Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

du som kun havde øjne for vinter

jeg er skinsyg meget skinsyg

han knugede hendes hånd i sin og blev helt bleg

ja dele med nogen kjeld det vil jeg ikke det forsikrer jeg dig så må vi have kortene på bordet som du selv sagde før

der var et lyn i hendes øjne da hun atter så op denne gang vist på ham

han følte sig stolt over en sådan erobring samtidig med at det løb ham koldt ned ad ryggen

stødte de en gang panden mod hinanden da blev det et sammenstød derefter

frygt ikke minona

du vil fylde mig med en sådan rigdom at alt vil være småt og flovt ved siden af dig

tror du mig

spurgte han og vedblev at se hende ind i ansigtet

det var aldeles ikke hendes agt så let at ville give sig eller forlade denne sag tværtimod hun vidste at hun ville vende tilbage til den men der var en sådan ømhed og inderlighed i hans blik ikke at tale om det pirrende ny at hun ikke kunne modstå ham

halv ubevidst lagde hun sit hoved nærmere ind til ham idet hun hviskedee der må ingen eller intet komme imellem os jeg er også skinsyg meget

jeg vil høre mere om fortiden at fremtiden kan være min ubeskåren

du skal få alt at vide minona det sværger jeg dig til

han trykkede hende heftig ind til sig

aldrig havde hun været fortryllende som i denne stund

kjeld var alt for reflekterende til at han ikke straks skulle opfatte hvor smukt det blide hengivende klædte hende

uvilkårlig faldt denne linje ham ind det er en ny en usædvanlig tilstand

han havde aldrig tænkt sig muligheden af at hun kunne være så smeltende blid og følte for første gang den fulde beruselse af om man vil modsætningernes sammensmeltning

at tænke sig min rigdom

udbrød han ude af sig selv jeg finder i dig en forening af kundskabsfylde ånd og dannelse dertil ynde alle dyder

er det måske ikke topmålet

det vidunderlige

hvor du kan smigre

men jeg vil ikke røbe alle mine mangler

desværre de komme alle spaserende af sig selv

giv tid

så må du være overbærende som du nu er blind hører du

hun trak ham i skægget

jeg kan ellers ikke fordrage wiskers vedblev hun smilende

jeg skal tage dem bort allerede i dag om du vil

du har at befale

nej nej

du falder mig i talen

ellers kan jeg ikke udstå dem men dig klæder det ligesom iøvrigt alt

lad dem endelig sidde de er udmærkede til at ruske i 1 kom

lad os gå eller jeg gør skandale

udbrød han og løftede hende op med

v d du hvad jeg ærgrer mig over minona spurgte han da de gik hen ad den smukke spaserevej

nej

at jeg ikke har friet til dig for over et år siden da min forelskelse begyndte

vi er bedragne for et vidunderår

jeg har også tænkt på dig i al denne tid sagde hun men det var jo godt ellers havde jeg måske ikke haft min eksamen nu

hvad så

hvad så

jeg kunne da ikke løbe fra så mange års ihærdig arbejde

min prestige og min interesse ville heller aldrig tilladt mig det

hør

i min rus glemmer jeg aldeles at spørge om din fader

hvad vil han sige

vil han synes om mig tror du

det er også et spørgsmål

han går desværre så ensom og tuller om derovre uden hygge og videre omgang og bliver lidt rustificeret

han holder lidt vel meget af sit jordegods ellers er han i alle måder brav

skulle vi tage over og hilse på ham

spurgte hun med liv eller måske vente til vi er gifte

spurgte han holde hvedebrødsdage på den gamle gård den ligger prægtig ud til vesterhavet og så derfra gå en tur til syden

der gik en glædesrødme dyb og varm hen over hendes ansigt

det var fortræffeligt men hvorfor vente så længe med at hilse på ham

længe

spurgte han med en sådan forundring og iver at hun måtte le

om en måned højst holde vi bryllup tænker jeg

jeg hader nu en gang forlovelser især lange

jeg må nu først være helt færdig med studierne

studierne

jeg mener at du er udmærket færdig svarede han leende

nej nej 1 jeg mangler endnu min tid på stiftelsen den vil jeg sandelig have med svarede hun på den naturligste måde af verden

