Feilene.
„Ak, jeg kan ikke finde ud af min Lektie.”
„Maaskee kan jeg hjælpe Dig, lille Louise.”
„Nei, det kan De ikke, det er Fransk.”
„Saameget destobedre, det forstaaer jeg temmelig godt.”
„Kan De Fransk? det har ingen af alle de andre Mamseller kunnet.”
Alle de andre Mamseller! det gjøs i mig. „Har her da været mange før mig?”
„Om her har! her har været Mamsel Paulsen med den røde Næse, da var jeg ganske lille, og Mamsel Jensen, der altid vilde ud, og Mamsel Schaum, der kom bort, fordi hun var næsviis, og Mamsel Munk, der slog saameget i Stykker, og Mamsel Olsen, der ogsaa var næsviis, og stjal Sukker og Penge fra Mama, og Mamsel Schmidt, den sidste, som de sagde var en Sjuske, og endnu flere har her været, som jeg ikke kan komme paa strax.”
Det var sørgelige Udsigter; alle de Erfaringer, Oberstinden havde gjort, gik ud over mig, hvad Prædikat mon jeg vilde faae, naar jeg kom bort?
„Vil De ogsaa hjælpe mig,” bad Henriette.
„O saa gjerne,” jeg trykkede et Kys paa hendes Pande, Hun saae lidt forundret, men dog venligt paa mig.
„Fortæl os en Historie endnu.”
Jeg fortalte den lille Historie: „Ved det yderste Hav”; jeg fortalte den mere for min egen Sjæl end for Børnene, og jeg fandt Trøst i den.
Næste Morgen sad jeg i Dagligstuen ifærd med at fuldende Pungen. Veiret var saa klart og smukt, jeg vidste, at de havde forladt Byen, jeg vidste, at de rullede langt bort, og at jeg var ene, uden et Menneske at søge Trøst hos.
„Godmorgen Mamsel Staal, ah, De har jo strax Pungen færdig; De veed da, at Amalia selv har hæklet den; Hun pleier at forarbeide en heel Deel Ting paa samme Maade. — Vi to ere Morgenfolk og maae underholde hinanden det Bedste vi kunne, til Selskabet kommer.”
Jeg vidste intet passende Svar og taug derfor. Lieutenanten trommede i Vindueskarmen, lukkede en lille Æske op og i — han skulde idethele, mærkede jeg, altid have Noget at pille ved — og fortsatte:
„Vi talte forleden om Nationaliteter; siden har jeg tænkt, at de forskjellige Nationer igrunden have Repræsentanter her i Huset. Min Svoger, opbrusende og desperat, men snart god igjen, ærlig og ubestikkelig, dog ude af Stand til at modstaae Lysten til at prale og overdrive, er naturligviis Tydskeren. Amalia, tyrannisk, hovmodig, sættende Alt tilside, for at faae sin Villie, er den russiske Dame. Min Søster, dog Gud skee Lov, Hun bliver en Sjeldenhed overalt. Nu De, jeg taler reent ud, Mamsel Staal, De, med deres rolige Mine, Deres Blikke, hvori tydeligt staaer skrevet: tre Skridt fra Livet, er den engeske Miss, naa, det fornøier mig dog, at De kan lee. — Jeg er Franskmanden, den høflige, godmodige, overfladiske Franskmand, der hverken gjør Ondt eller Godt. Louise og Henriette er det unge Danmark, Gud naade os!”
„Jeg har den bedste Tro til det unge Danmark.”
„Den kan jeg ikke dele, det maatte da være, at Englands Indflydelse gjorde Underværker; dog, jeg er ikke færdig endnu: Spanierinden, Donna Grandezza, som jeg kalder hende, har De ikke seet, Pungen, De sidder med, har Amalia hæklet til hende. Det er en gammel Dame, Søster til Amalias Bedstemoder. Har De aldrig hørt Geheimeraadinde Trolle omtale.”
„Nei.”
Hun kommer her idag; Stolthed og Anstand fra Isse til Fod.
„Det seer virkelig komisk ud, Mama,” bemærkede Amalia senere, „naar Tante Louise kommer kjørende med den hvidhaarede Tjener og Kudsken, hans Søn, hvis Haar begynder at graanes.”
„Komisk seer det rigtignok ud, men saameget komisk er det egentlig ikke for Dig, min Engel; Din Tante har talt om at give dem store Legater efter sin Død, og det vil jo gaae fra Dig, hvilket er saamegetmere at beklage, da Hun, saavidt jeg veed, er den Eneste, Du har Udsigt til at arve.”
„Det tager jeg mig temmelig let, der bliver Arv nok alligevel, jeg har aldrig seet saa smukke Smykker som Tante Louises; Mamas ere Intet mod hendes; der er især et med Diamanter, der overgaaer Alt, og saa har hun fem Uhre med Kjæder til, det ene smukkere end det andet.”
„Jeg maa afbryde Deres Begeistring,” bemærkede Lieutnant Due. „der er Vognen.”
Nede paa Gaden holdt den elegante Wienervogn; den hvidhaarede Tjener hjalp sin Frue ned og aabnede Porten, hvorpaa han igjen sprang op bag paa. Kudsken, hans Søn, knaldede med Pidsken, og bort kjørte Vognen.
Geheimeraadinde Trolle var en meget smuk, gammel Dame, rank som en Piil, klædt i sort Atlask, og ganske rigtigt Anstand fra Isse til Fod.
„Hvor det var kjærligt af min lille Amalia at tænke paa den gamle Tante med en Pung, og det een akkurat som min forrige.”
„Det morede mig meget at hækle den, da jeg hele Tiden havde det Haab at den vilde fornøie Tante.”
„Amalia er ogsaa en Mester i kvindelige Arbeider,” bemærkede Lieutenanten, „hun behøver blot at røre ved dem, saa ere de strax færdige.”
Efter at Geheimeraadinde Trolle havde underholdt sig noget med Oberstinden, reiste Hun sig op og nærmede sig til mig.
„De er den nye Mamsel?” hun saae forskende og skarpt paa mig, men skjøndt jeg rødmede under hendes Blik, var det mig dog ingenlunde ubehageligt, tvertimod, jeg vilde gjerne gjennemskues af hende.
„De er meget ung til at tage et saa stort Ansvar paa Dem, thi Børnenes Opdragelse udenfor Skolen er jo forstørstedelen overladt Dem.”
Ansvar, Opdragelse, det var Ord, jeg forstod, Ord, der fandt Gjenklang hos mig. Jeg saae Donna Grandezza lige ind i hendes klare, unægtelig lidt strenge graa Øine og svarede: „det er virkelig et stort Ansvar, men jeg skal gjøre mig al mulig Umage.
Hun nikkede og gik tilbage til Sofaen. —
Det var sande Festdage for mig, naar Hun kom; stolt som Hun var, viste Hun dog Enhver al den Høflighed og Anerkjendelse, der kunde tilkomme dem. Hun var den personisicerede Agtværdighed; den straalede ud fra hendes Fingerspidser og fra de sirlige Læg paa hendes Silkekjole; jeg solede mig ret i den; Hun forekom mig som en god Aand: Amalia holdt sin Hidsighed tilbage i hendes Nærværelse, Oberstinden sine Spydigheder, Lieutenant Due, der ikke yndede Gene og nødig aflagde sin Nonchalance, gik somoftest bort. — Jeg maatte ordentlig beherske mig, for ikke at see altfor venligt paa hende; efterhaanden forekom det mig, som fattede Hun lidt Godhed for mig.
„De spiller meget smukt, Mamsel Staal,” sagde Hun, „og Amalia vil have godt af at øve sig med Dem.” En anden Gang bemærkede Hun: „De er bleg, De trænger vist til Motion; en saa ung Pige maa ikke indespærres; spadseer dygtigt med Børnene, det ville de alle Tre have godt af. Amalia, Du maa passe paa, at Mamsel Staal kommer ud; hun er virkelig altfor bleg.”
„Jeg kan da ikke tvinge hende til at gaae imod sin Villie, søde Tante.”
Geheimeraadinden truede med Fingeren ad mig; hun anede ikke, at hvis jeg havde bedt om at gaae, vilde det strengt være blevet mig nægtet; i Luften kom jeg kun, naar jeg skulde gjøre Indkjøb til Amalia, hvilket rigtignok gik temmelig ofte paa.
Jeg havde uendelig travlt med at brodere, sye Linnedsyning, vaske Kniplinger paa Flasker, læse høit, spille paa Klaveer og altid være ved Haanden; det var mig umuligt at offre saamegen Tid paa Børnene, som jeg havde ønsket.
Familiens udstrakte Omgang var, det mærkede jeg snart, paa meget faa Undtagelser nær, bedre end Familien selv, Hvorfor jeg ogsaa følte mig mere tilfreds, naar vi havde Fremmede, — skjøndt jeg ikke spillede mere Rolle end en Skygge, — end naar vi vare alene. I Selskab var Oberstinden livlig og vakker, Amalia munter, naiv, godmodig og elskværdig; jeg kunde neppe kjende dem igjen, men naar de Fremmede, efter den hjerteligste Adsked, gik bort, begyndte Moder og Datter, endnu før de vare komne ud af Huset, at rive dem ned og paa den skaanselløseste Maade lee af de ubetydeligste Ting, de havde sagt eller gjort. Jeg blev piinlig berørt heraf, meget piinlig berørt af den lette, raillerende Tone, hvori Oberstinden omtalte Uenigheder mellem Ægtefolk, Familieulykker, som stemte mig langt mere til Graad end til Latter, jeg blev meget piinlig berørt af den blide Stemme og de søde Ord, hvormed Hun kunde sige de bittreste Ting. Naar Fru Bärenschild havde Hovedpine, følte hun, troer jeg, en Trang til at lade Smerten gaae ud over Andre, og desværre, Hun havde ofte Hovedpine. Undertiden var jeg meget opbragt paa hende, men atter til andre Tider, naar jeg var blidt og godt stemt, havde jeg inderlig ondt af hende; hvor grændseløs sørgeligt maatte det ikke være, at have Mistillid til sine Nærmeste, til sin Mand, sin Broder, til dem, der skulde være hende i Børns Sted. Amalia havde den modsatte Feil: Hun tiltroede, — nei, det er ikke det rette Udtryk, hun fordrede, at alle Andre skulle være bedre end hun selv. Hendes Penge lod Hun, trods mine gjentagne Bønner, altid ligge og flyde omkring; den tjenende Aand, der stod direkte under hende, og hvis Plads dengang blev indtaget af mig, skulde være dygtig, behændig, ordentlig, snarraadig, taalmodig og lydig; jeg var ikke alt dette, Hvorfor Frøken Amalia heller ikke sjeldent var utilfreds med mig.
Obersten mærkede jeg kun lidt til, med Undtagelse af to Gange, jeg henvendte mig til ham. Den ene Gang var for at udbede mig Ordre, hvem jeg egentlig skulde adlyde, hans Kone eller Datter, da begge vilde lægge Beslag paa min Tid og mine Kræfter; jeg spurgte ham meget kort, og uden alle Omsvøb, hvilke jeg havde mærket han hadede, om hans Villie.
„Oberstinden har sin franske Kammerjomfrue og alle Husets øvrige Domestiquer under sig; det er derfor billigt, at De udelukkende er til mine Døttres Disposition,” svarede han med Bestemthed. Jeg var glad over at vide, hvad jeg havde at gjøre, men Fru Bärenschild tilgav mig aldrig dette Skridt.
Den anden Gang, jeg gik til Obersten, var for at udbede mig Tilladelse til engang imellem at gaae i Kirke.
„Det er en rimelig Begjæring. Mamsel Staal, jeg seer gjerne, at Husets Folk gaae i Kirke, naturligviis i Garnisonskirken.”
Og Tiden gik; Sommeren stod i sin fulde Pragt, men jeg mærkede den kun gjennem Varme og kvalm Luft. Der svandt ikke en Dag, uden at jeg blev ydmyget paa en eller anden Maade, skjøndt jeg gjorde mig al Flid for at opfylde mine Pligter. Heldigviis tog Oberstinden og Amalia ofte ud, og naar jeg sad alene, gik Tiden godt, selv om jeg var overlæsset med Arbeide; jeg drømte da om Fortidens svundne Glæder og haabede — det var dog kun et svagt Haab — paa Fremtiden. Hver Uge fik jeg mit Brev, og snart lærte jeg at blive rolig ved min Bestilling og gjemme det i min Syæske til et beleiligt Øieblik. Det var det Samme med Moder, lidt bedre maaskee, men Hun led meget af Søvnløshed.
„Onkel Carl, skrev Minna, er Omhyggeligheden selv, undertiden ogsaa Kjærligheden, men det er, som var han bange for at vise den, som bar han endnu et Nag, han ikke vilde glemme. Tante Julie er blid og mild mod os, som mod Alle, Cousinerne ere de sødeste, kjærligste smaa Piger, og Fætter Christian veed ikke det Gode han vil gjøre os, — og dog, Marie, hvor lykkelige vare vi ikke før! vi savne Dig tidligt og silde, vi savne Dig tusinde Gange mere, end Du savner os; tro ikke, det er en Bebreidelse, Søster, tvertimod, Gud skee Lov, at Du har det saa godt.” —
Moder maatte egentlig ikke skrive, men der fulgte dog gjerne et Par Linier med fra hende selv.
„Dine Breve tilfredsstille mig ikke, Mie, det er som vare de stillede paa Skruer. Vær oprigtig! møder der Dig noget Ubehageligt, deel det da med os, det vil trøste Dig; og det vil trøste mig at vide Sandheden.”
Men oprigtig kunde jeg ikke være, og overtræde Sandheden vilde jeg ikke; derfor bleve Brevene unægtelig stillede paa Skruer. Ikke et Ord om Ubehagelighederne, ethvert lille Gode fremhævet saa meget som muligt; ak, det var kun en delviis Lettelse for mig, disse Breve; intet usandt Ord, og dog, naar jeg gjennemlæste dem, Skyggesiderne udelukkede, Lyssiderne fremtrukne, hvad var det andet end Usandhed. Min velsignede Minna, min ærlige Minna, der skrev lige ud af Hjertet, lod sig skuffe, men Moder ikke.
Af Brevene saae jeg, at Herr Høppe var apoplektisk; han kunde ikke tale, ikke forlade sit Værelse og sin Stol, men havde dog fuld Bevidsthed. Han blev omhyggeligt passet, men var næsten altid ene, og derfor dobbelt glad, naar Moder timeviis sad hos ham og talede blidt og godt til ham, eller naar Minna bragte ham Blomster. Moders Svigerinde havde fortalt hende, at Herr Høppe altid havde pustet til Broderens Vrede, men det gjorde ingen Forandring i Moders Opførsel: han var hjælpeløs, Hun vilde lindre og trøste saa meget Hun kunde.
Imidlertid voxede mine smaa Elever, rigtignok især Henriette, fast til mit Hjerte, og til min Glæde holdt de ogsaa, hver paa sin Maade, hjerteligt af mig. Louise var uendelig modtagelig for Indtryk, ængstelig modtagelig; god af Hjertet, havde hun dog ikke Mod til opponere mod det Slette, til at vedkjende sig det Gode, til at stille sig mod Strømmen; dog det havde Henriette, men saa var hun igjen lidt haard, lidt stridig, hidsig, trodsig, stolt, men ædelmodig, trofast og istand til at gjøre Opoffrelser. Dog var dette naturligvis ikke fuldkomment udpræget i Barnets Karakteer, men det spirede i den.
Hvor ofte sad lille Jette ikke om Aftenen, naar Louise sov og jeg arbeidede, opreist i sin Seng og disputerede med mig om hvad der var Ret eller Uret; nødig gav Hun efter, men gjorde Hun det, var Hun overbeviist, og af hendes Opførsel saae jeg snart, at Sandheden havde slaaet Rod i Hjertet.
„Ak, Mamsel Staal, Mama og Amalia ere virkelig meget slette.”
„Tag Dig iagt, Henriette, opkast Dig ikke til Dommer over Andre; man kan have nok med sig selv at gjøre; min Moder pleiede altid at sige, at den eneste Følelse, vor Næstes Feil maatte indgyde os, var Bedrøvelse, samt Lyst til at dække dem med Kjærlighedens Kaabe.”
„Deres Moder er meget god.”
„Og meget beskeden.”
„Jeg holder slet ikke saameget af Beskedenhed; jeg finder, at naar man virkelig har en Fortjeneste, maa man være sig den bevidst.”
„Hvad Maal bruger Du i din Selvbedømmelse, lille Henny? maal Dig efter syndige Mennesker, og Du kan let blive stor; maal Dig efter den eneste Fuldkomne, og Du vil snart blive uendelig lille, ydmyg og beskeden. Ikke sandt?”
„Jo.”
„Nu skal Du sove, Henriette. Godnat, drøm sødt, min lille Pige; Du skal ikke skjule dine Taarer, det er gode Taarer. Godnat; naar jeg har syet denne sidste Garnering om Amalias Kjole, er jeg færdig og gaaer ogsaa til Ro.”</poem>
Tiende Kapitel.
<poem>Augustmaaned kom; Børnene fik Ferie, og den skulde tilbringes paa et Landsted i Frederiksberg-allee. Amalia vilde helst have været paa Strandveien, men Fru Bärenschild satte sig derimod, jeg troer virkelig alene for at drille Amalia.
„De maa tage ud i Forveien, Mamsel Staal, tilligemed Lise Stuepige, for at hænge Gardiner op og ordne Alt"
Lise Stuepige, der siden vor Samtale første Dag bestandig havde viist mig en kjendelig Uvillie, var slet ikke fornøiet med Arrangementet; i hendes Øine var jeg et Slags Spion, Noget, Oberstinden virkelig, men rigtignok aldeles uden Held, havde foreslaaet mig at blive.
„Støvet trængte ind gjennem Vinduerne i den fuldpakkede Omnibus, hvori vi kjørte henad Vesterbro, mit kjære Vesterbro, som jeg ikke havde betraadt siden Afskeden. Det forekom mig som et Blik paa vort fordums Hjem vilde gjøre mig godt; jeg strakte Hovedet ud af Vinduet, — men hvad var det! Huset var næsten revet ned; vor kjære Dagligstue stod aaben for Alles Blikke; de smukke grønne Tapeter hang i Pjalter; gjennem Spisestuen saae jeg ud i Haven; hvor der før var Blomsterbede og pyntelige Gange, laae nu Gruushobe og Steen; eet Øiekast, og bort rullede Vognen, men jeg havde seet nok, jeg følte mig hjemløs; jeg tænkte paa Professorens Fugle og kunde neppe beherske mine Taarer. Ak, jeg havde altid troet, at vi skulde flytte sammen i det gamle Hjem; nu vilde det blive under nye Omgivelser; vilde det i det Hele skee? kun Gud vidste det; vor Gjenforening forekom mig fjernere og mindre sandsynlig end før.
„De faaer Taarer i Øinene,” sagde en tyk Kone, der var aldeles belæsset med Tasker og Pakker og uafbrudt tørrede sit vaade Ansigt, „det er af bare Varme, kan jeg see, ja, det gaaer ikke mig stort bedre, og alligevel maae vi Frederiksberg-Folk være glade over de velsignede Omnibusser; det er dog noget Andet end at gaae paa sine Been.”
Skjøndt jeg ikke kunde være enig med hende heri, var jeg saa tilfreds med de venlige Blikke, den tykke Kone gav mig, at jeg tilbød mig at holde to af Pakkerne. Den ene indeholdt, som Lugten strax sagde mig, Kaffebønner, den anden, en Taske, havde jeg nær tabt af Forskrækkelse thi det rørte sig i den paa en høist uhyggelig Maade.
„Gud hjælpe mig, om jeg ikke troer De bliver ganske angst,” den gode Kone lo, som skulde Hun kvæles, „det er blot nogle uskyldige Rødspætter, som jeg kjøbte til mine Børn, for jeg skal sige vos, de har havt Kighoste og maae ikke spise Kjød endnu.”
Lise Stuepige trak sin Kjole tæt om sig, rynkede Næse og saae med et hovmodigt Blik paa Tasken med Rødspætterne.
Det var en travl Dag; Lieutenant Due kom ud for, som han sagde, at give mig et Par Vink med Hensyn til Møblernes Opstilling. Det var mig en stor Trøst, da jeg ellers havde været ganske konfus.
Familien kom om Aftenen, der blev ikke yttret et rosende Ord, men jeg fik heller ingen Skjænd, og det var allerede meget.
Amalia havde faaet et Tegnemønster til en Mulls Mantille, som jeg skulde brodere. „De maa skynde Dem, Mamsel Staal,” hed det, og jeg skyndte mig af alle Kræfter. Til at spadsere var der ingen Tid, men jeg sad med mit Arbeide i Haven og glædede mig over Blomsterduft, grønne Træer og Solskin.
Vi vare oftere ene end i Byen; Stemningen var fordetmeste uhyggelig. Oberstinden kjedede sig og var dobbelt bitter, Amalia kjedede sig og var dobbelt opfarende, Lieutenant Due kjedede sig og var undtømmelig i smaa Drillerier, især mod Søsteren; Obersten derimod følte sig — paa faa Tordenøieblikke nær — glad i sin Families Skjød; han gav sig meget af med Børnene, som Fru Bärenschild og Amalia aldeles forsømte.
„Tante Louise vil komme og blive her otte Dage,” forkyndte Amalia en Morgen ved Frokosten. Ingen sagde noget herimod, dog var det aabenbart en Gene for hele Familien; kun En glædede sig oprigtig til hendes Komme. —
Naar den første Solstraale stjal sig ind i vor Stue, der var i et Taarn, som vendte lige mod Øst, vækkede jeg mine smaa Veninder, og efter et skyndsomt Toilette gik vi ned i Lysthuset, for uforstyrrede at benytte Morgentimerne til Læsning. Jeg hjalp dem med deres Stile og Opgaver, som skulde være færdige til Examen, og begyndte at lære dem lidt Engelsk.
„Hvad er det for et Komplot?” lød en Morgen Geheimeraadinde Trolles aldeles uventede Stemme, „jeg saae dem gaae ud igaar, og nu igjen idag, og blev ganske nysgjerrig efter at erfare Aarsagen. — De læse, seer jeg med Fornøielse. I holde bestemt meget af Mamsel Staal, Børn?”
Louise slap min Haand, medens Henriette lagde sin Arm om mit Liv. „Vi elske hende,” sagde Hun.
Geheimeraadinden tog Plads i Lysthuset, bladede lidt i Bøgerne, rakte mig en fransk Bog og bad mig læse høit.
„Godt, meget godt; og nu vil jeg fortælle Dem en Plan, jeg har, og høre om den vinder Deres Bifald, før jeg foreslaaer den for Oberstinden. Vilde De, Mamsel Staal, thi at De kunde er udenfor al Tvivl, vilde De paatage Dem at læse med Louise og Henriette? det vilde være til stor Gavn for Børnene; De kan være vis paa, at jeg har bemærket den Indflydelse, De har over dem, og hvormeget de have vundet ved Deres Paavirkning.”
„Hvis jeg virkelig skulde være duelig nok dertil, vilde Intet være mig kjærere.”
Henriette jublede, og Louise gav uforbeholdent sin Glæde tilkjende.
Geheimeraadinden nikkede mildt til os og gik bort; kort efter kom hun tilbage. Hendes Selvbeherskelse var meget stor og Hun var fuldkommen rolig, men der var dog en usædvanlig Rødme paa hendes Kind.
„Jeg hører, min kjære Mamsel Staal, at De er aldeles uundværlig i den Stilling, De beklæder, hvilket dog ikke er en Grund for Dem til at blive i den. Jeg har paa min lange Livsvandring samlet en Deel Menneskekundskab; jeg er en temmelig skarp Iagttager og har længe bemærket, at Deres Opdragelse stiller Dem paa en ganske anden Plads end De indtager. — Jeg pleier ikke let at bortskjænke mit Venskab, men naar jeg gjør det, haaber jeg ogsaa det er et varmt Venskab, der viser sig mere i Handling end i Ord. Det vil ikke være mig vanskeligt at skaffe Dem en Ansættelse som Gouvernante, og det vil være en sand og stor Fornøielse for mig at bidrage til, at De kommer et Sted, hvor De vil blive vurderet efter Fortjeneste.”
„De veed ikke, hvor saamegen Venlighed og Deeltagelse gjør godt, jeg takker tusinde Gange, men kan dog ikke benytte mig af Tilbudet.”
Den gamle Dame gik tæt hen til mig, saae mig lige ind i Øinene og udraabte:
„Skulde det være muligt, skulde De for disse Moderløses Skyld ville bringe et saadant Offer?”
„Nei, Deres Naade, det vilde gjøre mig inderlig ondt at skilles fra Børnene, men jeg har en mere egoistisk Grund.”
„Tør man spørge, hvad det er for en Grund?”
„Det gik min Familie nær til Hjertet, at Forholdene nødte mig til at tage ud mellem Fremmede; de troe nu, at jeg har fundet et Slags Hjem og at jeg har det godt; skiftede jeg Plads, vilde de paany føle den samme Smerte, som da jeg forlod dem.”
„Var det den egoistiske Grund?” Geheimeraadinde Trolle lagde sin smalle Haand kjærtegnende paa mit Hoved og hviskede med blød Stemme: „De er en god, lille Pige.”
Om Eftermiddagen var Amalia i ondt Humeur. „De spilder altfor megen Tid paa Børnene,” sagde Hun, „Gud veed, hvem der har sat Dem Lærerindenykker i Hovedet; De forsømmer Syningen; Mantillen er jo ikke engang halv færdig. Nu maa De forlade Alt og plukke Blomster samt sætte dem i Fad, rigtig smukt.”
Og Kapitain Ridderspore, Frieren, som Lieutenant Due kaldte ham, kom om Aftenen og beundrede Blomsterne: „Frøkenen har vist ordnet dem; man kan ikke see noget mere malerisk.”
„Kunde De gjætte, at jeg havde gjort det,” lo Amalia, „ja, i den Retning troer jeg rigtignok at være temmelig begavet; — hvad skal man more sig med herude paa Landet.”
Kapitain Ridderspore tog en Rosenknop og gjemte den ved sit Bryst Han fortjente virkelig at hedde Frieren; ufortrødent beilede han til Amalia, der hverken kunde bekvemme sig til at sige ja eller nei. Som Adelsmand, Officeer og bemidlet Mand fortjente han ikke at afvises; som meget lidt begavet, baade med Hensyn til Forstand og Ydre, fortjente han ikke at antages; Amalia fandt det klogest at trække Tiden ud. —
En Søndag Morgen midt i August, da jeg kom fra Kirke, iført en blaa, klar Kjole, Moders sidste Julegave, mødte jeg Amalia i Gangen.
„Min Gud, Mamsel Staal, hvad er det for en Dragt? den smukkeste Kjole man kan tænke sig! hvor taktløst! De har dog altid før valgt mørke Stoffer; jeg synes det falder af sig selv, at De altid maa være, nok anstændig, men dog saa lidt iøinefaldende klædt som muligt.”
Jeg gjorde ingen Indvendinger, hængte min smukke, blaa Kjole bort, den fortjente ogsaa, at der skulde slaae et lettere Hjerte under den, og iførte mig den evige sorte Silkekjole, som forekom mig at være den, hvori Anstændighed og skyggeagtig Usynlighed mest forenedes.
En Dag, da det var meget varmt, kjørte Obersten med Børnene i Skoven, Fru Bärenschild begav sig i Bad, og Amalia og Lieutnant Frederik søgte Kølighed hos mig i Lysthuset.
„Hvilken uudholdelig Varme! man kan hverken gaae, læse eller bestille Noget.”
„Det er Deres Mening, Amalia, og unægtelig ogsaa min, men det lader ikke til, at Frøken Staal deler den.”
„Alle Mennesker ere ikke stillede eens; naar Enhver vilde lægge Hænderne i Skjødet for en Smule Varmes Skyld, saae det galt ud. Jeg begriber forresten ikke, Frederik, Hvorfor De i den senere Tid kalder Mamsellen for Frøken; det er virkelig upassende.”
„Jeg er gammel nok, Amalia, til at handle paa egen Haand; Mamsellerne, vi i Fortiden have havt, have givet mig Ufsmag paa Navnet; det er med fuldt Overlæg, at jeg kalder denne unge Dame for Frøken. Men seer jeg ret! der kommer Helene kjørende med en drabelig Ridder ved sin Side. Frieren, saasandt jeg lever!”
Amalia ventede et Øieblik, til hun havde faaet sit lidt fortrukne Ansigt i de rette Folder, og skyndte sig saa hen til Vognen.
„En smuk Pige,” bemærkede Lieutenanten, idet han saae efter hende.
„Overordentlig smuk.”
„Hør, Frøken Staal, jeg vil egentlig bede Dem om et Raad; tillad.” Han tog en Præn ud af min Syæske og kradsede med den i Bordet. „Kan jeg vente et oprigtigt Raad?”
„Det haaber jeg.”
„Troer De, at Amalia vilde kunne gjøre mig lykkelig? troer De, at vi vilde passe godt sammen? raader De mig til at anholde om hendes Haand?”
„Gud frie mig fra at raade i saa Hensende, Lieutenanten kjender jo Frøken Amalia langt bedre end jeg.”
„Det havde jeg ikke tiltroet Dem, Frøken Staal; det var ikke venskabeligt; stod min værste Fjende for Brudeskamlen med hende, vilde jeg gribe ham i Armen og raabe: holdt, holdt, før det er for silde.”
„Jeg maa tilstaae, at jeg ikke antog det for muligt, at De holdt af Amalia.”
„Naa, det glæder mig dog; men hvad mener De, Helene har ofte slaaet paa den Streng, at jeg skulde ægte Amalia; Søsteren vil af med hende og under Broderen at faae hende. Forresten er mit Hjerte langt borte, helt oppe i Sverrig er det. O, De er dog det besynderligste Menneske, jeg nogensinde har kjendt; er det ikke første Gang De seer rigtig venligt paa mig, da De hører at mit Hjerte er i Sverrig. — Det er gaaet mig sælsomt nok; jeg har altid havt en vis Skræk for Præstedøttre, svenske Damer, og høie Damer i Almindelighed, og for Navnet Maja i Særdeleshed, og see, jeg besøger en Fætter i det nordlige Sverrig og kommer hjem forlovet med en høi, svensk Præstedatter, benævnet Maja. — Det er en stor Hemmelighed, jeg har kun en eneste Fortrolig. Dem beder jeg ikke om at tie, De gjør det nok alligevel. Var jeg en Smule sentimental, vilde jeg opramse alle hendes Yndigheder og Fortræffeligheder, dog det er jeg ikke og lader mig derfor nøie med at beskrive hende som en velsignet, sød lille Pige. De minder mig om hende, hvor ubegribeligt det end er mig; der er ingen ydre Lighed, Hun er — De maa ikke tage det ilde op, det er maaskee ogsaa kun min Smag — smukkere end De; hun er aaben, De indesluttet; Hun er munter, De alvorlig; — Vor Herre veed, De har ikke Grund til andet her — hun er imødekommende, De tilbageholdende, og dog minder De mig om hende. Det er som boede en hemmelig Kraft i begges Hjerter, en Kraft, der ret vilde vise sig i Modgangens Dage; jeg har en uindskrænket Tillid til begges Handlemaade; ja, det er en Gaade, jeg ikke kan forklare, og De kan naturligviis ikke forstaae mig.”
„Det troer jeg dog nok, jeg kan; Ligheden kommer vist af, at vi tjene igaarde sammen.”
„Ah!” — Lieutenant Due vendte Ansigtet halvt bort, borede Prænen saa dybt ned i det grønne Bord, at Spidsen brak og spurgte: „Tjener jeg ikke i samme Gaard?”
„Jeg maa sige nei, De har ikke taget fast Tjeneste der, men undertiden, ja ikke saa sjeldent, troer jeg, gjør De timeviis Arbeide i Gaarden, dog De har Egenskaber, som, naar De engang lader Dem fæste for Livstid, og det ender det bestemt med, ville gjøre Dem til en af de bedste og nyttigste Tjenere.”
„Ingen Prædiken, Frøken Staal! for Himlens Skyld ingen Prædiken!” Lieutenant Due holdt Fingrene for Ørene, ilede ud af Lysthuset og kastede, uden at vide det, den mishandlede Præn ned i et Bed Gulerødder.
Lidt efter kom han tilbage: „har De Lyst til at see hende? det er desværre kun et ynkeligt Billede, malet af en omreisende Stymper.”
„Et uendelig indtagende Ansigt; jeg kan ikke blive kjed af at see paa det.”
„Hun seer prægtig ud i Virkeligheden, ganske anderledes end der, og naar man saa tænker hvor god og rar Hun er. Jeg har kun een Ting paa hende at udsætte, men det er ogsaa Noget, jeg aldrig kan forsone mig rigtig med, Noget, der staaer i Strid med alle hendes øvrige Dyder. Kan De gjætte hvad det er?”
„Umuligt!”
„At Hun valgte mig, at Hun kunde finde Behag i mig, at Hun elsker mig af hele sit trofaste Hjerte. Det er en stor Feil af en saa reen og fast Karakteer, at vælge en letsindig, flygtig Lieutenant til Livsledsager. Jeg har mange Gange sagt til Maja, at det sætter hende ned i mine Øine, men hvad skal man sige? havde Hun givet mig en Kurv, var jeg bleven evig ulykkelig; enhver Ting har sin mørke og sin lyse Side. — Naar jeg først er femogtyve Aar og Eneherre over min Formue, reiser jeg op efter min Pige, og naar Hun som min Kone kommer hertil, da vee dem af mine Slægtninge, som ikke vise hende tilbørlig Respekt. — Jeg har aabnet Dem mit Hjerte, Frøken Staal, dels, fordi jeg havde stor Lyst til at sladdre til Dem om Maja, og dels, fordi det var den eneste Maade vi kunde komme til at staae i et behageligt, utvungent Forhold til hinanden; jeg haaber, at vi for Fremtiden skulle blive Venner.”
„Rigtig gode Venner.” svarede jeg og trykkede varmt hans Haand.
Jeg fandt en stor Trøst i dette Venskab; vi talede ofte om Maja, undertiden sendte hun mig en venlig Hilsen. Lieutenant Due behandlede mig nu med en hjertelig og alvorlig Høflighed, der stak temmelig skarpt af mod hans sommetider næsten ufordragelige Væsen i Forhold til Fru Bärenschild og Amalia. Disse Sidste vare strengere mod mig end nogensinde og lode mig høre, at jeg havde Nykker, skjøndt jeg virkelig ikke var mig nogen bevidst.
Jeg troer igrunden, min største Feil i deres Øine var, at jeg aldrig nedlod mig til at sladdre eller smigre, de to eneste Veie, som Lieutnant Due forsikkrede, til deres Gunst.
Geheimeraadinde Trolle protegerede mig paa det Kraftigste; og naar jeg skrev til mine Kjære, dvælede jeg ret ved hendes Godhed, ligesom jeg ogsaa skildrede min nye Ven og hans Maja samt mit Forhold til Børnene. Men fortæl os Noget om Fru Bärenschild og den ældste Datter; hvorfor nævner Du aldrig dem, Marie?” og jeg svarede, at Fru Bärenschild var svagelig og desværre bestandig led af Hovedpine, og at Datteren var den smukkeste Brunette, man kunde see, og sin Faders Afgud. — Dagen før vor Afreise kom Amalia løbende ind i Havestuen. „Tænk Dig, Mama, Grev Christian Ørnklo holder udenfor og taler med Frederik, jeg haaber da ikke han rider bort uden at hilse paa os.”
Heldigviis vendte jeg Ryggen til Amalia, ellers maatte Hun have bemærket min Sindsbevægelse, da Hun nævnede Navnet paa Moders Brodersøn, Grev Christian Ørnklo.
Efter et Par Minutters Forløb kom han ind, hilste utvungent paa Damerne og kastede sig i en Lænestol, hvor jeg ret havde Leilighed til at betragte ham.
Han lignede Moder, det vil sige Trækkene lignede, thi Karakteren i deres Ansigter var aldeles forskjellig. Man kunde tydelig see, at han bestandig havde havt gode Dage, at han var betydelig hovmodig, men tillige betydelig godmodig, at han aldrig havde anstrengt hverken Sjæl eller Legeme.
Amalia konverserede ham paa det Livligste om Heste og Hunde, Noget man kunde mærke han forstod fra Grunden.
„De maa dog see min lille engelske Hund. Spilop! Spilop! Spilop!”
Spilop sprang op paa sin Herskerindes Skjød og slog paa en koket Maade med sine lange Øren.
„Ikke ægte engelsk,” bemærkede Grev Ørnklo med lidt Foragt i sin Tone.
Det var Amalias svage Side; Frederik havde ofte drillet hende med det Samme, og Hun var da bleven rasende: nu betvang Hun sig imidlertid paa lidt Rødme nær.
„Skulde den virkelig ikke være ægte engelsk; jeg kan neppe troe det; den har været meget kostbar, see, hvilken prægtig Hale, dog jeg maa naturligviis underkaste min Mening en saa stor Kjenders.”
„Næsten ægte, men ikke ganske. — Jeg forskrev for nylig een fra England, den smukkeste lille Tingest man kunde see; jeg havde bestemt den til en Cousine, men havde ikke stor Tak for Uleiligheden; Hun gav den til min lille Søster Therese og valgte i dens Sted en stor Jagthund, hvidgraa med brune Pletter. Jeg kunde egentlig godt lide det af min Consine, at Hun hellere vilde have en tro, klog Hund, der kan beskytte hende, naar hun alene streifer omkring i Skoven, et Slags Ven, end en dum, egoistisk lille Skjødehund, der ikke duer til andet end til at kjæles for og opvartes.”
Amalia bed sig i Læberne, Grev Ørnklo lod Munden løbe lidt endnu og reiste sig derpaa for at tage Afsked.
Han anede ikke hvilken Strid der var i den beskedne Skikkelses Bryst, der sad ved Vinduet og syede, hvor gjerne Hun havde sendt en Hilsen til Cousinen, hvor velkommen den Hilsen vilde have været. — Dog han havde vel aldrig hørt mig omtale; jeg var i en underordnet Stilling og vilde nødig genere eller berøre ham pinligt.
„Farvel, min kjære Grev Ørnklo, glæd os snart igjen med et Besøg; de hjerteligste Hilsener til Greven og Grevinden.”
Efter smilende fra Vinduet at have besvaret den Bortridendes Hilsen udbrød Amalia. „En dum, uopdragen, utaalelig Dreng!”
„En grundskikkelig Fyr og ikke saa dum endda,” indvendte Lieutenanten, „skjøndt jeg ikke vil paastaae, at han har opfundet Krudtet; han har unægtelig lidt Naragtigt ved sig, men det ligger vist alene i, at han Intet har villet lære. Man siger, at hans Herr Papa, en halv Videnskabsmand, har havt stor Sorg af ham i den Retning. Hos Grevinden havde han Medhold; Hun stikker ikke dybt, og fandt det Synd at plage Drengen. Det lille Menneske, der ellers er Føieligheden selv, skal, i Forhold til sine Hovmestre, have været stridig som en Karriolhest.”
„Nu maa De tage fat, Mamsel Staal, og pakke ind til Flytningen,” bød Oberstinden.
Jeg skyndte mig efter bedste Evne, men medens Hænderne havde travlt med Glas, Porcelain etcetera, vare Tankerne beskjæftigede med en let og yndig Skikkelse, der syngende løb henad en Skovsti, fulgt af en stor hvidgraa Jaghund med brune Pletter.
Med et vist Veemod forlod jeg Landstedet, for atter at flytte ind i det store Huus i Bredgaden, hvor jeg følte mig mere indespærret og havde mindre Leilighed til at være ene. I Frederiksberghave havde jeg, det lyder næsten utroligt, ikke været en eneste Gang. Da vi kjørte gjennem Vesterbro saae jeg en stor Bygning, hvor vort lille Huus havde staaet; den var nylig reist; den grønne Krands med Flitterguldet og de flagrende Baand aftegnede sig skarpt paa den klare Himmel.</poem>
Elledte Kapitel.
<poem>Der er noget martrende for en Fraværende i, bestandig paa sin Forespørgsel til en elsket Syg, at erholde det Svar. Hun er lidt bedre. Hvor inderlig ønskede jeg selv at see Moder, selv at iagttage, om hun virkelig var rask paa lidt Mathed nær, der kun blev foraarsaget af Søvnløshed. Jeg tænkte ofte paa Doktor Stubs Raad, et varmere Klima, og ønskede, at Moders Broder maatte foranstalte en Tour til Italien; dog saa besynderlige Modsætninger er der i den menneskelige Karakteer, at, da mit Ønske blev opfyldt, da jeg modtog Efterretningen om, at de virkelig skulde reise, vare mine Følelser snarere sørgelige end glædelige. Hvor Mange havde ikke fundet Døden, hvor de ventede at finde Helbredelsen. kunde jeg blot have seet dem een Gang før Afreisen, men det var umuligt, og selv vort skriftlige Samkvem, min eneste, men store Trøst, vilde blive sjeldnere og mindre regelmæssigt end før.
Den femtende October reiste de: Moder, Minna, Grev Ørnklo og hans Søn. Veiret var yndigt som om Sommeren; jeg gjorde mig megen Umage for at kaste alle ængstelser bort, og med Tro og Haab see Fremtiden imøde.
Henriette var min Fortrolige; for hende udgjød jeg min Frygt og mit Haab; for hende skildrede jeg de lykkelige Dage, vi før havde tilbragt, og hun blev aldrig kjed af at høre, eller af at spørge ud. Jeg seer hendes lille Ansigt saa tydeligt i Tankerne, hvor det straalede af Fornøielse, naar hun bragte mig et Brev. For Lieutenant Due nævnede jeg ikke mine Kjære; jeg havde en Følelse, som vilde han ikke interessere sig videre for dem; desuden holdt jeg ikke af at høre ham omtale Moder og Minna i sin sædvanlige lette Tone. Iøvrigt viste han mig bestandig den største Venlighed, og jeg holdt mere og mere af ham. Hans gode Sider traadte ret frem, — jeg troer igrunden imod hans Villie, — naar han skildrede sin svenske Pige og deres tilkommende huslige Liv; derimod traadte hans onde Sider, — dem havde han desværre ogsaa, og lagde sandelig ikke an paa at skjule dem, — frem, naar han kritiserede sine Omgivelser og, med en vis Nydelse, gjennemgik deres Feil.
Søgte Geheimeraadinde Trolle og Lieutenant Due, — det forekommer mig besynderligt at nævne to saa modstridende Elementer paa eengang, — ved enhver Leilighed at hæve mig, saa søgte Oberstinden og Amalia, netop paa Grund heraf, at trykke mig ned, og vise, at jeg kun var et Tyende. Obersten lagde liden eller ingen Mærke til mig; engang da hans Kone beklagede sig over mig, hørte jeg ham rigtignok sige:
„Min kjære Helene, vi maae jo dog nu have gjort den Erfaring, at Ingen af dem due; denne forekommer mig dog at være een af de Skikkeligste; i hendes Tid have vi idetmindste havt Fred, og jeg har været fri for at blande mig i Tingene.”
„O, de Mænd,” sukkede Fru Bärenschild, „Egoister fra Begyndelse til Ende. Det taabeligste Skridt jeg nogensinde har gjort var at gifte mig; naar Du blot er fri for Uleilighed, kjære Bärenschild, saa bryder Du Dig ikke om, at jeg sættes til Side.”
„Have to Mennesker begge gjort noget Taabeligt, gjøre de klogest i ikke at lade hinanden det høre,” svarede Obersten, idet han med et truende Øiekast forlod Stuen.
Naar Amalia skulde i Theatret, havde hun meget travlt med at udtænke og ordne sin Dragt; det var et sandt Studium, naturligviis maatte den være efter nyeste Mode, men hendes egen Originalitet skulde dog skinne igjennem, det Aparte, det Iøinefaldende maatte forenes med den høieste Smagfuldhed. Penge blev der ikke sparet paa, og det forekom mig, som var Stykket hende en fuldkommen Biting, som gik Hun der kun for at blive beundret.
„Pas paa Lys og Ild, Mamsel Staal,” sagde Oberstinden, naar de toge bort, „hver Time maa De gjøre en Ronde i Værelserne; Tjeneren maa slet ikke lægge i, jeg er saa dødelig angst; De maa ikke forlade Huset et Minut; maaskee jeg sender En eller Anden herhen for at see, hvorledes det staaer sig.” Denne Trudsel opfyldtes aldrig, men Oberstinden, der endnu bestandig troede, at der ulmede en vis Lyst hos mig til at løbe ud, ansaae den hensigtsmæssig, for at sætte mig Skræk i Blodet.
Doktor Stub kom af og til for at kurere paa den halstarrige Hovedpine. Skjøndt han ikke ved nogetsomhelst Tegn gav tilkjende, at han erindrede mig, var jeg dog glad over at see hans gravitetiske Skikkelse og hans ubevægelige Ansigt; med urokkelig Rolighed hørte han Fru Bärenschilds Klager, forordnede det Nødvendige og fjernede sig derpaa, livagtig en Istap, som Frederik Due bemærkede.
„Havde vi Dig her, Marie, — skrev Minna fra Neapel, — da vilde vi være fuldkommen lykkelige; nu ere vi kun lykkelige i Haabet, at den balsamiske Luft maa hjælpe Moder til Sundheden, for at vi kunne samles. Den kjære Professor Lange er saa glad over at have os hos sig; han er som hjemme her; Høie og Ringe, Alle holde de af ham, og han holder da igjen af dem Alle. Vi spadsere lange Toure i den paradisiske Egn og tale da mest om Dig, Mie. Professoren er inderlig bedrøvet, fordi Du ikke er her; han længes efter at vise Dig sine Malerier; alligevel glæder han sig ved at vide Dig hos saa gode Folk, thi han kjender Oberst Bärenschilds og holder meget af dem, især af Datteren. Christian kjender dem ogsaa og roser dem, hvilket er en stor Trøst for Moder, der altid er ængstelig for Dig, Søster, hvor fornøiede dine Breve end ere.
„Vi have stiftet Bekjendtskab med en ung, dansk Pige, Hedevig Bang som er her med sin Broder; Hun har Brystsyge og kan nok ikke reddes. O, Marie, det er saa tungt at tænke derpaa; hver Dag bliver Hun svagere og svagere, men Hun er saa taalmodig, saa blid, saa glad. Hun elsker Moder høit; ogsaa Dig kjender Hun godt af vore Beskrivelser, og sender Dig de kjærligste Hilsener.
„Fætter Christian er besynderlig forandret; det er ikke som det var det samme Menneske. Han læser næsten bestandig, men han har rigtignok ogsaa Meget at indhente, maa Du troe. Han er ogsaa mere alvorlig, og Onkel roser ham, fordi
han tænker før han taler, som han nok ikke før har gjort. En underlig En er Christian dog, men saa omhyggelig og kjærlig mod Moder, at jeg ret holder af ham.
Farvel, Marie; Professoren finder ikke dine Breve lange nok; han vil have lidt Nyt fra sit kjære Kjøbenhavn, Noget, som ikke staaer i Aviserne, siger han. Moder og jeg ønske kun at høre om Dig selv, om dine Tanker og din Stemning. Du er da rigtig rask, Søster og pakker dig godt ind; er Du voxet?
„Farvel Mie, og tænk halvt saameget paa din Minna, som Hun tænker paa Dig.
„E. S. Der er en lille Have ved vor Bolig med Udsigt til Havet; der sidder Moder hele Formiddagen under et Accasiatræ, og, medens Hun seer paa den vidunderlig yndige Udsigt, drømmer Hun om et Hjem i Danmark, hvor Hun kan see det Skue, der dog er hende det kjæreste af alle: Dit Ansigt.”
Saa elsket var jeg; det løftede Hjertet, gav mig Kraft til at være taalmodig, og berøvede enhver Krænkelse dens Braad
Naar Oberstens havde Fremmede, maatte jeg ofte spille hele Timer, medens de Unge dandsede. Stundom var jeg forunderlig tilmode, og følte langt mere Lyst til at græde, end til at frembringe disse livlige Toner; og naar jeg hørte Latter og Munterhed, grundede jeg over, om de virkelig vare glade i Hjertet, og naar jeg saae de stadselige Herrer og smukke Damer, følte jeg en sælsom Lyst til at vide, om det Indre ogsaa var smukt, om deres Venlighed var meent, om Ordene, der fløde fra deres Læber, vare sande. Atter til andre Tider, naar der var Ligevægt i mit Sind, glædede jeg mig over Musiken, mærkede, at jeg ogsaa var ung, og Foden bevægede sig uvilkaarligt efter Takten. Hvem der blot en eneste Gang maatte dandse med, dog, det kunde ikke skee, jeg var Mamsel Staal og skulde blot spille.
En Dag var der et ualmindelig glimrende Selskab i Anledning af en fjern Consines Forlovelse med en rig Godseier; der blev dandset, og jeg kunde ikke blive træt af at see paa det unge Par, især paa hende, der var saa kvindelig yndig i sin undseelige Kjærlighed. Lykkelig som hun var, kunde Hun ikke taale et bedrøvet, eller blot alvorligt Ansigt, Hvorfor Hun nærmede sig mig og lagde sin Haand paa min Skulder:
„Nu har De spillet saa smukt og saa længe for os; nu skal De virkelig dandse.”
Aldrig glemmer jeg hendes Venlighed, hendes søde Smiil, eller det straalende Udtryk i hendes Øine. Hun trak mig blidt op, gjorde et Tegn til sin Tilkommende og tog min Plads.
Den høie Herre bukkede for mig og snart fløi vi hurtig afsted. Jeg var ganske fortumlet; det var kommet saa uventet, jeg burde vist have afslaaet det.
„De dandser jo nydeligt,” udraabte Frederik, „De slipper paa min Ære ikke for at dandse med mig.”
Han ændsede ikke mit Afslag, og atter var jeg paa Gulvet.
„Lad der blive sidste Gang, Mamsel Staal, at De gjør saadanne Scener,” hviskede Fru Bärenschild, „ellers bliver jeg nødt til at prostituere Dem, hvor nødigt jeg vil, min Gode, ved høit at minde Dem om, hvem De er.”
Jeg gik atter hen til Fortepianoet, efter med en ydmygelse at have kjøbt den korte Morskab.
Meget ofte blev jeg gjort Uret, men ligesom der i enhver Overvurdering ligger en skjult Bitterhed, ligger der i enhver Miskjendelse en skjult Sødme. „Saaledes vilde Du ikke dømme, kunde Du læse i mit Hjerte,” det er den bittre Tanke i første, og den søde i sidste Tilfælde.
I mangen tung Stund tænkte jeg paa Ord, Moder havde talet af egen Erfaring: „Ethvert aandeligt Gode bliver os tildeel i Forhold til det Alvor og den Inderlighed, hvormed vi begjære det.” — Naar jeg af hele min Sjæl bad om at blive taalmodig, blev jeg det ogsaa, ikke ved egen Kraft, men det blev mig givet.
Amalia kunde undertiden blive dobbelt opfarende, naar jeg stod rolig og taus og hørte paa hendes Bebreidelser:
„Det er som om jeg slog Vand paa en Gaas, jeg troer ved Gud, at Ingenting gjør Indtryk paa det Menneske!”
Og December kom, raa og vaad, med sine mørke Morgener og lange Aftener; jeg fik endnu mere at bestille end sædvanligt, thi Amalia skulde, som Lieutenanten bemærkede, fabrikere en hel Deel Ting til Julen. Hendes egne Dragter vare dog det Vigtigste, og medens jeg syslede med dem, anstillede jeg mine Betragtninger. Hvorfor gjordes alle disse Anstalter? vidste de hvad Julen var? man pleier jo dog kun at feire sine Venners Fødselsdag, ikke Fremmedes, og da pleier man at feire dem, som man veed Vennerne ønske det, som det vil glæde dem; og medens jeg fæstede Garneringerne op med utallige smaa Sløifer, grundede jeg over hvad Julens Herre dømte om deres Opførsel, men idetsamme fortrød jeg mine Tanker og bad ham ret inderligt skjænke mig et skaansomt og kjærligt Sindelag.
Lieutenant Due reiste i Begyndelsen af December til Sverrig, til sin Fætter hed det, han havde Permission til Nytaarsdag.
Hele Familien skulde tilbringe Juleaften hos Oberstens Moder, en meget gammel Dame, der aldrig forlod sit Huus, men ved høitidelige Leiligheder samlede Børn og Børnebørn omkring sig.
Amalia var saa smuk og saa glad den Aften; Hun var Bedstemoders Kjæledægge og ventede en rigtig god Foræring. Louise og Henriette klappede i Hænderne; de saae i deres hvide Kjoler ud som smaa Engle; Julen var i deres Hjerter rigtignok paa barnlig Viis blandet med Tanker paa det store Grantræ, Marcipanfigurer og Foræringer, men den var der dog.
„Pas paa Lys og Ild, Mamsel Staal, læg for Himlens Skyld ikke for meget i Kakkelovnen. De staaer til Ansvar for Huset og bliver naturligviis hjemme. — Kom Henriette! det er dog virkelig latterligt med den rørende Afsked Du tager fra Mamsellen; Du skulde huske, at Du nu er en stor Pige.”
Og bort kjørte de, efterladende mig alene, for første Gang uden at have sat mig Arbeide for.
Jeg gik op og ned i den store Dagligstue; jeg bøiede mine Knæ og takkede Gud, fordi ogsaa jeg havde Deel i Julens Herlighed; jeg græd og var dog saa glad; min Sjæl hævede sig over Tid og Rum, hævede sig hist op, hvor ingen Sorg eller Adskillelse mere skal være. I lang Tid havde jeg ikke faaet Brev, og dog nærede jeg ingen Frygt for de Elskede; jeg kastede al min Sorg paa min Herre, min naadige og kjærlige Herre, som nok vilde bevare dem. Jeg tænkte paa Moders Spørgsmaal: „Have vi i hans Navn overvundet en Feil eller tilegnet os en Dyd?” hvad skulde jeg svare?
Det forløbne Aar havde bragt mig fuld Bevidsthed om mine Svagheder, men tillige lært mig, hvor jeg kunde faae Kraft til at overvinde dem; jeg havde havt godt af Modgangens Skole; det forekom mig som var jeg rykket Gud nærmere; Han havde styrket mig, naar jeg var nedbøiet; Han havde givet mig nye Venner, hvor jeg mindst havde ventet det.
Næste Juul, hvor vilde jeg saa være? jeg svarede mig selv med det Vers af E. Hauch efter Paul Gerhard:
Det bankede paa Døren og til min Forundring traadte Lise Stuepige ind.
„Ak, Mamsel Staal, jeg har mange Gange tænkt paa hvad De sagde, at jeg skulde lære at kjende Dem bedre. Lille Frøken Jette meente, jeg skulde sige Dem det; Gud veed, jeg har tidt fortrudt, om jeg var lidt spids i Begyndelsen; nu kjender jeg Mamsellen, har seet hvor taalmodig De har været, og at De aldrig har talt ondt for noget Menneske, men undskyldt hvor De kunde. — Der er Ord, sagde min salig Fader, som blive siddende i Halsen, jeg mærker nok, at om Forladelse er eet af dem, men ud skal det alligevel.”
„Tak, Lise, De har forskaffet mig en sand Glæde.”
„Ja, jeg har da noget Bedre end det.”
Lise slog Døren op til Spisestuen, hvor et net Thebord var dækket; midt paa Bordet stod en stor Julekage med Voxlys om og en Grankvist stukket ned i Midten.
„Det er fra Frøken Jette; Hun holder saamænd af Mamsellen, som om De var hendes kjødelige Søster, og De er da ogsaa en bedre Søster mod hende, end den anden, naa, det er sandt, saadan maa jeg vel ikke tale. Sæt Dem nu ned, Mamsel Staal, og gjør Dem tilgode; Julekagen er delikat, det veed jeg bestemt, for min Forlovede, Anton Jensen, er Bagersvend og har selv lavet den.”
„Vil De ikke blive, Lise, og drikke en Kop The med mig iaften.”
Hun takkede, tog meget beskedent Plads paa Hjørnet af en Stol og skar Julekagen for. Inden Theen var drukket, vidste jeg hvorledes Anton Jensen saae ud fra Top til Taa, kjendte hans gode Egenskaber og hans Feil, hvoraf den største var en vis Lyst til at være fiin og flot, en Feil, som Lise dvælede ved med kjendelig Stolthed.
Det ringede paa Klokken og Lise skyndte sig, i Tjenerens Fraværelse, at lukke op.
„Naa, Gud skee Lov, saa har De da ogsaa Venner, der tænke paa at fornøie Dem; her er en Pakke til Dem.”
Fra Italien! det jublede inden i mig; jeg tog den lille, lette Pakke i min Haand og kyssede den mange Gange; derpaa gik jeg ind i Dagligstuen, stillede to Lys paa Bordet under den kjære Landsoldat, og lagde min Pakke og Hennys Grangreen mellem Lysene. Lise trak sig tilbage, jeg var ene og kunde i Ro og Mag glæde mig over mit lille Julebord.
Det varede noget før jeg aabnede Pakken; den indeholdt et yndigt Haararmbaand. Henad den mørkebrune Bund af Moders skjønne Haar laa en glindsende gylden Bladkrands af Minnas Lokker. Laasen var af Elfenbeen, Prosessoren havde malet en deilig lille Due med et grønt Blad i Munden paa den: Duen med Oliebladet; det havde sin Betydning, vidste jeg, han vilde ikke skuffe mig med et falskt Haab.
Mit Hjerte var fuldt af Lov og Tak, min Bøn var en Velsignelse over de Kjære.
Men hvem tilhørte den sorte Krands, der indfattede Laasen; det maatte Brevet kunne sige mig. Ak, det var Hedevigs Haar, den blide, elskelige Hedevigs. Hun havde ogsaa skrevet et Par Linier:
„Glædelig Juul, jeg holder saa meget af Dem og ønskede saa gjerne at see Dem, dog det skeer ikke; næste Juul vil jeg feire paa et bedre Sted; men skjøndt vi aldrig skulle mødes, vil De dog undertiden skjænke mig en venlig Tanke og ikke vredes, fordi mit Haar er forenet med saameget dyrebarere Væseners, med Moderens og Søsterens.
Glædelig Juul, af hele min Hjerte ønsker jeg Dem en glædelig Juul. Hedevig Bang.”
Minna havde skrevet det haabefuldeste Brev, og Moder et uendelig kjærligt, men tillige udforskende: „Havde jeg Dig hos mig, lille Mie, skulde Du anderledes komme ud med Alt; jeg skulde ordentlig faae Dig til at skrifte, Du slemme Barn.”
Hendes Haand var fastere end før; jeg saae paa min lille Due med Oliebladet, og Haabet blussede livligt op. Professorens Brev var Humor, Liv og Lystighed, „Magneten drager mig mod Nord”, skrev han.
Jeg var saa glad, at jeg reent havde glemt mine Kakkelovne; tillykke var det tidsnok, og da det brændte i alle Værelserne, satte jeg mig ved Klaveret og sang:
Klokken eet kom Vognen; jeg løb ned for at tage imod dem med det levende Ønske, at kunne meddele den lidt af min Juleglæde.
„Glædelig Juul.”
Oberstinden saae paa mig, som mistænkte Hun mig for at have sat Ild paa Huset eller stjaalet Sølvtøiet. Amalia svarede med et mekanisk: Iligemaade.
„Hu, hvor jeg har kjedet mig iaften. det var da ogsaa ærgerligt at Grandmama skulde give mig et chinesisk Shawl, Mage til det jeg har; De maa see at faae det byttet, Mamsel Staal.”
Jeg tog lille Jette i mine Arme og takkede hende for Overraskelsen; derpaa viste jeg begge Børnene mit Armbaand.
„Og troer Du virkelig, at Duen betyder saameget; Gud skee Lov, saa vil min Bøn opfyldes; jeg bad ret inderlig imorges, at Du næste Juul maatte være hos Din Moder og have det rigtig godt.”
„Fy Henny, hvor kan Du ønske saadant Noget? Marie maa ikke tage fra os; vi kunne ikke undvære hende, nei, paa ingen Maade.”
Jeg kyssede dem og takkede for al den Kjærlighed, de, efter deres forskjellige Naturer, ydede mig.
Nytaarsaften skulde vi have stort Selskab, Dands, Lotteri og Juletræ. Det blev overladt til mig at pynte Træet, og fra den tidlige Morgen var jeg beskjæftiget med at numerere og hænge op.
Druer, Confiturer, kostbare Nipssager samt en heel Deel forarbeidede Gjenstande, der for Størstedelen vare udgaaede fra min egen Haand, skjulte næsten det store Grantræ, og det var ordentlig vanskeligt at faae Plads til alle de couleurte Lamper. Jeg tænkte paa vort lille Juletræ med de slanke Voxlys og de faa Nødder og Æbler; mon det vilde opvække blot halv saamegen Glæde? jeg tænkte, at Lotterier ikke ere efter min Smag; det Behageligste ved Gaven, den venlige Maade, hvorpaa et Ønske bliver gjættet og opfyldt, manglede; Giverens Tanker have ikke været kjærligt beskjæftiget med Modtageren. Medens jeg saaledes raisonnerede, blev Træet færdigt og stod der, saa rigt, stolt og malerisk, at jeg ikke kunde nægte det min Beundring.
Der var Liv og Glæde, da Selskabet efter Aftensbordet kom ind i Salen til det oplyste Træ, Amalia blev almindelig rost. „Frøkenen er uovertræffelig i den Kunst at arrangere”, læspede Frieren. Han tilbød sig derpaa at byde Numrene om, og kom langt om længe ogsaa til mig; jeg vilde netop afslaae det, da Oberstinden udbrød:
„Mamsellen spiller ikke med; hun faaer Sit imorgen.”
Geheimeraadinde Trolle nærmede sig og spurgte meget høfligt og roligt:
„Jeg haaber da ikke, min kjære Cousine, at det er et Uhr.”
„Et Uhr?” gjentog den forbausede Oberstinde.
„Det glæder mig, at det ikke er Tilfældet; jeg frygtede, at De var kommen mig iforkjøbet; jeg har længe glædet mig til at give Mamsel Staal dette Uhr, som et Tegn paa min Anerkjendelse og mit Venskab.”
Alles Øine vare fæstede paa Donna Grandezza og mig, medens Hun med endnu mere end sædvanlig Anstand, tog Kjæde og Uhr af sin Hals og hængte det om min.
Jeg veed ikke, om Hun virkelig havde bestemt dette forud, eller om hun i Krænkelsens Øieblik besluttede at give mig en storartet Opreisning.
„Og nu, min kjære Mamsel Staal,” tilføiede hun sagte, „vil jeg ønske Dem et bedre Aar end dette og gjentage mit Tilbud fra i Sommer.”
Jeg takkede af et fuldt Hjerte, men afslog det, idet jeg fortalte, at der var mere Udsigt for os til at forenes.
Hvor venlig Geheimeraadinde Trolle altid viste sig imod mig, var hun dog aldeles ikke familiair; det var den ældre, fornemme Dames Godhed mod den beskedne, unge Pige.
„Glædeligt Nytaar, et tusind Gange bedre Aar end det forrige,” raabte lille Henny næste Morgen.
„Glædeligt Nytaar, og gid De snart maa komme herfra,” ønskede Lise. „Herregud, dette er intet Liv for et ungt Menneske.”
Alle mine Venner ønskede mig et bedre Aar; det maatte betyde noget Godt; jeg begyndte 1856 med det bedste Haab.
Da jeg kom ind, fik jeg Mit tilligemed de øvrige Folk. Det bestod i ti Daler. Jeg havde ingen Lyst til selv at bruge dem, og bestemte dem til to Sølvskeer til Lise og Anton Jensen.
Lieutenant Due kom om Eftermiddagen; han saae lykkelig og mandig ud; Nonchalancen var som blæst bort, men det varede ikke længe, før Fru Bärenschilds og Amalias Bemærkninger kaldle hans gamle Væsen tilbage.
„Jeg har ret længtes efter at tale alene med Dem, min kjære Frøken Staal,” sagde han næste Morgen; „jeg har de venligste Ønsker og Hilsner med til Dem; et Brev har jeg ogsaa; maaskee De allerførst vil læse det”.
Han saae ubeskrivelig skjelmsk ud, da han rakte mig Brevet. Det var fra Maja og indeholdt det kjærligste Tilbud om at betragte hendes Hjem som mit, og, saasnart Foraaret gjorde Reisen mindre besværlig, begive mig paa den. Venner havde de næsten allevegne, skrev Hun; de vilde tage imod mig med aabne Arme; det Nærmere kunde vi aftale, naar jeg havde truffet min Bestemmelse.
„Egentlig talt, Frøken Staal, finder jeg ikke det er noget at græde over.”
„Jeg græder af Glæde og Taknemmelighed. Det er skjønt at lære saa gode Mennesker at kjende, men tage derimod kan jeg ikke.”
„Vil De ikke tage derimod! naa, det maa jeg sige var en deilig Maade at vise sin Glæde og Taknemmelighed paa.”
„De maa ikke blive vred; et saadant Tilbud fortjener vistnok ikke at afvises af falsk Æresfølelse eller andre saadanne Grunde; jeg vilde uden Betænkning tage derimod, hvis jeg ikke haabede snart at kunne flytte sammen med min Familie.”
„Deres Familie. jeg giver ikke en Pibe Tobak for Deres Fa- om Forladelse. Hør nu, min kjære Marie, en Skildring af det Hjem, der tilbydes Dem, før De afslaaer det; De er jo dog ellers en fornuftig Pige, og føielig, altfor føielig. Hør nu efter.”
Lieutenant Due tog en Kaffemølle ud af min Syæske, satte sig magelig tilrette og begyndte sin Skildring, medens han ufortrødent trak Alenmaalet ud og malede det ind igjen.
„Præstegaarden er gammel og forfalden, men hvor tarveligt Meublementet end er, er der dog sirligt og ubeskrivelig hyggeligt i de lave, rummelige Værelser. Haven er stor og fuld af Roser og andre Blomster; dem passer Maja alene; kunde De ikke nok have Lyst til at hjælpe hende? Egnen, dog den Slags forstaaer jeg mig ikke synderligt paa, Menneskene er mig det Vigtigste; Jeg vil derfor begynde med Husets Herre. De maa ikke vente i ham at finde en af disse alvorlige Præstemænd, paa hvis mørke Ansigter man, i ti Skridts Afstand, kan læse, at Jorden er en Jammerdal; tvertimod, han er trivelig, jovial, holder nok af sin halvskilings Whist, en lille Bolle Punsch i godt Selskab og Erindringerne fra sin glade Studentertid. han elsker Ungdom og Lystighed, er vittig og spøgefuld, men — og dette er Noget, som vil hæve ham i Deres Øine — i eet Kapitel taaler han ingen Spøg. Naar En eller Anden, opmuntret af Præstens livsglade Væsen, vover at lade Ironiens Pile streife Religionens Gebet, bliver den gjæstfrie Vært aldeles forvandlet, og det ulykkelige Menneske maa takke Skjæbnen, naar han ikke bliver viist Døren. Hvorledes hans Taler ere, skal jeg ikke formaste mig til at bedømme, jeg veed kun, at Maja finder dem deilige; jeg holder mere af Gjerninger end af Ord, og mangen kold, mørk Nat har jeg seet ham uden Betænkning forlade sin Seng, for at bringe en Syg Trøst, og det ikke alene aandelig Trøst, Maja maatte sørge for, at Kurven med noget Kvægende kom bag i Vognen. Selv med Penge, det Eneste det kniber paa i det ellers flotte Huus, hjælper han sine fattige Sognebørn, og, saa sandt jeg lever, er han derfor nødt til at gaae med Lapper paa sine Stadsstøvler. Hans Kone er den personificerede Velvillie; det er hendes Livsopgave at gjøre Gjæsterne — der er altid Gjæster — og Husets egne Beboere det saa behageligt som muligt. Naar man vil vinde hendes Venskab, skal man blot tage rigtig for sig af de indbydende Retter; Folk med smaa Appetiter holder Hun i Reglen ikke af; dog skal De ikke frygte, at Hun af den Grund vil nære Uvillie mod Dem; Maja spiser heller ikke meget. Den gode Svigermama holder lidt mere af Sladder end Manden ønsker, men det tjener — idetmindste i mine Øine — kun til at forøge hendes Gemytlighed. See saaledes er Ægteparret; nu kommer Touren til Maja, og jeg maa see at fatte mig kort; De kjender hende jo allerede af mine ofte gjentagne Beskrivelser. Hun ligner mest Papa; den bedste Pige, der kan være Liv og Blod i, et Hjerte, der er aabent for Alles Sorger og Glæder, en Mund, der altid er rede til at trøste, opmuntre og undskylde. — Tjenestefolkene ere Alle gamle igaarde; jeg har rigtignok lidt Mistanke om, at de snyde vor Præst lumsk, men hvad skal man sige, destomere holde de af ham. — Naa, Frøken Staal, nu er jeg færdig; Præsten vil være Deres Fader, hans Kone Deres Moder, Maja Deres Søster; kan De modstaae en saadan Søster, kan De have Hjerte til at bedrøve Maja ved at sige Nei.”
„Det vil ikke bedrøve hende; det vil glæde hende, at jeg kommer til mine Egne; næste Gang De skriver, maa jeg nok faae en Seddel i med, hvori jeg kan takke hende, som jeg føler Trang til.”
„Jeg kan jo ikke tvinge Dem, men Dette havde jeg ikke ventet; De maa troe, at det slet ikke er behageligt for En, der holder af Dem, at see hvorledes De behandles her; det er mig yderst pinligt, saameget mere, som jeg, ved at blande mig deri, kun vilde forværre Deres Stilling; De er et af de Mennesker jeg holder mest af, og jeg havde glædet mig oprigtigt til, at De skulde faae det godt.”
„Det vil jeg ogsaa nok til sin Tid; jeg takker Dem saa inderligt for al Deres Venlighed, og jeg behøver vist ikke at sige, at jeg ogsaa holder meget af Dem.”
„Det skal De ikke; der er ikke Noget, der er værd at holde af ved mig; vil De troe det, mange Gange hader jeg mig selv.”
Lieutenant Due strøg Haanden over Panden, som for at jage en Sky bort, og tilføiede i en halv alvorlig, halv letsindig Tone: „Jeg er igrunden en slet Karl, De maa ikke lee, der er ikke to Meninger om, at jeg igrunden er en slet Karl.”</poem>
Tolvte Kapitel.
<poem>Moder og Minna anede rigtignok ikke paa hvilken Tid og under hvilke Omgivelser jeg skrev til dem. De vilde være blevne yderst forbausede, naar de havde seet mig sidde om Natten med Kaabe paa, skrivende paa det nedslagne Laag af Servanten, medens Frosten tegnede sine stadselige Blomster og Blade paa Ruderne. Vi havde nemlig ingen Kakkelovn i vor lille Stue og maatte lade os nøie med den Varme, Amalia overlod os fra sin, og jo stærkere Kulden var, jo mindre vilde hun undvære. Undertiden kunde jeg neppe holde paa Pennen, saa valne vare mine Fingre; Fødderne derimod vare vel placerede i en blød Dukkeseng, som Henriette havde overladt mig til dette Brug.
„Her har jeg Arbeide til Dem, Mamsel Staal,” udraabte Amalia en Dag med et glædestraalende Ansigt; „jeg troer bestemt, Du vil misunde mig, Mama; see hvilket Mønster til et Lommetørklæde! det er lige kommet fra Paris; Keiserinden har Mage til det; er det ikke deiligt? nu gjælder det blot om at faae Navnet til at svare; De maa gaae til Davidsen, Mamsel Staal, og bestille det; jo før vi faae det i Gang, jo bedre.”
Jeg saae med Forskrækkelse paa den brede Bordt, der var sammensat af Blomsterguirlander, næsten usynlige Huller og Grund. Skulde jeg blive her saalænge, at jeg kunde faae det færdigt? det var næsten et høitideligt Øieblik, da jeg syede de første Sting derpaa.
Foraaret begyndte saa smaat at melde sig; jeg fik dets første Hilsen gjennem en Buket Violknopper, som jeg afkjøbte en lille paatrængende Voldtyv; midt i April Maaned blev en Tyvendedeel af Lommetørklædet færdigt; jeg husker godt, hvor tungt mit Sind var den Dag; Geheimeraadinde Trolle var reist til en Slægtning i Holsteen paa ubestemt Tid; jeg havde længe intet Brev faaet fra mine Kjære; Oberstinden var meget vanskelig, og Henriette fik Skjænd, fordi hun — høist imod min Villie — tog mit Parti; det var som slog Alt sig sammen for at bedrøve mig. Om Eftermiddagen kom imidlertid Frederik med Noget i sin Haand.
„Her er lidt Opmuntring, som De vist ogsaa trænger høilig til.”
Det var et Brev fra Minna; Fru Bärenschild saae min Glæde; i samme Øieblik tog hun noget Strikkegarn op af sit Sybord.
„Vil De ikke holde dette, Mamsel Staal.”
„Maa jeg ikke, Mama, Marie længes efter at læse sit Brev.”
„Vist ikke, Henriette, Du sidder saa uroligt med Hænderne. — Vi ville vinde disse to Pund til Tæppet, min Gode, paa eengang.”
Var det ondt at troe hende istand til at gjøre det for at smerte mig? jeg kunde ikke andet; dog Brevet laa i min Lomme; det gav mig Mod til at holde de to Pund tilende med et smilende Ansigt. Derpaa skulde Amalia pyntes, saa kjørte de bort, og jeg kunde uforstyrret læse mit Brev.
„Hvormeget har jeg ikke at sige Dig, Marie, og idag føler jeg endnu tydeligere end sædvanligt, hvor ringe Erstatning Pen og Blæk byde for den mundtlige Samtale. Enhver Ting kunde jeg saa let fortælle Dig, men det er ikke Alt, der er let at skrive, og dog vilde jeg ikke for mit Liv have nogen Hemmelighed for Dig.
Tænk Dig, Mie, Fætter Christian holdt af mig, forstaa mig ret, han holdt saameget af mig, at han ønskede jeg skulde blive hans Kone. Du kan ikke blive mere forundret end jeg blev, da han sagde det; jeg havde ikke den fjerneste Anelse derom, og jeg blev ikke alene forundret, men ogsaa inderlig bedrøvet. Han var saa alvorlig, saa heftig; det var som beroede hans Livs Lykke paa mit Svar, og jeg kunde dog ikke sige ja. Hvis jeg nogensinde skal faae en Mand, da maa jeg elske ham høiere end alle Andre, og jeg holdt ti Gange mere af Moder og Dig end af Christian. Det skar mig lige ind i Sjælen, saa fortvivlet blev han over mit Afslag; jeg var vred paa mig selv, og vilde dog ikke for nogen Priis i Verden have taget det tilbage. Tilsidst bad jeg ham gaae ind til Moder, og det gjorde han ogsaa; jeg gik ud i Haven og græd, men kort efter kom Onkel Carl ud, tog mig i sine Arme, kaldte mig ved de ømmeste Navne og førte mig ind til Moder. „Alt er afsonet, Louise,” raabte han; Din Datter har gjort Alt godt; ingen Skygge skal mere staae imellem os; har Du feilet mod mig, har denne velsignede Pige bragt et saa stort Offer, at det opveier Alt.”
