text
stringlengths 1
30.3M
| source
stringclasses 20
values | id
stringlengths 6
43
| added
stringclasses 15
values | created
stringclasses 9
values | metadata
dict |
|---|---|---|---|---|---|
<pages index="Ugeskrift for Retsvæsen 1867.djvu" from=389 to=412 /> | wikisource | wikisource_27802 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=11 to=11 /> | wikisource | wikisource_21824 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=216 to=225 header=1 /> | wikisource | wikisource_24867 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Grænsereguleringskommissionens protokol.
Udskrift af den protokol, der i henhold til §§ V og VI i fredstraktaten af 30. okt. 1864 blev optaget af grænsereguleringskommissærerne.
Tilstedeværende vare:
Artikel VI..
Haderslev, den 22de april 1865. | wikisource | wikisource_3638 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Den Gud, jeg beder til i Løn
– som ej i Himle bor –
han elsker mer een tænkende
end tusinde, som tror.
Han hader Lugt af Bukkefedt
og svedent Lammekjød
og trænger ej til Styrkedrik
af Nektar eller Mjød.
Hvor Offerflammens fede Røg
fra Stenen lang og ru
besudler Himlens klare Blaa,
der fly'r han fra med Gru.
Hvor Præstehaanden ringbesat
slaar ned i Prækestol,
jeg fandt ham ej, men, o saa tit
i Aftnens milde Sol.
Naar Dagens sidste Fakkelblink
belyste Fjord og Vig,
bag kobberrøde Skyers Rand
jeg saa hans Kjortelflig.
Og dette milde, varme Pust,
jeg følte mod min Kind,
se det var Gudens Aandedrag,
og ikke Nattens Vind.
Og saa jeg fra den høje Bro
dybt i den dunkle Aa,
jeg saa hans Aasyns milde Træk
blandt Bundens Stene staa.
Og gik jeg i den tavse Skov
omkring i Maanens Skjær,
jeg følte i den mindste Ting,
at Guden var mig nær.
Hans Stemme lød i Bækkens Sang,
i Agerhønens Kluk,
i Musens Pip paa Grøftekant,
i Andetrækkets Suk.
Og dette brede Himmelhvælv
saavel som mindste Dam,
den tavse Skov, det vide Hav,
er det fyldt af ham.
Hans Kirke spænder ud sit Telt
med Stjærner Himlen rundt;
den brede Jord er Nadverbord,
og Havet Døbefont.
Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham
tæt ind ved Havets Bred
og be'r af alt mit unge Mod
her midt i Nattens Fred.
Og styrket styrer jeg min Vej
og følger Kaldets Bud
i aldrig rokket Tro paa dig,
stærke Gud.
</poem> | wikisource | wikisource_20832 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Af en renaissancepaves erindringer. Udvalgte tekster fra pave Pius II (Æneas Silvius Piccolomini):Commentarii rerum memorabilium quae temporibus suis contigerunt / Beretning om de mindeværdige ting, som skete på hans tid
Udvalgt og oversat af
Michael v. Cotta-Schønberg
Vicedirektør, Det Kongelige Bibliotek / Universitetsbibliotekar, Københavns Universitet
Mag. Art., Københavns Universitet / Bach. Philosophie, Université de Louvain
Teksterne er lagt på efter ønske fra oversætteren, der udgiver dem under Creative Commons, Atribution/Share Alike licensen. | wikisource | wikisource_3693 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=47 to=50 tosection=a header=1 noter="Udgivet første gang i "Tilskueren" 1. juni 1903" /> | wikisource | wikisource_15042 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Der findes en lang række salmetekster, der synges på samme melodi.
Teksten.
<poem>
Rind nu op i Jesu navn,
du livsalig morgenrøde!
Jeg vil i basunen støde
ved min seng og hvilestavn.
Alt mit indre skal sig røre
med al tak for nattely
og min frelsers lov op føre
til den høje himmelsky!
Nattens mørke tåge gik,
jeg har dagen alt i syne,
mine hvilte øjenbryne
solen nu i sigte fik.
Nattens skræk og gru er borte,
død og djævel for mig svandt,
som mit levned ville korte;
jeg dem alle overvandt.
Give Gud, jeg kunne så
dagen i din frygt begynde,
at jeg ikke skulle synde
og på snublestenen gå;
ville Jesus blot oprinde
over mig som sol og skjold,
at jeg kunne overvinde
kød og blod og Satans vold!
Mine veje jeg ej kan,
som jeg gerne ville, kende,
du, o Gud, kan ene vende
min fornuft og min forstand,
så jeg udi sporet bliver,
som dit ord mig viser på,
og hvorhen din Ånd mig driver,
jeg med glæde did kan gå.
Mine korte dage, år,
lykke, velfærd, gods og ære,
hvordan de skal udmålt være,
det udi din vilje står.
Giv mig kun, hvad dig behager,
bland du selv mit levneds skål,
ej som det min gane smager,
men så som det er dit mål!
Lær mig ved hvert klokkeslæt
denne dag forbedret blive,
så mit hjerte her i live
bliver ej til verden sat,
men at jeg mig kan erindre,
hvor min tid den nipper af,
og hver time bliver mindre,
til jeg segner i min grav.
O min Gud, du hjælp mig da,
når mit levneds mål har ende,
og mit hjul ej mer vil rende,
men mit åg skal spændes fra!
Lad mig uden tid og dage
se dit ansigts klare skin!
Synd og sorrig, ve og klage
smuldre med mit jordelin!
</poem> | wikisource | wikisource_7475 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Mogens og andre Noveller.djvu" from=83 to=110 header=1 /> | wikisource | wikisource_11140 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu" from=57 to=61 fromsection="b" header=1 /> | wikisource | wikisource_29463 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=175 to=180 fromsection="b" tosection="a" titel="Hertugen" /> | wikisource | wikisource_22021 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=50 to=56 fromsection=b tosection=a header=1 noter="Udgivet første gang i "Illustreret Tidende", bd. 44, nr. 23, 8. marts 1903." /> | wikisource | wikisource_15049 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=343 to=343 header=1 />
<pages index="Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu" from=345 to=444 /> | wikisource | wikisource_8128 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den internationale finanskommission.
Slutningsprotokol optaget d. 17. apr. 1866 af den i henhold til artiklerne XIV, XV og XVI i fredstraktaten af 30. okt. 1864 sammentrådte internationale finanskommission.
Undertegnede medlemmer af den internationale commission, som det er overdraget at tilvejebringe en endelig ordning af det i artiklerne XIV, XV og XVI i fredstraktaten af 30te oktober 1864 omhandlede finansielle mellemværende imellem kongeriget Danmark på den ene side og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg på den anden side, nemlig:
have udført det dem overdragne hverv ved at vedtage følgende bestemmelser og anordninger, og i henhold til den dem af deres resp. høje regeringer meddelte specielle bemyndigelse udfærdiget nærværende slutningsprotokol.
Angående udleveringen af de i artikel XIV af fredstraktaten omhandlede fonds etc..
Artikel 1..
Den danske Regering har i Overensstemmelse med Fredstraktatens Artikel XIV udleveret til Hertugdømmernes Regering af Kautioner, Deposita, Legater og andre Fonds de i de vedlagte Fortegnelser (Bilag 1, 2 og 3) anførte Dokumenter, Værdipapirer og Pengebeløb, som de i Afskrift vedlagte Kommissions forhandlinger af 1ste September f. A., 2den December f. A. og 27de Marts d. A. nærmere udvise.
Forsåvidt en sådan Udlevering ikke har fundet Sted, enten fordi et Forlangende derom ikke er blevet stillet eller fordi dets Opfyldelse er bleven nægtet, forbeholdes det de vedkommende Private, Kommuner, offentlige Institutioner og Korporationer at forfølge deres Retskrav.
Samtlige den almindelige Brandkasse for Kjøbstæderne i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen, Pensionsfonden for det slesvig-holstenske Brandforsikringskontors Personale, Pensionsfonden for afskedigede Branddirektører og Fængselsbygningsfonden tilhørende Effekter ere rigtig og fuldstændig udleverede, og der kan med Hensyn til dem ikke stilles yderligere Fordringer af Hertugdømmernes Regering til den danske Regering.
Artikel 2..
For Udleveringen af de hos den danske Regering deponerede Embedskautioner ere følgende Regler blevne fastsatte:
Disse Regler ville ligeledes komme til Anvendelse ved Udleveringen af de endnu tilbagestående Kautioner.
De af Sukkerraffinadeur Charles de Yoss & Comp. i Itzehoe for tilstået Toldkredit deponerede Kautionseffekter udleveres ufortøvet til Hertugdømmernes Regering, som derimod skal afgive til den danske Regering 63 %, Tredsindstyve og Tre Procent af det Beløb, som indkommer ved Forfølgelsen af den pågældende Fordring i Anledning af Toldrestancen.
De Renter af Kautionerne, der ere betalte eller fremdeles endnu ville blive betalte af Hertugdømmernes Kasser, på de af den danske Regering udstedte Gældsforskrivninger, ville af den danske Regering blive tagne i Afregning ved den Liqvidation, som skal foretages i Henhold til Fredstraktatens Artikel X.
I de Tilfælde, i hvilke Kautionen er bleven indbetalt i rede Penge, vil Beløbet ved den pågældende Gældsforskrivnings Indløsning blive tilbagebetalt kontant, og hvor dette udtrykkelig er betinget, i Speciesdalere.
Artikel 3..
Forsåvidt der blandt de hidtil deponerede Obligationer findes sådanne, som af den danske Finantsbestyrelse ere indkaldte til Ombytning, skulle deres Eiere hverken med Hensyn til den senere Ombytning eller med Hensyn til Rentebetalingen komme til at lide Tab ved forsømt Indsendelse af Obligationerne til Finantsministeriet.
Flere af de hidtil deponerede Værdipapirer ere forsynede med Påtegning om, at der ikke kan disponeres over dem uden Samtykke af de pågældende danske Ministerier eller af andre Autoriteter. Det forbeholdte Samtykke vil herefter være at meddele af Hertugdømmernes Regering i alle de Tilfælde, hvor den ifølge Fredstraktaten er trådt i Stedet for de danske Ministerier eller Autoriteter. Det danske Statsgældskontor vil nøie påsee dette ved alle forefaldende Noteringer, Ombytninger og Uddragninger af Indskrivningsbøgerne og vedkommende Autoriteter i Hertugdømmerne ville forsyne de omhandlede Obligationer med Påtegning om, at der til Disposition over samme for Fremtiden udfordres deres Samtykke i stedet for det tidligere fornødne Samtykke af vedkommende danske Autoriteter. En Undtagelse fra denne Fremgangsmåde finder imidlertid Sted med Hensyn til Indskrivningsbeviserne; disse kunne kun af det danske Finantsministerium forsynes med Påtegninger; men når Hertugdømmernes Regering ved Indskrivningsbevisernes Indsendelse til Finantsministeriet opgive, hvad der for Fremtiden skal gælde om Overtilsynet eller Overbestyrelsen, vil en Bemærkning herom blive optaget såvel i Indskrivningsbøgerne som på Indskrivningsbeviserne.
Artikel 4..
Den af de forhenværende Ministerier for Hertugdømmet Slesvig og for Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg bestyrede Halvdel af det Schütz-Grønlandske Legat for trængende Embedsmænds Enker og Børn vil af den danske Regering ufortøvet blive udleveret til Hertugdømmernes Regering.
Med Hensyn til det Stistrupske Legat til Biblers Uddeling skal den danske Regering være forpligtet til at tilstille Hertugdømmet Slesvigs Regering hvert Års 1ste Juni en Syvendedeel af de for Legatets Regning indkjøbte Bibler og andre Bøger til Uddeling i de dansktalende Distrikter i Hertugdømmet
På Hertugdømmernes Vegne opgives herved Fordringen på Udbetaling af Kapitalværdien af de i vedlagte Fortegnelse 4 nævnte Renter til Kirker og Skoler p. p. imod Indrømmelsen af en Affindelssum af 60,000 Rd., Tredsindstyve Tusinde Rigsdaler, som kommer til Afdrag på den Danmark fra Hertugdømmerne ifølge Artikel 11 tilkommende Aversionalsum.
Artikel 5..
På de den 2den December d. A. udleverede, de slesvigske og holsteenske Lodspensionskasser tilhørende Fonds og på Hertugdømmernes Andele af det Schütz-Grønlandske Fond hvile de i de vedlagte Fortegnelser (Bilag 5 og 6) anførte Pensioner og Understøttelser, der fremdeles ville være at afholde af samme.
Artikel 6..
På Pensionsfonden for det forhenværende slesvig-holsteenske Brandforsikkrings-Kontors Personale og for afskedigede Branddirektører hvile de i den vedlagte Fortegnelse 7 angivne Pensioner, som Hertugdømmernes Regering vil foranstalte udbetalte fra den Iste April 1866 at regne.
Huuseierne i den tidligere til Hertugdømmet Slesvig, nu til Kongeriget Danmark hørende Kjøbstad Ærøeskjøbing have Andeel i Kjøbstædernes Brandkassefond i samme Forhold, hvori deres Bygningers Brandforsikkringssum ståer til Brandforsikkringssummerne af samtlige de Bygninger, som tilhøre de øvrige Interessenter i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteens Kjøbstæders Brandkasse. De have fremdeles Krav på af denne Brandkasse at erholde den reglementerede Godtgjørelse for de inden den 30te Oktober 1863 på deres Bygninger indtrufne Brandskader. Derimod ere de forpligtede til at udredede for Tiden fra Iste Juli 1863 indtil ult. Juni 1864 udskrevne Brandkassebidrag med en fjerdedel Procent af deres Bygningers Generalbrandforsikkringssum og Brandkassebidragene for Tiden fra Iste Juli til 31te Oktober 1864 med det Beløb, som nærmere vil blive fastsat. De vedkommende Autoriteter i Kongeriget og Hertugdømmerne ville komme overeens om Størrelsen af disse Beløb og foranledige, at den fremkommende Saldo derefter ufortøvet afgjøres ved kontant Betaling. Fra den 30te Oktober 1864 træder Byen Ærøeskjøbing ud enhver Forbindelse med Kjøbstædernes Brandkasse i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen. De forhen til Hertugdømmet Slesvig hørende, ved Fredstraktaten i Kongeriget Danmark indlemmede Landdistrikter træde fra 30te September 1864 af at regne ud af det Fællesskab, som med Hensyn til Immobiliar-Brandforsikkringsvæsenet indtil da har fundet Sted imellem dem og de øvrige Landdistrikter i Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen. Indtil dette Tidspunkt have de at udrede de i Overeensstemmelse med Anordningerne fastsatte Bidrag til de slesvigske og holsteenske Landdistrikters Brandforsikkringsvæsen, hvorimod der tilkommer dem den reglementerede Godtgjørelse for indtrufne Brandskader. Om den nærmere Fastsættelse heraf ville de pågældende Autoriteter i Kongeriget og Hertugdømmerne komme overeens.
Artikel 7..
Det til Amortisation af de holsteenske Kasseanvisninger bestemte Depositum udgjør 308,276 Rd. 53 ¾ sk., Tre Hundrede og Otte Tusinde, To Hundrede Halvfjerdsindstye og Sex Rigsdaler, tre og halvtredsindstyve og tre fjerdedel Skilling, og er indbefattet i de Kassebeholdninger, hidrørende fra Hertugdømmernes særlige Indtægter, som befandtes i de offentlige Kasser på den Tid, Forbundsexecutionen og Besættelsen af disse Lande foregik. Totalbeløbet af disse Kassebeholdninger med Tillæg af Kasseanviisnings-Amortisationsfonden og efter Fradrag af de Hertugdømmernes Specialforvaltning påhvilende Udgifter, er i rund Sum fastsat til en Million Rigsdaler.
Angående fordelingen af pensionsbyrden og udgifterne til pensioneringen af de militære underklasser.
Artikel 8..
Af Kongerigets og Hertugdømmernes tidligere særlige Pensioner udredes fremdeles de i den vedlagte Fortegnelse A (Bilag 8) anførte Pensioner til et årligt Beløb af 164,346 Rd. 69 sk., Eet Hundrede, Tredsindstyve og Fire Tusinde, Tre Hundrede, Fyrgetyve og Sex Rigsdaler, ni og tresindstyve Skilling, af Kongeriget, og de i den vedlagte Fortegnelse C (Bilag 9) anførte Pensioner til et årligt Beløb af 56,467 Rd. 84 sk., Halvtredsindstyve og Sex Tusinde, Fire Hundrede, Tresindstyve og Syv Rigsdaler, fire og firsindstyve Skilling, af Hertugdømmerne.
Af de øvrige Pensioner overtages de i den vedlagte Fortegnelse B (Bilag 10) anførte Pensioner til et årligt Beløb af 1,471,968 Rd. 31 sk., Een Million, Fire Hundrede, Halvfjerdsindstyve og fjerdsindstyve og Eet Tusinde, Ni Hundrede Tredsindstyve og Otte Rigsdaler, een og tredive Skilling, af Kongeriget, og de i den vedlagte Fortegnelse D (Bilag 11) anførte Pensioner til et årligt Beløb af 208,962 Rd. 46 $, To Hundrede og Otte Tusinde, Ni Hundrede Tredsindstyve og To Rigsdaler, sex og fyrgetyve Skilling af Hertugdømmerne til Udredelse fra den Iste April 1865 at regne.
Artikel 9..
Af Pensionerne til Personer af de militaire Underklasser overtage Hertugdømmerne fra Iste April 1865 de i den vedlagte Fortegnelse (Bilag 12) anførte Pensioner til Beløb 28,467 Rd. 13 sk., Tyve og Otte Tusinde, Fire Hundrede Tredsindstyve og Syv Rigsdaler, tretten Skilling; alle øvrige Pensioner til de militaire Underklasser betales af Kongeriget.
Christians-Pleiehuus i Eckernførde tilfalder Hertugdømmernes Regering; de øvrige Aktiver ved de til Forsørgelse af de militaire Underklasser bestemte Fonds vedblive at tilhøre Kongeriget.
Artikel 10..
De eventuelle Pensioner til pensionerede Embedsmænds Efterladte afholdes af det Land, som har overtaget Mændenes Pensioner.
Artikel 11..
For den i Forhold til Kongerigets Folkemængde for store Byrde af årlige Pensionsudbetalinger, som det ved Artiklerne 8, 9 og 10 har overtaget, erholder det af Hertugdømmerne udbetalt en Aversionalsum af 4,800,000 Rd., Fire Millioner Otte Hundrede Tusinde Rigsdaler. Herved bortfalde tillige alle gjensidige Fordringer på Godtgjørelse for Afholdelsen af Pensionsudgifter før den Iste April 1865.
Betalingen af de fornævnte Beløb skeer ved Finantshovedkassen i Kjøbenhavn.
Artikel 12..
De i andet Stykke af Artikel 8 og i Artikel 9 omhandlede Pensioner kunne inddrages eller nedsættes i Overensstemmelse med Bestemmelserne respective i Pensionsloven af 24de Februar 1858 og Loven af 9de April 1851, uden at det ene Land derved erholder nogen Fordring på Godtgjørelse af det andet Land. Dog skal Samtykke af den Regering, som udreder Pensionen, ikke være nødvendigt for at Pensionister af den nævnte Kategori, hvis Pensioner afholdes af Kongeriget, modtage Ansættelse i Hertugdømmerne og omvendt.
I Tilfælde af sådan Gjenansættelse bliver den fastsatte- Pension fremdeles at udbetale, og det vil komme til at beroe på Overeenskomst imellem Pensionisten og den Regering, som ansætter ham, hvorvidt Pensionen skal medregnes ved Fastsættelsen af den nye Embedsindtægt eller på anden Måde komme i Betragtning ved Betingelserne for hans Ansættelse.
Artikel 13..
Hertugdømmernes Regjering vil lade udbetale for den danske Regerings Regning de Kongeriget ifølge det Foranstående påhvilende Pensioner til Personer, der tage Bopæl i Hertugdømmerne, ved Hovedkassen og Amtstuerne i Hertugdømmerne, når den danske Regering derom fremsætter Begjæring. Ligeledes vil den danske Regering, når Hertugdømmernes Regering derom fremsætter Begjæring, for denne Regjeriugs Regning udbetale de ifølge det Foranstående Hertugdømmerne påhvilende Pensioner til Personer, der tage Bopæl i Kongeriget, ved Finantshovedkassen og Amtstuerne i Kongeriget. Over de udbetalte Summer bliver inden 14 Dage efter hvert Qvartals Slutning en Fortegnelse at tilstille de respective Regeringer, og den Regering, som herefter bliver den anden et Beløb skyldig, vil inden Udløbet af de næste 4 Uger tilstille den anden Beløbet. Eventuelle Berigtigelser afgjøres ved Liqvidationen for det næste Qvartal.
Angående apanagerne, Den almindelige Enkekasse, Livrente- og forsørgelsesanstalten af 1842, samt Livsforsikkringsanstalten i København.
Artikel 14..
De i Fredstraktatens Artikel XVI nævnte fyrstelige Personer oppebære følgende Apanager:
Af disse Apanager udredes 63%, Tredsindstyve og Tre Procent af Kongeriget og 37% , Tredive og Syv Procent af Hertugdømmerne fra den 30te Oktober 1864 at regne. For de Apanager, som ere udredede for Tidsrummet indtil den 30te Oktober 1864 have hverken Hertugdømmerne at tilsvare Kongeriget eller Kongeriget Hertugdømmerne nogen Godtgjørelse.
Ligeledes udreder Kongeriget 63%, Tredsindstyve og Tre Procent og Hertugdømmerne 37%, Tredive og Syv Procent af det Statstilskud, som udfordres til Dækning af den almindelige Enkekasses årlige Underbalance.
Artikel 15..
Apanager og Enkekassepensioner til Personer, eom ere bosatte i Hertugdømmerne, ville, når den danske Regering begjærer det, blive udbetalte af Hertugdømmernes Regering ved Hovedkassen og Amtstuerne i Hertugdømmerne.
En Fortegnelse over de således betalte Beløb bliver inden 14 Dage efter hvert Qvartals Udløb af Hertugdømmernes Regering at tilstille den danske Regering, som inden Udløbet af de næste 14 Dage har at meddele Hertugdømmernes Regeringen Fortegnelse over de Apanager og Enkekassetilskud, som ere udbetalte af den danske Regering i Qvartalets Løb. Derhos meddeler den sidstnævnte Regering en Fordeling af den hele af begge Regeringer udgivne Sum efter Forholdstallet 63:37 og en Opgjørelse af, hvormeget derefter den ene Regering er bleven den anden skyldig. Dette Beløb bliver at udbetale inden Udløbet af de derefter følgende 14 Dage, forsåvidt den danske Regering har et Beløb tilgode, ved Finantshovedkassen i Kjøbenhavn, og forsåvidt Hertugdømmernes Regering har et Beløb tilgode, ved sammes Hovedkasse. Eventuelle Berigtigelser afgjøres ved Liqvidationen for det næste Qvartal.
Den danske Regering tilstiller inden Udløbet af 2 Måneder, efter at denne Protokol er undertegnet, Hertugdømmernes Regering en Meddelelse om, hvilke Beløb den danske Statskasse indtil Udgangen af Finantsåret 1865-66 har måttet tilskyde for at dække Enkekassens Underbalance. Ligeledes meddeler den, hvilket Beløb den efter 30te Oktober 1864 har udbetalt af de ovenfor nævnte Apanager. Inden samme Frist tilstiller Hertugdømmernes Regering den danske Regering en Meddelelse om, hvilke Beløb den har udbetalt for Enkekassens Regning uden at disse endnu ere salderede, og hvilket Beløb den efter den te Oktober 1864 har udbetalt af de ovenfor nævnte Apanager. Den danske Regering opgjør derpå efter Forholdstallet 63:37, hvormeget den ene Regering er den anden skyldig, og dette Beløb bliver at betale inden Udløbet af de derefter følgende 14 Dage, forsåvidt den danske Regering har et Beløb tilgode, ved Finantshovedkassen i Kjøbenhavn, og forsåvidt Hertugdømmernes Regering har et Beløb tilgode, ved sammes Hovedkasse.
Artikel 16..
Med Hensyn til Forholdet imellem Livsforsikkringsanstalten i Kjøbenhavn samt Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 og Interessenterne i Hertugdømmerne bestemmes:
Artikel 17.
De Betalinger, som ifølge denne Overenskomst skulle udredes af Kongeriget til Hertugdømmerne eller omvendt, skee i dansk Rigsmønt eller i Hamborger Banco, 2 Rigsdaler dansk lig 3 Mark Banco.
Dets til Bekræftelse vore egenhændige Underskrifter og hostrykte Segl.
Kjøbenhavn, den 17de April 1866.
Bemyndigelser.
Berlin, den 6ten April 1866.
Euere Hochwohlgeboren ermächtige ich hiermit, das Schluss- Protokoll der internationalen Finantz-Commission, dessen Entwurf in der Sitzung vom 29sten März d. J. vereinbart wurde und mit dessen Inhalt und Wortlaut ich einverstanden bin, Narnens der Königlichen Regierung endgiltig und mit der Wirkung zu unteszeichnen, dass durch die vollzogene Unterschrift der betheiligten Commissare die in diesem Protokolle entbaltenen Verbindlichkeiten und Festsetzungen gegenseitig in Kraft treten.
Der Königlich Preussische Minister der auswärtigen Angelenheiten.
An den Königlichen Geheimen Ober-Finanzrath Herrn Meinecke
Hochwohlgeboren
Kopenhagen.
Wien, am 10ten April 1866.
Wohlgeborner Herr!
Euer Wohlgeboren werden hiermit ermächtigt, das Schlussprotocoll der internationalen Finanzcommission, dessen Entwurf in der Sitzung vom 29sten Marz d. J. vereinbart wurde, und dessen Inhalt und Wortlaut die Kais. Kön. österreichische Regierung genehmigt hat, Namens derselben endgültig und mit der Wirkung zu unterzeichnen, dass durch die vollzogene Unterschrift der betheiligten Commissäre die in diesem Protocoll enthaltenen Verbindlichkeiten und Festsetzungen gegenseitig in Kraft treten.
Empfangen Dieselben die Versicherung meiner vollkommenen Hochachtung.
Sr. des Herrn Ritters von Lackenbacher
Wohlgeboren
Copenhagen.
København, 14de April 1866.
Herved bemyndiger jeg Dem til at undertegne den internationale Finantskommissions Slutningsprotokol, hvortil Udkastet er blevet vedtaget i Mødet den 29de Marts d. A. og mod hvis Indhold og Ordlyd jeg Intet har at erindre, på den Kongelig Danske Regerings Vegne endelig og med den Virkning, at ved samtlige Kommissairers Underskrift træde de i denne Protokol indeholdte Forpligtelser og Bestemmelser gjensidig i Kraft.
Udenrigsministeriet, Kjøbenhavn den 14de April 1866.
Til
De Herrer
som den Kongelig Danske Regerings Kommissairer ved den internationale Finantskommission. | wikisource | wikisource_3624 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=242 to=247 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9609 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=443 to=462 header=1 /> | wikisource | wikisource_13099 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=43 to=51 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9044 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=57 to=57 header=1 /> | wikisource | wikisource_6733 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Fuglen har rede, og ræven har grav
sneglen bær´ huset på ryggen,
stodderen han har kun pose og stav,
leder om lejet og lykken;
så gå vor Herre med Nådens ords
husvild og fattig på vor jord
Dengang vor Herre gik synlig omkring
kaldte på alle de trætte:
Kommer og slår om Guds nåde en ring,
da får I hvilen den rette!
utak han fik mod al ret og skel,
til han på kortset blev pint ihjel
Men hvor han banker på port og på dør
altrid med ordets guldhammer,
der kommer glæde som aldrig kom før
ind i de mildes lønkammer;
der går til hjerte med englelyd
nåden og freden med Himlens fryd
Fuglen har rede, og ræven har grav
sneglen bær´ huset på ryggen;
verdsligt vor Herre har intet deraf
han har dog livet og lykken,
deler dem ærlig med hver som tror:
Ånden og livet er i hans ord
</poem> | wikisource | wikisource_2557 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=229 to=233 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11758 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=193 to=193 titel="Hertugen" /> | wikisource | wikisource_22038 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=263 to=271 /> | wikisource | wikisource_19552 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Til denne salme findes mindst 4 melodier: Oluf Ring (1884-1946), Hakon Andersen (1875-1959), (1876-1957) og Carl Nielsen (1865-1931).
Teksten.
<poem>
Morgenhanen atter gol,
slog med dugget vinge,
lykke os den gyldne sol
vil med lyset bringe,
når vi takke ham i løn
over alle sole,
som gør morgenrøden skøn,
signer livets skole!
Dagen har han skabt til dåd,
skumringen til hvile,
ingen målte livets tråd,
derfor lad os ile:
gøre gavn, mens dagen går,
prøve vore kræfter,
visse på, at gode kår
rette sig derefter!
Ord i mund og skrift i bog
skal vor ungdom lære:
ret at bruge kraft og sprog,
livet til Guds ære;
da vor manddom, klog og stærk,
svare skal til navnet,
krone skolens ungdomsværk,
vise, det har gavnet!
</poem> | wikisource | wikisource_4647 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien: een, to! een, to! han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulde han hjem. Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet. Hun sagde: “god Aften, Soldat! hvor Du har en pæn Sabel og et stort Tornister, Du er en rigtig Soldat! Nu skal Du faae saa mange Penge, Du vil eie!”
“Tak skal Du have, din gamle Hex!” sagde Soldaten.
“Kan Du see det store Træ?” sagde Hexen, og pegede paa et Træ, der stod ved Siden af dem. “Det er ganske huult inden i! Der skal Du krybe op i Toppen, saa seer Du et Hul, som Du kan lade dig glide igjennem og komme dybt i Træet! Jeg skal binde dig en Strikke om Livet, for at jeg kan heise Dig op igjen, naar Du raaber paa mig!”
“Hvad skal jeg saa nede i Træet?” spurgte Soldaten.
“Hente Penge!” sagde Hexen, “Du skal vide, naar Du kommer ned paa Bunden af Træet, saa er Du i en stor Gang, der er ganske lyst, for der brænde over hundrede Lamper. Saa seer Du tre Døre, Du kan lukke dem op, Nøglen sidder i. Gaaer Du ind i det første Kammer, da seer Du midt paa Gulvet en stor Kiste, oven paa den sidder en Hund; han har et Par Øine saa store som et Par Theekopper, men det skal Du ikke bryde Dig om! Jeg giver dig mit blaatærnede Forklæde, det kan Du brede ud paa Gulvet; gaae saa rask hen og tag Hunden, sæt ham paa mit Forklæde, luk Kisten op og tag ligesaa mange Skillinger, Du vil. De ere allesammen af Kobber; men vil Du heller have Sølv, saa skal Du gaae ind i det næste Værelse; men der sidder en Hund, der har et Par Øine, saa store, som et Møllehjul; men det skal Du ikke bryde dig om, sæt ham paa mit Forklæde og tag Du af Pengene! Vil Du derimod have Guld, det kan Du ogsaa faae, og det saa meget, Du vil bære, naar Du gaaer ind i det tredie Kammer. Men Hunden, som sidder paa Pengekisten, har her to Øine, hvert saa stort som Rundetaarn. Det er en rigtig Hund, kan Du troe! men det skal Du ikke bryde dig noget om! sæt ham bare paa mit Forklæde, saa gjør han dig ikke noget, og tag Du af Kisten saa meget Guld, Du vil!”
“Det var ikke saa galt” sagde Soldaten. “Men hvad skal jeg give Dig, din gamle Hex? For noget vil Du vel have med, kan jeg tænke!”
“Nei,” sagde Hexen, “ikke en eneste Skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt Fyrtøi, som min Bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!”
“Naa! lad mig faae Strikken om Livet!” sagde Soldaten.
“Her er den!” sagde Hexen, “og her er mit blaatærnede Forklæde.”
Saa krøb Soldaten op i Træet, lod sig dumpe ned i Hullet og stod nu, som Hexen sagde, nede i den store Gang, hvor de mange hundrede Lamper brændte.
Nu lukkede han den første Dør op. Uh! der sad Hunden med Øinene, saa store som Theekopper og gloede paa ham.
“Du er en net Fyr!” sagde Soldaten, satte ham paa Hexens Forklæde og tog ligesaamange Kobberskillinger, han kunde have i sin Lomme, lukkede saa Kisten, satte Hunden op igjen og gik ind i det andet Værelse. Eia! der sad Hunden med Øine saa store, som et Møllehjul.
“Du skulde ikke see saa meget paa mig!” sagde Soldaten, “Du kunde faae ondt i Øinene!” og saa satte han Hunden paa Hexens Forklæde, men da han saae de mange Sølvpenge i Kisten, smed han alle de Kobberpenge han havde, og fyldte Lommen og sit Tornister med det bare Sølv. Nu gik han ind i det tredie Kammer! — Nei det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to Øine saa store som runde Taarn! og de løb rundt i Hovedet, ligesom Hjul!
“God Aften!” sagde Soldaten og tog til Kasketten, for saadan en Hund havde han aldrig seet før; men da han nu saae lidt paa ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned paa Gulvet og lukkede Kisten op, nei Gud bevares! hvor der var meget Guld! han kunde kjøbe for det hele Kjøbenhavn og Kagekonernes Sukkergrise, alle Tinsoldater, Pidske og Gyngeheste, der var i Verden! Jo der var rigtignok Penge! — Nu kastede Soldaten alle de Sølvskillinger, han havde fyldt sine Lommer og sit Tornister med, og tog Guld i Stedet, ja alle Lommerne, Tornisteret, Kasketten og Støvlerne, bleve fyldte, saa han knap kunde gaae! nu havde han Penge! Hunden satte han op paa Kisten, slog Døren i og raabte saa op igjennem Træet:
“Heis mig nu op, du gamle Hex!”
“Har Du Fyrtøiet med?” spurgte Hexen!
“Det er sandt!” sagde Soldaten, “det havde jeg reent glemt,” og nu gik han og tog det. Hexen heisede ham op, og saa stod han igjen paa Landeveien, med Lommer, Støvler, Tornister og Kasket fulde af Penge.
“Hvad vil Du nu med det Fyrtøi,” spurgte Soldaten.
“Det kommer ikke dig ved!” sagde Hexen, “nu har Du jo faaet Penge! Giv mig bare Fyrtøiet!” —
“Snik snak!” sagde Soldaten, “vil Du strax sige mig, hvad Du vil med det, eller jeg trækker min Sabel ud og hugger dit Hoved af!”
“Nei,” sagde Hexen.
Saa huggede Soldaten Hovedet af hende. Der laae hun! men han bandt alle sine Penge ind i hendes Forklæde, tog det som en Bylt paa Ryggen, puttede Fyrtøiet i Lommen og gik lige til Byen.
Det var en deilig By, og i det deiligste Vertshuus tog han ind, forlangte de allerbedste Værelser og Mad, som han holdt af, for nu var han riig da han havde saa mange Penge.
Tjeneren, som skulde pudse hans Støvler, syntes rigtignok, det vare nogle løierlige gamle Støvler, saadan en riig Herre havde, men han havde ikke endnu kjøbt sig nye; næste Dag fik han Støvler at gaae med, og Klæder som vare pæne! Nu var Soldaten bleven en fornem Herre, og de fortalte ham om al den Stads, som var i deres By, og om deres Konge, og hvilken nydelig Prindsesse hans Datter var.
“Hvor kan man faae hende at see?” spurgte Soldaten.
“Hun er slet ikke til at faae at see!” sagde de allesammen, “hun boer i et stort Kobberslot, med saa mange Mure og Taarne om! Ingen uden Kongen tør gaae ud og ind til hende, fordi der er spaaet, at hun skal blive gift med en ganske simpel Soldat, og det kan Kongen ikke lide!”
“Hende gad jeg nok see!” tænkte Soldaten, men det kunde han jo slet ikke faae Lov til!
Nu levede han saa lystig, tog paa Comedie, kjørte i Kongens Have og gav de Fattige saa mange Penge og det var smukt gjort! han vidste nok fra gamle Dage, hvor slemt det var ikke at eie en Skilling! — Han var nu riig, havde pæne Klæder, og fik da saa mange Venner, der Alle sagde, han var en rar En, en rigtig Cavalier, og det kunde Soldaten godt lide! Men da han hver Dag gav Penge ud, og fik slet ingen ind igjen, saa havde han tilsidst ikke meer end to Skillinger tilbage og maatte flytte bort fra de smukke Værelser, hvor han havde boet, og op paa et lille bitte Kammer, heelt inde under Taget, selv børste sine Støvler og sye paa dem med en Stoppenaal, og ingen af hans Venner kom til ham, for der vare saa mange Trapper at gaae op ad.
Det var ganske mørk Aften, og han kunde ikke engang kjøbe sig et Lys, men saa huskede han paa, at der laae en lille Stump i det Fyrtøi, han havde taget i det hule Træ, hvor Hexen havde hjulpet ham ned. Han fik Fyrtøiet og Lysestumpen frem, men lige i det han slog Ild og Gnisterne fløi fra Flintestenen, sprang Døren op, og Hunden, der havde Øine saa store, som et Par Theekopper, og som han havde seet nede under Træet, stod foran ham og sagde: “Hvad befaler min Herre!”
“Hvad for noget!” sagde Soldaten, “det var jo et moersomt Fyrtøi, kan jeg saaledes faae, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle Penge,” sagde han til Hunden, og vips var den borte! vips var den igjen, og holdt en stor Pose fuld af Skillinger i sin Mund.
Nu vidste Soldaten, hvad det var for et deiligt Fyrtøi! slog han eengang, kom Hunden der sad paa Kisten med Kobberpengene, slog han to Gange, kom den, som havde Sølvpenge, og slog han tre Gange, kom den, der havde Guld. — Nu flyttede Soldaten ned i de smukke Værelser igjen, kom i de gode Klæder, og saa kiendte strax alle hans Venner ham, og de holdt saa meget af ham. —
Saa tænkte han engang: det er dog noget løierligt noget, at man ikke maa faae den Prindsesse at see! hun skal være saa deilig, sige de allesammen! men hvad kan det hjelpe, naar hun skal alletider sidde inde i det store Kobberslot med de mange Taarne. — Kan jeg da slet ikke faae hende at see? — Hvor er nu mit Fyrtøi! og saa slog han Ild, og vips kom Hunden med Øine saa store, som Theekopper.
“Det er rigtignok midt paa Natten,” sagde Soldaten, “men jeg vilde saa inderlig gjerne see Prindsessen, bare et lille Øieblik!”
Hunden var strax ude af Døren, og før Soldaten tænkte paa det, saae han ham igjen med Prindsessen, hun sad og sov paa Hundens Ryg og var saa deilig, at enhver kunde see, det var en virkelig Prindsesse; Soldaten kunde slet ikke lade være, han maatte kysse hende, for det var en rigtig Soldat.
Hunden løb saa tilbage igjen med Prindsessen, men da det blev Morgen, og Kongen og Dronningen skjænkede Thee, sagde Prindsessen, hun havde drømt saadan en underlig Drøm i Nat om en Hund og en Soldat. Hun havde redet paa Hunden, og Soldaten havde kysset hende.
“Det var saamæn en pæn Historie!” sagde Dronningen.
Nu skulde en af de gamle Hofdamer vaage ved Prindsessens Seng næste Nat, for at see, om det var en virkelig Drøm, eller hvad det kunde være.
Soldaten længtes saa forskrækkelig efter igen at see den deilige Prindsesse, og saa kom da Hunden om Natten, tog hende og løb alt hvad den kunde, men den gamle Hofdame tog Vandstøvler paa, og løb ligesaa stærkt bagefter; da hun saae, at de blev borte inde i et stort Huus, tænkte hun, nu veed jeg hvor det er, og skrev med et Stykke Kridt et stort Kors paa Porten. Saa gik hun hjem og lagde sig, og Hunden kom ogsaa igjen med Prindsessen; men da han saae, at der var skrevet et Kors paa Porten, hvor Soldaten boede, tog han ogsaa et Stykke Kridt og satte Kors paa alle Portene i hele Byen, og det var klogt gjort, for nu kunde jo Hofdamen ikke finde den rigtige Port, naar der var Kors paa dem allesammen.
Om Morgenen tidlig kom Kongen og Dronningen, den gamle Hofdame og alle Officererne for at see, hvor det var, Prindsessen havde været!
“Der er det!” sagde Kongen, da han saae den første Port med et Kors paa.
“Nei der er det, min søde Mand!” sagde Dronningen, der saae den anden Port med Kors paa.
“Men der er eet og der er eet!” sagde de allesammen; hvor de saae, var der Kors paa Portene. Saa kunde de da nok see, det kunde ikke hjelpe noget at de søgte.
Men Dronningen var nu en meget klog Kone, der kunde mere, end at kjøre i Kareth. Hun tog sin store Guldsax, klippede et stort Stykke Silketøi i Stykker, og syede saa en lille nydelig Pose; den fyldte hun med smaae, fine Boghvedegryn, bandt den paa Ryggen af Prindsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille Hul paa Posen, saa Grynene kunde drysse hele Veien, hvor Prindsessen kom.
Om Natten kom da Hunden igjen, tog Prindsessen paa sin Ryg, og løb med hende hen til Soldaten, der holdt saa meget af hende, og vilde saa gjerne have været en Prinds, for at faae hende til Kone.
Hunden mærkede slet ikke, hvorledes Grynene dryssede lige henne fra Slottet og til Soldatens Vindue, hvor han løb op ad Muren med Prindsessen. Om Morgenen saae da Kongen og Dronningen nok hvor deres Datter havde været henne, og saa tog de Soldaten og satte ham i Cachotten.
Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kjedeligt, og saa sagde de til ham: imorgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit Fyrtøi havde han glemt hjemme paa Vertshuset. Om Morgenen kunde han mellem Jernstængerne i det lille Vindue see Folk skynde sig ud af Byen, for at see ham hænges. Han hørte Trommerne og saae Soldaterne marchere. Alle Mennesker løb afsted; der var ogsaa en Skomagerdreng med Skjødskind og Tøfler paa, han travede saadan i Gallop, at hans ene Tøffel fløi af og lige hen mod Muren hvor Soldaten sad og kigede ud mellem Jernstængerne.
“Ei, du Skomagerdreng! Du skal ikke have saadant et Hastværk,” sagde Soldaten til ham, “der bliver ikke noget af, før jeg kommer! men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit Fyrtøi, saa skal Du faae fire Skilling! men Du maa tage Benene med Dig!” Skomagerdrengen vilde gjerne have de fire Skilling, og pilede afsted hen efter Fyrtøiet, gav Soldaten det, og — ja nu skal vi faae at høre!
Udenfor Byen var der muret en stor Galge, rundt om stod Soldaterne og mange hundrede tusinde Mennesker. Kongen og Dronningen sad paa en deilig Throne lige over for Dommeren og det hele Raad.
Soldaten stod allerede oppe paa Stigen, men da de vilde slaae Strikken om hans Hals, sagde han, at man jo altid tillod en Synder før han udstod sin Straf, at faae et uskyldigt Ønske opfyldt. Han vilde saa gjerne ryge en Pibe Tobak, det var jo den sidste Pibe han fik i denne Verden.
Det vilde nu Kongen ikke sige nei til, og saa tog Soldaten sit Fyrtøi og slog Ild, een, to, tre! og der stod alle Hundene, den med Øine saa store som Theekopper, den med Øine som et Møllehjul og den, der havde Øine saa store som Rundetaarn!
“Hjelp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!” sagde Soldaten, og saa foer Hundene ind paa Dommerne og hele Raadet, tog en ved Benene og en ved Næsen og kastede dem mange Favne op i Veiret, saa de faldt ned og sloges reent i Stykker.
“Jeg vil ikke!” sagde Kongen, men den største Hund tog baade ham og Dronningen, og kastede dem bagefter alle de Andre; da blev Soldaterne forskrækkede og alle Folkene raabte: “lille Soldat, Du skal være vor Konge og have den deilige Prindsesse!”
Saa satte de Soldaten i Kongens Kareth, og alle tre Hunde dandsede foran og raabte “Hurra!” og Drengene peeb i Fingrene og Soldaterne presenterede. Prindsessen kom ud af Kobberslottet og blev Dronning, og det kunde hun godt lide! Brylluppet varede i otte Dage, og Hundene sad med til Bords og gjorde store Øine. | wikisource | wikisource_1402 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Lov
Ikrafttræden af Danmarks Riges Grundlov af 5te Juni 1915.*)
Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
"Gøre vitterligt:" Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:
I medfør af den sjette midlertidige Bestemmelse i Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1915 vedtages, at Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1915 træder i Kraft den 5. Juni 1917, med mindre et andet Tidspunkt fastsættes ved ny Lov.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet på Amalienborg, den 15de Marts 1916.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
Zahle. | wikisource | wikisource_21742 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Under Nordenvindens Svøbe.djvu" from=183 to=186 header=1 /> | wikisource | wikisource_23603 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Pier.
kunne ikke tages af Formen og bages derfor i et Fad eller i en Form med fast Bund, smurt med lidt Smør; naar Deigen er færdig, maa den strax hældes i Fadet, og dette sættes i en vel hedet Ovn, en Tærtepande eller en Gryde med et Laag, hvorpaa der kan lægges Gløder. Der maa være meest Varme forneden, især i Begyndelsen, for at Deigen kan hæve sig, før den bliver brun ovenpaa. Skulde dette dog for tidlig blive Tilfældet, maa der lægges et Papir over Fadet. Efterfølgende Sorter behøve kun at bages i en lille Time; de maa strax anrettes for ikke af falde, spises varme og uden Sauce.
Macaroni-Pie..
½ Pd. (50 O.) Macaroni kommes i saa meget kogende Bouillon, at denne knapt staar over dem, og koges, indtil de ere møre, eller indtil Bouillonen er trukken ind i dem, dog saaledes at de ikke blive tørre; da røres 10 à 12 Lod (31 à 37 O.) Smør deri. Et Lag deraf lægges i et Fad eller en Form, paa hvilken strøes rundeligt reven Parmesanost; derpaa lægges et Lag med finthaket, kogt, røget Skinke, men kun af det Magre, derpaa igjen et Lag Macaroni, saa Ost, Skinke og saa fremdeles. Det sidste Lag maa være Macaroni med Ost paa, derover strøes et tykt Lag stødt Brød, hvorover hældes rundelig Smør. Ved Bordet bydes mere Parmesanost om. De yderste Spidser af røgede Oxetunger kunne hakkes imellem Skinken, og istedetfor denne kan bruges stegt Medisterpølse. Pien spises bedst med en skarp, brun Sauce.
Macaroni-Pie med Hachis..
En kraftig lavet Hachis af ½ Pd. Kjød lægges i et Fad, ½ Pd. Maaroni koges møre i Vand; naar dette er godt afløbet, stuves de i Melk og lægges over Hachis'en og derpaa tilsidst for 16 Øre haarde, stødte Tvebakker, som ere bagte i Smør med lidt Sukker. Det sættes i Ovnen, som ikke behøver mere Varme end den, som bliver ved Middagsmadens Kogning, og staar indtil det er godt gjennemvarmet. Til 6 à 8 Personer.
Beessteg-Pie..
Der laves en Butterdeig af 1½ Pund Meel, hvilken udrulles, og hvoraf skæres et Laag efter den Forms Størrelse, hvori Pien skal bages. Formen beklædes med øvrige Deig og fyldes med Beefsteg, som laves af 4 Pund Oxekam, der maa have hængt i nogle Dage. Kjødet skæres istykker, bankes lidt, bestrøes med Peber, lidt revet Løg og Salt, steges lidt i brunet Smør og lægges lige fra Panden med noget af Saucen i Midten af Butterdeigen. Laaget, hvori gjøres et lille Hul i Midten, lægges derover, smøres med Æg, og den bages i en lille Time. Den spises med brun Sauce, lavet af Smørret fra Beefstegen, Sky, Soya, lidt Meel, lidt Løg, Peber og Salt. Istedetfor Beefsteg kan bruges alle Slags Stege, som skæres i Skiver, varmes i Sky og lægges med noget af denne varm i Butterdeigen.
Brød-Pie..
3 Hvedeknopper skæres i tynde Skiver, besmøres med ¼ Pd. (25 O.) koldt Smør og lægges paa Bunden af det Fad, hvori Pien skal bages, hvilket er smurt med Smør og strøet med Brød. Ovenpaa Hvedeknopperne lægges 8 Lod (25 O.) hakkede søde og ½ Lod (1½ O.) stødte bittre Mandler, som ere blandede med ¼ Pund (25 O.) Corender. 8 hele Æg pidskes godt med ¼ Pund (25 O.) Sukker, stødt Vanille eller i Mangel deraf reven Skal af en Citron, og naar ½ Pot Fløde er pidsket til Skum, røres den i Æggene, som da øses langsomt over Brødet. Den bages strax i en Timestid og er til 8 Personer.
Frugt-Pie..
Omtrent en Snees Kogepærer koges uskrællede, indtil de ere møre, da skrælles de, flækkes og lægges i et Fad med Kirsebærsaft, Saft og Skal af en Citron. Derover hældes en Deig, der laves ligesom til Prindsesse-Budding af ½ Pund (50 O.) Meel, ½ Pund (50 O.) Smør, 10 Lod (31 O.) hvidt Sukker, 1½ Pot Melk og 16 Æg. Til 12 Personer. Istedetfor Pærer kan tages Æblecompot, Stikkelsbærgrød, Compot af Rhabarber-Stilke eller Marmelade af friske Kirsebær. Pien hæver sig bedst, naar man varmer Fadet med Frugten i, før Deigen hældes derpaa.
Pie af Kartoffelmeel..
4 Lod (12 O.) Kartoffelmeel og 4 Lod (12 O.) hvidt Sukker udrøres med 3 Pægle Melk og sættes paa Ilden med 4 Lod (12 O.) Smør, som, dersom det er meget salt, først maa udvaskes; det røres stærkt for ikke at blive klumpet, bages meget godt og røres, medens det er varmet, med 8 Æggeblommer, 1 ad Gangen, tilsidst med de pidskede Hvider. Deigen hældes over de samme Frugter som ovenstaaende. Til 4 Personer. | wikisource | wikisource_1993 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Boller til Suppe..
Kjød- og Fiske-Boller.
laves efter Anvisningen til Farcer. Bollerne kunne i Almindelighed taale at koge 1 Qvarteer, for at blive hævede og lette. Det er især nødvendigt med Fiske-Boller, hvilke beholde for stærk en Fiskesmag ved at koge kortere.
Meel-Boller..
8 Lod (25 O.) Smør smeltes; deri bages 10 Lod (31 O.) Meel. Lidt efter lidt kommes 1 Pægel hedt Vand derpaa, hvori det bages, indtil Deigen slipper Pande og Ske, da sættes det paa lidt Gløder, bages langsomt i ½ Timestid og røres kun af og til. Naar det er lidt afkølet, røres det med 4 Æg, 1 ad Gangen, til det er hvidt, da røres Salt, Sukker og lidt Muskatblomme deri. De kunne taale at koge i 1 Qvarteerstid, dog ikke altfor stærkt, hvorved de blive ujævne. De kunne blive gode med 6 Lod (19 O.) Smør, men da kun 8 Lod (25 O.) Meel. Heraf bliver 22 Boller.
Kartoffelmeels-Boller..
Naar ¼ Pund (25 O.) Kartoffelmeel er udrørt i 1 Pægel Fløde, som gjerne kan være tynd, røres det i 4 Lod (12 O.) smeltet Smør og bages godt, indtil det slipper Panden og Skeen, da ophældes det og røres varmt, ikke hedt, med 6 Æg, 1 ad Gangen, indtil Deigen er bleven hvid, da røres den med Salt, Sukker, Muskatblomme eller, dersom Bollerne skulle bruges i Melk, da med lidt Cardemomme og tilsidst med et Par Spiseskeer tyk og god Fløde. Deigen maa ikke staa udrørt, men strax koges, som ikke behøver at være længere end 8 à 10 Minutter. Heraf bliver omtrent 20 Boller.
Brød-Boller..
For 12 Øre friske Franskbrød eller Hvedeknopper raspes, skæres i 4 Dele, dyppes i Melk, staa tildækkede i et Par Timerstid og stødes da itu med en Træskee. 6 Lod (19 O.) Smør smeltes, deri bages Brødet, indtil Smørret trækker ud, og det slipper Pande og Skee. Imedens det er varmt, kommes det i 6 velpidskede Æg og røres stærkt, indtil Deigen er hvid. Salt, Sukker og lidt Muskatblomme kommes deri. Til 6 Personer.
Simple Kartoffelboller..
1 Pund kogte Kartofler pilles og rives, og deri røres 6 Lod (19 O.) Meel, 2 hele Æg, lidt Sukker og Muskatblomme. Det blandes godt sammen og stikkes derefter paa Suppen. Heraf bliver omtrent 18 Boller. | wikisource | wikisource_2114 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Der var engang en Kone, som saa gjerne vilde have sig et lille bitte Barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulde faae et fra; saa gik hun hen til en gammel Hex og sagde til hende: “Jeg vilde saa inderlig gjerne have et lille Barn, vil Du ikke sige mig, hvor jeg dog skal faae et fra?”
“Jo, det skal vi nok komme ud af!” sagde Hexen. “Der har Du et Bygkorn, det er slet ikke af den Slags, som groer paa Bondemandens Mark, eller som Hønsene faae at spise, læg det i en Urtepotte, saa skal Du faae noget at see!”
“Tak skal Du have!” sagde Konen og gav Hexen tolv Skilling, gik saa hjem, plantede Bygkornet, og strax voxte der en deilig stor Blomst op, den saae ganske ud, som en Tulipan, men Bladene lukkede sig tæt sammen, ligesom om den endnu var i Knop.
“Det er en nydelig Blomst!” sagde Konen, og kyssede den paa de smukke røde og gule Blade, men lige i det hun kyssede, gav Blomsten et stort Knald, og aabnede sig. Det var en virkelig Tulipan, kunde man nu see, men midt inde i Blomsten, paa den grønne Stol, sad der en lille bitte Pige, saa fiin og nydelig, hun var ikke uden en Tomme lang, og derfor kaldtes hun "Tommelise."
En nydelig lakeret Valdnødskal fik hun til Vugge, blaa Violblade vare hendes Matrasser og et Rosenblad hendes Overdyne; der sov hun om Natten, men om Dagen legede hun paa Bordet, hvor Konen havde sat en Tallerken, som hun havde lagt en heel Krands om med Blomster, der stak deres Stilke ned i Vandet; her flød et stort Tulipanblad, og paa dette maatte "Tommelise" sidde og seile fra den ene Side af Tallerkenen til den anden; hun havde to hvide Hestehaar at roe med. Det saae just deiligt ud. Hun kunde ogsaa synge, o saa fiint og nydeligt, som man aldrig her havde hørt. —
En Nat, som hun laae i sin smukke Seng, kom der en hæslig Skruptudse hoppende ind af Vinduet; der var en Rude itu. Skruptudsen var saa styg, stor og vaad, den hoppede lige ned paa Bordet, hvor "Tommelise" laae og sov under det røde Rosenblad.
“Det var en deilig Kone til min Søn!” sagde Skruptudsen, og saa tog hun fat i Valdnødskallen, hvor "Tommelise" sov, og hoppede bort med hende gjennem Ruden, ned i Haven.
Der løb en stor, bred Aa; men lige ved Bredden var det sumpet og muddret; her boede Skruptudsen med sin Søn. Uh! han var ogsaa styg og fæl, lignede ganske sin Moder: “koax, koax, brekke-ke-kex!” det var alt hvad han kunde sige, da han saae den nydelige lille Pige i Valdnødskallen.
“Snak ikke saa høit, for ellers vaagner hun!” sagde den gamle Skruptudse, “hun kunde endnu løbe fra os, for hun er saa let, som et Svaneduun! vi ville sætte hende ud i Aaen paa et af de brede Aakandeblade, det er for hende, der er saa let og lille, ligesom en Ø! der kan hun ikke løbe bort, mens vi gjøre Stadsestuen istand nede under Mudderet, hvor I skulle boe og bygge!”
Ude i Aaen voxte der saa mange Aakander med de brede grønne Blade, der see ud som de flyde oven paa Vandet; det Blad, som var længst ude, var ogsaa det allerstørste; der svømmede den gamle Skruptudse ud og satte Valdnødskallen med "Tommelise."
Den lillebitte Stakkel vaagnede ganske tidlig om Morgenen, og da hun saae, hvor hun var, begyndte hun saa bitterligt at græde, for der var Vand paa alle Sider af det store grønne Blad, hun kunde slet ikke komme i Land.
Den gamle Skruptudse sad nede i Mudderet og pyntede sin Stue op med Siv og gule Aaknappe, — der skulde være rigtigt net for den nye Svigerdatter, — svømmede saa med den stygge Søn ud til Bladet, hvor "Tommelise" stod, de vilde hente hendes pæne Seng, den skulde sættes op i Brudekammeret, før hun selv kom der. Den gamle Skruptudse neiede saa dybt i Vandet for hende og sagde: “her skal Du see min Søn, han skal være Din Mand, og I skal boe saa deiligt nede i Mudderet!”
“Koax, koax! brekkekekex!” det var Alt, hvad Sønnen kunde sige.
Saa toge de den nydelige lille Seng og svømmede bort med den, men "Tommelise" sad ganske alene og græd paa det grønne Blad, for hun vilde ikke boe hos den fæle Skruptudse eller have hendes hæslige Søn til sin Mand. De smaa Fiske, som svømmede nede i Vandet, havde nok seet Skruptudsen og hørt hvad hun sagde, derfor stak de Hovederne op, de vilde dog see den lille Pige. Saa snart de fik hende at see, fandt de hende saa nydelig, og det gjorde dem saa ondt, at hun skulde ned til den stygge Skruptudse. Nei, det skulde aldrig skee. De flokkede sig nede i Vandet rundt om den grønne Stilk, der holdt Bladet, hun stod paa, gnavede med Tænderne Stilken over, og saa flød Bladet ned af Aaen, bort med "Tommelise," langtbort, hvor Skruptudsen ikke kunde komme.
"Tommelise" seilede forbi saa mange Stæder, og de smaa Fugle sad i Buskene, saae hende og sang “hvilken nydelig lille Jomfrue!” Bladet med hende svømmede længer og længer bort; saaledes reiste "Tommelise" udenlands.
En nydelig lille hvid Sommerfugl blev ved at flyve rundt omkring hende, og satte sig tilsidst ned paa Bladet, for den kunde saa godt lide "Tommelise," og hun var saa fornøiet, for nu kunde Skruptudsen ikke naae hende og der var saa deiligt, hvor hun seilede; Solen skinnede paa Vandet, det var ligesom det deiligste Guld. Saa tog hun sit Livbaand, bandt den ene Ende om Sommerfuglen, den anden Ende af Baandet satte hun fast i Bladet; det gled da meget hurtigere afsted og hun med, for hun stod jo paa Bladet.
I det samme kom der en stor Oldenborre flyvende, den fik hende at see og i Øieblikket slog den sin Klo om hendes smækkre Liv og fløi op i Træet med hende, men det grønne Blad svømmede ned af Aaen og Sommerfuglen fløi med, for han var bundet til Bladet og kunde ikke komme løs.
Gud, hvor den stakkels "Tommelise" blev forskrækket, da Oldenborren fløi op i Træet med hende, men hun var dog allermeest bedrøvet for den smukke, hvide Sommerfugl, hun havde bundet fast til Bladet; dersom han nu ikke kunde komme løs, maatte han jo sulte ihjel. Men det brød Oldenborren sig ikke noget om. Den satte sig med hende paa det største, grønne Blad i Træet, gav hende det Søde af Blomsterne at spise og sagde, at hun var saa nydelig, skjøndt hun slet ikke lignede en Oldenborre. Siden kom alle de andre Oldenborrer, der boede i Træet, og gjorde Visit; de saae paa "Tommelise," og Frøken-Oldenborrerne trak paa Følehornene og sagde: “hun har dog ikke mere end to Been, det seer ynkeligt ud. Hun har ingen Følehorn!” sagde den anden. “Hun er saa smækker i Livet, fy! hun seer ud ligesom et Menneske! Hvor hun er styg!” sagde alle Hun-Oldenborrerne, og saa var "Tommelise" dog saa nydelig; det syntes ogsaa den Oldenborre, som havde taget hende, men da alle de andre sagde, hun var hæslig, saa troede han det tilsidst ogsaa og ville slet ikke have hende; hun kunde gaae, hvor hun vilde. De fløi ned af Træet med hende og satte hende paa en Gaaseurt; der græd hun, fordi hun var saa styg, at Oldenborrerne ikke vilde have hende, og saa var hun dog den deiligste, man kunde tænke sig, saa fiin og klar som det skjønneste Rosenblad.
Hele Sommeren igjennem levede den stakkels "Tommelise" ganske alene i den store Skov. Hun flettede sig en Seng af Græsstraa og hang den under et stort Skræppeblad, saa kunde det ikke regne paa hende; hun pillede det Søde af Blomsterne og spiste, og drak af Duggen, der hver Morgen stod paa Bladene; saaledes gik Sommer og Efteraar, men nu kom Vinteren, den kolde, lange Vinter. Alle Fuglene, der havde sjunget saa smukt for hende, fløi deres Vei, Træerne og Blomsterne visnede, det store Skræppeblad, hun havde boet under, rullede sammen og blev kun en guul, vissen Stilk, og hun frøs saa forskrækkeligt, for hendes Klæder vare itu og hun var selv saa fiin og lille, den stakkels "Tommelise," hun maatte fryse ihjel. Det begyndte at snee og hver Sneefnug, der faldt paa hende, var, som naar man kaster en heel Skuffe fuld paa os, thi vi ere store og hun var kun en Tomme lang. Saa svøbte hun sig ind i et vissent Blad, men det vilde ikke varme, hun rystede af Kulde.
Tæt udenfor Skoven, hvor hun nu var kommet, laae en stor Kornmark, men Kornet var forlænge siden borte, kun de nøgne, tørre Stubbe stode op af den frosne Jord. De vare ligesom en heel Skov for hende at gaae imellem, o, hun rystede saadan af Kulde. Saa kom hun til Markmusens Dør. Den var et lille Hul inde under Korn-Stubbene. Der boede Markmusen luunt og godt, havde hele Stuen fuld af Korn, et deiligt Kjøkken og Spiiskammer. Den stakkels "Tommelise" stillede sig indenfor Døren, ligesom en anden fattig Tiggerpige og bad om et lille Stykke af et Bygkorn, for hun havde i to Dage ikke faaet det mindste at spise.
“Din lille Stakkel!” sagde Markmusen, for det var igrunden en god gammel Markmuus, “kom Du ind i min varme Stue og spiis med mig!”
Da hun nu syntes godt om "Tommelise," sagde hun: “Du kan gjerne blive hos mig i Vinter, men Du skal holde min Stue pæn reen og fortælle mig Historier, for dem holder jeg meget af,” og "Tommelise" gjorde, hvad den gode, gamle Markmuus forlangte og havde det da grumme godt.
“Nu faae vi nok snart Besøg!” sagde Markmusen, “min Naboe pleier hver Ugesdag at besøge mig. Han sidder bedre endnu inden Vægge, end jeg; har store Sale og gaaer med saadan en deilig, sort Fløielspels! bare Du kunde faae ham til Mand, saa var Du godt forsørget; men han kan ikke see. Du maa fortælle ham de nydeligste Historier, Du veed!”
Men det brød "Tommelise" sig ikke om, hun vilde slet ikke have Naboen, for han var en Muldvarp. Han kom og gjorde Visit i sin sorte Fløielspels, han var saa riig og saa lærd, sagde Markmusen, hans Huusleilighed var ogsaa over tyve Gange større, end Markmusens, og Lærdom havde han, men Solen og de smukke Blomster kunde han slet ikke lide, dem snakkede han ondt om, for han havde aldrig seet dem. "Tommelise" maatte synge og hun sang baade “Oldenborre flyv, flyv!” og “Munken gaaer i Enge,” saa blev Muldvarpen forliebt i hende, for den smukke Stemmes Skyld, men han sagde ikke noget, han var saadan en sindig Mand. —
Han havde nylig gravet sig en lang Gang gjennem Jorden fra sit til deres Huus, i den fik Markmusen og "Tommelise" Lov til at spadsere, naar de vilde. Men han bad dem ikke blive bange for den døde Fugl, som laae i Gangen; det var en heel Fugl med Fjær og Næb, der vist var død for ganske nylig, da Vinteren begyndte, og nu gravet ned, just hvor han havde gjort sin Gang.
Muldvarpen tog et Stykke Trøske i Munden, for det skinner jo ligesom Ild i Mørke, og gik saa foran og lyste for dem i den lange, mørke Gang; da de saa kom, hvor den døde Fugl laae, satte Muldvarpen sin brede Næse mod Loftet og stødte Jorden op, saa der blev et stort Hul, som Lyset kunde skinne ned igjennem. Midt paa Gulvet laae en død Svale, med de smukke Vinger trykkede fast ind om Siderne, Benene og Hovedet trukne ind under Fjedrene; den stakkels Fugl var bestemt død af Kulde. Det gjorde "Tommelise" saa ondt for den, hun holdt saa meget af alle de smaa Fugle, de havde jo hele Sommeren sjunget og qviddret saa smukt for hende, men Muldvarpen stødte til den med sine korte Been og sagde: “Nu piber den ikke meer! det maa være ynkeligt at blive født til en lille Fugl! Gud skee Lov, at ingen af mine Børn blive det; saadan en Fugl har jo ingen Ting uden sit Quivit og maa sulte ihjel til Vinteren!”
“Ja, det maa I, som en fornuftig Mand, nok sige,” sagde Markmusen. “Hvad har Fuglen for al sit Quivit, naar Vinteren kommer? Den maa sulte og fryse; men det skal vel ogsaa være saa stort!”
"Tommelise" sagde ikke noget, men da de to andre vendte Ryggen til Fuglen, bøiede hun sig ned, skjød Fjedrene tilside, der laae over dens Hoved, og kyssede den paa de lukkede Øine. “Maaskee var det den, som sang saa smukt for mig i Sommer,” tænkte hun, “hvor den skaffede mig megen Glæde, den kjære, smukke Fugl!”
Muldvarpen stoppede nu Hullet til, som Dagen skinnede igjennem, og fulgte saa Damerne hjem. Men om Natten kunde "Tommelise" slet ikke sove, saa stod hun op af sin Seng og flettede af Hø et stort smukt Teppe, og det bar hun ned og bredte rundt om den døde Fugl, lagde blød Bomuld, hun havde fundet i Markmusens Stue, paa Siderne af Fuglen, for at den kunde ligge varmt i den kolde Jord.
“Farvel Du smukke lille Fugl!” sagde hun, “Farvel og Tak for din deilige Sang i Sommer, da alle Træerne vare grønne og Solen skinnede saa varmt paa os!” Saa lagde hun sit Hoved op til Fuglens Bryst, men blev i det samme ganske forskrækket, thi det var ligesom noget bankede der indenfor. Det var Fuglens Hjerte. Fuglen var ikke død, den laae i Dvale, og var nu bleven opvarmet og fik Liv igjen.
Om Efteraaret saa flyve alle Svalerne bort til de varme Lande, men er der een der forsinker sig, saa fryser den saaledes, at den falder ganske død ned, bliver liggende, hvor den falder, og den kolde Snee lægger sig ovenover.
"Tommelise" rystede ordentligt, saa forskrækket var hun blevet, for Fuglen var jo en stor, stor en imod hende, der kun var en Tomme lang, men hun tog dog Mod til sig, lagde Bomulden tættere om den stakkels Svale, og hentede et Krusemynteblad, hun selv havde havt til Overdyne, og lagde det over Fuglens Hoved.
Næste Nat listede hun sig igjen ned til den, og da var den ganske levende, men saa mat, den kunde kun et lille Øieblik lukke sine Øine op og see "Tommelise," der stod med et Stykke Trøske i Haanden, for anden Lygte havde hun ikke.
“Tak skal Du have, Du nydelige lille Barn!” sagde den syge Svale til hende, “jeg er blevet saa deilig opvarmet! snart faaer jeg mine Kræfter og kan flyve igjen, ude i det varme Solskin!”
“O!” sagde hun, “det er saa koldt udenfor, det sneer og fryser! bliv Du i din varme Seng, jeg skal nok pleie Dig!”
Hun bragte da Svalen Vand i et Blomsterblad, og den drak og fortalte hende, hvorledes den havde revet sin ene Vinge paa en Tornebusk og kunde derfor ikke flyve saa stærkt, som de andre Svaler, som da fløi bort, langt bort til de varme Lande. Den var da tilsidst faldet ned paa Jorden, men mere kunde den ikke huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var kommet her.
Hele Vinteren blev den nu hernede og "Tommelise" var god imod den og holdt saa meget af den; hverken Muldvarpen eller Markmusen fik det mindste at vide derom, for de kunde jo ikke lide den stakkels fattige Svale.
Saasnart Foraaret kom og Solen varmede ind i Jorden, sagde Svalen Farvel til "Tommelise," der aabnede Hullet, som Muldvarpen havde gjort ovenover. Solen skinnede saa deiligt ind til dem, og Svalen spurgte, om hun ikke vilde følge med, hun kunde sidde paa dens Ryg, de vilde flyve langt ud i den grønne Skov. Men "Tommelise" vidste, det vilde bedrøve den gamle Markmuus, om hun saaledes forlod hende.
“Nei, jeg kan ikke!” sagde "Tommelise." “Farvel, farvel! Du gode, nydelige Pige!” sagde Svalen og fløi ud i Solskinnet. "Tommelise" saae efter den, og Vandet kom i hendes Øine, for hun holdt saa meget af den stakkels Svale.
“Qvivit! qvivit!” sang Fuglen og fløi ind i den grønne Skov. —
"Tommelise" var saa bedrøvet. Hun fik slet ikke Lov at komme ud i det varme Solskin; Kornet, der var saaet paa Ageren, henover Markmusens Huus, voxte ogsaa høit op i Veiret, det var en heel tyk Skov for den stakkels lille Pige, som jo kun var en Tomme lang.
“Nu skal Du i Sommer sye paa dit Udstyr!” sagde Markmusen til hende, for nu havde Naboen, den kjedelige Muldvarp i den sorte Fløielspels, friet til hende. “Du skal have baade Uldent og Linned! Du skal have at sidde og ligge paa, naar Du bliver Muldvarpens Kone!”
"Tommelise" maatte spinde paa Haandteen, og Markmusen leiede fire Ædderkoppe til at spinde og væve Nat og Dag. Hver Aften gjorde Muldvarpen Visit og snakkede da altid om, at naar Sommeren fik Ende, saa skinnede Solen ikke nær saa varmt, den brændte jo nu Jorden fast, som en Steen; ja naar Sommeren var ude, saa skulde Brylluppet staae med "Tommelise;" men hun var slet ikke fornøiet, for hun holdt ikke noget af den kjedelige Muldvarp. Hver Morgen, naar Solen stod op, og hver Aften, naar den gik ned, listede hun sig ud i Døren og naar saa Vinden skilte Toppene af Kornet ad, saa at hun kunde see den blaa Himmel, tænkte hun paa, hvor lyst og smukt der var herude, og ønskede saameget, at hun igjen maatte faae den kjære Svale at see; men den kom aldrig mere, den fløi vist langt borte i den smukke grønne Skov.
Da det nu blev Efteraar, havde "Tommelise" hele sit Udstyr færdigt.
“Om fire Uger skal Du have Bryllup!” sagde Markmusen til hende. Men "Tommelise" græd og sagde, hun vilde ikke have den kjedelige Muldvarp.
“Snik snak!” sagde Markmusen, “gjør Dig ikke obsternasig, for ellers skal jeg bide Dig med min hvide Tand! Det er jo en deilig Mand, Du faaer! hans sorte Fløielspels har Dronningen selv ikke Mage til! Han har baade i Kjøkken og Kjælder. Tak Du Gud for ham!”
Saa skulde de have Bryllup. Muldvarpen var allerede kommet, for at hente "Tommelise;" hun skulde boe med ham, dybt nede under Jorden, aldrig komme ud i den varme Sol, for den kunde han ikke lide. Det stakkels Barn var saa bedrøvet, hun skulde nu sige den smukke Sol farvel, som hun dog hos Markmusen havde faaet Lov at see paa i Døren.
“Farvel, Du klare Sol!” sagde hun og rakte Armene høit op i Veiret, gik ogsaa en lille Smule udenfor Markmusens Huus; thi nu var Kornet høstet, og her stod kun de tørre Stubbe. “Farvel, farvel!” sagde hun og slog sine smaa Arme om en lille rød Blomst, der stod. “Hils den lille Svale fra mig, dersom Du faaer den at see!”
“Qvivit, qvivit!” sagde det i det samme over hendes Hoved; hun saae op, det var den lille Svale, der just kom forbi. Saasnart den saae "Tommelise," blev den saa fornøiet; hun fortalte den, hvor nødig hun vilde have den stygge Muldvarp til Mand, og at hun saa skulde boe dybt under Jorden, hvor aldrig Solen skinnede. Hun kunde ikke lade være at græde derved.
“Nu kommer den kolde Vinter,” sagde den lille Svale, “jeg flyver langt bort til de varme Lande, vil Du følge med mig? Du kan sidde paa min Ryg! bind Dig kun fast med dit Livbaand, saa flyve vi bort fra den stygge Muldvarp og hans mørke Stue, langt bort over Bjergene til de varme Lande, hvor Solen skinner smukkere end her, hvor der altid er Sommer og deilige Blomster. Flyv kun med mig, Du søde lille "Tommelise," som har reddet mit Liv, da jeg laae forfrossen i den mørke Jordkjelder!”
“Ja, jeg vil følge med Dig!” sagde "Tommelise," og satte sig op paa Fuglens Ryg, med Fødderne paa dens udbredte Vinge, bandt sit Belte fast i een af de stærkeste Fjær og saa fløi Svalen høit op i Luften, over Skov og over Sø, høit op over de store Bjerge, hvor der altid ligger Snee, og "Tommelise" frøs i den kolde Luft, men saa krøb hun ind under Fuglens varme Fjær og stak kun det lille Hoved frem for at see al den Deilighed under sig.
Saa kom de til de varme Lande. Der skinnede Solen meget klarere end her, Himlen var to Gange saa høi og paa Grøfter og Gjærder voxte de deiligste grønne og blaa Viindruer. I Skovene hang Citroner og Appelsiner, her duftede af Myrther og Krusemynter, og paa Landeveien løb de nydeligste Børn og legede med store brogede Sommerfugle. Men Svalen fløi endnu længer bort, og det blev smukkere og smukkere. Under de deiligste grønne Træer ved den blaa Søe, stod et skinnende hvidt Marmorslot, fra de gamle Tider, Viinrankerne snoede sig op om de høie Piller; der øverst oppe vare mange Svalereder, og i en af disse boede Svalen, som bar "Tommelise." —
“Her er mit Huus!” sagde Svalen; “men vil Du nu selv søge Dig een af de prægtige Blomster ud, som groe dernede, saa skal jeg sætte Dig der og Du skal faae det saa nydeligt, Du vil ønske det!”
“Det var deiligt!” sagde hun, og klappede med de smaa Hænder.
Der laae en stor hvid Marmorsøile, som var faldet om paa Jorden og knækket i tre Stykker, men mellem disse voxte de smukkeste store hvide Blomster. Svalen fløi ned med "Tommelise" og satte hende paa et af de brede Blade; men hvor forundret blev hun ikke! der sad en lille Mand midt i Blomsten, saa hvid og gjennemsigtig, som han var af Glas; den nydeligste Guldkrone havde han paa Hovedet og de deiligste klare Vinger paa Skuldrene, selv var han ikke større end "Tommelise." Han var Blomstens Engel. I hver Blomst boede der saadan en lille Mand eller Kone, men denne var Konge over dem allesammen.
“Gud, hvor han er smuk!” hvidskede "Tommelise" til Svalen. Den lille Prinds blev saa forskrækket for Svalen, thi den var jo en heel Kjæmpefugl imod ham, der var saa lille og fiin, men da han saae "Tommelise," blev han saa glad, hun var den allersmukkeste Pige, han endnu havde seet. Derfor tog han sin Guldkrone af sit Hoved og satte paa hendes, spurgte, hvad hun hed og om hun vilde være hans Kone, saa skulde hun blive Dronning over alle Blomsterne! Ja det var rigtignok en Mand, anderledes, end Skruptudsens Søn og Muldvarpen med den sorte Fløielspels. Hun sagde derfor ja til den deilige Prinds og fra hver Blomst kom en Dame eller Herre, saa nydelig, det var en Lyst, hver bragte "Tommelise" en Present, men den bedste af alle var et Par smukke Vinger af en stor hvid Flue; de bleve hæftede paa "Tommelises" Ryg og saa kunde hun ogsaa flyve fra Blomst til Blomst; der var saadan en Glæde og den lille Svale sad oppe i sin Rede og sang for dem, saa godt den kunde, men i Hjertet var den dog bedrøvet, for den holdt saa meget af "Tommelise" og vilde aldrig have været skilt fra hende.
“Du skal ikke hedde "Tommelise!”" sagde Blomstens Engel til hende, “det er et stygt Navn, og Du er saa smuk. Vi ville kalde Dig "Maja!”"
“Farvel! farvel!” sagde den lille Svale, og fløi igjen bort fra de varme Lande, langt bort tilbage til Danmark; der havde den en lille Rede over Vinduet, hvor Manden boer, som kan fortælle Eventyr, for ham sang den “quivit, quivit!” derfra have vi hele Historien. | wikisource | wikisource_1408 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagde disse ord,
ja, de sagde disse ord:
"Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå?"
Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted,
for ellers kommer tysken og hjælper os dermed.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja, beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: "Du bist faul",
og skælder man ham ud på dansk, så siger han: "Hols maul!"
For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun har ét.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel og for god!
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Vi byde fjende trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja, når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha' ham i det tyske slaveri.
Se, derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og vé det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
"Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat".
Hurra, hurra, hurra!
</poem> | wikisource | wikisource_4153 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Omtrent en Miil fra Bogense finder man på Marken i Nærheden af Elvedgård, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Frederik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne Anledning vare udskårne i Form af to Kroner.
Som ganske unge Spirer voxte disse Hvidtjørne i en lille Hauge, som låe der bag et fattigt Bondehuus; dengang var Elvedgård et Nonnekloster rundtomkring omgivet med Voldgrave, hvoraf endnu en stor Deel er vedligeholdt.
Det var en smuk August-Aften, Myggene opførte deres luftige Françaiser, og Frøerne sade som fugtige Spillemænd og qvækkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester, Nonnerne havde just endt den fromme Aftensang og hver begav sig til sin Celle. Omkrandset af Skoven låe den lille Indsøe så stille og speilklar ved Klosteret, kun når en Fisk slog op forstyrredes den rolige Flade; men imellem Elverkrattet, såe man ved Fuldmånens Skin, hvorledes Elverpigerne som lette Tåger svingede sig i lystige Dandse, Elverkongen stod med en Sølv-Krone på Hovedet, der skinnede med blåligt Skjær i Månelyset; dybt nede i Mosen legede Løgtemændene Tagfat om en lille Høi, hvor engang en hellig Munk havde nedmanet en Natteånd, men han måtte vist ikke have forstået Kunsten ret, thi den Nedmanede fløi hver Midnat, i store Kredse, som en kulsort Ravn og skræmmede Egnens Beboere ved sit hæse Skrig.
Der var allerede ganske mørkt i Klosteret, men fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtjørnene vare plantede, flammede endnu Lampelyset gjennem de småe Ruder. Indenfor de nøgne Leervægge låe en gammel Bonde på Dødsleiet; hans Søn Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Hånd fast til sine Læber. Fårekyllingen peeb så varslende i Krogen, Lampen var næsten udbrændt; den Gamle såe endnu engang med store, stive Blikke på Sønnen, knuede krampagtigt hans Hånd og sov.hen i Herren
Johannes græd høit, nu følte han sig med eet så ganske ene i Verden; vel havde han mange Ligealdrende og Bekjendte der i Egnen, men der var jo ingen han ganske kunde slutte sig til, ingen, der ganske kunde dele hans Følelser.
Dagen skinnede alt ind i Hytten og fandt Johannes sovende foran Faderens Dødsleie; han holdt endnu den Dødes kolde Hånd fast i sin, og deilige, brogede Billeder fløi i Drømme forbi hans Sjæl. Han såe sin Fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en deilig, men bleg og liigklædt Pige satte ham en Krands på Hovedet; hans gamle Fader lagde Pigens Hånd i hans; - han vågnede, og følte nu kun Faderens kolde Dødninghånd, og så den Dødes brustne Blikke, der uden Seekraft stirrede på ham.
Det var en Fredagmorgen de førte den Døde til sit sidste Hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte Kiste der gjemmede ham hans kjære Fader; Munken læste en latinsk Bøn og kastede Jord på Kisten, da var det, som hans Hjerte skulde briste, men da Chor-Drengene sang og svingede Røgelseskarrene, så den blålige Røg hvirvlede op imellem de grønne Hække, da smeltede han hen i Gråd; han syntes i de spæde Stemmer at høre Guds Engle der sang hans Fader imøde. Han såe op imod Himlen, såe rundt omkring sig; Alt åndede et frodigt Sommer-Liv; da blev det ham klart i Sjælen, at Døden ikke kunde være Tilintetgjørelse; Fuglene sang så smukt rundtom i de høie Kastanietræer, og høit oppe under den blå Himmel seilede de lette Skyer langtbort til fremmede Lande. Da vågnede en mægtig Længsel hos ham efter at see sig om i Verden. Skaren drog tilbage til Sørgehuset hvor et rigeligt Gilde ventede den; man roste den Afdøde og hans velbryggede Most, og alt som de drak for den Døde bleve de selv mere levende; en mædsket Munk, der lignede den hogartske, havde påtaget sig en Harlequins lystige Rolle, drak og sagde dumme Vittigheder så godt som nogen monarkisk Skolemester, men Johannes sneeg sig fra det lystige Selskab; han havde skåret og sammenføiet et stort Trækors, det bar han hen på Kirkegården og satte på Faderens Grav, som alt nogle af Byens Piger havde bestrøet med Sand og Blomster.
Tidlig den næste Morgen pakkede han sig en lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der bestod i 50 Rdlr., og med denne og en lille Pung, hvori var nogle Sølvskillinger, forlod han Huset for at drage ud i den vide Verden. - Veien gik over Kirkegården hvor han først tog Afsked med sin Faders Grav, en Lærke sad på Trækorset og sang, men flagrede strax bort mellem de duftende Hyldetræer, da Johannes nærmede sig.
Det var en deilig Morgen, den duggede Kornmark strålte som et Hav af Guld i Morgensolen; langsomt steeg Tågerne fra Engen, og alle Blomsterne nikkede i den friske Morgenvind, som de vilde ønske Johannes Velkommen i den frie Natur. Endnu engang dreiede han sig om på Høien for at see den gamle, bekjendte Kirke, hvor han var døbt, og hvor han hver Søndag med sin gamle Fader havde bedet til Christus og alle de Hellige; da såe han høit oppe i et af Hullerne i Tårnet, Kirke-Nissen ståe med sin lille røde, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den bøiede Arm, da ellers Morgensolen skar ham i Øinene; Johannes nikkede ham sit Levvel, og den lille Nisse svingede sin røde Hue, lagde Hånden på Hjertet og kyssede mange Gange på Fingrene for at vise ham sine varme Ønsker om at Reisen måtte blive lykkelig.
Med Hovedet fuldt af brogede Drømme om den store deilige Verden han nu først ret skulde see, fjernede han sig alt mere og mere det kjære Barndoms Hjem. Gjenstandene blev snart nyere og fremmede Ansigter hilsede ham. Den første Nat indlogerede han sig i en Høestak på Marken, og sov der som en persisk Fyrste i sit strålende Sovkammer. Den grønne Mark var hans Gulvteppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhække vare hans Blomstervaser, og som Vandfad havde han den hele Aae med sit friske rindende Vand. Månen hang som en stor argantisk Lampe under det hvælvede Loft og brændte med en stadig Flamme. Uden nu at være i Frygt for at Lyset der, skulde brænde ned i Stagen eller vælte, og tænde Ild i det blåe Loft og de lette Sky-Gardiner sov Johannes, til et Chor af vingede Spillemænd vækkede ham den næste Morgen.
Fra den nære Landsby ringede Klokkerne, det var Søndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle så venligt den fremmede Vandringsmand med det åbne ærlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene brændte på Altarbordet, men Johannes stod allene på Kirkegården, såe de mange sjunkne Grave, der vare overgroede med høit Græs, da tænkte han på sin Faders Grav, der nok også snart vilde synke således sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. - Taus sadde han sig ned og rykkede Græsset af een af de nærmeste Grave, reiste de sorte Kors der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra de friske Grave, igjen på deres Sted, i det han tænkte, at også en kjærlig Hånd vilde tage sig af hans Faders Grav, nu da han ikke kunde det.
Ved Kirkegårdsporten stod der en gammel Tigger med et fromt ærværdigt Ansigt og lenede sig til sin Krykke, med ham deelte han den lille Rest han endnu havde af Sølvpengene i sin Pung, og gik så roligt og fornøiet videre frem i den vide Verden.
Ved Stranden fandt han en Skipper der låe seilfærdig, og for den lille Rest af sine Sølvpenge fik han ham til at tage sig med. Snart svulmede de hvide Segl for den friske Søevind; den deilige danske Kyst med sine Skove og Bakker fjernede sig mere og mere; Bølgerne væltede sig skumhvide mod Skibets Forstavn, og let som en Fugl fløi det hen over Havet til fremmede Lande; henimod Aften viste sig en ny Natur-Scene for ham. Havet blev med eet roligt, Fladen var glat som et Speil, men langtborte suuste det i Luften som et Forbud på det kommende Uveir; sorte tunge Skyer hævede sig på Horizonten, og de hvide Måger flagrede ængsteligt med hæse Skrig henimod Kysten som man øinede i nogen Afstand. Før Skibet endnu nåede Land, var Uveiret kommet nærmere; Johannes stod ved Masten og såe henrykt ud i den oprørte Natur. Solen gik just stor og rund ned i Havet og alle Bølgerne spillede med en underlig Blanding af Rødt og Grønt. Over Havet hvælvede sig en deilig Regnbue og under denne stod den store Uveirsskye, ikke sort og truende, men farvet med et mildt Rosenskjær af den synkende Sol, og midt i dette blegrøde, spillede de blåhvide Lynstråler. Med ganske underlige Følelser betrådte Johannes Kysten; han stod jo nu i et fremmet Land, og Havet låe imellem ham og Hjemmet. Men snart forjog Synet af de mange nye Gjenstande det øieblikkelige Mismod; Uveiret syntes at drage bort over Havet, Aftenen var så kjølig og smuk, han besluttede derfor strax at vandre videre; men efter nogle Timers Forløb, havde Uveiret vendt sig, og vor kjære Ungersvend måtte fordoble sine Skridt for at komme under Tag før Regnen brød løs. Det blev alt mørkere og mørkere omkring ham; endelig såe han en Kirke, der låe eensom på en skovbegroet Høi; han stræbte der hen og fandt Døren til Våbenhuset på Klem. Rigtignok blev han ved Indtrædelsen lidt underlig om Hjertet ved at see sig i Selskab med en Død; thi på Løibænken låe Liget af en midaldrende Mand med foldede Hænder og Svededugen over Ansigtet.
"Jeg vil ikke forstyrre den Dødes Ro," tænkte han, "kun låne Tag til Uveiret er draget over." Stille sadde han sig i Krogen, og var nær falden i Søvn, men da Regnen hørte op og Stormen sagtnedes, hørte han det pusle ganske underligt ved Døren og to store mørke Skikkelser trådte ind, de nærmede sig den Døde og loe fælt i det de voldsomt toge fat på ham.
"I Jesu-Navn hvem er I!" råbte Johannes og trådte frem imod dem. "Hvorfor vil I forstyrre den Dødes Fred?"
Mændene studsede, men efter nogle Øieblikke begyndte den ene ganske hæsligt at lee og sagde med råe Stemme:
"Hævn, min Broder! Hævn! - denne Døde skylder os 50 Rdlr., som vi lånte ham for nogle Dage siden; det var på Speculation, og han var da frisk som en Fugl i Luften, men så gik han os igår hen og vilde trække en lurvet Tigger-Dreng op, der var faldet i Aaen, og blev der så selv lidt for længe. Nu kan vi skyde en hvid Pind efter Pengene! os har han narret, og gjælder dog hos alle gamle Kjærlinger for en Guds Mand, men når vi nu har kradset ham lidt, så vil nok Bladet vende sig, og man vil ryste på Hovedet og vidske om Satan og hans Engleskare; forståer Du mig?"
"Men om jeg nu træder frem i Morgen," svarede Johannes, "og fortæller hvad I nu så åbenhjertigt har sagt mig, hvad så?"
"Hvad så!" svarede Manden, "ja, når vi frygtede det, så kneb vi Dig nu strax i Halsen, så Øinene skulde ståe ud af Hovedet på Dig som på en kogt Krebs! men det frygte vi ikke for; thi til Gavn kan det aldrig blive Dig, og en Ulykke vilde Du være vis på!"
Således talede Manden og greb nu atter fat i Liget for at mishandle det; men Johannes trådte dristigt imellem og søgte med al sin Veltalenhed at forhindre det, men uden Nytte.
"Min Vei gåer ud i den vide Verden," sagde han tilsidst, "jeg har hverken Fader eller Moder, og min hele Rigdom er 50 Rdlr.; såmeget er det jo den Døde skylder Eder? Vil I nu ved Gud og alle Helgene love mig, ikke oftere at forstyrre hans Fred, så vil jeg gjerne give Eder min lille Eiendom!"
"I vil betale den Dødes Gjæld?" spurgte den ene og såe på ham med store Øine.
"Ja," svarede Johannes, "når jeg kun kan være vis på at I vil forunde hans arme Legeme Ro, og ikke søge at forringe hans ærlige Rygte. Her er Pengene, men gjør først Eed over den Døde, og læg Eders Hånd på hans kolde Hoved!"
Mændene adløde og forføiede sig snart veltilfredse hjem med Pengene; men Johannes lagde først Liget tilrette igjen på Løibænken, og foldede dets kolde Hænder før han greb til Vandringsstaven og sagde den Døde Farvel.
"See nu er jeg lettet for den Byrde!" tænkte han, "ingen Røver skal nu slåe mig ihjel for mine Penges Skyld, og jeg har ærligt betalt mit Nattely; vor Herre vil nu nok sørge for hvad der videre skal komme!" Rolig og tilfreds forlod han Våbenhuset; Uveiret var draget over og Fuldmånen skinnede hvid og klar fra den blå Himmel. Natten var så mild og kjølig og alle Buske og Træer i Skoven hvor han gik duftede så friskt og kvægende; lystigt legede de små Alfer i Krattet, og lode sig ikke forstyrre af den Fremmede der gik forbi og såe på deres Lege, thi han var et godt, uskyldigt Menneske. - Nogle af Alferne vare ikke større end en Finger og havde deres lange gule Hår opheftet med Guldkamme; andre vare kun en Tomme i Høiden, det var vistnok de mindre Børn, og de morede sig med at seile i store Blomsterblade der gyngede på Duggen i det høie Græs; væltede sådan en lille Båd så Alfen faldt på Hovedet ned og blev borte i Græsset, da blev der en Latter og Støi af de andre Små-Puslinger. - Fra Hæk til Hæk måtte store brogede Ædderkopper med Guldkroner på Hovedet, spinde dem flere Alen lange Hænge-Broer og Paladser, der, besprængte med de fine Dugdråber, såe ud som de vare indvirkede med Diamanter. Hele Skarer af luftige Alfer hoppede nu om på disse Broer og Slotte til den lyse Morgen, da forsvandt de allesammen, og Vinden førte deres deilige Bygninger bort, der nu kun flagrede hen i Luften som store Spindelvæve og forsvandt reent, da Solen kom høiere på Himlen. I det Johannes således vandrede fremad i levende Drømme, hørte han en stærk Mandsstemme råbe bagved sig: "Holla Kammerat! hvorhen gjelder Reisen?" Han vendte sig om, og såe en rask Mand på omtrent 30 Aar, han var velklædt, havde en lille Randsel på Ryggen og støttede sig på en stor Knortekjæp.
"Jeg gåer ud i den vide Verden," sagde Johannes, "min Fader er død, og jeg er kun en fattig Knøs, men vor Herre, tænker jeg, hjælper mig nok! Fuglen synger og har dog hverken Korn eller Penge, og det gåer mig ligesådan."
"Min Vei gåer også ud i den vide Verden," sagde den Fremmede; "skal vi da ikke gjøre Følgeskab? To slåe sig altid bedre igjennem end een!" Rask gled Talen ham fra Tungen, Johannes følte sig underligt draget til ham, og snart vare de ret fortrolige og bekjendte med hinanden.
Den Fremmede besad sjeldne Kundskaber, havde seet sig meget om i Verden; Johannes lyttede forundret til hans Tale, en heel ny Verden viste sig for ham, og Alt hvad han før kjendte, trådte nu frem i en ny og klarere Skikkelse. Han beskrev ham så levende de uendelige, høie Bjerge med deres evige Iis og Snee; hvorledes Skyerne hang dybt nede under Vandringsmanden; hvor reen Luften der var, så at Himlen hvælvede sig i det mørkeste Blåe, og Solen stod uden blændende Stråler i det stærkeste Ildrødt. Hvor skjønt der var imellem disse Bjerge, hvor Iispyramider vexle med Blomstertæpper og gyldne Kornmarker; og hvor man fra den høieste Spidse skuer ud i det Uendelige; og hvor da de lavere Bjerge med deres Gletscher og Snee see ud som et oprørt Hav, der i et Nu er stivnet med sine uhyre Bølger. Han fortalte ham også om Bjergenes Indre, hvor det blinkende Ærts slyngede sig som Bække og Floder i uendelige Bugter; om de store Have med deres Koralklipper og store Uhyrer; og om uendelige mange Riger og Lande på denne Jord.
Aldrig havde Johannes tænkt sig Verden så stor; jo mere den Fremmede fortalte, desto større blev den for ham; men som han meest undrede sig over dens Storhed, pegede den Fremmede mod Himlen, viste ham Solen, og udviklede hvorledes enhver Stjerne, der tindrede ham om Natten kun som en lille Prik, var en Klode, større og måskee skjønnere end denne Jord her; da svimlede Johannes ved Tanken om det store Uendelige, men rystede derpå med Hovedet og trykkede smilende den Fremmedes Hånd idet han takkede ham for det deilige Eventyr, thi andet kunde det jo ikke være. -
Solen stod allerede høit da de gjorde Rast under et stort Træ; den Fremmede deelte sit lille Forråd med ham, der bestod i Brød og Viin; en sådan Drik havde han endnu aldrig smagt; det var ret en fornem Frokost i det Grønne. Skoven hvælvede sig som en Riddersal, og høit oppe i Galleriet, der var betrukket med ægte Grønt der ikke gik af i Vadsken, sang Fuglene, som de største Sangere, smukt fra Bladet, og ikke een slog en falsk Trille.
Vore Vandringsmænd havde næsten fortæret deres Frokost, da der nærmede sig en gammel, af Alderen krumtbøiet Kone; hun bar på sin Ryg et Knippe Brænde, som hun havde samlet sig i Skoven, og støttede sig med den ene Hånd på en Krykkestok, men holdt med den anden tre store Riis af Bregner og Vidier. Langsomt og stønnende skred hun fremad, men som hun var nærved dem begge sank hun til Jorden og udstødte et smerteligt Skrig; de sprang strax op for at hjælpe hende, men hun havde i Faldet brukket sit ene Been. Hun jamrede høit af Smerte, og bad dem føre hende til sin Hytte, som kun låe et lille Stykke Vei derfra. Johannes greb hende strax i sine Arme, men den Fremmede bad ham at lade hende ligge i Græsset, tog så en Krukke frem af sin Randsel og forsikkrede at den gjemte en kostbar Salve, der ikke alene strax kunde hele Beenbrudet, men endogså gjøre hende det Been langt raskere end det før havde været, men til Belønning forlangte han de tre Riis hun bar i Hånden. Den Gamle stirrede forundret på ham og mumlede sært med de tandløse Gummer:
"Kold og hvid, varm og rød,
"Kongekrone eller Død" -
og rakte ham de tre Riis. Neppe havde han nu besmurt Benet med sin Undersalve, før den Gamle reiste sig, og forsikrede at hun endnu aldrig havde været så let på det Been før, og bad ham, dog endelig at smøre det andet lidt med, for at hun ikke skulde komme til at hinke, men kunde blive lige rask på begge Benene; neppe havde han opfyldt hendes Ønske, før begge Pusselankerne gik på hende som nogle Trommestikker, hun knixede og forsvandt i den grønne Skov.
"Hvad vil Du med de Riis?" spurgte Johannes den Fremmede, som gjemte dem omhyggeligt i sin Randsel.
"Bruge dem når jeg bliver Kjærtesvend og skal ledsage min Dame;" svarede han, "o det var en ganske fortræffelig Fangst!"
Henimod Aften trådte de ud af Skoven, og en stor viid Udsigt låe foran dem.
"Hvilke sorte Skyer trække ikke op derude!" sagde Johannes, "det bliver vist Uveir til Natten."
"Sorte Skyer;" afbrød den Fremmede ham, "nei det er Bjerge, imorgen ville vi kunde være der."
Med hvilken Længsel stirrede ikke Johannes der hen og ønskede endnu i denne Aften at kunde være der, men den Fremmede fandt det rigtigst at de udhvilede sig i det nære Værtshuus, for at de med fornyede Kræfter den næste Morgen kunde begynde deres Bjerg-Reise.
I Krostuen var der en stor, broget Forsamling, thi en Marionetspiller havde her på nogle Tønder opreist sit lille Theater, og vilde give Dronning Esters deilige Historie. Johannes og den Fremmede toge sig Plads imellem de andre Tilskuere, hvoraf nogle røge Tobak, og andre sladdrede ganske lystigt. En tyk Slagter som lod til at være den fornemste i Selskabet sad nærmest Theateret med sin store Bulbider ved Siden, der gloede omkap med det øvrige Publicum på den kongelige Herlighed der nu viste sig.
Kong Ahasverus havde allerede ophøiet Ester til Dronning; Mardochæus var ført om på en deilig hvid Hest og Haman hængt; nu kom den sidste Act hvor Jøderne skulde ihjelslåe alle deres Fjender; hu! hvor der var en Ødelæggen; Kongen og Dronning Ester sad midt på Torvet på en deilig Trone og de havde begge Guldkroner på Hovedet og lange røde Kapper som de småe Jøde-Drenge bare Slæbet på. Hvergang der faldt et Regiment Hedninger nikkede Ester og hoppede op og ned på sit Sæde, så det var en Lyst at see på, men med eet, Gud må vide hvad den store Bulbider tænkte, da den tykke Slagter nu af Interesse for Stykket glemte at holde på ham, foer han i eet Spring op på Theatret, væltede alle Drabanterne og tog Dronning Ester midt i hendes tynde Liv. "Knik, knak! hvor gik hun i Stykker, og den arme Marionetspiller jamrede sig gyseligt, thi det var jo hans første Prima-Donna, Hunden havde bidt Hovedet af. Comedien var da nu forbi for dene Gang, og enhver begav sig til sit; da tog den Fremmede den stakkels Dronning Ester i sine Hænder, og smurte hende med den kostelige Salve han eiede, og strax blev hun heel, og hvad der endnu var mere underligt, hun bevægede sine Lemmer af sig selv, og gjorte en dyb Compliment og slog ud både med Arme og Been. Da blev Marionetspilleren så glad i sit Hjerte, thi nu kunde hun selv røre sig, uden at han behøvede at trække i Snorene, og manglede alene Mælet for at være en fuldkommen Dame.
Efterat have holdt et tarveligt Aftensmåltid, lagde de sig til Ro, men de kunde ikke sove for en underlig Sukken og Stønnen, der syntes at komme fra Theatret; Marionetspilleren løftede Forhænget tilside, der låe alle Ridderne og Damerne, Kongen og Drabanterne, imellem hverandre og sukkede så det skar ham i Hjertet, de stirrede på ham med deres store Glas-Øine, og det var som de bade om, at blive smurt lidt, ligesom Dronningen, for at også de kunde bevæge sig af sig selv. Dronning Ester knælede også ned og udstrakte sin Guldkrone, ligesom hun vilde sige: "tag den! men smør min Gemal og mine Hoffolk!" da kunde Marionetspilleren ikke længer modståe, han lovede den Fremmede, at give ham hele Indtægten for denne Aften og mere til, når han kun vilde smøre nogle af de andre Marionetter med, men den Fremmede forlangte allene det store Slagsværd han bar ved sin Side, og da han havde erholdt det, gned han snart Liv i de fornemste Træmænd.
Ved næste Dag-Gry forlode de Værtshuset, for at begynde deres Bjergreise; det gik bestandigt Bakke op ad, gjennem Krat og Buske; snart antog Alt rundtom et vildere Præg; høie Fjeldstykker hang truende ud over deres Hoveder; Fodstien var så snever, at Johannes svimlede og var styrtet ned i den frygtelige Kløft under sig, havde ikke den Fremmede understøttet ham. Udsigten blev nu friere, Solen stod op og skinnede med sine røde Stråler på de hvide Bjergtinder, men dybt nede låe Dalen i en blålig Tåge, der dunstede bort i Morgensolen. Johannes var hensjunken i Beskuelsen af denne Pragt; han såe og anede kun Gud i den store Uendelighed, da lød der ganske underlige, himmelske Toner over hans Hoved; underligt smæltede de hen med hans Hjertes Følelser; han såe i Veiret, en stor, hvid Svane svævede i Luften, dens Sang hendøde i smeltende Harmonier, og som båren af Vinden, sank Fuglen med bøjet Hoved ned for hans Fødder og var død; da greb den Fremmede det store Slagsværd, som han havde fået af Marionetspilleren, og nu bar ved sin Side, huggede i to stærke Slag de store Svanevinger af, og gjemte dem under sin Randsel.
Johannes var så forundret over alt det Nye han såe og hørte, at han ikke kunde sige et Ord, men den Fremmede greb hans Hånd og sagde: "see! kom ikke Sværdet mig nu ret til Pas? for disse Vinger skal vi fåe Guld, og for Guldet et lystigt Måltid!"
Således vandrede de nu fremad mellem Bjergene, "hvor Alt er stort og deiligt," sagde Johannes, "hvad mon der ikke være for deilige Lande på hin Side af Bjergene?"
"Der ligger Phantasiens Verden!" sagde den Fremmede, "jeg tænker at vi næste Morgen skal kunne see dens glimrende Diamant Bjerge!"
Da de nu havde reist mange Mile fremad, såe de dybt nede i en Dal mellem Bjergene, en stor Stad med mange Tårne der glindsede deiligt i det klare Solskin, og midt i Byen låe der et prægtigt Marmorslot tækket med Sølv og Guld, og her residerede Kongen. Omtrent en Miil fra Staden låe der et stort Krohuus, og alle vare her i Arbeide med at opreise en Æreport, som Pigerne behang med Blomster og Krandse. Af Verten erfarede vore Vandringsmænd, at de var i Hjerterkonges Rige, en fortræffelig Regent, og nær beslægtet med Silvio Ruderkonge, der er noksom bekjendt af Carlo Gozzi's dramatiske Eventyr "de tre Pommeranzer".
"Ak!" sagde Verten, "vor allernådigste Hjerterkonge er en fortræffelig Mand, ret en Hjertens Mand, og derfor male de ham også altid af med to Hjerter, men hans Datter - ak! ak!"
Her begyndte den gode Gamle, så bitterligt at græde, så han ikke kunde fåe et Ord mere frem; da han siden havde fattet sig erfarede de, at Kongedatteren var skjøn som Solen, men var tillige en ond og arrig Hex, der var Skyld i mange deilige Prindser og mandhaftige Ridderes Død. Enhver, ligefra Kongesønnen til Betleren, var det tilladt at beile til hende, men kunde han ikke svare på tre givne Spørgsmål, eller rettere, gjætte tre Ting, da lod hun, som en anden Turandot, ham uden Nåde og Barmhjertighed henrette. Den gamle Konge var færdig at gåe af Sorg i Graven over sin ugudelige Datter, og over at have givet hende et helligt Løfte, ikke at blande sig i hendes Kjærlighedshandel. Ja, der var endogså forordnet eengang om Aaret en stor Bededag, hvor da Kongen med hele Folket låe på Knæ og bad om, at Prindsessen måtte vende om på den rette Vei, og fåe et nyt og bedre Hjerte; Sorgen var så stor, at selv de gamle Kjærlinger i Byen farvede deres Brændeviin sort, for også selv ved dette, at vise deres Bedrøvelse.
"Men er hun da så smuk?" spurgte den Fremmede.
"Ak ja," svarede Verten, "vor Herre har givet hende en skjøn Skabilon! men hvad nytter det? Et Æsel er dog et Æsel, bære det endogså et gyldent Dække! og Adel uden Dyd er en Løgte uden Lys! ak, når de først klappe med Skovlen på hendes Grav, så har den Herlighed en Ende; så skal hun sove i de røde Lagener, hvor Sengene er hede uden Varmebækken! Gud bevare os alle sammen! - Om en Stund kommer hun her forbi, derfor har jeg måttet lade reise denne Æreport; hun skal nu besee det nye Marmorbad! o Gud give hun måtte drukne deri, den lede Satan! men hun drukner ikke! hun drukner ikke!"
Johannes og den Fremmede sadte sig imidlertid til Bords i Gjæstestuen for at nyde lidet, da de pludseligt bleve afbrudte ved larmende Hurraråb; de gik til Vinduet; der stod Verten udenfor og svingede med sin hvide Hue, og Piger og Karle holdte Krandse i Veiret for Prindsessen der med sit Følge reed igjennem den med Blomster og Grønt pyntede Æreport. Foran såe man to unge Riddersvende, ganske klædte som Hjerterknægt i Spillekortene; hendes Terner rede på sorte Heste, vare iførte røde og blå Kjoler, og holdte hver en deilig Guld-Tullipan i Hånden, men Prindsessen selv sad på en hvid, arabisk Hest, og hendes himmelblåe Kappe flagrede i Vinden; på Hovedet bar hun en Krone af funklende Ædelstene, og de brune Lokker fløde i store, fyldige Ringe ned over hendes Barm og den tynde, hvide Kjortel der forrådte Legemets yndige Former. Hendes Pande var høi og ædel, og under de fiint tegnede Øienbryen funklede to store, sorte Øine, der måtte kunde skyde Pile gjennem det hårdeste Hjerte; Munden, Kinderne, Halsen ... dog, hun var allerede forbi Huset, men hendes Blik havde hvilet på Johannes, der stod som forstenet og stirrede ud efter Prindsessen, i hvem han troede at see det skjønne Drømmebillede der havde svævet for ham ved hans Faders Dødsleie.