hun var atter studenten ud til fingerspidserne og denne gang var overgangen så brat at han selv i sin forelskelse ikke kunne undlade at føle den

hertil kom endnu noget langt mere

det var som om denne antydning forrykkede deres forhold

hans eksperiment med at forlade juraen var et udslag af en frygt som var gået hånd i hånd med hans forelskelse at han ikke skulle formå at hævde sig ved siden af minona

var der end en god portion af smålig forfængelighed i denne frygt så var der også en mandig klar bevidsthed om at han dog for alt i verden måtte være hende en fuldt ud værdig støtte

og den gennem tusender af år nedarvede forestilling om værdig støtte var ganske vist baseret på at han mindst måtte være et hestehoved foran hende hendes herre men tillige altid i stand til at sætte ryg til hvor hun ville være den svage

hans forfængelighed ville føle mangt et knæk ved at hun på ethvert felt omtrent ville være ham jævnsides men at hun skulle være ham overlegen kunne han ikke bære

hvad var nu hendes mening med dette studium

ville hun byde ham den rige godsejersøn som kunne vælge mellem flere veje at slå ind på at optræde fortjenende fungerende som jordemoderen derhjemme på hans faders mark

det kunne ikke ske

selv hans gamle fader ville oprøres herover og finde det bagvendt

løbe op og ned ad trapperne i husene i københavn og praktisere det var rædsomt men det ville også være aldeles frygteligt at se hende blive hentet og flyve om på landevejene ved dag og nat

nej doktor var hun det var pikant men som hans hustru benytte sin videnskab

derom kunne der ikke være tale

doktor kom amore derved måtte det blive

denne sidste oplysning om at hun for at være aldeles færdig måtte gennemgå et kursus på fødselsstiftelsen faldt ham allermest for brystet

han havde glemt dette moment og var ikke langt fra at have følelser som mere lignede en gammel jomfrus end en mands

der blev en pause inden han kunne fatte sig overvældet indtil det feberagtige som han følte sig

dette sidste studium kan du med god samvittighed sløjfe sagde han endelig for som min hustru får du i det hele aldeles ingen anden brug for din videnskab end den jeg vil sige inden døre

aldrig i verden vil jeg renoncere på mit studiums fuldendelse om den senere praktiske brug deraf kunne vi altid tale

nogen anvendelse håber jeg nok at få for mine kræfter svarede hun med en fasthed som ikke var til at tage fejl af

et øjeblik fløj det ham igennem hovedet at han ville afkræve hende løfte om at hun nu ville sige stop med studierne i fald hun virkelig elskede ham

men det var ikke kjeld givet i alle sine forhold at gøre skridtet fuldtud

de få gange som f eks sidste gang hjemme hos faderen hvor han havde vovet det var manøvren længe forberedt og trykket af hans gæld så stærkt at han havde måttet lade stå til

men her hvis nu minona valgte videnskaben han kunne ikke byde sig selv at blive slået af marken

han ville prøve en langsom belejring uagtet han følte ikke med urette at hun ikke ville give efter i dette stykke hvor blid og god hun kunne være på andre punkter

som efter en tavs overenskomst gik vejen nu hjem efter hvor de blev modtagne med jubel af fru då med venlig ro af då og en del forundring af ida

men på kjelds unge strålende lykkehimmel var der alt en sky stor nok til at den om det gik højt kunne trække op og give uvejr

tågen lå tungt mellem himmel og jord

på højfjældet dannede den en tæt masse som for dalens beboere skjulte bjærgkjædens milelange takkede ryg

en gang imellem fejede vinden huller i tågemasserne så fjældtoppene kom frem som sorte uformelige kegler mod den blakkede himmel

da lagde skyerne sig i fantastiske former ned ad fjældsiderne og som uhyre bunker af kartet uld tonede de alle nuancer i en grå skattering omtrent lige fra sort til hvidt alt eftersom vinden samlede eller glattede ud på de uldne masser