„Kan Du forstaae det, Marie, Onkel Carl siger, at han elsker mig som en Datter, og dog er han saa glad, fordi jeg ikke bliver hans Datter; det er mig en ubegribelig Modsigelse. Jeg kan heller ikke paa nogen Maade gjøre ham det klart, at det intet Offer er, at jeg afslog Christians Haand, hvad jeg saa siger, troer han det dog; det fornærmer mig egentlig lidt, men hans Kjærlighed og Ømhed er saa stor, at jeg umulig kan være vred paa ham.
„Christian er nu reist for at see sig om i Verden; Onkel fandt, at vi slet ikke skulde have talt med hinanden, men det satte jeg mig imod; det var saa koldt og uvenligt. Vi spadserede sammen Dagen før hans Afreise; han talede sig rigtig ud og blev lettet. „Vær ikke bedrøvet for min Skyld. Minna,” sagde han, „jeg skal nok blive lykkelig, tusinde Gange lykkeligere, end om jeg aldrig havde kjendt Dig.”
„Onkel Carl taler nu ofte om Fader, og viser Interesse, naar vi tale om Dig, Søster, som han — nu kan jeg sige det — ikke før har gjort. Moder bliver bedre hver Dag; det er uendelig glædeligt at see, og det er yndigt at tænke, at vi snart skulle samles; o, hvor vilde jeg være lykkelig, hvis Hedevig kunde komme sig, men det er umuligt. Hun kan ikke længer være oppe; hendes Broder bærer hende hver Dag fra Sengen til Sofaen og fra Sofaen til Sengen. Ak, han er saa bedrøvet, og dog trøster og styrker han hende, ja spøger selv med hende. Jeg ønsker undertiden, at Gud vilde kalde mig til sig og skaane Hedevig; Du og Moder have dog hinanden, men han har Ingen paa hele den vide Jord uden hende. Naar de tale sammen om det andet Liv, da folder jeg mine Hænder; det er skjønt at høre, men det er dog som Hjertet skulde briste. Professoren kan ikke taale det; han gaaer ud og græder; Moder derimod taler med; de elske hende ogsaa saa høit.
„Det er et sørgeligt Brev, Marie, og jeg vil dog saa nødig bedrøve Dig; jeg er næsten glad, at Du ikke er her, Søster, det vilde gribe Dig for meget. — Gud være hos os i Prøvelsens Stund!”
Moder skrev:
„Jeg er nu næsten rask, min Mie! vi kunne snart tænke paa afreise, men bør vi? døm selv, min Øiesteen, bør vi forlade Hedevig? jeg troer det ikke.
Du veed, hvorledes jeg længes, men nu, da jeg er bedre, er det ikke mere en saa sygelig Længsel; jeg føler at vi ere til Trøst, saavel for hende som for Broderen; jeg troer aldrig at kunne tilgive mig selv, hvis jeg forlod dem i Sorgens Dage.”
Jeg svarede øieblikkeligt, at Ingen kjendte eller skattede det Velsignede i Moders Nærværelse mere end jeg, og at jeg ikke for nogen Priis vilde berøve en Døende den; jeg havde Kraft til at vente.
Men min Kraft var ikke saa stor som jeg skrev. Der er noget uendelig Piinligt i det Uvisse; jeg turde nu ikke engang ønske dem tilbage, thi med det Samme ønskede jeg jo Hedevigs Død. Minnas Brev gav mig nok at tænke paa; stakkels Christian! det maatte være meget tungt, naar man elskede hende, at faae nei, og dog, jeg takkede Gud, at det var gaaet saaledes; hvilke Sorger og Krænkelser vilde Minna og Moder ikke have været udsatte for, havde hun besvaret hans Følelser.
Fru Bärenschild skrantede; Doctoren raadede til Søbade, og det blev bestemt, at vi midt i Juni skulde tage ud paa Strandveien. Ifjor, da Amalia havde ønsket det, var der tusinde Vanskeligheder; dennegang var der aldeles Intet iveien; Børnene kunde hver Morgen tage til Institutet; Alt lod sig arrangere paa det Bedste.
Et Par Dage før Flytningen, skulde vi have et stort Middagsselskab. Oberstinden kom hen til mig, som jeg stod og tørrede de utallige Smaating af paa Etagererne.
„Der laa en Ring med Rubiner paa mit Sybord, den er borte; her har Ingen været i Stuen uden De.”
„Jeg har ikke seet den.”
„Ikke? ja frem skal den.”
Først nu forstod jeg hende: „O, det er umuligt, Fru Bärenschild, De kan ikke ville beskylde mig.”
„Foreløbig beskylder jeg Ingen, men Ringen skal frem.”
Hun saae koldt paa mig og gik ud af Stuen. Min Gud, hvad skulde jeg gjøre? jeg skjulte mit Hoved i Hænderne og hulkede høit.
„Vær dog ingen Nar, Mamsel Staal,” sagde Amalia i en halv ærgerlig, halv trøstende Tone, „Ringen kommer nok; naturligviis er De uskyldig; De skal aldrig bryde Dem om Mama med saadant Noget. — nu maa De virkelig tørre Deres Øine; der er er en heel Kurv Blomster, som skulle sættes i Vaser og Fade, rigtig malerisk og smukt. Af de allerfineste Blomster maa De pille en lille Buket ud, der skal lægges ved det første Kuvert.”
Jeg gjorde som hun befalede mig, men mine Taarer faldt paa Blomsterne, dog der saae Ingen dem.
„Men Mama,” raabte Amalia senere, „Du har jo Ringen paa Fingeren.”
„Ja naturligviis; Den, der har taget den, har lagt den igjen.”
„Saa vist der er en Gud til, jeg har ikke seet den for mine Øine.”
„Tag dog ikke saaledes paa Veie, min Kjære; jeg klagede, da den var borte, nu har jeg faaet den igjen, og vi ville ikke tale videre om den Ting.”
Kunde hun ikke overbevises, eller vilde hun ikke. Det var det Bittreste, der var budt mig; jeg bad Amalia om at maatte blive paa vort Værelse.
„Nei, det kan De ikke; der skal være Børnebord i Spisestuen, hvor De skal være.”
Det brændte i mit Hoved; mine Øine vare trætte af at græde, da jeg med mine smaa Veninder, som forgjæves havde spurgt hvad der feilede mig, traadte ind i Salen.
„Klokken er ti Minutter over fem,” sagde den smilende, elskværdige Værtinde til sine Gjæster, „jeg frygter næsten, at han ikke kommer; det er virkelig en Skuffelse.”
Amalia saae ud af Vinduet: „O, det var dog herligt, der er han!”
Det Usædvanlige i disse Udbrud vakte, saa sørgelig var min Sindsstemning, neppe min Opmærksomhed; imidlertid fæstede jeg dog ligesom alle de Andre Blikket paa Døren. Den aabnede sig og — var det Øienforblændelse? — min egen Professor stod i den. Nei det var intet Blændværk, det var Virkelighed; han strakte Armene ud imod mig, og jeg ilede til hans Bryst.
Et Øieblik glemte jeg Alt i min Glæde; derpaa trak jeg mig sagte løs, men beholdt dog hans Haand, hans trofaste Haand, som nok vilde beskytte mig.
„Det var smukt og venligt, min kjære Fru Bärenschild,” henvendte han sig til den maalløse Oberstinde, „at sende Tjeneren til Dampskibet, for strax at føre mig herhen, men det var, reent ud sagt, unødvendigt; jeg var kommen alligevel; min første Gang maatte være til dette Barn.” Han hævede mit Hoved op og betragtede mig nøie.
„Men, Mie, hvor seer Du bleg ud, Du har ikke udviklet Dig synderligt, siden jeg saae Dig. — Ja, hun har altid havt det kjærligste Hjerte; Længselen er Skyld i det Hele, og jeg er dog vis paa, at De have gjort Alt for at trøste og opmuntre hende, især De, min kjære Frøken Amalia; jeg tænker at De og Marie ere blevne rigtig gode Veninder, næsten som Søstre.” Han lagde sin ene Arm om Amalias Liv, den anden om mit og trak os tæt sammen; hun svarede ikke, men blussede helt op til Tindingen.
Professoren mærkede Intet; han kyssede mig paa Panden, stak min Arm ind i sin og udraabte:
„De har vist allerede ventet paa mig, min naadige Frue, og skal sandelig ikke vente længere; jeg er nu fuldkommen beredt til at gaae tilbords; ja, min lille Dame beholder jeg naturligviis.”
Mit svage Forsøg paa at trække Haanden løs ændsede han ikke; Intet hjalp, jeg maatte følge ham. Lieutenant Due gjorde en komisk, velvillig Grimace, idet vi passerede forbi.
Der sad jeg, paa engang lykkelig og ulykkelig, ved Æresgjæstens Side. Selskabet var gjort for vor Skyld, det var en Selvfølge for ham, som han ogsaa gav tilkjende.
„Du har vist bundet Buketten? tak min søde Pige, har Du ogsaa ordnet Vaserne?”
Dennegang fik Amalia ikke Æren.
Professorens Samtale sprudlede af Liv og Glæde; jeg blev hele Tiden trukket med ind i den; for ham var jeg dog Hovedpersonen. Oberstinden sad tavs, Obersten saae ud som tørstede han efter en Forklaring; Amalia derimod lagde tydelig an paa at behage Professor Lange; Gjæsternes Stemning var den muntreste.
„Nu, min kjære Ven,” sagde en alvorlig Herre, Baron Sberfeldt, "nu maa jeg lægge Beslag paa Dem for den øvrige Deel af Aftenen; det er et gammelt Løfte.”
„Jeg kommer strax,” svarede Professoren, „et Øieblik maa jeg tale med min lille Pige her.”
Vi gik ind i et Kabinet; han tog mig paa sit Skjød; jeg kyssede hans hvide Haar, hans kjærlige Øine, hans Hænder.
„Naa, Marie, hvorledes have de det i Farum?”
„Jeg har slet ikke været derude.”
„Hvorledes! hvorfor har Du ikke bedet Oberstens kjøre Dig derhen? det var ikke venligt! Mette er i Kost hos Karen og vilde have glædet sig ved at see Dig.”
„Fortæl mig lidt om Moder.”
„Det skal jeg; hun blomstrer op, er næsten som da jeg forlod Eder, ak, der er gaaet Sorger over Eders Hoveder siden den Tid; og Hedevig, o Mie, hun er en Engel! det unge Barns Hjerte er i Himlen, medens en gammel Mand som jeg ved tusinde Baand er knyttet til Jorden. — Lad os ikke tænke derpaa. — Du troer ikke, hvor Grev Ørnklo er kjærlig mod sin Søster; han holder mere af hende tør jeg sige, end af Kone og Børn, og dog, naar det kommer til et vist Kapitel, har den ellers kloge Mand endnu bestandig en Skrue løs. Nu ville vi tale Om Minna, hun er en Rose! høi, slank og deilig, ubeskrivelig deilig, og dog græder hun meget, Marie, af Sorg og Medlidenhed, samt af Længsel efter Dig.”
„Professor Lange, tør jeg afbryde Samtalen, min Kone venter os.”
„Jeg kommer paa Øieblikket, min kjære Baron, om to Minutter. — Imorgen tales vi nærmere ved, Mie; jeg reiser til Fyen tidlig iovermorgen; Dagen imorgen skal være Din. Jeg har en heel Deel at fortælle Dig, just ikke Noget, der er skeet, men Noget, der sikkert vil skee, og jeg vil give Dig Materiale til at bygge Luftkasteller, forstaaer sig, i al Tarvelighed. — Her er jeg, Herr Baron! anbefaler mig, Deres Naade, og takker for de særdeles behagelige Timer, ja imorgen kommer jeg igjen for at tale rigtig uforstyrret med Barnet.”
Jeg fulgte ham ned ad Trapperne; jeg vilde saa nødig slippe ham.
„Tag dit Tøi paa og gaa med, Marie! ikke sandt, hun vil være velkommen?
Baronen bukkede og fremstammede en let Invitation.
„Jeg takker meget, men det kan ikke lade sig gjøre. Farvel saalænge.”
Porten lukkede sig efter ham; jeg gik langsomt op igjen, ængstelig ventende hvad der vilde komme.
Fru Bärenschild og Amalia stode midt paa Gulvet i Spisestuen; Obersten gik op og ned, en Vulkan, der ventede paa at komme til Udbrud.
„Har De nogensomhelst Undskyldning at fremføre?”
„I hvilken Henseende, Fru Oberstinde?”
„Nei, det er dog virkelig for galt, jeg har aldrig hørt noget mere uforskammet! hvorfor fortalte De ikke iforveien, Menneske, at han var Deres Slægtning? havde De ikke gaaet saa lumsk dermed, var hele Skandalen bleven forhindret.”
„De har aldrig viist Interesse for mine Forhold eller spurgt mig om min Familie, ligesaalidt som De nogensinde har fortalt mig hvem her skulde inviteres; jeg anede ikke, at Professor Lange blev ventet.”
„Der er vel ogsaa Raad for Næsviished; gaae øieblikkelig til Deres Værelse.”
Obersten taug; han saae ud, som fandt han, at mit Forsvar ikke var blottet for sund Forstand.
Det varede længe før jeg kunde sove. Sorg og Glæde, Ondt og Godt kæmpede i mig. Det havde været den sørgeligste Dag, og dog, hvor megen Lykke havde jeg ikke følt ved at see min velsignede, gamle Ven igjen. Han kom imorgen, hvad vilde han fortælle mig? noget Godt, det havde jeg læst i hans skjælmske Blikke. — Før jeg slumrede ind, bad jeg Gud om Kraft til at tilgive Oberstinden, bad ham kvæle det Nag, der desværre ulmede i mit Hjerte.
„De maa gjøre Dem istand, Mamsel Staal,” sagde Fru Bärenschild næste Morgen, „til om en halv Time at reise ud paa Landstedet, for at tage imod Tøiet.”
„Men Bestemmelsen var jo imorgen.”
„Jeg har forandret min Bestemmelse.”
„Maa det ikke vente til tolv, maaskee jeg da først kunde faae talt med Professor Lange.”
„Det kan ikke skee.”
„Vær vis paa, Frøken Staal,” sagde hendes Broder hidsigt, at jeg skal fortælle ham Sammenhængen.”
„Nei, det maa De ikke, under ingen Omstændigheder vil jeg bedrøve ham; bring ham min kjærligste Hilsen, men siig Intet. — Fru Bärenschild, lad Dem bevæge, De gjør mig en uendelig stor Tjeneste, hvis det maa blive til imorgen; det er en stor Sorg ikke at skulle see ham mere.
„Hvor tidt skal jeg sige nei.”
Det var nedværdigende at bede mere; desuden nyttede det til Intet. Den hele Foranstaltning vær en Hævn, eller — som Oberstinden vel benævnede det — en Straf for igaar.
„Det er skammeligt,” sagde Lise, „Tjeneren har fortalt mig det Hele. Herregud! kunde de ikke engang unde Dem den Fornøielse at tale med Deres Bedstefader, eller hvad han er.”
Det var det skjønneste Veir; Alt var saa sommerligt, saa grønt, men jeg var for bedrøvet til at glæde mig derover. Landstedet laa imellem Klampenborg og Charlottenlund. Det var et smukt lille Sted med Veranda udenfor og en Have, fuld af Rosentræer. Da Alt var ordnet om Aftenen, var jeg dygtig træt, men roligere. Jeg saae ud over den klare, blaa Strand og grundede paa Professorens Ord: „jeg vil give Dig Materiale til at bygge Luftkasteller, forstaaer sig, i al Tarvelighed.”
Den ene Dag gik som den anden; Lommetørklædet skred rask frem, thi Morgenstund har Guld i Mund. I Juli fik jeg et kort, rystende Brev fra Minna; det var skeet, Hedevig var død. Uden Lidelser var hun slumret hen som et træt Barn. Papiret viste Spor af Taarer, der stod Intet om Reisen eller deres Planer.
Med hvilken Længsel ventede jeg ikke næste Brev, men Uge gik efter Uge, der kom Intet. En Dag beklagede jeg mig derover i Amalias Nærværelse.
„Der er kommet Brev til Dem,” udraabte hun. „Frederik bad mig, forleden jeg var inde, at tage det ud med; jeg havde ganske forglemt det! det ligger vist i min Taske, eller i Hattekassen, eller et andet Sted, jeg husker ikke mere hvor.”
Jeg søgte i Tasken, i Hattekassen og ethvert andet tænkeligt Sted, men forgjæves.
„Det ærgrer mig, ved Gud, at jeg har forkommet Deres Brev, Mamsel Staal, men jeg finder dog ikke det er Noget at gjøre saa forskrækkeligt Væsen af. Ulykken er jo ikke uerstattelig; De faaer nok snart Brev igjen.”
Jo, Ulykken var stor for mig; jeg skrev og meldte dem Tabet. Hvor længe vilde det vare, før jeg fik Svar? hvad stod der i det forsvundne Brev? hvilke Bestemmelser havde de truffet? var Lykken nær, eller var den endnu stedse lige taageagtig fjern?
„Jeg er ikke rask,” sagde Henriette en Morgen. Hun var meget haardfør og vilde ikke have klaget uden Grund. Jeg følte paa hendes Pande, den brændte; hun havde ondt i Halsen og kunde Intet nyde.
„Troer Oberstinden ikke at Lægen burde hentes?”
„Det seer jeg ingen Grund til; hun er bestemt rask inden Aften, hvis ikke, kommer han iovermorgen til mig.”
Jeg tog mit Arbeide ind til lille Henny; hun laa taalmodigt i sin Seng og saae kjærligt paa mig. „Gud skee Lov for Dig,” sagde hun.
Næste Dag blev Louise syg; hun græd og klagede sig: jeg gik atter til Oberstinden.
„Maa Doktoren ikke blive hentet?”
„Det er ordentlig latterligt, saadan De forkjæler Børnene; jeg har jo sagt, at han kommer imorgen.”
„De skulde have kaldt mig før,” sagde han næste Dag, efter opmærksomt at have seet paa dem og befølt Pulsen, „det er Mæslinger, her maa øieblikkelig hænges for Vinduerne. — Maa jeg bede om Skrivemateriale.”
„De har naturligviis havt Mæslinger,” spurgte Amalia, efter at han var kjørt.
„Ja.”
„Det kunde jeg nok vide, men jeg har ikke havt dem og maa reise ind.”
„Og jeg kan ikke taale alle disse Anstalter,” bemærkede Fru Bärenschild, "jeg maa ogsaa tage ind.”
„Ingen kan tvinge Dem til at blive, Frøken Staal,” udraabte Lieutenanten ivrigt, „De tager ogsaa ind.”
„Her er ikke Tale om Tvang; det vilde være en stor Overvindelse for mig at forlade de kjære, smaa Syge.”
„Anderledes kunde De ikke tænke; det burde jeg have vidst. — Jeg haaber ikke, De tiltroer mig den Feighed eller Nederdrægtighed at flygte for Sygdommen, men sætter Dem ind i at jeg kun reiser, fordi Ceremoniellet, dette hjerteløse Uhyre, forbyder os at være alene herude.”
„Møblerne og Folkene tage vi naturligviis ind med,” bemærkede Oberstinden, „men De skal faae en Vaagekone ud fra Kjøbenhavn.”
„Her er Eau de Cologne, maaskee den kunde forfriske Børnene, og her er nogle Kalendere og Smaating til at more Dem med.”
Jeg var Amalia saa taknemmelig, som havde det været mine og ikke hendes Sødskende.
Ak, der var meget uhyggeligt i det øde Huus, hvor jeg gik alene omkring. I Havestuen stod et rundt Bord og nogle Stole; alle de andre Værelser vare tomme. Jeg længtes ret efter Vaagekonen, men da hun kom, tilfredsstillede hun mig ikke, hun havde et ubehageligt Ansigt; Sygepleien var hendes Levebrød, intet videre, det saae jeg strax.
„Jeg er slet ikke for at komme ud paa Landet,” sagde hun, „mindst saadant et afsides Sted uden Mandfolk, Gud hjælpe os.”
Madammen gik ud i Haven, undersøgte omhyggeligt Vinduesskodderne, rystede paa Hovedet og rokkede derpaa ud i Kjøkkenet for at lave en Taar Kaffe, som hun udtrykte sig.
Seent om Aftenen kom Obersten ridende. Han viste sine Børn den største Kjærlighed; til mig sagde han ved Afskeden: „Lad mig see, Mamsel Staal, at De passer Børnene rigtig godt; De kan være vis paa, at jeg rundelig skal paaskjønne det.”
„Siig dog ikke saadant Noget, Papa! udraabte Henny med Bestemthed, „den Pleie, Marie giver os, kan ikke betales med Penge.”
Obersten saae forundret paa hende, nikkede derpaa til mig, hvilket vist skulde betyde, at han stod ved sit Løfte.
Da Doktor Stub kom næste Gang, saae han sig omkring, og Noget, der lignede Tilfredshed, afmalede sig i hans Ansigt.
„Familen er reist, seer jeg; det fornøier mig, at Alt er overladt til Dem alene, saa vil det dog blive udført med Ro og Nøiagtighed.”
Hans Ord glædede mig ikke, trods den Anerkjendelse, der unægtelig laa i dem; de viste altfor lidt Hensyn til min personlige Behagelighed.
Det var meget haarde Mæslinger, især Hennys, og dog var hun den Taalmodigste; hun vilde saa gjerne skaane mig og vækkede mig yderst sjeldent om Nætterne. Stakkels lille Louise havde ikke den Aandskraft; hun vilde hele Tiden have mig om sig; jeg maatte fortælle hende Historier, synge for hende, trøste hende. Jeg glædede mig over, at Henny dog fik godt af det med det Samme.
„Kom herhen, Marie! lad mig faae lidt at drikke; ak, jeg har saa ondt i Halsen! hør, Du maa give mig Haanden paa, at Du vil blive her inat, og ikke lade den ækle Madamme komme herind; uh, jeg er saa angst for hende, jeg bliver syg, hvis Du ikke lover mig det.”
Obersten kom daglig ridende for at see til Børnene; Doktor Stub indfandt sig hver Morgen, saae til Patienterne, drak et Glas Vand, som stod i Beredskab til ham i Havestuen, og tog bort uden flere Ord end høist nødvendigt.
Der var gaaet en ni, ti Dage; Feberen var forbi, og al Fare, der havde virkelig været Fare — overstaaet; jeg laa paa Sophaen og blundede, men blev vækket af Louise.
„Marie, det tordner! for Guds Skyld staa op; hvor skal vi hen! hvor skal vi hen!”
De blaa Lyn trængte igjennem Sprækkerne paa Vinduesskodderne og fordunklede aldeles den svage Natlampe; det tynde Huus rystede ved hvert Tordenbrag, Stormen tudede i Skorstenen, Bølgerne brusede og sukkede udenfor.
„Marie, hvor skal vi hen! hvor skal vi hen!”
„Tys, Du Kjære, og bliv i Sengen. Du var saa syg, og vor Herre har allerede næsten gjort Dig rask, Du kan være vis paa, at han ogsaa lader dette gaae over.”
I det Samme blev Døren revet op af Vaagekonen; hun var bleg som et Liig.
„Verden forgaaer,” sagde hun, „og det er endda ikke det Værste; det pusler nede i Haven, det rasler ved Vinduerne; saadant et Veir er som skabt for Tyve og Røvere. Gud naade os usselige Fruentimere!”
„Det er kun Blæsten, der pusler og rasler med Træernes Grene.”
Lyn i Lyn gik det, Tordenen overdøvede deres Klager.
„Marie,” hviskede Henriette, „troer Du dog ikke, at Verden virkelig forgaaer?”
„Nei, lille Henny, det troer jeg ikke, og jeg veed, at Gud under ingen Omstændigheder vil forlade os. — De maa virkelig ikke tage saadan paa, Madam Olsen, den lille Pige er bange nok iforveien. Tro mig, Louise, om et Par Timer er det forbi, og Dagen vil bryde frem smukkere end nogensinde.”
„Et Par Timer! ak, der kan skee meget inden den Tid. Hvad var det? hørte De ikke Noget, Trin?”
„Nei, det er kun den voldsomme Regn.”
Endelig ved Daggry standsede Uveiret; Solen stod op med sin gamle Pragt, Støvet var skyllet af Blade og Blomster, Alt saae saa forynget og foraarsagtigt ud. Jeg indaandede den friske, rensede Luft fra Verandaen jeg takkede Gud, der havde holdt sin Haand over os.
Vaagekonen var gaaet op paa sit Værelse; Børnene slumrede; jeg følte mig meget træt, mat, overanstrængt. Jeg tog Plads i en Krog af Sofaen, lukkede Øinene og gjennemlevede snart i Drømme den uhyggelige Nat.</poem>
Trettende Kapitel.
<poem>Da jeg slog Øiet op, saae jeg, til min Forbauselse, en høi Skikkelse staae foran mig; i Mørket kunde jeg ikke kjende hvem det var, men hørte snart paa Stemmen, at det var Geheimeraadinde Trolle.
„Det gjør mig ondt, hvis jeg har vækket Dem.”
Hun rakte mig sin Haand; det forekom mig at den skjælvede lidt.
„Jeg vidste Intet om dette før igaar; lad os gaae her ind.”
Da vi kom ind i den lyse Havestue, saae hun stivt paa mig.
„Moderen og Søsteren reiste, og De blev.”
„Det er saa rimeligt, da jeg havde havt Sygdommen.”
„Er det ogsaa rimeligt, at De blev ladt tilbage næsten alene? er det rimeligt, at Alt her er saa uhyggeligt for Dem som tænkeligt? er det rimeligt, at Deres Ungdom og Sundhed blive bortødslede, som havde de slet intet Værd? Du store Gud, jeg forekommer mig næsten som Medskyldig, blot fordi jeg hører til Familien. Hvorledes kan dette forsvares for Deres Moder?”
Hun tog mig i sine Arme; det var ikke Donna Grandezza mere, Fornemhedens Skranker vare nedbrudte, hun var lutter Ømhed og Hjerte.
„Føler De Dem ikke syg, mit stakkels Barn? De seer ud, som havde De hverken faaet Søvn, passende Næring eller frisk Luft; jeg troer næsten De trænger mest til det Sidste. De skal bestemt kjøre en lille Tour i min Vogn; imidlertid bliver jeg rolig hos Børnene.”
Hun kastede med høitstegne Hænder et Shawl om mine Skuldre, bandt Hatten under Hagen, førte mig ud til Vognen og gav Kudsken Ordre til at kjøre til Rongsted, og saa strax tilbage. „Begynd lidt langsomt,” sagde hun.
Tjeneren slog Døren i, Kudsken knaldede og saa kjørte vi; det Hele var som en Drøm.
Den friske Luft, den uvante Bevægelse overvældede mig; jeg svimlede som i en Gynge; det klare Sollys blændede mine til Mørket vante Øine. Raskere og raskere gik det; Landsteder, Haver, Marker og Skove fløi forbi; det var næsten pinligt, og saa følte jeg mig saa lille og ubetydelig, som jeg sad der ene i den elegante Vogn.
„Imorgen gjør De det om igjen,” sagde Geheimeraadinden, da jeg kom tilbage, nu tager jeg strax bort og sender derpaa min Kammerjomfru herud, Jomfru Bagge, som Du holder saa meget af, Louise: hun kan være om Eder, at Eders kjære Marie kan pleie sig lidt og ret faae hvilet ud.”
Et Par Timer efter kom Jomfru Bagge med en temmelig stor Bagage. hun var graanet i Tjenesten, og hendes Ydre frembød et for et træt Sind velgjørende Skue af Ro, Godmodighed, Flegma og Enfold.
Hun bredte en Dug paa Bordet, trak en Flaske Viin, nogle Østers og en kold Kylling op af en Kurv, og bad mig tage tiltakke med Retterne.”
Skjøndt jeg aldeles ikke er en Lækkermund, smagte det fortræffeligt, styrkede og gjorde rigtig godt. Det var længe siden jeg havde faaet et Maaltid beredt af Kjærlighed; i den senere Tid havde jeg levet af Kaffe, eftersom Madam Olsen, der selv foretrak Kaffe for alt Andet, nødig vilde have Uleilighed med at lave Mad til mig.
Efter endt Maaltid førte Jomfru Bagge mig ovenpaa i et smukt, luftigt Værelse, hvor hun havde redt en indbydende Seng. Jeg blev ganske begeistret ved Synet af den; de blændende hvide, bløde Puder, det grønne Silketæppe, det var et vederkvægende Skue for En, der længe havde ligget paa en haard Sofa. Jomfru Bagge havde bragt Alt med, hun besaae med et tilfreds Blik Arrangementet, lukkede Vinduerne og forlod mig.
Jeg havde altsaa Udsigt til en lang Søvn, ikke forstyrret af Frygt for at Børnene skulde savne Noget, eller af Frygt for, at Louises Kalden ikke skulde kunne vække mig. Træt og mat stod jeg og saae paa Sengen; hvor skulde den smage! Klokken var først sex; jeg kunde sove lige til Morgenen; hvor skulde den smage!
„Undskyld at jeg forstyrrer, Mamsel Staal, men der er en Herre, som vil hilse paa Dem.”
„Er det ikke Obersten? eller maaskee Lieutenant Due?”
„Nei, det er en fremmed Herre.”
„Saa maa det ganske bestemt være en Feiltagelse.”
Lidt efter kom hun tilbage. „Han bad mig sige, at han var Pastor — ja, hvad var det dog.”
„O, saa var det vist Skau, en gammel Herre?”
„Det er en ung Herre, men er det ikke det Klogeste, at Mamsellen gaaer ned for at tale med ham.”
Da jeg kom ned i Havestuen, var den Fremmede gaaet ud paa Verandaen; Hatten havde han sat paa Bordet; der var høit sort Flor om den; det greb mig saa underligt. Gjennem Glasdørene kunde jeg see ham; det var en høi, mørk Mand med et meget tankefuldt Ansigt, et smukt Ansigt, især fra Udtrykkets Side. Jeg havde aldrig seet ham før, thi havde man een Gang seet ham, kunde man umulig glemme ham.
Jeg flyttede en Stol for at vække hans Opmærksomhed, og øieblikkelig traadte han ind. Det var et besynderligt Blik han fæstede paa mig.
„Ak, De er ikke rigtig rask! han greb fortrolig min Haand.
„Jeg veed ikke, hvem jeg har den Fornøielse at tale med?”
„Gustav Bang, men har De da ikke faaet Brevet?”
„Mit sidste Brev gik tabt; har De Efterretninger fra Italien? i Guds Navn, det er dog intet Slemt?”
„Paa ingen Maade, jeg haaber noget Godt. De seer saa fremmed paa mig, og jeg saa bekjendt paa Dem; De har allerede en stor Plads i denne Gustav Bangs Hjerte, hvem De aldrig har hørt omtale. Har De heller aldrig hørt Noget om Hedevig Bang?” Det sørgmodige Udtryk paa hans Pande tiltog.
„Ak jo, saa kjender jeg baade Dem og hende; Minna har skrevet saameget om dem.”
„Minna har ikke, mærker jeg nok, før i det forsvundne Brev, skrevet Noget, som kan bane Veien for, hvad jeg har at sige; jeg frygter næsten, at det skal mishage. Giv mig Deres Haand, Marie, og lov mig at erstatte Minnas Tilkommende den tabte Søster.”
Minnas Tilkommende! var det muligt! jeg saae forskende paa ham, men læste Intet uden Godt i hans klare, dybe Øie.
„Ja, see kun paa mig, hun er en Skat, en stor Skat, tør De betroe mig hende?”
„O ja, men bliv ikke vred, om jeg er lidt besynderlig, det kom saa pludseligt; jeg er ganske forvirret. Det stod altsaa i Brevet; jeg kunde i tre Uger have vidst det.”
„Lad os sætte os paa Bænken udenfor. Jeg frygter jeg har forskrækket Dem, De ryster jo, min kjære Marie.”
„Hvorledes har Moder det?”
„Meget godt. Lægen har erklæret, at det, hun nu mangler, kan end ikke det herligste Klima give, det er Opfyldelsen af hendes høieste Ønske.”
Det var som havde jeg kjendt ham længe, og dog var det saa sælsomt. Han talte om sin tabte Søster, ham talte om Moder og Minna; det var mig særdeles behageligt at høre, hvor sandt og smukt han opfattede deres Karakterer.
„I Begyndelsen,” sagde han, „bebreidede jeg mig næsten at have knyttet Minnas Skjæbne til min og frygtede, at hendes lette, haabefulde Sind skulde lide ved den Alvor, der er min fremherskende Stemning, en Alvor, som skriver sig fra, at jeg hidtil har kjendt mest til Livets Skyggesider; men nu er jeg kommen til det Resultat, at vi med Guds Hjælp netop ville være istand til at paavirke hinanden til det Bedre. Hendes godtroende, overbærende, kjærlige Hjerte vil mildne den strenge Livsanskuelse, jeg, paa min besværlige Kamp fremad, har erhvervet, og til Gjengjæld vil min Erfaring sætte mig istand til at bevare hende for Skuffelser. — Men, min kjære Søster, nu ville vi tale om Dem; jeg finder det høist besynderligt, at De er her saa alene hos de syge Børn i det tomme, uhyggelige Huus. De seer selv overanstrængt ud; jeg frygter næsten at Moders Anelse, som Minna altid har beleet, dog var begrundet; det er vist samvittighedsløse, slette Folk?”
Der var en Villiekraft i hans mørke Øie, som det gjennemskuende hvilede paa mig; jeg kunde ikke skuffe eller undgaae ham, men appellerede til hans Godmodighed og bad ham ikke spørge mig mere.
„Denne Bøn er en Indrømmelse af min Formodning. Stakkels Marie, hvor skulle vi ikke pleie og forkjæle Dem, naar De først er hos os; De spørger ikke engang naar og hvor.”
„Jeg kan endnu ikke rigtig forstaae det.”
„Først skal De vide hvor.” Derpaa skildrede han den gammeldags Præstegaard paa Jyllands Østkyst; Mostaget med Storkereden; Dammen med Steengjærdet og Piletræerne; det hundredeaarige Lindetræ paa Skrænten i Haven; Stien over Lynghøiene forbi Kilden til den nære Skov; og det var saa levende, som saae jeg det, og Troen paa, at vi virkelig skulde leve sammen der, begyndte at slaae Rod i mit Hjerte.
„Og nu komme vi til naar; de ere allerede paa Reisen; Brylluppet skal holdes hos min eneste Slægtning, en Broder til min afdøde Fader, der er Præst i det Slesvigske, der reise vi To hen og møde de Andre. Den femte September, Professorens Fødselsdag, have vi valgt; han indfinder sig ogsaa. — Men det begynder jo allerede at blive mørkt! jeg maa skynde mig bort; imorgen kommer jeg igjen.”
Og han gik, men jeg forstod det nu; det var ikke længer et fjernt, uvist Haab; jeg vidste Tiden: den femte September; idag var det den sextende August: „tyve Dage, o min Gud, kan jeg bære denne Lykke!”
„Naa, det var dog godt han gik, at Mamsellen endelig kan komme iseng.”
„Iseng?” jeg saae forundret paa hende, „det har jeg slet ikke isinde, det er mig umuligt; gaae De til Ro, Jomfru Bagge, jeg kan ikke.”
„Marie, fortæl mig hvad det var, det var vist noget Glædeligt, Du fortjente noget Glædeligt.”
Jeg fortalte lille Henny Alt; hun klappede i Hænderne, men sagde dog: „saa skulle vi skilles.” Det gjorde mig ondt midt i min Fryd.
Jomfru Bagge lagde sig omsider; Børnene sov, jeg listede mig ud i Haven. Maanen seilede paa den klare Himmel; den kastede et gittrende Skjær over Stranden, et sølvagtigt Skin paa Georginerne i Haven. Huset saae saa fredeligt ud, jeg tænkte paa den forrige Nat og min Sjæl var fuld af Andagt.
Da Geheimeraadinde Trolle kom kjørende næste Dag, stod jeg i Døren og tog imod hende.
„Naa, det maa jeg sige,” sagde hun smilende, „en Nats Søvn kan gjøre Underværker.”
Jeg brast i Latter; det var længe siden jeg havde leet; det lød forunderligt, næsten som det ikke var mig selv, og dog gjorde det saa godt.
Jeg tog hendes Haand og kyssede den. „Om Forladelse, Deres Naade, jeg har slet ikke været iseng.”
Derpaa satte jeg mig paa en Skammel ved hendes Fødder og fortalte hende min Historie. hun hørte opmærksomt efter; da jeg var færdig, kyssede hun mig paa Panden og sagde:
„Jeg vilde være stolt af at kalde Dem Datter, og dog maa jeg skjænde paa Dem; De har været latterlig bange for at bedrøve Deres Kjære ved at skifte Plads; De kan ikke forsvare det; havde det varet meget længere, troer jeg, ved Gud, De var bukket under. Nei, De maa ingen Indvendinger gjøre; Henriette har fortalt mig meget, og jeg har selv gjennemskuet meget. — Altsaa, Louise Ørnklo er Deres Pleiemoder; jeg har kjendt hende, den smukkeste og mest begavede unge Pige, jeg nogensinde har seet. At hun havde ægtet en Officier, vidste jeg, men Rygtet sagde, at han havde taget Livet af sig selv, paa Grund af Gjæld, og at hun derpaa mistede Forstanden. Jeg har aldrig havt Tillid til Rygter, men dette var dog virkelig for galt. — Nu vil jeg see at lette Dem for det Eneste, der endnu tynger Sindet, Frygten for at Forsømmelse og Tiden vil nedbryde, hvad De møisommelig har opbygget i Børnenes unge Hjerter. Stol De trygt paa mig, jeg skal tage mig rigtig af dem og værne om Deres Værk.”
Havedøren gik, der kom En. Det var ikke Oberstens haarde, martialske Gang, ikke Lieutenantens Dandsemester-Trin, men raske, mandige Skridt, som løde henover Gruusgangen; det maatte være den nye Broders Skridt, og snart stod han i Døren. Geheimeraadinde Trolle modtog ham meget høfligt og venligt, men med sin gamle Anstand, som jeg kjendte saa godt, men som nu var smeltet bort i Forhold til mig.
„Gaa nu ind og tag Tøi paa, min lille Ven, jeg tænker, at Herr Svoger nok vil kjøre en Tour med Dem.”
Da jeg kom ind igjen, truede hun ad mig. „Tag Dem iagt, Mamsel Staal, nu har De faaet Deres Skudsmaal.”
Der sadde vi sammen, og det var paa eengang saa ubegribeligt og saa naturligt. Jeg saae ind i hans mandige og dog saa blide Ansigt, jeg gjorde ham tusinde Spørgsmaal. Det klare, lyse Solskin blændede mig ikke idag; det var ikke lysere end mine Forhaabninger; jeg var ikke ene, forladt, lille, nu Vennen og Broderen sad ved min Side.
Stranden var saa blaa; de hvide Seil paa Skibe og Baade saae saa fornøielige ud; Landstederne med deres Haver vare saa pyntelige; Skoven havde aldrig været grønnere; og af og til fik man et Glimt af Marker med travle Høstfolk; de smaa Grise løb over Veien; Kildevognene rullede forbi; overalt saae man glade Ansigter; inde i Hjertet sang jeg:
Men hvem var det der red? ak, det var jo min kjære Lieutenant Frederik. Jeg nikkede til ham; han hilste ikke igjen, saa forbauset var han, men blev ved at stirre efter os. og det var virkelig ogsaa et Syn, der kunde forvandle ham til en Saltstøtte, at see mig kjøre i Geheimeraadinde Trolles Vogn med en fremmed Herre.
Gustav talte hjerteligt og anerkjendende om Christian Ørnklo.
„Hvad synes Minnas Onkel egentlig om Partiet?” spurgte jeg.
Han lo, og jeg iagttog, hvor smukt Smilet klæder et alvorligt Ansigt.
„Det var et meget passende Parti for hendes Faders Datter. Desuden beroligede det ham, troer jeg, at vide hende uigjenkaldelig bundet.”
„De skal adlyde mig, som var De et lille Barn,” sagde Geheimeraadinden, da vi kom hjem, „først drikker De denne Bouillon, og saa gaaer De iseng.”
„Nei, det maa De ikke forlange. jeg kan ikke sove den skjønne, klare, lyse Dag bort.”
„De kan og De skal. Gaa nu strax iseng; Jomfru Bagge maa ikke vige fra Dem, før De sover. Vær et lydigt Barn og bed Godnat, nu kjøre Pastoren og jeg bort.”
Jeg troede det var mig umuligt at sove, men da jeg havde ligget noget og betragtet Jomfru Bagge, der sad ved Vinduet i uforstyrret Sindsro og strikkede, lukkede mine Øine sig uvilkaarligt, og jeg slumrede ind ved den sagte, ensformige Lyd af hendes Strikkepinde.
Da jeg vaagnede, var det Morgen; jeg havde sovet sytten Timer itræk og følte mig ubeskrivelig styrket. I en Fart klædte jeg mig paa og løb ned i Haven, medens det sang og klang for mig: atten Dage, kun atten Dage.
Jeg plukkede en heel Deel Blomster, gav Henriette og Louise hver en Buket og lagde een ved Doktorens Glas, uden ret at tænke over hvad jeg gjorde.
Da han kom, gav han Børnene Lov til at staae lidt op; derpaa vendte han sig til mig:
„Hvem har lagt Blomsterne ved mit Vand?”
Det var for mig, som havde jeg begaaet en Forbrydelse; jeg var nærved at bede ham om Forladelse.
„Jeg har rigtignok lagt dem, De maa undskylde, jeg var saa glad.”
„Ethvert Overmaal af Glæde og Bedrøvelse,” svarede han flegmatisk, „anseer jeg for en Slags Sygelighed.”
Alligevel saae jeg til min Forundring, at han fæstede Buketten i sit Knaphul og kjørte bort med den.
Længere hen paa Eftermiddagen kom Geheimeraadinden med Gustav; de saae temmelig alvorlige ud.
„Hun kan ligesaagodt høre det først som sidst,” sagde han. Det lagde sig koldt om mit Hjerte.
„Bliv ikke bange, det er ingen Ulykke, skjøndt unægtelig noget Ubehageligt. Jeg har været hos Oberstens, og de nægte reent ud at lade Dem reise før første Oktober. De holde dem til, at der skal siges op inden Midten af Maaneden; om en Anden i Deres Sted ville de Intet høre. Det gjør mig hjerteligt ondt, men jeg frygter, De maa finde Dem deri.”
„Saa er det bedst, at Brylluppet udsættes,” sagde Gustav.
„Nei, paa ingen Maade, jeg vil være langt lettere og gladere, naar jeg veed, at det er skeet, naar jeg kan tænke mig dem Alle i god Ro i Hjemmet.”
„Det er en bitter Skuffelse! hvad skal jeg sige, naar jeg kommer alene?”
„Hvad De skal sige Moder, veed jeg ikke; Minna behøver De blot at fortælle, at Oberstens paa ingen Maade vilde undvære mig; jeg er vis paa, at hun vil udlægge det paa den mest smigrende Maade.”
Vi loe Begge, men mit Hjerte var tungt; atter Opsættelse! Maalet forekom mig fjernt. Treogfyrgetyve Dage, tænkte jeg.</poem>
Fjortende Kapitel.
<poem>Faa Dage efter reiste Gustav, for at ordne Alt i Præstegaarden; atter faa Dage, og vi toge til Byen.
„Jeg har aldrig hørt noget mere urimeligt,” sagde Amalia, „end at De vil bort; jeg troer det heller ikke rigtigt; De betænker Dem nok. Hvis De bestemmer Dem til at blive, skal Lønnen blive forhøiet.”
„Jeg har ikke klaget over Lønnen, Frøken Amalia, men De kan nok forstaae, at jeg er glad ved at komme tilbage til mine kjære.”
„Nei, det kan jeg ikke begribe; uh, det utaalelige Jylland! det er jo til Jylland De skal. Bliv her, Mamsel Staal; De skal saae mere Frihed, De skal komme i Theatret, idetmindsle fire Gange i Vinter; der skal ikke lægges Dem et Halmstraa iveien af noget Menneske.”
Da hun fandt mig aldeles urokkelig, gik hun til Louise, hvis Bønner og Taarer hun umulig troede mig stærk nok til at modstaae.
Det var særdeles ubehageligt; den kjære, lille Pige græd, bad og bebreidede mig Ligegyldighed, hvergang hun saae mig. Jeg trøstede mig imidlertid med, at hun lod til at være lige fornøiet, naar jeg ikke var inde.
Og Dagene gik, men de gik uendelig langsomt; snart var jeg haabefuld, snart nedslaaet, altid urolig. O, der vilde dog komme Noget iveien. Undertiden følte jeg mig saa svag; jeg tænkte paa Døden; før havde jeg aldrig frygtet for at døe, men nu var det en rædsom Tanke. og jeg sad og syede paa Lommetørklædet Sting i Sting, Sting i Sting, jeg kunde ikke holde det ud, men maatte springe op og trække mit Veir.
„Jeg kæmpede tappert,” sagde Lieutenant Due, „for at De skulde komme herfra; alligevel kan jeg ikke nægte, at jeg følte en egoistisk Glæde, da det dog ikke skete. Jeg vilde meget nødig have mistet Dem saa snart og saa pludseligt; vi have nu havt det saa rart sammen hver Morgen, skjøndt vi ikke altid have været enige, eller rettere, skjøndt De sjelden eller aldrig har givet mig Ret i mine Ankeposter. — De maa troe, det har noget meget tungt, ikke at kunne holde af dem, til hvem man er knyttet ved Blodets Baand. Der existerer ikke to hinanden mere modstridende Karakterer end Helenes og min. Vi ere ogsaa opdragne af fraskilte Forældre, hun af Moder, jeg af Fader. Jeg nægter ikke, at jeg for en stor Deel har Skylden i vore Stridigheder; jeg opirrer, plager og driller, men aldrig uden Anledning; selv har jeg mindst godt deraf, det gjør En ond. — Men hvad er det jeg staaer her og snakker; De kjender vel ikke Deres gamle Ven igjen, thi han kjender ikke sig selv. Det er vist de sure Brombær vi fik igaar, der have bekommet mig ilde og stemt mig til Melankoli. — I Martsmaaned fylder jeg Femogtyve, og saa tøver jeg ikke her en Dag længere. Seer De, Frøken Marie, jeg skal vente et halvt Aar og er dog taalmodig, De kun en Maanedstid og synes, det er forskrækkeligt. Jeg holder inderligt af Dem, men denne Spænding er virkelig lidt latterlig; De er sentimental, Frøken Staal, altfor sentimental; det Bedste er da, at De gaaer stille med det.”
„Hvad vil Du forære Din Søster?” spurgte lille Jette.
Det var en vanskelig Opgave; at forarbeide Noget kunde der slet ikke være Tale om. Jeg tænkte paa at kjøbe et broderet Lommetørklæde; dog jeg kunde ikke gjøre det; Minna vilde holde af det, fordi jeg havde syet det; det var som et Slags Bedrag. Skulde jeg da give hende et Stykke Sølvtøi? fy, nei, jeg kunde ikke give Minna Sølvtøi. Resultatet blev, at jeg begav mig ud til en Gartner, flettede en Myrtekrands i hans Drivhuus og sendte den velindpakket i fugtigt Mos, til Bruden.
Den Femte var en Søndag; jeg gik i Kirke, men hørte ikke saa nøie efter Talen som ellers, og dog var der Gudstjeneste i mit Hjerte, Lov og Paakaldelse. Jeg saae mine Kjære i Tankerne; jeg vidste, at det var et Skaar i deres Lykke, at jeg ikke var hos dem, og var ikke bedre end at det glædede mig.
Om Eftermiddagen kjørte jeg med Geheimeraadinde Trolle til Frederiksberg; vi drak Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone saae gjenkjendende paa mig.
„Ak, er det Dem? der er gaaet en forskrækkelig Tid, siden De var her sidst. Ak ja, Gud ja, hvad skal man sige. — Lever Deres Moder og den Anden ikke mere?”
„Jo, Herren være lovet, de leve Begge.”
Tre Dage efter, just som jeg sad og tænkte paa Minna, hvor sød en Husmoder hun vist var, og paa Moder, om hun saae rask ud, og om hun ogsaa talte Dagene, meldte Tjeneren: Grev Ørnklo.
„Det kan jeg lide, Grev Ørnklo, det er venskabeligt, at De kommer her saa snart efter Hjemkomsten.”
„Ja, Jeg maa rigtignok tilstaae, Fru Oberstinde, at denne Gang gjælder Visiten hovedsagelig min Cousine, Frøken Staal.”
Oberstinden blev ganske stiv, Amalia spilede sine smukke Øine op, saa de bleve endnu større end ellers.
„Jeg har tusinde Hilsener til Dem, min kjære Marie, fra Tante og Minna; fra den Sidste har jeg ogsaa Bebreidelser; hun sagde, at ingen jordisk Magt skulde kunne have forhindret hende fra at være hos Dem ved en saadan Leilighed.”
„Skylden er min,” indvendte Amalia hurtigt, „jeg vilde ikke slippe hende saa let.”
„Jeg troede ikke Frøkenen var egoistisk. — Maaskee vi kunne gaae herind, Cousine, og tale nærmere sammen.”
Han beskrev mig Festen klart og livligt i dens mindste Enkeltheder. Der var foregaaet en stor Forandring med ham; han udtrykte sig langt bedre, saae mandigere og tænksommere ud, mindre selvtilfreds, skjøndt ikke mindre veltilfreds, hvilket undrede mig lidt.
„Finder De det ikke besynderligt, at jeg, efter hvad der er foregaaet, — som De naturligviis veed — havde Lyst til at komme til Brylluppet?”
„Det glæder mig netop.”
„De maa ikke troe, at jeg er letsindig; i Førstningen sørgede jeg dybt, men det varede ikke længe, før det gik op for mig som et Lys, at jeg ikke var den Mand, der passede for hende. hun stod over mig i enhver Retning, og det bør Konen ikke; det havde været en Mesalliance, ikke for mig, men for hende. Da jeg hørte, at hun var bleven forlovet, følte jeg ikke Skygge af Jalousi, og det blev mig klart, at jeg egentlig havde elsket hende som et Ideal, som jeg elskede min Tante, de første Væsner, der havde vækket mit bedre Jeg. Uden Prøve turde jeg alligevel ikke stole paa mine forandrede Følelser. Brylluppet var denne Prøve, og jeg har bestaaet den. Jeg vil ikke, som jeg besluttede i første Øieblik, blive Pebersvend hele mit Liv, jeg vil til sin Tid gifte mig, og mit Valg skal — haaber jeg — ikke gjøre den Ide Skam, som Minna har givet mig om Kvindeværd.”
Jeg har aldrig kunnet udstaae Kjesten Gifteknive, men da han stod der og talede saa aabent, stiftede jeg uvilkaarligt i Tankerne et Parti mellem ham og min lille Henny; de vilde bestemt passe godt sammen.
Da han var gaaet, kom Amalia hen til mig og lagde sin Haand fortroligt paa min Skulder. „De kan takke Dem selv for enhver Ubehagelighed, De har havt her i Huset; De burde strax have traadt selvstændig op, talt om Deres Familie og ikke gaaet saa beskedent, at Ingen kunde gjætte, at De hørte til ordentlige Folk.”
„Jeg finder, Frøken Amalia, at Enhver, der opfylder sine Pligter og dertil er beskeden, hører til ordentlige Folk og bør behandles som Saadanne.”
„Ja, men simple Folk gjøre aldrig deres Ting, uden der maa lidt Haarhed til; de ere saa forskrækkelig. tykhudede, saadanne Mennesker. — Hør, min Kjære, vær nu en rigtig sød og rar Pige og bliv; De skal faae det paa en ganske anden Fod, det veed Gud De skal.”
Jeg rystede paa Hovedet.
Fra denne Dag behandlede Amalia mig vexelviis som fortrolig Veninde og Underordnet. Fru Bärenschild var ganske den Samme. Obersten fandt, — troer jeg — at Amalia gjorde for meget Væsen af Mamsellen.
Den kjære Geheimeraadinde Trolle, som aldrig gjorde noget halvt, viste mig den moderligste Omhu.
„Det lader til, at Lieutenant Due holder meget, særdeles meget af Dem,” sagde hun en Dag med et saa gennemtrængende Blik, at jeg ikke kunde andet end lee.
„Det haaber jeg ogsaa han gjør, jeg holder idetmindste meget af ham. Desuden maa Gehermeraadinden vide, at jeg er hans Fortrolige.”
Hun smilede fornøiet.
„Det er virkelig tragikomisk,” sagde hun en anden Gang, „saa travlt De har, jeg troer, ved Gud, ikke De har et Øieblik at offre paa Deres eget Tøi. Jeg skal sende Jomfru Bagge herop et Par Timer hver Dag, for at De kan faae det i Orden.”
„Min Kasse var vel forsynet, da jeg næsten slet ikke havde rørt min Løn. Den gode Jomfru Bagge kjøbte og syede mig en ny sort Silkekjole — den anden var ubrugelig — og anskaffede Alt hvad nødvendigt var. Lille Henny hjalp hende troligt.
„Det var en forunderlig rastløs Aand, der var kommen over mig; kun med voldsom Anstrængelse kunde jeg samle mig saameget, at jeg hverken forsømte eller glemte mine Pligter.
Den otteogtyvende September klippede jeg Lommetørklædet ud og syede Kniplinger om; det var, som om der var faldet mig en Steen fra Hjertet.
Amalia var henrykt; Oberstinden saae paa det med misundelige Øine.
„Det er næsten overdrevent,” sagde hun, „jeg finder, min kjære Amalia, at Du kunde have anvendt Mamsellens Tid paa en nyttigere Maade.”
„Umuligt! o det er deiligt, det er det smukkeste Lommetørklæde i Landet.”
Og hun svingede det i Luften. Frieren var netop nærværende; han betragtede hendes barnlige Glæde med Henrykkelse.
„Jeg har kun een Ting at udsætte paa Tørklædet,” sagde han, „at der staaer A B; i mine Øine vilde det først være fuldkomment smukt, naar der stod A R.”
„Det forstaaer De Dem ikke paa, Herr Kapitain,” svarede hun naivt, „det er en langt smukkere Form, at Bogstavet runder ind end ud. — O, jeg takker Dem, min kjære Mamsel Staal, hvilken yndig Erindring har jeg ikke her om Dem. Nu er der kun een Ting tilbage, som jeg vil bede Dem gjøre; jeg tør næsten ikke sige det. Alle mine Kniplinger! De vasker dem saa guddommeligt og vil ikke nægte at gjøre det, kjender jeg Dem ret.”
Atter fik jeg travlt; Flasker bleve overtrukne med Flonel og Kniplingerne riede paa. Lieutenanten skosede Amalia paa mine Vegne; Geheimeraadinden kom med Bebreidelser, men hun fik sin Villie, og det var dog det Vigtigste.
Henriette veg ikke fra min Side. „Naar vi blive voxne, komme vi og besøge Dig, Marie; indtil da ville vi skrive rigtig ofte. Hvor ofte maa vi skrive?”
„Een Gang hver Uge; jeg skriver da igjen til Eder een Gang hver Uge, og Du maa love mig, min Henny, at være meget god mod Mamsellen, der kommer i mit Sted; og Du maa lægge rigtig an paa at tækkes Din Papa og, saavidt det staaer til Dig, gjøre ham det hyggeligt, som han har saamegen Sands for.”
Endelig oprandt den sidste Dag: Kniplingerne vare færdige og mit Tøj indpakket henimod Middagstid.
„Jeg staaer altid meget tidligt op,” sagde Geheimeraadinden, „og det vil glæde mig imorgen at komme med min Vogn og hente Dem; ingen Indvendinger, for mine Nærmeste har jeg ofte gjort det Samme, og der er ikke mange af dem, der staae mit Hjerte saa nær som De, mit Barn.”
Om Aftenen tog jeg Afsked. „Farvel, Fru Bärenschild.”
Jeg veed ikke, om hun følte Fortrydelse, men jeg veed, at jeg gjorde det; mit Sindelag mod hende var ikke ganske som jeg ønskede, ikke at det var vredt, men det var ukjærligt, jeg bedømte hende strengt, og selv nu, mærker jeg desværre, at jeg gjør det.
„Farvel, min Gode.”
„Jeg ønsker Dem ret megen Lykke,” sagde Obersten, „De kan være vis paa at faae det bedste Anbefalingsbeviis.”
„Tusinde Tak, men det behøves ikke; jeg tager nu hjem.”
„Det kunde dog senere komme Dem tilgode.”
Jeg afslog det atter; han rystede min Haand, og saa skiltes vi. Havde han værdiget mig nogen mere Opmærksomhed, troer jeg vi vare blevne gode Venner; nu kjendte han igrunden slet Intet til mig, jeg derimod kjendte ham nok til at agte ham.
„Farvel, De slemme Pige,” Amalia kyssede mig, „kunde vi nu ikke have havt det saa rart sammen, var De blevet; jeg er vis paa, at jeg vil savne Dem mange Gange.”
Mit sidste og bedste Farvel fik Landsoldaten, hvor gjerne havde jeg ikke taget ham med.
Maanen stod i sidste Kvarteer, dens Skin blandede sig med det første Dagskjær, da Geheimeraadinden kom for at hente mig.
„Jeg havde villet forsvoret, at jeg nogensinde skulde komme til at kjøre i Donna Grandezzas Karosse,” hviskede Frederik leende, da han blev indbudt til at kjøre med.
Den skarpe Morgenvind blæste mig lige i Ansigtet; jeg sad ved Geheimeraadinde Trolles Side med hendes Haand i min; Lieutenant Due havde Plads mellem Børnene. Han satte et muntert Ansigt op; det gjorde Henriette ogsaa; Louise græd.
Da jeg steg ned, blev jeg standset af Lise Stuepige; hun og hendes Anton havde indfundet dem, for at takke for Sølvskeerne. Den stakkets Bagersvend var flau og forsøvnet; han svarede ikke ganske til Lises idealiserende Beskrivelse. Han slog ud med Armen, hvilket vist skulde være flot, og begyndte paa en lille Tale, der faldt temmelig uheldig ud, men var meget velmeent. Men Hvem var det, der stod, tør og stiv, med Frakken knappet helt op til Halsen? kunde jeg troe mine Øine, vilde Doktor Stub uleilige sig saa tidligt op, for at tage Afsked med mig.
„Det var altfor venligt af Doktoren; jeg sætter uendelig megen Priis derpaa.”
Jeg havde neppe sagt dette, før jeg fortrød det; jeg havde dog vist taget feil; han saae slet ikke ud, som var han kommet for min Skyld. Imidlertid tog han dog, for første Gang, min Haand og klemte den paa en eiendommelig Maade.
Geheimeraadinden anbefalede mig til Kapitainens Omsorg; derpaa omsavnede hun mig.
„Gud velsigne Dem, mit Barn; lever jeg, naar De næste Gang kommer til Kjøbenhavn, gjør jeg Fordring paa Dem som min Gjæst.”
Henriette hang om min Hals; hun kunde ikke holde sin Hulken tilbage mere; Louise klyngede sig til mig; Frederik hvislede: „til Sommer besøger jeg Dem med min Kone.” Klokken lød, og der stod jeg ene paa Dampskibet og nikkede til mine Venner, de tro Venner, som jeg skyldte saamegen Taknemmelighed, hvis Kjærlighed og Godhed havde lettet mig saamangen tung Stund. De vare Alle bedrøvede ved Adskillelsen, men jeg kunde ikke være bedrøvet. Baandene, der droge mig til den jydske Kysk, vare langt stærkere end de, der holdt mig tilbage paa den sjællandske.</poem>
Femtende Kapitel.
<poem>Himlen var graa; det blæste temmelig stærkt; de fleste Damer trak dem tilbage til Kahytten, men det var mig umuligt; jeg havde ingen Ro paa mig og gik, saa godt det lod sig gjøre, op og ned ad de gyngende Planker. Søsygen havde ingen Magt over mit overspændte Sind.
„Frøkenen er meget modig,” sagde Kapitainen, og saa forsøgte han at knytte en Samtale med mig, men det lykkedes ikke rigtig. Den høflige Mand undrede sig vist over mine korte, adspredte Svar.
„Nu ere vi snart i Aarhus.”
Det kom næsten for pludseligt, og dog havde jeg for et Øieblik siden tænkt, om det aldrig fik Ende.
Da Skibet lagde an, saae jeg strax Gustav; han hilste fornøiet og gjorde Tegn til, at Alt var vel; et Minut efter stod han ved min Side.
„Velkommen, min dyrebare Søster, til Lykke og Velsignelse. — Minna blev hos Moder, jeg fandt det bedst saaledes.”
Ja, det var bedst, jeg blev ganske lettet, da jeg hørte det. Han bød mig sin Arm og førte mig sikkert gjennem Trængslen.
„Vognen holder strax ved, men ønsker Du — Minna har befalet, at jeg skal sige Du — ikke en Forfriskning.”
„O, nei, jeg længes blot efter at komme afsted.”
Vi naaede snart den lille Vogn; den brede, jydske Kudsk løftede paa Hatten og hilste mig med et venligt: „Godaften og velkommen.”
Naar man er i stærkt Røre, rigtig i Aande, da har det noget mærkeligt at see paa et fuldkomment roligt Ansigt, og et saadant havde Søren Kudsk. Han saae velnæret, ubeskrivelig selvtilfreds og godmodig ud; alligevel glimtede Poliskeriet frem af hans smaa missende, blaa Øine. Roligt og sindigt udfoldede han en varm Kaabe og slog den derpaa om mig.
„Madammen sagde, at Jomfruen skulde have denne paa;” med et øvet Tag strammede han den sammen i Halsen og hægtede den.
„Hvem er Madammen?”
„Men, Kjære, det er naturligviis Minna.”
Jeg kunde ikke andet end lee; jeg havde slet ikke tænkt mig, at Minna blev kaldet Madam, min lette, fine, lille Minna; de Madammer, jeg havde seet, havde alle været saa store, saa tykke, saa gruelig prosaiske. Til alt Held forstod Søren ikke Grunden til min Latter; Latteren selv kunde han godt lide; han tænkte vist, at det var en farlig lystig Jomfru, Madammens Søster.
„Hvornaar kunne vi komme hjem?”
Søren vendte Hovedet om. „Nu har Bæsterne hvilet saa godt ud, at det kan gaae rask hjemad; vi naae det vel, før Mørket falder rigtig paa.”
„See, Marie! see dog Domkirken!”
Den gamle, ærværdige Bygning havde stor Grund til at være fornærmet paa mig; jeg stirrede paa den, men min Sjæl modtog intet varigt Indtryk af, hvad mit Øie saae.
„Har Moder kjørt i denne Vogn?”
„Flere Gange.”
„Har hun siddet her, hvor jeg sidder?”
„Netop, og Minna paa min Plads.”
„Lov mig at sige det, noget før vi naae Maalet.”
„Jeg skal sige Dig det, lige hvor Sognet begynder.” og han fortalte saameget, for at adsprede mig, om Egnens Beboere, om Kammerraadens paa Herregaarden, eller Gaarden, som Bønderne kaldte den, vore nærmeste Naboer. „Rigtig brave Folk,” sagde han, „saa ubeskrivelig gjæstfrie,” og saa saae han saa skjælmsk ud, som om de brave Folk dog vare lidt løierlige.
Det var allerede halvmørkt, da Veien dreiede af.
„Her begynder Sognet, Marie, Du kan see Kirken der oppe paa Bakken.”
„Maa Vognen ikke holde, kjære Gustav, jeg vil ned, jeg tør ikke blive, jeg foretrækker at gaae.”
Søren hørte Ordene og udlagde dem paa sin Maade. „Kors bevares, er Jomfruen saa bange, her er anderledes Høider i Egnen end den, bliv De blot rolig siddende.”
„Det vilde være tusinde Gange værre, min kjære Ven, om Du stod af, hvornaar vilde Du da faae Mod til at komme ind; det blev nok neppe før imorgen.”
Han lo og tog min Haand. Der var noget Beroligende i det faste Haandtryk. Jeg skammede mig egentlig for ham; han fordømte mig dog vist: jeg stjal mig til at see paa hans Ansigt, men det havde intet strengt Udtryk, tvertimod, et rigtig mildt og godt.
„Saae Du den mørke Skikkelse, der foer over Engen? jeg tør sværge paa, at det er Mette, der har staaet paa Hjørnet og seet efter Vognen, som hun nu løber hjem for at melde. — Her er Dammen, og her Præstegaardens Have; Trofast lader sig allerede høre, og der er Diana. Mod, min kjære Marie, Mod.”
Nu var jeg der! o, der stode de i Døren! jeg var ikke mere urolig; der blev saa stille, saa helligt i mit Hjerte.
„Her er hun i god Behold,” sagde Gustav, idet han løftede mig ned.
Og jeg laa i deres Arme, og vi græd og vi loe. De førte mig ind i den venlige, oplyste Dagligstue; de toge Tøiet af mig, som var jeg et lille Barn. O, hvor var det yndigt at see paa dem, at høre deres Stemmer, at trykke deres Hænder.
Moder var saa bevæget, Minna saa glad, saa omhyggelig. hun syslede ved Thebordet. „Du trænger bestemt til noget Varmt, Mie.”
Og jeg saae rigtig paa hende; hun var forandret, men, om muligt, endnu yndigere og elskeligere end før. Sorgerne havde grebet hende for dybt, til at de kunde svinde uden alt Spor, men det havde ikke været Sorger, der efterlade Bitterhed eller Fortrydelse i Sjælen; det havde ikke været Sorger, som Menneskene havde beredt hende; det var Sorger sendte fra Gud, og de havde kun gjort hende endnu blidere og frommere.
Der stod Bogskabet og Skrivebordet, og der hang Faders Portræt! mit Hjerte blev for fuldt; jeg gik ind i den mørke Stue ved Siden, kastede mig paa Knæ og takkede Gud. Al denne Angst og Uro kunde have være sparet, havde jeg trygt lagt Alt i hans Hænder. — De vare derinde, o, det var en henrykkende Tanke; Lyset trængte ind gjennem Sprækken paa Døren, derinde vidste jeg de Elskede vare.
„Men Marie dog, hvad gjør Du i den mørke Stue, jeg forstaaer mig ikke paa Dig og Moder; hun er ogsaa gaaet ind i sit Værelse. Jeg finder, at naar man har længtes saameget, skal man blive sammen.”
„Her er dit Værelse, Mie,” sagde Minna om Aftenen, „lige ved Moders, jeg tænker Døren skal staae aaben. O, Gud skee Lov, at vi har Dig, Søster.”
Og Moder tog mig i sine Arme, „Ja, Gud skee Lov!”
Jeg laa længe vaagen, da Klokken slog tolv, stod jeg op. Jeg troede vel ikke, som da jeg var et lille Barn og første Gang sov under Moders Tag, at det var en Drøm, men jeg trængte dog til at see Moder. hun sov saa roligt, hun smilede idrømme; ak, jeg kunde have staaet og seet paa hende hele Natten, men det vilde hun have skjendt over, og jeg sneg mig lydløst iseng igjen.
Om Morgenen vækkedes jeg — som jeg saa ofte var bleven det i fordums Dage — af en sølvklar Latter; jeg slog Øiet op, og Minna stod bøiet over mig med sit gamle overgivne Ansigt.
„Godmorgen Marie! skammer Du Dig ikke, Klokken er over ni. Du og Moder faae ingen The til Straf, jeg har været her tre Gange med den, og I have sovet; nu er det snart Kaffetid. — Jeg kan ikke forstaae det, Moder pleier. altid at vaagne Klokken fire.” og Moder traadte ind; hun saae frisk og ungdommelig ud og hilste os med sit søde, glade Smiil.
„Hvorfor har jeg ligget vaagen, min Minna? fordi jeg har grundet over, hvorledes det gik Barnet der, hvorledes hun havde det; see, det var Aarsagen til den Søvnløshed, Lægerne ikke kunde faae Bugt med. Idag vaagnede jeg ogsaa Klokken fire, men saa tænkte jeg, Marie ligger derinde og har det godt, og saa vendte jeg mig om, og slumrede ind igjen. — Gaa Du nu, Du Kjære, vi komme strax.”
Moder tog Plads ved min Seng og greb mine Hænder.
„Du kommer ikke op, min Glut, før Du har fortalt mig alt det, Du har fortiet i dine Breve. Begynd nu smukt strax.”
Hvad skulde jeg gjøre? jeg havde fast foresat mig at tie stille, men Moder saae mig spørgende ind i Øiet, mit Hjerte havde altid før været en aaben Bog for hende; jeg kunde ikke modstaae, hun fik hver Smule at vide.
„O, Du stakkels, kjære Barn! dog nu er det overstaaet; vi ville takke Gud, ogsaa for Lidelserne, de gjøre os bedre, nøisommere og taknemmeligere.”
Jeg skyndte mig op, jeg tittede ud i Haven, hvor Mette gik og pillede ved de faa Blomster; jeg følte mig saa lykkelig, saa ung, saa let; jeg løb ind i Dagligstuen til Minna.
Det var en meget venlig Stue; Møbler og Tapeter vare smukke og nye, Vinduerne fulde af Blomsterpotter. Det saae rigtignok lidt besynderligt ud med Bjælkeloft og den store Bilæggerovn paa to Been, men det var dog igrunden ganske hyggeligt.
Jeg tog Minna om Livet og svingede hende omkring. „Du er den sødeste lille Madamme,” sagde jeg, „paa hele den vide Jord.”
„Marie har havt godt af at være ude i Verden; Oberstens have anderledes forstaaet at sætte Liv i hende end vi.”
„Du har altid været et skarpsindigt Hoved, min egen Ven,” svarede Moder og strøg kjærtegnende Haaret fra hendes høie, aabne Pande.
Minna tog denne Ros op for gode Varer, tragtede Kaffen endnu en Gang, og nærmede sig sagte Vinduet, hvor Gustav sad og læste. Hun trykkede sine smilende Læber paa hans alvorlige Øine og saae paa ham med et Udtryk af uendelig Ømhed og Tillid. Ak, det havde været tungt, noget af det Tungeste af Alt, at see Minna fæste et saadant Blik paa En, der ikke fortjente det, dog det gjorde han i fuldt Maal.
Da vi havde drukket Kaffen, besaae jeg hele Huset, og der var saamegen Plads og saamange Bekvemmeligheder, at man nok kunde forsone sig med, at det Hele just ikke var efter Skjønhedens Regler. Derpaa løb jeg alene ned i Haven, og Diana, den store hvidgraa Jagthund, fulgte mig.
Og jeg stod paa Skrænten under Lindetræet og saae hen til Gaarden, hvor Kammeraaden boede; den hvide Bygning med det røde Tag stak grelt af mod den guulbruue Skov; og jeg vendte mig om og betragtede Præstegaarden, der saae saa hyggelig ud med sine tre Skorstene, hvoraf Røgen steg i Veiret, sin tomme Storkerede, og sine mange, blanke Vinduer. Der vare de! jeg behøvede blot at gaae faa Skridt, saa var jeg hos dem; men det vilde jeg ikke nu. Jeg aabnede Laagen, vovede mig ud paa Stien, over Lynghøien, forbi Kilden, til Skoven. Diana foer frem og tilbage, den var rigtig i sit Es. Det gule Løv hvirvlede for mine Trin; det blæste skarpt; af og til faldt der store, tunge Draaber Regn; Himlen var blygraa, men jeg fandt det dog deiligt Altsammen.
Min Glæde gav sig Luft i Sang; jeg løb længere og længere ind i Skoven og vendte derpaa pludseligt tilbage. Jeg kunde have trykket hele Verden til mit Bryst! jeg nikkede til den lille, fregnede Dreng oppe i Nøddetræet, jeg nikkede til Huusmandskonen med Barnet paa Armen, der hentede Vand ved Kilden, jeg nikkede til den gamle Hvedebrødsmand og til Røgteren, som drev Kvæget ud i Dammen for at vande det, og de nikkede Alle saa venligt igjen. Røgteren tog den røde Hue af, trak Munden op til Ørerne og sagde! „Goddag og velkommen, lille Jomfru.”</poem>
Sextende Kapitel.
<poem>Jeg veed ikke noget skjønnere, end, med egen Villie henvendt til det Gode, at leve blandt Mennesker, der ere bedre end En, at føle sig som den Mindste, at aabne sit Hjerte for at modtage alt det Velsignede og Gode, der bliver sagt eller gjort. O, hvor havde ikke Talen i Oberstens Huus, selv om den aldeles ikke vedkom mig, pint og saaret mig; jeg tænkte næsten altid det Modsatte, men maatte tie og lukke til for det Bedste i min Sjæl.
Vi deelte snart Huusholdningen imellem os, dog saaledes, at den unge Huusmoders Rettigheder som Regentinde bleve respekterede. Det varede ikke længe, før vor Munterhed — vi ere nu alle Tre muntre, hver paa sin Viis — smittede Gustav, og den alvorlige Skygge paa hans Ansigt kommer kun sjeldent tilsyne og flygter snart bort. Naar han seer paa sin yndige Hustru, der sysler omkring, saa kvindelig, saa kjærlig, saa fuldkommen uvidende om sin egen Elskværdighed, læser jeg en Velsignelse i hans Øine; han griber da undertiden hendes Haand og hvisker: „Minna, vi ere uendelig lykkelige.” —
Det er utroligt hvor Tiden svinder, naar man lever et stille, virksomt og tilfreds Liv; jeg har været her over tre Aar, og det er dog for min Tanke som een lang Helligdag.
Hver Søndag gaae vi i Kirke; den er kun tarvelig, og intet Orgel ledsager Psalmesangen, men den er fuld af skikkelige, andægtige, jydske Ansigter, og Talen er skjøn og simpel. Vi vide og Menigheden veed, at Præsten fuldt og fast troer det Ord han forkynder, at han i Aand og Sandhed handler derefter, at han i Gjerningen viser Kjærlighed til sin Næste; og er han end lidt streng, er han dog strengest mod sig selv. Naar han ender, er der Taarer i mangt et Øie og paa mangen gammel furet Kind, selv den joviale Kammeraad fra Gaarden, — som aldrig undlader at møde med Pigebørnene i den indelukkede Stol, — tørrer Øinene med et stort Silkelommetørklæde og tænker paa sin salig Kone.
„De skal spise til Middag hos os, Herr Pastor, med Damerne, jeg tager ikke mod Afslag,” siger han, naar vi mødes udenfor Kirken, og Døttrene, to store, smukke, unge Piger, trænge ind paa den hjerteligste Maade, saa det næsten er umuligt at slippe.
Og der er meget hyggeligt paa Gaarden, kun bliver man trakteret lidt for meget. I Førstningen troede de, at vi enten maatte være syge, kræsne eller affekterede, fordi vi ikke kunde spise til enhver Tid.
„Fortæl os lidt om Kjøbenhavn; tænk, vi have aldrig været der, og vi have dog en kjødelig Onkel, som er Grosserer derinde, og en Broder, som studerer. Fortæl lidt om Komedierne, om Ballerne, om Tivoli, om Rundetaarn og Rosenborghave.”
„Og om Moderne,” tilføiede den Ældste, „det maa egentlig være forskrækkelig kjedeligt for en Kjøbenhavnerinde at boe her.”
Ak, de kjendte kun lidt til det!
Kammerraaden talte i en anden Stil: „Landlivet er det sundeste og lykkeligste, Børn; see blot paa Frøken Staal, hvor rask og godt hun nu seer ud, og da hun kom hertil, maatte saa ikke Enhver troe, at Pigebarnet havde Svindsot; det var den bandsatte Luft og sine Levemaade Skyld i.”