Han fortalte den Fremmede sin Drøm, hvorledes Faderen havde lagt den smukke Piges Hånd i hans, hvor lykkelig han havde følt sig, og hvor levende det Hele endnu stod for ham, da han vågnede op og holdt, istedet for Pigens, sin Faders iiskolde Dødninghånd fast i sin.
"Men," sagde den Fremmede og rystede på Hovedet, "læg Mærke til det ulykkelige Varsel, vågn i Tide op af dette ulykkelige Kjærligheds Blund, og ikke siden, når Dødens kolde Hånd griber Dig! tænk på de mange deilige Prindser og mandhaftige Riddere, der ere dræbte før Dig, og lad mig ikke så tidlig, og på en sådan Måde, miste en kjær Reisekammerat!"
Men Johannes kastede sig til hans Bryst, og smeltede hen i Gråd; han kunde ikke løsrive sig fra sit deilige Drømmebillede, som han nu havde seet svæve sig lyslevende forbi; det var som usynlige Magter reve ham med sig, han måtte see og tale med den deilige Prindsesse; hvad skjønnere kunde han finde i den hele vide Verden? Det var som om han nylig havde læst Werther og Siegwarth, han kunde kun elske og døe.
Efter vel at have børstet sine Skoe og sin Kjole, vadsket Hænder og Ansigt, og kæmmet sit gule Hår til een Side, gik han ene ind i Byen, op til det store Slot, der glimrede af Sølv og Guld i Sol-Lyset. Med stærke Slag bankede han på Kobberporten, men ingen åbnede den, han bankede atter, men først da han slog med Hammeren for tredie Gang, knagede den på sine massive Hængsler; det var den gamle Hjerterkonge der selv kom og lukkede op; han var i Schlafrock og Tøfler, men på sit ærværdige Hoved bar han, om de hvide Sølvlokker, den tunge Guldkrone og holdt Scepteret og Æblet under Armen, medens han med en stor Guldnøgle åbnede Porten.
Da han hørte at Johannes var en ny Beiler til hans kongelige Datter, brast den Gamle i Gråd, så at Scepter og Æble faldt til Jorden; han løftede begge Hænder imod Himlen og tørrede sine Øine i den kostbare Schlafrosk. Derpå tog han Johannes ved Hånden og førte ham ind i Prindsessens Lysthauge. I hvert Træ hang der tre, fire kongelige Beilere, hvis Beenrade ranglede med de tørre Knokler og skræmmede alle Sangfuglene bort fra Haugen. Blomsterbedene bestod af Menneskebeen, og rundt om på Terrasserne grinede fæle Dødninghoveder, og i Marmorbassinet legede Fiskene med de Dræbtes blødende Hjerter.
"Ak min Søn," sagde den gamle Konge, "her seer Du hvad der venter Dig! læg ikke mere Blod på mit og min Datters Hoved, vend om, eller Du mister snart Dit unge Liv!"
Johannes trykkede med Ærbødighed den gamle Konges Hånd til sine Læber, men forsikrede tillige, at hans Beslutning var urokkelig. Da larmede det i Slotsgården; Prindsessen kom tilbage, steeg af Hesten og var snart i Haugen hos dem begge. Johannes talte, men han vidste ikke selv hvad han sagde, thi Prindsessen smilede så saligt til ham og rakte ham sin hvide Hånd til et Kys; hans Læber brændte, han følte sit hele Indre electriseret; intet kunde han nyde af de Forfriskninger Pagerne frembare for ham, han såe kun sit skjønne Drømmebillede, og det eneste han hørte var, at hun bød ham møde på Slottet næste Morgen, da Dommerne og Rådet vilde være forsamlet til hans første Prøve.
Ude af sig selv af Glæde kom han tilbage til Kroen, faldt den Fremmede om Halsen og fortalte ham sin Lykke; denne rystede lidt med Hovedet, men smilte derpå ret fornøiet, idet han trykkede Johannes fast i sine Arme, og sagde: "Du stakkels, kjære Knøs! i Grunden burde jeg græde over, at jeg således skal miste Dig; men jeg vil dog ikke forstyrre Dig den sidste Dag Du har at leve i; lad os være ret lystige i Dag! jeg gjør Dit Grav-Øl i Aften, men lad os troe det er Dit Jaord! - Imorgen er det tidsnok for mig at græde over Dig!"
Som en Løbe-Ild havde Rygtet imidlertid udbredt sig i Byen, at der var kommen en ny Beiler til Prindsessen; Komoediehuset var blevet lukket; Kongen havde befalet, at anlægge Hofsorg, og i alle Kirkerne bad Præsterne for den nye Beiler.
Da Solen var gået ned, sad begge vore Vandringsmænd i det lille Kammer, i Værtshuset; to Lys brændte i Armstager, og en stor Bolle Punsch dampede på Bordet. Den Fremmede var uhyre lystig, næsten overgiven; med tusinde morende Indfald forkortede han Tiden og nødte Johannes bestandig til, at tømme det fyldte Glas. Den stærke Drik, som var ham ganske uvant, virkede snart; Johannes nikkede med Hovedet og sov ind. Den Fremmede lagde ham stille hen i Sengen, tog imod Midnat sin Randsel frem, bandt sig de to store hvide Svanevinger på Ryggen, tog det ene Riis i Hånden, åbnede Vinduet, og fløi nu ind over Byen til det kongelige Slot, hvor han satte sig bag en Søile, udenfor Prindsessens Sovekammer-Vindue.
Alt var så stille i Byen; kun en enkelt Gang hørte man Skildvagternes og Vægternes Snorken; Klokken slog tre Qvarteer til Tolv; da åbnede sig Vinduet til Prindsessens Sovekammer, og let svævede hun i et stort hvidt Gevant og på store Ørnevinger, ud over Byen til det nærliggende Bjerg; men den Fremmede gjorde sig usynlig, fløi bagefter og pidskede ret lystigt på Prindsessen med sit Riis, så at hendes røde Blod faldt som Dugdråber ned på Markens Græs og Blomster. Uh, hvor det var en underlig Tour igjennem den skarpe Luft! Vinden tog i hendes lange hvide Gevant, og Månen skinnede derigjennem.
"Hvor det hagler! hvor det hagler!" sukkede Prindsessen ved hvert Slag hun fik af Riset. Endelig nåede hun Bjerget, og bankede på; da drønede det underligt derinde, som om tusinde Jernkjæder faldt i en Afgrund; Fjeldvæggen brast, og Prindsessen med sin usynlige Ledsager, steeg ind i den dybe, hvalte Klippegang. Med samme Brag igjen lukkede Bjerget sig, og utallige småe Nisser, der tjente den mægtige Trold som her boede, bare den deilige Prindsesse ind i den store Thronsal. Over tusinde Søilegange strakte sig herfra gjennem Bjerget, og alle strålede af Ærts og Glimmerstene, hvis Stråler brødes i de deiligste Farver; en kunstig Sol og Måne lyste høit oppe under Hvælvingen, og Gulvet var indlagt med brogede Stene og Blomster. Høit på en Throne af det pure Guld, sad Bjergets Konge med en Krone på Hovedet, der bestod af een eneste Rubin; hans sorte, filtrede Marelokker hang ham ned om det vanskabte, violetblåe Ansigt; han kyssede Prindsessen på Panden og lod hende tage Plads ved sin Side; snart begyndte der en stor Lystighed, Troldens hele Hof kom i Bevægelse; hvor der var et Summen og Brummen! småe Frøkener, neppe en Alen lange, dandsede med pene Krigsmænd, der heller ikke vare større, så at man skulde troe at Uniformen, Sabelen og den lille Hat med de vaiende Fjer, alt var kun en Maskerade. Ingen såe den Fremmede der havde stillet sig bagved Thronen, men han hørte og såe desbedre Alt. Således opdagede han, at de fleste opvartende Kavalerer og de som lukkede Dørene op, ikke vare virkelige Trolde, men kun nogle Træ-Klodse, som deres mægtige Herre, Trolden, havde hexet Liv i, og ladet fåe de prægtige Klædninger de bare. Hist hoppede en af Hoffets skjønne Aander, men det var, når han ret betragtede ham, kun et Kosteskaft med et Kålhoved på Spidsen, som de selv havde skabt til deres Genie og behængt med en gyldenstykkes Kjole. Efterat der nu var dandset, og fremfor alt sagt mange Dumheder, vilde Prindsessen bryde op, men først fortalte hun Trolden, at en ny Beiler havde indfunden sig, og spurgte ham derfor til Råds, om hvad hun skulde tænke på denne Nat, for at forelægge sin Beiler det, når han næste Morgen indfandt sig på Slottet.
"Hør," sagde Trolden, "jo simplere Tingen er, des vanskeligere er den ham at gjette; tænk derfor på Eders Skoe - Jeg håber ellers vi sees igjen næste Nat, og en langt mere glimrende Fest, end denne, vil da vente Dem."
Prindsessen neiede, og alle de småe Kavalerer bare hende på deres Hænder til Udgangen af Bjerget, hvorfra hendes egen Kavaleer, på samme Måde som før, ledsagede hende til Slottet, hvor hun steeg ind af Vinduet, klagende over det stærke Hagl-Veir.
Da den Fremmede kom tilbage til Kroen, sov Johannes endnu; han løste i Hast sine Vinger af, og lagde sig til Ro ved hans Side. Ved Daggry vågnede Johannes, den Fremmede sprang også op fra Leiet, fortalte ham, at han havde drømt ganske underligt om Prindsessen og hendes Skoe i Nat, og bad ham derfor ret inderligt at spørge Prindsessen, om hun ikke skulde have tænkt på sine Skoe!
"Jeg kan ligeså godt spørge om det ene, som om det andet," sagde Johannes, "thi jeg er vist lige langt fra det. Jeg veed jeg må døe; men jeg fåer hende dog engang endnu at see, tør endnu engang tale med hende!" O det var rørende at høre! det arme unge Menneske, der før var så naturlig, så elskelig, talte nu ganske som en claurensk Bog; men hvad gjør ikke Kjærlighed?
Grædende kastede han sig om Vennens Hals, testamenterede ham sin lille Eiendom, og gik nu med bankende Hjerte op på Slottet. Salen var allerede opfyldt med Mennesker, Dommerne sad på deres Sæde, og den gamle Konge stod og tørrede sine Øine i et hvidt Lommetørklæde. Snart trådte Prindsessen ind; o, hun var endnu langt skjønnere end Dagen forhen! Trompeterne blæste, Prindsessen vinkede ad Johannes der nu trådte hen foran hende og knælede ved Thronens Fod. Med huldsaligt, fyrsteligt Smiil spurgte hun ham om, hvad hendes Tanker havde dvælet ved sidste Nat; o dette Smiil, dette Smiil kunde have gjort Lykke både i en Roman og på Theatret, men det forsvandt idet Ordet: "Skoe" kom fra hans Læber; hun beed sig i sine, blev bleg som et Liig og sittrende af Harme tilstod hun, at han havde gjettet rigtigt. Hille den! hvor blev ikke den gamle Konge glad; han hoppede Salen rundt på det ene Been, medens hele det forsamlede Folk klappede i Hænderne for ham og den lykkelige Beiler, der nu havde gjettet første Gang.
Jublende kastede Johannes sig om den Fremmedes Hals, da han kom tilbage til Kroen; fortalte hvorledes Himlen så underligt ved hans Drøm havde frelst og hjulpet ham; og med barnlig Tillid stolede han på, at den gode Gud også vilde hjælpe ham de to følgende Gange; den næste Morgen var han atter tilsagt at møde på Slottet. Aftenen gik omtrent som den foregående. Da Johannes sov, spændte den Fremmede igjen sine Vinger på, og ledsagede atter Prindsessen til og fra Bjerget, men brugte denne Aften begge Risene, så hun havde Mærke deraf på sin lilliehvide Ryg. Denne Gang tænkte hun på sin Handske, og Johannes, underrettet af den Fremmede, der atter foregav at have drømt det, gjettede rigtigt, til Kongen og det hele Folks Glæde. Den gamle Konge begyndte allerede at fåe lidt Couleur igjen, og de gamle Koner farvede ikke længer Brændevinet sort, thi de vare næsten visse på, at den guullokkede Ungersvend, som de kaldte Johannes, nok vilde seire og vinde Prindsessens Hånd. Men nu nærmede den tredie og afgjørende Prøve sig. Såsnart Johannes var falden i Søvn om Natten, bandt den Fremmede sig igjen Vingerne på Ryggen, tog alle tre Riis i Hånden og hængte det store Slagsværd ved sin Side. Det var en mørk og stormende Nat; Prindsessen svingede sig høit i Luften, hendes lange, sorte Hår flagrede i Vinden, Lynene glimtede Blink i Blink om hende, og man såe at hun var bleeg som Døden, men hun loe høit, og hendes Latter blandede sig underligt med Stormen; tre Gange svingede hun sig over sin Blomsterhave, hvor Beenradene af de mange Beilere hang i Træerne; og syntes at dandse til Vindens lystige Musik. Udmattet kom hun til Bjerget og sank næsten besvimet i Armene på de småe Nisser, der strax bare hende ind i Salen til Trolden, deres Konge.
"En sådan Nat som denne," sagde hun, "har jeg aldrig oplevet; det hagler og stormer, og den hele Himmel er en brændende Ild!"
Lystighed og Dandse begyndte i Bjerget, men hun kunde ingen Deel tage deri; hun stirrede stivt hen for sig, greb derpå Troldens Hånd, og fortalte hvorledes den nye Beiler også anden Gang havde gjættet, og at det var at frygte, at det tredie Gang kunde gåe ham ligeså hældigt, og at hun da aldrig mere kunde komme her ud i Bjerget, at hendes Kraft da lidt efter lidt vilde svinde hen, og tilsidst ganske tabe sig.
"Nei, det skal ikke skee!" sagde Trolden, "hvad jeg nu vil give Dig at tænke på, skal han ikke kunne udfinde, uden at han er en langt større Mand, end os tilsammen; men lystige ville vi være i denne Midnat og tumle os lidt i Bjergets hvælvede Sale!" Og nu greb han hende ved Hånden, og begge hvirvlede sig hen i lystige Dandse; men da Tiden kom at hun måtte hjem, for ikke at savnes på Slottet, besluttet Trolden selv at ledsage hende.
Den Fremmede sled sine tre Riis op på dem, og Trolden måtte bekjende, at han aldrig før havde været ude i sådant et Hagelveir, som dette. Da de kom til Slottet, trykkede han et Kys på hendes Læber, i det han vidskede: "tænk på mit Hoved!" men den Fremmede hørte det, og da Prindsessen var smuttet gjennem Vinduet ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende tilbage til Bjerget, greb han ham i hans sorte filtrede Marelokker, og skilte ved eet Hug med sit Slagsværd, hans stygge Hoved fra Kroppen, hvilken han kastede ned, langt ude i det oprørte Hav, men Hovedet tog han hjem, vadskede Blodet af, og bandt det så ind i et stort, blåtærnet Lommetørklæde, hvilket han den næste Morgen gav til Johannes, hvem han på det strængeste pålagde, ikke at åbne det, før Prindsessen den sidste Nat spurgte ham om, hvad hun havde tænkt på. Der var ikke Plads på Slottet for den Menneske-Masse som strømmede til, mange bleve klemt fordærvet, og de fleste bleve grusomt trådte på deres Liigtorne. Rådet var samlet; den gamle Hjerterkonge, stod i al sin Pragt og Herlighed, med Æble og Scepter i Hånden, og den tunge Guldkrone på sit gamle Hoved. Prindsessen sad dødningbleg i en kulsort Kjole, og vinkede med strængt Alvor af Johannes; han nærmede sig Thronen, en dyb Taushed herskede i Salen; hurtigt åbnede han Tørklædet, og med et Skrig styrtede Prindsessen tilbage; alle bleve forfærdede for det i Døden nu langt hæsligere Hoved, Johannes tabte det af Hånden, og bøiede sig taus over Prindsessen; langsomt hævede hun sig i Veiret, rakte ham Hånden, og erklærede nu med sittrende Stemme, at han var hendes udkårne Brudgom, da han nu så lykkeligt havde udholdt sine tre Prøver.
O hvilken Glæde blev der ikke nu i hele Byen og i den gamle Konges Hjerte. - Overalt lød Musik og Lystighed, tre hele, stegte Oxer fyldte med Gjæs og Høns, bleve givne til Priis for Almuen; på Torvene sprang kostbare Vine i dertil indrettede Vandspring. Theatret blev åbnet med et ganske nyt Stykke, der alt havde ligget i sex Aar, og ventet på denne Fest-Leilighed, det handlede om Ingenting, Enhver kunde altså strax begribe det, Folk var godt stemt, og det gjorte en rasende Lykke. Om Aftenen var hele Byen illumineret; der var Dands og Lystighed på Slottet, og Brudekammeret stod pyntet med Krandse og Blomsterguirlander; den gamle Konge omfavnede Johannes, lagde sin Datters Hånd i hans og skjænkede ham strax det halve Kongerige. Men Prindsessen var jo endnu en Hex og elskede ikke Johannes; alt dette havde den Fremmede tænkt på, og derfor givet ham tre Fjer af Svanevingerne og en Flaske med nogle kostelige Dråber, i det han tillige bød ham lade sætte ved Brudesengen, et stort Kar fyldt med Vand; og når Prindsessen vilde stige op i Sengen, da give hende et lille Stød så hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efterat have kastet Fjerene og Dråberne deri, da vilde hun ganske løses fra sin Troldom, og snart ret af Hjertet elske ham ligeså høit som han nu elskede hende. Johannes iagttog nøiagtigt hvad den Fremmede havde foreskrevet ham; Prindsessen skreeg høit, i det han dykkede hende under Vandet, og sprællede ham under Hænderne som en stor, kulsort Svane, af hvis Øine de gloende Funker spillede; men da hun anden Gang hævede sig over Vandet igien, var Svanen hvid på en eneste sort Ring nær, som den bar om Halsen, da han med inderlig Bøn til Gud, lod Vandet tredie Gang spille høit over Fuglen, hævede den sig rask i Veiret, Svanehammen faldt af, og han holdt Prindsessen i sine Arme. Hun var endnu langt skiønnere end før, og takkede ham med Tåre i sine deilige Øine, fordi han havde hævet hendes Fortryllelse. -
Næste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op på Dagen; men først da de alle havde gjort deres Complimenter, indfandt den Fremmede sig, han var reiseklædt, havde sin Stok i Hånden og Randselen på Ryggen. Johannes kastede sig i hans Arme, og bad ham, dog ikke at drage bort, men blive hos ham og dele hans Lykke, hvis Skaber han jo ene og allene var. Men han rystede med Hovedet, smilede og sagde: "Nei, nu er min Tid omme! jeg har kun betalt en gammel Gjæld; husker du Natten i Våbenhuset? den Døde Du frelste fra at blive mishandlet? Jeg er Dødningen!"
Johannes studsede, vilde tale til ham, men han var forsvunden.
Bryllups Festen varede endnu en heel Måned, og den gamle Konge nød nu mange glade Dage og frydede sig ved sine Børns Lykke; snart red småe Hjerterknægter og Hjerterdamer Ranke på hans Knæe, og han lod dem lege med sit Scepter, og fortalte dem mange deilige Eventyr i de lange Vinteraftener, til selv hans eget Eventyr var ude. | wikisource | wikisource_4545 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Syvende tillægsprotokol (1984).
Tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder.
Europarådets medlemsstater, der har undertegnet nærværende protokol, og som er besluttede på at tage yderligere skridt til at sikre den fælles gennemførelse af visse rettigheder og friheder gennem Konventionen
til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende
Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (i det følgende kaldet »»konventionen««),
er blevet enige om følgende:
Artikel 1.
Stk. 1. En udlænding, der lovligt er bosiddende i en stats territorium, kan ikke udvises derfra, medmindre dette sker i medfør af en beslutning truffet i overensstemmelse med loven, og den pågældende skal have adgang til:
a) at fremkomme med sine bemærkninger mod udvisningen,
b) at få sagen prøvet på ny, og
c) med henblik herpå at være repræsenteret over for den kompetente myndighed eller en person eller personer udpeget af denne myndighed.
Stk. 2. En udlænding kan udvises inden udøvelsen af de i stk. 1. a)-c) nævnte rettigheder, når dette er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.
Artikel 2.
Stk. 1. Enhver, der af en domstol er domfældt for en strafbar lovovertrædelse, har ret til at få skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen prøvet ved en højere domstol. Udøvelsen af denne ret, herunder de betingelser hvorunder denne kan udøves, fastsættes ved lov.
Stk. 2. Der kan fraviges fra denne ret med hensyn til lovovertrædelser af mindre alvorlig art, således som fastsat ved lov, eller i tilfælde, hvor en person i første instans er blevet stillet for den højeste domstol eller er blevet domfældt efter anke af en frifindende dom.
Artikel 3.
Når en person ved endelig dom er blevet domfældt for et strafbart forhold, og når domfældelsen senere er blevet omstødt eller personen benådet som følge af, at en ny eller nyligt opdaget kendsgerning afgørende viser, at der er sket en urigtig domfældelse, skal personen, der er blevet straffet som følge af domfældelsen, have erstatning i overensstemmelse med loven eller vedkommende stats praksis, medmindre det godtgøres, at den manglende rettidige blotlæggelse af den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives ham.
Artikel 4.
Stk. 1. Under een og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.
Stk. 2. Bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald.
Stk. 3. Der kan ikke ske fravigelse fra denne artikel i medfør af artikel 15 i konventionen.
Artikel 5.
I privatretlig henseende skal ægtefæller i deres indbyrdes forhold og i forholdet til deres børn nyde lige rettigheder og pligter, med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskab og i tilfælde af dettes opløsning. Denne artikel forhindrer ikke staterne i at tage sådanne forholdsregler, der er nødvendige af hensyn til børnenes interesser.
Artikel 6.
Stk. 1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument nærmere angive for hvilket område eller hvilke områder denne protokol skal gælde og angive i hvilken udstrækning den forpligter sig til, at bestemmelserne i denne protokol skal finde anvendelse på dette område eller disse områder.
Stk. 2. Enhver stat kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne protokol til ethvert andet område nærmere angivet i erklæringen. For et sådant område træder protokollen i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på to måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.
Stk. 3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to foregående stykker kan for et hvilket som helst område angivet i en sådan erklæring tilbagekaldes eller begrænses ved en notifikation stilet til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen eller begrænsningen får virkning på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på to måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.
Stk. 4. En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for afgivet i overensstemmelse med artikel 63, stk. 1, i konventionen.
Stk. 5. Enhver stats område, hvorpå denne protokol i medfør af statens ratifikation, accept eller godkendelse finder anvendelse, og ethvert område, hvorpå protokollen finder anvendelse i medfør af statens erklæring i henhold til denne artikel, kan betragtes som enkeltområder i relation til henvisningen i artikel 1 til en stats område.
Artikel 7.
Stk. 1. I forholdet mellem deltagende stater skal bestemmelserne i protokollens artikel 1-6 anses som supplerende artikler til konventionen og alle konventionens bestemmelser skal finde anvendelse i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Retten til individuel klageadgang anerkendt ved en erklæring afgivet i henhold til artikel 25 i konventionen, eller anerkendelse af domstolens kompetence som bindende ved en erklæring afgivet i henhold til artikel 46 i konventionen, skal ikke have virkning i forhold til denne protokol, medmindre vedkommende stat har afgivet en erklæring, der anerkender denne ret, eller anerkender denne kompetence med hensyn til artikel 1-5 i denne protokol.
Artikel 8.
Denne protokol er åben for undertegnelse af de af Europarådets medlemsstater, der har undertegnet konventionen. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. En stat, der er medlem af Europarådet, kan ikke ratificere, acceptere eller godkende denne protokol uden forudgående eller samtidig hermed at ratificere konventionen. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.
Artikel 9.
Stk. 1. Denne protokol træder i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter udløbet af et tidsrum på to måneder efter den dato, hvor syv medlemsstater af Europarådet har udtrykt deres samtykke til at blive bundet af protokollen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8.
Stk. 2. I forhold til en hvilken som helst medlemsstat, der senere giver sit samtykke til at være bundet af protokollen, træder denne i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter udløbet af et tidsrum på to måneder efter datoen for deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet.
Artikel 10.
Europarådets generalsekretær skal underrette alle Europarådets medlemsstater om:
a) Enhver undertegnelse;
b) deponeringen af ethvert ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument;
c) enhver dato for nærværende protokols ikrafttræden i overensstemmelse med artiklerne 6 og 9;
d) enhver anden handling, notifikation eller erklæring i forbindelse med denne protokol.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt befuldmægtigede hertil, underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i Strasbourg den 22. november 1984 på engelsk og fransk, med samme gyldighed for begge tekster, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftede kopier til hver af Europarådets medlemsstater. | wikisource | wikisource_1500 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=17 to=18 /> | wikisource | wikisource_18323 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Nær ved "Gudenaa," inde i "Silkeborg"-Skov, løfter sig en Landryg, som en stor Vold, den kaldes "“Aasen”" og under den mod Vest laae, ja der ligger endnu, et lille Bondehuus med magre Jorder; Sandet skinner igjennem den tynde Rug- og Byg-Ager. Det er nu en Deel Aar siden; Folkene, som boede der, dreve deres lille Avling, havde dertil tre Faar, eet Sviin og to Stude; kort sagt, de havde det ret vel til Føden, naar man tager den, som man har den, ja de kunde vel ogsaa have bragt det til at holde et Par Heste, men de sagde, som de andre Bønder derovre: “Hesten æder sig selv!” – den tærer for det Gode den gjør. "Jeppe-Jæns" drev sin lille Jordlod om Sommeren, og var om Vinteren en flink Træskomand. Han havde da ogsaa Medhjelp, en Karl, der forstod at skjære Træskoe, der vare baade stærke, lette og med Facon; Skee og Sløv skar de; det gav Skillinger, man kunde ikke kalde "Jeppe-Jæns" for fattig Folk.
Lille "Ib," den syvaars Dreng, Husets eneste Barn sad og saae til, skar i en Pind, skar sig ogsaa i Fingrene, men en Dag havde han snittet to Stykker Træ, saa at de saae ud, som smaa Træskoe, de skulde, sagde han, foræres til lille "Christine," og det var Prammandens lille Datter, og hun var saa fiin og saa yndelig, som et Herskabs Barn; havde hun Klæder skaaret, som hun var født og baaret, saa vilde Ingen troe at hun var fra Lyngtørvhuset paa "Seishede." Derovre boede hendes Fader, der var Enkemand og ernærede sig ved at pramme Brænde fra Skoven ned til "Silkeborg" Aaleværk, ja tidt derfra videre op til Randers. Ingen havde han, der kunde tage vare paa lille "Christine," der var et Aar yngre end "Ib" og saa var hun næsten altid hos ham, paa Prammen og mellem Lyngen og Tyltebærbuskene; skulde han endelig heelt op til "Randers," ja saa kom lille "Christine" over til "Jeppe-Jæns's."
"Ib" og lille "Christine" kom godt ud af det ved Leg og ved Fad; de rodede og de gravede, de krøb og de gik, og en Dag vovede de sig ene to næsten heelt op paa Aasen og et Stykke ind i Skoven, engang fandt de der Sneppeæg, det var en stor Begivenhed.
"Ib" havde endnu aldrig været ovre paa "Seishede," aldrig prammet igjennem Søerne ad "Gudenaa," men nu skulde han det: han var indbudt af Prammanden og Aftenen forud fulgte han hjem med ham.
Paa de høit opstablede Brændestykker i Prammen sad tidlig om Morgenen de to Børn og spiste Brød og Hindbær. Prammanden og hans Medhjelper stagede sig frem, det gik med Strømmen, i rask Fart ned ad Aaen, gjennem Søerne, der syntes at lukke sig ved Skov og ved Siv, men altid var der dog Gjennemfart, om endogsaa de gamle Træer heldede sig heelt ud og Egetræerne strakte frem afskaldede Grene, ligesom om de havde opsmøgede Ærmer og vilde vise deres knuddrede, nøgne Arme; gamle Elletræer, som Strømmen havde løsnet fra Skrænten, holdt sig med Rødderne fast ved Bunden, og saae ud ligesom smaa Skovøer; Aakander vuggede paa Vandet; det var en deilig Fart! – og saa kom man til Aaleværket, hvor Vandet brusede gjennem Sluserne; det var Noget for "Ib" og "Christine" at see paa!
Dengang var endnu hernede hverken Fabrik eller By, her stod kun den gamle Avlsgaard og Besætningen der var ikke stor, Vandets Fald gjennem Slusen og Vildandens Skrig, det var den Gang den stadigste Livlighed. – Da nu Brændet var prammet om, kjøbte "Christines" Fader sig et stort Knippe Aal og en lille slagtet Griis, der Alt tilsammen i en Kurv blev stillet agter ude paa Prammen. Nu gik det mod Strømmen hjem, men Vinden var med og da de satte Seil til, var det ligesaa godt, som om de havde to Heste for.
Da de med Prammen var saa høit oppe under Skoven, at de laae ud for hvor Manden, der hjalp med at pramme, havde kun et kort Stykke hjem, saa gik han og "Christines" Fader i Land, men paalagde Børnene at forholde sig rolige og forsigtige, men det gjorde de ikke længe, de maatte see ned i Kurven hvor Aalene og Grisen gjemtes og Grisen maatte de løfte paa og holde den, og da de begge vilde holde den saa tabte de den og det lige ud i Vandet; der drev den paa Strømmen, det var en forfærdelig Begivenhed.
"Ib" sprang i Land og løb et lille Stykke, saa kom ogsaa "Christine;" “tag mig med Dig!” raabte hun, og nu var de snart inde i Buskene, de saae ikke længer Prammen eller Aaen; et lille Stykke endnu løb de, saa faldt "Christine" og græd; "Ib" fik hende op.
“Kom med mig!” sagde han. “Huset ligger derovre!” men det laae ikke derovre. De gik og de gik, over vissent Løv og tørre nedfaldne Grene, der knagede under deres smaa Fødder; nu hørte de en stærk Raaben – de stode stille og lyttede; nu skreg en Ørn, det var et fælt Skrig, de bleve ganske forskrækkede, men foran dem, inde i Skoven, voxte de deiligste Blaabær, en utrolig Mængde; det var alt for indbydende til ikke at blive og de blev og de spiste, og bleve ganske blaa om Mund og Kinder. Nu hørtes igjen en Raaben.
“Vi faae Bank for Grisen!” sagde "Christine."
“Lad os gaae hjem til vort!” sagde "Ib;" “det er her i Skoven!” og de gik; de kom paa en Kjørevei, men hjem førte den ikke, mørkt blev det og angest vare de. Den forunderlige Stilhed rundt om afbrødes ved fæle Skrig af den store Hornugle eller Lyd fra Fugle, de ikke kjendte; endelig stod de begge To fast i en Busk, "Christine" græd og "Ib" græd, og da de saa havde grædt en Stund lagde de sig i Løvet og faldt isøvn.
Solen var høit oppe da de vaagnede, de frøs, men oppe paa Høiden tæt ved, skinnede Solen ned mellem Træerne, der kunde de varme sig og derfra, meente Ib, maatte de kunde see hans Forældres Huus; men de vare langt fra det, i en ganske anden Deel af Skoven. De kravlede heelt op paa Høiden og stod paa en Skrænt ved en klar, gjennemsigtig Sø; Fiskene i den stode i Stiim belyste af Solstraalerne; det var saa uventet hvad de saae og tætved var en stor Busk fuld af Nødder, ja saagar syv Kløvser; og de plukkede og de knækkede og fik de fine Kjærner, der havde begyndt at sætte sig, – og saa kom der endnu en Overraskelse, en Forskrækkelse. Fra Busken traadte frem en stor, gammel Kone, hvis Ansigt var saa bruunt og Haaret saa glindsende og sort; det Hvide i hendes Øine skinnede ligesom paa en Morian; hun havde en Bylt paa Nakken, og en Knortekjep i Haanden; hun var en Taterske. Børnene forstode ikke strax hvad hun sagde; og hun tog tre store Nødder op af Lommen, inde i hver laae de deiligste Ting gjemte, fortalte hun, det var Ønskenødder.
"Ib" saae paa hende, hun var saa venlig, og saa tog han sig sammen og spurgte, om han maatte have de Nødder og Konen gav ham dem og plukkede sig en heel Lomme fuld af dem paa Busken.
Og "Ib" og "Christine" saae med store Øine paa de tre Ønskenødder.
“Er der i den en Vogn med Heste for?” spurgte "Ib."
“Der er en Guldkarreet med Guldheste!” sagde Konen.
“Saa giv mig den!” sagde lille "Christine," og "Ib" gav hende den og Konen knyttede Nødden ind i hendes Halstørklæde.
“Er der inde i denne saadant et lille kjønt Halsklæde, som det "Christine" der har?” spurgte "Ib."
“Der er ti Halsklæder!” sagde Konen, “der er fine Kjoler, Strømper og Hat!”
“Saa vil jeg ogsaa have den!” sagde "Christine," og lille "Ib" gav hende ogsaa den anden Nød; den tredie var en lille sort en.
“Den skal Du beholde!” sagde "Christine," “og den er ogsaa kjøn.”
“Og hvad er der i den?” spurgte "Ib."
“Det Allerbedste for Dig!” sagde Taterkonen.
Og "Ib" holdt fast paa Nødden. Konen lovede at føre dem paa rette Vei hjem, og de gik, men rigtignok i en ganske modsat Retning, end de skulde gaae, men derfor tør man ikke beskylde hende for, at hun vilde stjæle Børn.
I den vildsomme Skov mødte de Skovløberen "Chræn," han kjendte "Ib," og ved ham kom "Ib" med lille "Christine" hjem, hvor man var i stor Angest for dem, og Tilgivelse fik de, skjøndt de havde begge fortjent et godt Livfuldt Riis, først fordi de lod Grisen falde i Vandet og dernæst at de vare løbne deres Vei.
"Christine" kom hjem paa Heden og "Ib" blev i det lille Skovhuus; det Første han der om Aftenen gjorde, var at tage frem Nødden, der gjemte “det Allerbedste”; – han lagde den mellem Døren og Dørkarmen, klemte saa til, Nødden knak, men ikke Kjærne skabt var der at see, den var fyldt ligesom med Snuus eller Muld-Jord; der var gaaet Orm i den, som det kaldes.
“Ja, det kunde jeg nok tænke!” meente "Ib," “hvor skulde der, inde i den lille Nød, være Plads for det Allerbedste! "Christine" faaer hverken fine Klæder eller Guldkarreet ud af sine to Nødder!”
Og Vinteren kom og det nye Aar kom.
Og der gik flere Aaringer. Nu skulde "Ib" gaae til Præsten og han boede langveis borte. Paa den Tid kom en Dag Prammanden og fortalte hos "Ibs" Forældre, at lille "Christine" skulde nu ud at tjene for sit Brød, og at det var en sand Lykke for hende, at hun kom i de Hænder, hun kom, fik Tjeneste hos saadanne brave Folk; tænk, hun skulde til de rige Krofolk i "Herning" Kanten, vesterpaa; der skulde hun gaae Mo'er tilhaande og siden, naar hun skikkede sig og der var confirmeret, vilde de beholde hende.
Og "Ib" og "Christine" toge Afsked fra hinanden: Kjærestefolkene bleve de kaldte; og hun viste ham ved Afskeden, at hun endnu havde de to Nødder, som hun fik af ham da de løb vild i Skoven, og hun sagde, at hun i sin Klædekiste gjemte de smaa Træskoe, han som Dreng havde skaaret og foræret hende. Og saa skiltes de.
"Ib" blev confirmeret, men i sin Moders Huus blev han, for han var en flink Træskoesnider og han passede godt om Sommeren den lille Avling, hans Moder havde kun ham dertil, "Ibs" Fader var død.
Kun sjeldent, og det var da ved en Postkarl eller en Aalebonde, hørte man om "Christine:" det gik hende godt hos de rige Krofolk og da hun var blevet confirmeret, skrev hun til Faderen Brev med Hilsen til "Ib" og hans Moder; i Brevet stod om sex nye Særke og en deilig Klædning, "Christine" havde faaet af Husbond og Madmo'er. Det var rigtignok gode Tidender.
Foraaret derefter, en smuk Dag, bankede det paa "Ibs" og hans Moders Dør, det var Prammanden med "Christine;" hun var kommet i Besøg paa en Dagstid; der var just en Leilighed til "Them" og igjen tilbage, og den benyttede hun. Smuk var hun, som en fiin Frøken, og gode Klæder havde hun, de vare syede vel og de passede til hende. I fuld Stads stod hun og "Ib" var i de daglige, gamle Klæder. Han kunde slet ikke komme til Mæle; vel tog han hendes Haand, holdt den saa fast, var saa inderlig glad, men Munden kunde han ikke faae paa Gang, det kunde lille "Christine," hun talte, hun vidste at fortælle og hun kyssede "Ib" lige paa Munden:
“Kjender Du mig ikke nok!” sagde hun; men selv da de vare ene To og han endnu stod og holdt hende i Haanden, var Alt hvad han kunde sige, alene det: “Du er blevet ligesom en fiin Dame! og jeg seer saa pjusket ud! hvor jeg har tænkt paa Dig, Christine! og paa gamle Tider!”
Og de gik Arm i Arm op paa Aasen og saae over Guden-Aa til Seishede med de store Lyngbanker, men "Ib" sagde ikke Noget, dog da de skiltes ad, var det klart for ham, at "Christine" maatte blive hans Kone, de vare jo fra Smaa kaldt Kjærestefolk, de vare, syntes han, et forlovet Par, uagtet ingen af dem selv havde sagt det.
Kun nogle Timer endnu kunde de være sammen, for hun skulde igjen til "Them," hvorfra tidlig næste Morgen Vognen kjørte tilbage vesterpaa. Faderen og "Ib" fulgte med til "Them," det var klart Maaneskin, og da de kom der og "Ib" endnu holdt "Christines" Haand, kunde han ikke slippe den, hans Øine de vare saa klare, men Ordene faldt kun smaat, men det var Hjerte-Ord hvert eneste et: “er Du ikke blevet for fiint vant,” sagde han, “og kan Du finde Dig i at leve i vor Mo'ers Huus med mig, som Ægtemand, saa blive vi To engang Mand og Kone! – – men vi kan jo vente lidt!”
“Ja, lad os see Tiden an, Ib!” sagde hun; og saa trykkede hun hans Haand og han kyssede hende paa hendes Mund. “Jeg stoler paa Dig, "Ib!”" sagde "Christine," “og jeg troer, at jeg holder af Dig! men lad mig sove paa det!”
Og saa skiltes de ad. Og "Ib" sagde til Prammanden, at han og "Christine" vare nu saa godt som forlovede, og Prammanden fandt, at det var, som han altid havde tænkt om det; og han fulgte hjem med "Ib" og sov der i Seng med ham, og der taltes saa ikke mere om Forlovelsen.
Et Aar var gaaet; to Breve vare vexlede mellem "Ib" og "Christine;" “trofast til Døden!” stod der ved Underskriften. En Dag traadte Prammanden ind til "Ib," han havde Hilsen til ham fra "Christine;" hvad mere han havde at sige, gik det lidt langsomt med, men det var det, at det gik "Christine" vel, mere end vel, hun var jo en kjøn Pige, agtet og afholdt. Kromandens Søn havde været hjemme paa Besøg; han var ansat ved noget Stort i Kjøbenhavn, ved et Contoir: han syntes godt om "Christine," hun fandt ham ogsaa efter sit Sind, hans Forældre vare nok ikke uvillige, men nu laae det dog "Christine" paa Hjertet, at nok "Ib" tænkte saa meget paa hende, og saa havde hun betænkt at skyde Lykken fra sig, sagde Prammanden.
"Ib" sagde i Førstningen ikke et Ord, men han blev ligesaa hvid, som et Klæde, rystede lidt med Hovedet og saa sagde han: "“Christine" maa ikke skyde sin Lykke fra sig!”
“Skriv hende det Par Ord til!” sagde Prammanden.
Og "Ib" skrev ogsaa, men han kunde ikke ret sætte Ordene sammen, som han vilde, og han slog Streg over og han rev itu, – men om Morgenen var der et Brev istand til lille "Christine," og her er det!
Og Brevet blev afsendt og "Christine" fik det.
Ved Mortensdagstider blev der lyst fra Prædikestolen for hende, i Kirken paa Heden og ovre i Kjøbenhavn, hvor Brudgommen var, og derover reiste hun med sin Madmo'er, da Brudgommen, for sine mange Forretningers Skyld, ikke kunde komme saalangt over i Jylland. "Christine" havde, efter Aftale, truffet sammen med sin Fader i Landsbyen "Funder," som Veien gaaer igjennem og som var ham det nærmeste Mødested; der tog de To Afsked. Derom kom til at falde et Par Ord, men "Ib" sagde ikke Noget; han var blevet saa eftertænksom, sagde hans gamle Mo'er; ja eftertænksom var han, og derfor randt ham i Tanke de tre Nødder, han som Barn fik af Taterkonen og gav Christine de to af, det var Ønskenødder, i hendes den ene laae jo en Guldkarreet med Heste, i den anden de deiligste Klæder; det slog til! al den Herlighed fik hun nu ovre i Kongens Kjøbenhavn! for hende gik det i Opfyldelse –! for "Ib" var der i Nødden kun den sorte Muld. “Det Allerbedste” for ham, havde Taterkonen sagt, – jo, ogsaa det gik i Opfyldelse! den sorte Muld var ham det Bedste. Nu forstod han tydeligt hvad Konen havde meent: I den sorte Jord, i Gravens Gjemme, der var det ham det Allerbedste!
Og der gik Aaringer, – ikke mange, men lange, syntes "Ib;" de gamle Krofolk døde bort, den ene kort efter den anden; al Velstanden, mange tusinde Rigsdaler gik til Sønnen. Ja, nu kunde "Christine" faae Guldkarreet og fine Klæder nok.
I to lange Aar, som fulgte, kom ikke Brev fra "Christine," og da saa Faderen fik et, var det slet ikke skrevet i Velstand og Fornøielse. Stakkels "Christine!" hverken hun eller hendes Mand havde vidst at holde Maade paa Rigdommen, den gik, som den kom, der var ingen Velsignelse ved den, for de vilde det ikke selv.
Og Lyngen stod i Blomster og Lyngen tørrede hen; Sneen havde mange Vintre fyget over "Seis" Hede, over Aasen hvor Ib boede i Læ; Foraarssolen skinnede og "Ib" satte Ploven i Jorden, da skar den, som han troede, hen af en Flintesteen, der kom ligesom en stor sort Høvlspaan op over Jorden, og da "Ib" tog paa den, mærkede han, at det var et Metal, og hvor Ploven havde skaaret ind i det, skinnede det blankt. Det var en tung, stor Arm-Ring af Guld fra Hedenold; Kjæmpegraven var blevet jævnet her, dens kostelige Smykke fundet. "Ib" viste det til Præsten, der sagde ham hvad herligt det var og derfra gik "Ib" med det til Herredsfogden, der gav Indberetning derom til Kjøbenhavn og raadede "Ib" selv at overbringe det kostelige Fund.
“Du har fundet i Jorden det Bedste, Du kunde finde!” sagde Herredsfogeden.
“Det Bedste!” tænkte "Ib." “Det Allerbedste for mig – og i Jorden! saa havde Taterqvinden dog ogsaa Ret med mig, naar "det" var det Bedste!”
Og "Ib" gik med Smakken fra "Aarhuus" til Kongens "Kjøbenhavn;" det var som en Reise over Verdenshavet, for ham, som kun havde sat over "Gudenaa." Og "Ib" kom til Kjøbenhavn.
Værdien af det fundne Guld blev udbetalt ham, det var en stor Sum: sex hundrede Rigsdaler. Der gik i det store, vildsomme "Kjøbenhavn" "Ib" fra Skoven ved Seishede.
Det var netop Aftenen før han vilde med Skipperen tilbage til "Aarhuus," da han forvildede sig i Gaderne, kom i en ganske anden Retning, end den han vilde, og var, over Knippelsbro, kommet til "Christianshavn" istedetfor ned mod Volden ved Vesterport! Han styrede ganske rigtigt vesterpaa, men ikke hvor han skulde. Der var ikke et Menneske at see paa Gaden. Da kom der en lille bitte Pige ud fra et fattigt Huus; "Ib" talte til hende om Veien, han søgte; hun studsede, saae op paa ham og var i heftig Graad. Nu var hans Spørgsmaal, hvad hun feilede, hun sagde Noget, som han ikke forstod og idet de begge vare lige under en Lygte, og Lyset fra den skinnede hende lige ind i Ansigtet, blev han ganske underlig, for det var livagtig lille "Christine" han saae, ganske, som han huskede hende fra de begge vare Børn.
Og han gik med den lille Pige ind i det fattige Huus, opad den smalle, slidte Trappe, høit op til et lille, skraat Kammer under Taget. Der var en tung, qvalm Luft derinde, intet Lys tændt; henne i Krogen sukkede det og drog Veiret trangt. Ib tændte en Svovlstikke. Det var Barnets Moder, som laae paa den fattige Seng.
“Er der Noget, jeg kan hjelpe Eder med!” sagde "Ib." “Den Lille fik mig fat, men jeg er fremmed selv her i Staden. Er her ingen Naboer eller Nogen, jeg kan kalde paa!” – Og han løftede hendes Hoved.
Det var "Christine" fra "Seishede."
I Aaringer var derhjemme i Jylland hendes Navn ikke blevet nævnet, det vilde have rørt op i "Ibs" stille Tankegang, og det var jo ikke heller godt, hvad Rygtet og Sandheden meldte, at de mange Penge, hendes Mand fik i Arv fra hans Forældre, havde gjort ham overmodig og vildsom; sin faste Stilling havde han opgivet, reist et halvt Aar i fremmede Lande, kommet tilbage og gjort Gjæld og dog flankeret; meer og meer heldede Vognen og tilsidst væltede den. De mange lystige Venner fra hans Bord sagde om ham, at han fortjente det, som det gik ham, han havde jo levet, som en gal Mand! – Hans Liig var en Morgen funden i Canalen i Slotshaven.
"Christine" gik med Døden i sig; hendes yngste lille Barn, kun nogle Uger gammelt, baaret i Velstand, født i Elendighed, var alt i Graven og nu var det saa vidt med "Christine," at hun laae dødssyg, forladt, paa et usselt Kammer, usselt, som hun kunde have taalt det i sine unge Aar paa Seishede, men nu bedre vant, ret følte Elendigheden af. Det var hendes ældste, lille Barn, ogsaa en lille "Christine," der led Nød og Sult med hende, og som havde faaet "Ib" derop.
“Jeg er bange, jeg døer fra det stakkels Barn!” fremsukkede hun, “hvor i Verden skal hun saa hen!” – mere kunde hun ikke sige.
Og "Ib" fik igjen en Svovlstikke tændt og fandt en Stump Lys, den brændte og lyste i det usle Kammer.
Og "Ib" saae paa den lille Pige og tænkte paa "Christine" i unge Dage; for "Christines" Skyld kunde han være god mod dette Barn, som han ikke kjendte. Den Døende saae paa ham, hendes Øine bleve større og større –! Kjendte hun ham? Ikke vidste han det, ikke et Ord hørte han hende sige.
Og det var i Skoven ved "Gudenaa," nær "Seishede;" Luften var graa, Lyngen stod uden Blomster, Vestens Storme dreve det gule Løv fra Skoven ud i Aaen og hen over Heden hvor Græstørvhuset stod, hvor fremmede Folk boede; men under Aasen, godt i Læ bag høie Træer stod det lille Huus, hvidtet og malet; inde i Stuen brændte i Kakkelovnen Klynetørvene, inde i Stuen var Solskin, der straalede fra to Barne-Øine, Foraarets Lærkeslag lød i Talen fra dets røde, leende Mund; der var Liv og Lystighed, lille "Christine" var der; hun sad paa "Ibs" Knæ; "Ib" var hende Fader og Moder, de vare borte, som Drømmen er det for Barnet og den Voxne. "Ib" sad i det nette, pyntelige Huus, en velhavende Mand; den lille Piges Moder laae paa de Fattiges Kirkegaard ved Kongens Kjøbenhavn.
"Ib" havde Penge paa Kistebunden, sagde de, Guld fra Muld, og han havde jo ogsaa lille "Christine." | wikisource | wikisource_1374 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=242 to=245 header=1 /> | wikisource | wikisource_8863 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=42 to=44 /> | wikisource | wikisource_21563 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kogebog for Soldaten i Felten" from="Mangor - Kogebog for soldaten i felten - titel.jpg" to="Mangor - Kogebog for soldaten i felten - s. 15.jpg" header=1 current="" /> | wikisource | wikisource_17476 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Jeg gik i marken og vogtede får,
slog min harpe i skyggen af palmer,
glad som en fugl i den fagreste vår
hopped rundt jeg og nynned på salmer!
Da kom der bud fra min fader som bedst:
Skynd dig hjem, klæd dig på, kom til gilde!
Seeren siger, der fattes en gæst,
det er dig, kom nu ikke for silde!
Rødmusset blev jeg da mere end før,
som en fugl, som en vind jeg var hjemme,
blegned kun flygtig ved højeloftsdør,
da jeg hørte de vældiges stemme.
Bæger af guld med den skummende vin
rakte seeren brat mig i salen,
salved mit hoved med olie fin
som en dug over græsset i dalen.
Mange i salen så skævt til mit held,
ikke vidste dog nogen min lykke,
lønlig udsprang der i barmen et væld
som en kilde i palmernes skygge.
Kongeligt blev da mit sind og min hu,
for min hjord turde alting jeg vove,
løver og bjørne, dem trodsed jeg nu,
trodsed mer, trodsed falskhed ved hove.
Goliat praled med hjelm og med skjold,
imod ham så jeg ud som græshoppen,
dog med min slynge jeg fældte den trold,
skilte godt også hoved fra kroppen.
Træde jeg måtte fuldmødige fjed
over stok, over sten, i det øde,
før jeg fik kronen at fryde mig ved,
under den måtte hjertet end bløde.
Konge dog blev jeg, navnkundig som få,
i Jerusalem godt jeg har hjemme,
og medens troner på jorderig stå,
Davids-harpen går aldrig ad glemme!
</poem> | wikisource | wikisource_4760 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Billedbog uden Billeder.djvu" header=1 from=49 to=50 /> | wikisource | wikisource_20484 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jærnet.djvu" from=297 to=351 header=1 /> | wikisource | wikisource_20187 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Forord.
Den nylig i Wien udkomne brochure af Kautsky, Proletariatets Diktatur (Wien 1918, Ignaz Brand, 63 sider), er i sig selv et særdeles anskueligt eksempel på II Internationales fuldstændige og skandaløse bankerot, som længe har været samtaleemne blandt ærlige socialister i alle lande. Spørgsmålet om den proletariske revolution er nu ved at blive sat på dagsordenen i en hel række lande. En undersøgelse af Kautskys renegatsofismer og totale afstandtagen fra marxismen er derfor nødvendig.
Først må det dog understreges, at den, der skriver disse linjer, helt fra krigens begyndelse gentagne gange har måttet påpege Kautskys brud med marxismen. En række artikler fra årene 1914-1916 i det udenlandske Sotsial-Demokrat og Kommunist har drejet sig herom. Disse artikler er samlet i Petrograd-sovjettens publikation: G. Sinovjev og N. Lenin, Mod Strømmen, Petrograd 1918 (550 sider). I en brochure, der udkom i Geneve i 1915 og dengang blev oversat til tysk og fransk), skrev jeg om kautskyanismen:
»Kautsky, II Internationales største autoritet, er et i højeste grad typisk og grelt eksempel på, hvordan en verbal anerkendelse af marxismen i virkeligheden har ført til dens forvandling til 'struveisme' eller 'brentanoisme' (dvs. til en liberal, borgerlig lære, der anerkender ikke-revolutionær klassekamp fra proletariatets side, hvad der er udtrykt særlig grelt af den russiske skribent Struve og den tyske økonom Brentano). Vi ser det også af Plekhanovs eksempel. Med åbenbare sofismer amputerer man marxismen for dens levende, revolutionære ånd, man anerkender i marxismen alt, undtagen de revolutionære kampmidler. propagandaen for og forberedelsen af dem, opdragelsen af masserne i netop denne retning. Kautsky 'forliger' ideforladt socialchauvinismens grundtanke, anerkendelsen af fædrelandsforsvaret i denne krig med de diplomatiske skinindrømmelser til venstrefløjen i form af undladelse af at stemme om krigsbevillingerne, formel vedståen af sin oppositionelle holdning osv. Kautsky, der i 1909 skrev en hel bog om, at revolutionernes epoke nærmede sig, og om sammenhængen mellem krig og revolution; Kautsky, som i 1912 skrev under på Basel-manifestet om revolutionær udnyttelse af den tilstundende krig — han retfærdiggør og besmykker nu for fuld musik socialchauvinismen og slutter sig ligesom Plekhanov til bourgeoisiet i forhånelsen af al tanke om revolution, ethvert skridt til direkte revolutionær kamp.
Arbejderklassen kan ikke realisere sine verdensrevolutionære mål uden skånselsløs bekæmpelse af denne renegatoptræden, denne karakterløshed, denne tjenstagtighed overfor opportunismen og denne eksempelløse teoretiske forfladigelse af marxismen. Kautskyanismen er ikke nogen tilfældighed, men et socialt produkt af modsigelserne inden for 2. Internationale, af kombinationen af verbal troskab mod marxismen og underkastelse under opportunismen gerning« (Q. Sinovjev og N. Lenin, Socialismen og Krigen, Geneve 1915, s. 13-14).
Endvidere har jeg i 1916 i bogen Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium (udkommet i Petrograd i 1917) udførligt behandlet de teoretiske fejl i alle Kautskys betragtninger over imperialismen. Jeg anførte Kautskys definition på imperialismen: »Imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrikapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte til sig et stadig større landbrugs-område (kursiveringen er Kautskys), uden hensyn til, hvilke nationer det bebos af. Jeg påviste det fuldstændigt fejlagtige ved denne definition og dens »egnethed« til at tilsløre imperialismens dybeste modsigelser og derpå til forsoning med opportunismen. Jeg anførte min egen definition af imperialismen: »Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor monopolernes og finanskapitalens herredømme er skabt, hvor kapital-eksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdensopdelingen mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet. Jeg påviste, at Kautskys kritik af imperialismen ikke engang står mål med den borgerlige og småborgerlige kritik af den.
Endelig har jeg i august og september 1917 — dvs. før den proletariske revolution i Rusland (25. oktober/7. november 1917) — skrevet brochuren Staten Og Revolutionen. Marxismens Lære Om Staten Og Proletariatets Opgaver Under Revolutionen), som udkom i Petrograd i begyndelsen af 1918, og her, i kapitel 6, om opportunisternes forfladigelse af marxismen, navnlig haft opmærksomheden rettet mod Kautsky, idet jeg påviste, at han fuldstændigt har forvansket Marx' lære og forfalsket den til opportunisme, »afsvoret revolutionen i gerning, mens han anerkendte den i ord«.
I det væsentligste består Kautskys teoretiske grundfejl i brochuren om proletariatets diktatur netop i de opportunistiske forvanskninger af Marx' lære om staten, som jeg udførligt har afsløret i min brochure Staten Og Revolutionen.
Det var nødvendigt at forudskikke disse bemærkninger, idet de viser, at jeg, længe før bolsjevikkerne greb statsmagten og fordømtes herfor af Kautsky, åbent har anklaget ham for at optræde som renegat.
Hvordan Kautsky forvandlede Marx til en ordinær liberal.
Det grundspørgsmål, Kautsky beskæftiger sig med i sin brochure, er spørgsmålet om den proletariske revolutions fundamentale indhold, nemlig proletariatets diktatur. Det er et spørgsmål af allerstørste betydning for alle lande, navnlig i denne tid. Det kan uden overdrivelse siges, at det er selve hovedspørgsmålet i al proletarisk klassekamp. Det er derfor nødvendigt at beskæftige sig opmærksomt med det.
Kautsky stiller spørgsmålet sådan, at »modsætningen mellem de to socialistiske retninger« (dvs. bolsjevikker og ikke-bolsjevikker) er »en modsætning mellem to fundamentalt forskellige metoder: den demokratiske og den diktatoriske« (s. 3).
Vi bemærker i forbigående, at når Kautsky kalder ikke-bolsjevikkerne i Rusland, dvs. mensjevikker og social. revolutionære, for socialister, går han ud fra deres betegnelse, dvs. et ord, og ikke fra den faktiske plads, de indtager i proletariatets kamp mod bourgeoisiet. Hvilken glimrende forståelse og anvendelse af marxismen! Men herom mere udførligt senere.
Nu må vi tage fat på hovedsagen: Kautskys store opdagelse af den »fundamentale modsætning« mellem »den demokratiske og den diktatoriske metode«. Det er det centrale i sagen. Det er hele kernen i Kautskys brochure. Og det er en så uhyrlig teoretisk forvirring, en så fuldstændig fravigelse af marxismen, at man må erkende, at Kautsky langt har overgået Bernstein.
Spørgsmålet om proletariatets diktatur er spørgsmålet om den proletariske stats forhold til bourgeoisistaten, det proletariske demokratis forhold til bourgeoisiets demokrati. Det skulle synes klart som dagen. Men præcis som en gymnasielærer, der er stivnet i gentagelser af historiebøgerne, vender Kautsky stædigt ryggen til det 20. århundrede og ansigtet til det 18. og tygger drøv, om og om igen, utroligt kedsommeligt i en hel række afsnit på det gamle kram om bourgeoisidemokratiets forhold til enevælden og middelalderen.
Minsandten som om han tyggede drøv i søvne !
Det vil jo sige, at han overhovedet ikke har fattet, hvad der er hvad. Man kan kun have smil til overs for Kautskys besværligheder med at fremstille sagen, som om der findes folk, som prædiker »foragt for demokratiet« (s. 11) osv. Med den slags hulheder opnår Kautsky at tilsløre og forkludre spørgsmålet, idet han på liberalistisk vis gør det til et spørgsmål om demokrati overhovedet, ikke om bourgeoisiets demokrati; han viger endda uden om dette præcise klassebegreb og forsøger at snakke om »førsocialistisk« demokrati. Næsten en tredjedel af brochuren — 20 af dens sider — har tågehornet fyldt med snak, der er meget tiltalende for bourgeoisiet, for den ender i en besmykkelse af det borgerlige demokrati og fortoner spørgsmålet om proletarisk revolution.Men titlen på Kautskys brochure er jo netop »Proletariatets Diktatur«. At dette netop er kernen i Marx’ lære, er almindelig kendt, og efter al udenomssnakken må Kautsky da også anføre Marx' ord om proletariatets diktatur.
Hvordan »marxisten« Kautsky bærer sig ad med det, er den rene komedie! Hør blot:
»På et par ord af Karl Marx bygger man denne anskuelse« (som Kautsky erklærer for foragt for demokratiet) — sådan står der ordret på s. 20. Og på s. 60 gentages det, tilmed i den form, at (bolsjevikkerne) »i rette tid kom i tanker om det lille ord« (bogstaveligt 'des Wörtchens’) »om proletariatets diktatur, som Marx engang i 1875 har anvendt i et brev«.
Dette »lille ord« af Marx lyder sådan:
»Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur
Først må det siges, at det at kalde denne berømte betragtning hos Marx, hvori han sammenfatter hele sin revolutionære lære, for »et par ord«, tilmed et »lille ord« er at drive spot med marxismen, at distancere sig totalt fra den. Det må ikke glemmes, at Kautsky kan Marx næsten udenad, at han efter alle sine skrifter at dømme i sit skrivebord eller i hovedet har en hel række skuffer, hvor alt, hvad Marx har skrevet, er ordnet nøjagtigt og praktisk til citatbrug. Kautsky kan ikke være uvidende om, at både Marx og Engels såvel i breve som i trykte skrifter gang på gang har talt om proletariatets diktatur, både før og navnlig efter Kommunen). Kautsky kan ikke være uvidende om, at formlen proletariatets diktatur kun er en mere historisk-konkret og videnskabelig eksakt fremstilling af proletariatets opgave: at »sønderslå« bourgeoisiets statsmaskineri, om hvilken opgave både Marx og Engels ud fra erfaringerne fra revolutionerne i 1848 og navnlig 1871 har skrevet fra 1852 til 1891, gennem fyrretyve år.
Hvordan forklare denne uhyrlige forvanskning af marxismen, begået af Kautsky, den skriftkloge i marxisme? Ser man på det filosofiske grundlag for det foreliggende fænomen, så består det i ombytning af dialektikken med eklekticisme og spidsfindigheder. Kautsky er en stor mester i den slags ombytning. Ser man på det praktisk-politiske, så består det i lakajtjeneste for opportunisterne, det vil til syvende og sidst sige bourgeoisiet. Siden krigens begyndelse har Kautsky udviklet sig hurtigere og hurtigere og er blevet en ren virtuos i kunsten at være marxist i ord og bourgeoisilakaj i gerning.
Man overbevises endnu mere herom, når man betragter, hvor fremragende Kautsky har fortolket Marx' »lille ord« om proletariatets diktatur. Hør blot:
»Marx har desværre undladt nærmere at anføre, hvordan han forestiller sig dette diktatur…(en gennemført forløjet renegatfrase, eftersom Marx netop har givet en række detaljerede redegørelser, som Kautsky, den skriftkloge i marxisme, bevidst går udenom). »… Bogstaveligt betyder ordet diktatur demokratiets ophævelse. Men bogstaveligt betyder det ganske vist også eneherredømme for en enkelt person, som ikke er bundet af love. Et eneherredømme, som adskiller sig fra despotisme ved, at det ikke er tænkt som en varig statsform, men som en forbigående nødforanstaltning.
Udtrykket proletariatets diktatur, altså ikke en enkelt persons, men en klasses diktatur udelukker allerede, at Marx herved har tænkt sig et diktatur i udtrykkets bogstavelige betydning.
Han talte ikke her om en regeringsform, men om en tilstand, som nødvendigvis må indtræde overalt, hvor proletariatet har erobret den politiske magt. At han ikke her havde en regeringsform for øje, fremgår allerede af, at han nærede den anskuelse, at overgangen i England og Amerika kunne ske fredeligt, ad demokratisk vej« (S. 20).
Vi har med vilje bragt hele dette ræsonnement i sin hed, for at læseren klart kan se, hvilke metoder »teoretikerens Kautsky opererer med.
Kautsky har ønsket at behandle spørgsmålet sådan, at han begynder med at definere »ordet« diktatur.
Udmærket. Enhver er i sin gode ret til at behandle et spørgsmål, som han vil. Blot må man skelne en seriøs og hæderlig behandling af spørgsmålet fra en uhæderlig. Den, der ved den givne behandlingsmåde ville gå seriøst til værks, måtte give sin egen definition af »ordet«. Så havde spørgsmålet været stillet klart og direkte. Det gør Kautsky ikke. »Bogstaveligt betyder ordet diktatur demokratiets ophævelse«, skriver han.
For det første er det ingen definition. Hvis det ikke passer Kautsky at give en definition af begrebet diktatur, hvorfor så vælge denne måde at behandle spørgsmålet på?
For det andet er det åbenlyst forkert. For en liberal falder det naturligt at tale om »demokrati« slet og ret. En marxist vil aldrig glemme at stille spørgsmålet: »For hvilken klasse?« F. eks. ved enhver — og »historikeren« Kautsky ved det også – at opstande eller blot stærke gæringer blandt slaverne i oldtiden straks afdækkede den antikke stats væsen som slaveejernes diktatur. Men forhindrede dette diktatur demokrati blandt og for slaveejerne? Alle ved, at det gjorde det ikke.
»Marxisten« Kautsky har sagt noget uhyrligt sludder og en urigtighed, idet han har »glemt« klassekampen…
For at gøre den liberale og falske påstand, Kautsky har fremsat, til en marxistisk og sand, må man sige: et diktatur betyder ikke nødvendigvis ophævelse af demokratiet for den klasse, som udøver diktaturet over andre klasser, men det betyder nødvendigvis ophævelse (eller væsentlig begrænsning, hvilket også er en form for ophævelse) af demokratiet for den klasse, over hvilken eller mod hvilken diktaturet udøves.
Men hvor rigtig denne påstand end er, giver den ikke nogen definition af diktatur.
Lad os se på følgende sætning hos Kautsky:
» ... Men bogstaveligt betyder ordet ganske vist også eneherredømme for en enkelt person, som ikke er bundet af love ... «
Som en blind hundehvalp, der uden mål og med roder med snuden til alle sider, er Kautsky her uforvarende stødt på en rigtig tanke (nemlig at diktaturet er en magt, der ikke er bundet af love), men han har alligevel ikke givet definition af diktatur og har desuden fremsat den åbenbare historiske urigtighed, at diktatur skulle betyde en enkelt persons magt. Det er også urigtigt i grammatisk henseende, idet også en gruppe personer, et oligarki, en klasse osv. kan herske diktatorisk.
Videre påpeger Kautsky forskellen mellem diktatur og despotisme, men skønt hans redegørelse er åbenbart urigtig, vil vi ikke opholde os ved den, eftersom den er uden forbindelse med det spørgsmål, vi beskæftiger os med her.
Kautskys tilbøjelighed til at vende sig fra det 20. århundrede til det 18. og fra det 18. århundrede til den antikke oldtid er velkendt, og vi håber, at det tyske proletariat, når det har tilkæmpet sig diktaturet, vil tage hensyn til denne tilbøjelighed og ansætte Kautsky som f. eks. gymnasielærer i oldtidskundskab. At snyde sig fra at definere proletariatets diktatur ved dybsindigheder om despotisme er enten en grov dumhed eller et yderst klodset bedrageri
Som facit finder vi, at Kautsky med sin snak om diktatur har fået sagt en mængde oplagte sandheder, men ikke har fremsat nogen definition overhovedet! Han kunne, hvis han ikke stolede på sine åndsevner, have tyet til sin hukommelse og have hentet de tilfælde frem »fra skufferne«, hvor Marx taler om diktaturet. Han ville da have fundet enten følgende definition, eller en, der i realiteten falder sammen med den:
Diktatur er en magt, der umiddelbart støtter sig til magtanvendelse og ikke er bundet af love.
Proletariatets revolutionære diktatur er en magt, der er vundet og opretholdt ved proletariatets magtanvendelse mod bourgeoisiet, en magt, der ikke er bundet af love.
Her har vi den enkle sandhed, en sandhed, klar som dagen for enhver bevidst arbejder (en repræsentant for masserne og ikke for et toplag af kapitalistbestukket spidsborgerpak som socialimperialisterne i alle lande), en sandhed, indlysende for enhver repræsentant for de udbyttede, der slås for deres befrielse, ubestridelig for enhver marxist, men som må »erobres i krig« med den højlærde hr. Kautsky! Hvormed kan det forklares? Med den lakajånd, 2. Internationales førere har indsuget, efter at de er blevet foragtelige sykofanter i bourgeoisiets tjeneste.
Først har Kautsky udført et trick ved at hævde det åbenbare sludder, at ordet diktatur bogstaveligt skulle betyde en personlig diktator, og derpå postulerer han — på grundlag af dette trick — at ordet klassediktatur hos Marx »altså« ikke har den bogstavelige betydning (men en betydning, hvorefter diktatur ikke vil sige revolutionær tvang, men »fredelig« erobring af flertallet under det borgerlige — NB — »demokrati«).
Man må, ser man nok, skelne mellem en »tilstand« og en »regeringsform«. En forbløffende dybsindig sondring af ganske samme art, som hvis vi hos et menneske, der tænker dumt, ville skelne mellem dumhedens »tilstand« og dens »form«.
Kautsky er nødt til at udlægge diktatur som »herredømmets tilstand« (dette udtryk bruger han i bogstavelig forstand på næste side, s. 21), fordi så forsvinder den revolutionære magtanvendelse, den med magt gennemførte revolution. »Herredømmets tilstand« er en tilstand, som ethvert flertal kan befinde sig i under ... »demokratiet« ! Med dette svindlertrick forsvinder revolutionen lykkeligt og vel!
Men bedrageriet er for groft, og det redder ikke Kautsky. At diktatur forudsætter og betegner en »tilstand«, hvor en klasse udøver en for renegater ubehagelig, revolutionær magt over for en anden klasse, »den syl kan ikke gemmes i en sæk«. Det tåbelige i at skelne mellem »tilstand« og »regeringsform« er iøjnefaldende. Det er trefold dumt at tale om regeringsform her, eftersom hvert barn ved, at monarki og republik er forskellige regeringsformer. Det må fastslås over for hr. Kautsky, at begge disse regeringsformer, som alle forbigående »regeringsformer« under kapitalismen, blot er varianter af bourgeoisistaten, altså af bourgeoisiets diktatur.
Endelig er det ikke blot dumt at tale om regeringsformer, men det er også en klodset forfalskning af Marx, der her så klart som noget taler om statsform eller statstype, men ikke om regeringsform.
Den proletariske revolution er umulig uden sønderbrydning med magt af det borgerlige statsmaskineri og dets erstatning med et nyt, som, med Engels' ord, »allerede ikke mere er nogen stat i egentlig forstand«
Kautsky måtte nødvendigvis udtvære og omlyve alt dette — det kræver hans renegatholdning.
Lad os se på, hvilke ynkelige kneb han tyer til.
Første kneb. » . . . At Marx ikke her havde en regeringsform for øje, fremgår allerede af, at han nærede den anskuelse, at overgangen i England og Amerika kunne ske fredeligt, altså ad demokratisk vej ...«
Regeringsformen har afgjort ikke noget at sige her, eftersom der findes monarkier, der ikke er typiske for bourgeoisistaten, f. eks. udmærker sig ved at mangle militær, og der findes republikker, som er aldeles typiske i så henseende, f. eks. ved at have militær og bureaukrati. Det er et almenkendt historisk og politisk faktum, og Kautsky vil ikke få held til at forfalske det.
Hvis Kautsky havde villet ræsonnere seriøst og hæderligt, ville han have spurgt sig selv: Eksisterer der mon historiske love, som gælder for revolutioner, og som ikke kender til undtagelser? Svaret ville have været nej, der findes ingen sådanne love. Den slags love tager kun sigte på det typiske, det som Marx engang betegnede som »det ideale« i betydningen den gennemsnitlige, normale, typiske kapitalisme.
Endvidere. Var der da i 70'erne noget, som gav England og Amerika en undtagelsesstilling i den omhandlede henseende? Enhver, der kender bare en smule til videnskabens krav på det historiske område, er klar over, at dette spørgsmål nødvendigvis må stilles. At undlade at stille det vil sige at forfalske videnskaben og lege med spidsfin-Amerika netop i 1870'erne, da Marx gjorde denne betvivl om svaret: Proletariatets revolutionære diktatur er magtanvendelse over for bourgeoisiet; sådan som Marx og Engels meget detaljeret og gentagne gange har forklaret det (specielt i Borgerkrigen I Frankrig og i forordet hertil) nødvendiggøres denne magtanvendelse især af, at der eksisterer et militærvæsen og et bureaukrati. Men netop disse institutioner fandtes ikke netop i England og Amerika netop i 1870'erne, da Marx gjorde denne bemærkning. (Nu findes de derimod både i England og i Amerika).
Kautsky må hvert øjeblik begå et veritabelt bedrageri for at dække over sin renegatoptræden!
Og mærk vel, hvordan han her ufrivilligt har stukket sine æseløren frem — han skriver: »fredeligt, altså ad demokratisk vej« !
I definitionen af diktaturet har Kautsky af al magt stræbt efter at skjule for læseren, hvad der er dette begrebs hovedkendetegn, nemlig den revolutionære magtanvendelse. Men nu slap sandheden frem: det drejer sig om modsætningen mellem en omvæltning ad fredelig vej og en med magt.
Her ligger hunden begravet. Alle disse kneb, spidsfindigheder og bedrageriske falsknerier behøvede Kautsky for at kunne snakke sig fra revolution med magt, dække over sin afstandtagen fra den, sin overgang til liberalistisk arbejderpolitik, dvs. overgang til bourgeoisiets side. Her ligger hunden begravet.
»Historikeren« Kautsky forfalsker historien så skamløst, at han »glemmer« det fundamentale: den førmonopolistiske kapitalisme hvis højdepunkt faldt netop i 1870-'erne — udmærkede sig i kraft af sine grundlæggende økonomiske egenskaber, som trådte særlig typisk frem i England og Amerika, ved relativt stor freds- og friheds-kærlighed. Mens imperialismen, dvs. den monopolistiske kapitalisme, der først er modnet fuldt ud i det 20. århundrede, ifølge sine grundlæggende økonomiske egenskaber udmærker sig ved minimal freds- og frihedskærlighed og maksimal udvikling af militærvæsenet overalt. At »overse« dette, når man overvejer, hvorvidt en fredelig eller voldelig omvæltning er typisk eller sandsynlig, er ensbetydende med at degradere sig selv til en ganske ordinær lakaj for bourgeoisiet.
Andet kneb. Pariserkommunen var proletariatets diktatur, men det blev valgt ved almindelig stemmeret, dvs. uden at bourgeoisiet berøvedes valgretten, altså på »demokratisk vis«. Og Kautsky triumferer: » . . . Proletariatets diktatur var for Marx« (eller ifølge Marx) »en tilstand som nødvendigvis må fremgå af rent demokrati, når proletariatet er i overvægt« (bei überwiegendem Proletariat, s. 21).
Dette argument fra Kautskys side er så fornøjeligt, at man i sandhed føler en ren embarras de richesses (finder en alt for overvældende mængde indvendinger). For det første er det en kendt sag, at blomsten, staben, toppen af bourgeoisiet var flygtet fra Paris til Versailles. I Versailles opholdt socialisten Louis Blanc sig, hvilket i øvrigt viser urigtigheden i Kautskys påstand om, at »alle socialistiske retninger« tog del i Kommunen. Er det ikke latterligt at kalde delingen af Paris' befolkning i to krigsførende lejre, hvoraf den ene koncentrerede hele det militante, politisk aktive bourgeoisi, for »et rent demokrati« med »almindelig valgret«?
For det andet kæmpede Kommunen mod Versailles som Frankrigs arbejderregering mod bourgeoisiets regering. Hvad har det med »rent demokrati« og »almindelig valgret« at gøre, når Paris afgjorde Frankrigs skæbne? Da Marx fandt, at Kommunen havde begået en fejl ved ikke at overtage banken, som tilhørte hele Frankrig), mon han da gik ud fra »det rene demokratis« principper og praksis?
Det kan sandelig ses, at Kautsky skriver i et land, hvor politiet forbyder folk at »stimle sammen« og le, ellers havde latteren taget livet af Kautsky.
For det tredje. Må jeg tillade mig ærbødigst at erindre hr. Kautsky, som jo kan sin Marx og Engels udenad, om følgende vurdering af Kommunen, fremsat af Engels med henblik på . . . »det rene demokrati«:
»Har disse herrer (autoritetsfjender) aldrig før set en revolution? En revolution er afgjort det mest autoritære, der findes; den er en handling, hvorved den ene del af befolkningen påtvinger den anden sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner, altså de mest autoritære midler, man kan tænke sig; og hvis kampen ikke skal være forgæves, må det sejrende parti hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sig ved magten bare en dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne? Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad har gjort brug af den?«.
Her har De det »rene demokrati« ! Hvor ville Engels have hånet den vulgære småborger, den »socialdemokrat« (i fransk forstand fra 1840'rne og i almeneuropæisk fra årene 1914-1918), der kunne finde på overhovedet at tale om »rent demokrati« i et klassedelt samfund!
Men nok om det. At opregne alle de tåbeligheder, som Kautsky svinger sig op til, er en umulig ting, da der i hver sætning hos ham er et bundløst svælg af renegatpolitik.
Marx og Engels har på det udførligste analyseret Pariserkommunen og påvist, at dens fortjeneste var forsøget på at sønderslå, sønderbryde »den færdige statsmaskine«. Marx og Engels anså denne konklusion for så vigtig, at de i 1872 kun indføjede denne rettelse i det (i visse afsnit) forældede programskrift, Det Kommunistiske Manifest. Marx og Engels påviste, at Kommunen afskaffede hæren og bureaukratiet, afskaffede parlamentarismen, knuste den snyltende udvækst — staten osv., men den overkloge Kautsky tager nathuen på og gentager, hvad liberale professorer har fortalt tusinde gange — skrønen om det »rene demokrati«.
Ikke for ingenting sagde Rosa Luxemburg den 4. august 1914, at det tyske socialdemokrati nu er et stinkende lig.
Tredje kneb. »Når vi taler om diktatur som regeringsform, kan vi ikke tale om en klasses diktatur. En klasse kan jo nemlig, som vi allerede har bemærket, kun herske, ikke regere . . .«. Regere gør derimod »organisationer« eller »partier«.
Forvirring, ugudelig forvirring, hr. »forvirringsråd«! Diktatur er ikke nogen »regeringsform«, det er latterligt nonsens. Marx taler da heller ikke om regeringsform, men om statsform eller -type. Det er jo noget helt, helt andet. Det er også ganske urigtigt, at en klasse ikke kan regere; den slags nonsens kan kun stamme fra en »parlamentarisk kretiner«, som ikke øjner andet end det borgerlige parlament og ikke lægger mærke til andet end »regeringspartier«. Et hvilket som helst europæisk land kan for Kautsky frembyde eksempler på regering ved en herskende klasse, f. eks. godsejerne i middelalderen, til trods for utilstrækkelig organisation.
Facit: Kautsky har på det utroligste forvrænget begrebet proletariatets diktatur og forvandlet Marx til en ordinær liberal, dvs. er selv sunket ned på niveau med den liberale, der disker op med banale fraser om det »rene demokrati«, som besmykker og tilslører det borgerlige demokratis klasseindhold og navnlig råber vagt i gevær mod revolutionær magtanvendelse fra den undertrykte klasses side. Da Kautsky »fortolkede« begrebet »proletariatets revolutionære diktatur« sådan, at den undertrykte klasses revolutionære anvendelse af magt over for undertrykkerne forsvandt, blev der sat verdensrekord i liberal forvanskning af Marx. Renegaten Bernstein viste sig at være en sinke i sammenligning med renegaten Kautsky.
Borgerligt og proletarisk demokrati.
Det problem, som Kautsky har bragt ugudelig forvirring i, stiller sig i virkeligheden på følgende måde.
Hvis man ikke vil drive spot med den sunde fornuft og historien, er det klart, at man ikke kan tale om »rent demokrati«, så længe der eksisterer forskellige klasser, men kun kan tale om et klassedemokrati. (I parentes bemærket er udtrykket »rent demokrati« ikke blot en frase der afslører uvidenhed og svigtende forståelse såvel af klassekampen som af statens væsen, men en trefoldigt tom frase, idet demokratiet i det kommunistiske samfund, efterhånden som det vokser over i og forvandles til vane, vil dø bort, men aldrig blive til et »rent« demokrati)
Det »rene demokrati« er en forhøjet liberal frase til fordummelse af arbejderne. Historien kender et borgerligt demokrati, som afløser feudalismen, og et proletarisk demokrati, som afløser det borgerlige.
Når Kautsky bruger side efter side til at »bevise« den sandhed, at det borgerlige demokrati er progressivt i sammenligning med middelalderen, og at proletariatet ubetinget må udnytte det i sin kamp mod bourgeoisiet, så er det netop den slags liberal snak, som fordummer arbejderne. Ikke blot i det veluddannede Tyskland, men også i det dårligt uddannede Rusland er dette en trivialitet. Kautsky strør simpelt hen »lærd« sand i arbejdernes øjne, når han gør sig vigtig med at fortælle om Weitling og om jesuiterne i Paraguay og om meget andet, for at komme uden om det moderne, dvs. det kapitalistiske demokratis borgerlige væsen.
Kautsky tager fra marxismen det, der er acceptabelt for de liberale, for bourgeoisiet (kritikken af middelalderen, kapitalismens progressive historiske rolle i almindelighed og det kapitalistiske demokratis i særdeleshed), og han udelader, fortier, tilslører det i marxismen, som er uacceptabelt for bourgeoisiet (proletariatets revolutionære anvendelse af magt mod bourgeoisiet for at afskaffe det). Derfor viser Kautsky sig da også uundgåeligt, i kraft af sin objektive stilling og sin subjektive overbevisning, hvordan den så måtte være, som bourgeolsiets lakaj.
Det borgerlige demokrati, som var et stort historisk fremskridt i sammenligning med middelalderen, er og bliver — og under kapitalismen kan det ikke være andet — snævert, beskåret, forfalsket og hyklerisk, et paradis for de rige, en fælde og et bedrag for de udbyttede, de fattige. Det er denne sandhed, der udgør en væsentlig, organisk bestanddel af marxismen, som »marxisten« Kautsky ikke har fattet. I dette — fundamentale — spørgsmål serverer Kautsky bourgeoisiet »behageligheder« i stedet for videnskabelig kritik af de forhold, som gør ethvert borgerligt demokrati til et demokrati for de rige.
Lad os først erindre den højlærde hr. Kautsky om de teoretiske udtalelser af Marx og Engels, som vor skrift-kloge så skammeligt har »glemt« (til bedste for bourgeoisiet), og derpå forklare sagen mere populært.
Ikke blot den antikke stat og feudalstaten, men også den »moderne repræsentativstat er et redskab for kapitalens udbytning af lønarbejdet« (Engels i hans værk om staten. »Da staten nu alligevel er en forbigående indretning, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen så er det det rene vrøvl at tale om den 'frie folkestat'; så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå« (Engels i brev til Bebel af 28. marts 1875). »Staten er ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet« (Engels i forordet til Marx' Borgerkrigen i Frankrig). Den almindelige valgret er en »målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan den ikke nogen sinde blive i den nuværende stat« (Engels i hans værk om staten). Mr. Kautsky tygger umådeligt kedsommeligt drøv på første del af denne sætning, som er acceptabel for bourgeoisiet. Anden del derimod, som vi har fremhævet, og som ikke kan accepteres af bourgeoisiet, fortier renegaten Kautsky!)
»Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende... I stedet for en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke (ver- und zertreten) folkets mål i parlamentet, skulle den almindelige valgret tjene det i Kommuner konstituerede folk til at udsøge arbejdere, opsynsmænd og bogholdere til sin forretning, ligesom den individuelle valgret tjener enhver anden arbejdsgiver dertil« (Marx i skriftet om Pariserkommunen, Borgerkrigen i Frankrig).
Hver enkelt af disse sætninger, som den højlærde hr. Kautsky kender så udmærket, er et slag i ansigtet på ham og afslører hele hans renegatholdning. I hele Kautskys brochure er der ikke et gran forståelse af disse sandheder. Hele indholdet i hans brochure er en hån mod marxismen!
Tag de moderne staters grundlove, tag den måde, de regeres på, tag forsamlings- eller trykkefriheden, tag »borgernes lighed for loven« — og man vil for hvert skridt se det borgerlige demokratis hykleri, som er så velkendt af enhver hæderlig og bevidst arbejder. Der findes ikke en eneste stat, selv den mest demokratiske, hvor der ikke i forfatningen findes smuthuller eller klausuler, som Sikrer bourgeoisiet mulighed for at sætte tropper ind mod arbejderne, indføre krigsretstilstand osv. »i tilfælde af, at ordenen krænkes«, — i realiteten i tilfælde af, at den udbyttede klasse krænker sin slavetilstand og gør forsøg på at optræde anderledes end som slaver. Kautsky besmykker skamløst det borgerlige demokrati og fortier foreksempel, hvad de mest demokratiske og republikanske bourgeois'er i Amerika eller Svejts gør mod strejkende arbejdere.
Den vise og lærde Kautsky tier stille med det! Han, den lærde politiker, fatter ikke, at tavshed herom er en gemenhed. Han foretrækker at fortælle arbejderne ammestuehistorier som den, at demokrati betyder »beskyttelse af mindretallet«. Utroligt, men sandt! Anno 19I8 efter Kristi fødsel, mens det imperialistiske verdensmyrderi varer ved på femte år, og de internationalistiske mindretal (dvs. de, der ikke skændigt forråder socialismen, ikke folk som Renaudel og Longuet, Scheidemann og Kautsky, Henderson og ægteparret Webb osv.) i alle verdens »demokratier« kvæles, synger den lærde hr. Kautsky med sød, sød stemme om »beskyttelse af mindretallet«. Den, der har lyst, kan læse herom på side 15 i Kautskys brochure. Og på side 16 fortæller dette lærde... individ om whigger og toryer i det 18. århundredes England!
Hvilken lærdom! Hvilken raffineret lakajtjeneste for bourgoisiet. Hvilken civiliseret manér, at krybe på maven for kapitalisterne og slikke deres støvler! Hvis jeg var Krupp. eller Scheidemann, eller Clemenceau eller Renaudel, ville jeg betale hr. Kautsky millioner, belønne ham med Judas-kys, lovprise ham over for arbejderne og anbefale »socialismens enhed« med så »agtværdige« folk som Kautsky. At skrive brochurer mod proletariatets diktatur, fortælle om whigger og toryer i det 18. århundredes England, forsikre, at demokrati betyder »beskyttelse af mindretallet« men fortie pogromerne mod internationalister i den »demokratiske« republik Amerika er det måske ikke at gøre lakajtjeneste for bourgeoisiet?
Den lærde hr. Kautsky har — sikkert tilfældigt — glemt en »bagatel«, nemlig, at et herskende parti i et borgerligt demokrati kun yder et mindretal beskyttelse, når det drejer om et andet borgerligt parti, hvorimod proletariatet i alle alvorlige, dybtgående og fundamentale sager mødes med militær undtagelsestilstand eller pogromer i stedet for »beskyttelse af mindretallet«. Jo mere udviklet demokratiet er, des nærmere er det ved pogromer eller borgerkrig, når der opstår en dybtgående politisk divergens, som er farlig for bourgeoisiet. Denne »lov« for det borgerlige demokrati kunne den lærde hr. Kautsky have konstateret i forbindelse med Dreyfuss-affæren i republikken Frankrig, lynchningerne af negre og internationalister i den demokratiske republik Amerika, tilfældet Irland og Ulster i det demokratiske England, klapjagten på bolsjevikkerne og de organiserede pogromer mod dem i april 1917 i den demokratiske republik Rusland. Jeg vælger med velberåd nu eksempler ikke blot fra krigstiden, men også fra den fredelige førkrigstid. For den søde hr. Kautsky er det hensigtsmæssigt at lukke øjnene for disse kendsgerninger fra det 20. århundrede og i stedet fortælle arbejderne flunkende nye, yderst interessante, usædvanligt lærerige og ovenud vigtige ting om whigger og toryer i det 18. århundrede.
Tag det borgerlige parlament. Kan man formode, at den lærde hr. Kautsky aldrig har hørt om, hvordan børs og banker desto bedre får hånd i hanke med det borgerlige parlament, jo stærkere demokratiet er udviklet? Heraf følger, at man ikke skal udnytte den borgerlige parlamentarisme (og bolsjevikkerne har gjort det med en succes som næppe noget andet parti i verden, idet vi i årene 1912-14 vandt hele arbejderkurien i den 4. duma). Men der følger heraf, at kun en liberal kan glemme den borgerlige parlamentarismes historiske begrænsning og konventionelle karakter, sådan som Kautsky gør det. Selv i den mest demokratiske borgerlige stat møder de undertrykte masser ved hvert skridt en skrigende modsætning mellem den formelle lighed, som kapitalisternes demokrati proklamerer, og de tusindvis af faktiske begrænsninger og kneb, som gør proletarerne til lønslaver, Netop denne modsætning åbner massernes øjne for kapitalismens råddenskab, forløjethed og hykleri. Netop denne modsætning er det, socialismens agitatorer og propagandister til stadighed afslører for masserne for at forberede dem til revolutionen! Men da revolutionsæraen begyndte, vendte Kautsky bagen til og gav sig til at lovsynge det døende borgerlige demokratis herlighed.
Det proletariske demokrati, hvoraf sovjetstyret er én form, har givet demokratiet en i hele verden hidtil uset udvikling og udbredelse, netop for det uhyre befolknings-flertal, for de udbyttede og arbejdende. At skrive en hel bog om demokrati, sådan som Kautsky har gjort det, hvor to sider handler om diktatur og side op og side ned om »det rene demokrati« — men overse dette, det er det samme som på liberal vis at fordreje spørgsmålet fuldstændigt.
Tag udenrigspolitikken. Ikke ét, selv ikke det mest demokratiske borgerlige land fører åben udenrigspolitik, Overalt føres masserne bag lyset, i det demokratiske Frankrig, Svejts, Amerika og England hundrede gange mere omfattende og raffineret end i andre lande. Sovjet-styret har på revolutionær vis revet hemmelighedens slør af udenrigspolitikken. Det har Kautsky ikke bemærket, han tier om det, skønt det i en tid, der kendetegnes ved røverkrige og hemmelige traktater om »opdeling i indflydelsessfærer (dvs. verdens deling mellem de kapitalistiske røvere), er af central betydning, fordi spørgsmålet om fred, om liv eller død for snese af millioner mennesker, afhænder deraf.
Tag statens opbygning. Kautsky hager sig fast i de »små ting«, sågar ved at valgene er »indirekte« (ifølge den sovjetiske forfatning), men hovedsagen ser han ikke. Klassekarakteren af statsapparatet, statsmaskineriet, bemærker han ikke. I det borgerlige demokrati fjerner kapitalisterne ved tusinder af fif — des mere drevne og effektivt virkende jo mere udviklet det »rene« demokrati er – masserne fra deltagelse i styringen, fra udnyttelse af forsamlings- og trykkefriheden osv. Sovjetstyret er det første i verden (strengt taget det andet, for det samme begyndte Pariserkommunen på at gøre), som inddrager masserne, netop de udbyttede masser i styringen. Adgangen til det borgerlige parlament (som i det borgerlige demokrati aldrig afgør alvorlige spørgsmål, de afgøres af børser og banker) er spærret for de arbejdende masser ved tusinder af barrierer, og arbejderne véd og fornemmer, ser og føler udmærket, at det borgerlige parlament er en fremmed institution, et redskab for bourgeoisiets undertrykkelse af proletarerne, den fjendtlige klasses, det udbyttende mindretals institution.
Sovjetterne – det er de arbejdende og udbyttede massers egen direkte organisation, som letter dem muligheden for selv at indrette staten og styre den i enhver tænkelig henseende. Netop de arbejdendes og udbyttedes avantgarde, byproletariatet, får herved det fortrin, at den i kraft af storvirksomhederne er bedst forenet; den har meget lettere ved at vælge og overvåge de valgte. Den sovjetiske organisationsform letter automatisk samlingen af alle arbejdende og udbyttede omkring deres avantgarde, proletariatet. Det gamle borgerlige apparat, bureaukratiet, rigdommens, den borgerlige dannelses, protektionens privilegier osv. (disse faktiske privilegier er desto mere mangfoldelige, jo mere udviklet det borgerlige demokrati er). – alt dette falder bort under den sovjetiske organisationsform. Trykkefriheden hører op med at være hykleri, idet trykkerierne og papiret fratages bourgeoisiet. Det samme sker med de bedste bygninger, palæer, villaer og herskabsboliger. Sovjetstyret har straks frataget udbytterne tusinder og atter tusinder af de bedste bygninger, og dermed gjort retten til at forsamle sig en million gange mere »demokratisk« for masserne — den ret til at uden hvilken demokratiet er et bedrag. De indirekte valg til ikke-lokale, ikke-stedlige sovjetter gør det lettere at afholde sovjetkongresser, gør hele apparatet billigere, mere bevægeligt og nemmere tilgængeligt for arbejdere og bønder i en periode, hvor livet syder, og hvor der skal være mulighed for særlig hurtigt at afsætte en lokal deputeret, man selv har valgt, eller sende ham til den fælles sovjetkongres.
Det proletariske demokrati er en million gange mere demokratisk end noget borgerligt demokrati. Sovjetstyret er en million gange mere demokratisk end selv den mest demokratiske borgerlige republik.
Overse dette kan kun en forsætlig bourgeoisi-tjener eller et politisk helt forkalket menneske, der ikke ser det levende liv for lutter støvede borgerlige bøger, og som er gennemsyret af borgerligt-demokratiske fordomme og derved objektivt har udviklet sig til bourgeoisi-lakaj.
Overse dette kan kun en person, der ikke evner at stille spørgsmålet fra de undertrykte klassers synspunkt:
Findes der bare et land i verden blandt de mest demokratiske borgerlige lande, hvor den almindelige arbejder, den almindelige daglejer eller en halvproletar fra landet i det hele taget (dvs. et menneske fra de undertrykte masser, fra det overvældende folkeflertal) har haft blot tilnærmelsesvis en sådan frihed til at holde møder i de bedste lokaler, en sådan frihed til at bruge de største trykkerier og de bedste papirlagre for at udtrykke sine tanker og forfægte sine interesser, en sådan frihed til at sætte netop folk af sin egen klasse til at styre staten og »indrette« staten, som i Sovjetrusland?
Det er latterligt at tro, at hr. Kautsky i noget land skulle finde bare en ud af tusind oplyste arbejdere og daglejere, der ville være i tvivl om svaret på dette spørgsmål. Instinktivt sympatiserer arbejdere i hele verden, som erfarer brudstykker af sandheden gennem den borgerlige presse, med sovjetrepublikken, netop fordi de i den ser det proletariske demokrati, et demokrati for de fattige, og ikke et demokrati for de rige, hvad ethvert, selv det bedste, borgerlige demokrati i virkeligheden er.
Vi regeres (og vor stat »indrettes«) af borgerlige embedsmænd, borgerlige parlamentarikere, borgerlige dommere. Det er den enkle, indlysende, ubestridelige sandhed, som snese og hundreder af millioner mennesker fra de undertrykte klasser i alle borgerlige lande, selv de mest demokratiske, kender af egen erfaring, og som de daglig føler og fornemmer.
Men i Rusland har man totalt sønderslået embeds-mandsapparatet, ikke levnet sten på sten af det, jaget de gamle dommere på porten, fordrevet det borgerlige parlament og givet netop arbejderne og bønderne en repræsentation, hvor de langt lettere kan være med, deres sovjetter har afløst embedsmændene, eller deres sovjetter er blevet embedsmændenes overordnede, deres sovjetter vælger dommerne. Denne ene kendsgerning er nok til, at alle undertrykte klasser anerkender sovjetstyret, det vil sige den givne form for proletariatets diktatur, som er en million gange mere demokratisk end den mest demokratiske borgerlige republik.
Kautsky forstår ikke denne sandhed, som er forståelig og indlysende for enhver arbejder, fordi han, Kautsky, har »glemt«, »vænnet sig af med« at stille spørgsmålet: Demokrati for hvilken klasse? Han ræsonnerer ud fra det »rene« (dvs. klasseløse? eller over klasserne stående?) demokrati. Han argumenterer som Shylock: »Et skålpund kød« og ingenting andet. Lighed for alle borgere – ellers er der ikke demokrati.
Man må stille den lærde Kautsky, »marxisten« og »socialisten«, spørgsmålet:
Kan den udbyttede og udbytteren være lige?
Det er uhyrligt, det er ufatteligt, at man skal stille et sådant spørgsmål, når man behandler en bog af II Internationales ideologiske fører. Men har man sagt A, må man også sige B. Har man givet sig i kast med at skrive Kautsky, så må man også forklare den lærde mand, hvorfor udbytteren og den udbyttede ikke kan være lige.
Kan den udbyttede og udbytteren være lige?
Kautsky ræsonnerer således:
(1) »Udbytterne har altid kun udgjort et lille mindretal af befolkningen« (s. 14 i Kautskys brochure).
Det er en ubestridelig sandhed. Hvordan skal man nu ræsonnere ud fra denne sandhed? Man kan ræsonnere marxistisk, socialistisk; man må da tage forholdet mel-lem udbyttede og udbyttere til udgangspunkt. Man kan ræsonnere liberalt, borgerlig-demokratisk; man må da tage forholdet mellem flertal og mindretal til udgangs-punkt.
Hvis man ræsonnerer marxistisk, må man sige: Udbytterne gør uvægerligt staten (her er tale om demokratiet, dvs. en af statens former) til redskab for deres klasses, udbytternes, herredømme over de udbyttede. Derfor vil den demokratiske stat, så længe der findes udbyttere, som hersker over flertallet af udbyttede, uundgåeligt være et demokrati for udbytterne. De udbyttedes stat må adskille sig fundamentalt fra en sådan stat, må være et demokrati for de udbyttede og må holde udbytterne nede, men at holde en klasse nede betyder ulighed for denne klasse, betyder at den holdes uden for »demokratiet«. Hvis man ræsonnerer liberalt, må man sige: Flertallet bestemmer, mindretallet føjer sig. Opsætsige straffer man. Det er det hele. Det tjener ikke til noget at ræsonnere over statens klassekarakter i almindelighed og »det rene demokratis« i særdeleshed; det er sagen uvedkommende, eftersom et flertal er et flertal, og et mindretal er et mindretal. Et skålpund kød er et skålpund kød og dermed basta.
Netop sådan ræsonnerer Kautsky:
(2) »Af hvilke grunde skulle nu proletariatets herre-dømme nødvendigvis antage en form, der er uforenelig med demokrati?« (s. 21). Nu følger en forklaring om, at proletariatet har flertallet på sin side, en meget omstændelig og meget ordrig forklaring, både med et citat af Marx og med stemmetal fra Pariserkommunen. Konklusion: »Et regime, der er så rodfæstet i masserne, har ikke fjerneste anledning til at antaste demokratiet. Det vil ikke altid kunne undgå at anvende magt i de tilfælde, hvor der tages magt i brug for at undertrykke demokratiet. Magt kan kun besvares med magt. Men et regime, der ved, at det har masserne bag sig, vil kun anvende magt for at bevare demokratiet, ikke for at tilintetgøre det. Det ville være det rene selvmord, hvis det gav sig til at fjerne sit eget sikreste grundlag, den almindelige stemmeret, en dyb kilde til vældig moralsk autoritet« (s. 22).
Som man ser, er forholdet mellem udbyttede og udbyttere forsvundet ud af Kautskys argumentation. Tilbage er kun et flertal i almindelighed, et mindretal i almindelighed, demokratiet i almindelighed — det os allerede vel bekendte »rene demokrati«.
Læg mærke til, at dette siges i forbindelse med Pariser-kommunen! Lad os for anskuelighedens skyld anføre, hvad Marx og Engels sagde i forbindelse med Kommunen:
Marx: » . . . Når arbejderne i stedet for bourgeoisiets diktatur sætter deres eget revolutionære diktatur . . . for at bryde bourgeoisiets modstand . . . giver de staten en revolutionær og forbigående form«.
Engels: » . . . det parti, der har sejret (i revolutionen må hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sig ved magten bare en dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne? Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad har gjort brug af den?«
Engels: »Da staten nu alligevel er en forbigående institution, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen, for med magt at holde sin modstander nede, så er det det rene nonsens at tale om en fri folkestat: så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at undertrykke sine modstandere; og når det bliver muligt at tale om frihed, vil staten som sådan ophøre at eksistere . . .
Mellem Kautsky og Marx-Engels er der et svælg — som mellem himmel og jord, som mellem en liberal og en proletarisk revolutionær. Det rene demokrati og »demokrati« slet og ret, som Kautsky taler om, er kun en ny udgave af denne »frie folkestat«, dvs. det rene nonsens. Kautsky spørger med en overklog skrivebordståbes lærde mine, eller med et ti års pigebarns uskyldighed: Hvad skal man med diktatur, når der er flertal? Men Marx og Engels forklarer:
- for at bryde bourgeoisiets modstand,
- for at indgyde de reaktionære frygt,
- for at hævde det væbnede folks autoritet over for bourgeoisiet,
- for at proletariatet med magt kan holde sine mod-standere nede.
Kautsky fatter ikke disse forklaringer. Forgabet i demokratiets »renhed«, uden at se dets borgerlige væsen, holder han konsekvent fast ved, at flertallet, da det nu er flertal, ikke behøver at »bryde mindretallets modstand«, ikke behøver »at holde det nede med magt« — det er tilstrækkeligt at holde det nede i de tilfælde, hvor demokratiet krænkes. Forgabet i demokratiets »renhed« begår Kautsky tankeløst den samme lille fejltagelse, som alle borgerlige demokrater bestandig begår, nemlig den, at han forveksler formel lighed (under kapitalismen en helt igennem forløjet og hyklerisk lighed) med faktisk lighed. En bagatel! Udbytteren kan ikke være ligestillet med den udbyttede.
Denne sandhed, hvor ubehagelig den end er for Kautsky, udgør socialismens egentligste indhold.
En anden sandhed: Virkelig, faktisk lighed kan ikke forekomme, så længe ikke enhver mulighed for en klasses udbytning af en anden er fjernet.
Man kan slå udbytterne på en gang ved en vellykket opstand i centrum eller ved en rejsning blandt tropperne. Men man kan ikke afskaffe udbytterne på en gang, måske med undtagelse af sjældne særtilfælde. Man kan ikke på en gang ekspropriere alle godsejere og kapitalister i et nogenlunde stort land. Endvidere er ekspropriation alene, som juridisk eller politisk akt, ikke nok til at afgøre sagen, idet det er nødvendigt rent faktisk at afsætte godsejerne og kapitalisterne, rent faktisk at erstatte dem med en anden ledelse, en arbejderledelse af fabrikker og godser. Der kan ikke være lighed mellem på den ene side udbytterne, som gennem generationer har skilt sig ud såvel ved opdragelse som ved rige livsvilkår og vaner, og på den anden side de udbyttede, hvis hovedmasse selv i de mest fremskredne og demokratiske borgerlige republikker er sløvet, uoplyst, uvidende, forkuet og splittet. Udbytterne bevarer uundgåeligt i lang tid efter omvæltningen en række meget store, faktiske forrettigheder: de har stadig pengene (man kan ikke med et slag afskaffe pengene), en vis, ofte ret betydelig mængde løsøre, de beholder deres forbindelser, erfaringen i at organisere og administrere, kendskabet til alle »hemmeligheder« (sædvaner, metoder, midler, muligheder) i administrationen, de bevarer deres højere uddannelse, den nære kontakt med det højeste tekniske personel (som lever og tænker borgerligt), de bevarer deres uden sammenligning større erfaring i militærvæsen (det er meget vigtigt) osv. osv.
Hvis udbytterne kun bliver slået i et land, og det er naturligvis det typiske tilfælde, idet samtidig revolution i en række lande vil være en sjælden undtagelse, vedbliver de dog at være stærkere end de udbyttede, fordi udbytternes internationale forbindelser er enorme. At en del af de udbyttede fra de mindst udviklede masser af middelbønder, håndværkere osv. følger og er tilbøjelige til at følge udbytterne, har alle hidtidige revolutioner vist, deriblandt Kommunen (eftersom der jo også var proletarer blandt Versailles-tropperne, hvilket den meget lærde Kautsky har »glemt« ).
Når det forholder sig sådan, er det i højeste grad stupidt at regne med, at det i en nogenlunde dybtgående og betydelig revolution ganske simpelt vil være forholdet mellem flertal og mindretal, der afgør sagen. Det er en tåbelig fordom hos en ordinær liberal, det er bedrag over for masserne, det er at skjule en vitterlig historisk sandhed for dem. Denne historiske sandhed består i, at det i alle dybtgående revolutioner er regelen, at udbytterne yder langvarig, hårdnakket, desperat modstand, og at de gennem en årrække bevarer store faktiske fordele frem for de udbyttede. Udbytterne vil aldrig – undtagen i den søde tåbe Kautskys søde fantasier – indordne sig under det udbyttede flertals beslutning, uden at have sat deres fordele på prøve i en sidste, desperat kamp, i en række kampe.
Overgangen fra kapitalisme til kommunisme udgør en hel historisk epoke. Så længe den ikke er afsluttet, vil udbytterne uvægerligt bevare håbet om genrejsning, og dette håb bliver til forsøg på genrejsning. Efter det første alvorlige nederlag kaster de besejrede udbyttere, der ikke havde ventet at blive styrtet, ikke havde troet på det, ikke havde tænkt den tanke til ende, sig med tidobbelt energi, med rasende lidenskab, med hundredfold had ud i kampen for at generobre det tabte »paradis« for deres familier, der har levet så herligt, og som »den simple pøbel« nu fordømmer til ruin og elendighed (eller til »simpelt« arbejde . . .). Men i de kapitalistiske udbytteres spor følger småborgerskabets brede masse, om hvilken årtiers historiske erfaringer fra alle lande viser, at det svajer og vakler, at det i dag følger proletariatet, i morgen gyser tilbage for en omvæltnings vanskeligheder, geråder i panik over arbejdernes første nederlag eller halvnederlag, bliver nervøs, render frem og tilbage, jamrer og flygter fra den ene lejr til den anden . . . ligesom vore mensjevikker og socialrevolutionære.
I en sådan situation, i en epoke med desperat krig på kniven, hvor historien sætter århundred- og årtusindgamle privilegiers væren eller ikke-væren på dagsordenen, i en sådan situation at tale om flertal og mindretal, om rent demokrati, om unødvendigheden af diktatur, om lighed mellem udbytterne og den udbyttede! ! -
Hvilken bundløs stupiditet, hvilket svælg af småtskårenhed skal der ikke til for at præstere det!
Men årtiers relativt fredelige kapitalisme, 1871 til 1914, har i de socialistiske partier, der tilpassede sig til opportunismen, ophobet augiasstalde af småtskårenhed, fladpandethed, renegatpolitik...
Læseren har formodentlig bemærket, at Kautsky i et foran anført citat fra sin bog taler om anslag mod den almindelige valgret (som han i parentes bemærket kalder en dyb kilde til vældig moralsk autoritet, mens Engels ligeledes i anledning af Pariserkommunen og i anledning af det samme spørgsmål om diktatur taler om det bevæbnede folks autoritet overfor bourgeoisiet; det er lærerigt at sammenligne bedsteborgerens og den revolutionæres syn på »autoritet« . . .).
Det må bemærkes, at spørgsmålet om at berøve udbytterne valgretten er et rent russisk spørgsmål, ikke et spørgsmål om proletariatets diktatur overhovedet. Hvis Kautsky uden hykleri havde givet sin brochure titlen »Mod Bolsjevikkerne«, ville denne titel have svaret til brochurens indhold, og så ville Kautsky have været berettiget til at tale lige ud om valgretten. Men Kautsky ønskede først og fremmest at optræde som »teoretikeren«. Han gav sin brochure titlen Proletariatets Diktatur slet og ret. Først i anden halvdel af brochuren, fra og med afsnit 6, taler han specielt om sovjetterne og om Rusland. I den første halvdel derimod (hvorfra jeg har hentet mine citater) er der tale om demokrati og diktatur slet og ret. Med sin snak om valgretten har Kautsky udleveret sig selv og vist, at han som polemiker mod bolsjevikkerne ikke bryder sig en døjt om teorien. For teorien, dvs. betragtninger vedrørende det almene (ikke nationalt særegne) klasse-grundlag for demokrati og diktatur, skal ikke handle om et specielt spørgsmål som valgretten, men om det almene spørgsmål: Kan demokratiet bevares også for de rige, for udbytterne i den historiske periode, hvor udbytterne styrtes, og deres stat erstattes med de udbyttedes stat?
Sådan og kun sådan kan en teoretiker stille spørgsmålet.
Vi kender Kommunens eksempel, vi kender alle de betragtninger, marxismens grundlæggere har fremsat i forbindelse med den og om den. På grundlag af dette materiale har jeg i min brochure Staten Og Revolutionen, som er skrevet før oktoberomvæltningen, undersøgt f. eks. spørgsmålet om demokrati og diktatur. Om begrænsning af valgretten har jeg ikke sagt et ord. Og her må det siges, at spørgsmålet om begrænsning af valgretten er et nationalt særegent og ikke et alment spørgsmål om diktatur. Spørgsmålet om begrænsning af valgretten må tages op ved, at man studerer særlige betingelser for den russiske revolution, de særlige veje, dens udvikling har fulgt. Det vil blive gjort i den følgende fremstilling. Men det ville være en fejl på forhånd at garantere, at kommende proletariske revolutioner i Europa alle, eller for de flestes vedkommende, ubetinget vil medføre en begrænsning af valgretten for bourgeoisiet. Det kan blive sådan. Efter krigen og efter den russiske revolutions erfaringer vil det sandsynligvis blive sådan, men det er ikke absolut uomgængeligt for virkeliggørelse af diktaturet, det udgør ikke et nødvendigt kendetegn på diktatur som logisk begreb, det indgår ikke som en nødvendig betingelse i det historiske og klassemæssige begreb diktatur.
Det nødvendige kendetegn, den uomgængelige betingelse for diktaturet er, at udbytterne som klasse holdes nede med magt, og at følgelig det »rene demokrati« krænkes, dvs. at lighed og frihed beskæres for denne klasse.
Sådan og kun sådan kan spørgsmålet stilles teoretisk. Og ved ikke at stille det sådan har Kautsky vist, at han optræder imod bolsjevikkerne, ikke som teoretiker, men som sykofant for opportunisterne og bourgoisiet.
I hvilke lande, under hvilke nationale omstændigheder ved den ene eller anden form for kapitalisme, man vil anvende den ene eller anden begrænsning (helt eller fortrinsvis) og dermed krænke demokratiet for udbytterne, det er et spørgsmål om de nationale omstændigheder ved den ene eller anden form for kapitalisme, ved den ene eller anden revolution. Teoretisk står spørgsmålet anderledes, det står sådan: Er proletariatets diktatur muligt uden at krænke demokratiet for udbytternes klasse?
Kautsky er gået uden om netop dette, teoretisk set eneste vigtige og væsentlige spørgsmål. Kautsky har anført alle mulige citater fra Marx og Engels, undtagen dem, der drejer sig om det foreliggende spørgsmål, og som jeg har anført foran.
Kautsky har talt om alt muligt, om alt, hvad der er acceptabelt for de liberale og for borgerlige demokrater, alt, hvad der ikke falder uden for deres idékreds — alt undtagen hovedsagen, nemlig at proletariatet ikke kan sejre uden at bryde bourgeoisiets modstand, uden at undertrykke sine modstandere med magt, og at der, hvor der finder »voldelig undertrykkelse« sted, hvor der ikke er »frihed«, er der naturligvis ikke demokrati.
Dette har Kautsky ikke forstået.
Lad os nu gå over til erfaringerne fra den russiske revolution og til den konflikt mellem sovjetterne og den Konstituerende Forsamling, som førte til opløsning af den Konstituerende Forsamling og til, at valgretten blev frataget bourgeoisiet.
Sovjetterne vover ikke at gøre sig til statsorganisationer.
Sovjetterne er den russiske form for proletariatets diktatur. Hvis en marxistisk teoretiker i en skriftlig behandling af proletariatets diktatur virkelig ville undersøge denne foreteelse (og ikke blot gentage de småborgerlige jammerklager over diktaturet, som Kautsky gør det, når han synger med på de mensjevikiske melodier), ville denne teoretiker give en generel definition af diktaturet og derpå behandle dets særlige, nationale form, sovjetterne, og han ville give en kritik af dem som en af formerne for proletariatets diktatur.
Det er klart, at man efter Kautskys liberale »bearbejdelse« af Marx' lære om diktaturet ikke skal vente sig noget som helst seriøst fra ham. Men det er i højeste grad lærerigt at se, hvordan han da tog fat på spørgsmålet om, hvad sovjetterne er, og hvordan han er sluppet fra det.
Sovjetterne, skriver han, idet han erindrer om deres opståen i 1905, skabte den »form for proletarisk organisation, som var den mest omfattende (umfassendste) af alle, fordi den har alle lønarbejdere med« (s. 31). I 1905 var de kun lokale korporationer, i 1917 blev de en alrussisk sammenslutning.
»Allerede nu«, fortsætter Kautsky, »har sovjetorganisationen en lang og ærefuld historie bag sig. Og den har en endnu mere storslået foran sig, og det ikke i Rusland alene. Overalt viser det sig, at de hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politi
ske kamp svigter over for de enorme kræfter, som finanskapitalen råder over i politisk og økonomisk henseende. Disse metoder må ikke opgives, de vil stadig være uundværlige i normale tider, men fra tid til anden stilles de over for opgaver, de ikke kan magte, og hvor kun en forening af alle arbejderklassens politiske og økonomiske magtmidler har udsigt til succes« (s. 32).
Der følger så en betragtning over massestrejken og over det forhold, at »fagforeningsbureaukratiet«, der er lige så uundværligt som fagforeningerne selv, »ikke egner sig til at lede de vældige klassekampe, som mere og mere bliver tidens tegn«.
» . . . Sovjetorganisationen er altså«, slutter Kautsky, »en af vor tids vigtigste foreteelser. Den tegner til at blive af udslaggivende betydning for de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde, som vi går i møde.
Men har vi ret til at forlange endnu mere af sovjetterne? Bolsjevikkerne, som efter novemberrevolutionen (efter ny tidsregning, oktoberrevolutionen efter vor tidsregning) 1917 sammen med de venstresocialrevolutionære opnåede flertallet i de russiske arbejderråd, gik efter opløsningen af den Konstituerende Forsamling over til at gøre sovjetterne, der hidtil havde været kamporganisation for en enkelt klasse, til statsorganisation. De afskaffede demokratiet, som det russiske folk havde erobret i marts-revolutionen (efter ny tidsregning, februarrevolutionen efter vor tidsregning). I overensstemmelse hermed holdt bolsjevikkerne op med at kalde sig socialdemokrater. De kalder sig kommunister« (s. 32/33, kursiveringerne er Kautskys).
Den, der kender den russiske mensjevikiske litteratur, ser straks, hvor slavisk Kautsky skriver af efter Martov, Akselrod, Stein og co. Netop slavisk, idet Kautsky fordrejer kendsgerningerne indtil det latterlige for at få dem til at passe med de mensjevikiske fordomme. F. eks. har Kautsky ikke ulejliget sig med at forespørge hos sine hjemmelsmænd som Stein i Berlin og Akselrod i Stockholm, hvornår spørgsmålet om at ændre navn fra bolsjevikker til kommunister og om sovjetternes betydning som statsorganisationer blev rejst. Hvis Kautsky havde foretaget denne simple kontrol, ville han ikke have skrevet de latterlige linjer, for begge disse spørgsmål blev rejst af bolsjevikkerne i april 1917, f. eks. i mine Teser af 4. april 1917, dvs. længe før oktoberrevolutionen 1917 (for ikke at tale om opløsningen at den Konstituerende Forsamling den 5. januar 1918).
Men den betragtning af Kautsky, som jeg har anført i sin helhed, er det centrale i hele spørgsmålet om sovjetterne. Det centrale er netop, om sovjetterne skal tilstræbe at blive statsorganisationer (Bolsjevikkerne opstillede i april 1917 parolen »Al magt til sovjetterne», og på bolsjevikkernes partikonference, ligeledes i april 1917, erklærede de, at de ikke ville stille sig tilfreds med en borgerlig parlamentarisk republik, men krævede en arbejder- og bonderepublik af Kommunens type eller sovjettype); - eller om sovjetterne ikke ville tilstræbe dette, ikke ville tage magten i deres hånd, ikke ville være statsorganisationer , men ”forblive kamporganisation for en enkelt klasse” (som Martov udtrykte sig, idet han med dette fromme ønske pyntede nydeligt på den kendsgerning, at sovjetterne under mensjevikisk ledelse blev brugt til at underordne arbejderne under bourgeoisiet) .
Kautsky har gentaget Martovs ord slavisk, han har taget brudstykker fra den teoretiske strid mellem bolsjevikker og mensjevikker og kritikløst og tankeløst overført disse brudstykker på almen-teoretisk og alemn-europæisk grund. Det er blevet til en pærevælling, der Ville fremkalde en homerisk latter hos enhver bevidst russisk arbejder, hvis han fik kendskab til den anførte betragtning a1Kuotaky.
Og samme latter vil møde Kautsky hos alle europæiske arbejdere (bortset fra en håndfuld forstokkede social-imperialister), når vi nu forklarer dem, hvad det her drejer sig om.
Kautsky har gjort Murtov en bjørnetjeneste ved med enestående anskuelighed at føre Martovs fejl ud i det absurde. Lad os nemlig se på, hvad der kom ud af det hos Kautsky.
Sovjetterne har alle lønarbejdere med. De hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter over for finanskapitalen. Sovjetterne har en storrolle foran sig, ikke alene i Rusland. De vil spille en udslagsgivende rolle i de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde i Europa. Sådan siger Kautsky.
Udmærket. »De afgørende kampe mellem kapital og arbejde«, afgør de ikke spørgsmålet om, hvilken af disse klasser der skal beherske statsmagten?
Ikke tale om. Vorherre bevares.
I de »afgørende« kampe bør sovjetterne, som omfatter alle lønarbejdere, ikke blive statsorganisationer! Men hvad er staten?
Staten er intet andet end en maskine, hvormed en klasse holder en anden nede.
Den undertrykte klasse, fortroppen for alle arbejdende og udbyttede i det moderne samfund, skal altså stile efter »afgørende kampe mellem kapital og arbejde«, men bør ikke røre den maskine, ved hvis hjælp kapitalen holder arbejdet nede! – Bør ikke sønderslå denne maskine! - - Bør ikke anvende sin altomfattende organisation til at holde udbytterne nede!
Storartet, fremragende, hr. Kautsky! »Vi« anerkender klassekampen, sådan som alle liberale anerkender den, dvs. uden at bourgeoisiet styrtes. . .
Her er det, at Kautskys brud med marxismen og socialismen træder klart frem. Det er en faktisk overgang til bourgeoisiet, som gerne går med til hvad som helst, undtagen at den klasse, det undertrykker, gør sine organisationer til statsorganisationer. Her kan Kautsky ikke længere redde sit standpunkt, der forsoner alt og skubber alle dybtgående modsætninger til side med fraser.
Kautsky tager enten afstand fra, at statsmagten på nogen måde går over på arbejderklassens hænder, eller han går med til, at arbejderklassen tager det gamle, borgerlige statsmaskineri i sine hænder, men han går under ingen omstændigheder med til at den sønderbryder, sønderslår det og erstatter det med et nyt, proletarisk. Man kan »fortolke» og »forklare» Kautskys betragtning sådan eller sådan, men i begge tilfælde er hans brud med marxismen og overgang til bourgeoisiet indlysende.
Allerede i det Kommunistiske Manifest skrev Marx i sin omtale af, hvad slags stat den sejrende arbejderklasse ville få brug for: Staten, dvs. proletariatet organiseret som herskende klasse). Nu melder sig så en mland, der prætenderer stadig at være marxist, og erklærer, at det til sidste mand organiserede proletariat, som fører den »afgørende kamp« mod kapitalen, ikke bør gøre sin klasseorganisation til statsorganisation. Den »overtroiske tilbedelse af staten«, om hvilken Engels i 1891 skrev, at den »i Tyskland er blevet overført til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed«—den kommer til syne her hos Kautsky. Gå til kamp, arbejdere, — det er vor filister »indforstået« med, (da arbejderne jo alligevel kæmper, er også bourgeois'en »indforstået« hermed, det gælder bare om at finde ud af, hvordan man kan bryde spidsen af deres sværd) — gå til kamp, men vov ikke at sejre! Ødelæg ikke bourgeoisiets statsmaskineri, sæt ikke den proletariske »stats-organisation« i stedet for bourgeoisiets »statsorganisation« !
Den der for alvor går ind for den marxistiske opfattelse, at staten ikke er andet end en maskine, hvormed en klasse undertrykker en anden, den der nogenlunde har gennemtænkt denne sandhed, vil aldrig kunne få sig til at sige det nonsens, at de proletariske organisationer, som kan besejre finanskapitalen, ikke bør gøres til statsorganisationer. Netop på dette punkt åbenbarede sig småborgeren, for hvem staten »nu alligevel« er noget, der står udenfor eller over klasserne. Men hvorfor skulle det da være tilladt proletariatet som »enkelt klasse« at føre den afgørende krig mod kapitalen, der hersker ikke alene over proletariatet, men over hele folket, over hele små-borgerskabet, over alle bønderne, — men ikke være proletariatet tilladt som »enkelt klasse« at gøre sin organisation til statsorganisation? Fordi småborgerskabet frygter klassekampen og ikke fører den igennem til enden, til selve hovedsagen.
Kautsky er kommet helt i vildrede og har udleveret sig selv totalt. Bemærk: han anerkender selv, at Europa nærmer sig de afgørende kampe mellem kapital og arbejde, og at de hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter. Men disse metoder bestod jo netop i udnyttelse af det borgerlige demokrati. Altså? . . .
Kautsky tør ikke gennemtænke, hvad der følger heraf.
... Altså kan kun en reaktionær person, en fjende af arbejderklassen, en bourgeoisitjener nu udbrede sig om det borgerlige demokratis herligheder og snakke om det rene demokrati, alt mens han vender sig til den udlevede fortid. Det borgerlige demokrati var progressivt i forhold til middelalderen, og udnytte det måtte man. Men nu svigter det arbejderklassen. Nu gælder det om ikke at se tilbage, men frem, se frem til, at det borgerlige demokrati skal afløses af det proletariske. Og mens forarbejdet til den proletariske revolution, indøvelsen og opstillingen af den proletariske armé var mulig (og nødvendig) inden for rammerne af den borgerligt-demokratiske stat, så ville det være at gøre sig til forræder over for proletariatets sag, at gøre sig til renegat, hvis man ville holde proletariatet inden for disse rammer, når det er kommet til »de afgørende kampe«.
Kautsky er havnet i en højst latterlig klemme, idet han har gentaget Martovs argument uden at lægge mærke til, at det hos Martov bygger på et andet argument, som ikke findes hos Kautsky! Martov siger (og Kautsky gentager det), at Rusland ikke er modent til socialismen, hvoraf naturligvis følger, at det endnu er for tidligt at forvandle sovjetterne fra kamporganer til statsorganisationer (læs: tiden er inde til med de mensjevikiske føreres hjælp at omdanne sovjetterne til organer for arbejdernes underordning under det imperialistiske bourgeoisi). Men Kautsky kan ikke åbent sige, at Europa ikke er modent til socialismen. I 1909, da han endnu ikke var blevet renegat, skrev Kautsky, at man ikke må frygte en forhastet revolution, at den, der af frygt for nederlag ville opgive revolutionen, ville være en forræder. Åbent at tage afstand fra dette kan Kautsky ikke bekvemme sig til. Og så resulterer det i noget sludder, som til bunds afslører hele småborgerens stupiditet og fejhed: på den ene side er Europa modent til socialismen og nærmer sig de afgørende kampe mellem arbejde og kapital — men på den anden side må man ikke gøre kamporganisationen (dvs. den organisation, der bygges op, vokser og konsolideres i kampen), proletariatets, fortroppens og organisatorens, de udbyttedes anførers organisation til statsorganisation!
I praktisk-politisk henseende er den tanke, at sovjetterne er nødvendige som kamporganisation, men ikke bør gøres til statsorganisationer endda langt tåbeligere end i teoretisk henseende. Selv i fredstid, når der ikke foreligger nogen revolutionær situation, fremkalder arbejdernes massekamp mod kapitalisterne, f. eks. massestrejker, frygtelig bitterhed på begge sider, overordentlig lidenskab i kampen, stadige henvisninger fra bourgeoisiet til at det er og agter at forblive »herre i huset« osv. Og under revolutionen, når det politiske liv er i kog, vil en organisation som sovjetterne, der omfatter alle arbejdere i alle industrigrene, endvidere alle soldater og hele den arbejdende og fattigste landbefolkning, af sig selv under kampens gang, i kraft af den simple »logik« i angreb og forsvar, komme til at stille spørgsmålet på højkant. Forsøg på at indtage et mellemstandpunkt, at »forsone« proletariatet og bourgeoisiet, er stupiditet og vil bryde ynkeligt sammen: sådan gik det i Rusland med Martovs og andre mensjevikkers prædiken, sådan vil det uvægerligt gå også i Tyskland og andre lande, hvis sovjetterne får en nogenlunde bred udfoldelse og det lykkes at samle og konsolidere dem. At sige til sovjetterne: Gå til kamp, men tag ikke selv hele statsmagten i jeres hænder, lad være med at blive statsorganisationer — det vil sige at prædike klassesamarbejde og »social fred« mellem proletariatet og bourgeoisiet. Det er latterligt at tro, at en sådan holdning i en forbitret kamp kan føre til noget som helst andet end æreløst sammenbrud. Det er Kautskys evindelige skæbne at sætte sig mellem to stole. Han foregiver at han ikke er enig med opportunisterne om noget som helst i teorien, men i virkeligheden er han i praksis enig med dem om alt væsentligt (dvs. om alt, hvad der vedrører revolutionen).
Den Konstituerende Forsamling og sovjetrepublikken.
Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling og bolsjevikkernes opløsning af den er det centrale punkt i Kautskys brochure. Han vender bestandig tilbage til dette spørgsmål. Antydninger af, at bolsjevikkerne har »afskaffet demokratiet« (se ovenfor i et citat fra Kautsky), dukker op overalt i dette skrift af II Internationales ideologiske fører. Spørgsmålet er faktisk interessant og vigtigt, idet forholdet mellem borgerligt og proletarisk demokrati her var blevet et praktisk spørgsmål for revolutionen. Lad os da se på, hvordan vor »marxistiske teoretiker« behandler dette spørgsmål.
Han citerer Teser Om Den Konstituerende Forsamling, som jeg havde skrevet og offentliggjort i Pravda for d. 26. december 1917. Man skulle jo synes, at der ikke kunne ventes noget bedre bevis for, at Kautsky med dokumenterne i hånden går samvittighedsfuldt til værks. Men se nu bare, hvordan Kautsky citerer. Han siger ikke, at der var 19 teser, han siger ikke, at de behandlede både spørgsmålet om, hvordan en almindelig republik med sin Konstituerende Forsamling forholder sig til en sovjetrepublik, og spørgsmålet om, hvordan konflikten mellem den Konstituerende Forsamling og proletariatets diktatur har udviklet sig historisk i vor revolution. Kautsky går uden om alt dette og fortæller simpelt hen læseren, at »to (af disse teser) er særligt vigtige«: den ene, at de socialrevolutionære spaltedes efter valgene til den Konstituerende Forsamling, men før den trådte sammen (Kautsky fortier, at det er 5. tese), den anden, at sovjetrepublikken overhovedet er en højere demokratisk form end den Konstituerende Forsamling (Kautsky fortier, at det er 3. tese).
Og af denne 3. tese citerer Kautsky kun en del ordret, nemlig følgende sætning:
»Sovjetrepublikken (er) ikke blot en højere form for demokratiske institutioner (i sammenligning med den sædvanlige borgerlige republik med den Konstituerende Forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefrie overgang til socialismen« (Kautsky udelader ordet »sædvanlige« og indledningsordene »For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system er«).
Efter at have citeret disse ord udbryder Kautsky med blændende ironi:
»Skade blot, at man først kom til denne erkendelse, efter at være kommet i mindretal i den Konstituerende Forsamling. Forhen havde ingen mere energisk end Lenin forlangt den indkaldt«.
Sådan står der ordret på s. 31 i Kautskys bog!
Det er virkelig en perle! Kun en bourgeoisi-sykofant kan fremstille sagen så forløjet, at læseren må få det indtryk, at al bolsjevikkernes tale om en højere statstype er en slags påfund, der kom for dagen, efter bolsjevikkerne var kommet i mindretal i den Konstituerende Forsamling!! En så gemen løgn kan kun fremsættes af en pjalt, der har solgt sig til bourgeoisiet, eller — hvad der kommer ganske ud på det samme — forlader sig på P. Akselrod og hemmeligholder sin hjemmelsmand.
Det er jo velkendt, at jeg allerede den første dag efter min ankomst til Rusland, d. 4. april 1917, offentligt forelagde teser, der gjorde gældende, at en stat af Kommunens type er den borgerlige, parlamentariske republik overlegen. Jeg har udtalt mig herom gentagne gange på tryk, f. eks. i brochuren om de politiske partier, som blev oversat til engelsk og udkom i Amerika i januar 1918 i New York-avisen Evening Post. Og ikke nok med det. Bolsjevikkernes partikonference i slutningen af april 1917 vedtog en resolution om, at en proletar- og bonderepublik står højere end den borgerlige, parlamentariske republik, at vort parti ikke ville slå sig til tåls med denne sidstnævnte, og at partiprogrammet skulle ændres i overensstemmelse hermed.
Hvordan skal man karakterisere Kautskys nummer, hvor han forsikrer de tyske læsere, at jeg energisk har krævet den Konstituerende Forsamling indkaldt, og at jeg først efter at bolsjevikkerne var kommet i mindretal der var begyndt at »forklejne« den Konstituerende Forsamlings ære og værdighed. Hvilken undskyldning er der for et sådant nummer?
At Kautsky ikke kendte de faktiske forhold? Men hvorfor så give sig til at skrive om dem? Eller hvorfor ikke ærligt sige, at jeg, Kautsky, skriver på grundlag af oplysninger fra mensjevikkerne Stein, Akselrod og co.? Kautsky vil gerne gå for at være objektiv og således skjule sin rolle som lakaj for mensjevikkerne, der er forbitrede over nederlaget.
Men dette er kun blomsterne. Bærrene vil komme senere.
Lad os gå med til, at Kautsky ikke har villet eller ikke har kunnet (??) få en oversættelse fra sine hjemmels-mænd, en oversættelse af de bolsjevikiske resolutioner og udtalelser om, hvorvidt de ville slå sig til tåls med den borgerligt-parlamentariske demokratiske republik. Lad os gå med til det, selv om det er højst usandsynligt. Men på side 30 i sin bog henviser Kautsky direkte til mine teser af 26. december 1917.
Kender Kautsky disse teser i deres helhed, eller kender han kun det af dem, som Stein, Akselrod og co. har oversat for ham? Kautsky citerer 3. tese om det fundamentale spørgsmål, hvorvidt bolsjevikkerne før valgene til den Konstituerende Forsamling havde erkendt og sagt til folket, at sovjetrepublikken står højere end en borgerlig republik. Men Kautsky forholder sig tavs om 2. tese.
2. tese lyder imidlertid:
»Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kravet om indkaldelse af den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at sovjetrepublikken er en højere form for demokrati end den sædvanlige borgerlige republik med en Konstituerende Forsamling« (kursiveret af mig) .
For at fremstille bolsjevikkerne som principløse folk, som »revolutionære opportunister« (dette udtryk anvender Kautsky et eller andet sted i sin bog, jeg husker ikke i hvilken forbindelse), skjuler hr. Kautsky for sine tyske læsere, at der i teserne er en direkte henvisning til »gang på gang« gentagne udtalelser!
Sådan er de smålige, jammerlige og foragtelige metoder, som hr. Kautsky opererer med. Det teoretiske spørgsmål har han således snoet sig uden om.
Er det rigtigt eller ikke, at en borgerligt-demokratisk parlamentarisk republik står under en republik af Kommune- eller sovjettype? Det er det centrale punkt, men Kautsky er gået uden om det. Alt det, Marx har givet os i sin analyse af Pariserkommunen, har Kautsky »glemt«. Han har også »glemt« Engels' brev til Bebel af 28. marts 1875, hvor den samme tanke af Marx er udtrykt særlig anskueligt og tydeligt: »Kommunen var allerede ikke mere nogen stat i egentlig forstand«.
Her har man II Internationales mest fremtrædende teoretiker, som i en særlig brochure om Proletariatets Diktatur, der beskæftiger sig specielt med Rusland, hvor spørgsmålet om en højere statsform end den demokratisk-borgerlige er stillet direkte og gentagne gange, tier om dette spørgsmål. Hvorved adskiller dette i realiteten sig fra at gå over på bourgeoisiets side?
Det siger sig selv, at det ville være at kaste perler for svin, hvis man gav sig til at drøfte opløsningen af den Konstituerende Forsamling med folk, der kalder sig socialister og marxister, men som i virkeligheden går over til bourgeoisiet i hovedspørgsmålet, i spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Det må være nok som tillæg til nærværende brochure at aftrykke mine teser om den Konstituerende Forsamling i deres helhed. Heraf vil læseren se, at spørgsmålet blev stillet den 26. december 1917, både teoretisk, historisk og praktisk-politisk.
Selv om Kautsky som teoretiker ganske har afsvoret marxismen, kunne han som historiker have behandlet spørgsmålet om sovjetternes kamp mod den Konstituerende Forsamling. Vi ved fra mange af Kautskys skrifter, at han evnede at være en marxistisk historiker, at sådanne skrifter fra ham vil være af varig værdi for proletariatet, uanset at han senere er blevet renegat. Men i det foreliggende spørgsmål vender Kautsky sig også som historiker bort fra sandheden, ignorerer velkendte fakta og optræder som sykofant. Han vil fremstille bolsjevikkerne som principløse, og han fortæller om, hvordan bolsjevik-kerne forsøgte at udglatte konflikten med den Konstituerende Forsamling, før de opløste den. Det er der bestemt ikke noget ondt i, vi har intet at tilbagekalde; jeg gengiver teserne i fuld ordlyd, og her siges det så klart som noget: mine herrer vaklende småborgere, som har sat jer til rette i den Konstituerende Forsamling, enten affinder I jer med det proletariske diktatur, eller vi vil besejre jer »ad den revolutionære vej« (teserne 18 og 19).
Sådan har det virkeligt revolutionære proletariat altid handlet overfor det vaklende småborgerskab, og sådan vil det altid handle.
Kautsky indtager i spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling et formelt standpunkt. I mine teser siges det klart og gentagne gange, at revolutionens interesser står over den Konstituerende Forsamlings formelle rettigheder (se teserne 16 og 17). Det formelt-demokratiske synspunkt er tillige den borgerlige demokrats synspunkt; han anerkender ikke, at proletariatets og den proletariske klassekamps interesser står højere. Som historiker ville Kautsky ikke kunne komme uden om at anerkende, at de borgerlige parlamenter er organer for den ene eller anden klasse. Men nu havde Kautsky brug for (med det beskidte formål at afsværge revolutionen) at glemme marxismen, og han stiller ikke spørgsmålet, hvilken klasses organ den Konstituerende Forsamling i Rusland var. Kautsky undersøger ikke den konkrete situation, han bryder sig ikke om at se kendsgerningerne, han nævner ikke med et ord overfor de tyske læsere, at der i teserne ikke blot gives en teoretisk belysning af spørgsmålet om det borgerlige demokratis begrænsning (teserne 1-3) og ikke blot anføres konkrete grunde til, at partilisterne fra midten af oktober 1917 ikke stemte med realiteterne i december 1917 (teserne 4-6), men også gives en fremstilling af klassekampens og borgerkrigens historie i oktober-december 1917 (teserne 7-15). Af denne konkrete historie drog vi den konklusion (tese 14), at parolen »Al magt til den Konstituerende Forsamling« i praksis var blevet kadetternes, Kaledin-folkenes og deres håndlangeres parole.
Historikeren Kautsky bemærker ikke dette. Historikeren. Kautsky har aldrig hørt om, at den almindelige valgret giver undertiden småborgerlige, undertiden reaktionære og kontrarevolutionære parlamenter. Den marxistiske historiker Kautsky har aldrig hørt om, at valgformen, demokratiets form, er en ting, og den pågældende institutions klasseindhold en anden. Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamlings klasseindhold er direkte stillet og besvaret i mine teser. Det er muligt, at min besvarelse er urigtig. Intet ville være os mere kærkomment end en marxistisk kritik af vor analyse fra anden side. I stedet for at skrive aldeles tåbelige fraser (dem er der mange af hos Kautsky) om, at der er nogen der hindrer kritik af bolsjevismen, skulle Kautsky have taget fat på en sådan kritik. Men det er jo netop sagen, at han ikke leverer nogen kritik. Han stiller ikke engang spørgsmålet om en klasseanalyse af sovjetterne på den ene side og den Konstituerende Forsamling på den anden. Og derfor er der ingen mulighed for at strides, for at diskutere med Kautsky; der bliver kun tilbage at vise læseren, hvorfor man ikke kan betegne Kautsky anderledes end som renegat.
Konflikten mellem sovjetterne og den Konstituerende Forsamling har sin historie, som end ikke en historiker, der ikke anlægger et klassekampssynspunkt, vilkunne komme uden om. Kautsky har end ikke villet strejfe denne faktiske historie. Kautsky har forholdt sine tyske læsere det velkendte faktum (som nu kun forbitrede mensjevikker skjuler), at sovjetterne også i den tid, da mensjevikkerne beherskede dem, dvs. fra slutningen af februar til oktober 1917, var i konflikt med de »almenstatlige« institutioner (dvs. de borgerlige). Kautsky er i realiteten tilhænger af forsoning, forståelse og samarbejde mellem proletariatet og bourgeoisiet; hvor meget end Kautsky benægter det, er det en kendsgerning, at sådan er hans holdning; det bekræftes af hele hans brochure. Hvis man ikke måtte opløse den Konstituerende Forsamling, så betyder det, at man ikke måtte føre kampen mod bourgeoisiet til ende, ikke måtte styrte det, men måtte forsone proletariatet med bourgeoisiet.
Hvorfor har Kautsky da fortiet, at mensjevikkerne arbejdede på dette lidet agtværdige forehavende fra februar til oktober 1917 uden at opnå noget? Hvis det var muligt at forsone bourgeoisiet med proletariatet, hvorfor lykkedes det da ikke for mensjevikkerne, hvorfor holdt bourgeoisiet sig borte fra sovjetterne, hvorfor kaldtes sovjetterne (af mensjevikkerne) »det revolutionære demokrati« og bourgeoisiet — »de besiddende elementer«.
Kautsky har skjult for de tyske læsere, at netop mensjevikkerne i den »epoke«, da de herskede (februar-oktober 1917) kaldte sovjetterne det revolutionære demokrati og dermed anerkendte deres overlegenhed over alle andre institutioner. Kun fordi denne kendsgerning skjules, ser det hos historikeren Kautsky ud, som om konflikten mellem sovjetterne og bourgeoisiet ikke har sin forhistorie, at den opstod på en gang, overrumplende, uden årsag som følge af bolsjevikkernes dårlige opførsel. Men i virkeligheden var det netop erfaringerne med mensjevikkernes kompromismageri, deres forsøg på at forsone proletariatet med bourgeoisiet gennem mere end et halvt år (og for en revolution er det et vældigt tidsrum), der havde overbevist folket om det ufrugtbare i disse forsøg og stødt proletariatet bort fra mensjevikkerne.
Sovjetterne er proletariatets fortræffelige kamporganisationer, som har en stor fremtid foran sig, indrømmer Kautsky. Men når det er tilfældet, falder hele Kautskys standpunkt sammen som et korthus, eller som småborgerens drømmerier om at slippe uden om proletariatets skarpe kamp mod bourgeoisiet. Hele revolutionen er jo en uafbrudt og dertil desperat kamp, og proletariatet er den førende klasse for alle undertrykte, brændpunkt og centrum for alle undertryktes stræben efter befrielse. Sovjetterne — organet for de undertrykte massers kamp — afspejlede og udtrykte naturligvis disse massers stemninger og omsvinget i deres anskuelser langt hurtigere, mere fuldstændigt og mere sikkert end en hvilken som helst anden institution (heri ligger i øvrigt en af årsagerne til, at sovjetdemokratiet er en højere type demokrati).
Sovjetterne nåede fra 28. februar (gammel tidsregning) til 25. oktober 1917 at indkalde to alrussiske kongresser for det altovervejende flertal af Ruslands befolkning, alle arbejdere og soldater og 7 eller 8 tiendedele af bønderne, rent bortset fra en mængde lokale, kreds-, by-, guvernements- og områdekongresser. I dette tidsrum nåede bourgeoisiet ikke at indkalde en eneste forsamling, der repræsenterede et flertal (med undtagelse af den åbenlyst forfalskede, parodiske »Demokratiske Konference«, som vakte proletariatets harme). Den Konstituerende Forsamling var udtryk for den samme stemning hos masserne, den samme politiske gruppering som den første alrussiske sovjetkongres (junikongressen). Op til indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling (januar 1918) havde den 2. sovjetkongres (oktober 1917), og den 3. sovjetkongres (januar 1918) fundet sted, og begge havde vist så klart som noget, at masserne var svinget til venstre, var blevet revolutionerede og havde vendt sig bort fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, det vil sige havde vendt sig fra den småborgerlige ledelse, fra illusionen om forståelse med bourgeoisiet, og var gået over til den proletariske revolutionære kamp for at styrte bourgeoisiet.
Følgelig var allerede sovjetternes ydre historie et vidnesbyrd om uundgåeligheden af den Konstituerende Forsamlings opløsning og om dens reaktionære karakter. Men Kautsky står fast på sin »parole« : Lad blot revolutionen gå til grunde, lad blot bourgeoisiet triumfere over proletariatet, når bare det »rene demokrati« blomstrer! Fiat justitia, pereat mundur /Lad retfærdigheden ske fyldest, om så verden går under /!
Her følger i kort form en sammenfatning af de alrussiske sovjetkongresser i den russiske revolutions historie:
Alrussiske sovjetkongresser
Antal delegerede
Antal bolsjevikker
Bolsjevikker, %
1. kongres (3. juni 1917)
790
103
13
2. kongres (25. oktober 1917)
675
343
51
3. kongres (10. januar 1918)
710
434
61
4. kongres (14. marts 1918)
1232
795
64
5. kongres (4. juli 1918)
1164
773
66
Blot ved at se på disse tal forstår man, hvorfor forsvaret for den Konstituerende Forsamling eller snakken (som Kautskys) om, at bolsjevikkerne ikke har befolkningens flertal med sig, kun møder latter hos os.
Sovjetforfatningen.
Som jeg allerede har påpeget, er det ikke noget ubetinget og ufravigeligt kendetegn for proletariatets diktatur, at bourgeoisiet berøves valgretten. Og i Rusland har bolsjevikkerne, som længe før oktoberrevolutionen opstillede parolen om et sådant diktatur, ikke på forhånd talt om at berøve udbytterne valgretten. Denne bestanddel af diktaturet kom ikke til verden ifølge noget partis »plan« men voksede frem af sig selv under kampens gang. Dette har historikeren Kautsky naturligvis ikke bemærket. Han har ikke forstået, at bourgeoisiet, allerede mens mensjevikkerne (som ville have et kompromis med bourgeoisiet) dominerede i sovjetterne, selv distancerede sig fra sovjetterne, boykottede dem, stillede sig i modsætning til dem og intrigerede mod dem. Sovjetterne opstod uden nogen form for forfatning og eksisterede i over et år (fra foråret 1917 til sommeren 1918) uden nogen form for forfatning. Bourgeoisiets forbitrelse mod de undertryktes selvstændige og almægtige (fordi den er altomfattende) organisation, bourgeoisiets kamp mod sovjetterne 6- en ubarmhjertig, egoistisk og beskidt kamp — og endelig bourgeoisiets åbenlyse deltagelse (fra kadetterne til de højre-socialrevolutionære, fra Miljukov til Kerenskij) i Kornilov-affæren, — alt dette forberedte bourgeoisiets formelle udelukkelse af sovjetterne.
Kautsky har nok hørt om Kornilov-affæren, men han blæser højt og flot på de historiske kendsgerninger og på kampens gang og former, som er bestemmende for diktaturets former: hvad skal man her med kendsgerninger, når det dog drejer sig om det »rene demokrati«? Kautskys »kritik«, som er vendt mod, at man har frataget bourgeoisiet valgretten, udmærker sig derfor ved en så. . . henrivende naivitet, som ville være rørende, hvis den kom fra et barn, men som kun vækker afsky, når den kommer fra en person, der endnu ikke officielt er erklæret for åndssvækket.
» . . . Hvis kapitalisterne under den almindelige valgret viste sig at være et betydningsløst mindretal, ville de snarere affinde sig med deres skæbne« (s. 33) ... Ikke sandt, det er da nydeligt? Den kloge Kautsky har mange gange i historien set og kender fra iagttagelser af det levende liv udmærket godsejere og kapitalister af den slags, der retter sig efter det undertrykte flertals vilje. Den kloge Kautsky fastholder »oppositions«-synspunktet, dvs. det synspunkt, at kampen foregår inden for parlamentet. Han skriver da også bogstaveligt »oppositionen« (s. 34 og mange andre steder).
Oh lærde historiker og politiker! Det ville ikke have skadet Dem at vide, at begrebet »opposition« hører hjemme i den fredelige og udelukkende parlamentariske kamp, det er et begreb, der svarer til en ikke-revolutionær situation, et begreb, der svarer til ingen revolution. I en revolution har man at gøre med en skånselsløs modstander i en borgerkrig — ingen reaktionære jeremiader fra en småborger, der frygter denne krig, som Kautsky frygter den, kan ændre dette faktum. At anlægge synspunktet »opposition« ved behandlingen af den skånselsløse borgerkrig, når bourgeoisiet indlader sig på alle mulige forbrydelser — Versaillernes eksempel og deres aftaler med Bismarck siger et og andet til enhver, der ikke behandler historien som Gogols Petrusjka — når bourgeoisiet kalder fremmede stater til hjælp og intrigerer med dem mod revolutionen, det er simpelt hen komisk. Det revolutionære proletariat skulle altså, ligesom »forvirringsråd« Kautsky, tage nathuen på og betragte bourgeoisiet som legal »opposition«, det bourgeoisi, der organiserer Dutovs, Krasnovs og tjekkernes kontrarevolutionære opstande og betaler millioner til sabotører. Hvilken dybsindighed!
Kautsky interesserer sig kun for den formelt juridiske side af sagen, så at man, når man har læst hans betragtninger over den sovjetiske forfatning uvilkårligt mindes Bebels ord: Jurister er helt igennem reaktionære mennesker. »I virkeligheden«, skriver Kautsky, »kan man imidlertid slet ikke gøre kapitalisterne alene retsløse. Hvem er kapitalist i juridisk forstand? En besiddende? Selv i et land, der er kommet så langt ad det økonomiske fremskridts vej, som Tyskland, hvor proletariatet er så talrigt, ville oprettelsen af en sovjetrepublik gøre store masser politisk retsløse. I det tyske kejserrige androg antallet af erhvervsmæssigt beskæftigede og deres familier inden for de tre store grupper landbrug, industri og handel i 1907 omkring 35 millioner i gruppen funktionærer og lønarbejdere, men 17 millioner i gruppen selvstændige. Et parti kunne altså meget vel have flertal blandt lønarbejderne, men mindretal i befolkningen« (s. 33).
Her har vi et af mønstereksemplerne på Kautskys måde at ræsonnere på. Er det måske ikke en borgermands kontrarevolutionære jeremiader? Hvorfor har De regnet alle »selvstændige« til de retsløse, hr. Kautsky, når De udmærket godt ved, at det uhyre flertal af russiske bønder ikke holder lejet arbejdskraft, hvilket betyder, at de ikke mister rettigheder. Er det måske ikke falskneri?
Hvorfor har De, lærde økonom, ikke anført de oplysninger, De udmærket kender, og som findes i den samme tyske statistik fra 1907, om lønarbejdet i landbruget, opdelt i brugsgrupper? Hvorfor har De ikke forelagt de tyske arbejdere, læserne af Deres brochure, disse oplysninger, hvoraf det ville fremgå, hvor mange udbyttere der er efter den tyske statistik, og hvor få udbytterne er af det samlede antal »selvstændige landbrugere« i den tyske statistik?
Fordi Deres renegatholdning har gjort Dem til en simpel sykofant for bourgeoisiet.
En kapitalist er, forstår sig, et udefineret juridisk begreb, og Kautsky tordner over flere sider mod den sovjetiske forfatnings »vilkårlighed«. Denne »samvittighedsfulde forsker« tillader nok det engelske bourgeoisi gennem århundreder at udarbejde og omarbejde en (i forhold til middelalderen) ny borgerlig forfatning, men os, Ruslands arbejdere og bønder, tilstår denne repræsentant for lakajvidenskaben ingen frist overhovedet. Af os forlanger han på få måneder en til mindste enkelthed gennemarbejdet forfatning ...
… »Vilkårlighed«! Tænk hvilken afgrund af beskidt lakajtjeneste overfor bourgeoisiet, af det sløveste pedanteri, der afsløres med en sådan bebrejdelse. Når helt igennem borgerlige og for størstedelen reaktionære jurister i de kapitalistiske lande gennem århundreder eller årtier har udarbejdet detaljerede regler, skrevet snesevis og hundredvis af bøger om love og lovkommentarer som undertrykker arbejderen, og binder den fattige på hænder og fødder og opstiller tusinder af chikaner og hindringer for det jævne, arbejdende menneske af folket — oh, så ser de borgerlige liberale og hr. Kautsky ikke nogen »vilkårlighed« heri! Her er der »orden« og »lovlighed«! Her er alt om, hvordan man kan »klemme« den fattige, gennemtænkt og skrevet ned. Her er der tusinder af borgerlige advokater og embedsmænd (om hvem Kautsky i det hele taget tier stille, sandsynligvis netop fordi Marx tillagde sønderslagningen af embedsmaskineriet så umådelig stor betydning . . .), — advokater og embedsmænd, som er i stand til at udlægge lovene sådan, at arbejderen og middelbonden aldrig kan trænge gennem disse loves pigtrådsspærringer. Det er ikke »vilkårlighed« fra bourgeoisiets side, ikke diktatur, udøvet af egoistiske og beskidte udbyttere, der har mættet sig med folkets blod, ikke tale om! Det er »det rene demokrati«, og det bliver renere og renere dag for dag.
Men da de arbejdende og udbyttede klasser, for første gang i historien, skilt fra deres brødre hinsides grænserne, havde oprettet deres egne sovjetter, kaldt masserne, som bourgeoisiet havde undertrykt, kuet og sløvet, frem til politisk opbygning og givet sig til selv at opbygge en ny, proletarisk stat, givet sig til midt under den rasende kamp, i borgerkrigens flammer, at skitsere grundsætningerne for en stat uden udbyttere -- da begyndte alle borgerskabets hallunker, hele banden af blodsugere samt deres eftersnakker Kautsky at hyle op om »vilkårlighed«! For hvordan i alverden skulle disse ulærde arbejdere og bønder, denne »pøbel« dog være i stand til at fortolke deres love? Hvorfra skulle de dog have retfærdighedsfølelse, disse simple arbejdende mennesker, som ikke følger de dannede advokaters, de borgerlige skribenters, Kautskys og de vise gamle embedsmænds gode råd?
Fra min tale den 28. april 1918 citerer hr. Kautsky følgende ord: » . . . Masserne bestemmer selv valgordning og valgfrister«. . . . Og den »rene demokrat« Kautsky konkluderer:
»Følgelig forholder det sig åbenbart sådan, at enhver vælgerforsamling kan bestemme valgordningen efter eget forgodtbefindende. Vilkårligheden og muligheden for at skille sig af med ubekvemme oppositionelle elementer inden for proletariatet selv ville derved blive ført ud til det yderste« (s. 37).
Jamen, hvorved adskiller dette sig fra de skriverier, kapitalisternes lejede blækkulier præsterer, når de skriger op om massernes undertrykkelse af »arbejdsvillige«, flittige arbejdere under en strejke? Hvorfor er den bureaukratiske, borgerlige fastlæggelse af valgordningen i det »rene« borgerlige demokrati ikke vilkårlighed? Hvorfor skal retfærdighedsfølelsen hos masserne, som har rejst sig til kamp mod deres udbyttere gennem århundreder, hos de masser, som er opdraget og hærdet i denne desperate kamp, være ringere end hos den håndfuld embedsmænd, intellektuelle og advokater, som er opdraget i borgerlige fordomme?
Kautsky er en sand socialist, drist jer ikke til at betvivle oprigtigheden hos denne agtværdige familiefader, denne bundhæderlige borger. Han er en varm og overbevist tilhænger af arbejdernes, den proletariske revolutions sejr. Han kunne blot ønske, at pæne, intellektuelle bedste-borgere og filistre med nathue på først, før massebevægelsen, før massernes rasende kamp mod udbytterne og afgjort uden borgerkrig opstillede en mådeholden og akkurat statut for revolutionens udvikling...
Med dyb moralsk harme beretter vor vellærde Judusjka Golovljov for de tyske arbejdere, at sovjetternes alrussiske centrale eksekutivkomite den 14. juni 1918 besluttede at udelukke de højre-socialrevolutionæres og mensjevikkernes partirepræsentanter af sovjetterne4»). »Dette skridt«, skriver Judusjka Kautsky, optændt af ædel harme, »er ikke rettet mod bestemte personer, der har begået bestemte strafbare handlinger . . . Sovjet-republikkens forfatning indeholder ikke et ord om de deputeredes immunitet. Det er ikke bestemte personer, men bestemte partier, der således udelukkes af sovjetternes (s. 37).
Ja, det er jo virkelig grusomt, det er en utålelig fravigelse fra det rene demokrati, hvis regler vor revolutionære Judusjka Kautsky vil følge, når han laver revolution. Vi, de russiske bolsjevikker, skulle fra begyndelsen love Savinkov og co., Liberdan og Potresov (»aktivisterne«) og co. og alle deres lige immunitet, derpå skrive en straffelov, der erklærer det for strafbart at deltage i den tjekkoslovakiske kontrarevolutionære krig, eller i Ukraine og Grusien i alliancen med de tyske imperialister mod vort lands arbejdere, og først derefter ville vi så, på grundlag af denne straffelov være i vor ret til i overensstemmelse med det »rene demokrati« at udelukke »bestemte personer« af sovjetterne. Det siger sig selv, at tjekkoslovakkerne, som gennem Savinkov, Potresov og Liberdan og deres folk (eller ved hjælp af deres agitation) modtager penge fra de engelske og franske kapitalister, og ligeledes Krasnov-folkene, som ved ukrainske og tiflisske mensjevikkers hjælp er i besiddelse af granater, vil forholde sig fredsommeligt lige til det øjeblik, da vi har udarbejdet en korrekt straffelov, og som demokrater af reneste vand vil indskrænke sig til at optræde som »opposition« . . .
Ikke mindre moralsk harme fremkalder det hos Kautsky, at den sovjetiske forfatning tager valgretten fra dem, der »beskæftiger lønnede arbejdere med det formål at opnå profit«. »En hjemmearbejder eller en lille mester med en enkelt svend«, skriver Kautsky, »kan leve og føle sig ganske som proletar, men han har ingen valgret« (s. 36).
Hvilken fravigelse af »det rene demokrati«! Hvilken uretfærdighed! Ganske vist har hidtil alle marxister ment, og tusinder af kendsgerninger har bekræftet, at småmestre er de mest samvittighedsløse og begærlige udbyttere af lønarbejderne, men Judusjka Kautsky beskæftiger sig naturligvis ikke med småmestrenes klasse (hvem har dog fundet på den skadelige klassekampsteori?), men med enkeltpersoner, den slags udbyttere, der »lever og føler sig ganske som proletarerer«. Den navnkundige »sparsommelige Agnes«, som man troede død for længst, er genopstået under Kautskys pen. Denne sparsommelige Agnes blev opfundet og lanceret i tysk litteratur for nogle årtier siden af den »rene« demokrat, bourgeois'en Eugen Richter. Han spåede usigelig elendighed af proletariatets diktatur, af konfiskeringen af udbytternes kapital, han spurgte med uskyldig mine, hvem der er kapitalist i juridisk forstand. Han valgte som eksempel en fattig, sparsommelig syerske (»den sparsommelige Agnes«), som de onde »proletariatets diktatorer« vil fratage hendes sidste skillinger. Der var engang, da hele det tyske socialdemokrati gjorde sig lystig over den rene demokrat, Eugen Richters »sparsommelige Agnes«. Men det er længe siden, så længe, at Bebel endnu levede og sagde sandheden åbent og ligeud: at der jo i vort parti er mange nationalliberale; det er så længe siden, at det var før Kautsky blev renegat.
Nu er »den sparsommelige Agnes« genopstået som »en lille mester med en enkelt svend, der lever og føler sig ganske som proletar». De onde bolsjevikker gør ham fortræd og tager valgretten fra ham. Ganske vist kan »enhver vælgerforsamling«, som samme Kautsky siger, i sovjetrepublikken optage for eksempel en fattig mester, der er knyttet til den pågældende virksomhed, forudsat at han undtagelsesvis ikke er udbytter, forudsat at han virkelig »lever og føler sig ganske som proletar«. Men kan man nu også forlade sig på kendskabet til livet, på retfærdighedssansen hos en uordentlig og (oh rædsel) uden reglementer fungerende fabriksforsamling af simple arbejdere? Er det dog ikke klart, at det er bedre at give alle udbyttere valgret, alle der beskæftiger lønarbejdere, frem for at risikere, at arbejderne går en »sparsommelig Agnes« og en »mester, der lever og føler sig som proletar«, for nær?
Lad blot de foragtelige renegatskurke, som hyldes af bourgeoisiet og socialchauvinisterne, bagtale vor sovjetiske forfatning, fordi den fratager udbytterne valgretten. Det er kun godt, eftersom det fremskynder og uddyber Europas revolutionære arbejderes brud med folk som Scheidemann og Kautsky, Renaudel og Longuet, Henderson og Ramsay MacDonald, med socialismens gamle førere og gamle forrædere.
De undertrykte klassers brede masser og de bevidste og hæderlige førere blandt de revolutionære proletarer vil være for os. Man behøver kun at gøre disse proletarer og disse masser bekendt med vor sovjetiske forfatning, og de vil straks sige: det er jo virkelig vore folk, det er jo et virkeligt arbejderparti, en virkelig arbejderregering. For den bedrager ikke arbejderne med snak om reformer, sådan som alle de nævnte førere har bedraget os, men kæmper for alvor mod udbytterne, gennemfører revolutionen for alvor, kæmper i gerning for arbejdernes fuldstændige frigørelse.
Når udbytterne efter et års sovjet-»praksis« er blevet frataget valgretten, betyder det, at disse sovjetter virkelig er organisationer for de undertrykte masser og ikke for socialimperialisterne og socialpacifisterne, der har solgt sig til bourgeoisiet. Når disse sovjetter har frataget udbytterne valgretten, betyder det, at sovjetterne ikke er organer for småborgerligt kompromismageri med kapitalisterne, ikke organer for parlamentariske sludrehoveder (folk som Kautsky, Louguetog MacDonald), men organer for det virkelig revolutionære proletariat, som kæmper på liv og død med udbytterne.
»Kautskys skrift er næsten ukendt her« skrev en velunderrettet kammerat til mig fra Berlin her forleden (det er i dag den 30. oktober). Jeg vil tilråde vore gesandter i Tyskland og Svejts ikke at lade det komme an på nogle tusinde til opkøb og gratis uddeling af denne bog til bevidste arbejdere for at træde dette »europæiske« -- læs: imperialistiske og reformistiske — socialdemokrati, som forlængst er blevet »et stinkende lig«, ned i skidtet.
I slutningen af sin bog, på s. 61 og 63, fælder hr. Kautsky bitre tårer over, at den »nye teori« (som han kalder bolsjevismen, af frygt for at komme ind på Marx' og Engels' analyse af Pariserkommunen) »finder tilhængere selv i de gamle demokratier som for eksempel Svejts«. Det er »ubegribeligt« for Kautsky, »hvis også tyske socialdemokrater antager denne teori«.
Nej, det er fuldstændig forståeligt, fordi såvel Scheidemann'erne som Kautsky'erne efter krigens alvorlige lærepenge er blevet de revolutionære masser imod.
»Vi« har altid været for demokratiet, skriver Kautsky, og så skulle vi pludseligt tage afstand fra det!
»Vi«, de socialdemokratiske opportunister, har altid været mod proletariatets diktatur, og Kolb og co. har for længst sagt det ligeud. Kautsky ved det og tror forgæves at han kan skjule det indlysende faktum for læseren, at han er »vendt hjem« til Bernstein, Kolb og deres lige.
»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig gjort os noget afgudsbillede af det »rene« (borgerlige) demokrati. Plekhanov var som bekendt i 1903 revolutionær marxist (før den sørgelige svingning, der førte ham over i positionen som den russiske Scheidemann). Og Plekhanov sagde dengang på partikongressen, der vedtog programmet54, at proletariatet i revolutionen om fornødent vil fratage kapitalisterne valgretten og opløse et hvilket som helst parlament, hvis det optræder kontrarevolutionært. At netop dette synspunkt er det eneste, der stemmer med marxismen, vil enhver kunne se, alene af de udtalelser af Marx og Engels, som jeg tidligere har anført. Det følger tydeligt nok af alle marxismens grundsætninger.
»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig holdt sådanne taler til folket, som kautskyanere af alle nationer yndede at optræde, når de gjorde lakajtjeneste for bourgeoisiet, lempede sig efter den borgerlige parlamentarisme, tav stille om det moderne demokratis borgerlige karakter og kun forlangte, at det skal udvides, at det skal gennemføres til bunds.
»Vi« har sagt til bourgeoisiet: I udbyttere og hyklere taler om demokrati, samtidig med at I overalt rejser tusinder af hindringer for de undertrykte massers deltagelse i politik. Vi tager jer på ordet og forlanger i disse massers interesse udvidelse af jeres borgerlige demokrati for at forberede masserne til den revolution, der skal styrte jer, udbytterne. Og hvis I, udbytterne, forsøger at gøre modstand mod vor proletariske revolution, vil vi undertvinge jer skånselsløst, vi vil tage alle rettigheder fra jer, ja, vi vil end ikke give jer brød, for i vor proletariske republik vil udbytterne ikke have rettigheder, de vil ikke have at bide og brænde, for vi er socialister for alvor, ikke som Scheidemann og Kautsky er det.
Sådan har »Vi«, de revolutionære marxister talt, og derfor vil de undertrykte masser være for os og med os, mens Scheidemann'erne og Kautsky'erne havner på renegaternes losseplads.
Hvad er internationalisme?
Af inderlig overbevisning anser Kautsky sig for internationalist og kalder sig sådan. Scheidemann'erne erklærer han for »regeringssocialister«. I sit forsvar for mensjevikkerne (Kautsky siger ikke direkte, at han er solidarisk med dem, men han fremfører helt igennem deres synspunkter) har han særdeles anskueligt afsløret, af hvad slags hans »internationalisme« er. Og da Kautsky ikke er en enkeltperson, men er repræsentant for den strømning, der uundgåeligt måtte opstå i II Internationales situation (Longuet i Frankrig, Turati i Italien, Nobs og Grimm, Graber og Naine i Svejts, Ramsay MacDonald i England osv.), vil det være lærerigt at dvæle ved Kautskys »internationalisme«.
Kautsky understreger, at mensjevikkerne også var med i Zimmerwald (et værdighedstegn utvivlsomt, men . . . et noget falmet værdighedstegn), og skildrer mensjevikkernes anskuelser. som han er enig i, på følgende måde:
» . . . Mensjevikkerne ønskede verdensfred. De ønskede, at alle krigsførende magter skulle antage parolen: Ingen anneksioner og krigsskadeserstatninger. Så længe dette ikke var opnået, skulle den russiske hær holdes i kampberedskab. Bolsjevikkerne derimod krævede øjeblikkelig fred for enhver pris, de var rede til om fornødent at slutte separatfred, og de tilstræbte med magt at fremtvinge den ved at fremme den i forvejen stærke desorganisation i hæren« (s. 27). Bolsjevikkerne burde efter Kautskys mening ikke have taget magten, men have ladet sig nøje med den Konstituerende Forsamling.
Kautskys og mensjevikkernes internationalisme består således i dette: at kræve reformer af den imperialistiske, borgerlige regering, men fortsætte med at støtte den, fortsætte med at støtte den krig, denne regering fører, indtil alle krigsførende har antaget parolen: ingen anneksioner og krigsskadeserstatninger. Denne opfattelse er gentagne gange blevet fremsat både af Turati, af kautskyanerne (Haase m. fl.) og af Longuet og co., som erklærede, at vi jo da er for »fædrelandets forsvar«.
Teoretisk betyder dette total mangel på evne til at afgrænse sig fra socialchauvinisterne og total forvirring i spørgsmålet om fædrelandets forsvar. Politisk betyder det, at internationalismen erstattes med småborgerlig nationalisme, og at man går over til reformisme og afsværger revolutionen.
Anerkendelse af »fædrelandets forsvar« er fra proletariatets synspunkt en retfærdiggørelse af den nuværende krig, anerkendelse af dens retmæssighed. Og eftersom krigen er og bliver imperialistisk (såvel under monarkiet som under republikken) — uanset hvor fjendens styrker står i det givne øjeblik, i mit land eller i et andet, — så er anerkendelse af fædrelandets forsvar i praksis en støtte til det imperialistiske røveriske bourgeoisi, totalt forræderi mod socialismen. I Rusland var krigen, også under Kerenskij, under den borgerligt-demokratiske republik, fremdeles imperialistisk, fordi den førtes af bourgeoisiet som herskende klasse (og krig er »politikkens forlængelse«) ; et særlig anskueligt udtryk for krigens imperialistiske karakter var de hemmelige traktater om opdelingen af verden og plyndring af fremmede lande, som den tidligere tsar indgik med England og Frankrigs kapitalister.
Mensjevikkerne bedrog skammeligt folket ved at kalde en sådan krig for en forsvarskrig eller revolutionær krig, og Kautsky har ved at billige mensjevikkernes politik billiget bedrageriet over for folket, billiget den rolle, småborgere spiller, når de tjener kapitalen ved at tage arbejderne ved næsen og spænde dem for imperialisternes vogn. Kautsky fører en typisk spidsborgerlig, snæversynet politik, når han indbilder sig (og indpoder masserne den tåbelige tanke) , at opstillingen af en parole ændrer noget. Hele det borgerlige demokratis historie afslører denne illusion: for at bedrage folket har de borgerlige demokrater altid opstillet hvilke »paroler« det skal være, og det vil de altid gøre. Det gælder om at sætte deres oprigtighed på prøve, at sammenholde ord med handling, ikke at slå sig til tåls med idealistiske eller markskrigeriske fraser, men finde frem til klasserealiteten. Den imperialistiske krig hører ikke op med at være imperialistisk, når charlataner eller frasemagere eller snæversynede spidsborgere fremsætter en nydelig parole, men kun når den klasse, der fører den imperialistiske krig, og som er knyttet til den med millioner af økonomiske tråde (eller hele tove), virkelig er styrtet, og når den afløses ved magten af den virkeligt revolutionære klasse, proletariatet. På anden måde kan man ikke komme fri af den imperialistiske krig — og ej heller af den imperialistiske røverfred.
Ved at godkende mensjevikkernes udenrigspolitik og erklære den for internationalistisk og zimmerwaldsk demonstrerer Kautsky for det første hele råddenskaben hos det opportunistiske Zimmerwald-flertal (ikke for ingenting afgrænsede vi, Zimmerwald-venstre os med det samme fra dette flertal! ), og for det andet — og det er hovedsagen — går Kautsky hermed fra proletariatets standpunkt over til småborgerskabets, fra det revolutionære standpunkt over til det reformistiske.
Proletariatet kæmper for revolutionær omstyrtelse af det imperialistiske bourgeoisi, småborgerskabet for ad reformistisk vej at »forbedre« imperialismen, at tilpasse sig den, mens det samtidig underordner sig under den. Mens Kautsky endnu var marxist, f. eks. i 1909, da han skrev Vejen Til Magten, forfægtede han netop tanken om revolutionens uomgængelighed i forbindelse med krigen, han talte om at revolutionens æra nærmede sig. Basel-manifestet af 1912 taler direkte og klart om en proletarisk revolution i forbindelse med netop den imperialistiske krig mellem den tyske og den engelske gruppe, som udbrød i 1914. Men i 1918, da revolutionerne i forbindelse med krigen var begyndt, gav Kautsky sig til, i stedet for at klarlægge deres uomgængelighed og at gennemtænke den revolutionære taktik, midlerne og metoderne til forberedelse af revolutionen, at betegne mensjevikkernes reformistiske taktik som internationalisme. Er det da ikke at optræde som renegat? Kautsky roser mensjevikkerne for, at de insisterede på opretholdelsen af hærens kampberedskab. Han dadler bolsjevikkerne for, at de forstærkede den i forvejen omfattende »desorganisering af hæren. Det er ensbetydende med at rose reformismen og underordningen under det imperialistiske bourgeoisi, at dadle revolutionen og afsværge den, For opretholdelse af hærens kampberedskab var under Kerenskij ensbetydende med opretholdelse af en hær under bourgeoisiets kommando (selv om den også var republikansk). Enhver ved — og begivenhedernes gang har klart bekræftet det -- at denne republikanske hær takket være det kornilovske officerskorps bevarede Kornilov-ånden. Bourgeoisi-officererne kunne ikke andet end følge Kornilov, de kunne ikke andet end hælde til imperialismen, til voldelig undertrykkelse af proletariatet. At lade hele grundlaget for den imperialistiske krig, hele grundlaget for bourgeoisiets diktatur forblive som det var, at rette på småting og pynte op på bagateller (»reformer«) — det var, hvad den mensjevikiske taktik i praksis mundede ud i.
Og omvendt. Uden »desorganisation« i hæren er ingen stor revolution kommet igennem og vil ikke kunne komme igennem. For hæren er det mest forbenede redskab til støtte for det gamle system, det mest stabile bolværk for den borgerlige disciplin, for kapitalens herredømme, i hæren vedligeholdes og opdyrkes slavisk lydighed og underordning under kapitalens herredømme i den arbejdende befolkning. Kontrarevolutionen har aldrig tålt og har ikke kunnet tåle bevæbnede arbejdere ved siden af hæren. I Frankrig, skrev Engels, har arbejderne været bevæbnede efter hver revolution; »det første bud for bourgeoisiet, der sad ved statsroret, var derfor arbejdernes afvæbning«. De bevæbnede arbejdere var spiren til en ny hær, den organisatoriske celle i et nyt samfundssystem. At knuse denne celle og forhindre den i at gro var bourgeoisiets første bud. Det første bud for enhver sejrrig revolution – dette har Marx og Engels ofte understreget – var at sønderslå den gamle hær, opløse den og erstatte den med en. En ny samfundsklasse, der hæver sig til magten, har aldrig kunnet og kan ikke nu opnå herredømmet og konsolidere det på anden måde end ved fuldstændigt opløse den gamle hær (»desorganisering« skråler de reaktionære eller simpelt hen feje spidsborgere i denne anledning); den har aldrig kunnet gøre det på anden måde end ved at udholde en yderst vanskelig og prekær periode uden nogen form for hær (denne prekære periode gennemlevede også den store franske revolution); den har aldrig kunnet gøre det på anden måde end ved efterhånden, under en vanskelig borgerkrig at forme en ny hær, en ny ddisciplin, en ny klasses nye militærorganisation. Tidligere forstod historikeren Kautsky dette. Renegaten Kautsky har glemt det.
Med hvilken ret kalder Kautsky Scheidemann'erne »regeringssocialister«, når han selv billiger mensjevikkernes taktik i den russiske revolution? Mensjevikkerne, som støttede Kerenskij og som indtrådte i hans ministerium, var lige så vel regeringssocialister. Denne konklusion kan Kautsky ikke på nogen måde komme uden om, hvis han blot prøver på at stille spørgsmålet om den herskende klasse, som fører den imperialistiske krig. Men Kautsky undslår sig for at stille spørgsmålet om den herskende klasse, et spørgsmål, som er uomgængeligt for en marxist, fordi alene det at stille dette spørgsmål ville afsløre renegaten.
Kautskyanerne i Frankrig, longuetisterne i Frankrig og Turati og co. i Italien ræsonnerer sådan: Socialismen forudsætter nationernes lighed og frihed og deres selvbestemmelsesret; derfor er det socialisternes ret og pligt at forsvare fædrelandet, når vort land bliver angrebet, eller når fjendtlige tropper er trængt ind på vor jord. Men dette ræsonnement er teoretisk set enten en gennemført forhånelse af socialismen eller en bedragerisk udflugt, og praktisk-politisk svarer det nøje til ræsonnementet hos den uoplyste bonde, som det slet ikke falder ind at tænke over krigens sociale, klassemæssige karakter eller et revolutionært partis opgaver under en reaktionær krig.
Socialismen er imod magtanvendelse overfor nationer. Det er ubestrideligt. Men socialismen er imod al vold mod mennesker. Bortset fra kristne anarkister og tolstojanere har endnu ingen heraf udledt, at socialismen er imod revolutionær magtanvendelse. At tale om »magtanvendelse« generelt uden at undersøge de forhold, som adskiller reaktionær magtanvendelse fra revolutionær, vil derfor sige, at være en spidsborger, der afsværger revolutionen, eller at man simpelt hen bedrager sig selv og andre med falske argumenter.
Det samme gælder magtanvendelse over for nationer. Enhver krig består i magtanvendelse over for nationer, men det hindrer ikke socialisterne i at gå ind for revolutionær krig. Krigens klassekarakter er det hovedspørgsmål, der rejser sig for enhver socialist (hvis han ikke er renegat). Den imperialistiske krig 1914-1918 er en krig mellem to grupper af det imperialistiske bourgeoisi om opdeling af verden, om deling af udbyttet, om udplyndring og kvælning af små og svage nationer. Denne vurdering af krigen blev givet i Basel-manifestet i 1912, og denne vurdering er bekræftet af kendsgerningerne. Den, der fraviger dette standpunkt til krigen, er ikke socialist.
Hvis en tysker under Wilhelm eller en franskmand under Clemenceau siger: Jeg har som socialist ret og pligt til at forsvare fædrelandet, hvis fjenden er trængt ind i mit land, så er det ikke en socialist, ikke en internationalist, ikke en revolutionær proletar, der ræsonnerer, men en spidsborger og nationalist. For i dette ræsonnement forsvinder arbejderens revolutionære klassekamp mod kapitalen, i det forsvinder vurderingen af krigen som en helhed ud fra verdensbourgeoisiets og verdensproletariatets synspunkt, dvs. at internationalismen forsvinder, og tilbage bliver en ynkelig, forkrøblet nationalisme. Man krænker mit land, mere interesserer mig ikke — det er hvad der ligger i dette ræsonnement, her har vi den spids-borgerligt indsnævrede nationalisme. Det er ganske, som hvis en eller anden i forhold til individuel vold, mod en enkelt person, ræsonnerede: Socialismen er imod vold, derfor vil jeg hellere begå forræderi end sidde i fængsel.
Den franskmand, tysker eller italiener, som siger: Socialismen er imod magtanvendelse over for nationer, derfor forsvarer jeg mig, når fjenden er trængt ind i mit land — forråder socialismen og internationalismen. For et sådant menneske ser kun sit eget »land«, han sætter »sit eget« . . . bourgeoisi over alt andet, uden at tænke på internationale sammenhænge, som gør krigen imperialistisk og gør hans bourgeoisi til et led i den imperialistiske udplyndrings kæde.
Alle spidsborgere og alle sløve og uoplyste bønder ræsonnerer som renegaterne — kautskyanere, longuetister, Turati og co.: Fjenden står i landet, alt andet kommer ikke mig ved.
En socialist, en revolutionær proletar, en internationalist ræsonnerer anderledes: Krigens karakter (reaktionær eller revolutionær) afhænger ikke af, hvem der har angrebet, og i hvis land »fjenden« står, men af hvilken klasse det er der fører krigen, hvilken politik det er der fortsættes med den givne krig. Hvis den givne krig, er en reaktionær, imperialistisk krig, dvs. hvis den føres af to verdensgrupper af imperialistisk, voldeligt, røverisk, reaktionært bourgeoisi, så bliver ethvert bourgeoisi (selv et lille lands) til deltager i røveriet, og min opgave som repræsentant for det revolutionære proletariat er at forberede den proletariske verdensrevolution som den eneste redning fra det verdensomspændende blodbads rædsler. Det er ikke ud fra synspunktet »mit eget« land, jeg skal ræsonnere (sådan ræsonnerer nemlig en indskrænket dumrian, en nationalistisk spidsborger, som ikke forstår, at han er en brik i det imperialistiske bourgeoisis hænder), men derimod ud fra synspunktet min deltagelse i forberedelserne til, propagandaen for og fremskyndelsen af den proletariske verdensrevolution.
Det er, hvad internationalisme er, det er, hvad internationalistens, den revolutionære arbejders, den virkelige socialists opgave består i. Og det er den abc, renegaten Kautsky har »glemt«. Hans renegatholdning træder endnu tydeligere frem, når han fra billigelse af de småborgerlige nationalisters taktik (mensjevikkernes i Rusland, longuetisternes i Frankrig, Turatis i Italien, Haase og co.'s i Tyskland) går over til kritik af den bolsjevikiske taktik. Denne kritik lyder:
»Den bolsjevikiske revolution var baseret på den forudsætning, at den ville danne udgangspunkt for en almen europæisk revolution; at Ruslands dristige initiativ ville få proletarerne i hele Europa til at gå til opstand. Under denne forudsætning var det naturligvis ligegyldigt, hvilke former, en russisk separatfred antog, hvilke byrder og territoriale tab (bogstaveligt: lemlæstelser, Verstümmelungen), den bragte det russiske folk, hvilken fortolkning af nationernes selvbestemmelsesret, den gav. Det var da også lige gyldigt, om Rusland var i stand til at forsvare sig eller ej. Efter denne opfattelse udgjorde den europæiske revolution det bedste forsvar for den russiske revolution, den måtte bringe alle folk på tidligere russisk territorium fuld og sand selvbestemmelse.
En revolution i Europa, som indførte og konsoliderede socialismen der, måtte tillige blive et middel til at fjerne de hindringer, som landets økonomiske tilbageståenhed lagde i vejen for gennemførelsen af en socialistisk produktion i Rusland.
Det var altsammen meget logisk og godt underbygget, hvis man bare går ind på forudsætningen: at den russiske revolution uvægerligt ville udløse en europæisk. Men hvad nu i tilfælde af, at det ikke sker?
Hidtil er denne forudsætning ikke slået til. Og nu anklager man Europas proletarer for at have ladt den russiske revolution i stikken og forrådt den. Det er en anklage mod ubekendte, hvem vil man nemlig gøre ansvarlig for det europæiske proletariats opførsel? (s. 28).
Og Kautsky drøvtygger videre om, at Marx, Engels og Bebel flere gange tog fejl med hensyn til den ventede revolutions indtræden, men at de aldrig baserede deres taktik på forventningen om revolution »til et bestemt tidspunkt« (s. 29), mens bolsjevikkerne, påstås det, »satte alt på et kort: den almeneuropæiske revolution«.
Vi har med vilje anført dette lange citat for at anskueliggøre for læseren, hvor »snildt« Kautsky forfalsker marxismen ved at ombytte den med en forfladiget og reaktionær, spidsborgerlig opfattelse.
For det første, det at tillægge modstanderen en åbenbar dumhed og derpå gendrive den er en metode for ikke alt for begavede personer. Hvis bolsjevikkerne havde baseret deres taktik på forventningen om revolution i andre lande til et bestemt tidspunkt, ville det have været en ubestridelig dumhed. Men det bolsjevikiske parti begik ikke denne dumhed: I mit brev til de amerikanske arbejdere (af 20. august 1918) tager jeg udtrykkeligt afstand fra denne dumhed og siger, at vi gør regning på en amerikansk revolution, men ikke til noget bestemt tidspunkt. I min polemik mod de venstre-socialrevolutionære og »venstrekommunisterne« (januar-marts 1918) har jeg flere gange udviklet den samme tanke. Kautsky har brugt et lille . . . et ganske lille trick og baseret sin kritik af bolsjevismen på det. Kautsky har sammenrodet den taktik, der tager sigte på en europæisk revolution inden for en mere eller mindre kort, men ikke nogen bestemt frist, og en taktik, der tager sigte på europæisk revolution til et bestemt tidspunkt. Et lille falskneri, ganske lille!
Den sidste taktik er en dumhed. Den første er en pligt for en marxist, for enhver revolutionær proletar og internationalist, -- en pligt fordi den alene på marxistisk rigtig måde tager hensyn til den objektive situation, der i alle europæiske lande er fremkaldt af krigen, den alene stemmer overens med proletariatets internationale opgaver.
Ved at ombytte det store spørgsmål om den revolutionære taktiks grundprincipper generelt med det lille spørgsmål om den fejl, som de revolotionære, bolsjevikkerne, kunne have begået, men som de ikke har begået, har Kautsky lykkelig og vel fået distanceret sig fra den revolutionære taktik i det hele taget!
Som den renegat han er i politik, forstår han i teorien end ikke at stille spørgsmålet om den revolutionære taktiks objektive forudsætninger.
Og dermed er vi nået frem til det andet punkt.
For det andet, at gøre regning på en europæisk revolution er en pligt for enhver marxist, hvis der foreligger en revolutionær situation. Det er en elementær sandhed i marxismen, at det socialistiske proletariats taktik ikke kan være den samme, når der foreligger en revolutionær situation, og når der ikke foreligger en sådan.
Hvis Kautsky havde stillet dette spørgsmål, som enhver marxist må stille, ville han have set, at svaret går ham stik imod. Længe før krigen var alle marxister, alle socialister, enige om, at en europæisk krig ville skabe en revolutionær situation. Før Kautsky endnu var blevet renegat, anerkendte han dette klart og bestemt — både i 1902 (Den Sociale Revolution) og i 1909 (Vejen Til Magten). Basel-manifestet anerkender det på hele II Internationales vegne, af gode grunde afskyr socialchauvinisterne og kautskyanerne i alle lande (»centristerne«, de foIk, der svinger mellem de revolutionære og opportunisterne) de pågældende udtalelser i Basel-manifestet som ilden.
Følgelig var forventningen om en revolutionær situation i Europa ikke en fiks ide hos bolsjevikkerne, men den almindelige opfattelse hos alle marxister. Når Kautsky viger uden om denne ubestridelige sandhed med fraser om, at bolsjevikkerne jo »altid har troet på voldsanvendelsens og viljens almagt«, så er det netop en hult klingende frase der skal dække over Kautskys — hans skændige flugt — fra spørgsmålet om den revolutionære situation.
Videre. Indtrådte der faktisk en revolutionær situation, eller gjorde der ikke? Heller ikke dette spørgsmål har Kautsky formået at stille. Svaret herpå ligger i de økonomiske kendsgerninger: hunger og forarmelse, fremkaldt af krigen overalt, betyder en revolutionær situation. Det stillede spørgsmål besvares også af de politiske kendsgerninger: allerede fra 1915 viste der sig klart i alle lande en fremadskridende spaltning inden for de gamle, rådne socialistiske partier, proletariatets masser forlader de socialchauvinistiske førere og går til venstre, til de revolutionære ideer og stemninger, til de revolutionære førere.
Kun et menneske, der frygter revolutionen og forråder den, kunne den 5. august 1918, da Kautsky skrev sin brochure, undgå at se disse kendsgerninger. Og nu, i slutningen af oktober 1918, vokser revolutionen i en række lande i Eoropa for alles øjne, og det meget hurtigt. Den »revolutionære« Kautsky som ønsker, at man ser som hidtil skal betragte ham som marxist, har vist sig som en nærsynet spidsborger, der – ligesom spidsborgerne i 1847, som Marx spottede over – ikke så revolutionen nærme sig.
Vi er nået til tredje punkt.
For det tredje, hvordan er den revolutionære taktik beskaffen under forhold, hvor der består en europæisk revolutionær situation? Kautsky, der er blevet renegat, har ikke turdet stille dette for en marxist uomgængelige spørgsmål. Kautsky ræsonnerer som en typisk småborger og filister eller en uoplyst bonde: Er den »almindelige europæiske revolution indtrådt eller ej? Hvis den er indtrådt, så er også han villig til at blive revolutionær! Men — bemærker vi så vil alt muligt pak (ligesom de slyngler, der nu undertiden klistrer sig op ad de sejrende bolsjevikker) begynde at erklære sig for revolutionære!
Hvis ikke, vender Kautsky sig bort fra revolutionen! Kautsky har ikke skygge af forståelse af den sandhed, at det, der skiller den revolutionære marxist fra filisteren og spidsborgeren, er evnen til at indpode de uvidende masser forståelsen af, at revolutionen modnes og er en nødvendighed, bevise dens uundgåelighed, forklare dens gavnlighed for folket og forberede proletariatet og alle arbejdende og udbyttede masser på at gennemføre den.
Kautsky har tillagt bolsjevikkerne det nonsens, at de satte alt på ét kort ud fra den betragtning, at den europæiske revolution vil indtræde inden for en bestemt frist. Dette nonsens vender sig mod Kautsky selv, idet han stiller det sådan op, at bolsjevikkernes taktik ville have været rigtig, hvis den europæiske revolution var indtrådt senest 5. august 1918! Denne dato anfører Kautsky som tidspunktet for brochurens affattelse. Og da det nogle uger efter denne 5. august blev klart, at revolutionen er i anmarch i en række lande, afsløredes hele Kautskys renegatholdning, hele hans forfalskning af marxismen, hele hans mangel på evne til at ræsonnere revolutionært og til at stille spørgsmålene revolutionært, i al sin glans!
Når man, skriver Kautsky, anklager Europas proletarer for forræderi er det en anklage mod ubekendte.
De tager fejl, hr. Kautsky! Se Dem i Spejlet, og De vil se de »ubekendte«, som denne anklage er rettet imod. Kautsky stiller sig naiv an, han lader, som om han ikke forstår, hvem der har rettet en sådan anklage, og hvad der er meningen med den. I virkeligheden ved Kautsky udmærket, at denne anklage blev fremsat og fremsættes af det tyske »venstre«, Spartakusfolkene, Liebknecht og hans venner. Denne anklage er udtryk for klar erkendelse af at det tyske proletariat begik forræderi mod den russiske (og internationale) revolution, da det kvalte Finland, Ukraine, Letland og Estland. Anklagen er ikke først og fremmest rettet mod masserne, som altid er forkuede, men mod de førere, der, som Scheidemann og Kautsky, ikke opfyldte deres pligt til revolutionær agitation, revolutionær propaganda og revolutionært arbejde i masserne mod disses træghed, men som faktisk handlede på tværs af de revolutionære instinkter og strømninger, der altid ulmer i dybet hos den undertrykte klasses masser. Scheidemann'erne forrådte direkte, groft, kynisk og for størstedelen af egennyttige grunde proletariatet og gik over på bourgeoisiets side. Kautskyanerne og longueusterne gjorde det samme, vaklende, svajende og fejt skelende til hvem der i det givne øjeblik var stærkest. Kautsky har med alle sine skriverier under krigen neddæmpet den revolutionære ånd i stedet for at støtte og udvikle den.
Det vil blive stående som et ligefrem historisk mindesmærke over den spidsborgerlige forstokkethed hos en fører for »midten« af det officielle tyske socialdemokrati, at Kautsky end ikke begriber, hvilken kolossal teoretisk betydning, og hvilken endnu større agitatorisk og propagandistisk betydning det har, at Europas proletarer »anklages« for at have forrådt den russiske revolution! Kautsky begriber ikke, at denne »anklage« — under censurtilstandene i det tyske »imperium« — er så omtrent den eneste form, hvori de tyske socialister, der ikke har forrådt socialismen, Liebknecht og hans venner, kan udtrykke deres appel til de tyske arbejdere om at forkaste Scheidernann'erne og Kautsky'erne, støde den slags »førere« fra sig, befri sig for deres sløvende og forfladigende prædikener og på trods af dem, uden om dem, hen over dem rejse sig til revolutionen!
Kautsky begriber det ikke. Hvordan skulle han også kunne begribe bolsjevikkernes taktik? Kan man forvente af en mand, der i det hele taget har afsvoret revolutionen, at han afvejer og vurderer betingelserne for revolutionens udvikling i et af de »vanskeligste« tilfælde?
Bolsjevikkernes taktik var rigtig, den var den eneste internationalistiske taktik, fordi den ikke baserede sig på fej frygt for verdensrevolutionen eller spidsborgerlig »mistro« til den, eller på indskrænket nationalistisk ønske om at forsvare »sit eget« fædreland (sit eget bourgeoisis fædreland) og blæse på alt andet, — den baserede sig på en rigtig (en før krigen, før socialchauvinisternes og socialpacifisternes renegatoptræden almindeligt anerkendt) bedømmelse af den europæiske revolutionære situation. Denne taktik var den eneste internationalistiske,
for den præsterede et maksimum af, hvad der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte og vække revolution i alle lande. Denne taktik blev retfærdiggjort ved en vældig succes, idet bolsjevismen blev verdensbolsjevisme (absolut ikke i kraft af de russiske bolsjevikkers fortjenester, men i kraft af massernes dybe sympati overalt med en taktik, der er virkeligt revolutionær), den leverede en ide, en teori, et program, en taktik, der konkret og praktisk adskiller sig fra socialchauvinismen og social-pacifismen. Bolsjevismen har gjort det af med den gamle, rådne Internationale, Scheidemann'ernes og Kautsky'ernes, Renaudel'ernes og Longuet'ernes, Renderson'ernes og MacDonald'ernes Internationale, og de vil nu falde over hinandens ben, mens de drømmer om »enhed« og ligets genoplivelse. Bolsjevismen har skabt det idemæssige og taktiske grundlag for III Internationale, den virkeligt proletariske og kommunistiske Internationale, som tager både den fredelige epokes landvindinger og erfaringerne fra revolutionernes gryende epoke i betragtning.
Bolsjevismen har overalt i verden populariseret tanken om »proletariatets diktatur«, den har oversat disse ord fra latin, først til russisk og derpå til alle verdens sprog, idet den med sovjetmagtens eksempel viste, at arbejdere og fattige bønder, selv i et tilbagestående land, selv når de er minimalt erfarne, uddannede og vante til organisation, var i stand til et helt år igennem under kolossale vanskeligheder i kamp mod udbytterne (som bourgeoisiet i hele verden støttede) at hævde det arbejdende folks magt, at skabe et demokrati langt højere og bredere end alle hidtidige demokratier i verden, og at begynde den skabende indsats af millioner af arbejdere og bønder for den praktiske virkeliggørelse af socialismen.
Bolsjevismen har i gerning fremmet udviklingen af den proletariske revolution i Europa og i Asien så stærkt som intet andet parti i noget andet land hidtil har formået det. Samtidig med, at det for hver dag står arbejderne i alle lande klarere, at Scheidemann'ernes og Kautsky'ernes taktik ikke har bragt forløsning fra den imperialistiske krig og fra lønslaveriet under det imperialistiske bourgeoisi, og at denne taktik ikke duer som mønster for alle lande — samtidig står det for hver dag proletarmasserne i alle lande klarere, at bolsjevismen har anvist den rette vej til frelse fra krigens og imperialismens rædsler, at bolsjevismen duer som mønster på taktik for alle.
Ikke blot en almen europæisk, men en verdensomspændende proletarisk revolution modnes nu for alles øjne, og den er blevet hjulpet, fremskyndet og støttet ved proletariatets sejr i Rusland. Er det kun lidt for socialismens fuldstændige sejr? Naturligvis er det lidt. Det er ikke muligt for et enkelt land at udrette mere. Men dette ene land har, takket være sovjetmagten, dog udrettet så meget, at selv i det tilfælde, at den russiske sovjetmagt blev slået ned af verdensimperialismen, lad os sige ved en overenskomst mellem den tyske og den fransk-engelske imperialisme, ville – selv i dette det værste af alle ulykkelige tilfælde, den bolsjevikiske taktik have vist sig at have været socialismen til uhyre gavn og at have fremmet uovervindelige verdensrevolutions vækst.
Tjenstvillighed over for bourgeoisiet maskeret som »økonomisk analyse«.
Som allerede sagt, burde Kautskys bog, hvis titlen skulle gengive indholdet korrekt, kaldes — ikke Proletariatets Diktatur, men Opkog Af Borgerlige Angreb På Bolsjevikkerne.
Mensjevikkernes gamle »teorier« om den russiske revolutions borgerlige karakter, dvs. mensjevikkernes gamle forvrængning af marxismen (som i 1905 blev afvist af Kautsky!), opvarmes nu på ny af vor teoretiker. Vi er nødt til at dvæle ved dette spørgsmål, hvor kedsommeligt det end er for russiske marxister.
Den russiske revolution er borgerlig, sagde alle Ruslands marxister før 1905. Mensjevikkerne satte liberalismen i stedet for marxismen og sluttede deraf: altså bør proletariatet ikke gå videre, end bourgeoisiet kan acceptere, det bør føre kompromispolitik med bourgeoisiet. Bolsjevikkerne sagde, at det er en liberalt-borgerlig teori. Bourgeoisiet tilstræber at gennemføre omdannelsen af staten ad borgerlig vej, reformistisk, og ikke revolutionært, og vil så vidt muligt bevare både monarkiet og godsejernes jordbesiddelser osv. Proletariatet må føre den borgerligt-demokratiske revolution til ende uden at lade sig »binde« af bourgeoisiets reformisme. Det klassemæssige styrkeforhold under den borgerlige revolution har bolsjevikkerne formuleret således: Proletariatet, som knytter bønderne til sig, neutraliserer det liberale bourgeoisi og afskaffer totalt monarkiet, middelaldertilstandene og godsejernes jordbesiddelse.
I proletariatets forbund med bønderne som helhed konstateres også revolutionens borgerlige karakter, fordi bønderne som helhed er småproducenter, der står på vareproduktionens grund. I det videre forløb, tilføjede bolsjevikkerne allerede dengang, knytter proletariatet hele halvproletariatet (alle udbyttede og arbejdende) til sig, neutraliserer middelbønderne og styrter bourgeoisiet: heri består den socialistiske revolution til forskel fra den borgerligt-demokratiske. (Se min brochure fra 1905: To Slags Taktik, genoptrykt i samlingen Efter 12 År, St. Peteroborg,1907).
Kautsky tog indirekte del i denne diskussion i 1905) og udtalte sig på forespørgsel fra daværende mensjevik I realiteten imod Plekhanov, hvilket dengang fremkaldte særlige spydigheder i den bolsjevikiske presse. Nu nævner Kautsky ikke med et ord datidens diskussioner (han er bange for at blive afsløret af sine egne udtalelser fra dengang), og dermed berøver han den tyske læser enhver mulighed for at forstå sagens kerne. Hr. Kautsky kunne ikke i 1918 fortælle de tyske arbejdere, at han i 1905 var tilhænger af arbejdernes forbund med bønderne, derimod ikke med det liberale bourgeoisi, og på hvilke betingelser han forfægtede dette forbund, hvilket program han udkastede for dette forbund.
Efter sin krebsegang forfægter Kautsky nu med prangende fraser om »historisk materialisme«, maskerede som »økonomisk analyse«, arbejdernes underordning under bourgeoisiet, idet han med citater fra mensjevikken Maslov tygger drøv på mensjevikkernes gamle liberale anskuelser. Og med citater bevises hermed den nye tanke, at Rusland er tilbagestående, og konklusionen af denne nye tanke bliver den gamle, sådan at forstå, at man under den borgerlige revolution virkelig ikke må gå videre end bourgeoisiet! Og det på trods af alt, hvad Marx og Engels har sagt i deres sammenligning af den borgerlige revolution i 1789-1793 i Frankrig med den borgerlige revolution i Tyskland 1848!
Før vi går over til »hovedargumentets og hovedindholdet i Kautskys »økonomiske analyse«, skal vi bemærke, at allerede de første sætninger afslører en kuriøs tanke-forvirring eller mangel på omtanke hos forfatteren.
»Ruslands økonomiske grundlag«, forkynder vor »teoretiker«, »er op til nu landbruget, navnlig det lille bondebrug. Af det lever 4/5, måske endda 5/6 af befolkningen« (s. 45). For det første, kære teoretiker, har De tænkt over, hvor mange udbyttere, der kan Være blandt denne masse af småproducenter? Naturligvis ikke over 1/10 af det samlede antal, og i byerne endda mindre, eftersom storproduktionen er mere udviklet der. Lad os endda vælge et usandsynligt højt tal, lad os sige, at 1/5 af småprodueenterne er udbyttere, som mister valgretten. Selv da vil De finde, at de 66 pct. bolsjevikker på 5. sovjet-kongres repræsenterede befolkningens flertal. Til dette må yderligere føjes, at der blandt de venstre-socialrevolutionære hele tiden var et anseligt antal tilhængere af sovjetmagten, dvs. principielt var alle venstre-socialrevolutionære tilhængere af sovjetmagten, og da en del af dem i juli 1918 indlod sig på opstandseventyret, skilte to nye partier sig ud fra deres gamle parti: narodnik-kommunisterne og de revolutionære kommunister (de dannedes af fremtrædende venstre-socialrevolutionære, som allerede deres gamle parti havde placeret på betydnings-fulde poster, således tilhører eksempelvis Saks det første og Kolegajev det andet). Dermed har Kautsky selv — mod sin vilje! — gendrevet den latterlige skrøne, at der kun står et mindretal af befolkningen bag bolsjevikkerne.
For det andet, kære teoretiker, har De tænkt over, at den lille producent i landbruget uundgåeligt svinger mellem proletariatet og bourgeoisiet? Denne marxistiske sandhed, som er bekræftet ved hele den nyere historie i Europa, har Kautsky »glemt«, meget belejligt, eftersom den fuldstændigt pulveriserer hele den mensjevikiske »teori«, som han gentager! Havde Kautsky nu ikke »glemte dette, kunne han ikke have bestridt nødvendigheden af proletariatets diktatur i et land med overvejende småproducenter i landbruget.
lad os se på hovedindholdet i vor teoretikers »økonomiske analyse«.
At sovjetmagten er et diktatur, er ubestrideligt, siger Kautsky. »Men er det proletariatets diktatur? (s. 34).
»Bønderne udgør ifølge sovjetforfatningen flertallet af den befolkning, der har ret til at deltage i lovgivningen og forvaltningen. Hvad der præsenteres for os som proletariatets diktatur, ville, hvis det blev gennemført konsekvent, og hvis overhovedet én klasse direkte kunne udøve et diktatur, hvad der kun lader sig gøre for et parti, vise sig at være et bøndernes diktatur« (s. 35).
Og den gode Kautsky, der er særdeles tilfreds med en så dybsindig og åndrig betragtning, forsøger at være vittig: »Det synes altså, som om den mest smertefrie gennemførelse af socialismen vil være sikret, når den lægges i bøndernes hænder« (s. 35).
Yderst udførligt og med en række overordentlig lærde citater af den halvliberale Maslov efterviser vor teoretiker den nye tanke, at bønder er interesseret i høje korn-priser, i lav arbejdsløn til arbejderne i byerne osv. osv. Disse nye tanker er i øvrigt desto mere kedsommeligt fremstillet, jo mindre opmærksomhed der ofres på efter-krigstidens virkeligt nye foreteelser, f. eks. det, at bønderne forlanger ikke penge for korn, men varer, og at bønderne ikke har tilstrækkeligt med redskaber, som ikke kan fremskaffes for penge i tilstrækkeligt omfang. Om dette mere udførligt senere.
Kautsky beskylder altså bolsjevikkerne, proletariatets parti, for at have udleveret diktaturet, udleveret gennemførelsen af socialismen til de småborgerlige bønder. Strålende, hr. Kautsky! Hvilke relationer skulle der da efter Deres oplyste mening bestå mellem det proletariske parti og de småborgerlige bønder?
Om det har vor teoretiker foretrukket at tie - formentlig ihukommende ordsproget »tale er sølv, tavshed er guld«. Derimod har Kautsky udleveret sig selv med følgende ræsonnement:
»I sovjetrepublikkens første tid udgjorde bondesovjetterne organisationer for bønderne generelt. Nu proklamerer republikket, at sovjetterne er proletarernes og de fattige bønders organisationer. De velstående mister valgretten til sovjetterne. Den fattige bonde bliver her anerkendt som et varigt masseprodukt af den socialistiske agrarreform under proletariatets diktatur'« (s. 48).
Hvilken dræbende ironi! Den slags kan man i Rusland høre fra enhver bourgeois: de er alle skadefro og hånlige, fordi sovjetrepublikken åbent indrømmer eksistensen af fattige bønder. De håner socialismen. Det er deres ret. Men en »socialist«, der spotter over, at der efter en ødelæggende krig gennem fire år stadig findes fattige bønder — og at de vil findes længe endnu — en sådan »socialist« kan kun dukke op i en situation, hvor renegatholdning er et massefænomen.
Hør blot videre :
» . . .Sovjetrepublikken griber ganske vist ind i forholdet mellem fattige og rige bønder, dog ikke ved nogen ny jordfordeling. For at afhjælpe bybefolkningens mangel på levnedsmidler sender man afdelinger af bevæbnede arbejdere ud på landet, hvor de fratager de rige bønder deres overskud af levneds-midler. En del af disse levnedsmidler overdrages bybefolkningen, en anden del de fattigste bønder« (s. 48).
Naturligvis er socialisten og marxisten Kautsky yderst oprørt ved tanken om, at en sådan foranstaltning kunne finde anvendelse længere borte end i omegnen af de store byer (hos os anvendes den ud over hele landet). Socialisten og marxisten Kautsky docerer med spidsborgerens uforlignelige, enestående, beundringsværdige koldblodighed (eller stupiditet) : »Blot indfører de (beslaglæggelserne hos de velstående bønder) et nyt element af uro og borgerkrig i produktionsprocessen« (borgerkrig i »produktionsprocessen«, det er jo noget helt overnaturligt!) » . . . som til sin sanering har et presserende behov for ro og sikkerhed« (s. 49).
Jo, jo, gælder det ro og sikkerhed for udbyttere og levnedsmiddelspekulanter, som gemmer deres overskud, overtræder loven om kornmonopolet og påfører bybefolkningen sult, — gælder det dette, må marxisten og socialisten Kautsky naturligvis sukke og fælde tårer. Vi er alle socialister og marxister og internationalister, råber i kor de herrer Kautsky, Heinrich Weber (Wien), Longuet (Paris), MacDonald (London) osv. — Vi er alle tilhængere af arbejderklassens revolution, når blot . . . når blot korn-spekulanternes ro og sikkerhed ikke forstyrres! Og denne beskidte tjenstvillighed over for kapitalisterne skjuler vi ag en »marxistisk« henvisning til »produktionsprocessen« . . . Hvis det er marxisme, hvad er der så, der kan kaldes lakajtjeneste for bourgeoisiet?
Lad os se, hvad vor teoretiker når frem til. Han anklager bolsjevikkerne for at udgive bøndernes diktatur for proletariatets diktatur. Og samtidig anklager han os for at føre borgerkrigen ud på landet (det anser vi for vor fortjeneste), for at sende bevæbnede arbejderafdelinger ud på landet, hvor de åbent erklærer, at de realiserer »proletariatets og fattigbøndernes diktatur«, hjælper fattigbønderne og beslaglægger spekulanternes, de rige bønders kornoverskud, som de har holdt skjult i strid med loven om kornmonopolet.
På den ene side er vor marxistiske teoretiker tilhænger af det rene demokrati, af at den revolutionære klasse, de arbejdende og udbyttedes fører, underordner sig under befolkningsflertallet (som altså indbefatter udbytterne). På den anden side anfører han imod os, at revolutionen uundgåeligt må være borgerlig, fordi bønderne som helhed står på de borgerlige samfundsforholds grund, og samtidig hævder han at forfægte det proletariske, marxistiske klassestandpunkt!
I stedet for en »økonomisk analyse« er dette en grød og et roderi af første klasse. I stedet for marxisme er dette brudstykker af liberale teorier og propaganda for lakaj-tjeneste over for bourgeoisiet og kulakkerne.
Det problem, Kautsky har bragt forvirring i, har bolsjevikkerne allerede i 1905 klarlagt fuldstændigt. Javel, vor revolution er borgerlig, så længe vi går sammen med bønderne som helhed. Det har vi erkendt så klart som noget og sagt hundreder og tusinder af gange siden 1905, og vi har aldrig forsøgt hverken at springe dette nødvendige trin i den historiske proces over eller at afskaffe det ved dekreter. Kautskys iver for at »afsløre« os på dette punkt afslører kun virvarret i hans anskuelser og hans frygt for at erindre, hvad han skrev i 1905, da han endnu ikke var blevet renegat.
Men i 1917, fra april måned, længe før oktoberrevolutionen og før vi tog magten, sagde vi åbent og forklarede folket: Revolutionen kan ikke standse op ved dette, fordi landet er gået fremad, kapitalismen er gået fremad, forarmelsen har nået et uhørt omfang, som kræver (om nogen ønsker det eller ej) skridt fremad til socialismen. På anden måde kan man ikke gå på anden måde kan man ikke lindre de arbejdendes og udbyttedes trængsler. Det er gået netop, som vi havde sagt. Revolutionens forløb har bekræftet rigtigheden af vor konklusion. Først sammen med »alle« bønder mod monarkiet, mod godsejerne, mod middelalderlige forhold (og for så vidt forbliver revolutionen borgerlig, borgerlig-demokratisk). Derpå sammen med fattigbønderne, sammen med halvproletariatet, sammen med alle udbyttede mod kapitalismen, deri indbeattet landbrugets rigmænd, kulakkerne, spekulanterne, og for så vidt bliver revolutionen socialistisk. At forsøge Da at rejse en kunstig kinesisk mur mellem den ene og den anden, på at adskille dem fra hinanden på anden måde end den ene, i hvilken grad proletariatet er forberedt, i hvilken grad de er forbundet med de fattige på landet — det er en kæmpemæssig forvrængning af marxismen, forfladigelse af den og erstatning af den med liberalisme. Det ville betyde at bruge tilsyneladende videnskabelige henvisninger til bourgeoisiets progressive karakter i forhold til middelalderen til at stable et reaktionært forsvar for bourgeoisiet mod det socialistiske Proletariat på benene.
Når sovjetterne repræsenterer en langt højere form og type demokratiske, er det i øvrigt netop fordi de ved at samle og inddrage arbejder- og bondemasserne i politik fungerer som det mest fintmærkende barometer, der på det mest direkte påvirkes af »folket« (i den af Marx anvendte betydning, da han i 1871 talte om virkelig folkerevolution), og som registrerer udviklingen og væksten i massernes politiske, klassemæssige modenhed. Sovjetforfatningen er ikke skrevet efter en eller anden »plan« den er ikke affattet i studerekamre, den er ikke påtvunget det arbejdende folk af bourgeoisiets jurister. Nej, denne forfatning er vokset frem af klassekamens udviklingsforløb, i takt med klassemodsigelsernes modning. Netop de data, som Kautsky er nødt til at anerkende, beviser dette.
Først omfattede sovjetterne bønderne som helhed. Den mangelfulde udvikling, tilbageståenheden og uvidenheden netop hos de fattigste bønder gav kulakkerne, de rige, kapitalisterne og de småborgerlige intellektuelle ledelsen i hænde. Det var tiden, hvor småborgerskabet, menskevikkerne og de socialrevolutionære dominerede (kun tåber eller renegater som Kautsky kan betragte nogen af dem som socialister). Småborgerskabet vaklede uvægerligt, uundgåeligt mellem bourgeoisiets diktatur (Kerenskij, Kornilov, Savinkov) og proletariatets diktatur, fordi småborgerskabet ikke er i stand til nogen som helst selvstændighed, hvilket følger af de fundamentale grund-egenskaber ved dets økonomiske placering. I øvrigt distancerer Kautsky sig fuldstændigt fra marxismen ved, at han i analysen af den russiske revolution indskrænker sig til brugen af det juridiske, formelle begreb »demokrati«, der tjener bourgeoisiet til dække for dets dominans og til bedrageri over for masserne, mens han glemmer, at i virkeligheden er »demokratiet« undertiden udtryk for bourgeoisiets diktatur, og undertiden for småborgerskabets magtesløse reformisme, som underordner sig under dette diktatur osv. Hos Kautsky ser det ud, som om der i et kapitalistisk land var dels borgerlige partier, dels et proletarisk, som har proletariatets flertal, dets masse bag sig (bolsjevikkerne), men ingen småborgerlige partier! Ingen klasserødder, småborgerlige rødder for mensjevikkernes og de socialrevolutionæres vedkommende!
Småborgerskabets, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres vaklen gav masserne en lære og fik deres store flertal til at vende sig bort fra den »førere«. I sovjetterne fik bolsjevikkerne overtaget (i Petrograd og Moskva henimod oktober 1917); blandt de socialrevolutionære og mensjevikkerne forstærkedes splittelsen.
Den sejrrige bolsjevikiske revolution betød, at det var slut med svingningerne, den betød, at monarkiet og godsejernes jordbesiddelse blev afskaffet fuldt ud (før oktoberrevolutionen var denne jordbesiddelse ikke afskaffet). Den borgerlige revolution blev ført til ende af os. Bønderne fulgte os som en helhed. Det antagonistiske forhold til det socialistiske proletariat kunne ikke åbenbare sig på et øjeblik. Sovjetterne omfattede bønderne i det hele taget. Klassedelingen inden for bøndernes rækker var endnu ikke modnet, var endnu ikke brudt frem.
Denne proces udviklede sig i sommeren og efteråret 1918. Tjekkoslovakkernes kontrarevolutionære opstand vækkede kulakkerne. En bølge af kulak-opstande gik hen over Rusland. Fattigbønderne lærte – ikke af bøger og ikke af aviser, men af livet – at deres interesser er uforenelige med kulakkernes, de riges, landsbybourgeoisiets interesser. De »venstre-socialrevolutionære« afspejlede som ethvert småborgerligt parti massernes svingninger, og netop i sommeren 1918 spaltedes de: en del gik sammen med tjekkoslovakkerne (opstanden i Moskva, hvor Prosjan holdt telegrafstationen besat — i en time! — og meddelte Rusland, at bolsjevikkerne var styrtet, derpå det forræderi, som den øverstkommanderende for hæren mod tjekkoslovakkerne, Muravjov begik osv.); en anden del, omtalt ovenfor, forblev sammen med bolsjevikkerne.
Den forværrede levnedsmiddelmangel i byerne rejste stadig skarpere spørgsmålet om et kornmonopol (som »teoretikeren« Kautsky har glemt i sin analyse, der blot efterplaprer, hvad han for ti år siden har læst hos Maslov!).
Den gamle godsejer- og bourgeoisistat, ja, selv den demokratisk-republikanske stat, sendte væbnede afdelinger, der faktisk stod til bourgeoisiets disposition, ud på landet. Det kender hr. Kautsky ikke noget til! Deri ser han ikke noget »bourgeoisi-diktatur«, gud fri os! Det er »det rene demokrati«, navnlig hvis det er godkendt af det borgerlige parlament! At Avksentjev og S. Maslov i kompagniskab med Kerenskij, Tsereteli og deres lige blandt socialrevolutionære og mensjevikker i sommeren og efteråret 1917 arresterede jordkomiteernes medlemmer, det har Kautsky »ikke hørt noget om«, og han siger ingenting om det!
Sagen er den simple, at en borgerlig stat, der realiserer bourgeoisiets diktatur i form af en demokratisk republik, ikke over for folket kan indrømme, at den tjener bourgeoisiet, men er nødt til at hykle.
En stat af Kommunens type, den sovjetiske stat, siger derimod folket sandheden, åbent og ligeud erklærer, at den er proletariatets og fattigbøndernes diktatur og drager netop i kraft af denne sandhed millioner og atter millioner af nye borgere til sig; de som under enhver demokratisk republik er underkuede, men som af sovjetterne inddrages i politikken, i demokratiet, i statens styrelse. Sovjetrepublikken sender afdelinger af bevæbnede arbejdere ud på landet, i første række de mest fremskredne fra hovedstæderne. Disse arbejdere bringer socialismen ud på landet, vinder de fattige over på deres side, organiserer og oplyser dem og hjælper dem med at undertrykke bourgeoisiets modstand.
Alle, der kender til sagen, og som har opholdt sig på landet, taler om, at vor landbefolkning først i sommeren og efteråret 1918 selv gennemlevede »oktoberrevolutionen« (dvs. den proletariske revolution). Der indtræder et omsving. Bølgen af kulakopstande afløses af en rejsning blandt de fattige, en fremvækst af fattigbondekomiteer. I hæren vokser antallet af kommissærer fra arbejdernes rækker, officerer fra arbejdernes rækker, divisions- og armechefer fra arbejdernes rækker. Samtidig med at dumrianen Kautsky, opskræmt over julikrisen (1918) og bourgeoisiets jammerklager, svanser ærbødigt bagved det og skriver en hel brochure, gennemsyret af den overbevisning, at bolsjevikkerne er på nippet til at blive styrtet af bønderne, samtidig med at denne dumrian i udskillelsen af de venstre-socialrevolutionære ser en »indsnævring« (s. 37) af den kreds, der støtter bolsjevikkerne — samtidig hermed vokser bolsjevikkernes virkelige tilhængerskare umådeligt, fordi millioner og atter millioner af de fattige på landet vågner til selvstændigt politisk liv og frigør sig for kulakkernes og landbourgeoisiets indflydelse.
Vi har mistet hundredvis af venstre-socialrevolutionære, karakterløse intellektuelle og kulakker fra bøndernes rækker; vi har vundet millioner af repræsentanter for fattigfolk).
Et år efter den proletariske revolution i de store byer indtrådte under indflydelse fra den og med dens hjælp en proletarisk revolution ude i landets afkroge, hvormed sovjetmagten og bolsjevismen konsolideredes endeligt, og hvormed det endeligt blev bevist, at der inden for landet ikke findes kræfter, som kan modstå den.
Efter at Ruslands proletariat sammen med bønderne som helhed havde gennemført den borgerlig-demokratiske revolution, gik det definitivt over til den socialistiske revolution, da det var lykkedes proletariatet at spalte landbefolkningen, knytte dens proletarer og halvproletarer til sig og forene dem mod kulakkerne og bourgeoisiet, også bondebourgeoisiet.
Se, hvis hovedstædernes og de store industricentres bolsjevikiske proletariat ikke havde formået at samle den fattige landbefolkning omkring sig mod de rige bønder ville det dermed være bevist, at Rusland var »umodent til den socialistiske revolution, så ville bønderne være forblevet en »helhed«, dvs. være forblevet under kulakkernes, rigmændenes, bourgeoisiets økonomiske, politiske og åndelige ledelse, så ville revolutionen ikke være kommet ud over den borgerlig-demokratiske revolutions rammer. (I parentes bemærket ville heller ikke dette have været bevis for, at proletariatet ikke skulle have taget magten, for kun proletariatet førte virkeligt den borgerlig-demokratiske revolution til ende, kun proletariatet har gjort noget alvorligt for at bringe den proletariske verdensrevolution nærmere, kun proletariatet har skabt en sovjetisk stat, efter Kommunen det næste skridt i retning af en socialistisk stat.)
På den anden side, hvis det bolsjevikiske proletariat ikke havde forstået at afvente klasseudskillelsen på landet, at forberede og gennemføre den, men havde forsøgt at straks, i oktober-november 1917, at »dekretere« borgerkrig eller »socialismens indførelse på landet, havde forsøgt at komme uden om en midlertidig blok (forbund) med bønderne som helhed, at komme uden om en række indrømmelser til middelbonden osv. — så ville det have været en blanquistisk forvrængning af marxismen, så ville det have været et mindretals forsøg på at påtvinge flertallet sin vilje, så ville det have været en teoretisk tåbelighed, en svigtende forståelse af, at en revolution, som alle bønder deltager i, endnu stadig er en borgerlig revolution, og at man i et tilbagestående land ikke kan gøre den til en socialistisk revolution uden en række overgange, overgangstrin.
Kautsky har i det meget vigtige teoretiske og politiske spørgsmål rodet alt sammen og har i praksis vist sig simpelt hen at være en bourgeoisi-tjener, der bruger mund mod proletariatets diktatur.
En lignende, om ikke endnu større forvirring har Kautsky anrettet i et andet meget interessant og meget vigtigt spørgsmål, nemlig: var sovjetrepublikkens lovgivning vedrørende landbrugets omformning, denne meget vanskelige og samtidig meget vigtige socialistiske omformning, principielt rigtigt anlagt, og blev den derpå gennemført hensigtsmæssigt? Vi ville være enhver vesteuropæisk marxist usigeligt taknemmelige, hvis han efter at have sat sig ind i blot de vigtigste dokumenter ville give en kritik af vor politik, fordi han derved ville hjælpe os overordentligt og tillige hjælpe revolutionen, der er ved at modnes i hele verden. Men i stedet for kritik leverer Kautsky et utroligt teoretisk virvar, hvor marxismen forvandles til liberalisme, og i praksis munder ud i tomme, ondskabsfulde, spidsborgerlige udfald mod bolsjevikkerne. Læseren kan selv dømme:
»Storgodsbesiddelsen blev på grund af revolutionen uholdbar. Det blev straks klart. Det var uundgåeligt at overlade den til bondebefolkningen. . . « (Forkert, hr. Kautsky: Det, der er »klart« for Dem, sætter De i stedet for de forskellige klassers holdning til spørgsmålet; revolutionens historie har vist, at koalitionsregeringen af bourgeois'er sammen med Småborgere, mensjevikker og socialrevolutionære førte en politik, der gik ud på at bevare storgodsbesiddelsen. Det blev bevist navnlig med S. Maslovs lov og arrestationen af jordkomiteernes medlemmer. Uden proletariatets diktatur havde »bondebefolkningen« ikke kunnet besejre godsejeren, der havde sluttet sig sammen med kapitalisterne.)
» ... Imidlertid var der aldeles ikke enighed om, under hvilke former det skulle foregå. Forskellige løsninger var tænkelige. . .« (Kautsky er fremfor alt bekymret for »enigheden« blandt »socialisterne«, uanset hvem der kalder sig ved dette navn. At hovedklasserne i det kapitalistiske samfund må nå frem til forskellige løsninger, glemmer han.) ». . . Fra et socialistisk synspunkt ville det mest rationelle være at gøre de store brug til statseje og lade bønderne, der hidtil havde arbejdet i dem som lønarbejdere, drive dem som kooperativer. Men denne løsning forudsætter landarbejdere af en slags, der ikke findes i Rusland. En anden løsning kunne måske have været af storgodserne som statseje og opdeling af dem i små lodder, der overlades jordfattige bønder i forpagtning. Der ville dermed dog være realiseret noget af socialismen. . . «
Som sædvanlig klarer Kautsky frisag med det berømte: på den ene side kommer man ikke uden om, på den anden side må det indrømmes. Han stiller forskellige løsninger op ved siden af hinanden uden tanke — den eneste reale, eneste marxistiske tanke – for, hvordan overgangene fra kapitalisme til kommunisme skal forme sig under de eller de særlige omstændigheder. Der findes i Rusland landarbejdere, men der er ikke mange af dem, og det af sovjetmagten rejste spørgsmål om, hvordan man skal gå over til kommunedrift eller kooperativ drift, kommer Kautsky ikke ind på. Det mest besynderlige er dog, at Kautsky vil se »noget af socialismen« i bortforpagtningen af små jordlodder. I virkeligheden er det en småborgerlig parole, og »socialisme« er der intet af her. Hvis den »Stat«, der bortforpagter jorden, ikke er en stat af Kommunens type, men en parlamentarisk, borgerlig republik (netop det forudsætter Kautsky til stadighed), bliver bortforpagtningen af smålodder en typisk liberal reform.
At sovjetmagten har ophævet enhver ejendomsret til jord, fortier Kautsky. Værre endnu. Han udfører et utroligt trick og citerer sovjetmagtens dekreter sådan, at det væsentligste udelades.
Efter at have erklæret, at »småproduktionen stræber efter fuldt privateje af produktionsmidler«, og at den Konstituerende Forsamling ville være »den eneste autoritets, der var i stand til at hindre en opdeling (en påstand, der virkelig er latterlig i Rusland, fordi alle ved, at kun sovjetterne betragtes som autoritet af arbejderne og bønderne, mens den Konstituerende Forsamling er blevet tjekkoslovakkernes og godsejernes parole), — fortsætter Kautsky:
»Et af den sovjetiske regerings første dekreter fastsatte: 1. Godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkeligt uden nogen erstatning. 2. Godsejer besiddelser. såvel som alle hoffets, klostrenes og kirkernes jorder med alt levende og dødt inventar, bygninger og alt tilbehør stilles til disposition for jordkomiteerne i landdistrikterne under bonderepræsentanternes sovjetter, indtil den Konstituerende Forsamling træffer afgørelse om jordspørgsmålet.«
Kautsky citerer kun disse to punkter og konkluderer så:
»Henvisningen til den Konstituerende Forsamling blev et dødt bogstav. Faktisk kunne bønderne i de enkelte distrikter gøre med jorderne, hvad de ville« (s. 47)
Her har De prøver på Kautskys »kritik«! Her har De et »lærd« værk, der mest af alt minder om et falskneri. Det indpodes den tyske læser, at bolsjevikkerne har kapituleret over for bønderne i spørgsmålet om privat ejendomsret til jorden! At bolsjevikkerne har overladt til bønderne hvor for sig (»i de enkelte distrikters) at gøre som de ville!
Men i virkeligheden består det dekret, Kautsky citerer — det første dekret, der udstedtes den 26. oktober 1917 (gl.tidsr.) ikke af to, men af fem paragraffer plus otte paragraffer i en »instruks, om hvilken det meddeltes, at den »skal tjene til vejledning«.
I dekretets paragraf 3 hedder det, at brugene overgår »til folket«, at der ubetinget skal opstilles »en nøjagtig fortegnelse over al konfiskeret ejendom« og sørges »for streng revolutionær bevogtning«. Og i instruksen hedder det, at »privat ejendomsret til jord ophæves for bestandigt«, at »jordbrug i højt udviklet drift« »ikke gøres til genstand for opdeling», at »brugsretten til alt driftsinventar, levende og dødt, på de konfiskerede jorder overgår uden erstatning til staten eller landsbyfællesskabet, afhængigt af størrelse og betydning«, og at »al jord indgår i jordfonden, som er folkets fælles ejendom«.
Endvidere vedtog 3. sovjetkongres samtidig med opløsningen af den Konstituerende Forsamling (5. januar 1918) en Deklaration Om Det Arbejdende Og Udbyttede folks rettigheder, som nu er indgået i sovjetrepublikkens grundlove. I denne deklarations artikel 2, stk. 1 hedder det, at »privatejendomsretten til jord ophæves, og at »mønstergodser og brug erklæres for nationaleje«.
Altså forblev henvisningen til den Konstituerende Forsamling ikke et dødt bogstav, eftersom en anden repræsentativ institution, omfattende hele folket og med langt større autoritet i bøndernes øjne, påtog sig løsningen af landbrugsspørgsmålet.
Videre offentliggjordes den 6. (19.) februar 1918 loven om socialisering af jorden, som endnu engang bekræfter ophævelsen af al ejendomsret til jorden og giver sovjetmyndighederne under kontrol af den føderale sovjetmagt rådighed over jorden og over alt privatejet inventar; der skal disponeres over jorden således, at der
»udvikles kollektiv drift i landbruget som den mest arbejdsbesparende og produktive drift og på bekostning af enkeltbrugene, med overgang til socialistisk drift som mål« (art. 1l.pkt. e).
Denne lov, der indfører udlignende fordeling af det dyrkede areal, besvarer spørgsmålet: »Hvem har ret til at dyrke jorden ? således:
(Art. 20). »De enkelte overfladearealer kan inden for den Russiske Føderative Sovjetrepubliks grænser benyttes til offentlige og personlige formål: A) Til kultur- og oplysningsformål: 1) af staten repræsenteret ved sovjetmagtens organer (føderale, område-, guvernements-, kreds-, distrikts- og landsbymyndigheder). 2) af offentlige organisationer (under kontrol af og efter tilladelse fra den lokale sovjetmyndighed). B) Til landbrugsdrift: 3) af landbrugskommuner. 4) af landbrugskooperativer. 5) af landsbyfællesskaber 6) af enkeltfamilier og -personer. . . «
Læseren vil se, at Kautsky har fordrejet sagen fuldstændigt og fremstillet den russiske proletariske stats landbrugspolitik og landbrugslovgivning i absolut falsk form for den tyske læser.
Ikke engang de teoretisk vigtige, fundamentale spørgsmål har Kautsky kunnet stille!
Disse spørgsmål er følgende:
(1) Den udlignende fordeling af det dyrkede areal og
(2) jordens nationalisering, - disse to foranstaltningers forhold til socialismen i almindelighed og til overgangen fra kapitalisme til kommunisme i særdeleshed.
(3) fælles dyrkning af jorden som overgang fra splittede de småbrug til store fællesbrug; opfylder dette spørgsmåls behandling i den sovjetiske lovgivning socialismens krav?
Med hensyn til det første spørgsmål må først og fremmest følgende fundamentale kendsgerninger fastslås: (a) Bolsjevikkerne har allerede ved sammenfatningen at erfaringerne fra 1905 (jeg henviser eksempelvis til min behandling af landbrugsproblemet i den første russiske revolution) peget på den demokratisk-progressive, demokratisk revolutionære betydning af parolen udlignende fordeling, og i 1917, for oktoberrevolutionen, udtalt sig ganske bestemt herom. (b) Da loven om socialisering af jorden gennemførtes — en lov, hvis »Sjæl« er parolen om udlignende fordeling af det dyrkede areal – erklærede bolsjevikkerne ganske præcist og bestemt: denne ide er ikke vor, vi er ikke enige i denne parole, men vi anser det for en pligt at gennemføre den, fordi det er et krav fra bøndernes store flertal. Og ideer og krav, der opstilles af det arbejdende folks flertal, må de selv leve sig igennem; det lader sig ikke gøre at »afskaffe« disse krav eller at »springe dem over«. vi, bolsjevikkerne, vil hjælpe bønderne med at gennemleve de småborgerlige paroler, og med så hurtigt og let som muligt at gå fra dem over til socialistiske paroler.
En marxistisk teoretiker, der med sin videnskabelige analyse ville hjælpe arbejderrevolutionen, burde for det første svare på, om det er rigtigt, at tanken om udlignende fordeling af det dyrkede areal er af demokratisk-revolutionær betydning, at den betyder, at den borgerligt—demokratiske revolution føres til ende? For det andet, om bolsjevikkerne handlede rigtigt ved med deres stemmer at sikre (og på det mest loyale efterleve) den småborgerlige lov om udlignende fordeling?
Kautsky har ikke engang kunnet se, hvad problemets kerne teoretisk er!
Det vil aldrig lykkes Kautsky at gendrive, at tanken om udlignende fordeling har progressiv og revolutionær betydning under en borgerlig-demokratisk omvæltning. Videre kan denne omvæltning ikke gå. Når den føres helt igennem, afslører den des klarere, des hurtigere, des lettere for masserne, at de borgerlig-demokratiske løsninger er utilstrækkelige, og at man må gå ud over deres rammer, gå over til socialismen.
Efter at have fældet tsarismen og godsejerne ser bønderne hen til den udlignende fordeling, og ingen magt ville kunne standse bønderne, efter at de er blevet befriet for både godsejerne og den borgerlig-parlamentariske, republikanske stat. Proletarerne siger til bønderne: Vi vil hjælpe jer med at nå frem til den »ideales kapitalisme, for udlignende fordeling af det dyrkede areal er for småproducenten idealisering af kapitalismen. Og samtidig vil vi vise jer, at det er utilstrækkeligt, og at det er nødvendigt at gå over til fælles dyrkning.
Det ville være interessant at se, hvordan Kautsky ville prøve at gendrive rigtigheden af en sådan ledelse af bøndernes kamp fra proletariatets side.
Kautsky har foretrukket at gå uden om spørgsmålet...
Videre har Kautsky direkte bedraget de tyske læsere ved at holde skjult for dem, at sovjetmagten med loven om jorden har givet kommuner og kooperative brug absolut forrang, idet de er anbragt på den forreste plads.
Sammen med bønderne til den borgerlig-demokratiske revolutions fuldendelse — sammen med de fattigste, proletariske og halvproletariske bønder fremad til den socialistiske revolution! Sådan var bolsjevikkernes politik, og det var den eneste marxistiske politik.
Men Kautsky er i vildrede og formår ikke at rejse et eneste problem! På den ene side tør han ikke sige, at proletarerne skulle være gået imod bønderne i spørgsmålet om udligningen, for han fornemmer, at en sådan konflikt ville være tåbelig (tilmed forfægtede Kautsky i 1905, da han endnu ikke var renegat, klart og direkte arbejdernes og bøndernes forbund som en betingelse for revolutionens sejr). På den anden side citerer han med sympati mensjevikken Maslovs banaliteter, der skal »bevise« at småborgerlig lighed er utopisk og reaktionær ud fra socialismens synspunkt, men som fortier, at den småborgerlige kamp for lighed, for udligning er progressiv og revolutionær ud fra den borgerlig-demokratiske revolutions synspunkt.
Der er ingen ende på forvirringen hos Kautsky: læg mærke til, at Kautsky (i 1918) fastholder den russiske revolutions borgerlige karakter. Kautsky kræver (i 1918), at man ikke overskrider disse rammer! Og samme Kautsky ser »noget af socialismen« (for den borgerlige revolution) i en småborgerlig reform, i bortforpagtningen af små jordlodder til de fattige bønder (dvs. i en tilnærmelse til udlignende fordeling) ! !
Forstå det, hvem der kan!
I tilgift til dette afslører Kautsky en spidsborgerlig mangel på evne til at gøre sig rede for et bestemt partis faktiske politik. Han citerer mensjevikken Maslovs fraser, uden at ville se, hvad der var det mensjevikiske partis faktiske politik i 1917, da det i »koalition« med godsejere og kadetter gik ind for en faktisk liberal jordreform og et kompromis med godsejerne (bevis: arrestationen af jordkomiteernes medlemmer samt S. Maslovs lovforslag).
Kautsky har ikke bemærket, at P. Maslovs fraser om det reaktionære og utopiske ved småborgerlig lighed i virkeligheden dækker over den mensjevikiske politik, der stilede efter et kompromis mellem bønder og godsejere (hvorved bønderne ville blive snydt af godsejerne), i stedet for at bønderne skulle styrte godsejerne på revolutionær vis.
En køn »marxist«, den Kautsky!
Netop bolsjevikkerne tog nøje hensyn til forskellen mellem den borgerligt-demokratiske revolution og den socialistiske: Ved at føre den første til ende, åbnede de døren for overgang til den anden. Det er den eneste revolutionære og den eneste marxistiske politik.
Forgæves gentager Kautsky de tandløse liberale åndrigheder: »Hidtil er småbønder intet sted og ingen sinde gået over til kollektiv produktion under indtryk af teoretiske argumenter« (s. 50).
Yderst åndrigt!
Intet sted og ingen sinde før har småbønderne i et stort land været under en proletarisk stats indflydelse.
Intet sted og ingen sinde før er småbønderne nået dertil, at de fattigste bønder fører åben klassekamp mod de rige, ja ikke viger tilbage for borgerkrig mod dem under omstændigheder, hvor den proletariske statsmagt yder de fattigste propagandamæssig, politisk, økonomisk og militær støtte.
Intet sted og ingen sinde før har spekulanter og rig-mænd i den grad beriget sig på krigen, samtidig med at bøndernes masse er blevet så forarmet.
Kautsky repeterer gammelt kram, tygger videre på den gamle skrå og tør end ikke tænke på det proletariske diktaturs nye opgaver.
Men hvad nu, kære Kautsky, hvis bønderne ikke har tilstrækkelig redskaber til småbrugenes drift, men den proletariske stat hjælper dem ved at levere maskiner til kollektiv dyrkning af jorden, er det så »teoretiske argumenter«?
Lad os gå over til spørgsmålet om nationalisering af jorden. Vore narodnikker, deriblandt alle venstre-socialrevolutionære, benægter, at de foranstaltninger, der er gennemført hos os, er nationalisering af jorden. De har uret teoretisk. For så vidt vi holder os inden for vare-produktionens og kapitalismens rammer, for så vidt er ophævelsen af privatejendomsretten til jorden en nationalisering af jorden. Ordet »socialisering« udtrykker kun en tendens, et ønske, en forberedelse til overgangen til socialisme.
Hvordan bør marxisters holdning til jordens nationalisering da Være?
Heller ikke her formår Kautsky blot at rejse det teoretiske problem eller – hvad der er endnu værre — han går bevidst uden om det, skønt det af den russiske litteratur fremgår, at Kautsky kender de gamle diskussioner blandt russiske marxister om nationalisering af jorden, om municipalisering af jorden (overdragelse af storgodser til lokal selvforvaltning) , om udstykning.
En direkte hån mod marxismen er Kautskys påstand, at storgodsernes overdragelse til staten og deres bortforpagtning i smålodder til jordfattige bønder skulle betyde gennemførelse af »noget af socialismen«. Vi har påvist, at det ikke har noget med socialisme at gøre. Ja, det har end ikke noget med en fuldt gennemført borgerligt-demokratisk revolution at gøre. Kautsky har haft det store uheld at have fæstet lid til mensjevikkerne. Det har fået følgende besynderlige resultat: Kautsky hævder, at vor revolution er af borgerlig karakter og bebrejder bolsjevikkerne, at de agter at tage fat på socialismen, men selv udgiver han en liberal reform for socialisme, Uden at udvikle denne reform til det stade, hvor den er fuldstændig renset for middelalderlige levn i jordbesiddelsen! Hos Kautsky, ligesom hos hans rådgivere blandt mensjevikkerne, er resultatet blevet et fprsvar fpr det æoberaæe bourgeoisi, som frygter revolutionen, i stedet for et forsvar for en konsekvent borgerlig-demokratisk revolution. Horfor skulle nemlig kun storgodserne gøres til statseje ikke al jord? Det liberale bourgeoisi opnår derved størst mulig bevarelse af de gamle tilstande (dvs. den mindst mulige konsekvens i revolutionen) og de letteste muligheder for en tilbagevenden til det gamle. Det radikale bourgeoisi, dvs. det, som vil føre den borgerlige revolution til ende, fremsætter parolen om jordens nationalisering..
Kautsky, som i længst forsvunden tid, for næsten 20 år siden, skrev et fortræffeligt marxistisk værk om landbrugsspørgsmålet, kan ikke være ubekendt med Marx' påvisning af, at nationalisering af jorden netop er en konsekvent parole for bourgeoisiet. Kautsky kan ikke være ubekendt med Marx' polemik mod Rodbertus eller med Marx' storartede fremstilling i Teorier om Merværdien, hvor også den i borgerlig-demokratisk forstand revolutionære af jordens nationalisering er påvist med største klarhed.
Mensjevikken P. Maslov, som Kautsky så uheldigt har valgt til rådgiver, bestred, at de russiske bønder kunne skride til nationalisering af al jord (også bondejorden). Til en vis grad kan denne opfattelse hos Maslov stå i forbindelse med hans »originale« teori (der repeterer Marx' borgerlige kritikere), nemlig hans benægtelse af den absolutte jordrente og hans anerkendelse af »loven« (eller, som Maslov selv udtrykte sig, »kendsgerningen«) om »det faldende udbytte«.
I virkeligheden viste det sig allerede i 1905, at det uhyre flertal af Ruslands bønder, både landsbyfællesskabets medlemmer og enkeltgårdene, er tilhængere af nationalisering af al jord. Revolutionen i 1917 bekræftede dette og gennemførte det, efter at magten var overgået til proletariatet. Bolsjevikkerne forblev tro mod marxismen og forsøgte ikke at »springe over» den borgerlig-demokratiske revolution (uanset hvad Kautsky siger, uden skygge af bevis beskylder han os netop for at gøre det). Bolsjevikkerne hjalp først og fremmest de af bøndernes borgerligt-demokratiske ideologer, som var mest radikale, mest revolutionære og mest i kontakt med proletariatet, nemlig de venstre-revolutionære, med at gennemføre det, som faktisk var en nationalisering af jorden. Den private ejendomsret til jorden blev afskaffet fra den 26. oktober 1917, dvs. fra den proletariske, socialistiske revolutions første dag.
Dermed blev der skabt et fundament, der for kapitalismens er det mest fuldkomne (Kautsky vil ikke kunne bestride dette uden at bryde med Marx), og samtidig er der skabt en jordordning, der med henblik på overgang til socialismen er den smidigst tænkelige. Fra etborgerlig-demokratisk synspunkt kan de revolutionære bønder i Rusland ikke komme videre: fra dette synspunkt kan der ikke tænkes noget mere »idealt« end nationalisering af jorden og ligeret til dyrkningsarealer, intet »mere radikalt« (fra samme synspunkt). Netop bolsjevikkerne og kun bolsjevikkerne har alene i kraft af den proletariske revolutions sejr hjulpet bønderne med virkelig at føre den borgerlig-demokratiske revolution helt til ende. Og alene derved har de gjort det maksimale for at lette og fremskynde overgangen til den socialistiske revolution.
Man kan af dette se, hvilket utroligt virvar, Kautsky serverer for sine læsere, når han anklager bolsjevikkerne for ikke at forstå revolutionens borgerlige karakter, mens han selv afslører en sådan fravigelse af marxismen, at han tier om nationaliseringen af jorden og udgiver den (fra et borgerligt synspunkt) mindst revolutionære, liberale landbrugsreform for »noget af socialismen« ! – –
Vi er nu nået frem til det tredje af de ovenfor rejste problemer, nemlig det, om det proletariske diktatur i Rusland har taget hensyn til nødvendigheden af overgang til fælles dyrkning af jorden. Kautsky begår her endnu en gang noget, der i høj grad ligner falskneri: han citerer kun »teser«, som en enkelt bolsjevik har fremsat, og som taler om opgaven at gå over til kollektiv dyrkning af jorden! Efter at have citeret en af disse teser, udbryder vor »teoretiker« triumferende:
»Ved at erklære noget for en opgave, er denne opgave desværre ikke løst. Kollektivt landbrug i Rusland er indtil videre henvist til at blive stående på papiret. Hidtil er småbønder intet sted og ingen sinde gået over til kollektiv produktion under indtryk af teoretiske argumenter« (s. 50).
Hidtil er der intet sted og ingen sinde forekommet en litterær svindel som den, Kautsky her er sunket til. Han citerer »teser«, men tier om sovjetmagtens lovgivning. Han taler om »teoretiske argumenter«, men tier om den proletariske statsmagt, som har både fabrikkerne og varerne i sine hænder! Alt, hvad marxisten Kautsky skrev i 1899 i bogen Landbrugsspørgsmålet vedrørende de midler, den proletariske stat har i sine hænder, til gradvist at føre småbønderne frem til socialismen, har renegaten Kautsky glemt i 1918.
Naturligvis er nogle hundrede statsstøttede landbrugs-kommuner og sovjetbrug (dvs. storbrug, der dyrkes af arbejderkooperativer for statens regning) meget lidt. Men kan Kautskys omgåelse af dette faktum virkelig kaldes kritik?
Den nationalisering af jorden, som det proletariske diktatur har gennemført i Rusland, har sikret maksimal fuldførelse af den borgerlig-demokratiske revolution, selv i tilfælde af, at en sejr for kontrarevolutionen skulle føre tilbage fra nationalisering til udstykning (dette tilfælde har jeg specielt analyseret i min brochure om marxisternes landbrugsprogram under revolutionen i 1905 ). Og derudover har nationaliseringen af jorden givet den proletariske stat de bedste muligheder for at gå over til socialisme i landbruget.
Facit: I teoretisk henseende har Kautsky serveret os et utroligt roderi og fuldstændigt forladt marxismen, og i praktisk henseende optræder han som lakaj for bourgeoisiet og dets reformisme. En nydelig kritik, må man sige!
Kautskys »økonomiske analyse« af industrien indledes med følgende vidunderlige betragtning:
I Rusland findes der kapitalistisk storindustri. Lader det sig da ikke gøre at opbygge en socialistisk produktion på denne basis? »Det kunne man tro, hvis socialisme bestod i, at de enkelte fabrikkers og gruppers arbejdere tilegnede sig dem, for så at drive hver af dem for sig« (s. 52). »Netop i dag, d. 5. august, da jeg skriver disse linjer«, tilføjer Kautsky, »meddeles der fra Moskva om en tale af Lenin den 2. august, hvori han, efter hvad der meddeles, har sagt: 'Arbejderne bevarer et fast greb om fabrikkerne, og bønderne vil ikke give jorden tilbage til godsejerne'. Parolen fabrikken til arbejderne, jorden til bønderne, har hidtil været en anarko-syndikalistisk, ikke en socialdemokratisk fordring« (s. 52-53).
Jeg har afskrevet denne betragtning i dens helhed, for at russiske arbejdere, som tidligere har næret agtelse for Kautsky, og med rette, selv skal se de metoder, denne overløber til bourgeoisiet betjener sig af.
Tænk blot: den 5. august, da der allerede forelå en mængde dekreter om nationalisering af fabrikker i Rusland, og ikke en eneste fabrik var blevet »tilegnet« af arbejderne, alle var overgået i republikkens eje, d. 5. august giver Kautsky, på grundlag af en åbenbart falsk udlægning af min tale, de tyske arbejdere den opfattelse, at i Rusland overdrages fabrikkerne til de enkelte arbejdere! Og derefter tygger Kautsky i snese af linjer drøv på, at man ikke må overdrage fabrikkerne en for en til arbejderne!
Det er ikke kritik, det er en bourgeoisilakajs metode, lejet som han er af kapitalisterne til at belyve arbejderrevolutionen.
Fabrikkerne må overdrages til staten eller kooperationen eller brugsforeningerne, skriver Kautsky gentagne gange og tilføjer sluttelig:
»Denne vej forsøger man nu også at slå ind på i Rusland« . . . Nu!! Hvad skal det sige? I august? Jamen har Kautsky da ikke hos sine forbindelser Stein, Akselrod eller andre venner af det russiske bourgeoisi kunnet rekvirere en oversættelse af bare et enkelt dekret om fabrikkerne?
» . . . Hvor langt man kommer med det, kan ikke ses endnu. Denne side af sovjetrepublikken er i hvert fald af største interesse for os, men den ligger stadig helt i det dunkle. Dekreter er der ingen mangel på ...« (derfor ignorerer Kautsky deres indhold, eller skjuler det for sine læsere! ), »men det skorter på pålidelige efterretninger om disse dekreters virkning. Socialistisk produktion er umulig uden alsidig, detaljeret, pålidelig og hurtigt informerende statistik. En sådan har sovjetrepublikken hidtil ikke kunnet præstere. Hvad vi erfarer om dens økonomiske virke, er yderst modstridende og unddrager sig al kontrol. Også det er et af resultaterne af diktaturet og undertrykkelsen af demokratiet. Da presse- og ytringsfrihed mangler . . .« (S. 53).
Sådan skrives der historie! Fra kapitalisternes og Dutovfolkenes »frie presse« har Kautsky nok modtaget efterretninger om fabrikker, der er overgået til arbejderne . . . I sandhed, han er dog storartet, denne »samvittighedsfulde forsker«, som står over klasserne! Ikke et eneste af den uendelige mængde fakta, som viser, at fabrikker alene overdrages republikken, og at de drives af et organ for sovjetmagten, det øverste Samfundsøkonomiske Råd som består af folk, der overvejende er valgt af fagforeningerne — ikke et eneste af disse fakta vil Kautsky så meget som røre ved. Hårdnakket, med en stædighed som hos manden i foderalet, holder han fast ved det ene: giv mig et fredeligt demokrati uden borgerkrig, uden diktatur, men med en god statistik (sovjetrepublikken har oprettet en statistisk institution og hentet alle de dygtigste statistikere i Rusland, men naturligvis lader det sig ikke gøre straks at få en ideel statistik). Kort sagt en revolution uden revolution, uden rasende kamp, uden magtanvendelse — det er, hvad Kautsky vil have. Det er det samme som at ville have, at strejker føres uden heftige lidenskaber hos arbejdere og arbejdsgivere. Prøv at skelne en sådan »socialist« fra en ordinær liberal embedsmand.
Og med udgangspunkt i den slags »sagligt materiale«, dvs. i bevidst og foragtelig omgåelse af talrige fakta, konkluderer Kautsky:
»Det er tvivlsomt, om det russiske proletariat, hvad angår virkelige, praktiske resultater, og ikke dekreter, har opnået mere i sovjetrepublikken, end det ville have opnået af den Konstituerende Forsamling, hvor flertallet, ligesom i sovjetterne, var socialister, om end af en anden farve« (s. 58).
En perle, ikke sandt? Denne udtalelse vil vi tilråde Kautskys beundrere at udbrede mest muligt blandt russiske arbejdere, for et bedre materiale til bedømmelse af hans politiske fald kunne Kautsky ikke have leveret. Kerenskij var også »socialist«, kammerater arbejdere! Bare »af en anden farve« ! Historikeren Kautsky slår sig til tåls med det navn, den betegnelse, som de højre-socialrevolutionære og mensjevikkerne har »tilegnet« sig. Kendsgerningerne, som godtgør, at mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære under Kerenskij støttede den imperialistiske politik og marodøroptræden, vil historikeren ikke høre tale om, og at den Konstituerende Forsamling betød flertal netop for disse, den imperialistiske krigs og det borgerlige diktaturs helte, tier han beskedent stille med. Og det skal kaldes en »økonomisk analyse« !. . .
Til slut endnu en lille prøve på denne »økonomiske analyse« :
» . Faktisk ser vi, at sovjetrepublikken efter ni måneders beståen i stedet for at udbrede almindelig velstand, har set sig nødsaget til at forklare, hvorfra den almindelige nødstilstand stammer« (s. 41),
Kadetterne har vænnet os til den slags betragtninger. Bourgeoisiets tyende ræsonnerer således i Rusland: Skaf os nu på 9 måneder almindelig velstand — efter 4 års ruinerende krig, mens den udenlandske kapital på enhver måde støtter bourgeoisiets sabotage og oprør i Rusland. Der er i praksis ikke længere nogen afgørende forskel, ikke skygge af forskel mellem Kautsky og den kontrarevolutionære bourgeois. I pæne talemåder, indpakket i »socialisme«, gentager han, hvad Kornilovs, Dutovs og Krasnovs folk i Rusland siger groft, uden omsvøb, uden besmykkelse.
De foranstående linjer blev skrevet den 9. november 1918. Natten mellem den 9. og 10. indløb der fra Tyskland efterretninger om en sejrrig revolution, først i Kiel og andre byer og havnebyer i Nordtyskland, hvor magten var gået over til arbejder- og soldaterrådene, og derpå i Berlin, hvor magten ligeledes var gået over i rådenes hænder.
Den slutning, jeg endnu manglede at skrive til brochuren om Kautsky og om den proletariske revolution, bliver dermed overflødig.
"N. Lenin, November 1918"
Tillæg I - Teser om den Konstituerende Forsamling.
1. Kravet om indkaldelse af Den Konstituerende Forsamling hørte med fuld ret med til det revolutionære socialdemokratis program, fordi Den Konstituerende Forsamling i en borgerlig republik er den højeste form for demokratisme, og fordi den imperialistiske republik med Kerenskij i spidsen, da den skabte førparlamentet, forberedte en forfalskning af valgene med en række krænkelser af demokratismen.
2. Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kravet om indkaldelse af Den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at en sovjetrepublik er en højere form for demokratisme end den sædvanlige borgerlige republik med en konstituerende forsamling.
3. For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system, for proletariatets diktatur er arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetrepublik ikke blot en form for en højere type af demokratiske institutioner (i sammenligning med en sædvanlig borgerlig republik med en konstituerende forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefri overgang til socialismen.
4. Indkaldelsen af Den Konstituerende Forsamling under vor revolution på grundlag af lister, der blev indleveret i midten af oktober 1917, foregår under betingelser, der udelukker muligheden for, at folkets vilje i almindelighed og de arbejdende massers vilje i særdeleshed kan komme rigtigt til udtryk ved valgene til denne konstituerende forsamling.
5. For det første giver forholdstalsvalg kun et sandt billede af folkets vilje, når partilisterne virkelig svarer til folkets faktiske opdeling i de partigrupperinger, der afspejler sig i disse lister. Men hos os har som bekendt det parti, der fra maj til oktober havde det største antal tilhængere i folket og i særdeleshed blandt bønderne, de socialrevolutionæres parti, der i midten af oktober 1917 opstillede enhedslister til Den Konstituerende Forsamling, spaltet sig november 1917 efter valgene til Den Konstituerende og før dens sammentræden.
I kraft heraf er der ikke og kan der ikke engang formelt være nogen overensstemmelse mellem vælgermassernes vilje og sammensætningen af de valgte repræsentanter til Den Konstituerende Forsamling.
6. For det andet, en endnu vigtigere, ikke formel, ikke juridisk, men samfundsøkonomisk klasseårsag til uoverensstemmelsen mellem folkets og særlig de arbejdende klassers vilje på den ene side og sammensætningen af Den Konstituerende Forsamling på den anden side er den omstændighed, at valgene til Den Konstituerende Forsamling fandt sted på et tidspunkt, da folkets overvældende flertal endnu ikke kunne være klar over hele omfanget og betydningen af oktoberrevolutionen, sovjetrevolutionen, arbejdernes og bøndernes revolution, der begyndte den 25. oktober 1917, dvs. efter indleveringen af kandidat-listerne til Den Konstituerende Forsamling.
7. Oktoberrevolutionen, der har erobret magten for sovjetterne, revet det politiske herredømme ud af bourgeoisiets hænder og overgivet det til proletariatet og de fattige bønder, gennemgår for vore øjne en række udviklingsetaper.
8. Den begyndte med sejren d. 24.-25. oktober i hovedstaden, da Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter, denne fortrop af proletarerne og den i politisk henseende mest aktive del af bønderne, gav bolsjevikkernes parti flertallet og bragte det til magten.
9. Revolutionen fik derefter i løbet af november og december tag i hele hærens og bøndernes masse og gav sig frem for alt udslag i afsættelse og nyvalg af de gamle ledende organisationer (armékomiteer, guvernementskomiteer, bondekomiteer, Centraleksekutivkomiteen For Den Alrussiske Sovjet Af Bonderepræsentanter osv.), der repræsenterede revolutionens overståede kompromisstadium, dens borgerlige og ikke-proletariske etape, og som derfor uundgåeligt måtte forlade arenaen under bredere og større folkemassers tryk.
10. Denne stærke bevægelse i de udbyttede masser for at omdanne deres organisationers ledende organer er stadig ikke afsluttet den dag i dag, i midten af december 1917, og den endnu ikke afsluttede kongres af jernbanemænd er en af dens etaper.
11. Klassekræfternes gruppering i Rusland i deres klassekamp er altså i november og december 1917 i virkeligheden en principielt anden end den, der kunne komme til udtryk i partiernes kandidatlister til Den Konstituerende Forsamling i midten af oktober 1917.
12. De sidste begivenheder i Ukraine (til dels også i Finland, Hviderusland og Kaukasus) viser ligeledes, hvorledes der danner sig en ny gruppering af klassekræfterne i kampen mellem bl.a. den ukrainske radas og den finske landdags borgerlige nationalisme på den ene side og sovjetmagten, proletariatets og bøndernes revolution i hver af disse nationale republikker på den anden side.
13. Endelig har borgerkrigen, som begyndte med kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolutionære opstand mod sovjetmagten, mod arbejder- og bonderegeringen, på afgørende måde skærpet klassekampen og tilintetgjort enhver mulighed for ad formelt-demokratisk vej at løse de mest brændende spørgsmål, som historien har stillet Ruslands folk og i første række dets arbejderklasse og bønder.
14. Kun arbejdernes og bøndernes fuldstændige sejr over bourgeoisiets og godsejernes opstand, (der er kommet til udtryk i kadetternes og Kaledin-tilhængernes bevægelse,) kun en skånselsløs militær undertrykkelse af denne slavefogedopstand er i stand til virkelig at sikre proletariatets og bøndernes revolution. Begivenhedernes forløb og klassekampens udvikling under revolutionen har ført til, at parolen »Al magt til Den Konstituerende Forsamling«, der ikke tager hensyn til arbejder- og bonderevolutionens erobringer, ikke tager hensyn til sovjet-magten, ikke tager hensyn til beslutningerne på Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter, til Bonderepræsentanternes 2. Alrussiske Kongres osv., at denne parole i virkeligheden er blevet kadetternes, Kaledin-tilhængernes og deres håndlangeres parole. Det bliver klart for hele folket, at Den Konstituerende Forsamling, hvis den skulle komme i et modsætningsforhold til sovjetmagten, uundgåeligt ville være dømt til politisk død.
15. Et særlig brændende spørgsmål for det russiske folk er spørgsmålet om freden. En virkelig revolutionær kamp for freden begyndte i Rusland først efter revolutionens sejr den 25. oktober, og denne sejrs første frugter var offentliggørelsen af de hemmelige traktater, afslutningen af en våbenstilstand og optagelse af offentlige forhandlinger om en altomfattende fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger.
De brede folkemasser får i virkeligheden først nu mulighed for fuldstændigt og åbent at følge en politik, der betyder revolutionær kamp for freden, og at studere dens resultater.
På det tidspunkt, da valgene til Den Konstituerende Forsamling fandt sted, havde folkemasserne ingen mulighed herfor.
Det er klart, at der også i denne henseende uundgåeligt måtte opstå et misforhold mellem sammensætningen af de valgte repræsentanter til Den Konstituerende Forsamling og folkemassernes virkelige vilje i spørgsmålet om afslutning af krigen.
16. Sammenlagt giver de ovenfor skildrede omstændigheder det resultat, at en Konstituerende Forsamling, der indkaldes på grundlag af kandidatlister fra de partier, der eksisterede før proletariatets og bøndernes revolution, da bourgeoisiet herskede, uundgåeligt vil føre til et sammenstød med de arbejdende og udbyttede klassers vilje og interesser, de klasser, der den 25. oktober påbegyndte den socialistiske revolution mod bourgeoisiet. Naturligvis står denne revolutions interesser højere end Den Konstituerende Forsamlings formelle rettigheder, selv hvis disse formelle rettigheder ikke var blevet undergravet ved, at loven om Den Konstituerende Forsamling ikke giver folket ret til når som helst at nyvælge sine repræsentanter.
17. Ethvert direkte eller indirekte forsøg på at betragte spørgsmålet om Den Konstituerende Forsamling ud fra et formelt juridisk synspunkt, indenfor det sædvanlige borgerlige demokratis rammer, uden at tage hensyn til klassekampen og borgerkrigen, betyder, at man svigter proletariatets sag og går over til bourgeoisiets standpunkt. Det er det revolutionære socialdemokratis ubetingede pligt at advare alle og enhver mod denne fejl, som nogle få af bolsjevismens fremtrædende personer, der ikke forstår at vurdere oktoberopstanden og det proletariske diktaturs opgaver, henfalder til.
18. Den eneste chance for en smertefri løsning af den krise, der er skabt på grund af misforholdet mellem valgene til Den Konstituerende Forsamling og folkets vilje og dermed de arbejdende og udbyttede klassers interesser, er, at folket i så stort omfang og så hurtigt som muligt gør brug af retten til at nyvælge medlemmerne af Den Konstituerende Forsamling, at Den Konstituerende Forsamling selv bekræfter centraleksekutivkomiteens lov om disse omvalg, at Den Konstituerende Forsamling afgiver en uforbeholden erklæring om, at den anerkender sovjetmagten, sovjetrevolutionen og dens politik i spørgsmålet om freden, om jorden og om arbejderkontrollen, og at Den Konstituerende Forsamling resolut slutter sig til modstanderne af kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolution.
19. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, kan krisen i forbindelse med Den Konstituerende Forsamling kun løses ad revolutionær vej, ved hjælp af de mest energiske, hurtige, urokkelige og beslutsomme revolutionære forholdsregler fra sovjetmagtens side mod kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolution, ligegyldigt hvilke paroler og institutioner (selv medlemskab i Den Konstituerende Forsamling) denne kontrarevolution end skjuler sig bag. Ethvert forsøg på at binde sovjetmagtens hænder i denne kamp ville være håndlangertjeneste for kontrarevolutionen.
Tillæg II - Vanderveldes nye bog om staten.
Referencer: | wikisource | wikisource_25671 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Auferstanden aus Ruinen var DDRs nationalsang på nissart af den tyske politiker Johannes R. Becher i 1949.
1.
2.
/: sin søn begræder:/
3. | wikisource | wikisource_16430 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=170 to=176 fromsection=§50 tosection=§50 header=1 /> | wikisource | wikisource_26083 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise,
det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise!
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde!
Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?
Hvad skal jeg sige, når jeg ser
at alle skove vrimle
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?
Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kige ind
og ser så mange munde?
Hvad skal jeg sige, når jeg ser
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker?
Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer,
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?
Hvad skal jeg sige? Mine ord
vil ikke meget sige:
O Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!
Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja! vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen! | wikisource | wikisource_2337 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=145 to=150 header=1 /> | wikisource | wikisource_29921 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
""</br>
</br>
</br>
SPIRITISMEN</br>
OG DENS</br>
SAAKALDTE</br>
BEVISER</br>
</br>
</br>
"J. FRIMODTS FORLAG"</br>
MDCCCCXXI
"SPIRITISMEN"</br>"OG DENS SAAKALDTE BEVISER.".
DET hændte for en del aar tilbage, at jeg efter indbydelse i en lille jysk provinsby holdt et foredrag om spiritismen. Da jeg ikke kunde være sikker paa, at alle mine tilhørere var paa det rene med, hvad spiritisme egenlig var, begyndte jeg naturligvis med at gøre rede for dens væsenligste læresætninger. Medens dette stod paa, saae jeg nu en og nu en anden af tilhørerne lukke øjnene og læne sig op til sin nabo, og efter kort tids forløb sov størsteparten af auditoriet ganske fredeligt. Af en forsamling paa godt hundrede mennesker var der maaske ialt ti, som fulgte foredraget til slutningen. Da jeg bagefter spurgte en af indbyderne, om det var skik og brug dær i byen, at man tog sin middagslur ved et foredrag, svarede han undskyldende, at tilhørerne sikkert havde ventet at høre om noget andet, nemlig om afholdsbevægelsen. Havde jeg talt om den, vilde de nok have holdt sig vaagne, men jeg kunde ikke vente, at de skulde have interesse for saadan noget filosofi.
Jeg er nu ikke langt fra at give de brave Jyder ret: det er ikke umagen værd at interessere sig for spiritismen. Men meningerne derom er delte. Spiritisterne selv hævder, at deres lære støtter sig paa en vrimmel af tilfældige iagttagelser, der kan forfølges tilbage til menneskeslægtens barndom, og desuden i den nyere tid er bekræftet ved mange omhyggeligt gennemførte forsøg. Ved siden af disse direkte beviser er der ogsaa antydet et indirekte, bygget paa slutninger ud fra visse historiske kendsgerninger. Et saadant bevismateriale kan ikke ret vel lades uænset, og det er dettes værd og betydning, der i det følgende skal prøves. Jeg begynder med det indirekte bevis, fordi det kaster et godt lys over spiritisternes hele metode.
I.</br>"VIDENSKABENS SKRÆK FOR DET NYE.".
I 1901 udgav den bekendte ingeniør S. Lauritzen, Slangetelegrafens opfinder, et stort værk i 2 dele: »Overtro contra Kirken, Videnskaben og Graven.« Bogen er næppe meget kendt udenfor spiritisternes kreds; jeg mindes aldrig at have set en anmeldelse af den i dagblade eller tidsskrifter, og den fortjener det vel heller ikke. Fremstillingen er saa springende, med ustandselige afbrydelser og indskudte bemærkninger, at den tiltrods for de ofte vittige udtalelser sikkert vil være ulæselig for de fleste. Som titelen angiver, er den et forsvar for overtroen, d. v. s. spiritismen, mod kirkens og videnskabens indvendinger. Kirken faar feje for sin egen dør; her kommer udelukkende opgøret med videnskaben i betragtning.
Forsvaret mod videnskabens indsigelser føres paa dobbelt vis, direkte og indirekte. Det direkte forsvar er det ikke stort bevendt med; det foregaar nærmest paa den maade, at forf. citerer lange stykker af bekendte spiritisters værker og paastaar, at de deri omtalte iagttagelser kun lader sig forklare ved hidtil ukendte kræfters medvirken. Røber der sig ved de iagttagne fænomener tillige en intelligens, der overgaar den menneskelige, maa de ukendte kræfter aabenbart være højere intelligenser, altsaa aander. Forf. veed naturligvis meget godt, at man fra anden side har søgt at forklare fænomenerne dels ved taskenspilleri, dels ved forskellige psykofysiologiske forhold: rystebevægelser, ubevidst hjernevirksomhed, suggestion osv. Men den art forklaringer fejes blot af med vittige bemærkninger; en virkelig drøftelse indlader forf. sig aldrig paa, men søger blot paa god københavnsk vis at drukne modparten i latter. Hvilket ubestrideligt ogsaa lykkes ham i de fleste tilfælde.
Af betydelig større interesse er derimod hans indirekte forsvar, der er formet som et udfald mod videnskaben; det er nærmest af hensyn til dette, der gaar igen i senere spiritistiske værker, at jeg har draget Lauritzens bog frem af det biblioteksstøv, hvor den rettelig hører hjemme.
Efter Lauritzens mening behøver man ikke at tage videnskabens indvendinger mod spiritismen altfor højtideligt, thi det er netop videnskabens opgave saa vidt muligt at forhindre fremskridt. Videnskaben lider af »horror novi«, skræk for det nye, hvilket røber sig derved, at enhver virkelig ny sandhed først med alle til raadighed staaende midler søges undertrykt. Naar beviserne i tidens løb hober sig saaledes op, at det nyes sandhed ikke ret vel kan skjules, saa falder videnskaben tilføje, »søber den kaal, den selv har spyttet i« og lyser den nye sandhed i kuld og køn — som oftest dog under et nyt navn, for at det ikke skal blive altfor iøjnefaldende, hvilken dumhed man oprindelig begik ved at bekæmpe den. Lauritzen skriver: »Videnskaben er saa godt som altid det nyes værste fjende, naar det nye bare er saa godt som blottet for begrundelse i det hidtil som videnskabelig sandhed anerkendte. Thi det er netop videnskabens embede ved hjælp af det materiale, den har, at værne menneskeslægten mod nye fusentasterier.«
Naar Lauritzen saaledes anser det for videnskabens opgave at hindre nye sandheders anerkendelse, forstaar man ikke rigtig, hvorfor han andetsteds i sin bog kalder de videnskabsmænd, der ikke vil lade sig overbevise af spiritisterne, for »dumme, storsnudede aandsaristokrater, der ikke lader sig belære af erfaringer, men kun docerer forgængernes meninger«. Thi naar en mand netop gør, hvad hans embede kræver af ham, skulde han dog ikke gerne skældes ud af den grund. Men det er forresten ikke den eneste selvmodsigelse i Lauritzens bog.
Hensigten med dette ejendommelige angreb paa videnskaben er, saa vidt jeg kan se, intetsteds i bogen klart udtalt. Den er imidlertid tydelig nok. Meget behændigt er det hele lagt saaledes tilrette, at den ikke altfor logiske læser selv skal drage slutningen af de givne forudsætninger: »Videnskaben forfølger nye sandheder«, »Videnskaben forfølger spiritismen« — altsaa er spiritismen en ny sandhed. Hvilket var det, der skulde bevises. Lauritzen veed selvfølgelig godt, at denne slutning er falsk, netop derfor overlader han det til læseren at drage den. Man kan med samme ret sige: »Videnskaben forfølger gammel overtro«, »Videnskaben forfølger spiritismen« — altsaa er spiritismen gammel overtro. Det er ogsaa en falsk slutning, men den kommer nu tilfældigvis sandheden betydelig nærmere end den anden. Lauritzens indirekte bevis for spiritismens sandhed hviler altsaa paa falsk logik, men det kan dog have sin interesse at se, hvorledes det egenlig forholder sig med den ene af de nævnte forudsætninger, at videnskaben forfølger nye sandheder.
Paastanden om videnskabens skræk for det nye kan naturligvis ikke helt være greben ud af luften; den maa støtte sig paa visse historiske kendsgerninger, og Lauritzen anfører da ogsaa som bevis: Galileis fysiske og astronomiske opdagelser, Harveys paavisning af blodets kredsløb, iagttagelser over meteorfald og hypnotismen. I alle fire tilfælde har vi ubestridelig at gøre med iagttagelser, der afgjort var i strid med datidens opfattelse, og de nye anskuelser mødte derfor ogsaa i begyndelsen nogen modstand.
Lauritzen vil nu gerne give det udseendet af, at denne modstand skyldtes en kompakt masse af den officielle videnskabs repræsentanter, der søgte at undertrykke det nye. Saaledes maa forholdet være, hvis man med rette skal kunne tale om, at »videnskaben« er det nyes modstander. Thi drejer det sig blot om nogle enkelte videnskabsmænd, der af rent personlige motiver, saasom smaalighed, misundelse, saaret forfængelighed o. s. v., træder op mod en genial samtidig, er videnskaben som saadan virkelig sagesløs. Lad os nu se, hvad historien lærer om de anførte tilfælde.
Da Galilei 25 aar gammel var bleven ansat som professor i matematik i Pisa, begyndte han snart at angribe Aristoteles' lære om legemernes bevægelse. For enhver, der vilde se det, demonstrerede han ved det skæve taarn, at legemer af meget forskellig vægt faldt lige hurtigt, skønt deres hastighed efter Aristoteles burde voxe med vægten. Galilei offenliggjorde ikke sine undersøgelser (det skete først 50 aar senere), men rygtet derom udbredte sig hurtigt, og han fik en stærk tilstrømning af elever. Dette ærgrede hans ældre kolleger, hvis videnskab bestod i at kommentere Aristoteles, og deres polemik mod Galilei var da ogsaa rent og skært selvforsvar. Selvfølgelig bukkede de under i diskussionen med den geniale experimentator, og de søgte nu at faa ham fjernet fra universitetet, hvilket tilsidst lykkedes, da Galilei tilfældig var kommen til at fornærme et medlem af den toskanske fyrstefamilie.
Strax efter blev han af det venetianske senat ansat som professor i Padua, og her strømmede elever til ham fra hele Europa og udbredte hans berømmelse overalt. Da han havde konstrueret sin kikkert og gjort sine første astronomiske opdagelser, blev han kaldt tilbage til Pisa, ansat med meget høj løn og fritaget for forelæsningspligt for at kunne hellige sig sine forskninger. Galileis opdagelse af maanebjergene, solpletterne, Jupitermaanerne og Saturns tredobbelte form var haarde nødder at knække for tilhængerne af det ptolemæiske verdenssystem, og de forsøgte naturligvis at forsvare sin opfattelse, men gjorde det saa slet, at Galilei end ikke nedlod sig til at besvare deres angreb. Blandt indvendingerne var ogsaa den, at Galileis iagttagelser kun skyldtes fejl ved kikkerten, hvorfor modstanderne vægrede sig ved at se igennem den. Det var dog ikke slet saa taabeligt, som man har givet det udseendet af. Thi hans kikkert med ringe forstørring og stor farvespredning var virkelig et meget ufuldkomment apparat, der spillede ham et puds ved iagttagelserne over Saturn, saa at han selv opgav at bringe disse i indbyrdes overensstemmelse.
Kan man virkelig i dette tilfælde sige, at »videnskaben« søger at undertrykke det nye? At de videnskabsmænd, hvis lære direkte angribes, søger at forsvare sig, er en ærlig sag; det vilde være en daarlig videnskabsmand, der havde saa lidt respekt for, hvad han ansaa for sandt, at han ikke forsøgte et forsvar. Men videnskabsmænd er ogsaa mennesker, undertiden ret smaa mennesker, og derfor ser vi det mindre tiltalende syn, at nogle af disse søger at ramme modstanderen økonomisk ved at trænge ham bort fra universitetet. Dette kan dog næppe lægges videnskaben til last, og da et andet universitet aabner sig for ham, og han bliver meget gunstigere stillet end tidligere, opnaas der heller intet derved. Nogen almindelig forfølgelse fra videnskabens side kan der saaledes slet ikke være tale om.
Den forfølgelse, han virkelig blev genstand for paa sine gamle dage, kom ikke fra videnskaben, men fra kirken. Det var forbudt i de katolske lande at forsvare det copernikanske verdenssystem. Ikke desto mindre gjorde Galilei det om end med stor forsigtighed i sine dialoger over de to verdenssystemer, 1632. Saa stor var agtelsen for den berømte forsker, at det rimeligvis havde faaet lov til at passere, hvis ikke nogle af hans fjender havde bildt paven ind, at Galilei havde gjort ham latterlig i denne bog. Pave Urbans krænkede forfængelighed førte til den proces, der endte med, at Galilei maatte afsværge sine kætterske anskuelser.
Der blev altsaa virkelig gjort et forsøg paa at undertrykke de nye sandheder, som Galilei var talsmand for, men det var rigtignok kirken og ikke videnskaben, der gjorde det. I alle de andre af Lauritzen nævnte tilfælde skal der en meget god vilje til at opdage noget, der kan kaldes undertrykkelse.
Den engelske læge Harvey fremsatte 1628 sin lære om blodets kredsløb. I 26 aar havde han arbejdet paa undersøgelsen, men der var desuagtet enkelte svage punkter i bevisførelsen, og disse blev strax paaviste af forskellige læger rundt om i Europa. Indvendingerne var dog gennemgaaende ret uvæsenlige, saa at Harvey ikke fandt det umagen værd at tage til genmæle. Det eneste angreb, han besvarede, kom fra Pariserlægen Riolan, der var frygtet og hadet af alle sine samtidige, fordi han angreb enhver anskuelse, der ikke stemte med hans egne. Harvey tog endog til Paris for personlig at vise Riolan de forsøg, hvorpaa han grundede sin opfattelse, men det hjalp ikke. Alle Harveys modstandere, med denne ene undtagelse, indrømmede efterhaanden rigtigheden af hans lære, som maa siges at være almindelig anerkendt 26 aar efter, at den var fremsat. Modstanden skyldtes altsaa i dette tilfælde — bortset fra de personlige motiver hos Riolan — udelukkende bevisernes utilstrækkelighed; da disse mangler blev afhjulpne ved Harveys og andres unders søgelser, hørte modstanden op.
Ganske det samme gælder ogsaa læren om meteorstenenes oprindelse fra verdensrummet. Der findes allerede fra den graa oldtid sagn om himmelfaldne sten, og i aarene 1790 og 1800 blev iagttagelser over slige stenfald indberettede til det franske akademi. Iagttagelserne var imidlertid saa usikre, at akademiet betegnede begge disse tilfælde som fantasifostre. I 1803 havde imidlertid den franske fysiker Biot lejlighed til personlig at undersøge et større stenfald, hvorved han opsamlede en stor mængde sten, der ganske øjensynlig ikke hørte hjemme paa findestedet, og af hvilke mange endnu var varme, da de blev tagne. Da der saaledes var ført et uomtvisteligt bevis, var sagen dermed afgjort, og meteorerne kunde vel næppe være anførte som exempel paa videnskabens modstand mod det nye, hvis Lavoisier ikke i 1790 paa akademiets vegne havde udtalt sig ret uforsigtigt. I stedet for at sige, at sagen ikke var tilstrækkelig bevist, erklærede han nedfald af stene fra himlen for umulige, da der ingen sten findes i himlen. Efter de fremskridt, naturvidenskaben har gjort siden Lavoisiers dage, vil man nu sikkert være mere forsigtig med at erklære noget for umuligt.
I alle de anførte tilfælde ser vi altsaa, at videnskabens skræk for det nye indskrænker sig til at være »en skræk for det nye, der er utilstrækkelig godtgjort«. Saasnart bevismaterialet er i orden, vil det nye ogsaa uvægerlig blive anerkendt. At den officielle videnskab med magt skulde søge at undertrykke nye sandheder, er en ganske løs paastand, til grund for hvilken der kun ligger den beklagelige kendsgerning, at enkelte videnskabsmænd af personlige motiver nægter at anerkende det nye og søger at skade dets ophavsmand.
For hypnotismens vedkommende er det et ganske andet forhold, der gør sig gældende. I mere end ett aarhundrede, fra Mesmers optræden i 1770 til Charcot og Nancyforskerne omkring 1880, er den ejendommelige tilstand, som kaldes hypnosen, mangfoldige gange bleven demonstreret, indgaaende undersøgt og beskrevet. Hver gang en interesseret forsker bragte sagen frem paany, vakte den vel i begyndelsen en viss opsigt, men gik snart efter i glemmebogen — ikke fordi sandheden i mindste maade blev undertrykt, men fordi tiden ikke var moden for en forstaaelse.
Dette er i videnskabens historie et meget almindeligt fænomen. Der kan f. ex. næppe være tvivl om, at man i oldtiden har vidst, at rav blev elektrisk ved gnidning, men det var først i aaret 1600, at den engelske læge Gilbert undersøgte sagen nærmere og fandt, at mange andre legemer kunde blive elektriske paa samme maade. I begyndelsen af det 18de aarhundrede paaviste Gray forskellen mellem elektriske ledere og ikkeledere, og Dufay opdagede, at der gives to forskellige arter af elektricitet. Naar disse elementære elektriske fænomener ikke forlængst var opdagede, laa det ligefrem deri, at de elektriske forsøg af Gilbert, Otto v. Guericke og andre forskere ikke havde nogen tilknytning til andre punkter af fysiken. De blev derfor nærmest betragtede som kuriositeter — og glemte.
Helt op i den nyeste tid kan man paavise det fænomen, at meget betydningsfulde iagttagelser i lang tid slet ikke faar nogen indflydelse paa videnskabens udvikling, fordi ingen ser deres rækkevidde. Først langt senere, naar andre erfaringer er kommet til, faar en genial forsker øje for de spredte iagttagelsers indbyrdes sammenhæng og kan sammenknytte dem til et systematisk hele. Videnskab bestaar netop ikke af en hoben isolerede kendsgerninger, men i paavisning af det almene lovmæssige forhold mellem kendsgerningerne.
Som et exempel af ret ny dato i den retning kan anføres loven om energiens bestaaen. Allerede 1798 havde Rumford uomtvistelig godtgjort, at varme kan opstaa af arbejde, og han havde endog tilnærmelsesvis bestemt, hvormeget arbejde der krævedes til at frembringe en viss varmemængde. Men der skulde flere erfaringer til, elektricitetens omsætning i varme og lys og meget andet, før Robert Mayer kunde sammenfatte alle disse kendsgerninger i den sætning, at kræfterne i naturen kan omformes, men hverken opstaa af intet eller blive til intet.
Naar man saaledes paa den rene fysiks omraade finder, at vigtige og ubestridelige iagttagelser kan forblive upaaagtede, fordi forbindelsen med andre kendsgerninger mangler, kan det ikke forundre os at træffe lignende forhold paa biologisk omraade, hvor iagttagelserne jevnlig kan være ret tvivlsomme. Dette gælder netop læren om hypnosen. Den kommission, som i 1784 udtalte en afgjort fordømmelsesdom over Mesmers lægemetode med anvendelse af den saakaldte »dyriske magnetisme«, var gaaet meget grundig tilværks. Det var ikke vanskeligt at paavise, at Mesmers behandling af de syge i mange tilfælde var ligefrem til skade for disse, idet den fremkaldte krampeanfald, som undertiden medførte døden. Desuden havde kommissionen ved mange forsøg overbevist sig om, at der slet ikke kunde være tale om existensen af et særligt magnetisk fluidum, da alle virkningerne kunde føres tilbage til patienternes »indbildningskraft«. Hvad kommissionen havde iagttaget, var faktisk suggestionens indflydelse paa let hypnotisable individer, men det kunde paa grund af datidens meget ringe psykologiske indsigt kun blive til »indbildninger«.
Kommissionens betænkning medførte, at Mesmers virksomhed som læge blev forbudt, hvad der næppe med rette kan indvendes noget imod. Men den standsede ikke de hypnotiske undersøgelser, og forskere som abbed Faria og Puységur opdagede flere for hypnosen karakteristiske fænomener. Det vakte en kort tid opsigt og blev saa glemt.
End ikke den engelske læge Braids omhyggelige undersøgelser 1842 medførte nogen væsenlig forandring. Braid opdagede blandt andet den hypnotiske analgesi, smertefrihed, hvorved kirurgiske operationer uden smerte for patienterne lod sig udføre, men da man faa aar senere i kloroformen fandt et lettere anvendeligt bedøvelsesmiddel, blev hypnosen kun lidet anvendt. Braids virksomhed blev unægtelig genstand for nogle voldsomme angreb, men det var fra nogle fanatiske præster, som ansaa ophævelsen af de hypnotiseredes vilje som stridende mod den kristne religion. Disse angreb besvarede Braid i nogle fulminante artikler, og de synes da heller ikke i nogen maade at have skadet ham hverken som læge eller forsker. »Braidismen«, som Englænderne kaldte hypnosen, blev dog snart glemt, og den franske læge Liébeaults betydelige arbejde om denne sag i 1866 blev ganske ubemærket.
Hypnosen var og blev en kuriositet, som ingen skænkede videre opmærksomhed, og i denne sagernes stilling indtraadte først en forandring henimod 1880. Hertil bidrog flere omstændigheder. Det vakte betydelig opsigt, at en saa anset forsker som Charcot gjorde rede for sine hypnotiske forsøg. Ikke mindre opsigt vakte maaske den danske »magnetisør« Hansens forestillinger rundt om i Tyskland, men lignende forestillinger var givne 30 aar tidligere i England, uden at videnskabsmændene havde set sig foranledigede til at tage sagen op til undersøgelse. At dette skete nu, skyldtes utvivlsomt den omstændighed, at der var kommet et nyt moment til: psykologien og fysiologien var nu saa vidt fremskredne, at det var muligt at bringe de hypnotiske fænomener i samklang med, hvad man kendte under normale forhold. Dette fremgaar tydeligt af Bernheims store værk om suggestionen; han paaviser overalt, hvorledes det, der sker under hypnosen, kun er extreme tilfælde af iøvrigt vel kendte fænomener.
Hypnotismens historie er saaledes et fortrinligt exempel blandt mange andre paa det faktum, at isolerede kendsgerninger vanskelig kan indgaa som led i videnskaben. Først naar tiden er moden, d. v. s. naar der er høstet saa mange erfaringer, at det er muligt at paavise de hidtil isolerede kendsgerningers sammenhæng med andre fænomener, kan de blive genstand for videnskabelig undersøgelse.
Lauritzens exempler paa videnskabens skræk for det nye staar naturligvis ikke alene; der kan fra videnskabens historie fremdrages saa mange andre, at de spiritistiske forfattere aldrig vil komme i forlegenhed, naar de skal have dette dogme nærmere dokumenteret. I Wereides bog »Psykiske fænomener«, 1919, er der da ogsaa fremdraget en del andre tilfælde, hvor betydningsfulde opdagelser medfører en »reaktion« fra videnskabens eller samfundets side. Blandt disse er der et, som fortjener nærmere belysning.
Wereide siger kort og godt: »Robert Mayer, opdageren av varmen som en form for energi, blev sendt i galehuset.« Den ukyndige læser maa af denne fremstilling nødvendigvis faa det indtryk, at Mayers opdagelse ansaas for forrykthed, og at han blev indespærret i den anledning, for at sandheden kunde blive undertrykt. Sagens historiske sammenhæng er et ganske andet.
1842 skrev Mayer en afhandling, hvori han paaviste loven om energiens bestaaen (at varmen var en form for energi, var allerede hævdet af Rumford). Denne afhandling var udelukkende bygget paa tidligere iagttagelser af andre forskere og indeholdt ingen selvstændige experimenter. Aaret efter kom Colding og Joule med experimentale arbejder, hvori de, uden at kende Mayers afhandling, opstillede den samme lov, og 1847 fremsatte Helmholtz den uden at kende noget til sine forgængere. Hermed var loven i virkeligheden anerkendt, om end fysikerne først langt senere indsaa dens store rækkevidde, og Colding og Joule fik æren for opdagelsen. Herover og tildels ogsaa paa grund af huslige bekymringer blev Mayer saa deprimeret, at han i 1852 for en tid maatte tage ophold paa et asyl for sindssyge. Han blev altsaa unægtelig indespærret, men ikke fordi han havde gjort opdagelsen, og endnu mindre for at den officielle videnskab kunde undgaa at blive forstyrret af denne persons ubelejlige nyheder — men derimod fordi han ikke kunde opnaa anerkendelse som opdager. Det gør dog en lille forskel.
Den maade, paa hvilken Lauritzen og Wereide skriver historie, kan naturligvis skyldes uvidenhed. Den kan ogsaa være en bevidst, tendensiøs forfalskning af historiske kendsgerninger. Sandsynligst forekommer det mig dog, at den beror paa hildethed: de er saa overbeviste om spiritismens sandhed, at de slet ikke kan fatte videnskabens modstand mod anerkendelsen af spiritismens saakaldte kendsgerninger. Derfor lægger de sig den teori til rette, at videnskaben altid har skræk for det nye og først søger at undertrykke de nye sandheder. Ved en række af de anførte exempler har vi set, at denne teori ikke holder stik; videnskaben har kun skræk for nye paastande, der møder op uden tilstrækkeligt bevis. Spiritisterne vil faa lejlighed til at overbevise sig om rigtigheden heraf, hvis de blot kan levere et eneste bevis, der kan staa for en videnskabelig kritik; dermed vil deres lære ogsaa være anerkendt.
I hvor høj grad vægten ligger paa de tilstrækkelige beviser, ses vel bedst af Becquerels og Curies opdagelse af de radioaktive stoffer. Det første arbejde herom fremkom 1896, og syv aar efter var opdagelsen almindelig anerkendt, skønt den faktisk omstødte hele grundlaget for den moderne kemi: grundstofatomernes uforanderlighed.
Videnskaben nærer altsaa ingen skræk for det nye — og desuden er spiritismen aldeles ikke noget nyt. Med en mærkelig mangel paa konsekvens er adskillige spiritister ret ivrige for at fremhæve, at deres lære er ligesaa gammel som menneskeslægten, hvilket formodenlig nok er en overdrivelse, der dog kommer sandheden temmelig nær. Troen paa, at menneskesjælen efter døden flakker om paa jorden og paa forskellig maade træder i forbindelse med de efterlevende, findes hos mange naturfolk i vore dage: hos Samojederne i Asien, hos Bantustammerne i Afrika og selv hos saa lavt staaende folk som Australierne. Det er derfor ret sandsynligt, at menneskeslægten allerede paa et primitivt trin er kommet til denne tro, og det er ogsaa let at paavise forskellige iagttagelser, som maa have ført til den. Det skal vi dog ikke opholde os ved her. Sikkert er det i hvert fald, at Ægypterne har hævdet den allerede i de ældste historiske tider.
Man skulde synes, at en saa almindelig udbredt tro i løbet af sex eller syv tusinde aar maatte have kunnet naa almindelig anerkendelse, hvis den havde noget paalideligt at støtte sig til. Men den statistik, som den amerikanske psykolog Jastrov offenliggjorde i Maj 1920, viser ingen større tendens hos videnskabsmændene til at anerkende spiritismen. Han havde til 150 af de bekendteste amerikanske psykologer, naturforskere og filosofer rettet forskellige spørgsmaal vedrørende spiritismen, blandt andre det, om aanders indgriben i menneskeverdenen kunde anses for godtgjort. Herpaa svarede 120, altsaa 80 %, afgjort nej, 3, altsaa 2%, svarede ja, medens resten ingen mening vilde have. Hvorledes forholdet er i Europa for øjeblikket, veed jeg ikke, da der ingen statistik foreligger; men det vil næppe vise sig meget afvigende fra det amerikanske. Sikkert er det i hvert fald, at spiritisternes forsøg paa at fremstille sig selv som de forfulgte forkæmpere for nye banebrydende opdagelser ikke vil overbevise nogen om spiritismens sandhed; den falske logik er for let gennemskuelig. Lad os nu se, hvorledes det forholder sig med de direkte beviser.
II.</br>"DILETTANTERI OG SAGKUNDSKAB"</br>"I PSYKISK FORSKNING.".
ARBEJDETS deling er i vore dage gennemført til en saadan yderlighed, at den rimeligvis paa mange omraader overskrider grænserne for det hensigtsmæssige. Men selv om specialiseringen saaledes som alt andet kan overdrives, er dens nytte indenfor rimelige grænser iøjnefaldende — ikke blot hvor det drejer sig om fremstillingen af brugsgenstande, men ogsaa ved videnskabelig forskning. Ganske vist skal der talent til at være forsker, og for saa vidt er det noget, man fødes til, men selv det fødte talent har dog meget at lære. Metoderne og de hidtil vundne resultater tager enhver videnskabsmand i arv efter sine forgængere, og gør han sig ikke den ulejlighed at lære dette, vil han selv med det største talent være udsat for at spilde sin tid og sine kræfter paa at opdage, hvad andre forlængst har fundet.
I de fleste tilfælde vil en omfattende viden være en ganske nødvendig betingelse for, at man overhovedet kan præstere noget af værd for videnskaben. Hvis en jævn arbejder, der ernærer sig ved at slaa skærver paa landevejen, kom med som mineralog paa en expedition til uudforskede egne, blev det sikkert nok en slem samling graasten, han vilde bringe hjem med. Og hvis en kyndig mineralog i denne samling virkelig fandt nogle sjældne mineralier, var det i hvert fald ikke samlerens skyld, da han ingen anelse havde om, hvad der var nyt, og hvad der var gamle kendte sager. Som i dette tilfælde saaledes i alle andre. Indsigt maa der nødvendigvis til, hvis videnskabelige bestræbelser skal medføre andet resultat end nogle værdiløse skærver. Og da intet menneske i vore dage formaar at omspænde hele den menneskelige viden, er specialisering en nødvendighed. Dette er saa umiddelbart indlysende og almindelig anerkendt, at vi ikke behøver at opholde os derved.
Ret besynderligt er det derfor at se, hvorledes et af de vanskeligst tilgængelige videnskabelige omraader i vore dage er blevet en tumleplads for mer eller mindre uvidenskabelige dilettanter. Den saakaldte »psykiske forskning«, d. v. s. undersøgelsen af de mystiske sjælelige fænomener, bedrives især af lægmænd, der savner alle forudsætninger for at yde videnskabeligt arbejde, tildels ogsaa af videnskabsmænd som bibeskæftigelse ved siden af deres egenlige fag. Naar dette har berøringspunkter med den psykiske forskning, er de naturligvis særlig kvalificerede til den art arbejde, men mange af de videnskabsmænd, der indtager en fremskudt plads i den psykiske forsknings historie, er gaaet til disse undersøgelser ganske blottede for de nødvendige forudsætninger. Resultatet er selvfølgelig blevet — med et mildt ord — meget omtvisteligt.
Flere forskellige omstændigheder har bidraget til denne ejendommelige tingenes tilstand. Fagpsykologerne, som vel var nærmest til at undersøge de mystiske sjælelige fænomener, har netop i det sidste halve aarhundrede været stærkt optagne af at anvende de experimentale metoder paa de mindre hemmelighedsfulde sider af sjælelivet, der dog trængte til indgaaende belysning. Derfor har de kun undtagelsesvis følt trang til at kaste sig over de mindre taknemmelige opgaver, som de mystiske fænomener frembød. Helt forsømt er denne side af sjælelivet dog ikke blevet; psykologerne Sidgwick, William James og Flournoy, for blot at nævne de bekendteste, har ydet et særdeles værdifuldt arbejde i den »psykiske forsknings« tjeneste. Men da den officielle videnskab unægtelig stod ret afvisende overfor al mystik, havde dette til følge, at en kreds af højt begavede og meget interesserede mænd i 1882 stiftede Society for psychical research i London. Prof. Sidgwick blev selskabets første præsident, og blandt dets bestyrelsesmedlemmer træffer man navnene paa flere af de mænd, der har spillet en væsenlig rolle i den psykiske forsknings historie, saaledes F. Myers og Podmore. Blandt de medlemmer, der senere har ydet særlig værdifuldt arbejde, kan nævnes prof. Barrett, mrs. Sidgwick og dr. Hodgson.
De udførte undersøgelser fremkom i selskabets Proceedings, der strax vakte stor opmærksomhed og medførte dannelsen af lignende selskaber rundt om i Europa og Amerika. Det er disse foreninger, der har givet den dilettantmæssige psykiske forskning vind i sejlene. Man saae de betydningsfulde resultater, der blev vundne af det engelske selskab, men man oversaa, at det kun var en lille kreds af videnskabelige talenter, der udførte arbejdet. Man bildte sig derfor ind, at man var kvalificeret til at udføre den art vanskelige undersøgelser, saafremt man blot interesserede sig derfor og var medlem af et psykisk selskab. I hvert fald har foreningerne støttet disse bestræbelser ved at give medlemmerne lejlighed til at faa arbejderne trykte i tidsskrifter.
Alt dette dilettanteri er naturligvis kun til skade, tilmed paa dobbelt vis. For det første giver det ukritiske læsere falske forestillinger om, hvad der virkelig lader sig godtgøre, og for det andet forhindrer det en strengere videnskabelig undersøgelse af sagen. Thi paa den ene side vil medierne, naar de kan høste guld og ære ved at arbejde for naive lægfolk, ikke gerne underkaste sig en prøve, hvoraf de vanskelig kan høste noget andet udbytte, end at glansen gaar af deres præstationer. Og paa den anden side er videnskabsmændene ikke meget tilbøjelige til at indlade sig paa undersøgelse af problemer, som ved dilettanternes ukritiske behandling har faaet præg af at være svindel. Ved nogle enkelte exempler er det let at paavise, hvor lidet overbevisende saadanne lægmandsarbejder som oftest er. Jeg tager disse exempler ikke fra tidsskriftsartikler, men fra selvstændige bøger, til hvilke man dog i almindelighed tør stille større fordringer i retning af omhyggelig behandling af emnet.
I 1909 udgav en bekendt handelsmand i København, C. R. Bonne, en bog: »Syn for Sagn«, der foruden at diskutere spiritismens forhold til kristendommen ogsaa indeholder en del iagttagelser, som forf. mener at have gjort ved private seancer i sit eget hjem. Beskrivelserne er saa løse og overfladiske, at de kun kan tjene til at fastslaa beretterens gode tro, men næppe overbevise nogen, som ikke i forvejen er spiritist. Blandt de fænomener, som forf. paastaar at have iagttaget, er ogsaa materialisation af aandehænder. Den foregik, saa vidt man kan se af beretningen, i fuldstændig mørke. Paa bordet stod en spilledaase, som ofte blev sat igang af en »usynlig«. Herom siges der :
»En aften . . . . rakte jeg min haand ind over bordet for at tage fat paa musikdaasen og skyde stopperen fra. Jeg stødte derved paa nogle fingre, som netop ogsaa var ved stopperen. Jeg tog hurtig min haand til mig, men i samme øjeblik begyndte musikdaasen at spille. Stopperen var altsaa bleven skudt fra.«
»To spørgsmaal kan falde mine læsere ind ved denne lille hændelse. Først kan man spørge, om det da ikke netop var et par naturlige smaafingre, som ganske ligefrem tilhørte en af mine meddeltagere, der for løjers skyld eller i ubevidsthedstilstand pillede ved musikdaasen. Det er den slags tanker, som fremsættes af folk, der ikke tiltror deres medmennesker — in casu altsaa ikke mig — den sunde menneskelige forstand, som er de fleste jævne menneskers eje, men som kloge hoveder forestiller sig at have eneret paa. Nej, de fingre, jeg stødte paa, kunde netop ikke tilhøre nogen af de tilstedeværende og behøver ikke at være en naturlig menneskehaand, eftersom det til overflod er bevist, at under visse betingelser kan saadanne midlertidige hænder materialiseres af de usynlige intelligenser.«
Jo mere usædvanlig en iagttagelse er, desto strengere beviser vil videnskaben kræve for, at iagttagelsen virkelig er rigtig. Men i stedet for at angive, af hvilke grunde han mener, at det netop ikke kunde være naturlige fingre, spiller hr. Bonne fornærmet over, at man ikke tiltror ham almindelig sund menneskeforstand. Muligvis har han den, men forstand paa videnskab har han ikke, og man kan ikke forlange, at videnskabsmænd ved saa løse paastande skal føle sig overbeviste om aandehænders materialisation. Forf. hævder jo ganske visst, at deres existens »til overflod« er bevist, men disse beviser synes, som vi i det følgende skal se, ikke at være solidere end det her anførte. Men selv om existensen var uomtvistelig godtgjort, følger jo deraf slet ikke, at de fingre, hr. Bonne følte, tilhørte andre end hans kokkepige — hvilket er paastaaet af nogle deltagere i disse seancer.
I det omtalte exempel drejede det sig om en fysisk manifestation, et legemligt eller materielt udslag af aandernes virksomhed. Det andet exempel tager jeg fra et engelsk værk: »Rupert lives«, hvis forfatter er en anset engelsk præst Walter Wynn. Bogen synes at være udkommen første gang 1918, men har allerede naaet flere oplag. Den handler om de erfaringer, som den sørgende fader har høstet under sine forsøg paa gennem forskellige engelske medier at komme i forbindelse med sin i krigen faldne søn Rupert og er saaledes et sidestykke til Oliver Lodges »Raymond«. Men medens Lodge ved sit mangeaarige arbejde i psykisk forskning er fortrolig med, hvilke foranstaltninger man maa træffe for ikke at blive narret af medierne, er pastor Wynn yderlig naiv.
Han har aabenbart ingen anelse om, at de betydeligere medier i London staar i indbyrdes forbindelse og forsyner hinanden med alle de oplysninger, de kan skaffe tilveje om de besøgende. Det er derfor ikke nogen stor sikkerhed, pastoren faar ved at spørge mediet, om det kender ham; det kan han gaa ud fra som givet. Ligeledes plejer han efter seancen at spørge mediet, om det veed, hvad det har sagt. Det er ligeledes et naivt og ganske overflødigt spørgsmaal, thi det ægte trancemedium veed efter trancen næppe noget om, hvad der er foregaaet, og svarer altsaa nej. Bedrageren svarer selvfølgelig ogsaa nej for ikke at røbe sig.
Der er da ogsaa meget i bogen, som tyder paa, at ikke alt er gaaet ærligt til. Adressen paa det første medium, mr. V., til hvem præsten henvendte sig, fik han af en god ven, som vel næppe har røbet ham for mediet. Men derfor blev den første seance, som præsten selv tilstaar, en ren fiasko; alt, hvad mediet sagde, var galt. Desuagtet kom præsten efter anmodning igen den følgende dag, og nu gik det strax bedre; han fik oplysninger om forskellige venner. Denne forandring kan ikke forundre os, hvis mediet i mellemtiden har anstillet efterforskninger over, hvem kunden var. Senere kommer præsten til andre medier, idet han af den ene henvises til den anden; at disse henvisninger har været ledsagede af skriftlige meddelelser mellem medierne om den værdige prælats personalia og ønsker, kan betragtes som givet, og derfor faar han ogsaa stadig fyldigere oplysninger. Dog er alle disse medier ikke rene svindlere.
Det er indlysende, at intet som helst kendskab til præstens person, virksomhed og omgangskreds kan underrette et medium om tildragelser, der har fundet sted for flere aar siden og kun er kendte af faderen og den afdøde søn. Naar oplysninger herom gives i en seance, maa mediet aabenbart faa sin viden ad anden vej. Her er kun to muligheder. Enten er det virkelig den afdøde, som taler gennem mediet, eller ogsaa maa faderens viden om sagen paa en eller anden maade meddele sig til mediet, som saa udtaler den i sønnens navn. En saadan overføring af et bevidsthedsindhold fra en person til en anden uden sanseapparaternes hjælp kaldes telepati, og den synes under visse endnu ret ukendte betingelser at kunne forekomme. En af betingelserne er dog som oftest den, at modtageren befinder sig i en anormal tilstand, der enten kan fremkaldes ved hypnotisering eller fremkomme af sig selv; i sidste tilfælde kaldes den trance.
Et medium i trance vil paa denne maade kunne give meddelelser om ting, som kun en af seancedeltagerne veed noget om, og vedkommende behøver endda ikke udtrykkelig at tænke paa det. Alle de oplysninger, som pastor Wynn faar om sønnen, og som mediet umulig kan være kommet til paa normal maade, er nu netop af den art, at de kan være komne istand ad telepatisk vej. Ganske visst benægter han det selv, men giver aldeles ingen grunde herfor. Det er dog tydelig nok hans inderlige ønske om at komme til at tale med sønnen, som bringer ham til at afvise forklaringen ved telepati; men fra et strengt videnskabeligt synspunkt er der i hele bogen intet som helst bevis for, at han har staaet i forbindelse med en aand.
Det er ikke blot mig, der paastaar dette. Præsten har forelagt sit manuskript for en bekendt spiritistisk forfatter, J. A. Hill, og et brev fra denne er aftrykt bag i bogen. Heri siger mr. Hill: »Hvis bogen var min, vilde jeg ikke sige, at det sikkert ikke var telepati.« Ganske det samme gælder iøvrigt Lodges Raymond. Noget af det, der anføres i denne bog, har medierne uden stor risiko for at tage fejl kunnet gætte sig til, og det øvrige har de kunnet faa telepatisk fra de i seancerne deltagende familiemedlemmer. I disse forskellige opbyggelige bøger er der intet bevis for en forbindelse med aander.
Dilettanteriet paa den psykiske forsknings omraade drives, som alt berørt, ikke blot af lægmænd, men ogsaa af videnskabsmænd, der indlader sig paa den art undersøgelser uden de fornødne forudsætninger. Resultaterne af slige arbejder bliver endnu farligere end lægmændenes, fordi der naturligvis vil være et visst videnskabeligt sving over dem, der i læge læseres øjne vil give dem et skær af paalidelighed. Desuden vil forfatterens mer eller mindre ansete navn som forsker paa andre omraader synes at være en slags garanti for rigtigheden af hans resultater. Men det holder som sagt ikke stik; har man ikke speciel indsigt i alle de mange vanskeligheder, der er forbundne netop med undersøgelserne af mediernes præstationer, er man udsat for skæbnesvangre fejltagelser.
Dette træder især tydeligt for dagen ved de forsøg, som i den moderne spiritismes barndom blev anstillede af ansete naturforskere som Wallace, Crookes, Zöllner o. m. a. for at faa løst de gaader, som de mediumistiske fænomener frembød. Da man dengang ikke kendte noget til vanskelighederne, fordi det hele omraade endnu var saa godt som udyrket, kunde disse forskere heller ikke møde med de fornødne forudsætninger, og resultatet blev naturligvis en række fejlgreb og misforstaaelser. Det er tildels belærte af disse uheldige erfaringer, at senere undersøgere har været istand til at undgaa snarerne. Det forekommer dog nu og da, at en ung og begejstret videnskabsmand kaster sig ind i psykisk forskning uden at have sat sig tilstrækkeligt ind i alt det allerede foreliggende, og saa gaar det vel ogsaa altid galt.
Et sørgeligt exempel herpaa har man i de sidste dage i Crawfords studier over de telekinetiske fænomener, d. v. s. bevægelser af livløse genstande uden berøring. Seancerne fandt sted hos en familie Goligher i Belfast, af hvilken især den ene datter viste sig at være et fortrinligt medium. Kun undtagelsesvis fik fremmede adgang til disse private seancer, men dr. Crawford stod paa en saa fortrolig fod med familien, at han fik lejlighed til at anstille alle de undersøgelser, han ønskede. Fænomenerne var ret ensformige, idet de især bestod af bankelyd og bevægelser af forskellige borde; Crawfords undersøgelser gik nærmest ud paa at faa bestemt udgangspunktet for og retningen af de virkende kræfter. Resultatet af sine forsøg har han offenliggjort i to bøger: »The reality of psychic phenomena« og »Experiments in psychical science«.
Læser man den første bog, der indeholder de grundlæggende experimenter, med en smule kritik, kan man vanskelig undgaa at opdage, at der i virkeligheden ikke er ført ringeste bevis for, at mediet ikke selv med sine fødder har fremkaldt alle bevægelserne. Betingelserne: det svage røde lys i seanceværelset, som gør det umuligt at se mediets ben, og hendes stilling til bordene, sætter hende istand til paa ganske normal vis at løfte bordene, uden at hun behøver at frygte for opdagelse. Denne forklaring af fænomenerne bestyrkes yderligere ved alle Crawfords maalinger, som viser, at netop de under de forskellige omstændigheder maalte tryk maa fremkomme, hvis mediets ben er den virkende aarsag. At paavise dette i enkeltheder her, vilde føre for vidt; den læser, som maatte interessere sig herfor, vil finde en ret indgaaende fremstilling i den nu udkomne 2. udg. af min bog »Overtro og Trolddom«, I del s. 506—11.
Naar Crawford ikke strax selv er bleven klar over sagens sammenhæng, skyldes det vel først og fremmest — hvad der tydelig fremgaar af hans bog — den tillid, han har næret til den hæderlige unge pige, der var mediet ved forsøgene. Her har vi den skæbnesvangre følge af dilettanteriet: en ung lektor i mekanik giver sig i lag med undersøgelser over mediumistiske fænomener aabenbart uden kendskab til mediernes ejendommelige natur. Miss Goligher kan i det daglige liv være en fuldt ud hæderlig og paalidelig person, men i den delvis ubevidste tilstand, i hvilken hun befinder sig under seancen, kan hun ikke gøres ansvarlig for de midler, hun anvender for at præstere, hvad man venter af hende. Hun kan altsaa meget godt under seancen gøre sig skyldig i et bedrag, som hun ganske afgjort ikke vilde indlade sig paa, hvis hun vidste, hvad hun foretog sig. Mediet i funktion er saaledes ikke en person, der har krav paa den samme tillid som mediet i det daglige liv, og dette burde Crawford vide. Paa grund af sin uvidenhed paa dette punkt lægger han ikke tilstrækkelig vægt paa foranstaltninger mod ubevidst bedrageri fra mediets side, og følgelig bliver han narret.
Hvor det drejer sig om saa lidet indviklede kunster som ved disse seancer, er det dog ikke ret vel tænkeligt, at en intelligent mand ikke tilsidst skulde opdage, hvad der gaar for sig. Det har dr. C. vistnok ogsaa gjort, og han har formodenlig anset sig for saa kompromiteret ved denne sag, at han d. 30. juli 1920 berøvede sig livet ved at tage gift.
I det spiritistiske ugeblad »Light« er der ganske visst offenliggjort et brev fra ham, skrevet d. 26. juli, hvori han angiver overanstrengelse som motiv til at gøre en ende paa livet. Men han siger udtrykkelig: »Den psykiske forskning har intet som helst at gøre med sagen.« Det forekommer mig, at en saadan undskyldning, der er ganske overflødig, egenlig er en anklage, altsaa en aaben tilstaaelse. Desuden er brevet saa klart, at det vanskelig kan være skrevet af en mand, der er aandelig nedbrudt i en saadan grad, at han vil tage sig af dage. Det er meget sandsynligere, at han har følt det som en uoprettelig skam, at han har ladet sig narre, og for at skjule dette skriver han brevet. Hvorledes det nu end forholder sig hermed, er det i hvert fald sikkert, at han er bleven narret, og at dette kunde være undgaaet, hvis han havde havt et nærmere kendskab til mediernes ejendommelige dobbelte natur. Jeg skal senere komme tilbage til denne sag.
De anførte exempler maa sikkert være tilstrækkelige til at vise, hvorledes man er udsat for at begaa ret uheldige fejltagelser, naar man uden de fornødne forudsætninger giver sig til at undersøge de spiritistiske mediers præstationer. Den indsigt, man maa være i besiddelse af, er tilmed af ret forskellig art.
For det første er, som alt paavist, en psykologisk forstaaelse af mediumitetens ejendommelige natur en uafviselig betingelse. For det andet maa man ogsaa være fortrolig med de kunstgreb, som medierne anvender for at præstere, hvad der forlanges af dem. De bedragerske medier, som sikkert er langt de hyppigste, vil udelukkende virke ved kneb og taskenspillerier, og kan man ikke opdage det, er man uhjælpelig narret. Men selv de ægte medier vil i trancen ofte tage sin tilflugt til slige kunster, hvis det drejer sig om at præstere fysiske manifestationer som f. ex. materialisation og fotografering af aander, bevægelser af livløse genstande uden berøring og frembringelse af skrift i lukkede tavler o. s. v. Har man sat sig grundig ind i de metoder, som medierne anvender til frembringelse af disse forskellige fænomener, kan man i det enkelte, foreliggende tilfælde i almindelighed afgøre, hvorledes det kommer istand; ellers vil man vanskelig kunne undgaa antagelsen af okkulte kræfter eller endog aander. Det er netop forskellen paa dilettantens og den sagkyndiges iagttagelse af fænomenerne.
Ad flere forskellige veje har man i tidens løb vundet kendskab til de metoder, som medierne anvender ved frembringelsen af de fysiske manifestationer. Da ikke alle medier er lige dygtige, vil det kunne forekomme, at skarpe iagttagere ved et ubehændigt mediums seancer kan opdage, hvorledes fænomenerne tilvejebringes. I aarene 1878—84 blev saaledes en stor mængde materialisationsmedier afslørede, hvilket med andre ord blot vil sige, at man opdagede, hvorledes de foregivne aander blev frembragte ved ganske naturlige midler. Det samme har gentaget sig mange gange senere ikke blot ved materialisationer, men ogsaa ved andre fysiske fænomener.
En i spiritismens historie betydningsfuld episode er Truesdells afsløring af det bekendte medium Henry Slades aandeskrifter. Truesdell havde havt nogle seancer med Slade, ved hvilke han havde faaet mistanke om, at mediet selv frembragte skriften paa forskellig maade alt efter omstændighederne. Da Slade i en følgende seance blev kaldt ud et øjeblik, benyttede Truesdell lejligheden til paa en tavle, der aabenbart indeholdt en forud præpareret »aandeskrift«, at tilføje disse ord: »Henry, pas paa den fyr — han er ude for at snuse. Alcinde.« (Dette var navnet paa Slades afdøde hustru). Ved seancens fortsættelse gik det, som Truesdell havde formodet. En ren tavle, paa hvilken aandeskrift skulde fremkomme, blev behændigt af Slade ombyttet med den beskrevne; man hørte en griffel kradse paa tavlen, som lidt efter kom frem med to indskrifter. Da Slade læste, hvad Truesdell havde skrevet, blev han fuldstændig forvirret og gik til bekendelse: alle hans præstationer var kun taskenspillerkunster. I disse indviede han Truesdell, som derefter i flere aar optraadte som medium.
Det er maaske ret sjældent, at seancedeltagerne ligefrem kan se, hvorledes medierne bærer sig ad. Men i mange tilfælde vil det, der sker, være saa let at frembringe ved enkle fysiske midler, at mere skeptiske deltagere vil forlange bestemte garantier for, at de ikke blot har at gøre med behændigt udførte taskenspillerkunster. Der træffes i saa fald visse foranstaltninger, som skal umuliggøre, at selve mediets hænder og fødder er de virkende kræfter. Den umiddelbare følge af en saadan forsigtighed vil i almindelighed være den, at mediet enten nægter at arbejde under de givne betingelser eller ogsaa viser sig ude af stand til at præstere noget.
Netop dette resultat fremgik af de indgaaende undersøgelser, som i 1884 anstilledes af den store amerikanske Seybertkommission og af det engelske selskab for psykisk forskning under ledelse af mrs. Sidgwick. Paa begge sider af Atlanterhavet arbejdede man med en hel række af bekendte medier og kom til ganske det samme resultat: Foranstaltninger, som udelukkede bedrageri, hindrede ogsaa fuldstændig de »okkulte kræfters« d. v. s. mediernes virksomhed. Hvis man derimod lod medierne raade, fik man ganske visst manifestationer, men saa var det heller ikke vanskeligt at regne ud, ved hvilke midler de var tilvejebragte.
Den sikreste kilde til viden om, hvilke metoder medierne anvender, er naturligvis medierne selv. Hvis et medium altsaa offenliggør sine fremgangsmaader, har man derved faaet et værdifuldt indblik i, hvorledes visse manifestationer kan tilvejebringes, og det vil følgelig i fremtiden være forholdsvis let at sikre sig mod andre mediers anvendelse af de samme eller lignende midler. I aarenes løb har ikke saa faa forhenværende medier udgivet den art værker.
I 1882 udkom det første: »The revelations of a spirit medium«, skrevet af en assistent hos det dengang meget bekendte medium Firman. Denne bog er nu aldeles ikke til at opdrive, og allerede i 1893 var det mig umuligt at faa et exemplar, fordi største delen af oplaget var bleven købt og opbrændt af spiritisterne — af kærlighed til sandheden. Men aaret efter udgav den ovenfor omtalte Truesdell en redegørelse for de af Slade og ham selv anvendte metoder: »Spiritualism. Bottom facts«, og senere er der kommen andre fremstillinger, som det vilde blive for vidtløftigt at opremse.
En meget kyndig mand paa dette omraade er dr. Carrington, der selv skal være en fortrinlig taskenspiller-amatør. I et stort værk: »The physical phenomena of spiritualism«, 2. udg. London 1920, har han gjort udførlig rede for de sindrigeste metoder, som til forskellige tider er anvendte af bekendte medier; heri har han ogsaa optaget det værdifuldeste af de ældre værker, som nu ikke længere kan faas. Carrington er iøvrigt en meget forsigtig mand. Ved omtalen af enhver ny gruppe af fænomener begynder han gerne med at sige, at man naturligvis paa forhaand ikke kan fastslaa, at disse fænomener ikke kan være udslag af okkulte kræfter, men som oftest frembringes de rigtignok af medierne paa følgende maade. Derefter faar man en hel række metoder angivne, hvorved han ikke glemmer at gøre opmærksom paa, at selv en fagmand under en seance vil have meget vanskeligt ved at opdage, hvorledes mediet er gaaet tilværks, og for den ukyndige er det haabløst umuligt. Man faar saaledes i alle tilfælde det indtryk, at antagelsen af okkulte kræfter er aldeles overflødig, da medierne paa saare menneskelig vis er istand til at præstere fænomenerne med et ganske overbevisende præg af ægthed.
Lad mig endnu blot tilføje, at Carrington anser nogle ganske enkelte af de fænomener, som Crookes iagttog i mediet Homes nærværelse, især de saakaldte levitationer, mediets svæven i luften, for at være frembragte ved okkulte kræfter. Saadanne undtagelser er dog ikke meget sandsynlige, naar alle andre fysiske manifestationer kun er frembragte af medierne paa normal menneskelig vis. Desuden har Podmore i sin store historiske fremstilling: »Modern spiritualism« givet en forklaring netop af disse levitationer, som man naturligvis kan rejse indvendinger imod, men som dog rimeligvis kommer sandheden meget nær.
Hvorledes det nu end forholder sig med saadanne enkelte fænomener, som man ikke har fuldt rede paa, saa synes dog alle besindige spiritister i vore dage at mødes med de mere skeptiske forskere i den opfattelse, at mediernes fysiske præstationer er uden værd for spiritismen. Den overbeviste spiritist, prof. Hyslop siger rent ud, at han ikke vil tale om de fysiske manifestationer, fordi de endnu aldrig er iagttagne under betingelser, hvor de kunde bevise noget. Og Podmore siger: »Naar det er indrømmet, at spiritismens saakaldte fysiske fænomener ikke kræver medvirken af andre fysiske kræfter end mediets muskler, medens medierne ved kunststykkernes udførelse ikke handler helt bevidst eller vilkaarligt, er dermed grunden renset for spiritismens egenlige problem«. Dette skal vi i det følgende gaa over til at betragte.
III.</br>"DE SPIRITISTISKE MEDIER OG DERES DRØMME.".
SPIRITISMENS egenlige problem er dette: Kan der overhovedet føres noget afgørende bevis for, at aander, afdøde menneskers sjæle, kan træde i forbindelse med de efterlevende? Mediernes fysiske præstationer beviser i denne henseende intet. Thi for det første er det, som vi har set, yderst sandsynligt, at disse fænomener kommer istand ved mediernes egen muskelkraft. Og for det andet vilde det aldeles ikke være noget bevis for aanders medvirken, hvis der undtagelsesvis skete noget, som medierne ikke selv havde udført.
De fleste forskere, som har indrømmet forekomsten af slige fænomener, har antaget, at det skyldtes en eller anden okkult, endnu ikke nærmere kendt kraft. Denne har i tidens løb havt mange navne: odkraft, psykisk eller ektenisk kraft, nervestraaling o. s. v.; navnet gør aabenbart intet til sagen. Meningen har i alle tilfælde været den, at der skulde findes en kraft, som under mediernes trance bliver særlig fremtrædende og er istand til at sætte livløse genstande i bevægelse og ude i rummet fremkalde mer eller mindre udformede fantomer, der kan fotograferes eller endog under visse betingelser iagttages af alle tilstedeværende. Som sagen staar i øjeblikket, er antagelsen af en saadan kraft ikke nødvendig, da de fysiske manifestationer, som den skulde forklare, tør antages at være mer eller mindre behændigt udførte taskenspillerkunster. Men deraf følger aldeles ikke, at der ikke ad anden vej kan føres et bevis for aandernes forbindelse med de efterlevende.
Hvis et saadant bevis overhovedet skal kunne faas, maa det være ved mediernes intellektuelle præstationer, de oplysninger, som de formaar at give om forhold, hvortil de umulig kan have noget kendskab. Vi har allerede i det foregaaende set et exempel i denne retning: pastor Wynn faar gennem forskellige medier oplysninger om tildragelser, der kun er kendte af ham selv og hans afdøde søn. Deraf drager han den rigtignok noget forhastede slutning, at det virkelig er hans søn, der har talt gennem medierne. Kyndigere folk vil ikke uden videre gaa ind derpaa, fordi man netop ved den nyere tids indgaaende undersøgelser over medierne og disses ejendommelige natur har lært forskellige forhold at kende, hvorved medierne under trancen kan komme i besiddelse af en viden, som de normalt ikke raader over. Et medium i trance har visse overnormale færdigheder, hvorved det kan give oplysninger om spørgsmaal, som det i normal vaagen tilstand ikke har rede paa. Spiritismens problem bliver altsaa nærmere bestemt dette: kan trancemediets overnormale færdigheder forklare alle de intellektuelle præstationer, eller er man desuden nødsaget til at antage en forbindelse med aandeverdenen?
Et afgørende og uomtvisteligt svar paa dette spørgsmaal vilde aabenbart være af største betydning for menneskeslægten, og i mere end tredive aar har mange betydelige forskere derfor arbejdet paa problemets løsning ad experimental vej. Paa den plads, som her staar til min raadighed, kan jeg kun give antydninger af alle disse undersøgelser og maa derfor henvise den læser, der ønsker fyldigere oplysninger, til min tidligere omtalte bog. Hidtil har alle disse bestræbelser vel ikke ført til et afgørende resultat, men det udelukker naturligvis ikke muligheden for, at man en skønne dag faar sagen klaret. Jeg skal nu i korthed gøre rede for, hvad man hidtil har naaet.
Det er ikke almindeligt, at et normalt vaagent menneske udfører en handling, som det i øjeblikket slet ikke er sig bevidst. Hvis det er en ganske vanemæssig handling, som f. ex. Den at lukke en yderdør, idet man gaar igennem den, kan man kort tid efter have glemt, om man virkelig har udført den, men i selve handlingens moment veed man det. Under særlige omstændigheder, i sindsbevægelse eller i stærk optagethed af andre tanker, kan enkelte mennesker dog udføre ret indviklede handlinger, som de under udførelsen er ganske uvidende om. Jeg har saaledes ved examensbordet enkelte gange set examinander skrive navne, ord eller endog hele sætninger samtidig med, at de besvarede de spørgsmaal, der stilledes dem. Hvad haanden saaledes skrev, stod aldrig i nogen forbindelse med det, der taltes om, og examinanden var øjensynlig uvidende om sit eget skriveri, da han blev flov og forvirret ved pludselig at opdage det.
Saadanne handlinger, der udføres uden foranledning af ydre paavirkninger, og som ikke staar i forbindelse med det øjeblikkelige bevidsthedsindhold, kaldes automatiske. Enkelte mennesker kan, i hvert fald i visse perioder af sit liv, præstere automatisk skrift ogsaa under ganske daglige forhold. Naar de sætter sig hen med en blyant i haanden uden at tænke paa noget bestemt, begynder blyanten at skrive og give meddelelser, der ofte kan være overraskende for den skrivende. Saadan automatisk skrift viser aabenbart, at en virksomhed, der i almindelighed ledes af bevidste forestillinger, undertiden hos enkelte mennesker kan styres af ubevidste tilstande.
Til automatikerne maa ogsaa regnes de individer, der faar meddelelse gennem bankende bordben. Om haanden sætter en blyant eller et bord i bevægelse, er naturligvis i og for sig ligegyldigt, kun kræver det sidste noget større muskelkraft. Hvorledes det gaar for sig, er ikke vanskeligt at faa rede paa, hvis man har lejlighed til at se de blottede arme paa personer, der jævnlig har siddet for »borddans«. Naar de sidder ved bordet for at faa det til at bevæge sig, kan man i armmusklerne iagttage smaa, krampagtige og taktfaste ryk, der efterhaanden faar bordet sat i bevægelse, ligesom et lille barn ved taktfaste ryk kan faa en tung kirkeklokke til at svinge. Her er slet ikke tale om nogen bevidst skubben til bordet; det hele gaar ganske ubevidst for sig. At de ubevidste tilstande kan frembringe et bestemt antal slag med et bordben, hvorved et bestemt bogstav angives, er naturligvis ikke mere besynderligt, end at de samme tilstande kan faa en haand til at forme bogstaver. Vi har her kun at gøre med to forskellige former af samme sag og kan behandle dem begge under ett.
Indholdet af den automatiske skrift kan have ret forskellig oprindelse. Det kan enten være noget, som individet engang har vidst, men senere glemt saa grundig, at det under normale forhold næppe vilde kunne drages frem i bevidstheden. Eller ogsaa kan det være ganske flygtige iagttagelser, som i dagens løb næppe er naaet til bevidsthed. Endelig kan det ogsaa være flygtige tanker, som individet nødig vil dvæle ved og derfor strax søger at trænge tilbage. Naar slige tanker giver sig udtryk i den automatiske skrift, kan de staa i bestemt modsætning til individets bevidste meninger om bestemte spørgsmaal, hvilket ret naturlig vil give dem præg af at hidrøre fra en anden personlighed. Den automatisk skrivende kan saaledes let selv faa den opfattelse, at en fremmed intelligens har meddelt sig til ham. Dette indtryk vil yderligere styrkes, hvis de automatisk skrevne meddelelser er undertegnede med et bestemt navn, hvilket ofte er tilfældet. Hele bøger er opstaaede paa den maade.
Det mest bekendte værk af denne art er vel nok »Spirit teachings«, der er skrevet af den engelske præst W. Stainton Moses som medium og udgivet under pseudonymet M. A. (Oxon). Bogens indhold er en diskussion mellem præsten og fire høje aander: Imperator, Rector, Mentor og Doctor, der vil overbevise ham om, at hans opfattelse af kristendommen er urigtig. Tiltrods for, at disse aander har hver sin ejendommelige skrivemaade og haandskrift, er der dog intet, som tyder paa, at præsten virkelig har staaet i forbindelse med aander. Hans egen tvivl om rigtigheden af visse religiøse sætninger kan godt have givet sig udslag i den automatiske skrift, netop fordi han ikke vilde lade disse kætterske tanker faa raaderum i bevidstheden, men har søgt at fortrænge dem.
Hertil vil man maaske indvende, at selv om denne forklaring er mulig, er det dog heller ikke udelukket, at det virkelig har været aander, der har skrevet med præstens haand. I dette tilfælde lader sig ganske visst intet bevise, men i andre tilfælde har det været muligt at godtgøre, at de foregivne aander har været falske, eller rettere: at der slet ikke har været aander med i spillet. Den engelske spiritist F. Myers skrev flere aar før sin død et brev, som forseglet blev overgivet til Oliver Lodge, der deponerede det i en bank. Brevet maatte først aabnes, naar der efter Myers død gennem et eller andet medium fremkom en meddelelse om, hvad der stod i brevet. Paa denne maade haabede Myers at kunne føre et afgørende bevis for, at han efter sin død var istand til at træde i forbindelse med sine efterlevende venner.
Blandt disse var mrs. Verrall, lektor i Græsk ved universitetet i Cambridge, i hvis hjem Myers havde været en stadig gæst. Hun skrev automatisk, og efter Myers død fik hun jævnlig meddelelser undertegnede med hans navn. I aarene 1903—04 indeholdt skriften mange hentydninger til et forseglet brev i en box med angivelse af brevets indhold; disse meddelelser var stadig underskrevne med Myers navn. Tilsidst kunde man ikke ret vel afvise den tanke, at det virkelig var Myers, som nu ønskede brevet aabnet, og dette skete i et højtideligt møde i Society for psychical research. Desværre viste det sig, at der ikke var mindste overensstemmelse mellem brevet og det, der var fremkommet i mrs. Verralls automatiske skrift. Myers maatte saaledes erklæres fuldstændig uskyldig i de automatiske meddelelser, der var undertegnede med hans navn; disse var udsprungne af mrs. Verralls ønske om at træde i forbindelse med vennen og formodninger om brevets indhold.
Automatikernes sjælelige tilstand under skrivningen er ikke nogen egenlig trance, om den end kan nærme sig dertil. Trancen er en autohypnose, en af mediet selv fremkaldt hypnotisk tilstand. Hos medier, der lider af hysteri, hvilket vel nok er det almindeligste, bliver trancen en ret kompliceret tilstand, en hysterohypnose; vi behøver dog ikke at gaa ind paa denne forskel, da den er uden betydning for det spørgsmaal, som her interesserer os. Hos trancemedierne kan den ejendommelige spaltning, der viser sig allerede hos automatikerne, blive endnu mere udpræget. Desuden træder under trancen det normale bevidsthedsliv saa godt som helt i baggrunden, medens de »ubevidste tilstande« bliver fremherskende.
For et normalt menneske, der ikke har oplevet og ikke kan opleve noget saadant, er det vanskeligt at sætte sig ind i et mediums sjælelige tilstand under trancen. Men der findes dog næppe noget saa abnormt sjæleliv, at det normale menneske ikke kender i hvert fald antydninger af det hos sig selv. En saadan antydning af trancen har man i det øjeblik, som de fleste mennesker rimeligvis har oplevet, hvor man ligger og drømmer, men begynder at vaagne saa vidt, at man veed, at man drømmer. Her er netop modsætningen mellem det normale bevidsthedsliv, der er ifærd med at bryde frem, og drømmebevidstheden saa at sige haandgribelig. Hos mediet i trancen spiller drømmebevidstheden dog den største rolle, idet den bestemmer individets handlinger. Hvis vi tænker os en sovende, der tror, at han ligger stille og sover, men i virkeligheden handler under indflydelse af en drøm — altsaa gaar i søvne — har vi et tilnærmelsesvis rigtigt billede af trancetilstanden. Forholdet mellem de to bevidstheder er hos forskellige medier dog ingenlunde det samme, og ikke engang altid ens hos samme medium. Undertiden sover mediet saa dybt, at hun slet ikke veed noget om, hvad hun foretager sig, og saa er drømmebevidstheden fuldstændig herre. Til andre tider kan mediet vaagne saa vidt, at hun bliver sig situationen bevidst og til en viss grad kan gribe ind i drømmebevidsthedens handlinger. Hele denne forklaring er nu ikke blot en teoretisk paastand, men beror ligefrem paa erfaringer, som enkelte medier har været istand til at meddele. Den fuldstændigste fremstilling af et mediums selviagttagelser under trancen foreligger utvivlsomt i det bekendte »Göteborgmedium«, mrs. d'Espérances bog: »Im Reich der Schatten«. Hun var materialisationsmedium. Medens hun sad paa en stol i mørkkamret, optraadte der forskellige aandeskikkelser, som gik rundt blandt seancedeltagerne. At disse »aander« ligefrem har været mediet i forklædning, fremgaar af mange omstændigheder, som vi ikke behøver at opholde os ved her; det er desuden i det foregaaende omtalt, hvorledes alle disse fysiske manifestationer er kunster, som mediet udfører bevidst eller ubevidst. Et ægte trancemedium som mrs. d'Espérance er sig imidlertid ikke bevidst, hvad hun foretager under trancen, og det er netop det psykologisk interessante ved sagen. Dog vaagner hun undertiden saa vidt, at hun mærker, at der er en forbindelse mellem hende og den optrædende aand. En af disse kaldtes Yolande; om hende skriver mrs. d'Espérance:
»Undertiden foraarsagede Yolandes vandringer mig en ubestemt bekymring. Hun glædede sig aabenbart ved sit korte ophold blandt os og var trods sin tilsyneladende modløshed saa dristig, at jeg ofte blev plaget af frygt for, hvad hun kunde falde paa at gøre. Jeg fik en uhyggelig følelse af, at ethvert uheld, enhver uforsigtighed fra hendes side vilde falde tilbage paa mig, men jeg havde rigtignok ingen forestilling om, hvorledes dette skulde ske. Det skulde jeg desværre senere lære. — Naar min følelse af bekymring paa et eller andet tidspunkt virkelig antog form af en tanke, saa opdagede jeg, at dette tvang Yolande til modvillig at trække sig tilbage i kabinettet. Undertiden skete dette med en barnagtig uvillighed, som viste, at min tanke udøvede en tvingende magt over hendes handlinger, og at hun kom tilbage til mig, fordi hun ikke kunde andet.«
Denne skildring af forholdet mellem mediet og Yolande er ganske forstaaelig, naar vi gaar ud fra, at de to er samme person. Mediet drømmer, at hun sidder i trance paa en stol, medens hun faktisk spiller Yolande; naar hun vaagner saa vidt, at hun bliver sig den farlige situation bevidst, trækker hun sig forsigtig tilbage i mørkkammeret. Det er den tvingende magt, hun udøver over Yolande. Det uheld, som rammer Yolande, maa nødvendigvis ogsaa træffe mediet, og den begivenhed, hvortil der sigtes i det citerede stykke, var ligefrem en afsløring: Yolande blev greben og viste sig at være mediet i forklædning. Dermed er altsaa det afgørende bevis ført for, at mediet selv spiller aandens rolle.
Naar mrs. d'Espérance træder ud af kabinettet i Yolandes eller en anden aands skikkelse, opfører hun altsaa en lille komedie, der maa siges at være digtet ubevidst, saasom hendes normale vaagne bevidsthed ikke kender noget til, hvad hun foretager sig i trancen. Meget indhold er der ikke i disse ubevidste digterværker, og det kan der vel vanskelig være, naar mediet stadig maa være paa sin post for ikke at røbe sig. Den uro og bekymring, som mrs. d'Espérance skriver, at hun følte for Yolande eller de andre aander, er jo i virkeligheden »aandens« frygt for at blive greben, og under en saadan affekt kan der vanskelig blive tale om en rigere udformning af den lille digtning.
Dette vilde imidlertid kunne naaes, hvis mediet gav afkald paa at maskere sig som en aand og opførte sine dramatiske scener blandt seancedeltagerne uden det sædvanlige spiritistiske udstyr med mørkkammer o. s. v. Saaledes er forholdet hos det i sin art vistnok enestaaende medium Hélène Smith, som psykologen Flournoy har undersøgt. Hans bog om mediets præstationer bærer den romanagtige titel: »De l'Inde à la planète Mars«, men er ikke desto mindre et strengt videnskabeligt og i høj grad interessant værk. Der skildres heri, hvorledes mediet, siddende blandt seancedeltagerne, falder i trance og i denne tilstand dramatisk fremstiller lange »ubevidst digtede romaner«, som Flournoy kalder dem. Mediet betegner sig selv som en reinkarnation af de personer, hvis rolle hun spiller. Det vil være umuligt her at gaa ind paa enkelthederne ved disse seancer; jeg maa indskrænke mig til kort at antyde nogle hovedtræk i præstationerne.
De to interessanteste romaner, som mlle. Hélène fremstiller, er vel nok den indiske prinsesse Simandinis og rejsen til Mars. I begge disse roller taler hun ikke sit modersmaal Fransk, men derimod selvlavede sprog. Den indiske prinsesses indeholder adskillige korrekt anvendte Sanskritord, men er ellers fri fantasi. Ved rejsen til Mars, hvor hun taler med troldmanden Astané, benytter hun et rent selvlavet sprog, der ganske visst ikke indeholder noget fransk ord, men dog har alle det franske sprogs ejendommeligheder, saa at det øjensynlig er lavet af en person, der kun kan Fransk. Alt, hvad der saaledes siges i seancerne, skrives strax ned, og ved nogle særlige kunstgreb faar man senere gennem mediet oversættelsen. Herved har det vist sig, at de enkelte ord altid anvendes i samme betydning, saa at der foreligger virkelige sprog og ikke blot en samling meningsløse lyde.
Flournoy har gjort et meget stort arbejde for at faa udredet, hvorfra mediet har de mange enkeltheder, som har tjent til opbygning af disse romaner, og det er ogsaa i alt væsenligt lykkedes ham. Det kan saaledes betragtes som fuldstændig fastslaaet, at mediets viden skyldes en del spredt læsning, og at der i alle disse præstationer ikke er mindste grund til at antage en medvirken af aander.
En tredie type af medier er den, som i sin fuldkomneste og bedst undersøgte skikkelse repræsenteres af amerikanerinden mrs. Piper. Hun er tale- og skrivemedium; i hendes præstationer er der intet forsøg paa en dramatisk fremstilling, idet hun i trancen sidder med hovedet hvilende paa en stabel puder, medens hun mundtlig eller skriftlig underholder sig med seancedeltagerne. Men denne underholdning har en højst ejendommelig karakter, idet de tilstedeværende ofte tror at tale med afdøde slægtninge eller venner, der giver dem oplysninger om mange ting, som mediet umulig kan have noget kendskab til.
Af alle mediumistiske præstationer er denne vel nok den eneste, som selv ved en kritisk, videnskabelig behandling kan synes at indeholde muligheden for en medvirken af aander. Det er derfor forstaaeligt, at Society for psychical research har været særlig interesseret i at holde rede paa, hvad der fremkom i disse seancer. I en lang række aar, fra 1887 til sin død i dec. 1905, førte dr. Hodgson tilsyn med seancerne; han var saa godt som altid tilstede og sørgede for, at der blev optaget stenografiske referater af alt, hvad der passerede. Der foreligger saaledes et overordenlig righoldigt materiale til bedømmelse af, hvorfra mrs. Piper har den viden om intime familieforhold, som har forbløffet saa mange seancedeltagere. Dette spørgsmaal har mrs. Sidgwick gjort til genstand for en meget grundig undersøgelse i bd. 28 af selskabets Proceedings.
Den nemmeste antagelse er naturligvis den, at de aander, som taler gennem mediet, virkelig er, hvad de giver sig ud for. Men hvergang aanderne har udtalt sig om spørgsmaal, der kunde afgive et uomtvisteligt bevis for deres existens, har svarene været urigtige. Det tidligere omtalte tilfælde, hvor Myers »aand« gennem mrs. Verrall angiver indholdet af et brev, som kun Myers kendte, har gentaget sig med mrs. Piper. Miss Wild skrev faa dage før sin død et brev, som forseglet blev overgivet til prof. James, for at han gennem et medium kunde faa dets indhold angivet og saaledes føre bevis for, at der virkelig havde været en forbindelse med den afdøde. Forsøget slog fuldstændig fejl; miss Wilds aand opgav gennem mrs. Piper brevets indhold, men det viste sig aldeles ikke at stemme.
Der er en vrimmel af den art erfaringer. Præsten W. S. Moses havde til sin ven Myers meddelt, hvem de fire høje aander virkelig var, hvis udtalelser han havde fremsat i sin bog »Spirit teachings«. Gennem mrs. Piper talte man med den afdøde præst og bad ham opgive navnene. Det gjorde han ogsaa, endog gentagne gange, men han gættede stadig galt. Dog paastod han samtidig, at han fornylig havde talt med de paagældende i aandeverdenen, saa at hans mangel paa evne til at meddele navnene ikke kan skyldes en iøvrigt ganske ubegribelig forglemmelse. I mange andre tilfælde synes aanderne dog ligefrem at have glemt det, der har havt afgørende indflydelse paa deres liv, medens de husker de ligegyldigste smaating. Mrs. Sidgwick kommer derfor til det resultat, at det ikke er de foregivne aander, som taler direkte gennem mrs. Piper, og hvis man overhovedet staar i forbindelse med aander gennem et saadant medium, maa det foregaa ad en anden og meget usikrere vej.
Spørgsmaalet bliver saaledes: hvorledes kommer mrs. Piper til den viden om hende ganske ubekendte menneskers privatanliggender, som hun faktisk ofte er i besiddelse af? Der lader sig paavise i det mindste tre forskellige kilder hertil.
Noget faar hun at vide af deltagerne i selve seancen. Jævnlig »fisker« aanderne, beder om oplysninger, og hvis der gives uforsigtige svar herpaa, faar mediet saaledes underretninger, der kort efter anvendes, som om de kom fra aanderne.
En ikke ringe del af mediets viden skyldes den saakaldte kryptomnesi, de skjulte erindringer. Enhver bemærkning, som er faldet i en eller anden seance, synes endog aar efter at kunne erindres af mediet i trancen og anvendes meget effektfuldt ved given lejlighed. Man har været istand til at paavise dette med stor sikkerhed, netop fordi man har ført nøjagtig bog over alt, hvad der siges i mrs. Pipers seancer. Om forlængst afdøde personer er der gennem mediet fremkommet udtalelser, som ved nærmere efterforskning ofte ad lange omveje har vist sig at være rigtige. Hvorledes mediet er kommet til den kundskab, har været aldeles gaadefuldt, indtil man ved at efterse beretningerne om tidligere seancer har fundet, at de paagældende i levende live har omtalt sagen i en seance. Alle andre har glemt det, men mediet har bevaret det i erindringen. Hvis man altsaa ikke havde havt de nøjagtige beretninger at holde sig til, vilde der næppe have været nogen anden maade at forklare sagen paa end ved en medvirken af aander. Men heraf følger atter, at man aldeles ikke med sikkerhed tør drage slutninger om en forbindelse med aandeverdenen, fordi et eller andet medium fremkommer med nogle mærkelige oplysninger. Thi disse kan skyldes mediets kryptomnesi, hvilket i paagældende tilfælde blot ikke lader sig godtgøre, fordi man ikke veed, hvad der er foregaaet i dette mediums tidligere seancer.
Endelig er der endnu en tredie vej, ad hvilken mediet kan komme i besiddelse af de oplysninger, der gives, nemlig gennem telepatisk overføring fra seancedeltagerne. Det blev allerede i det foregaaende, ved omtalen af pastor Wynns seancer, berørt, at noget saadant kan forekomme hos de ægte trancemedier, og netop de indgaaende undersøgelser af mrs. Pipers meddelelser har givet det bedste bevis for, at mediet i trance besidder, hvad spiritismens historieskriver, Podmore, kalder »en overnormal evne til at aftappe de tilstedeværendes tanker«. Udtrykket er dog ikke ganske rigtigt, thi det er ingenlunde altid det, som en eller anden af deltagerne tænker paa, der overføres til mediet. Jævnlig kan det være noget, som blot staar i nær forbindelse med de bevidste tanker, og undertiden kan det være noget, som kort forinden har optaget vedkommende stærkt, men i øjeblikket slet ikke er i bevidstheden.
Der foreligger netop fra mrs. Pipers seancer en vrimmel af beretninger om, hvorledes hun paavirkes af saavel ubevidste som bevidste tilstande hos de tilstedeværende. Dr. Hodgson beretter to tilfælde, som er hændt ham selv. En aften havde han med stor interesse læst en levnedsskildring af Walter Scott, og i seancen den næste dag meldte Walter Scotts aand sig gennem mrs. Piper, hvilket aldrig før var forekommet. En anden aften havde han læst nogle stykker af »Spirit teachings«, og næste dag ønskede bogens afdøde forfatter, W. S. Moses, at tale med ham.
Et par enkelte tilfælde af den art kunde naturligvis være tilfældige sammentræf, skønt de i betragtning af aandernes mangfoldighed vilde være yderst usandsynlige. Men naar det gang paa gang indtræffer, at tilfældige seancedeltagere tror at komme i forbindelse med afdøde slægtninge og venner, der giver dem oplysninger om private forhold, som kun de selv kan vide noget om, saa kan man ikke ret vel komme udenom den antagelse, at mediet besidder en overnormal evne til at paavirkes af, hvad der rører sig hos de tilstedeværende.
For med sikkerhed at kunne fastslaa forekomsten af telepatiske overføringer har man anstillet mangfoldige forsøg, idet man har hypnotiseret dertil egnede personer og søgt at overføre bestemte forestillinger til dem. Resultatet har dog som oftest været ret tvivlsomt. Experimenterne lykkes ret godt, hvis afsenderen og modtageren af tankerne befinder sig i samme stue, men saa lader den mulighed sig ikke udelukke, at afsenderen uvilkaarlig har hvisket, hvilket den hypnotiserede, hvis hørelse er stærkt skærpet, let kan høre. Befinder de to sig derimod i forskellige rum, slaar forsøgene som oftest fejl. Der foreligger dog nogle enkelte forsøgsrækker, som tyder paa, at tingen kan lade sig gøre. Men netop fordi udfaldet er saa overordenlig usikkert, maa man foreløbig fastslaa, at man aldeles ikke kender de betingelser, hvorunder tankeoverføringen kan finde sted.
Alle de oplysninger, mrs. Piper modtager ad den ene eller den anden vej, samarbejder hun ubevidst til et billede af den paagældende afdøde. Dette billede bliver ganske naturlig desto fyldigere og derfor mere lignende, jo hyppigere de samme seancedeltagere søger at komme i forbindelse med den bestemte aand, og jo flere oplysninger mediet saaledes faar. Naar Hélène Smith ubevidst digter romaner, kan mrs. Piper siges ubevidst at digte hverdagshistorier, og disse kan give saa træffende billeder af de paagældende afdøde, at de efterlevende tror at tale med dem. Men noget bevis for en virkelig forbindelse med de afdøde er der ikke ført.
Mrs. Sidgwick nævner ganske visst i sin bog den mulighed, at der kan forekomme telepatiske tankeoverføringer mellem aanderne og mediet, men hun anfører ikke et eneste exempel paa, at det virkelig har fundet sted. Af de originale optegnelser fra seancerne anfører hun mange stykker som bevis for alle de andre kilder til mediets viden, men der er, saa vidt jeg kan se, ikke en eneste tildragelse, om hvilken hun tør paastaa, at den kun kan forklares ved en eller anden art af forbindelse med aanderne. Fordi dette maaske ikke er forekommet i mrs. Pipers seancer, kunde det jo gerne være hændt med andre medier. I den spiritistiske litteratur vil man da ogsaa let kunne finde beretninger, om hvilke det paastaas, at de kun kan forklares ved en forbindelse med aanderne. Men i alle saadanne tilfælde har man intet som helst kendskab til mediets skjulte erindringer og er overhovedet ude af stand til at kontrollere, hvorledes hun er kommet til sin viden. Fra et strengt videnskabeligt standpunkt maa man derfor hævde, at spiritismen hidtil ikke har ført et eneste uangribeligt bevis for sine paastande. | wikisource | wikisource_2908 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=20 to=25 header=1 /> | wikisource | wikisource_29766 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=207 to=210 header=1 /> | wikisource | wikisource_29992 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Menneskeløget Kzradock.djvu" from=76 to=91 header=1 /> | wikisource | wikisource_15308 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"Denne sang findes i mange mere eller mindre sangbare variationer. Dette er en af dem."<br>
"De kursiverede linje skal gentages i hvert vers."
<poem>
Der stode tre skalke og tænkte et råd
"tingluti, tangluti, lustudilej"
de ville til møllerens datter gå
"Stolten Adelus".
"Bådsmandshus, krusmusidus,"
"tingluti, tangluti, lustudilej,"
"kristomani for snurrevurrevip."
"for ceremoni."
De to tog den tredje og stopped' i en sæk
Så bar de ham over møllerens bæk.
"Og hør du, møller, fager og fin,
og vil du male sækken min?"
"Og hvad har du i sækken din?"
"Jeg har både rug og hvede fin."
"Du sæt så din sæk ved min datters seng,
der kommer slet ingen rotter frem."
Og det blev mørkt i hver en vrå,
den sæk begyndte at krybe og gå.
"Og min kære fader, I tænd nu et lys,
her er en tyv udi møllerhus."
Han klapped hende ved hviden kind:
"Og du skal være allerkæresten min."
"O min kære fader, I sluk dog det lys,
det var en kat, han bed en mus!"
Det svared' den kælling, i bænken lå:
"Den kat havde støvler og sporer på!"
"O tier du ej, da får du men,
i morgen du skal under møllersten!"
"O ti, du kælling, du få ellers skam,
i morgen du skal i vor møllerdam!"
Den kælling hun sank, og pelsen flød,
der mølleren stod på landet og græd.
Den kælling hun sank, og posen flød,
og alt det mel det blev til grød.
Den møller han havde så kroget en tand.
Den hug han i røven drog hende i land.
</poem> | wikisource | wikisource_2443 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sommerglæder.djvu" from=5 to=9 exclude=7 header=1 /> | wikisource | wikisource_22995 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Legender og Fortællinger.djvu" from=99 to=108 header=1 /> | wikisource | wikisource_10400 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Kain pløjed rask i vår,
tænkte på det næste,
Abel gik og vogted får,
tænkte på det bedste!
Begge, takkende i høst
Gud for vinterføde,
ofrede med lovsangsrøst
hver sin førstegrøde.
Kain ofrede sin neg,
Abel dæggelammet;
Kains tak var tungeleg,
Abels hjerte flammed!
Herren så af Himlen ned,
strålen kyssed lammet;
Kain blegned harm og vred,
skulle rød sig skammet!
Abel gik og vogted får,
skued solen dale:
Kain gav ham banesår
under vennetale!
Kain! Kain! sagde Gud,
hvor er nu din broder,
du gik med på marken ud,
sønnen af din moder!
Hvor du pløjer, klinte gro
mer end byg og hvede!
Trindt på jord om sjælero
du forgæves lede!
Uden anger, uden bod
Kain gik til grunde,
flygtende fra Gud til Nod;
han var af den onde!
Abel slumrer sødt i løn
Gud ej glemmer sine,
håbets lund er immergrøn,
dér er ingen pine! | wikisource | wikisource_3985 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937.pdf" from="28" to="34" header="1" /> | wikisource | wikisource_27600 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.
Tyvende Aargang. No. 2.
Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin.
Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne
Tirsdagen den 7 Januari 1823.
Noget Mere om og imod det Forslag, at Fæstesystemet maatte ophæves..
Mit Svar kunde være sluttet med det Foregaaende; dog maae jeg tillade mig, endnu at tilføje nogle Bemærkninger angaaende en af Indsenderens Paastande - denne nemlig, at man naar man ønsker Fæstesystemet vedligeholdt, fordi det er til Gavn for en saa vigtig Classe af Statens Borgere, som Fæstebønderne udgjøre, med samme Grund kunde ønske Lotteriet vedligeholdt, fordi det er til Gavn for dem, som vinde deri. Her er dog den Forskjel, at der i Lotteriet ingen kan vinde, uden at andre eo ipfo tabe, hvorimod det Gode, som bemeldte Classe af Statens Borgere nyder ved Fæstesystemet, bliver dem til Deel, uden Tab for andre; thi hvad Jordbrotterne mueligen kunde vinde, naar den Indskrænkning i Eiendomsretten, hvormed deres Bøndergods er bleven dem overdraget, tilligemed Fæstesystemet bortfaldt, vil man dog vel ikke ansee som Tab for disse. Man maatte jo ellers med samme Grund kunne beregne sig alt det som Tab, hvad man ønsker at besidde, men ikke virkeligen besidder. Hvad Indsenderen siger om, at enhver, hvad Stand eller Classe han end hører til, bør kunne trøste sig ved den Forvisning, at Statsbestyrelsen har ogsaa hans Vel for Øine, og ikke vil tillade sig at fremme andres Gavn paa hans Bekostning, er jeg fuldkommen enig med ham i, og grunder herpaa det Haab, at det Gode, som Fæstesystemet fra Arilds Tid har sikkret en saa vigtig og agtværdig Stand i Borgersamfundet, ikke vil blive den berøvet for de Fordeles Skyld, som andre ved en forandret Indretning mueligen kunde have Udsigt til at vinde.
Saavidt mit Svar paa de Indsigelser, der i Kjøbenhavns Skilderie bleve gjorte imod det, jeg tidligere i samme Blad lod indrykke til Gjendrivelse af det Forslag, at Bøndergaardes Bortforpagtning paa visse Aar og efter fri Cantracter maatte tillades. Da nu Hr. Kammerraad Drewsen i hans Afhandling i Landeconomiske Tidender 5te Binds 1ste Hefte, har Characteriseret disse mine Øjendrivelser som Misforstaaelser, saasom de var byggede paa Forudsætning af en Tingenes Orden, der, naar Godseierne engang fik Raadighed over deres
Bøndergods, neppe vilde eller kunde finde Sted, saa kan jeg ikke forbigaae at gjøre nogle Bemærkninger over dette hans Omdømme saavelsom de øvrige Ideer og Meningsyttringer, forbemeldte hans Afhandling indeholder.
Enten Hr. Kammerraad Drewsen har havt Ret eller Uret i at betragte de Indvendinger, som Misforstaaelser, jeg i Kjøbenhavns Skilderie har rettet imod hiint Forslag, at Fæstesystemet burde afskaffes, og Bøndergaardes Bortforpagtning paa visse Aar tillades, dette vil beroe paa Afgjørelsen af det Spørgsmaal, enten den Tingenes Orden, jeg har tænkt mig som Følge af
hiint Forslags Udførelse, eller den Hr. D. har forestillet sig som saadan, rimeligere maa formodes at ville indtræde? Hr. D. antager, at Følgerne af den nuværende Fæsteindretnings Ophævelse ingenlund vilde indskrænke sig dertil, at Godseierne bortforpagtede deres Gaarde paa Aaremaal istedetfor nu paa Livstid, hvilket han endog tilstaaer, paa adskillige Maader kunde blive dem ufordeelagtigere end det nuværende Fæste, men at hist og her et større eller mindre Antal af Bøndergaarde vilde sammenslaaes, og at saaledes en Deel store Avlsgaarde vilde fremstaae, og mange Huse med Jord ved deres Side, og at vore nuværende Bønder lidt efter lidt vilde forvandles til Parcellister, der betalte Leien af deres paa flere Aar dem tilforpagtede Huse og Jorder, samt Skatterne af disse sidste med tre Dages Arbeide ugentligen paa den Hovedgaard, de vare underlagde. Jeg derimod tilstaaer gjerne at være blandt de Kortsynede, som Hr. D. siger ikke engang have anet disse Følger af Fæsteindretningens Ophævelse, han med saa megen Bestemthed forudsiger, tilstaaer gjerne, at have tænkt mig vore Bøndergaarde, omtrent som de nu ere, som oftest bortforpagtede paa overspændte Vilkaar, der vilde have Forpagternes Ødelæggelse til Følge; Hoveriet, som nu er bestemt, forøget ved mange vilkaarlige Paafund og Tilsætninger; Bønderne, som nu have Boepæl og Ophold paa Livstid, omflakkende fra et Sted til et andet, mange af disse, foruslede og forarmede at blive det Offentlige til Byrde; Jorderne, som saa tidt skiftede Brugere, den ene fattigere og daarligere end den anden og hvoraf desuden ingen havde synderligen Motiver at anvende noget paa deres Forbedring, udpinede og forringede, - alt dette tilstaaer jeg gjerne at have tænkt mig omtrent som den Tingenes Orden, der vilde indtræde, dersom Fæstesystemet ophæves.
Det vil nu komme an paa, hvilken af disse Forudsætninger der er den rigtigere, og jeg vil heri ingenlunde foregribe Læserens Dom; imidlertid troet jeg vist, at flere end jeg allene ville finde det usandsynligt, at ret mange Godseiere vilde benytte den attractive frie Raadighed over deres Bøndergods, om samme skulde blive dem tilstaaet, paa den Maade som Hr. D. har antaget vilde skee, nemlig til af sammenlagte Bøndergaarde at oprette store Avlsgaarde med et større eller mindre Antal af smaae Parceller omkring Opførelsen af de betydelige Bygninger, der udfordredes til at drive Gaarde paa 4 … 500 Tønder Land, saavelsom af de Huse paa hine Parceller, vore nuværende Bønderfamilier skulde beboe og dyrke, Tilveiebringelse af den fornødne Besætning paa hine Gaarde, ligesom ogsaa de nye Opmaalinger eller Omdelinger af Jord, der i saa Fald bleve nødvendige, vilde medrage saadanne Bekostninger, som vist faa Godseiere havde Evne, og endnu færre Lyst til at udrede, om de ned havde Evne; allermindst de, der med betydelige Bekostninger engang have udskiftet deres Bøndergods, og ladet Gaarde udflytte, hvilket jo, ifald hine eller lignende Operationer skulde foretages, gandske og aldeles var spildt Arbeide. Skeete nu ikke det, som Hr. D. formener vilde skee, hvad
andet kan da antages at ville blive Tilfældet end det, hvoraf jeg har fremstillet de rimeligviis indtrædende Følger som Skadelige og fordærvelige?
Men om nu ogsaa Tingene virkeligen kom i den Gang, Hr. D. antager de vilde komme i, dersom Godseierne fik fri Raadighed over deres Bøndergods, om der af sammenlagte Bøndergaarde opstod store Avlsgaarde, med en Deel smaa Parceller ved Siden, mon dette vilde bringe Godseierne, Bondestanden og Staten de Fordele, som Hr. D. deraf lover sig? Jeg for min Deel troet det neppe. For det første vilde maaskee Staten endda have større Vanskelige ved at faae sine Skatter ind, end den nu hav, aldenstund Erfaringen lærer, at Bønderne, i det mindste paa mange Steder, betale deres Skatter bedre end Godseierne, og at disse sidste have svære Restancer, saavel af egne, som af Bøndernes til dem indbetalte Skatter. At Godseierne vilde have lettere ved at betale Skatterne, naar de selv skulde udrede disse af en stor Deel af deres Bønderjord, end nu, da de for denne sidste bliver contant indbetalt til dem, lader sig neppe
tænke. Man vil uden Tvivl beraabe sig paa den større Indtægt, Godseierne paa denne Maade vilde have af deres Bønderjorder. Jeg maa tilstaae, jeg finder dette noget tvivlsomt. Skulde slige Avlsgaarde, der, vel at mærke, vilde bestaae af Jorder, der ikke allene være tiendepligtige, men ogsaa behæftede med de øvrige paa ufrit Hartkorn hvilende Byrder, bortforpagtes, hvilket vel som oftest blev Tilfældet, da vilde der vist ikke kunne svares ret meget i Afgift af dem. Mig ere flere Tilfælde bekjendte, hvor Gaarde med fri Hovedgaardstart, men uden Hoverie, er bleven bortforpagtet for en aarlig Afgift, der ikke var større, end havd Tienden, der oppebæres til samme, Aar om andet kunde anslaaes til; at altsaa Gaarden med fine Jorder, for sig selv alene, ikke ydede Eieren nogen Indtægt. I det mindste vilde, i Tider som de nærværende, Indtægten af forommeldte Avlsgaarde kun blive ubetydelig. Desuden kunde man med Føie ogsaa finde det betænkeligt, at Staten skulde lade de Præstationer og Bidrag beroe paa een Mand, som tilforn Mange vare om at udrede; thi om denne Ene blev uformuende dertil, vilde dette give en langt føleligere Standsning, end om een eller nogle af hine Mange blev tilbage med sin Andeel. Om de Skatter, der skulde svares af slig en Avlsgaard, de
Friægter, det Veiarbejde, den skulde præstere, de Communeafgivter, den skulde udbrede, formedelst Eierens Uformuenhed, udeblev, vilde dette ikke, paa vedkommende Steder, for at bruge en almindelig Talemaade, gjøre en langt større Brøk i Regningen, end om een af de 12 Fæstebønder, af hvis sammenlagte Gaarde hiin fremstod, havde paadraget sig en Restance, som maaskee endda sieldnere vilde blive Tilfældet? Man tale kun ikke saa foragteligen om, hvad Fæstebønderne kunne præstere og udrette; naar alt kommer til alt, turde maaskee det, som disse skulle skatte og yde, indkomme rigtigere, end fra de fleste andre Steder. At en Bonde kan rede for sig, ved Hjelp af den samlede Stilling, han kan gjøre ud af en selvtillagt Hest, han hvert andet Aar sælger, eller af de Grise, en frugtbar So aarligen bringer ham, dette skulde Forfatteren ikke lade saa haant om, som han har gjort Pag. 8, og allermindst deraf uddrage den Slutning, at Bonden nok kan sammenholde, men ikke erhverve. Er da den Skilling, som Bonden tager af Kreature, han med tilhørlig Røgt og Pleie har opelsket, ikke ogsaa erhvervet? Og kan et saadant Tillæg af Heste, som hvert andet Aar kan afgive een til Salg, eller en So, som yngler et Par Gange om Aaret, helst naar Grise ere i en høj Priis, med Hensyn til Bondens Kaar og Stilling, ansees for en saadan Ubetydelighed, som Hr. D., med en Slags fornem Medlidenhed, undres over, at en Bonde kan hutle sig igjennem med?
Hvad nu endeligen den Lykke angaaer, hvortil vore Bønder, paa deres Børns og Efterkommeres Vegne, skulde glæde sig, om Fæsteindretningen ophævedes, da skal jeg ikke nægte, at jeg for min Deel ikke finder den misundelsesværdig. Fra en Tilstand, i hvilken man seer sig og Sine Bopæl og Ophold sikkret paa Livstid, at gaae over til et ustadigt og omflakkende Liv, hvor man har Haab om, at den Flid og de Omkostninger, man anvender paa sine Jorders Forbedring, kan komme En selv eller Ens Børn tilgode, at gaae over til en saadan hvor man netop derved forbereder sig tungere Vilkaar; fra en Tilstand, i hvilken pligtmæssige Arbeider og Præstationer een for alle Gange kjendes, og ere nøje bestemte, at gaa over til en saadan, hvor disse fra Tid til anden vilkaarligen kunne forandres og forøges; fra at være selvstændig og bosat Borger i Staten, at blive en Mellemting af precair Eristens (Hr. D. siger selv, at hans Parcellister skulle være Hjul i Maskinen, men ikke fremtræde som selvstændige Væsener) - hvo der vil kalde dette en lykkelig Forandring, vil nok ikke finde mange, som heri ere enige med ham. Man prøve at foreslaae en fornuftig og dygtig Fæstebonde, at forlade sin nuværende Stilling, og at træde ind i en saadan, som de før omtalte Parcellister skulde befinde sig i, mon han ikke vilde takke Gud for det, han har, og bede om at være fri for det andet? Og om endda Bondens Kaar og Tilstand som Parcellist, paa den af Hr. D. foreslaaede Maade, var taalelig, hvo er Borgen for, den allevegne vilde blive saaledes? Kunde ikke Godseierne, ved den Concurrence, som gjerne finder Sted, naar Steder at være paa ere ledige, istedetfor hine tre Dages Arbeide, hvormed Leien af Huus og Jord, og Skatterne af denne sidste, skulde betales, udbetinget sig saa meget Arbeide, saadanne Afgifter og Præstationer, baade i Penge og Naturalier, som slige Parcellister eller Forpagtere nok paatage sig, men i Tiden ikke kunde udrede? Mon de ikke paa mange Steder bleve til rene Slaver, og det gamle Livegenskab, eller dog noget, der ikke var stort bedre end dette, føres tilbage?
Dette er min Anskuelse af fri Forpagtning og dens nærmeste Følger, i Modsætning af den, Hr. Kammerraad Drewsen i Landeconomiske Tidender har meddeelt. Hvo der interesserer sig for Sagen, han prøve nu, og dømme, og beholde det Gode.
Naar Herr Justitsraad Løwe vil behage, i et roligt og passende Sprog, at oplyse og bevise, i hvilken Henseende mit Ønske om den offentlige Befordrings Forbedring, i Skilderiet No. 101, bør ansees at være, som Herr Justitsraaden udtrykker sig, "en ufuldstændig, ufuldkommen, uoverlagt og umoden Idee", samt, hvad det er "for neppe begyndt Bedre", hvis Fremme mit Ønske om den offentlige Befordrings Forbedring skulle have hindret, ligesom og paa hvad Grund Herr Justitsraaden spotter over, at jeg med den ’rbødighed, der skyldes de Mænd, H. M. Kongen har sat i Spidsen for Befordringsvæsenet, har indstillet mit Forslag til Sammes gunstige Opmærksomhed; saa skal jeg ufortøvet udførlig og nøiagtigt udvikle Grundene til mit af Herr Justitsraaden saa bittert og haanligt agrebne Forslag, hvis de ikke allerede skulde ligge tydelige nok i Forslaget selv. Jeg benægter imidlertid aldeles, at jeg ved det omhandlede Forslag paa nogen Maade har villet ringeagte eller forkaste de Bestræbelser, der er skeete til at fremme Indretninger i den henseende, som i Europa's største Stater (alt efter Herr Justitsraadens egne Ord) skal have naaet den højeste Fuldkommenhed, men ønsker gjerne at vide, hvor denne højeste Fuldkommenhed i Befordringsvæsenet er opnaaet, og paa hvad Grund de kunne hædres med dette navn.
I anledning af Viborger Samlers senest Anførte om Skole-Programmerne, maatte jeg, til Gjensvar derpaa, tilføje, at Rector Taubers Program ikke er citeret, fordi han formeentes at være Rector, hvilket jeg vel veed, han da ikke var; men fordi jeg ansaae det deri Afhandlede, som en vigtig Gjenstand for de Herrer Rectorernes forventende Programmer fra Jylland, da disse Skolers fausta & infausta ere mindre bekjendte end de øvrige danske Skolers. Naar jeg deri vedbliver Ønsket om at de maatte skrives paa Latin saa skeer dette, fordi jeg troet at det Publikum, der skal finde disse Efterretninger for underholdende, nærmest maae være Studerende eller Lærde, der følgelig maae kunne det latinske Sprog som deres Modersmaal. Det vil desuden give vedkommende Herre en behagelig Leilighed til at vise det lærde Publikum, at Worms og Fibligers classiske Latin endnu herligen trives i vore lærde Skoler, ikke allene i de Hovedstaden nære, men og i de fjernere Provindser.
Slavehandel.
I Europa holder man Auctioner over Heste, Qvæg og livløse Ting - i America over Mennesker, rigtig nok af Farve sorte, men dog af samme Kjød og Blod som de hvide. Længe ere Negerslaverne blevne af Europæerne betragtede som Kjøbmandsgods. For kun at nævne eet Exempel af mange, ville vi anføre hiin engelske Skibscapitain Luke Collingwood, der, førende Skibet Long, 1783 lod kaste 132 Negere overbord, under det Paaskud, at hans Mandskab kunde komme til at mangle færsk Vand. Da han kom hjem med sit tomme Skib, fordrede Skibsejerne af Assurandeurerne de druknede Slavers fulde Værdie. Der opstod en Proces, hvorved den græsselige Historie kom til offentlig Kundskab. Den ædle Britte Granwille Sharp Esq. fremtraadte og anklagede Collingwood som Morder; men han kunde ikke formaae Dommerne til at betragte Sagen fra den Synspunkt. Den blev regnet blandt Søskader og man stred ene om, enten Rhederne, eller Assurandeurerne skulde bære Tabet. Aug. Billard siger i sin for ikke længe siden udkomne Reise til Isle de France og Øen Bourbon: Noget særdeles Modbydeligt har Slavernes Salg ved offentlig Auction blandt Efterladenskaber. Den hele Flok gaaer sørgmodigen op og ned i Gaarden, hvor Auctionarius sidder, og den ene efter den anden opraabes, og begabes af de
Tilstedeværende. Er det en liden Sort, saa maa han staae op paa en Stoel eller et Bord. 100 Pjastre! 120 Pjastre! hører man raabe. Den Sorte smiler med Velbehag, naar den Bydende er en god Herre, men er han bekjendt som en Tyran, er han fra et meget langt bortliggende Qvarteer, saa har den stakkels Neger Ondt ved at skjule sin ’rgrelse. Imidlertid er Loven dog saa menneskelig, at den har bestemt, at Børn under syv Aar ei maa skilles fra deres Mødre. Manden bryder man sig ikke om at skille fra Konen. Rigtig nok gifte de sig uden Ceremonie, men det giver dog Anledning til hjertetræffende Optrin. Ofte er den, der kjøber Manden, og saa menneskekjerlig, at gjøre en Opoffrelse, og kjøbe Konen tillige.(Fortsættes No. 4.)
J. J. Rousseau..
Formey yttrede engang i sit Skrift: "en Borgers Erindringer", at J. J. Rousseau vilde ikke meget overleve det Aarhundrede, hvori han fødtes. Endnu er den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede ikke forløbet, og allerede er der i samme udkommet fem nye Oplag af de rousseauske Værker, ei at tale om de mange særskilte Aftryk og Udgaver af enkelte af hans Arbeider. Medens der over denne berømte Mands Skrifter og Levnet allerede er skrevet saa mange Bøger, at de allene udgjøre et betydeligt Bibliothek, har man nu ogsaa faaet et af to Bind bestaaende nyt Værk: Histoire de la vie et des ouvrages de J, J, Rousseau, hvis Forfatter er V. P. Musset-Pathay. Man seer heraf, at det gaaer med de literaire Spaadomme, som med de Dietmarske: naar man spaaer en mild Vinter, faaer man sædvanligen en stræng, og naar man spaaer en stræng, faaer man en mild. Forf. erklærer sig for en ivrig tilhænger og Befordrer af
J. J. Rousseaus Skrifter og hans Person. Han paatog sig det møisommelige Kald, at gennemlæse, eller rettere studere, alle de Skrifter, der ere skrevne om ham, og Frugten af hans Grandskninger vare, at Beundringen over Rousseaus Skrifter opstod derved, at man læste dem uden Mellemrum, som et sammenhængende Heelt, og Utilbøjeligheden mod ham, fordi man kjender hans Personlighed kun stykkeviis af de mange Skrifter, hans Venner have udgivet angaaende ham. Intet, siger Forf., lignede min Forundring, ved at finde Mangel af Oprigtighed paa den ene Side, og falske Anskuelser og Fordom paa den anden; hos alle uden Undtagelse Lidenskabens eller Vildfarelsens Sprog; her Unøiagtighed i de anførte Kjendsgerninger, løse Gisninger; hist Forandringer i Citaterne, ugrundede Forudsætninger, falske Fortolkninger, overalt vrange Meninger. Forf. har deelt sit Værk i 4 Afdelinger, og i Begyndelsen fulgt Rousseaus berømte Selvbekjendelser (som ogsaa haves paa Dansk, men i en just ikke heldig Oversættelse). I den første Bog af disse Bekjendelser findes Ytringer, der caracterisere dem paa en mærkværdig Maade. "Jeg begynder et Foretagende, siger R., som aldrig har havt sin Mage, og hvis Udførelse ikke vil finde nogen Efterligner. Jeg vil vise mine Lige et Menneske i hele sin Naturs Sandhed; og dette Menneske skal være mig. - Mig selv. Jeg føler mit Hjerte og jeg kjender Menneskene. Jeg er ikke skabt som nogen af dem, jeg har seet; jeg vover at troe, ikke at være skabt som nogen af dem, der ere til. Hvis jeg ikke er bedre, er jeg i det mindste anderledes. Om Naturen har gjort vel eller ilde i at sønderbryde Formen, den støbte mig i, er noget man ikke kan dømme om, førend man har læst mig. - Lad Dommedagens Basun lyde, naar den vil; jeg skal møde; med denne Bog i Haanden skal jeg fremstille mig for den højeste
Dommer." - Nærværende Forf. tilstaaer, at denne Deel af hans Værk ofte har sat ham i Forlegenhed. Det er vanskeligt at tale til Forsvar for en Beskyldt, der anklagede sig selv for de største Forbrydelser, om hvilke ingen tilforn har vidst noget. Skriftens Rec. i Gdtt. Ang. Sept. 1822, mener, "at denne Forlegenhed forsvinder, naar man betragter hine berømte Bekjendelser, ikke som virkelige Actstykker, men som Productet af en syg Indbildningskraft. Adskillige engelske Philosopher have villet tilskrive hvert Menneske en vis Grad af Galskab, der kun ved visse Foranledninger, og i forskjellige Graduationer yttret sig." (Nærværende Anmelder erindrer, at have hørt Dr. Gall, paa de Forelæsninger han holdt i Kjøbenhavn, sige: wir sind ja alle nicht recht gescheid, men han havde ogsaa Grund dertil, naar han saae, hvor blindt man forgudede hans Organlære.) "Hvorvidt denne melancholske Idee lader sig bevise, maa vi lade staae ved sit Værd. Men en Kjendsgjerning er det, at Forf. selv ikke fragaaer, at Rousseau allerede i den Periode da han skrev sine Bekjendelser, led af en Melancholie, der grændsede til Afsindighed, og som omsider, saaledes som Forf. ogsaa troer, bragte ham til den Beslutning, frivilligen at gjøre Ende paa sin Tilværelse. Det er noget, der meget almindeligen møder, at Sindssvage, i det sørgelige Udbrud af deres Aandsforvirring, ligesom finde den højeste Sjelenydelse i at gjøre deres begangne Feil til de største Forbrydelser, ja endog selv beskylde sig for disse, uden nogensinde at have begaaet samme. Det maatte uendeligen smigre Rousseaus Stolthed, at gjøre hvad førend ham endnu ingen havde gjort: at stille sig selv, med alle sine virkes lige og indbildte Feil, blot for Verdens Øine." (Denne Rec. maa ikke have nogen rigtig Idee om virkelig Sindssvaghed, naar han kan indbilde sig, at et Værk, som Rousseaus Bekjendelser, er Productet af en f o r v i r r e t Hjerne, eller naar han kan troe, at Tungsindighed, der omsider leder til Selvmord, just forudsætter Afsindighed. Om man end vilde indrømme ham, at Selvmorderen, i det Øjeblik, han begaaer Handlingen, befinder sig i et Slags Aandsforvirring, eller rettere i en Kamp, hvor Fornuften maa bukke under for en ham foresvævende mørk og martrende Idee, saa kan man dog umueligen antage, at alle de Selvmordere, der med største Overlæg og Fornuft have forberedt deres voldsomme Hedengang, vare afsindige, sædvanligen er det en udmærket høi Grad af ’resfølelse, der bringer saadanne Mennesker til at begaae Selvmord. At stille sig blot med alle virkelige og indbildte Feil for Verdens Øine, var desuden noget, som Miguel de Montagne, endskjøndt under en anden Form, allerede havde gjort to Hundrede Aar førend Rousseau. Naar iøvrigt Rousseau var, som Rec. synes at mene, halv afsindig, saa matte man ønske de fleste saakaldte Fornuftige en Deel af samme Afsindighed. Den Paastand, at ethvert Menneske har en vis Grad af Galskab, er mere vittig end sand; Nykker, Luner, Egensindighed, Udmærkelsessyge ere nødvendige Variationer i den menneskelige Natur, afhængige af tusinde udvortes Forhold og indvortes Egenskaber, men endnu langt fra ikke noget Tegn paa Galskab.) "Men - vedbliver Rec. - om vi end kun kunde ansee "Bekjendelserne" for en Halvroman, saa blive de dog altid et høist mærkværdigt Særsyn i den literariske verden; de levere fortræffelige Bidrag til Kundskaben om det menneskelige Hjerte. Der gives intet Værk, der har saa megen Lighed med Le Sage Gilblas, som Rousseaus Bekjendelser. Vi see ham som Læredreng, Kobberstikker, Tjener, Kammertjener, Tolk hos en Archimandrit, Skriver hos en Cadaster, Musiklærer, Hofmester hos Børn. (Hvis var Skylden? hans eller den Stats, for hvis Literatur, for hvis Oplysning han opoffrede sig? Han havde intet methodisk Studium, var ingen academisk Borger, var intet Medlem af noget Laug, og vilde leve frit og uafhængigen. Hvad skuld han da gribe til, uden til de anførte Fag, for at kunne leve? Det er meest Skam for Frankrig, at det med
en Statsbankerot paa adskillige Milliarder, ikke kunde afsee nogle Tusinde Fr. til at skaffe et Genie som Rousseau, i T i d e, en for ham passende Virkekreds. Man vil maaske indvende, at han var for sær og egensindige, hypochondriske Mand paa det grusomste? Friedrich den Anden tilbød ham rigtig nog en Pension, som Rousseau nægtede at modtage, fordi han ikke skjøttede om, at nyde en Pension for intet, og mindst af en fremmed Monarks Haand. Friedrich sagde derfor: "Den Karl er en Nar!" - Men var han det og virkeligen? Er det da saa naragtigt, ikke at ville modtage Naadsenspenge, saalænge man endnu kan selv fortjene sit tarvelige Brød som Kobberstikker, Kammertjener, SKriver, Tolk, Musiklærer, Hofmester? - Vist nok hører en saadan Characteer til de sjeldne; thi de færreste Mennesker gide arbeide; de fleste ville heller opoffre deres Frihed, Selvstændighed og Overbevsning. Derfor kaldes den, der følger de modsatte Grundsætninger, en Gilblas - ja endog Nar.) (Fortsættes i No. 4)
Til S. T. Hr. Thisted..
Der stod Du nys med Kraft og Varme, </br>
Og talte til den rørte Hjord; </br>
Du bad til Gud at sig forbarme </br>
I naade over faldne Jord. </br>
Dit ord gjød Trøst i hvert et Hjerte; </br>
Thi Himmel Viisdom var dets Aand, </br>
Du lærte os at Dødens Smerte </br>
Vil lindres ved Alfaders Haand! </br>
</br>
Hvo hørte Dig og følte ikke, </br>
Paa ny fordoblet Lyst til Dyd? </br>
Skal vi end Modgangs Kalken drikke, </br>
Sig Sorg kan vende om til Fryd. </br>
Du gjød Din Balsam i vor Vunde, </br>
Og viiste os med Fred at blunde, </br>
Naar Livets Fakkel slukkes ud. </br>
</br>
O hellig! som vor Frelsers Lære, </br>
Du tolked' for os Herrens Ord! </br>
Og bød som C h r i s t u s os at bære </br>
Vort Kors med Taalmod her paa Jord. </br>
Du lærte os ved Aarets Ende: </br>
"Engang skal Hjertet stille staae": </br>
Vi bør vor Hu mod Graven vende, </br>
"Men veed ei naar vor Stund skal slaae." </br>
</br>
Og endelig - saa lød Din Stemme: </br>
"Enhver sig her berede maa", </br>
Og aldrig C h r i s t i Ord forglemme; </br>
Engang vi skal for Dommen staae; - </br>
O fromme Hyrde, leed herneden! </br>
For Almagts Throne faldne Hjord, </br>
At vi kan vinde Evigheden </br>
I Aand og Sandhed ved Dit Ord! </br>
</br>
Leed os for Herrens lyse Throne, </br>
Engang paa Dommens store Dag! </br>
At vi maa fange Livsens Krone, </br>
Naar Larven ei er mere svag. </br>
Leed Hjorden hist mod Himmelfreden, </br>
O, fromme Hyrde, hør vor Bøn! </br>
"Lev længe for Treenigheden, </br>
"Du Ordets Tjener, Lysets Søn! </br>
</br>
H. G. K. Sommer.
Kjøbenhavn. Trykt hos J. H. Hvede. | wikisource | wikisource_3307 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=171 to=177 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9439 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Kiøbenhavns Skilderie.
No. 1
November 1786
Alle store Byer, siger en vis Forfatter, ere det menneskelige Kiøns Skarnkister. Denne Lighed og Overeenstemmelse strekker sig ikke allene til vore, men og til de forbigangne Tiders store Stæder. Alexandrien, beskreven af Adrian og Lucian, har saa meget Lighed med vore Tiders store Stæder, at naar Navnet udslukkedes, skulde man troe, det var Paris, Kiøbenhavn eller en anden Stad, der blev beskrevet. Desuagtet har man givet et Skilderie af Paris, og hvorfor skal Kiøbenhavn mangle sit? Vel bestaaer Forskiellen ikke saa meget i Hovedtrekkene, som i Skyggerne og Skatteringerne; men derfor har man ikke Ret til at skielde Maleriet for stiaalet eller overflødigt. Den ublidere Himmelegn, den mindre Grad af Forfinelse, vore Selskaber, Sæder, Oplysning, og utallige andre Ting give Kiøbenhavn et saa forskielligt Udseende, at man ikke ved første Øiekast skulde troe, det lignede Paris saa meget som det vrikeligen giør. Lykkes det mig at give Skilderiet den Skygge, som de omtalte Ting fordre, vil det nok blive noget mørkt, men derfor og desto sandere.
Skulde Publikum troe, at Skilderiet kunde fortiene dets Yndest, som man vist tør formode, da det endog vil komme til at forestille dets mest yndede og yndigste Skribentere; vil man have sig udbedet dets Bidrag til at forskaffe endeel fattige Folk Suul til det Brød, Nunorristerne vist vil skienke dem. Denne store Handling kan iverksettes ved at lade sig tegne hos Bogtrykker Holm for dette Maanedsskrift, der betales med 2 [Skilling] for et halvt Ark, og 4 [Skilling] for et heelt. For at forekomme Bebreidelser og vrange Fortolkninger være det engang for alle gange sagt: at man hverken binder sig til noget vist Antal Ark, Tid eller nogen anden Bestemmelse. Det skulde man troe var ærligere og redeligere, end love meget og holde lidet eller intet.
Megen Umage kunde det ikke koste at skrive, at Nationens mest yndede Skribentere leverte Bidrag til dette Maanedskrift; men da det kan være Publikum ligegyldigt enten een eller flere skrive, vil man end ikke paa den Maade tilsnyde sig Yndest. Den Konst, ved Tryglen at formaae Mænd til at skrive, bramme med deres Navne, og forlede Publikum til at betale Avner, som det selv maae rense for at bekomme de faa gode Korn, som findes der iblant, forudsetter en vis Grad af Uforskammenhed, som synes at være Genier egen.
Skulde nogen finde sit Navn trykt blant Subskribenterne, som ikke har ladet sig tegne, er det ikke skeet for at følge andres Exempel; og skulde det hænde, at Budet paastod, at en eller anden havde ladet sig tegne, vilde man have den Godhed at afvise det. Ved anførte og andre Konster, hvorom i sin Tid skal gives Underretning, vil man ikke søge at forskaffe Maanedskriftet Yndest og Afsætning. Som sagt, for 2 [Skilling] sælges et halvt, og for 4 [Skilling] et heelt Ark. Finder Publikum ikke sin Regning ved at kiøbe, beholder det sin 2 [Skilling], og synes Skribenten ikke om at skrive, holder han op.
Fra min venstre Haand kan man og med det første vente et Blad, under Titel: Kiøbenhavn, hvorunder trykkes: af denne Tidende udgives ugentligen nogle Stykker, og naar dette Blad andensteds anmeldes, kaldet: Politisk og Statistisk Tidende. Heri binder jeg mig aldeles ikke til nogen vis Materie, eller antagen Tidsregning. Ugen f.Ex. gives 8 fulde Dage. Den Brug, jeg især agter at giøre af dette Blad, skal komme til at bestaae deri, at jeg efter Omstændighederne vil forlange Hielp, Understøttelse, Raad o.s.v. af Kiøbenhavns Skilderies Forfatter, og da skal han som en Mand opstaae, og slaae til Lyd med disse Ord: Jeg er offentligen opfordret til at tale hin eller denne Sag. Dette er Aarsagen, hvorfor jeg lader min venstre Haand skrive dette Blad.
Med Tiden skal jeg og sørge for, at mine Blade blive anpriste og udbasunede saa vel her ved en Maskine, som en duelig Konstner arbeider paa, og snart vil blive færdig med, som udenlands i den Hamborgske Journale og Gotaiske lærde Tidende.
Det ærede Publikum vil heraft kunne skiønne, at jeg er alvorlig betænkt paa at vinde dets Yndest. For endnu mere at forsikre mig den, skal jeg troeligen fortælle, naar jeg enten selv skriver eller ved andre lader skrive noget til min Berømmelse, hvad Hensigten var dermed, hvad der bevægede mig dertil, og Udfaldet, for derved efter ringe Evne at samle nogle Malerier til den store Konst, der lærer hvorlunde man uden Fortieneste kan blive berømt. Til Trøst og Husvalelse være det sagt, at jeg allerede er i Besiddelse af adskillige vigtige Bidrag til denne ædle Konst, som jeg dog for det første holder tilbage, indtil jeg ved anstillede Prøver og egen Erfaring har befundet, at de ere probate.
Kiere Publikum! Lad ikke sligt et priseligt Foretagende staae i Stikken, til Skam for vore oplyste Tider. Du seer selv, det gielder meer din egen end Skribentens Fordeel. Beskue nu, om du saa synes, nogle af de Stykker, der samlede skal udgiøre Kiøbenhavns Skilderie, og lad din Yndest saaledes ynde mine svæggede Kræfter, at de kan forvinde deres Svæggelse, og ingen Svæggelsers Svæggelse oftere finde Sted.
Gader.
Kielderskure, Trapper, BordeStole, Bænker, Gryder, Potter og utallige andre Ting indtage paa mange Steder saa megen Plads af Fortogene, at man nødes til at troe, de ere anlagte ikke for Fodgængere, men for de omtalte Skramlerier. De hugne Steen have og paa mange Steder en saadan Helden mod Rendestenen, at det maae ansees for en Lykke, ikke at styrte deri. At Dragere med Bylter paa Hoved, Skuldre eller Arme tillades at betiene sig af Fortogene, er ikke allene til Lettelse for dem, men og nyttigt og lærerigt for Fodgængere, som derved vænnes til at vogte sig for Stød paa Legemet og Rifter paa Klæderne. Skulde en eller anden bekomme Stød, Rift, eller styrtes i Rendestenen, bør han tilskrive sin egen Ubehændighed det, og glæde sig ved, at han har lært at tage sig i Agt. Trillebørenes Knirken paa Fortogene giver en saa behagelig Lyd, at enhver gierne giver sine Skinnebeen til Pris, for ikke at berøve Øret en saa herlig Harmonie.
Gaderne selv ere, naar Veirliget paa nogen Maade tillader det, saa bløde, at den, der mest plages af Ligtorne, ikke har Aarsag til at klage, og skulde han hist og her blive siddende fast, istemme han en Sang til Renovationens Berømmelse. Den vil være ham ligesaa tienlig som det er den Forbittrede at tælle til Tive, førend han iverksetter Vredens Beslutning.
Plakaterne paa Hiørnerne, der sige os at Gaderne ere feiede og rene, ere ofte selv ikke sikke for at besudles og overstænkes af det Dynd, som de bevidne ikke at være til.
Den udkastede Uhumskhed, de stinkende Aadsler af Hunde, Katte, Rotter o.s.v. fylde Luften med en Damp, der indsues af Lungerne, til megen Fordeel for Libitina, i det mindste for hendes troe Tienere, Lægerne.
Tiggerie.
Resultatet af anstillede Prøver og Forsøg er oftest heel forskielligt fra det, man ventede; desuagtet paastaae Sagkyndige Mænd, at ethvert, endog mislykket Forsøg er oplysende. Jeg er ikke langt fra at tiltræde denne Mening. Ved Opmuntring til Vindskibelighed og Arbeidsomhed har man stræbt at hemme Tiggerie. Man befandt, at denne Kraft ikke var stærk nok til at frembringe den ønskte Virkning; man lagde Tvang dertil, og nu frembragte man, i Stedet for et plumt og ubehøvlet Fuskerie, en rar og sindrig Konst. Børnehuset er Høiskolen for denne Konstes Dyrkere. Her samles fra alle Stadens Hiørner en Mængde erfarne Tiggere, der meddele hinanden deres erhvervede Kundskaber og Erfaringer, og som det gaaer i andre Videnskabers-Selskaber, gaaer det og her: Manges forenede Bestræbelser og Arbeider i en og samme Ting bringer den til Modenhed og Fuldkommenhed. Tiggerne have paa denne Maade lært at give deres Stand en ligesaa grundet Fasthed og Varighed, som alle andre politiske Legemer. De have forenet sig, sammenskudt en Capital, oprettet et Compagnie, uddeelt Actier (store Mønstre smitte) og tigge nu med Klem og Eftertryk. Alle store og vigtige Expeditioner paatager Compagniet sig. Det udsender Factorer til de offentlige Pladser, der udrede mindre Skibe, som seile inden Skiers. Saaledes befarer en blind Mand Vingaardstrædet, og forhandle der Jesu Navn og Guds Velsignelse. Flere drægtige Lastdragere, en svanger Kone med et Par Børn ved Siden, en Kone, der i Frost og Kuld giver et Barn Die, i hvis Kølvand adskillige pialtede Glutter seile, krydse op og ned ved Canalen lige ind paa Slotspladsen, og sælge der Hulken, Graad og Nøgenhed med god Fordeel. Stedet, hvor Hovedcontoiret holdes og Hovedcassen forvares, holdes meget hemmeligt. Til Hovedcassen strømmer Gevinsten af alle Expeditioner, og af den udbetales Udbyttet. Deres Børs holdes undertiden paa Kongens Nytorv, undertiden andensteds. Ungt Mandskab til Skibene udsøges med megen Flid blant Lærlingerne i de forskiellige Skoler, der med megen Nidkierhed forestaaes af gamle Kierlinger, og holdes næsten i alle smaae Gader. Med Søerøverne, som dog ikkun til visse Tider løbe ud og giøre Farvandet usikkert, har man for Sikkerheds Skyld sluttet Alliance. Man har beregnet, at det er fordeelagtigere, aarligen at give Foræringer, end ideligen forstyrres i sin lovlige Handel og Seilads. Al denne Klogskab og Forsigtighed uagtet, opbringes dog nu og da en og anden; men ingen uden de, der have forsømt eller ikke bekymret sig om at anskaffe og bruge det priviligerede Flag.
Da dette Compagnie ingen anden frygtelig Fiende har, end tarvelig og nyttig Vindskibelighed, der aldrig boede eller kommer til at boe i store Stæder, staaer det ikke Fare for at spille Banquerot. Selskabets ved lang Erfaring lærte Forsigtighed og Klogskab havde desuden værnetfor enhver Ting, der kunde tilbringe det Undergang. Dets Direction er ikke saa stor og talrig, og dets Contoir- og andre Betiente ikke i saadan Mængde, at de, efterat have opædt det hele Compagnies Fond, nødes til at bringe Sagerne i Uorden og Forvirring, for paa den Maade at undgaae Tiltale og forskaffe sig Sikkerhed. Foruden at de selv frembringe deres raae Vare, have de i deres Skoler og især paa deres Høiskole lært at give dem en saadan Forædling, at de hyppigen søges. Enhver Skilling altsaa, som de faae ind, har intet med Coursen at giøre; thi de forskrive ikke deres Cargaisoner fra Fremmede. Deres Skibes Casque og Udredning til Søes koster saa lidet og forrettes saa vel, at man tydelighed seer, Nidkierhed for det Almindeliges Vel besieler hele Selskabet.
Statistisk Viisdom.
Høit oppe paa Ærens Tempels Spir blinke Ærekrandsene, Gratialer og Benaadninger, som hykkelsk Klynken, konstig Klage og Ahnestolte Navne ligesaa ufeilbarligen tiltrekke sig, som Tordenlederen Lynildstraalen.
Ikke Landets egen Mangel, ikke Gield til Fremmede have bragt Vexelcoursen til den Høide, der maatte føde Misundelse, naar Udlændingen ikke besad Ædelmodighed nok, til ikke at misunde os denne Høihed og dette Fortrin.
Naar Papirpengene have skudt Huud, isteden for hvide ere blevne blaae, vil den bortfløine Credit ligesaa vist og tilforladeligen vende tilbage, som Viben indfinder sig paa Engen, der fra hvid er bleven grøn, fordi Sneen bortsmeltede.
Store Ord og høitidelige Løfter om synkende, afbetalende, voxende, forstrekkende, udlaanende Fonds, forskaffe unegteligen en større og almindeligere Credit end rede Penge eller virkelig Gields Betaling, der var en Følge af planmessig varig Sparsomhed.
Den, der ikke kan begribe og fatte, at Crediten nedsænkes i Dyndet af det tunge Sølv og Guld, og hæves i Veiret paa dædaliske Vinger af det lette Papir, han klage ikke over Menneskers ublide Dom, men over Naturens Ublidhed, der negtede ham endog Evne til at begribe og fatte statistiske Sandheder.
Soleklare Sandheder.
Indsigter, Duelighed og Redelighed følge ligesaa troligen Anciennitet som Skyggen Legemet; Anciennitet har altsaa en ustridig Ret til de høieste Æresposter.
Den Gud giver et Embed, siger Fader Rabener, den giver han og Forstand; den, der gives en Pension, gives Ret til et Embed, hvis Indkomster ere større; den altsaa, der gives en Pension, gives Forstand.
Ofte faaer, ofte seer, ofte fatter og indseer man mere i et Qvarteer, end i mange Aar. Rousseau tog sig paa en Reise, han giorde paa Apostlenes Viis, en kort Hvile under et Træe. Her saae og fattede han alle de Begreber, der have giort ham bekiendt og berømt. Hvo seer da ikke, at den rette Papas og Mecæns Yndest giver større Lærdom, Duelighed og Redelighed i et Qvarteer, end Tænkekraftens ivrigste Anspændelse og Brug under de lærdeste Mænd ved de bedste Akademier i mange Aar?
Det koster ikke et lærvilligt Hoved saa megen Umag at erhverve grundige Kundskaber, som et tomt Hoved at bære sin Stands Dragt i ti eller flere Aar.
Den Konst, at referere af Acterne, eller fortælle Resultatet af det, der foretages i Collegierne, er større end den at tænke, ja saa stor, saa ny, saa vigtig, at man derved kan fortiene en saadan Overflødighed af Credit, at man kan overlade Credit til andre.
Oplysning.
Skrivefrihed, som Republikker, uden at eie den, bramme af, som Aristokraterne fordømme og udrydde, faldt allene i det med Visdom bestyrede Monarkies Lod. At deb blev os heel og ubeskaaren til Deel, vil den ikke miskiende, der har Øine at see med, og har brugt dem til at giennemløbe vore Tiders Skrifter.
Skrivefrihed og Oplysning staae i saa nøie Forbindelse med hinanden, at hvor hin findes, vil det ikke vare længe, førend denne lader sig see som en klar Soel, der udbreder Lys, Varme og Liv rundt om sig.
Skiønt Tiden har været for kort, til at den kunde slaae dybe Rødder; har den dog allerede frembragt en Stamme, leveret nogle Frugter, og skudt endeel ville Grene. Man seer heraf, at Stammen er frisk, Jorden god, og at den med Tiden vil give gode og moedne Frugter.
Meninger, forskiellige fra de antagne, brændemerke ikke nogens Navn, eller berøve ham hans timelige Velfærd. Alle Secter leve her ligesaa uforstyrrede som nogensinde i hint gamle Rom. Mængden vil vel ansees for og kaldes Rettroende; men da deres Paastand sielden strekker sig videre, har ingen noget at frygte sig af dem uden den, der kunde faae i Sinde at negte dem Navnet.
Skrivefriheden synes endnu ikke at have havt nogen merkelig Indflydelse paa Videnskaber og Konster. Virkningen af den Umag, man giorde sig, at fortrænge Philosophien, for i dens Sted at ophielpe noget, man kaldte Philologie, føles endnu kiendeligen. Det saae derfor maadeligt, endog slet ud med Videnskaber og Konster, naar man ikke besad den Skiønsomhed, at nære og lønne en stor Skare af Folk, som selv kalde sig Genier, selv tiltroe sig Styrke at bedømme alle Videnskaber og Konster, fordi de have udfundet og antaget, at dertil udfordres intet andet, end at betitle sig selvi indbyrdes , med det megen Hæder givende Ord: Vor, som de heller aldrig forsømme at giøre Brug af ved alle forefaldende og af dem selv skabte Leiligheder. Med større Ret kundeman kalde dem Endramatister, Enthusiaster, Lessingister, Empneutister, Cothurnister, Sesqvipedalister, Præconister, Rusister, Rabichister. Endskiønt alle disse Navne ere af vor egen Opfindelse, hvis Værd man sielden slev miskiender, forekommer mig dog intet saa skiønt og passende som det, hvormed Hr. Professor Tode for længe siden har betitlet dem med, nemlig Caliglianer. Hr. Professoren har beviist, at den herlige Keiser Caligula er alle følsomme og skiønne Aanders Stamfader; selv giøre de Paastand paa at være og kaldes følsomme og skiønne Aander, og deres Idrætter vise, at de troligen følge hans Fodspor; der kan altsaa ingen Tvivl være om deres Nedstammelser fra ham, og at de fortiene at kaldes med hans Navn: Caligulianer.
Lette som ætheriske Væsener svæve og flagre de over Videnskabernes og Konsternes grændseløse Ocean, ligerviis som Svalerne, der efterat have nedslugt Myg og andre Insekter, vende tilbage med Nebbene fulde af Dynd til deres Reders Bygning.
Skulde nogen troe det Umagen værd at see et saadant Optog, han opreise et af Punshc rygende Alter, forsyne det med en rummelig, vel tillavet og fuld Punschebolle, sætte Stole deromkring, og saa raabe af fuld Hals: Ra-Ra-Ra! Han skal da i Øieblikket blive vaer en heel Skare, der med samme Begierlighed, som Rovfuglen søger Aadselet, og samme Glæde som Spurven om Foraaret hopper fra Green til anden, trænger sig til at tage Sæde. Naar alting er bragt i Orden, og Evan lader sig til Syne, seer man dem lidt efter lidt at hæve sig fra Jorden, og strax derpaa med Storkenes Flugt, at flyve om paa Vittigheds, Misundelses, Avinds, Løgns, Satyrens og ikke sielden paa den rene skiere Ondskabs Vinger. Endeligen ganske besielede af Evan, foretage de en nærværende eller fraværende Selskabsbroders Apoteosis, hvilken Act foretages paa Vers, og naar Lovsangen, som de Vanhellige ere uforskammede nok til at kalde en Drikkevise, er afsiunget og helliget den i levende Live Saliges Minde, stigede saa høit, at de blive borte for Tilskuerne i den ætheriske Dunstkreds.
Under adskillige Skikkelser og forskiellige Navne have de bemægtiget sig alle sorte Bret, hvorpaa Skrivter og Bøger opslaaes. Dette har bragt dem paa det ligesaa naragtige som dumme Indfald, at ville indføre et litterariskt Tyrannie. At det er deres fulde Alvor sees tydeligen deraf, at de ved alle Leiligheder beraaber sig paa en Domstoel, der skal være dem overdraget, og paa Domme, som de gierne vilde indbilde andre, at have lovlig Adkomst til at udstæde. Havde de gode Herrer eftertænkt, at Videnskabernes og Konsternes Republik er og maae efter sin Natur være saa fri, at den ikke, om den og vilde, staaer eller kan komme til at staae under anden end Publikums Domstoel, vilde de ikke have begyndt et ligesaa urimeligt som umueligt Foretagende, eller giort en Paastand, der røber ikke mindre dyb Uvidenhed end stolt Dumhed.
Ingen andre Skrivter og Bøger elske og opholde de sig ved, end saadanne, under hvis Læsning de kan synge og giøre Vers. De nyttige, der koste Hovedbrud, forbigaae de enten ganske med Taushed, eller yttre Tanker derom, der bære uudslettelige Præg af Overilelse, Ulyst og Ukyndighed.
I Critik ere de Bærseker, og det skylde de den Viisdom, der lærte dem, at Yndest, Had og alle Lidenskaber ere Critikers Grundvold. Der ligger Syn for Sagen, at den Forfatter, der ikke yndedes af dem, bestandigen lastedes, naar han udgav noget under sit eget Navn, men roesdes ligesaa bestandigen, naar han fra et andet Bogtrykkerie udgav noget uden Navn og ubekiendt. Det kan bevises, og skal, naar man forlanger det, offentligen blive beviist, at den Forfatter, de sige, skriver udansk, barbarisk, grovt, sluderagtigen, og som de derfor inderligen foragte, og ikke mindre hade, fordi han har taget sig den Frihed, at legge deres Nøgenhed og Usselhed for Dagen, finder deres Bifald, og hædres saa høiligen af dem, at ham endog indrømme det første og altsaa hæderfuldeste Sted i de Blade, som de under en Gudindes Navn, Styrelse og Beskyttelse udgive, naar han anonymisk tilsender dem noget.
Heroldkonsten forstaae og udøve de til Fuldkommenhed. Ideligen blæse og støde de i Skarmeien, hvis Lyd man lærer at kiende i Ammestuerne, desuagtet besidde de Dristighed nok til ideligen at giøre Forsøg paa at indbilde Publikum, at Rygtet har laant dem dets Basun. Deres Heroldembed forette de paa Plage, som alle see, ere Plage, og dog raabe de af fuld Hals, at de føres giennem Luften paa Pegasus. Alle disse Naragtigheder uagtet, skulde man gierne lade dem beholde dette Embed uforstyrrede, naar det ikke var at befrygte, at de kunde blive farlige og skadelige, ved, som begyndt, i Bryllups- og andre Vers at udspye deres skidne, nedrige og blasphemiske Vittigheder, der altid medføre noget mephitisk, og de saa meget hastigere forledes til, da de som andre Bier af Mangel paa vel lugtende Blomster og Urter, trekke af Tiere og Dynd, og derved letteligen isteden for Honning levere Divelsdræk.
I Statistik og Politik maae de gierne være Atlanter, som de udgive sig for at være; men naar de i denne Stilling vil indbilde Folk, at de ligesaa grant oversee Jordkloden, som Kierlingen Kuglen, hvormed hun i Skiødet maler Senop; maae og kan de ikke fortryde paa, at man tager til Piben. At der midt imellem deres Vuggeviser findes ting, hvis Udførelse hele Slægter og Provintser ivrigen vente paa, er ikke underligere, end at der af Larver blive Sommerfugle, eller at Bogormen giennemgnaver de dybsindigste Skrivter og vigtigste Sandheder.
At Litteratur og Videnskaber saaledes mishandles, er beklageligt; men ynkeligt er det, at man ikke ved, at Længde til Søes er ligesaa nødvendig som Brede. Hverken dette, den synderlige Tone, hvori det berettes, eller den mystiske Skumlen, der hersker overalt, vidne om den klare Dag. Ideernes Association har en meget forunderlig Virkning.
Saa ubetydelige endog disse Krumspring maatte synes, og lidet værdige at opholde sig ved, indeholde de dog Forsætninger til en Slutning, hvis Sandhed da den viser os vore Forfatning, maae være os vigtig, denne nemlig: at vi see endnu ikkun Oplysnings Morgenrøde, eller med et andet Billede: Oplysning har i det høieste ikkun oplevet sin Ungdom hos os. Jeg slutter saaledes: Havde Mængden besiddet udforderlige Kundskaber og Indsigter til at indsee litterariske Arbeiders Værd, skulde det ikke have været mueligt, at de tilsigtede kunde have vundet Bifald eller Yndest. Beviset for, at der behøves Indsigter til at bedømme Videnskaber og Konster, forlanges ventelig ikke. At de tilsigtede Arbeider ere saa ufuldkomne, at de ikke fortiene Bifald eller Yndest, det er saa ofte og tydeligen lagt for Dagen, at det ikke behøver at gientages. Imidlertid skal dette Maanedskrivt undertiden, naar Leilighed gives, meddele flere Prøver derpaa. At de have vundet Yndest, kan man høre overalt, hvor man kommer. Man skulde altsaa troe, at den anstillede Betragtning ikke var overflødig, eller vil blive anseet for anstødelig, fordi der sagdes nogle Sandheder, der sigte til større Oplysnings Udbredelse; Vi ere alle, som nu leve, enten i vor Barndom, Ungdom, Manddom eller Alderdom. At vredes paa den, der siger os, i hvilken Alder vi ere, er ufornuftigt, og jeg skulde altsaa troe, at det ikke er fornuftigt, at fortørnes paa den, der søger at bestemme den Grad af Oplysning vi have opnaaet. Den, der ikke kan gaae, ham geraader det ikke til Skam, at han bliver staaende. Enhver, der har overveiet vor Forfatning, og beregnet Virkningen, den nødvendigen maatte have paa Videnskaber og Konster, ham vil det ikke falde underligt, at vi ikke ere videre; men dette bør ikke forlede os til at troe, at vi ere komne saa vidt som vi kan komme. Endnu sidder Indbildningen paa den Trone, hvorpaa Fornuften burde sidde. Den er det, der bestemte Minervas og endeel andre Skrivters Værd. Den overdrevne Yndest, man skienker dem, er Indbildningens og tildeels Overraskelsens Foster, som Fornuften ikke paa nogen Maade vedkiender sig. Udforsk og undersøg Aarsagen, og der skal ikke blive mindste Tvivl tilbage derom. Atter et Beviis paa det forhen sagde, at Oplysning allene begynder at frembryde blandt os. Den, der lader sig henrive, er ikke i Stand til at dømme, og han er ikkun lykkelig i de Øieblik, Indbildningen beruser ham.
Nil admirari, prope res est una, Numici, Solaque, quæ possit facere et servare beatum. Mitte igitus res, quas stilte miraris et optas. | wikisource | wikisource_3326 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=97 to=98 header=1 /> | wikisource | wikisource_15988 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Gjøre vitterligt for Alle: Af Vore Forfædre paa Thronen er det blevet erkjendt som en Hovedgrundsætning for deres Regjering, at de Lande, der ere de Danske Kongers Scepter underkastede, ikke maae deles eller adskilles fra hverandre. I Overensstemmelse dermed har Vor høitelskede kjære Fader, Hans Majestæt Høisalig Kong Christian den Ottende, høilovlig Ihukommelse, idet han fandt sig foranlediget til, i det af Os som daværende Kronprinds medunderskrevne aabne Brev af 8de Juli 1846, at udtale sig angaaende Arveforholdene i det Danske Monarkie, givet alle sine troe Undersaatter den Forsikkring, at hans Bestræbelser uafladeligen have været og skulle blive rettede paa at tilvejebringe en fuldstændig Anerkjendelse af den samlede Danske Stats Integritet, saa at de under hans Scepter samlede Landsdele ei nogensinde skulle adskilles. Under de Rystelser, der, kort efterat det guddommelige Forsyn havde kaldt Os paa Vore Forfædres Throne, i flere Europæiske Lande truede med at omstyrte det borgerlige Samfunds Grundvold, og efterat være trængte ind over Vort Monarkis Grændser bleve yderst faretruende for dets Integritet, have ogsaa Vi troet med urokkelig Fasthed at maatte holde over denne, hvis Opnaaelse og Be varelse af Vore Forfædre paa Thronen var overantvordet Os som et af Hovedformaalene for de Danske Kongers Regjering.
Da imidlertid Monarkiets vedvarende Sammenhold er betinget af en for alle dets Dele fælleds Arvefølge, og Vor Høisalige dyrebare Faders og Vore egne Bestræbelser for at udvide den i Vort Kongerige Danmark, i Vort med den Danske Krone uadskilleligt forenede Hertugdømme Slesvig og utvivlsomt ogsaa i flere andre af Monarkiets Dele gjældende, i Kongeloven for det Tilfælde, at, efter Forsynets urandsagelige Villie, Højsalig Kong Frederik den Tredies nu over hele Monarkiet regjerende Mandsstamme maatte uddøe, fastsatte qvindelige Arvefølge til at være anerkjendt gyldig for hele Monarkiet ikke førte til Opnaaelsen af det tilsigtede Øiemed, saa maatte Vi erkjende, at det meest hensigtssvarende Middel til at forebygge Monarkiets fremtidige Adsplittelse vilde være at lade for det nævnte Tilfælde udgaae en ny, for Monarkiets hele Omfang gyldig og altsaa Kongelovens Arveforskrifter ophævende Thronfølgelov, samt at forskaffe denne folkeretlig Anerkjendelse.
Efterat Veien hertil var bleven banet deels ved den venskabelige Velvillie, hvormed Hans Majestæt Keiseren af Rusland, i sin Egenskab af Hoved for det Holsteen-Gottorpske Huses ældste Linie, havde til Fordeel for Hans Høihed Prinds Christian til Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glücksborg og hans mandlige Afkom frafaldet de Arvefordringer paa en Deel af vore Arvelande, hvilke Hans Keiserlige Majestæt antog i det forudsatte tilfælde at tilkomme den nævnte Linie, og deels ved den høimodige Redebonhed, med hvilke Vore Thronen nærmest staaende Frænder til Opnaaelsen af hiint Formaal have givet Afkald paa deres Arveret, toge Vi med Vor høitelskede kjære Farbroders, Hans kongelige Høihed Arveprinds Frederik Ferdinands fulde Samtykke den Beslutning, for det Tilfælde, at det fra Kong Frederik den Tredie paa Sværdsiden nedstammende mandlige Afkom maatte uddøe, da, med Ophævelse af al Arveret efter Kongeloven og Udelukkelse af den qvindelige Arvefølge, at kalde til Thronfølgen for samtlige Vort Scepter undergivne Lande Vor høitelskede kjære Frænde, Hans Høihed Prinds Christian af Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glücksborg og hans mandlige Afkom med hans Gemalinde, Vort høitelskede kjære Sødskendebarn, Hendes Høihed Prindsesse Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Auguste Julie af Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glücksborg, født Prindsesse af Hessen.
Da det endvidere er lykkedes Os ved en under 8de Mai 1852 med Hans Majestæt Keiseren af Østerrig, Konge af Ungarn og Bøhmen, den daværende Prinds-Præsident for den franske Republik (nu de Franskes Keiser), Hendes Majestæt Dronningen af det Forenede Kongerige Storbritanien og Irland, Hans Majestæt Kongen af Preussen, Hans Majestæt Keiseren af Rusland og Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge, i London afsluttet, senere ratificeret, og, efter dertil ifølge sammes Artikel 4 given Anledning, af de fleste Europæiske Magter tiltraadt Tractat, at vinde Anerkjendelse saavel af Udeleligheden af det Danske Monarkie som en vedvarende Grundsætning i den Europæiske Folkeret, som ogsaa af den af Os besluttede Ordning af Thronfølgen; og da endelig den forenede Danske Rigsdag, i Henhold til Grundloven af 5te Juni 1849 _ 4, ved Beslutning af 24de Juni d. A. har for sit Vedkommende samtykket i Vort til den rettede Forslag om den saaledes af Os tilsigtede Ordning af Thronfølgen, saa ere Vi nu satte istand til ved Udstedelsen af en Vort samlede Monarkie omfattende, for alle dets Dele gyldig Thronfølgelov at fuldbyrde denne Ordning, der i saa lang Tid har været Gjenstand for Vore landsfaderlige Bestræbelser.
Thi forordne og kundgjøre Vi herved som følger:
Artikel I Saafremt det fra Kong Frederik den Tredie paa Sværdsiden nedstammende mandlige Afkom, som ifølge samme Konges under 14de November 1665 givne Kongelov har Arveret til den Danske Throne, efter Guds urandsagelige Villie maatte uddøe, skal al Arveret efter bemeldte Kongelovs Artikler 27-40 være ophævet og kun Mand af Mand, med Udelukkelse af Qvinderne, være arveberettiget til de under Vort Scepter forenede Lande. Thronfølgen skal da udi samtlige disse Lande gaae over paa Vor høitelskede kjære Frænde, Hans Høihed Prinds Christian af Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glücksborg, hvem Vi fra nu af ville have tillagt navn af Prinds til Danmark, og paa hans mandlige Afkom med hans Gemalinde, Vort høitelskede kjære Sødskendebarn, Hendes Høihed Prindsesse Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Auguste Julie af Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glücksborg, nu Prindsesse til Danmark, født Prindsesse af Hessen.
Artikel II Paa dette Afkom, Mand efter Mand og Mand af Mand, avlet udi ret lovligt Ægteskab, skal Kronen nedarves efter Førstefødselsretten og den agnatiske Linealfølge.
Artikel III Dersom der, hvad Gud forbyde, maatte opstaae overhængende Fare for, at denne saaledes til Thronfølgen kaldede fyrstelige Mandsstamme skulde uddøe, skal Vor da regjerende Efterfølger paa den Danske Throne være forpligtet at drage Omsorg for Thronfølgens videre Ordning paa den Bevarelsen af Monarkiets Selvstændighed og Integritet samt Kronens Rettigheder bedst sikkrende Maade og for, i Overensstemmelse med den 2den Artikel af den forannævnte i London under 8de Mai 1852 afsluttede Tractat, at tilvejebringe Europæisk Anerkjendelse af saadan Ordning.
Denne Thronfølgelov for det samlede Danske Monarkie, hvilken Vi have ladet udfærdige i det Danske og Tydske Sprog og paraphere af Vor høitelskede kjære Farbroder, Hans Kongelige Høihed Arveprinds Frederik Ferdinand, og Vort Geheime Statsraads samtlige øvrige Medlemmer, have Vi saaledes herved udstedt og fuldbyrdet. Og ville Vi, at Originalen skal henlægges til Opbevaring i Vort Geheime Arkiv.
Hvorefter Alle og Enhver sig allerunderdanigst have at rette. | wikisource | wikisource_14370 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=33 to=34 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_15022 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jærnet.djvu" from=279 to=296 header=1 /> | wikisource | wikisource_20096 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu" from=11 to=44 header=1 /> | wikisource | wikisource_28996 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu" from=106 to=142 header=1 /> | wikisource | wikisource_5050 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=414 to=415 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9571 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Ugeskrift for Retsvæsen 1867.djvu" from=181 to=189 /> | wikisource | wikisource_27743 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=278 to=282 header=1 /> | wikisource | wikisource_8908 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
De her trykte vers er 2., 5., 6. og 7. vers af originalens 7 vers
Teksten.
<poem>
1.Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjelde
ror i den unge, kraftfulde dag, mætter
mod i det vilde jag,
sænker sig, hvor den lyster,
ser mod de fremmede kyster!
2. Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjelde!
Skal denne mur mine tanket slå,
sådan med sneis og rædsel stå
stængende der til det sidste,
blive min dødningekiste?
3. Ud, vil jeg! ud! - o, så langt, langt, langt
over de bøje fjelde!
Her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og så rankt,
lad det få stigningen friste,
ikke mod murkanten briste!
4. Engang, jeg ved, vil det række frem
over de høje fjelde.
Kanske du alt har din dør på klem?
Herre min Gud! godt er dit hjem,
lad det dog endnu stænges,
og jeg få lov til at længes!
</poem> | wikisource | wikisource_13457 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
10. Februar 1866
Vi Christian den IX osv., G. V.: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:
Første Kapitel. Indledende Bestemmelser..
§ 1. Ingen kan straffes efter denne Lov, medmindre han har gjort sig skyldig i et Forhold, der gaaer ind under en af de i Loven givne Straffebestemmelser, eller ganske maa sættes ved Siden af en i samme som Forbrydelse betegnet Handling.
§ 2. Loven er anvendelig paa alle i Kongeriget begaaede strafbare Handlinger uden Hensyn til, hvor Gjerningsmanden hører hjemme.
§ 3. Forbrydelser, der begaaes ombord i Fartøier, som ere hjemmehørende i Kongeriget, blive ligeledes at straffe efter nærværende Lov, forsaavidt Fartøiet ikke befinder sig paa et under en anden Straffelovgivning hørende Søterritorium.
§ 4. Dersom nogen her hjemmehørende Undersaat for at omgaae en her gjældende Forbudslov udenfor Kongerigets Grændser iværksætter den ved Loven under Straf forbudne Handling, skal han ansees, som om han havde begaaet den her i Landet.
§ 5. Det er ligeledes en Overtrædelse af Kongerigets Straffelove, naar en herhjemmehørende Undersaat i Udlandet forbryder sig mod den danske Stat ved Forræderi eller Majestætsforbrydelse, eftergjør eller forfalsker danske Penge, fornærmer nogen i fremmed Stat ansat dansk Embedsmand i hans Embede eller iandre Maader forbryder sig mod det Undersaatlige Troskabs- og Lydighedsforhold, - Det Samme gjælder og, naar en her ansat Embedsmand udenfor Kongeriget begaaer en Embedsforbrydelse, saa og naar nogen i den danske Stat hjemmehørende Undersaat ved Svig i Udførelsen af et betroet Hverv eller paa anden efter Kongerigets Love strafbar Maade under sit Ophold i Udlandet krænker nogen mod en i Kongeriget sig opholdende Person paadragen Forpligtelse.
§ 6. Naar lovligt nogen her hjemmehørende Undersaat i fremmed Stat har begaaet en Forbrydelse, skal Justitsministeriet være bemyndiget til her at lade ham tiltale, og den Skyldige bliver da at dømme efter denne Lov.
§ 7. Tiltales Nogen her for en Forbrydelse, og det oplyses, at han for samme har været straffet i fremmed Stat, ville Domstolene have at tage Hensyn til den ham i Udlandet overgaaede Straf og ere efter Omstændighederne berettigede til at nedsætte Straffen under den lovbestemte eller endog til ganske at lade samme bortfalde.
§ 8. Med Hensyn til fremmede Magters Gesandtskaber, fremmede Krigsskibe og Troppeafdelinger samt de af fremmede her ansatte Embedsmænd begaaede Embedsforbrydelser komme Folkerettens almindelige Regler til Anvendelse.
Andet Kapitel. Om Straffene..
§ 9. De Straffe, som kunne idømmes efter denne Lov, ere: Livsstraf, Strafarbeide, Fængsel, Bøder og Fortabelse af Embede, Bestilling eller Valgret samt for Mandspersoner mellem 15 og 18 Aar Rottingslag, og for Børn Riis.
§ 10. Livsstraf fuldbyrdes offentlig med Øxe, hvorefter den Henrettedes Legeme begraves i Stilhed. Skulle Flere udstaae Livsstraf, bør Ingen af dem overvære de andres Henrettelse.
§ 11. Strafarbeide er enten Tugthuusarbeide eller Forbedringshuusarbeide. Tugthuusarbeide idømmes enten for Livstid eller paa visse Aar, ikke under 2 og ikke over 16 Aar; Forbedringshuusarbeide idømmes kun paa Tid, ikke under 8 Maaneder og ikke over 6 Aar; (jfr. dog §§ 63 og 84). Begge Arter af Strafarbeide blive, forsaavidt Straffetiden er den samme, at ansee som svarende til hinanden.
§ 12. I Tilfælde, hvor den for en Forbrydelse bestemte Straf skal nedsættes i et vist Forhold, bliver Livsstraf at regne lige med 24 Aars og livsvarigt Strafarbeide ligemed 18 Aars Strafarbeide.
§ 13. Strafarbeide udholdes i de dertil indrettede Strafanstalter overeensstemmende med de om disse givne Forskrifter. - Ordenligviis ville Personer, der dømmes til Forbedringshuusarbeide, have at udstaae Straffen ved Arbeide i Enkeltcelle og ved Ophold i samme Dag og Nat med en saadan Forkortelse af Straffetiden, at denne, naar Nogen er dømt til 8 Maaneders Arbeide, nedsættes til 6 Maaneder, og naar Nogen er dømt til Arbeide i længere Tid, nedsættes med en Trediedeel for de første 3 Aar og med Halvdelen for den paafølgende Tid. Dog skal Bestyrelsen for Strafanstalten med Justitsministeriets Billigelse være bemyndiget til at bestemme, at en til Forbedringshuusarbeide dømt Person skal udstaae Straffen i det Hele eller for en Deel ved Arbeide paa Fællesarbeidsstuer uden Forkortelse i Straffetiden, naar Cellefængselsstraffen af særegne Grunde ansees som skadelig for Ham eller øvrigt som uhensigtsmæssig. Hensættes den Paagjældende ikkun i en Deel af den ham Idømte Straffetid til Arbeide i Enkeltcelle, indtræder Forkortelse af Straffetiden kun i Forhold til den Tid, hvori han uafbrudt har hensiddet i Enkeltcelle i 60 Dage eller derover, og beregnes særligt for hvert sammenhængende Tidsrum, hvori dette har været Tilfældet, overeensstemmende med ovenstaaende Regel. Den Tid, hvori Nogen har været hensat i Enkeltcelle som disciplinair Straf for Forseelser, begaaede i Strafanstalten, kommer ikke i Betragtning til Nedsættelse i Straffetiden.
§ 14. Hvor en Straffebestemmelse giver Domstolene Valget imellem Tugthuusarbeide og Forbedringshuusarbeide, bør den sidste Straf anvendes, naar det ifølge den Skyldiges Alder, foregaaende Levnet og den af ham forøvede Forbrydelses Beskaffenhed findes antageligt, at Eensomheden og Afsondringen fra andre Straffanger vil kunne have en gavnlig Indflydelse paa ham, hvorimod Tugthuusstraf bliver at idømme de ældre eller mere forhærdede Forbrydere og navnlig dem, der tidligere have været straffede med saadan Straf eller med fleeraarigt eller gjentaget Forbedringshuusarbeide.
§ 15. Skal Nogen uden Afbrydelse udstaae flere ham ved forskjellige Domme ikjendte Straffe af Forbedringshuusarbeide, blive disse med Hensyn til Straffetidens Forkortelse ved Straffens Udstaaelse i Enkeltcelle at betragte som en Eenhed. Længere end 3½ Aar maa i Reglen Ingen hensættes i Cellefængsel, og bliver saaledes den Deel af den samlede Straffetid, der overskrider 6 Aar, at udstaae uden Forkortelse, ved Arbeide paa Fællesarbeidsstue. Dog kan Bestyrelsen for Strafanstalten med Justitsministeriets Billigelse, naar den Paagjældende ønsker Saadant, og det ved Lægeerklæring oplyses, at Hensyn til hans Helbred ikke derfor er til Hinder, tillade, at han ogsaa udstaaer den tilbageværende Deel af Straffen i Enkeltcelle med Straffetidens Forkortelse til det Halve.
§ 16. Naar en Udlænding, der ikke de 5 sidste Aar har havt stadigt Ophold i den Danske Stat, har gjort sig skyldig til Strafarbeide, bliver han tillige at dømme til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Det Samme skal efter Omstændighederne, og navnlig efter Beskaffenheden af den begaaede Forbrydelse, kunne finde Sted, naar den Paagjældende findes at have gjort sigskyldig til Straf af Fængsel paa Vand og Brød, og han tidligere, i eller udenfor Kongeriget, er straffet for Forbrydelser. - Udlændinge, som efter at være ifølge Dom udviste af Riget uden Tilladelse igjen begive sig ind i Landet, straffes med Fængsel eller med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar, hvorefter de igjen blive at udvise af Riget. - Ved Udviisningen bliver den Paagjældende til Retsprotocollen at advare om Virkningerne af hans ulovlige Tilbagevenden.
§ 17. Som Fængselsstraffe anvendes: simpelt Fængsel, Fængsel paa sædvanlig Fangekost, Fængsel paa Vand og Brød, Statsfængsel. - Al Fængselsstraf udstaaes i offentligt Fængsel overeensstemmende med Forskrifterne om Arrestvæsenet.
§ 18. Simpelt Fængsel tilkiendes ikke i kortere Tid end 2 Dage og ikke i længere Tid end 2 Aar (jfr, dog § 63). Den Fængslede er i dette Tilfælde ikke indskrænket til sædvanlig Fangekost.
§ 19. Fængsel paa sædvanlig Fangekost tilkiendes ikke under 2 Dage og ikke over 6 Maaneder. Den Fængslede er i dette Tilfælde indskrænket til den Kost, han overeensstemmende med Forskrifterne om Arrestvæsenet erholder.
§ 20. Fængsel paa Vand og Brød tilkiendes ikke under 2 Dage og ikke over 30 Dage. Den Fængslede maa ikke nyde Andet end Vand og Brød og dertil Salt. Brugen af Røgtobak tilstedes ikke.
§ 21. Personer under 18 Aar maae ei hendømmes i Fængsel paa Vand og Brød, men straffes istedet derfor, forsaavidt de ere under 15 Aar, med simpelt Fængsel, ikke over 60 Dage, eller med Riis, og, forsaavidt de ere imellem 15 og 18 Aar, enten med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i dobbelt saa lang Tid eller med Rottingslag.
§ 22. Er Nogen dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage eller kortere Tid, bør Straffen fuldbyrdes uden Afbrydelse, men hvor Straffetiden er 2 eller flere Gange5 Dage, gives der 2 Dages Mellemfrist efter den femte og den tiende, 3 Dages Mellemfrist efter den femtende og den tyvende og 4 Dages Mellemfrist efter den femogtyvende Dag. Er Straffetiden 6 Dage, bør Straffen efter de 3 Dages Forløb afbrydes 1 Dag, men hvor den er 7, 8 eller 12 Dage, faaer den Skyldige, efter i 4 Dage at have udstaaet samme, den femte Dag fri. - Mellemfristerne kunne dog efter den Domfældtes Ønske, og naar Lægen finder, at hans Sundhed ikke derved udsættes for Fare, forkortes, eller, hvor Straffetiden ei er over 8 Dage, aldeles bortfalde; saa kunne de og, naar Straffetiden er 3 eller flere Gange 5 Dage, efter den Domfældtes Begiering, hvis Lægen finder, at dertil er Grund, forlænges indtil 5 Dage. - I de Dage, hvori Straffen afbrydes, holdes den Paagjældende i Varetægtsfængsel, medmindre der haves Sikkerhed for hans Tilstedeblivelse, da han i saa Fald sættes paa fri Fod.
§ 23. Personer, der paa den Tid, Straffens Fuldbyrdelse begynder, ere over 60 Aar, skulle istedet for i Fængsel paa Vand og Brød hensættes i Fængsel paa sædvanlig Fangekost i fiirdobbelt saa lang Tid som den, hvori de skulde have udstaaet hiin Straf, Dog hvis de selv foretrække at underkaste sig den dem idømte Straf af Fængsel paa Vand og Brød, skal dette være dem tilladt, naar Lægen finder, at deres Sundhed ikke derved udsættes for Fare. - Ogsaa i andre Tilfælde, hvor Nogen efter sin særegne Legemsbeskaffenhed enten aldeles ikke kan udholde Straf af Fængsel paa Vand og Brød eller dog ikke i den hele Tid, bliver Straffenat forvandle til Fængsel paa sædvanlig Fangekost i fiirdobbelt saa lang Tid, hvilket ligeledes finder Anvendelse paa Fruentimmer, der ere frugtsommelige eller give Die, dog at disse i Tillæg til den sædvanlige Forpleining erholde det Halve af samme saavel i Brød som i Penge.
§ 24. Skal Nogen paa samme Tid formedelst flere ham overgaaede Domme udstaae Fængsel paa Vand og Brød i længere Tid end 30 Dage, hensættes han for den øvrige Tid i Fængsel paa sædvanlig Fangekost efter det i § 25 bestemte Forhold. - Naar Nogen, der har hensiddet i Fængsel paa Vand og Brød, kort efter ifølge en ny Dom skal hensættes i lige Fængsel, bør Lægens Erklæring indhentes, om Straffen strax eller først efter et vist Mellemrum kan bringes til Anvendelse paa ham. Ærklærer Lægen, at den Paagjældende først efter længere Tids Forløb kan udstaae ny Straf af Fængsel paa Vand og Brød, bliver Straffen at forandre til Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
§ 25. Naar der i denne Lov forekommer Straf af Fængsel uden nærmere Betegnelse, have Domstolene Valget imellem de i §§ 18-24 omhandlede Arter af denne Straf. Er en Bestemmelse tilføiet om den laveste Grad, hvori Straf af simpelt Fængsel kan anvendes, gjælder en tilsvarende Begrændsning med Hensyn til de andre Arter af Fængselsstraf. - Til 1 Dags Fængsel paa Vand og Brød svarer 4 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost og 6 Dages simpelt Fængsel.
§ 26. Ved Anvendelsen af Fængselsstraf forstaaes ved en Dag et Døgn eller 24 Timer og ved en Maaned en Kalendermaaned. Det bliver derhos at iagttage, at Løsladelsen af Fængslet skeer til en til Indsættelsen svarende Tid.
§ 27. Statsfængsel er enten paa en vis Tid, ikke under 6 Maaneder og ikke over 10 Aar, eller for Livstid. Denne Straf udstaaes i særligt dertil indrettede Fængsler.
§ 28. Statsfængsel og simpelt Fængsel i lige Tid ansees som svarende til hinanden. Een Maaneds Strafarbeide regnes lige med 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.
§ 29. Legemlige Straffe ere to Slags: Rottingstraf og Riis. - Rottingstraf, som bestaaer i Slag af et Spanskrør, 1½ Tomme i Omkreds og ikke længere end 1½ Alen, anvendes paa Mandspersoner mellem 12 og 18 Aar, forsaavidt de efter indhentet Lægeerklæring maae antages at kunne taale saadan Straf. Slagenes Antal, der ikke maa være under 10 og ikke over 25, bestemmes i Dommen. - Riis tildeles under Fogdens Opsyn Drenge mellem 10 og 15 Aar og Piger mellem 10 og 12 Aar, og bestemmes Slagenes Antal, der ikke maa være under 10 og ikke over 25, ligeledes i Dommen. For særdeles vanartige Børn kan Straffen fastsættes til 2 Gange 25 Slag Riis, fordeelte paa 2 Dage. - Paa Straffanger anvendes de i Lovene om Strafanstalterne fastsatte legemlige Straffe.
§ 30. Bøder idømmes fra 1 indtil 2.000 Rd. og tilfalde Statskassen. Ere Flere medskyldige i det samme Forhold, hvorfor Bødestraf skal anvendes, idømmes Bøden hver især af dem. - For det Tilfælde, at en Person, hvem en Bøde efter nærværende Lov er idømt, ikke fuldt betaler samme inden den foreskrevne Frist, træder istedetfor Bøden en i Dommen fastsat, efter den Skyldiges personlige Forhold og Sagens øvrige Omstændigheder nærmede bestemt Straf af simpelt Fængsel, dog ikke over 30 Dages Fængsel for. hver 100 Rd.s Bøde, Naar den Dømte fremsætter Begjæring derom for Fogden, og hans Helbredstilstand ikke er til Hinder derfor, bliver det simple Fængsel at forandre til Fængsel paa Vand og Brød i tilsvarende Tid. - Forsaavidt saadant Fængsel er idømt for kortere Tid end 12 Dage, kan det dog ikke ombyttes med Fængsel paa Vand og Brød i kortere Tid end 2 Døgn. Naar simpelt Fængsel er idømt for længere Tid end 12 Dage i et Dageantal, hvori Tallet 6 ei gaaer op, bortfalder den overskydende Deel, forsaavidt den er mindre end 3 Dage, men regnes lige med 1 Dags Fængsel paa Vand og Brød, forsaavidt den udgjør 3 Dage eller derover.
§ 31. Den Orden, hvori de almindelige Straffe følge efter hverandre, er: Livsstraf, Strafarbeide, Fængsel paa Vand og Brød, Fængsel paa sædvanlig Fangekost, simpelt Fængsel og Bøder.
§ 32. Hvor den i Loven foreskrevne Forhøielse eller Nedsættelse af en Straf ikke kan finde Sted indenfor de for den paagjældende Strafart fastsatte Grændser, bliver i første Tilfælde den nærmest høiere og i sidste Tilfælde den nærmest lavere Strafart at anvende (jvfr. § 63).
§ 33. Er den, som har gjort sig skyldig i en Forbrydelse, hvorfor Embeds- eller Bestillings-Fortabelse er foreskrevet som Straf, paa den Tid, Dommen falder, ikke længere i Besiddelse af det Embede eller den Bestilling, hvori han forbrød sig, bliver han at straffe med Fængsel ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller med Forbedringshusarbeide, eller, hvis han senere har faaet andet Embede eller Bestilling, efter Omstændighederne med Fortabelse af samme. - Skal den i Loven bestemte Straf af Embeds- eller Bestillings-Fortabelse nedsættes, blive ligeledes disse Straffe at ansee lige med Straf af Fængsel, ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller Forbedringshuusarbeide.
§ 34. Gjenstande, der ere frembragte ved en Forbrydelse eller have været brugte eller bestemte til dennes Udførelse, kunne, naar det i det Offenliges Interesse findes nødvendigt, ved Dom konfiskeres. Ligeledes kan det ved Dom bestemmes, at det ved en Forbrydelse erhvervede Udbytte, hvorpaa Ingen kan gjøre retligt Krav, skal være forbrudt.
Tredie Kapitel. Om Tilregnelighed, Nødværge og Nødstilfælde..
§ 35. Handlinger, foretagne af Børn, som endnu ikke have opnaaet det 10de Aar, straffes ikke. Dog kan der, naar det findes fornødent, af det Offentlige anvendes Forbedrings- eller Sikkerhedsmidler mod saadanne Børn.
§ 36. Den, som efter at have fyldt 10, men endnu ikke 15 Aar, begaaer en Forbrydelse, bliver ikkun at straffe, naar det efter Forbrydelsens Beskaffenhed, saasom naar det er Drab, betydelig Beskadigelse paa Legeme eller Helbred, Tyveri, Røveri eller Ildspaasættelse, eller i følge den Paagjældendes Forstandsudvikling og Opdragelse maa antages, at han har indseet Handlingens Strafbarhed, og der hos høiere Straf end Bøder eller simpelt Fængsel vilde have ramt ham, hvis han havde fyldt det 18de Aar, Straffen for Personer i den nævnte Alder maae ikke overstige Forbedringshuusarbeide i 2 Aar. Hvis iøvrigt Forholdene og Omstændighederne gjøre det antageligt, at det paagjældende Barn ved andre Foranstaltninger kan rettes og forbedres, skal Justitsministeriet være bemyndiget til at frafalde Paatale, forsaavidt den laveste Grad af Straffen for samme Forbrydelse, begaaet af en Voxen, ikke er høiere end Forbedringshuusarbeide.
§ 37. Begaaes en Forbrydelse af en Person imellem 15 og 18 Aars Alderen, bliver den lovbestemte Straf at nedsætte efter Omstændighederne indtil det Halve; dog kan for Personer i den nævnte Alder i intet Tilfælde høiere Straf anvendes end Strafarbeide i 8 Aar.
§ 38. Straffrie ere Handlinger, som foretages af Personer, der ere afsindige, eller hvis Forstandsevner ere enten saa mangelfuldt udviklede eller saa svækkede og forstyrrede, at de ikke kunne antages at være sig Handlingens Strafbarhedsbevidst, eller som i Gierningens Øieblik manglede deres Bevidsthed. - Forsaavidt der i saadan Anledning anlægges Sag, kan det i Dommen bestemmes, at der mod den Paagjældende skal træffes Sikkerhedsforanstaltninger, hvilke dog igjen ad Øvrighedsveien kunne ophæves, naar de efter indhentet Lægeerklæring ikke længer findes nødvendige.
§ 39. En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende paa Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle al Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, som have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke kunne antages i Gjerningens Øieblik at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.
§ 40. Handlinger, foretagne af Nødværge, ere straffrie, naar og forsaavidt de have været nødvendige for at modstaae eller afværge et paabegyndt eller overhængende uretmæssigt Angreb paa egen eller Andens Person, Ære eller Gods. Dog skal det kun til Forsvar for Liv, Helbred eller Velfærd være tilladt at anvende saadanne Forsvarsmidler, ved hvilke Angriberens Liv udsættes for øiensynlig Fare. - Har Nogen overskredet Grændserne for det tilladte Nødværge, bliver det at afgøre, om Gjerningen efter Omstændighederne kan tilregnes ham, eller om den paa Grund af den ved Skræk og Bestyrtelse fremkaldte Mangel paa. Besindelse ikke kan tilregnes ham som strafbar. Kan Overskridelsen tilregnes ham, bliver Lovens almindelige Straf for den Angriberen tilføiede Skade dog ikke ubetinget at anvende, hvorimod en mindre efter Overskridelsens Gradlempet Straf kan idømmes.
§ 41. Den, som for at redde sig eller Andre fra en overhængende Fare for Liv eller Helbred bemægtiger sig fremmed Eiendom eller derpaa gjør Skade, skal ikke straffes for denne Handling, forsaavidt ingen anden Redningsmaade stod til hans Raadighed.
§ 42. Ukyndighed om Straffeloven, den urigtige Formening, at den ved Loven forbudne Handling efter Samvittighedens eller Religionens Bud er tilladt eller endog befalet, eller omvendt at en lovbefalet Virksomhed af samme Grund er utilstedelig, saavel som Beskaffenheden af Gerningsmandens Bevæggrund og Øiemed udelukker ikke Anvendelsen af Straf.
§ 43. Uagtsomme Handlinger straffes ikke uden udtrykkelig Hjemmel i Straffeloven.
Fjerde Kapitel. Forsøg paa Forbrydelser..
§ 44. En Forbrydelse er ikke at ansee som fuldbyrdet, førend alt det er indtraadt, som ifølge Loven udkræves til samme, om end Gerningsmanden har gjort Alt, hvad det var hans Hensigt at foretage til Udførelse af det forbryderiske Forsæt.
§ 45. Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at fremme eller bevirke Fuldbyrdelsen af en Forbrydelse, bliver, naar denne ikke er fuldbyrdet, at straffe for Forsøg paa Forbrydelsen. - Straffen bortfalder imidlertid, hvis han af egen fri Villie og ikke paa Grund af Hindringer eller andre tilfældige Omstændigheder har opgivet sit forbryderiske Forsæt og derhos, forsaavidt han allerede havde iværksat Handlinger, som kunde bevirke Fuldbyrdelsen, har forhindret denne, eller, forsaavidt han troede at have iværksat saadanne Handlinger, har truffet Foranstaltninger, som han antog for skikkede til at forhindre Fuldbyrdelsen. - den for disse forskyldte Straf.
§ 46. Naar ikke anderledes med Hensyn til enkelte Forbrydelser er bestemt, bliver Forsøg paa en Forbrydelse at straffe med en forholdsviis mildere Straf end den, Gerningsmanden vilde have forskyldt, hvis Forbrydelsen var bleven fuldbyrdet. Ved Bestemmelsen af Straffen, der ingensinde maa overstige tre Fjerdedele af den i Loven for Forbrydelsen foreskrevne Straf, bliver navnlig at tage Hensyn til,om Forsøget meer eller mindre nærmer sig Forbrydelsens Fuldbyrdelse.
Femte Kapitel. Om Deelagtighed i Forbrydelser..
§ 47. Naar To eller Flere have deeltaget i Udførelsen af en Forbrydelse, bliver Enhver især at straffe som Gjerningsmand. En forholdsmæssig ringere Straf, ikke under Halvdelen af den laveste og ikke over tre Fjerdedele af den høieste for Forbrydelsen i Loven bestemte Straf, bliver dog at anvende, naar en Deeltager kun har ydet Hovedmanden en mindre væsentlig Bistand ved Iværksættelsen af dennes Forbrydelse.
§ 48. En lignende mindre Straf kommer til Anvendelse paa Enhver, som for Udførelsen ved Raad eller Daad har ydet Gjerningsmanden Bistand til Forbrydelsen. Dog kan en saadan Medhjælpers Straf nedsættes til en Trediedeel af den ringeste Grad af den Straf, der i Loven er foreskreven for den af Medhjælperen tilsigtede Forbrydelse.
§ 49. Er Forbrydelsen ikke fuldbyrdet, komme de i §§ 47 og 48 foreskrevne Regler til Anvendelse saaledes, at Straffen bestemmes i Forhold til den ved Forsøg paa Forbrydelsen forskyldte Straf.
§ 50. Har Nogen, efter allerede at have ydet Hjælp til en Forbrydelse, af egen Drift forebygget Udførelsen ved at bevæge Hovedmanden til at opgive den eller paa anden Maade, bliver han straffri. Har han forgjæves bestræbt sig for at hindre Forbrydelsen, kan Straffen nedsattes under den i § 48 foreskrevne Grændse.
§ 51. Har Nogen, uden at have gjort sig skyldig til høiere Straf efter næste Paragraf, ved Løfter, Opmuntringer eller andre Forestillinger søgt at virke til Iværksættelsen af en Forbrydelse, t. Ex. ved at bestyrke et allerede fattet Forsæt eller fraraade dets Opgivelse, bliver hans Straf at bestemme efter de i §§ 48 - 60 givne Regler.
§ 52. Den, der ved Løfter, Trusler eller andre Forestillinger har bestemt en Anden til at begaae en Forbrydelse, skal, dersom denne bliver fuldbyrdet, straffes, som om han selv var Gjerningsmand. Bliver Forbrydelsen ikke fuldbyrdet, straffes han, som om han havde gjort sig skyldig i et Forsøg paa Forbrydelsen. En forholdsmæssig mildere Straf indtræder, naar det ikke er lykkedes Anstifteren at bevæge den Anden til at beslutte Forbrydelsen.
§ 53. Naar den, som har bestemt en Anden til at begaae en Forbrydelse, bevæger ham til at opgive den, bliver han straffri og det Samme gjælder, naar Anstifteren vel ikke har kunnet bevæge den Anden til at opgive Iværksættelsen, men dog paa anden Maade har forhindret Forbrydelsen. Har han ikke gjort dette Sidste, straffes han saaledes som i § 48 foreskrevet, dog at Straffen kan nedsættes, naar han har bestræbt sig for at forebygge Forbrydelsen. - Den, som har givet en Anden Tilsagn om at iværksætte en Forbrydelse, men endnu ikke har foretaget nogen dertil sigtende Handling, straffes efter Reglerne i § 49, jfr. § 48. Tager han sit Tilsagn tilbage, førend han har foretaget nogen til dens Iværksættelse sigtende Handling, bliver han straffri, naar han forhindrer Forbrydelsen, i modsat Fald kan Straffen nedsattes eller efter Omstændighederne endog ganske bortfalde.
§ 54. Have To eller Flere i Samraad besluttet en Forbrydelses Udførelse ved fælles Bistand (Komplot), da skulle de, dersom Forbrydelsen er bleven fuldbyrdet eller begyndt, Alle straffes som Gjerningsmænd, om de endog kun have medvirket tilden ved at deeltage i Beslutningen. Er Forbrydelsen ikke kommen til Udførelse, straffes Deeltagelsen i Beslutningen som Forsøg paa Forbrydelsen. - Have samtlige Deeltagere af egen Drift opløst Komplottet, førend nogen Forbrydelseer begaaet, ere de straffrie. Udtræder en enkelt Deeltager, bliver han ligeledes fri for Straf, dersom han forebygger Forbrydelsen; i modsat Fald straffes han efter Bestemmelsen i § 48, dog at Straffen kan nedsættes, naar han har bestræbt sig for at hindre Forbrydelsen.
§ 55. Den, som efter at en Forbrydelse er bleven fuldstændig iværksat, uden noget derom forud udtrykkelig eller stiltiende givet Tilsagn har gjort sig medskyldig i den ved Handlinger, der gaae ud paa at sikkre Gjerningsmanden den ulovligerhvervede Fordeel, selv at deeltage i denne eller paa anden Maade at fortsætteden ved Forbrydelsen tilveiebragte retsstridige Tilstand, belægges med en Straf,der ikke overskrider Halvdelen af den høieste og ikke er mindre end Fjerdedelenaf den laveste for Forbrydelsen i Loven foreskrevne Straf.
§ 56. Har den med sin Ægtefælle samlevende Hustru ved sit Afhængighedsforhold til ham ladet sig bevæge til med ham at deeltage i en Forbrydelse, kan den almindelige for den udviste Meddeelagtighed i Loven foreskrevne Straf nedsættes, og dersom det maa antages, at hun ved at afslaae hans Begjæring vildehave udsat sig for Mishandling eller være bleven nødsaget til at drage fra ham, kan hun endog efter Omstændighederne forskaanes for al Straf. - Det Samme skal gjælde om Andre, der paa Grund af deres Afhængighedsforhold til de Personer, i hvis Huus de leve og have deres Underhold uden derfor at yde Vederlag, have ladet sig forlede til med dem at deeltage i en Forbrydelse, saavel som om Børn under 15 Aar, der af ældre Personer, som ifølge deres Forhold til dem maae antages at have en særegen Indflydelse over dem, ere blevne bevægede til at yde dem Bistand til en Forbrydelse. - For den i § 55 omhandlede Medskyld i Forbrydelser blive Børn under 15 Aar ikke at straffe.
Sjette Kapitel. Om Straffens Udmaaling og Nedsættelse i visse Tilfælde samt om Forbrydelsens Gjentagelse..
§ 57. Ved Straffens Udmaaling indenfor de i Loven fastsatte Grændser skal fornemmelig tages Hensyn deels til Gerningens større eller mindre Farlighed med særligt Hensyn til Tid, Sted og Udførelsesmaade, Gjenstandens Vigtighed og Skadens Omfang og Størrelse, deels til den større eller mindre Styrke og Fasthed i Gjerningsmandens Villie, Bevæggrundene til Handlingen, hans Opdragelse, Alder og foregaaende Vandel, hans særegne Stilling til den Forurettede og hans efter Gjerningens Udførelse udviste Forhold.
§ 58. Har den Skyldige været underkastet en langvarig Varetægtsarrest, uden at denne maa tilskrives hans eget Forhold under Sagen, skal dette ved Straffens Udmaaling komme i Betragtning som en formildende Omstændighed, Befindes hans Forhold kun at egne sig til Straf af en kortere Tids simpelt Fængsel eller Fængsel paa sædvanlig Fangekost, kan endog efter Domstolenes Bestemmelse den lidte Varetægtsarrest træde i stedet for Straf.
§ 59. Ved Fastsættelsen af Bøders Størrelse bliver særligt at tage Hensyn til den Skyldiges Formues forfatning.
§ 60. Har den Skyldige efter Forbrydelsens Udførelse viist virksom Bestræbelse for at fjerne eller dog saavidt muligt at formindske de skadelige Følger af samme, skulle Domstolene under iøvrigt formildende Omstændigheder være bemydigede til at nedsætte Straffen under dens lovbestemte laveste Grad, dog ikke under det Halve. Det Samme gjælder, naar Nogen frivillig har angivet sig selv som skyldig eller medskyldig i en Forbrydelse og des angaaende afgivet fuldstændig Forklaring.
§ 61. Naar der for Gjentagelsen af en Forbrydelse er i Loven fastsat en høiere Straf endden i Almindelighed foreskrevne, kan denne høiere Straf dog ikke idømmes Gjerningsmanden, medmindre han for den tidligere Forbrydelse i den danske Stater kjendt skyldig, forinden han igjen forbrød sig, og hiin Forbrydelse derhos er forøvet, efter at han har opnaaet sit 18de Aar. - Naar der, efterat den tidligere Straf er udstaaet, er forløbet en Tid af 10 Aar, førend den nye Handling er begaaet, komme i stedet for Bestemmelserne om Gjentagelse de almindelige Regler om Straffens Udmaaling i § 57 til Anvendelse.
Syvende Kapitel. Om Sammenstød af Forbrydelser og Straffens Forandring i visse Tilfælde..
§ 62. Findes Nogen under samme Sag skyldig i flere Forbrydelser, bliver Straffen for disse at fastsætte under Eet, saaledes at de alle medvirke til at bestemme dens Størrelse; dog bortfalder Spørgsmaalet om yderligere Straf for de øvrige Forbrydelser, naar den største af de begaaede Forbrydelser medfører Livsstraf eller Strafarbeide paa Livstid. - Dersom Forbrydelserne alle staae under den samme Straffebestemmelse, kan dennes høieste Grad ikke overskrides; staae de under forskjellige Straffebestemmelser, bør Straffen ligeledes ordenligviis holde sig indenfor Grændserne af den Bestemmelse, som hjemler den største Straf, men denne kan dog, naar der ved flere Handlinger er begaaet Forbrydelser af forskjelligt Slags, efter Omstændighederne forhøies med indtil det Halve. - Undtagelsesvis skulle Domstolene, naar den Skyldige paa samme Tid skal dømmes for en større og for en forholdsmæssig kun ubetydelig Forbrydelse, værebemyndigede til at anvende endog den ringeste Grad af den for hiin foreskrevne Straf, naar denne efter Omstændighederne i det Hele maa ansees tilstrækkelig.
§ 63. Naar en Forhøielse af den for den paagjældende Forbrydelse lovbestemte Straf i Medfør af forrige Paragraf ikke vilde kunne finde Sted uden Overskridelse af de for de enkelte Strafarter fastsatte Begrændsninger, bliver Straffen i det Hele at forandre til en Straf af den nærmest paafølgende strengere Art efter det i Kap. 2 bestemte Forhold. - Den i Kap. 2 § 11 fastsatte Grændse for tidsbestemt Tugthuusarbeide skal dog ikke være til Hinder for i det her omhandlede Tilfælde at idømme saadant Strafarbeide for en Tid af indtil 24 Aar, ligesom ogsaa Grændsen for simpelt Fængsel kan forhøies til 3 Aar.
§ 64. Oplyses det, efter at Nogen er dømt for en eller flere Forbrydelser, at han da tillige havde begaaet andre Forbrydelser, bliver der under en ny Sag at idømme ham en Tillægsstraf svarende til den Strafforhøielse, som de saaledes senere oplyste Forbrydelser vilde have medført, hvis de vare blevne inddragne under den ældre Sag. For saavidt den Skyldige paa den Tid, Dommen falder i den nye Sag, endnu ikke har udstaaet den ham tidligere idømte Straf, og denne bestod i Strafarbeide, kan saadant idømmes ham som Tillægsstraf i kortere Tid end den i Kap. 2 § 11 i Almindelighed for de forskiellige Arter Strafarbeide foreskrevne korteste Tid.
§ 65. Med Hensyn til de af Straffanger i Strafanstalterne begaaede Forbrydelser blive Lovene om Strafanstalterne at anvende, ligesom ogsaa de i bemeldte Love givne Straffebestemmelser komme til Anvendelse, naar den, som er dømt til Tugthuusarbeide paa Livstid og ikke er benaadet, udenfor Strafanstalten begaaeren ny Forbrydelse, for hvilken ikke er bestemt Livsstraf.
Ottende Kapitel. Om Strafskyldens Forældelse..
§ 66. Dersom det under en Straffesag findes, at der efter Forbrydelsens Udøvelse er forløbet 2 Aar, inden den blev paatalt ved Retten, eller at Paatale vel har fundet Sted, men at Sagen er bleven afviist og ikke gjenoptagen inden Udløbet af fornævnte Frist, skal den forskyldte Straf bortfalde, saafremt den ei vilde blive høiere end Bøder, simpelt Fængsel eller Riis. - Som Følge heraf bør Paatale til Strafs Lidelse ikke finde Sted, naar 2 Aar ere forløbne efter Udøvelsen af en Forbrydelse, der staaer under en Straffebestemmelse, i hvilken ei høiere Straf end Bøder, simpelt Fængsel eller Riis er foreskreven. - De i denne Paragraf indeholdte Bestemmelser skulle dog ikke komme til Anvendelse med Hensyn tilde Forbrydelser, der omhandles i Kap. 13.
§ 67. Straffen for en Forbrydelse, der er undergiven offentlig Paatale eller kun efter den Fornærmedes Begjæring skal forfølges af det Offentlige, bortfalder ikke blot i Henhold til den i § 66 foreskrevne almindelige Regel, men derhos ogsaa, naar den Forurettede i en Tid af 1 Aar, efter at han beviislig er kommen til Kundskab om Gjerningsmanden, undlader at paatale Forbrydelsen eller at begjære den paatalt. Har den Forurettede vel betimelig begyndt Paatalen, men Sagen afvises eller hæves, kan han, naar 3 Maaneder ere forløbne efter Sagens Afviisning eller Ophævelse, ikke begynde ny Paatale, dersom fornævnte Frist af 1 Aar imidlertid ere udløben.
§ 68. Forbrydelser, begaaede af Børn under 15 Aar, blive, om end Straffen vilde blive større end den i § 66 nævnte, ikke at paatale, forsaavidt Saadant ikke er skeet, inden den Paagjældende opnaaede 18 Aars Alderen. Findes det under en Sag, der ere anlagt mod Nogen, efter at han har opnaaet denne Alder, at han har forøvet den Forbrydelse, hvorom der ere Spørgsmaal, inden han fyldte 15 Aar, bortfalder Straffen.
§ 69. Paatales Forbrydelser, begaaede af unge Mennesker mellem 15 og 18 Aar, først efter at den Paagjældende har opnaaet 25 Aars Alderen, bortfalder den forskyldte Straf, naar det under Sagen findes, at Straffen, hvis Dommen skulde have været afsagt, inden den Paagældende havde fyldt sit 18de Aar, ikke vilde have oversteget Rottingslag eller Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Falder Gierningen ind under en Straffebestemmelse, som, hvis Dommen skulde afsiges, inden den Paagjældende fyldte 18 Aars Alderen, vilde udelukke høiere Straf end Rottingslag eller Fængsel paa sædvanlig Fangekost, bør Paatale til Strafs Lidelse ikke finde Sted, dersom den ei er iværksat, før Gjerningsmanden fyldte sit 22de Aar.
§ 70. Udenfor de i §§ 88 - 89 omhandlede Tilfælde forældes Strafansvaret ikke. Imidlertid skal Justitsministeriet være bemyndiget til at frafalde offentlig Paatale af en Forbrydelse, naar der er forløbet 10 Aar, siden den blev begaaet. Har der i et saadant Tilfælde været optaget Undersøgelsesforhør, bliver dette som Følge deraf at indsende til Ministeriet, der afgjør, om Tiltale skal finde Sted; men oplyses det først under den mod en Mistænkt anlagte Sag, at der ere hengaaet 10 Aar efter Forbrydelsens Udøvelse, forinden Stævningen blev forkyndt, skal Retten om Sagen gjøre Indberetning til Justitsministeriet, der bestemmer, om Sagen skal paakjendes, ere der efter Afsigelsen af en Straffedom hengaaet 10 Aar, kan den kun efter Justitsministeriets Befaling fuldbyrdes.
Niende Kapitel. Forbrydelser mod Statens udvortes Sikkerhed og Selvstændighed..
§ 71. Naar Nogen, i den Hensigt at bringe den danske Stat eller nogen Deel der af under fremmed Herredømme eller at løsrive nogen Deel af samme fra den danske Krone, opvækker Oprør eller sætter sig i Forbindelse med fremmede Magter, straffes han paa Livet. - Den, som deeltager i et saadant Oprør, ansees med Strafarbeide mindst i 3 Aar.
§ 72. Den, der i en anden Hensigt end den i § 71 omhandlede sætter sig i Forbindelse med en fremmed Regjering for at fremkalde fjendtlige Forholdsregler eller endog Krig mod den danske Stat, straffes, naar fjendtlige Forholdsregler ere paabegyndte eller Krigen udbrudt, paa Livet eller med Tugthuusarbeide paa Livstid, men i modsat Fald med Strafarbeide mindst i 4 Aar. - Naar Nogen ellers til Fornærmelse eller Skade for den danske Stat træder i Forbindelse med en fremmed Regjering for at formaae denne til at indblande sig i Statens Anliggender eller optræde med Fordringer paa samme, bliver Strafarbeide eller under formildende Omstændigheder Statsfængsel indtil 10 Aar at anvende.
§ 73. Den, som offentlig i Tale eller Skrift udtaler sig for, eller paa andre Maader end i §§ 71 og 72 omhandlet virker for at fremkalde fjendtlige Forholdsregler imod den danske Stat eller uberettiget Indblanding i dens Anliggender fra fremmede Magters Side, bliver at ansee med Strafarbeide eller Statsfængsel indtil 6 Aar eller under særdeles formildende Omstændigheder med andet Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, forsaavidt høiere Straf ikke maatte være forskyldt efter de i Kap. 4 og 5 givne Regler.
§ 74. Den, der under en udbrudt Krig til Fjenden forraader Fæstninger eller andre Forsvarsposter, Krigsskibe eller Tropper, offentlige Kasser, Tøihuse, Magasiner eller Forraad af Vaaben eller andre Krigsfornødenheder, eller som giver Fjenden Underretning om Operationsplaner eller Fæstningers eller andre Forsvarsposters Beskaffenhed eller Tilstand eller til Fjenden aabenbarer Løsen eller Signaler, saavelsom den, der forleder det tjenstgørende Mandskab til Oprør, Overgang til Fjenden eller til at forlade en betroet Post, hverver Mandskab til Fjenden eller spionerer for samme - straffes paa Livet eller med Tugthuusarbeide paa Livstid eller under formildende Omstændigheder paa visse Aar, dog ikke under 10 Aar. - Naar Nogen i Krigstid paa anden Maade med Raad eller Daad bistaaer Fjenden, bliver Strafarbeide, mindst i 3 Aar, at anvende.
§ 75. En dansk Undersaat, som under en udbrudt Krig bærer Vaaben imod Staten eller dennes Forbundsfæller, bliver under særdeles skærpende Omstændigheder at straffe paa Livet, men ellers med Strafarbeide eller under formildende Omstændigheder Statsfængsel mindst i 3 Aar.
§ 76. Den, som, uden at Tilfældet gaaer ind under § 74, uden Kongens Tilladelse foretager Hverving til fremmed Krigstjeneste, straffes, naar Landet er i Krig, med Strafarbeide indtil 6 Aar, og ellers med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar. - Den Undersaat, der uden Kongens Tilladelse i Krigstid lader sig hverve til fremmed men dog ikke fjendtlig Krigstjeneste, straffes med Fængsel eller efter Omstændighederne med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar. - Hvervingen er fuldbyrdet, saa snart Nogen ere antagen til fremmed Krigstjeneste.
§ 77. Den, som, ligeledes uden at Tilfældet gaaer ind under § 74, forleder nogen af det tjenstgørende Mandskab i Hæren eller paa Flaaden til at rømme eller understøtte saadan Rømning, straffes, naar Landet er i Krig, med Strafarbeide indtil 8 Aar og ellers med Fængsel, ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 3 Aar.
§ 78. Findes nogen Værnepligtig med Forsæt at have lemlæstet sig eller paa anden Maade at have gjort sig uskikket til Krigstjeneste, bliver han at straffe med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder, navnlig naar Landet ere indviklet i eller trues af Krig, med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar.
§ 79. Handler Nogen, hvem det ere overdraget i Statens Anliggender at forhandle eller afgjøre Noget med en fremmed Magt, under Udførelsen af dette Hverv forsætlig mod Statens Tarv, bliver Strafarbeide fra 3 indtil 16 Aar at anvende.
§ 80. Hvis Nogen, som ifølge sin offentlige Stilling har Adgang til at kjende Statens hemmelige Underhandlinger, Raadslagninger eller Beslutninger i Sager, hvorpaa Statens Sikkerhed eller Rettigheder i Forhold til fremmede Magter beroer, aabenbarer samme eller bekjendtgjør eller meddeler Uvedkommende de Dokumenter, som han burde holde hemmelige eller bevare, bliver Strafarbeide eller under formildende Omstændigheder Statsfængsel, dog ikke under 3 Aar, at anvende. - Faaer nogen anden Person Kundskab om saadanne Underhandlinger, Raadslagninger eller Beslutninger, eller kommer han i Besiddelse af de slige Dokumenter og aabenbarer dem, uagtet han ikke kunde være uvidende om, at de burde holdes hemmelige, ansees han med Statsfængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Strafarbeide indtil 8 Aar.
§ 81. Den, som forfalsker, tilintetgjør eller paa anden Maade forvansker Beviislighedereller andre Dokumenter, hvorpaa Statens Sikkerhed eller Rettigheder i Forhold tilfremmede Magter beroe, ansees, dersom han ifølge sin offentlige Stilling har Adgang til samme, med Strafarbeide fra 3 indtil 16 Aar, og dersom han paa anden Maade er kommen i Besiddelse af samme, med Statsfængsel eller under skjærpende Omstændigheder Strafarbeide, indtil 8 Aar.
§ 82. Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve en fremmed i Venskab med Kongen levende Regent Livet, straffes paa Livet eller med Strafarbeide paa Livstid eller under formildende Omstændigheder i visse Aar, dog ikke under 3 Aar. - Forgriber Nogen sig ellers paa en saadan fremmed Regents Person, straffes han efter Forbrydelsens Beskaffenhed med Strafarbeide eller Statsfængsel i eet eller flere Aar. - Den, der truer en fremmed i Venskab med Kongen levende Regent med personligt Angreb, overfalder ham med Skjældsord eller paa anden fornærmelig Maade tiltaler ham, straffes med Forbedringshuusarbeide, Statsfængsel eller andet Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel. - Naar Nogen ellers ved Ord, Tegn eller billedlig Fremstilling fornærmer fremmede i Venskab med Kongen staaende Magter, navnlig ved i trykte Skrifter at laste og forhaane de regjerende Personer eller ved uden at nævne sin Hjemmel at tillægge dem uretfærdige og skammelige Handlinger, straffes han med Fængsel eller under formildende Omstændighedermed Bøder fra 50 til 500 Rd.
§ 83. Den, som personlig angriber en fremmed Magts Gesandt ved Kongens Hof, straffes, forsaavidt Lovens almindelige Bestemmelser ikke medføre høiere Straf, med Forbedringshuusarbeide eller Statsfængsel indtil 2 Aar eller med andet Fængsel. - Den, som truer en saadan Gesandt med personligt Angreb, overfalder ham med Skjældsord eller paa anden fornærmelig Maade tiltaler ham, straffes med Fængsel, - Naar Nogen ellers ved Ord, Tegn eller billedlig Fremstilling fornærmer ham, straffes han med simpelt Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder fra 50 til 500 Rd.
§ 84. I de i §§ 82 og 83 nævnte Tilfælde, med Undtagelse af de i § 82 1ste og 2det Stykke omhandlede, finder offentlig Paatale kun Sted, naar det af vedkommende fremmede Regjering eller Gesandt forlanges, og da efter Justitsministerens Befaling.
Tiende Kapitel. Forbrydelser mod Statsforfatningen..
§ 85. Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve Kongen Livet, Friheden eller Thronen, straffes paa Livet. - Den, som i den Hensigt at forandre Statsforfatningen eller den bestaaende Thronfølgeorden, opvækker Oprør, eller paa andre Maader fremkalder eller leder Voldsgjerninger, der tilsigte at bevirke en saadan Forandring, straffes paa Livet eller med Tugthuusarbeide paa Livstid. - Den, som deeltager i Oprør eller Vold af den omhandlede Beskaffenhed, ansees med Strafarbeide mindst i 3 Aar.
§ 86. Den, som paa anden ulovlig Maade søger at bevirke en Forandring i Statsforfatningen eller Thronfølgeordenen, ansees med Strafarbeide eller under formildende Omstændigheder med Statsfængsel.
§ 87. Samme Straf, dog ikke over 8 Aar, ifalder den, der ved Vold, Trussel om Vold eller paa anden ulovlig Maade søger at forhindre Foretagelsen af de forfatningsmæssige Valg eller de lovgivende Forsamlingers Sammentræden og Virksomhed til en given Tid, uden at en Kuldkastelse af Forfatningen tilsigtes.
Ellevte Kapitel. Forbrydelser mod Kongen og Kongehuset saavelsom imod de lovgivende Forsamlinger m. m..
§ 88. Forgriber Nogen sig paa Kongens Person, ansees han, forsaavidt ikke Lovens almindelige Bestemmelser medføre høiere Straf, med Tugthuusarbeide.
§ 89. Den, som overfalder Kongen med Trusler, Skjældsord eller anden Forhaanelse, eller paa anden fornærmelig Maade tiltaler ham, ansees med Strafarbeide eller Statsfængsel fra 1 indtil 8 Aar.
§ 90. Naar Nogen ellers ved Trusler, Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd krænker den Ærbødighed, der skyldes Kongen, straffes han med Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller med Forbedringshuusarbeide.
§ 91. Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve Dronningen, Thronfølgeren eller Enkedronningen Livet eller Friheden, straffes paa Livet eller med Tugthuusarbeide.
§ 92. Forgriber Nogen sig ellers paa Dronningens, Thronfølgerens eller Enkedronningens Person, ansees han, forsaavidt Lovens almindelige Bestemmelser ikke medføre høiere Straf, med Strafarbeide.
§ 93. Udøves nogen af de i §§ 89 og 90 omhandlede Forbrydelser mod Dronningen, Thronfølgeren eller Enkedronningen, blive de der i foreskrevne Straffe at nedsætte, efter Omstændighederne indtil det Halve.
§ 94. Begaaes nogen af de i §§ 88 - 90 omhandlede Forbrydelser mod nogen anden af de efter Thronfølgeloven arveberettigede Prindser eller mod nogen her i Riget boende Prindsesse, der hører til det danske Kongehuus, blive Lovens almindelige Straffe at forhøie efter Omstændighederne indtil det Dobbelte.
§ 95. Den, som antaster nogen af de lovgivende Forsamlingers Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, ansees, forsaavidt Forbrydelsen ikke gaaer ind under § 85, med Strafarbeide eller Statsfængsel.
§ 96. Samme Straf kommer til Anvendelse paa den, der paa lige Maade forgriber sig paa Statsraadet, naar dette ifølge Grundloven fører Regjeringen, Rigsretten eller Høisteret.
§ 97. Der i §§ 88-94 omhandlede Forbrydelser paatales kun efter Befaling, af Justitsministeriet.
Tolvte Kapitel. Forbrydelser mod den offentlige Myndighed og Orden..
§ 98. Den, som med Vold eller Trusel om Vold overfalder en Embedsmand under Udførelsen af hans Embedsgjerning eller i Anledning af samme, saavelsom den,der paa lige Maade søger at tvinge en Embedsmand til at foretage enEmbedshandling eller at afholde ham fra dens Udførelse, ansees, forsaavidt Forbrydelsen ikke efter sin Beskaffenhed medfører høiere Straf, med Strafarbeide indtil 6 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel. - Lægger ellers Nogen en Embedsmand Hindringer iveien for Udførelsen af hans Embedsforretninger,straffes han med Fængsel eller Bøder, - Lige med Embedsmænd ansees i denomhandlede Henseende Amtsraadsmedlemmer, Sogneforstandere eller andrelignende valgte Ihændehavere af offentlig Myndighed med Hensyn til Udøvelsenaf samme.
§ 99. Den, som gjør sig skyldig i Vold eller Trusel om Vold mod Skildvagter, Militairpatrouille eller andre udkommanderede Militairpersoner eller lægge dem Hindringer iveien for Udførelsen af deres Hverv, straffes efter Forskrifterne i §98, dog at Straffen i de under sammes 1ste Stykke hørende Tilfælde efteromstændighederne kan nedsættes indtil 1 Maaneds simpelt Fængsel.
§ 100. Foretager Nogen de i § 98 betegnede Handlinger mod under ordnede Rets- eller Politibetjente, Toldassistenter, Sognefogder, Stævningsmænd eller andrelignende offentlige Bestillingsmænd, straffes han med Forbedringshuusarbeideindtil 2 Aar, Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder. -Lige med de nævnte Bestillingsmænd ansees de Personer, som af Retten ellerøvrigheden i Embedsmedfør ere kaldte til Bistand ved Udførelsen af offentligeForretninger.
§ 101. Den, som med Haan, Skjældsord eller anden fornærmelig Tiltale overfalder enEmbedsmand eller nogen anden af de i §§ 98-100 omhandlede Personer underUdførelsen af deres Embede eller Bestilling eller i Anledning af samme, straffesmed Fængsel eller Bøder.
§ 102. Ved Udmaalingen af de i §§ 98-101 fastsatte Straffe bliver den Omstændighed,at vedkommende Embedsmand eller Bestillingsmand selv ved sin urigtigeAdfærd har givet Anledning til Gjerningen, at tage i Betragtning som enFormildelsesgrund, og kan endog under denne Forudsætning Straf af Fængselnedsættes til Bøder.
§ 103. Har en samlet Mængde offentlig ved Ord eller Handlinger tilkjendegivet den Hensigt i Forening at tvinge øvrigheden til at foretage eller undlade en Handlingeller i Forening at vise voldsom Modstand imod Udførelsen af en af Øvrighedentruffen Bestemmelse, blive Hovedmændene, forsaavidt der øves Vold modPerson eller Gods, at ansee med Strafarbeide indtil 6 Aar, og de øvrigeDeeltagere med Fængsel, ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar. - Øves ingen Vold mod Person eller Gods,men den forsamlede Mængde dog ikke har villet efterkomme øvrighedensOpfordring til at gaae fra hinanden (§ 104), straffes Hovedmændene med Fængsel, ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar, og de øvrige Deeltagere med Fængsel. Saafremt derimod den forsamlede Mængde, uden at have forøvet Vold modPerson eller Gods, enten af egen Tilskyndelse eller paa Opfordring af øvrighedenigjen er gaaet fra hinanden, blive kun Hovedmændene at straffe med Fængseleller med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar.
§ 104. Naar en paa offentligt Sted forsamlet Mængde tre Gange af øvrigheden i Kongens og Lovens Navn er opfordret til at skilles ad, straffes de, der ikke efterkomme denne Befaling, med Bøder eller Fængsel. - Øver Nogen derhos Vold mod Person eller Gods, uden at Forholdet dog falder ind under § 103,ansees han med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder medForbedringshuusarbeide indtil 1 Aar.
§ 105. Den, som ulovlig borttager eller beskadiger en efter øvrighedens Foranstaltning opstaaet Bekjendtgjørelse, straffes med Bøder eller Fængsel.
§ 106. Paa samme Maade straffes den, som uden Beføielse forsætlig aftager ellerbeskadiger de af en offentlig Myndighed i Embedsmedfør anbragte Segl ellerMærker, forsaavidt Handlingen ikke udgjør en anden selvstændig Forbrydelse.
§ 107. Den, som tilegner sig en ham ikke tilkommende offentlig Myndighed, der kunkan udøves i Kraft af et offentligt Embede, Bestilling eller Ombud, straffes,forsaavidt Handlingen ikke efter sin Beskaffenhed medfører større Straf, medBøder eller med simpelt Fængsel indtil 1 Aar.
§ 108. Den, som befrier en Fange ud af øvrighedens eller Rettens Magt eller skafferham Midler og Leilighed til hans Undvigelse, straffes med Fængsel eller medForbedringshuusarbeide, som, forsaavidt der er anvendt Vold eller Trusel om Vold mod Bevogterne, eller Befrieren har forsynet Fangen med Redskaber til paasaadan voldelig Maade at iværksætte Undvigelsen, kan stige til 4 Aar. - BefrierNogen en paagreben eller anholdt Person eller skaffer ham Midler og Leilighedtil Undvigelse, straffes han med Bøder eller Fængsel, og, forsaavidt Vold eranvendt, kan Straffen stige til Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar.
§ 109. Den, som har erholdt sikker Kundskab om nogen af de i denne Lovs §§ 71, 72,74 og 85 omhandlede Forbrydelser imod Kongen, Fædrelandet eller Statsforfatningen, og som ikke derom underretter øvrigheden, skjøndt Saadant kunde skee uden Fare for hans eget eller hans Nærmestes Liv eller Velfærd, skal, dersom Forbrydelsen kommer til Udførelse, straffes med Fængsel eller Statsfængsel eller Forbedringshuusarbeide. - Under de nævnte Betingelser skal og den, som har erholdt sikker Kundskab om noget paatænkt Mord, Røveri eller anden Forbrydelse, hvorved Menneskers Liv udsættes for Fare, straffes med Fængsel eller Forbedringshuusarbeide, naar han ikke gjør, hvad der staaer i hans Magt, for at forebygge Forbrydelsen ved at advare den Person, der er udsat for Fare, eller paa anden efter Omstændighederne hensigtsmæssig Maade, omfornødent ved Anmeldelse til øvrigheden. - De ovenstaaende Bestemmelserkomme dog ikke til Anvendelse paa Børn under 15 Aar, og ei heller blive denSkyldiges Ægtefælle, Sødskende, Slægtninge eller Besvogrede i op- ognedstigende Linie, hans Fosterforældre eller hans Fosterbørn at straffe forundladt Angivelse til Øvrigheden.
§ 110. Den, som skjuler en Person, om hvem han veed, at han er en undvegen Fange,eller at han paa Grund af Forbrydelser forfølges af det Offentlige, eller somunderstøtter hans Flugt, straffes med Bøder eller Fængsel. Sidstnævnte Straf,eller under formildende Omstændigheder Bøder, bliver at anvende paa den, derumiddelbart efterat en Forbrydelse er begaaet, eller naar den forfølges af detOffentlige, tilintetgjør eller skjuler Forbrydelsens Spor. - Ægtefæller, Sødskende,Slægtninge eller Besvogrede i op- og nedstigende Linie samt Fosterforældre ogFosterbørn blive dog ikke at straffe for saadanne Handlinger.
§ 111. Undvigelser og Sammenrottelser af de til Strafarbeide hensatte Fanger saavelsomForbrydelser af dem mod de ved Strafanstalten ansatte Embedsmænd ellerBetjente straffes efter de derom i Lovene om Strafanstalterne indeholdte:Bestemmelser. - Have andre Fanger indgaaet Forening om fælles Undvigelse,straffes de med simpelt Fængsel indtil 2 Maaneder eller andet Fængsel itilsvarende Tid.
§ 112. Forhindrer Nogen ved Vold eller Trusel om Vold Retsmøder, Samling afkommunale Myndigheder eller anden lovbefalet Samling i offentligt Anliggende,bliver han at straffe med Fængsel eller Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar. -Samme Straf eller efter Omstændighederne Bøder ifalder den, som ved Voldeller paa anden lignende Maade afbryder eller forstyrrer Forretningerne ellerForhandlingerne i saadant Møde eller Forsamling.
§ 113. Den, som ved Vold eller Trusel om Vold antaster Valgfriheden enten ved atforhindre Nogen i at udøve sin Valgret til nogen af de lovgivende Forsamlingereller ved at tvinge ham til at stemme paa en vis Maade, straffes medForbedringshuusarbeide eller Fængsel. - Den sidstnævnte Straf er ogsaaanvendelig paa den, der ved Foretagelsen af de forfatningsmæssige Valg gjør sigskyldig i forsætlige Forvanskninger, eller som kjøber en Andens Stemme. § 114.Hvo som sælger sin Stemme ved Valg til de lovgivende Forsamlinger, anseesmed Bøder og forbryder sin Valgret, første Gang for et Tidsrum af 5 Aar, anden Gang for bestandig.
§ 115. Begaaes nogen af de i § 113 nævnte Handlinger ved Kommunalvalg, bliver Straf af Fængsel eller under formildende Omstændigheder af Bøder at anvende. - Den,som sælger sin Stemme ved Kommunalvalg, ansees med Bøder og forbryder sinkommunale Valgret, første Gang for et Tidsrum af 5 Aar, anden Gang forbestandig. § 116.Tager Nogen ulovligt sig selv til Rette, ansees han, forsaavidt Gjerningen ikke efter den øvrige Lovgivning maatte medføre strengere Straf, med Bøder. SaadanSelvtægt er ikke Gjenstand for offentlig Paatale.
Trettende Kapitel. Om Forbrydelser i Embedsforhold..
§ 117. Den Embedsmand, som fordrer, modtager eller lader sig tilsige Gaver eller andre Fordele, til hvilke han er uberettiget, for sine Embedshandlinger, dog udeniøvrigt derved at krænke nogen Embedspligt, straffes med Bøder, ikke under 50Rd., simpelt Fængsel eller Embedsfortabelse.
§ 118. Naar en Embedsmand fordrer, modtager eller lader sig tilsige Gaver eller andre Fordele for Krænkelse af en Embedspligt, straffes han med Embedsfortabelse ogmed Fængsel, ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller Forbedringshuusarbeide.
§ 119. Den, som yder, lover eller tilbyder en Embedsmand Gaver eller andre Fordele forat formaae ham til at foretage eller undlade Noget, hvorved han gjør sig skyldig iKrænkelse af sin Embedspligt, straffes med Fængsel eller Bøder.
§ 120. Den Dommer, som i sin Dommervirksomhed fordrer, modtager eller lader sig tilsige Gaver eller andre Fordele, til hvilke han er uberettiget, straffes medEmbedsfortabelse og under skjærpende Omstændigheder tillige med Fængselikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller Forbedringshuusarbeide. - Gjør en Nævning sig i sin Virksomhed som saadan skyldig i lige Brøde, straffes hanmed Forbedringshuusarbeide eller Fængsel.
§ 121. Den, som bestikker eller søger at bestikke en Dommer eller en Nævning, straffesmed Fængsel eller under særdeles skjærpende Omstændigheder medForbedringshuusarbeide indtil 2 Aar, forsaavidt Gjerningen ikke efter andreBestemmelser maatte medføre høiere Straf.
§ 122. I de i §§ 117-121 omhandlede Tilfælde blive de ydede Gaver eller Fordele eller sammes Værdi at tilkjende Statskassen.
§ 123. Gjør en Dommer sig i sin Dommervirksomhed forsætlig skyldig i nogen Uretfærdighed, straffes han med Embedsfortabelse og med Strafarbeide indtil 10 Aar eller under formildende Omstændigheder Fængsel, ikke under 1 Aar.
§ 124. En Embedsmand, som misbruger sin Embedsmyndighed til retsstridig at tvingeNogen til at foretage, taale eller undlade Noget, straffes, forsaavidt Gjerningenikke efter sin øvrige Beskaffenhed medfører større Straf, med simpelt Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Embedsfortabelse.
§ 125. En Embedsmand, som under Udførelsen af sit Embede ulovlig anvender Hug og Slag eller anden Vold, straffes, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin øvrigeBeskaffenhed medfører større Straf, med Bøder eller simpelt Fængsel ellerEmbedsfortabelse.
§ 126. Naar en Undersøgelsesdommer i en Strafferetssag anvender ulovlige Tvangsmidler for at udpresse Tilstaaelse eller Forklaring, straffes han medsimpelt Fængsel eller Embedsfortabelse eller under formildendeOmstændigheder med Bøder.
§ 127. Den Dommer, som foretager eller lader foretage en lovstridig Fængsling ellerlovstridig forlænger en Fængslings Varighed, straffes, forsaavidt Gjerningen ikkeefter sin øvrige Beskaffenhed medfører større Straf, med simpelt Fængsel, ikkeunder 1 Maaned, eller med Embedsfortabelse.
§ 128. Den Embedsmand, som foretager eller lader foretage en ulovlig Anholdelse,Huusundersøgelse eller Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andrePapirer, straffes med Bøder, simpelt Fængsel eller under skjærpendeOmstændigheder med Embedsfortabelse.
§ 129. For Overtrædelse af de i Grundlovens §§ 85 og 86 indeholdte Bestemmelser, atEnhver, der anholdes, inden 24 Timer skal stilles for en Dommer, at en af Grunde ledsaget Kjendelse skal afsiges snarest muligt og senest inden 3 Dage, atIngen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel, og at der til Huusundersøgelse eller Beslaglæggelse samt Undersøgelse af Breve og andre Papirer udfordres enRetskjendelse, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, straffes Vedkommende, forsaavidt Handlingen ikke efter sin øvrige Beskaffenhedmedfører større Straf, med Bøder.
§ 130. En Embedsmand, som foranlediger, beslutter eller fortsætter en kriminel Undersøgelse mod Nogen, hvis Uskyldighed er ham bekjendt, straffes med Embedsfortabelse og Fængsel, ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, eller under skjærpende Omstændigheder Forbedringshuusarbeide. - Samme Straf rammer den Embedsmand, der forsætlig lader en ikjendt Straf fuldbyrde medTilsidesættelse af de med Hensyn til Dommens Prøvelse ved høiere Ret eller Benaadning gjældende Bestemmelser. - Begaaes Handlingen i sidstnævnte Tilfælde af Uagtsomhed, straffes han med Bøder eller simpelt Fængsel.
§ 131. Naar en Embedsmand, som ifølge sit Embede skal virke til Straffemagtens Haandhævelse, med Forsæt undlader at forfølge en strafbar Handling ellerforetager eller efterlader Noget for at bevirke enten Frifindelse eller en mindreStrafs Idømmelse eller for at forskaane Nogen for at udstaae den ham paalagteStraf, straffes han, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin øvrige Beskaffenhedmedfører større Straf, med simpelt Fængsel, Embedsfortabelse eller underformildende Omstændigheder med Bøder.
§ 132. Har en Embedsmand, hvem en Fanges Bevogtning paaligger, forsætlig ladet Fangen undvige eller befordret hans Undvigelse, straffes han medEmbedsfortabelse og under skjærpende Omstændigheder tillige med Fængseleller Forbedringshuusarbeide. - Er det skeet af Uagtsomhed eller Forsømmelse,straffes han med Bøder, simpelt Fængsel eller Embedsfortabelse.
§ 133. Hvis nogen Embedsmand, for at tilvende sig eller Andre en Fordeel eller for atskade Andre, i de til hans Embede hørende Protokoller anfører, hvad der ikke erforegaaet, eller anfører Noget anderledes, end det er foregaaet, udsteder Dokumenter, som han har at udfærdige efter sine Embedsbøger, af et falskIndhold, forfalsker, tilintetgjør eller paa anden Maade forvansker Dokumenter,som ifølge hans Embede ere ham betroede eller tilgængelige for ham, straffeshan, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin øvrige Beskaffenhed medfører størreStraf, med Embedsfortabelse og med Strafarbeide indtil 6 Aar eller underformildende Omstændigheder Fængsel, ikke under 6 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 134. Har Nogen foretaget nogen af de i § 133 ommeldte Handlinger, uden at Gjerningen kan henføres under Bestemmelserne i samme, eller iøvrigt i Embedsmedfør afgivet en falsk Attest eller Forklaring, eller forsætlig undladt iAttesten eller Forklaringen at oplyse Omstændigheder, der maae anseesvæsentlig at henhøre til den omhandlede Sag, straffes han med Embedsfortabelse, simpelt Fængsel, ikke under 1 Maaned, eller underformildende Omstændigheder med Bøder.
§ 135. Befindes nogen Embedsmand, der har offentlige Midler under Hænder og der forstaaer til Regnskab, at have Kassemangel, skal han have sit Embede forbrudt.Under skjærpende Omstændigheder bliver han derhos at straffe med Forbedringshuusarbeide, og er han undvegen med nogen Deel af de hambetroede Midler eller har forsøgt herpaa, kan Straffen stige indtil Strafarbeide i 8 Aar. - Sidstnævnte Straf er ogsaa anvendelig paa ham, naar han paa svigagtig Maade har søgt at skjule Kassemangelen, saasom naar de til Indførelse afIndtægterne eller Udgifterne eller til Kontrol med samme bestemte Bøger,Registre eller Regninger forsætlig ere urigtig førte, forfalskede eller skaffede til Side, eller naar falske Regnskaber eller Regnskabsuddrag eller andre Bilag tilsamme ere fremlagte, eller Indholdet falskelig er angivet paa Foustager, Posereller Pakker. - Hvad ovenfor er anført om Mangler med Hensyn til betroedePenge og Penge-Effekter, finder ogsaa Anvendelse i Henseende til Korn,Fourage, Materialier og andre lignende Gjenstande. - Dersom den forefundne Kassemangel dækkes inden 3 Gange 24 Timer, kan under iøvrigt formildende Omstændigheder Tiltale bortfalde, naar vedkommende Ministerium dertil giversit Samtykke.
§ 136. Den Bogholder, Revisor, Kassekontrolleur eller anden Embedsmand, der befindes at have seet igjennem Fingre med en Oppebørselsbetjent, med hvem haner sat til at føre Tilsyn, eller iøvrigt er meddeelagtig i hans Brøde, er undergiven Ansvar og Straf lige med denne.
§ 137. En Embedsmand, hvem det paaligger at hæve Skatter eller andre offentlige Afgifter, skal, naar han til egen Fordeel kræver eller oppebærer deslige Skattereller Afgifter, om hvilke han veed, at de enten aldeles ikke skyldes eller kun medet ringere Beløb, straffes med Embedsfortabelse og under skjærpendeOmstændigheder tillige med Fængsel eller Forbedringshuusarbeide.
§ 138. Hvis nogen ved Postvæsenet ansat Embedsmand ulovlig aabner, tilintetgjør ellerunderstaaer de til Forsendelse med Posten indleverede Breve eller Pakker ellervidende understøtter en Anden i saadan Færd, straffes han, forsaavidt Gjerningenikke efter sin øvrige Beskaffenhed medfører større Straf, med Embedsfortabelseog under skjærpende Omstændigheder tillige med Fængsel eller Forbedringshuusarbeide. § 139.Den Embedsmand, der aabenbarer, hvad der hans Embede vedkommende børholdes hemmeligt, straffes, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin øvrige Beskaffenhed medfører større Straf, med Bøder, simpelt Fængsel eller Embedsfortabelse.
§ 140. En Embedsmand, som forsætlig forleder eller søger at forlede de ham underordnede Embedsmand til Embedsovertrædelser, ansees med den for disseOvertrædelser bestemte Straf, og kan derhos efter Omstændighederne dømmes tilat have sit Embede forbrudt, hvor ikke denne Straf efter selve ForbrydelsensBeskaffenhed er paabudt.
§ 141. Misbruger en Embedsmand i andre Tilfælde end de ovenfor nævnte sin Embedsstilling til egen Fordeel eller til at foretage Noget, hvorved Privates ellerdet Offentliges Rettigheder krænkes, straffes han, forsaavidt Gjerningen ikkeefter sin øvrige Beskaffenhed medfører større Straf, med Bøder, simpelt Fængsel eller Embedsfortabelse.
§ 142. Den Embedsmand, som nægter eller forsætlig undlader at opfylde, hvad der er ham lovlig befalet, straffes med Bøder, simpelt Fængsel eller Embedsfortabelse.
§ 143. Forsømmelse eller Skjødesløshed i Embedsførelse, hvorfor Straf ei særskilt i Lovgivningen er fastsat, straffes ligeledes, naar Nogen oftere deri gjør sigskyldig, eller naar grov Forsømmelse eller Skjødesløshed er udviist, med Bøder,simpelt Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Embedsfortabelse.
§ 144. Hvad ovenfor om Embedsmænd og Embeder er fastsat, gjælder tillige med Hensyn til Bestillingsmænd og de dem betroede Bestillinger, dog saaledes at Straffen forholdsviis kan nedsættes, og at istedetfor Embedsfortabelse efter Omstændighederne Fængsel eller Bøder kan anvendes paa Bestillingsmænd. - Deforegaaende Bestemmelser ere derhos ikke alene gjældende med Hensyn til dem,der ere fast ansatte i Embede eller Bestilling, men ogsaa med Hensyn til dem,hvem det er overdraget midlertidig at forestaae et Embede eller en Bestilling eller at udføre nogen dertil hørende Forretning, dog saaledes at hvor Embeds- eller Bestillingsmanden skulde fradømmes Embede eller Bestilling, vil Straf af Fængsel eller Bøder træde istedet.
Fjortende Kapitel. Meened og andre dermed beslægtede Forbrydelser..
§ 145. Det Vidne, der for Retten edelig aflægger falsk Forklaring, hvad entenEdfæstelsen følger efter Forklaringen, eller denne afgives i Henhold til enforegaaende Edfæstelse, ansees med Strafarbeide fra 2 indtil 10 Aar, forsaavidtikke høiere Straf maatte være forskyldt ifølge Beskaffenheden af det ved denfalske Forklaring bevirkede eller tilsigtede Onde. Tilbagekalder Vidnet af egenDrift sin falske Forklaring, kan en ringere Grad af Strafarbeide anvendes, ogunder særdeles formildende Omstændigheder kan Straffen endog bestemmes tilFængsel paa Vand og Brød, dog ikke under 4 Gange 5 Dage.
§ 146. Naar Nogen uden at Være bleven taget i Ed har aflagt falsk Forklaring forRetten, straffes han med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 2 Gange 5 Dage,eller med Forbedringshuusarbeide; dog kan Straffen under særdeles for hamtalende Omstændigheder bestemmes til simpelt Fængsel, ikke under 2 Maaneder.Dersom han af egen Drift tilbagekaldet sin falske Forklaring, kan Straffennedsættes til simpelt Fængsel i 8 Dage eller endog under særegne formildendeOmstændigheder aldeles bortfalde.
§ 147. Har Nogen i offentlig Straffesag afgivet falsk Vidneforklaring, men det befindes, at Sagen gjaldt ham selv, eller at han havde Anledning til at antage dette, bliverhan ikke at straffe, hvis Forklaringen ikke er bleven bekræftet med Ed; har Edfæstelse fundet Sted, kan Straf af Fængsel anvendes. - Befindes det iøvrigt iTilfælde, hvor Nogen har aflagt falsk Forklaring for Retten, at Vidnesbyrd ikkeburde have varet affodret ham paa Grund af hans Forhold til Sagen eller Parterne,blive de i §§ 145 og 146 foreskrevne Straffe at nedsætte, og kan, naar Edfæstelseikke har fundet Sted, under formildende Omstændigheder endog Straf af Bøder anvendes.
§ 148. Har et Vidne alene af Ubetænksomhed undladt at meddele, hvad han vidste tilSagens Oplysning, straffes han med Fængsel eller under særdeles formildendeOmstændigheder med Bøder.
§ 149. Naar Mænd, som af Retten, øvrigheden eller anden offentlig Myndighed ereudnævnte til at afholde Syns-, Skjøns eller Taxationsforretninger, under Ed eller iudtrykkeligt Henhold til en forhen aflagt Ed afgive saadant Syn, Skjøn eller Taxation mod deres Overbeviisning, blive de at straffe som falske Vidner. -Gjøre deslige Mænd sig skyldige i mindre betydelige Misligheder, straffes demed, Fængsel eller under særdeles formildende Omstændigheder med Bøder.
§ 150. Har en Part for Retten bekræftet sit Udsagn med falsk Ed, bliver han at straffe lige med et falsk Vidne. Dersom han imidlertid kun har villet frie sig selv for Straf ved saadan falsk Ed, kan Straffen efter Omstændighederne nedsættes,endog til den laveste Grad af Forbedringshuusarbeide eller, forsaavidt Forudsætningen for § 145 2det Punktum er tilstede, til Fængsel paa Vand ogBrød i 2 Gange 5 Dage.
§ 151. Hvis Nogen, der udenfor de ovennævnte Tilfælde for en offentlig Myndighed harat bekræfte Noget med sin Ed, gjør sig skyldig i Meened, bliver han at straffemed Forbedringshuusarbeide. Tilbagekalder han af egen Drift sit falske Udsagn,kan Straffen under formildende Omstændigheder nedsættes til Fængsel paa Vandog Brød i 2 Gange 5 Dage.
§ 152. De ovenfor givne Bestemmelser gjælde ogsaa med Hensyn til falsk skriftlig Bekræftelse i Henhold til en tidligere aflagt Ed, saavelsom med Hensyn tilsaadan Bekræftelse under Ed, hvor Lovene, hjemle Anvendelse af skriftlig Ed.
§ 153. Ligeledes ere de ovenanførte Straffebestemmelser anvendelige paa dem, derenten aflægge Ed paa anden end den i Loven foreskrevne almindelige Maadeeller afgive en Forsikkring, der træder i Eds Sted.
§ 154. Den, som i de Tilfælde, hvor Loven paabyder eller tilsteder Saadant, afgiver enÆrklæring under Tilbud af Ed eller paa Tro og Love, straffes, naar Erklæringenbefindes at være falsk, med Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder, forsaavidt særlige Lovbestemmelser ikke maatte foreskrive nogen anden Straf.
§ 155. Naar Nogen ellers til Brug i Retsforhold, der vedkomme det Offentlige, afgiverfalsk skriftlig Ærklæring eller skriftlig bevidner Noget, hvorom han ingen Kundskab har, bliver han at straffe med Bøder eller Fængsel, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin Beskaffenhed medfører høiere Straf.
Femtende Kapitel. Forbrydelser med Hensyn til Religionen..
§ 156. Den, der driver Spot med eller forhaaner noget her i Landet bestaaendeReligionssamfunds Troeslærdomme eller Gudsdyrkelse, straffes med Fængsel,ikke under 1 Maaneds simpelt Fængsel, eller under særdeles formildendeOmstændigheder med Bøder.
§ 157. Forhindrer Nogen ved Vold eller Trusel om Vold Afholdelsen af Gudstjenesteeller anden offentlig kirkelig Handling, straffes han med Fængsel ellerForbedringshuusarbeide indtil 1 Aar. - Den, som ved at opvække Larm ogUorden forhindrer eller forstyrrer Gudstjenesten eller de enkelte religiøseHandlinger, straffes med Bøder eller Fængsel.
§ 158. Den, der gjør sig skyldig i Krænkelse af Gravfreden, straffes, forsaavidt Handlingen ikke efter sin øvrige Beskaffenhed medfører større Straf, med Fængsel.
Sextende Kapitel. Forbrydelser mod Sædeligheden..
§ 159. Den, som gjør sig skyldig i Hoer, straffes med Fængsel eller i Tilfælde af, at detægteskabelige Samliv er hævet, og øvrigt under formildende Omstændighedermed Bøder. Offentlig Paatale finder kun Sted, naar den fornærmede Ægtefælleforlanger det.
§ 160. En gift Person, som indgaaer Ægteskab, ansees med Strafarbeide fra 2 indtil 6 Aar; dog kan Straffen under særdeles formildende Omstændigheder nedsættes tilden laveste Grad af Forbedringshuusarbeide eller endog, naar det ægteskabelige Samliv i længere Tid har været hævet ifølge Separationsbevilling, saavelsomnaar den Paagjældende havde Anledning til at antage, at den anden Ægtefælle var afgaaet ved Døden, til Fængsel paa Vand og Brød, dog ikke under 4 Gange 5 Dage. Ugift Person, som indgaaer Ægteskab med en gift Person, vidende, atdenne er en Andens Ægtefælle, straffes med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar eller under særdeles formildende Omstændigheder med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 2 Gange 5 Dage. Er den forhen ugifte Person ved Ægteskabets Indgaaelse herom uvidende, men fortsætter Samlivet efter at være kommen tilKundskab herom, bliver Straf af Fængsel at anvende.
§ 161. Finder legemlig Omgang Sted mellem Slægtninge i op- og nedstigende Linie,straffes Forældrene med Strafarbeide fra 4 indtil 10 Aar, og Børnene med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder med Fængselpaa Vand og Brød, ikke under 4 Gange 5 Dage.
§ 162. Den, som har legemlig Omgang med sit Stifbarn eller med nogen af dets Afkom eller med sit Svigerbarn eller med sin i nedstigende Linie Beslægtedes Svigerbarn, ansees med Strafarbeide indtil 6 Aar, og skal den, som har legemlig Omgang med sin eller med nogen af sine Forældres Stiffader eller Stifmodereller med nogen af sin Ægtefælles Forældre eller Slægtninge i opstigende Linie, straffes med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar; dog kan Straffen, hvad Stifbørn eller disses Afkom angaaer, under formildende Omstændigheder nedsættes til Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 163. Hvo som har legemlig Omgang med en Person, med hvem han eller hun staaer i en paa legemlig Omgængelse udenfor Ægteskab grundet Svogerskabsforbindelse af den i foregaaende Paragraf omhandlede Art, straffes med Fængsel, dog ikke under 1 Maaneds simpelt Fængsel.
§ 164. For legemlig Omgang mellem Heel- eller Halvsødskende bliver Strafarbeide indtil 6 Aar at idømme, dog at Straffen, hvis Slægtskabsforbindelsen ikke grunder sig paa, Ægteskab, kan nedsattes til Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 165. Have de, som ere saaledes beslægtede eller besvogrede, at de ikke uden Bevilling maae indgaae Ægteskab sammen, legemlig Omgang med hinanden, straffes demed Fængsel eller Bøder. Lige finder Straf Anvendelse paa saadanne Beslægtedeeller Besvogrede, naar de indgaae Ægteskab med hinanden uden dertil forindenat have erhvervet den fornødne Tilladelse.
§ 166. Den, der misbruger sin Stilling til at forføre sit Fosterbarn, sin Myndling eller etham til Underviisning og Opdragelse betroet Fruentimmer til Samleie, anseesmed Strafarbeide indtil 6 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel paa Vand og Brød ikke under 2 Gange 5 Dage. Dog bortfalder al Straf, hvis de komme i Ægteskab sammen.
§ 167. Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Strafanstalt,Fattighuus, Opfostringshuus, Helbredelsesanstalt. eller anden saadan Indretningmed et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel ellerunder skjærpende Omstændigheder med Strafarbeide indtil 2 Aar.
§ 168. Den, som ved Vold eller Trusler om øieblikkelig livsfarlig Vold tiltvinger sig Samleie med en uberygtet Kvinde, ansees med Strafarbeide, ikke under 4 Aar,eller under særdeles skjærpende Omstændigheder med Livsstraf. Øves saadan Færd mod berygtet Kvinde, bliver en forholdsmæssig ringere Straf at anvende,dog ikke under 2 Aars Forbedringshuusarbeide.
§ 169. Forskaffer Nogen sig Samleie med en Kvinde ved Trusler, der uden at kunnehenføres under de i § 168 ommeldte dog med Føie kunde antages at medføre Fare for hendes eget eller hendes Nærmestes Liv, Helbred, eller Velfærd, bliverStrafarbeide indtil 8 Aar at anvende.
§ 170. Den, som forskaffer sig legemlig Omgang med en Kvinde, der befinder sig i en Tilstand, hvori Brugen af hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude af Stand til at modsætte sig Gjerningen, straffes, hvis han selv i den nævnte Hensigthar fremkaldt saadan Tilstand, paa samme Maade som i § 168 bestemt; i andetFald bliver Strafarbeide indtil 8 Aar eller, naar det er en berygtet Kvinde, underformildende Omstændigheder Fængsel paa Vand og Brød at anvende.
§ 171. Bringer Nogen ved List eller Magt en Kvinde i sin Vold for at formaae hende til Utugt, ansees han med Strafarbeide indtil 8 Aar, hvilken Straf dog, forsaavidt Kvinden er berygtet, under formildende Omstændigheder kan nedsættes til Fængsel paa Vand og Brød ikke under 4 Gange 5 Dage. Skeer det for at formaae hende til Ægteskab, bliver en efter Omstændighederne indtil det Halve nedsat Straf at anvende.
§ 172. Den, som forleder et Fruentimmer til at tilstaae sig Samleie ved at faae hende tilat antage, at et gyldigt Ægteskab er indgaaet, eller ved at benytte sig af en andenVildfarelse hos hende, i hvis Følge hun anseer Samleiet som ægteskabeligt,ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar.
§ 173. Bedriver Nogen Utugt med et Pigebarn under 12 Aar, ansees han med Strafarbeide indtil 8 Aar, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin øvrigeBeskaffenhed medfører høiere Straf.
§ 174. Den, som til Utugt forfører et Pigebarn i en Alder af 12 indtil 16 Aar, straffesmed Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Strafarbeide indtil 4 Aar. Tiltale finder dog kun Sted paa Forældres eller Værges Forlangende.
§ 175. Den, som bortfører et ugift Fruentimmer under 18 Aar med hendes Samtykke,men uden hendes Forældres eller Værges Minde, for med hende at øve Utugteller for at indgaae Ægteskab med hende, straffes med Fængsel, ikke under 1Maaneds simpelt Fængsel, eller, hvor Hensigten har været at øve Utugt og underiøvrigt skjærpende Omstændigheder, med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar.Tiltale finder dog kun Sted paa Forældres eller Værges Forlangende ogbortfalder, saafremt den Paagjældende med Forældres eller Værges Samtykkeægter Pigen.
§ 176. Gjør Nogen sig under de i §§ 161-170, 173 og 174 omhandlede Forudsætningerskyldig i uteerligt Forhold, uden at legemlig Omgang finder Sted, bliver enforholdsmæssig mindre Straf at anvende.
§ 177. Omgængelse mod Naturen straffes med Forbedringshuusarbeide.
§ 178. Naar Personer af forskjelligt Kjøn uagtet Øvrighedens Advarsel om at fjerne sigfra hinanden vedblive at føre et forargeligt Samliv, straffes de med Fængsel.
§ 179. Udlægger et Fruentimmer falskelig Nogen som Barnefader, bliver hun at straffe med Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder. Samme Straf er anvendelig paa den Mandsperson, der falskelig udgiver sig for Barnefader, saavelsom paa det Fruentimmer, der falskelig udgiver sig for Moder til en Andens Barn.
§ 180. Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt, straffes med Fængsel.
§ 181. Naar Nogen, som er vidende eller har Formodning om at være behæftet medvenerisk Smitte, øver Utugt med en Anden, bliver Straf af Fængsel eller underskjærpende Omstændigheder Forbedringshuusarbeide at anvende.
§ 182. De, som gjøre sig skyldige i Rufferi, saavelsom de, der for Betaling tilstedePersoner af forskjelligt Kjøn Adgang til deres Boliger for der at øve Utugt, ellersom imod Politiets Forbud have Fruentimmer tilhuse, der ernære sig vedLøsagtighed, straffes med Forbedringshuusarbeide eller Fængsel paa Vand ogBrød.
§ 183. Forældre, Værger, Lærere eller Andre, der forføre deres Børn, Myndlinge ellerde til deres Varetægt eller Opdragelse betroede Personer til Løsagtighed, anseesmed Strafarbeide indtil 6 Aar. - Den Ægtemand, der tvinger sin Hustru til utugtig Omgang med Andre eller uden hendes Vidende og Villie giver Andre Leilighed til at forskaffe sig legemlig Omgang med hende, straffes med Forbedringshuusarbeide. Tilskynder han for Vindings Skyld sin Hustru til utugtig Omgang med Andre, straffes han med Fængsel paa Vand og Brød.
§ 184. Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Densamme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maadeudbreder, eller som offentlig udstiller utugtige Afbildninger.
§ 185. Den, som ved uteerligt Forhold Krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshuusarbeide.
Syttende Kapitel. Om Manddrab..
§ 186. Den, som forsætlig skiller et andet Menneske ved Livet, straffes med Tugthuusarbeide fra 8 Aar indtil paa Livstid, eller under skjærpende Omstændigheder paa Livet.
§ 187. Har Drabsmanden udøvet Gjerningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørtSindsstemning, kan Straffen nedsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide ellerunder særdeles formildende Omstændigheder til Fængsel, dog ikke under 1 Aar.
§ 188. Har en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse havt Døden til Følge, og den Skyldige, skjøndt han ikke har villet Døden, dog har maattet forudsee denne somen rimelig eller ikke usandsynlig Følge af Gjerningen, ansees han med Strafarbeide fra 2 til 12 Aar.
§ 189. Har den, der ved en forsætlig tilføiet Legemsfornærmelse foraarsager en Andens Død, udøvet Gjerningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes, under iøvrigt formildende Omstændigheder endog til Fængsel, dog ikke under 6 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 190. Den, som med Overlæg skiller et andet Menneske ved Livet, straffes paa Livet.
§ 191. Dræber Nogen forsætlig sin Slægtning i opstigende Linie eller Ægtefælle, medhvem han lever i Samliv, skal han have sit Liv forbrudt eller straffes med Tugthuusarbeide paa Livstid. Dog kan Straffen under særdeles formildende Omstændigheder gaae ned til 8 Aars Tugthuusarbeide og i det i § 187 nævnte Tilfælde endog til 2 Aars Strafarbeide.
§ 192. En Moder, som forsætlig dræber sit uægte Barn under eller strax efter Fødselen, ansees med Strafarbeide fra 2 indtil 12 Aar; er Gjerningen imidlertid udført efteren før Fødselen fattet Beslutning, bliver Strafarbeide fra 4 Aar indtil paa Livstidat anvende.
§ 193. Et frugtsommeligt Fruentimmer, der forsætlig fordriver sit Foster eller dræber det i Moders Liv, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar. - Samme Straf er anvendelig paa den, som med Moderens Samtykke i saadan Hensigt anvender Midler paa hende med den anførte Virkning. - Skeer det uden hendes Vidende og Villie, ansees Gjerningsmanden med Strafarbeide fra 4 indtil 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder paa Livstid.
§ 194. Naar et udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer føder i Dølgsmaal, og Barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødselen, straffes hun, forsaavidt hendes Forhold iøvrigt ikke medfører høiere Straf, med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 4 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 195. Viser noget udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer ellers uforsvarlig Omgang ved sin Barnefødsel, og Barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødselen, straffes hun med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 196. Den, som dræber en Anden efter dennes bestemte Begjæring, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel, - Hjælper Nogen en Anden til at begaae Selvmord, straffes han med Fængsel.
§ 197. Den, som udsætter et spædt Barn eller forlader en under hans Varetægt staaendePerson i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette doghar været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar.
§ 198. Den, som ved Uagtsomhed bliver Aarsag til en Andens Død, straffes, forsaavidt Handlingen ikke efter sin Beskaffenhed medfører større Straf, med Fængsel, dogikke under 14 Dages simpelt Fængsel, eller med Bøder, ikke under 20 Rd. Under særdeles skjærpende Omstændigheder kan Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar anvendes.
§ 199. Undlader Nogen at komme den, som er stedt i Livsfare, til Hjælp, naar det varham muligt uden Fare for Liv eller Helbred, straffes han, hvis den Anden omkommer, med Fængsel eller Bøder. Samme Straf rammer den, der ikke sørgerfor de efter Omstændighederne mulige Redningsmidlers Anvendelse paa Hængte, Druknede eller paa anden Maade tilsyneladende Omkomne.*)
"*) Jvnf. L. 16 Febr. 1866."
Attende Kapitel. Om Vold paa Person og Legemsbeskadigelser..
§ 200. Den, som overfalder en Anden med Hug og Slag eller anden personlig Vold uden dog at tilføie ham Saar eller anden Skade, bliver, naar den Fornærmede under enaf ham anlagt Sag derpaa gjør Paastand, at straffe med Bøder, dog at efter Omstændighederne Straf af Fængsel kan anvendes, navnlig naar Volden harværet overlagt.
§ 201. Øves saadan Vold imod Slægtninge i opstigende Linie, straffes den Skyldigemed Fængsel, ikke under 4 Maaneders simpelt Fængsel, eller medForbedringshuusarbeide indtil 2 Aar.
§ 202. Den, som mishandler sin Ægtefælle, med hvem han lever i Samliv, bliver, omMishandlingen end ikke efterlader Saar eller anden Skade, at straffe medFængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar. – Paa samme Maade straffes den, der mishandler sine egne ellerAndres til hans Omsorg betroede Børn.
§ 203. Tilføier Nogen en Anden Saar eller Skade paa Helbred, som dog ikke er af saastor Betydenhed som den nedenfor i S 204 ommeldte, straffes han med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Strafarbeide, der i de i §§ 201 og202 omhandlede Tilfælde endog kan stige indtil 4 Aar. Er Voldshandlingen ikke udøvet med Overlæg, kan Straffen dog under iøvrigt formildende Omstændigheder nedsættes til Bøder, ikke under 20 Rd. - I de her omhandlede Tilfælde kan ifølge den Fornærmedes Begjæring Tiltale bortfalde, naar ingenbetydelig Skade er skeet.
§ 204. Lemlæster Nogen en Anden, berøver ham Synet eller Hørelsen eller tilføier hamsaadan Skade, at Haand, Fod, Øie eller andet Lem af lige Vigtighed bliverubrugbart, eller at hans Sjæls- eller Legemskræfter iøvrigt blive saaledessvækkede, at han er uskikket til at udføre sine Kaldspligter eller det daglige LivsSysler enten for bestandig eller for en længere ubestemt Tid, ansees denSkyldige, naar han enten har villet saadan Skade eller dog har maattet forudseeden som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af Gjerningen, med Strafarbeideindtil 12 Aar.
§ 205. Er en Voldsgjerning af den i § 204 ommeldte Beskaffenhed udøvet i en vedMishandling eller grov Fornærmelse mod Voldsmanden eller hans Nærmeste afden Overfaldne fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen under iøvrigtformildende Omstændigheder nedsættes til Fængsel, dog ikke under 3 Maanederssimpelt Fængsel.
§ 206. Have to eller flere Personer tilføiet hinanden Hug, Slag eller anden Vold, dergaae ind under § 200, og Sag i den Anledning finder Sted, kan Strafansvaret for den ene eller begge Parter efter Omstændighederne bortfalde. - Tilføies de i §204 omhandlede Beskadigelser under Slagsmaal, kan Straffen nedsættes underøvrigt formildende Omstændigheder endog til 2 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 207. Den, som ved Uagtsomhed bliver Aarsag til, at en Legemsbeskadigelse af den i §204 omhandlede Art tilføies en Anden, straffes med Fængsel eller Bøder.
Nittende Kapitel. Om Duel..
§ 208. Den, som duellerer, straffes med simpelt Fængsel. Hvis Nogen i Duel dræber enAnden, eller tilføier ham betydelige Legemsbeskadigelser (§ 204), er Straffenmindst 3 Maaneders Fængsel, Var det mellem Parterne vedtaget, at Kampen skulde fortsættes, indtil den Enes Død indtraadte, kan Straffen stige indtil 5 AarsStatsfængsel. - Har Nogen under Duellen ved forsætlig Overtrædelse afVedtægt eller Aftale foraarsaget den Andens Død eller tilføiet ham enLegemsbeskadigelse, bliver den efter Tilfældets Beskaffenhed almindelig foreskrevne Straf at anvende.
§ 209. Sekundanter straffes med simpelt Fængsel, ikke under 2 Maaneder, naar de haveværet vidende om, at Duellen skulde fortsættes, indtil den Enes Død indtraadte,og dog ikke modsat sig Udførelsen af en saadan Overeenskomst, eller de forsætlig overtræde de Pligter, der ifølge Vedtægt eller Aftale paahvile dem.
Tyvende Kapitel. Om Krænkelse af Andres Frihed..
§ 210. Den, som ved Vold eller Trusel om Vold tvinger en Anden til at gjøre, taale eller undlade Noget, straffes, forsaavidt hans Forhold ikke efter sin Beskaffenhed medfører høiere Straf, med Bøder eller Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar.
§ 211. Den, som uberettiget binder eller indespærrer Nogen eller paa anden Maade betager ham hans personlige Frihed, straffes med Fængsel eller under skjærpendeOmstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar. Har Handlingenmedført længere Tids Frihedsberøvelse eller havt skadelig Indflydelse paa denFornærmedes Sjæls- eller Legemstilstand, eller er Nogen bortført til fremmedeLande, hensat paa et afsondret Sted, hvorfra han ikke ved egen Hjælp kankomme bort, eller bleven undergivet uberettigede Personers Magt, kan en høiereGrad af Strafarbeide anvendes, og Straffen under særdeles skjærpendeOmstændigheder endog stige til Tugthuusarbeide indtil 12 Aar.
§ 212. Offentlig Paatale finder i de i § 210 og § 211 1ste Stykke omhandlede Tilfældeikkun Sted, naar den Skyldiges Forhold antages at egne sig til større Straf endBøder eller simpelt Fængsel. Er offentlig Sag anlagt, og Domstolene ikke finde,
at den Skyldiges Forhold egner sig til høiere Straf, bliver Straf kun at anvende,naar den Forurettede begjærer den Tiltalte dømt.
§ 213. Hvis Nogen ved List eller Magt unddrager Forældre eller andre retteVedkommende et Barn under 15 Nar, straffes han med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel, eller under skjærpende Omstændigheder, navnlig naar det er skeet i egennyttigt eller usædeligt Øiemed, med Strafarbeide indtil 8 Aar.
§ 214. Med Hensyn til Straffen for Negerhandel og Deelagtighed i denne Forbrydelse forbliver det ved Forskrifterne i Fdg. af 3 Juli 1835, sammenholdt med denne Lovs Kap. 2 §§ 11 - 16.
Et og tyvende Kapitel. Om Ærefornærmelser..
§ 215. Krænker Nogen en Andens Ære ved ubeføiet at tillægge ham Handlinger, der vilde gjøre ham uværdig til Medborgeres Agtelse, eller om ham at bruge Benævnelser, som alene kunde hjemles, ved saadanne Handlinger, straffes hanmed Bøder fra 20 indtil 500 Rd. eller med simpelt Fængsel fra 14 Dage indtil 6 Maaneder.
§ 216. Skeer det i et trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved Ærefornærmelsen erholder en større Udbredelse, eller paa Steder eller til Tider, der i høi Grad forøge det Krænkende i Ytringen, straffes den Skyldige med simpelt Fængsel, ikke under 3 Maaneder, eller med Bøder, ikke under 100 Rd.
§ 217. For andre ubeføiede Sigtelser, der maae nedsætte den Angrebnes borgerligeAgtelse, samt for Ukvemsord eller Skjældsord saavelsom for enhver ved Lader eller Fagter eller anden Gjerning, der tilkjendegiver Ringeagt, udviist Fornærmelse anvendes Bøder indtil 500 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 6 Maaneder.
§ 218. I de i §§ 215 - 217 omhandlede Tilfælde blive derhos de ubeføiede Udtalelserefter den Fornærmedes Paastand at kjende døde og magtesløse.
§ 219. Naar Fornærmelsen tilbagegives Fornærmeren, kunne Domstolene enten forbegge Personer eller for den ene af dem anvende ringere Straf eller efter Omstændighederne endog lade Straffen aldeles bortfalde.
§ 220. Den, der ved offentlige Meddelelser om personlige og huuslige Forhold krænker Privatlivets Fred, straffes med Bøder fra 10 til 200 Rd. eller med simpelt Fængsel indtil 2 Maaneder.
§ 221. Den, der krænker Huusfreden ved uberettiget at trænge sig ind i en Andens Bolig eller vægre sig ved paa Opfordring at forlade samme, straffes med Bøder indtil 200 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 2 Maaneder.
§ 222. Med samme Straf ansees den, der gjør Brud paa Brevhemmeligheden.
§ 223. De i dette Kapitel nævnte Handlinger kunne alene paatales af den Fornærmedeeller af den, som ifølge Lovgivningen er berettiget til at handle paa hans Vegne. Er den, om hvem de fornærmende Udtryk ere brugte, afgaaet ved Døden, ere hans Ægtefælle, Forældre, Børn eller Sødskende berettigede til at paatale samme, hvad enten Fornærmelsen er fremført i hans levende Live eller efter hans Død.
To og tyvende Kapitel. Om falske Angivelser og Klagemaal..
§ 224. Den, der ved falske Angivelser om en forøvet Lovovertrædelse bevirker, at denoffentlige Myndighed sætter sig i Virksomhed til sammes Opdagelse, straffes,forsaavidt intet andet Onde derved maatte være tilsigtet, med Fængsel eller Bøder.
§ 225. Hvo som imod bedre Vidende for øvrigheden angiver Nogen for en Forbrydelse, hvori han er uskyldig, straffes med Fængsel eller efter Omstændighederne, navnlig naar der i Loven er foreskrevet Livsstraf eller Strafarbeide for den Forbrydelse, hvorom der er skeet Angivelse, med Strafarbeide indtil 6 Aar.
§ 226. Hvo som til Kongen, nogen af de lovgivende Forsamlinger, Ministerierne eller Øvrigheden indgiver aabenbar falske Klagemaal, straffes med Fængsel eller Bøder eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar, forsaavidt ikke Slutningsbestemmelsen i § 225 maatte medføre høiere Straf. Er det en Sagfører eller anden Embedsmand, som gjør sig skyldig i en saadan Forbrydelse, dertil forleder Andre eller dermed er dem behjælpelig, bliver han efter Omstændighederne tillige at dømme til at have sit Embede forbrudt.
§ 227. Indklæder Nogen en Ansøgning eller Klage til Kongen, nogen af de lovgivende Forsamlinger, Ministerierne eller Øvrigheden i utilbørlige eller usømmelige Udtryk, bliver han at straffe med Bøder. - Samme Straf er anvendelig paa den, der paa en Ansøgning eller Klage urigtig angiver sig som Forfatter af samme.
Tre og tyvende Kapitel. Om Tyveri og Ran..
§ 228. Den, som gjør sig skyldig i simpelt Tyveri, straffes første Gang med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 5 Dage; dog kan Straffen under skjærpende Omstændigheder, navnlig naar det Stjaalne er af betydelig Værdi, naar Segl erbrudt eller Gjemme aabner ved Vold, Diriker, falske eller tillistede Nøgler, naar Tyveriet er udøvet mod Skibbrudne, under Ildebrand eller lignende Ulykkestilfælde, eller naar den Skyldige stod i den Bestjaalnes Tjeneste, ellerhans Forhold til denne iøvrigt gav ham en særegen Leilighed til det begaaedeTyveri, stige indtil Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.
§ 229. Følgende Tyverier betragtes som grove og medføre første Gang, de begaaes, Strafarbeide indtil 8 Aar:
§ 230. Den, som efter een Gang at være dømt for Tyveri gjør sig skyldig i simpeltTyveri, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 3 Gange 5 Dage, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 4 Aar. - Er det et grovt Tyveri, hvori hanfindes skyldig, bliver Strafarbeide fra 8 Maaneder til 10 Aar at anvende.
§ 231. Findes den, som tidligere 2 Gange er dømt for Tyveri, derefter at have giort sigskyldig i simpelt Tyveri, bliver han at ansee med Strafarbeide indtil 6 Aar. Er detet grovt Tyveri, hvori han findes skyldig, bliver Strafarbeide fra 1 til 12 Aar atanvende.
§ 232. Stjæler Nogen 4de Gang eller oftere, bliver, hvis det sidst begaaede Tyveri er simpelt, Strafarbeide fra 1 til 10 Aar og, hvis det er et grovt Tyveri, fra 2 til 16 Aar eller under særdeles skjærpende Omstændigheder indtil paa Livstid at anvende.
§ 233. Stjæler Barn mellem 10 og 15 Aar, straffes det med Riis eller med simpelt Fængsel eller med begge de nævnte Straffe i Forening.
§ 234. Borttagelsen af paa Roden staaende Træer eller Dele af samme ansees som andet Tyveri.
§ 235. Medfører den borttagne Gjenstands Ubetydelighed i Forbindelse med densøvrige Beskaffenhed og de særegne Omstændigheder, hvorunder Borttagelsen har fundet Sted, at Handlingen har en mærkelig ringere Grad af Strafværdighed end Tyveri i Almindelighed, saasom naar Frugter i anden Mands Have eller paa dennes Mark eller Føde- og Drikkevarer borttages til umiddelbar Foræring, uden at hermed er forbundet Omstændigheder, som udelukke Handlingen fra den mildere Bedømmelse, bliver Straf af Bøder indtil 50 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 1 Maaned at anvende. Offentlig Paatale finder kun Sted, naar den Forurettede begjærer det.*)
"*) Jfr. L. 16 Febr, 1866."
§ 236. Sætter Nogen sig paa ulovlig Maade i Besiddelse af anden Mands Gods udenHensigt til at tilegne sig det eller skille Eieren derved, men alene for at benyttesig af samme til et bestemt Brug, straffes han med Fængsel eller Bøder. Offentlig Paatale finder kun Sted efter den Forurettedes Begjæring.
§ 237. Den, som gjør sig skyldig i Ran, straffes som for Tyveri.
§ 238. Den, som gjør sig skyldig i Hæleri ved uden foregaaende derom truffen Aftale at tilforhandle sig eller paa anden Maade modtage eller fordølge stjaalne Koster, straffes 1ste Gang med Fængsel paa Vand og Brød, eller medForbedringshuusarbeide indtil 1 Aar, 2den Gang med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 5 Dage, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar, 3die Gang med lige Fængsel, ikke under 2 Gange 5 Dage, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 3 Aar, og, skeer det oftere, med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 4 Gange 5 Dage, eller med Strafarbeide indtil 6Aar.
§ 239. Gjør Nogen Vane eller Næringsvei af at tilforhandle sig eller paa anden lignende Maade at modtage stjaalne Koster, straffes han 1ste Gang med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 4 Gange 5 Dage, eller med Strafarbeide indtil 4 Aar, og kan Straffen, naar Forbrydelsen gjentages, stige til 8 Aar.
§ 240. Gjør Nogen sig ellers medskyldig i Tyveri, bliver han at straffe efter Reglerne idenne Lovs Kap. 5, saaledes at Straffen, naar den Skyldige tidligere een ellerflere Gange er dømt for Tyveri eller Meddeelagtighed heri, bliver at bestemme iForhold til de for 2den Gang eller oftere begaaet Tyveri foreskrevne Straffe. -Begaaes Tyveri af den, der tidligere er dømt for anden Medskyld deri end Hæleri, kan han ikke straffes ringere, end om han igjen havde gjort sig skyldig isaadan Meddeelagtighed.
§ 241. De Domme, som forhen ere Nogen overgaaede for Tyveri eller anden Meddeelagtighed deri end Hæleri, blive, naar han derefter gjør sig skyldig i sidstnævnte Forbrydelse, at tage i Betragtning til Straffens Skjærpelse paasamme Maade, som om han derved var befunden skyldig i Hæleri. - Er Nogen,som nu skal dømmes for Tyveri eller Meddeelagtighed deri, forhen dømt for Hæleri, kan han i intet Tilfælde dømmes mildere, end om den nye Forbrydelsebestod i Hæleri.
§ 242. Dersom Nogen, som redelig er kommen i Besiddelse af stjaalne Koster, lægger Dølgsmaal paa samme, naar de efterlyses, men det efter Omstændighederne maaantages, at han derved alene har ladet sig bestemme af øieblikkelig Forlegenhed eller Frygt, bliver han kun at straffe med Bøder eller simpelt Fængsel, og kan endog al Straf bortfalde, dersom han selv af egen Drift kommer frem med Kosterne.
Fire og tyvende Kapitel. Om Røveri og Trusler..
§ 243. Den, som ved personlig Vold eller Trusel, om øieblikkelig Anvendelse af saadan fratager eller aftvinger en Anden Penge, Gods, Forskrivning eller andet Dokument, der begrunder Rettigheder, eller der kunde paadrage den Overfaldneeller Andre Forpligtelser eller skille ham eller Andre ved Rettigheder, saa og den, som bruger saadan Vold eller Trusel for at fuldbyrde Tilvendelsen af andenMands Eiendom eller bringe det Borttagne i Sikkerhed, ansees med Strafarbeide fra 1 til 10 Aar. Hvis betydelig Mishandling har fundet Sted, eller Gjerningeniøvrigt har havt en særdeles farlig Karakteer, saa og naar den Skyldige tilforn er dømt for Røveri, grovt eller oftere gjentaget Tyveri, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder endog til livsvarigt Tugthuusarbeide.
§ 244. Gjør Nogen sig skyldig i Sørøveri eller udruster Skib i saadant Øiemed, straffeshan med Tugthuusarbeide paa Livstid eller efter Omstændighederne, navnlig hvis Nogen er omkommen som Følge af det sørøveriske Overfald, paa Livet.
§ 245. Den, som, uden at Handlingen gaaer ind under § 243, for at forskaffe sig ellerAndre Fordeel truer Nogen med Skade paa Liv, Lemmer, Frihed, Ære eller Gods,straffes med Strafarbeide indtil 6 Aar eller under formildende Omstændighedermed Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel.
§ 246. Domme der ere overgaaede Nogen efter §§ 243 -245, skulle i Tilfælde af, at denPaagjældende senere findes skyldig i Tyveri, have samme Virkning, som om det havde været Tyvsdomme. - Fremdeles blive Straffedomme for Meddeelagtighedi Røveri og for Hæleri eller anden Meddeelagtighed i Tyveri at sætte i Klassemed hinanden i Henseende til den Forbrydelsers Gjentagelse efter §§ 238, 240 og241 tillagte Virkning.
Fem og tyvende Kapitel. Om ulovlig Omgang med Hittegods og nogle dermed beslægtede Forbrydelser..
§ 247. Den, som ikke oplyser Hittegods, straffes med Fængsel, og kan Straffen undersærdeles skjærpende Omstændigheder, navnlig i Gjentagelsestilfælde, stige tilForbedringshuusarbeide i 2 Aar. Er den fundne Gjenstand af ubetydelig Værdi, og Omstændighederne iøvrigt tale til Fordeel for den Paagjældende, kan Straffen nedsættes til Bøder eller endog aldeles bortfalde.
§ 248. Bestemmelserne i foregaaende Paragraf komme ogsaa til Anvendelse paa den,der fordølger eller ulovlig tilegner sig anden Mands Gods, hvoraf han paa andenMaade tilfældig er kommen i Besiddelse.
§ 249. Naar Nogen understaaer eller paa anden Maade uredelig omgaaes med strandetGods, bliver han at straffe med Fængsel paa Vand og Brød eller under formildende Omstændigheder med simpelt Fængsel eller Bøder; dog kan Straffen under skjærpende Omstændigheder stige til Strafarbeide i 4 Aar.
§ 250. Den, som udplyndrer Lig, uden at Handlingen efter sin Beskaffenhed kan anseessom Tyveri, straffes med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar.
Sex og tyvende Kapitel. Om Bedrageri..
§ 251. Den, som ved at udgive sig for en anden Person, end han er, eller ved at foregiveat være berettiget til at handle paa anden Mands Vegne, fravender Nogen Pengeeller Gods, eller som svigagtig modtager, hvad en Anden paa Grund af urigtigt Kjendskab til Omstændighederne troer sig pligtig til at betale eller afgive til ham,eller som ved falske Foregivender forleder Nogen til at kjøbe eller paa andenlignende Maade at modtage en Gjenstand for noget væsentlig Andet og Værdifuldere, end den er, eller som, uden Hensigt til at betale, tager Varer paa Kredit, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 5 Dage, eller medForbedringshuusarbeide indtil 2 Aar, og kan Straffen under særdeles skjærpende Omstændigheder, ligesom og naar Forbrydelsen gjentages, stige indtil 6 AarsStrafarbeide.
§ 252. Samme Straf kommer til Anvendelse paa den, som for at forholde en Anden,hvad der lovlig tilkommer denne, fragaaer Modtagelsen af, hvad der er betroetham til Laan, være sig Penge eller Andet, til Leie, Forvaring, Pant eller paaanden saadan Maade, saavelsom paa den, der svigagtig nægter den Tilbagegivelse eller Betaling, der har fundet Sted, saa og paa den, somunderstaaer noget et Dødsbo tilhørende Gods eller fordølger en sammetilkommende Fordring, hvilken han er pligtig at opgive, eller som fremføreropdigtede Fordringer i et Dødsbo eller ved anden Leilighed, hvor de paa Grundaf Vedkommendes Mangel paa Kundskab om Omstændighederne kunne ventesat sættes igiennem, eller som i bedragerisk Hensigt berøver en Anden Midlernetil at gjøre en lovlig Fordring gjældende eller til at værge sig imod en urigtig Fordring ved at fravende ham Dokumenter eller tilintetgjøre disse eller gjøre demubrugelige, eller som foretager Proformaafhændelser eller Proformapantsættelserfor at betage sine Kreditorer Midlerne til at beholde, hvad der tilkommer dem.
§ 253. Samme Straf anvendes fremdeles paa den, som i bedragerisk Hensigt afhændereller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette EiersEiendomsret kunde gaae tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leie,Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Trediemand har erhvervet enRettighed, med hvilken den, der ved hiin Handling skulde stiftes, er uforenelig,saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forskikker arresteret Gods.¨
§ 254. Er det fremmede i Penge, Nogen uberettiget anvender til eget Brug, skal det dog,dersom det ikke er ved at bryde Segl eller Laas for de fremmede Penge, at hanhar sat sig istand til at benytte dem, og han heller ikke svigagtig har fragaaetModtagelsen, beroe paa den Forurettede, om han vil have Sagen forfulgt, ligesomhan og, indtil Dom er afsagt, kan frafalde Sagens fortsatte Forfølgning, ogbortfalder alt Strafansvar, hvis den Skyldige, inden Dom i første Instantsovergaaer ham, erstatter, hvad han saaledes har forbrugt.
§ 255. Straffebestemmelsen i § 251 kommer ligeledes til Anvendelse paa den, derforøver Bedrageri i Spil, saa og paa den, der ved Signen, Maalen, Manen, Spaaeneller ved Hjælp af andre overtroiske Kunster fravender Nogen Penge eller Gods.
§ 256. Er et Bedrageri, der ellers vilde være at straffe efter § 251, udøvet i en saa lidetbetydende Grad, eller løvrigt under saadanne særegne Omstændigheder, atsamme har en mærkelig ringere Grad af Strafværdighed end Bedrageri iAlmindelighed, bliver Straf af simpelt Fængsel indtil 2 Maaneder eller under særdeles formildende Omstændigheder af Bøder indtil 50 Rd. at anvende. Offentlig Paatale kan bortfalde, naar den Forurettede heri samtykker.*)
"*) Jfr, L. 16 Febr, 1866."
§ 257. Svigagtige Handlinger, der vel ere beslægtede med de i §§ 251 - 225omhandlede, men dog ikke ganske kunne sættes ved Siden af disse, straffes medBøder eller Fængsel. Offentlig Paatale kan bortfalde, naar den Forurettede derisamtykker*).
"*) Jfr, L. 16 Febr, 1866."
§ 258. Den, som svigagtig tilvender sig Noget af det, der forsendes med Posten og er ihans Varetægt undergivet, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar.
§ 259. Den, som ved at benytte Sø-, Brand- eller anden Forsikkring gjør sig skyldig isvigagtig Omgang, ansees, hvad enten Forsikkringen er tegnet i Kongeriget ellerudenfor samme, med Strafarbeide indtil 6 Aar eller med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 2 Gange 5 Dage.
§ 260. Naar Nogen, efter at hans Bo er taget under Behandling som fallit, eller paa en Tid, da han maatte forudsee sin forestaaende Fallit, i egennyttig Hensigt foretager Noget, der gaaer ud paa, at Boets lovlige Eiendele eller Fordringer ikke komme samme tilgode, eller at urigtige Fordringer paa Boet gjøres gjældende, eller naar Nogen til den sidstnævnte Tid i lige Hensigt optager nye Forstrækninger, ansees han med Strafarbeide indtil 6 Aar eller med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 2 Gange 5 Dage.
§ 261. Den, som til et af de ovennævnte Tidspunkter foretager Handlinger, ved hvilke han, dog uden derved at søge egen Fordeel, retsstridig begunstiger enkelte Kreditorer paa andres Bekostning, saasom ved at foretage Afhændelser mod et uforholdsmæssigt ringe Vederlag, ved at benytte, hvad han har under Hænder, til fortrinsviis at betale enkelte Kreditorer, eller ved at udstede Dokumenter, somunder Fallitten skulde give enkelte Kreditorer Fortrin fremfor de øvrige, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller under formildende Omstændigheder med simpelt Fængsel, dog ikke under 1 Maaned.
§ 262. Befindes det, at Nogen, som er Pligtig til at føre Handelsbøger, og hvis Bo erkommen under Fallitbehandling, har forvansket, bortkastet eller tilintetgjort disseBøger eller har ført dem paa en uredelig Maade eller i svigagtig Hensigt undladtat føre dem, straffes han med Fængsel paa Vand og Brød eller medForbedringshuusarbeide indtil 2 Aar. - Har Fallenten gjort sig skyldig i groveUordener i Henseende til Førelsen af sine Handelsbøger, bliver han at straffemed simpelt Fængsel intil 6 Maaneder.
§ 263. Naar Nogen, hvis Bo er kommen under Fallitbehandling, befindes ved ødsel Levemaade, ved høit Spil, ved vovelige Foretagender, der ikke staae i Forhold tilhans Formue, eller ved anden saadan letsindig Adfærd at have paaført sine Kreditorer betydelige Tab; bliver han, naar nogen af Boets Kreditorer derpaa andrager, at straffe med Fængsel.
Syv og tyvende Kapitel. Om Falskmyntneri, Efterskriven og Forfalskning af Dokumenter og andet Falsk..
§ 264. Den, som eftergjør dansk Mynt eller Nationalbankens Sedler, straffes med 2indtil 12 Aars, og den, som forfalsker samme, med 1 indtil 6 Aars Strafarbeide. -Forbrydelsen er fuldbyrdet, saasnart Mynten eller Seddelen er bleven forfærdigeteller forfalsket, om den end ikke er udgiven.
§ 265. Den, som eftergjør fremmed Mynt eller fremmede Pengesedler, skal, om de endei ere bestemte til Udgivelse her i Riget, ansees med Strafarbeide fra 1 indtil 8Aar, og den, som forfalsker dem, med Strafarbeide indtil 4 Aar.
§ 266. Deeltager Nogen i et Falskmyntneri, der er begaaet i Udlandet under saadanneOmstændigheder, at Hovedmanden ikke her i Riget kan drages til Ansvar, vedheri Landet at udgive de falske Penge, bliver han at straffe, som om han selv varGjerningsmanden.
§ 267. Udgiver Nogen Penge, om hvilke det er ham vitterligt eller han har Formodning,at de ere eftergjorte eller forfalskede, uden at hans Forhold dog kan betragtessom Deelagtighed i Falskmyntneriet selv, straffes han medForbedringshuusarbeide indtil 2 Aar eller med Fængsel. Har han selv modtagetPengene som ægte, straffes han med Fængsel eller Bøder.
§ 268. Den, som falskelig skriver anden Mands Navn under Testament, Kontrakt, Gældsbrev, Transport, Anviisning, Kaution, Fuldmagt, Kvittering eller nogetandet privat Dokument, som sigter til at stifte Rettigheder eller hæve Forpligtelser, ansees med Strafarbeide fra 1 til 8 Aar; dog kan Straffen, naarGjenstanden er af ubetydelig Værdi, eller iøvrigt under særdeles formildendeOmstændigheder, navnlig naar Gjerningsmanden hverken har paaført ellertilsigtet at paaføre Andre nogen Skade, nedsættes endog til Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 4 Gange 5 Dage.
§ 269. Er det en Statsforskrivning, en Vexel eller et andet saadant til almindeligt Omløbbestemt Papir, med Hensyn til hvilket Forbrydelsen er begaaet, bliverStrafarbeide fra 1 til 12 Aar at idømme. - Samme Straf er anvendelig, naar Nogenpaa lige Maade falskelig udfærdiger en Ministerial- eller Øvrigheds-Resolution,en Retsakt eller noget andet offentligt Dokument, der skulde indeholde enbindende Regel eller Afgørelse eller og udgiøre et juridisk Beviis.
§ 270. Skriver Nogen falskelig anden Mands Navn under Andragender, Vidnesbyrd, Paseller andre Dokumenter, der ifølge deres Beskaffenhed ere af mindre Betydenhedend de i §§ 268 og 269 nævnte, bliver han at straffe med Fængsel paa Vand ogBrød, ikke under 2 Gange 5 Dage, eller med Strafarbeide indtil 4 Aar.
§ 271. De i §§ 268 - 270 foreskrevne Straffe skulle dog, naar det falske Dokument paa Grund af dets øiensynlige Mangler har været mindre farligt, kunne nedsættes, efter Omstændighederne indtil det Halve.
§ 272. Den, der efterskriver Kongens Navn, straffes med Strafarbeide, dog ikke under 2 Aar.
§ 273. Den, som falskelig udfylder et i en Andens Navn udstedt og af denneunderskrevet, men til Udgivelse endnu ikke bestemt Dokument eller forsyner detmed Segl, hvor dette udfordres til at give Dokumentet fuld Gyldighed, ansees,som om han falskelig havde underskrevet det.
§ 274. Med samme Straf, som om han havde forsynet det med falsk Underskrift, anseesfremdeles den, der forfalske Indholdet af et Dokument. Er Forfalskningen saa kjendelig, at Ingen uden aabenbar Uforsigtighed derved kunde skuffes, kan Straffen nedsættes, efter Omstændighederne til det Halve.
§ 275. Skriver Nogen opdigtede Navne under et Dokument, blive de for falsk Underskrift paa Dokumenter af samme Beskaffenhed givne Forskrifter at anvende med en forholdsmæssig Nedsættelse af Straffen, efter Omstændighederne til det Halve.
§ 276. De i §§ 268 - 275 nævnte Forbrydelser ansees som fuldbyrdede, saasnart Falskneren har gjort Brug af Dokumentet eller givet det fra sig til Benyttelse afen Anden, uden Hensyn til, om Nogen derved er bleven skuffet.
§ 277. Den, der i svigagtig Hensigt forfærdiger urigtige Maal eller Vægtredskaber eller forandrer rette Maal eller Vægtredskaber, saavel som den, der benytter saadanne falske eller forfalskede Redskaber til dermed at bedrage Andre, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 5 Dage, eller med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar. Under særdeles skjærpende Omstændigheder, ligesom og naar Forbrydelsen gjentages, kan Straffen stige indtil 6 Aars Strafarbeide. - Den, der i sin Næringsdrift benytter Vægt eller Maal,som ikke lovlig er justeret, eller som ved Tid eller Brug er bleven forandret, straffes første Gang med Bøder indtil 100 Rd. og i Gjentagelsestilfælde med høiere Bøder eller Fængsel*).
"*) Jfr. L. 16 Febr. 1866."
§ 278. Med den i foregaaende Paragrafs 1ste Stykke foreskrevne Straf ansees fremdelesden, som forfalsker Varer, eller som falskelig forsyner Varer eller andreGjenstande med et offentligt Stempel eller Mærke, der skal afgive Borgen forsammes Ægthed eller Godhed, eller som svigagtig tilvender sig sligt Stempeleller Præg paa Gjenstande, der ikke egne sig dertil, saavelsom den, der uhjemletanbringer Andres Mærke eller Stempel paa Varer, der ere af væsentlig ringere Beskaffenhed end den, som Stemplet eller Mærket antyder. - Ere de Varer,hvorpaa Andres Mærke eller Stempel uhjemlet er anbragt, ikke af nogenvæsentlig ringere Beskaffenhed, bliver den i § 277 2det Stykke fastsatte Straf atanvende, hvorhos Paatale kun finder Sted, forsaavidt Nogen, som derved erforurettet, begjærer det. Saa kommer ogsaa den nysnævnte Straffebestemmelsetil Anvendelse med Hensyn til mindre, i Smaahandelen forefaldende,Vareforfalskninger, ved hvilke kun ubetydeligt Tab tilføies Nogen*).
"*) Jfr. L. 16 Febr. 1866."
§ 279. Den, som i bedragerisk Hensigt flytter, sætter eller borttager Skjælsteen eller forvansker andet Mærke, der betegner de forskjellige Eiendommes Grændsereller de dermed forbundne Rettigheder, bliver ligeledes at straffe efter Bestemmelsen i § 277 1ste Stykke.
Otte og tyvende Kapitel. Om Brandstiftelse..
§ 280. Sætter Nogen Ild paa Huus eller Skib, enten det er hans eget eller en Andens, under saadanne Omstændigheder at han maatte indsee, at Andres Liv dervedudsattes for aabenbar Fare, eller det skeer for at befordre Oprør, Plyndring elleranden saadan Forstyrrelse af Samfundsordenen eller for at forvolde en udstraktØdelæggelse, straffes den Skyldige med Tugthuusarbeide ikke under 8 Aar; dog kan Straffen, hvis Nogen ved Ildebranden omkommer, stige til Livsstraf.
§ 281. Sætter Nogen ellers Ild paa anden Mands Huus eller Skib, ansees han medStrafarbeide fra 2 til 12 Aar. - Lige Straf er den undergiven, som for at besvige Brandforsikringen eller i anden retsstridig Hensigt sætter Ild paa eget Huus ellerSkib eller paa anden Mands Huus eller Skib efter dennes Begjæring eller medhans Samtykke; dog kan Straffen i disse Tilfælde under formildendeOmstændigheder, navnlig hvor Huset er afsides beliggende og ikke beboet afAndre, nedsættes til Strafarbeide i 1 Aar. - Til Huus bliver at henføre ikke blot deganske eller tildeels beboede eller til Beboelse indrettede Bygninger med dedertil hørende Udhuse, men ogsaa Kirker, Møller, Fabriker, Magasinbygningerog alle andre Bygninger, som med dem kunne sættes i Klasse.
§ 282. Er det paa Skov, Tørvemose, Hede eller Ager, paa Tømmer- ellerBrændeforraad, Korn- eller Høstakke, paa Hytter eller Skure, eller andrelignende Gjenstande, at Ildspaasættelsen har fundet Sted, ansees den Skyldigemed Strafarbeide indtil 8 Aar, dog at Straffen, hvis Gjenstanden er af sær ringe Betydenhed, og iøvrigt under formildende Omstændigheder, kan nedsættes tilFængsel paa Vand og Brød, ikke under 2 Gange 5 Dage. - Har Ildspaasættelsen fundet Sted under saadanne Omstændigheder, at Gjerningsmanden maatte indsee,at Andres Liv derved udsattes for aabenbar Fare, eller er den skeet for at forvoldesaadan Ulykke eller Ødelæggelse, som i § 280 omhandlet, kommerStraffebestemmelsen i samme Paragraf til Anvendelse.
§ 283. De i §§ 280 - 282 omhandlede Forbrydelser ansees som fuldbyrdede, saasnart derer opstaaet Ild i den Gjenstand, hvis Antændelse udgjør Forbrydelsen, udenHensyn til om den har grebet mere eller mindre om sig.
§ 284. Den, som ved Tilsidesættelse af almindelig Forsigtighed, afstedkommer Ildsvaade, straffes med Fængsel, hvilken Straf dog bortfalder, naar han erstatter Skaden.
Ni og tyvende Kapitel. Om Handlinger, hvorved Skibbrud, Oversvømmelse eller anden større Ulykke kan foraarsages..
§ 285. Hvo som i den Hensigt at vildlede eller skade Søfarende ødelægger, bortskaffereller beskadiger Fyrindretning, Sølygte eller andet til de Søefarendes Veiledninganbragt Tegn eller Mærke, slukker Fyr eller Sølygte, anbringer falsk Tegn eller Mærke eller opfylder eller stopper det rette Farvand i Sø eller Strøm, straffesmed Strafarbeide, ikke under 4 Aar. - Foretages nogen af de ommeldte Handlinger uden den nævnte Hensigt, men dog med Forsæt, bliver den Skyldigeat straffe med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar.
§ 286. Forvolder Nogen Skibbrud eller anden Søskade under saadanneOmstændigheder, at Menneskers Liv derved udsættes for aabenbar Fare, straffeshan med Tugthuusarbeide ikke under 8 Aar, dog at Straffen, hvis Nogen dervedomkommer, kan stige til Livsstraf. Skeer det under andre Omstændigheder,bliver en ringere Grad af Strafarbeide at anvende.
§ 287. Den, som for at bevirke Oversvømmelse ødelægger eller beskadigerVandledninger eller aabner Kanal, Dæmning, Sluse eller anden saadan Vandbygning, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar, dog at Straffen, hvisbetydelig Skade skeer, kan stige høiere, og hvis Nogen derved omkommer,endog til Livsstraf. - Skeer det med Forsæt, men uden den Hensigt at bevirkeOversvømmelse, Straffes Gjerningsmanden med Fængsel eller under skjærpendeOmstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 2 Aar.
§ 288. Den, som forsætlig beskadiger en Jernbane, Transportmidlerne eller Banensøvrige Tilbehør, henlægger eller henkaster Noget paa Banen, forrykker Skinnerne, efterligner Signalerne, uberettiget bringer Damp. eller andreBanevogne i Bevægelse eller iøvrigt foretager Handlinger, hvorved Transportenpaa Banen udsættes for Fare, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar, dog atStraffen, hvis betydelig Skade skeer, kan stige høiere, og, hvis Nogen derved omkommer, endog til Livsstraf. - Dersom Handlingen efter sin Beskaffenhed ikke kunde bringe Transporten i nogen virkelig Fare, eller Saadant dog maaansees at have ligget udenfor Gjerningsmandens Tanke og Hensigt, bliver denSkyldige at straffe med Fængsel eller under særdeles skjærpende Omstændigheder med Forbedringshuusarbeide indtil 1 Aar, forsaavidt ikkenogen anden Straffebestemmelse maatte medføre høiere Straf.
§ 289. Foretages nogen af de Handlinger, der omtales i §§ 285 - 288, af Uagtsomhed,bliver Straf af Fængsel eller Bøder at anvende.
§ 290. Anvender Nogen giftige eller andre farlige Stoffer til Varer, der ere bestemte til Forhandling eller Benyttelse af Andre, paa en saadan Maade, at Andres Sundhed udsættes for Fare ved Brugen af samme, straffes han, forsaavidt ikke nogen anden Straffebestemmelse maatte medføre høiere Straf, med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder, navnlig naar Nogen derved har taget Skade eller endog er omkommen, med Forbedringshuusarbeide. - Samme Straf er den undergiven, som falholder Varer, hvortil han veed, at slige Stoffer paa foranførte Maade ere benyttede. - Foretages saadanne Handlinger af Uagtsomhed, bliver Straf af Bøder at anvende.
§ 291. Den, som ved Overtrædelser af de Lovbestemmelser, der ere givne, eller deForholdsregler, der af Øvrigheden anordnes til Forebyggelse af smitsom Sygdomeller sammes Udbredelse, foranlediger Smitte eller videre Udbredelse afSygdommen, straffes med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder medForbedringshuusarbeide indtil 2 Aar.
§ 292. Skulde Nogen befindes forsætlig at udbrede smitsom Syge blandt Huusdyrene,bliver han at ansee med Strafarbeide indtil 8 Aar. - Den, som ved Overtrædelse af de Lovbestemmelser, der ere givne, eller Forholdsregler, der af Øvrigheden anordnes til Forebyggelse af smitsom Sygdoms Udbredelse hos Huusdyrene, giver Anledning til videre Udbredelse af saadan Sygdom, straffes med Fængseleller Bøder ikke under 20 Rd.
§ 293. Den, der forsætlig borttager, ødelægger eller beskadiger Broer,Færgeindretninger, Brønde, Vandledninger, Fortøiningsredskaber eller Mærke,Rækværk eller Andet, som er anbragt for at afværge eller advare imod Fare paaVei, Gade eller andet Sted, hvortil haves almindelig Adgang, straffes medFængsel eller Bøder.
Tredivte Kapitel. Om Ødelæggelse eller Beskadigelse af fremmed Eiendom, samt om Dyrplageri..
§ 294. Den, som forsætlig borttager, ødelægger eller beskadiger offentlige Monumenter eller Ting, som ere bestemte til almindelig Nytte, saasom Træplantning, Hegn, Lygter til Gaders og Veies Belysning, Veiviser eller Milepæl, straffes med Bøder eller Fængsel.
§ 295. Den, som forsætlig enten beskadiger en elektrisk Telegraf eller de til sammehørende Apparater eller iøvrigt foretager nogen Handling, hvorvedTelegrafledningen afbrydes eller svækkes, eller Apparaternes Afbenyttelseforhindres, straffes med Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder, dog ikke under 50 Rd., forsaavidt Handlingen ikke efter sin Beskaffenhedm edfører høiere Straf. - Skeer det af Uagtsomhed, anvendes Bøder indtil 100 Rd.eller simpelt Fængsel indtil 1 Maaned; dog kan Straffen bortfalde, hvis Gjerningsmanden uopholdelig anmelder det Skete for den nærmestePolitiøvrighed eller en af de ved Vei- eller Telegrafvæsenet ansatte Embedsmænd eller Betjente.
§ 296. Ødelægger eller beskadiger Nogen ellers forsætlig fremmed Eiendom, bliver han,forsaavidt Forholdet ikke falder ind under strængere Straffebestemmelser, at straffe med Bøder eller Fængsel. Offentlig Paatale finder kun Sted, naarHandlingen har medført Forstyrrelse af den offentlige Fred eller været forbundenmed Overtrædelse af Politiforskrifter.
§ 297. Hvo som gjør sig skyldig i raa Mishandling eller anden grusom og oprørende Behandling af Dyr, navnlig af Huusdyr, bliver at straffe med Bøder indtil 200 Rd. eller med simpelt Fængsel indtil 4 Maaneder.
Et og tredivte Kapitel. Om Paatalen af Forbrydelser, Forebyggelsestvang, Skadeserstatning m. v..
§ 298. De i denne Lov omhandlede Forbrydelser ere, forsaavidt ikke anderledes særligter bestemt, Gjenstand for offentlig Paatale.
§ 299. Undsiger Nogen en Anden, eller truer ham med Brand eller anden Ulykke, bliverdet, forsaavidt saadan Undsigelse eller Trusel ikke gaaer ind under nogen af de idenne Lov indeholdte Straffebestemmelser, efter den Paagjældendes Begjæringifølge Øvrighedens Foranstaltning af Domstolene at afgjøre, om den Undsigendei den Anledning skal stille Sikkerhed og da hvilken, eller i Mangel derafhensættes i Varetægtsfængsel paa det Offentliges Bekostning. Er Nogen saaledesdømt til at stille Sikkerhed, og han senere mener at burde fritages derfor paaGrund af forandrede Forhold, bliver Spørgsmaalet herom under en offentlig Sagat afgjøre af den samme Domstol, forsaavidt ikke den Undsagte for Fogdenerklærer sig enig i, at Sikkerhedsstillelsen opgives.
§ 300. Enhver, der har giort sig skyldig i en Forbrydelse, er pligtig at tilsvare den Skadelidende Erstatning.
§ 301. Foruden den Erstatning for Helbredelsesudgifter og for Næringstab, som den, derforsætlig eller af Mangel paa tilbørlig Agtsomhed har tilføiet en Anden enLegemsbeskadigelse, er Pligtig at udrede til denne, vil den Skyldige derhoskunne dømmes til at betale den Skadelidende en af Retten fastsat Godtgjørelse for de Lidelser, som ere ham paaførte, saavel som for den Ulempe, Lyde og Vansiir, der maatte flyde af den ham tilføiede Skade.
§ 302. Ligeledes vil den, som paa en strafbar Maade har forvoldt en Andens Død, kunnetilpligtes, paa derom skeet Begjæring, at give den Afdødes Ægtefælle eller Børn Erstatning for Tabet af deres Forsørger, fastsat enten til en bestemt Sum en gang for alle eller til fortløbende Underholdningsbidrag for et vist Tidsrum.
§ 303. Iligemaade vil den, - der har gjort sig skyldig i Ærefornærmelse eller i en af de idenne Lovs Kap. 16 §§ 166 - 175, jfr. 176, omhandlede Forbrydelser, efterOmstændighederne kunne tilpligtes at betale en passende Godtgjørelse til denFornærmede for den derved bevirkede ødelæggelse eller Forstyrrelse af dennesStilling og Forhold.
§ 304. Den, som øver Vold mod sine Forældre eller Slægtninge i opstigende Linie,forbryder sin Arveret efter den, mod hvem han saaledes har forbrudt sig,medmindre den Paagjældende udtrykkelig erklærer det for sin Villie, atArveforholdet ikke destomindre skal forblive uforandret. - Findes Nogen at havegjort sig skyldig i de i denne Lovs Kap. 21 §§ 215 og 216 ommeldte groveFornærmelser mod saadanne Slægtninge, vil han ligeledes, naar deromnedlægges Paastand, være at dømme til at have sin Arveret efter denPaagjældende forbrudt. - I begge Tilfælde kan dog den forbrudte Arveret i detHele eller for en Deel senere tilbagegives den Skyldige ved en testamentarisk Bestemmelse.
To og tredivte Kapitel. Om Lovens Ikrafttræden, Overgangsbestemmelser, samt om Ophævelse af ældre Bestemmelser..
§ 305. Denne Lov træder i Kraft den 1ste Juli 1866.
§ 306. Er en Forbrydelse vel begaaet, men Sagen desangaaende ikke endelig paakjendtinden den i § 305 nævnte Tid, bliver Straffen at fastsætte efter nuværende Lov, forsaavidt den derefter vil blive mildere end efter den ældre Lovgivning.
§ 307. Den, som efter tidligere at være dømt til Straf efter den ældre Lovgivning for enForbrydelse, for hvilken der i nuværende Lov i Gjentagelsestilfælde erforeskrevet forhøiet Straf, igjen findes skyldig i lige Forbrydelse, bliver at ansee,som om den tidligere Dom havde været afsagt efter nærværende Lov.
§ 308. Fra den i § 305 nævnte Tid bortfalde, forsaavidt det ikke allerede tidligere erskeet, følgende Bestemmelser i Kong Christian V´s danske Lov, nemlig: af 1ste Bog Kap. 4 Art. 6, Kap. 5 Art. 3, Kap. 8 Art. 7 og 8, Kap. 9 Art. 11, Kap.13 Art. 9 og 10, Kap. 14 Art. 1, Kap. 19 Art. 3 og 6, Kap. 21 Art. 17, Kap. 23Art. 1, Kap. 24 Art. 4 - 7, 10 - 16, 29, 48 - 50, Kap. 25 Art. 29; af 2den Bog Kap. 10 Art. 4, forsaavidt Selvmordere angaaer; af 3die Bog Kap. 1 Art. 6, Kap. 10 Art. 4, Kap. 16 Art. 7, 9 § 8 og 16 § 9, Kap,20 Art. 3; af 4de Bog Kap. 3 Art. 2, af 5te Bog Kap. 2 Art. 87 og 89, Kap. 3 Art. 11, Kap, 7 Art. 15, Kap. 8 Art. 3 og4, Kap, 9 Art. 2 og 5; af 6te Bog Kap. 1 Art. 1 og 3 - 13, Kap. 4 - 9, Kap. 10 Art. 1, Kap. 11, Kap. 12Art. 1 - 7, 9 og 10, Kap. 13 Art, 1, 6 - 18, 22 - 30, Kap. 14 Art. 1 - 6 og 8 - 19,Kap. 15 Art. 1 - 8, 13 - 22, Kap. 16, Kap. 17 Art. 3, 12, 20 - 30 og 32 - 41, Kap.18, Kap. 19 Art. 1 - 5, Kap. 20 Art. 1 - 3, Kap. 21 og 22; samt for Færøernes Vedkommende følgende Bestemmelser i Kong Christian denV's norske Lov, nemlig: af 1ste Bog Kap. 4 Art. 6, Kap. 5 Art. 3, Kap. 8 Art. 8, Kap. 9 Art. 11, Kap. 13Art. 10 og 11, Kap. 14 Art. 1, Kap. 17 Art.3 og 6, Kap. ,9 Art. 17, Kap. 21 Art. 1, Kap. 22 Art. 4 - 7, 10 - 18, 31, 50 - 52,Kap, 23 Art. 32; af 2den Bog Kap. 10 Art. 4, forsaavidt Selvmordere angaaer; af 3 die Bog Kap. 1 Art. 6, Kap. 10 Art. 4, Kap. 11 Art. 8, Kap. 18 Art. 7, 9 § 8og 16 § 9, Kap. 22 Art. 3; af 4de Bog Kap. 3 Art. 2; af 5 te Bog Kap. 2 Art. 87 og 89, Kap. 3 Art. 26, Kap. 7 Art. 15, Kap. 8 Art. 3 og4, Kap. 9 Art. 2 og 9; af 6te Bog Kap. 1 Art. 1 og 3 - 13, Kap. 4 -9, Kap. 10 Art. 1, Kap. 11, Kap. 12Art. 1 - 7, 9 og 10, Kap. 13 Art. 1, 6 - 18, 22 - 31, Kap. 14 Art. 1 - 5 og 7 - 19,Kap. 15 Art, 1 - 9 og 14 - 23, Kap. 16, Kap. 17 Art. 3, 12, 20 - 31 og 33 - 43,Kap. 18, Kap. 19 Art. 1, 2, 4 - 8, Kap. 20 Art. 1 - 3, Kap. 21 og 22. - Fremdeles Straffebestemmelserne i følgende Artikler af Kong Christian den V´sdanske Lov nemlig: i 1ste Bogs Kap. 1 Art. 1, 5 og 6, Kap. 5 Art. 9, Kap. 8 Art. 4, 5 og 10Slutningen, Kap. 13 Art 11 og 20, Kap. 19 Art. 5 og 9, Kap. 23 Art. 6, Kap. 24Art. 9, 35, 43 og 55, Kap. 26 Art. 1; i 2den Bogs Kap. 3 Art. 8, Kap. 5 Art. 20, Kap. 9 Art. 28, Kap. 17 Art. 22; i 3die Bogs Kap. 1 Art. 2, Kap. 4 Art. 8, Kap. 16 Art. 9 § 7 og 18 § 2; i 4de Bogs Kap. 2 Art. 13, Kap. 4 Art. 4 og 5, Kap. 5 Art. 3, Kap. 8 Art. 6; i 5te Bogs Kap. 2 Art. 78, Kap. 3 Art. 34 og 37, Kap. 8 Art. 12, Kap. 11 Art. 7; i 6te Bogs Kap. 13 Art. 2 og 3, Kap. 14 Art. 7, Kap. 15 Art. 9, 10 og 12, Kap. 17Art. 11 og 15; samt for Færøernes Vedkommende Straffebestemmelserne i følgende Artikler affornævnte Konges norske Lov, nemlig: i 1ste Bogs Kap. 1 Art. 1, 5 og 6, Kap. 5 Art. 9, Kap. 8 Art. 4, 5, 7 og 10Slutningen, Kap. 13 Art. 12 og 21, Kap. 17 Art. 5 og 9, Kap. 21 Art. 6, Kap. 22Art. 9, 37, 45 og 57, Kap. 24 Art. 1; i 2den Bogs Kap. 3 Art. 8, Kap. 5 Art. 19, Kap. 9 Art. 26, Kap. 17 Art. 22; i 3die Bogs Kap, 1 Art. 2, Kap. 4 Art, 6, Kap. 12 Art. 24, forsaavidt angaaerFattiges Flytning til øde, Marker og deres derved bevirkede Død, Kap, 18 Art. 9§ 7 og 16 § 2; i 4de Bogs Kap 2 Art. 13, Kap. 4 Art. 4 og 5, Kap. 5 Art. 3, Kap. 6 Art. 6; i 5te Bogs Kap. 2 Art. 79, Kap. 3 Art. 45 og 48, Kap. 8 Art. 15, Kap. 11 Art. 8,18 og 19; i 6te Bogs Kap. 13 Art. 2 og 3, Kap. 14 Art. 6, Kap. 15 Art. 10, 11 og 13, Kap.17 Art. 11.
§ 309. Endvidere bortfalde fra den i § 305 nævnte Tid, af Lovbestemmelser, der ereyngre end Kong Christian V´s danske og norske Lov og ikke tidligere erehævede, følgende: F. af 6 Febr. 1694 om Overlast og Drab at hindre og afværge, F. af 31 Aug. 1695om Skudsmaal og Løfter for Ægteskab, F. af 21 Sept. 1695 om dem, som lade defor Mord og Drab anholdte Personer af deres Arrest undkomme, F. af 16 Okt.1697 om grove Morderes Straf, Forbud af 23 Okt. 1700 paa Skjænk og Gave at give og modtage, P. af 20 Sept. 1709 ang. Henlæggelse af spæde Børn paa.Gaderne i Kjøbenhavn, Pat. af 21 Mai 1726 om danske Undersaatter, som staae ifremmed Krigstjeneste, F. af 23 Dec. 1735 om temere litigantes m. m. §§ 4 og 5,F. af 9 Aug. 1737 om Delinkventers Henrettelse og Begravelse, F. af 27 Jan.1738 om skærpet Straf for grove Mordere, F. af 17 Marts 1741 om Udfordringerog Dueller. F. af 9 Juli 1745 om Informatorer, som besvangre deres kvindeligeElever, F. af 2 Sept, 1745 om Leiermaal begaaet af og med Ukonfirmerede, F. af7 Febr. 1749, hvorved ovennævnte F. af 16 Okt. 1697 yderligere forklares, F. af19 Marts 1751 ang. Straf for Løsagtighed, F. af 19 Nov, 1751 om Kagstrøgne ogBrændemærkede, F. af 1 Febr. 1757 om Misbrug af Brændeviinsdrik § 7, R. forFærøerne af 19 Aug. 1757 om Modifikation i foranførte F. af 2 Sept. 1745, P. af31 Okt. 1766 om skjødesløs Omgang med Ild § 4, F. af 18 Dec. 1767 om Straffor Delinkventer, som for at miste Livet ombringe Andre, F. af 14 Sept, 1774 omLandmilitsen § 11, Skovfrdn. af 18 April 1781 §§ 25 - 30, 33, 34, 36, 40 og 50,F. af 20 Juni 1788 om Stavnsbaandets Løsning § 18, F. af 21 Okt. 1791 omHenrettelse med Øxe, Veifrdn. af 13 Dec. 1793 §§ 92 og 93. F. af 31 Jan. 1794om det formeentlige Vanærende i at trække Huden af Kreature § 3, Toldfrdn. af 1Febr. 1797 §§ 91, 92 og 392, F. af 21 Marts 1800 om Haandværkslaugene iKjøbenhavn, § 13 Nr. 6, P. af 15 Juli 1801 om Beskadigelse afSkibsfortøiningsringe m. v., Søindrullerings-Frdn. af 8 Jan. 1802 §§ 35, og 57 eog 80, P. af 19 April 1805 om Udlændinge, som hendømmes til offentligtArbeide, Regl. af 21 Nov. 1810 om Jordemodervæsenet § 41, Sportelregl. af 22Marts 1814 §§ 161 - 163, P. 21 Juli 1815 om Pasgebyrer §§ 6 - 8, F. af 12 Juni1816 om Straffen af Fængsel paa Vand og Brød, F. af 11 Marts 1818 om Fanger,der undvige af Straffeanstalterne m. v. §§ 4 og 5, F. af 9 Juni 1819 om ulovligHverving, F. af 4 Aug. 1819 om Forpligtelsen til at frelse Skindøde m. v, § 4, P.af 6 Okt. 1819 om Overtrædelser med Hensyn til Quarantainevæsenet, F. af 15Dec, 1820 om Ansøgningers og Klagers Forfattelse og Indsendelse §§ 4 - 7, F.af 24 Sept. 1824 om Straffen af Boeslods Forbrydelse m. v., F. af 20 April 1825om Straffen for Sørøveri §§ 1 og 2, F. af 30 Marts 1827 omLandsforviisningsstraffens Ophævelse med Undtagelse af Slutningen af § 2 samt§ 9, P. af 20 Dec. 1827 om Oprettelse af et Søindrulleringsfond § 6, F. af 4 Okt.1833 om de Forbrydelser, hvorved Andre angribes paa Legeme og Frihed, F. af16 Nov. 1836 om Bøders Afsoning §§ 1, 2 og 3, forsaavidt angaaer Bøder, deridømmes efter nærværende Lov, F. af 28 Dec. 1836 om Strandinger § 37 Nr. IV,VIII og IX, F. af 11 April 1840 om Straffen for Tyveri, Bedrageri m. v., F. af 15April 1840 om Straffen for Meened, med Undtagelse af § 14, P. af 23 Mai 1840om Straffen af Fængsel paa Vand og Brød, P. af 23 Mai 1840 om Appellen ikriminelle Sager § 3, F. af 8 Juli 1840 om Kasse- og Regnskabsvæsenet i Alm.§§ 21, 24 sidste Stykke, 27, 30 3die, 4de og 5te Punktum, F. af 26 Marts 1841om Straffen for Brandstiftelse, P. 24 Sept. 1841 om Besiddelsen af stjaalneKoster, F. af 5 Mai 1847 om Straf for Beskadigelse, af Jernbaner m. v. §§ 1 - 5samt 10 2det og 3die Stykke, L. af 3 Jan. 1851 om Pressens Brug §§ 5 - 10 samt12, L. af 29 Dec. 1853 om Straf for Beskadigelse af elektriske Telegrafer §§ 1 og2, L. af 21 Jan. 1857 om Straf for Dyrplageri, L. af 21 Jan. 1857, hvorvedfornævnte L. af 29 Dec. 1853 udvides til at gjælde om de for Kommuners ellerPrivates Regning anlagte elektriske Telegrafer, L. af 30 Nov. 1857 om Straf af Forbedringshuusarbeide, L. af 9 Dec. 1861 om samme Straf for Kvinder.
§ 310.Fremdeles ophæves, forsaavidt de endnu ere gjældende, de Straffebestemmelser,der indeholdes i følgende Lovbud: F. af 1 Aug. 1707 om Examina og Vokationtil Prædike-Embedet § 6, Mandat af 24 Dec. 1710 om kongelige OrdrersEfterlevelse, P. af 6 Febr. 1722 om Viin- og Værtshuse, Skovfrdn. af 26 Jan.1733 §§ 1, 31 og 32, F. af 5 Marts 1734 om Besvangrelse og det derafpaastaaende Ægteskab § 7, F. af 7 Febr. 1738 om Pantebøger §§ 9 og 11, F. af 31Juli 1739 om de kongelige Betjente § 1, Brandfrdn. af 24 Jan. 1761 VI § 1 Nr. 2,F. af 19 Sept. 1766 ang. den papistiske Religion § 1, Høiesterets-Instrux af 7Dec. 1771 § 13, F. af 31 Aug. 1774 om Umyndiges Midler, P. af 27 Nov. 1775om Værtshuusholdere m. v. i Kjøbenhavn § 9, Skovfrdn. af 18 April 1781 § 39,de to sidste Punktummer, og § 51, P. af 7 Marts 1787 om islandske Søpasse § 7,forsaavidt angaaer Straffen for Undladelse af at angive de der omhandledeForseelser, F. af 23 Okt. 1794 om Hegn § 22, forsaavidt angaaer Straffen for atbortstjæle Hegn, F. af 3 Juni 1798 om Rettens Pleie § 26, Søindrullerings-Frdn.af 8 Jan. 1802 § 52, Brandfrdn. af 1 Nov. 1805 § 18, F. af 7 Nov. 1809 om delærde Skoler § 69, P. af 12 Juni 1827 ang. nærmere Bestemmelse af L. 8 -13 - 3,F. af 27 Marts 1831 om Lodsvæsenet § 31 2det og 3die Punktum, F. af 8 Juli1840 om Kasse, og Regnskabsvæsenet i Alm. §§ 20 og 31, Pl, af 10 April 1841,angaaende Kundgørelse af Øvrigheds-Resolutioner, hvorved en ellers myndigPerson sættes i Umyndighedstilstand, samt af Opbuds- og Fallit-Erklæringer § 4.
§ 311. Endelig træder ud af Kraft, fra den i § 305 nævnte Tid, hvad der iøvrigt i de hidtilgjældende Love og Anordninger maatte være stridende imod Indholdet afnærværende Lov.
- Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette. | wikisource | wikisource_4568 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=159 to=168 header=1 /> | wikisource | wikisource_30244 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=103 to=109 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_15123 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Han Ole bor på heden
med sand og al forneden,
med rugen svang og sveden
og spergelhøst for byg.
Ved sliddet tungt og treven
med spaden og med greben
er Oles mundheld bleven:
Endnu et bitte nyk!
Går stud i stå for ploven,
og emmer den på kloven,
mens kragen tyr mod skoven,
og solen går i syk, -
er barnet lagt til puden,
blev pråsen tændt bag ruden,
det lyder end til studen:
Endnu et bitte nyk!
Og kvinden ved hans side
fik også tit at vide,
hvor solens brand kan svide
en gammel kroget ryg.
Man hører hakkers klingen,
men knurren hører ingen,
de enes godt om tingen:
Endnu et bitte nyk!
Og sumpens siv fortrækker,
og vidjen våben strækker,
hvor Ole alen brækker
med stålets plumpe pløk.
Og hønen går og skralder,
og studen næsten falder,
mens Oles stemme kalder:
Endnu et bitte nyk!
O, I, som bo og bygge
i tavse bøges skygge
og føle jer så trygge
mod hedemandens tryk,
husk på, at fædrelandet,
at Danmark blev et andet
på mulden som på sandet
ved slige bitte nyk.
Vort land skal gro og grønnes,
dets hvide kyst forskønnes,
selv lyngens søn skal lønnes
for tusind tunge ryk,
blot længe det må lyde,
fra by- som landsbygyde,
fra øbo som fra jyde:
Endnu et bitte nyk!
</poem> | wikisource | wikisource_4157 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=91 to=93 header=1 /> | wikisource | wikisource_6747 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"Oldefa'er" var saa velsignet, klog og god, vi saae Alle op til "Oldefa'er;" han kaldtes egenlig, saa langt jeg kunde huske tilbage, Fa'erfa'er, ogsaa Mo'erfa'er, men da min Broder "Frederiks" lille Søn kom i Familien, avancerede han til Oldefa'er; høiere op kunde han ikke opleve! Han holdt saa meget af os Allesammen, men vor Tid syntes han ikke at holde rigtig af: “Gammel Tid var god Tid!” sagde han; “sindig og solid var den! nu er der saadan en Galop og Venden op og ned paa Alt. Ungdommen fører Ordet, taler om Kongerne selv, som om de vare dens Ligemænd. Enhver fra Gaden kan dyppe sin Klud i raaddent Vand og vride den af paa Hovedet af en Hædersmand!”
Ved saadan Tale blev "Oldefa'er" ganske rød i Ansigtet; men lidt efter kom igjen hans venlige Smiil og da de Ord: “Naa, ja! maaskee tager jeg noget feil! jeg staaer i gammel Tid og kan ikke faae ret Fodfæste i den nye, Vor Herre lede og føre den!”
Naar "Oldefa'er" talte om gammel Tid, var det ligesom om den kom tilbage til mig. I Tankerne kjørte jeg da i Guld-Karreet med Heidukker, saae Laugene flytte Skilt i Optog med Musik og Faner, var med i de morsomme Julestuer med Panteleg og Udklædning. Der var jo rigtignok ogsaa i den Tid meget Fælt og Grueligt, Steiler, Hjul og Blods-Udgydelse, men alt det Gruelige havde noget Lokkende og Vækkende. Jeg fornam om de danske Adelsmænd, der gav Bonden fri, og Danmarks Kronprinds, der ophævede Slavehandelen.
Det var yndigt at høre "Oldefa'er" fortælle derom, høre fra hans Ungdomsdage; dog Tiden foran den var dog den allerdeiligste, saa kraftig og stor.
“Raa var den!” sagde Broder "Frederik," “Gud skee Lov at vi ere ud over den!” og det sagde han reent ud til "Oldefa'er." Det skikkede sig ikke, og dog havde jeg megen Respect for "Frederik;" han var min ældste Broder, han kunde være min Fader, sagde han; han sagde nu saa meget Løierligt. Student var han med bedste Charakteer og saa flink paa Faders Contor, at han kunde snart gaae med ind i Forretningerne. Han var Den, "Oldefa'er" meest indlod sig med, men de kom altid op at disputere. De To forstode ikke hinanden og vilde aldrig komme til det, sagde hele Familien, men i hvor lille jeg end var, mærkede jeg dog snart, at de To ikke kunde undvære hinanden.
"Oldefa'er" hørte til med lysende Øine naar "Frederik" fortalte eller læste op om Fremskridt i Videnskaben, om Opdagelser af Naturens Kræfter, om alt det Mærkelige i vor Tid.
“Menneskene blive klogere, men ikke bedre!” sagde da "Oldefa'er." “De opfinde de forfærdeligste Ødelæggelsesvaaben mod hverandre!”
“Des hurtigere er Krigen forbi!” sagde "Frederik," “man venter ikke syv Aar paa Fredens Velsignelse! Verden er fuldblodig, den maa imellem have en Aareladning, det er fornødent!”
En Dag fortalte "Frederik" ham noget virkeligt Oplevet i vor Tid i en lille Stat. Borgemesterens Uhr, det store Uhr paa Raadhuset, angav Tiden for Byen og dens Befolkning; Uhret gik ikke ganske rigtigt, men hele Byen rettede sig dog derefter. Nu kom ogsaa der i Landet Jernbaner, og de staae i Forbindelse med alle andre Landes, man maa derfor vide Tiden nøiagtig, ellers løber man paa. Jernbanen fik sit solrettede Uhr, det gik rigtigt, men ikke Borgemesterens, og nu rettede alle Byens Folk sig efter Jernbane-Uhret.
Jeg loe og fandt at det var en morsom Historie, men "Oldefa'er" loe ikke, han blev ganske alvorlig.
“Der ligger en heel Deel i hvad Du der fortæller!” sagde han, “og jeg forstaaer ogsaa din Tanke ved at Du fortæller mig det. Der er Lærdom i dit Uhrværk. Jeg kommer fra det til at tænke paa et andet, mine Forældres gamle, simple, bornholmske Uhr med Blylodder; det var deres og min Barndoms Tidsmaaler; det gik vel ikke saa ganske nøiagtigt, men det gik, og vi saae til Viseren, den troede vi paa og tænkte ikke paa Hjulene indeni. Saadan var ogsaa dengang Statsmaskinen, man saae trygt paa den, og troede paa Viseren. Nu er Statsmaskinen bleven et Uhr af Glas, hvor man kan see lige ind i Maskineriet, see Hjulene dreie og snurre, man bliver ganske angest for den Tap, for det Hjul! hvorledes skal det gaae med Klokkeslettet, tænker jeg, og har ikke længer min Barnetro. Det er Nutids Skrøbelighed!”
Og saa talte "Oldefa'er" sig ganske vred. Han og "Frederik" kunde ikke komme ud af det sammen, men skilles kunde de heller ikke, “ligesom den gamle og den nye Tid”! — det fornam de begge To og hele Familien, da "Frederik" skulde paa Reise, langt bort, til "Amerika." Det var i Husets Anliggende Reisen maatte gjøres. Det var en tung Skilsmisse for "Oldefa'er," og Reisen var saa lang, heelt over Verdenshavet, til en anden Deel af Jordkloden.
“Hver fjortende Dag vil Du have Brev fra mig!” sagde "Frederik," “og hurtigere end alle Breve, vil Du gjennem Telegraphtraaden kunne høre fra mig; Dagene blive Timer, Timerne Minutter!”
Gjennem Telegraphtraaden kom Hilsen da "Frederik" i "England" gik ombord. Tidligere end et Brev, selv om de flyvende Skyer havde været Postbud, kom Hilsen fra "Amerika," hvor "Frederik" var stegen i Land; det var kun nogle Timer siden.
“Det er dog en Guds Tanke, der er forundt vor Tid!” sagde "Oldefa'er;" “en Velsignelse for Menneskeheden!”
“Og i vort Land bleve de Naturkræfter først forstaaede og udtalte, har "Frederik" sagt mig.”
“Ja,” sagde "Oldefa'er" og kyssede mig. “Ja, og jeg har seet ind i de to milde Øine, som først saae og forstode denne Naturkraft; det var Barneøine som dine! og jeg har trykket hans Haand!” Og saa kyssede han mig igjen.
Mere end en Maaned var gaaet, da der i et Brev fra "Frederik" kom Efterretning om, at han var bleven forlovet med en ung, yndig Pige, som bestemt hele Familien vilde være glad ved. Hendes Photographi sendtes og blev beseet med bare Øine og med Forstørrelsesglas, for det er det Rare ved de Billeder, at de kunne taale at sees efter i de allerskarpeste Glas, ja at da kommer Ligheden endnu mere frem. Det har ingen Maler formaaet, selv de allerstørste i de gamle Tider.
“Havde man dog dengang kjendt den Opfindelse!” sagde "Oldefa'er," “da havde vi kunnet see Ansigt til Ansigt Verdens Velgjørere og Stormænd! — Hvor dog Pigebarnet her seer mild og god ud!” sagde han og stirrede gjennem Glasset. “Jeg kjender hende nu, naar hun træder ind ad Døren!”
Men nær var det aldrig skeet; lykkeligviis hørte vi hjemme ikke ret om Faren, før den var forbi.
De unge Nygifte naaede i Glæde og Velbefindende "England," derfra vilde de med Dampskib gaae til "Kjøbenhavn." De saae den danske Kyst, Vestjyllands hvide Sandklitter; da reiste sig en Storm, Skibet stødte mod en af Revlerne og sad fast; Søen gik høit og vilde bryde Fartøiet; ingen Redningsbaad kunde virke; Natten fulgte, men midt i Mulmet foer fra Kysten en lysende Raket hen over det grundstødte Skib; Raketten kastede sit Toug hen over det, Forbindelsen var lagt mellem dem derude og dem paa Land, og snart droges, gjennem tunge, rullende Søer, i Redningskurven en ung, smuk Qvinde, lyslevende; og uendelig glad og lykkelig var hun, da den unge Huusbond snart stod hos hende paa Landjorden. Alle ombord bleve frelste; det var endnu ikke lys Morgen.
Vi laae i vor søde Søvn i Kjøbenhavn, tænkte hverken paa Sorg eller Fare. Da vi nu samledes om Bordet til Morgen-Kaffe, kom et Rygte, bragt ved et Telegram, om et engelsk Dampskibs Undergang paa Vestkysten. Vi fik stor Hjerteangst, men i samme Time kom Telegram fra de frelste, kjære Hjemkomne, "Frederik" og hans unge Hustru, der snart vilde være hos os.
De græd Allesammen; jeg græd med, og "Oldefa'er" græd, foldede sine Hænder, og — jeg er vis derpaa — velsignede den nye Tid.
Den Dag gav "Oldefa'er" to hundrede Rigsdaler til Monumentet for "."
Da "Frederik" kom hjem med sin unge Kone og hørte det, sagde han: “det var Ret, "Oldefa'er!" nu skal jeg ogsaa læse for Dig hvad "Ørsted" allerede for mange Aar tilbage skrev om gammel Tid og vor Tid!”
“Han var vel af din Mening?” sagde "Oldefa'er."
“Ja, det kan Du nok vide!” sagde "Frederik," “og Du er med, Du har givet til Monumentet for ham!” | wikisource | wikisource_1436 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
DE FORENEDE NATIONERS PAGT.
VI DE FORENEDE NATIONERS FOLK BESLUTTEDE PAA
OG MED DISSE FORMAAL FOR ØJE
HAR BESTEMT AT FORENE VORE BESTRÆBELSER FOR AT NAA DISSE MAAL.
KAPITEL I - FORMAAL OG GRUNDSÆTNINGER.
Artikel 1..
De Forenede Nationers Formaal er:
1. at opretholde mellemfolkelig Fred og Sikkerhed og i dette Øjemed: træffe effektive fælles Forholdsregler til Forebyggelse og Fjernelse af Trusler mod Freden og til Undertrykkelse af Angrebshandlinger eller andre Brud paa Freden, og ved fredelige Midler og i Overensstemmelse med Retfærdighedens og Folkerettens Grundsætninger at ordne eller bilægge mellemfolkelige Tvistigheder eller Situationer, som kunde føre til Brud paa Freden;
2. at fremme venskabelige Forhold mellem Nationerne, hvilende paa Respekt for Grundsætningen om Folkenes Ligeret og Selvbestemmelse, og at tage andre egnede Forholdsregler til at styrke Verdensfreden;
3. at tilvejebringe mellemfolkeligt Samarbejde ved Løsning af mellemfolkelige Spørgsmaal af økonomisk, social, kulturel eller humanitær Karakter, og ved at styrke og fremme Respekten for Menneskerettigheder og for fundamentale Frihedsrettigheder for alle uden Forskel med Hensyn til Race, Køn, Sprog eller Religion; og
4. at være et Centralorgan, der skal bringe Nationernes Indsats til Opnaaelse af disse fælles Maal i indbyrdes Overensstemmelse.
Artikel 2..
Organisationen og dens Medlemmer skal i deres Stræben efter de i
Artikel 1 nævnte Formaal handle i Overensstemmelse med følgende Grundsætninger:
1. Organisationen hviler paa Grundsætninger om alle dens Medlemmers suveræne Ligeberettigelse.
2. Alle Medlemmer skal for at sikre ethvert af den de Rettigheder og Goder, der følger af Medlemsskabet, i god Tro opfylde de Forpligtelser, de har paataget sig i Henhold til nærværende Pagt.
3. Alle Medlemmer skal bilægge deres mellemfolkelige Tvistigheder ved fredelige Midler paa en saadan Maade, at mellemfolkelig Fred og Sikkerhed saavelsom Retfærdighed ikke bringes i Fare.
4. Alle Medlemmer skal i deres mellemfolkelige Forhold afholde sig fra Trusel om Magtanvendelse eller Brug af Magt, det være sig mod nogen Stats territoriale Integritet eller politiske Uafhængighed eller paa nogen anden Maade, der er uforenelig med de Forenede Nationers Formaal.
5. Alle Medlemmer skal yde de Forenede Nationer al Bistand ved ethvert Skridt, Organisationen iværksætter i Overensstemmelse med nærværende Pagt, og skal afholde sig fra at bistaa nogen Stat, mod hvilken de Forenede Nationer foretager forebyggende Skridt eller Tvangsforanstaltninger.
6. Organisationen skal sikre, at Stater, der ikke er Medlemmer af de Forenede Nationer, handler i Overensstemmelse med disse Grundsætninger, saavidt det maatte være nødvendigt til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed.
7. Intet i nærværende Pagt skal give de Forenede Nationer Ret til at gribe ind i Forhold, der i det væsentlige hører ind under en Stats egen Jurisdiktion, eller forpligte Medlemmerne til at forelægge saadanne Forhold til Bilæggelse i Henhold til Nærværende Pagt; denne Grundsætning skal dog ikke være til Hinder for Anvendelse af Tvangsforanstaltninger i Henhold til Kapitel VII.
KAPITEL II - MEDLEMSSKAB.
Artikel 3..
Oprindelige Medlemmer af de Forenede Nationer er de Stater, der har deltaget i de Forenede Nationers Konference i San Francisco vedrørende mellemfolkelig Organisation, eller tidligere har undertegnet de Forenede Nationers Erklæring af 1. Januar 1942, og som underskriver nærværende Pagt og ratificerer den i Overensstemmelse med Artikel 110.
Artikel 4..
1. Medlemsskab i de Forenede Nationer er aabent for alle andre fredselskende Stater, som paatager sig Forpligtelserne i nærværende Pagt og efter Organisationens Skøn er i stand til og villige til at opfylde disse Forpligtelser.
2. Optagelse af enhver saadan Stat som Medlem af de Forenede Nationer sker ved en Beslutning af Plenarforsamlingen paa Forslag af Sikkerhedsraadet.
Artikel 5..
Et Medlem af de Forenede Nationer, mod hvilket forebyggende Skridt eller Tvangsforanstaltninger er blevet iværksat af Sikkerhedsraadet, kan paa dettes Forslag af Plenarforsamlingen suspenderes i Udøvelsen af Medlemsskabets Rettigheder og Privilegier. Sikkerhedsraadet kan genindsætte Medlemmer i Udøvelsen af disse Rettigheder og Privilegier.
Artikel 6..
Et Medlem af de Forenede Nationer, der vedblivende har krænket de i nærværende Pagt indeholdte Grundsætninger, kan af Plenarforsamlingen udelukkes af Organisationen paa Forslag af Sikkerhedsraadet.
KAPITEL III - ORGANER.
Atikel 7..
1. Som Hovedorganer for de Forenede Nationer oprettes: en Plenarforsamling, et Sikkerhedsraad, et økonomisk og socialt Raad, et Formynderskabsraad, en mellemfolkelig Domstol og et Sekretariat.
2. Saadanne Hjælpeorganer, som maatte blive fundet nødvendige, kan oprettes i Overensstemmelse med nærværende Pagt.
Artikel 8..
De Forenede Nationer skal ikke gøre nogen Indskrænkning i Mænds og Kvinders Adgang til Deltagelse i enhver Egenskab og paa lige Vilkaar i Organisationens Hovedorganer og Hjælpeorganer.
KAPITEL IV - PLENARFORSAMLINGEN.
Sammensætning.
Artikel 9..
1. Plenarforsamlingen bestaar af alle Medlemmer af de Forenede Nationer.
2. Hvert Medlem har højst fem Repræsentanter i Plenarforsamlingen.
<br>
Funktioner og Beføjelser.
Artikel 10..
Plenarforsamlingen kan drøfte alle Spørgsmaal eller Sager indenfor nærværende Pagts Omraade eller vedrørende ethvert af de ved nærværende Pagt hjemlede Organers Beføjelser og Funktioner og kan, med Forbehold af Bestemmelserne i Artikel 12, fremsætte Forslag til Medlemmerne af de Forenede Nationer, til Sikkerhedsraadet eller til begge i alle saadanne Spørgsmaal eller Sager.
Artikel 11..
1. Plenarforsamlingen kan gøre de almindelige Grundsætninger for Samarbejde til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, derunder de for Afrustning og Reguleringen af Rustningerne ledende Grundsætninger, til Genstand for Overvejelse og kan fremsætte Forslag vedrørende saadanne Grundsætninger overfor Medlemmerne eller Sikkerhedsraadet eller begge.
2. Plenarforsamlingen kan drøfte alle Spørgsmaal, der vedrører Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, og som er blevet forelagt den af noget Medlem af de Forenede Nationer, af Sikkerhedsraadet eller i Henhold til Artikel 35, Pkt. 2 af en Stat, som ikke er Medlem af de Forenede Nationer, og kan, med Forbehold af Bestemmelserne i Artikel 12, fremsætte Forslag overfor Vedkommende Stat eller Stater, overfor Sikkerhedsraadet eller overfor begge. Ethvert saadant Spørgsmaal, der kræver Handling, skal henvises til Sikkerhedsraadet af Plenarforsamlingen enten før eller efter, at det har været drøftet.
3. Plenarforsamlingen kan henlede Sikkerhedsraadets Opmærksomhed paa Situationer, som kan antages at ville bringe mellemfolkelig Fred og Sikkerhed i Fare.
4. Plenarforsamlingens Beføjelser, som anførte i denne Artikel, skal ikke begrænse Artikel 10's almindelige Rækkevidde.
Artikel 12..
1. Saalænge Sikkerhedsraadet med Hensyn til en Tvist eller Situation udøver de Funktioner, der er tillagt dette i nærværende Pagt, kan Plenarforsamlingen ikke fremsætte noget Forslag vedrørende den paagældende Tvist eller Situation, medmindre Sikkerhedsraadet anmoder derom.
2. Generalsekretæren skal, med Sikkerhedsraadets Samtykke, ved hver Samling underrette Plenarforsamlingen om alle Sager vedrørende Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, som er under Behandling i Sikkerhedsraadet, og skal ligeledes straks, naar Sikkerhedsraadet ophører med at behandle saadanne Sager, underrette Plenarforsamlingen eller, hvis denne ikke er samlet, de Forenede Nationers Medlemmer.
Artikel 13..
1. Plenarforsamlingen skal tage Initiativ til Undersøgelser og fremsætte Forslag med det Formaal at:
a. fremme mellemfolkeligt Samarbejde paa det politiske Omraade og støtte den fremadskridende Udvikling af mellemfolkelig Ret og Kodifikation af denne.
b. fremme mellemfolkeligt Samarbejde paa de økonomiske, sociale, kulturelle, undervisnings- og sundhedsmæssige Omraader, og yde Bistand til Hævdelse af Menneskerettigheder og fundamentale Frihedsrettigheder for alle uden Forskel med Hensyn til Race, Køn, Sprog eller Religion.
2. Plenarforsamlingens yderligere Pligter, Funktioner og Beføjelser med Hensyn til Sager, der er omtalt under ovenstaaende Pkt. 1 (b), omhandles i Kapitel IX og X.
Artikel 14..
Med Forbehold af Bestemmelserne i Artikel 12 kan Plenarforsamlingen foreslaa Forholdsregler til fredelig Ordning af enhver Situation uden Hensyn til dens Oprindelse, som efter Forsamlingens Skøn kan antages at ville skade det almene Vel eller Venskabsforholdet mellem Nationerne, derunder Situationer, der opstaar ved Krænkelse af de Bestemmelser i nærværende Pagt, som angiver de Forenede Nationers Formaal og Grundsætninger.
Artikel 15..
1. Plenarforsamlingen modtager og behandler aarlige og særlige Beretninger fra Sikkerhedsraadet; disse Beretninger indbefatter en Redegørelse for de Forholdsregler, som Sikkerhedsraadet har truffet Beslutning om eller har taget for at opretholde mellemfolkelig Fred og Sikkerhed.
2. Plenarforsamlingen modtager og behandler Beretninger fra de Forenede Nationers andre Organer.
Artikel 16..
Plenarforsamlingen udøver saadanne Funktioner med Hensyn til det mellemfolkelige Formynderskabssystem, som er tillagt den i Henhold til Kapitlerne XII og XIII, derunder Godkendelse af Formynderskabsoverenskomster for Omraader, der ikke er betegnet som strategiske.
Artikel 17..
1. Plenarforsamlingen behandler og godkender Organisationens Budget.
2. Udgifterne ved Organisationen bæres af Medlemmerne i Henhold til den af Plenarforsamlingen fastsatte Fordeling.
3. Plenarforsamlingen behandler og godkender alle finansielle og budgetmæssige Ordninger med de i Artikel 57 omhandlede særlige Institutioners administrative Budgetter med Henblik paa Fremmsættelse af Forslag til de paagældende Institutioner.
<br>
Afstemning.
Artikel 18..
1. Ethvert Medlem af Plenarforsamlingen har een Stemme.
2. Plenarforsamlingens Beslutninger i vigtige Spørgsmaal skal vedtages med to Trediedeles Flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende Medlemmer. Disse Spørgsmaal omfatter: Forslag vedrørende Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, Valg af de ikke.faste Medlemmer af Sikkerhedsraadet, Valg af Medlemmerne af det økonomiske og sociale Raad, Valg af Medlemmer af Formynderskabsraadet i Overensstemmelse med Artikel 86, Pkt. 1 (c), Optagelse af nye Medlemmer af de Forenede Nationer, Suspension af de til Medlemsskab knyttede Rettigheder og Privilegier, Udelukkelse af Medlemmer, Spørgsmaal vedrørende Formynderskabssystemets Funktion samt Budgetspørgsmaal.
3. Beslutninger om andre Spørgsmaal, derunder Fastsættelse af yderligere Grupper af Spørgsmaal, som skal afgøres med to Trediedeles Flertal, skal træffes af et Flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende Medlemmer.
Artikel 19..
Et Medlem af de Forenede Nationer, som er i Restance med Betaling af sit Bidrag til Organisationen, skal ikke have nogen Stemmeret i Plenarforsamlingen, saafremt Restancebeløbet er lig med eller overstiger Bidragene for de to forudgaaende hele Aar. Plenarforsamlingen kan ikke desto mindre tillade et saadant Medlem at stemme, saafremt den finder, at Undladelsen af at betale skyldes Omstændigheder, som Medlemmet ikke er Herre over.
<br>
Forretningsgang.
Artikel 20..
Plenarforsamlingen træder sammen til regelmæssige aarlige Samlinger og til saadanne særlige Samlinger, som Omstændighederne maatte kræve. Særlige Samlinger sammenkaldes af Generalsekretæren efter Anmodning af Sikkerhedsraadet eller af et Flertal af Medlemmerne af de Forenede Nationer.
Artikel 21..
Plenarforsamlingen vedtager selv sin Forretningsorden. Den vælger sin Formand for hver Samling.
Artikel 22..
Plenarforsamlingen kan oprette saadanne Hjælpeorganer, som den skønner nødvendige til Udførelsen af sine Funktioner.
KAPITEL V - SIKKERHEDSRAADET.
Sammensætning.
Artikel 23..
1. Sikkerhedsraadet bestaar af elleve Medlemmer af de Forenede Nationer. Republiken Kina, Frankrig, De socialistiske Sovjetrepublikers Union, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irland og Amerikas Forenede Stater er faste Medlemmer af Sikkerhedsraadet. Plenarforsamlingen vælger seks andre Medlemmer af de Forenede Nationer til ikke-faste Medlemmer af Sikkerhedsraadet, med særlig Hensyntagen, i første Linie, til Organisationens Medlemmers Bidrag til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed samt til Organisationens andre Formaal saavelsom til ret og billig geografisk Fordeling.
2. Sikkerhedsraadets ikke-faste Medlemmer vælges for en Periode af to Aar. Ved det første Valg af de ikke-faste Medlemmer skal tre Medlemmer dog vælges for en Periode af eet Aar. Et afgaaende Medlem skal ikke straks kunne genvælges.
3. Hvert Medlem af Sikkerhedsraadet skal have een Repræsentant.
<br>
Funktioner og Beføjelser.
Artikel 24.
1. For at sikre omgaaende og effektive Skridt fra de Forenede Nationers Side overdrager Medlemmerne Sikkerhedsraadet Hovedansvaret for Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed og er enige om, at Sikkerhedsraadet under Udøvelsen af de Pligter, som dette Ansvar paalægger det, handler paa deres Vegne.
2. Under Opfyldelsen af disse Pligter skal Sikkerhedsraadet handle i Overensstemmelse med de Forenede Nationers Formaal og Grundsætninger. De særlige Beføjelser, som er tillagt Sikkerhedsraadet med Henblik paa Opfyldelsen af disse Pligter, er fastsat i Kapitlerne VI. VII, VIII og XII.
3. Sikkerhedsraadet forelægger Plenarforsamlingen aarlige og, naar det er nødvendigt, særlige Beretninger til Behandling.
Artikel 25..
Medlemmer af de Forenede Nationer gaar ind paa at anerkende og udføre Sikkerhedsraadets Beslutninger i Overensstemmelse med nærværende Pagt.
Artikel 26..
For at fremme Gennemførelsen og Opretholdelsen af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed med det mindst mulige Opbud til Rustninger af Verdens menneskelige og økonomiske Ressourcer paahviler det Sikkerhedsraadet, med Bistand af den i Artikel 47 omhandlede Generalstabskomite, at udarbejde Planer til Gennemførelse af et System til Regulering af Rustningerne, hvilke Planer skal forelægges de Forenede Nationers Medlemmer.
<br>
Afstemning.
Artikel 27..
1. Hvert Medlem af Sikkerhedsraadet har een Stemme.
2. Sikkerhedsraadets Beslutninger i Sager vedrørende Forretningsgangen skal vedtages med syv Medlemmers Jastemmer.
3. Sikkerhedsraadets Beslutninger i alle andre Sager skal vedtages med syv Medlemmers Jastemmer, derunder alle de faste Medlemmers Jastemmer; dog skal ved Beslutninger i Henhold til Kapitel VI og Artikel 52, Pkt. 3 en Part i en Tvist afholde sig fra at stemme.
<br>
Forretningsgang.
Artikel 28..
1. Sikkerhedsraadet organiseres saaledes, at det er i Stand til at fungere uafbrudt. Hvert Medlem af Sikkerhedsraadet skal i dette Øjemed til Stadighed være repræsenteret ved Organisationens Sæde.
2. Sikkerhedsraadet afholder periodiske Møder, ved hvilke ethvert af Medlemmerne, hvis det ønsker det, kan repræsenteres ved et Regeringsmedlem eller ved en anden særligt udpeget Repræsentant.
3. Sikkerhedsraadet kan afholde Møder paa saadanne Steder udenfor Organisationens Sæde, som efter dets Skøn bedst vil lette dets Arbejde.
Artikel 29..
Sikkerhedsraadet kan oprette saadanne Hjælpeorganer, som det skønner nødvendige til Udførelsen af sine Funktioner.
Artikel 30..
Sikkerhedsraadet vedtager selv sin Forretningsorden, derunder Fremgangsmaaden med Hensyn til Valget af sin Formand.
Artikel 31..
Ethvert Medlem af de Forenede Nationer, der ikke er Medlem af Sikkerhedsraadet, kan uden Stemmeret deltage i Drøftelsen af ethvert Spørgsmaal, der er forelagt for Sikkerhedsraadet, naar dette skønner, at vedkommende Medlems Interesser særligt berøres.
Artikel 32..
Ethvert Medlem af de Forenede Nationer, der ikke er Medlem af Sikkerhedsraadet, eller enhver Stat, som ikke er Medlem af de Forenede Nationer, skal, hvis vedkommende Stat er Part i en Tvist, der behandles af Sikkerhedsraadet, indbyrdes til uden Stemmeret at deltage i Drøftelsen af Tvisten. Sikkerhedsraadet fastsætter saadanne Betingelser, som det anser for retfærdige for en Stats Deltagelse, der ikke er Medlem af de Forenede Nationer.
KAPITEL VI - FREDELIG BILÆGGELSE AF TVISTIGHEDER.
Artikel 33..
1. Parterne i enhver Tvist, hvis Fortsættelse kan antages at ville bringe Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed i Fare, skal først og fremmest søge en Løsning ved Forhandling, Undersøgelse, Mægling, Forlig, Voldgift, Domsafgørelse, Benyttelse af regionale Institutioner eller Aftaler, eller ved andre fredelige Midler efter deres eget Valg.
2. Sikkerhedsraadet skal, naar det anser det for nødvendigt, opfordre Parterne til at bilægge deres Tvist ved saadanne Midler.
Artikel 34..
Sikkerhedsraadet kan undersøge enhver Tvist eller enhver Situation, som maatte kunne føre til mellemfolkelig Uoverensstemmelse eller give Anledning til Tvist, med det Formaal at fastslaa, om Fortsættelsen af Tvisten eller Situationen kan antages at ville bringe Opretholdelsen af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed i Fare.
Artikel 35..
1. Ethvert Medlem af de Forenede Nationer kan henlede Sikkerhedsraadets eller Plenarforsamlingens Opmærksomhed paa enhver Tvist eller enhver Situation af den i Artikel 34 omhandlede Karakter.
2. En Stat, som ikke er Medlem af de Forenede Nationer, kan henlede Sikkerhedsraadets eller plenarforsamlingens Opmærksomhed paa enhver Tvist, hvori den er Part, saafremt den paa Forhaand, for denne Tvists Vedkommende, anerkender de i nærværende Pagt fastsatte Forpligtelser til fredelig Bilæggelse.
3. Plenarforsamlingens Fremgangsmaade med hensyn til saadanne Sager, paa hvilke dens Opmærksomhed er blevet henledt ifølge denne Artikel, er undergivet Bestemmelserne i Artiklerne 11 og 12.
Artikel 36..
1. Sikkerhedsraadet kan paa ethvert Stadium af en Tvist af den i Artikel 33 omhandlede Art eller af en Situation af lignende Karakter foreslaa egnede Fremgangsmaader eller Udveje til en Ordning.
2. Sikkerhedsraadet bør tage i Betragtning alle saadanne Fremgangsmaader til Bilæggelse af Tvisten, som allerede er antaget af Parterne.
3. Naar Sikkerhedsraadet fremsætter Forslag i Henhold til denne Artikel, bør det ogsaa tage i Betragtning, at Retstvister som Hovedregel af Parterne bør henvises til den mellemfolkelige Domstol i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Domstolens Statut.
Artikel 37..
1. Hvis det ikke lykkes Parterne i en Tvist af den i Artikel 33 omhandlede Art at bilægge den ved de i nævnte Artikel anførte Midler, skal de forelægge den for Sikkerhedsraadet.
2. Saafremt Sikkerhedsraadet skønner, at en Fortsættelse af Tvisten faktisk kan antages at ville bringe Opretholdelsen af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed i Fare, beslutter det, hvorvidt det vil foretage Skridt i Henhold til Artikel 36 eller foreslaa saadanne Vilkaar for Bilæggelse, som det matte finde egnede.
Artikel 38..
Uden at Bestemmelserne i Artiklerne 33-37 foregribes, kan Sikkerhedsraadet, hvis alle Parter i en Tvist anmoder derom, fremsætte Forslag til Parterne med Henblik paa en fredelig Bilæggelse af Tvisten.
KAPITEL VII - FORHOLDSREGLER OVERFOR TRUSLER MOD FREDEN, FREDSBRUD OG ANGREBSHANDLINGER.
Artikel 39..
Sikkerhedsraadet skal afgøre, om der foreligger nogen Trusel mod Freden, noget Fredsbrud eller nogen Angrebshandling, og skal med Henblik paa Opretholdelse eller Genoprettelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed fremsætte Forslag eller beslutte, hvilke Forholdsregler, der skal træffes i overensstemmelse med Artiklerne 41 og 42.
Artikel 40..
For at forhindre en Forværring af Situationen kan Sikkerhedsraadet, forinden det fremsætter de Forslag eller træffer Beslutning om de Forholdsregler, hvorom der er truffet Bestemmelse i Artikel 39, opfordre de paagældende Parter til at rette sig efter saadanne midlertidige Forholdsregler, som Raadet skønner nødvendige eller ønskelige. Saadanne midlertidige Forholdsregler skal ikke gøre Indgreb i de paagældende Parters Rettigheder, Krav eller Stilling. Sikkerhedsraadet skal tage tilbørligt Hensyn til Undladelse af at rette sig efter saadanne midlertidige Forholdsregler.
Artikel 41..
Sikkerhedsraadet kan afgøre, hvilke Forholdsregler, dog ikke omfattende Anvendelsen af Vaabenmagt, der skal tages for at gennemføre dets Beslutninger, og det kan opfordre Medlemmerne af de Forenede Nationer til at iværksætte saadanne Forholdsregler. Disse kan indbefatte fuldstændig eller delvis Afbrydelse af økonomiske Forbindelser og af Samkvemmet ved Jernbaner, til Søs, i Luften, ved Post, Telegraf, Radio og andre Kommunikationsmidler samt Afbrydelse af diplomatiske Forbindelser.
Artikel 42..
Skulde Sikkerhedsraadet skønne, at de ved Artikel 41 hjemlede Forholdsregler vilde være utilstrækkelige eller har vist sig at være utilstrækkelige, kan det tage saadanne Skridt ved Anvendelse af Luft-, Sø- eller Landstridskræfter, som maatte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig Fred og Sikkerhed. Saadanne Skridt kan indbefatte Demonstrationer, Blokade og andre Operationer foretagne af Luft-, Sø- eller Landstridskræfter tilhørende Medlemmer af de Forenede Nationer.
Artikel 43..
1. For at bidrage til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed forpligter alle Medlemmer af de Forenede Nationer sig til paa Opfordring af Sikkerhedsraadet og i Overensstemmelse med særlig Overenskomst eller særlige Overenskomster at stille til Raadighed for dette de væbnede Styrker, den Bistand og de Lettelser, derunder Ret til Passage, som er nødvendige til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed.
2. Saadan Overenskomst eller saadanne Overenskomster skal fastsætte Antal og Art af de nævnte Styrker, deres Beredskabsgrad og Fordeling i Almindelighed samt Arten af de Lettelser og den Bistand, der skal ydes.
3. Forhandlinger om Overenskomsten eller Overenskomsterne skal finde Sted saa snart som muligt paa Sikkerhedsraadets Initiativ. De skal afsluttes mellem Sikkerhedsraadet og Medlemmer eller mellem Sikkerhedsraadet og Grupper af Medlemmer og skal ratificeres af de underskrivende Stater i Overensstemmelse med disses respektive forfatningsmæssige Fremgangsmaader.
Artikel 44..
Naar Sikkerhedsraadet har besluttet at anvende Magt, skal det, forinden det opfordrer et Medlem, som ikke er repræsenteret i Raadet, til at stille væbnede Styrker til Raadighed til Opfyldelse af de ved Artikel 43 paatagne Forpligtelser, indbyde det paagældende Medlem, dersom dette ønsker det, til at tage Del i Sikkerhedsraadets Beslutninger vedrørende Anvendelsen af dette Medlems Kontingenter af væbnede Styrker.
Artikel 45..
For at sætte de Forenede Nationer i Stand til at iværksætte paatrængende militære Forholdsregler skal Medlemmerne holde Kontingenter af det nationale Luftvaaben rede til øjeblikkelig Anvendelse ved en fælles mellemfolkelig Tvangsforanstaltning. Indenfor de Rammer, der er fastlagt i den særlige Overenskomst eller de særlige Overenskomster, som omhandles i Artikel 43, træffer Sikkerhedsraadet med Bistand af Generalstabskomiteen Bestemmelse om disse Kontingenters Styrke og Beredskabsgrad samt om Planer for deres fælles Aktion.
Artikel 46..
Planer for Anvendelse af væbnet Magt udarbejdes af Sikkerhedsraadet med Generalstabskomiteens Bistand.
1. Der oprettes en Generalstabskomite, hvis Opgave skal være at raade og bistaa Sikkerhedsraadet i alle Spørgsmaal vedrørende Raadets militære Behov med Henblik paa Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, Anvendelse af og Kommando over de Styrker, der er stillet til dets Rådighed, samt Reguleringen af Rustningerne og mulig Afrustning.
2. Generalstabskomiteen bestaar af Sikkerhedsraadets faste Medlemmers Generalstabschefer eller deres Repræsentanter. Ethvert Medlem af de Forenede Nationer, som ikke er fast repræsenteret i Komiteen, skal indbydes af denne til at slutte sig til den, naar den effektive Udførelse af Kommiteens Hverv kræver, at vedkommende Medlem deltager i dens Arbejde.
3. Generalstabskomiteen skal under Sikkerhedsraadets Myndighed være ansvarlig for den strategiske Ledelse af alle væbnede Styrker, der er stillet til Raadighed for Sikkerhedsraadet. Spørgsmaal vedrørende Kommandoen over saadanne Styrker skal ordnes senere.
4. Generalstabskomiteen kan, med Sikkerhedsraadets Bemyndigelse og efter Raadslagning med vedkommende regionale Institutioner, oprette regionale Underkomiteer.
Artikel 48..
1. De Skridt, der udkræves for at gennemføre Sikkerhedsraadets Beslutninger til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, skal foretages af alle de Forenede Nationers Medlemmer eller af nogle af disse efter Sikkerhedsraadets Bestemmelse.
2. Saadanne Beslutninger skal gennemføres af Medlemmerne af de Forenede Nationer direkte og ved Skridt foretaget af dem i de paagældende mellemfolkelige Institutioner, af hvilke de er Medlemmer.
Artikel 49..
Medlemmerne af de Forenede Nationer skal i Fællesskab yde hverandre Bistand ved Gennemførelsen af Forholdsregler, hvorom Sikkerhedsraadet har truffet Beslutning.
Artikel 50.
Hvis forebyggende Skridt eller Tvangsforanstaltninger iværksættes af Sikkerhedsraadet mod en Stat, skal enhver anden Stat, hvad enten denne er Medlem af de Forenede Nationer eller ej, som kommer til at staa overfor særlige økonomiske Vanskeligheder, der opstaar som Følge af Gennemførelsen af de nævnte Foranstaltninger, have Ret til at raadspørge Sikkerhedsraadet med Hensyn til en Løsning af disse Vanskeligheder.
Artikel 51..
Intet i nærværende Pagt skal indskrænke den naturlige Ret til individuelt eller kollektivt Selvforsvar i Tilfælde af et væbnet Angreb mod et Medlem af de Forenede Nationer, Indtil Sikkerhedsraadet har truffet de fornødne Forholdsregler til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed. Forholdsregler, taget af Medlemmer i Udøvelsen af denne Ret til Selvforsvar, skal uopholdelig indberettes til Sikkerhedsraadet og paavirker ikke paa nogen Maade dettes Myndighed og Ansvar i Henhold til nærværende Pagt med Hensyn til Iværksættelse naarsomhelst af saadanne Skridt, som det anser for nødvendige til Opretholdelse eller Genoprettelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed.
KAPITEL VIII - REGIONALE AFTALER.
Artikel 52..
1. Intet i nærværende Pagt udlukker regionale Aftaler eller Institutioner, der skal behandle saadanne Sager vedrørende Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, som egner sig til Foretagelse af regionale Skridt, forudsat at saadanne Aftaler og Institutioner og deres Virksomhed er i Overensstemmelse med de Forenede Nationers Formaal og Grundsætninger.
2. De Medlemmer af de Forenede Nationer, som træffer saadanne Aftaler eller opretter saadanne Institutioner, skal rette alle Bestræbelser paa at opnaa en fredelig Bilæggelse af lokale Tvistigheder ved Hjælp af saadanne regionale Aftaler eller Institutioner, forinden de forelægger dem for Sikkerhedsraadet.
3. Sikkerhedsraadet skal fremme Udviklingen i Retning af fredelig Bilæggelse af lokale Tvistigheder ved Hjælp af saadanne regionale Aftaler eller Institutioner enten paa Initiativ af de paagældende Stater eller efter Henvisning fra Sikkerhedsraadet.
4. Denne Artikel indskrænker ikke i nogen Henseende Anvendelsen af Artiklerne 34 og 35.
Artikel 53..
1. Sikkerhedsraadet skal, hvor det er hensigtsmæssigt, benytte saadanne regionale Aftaler eller Institutioner til Tvangsforanstaltninger under dets Myndighed. Dog skal ingen Tvangsforanstaltning iværksættes i Medfør af regionale Aftaler eller af regionale Institutioner uden Sikkerhedsraadets Bemyndigelse med Undtagelse af Foranstaltninger mod nogen fjendtlig Stat, som defineret i nærværende Artikels Pkt. 2, hvortil der haves Hjemmel ved Anvendelse af Artikel 107 eller i regionale Aftaler, rettet imod Genoptagelse af Angrebspolitik fra en saadan Stats Side, indtil det Tidspunkt, da Organisationen efter de interesserede Regeringers Anmodning maatte faa overdraget den Opgave at forhindre yderligere Angreb fra en saadan Stats Side.
2. Udtrykket »fjendtlig Stat« som anvendt i nærværende Artikels Pkt. 1 kommer til Anvendelse paa enhver Stat som under den anden Verdenskrig har været Fjende af nogen Stat, der har underskrevet nærværende Pagt.
Artikel 54..
Sikkerhedsraadet skal til enhver Tid holdes fuldt underrettet om Foranstaltninger til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed, der er truffet eller som paatænkes i Henhold til regionale Aftaler eller af regionale Institutioner.
KAPITEL IX - MELLEMFOLKELIGT ØKONOMISK OG SOCIALT SAMARBEJDE.
Artikel 55..
Med Henblik paa ar skabe en saadan Tilstand af Ligevægt og Velvære, som er nødvendig for fredelige og venskabelige Forhold mellem Nationerne, og som hviler paa Respekt for Grundsætningen om Folkenes Ligeret og Selvbestemmelsesret, skal de Forenede Nationer fremme:
a. Forbedring af Levevilkaarene, fuld Beskæftigelse samt Fremskridt og Udvikling med Hensyn til økonomiske og sociale Forhold;
b. Løsningen af mellemfolkelige Spørgsmaal paa de økonomiske, sociale, sundhedsmæssige og beslægtede Omraader; samt mellemfolkeligt kulturelt og Undervisnings- Samarbejde; og
c. almen Respekt for og Overholdelse af Menneskerettigheder og fundamentale Frihedsrettigheder for alle uden Forskel med Hensyn til Race, Køn, Sprog eller Religion.
Artikel 56..
Alle Medlemmer forpligter sig til i Forening og hver for sig, i Samarbejde med Organisationen, at virke for Opnaaelse af de i Artikel 55 anførte Formaal.
Artikel 57..
1. De forskellige ved Regeringsaftaler oprettede særlige Institutioner, der har vidtgaaende, i deres Statutter fastsatte mellemfolkelige Opgaver paa økonomiske, sociale, kulturelle, undervisnings-, sundhedsmæssige og beslægtede Omraader, skal bringes i Forbindelse med de Forenede Nationer i Overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel 63.
2. Saadanne Institutioner, der saaledes er bragt i Forbindelse med de Forenede Nationer, vil herefter blive betegnet som »Særlige Institutioner«.
Artikel 58..
Organisationen skal stille Forslag med Henblik paa Koordineringen af de særlige Institutioners Formaal og Virksomhed.
Artikel 59..
Organisationen skal, hvor det maatte være formaalstjenligt, tage Initiativ til Forhandlinger mellem vedkommende Stater med Henblik paa Oprettelse af saadanne nye særlige Institutioner, som maatte udkræves til Gennemførelse af de i Artikel 55 nævnte Formaal.
Artikel 60..
Ansvaret for Udøvelsen af Organisationens i dette Kapitel omhandlede Funktioner paahviler Plenarforsamlingen og, under dennes Myndighed, det økonomiske og sociale Raad, som med dette Formaal for Øje skal have de i Kapitel X omhandlede Beføjelser.
KAPITEL X - DET ØKONOMISKE OG SOCIALE RAAD.
Sammensætning.
Artikel 61..
1. Det økonomiske og sociale Raad bestaar af atten Medlemmer af de Forenede Nationer valgt af Plenarforsamlingen.
2. Med Forbehold af Bestemmelserne under Pkt. 3 vælges seks Medlemmer af det økonomiske og sociale Raad hvert Aar for en Periode paa tre Aar. Et afgaaende Medlem kan straks genvælges.
3. Ved det første Valg vælges atten Medlemmer af det økonomiske og sociale Raad. Mandatperioden for seks af de saaledes valgte Medlemmer udløber efter eet Aars Forløb og for seks andre Medlemmers Vedkommende efter to Aars Forløb i Overensstemmelse med Plenarforsamlingens Bestemmelse.
4. Hvert Medlem af det økonomiske og sociale Raad har een Repræsentant.
<br>
Funktioner og Beføjelser.
Artikel 62..
1. Det økonomiske og sociale Raad kan iværksætte eller tage Initiativet til Undersøgelser og Beretninger vedrørende mellemfolkelige Spørgsmaal paa de økonomiske, sociale, kulturelle, undervisnings-, sundhedsmæssige, og beslægtede Omraader og kan fremsætte Forslag med Hensyn til alle saadanne Sager overfor Plenarforsamlingen, Medlemmerne af de Forenede Nationer og de paagældende Institutioner.
2. Det kan fremsætte Forslag sigtende til at fremme Respekt for og Overholdelse af Menneskerettigheder og fundamentale Frihedsrettigheder for alle.
3. Det kan udarbejde Udkast til Overenskomster til Forelæggelse for Plenarforsamlingen med Hensyn til Sager, som hører ind under dets Myndighedsomraade.
4. Det kan i Overensstemmelse med de af de Forenede Nationer foreskrevne Regler, sammenkalde mellemfolkelige Konferencer til Behandling af Sager, som falder ind under dets Myndighedsomraade.
Artikel 63..
1. Det økonomiske og sociale Raad kan med enhver af de Institutioner, der omhandles i Artikel 57, afslutte Overenskomster, der fastsætter de Vilkaar, paa hvilke vedkommende Institution skal bringes i Forbindelse med de Forenede Nationer. Saadanne Overenskomster skal godkendes af Plenarforsamlingen.
2. Det kan koordinere de særlige Institutioners Virksomhed ved Raadslagning med og Forslag til saadanne Institutioner og ved Forslag til Plenarforsamlingen og til Medlemmerne af de Forenede Nationer.
Artikel 64..
1. Det økonomiske og sociale Raad kan foretage hensigtsmæssige Skridt til at indhente regelmæssige Beretninger fra de særlige Institutioner. Det kan træffe Aftaler med Medlemmerne af de Forenede Nationer og de særlige Institutioner for at erholde Beretninger om de Skridt, der er foretaget til Gennemførelse af dets egne Forslag fremsat af Plenarforsamlingen vedrørende Sager, der hører ind under Raadets Myndighedsomraade.
2. Det kan meddele sine Bemærkninger til disse Beretninger til Plenarforsamlingen.
Artikel 65..
Det økonomiske og sociale Raad kan tilvejebringe Oplysninger til Sikkerhedsraadet og skal bistaa Sikkerhedsraadet paa dettes Anmodning.
Artikel 66..
1. Det økonomiske og sociale Raad udøver ved Gennemførelsen af Plenarforsamlingens Forslag saadanne Funktioner, som falder indenfor dets Myndighedsomraade.
2. Det kan, med Billigelse af Plenarforsamlingen, udføre Tjenester efter Anmodning af særlige Institutioner.
3. Det udøver saadanne andre Funktioner, som er nærmere angivet andetsteds i nærværende Pagt, eller som maatte blive tillagt det af Plenarforsamlingen.
<br>
Afstemning.
Artikel 67..
1. Hvert Medlem af det økonomiske og sociale Raad har een Stemme.
2. Det økonomiske og sociale Raads Beslutninger træffes af et Flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende Medlemmer.
<br>
Forretningsgang
Artikel 68..
Det økonomiske og sociale Raad skal oprette Kommissioner indenfor de økonomiske og sociale Omraader og til Fremme af Menneskerettigheder samt saadanne andre Kommissioner, som maatte udkræves til Udøvelse af dets Funktioner.
Artikel 69..
Det økonomiske og sociale Raad skal indbyde et hvilket som helst Medlem af de Forenede Nationer til uden Stemmeret at deltage i dets Forhandlinger om enhver Sag af særlig Interesse for det paagældende Medlem.
Artikel 70..
Det økonomiske og sociale Raad kan træffe Foranstaltninger til, at Repræsentanter for de særlige Institutioner kan deltage uden Stemmeret i dets Forhandlinger og i de af Raadet oprettede Kommissioners Forhandlinger, samt til, At Raadets Repræsentanter kan deltage i de særlige Institutioners Forhandlinger.
Artikel 71..
Det økonomiske og sociale Raad kan træffe hensigtsmæssige Ordninger om Raadslagning med Organisationer, der ikke er Regeringsinstitutioner, og som er interesserede i Sager indenfor dets Myndighedsomraade. Saadanne Ordninger kan træffes med mellemfolkelige Organisationer og, hvor det maatte være hensigtsmæssigt, med nationale Organisationer efter Raadslagning med vedkommende Medlem af de Forenede Nationer.
Artikel 72..
1. Det økonomiske og sociale Raad vedtager selv sin Forretningsorden, derunder Fremgangsmaaden med Hensyn til Valget af sin Formand.
2. Det økonomiske og sociale Raad træder sammen, naar dette kræves i Henhold til dets Reglement, hvilket skal indeholde Bestemmelse om Indkaldelse til Møder efter Anmodning af et Flertal af Raadets Medlemmer.
KAPITEL XI - ERKLÆRING ANGAAENDE IKKE- SELVSTYRENDE OMRAADER.
Artikel 73..
Medlemmer af de Forenede Nationer, som har eller paatager sig Ansvaret for Administrationen af Omraader, hvis Folk endnu ikke i fuldt Maal har opnaaet Selvstyre, anerkender den Grundsætning, at disse Omraaders Indbyggeres Interesser er af altovervejende Betydning. De paatager sig som et helligt Hverv Forpligtelsen til, indenfor det ved nærværende Pagt oprettede mellemfolkelige Freds- og Sikkerhedssystem, at fremme til det yderste disse Omraaders Indbyggeres Velfærd og med dette Formaal for Øje:
a. at sikre, med behørig Hensyntagen til de paagældende Folks Kultur, deres politiske, økonomiske, sociale og undervisningsmæssige Fremgang, retfærdig Behandling af dem og Beskyttelse af dem mod Misbrug;
b. at fremme Selvstyre, at tage behørigt Hensyn til Folkenes politiske Ønsker og støtte dem i den fremadskridende Udvikling af deres frie politiske Institutioner overensstemmende med hvert Omraades og dets Befolkningers særlige Forhold samt disses forskellige Udviklingsgrad;
c. at fremme mellemfolkelig Fred og Sikkerhed;
d. at fremme opbyggende og udviklende Foranstaltninger, at opmuntre til Forskning, samt at samarbejde med hverandre og, naar og hvor det er hensigtsmæssigt, med særlige mellemfolkelige Organer med Henblik paa den praktiske Gennemførelse af de i denne Artikel nævnte sociale, økonomiske og videnskabelige Formaal; og
e. at fremsende regelmæssigt til Generalsekretæren til Underretning, med saadanne Begrænsninger, som Sikkerhed og forfatningsmæssige Hensyn maatte kræve, statistiske og andre Oplysninger af teknisk Natur vedrørende økonomiske, sociale og undervisningsmæssige Forhold i de Omraader, for hvilke de hver især er ansvarlige, bortset fra de Omraader, med Hensyn til hvilke Kapitlerne XII og XIII kommer til Anvendelse.
Artikel 74.
Medlemmerne af de Forenede Nationer er ligeledes enige om, at deres Politik saavel med Hensyn til de Omraader, hvorpaa dette Kapitel kommer til Anvendelse, som med Hensyn til deres Moderlands-Omraader skal hvile paa den almindelige Grundsætning om godt Naboskab med behørigt Hensyn til den øvrige Verdens Interesser og Velfærd i Henseende til sociale og økonomiske Forhold samt Handelsforhold.
KAPITEL XII - MELLEMFOLKELIGT FORMYNDERSKABSSYSTEM.
Artikel 75..
De Forenede Nationers Organisation opretter under sin Myndighed et mellemfolkeligt Formynderskabssystem med det Formaal at administrere og føre Tilsyn med saadanne Omraader, som maatte blive underlagt det ved senere for hvert Tilfælde afsluttede Overenskomster. I det følgende vil disse Omraader blive betegnet som Formynderskabsomraader.
Artikel 76..
De Maal, der ligger til Grund for Formynderskabssystemet, skal i Overensstemmelse med de Forenede Nationers Formaal, saaledes som disse er fastslaaet i nærværende Pagts Artikel 1, være:
a. at fremme mellemfolkelig Fred og Sikkerhed;
b. at befordre Formynderskabsomraadernes Indbyggeres politiske, økonomiske, sociale og undervisningsmæssige Udvikling henimod Selvstyre eller Uafhængighed under passende Hensyntagen til hvert enkelt Omraades og dets Befolkningers særlige Forhold, til den paagældende Befolknings frit udtrykte Ønsker samt til, hvad der maatte blive fastsat ved Bestemmelserne i hver enkelt Formynderskabsoverenskomst;
c. at fremme Respekten for Menneskerettigheder og for fundamentale Frihedsrettigheder for alle uden Forskel med Hensyn til Race, Køn, Sprog eller Religion, samt at fremme Erkendelsen af den indbyrdes Afhængighed mellem Folkene i hele Verden; og
d. at sikre alle Medlemmer af de Forenede Nationer og deres Statsborgere Ligebehandling i sociale, økonomiske og Handels-Forhold, og ligeledes Ligebehandling af de nævnte Statsborgere med Hensyn til Retsplejen, uden Virkning til Skade for Opnaaelsen af de føromtalte Maal og med Forbehold af Bestemmelserne i Artikel 80.
Artikel 77..
1. Formynderskabssystemet skal komme til Anvendelse med Hensyn til saadanne Omraader under følgende Grupper, som maatte blive underlagt det i Kraft af Formynderskabsoverenskomster:
a. Omraader, der nu er under Mandat;
b. Omraader, der maatte blive løsrevet fra fjendtlige Stater som Følge af den anden Verdenskrig; og
c. Omraader, der af Stater, som er ansvarlige for deres Administration, frivilligt stilles under Systemet.
2. Der skal ved senere Overenskomst træffes Bestemmelse om, hvilke Omraader indenfor de nævnte Grupper der skal falde ind under Formynderskabssystemet, og paa hvilke Vilkaar dette skal ske.
Artikel 78..
Formynderskabssystemet skal ikke finde Anvendelse paa Omraader, der er blevet Medlemmer af de Forenede Nationer, idet Forholdet mellem disse skal hvile paa Respekt for Grundsætningen om suveræn Ligeberettigelse.
Artikel 79..
Bestemmelserne om Formynderskabet over hvert Omraade, som skal stilles under Formynderskabssystemet, derunder enhver Rettelse eller Ændring skal gøres til Genstand for Overenskomst mellem de direkte interesserede Stater, derunder indbefattet Mandatmagten, hvor det drejer sig om Omraader, som et Medlem af de Forenede Nationer har i Mandat, og disse Bestemmelser skal godkendes som fastsat i Artiklerne 83 og 85.
Artikel 80..
1. Med Undtagelse af, hvad der maatte blive vedtaget i de enkelte, i Overensstemmelse med Artiklerne 77, 79 og 81 indgaaede Formynderskabsoverenskomster, der stiller det enkelte Omraade under Formynderskabssystemet, og indtil saadanne Overenskomster er blevet sluttet, skal intet i dette Kapitel direkte eller indirekte fortolkes saaledes, at det paa nogen Maade ændrer de nogen Stat eller noget Folk tilkommende Rettigheder, hvilke disse end maatte være, eller Bestemmelserne i bestaaende mellemfolkelige Aftaler, i hvilke Medlemmer af de Forenede Nationer maatte være Deltagere.
2. Denne Artikels Pkt. 1 skal ikke fortolkes saaledes, at den begrunder Forsinkelse eller Udsættelse af Forhandlinger om eller af Afslutning af Overenskomster angaaende Inddragelse af Mandatomraader eller andre Omraader under Formynderskabssystemet som bestemt i Artikel 77.
Artikel 81..
Formynderskabsoverenskomsten skal i hvert enkelt Tilfælde indeholde de Bestemmelser, i Henhold til hvilke Formynderskabsomraader vil blive administreret, og udpege den Myndighed, der skal udøve Administrationen af Formynderskabsomraadet. Denne Myndighed, som i det følgende betegnes som den administrerende Myndighed, kan være en eller flere Stater eller selve Organisationen.
Artikel 82..
Der kan i enhver Formynderskabsoverenskomst fastsættes et strategisk Omraade eller strategiske Omraader, der kan indbefatte en Del af eller hele det Formynderskabsomraade, hvorpaa Formynderskabsoverenskomsten kommer til Anvendelse, uden at dette berører nogen særlig Overenskomst eller særlige Overenskomster indgaaet i Henhold til Artikel 43.
Artikel 83..
1. Alle de Forenede Nationers Funktioner med Hensyn til strategiske Omraader, derunder Godkendelse af Bestemmelsene i Formynderskabsoverenskomsterne saavel som af Rettelser i eller Ændringer af disse, skal udøves af Sikkerhedsraadet.
2. De i Artikel 76 anførte til Grund liggende Maal skal gælde for Befolkningen i hvert enkelt strategisk Omraade.
3. Sikkerhedsraadet skal, under Iagttagelse af Bestemmelserne i Formynderskabsoverenskomsterne og med Forbehold af Sikkerhedshensyn, benytte sig af Formynderskabsraadets Bistand til Udøvelse i de strategiske Omraader af de Funktioner, de Forenede Nationer har paataget sig under Formynderskabssystemet med Hensyn til politiske, økonomiske, sociale og undervisningsmæssige Spørgsmaal.
Artikel 84..
Det skal være den administrerende Myndigheds Pligt at sikre, at Formynderskabsomraadet for sit Vedkommende yder sit Bidrag til Opretholdelse af Mellemfolkelig Fred og Sikkerhed. Til dette Formaal kan den administrerende Myndighed gøre Brug af frivillige Styrker, Lettelser og Bistand fra Formynderskabsomraadet til Opfyldelse af de Forpligtelser, som den administrerende Myndighed i saa Henseende har paataget sig overfor Sikkerhedsraadet, saavelsom til lokalt Forsvar og Opretholdelse af Lov og Orden indenfor Formynderskabsomraadet.
Artikel 85..
1. De Forenede Nationers Funktioner med Hensyn til Formynderskabsoverenskomster for alle Omraader, der ikke er betegnede som strategiske, derunder Godkendelse af bestemmelserne i Formynderskabsoverenskomsterne samt Rettelser i eller Ændringer af disse, skal udøves af Plenarforsamlingen.
2. Formynderskabsraadet, der fungerer under Plenarforsamlingens Myndighed, skal bistaa Plenarforsamlingen ved Udøvelsen af disse Funktioner.
KAPITEL XIII - FORMYNDERSKABSRAADET.
Sammensætning.
Atikel 86..
1. Formynderskabsraadet bestaar af følgende Medlemmer af de Forenede Nationer:
a. de Medlemmer, der administrerer Formynderskabsomraader;
b. saadanne af de i Artikel 23 ved Navn anførte Medlemmer, som ikke administrerer Formynderskabsomraader; og
c. saa mange andre Medlemmer valgt af Plenarforsamlingen for tre Aars Perioder, som maatte være nødvendige for at sikre, at det samlede Antal Medlemmer af Formynderskabsraadet er ligelig fordelt mellem de Medlemmer af de Forenede Nationer, som administrerer Formynderskabsomraader, og dem, som ikke gør det.
2. Hvert Medlem af Formynderskabsraadet udpeger en særligt kvalificeret Person til at repræsenter sig i dette.
<br>
Funktioner og Beføjelser.
Artikel 87..
1. Plenarforsamlingen og, under dennes Myndighed, Formynderskabsraadet kan ved Udøvelsen af deres Funktioner:
a. behandle Beretninger, der forelægges af den administrerende Myndighed;
b. modtage Andragender og undersøge dem i Samraad med den administrerende Myndighed;
c. organisere periodiske Besøg i de paagældende Formynderskabsomraader paa Tidspunkter, som fastsættes i Forstaaelse med den administrerende Myndighed; og
d. foretage disse og andre Skridt i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Formynderskabsoverenskomsterne.
Artikel 88..
Formynderskabsraadet skal opstille et Spørgeskema Angaaende hvert Formynderskabsomraades Indbyggeres politiske, økonomiske, sociale og undervisningsmæssige Fremskridt, og den administrerende Myndighed for hvert under Plenarforsamlingens Myndighed henhørende Formynderskabsomraade skal udarbejde en aarlig Beretning til Plenarforsamlingen paa Grundlag af nævnte Spørgeskema.
<br>
Afstemning
Artikel 89..
1. Hvert Medlem af Formynderskabsraadet har een Stemme.
2. Formynderskabsraadets Beslutning tages af et Flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende Medlemmer.
<br>
Forretningsgang.
Artikel 90..
1. Formynderskabsraadet vedtager selv sin Forretningsorden, derunder Fremgangsmaaden med Hensyn til Valget af sin Formand.
2. Formynderskabsraadet træder sammen naar fornødent i Henhold til dets Forretningsorden, der skal indeholde Bestemmelser om Sammenkaldelse til Møder paa Anmodning af et Flertal af dets Medlemmer.
Artikel 91..
Formynderskabsraadet skal, naar det maatte være hensigtsmæssigt, benytte sig af Bistand fra det økonomiske og sociale Raad og fra de særlige Institutioner med Hensyn til Sager, der henhører under hver især af dem.
KAPITEL XIV - DEN MELLEMFOLKELIGE DOMSTOL.
Artikel 92..
Den mellemfolkelige Domstol er de Forenede Nationers vigtigste dømmende Organ. Den skal virke i Overensstemmelse med den vedføjede Status, som hviler paa Statutten for den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje og udgør en integrerende Del af nærværende Pagt.
Artikel 93..
1. Alle Medlemmer af de Forenede Nationer er ipso facto Deltagere i den mellemfolkelige Domstols Status.
2. En Stat, som ikke er Medlem af de Forenede Nationer, kan blive Deltager i den mellemfolkelige Domstols Statut paa Betingelser, som i hvert enkelt Tilfælde skal fastsættes af Plenarforsamlingen paa Forslag af Sikkerhedsraadet.
Artikel 94..
1. Ethvert Medlem af de Forenede Nationer forpligter sig til at efterkomme den mellemfolkelige Domstols Afgørelse i enhver Sag, hvori det er Part.
2. Hvis nogen Part i en Sag undlader at opfylde de Forpligtelser, som paahviler den i Henhold til en Dom, som Domstolen har afsagt, kan Modparten indbringe Sagen for Sikkerhedsraadet, som, hvis dette skønner det nødvendigt, kan fremsatte Forslag eller tage Beslutning om de Forholdsregler, der bør tages for at bringe Dommen til Udførelse.
Artikel 95..
Intet i denne Pagt skal hindre Medlemmer af de Forenede Nationer i at overlade Løsningen af deres Tvistigheder til andre Domstole i Henhold til allerede bestaaende Overenskomster eller saadanne Overenskomster, der maatte blive sluttet i Fremtiden.
Artikel 96..
1. Plenarforsamlingen eller Sikkerhedsraadet kan anmode den mellemfolkelige Domstol om at afgive Responsum i ethvert juridisk Spørgsmaal.
2. Andre af de Forenede Nationers Organer og særlige Institutioner, som naar som helst af Plenarforsamlingen kan erholde Bemyndigelse dertil, kan ligeledes anmode Domstolen om Responsa Vedrørende juridiske Spørgsmaal, der maatte opstaa indenfor deres Virksomhedsomraade.
KAPITEL XV - SEKRETARIATET.
Artikel 97..
Sekretariatet bestaar af en Generalsekretær og det Personale, som Organisationen maatte behøve. Generalsekretæren ansættes af Plenarforsamlingen efter Indstilling af Sikkerhedsraadet. Han er Organisationens øverste administrative Embedsmand.
Artikel 98..
Generalsekretæren handler i denne Egenskab ved alle Plenarforsamlingens, Sikkerhedsraadets, det økonomiske og sociale Raads og Formynderskabsraadets Møder og udfører saadanne andre Funktioner, som bliver betroet ham af disse Organer. Generalsekretæren udarbejder en aarlig Beretning til Plenarforsamlingens Arbejde.
Artikel 99..
Generalsekretæren kan henlede Sikkerhedsraadets Opmærksomhed paa enhver Sag, der efter hans Mening kan true Opretholdelsen af den mellemfolkelige Fred og Sikkerhed.
Artikel 100..
1. I Udøvelsen af deres Pligter maa Generalsekretæren og Personalet ikke søge eller modtage Instruktioner fra nogen Regering eller fra nogen anden Myndighed udenfor Organisationen. De skal afholde sig fra enhver Virksomhed, som maatte være uforenelig med deres Stilling som mellemfolkelige Embedsmænd, der kun er ansvarlige overfor Organisationen.
2. Hvert Medlem af de Forenede Nationer forpligter sig til at respektere sig til at respektere den udelukkende mellemfolkelige Karakter af Generalsekretærens og Personalets Funktioner og til ikke at søge at øve Indflydelse paa dem ved Udførelse af deres Hverv.
Artikel 101..
1. Personalet udnævnes af Generalsekretæren i Henhold til de af Plenarforsamlingen fastsatte Regler.
2. Kvalificeret Personale ansættes fast ved det økonomiske og sociale Raad, ved Formynderskabsraadet og, i fornødent Omfang, ved andre af de Forenede Nationers Organer. Dette Personale udgør en Del af Sekretariatet.
3. Det afgørende Synspunkt for Ansættelse af Personalet og for Fastsættelse af Tjenestevilkaarene skal være Nødvendigheden af at opnaa den højeste Grad af Dygtighed, Sagkundskab og Retskaffenhed. Der skal ogsaa tages passende Hensyn til Vigtigheden af at rekruttere Personalet paa en saa omfattende geografisk Basis som muligt.
KAPITEL XVI - BLANDEDE BESTEMMELSER.
Artikel 102..
1. Enhver Traktat og enhver mellemfolkelig Overenskomst, der afsluttes af noget Medlem af de Forenede Nationer, efter at nærværende Pagt er traadt i Kraft, skal saa snart som muligt indregistreres i Sekretariatet og offentliggøres af dette.
2. Ingen Deltager i en saadan Traktat eller mellemfolkelig Overenskomst, som ikke er blevet indregistreret i Overensstemmelserne i denne Artikels Pkt. 1, kan paaberaabe sig den paagældende Traktat eller Overenskomst overfor noget af de Forenede Nationers Organer.
Artikel 103..
I Tilfælde af Konflikt mellem de Forpligtelser, der paahviler de Forenede Nationers Medlemmer ifølge denne Pagt, og deres Forpligtelser ifølge enhver anden mellemfolkelig Overenskomst gaar deres Forpligtelser ifølge denne Pagt forud for de sidstnævnte.
Artikel 104..
Organisationen skal paa ethvert Medlems Territorium have en saadan Retsstilling, som maatte være nødvendig til Udøvelsen af dens Funktioner og til Gennemførelsen af dens Formaal.
Artikel 105..
1. Organisationen skal paa ethvert Medlems Territorium nyde saadanne Forrettigheder og Immuniteter, som er nødvendige til Gennemførelsen af Formaal.
2. Repræsentanter for Medlemmerne af de Forenede Nationer og Organisationens Embedsmænd skal ligeledes nyde de Forrettigheder og Immuniteter, som er nødvendige for den uafhængige Udøvelse af deres Funktioner i Tilknytning til Organisationen.
3. Plenarforsamlingen kan fremsætte Forslag med Henblik paa Fastsættelse af Enkelthederne vedrørende Anvendelsen af denne Artikels Pkt. 1 og 2 eller kan foreslaa Medlemmer af de Forenede Nationer Overenskomster desangaaende.
KAPITEL XVII - OVERGANGSBESTEMMELSER VEDRØRENDE SIKKERHED.
Artikel 106..
Indtil Ikrafttræden af saadanne særlige i Artikel 43 omhandlede Overenskomster, som efter Sikkerhedsraadets Mening sætter det i Stand til at begynde at udføre sine Opgaver ifølge Artikel 42, skal Deltagerne i den i Moskva den 30. Oktober 1943 undertegnede Fire-Nationers Erklæring samt Frankrig, i Overensstemmelse med nævnte Erklærings Pkt. 5, raadføre sig med hverandre og, naar Omstændighederne kræver det, med andre Medlemmer af de Forenede Nationer med Henblik paa saadan fælles Optræden paa Organisationens Vegne, der maatte være nødvendig til Opretholdelse af mellemfolkelig Fred og Sikkerhed.
Artikel 107..
Ingen Bestemmelse i nærværende Pagt skal medføre Ugyldighed af eller udelukke Foranstaltninger iværksat eller godkendt som Resultat af den anden Verdenskrig af de for saadanne Foranstaltninger overfor nogen Stat, som under nævnte Krig har været Fjende af nogen af de Stater, der har undertegnet Pagten.
KAPITEL XVIII - ÆNDRINGER.
Artikel 108..
Ændringer til nærværende Pagt skal træde i Kraft for alle Medlemmer af de Forenede Nationer, naar de er blevet vedtaget af to Trediedele af Medlemmerne af Plenarforsamlingen og ratificeret af to Trediedele af de Forenede Nationers Medlemmer, derunder alle de faste Medlemmer af Sikkerhedsraadet, i Overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige Fremgangsmaader.
Artikel 109..
1. En Generalkonference af de Forenede Nationers Medlemmer med det Formaal at revidere nærværende Pagt kan afholdes paa et Tidspunkt og et Sted, der vil være at fastsætte af Plenarforsamlingen med to Trediedeles Flertal og ved Vedtagelse af hvilke som helst syv Medlemmer af Sikkerhedsraadet. Hvert Medlem af de Forenede Nationer skal have een Stemme ved Konferencen.
2. Enhver Ændring i nærværende Pagt, der er foreslaaet af Konferencen med to Trediedeles Flertal, skal træde i Kraft, naar den er ratificeret af to Trediedele af de Forenede Nationers Medlemmer, derunder alle de faste Medlemmer af Sikkerhedsraadet, i Overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige Fremgangsmaader.
3. Hvis en saadan Konference ikke har været afholdt inden Plenarforsamlingens tiende aarlige Samling efter nærværende Pagts Ikrafttræden, skal Forslag om Indkaldelse af en saadan Konference sættes paa Dagsordenen for Plenarforsamlingens nævnte Samling, og Konferencen skal da afholdes, hvis Flertallet af Plenarforsamlingens Medlemmer og hvilke som helst syv Medlemmer af Sikkerhedsraadet beslutter det.
KAPITEL XIX - RATIFIKATION OG UNDERSKRIFT.
Artikel 110..
1. Nærværende Pagt skal ratificeres af Signatarstaterne i Overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige Fremgangsmaader.
2. Ratifikationerne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters Regering, der skal notificere alle Signatarstaterne om hver enkelt Deponering saavel som Organisationens Generalsekretær, naar denne er blevet udnævnt.
3. Nærværende Pagt skal træde i Kraft, naar Republiken Kinas, Frankrigs, De socialistiske Sovjetrepublikers Unions, det Forenede Kongerige Storbritannien og Nord Irlands og Amerikas Forenede Staters Ratifikationer tillige med et Flertal af de andre Signatarstaters Ratifikationer er blevet deponeret. En Protokol om de deponerede Ratifikationer skal derefter oprettes af Amerikas Forenede Staters Regering, som skal sende alle Signatarstaterne Kopier af denne.
4. De Stater, som har underskrevet nærværende Pagt, og som ratificerer den, efter at den er traadt i Kraft, vil blive oprindelige Medlemmer af de Forenede Nationer paa den Dato, deres respektive Ratifikationer bliver deponeret.
Artikel 111..
Nærværende Pagt, af hvilken de kinesiske, franske, russiske, engelske og spanske Tekster er lige autentiske, skal forblive deponeret i Amerikas Forenede Staters Regerings Arkiv. Behørigt bekræftede Kopier deraf skal af nævnte Regering tilstilles Regeringerne for de andre Signatarstater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de Forenede Nationers Regeringers Repræsentanter undertegnet nærværende Pagt.
SKET i Byen San Francisco den seksogtyvende Dag i Juni, Nittenhundrede og Femogfyrre.
STATUT FOR DEN MELLEMFOLKELIGE DOMSTOL.
Artikel 1..
DEN MELLEMFOLKELIGE DOMSTOL, oprettet ved de Forenede Nationers Pagt som de Forenede Nationers vigtigste dømmende Organ, skal træde sammen og virke i Overensstemmelse med Bestemmelserne i nærværende Statut.
KAPITEL I - RETTENS SAMMENHÆNG.
Artikel 2..
Domstolen skal sammensættes af uafhængige Dommere, der vælges uden Hensyn til deres Nationalitet blandt Personer, der nyder den højeste moralske Anseelse, og som opfylder de Betingelser, der i deres eget Land kræves for at beklæde de højeste Dommerembeder, eller som er Retskyndige af anerkendt Sagkundskab i mellemfolkelig Ret.
Artikel 3..
1. Domstolen bestaar af femten Medlemmer, af hvilke der ikke maa være to, som er Statsborgere i den samme Stat.
2. En Person, som med Medlemsskab af Domstolen for Øje vilde kunne anses som Statsborger i mere end een Stat, skal betragtes som Statsborger i den Stat, i hvilken han sædvanligvis udøver borgerlige og politiske Rettigheder.
Artikel 4..
1. Medlemmerne af Domstolen vælges af Plenarforsamlingen og af Sikkerhedsraadet paa Grundlag af en Liste af Personer, der foreslaas af hver Lands Gruppe af Dommere i den faste Voldgiftsret overensstemmende med nedenstaaende Regler.
2. Med Hensyn til Medlemmer af de Forenede Nationer, som ikke er repræsenterede i den faste Voldgiftsret, foreslaas Kandidaterne af disse Landes Grupper, som udpeges i dette Øjemed af deres Regeringer paa de samme Vilkaar, som de, der er fastsat for Voldgiftsrettens Medlemmer i Artikel 44 i Haagerkonventionen af 1907 om fredelig Bilæggelse af mellemfolkelige Stridigheder.
3. I Mangel af særlig Aftale fastsætter Plenarforsamlingen efter Forslag af Sikkerhedsraadet de Betingelser, hvorunder en Stat, der har antaget Domstolens Statut, men ikke er Medlem af de Forenede Nationer, kan deltage i Valget af Domstolens Medlemmer.
Artikel 5..
1. Senest tre Maaneder inden Tidspunktet for Valget opfordrer de Forenede Nationers Generalsekretær skriftligt de Medlemmer af den faste Voldgiftsret, som tilhører de Stater, der er Deltagere i nærværende Statut, saavelsom Medlemmerne af de Nationale Grupper, der er udpeget i Overensstemmelse med Artikel 4, Pkt. 2, til, hver Gruppe for sig, indenfor en nærmere fastsat Frist at foreslaa saadanne Personer, som er egnede til at være Medlemmer af Domstolen.
2. Ingen Gruppe kan i noget Tilfælde foreslaa mere end fire Personer, hvoraf højst to af dens egen Nationalitet. I intet Tilfælde kan der foreslaas et større Antal Kandidater end det dobbelte af de Pladser, som kan besættes.
Artikel 6..
Det henstilles til hvert Lands Gruppe, at den, forinden den udpeger disse Kandidater, raadspørger den højeste Domstol, de juridiske Fakulteter og Højskoler, de nationale Akademiers og de nationale Afdelinger af mellemfolkelige Akademier, som giver sig af med Retsstudiet.
Artikel 7..
1. Generalsekretæren affatter i alfabetisk Orden en Liste over alle saaledes foreslaaede Personer. Bortset fra det i Artikel 12, Pkt. 2 omhandlede Tilfælde kan alene de paa denne Liste opførte Personer vælges til Medlemmer af Domstolen.
2. Generalsekretæren forelægger denne Liste for Plenarforsamlingen og for Sikkerhedsraadet.
Artikel 8..
Plenarforsamlingen og Sikkerhedsraadet vælger uafhængigt af hinanden Domstolens Medlemmer.
Artikel 9..
Ved ethvert Valg, skal de, som foretager Valget, have for Øje, at de Personer, der vælges til Medlemmer af Domstolen, ikke blot hver for sig opfylder de stillede Betingelser, men ogsaa i Forening frembyder Sikkerhed for, at Civilisationens Hovedformer og de vigtigste Retssystemer i Verden bliver repræsenteret deri.
Artikel 10..
1. Som valgte anses de, der har opnaaet absolut Stemmeflertal i Plenarforsamlingen og Sikkerhedsraadet.
2. Der skal ikke ved nogen Afstemning af Sikkerhedsraadet, hvad enten den drejer sig om Valget af Dommere eller Udpegningen af Medlemmer til det i Artikel 12 omhandlede Fællesudvalg, være nogensomhelst Forskel mellem faste og ikke-faste Medlemmer af Sikkerhedsraadet.
3. I Tilfælde af, at mere end een Statsborger i den samme Stat opnaar absolut Stemmeflertal baade i Plenarforsamlingen og i Sikkerhedsraadet, skal alene den ældste af dem anses som valgt.
Artikel 11..
Hvis der efter det første Valgmøde endnu er Pladser at besætte, foretages der paa samme Maade et andet Valg og, hvis det er nødvendigt, et tredje Valg.
Artikel 12..
1. Hvis der efter det tredje Valgmøde endnu er Pladser at besætte, kan der til ethvert Tidspunkt efter Anmodning enten af Plenarforsamlingen eller Sikkerhedsraadet nedsættes et Fællesudvalg af seks Medlemmer, hvoraf de tre er udpeget af Plenarforsamlingen og de tre af Sikkerhedsraadet, med det Formaal at stille Forslag med absolut Flertal om Besættelse af hver enkelt ledig Plads til særskilt Antagelse i Plenarforsamlingen og i Sikkerhedsraadet.
2. Fællesudvalget kan paa denne Liste opføre Navnet paa enhver Person, der opfylder de stillede Betingelser, og som opnaar Enstemmighed, selvom han ikke var opført paa den i Artikel 7 omhandlede Liste.
3. Hvis Fællesudvalget kommer til det Resultat, at det ikke vil lykkes at sikre Valget, skal de allerede valgte Medlemmer af Domstolen indenfor et af Sikkerhedsraadet fastsat Tidspunkt besætte de ledige Pladser ved Valg blandt de Personer, som har opnaaet Stemmer enten i Plenarforsamlingen eller i Sikkerhedsraadet.
4. Hvis Stemmerne blandt Dommerne staar lige, skal den ældste Dommers Stemme gøre Udslaget.
Artikel 13..
1. Domstolens Medlemmer vælges for ni Aar og kan genvælges; forsaavidt angaar de ved det første Valg til Domstolen valgte Dommere skal Funktionstiden for fem Dommere dog udløbe efter tre Aars Forløb, og Funktionstiden for fem andre Dommere udløbe efter seks Aars Forløb.
2. De Dommere, hvis Funktionstid skal udløbe efter Forløbet af de ovenfor nævnte Begyndelsesperioder af tre eller seks Aar, skal udvælges ved Lodtrækning, der skal foretages af Generalsekretæren umiddelbart efter, at det første Valg har fundet Sted.
3. Medlemmerne af Domstolen forbliver i deres Stilling, indtil andre er valgt i deres Sted. Efter at saadant Valg har fundet Sted, skal de dog afslutte Behandlingen af saadanne Sager, som de allerede har paabegyndt.
4. I Tilfælde af, at et Medlem af Domstolen trækker sig tilbage, skal Meddelelse herom tilstilles Domstolens Formand til Oversendelse til Generalsekretæren. Denne sidstnævnte Underretning medfører, at Stillingen er ledig.
Artikel 14..
Ledige Pladser besættes paa samme Maade som ved det første Valg med Forbehold af følgende Bestemmelse: Inden en Maaned, efter at Pladsen er blevet ledig, skal Generalsekretæren udsende de i Artikel 5 foreskrevne Opfordringer, og Dagen for Valget skal fastsættes af Sikkerhedsraadet.
Artikel 15..
Et Medlem af Domstolen, som vælges i Stedet for et Medlem, hvis Funktionstid endnu ikke er udløbet, fuldender sin Forgængers Funktionstid.
Artikel 16..
1. Domstolens Medlemmer kan ikke udøve nogen politisk eller administrativ Virksomhed eller have nogen anden Beskæftigelse af faglig Art.
2. I Tvivlstilfælde træffer Domstolen Afgørelse.
Artikel 17..
1. Domstolens Medlemmer kan ikke udøve Hvervet som Agent, Raadgiver eller Sagfører i nogen Sag.
2. De kan ikke tage Del i Behandlingen af nogen Sag, i hvilken de tidligere har taget aktiv Del som den ene af Parternes Agenter, Raadgivere eller Sagførere eller som Medlemmer af nogen national eller mellemfolkelig Domstol, af en Undersøgelseskommission eller i nogen anden Egenskab.
3. I Tvivlstilfælde træffer Domstolen Afgørelse.
Artikel 18..
1. Domstolens Medlemmer kan ikke afsættes, medmindre de efter de andre Medlemmers enstemmige Opfattelse har ophørt med at opfylde de stillede Betingelser.
2. Generalsekretæren skal underrettes officielt herom af Retsskriveren.
3. Denne Meddelelse medfører, at Pladsen betragtes som ledig.
Artikel 19..
Domstolens Medlemmer nyder under Udøvelsen af deres Hverv de diplomatiske Forrettighede og Immuniteter.
Artikel 20..
Ethvert Medlem af Domstolen skal forinden at træde i Virksomhed i et offentligt Møde afgive en højtidelig Erklæring om at ville udføre sit Hverv upartisk og samvittighedsfuldt.
Artikel 21..
1. Domstolen vælger sin Formand og sin Næstformand for tre Aar; de kan genvælges.
2. Domstolen udnævner sin Retsskriver og kan træffe Bestemmelser om Udnævnelse af saadanne andre Embedsmænd, som maatte være nødvendige.
Artikel 22..
1. Domstolens Sæde skal være i Haag. Dette skal dog ikke forhindre Domstolen i at træde sammen og udøve sin Virksomhed andetsteds, naarsomhelst Domstolen anser det for ønskeligt.
2. Formanden og Retsskriveren skal have Bopæl ved Domstolens Sæde.
Artikel 23..
1. Domstolen er til Stadighed samlet, bortset fra Retsferierne, hvis Tidspunkter og Varighed fastsættes af Domstolen.
2. Domstolens Medlemmer har Ret til regelmæssig Orlov, hvis Tidspunkt og Varighed fastsættes af Domstolen under Hensyntagen til Afstanden mellem Haag og hver enkelt Dommers Hjem.
3. Domstolens Medlemmer skal, bortset fra Orlov, Forhindring paa Grund af Sygdom eller enden alvorlig Aarsag, som behørigt begrundes overfor Formanden, til enhver Tid være til Raadighed for Domstolen.
Artikel 24..
1. Hvis et af Domstolens Medlemmer af særlige Grunde ikke mener at burde tage Del i Paadømmelsen af en bestemt Sag, meddeler han dette til Formanden.
2. Hvis Formanden mener, at et af Rettens Medlemmer af særlige Grunde ikke bør tage Del i Behandlingen af en bestemt Sag, underretter han den paagældende derom.
3. Hvis der i saadanne Tilfælde bestaar Meningsforskel mellem det paagældende Medlem af Domstolen og Formanden, træffer Domstolen Afgørelse.
Artikel 25..
1. Forsaavidt andet ikke udtrykkelig er bestemt i nærværende Statut, udøver Domstolen sin Virksomhed i Møder, hvori alle dens Medlemmer er tilstede.
2. Med Forbehold af, at det Antal Dommere, der er til Raadighed for at gøre Domstolen beslutningsdygtig, ikke derved bringes under elleve, kan Domstolens Reglement fastsætte, at en eller flere Dommere, efter Omstændighederne og paa Omgang, kan fritages for at give Møde.
3. Et Antal af ni Dommere er tilstrækkeligt til at gøre Domstolen beslutningsdygtig.
Artikel 26..
1. Domstolen kan naarsomhelst nedsætte en eller flere Afdelinger, der bestaar af i det mindste tre Dommere, eftersom Domstolen maatte bestemme, til Behandling af særlige Arter af Sager, for Eksempel Sager vedrørende Arbejdsforhold og Sager vedrørende Transit og Samfærdsel.
2. Domstolen kan naarsomhelst nedsætte en Afdeling til Behandling af en bestemt Sag. Antallet af Dommere i en saadan Afdeling skal fastsættes af Domstolen med Godkendelse af Parterne.
3. Sager skal behandles og afgøres af de i nærværende Artikel omhandlede Afdelinger, hvis Parterne fremsætter Begæring derom.
Artikel 27..
En Dom afsagt af en af de i Artiklerne skal betragtes som afsagt af Domstolen.
Artikel 28..
De i Artiklerne 26 og 29 omhandlede Afdelinger kan med Parternes Samtykke træde sammen og udøve deres Virksomhed andetsteds end i Haag.
Artikel 29..
For at fremme en hurtig Behandling af Sagerne opretter Domstolen hvert Aar en Afdeling bestaaende af fem Dommere, som har til Opgave at behandle Sagerne efter en afkortet Retsforhandling, naar Parterne fremsætter Begæring derom. Endvidere skal to Dommere udvælges for at afløse Dommere, som maatte være ude af Stand til at tage Sæde.
Artikel 30..
1. Domstolen fastsætter i et Reglement den Fremgangsmaade, hvorefter den udøver sin Virksomhed. Den træffer navnlig Bestemmelse om sin Retsbehandling.
2. Domstolens Reglement kan give Bestemmelser om Meddommere, som kan tage Sæde sammen med Domstolen eller i enhver af Afdelingerne uden Stemmeret.
Artikel 31..
1. Dommere af en af Parternes Nationalitet, bevarer Retten til at deltage i Behandlingen af den Sag, som er forelagt Domstolen.
2. Hvis der i Domstolen sidder er Dommer af den ene Parts Nationalitet, kan enhver anden Part udpege en Person efter eget Valg til at deltage i Sagens Behandling som Dommer.Denne bør Fortrinsvis tages blandt saadanne Personer, som har været bragt i Forslag i Henhold til Artiklerne 4 og 5.
3. Hvis der i Domstolen ikke sidder nogen Dommer af Parternes Nationalitet, kan hver af Parterne udpege en Dommer paa samme Maade som foreskrevet under det foregaaende Punkt.
4. Nærværende Artikel finder Anvendelse i de i Artiklerne 26 og 29 omhandlede Tilfælde. I saadanne Tilfælde skal Formanden anmode en eller om nødvendigt to af de Medlemmer af Domstolen, der udgør Afdelingen, om at overlade deres Pladser til Medlemmer af Domstolen af de interesserede Parters Nationalitet og, hvis saadanne ikke findes eller er forhindrede, til Dommere, der særligt er udpeget af Parterne.
5. Naar flere Parter optræder sammen under en Sag, anses de ved Anvendelsen af de ovennævnte Bestemmelser kun som een Part. I Tvivlstilfælde træffer Domstolen Afgørelse.
6. Dommere, som er udpeget paa den i nærværende Artikels Punkter 2, 3 og 4 omhandlede Maade, skal opfylde de i nærværende Status Artikler 2; 17, Pkt. 2; 20 og 24 omhandlede Forskrifter. De deltager i Sagens Afgørelse paa fuldkommen lige Fod med de andre Dommere.
Artikel 32..
1. Domstolens Medlemmer erholder et aarligt Vederlag.
2. Formanden erholder et særligt aarligt Honorar.
3. Næstformanden erholder et særligt Honorar for hver Dag, han udfører Formandens Funktioner.
4. Dommere, som udpeges i Henhold til Artikel 31 udover Domstolens egne Medlemmer, erholder en Godtgørelse for hver Dag, de udøver deres Funktioner.
5. Disse Vederlag, Honorarer og Godtgørelser fastsættes af Plenarforsamlingen. De kan ikke nedsættes under Funktionstiden.
6. Retsskriverens Lønning, fastsættes af Plenarforsamlingen efter Forslag af Domstolen.
7. Et af Plenarforsamlingen vedtaget Reglement fastsætter de nærmere Betingelser, hvorunder Pension kan ydes Domstolens Medlemmer og Retsskriveren, saavelsom de Betingelser, hvorunder Domstolens Medlemmer og Retsskriveren faar deres Rejseudgifter godtgjort.
8. De ovennævnte Vederlag, Godtgørelser og Honorarer er fritaget for enhver Beskatning.
Artikel 33..
De med Domstolen forbundne Omkostninger afholdes af de Forenede Nationer paa den Maade som Plenarforsamlingen beslutter.
KAPITEL II - DOMSTOLENS MYNDIGHEDSOMRAADE.
Artikel 34..
1. Kun Stater kan optræde som Parter for Domstolen.
2. I Overensstemmelse med de i Domstolens Reglement indeholdte Bestemmelser kan Domstolen anmode de offentlige mellemfolkelige Organisationer om Oplysninger vedrørende de Sager, der er indbragt for den, og skal ligeledes modtage saadanne Oplysninger, der forelægges den af disse Organisationer paa deres eget Initiativ.
3. Naar der i en Sag for Domstolen er rejst Spørgsmaal om Fortolkningen af en offentlig mellemfolkelig Organisations Oprettelsesstatut eller af en i Henhold til denne indgaaet mellemfolkelig Overenskomst, skal Retsskriveren give den paagældende Organisation Meddelelse derom og tilstille denne Genparter af hele den skriftlige Retsforhandling.
Artikel 35..
1. Domstolen staar aaben for Stater, der er Deltagere i nærværende Statut.
2. De nærmere Vilkaar, paa hvilke den skal staa aaben for andre Stater, fastsættes under Forbehold af de særlige Forskrifter i de gældende Traktater af Sikkerhedsraadet; dog maa Parterne i Intet Tilfælde være stillet ulige for Domstolen.
3. Naar en Stat, som ikke er Medlem af de Forenede Nationer, er Part i en Sag, skal Domstolen fastsætte det Tilskud til Domstolens Omkostninger, som denne Part skal bære. Denne Bestemmelse finder dog ikke Anvendelse, hvis vedkommende Stat bærer en Del af Domstolens Udgifter.
Artikel 36..
1. Domstolens Myndighedsomraade udstrækker sig til alle Sager, som Parterne forelægger den, saavelsom til alle de Tilfælde, hvorom der særlig er truffet Bestemmelse i de Forenede Nationers Pagt eller i de gældende Traktater og Konventioner.
2. De Stater, der er Deltagere i nærværende Statut, kan naarsomhelst erklære, at de anerkender som bindende ipso facto og uden særlig Overenskomst, i Forhold til enhver anden Stat, som antager den sam me Forpligtelse, Domstolens Domsmyndighed i alle Retstvister vedrørende:
a. Fortolkningen af en Traktat.
b. Ethvert Spørgsmaal, som angaar mellemfolkelig Ret.
c. Tilstedeværelsen af enhver Kendsgerning, som, hvis den forelaa, vilde udgøre et Brud paa en mellemfolkelig Forpligtelse.
d. Arten og Omfanget af den Erstatning, som bør ydes paa Grund af et Brud paa nogen mellemfolkelig Forpligtelse.
3. De ovennævnte Erklæringer kan afgives enten ubetinget eller paa Betingelse af Gensidighed med Hensyn til flere eller visse Stater eller for et bestemt Tidsrum.
4. Saadanne Erklæringer skal deponeres hos de Forenede Nationers Generalsekretær, som skal oversende Kopier af disse til Deltagerne i Statutten og Retsskriveren.
5. Erklæringer, der er afgivet i Henhold til Artikel 36 i Statutten for den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje, og som stadig er i Kraft, skal, i Forholdet mellem Deltagerne i nærværende Statut, betragtes som Antagelse af Domstolens bindende Domsmyndighed for den Periode, for hvilken Erklæringerne endnu er gældende og i Overensstemmelse med disse Bestemmelser.
6. Retten afgør selv Tvistigheder, som maatte opstaa med Hensyn til Spørgsmaalet om dens Myndighedsomraade.
Artikel 37..
Naar en gældende Traktat eller Konvention indeholder Bestemmelse om Henvisning af en Sag til en Domstol, som skulde oprettes af Folkeforbundet, eller til den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje, skal Sagen i Forholdet mellem Deltagerne i nærværende Statut henvises til den mellemfolkelige Domstol.
Artikel 38..
1. Domstolen, hvis Opgave er at afgøre de Tvister, der forelægges den, i Overensstemmelse med mellemfolkelig Ret, skal anvende:
a. Mellemfolkelige Konventioner af almindelig eller særlig Art, som hjemler Regler, der udtrykkelig er anerkendt af de stridende Stater.
b. Den mellemfolkelige Sædvane som Udtryk for en almindelig Praksis, der er anerkendt som Retsregel.
c. De almindelige Retsgrundsætninger, som anerkendes af civiliserede Nationer.
d. Med den Begrænsning, som følger af Artikel 59, Retsafgørelse samt de forskellige Nationers mest ansete Forfatteres Meninger som Hjælpemiddel ved Konstateringen af, hvad der er gældende Ret.
2. Nærværende Bestemmelse skal ikke være til Hinder for, at Domstolen, hvis Parterne er enige derom, kan træffe sin Afgørelse efter Ret og Billighed.
KAPITEL III - RETSFORHANDLING.
Artikel 39..
1. Domstolens officielle Sprog er Fransk og Engelsk. Hvis Parterne er enige om, at hele Retsforhandlingen skal finde Sted paa Fransk, skal Dommen afsiges paa dette Sprog. Hvis Parterne er enige om, at hele Retsforhandlingen skal finde Sted paa Engelsk, skal Dommen afsiges paa dette Sprog.
2. I Mangel af en Overenskomst, der fastsætter det Sprog, som skal benyttes, kan Parterne i deres mundtlige Indlæg for Domstole anvende det af de to Sprog, som de foretrækker, og Domstolens Kendelse skal da afsiges paa Fransk og paa Engelsk. I dette Tilfælde skal Domstolen samtidig angive, hvilken af de to Tekster, der skal anses som den autentiske.
3. Domstolen skal paa enhver Parts Anmodning tillade, at den paagældende Part anvender at andet Sprog end det franske eller engelske.
Artikel 40..
1. Sagerne indbringes for Domstolen henholdsvis ved Forelæggelse af en særlig Overenskomst eller ved en Anmodning, som er rettet til Retsskriveren; i begge Tilfælde skal Stridens Genstand og Sagens Parter angives.
2. Retsskriveren giver ufortøvet Meddelelse om Anmodningen til alle, hvem den angaar.
3. Han underretter ligeledes Medlemmerne af de Forenede Nationer derom gennem Generalsekretæren saavelsom de andre Stater, der er berettigede til at møde for Domstolen.
Artikel 41..
1. Hvis Domstolen mener, at Omstændighederne kræver det, skal den have Ret til at angive, hvilke foreløbige Forholdsregler der bør tages for at bevare den ene eller den anden Parts Rettigheder.
2. Indtil den endelige Dom er afsagt, skal Meddelelse om disse Forholdsregler ufortøvet gives Parterne og Sikkerhedsraadet.
Artikel 42..
1. Parterne giver Møde ved Agenter.
2. De kan for Domstolen lade sig bistaa af Raadgivere eller Sagførere.
3. Parternes Agenter, Raadgivere og Sagførere, der møder for Domstolen, skal nyde de til den uafhængige Udøvelse af deres Funktioner nødvendige Forrettigheder og Immuniteter.
Artikel 43..
1. Retsforhandlingen har 2 Afsnit, en skriftlig og en mundtlig.
2. Den skriftlige Forhandling bestaar deri, at der meddeles saavel Domstolen som Modparten Fremstillinger, Modfremstillinger og i paakommende Tilfælde Besvarelser deraf, saavel som alle andre Aktsstykker og Dokumenter, som paaberaabes.
3. Meddelelsen finder Sted gennem Retsskriveren i den Orden og med de Frister,som fastsættes af Domstolen.
4. Ethvert Aktstykke, som fremlægges af den ene af Parterne, skal i bekræftet Genpart tilstilles den anden Part.
5. Den mundtlige Forhandling bestaar deri, at Domstolen hører Vidner, Sagkyndige, Agenter, Raadgivere og Sagførere.
Artikel 44..
1. Naar der skal gives nogen Meddelelse til andre Personer, end Agenterne, Raadgiverne og Sagførerne, henvender Domstolen sig direkte til Regeringen for den Stat, paa hvis Omraade Meddelelsen skal finde Sted.
2. Paa samme Maade forholdes der, hvis der skal optages Bevis paa Stedet.
Artikel 45..
Den mundtlige Forhandling ledes af Formanden eller i hans Fraværelse af Næstformanden; er ogsaa denne forhindret, ledes den af den ældste af de tilstedeværende Dommere.
Artikel 46..
Den mundtlige Forhandling er offentlig, medmindre Domstolen beslutter noget andet, eller begge Parter begærer, at Offentligheden udelukkes.
Artikel 47..
1. Over hver Retsforhandling føres der en Protokol, som undertegnes af Retsskriveren og Formanden.
2. Alene denne Protokol skal have autentisk Karakter.
Artikel 48..
Retten fastsætter nærmere Regler om Retsforhandlingens Gang og bestemmer, i hvilken Form og med hvilke Frister hver Part skal afslutte sin Fremstilling; den træffer alle Forholdsregler, som Bevisoptagelsen medfører.
Artikel 49..
Domstolen kan, selv inden den mundtlige Forhandling, opfordre Agenterne til at fremlægge ethvert Aktstykke eller tilvejebringe enhver nærmere Forklaring. I Tilfælde af Nægtelse skal denne føres til Protokol.
Artikel 50..
Domstolen kan til ethvert Tidspunkt overlade en Undersøgelse eller sagkyndig Bedømmelse til enhver Person, Korporation, Bureau, Kommission eller Organ efter sit eget Valg.
Artikel 51..
Under den mundtlige Forhandling kan alle hensigtsmæssige Spørgsmaal rettes til Vidnerne og de Sagkyndige under de nærmere Betingelser, som Domstolen fastsætter i det i Artikel 30 omhandlede Reglement.
Artikel 52..
Efter at have modtaget Beviserne og Vidnesbyrdene indenfor de af Domstolen fastsatte Frister kan denne afskære alle nye Bevisligheder eller Dokumenter, som en af Parterne maatte ønske at fremlægge uden den anden Parts Samtykke.
Artikel 53..
1. Naar den ene af Parterne ikke giver Møde eller undlader at gøre sine Synspunkter gældende, kan den anden Part forlange, at Domstolen afgør Sagen i Overensstemmelse med dens Paastand.
2. Forinden Domstolen tager dette til Følge, skal den forvisse sig om, ikke blot, at den har Myndighed til at behandle Sagen i Henhold til Artiklerne 36 og 37, men ogsaa, at Paastanden er saglig og retlig begrundet.
Artikel 54..
1. Naar Agenterne, Raadgiverne og Sagførerne under Domstolens Tilsyn har gjort alle de Synspunkter gældende, som de anser for hensigtsmæssige, erklærer Formanden den mundtlige Forhandling for sluttet.
2. Domstolen trækker sig tilbage for at votere.
3. Domstolens Voteringer er og forliver hemmelige.
Artikel 55..
1. Domstolens Beslutninger træffes ved Stemmeflerhed af de nærværende Dommere.
2. Hvis Stemmerne staar lige, gør Formandens eller hans Stedfortræders Stemme Udslaget.
Artikel 56..
1. Afgørelsen skal begrundes.
2. Den angiver Navnene paa de Dommere, som har deltaget i Afgørelsen.
Artikel 57..
Hvis Afgørelsen helt eller delvis ikke udtrykker Dommernes enstemmige Opfattelse, skal enhver Dommer have Ret til at vedføje en Fremstilling af sin særlige Opfattelse.
Artikel 58..
Afgørelsen undertegnes af Formanden og Retsskriveren. Den oplæses i et offentligt Møde, hvortil Agenterne paa behørig Maade er indkaldt.
Artikel 59..
Domstolens Afgørelse er kun bindende for de stridende Parter og for den Sag, som er blevet afgjort.
Artikel 60..
Afgørelsen er endelig og uden Appel. Hvis der opstaar Meningsforskel med Hensyn til Afgørelsens Forstaaelse eller Rækkevidde den paa Begæring af nogen af Parterne.
Artikel 61..
1. En fornyet Prøvelse af Afgørelsen kan i paakommende Tilfælde kun forlanges, hvis der fremkommer en Kendsgerning af saadan Beskaffenhed, at den er egnet til at udøve en afgørende Indflydelse, og som forinden Dommens Afsigelse har været ubekendt saavel for Domstolen som for den Part, der begærer den fornyede Prøvelse, uden at det er denne Parts egen Fejl, at den ikke var bekendt dermed.
2. Den fornyede Prøvelse paabegyndes ved en Kendelse af Domstolen, i hvilken det udtrykkelig slaas fast, at der er fremkommet en ny Kendsgerning, samt at den er af en saadan Beskaffenhed, at den hjemler Sagens Genoptagelse, og som paa Grundlag heraf erklærer, at Begæringen bør efterkommes.
3. Domstolen kan gøre Paabegyndelsen af den fornyede Prøvelse afhængig af, at den tidligere afsagte Dom forinden efterkommes.
4. Begæring om fornyet Prøvelse maa fremsættes senest et halvt Aar, efter at den nye Kendsgerning er fremkommet.
5. Ingen Begæring om fornyet Prøvelse kan fremsættes, naar der er forløbet 10 Aar efter Dommens Afsigelse.
Artikel 62..
1. Hvis en Stat mener, at den har en retlig Interesse i en Sag, som behandles af Domstolen, kan den til samme rette en Anmodning om Intervention.
2. Domstolen træffer Bestemmelse herom.
Artikel 63..
1. Drejer Sagen sig om Fortolkningen af en Konvention, i hvilken andre Stater end de stridende Parter er Deltagere, skal disse uopholdelig af Retsskriveren underrettes derom.
2. Enhver af disse Stater har da Ret til at intervenere i Sagen, og hvis den benytter denne Adgang, skal den i Afgørelsen indeholdte Fortolkning ligeledes være bindelse for dens Vedkommende.
Artikel 64..
Medmindre anden Bestemmelse træffes af Domstolen, afholder hver Part sine egne Sagsomkostninger.
KAPITEL IV - RESPONSA.
Artikel 65..
1. Domstolen kan afgive Responsa om ethvert juridisk Spørgsmaal, naar Anmodning derom fremsættes af noget Organ eller nogen Institution, som ved de Forenede Nationers Pagt eller i Henhold til dennes Bestemmelser maatte være bemyndiget til at fremsætte en saadan Anmodning.
2. De Spørgsmaal, hvorom der afæskes Domstolen et Responsum, skal forelægges denne gennem en skriftlig Anmodning, der nøjagtigt angiver det Spørgsmaal, hvorom Domstolens Responsum udbedes. Der vedlægges alle Dokumenter, som kan tjene til at belyse Spørgsmaalet.
Artikel 66..
1. Retsskriveren giver omgaaende alle Stater, som er berettigede til at møde for Domstolen, Meddelelse om Anmodningen om det paagældende Responsum.
2. Endvidere skal Retsskriveren ved en særlig og direkte Meddelelse underrette enhver Stat, der er berettiget til at møde for Domstolen, eller enhver mellemfolkelig Organisation, som efter Domstolens eller, hvis den ikke er samlet, efter Formandens Skøn maa anses for egnet til at give Oplysninger vedrørende Spørgsmaalet, om, at Domstolen er beredt til at modtage skriftlige Erklæringer indenfor en af Formanden fastsat Frist eller til at paahøre mundtlige Erklæringer under et offentligt i denne Anledning afholdt Møde.
3. Hvis en af disse Stater ikke har modtaget den i nærværende Artikels Pkt. 2 omhandlede særlige Meddelelse og udtrykker Ønske om at forelægge en skriftlig Erklæring eller om at blive hørt, træffer Domstolen Afgørelse.
4. De Stater eller Organisationer, der har afgivet skriftlige eller mundtlige Erklæringer, skal have Adgang til at fremkomme med Bemærkninger til de af andre Stater og Organisationer afgivne Erklæringer paa den Maade, i den Udstrækning og indenfor de Tidsfrister, som Domstolen eller, hvis den ikke er samlet, Formanden fastsætter i hvert enkelt Tilfælde. I dette Øjemed skal Retsskriveren i god Tid sende de skriftlige Erklæringer til Stater eller Organisationer, der selv har afgivet saadanne.
Artikel 67..
Domstolen afgiver sine Responsa i et offentligt Møde, om hvilket Generalsekretæren og Repræsentanterne for de direkte interesserede Medlemmer af de Forenede Nationer, andre Stater og mellemfolkelige Organisationer i Forvejen skal underrettes.
Artikel 68..
Ved Afgivelse af sine Responsa skal Domstolen endvidere følge saadanne af nærværende Statuts Bestemmelser, som finde Anvendelse i de processuelle Sager, i det Omfang, den finder dem anvendelige.
KAPITEL V - ÆNDRINGER.
Artikel 69..
Ændringer til nærværende Statut skal gennemføres ved de samme Fremgangsmaade, som er fastsat i de Forenede Nationers Pagt med Hensyn til Ændringer til denne Pagt, dog med Forbehold af saadanne Bestemmelser, som Plenarforsamlingen paa Sikkerhedsraadets Forslag maatte vedtage vedrørende Deltagelse af Stater, som er Deltagere i nærværende Statut, men ikke er Medlemmer af de Forenede Nationer.
Artikel 70..
Domstolen skal være beføjet til ved skriftlige Meddelelser til Generalsekretæren at foreslaa til Overvejelse i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Artikel 69 saadanne Ændringer til nærværende Statut, som den maatte anse for nødvendige. | wikisource | wikisource_23649 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu" from=105 to=116 header=1 /> | wikisource | wikisource_5582 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=109 to=111 header=1 /> | wikisource | wikisource_6754 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=231 to=241 header=1 /> | wikisource | wikisource_30031 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=163 to=165 header=1 /> | wikisource | wikisource_6806 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=127 to=134 /> | wikisource | wikisource_30593 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=11 to=15 /> | wikisource | wikisource_21532 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Møllen.djvu" from=79 to=100 header=1 /> | wikisource | wikisource_25283 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Han hed Hans, men bar forøvrig Navnet "Himmelhunden" - og det bar han upaatvivleligt med større Rette end sine Klæder, for de var et Pluksammen fra Alverdens Marskandisere og Laanekontorer.
Han laa hjemme hos sin Fa'er; han spiste den Gamles Brød og sled hans Klæder - forsaavidt de lod sig slide mere. Han bestilte intet, uden at lege med sin bedste Kammerat, og det var en stumphalet Køter, der hed "Munter".
"Den Hund er klogere end to Mennesker" - sagde han. "Den er saa klog, at den ikke taler; for saa vilde den bare plapre ud med de Dumheder, som jeg har gjort i dens Selskab, - og det er bedre at tie med dem."
Aa, sa'e den Gamle - thi han var paa samme Tid bedrøvet over Sønnen og stolt af ham - Du skal saamænd ikke genere dig. Lad os høre om dengang, da Du sejlede omkring Kap Horn - tre Gange!
Og den Gamle blinkede til Sønnen, og Sønnen blinkede tilbage, og saa fortalte Hans:
Det begyndte med - nej først maa jeg fortælle, at det var fra Hamborg jeg for. Den Gamle hjemme vilde ha'e mig afsted, og alle de andre gik og drillede mig, og saa bandte jeg paa, at de ikke skulde se mig igen, før jeg havde været Kap Horn rundt tre Gange.
Vi mønstrede paa i Hamborg, og Skuden var et Barkskib, og den Gamle ombord - jeg mener Kaptajnen - var et usædvanlig stort Asen.
Jeg stillede paa Kontoret tilligemed den øvrige Besætning, og jeg havde "Munter" med.
Er - det Deres Hund? spurgte Rhederen mig paa Tysk.
Jo, svarede jeg paa Dansk. Til Tjeneste!
Saa blev der ikke talt mere om den Ting. Men da vi var kommen ombord, spurgte Kaptajnen mig:
Er det din Hund?
Det er'et sa'e jeg. Og han hedder "Munter".
Ta' og smid den Hund iland! sa'e han.
Gu' gør jeg ej! Saadan begyndte det. Der var knap Tid og daarligt om Folk; Rak - og - Pak kunde de nok faa fra Hyrebasserne, men ordenligt Mandskab ikke, og nok er det: "Munter" blev ombord - og jeg med.
Vores Gamle var et Asen, første Styrmand var en og Kosten var upaaklagelig. Det var Alt, hvad jeg spurgte om.
"Munter" holdt sig stadig foran Fokkemasten. Den var meget klog. Den kom aldrig agten for Stormasten.
Saasnart vi kom i Søen, hed det sig, at vi var bestemt til Jamaica.
Det er vel Sønden om Kap Horn? spurgte jeg anden Styrmand.
Han havde Hareskaar og viste sine Hjørnetænder.
De saa ganske hvide ud, da han svarede:
Ikke den Gang, Hans!
Godt! sa'e jeg. Saa gaar jeg iland fra Skuden. For jeg skal om Kap Horn!
Aa, Du blir vel nok! sa'e han.
Og saa kom vi til Kingston paa Jamaica.
Nu holdt den Gamle svært Udkig efter mig. Men jeg forrettede mit Arbejde, og "Munter" passede ogsaa sine Sager, og der var ikke fjærneste Grund for den Gamle til at sparke Hunden. Det gjorde han alligevel paa en rigtig afskyelig Maade, og saa snappede jeg en Pøs og drev ham En over højre Skulder. Dér laa han i Dækket.
Det skal Du faa betalt! raabte han.
Ja, kom og lad os klare Regningen straks! sa'e jeg.
Men han havde nok ingen Smaapenge; og saa lod han Jollen fire af og ro iland.
Pas paa - hviskede anden Styrmand til mig - Du kommer i "Sparebøssen" for det!
Jollen kom paa Siden igen, og vi fik tre Konstabler ombord: jeg skulde iland og i Arrest.
"Munter" vilde med, men de tre Fyre svor paa Engelsk, at de ingen Arrestordre havde imod Hunde. Saa maatte det arme Bæst blive, endda den hylede og jamrede sig, men Styrmanden lovede mig, at han nok skulde ta'e sig af den, og han mente ogsaa, at det snart vilde klare sig, naar jeg ikke vilde være for stridig.
Hva' skal han sparke Dyret for? sa'e jeg. Det har s'gu meget bedre Hjærte end han, den gamle Tov-Ende, og tre Gange saa megen Forstand!
Ti bare stille! sa'e Styrmanden.
Og saa roede vi iland.
Lige paa Ho'det i Sparebøssen kom jeg. Og det var et stort Rum, hvor der var Træbænke og Flisegulv og Spytteklatter og den værste Samling af skidne Spanjere og Engelskmænd og Fruentimmer, som jeg nogensinde har været iblandt, - og jeg har dog været iblandt nogle.
De kunde allesammen tale daarligt Engelsk - og det kunde jeg ogsaa. Og en spurgte mig, hvad jeg havde stjaalet, og et af Fruentimmerne spurgte, hvor mange jeg havde slaaet ihjel? men jeg smed et Par Stykker ned af Bænken og la'e mig selv paa den, og da vi hverken fik vaadt eller tørt, andet end hvad vi selv havde i os, saa var det slet ikke saa morsomt.
Og saa gik Natten.
Den næste Dag kom jeg for en Dommer, og dér var Kaptajnen og Konsulen, og en Masse Mennesker, der saa ud som om de vilde hænge mig ligestraks.
Dommeren læste noget op af en stor Protokol, som jeg ikke forstod et Ord af, og saa spurgte han mig, om jeg vilde betale tre Pund?
Det vilde jeg forbandet nødigt! sa'e jeg.
Om jeg da vilde i Fængsel?
Nej jeg vil heller ombord og se til en Hund, jeg har, som hedder "Munter".
Og herover lo de allesammen; og saa blev jeg fortrydelig og sagde til Dommeren, at Kaptajnen var et Asen, som havde sparket min Hund, der var et uskyldigt Dyr, og at jeg slet ikke vilde ha'e været til Jamaice, men derimod omkring Kap Horn, og at der laa en Lussing et vist Sted og ventede paa dem allesammen, saa snart som jeg bare kunde komme til!
Nu blev den Gamle sprutrød i Toppen, men Andre forstod nok ikke meget deraf, og saa la'e Konsulen sig imellem, og det blev ordnet og reguleret med de tre Pund, - og to Shilling skulde jeg ydermere betale, fordi jeg havde siddet i Brummen om Natten.
Ja bi I kun! tænkte jeg.
Saa fulgtes jeg med den Gamle ned til Havnen. Jeg tilbød at bære den store Protokol, som han havde under Armen, men han skelede til mig og sa'e, at jeg nemt kunde tabe den i Søen, og det var Synd, for det var saadan en rar Bog, og saasnart som jeg gjorde Kvalm igen, saa skulde han føre det ind i Bogen, og saa skulde jeg i Land og ha'e Jærnmanschetter paa!
Jeg ventede, indtil vi kom hen til et Sted, hvor ingen kunde høre os, og saa hviskede jeg mellem Tænderne, alt imens jeg holdt Kurs klods opad Siden paa ham:
Din plattyske Bavian - ja glo Du kun paa mig, men jeg skal tærske Dig og mase Dig til Lobskows, om Du nogensinde kommer min Hund for nær og trækker tre Pund af en stakkels fattig Sømands Hyre!
Han vrissede noget forfærdeligt men sa'e ikke et Muk. Og da vi kom ombord, stak han straks ned i Kahytten.
Jeg gik forud og op paa Bakken, og dér havde "Munter" nær ædt mig op af Glæde. Saa prajede jeg Kokken, som altid var god baade mod Hunden og mig, og han sa'e mig, at jeg skulde vente lidt, saa skulde vi skaffe til Middag med rigtig god fersk Suppe med Kødboller og Kød. Saa tog jeg min Harmonikasse frem og satte mig til at spille alle de Melodier, jeg kunde hjemmefra, og "Munter" stod hos mig og gav Hals, hver Gang jeg skiftede Melodonte - akkurat som om han var et rigtigt Menneske og kendte sine Fædrelandssange.
Nu kom første Styrmand og skulde spørge fra den Gamle, om jeg vilde arbejde?
Jeg arbejder alt, hvad jeg kan! svarede jeg, og kilede løs paa "Holmens faste Stok".
Om jeg saa vilde komme ned til den Gamle i Kahyten?
Jeg kom ned, og dér var begge Styrmænd og Kaptajnen, og han havde Protokollen for sig, og saa rakte han mig en Pen og spurgte mig, om jeg vilde skrive under paa, at der gik en Maaneds Hyre af, fordi jeg nægtede at arbejde?
Jeg saa paa Pennen, og saa svarede jeg, at jeg skrev saa daarligt.
Du kan bare sætte dit Mærke nedenunder! sa'e han med sit søde Grin.
Det skal ske! svarede jeg. Og jeg tog Blækhornet og hældte det ud over hele Protokollen.
Nu er den kvitteret! sa'e jeg.
Og nu skal Du paa Fæstningen! svarede han.
Saa blev Jollen atter firet af og roede ind; men imens gik jeg til Kokken og fik mig en ordenlig Skude Suppe og Kød, for at ha'e noget at staa imod med, og "Munter" fik alle Senerne og Benene, og saa kom de tre Griponimus'er paa Siden.
Saa jumpede Hunden med ned i Jollen, da vi satte af, og jeg svor og bandte paa, at jeg vilde slaa dem fordærvet allesammen, dersom "Munter" ikke fik Lov at følge med. Og saa trak de af med mig hen til Fæstningsgaarden, og dér var en hel Række Gavtyve Opmarcherte, og vi fik Jærnmanschetter paa og blev slaaet i Lænke sammen, Par om Par, og der var en lang, mager Mulat, som blev hægtet fast til mit Haandled.
Du er et net Fugleskræmsel! sa'e jeg til ham og tog et lille Nap i Kæden, saa han slingrede. Hvor skal vi nu hen?
Til Spanishtown! sa'e han og skelede til Hunden, som stadig holdt sig ved Siden af mig, tiltrods for at Soldaterne kysede ad den.
Hold dine Øjne for Dig selv! sa'e jeg til ham. For Du er en mager Rad, og Du kunde se ud, som om Du havde Lyst til at æde Hunden - om ikke just af Kærlighed.
Og saa kom vi ud paa en Jærnbanestation og blev drevet ind i nogle aabne Vogne, ligesom en Kvægtransport. Og der blev "Munter" borte for mig.
Og jeg kørte femogtyve Mil gratis ind i Landet med alle disse Gavtyve, men jeg saa knap paa dem, for jeg var bedrøvet over at ha'e mistet min bedste Ven.
Og jeg tænkte paa, hvordan nu det arme Bæst vilde løbe omkring og lede efter mig og krepere af Sult; og saa drak jeg Fugleskræmslet en Skalle - for det skulde dog gaa ud over Nogen.
Vi kørte grulig langsomt - det var vist bare for at drille os - og det var en svær Hede, og da vi saa endelig gjorde Holdt, hvem ser jeg saa komme halende efter mig? Jo det var netop "Munter" med Tungen hængende ud af Halsen, og jeg kastede mig plat ned paa Jorden og trak Fugleskræmslet med mig, og jeg kyssede det støvede Bæst - jeg mener Hunden - lige paa Snuden, og nu var vi da svorne Venner for Evigheden.
Saa blev vi slaaet ud af Lænken og jaget ind i en stor Gaard, og da Soldaterne vilde jage "Munter" ud, saa røg den lige i Næsen paa dem; og saa gav Officeren sig til at le, og Hunden fik Lov til at blive der.
Saa kom vi i Munderingen; det var rigtig nette Klæder: Sækkelærreds Buxer og Bosseronner, og en rad ulden Hue; og bag paa Ryggen og ned ad Benene stod der med tydelige Bogstaver: Santa Maria, Districts-Prison, Spanishtown. "Munter" vilde næppe kende mig igen i den Udhaling, men saa talte jeg Dansk til Kammeraten, og det hjalp.
Det var drøje Maaneder, de to, og havde det ikke været for Hundens Skyld, saa tror jeg, at jeg havde kløet en af Skildvagterne af og ladet dem skyde mig.
Men naar man har nogen at sørge for i denne Verden, saa maa man jo lægge Baand paa sig. Og først vilde de ha'e mig til at slaa Sten - nogle rigtig haarde Flintensten; men jeg forklarede dem, at en Sømand har altfor fine Hænder, og da de alligevel stak mig Hammerskaftet i Næven, saa daskede jeg ned i Bunken, saa en Flintensten røg op og slog Fortænderne ind i Munden paa en af Tyvetrækkerne.
Om Forladelse, sa'e jeg; men dér kan I selv se: jeg er ikke nem nok paa Fingrene til det Stykke Arbejde. Og saadan gik det med Alt, hvad de satte mig til. Jeg skulde vaske Tøj for Gavtyvene, men jeg sled alt Sækkelærredet itu; saa skulde jeg gøre rent i den Kasmarot, hvori vi sov, og jeg spulede Vand ud over Fliser og Vægge, og saa tog jeg hele Bunken af Sækkelærredet og stak en Kæp i det og trak det rundt paa Gulvet. Saa lod man mig tilsidst i Fred med Hunden; men baade den og jeg var nær kreperet af Sult; for Hunden gav de slet ingen Ting, og jeg fik kun en Skaal Maisgrød om Morgnen og en Gnalling Kød saa stor som en Ølprop til Vesperkost, og naar det skal deles mellem to, saa blir det til den bare Magerhed for begge.
Saa slap vi endelig ud, og vi kom tilbage til Kingston; og dér laa syv Pund og ventede paa mig hos Konsulen, og Skuden var sejlet for længe siden.
"Munter" og jeg fik os først et rigtig godt Fo'er, og saa spurgte jeg Konsulen, om han ikke havde en Hyre til mig?
Hvor vil Du hen? spurgte han.
Ja - svarede jeg og saa paa "Munter", vi skulde jo helst omkring Kap Horn..!
Dér kan Du ikke komme denne Gang, men her er en Hyre tilbage til Hamborg; vil Du ha'e den?
Jeg saa paa Hunden, og den saa paa mig og gøede; og det var grangiveligt som om den vilde sige: Aa skidt, vi kan altid komme omkring Kap Horn!...
Og saa slog jeg til, og saa kom vi til Hamborg.
Dér gik "Munter" og jeg i Land, og det første jeg gjorde, var at smide nogle Penge i et nyt Sæt Klæder, rigtig fint, blaat Düffel, og et Par Fjerstøvler og en rund Hat; jeg købte ogsaa et Halsbaand med Messinglaas til "Munter", men den brød sig ikke om det, og saa skænkede jeg det bort den første Aften til en Pige ude paa Hamborgerberg.
Dér gik det rigtig lystigt de første Dage, og i Begyndelsen fulgte "Munter" mig derud fra det Logis, hvor vi boede; men saa gjorde jeg det en Aften lidt for grovt for Kammeraten, og saa blev han hjemme, og han saa, paa mig og rystede paa Ørerne, og drejede sig rundt ligesom et Nøgle Garn, og tilsidst vilde han ikke se paa mig.
Saa finder jeg ham en Dag liggende og skælve over hele Kroppen, som om han havde Koldfeberen. Jeg skulde træffe Pigen paa Dansebod, men jeg saa paa Hunden, og jeg kom til at tænke paa Spanishtown, og saa daskede jeg min fine, runde Hat i Gulvet og tog "Munter" paa Skødet og gav den min gamle, udslidte Jakke paa, og da den alligevel rystede, saa fik den mine gamle Bukser over sig, og saadan sad Jeg hos den hele Natten og gav den Vand at drikke af en Skaal. Og den slikkede min Haand, og Taarerne kom - Gud fordømme mig - i Øjnene paa mig, og jeg tænkte ikke mere paa Pigen og paa Dansebod, men blot paa, hvordan min Kammerat kunde komme sig igen.
Om Morgnen var det rent galt; jeg havde sviret mine Penge op, men jeg fik Adressen paa saadan en Hundedoktor, og saa tog jeg de nye blaa Bukser og afsted med dem til en Marskandiser. Og jeg fik Penge, og jeg fik fat i Hundebarbéren, og "Munter" fik Medicin, og saa om Aftnen kom Pigen og søgte mig op paa mit Logis.
Jeg har ingen Penge, sa'e jeg til hende, og "Munter" dér er syg; Du faar gaa alene!
Skidt med Penge, sa'e hun, og skidt med Hunden.
Du er en sød En; kom og la' os gaa!
Og jeg gik med hende, og hun trakterede paa mig, og jeg kom hjem til Hunden, og den var saa grumme daarlig.
Saa tog jeg den ny blaa Vest og Hatten og Fjerstøvlerne, og afsted til Marskandiseren og Hundebarbéren. Og da jeg havde faaet ham hjem med mig og alene, saa tog jeg ham bag i Nakken og klemte godt til, og sagde ham, at jeg selv var et stort Asen, men Hunden dér skulde han gøre rask for mig, ellers kom han aldrig til at lapsalve Hunde mere i sine Dage.
Han peb og bad for sig, og han vrøvlede en hel Mængde, men tilsidst mente han, at Hunden dog maaske havde Klimatfeberen, og at det var bedst, hvis jeg straks rejste hjem med den dér, hvor den havde hjemme.
Se det var der Rimelighed i. Og jeg tog den fine blaa Jakke, og afsted til Marskandiseren. Og jeg fik ti Mark Banko i Penge, og en gammel graa Kavaj i Bytte med lange Skøder, som slæbte efter mig; og saa stak jeg af om Aftnen fra Logis'et med "Munter" indenfor Kavajen til Lübeckerbanegaarden, og jeg tør sværge paa, at Ingen holdt mig for en Sømand, der havde været paa lange Rejser.
Og i Lübeck hutlede jeg mig ombord med Damperen hjem; og underligt nok var det, at jo nærmere vi kom Falsterbo, jo bedre blev det med min Rejsekammerat. Den havde formelig faaet klare Øjne igen, og den slikkede min Haand og saa paa mig, og jeg maatte slaa mine egne Øjne ned og tænke ved mig selv at vi Mandfolk er nogle meget svage Personer, og at det er meget nemmere at sælge sine gode Klæder og stikke af, end at blive og tage sin Tørn.
Men da jeg saa kom gaaende hjem langs Stranden med "Munter" bag efter mig i Hælene, saa raabte alle Folkene, som stod ude og stampede Orm:
Haløj, hvad er det for en Mormonpræst dér kommer?
Det er mig! svarede jeg og trak op i Skøderne.
Aa nej vel! raabte de. Det er en smuk Stortrøje, Du har lagt Dig til. Har den ogsaa været omkring Kap Horn?
Ja hele tre Gange, sa'e jeg. Spørg bare "Munter"; for den Hund farer aldrig med løs Tale!
Og saa gik jeg hjem hos den Gamle og byttede Frakke med ham." | wikisource | wikisource_4558 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=40 to=43 header=1 /> | wikisource | wikisource_29781 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Denne sang har 2, måske 3 melodier. Den kendte "folkemelodi" er anført her, sammen med en melodi af H. Cpr. Simonsen, <br>
og der skulle angiveligt findes en melodi fra 1868 af en "Jens Kristian Vendt".
<br>
Mads Doss han war en kon Koltringsknæjt,<br>
Han gek mæ Foeren i Hien,<br>
Imell saa slow han Lyng te en Bæjt,<br>
Imell saa band aau Vien<br>
En Liim te hans Muer, aa saa saang han imell,<br>
Di hoer ed saa vit, nær han tow te aa hwell:<br>
La la luh - la la lih - kom! saa skal A bih.<br>
<br>
Mett Kølvro war en kon Stonthostøs, <br>
Gek aasse mæ Foeren i Hien,<br>
Aa somti hun swedt, aa somti hun frøs;<br>
Den Drywwen slet ett hun ku li en.<br>
Hun snøvsed imell, faa hin Dawwen wa laang,<br>
Iwessomda tahrt hun sin Klukker, aa saang:<br>
La la luh, etc.<br>
<br>
Aa somti di mødtes saa his aa saa hæhr,<br>
Od Mælmad, aa spraakked saa knøwt da,<br>
Aa let om let fek di hwerranner saa kjæhr:<br>
Jen kam næ den Aahn ga en Hwøwt da.<br>
Aa næ di had edt, gek di hvæ te si Hjaer,<br>
Aa saang, saa de gjall owwe Mosser og Kjaer:<br>
La la luh, etc.<br>
<br>
Saaen gek da en Sommer, aa dæ gek flier,<br>
Lieg Kjærrester saa di fann o da.<br>
I Hien kam di no ikki møj mier, <br>
Men hjemm ve hwerranne di lo da.<br>
Aa saa bløw di gywt, aa behøwd ett aa sønng,<br>
Som faer di had gjow, i di baareste Lønng:<br>
La la luh, la la lih, kom! saa skal A bih!<br> | wikisource | wikisource_2300 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Melodien er angiveligt en folkemelodi, som Kuhlau omarbejdede til Elverhøj.
Teksten.
<poem>
Nu Løvsalen skygger
Og Dagen er lang;
Hver Smaafugl nu bygger
I blomstrende Vang.
Kun Kjærlighedsguden,
Den Stakkel, er blind;
Han flagrer mod Ruden,
Man lukker ham ind.
</poem> | wikisource | wikisource_7045 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=149 to=152 fromsection=§42 tosection=§42 header=1 /> | wikisource | wikisource_26075 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Ieg hider Rus ieg er vel skøn <BR>
huo mig vil tiene hand faar ond løn <BR>
Det siger mine tiennere alle <BR>
Som mig en Herre monne kalle <BR>
Fordi de ere i Aarden met mig <BR>
Thi faa de saadan løn som ieg <BR>
Ith Klaaster laa vdi en skou <BR>
fra købsteden paa en fremmit bou <BR>
Der vdi vaare brødre mange <BR>
som der oc haffde verit forlange <BR>
Sorte kapper det vor deris dret <BR>
der vaar i blant aff alskens slegt <BR>
Vilde den ene dricke til siu <BR>
Da bad den anden side til tu <BR>
De drucke til sammen, ey vaar den trang <BR>
saa lenge det ringde til ottesang <BR>
Huer aff dem skulde i besinde <BR>
hand haffde for sig en hederlig quinde <BR>
Som tode hans klæder oc redde hans seng <BR>
hun strøg hans kappe oc klaade hans dre[n]g <BR>
Deris høffuiske leffnit Dieffuelen saa <BR>
hand kom fuld snart for Porten at staa <BR>
Hand sagde sig at vere tienniste løss <BR>
hand lod som hannem suarlige frøss <BR>
Thi bleff hand ladt at porten ind <BR>
det flyde hand saa met lempe oc sind <BR>
Abbeden lonte ha[n]ne[m] huss sette hanne[m] til borz <BR>
Hand spurde hanne[m] at, huad ha[n]d ku[n]de gøre <BR>
om hand kunde terske eller vogne kiøre <BR>
Hand sagde ieg er en stegere dreng <BR>
ieg kan oc fuld vel rede en seng <BR>
Oc hente en Kone oc legge der i <BR>
i saadanne kunster er ieg vel fri <BR>
Ieg kan oc tappe gaat øl i kruss <BR>
oc skencke der aff til dagen er liuss <BR>
Ieg kan oc fuld vel tige quer <BR>
huad mig befallis vaare det end ver <BR>
I klaaster at tiene haffuer verit min id <BR>
til denne dag aff barndoms tid <BR>
Her Abbet hand spurde huad er dit naffn <BR>
ieg hører du kant vel gøre gaffn <BR>
Kiere her Abbet ieg hider Rus <BR>
saa kalde de mig i steger huss <BR>
Abbeden recte Rus sin haand <BR>
tog hannem i tieniste strax paa stand <BR>
Hand bad hannem ind til stegeren gaa <BR>
oc hannem skulde hand vare paa <BR>
Til Abbeden sagde hannem anderledis til <BR>
Rus sagde, ieg det gøre vil <BR>
Der skurede hand Gryder oc tode fad <BR>
oc hialp flux til at rede mad <BR>
En tid som Abbeden vaar til pass <BR>
oc vilde da vende sit time glass <BR>
Da lod hand Rus aff stegerssit hente <BR>
hand kom fuld snart lod ey forlengte <BR>
Huad er eders vilge her Abbet kier <BR>
huad ieg skal gøre da staar ieg her <BR>
Du skalt os hente glade geste <BR>
de smuckiste oc end vdaff de beste <BR>
Huor er i kent, huem ville i haffue <BR>
seer til at i kunde snøre hendis kraffue <BR>
Vdi den by der boer en quinde <BR>
i afften du kommer er hun vel inde: <BR>
Sig, at ieg haffuer sent dig did <BR>
oc tag hende starx [sic] oc oc følge hende hid <BR>
Der afftenen kom som Abbeden sagde <BR>
Rus Abbedens huerff i huen haffde <BR>
Huor snart hand til den quinde kom <BR>
hand tucted sig, oc holt sig from <BR>
Tog hende subtiligen ved sin arm <BR>
oc sette hende smuckt i Abbedens karm <BR>
Hand ledde hende fram hand lod ey aff <BR>
før hun fick fat paa Abbedens staff <BR>
Siden lod hand strax at stegersit staa <BR>
oc pyntede vel i huer en vraa <BR>
Om morgen til igen tog hand vare <BR>
at følge hende hiem foruden fare <BR>
A ha huor Abbeden hand vaar glad <BR>
at hand haffde faat saa nydelig mad <BR>
Han tackede Rus, huor hand hannem saa <BR>
for hand kunde visseligen budet gaa <BR>
Saa giorde Rus mod Munckene alle <BR>
hand vaar rede huo hannem vilde kalle <BR>
At dricke, at skencke, at hente Quinfolck <BR>
at aldrig finge de saadan en tolck <BR>
Saadanne stycker met mange flere <BR>
at bruge det vaar vel Russes begere <BR>
Før lod hand aldrig aff at fare <BR>
end hand haffde dem alle vdi sin snare <BR>
En tid som Rus i stegerssit kom <BR>
stegeren begynte at se sig om <BR>
Han spurde huor Rus haffde verit saa lenge <BR>
om det vor seed aff gode drenge <BR>
At lade sin Mestere ene staa <BR>
naar gaffn skal gøris oc holde sig fraa <BR>
Hand slo paa Rus at hand sig sked <BR>
men Rus bleff da først retteligen vred <BR>
En mectig stor Kedel paa Ilden stod <BR>
hand sød fuld fast for Ilden vaar god <BR>
Oc ingen vaar i Stegerssit saa nær <BR>
som viste huad de brygde dær <BR>
Rus tager sin mestere vid sin haand <BR>
oc løffter hannem i det siudende vand <BR>
hand giorde hannem ith skalckactig sned <BR>
vende Artzen op oc hoffuedet ned <BR>
Rus løff aff stegerssit met en hast <BR>
hand vred sine hender hand roffte fast <BR>
ynckeligen kærde met suck oc graad <BR>
huor ilde det vaar hans mestere gaad <BR>
Huorledis hand vaar vdi Kedelen styrdt <BR>
oc skammeligen haffde sig selff formyrdt <BR>
Abbeden kom met munckene alle <BR>
den tid de hørde Rus saa kalle <BR>
Toge stegeren op, sloge Vandet vd <BR>
skurede Kedelen vel met sand oc grud <BR>
Der det vaar giort i samme stund <BR>
her Abbed hand tenckte ith andet fund <BR>
Han klapte paa stegers dørren met en stock <BR>
beropte Rus til en Mestere kock <BR>
Befol hannem stegers met gryder alle <BR>
alt køcken tyg, huad mand det kunde kalle <BR>
Der met vaare Munckene vel til frede <BR>
de vaare fuld glade at det saa skede <BR>
Hand bleff deris kock ith aar eller siu <BR>
til forn en skalck saa vel som nu <BR>
Deris mad giorde hand saa vel ath smage <BR>
om fredagen som de andre dage <BR>
All fasten igennem lige saa <BR>
det giorde det flaad hand kaste paa <BR>
Met Ister, Smør oc megen speck <BR>
som Abbeden fylte vdi sin seck <BR>
Disligest oc hans brødre alle <BR>
da monne de Rus en Mestere kalle <BR>
Der Abbeden saadan kunst fornam <BR>
hand fick end bedre vilge til ham <BR>
Betenckte huad raad hand kunde finde <BR>
at hand kunde Rus i klaaster binde <BR>
At bliffue der alle sine dage <BR>
hand fryctede nogen tid at faa hans mage <BR>
Hand robte hannem frem spurde hannem ad <BR>
met alle sine brødre hand inderlige bad <BR>
At hand vilde det i sindet skriffue <BR>
annamme kappen oc broder bliffue <BR>
Der giorde de Rus til broder ald <BR>
saa timedis dennem it fendens fald <BR>
De meente de haffde pløget ret <BR>
broder Rus fick da bedre dret <BR>
Der effter en dag hende det sig saa <BR>
broder Rus monne i port husit gaa <BR>
Hand kaste sin kappe hand sette sig ned <BR>
hand arbeyde saa hand suetis ved <BR>
Oc inted andet end knypple giorde <BR>
naar nogen kom, oc hannem spurde <BR>
Huad hand vilde met de knipple gøre <BR>
hand slog it lur, oc vilde ey høre <BR>
Giorde knipple flere store end smaa <BR>
forsamlede dennem alle vdi en vraa <BR>
Siden bant hand huer knipple ved ende <BR>
it bast, oc til sit kammer sende <BR>
Hand hengde det oppa en støtte <BR>
hand viste vel de skulle bliffue nøtte <BR>
Der Munckene komme oc atter spurde <BR>
huor fore Broder Rus de knipple giorde <BR>
Hand suarede dem oc sagde saa <BR>
ieg meente i skulle det selff forstaa <BR>
Vor Regel hand siger det maa ey være <BR>
at nogen broder skal arbeyde spare <BR>
De lade giffuer ingen løn vden last <BR>
det tror jeg vist oc holder fast <BR>
Ieg tager mig saadanne sysle til <BR>
at ieg ey aarckeløss gange vil <BR>
Den dag kand komme oc kand vel staa <BR>
man glædis at kunde de knipple naa <BR>
Det skede der effter en føye stund <BR>
at kircke Prieren vilde made sin hund <BR>
Saa lod hand Abbedens Kone hente <BR>
hun kom, fuld lidet hand Abbeden vente <BR>
Hans glæde oc frygd hun vaar vel stor <BR>
met alle sine brødre oppaa sit kor <BR>
Som glæden var da størst oc best <BR>
da bleff her Abbed Prierens gest <BR>
Hand tog sin Kone fra hannem met mact <BR>
her Abbet sagde Prieren farer end sact <BR>
Skal ieg end venner oc vens venner nyde <BR>
dette hoffmod skal mig fortryde <BR>
Prieren gick strax aff sit huss <BR>
oc holt sig heden til broder Rus <BR>
Hand kerde sin nød met gredende taare <BR>
broder Rus hand ynckede Prieren saare <BR>
Oc bad hannem vrege sin wret <BR>
hand maatte icke dricke det ind saa slet <BR>
Prieren sagde, kiere broder Rus <BR>
der henger nogle Knypple vdi eders huss <BR>
Lader mig den beste der henger iblant <BR>
huer broder en vdi sin haand <BR>
Naar Abbeden siunger benedicite <BR>
ieg skal dannem suare dig skal vorde ve <BR>
Broder Rus hand sagde, det vil ieg gøre <BR>
vreger wret, lader mig det høre <BR>
Saa finge de knypple liden oc stor <BR>
saa mange som stode paa Prierens kor <BR>
Meden Prieren gick oc rede sig til <BR>
da reyste broder Rus it andet spil <BR>
Hand gick til Abbeden oc varede ha[n]nem at <BR>
huorledis Prieren rede hans mad <BR>
Hand fick hanne[m] knypple oc knyppels krafft <BR>
vilde han saa mange haffue hafft <BR>
Om naten det ringde til ottesang <BR>
søffnhus veyen hand bleff fuld trang <BR>
Abbeden oc Prieren der de da møttis <BR>
O haffde du seet huor de da støttis <BR>
De sparde huercken Ion, Ieppe eller knud <BR>
broder Rus hand slucte strax liusene vd <BR>
Oc lod dennem nappis som de kunde best <BR>
Der vanckede saa mangen stolt kindhest <BR>
Som Rus da tenckte de haffde vel nock <BR>
da kom hand snigende som en snog <BR>
Hand bar dem lius oc lod dem see <BR>
der vaar icke en hand fant ey vee <BR>
Hand skilde dem at met megen list <BR>
forligte dennem strax oc det vaar vist <BR>
Saa huer skulde haffue som ha[n]d haffde faadt <BR>
de haffde huer anden trolige naadt <BR>
Der effter skulde Abbeden ene for sig <BR>
beholde sin Kone foruden suig <BR>
Men Prieren skulde om lande gaa <BR>
huor hand kunde sig en anden faa <BR>
Da fick broder Rus met saadan snack <BR>
sine Knypple igen met megen tackv
Da denne strid vor offuer staat <BR>
en tid vaar Rus aff Klaaster gaat <BR>
Om siele at fange giorde hand sin flidt <BR>
det vor hans lyst, det vor hans id <BR>
Dagen gick oc skred fuld fastv
Rus søgte klaasterit met en hast <BR>
Thi duge Suenden vilde dugene brede <BR>
oc Abbedens mad vaar icke end rede <BR>
Paa veyen i skoffuen hoss en bro <BR>
gick Klaasters bondens fede ko <BR>
Huor snart broder Rus hand koen krengde <BR>
tre fiæringe paa it træ hand hengde <BR>
Den fierde hand til klaaster førde <BR>
i kedelin kaste oc flux om rørde <BR>
Saa snart kund mand ey dugene brede <BR>
at Abbedens mad hand vaar ey rede <BR>
Da klaasters bonde sin ko igen vente <BR>
oc tiden begynte sig at forlengte <BR>
Hand vente hende vel en time eller to <BR>
men intet fornam hand til sin ko <BR>
Den fattige mand hand gaff sig ilde <BR>
hand aldrig viste huad hand vilde <BR>
Hand lot at Skouen hasteligen staa <BR>
oc mente hand skulde sin ko der faa <BR>
Der met sine fattige Børn at føde <BR>
hand haffde icke megen Fisk at bløde <BR>
Iu mere hand lete, iu mindre hand fick <BR>
saa lenge den mørcke nat paa gick <BR>
At hand icke saa, huercken folck eller fæ <BR>
saa slap hand i it gammelt træ <BR>
Oc tenckte der dagen at forbide <BR>
paa det at Vlffue skulde hannem ey slide <BR>
Som hand saa stod, ey megit glad <BR>
hand saa der skickte sig vdi en rad <BR>
En mectig græselig Helffuedis skarev
Lucifer monne den ypperste være <BR>
hand sette sig neder paa en stol <BR>
at kalde til smmen [sic] hand befol <BR>
De Dieffle i verden befalning haffde <BR>
besuige Folckit oc gøre dem skade <BR>
Der vilde hand skarpelig regenskaff høre <BR>
oc vide huad huer hagde at føre <BR>
Belsebub kom stod for sin herre <BR>
her Lucifer, vilde i tige querre <BR>
Da vil ieg sige huad ieg haffuer giortv
siden ieg for vd aff Helffuedis port <BR>
Ieg viste tho kødelige brødre at være <BR>
som haffde huer andre i hierted kære <BR>
Deris kerlighed oc gode vilge <BR>
intet Verdsens Menniske kunde at skille <BR>
Før end ieg kom met mit treske fund <BR>
deris kærlighed spilte ieg i samme stund <BR>
Den ene slo den anden ihiel <BR>
her Lucifer giorde ieg icke vel <BR>
Lucifer sagde du siger god snack <BR>
for saadanne gerninger bør dig tack <BR>
Der nest kom løbende mester Astraat <BR>
hans sind stod mer til ont end gaat <BR>
Sin Herre her Lucifer giorde hand ære <BR>
for hand vilde hannem ny tidende bære <BR>
Her Lucifer herre nu skulle i vide <BR>
huad ieg haffuer giort ey lenger bide <BR>
Hoss Herrer oc førster haffuer ieg værit <BR>
ieg haffuer ey kunst, eller arbeyde sparit <BR>
Før ieg haffuer dennem tilsammen ført <BR>
en perlemente haffuer ieg rørt <BR>
Huer anden visse de kamp oc strid <BR>
oc sette huer andre fuld kort en tid <BR>
Den ene den anden vil forderffue <BR>
try tusinde siæle vil ieg forhuerffue <BR>
Oc føre dem ind for eders fod <BR>
her Lucifer Herre bliffuer ieg ey god <BR>
Ia Mester Astrot sagde Lucifer <BR>
gør som du siger, oc tige fuld quer <BR>
Strax i det samme time rom <BR>
Asmodeus hand tredende kom <BR>
Han faldt paa kne, ey andet torde <BR>
for Lucifer strax sit regenskaff giorde <BR>
Her Lucifer ieg sige vil <BR>
min sysle haffuer verit til daabelspilv
Huor tho de saade at doble for sig <BR>
den tredie vaar ieg visselig <BR>
Falske skantzer ieg dem gaff <BR>
ieg viste vel min fordel der aff <BR>
Es faar sees faar fincke dus <BR>
oc trøye faar quarter i mange hus <BR>
Om naten før it lius vaar brent <BR>
ieg haffde vel siu til Helffuede sent <BR>
Ieg skickede det saa de bleffue icke styrde <BR>
før end den ene den anden myrde <BR>
Lucifer gaff hannem [megen tack] <BR>
thi hand hørde der en [lystig snack] <BR>
Den hele nat ieg [liuer ey] <BR>
da haffde de Dieffle s[aadan rey] <BR>
Den ene til den anden [fraa] <BR>
ingen aff dem maatte [dog bortgaa] <BR>
Før regenskaff vaar a[lt sammen giort] <BR>
haffuer ingen hørt [eller spurt] <BR>
Sagde Lucifer huor [Rus monne være] <BR>
ieg sagner hannem iu b[lant denne skare] <BR>
Strax i det samme øge[blick] <BR>
Lucifer aff Rus hand tiende fick <BR>
hand kommer her tredende met en en [sic] art <BR>
Her Lucifer ieg haffuer icke arbeyde spart <BR>
Forlader mig at ieg kommer silde <BR>
ieg haffuer i act at gøre it gilde <BR>
I Helffuede, lader iu bliffue mad rede <BR>
der til vil ieg min Abbet bede <BR>
Met alle sine Muncke skal hand did faare <BR>
ieg haffuer dem fast vdi min snare <BR>
Her Lucifer lader eder ey forlenge <BR>
[Men reder deris mad] oc gører deris senge <BR>
[fuld stacket en tid sk]al der til bliffue <BR>
[Ieg vil dem alle til H]elffuede driffue <BR>
[som dagen vilde ko]mme oc naten skred <BR>
[Her Lucifer strax at] Helffuede red <BR>
[met alle de Dieffle] hoss hannem vaare <BR>
[Det vaar en stor vtal]lig skare <BR>
[da giordis der buld]er met saadant skraal <BR>
[At aldrig hørde man] saadan vraal <BR>
[Den bonde so]m vdi træit stod <BR>
[Han strax at Klaas]ter staande lod <BR>
Paa Abbedens dør hand klappede fast <BR>
Abbeden loed op met en hast <BR>
Oc spurde hannem huad hand vilde <BR>
hand suarede, oc sagde hannem aff it gilde <BR>
Som Rus hans kock vilde hannem til bede <BR>
oc Lucifer skulde dugene brede <BR>
I Helffuedis grund met megen flid <BR>
Her Abbet ieg siger eder komme i did <BR>
Ehuor det gaar om øll eller mad <BR>
alt faar i it flu fendens bad <BR>
Der Abbeden hørde sin bondis ord <BR>
hand tog hannem ind, sette ha[n]nem til bord <BR>
Hannem storligen tackede oc vaar fuld glad <BR>
at hand vilde saadant vare hannem ad <BR>
Sine brødre lod hand tilsammen kalde <BR>
berette saadant faar dennem alle <BR>
Hand bad dennem gøre plict oc bod <BR>
faar de haffde brøt den Herre Gud imod <BR>
De begynte strax at læse oc siunge <BR>
de tiente Gud met hierte oc tunge <BR>
Oc bade hannem hielpe dem aff deris nød <BR>
at de maatte vndgaa den euige død <BR>
Strax sagdis der messer vdi Guds hus <BR>
Her Abbet sende bud effter broder Rus <BR>
Hand skulle til hannem i Kirken komme <BR>
hand kom, det bleff hannem til liden fro[m]me <BR>
Som Presten vilde vor Herre op bære <BR>
Rus vilde icke lenger i Kirken være <BR>
Hand holt sig strax at døren vd <BR>
Abbeden fick om hans kappe strud <BR>
Hand drog oc sagde, ieg maner dig <BR>
du fule Dieffuel aff falsk oc suig <BR>
At du dig skaber vdi en rød hest <BR>
du haffuer oss verit fuld ond en gest <BR>
Vden Kirken skalt du staa <BR>
du skalt oc icke deden gaa <BR>
Før ieg giffuer dig orloff der til <BR>
betencker mig huad ieg gøre vil <BR>
Du skalt oc ingen skade gøre <BR>
ieg vil dig bedre dine caser høre <BR>
Rus hand giorde som Abbeden bød <BR>
hand bleff en hest, oc hand vaar rød <BR>
Da maatte der alle Muncke see <BR>
hand vaar en Dieffuel, Saa faa hand vee <BR>
Her Abbet hand bad hannem fare bort <BR>
en anden sted, hand viste ey huort <BR>
Hand skulde sig skynde oc ey vere seen <BR>
oc aldrig komme til Klaaster igen <BR>
Rus gaff it skraal oc for sin vey <BR>
huort hand da for, det spurde vel ieg <BR>
Hand holt sig strax til Engeland <BR>
der giorde hand platz baade quinde oc ma[n]d <BR>
I Kongens Daatter hand siden for <BR>
giorde hende stor pine som ieg vel tror <BR>
Hendis deylighed hand snart foruende <BR>
at moxen hende icke mange kende <BR>
Kongen da hente lod <BR>
saa mange Prester oc klaastermend god <BR>
Vdi hans rige og [sic] den landz <BR>
end dog at ingen der paa fands <BR>
Faar huilcken Dieffuelen vilde vige <BR>
hand actede flere saa at besuige <BR>
Hand bleff atspurt i samme tide <BR>
hui hand ey vilde maning lyde <BR>
Hand suarede oc sagde, der er fordi <BR>
en klaaster mand er ieg som i <BR>
Broder Rus det er mit naffn <BR>
der gaar vdaff fuld vide saffn <BR>
Hand giorde dem oc en god besked <BR>
om hans Abbet, oc huad hand hed <BR>
Kommer hand icke hid met mig at kiffue <BR>
da skal mig ingen her vdriffue <BR>
Da Kongen saadant fick at høre <BR>
it bud lod hand strax rede gøre <BR>
Det sende hand strax til Saxe land <BR>
hand lete saa lenge hand Abbeden fant <BR>
Hand fick hannem breff, holt Kongens ord <BR>
som Abbeden hand sad offuer sit bord <BR>
Abbeden lesde Kongen breff <BR>
fornam, huad herrensked Rus hand bedreff <BR>
Hand giorde sig rede strax paa stand <BR>
oc følgede dct [sic] bud til Engeland <BR>
som Abbeden da til Kongen kom <BR>
hand fagnede hanne[m] vel, thi hand vor from <BR>
Huad kand ieg der aff sige mere <BR>
hand lod hannem gantske vel tractere <BR>
Siden sagde hand Abbeden aff sin nød <BR>
Huorledis hans daatter vaar nær død <BR>
Hand bad met suck oc megen graad <BR>
Abbeden skulde finde nogre gode raad <BR>
Den Dieffuel aff hans daatter at driffue <BR>
at hun finge bod, oc bleffue i liffue <BR>
Hand loffuede hanne[m] der faare mege[n] gaffue <BR>
som Abbeden selff, mest vilde haffue <BR>
Abbeden sagde til Kongen saa <BR>
eders daatter skal komme for mig at staa <BR>
Da den Iomfru for her Abbed kom <BR>
fuld ilde gaff sig broder Russ der om <BR>
Da huercken giorde bulder eller blær <BR>
hand laa fuld stille, oc tiede quær <BR>
Abbeden sagde hey, hør nu du <BR>
broder Rus, huor est du nu <BR>
Rus sagde, her Abbet ieg er her <BR>
ieg vilde i vaare mig icke saa ner <BR>
Da begynde Rus at skrige <BR>
io dut, dis vær ieg maa nu vige <BR>
Abbeden sagde, ieg biuder dig <BR>
kom strax, oc stat her hoss mig <BR>
Bliff til en hest som du vaast førre <BR>
du skalt ey skade folck eller dørre <BR>
Vindue, vegge, lofft eller mur <BR>
eller noget andet creatur <BR>
Broder Rus giorde som Abbeden bød <BR>
bleff til en hest som førre vaar rød <BR>
Huor stille hand hoss Abbeden stod <BR>
da maatte mand see hand vaar ey god <BR>
Kongen loffuede den himmelske Gud <BR>
fortycte, at hand haffde brøt hans bud <BR>
Hand loffuede for sin Daatter oc sig <BR>
at tiene Gud met hiertet euindelig <BR>
Huercken aad hand eller drack <BR>
Før hand gaff Abbeden megen tack <BR>
Bad hannem begere huad hand vilde haffue <BR>
ha[n]d vilde ha[n]ne[m] giffue baade gunst oc gaffue <BR>
Da saa her Abbed vdi en vraa <BR>
en meget stor blyhaab huor hand laa <BR>
hand talede til Kongen sagde saa <BR>
alder naadigste Herre kand ieg faa <BR>
Aff dette bly, dette vil ieg høre <BR>
Saa megit som Rus kand en tid føre <BR>
Paa ryggen offuer det salte Vand <BR>
til Klaaster vdi Saxen land <BR>
Herre det er nu min begere <BR>
oc siden begerer ieg intet mere <BR>
Kongen sagde det skal saa ske <BR>
annamer det bly som i der see <BR>
Kand Rus det oc alsammen føre <BR>
da skal det eder alt sammen til høre <BR>
oc der met eders klaasters beste gøre <BR>
Abbeden sagde til broder Rus <BR>
der ligger bly vdi det hus <BR>
Det skalt du strax til Klaaster føre <BR>
lad see du kant aff sted nu køre <BR>
Nu skynde dig oc ver ey seen <BR>
kom snart oc sige mig suar igen <BR>
Broder Rus hand lod at lucten staa <BR>
tusinde skippund bly paa ryggen laa <BR>
Dem førde hand offuer met en fart <BR>
hand kom igen oc end fuld snart <BR>
Som Kongen offuer maaltid sad <BR>
oc fick sig da met Abbeden mad <BR>
Broder Rus ind at dørren kom <BR>
til Abbeden gick oc spurde hannem om <BR>
Om hand skulde Slaattit til Klaaster føre <BR>
hand vilde det gandske gerne gøre <BR>
Abbeden sagde til broder Rus <BR>
dette Slaat det er it kongeligt hus <BR>
Lad det her wbehindrit staa <BR>
du skalt vel andre sysle faa <BR>
Ieg vil dig sige huad du skalt gøre <BR>
mig selff skalt du til Klaaster føre <BR>
Foruden skade foruden skam <BR>
biuder ieg dig at førre mig fram <BR>
Abbeden bød Kongen gode nat <BR>
paa Ruses Ryg hand sette sig brat <BR>
Rus tog aff sted hand vaar ey seen <BR>
førde Abbeden til sit Klaaster igen <BR>
Som Abbeden vilde haffue Kircken tagt <BR>
Rus haffde da blyed paa Kircken lagt <BR>
Oc spurde fremdelis huad skal ieg gøre <BR>
her Abbed lader mig det snarlige hørre <BR>
Huor skal ieg bygge, huor skal ieg bo <BR>
ieg venter mig aldrig mere ro <BR>
Abbeden suarede met alffuers tale <BR>
ieg vil dig ey lenger forhale. <BR>
Icke langt her fra ieg siger dig dette <BR>
ligger et greseligt øde sted <BR>
Der skalt du bo til euig tid <BR>
oc aldrig mere komme hid <BR>
Eller nogen sted i andre land <BR>
du skalt ey skade quinde eller mand <BR>
Du skalt ey skade fisk eller fæ <BR>
ey hus, ey marck, ey skou eller træ <BR>
Eller nogen anden verdsens creature <BR>
men ligge der til domme dag oc lure. <BR>
Broder Rus giorde som Abbeden bad <BR>
hand gaff it skraal oc tog aff sted <BR>
Det gick hannem vd for vden gammen <BR>
beskerme oss Gud fra hannem Amen. <BR>
Nu haffuer i hørt om broder Rus <BR>
paa hans Historie en ende <BR>
Beder inderligen Gud, so[m] er det euige liuss <BR>
Rus faar oss icke at kende <BR>
Huert menniske som salig bliffue vil <BR>
tage sig fuld vel til vaare. <BR>
Faar Dieffuelsens fund oc listige spil <BR>
hand vil ret ingen spare. <BR>
Tro Guds ord baade først oc sist <BR>
den arme giff mad oc klede <BR>
Da bliffuer du euig salig foruist <BR>
oc Iesus giffuer dig fryd oc glede. <BR>
Du Christne læsere acte nu vel <BR>
huor Dieffuelen driffuer sit falske spil <BR>
Men Christne menniske store oc smaa <BR>
hand acter dennem til sig at faa <BR>
hand icke soffuer, aldrig dag eller nat <BR>
Hand løber om verden at gribe os brat <BR>
met al sin falske list oc lempe <BR>
Hand er fuld vnderlig en kempe <BR>
hand skrider mod oss for vden suerd <BR>
Hand acter os fuld ond en ferd <BR>
Som i maa høre oc acte met skel <BR>
I denne bog huo der læse vil <BR>
Huor Dieffuelen sueg de Muncke saa ma[n]ge <BR>
Ieg meen hand giorde dem fuld vel bange <BR>
De tackede Gud at de bleffue hannem quit <BR>
Thi hand forderffuit dem met stor flid <BR>
Haffde Gud dem ey sin naade giffuit <BR>
fordømde haffde de alle bleffuit <BR>
Til helfuedis ild i euig brand <BR>
met broder Rus den fulle aand <BR>
Nu vil oss Gud sin naade giffue <BR>
den stund wi her i verden leffue <BR>
Om wi ville tro paa Iesum Christ <BR>
at hand er al vaar salighed vist <BR>
Oc haffuer oss løst fra saadan nød <BR>
met sin pine oc bitter død <BR>
Hand købte oss alle meget dyre <BR>
Faar sit egit blod ey anden hyre <BR>
Saa vil hand oss alle salige gøre <BR>
oc oss met sig til Hemmerige føre <BR>
Hans hellige Engle at bliffue lige <BR>
saa haffuer hand giort oss fattige rige <BR>
Alle vaare synder hand paa sig drog <BR>
al Helffuedis mact hand neder slog <BR>
Hans død, hand haffuer den død forstørt <BR>
oc haffuer oss fra Dieffuelen ført <BR>
For vden al vor fortieniste løn <BR>
Det siger den hellig aand, al me[n]niskens køn <BR>
Thi lader oss alle paa Christum kalde <BR>
at hand os aldrig lad fra sig flade [sic] <BR>
Men vil staa oss bi i al vaar nød <BR>
oc spise oss met liffsens brød <BR>
Som siel oc liff vederquege kan <BR>
det siger ieg eder baade quinde oc mand <BR>
Iesus er allene al vaar salighed <BR>
vor frelser os alle, aff al vaar nød. <BR>
Oc ingen anden os frelse kunde <BR>
fra Gud Faders vrede i nogre lunde. <BR>
Vden hans kieriste søns blod fin
haffuer oss allene løst, fra skyld oc pine.
Thi bør Iesu alleniste ære from
oc icke nogen Paffue eller Muncke i Rom
Thi de kunde ingen hielpe aff nød
de gaa selff paa veyen, til den euigc [sic] død. <BR>
Vden de vender fuld snart om <BR>
oc til bage til Christum komme <BR>
Met al selskaff, naade aff Gud begere <BR>
som alle synder forlader och til giffuer herre <BR>
Formedelst Iesum sin Søn allene <BR>
Dette vidnesbyrd giffuer ieg Iesu met den hellig Aand <BR>
for alle mørckhedsens mact baade quinde oc mand <BR>
Thi glæder wi Christne oss, vid Iesum <BR>
vaar frelsere allesammen <BR>
och priser och loffuer Gud Fader met den <BR>
Hellig Aand der faare euindelig Amen. <BR>
MDLV. <BR> | wikisource | wikisource_3102 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=460 to=461 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9450 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
“Jeg vil være Noget!” sagde den "Ældste" af fem Brødre, “jeg vil være til Nytte i Verden; lad det være nok saa ringe en Stilling, kun at det er godt, det jeg udretter, saa er det Noget. Jeg vil lave Muursteen, dem kan man ikke undvære! saa har jeg dog gjort Noget!”
“Men noget altfor lidt!” sagde "den anden Broder," “det Du gjør, er saa godt som Ingenting; det er Haandlanger-Arbeide, kan udrettes ved Maskine. Nei saa heller blive Murer, det er dog Noget, det vil jeg være. Det er en Stand! ved den kommer man ind under Laugene, bliver Borger, har sin egen Fane og sin egen Kro; ja, gaaer det godt, kan jeg holde Svende, bliver kaldet Mester og min Kone bliver Mesterinde; det er Noget!”
“Det er slet Ingenting!” sagde "den Tredie," “det er udenfor Classerne og der er mange Classer i en By, langt over Mesters! Du kan være en brav Mand, men Du er som Mester dog kun hvad man kalder "“simpel”!" nei, saa veed jeg noget Bedre! jeg vil være Bygmester, træde ind paa det Kunstneriske, det Tænkende, komme op til de Høierestaaende i Aandens Rige; vel maa jeg begynde nede fra, ja, jeg kan gjerne sige det lige reent ud: jeg maa begynde, som Tømmerdreng, gaae med Kasket, skjønt jeg er vant til at gaae med Silkehat, løbe for de simple Svende at hente Øl og Brændeviin, og de sige Du til mig, det er graverende! men jeg vil bilde mig ind, at det Hele er en Maskerade, det er Maske-Frihed! imorgen — det vil sige, naar jeg er Svend, gaaer jeg "min" Vei, de Andre komme ikke mig ved! jeg gaaer paa Academiet, lærer at tegne, kaldes Architekt —! det er Noget! det er Meget! jeg kan blive Høiædle og Velbyrdige, ja lidt til baade for og bag, og jeg bygger og bygger, ligesom de Andre før mig! det er altid Noget man kan stole paa! det Hele er "Noget!”"
“Men det Noget bryder jeg mig ikke om!” sagde "den Fjerde," “jeg vil ikke gaae i Kjølvand, ikke være Copi, jeg vil være Geni, være dygtigere end I Alle tilsammen! jeg skaber en ny Stiil, giver Ideen til en Bygning, passende for Landets Klimat og Materiale, Landets Nationalitet, vor Tidsalders Udvikling og saa een Etage til for mit eget Geni!”
“Men naar nu Klimatet og Materialet ikke duer!” sagde "den Femte," “det vil være slemt, for det har Indvirkning! Nationaliteten kan ogsaa let blive saa udvidet, at den bliver affecteret, Tidsalderens Udvikling kan lade Dig løbe løbsk, som tidt Ungdommen løber. Jeg seer nok, at Ingen af Eder bliver egentligt til Noget, ihvor meget I selv troe det! Men gjør som I ville, jeg skal ikke ligne Eder, jeg stiller mig udenfor, jeg vil raisonnere over, hvad I udrette! der er altid noget Galt ved enhver Ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er Noget!”
Og det gjorde han, og Folk sagde om den Femte: “Ham er der bestemt Noget ved! han er et godt Hoved! men han gjør ikke Noget!” — Men derved var han Noget.
See det er kun en lille Historie, og dog faaer den ikke Ende saalænge Verden staaer!
Men blev der da ikke Videre af de fem Brødre! det var jo ikke Noget! Hør videre, det er et heelt Eventyr!
Den ældste Broder, som lavede Muursteen, fornam, at fra hver Steen, naar den var færdig, trillede en lille Skilling, kun af Kobber, men mange smaa Kobberskillinger, lagt paa hinanden, blive til en blank Daler, og hvor man banker paa med den, hos Bager, Slagter, Skrædder, ja hos dem Allesammen, der flyver Døren op og man faaer, hvad man bruger; see, det gav Muurstenene af sig; nogle gik vel i Brokker eller midt over, men de kom ogsaa til Brug.
Oppe paa Diget vilde Mo'er "Margrethe," den fattige Kone, saa gjerne kline sig et lille Huus; hun fik alle Stenbrokkerne og saa et Par Hele, for et godt Hjerte havde den ældste Broder, om han i Gjerning kun drev det til at gjøre Muursteen. Den fattige Kone reiste selv sit Huus; smalt var det, det ene Vindue sad skjevt, Døren var altfor lav, og Straataget kunde været lagt bedre, men Ly og Læ var der og sees kunde der langt ud over Havet, der i sin Vælde brødes mod Diget; de salte Draaber sprøitede over hele Huset, der endnu stod, da han var død og borte der havde gjort Muurstenene.
Den anden Broder, ja han kunde nu anderledes mure op, han var jo ogsaa oplært deri. Da Svendestykket var leveret, snørte han sin Randsel og sang Haandværkerens Vise:
“Jeg reise kan, mens jeg er ung
Og ude hjemlig bygge,
Mit Haandværk er min Pengepung,
Mit Ungdoms-Sind min Lykke!
Og seer jeg saa mit Fædreland,
Jeg Kjæresten gav Ordet!
Hurra! en driftig Haandværksmand
Faaer let Fod under Bordet!”
Og det gjorde han. Inde i Byen, da han kom tilbage og blev Mester, murede han op Huus ved Huus, en heel Gade; da den stod, saae godt ud og gav Byen Anseelse, saa byggede Husene for ham et lille Huus, der skulde være hans eget; men hvorledes kunde Husene bygge? Ja spørg dem ad, og de svare ikke, men Folk svare og sige: “jo vist har den Gade bygget ham hans Huus!” lille var det og med Leergulv, men da han med sin Brud dandsede henover det, blev Gulvet blankt og bonet, og fra hver Steen i Væggen sprang en Blomst, det var ligesaa godt som et kostbart Betræk. Det var et yndigt Huus og et lyksaligt Ægtepar. Laugsfanen vaiede udenfor og Svende og Læredrenge raabte: Hurra! jo, det var Noget! og saa døde han, det var ogsaa Noget!
Nu kom Architekten, den tredie Broder, som først havde været Tømmer-Lærling, gaaet med Kasket og løbet By-Ærinder, men fra Academiet var steget til Bygmester, “høiædle og velbyrdige”! ja havde Husene i Gaden bygget et Huus for Broderen, der var Muurmester, saa fik nu Gaden Navn efter denne, og det smukkeste Huus i Gaden blev hans, det var Noget og han var Noget — og det med en lang Titel for og bag; hans Børn kaldtes fornemme Børn, og da han døde var hans Enke en Enke af Stand — det er Noget! og hans Navn stod stadigt paa Gadehjørnet og var i Folkemunde, som Gadenavn — ja det er Noget!
Saa kom Geniet, den fjerde Broder, der vilde finde paa noget Nyt, noget Aparte og een Etage til, men den knak af for ham og han faldt ned og brak Halsen, — men han fik en deilig Begravelse med Laugs-Faner og Musik, Blomster i Avisen og paa Gaden hen over Brolægningen; og der blev holdt tre Liigtaler over ham, den ene meget længer end den anden, og det vilde have fornøiet ham, for han holdt meget af at tales om; der kom et Monument paa Graven, kun een Etage, men det er altid Noget!
Nu var han død, ligesom de tre andre Brødre, men den Sidste, han, som raisonnerede, overlevede dem Allesammen, og det var jo det Rette, for saa havde han det sidste Ord og det var ham af stor Vigtighed at have det sidste Ord. Han var jo det gode Hoved! sagde Folk. Nu slog ogsaa hans Time, han døde og kom til Himmeriges Port. Her komme altid To og To! her stod han med en anden Sjæl, der ogsaa gjerne vilde ind, og det var netop den gamle Mo'er "Margrethe" fra Digehuset.
“Det er nok for Contrastens Skyld, at jeg og den usselige Sjæl skal komme her paa eengang!” sagde Raisonneuren. “Naa, hvem er Hun, Mo'erlille? Vil Hun ogsaa ind her!” spurgte han.
Og den gamle Kone neiede saa godt hun kunde, hun troede, det var Sanct Peder selv, der talte. “Jeg er en sølle Stakkel, uden al Familie! gamle "Margrethe" fra Digehuset!”
“Naa, hvad har Hun gjort og udrettet dernede?”
“Jeg har saamænd slet ikke udrettet Noget i denne Verden! ikke Noget, der kan lukke op for mig her! det er en sand Naadens Gjerning, om jeg faaer Lov at komme indenfor Døren!”
“Hvorledes har Hun forladt denne Verden?” spurgte han, for at tale om Noget, da det kjedede ham at staae der og vente.
“Ja, hvordan jeg forlod den, det veed jeg ikke! syg og daarlig var jeg jo i de sidste Aaringer, og saa har jeg vel ikke kunnet taale at krybe ud af Sengen og komme i Frost og Kulde derudenfor. Det er jo en haard Vinter, men nu har jeg da forvundet det. Det var et Par Dage blikstille, men bitterlig koldt, som Deres Velærværdighed nok veed, Isen havde lagt til saalangt ud i Stranden, man kunde øine; alle Folk fra Byen toge ud paa Isen; der var, hvad de kalde Skridtskoe-Løben og Dands, troer jeg, der var fuld Musik og Beværtning derude; jeg kunde høre det lige ind, hvor jeg laae i min fattige Stue. Da var det saadanne hen mod Aftenstid, Maanen var oppe, men den var ikke endnu kommet til Kræfter, jeg saae fra min Seng gjennem Vinduet heelt ud over Stranden, og der lige i Kanten af Himmel og Hav kom en underlig hvid Sky; jeg laae og saae paa den, saae paa den sorte Prik midt i, der blev større og større; og saa vidste jeg hvad det betød; jeg er gammel og erfaren, skjøndt det Tegn seer man ikke ofte. Jeg kjendte det og fik en Gru! jeg har to Gange forud i min Levetid seet den Ting komme, og vidste, at der vilde blive en forfærdelig Storm med Springflod, der vilde komme over de arme Mennesker derude, som nu drak og sprang og jubilerede; Unge og Gamle, den hele By var jo derude, hvem skulde vare dem, hvis Ingen der saae og kjendte, hvad jeg nu kjendte. Jeg blev saa ræd, jeg blev saa levende, som ikke i mange Tider! ud af Sengen kom jeg og hen til Vinduet, længer kunde jeg ikke orke; Vinduet fik jeg dog op, jeg kunde see Menneskene løbe og springe derude paa Isen, see de pyntelige Flag, høre, hvor Drengene raabte Hurra, og Piger og Karle sang, det gik lystigt til, men høiere og høiere steeg den hvide Sky med den sorte Pose i! jeg raabte Alt hvad jeg kunde, men Ingen hørte mig, jeg var for langt derfra. Snart vilde Veiret bryde løs, Isen gaae istykker og Alle derude synke igjennem uden Frelse. Høre mig kunde de ikke, naae ud til dem mægtede jeg ikke; kunde jeg dog faae dem i Land! Da gav "vor Herre" mig den Tanke at stikke Ild i min Seng, heller lade Huset brænde af, end at de Mange saa ynkeligt skulle døe. Jeg fik Lyset tændt, saae den røde Flamme — ja, jeg naaede ud af Døren, men der blev jeg liggende, jeg kunde ikke mere; Luen stod ud efter mig og ud af Vinduet, hen over Taget; de saae den derude fra og de løb Alle, hvad de kunde, for at hjelpe mig arme Stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke Een, som jo løb afsted; jeg hørte de kom, men jeg hørte ogsaa, hvor det med Eet susede i Luften; jeg hørte det dundrede som svære Kanonskud, Springfloden løftede Isen, der brødes itu; men til Diget naaede de, hvor Gnisterne fløi hen over mig; jeg fik dem Alle i Behold; men jeg har ikke maattet kunne taale Kulden og den Forskrækkelse, og saa er jeg kommet herop til Himmeriges Port; de sige, den bliver lukket op ogsaa for saadan en Stakkel, som jeg! og nu har jeg jo ingen Huus mere dernede paa Diget, dog det giver mig da ingen Adgang her.”
Da aabnede sig Himmeriges Port og Engelen førte den gamle Kone ind; hun tabte et Sengehalm udenfor, et af de Straa, der havde ligget i hendes Seng, den hun tændte for at frelse de Mange, og det var blevet til det pure Guld, men et Guld, der voxede og slyngede sig i de deiligste Forsiringer.
“See, det bragte den fattige Kone!” sagde Engelen. “Hvad bringer nu Du? Ja, jeg veed nok, Du har Ingenting udrettet, ikke engang lavet en Muursteen; kunde Du bare gaae tilbage igjen og bringe idetmindste saameget; den duede sagtens ikke, naar Du havde gjort den, dog gjort med en god Villie, det var altid Noget; men Du kan ikke gaae tilbage, og jeg kan ikke gjøre Noget for Dig!”
Da bad den fattige Sjæl, Konen fra Digehuset, for ham: “hans Broder har gjort og givet mig alle Steen og Stumper, hvoraf jeg klinede mit usselige Huus, det var grumme meget for mig arme Stakkel! kan nu ikke alle de Stumper og Stykker gjælde som een Muursteen for ham? Det er en Naadens Gjerning! nu trænger han til den og her er jo Naadens Hjem!”
“Din Broder, den, Du kaldte den Ringeste,” sagde Engelen, “den, hvis Dont i al Ærlighed var Dig nedrigst, giver Dig sin Himmeriges-Skjerv. Du skal ikke vises bort, Du skal have Lov til at staae herudenfor og tænke over, see at ophjelpe dit Liv dernede, men ind kommer Du ikke, før Du i god Gjerning har udrettet — "Noget!”"
“Det kunde jeg have sagt bedre!” tænkte Raisonneuren, men han sagde det ikke høit, og det var nok allerede "Noget." | wikisource | wikisource_1376 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=108 to=111 /> | wikisource | wikisource_18349 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Digt 72.
Dicebas quondam solum te nosse Catullum,
Lesbia, nec prae me velle tenere Jovem.
Dixeli tum te non tantum ut vulgus amicam,
sed pater ut gnatos diligit et generos.
Nunc te cognovi: Quare etsi impensius uror,
Multo mi tamen es vilior et levior.
Qui potis est, inquis? Quod amentem injura talis
cogit amare magis, sed bene velle minus.
Fri oversættelse.
Lesbia, du sagde engang at du kun kendte Catullus,
og ikke ville favne Jupiter frem for mig.
Dengang elskede jeg dig ikke kun som én af hoben elsker sin veninde,
men som en far elsker sine sønner og svigersønner.
Nu har jeg lært dig at kende; skønt jeg brændes mere oprigtigt.
Så er du dog for mig meget billigere og ubetydeligere.
Hvordan er det muligt, siger du? Fordi en sådan krænkelse
tvinger den elskende til at elske mere, men men at holde mindre af dig. | wikisource | wikisource_15309 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're
Solen synker – og saa vid're.
I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.
Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge. | wikisource | wikisource_1383 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
REITZELSKE FORLAG (GEORGE C. GRØN).
Elisabeth Martens:
Hvad er Livet. En Fortælling.<br>
3die Oplag. 3 Kr. 50 Øre. Indb. 5 Kr.
Sangerinden. Fortælling.<br>
5 Kr. 50 Øre. Indb. 7 Kr.
Fra Fortid og Nutid.<br>
4 Kr. Indb. 5 Kr. 50 Øre.
Skibladner. Fortælling.<br>
3 Kr. 75 Øre. Indb. 5 Kr. 25 Øre.
Lyse og mørke Billeder. Fortælling.<br>
2 Kr. 25 Øre. Indb. 3 Kr. 50 Øre.
To Søstre. Fortælling.<br>
3 Kr. 25 Øre. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
Til Høstaftnerne. Større og mindre Ting.<br>
3 Kr. 75 Øre. Indb. 5 Kr. 25 Øre.
En Kvinde. Fortælling.<br>
2den Udgave. 3 Kr. 50 Øre. Indb. 5 Kr.
REITZELSKE FORLAG (GEORGE C. GRØN).
I enhver Boglade faas:
J.
(CORNELIA LEVETZOW).
Fra det daglige Liv. Fortællinger.<br>
3. Oplag. 3 Kr. 25 Øre. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
Fra Vej og Sti. Skitser.<br>
1.Oplag. 2 Kr. Indb. 3 Kr. 25 Øre.
Ved Daggry. Skitser.<br>
2 Kr. 50 Øre, Indb. 3 Kr. 75 Øre.
Fremtidsplaner. Skitser.<br>
2 Kr. 50 Øre. Indb. 3 Kr. 75 Øre.
Smaahistorier.<br>
2den meget forøgede Udgave. 2 Kr. 50 Øre.<br>
Indb. 3 Kr. 75 Øre.
Nye Dage. Fortælling.<br>
2 Kr. Indb. 3 Kr. 25 Øre.
Agentens Datter og Birthe Marie, Fortællinger.<br>
2 Kr. 50 Øre. Indb. 3 Kr. 75 Øre.
Livsbilleder.<br>
3die Oplag. 1 Kr. 50 Øre. Indb. 2 Kr. 75 øre. | wikisource | wikisource_2745 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Teksten, som anført i Historisk Aarbog for Svendborg Amt
Faa ajle di smaa Blomster dæ dov æ te i Aar
o Fovle, de æ edde te o seje!
Saa fin o frisk o faver, som Bøjeskovi staar
dæ te har je aller før set Leje.
Aa hvor je venjer Øjet hen, je ser saa sære Tenj,
de løvter saa forunnerli herenje i mit senj;
je mærker i Aar, i Danmark æ de Vaar
de løvter saa forunnerli herenje i mit senj;
Naturen æ fo’aret, ejer je har vaaren blenj.
Om maaeni da fløjer di Fovle u med Sanj,
som om di faa Nattero vil takke;
o gaar je ne ve Bækki en Avtenstund en Ganj,
da æ de, som Bøllerne ku snakke.
Saa vesker de saa sælsomt i Ellekrattets Løv;
hver lille blomst hun nikker mildt o sejer te mej: ”Tøv!”
Je mærker i Aar, i Danmark æ de Vaar
Hver lille blomst hun nikker mildt o sejer te mej: ”Tøv!”
Naturen æ fo’aret, ejer je har vaaren døv.
Aa Folkets Lyv æ heller knap, som de plejer von,
de skyer Blomst i mannen simpel Høtte,
aa vil I bare venjte ino en lille Ko’n,
saa blyver Boni Lanjets bedste Støtte.
Di gamle Folkeviser, dæ ha lydt ved Kamp og Lej,
di æ som Fovletoner, je kan høre paa mi Vej;
Je mærker i Aar, I Danmark æ de Vaar,
di æ som Fovletoner, je kan høre paa mi Vej;
de hele æ fo’aret, ejer aa æ de æ mej.
Version i tillempet retskrivning
For alle de små blomster der dog er til i år
og fugle, det er ikke til at sige.
Så fin og frisk og fager som bøgeskoven står,
dertil har jeg aldrig før set lige.
Og hvor jeg vender øjet hen, jeg ser så sære ting.
Det løfter så forunderligt herinde i mit sind.
Jeg mærker i år - i Danmark er det vår.
Det løfter så forunderligt herinde i mit sind.
Naturen er forandret, ellers er jeg blevet blind.
Om morgenen da flyver de fugle ud med sang,
som om de for nattero vil takke.
Og går jeg ned ved bækken en aftenstund en gang,
da er det, som bølgerne ku' snakke.
Så hvisker det så sælsomt i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Jeg mærker i år - i Danmark er det vår.
Hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Naturen er forandret, ellers er jeg blevet døv.
Og folkets liv er heller knap, som det var engang.
Der skyder blomst i mangen simpel hytte.
Og ventetiden vil sikkert ikke være lang,
så bliver bonden landets bedste støtte.
De gamle folkeviser som har lydt ved kamp og leg,
de er som fugletoner, jeg kan høre på min vej.
Jeg mærker i år - i Danmark er det vår.
De er som fugletoner, jeg kan høre på min vej.
Det hele er forandret, eller også er det mig. | wikisource | wikisource_3257 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Dette er en gammel svensk/dansk sangleg, der anføres i 2 tekstvarianter. <br>
Sangen kendes også i Tyskland med en lignende tekst og melodi.
Version 1.
Så ryster hun op i det røde guldbånd,<br>
det binder hun om sin allerkærestes hånd. <br>
<br>
<br>
<br>
<br>
<br>
Og vil du mig noget, så har du mig her. <br>
Og vil du mig intet, så kan du la’ vær’. <br>
<br>
Den vakreste ridder i hele vort land. <br>
Han synger og danser, ja alt hvad han kan. <br>
<br>
Version 2.
<br>
<br>
<br>
<br>
<br>
Udførsel:.
Deltagerne går i rundkreds og en pige (skønjomfruen) eller dreng (skønridder) står inde i kredsen og holder et guldbånd(tørklæde) i hånden.<br>
Kredsen går rundt mens der synges og skønjomfruen binder guldbåndet om armen på en dreng fra kredsen.<br>
Når drengen synger 2. vers løsner skønjomfruen guldbåndet igen og kaster det uden for kredsen.<br>
I 3. vers går pigen uden for kredsen.
I 4. vers kommer skønjomfruen igen ind i kredsen og danser med drengen fra før(svingtur) også i vers 5.<br>
Man kan også lade en dreng være i midten og så synge skønridder i stedet for skønjomfru. <br> | wikisource | wikisource_2445 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937.pdf" from="11" to="27" header="1" /> | wikisource | wikisource_27599 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den korte udgave fra 1853.
Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
//: os fra jorden op til sig, ://
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
//: som en lille stjernesol, ://
Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
//: skulle fødes på vor jord, ://
Vise mænd fra østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
//: som var født i samme stund, ://
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem,
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
//: vugged barnet i sit skød, ://
Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
//: kommer vi til Jesus Krist, ://
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
//: til at lyse for vor fod, ://<br>
Den lange udgave fra 1810.
Dejlig er den himmel blå, <br>
lyst det er at se derpå, <br>
hvor de gyldne stjerner blinke, <br>
hvor de smile, hvor de vinke <br>
//: os fra jorden op til sig. ://<br>
<br>
Kommer små og hører til! <br>
Jeg for eder sjunge vil <br>
om så lys og mild en stjerne, <br>
jeg det ved, I hører gerne, <br>
//: Himlen eder hører til! :// <br>
<br>
Det var midt i julenat, <br>
hver en stjerne glimted mat, <br>
men med ét der blev at skue <br>
en så klar på himlens bue, <br>
//: som en lille stjernesol :// <br>
<br>
Langt herfra i Østerland <br>
stod en gammel stjernemand, <br>
så fra tårnet vist på himlen, <br>
så det lys i stjernevrimlen, <br>
//: blev i sind så barneglad. :// <br>
<br>
Når den stjerne, lys og blid, <br>
sig lod se ved midnatstid, <br>
var det sagn fra gamle dage, <br>
at en konge uden mage <br>
//: skulle fødes på vor jord. :// <br>
<br>
Derfor blev i Østerland <br>
nu så glad den gamle mand; <br>
thi han ville dog så gerne <br>
se den lyse kongestjerne, <br>
//: før han lagdes i sin grav. :// <br>
<br>
Han gik til sin konges slot, <br>
kongen kendte han så godt, <br>
hørte og med hjertensglæde, <br>
at det lys var nu tilstede, <br>
//: hvorom gamle spådom lød :// <br>
<br>
Han med søn og stjernemand <br>
fluks uddrog af Østerland, <br>
for den konge at oplede, <br>
for den konge at tilbede, <br>
//: som var født i Jødeland. :// <br>
<br>
Klare stjerne ledte dem, <br>
lige til Jerusalem; <br>
kongens slot de gik at finde, <br>
der var vel en konge inde, <br>
//: men ej den, de ledte om. :// <br>
<br>
Klare stjerne hasted frem, <br>
ledte dem til Bethlehem; <br>
over hytten lav og lille <br>
stod så pludselig den stille, <br>
//: strålede så lyst og mildt. :// <br>
<br>
Glade da i sjæl og sind <br>
ginge de i hytten ind, <br>
der var ingen kongetrone, <br>
der kun sad en fattig kone, <br>
//: vugged barnet i sit skød :// <br>
<br>
Østerlands de vise mænd <br>
fandt dog stjernen der igen, <br>
som de skued i det høje, <br>
thi i barnets milde øje <br>
//: funklende og klar den sad. :// <br>
<br>
Den var dem et tegn så vist, <br>
at de så den sande Krist, <br>
derfor bøjed de sig glade, <br>
ofrede på gyldne fade <br>
røgelse med søden lugt! <br>
<br>
Vil I små ej også gerne <br>
se den lyse, milde stjerne! <br>
For den konge dybt jer bøje, <br>
som Guds rige har for øje, <br>
og vil lukke jer derind! <br>
<br>
Ser jer til den himmel blå <br>
med de gyldne stjerner på! <br>
Der den stjerne ej I finde, <br>
men den er dog vist derinde: <br>
over Jesu kongestol! <br>
<br>
Thi Han, som var barn på jord, <br>
blevet er en konge stor, <br>
og Han sidder nu deroppe, <br>
over alle stjernetoppe, <br>
//: ved Gud Faders højre hånd! :// <br>
<br>
Bøjer eder kun, I små, <br>
Han fra Himlen ser derpå! <br>
Sender Ham med hjertensglæde <br>
lov og pris till høje sæde, <br>
det er røgelse for Ham! <br>
<br>
Stjernen ledte vise mænd <br>
til nyfødte konge hen, <br>
I har og en sådan stjerne, <br>
og når I den følge gerne, <br>
komme I til Jesus vist! <br>
<br>
Denne stjerne, lys og mild, <br>
som kan aldrig lede vild, <br>
er Hans guddomsord det klare, <br>
som Han os lod åbenbare <br>
til at lyse for vor fod! <br>
<br> | wikisource | wikisource_1292 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=224 to=230 header=1 /> | wikisource | wikisource_30019 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Den sømand, han må lide
langt mere ondt end godt, godt, godt,
den sømand, han må lide
langt mere ondt end godt.
Beskøjterne han tærer,
de glider ned så småt,
- hej, komfaldera, hurra! -
de glider ned så småt.
Men kommer han til syden,
han drikker vin med mer, mer, mer,
men kommer han til syden,
han drikker vin med mer,
og spiser af de frugter,
som bonden aldrig ser,
- hej, komfaldera, hurra! -
som bonden aldrig ser.
Men hører han derude,
hans moder lider ondt, ondt ondt,
men hører han derude,
hans moder lider ondt,
da letter han sit anker
og drejer skuden rundt,
- hej, komfaldera, hurra! -
og drejer skuden rundt.
Og med det samme letter
han på sin blanke hat, hat, hat,
og med det samme letter
han på sin blanke hat,
og siger hver skøn jomfru
så mangen en god nat,
- hej, komfaldera, hurra! -
så mangen en god nat.
</poem> | wikisource | wikisource_4094 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=226 to=247 header=1 /> | wikisource | wikisource_24894 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |