text
stringlengths 0
5.05k
|
---|
bliv |
sagde han greb hende i kjolen og tvang hende atter ned |
vi må dog have en ende på dette |
hvorfor just nu karl |
på en så glad dag |
jo jeg må han greb hendes hånd hvad er det der er så uimodståeligt ved lasson |
han er ganske vist ret flink men har det største held jeg har kendt |
han er rig ganske vist men rasende forfængelig |
den slags raffinerede forfængelighed som å tout priks vil være mere end alle andre man færdes iblandt og endelig hans ja jeg v d da at en sangerinde fra kisten har boet hos ham minona rejste sig |
hun var bleg den faste mund som oftest lukkede op for en frisk latter fortrak sig i vrede da hun i en irriteret tone svarede blandt mange træk jeg i min stadige omgang med mænd har lært er også det at sladderagtighed hersker fuldt så godt imellem dem som blandt os kvinder |
der er den store forskel at mændene beholde alt hos deres eget køn mangen gang af gode grunde medens kvinderne alt for ofte befordre skandalerne over i deres protektorers mændenes lejr |
jeg hader nu en gang for alle al slags sladder som mere eller mindre usand altid depraverende |
toujours perdrix |
i realiteten har du ret nok svarede vinter men jeg v d nu ikke hvorledes en sådan salve passer når man anfører bestemte kjendsgjerninger |
her turde måske visdomsordet hvem der er ren kaste den første sten være på sin plads svarede hun med dirrende stemme |
skal det være en insinuation fra din side så har du gjort fejlskud minona sagde han og rettede et frejdigt blik på hende |
jeg insinuerer aldrig noget hver har sin achilleshæl |
hendes pande lyste formelig af ren sædelig harme alligevel så han med det nøje kendskab han havde til hende at hans ord havde ramt hende hårdt næppe til fordel for ham selv |
hvad han løst havde antydet måtte i den forbindelse det kom for hende se ud som om han ville nedsætte en rival altid en farlig position for en tilbeder |
han havde ofte villet antyde til hende at lasson efter hans overbevisning ikke var hende værd men havde ikke før fundet anledning dertil |
der blev en pause hun beredte sig til at forlade ham |
men hendes glade lune var forbi |
studierne førte med sig at hun mest omgikkes andre studerende særlig unge mænd det var årsag til at mange små kvindelige finesser f eks beherskelsesævne ikke lå for hende |
banebryderne kunne ikke få detaillerne med de er nødte til at tage stormskridt og lade det tilsyneladende små som mangen gang udgør livets kærne blive liggende |
nu er du vred på mig minona sagde han blødt men tro mig |
du har ingen mere trofast ven |
der var noget så tilsløret sorgfuldt i hans røst hans blik hans hele skikkelse at hun måtte give agt derpå |
hvorfor kunne vi ikke kære karl som altid være gode venner og kammerater sagde hun inderlig |
glem hvad vi have talt om eller rettere kom over det |
aldrig lader det sig praktisere jeg har tænkt flere gange derpå men jeg kan ikke ingensinde lad os være venner |
hun så ham ind i øjnene med det klare trofaste blik som var hende egent og tilføjede med langsom stemme hele tiden seende vist på ham |
vær min ven som altid en trofast ven som sådan har jeg ikke råd til at miste dig ikke spor af råd karl |
hun følte hans hånd bæve i sin og måtte til sidst tage øjnene bort fra hans øjne så store så sorgfulde som de vare |
godt jeg skal se at komme over det sagde han det var min hele fulde skønne livsdrøm |
farvel |
karl karl |
for guds skyld gå ikke bliv å denne ene aften du be r mig om det umulige svarede han halvt bortvendt |
du må du må karl hviskedee hun da et par piger kom ind fra køkkenet med stabler af tallerkener |
betænk hvor sladderen vil gå |
bliv |
hun omslyngede ham næsten med begge sine arme |
de opmærksomme terner smilede til hinanden og nikkede |
nu havde de da set som frøkenen holdt af ham |
som du befaler sagde han med en røst uden klang fremmed for hans eget øre |
hun skød ham sagtelig gennem døren til salen og ilede selv op på sit værelse |
lidt efter hørte hun sin moder puste og stønne udenfor døren |
mino lille mino er du der |
mama trådte ind |
had bestiller du her barn det går ikke an at du sådan forsvinder aftenens helt |
man savner dig |
hvad er der i vejen |
er du forlovet med vinter |
han har også været forsvunden |
nej moder |
det bliver jeg heller aldrig i evighed kom lad os gå |
du bliver det aldrig |
hvorfor |
jeg tænkte netop nu at det blev til noget med jer |
spurgte fruen med et liv som endog var hendes datter påfaldende |
jeg kender karl alt for godt og vil helst beholde ham som ven svarede minona kort og tørt |
klask |
etatsrådinden følte sig som konen med æggene |
den salige drøm var væk |
det nyttede ikke at en indvendig stemme hviskedee ja men kjeld gør jo kur til ida |
en anden stemme svarede han mener måke intet med hverken den ene eller den anden |
ja vi skulle spise |
det er sent |
svarede hun og gjorde omkring |
hun kom pludselig i tanker om fiskefarcen og følte livets åg på sine brede skuldre |
drømmenes gyldne vinger bar hende ikke længere op |
selskabet blev ikke hvad man ventede |
selv champagnen gjorde ingen underværker |
etatsrådinden fik intet forlovelsesgilde for nogen af sine døtre og det lykkedes hende ikke helt at skjule sin skuffelse for alle |
gæsterne måtte nøjes med det pikante feminine kandidatgilde |
vinter var unaturlig oprømt |
minona ligeså unaturlig stille |
kjeld lasson var hjerteknusende i sin smukke uniform han udbragte en skål for sin borddame frk |
ida og tournerede heldig et par udfald af justitsråden på flere felt |
han var selskabets fugl føniks og indbydelserne væltede ind over ham |
han talte ikke senere med minona men da han tog afsked hviskedee han sagte til hende langelinje klokken 11 tolv er der så mange |
lidt over halv elleve arriverede kjeld ud på langelinje |
han havde så omtrent udregnet situationen fra den foregående aften og var i perlehumør |
i det eleganteste civile toilette hvor alt var afpasset lige til spaserestokkens fine grå farve et supplement til benklæderne og handskerne tog han plads på en diskret bænk i det første buskads |
morgenpromenaderne vare indstillede først om nogle timer begyndte beaumondens egentlige valfart |
luften var tilsløret uden at være skytung yderst behagelig at indånde |
kjeld var som alt sagt en stor elsker af naturen med særlig forkærlighed for vandet |
sundet lå fuldt af sejlere og han nød i fulde drag det stolte syn uagtet han omtrent hvert andet minut så på sit ur og samtidig hen mod indgangen hvorfra hun skulle komme |
da viseren stod på elleve sagde han ved sig selv naturligvis kan hun ikke være præcis |
det ligger kun for mænd og med et overlegent smil så han ned ad vejen og tænkte at der ville gå mange minutter |
hun var ikke en gang til at se |
en let latter fik ham til at vende sig |
hun stod bag ved ham med uret hængende i kæden og pegede på viseren |
de har gået hele linjen |
udbrød han og sprang op |
al den tid er røvet fra mig |
ja vist så |
svarede hun og satte sig |
ros mig hellere fordi jeg er så præcis |
skulle vi blive her |
spurgte han og fulgte hendes eksempel |