Vi aflagde Besøg hos Nabopræsterne og enkelte andre Familier; Modtagelsen var overalt gjæstfri og velvillig; Tonen var den hjerteligste. Ved Juletid pleier det ene lille Selskab at afløse det andet, og naar vi, muntre og varme efter Dandsen og Legene, — hvortil Moder og Gustav dog kun ere Tilskuere — kjøre hjem i Maaneskin, maae vi altid tilstaae, at vi have moret os særdeles godt, skjøndt Et og Andet vel kunde være lidt besynderligt.
Vor Præst, Madammen, Fruen og Jomfruen ere Alle yndede i Landsbyen; Fruen især er farlig gemeen at tale med.
Naar vi sidde sammen i Skumringen, tale vi ofte om de elskede Afdøde: Bedstemoder, Fader og Hedevig, og det er saa forunderligt for mig at jeg Ingen af dem har seet, da de dog staae mit Hjerte saa nær; og jeg tænker paa mine egne Forældre, og det er mig en sød Tanke, at deres Velsignelse, en varm og brændende Velsignelse, hviler over Moder for al hendes ubeskrivelige Godhed mod deres Barn.
Hver Uge modtager og skriver jeg et Brev til mine smaa Veninder og har, som jeg tydelig mærker, bevaret en stor Indflydelse over dem. De skulle konfirmeres til Foraaret og ville da besøge os. — Engang imellem faaer jeg et Par kjærlige Linier fra Geheimeraadinde Trolle. Amalia er bleven forlovet med Frieren og skal snart giftes.
Moders Broder kommer her hver Sommer; jeg kan godt lide ham, skjøndt han er lidt besynderlig i sit Forhold til mig, ikke at han er uhøflig, tvertimod, men han kan — eller rettere vil – paa ingen Maade faae andet i Hovedet, end at jeg er Gustavs Søster.
Karen har været her med sin lille, syvaars Louise. Det var en forfærdelig Begivenhed for Karen at tage over Vandet med et Dampskib; hun havde oplevet umaadelig meget, mere end i hele sit øvrige Liv; og de jydske Folk saae paa Karen, og Karen saae paa de jydske Folk.
„Sikket Sprog de føre,” sagde Karen leende, men vi tænkte, at den Ene ikke havde synderligt at lade den Anden høre.
„Nu maa Tøsen og jeg reise,” sagde hun efter fjorten Dages Ophold, „her har været godt i alle Maader, men jeg er ikke Menneske for at ligge længer paa den lade Side.”
Og den lykkelige Frederik har været her to Gange med sin unge, svenske Kone. De bragte rigtig Liv og Lystighed med sig. Han er ligesaa fuld af Skjemt og Spøg som altid, men ikke nær saa slem til at spotte, og begynder han end undertiden derpaa, er et eneste, bedende Blik fra Majas store, blide Øine istand til at afvæbne ham.
Doktor Stub er død; til min grændseløse Forbauselse havde han testamenteret mig femtusinde Daler; en ung Studiosus medicinæ og en gammel Kagekone i hans Port fik hver en lignende Sum; hans øvrige Formue faldt til Hospitalerne. Denne hans Godhed berørte mig besynderligt, jeg veed ikke selv, om det var behageligt eller ubehageligt. Ak, hvor ofte havde jeg ikke seet paa hans rolige Ansigt og ønsket at fremkalde et venligt Blik af hans Øie, men forgjæves.
Den anden Sommer blev vor Familie forøget med et nyt Medlem, en deilig, lille Dreng med Faderens Pande og Moderens og Bedstefaderens Øine. Det er et yndigt Syn at see ham sidde paa sin unge Moders Arm og med sine smaa, buttede Hænder klappe Faderen paa Kinden; del er et yndigt Syn, naar Bedstemoderen rider Ranke med ham.
„Er det ikke besynderligt, at jeg ikke kan føle mig som en gammel Kone,” siger hun smilende, „jeg er jo dog Bedstemoder og saae imorges flere graa Haar paa mit Hoved.”
Mette elsker den lille Harald næsten til Afguderi; hun kommer aldeles ud af sig selv, naar Nogen vover at nægte ham hans Villie. Haven med alle dens Blomster — hvilke vi Andre kun tør plukke med Mettes specielle Tilladelse — er til hans Raadighed; hun fletter af friske Provindsroser tykke Krandse, som hun slynger om hans lille Vogn, naar hun trækker ham i Haven. Herredsfogden har opsat hendes Testamente; alle hendes Eiendele — og i Mettes Tanker er del ikke lidt – skulle tilfalde Harald, og saa tager hun sine Strømpefødder frem og rysler med Stolthed det blanke Indhold ud for Barnets Fødder, der seer forundret paa det med sine uskyldige Øine.
Hver Morgen, før vi drikke The, sidder lille Harald paa Tante Maries Arm — han holder ikke saa lidt af Tante Marie — og smuldrer et stort Stykke Brød til Fuglene.
Sidste Juleaften, som vi sadde og ventede paa, at Minna skulde aabne Døren til Salen, begyndte Trofast at gjøe ganske forskrækkeligt; derpaa lød et Posthorn og en aaben Vogn rullede ind i Gaarden.
Et Øieblik efter traadte vor dyrebare Professor Lange, hvem vi troede velbeholden i det varme Italien, hvid som en Snemand af Riim ind i Stuen.
„Jeg kommer da tidsnok?” raabte han, „Træet er da ikke tændt endnu?”
Hvor der blev en Glæde! vi toge ham Alle i vore Arme; Mette blev aldeles vild af Henrykkelse.
„Lad mig see Barnet.”
Minna rakte ham med moderlig Stolthed den Lille, der var falden isøvn paa Bedstemoders Skjød; han saae alvorligt paa ham, men da Harald vaagnede og slog sine store, smilende, blaa Øine op, svingede Professoren ham leende i Luften. „Den Dreng vil komme let igjennem Verden.”
„Kan De huske, Fru Staal, hvor Bedstemoder pleiede at skjænde, fordi Aftenen altid kom bag paa mig? saadan er det ogsaa gaaet med mit Livs Aften. Jeg opdagede forleden, at jeg nu er en gammel Mand: Syvoghalvfjerds, og jeg blev ganske bange for ikke at faae Dem at see mere. Det var som mit Hjerte trængte til Varme, og den vidste jeg var at finde her, hvor jeg vil slaae mig til Ro en god Stund.”
Der sad han ved Højtidsbordet, den smukke Olding med de hvide Haar, og saae saa kjærligt paa os; der stod han ved Juletræet med Harald paa Armen og var selv et Barn.
Idag er det Nytaarsdag 1860, hør hvor smukt Klokkerne kalde til Kirke. Solen skinner saa venligt herind, det er saa stille i mit Indre, jeg er saa fuldkommen lykkelig. Mine Venner, ikke de nærmeste, men andre gode Venner, tale vel til mig om en selvstændig Lykke, noget Eget, og de give det endogsaa bestemt Skikkelse og Navn, men jeg ønsker ingen Forandring. Af hele min Sjæl elsker jeg min Omgivelse; jeg er gjenelsket; de vilde savne mig. O Gud, lad dette vare ved! men kan det ikke skee, frygter jeg dog ikke: den Herre, der skjænkede det fattige forladte Barn et lykkeligt Hjem, den Herre, der holdt sin Haand over hende og Hendes i Sorgens Dage og førte dem sammen, han vil aldrig forlade hende. Jeg spørger ikke, hvad Aaret gjemmer i sit Skjød, jeg veed, at Gud vil føre mig til Maalet gjennem hvad der er mig tjenligst, være sig Sorg eller Glæde.
Fodnoter.
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder. | wikisource | wikisource_2273 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"Sangen handler om Morten Børup, ca. 1450-1526, der bl.a. var rektor for Katedralskolen i Århus og skrev sangen In vernalis temporis, hvis melodi spilles af rådhusklokkerne i Århus"
<poem>
I Skanderborrig enge,
alt ved den blanke sø,
dér gå de piger og drenge
at slå og rive hø.
Og i de knøses række
én trasker langt æbag,
han kan ej skåret strække
med sine tunge drag.
Når skåret han færdigt haver,
han stryger ikke sin le,
han står og falder i staver,
til jorden han stivt mon se.
Med svøbeskaft så krumpen
den foged efter ham fór:
Hvad skader din dovne kumpen
hvi står du her og glor?
Såmænd da, strenge hr. foged,
jeg stod og grunded oppå
den blomstervrimmel så broget,
hvor den kan komme frå.
På alle de favre blommer,
jeg ganger nu her og slår:
de falde hver evige sommer
og rejses igen hver vår.
Ja, jeg skal din slubbert lære
at tænke, når du skal slå!
Så skal jeg din ryg nu hær'e,
den bliver både brun og blå.
Den foged løfter sin svøbe,
men knøsen kaster sin le,
han giver sig til at løbe,
og fogden mon efter ham se.
Og medens han står og gaber
og tænker: hvor mon han vil hen?
han kløren af sigte taber,
de ses ret aldrig igen.
Og øster på udi landet,
højt over bølgernes sus,
imellem kirken og vandet,
dér står det latinske hus.
Dér sidder på sit kateder
blandt peblingers skælvende flok
monarken som rektor hedder,
med bog og med ris og med stok.
Dér sidder, nederst af alle,
på bænken med ryg til væg
en pebling, de Morten mon kalde,
han haver så dygtigt et skæg.
Og det er den samme Morten,
som førre ved hø-leen krøb,
som udi trøjen og skjorten
fra engen og fogeden løb.
Som fremad tiden mon lakke,
henefter vel en snes år,
det hus oppå skolebakke
en anden rektor får.
Han trænger ikke til stokken,
ej heller til ferle og ris,
så vel regerer han flokken,
men alt på en anden vis.
Og det er den selvsamme Morten,
som førre pløjed og trask,
og måtte så danse på porten
for fogdens slemme krabask.
Og det er den selvsamme bonde,
vi før udi engen så
på græs og blomster at grunde
i stedet for dem at slå.
</poem> | wikisource | wikisource_4126 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fra Hytterne.pdf" header=1 from=55 to=76 /> | wikisource | wikisource_20580 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!
Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte;
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
</poem> | wikisource | wikisource_1381 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Møllen.djvu" from=425 to=442 header=1 /> | wikisource | wikisource_26461 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=22 to=32 header=1 /> | wikisource | wikisource_30104 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Jeg ved, hvor der findes en have så skøn,
hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn,
hvor fuglene bygger i løv hækkens ly
og flyver hver morgen med sang over sky.
Og midt i den friske og gyngende sø
der dukker af dybet den dejligste ø,
og søen af prægtige skibe er fuld -
og øen af frugt og af blomster og guld.
Der risler en kilde, der rinder en å,
og højene ere så runde og små,
og engen er blød, så det ret er en lyst
at tumle sig der og få lettet sit bryst.
Der danse småpiger med blomster i hat,
en rød og en hvid har på brystet de sat,
og drengene lege med harpe og sværd
og synge så glade om danemænds færd.
Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net
som haven, hvor øen i søen er lagt,
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!
Se ud over dal, over mark, over sund,
så ser du en have med løvsal i lund,
med blomster i enge og sølvspejl i vand,
og haven er Danmark, vort fædreneland.
</poem> | wikisource | wikisource_4043 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ret til aktindsigt. Grundloven. Offentlig forvaltning. Særvotum.
"I krævede at blive gjort bekendt med et notat som havde fulgt som bilag med statsministerens beskikkelsebrev til en arbejdsgruppe som han nedsatte i anledning af en Højesteretsdom i den såkaldte invalidesag. I det omtalte beskikkelsesbrev som ministeriet havde givet adgang til, var der henvist til et vedlagt notat. Retten fandt at dette notat var blevet gjort til en del af beskikkelsesbrevet til arbejdsgruppen og havde således dannet grundlag for dets arbejde. Statsministeriet havde ikke gjort forbehold i bekskikkelsesbrevet angående videregivelse af dette notat, da det blev sendt til parter uden for centraladministrationen. Herefter kunne ministeriet ikke længere have forventet at dette notat havde status som dokument udarbejdet for et regeringsmøde og at det af denne grund var undtaget fra retten til aktindsigt jf § 4, nr. 1 i offentlighedsloven. Det fandtes heller ikke at kunne konkluderes modslutningsvis fra lovens § 4, nr. 3, der indeholder en særregel om offentlige myndigheders arbejdsdokumenter til eget brug, at begæring om adgang til en dokument ifølge nr. 1 ikke kan bortfalde ved en ændret situation. Ifølge dette fandt retten at undtagelsesreglen i offentlighedslovens § 4, nr. 1 ikke længere kunne omfatte notatet efter at offentlige myndigheder faktisk havde givet det en ændret status og således givet større adgang til det end der oprindelig havde været meningen. Derfor burde grundprincippet i lovens § 3 finde anvendelse på retten til adgang til dokumenter i den offentlige forvaltning, og I fik anerkendt at være berettiget til at få en kopi af notatet udleveret. Særvotum."
I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Guðrún Erlendsdóttir, Garðar Gíslason, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.
Appellanten indankede denne sag til Højesteret den 17. oktober 2001. Han nedlægger påstand om at kendelsen fra klageudvalget om offentlighedsspørgsmål angående ret til aktindsigt af 23. januar 2001 i sagen nr. A-111/2001, hvor det stadfæstede statsministeriets nægtelse om adgang til appellantens notat som fulgte med ministeriets beskikkelsesbrev af 22. december 2000 til Jón Steinar Gunnlaugsson om nedsættelse af en arbejdsgruppe “for at analysere hvilke udveje kan være genstande for overvejelse med henblik på at reagere på Højesterets dom nr. 125/2000 m.v.” og samtidig at hans ret til aktindsigt i det nævnte notat hos statsministeriet bliver ankendt.
Indstævnte påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -
I henhold til begæring fra appellantens advokat fik han den 27. december 2000 adgang til statsministeriets beskikkelsesbrev af 22. december 2000 til højesteretsadvokat Jón Steinar Gunnlaugsson. Ifølge brevet beskikkedes advokaten som formand for arbejdsgruppen for at analysere hvilke udveje kan komme i betragtning med henblik på at reagere på Højesterets dom i appellantens sag mod Rigsforsikringsanstalten den 19. december 2000. Der blev i brevet henvist til notatet. I henhold til sagens akter drejede det sig om et notat der var blevet udarbejdet for et møde i Islands regering den 22. december 2000 af statsministerens, sundheds- og forsikringsministerens, finansministerens og regeringsadvokatens repræsentanter. Appellantens advokat ønskede endvidere at få en kopi af notatet, men det blev nægtet med et brev fra statsministeriet samme dag som kopien af beskikkelsesbrevet blev udleveret. Advokaten klagede nægtelsen til klagudvalget om offentlighedsspørgsmål i henhold til hjemmel i § 14 i offentlighedsloven nr. 50/1996. Med udvalgets kendelse af 23. januar 2001 blev ministeriets nægtelse stadfæstet. Appellanten har anlagt denne sag for at få kendelsen omstødt og at hans ret til aktindsigt i notatet anerkendes.
Ifølge parternes procedure angår tvisten hovedsagelig fortolkning af § 3, stk. 1 og § 4, nr. 1 i offentlighedsloven. I denne lovs § 3, stk. 1 findes bestemmelse om at myndighederne er pligtige til på forlangende at gøre enhver bekendt med dokumenter angående en bestemt sag, med de undtagelser som er nævnt i lovens §§ 4-6.
Statsministeriet afslog begæringen fra appellantens advokat til det omtalte notat og henviste til § 4, nr. 1 i offentlighedsloven. Heri er anført at retten til aktindsigt ikke omfatter protokoller fra statsrådet og regeringen, referater af møder mellem ministre og dokumenter der er udarbejdet for sådanne møder. Af bemærkninger til lovforslaget til offentlighedsloven fremgår at statsrådet og regeringen skal have en helt speciel stillingen i statens forvaltning og at det ansås for at være rigtigt at beskytte forvaltningen hos disse myndigheder. Adgangen til aktindsigt til disse dokumenter vil derfor fremover som hidtil blive bestemt af disse myndigheder selv. Af ordlyden og indholdet i § 4, nr. 1 kan det sluttes at formålet med denne begrænsning i adgangen til aktindsigt er at beskytte regeringers politiske handlingsprogrammer.
Det er uomtvistet at notatet blev udarbejdet for et møde mellem ministre og ville som sådan omfattes af bestemmelsen i § 4, nr. 1. Appellanten hævder derimod at undtagelsen ikke længere finder anvendelse på notatet efter at det blev sendt til arbejdsgruppen og gjort til en del af beskikkelsesbrevet hos de personer der dannede arbejdsgruppen. Indstævnte påstår derimod at det fremgår klart af bestemmelsen at retten til aktindsigt ikke omfatter statsråds- og regeringsprotokoller og notater som er udarbejdet til brug for sådanne møder. Der findes ingen undtagelser herfra, undtagen hvis myndighederne selv giver hjemmel dertil, jf lovens § 3, stk. 3. Dette kan modsætningssluttes ud fra § 4, nr. 1 som nævner arbejdsdokumenter som myndigheder har udarbejdet til eget brug, men bestemmelsen har været fortolket således at undtagelsen bortfalder lige så snart som det er blevet videregivet eller forevist eksternt.
Af det fremlagde beskikkelsesbrev til højesteretsadvokat Jón Steinar Gunnlaugsson fremgår det klart at arbejdsgruppen blev beskikket på grundlag af det notat, som var bilagt med beskikkelsesbrevet. Arbejdsgruppen bestod af fire jurister, en departementschef, en ministers politiske sektretær og to advokater fra frit erhverv. Af dens rapport kan det sluttes at ifølge notatet var dens kommissorium trefoldigt. For det første at undersøge hvorvidt det var nødvendigt at betale sociale ydelser til de berettigede tilbage i tiden og i så fald, hvor langt tilbage. For det andet at undersøge i hvilken grad det var nødvendigt at revidere de lovbestemmelser som dommen handlede om. For det tredje at overveje eventuel revision overfor andre grupper end dem som dommen behandlede direkte. Endvidere fremkom at arbejdsgruppen anså det som sin opgave at den kun havde fået i opdrag at vurdere hvilke ændringer det var nødvendigt at gøre på islandske love efter at dommen faldt, for at kunne opfylde de krav som den indebar. Med disse argumenter mente gruppen at beslutninger, som var mere vidtgående og var politisk betonede, ikke vedkommede den.
Det er klart af det anførte at gruppens medlemmer anså at de var blevet beskikket som specialister i at fortolke love og udarbejde lovforslag, og at deres arbejde ikke bestod i regeringens politiske programarbejde, og iøvrigt bestod den udelukkende af jurister som blev beskikket i arbejdsgruppen og deres beskikkelse var typisk for generel nedsættelse af nævn på statens vegne. Med lovudkastet som gruppen udarbejdede fulgte dens rapport, da det blev fremlagt i Altinget og regeringen foretog ingen ændringer af disse dokumenter, sådan som gruppen havde afgivet dem. Rapporten blev offentliggjort så snart den fremkom. Det findes at om denne arbejdsgruppe gælder ikke andre regler end dem som gælder om sædvanlige nedsatte nævn hos staten, som har til formål at udarbejde lovforslag. Den var ikke blevet beskikket for at udarbejde et arbejdsdokument for et regeringsmøde, men derimod til at afgive et juridisk responsum samt et lovforslag der skulle forelægges Altinget. Dette er i overensstemmelse med indstævntes procedure for Højesteret, og iøvrigt overgav statsministeriet arbejdsgruppens beskikkelsesbrev til appellantens advokat lige så snart som dette blev begæret.
I belysning af det som er anført her foran, må det anses at notatet blev gjort til en del af arbejdsgruppens beskikkelsesbrev og at det havde dannet grundlag for dens arbejde. Statsministeriet havde heller ikke gjort noget forbehold i beskikkelsesbrevet om behandling af notatet da det blev videregivet til parter uden for centraladministrationen. Herefter kunne ministeriet ikke længere forvente at dette notat havde stilling som et dokument, der var blevet udarbejdet til brug for et møde mellem ministre og det udelukkende af denne årsag var undtaget fra adgangen til borgernes aktindsigt. Der kan i denne anledning ikke modsætningssluttes fra offentlighedslovens § 4, nr. 3, at den indeholder en speciel regel om forvaltningsmyndigheders arbejdsdokumenter til eget brug, om at begrænsning til adgang til et dokument efter nr. 1 ikke kan falde bort i en ændret situation. I henhold til dette fandt undtagelsesregelen i offentlighedeslovens § 4, nr. 1 ikke længere anvendelse på notatet efter at myndighederne havde givet det en anden status og havde således åbnet for større adgang til det end der oprindelig var påtænkt, jf lovens § 3, stk. 3. Andre begrænsninger i henhold til offentlighedsloven finder ikke anvendelse her. Som følge heraf bør man ved sagens afgørelse anvende hovedprincippet i lovens § 3, stk. 1 angående borgernes adgang til aktindsigt til dokumenter i den offentlige forvaltning, jf endvidere grundlovens § 73 og § 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der blev inkorporeret i islandsk lovgivning med lov nr. 62/1994, men denne bestemmelse er blandt andet blevet fortolket således, at den bør sikre at lovbestemmelser der sikrer borgerne ret til adgang til dokumenter kun skal begrænses på en sådan måde der findes nødvendig i et demokratisk samfund til beskyttelse af lovlige offentlige eller private interesser.
Når alt det ovenfor anførte tages i betragtning findes dette at føre til ophævelse af kendelsen som klageudvalget om offentlighedsspørgsmål afsagde den 23. januar 2001 og appellantens ret til at få notatet udleveret anerkendes.
Kendelse fra klageudvalget om offentlighedsspørgsmål af 23. januar 2002 i sagen nr. A-111/2001 ophæves. Statsministeriet bør give appellanten, Islands Invalideforbund, adgang til notatet, som fulgte som bilag med ministeriets beskikkelsesbrev af 22. december 2000 til højesteretsadvokat Jón Steinar Gunnlaugsson om nedsættelse af en arbejdsgruppe for at overveje hvilke udveje var mulige med henblik på at reagere på Højesterets dom af 19. december 2000 i sagen nr. 125/2000, Islands Invalideforbund mod den islandske stat.
I kap.I og kap.II hos dommerflertallet er optakten til sagen og parternes tvist beskrevet, og jeg slutter mig hertil.
Ifølge § 3, stk. 1 i offentlighedsloven nr. 50/1996 er myndighederne pligtige til, såfremt det begæres, at give adgang til aktindsigt til dokumenter som angår en bestemt sag, med de begrænsinger som er anført i §§ 4-6. Det er uomtvistet mellem parterne at det omstridte notat blev udarbejdet til brug for et møde mellem ministre. Borgernes adgang omfatter ikke adgang til dokumentet ifølge lovbestemmelsens klare ordlyd, medmindre myndighederne har givet adgang hertil i medfør af § 3, stk. 3. Ifølge denne kan myndighederne give mere adgang til dokumenterne end der er beskrevet i dette kapitel i loven, såfremt bestemmelser om tavshedspligt ikke er til hinder for denne adgang. Myndighederne har ikke på en direkte måde givet adgang til dokumentet i henhold til denne bestemmelse. Tvisten drejer sig om hvorvidt de faktisk har åbnet adgang til det, eftersom medlemmerne i arbejdsgruppen fik det udleveret samtidig med deres beskikkelsesbreve.
De dokumenter som er undtaget fra retten til aktindsigt er listet op i fire numre i lovens § 4 og det er navnlig nr. 1 og nr. 3 som kommer i betragtning i denne sag. I nr. 1 er anført statsrådsprotokoller og regeringsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder, i nr. 3 er anført arbejdsdokumenter, der er udarbjedet af en myndighed til eget brug. I nr. 3 siges at der skal dog gives ret til adgang til arbejdsdokumenter hvis de indeholder afgørelse der er truffet i en sag eller oplysninger som ikke kan hentes fra andre steder. Af bemærkninger til lovforslaget fremgår at statsråd og regering har en tydelig særstilling indenfor statens forvaltning og at det anses rigtigt at beskytte disse myndigheders virksomhed. Ret til adgang til disse dokumenter må derfor som altid være afhængig at disse myndigheders egen beslutning. Om nr. 3 siges i bemærkningerne at selv om en myndighed kan have udarbejdet et dokument i egen interesse og til brug for sagens behandling, kan der alligevel findes argumenter for at der gives adgang til aktindsigt. I belysning af dette er der foreslået at adgang gives i to tilfælde, som er nævnt. Bestemmelsen i nr. 3 at en myndighed har udarbejdet et arbejdsdokument til eget brug har kæreudvalget om offentlighedsspørgsmål fortolket således, at undtagelsesretten bortfalder så snart nogen ekstern part har fået det at se eller fået det videregivet.
En sammenligning af nævnte nr. 4 i offentlighedsloven og en undersøgelse af lovens forarbjeder tyder ikke på at de samme eller lignende synspunkter skulle gælde for adgang til dokumenter efter § 4, nr. 1 som skulle for dokumenter efter nr. 3 i samme artikel. Det er således intet som tyder på at undtagelsen efter nr. 1 bortfalder så snart det vises til eller videregives til en part uden for centraladministrationen. Noget andet ville gælde hvis myndigheden gik et skridt videre og ophævede faktisk den beskyttelse som gives politiskt programarbejde og beslutninger ved at give dokumentet til en uvedkommende og måtte vide at de derved havde mistet kontrol over adgangen til det. I sligt tilfælde kunne det ventes at undtagelsesregelen i § 4, nr. 1 ikke længere finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag. Derfor må det anes som så, at et dokument, der omfattes af § 4, nr. 1, fortsat har stilling som et sådant dokument, selv om myndigheden lod det følge som bilag med beskikkelsesbrevene til arbejdsgruppen, hvilket blev gjort, og at det derfor er undtaget fra retten til adgang til aktindsigt.
Jeg mener derfor at herredsrettens dom bør stadfæstes, og jeg finder ikke at dette er i strid med grundlovens § 73 eller § 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - - - | wikisource | wikisource_24026 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=220 to=222 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9524 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Da Johannes Jørgensen først døde i 1956, vil hans digte være beskyttede indtil 2026 | wikisource | wikisource_4260 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=522 to=522 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9306 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod,
jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit blod;
den hvide rug, den blide rug, som mod min tinding slår
- det er som tusind fingre små på sølvtangenter går.
Det lyder som af leg i en spændbuet hal,
hvor dansen lokker ringlelyd af lampernes krystal.
Det lokkespil, det klokkespil fra sommerrugens top,
det er den kære danske lyd, hvorved vi voksed’ op.
Den driver som en hymne over lyngtages egn,
den toner som af fløjter om de levende hegn;
og bag om bæk og brombærhæk og kjær og dyrket jord
den møder bølgesangen fra den vindrørte fjord.
</poem> | wikisource | wikisource_4095 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=84 to=93 header=1 /> | wikisource | wikisource_13404 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=108 to=112 /> | wikisource | wikisource_30502 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=372 to=374 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9409 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=110 to=115 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11615 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=13 to=14 /> | wikisource | wikisource_18526 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=104 to=107 /> | wikisource | wikisource_18348 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=123 to=126 /> | wikisource | wikisource_21671 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=275 to=276 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9653 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=519 to=520 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9300 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.
I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om Paradis
og vågne til vor Herres pris.
Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemlig gennem løvet,
det lufter liflig under sky
fra Paradis opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.
Det volder alt den Ånd, som daler,
det virker alt den Ånd, som taler
ej af sig selv, men os til trøst,
af kærlighed med sandheds røst,
i Ordets navn, som her blev kød,
og fór til Himmels, hvid og rød!
Opvågner, alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle tungemål,
i takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens bord
nu menighedens fulde kor!
I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja!
Vor Gud og Fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige;
som sole vi går op og ned
i din enbårnes herlighed;
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit Himmerig!
</poem> | wikisource | wikisource_2559 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=68 to=68 header=1 /> | wikisource | wikisource_23187 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den deiligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.
Nu maa man slet ikke troe, at der kun er den nøgne hvide Sandbund; nei, der voxe de forunderligste Træer og Planter, som ere saa smidige i Stilk og Blade, at de ved den mindste Bevægelse af Vandet røre sig, ligesom om de vare levende. Alle Fiskene, smaae og store, smutte imellem Grenene, ligesom heroppe Fuglene i Luften. Paa det allerdybeste Sted ligger Havkongens Slot, Murene ere af Coraller og de lange spidse Vinduer af det allerklareste Rav, men Taget er Muslingskaller, der aabne og lukke sig, eftersom Vandet gaaer; det seer deiligt ud; thi i hver ligge straalende Perler, een eneste vilde være stor Stads i en Dronnings Krone.
Havkongen dernede havde i mange Aar været Enkemand, men hans gamle Moder holdt Huus for ham, hun var en klog Kone, men stolt af sin Adel, derfor gik hun med tolv Østers paa Halen, de andre Fornemme maatte kun bære seks. — Ellers fortjente hun megen Roes, især fordi hun holdt saa meget af de smaa Havprindsesser, hendes Sønnedøttre. De vare 6 deilige Børn, men den yngste var den smukkeste af dem allesammen, hendes Hud var saa klar og skjær som et Rosenblad, hendes Øine saa blaa, som den dybeste Sø, men ligesom alle de andre havde hun ingen Fødder, Kroppen endte i en Fiskehale.
Hele den lange Dag kunde de lege nede i Slottet, i de store Sale, hvor levende Blomster voxte ud af Væggene. De store Rav-Vinduer bleve lukkede op, og saa svømmede Fiskene ind til dem, ligesom hos os Svalerne flyve ind, naar vi lukke op, men Fiskene svømmede lige hen til de smaae Prindsesser, spiste af deres Haand og lode sig klappe.
Udenfor Slottet var en stor Have med ildrøde og mørkeblaae Træer, Frugterne straalede som Guld, og Blomsterne som en brændende Ild, i det de altid bevægede Stilk og Blade. Jorden selv var det fineste Sand, men blaat, som Svovl-Lue. Over det Hele dernede laae et forunderligt blaat Skjær, man skulde snarere troe, at man stod høit oppe i Luften og kun saae Himmel over og under sig, end at man var paa Havets Bund. I Blikstille kunde man øine Solen, den syntes en Purpur-Blomst, fra hvis Bæger det hele Lys udstrømmede.
Hver af de smaa Prindsesser havde sin lille Plet i Haven, hvor hun kunde grave og plante, som hun selv vilde; een gav sin Blomsterplet Skikkelse af en Hvalfisk, en anden syntes bedre om, at hendes lignede en lille Havfrue, men den yngste gjorde sin ganske rund ligesom Solen, og havde kun Blomster, der skinnede røde som den. Hun var et underligt Barn, stille og eftertænksom, og naar de andre Søstre pyntede op med de forunderligste Ting de havde faaet fra strandede Skibe, vilde hun kun, foruden de rosenrøde Blomster, som lignede Solen der høit oppe, have en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng var det, hugget ud af den hvide, klare Steen og ved Stranding kommet ned paa Havbunden. Hun plantede ved Støtten en rosenrød Grædepiil, den voxte herligt, og hang med sine friske Grene udover den, ned mod den blaa Sandbund, hvor Skyggen viste sig violet og var i Bevægelse, ligesom Grenene; det saae ud, som om Top og Rødder legede at kysse hinanden.
Ingen Glæde var hende større, end at høre om Menneskeverdenen derovenfor; den gamle Bedstemoder maatte fortælle alt det hun vidste om Skibe og Byer, Mennesker og Dyr, især syntes det hende forunderligt deiligt, at oppe paa Jorden duftede Blomsterne, det gjorde ikke de paa Havets Bund, og at Skovene vare grønne og de Fisk, som der saaes mellem Grenene, kunde synge saa høit og deiligt, saa det var en Lyst; det var de smaa Fugle, som Bedstemoderen kaldte Fisk, for ellers kunde de ikke forstaae hende, da de ikke havde seet en Fugl.
“Naar I fylde Eders 15 Aar,” sagde Bedstemoderen, “saa skulle I faae Lov til at dykke op af Havet, sidde i Maaneskin paa Klipperne og see de store Skibe, som seile forbi, Skove og Byer skulle I see!” I Aaret, som kom, var den ene af Søstrene 15 Aar, men de andre, — ja den ene var et Aar yngre end den anden, den yngste af dem havde altsaa endnu hele fem Aar før hun turde komme op fra Havets Bund og see, hvorledes det saae ud hos os. Men den ene lovede den anden at fortælle, hvad hun havde seet og fundet deiligst den første Dag; thi deres Bedstemoder fortalte dem ikke nok, der var saa meget de maatte have Besked om.
Ingen var saa længselsfuld, som den yngste, just hun, som havde længst Tid at vente og som var saa stille og tankefuld. Mangen Nat stod hun ved det aabne Vindue og saae op igjennem det mørkeblaae Vand, hvor Fiskene sloge med deres Finner og Hale. Maane og Stjerner kunde hun see, rigtignok skinnede de ganske blege, men gjennem Vandet saae de meget større ud end for vore Øine; gled der da ligesom en sort Sky hen under dem, da vidste hun, at det enten var en Hvalfisk, som svømmede over hende, eller ogsaa et Skib med mange Mennesker; de tænkte vist ikke paa, at en deilig lille Havfrue stod nedenfor og rakte sine hvide Hænder op imod Kjølen.
Nu var da den ældste Prindsesse 15 Aar og turde stige op over Havfladen.
Da hun kom tilbage, havde hun hundrede Ting at fortælle, men det deiligste, sagde hun, var at ligge i Maaneskin paa en Sandbanke i den rolige Sø, og see tæt ved Kysten den store Stad, hvor Lysene blinkede, ligesom hundrede Stjerner, høre Musikken og den Larm og Støi af Vogne og Mennesker, see de mange Kirketaarne og Spiir, og høre hvor Klokkerne ringede; just fordi hun ikke kunde komme derop, længtes hun allermeest efter Alt dette.
O! hvor hørte ikke den yngste Søster efter, og naar hun siden om Aftenen stod ved det aabne Vindue og saae op igjennem det mørkeblaae Vand, tænkte hun paa den store Stad med al den Larm og Støi, og da syntes hun at kunne høre Kirkeklokkerne ringe ned til sig.
Aaret efter fik den anden Søster Lov til at stige op gjennem Vandet og svømme hvorhen hun vilde. Hun dykkede op, just i det Solen gik ned, og det Syn fandt hun var det deiligste. Hele Himlen havde seet ud som Guld, sagde hun, og Skyerne, ja, deres Deilighed kunde hun ikke nok beskrive! røde og violette havde de seilet hen over hende, men langt hurtigere, end de, fløi, som et langt hvidt Slør, en Flok af vilde Svaner hen over Vandet hvor Solen stod; hun svømmede henimod den, men den sank og Rosenskjæret slukkedes paa Havfladen og Skyerne.
Aaret efter kom den tredie Søster derop, hun var den dristigste af dem Alle, derfor svømmede hun op ad en bred Flod, der løb ud i Havet. Deilige grønne Høie med Viinranker saae hun, Slotte og Gaarde tittede frem mellem prægtige Skove; hun hørte, hvor alle Fuglene sang og Solen skinnede saa varmt, at hun tidt maatte dykke under Vandet, for at kjøle sit brændende Ansigt. I en lille Bugt traf hun en heel Flok smaa Menneskebørn; ganske nøgne løb de og plaskede i Vandet, hun vilde lege med dem, men de løbe forskrækkede deres Vei, og der kom et lille sort Dyr, det var en Hund, men hun havde aldrig før seet en Hund, den gjøede saa forskrækkeligt af hende, at hun blev angst og søgte ud i den aabne Søe, men aldrig kunde hun glemme de prægtige Skove, de grønne Høie og de nydelige Børn, som kunde svømme paa Vandet, skjøndt de ingen Fiskehale havde.
Den fjerde Søster var ikke saa dristig, hun blev midt ude paa det vilde Hav, og fortalte, at der var just det deiligste; man saae mange Mile bort rundt omkring sig, og Himlen ovenover stod ligesom en stor Glasklokke. Skibe havde hun seet, men langt borte, de saae ud som Strandmaager, de morsomme Delphiner havde slaaet Kolbøtter, og de store Hvalfiske havde sprøitet Vand op af deres Næseboer, saa at det havde seet ud, som hundrede Vandspring rundt om.
Nu kom Touren til den femte Søster; hendes Geburtsdag var just om Vinteren og derfor saae hun, hvad de andre ikke havde seet første Gang. Søen tog sig ganske grøn ud og rundt om svømmede der store Iisbjerge, hvert saae ud som en Perle, sagde hun, og var dog langt større end de Kirketaarne, Menneskene byggede. I de forunderligste Skikkelser viste de sig og glimrede som Diamanter. Hun havde sat sig paa et af de største og alle Seilere krydsede forskrækkede uden om, hvor hun sad og lod Blæsten flyve med sit lange Haar; men ud paa Aftenen blev Himlen overtrukket med Skyer, det lynede og tordnede, medens den sorte Sø løftede de store Iisblokke høit op og lod dem skinne ved de røde Lyn. Paa alle Skibe tog man Seilene ind, der var en Angst og Gru, men hun sad rolig paa sit svømmende Iisbjerg og saae den blaae Lynstraale slaae i Zikzak ned i den skinnende Sø.
Den første Gang en af Søstrene kom over Vandet, var enhver altid henrykt over det Nye og Smukke hun saae, men da de nu, som voxne Piger, havde Lov at stige derop naar de vilde, blev det dem ligegyldigt, de længtes igjen efter Hjemmet, og efter en Maaneds Forløb sagde de, at nede hos dem var dog allersmukkest, og der var man saa rart hjemme.
Mangen Aftenstund toge de fem Søstre hinanden i Armene og steeg i Række op over Vandet; deilige Stemmer havde de, smukkere, end noget Menneske, og naar det da trak op til en Storm, saa de kunde troe, at Skibe maatte forlise, svømmede de foran Skibene og sang saa deiligt, om hvor smukt der var paa Havets Bund, og bade Søfolkene, ikke være bange for at komme der ned; men disse kunde ikke forstaae Ordene, de troede, at det var Stormen, og de fik heller ikke Deiligheden dernede at see, thi naar Skibet sank, druknede Menneskene, og kom kun som døde til Havkongens Slot.
Naar Søstrene saaledes om Aftenen, Arm i Arm, steeg høit op gjennem Havet, da stod den lille Søster ganske alene tilbage og saae efter dem, og det var som om hun skulde græde, men Havfruen har ingen Taarer, og saa lider hun meget mere.
“Ak, var jeg dog 15 Aar!” sagde hun, “jeg veed, at jeg ret vil komme til at holde af den Verden deroven for og af Menneskene, som bygge og boe deroppe!”
Endelig var hun da de 15 Aar.
“See nu have vi dig fra Haanden,” sagde hendes Bedstemoder, den gamle Enkedronning. “Kom nu, lad mig pynte dig, ligesom dine andre Søstre!” og hun satte hende en Krands af hvide Lillier paa Haaret, men hvert Blad i Blomsten var det halve af en Perle; og den Gamle lod 8 store Østers klemme sig fast ved Prindsessens Hale, for at vise hendes høie Stand.
“Det gjør saa ondt!” sagde den lille Havfrue.
“Ja man maa lide noget for Stadsen!” sagde den Gamle.
O! hun vilde saa gjerne have rystet hele denne Pragt af sig og lagt den tunge Krands; hendes røde Blomster i Haven klædte hende meget bedre, men hun turde nu ikke gjøre det om. “Farvel” sagde hun og steg saa let og klar, som en Boble, op gjennem Vandet.
Solen var lige gaaet ned, idet hun løftede sit Hoved op over Havet, men alle Skyerne skinnede endnu som Roser og Guld, og midt i den blegrøde Luft straalede Aftenstjernen saa klart og deiligt, Luften var mild og frisk og Havet blikstille. Der laae et stort Skib med tre Master, et eneste Seil var kun oppe, thi ikke en Vind rørte sig og rundt om i Tougværket og paa Stængerne sad Matroser. Der var Musik og Sang, og alt som Aftenen blev mørkere, tændtes hundrede brogede Lygter; de saae ud, som om alle Nationers Flag vaiede i Luften. Den lille Havfrue svømmede lige hen til Kahytvinduet, og hver Gang Vandet løftede hende i Veiret, kunde hun see ind af de speilklare Ruder, hvor saa mange pyntede Mennesker stode, men den smukkeste var dog den unge Prinds med de store sorte Øine, han var vist ikke meget over 16 Aar, det var hans Fødselsdag, og derfor skete al denne Stads. Matroserne dandsede paa Dækket, og da den unge Prinds traadte derud, steg over hundrede Raketter op i Luften, de lyste, som den klare Dag, saa den lille Havfrue blev ganske forskrækket og dukkede ned under Vandet, men hun stak snart Hovedet igjen op, og da var det ligesom om alle Himmelens Stjerner faldt ned til hende. Aldrig havde hun seet saadanne Ildkunster. Store Sole snurrede rundt, prægtige Ildfisk svingede sig i den blaae Luft, og alting skinnede tilbage fra den klare, stille Sø. Paa Skibet selv var saa lyst, at man kunde see hvert lille Toug, sagtens Menneskerne. O hvor dog den unge Prinds var smuk, og han trykkede Folkene i Haanden, loe og smilte, mens Musiken klang i den deilige Nat.
Det blev silde, men den lille Havfrue kunde ikke vende sine Øine bort fra Skibet og fra den deilige Prinds. De brogede Lygter bleve slukkede, Raketterne stege ikke mere i Veiret, der løde heller ingen flere Kanonskud, men dybt nede i Havet summede og brummede det, hun sad imedens paa Vandet og gyngede op og ned, saa at hun kunde see ind i Kahytten; men Skibet tog stærkere Fart, det ene Seil bredte sig ud efter det andet, nu gik Bølgerne stærkere, store Skyer trak op, det lynede langtborte. O, det vilde blive et skrækkeligt Veir! derfor toge Matroserne Seilene ind. Det store Skib gyngede i flyvende Fart paa den vilde Sø, Vandet reiste sig, ligesom store sorte Bjerge, der vilde vælte over Masten, men Skibet dykkede, som en Svane, ned imellem de høie Bølger og lod sig igjen løfte op paa de taarnende Vande. Det syntes den lille Havfrue just var en morsom Fart, men det syntes Søfolkene ikke, Skibet knagede og bragede, de tykke Planker bugnede ved de stærke Stød, Søen gjorde ind mod Skibet, Masten knak midt over, ligesom den var et Rør, og Skibet slængrede paa Siden, mens Vandet trængte ind i Rummet. Nu saae den lille Havfrue, at de vare i Fare, hun maatte selv tage sig i Agt for Bjelker og Stumper af Skibet, der dreve paa Vandet. Eet Øieblik var det saa kullende mørkt, at hun ikke kunde øine det mindste, men naar det saa lynede, blev det igjen saa klart, at hun kjendte dem alle paa Skibet; hver tumlede sig det bedste han kunde; den unge Prinds søgte hun især efter, og hun saae ham, da Skibet skiltes ad, synke ned i den dybe Sø. Ligestrax blev hun ganske fornøiet, for nu kom han ned til hende, men saa huskede hun, at Menneskene ikke kunne leve i Vandet, og at han ikke, uden som død, kunde komme ned til hendes Faders Slot. Nei døe, det maatte han ikke; derfor svømmede hun hen mellem Bjelker og Planker, der dreve paa Søen, glemte reent, at de kunde have knust hende, hun dykkede dybt under Vandet og steg igjen høit op imellem Bølgerne, og kom saa tilsidst hen til den unge Prinds, som næsten ikke kunde svømme længer i den stormende Sø, hans Arme og Been begyndte at blive matte, de smukke Øine lukkede sig, han havde maattet døe, var ikke den lille Havfrue kommet til. Hun holdt hans Hoved op over Vandet, og lod saa Bølgerne drive hende med ham, hvorhen de vilde.
I Morgenstunden var det onde Veir forbi; af Skibet var ikke en Spaan at see, Solen steg saa rød og skinnende op af Vandet, det var ligesom om Prindsens Kinder fik Liv derved, men Øinene bleve lukkede; Havfruen kyssede hans høie smukke Pande og strøg hans vaade Haar tilbage; hun syntes, han lignede Marmorstøtten nede i hendes lille Have, hun kyssede ham igjen, og ønskede, at han dog maatte leve.
Nu saae hun foran sig det faste Land, høie blaae Bjerge, paa hvis Top den hvide Snee skinnede, som var det Svaner, der laae; nede ved Kysten vare deilige grønne Skove, og foran laae en Kirke eller et Kloster, det vidste hun ikke ret, men en Bygning var det. Citron- og Apelsintræer voxte der i Haven, og foran Porten stode høie Palmetræer. Søen gjorde her en lille Bugt, der var blikstille, men meget dybt, lige hen til Klippen, hvor det hvide fine Sand var skyllet op, her svømmede hun hen med den smukke Prinds, lagde ham i Sandet, men sørgede især for, at Hovedet laae høit i det varme Solskin.
Nu ringede Klokkerne i den store hvide Bygning, og der kom mange unge Piger gjennem Haven. Da svømmede den lille Havfrue længer ud bag nogle høie Stene, som ragede op af Vandet, lagde Sø-Skum paa sit Haar og sit Bryst, saa at ingen kunde see hendes lille Ansigt, og da passede hun paa, hvem der kom til den stakkels Prinds.
Det varede ikke længe, før en ung Pige kom derhen, hun syntes at blive ganske forskrækket, men kun et Øieblik, saa hentede hun flere Mennesker, og Havfruen saae, at Prindsen fik Liv, og at han smilte til dem alle rundt omkring, men ud til hende smilte han ikke, han vidste jo ikke heller, at hun havde reddet ham, hun følte sig saa bedrøvet, og da han blev ført ind i den store Bygning, dykkede hun sorrigfuld ned i Vandet og søgte hjem til sin Faders Slot.
Altid havde hun været stille og tankefuld, men nu blev hun det meget mere. Søstrene spurgte hende, hvad hun havde seet den første Gang deroppe, men hun fortalte ikke noget.
Mangen Aften og Morgen steg hun op der, hvor hun havde forladt Prindsen. Hun saae, hvor Havens Frugter modnedes og bleve afplukkede, hun saae, hvor Sneen smeltede paa de høie Bjerge, men Prindsen saae hun ikke, og derfor vendte hun altid endnu mere bedrøvet hjem. Der var det hendes eneste Trøst, at sidde i sin lille Have og slynge sine Arme om den smukke Marmorstøtte, som lignede Prindsen, men sine Blomster passede hun ikke, de voxte, som i et Vildnis, ud over Gangene og flettede deres lange Stilke og Blade ind i Træernes Grene, saa der var ganske dunkelt.
Tilsidst kunde hun ikke længer holde det ud, men sagde det til een af sine Søstre, og saa fik strax alle de andre det at vide, men heller ingen flere, end de og et Par andre Havfruer, som ikke sagde det uden til deres nærmeste Veninder. Een af dem vidste Besked, hvem Prindsen var, hun havde ogsaa seet Stadsen paa Skibet, vidste, hvorfra han var, og hvor hans Kongerige laae.
“Kom lille Søster!” sagde de andre Prindsesser, og med Armene om hinandens Skuldre stege de i en lang Række op af Havet foran, hvor de vidste Prindsens Slot laae.
Dette var opført af en lyseguul glindsende Steenart, med store Marmortrapper, een gik lige ned i Havet. Prægtige forgyldte Kupler hævede sig over Taget, og mellem Søilerne, som gik rundt om hele Bygningen, stode Marmorbilleder, der saae ud, som levende. Gjennem det klare Glas i de høie Vinduer saae man ind i de prægtigste Sale, hvor kostelige Silkegardiner og Tepper vare ophængte, og alle Væggene pyntede med store Malerier, som det ret var en Fornøielse at see paa. Midt i den største Sal pladskede et stort Springvand, Straalerne stode høit op mod Glaskuppelen i Loftet, hvorigjennem Solen skinnede paa Vandet og paa de deilige Planter, der voxte i det store Bassin.
Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen Aften og Nat paa Vandet; hun svømmede meget nærmere Land, end nogen af de andre havde vovet, ja hun gik heelt op i den smalle Canal, under den prægtige Marmor Altan, der kastede en lang Skygge hen over Vandet. Her sad hun og saae paa den unge Prinds, der troede, han var ganske ene i det klare Maaneskin.
Hun saae ham mangen Aften seile med Musik i sin prægtige Baad, hvor Flaggene vaiede; hun tittede frem mellem de grønne Siv, og tog Vinden i hendes lange sølvhvide Slør og Nogen saae det, tænkte de, det var en Svane, som løftede Vingerne.
Hun hørte mangen Nat, naar Fiskerne laae med Blus paa Søen, at de fortalte saa meget godt om den unge Prinds, og det glædede hende, at hun havde frelst hans Liv, da han halvdød drev om paa Bølgerne, og hun tænkte paa, hvor fast hans Hoved havde hvilet paa hendes Bryst, og hvor inderligt hun da kyssede ham; han vidste slet intet derom, kunde ikke engang drømme om hende.
Meer og meer kom hun til at holde af Menneskerne, meer og meer ønskede hun at kunne stige op imellem dem; deres Verden syntes hun var langt større, end hendes; de kunde jo paa Skibe flyve hen over Havet, stige paa de høie Bjerge høit over Skyerne, og Landene, de eiede, strakte sig, med Skove og Marker, længer, end hun kunde øine. Der var saa meget hun gad vide, men Søstrene vidste ikke at give Svar paa Alt, derfor spurgte hun den gamle Bedstemoder og hun kjendte godt til den høiere Verden, som hun meget rigtigt kaldte Landene ovenfor Havet.
“Naar Menneskene ikke drukne,” spurgte den lille Havfrue, “kunne de da altid leve, døe de ikke, som vi hernede paa Havet?”
“Jo!” sagde den gamle, “de maae ogsaa døe, og deres Levetid er endogsaa kortere end vor. Vi kunne blive tre hundrede Aar, men naar vi saa høre op at være til her, blive vi kun Skum paa Vandet, have ikke engang en Grav hernede mellem vore Kjære. Vi have ingen udødelig Sjæl, vi faae aldrig Liv mere, vi ere ligesom det grønne Siv, er det engang skaaret over, kan det ikke grønnes igjen! Menneskene derimod have en Sjæl, som lever altid, lever, efter at Legemet er blevet Jord; den stiger op igjennem den klare Luft, op til alle de skinnende Stjerner! ligesom vi dykke op af Havet og see Menneskenes Lande, saaledes dykke de op til ubekjendte deilige Steder, dem vi aldrig faae at see.”
“Hvorfor fik vi ingen udødelig Sjæl?” sagde den lille Havfrue bedrøvet, “jeg vilde give alle mine tre hundrede Aar, jeg har at leve i, for blot een Dag at være et Menneske og siden faae Deel i den himmelske Verden!”
“Det maa du ikke gaae og tænke paa!” sagde den Gamle, “vi have det meget lykkeligere og bedre, end Menneskene deroppe!”
“Jeg skal altsaa døe og flyde som Skum paa Søen, ikke høre Bølgernes Musik, see de deilige Blomster og den røde Sol! Kan jeg da slet intet gjøre, for at vinde en evig Sjæl!” —
“Nei!” sagde den Gamle, “kun naar et Menneske fik dig saa kjær, at du var ham meer, end Fader og Moder; naar han med hele sin Tanke og Kjærlighed hang ved dig, og lod Præsten lægge sin høire Haand i din med Løfte om Troskab her og i al Evighed, da flød hans Sjæl over i dit Legeme og du fik ogsaa Deel i Menneskenes Lykke. Han gav dig Sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig skee! Hvad der just er deiligt her i Havet, din Fiskehale, finde de hæsligt deroppe paa Jorden, de forstaae sig nu ikke bedre paa det, man maa der have to klodsede Støtter, som de kalde Been, for at være smuk!”
Da sukkede den lille Havfrue og saae bedrøvet paa sin Fiskehale.
“Lad os være fornøiede,” sagde den Gamle, “hoppe og springe ville vi i de trehundrede Aar, vi have at leve i, det er saa mæn en god Tid nok, siden kan man desfornøieligere hvile sig ud i sin Grav. Iaften skal vi have Hofbal!”
Det var ogsaa en Pragt, som man aldrig seer den paa Jorden. Vægge og Loft i den store Dandsesal vare af tykt men klart Glas. Flere hundrede kolossale Muslingskaller, rosenrøde og græsgrønne, stode i Rækker paa hver Side med en blaae brændende Ild, som oplyste den hele Sal og skinnede ud gjennem Væggene, saa at Søen der udenfor var ganske oplyst; man kunde see alle de utallige Fiske, store og smaae, som svømmede henimod Glasmuren, paa nogle skinnede Skjællene purpurrøde, paa andre syntes de Sølv og Guld. — Midt igjennem Salen flød en bred rindende Strøm, og paa denne dandsede Havmænd og Havfruer til deres egen deilige Sang. Saa smukke Stemmer have ikke Menneskene paa Jorden. Den lille Havfrue sang skjønnest af dem alle, og de klappede i Hænderne for hende, og et Øieblik følte hun Glæde i sit Hjerte, thi hun vidste, at hun havde den skjønneste Stemme af alle paa Jorden og i Havet! Men snart kom hun dog igjen til at tænke paa Verden oven over sig; hun kunde ikke glemme den smukke Prinds og sin Sorg over ikke at eie, som han, en udødelig Sjæl. Derfor sneg hun sig ud af sin Faders Slot, og mens Alt derinde var Sang og Lystighed, sad hun bedrøvet i sin lille Have. Da hørte hun Valdhorn klinge ned igjennem Vandet, og hun tænkte, “nu seiler han vist deroppe, ham som jeg holder mere af end Fader og Moder, ham som min Tanke hænger ved og i hvis Haand jeg vilde lægge mit Livs Lykke. Alt vil jeg vove for at vinde ham og en udødelig Sjæl! Mens mine Søstre dandse derinde i min Faders Slot, vil jeg gaae til Havhexen, hende jeg altid har været saa angest for, men hun kan maaskee raade og hjælpe!”
Nu gik den lille Havfrue ud af sin Have hen imod de brusende Malstrømme, bag hvilke Hexen boede. Den Vei havde hun aldrig før gaaet, der voxte ingen Blomster, intet Søegræs, kun den nøgne graae Sandbund strakte sig hen imod Malstrømmene, hvor Vandet, som brusende Møllehjul, hvirvlede rundt og rev alt, hvad de fik fat paa, med sig ned i Dybet; midt imellem disse knusende Hvirvler maatte hun gaae, for at komme ind paa Havhexens Distrikt, og her var et langt Stykke ikke anden Vei, end over varmt boblende Dynd, det kaldte Hexen sin Tørvemose. Bag ved laae hendes Huus midt inde i en sælsom Skov. Alle Træer og Buske vare Polyper, halv Dyr og halv Plante, de saae ud, som hundredhovede Slanger, der voxte ud af Jorden; alle Grene vare lange slimede Arme, med Fingre som smidige Orme, og Leed for Leed bevægede de sig fra Roden til den yderste Spidse. Alt hvad de i Havet kunde gribe fat paa, snoede de sig fast om og gav aldrig mere Slip paa. Den lille Havfrue blev ganske forskrækket staaende der udenfor; hendes Hjerte bankede af Angest, nær havde hun vendt om, men saa tænkte hun paa Prindsen og paa Menneskets Sjæl, og da fik hun Mod. Sit lange flagrende Haar bandt hun fast om Hovedet, for at Polyperne ikke skulde gribe hende deri, begge Hænder lagde hun sammen over sit Bryst, og fløi saa afsted, som Fisken kan flyve gjennem Vandet, ind imellem de hæslige Polyper, der strakte deres smidige Arme og Fingre efter hende. Hun saae, hvor hver af dem havde noget, den havde grebet, hundrede smaae Arme holdt det, som stærke Jernbaand. Mennesker, som vare omkomne paa Søen og sjunkne dybt derned, tittede, som hvide Beenrade frem i Polypernes Arme. Skibsroer og Kister holdte de fast, Skeletter af Landdyr og en lille Havfrue, som de havde fanget og qvalt, det var hende næsten det forskrækkeligste.
Nu kom hun til en stor slimet Plads i Skoven, hvor store, fede Vandsnoge baltrede sig og viste deres stygge hvidgule Bug. Midt paa Pladsen var reist et Huus af strandede Menneskers hvide Been, der sad Havhexen og lod en Skruptudse spise af sin Mund, ligesom Menneskene lader en lille Kanarifugl spise Sukker. De hæslige fede Vandsnoge kaldte hun sine smaae Kyllinger og lod dem vælte sig paa hendes store, svampede Bryst.
“Jeg veed nok, hvad du vil!” sagde Havhexen, “det er dumt gjort af dig! alligevel skal du faae din Villie, for den vil bringe dig i Ulykke, min deilige Prindsesse. Du vil gjerne af med din Fiskehale og istedetfor den have to Stumper at gaae paa ligesom Menneskene, for at den unge Prinds kan blive forliebt i dig og du kan faae ham og en udødelig Sjæl!” idetsamme loe Hexen saa høit og fælt, at Skruptudsen og Snogene faldt ned paa Jorden og væltede sig der. “Du kommer netop i rette Tid,” sagde Hexen, “imorgen, naar Sol staaer op, kunde jeg ikke hjælpe dig, før igjen et Aar var omme. Jeg skal lave dig en Drik, med den skal du, før Sol staaer op, svømme til Landet, sætte dig paa Bredden der og drikke den, da skilles din Hale ad og snerper ind til hvad Menneskene kalde nydelige Been, men det gjør ondt, det er som det skarpe Sværd gik igjennem dig. Alle, som see dig, ville sige, du er det deiligste Menneskebarn de have seet! du beholder din svævende Gang, ingen Dandserinde kan svæve som du, men hvert Skridt du gjør, er som om du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde. Vil du lide alt dette, saa skal jeg hjælpe dig?”
“Ja!” sagde den lille Havfrue med bævende Stemme, og tænkte paa Prindsen og paa at vinde en udødelig Sjæl.
“Men husk paa,” sagde Hexen, “naar du først har faaet menneskelig Skikkelse, da kan du aldrig mere blive en Havfrue igjen! du kan aldrig stige ned igjennem Vandet til dine Søstre og til din Faders Slot, og vinder du ikke Prindsens Kjærlighed, saa han for dig glemmer Fader og Moder, hænger ved dig med sin hele Tanke og lader Præsten lægge Eders Hænder i hinanden, saa at I blive Mand og Kone, da faaer du ingen udødelig Sjæl! den første Morgen efter at han er gift med en anden, da maa dit Hjerte briste, og du bliver Skum paa Vandet.”
“Jeg vil det!” sagde den lille Havfrue og var bleg, som en Død.
“Men mig maa du ogsaa betale!” sagde Hexen, “og det er ikke Lidet, hvad jeg forlanger. Du har den deiligste Stemme af alle hernede paa Havets Bund, med den troer du nok at skulle fortrylle ham, men den Stemme skal du give mig. Det Bedste du eier vil jeg have for min kostelige Drik! mit eget Blod maa jeg jo give dig deri, at Drikken kan blive skarp, som et tveægget Sværd!”
“Men naar du tager min Stemme,” sagde den lille Havfrue, “hvad beholder jeg da tilbage?”
“Din deilige Skikkelse,” sagde Hexen, “din svævende Gang og dine talende Øine, med dem kan du nok bedaare et Menneskehjerte. Naa, har du tabt Modet! ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af, i Betaling, og du skal faae den kraftige Drik!”
“Det skee!” sagde den lille Havfrue, og Hexen satte sin Kjedel paa, for at koge Trolddrikken. “Reenlighed er en god Ting!” sagde hun og skurede Kjedelen af med Snogene, som hun bandt i Knude; nu ridsede hun sig selv i Brystet og lod sit sorte Blod dryppe derned, Dampen gjorde de forunderligste Skikkelser, saa man maatte blive angest og bange. Hvert Øieblik kom Hexen nye Ting i Kjedelen, og da det ret kogte, var det, som naar Crokodillen græder. Tilsidst var Drikken færdig, den saae ud som det klareste Vand!
“Der har du den!” sagde Hexen og skar Tungen af den lille Havfrue, som nu var stum, kunde hverken synge eller tale.
“Dersom Polyperne skulde gribe dig, naar du gaaer tilbage igjennem min Skov,” sagde Hexen, “saa kast kun een eneste Draabe af denne Drik paa dem, da springe deres Arme og Fingre i tusinde Stykker!” men det behøvede den lille Havfrue ikke, Polyperne trak sig forskrækkede tilbage for hende, da de saae den skinnende Drik, der lyste i hendes Haand, ligesom det var en funklende Stjerne. Saaledes kom hun snart igjennem Skoven, Mosen og de brusende Malstrømme.
Hun kunde see sin Faders Slot; Blussene vare slukkede i den store Dandsesal; de sov vist Alle derinde, men hun vovede dog ikke at søge dem, nu hun var stum og vilde for altid gaae bort fra dem. Det var, som hendes Hjerte skulde gaae itu af Sorg. Hun sneeg sig ind i Haven, tog een Blomst af hver af sine Søstres Blomsterbed, kastede med Fingren tusinde Kys henimod Slottet og steeg op igjennem den mørkeblaa Sø.
Solen var endnu ikke kommet frem, da hun saae Prindsens Slot og besteg den prægtige Marmortrappe. Maanen skinnede deiligt klart. Den lille Havfrue drak den brændende skarpe Drik, og det var, som gik et tveægget Sværd igjennem hendes fine Legeme, hun besvimede derved og laae, som død. Da Solen skinnede hen over Søen, vaagnede hun op, og hun følte en sviende Smerte, men lige for hende stod den deilige unge Prinds, han fæstede sine kulsorte Øine paa hende, saa hun slog sine ned og saae, at hendes Fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste smaae, hvide Been, nogen lille Pige kunde have, men hun var ganske nøgen, derfor svøbte hun sig ind i sit store, lange Haar. Prindsen spurgte, hvem hun var, og hvorledes hun var kommet her, og hun saae mildt og dog saa bedrøvet paa ham med sine mørkeblaae Øine, tale kunde hun jo ikke. Da tog han hende ved Haanden og førte hende ind i Slottet. Hvert Skridt hun gjorde, var, som Hexen havde sagt hende forud, som om hun traadte paa spidse Syle og skarpe Knive, men det taalte hun gjerne; ved Prindsens Haand steeg hun saa let, som en Boble, og han og alle undrede sig over hendes yndige, svævende Gang.
Kostelige Klæder af Silke og Musselin fik hun paa, i Slottet var hun den skjønneste af Alle, men hun var stum, kunde hverken synge eller tale. Deilige Slavinder, klædte i Silke og Guld, kom frem og sang for Prindsen og hans kongelige Forældre; een sang smukkere end alle de andre og Prindsen klappede i Hænderne og smilede til hende, da blev den lille Havfrue bedrøvet, hun vidste, at hun selv havde sjunget langt smukkere! hun tænkte, “O han skulde bare vide, at jeg, for at være hos ham, har givet min Stemme bort i al Evighed!”
Nu dandsede Slavinderne i yndige svævende Dandse til den herligste Musik, da hævede den lille Havfrue sine smukke hvide Arme, reiste sig paa Taaspidsen og svævede hen over Gulvet, dandsede, som endnu ingen havde dandset; ved hver Bevægelse blev hendes Deilighed endnu mere synlig, og hendes Øine talte dybere til Hjertet, end Slavindernes Sang.
Alle vare henrykte derover, især Prindsen, som kaldte hende sit lille Hittebarn, og hun dandsede meer og meer, skjøndt hver Gang hendes Fod rørte Jorden, var det, som om hun traadte paa skarpe Knive. Prindsen sagde, at hun skulde alletider være hos ham, og hun fik Lov at sove udenfor hans Dør paa en Fløiels Pude.
Han lod hende sye en Mandsdragt, for at hun til Hest kunde følge ham. De rede gjennem de duftende Skove, hvor de grønne Grene sloge hende paa Skulderen og de smaae Fugle sang bag de friske Blade. Hun klattrede med Prindsen op paa de høie Bjerge, og skjønt hendes fine Fødder blødte, saa de Andre kunde see det, loe hun dog deraf og fulgte ham, til de saae Skyerne seile nede under sig, som var det en Flok Fugle, der drog til fremmede Lande.
Hjemme paa Prindsens Slot, naar om Natten de andre sov, gik hun ud paa den brede Marmortrappe, og det kjølede hendes brændende Fødder, at staae i det kolde Søvand, og da tænkte hun paa dem dernede i Dybet.
Een Nat kom hendes Søstre Arm i Arm, de sang saa sorrigfuldt, idet de svømmede over Vandet, og hun vinkede af dem, og de kjendte hende og fortalte, hvor bedrøvet hun havde gjort dem allesammen. Hver Nat besøgte de hende siden, og een Nat saae hun, langt ude, den gamle Bedstemoder, som i mange Aar ikke havde været over Havet, og Havkongen, med sin Krone paa Hovedet, de strakte Hænderne hen mod hende, men vovede sig ikke saa nær Landet, som Søstrene.
Dag for Dag blev hun Prindsen kjærere, han holdt af hende, som man kan holde af et godt, kjært Barn, men at gjøre hende til sin Dronning, faldt ham slet ikke ind, og hans Kone maatte hun blive, ellers fik hun ingen udødelig Sjæl, men vilde paa hans Bryllups Morgen blive Skum paa Søen.
“Holder du ikke meest af mig, blandt dem allesammen!” syntes den lille Havfrues Øine at sige, naar han tog hende i sine Arme og kyssede hendes smukke Pande.
“Jo, du er mig kjærest,” sagde Prindsen, “thi du har det bedste Hjerte af dem Alle, du er mig meest hengiven, og du ligner en ung Pige jeg engang saae, men vistnok aldrig mere finder. Jeg var paa et Skib, som strandede, Bølgerne dreve mig i Land ved et helligt Tempel, hvor flere unge Piger gjorde Tjeneste, den yngste der fandt mig ved Strandbredden og reddede mit Liv, jeg saae hende kun to Gange; hun var den eneste, jeg kunde elske i denne Verden, men du ligner hende, du næsten fortrænger hendes Billede i min Sjæl, hun hører det hellige Tempel til, og derfor har min gode Lykke sendt mig dig, aldrig ville vi skilles!” — “Ak, han veed ikke, at jeg har reddet hans Liv!” tænkte den lille Havfrue, “jeg bar ham over Søen hen til Skoven, hvor Templet staaer, jeg sad bag Skummet og saae efter, om ingen Mennesker vilde komme. Jeg saae den smukke Pige, som han holder mere af, end mig!” og Havfruen sukkede dybt, græde kunde hun ikke. “Pigen hører det hellige Tempel til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i Verden, de mødes ikke mere, jeg er hos ham, seer ham hver Dag, jeg vil pleie ham, elske ham, ofre ham mit Liv!”
Men nu skal Prindsen givtes og have Nabokongens deilige Datter! fortalte man, derfor er det, at han udruster saa prægtigt et Skib. Prindsen reiser for at see Nabokongens Lande, hedder det nok, men det er for at see Nabokongens Datter, et stort Følge skal han have med; men den lille Havfrue rystede med Hovedet og loe; hun kjendte Prindsens Tanker meget bedre, end alle de Andre. “Jeg maa reise!” havde han sagt til hende, “jeg maa see den smukke Prindsesse, mine Forældre forlange det, men tvinge mig til at føre hende her hjem, som min Brud, ville de ikke! jeg kan ikke elske hende! hun ligner ikke den smukke Pige i Templet, som du ligner, skulde jeg engang vælge en Brud, saa blev det snarere dig, mit stumme Hittebarn med de talende Øine!” og han kyssede hendes røde Mund, legede med hendes lange Haar og lagde sit Hoved ved hendes Hjerte, saa det drømte om Menneske-Lykke og en udødelig Sjæl.
“Du er dog ikke bange for Havet, mit stumme Barn!” sagde han, da de stode paa det prægtige Skib, som skulde føre ham til Nabokongens Lande; og han fortalte hende om Storm og Havblik, om sælsomme Fiske i Dybet og hvad Dykkeren der havde seet, og hun smilte ved hans Fortælling, hun vidste jo bedre, end nogen Anden, Besked om Havets Bund.
I den maaneklare Nat, naar de alle sov, paa Styrmanden nær, som stod ved Roret, sad hun ved Reelingen af Skibet og stirrede ned igjennem det klare Vand, og hun syntes at see sin Faders Slot, øverst deroppe stod den gamle Bedstemoder med Sølvkronen paa Hovedet og stirrede op igjennem de stride Strømme mod Skibets Kjøl. Da kom hendes Søstre op over Vandet, de stirrede sorrigfuldt paa hende og vrede deres hvide Hænder, hun vinkede ad dem, smilte og vilde fortælle, at Alt gik hende godt og lykkeligt, men Skibsdrengen nærmede sig hende og Søstrene dykkede ned, saa han blev i den Tro, at det Hvide, han havde seet, var Skum paa Søen.
Næste Morgen seilede Skibet ind i Havnen ved Nabokongens prægtige Stad. Alle Kirkeklokker ringede, og fra de høie Taarne blev blæst i Basuner, mens Soldaterne stode med vaiende Faner og blinkende Bajonetter. Hver Dag havde en Fest. Bal og Selskab fulgte paa hinanden, men Prindsessen var der endnu ikke, hun opdroges langtderfra i et helligt Tempel, sagde de, der lærte hun alle kongelige Dyder. Endelig indtraf hun.
Den lille Havfrue stod begjærlig efter at see hendes Skjønhed, og hun maatte erkjende den, en yndigere Skikkelse havde hun aldrig seet. Huden var saa fiin og skjær, og bag de lange mørke Øienhaar smilede et Par sorteblaae trofaste Øine!
“Det er dig!” sagde Prindsen, “dig, som har frelst mig, da jeg laae som et Liig ved Kysten!” og han trykkede sin rødmende Brud i sine Arme. “O jeg er altfor lykkelig!” sagde han til den lille Havfrue. “Det Bedste, det jeg aldrig turde haabe, er blevet opfyldt for mig. Du vil glæde dig ved min Lykke, thi du holder meest af mig blandt dem Alle!” Og den lille Havfrue kyssede hans Haand, og hun syntes alt at føle sit Hjerte briste. Hans Bryllups Morgen vilde jo give hende Døden og forvandle hende til Skum paa Søen.
Alle Kirkeklokker ringede, Herolderne rede om i Gaderne og forkyndte Trolovelsen. Paa alle Altre brændte duftende Olie i kostelige Sølvlamper. Præsterne svingede Røgelsekar og Brud og Brudgom rakte hinanden Haanden og fik Biskoppens Velsignelse. Den lille Havfrue stod i Silke og Guld og holdt Brudens Slæb, men hendes Øre hørte ikke den festlige Musik, hendes Øie saae ikke den hellige Ceremonie, hun tænkte paa sin Dødsnat, paa Alt hvad hun havde tabt i denne Verden.
Endnu samme Aften gik Brud og Brudgom ombord paa Skibet, Kanonerne løde, alle Flagene vaiede, og midt paa Skibet var reist et kosteligt Telt af Guld og Purpur og med de deiligste Hynder, der skulde Brudeparret sove i den stille, kjølige Nat.
Seilene svulmede i Vinden, og Skibet gled let og uden stor Bevægelse hen over den klare Sø.
Da det mørknedes, tændtes brogede Lamper og Søfolkene dandsede lystige Dandse paa Dækket. Den lille Havfrue maatte tænke paa den første Gang hun dykkede op af Havet og saae den samme Pragt og Glæde, og hun hvirvlede sig med i Dandsen, svævede, som Svalen svæver naar den forfølges, og alle tiljublede hende Beundring, aldrig havde hun dandset saa herligt; det skar som skarpe Knive i de fine Fødder, men hun følte det ikke; det skar hende smerteligere i Hjertet. Hun vidste, det var den sidste Aften hun saae ham, for hvem hun havde forladt sin Slægt og sit Hjem, givet sin deilige Stemme og daglig lidt uendelige Qvaler, uden at han havde Tanke derom. Det var den sidste Nat, hun aandede den samme Luft som han, saae det dybe Hav og den stjerneblaae Himmel, en evig Nat uden Tanke og Drøm ventede hende, som ei havde Sjæl, ei kunde vinde den. Og Alt var Glæde og Lystighed paa Skibet til langt over Midnat, hun loe og dandsede med Dødstanken i sit Hjerte. Prindsen kyssede sin deilige Brud, og hun legede med hans sorte Haar, og Arm i Arm gik de til Hvile i det prægtige Telt.
Der blev tyst og stille paa Skibet, kun Styrmanden stod ved Roret, den lille Havfrue lagde sine hvide Arme paa Reelingen og saae mod Østen efter Morgenrøden, den første Solstraale, vidste hun, vilde dræbe hende. Da saae hun sine Søstre stige op af Havet, de vare blege, som hun; deres lange smukke Haar flagrede ikke længer i Blæsten, det var afskaaret.
“Vi have givet det til Hexen, for at hun skulde bringe Hjælp, at du ikke denne Nat skal døe! Hun har givet os en Kniv, her er den! seer du hvor skarp? Før Sol staaer op, maa du stikke den i Prindsens Hjerte, og naar da hans varme Blod stænker paa dine Fødder, da voxe de sammen til en Fiskehale og du bliver en Havfrue igjen, kan stige ned i Vandet til os og leve dine tre Hundrede Aar, før du bliver det døde, salte Søeskum. Skynd dig! han eller du maa døe, før Sol staaer op! vor gamle Bedstemoder sørger, saa hendes hvide Haar er faldet af, som vort faldt for Hexens Sax. Dræb Prindsen og kom tilbage! Skynd dig, seer du den røde Stribe paa Himlen? Om nogle Minuter stiger Solen, og da maa du døe!” og de udstødte et forunderligt dybt Suk og sank i Bølgerne.
Den lille Havfrue trak Purpurtæppet bort fra Teltet, og hun saae den deilige Brud sove med sit Hoved ved Prindsens Bryst, og hun bøiede sig ned, kyssede ham paa hans smukke Pande, saae paa Himlen, hvor Morgenrøden lyste meer og meer, saae paa den skarpe Kniv og fæstede igjen Øinene paa Prindsen, der i Drømme nævnede sin Brud ved Navn, hun kun var i hans Tanker, og Kniven zittrede i Havfruens Haand, — men da kastede hun den langt ud i Bølgerne, de skinnede røde, hvor den faldt, det saae ud, som piblede der Blodsdraaber op af Vandet. Endnu engang saae hun med halvbrustne Blik paa Prindsen, styrtede sig fra Skibet ned i Havet, og hun følte, hvor hendes Legeme opløste sig i Skum.
Nu steeg Solen frem af Havet. Straalerne faldt saa mildt og varmt paa det dødskolde Havskum og den lille Havfrue følte ikke til Døden, hun saae den klare Sol, og oppe over hende svævede hundrede gjennemsigtige, deilige Skabninger; hun kunde gjennem dem see Skibets hvide Seil og Himlens røde Skyer, deres Stemme var Melodie, men saa aandig, at intet menneskeligt Øre kunde høre den, ligesom intet jordisk Øie kunde see dem; uden Vinger svævede de ved deres egen Lethed gjennem Luften. Den lille Havfrue saae, at hun havde et Legeme som de, det hævede sig meer og meer op af Skummet.
“Til hvem kommer jeg!” sagde hun, og hendes Stemme klang som de andre Væsners, saa aandigt, at ingen jordisk Musik kan gjengive det.
“Til Luftens Døttre!” svarede de andre. “Havfruen har ingen udødelig Sjæl, kan aldrig faae den, uden hun vinder et Menneskes Kjærlighed! af en fremmed Magt afhænger hendes evige Tilværelse. Luftens Døttre have heller ingen evig Sjæl, men de kunne selv ved gode Handlinger skabe sig een. Vi flyve til de varme Lande, hvor den lumre Pestluft dræber Menneskene; der vifte vi Kjøling. Vi sprede Blomsternes Duft gjennem Luften og sende Vederqvægelse og Lægedom. Naar vi i tre hundred Aar have stræbt at gjøre det Gode, vi kunne, da faae vi en udødelig Sjæl og tage Deel i Menneskenes evige Lykke. Du stakkels lille Havfrue har med hele dit Hjerte stræbt efter det samme, som vi, du har lidt og taalt, hævet dig til Luftaandernes Verden, nu kan du selv gjennem gode Gierninger skabe dig en udødelig Sjæl om tre hundred Aar.”
Og den lille Havfrue løftede sine klare Arme op mod Guds Sol, og for første Gang følte hun Taarer. — Paa Skibet var igjen Støi og Liv, hun saae Prindsen med sin smukke Brud søge efter hende, veemodig stirrede de paa det boblende Skum, som om de vidste, hun havde styrtet sig i Bølgerne. Usynlig kyssede hun Brudens Pande, smiilte til ham og steeg med de andre Luftens Børn op paa den rosenrøde Sky, som seilede i Luften.
“Om trehundrede Aar svæve vi saaledes ind i Guds Rige!”
“Ogsaa tidligere kunne vi komme der!” hviskede een. “Usynligt svæve vi ind i Menneskenes Huse, hvor der er Børn, og for hver Dag vi finde et godt Barn, som gjør sine Forældre Glæde og fortjener deres Kjærlighed, forkorter Gud vor Prøvetid. Barnet veed ikke, naar vi flyve gjennem Stuen, og maae vi da af Glæde smile over det, da tages et Aar fra de tre hundrede, men see vi et uartigt og ondt Barn, da maae vi græde Sorgens Graad, og hver Taare lægger en Dag til vor Prøvetid!” — | wikisource | wikisource_1400 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=313 to=326 fromsection=§97 tosection=§97 header=1 /> | wikisource | wikisource_25919 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
TRAKTATEN IMELLEM DANMARK-NORGE OG SVERIGE.
Undertegnet i Roskilde den 26. februar 1658
Dens stormechtigste högborne furste och herres. herr Carl Gustafs medh Gudz nåde Sveriges, Göthes och Wendes konungs, storfurstes till Finlandh, hertig udi Estlandh, Carelen, Bremen, Verden, Stettin, Pommern, Cassuben och Wenden, furstes till Rügen, herres öfver Ingermanlandh och Wismar, så och pfaltzgrefves vidh Rhein i Beyern, till Gülich, Cleve och Bergen hertigs etc., vår allernådigste konungs och herres fullmächtige commissarier, vij underskrefne Corfitz, grefve aff Uhlefeldt, herre till Gratlitz och Hersmannitz, riddare, högstbemälte Kon. Mat.s geheme rådh, Steeno Bielke, frijherre til Korppo, herre till Gäddeholm, Grässön och Tånga, högstbemälte Kon. Mat.s och dess rijkes rådh, admiral och admiralitetzrådh, giöre härmedh vitterligit: Att effter som nu en tidh bortåth någre missförståndh och irringar äre upvuxne emillan högstbemälte Hans Kon. Mat. och Sveriges crono på den ene och den stormechtigste högborne furste och herre, herr Friderich den tridie, Danmarckes, Norges, Wendes och Gottes konung, hertig uthi Slesvig, Holsteen, Stormarn och Ditmarschen, grefve uthi Oldenburg och Delmenhorst, och Danmarcks crono på den andra sidanm hvilcke alle på sidlychtone så vida äre uthbrustne, att de hafve af sigh födt och itändt den nu sväfvande feigde och vapnskifte, Theres Mat. Mat. och thesse låflige rijken emillan till ingen ringa begge rijkernes och deres undersåtares och inbyggiares skada, afsaaknadh, hinder och fordärf, så hafver först den stormechtigste högborne furste och herre, herr Ludvigh den fiorttonde, christligste konung i Franckrijke och Navarra, såsom och sedan den durchleuchtigste herre Protecteuren aff Engelandh, Skottlandh och Irlandh af synnerligh affection till begge sigh emillan stridande konungar och desse låfliga rijken, funnit gått att sökia möyelige medell, därr igenom thenne itände och kringh sigh frätande krigslåga i thesse nordiske rijken kunde släckias och dämpas, och i samma stadh fridh, rooligheet, vänskap och gått förtroende åther stifftas och uprättas igen, där medh all ytterligare olycko att förekomma, till hvilcken ända både Hans Mat. till Franckrijke, som Hans Höghet Protecteuren i Engelandh deres extraordinaries afgesandter till begge deres Mat. Mat. i Sverige och Danmarck affärdat medh ordre att remonstrera begge Deres Mat. Mat. christenheetenes tillståndh och fahran, som af detta indbördas kriget dem kunde öfver hufvudet hängia; till att styrkia så mycket mera och förmana till förlijkning och freedlige consilia, såsom och tillbiudes deres herrers och principalers underhandling och interposition, där medh så mycket mere att kunna befrämia dette låfliga fridzvärckedh.
Hvarföre och Hans Mat., vår nådigste konung och herre, så väl bevecht af Hans Mat. i Franckrijke och Hans Högheets Protecteuren i Engelandh inrådande, som af sin egen begärligheet och åstundan, att släckia och dämpa denne krigslågan, och att niuta och conservera fridh och rooligheet innom alle dess rijksgräntzer, så och förtrooligh vänskap och gått förståndh medh alle dess naboer och grannar, enkannerligen medh Danmarck och Nårie, som uthi vidlyftige gräntzer och månge andre måttor mycken gemenskap hafve medh Sveriges rijke, hafver låtit sigh dess bundzförvandters vänlige rådh och underhandling behaga. Och såsom nu ändtligen Hans Mat. i Danmarck i lijka måtto sin benägenheet genom Hans Högheets Protecteurens hoos sigh varande extraordinarie affgesandter därtill hafver förklarat, är där på fölgdt, att ett möthe först i Rudköping på Langeland emillan begge rijkernes commissarier och fullmechtige är bevilliat och forafskedat vordet. Men såsom imedlertidh Hans Mat., vår allernådigste konung och herre, fullfölliandes och nyttiandes sine vapens lycka medh hela armeen avancerade öfver Langelandh till Lalandh och Falster, och for den skull de danske commissarier äre förorsakade vordne att tillijka medh Hans Högheets Protecteurens affgesandte mötha Hans Kon. Mat. vidh Vordingborg här på Seelandh; så hafver Hans Kon. Mat. till att bevijsa sin benägenheet til fridh och enigheet icke velat denne lägenheet förbijgå, uthan oss till sine commissarier på sine och sitt rijkes vägnar förordnat och medh tillbörlig fullmacht förseedt hvaruppå vij föreskrefne äre kombne till möthes medh högstbemelte Hans Mat.s och Danmarcks rijkes rådh och fullmechtige commissarier, de edle, välborne och välbyrdige her Jochim Gerstorff till Tundbyholm, riddare, rijkshoffmäster och befallningsman öfver Bornholm, och Christian Skiel till Fusinge, befallningsman öfver Tryggevälde. Och sedan vij hvars annars fullmacht och procuratoria hade öfverseedt, richtige och nöyagtige befunnet och på begge sijdor förväxlat och öfverlefrerat, tå äre vij i then helige Treefaldigheets nampn tillsammanträdda och hafve på sielve tractaten en begynnelse giordt. Och ändoch de danske commissarier, till bättre informera sigh om deres herres villia och ytterligare förklaring öfver aff oss då foreslagne puncter' äre till Kiöpenhampn förreste, så är lijkväl dermedh tractaten icke abrumperadh, emädan de uthlåfvade att vela medh dedh forderligste oss mötha på någon beqvemb orth igen, hvilcked ochså skedde, idedh de sigh först hoos Hans Kon. Mat., vår allernådigste konung och herre, i hufvudqvarteret Torslundamagle och sedan i byen Tostrup därsammastädes medh os begyndte fredzhandelen att continuera infunnit hafve, hvarest vij medh den christligste kongens i Franckrijkes och Navarrens rådh och ordinarie ambassadeur vidh Kon. Mat.s i Sverige hoff, den välborne herre Hugo Terlon, riddare aff St. Johan i Hierusalem, såsom och Hans Högheets Protecteurens commissarius och extraordinarie affgesandter till Hans Mat. i Dannemarck, den välborne herr Philip Medow, medh högste flijt hafve öfverlagdt och examineradt de strijder och tvister, som rijken hafve varit emillan, betänckt all medell ocg vägar dem att bijläggia, och en godh varachtig och förtrolig vänskap igen att stiffta och uprätta, hvaruthinnan åffvanbemelte mediatorer på deres principalers vägnar deres högste flijt, förståndh dexteritet, mödo och arbethe så länge oförtrutet hafve användt, att vij på lychtone oss emillan äre på Deres Mat.s Mat.s, våre allernådigste konungars, deres successorers och cronornes Sveriges och Danmarcks vägnar öfver visse puncter föreente och forlijkte, hvilke nu här i Roskild genom Gudz nåde medh gemen samtycke af begge sijdors commissarier bättre utharbetade, uthi viss form satte och vijdare deducerade äre, där medh all stridh och irringar uthi framtijden att förekomma på sätt och vijss, som effterföllier:
1. Först skall emillan begge Deres Mat. Mat., deres sucessorer, rijken, länder, rådh, tiänare, undersåtare och inbyggiare i Sverige, Danmark och Nårie vara en stadigh, evigvarande och oigenkallelig fridh, således att här effter allt missförståndh, ovillia, tvädrächt, oenigheet, fijendskap, krigh och feigde uphäfves och ändas, jemväl och hvadh å begge sijdor så väl förr som uthi varande örlogs tidh kan vara föreluppit, förmedelst en general och till alle sigh sträckiande amnistie alldeles förgäthes och aldrig någonsin mere ihugkommas eller erhållas stadig vänskap, gått förtroende, eenigheet och trogen naboerskap, så att den ene parten dens andres gagn och bästa medh ordh og gerningar lijka som sitt eget befordrar och försvarar, och hvadh som hälst then andres person, regering rejken, landh och undersåtare kan vara för när och till skada, thed sökia att affvända och så mycket möyeligt är förhindra.
2. Och på dedh sådant desto bättre måtte skee och godh förtrooligheet underhållas emillan begge Deres Mat. Mat. och rijken Sverige och Danmarck, skole på begge sijdor renuncieras och uphäfvas alle de alliancer och förbundh medh andre potentater, konungar, furstar, estater och republiquer, ehvem the vara kunne, ingångne och opprättade enthera parten till præjuditz och förfång; såsom och effter denne dagh ingen alliance giöres af den ene emoth den andre eller den andres fijende uthi någon måtto eller under hvariehanda prætext och förevandt assisteras och understödias.
3. Till samme ände är oss emillan förafskeedat, belefvat och på begge sijdor uthlåfvat, att icke tillstädia någon främmande fijendtlig örlogsflotta, ehvo den och vara kan, att passera och löpa genom Sundet eller Beldt in uthi Östersiöen, uthan dedh sÎkia, hvar å sin sijda, effter all möyeligheet att förhindra och afväria.
4. Dedh är och förafskedat och beslutit, att alle the skepp, Hans Kon. Mat. i Sverige, dess undersåtare och the, som byggia och boo i Sverige eller där under sorterande provincier, landh och städher, ingen undantagandes, tillhörige, bevärde och ubevärde, små och store, med hvadh godz de innehafva, uthan åthskillnadh, icke allenast skole vara uthi Öresundh och Beldt frije och exempte för all tull, inquisitioner, visitationer, anhållningar eller andre molester och besvär, de hafva nampn huru de hafva eller erdichtas kunne, uthan och icke vara skyldige eller bundne till att hafva eller vijsa några certificationer på innehafvande varur, allenast dee på Kon. Mat.s af Danmarck tullbodh i Helsingör och Nyborgh richtigt siöpas fremtee och upvijse. Men medh dedh godz och de varur, Hans Kon. Mat., dess successorer, undersåtare och inbyggiare uthi Sverige och alle där underliggiande provincier, länder och städer tillhöre, och uthi fremmande skepp lastade och skeppade äre, förhållas häreffter, hvadh certificationerne vidhkommer, såsom för detta effter Brömsebroes pacters innehåldh, således att när the uppvijsa allenast sine richtige certificationer, då uthan hinder, uppehåldning, förbuudh eller tulltächt i någon måtto genom Öresundh och beldt frije till och ifrån passera skole, men dedh(1) svenske godz, uthi fremmande skepp inlastadt, som icke kan fremvijsa sin rätta certification, skall tulltächten uthi Sundet och Beldt vara underkastadt.
5. Efftersom Hans Kon. Mat. i Sverige sigh uthi denne feigde hafver bemächtigat och genom vapnen tillvälladt äthskillige Kon. Mat.s i Danmarck landh, provincier och öyar och derpå varande fästningar och städer och dem jure belli nu besitter, så hafver Kon. Mat. i Danmarck bevilliat och samtycht på sin, sine successorer, Danmarck och Norges kunugars och cronors vägnar, både till satisfaction och vederlagh emoth de occuperade länders restitution, såsom och till vedergällning för den genom detta krigedh Kon. Mat. och cronan Sverige tillfogade skada och förorsakade märckelige omkåstnader, jämväl och att undanvijka större vidlyftigheeter, at afstå och afträda till Hans Kon. Mat., dess successorer, Sveriges konungar och crono, provincierne Hallandh, - som för detta cronan Sverige till försäkring hafver varit inrymbd - Skåne, Blekinge, Bornholm medh alle till bemälte provincier, landh och lähn liggiande städer, slått och fästningar, öyar, skiär, högheeter, herligheeter, jurisdictioner, andelige och verldzlige, skatter, ingiälder, tuller räntor och rättigheeter til landz och vatten, såsom Danmarcks och Nåries konungar them åthniutet och besuttit hafve, att föllia här effter Hans Kon Mat., dess successorer och Sveriges crono till evärdeligh opåtaldt possession och egendomb.
6. Sammaledes cederes Kon. Mat. och cronan Sverige aff Kon. Mat. och cronan Danmarck Bahus slått och lähn sampt Trunfhiems gårdh och lähn medh alle underliggiande städer, slått och fästningar sampt andelige och verdzlige godz, lähn och appertinentier, som därtill medh rätte hörer och för detta lydt och hördt hafver, till landz och vattn, att incorporeras Sveriges crono till evärdeligh possession och egendomb, efftersom här uppå så väl som uppå de andre cederade och uthi nästföregående articul oppreppade landh och provincier särdeles författade cessionsbrefven, aff Kon. Mat. och Danmarcks rijkes rådh underskrefne och förseglade, vijdare uthvijse.
7. Renuncierar och afstår desslijkes till Kon. Mat., dess successorer och cronan Sverige Hans Kon. Mat., dess successorer och cronan Danmarck all denn jurisdiction och rättigheet, andelige och verldzlig, så vijda han hafver på de godzen i furstendömet Rügen.
8. Och skole alle the af adell, som uthi de cederade provincier, landh och lähn godz hafve och där boendes äre, vara plichtige att göra Hans Kon. Mat., dess successorer och Sveriges crono theres huldheets eedh och sigh till lydno, troohet och tiänst obligera, såsom the Danmarcks konungar för detta skyldige varit hafve. I lijka måtto skole alle andre i bemälte provincier boende, andelige och verldzlige, borgare och bönder, effter denne dagh Kon. Mat., dess successorer och cronan Sverige allena och evärdeligen vara förobligerade, och alle probster och prester föllia den biskop eller superintendent och consistorium, som Kon. Mat. i Sverige dem förordnandes varder.
9. Deremoth är på Kon. Mat.s och Sveriges cronos vägnar låfvat och tillsagdt, att alle ständer, adell och oadell, andelige och verldzlige, borgare och bönder, uthi the vidh desse tractater cederade länder och lähn i Danmarck och Nåries skole behålla deres godz och egendomb, som dem antem genom arff, kiöp, bythe eller pant för krigedh, antingen aff cronan eller privatis sigh emillan, medh rätta tillkommer, och här effter mechtige vara, dem att besittia, nyttia, bruka och behålla, jemväl dem att försällia och sigh afhända som tillförne, så som och blifva vidh deras vanlige rätt, lagd och gamble privilegier och frijheter oturberade och obehindrade, så vijda de icke löpa eller strida contra leges fundamentales af Sveriges crono, medh hvilcke desse cederade landh och lähn till evärdelig tidh här effter incorporeras skole. Och på dedh man må förnimma Kon. Mat.s i Sverige nådigste benägenheet, snarare deres vilckor att förbättra än förringa, är tillsagdt, att alle, så adell som oadel, hvilcke sigh under Kon. Mat.s och crones Sveriges jurisdiction alldeles begifve, må åthniuta medh de infödde Svenske lijka tillträde till beneficia och honores.
10. Thed är och therhoos aftaldt, att nä fästningerne och landen inrymmes Kon. Mat. i Sveriges fullmechtige, att då tillijka hvadh effterrättelse och documenter, som finnas vidh handen om ländernes och däri liggiande godzens lägenheeter, räntor och ingiäldh, så och om gräntzorne, råmärchen och byskillnaden, sampt hvadh justitien angår, sådane skrifter, jordeböcker och underrättelser tillijka öfverantvardas skole. Och sedan medh det förste förordnas visse fullmechtige, två eller tree på både sijdor, som kunne besichtiga, åthskillia och adjustera alle gräntzer, råmärcken och tvister emillan de afträdde och inrymbde och därnäst belägne behäldne provincier och lähn, pä dedh all träta och missförständh desto beqvämare måtte förebyggias, och hvar i roo niuta dedh han är berättigadh till.
11. Hans Kon. Mat. af Sverige skall och restitueras alle de landh og platzer, som uthi varande feigde äre blefne occuperade och cronan Sverige afhändigade, ehvar de och kunne vara belägne; så väf som och de tree svenske skiepp, som vidh krigets begynnelse uthi Sundet äre blefne anhåldne, skate effter certifications Iydelse medh deres lading oiler doss billige värde I lijka måtto blifve restituerade. Så är och på begge sijdor bevilliat, att alle the prijser, som förmedelst uthgifne commissioner kunne vara tagne, och för det Torstrupske fördragedh icke äre inbrachte, skate deres ägare igen restitueres. Hvadh annat godz och mobilier effter den tidh ifrån den ene eller andre partens undersåtare till vattn och landh kan afhänd vara, som icke för åfvanbemelte fördragh af Kon. Kon. Mat. Mat. till Sverige och Danmarck kan vara doneradt oiler bortgifvit, skall deslijkest igen gifvas och lefreras.
12. Här emoth afstår Kon. Mat., doss successorer och cronan Sverige till Kon. Mat., doss successorer och cronan Danmarck all den rättigheet, som Hans Mat. jure belli kan hafva till alla de fästningar, skantzar, öyar, provincier, sträder och territoria, som Hans Mat. uthi detta krigh förmedelst doss vappn hafver inbekommit mit, särdeles de provincier Seelandh, Lalandh, Falster och Langelandh medh festningen Naschov, item Fühnen, Jütlandh, Schlesvig, Holstein, Stormarn och Ditmarschen medh festningen Friederichsudde, Hallskantz, hused och grefveskapedh Pinnenberg, så och öyarne Als och Arröö medh de furstlige husen Sönderborg och Norborg sampt alle uthi desse tvenne konungerijken Danmarck och Nårie, så väl som uthi bemälte furstendömen och där under hörige provincier och öyer, occuperade strider, fästningar, skantzar, låhn, adelige huusen och territoria, ehwadh nampn de hafva kunne, och icke I detta fördragh per expressum äre undantagne; och skole de, sedan doe effter detta fördrags innehåldh igen äre öfverlefrerade, medh alle deres appertinentier och rättigheeter föllia Kon. Mat., dess successorer och Danmarcks crono, obehindrade I alla måtto.
13. I lijka måtto afstår Hans Kon. Mat. for sigh, dess successorer och cronan Sverige alle de rättigheeter och prætensioner, som Hans Kon. Mat. ratione ducatus Bremensis hafver eller kan hafva uppå grefveskaped Delmenhorst och Ditmarschen, och den till Kon. Mat. aff Danmarck, doss successorer och hertigerne aff huset Holstein, kungelige och gottorpische linie, cederar och affträder, så att Kon. Mat. af Sverige och dess successorer aldrig något åtaal där upp vijdare hafva skole. Och där Hans Kon. Mat. till Sverige skulle hafva ratione dicti ducatus Bremensis någon prætension på något adeligit godz I Holsteen, cederes sådant sammalunda här medh och låfves att de documenter, som förhanden och hijthörande äro, skole Hans Kon. Mat. I Danmarck och huset Holstein, konunglige och gottorpische linien, extraderas.
14. Och såsom fästningarne på begge sijdor, så väl de som uthi detta krigh äre blefne eröfrade, som andre, som uthi krafft af detta fridzfördraget afståås, blotta och uthan stycken, ammunition och provision öfverlefreras skole, altså fär där vidh förafskeedat och aftaalt, att bönderne uthi de lähn, hvarest sådane fästningar äre belägne, skole plichtige vara samma stycken, munition och provision till stranden att framföra, hvarest de bäst och lägligst kunne blifve inskeppade och afförde.
15. Der jämpte är och beslutit, belefvat och aftalt, att uthi fästningarne, som af den ene eller andre parten afståås och inrymmes, visse rum deputerade varde, hvarest den, som fästningen eller orthen afträder, sin ammunition och provision uthi säkert behåldh och förvaring hafva kunde, intill dess det beqämligen dädan kan bortfördt och affhämptadt biifva.
16. Och på dedh medh evacuationen och förväxlingen af åfvanbenämbde provincier, strider och fästningar deste richtigare på den ene och andre sijdan kan tillgåå, äre begge parterne däröfver således föreente, att så snart de tu tusende ryttare - som Kon. Mat. I Sverige här medh uthaf Kon. Mat. I Danmarck uthlåfvadt är att öfverlåtes - äro lefrerade, den svenske armée strax uthur Seeland marchera skall, och därpå Helsingborg den 27. Februarij, Landzcrona den 28. ejusdem, Malmö den 1. Martij öfverlefreras, jemväl skall den 4. ejusdem Christianstadh til Kon. Mat-s I Sverige fullmechtige och samma dagh Naschov till Kon. Mat-s I Danmarck commissarier affträdes, på hvilcken tidh den svenske armée af Lalandh, Falster och Langelandh skall utföras. Den 15. Martij skall Christianopel och resten af Blekinge medh Bornholm, såframpt det möyeligit och vederleken tillstädier, så och Bahuus den 18. ejusdem inrymmes. Den 1. May skall Tronhiem, Jemptelandh och Bremervöhrde så väl som alle andre platzer, som Hans Mat. I Danmarck I denne feigde kan hafva occuperat, ehvarest de belägne äre, Kon. Mat-s I Sverige commissarier restitueras, hvar emoth Kon. Mat-s I Sverige hela armée på samma dagh af Fyhnen, Juthlandt, Schlesvig, Holsteen, Stormarn Och Ditmarschen sampt underliggiande öyar, fästningar, skantzar och adelige huuss, ehvadh nampn de hafva kunne, begynna att uthmarchera, och fästningarne Fredrichsudde, Pinnenberg, Hallskantz sampt alle andre platzer, ehvarest de och äre belägne, som uthi Kon. Mat-s I Sverige vå,ldh I denne feigde kunne vara kåmbne, till samma dagh, den 1. May, uthi de kongl. danske fullmechtiges hinder lefreres. Skall och så på samma tidh insulen Als medh Sönnerborg och Norborg(2) deres rätte herre cederes och inrymmes, så och därsom något annat kunde finnas uthi åfvanbemelde rijken, provincier, furstendöme och öyar på enthere sijdan intaget och eröfradt, skall sådant allt quiteras, lijka som dedh här expresse infördt voro, och den, som det tillförenne tillhördt hafver, afträdas och öfverlefreras.
17. Och på dedh när uthväxlingen af fästningarne skeer eller krigsfolkedh af städerne och provincierne på bemelte terminer uthföres, invåhnerne ingen gevaldt eller öfvervåldh må vederfaras, skall på begge sijdor commissarier vara tillstädes, som gått inseende där medh hafve, att undersåtarne inthed medh våldh ifrån tages eller något otillbörligt anmodas. Och såsom den svensche arméen, så länge den här uthi landet blifver, nödvändigt underhåldh gifves måste, altså skall den och under godh ordre och disciplin hållas, således att undersåtarne ifrån den dagh, fredhen sluthen är, inthed mera anthen medh brandskattningar eller andre krigsbesvär, ehvadh nampn de hafva kunne, affpressas eller affordras skall, än hvadh krigsfolckedh till deres nödtårfftige underhåldh effter den ordinance, som aff commissarierne på begge sidor därom kan göras, så länge de äre här uthi rijkedh, behöfver.
18. Hvad tillförenne förmäldt är om landens restitution och inrymmande på de föreschrefne terminer, skall förståås effter landz lagh, således att de, som lähnen nu bisittia, skole inkåmpsten däraf niuta intill Philippi Jacobi dagh nästkonimande(3), så och restancen däraf uppb6auml;ra ifrån bemelte Philippi Jacobi 1657 till anno 1658; doch så att hvadh, som ey strax kan afläggias, då tidh och respit gifve, dedh på visse terminer att betala.
19. Desslijkest skole alle fångar på begge sidor, höge och långe, aff hvadh ståndh och condition de vara kunde, föruthan någon rantzon strax ledige och löse gifvas, doch hvadh theres kåst angår, effter billigheet betala.
20. Alla the undersåtare eller inbyggiare, som af åfvanbemelte cederade länder och provincier lust hafve till at flyttia till andres st&aum;dher och orther, dem må sådant ståå fritt, doch att det skeer effter landets lagh och städernes, thedan de flyttie, privilegier. Men hvadh thed godz anlanger, sow I st;auml;derne inflychtadh är vidh desse krigstijder, dedh må ägaren obelastadt och obehindrat åter uthföra.
21. Dee förre fördragen, nemligen dedh Stettiniske, Siöredske och Bromsebroiske, som emillan desse låflige konungarijken äre uprättade vordne, skola blifva aldeles och uthi alle deres articlar oförkr6auml;nckte och uthi deres fulla krafft och vigeur, som de för denne feigdens begynnelse varit hafve och lijka som voro de ordh ifrån ordh här införde, så vijda de förmedelst denne tractat express icke förandrade äre.
22. Hans Kon. Mat. aff Danmarck skall gifva Hans Furstl. Durchl. aff Schlesvig, Holstein, Gottorp effter billigheet contentament, hvarom begge parters, Hans Kon. Mat-s I Danmarck och Hans Furstl. Durchl.s commissarier tractera skole, doch så att sluthed därpå skeer innan den 2. Maij.
23. Der jempte och hvadh uthi denne feigd månde vara händt och förelupit, som emillan Hans Kon. Mat. och cronan Danmarck och Hans Furstl. Durchl. aff Schlesvig, Holstein, Gottorp I een måtto och annan kunde förorsaka något misshaagh och missförståndh, eller af Kon. Mat. I Danmarck och Hans Furstl. Durchl. antingen emoth hvar andra siälfva eller hvars annars ministri, tjänare och undersåtare annorledes än väI uthtydas, alt det samme skall effter denne dagh aldrig till någons förfång och besvär ihugkommit och påörckiat, uthan genom detta fredzfördraget på begge sijdor aldeles bijlagdt, förglömdt och uphävit vara.
24. Låfves och här medh, att her Corfitz, grefve af Uhlefeldt, innan den 2. April uthi innevarande år till allt sitt godz både I Danmarck och Nårie, lööse och faste, skall restitueras, jämväl och for all lijdin skada nöyachtig vederlagh och satisfaction innan St. Johannis dagh(4) nästkommande niuta; och honom sampt hans grefvinna, svärmoder, barn, vänner och tiänare fritt skall ståå att byggia och boo uthi Danmarck frij och säker, hvarest honom och dem sielfve lyster och behagar. De lähn, som grefve Uhlefeldt och hans sohn, nemblig Hirsholm, Muncekelin och St. Hans closter uthi Nårie, medh förlähnt hafver varit, hafve de effter förlähningsbrefven att niuta och behålla; och skall I lijka måtto hans gemåhl hennes tillbörlige titul fullkomligen restitueradt varda.
25. Hvilcke kongar eller republiquer, potentater eller furstar, som begäre uthi denne fridh att innesluthas, de hafve dedh hoos begge konungar att sökia.
26. Är och samtyckt, att dedh Jus feciale och danske manifestedh skall igen affskaffas och icke mera upplagdt eller försåldt blifva.
27. Att nu alt detta uthi ordh och gärning, som föreskrifvit står, skall och må på begge sijdor tryggeligen, trooligen, uprichtligen och väl nu och I framtijden hållas och effterkommas, tij är lofvat och tillsagdt, att desse våre vänlige upprättade pacter och fördragh skole af begge rijkernes konungar, konung Carl Gustaf I Sverige og konungh Friederich den tridie I Danmarck, medh egen hand og secret stadfästade och confirmerade, och till yttermere förvaring at begge rijkernes rådh underskrefne och medh deres egne insegel befästade varda.
28. Så är och låfvat och föraffskeedat, att een af rixens rådh och een secreterare på hvarie sijda uthi Helsingeör skole möthas åth den 2. April hafvandes medh sigh desse förbemelte pacters ratification, medh begge sijders handh och segel effter den form, som här aftaldt är, stadfästade och bekräfftade, så väl som the Danske hafve medh sigh cessionsbrefven uppå Hallandh, Bleking, Skåne, Bornholm, Bahuus och Trundhiem och dem de svenske commissarier på samma tidh öfverlefrera till fridens och slutne fördragets styrckio, stadfästelse och effterfolgdh.
Till yttermera visso och högre förvaring, att dette således af oss, som förbemält står, I alla sine punchter är giordt, afftaldt, förafskedat och beslutit, och skall på Kon. Mat.s, vår allernådigste konungs och Sveriges crones sida trooligen, fast och oryggeligen hållit och effterkommit varda, och ratificationen därnäst till föreskrefne dagh skaffas tillhanda och öfverantvardas, dij hafve vi detta medh egne händer underskrifvit och våre signeten undertrycht, begärandes där hoos af Hans Kon. Mat-s I Franckrijke och Hans Högheets Protecteuren I Engelandh respective ordinarie ambassadeur och extraordinarie affgesandter som mediateurer vidh denne fridz tractat, att the till mere styrckio och fastare vittnesbördh detta medh oss underskrifva och försägla ville.
Actum uthi Roskildh den 26. Februarij anno 1658. | wikisource | wikisource_1331 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=307 to=309 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9698 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
I Aalholm Slotshave er et hyldestdigt til naturen ved Ålholm skrevet af den norskfødte digter , d. 18. september 1874. Munch var gift med Anna Munch (født Nordberg), og parret levede fra omkring 1870 i Danmark, bl.a. i Nysted. Anna Munch var vokset op på Ålholm, som adoptivdatter af grev Gregers Raben, der var gift med Annas moster. Munch skrev oprindeligt på norsk bokmål, men dette digt må vel siges at være på dansk.
Digtet har ikke været trykt, men er fundet som håndskrift i en bog med Munchs digte.
Teksten.
<poem>
En Skov af ædle Træer her omsuser
Det gamle Slot, som staar med røde mur
Og Havet fra Den nære Strandbred bruser
Som Oldtids Hilsen fra en Vikings Lur.
Den gamle Slægt endnu paa Borgen huser
Som før var Kongens Bolig, Fangebur.
Mangt dunkelt Sagn end fylder Disse Steder
Og Mindets Poesi derover breder.
Hvor er her skjønt! Naturen villig føied
Sig til den Tanke, som har Parken lagt:
En rig Afvexling altid fryder Øjet,
Hver Gruppe har sin egen grønne Dragt.
Den milde Taare-Ask staar yndig bøiet,
Granlunden hæver sig med Alvorsmagt
Og Vandreren forundret Syden aner
I Skyggen af de mægtige Plataner.
Den kommer nærmere, når han derinde
Seer højt Magnolia og Figen staae,
Imens Laurustinens Blanke Blade skinne
Og mangen tropisk Væxt kan fylde faa.
Det er som var her Tryllemagt at binde
Al Sydens Pragt til Nordenhimlen Graa
Som havde her en Fee med fulde hænder
Udspredt en Rigdom som kun Syden Kjender.
Men om Den hele skjøne Underhave
Staar Danmarks Bøgeskov dog tro på Vagt
Med ranke Stammer og med Kæmpegrave
Med Nordens friske, hjemligt stærke Magt.
Den skjermer for De gode Feers gave
Den hvisker til de fine Væxters Pragt,
At Alt, hvad Skjønt Culturen os kan bringe
Vil trives bedst dog under Hjemmets Vinge.
Alt brunes Skovens Rand for Høstens Vinde
Og Løvet hvirvler om på Strandens Bred,
Men Sommergrønt end Dølger sig derinde
Her midt i Stormen er der venlig Fred,
Svagt suse kun Acazier og Linde,
Cypressen peger op mod Evighed -
Her Somrens Afskedssmil kan endnu dvæle,
Og stemme mildt vemodigt vore Sjæle.
Og naar Det saa mod Aften bliver stille
Og Månen, hæver sig bag Skovens Rand
Og Elverstraaler over Havet spille
og Kysten speiler sig i blanke Vand -
Da er Det, som Naturens Aander ville
Sig danne her en Eventyrets Land
Mens henad Engen svæver lette Taage
Og Aalholms Taarne over Parken vaage.
</poem>
| wikisource | wikisource_15864 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=119 to=128 header=1 /> | wikisource | wikisource_24762 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=493 to=504 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_14678 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=509 to=542 header=1 /> | wikisource | wikisource_18019 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=283 to=289 header=1 /> | wikisource | wikisource_8916 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig!
Er det end korsets vej, du viser mig,
altid dog synger jeg: Nærmere, Gud, til dig,
Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig!
Om sent i sorgens stund ensom jeg går
og har til leje kun stenen så hård,
drømmen dog bærer mig nærmere, Gud, til dig,
Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig.
Opladt mit øje ser stigen til Gud
og gennem alt, hvad sker, sendt på dit bud
engle, som vinker mig nærmere, Gud, til dig,
Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig.
Her er, med Himlens håb, Betel for mig:
stenen i tårers dåb salver jeg dig,
frejdig går frem min vej nærmere, Gud, til dig,
Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig.
Og er for sidste gang striden forbi,
sjælen til Himmel-vang løfter sig fri.
Evigt da jubler jeg hjemme, min Gud, hos dig,
hjemme, min Gud, til dig, hjemme hos dig.
</poem> | wikisource | wikisource_4614 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=201 to=207 header=1 /> | wikisource | wikisource_17516 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=504 to=505 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9548 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=132 to=143 header=1 /> | wikisource | wikisource_16680 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Gud ske tak og lov!
Vi så dejligt sov!
Barnet lå med varme kind på puden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Morgensolen titter gennem ruden.
Med hin glans fra sky
kom der lys i by,
kom der glimt af sol i alle sjæle.
Alle haner gol,
hilsed glad Guds sol,
alle vævre tunger små fik mæle.
Ej den mindste mus
savner tag og hus,
fattigst spurveunge har sin rede.
Ej den mindste fugl
savner ly og skjul,
vi skal heller ej om fristed lede.
Lystig hanen gol,
hilsed glad Guds sol,
for hver sjæl er lys og lyst oprundet.
Nu, som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Vi har kærlighedsasylet fundet.
</poem> | wikisource | wikisource_4272 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
“Hver Gang et godt Barn døer, kommer der en Guds Engel ned til Jorden, tager det døde Barn paa sine Arme, breder de store hvide Vinger ud, flyver hen over alle de Steder, Barnet har holdt af, og plukker en heel Haandfuld Blomster, som de bringe op til Gud for der at blomstre endnu smukkere end paa Jorden. Den gode Gud trykker alle Blomsterne til sit Hjerte, men den Blomst, som er ham kjærest, giver han et Kys, og da faaer den Stemme og kan synge med i den store Lyksalighed!”
See, alt dette fortalte en Guds Engel, idet den bar et dødt Barn bort til Himlen, og Barnet hørte ligesom i Drømme; og de foer hen over de Steder i Hjemmet, hvor den Lille havde leget, og de kom gjennem Haver med deilige Blomster.
“Hvilke skulle vi nu tage med og plante i Himmelen?” spurgte Engelen.
Og der stod et slankt, velsignet Rosentræ, men en ond Haand havde knækket Stammen, saa at alle Grenene, fulde af store, halvudsprungne Knopper, hang visne ned rundtenom.
“Det stakkels Træ!” sagde Barnet, “tag det, at det kan komme til at blomstre deroppe hos Gud!”
Og Engelen tog det, men kyssede Barnet derfor, og den Lille aabnede halvt sine Øine. De plukkede af de rige Pragtblomster, men toge ogsaa den foragtede Morgenfrue og den vilde Stedmoderblomst.
“Nu have vi Blomster!” sagde Barnet, og "Engelen" nikkede, men de fløi endnu ikke op mod Gud. Det var Nat, det var ganske stille, de bleve i den store By, de svævede om i en af de snevreste Gader, hvor der laae hele Bunker Halm, Aske og Skrimmelskrammel, det havde været Flyttedag! der laae Stykker af Talerkener, Gipsstumper, Klude og gamle Hattepulle, Alt hvad der ikke saae godt ud.
Og Engelen pegede i al den Forstyrrelse ned paa nogle Skaar af en Urtepotte, og paa en Klump Jord, der var faldet ud af denne og holdtes sammen ved Rødderne af en stor, vissen Markblomst, der slet ikke duede og derfor var kastet ud paa Gaden.
“Den tage vi med!” sagde Engelen, “jeg skal fortælle Dig, medens vi flyve!”
Og saa fløi de, og Engelen fortalte:
“Dernede i den snevre Gade, i den lave Kjælder, boede en fattig, syg Dreng; fra ganske lille af havde han altid været sengeliggende; naar han var allermeest rask, kunde han paa Krykker gaae den lille Stue et Par Gange op og ned, det var det hele. Nogle Dage om Sommeren faldt Solstraalerne en halv Times Tid ind i Kjælder-Forstuen, og naar da den lille Dreng sad der og lod den varme Sol skinne paa sig, og saae det røde Blod gjennem sine fine Fingre, som han holdt op for Ansigtet, saa hed det: “ja i Dag har han været ude!” – Han kjendte Skoven i dens deilige Foraars-Grønne kun derved, at Naboens Søn bragte ham den første Bøgegreen, og den holdt han over sit Hoved, og drømte sig da at være under Bøgene, hvor Solen skinnede, og Fuglene sang. En Foraarsdag bragte Naboens Dreng ham ogsaa Markblomster, og mellem disse var, tilfældigviis, en med Rod ved, og derfor blev den plantet i en Urtepotte og stillet hen i Vinduet tæt ved Sengen. Og Blomsten var plantet med en lykkelig Haand, den voxede, skjød nye Skud og bar hvert Aar sine Blomster; den blev den syge Drengs deiligste Urtegaard, hans lille Skat paa denne Jord; han vandede og passede den, og sørgede for, at den fik hver Solstraale, lige til den sidste, der gled ned over det lave Vindue; og Blomsten selv voxede ind i hans Drømme, thi for ham blomstrede den, udspredte sin Duft og glædede Øiet; mod den vendte han sig i Døden, da vor Herre kaldte ham. – Et Aar har han nu været hos Gud, et Aar har Blomsten staaet forglemt i Vinduet og er visnet, og derfor ved Flytningen kastet ud i Feieskarnet paa Gaden. Og det er den Blomst, den fattige, visne Blomst vi have taget med i Bouquetten, thi den Blomst har glædet mere, end den rigeste Blomst i en Dronnings Have!”
“Men hvorfra veed Du alt dette!” spurgte Barnet, som Engelen bar op mod Himlen.
“Jeg veed det!” sagde Engelen. “Jeg var jo selv den syge, lille Dreng, der gik paa Krykker! min Blomst kjender jeg nok!”
Og Barnet aabnede ganske sine Øine og saae ind i Engelens deilige, glade Ansigt, og i samme Øieblik vare de i Guds Himmel, hvor der var Glæde og Lyksalighed. Og Gud trykkede det døde Barn til sit Hjerte, og da fik det Vinger, som den anden Engel og fløi Haand i Haand med ham; og Gud trykkede alle Blomsterne til sit Hjerte, men den fattige, visne Markblomst kyssede han og den fik Stemme og sang med alle Englene, der svævede om Gud, nogle ganske nær, andre uden om disse, i store Kredse, altid længer bort, i det Uendelige, men alle lige lykkelige. Og alle sang de, smaa og store, det gode, velsignede Barn, og den fattige Markblomst, der havde ligget vissen, henkastet i Feieskarnet, mellem Flyttedags-Skramleriet, i den snevre, mørke Gade. | wikisource | wikisource_1390 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Teksten er af , 1836.<br>
Der findes 5 melodier, der kan bruges til nedenstående tekster: af Johann Crüger (1649), af Johann Balthasar König (1738), af Heinrich von Nutzhorn (1866), af Knud Jeppesen (1930) og af Leif Kayser (1975).<br><br>
Følgende salmer kan bruge de samme melodier:
Teksten.
<poem>
Stod med Krist vi op af døde,
did opsvinge sig vor ånd,
hvor opstandnes førstegrøde1
sidder ved Guds højre hånd;
altid svæve os for øje
trods det lave, kun det høje!
Selv i dåben vi er døde,
men vort liv er skjult i Gud,
skjult med Himlens morgenrøde,
bryder brat i stråler ud,
dages under stjernekransen
med Guds Søn i soleglansen.
Bort med gamle Adams klæder!
Vandre vil i os den ny,
som kun lysets vej betræder
under sol som over sky;
i Guds billed vi, nyskabte,
vise skal, hvad Adam tabte.
Lad os da som Guds udkårne,
elskelige helgenkuld
klædes op med den Enbårne,
ydmyg, god og nådefuld,
som med ynk, med hjælp til rede,
englemild, kun sen til vrede!
Over alt lad kærligheden
som fuldkommenhedens bånd
os omslynge, så Guds-freden
i vort hjerte som vor ånd
kan med sejerskranse bolde
med triumf sit indtog holde!
Rigelig bo Kristi tale
med al visdom i vort bryst!
Lad os lære og husvale
som med ynde, så med lyst,
varsle, minde, love, prise
smukt med salme, kvad og vise!
Lad da Jesus Kristus være
ét og alt for os på jord,
Herren til Gud Faders ære,
som hans billed, så hans ord!
Da i Jesu navn Gud Fader
os sin borg og favn oplader.
</poem> | wikisource | wikisource_4435 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Leddehuset.
<poem>En lille Spadseretour fra Byen, lige ved Indgangen af Skoven, laae et gammelt forfaldent Huus. Skorstenen sad paa Skraa og Dørhængslen var af Led, hele Huset syntes at hælde mod sin Undergang. Murene vare plettede, og de smaa grønlige Ruder dækkedes baade ude og inde af et Støvlag. Naar Efteraarsstormene strøg hen over Egnen, rystede og knagede Huset i alle Fuger.
»Kanskee det ramler ned og knuser os med det Samme,« tænkte Konen, naar hun vaagnede ved Vinduernes Klirren og Dørenes Klappren, »naa ja, hvad, Ulykken var ikke større!«
Men nu var det Foraarstid, og milde Vinde legede om det gamle Huus. Mostaget lignede grønt Fløjel, og Æbletræets rødknoppede Grene strakte sig helt ud over det forfaldne Stakit. Lige foran, paa den modsatte Side af Landevejen, laae Stranden. En smal, skræntagtig Pynt strakte sig fra Skovsiden ud i Vandet. Den var overgroet med lave Fyrretræer, Slaaen og Brombærranker; høje Siv knejsede mellem det Andet. Spadserende standsede gjerne ved Skovleddet, og der raabtes: »hvor skjønt, hvor ejendommeligt, og saa Leddehuset, noget mere malerisk Forfaldent kan ikke tænkes!« men hørte Konen Sligt, rynkede hun Panden, mønstrede de pyntelige Dragter og havde onde Tanker: »Jeres Tid kommer maaskee ogsaa!«
Der var en Kilde tæt ved, og Folk laante sommetider Glas i Huset, naar der da var Nogen hjemme, men somoftest fandtes Døren lukket. Manden, Ivar Olsen, var Murer; Konen, Bolette, gik paa Tørvemosen, og Børnene, to voxne Døttre, tjente i Byen.
De lysegrønne Bøgeblade tittede nysgjerrigt ud af Knoppernes brunglindsende Hylstre; de længtes efter Solskin og de trængte til Regn, men Himlen havde ogsaa begge Dele i Beredskab. Brændende Sollys vexlede med tykke tordensvangre Skyer. Bolette skyllede Tøj ved Kilden, da de første store, tunge Draaber faldt.
»Nu har vi det, — saa kan man ikke engang faae sin Smule Pjalt tør.« — Det var aabenbart en ny Forurettelse til de mange gamle. Hvorfor skulde ogsaa Alt, altid, gaae hende imod?
Bolette var en høj, mager Kone med svært, mørkt Haar, der dog allerede begyndte at graane. Hun havde ganske kjønne Træk og forstandige blaae Øjne, men et skarpt, vredladent Udtryk, der havde taget fast Sæde i Furerne om den smalle Mund, virkede frastødende. Dragten var pjaltet og tilsmudset.
Suurmulende bar hun det vaade Tøj ind i sit lille mørke Kjøkken. Bordene vare sorte, Gulvet sort, og bedre stod det ikke til inde i Stuen, hvortil Døren stod aaben. Gamle Tøfler, en afreven Kaskjetskygge, Klemmer, Tougstumper og sammenrullede Strømper laae hist og her.
Neppe var Bolette kommen i Ly, før Regnen strømmede ned. Et Øjeblik efter gik en Skikkelse gjennem Skovleddet, og saa bankede det paa Døren.
»Tillad? — tør jeg staae her inde, blot til det Værste er overstaaet?« Stemmen lød frejdig og mild; en middelhøj Pige med friske røde Kinder og klare brune Øjne traadte stille, ligesom spørgende, ind. Regnskærmen drev og Regnslaget drev, men hendes lille hvide Hat med den store glatte Sløjfe havde ikke faaet en Draabe.
Bolette kjendte godt Ansigt og Skikkelse, og vidste, hvad den særegne Dragt betegnede, hun vidste ogsaa, at »Søster Martha« hver Dag, til bestemt Tid, gik sin halve Miil, for at tilsee og forbinde en gammel Kone henne i Udhusene, der laae syg af Kræft og Ingen havde om sig.
»Luk bare Døren!« Stemmen var ikke uvenlig, »men her er fælt inde. Ja, see Dem kun om, jeg veed, hvad De tænker.«
»Jeg tænker, at det er slemt at være ude i saadan et Vejr, og godt at staae i Ly, — og saa takker jeg Dem.« Tonen var spøgefuld, men Blikket inderlig deeltagende.
»De boer paa en skjøn Plet,« sagde hun lidt efter.
»Det tænker jeg aldrig over,« hun saae dog uvilkaarlig ud, »sikke Ruder! nej, det er da næsten for galt, saa Ædderkopperne husere herinde!«
»Udsigten vil unegtelig sees bedre gjennem klare Ruder, men Pintselørdag er da heller ikke endt endnu.«
Konen saae op: »Naar man altid slider for Andre, taber man Lysten til at holde sit Eget.«
Da der intet Svar fulgte, tog Bolette igjen Ordet.
»Dog, det er ikke deri det ligger, men naar man er saa ulykkelig, saa rent ulykkelig, bryder man sig ligelidt om Alt. — De veed vist Frøken —«.
»Søster Martha!«
»Tak, det glemte jeg. De veed vist, hvordan min Mand er?« Stemmen lød bitter og haard, »en Drukkenbolt, rigtig et forfaldent Menneske i alle Maader. Ingenting forslaaer, og Kiv og Strid oven i Kjøbet; han har endogsaa lagt Haand paa mig, det Skarn!« Hun standsede og ventede aabenbart en fordømmende Udtalelse, men Søster Martha taug; de brune Øjne saae medlidende og underlig indtrængende paa hende; saa begyndte hun da igjen:
»Hvem kan have Lyst til at holde pænt Huus, naar saadan En kommer hjem og sviner til og ødelægger, for han slaaer ogsaa itu, naar det kommer over ham.«
»Forstaaer De at tie?«
»Vi er alle Kjød og Blod,« lød det hidsige Svar.
Der blev en Pause; Søster Martha hentede gode Raad der, hvor hun plejede at faae dem, og saa spurgte hun pludseligt:
»Men hvor kunde det ogsaa falde Dem ind at ægte saadan et Menneske?«
Det gav et Sæt i Konen, hun slap Tøjet og traadte nærmere.
»Saadan var han ikke dengang, det maa De rigtignok ikke troe.«
»Saa da var han ordentlig?«
»Det var det pæneste Menneske, Ingen kan sige ham Andet paa. — Jeg var ogsaa, om jeg selv skal sige det, en Stadspige, ellers havde han heller ikke taget mig. Mesterens Enke lod ham saamænd forstaae, at han gjerne kunde melde sig, men han syntes nu engang bedst om mig. — Hvem skulde da have troet!« hun slog Hænderne sammen og stønnede.
»Holdt De ogsaa af ham?«
»Aa, tal ikke derom — jeg kan ikke taale det!«
Men Søster Martha vilde ikke tie: »Holdt De rigtigt af ham?«
»Hvorfor skal jeg tænke paa de Tider?« hun vred sig, »han lignede ikke mere den Mand han nu er, end Amtmandens Bolig ligner Huset her. Rigtig et kjønt Menneske var han, flink og afholdt. — Vi boede i det yderste Huus i Byen, det lille gule med Have udenfor. Der var som blæst allevegne. — Ja De troer mig vel ikke?«
»Jo vist gjør jeg, men hvordan gik det da til? — De skal ikke svare mig, blot tænke over det, tænke paa den Tid. Og saa skal De bede om at det maa blive godt igjen.«
»Nej, for jeg veed at det er umuligt!«
»Det har jeg ogsaa sagt engang, men det blev dog godt alligevel,«
Trods sin Ophidselse studsede Bolette og spurgte:
»Har De ogsaa døjet Noget i Deres Tid, De seer dog saa rolig og glad ud.«
»Jeg sagde jo, at det blev godt. — Skal jeg fortælle Dem det? — Der var En, jeg holdt af, og han holdt ogsaa af mig, vi vare saa lykkelige. Ingen af os havde Forældre eller Sødskende, min Moder var lige død, da jeg lærte ham at kjende. Han var god og kjærlig, dygtig og klog; Fremtiden laae lys og banet foran os, men saa blev han syg, paa et Besøg hos en Slægtning. Det kom pludseligt og heftigt; jeg hentedes strax og fik Lov til at pleje ham.«
Da Søster Martha standsede et Øjeblik, trak Konen en Stol frem, tørte Støvet af med sit Forklæde og skjød den hen til hende.
»Sæt Dem ned; det trætter dog i Længden at staae.«
»Tak,« hun samlede sig og begyndte saa igjen:
»Lægen sagde rent ud, at der var Fare, men jeg troede det ikke, kunde, eller vilde ikke troe det. Han maatte komme sig. Vor Herre nænnede ikke at tage ham fra mig. Jeg var et Barn, og forstod ikke, at Herrens Tanker ikke ere vore Tanker, men at de dog er idel Kjærlighed. Min Ven derimod han forstod det, og han sagde mig, at vi maatte skilles, men at den samme Jesus, der ventede ham i de himmelske Boliger, vilde være hernede hos mig og lyse op i Mørket. Jeg svarede ikke et Ord, det var jo Synd mod ham at give Klagen Lyd, men jeg skjulte mit Ansigt. Hvad skulde jeg her mere? Ingen elskede mig, og jeg elskede Ingen, Livet laae foran mig som en endeløs Ørken. — Da der var gaaet en Stund lagde han sin matte Haand paa mit Hoved. »Lille Pige, det bliver nok godt Altsammen.«
»Ja, naar vi mødes.«
»Ogsaa før.«
»Aldrig, umuligt!« sagde jeg i min Uforstand, men han hævede Stemmen: »aldrig, umuligt, de Ord kjender Gud Herren ikke!« saa sank han tilbage paa Puden, og da Lægen lidt efter kom, fik han et heftigt Hosteanfald. Jeg løftede ham op, lagde Puden til Rette og støttede ham.
»De er en født Sygeplejerske,« sagde Doctoren.
»Er hun?« hans Øjne lyste, »hører Du, Martha.«
Jeg forstod ham strax, men mit Hjerte krympede sig, for jeg manglede Kjærlighed, og dog indsaae jeg, at det var en Udvej, et Liv til at udholde. Min Plads kunde ikke mere være blandt de Glade, men nok hos de Lidende. Da vi igjen blev ene foldede han sine Hænder til Tak: »nu har jeg slet ingen Sorger mere!« saa nikkede han til mig, og lagde sig til at slumre, men jeg knælede ved Sengen og tryglede Gud om at skaane ham for Dødskampens Rædsel. Den Bøn havde jeg ogsaa bedt ved min Moders Leje, og Herren hørte mig begge Gange. — Men da jeg stod ene, vidste jeg hvad jeg vilde, og den Kjærlighed jeg savnede fik jeg, og Glæden fik jeg ogsaa, i Strømme, for det er dejligt at tjene Gud i hans Mennesker. — Og nu maa De troe mig, Kjære, vor Frelser er en mægtig Mand; der er ikke et Forhold saa sørgeligt, uden han kan gjøre det godt igjen, ja bedre, end da det var bedst; der er ikke en Kjærlighed saa død, uden han kan kalde den tillive.«
Bolette rystede vantro paa Hovedet. »Det kan være sandt nok, men ikke her — aldrig i Evighed.«
Søster Martha tog hendes Haand: »jeg maa igjen spørge, har De nogensinde bedt om at det maatte blive godt?«
»Nej, og jeg gjør det ikke heller, for det var ligefrem at gjøre Nar af Gud.«
»Tys! — det er neppe den sande Grund; jeg frygter at De ikke har Villie til at gjøre Deres for at det kan blive godt, og saa kan De jo ikke bede. — Naa, nu er Regnen nok ophørt. Farvel og Tak; Guds Fred komme til Huset!«
I det Døren aabnedes, faldt det klare Daglys helt ind i Stuen. Skoven var nu meget grønnere end før, alle Fugle sang og Solen skinnede. Bolette fulgte den Bortgaaende med Øjet og lukkede saa Døren haardt til.
»Godt igjen? — jo vist, aldrig!« en bitter Latter ledsagede Ordene.
Naa, saa var det nok bedst at faae Tøjet op. Der maatte vel ogsaa fejes lidt ud, for Skams Skyld, siden det var Pintse i Morgen.
Da Konen gik ud med Tøjet, slog en varm foraarsagtig Duft hende i Møde. Pintseliliebusken, der havde forvildet sig ind mellem Havens Ukrudt, stod fuld af Blomster, — en rød Tulipan var der ogsaa. Hvor groede der mange af dem i Haven ved det lille gule Huus! Minderne listede sig over hende.
Hvordan blev han saadan, havde Søster Martha spurgt, ja, hvordan blev han saadan? Og hun huskede en Pintsedag for tyve Aar siden — var det virkelig kun tyve Aar! — da hun i bedste Puds havde været i Skoven med Tømmermesterens Familie. Der var fiin Musik ved Pavillonen, blæsende Instrumenter lang Vejs fra, og mange Mennesker strømmede til Stedet. Hun havde kun Øje og Tanke for En, der kom han! — Blikket sagde: vel mødt, men de talte ikke sammen. Om Aftenen skulde der dandses, men hun, som vidste, at det plejede at gaae vildt til, afslog at blive. Fik være at de kaldte hende snærpet og stolt, saadan var hun nu.
»Aa, ja, det var den Gang!«
Bolette hængte det sidste Stykke, et hullet Forklæde, over Ribsbusken, og gik saa ind igjen, men Tankerne fulgte med og fortalte mere:
Inde i Skoven mødte hun Ivar, han rørte ved Hatten og tog Cigaren af Munden.
»Det kan jeg lide, Jomfru,« sagde han, »De holder paa Dem selv. — Ja, i det Stykke ligne vi da forresten hinanden.«
Hun kunde see ham for sig endnu, rigtig et pænt Menneske, saa rank og velklædt; Øjnene blanke og milde, Haaret krøllet.
Der var ikke Noget at svare, saa hun taug, men han traadte nærmere og spurgte:
»Hvorlænge har Jomfruen tjent hos Amtmandens?«
»Fem Aar,« Bolette var stolt af at kunne sige dette, stolt af sin Dygtighed, stolt af sin Selvstændighed. Fruen, der var udygtig og svag, lod hende raade for Alt.
»Længes De ikke sommetider efter at sætte Fod under eget Bord? for det gjør jeg.« Aa, hvor Fuglene sang! — nu tog han hendes Haand.
»De skal nok have Enken, Olsen, det siger da Folk.«
»Ja, men jeg siger nej, for hun har spurgt mig. — Der er kun En jeg vil have, og denne Ene gaaer her!«
Før de kom til Leddet vare de forlovede.
»Sikken en Rønne,« havde han sagt om Leddehuset, hun huskede det tydeligt, og nu boede de her, og han var saadan, og hun var saadan!
Den lille Spejlstump i Vindueskarmen viste hende et falmet, forgræmmet Ansigt og et purret, uplejet Haar. Den forrevne Kjole havde store Pletter af stivnet Tørvejord. — Det gøs i hende; Tanken paa Fortiden havde pludselig vækket den indslumrede Reenlighedsfølelse. Haanden strakte sig uvilkaarlig efter Sæbe og Vand.
Det var et strengt Arbejde at faae fejet ud, skrubbet og skuret, Huset havde ikke været under grundig Behandling, siden de flyttede ind, for tre Aar siden. Lejen var højst ubetydelig, Mosen laae nær, man var fri for Naboer, derfor havde de valgt denne Bolig.
Ædderkopperne, der havde indrettet sig lunt og godt i alle Kroge, bleve pludselig huusvilde. Bolette var i stærkt Sindsoprør og arbejdede ivrigt, men alligevel næsten mekanisk, da Tankerne gik andre Veje.
Hvordan blev han saadan?
Hvor det var glade Dage. da de satte Bo og kjøbte ind. Godt og solidt skal det være, sagde han, og hun var uudtømmelig i at udfinde hvad de trængte til. »Jeg maa love for Dig,« sagde han glad, »saadan Du tænker paa Alt.« Men da de fælles Sparepenge først vare opbrugte, fremkom beskedne smaa Indvendinger: Det er godt nok at Snedkeren og Kræmmeren vil borge, men skal vi ikke heller vente. Folk, som vi, kan godt leve uden Sopha og Bordtæppe. Men det syntes Bolette ikke, og saa begyndte de med en lille Gjæld.
Ivar murede og hun syede Handsker; var der Selskaber i de store Huse, hjalp hun ogsaa, og tjente en Skilling. Gjælden var lige betalt, da det første Barn kom til. Det var en skrøbelig lille Pige, selv var hun ogsaa svag i lang Tid, der var ikke tale om at gaa frem, men de slog sig igjennem. Manden var virksom og glad, men hun fandt Livet besværligt, og værre blev det, da nok en lille Pige saae Lyset. — Ivar Olsen var vant til at gaae i Kirke hjemmefra og holdt af det, men hun syntes det sled for meget paa Overstykket og den sorte Kjole at gaae hver Søndag, og alene vilde han ikke gaae. De store Højtider var hun altid villig til at følge med ham, og saa spadserede de om Eftermiddagen i Skoven. Christiane kjørtes i en pæn lille Vogn, og Ane Lise rokkede med, saa godt hun kunde; blev hun træt, tog Faderen hende paa Armen. — Ja, det var den Gang! —
Og saa — Bolette holdt inde, hvad nyttede det at tænke derpaa? — men hun slap ikke, Billederne kom af sig selv, et efter et.
Barberens boede ligeoverfor; den lille muntre Kone løb tidt over til hende, dog det syntes Ivar ikke om; hun havde nemlig intet godt Lov paa sig, foer med Sladder og passede ikke sit Eget. Men Bolette følte sig smigret ved Bekjendtskabet, og det var hende en Fornøjelse at sætte Kaffekjedlen over, og bakke op for den livlige, snaksomme Naboerske.
En Dag kom Madam Frandsen ind med straalende Ansigt, og indbød Bolette til sin Søsters Bryllup, der skulde fejres paa Landet hos Forældrene. »Vi To tager saa Vogn sammen; snak Godt for Manden, at han ikke siger Nej.« Og der blev snakket godt for Ivar, men han sagde alligevel nej; et kort, afgjørende Nej.
Bolette var ikke vant til Indvendinger fra Mandens Side. »Naa, saa det er din Kjærlighed!« Hun rejste sig i Trods.
»Tys! saadan maa Du aldrig tale. See paa mig, Boel, vi skal nok faae en god Søndag herhjemme, vi Fire. — See paa mig!«
Men hun vilde ikke see. »Jeg har selv Penge,« sagde hun i opbragt Tone med bortvendt Ansigt, »Du vil da vel ikke forbyde mig at bruge dem?«
»Jeg troede Du tænkte paa at kjøbe en Griis ?«
»Nej, saa tosset er jeg ikke; det blev bare mere Slid, — jeg har saamænd nok i Forvejen.«
Ivar sprang op, Blodet steg ham til Hovedet. Det har jeg ikke fortjent af Dig, sagde Blikket, men Ordene lød: »gjør hvad Du vil.«
Han gik ilsomt hen til Døren, men betvang sig dog endnu engang og standsede: »Betænk hvad Du vælger!« Saa forlod han Stuen, men et Øjeblik efter smuttede Naboersken ind ad Bagdøren. Hun bar en lang Pakke og de urolige brune Øjne glimtede overgivent: »See disse Shawler! tage vi hver et, faae vi stort Afslag. — Palmebort og guul Bund! aa, prøv det bare.«
Og Shawlet laae allerede om Bolettes Skuldre, saadan et havde hun altid ønsket sig.
»Det gjør ikke Noget med Pengene,« hviskede den smilende Frister, »jeg lægger ud. — Nej, hvor De er en nydelig Kone, Madam Olsen! — Vi tage Shawlerne med i et Tørklæde, Frandsen maa heller ikke see mit, før længere hen. Gik det efter hans Hoved, fik jeg Lov til altid at sidde hjemme og mule. — Ja, saa er vi jo halvt om Vognen, ikke sandt?«
»Jo Tak, hvis —«
»Hvis? — giver De nu efter, bliver De en Træl altid.« —
Næste Dag kjørte de til Brylluppet.
Hvor kunde jeg? Bolette standsede Gulvskruppen og hvilede sig paa den. Hun huskede Mandens Blik hiin Morgen; det fulgte hende hele Tiden, et mørkt, uroligt, spørgende Blik.
Fornøjelsen var ikke stor, Kjolen blev revet itu, og det fine Shawl plettet af Vognsmøre. Veninden havde heller ikke Tanke for hende, da hun først var mellem sine Egne. Bolette sad taus og overseet ved Bryllupsbordet.
Det var seen Aften, da de kom tilbage. Manden var ikke hjemme, men Døren stod alligevel aaben; det mindste Barn græd højt.
Lidt efter kom Ivar; det var ikke hans sædvanlige Gang, ikke hans sædvanlige Stemme.
»Seer Du det!« sagde han med en vild Latter.
»Men Ivar dog, hvor har Du været?«
Jeg skulde maaskee blive hjemme, naar Madammen var ude at more sig? jo vist! — nej, man har da ogsaa Venner, man! vi kan nok ogsaa faae en Griis expederet, kan Du troe.« Og han begyndte at synge.
Det var første Gang hun havde seet ham beruset, men det blev ikke sidste. Haarde Ord fra begge Sider; det var ikke det samme Hjem.
Omtrent et halvt Aar efter blev en lille Dreng født. Bolettes Liv svævede i Fare, og Manden plejede hende Dag og Nat. Det var som havde han fattet et andet Sind, for han holdt sig til Hjemmet, ogsaa efter at hun var bleven rask, og Drengen var hans Lyst og Glæde. Naar den gamle Haandlanger viste sig udenfor Vinduet, lukkede det ene Øje, blinkede med det andet, og spurgte: »gaaer Du med,« svaredes gjerne et kort bestemt Nej. Rigtig godt var det dog ikke imellem dem. Bolette syntes han havde forurettet hende, og saa lod hun ham høre hvert Savn hun havde, og hver Besværlighed hun døjede. Sommetider blev han utaalmodig og spurgte: »vil Du drive mig fra Huset.« En og anden Gang gik han ogsaa, og kom sent hjem.
Foraaret efter lejede de en mindre Bolig, helt henne i Havnegyden. Der var ingen Have, knap Gaardsplads, ufredelige Naboer og Beværtningssted lige overfor. Huset laae mod Nord, og Solstraalerne fandt ikke Vej derind. Børnene saae sygelige ud; Kosten var ikke den bedste, og hun holdt dem ikke saa rene og nette, som før. Hendes egen Dragt var heller ikke pyntelig mere, og hun mærkede snart, at de fine Folk kunde have Selskaber uden hende. Det gjorde Sindet bittert, men allermest krænkende var det dog, naar Barberens Kone gik forbi og saae ind, lige ind, uden at hilse.
Naar Ivar kom hjem om Aftenen, klyngede Børnene sig til ham, og han stødte dem ikke fra sig, men legede og tumlede med dem, hvor træt han end var. Den lille Ole var nu især hans Yndling, og det var en stor Sorg for ham, da Barnet blev sygt og døde. De sidste Nætter vaagede de sammen, og hun hørte ham raabe til Gud om Barnets Liv. Selv var hun underlig forstenet i sin Sorg, og da Ivar lagde sit Hoved paa Bordet og hulkede: »Det er for min Synds Skyld, jeg veed det!« saae hun koldt paa ham, og tænkte, at han havde Ret.
Dagen efter løb han vild igjen, druknede sin Kummer i Glasset, kom ophidset og støjende hjem. Næste Morgen vred han rigtignok Hænderne i Anger og Kval, men hvad kunde det nytte?
Da den lille Dreng blev jordfæstet, ringede Klokkerne. Hun syntes det var altfor stor en Udgift, men han sagde: »det er jo den sidste.« Kisten var prydelig og blomstersmykket. De gik sammen bag efter den, og dog var det som gik hver for sig, langt fra hinanden. Præsten havde confirmeret Ivar og kjendte ham godt; det var, som kaldte han paa ham ved hvert Ord i Talen. Bolette syntes ikke der var Noget til hende, hendes Hjerte var koldt og tomt. Huset hjemme var ogsaa underlig tomt. De smaa Piger, der havde været inde kos Naboens, kom dog snart løbende; de havde nye sorte Forklæder paa og Bakkelser i Haanden.
»Fader!« raabte de begge, og krøb op paa hans Skjød. Bolette sad ene ved Vinduet. Ivar saae paa hende.
»Er Du rask?« Stemmen var blød.
»Ja,« hun vendte sig bort.
Han kom nærmere, Haanden laae paa hendes Stol: »Bare Du kunde komme til at græde, din Stakkel!«
»Ønsk det ikke, for kanskee det blev Blod!«
Han gik igjen, lukkede Børnene ud paa Gaden, lagde saa Armene paa Bordet og Hovedet paa Armene, som hans Viis var; hun hørte hvor han græd.
»Bolette, jeg holder det ikke ud! — kanskee lille Ole bliver vor gode Engel. — See paa mig! det skal ikke skee tiere, hører Du? aldrig.«
Han stod oprejst foran hende med udrakt Haand, Ansigtet lyste.
Hun saae det, men al den gamle gjemte Vrede lagde en Iisskorpe om hendes Hjerte, og Øjnene vare kolde og Stemmen haanlig, da hun svarede: »hvem der troer det.«
Manden stirrede et Øjeblik forvildet paa hende, var det muligt? — men i næste Nu svulmede Aarerne i hans Tindinger og Vreden blussede op.
»Hvem der troer det, naa, saaledes! — kan hænde Du faaer Ret, men godt bliver det ikke for Nogen af os.«
Ivar Olsen styrtede bort, og slog Døren haardt i, han var rent ude af sig selv. Men om Aftenen kom han vild og støjende hjem, »hvem der troer det!« vrængede han fælt, og holdt sin knyttede Højre henimod hende.
Siden var det gaaet nedad, altid nedad for dem.
»Hvor kunde jeg?« Bolette standsede Arbejdet og gjentog: »hvor kunde jeg!« Hun sank helt sammen. »Gud hjælpe ham og mig, men godt kan det aldrig blive, aldrig!«
Svalerne kredsede rundt om Huset, Solen tittede helt ind i Stuen, Skoven og den blinkende Strand saaes klart gjennem de rensede Ruder.
Der laae dog vist et Par Gardinstrimler i Dragkisten? jo ganske rigtig; hun havde ikke gidet hænge dem op i disse Aar. — Og der var den lille Vase, hun havde faaet af sin Medtjener, og her Shawlet, det ulykkelige Shawl!
Og Samvittigheden, der havde været inddysset og lagt til Side de mange lange Aar, hviskede sit: skyldig.
Lidt efter stod Vasen midt paa det rødmalede Bord, den var fyldt med Bøgegrene og Pintselilier; Tulipanen nænnede hun ikke at bryde. — Kjøkkenet var nu ogsaa i Orden, og den Bomuldskjole hentedes ind fra Snoren og toges paa. Den blev ikke strøget eller rullet, blot trukket forsvarligt; at den var lidt vaad i Rynkerne, gjorde mindre. Hun længtes efter at komme ud af Mosedragten.
Da Bolette var færdig, saae hun sig om: hvad nu? — der gik en Gysen igjennem hende, nu kom han snart, denne Mand, hun paa en Gang frygtede og foragtede; var det til hans Modtagelse hun havde smykket Hjemmet!
Et Øjeblik efter lød klapprende Træskoe henad Vejen, og en ilfærdig Stemme raabte: »Er Konen hjemme?« — Det var den gamle Haandlanger, en af Fristerne, han var dødbleg og rystede. Bolette forstod strax, at det var en Hjobspost han skulde bringe.
»Hvad er der skeet?»
«Stilladset brasede, og saa —« Haanden betegnede et Fald, »det er bedst Du følger med, kanskee der endnu er Liv. — Ja for den Sags Skyld vil Du vel helst af med ham?«
»Ti!« hun skjød ham tilside og ilede forud. Af og til trængte et hulkeagtigt Skrig sig frem: »aa nej, nej, ikke død, aa nej, nej!« og hun fremskyndte Løbet. Billedet af Ungdomsvennen, ham, hun havde elsket, blandede sig underligt med Billedet af den ødelagte vildfarne Mand fra de senere Aar, og medens hun vaandede sig i Smerte, raaabte det indeni Hjertet: hvor kunde jeg, hvor kunde jeg!
Nu var hun der — Mængden veg til Side, da hun kom, mange Øjne hvilede paa hende, men der læstes kun Velvillie i faa.
Ivar Olsen laae paa en Baare med et Tæppe om sig, Byens nye Læge stod bøjet over ham. Da Bolette kom, saae Doctoren op.
»Er det Konen?« Stemmen var deeltagende, Blikket mildt. Hun nikkede taus.
»Det er vel bedst at bringe ham til Hospitalet?«
»Aa nej, hjem til mig!« Der var en saadan Alvorsklang i Røsten, at Lægen strax gav efter.
»Mon det dog ikke var bedre,« indvendte en gammel surmulende Madamme, men hun afbrødes af Doctorens Ordre.
»Det skal skee som Konen ønsker. — Lad mig see J bære ham stille og forsigtigt, Godtfolk, Skridt for Skridt: — jeg kommer strax.«
En sagte Klynken viste, at der endnu var Liv. Bolette hørte Lyden, hun hørte Alt hvad der hviskedes og mumledes omkring hende.
»Var han svirende?«
»Nej, de sige at Flasken er fuld, han havde endnu ikke rørt den.«
»Doctoren skulde blot vidst, at de leve som Hunde og Katte, saa var han nok ikke bleven bragt hjem.«
»Aa hvad,« lød Svaret, »lige saa godt døe det ene Sted som det andet.«
Endelig var Vejen overstaaet; Bolette aabnede Døren, Mændene satte Baaren ned og bar ham ind. Den vaandefulde Klynken tiltog, medens de løftede ham op og lagde ham paa det kummerlige Leje, der dog i Dag var ordentlig redt og dækket af rene Lagener. Mændene saae sig forundrede om.
»Har I det saa hint, hvem skulde tænkt det? — Er der ellers Noget?«
»Nej Tak, nej,« hun længtes efter at blive ene.
Men da de vare gaaede, og hun virkelig stod ene tilbage hos den Syge, sneg en ubetvingelig Angst sig over hende; »om han nu døde!«
Ivar Olsens Ansigt var tildækket; mon det dog ikke var bedst at tage Klædet bort? hun gjorde det med rystende Haand.
Nej, hvor han saae bleg og blodig ud! — dog det var vist kun Huden, der var skrabet. Hun afvadskede vaerligt Blod og Støv.
Det kolde Vand lod til at gjøre Ivar godt. Han slog Øjnene op, og saae hende lige ind i Ansigtet, men Blikket var uden klar Bevidsthed, dog syntes hun der laae ligesom en Mildhed i det. Næste Nu sank Øjelaaget til igjen. — »Aa blot Doctoren kom!« de faa Minuters Ventetid forekom hende som en Evighed.
Da Lægen omsider havde endt sin Undersøgelse, vovede hun at spørge: »Er der Fare?«
»Ingen overhængende.«
»Gud være lovet!«
Den unge Doctor lagde deeltagende sin Haand paa hendes Skulder:
»Jeg tør ikke skjule, at Tilfældet er alvorligt. Armen er brukket og Been og Ryg slemt forslaaede. Der er allerede Feber, og den vil stige henad Natten. Men vi To vil kæmpe ærligt for at bjerge hans Liv; Plejen har meget at sige, i dette Tilfælde.« — Og saa fik hun sine Ordre: Mixtur, Sovedraaber, kolde Omslag — der maatte vaages hele Natten.
Neppe var Doctoren gaaet, før den yngste Datter kom løbende ind. Det var en lille buttet rødmusset Pige med kjønne brune Øjne og dybe Smilehuller, men nu var Ansigtet ophovnet af Graad, og hun kastede sig hulkende ned foran Sengen.
»Fader, Fader! — aa, han kan ikke engang kjende mig!«
Bolette saae taus til. Børnene havde altid klynget sig til Faderen og tilsidesat hende. Hun havde ogsaa tidt været haard og streng imod dem, men hun havde dog elsket dem og stræbt for dem, Alt hvad hun kunde. Mangen Gang havde det smertet hende, at de foretrak Faderen, men i Dag gjorde det hende godt at see Christianes Sorg, og hun klappede hende venligt paa Haaret.
»Tys, Barn, væk ham ikke.«
»Det er ingen ordentlig Søvn; før slog han Øjnene op og stirrede saa fælt. — Aa nej, sikken en Jammer! — men hvorfor lod Du ham ikke komme paa Hospitalet? — saa var han da bleven ordentlig plejet. Det havde været langt bedre.«
»Hjemmet er dog Hjemmet.«
»Saadan et Hjem!« Christiane hulkede højt, »aa, det arme usselige Menneske!«
»Husk det er din Fader.«
Den unge Pige saae forvirret og urolig hen paa Moderen.
»Troer Du han skal døe? — her seer saa fremmed ud, som havde Du allerede pyntet Huset til Begravelsen. — Nej, hvor han er forandret, siden Rødmen er gaaet bort, og Haaret strøget fra Panden; det er som et andet Menneske. — Fader er jo ordentlig kjøn!«
»Han ligner sig selv fra Ungdommen.« Bolette lagde stille nyt Omslag paa Armen.
»Sikken Besvær for Dig, Moer! jeg synes det er tosset, for hvordan skal I komme igjennem? — ja, her er da min Smule Løn fra første Maj, jeg har ikke rørt den; men saa maa Du ogsaa passe ham godt, og ikke bruge Pengene til Andet, hører Du? — Ja saa løber jeg igjen,« hun standsede i Døren, »der var Noget Du vilde sagt?«
Bolette havde Lyst til at sige: »bed for ham,« men det var ikke let at faae frem, og saa rystede hun blot paa Hovedet.
Lidt efter kom den ældste Datter, en spinkel, lys, stille Pige. Hun var pyntelig klædt og Folk sagde at hun saae stolt ud, men maaskee det kom af at den svære blanke Haarfletning, der var slynget i Knude, tyngede det fine lille Hoved bagover.
»Min Fader, min Fader!« hun knælede foran Lejet i stor Sindsbevægelse, og begyndte saa at anklage sig selv: »Aa jeg gik om ad en anden Gade i Gaar, for ikke at møde ham; han var svirende, og jeg skammede mig for Folk; men nu gjør det mig ondt, at jeg ikke fulgte ham hjem. — Aa, Du kjære Gud, forbarm Dig over ham! — hvor hans Haand brænder, og see Blikket hvor stivt. — Er Du ikke bange for at være her alene, Moder?«
»Vist ikke, men det er Ret Du beder for din Fader, Ane Lise, for nu kan ingen Mennesker hjælpe ham. — Han var ikke drukken, da han faldt; det var Stilladset, der gik itu. — Du maa ogsaa sige til Christiane, at Fader ikke var drukken.«
»Naa det var han ikke? — det er jeg glad for. Hvor her er pænt inde, Moer, hvad har Du dog gjort ved Stuen? — tys, der kommer Nogen; saa gaaer jeg, Farvel til i Morgen!«
I det Samme Ane Lise gik ud, traadte Søster Martha ind. Saasnart Bolette fik Øje paa hende, stillede hun sig, ligesom værgende, foran Sengen: »Jeg vil selv pleje ham!«
»Det tænkte jeg nok,« de milde Øjne saae deeltagende paa den Syge, saa paa Bolettes Ansigt, saa paa Stuen, medens hun vedblev: »min Tid er desuden optaget, men her er noget Linned, en Madrats, lidt Saft og Sodavand, De skulde jo pleje ham rigtig godt, ikke sandt? ingen Tak, jeg er kun Budbringer, det er nok bedst at takke paa rette Sted.«
Hun følte den Syges Puls og strøg Haanden over hans Pande. »Skal jeg hjælpe Dem med at løfte ham? Manden, der bragte Sengklæderne, kan ogsaa tage Haand i.«
Bolette bøjede Hovedet og lod hende raade. Ivar jamrede sig under Flytningen, men da han først hvilede paa Fjedermadratsen, og havde faaet rent Lintøj paa, gled et Udtryk af Lindring over Ansigtet.
»Tak, tusind Tak,« hun greb Diaconissens Haand, »hvor lidt tænkte vi paa dette i Morges. Søster Martha! — troer De at han døer?«
»Jeg veed det ikke, men det veed jeg, at der er En, som er stærkere end Døden, og hans Lyst er at hjælpe. Farvel og Guds Fred!«
Bolette lyttede længe efter de Bortgaaendes Trin; saa begyndte Aftenklokkerne at ringe, de kimede Højtiden ind, Vinden bar Lyden lige hen til hende.
Ivar Olsen laae i en Døs, men hvergang hun byttede Omslag, eller nødte ham til at tage Mixturen, klagede og stønnede han.
Maanen stod nu lige over Stranden og kastede et uroligt flimrende Skjær over de kraftige skumkrandsede Bølger, der syntes at forfølge hverandre op til Kystens Stene. Den ensformige Skvulpen lød ind i Stuen og Maanelyset flød henover Seng og Gulv.
Hvis han nu døde? — aa, det blev aldrig godt, enten han kom sig, eller han døde, det blev aldrig godt! — men hun havde dog Lyst til at faae hans Tilgivelse; Byrden var for svær, hans Liv og hendes Liv, hun mægtede ikke at bære den. — Tys, nu rørte han sig!
»Hvad er det! — hvor er jeg? — aa hvor jeg lider — aa hvor jeg tørster, Vand, Vand, Vand!«
»Her er Vand, — lad mig holde Glasset; — læg Dig saa ned igjen, saadan.«
»Hvor er jeg, hvem er Du?«
»Det er mig, Bolette, — Du er i dit Hjem, Ivar.«
»Løgn, mit Hjem er en Grisesti. — Men jeg synes Du ligner Boel?« Boel var Kjælenavnet fra de gode Dage.
»Jeg er ogsaa Boel,« hendes Stemme var graadkvalt.
»Naa det var da godt.« Lidt efter raabte han: »Aa, nu husker jeg, Stilladset! — jeg slog mig ihjel, eller hvordan var det? — aa nej, nej, det er nok ikke saa let at slippe Livet. Og seer Du,« han hviskede, »det bliver ved alligevel, bagefter, og det er det Rædsomme. — Jeg har hobet det sammen, Dag for Dag, Synd paa Synd, og jeg vidste det var galt, og det græd indeni mig for Børnenes Skyld, men jeg gjorde det dog.« Stemmen slog pludselig om, blev høj og truende: »Har Du Noget, saa giv hid, hvor er Flasken?«
»Her er Vand, — aa nej, Du maa ikke slaae til det, der er Saft i. — Det gjør godt, ikke sandt? — græd ikke saadan, Ivar!«
»Stakkels Bolette!« han saae saa sønderknust og angerfuld ud, at hun ikke kunde tie mere.
»Skylden er min, Ivar, for den Dag vor lille Dreng var gjemt derude, kom Du jo til mig, men jeg skjød Dig bort, istedetfor at støtte Dig. Husker Du? — Ivar, det var Synd.«
»Stor, stor Synd!« han rejste sig i Harme, »see paa mig, saadan et Menneske! — aa, Du skulde ikke have gjort det! — Gaa bort, Kvinde, jeg vil ikke see Dig! — jeg mente det, aa hvor jeg mente det! — Siden har jeg ikke havt en glad Dag; — aa, jeg holder det ikke ud — jeg vil glemme det Altsammen! — hid med Flasken, hører Du?« han sank tilbage med et Skrig; »troer Du jeg skal døe?«
»Jeg troer at hvis Du tilgiver, faaer Du Tilgivelse.«
»Nej, — han vil ikke kjendes ved mig. Han deroppe, nej, nej!«
»Jeg tænker at det netop var for saadanne elendige Menneskers Skyld, som Du og jeg, at han lod sit Liv.« Hun vred Hænderne: »Herre Jesus, see ned til os!«
Men Herren var allerede inde i Stuen; naar Angren er oprigtig, kommer han jo strax.
Ivar laae med Haanden over Øjnene og stønnede, hans Hustru knælede ved Sengen:
»Det er Altsammen min Skyld, for jeg gjorde Begyndelsen!«
»Saa det troer Du jeg vil sige til Herren? nej, Bolette, saadan er jeg da heller ikke — jeg vil ikke skyde Skylden paa Dig, Du faaer nok at svare til endda.« Han taug en Stund og saae sørgmodigt paa hende, »det er mange Aar siden vi talte sammen, Du og jeg.«
»Det er igjen min Skyld, Ivar, for jeg veed godt hvordan Øjne jeg laante Dig hver Gang Du kom i den Graad om Morgenen, og begyndte at anklage Dig selv.«
»Aa ja, hvor vare de foragtelige dine Øjne, sommetider havde jeg Lyst til at slaae Dig ned, men det var da kun en Gang jeg rørte Dig — hu, det er fælt at tænke paa — jeg blev da ogsaa ræd for mig selv, og styrtede ud. — Veed Du hvor jeg gik hen? — til Mosen. Men Ane Lise løb efter mig, kaldte, bad og trak i mig, det var næsten som Barnet ahnede hvad jeg vilde. Siden gik jeg der aldrig mere. — Skulde der kunde være Naade for saadan En?«
»For saadanne To! — jeg troer der er det,« — hun talte hviskende, »var det ikke Naade at Barnet standsede Dig?«
»Maaskee — men jeg fremturede jo.«
Bolette sad med bøjet Hoved; Søster Marthas Ord, dem hun havde spottet, men nu begyndte at forstaae, fyldte hendes Tanke.
»Det kan blive godt endnu, Ivar!«
»Saa Du hader mig ikke? — tal Sandhed!« Øjnene saae helt igjennem hende.
»Jeg raaber til Gud om dit Liv — nu maa Du tro mig! — Læg Dig stille ned, hvis Du kan. Nej, hvor Du brænder. — Her er Draaberne. God Nat, jeg viger ikke fra Stuen.«
Sovedrikken gjorde snart sin Virkning, Øjet lukkedes, Aandedraget blev roligere, den sammenknugede Haand aabnede sig.
Hver Gang hun skiftede Omslaget, stønnede han sagte, men vaagnede ikke. — Om det nu var Dødens Søvn?
»Herre i Himlen, und os en lille Tid, bare en lille Tid. De sige Du er Synderes Ven, forbarm Dig over os!«
Den lyse Foraarsnat var ikke lang nok til at Bolette kunde faae tænkt ud og grædt ud.
Hvor saae han mat og bleg ud i Daglyset: Haaret graanet, Kinderne indfaldne, Trækkene slappe. — Men alligevel, det var dog den gamle Ivar fra fordums Tid med det hjertensgode Udtryk om Munden. — Ja, det Udtryk havde han da egentlig altid havt, selv i sin Fornedrelse, men netop det havde sommetider ægget og opbragt hende.
Bolette hentede skyndsomt en Spand Vand ved Kilden. Luften var saa sval og vidunderlig frisk, Lærkerne jublede i højen Sky, og alle Fuglene inde i Skoven vaagnede med Lovsang.
»Det er rart at have det dejlige Vand saa nær,« tænkte Bolette, »Natten gik da ogsaa bedre, end man skulde troet, og hvor velsignet stille her er!« der var, for første Gang i lang, lang Tid, Tak i hendes Hjerte.
Vandet kogte og Stuen var udluftet og afstøvet da Morgenklokken lød.
Ivar foer op: »Det ringer, hvorfor bliver det ved at ringe?«
»Det kimer Højtiden ind, Pintsesøndag. Naa, hvordan har Du det?«
»Jeg er som knust. — Veed Børnene det?«
»Ja, og Du kan troe der var en Sorg. De kyssede og klappede Dig Beggeto, men Du kjendte dem ikke.«
Han jamrede sig sagte, der var Noget, som pinte mere end de legemlige Smerter.
»Hun er som forvandlet,« tænkte han, »Huset er som forvandlet, men jeg er den Samme, et usselt, elendigt, ødelagt Menneske.«
Opad Formiddagen kom Murmesteren, en svær bredskuldret Mand, med busket Haar, tykke Kinder og mægtig Dobbelthage." Han var velklædt og raslede med Uhrkjæden, medens han talte. Ivar laae i en halv Døs, men hørte dog hvert Ord.
»Lever han?«
»Ja jeg troer, Gud være lovet! at det er lidt bedre.«
Mureren rystede paa Hovedet. »Naar man skal være ærlig, havde det vel egentlig været allerbedst, — naa, jeg kan gjerne tie. Jeg har saamænd ikke Noget mod Manden, uden det Ene, vi Alle veed, men I har da ellers ikke havt det for varmt, det jeg troer. See her er Løverdagslønnen, jeg har lagt lidt Extra til, men saa skal Du ogsaa være god imod ham!«
Bolette bøjede sit Hoved; Datteren havde formanet hende til det Samme, men Ingen vidste hvad hun følte.
Murmesteren saae sig forundret om.
»Her seer jo heel maneerligt ud inde, slet ikke som det Rodenborg, jeg havde tænkt mig. Man kan ogsaa gjøre et Skarn Uret, ja, om Forladelse, lille Madam, det er jo kun saadan en Talemaade.«
Doctoren kom i det Samme, aa hvor det gjorde Bolette godt at see hans venlige, deeltagende Ansigt.
»Naa hvordan gaaer det? — jeg synes næsten De seer sygere ud, end Manden i Sengen, — En Sygeplejerske, der duer Noget, skal spise, drikke og være ved godt Mod. Jeg tør vædde paa at De ikke har smagt en Krumme siden i Gaar Middags.«
Bolette stod i angstfuld Spænding, medens hendes Mand blev undersøgt og forbundet. Lægen saae alvorlig ud.
»Der er ingen Livsfare, men sin Førlighed mister han.«
»Naa saadan — ja, jeg takker Gud alligevel.«
Den unge Doctor nikkede mildt: »De vil gjerne beholde ham.«
»Jeg har saa Meget at gjøre godt igjen, Herr Doctor!« hun maatte sige det.
»Folk fortæller at han holder af Flasken, er det sandt?«
»Han har holdt af den, — men nu troer jeg ikke mere.«
»Naar han er herhjemme vil De maaskee ogsaa kunne passe bedre paa?«
»Han vil nok passe paa sig selv, det nærer jeg ingen Frygt for.« Hun talte ivrigt og bestemt, hendes Mistillid havde styrtet ham, nu skulde hendes Tillid rejse ham igjen. Det var ingen klar Tanke hos hende, men en stærk, umiddelbar Følelse.
Doctor Bang saae alvorlig ud: »Vi vil haabe det Bedste. Foreløbig bliver De ved med Omslag, Mixtur, og Draaber om Aftenen, og glem saa ikke rent Dem selv.« —
»Bolette kom herhen! — er Doctoren gaaet ?«
»Ja.«
»Hør lidt — Du skal ikke trækkes med saadan en elendig Krøbling Livet igjennem! — Send mig til Fattighuset, gjør det strax. — Hvor kan Du sige at jeg ikke vil drikke mere? — jeg vil drikke, for jeg kan ikke lade det være!«
»Jo Du kan, Ivar! Du vil lade det være. Jeg skal nok arbejde for os Begge, arbejde til Blodet springer ud af Neglerødderne, om det behøves. — Men nu skal Du ligge stille og slet ikke tænke.«
Han rystede paa Hovedet og vedblev:
»Og hvis jeg saa dog drikker?«.
»Du gjør det ikke!«
»Ja havde Du talt saadan dengang, saa — men nu! — jeg har ingen Kraft til at staae imod, jeg veed det. Er der Noget i Flasken derhenne i Skabet, saa drikker jeg det, naar Du gaaer ud. Jeg har allerede tænkt paa det; — der kan Du see, hvordan jeg er!«
»Havde din Villie været til at tage det, fortalte Du det ikke til mig, Ivar.«
»Du forstaaer mig ikke, slet ikke. — Jeg har to Villier, det er det Forfærdelige! og den ene er vant til at give efter for den anden, altid. — Er der Noget i Flasken? lad mig see!«
Bolette blegnede, men hun rejste sig ufortøvet og hentede Flasken. »Hjælp Gud,« raabte det i hendes Hjerte.
»Troer Du jeg vil drikke det?«
»Jeg veed, at Du ikke vil.«
Han stødte til hendes Haand: »Kast det bort, men langt bort, jeg taaler ikke Lugten.«
Bolette skyndte sig ud, helt hen paa den anden Side Vejen.
»Hvad gjør Du, Moer?« Christiane stirrede uroligt paa hende, »aa, hold ham nu bare ikke altfor strengt! — Du maa troe han kan ikke undvære det helt. — Min Frue har saamænd givet mig baade det Ene og det Andet med til ham, ogsaa en halv Flaske Portviin; hun mente Du skulde bestyre den, men hvis det bliver paa den Maade, saa veed jeg næsten ikke.« —
»Doctoren maa afgjøre hvad Fader skal nyde. Det var ham selv, der bad mig tømme Flasken. — Nej, hvor det var kjønt af din Frue, baade Æg og Kalvekjød! — alle Folk er saa skikkelige imod os. — Gaa nu ind til din Fader, min Pige.
Da Ivar saae Datteren, skjulte han Ansigtet med Lagensnippen og græd.
»Aa, Fader har Du det saa slemt?«
»Ja, for jeg kan ikke see Jer Børn i Øjnene.«
»Det maa Du ikke sige, Fader, Du har altid været god imod os, urimelig god.«
»Moder har været god, — mit var bare Ord — hun har stridt, stræbt og slæbt.«
»Det er nok sandt, men hun var ikke nær saa god alligevel, — og hvor kunde hun hidse og drille Dig, Nej, Skylden er saamænd ikke paa din Side, Fader, det skal Du aldrig lade Dig bilde ind.«
»Tys, hvor tør Du!«
»Lad hende tale,« Bolette stod i Døren, »det maatte komme, for det er Sandhed. Bryd Dig bare ikke om det, Ivar. — Ja, var jeg død, saa havde det været haarde Ord om en Moder, men jeg lever jo, Gud ske Lov og Tak.«
»Du har saamænd ogsaa døjet Dit, Moder, det er ikke derfor. Du kan da nok vide, at jeg ikke vil saare Dig, — Ved denne Lejlighed har Du jo været mageløs, Det er som var der vendt op og ned paa Alt her i Huset, og, trods den gruelige Ulykke, har jeg ikke været saa glad ved mit Hjem nogensinde før,«
Da Christiane var gaaet, faldt Murer Olsen igjen i Halvslummer, og Bolette puslede stille ude i Kjøkkenet. Hvor tydelig huskede hun ikke en Aften, da hun useet havde hørt Pigebørnenes Samtale. Christiane sagde, at naar hun fik eget Hjem, vilde hun tage Fader i Huset, og gjøre det rigtig godt for ham, men Ane Lise indvendte, at hun altid havde ønsket at have Fader hos sig, Christiane kunde tage Moder, dog det vilde hun ikke, og det endte med Graad. Bolettes Hjerte blev haardt, medens hun hørte paa dem, dog faldt Vreden paa Manden, ikke paa Børnene. O, hvor hun nu forstod det Altsammen!
I Dag var det tyve Aar siden de bleve forlovede! — sikken en Fortid, men Fremtiden skulde blive anderledes.
Bolette slap Arbejdet og faldt paa Knæ lige hvor hun stod. Bønnen havde ingen klare Ord, men den indeholdt et ærligt om Forladelse og en inderlig Tak, saa det var dog en god Bøn alligevel.
»Bolette, luk Vinduet op, og drej mig lidt paa Siden, saadan. — Hør hvor Vognene rumle med de mange glade Mennesker, og see Skoven hvor grøn, og den hvide Slaaentjørn! — Kan Du huske?«
»Ja,« hun gik tæt hen til Sengen, »har Du saa tilgivet?«
»Tal ikke derom, for saa rejser Vreden sig igjen. Jeg har jo sagt, at mit Regnskab er det sværeste.«
»Nej, nej, det var mig der begyndte; Du havde ikke brugt en Skilling udenfor Huset, før det dumme Bryllupsgilde. Hvor kunde jeg ogsaa!«
»Og hvor kunde jeg? — saadan en elendig Pjalt. Børnene bad mig blive hjemme, men jeg syntes Du havde traadt paa mig, og saa vilde jeg tage Hevn, Usselryg, som jeg var. Tro ikke jeg bærer Nag fra den Tid — det er det Andet,«
»Ja, jeg veed det nok, — og Du kan slet ikke glemme?«
»Mit elendige forspildte Liv kan jeg jo ikke slette.«
«Men der er En, som kan.«
»Ja, hvis han vil, men han har manet mig mange, mange Gange, kan Du troe, og jeg har altid sagt Nej.«
»Men denne Gang siger Du Ja. — Skal vi være enige om at sige Ja, Ivar?
»Min Villie er som et brudt Rør — Du maa have Taalmodighed, Bolette!«
»Det vil jeg ogsaa. — Nu skal Du hvile lidt og saa spise en Smule; det er Cathrines Frue, der tracterer.«
»Bolette, jeg troer det er en Drøm! — eller ogsaa har det Andet været en Drøm, en rædsom Feberdrøm. Nej, nej desværre!«
»Drik lidt af Suppen.«
»Tak, — Du ogsaa, vi vil dele lige. — Hvem er det der kommer?«
»Det er mig, Kammerat!« den gamle Haandlanger, med den røde Næse, skubbede sig frem langs Døren; Øjnene sendte listige Blikke til Siden; Haanden gjorde hemmelige Tegn.
Bolette rejste sig op, hun vilde ikke ydmyge Manden ved at sidde som en Fangevogter, men hendes Hjerte skjælvede alligevel.
»Gaa ikke! hvor kan det falde Dig ind at ville gaae?«
»Jeg tænkte Du vilde tale ene med Manden.«
»Vi har ikke Noget at tale om, vi To. — Skammer Du Dig ikke, gamle Niels, over at komme her! jeg veed hvad Du har under Trøjen, og jeg veed ogsaa, hvordan det smager, og hvor en Slurk vilde gjøre godt — vig fra mig!« — Han sank tilbage: »gik han?«
»Ja, han er allerede ude af Syne.«
»Det var dengang,« Ivar trak Vejret tungt, »men kommer han igjen, modstaaer jeg ikke.«
»Næste Gang er det meget lettere at sige Nej, Du skal see, det bliver lettere for hver Gang det siges. — Nu maa Du ligge stille, ganske stille.«
Da Doctoren kom, henad Aften, var Feberen værre, al Sindsbevægelse maatte undgaaes, sagde han.
Det var en urolig Nat; den Syge kastede sig frem og tilbage; det var ikke godt for Arm og Ryg, men hun kunde ikke hindre det. Af og til talte han vildt, og altid drejede Tanken sig om den daglige Kamp, eller rettere, den daglige Given efter. Henad Morgenstunden blev Søvnen dog fastere, og hun fik igjen Stunder til at tænke.
Hvad skulde det blive til? vilde hendes Taalmodighed kunne holde ud, hvis han faldt tilbage til det gamle Liv? vilde hun saa ikke ogsaa? — aa, nej, nej, Vredens knugende Krampe skulde aldrig mere faae Lov til at sammensnøre Hjertet. Nu var hun kun vred paa sig selv, men den Vrede maatte til, den gjorde nok ondt, men dog mere godt.
Henad Daggry faldt Bolette i en tung Søvn, hun havde jo ikke lukket Øjnene i to Døgn. Hovedet laae støttet mod Sengestolpen; Ansigtet var blegt, men fuldt af Fred. Manden vaagnede og saae paa hende.
»Og jeg skulde kaste Sten paa hende, den arme Sjæl!« Han kunde næppe vente til hun vaagnede:
»Boel!«
Han sagde ikke Andet, men det var ogsaa nok.
Næste Dag gik Bolette ud til Mosen og frasagde sig Arbejdet, Hun maatte jo blive hjemme for at pleje Manden.
Forvalteren, en lavstammet, mager Mand, med mørkt Haar, sortsmudset Ansigtsfarve og klare graa Øjne, der tittede betænksomt frem under den vældige Hatteskygge, tog langsomt Piben af Munden:
»Hvad vil I da leve af?«
»Jeg haaber det giver sig! — Forvalteren veed nok, jeg er ikke bange for at tage fat.«
Han nikkede samtykkende, tog saa et Par Drag af den stumpede Pibe, mønstrede hende ligesom overrasket, og sagde derpaa:
»De nye Karle oppe paa Herregaarden har bedt mig skaffe dem en Vadskerkone, der skal jo stoppes og lappes om saadanne Fyre, og vel ogsaa imellem syes Nyt. Var det Noget for Dig?«
»Engang var jeg flink til den Slags — saa jeg haaber nok det gaaer.«
Forvalteren, der var en Mand af faa Ord, nikkede til Tegn paa at Sagen hermed var afgjort, og slentrede saa dampende ind i Huset. Bolette dvælede et Øjeblik, saae sig om, og tænkte efter. — Hun havde tænkt mere de sidste Dage, end hele sit øvrige Liv.
Hvor Lærkerne dog sang! saadan en Jubel havde hun aldrig hørt før. Og der laae Mosen i Solglands med det lyse Bøgekrat bagved. Her var det hun havde gaaet, Dag efter Dag, med bøjet Ryg og bittert Sind. Det var et Trællearbejde, havde hun tænkt, og stirret ned mod Jorden, aldrig opad. Og hun havde regnet den sure Fortjeneste sammen, og altid endte Regnestykket med at der blev for lidt. Men nu disse sidste Dage, da Mangel og Nød truede paa alle Kanter, havde hun slet ikke regnet, kun tænkt paa sin Synd, altid paa sin Synd, Men Herren havde regnet for hende, lagt Brødet til Rette, hvor forunderligt! — Nej, hvor hun vilde arbejde og gjøre sig Umage.
Den blaae Himmel og de hvide fjeragtige Skyer spejlede sig i Mosevandet, Paa dette Sted var det vist Manden havde staaet hin rædsomme Aften! men ogsaa den Gang havde Herren forbarmet sig; kaldt paa ham gjennem Barnets Mund, kaldt paa ham med dets lille svage Haand.
Søster Martha og Doctoren stode i Stuen, da hun kom hjem, Ivar sov.
»Jeg fandt Nøglen under Stenen,« sagde Lægen spøgende, »men De kan være ganske rolig vi har ikke vækket ham. — Naa, fortæl hvor De har været; De seer jo ud som bare godt Nyt.«
Medens Bolette fortalte om den paatænkte Virksomhed sank hendes Mod, for det var jo ikke saadan at faae Kar og Ballier, og hvad der ellers hørte til. Hun havde slet ikke tænkt herpaa i første Øjeblik.
»Jeg haaber Bødkeren vil borge mig noget gammelt Trætøj.« Tonen var betænkelig.
Doctor Bang traadte nærmere: »Bestil hvad De behøver, jeg cautionerer.«
»Men tør Doctoren ogsaa? — ja, ærlige har vi rigtignok altid været, hvor daarligt det ellers stod til med os! — men jeg kan jo kun atbetale ganske smaat, naar vi skal leve.«
»Naturligviis, det er en Selvfølge, — Naa Godmorgen, Murer Olsen! — hvordan gaaer det?«
»Bedre.«
»Lad mig føle Pulsen; — ja, nu tænker jeg nok det Værste er overstaaet.« —
Søster Martha og Doctoren fulgtes til Byen.
»Der er Tømmer i den Kone,« sagde Lægen fornøjet, og De skulde blot vide, hvor jeg er bleven fyldt med Sladder om hende, men jeg holder nu engang mest af at see med egne Øjne og dømme efter egne Erfaringer. Der var noget underlig Stærkt, jeg vil næsten sige Løftet, over hende, da hun kom til Ulykkestedet, og det vandt strax min Sympathi.«
Søster Martha tænkte Sit, men det blev ikke udtalt, derimod sagde hun muntert: »Doctorens Hustru har maaske Ret i sin Paastand, at Roes skjærper Deres Øjne til at see Mangler, hvorimod Daddel ægger Dem til at udfinde Lyssider.«
»Siger min Hustru det? — nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage; sikken en lille Forræder !«
»Ja, jeg er nu glad ved at vide det, rigtig glad.«
De vexlede et trofast Forstaaelses Nik, og gik saa hver sin Vej. Men næste Dag bragtes Kar og Ballier, Tørrestænger, Snorer og Klemmer ud til Leddehuset. Der var ogsaa en blank Kjedel og en Fjerding Sæbe, et Læs Brændsel ikke at forglemme.
Bolette fyldte Spand paa Spand af Kildens rige Væld, og satte saa sin første Vadsk i Blød til næste Dags Morgen.
Hvor hun arbejdede, og dog blev der hvert tiende Minut tittet ind til Manden, rettet Pude eller givet Lædskedrik. Kjærlighed er en stærk Drivkraft, det var ikke Besvær, bare Glæde. Og hvor Solen skinnede, og hvor Vinden tørrede; Mage til Beliggenhed gaves ikke.
En eller to Forbigaaende standsede og spurgte om her blev vadsket for Folk, og hun svarede halv tøvende; »ja, saadan i det Smaa,«
Om Aftenen kom Ane Lise i Besøg og hjalp da med Sammenlægningen.
»Jeg har aldrig kjendt Dig før, Moder,« sagde hun.
God Behandling giver gode Kunder; næste Pintseløverdag stod Leddehuset afstivet pudset og malet baade ude og inde. Et Vadskerhus med Ovn, Rulle og et lille Kammer var tømret op bag ved.
Alt skinnede rent og blankt til Festen, men Travlheden var dog ikke endt endnu. Inde i den lille Stue laae rullet og strøget Lintøj i Stabler paa Bord og Stole. Ane Lise, der nu var hjemme og hjalp med Bedriften, ordnede og fordelte i Kurve og Pakker. Ivar Olsen sad i sin højryggede Kurvestol, talte sammen og skrev pyntelige Regninger. Krykkerne stod ved Siden, men langt kunde han ikke komme, hen til Kilden var den længste Rejse.
»Vor Herre har ordentlig bundet og bastet mig,« sagde han, »men det var han nødt til, for han kjender min Svaghed, og jeg har kun at takke.«
Det var Ivars Arbejde at mærke alt Tøjet, og føre Bog. »Vi maa love for Fader,« sagde Bolette med Eftertryk, »han har Dannelsen; hvordan skulde det gaae os uden ham.« Men Ivar rystede smilende paa Hovedet.
»Hør hvor hun snakker!«
Saa trillede Bolette muntert afsted med Tøjet paa Børen. Der laae store nysudsprungne Bøgegrene ovenpaa; de skulde fordeles mellem Doctor Bangs, Søster Martha og Christianes Frue.</poem> | wikisource | wikisource_3407 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=13 to=21 tosection="a" titel="De tre Fuldmægtige" /> | wikisource | wikisource_21825 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Teser om Feuerback handler om filosofi og religion, og hvad Karl Marx tænkte herom, han skrev Teserne i 1844. Marx selv havde ikke tænkt sig at udgive Teserne, og de blev først fundet efter hans død og af hans nære ven Engels udgivet i 1888.
1.
Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme — Feuerbachs medregnet — er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen — men kun abstrakt, da idealismen selvfølgelig ikke kender den virkelige, sanselige virksomhed som sådan. Feuerbach sigter til sanselige objekter, der virkelig er forskellige fra tankeobjekterne; men han opfatter ikke selve den menneskelige virksomhed som genstandsvirksomhed. Han betragter derfor i "Kristendommens væsen" kun den teoretiske indstilling som ægte menneskelig, mens praksis opfattes og fastholdes i sin smudsig-jødiske udtryksform. Han forstår derfor ikke betydningen af den "revolutionære", den praktisk-kritiske virksomhed.
2.
Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed, dvs. dens virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål.
3.
Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Owen.)
At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.
4.
Feuerbach tager som udgangspunkt, at verden religiøst gøres til fremmed for sig selv, fordobles til en religiøs indbildt verden og en virkelig verden. Hans arbejde består i at opløse den religiøse verden i dens verdslige grundlag. Han overser, at efter at dette arbejde er gjort, er hovedsagen endnu ugjort. Den kendsgerning nemlig, at det verdslige grundlag løsner sig fra sig selv og fikserer sig i skyerne som selvstændigt rige, kan netop kun forklares udfra dette verdslige grundlags sønderrevethed og selvmodsigende karakter. Det verdslige grundlag må altså først forstås i sin modsigelse og dernæst praktisk revolutioneres ved fjernelse af modsigelsen. Altså f.eks., efter at den jordiske familie er opdaget som den hellige families hemmelighed, må nu den førstnævnte selv kritiseres i teorien og revolutioneres i praksis.
5.
Ikke tilfreds med den abstrakte tænkning appellerer Feuerbach til den sanselige beskuen; men han opfatter ikke sanseligheden som praktisk, menneskelig-sanselig virksomhed.
6.
Feuerbach opløser det religiøse væsen i det menneskelige væsen. Men det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene.
Feuerbach, der ikke går ind på kritikken af dette virkelige væsen, er derfor tvunget til:
1. at abstrahere fra det historiske forløb og fastholde det religiøse sind for sig, og at forudsætte et abstrakt — isoleret — menneskeligt individ.
2. af den grund kan det menneskelige væsen hos ham kun opfattes som "art", som en indre, stum almindelighed, der blot med naturbånd forbinder de mange individer.
7.
Feuerbach ser derfor ikke, at det "religiøse sind" selv er et samfundsprodukt, og at det abstrakte individ, som han analyserer, i virkeligheden tilhører en bestemt samfundsformation.
8.
Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.
9.
Det højeste, den beskuende materialisme driver det til, dvs. den materialisme, der ikke forstår sanseligheden som praktisk virksomhed, er at beskue de enkelte individer i det "borgerlige samfund".
10.
Den gamle materialismes standpunkt er det "borgerlige" samfund; den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed.
11.
Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. | wikisource | wikisource_3862 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=100 to=102 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_15994 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=70 to=83 /> | wikisource | wikisource_18533 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Den gamle Verden.djvu" from=136 to=145 header=1 /> | wikisource | wikisource_16200 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Teksten er af Thomas Kingo 1684.<br>
Der findes mindst 7 melodier, der kan bruges til nedenstående tekster: af A.P. Berggreen (1849), af J.P.E. Hartmann (1860, 2 af Thomas Laub (1915 + 1916), af Rued Langgaard (1938), af Peter Møller efter en middelalderlig sekvens (1995) samt en norsk folkemelodi (1922).<br><br>
Følgende salmer kan bruge de samme melodier:
Teksten.
<poem>
Morgenrøden sig udstrækker,
solens stråle hoved rækker
over skove, mark og eng,
som i aftes gik til hvile.
Op, min sjæl, til Gud at ile,
op fra nat og søvn og seng!
Gode Gud, min lyst og glæde,
nåde-solens rette sæde,
tak og ære være dig,
at du dog i nattens tåge
med dit øje ville våge,
lyse freden over mig!
Styrk mig, lær mig, lad mig blive
tålig, trøstig her i live,
bedre mig hver dag og stund!
Jesus mig alt godt tilføje,
gid jeg har et vagtsomt øje
på det mig betro'de pund!
Hør dem alle, som dig beder,
trøst dem, som i angest sveder,
glæd de bange, gør dem fro,
som er fast i sorgens snare;
Gud os alle vel bevare
fra samvittigheds uro!
Tænk på mig og alle mine,
gid vi frem i tiden trine
med en hjertens syndebod!
Kom så, Jesus, kom at ende
tidens møje og elende
med en time, som er god!
</poem>
| wikisource | wikisource_4453 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Den gamle Verden.djvu" from=57 to=64 header=1 /> | wikisource | wikisource_16107 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Grundtvig skrev både en version til det kirkelige nytår (advent), og en til det verdslige nytår.
Adventssalmen.
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da Vorherre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.
Velkommen, nytår, velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, velkommen her!
Nytårssalmen.
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Sandheds Gud, lad dit hellige ord
oplive, oplyse det høje Nord!
Velkommen, nytår, velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Nådens Gud, lad dit solskin i vår
os skænke på marken et gyldent år!
Velkommen, nytår, velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fredens Gud! den livsalige fred
du skænke vort land til at blomstres ved!
Velkommen, nytår, velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fader Gud! os til glæde og gavn
nytåret henskride i Jesu navn!
Velkommen, nytår, velkommen her! | wikisource | wikisource_1796 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Enten-Eller Første Deel.djvu" from=229 to=242 header=1 /> | wikisource | wikisource_10945 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Til Kongen!
Den Tillid, hvormed den Danske Borger er bleven vant til at vende sig til sin Konge i Anliggender, der angaae hans Vel og Vee, giver os den Fortrøstning, at Deres Majestæt allernaadigst vil værdige et Andragende Deres Opmærksomhed, som allerunderdanigst frembæres for Deres Majestæts Throne af Undersaatter, besielede af de ærefrygtsfuldeste og tillidsfuldeste Sindelag.
"En allerundanigst Forbøn for den Frihed, som den nærværende Trykkelovgivning hjemler i Danmark", er Gjendstanden for dette Andragende. Det frembæres af Mænd, som, i forskiellige Stillinger i Samfundet, alle have stræbt, skjøndt paa forskjellig Maade, at nytte den ædle Frihed, hvoraf det danske Folk hidindtil har været i Besiddelse, til at meddele Ordet til Medborgere og at modtage det af Medborgere; af Mænd, som alle ere gjennemtrængte af Overbeviisningen om det uskatterlige Gode, Golket har havt i denne Frihed; af den Overbeviisning at de ikke bedre kunne lægge deres Erkjendtlighed for denne Frihed, deres Taknemmelighed imod dens Giver for Dagen, end ved at forene sig om at bringe den Bøn for deres Konges Øren at han ikke vil berøve sit Folk, hvad han selv har givet det.
Det er halvhundrede Aar og derover, at Danmark er bleven styret af Deres Majestæt. Efterverdenen vil vidne, at intet andet Tidsrum i Danmarks Historie, af lige Omfang, har saa store Fremskridt, saa glædelig en Udvikling at fremvise af Sprog og Litteratur, Videnskab og Kunst, Almeenoplysning og aandelig Dannelse. Den vil ogsaa vidne, at iblandt alle de Foranstaltninger, der begunstigede denne Udvikling, var ingen saa vigtig, saa velgjørende, som en Trykkefrihed, bygget paa deb i vor Lovgivning opstillede "Grundsætning: at Forfatterne kun ved Lovene ere indskrænkede i deres Virksomhed, og ved Overtrædelse af disse, kun ere undergivne Domstolenes Kjendelse". Thi Sikkerhed under Lovene gav Sindsroe og Tilfredshed, Frihed under Lovene gav Frimodighed og Virkelyst; og en frodig Opblomstring af Litteraturen i de forskjellige Fag forskjønnede Livet, bragte almeennyttig Kundskab ind i alle Stænder af Samfundet, bragte Ære over det danske Navn, Velsignelse over Regjeringen, der fredede om den ædle Væxt.
Halvhundrede Aar og derover ere hengangne under denne faderlige Regjering – rige paa Omvæltninger fjern og nær, paa prøvende Tilskikkelser. Naar Folket i saadanne Tider lærte, hvad det havde i sin Konge, da var der ikke mindre Leilighed for Folket til at vise sin Konge, hvad han har i sit Folk. Imedens gjensidig Mistroe lønligt undergravede Forholdene i andre Stater, bestod det danske Folks Hengivenhed og Troskab enhver Prøve. Thi dette Folk havde sin Regjerings Tillid; havde det stærkeste Beviis herpaa i en Trykkefrihed, som i andre Stater indskrænkedes med altid større Ængstelighed, og ligesom Folket lærte at agte og skatte Værdien af denne Trykkefrihed høiere og høiere – ved hvis Hjælp Forbedringer bleve fremkaldte, Misbrug oplyste eller forhindrede, saaledes lærte det ogsaa bedre og bedre at nytte den frie Meddelelse af Tanken til udvikling og Bestyrkelse af "Borgersind" og "Borgerdyder": lærte at formilde de onde Dages Tryk med Troskab og Taalmod og opoffrende Hjælpsomhed, at nytte de gode Dage med kyndig og driftig, besindig og samdrægtig Virken.
Denne Velsignelse, som er og bliver den bedste Lovtale over Deres Majestæts Regjering, trives ikke i Lande, hvor Pressen er underkastet Censuren eller andre forebyggende Tvangsindretninger. Thi hvor Skribenten bevogtes med mistroisk Øie og den uskyldige som den skyldige behandles som ildesindet eller anndelig umyndig, der er intet Hjem for Videnskab og videnskabelig Virken, allermindst dens virksomme Indflydelse paa det borgerlige Liv og dets Idrætter; hvor frimodig indbyrdes Meddelelse af Landets Borgere om Landets Anliggender er bandlyst, fæster Mistro, Nag og Forbittrelse kun alt for let Rod i Sjelen og bliver Spiren til forbryderske Planer og Foretagender. For slige Onder har Gud og Kongen hidtil beskjærmet vort Fædreland.
Naar derfor et Antal af trohengivne Undersaatter her nærmer sig til Deres Majestæts Throne, da vove vi Intet ved at føre Ordet i vore Medborgeres Navn, i Stad og Land, naar vi bønfaldende fremføre det Ønske, der gjenlyder fra Alles Mund: at det danske Folk maa vedblive at skylde sin Konge den dyrebare Gave, det engang har modtaget af hans Haand – "at Foranstaltninger, ved hvilke Skribentens Virksomhed underkastes andet Baand end Lovenes og Domstolenes, maa blive holdte udenfor Grændserne af et Land, hvor oprigtig Kjærlighed til Konge og Fædreland altid har havt sit Hjem".
I den Tid, hvor Deres Majestæt har ført Rigets Roer, var der ved Slutningen af forrige Aarhundrede en høist farlig Periode, fuld af revolutionair Gjæring, der nogle Gange frembragte de forvovneste Misbrug af Pressen; alligevel vedblev Fædrelandet, uden skadeligste Følger, at nyde Trykkefrihedens Velgjerninger. Vi bede Deres Majestæt allernaadigst at overveie, om ikke de nuværende Forhold ere langt mindre betænkelige. Vi vove at troe, at de Følelser, som ville besjele alle Fædrelandets Sønner, naar de see, at Intet kan bevæge Deres Majestæt til at berøve dem den frie Tankeyttrings store Gode, vil fremkalde hos alle Bedre og Sindigere, en almindelig Misbilligelse af ethvert Forsøg paa at gjøre en ulovlig og usømmelig Brug af Pressen, og forene alle gode Skribenter om at modvirke enhver Misbrug af denne Art; vi ere tillige overbeviste om, at en saadan Stemning og en saadan Iver altid maa blive det kraftigste Middel imod Indflydelse af Kaadhed eller ond Villie. Det er Deres Majestæts Haand, som ikke allene har løst Bondens Stavnsbaand, men har igjennem alle følgende Tidsrum fredet om denne Velgjerning, og ved en Række af faderlige Foranstaltninger betrygget denne Frihed. Trykkefriheden i Danmark er ældre af Aar end Bondens Frihed; den er hele Folkets Frihed; og skulde vi ikke kunne fortrøste os til, at Deres Majestæt vil med samme Viisdom og Fasthed holde Haanden over denne Lov, som engang lyste Fred over den danske Presse, og siden den Tid har betrygget Folkets aandelige Liv, Tankernes fri Yttring i Danmark!
Kjøbenhavn d. 20.de Febr. 1835. | wikisource | wikisource_7980 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Under Nordenvindens Svøbe.djvu" from=39 to=51 header=1 /> | wikisource | wikisource_23451 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu" from=35 to=56 header=1 forfatter="" /> | wikisource | wikisource_11923 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="En Studie i rødt.pdf" header=1 from=69 to=79 fromsection="b" tosection="a" /> | wikisource | wikisource_22467 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Minona.djvu" header=1 from=171 to=188 /> | wikisource | wikisource_20952 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Almindelig Handelsvidenskab.djvu" from=26 to=29 fromsection=a1_6 tosection=a1_6 header=1/> | wikisource | wikisource_6083 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=194 to=198 header=1 /> | wikisource | wikisource_8806 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=343 to=345 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9050 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=93 to=111 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_14227 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Pragerfreden.
Präliminär-Friedensvertrag, 26. juli 1866.
Artikel IX..
Nikolsburg, den 26. Juli 1866.
Fredslutning, 23. aug. 1866.
Im Namen der Allerheiligsten und Untheilbaren Dreieinigkeit!
Artikel XIV..
So geschehen in Prag, am 23. Tage des Monats August im Jahre des Heils Achtzehn Hundert sechzig und sechs.
Noter.' | wikisource | wikisource_3626 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Melodien er komponeret af Melchior Vulpius i 1609, men bearbejdet af Thomas Laub i 1896.
Teksten.
Denne er dagen, som Herren har gjort,<br>
den skal hans tjenere fryde.<br>
Op han i dag lukked Himmerigs port,<br>
så skal hver søndag det lyde;<br>
thi i dens hellige timer<br>
herlig af graven opstod Guds Ord,<br>
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór.<br>
Ved I nu, hvorfor det kimer?<br>
<br>
Frels da nu, Herre, giv lykke og held!<br>
Værket i dag er dit eget.<br>
Lad millioner dig takke i kvæld,<br>
for du dem har vederkvæget!<br>
Ja, lad dem prise med glæde<br>
Ånden, som taler og trøster frit,<br>
folket velsigner i navnet dit,<br>
viser, din fred er til stede!<br>
<br>
Herre, vor Gud, ja, besøg os i glans,<br>
hvor i din kirke vi mødes!<br>
Tungerne binde dig krans over krans,<br>
alt som vort hjerte opglødes!<br>
Højtiden vokse med dagen!<br>
Påske og pinse udsprang af jul,<br>
så lad og glæden af tro i skjul<br>
spørge forgæves om magen!<br>
<br>
Ja, lad så virke dit bad og dit bord<br>
med de indviede tunger,<br>
at det kan høres, din Ånd og dit Ord<br>
er det, som taler og sjunger!<br>
Lad os det føle og smage:<br>
Ånden er bedre end kød og blod,<br>
Herren er liflig og ejegod,<br>
kristne har kronede dage!<br> | wikisource | wikisource_3783 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=241 to=244 fromsection=§76 tosection=§76 header=1 /> | wikisource | wikisource_25771 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Lev da vel.
Lykke med dig.
Rejser du bort,
så tænk på mig.
</poem> | wikisource | wikisource_4784 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>Odin.
1.
Råd mig nu Frigg!
Mig lyster at fare
og træffe Vavthrudne.
Ret mig længes
efter at tale om gamle Runer
med han, den alvise Jætte.
Frigg.
2.
Helst beholdt jeg
Hærfader hjemme
i Guders Gårde,
thi ingen Jætte
tror jeg at være Jævning
af den vise Vavthrudne.
Odin.
3.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Det vil jeg vide,
hvordan det i Vavthrudnes
Sale mon stå.
Frigg.
4.
Held til din Rejse!
Held til din Hjemkomst!
Held dig være paa Vej!
Din Kløgt være stærk,
når du, Slægternes Fader!
skifter Ord med Jætten.
5.
For da Odin
at friste Ordstrid
med den alvise Jætte.
Til Hallen han kom,
som Ims Fader ejed.
Straks gik Ygg derind.
Odin.
6.
Hil dig nu, Vavthrudne!
Nu er jeg kommen i Hal
for at se dig selv.
Det vil jeg först vide,
om vís du er
eller alvidende Jætte.
Vavthrudne.
7.
Hvo er den Mand,
som i vore Haller
vender sit Ord til os?
Ud du kommer
aldrig af vore Haller,
hvis ej du mon den viseste være.
Odin.
8.
Gagnråd hedder jeg.
Fra Gang er jeg nu kommen
törstig til dine Sale.
Længe jeg rejste
og længtes efter at brydes
som Gæst til din Gård, du Jætte.
Vavthrudne.
9.
Hvorfor, Gagnråd!
står du på Gulv og taler?
Gå til Sæde i Salen.
Vi vil da prøve,
hvo visest mon være,
Gæsten eller den gamle Taler.
Odin.
10.
Ringe Mand,
som til Rigmand kommer,
skal tale klogt eller tie.
Megen Snak
slet ham båder,
når til knarvorn Vert han kommer.
Vavthrudne.
11.
Sig du mig, Gagnråd!
da du på Gulvet
vil vise din Kløgt og Kundskab:
Hvad hedder den Hest,
som drager hver Dag
hen over Slægternes Sönner?
Odin.
12.
Skinfakse han hedder,
som drager den skære
Dag over Slægternes Sönner;
ypperst blandt Heste
Rejdgoter ham agte;
Glands der går af hans Manke.
Vavthrudne.
13.
Sig du mig, Gagnråd!
da du på Gulvet
vil vise din Kløgt og Kundskab:
Hvad hedder den Hest,
som fra Østen drager
Nat over de gode Guder?
Odin.
14.
Rimfakse han hedder;
han drager natten hen
over de gode Guder.
Dråber fra hans Bidsel
dryppe hver Morgen.
Deden kommer Dug i Dale.
Vavthrudne.
15.
Sig du mig, Gagnråd!
da du på Gulvet
vil vise din Kløgt og Kundskab:
Hvad hedder den Å,
som skiller Jætternes Æt
fra Gudernes Grund.
Odin.
16.
Iving hedder Åen,
som skiller Jætternes Æt
fra Gudernes Grund.
Åben skal den rinde
gennem alle Tider.
Ej kommer der Is på Å.
Vavthrudne.
17.
Sig du mig, Gagnråd!
da du på Gulvet
vil vise din Kløgt og Kundskab:
Hvad hedder den Slette,
hvor i Strid skal mødes
Surt og de gode Guder?
Odin.
18.
Vigrid hedder Sletten,
hvor i Strid skal mødes
Surt og de gode Guder.
Hundrede Mile
er Marken bred og lang;
den Mark er bestemt til Mødet.
Vavthrudne.
19.
Vís er du, Gæst!
gå nu til Jættens Bænk;
lad os tale sammen fra Sædet.
Her i Hallen
vi sætte vort Hoved i Pant,
hvo der visest mon være.
Odin.
20.
Sig for det förste,
hvis dit Sind er víst,
og du véd det, Vavthrudne!
hvordan Jord og höjen
Himmel skabtes.
Véd du det, vise Jætte?
Vavthrudne.
21.
Af Ymes Kød
blev Jorden skabt
og af Benene Bjerge,
Himlen af den rimkolde
Jættes Hovedskal,
Bølgen af hans Blod.
Odin.
22.
Sig for det andet,
hvis dit Sind er víst,
og du véd det, Vavthrudne!
Hveden kom Månen,
som over Mennesker farer,
og den skinnende Sol?
Vavthrudne.
23.
Mundilføre han hedder,
som er Månens Fader
og den skinnende Sols.
Hver Dag de skal
over Himlen vandre,
at År kan måles af Mænd.
Odin.
24.
Sig for det tredje,
da de tro dig vís,
og du véd det, Vavthrudne!
Hveden kom Dagen,
som drager over Folket,
samt Nat og Næ?
Vavthrudne.
25.
Delling han hedder,
som er Dagens Fader;
Nat er Barn af Nör.
Ny og Næ
skabte de nådige Guder,
at År kan måles af Mænd.
Odin.
26.
Sig for det fjerde,
da vís man dig finder,
og du véd det, Vavthrudne!
Hveden kom Vinter
og varme Sommer
vel til de vise Guder?
Vavthrudne.
27.
Vindsval han hedder,
som er Vinterens Fader;
Svasud er Somrens.
(Altid de tvende
hvert År skal veksle,
til Guder forgå.)
Odin.
28.
Sig for det femte,
da vís man dig finder,
og du véd det, Vavthrudne!
hvo af Aser var ældst
og af Ymes Slægt
i årle Oldtid.
Vavthrudne.
29.
Utallige Vintre
för Jorden vorded,
blev Bergelme båren.
Fader til ham
Thrudgelme var,
Ørgelmes Ætling.
Odin.
30.
Sig for det sjette,
da vís du synes,
og du véd det, Vavthrudne!
Hveden kom Ørgelme
til Jætters Sönner
först? du forvise Jætte!
Vavthrudne.
31.
Fra Elivågerne
Edderdråber stænked.
Det voksed og Jætten vorded.
Derfra er vore Ætter
alle komne;
deraf blev vi hadske i Hu.
Odin.
32.
Sig for det syvende,
da vís du synes,
og du véd det, Vavthrudne!
hvorden den bolde Jætte
Börn monne avle,
skönt ingen Kvinde ham elsked.
Vavthrudne.
33.
Under Hrimthursens
Aksel mon vokse
Mø og Mand.
Jættens ene Fod
avled med den anden
en sekshov'det Sön.
Odin.
34.
Sig for det ottende,
da de alvís dig kalde,
og du véd det, Vavthrudne!
Hvad er det förste, du mindes,
det förste du véd?
du alvise Jætte!
Vavthrudne.
35.
Utallige Vintre
för Jorden vorded,
blev Bergelme båren.
Det mindes jeg först,
at den fremvise Jætte
i Båd blev bænket.
Odin.
36.
Sig for det niende,
da vís du nævnes,
og du véd det, Vavthrudne!
Hveden kom Vind,
som farer over Vove?
Ej man ser ham selv.
Vavthrudne.
37.
Ligsvælger han hedder,
som sidder ved Himlens Ende,
Jætten i Örneham.
Fra hans Vinger
siges Vinden at komme
over alle.
Odin.
38.
Sig for det tiende,
da Guders Skæbne
du véd, Vavthrudne!
Hveden kom Njörd
til Asers Sönner?
Han råder for Templer
og Altre rige?
dog fødtes han ej iblandt Aser.
Vavthrudne.
39.
I Vanehjem
vise Guder ham skabte
og gav ham som Gidsel til Aser;
ved Tiders Ende
atter han kommer
hjem til de vise Vaner.
Odin.
40.
Sig for det ellevte,
da Guders Skæbne
du véd, Vavthrudne!
Hvordan leve Ejnherjer
i Hærfaders Hal,
til Guder forgå?
Vavthrudne.
41.
Alle Ejnherjer
i Odins Gårde
dræbe hinanden hver Dag.
Val de kåre;
fra Kamp de ride;
sidde så som Venner sammen.
Odin.
42.
Sig for det tolvte,
hvordan Guders Skæbne
du véd, Vavthrudne!
Om Jætters Runer
og alle Guders
sige du Sandhed,
du alvise Jætte!
Vavthrudne.
43.
Om Jætters Runer
og alle Guders
kan sandt jeg sige,
thi jeg har været
i Verdner alle.
Til ni Verdner jeg kom;
nederst ligger Nivlhel.
Did gå de døde fra Hel.
Odin.
44.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Hvilke Mænd monne leve.
når den mægtige Vinter
har været i Verden.
Vavthrudne.
45.
Liv og Livthrase
monne leve i Lön
i Hoddmimesholt.
Morgendug
de have til Mad;
Deden skal Slægter stamme.
Odin.
46.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Hveden kommer Sol
på den vide Himmel,
når Fenre har slugt den förste?
Vavthrudne.
47.
En Datter
skal Solen avle,
förend Fenre den sluger.
Den Mø skal ride
sin Moders Veje,
når Gudernes Slægt forgår.
Odin.
48.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Hvo er de Møer,
som over Vandene ile?
Vejen de kende så vel.
Vavthrudne.
49.
Tre brusende Elve
styrte over Torpet
for Møgthrases Møer.
De eneste Skytsånder
i Verden de ere,
skönt de fostres i Jætters Hjem.
Odin.
50.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Hvilke Aser råde
for Gudernes Eje,
når Surts Flamme slukkes?
Vavthrudne.
51.
Vidar og Vale
bo i Gudernes Gårde,
når Surts Flamme slukkes.
Mode og Magne
skulle Mjölne have,
når Vigne er vejet.
Odin.
52.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Hvad bliver for Odin
Livets Ende,
når Gudernes Slægt forgår?
Vavthrudne.
53.
Ulven skal sluge
Slægternes Fader.
Ham skal Vidar hævne.
I Kamp han Kæverne
kløve skal
på den onde Ulv.
Odin.
54.
Meget jeg for,
meget jeg fristede,
meget jeg Magterne prøved.
Hvad sagde Odin
selv sin Sön i Øre,
för paa Bål han bares?
Vavthrudne.
55.
Ingen véd,
hvad i årle Oldtid
du sagde din Sön i Øre.
Med dødsens Mund
jeg mælte om gamle Runer
og om Sejrguders Skæbne.
Med Odin jeg skifted
Visdoms Ord.
Du er altid visest af alle.
Noter:
29. Ørgelme = Yme.
31. Slutningen af Verset lyder efter nogle Håndskrifter:
men Gnister spruded
fra Sydhjem;
Lue gav Rimen Liv.
35. Bergelme reddedes i en Båd, da Ymes Blod voldte den store Oversvömmelse.
V. 40 gives også således:
Sig for det ellevte,
hvor Ædlinge i Gårde.
dræbe hinanden hver Dag.
Val de kåre *);
fra Kamp de ride;
sidde så som Venner sammen.
49. Meningen er uklar. Møgthrases Møer ere vel Nornerne.
51. Vigne = Odin.</poem> | wikisource | wikisource_3033 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=17 to=17 header=1 /> | wikisource | wikisource_6717 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=51 to=52 header=1 fromsection=b /> | wikisource | wikisource_8393 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=3 to=10 header=1 /> | wikisource | wikisource_25711 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den yndigste rose er funden<br>
Blandt stiveste torne oprunden<br>
Vor Jesus, den dejligste pode,<br>
Blandt syndige mennesker gro'de<br>
<br>
Alt siden vi tabte den ære<br>
Guds billedes frugter at bære<br>
Var verden forvildet og øde,<br>
Vi Alle i synden bortdøde<br>
<br>
Da lod gud en rose opskyde<br>
Og sæden omsider frembryde<br>
At rense og ganske forsøde<br>
Vor slægts den fordærvede grøde.<br>
<br>
Al verden nu burde sig fryde<br>
Med salmer mangfoldig udbryde,<br>
men mangen har aldrig fornummen,<br>
at rosen i verden er kommen.<br>
<br>
Forhærdede tidsel-gemytter,<br>
Så stive som torne og støtter<br>
Hvi holder I eder så ranke<br>
I stoltheds fordærvede tanke.<br>
<br>
Ak, søger de ydmyge steder<br>
I støvet for Frelseren græder,<br>
Så får i vor Jesus i tale<br>
Thi roserne vokse i dale.<br>
<br>
Min Jesus! Du stedse skal være<br>
Mit smykke, min rose, min ære,<br>
De giftige lyster du døder<br>
Og korset så lifligt forsøder.<br>
<br>
Lad verden mig alting betage<br>
Lad tornene rive og nage<br>
Lad hjertet kun dåne og briste,<br>
Min rose jeg aldrig vil miste.<br> | wikisource | wikisource_1867 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf" from=5 to=7 header=1 /><pages index="Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf" from=269 to=276 /> | wikisource | wikisource_27007 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=513 to=514 fromsection=d tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9058 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Det, som nu skal fortælles, hændte nogen Tid, førend Mowgli blev stødt ud af Seeonee-Ulvestammen og hævnede sig paa Tigeren Shere Khan. Det var i de Dage, da Baloo lærte ham Jungleloven. Den store, gravitetiske, gamle brune Bjørn var henrykt over at have en saa lærenem Elev, thi Ulveungerne vilde aldrig lære mere af Jungleloven, end hvad der angik deres egen Stamme og Slægt, og løb bort, saa snart de havde lært Jagtreglen: »Lydløse Fødder, Øjne, som kan se i Mørke, Øren, som kan høre Vindene rejse sig fra deres Leje, og skarpe, hvide Tænder, — det er Kendemærkerne paa vore Brødre, med Undtagelse af Tabaqui, Schakalen, og Hyænen, hvem vi hader.« Men Mowgli var en Menneskeunge og maatte derfor lære en hel Del mere end dette. Stundom kom Bagheera, den sorte Panther, slentrende gennem Junglen for at se, om hans Kæledægge havde gjort Fremskridt, og laa saa og brummede med Hovedet lænet mod et Træ, mens Mowgli opremsede Dagens Lektie for Baloo. Drengen kunde klatre næsten ligesaa godt, som han kunde svømme, og svømme næsten ligesaa godt, som han kunde løbe; og Baloo, Lovens Lærer, lærte ham Skovens og Vandets Love: hvordan man kan kende en raadden Gren fra en frisk; hvordan man skal tale høfligt til de vilde Bier, naar man træffer en Sværm af dem halvhundrede Fod over Jorden; hvad man skal sige til Mang, Flaggermusen, naar man forstyrrer dens Hvile imellem Grenene midt om Dagen; og hvordan man skal advare Vandslangerne i Skovsøerne, førend man springer ud iblandt dem. Ingen af Junglefolket holder nemlig af at blive forstyrret, og alle har de en stærk Tilbøjelighed til at fare løs paa næsvise Fremmede. Mowgli lærte fremdeles »den Fremmedes Jagtraab«, som man altid maa raabe, naar man jager i Junglen udenfor sit eget Om-raade, og som skal gentages højt, indtil det bliver besvaret. Det lyder i Oversættelse: »Giv mig Lov til at jage her, thi jeg er sulten«; og Svaret er: »Saa jag da for Føden, men ikke for Morskab.«
Af alt dette kan man forstaa, hvor meget Mowgli havde at lære udenad, og han blev led og ked af at gentage det samme over hundrede Gange; men, som Baloo sagde til Bagheera en Dag, da Mowgli havde faaet paa Øret og var løbet sin Vej i Arrigskab: »EnMenneskeunge er en Menneskeunge, og han maa lære hele Jungleloven.«
»Men husk paa, hvor lille han er,« sagde den sorte Panther, der vilde have forkælet Mowgli frygteligt, hvis den havde faaet sin Villie. »Hvor kan hans lille Hoved rumme al din lange Snak?«
»Er der noget Væsen i Junglen, der er for lille til at blive dræbt? Nej. Det er Grunden til, at jeg lærer ham alt dette, og det er ogsaa Grunden til, at jeg slaar ham — meget forsigtigt —, naar han glemmer det.«
»Forsigtigt! Hvad kender du til Forsigtighed, du gamle haardpotede Fyr?« brummede Bagheera. »Hans Ansigt er helt forslaaet i Dag paa Grund af din — Forsigtighed! Uf!«
»Hellere maa han blive forslaaet fra Top til Taa af mig, som elsker ham, end komme i Fortræd paa Grund af Uvidenhed,« svarede Baloo meget alvorligt. »For Tiden lærer jeg ham Junglens Mesterord, som vil beskytte ham mod Fugle og Slanger og alle firføddede Jægere, undtagen hans egen Stamme. Hvis han blot husker Ordene, kan han nu kræve Beskyttelse hos alle i Junglen. Er det ikke en Smule Prygl værdt?«
»Naa ja — men pas dog paa, at du ikke dræber Menneskeungen. Han er ingen Træstamme, som du kan skærpe dine sløve Kløer paa. Men hvad er det for Mesterord, du taler om ? Jeg er mere skikket til at yde andre Hjælp end til selv at bede derom« — og Bagheera strakte sin ene Pote ud og saa beundrende paa sine staalblaa, knivskarpe Kløer — »men alligevel kunde jeg nok have Lyst til at høre dem.«
»Jeg skal kalde paa Mowgli, og saa kan han sige dem — hvis han vil. Kom, lille Broder!«
»Det summer i mit Hoved som i et Træ, hvor Bierne bygger,« sagde en gnaven lille Stemme over deres Hoveder, og Mowgli lod sig glide ned ad en Træstamme, meget vred og fornærmet, og tilføjede, da han naaede Jorden: »Det er for Bagheeras Skyld, jeg kommer, og ikke for din, du tykke, gamle Baloo!«
»Det er mig aldeles ligegyldigt,« svarede Baloo, skønt han baade var stødt og bedrøvet. »Saa sig da Bagheera de Junglens Mesterord, som jeg har lært dig i Dag.«
»Mesterordene for hvilket Folk?« sagde Mowgli, glad ved at kunne vise sin Dygtighed. »Junglen har mange Tungemaal, men jeg kan dem alle.«
»En Smule kan du, men ikke meget. Ser du, Ba-gheera, hvor utaknemlige de er mod deres Lærer. Ikke en eneste Ulveunge er nogensinde kommen tilbage for at takke gamle Baloo, for hvad han har lært Ham. Saa sig da Jægerfolkenes Ord, du lærde Mand.«
»Vi er af eet Blod, du og jeg,« sagde Mowgli med Bjørne-Udtalen, som alle Jægerfolkene bruger.
»Godt. Og saa Fuglenes.«
Mowgli gentog Ordene og sluttede med Glentens Piben.
»Og saa Slangefolkenes,« sagde Bagheera.
Svaret var en fuldstændig ubeskrivelig Hvislen, og Mowgli sparkede bagud og klappede i Hænderne af Selvtilfredshed, og sprang op paa Bagheeras Ryg, hvor han satte sig sidelænds, trommede med Hælene paa den glinsende Pels og skar de værste Ansigter ad Baloo, som han kunde hitte paa.
»Det var rigtigt, det var rigtigt! Det var nok en Smule Tamp værdt,« sagde den brune Bjørn kærligt. »En skøn Dag vil du tænke paa mig med Taknemlighed.« Og saa vendte han sig bort for at fortælle Bagheera, hvorledes han havde tigget Hathi, den vilde Elefant, der kender til alle den Slags Ting, om at sige sig Mesterordene, og hvorledes Hathi havde ført Mowgli ned til en Dam, for at han kunde lære Slangeordet af en Vandslange, thi han — Baloo — havde ikke kunnet udtale det, og hvorledes Mowgli nu var sikker mod alle Farer i Junglen, thi hverken Slange, Fugl eller firføddet Dyr vilde skade ham.
»Han behøver altsaa ikke at frygte nogen,« sluttede Baloo, og klappede sig paa sin tykke, pelsklædte Mave af Stolthed.
»Undtagen hans egenStamme,« sagde Bagheera sagte, og tilføjede derpaa højt til Mowgli: »Lad være at knække mine Ribben, lille Broder! Hvorfor danser du saadan op og ned?«
Mowgli forsøgte nemlig paa at faa dem til at høre efter, hvad han sagde, ved at hale i Pelsværket paa Ba-gheeras Skulder og sparke ham haardt i Siden. Da de to skænkede ham deres Opmærksomhed, raabte han netop af fuld Hals: »Og saa skal jeg selv have en Stamme og føre den afsted mellem Grenene hele Dagen.«
»Hvad er det nu for Narrestreger, du lille Drømmer?« sagde Bagheera.
»Jo, og saa skal vi kaste Grene og Snavs ned i Hovedet paa gamle Baloo,« vedblev Mowgli. »Det lovede de mig. Av!«
»Ho!« Baloos store Lab rev Mowgli ned af Ba-gheeras Ryg, og da Drengen laa mellem de store Forlabber, kunde han se, at Bjørnen var vred.
»Mowgli,« sagde Baloo, »du har snakket med Ban-darfolket — Aberne.«
Mowgli skævede til Bagheera for at se, om Pantheren ogsaa var vred, og Udtrykket i Bagheeras Øjne var saa haardt som Sten.
»Du har været sammen med Abefolket — de graa Aber — Folket uden Lov — som æder alt, hvad de finder. Det er en stor Skam for dig.«
»Da Baloo slog mig i Hovedet,« sagde Mowgli, der endnu laa paa Ryggen, »løb jeg min Vej, og saa kom de graa Aber ned fra Træerne og havde ondt af mig. Der var ingen andre, der brød sig om mig.« Han snøftede en Smule.
»Medlidenhed hos Aberne!« fnyste Baloo. »Det er ligesom om jeg vilde tale om Ro i en Bjærgstrøm eller Kølighed i Sommersolen! Og hvad saa mere, Menneskeunge ?«
»Og saa — og saa gav de mig Nødder og rare Ting at spise, og de — de bar mig paa Armene op i Trætoppene og sagde, at jeg var deres Broder og Blod af deres Blod, naar undtages, at jeg ingen Hale havde, og en skøn Dag skulde jeg blive deres Høvding.«
»De har ingen Høvding,« sagde Bagheera. »De lyver, som de altid har løjet.«
»De var meget gode imod mig og bad mig komme igen. Hvorfor har I aldrig ført mig sammen med Abefolket? De gaar paa Bagbenene, ligesom jeg, og slaar mig ikke med haarde Labber, men leger hele Dagen. Lad mig komme op! Ækle Baloo, lad mig komme op! Jeg vil op og lege med dem igen.«
»Hør nu, Menneskeunge,« sagde Bjørnen, og hans Stemme rullede som Tordenen i en hed Nat. »Jeg har lært dig hele Junglens Lov for alle Junglens Folk — undtagen for Abefolket, som lever i Træerne. De har ingen Lov. De er Udskud. De har ikke en Gang deres eget Sprog, men bruger de Ord, som de kan stjæle sig til at høre, naar de lytter og kigger og ligger paa Lur oppe imellem Grenene. Deres Skikke er ikke vore Skikke. De har ingen Høvdinger. De har ingen Hukommelse. De praler og sladrer og siger, at de er et stort Folk og vil gøre Storværker i Junglen, men en Nød, der falder ned fra et Træ, faar dem til at le, og saa er det hele glemt. Vi af Junglefolket har intet med dem at gøre. Vi drikker ikke, hvor Aberne drikker; vi gaar ikke, hvor Aberne gaar; vi jager ikke, hvor de jager; vi dør ikke, hvor de dør. Har du nogensinde før i Dag hørt mig tale om Bandarfolket ?«
»Nej,« hviskede Mowgli sagte, thi der var meget stille i Skoven, nu da Baloo havde holdt op at tale.
»Junglefolket taler ikke om dem og tænker ikke paa dem. De er saare mange, ondskabsfulde, skidne, skamløse, og hvis de har noget bestemt Ønske, saa er det, at Junglefolket skal lægge Mærke til dem. Men vi lægger ikke Mærke til dem, selv naar de kaster Nødder og Snavs ned i Hovedet paa os.«
Han havde næppe talt ud, førend en Hagl af Nødder og Kviste raslede ned mellem Grenene; og de kunde høre Aberne snøfte og hyle og hoppe arrige hid og did i Træerne.
»Abefolket er forbandet,« sagde Baloo, »forbandet af Junglefolket. Husk vel paa det.«
»Forbandet,« gentog Bagheera; »men alligevel mener jeg, at Baloo burde have advaret dig imod dem.«
»Jeg? Hvor kunde jeg ane, at han vilde lege med saadanne skidenfærdige Slyngler? Abefolket! Puh!«
En ny Salve haglede ned over Hovederne paa dem, og de to travede afsted og førte Mowgli med sig. Hvad Baloo havde sagt om Aberne, var fuldstændig sandt. De lever i Trætoppene, og da Dyrene meget sjældent ser til Vejrs, krydser Aberne og Junglefolket ikke hinandens Veje.
Men naarsomhelst Aberne finder en syg Ulv eller en saaret Tiger eller Bjørn, piner og plager de den, og de kaster Grene og Nødder efter alle Dyr for Morskabs Skyld og i Haab om at blive lagt Mærke til. Saa hyler og skriger de meningsløse Sange, og opfordrer Junglefolket til at klavre op i Træerne og slaas med dem, eller ogsaa leverer de rasende Kampe mellem hverandre indbyrdes uden Spor af Grund, og lader de døde Aber ligge lige for Næsen af Junglefolket. De er altid lige paa Nippet til at vælge en Høvding og faa egne Love og Skikke, men det bliver aldrig til noget, fordi de ikke kan huske fra den ene Dag til den anden, og derfor slaar de sig til Taals med det Mundheld, de har lavet: »Hvad Bandarfolket mener nu, vil hele Junglen senere mene,« hvilket glæder dem i høj Grad. Ingen af Dyrene i Skoven kan ,naa op til dem, men paa den anden Side vil ingen af Dyrene tage Notits af dem, og derfor var de saa glade, da Mowgli kom op for at lege med dem og fortalte dem, hvor vred Baloo var.
De havde ikke i Sinde at gøre mere — Bandarfolket har overhovedet aldrig noget i Sinde; men saa hittede en af dem paa noget, som han syntes var en glimrende Idé, og han sagde til alle de andre, at Mowgli vilde være en nyttig Person at have i Stammen, fordi han kunde flætte Kviste sammen til Skærme, der tog af for Vinden, og hvis de fangede ham, kunde de faa ham til at lære dem den Kunst. Naturligvis havde Mowgli, der jo var en Brændehuggers Barn, arvet alle Slags Instinkter, og plejede ofte at lave smaa Hytter af nedfaldne Grene uden egentlig selv at tænke over det; det havde Abefolket i Træerne set ham gøre og beundrede det højligt. Nu, sagde de, skulde de virkelig have en Høvding og blive det klogeste Folk i hele Junglen — saa kloge, at alle andre skulde lægge Mærke til dem og misunde dem. Derfor fulgte de ganske stille gennem Junglen efter Baloo, Bagheera og Mowgli, indtil det var paa Tide at tage en Middagslur, og Mowgli, der skammede sig i høj Grad over sin Opførsel, havde lagt sig til at sove mellem Pantheren og Bjørnen med den Beslutning, aldrig mere at have noget at gøre med Abefolket.
Det næste, han følte, var, at nogle Hænder greb fat i hans Arme og Ben — haarde, stærke, smaa Hænder, — derpaa, at nogle Kviste piskede ham i Ansigtet, — og saa stirrede han ned mellem de svajende Grene, mens Baloo vakte hele Junglen med sine dybe Brøl, og Bagheera sprang opad Træstammen og viste alle sine Tænder. Bandarfolket hylede af Triumf og foer op i de højeste Grene, hvor Bagheera ikke turde følge dem, mens de raabte: »Han har lagt Mærke til os! Bagheera har lagt Mærke til os! Hele Junglefolket beundrer os for vor Behændighed og vor Snildhed !« Saa begyndte de deres Flugt; og Abers Flugt igennem en Skov hører til de Ting, som ingen kan beskrive. De har deres Hovedveje og Tværveje, op og ned, fra halvtreds til halvfjerds eller hundrede Fod over Jorden, og disse Veje kan de gaa selv i Mørke, om det er nødvendigt. To af de stærkeste Aber holdt Mowgli under Armene og svang sig afsted med ham gennem Trætoppene, tyve Fod i hvert Spring. Havde de været alene, kunde de være komne dobbelt saa hurtigt af Sted, men de maatte bære Drengen og det sinkede dem. Saa svimmel Mowgli end var, kunde han dog ikke lade være med at nyde denne vilde Flugt, skønt de Glimt, han fik at se af Jorden, der langt nede, gjorde ham bange, og det frygtelige Sæt, som det gav i ham ved Enden af hver Svingning gennem den tomme Luft, fik Hjærtet til at fare op i Halsen paa ham. Hans Eskorte foer med ham op i Trætoppe, indtil han følte de tynde Kviste bøje sig og knage under dem, og svang sig saa med en Snøften og et Vræl ud og ned gennem Luften, indtil de blev hængende ved Hænder eller Fødder i de lavere Grene af det næste Træ. Stundom kunde han se milevidt ud over den stille, grønne Jungle, ligesom en Mand i en Mastetop kan se ud over Søen, og i næste Øjeblik piskede Grenene og Bladene ham i Ansigtet, og han og hans to Bevogtere var næsten helt nede ved Jorden igen. Og saaledes foer hele Bandarstammen, hoppende og larmende og vrælende og hylende, gennem Træernes Kroner med Mowgli, deres Fange.
En Stund var han bange for, at de skulde lade ham falde; saa blev han vred, men var klog nok til ikke at sætte sig til Modværge, og tilsidst begyndte han at tænke. Først og fremmest gjaldt det om at faa Bud afsted til Baloo ogBagheera, thi han vidste, at hans Venner umuligt kunde holde Skridt med den Fart, som Aberne skød. Det var til ingen Nytte at se nedad, thi han kunde kun se det øverste af Grenene, og derfor stirrede han opad, og højt oppe i den blaa Luft fik han Øje paa Chil, Glenten, der svævede rundt i store Kredse, mens den holdt Øje med Junglen og ventede paa, at et eller andet Dyr skulde dø dernede. Chil saa, at Aberne bar paa noget, og dalede nogle hundrede Alen ned for at se, om det var noget, der var godt at æde. Den peb forbavset, da den saa Mowgli blive slæbt op i en Trætop og hørte ham raabe paa Glenternes Vis: »Vi er af eet Blod, du og jeg.« Grenene lukkede sig over Drengen, men Chil svævede videre til det næste Træ i rette Tid til at se det lille brune Ansigt dukke op igen. »Læg Mærke til mit Spor,« raabte Mowgli, »og meld det til Baloo af Seeoneestammen og Bagheera fra Raadsklippen!«
»I hvis Navn, Broder?« Chil havde aldrig før set Mowgli, skønt den naturligvis havde hørt Tale om ham.
»Mowgli, Frøen. Menneskeungen kalder de mig. Læg Mærke til mit Spo-o-or!«
De sidste Ord skreg han, mens han blev svunget gennem Luften, men Chil nikkede og svævede i Vejret, indtil den ikke saa større ud end et Sandskorn, og der blev den hængende og iagttog Trætoppenes Svajen med sine skarpe Øjne, mens Mowglis Eskorte foer afsted.
»De løber ikke langt,« sagde den og smaalo. »De fuldender aldrig, hvad de begynder paa. Altid skal de have noget nyt at more sig med, de Bandarfolk. Men hvis jeg ellers forstaar mig paa Tingene, saa har de denne Gang skaffet sig en Ulykke paa Halsen, thi Baloo er ingen Fugleunge, og Bagheera kan mere end dræbe Geder, det véd jeg da nok.«
Den hvilede paa Vingerne, med Fødderne trukne op under sig, og ventede.
Imidlertid var Baloo og Bagheera nær ved at gaa ud af deres gode Skind af Raseri og Sorg. Bagheera klatrede, som han aldrig før havde klatret, men de tynde Grene knækkede under hans Vægt, og han faldt til Jorden med Kløerne fulde af Bark.
»Hvorfor advarede du ikke Menneskeungen?« brølede han til stakkels Baloo, som havde sat i et kluntet Trav i Haab om at indhente Aberne. »Hvad Nytte var det til at prygle ham halvt fordærvet, naar du ikke advarede ham ?«
»Skynd dig! Skynd dig! Vi — vi kan maaske endnu indhente dem!« stønnede Baloo.
»Med den Fart, du stiller op? En halvdød Ko kunde jo rende fra dig! Lovlærer — Ungetamper — ruller du saadan afsted en Fjerdingvej endnu, saa revner du. Sæt dig ned og tænk dig om! Læg en Plan. Lad os ikke spilde Tiden med at jage efter dem. Følger vi dem for tæt i Hælene, lader de ham maaske falde.«
»Uuh! Aah! De er maaske allerede bievne trætte af at bære ham og har ladet ham falde. Hvem kan stole paa Bandarfolket? Strø døde Flaggermus paa mit Hoved! Giv mig sorte Ben at æde! Rul mig ind i de vilde Biers Sværme, for at de kan stikke mig ihjæl, og begrav mig hos Hyænerne, thi jeg er den elendigste af alle Bjørne! Uhuhuhu—u! O Mowgli, Mowgli! Hvorfor advarede jeg dig ikke mod Abefolket, i Stedet for at slaa Hovedet i Stykker paa dig? Og maaske jeg har slaaet saa haardt, at han har glemt sin Lektie til i Dag, og saa er han alene i Junglen uden at kunne et eneste Mesterord.«
Baloo slog Labberne over Ørene og rullede sig stønnende frem og tilbage.
»Han kunde da i det mindste alle Ordene for lidt siden,« sagde Bagheera utaalmodigt. »Baloo, du har hverken Omtanke eller Agtelse for dig selv. Hvad tror du, Junglen vilde sige, hvis jeg, den sorte Panther, rullede mig sammen ligesom Sahi, Pindsvinet, og hylede?«
Rudyard Kipling: Jungle-Bogen.
»Hvad bryder jeg mig om, hvad Junglen siger? Han er maaske død nu.«
»Med mindre de lader ham falde ned fra Grenene for Løjers Skyld, eller dræber ham paa Grund af en eller anden ørkesløs Idé, er jeg ikke bange for Menneskeungen. Han er klog og vel oplært, og han har fremfor alt de Øjne, som gør Junglefolket bange. Men han er i Bandar-folkets Magt, og da de lever i Træerne, frygter de ikke for nogen af vort Folk. Og det er en slem Ting.« Ba-gheera slikkede tankefuldt sin ene Forpote.
»Fæ som jeg er! Aa, jeg fede, brune Rodgraver af et Fæhoved,« sagde Baloo og rullede sig op med et Sæt. »Sandt er det, hvad Hathi, den vilde Elefant, siger: »Hver har sin Frygt.« De, Bandarfolket, frygter Kaa, Slangen fra Klipperne. Han kan klatre ligesaa godt, som de kan. Han stjæler Abeungerne om Natten. Deres modbydelige Haler bliver kolde af Skræk, blot de hører hans Navn blive hvisket. Lad os gaa til Kaa.«
»Hvad kan han gøre for os? Han tilhører ikke vor Stamme, thi han har ingen Fødder — men han har de ondskabsfuldeste Øjne af Verden,« sagde Bagheera.
»Han er meget gammel og meget snild. Og fremfor alt er han altid sulten,« sagde Baloo forhaabningsfuldt. »Lov ham en hel Del Geder.«
»Naar han een Gang har ædt, sover han en hel Maaned igennem. Han sover maaske netop for Øjeblikket, og selv om han er vaagen, vil han maaske foretrække at dræbe sine Geder selv.« Bagheera, der ikke kendte ret meget til Kaa, var naturligvis noget mistænksom overfor ham.
»Jamen i saa Tilfælde maa vi to tilsammen da kunne faa ham snakket til Fornuft; hvad, gamle Jæger?« Og Baloo gnubbede sin falmede brune Skulder imod Pantheren, hvorpaa de travede afsted for at søge efter Kaa, Python-slangen fra Klipperne.
De fandt ham udstrakt paa en varm Klippekam i Eftermiddagssolen, i Færd med at beundre sin smukke nye Dragt; han havde levet noget tilbagetrukket i den sidste halve Snes Dage, medens han skød Ham, men nu saa han højst elegant ud, som han laa der, med det store, stumpnæsede Hoved mod Jorden, snoende sit tredive Fod lange Legeme i fantastiske Slyngninger og Krumninger, og slikkende sig om Munden, mens han tænkte paa, hvad han vilde have til Middag.
»Han har ikke ædt endnu,« gryntede Baloo lettet, saa snart han fik Øje paa Slangens smukke, brun- og gul-spættede Dragt. »Han er altid en Smule blind, naar han har skudt Ham, og meget tilbøjelig til at slaa fra sig.«
Kaa var ikke nogen Giftslange — tværtimod, han foragtede Giftslangerne og ansaa dem for Kujoner; hans Styrke laa i hans Favntag, og den, der først var bleven omsnoet af hans vældige Ringe, kunde ligesaa gærne tage Afsked med Livet.
»God Jagt!« raabte Baloo og satte sig paa sin Bag- del. Ligesom alle Slanger af den Stamme var Kaa noget døv og hørte ikke straks Raabet; men da han hørte det, sænkede han Hovedet og rullede sig sammen, parat til at møde enhver Fare.
»God Jagt for os alle,« svarede han. »Aa, er det dig, Baloo? Hvad vil du her? God Jagt, Bagheera. Jeg i det mindste trænger i høj Grad til en god Jagt. Véd I, om der er noget Vildt ude? En Daahind eller en ung Buk? Jeg er ligesaa tom som en udtørret Brønd.«
»Vi er ude paa Jagt,« sagde Baloo i en ligegyldig Tone. Han vidste, at man ikke maa overile sig, naar man taler med Kaa. Han er altfor stor.
»Saa lad mig faa Lov til at være med,« sagde Kaa. »Et Slag mere eller mindre har ikke noget at sige for dig, Bagheera, eller for Baloo, men jeg — jeg maa vente i Dagevis ved en Skovsti eller klavre den halve Nat om i Træerne, blot for at faa fat i en elendig Abeunge. Uf! Grenene er ikke, som de var i mine unge Dage. Det er raadne Kviste og tørre Pinde altsammen.«
»Maaske din store Tyngde kan bidrage til at forklare Sagen,« sagde Baloo.
»Jeg har en anselig Længde — en anselig Længde,« sagde Kaa, en Smule stolt af sig selv. »Men det er ikke Grunden; Skylden ligger hos det Tømmer, der vokser nu til Dags. Jeg var meget nær ved at falde ned, sidste Gang jeg var paa Jagt — unægteligt meget nær ved det — og da min Hale ikke var viklet tæt om Træet, gled jeg, og Støjen deraf vækkede Bandarfolket, som gav sig til at raabe de værste Skældsord efter mig.«
»Fodløse, gule Jordorm,« mumlede Bagheera i Skægget, med en Mine, som om han forsøgte paa at erindre noget.
»Sssss! Har de nogensinde kaldt mig det?« sagde Kaa.
»Saadant noget lignende var det, de raabte ned til os en Gang i forrige Maaned, men vi lagde ikke Mærke til dem. De siger alt muligt — for Eksempel, at du har mistet alle Tænderne og ikke tør give dig i Lag med større Dyr end Kid, fordi —ja, de er unægteligt skamløse, disse Bandarfolk — fordi du er bange for Gedebukkenes Horn,« vedblev Bagheera blidt.
En Slange, og især en forsigtig gammel Pythonslange som Kaa, viser meget sjældent, at den er vred, men Baloo og Bagheera kunde se de store Svælgmuskler paa begge Sider af Kaas Hals bølge og svulme op.
»Bandarfolket har skiftet Opholdssted,« sagde han roligt. »Da jeg kom ud i Solen i Dag, hørte jeg dem huje i Trætoppene.«
»Det — det er Bandarfolket, som vi søger for Øjeblikket,« sagde Baloo, men Ordene blev næsten siddende fast i Halsen paa ham, thi det var første Gang, saa længe han kunde huske, at nogen af Junglefolket havde ladet sig forlyde med, at Abernes Gøren og Laden i mindste Maade interesserede ham.
»Det er utvivlsomt ingen ringe Ting, der fører to saa-danne Jægere — sikkert Høvdinger i deres egen Jungle — paa Bandarfolkets Spor,« svarede Kaa høfligt, bristefærdig af Nysgærrighed.
»Aa,« begyndte Baloo, »jeg er ikke andet end Seeo-nee-Ulveungernes gamle og stundom meget taabelige Lærer i Loven, og Bagheera her —«
»Er Bagheera,« sagde den sorte Panther og lukkede sine Kæver med et Smæk, thi han holdt ikke af at spille den ydmyge. »Sagen er den, Kaa, at disse Nøddetyve og Palmebladsstjælere har stjaalet vor Menneskeunge, som du maaske har hørt Tale om.«
»Sahi (der, i Parenthes bemærket, er lidt for vigtig af sine Pigge) fortalte mig noget om et Menneskevæsen, der var bleven optaget i en Ulvestamme, men jeg troede ikke paa det. Sahi er altid fuld af Historier, som han kun kender halvvejs og fortæller meget daarligt.«
»Men denne Historie er virkelig sand. Det er en Menneskeunge, som der aldrig har været Mage til,« sagde Baloo. »Den bedste og klogeste og kækkeste af alle Menneskeunger — min egen Discipel, som en Gang skal gøre Baloos Navn berømt over hele Junglen; og desuden, jeg — vi — elsker ham, Kaa.«
»Ts! Ts!« sagde Kaa, svajende frem og tilbage med Hovedet. »Jeg véd ogsaa, hvad Kærlighed er. Jeg kunde fortælle Historier, som —«
»Som bør gemmes til en maaneklar Nat, naar vi alle har ædt og er oplagte til at skænke dem den Ros, som de sikkert fortjener,« faldt Bagheera ham hurtigt i Talen. »For Øjeblikket er vor Menneskeunge i Bandarfolkets Hænder, og vi véd, at af hele Junglefolket frygter de kun Kaa.«
»De frygter kun mig, og det har de god Grund til,« sagde Kaa. »Sladrende, taabelige, forfængelige — forfængelige, taabelige og sladrende er Aberne. Men et Menneskevæsen, som falder i deres Hænder, har ikke noget godt at vente sig. De bliver kede af de Nødder, de plukker, og kaster dem fra sig. De slæber afsted med en Gren en halv Dag for at udrette et eller andet stort med den, og saa knækker de den midt over. De kaldte mig ogsaa — var det ikke den gule Fisk?«
»Orm — Orm — Jordorm,« sagde Bagheera, »foruden andre Ting, som min Blufærdighed forbyder mig at gentage.«
»Vi maa minde dem om at tale godt om deres Herre og Mester. Ssssp! Vi maa hjælpe paa deres daarlige Hukommelse. Naa, hvad Vej løb de saa med Ungen?«
»Junglen alene véd det. Imod Solnedgang, tror jeg,« svarede Baloo. »Vi tænkte, at du vidste det, Kaa.«
»Jeg? Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg tager dem, naar jeg træffer dem, men jeg jager hverken efter Aber eller Frøer — og heller ikke efter Andemad paa en Dam, for den Sags Skyld. Hsss!«
»Op, op! Op, op! Hallo! Hallo! Se op, Baloo af Seeonee-Ulvestammen!«
Baloo saa til Vejrs for at se, hvor Stemmen kom fra, og fik Øje paa Chil, Glenten, der skød ned mod Jorden, mens Solen skinnede paa Vingernes opadbøjede Kanter. Det var næsten Chils Sovetid nu, men den havde strejfet henover Junglen for at søge efter Baloo og havde ikke kunnet finde ham under det tætte Løv.
»Hvad er det?« sagde Baloo.
»Jeg har set Mowgli mellem Bandarfolket. Han bad mig sige det til dig. Jeg passede paa, og saa Bandarfolket føre ham over Floden til »de kolde Lejer«. Maaske bliver de der en Nat, maaske ti Nætter, maaske kun en Time. Jeg har bedt Flaggermusene holde Øje med dem, saa længe det er mørkt. Det er mit Budskab. God Jagt, alle I dernede!«
»En fuld Kro og en dyb Søvn for dig, Chil!« raabte Bagheera. »Jeg skal huske dig, næste Gang jeg fælder mit Bytte, og gemme Hovedet til dig alene, o du bedste af alle Glenter!«
»Ikke noget at takke for. Drengen kunde Mesterordet, saa det var da det mindste, jeg kunde gøre for ham,« og Chil kredsede igen til Vejrs for at søge sin Rede.
»Han har ikke glemt at bruge Munden,« sagde Baloo og fniste af Stolthed. »At tænke sig, at saadan en lille Fyr husker Fuglenes Mesterord, og det, mens han bliver slæbt afsted gennem Trætoppene!«
»Ja, du bankede det ogsaa forsvarligt ind i ham,« sagde Bagheera. »Men stolt af ham er jeg, — og nu maa vi afsted til de kolde Lejer.«
De vidste alle, hvor det Sted var, men faa af Junglefolkene havde nogensinde besøgt det, thi det, som de kaldte »de kolde Lejer«, var en gammel, forladt By, glemt og begravet i Junglen, og Dyrene bor sjældent et Sted, hvor Menneskene en Gang har bygget. Vildsvinene gør det vel, men Jægerstammerne ikke. Desuden havde Aberne opslaaet deres Bolig der, for saa vidt de overhovedet kunde siges at have nogen fast Bolig, og intet Dyr med Selvagtelse vilde derfor nærme sig Stedet, undtagen naar der var Tørke i Junglen, thi da kunde der endnu findes en Smule Vand i de gamle, faldefærdige Cisterner og V andbassiner.
»Det er en halv Nats Vej herfra, naar vi løber med fuld Fart,« sagde Bagheera, og Baloo satte et meget alvorligt Ansigt op. »Jeg skal løbe, saa rask jeg kan,« sagde han ængsteligt.
»Vi tør ikke vente paa dig. Du maa komme bagefter, Baloo. Kaa og jeg maa løbe, saa hurtigt Benene kan bære os.«
»Ben eller ikke Ben,« svarede Kaa kort, »jeg kan da nok holde Skridt med alle dine fire Ben.«
Baloo anstrængte sig for at skynde sig, men maatte snart sætte sig pustende ned, og derfor overlod de det til ham at komme bagefter. Bagheera foer afsted i en Panthers rappe Galop. Kaa sagde ikke noget, men hvor meget end Bagheera skyndte sig, var den vældige Pythonslange dog stadig ved Siden af ham. Naar de kom til en Bjærgstrøm, fik Bagheera Forspring, fordi han sprang over den, mens Kaa svømmede, med Hovedet og to Fod af Halsen over Vandet, men paa flad Mark indhentede Kaa ham igen.
»Ved den brudte Laas, der satte mig i Frihed,« sagde Bagheera, da Tusmørket faldt paa. »Du løber ikke daarligt!«
»Jeg er sulten,« sagde Kaa. »Og desuden kaldte de mig en spættet Frø.«
»Orm — Jordorm, og gul oven i Købet.«
»Det kommer ud paa eet. Lad os skynde os,« og Kaa gled med Lynets Fart henover Jorden, mens dens sikre Øje fandt den korteste Vej at slaa ind paa.
Abefolket i »de kolde Lejer« tænkte imidlertid slet ikke paa Mowglis Venner. De havde bragt Drengen til den forladte By, og var for Øjeblikket saare vel tilfredse med sig selv. Mowgli havde aldrig før set en indisk By, og skønt denne ikke var stort andet end en Dynge Ruiner, forekom den ham højst mærkværdig og pragtfuld. En eller anden Konge havde for mange mange Aar siden bygget den paa en lille Bakke. Man kunde endnu se Spor af de brolagte Landeveje, der førte hen til de forfaldne Porte, hvor de sidste Splinter af Træet endnu hang fast ved de slidte, rustne Hængsler. Træer var voksede tværs igennem Murene, hvis Brystværn var styrtet ned og smuldret hen, og vilde Slyngplanter hang ud af Taarnvinduerne som svære, hængende Guirlander.
Et stort Palads uden Tag laa paa Toppen af Bakken. Marmorblokkene i Gaardene og Springvandene var revnede og havde røde og grønne Pletter, og selv de svære Stene i den Gaard, hvor Kongens Elefanter havde haft Bolig, var bievne skubbede til Vejrs og sprængte fra hinanden af Græs og unge Træer. Fra Paladset kunde man se ud over de talrige Rækker af Huse uden Tage, der udgjorde Byen, og som lignede en tom Bikage, fyldt med Mørke; man kunde se den uformelige Stenblok, som havde været et Gudebillede, og som stod midt paa en Korsvej; Hullerne og Fordybningerne paa Gadehjørnerne, hvor de offentlige Brønde en Gang havde været, og de knuste Tempelkupler, overgroede af de vilde Figentræers Kviste. Aberne kaldte dette Sted for deres By og lod, som om de foragtede Junglefolket, fordi det bor i Skoven. Og dog havde de intet Begreb om, hvortil disse Bygninger var opførte, eller hvordan de skulde bruge dem. De plejede at sætte sig i en Kreds i Forsalen til Kongens Raadssal, loppe sig og lege, at de var Mennesker; eller ogsaa løb de ind og ud i de ødelagte Huse, samlede Kalkbrokker og gamle Mursten i en Krog og glemte straks igen, hvor de havde gemt dem, sloges og skreg og trængte sig sammen, foer saa pludselig fra hverandre og op og ned ad Terrasserne i de kongelige Haver, hvor de rystede de højstammede Roser og Orangetræerne, blot for at have den Fornøjelse at se Blomster og Frugt falde af. De undersøgte alle Gangene og de mørke Korridorer og de talløse smaa mørke Kamre i Paladset, men kunde aldrig huske, hvad de havde set og hvad ikke; og saaledes flakkede de om, enkeltvis, parvis, eller i hele Skarer, og fortalte hverandre, at nu var de akkurat ligesom Mennesker. De drak af Cisternerne og svinede Vandet til, og saa kom de op at slaas over det, og saa foer de afsted i store Flokke og raabte: »Der er dog ingen i hele Junglen saa kloge og gode og begavede og stærke og elskværdige som Bandar-folket!« Og saa begyndte de forfra igen paa det altsammen, indtil de blev kede af Byen og vendte tilbage til Trætoppene i det Haab, at Junglefolket vilde lægge Mærke til dem.
Mowgli, der var bleven opdraget under Junglens Lov, hverken syntes om eller forstod denne Maade at leve paa. Det var sent om Eftermiddagen, da Aberne kom slæbende med ham til »de kolde Lejer«, men i Stedet for at lægge sig til at sove, som Mowgli vilde have gjort efter en lang Rejse, tog de hverandre i Hænderne og gav sig til at danse rundt og synge deres dumme Sange. En af Aberne holdt en Tale og fortalte sine Kammerater, at Mowglis Tilfangetagelse betød en ny Epoke i Bandarfolkets Historie, thi Mowgli vilde lære dem at flætte Kviste og Kæppe sammen til Skærme mod Vind og Vejr. Mowgli tog da nogle Slyngplanter og begyndte at flætte dem sammen, og Aberne forsøgte at efterligne ham, men det varede kun et Par Minutter, saa tabte de Interessen for Sagen og begyndte at trække hverandre i Halen og springe hid og did paa alle fire og vræle.
»Jeg er sulten,« sagde Mowgli. »Jeg er ukendt med denne Del af Junglen. Giv mig noget at spise, eller lad mig faa Lov til at jage her.«
En Snes Aber sprang afsted for at hente Nødder og vilde Meloner til ham; men paa Vejen kom de op at slaas, saa at de tabte de fleste af Frugterne, og de gad ikke gøre sig den Ulejlighed at bringe ham, hvad der var til- overs. Mowgli var ikke blot sulten, men ogsaa øm i alle Lemmer og vred, og han strejfede igennem den tomme By, idet han af og til udstødte »den Fremmedes Jagtraab« ; men ingen svarede, og Mowgli forstod, at han var kommen til et meget slemt Sted. »Alt, hvad Baloo sagde om Bandarfolket, er sandt,« tænkte han. »De har ingen Lov, intet Jagtraab, ingen Høvdinger — ikke andet end taabe-lige Ord og smaa, tyvagtige Hænder. Hvis jeg bliver dræbt eller sulter ihjæl her, er det min egen Skyld. Men jeg maa forsøge paa at komme tilbage til min egen Jungle. Baloo vil naturligvis prygle mig, men det er da bedre end at rende her og jage efter dumme Rosenblade ligesom Bandarfolket.«
Men ikke saa snart havde han naaet Byens Mur, førend Aberne slæbte ham tilbage, mens de sagde ham, at han ikke vidste, hvor lykkelig han var, og kneb ham for at faa ham til at være taknemlig. Han bed Tænderne sammen og svarede ikke, men fulgte de skraalende Aber til en Terrasse ovenfor de røde Sandstens-Vandbassin er, der var halvt fulde af Regnvand. Midt paa Terrassen laa, halvt i Ruiner, en hvid Marmorpavillon, bygget til Ære for Dronninger, der var døde for hundrede Aar siden. Det hvælvede Tag var delvis styrtet ned og havde spærret den underjordiske Korridor, gennem hvilken Dronningerne havde plejet at gaa herhid fra Paladset. Men Murene stod endnu, byggede af det skønneste, hvide Marmor med Reliefornamenter og prydede med Agat, Kameol, Jaspis og Lapis lazuli, og Maanen, der netop steg op over Bakken, skinnede paa det gennembrudte Stenhuggerarbejde og kastede Skygger, der saa ud som sort Fløjlsbroderi, paa Jorden bagved.
Hvor træt, søvnig og sulten Mowgli end var, kunde han dog ikke bare sig for at le, da Bandarfolket begyndte at fortælle ham, tyve paa een Gang, hvor store og vise og stærke og elskværdige de var, og hvor dumt det var af ham, at han kunde have Lyst til at forlade dem. »Vi er store. Vi er frie. Vi er vidunderlige. Vi er det vidunderligste Folk i hele Junglen! Det siger vi allesammen, og derfor maa det være sandt,« raabte de. »Du har aldrig hørt det før, og du kan bringe vore Ord tilbage til Junglefolket, saa at de for Fremtiden lægger Mærke til os, og derfor vil vi fortælle dig, hvor fortræffelige vi er.« Mowgli gjorde ingen Indvendinger, og Aberne samlede sig i Hundredevis paa Terrassen for at lytte til de mest veltalende af Stammen, der sang Bandarfolkets Pris, og naar-somhelst en Taler standsede af Mangel paa Vejr, raabte de allesammen: »Det er sandt! det siger vi allesammen!« Og Mowgli nikkede og blinkede med Øjnene og sagde ja, naar de rettede et Spørgsmaal til ham, og det løb rundt for ham ved alt dette Spektakel. »Tabaqui, Schakalen, maa have bidt dem allesammen,« sagde han til sig selv, »og deraf er de bievne gale. Dette maa bestemt være dewanee, Galskaben. Mon de aldrig vil lægge sig til at sove? Nu gaar der en Sky for Maanen. Hvis den Sky bare var stor nok, kunde jeg forsøge paa at flygte, mens det var mørkt. Men jeg er saa træt.«
Den samme Sky blev ogsaa iagttaget af to gode Venner, der laa nede i den forfaldne Grav under Byens Mur; thi Bagheera og Kaa vidste godt, hvor farlige Aberne er, naar man træffer dem i stort Antal, og havde ikke Lyst til at løbe nogen Risiko. Aberne indlader sig aldrig i Kamp, med mindre de er hundrede mod een, og der er ikke ret mange i Junglen, der har Lyst til at modtage en Kamp paa de Betingelser.
»Jeg vil gaa hen til den vestlige Side af Muren,« hviskede Kaa, »og benytte mig af den skraanende Jordbund til at gøre et hurtigt Angreb. De vil ikke kaste sig over mig i Hundredevis, men —«
»Jeg véd det,« sagde Bagheera. »Gid Baloo var her; men vi maa gøre, hvad vi kan. Naar den Sky der skjuler Maanen, springer jeg op paa Terrassen, hvor de er i Færd med at holde en Slags Raadslagning over Drengen.«
»God Jagt,« sagde Kaa barsk og gled bort i Retning af Murens vestlige Side; men denne var tilfældigvis den bedst bevarede, og det varede nogen Tid, inden den store Slange kunde finde en Vej op over Stenene. Skyen gled for Maanen, og medens Mowgli tænkte paa, hvad han nu skulde gøre, hørte han Bagheeras lette Fjed paa Terrassen. Den sorte Panther var kommen farende næsten lydløst og slog nu om sig — han var klog nok til ikke at spilde Tiden med at bide — til højre og venstre mellem Aberne, der sad i Hundredevis rundt om Mowgli. Der lød et Hyl af Forskrækkelse og Raseri, men idet Bagheera snublede over de rullende og sparkende Legemer under hans Fødder, raabte en Abe: »Der er kun een! Dræb ham! Dræb ham!« En forvirret Masse af Aber væltede sig bidende, kradsende, rivende og slidende henover Bagheera, mens fem eller seks greb fat i Mowgli, slæbte ham op ad Pavillonens Mur og puffede ham igennem Hullet i det sammenstyrtede Tag. En blandt Mennesker opdraget Dreng vilde have slaaet sig slemt, thi der var godt femten Fod ned til Gulvet, men Mowgli faldt, som Baloo havde lært ham at falde, og kom ned paa Fødderne.
»Bliv du nu dér,« raabte Aberne, »til vi har dræbt dine Venner, saa skal vi lege med dig — hvis ikke Gift-folket har gjort det af med dig forinden.«
»Vi er af eet Blod, I og jeg,« sagde Mowgli hurtigt med Slangernes Udtale. Han kunde høre det rasle og hvisle i Gruset rundtom og gentog derfor Mesterordet for en Sikkerheds Skyld.
»Gansssske rigtigt! Læg jer, alle Slanger!« sagde en halv Snes sagte Stemmer. I Indien bliver enhver Ruin før eller senere en Bolig for Slanger, og den gamle Pavillon vrimlede af Brilleslanger. »Staa stille, lille Broder, ellers træder du paa os.«
Mowgli stod saa roligt, han kunde, kiggede ud gennem Murens gennembrudte Arbejde og lyttede til den frygtelige Larm af den Kamp, der rasede rundt om den sorte Panther — Abernes Hylen og Vrælen, og Bagheeras dybe, hæse Prusten, mens han vendte og drejede sig og sparkede og slog, begravet, som han var, under Dynger af Fjender. For første Gang siden sin Fødsel kæmpede Bagheera for sit Liv.
»Baloo maa være i Nærheden; Bagheera vilde ikke være kommen alene,« tænkte Mowgli; og saa raabte han højt: »Til Cisternen, Bagheera! Spring i Cisternen! Se at naa Vandet!«
Bagheera hørte dette Raab, der sagde ham, at Mowgli var i Sikkerhed, og det gav ham nyt Mod. Tomme for Tomme, under en fortvivlet men tavs Kamp banede han sig Vej til Vandbassinerne. Og i det samme lød fra den Kant af Muren, der var nærmest ved Junglen, Baloos tordnende Krigsraab. Den gamle Bjørn havde gjort sit bedste, men han kunde ikke komme før. »Bagheera,« raabte han, »her er jeg! Jeg klavrer! Jeg iler! Halloho! Stenene glider under mine Fødder! Vent paa mig, 1 forbandede Bandarfolk!« Stønnende kravlede han op ad Terrassen og forsvandt i samme Øjeblik under en Hærskare af Aber, men han satte sig støt ned paa sin Bagdel, aabnede sin Favn, greb saa mange Fjender, som han kunde, mellem Forlabberne, og begyndte saa paa et regelmæssigt Dask-Dask ligesom en Dampers Skovlhjul. Et vældigt Plask underrettede Mowgli om, at Bagheera havde banet sig Vej til Cisternen, hvorhen Aberne ikke kunde følge ham. Pan-theren laa og gispede efter Vejret, med Hovedet lige i Vandfladen, mens Aberne stod i tre Rækker paa de røde Stentrin, dansende op og ned af Raseri og rede til at springe løs paa ham fra alle Sider, dersom han vilde krybe op for at hjælpe Baloo. Da var det, at Bagheera løftede sin dryppende Hage og i sin Fortvivlelse udraabte Slangernes Mester ord og bad om Hjælp — »Vi er af et Blod, I og jeg« — thi han troede, at Kaa var flygtet i det afgørende Øjeblik. Selv Baloo, halvt kvalt under Aberne, som han var, paa Kanten af Terrassen, kunde ikke bare sig for at le, da han hørte den sorte Panther bede om Hjælp.
Kaa havde netop banet sig Vej op paa den vestlige Mur, og det med et Sæt, der havde sendt en hel Murtinde ned i Graven; nu vilde han benytte sig af Terrænforholdene, og rullede sig sammen og op igen et Par Gange, for at være sikker paa, at hver Fod af hans Legeme var parat til Kampen. Imidlertid kæmpede Baloo videre, Aberne hylede rundt om Bagheera i Cisternen, og Mang, Flaggermusen, fløj til og fra og bragte Efterretningen om det store Slag ud over hele Junglen, indtil selv Hathi, den vilde Elefant, gav sig til at trompete, og adspredte Bander af Abefolket kom springende langvejs fra gennem Trætoppene for at hjælpe deres Kammerater i de kolde Lejer, og alle Fuglene i flere Miles Omkreds blev vækkede ved Larmen af Kampen. Men nu kom Kaa susende, rask og kamplysten. En Pythonslange kæmper ved at slaa ligeud med Hovedet, og i det Slag lægger den hele sit Legemes Kraft og Vægt. Hvis du kan tænke dig en Lanse, en Murvædder eller en Hammer paa næsten en halv Tons Vægt, dreven fremad af en koldblodig og rolig Aand i Skaftet, saa har du et svagt Begreb om, hvad Kaa lignede, naar han kæmpede. En fire eller fem Fod lang Pythonslange kan slaa en Mand til Jorden, hvis den rammer ham midt paa Brystet, og Kaa var, som vi jo véd, tredive Fod lang. Han slog tavs sit første Slag lige midt ind i den Hob, der omringede Baloo, — og han behøvede ikke at slaa flere. Aberne adspredtes øjeblikkeligt under Skriget: »Kaa! det er Kaa! Løb! Løb!«
Mange Slægtled af Aber har kyset deres Børn til at være artige med Historier om Kaa, Nattetyven, der kunde liste sig langs med Grenene uden at gøre mere Støj end det voksende Mos, og bortføre de stærkeste Aber; gamle Kaa, der kunde se ud som en vissen Gren eller en raad-den Træstub, og det saa livagtigt, at de klogeste lod sig narre, indtil den visne Gren pludselig greb dem. Kaa var Indbegrebet af alt, hvad Aberne frygtede i Junglen, thi ingen af dem kendte Grænserne for hans Magt, ingen af dem kunde se ham ind i Ansigtet, og ingen af dem var nogensinde sluppet levende ud af hans Favntag. Derfor flygtede de rædselsslagne op ad Husenes Mure og Tage, og Baloo pustede uhyre lettet. Hans Pels var meget tykkere end Bagheeras, men han havde alligevel lidt frygteligt i Kampen. Og nu aabnede Kaa for første Gang sin Mund og udtalte et eneste langt hvislende Ord, og Aberne langt borte, der skyndte sig afsted for at komme Kammeraterne i de kolde Lejer til Undsætning, standsede lamslaaede af Frygt, saa at Grenene bøjede sig og knækkede under dem. Aberne paa Murene og de tomme Huse holdt inde med deres Skrig, og i den Stilhed, der i dette Øjeblik herskede over hele Byen, kunde Mowgli høre Bagheera springe op fra Cisternen og ryste sine vaade Flanker. Saa brød Larmen løs igen. Aberne sprang højere opad Murene, hængte sig rundt om de store Stengudebilleders Halse, hoppede langs med Murtinderne og skreg, mens Mowgli dansede rundt inde i Pavillonen, kiggede ud gennem det gennembrudte Arbejde i Muren og tudede som en Ugle mellem Fortænderne for at vise sin Haan og Foragt.
»Se at faa Menneskeungen ud af Fælden dér; jeg kan ikke mere,« gispede Bagheera. »Lad os tage Menneskeungen med os og gaa. De vil maaske til at angribe igen.«
»De rører sig ikke, før jeg befaler dem det. Ssssstille! Bliv hvor I er!« hvislede Kaa, og atter blev der dødsstille i Byen. Saa fortsatte han, henvendende sig til Bagheera: »Jeg kunde ikke komme før, Broder, men jeg syntes, at jeg hørte dig kalde?«
»Jeg — jeg har maaske udstødt et Raab i Kampens Hede,« svarede Bagheera. »Baloo, er du saaret?«
»Jeg er ikke vis paa, om de ikke har revet mig i hundrede smaabitte Bjørne,« sagde Baloo og rystede alvorligt det ene Ben efter det andet. »Av, hvor jeg er øm!« Kaa, jeg tror, vi skylder dig vort Liv — Bagheera og jeg.«
»Ikke noget at tale om. Hvor er Menneskepurken?«
»Her, i en Fælde. Jeg kan ikke klavre op,« raabte Mowgli. Den sammenstyrtede Hvælvings Krumning var ovenover ham.
»Faa ham væk. Han danser ligesom Mor, Paafuglen. Han træder vore Unger ihjæl,« sagde Brilleslangerne derinde.
»Oho!« sagde Kaa og smaalo. »Han har nok Venner allevegne, den Stump. Træd tilbage, Menneskeunge, og kryb i Ly, o Giftfolk, saa skal jeg bryde Muren ned.«
Kaa saa omhyggeligt efter, indtil han fandt en Revne i Marmoret, hvis Farve viste ham, at her var der et svagt Sted; derpaa slog han et Par lette Slag med Hovedet for at mærke sig Afstanden, og saa løftede han seks Fod af sit Legeme op fra Jorden og afleverede med fuld Kraft en halv Snes knusende Slag. Muren styrtede sammen i en Sky af Støv og Murbrokker, og Mowgli sprang ud gennem Aabningen, styrtede henimod Baloo og Bagheera og slog sine Arme om de to store Dyrs Halse.
»Er du saaret?« spurgte Baloo og omfavnede ham kærligt.
»Jeg er træt og sulten og temmelig forslaaet; men aa, hvor de har mishandlet jer, mine Brødre! I bløder.«
»Det ér der ogsaa andre, der gør,« sagde Bagheera, slikkede sig om Munden og betragtede Abeligene paa Terrassen og rundt om Cisternen.
»Det gør ingenting, nu da du er i Sikkerhed, du kæreste af alle smaa Frøer!« klynkede Baloo.
»Det skal vi senere tales ved om,« sagde Bagheera i en tør Tone, som Mowgli slet ikke holdt af. »Men her er Kaa, som har vundet Slaget for os, og hvem du skylder dit Liv. Tak ham saaledes, som vore Skikke byder, Mowgli.«
Mowgli vendte sig om og saa den store Pythonslanges Hoved svaje en Fod over sit eget.
»Naa, saa det er Menneskepurken,« sagde Kaa. »Hans Hud er meget blød, og han ligner nærmest Ban-darfolket. Tag dig i Agt, lille Menneske, at jeg ikke en Gang i Tusmørket, naar jeg nylig har skudt Ham, tager fejl af dig og en Abe.«
»Vi er af eet Blod, du og jeg,« svarede Mowgli. »Du har frelst mit Liv i Nat. Mit Bytte skal være dit Bytte, hvis du nogensinde er sulten, o Kaa.«
»Mange Tak, lille Broder,« sagde Kaa, hvis Øjne tindrede af Munterhed. »Og hvad kan da en saa tapper Jæger dræbe ? Jeg vilde gærne vide det, for at jeg kan følge med, næste Gang du jager.«
»Jeg dræber ikke noget — dertil er jeg for lille — men jeg driver Gederne henimod dem, der har Brug for dem. Naar du en Gang bliver sulten, saa kom til mig og se, om jeg ikke taler sandt. Jeg kan udrette noget med disse her« — han strakte Hænderne frem — »og hvis du nogensinde skulde blive fanget i en Fælde, kan jeg maaske betale den Gæld, som jeg skylder dig, Bagheera og Baloo. God Jagt for jer alle, I mine Herrer og Mestere.«
»Vel talt,« brummede Baloo, thi Mowgli havde takket paa en meget velopdragen Maade. Pythonslangen lagde et Øjeblik sit Hoved let paa Mowglis Skulder. »Et tappert Hjærte og en smidig Tunge,« sagde han. »De vil føre dig vidt i Junglen, lille Menneske. Men skynd dig nu bort med dine Venner; gaa og læg dig til at sove, thi Maanen er ved at gaa ned, og hvad der nu skal ske, er det ikke værdt, at du faar at se.«
Maanen sank bag Bakkerne, og de skælvende Aber, der krøb sammen paa Murene og Tinderne, saa ud som løjerlige, rystende Skygger. Baloo gik ned til Cisternen for at drikke, og Bagheera begyndte at slikke sin Pels, mens Kaa gled hen midt paa Terrassen og slog Kæverne sammen med et skarpt Smæk, der fik alle Aberne til at stirre paa ham.
»Maanen gaar ned,« sagde han. »Er det lyst nok endnu til, at I kan se?«
Og fra Murene lød, med en klagende Stønnen som Vindens i Trætoppene: »Vi ser, o Kaa.«
»Godt. Nu begynder Dansen — Kaa’s Hungerdans. Sid stille og se til.« Han drejede sig to eller tre Gange i en stor Cirkel, svajende med Hovedet fra højre til venstre. Saa begyndte han at lave Løkker og Ottetaller med sit Legeme og sære ubestemte Trekanter, der gled over i Kvadrater og femkantede Figurer og bugtende Snoninger — stadig med samme Fart, hverken hurtigere eller langsommere, og stadig nynnende en sagte Sang dertil. Det blev mørkere og mørkere, indtil endelig de bevægelige, bølgende Ringe ikke længere kunde ses, men man hørte Skællene rasle.
Baloo og Bagheera stod som forstenede, det brum- mede nede i deres Struber, og Haarene paa deres Hals strittede i Vejret; Mowgli saa forundret til.
»Bandarfolk,« sagde Kaa’s Stemme endelig, »kan I røre Haand eller Fod uden min Befaling? Tal!«
»Uden din Befaling kan vi ikke røre Haand eller Fod, o Kaa!«
»Godt! Kom alle eet Skridt nærmere til mig.«
Abernes Rækker traadte hjælpeløst nærmere, og Baloo og Bagheera gjorde i samme Øjeblik modstræbende eet Skridt fremad.
»Nærmere!« hviskede Kaa, og alle rykkede igen fremad.
Mowgli lagde Haanden paa Baloo og Bagheera for at faa dem bort, og det gav et Sæt i de to store Dyr, som om de var bievne vækkede af en Drøm.
»Lad din Haand blive liggende paa min Skulder,« hviskede Bagheera. »Lad den blive liggende dér, ellers maa jeg vende tilbage — tilbage til Kaa. Aah!«
»Det er jo ikke andet end gamle Kaa, der hvirvler rundt i Støvet,« sagde Mowgli; »lad os gaa.« Og de tre lod sig glide gennem et Hul i Muren, der vendte ud mod Junglen.
»Uf!« sagde Baloo, da han igen stod under de tavse Træer. »Aldrig mere vil jeg have Kaa til Forbundsfælle,« og han rystede sig.
»Han er klogere end vi,< sagde Bagheera, dirrende i alle Lemmer. »Var jeg bleven dér, vilde det ikke have varet længe, førend jeg var sprungen lige i Gabet paa ham.«
»Den Vej vil mange gaa, førend Maanen staar op næste Gang,« sagde Baloo. »Han vil faa en god Jagt — paa sin egen Manér.«
»Men hvad betød da det hele?« spurgte Mowgli, der ikke kendte noget til en Pythonslanges Magt over andre Dyr. »Jeg saa ikke andet end en stor Slange, som gjorde nogle løjerlige Bugtninger, indtil det blev for mørkt til at se noget. Og hans Snude var helt blodig. Hoho!«
»Mowgli,« sagde Bagheera vredt, »hans Snude var blodig for din Skyld, ligesom mine Øren og Flanker og Poter og Baloos Hals og Skuldre er blodige for din Skyld. Hverken Baloo eller Bagheera vil kunne have nogen Fornøjelse af Jagten i lang Tid.«
»Det er lige meget,« sagde Baloo; »vi har Menneskeungen igen.«
»Sandt nok; men han er kommen os dyrt til at staa, baade med Hensyn til Tid, der kunde være anvendt til god Jagt, med Hensyn til Saar og til Haar — min Pels er næsten plukket helt af Ryggen paa mig — og endelig med Hensyn til Ære. Thi husk vel paa det, Mowgli, at jeg, den sorte Panther, blev nødt til at bede Kaa om Hjælp, og baade Baloo og jeg blev saa dumme som Smaafugle af at se paa Hungerdansen. Og alt dette, Menneskeunge, kom af, at du legede med Bandarfolket.«
»Det er sandt, det er sandt,« sagde Mowgli bedrøvet. »Jeg er en ond Menneskeunge, og min Mave er tung af Sorg.«
»Hm! Hvad siger Jungleloven, Baloo?«
Baloo vilde nødig skaffe Mowgli flere Ubehageligheder, men han kunde ikke forvanske Loven og mumlede derfor: »Anger redder aldrig for Straf. Men husk paa, han er saa lille, Bagheera.«
»Vist husker jeg det, men han har gjort Ulykker og maa derfor have sine Prygl. Mowgli, har du noget at sige til dit Forsvar?«
»Nej. Jeg har handlet ilde. Baloo og du er saarede. Jeg fortjener at faa Prygl.«
Bagheera gav ham en halv Snes Rap — rene Kærlighedsklap fra en Panthers Synspunkt; de vilde næppe have vækket en Pantherunge — men for en syv Aars Dreng var det saa alvorlig en Dragt Prygl, som man vel kunde ønske sig fri for. Da det var overstaaet, snøftede Mowgli og rejste sig op uden at sige et Ord.
»Naa,« sagde Bagheera, »sæt dig saa op paa min Ryg, lille Broder, saa vil vi gaa hjem.«
En af de smukkeste Bestemmelser i Jungleloven er den, at naar Straffen er fuldbyrdet, er Forbrydelsen glemt. Der er ingen, der skænder bagefter.
Mowgli lagde sit Hoved paa Bagheeras Ryg og sov saa dybt, at han ikke en Gang vaagnede, da Pantheren lagde ham fra sig i den hjemlige Hule. | wikisource | wikisource_29981 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Allæ the thettæ breff høræ eller se eller høræ, suo wel thom ther nw æræ som hær efter komme sculæ, scal thet witerlict waræ, at efter thet at allæ thisse thry rike Danmarc, Suerike oc Norghe met en ræt endrecht oc sæmyæ oc kerlich oc gothwilghæ huars rikesens om sich oc met radh oc fullbordh oc samthykke høghbørne førstynne, wor nadighe fru drotning Margretæ, oc met allæ thryggiæ rikesens gothwilghæ oc fulkomlicæ samthyct, biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ oc ganze oc menæ rikesens almughæ j huort riket om sich, war høghboren oc werdich første, wor nadighe herræ koning Erik til en ræt herræ oc koning taken, walder oc wnfongen ouer alle thisse thry riken, sidhen wpa sancte Triniatis søndach nw war j nafn Fadhers oc Søns oc then Helghe Andz hær j Kalmarn efter allæ rikesens gotho manne samthyct oc radh, bothe klerkæ oc leeghmen, krunether oc j koningxlich stol setter ouer thisse thry koningxrike met then werdichet, som bothe j andelich oc j wæriltzlich stykke en ræt krunith koning til bør at besidiæ oc wæræ ouer thisse thry koningxrike Danmarc, Suerike oc Norge, tha war her j for:de tymma oc stadh en stadhelich oc wbrydelich sæmye, fridh oc forbinding halneth, deythingeth oc ænd met radh oc samthykke then for:de wor herres koning Erics oc then for:de wor fru drotning Margretes oc met en ræt endrecht oc samthykke alle rikesens radhgeure oc men aff alle thry koningxriken fulbordet j thenne modæ, som her efter følger.
1. Først at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær koning Eric, j hans lifdaghe, oc sidhen ewinnelicæ scule thisse thry riken en koning hafue oc ey flere ouer alle thry riken, suo at riken aldre at scilias meer, om Gudh wil. Sidhan efter thenne koningxens lifdaghæ scal en koning ouer al thry riken weliæs oc takes oc ey flere, oc scal engte et riket en koning takæ eller welghæ her efter wtan met fulborlich samthykke oc endrecht allæ thrygge rikenæ. Gifuer oc Gudh thenne koning søn eller thom, efter hanom kommæ, en søn eller flere, tha scal en til koning weliæs oc takas ouer al thry riken oc ey flere; the andre brøthræ worthe met annet herscap belente oc bethenkte j riken, oc døttre, om han thom faar, tha gøre ther om efter thy, som laghen wt wiser, oc jo en aff koningxsøner, om Gudh wil, at tha noken til ær, at thisse thry riken hanom weliæ, oc han blifue koning oc ey flere, som fore er sacht. Kan oc koningen barnløs frafalle, thet Gudh forbyudhe, at tha rikesens radhgeuere oc men en annen weliæ oc takæ, then thom Gudh gifuer til nadhe, ther the efter theræ bestæ samwit oc the witæ for Gudh rætist oc skellixt oc riken nyttest wæræ, met en ræt samdrecht alle thrygge rikenæ, oc at engin sich her amot setter eller annet j dragher, wtan som fore screfuit star.
2. Oc sculæ alle thry koningxriken j en samdrecht oc kerlich blifue oc særæ, suo at engte et scal sich fran thet annet draghe met noken twædrecht eller syndran, wtan huat thet enæ wpa gar entich met orlogh eller met andre wtlensche manne afæktan, thet scal thom wpa ga alle thry, oc huort thera annet behelpelicht wæræ met al troscap oc al macht, thoc suo at huort riket blifuer widh syn lagh oc ræt, oc koningen efter thy, hanom bør at hafue.
3. Framdeles scal koningen styræ oc radhæ met sit rike i Danmarc om hws oc feste, lagh oc dom efter thy, som ther ær lagh oc ræt, oc koning ægher oc bør at gøræ, suo oc j Suerike oc j Norghe efter theræ lagh oc ræt, oc koning ther ægher oc bør at gøræ; oc draghes engin lagh eller ræt wt aff eet riket oc wt j annet, the ther ey før hafuæ warit logh eller ræt, wtan koningen oc huort riket blifue widh syn lagh oc ræt, som fore er sact, oc huort bør at blifue.
4. Kan thet oc suo wortha, at a noket et aff thisse rike orlogh eller hærscyold wpa styrter, huilket et thorræ thet helzt kan worthe, tha scule the andre tw riken, nar koningen eller hans embitzmen wpa hans wegne thom til sigher, met macht oc al troscap thet riket til hielp oc werghe komme, huart thom worther til sact, entich til land eller watn, oc scal huort et riket thet annet til hielpe kommæ oc waræ, som ther til bør, wtan alt arct, thoc suo, at huor et riket eller bathe tw ehet enæ til hielp komme, tha scal man j thet riket thom met spisan oc kost oc fodher aff rikesens embitzmen there nøthorft forese oc bæring, oc scipe, at landet oc almughen ey forderuet worther; en om thorræ thienisto løn, scadhe oc fenxel eller annet, thet suo til rørir, ther stonde koningen thom fore, oc ey rikesens embitzmen eller almughe ther om queliæ eller a talæ then tidh. Oc ther riken all eller noket theræ orlogh a styrter aff wtlensc hær, tha scal sich ther engin met hielpræthe take eller werghæ, at han engin thiænist plictigh ær wtan til syt eghit landemære; thet hafuom wi alle ouer gifuet oc samthyct, at en woræ scal then annen hielpe oc følghe j huilket rike thes nødh gørs, for then sculd at al thry riken æræ nw oc worthe scule wnder en koning oc herræ oc blifuæ som et rike.
5. Hær met scule alle feydhe oc twædrecht, som mellom riken her til aff longe forlidhnæ tymæ warit hafue, næther legges oc aldre mer wppas eller wp draghes, oc aldre mer et rike orloghe wpa thet annet oc engte thet wp draghe, ther orlogh eller wsæmye ma aff komme, wtan blifue alle som eet rike wnder en koning, som fore er sact. Oc scal huor man, høgher oc lagher, widh ræt oc lagh blifue oc sich nøghe lade j lagh og ræt, oc met engin døthfeyde eller annen wræt eller høghmod noken then annen forthrykke eller wforrætæ then, ther mindræ formæ; wtan alle scule ræthes Gudh oc wor herra koningen, oc alle stonde hans budh efter thy, som til bør, oc hans embitzmen, the han til setter wpa synæ wegne, oc ræte ouer thom, som her amot bryde.
6. Worther oc noken j noket riket fridhløs eller bilthoger eller forflictogher j annet rike for syn rætæ brut, tha scal han suo wel i thet enæ rike wara fridhløs som j thet andræ, oc scal hanom engin heyne eller forsuare, wtan huro han worther a talæther oc a kerther, ther scal man ouer hanom rætæ efter thy, som han brut hafuer oc ræten til sigher.
7. Item om nokræ deythingen eller ærende worthe wpedhe eller om talit met fræmethe herræ eller stædher eller thorræ budh till wor herra kongen, j huilket rike han tha ær stedder, tha hafue han oc hans radh, the tha nær æræ stedde, jo nokra aff huort riket, thes macht, huat han oc the ther om gøre oc ende wpa thisse thry rikes wegne, huat guthelixt oc skellixt oc nyttelixt ær til wor herra konigens oc thisse thry rikes gagn.
8. Item scal man al thisse forscrefne stykke oc article suo gøre oc holde som fore screfuet star, oc thom suo wt thydhe oc menæ, at thet wardher Gudh til hedher oc wor herra konigen oc riken til gagn oc gotho oc fridh, oc at huor lade sich nøghe j lach oc ræt; oc wore thet suo, at noken wore, som her amot wilde gøre, at alle the aff thisse rike hielpa wor herra koningen och hans embitzmen, som han ther til setter, met godh tro oc al macht thet at styræ oc ther ouer at rætæ efter thy, som ræt ær oc ther widher bør.
9. Framdeles scal wor fru drotning Margretæ styræ och besidiæ, radhe oc beholde j henne lifdaghe whindrit met al koningxlich ræt, engte wnden taket, efter henne wilghe alt thet, som henne fadher oc henne søn henne wnte oc gafue i thoræ lifuende liff oc j thorræ testament, oc suo j Suerike henne morghen gaue oc annet, thet rikesens men j Suerike hafue met henne ouer enæ dræghet oc samthyct, at hwn beholde scal; suo oc henne morghen gaue j Norghe oc thet henne herræ koning Hakon oc henne søn koning Oleff henne ther wnt oc gifuet hafue bothe j thorre lifuende liff oc j thorræ testament, oc et mughelict testament at gøræ efter sich oc thet at holde, thoc suo at landen oc slotten komme igen frij oc wmbeuoren til koningen, nar hwn dør, wtan suo mange pæninge oc gotz, som hwn mughelica bort gifuer j syt testament, som fore er sact, aff thetta forscrefne, som henne ær botho gifuet oc wnt, at thet stadicht oc fast blifuer oc holdes, oc huat hwn hafuer alle redho til foren fran sich antwortet eller gifuet eller bort guldet eller lent j thisse thry koningxrike j Gudz hedher oc henne wene oc thienere, at thet oc blifuer stadicht oc fast efter thy, som thet er giort, oc at koningen oc rikesens men j thisse thry koningxrike hielpe henne thetta forscrefne at besidiæ oc beholde oc beskyrme oc werghe oc at heynæ j goth tro j henne lifdaghe wtan arct, om thet nødh gørs. Wille ok nokræ henne j thisse forscrefne stykke wforrætæ eller henne her i amot at gøre, arghæ eller hindræ i nokræ modæ, tha wille j i goth tro met al macht wære henne ther j behelpelike at scipe henne ræt ouer thom, som thet gøre, oc wnne wi henne, at hwn ma takæ Gudh til hielp oc thom, henne hielpe wilghæ, at sta ther amot oc wrghæ sich wforwit.
Til mere bearing alle thisse forscrefne stykke, at the scule stadighe, faste oc wbrydelicæ blifue ewinnelica met Gudz hielp oc j alle mode oc met alle article, som fore screfuet star, oc at breff sculæ gifues wppa perkman screfne, tw aff huart rike, suosom ær Danmarc, Suerike oc Norghe, ludende j alla modæ oc met allæ artikele, som hær fore screfuet star, oc sculæ incigles met wor herræ koningens oc wor fru drotningens oc rikesens radz oc mens oc køpstæthes jncigle aff huort af thisse thry rike Danmarc, Suerike oc Norghe oc at alle thisse stykke æræ suo talædhe oc ende, oc at the j alle modæ suo fuldraghes oc fulkommes oc blifue sculæ, som fore screfuet star, tha hafuom wi Jæcop oc Hinric aff Gudz nadh erchebiscope j Lund oc j Wpsalæ, Pæther oc Knut met samma nadh i Roskilde oc i Lyncopunk biscopæ, Karl aff Toftæ, Jønes Anderssøn, Sten Beyntsson, Jønes Rut, Thure Beyntssøn, Folmar Jacobssøn, Erengisl, Pæther Nielssøn aff Agarth oc Algut Magnussøn, riddere, Arent, prouest j Oslo, Amund Bolt, Alff Harilssøn og Goute Erikssøn, riddere, ladit wora incigle met goth wilghæ henges for thettæ breff.
Scriptum Kalmarn anno Domini mocccoxco septimo die beate Margarete virginis etc.
Kilde.
Citeret fra Lauritz Weibulls "Nordisk historia. Forskningar och undersökningar. Del III", Stockholm: Natur och kultur 1949, s. 46-50 | wikisource | wikisource_20172 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
1. Dankonning lod gribe en havfrue fin;
hende lader han da udi tårnet alt knibe,
for hun fremmede ikke hans vilje!
2. Dandronning hun kalder på svendene to
"I lader den havfrue for mig indgå,
for hun skal nu fremme min vilje. "
3. Ind kom den havfru’ og stedtes for bord:
"Hvad vil I mig, dronning, I sendte mig ord?
Jeg kan ikke fremme Jer vilje."
4. Dandronningen klapper på hynden så blå:
"Du sidde, havfrue, og hvil dig derpå,
for du skal nu fremme min vilje."
5. "Vil I så forråde mit unge liv:
her ligger jo under den hvasseste kniv,
hvordan skulle jeg fremme Jer vilje?"
6. "Og ved du alt dette, så ved du alt mer:
du sig mig derfor om min skæbne alt fler,
så kan du nu fremme min vilje."
7. "Men ved jeg din skæbne, og siger jeg den:
du lader mig da vist på ilden opbrænde;
thi fremmer jeg ikke din vilje."
8. Du føde skal sønner så bolde tre,
dit unge liv så forspilder de,
så fremmer jeg nu alt din vilje.
9. Den ene skal konning i Dannemark vær',
den anden skal kronen af røde guld bære,
så kan jeg nu fremme din vilje.
10. Den tredje skal være så viis en mand,
du dit unge liv skal lade for ham!
Nu har jeg alt fremmet din vilje."
11. Dandronningen svøber sit hoved i skind,
så gik hun i salen for dankongen ind,
for hun har nu fremmet min vilje.
12. "Og hør allerkæreste Herre min,
vil I give mig denne havfrue fin?
for hun har nu fremmet min vilje."
13. "Jeg giver ret aldrig denne havfrue liv,
thi hun har forrådt mine snekker syv,
da fremmed' hun ikke min vilje."
14. Dandronning hun sortned' da ret som en jord,
hun dåned' al død for konningens bord,
for hun fremmede da hendes vilje.
15. "Min kære, I tag det dog ikke så nær,
følg hende til strande med dine møer,
men hun har nu fremmet sin vilje."
16. Dandronningen taler til sine småmøer:
I følg nu den havfrue ud til den sø,
thi hun har nu fremmet min vilje."
17. Den havfru hun sattes på bølgen hin blå.
Dandronningen græd der, og slet ingen lo,
så havde hun fremmet sin vilje.
18. "I skal ikke græde, græd ikke for mig,
thi Himmerigs dør den står åben for dig.
Nu har jeg alt fremmet din vilje.
19. I Himmerig skal du snart bygge og bo:
der fanger du dig først hvile og ro.
Nu har jeg alt fremmet din vilje."
</poem> | wikisource | wikisource_13494 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=129 to=150 header=1 /> | wikisource | wikisource_24785 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=7 to=13 exclude=8 header=1 /> | wikisource | wikisource_7629 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>„Stille Børn, eller kan I ikke være stille, saa ud med Jer!" Peter Hansen en kraftig og temmelig høj, yngre Arbejdsmand med lyst Haar og alvorlige, graablaa Øjne, aabnede den lave Dør, der fra det lille Kjøkken førte ud i en indelukket Gaard og skubbede lempeligt to Smaadrenge og en noget ældre Pige ud i Gaarden. Derpaa gik han ind i Stuen, satte sig ned, nippede til et Glas Øl, der stod paa Bordet og spiste saa videre paa et stort Rundenom Fedtebrød og en Spegesild.
„Naar Børnene støje, og Du saadan hoster, er det ikke til at udholde," sagde han i en modløs Tone og saae halv bebrejdende hen til den store Seng med det blaastribede Omhæng, hvorfra et smalt, blegt Ansigt tittede frem.
„Hosten er ogsaa bleven værre", lød det klagende.
„Er den nu bleven værre igjen? — Det er da ogsaa farligt saa længe den Sygdom varer."
„Den kan være forbi før Du tror, Peter."
Manden satte hurtig Glasset fra sig og saae paa den Syge, der kom Liv og Udtryk i Ansigtet.
„Du mener da ikke, Ane Marie?"
„Jeg mener Ingenting, Far, men naar man hoster Nat og Dag og hverken spiser eller sover, gaa Kræfterne jo, som rimeligt er."
Han rejste sig hurtig og sagde ivrigt:
„Nu rører jeg en Æggeblomme og varmer lidt Øl, det vil nok hjælpe, skal Du se."
„Lad bare være, jeg kan ikke faa det ned, jeg kan ikke engang lide at se det. Men hvis Du vil rette Puden lidt?"
„Saadan, lad mig rigtig ryste den," han holdt hende oppe med den ene Haand og rystede Puden af al Magt med den anden.
„Aa, nej, hold op, jeg kan ikke taale det, — lad mig hellere ligge."
Hvor saae hun mat og bleg ud, Peter Hansen forstod, at der var Fare.
„Hanne," han kaldte den lille Pige ind, „det er bedst, Du løber efter Doktoren. — Jo, Moder, jeg tør ikke Andet."
I Stedet for den stærke Modsigelse, han havde ventet, lød et svagt: „Naa ja, ellers vilde Du maaske i Tiden angre, at Du ikke havde kaldt ham."
I de fem Uger den trofaste Husmoder havde været syg, var den Mulighed, at det kunde gaa mod Døden aldrig før kommen Peter Hansen i Tanke. Der var et opskræmmet, uroligt Udtryk i hans Ansigt da Doktoren kom.
„Min Kone er syg, rigtig ussel. Jeg vil gjøre for hende, hvad der kan gjøres."
Doktoren nikkede fast, som skrev han Ordene op indvendig, hilste saa venligt paa den Syge og skred til at undersøge hende.
„Hvorfor har De ikke hentet mig før?"
„Det faldt os aldrig ind, at det behøvedes, Forrige Aar havde hun ogsaa Hoste, men den gik af sig selv. — Er det for sent?"
„Det vil vi da ikke haabe, men hun maa straks paa Hospitalet.
„Paa Hospitalet! Det vil hun vist ikke. Vi skal nok pleje hende godt herhjemme."
„Lov ikke, hvad De umulig kan holde, men hold, hvad De lovede før og gjør for hende, hvad der kan gjøres. Arme Kone, Luften er jo fuld af Kulos; det blev nok en net Pleje.
Om en Time kommer Vognen for at hente Dem."
„Jeg vil helst blive herhjemme," hun rystede hjælpeløs paa Hovedet, „jo, for Børnenes Skyld. Selv om jeg ligger, har de dog En at spørge og ty til, naar Fader er paa Arbejde. — Min Mand vil nok pleje mig godt, nu han veed det er Alvor."
„Han kan det ikke med sin bedste Villie.
Lig nu kjønt ganske stille til De bliver hentet. De er en ordentlig Kone, ser jeg paa Alt, Deres Tøj er rent og helt, og De maa paa ingen Maade trætte Dem med Omklædning. Hospitalet sørger jo desuden for Munderingen. — Naa, Mand, se dog ikke saa fortabt ud!"
„Jo, for det er ligesom" — han ledte efter et betegnende Udtryk — „ligesom Støtterne reves fra Taget, naar Moder forlader os."
Den Syge sukkede dybt, men var for mat til at gjøre Modstand, og da Lægen var gaaet, sagde hun sagte:
„Det gaar nok Altsammen, skal Du se. For Dig Peder, bliver det nu alligevel en Lettelse at faa mig af Vejen, saa Du kan sove i Fred."
Han svarede ikke, men stønnede: „At jeg ikke kom i Tanker om at hente ham før!"
Børnene vare nu komne ind. De to Smaa stode forskræmte i Krogen ved Dragkisten, og den tiaarige Hanne lyttede grædende til Moderens Anvisninger og Formaninger. Det var en lille Vildkat med lyst, krøllet Haar og Smilehuller i Kinder og Hage, men i Øjeblikket var Smilet langt borte. Skulde hun nu være som Moder, sørge for de Andre og holde sig fra Legepladsen? —
Til den fastsatte Tid kom Vognen, hvori et blødt, bekvemt Leje var redt til den Syge. Peter Hansen bar hende varsomt ud.
„Gud hjælpe os nu Allesammen," sagde han med brudt Stemme og saa nikkede han til hende.
„Du ser vel til mig i Morgen, Peter?"
„Ja det tænker jeg da," lød det ganske tørt, men Ane Marie saae og forstod, hvad der rørte sig i ham.
De smaa Drenge raabte: „Moder, Moder!" Men Faderen bød dem haardt, tie stille og være ordentlige.
Saa kjørte Vognen langsomt bort. Peter Hansen blev staaende i Døren og stirrede efter den, men da den drejede om Hjørnet, gik han ind i den tomme Stue — aa hvor var den tom — satte sig ned, lagde Armene paa Bordet og hulkede af Hjertensgrund.
Han havde ikke altid været god mod sin Hustru, følte han, tidt havde han sagt haarde, uskaansomme Ord. Han huskede en Nat, da han halvsovende spurgte: „Er det ikke snart nok med den Hoste? Kan en anden En ikke faa Lov til at sove i Fred?" Hun blev ikke vred, men sagde undskyldende: „Holder jeg den tilbage, er det som skulde jeg kvæles." — „Saa host bare væk," svarede han mildere, men det var dog tungt at tænke paa alligevel. —
Hvad kunde han nu gjøre for hende? Der kom en hel ny Tanke og den kom med Magt. Han rejste sig og kaldte paa Børnene.
„Vil I gjerne have Moder hjem igjen?" Spurgte han kjærligt.
„Ja, aa ja," raabte de i Munden paa hverandre.
„Skal vi saa knæle ned og bede om det? Fold Hænderne, I Smaa, saadan det var ret." Han tav et Øjeblik, saa kom det:
„Fader i Himlen giv os vor Moder igjen, skjøndt vi ikke har fortjent det, Amen!"
Samme Eftermiddag gik en slank, pyntelig klædt, femtenaarig Pige og rev Gangene i Haven foran en smuk, lille Villa, der laa i Byens Udkant op til en stor Tømmerplads. Foraaret meldte sig tidligt; Vintergjækkene, der indhegnede et Par af Bedene, vare fuldt udsprungne og paa de solrigeste Steder saas gule Krokus og smaa røde Anemoner. En høj, atten-nitten-aarig Knøs gjennemgravede Græsplainen. Han saae lidt muggen ud, men havde store, smukke Øjne og et viljefast Ansigt. Det var Husets Søn. Pigebarnet var en fjern Slægtning og behandledes af Husmoderen halv som Datter, halv som Tyende. At hendes Moder i denne Stund førtes til Hospitalet ahnede Ellen ikke, og hun smaasang nok saa glad, medens hun arbejdede.
Det var over to Aar siden hun kom her, og Ellen kjendte grundigt sin Stillings Lys- og Skyggesider. Onklen var altid venlig og overbærende, og Tanten ogsaa god imod hende, paa sin Vis, men hun fordrede en saa ubetinget Lydighed og saa fuldkommen Opgiven af Barnets egen Villie, at det tidt faldt svært. Saa maatte hun lidt hjem og udøse sit Hjerte for Moderen, hvis milde Ord gjerne fik Magt over det brusende Sind.
God Kost, gode Klæder, god Undervisning, daglig Indøvelse af Orden og Renlighed, — Moder havde Ret, der var meget at takke for.
Fru Stub stod i det aabne Vindue og betragtede de Arbejdende. Hun var Tømmerhandler Stubs anden Hustru og Stedmoder til Sønnen, selv havde hun ingen Børn. Det valen middelhøj, fyldig Smaakjøbstadsfrue. En lidt brusende Kniplingskappe sad paa Toppen af det temmelig svære, graasprængte Haar. Kjolen, der sluttede fast og tæt om den spændte Figur, viste, i Forening med det regnbueskinnende Silkeforklæde, at hun yndede levende Farver. Tyk Guldkjæde, ualmindelig stor Brystnaal og mange Ringe fuldstændiggjorde Dragten. At hendes Mand, trods stigende Velstand og stigende Anseelse, forsmaaede Grosserertitlen og ikke heller ønskede Agentværdigheden, var hende en Kilde til Sorg.
„Ellen! — Du maa ikke paa nogen Maade rive i Alleen udenfor. Det er Pigens Arbejde og passer ikke for Dig."
„Om Forladelse," sagde Ellen straks. Det var undertiden vanskeligt for hende at finde Rede i, hvad der var Pigens Arbejde, og hvad der var hendes.
Idet hun forlod Alleen gik en Arbejdsmand forbi og nikkede ind til hende.
„Nu blev din Moder kjørt paa Hospitalet," sagde han halv hviskende, „jeg mødte Sygevognen og hørte hende hoste."
Ellen slap Riven og fløj ind.
„Tante, Moder er bragt paa Hospitalet, maa jeg gaa hjem og høre hvordan hun har det?"
„Kom dog ikke saadan farende, Pigebarn!" Jeg kan godt faa min slemme Hjertebanken, naar Du saadan buser løs. I Aften kan Du ikke gaa, vi vente jo Photographens til The. Jeg veed, i det Hele, ikke, — maaske er det noget Smitsomt, og det har Du ingen Ret til at føre over os."
„Det er vist Brystsyge. Moder har længe været haardt forkjølet, og Manden, der fortalte mig det, havde hørt hende hoste. — Saa maa jeg da nok gaa i Morgen?"
„Ingen kan forbyde Dig at gaa," Husets Søn stod foran Vinduet støttet til Spaden, han saae næsten truende op til Moderen.
„Ti dog, Valdemar, og bland Dig ikke i vore Sager. — At den, der gaar uden Tilladelse, vil finde Døren lukket ved Tilbagekomsten, ved Ellen godt."
„Ja, men i Morgen maa jeg jo nok?"
„Ja, hvis det da ikke er Diphteritis, Typhus eller noget andet Skrækkeligt. — Tør nu Øjnene, Ellen, og vær en god Pige. Photographens har Børnene med, og Du maa se at more Dem det Bedste, Du kan. — At Du ogsaa skal spille lidt for os, er en Selvfølge."
„Hun kan jo endnu ikke spille noget Ordentligt, Moder, saa lad hende dog være fri."
„Ellen gjør som jeg siger."
Pigebarnet bøjede Hovedet og ilede saa op i sin egen lille Stue, et Gavlværelse med Udsigt over Tømmerpladsen helt hen til Stranden. Der var saa fint og hvidt, saa fredeligt og stille derinde. Et kort Hulkeudbrud, fulgt af en ivrig Badning af Øjnene, saa maatte hun ned igjen, ordne Thebordet, lege med Børnene og lade den ubetydelige Smule, hun lige havde lært, lyde fra Fortepianoet.
Tømmerhandleren, en svær, noget undersætsig Mand med et velvilligt, rødladent Ansigt, et muntert Sind og et varmt Hjerte, klappede Ellen paa Hovedet og nikkede i Aftenens Løb gjentagene Gange opmuntrende til hende. Sønnen havde fortalt ham, at Ellens Moder var syg, og han var fast bestemt paa at staa Barnet bi, hvis der lagdes Hindringer paa hendes Vej.
Det var en lang Nat for Ane Marie, men hun nød Stilheden og den friske Luft. Der var højt til Loftet; naar Øjet maalte Afstanden, var det næsten som lettedes Aandedraget. Hjemme havde det sommetider været, som om det svære Bjælkeloft rugede tyngende over Brystet. Underlig befriende var det ogsaa, at her havde man Lov til at hoste, og her var det i sin Orden, at man var syg.
Da Hospitalet i Øjeblikket var forholdsvis tyndt besat, havde Lægen givet hende en Enestue. Det var mere for de andre Patienters Skyld, end for hendes, men hun nød den uvante Ro i fulde Drag. — Dog, hvordan gik det dem derhjemme? Ja, nu fik de da en uforstyrret Nat, men saa, hvad saa? — Hun vaandede sig, saa den venlige Sygeplejerske hørte det og kom ilende. —
Den ellers saa opmærksomme Ellen var denne Morgen adspredt ved Konfirmations-Forberedelsen.
Præsten mærkede det godt, men kjendte ikke Grunden, dog sagde han ved Afskeden:
„Hvem der har noget paa Sinde og ønsker Raad eller Vejledning er altid velkommen."
„Tak," sagde Ellen ganske højt, og saa løb hun forbi de andre Unge lige hen paa Hospitalet. Bare der nu var Adgang? Jo, Moderen laa paa Enestue, hun maatte gjerne komme ind.
Nej, hvor saa Moderen dog bleg og underlig forklaret ud, egentlig saa kjøn.
„Aa Moder, min Moder!"
„Tys, lille Ven, ikke saadan," Sygeplejersken holdt hende blidt tilbage.
„Det er min ældste Pige, Søster Elise, jeg maa nok tale med hende?"
„Ja gjerne, naar hun vil være rolig. — Men naar De har saa stor en Datter, behøver De da ikke at ængstes saa meget for de Smaa derhjemme."
Den Syge rystede paa Hovedet, og der gik et smerteligt Træk over det indfaldne Ansigt.
„Hun er ude mellem Fremmede, har allerede tjent sit Brød i over to Aar, det lille Skind."
Ellen blev purpurrød.
„Jeg er hos Slægtninge," sagde hun ivrigt, men Søster Elise saae alvorligt ind i det unge, blussende Ansigt og sagde mildt og stille:
„Det er ingen Skam at tjene, lille Pige. „jeg er iblandt Eder som den der tjener", med disse Ord har Herren, vor Frelser, adlet Tjenergjerningen.
Ellen blev endnu rødere eg skammede sig.
„Naa, Barn, sæt Dig nu hos mig. — Hvordan staar det til hjemme?"
„Tante var ikke meget for" —
„Det er ikke det, jeg bryder mig om," Stemmen lod utaalmodig, „jeg spurgte om, hvordan de havde det hjemme, Fader og Børnene."
„Der har jeg ikke været, Moder, jeg løb lige fra Præstegaarden herhen."
„Du kunde dog gjerne gaaet der først," den Syge saae bebrejdende paa hende, „alle mine Tanker dreje sig jo om dem hjemme, det maa Du da kunne forstaa. Jeg har hele Tiden tænkt: naar Ellen kommer, vil jeg da kunne faa ordentlig Besked — og saa har Du ikke engang været der," hun var lige ved at græde.
„Jeg har ikke tænkt paa Andet end Dig, Moder, men i Morgen skal jeg nok gaa der først."
„Ja, det maa Du endelig, — og mon Du dog ikke ogsaa kan være en lille Smule til Hjælp for din Fader og dine Sødskende i denne svære Tid?"
„Du veed hvordan Tante er, Moder."
„Ja det er ogsaa sandt. — Nu hører Du jo hjemme der, og synes vel, Du har større Pligter mod dem, end mod os. Forvænt er Du jo ogsaa bleven, det har tidt været min Sorg, Græd nu ikke, Ellen, jeg veed godt, at Du holder af os Alle, dette var bare Tankeløshed. I Morgen faar jeg nok rigtig Besked."
„Aa, Moder, jeg er saa bedrøvet. Maaske jeg kan se herind i Eftermiddag."
„Nej det skal Du ikke; Hanne kommer efter Skoletid, og Fader naar han gaar fra Arbejde, og saa kan jeg ikke mere." Hun lukkede synlig udmattet Øjnene, og Sygeplejersken betydede Ellen, at hun helst maatte gaa.
Saa gik hun da stille bort fra Hospitalet. Aa, hvad skulde hun dog gjøre? Jo, allerførst vilde hun løbe hen til det gamle Hjem.
Døren var lukket, da hun kom, og Nøglen laa ikke, hvor Moderen plejede at lægge den, naar hun gik ud. Ellen løftede sig op paa Taaspidsen og tittede ind over de rødprikkede Trækgardiner. Der saae slet ikke ud som ellers derinde, paa Bordet var spildt Vand, og der laa afgnavede Brødskorper ved Siden af en iturevet Barnebluse. Kakkelovnen røg ogsaa, og bag det blaastribede Omhæng saas en uredt Seng.
Nej, det kunde ikke gaa! Bare hun dog havde havt Nøglen og kunnet ordne lidt, før Faderen kom hjem til Middag. Hun gik rundt om Huset og ledte i Baggaarden om Nøglen, men fandt den heller ikke der. Saa gik hun igjen, skuffet og lettet paa engang. Ja ogsaa lettet, bedre var Ellen ikke. Hjemme hos Tanten holdtes Alt saa rent og mønsterværdig ordentligt. Pigen udførte alt det grovere, besværlige Arbejde, og Ellens Haand maatte ikke røre Gulvklude, Skurevisk, Koste og Børster. Og saa at tage fat her! — Hun syntes det var uoverkommeligt.
Idet Ellen skraaede over Gaden saae hun Børnene mylre ud af Skolen. Hanne, der havde en større Pige under Armen, svingede leende sin Pose. Alle Bekymringer vare i Øjeblikket glemte.
„Goddag, Hanne! — Hvad har Du dog gjort ved din Kind?"
„Jeg brændte den i Morges, da jeg tændte Ild i Kakkelovnen."
„Kom Du Petroleum paa?
„Ja, bare et Par Draaber, men der var i Forvejen Ild i Tørvene, og saa slog det op i iys Lue og brændte min Kind. Skolefrøkenen sagde, at det var godt, jeg beholdt Øjet. — Nu skal jeg hjem og lave Mad, stege Flæsk og koge Kartofler, til Fader kommer. Du maa ikke sinke mig." Skjælmen spillede i Øjet, og Smilehullerne viste sig.
„Vær endelig forsigtig, Hanne!" — Skulde hun gaa efter Barnet? — Nej, hun kunde da ikke saadan, uden videre, forsømme sine egne Pligter.
Der kom Faderen langt henne i Gaden; hun ilede hen til ham.
„Har Du været hos din Moder, Ellen?"
„Ja, aa Fader, tror Du, at hun kommer sig?"
„Jeg haaber det, men for hende selv var det vel bedst, om hun slap. Har Du nogensinde tænkt paa, hvad din Moder har været for Dig, fra Du var lille af, Ellen? — Naa, det har Du. Saadan gaar det ikke mig, jeg har aldrig før forstaaet, hvordan hun i Stilhed har baaret det Tunge og jevnet Vejen for os Alle i Stort som i Smaat. Hvor har hun vadsket, stoppet, lappet og holdt sammen til det Yderste. Hele, tørre Strømper til os Allesammen hver Morgen. Og saadan en Forvalter over Pengene; god, nærende Mad Dagen igennem. — Der hænger mit nye, ordentlige Tøj og fylder op i Skabet hjemme, medens Moders tyndslidte, forstoppede Kjoler krybe sammen i Krogen paa de bageste Sideknager. Jeg saae det i Morges og lovede i mit stille Sind, at det skulde faa en anden Gænge, hvis hun kommer tilbage. — Nu skal Hanne være Husmoder, arme, lille Kryb! Drengene har jeg sendt til Asylet og vil nu hente dem paa Vejen. — Ja, Du har det godt, Ellen."
„Jeg er saa bedrøvet, Fader, bare jeg kunde hjælpe Dig."
„Det kan Du ikke, min Pige, vi har jo selv valgt for Dig, og Du maa nu gaa din Vej og vi vor."
Han nikkede til hende og gik saa langsomt hen ad Vejen til Asylet. Hvor saae han modløs og bekymret ud! Det var ikke til at udholde, hun maatte tale med Tanten og faa Lov til at gaa hjem et Par Timer om Dagen i det Mindste. —
„Hvor bliver Du dog af, Ellen?" Tante Konradine saae opbragt ud, „Bordet er ikke dækket endnu, og Klokken vil straks slaa."
„Jeg skal skynde mig, Tante," Bordet dækkedes i Hast, der fyldtes Vand i Glaskanden og sattes Stole om. Hun var lige færdig, da Onklen og Fætteren traadte ind.
„Naa, hvordan havde din Moder det saa?" spurgte Tømmerhandleren ivrigt.
„Hun hoster slemt og saae saa mat og bleg ud, at jeg næsten ikke kjendte hende."
„Og hvordan stod det til hjemme?"
Fru Stub faldt hurtig ind: „Ellen havde ikke faaet Lov til at gaa hjem."
„Jeg gik der forbi, Tante, og havde Døren været aaben, var jeg rigtignok ogsaa gaaet ind og havde ordnet lidt derinde. Fader skal paa Arbejde Klokken seks, og Hanne er kun ti Aar, Niels fem og lille Ole tre, saa kan Enhver nok vide, at de trænge til Hjælp og en Smule Tilsyn. — Jeg maa nok gaa lidt derhen siden, maa jeg ikke?"
„Nej, maaske i Morgen, ikke i Dag. — Taarer nytter intet, Ellen, Du maa beherske Dig, eller gaa fra Bordet."
„Hvorfor i Alverden maa hun ikke se ind til sin Fader i Eftermiddag?" Herr Stubs Øjne lyste skarpt og hvast.
„Jeg har mine Grunde, Stub."
„Det har Ellen ogsaa, og hendes Grunde er da indlysende nok. — Velbekomme Allesammen! — Naar Du handler, som en Datter bør handle, skal jeg altid støtte Dig, min Pige. At din Fader i denne Tid trænger mere til Dig, end vi gør, er klart."
„Mener Du, jeg helst skulde være der, Onkel?" Blikket var ængsteligt, for det havde hun dog ikke tænkt sig.
„Det var jo det Bedste, og driver dit Hjærte Dig dertil, skal der ingen Modstand gøres. — Naa, Valdemar, gaar Du med ud paa Tømmerpladsen?"
„Ikke lige nu, Fader," han greb en Avis og satte sig ved Vinduet.
Ellen tog af Bordet, hentede saa Kaffetøjet og dækkede igjen.
„Din sorte Kjole er kommen," begyndte Tanten i en mildere Tone, „den ligger oppe i dit Værelse. Tag den paa og kom saa ned og lad mig se Dig."
Martssolen skinnede ind i den lille Stue. Stærene pippede og fløjtede udenfor, og der laa den fine, sorte Kjole paa Kurvestolen ved Sybordet. Saa smuk en Kjole havde hun aldrig ejet, og saa yndig havde den lille Stue aldrig forekommet hende. Bagkamret, hvor hun havde ligget derhjemme, stod pludselig for hende i al sin skumle Uhygge, og saa Arbejdet! — Men hvor saae Moderen dog sørgmodigt og bebrejdende paa hende, fordi hun ikke bragte Tidende fra Hjemmet, de Øjne kunde hun slet ikke glemme. Faderens Skikkelse saae hun ogsaa for sig og lille Hanne med den brændte Kind. — „Aa, hvad skal jeg dog gøre," lød det igjen. —
„Kjolen sidder jo, som var den støbt," sagde Tante Konradine fornøjet, og saa drejede hun Pigebarnet rundt, men Valdemar løftede Hovedet og bemærkede:
„Det ser ud, som bar Ellen allerede Sorg for sin Moder."
„Fy, ti dog, vil Du ødelægge hendes Glæde? — Bryd Dig ikke om ham, Ellen, Du skal nok faa Lov til at besøge din Moder i Morgen. Jeg har nu den Tro, at hun snart kommer sig og Fader klarer sig saamænd nok uden din Hjælp. Som jeg har været og er imod Dig, min Pige, kan Du nok forstaa, at din Plads er her og din første Pligt at gøre, hvad jeg ønsker. — Se her, Ellen," hun aabnede en Skuffe og udtog et Etui, „dette er noget, Tante har bestemt for Dig. Vil Du se, hvad det er?" Hun lod et smukt lille Sølvuhr med Kæde svinge frem og tilbage for Ellens beundrende Øje. „Det er endnu ikke dit, men Du har det i Vente."
„Den Sang er snart totusinde Aar gammel," Valdemar rejste sig heftig, „alt Dette vil jeg give Dig, hvis — ja, jeg skal ikke fortsætte."
Fru Stubs Øjne bleve ganske stive og udtryksløse af Harme.
„Dette er over Grændsen," Stemmen var halvkvalt.
„Nok muligt, Moder, men Ellen har hørt Ordene, og jeg haaber, De skulle blive hende til Hjælp." Han bøjede sig henimod den unge Pige og hviskede: „Du husker jo Svaret: vig fra mig."
Ellen trak sig tilbage.
„Det er saa kjærligt af Tante," sagde hun, „der er ikke Noget, jeg hellere vilde have end et Uhr. — Men Tante kan nok indse, at jeg bør staa min Fader bi i denne svære Tid, og saa vil Du ogsaa tillade, at jeg deler mig."
„Deler Dig? — Synes Du, at der er Noget at dele? Synes Du, jeg fordrer for meget af Dig? — Skal jeg maaske, stakaandet som jeg Stakkel er, tørre Støv af Stoleben og Lister, vaske Glas og Kopper af og gøre alt det Pilleri, Pigen ikke maa røre, grov og klodset som hun er. Dele Dig! Som om der ikke allerede gik Tid nok fra mit Arbejde til Præstelæsning og Spillefrøken. Jeg vilde skamme mig i dit Sted." Uhret lagdes i Etuiet og sattes ned i Skuffen med haard Haand.
„Jeg er ikke utaknemmelig, Tante."
„Saa det synes Du ikke, Du er." Blikket var foragteligt, og hun tilføjede strengt: „Tag straks Kjolen af, Ellen, og hæng den ind i mit Skab, endnu er den min."
Da Ellen kom ned igen, mødte hun Fætteren.
„Veed Du, hvad jeg vil gøre, Valdemar? Jeg vil tale med Præsten."
„Naa, det vil Du. — Jeg synes ellers, Vejen maa ligge saa soleklar for dit Øje, at Du ingen Vejviser behøver."
„Jeg vil dog helst høre, hvad Præsten raader."
„Ja, gaa saa bare, Du faar nok ren Besked af ham, tør jeg sige."
Valdemar saae underlig haard ud, syntes hun, han maatte da kunne forstaa, at Valget var svært. —
Præsten modtog Ellen med et venligt Nik. Han havde lige hørt, at hendes Moder laa paa Hospitalet og gættede derfor Anledningen til hendes Komme.
„Sæt Dig ned mit Barn og tal ud. Hvad har Du paa Sinde?"
Saa kom det da Alt, men det kom afbrudt og sammenblandet. Selv kunde hun ikke finde ud af, hvad der burde gøres, han maatte hjælpe hende. Det lød næsten som et Nødraab.
Præsten tav en Stund, derpaa spurgte han stille.
„Hvad vilde Du nu helst jeg skulde raade Dig til?"
Ellen blev blussende rød, for hun vidste det i ikke selv. Det vilde være svært at blive fra Hjemmet, men ogsaa svært, umaadelig svært at miste sin Plads i det andet Hjem. Hvad skulde hun svare?
Præsten ventede en Stund, saa begyndte han igjen.
„Er det ikke ligesaa meget din egen Ulyst til at forlade din Onkels Hus og tage den alvorlige Gjerning op derhjemme, som din Tantes Trusler og Bebrejdelser, der holder Dig tilbage? Prøv Dig selv, Barn, stil Dig frem for Guds Ansigt og se Sandheden ærligt i Øjet. — For mig synes det, som ligger den smalle Vej og den brede Vej lige foran Dig, og saa gælder det om ikke at svigte."
Ellen græd stærkt, men var ikke længer i Tvivl.
„Saa vil jeg i Morgen gaa hjem og blive hjemme."
„Ja, gjør det, mit Barn, Gud velsigne Dig!" —
Da Ellen ved Hjemkomsten kom ind i Entreen, hørtes høje Stemmer fra Dagligstuen. Tømmerhandlerens lød, som var han vred og gav Ordre.
„Naa, Ellen, hvad sagde Præsten saa?"
„Han mente, at jeg burde være hjemme hos Fader, — og saa maa jeg vel ogsaa nok gaa i Morgen og blive der indtil videre?" Det bedende Blik søgte uvilaaarlig hen til Onklen.
„Ja vel, min Pige. — Det er tusindfold bedre at gøre sin Pligt, selv om den er streng, end at gaa med en ond Samvittighed. Gid din Moder snart maa blive rask, saa Du kan komme her tilbage, for vi ville savne Dig."
Han tog hendes lille, lyse Hoved mellem sine kraftige Hænder og kyssede hende paa Panden. Men Fru Stub, der først var bleven rød og saa bleg raabte:
„Indtil videre, siger Ellen, og Du taler om Tilbagekomst, det er som jeg ikke var til. Men det skal Ellen vide, at den Plads, der engang er vraget, kan ikke indtages igen. — Naar jeg tænker paa hvordan jeg havde sørget for hende, en ny Kommode hel fuld af det dejligste Lintøj, og at alt det Arbejde nu er til ingen Nytte!"
„Men Kone dog, det vil Barnet jo altid kunne have Brug for."
„Du synes maaske, at jeg skulde give hende det med?"
„Ja, jeg ikke alene synes det," han talte lavere end ellers og saae ud som en Selvhersker, „men vil det. — Styr nu dit Sind, Konradine, for det bliver ikke anderledes."
„Jeg har kjøbt Uhret for mine egne private Penge," hun dirrede af Vrede.
„Saa behold det kun. En flittig Pige har Uhr i Hovedet og klarer sig nok. — Nu ikke et Ord mere; her skal være Fred i Huset saa længe jeg staar for Styret."
Fru Stub sendte den grædende Ellen et forbitret Blik og da Manden havde lukket Døren udbrød hun lidenskabeligt:
„En smuk Afsked maa jeg sige. Saadan en lille Slange, der ikke skammer sig for at sætte Splid mellem Ægtefolk."
Men Valdemar gik hen til Ellen og hviskede ganske sagte: „Husker Du hvordan det endte? — Da Fristeren havde faaet Nej, kom Englene og tjente ham." —
Medens dette gik for sig, vandrede Peter Hansen efter fuldendt Dagsgjerning til Hospitalet, hvor Ane Marie laa tællende Minuterne og regnende ud naar Manden kunde komme.
„Naa, Mor, hvordan gaar det? — Du ligger jo fint her."
„Ja, der er ikke Noget at klage paa, — men hvordan staar det til derhjemme?"
„Ja, hvordan staar det til," lød det vemodige Svar.
„Du er da fri for at høre min Hoste, veed jeg."
Han rystede paa Hovedet: „Den lyder nu alligevel for mig Dag og Nat."
Der blev en lille Pavse, saa spurgte hun ivrigt: „Har Du set Ellen?"
„Ja, jeg mødte hende, da hun gik herfra. Saadan en kjøn, stor Pige, hun er bleven og saa ligner hun sin Moder."
„Nu havde Du havt Brug for hende, Peter."
„Aa ja, men Barnet har slaaet Rod i en anden Jordbund, og det er bedst, vi lade hende blive der. Dig kunde hun dog ikke erstatte, Mor." Han standsede et Øjeblik og hviskede saa: „Jeg tænker Du er bleven syg, fordi Gud vilde lære os, hvad Du var. Lad mig tale ud — Du blev ikke paaskønnet, som Du skulde have være paaskønnet," en halvkvalt Hulken endte Tilstaaelsen.
„En anden En har ogsaa sit at angre," lød det ydmyge Gjensvar. Derpaa sagde hun Fast og dog ligesom bedende: „Jeg stoler paa Dig, Peter!" En svag Angst for, at Sorgen skulde friste ham til Nydelse af stærke Drikke, ulmede i hendes Sind.
„Ja," han forstod, hvad hun mente, og saae hende aabent og frit ind i Øjet, „hvad det angaar, kan Du være rolig,"
Saa nikkede de til hinanden og han rejste sig for at gaa.
Ude i Gangen mødte Peter Hansen Sygeplejersken.
„Bliv lidt", sagde han ivrigt og stak hende en i Avispapir vel indsvøbt Krone i Haanden, „vær god mod Konen derinde, saa skal det ikke blive ved denne ene Gang."
„Nej, nej, paa ingen Maade, jeg tager ikke mod Penge, men skal nok være god imod hende. Vi ere gode mod alle vore Syge, og hun er nu saa sjelden rar og taalmodig."
„Ja, det er hun, har hun altid været." Halv skuffet puttede han Pengene til sig igjen.
Der var koldt og uhyggeligt i Hjemmet. Hanne havde faaet de Smaa i Seng og sat Brød, Fedt og Øl frem til Faderen. Da han havde taget Plads kom hun ogsaa med den lille, flade Brændevinsflaske, hvoraf han hver Aften plejede at skænke sig en Snaps, men han stødte til hendes Haand.
„Gaa med den, min Unge, og sæt den ikke frem før vor Mor kommer hjem. — Nu kunde en Mundfuld varm The smage, men det kan Du vel daarlig overkomme? — Naa ja, saa holder vi os til Øllet.
Haglen piskede paa Ruderne og Træerne i Haven bøjede sig under Blæstens Tag, da Ellen tidligt om Morgenen lavede sig til at gaa. Det var svært at tage Afsked med den lille Stue. Hun lagde sig paa Knæ derinde og befalede sig Gud i Vold.
„Farvel, Onkel, og mange, mange Tak! Du har altid været saa ejegod imod mig."
„Naa, naa, det er jo ingen Adskillelse. Frisk Mod, min Pige, det gaar nok. — Har Du sagt Farvel til din Tante?"
„Nej, men nu vil jeg." Hun bankede sagte paa Sovekammerdøren.
„Farvel, Tante, og Tak for alt Godt."
„Farvel, Ellen Hansen, gid Du aldrig maa fortryde det Skridt Du gjør." Men Meningen var egentlig: gid Du grundig maa fortryde det.
„Naa, skal det nu være?" Valdemar rejste sig. „Se dog ikke saa modfalden ud, Ellen, jeg tror nu, det er en ren Lykke, at Du kommer herfra. Man gaar jo her og bliver saa smaaskaaren i Tankegang og Alt, jo, Ellen, det smitter, dit Hoved er blevet fyldt med tusinde Smaating, der ikke er en Bønne værd. Og saa Maden, rigtig Kræseri, Alt af bedste Skuffe; det er jo en Ødelæggelse for saadanne to Unge som os. — I næste Maaned haaber jeg, at min Englandsrejse bliver til Alvor. Saa skal jeg ogsaa ud at døje, for paa de store Maskinværksteder begyndes altid nedefra. — Hvor er dit Tøj?"
„Jeg har blot denne lille Bylt, det jeg havde med mig, da jeg kom."
„Det er ogsaa ligemeget, Fader sørger nok for dig. — Farvel, Ellen, og glem, at jeg tidt har været en Drillepind." Han rystede hendes Haand og i hans Hjerte lød et varmt: Gud velsigne og bevare Dig, men det udtaltes ikke. —
Hvor var det underligt at aabne Hjemmets Dør med den Tanke, at nu skulde hun blive her.
Hanne stod og fejede, da hun kom, det lyse, krøllede Haar struttede til alle Sider og hele Stuen var i en Støvsky.
„Godmorgen, Hanne!"
„Godmorgen, Ellen, men hvorfor kommer Du dog saa tidligt, længe før jeg er færdig."
„Jeg vil selv gjøre det færdigt herinde. Sæt Dit Haar, lille Hanne, og klæd Dig paa, Du skal jo snart i Skole. Jeg bliver her nu og hjælper Fader, medens Moder er syg?
„Nej, gjør Du virkelig? Det er rigtignok godt, for jeg er ordentlig kjed af det Hele." Hun smed Kosten og hoppede i Vejret af Glæde.
„Du vil nok hjælpe mig for Alvor, Hanne, løbe Ærinder og gjøre mange andre Ting. — Har vi Sand i Huset?
„Ja, en lille Bunke, men den skal holde Ugen ud, sagde Fader, derfor strøede jeg ikke Sand, før jeg fejede. — Aa, her ligger saa mange Strømper, der skal stoppes. Fader rimpede et Par af sine egne sammen i Aftes, men han var ked af det. Moder stoppede ogsaa mens hun laa syg, men de sidste Dage faldt Arbejdet hende ud af Haanden. — Naa, nu vaagner Drengene kan jeg høre. Niels og Ole, Ellen er her."
„Ellen!" — De to Smaafyre kom springende paa bare Fødder og klyngede sig opad hende. Saa tog hun dem i Favn, de savnede vist Moderens Kjærtegn.
„Jeg er saa sulten," raabte lille Ole, „faar vi snart Noget."
„Ja, men I skal først klædes paa. Hanne, Du maa hjælpe dem lidt."
Arbejdet kom alt paa engang, syntes Ellen, og det snurrede næsten rundt for hende. Dog det gjaldt at begynde. Saa fik hun da allerførst Ilden til at brænde og den lille, gamle forbrændte Kjedel sat over. Børnene joges lempeligt ind i Bagkamret, Vinduerne kom op og Sengen redtes. Det kneb med at pusle og vende den store landlige Underdyne, men hun fik det da gjort. Da hun havde fejet Gulvet og tørt Møblerne af med en fugtig Klud, som Moderen plejede at gjøre, begyndte Kjedlen at dampe og Laaget at løfte sig.
Ellen lukkede nu Vinduerne og fremtog den lille, grove Dug, eller rettere store Serviet, der altid laa i Bordskuffen. Den var ganske ren og havde vist ikke været brugt i Sygdomstiden. Thedaasen fandt hun ogsaa, den var næsten tom, men indeholdt dog mer end nok til dette Maaltid. Rugbrødet laa ved Siden af Fedtkrukken, paa Hylden i Madskabet. „Mon jeg kan holde den Kost ud", tænkte Ellen medens hun smurte Mad til Børnene.
„Er I nu færdige derinde?"
Nej, det havde lange Udsigter. Niels gjorde Modstand hver Gang Hannes Haand, bevæbnet med den store Kam, nærmede sig hans krøllede Hoved.
„Ingen Snak, lad mig komme til. Hvem der vil have The maa være ordentlig."
De smaa Urostiftere lode sig imponere og Hanne fuldendte sin egen Paaklædning. Derpaa sagde hun glad: „Nu gaar jeg efter Hvederne, fader har givet mig Penge."
„Faa vi Hvedetvebakker, det er jo dejligt. Se saa, nu er I to pæne Drenge. Dog nej, der er jo Huller paa dine Strømper, Niels, og ogsaa paa dine, lille Ole, dem maa jeg stoppe, mens I spise."
„Her er jo ligesaa fint inde, som da Moder var rask." Niels saae sig fornøjet om mens han nød sin Morgenmad, men Hanne raabte utaalmodig:
„Skal jeg følge Børnene til Asylet, maa Du give dem Strømperne, Ellen, for det er snart min Skoletid."
„Oles er i Stand og Niels ene, men dette skrækkelig store Hul paa Hælen maa gøres færdigt."
Det var en sand Lettelse, da Børnene omsider drog af. Ellen kastede sig paa Knæ og gav Taarerne frit Løb.
„Bare jeg maa kunne holde det ud. Aa, Herre, hjælp mig at holde det ud!"
Spanden var tom og Kjøkkenbordet opfyldt af brugte Kopper og Skaale, Stegepanden og Kartoffelgryden vare heller ikke rensede. — Naa, der laa Klipfisk i et Fad med Vand, en Lerskaal med raa Kartofler og et Potmaal med Byggryn stod ved Siden, det havde Faderen vist selv ordnet til Middagsmaden.
Ellen postede Spanden fuld og skruppede saa løs, først paa Bordet saa paa det skrækkelig tiltrampede Kjøkkengulv. Derefter kom Turen til Bagkamret. Nej, hvor der saae ud! Børnetøj, gamle Billedbøger, Papir og Klude flød mellem hverandre. Hvor skulde hun begynde og naar kunde hun blive færdig?
„Tag bare fat, saa gaar det," hvor tidt havde hun ikke hørt dette opmuntrende Tilraab nede paa Tømmerpladsen. Nu gjaldt det hende. Saa tog hun fat med ærlig Villie og det gik ogsaa. Rigtig renset og vasket blev der jo ikke, men fejet, tørt Støv af, ordnet og stillet til Rette. Tilsidst eftersaa hun med en vis Tilfredsstillelse hele den lille Lejlighed. Men der i Krogen stod Kurven med Strømpebunken, den havde hun rent glemt. Nej, det var for meget, hun brast i Graad.
Dog, det kunde ikke gaa an, Moderen længtes vist efter hende. — Saa badede Ellen da Øjnene — hendes gamle Raad — og tog Hatten paa og den kjønne, lille Trøje med Perlemorsknapperne. Den passede ikke rigtig til hendes nuværende Forhold, syntes hun.
Medens hun gik til Hospitalet lysnede det for hende. I Dag kunde hun da bringe Moderen Tidende fra Hjemmet. Hvad mon hun vilde sige?
„Naa, Ellen, har Du saa været hjemme?"
„Ja, Moder, jeg ikke alene har været der, men er der, bliver der, mener jeg."
Moderen sagde ikke et Ord, men hendes Hænder foldedes og hendes Blik søgte opad, medens et Udtryk af Fred og Hvile gik hen over det blege Ansigt. — Det var Løn nok for Alt, mer end Løn nok. Ellens Hjerte fyldtes af Tak og Glæde.
„Søster Elise! — Min Datter bliver hjemme hos Faderen og de Smaa."
Min Datter, saadan havde Moderen aldrig før kaldt hende, det lød som en Ærestitel.
„Naa det glæder mig," Sygeplejersken saae venligt paa Ellen, „det er da ogsaa det naturligste."
„Ja, men jeg havde ikke ventet det, og Faderen vilde ikke forlange det, — men saadan styrer Gud Hjerterne." Hun laa igen ganske stille.
„Fader skal have Vandgrød og Klipfisk til Middag, saa jeg maa vist snart gaa."
„Ja, sørg godt for Din Fader og de to Smaa. Hanne maa Du bruge, hvor Du blot kan, holde ordentligt til Arbejde, det har hun bedst af. — Og tag saa ikke altfor ivrigt fat fra begyndelsen, min Pige for dette bliver vist langvarigt. Farvel, Ellen, Gud velsigne Dig, Sig til Din Fader, at nu tror jeg nok, jeg kommer mig."
Foden løb let hjem og det varede ikke længe før Kartoflerne vare skruppede og Fisken skrabet. At Vandforbruget var meget større, end nødvendigt, gik kun ud over hende selv.
Da Faderen kom hjem med Niels og Ole, en i hver Haand, var Maden færdig og Bordet dækket. Ellen, der havde taget et af Moderens store Forklæder paa, lukkede Døren op.
„Velkommen hjem, Fader! — Jeg skal hilse fra Moder og sige, at nu tror hun nok, hun kommer sig."
„Saa hun har det bedre! — Kan I høre, Niels og Ole, Moder har det bedre." Han nikkede til de Smaa, som vilde han sige: ser I, det hjælper at bede. Derpaa tog han de store med Halm vel forede Træsko af og Drengene fulgte Eksemplet.
„Naa, Listeskoene staa ved Kakkelovnen, det er næsten som var vor Moder kommen hjem. — Saa Du har faaet Lov til at hjælpe os, Ellen?"
„Ja, Fader, jeg bliver her for det Første, og Moder er glad over det."
„Jeg ogsaa, om Du nu kan holde det ud. — Gud velsigne Maden! Lang kun til, Børn, vi behøve ingen Tallerkener."
Ellen gøs lidt, men turde ikke sige Faderen imod, dog det var Hanne ikke bange for.
„Moder vil helst, vi skal bruge Tallerkener, for ellers bliver det, der levnes, ikke saa godt, siger hun."
„Ja saa gør vi, som Moder synes. Jeg vilde bare skaane Ellen for al den Opvaskning."
Grøden fik rivende Afsætning og det tomme Fad viste, at Omhu for Levningerne i dette Tilfælde havde været overflødig, Ellen satte dog dristig Tallerkener om igen og Ingen gjorde Indvending.
„Tak for Mad, Fader."
„Selv Tak, min Pige. I Aften skal jeg fortælle din Moder, at Du kan koge en ordentlig Grød. — Hanne, hvor vil Du hen? Hvis Du ikke hjælper Din Søster med alt hvad Du kan, vilde jeg nødig være Dig! — Vær nu stille, smaa Drenge, at Fader kan faa sin Middagshvil." Han lagde sig, som han plejede, ovenpaa Sengen.
Efter en Timestids Forløb havde de to Søstre faaet Alt afvasket og sat paa Plads. Saa skyndte Ellen sig at lave en Kop Kaffe til faderen, Fløde var der ikke i, men et stort Stykke Kandis til.
„Du maa ikke gaa, Fader, før Du har drukket dette."
„Moder har nok været i Lag med Dig, kan jeg mærke, men saa god som den Drik, hun brygger, er den nu alligevel ikke. Du har taget Bønner nok, men hun har altid havt sit eget Greb, jeg kender ingen Kone, der laver saa god Kaffe, som din Moder. — Drik selv en Kop, Ellen, Du har ærlig fortjent den."
„Nu skal jeg til Syskolen," meldte Hanne glad, „hvad vil Du saa bestille?"
„Stoppe Strømper, først Faders saa Drengenes. Du maa selv sørge for dine, Hanne."
Den Tiltalte satte et saa bedrøveligt Ansigt op, at Ellen leende udbrød:
„Kan jeg blive færdig med dine ogsaa, skal jeg nok," og saa kyssede hun sin lille Søster, der højlig forbavsedes over den uvant blide Medfart.
Aftensolen kastede Guldglans over Ellens lyse Fletning og spillede henad den store Strømpefod, som hendes spinkle Haand søgte at udspile, for at Stopningen — det var som en hel Væv — kunde blive jevn og ordentlig. Hun saae ikke op, og lagde heller ikke Mærke til, at Rumlen af en forbikjørende Trækvogn pludselig ophørte.
„Godaften Ellen", Valdemar stak Hovedet ind, „naa, hvordan gaar det? Her ser jo ganske hyggeligt ud. — Din Kommode holder udenfor, og saa vilde Fader gjerne vide om der var Plads til din Seng."
„Nej, dog, hvor Onkel er god! Aa jeg havde saadan gruet — men det var bare stygt at mig. Jeg tror nok der er Plads, for Bagkamret er egentlig en stor Stue, men den er saa skummel. — Her er slet ikke pænt inde, men inden tre Dage skal der nok se anderledes ud."
Valdemar nikkede blot, tog saa Maalet frem og undersøgte Pladsen.
„Den kan staa her, lige netop, ikke en Tomme Væg tilovers. Kommoden maa stilles under Vinduet. Tag Skufferne ud, Ellen, saa bærer jeg den ind."
„Hvad siger Tante?"
Hun har allerede faaet sig en anden Hjælper, en lille, fiks Frøken; Du kjender hende, Thora Hansen, Apothekerens Datter. Nu skal vi se, hvor længe det gaar. — Lad mig nu sætte kufferne i, saadan, der har Du Nøglen. Farvel, Ellen! Fader kommer vist selv med Sengen." Han nikkede opmuntrende og rullede saa afsted med den tomme Vogn.
„Hvad var det for en Fyr?" Peter Hansen kom hurtig ind af Døren, „hvad vilde han herinde?"
„Det var Fætter Valdemar, Fader, han bragte min Komode. Se dog, hvor den pynter! Det er en Gave fra Onkel, Skufferne ere helt fulde af dejligt Tøj."
„Det maa jeg sige! — Og saa er det da ogsaa Tegn paa, at Du har opført Dig ordentligt! — Jeg skal hilse fra Moder, hun har det bedre. Naa Du har nok hele Strømper til os, det kan jeg lide." Han tog Plads.
„Men", udbrød han et Øjeblik efter, idet han rynkede de buskede, lyse Bryn, „der er Ost og Pølse paa Bordet, hvad skal det sige?"
„Moder plejede jo altid at sørge for Paalæg til Dig, Fader."
„Har Du taget det paa Borg, eller selv kjøbt det?"
„Jeg har selv kjøbt det. — Du er da ikke vred, Fader?"
„Nej, men en anden Gang spørger Ellen mig om hvad der skal kjøbes og faar Pengene hos mig. Nu veed Du det! — Naa, smaa Kammerater, skal I hen til Fader og have Mad? Ikke brænde sig, Ole, vi hælder lidt i Underkoppen og puster paa, saadan. — Har Hanne været ordentlig?"
„Hun hjalp mig rigtig godt og har siden været i Syskolen."
„Ja til Klokken fem, men fra den Tid af har hun nok spillet om paa Gaden, Du maa passe bedre paa hende, Ellen, og klage til mig, om det behøves. Det hjælper for lang Tid, naar jeg faar hende under Behandling, kan Du tro. Vi vil ikke en have en Gadetøs af hende." Han strøg Barnet halv kjærligt, halv truende henad det krøllede Haar.
Da Maaltidet var endt og Niels og Ole puttede i den store Seng, holdt Trækvognen igen udenfor Huset.
„Godaften, Hansen", Tømmerhandler Stub traadte tøvende ind.
„Godaften, Herr Stub! — Og Tak for hende der. Havde der ikke været Nødstand herhjemme, var hun blevet, hvor hun var."
„Ja, det stoler jeg ogsaa paa, hun er jo saadan, halvt om halvt, vor egen. — Har Ellen talt med sin Fader om Sengen?"
„Ikke et Ord," Peter Hansen rynkede Brynene og saae utilgængelig ud.
„Jo ser De, Hansen," Stemmen var hensynsfuld og overtalende, „Pigebarnet er jo vokset i Længde, og det ikke lidt, siden hun tog fra Hjemmet, og saa mente jeg, at De ikke vilde have noget imod, at jeg bragte Seng og Sengetøj herhen. Synes De ikke om det, triller jeg Sengen tilbage igjen og vi er lige gode Venner. — De kan nok forstaa at jeg ikke vil saare Dem."
„Det forstaar jeg godt, Hr. Stub, og jeg veed, hvad min Kone vilde sige. ,Det er dit haarde, stolte Sind, der ømmer sig ved at tage imod,' vilde hun sige."
Skjøndt denne Udtalelse nu egentlig ikke var en Indrømmelse, slog Tømmerhandleren Ellens Fader hjerteligt paa Skulderen og sagde: „Det var Ret, Hansen, saa er vi altsaa enige. — Tjen mig nu i at tage en Haand med i Sengestedet, Karlen, der trak Vognen, har jeg sendt hjem. — Saadan, der staar det jo som skruet ind paa Pladsen. — Madrats og Puder er i Sækken, Ellen, og dine daglige Klæder i denne Pakke. — Maa jeg tale lidt med Pigen?
„Bevares dog, hvad tror De om mig?" — Han lukkede selv Døren.
„Her er ti Kroner, min Unge, og naar de ere brugte, veed Du, jeg er at træffe paa Tømmerpladsen. Dette er ikke din gamle Seng, Ellen, men en jeg lige har kjøbt med alt Tilbehhør. Værelset staar, som da Du forlod det i Morges, og venter paa Dig. Ja, Andet var det ikke. — Farvel, Hansen, og hils Deres Hustru, jeg er jo hendes Fætter."
„Det Slægtskab maa nok regnes ud med Ærter, Hr, Stub."
„Der behøves kun tre Ærter, Hansen, den ene for Sødskende, den anden for Sødskendebørn, den tredie for Næstsødskendebørn, som Ane Marie og mig."
De to Mænd vekslede leende Haandtryk og det tilbageholdne, lidt stikne Udtryk svandt helt bort fra Peter Hansens Ansigt.
„En brav Mand," udbrød han varmt, da Tømmerhandleren var gaaet, „han forstaar, at en anden En ogsaa har Lov til at være Herre i sit eget Hus."
Ellen sov dejligt i den nye Seng; da hun vaagnede næste Morgen puslede Faderen allerede ude i Kjøkkenet. Hun kom op i en Fart.
„Godmorgen, Fader, — ellers skal jeg nok være før paa Færde. Lad mig nu lave Kaffen og smøre din Mad, aa, jo, hvad?" Hun dristede sig til at liste Kniven ud af hans Haand.
„Naa, ja, ja, saa faa din Villie. Det er Synd at sige Andet, end, at Du gjør hvad Du kan, dit lille Skind. Men Et er mig det Vigtigste, og det lægger jeg paa din Samvittighed. Det er Hanne. Moder kan nu vikle hende om en Finger, men for mig er hun bange og saa kan saadan En gjerne finde paa at gaa Krogveje. Hun holder Venskab med to Pigebørn, jeg ikke er glad for. De lokke hende med Bolcher og Lakritsstænger og det duer ikke. Hold hende ved Hjemmet saa meget Du kan." Han kastede et Blik ind i Kamret, hvor Hanne laa i dybeste Søvn. Smilehullet var fremme paa den friske, røde Kind.
„Sikken En!" sagde han mildt, derpaa gik han hen til den store Seng, hvor Niels og Ole laa i hinandens Arme og trak Vejret dybt og sundt.
„Lad dem bare sove. — Stakkels smaa Rotter!" Han lod sin Haand ligesom velsignende stryge hen over Lejet.
Ellen følte Lyst til at kysse den store, brune, arbejdshaarde Haand. Hun havde ikke kjendt sin Fader før, tænkte hun, slet ikke forstaaet ham. —
Arbejdet faldt lettere, end Dagen forud, men grundigt fik hun det alligevel ikke gjort, da hun allerede Klokken otte skulde møde i Præstegaarden.
Kammeraterne hviskede lidt til hverandre, da hun kom, men Postmesterens Jutta gjorde hurtig Plads og vinkede til hende.
„Er det sandt, at Du ikke mere er hos Stubs?"
„Ja, for Moder er paa Hospitalet og saa maatte jeg hjem til Fader."
„Uha, din Stakkel!"
„Jeg er glad, at jeg kan hjælpe dem derhjemme." Graaden holdtes med Møje tilbage.
Bor Du saa nu i det lille lave Hus i Strædet?" spurgte en Anden nysgjerrigt.
„Ja, det er jo mit Hjem."
„Jeg veed det godt, men Du regnedes som var Du Stubs eget Barn."
„Maa Du lave Mad og gjøre rent, spurgte Jutta, men afbrød sig selv med et: „tys, der er han!"
Ellen var ikke saa godt forberedt som hun plejede at være, kunde ikke Salmen og gav stammende Svar.
„Naa, naa, mit Barn, tag det med Ro. Du er lovlig undskyldt i Dag, jeg regner det slet ikke. — Nu Du?" —
Da Timen var endt lagde Præsten sin Haand paa Ellens Hoved.
„Der følger en Forjættelse med det fjerde Bud, veed Du nok. — Og husk saa, mit Barn, at tage Livet en Dag ad Gangen, altid kun en Dag! Kaster al Eders Sorg paa Gud, thi han haver Omsorg for Eder. Ja, lille Ellen, det er godt at vide det." —
Da Børnene kom ud af Præstegaarden mødte de Borgmesterens unge Frue.
„Goddag Jutta", sagde hun venligt og tilføjede „er det ikke den lille Frøken Stub, Du gaar med?"
„Nej, hun hedder Ellen Hansen og hendes Fader er Havnearbejder."
„ Men jeg synes saa vist" —
Ellen hørte ikke den nærmere Forklaring, men skyndte sig til Hospitalet. Hun følte sig skuffet og ydmyget, misfornøjet med Kammeraterne og med sig selv.
Moderen saae kjærligt paa hende og klappede hendes Kind med sin blege, afmagrede Haand.
„Gud ske Lov, for Dig, Ellen! Fader er glad over Dig, Alt gaar med Orden, siger han."
„Fader er saa rar."
„Ja, det kan Du stole paa han er, og glem det nu ikke, min Pige, selv om hans Væsen imellem er lidt haardt og strengt, men bøj Dig og gjør altid som han siger. — Har Du Noget paa Hjerte?"
Ellen rystede paa Hovedet og smilede, saa godt hun formaaede. Det vilde være stor Synd at lægge sine Sorger paa Moderen, men naar hun kom hjem saa —
„Nu tror jeg nok, at jeg maa gaa, Moder."
„Hvad giver Du Fader til Middag?"
„Stegt Flæsk og Kartofler, har jeg tænkt og Rugbrødstærner i kogt Mælk."
„Det er dejlig Mad. — Hvem der kunde sidde imellem Eder!" De klare Øjne saae længselsfulde hen for sig. —
Da Ellen kom hjem, gik hun ind i Bagkamret, drejede Døren om og bad til den Fader, der ser i Løndom. Hun begyndte med at græde, men endte med at takke.
Hvor havde Herren ikke allerede hjulpet, Moderen var beroliget ved at vide hende i Hjemmet, Faderen og Børnene vare glade over hende. Og saa Onklens Godhed, den dejlige Seng og Kommoden med alt Tøjet. Bagkamret saae helt anderledes ud, ikke nær saa mørkt, nu det hvide Sengetæppe og den lysegule, lakerede Kommode livede op derinde.
— Aa, hun var vist rigtig storagtig og styg, ellers havde hun ikke følt sig saa krænket. Næste Gang vilde hun have Forklæde paa og ingen Handsker, det passede sig bedst for Havnearbejderens Datter.
Da lille Hanne den Eftermiddag kom ud fra Syskolen stod Ellen og ventede paa hende.
„Hvad vil Du, Ellen!"
„Mente Dig. — I kan gjerne gaa, smaa Piger, Hanne skal hjem med mig. — Kom nu straks, Du vil vel ikke, at jeg skal klage til Fader?"
„Nej, nej, nej. — Fy, Ellen, slip min Haand, det er ligesom jeg var en Fange. — Hvad skal jeg derhjemme? Sidde inde i den mørke Stue, maaske, og stoppe Strømper, nu jeg har syet hele Eftermiddagen? — Bare Du var bleven hos Stubs!"
Ellen havde ondt af Barnet. Solen skinnede udenfor, Kammeraterne løb jublende forbi Vinduerne, det var som en lille sprællende Fugl i Bur. Hvad kunde hun gjøre for hende?
„Vil Du se i mine Skuffer, Hanne, men Du maa ikke rode op! — Her er Kommodenøglen."
Det var et godt Indfald, Hanne var endnu ikke færdig, da Faderen kom hjem.
Og Dagene sneg sig hen. Ellen syntes næsten det var Aar siden hun forlod den lille Villa ved Tømmerpladsen. Arbejdet gik nu lettere fra Haanden, men mange Ting faldt dog svært og da Moderen skulde skaanes havde hun ikke en Sjæl at betro sig til. Men netop derfor fandt hun Vej ind i Lønkamret, lærte at lægge Byrden fra sig derinde og hente ny Kraft.
Det var strengt at sætte Tøj i Blød og vaske første Vask. Tantens fine Kapper og Kraver og hendes egne Smaastrimler, var den Vask, hun havde været vant til.
„Jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Hun slap flere Gange det store, grove Tøj og lod Hænderne synke, men saa skammede hun sig og tog igjen fat, Moderen kunde altid, hun vilde ogsaa holde ud.
Da Hanne kom hjem, maatte hun hjælpe for Alvor med Skylning og Ophængning. Det gik med Munterhed og Iver. Naar Barnet sattes til Fællesarbejde kjedede hun sig ikke, mærkede Ellen og fra den Dag af holdtes Kjøkkenet, ved forenede Kræfter, som et Dukkeskab selv den lille, gamle Kjedel skinnede med Sølvglands.
At Faderen af og til var kort for Hovedet, utaalmodig og bydende af Væsen bedrøvede Ellen. Tømmerhandler Stub plejede at smile nikke til hende. Sommetider roste han ogsaa hendes Arbejde, gjorde Løjer og klappede hendes Kind. Det var som bragte han Glæde og Solskin med ind fra Tømmerpladsen. Den dejlige Tømmerplads, hvor hun og Valdemar sloges med Sneboldte og, naar der var flere Unge samlede, legede Skjul.
En Aften sendtes Hanne efter Ø1, det varede temmelig længe før barnet kom tilbage og Faderen fulgte lige bag efter hende. Hans Pande var rynket og Minen mørk.
„Det bliver nok bedst jeg taler et Ord med Hanne," Tonen var truende, „hvad skulde Du paa Gaden, om jeg maa spørge?"
„Fader," Ellen lagde sin Haand paa hans Arm.
„Vil Du have med?" Han skjød hende haardt til Side.
„Ja," svarede hun kjækt, „for det var mig, der sendte hende ud efter Øl,"
„Fordi hendes Søster sender hende efter Øl, behøver hun ikke at løbe med en Flok Gadeunger, der hujende og støjende forfulgte en halvfuld og halvfjollet Fyr, Men jeg skal ogsaa nok lære hende. — Du gaar ud med Drengene, Ellen!"
Lille Ole græd og Niels spurgte sagte: „Hvad vil han gjøre ved hende?"
„Fader vil ikke gjøre Andet, end hvad godt er," svarede Ellen, men Stemmen rystede og hun var bleg.
Peter Hansen hørte hendes Ord og de dæmpede hans oprørte Sind, som Olie de brusende Bølger, men den berettigede Vrede blev tilbage og tvang ham til at straffe. Saa tog han det skjælvende Barn fast i Armene, løftede hende højt op og rystede hende, og det tre Gange i Træk. Det var altid hans Maade at tugte paa; egentlig gjorde det ikke ondt, men den Skyldige følte sin Afmagt og hans Magt paa en ydmygende, ja, ligefrem knusende Maade. —
„Naa, Ellen, kom saa med Theen. — Sæt Jer ned, smaa Drenge, I har jo ikke gjort noget Ondt."
„Fader," Ellen talte blidt og sagte, „jeg vilde blot forklare, at jeg havde sendt Hanne ud. — Du maa endelig ikke tro, at jeg ellers vilde blande mig i Sagen."
„Det vilde heller ikke have bekommet Dig godt." Han spiste videre uden at tale.
„Moder havde det meget bedre i Dag," vovede Ellen at sige.
„Ja, Moder er virkelig bedre, det sagde Doktoren selv. Gud være lovet!" — Han foldede Hænderne.
Et Øjeblik efter raabte han: „Hanne, hvor er Du? — Kom kun ind. Jeg tænker, der er Noget, Du gjerne vil sige til din Fader."
Det lille af Graad ophovnede Ansigt saae skræmt i Vejret, idet hun stammede:
„Om Forladelse!"
„Har Du ikke mere at sige? — Du husker nok det Andet, det, Moder sagde var ligesaa vigtigt.
„Jeg skal aldrig gjøre det mere," hulkede Barnet.
„Lad mig se det," han drog hende kjærligt hen til sig, strøg de purrede Krøller bort og saae hende ind i Øjet. „Hundrede Gange hellere vilde jeg, at Du skulde dø, end blive en daarlig Pige."
„Jeg skal nok være god, Fader," lille Hanne havde ikke den fjerneste Lyst til at dø.
Da Børnene vare komne i Seng, kaldte Faderen paa Ellen.
„Du ser daarlig ud, Barn, blev Du bange?"
„Ja, men det var jo bare dumt af mig."
„Du ligner din Moder, Ellen! hun har ogsaa altid været saa blød. — Aa, hvor har jeg vist mange Gange saaret og kyst hende, din kjære Moder," Han saae hel angerfuld ud.
Hvor holdt Ellen af ham, i dette Øjeblik.
Denne Gang kunde hun ikke lade være, men tog den store, barkede Haand, der hang saa modfalden ned, løftede den op og kyssede den.
„Hvad gaar der af Dig, Barn, er Du fra Samling?" — Der var Graad i Stemmen og han skjød hende lempelig fra sig.
Konfirmationsdagen nærmede sig nu med stærke Skridt. Ellen havde i Vintrens Løb havt mange Tanker med Hensyn til Dagen. Hun vidste, at Onklen vilde indbyde hendes forældre og Sødskende til Middag, men hun vidste ikke, hvem der skulde føre hende frem i Kirken. Naar Onklen kjørte hende derhen, og det vilde han gjøre, var det jo egentlig naturligst, at hun fulgte med ham. Og Ellen saae sig selv med den svære, anselige Onkel under Armen og den i brusende Silke klædte Tante ved Siden. Bagefter kom Forældrene, Faderen i sin ordentlige, men grove Dragt og Moderen med det tyndslidte Shawl og den lille snullede Hat, hun selv havde pyntet. Nej, hun vilde dog helst gaa med dem, men saa passede hendes egen Dragt rigtignok ikke. Og Barnet tænkte frem og tilbage, men nu laa Vejen klar for hende. Ikke for nogen Pris vilde hun vælge en anden Arm, end Faderens og Slæbekjolen maatte gjerne faa Lov at blive hængende i Tantens store Skab. —
„Naa Ellen, hvordan gaar det?" Valdemars Ansigt viste sig i det aabne Kjøkkenvindue. Da Døren var aflaaset gik han rundt om Huset og nikkede nu med et underlig varmt, mildt Blink i Øjet ind til Ellen."
„Moder er bedre," svarede hun glad, „kom dog ind, Valdemar,"
„Nej, Tak, jeg staar godt, hvor jeg staar."
„Det er rart at se Dig," hun rakte ham Haanden," for jeg længes jo efter Eder Alle,"
„Ogsaa efter Moder?" Han saae ud som en Skjælm.
„Ja, tænk, ogsaa efter Tante. Hun var egentlig saa god imod mig, naar jeg blot rettede mig efter hende. Du kan tro, jeg er glad, at jeg har lært at lyde for ellers kunde jeg ikke bjerge mig her."
„Her er Du jo Kommandant."
„Nej, det er Fader rigtignok selv, men det er paa en ganske anden Maade, saadan mere i det Store. I alt det Smaa kan jeg gjøre, som jeg synes, og det er jeg glad for. — Jeg vilde ønske Du kjendte Fader, Valdemar."
„Jeg lærer ham vel nok at kjende i Tiden. Han ser ud som en Mand og det kan jeg lide Men nu maa Du høre hvordan det staar til hjemme. Moder har efterhaanden laant tre unge Piger, hvoraf de to gik bort i Taarer. Den hun nu har er ganske flink, men rap i Munden, rigtig et lille Jern, og Moder er begyndt at tale om hvordan hun savner Dig og længes efter Dig. Hun savnede Dig nu første Dag, Du var rejst, men det Mærkelige er, at hun nu taler om det og kalder Dig vor kjære lille Ellen og andre kjønne Navne."
„Aa, hvor det glæder mig!"
„Gjør det virkelig?" Han lo lidt og vedblev, „hun har nu ogsaa hørt, at din Moder var bedre og fattet Haab om at faa Dig tilbage."
„Moder er ogsaa en hel Del bedre."
„Ja, det veed jeg, men Du kan da nok forstaa," han saae alvorligt paa hende med sine mørke Øjne, „at naar din Moder kommer fra Hospitalet vil hun og hele Hjemmet trænge dobbelt til din Omsorg."
Det havde Ellen slet ikke tænkt sig og hun spurgte ivrigt:
„Tror Du da ikke, Moder kan blive hel rask?"
„Hvor kan jeg dømme herom, men at hun i lang Tid kan trænge til Pleje og Hjælp, regner jeg for en Selvfølge. — Hvad er det Du laver?"
„Kjødsuppe paa et Oksehjerte, det smager saa udmærket."
„Maa jeg smage?"
Hun kom lidt i en Kop og han drak det med Velbehag. I det Samme bankedes der paa Indgangsdøren og Ellen fløj ud for at lukke Faderen ind.
„Farvel, Ellen", raabte Valdemar idet han gik, men Peter Hansen saae efter ham med bister Mine og spurgte vredt:
Hvad vil den Fyr her? — Der kommer han luskende fra Gaardsiden. Det er nok bedst jeg taler med ham."
„Men, Fader, det var Valdemar, Fætter Valdemar."
„Ja jeg kjendte ham godt. — Det er maaske ikke første Gang, han saadan kommer?"
„Jo, naar jeg fratager den Aften, han bragte Kommoden, har han ikke været her; jeg har netop undret mig over, at han slet ikke kom. Da Døren var laaset, gik han rundt om Huset og vi talte sammen gjennem Vinduet. Det saae jo ogsaa underligt ud, at han ikke gik ind, men han vilde ikke.
Der var Noget i Ellens frimodige Væsen, som mildnede Faderens Vrede, men han mumlede dog, at saadanne unge Lømler gjorde bedst i at holdt sig paa deres egne Enemærker.
Ellen hørte ikke efter saa optaget var hun af Valdemars Ord om Moderen. Ja, han havde vist ret, Moderens Hjemkomst vilde ikke løsne de Baand, der bandt hende til Hjemmet, men tvertimod knytte dem fastere. — Og Tanken paa Fremtiden lagde sig tyngende over det unge Hjerte.
„Naa Pusling," sagde Faderen upmuntrende. Hun saae bleg ud, han havde vist skræmmet hende. —
Da Ellen et Par Dage efter sad og lappede Børnenes Lintøj, som hun havde vasket Dagen i Forvejen, bankede det paa Døren og Fru Stub i højstegen Person traadte ind.
„Nej, er det Tante!" Ellen fløj hende i Møde.
Den paatænkte Tale døde paa Fru Stubs Læber og hun tog Pigebarnet i sine Arme.
„Det er Altsammen glemt og tilgivet, Ellen, vi vil ikke tale mere derom. — Jeg synes Du ser daarlig ud, min Pige, ja Du har rigtig tabt Dig, men nu er din Moder nok ogsaa snart rask."
„Det vil vist vare en Tid endnu. — Hvor det var kjønt, at Du kom, Tante. Nu maa Du se hvordan vi har det. Jeg er saa glad for Alt hvad Du har lært mig og gjør mig altid Umage for at have det ordentligt. — Rigtig pænt er her nu ikke.
„Jo, jeg kan ikke sige Andet, end her er pænt naar man tager Hensyn til, hvor ussel Lejligheden i sig selv er."
Det skar Ellen i Hjertet da Tanten sagde dette, saa slemt var her virkelig ikke.
„Det fornøjer mig," begyndte Fru Stub igjen, „at Du skjønner paa hvad Du har lært.
Er det Suppe, der staar i Krukken? — Jeg synes ikke den ser ud til at være siet."
Vi har ingen Si, kjære Tante," hun lo.
„Saa er Du undskyldt. — Naa der staar Kommoden og den Seng, Stub kjøbte. Han har fortalt mig det, og nu er jeg enig med ham, at det var rigtigt. — Sæt Dig ned Ellen og lad mig se dit Haandarbejde. Jeg synes den Stopning kunde være pænere."
Ja, det kunde den rigtignok, men der er saa meget itu, Tiden kan ikke slaa til."
„Det maa jo være din Sag, jeg siger det blot — Egentlig kom jeg for at indbyde Jer Alle til Konfirmationsdagen."
„Tusinde Tak, men jeg er vis paa, at Fader helst vil være herhjemme."
Fru Stub, der egentlig følte sig lettet, nikkede et Par Gange og sagde saa venligt:
„Naa, ja, det var jo for at glæde Jer, ikke for at gjøre Jer imod. Men Et siger jeg, Du skal ikke gaa og kokkerere den Dag, mit Barn. Maden skal blive sendt herhen, varm og god.
Hvor er Du bleven mager, Ellen, det er bestemt Kosten."
„Vi faar rigtig god Mad, Tante. Fader giver mig altid rigelig Penge; han er saa umaadelig rar."
„Jeg vil saamænd ikke sætte ham ned, Barn. — Men nu maa vi tale om din Kjole. Hvordan har Du tænkt Dig?"
„Der hænger en sort Nederdel af Moders, den er ren og ordentlig, og saa mente jeg at kjøbe et Jerseyliv."
„Nej, det synes jeg ikke om, men den Kjole, vi har hjemme, er vel igjen for fin?"
„Ja, den kan slet ikke gaa an."
„Naa det indser Du selv. Var Du bleven hos os, Ellen, saa — men det vil vi ikke tale om. Jeg skal nok sørge for, at Du faar en net, sort Kjole, naturligvis uden Slæb og alle andre Kunster."
„Tak, Tante!" — Ellen lagde sin Arm om Tantens Hals og græd, hun trængte saadan til at græde.
„Min søde Pige, — men Ellen dog! — Du har bestemt længtes efter mig, og jeg vil ærlig tilstaa, at jeg ogsaa har længtes, saa det er gjensidigt. Din Stakkel, det maa rigtignok være drøjt for Dig."
„Nej, nej", Taarerne tørredes hurtig bort, „jeg er saa glad over at kunne hjælpe min Fader."
„Men jeg vil være glad, naar Du igjen kan hjælpe mig. Den lille Frøken, jeg nu har, skal bort, saasnart Du kommer, det er Aftalen. Hun ligger i sit eget Hjem og dit Værelse staar ubenyttet og venter paa Dig. — Farvel, Ellen, Kjolen skal nok komme i rette Tid." —
Peter Hansen hørte rolig og betænksom paa Ellens Beretning om Tantens Besøg, Indbydelsen, Tilbudet om Kjolen og Festmaaltidet. Han havde altid holdt mest af at hjælpe sig selv, men som Sagerne stode, følte han, at den fremrakte Haand ikke burde skydes tilbage, men modtages med Tak. Det vilde ogsaa glæde den syge Moder at høre, hvor godt Alt ordnede sig, for deres Barn.
Aprilsolen skinnede varmt og klart og Vinden førte Lyden af de kimende Klokker lige ind i det lille Bagkammer, hvor Ellen laa paa Knæ og helligede Gud Herren sit svage, fattige Barnehjerte. Hun havde hørt den gode Hyrdes Røst, han kjendte hende og hun vilde følge ham, og saa vidste hun, at Ingen kunde rive hende af hans Haand.
Det lille Hjem skinnede af Renlighed og Børnene havde nye Klæder paa, de skulde alle Tre med i Kirken. De to smaa Drenge stode stive som Soldater paa Vagt og øvede sig i at være stille. Den, der ikke kunde være stille, skulde jo blive hjemme.
Peter Hansen, der havde sit bedste Tøj paa, snehvidt Lintøj og spejlblanke Støvler, saae hel smuk ud, ret en mandig, fribaaren Skikkelse. Dog var Øjnene ikke fri for at være en Smule røde, men Tankerne havde ogsaa dvælet hos den syge Hustru paa Hospitalet og senere fordybet sig i Daabspagtens hellige Ord.
Saa gav de sig paa Vej. Ellen saae meget yndig ud i den nye, sorte Kjole med den svære, guldglinsende Haarfletning slynget i en blød Knude. Hun gik stille ved Faderens Side. Hanne fulgte efter med Niels og Ole, hvis Ansigter skinnede af nysgjerrig Forventning.
Havnearbejderen bøjede Hovedet dybt, da han traadte ind i Guds Hus, derpaa rettede han sig og førte Datteren med militæragtig Anstand til hendes Plads. Tømmerhandler Stubs, der allerede sad i Stolen, rykkede sammen, saa Faderen kunde sidde nærmest ved Konfirmanden.
Men ude paa Hospitalet laa Ane Marie og bad for sit Barn.
I Tankerne fulgte hun hele Tiden med. Nu talte Præsten vist til de Unge — nu skulde Ellen vist sige Ja og give ham Haanden, hendes egne Hænder foldedes igjen til Bøn.
„Søster Elise, er det Ellen, der kommer, jeg hørte Døren gaa."
„Det er nok hele Familien. — Bare det ikke bliver for meget."
Men det blev ikke for meget.
„Gud velsigne Dig, lille Ellen, til Lykke, Barn! — Og Fader, Du ser næsten ud som en Brudgom, Peter, Og mine smaa Drenge, som Moder saadan har længtes efter, og Hanne i den nye Kjole! — Men nu skal I hjem og spise, jeg vil ikke holde paa Eder. Det er rigtignok en dejlig Dag."
„Saalænge din Plads staar tom derhjemme, Mor, er Savnet dog til Huse."
„Du har jo Ellen, Peter."
„Hun kan være god nok, men er ikke Dig. Det bliver en Glædesdag, naar vi kan hente vor Mor. — Ned af Sengen, Ole, og det straks. Og Du Niels, vaer Dig for at krølle Lagerne. — Ja, saa vidt kom vi, Ane Marie," han lagde Haanden paa Ellens Skulder.
Konen nikkede og hviskede:
„Han som har hjulpet hidindtil,
Han hjælper nok herefter."
„Ja, det stoler jeg ogsaa paa. — Farvel, Mor."
„Farvel, Far, og I andre." —
En af Onklens Karle stod udenfor Hjemmets Dør og ventede. Han bragte to store Kurve paa en Trillebør.
„Til Lykke! Jomfru Ellen. — Jeg skulde hilse saa mange Gange fra Fruen og saa skulde jeg sige, at dette maatte pakkes ud med stor i Forsigtighed. Herren kom tilsidst med to Flasker Vin, dem har jeg her — og saa skulde jeg hilse dem Alle og sige: Velbekomme."
„Nej, hvor Tante dog har tænkt paa Alt, saadan en nydelig Dug og der er ogsaa Blomster. Men Vinen vil jeg helst gjemme, Fader, til Moder kommer hjem."
„Vi mødes, Ellen, for det var lige min Tanke."
Hanne hjalp til det bedste hun kunde, men gik dog Tid til mangt et lille Glædeshop.
„Smaa Krukker med Syltetøj og Agurker, og Glasskaale til at lægge det paa, har Nogen set Mage! — Og saa den dejlige, store Kalvesteg og en Lagkage!"
„Gud velsigne Maden", sagde Faderen efter Sædvane og tilføjede, „jeg tror næppe Kongen faar det bedre. — Ja, havde Moder nu siddet Imellem os!" —
Ud paa Eftermiddagen traadte Onklen, Tanten og Valdemar ind, den lille Stue blev næsten overfyldt.
„Tak for Mad, Hr. Stub, Tak for Deres store Godhed mod Pigebarnet. — Det gjælder ogsaa Dem, Frue."
Fru Stub nikkede huldsaligt og saa trak hun Ellen hen i en Krog.
„Smagte det? — Naa, det glæder mig. Levningerne kan vel ogsaa lette Dig de første Dage?"
„Mange Dage, Tante."
„Lad mig nu se paa Dig. — Kjolen sidder jo rigtig godt. Du ser ikke ilde ud, min Pige, men en lille Sølvkjæde vil nu alligevel live op paa den sorte Kjole, og saa tænker jeg ikke Du er kjed af, at der hænger et Uhr ved." Hun lo højt af sin egen Spøg.
„Jeg bliver saa overvældet og har slet ikke fortjent det."
Valdemar stod ret op og saae ud af Vinduet, men pludselig vendte han sig og gik hen til Ellen.
„Dette lille Sølvkors har tilhørt min egen Moder," han talte hviskende, vil Du have det?"
„Om jeg vil, Tak!" —
Da Familien igjen var ene spurgte Havnearbejderen i en myndig, næsten barsk Tone:
„Hvad var det, han stak til Dig, den lange Fyr?"
„Dette Sølvkors, Fader, det har været hans Moders."
„Saa skulde han helst have beholdt det selv, synes jeg, men da Forældrene stode ved, vilde jeg ikke forbyde Dig at tage det. — Naa, Ellen og Hanne, ryd nu til Side herinde og lad os komme i de gamle Folder. Jeg er ikke rolig før Glasskaalene og alt det andet Stads velbeholdent er pakket ned igjen." —
Da Ellen et Par Dage senere dækkede Aftenbordet, bankede det paa Døren og Valdemar kom ind.
„Jeg maa da sige Dig Farvel, Ellen, før jeg rejser."
„Skal det nu være Alvor?"
„Ja en af de første Dage."
„Og hvor længe bliver Du borte?"
„To, tre Aar, tænker jeg."
„Saa længe!"
„Den Tid gaar nok — for os Begge. Farvel, Ellen, og hils Din Fader." Han fik pludselig Hastværk.
„Farvel, Valdemar, og hav det rigtig godt."
„Iligemaade", han lagde Haanden paa Dørlaasen, men vendte igjen om.
„Glem mig ikke, Ellen, Du maa ikke glemme mig!"
„Som om jeg kunde," hun vilde række ham Haanden, men han var allerede borte.
Et Øjeblik efter kom Faderen.
„Hvem var det, der gik ud af Huset før? Hvad render han her for, den Laban, jeg vil ikke vide af det!"
„Men, kjære Fader dog, Valdemar kom for at sige Farvel. Han skal rejse til England og bad mig hilse Dig."
„Naa, han skal rejse, det glæder mig."
„Veed Du noget Ondt om Valdemar, Fader?"
„Ikke det Mindste, men jeg ser helst, han holder sig herfra."
„Han har jo været som min Broder."
„Men han er ikke din Broder, Ellen. Han er Søn af en Rigmand og hans Vej gaar opad, mens din bliver i det Lave. — Mange Taarer kan spares, naar Sandheden ses ærligt i Øjet. — Du er ikke mere et Barn, Ellen, Du er en ung Pige."
Ellen rødmede dybt, var det saadan Faderen mente, var det derfor han altid blev vred, naar Fætteren viste sig. Aa, han kjendte hverken hende eller ham! Hun søgte at slaa det hele af Tankerne, men det var dog som havde Valdemars Ord: „Glem mig ikke, Du maa ikke glemme mig," faaet en ny og dybere Betydning.
Peter Hansen havde en lang Samtale med Præsten Aftenen før Altergangen, og der var et mildt, næsten ydmygt Udtryk i det alvorlige Ansigt, da han med Ellen ved Haanden traadte Ind i Kirken. Efter Gudstjenesten gik de lige til Hospitalet.
Den Syge laa og ventede paa dem.
„Til Lykke og Velsignelse," sagde hun stille.
„Næste Gang gaar Du med, Moder."
„Ja det haaber jeg ogsaa. — Doktoren sagde i Gaar, at jeg snart skulde udskrives. Det vil dog ikke rigtig gaa med at være oppe.
En Time ad Gangen, videre er jeg ikke kommen, og det er som gik jeg paa Kugler, ikke paa mine egne Ben."
„Det giver sig nok, naar vi først faa Dig hjem."
Hun rystede lidt paa Hovedet, men sagde saa i en oprømt Tone:
„Kan Du huske, hvor tidt jeg var kjed af de ugentlige Afdrag til Sygekassen? Vi var jo raske dengang og saa syntes jeg det var spildte Penge, men Du holdt ud og det kan ikke siges, hvad for en Beroligelse det har været for mig, at jeg laa her frit. Begravelsen sørges der jo ogsaa for, om Herren kalder En af os. — Ja, Du har altid havt dine Sager i Orden, Peter."
„De smaa Sager, Mor, men ikke den store, den vigtigste, og hvad hjælper det Andet saa?"
„Nej, det er sandt! — Men nu har Du jo, ved Guds Naade faaet Øjnene op."
„Ja, Du kan tro det. — Trøsteordet fik vi i Dag: ,Den der kommer til mig vil jeg ingenlunde kaste hen ud'."
De tav alle Tre en Stund, saa begyndte Moderen igjen.
„Veed Du, hvem der var her i Gaar, Peder? Ingen Anden end Valdemar, Du veed nok Poul Stubs Søn. Saadan et nydeligt Menneske han er bleven! — Han fortalte mig, at han skulde rejse og saa sagde han ligesaa tillidsfuldt, idet han saae paa mig med sine dejlige, velsignende Øjne: ,Min egen Moder er jo død og saa tænkte jeg, at Tante maaske vilde give mig et Ord med paa Rejsen. Fader vil vist sige: skik Dig vel min Dreng, men det er ikke nok.' Da han havde sagt det, faldt han paa Knæ her ved Sengen, ja hvad synes Du? Og saa vidste jeg ikke bedre, end at lægge min Haand paa hans Hoved og sige: Gud Herren velsigne Dig i al Evighed. — Saa sagde han ganske stille: ,Tak, Tante, det var
det, jeg trængte til'. — Men jeg syntes der skulde siges endnu Et og saa gjentog jeg det Ord, Præsten skrev i Ellens Salmebog: Hvormed skal en Ung holde sin Sti ren? Derved,
at han holder sig efter dit Ord. — Tak, Tante', sagde han igjen, nikkede saa og skyndte sig bort. — Det var en stor Glæde for mig, og jeg har saadan længtes efter at fortælle Dig det."
Peter Hansen saae temmelig udeltagende ud.
„Du taler for meget, lille Mor, nu kom Hosten igjen, jeg tænkte det nok. — Kald paa Søster Elise, Ellen, og saa er det nok bedst, vi To gaa hjem."
Der blev ikke vekslet Ord paa Hjemvejen, men der var Tak og stille Jubel i Ellens Hjerte.
Faderen havde taget sig en hel Fridag og efter Middagsmaaltidet foreslog Ellen, at de skulde gaa en Tur.
„Aa ja", raabte Hanne og Drengene i Kor.
Peter Hansen havde ikke stor Lyst men han overvandt sig.
„Naa ja, det var vel en Skam at sige Nej, nu er man jo ogsaa i Tøjet. — Saa gaa vi henad Strandbankerne, Børn, der kan I anderledes tumle Jer, end henne i Anlæget."
Vejen til Strandbankerne gik forbi Onklens Villa og Tømmerpladsen. De to høje Kastanietræer, der stode paa den ene Side af den store Plads, havde allerede udsprungne Blade og Ellen kunde mærke Duften af Violerne, der pippede frem hist og her mellem Grønsværet.
Mon Valdemar var rejst? Der saaes ikke et Menneske.
Hanne, Niels og den lille kortbenede Ole strittede op ad de høje Strandbanker og foer saa ned igjen med glade Udraab og Smaahyl, men Ellen gik adstadigt ved Faderens Side.
Stranden laa foran dem i Solglands, de lyse, hvidblaa Bølger krusede sig svagt, et Sejlskib og nogle faa Baade, der saas i Afstand, syntes at hvile paa Vandet. — Mon Valdemar allerrede var ude paa den store Damper? Hendes Tanker gik uvilkaarlig den Vej. —
„Ellen", Faderen saae mildt og dog alvorlig paa hende, „jeg maa tale med Dig."
Hun nærmede sig lyttende.
„Ser Du, min Pige, naar din Moder nu kommer hjem, indser Du nok, at hun ikke kan tage Arbejdet op som før. Hun har altid tjent os, nu maa vi tjene hende. Moder maa plejes."
„Ja, naturligvis, og vi ville pleje hende rigtig godt, Du og jeg, Fader."
„Men det kan vare længe, — og, ja, jeg vil nødig bedrøve Dig, men det staar nu for mig, som er det kun et Laan," det bæved om hans Læber og der var undertrykt Graad i Stemmen, „at vi faa hende hjem, som tager Gud hende fra os igjen, og saa, ja, hvad saa Ellen?"
„Du kan da nok vide, Fader, at jeg bliver hos Dig saa længe Du har Brug for mig." Det unge Ansigt lyste; hun var til Mode, som aflagde hun et Løfte paa Knæ ved Guds Alter.
„Det er en tung Byrde for saa unge Skuldre, men jeg tænkte nok, at Du ikke vilde svigte os. Naa, vi vil haabe det Bedste. Tør Dine Taarer, Ellen, og mor Dig med de Andre, Du er jo dog kun et Barn."
Men Ellen kunde ikke more sig med de Andre i Dag; stille og betænksom vedblev hun at gaa ved Faderens Side. —
Da Peter Hansen næste Aften kom hjem fra Arbejdet, bar han en stor Pakke.
„Se, hvad jeg har her, Børn, det er Tapeter, lysegraa og hvide, rigtig kjønne til femogtyve Øre Stykket. Her maa jo da pyntes lidt op til Moder kommer hjem. Jeg har ogsaa Øje paa en Kurvestol, den er ikke ganske ny, men har høj Ryg, og et mageligt Sæde. Og saa skal Moder have et godt, tykt, uldent Tørklæde, det har hun trængt til i mange Aar. — Og hvad synes Du, Ellen, om at kjøbe en Høne?" Dette Forslag, der forekom Peter Hansen som Topmaalet af Luksus, udtaltes halv tvivlraadigt.
„Det synes jeg godt om, Fader, men det maa endelig være en ung En. — Vi skal ogsaa have nye Gardiner, dem kjøber jeg, Du veed ikke hvor mange Penge jeg har." —
Og Tapeterne bleve paasatte, Gardinerne ophængte og Kurvestolen anbragt med Ryggen op til den store Seng. En Sivskammel med pynteligt Overtræk stod udenfor og paa Sædet laa det tykke, bløde, uldne Tørklæde lige parat til at svøbes om Moderen.
Saa oprandt Dagen da endelig. Den lille, gamle Vase stod midt paa Bordet fyldt med Engblommer og Forglemmigejer og Hønsekjødsuppen, der kogte ude paa Skorstenen over en jevn Glødeild, udsendte en indbydende Duft. Doktoren mente, det var bedst, at Peter Hansen kjørte den Syge hjem i Hospitalets Rullestol og Ellen stod nu i Døren og spejdede efter dem. Der kom de! Hanne løb bagefter med Drengene, som hun havde hentet paa Asylet.
„Støt Dig til mig, Ane Marie, saadan. Naa, saa fik vi Dig da hjem, Mor, Gud, Herren ske Tak!" Han ledte hende vaersomt hen til Lænestolen.
„Nej, hvor jeg sidder godt! — Tak, Far." Hun tav lidt, men begyndte igjen da hun var kommen rigtig til Aande. „Her ser saa forandret ud, rigtig saa kjønt, men det er dog det gamle Hjem, hvor vi har levet sammen de mange Aar."
„Og hvor Du har døjet Dit, havt mange mørke Timer for en anden Ens Skyld."
„Ogsaa mange gode Timer. Du har været en trofast Mand og stræbt ærligt for Børnene og mig, men vi kjendte jo ikke Herren, som han er, og saa maatte han jo sende mørke Tider, for at vi skulle længes efter Lys. Da vor første Lille døde, syntes jeg næsten ikke det var til at bære, men nu forstaar jeg godt, at det var en Dragelse og veed, at vi ikke har mistet Barnet, men skal se ham igen."
Lidt efter sagde hun glad: „Sikken en dejlig Modtagelse, og hvad er det, Ellen kommer med der? — Men Peter dog, hvor kan det falde Dig ind?"
„Skulde jeg ikke kunne arbejde et Par ekstra Timer for at skaffe vor Mor en Høne? — Vin er her ogsaa, den er fra Poul Stubs Kjælder og Ellen trakterer. Gud velsigne Maden, — og vær saa stille, I smaa Fyre, at Moder kan spise i Fred."
Efter Maaltidet lænede Ane Marie sig tilbage i Stolen. Hun var træt og overvældet af Sindsbevægelse og Glæde.
„Læg Dig paa Sengen, Mor, siden kan Du jo staa op igjen. Jeg har slaaet et Par Brædder sammen paa Loftet og der har Ellen redt Seng til mig, saa Du har Stuen for Dig selv. — Pigebørnene gjøre Orden i Kjøkkenet og Drengene gaa straks til Asylet. Nu ikke en Lyd, høre I? — Og ingen Klirren derude i Kjøkkenet, I to Store, Moder skal have Ro."
„Tak, Peter, jeg ligger dejligt." — Lidt efter rettede hun sig op paa Albuen og sagde: „Naar jeg bliver raskere, vil vi en Dag gaa sammen til lille Mortens Grav, ikke sandt?"
„Jo, det vil vi," — Det gik underligt igjennem ham, hvor saae hun dog svag og bleg ud og saa disse dybe, klare Øjne. —
Næste Dag følte Ane Marie sig kraftigere og Kjøkken og Bagkammer bleve grundig eftersete. Ellens Kommode og alt dens Indhold betragtedes ogsaa med beundrende, paaskjønnende Blikke.
„Ja, Du er et Lykkebarn, Ellen. Hvad andre Unge maa arbejde sig til i mange Aar, falder lige i dit Skjød."
I det Lys havde Ellen ikke set Tingene før, men hun forstod, at Moderen havde Ret og følte sig meget ydmyg, lille og takskyldig.
Det var en stille, fredfuld Tid, der paafulgte. Ellen havde nok faaet mere Arbejde, men det faldt Alt saa let, nu Ansvaret var taget bort og Moderen selv havde Styret. Det var ikke mere nødvendigt at passe paa Hanne, der altid higede efter at komme hjem til Moderen og hvor var det ikke godt, at kunne faa Raad og Anvisning i alle Forhold.
„Gud ske Lov, for Dig," lød det jevnligt fra den Syges Læber, naar Ellen puslede om hende, men en Gang spurgte hun mildt og stille: „Du vil ikke lade din Fader staa ene med de umyndige Smaa, vil Du vel?"
„Nej, Moder, jeg bliver her, og er glad og taknemmelig over at maatte være i Hjemmet." —
Naar Peter Hansen, før han gik paa Arbejde, ømt og stilfærdigt spurgte: „Naa, Mor, hvordan gaar det Dig i Dag?" Lød Svaret gjerne: „Jeg synes det gaar fremad," men det gik ikke fremad, og efter nogle Ugers Forløb Forstod baade Faderen og Ellen, at det gik tilbage. Sengen søgtes oftere og Madlysten tog af.
En Eftermiddag, da Ellen sad ved Vinduet med sit Haandarbejde, kom Fru Stub gaaende og betød hende med ivrige Tegn, at hun bragte Noget i en Taske, men ikke vilde ind. Saa skyndte Ellen sig da ud til hende.
„Det er et Par Duer, min Pige, og en Snes Æg og her er en Flaske hvid Portvin, din Onkel bad mig tage med. Det er Altsammen til din Moder. Det gjælder jo at styrke hende, saa hun snart kan blive hel rask."
„Det bliver hun vist aldrig, Tante."
„Er hun daarlig igjen, Stakkel!" Fru Stub tænkte: gid det snart maa være forbi, naar hun dog ikke kan komme sig, men hun nænnede ikke at sige det.
„Ja, saa gaar jeg; Din Moder har bedst af Ro, og jeg taaler ikke godt at se syge Mennesker, Du veed, jeg har et Hjerteonde. — Farvel, min egen Ellen, pas godt paa Dig selv; jeg længes efter Dig."
Et Par Dage efter kom Onklen. Han traf Moderen oppe og hilste hjerteligt paa hende, men da hun begyndte at takke, afbrød han hende kort:
„Du har givet os Del i Ellen, Ane Marie, og saa falder alt det Andet af sig selv. Jeg skal hilse fra Valdemar, han er glad derovre og er kommet ind i en Forening af unge Mænd. Præsten her gav ham Anbefaling med og han modtoges med aabne Arme, og har nu et hyggeligt Sted, hvor han kan tilbringe sine Aftner og Fridage i godt Selskab. Dette skulde jeg fortælle hans Tante, men til Ellen skulde jeg sige, at hver Gang han saae noget rigtig Smukt, ønskede han at kunne vise det til Dig. Ja, nu har jeg udrettet mit Ærinde og gaar igjen. God Bedring, Ane Marie!"
Da Ellen fulgte ham ud, hviskede han: „Send os kjønt de tomme Flasker, at Du kan faa fulde tilbage."
„Vi har ingen tomme Flasker, Onkel, Moder nyder Vinen i Theskevis."
Han saae kjærligt og forstaaende paa hende, og lagde saa hendes Hoved op til sit brede Bryst.
„Gud velsigne Dig, Du Lille! — Naa, naa, det bliver nok godt tilsidst skal Du se." —
Da Ellen ved Nattetid postede et Glas friskt Vand til Moderen, saae hun op paa den lyse, klare Stjernehimmel, saae helt ind i den, og hun tænkte paa Valdemar og hans Hilsen, og glædede sig over, at dette Syn, det dejligste af alle, kunde de dele med hinanden, trods Adskillelsen.
„Jeg er lidt træt i Dag, Far, ikke syg, bare træt."
Saa bliver Du kjønt liggende, Mor. — Jeg har ellers ikke hørt Dig hoste i Nat."
„Nej, det er ligesom jeg ikke mere har Magt til at faa Hosten frem. — Saa Du synes, jeg skulde blive liggende?"
„Ja, det er det ene Rigtige. — Du passer paa, at her er stille, Ellen, Din Moder er træt. Naar Børnene komme hjem, maa I helst alle blive i Kjøkkenet." —
„Peter læs et Ord for mig før Du gaar. — Slaa bare lige op."
Biblen aabnede sig paa sidste Side og han læste:
„Og de skulle se hans Ansigt og hans Navn skal være i deres Pander," saa kunde han ikke mere, Graaden var lige ved at bryde frem.
„Det var et godt Ord, Tak! — Men, Far, Du glemmer jo at sige Farvel."
„Sikken En, jeg er. — Farvel Mor og Ellen derude."
Opad Dagen kom Doktoren, Havnearbejderen havde bedt ham om at se til den Syge. Ellen sad ved Sengen og strikkede og Moderen laa med lukkede Øjne, dog uden at sove, da Lægen traadte ind.
„Naa hvordan gaar det?"
„Nedad, tror jeg nok. — Græd ikke, Ellen, Du maa jo da have mærket det. Men jeg har ikke mange Smerter og god Hvile paa Lejet. — Kan det vare længe?"
„Jeg tror det næppe."
„Det er jeg glad for. — Min Mand læser hver Dag for mig i denne Tid, — Doktoren forstaar nok, det er i Biblen han læser. Der er saa mange Løfter og dem klynger jeg mig til."
„Deri gjør De Ret," han klappede venligt hendes Haand og ønskede i sit stille Sind, at han havde samme urokkelige Tro.
Da Peter Hansen kom hjem til Middag, bad Ane Marie ham hente Præsten.
„Du sagde selv, Far, at jeg næste Gang skulde gaa med Eder til Herrens Bord og saa tror jeg nok at det er høj Tid nu. — Kan Du slippe fra Arbejdet?"
Det koster mig kun et Ord. — Sæt Maden bort, Ellen. Du og Børnene maa spise i Kjøkkenet. Jeg vil lige gaa."
Et Par Timer efter knælede Ellen og Faderen ved Moderens Seng, medens Præsten stille og højtidsfuldt uddelte de hellige Gaver.
Da han var gaaet, gled et lyst Smil over Moderens Ansigt.
„At det var saa nær havde jeg dog ikke troet. — Aa, Peter, græd ikke, Du maa unde mig at gaa hjem."
„Det gjør jeg ogsaa, Mor, men Herren veed, hvad Du er for mig, og han vredes ikke over min Sorg."
Lidt efter sagde hun: „Hvad var det, jeg tænkte paa før? — Aa, nu veed jeg det, hils Valdemar Stub, Du maa ikke glemme det, Peter!"
„Nej, Ane Marie, jeg skal hilse ham."
Hun laa nu ganske stille, saa stille, at Manden angstfuld bøjede sig over hende.
„Kald paa dine Sødskende, Ellen! — Læg Jer paa Knæ her, smaa Drenge, Hanne ogsaa, og Du Ellen. Velsign dem, Mor, velsign Dine Børn!"
Hun aabnede Øjnene: „Du maa føre min Haand, Peter, jeg kan ikke selv."
Saa lagde han blidt og vaersomt den matte Haand paa hver af de bøjede Hoveder. Der gik en Lysglands over det blege Aasyn og hun hviskede: „De skulle se hans Ansigt og hans Navn skal være i deres Pander, i din, Far, og i min og i alle vore Børns, ja, Jesu velsignede Navn!"
Det var hendes sidste Ord. Kræfterne vare udtømte og Dødskampen let og kort.
De smaa Drenge forstode ikke rigtig hvad der var sket, men græd dog med de Andre.
„Hvad skal vi nu bede om, Far," spurgte Niels, da han skulde i Seng.
„At vi engang maa komme derop, hvor Moder er."
„Aa, Fader," Hanne gik lige hen til ham og hulkede, „jeg har tidt været saa styg, ikke nu i den sidste Tid, men før. Moder har mange Gange grædt over mig. Hvad skal jeg dog gjøre?"
Peter Hansen tog hende paa Skødet og trykkede hende tæt op til sig.
„Alt det, Du siger, Hanne, passer paa din Fader. Jeg har ogsaa været styg og Moder har grædt Taarer for min Skyld. — Vi maa begge gaa til Herren, Du og jeg, han har betalt ogsaa vor Skyld, og han vil hjælpe os til at blive gode."
Tror Du, jeg kan blive god, Fader?" Hun puttede hulkende sit Hoved ind ved hans Bryst.
„Ja, Herren vil gjøre os gode, det var jo ham, der gjorde Moder god."
De sade ganske stille og græd sammen, men i den Stund lagdes Grunden til en dyb og varig Forstaaelse mellem Fader og Barn.
Ellen laa paa Knæ inde i Kamret og bar sin egen Sorg og de Andres Sorg frem for den himmelske Fader. Naar hun tænkte paa Moderen blandede en uforklarlig Følelse af Fred, ja næsten af Lykke sig dog i Smerten over Tabet, Moderen var nu fri og frelst, bjerget for al Evighed. Midt i Taarerne takkede og prisede Ellen Gud.
Saa kom Dagen da Kirkeklokkerne ringede over Ane Marie, og den med et Mylr af Kranse dækkede Kiste sattes ned i Jorden, paa samme Plet, hvor for mange Aar siden en lille Barnekiste nedsænkedes under bitre Taarer.
Præstens Tale lød næsten som en Lovsang over Frelserens Kjærlighed og Naade og over den Lykke det var at høre ham til.
Peter Hansen stod med bøjet Hoved og indsugede Ordene. Lille Hanne holdt fast paa hans Haand. Hver Gang hendes Graad blev hørlig Hulken, tyssede han kjærligt paa hende. Niels og Ole klyngede sig til store Søster. De smaa Ansigter vare underlig spændte, halv forskrækkede. Ellen selv stod mild og stille, et fredens Billede.
„Kom nu Alle hjem til os," bad Hr. Stub indtrængende. Stemmen var lidt tyk, for ogsaa han havde grædt.
„Nej, Tak, vi kan ikke, — ikke i Dag."
Saa gik de langsomt hjem, efter at have vekslet Haandtryk og sagt Tak til den lille Skare, der havde fulgt.
Aa, hvor var der tomt hjemme! Da hun førtes til Hospitalet, var der ogsaa tomt, men ikke som nu. Peter Hansen lod uvilkaarlig sin Haand glide hen over Lænestolen, hvor hun havde siddet og over Lejet, hvor hun havde hvilet.
„Han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes, thi ham leve de Alle, — er det ikke saadan vor Frelser siger?"
„Jo, Fader, jeg skal vise Dig, hvor det staar."
Lidt efter sagde han: „Saadan en Mængde kjønne Kranse, mange flere end jeg havde ventet. Ja, stille og bramfri som Moder var, har hun været agtet og afholdt af ikke Faa." —
Opad Eftermiddagen bragte Postbudet en stor, rund Æske.
„Den er langvejs fra," sagde han og stirrede nysgjerrig paa de fremmede Frimærker. Faderen betragtede den ogsaa undrende, men Ellen gjættede straks hvorfra den kom.
„Nej, se dog en Lyngkrans! Eders Moder holdt saa meget af Lyng, for den mindede hende om Barndomshjemmet derude paa Heden. — Der er en Seddel med. Hvad staar her?"
„Hilsen fra Valdemar," læste Ellen.
„Valdemar? — Naa Valdemar Stub, saa det er fra ham. Vil Du løbe tilbage og lægge den paa Graven, Hanne, saa maa Du."
Ellen havde gjerne gaaet det Ærinde, men hun sagde ikke Noget, derimod bøjede hun sig og optog Sedlen, der var falden paa Gulvet.
„Giv mig den, Barn, den gjælder jo Moder, og jeg vil lægge den ind i Bibelbogen." —
Om Aftenen kaldte Peter Hansen Børnene sammen og sagde:
„Nu har I ingen Moder at ty til, stakkels Smaa, men I har en god og trofast Søster og hende maa I holde af og lyde, som var hun Eders Moder. Ellen kunde have det meget bedre, end hun har det her, skal I vide, men hun nænner ikke at forlade os. Gud velsigne hende!"
Han lagde sin Haand paa hendes Hoved,
men Ellen syntes, at hun kunde gaa i Ilden for sin Fader.
Og Tiden gik, men det var næsten som Savnet voksede og Følelsen af hvor meget Moderen havde været for dem Alle, blev stærkere.
En Aften kom Peter Hansen senere hjem, end ellers, han saae mørk ud.
„Din Tante har været i Lag med mig, Ellen," sagde han i en nedslaaet Tone, „hun talte stærke Ord om Alt, hvad Du døjede herhjemme, og saa foreholdt hun mig, hvor egenkjærligt det var, at jeg beholdt Dig."
„Det er hende, der er egenkjærlig, Fader, det er for sin egen, ikke for min Skyld, hun vil have mig hjem. Saa er Onkel Poul rigtignok anderledes, han forstaar godt, at det er min første Pligt at være her, og han veed ogsaa godt, at det er min største Glæde."
„Naa, naa, Du Smaa, ikke saa ivrig," skjændte han spøgende, men Ellen saae med Glæde, at Skyen veg fra hans Pande.
Et Par Dage efter kom Tanten selv, men det var en forgjæves Gang, Ellen stod fast, trods alle Tilbud og Løfter. Tilsidst blev Fru Stub vred og sagde, at Utaknemmelighed var en bitter Løn for udviste Velgjerninger. Men da hun saa igjen saae paa den unge Pige, der stod saa blid og stille foran hende, slog Sindet sig og hun aabnede Armene.
„Ja, ja, dit Værelse staar nu alligevel og venter paa Dig, Du slemme Pige."
Saa gik hun mismodig bort, der var ingen Udvej at øjne, syntes hun. Jo, dog maaske en, Ellens Fader var jo en yngre Mand, han kunde gifte sig igjen, ja, naturligvis han vilde gifte sig igjen og saa var Pigebarnet fri.
Fru Stub blev hel oplivet ved denne Tanke og fik travlt med at udfinde de Enker og ældre Piger, der kunde egne sig til Stillingen. Men hun kjendte ikke Peter Hansen! —
Undertiden, naar Børnene havde været mer end almindelig urolige, eller Arbejdet mer end almindelig anstrengende, kunde Ellen gribes af Længsel efter den rolige, yndige Stue med Udsigt til Stranden. En og anden Gang længtes
hun ogsaa efter sine Bøger og den afbrudte Musikundervisning, dog det var farlige fristende Tanker, der kastede Skygge over det Liv og den Gjerning, Gud havde beredt for hende, og hun sagde et ærligt: „vig fra mig", naar de meldte sig. —
Somren var varm og smuk med Natteregn og klare Solskinsdage. Haver og Marker bugnede af Frugtbarhed. Hver Søndageftermiddag vandrede hele Familien til Graven, „Moders Have", som den lille Plet kaldtes. Bagefter gik Vejen til Strandbankerne. Børnenes Jubel gjorde Peter Hansen godt, dog var der ogsaa Øjeblikke, da den skar ham i Hjertet, for det var jo saa kort siden. —
„Ellen, min kjære Pige, løb med de Andre. Det passer ikke for Dig altid at gaa med din Fader, som et gammelt Menneske."
„Er Du kjed af mig, Fader?"
„Vist ikke nej."
„Ja, saa bliver jeg." Hun tog hans Haand og saa fulgtes de ad, men Tankerne gik hver sin Vej. —
Af og til kom Onkel Poul med Hilsen fra Valdemar.
„Du maa sende Gjenhilsen, Ellen. Husk, han sidder derovre alene i det fremmede Land. Jeg faar ikke et Brev, uden han spørger til Dig og Jer Alle."
„Fader har skrevet, bragt ham Moders Hilsen og takket for den skjønne Krands."
„Men der var ingen Hilsen fra Dig, klagede fyren."
„Var der ikke? — Ja saa maa Du rigtignok hilse ham mange Gange, Onkel. — Jeg var saa glad over hans dejlige Krands." —
Saa Valdemar havde savnet en særskilt Hilsen fra hende. Aa, han skulde blot vide, hvor mange Hilsner hun sendte ham i Tankerne. —
„Er Drengene rigtig lydige," spurgte Peter Hansen en Dag, „jeg synes Du maa gjentage dine Ord, naar Du forbyder dem Noget."
„Saadan er Børn vist altid."
„Det kan nok være, men derfor trænge de ogsaa til at aves, og jeg har kun daarlig gjort min Pligt i den sidste Tid, er jeg bange for.
Tanken paa deres Moder lægger sig underlig lammende over mig, naar jeg burde revse, men det er rent galt, for Moder vilde netop, at de skulde holdes til Lydighed. For Hanne frygter jeg ikke mere, hun kommer selv til mig, det lille Skrog, skrifter og er angerfuld og saa er der jo ingen Grund til at straffe. Men Niels er bleven noget kjæphøj, synes jeg, og trænger til at bukkes."
Lejligheden lod ikke længe vente paa sig; endnu samme Dag vægrede Niels sig, da store Søster forlangte, at han skulde tage Blusen af. Han vilde ikke sidde inde medens Albuhullet blev stoppet, paastod han, hun kunde godt vente med at gjøre den i Stand til han var i Seng.
Tonen var opsætsig og den lille Fyrs hele Mine æggende. Ole betragtede ham med en Blanding af Uvillie og Beundring.
„Vil Du ikke lyde din Søster?" Faderen viste sig uventet, „saa bliver det nok bedst, at jeg taler med Dig. Blusen af og det straks, og saa beder Du din Søster om Forladelse.
Naa, det har Du ingen Lyst til, ja, ja. — Gaa ud I Andre."
Ole og Hanne klyngede sig til Ellen og da et lille Hvin trængte gjennem Døren, begyndte de at græde, Ellen tyssede paa dem.
„Stakkels Fader, der er saa god, det er Synd for ham! — Naa, nu er det nok forbi."
Niels saae ud som en slagen Helt, da han viste sig afført Blusen og med forgrædte Øjne.
„Nu skal I lade ham staa, til han bliver god igjen," formanede Faderen, „saadan en lille Hvalp, der vover at gjøre Indvendinger, men jeg tænker nok det bliver sidste Gang!" —
Da Ellen havde lappet Bluseærmet gav hun sig til at dække Aftensbordet, og saa kom Niels, der hidtil kun havde givet sig tilkjende ved smaa afbrudte Hulkelyde, listende ind. Kopperne klirrede saa fristende og han var sulten.
„Om Forladelse, Fader!"
„Gaa til Ellen."
Det kneb lidt, men han kom dog.
„Om Forladelse, Ellen!"
„Og Du vil aldrig —
„Lad ham dog selv sige det, Ellen."
„Jeg skal aldrig mere være saadan."
Hun klappede kjærligt hans lille lyse, krøllede Hoved og tænkte paa, hvor højt Moderen havde elsket ham.
Efter Theen tog Peter Hansen, som han plejede, Plads i Kurvestolen og Hanne paa Skamlen ved hans Fødder. Lille Ole saae et Øjeblik frygtsomt op paa Faderen, af hvis Kraft og Magt han havde faaet et vældigt Indtryk, saa fattede han Mod og entrede op paa Skjødet, som hans Vane var.
„Jeg synes der mangler En," Peter Hansens Stemme lød blid og kjærlig, „hvor bliver min anden Dreng af?"
„Maa jeg?"
„Ja, kom Du bare."
Den kjække, lille Gut lod sig det ikke sige to Gange. Saa meget havde han aldrig holdt af sin Fader og saa inderlig havde han aldrig bedt: „lad os komme derop, hvor Moder er," som den Aften.
Dagene toge stærkt af og Rønnebærrenes koralrøde Klaser skinnede mellem de allerede gulgrønne Blade. Ellens sekstende Fødselsdag nærmede sig. Den faldt paa en Søndag og hele familien var indbudt til Eftermiddags Chocolade hos Tømmerhandlerens. Peter Hansen var helst bleven hjemme, men saa var Ellen ogsaa bleven hjemme, vidste han, og derfor modtoges Indbydelsen.
Det tiltalte ikke Fru Stub, at en almindelig Arbejdsmand — for det var Peter Hansen jo dog, trods Slægtskabet — skulde bænkes ved hendes pyntelige Bord, men Manden gav sine Ordre i den lave Tone, hun ikke godt vovede at modsige og saa blev det, som han ønskede. Der var Blomster paa Bordet og den store Kringle var mærket med et hvidglaseret Ellen.
Deres Fællesgave var en Symaskine af nyeste og bedste Sort. „Den kan i Tiden komme os selv til Gode," mente den betænksomme Frue og gav gjerne sin Del.
Husets unge Hjælpefrøken fik mange Anvisninger med Hensyn til de to Smaadrenge. Ellen var Gjæst og skulde mores, Aurelia maatte passe paa Børnene og staa inde for, at der ikke spildtes Chocolade paa Dugen.
„Det kan jeg ikke, Frue."
Husmoderen rynkede Panden. „Før Aurelia vænner sig af med at sige: ,det kan jeg ikke', blive vi aldrig gode Venner. — Naa, der har vi dem."
Herr Stub aabnede Fløjdørene paa vid Gab og modtog Gjæsterne med et rungende Velkommen.
Ellen havde sin Konfirmationskjole paa og bar for første Gang det lille Sølvkors. Hun saae meget yndig ud, lidt ældre end hun var, men det kom vist af det moderlige Forhold hvori hun stod til Børnene.
Onklen slog Armen om hendes Liv og betragtede hende med Velbehag.
„Til Lykke, Ellen, Gud give Dig et godt Aar, Barn! — Hvor hun dog ligner sin Moder."
„Ja, ikke sandt," Peter Hansens Ansigt opklaredes, „men Moderen var nu alligevel kjønnere."
Tømmerhandleren svarede med et lunt Nik, han var nu af en anden Mening, men vilde ikke saare.
Saa blev Kringlen skaaret itu og Chocoladekopperne fyldte. Frøken Aurelia passede i Begyndelsen omhyggeligt paa Drengene, men da Oles Theske først havde væltet sit Indhold ud over Dugen, opgav hun Vagten og nød sin egen Chocolade med uforstyrret Ro.
„De bor smukt, Herr Stub!" Peter Hansen saae sig om i Stuerne.
„Ja, ikke sandt. — Vi har det jo, i det Hele, godt paa alle Maader, men De kan ikke tro, Hansen, hvor jeg savner min Dreng. Han er nu gaaet ind i Ingenieurfaget og drømmer om at udvide Havnen her og om nye Jernbaneanlæg, men det ligger jo langt ude i Fremtiden. — Før om tre, fire Aar faar jeg ham næppe hjem."
„Og saa bringer han maaske en engelsk Svigerdatter med."
„Nej, Hansen, det frygter jeg ikke," han talte dæmpet, men Ellen hørte dog hvert Ord, „jeg tror, at min Dreng, saa ung han end er, bærer en usynlig Ring paa sin Finger og det er mig en stor Glæde og Trøst. — Mener De, at jeg ønsker ham en Hustru af fin Familie, et forvænt Pigebarn med mange Penge og mange Fordringer. Nej, jeg ønsker ham en god og kjærlig, flink og dygtig Hustru. Hvad gjør det, at Hænderne ere tomme, naar de ere vante til at arbejde for Andre og ogsaa — for saadan er jo Valdemar — til at folde sig i Bøn."
Hvorfor lagde Onklen sin Haand paa hendes Faders Skulder medens han sagde alt dette? Ellens Hjerte slog stærke Slag.
Fru Stub hørte ikke efter, hvad der blev talt, men havde travlt med at tilhviske Frøken Aurelia Befalinger og Bebrejdelser.
„Naa, nu er det sagt, og saa ikke et Ord mere. — Har min søde Ellen ikke Lyst til at se din lille Stue?"
„Aa jo, Tak, Tante, maa jeg løbe derop." Det var en hel Befrielse, hun trængte til at være ene.
En usynlig Ring? — Det var som et fjerntliggende Haab, en Tanke, der i de sidste Maaneder havde dæmret i hendes Sjæl, pludseligt kom hende nær. Men hvis det nu var en Anden, der mentes? — Nej, nej, hun saae paa det lille Sølvkors og følte, at en usynlig Ring ogsaa omsluttede hendes egen Finger. Var det muligt!
Ellen faldt paa Knæ og lagde Alt i Guds Haand, sig og ham, hele Fremtidslivet. Sin Post i Hjemmet vilde hun aldrig svigte, gjorde hun det, vilde han heller ikke holde af hende mere, det var jo netop ham, der havde vist hende Vej, og saadan vilde han altid gjøre. —
Aftensolen skinnede ind og Stærene, der havde kvidret Foraarssange, da hun sidst stod herinde, vare nu vendte tilbage fra Sommerrejsen og pippede og smaafløjtede i de gamle Træer. Stranden var mørkeblaa, og kraftige skumkrandsede Bølger slog op mod Bredden.
Ellen bøjede sig ud af Vinduet. Aa, der løb Hanne og Drengene jo nede paa Tømmerpladsen og samlede de neddryssede Kastanier up. Hvor var her dejligt og saa hjemligt, saadan havde hun aldrig følt det før.
Hanne var krøben op paa en af de store Bjelkebunker og nu skulde Drengene ogsaa til det.
„Vær forsigtige, I Smaa," raabte hun ned til dem, „og pas ogsaa paa Tøjet, nu er I saa pæne."
„Kom ned til os, Ellen," bad Hanne, „aa hvad?" Og et Øjeblik efter stod hun imellem dem.
Naar var hun her sidst? Var det den Gang, hun og Valdemar legede med Sneboldte, medens Onklen stod ved og raabte: „Bravo, Ellen, dæng ham ordentlig til." — Eller var det den Aften Fætteren spurgte hende — hvor hun huskede det tydeligt — om hun ikke havde løjet. Tanten havde ved Middagsbordet sagt: „Jeg kan da være rolig for, at Du altid, Ellen, før Du gaar til Ro, ser efter om Yderdørene ere aflaasede." Hun svarede et frejdigt Ja, for hun plejede altid at gjøre det. „Gjorde Du det ogsaa i Aftes?" spurgte Tanten videre og saa sagde hun igjen ja, skjønt det i samme Øjeblik gik op for hende, at hun havde glemt det. — „Eftersaa Du virkelig Dørene i Aftes?" Valdemars Tone var bedrøvet og streng, „Du saae saa underlig ud, da Du svarede ja."
„Jeg gjør det altid ellers."
„Men ikke i Gaar? Saa var det altsaa en Løgn. — Jeg synes Du, jo før, jo heller, skulde skynde Dig ind og sige det."
Det var en drøj Gang, men hun gik den og skriftede. Tanten blev opbragt.
„Saa man kan ikke engang stole paa Dig, det er en smuk Historie, maa jeg sige."
Men saa tog Onklen Ordet: „Herefter stoler jeg dobbelt paa Dig, min Pige, nu veed Du det." —
„Hvad grunder Du dog paa, Ellen?" Hanne trak i hende, „jeg troede, Du vilde lege med os."
„Det vil jeg ogsaa."
„Saa fang mig om Du kan!" Hanne styrtede afsted med det lyse Haar flagrende for alle Vinde, men Ellen løb den modsatte Vej og fangede hende i sine Arme. Saa kom Turen til Drengene, de klatrede om mellem Brædderne og skjulte sig. Ellen lo, skjændte og lo igjen, tilsidst legede hun med af ganske Hjerte.
„Se, det kan jeg lide," Herr Stub traadte pludselig frem, han og Havnearbejderen havde været skjulte Tilskuerne.
Ellen standsede og saae hen paa sin Fader. Han smilede til hende, men hvor var der alligevel et vemodigt Udtryk i hans Ansigt. Hun skyndte sig derhen.
„Vi maa vist gaa, kjære Onkel, Klokken er mange. — Og saa tusinde Tak for i Dag, vi har moret os saa dejligt. Nu løber jeg ind, siger Tak til Tante og henter min Gave."
Men Fru Stub erklærede, at hun ikke maatte røre Maskinen, en af Karlene skulde bringe den.
Paa Hjemvejen tog Ellen, som hun plejede, Faderens Haand.
„Den unge Frøken, der hjælper Tante, har det ikke let," sagde hun fortroligt, „jeg kjender det saa godt. ,Saadan skal det være, for saadan har jeg sagt og nu ikke mere derom.' Enhver Undskyldning eller Forklaring afskjæres. — Nej, saa har jeg det rigtignok anderledes frit, naar Du blot lydes i det Store og Hele, kan jeg jo skalte og valte som jeg vil, i vort kjære, lille Hjem."
„Saa Du fortryder ikke?"
„Men Fader, dog!"
„Nej, jeg veed det nok. — At Livet der havde sin mørke Side, kan jeg ogsaa indse, men Goderne var dog langt overvejende. Naa, det kommer ikke an derpaa, hvor Gud vil have os, er det bedst at være. — Se, nu er vi ved Hjemmet, og Hovedet maa igjen bukkes ind under den lave Dør, Ellen."
Peter Hansen iagttog sin Datter medens hun ordnede Aftensbordet og senere da hun bragte de Smaa til Sengs. Var det Legen, der havde farvet hendes Kind og faaet Øjet til at straale, eller havde hun hørt Onklens Ord og udlagt dem?
„Naa Ellen", sagde Faderen en Aften, lad nu Symaskinen hvile, jeg vil tale med Dig. — Konen derovre i det lille Hus paa den anden Side Gaden er ikke rask, hvad mener Du om at lave en god Skaal Havresuppe til hende i Morgen?"
„Det gjør jeg gjerne, naar Du ønsker det."
„Ja, ser Du min Pige, man skulde da nødig leve bare for sig selv. Din Moder fandt altid Vej til at gjøre Folk Tjenester og her er nu en særlig Grund." Han betænkte sig lidt og vedblev saa næsten højtideligt: „Manden er begyndt at synes bedre om Krostuen, end om sit Hjem, og ham vil jeg i Lag med og advare. — Skal jeg betro Dig Noget, Ellen? — Dengang vor lille Søn var død, sørgede din Moder og jeg begge, men hendes Sorg varede længere end min, og jeg blev træt af altid at se hende græde. Saa kom der et Par lystige Fyre og lokkede mig til at slaa Følge, og jeg gik ogsaa med dem, — ja, det gjorde jeg, ikke hver Aften, men saadan af og til i et Par Maaneder, og de stærke Varer smagte bedre og bedre for hver Gang, men hel beruset var jeg dog ikke. En Aften kom jeg mere omtaaget hjem, end ellers, jeg lo dumt og begyndte at synge. Moder sad der, hvor Du nu sidder, Hovedet var bøjet og hun syede flittigt, men jeg saae Taare efter Taare falde ned paa Arbejdet. Det gik igjennem mig, men jeg lod haard og sagde utaalmodigt: Er det nu ikke nok, vi kan jo dog ikke kalde ham tilbage. ,Jeg græder ikke over vor lille Dreng, Peter,' hun slog sine klare Øjne op og saa paa mig, ,jeg græder over Dig, for naar Du er saadan, er Du slet ikke Dig selv.' Stemmen var saa kjærlig og sorgfuld paa engang og det kunde jeg ikke staa for. Taagen veg, og jeg gik ud til Posten og skyllede Hovedet over Gang efter Gang. Da jeg kom ind igjen var Aftensbordet dækket og jeg spiste min Mad i Tavshed, men da Kammeraterne lokkede næste Dag, sagde jeg et kort Nej. ,Naa Du vil heller hjem til din lille Grædekvinde', spottede den Ene, men havde han ikke veget til Side, vilde min knyttede Haand have ramt ham lige i Synet, samme Øjeblik Ordet var ude af hans Mund. Moders Ansigt klarede op, da hun saae mig komme. ,Jeg har en stegt Rødspætte til Dig, Peter, og Du skal faa en Kop Kaffe ovenpaa,' raabte hun mig i Møde. Men jeg bøjede min Stolthed og hviskede, at nu skulde jeg nok være mig selv igjen, og det troede hun paa. Selv kjendte jeg ikke Herren dengang, men han holdt paa mig alligevel. Moder har nu ogsaa bedt for mig Dagen igennem, tør jeg nok sige. — Nu kan Du forstaa, Ellen, at jeg gjerne vil hjælpe Andre. Den unge Kone derovre ser uordentlig ud og Hjemmet er, det jeg tror, alt Andet end hyggeligt, men naar Du nu kommer med en kvægende Drik, kan Du fortælle om din Moder, hvordan hun var paa alle Maader mod Jer Børn og mod mig, det kan ikke saare, men dog mulig vække til Eftertanke. Det kunde vel ogsaa være, Du fik Naade til at vidne om ham fra hvem Moder fik sin Kraft. — Naar jeg gaar forbi Værtshuset og hører dem støje derinde, synge, le og kives, bløder mit Hjerte, for det er jo dyrekjøbte Menneskesjæle. Da jeg i Aftes gik fra Mødet i Præstegaarden kom Bengt derovre dinglende ud af Kroen. Han kunde daarlig klare sig selv og saa tog jeg ham under Armen og ledte ham hjem. Det er En, Gud Herren har lagt for min Dør, tror jeg, og saa vil det jo ogsaa lykkes at hjælpe ham." Peter Hansens Ansigt lyste af en stille og ydmyg Kraft.
Næste Dag bankede Ellen frygtsomt paa den fremmede Kones Dør. Modtagelsen kunde ikke kaldes hjertelig og den velkogte Havresuppe gjorde ikke synderlig Lykke, men Isen var dog brudt, og tredie Gang hun saae derind, erklærede Konen, at hun havde længtes efter hende. Saa arbejdede Fader og Datter i al Stilhed til samme Maal. —
Og Vintren gik sin rolige Gang, Hanne begyndte allerede at tælle Dagene til Jul.
Da Ellen en kold, klar Formiddag var paa Vej til Rullekonen med en stor Pakke Tøj, saae hun en Flok unge, pyntede Piger komme gaaende paa den anden Side Gaden, og huskede saa pludselig, at der var Fødselsdag hos Amtsforvalterens. Forrige Aar havde hun været bedt med.
„Se, Jutta, er det ikke Ellen Stub, hende derovre? — Nej dog, hvor hun er vokset."
„Tys", lød Juttas kolde, tynde Stemme, „lad os bare gaa."
Ellen følte et lille Stik i Hjertet, men et Øjeblik efter laa en Haand paa hendes Skulder og et mildt, kjærligt Pigeansigt vendte sig imod hende.
„Goddag, Ellen, jeg kjendte Dig ikke straks. — Hvordan har Du det?"
„Tak, rigtig godt. — Frøken Bruhn har det vel ogsaa godt?"
„Frøken Bruhn kjender jeg ikke. Jeg hedder Ida og vi sige jo Du til hinanden, ikke sandt? — Min Moder taler saa tidt om Dig, jo, for den Gang Du blev konfirmeret var Moder i Kirken og saae Dig komme med din Fader og dine Sødskende og siden tror jeg nok" — hun hviskede — „at Moder har bedt for Dig hver Dag." Saa lagde Oberst Bruhns Datter sine Arme om Ellens Hals og kyssede hende.
Det var Hilsen fra to forskjellige Lejre, men den sidste tog al Bitterheden fra den første.
Før Klokkerne ringede Juleaften gik Havnearbejderen med sine Børn ud paa Kirkegaarden. Han bar selv en stor, kostbar Krands, — kunde Noget være for godt — men Ellen havde bundet fire, smaa Krandse af Vedbend og Gran, saa hvert Barn bragte sin.
Faderen stod ganske stille og stirrede paa den snedækte Grav, saa nikkede han et Par Gange og pegede opad. Han sagde ikke et Ord, men selv lille Ole forstod, at Moder ikke var her, men deroppe i Himlen.
Ellen havde pyntet et ganske lille Juletræ, det stod midt paa Bordet og ventede paa at blive tændt. Peter Hansen saae sig om i Stuen, tog saa Kurvestolen, hvor Moderen plejede at sidde, og stillede den hen ved Vinduet.
„Den skal staa tom i Aften, Børn, her er en tom Plads, det føle vi Alle." — Han hulkede et Øjeblik og saa klyngede Børnene sig grædende op til ham.
„Det er ikke Meningen, I Smaa, vi skal være glade i Aften og takke Gud, at han har aabnet en Vej, ogsaa for os, til det Hjem, hvor kjære Moder nu hører Englene synge."
„Synger hun ikke selv med, Fader?" Niels saae spørgende op til ham.
„Jo, det gjør hun vist, og nu vil vi ogsaa synge. Tænd Træet, Ellen, og slaa Bibelbogen op. — Forrige Aar læste Moder for os, kan I huske det? Og bagefter talte hun om Alt, hvad Jesusbarnet havde at bringe os. Kan Nogen huske Ordene? — Ja, Ellen var her jo ikke, men Du, Hanne?"
„Ikke rigtig, men vi fik da Gud Faders Kjærlighed og Syndernes Forladelse."
„Ja, det sagde Moder og hun vidste, at det var sandt, for hun havde jo selv faaet Gaverne."
Saa læste Peter Hansen Juleevangeliet og Børnene sang hver med sit Næb, som de smaa Fugle. Senere dækkedes Aftensbordet. Det var pyntet med Gran og der sattes Flæskesteg, Rødbeder og et Fad dampende Kartofler frem.
Faderen lagde Armen om Ellens Liv og sagde samme Ord, Moderen plejede at sige: „Gud ske Lov for Dig," men Savnet var alligevel i Stuen og i hans Hjerte. —
Da Peter Hansen og hans Børn første Juledag vare komne hjem fra Kirken bankede det paa Døren og Onkel Stub, som de Smaa kaldte ham, traadte ind.
„Glædelig Jul, Allesammen! Ingen Tak, Ellen, blev Du glad, er jeg glad. — Vor Juleaften var jo lidt trist i Aar. Egentlig havde jeg haabet at faa et Glimt af Pigebarnet der, for vi lod hende jo i Fjor løbe herhjem en Timestid. — Dog dette er noget Andet, jeg forstaar saa godt, Hansen at det er noget Andet. Men savne hende gjorde man, og saa min Dreng, det er ikke til at sige, hvor jeg savnede ham. Men Brev fik vi da og der laa Noget indeni, som jeg skulde give Dem, Hansen, og saa bede Dem om igjen at give det til Ellen. — Er det ikke den snurrigste Fyr i hele den vide Verden," — han lo saa Taarerne stod ham i Øjnene — „begge Fædre skal sættes i Gang for at bringe det lille Pigebarn hans Hilsen."
Havnearbejderen lo ikke, men han trak dog paa Smilebaandet og saa stirrede han paa det Photographi, Herr Stub havde rakt ham.
Sikken et kjønt Billede! — Ja, jeg kjender ham næsten ikke, men det ligner vist godt. Det er jo til Dig, Ellen, vil Du have det?"
Hun nærmede sig en Smule tøvende, men da hun saae Photographiet lød det friskt og naturligt, næsten jublende:
„Nej, det er jo, som man ser ham selv! Hvor jeg er glad over det. Tak, Onkel, tusinde Tak."
„Men der følger en Betingelse med, min Stump, dog det gjælder nok ogsaa din Fader. Jeg skulde bede Valdemars Onkel, om han ikke nok vilde give Ellens Billede til Gjengjæld?"
„Det maa hun selv om. — Tag Plads Herr Stub. Ja, vi tør vel ikke byde Dem en Kop Kaffe?"
„Jo, Tak, jeg siger ikke Nej," han satte sig godt tilrette ved Bordet og tog en Dreng, paa hvert Knæ.
„Fløden og Julekagen er fra Tantes dejlige Julekurv, saa jeg behøver ikke at gjøre Undskyldninger." Ellens Ansigt straalede, og det fine Rosenskjær paa Kinden havde en stærkere Farve, end ellers.
Onklen saae først paa hende og saa paa Faderen, men Peter Hansen besvarede ikke rigtig det lune Forstaaelsens Blink i Tømmerhandlerens Øje.
Lidt efter gik Onkel Stub og Havnearbejderen fulgte ham ud. Da han kom tilbage stod Ellen fordybet i Beskuelsen af Photographiet.
„Naa, kan det nu ikke være nok, Barn? — Giv mig kjønt Billedet, saa vil jeg gjemme det."
„Men, Fader, det er jo mit!"
„Jeg veed det nok, derfor sagde jeg ogsaa kjønt. — Giv mig det saa, Du maa faa Lov til at se det, hver Gang Du beder derom." Han rakte sin Haand ud, men hun stod tvivlraadig.
„Du vil ikke?"
„Jo, Fader," hun gav ham det, men der stod en Taare i Øjet.
„Tak, Ellen, — Jeg lægger det her i den øverste Skuffe, indeni et lille Skrin, din Moder har gjemt fra den Tid vi vare unge. — Vil Du saa sende ham dit Billede?"
„Ja, det vil jeg rigtignok gjerne, men Du maa med paa Photographiet, Fader, og Børnene ogsaa. Du vil da nok?"
„Ja, vel."
Peter Hansen syntes godt om Tanken og da Helligdagene vare endte, begav hele Familien sig til Photographen.
Ellen bar sin daglige Dragt, en mørkegraa Hvergarnskjole, hvidt Forklæde og hvid Strimmet om Halsen. Hun havde Faderen under Armen, Ole i Haanden og Niels ved sin Side. Hanne, der holdt Faderen under den anden Arm, mødte i ny Kjole, nye Sko og ny sort Baandsløjfe paa den lange Fletning. Krøllerne, der med Magt vare redte tilbage, struttede alligevel frem og Smilehullerne kom til Syne trods Øjeblikkets Alvor.
„Udmærket vellykket", lød Photographens Dom, og da Billedet et Par Dage senere tilsendtes Peter Hansen, erklærede denne, at det ikke kunde være bedre.
„Se her, Ellen, her er vi. Hvad synes Du om det?"
„Nej, hvor det ligner Dig, Fader, og os Alle. Det er rigtignok dejligt!"
„Og Du synes virkelig, at jeg skal sende ham det?"
„Ja, kjære Fader, det var jo derfor —
„Du misforstaar mig, Ellen, jeg under ham det gjerne, men som Du staar der og holder saa fast paa min Arm, medens Børnene igjen holde fast paa Dig, saa — ja hvordan skal jeg sige det — saa tager han det maaske som et Svar."
Hun tav et Øjeblik, løftede saa Hovedet og sagde fast, medens et næsten ophøjet Udtryk bredte sig over det unge Ansigt:
„Det er ogsaa et Svar, Fader." —
Om Aftenen tog Havnearbejderen Blæk og Pen frem og lavede sig til at skrive. Konvoluten gjordes først i Stand og det tog lidt Tid, da Adressen var temmelig indviklet. Ordene paa Bagsiden af Photographiet nedskreves derimod hurtigt.
„Vil Ellen se, hvad her staar?"
Det vilde hun gjerne og saa læste hun: „Tak for Billedet og kjærlig Hilsen fra os Alle.
Peter Hansen."
Takkebrevet lod ikke vente længe paa sig, Havnearbejderen læste det to Gange i Stilhed og sagde saa smilende:
„Jeg veed ikke hvordan det er, men den Krabat har nu alligevel listet sig ind i mit Hjerte, skjøndt jeg ikke havde Stort i Sinde med ham fra først af. — Det er intet langt Brev, vil I høre det?"
Ellen saae ned og Hanne op medens han læste:
„Tak, kjære Onkel, jeg er gladere over det Tilsendte end over et Kongerige. Sig til Ellen, at jeg læser hvad det svundne Aar har bragt af Velsignelse i hendes Aasyn. At Hanne er bleven saa stor, og ser ud til at være en dygtig, fornuftig Pige, var mig en i høj Grad opmuntrende Overraskelse. Hjemlængslen vaagnede rigtignok ved Synet af Billedet, men tager jeg mig en kort Ferie og kommer bag paa Fader, i Somrens Løb, slaar han mig vel heller ikke ihjel.
Gud bevare os Alle.
Eders Valdemar."
„Men, Fader," Hanne nærmede sig spørgende, „hvor kan det være ham en opmuntrende Overraskelse, at jeg er bleven stor og ser fornuftig ud?"
„Det skal Du ikke spekulere paa, min Unge. Forstaa det, hvem der kan. Gjem Brevet, Ellen, og saa synes jeg vi skal kjøbe en kjøn, lille Ramme til hans Photographi og hænge det under Moders Billede.
„Naa, Ellen, sagde Faderen en Dag, lad nu Sytøjet hvile. Hvad er alt det for Kram?"
„Jeg syer for Tante, hun er godt fornøjet med Arbejdet og lønner det rigeligt."
„Og saa kjøber Du Tøj til Børnene, Æg og Rullepølse til din Fader, jo, Du er mig en dejlig En!"
„Rullepølsen laver jeg selv."
„Det gjør ingen anden Forskjel, end at den smager bedre. — Du er ligesom din Moder, Ellen; hun tjente ogsaa af og til Penge ved at hjælpe Folk med Slagtning og Rengjøring og saa lod hun dem ganske stille sive ind i de daglige Indtægter."
Ellen svarede ikke, men tog kjærligt hans Haand.
„Du er saa god imod os, Fader, vi har det saa godt."
„Men saadan havde Moder det ikke, for jeg er nu alligevel, hvor smaat det endnu staar til med mig, ved Guds Naade bleven en anden Mand og har aflagt den haarde Tone og det bydende Væsen. — Jeg holdt inderligt af Moder og det vidste hun, men jeg bar ikke Byrderne med hende. Arbejdslønnen gav jeg hende jo, og saa syntes jeg, at Mit var gjort. De første Aar læste jeg for hende om Aftenen, og det var hende til stor Glæde, men senere gad jeg ikke være over det, og nøjedes med selv at se Avisen igjennem. Det var kun sjeldent jeg meddelte hende, hvad der stod. Jeg postede ikke Vand, splintrede ikke heller Brænde, hun maatte hjælpe sig selv med Alt."
Han sukkede dybt og vedblev saa:
„Nu leve vi med hverandre, som Moder gjerne vilde have levet. Naa, Angeren maatte vel til, før mit haarde Hjerte kunde bøjes og det hun saaede i Kjærlighed faa Tid til at vokse. — Men vi kom bort fra det, jeg tænkte paa før, da jeg bad Dig lægge Sytøjet. Du har jo gaaet i en god Skole, Barn, og det er ikke rigtigt, at den Tid skal være spildt. Læs og skriv lidt hver Dag, Du kan faa Brug for det i Fremtiden. Han saae betydningsfuldt paa hende.
En anden Dag kom Hanne springende og spurgte:
„Du tænker da ikke paa at rejse fra os, Ellen?"
„Nej, nej, hvor falder det Dig ind?"
„Jo, Fader siger sommetider, at jeg rigtig skal stræbe og se at blive den anden Ellen. Saa Du forlader os virkelig ikke?"
„Nej, hvor skulde jeg ogsaa gaa hen!"
„Stubs vil heller end gjerne have Dig tilbage. I Gaar kyssede den underlige Frue paa Fingren ad mig, og det synes jeg var et slemt Tegn."
Ellen lo og saa tog hun sin lille Søster i Favn. — Men da Barnet var gaaet blev hun staaende i dybe Tanker. —
Engang imellem kom Peter Hansen hjem med Bengt. Saa maatte Ellen sætte det Bedste frem, Huset formaaede og lave stærk Kaffe i Stedet for The. Naar Maaltidet var endt tog Faderen, som han plejede, Biblen frem, læste et kort Ord og saa blev en Aftensalme sunget, hvorpaa de smaa Drenge afklædtes og puttedes i den store Seng. Havnearbejderen fulgte selv sin Gjæst hjem og naar han ved Afskeden sagde: „glem ikke at hilse din Hustru fra os," var det som Petronelle steg i Bengts Agtelse og hans: „Godaften i Stuen", lød næsten venligt, ligesom han ogsaa skænkede de i Vuggen slumrende Tvillinger et faderligt Blik. Salmetonerne lød endnu i hans Øre og Lysten til at begynde et nyt Liv rørte sig i hans Hjerte. Men der var et langt Stykke Vej tilbage endnu.
„Det undrer mig, at Valdemar sender saa mange Hilsner til Ellen i sine Breve og altid beder Dig fortælle hende saa det Ene, saa det Andet," Fru Stub saa spørgende paa sin Mand.
„Naa, saa det har Du ikke før lagt Mærke til?"
„Mener Du?" Tanken slog ned som et Lyn.
„Jeg mener, at bedre Valg kunde han ikke gjøre."
„Men Stub dog, det svimler næsten for mig, lille Ellen, vor Ellen! Hvor har jeg dog været dum!"
„Men Du ser da ikke bedrøvet ud, Konradine?"
„Aa, nej, men saa faar jeg hende jo ikke mere igjen paa den gamle Maade. — Nu har jeg aldrig kjendt Mage!" Hun slog Hænderne sammen.
Saa Ellen skulde blive den unge Fru Stub, hun saa tidt havde gruet for. Den fine, højlærde Dame, hun havde tænkt sig, en stolt, ung Kvinde, der vilde gjøre hende selv til gamle Fru Stub og efterhaanden feje hende til Side, som et Meubel, der ikke mere var Brug for. Og saa, at det blev Ellen, det Barn, hun havde skænket alle de moderlige Følelser hendes stakkels indsnevrede Hjerte rummede.
„Jeg har ikke røbet Sagen til Nogen og Du maa ogsaa holde Tand for Tunge, Konradine, og det ikke mindst, naar Du taler med Ellen. Det er Valdemars Ret selv at sige første Ord."
„Tror Du jeg vil fri for ham? Nej bevares. — Men skal hun dog ikke, jo før, jo heller, ud af de jammerlige Forhold hun lever i?"
„Jammerlige Forhold! Du taler om, hvad Du slet ikke kjender, Kone. Det er er rigtig gode, karakterudviklende Forhold, Ellen lever i. — Men det fornøjer mig, at Du er glad."
„Jeg er overvældet, Stub. — Hvornaar skal det være?"
„Nej, Konradine, det er for galt! Før Forlovelsen taler man da ikke om Brylluppet. Jeg tænker der vil gaa en tre, fire Aar."
„Det kan jeg forstaa. Saa er der da ogsaa Tid til at ordne Et og Andet." I Tankerne indkjøbtes Dækketøj og Lærredsruller, men Ellen skulde ikke ahne, at det var sit eget Udstyr hun arbejdede paa.
„Jeg veed, hun vil respektere mig og rette sig efter mig," laa som en sporende Tanke paa Bunden af alle Fru Stubs Planer.
Junisolen skinnede og og Sommervinden viftede medens Ellen trak Snore og hængte Tøj op i den lille, indelukkede Gaard. „Du vil nu altid have Tøjet hvidere end Sne," paastod Hanne og denne Gang var det næsten lykkedes. Den unge Pige tørrede Hænderne og betragtede sit Arbejde med Fornøjelse og saa, ja, saa faldt hun i Tanker.
„Goddag, Ellen! — Kjender Du mig ikke?"
Nej, der stod han jo lige foran hende, ham hun havde tænkt paa.
„Velkommen hjem! Du er god at kjende, Valdemar."
Hvor saae han mandig og kjæk ud og dog var der, i dette Øjeblik, noget ydmygt, næsten frygtsomt i Blik og Mine.
„Jeg har været nede ved Havnen og talt med din Fader, han gav mig Lov til at gaa herhen."
Hun svarede ikke, hvad skulde hun sige. Saa begyndte han da igjen.
„Du har jo forstaaet mig, Ellen, har Du Ikke?"
„Jo, Valdemar."
„Og Du tør nok?" — Først nu tog han hendes Haand.
„Ja, jeg tør godt," han fik ogsaa den anden Haand og saa kyssede han ømt og ærbødigt de smaa af Arbejde og Vask lidt rubbede Hænder.
„Min Herre er ogsaa din Herre, Ellen, det veed jeg. Vi og vort Hus ville tjene ham alle Dage, ikke sandt? — Den Morgen Du forlod vort Hjem, og jeg saae Dig gaa bort med din lille Bylt, og vidste, hvor svær den Byrde var, Du skulde tage op, blev det mig allerede klart, at Du var mere for mig, end nogen Anden. Jeg gik straks til Herren med det, saa han har lige fra først af været min Fortrolige."
„Hvor det er underligt," begyndte han lidt efter, „at være her igjen. Husker Du, da jeg sidst stod her i Gaarden og Du rakte mig Oksehjertesuppen ud gjennem Vinduet derhenne?"
„Aa, saa godt, — og ogsaa den anden Gang, da Du kom for at sige Farvel og gik uden at række mig Haanden."
„Jeg turde ikke, Ellen, da jeg først havde bedt Dig om ikke at glemme mig, maatte jeg flygte for ikke at sige mere. Du var jo kun et Barn. — Naa, der kommer din Fader allerede. — Hvorfor vilde Du ikke tage mig i Favn dernede ved Havnen, Onkel?"
„Jeg undsaa mig, hvad maatte Folkene tro, naar saadan en ung Herre, der saae ud som en Prinds, faldt mig om Halsen."
„Ser jeg ud som en Prinds, Ellen?"
„Nej, det synes jeg ikke, — men nok som en Officer."
De lo alle Tre hjerteligt og saa bad Valdemar om han maatte blive der og spise til Middag med Familien.
„Hvad har Du at byde paa, Ellen?"
„Ølost, Fader, og Spegesild med Kartofler. Det er jo Vadskerdag."
Da Ølost og Spegesild imidlertid viste sig at være Valdemars Livretter, ordnedes Alt til gjensidig Tilfredshed.
Børnene saae med Forundring paa den unge, fremmede Herre, der sad i Kredsen, som følte han sig fuldkommen hjemme og rigtig vel tilpas. Men pludseligt gik det op for dem, at det var den samme Valdemar, der hang paa Væggen og saa begyndte de at blive fortrolige.
„Maa Ellen følge med mig hjem, Onkel, og blive hos os hele Eftermiddagen. Jeg rejser jo snart igjen."
„Ellen maa, hvad hun selv vil. Gaa I kun, Børn, Gud velsigne Jer!"
Men Hanne gjorde store Øjne.
Da Aftentheen var drukket og Solen gaaet ned, gik Valdemar og Ellen Haand i Haand derude paa Tømmerpladsen, vekslede Tanker og lagde Planer. Tilsidst blev Huset bygget.
„Hvor skal det ligge, Ellen, hvor synes Du!"
„Kan det ikke ligge paa den anden Side Tømmerpladsen, her lige ved, paa den dejlige, grønne Banke?"
„Du siger Noget, og det er oven i Kjøbet Faders Grund, som han heller end gjerne overlader os. Skal vi gaa derhen og vælge Pladsen?
Aa, her er jo storartet smukt, Udsigten endnu videre og friere, end fra Villaen hjemme. — Synes Du det skal være et stort Hus?"
Nej, helst et lille, men Haven maa gjerne være stor."
„Ja, og den skal anlægges endnu i Aar. „Det vil more Fader at pusle og pille med den, og Du, og alle Dine, vil ogsaa have Glæde af at se Træer og Buske fæste Rod i vor Have."
„Men Du veed nok, Valdemar." —
„Ja, jeg veed godt, at Hanne endnu ikke er skikket til at være Husmoder, og jeg veed ogsaa, at min Læretid langtfra er udløben. Men derfor kan Fader da gjerne plante Frugttræer. Er det her Du mente?"
„Nej, lidt nærmere Tømmerpladsen, jeg synes her." —
Og Nattergalen slog sine Triller i Villaens Have og Maanen kastede Sølvskjær over Banken, Stranden og den gamle Tømmerplads, medens Valdemar og Ellen bøjede Knæ paa det Sted hvor Fremtidshjemmet skulde bygges. — Men før Valdemar rejste, omskiftedes de usynlige Ringe med synlige.
Og Dagene gik deres Gang, Uger, Maaneder, Aar. Buskene og de nyplantede Træer voksede og Hanne voksede, ja, hun voksede Ellen over Hovedet. Og saa kom Valdemar tilbage, Grundstenen blev lagt og Huset rejst.
„Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd.«</poem> | wikisource | wikisource_14431 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Hør vi synger.
Kom og slut jer til vor sang.
Ja vi synger.
Hør vor kanon er i gang.
Ja vi synger.
Frydes ved den skønne sang.
</poem> | wikisource | wikisource_4774 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=309 to=338 header=1 /> | wikisource | wikisource_28864 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu" from=32 to=37 header=1 /> | wikisource | wikisource_6879 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=74 to=83 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_13392 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=291 to=299 header=1 /> | wikisource | wikisource_16877 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Under Nordenvindens Svøbe.djvu" from=64 to=87 header=1 /> | wikisource | wikisource_23512 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Desertører.djvu" from=51 to=75 header=1 /> | wikisource | wikisource_21124 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Almindelig Handelsvidenskab.djvu" from=55 to=63 fromsection=a2_4 tosection=a2_4 header=1/> | wikisource | wikisource_6077 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=522 to=535 header=1 /> | wikisource | wikisource_13183 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu" header=1 from="13" to="24" /> | wikisource | wikisource_21194 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=256 to=257 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9624 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=536 to=549 header=1 /> | wikisource | wikisource_13200 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=186 to=187 header=1 /> | wikisource | wikisource_29964 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom de med en heel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa Straa, saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: “nei! hvor det er nydeligt lille!” Det vilde Træet slet ikke høre.
Aaret efter var det en lang Stilk større, og Aaret efter igjen var det endnu een meget længer; thi paa et Grantræ kan man altid, efter de mange Led, det har, see hvor mange Aar det har voxet.
“O, var jeg dog saadant et stort Træ, som de Andre!” sukkede det lille Træ, “saa kunde jeg brede mine Grene saa langt omkring og med Toppen see ud i den vide Verden! Fuglene vilde da bygge Rede imellem mine Grene, og naar det blæste kunde jeg nikke saa fornemt, ligesom de Andre der!”
Det havde slet ingen Fornøielse af Solskinnet, af Fuglene eller de røde Skyer, som Morgen og Aften seilede hen over det.
Var det nu Vinter, og Sneen rundt omkring laae gnistrende hvid, saa kom tidt en Hare springende, og satte lige over det lille Træ, — o, det var saa ærgerligt! — Men to Vintre gik, og ved den tredie var Træet saa stort, at Haren maatte gaae uden om det. O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, tænkte Træet.
I Efteraaret kom altid Brændehuggerne og fældede nogle af de største Træer, det skete hvert Aar, og det unge Grantræ, som nu var ganske godt voxent, skjælvede derved, thi de store, prægtige Træer faldt med en Knagen og Bragen til Jorden; Grenene bleve hugne fra, de saae ganske nøgne, lange og smalle ud; de vare næsten ikke til at kjende, men saa bleve de lagte paa Vogne, og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
Hvor skulde de hen? Hvad forestod dem?
I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Træet dem: “Veed I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem?”
Svalerne vidste ikke noget, men Storken saae betænkelig ud, nikkede med Hovedet og sagde: “Jo, jeg troer det! jeg mødte mange nye Skibe da jeg fløi fra Ægypten; paa Skibene vare prægtige Mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af Gran; jeg kan hilse mange Gange, de kneise, de kneise!”
“O, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve hen over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner det?”
“Ja det er saa vidtløftigt at forklare!” sagde Storken, og saa gik den.
“Glæd Dig ved din Ungdom!” sagde Solstraalerne; “glæd Dig ved din friske Væxt, ved det unge Liv, som er i Dig!”
Og Vinden kyssede Træet, og Duggen græd Taarer over det, men det forstod Grantræet ikke.
Naar det var ved Juletid, da bleve ganske unge Træer fældede, Træer som tidt ikke engang vare saa store eller i Alder med dette Grantræ, der hverken havde Rast eller Ro, men altid vilde afsted; disse unge Træer, og de vare just de allersmukkeste, beholdt altid alle deres Grene, de bleve lagte paa Vogne og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
“Hvorhen skulle de?” spurgte Grantræet. “De ere ikke større end jeg, der var endogsaa eet, der var meget mindre; hvorfor beholde de alle deres Grene? Hvor kjøre de hen?”
“Det vide vi! det vide vi!” qviddrede Graaspurvene. “Vi have nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de kjøre hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der kan tænkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet at de blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste Ting, baade forgyldte Æbler, Honningkager, Legetøi og mange hundrede Lys!”
“Og saa — ?” spurgte Grantræet og bævede i alle Grene. “Og saa? Hvad skeer saa?”
“Ja, mere have vi ikke seet! Det var mageløst!”
“Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?” jublede Træet. “Det er endnu bedre, end at gaae over Havet! Hvor jeg lider af Længsel! Var det dog Juul! nu er jeg høi og udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste Aar! — O, var jeg alt paa Vognen! var jeg dog i den varme Stue med al den Pragt og Herlighed! og da — ? Ja, da kommer noget endnu Bedre, endnu Skjønnere, hvorfor skulle de ellers saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu større, endnu herligere –! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg veed ikke selv, hvorledes det er med mig!”
“Glæd Dig ved mig!” sagde Luften og Sollyset; “glæd Dig ved din friske Ungdom ude i det Frie!”
Men det glædede sig slet ikke; det voxte og voxte, Vinter og Sommer stod det grønt; mørkegrønt stod det; Folk, som saae det, sagde: “det er et deiligt Træ!” og ved Juletid blev det fældet først af alle. Øxen hug dybt igjennem Marven, Træet faldt med et Suk hen ad Jorden, det følte en Smerte, en Afmagt, det kunde slet ikke tænke paa nogen Lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra Hjemmet, fra den Plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig mere saae de kjære gamle Kammerater, de smaae Buske og Blomster rundtom, ja maaskee ikke engang Fuglene. Afreisen var slet ikke noget behageligt.
Træet kom først til sig selv, da det i Gaarden, afpakket med de andre Træer, hørte en Mand sige: “Det der er prægtigt! vi bruge ikke uden det!”
Nu kom to Tjenere i fuld Stads og bar Grantræet ind i en stor, deilig Sal. Rundtom paa Væggene hang Portrætter, og ved den store Flisekakkelovn stode store chinesiske Vaser med Løver paa Laaget; der var Gyngestole, Silkesophaer, store Borde fulde af Billedbøger, og med Legetøi for hundred Gange hundred Rigsdaler — idetmindste sagde Børnene det. Og Grantræet blev reist op i en stor Fjerding, fyldt med Sand, men Ingen kunde see, at det var en Fjerding, thi der blev hængt grønt Tøi rundt om, og den stod paa et stort broget Teppe. O, hvor Træet bævede! Hvad vilde der dog skee? Baade Tjenere og Frøkener gik og pyntede det. Paa een Green hang de smaa Næt, udklippede af kouleurt Papir; hvert Næt var fyldt med Sukkergodt; forgyldte Æbler og Valdnødder hang, som om de vare voxede fast, og over hundrede røde, blaae og hvide Smaalys bleve stukne fast i Grenene. Dukker, der saae livagtig ud som Mennesker, — Træet havde aldrig seet saadanne før — svævede i det Grønne, og allerøverst oppe i Toppen blev sat en stor Stjerne af Flitter-Guld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.
“Iaften,” sagde de Allesammen, “iaften skal det straale!”
“O!” tænkte Træet, “var det dog Aften! var bare Lysene snart tændte! og hvad mon da skeer? Mon der komme Træer fra Skoven og see paa mig? Mon Graaspurvene flyve ved Ruden? Mon jeg her voxer fast og skal staae pyntet Vinter og Sommer?”
Jo, det vidste god Besked; men det havde ordentligt Barkepine af bare Længsel, og Barkepine er ligesaa slem for et Træ, som Hovedpine for os Andre.
Nu bleve Lysene tændte. Hvilken Glands, hvilken Pragt, Træet bævede i alle Grene derved, saa at eet af Lysene stak Ild i det Grønne; det sved ordentligt.
“Gud bevare os!” skreg Frøknerne og slukkede i en Hast.
Nu turde Træet ikke engang bæve. O, det var en Gru! Det var saa bange for at tabe noget af al sin Stads; det var ganske fortumlet i al den Glands, – – og nu gik begge Fløidøre op, og en Mængde Børn styrtede ind, som om de vilde vælte hele Træet; de ældre Folk kom besindige bag efter; de Smaa stode ganske tause, — men kun et Øieblik, saa jublede de igjen saa at det rungede efter; de dandsede rundt om Træet, og den ene Present efter den anden blev plukket af.
“Hvad er det, de gjør?” tænkte Træet. “Hvad skal der skee?” Og Lysene brændte lige ned til Grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og saa fik Børnene Lov til at plyndre Træet. O, de styrtede ind paa det, saa at det knagede i alle Grene; havde det ikke ved Snippen og Guldstjernen været bundet fast til Loftet, saa var det styrtet om.
Børnene dandsede rundt med deres prægtige Legetøi, Ingen saae paa Træet uden den gamle Barnepige, der gik og tittede ind imellem Grenene, men det var bare for at see, om der ikke var glemt endnu en Figen eller et Æble.
“En Historie! en Historie!” raabte Børnene og trak en lille tyk Mand hen imod Træet, og han satte sig lige under det, “for saa ere vi i det Grønne,” sagde han, “og Træet kan have besynderligt godt af at høre med! men jeg fortæller kun een Historie. Vil I høre den om "Ivede-Avede" eller den om "Klumpe-Dumpe, som faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen!”"
"“Ivede-Avede!”" skreg Nogle, "“Klumpe-Dumpe!”" skreg Andre; der var en Raaben og Skrigen, kun Grantræet taug ganske stille og tænkte: “Skal jeg slet ikke med, slet ikke gjøre Noget!” Det havde jo været med, havde gjort hvad det skulde gjøre.
Og Manden fortalte om "“Klumpe-Dumpe der faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen.”" Og Børnene klappede i Hænderne og raabte: “fortæl! fortæl!” de vilde ogsaa have "“Ivede-Avede”," men de fik kun den om "“Klumpe-Dumpe.”" Grantræet stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde Fuglene ude i Skoven fortalt Sligt. "“Klumpe-Dumpe" faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen! Ja, ja, saaledes gaaer det til i Verden!” tænkte Grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var saadan en net Mand, som fortalte. “Ja, ja! hvem kan vide! maaskee falder jeg ogsaa ned af Trapperne og faaer en Prindsesse!” Og det glædede sig til næste Dag at blive klædt paa med Lys og Legetøi, Guld og Frugter.
“Imorgen vil jeg ikke ryste!” tænkte det. “Jeg vil ret fornøie mig i al min Herlighed. Imorgen skal jeg igjen høre Historien om "“Klumpe-Dumpe”" og maaskee den med om "“Ivede-Avede”."” Og Træet stod stille og tankefuld den hele Nat.
Om Morgenen kom Karl og Pige ind.
“Nu begynder Stadsen igjen!” tænkte Træet, men de slæbte det ud af Stuen, op ad Trappen, ind paa Loftet, og her, i en mørk Krog, hvor ingen Dag skinnede, stillede de det hen. “Hvad skal det betyde!” tænkte Træet. “Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal faae at høre?” Og det hældede sig op til Muren og stod og tænkte og tænkte. – – Og god Tid havde det, thi der gik Dage og Nætter; Ingen kom herop, og da der endelig kom Nogen, saa var det for at stille nogle store Kasser hen i Krogen; Træet stod ganske skjult, man skulde troe, at det var reent glemt.
“Nu er det Vinter derude!” tænkte Træet. “Jorden er haard og dækket med Snee, Menneskene kunne ikke plante mig; derfor skal jeg nok her staae i Læ til Foraaret! hvor det er velbetænkt! hvor dog Menneskene ere gode! — Var her kun ikke saa mørkt og saa skrækkeligt eensomt! — Ikke engang en lille Hare! — Det var dog saa artigt der ude i Skoven, naar Sneen laae, og Haren sprang forbi; ja, selv da den sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af den Gang. Her oppe er dog skrækkeligt eensomt!”
“Pi, pi!” sagde en lille Muus i det samme og smuttede frem; og saa kom der nok en lille. De snusede til Grantræet og smuttede mellem Grenene paa det.
“Det er en gruelig Kulde!” sagde de smaa Muus. “Ellers er her velsignet at være! Ikkesandt, du gamle Grantræ?”
“Jeg er slet ikke gammel!” sagde Grantræet, “der ere mange, der ere meget ældre end jeg!”
“Hvor kommer Du fra?” spurgte Musene, “og hvad veed du?” De vare nu saa grueligt nysgjerrige. “Fortæl os dog om det deiligste Sted paa Jorden! Har Du været der? Har Du været i Spisekammeret, hvor der ligger Oste paa Hylderne og hænger Skinker under Loftet, hvor man dandser paa Tællelys, og gaaer mager ind og kommer feed ud!”
“Det kjender jeg ikke!” sagde Træet, “men Skoven kjender jeg, hvor Solen skinner, og hvor Fuglene synge!” og saa fortalte det Alt fra sin Ungdom, og de smaa Muus havde aldrig før hørt saadant noget, og de hørte saadan efter og sagde: “nei, hvor Du har seet meget! hvor Du har været lykkelig!”
“Jeg!” sagde Grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte; “ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider!” — men saa fortalte det om Juleaften, da det var pyntet med Kager og Lys.
“O!” sagde de smaa Muus, “hvor Du har været lykkelig, du gamle Grantræ!”
“Jeg er slet ikke gammel!” sagde Træet, “det er jo i denne Vinter, jeg er kommet fra Skoven! jeg er i min allerbedste Alder, jeg er bare sat i Væxten!”
“Hvor Du fortæller deiligt!” sagde de smaa Muus, og næste Nat kom de med fire andre Smaa-Muus, der skulde høre Træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv Alt og syntes: “det var dog ganske morsomme Tider! men de kan komme, de kan komme! "Klumpe-Dumpe" faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen, maaskee jeg kan ogsaa faae en Prindsesse,” og saa tænkte Grantræet paa saadant et lille nydeligt Birketræ, der voxte ude i Skoven, det var for Grantræet en virkelig deilig Prindsesse.
“Hvem er "Klumpe-Dumpe?”" spurgte de smaa Muus. Og saa fortalte Grantræet hele Eventyret, det kunde huske hvert evige Ord; og de smaa Muus vare færdige ved at springe op i Toppen paa Træet af bare Fornøielse. Næste Nat kom der mange flere Muus, og om Søndagen endogsaa to Rotter; men de sagde, at Historien var ikke morsom, og det bedrøvede de smaa Muus, thi nu syntes de ogsaa mindre om den.
“Kan De kun den ene Historie?” spurgte Rotterne.
“Kun den ene!” svarede Træet, “den hørte jeg min lykkeligste Aften, men den Gang tænkte jeg ikke paa, hvor lykkelig jeg var!”
“Det er en overmaade daarlig Historie! kan De ingen med Flesk og Tællelys? Ingen Spisekammer-Historier?”
“Nei!” sagde Træet.
“Ja, saa skal De have Tak!” svarede Rotterne og gik ind til deres.
De smaa Muus bleve tilsidst ogsaa borte, og da sukkede Træet: “Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre Smaa-Muus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er ogsaa det forbi! — men jeg skal huske at fornøie mig, naar jeg nu tages frem igjen!”
Men naar skete det? — Jo! det var en Morgenstund, da kom der Folk og rumsterede paa Loftet; Kasserne bleve flyttede, Træet blev trukket frem; de kastede det rigtignok lidt haardt mod Gulvet, men strax slæbte en Karl det hen imod Trappen, hvor Dagen skinnede.
“Nu begynder Livet igjen!” tænkte Træet; det følte den friske Luft, den første Solstraale, — og nu var det ude i Gaarden. Alt gik saa gesvindt, Træet glemte reent at see paa sig selv, der var saa meget at see rundtom. Gaarden stødte op til en Have, og Alt blomstrede derinde; Roserne hang saa friske og duftende ud over det lille Rækværk, Lindetræerne blomstrede, og Svalerne fløi om og sagde “qvirre-virre-vit, min Mand er kommet!” men det var ikke Grantræet, de meente.
“Nu skal jeg leve!” jublede det og bredte sine Grene vidt ud; ak, de vare alle visne og gule; det var i Krogen mellem Ukrud og Nælder, at det laae. Guldpapirs-Stjernen sad endnu oppe i Toppen og glimrede i det klare Solskin.
I Gaarden selv legede et Par af de lystige Børn, der ved Juletid havde dandset om Træet og været saa glade ved det. Een af de Mindste foer hen og rev Guldstjernen af.
“See, hvad der sidder endnu paa det ækle, gamle Juletræ!” sagde han og trampede paa Grenene, saa de knagede under hans Støvler.
Og Træet saae paa al den Blomster-Pragt og Friskhed i Haven, det saae paa sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke Krog paa Loftet; det tænkte paa sin friske Ungdom i Skoven, paa den lystige Juleaften og paa de smaa Muus, der saa glade havde hørt paa Historien om "Klumpe-Dumpe."
“Forbi! forbi!” sagde det stakkels Træ. “Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunde! forbi! forbi!”
Og Tjenestekarlen kom og hug Træet i smaa Stykker, et heelt Bundt laae der; deiligt blussede det op under den store Bryggerkjædel; og det sukkede saa dybt, hvert Suk var som et lille Skud; derfor løbe Børnene, som legede, ind og satte sig foran Ilden, saae ind i den og raabte: “pif! paf!” men ved hvert Knald, der var et dybt Suk, tænkte Træet paa en Sommerdag i Skoven, en Vinternat derude, naar Stjernerne skinnede; det tænkte paa Juleaften og "Klumpe-Dumpe," det eneste Eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle –, og saa var Træet brændt ud.
Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier! | wikisource | wikisource_1372 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Teksten er oprindelig skrevet på latin, men oversat til dansk af Fr. Moth i 1895.
Til Carl Nielsens melodi skal den ||:markerede:|| linje gentages
Teksten.
<poem>
Frydeligt med jubelkor
hilses vårens komme,
svalen melder trindt på jord:
"Frostens tid er omme!"
Land og hav og lundens træ'r
herligt prydes fjernt og nær,
Kraft påny vort legem får,
lægt er nu vort hjertesår
i de glade stunder.
Jordens rige blomsterpragt,
skovens grønne smykke,
fuglesangens tryllemagt
fylder os med lykke.
Havets storme raser ud,
luften hærges ej af slud,
samler solens stråleglans
i en dejlig perlekrans
rundt på græs og grene.
Hvor dog Gud er god og vis!
hvor er verden fager!
Hvor dog alt til Herrens pris
ånd og tanke drager!
Han har stort og småt på jord,
urten, som på marken gror,
Efter nat vi dagen nu
hilse vil med frejdig hu,
takke Gud for livet.
</poem> | wikisource | wikisource_7342 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |