Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 1

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 20

1895_Bon_Fristelser

Fridtjof

Fridtjof

Bon

Fristelser

male

male

dk

Bon

Fristelser

Bon

Fristelser

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I i en sen nattetime døde endelig ordstriden hen mellem mine venner og mig, og vi sad en stund tavse. Af de to venner var den ene drømmer, den anden jurist. Juristen var langt den ældste. Cigarrøgen trak som kampens sidste krudtrøg i lange skyer hen mod det åbentstående vindue og mødte der den kolde natteluft, der satte de hvide Gardiner ind i stuen som bugnede sejl og fik de tændte lys henne på skrivebordet til at flakke. Jeg rejste mig. „ Jeg synes her bliver koldt; må jeg lukke vinduet? “ Uden at vente på svar gik jeg hen og lukkede det og blev derefter ved med at gå op og ned ad gulvet der borte i mørke. „ Hvor vil i dog tale om politik — ja, skændes? “ begyndte drømmeren, der under den foregående diskussion kun nu og da havde ladet et ord falde med ind. Han sad henne ved bordet i gyngestolen, som han sagte bevægede frem og tilbage, mens han åndsfraværende stirrede op i lampens lys. Kort efter fortsatte han: „ Vore dages politiske meninger forekommer mig at ligne invalider, der ikke længer bør trækkes i krig, og ordene, der bruges, er grove ord, som klinger ilde i godt selskab. Hører jeg folk diskutere politik, da lyder deres tale i mine øren som de sidste krogæsters forvirrede råben i munden på hverandre i det øjeblik, de sættes på døren. “ „ Du bruger smukke sammenligninger, “ brød juristen ham af. „ Jeg bruger de rigtige, “ svarede drømmeren, „ og det er dem, det kommer an på. “ „ Hvem siger os, at dine er de rigtige; din dom er ikke den afgørende dom, heller ikke over politik. Hvorfor skal vi ikke have lov til at tale om det, så godt som om noget andet! Hvad vil du ellers have, vi skal tage os til? “ „ Tie! “ „ Altid? “ „ Til det ny, også de ny ord er fundne. “ „ Tavshed kan være tegn på dumhed og er under alle omstændigheder kedelig. “ „ Det er ikke kedeligt at drømme! “ „ Nå, er det det, vi skal bestille? “ spurgte juristen spottende. „ Ja, vi skal drømme dejlige, stolte krigerdrømme, hvori vi hører skingrende fanfarer, ser hundrede tusinders sorte myldren frem mod den vigende fjende, hører jagende rytterskarers raslende drøn over jorden, ser deres lueforgyldte hjælmes blinken i den opgående sol, hører sværdenes hvinen i luften, skrattende salvers knitren — og endelig ét sejrsråb fra hærens tusinde struber fylde luften! Og til slut skue kongens, sejerherrens, den tavse drømmers triumftog gennem landet ind til den by, han har skabt til hovedstad, hvor han krones, klædes i kongeligt purpur og salves i kostelig olie, og ved hans trone står en skare af unge helte! “ „ Vinen er gået dig til hovedet, ha, ha, ha! “ Lo juristen. Men drømmeren blev ved: „ Og vi skal drømme dejlige, hede drømme! Jeg drømmer, jeg i stille nætter sejler ad en bred og dyb flod, fra hvis sivvokste bredder en rørfløjtes kælne toner lyder ud til mig, der drager — som sagtelig føres ad Bagdad til; ved du, hvor Bagdad ligger? “ „ Nej! “ svarede juristen vredt. „ Jeg kan tænke det, “ fortsatte drømmeren roligt, „ men jeg skal fortælle dig det, for didhen er jeg nået så mangen en gang i hede ønskers nattevågen. Jeg så den by dukke op af havet på sollys strand med grønne piniers kroner og blå minareters krumme månesegl mod sky — og derinde boede under høje marmorpaladsers kølende skygger skabningens allersomdejligste kvinder, og jeg favnede dem alle, alle; jeg talte ej de Kys, men jeg kan endnu mærke det Gys af salighed, jeg følte i deres favn, det husker jeg dem på hver og en — og den by hed Bagdad, og den hedder Bagdad endnu og vil bære det navn, så længe verden lever! “ „ Å, du er gal! “ brød juristen ham af. „ Og vi skal drømme blege, kyske drømme, “ Blev drømmeren ved — „ jeg skal drømme om stille sejre, vundne mellem studerkammerets trange vægge ved mange nætters vågen, der rander mine blanke øjne røde og gør dem matte; jeg vil drømme om klosterbo og kutte grå, høre svøbens hårde slag mod det syndige kød, se det røde blod pible frem som bod for mine svare synder! “ „ Hold dog op! “ kommanderede juristen, „ med det gale snak. Det er en syg hjernes tanker, en dårlig, en fej mands drømme. “ „ En fej mands, “ gentog drømmeren. „ Ja, det sagde jeg, og det mente jeg, “ svarede juristen bestemt, „ en mand, der flygter fra livet. Gå ud i det, hvis du tør; bliv til noget ved jævnt slid, og du skal se, dine drømme blegner; du vil selv ikke kendes ved disse spøgelser, der skræmmer godtfolk på alfarvej. “ „ Ja, ja, det er netop det, vi vil, “ skød jeg pludseligt ind i samtalen, „ vi vil ud i livet, bruge vore kræfter, få lov til at se dem slå ud i handling, i livsens klare lue, en lue, som jeg kan se, tage — og brænde mig på. Lad os komme ind dér, hvor hele maskineriet sættes i bevægelse, hvor menneskeuhyrets kræfter løses, ledes og sættes i fart, der, hvor der ikke drømmes, ikke sukkes, men handles, befales, herskes. Lad os komme ind der, vi unge, og vise, hvad vi duer til, og i skal se, at vi har mod til at tøjle en verden, ejer evnen til at sætte i ord, hvad vi har prøvet og set — evnen til at sætte i digt vor kærlighed til de kvinder, som vi har tvunget til knæfald — men se, om vi får lov — og derfor...! “ „ Hov, hov, “ standsede juristen mig med, „ hvorfor så bombastiske ord, hvortil disse glubende ønsker om i det aller mindste straks at flyve op på en kejsertrone — da i alligevel dumper ned i en sveskeskuffe! Har i disse mange kræfter, 1 råber om, da gå i livets lære, begynd som den mindste og end som mester, hvis i da ikke forinden for længst er gået i skrabkassen. Men indtil da, indtil i har stået prøven ud og fået lære-drengen banket af trøjen, forskån os for eders smørerier, romaner om livet, for hvad kender i til livet, i, der lige er slupne fra skolestue og tugtens ris? Lad os blive fri for eders kærlighedslapperier, for enten klynker i i månesyg tilbedelse for en eller anden spæd jomfrus fod, en ganske hverdags lille en, men verden falder ikke i staver, fordi en student bliver forelsket — eller også fortæller i os i letfærdige udtryk om jer dårlige tilbøjelighed for et af nattens møl, men verden forarges ikke over snavsede personer — den ynkes. Vent, til i selv bliver betagne af en stor, stærk, mandig kærlighed til kvinder, til en, der ejer højhed i lidenskaben, renhed i hjertet, der har kvindelighedens sødme i sjælen som ynde i legemet, og alt det adlet, gjort skærere ved kærlighedens forunderlige nådegave, der tvinger selv de værste af os mænd i knæ! Men se, de kvinder møder i ikke, ikke i den alder! “ „ Du skal ikke være så kæphøj; hvad ved du om, hvad kvinder vi har mødt, “ svarede jeg. „ Å, det kan jeg læse mig til i de unges romaner! “ „ Jeg kan ikke svare dig regnskab for alle de unge, men jeg har truffet en kvinde, som. „ Som hvad? “ spurgte juristen drillende. „ Som du aldrig har truffet, “ fuldførte jeg; „ den slags kvinder møder man ikke mange af i sit liv! “ „ Hvor har du gjort det interessante bekendtskab? “ „ På rejse. “ „ Nå, på din lille rejse til Berlin; jeg troede ikke, man kunne opleve noget på så kort en tur, du vil vist bilde os noget ind! “ „ Du er altid mistroisk, “ svarede jeg undvigende. „ Da har du aldrig før fortalt os om noget sådant, “ begyndte drømmeren, „ vi, som dog skal kaldes dine venner; det er da ikke underligt, om vi nu stiller os lidt tvivlende, indtil vi har fået fuld forklaring. Men så fortæl dog, jeg brænder af nysgerrighed! “ „ Jeg synes, man kan være venner i noget, dele meget, men den slags ting, dem — dem beholder jeg helst for mig selv! “ „ Nå, det er ellers en smuk tiltro til venner, “ Brød juristen mig af — „ men oprigtig talt tror jeg, at du kun ved den talemåde vil holde os hen; hvem har du kunnet møde? “ „ Så hør da, “ svarede jeg iltert, „ og sig mig så, om jeg intet har oplevet! — i ved, jeg i efteråret måtte rejse den tur til Berlin for min far. — i en mørk nat stod damperen „ Kønig Wilhelm “ ud fra Gedser med også mig om bord. En tilfældig medrejsende og jeg gik længe op og ned ad det tomme, klamme dæk, indtil vi én gang gik helt frem i forstavnen, hvorfra et elektrisk lys kastede sin blå lyskile som en søgende sonde ud i nattens mørke. Vi standsede begge og så ind i denne lyskile, der pludseligt holdtes stille og stod ud fra damperen ind i mørket, som den' flængede et gabende hul i fra sky til hav og vækkede dybt under os bølgerne af søvne og satte dem med perlende skumkamme så pågående tydeligt ind i sin biendramme, at det var, som tunge sveddråber randt ned ad bølgernes rygge, ad den bølge dér lige midt for, der bar agterenden af en vippende skonnert. Og ud for af natten et sølvstænk ind i det lys; der kom ét til i en dalende bue — og derpå sluktes de begge. Jeg stod længe og ventede på endnu et sølvstænk, men der kom intet. Jeg blev dog ved at stirre og spurgte til slut min rejsefælle: „ Så de dem, hvad var det? “ Jeg spurgte igen, der kom intet svar; jeg vendte mig om, han var gået, men ved siden af mig stod — hun, en dame i stor pelsværkskåbe, og stirrede ind i 9 lyset forbi mig. Jeg skulle gå, men gjorde det ikke; jeg kunne ikke få mine øjne fra hendes, før der blev trykket på en knap med et lille dir, lyset dræbtes, og alt blev bælgmørkt foran os. Hun dukkede med et suk ind i det store pelsværk, stod en stund endnu og gik derefter tilbage over dækket. Jeg stod og så efter hende, til hun forsvandt ind ad døren til den store midtsalon. Jeg spurgte straks mig selv — er hun smuk — å nej, å jo, alligevel, for hvem kan være uden lyde under det ubarmhjertige, elektriske lys — om natten — på søen, men hendes øjne var sære, smukke, helt smukke, når de bad; for de bad, det forstod jeg, men hvad kunne de bede lyset eller natten om? — jeg gik straks ind i midtsalonen, men hun var der ikke; jeg søgte ind i spisesalen, men heller ikke der var hun. Til slut satte jeg mig i en sofa, hvorfra jeg havde overblik over begge saloner og nedgangen til sovekahytten for at passe på, men jeg faldt i søvn. Jeg vågnede først, da min rejsefælle kom hen og vækkede mig, i det han fortalte, at vi nu var i vvarnemunde, og spurgte, om vi ikke også skulle fra borde. Jeg for op, de fleste passagerer var allerede borte, og vi to skyndte os derfor over landgangsbroen ind til toldeftersyn. Det gik rapt fra hånden; tolderne var morgensøvnige og længtes tilbage til deres halvlunkne senge; derfor stak de kun et halvt øje og en tilstoppet næse ned i folks kofferter og klæbede straks deres lille, røde plakat på siden. Dermed var vi inde i det store rige. Men jeg blev stående og så mig søgende om i det høje, kolde rum, der næsten var tomt, da de fleste passagerer allerede var slupne gennem toldeftersynet og ud på jernbaneperronen — kun henne i et hjørne rodede to virkeligt ivrige embedsmænd dybt nede i nogle høje kofferter, mens en drager kom slæbende med et par stykker til hen mod den lave disk. Ved siden af stod to damer og talte ivrigt, den ene af dem var hende, jeg søgte — i den store pelsværkskåbe. Jeg nærmede mig og kunne straks høre, de ikke var det tyske sprog helt mægtige, accenten var svensk. Jeg trådte til og tilbød min hjælp, som blev modtagen. Efter megen snakken frem og tilbage fik jeg endelig stillet de to toldere tilfreds, lågene blev smækkede i, og den anden dame, der var i følge, trådte til og låsede dem omhyggeligt af med mange sindrige mekanismer og lukker. Jeg udtalte min forundring over, at et par enlige damer førte en så stor bagage med sig. Hende i den store pelsværkskåbe svarede da på godt svensk, at det heller ikke var morsomt, men hun måtte til det på embedsvegne. Med nogle almenhøflige ord fulgte jeg damerne ud gennem perrondøren hen til toget, der ventede. De gik frem mod en sovevagon. Lige ved trinnet standsede jeg og gav hende mit kort. Hun takkede, vendte sig til ledsagerinden og bad hende give mig sit; jeg fik det, bukkede og trak mig tilbage. På vejen hen mod min kupe grundede jeg over forholdet mellem de to damer, og så snart jeg var kommen ind i kupeen, lod jeg den grønne silkehætte smække op for det matte gaslys, stak hendes kort ind mod kuppelen og læste navnet. Jeg blev forbavset, stak kortet atter ind mod lyset og stavede det igennem — jo, det navn stod der virkelig, hendes navn, den berømte sangerindes. Jeg stirrede på kortet til det gav et ryk i vagonen, så jeg tumlede om og blev liggende en stund, som jeg faldt. Endelig lagde jeg mig helt til rette og var hurtigt inde i en dejlig drøm under de rullende hjuls klaprende sang, der for mine øren tog hendes navn med som et dejligt omkvæd. Jeg vågnede først, da vi suste ind under stettiner-bahnhofs glastag. Hurtigt var jeg ude, tilbød atter min hjælp, som blev modtagen, og ved afskeden bad sangerinden mig om at aflægge hende en visit på det hotel, hun agtede at tage ind på. Ud på eftermiddagen gik jeg med en kendelig benovelse op ad de brede trapper i det store hotel, hvor hun boede. Jeg blev modtagen med kunstnerisk åbenarmethed af sangerinden, forestillet for den anden dame, der var hendes kammerjomfru, selskabsdame, rejseledsagerske, spiste middag sammen med damerne, gik i den kejserlige opera — og var i hendes selskab hele de tre korte, men dejlige dage, hun og jeg var i Berlin. Den sidste aften, vi var sammen, talte vi i begyndelsen om — ja, det har jeg næsten glemt, men jeg tror, det var om litteratur. Pludseligt brød hun af og sagde: „ Nu skal jeg svare dem på det første, de spurgte mig om, kan de huske, hvad det var? “ —- „ Nej; har jeg spurgt dem om noget, som de ikke har svaret mig på? “ — „ Ja, de er nok glemsom! Spurgte de ikke om de blinkende sølvstænk, der skød ud fra nattens mørke ind i damperens elektriske lys? “ svarede hun. — „ Jo—o, men det var dog ikke egentlig dem, jeg ventede svar af. “ — „ Nej — men nu skal jeg give dem det, “ sagde hun og satte sig tilbage i sofaen — „ det var måger, der skød ind i lyset. “ — „ Måger? “ — „ Ja, hvide måger, der fløj igennem — er det så utænkeligt? “ — „ Å, vist nej, det er tværtimod ret naturligt — dér er forklaringen, og der gives ingen anden. “ — „ Nej, der gives ingen anden, stol de på mig, “ svarede hun langsomt som hen for sig, men pludseligt så hun mig hurtigt og forskende ind i øjnene og spurgte: „ Hvorfor stod de og ventede? “ — „ Jeg — nå om bord på damperen — ja, der ventede jeg på et tredje blink for at komme til klarhed over, hvad det hele egentlig var — men de gik heller ikke straks, og de vidste dog, at det var måger? “ — „ Å, jeg syntes blot, det var interessant at se — se dem en gang til, “ svarede hun henkastet. — „ Var det derfor deres øjne bad? “ spurgte jeg sagte. — „ Mine øjne bad, “ gentog hun hurtigt — „ så de mine øjne bede? “ — „ Ja, det så jeg. “ — „ Så de virkelig? “ spurgte hun. — „ Ja! “ — „ Da ser de godt! “ — „ Å ja, men jeg tror dog, deres øjne beder bedre. “ — „ Nå ja, hvorfor nægte det, jeg bad, men kan de gætte om hvad? “ — „ Nej! “ — „ Om en måge til — eller rettere om den samme måge ville slå sit tredje slag gennem lyset; for der var kun én måge! “ — „ En — jeg så da to. “ — „ De så to blink ja, men af samme måge, der vendte og atter slog gennem lyset; det var min måge! “ — „ Deres måge? “ gentog jeg forundret. — „ Ja, hvorfor ikke min — lige så godt som deres? “ — „ Meget snarere deres; jeg har ingen fordring gjort på den, men vil de ikke forklare mig...? “ — „ Skulle jeg fortælle dem “ — hun så skælmsk hen på mig — „ skal jeg? Å nej, lad mig heller vente, til vi træffes næste gang! “ — „ Næste gang, hvor ved de, når og hvor vi træffes næste gang? De skal i morgen tidlig rejse mod syd, og jeg i nat mod nord; jmåske ser jeg dem aldrig mere — å fortæl! “ — „ Jo vist ser jeg dem én gang til, måske mange gange, det føler jeg; jeg har [sådan en mærkbar fornemmelse i den henseende — nej, nej, nu har jeg ikke lyst, bed mig ikke! “ — og mine bønner hjalp intet, jeg fik ikke noget at vide om hendes måge. Da vi skiltes, sagde hun: „ Nu er de bedrøvet over at skulle rejse mod nord, men når de næste gang drager ud, sæt da kursen mod syd, ned til den by, hvor jeg vil hvile ud efter så megen omflakken. Jeg venter, til de kommer! “ „ Ja, det var det, jeg oplevede, “ sluttede jeg, „ var det ikke noget? “ „ Tja, “ svarede juristen, „ det var begyndelsen til noget. “ „ Og hvad vil du nu? “ spurgte drømmeren. „ Hvad jeg vil, “ gentog jeg, „ jeg forstår ikke.. „ Men, menneske, forstår du da ikke, at du her har begyndelsen til livet, til et livs eventyr; du har truffet en mærkelig kvinde, som venter dig, og du kommer ikke! Du har guldæblet i din hånd, og du lader det falde! Du lader denne måge slippé dig af nettet og...! “ „ Men hvad vil du da, jeg skal gøre? “ spurgte jeg usikkert. — „ Hvad du skal gøre; du skal naturligvis rejse, rejse straks, den dag i morgen. Du ved, hvor Bagdad ligger og betænker dig endda! “ Jeg stod bevæget, tavs. Juristen sagde til drømmeren: „ Nej, kære drømmer, hverken han eller du rejser, aldrig i evighed, nej, i tør ikke, dertil er 1 for små! I praler af kræfter, råber på livet men kommer det, ja skimter i blot en flig af det, da taber 1 vejret, i falder straks ynkeligt sammen, i kan ikke, j må ikke, i tør ikke, i famler og raver, og imens er livet, det store, brusende, bragende tog forbi, og i står og stirrer betuttet efter det. Er det helt forsvundet, går 1 hjem og drømmer og digter om det liv, i aldrig turde leve “. „ Er du sikker på det “, spurgte jeg sagte. „ Ja, jeg er “ svarede juristen, „ fordi 1 ikke er mænd, men klynkende poeter af mange ord! “ „ Godt, jeg rejser “, svarede jeg bestemt. „ Du rejser? “ spurgte juristen drillende. „ Ja, jeg gør ikke for at vise dig mit mod, det ville være naragtigt, men fordi jeg føler skæbnen over mig. Jeg kan ikke andet, jeg må atter se den kvinde, det gå mig, som det vil. Hendes sidste ord har jeg ofte gentaget for mig selv og lige så ofte skudt dem fra mig i halv angst, i uvilje, men de lader sig ikke glemme! Er det ikke hendes stolte skikkelse, hendes dunkle sjæl, der har givet mig denne underlige uro i blodet, denne længsel efter påny at komme ud, som jeg ikke har kunnet dræbe? Er det ikke hendes måge der har kredset om mig og draget mig? Jeg rejser for at lære en kvinde at kende, som har været inde i livets, måske lykkens slot! Ja, jeg gør! “ Der blev helt stille, underligt tyst i værelset, da jeg havde talt. Vi så betagne på hverandre, for ikke havde vi anet, at det vi havde begyndt på i drillende spøg, skulle føre så langt, ud i ord, der ikke kunne drages tilbage, men måtte følges af handling. Vi havde leget, kaldt på livæt, og nu stod det der uden for døren og ventede på en af os, på mig, der havde råbt højest, og at jeg ville gå derud, derom tvivlede ingen, ikke en gang jeg selv, for det var som min sjæl skjalv i sælsom undren under min viljes besluttethed. Til slut brød drømmeren tavsheden: „ Rejs, ja rejs da og find dit Bagdad! “ i da jeg kom hjem i den lyse morgen, gik jeg ikke i seng, men pakkede ganske roligt min koffert og ordnede alt til en lang fraværelse. Så snart min fader kom op, gik jeg ind på hans værelse. Vi talte længe sammen, og jeg brugte bevægede ord, som sagde ham, at mit indre liv stod på spil, min sjælefred gik til grunde, hvis jeg ikke fik lov til at rejse, og det straks. Skulle jeg blive til noget, skulle jeg få tillid til de evner, som jeg troede at eje, da måtte jeg ud og prøve dem. Min fader så længe på mig i tavshed; endelig spurgte han, hvor jeg havde været om natten, og jeg sagde ham det, ja fortalte ham alt, hvad der var hændt mellem os tre venner. Da han også havde hørt det, svarede han: „ Godt, rejs! Det kunne synes underligt, at jeg giver dig tilladelsen, men jeg har en gang følt det samme som du, og fik ikke lov til at rejse. Jeg ved, hvad det har kostet mig, derfor giver jeg dig nu lov “. det blev besluttet, at jeg skulle rejse over Korsør til udlandet om aftenen. Hele dagen før min rejse talte jeg roligt og besindigt med dem hjemme, foretog intet som var unormalt, og dog gik jeg som med et fint blåligt slør for øjnene og hjernen. Jeg så nok alt, men i farvet belysning, jeg tænkte, men under en sær betagenhed — i en handlingens rus. Og den holdt sig, da jeg, i udtog jog gennem Sjælland og ved midnatstid kom til Korsør, hvor kielerdamperen ventede og snart efter førte mange rejsende og mig med ud på Storebælt, der lå stueglat og bonet af månens dyreste sølv. Hvor husker jeg ikke et billede af ung kærlighed fra den natsejlads! Da vi var komne langt fra land, gik lidt efter lidt alle de rejsende ned for at sove; kun to unge mennesker blev tilbage på dækket foruden jeg. De gik op og ned ad dækket noget fra hinanden og talte engelsk. De vandrede op og ned, han og hun, og så sig dvælende omkring, til jegmedlidendegik bag den store dampskibsskorsten — og da jeg igen gik stille frem, havde de sat sig tæt sammen på en bænk. — de hviskedee ømt, jeg rørte ikke en fod, han pegede ud på månens brede, gyldne vej derude på vandet — deres lykkes vej — men hun ænsede den ikke, hun hørte knapt hans ord, hun så kun på ham, ind i hans øjne, — så ømt! — han talte længe, før han blev hendes søde uopmærksomhed var, da bøjede han sig henrykt frem mod hende, hun lænede hovedet tilbage mod hans arm, og han kyssede hende i så søde Kys, at jeg skjalv af betagenhed; men hun må have lænet sig for langt tilbage, for hun så mig — og gav et skrig. — han sprang op og for udfordrende hen mod mig, men jeg afvæbnede hans vrede med et deltagende — i understand jou, i understand jou! — og gik ned i kahytten. Jeg syntes min rejse var begyndt under heldige varsler, og jeg faldt i søvn med forventningsfulde drømme om, hvad dagen ville bringe. Og endnu var jeg glad, da det unge par den næste morgen i Hamborg steg ud af toget, de skulle sagtens ikke længer, mens jeg kørte videre bort, langt bort til Bremen! Men næppe havde jeg nået denne by og gik — fra mit hotel — nedad dens Hovedgade, før min stemning faldt, min glæde svandt. — jeg ved ikke, hvordan det kom, men pludselig spurgte jeg bedrøvet mig selv, hvorfor i al verden jeg var kommen til denne by? — for en grille skyld, af syg forfængelighed; i en vinrus lod jeg mig ægge til at være en fandens Karl, der stod ved sine ord, men nu — nu er rusen borte, og virkeligheden står i stedet. Hvad vil jeg? Søge denne kvinde op, men hvad tør jeg —• ingen ting — jeg tør ikke engang se hende, og vil ikke se hende, nej, for hvad har jeg med hende at gøre, hvad har jeg at sige hende — ja, jeg ved ikke selv. Hvorfor skulle jeg dog plapre ud med den historie, hvorfor kan jeg aldrig tie! — men det er heller ikke nobelt, ikke det mindste fint af juristen, at få én — i en tåget nattetime — til at forløbe sig, fortale sig, lokke en til at bruge de store ord og da benytte sig af det, sætte skruen på og klemme én fast, så fast, at man prøver på at stå ved dem, mens han fornøjet sidder tilbage og gnider sig i hænderne. — ja, han kan sagtens, men jeg? — å gid jeg var langt herfra, hjemme på min fødeø hos min lille kæreste, da kunne jeg nu lidt hen på eftermiddagen gå en tur med hende op over den høje bakke, og var vi nået op til bakkekammen, havde vi ned for os i skrånende tavl gule rugmarker, sorte plovagre, brun-grønne skove og allerlængst nede havet — så vidt at skue! — og vi kunne gå ud i strandskoven og sætte os på den høje skrænt og se — over skovdiget ned på kløvermarken, hvor de unge heste løber tøjret i ring — og langs den smalle sandede sognevej ned gennem bakkerne, lige ud til det muslinghvide strandsand. Fiskerlejet ligger gemt under brinken, det ses ikke fra skrænten, men vi kunne tælle alle bådene, der gik ud fra lejet, ud i fiske; vi kunne tælle dem ude på havet som hvide blomsterfnug i en mægtig, blå skål. — Havde vi hvilet os ud i det bløde Mos, i det jordslagne, årsgamle løv og længe nok set op i træernes kroner og højere op, hvor lette sommerskyer drev i fart over himmelen, da ville vi vandre ad stien tilbage, ad den sti, der fører gennem mandshøje bregner over mosegrund. Og havde vi drukket den syrlige, skarpe Duft, der står derinde under disse bregner, var vi komne frem til skovledet, hvor den ville rosenbusks blomster rødmer undseligt til skoven. Der havde jeg bøjet hendes hoved mod min skulder og kysset hende, og derfra var vi gået det sidste stykke vej hånd i hånd ad den brede marksti, over åens vippende gangbræt op mod stuehuset og ind i havestuen, der gemmer sommerens dejligste svalhed og skygge fra de store, brusende Linde udenfor! —men nej, nej, nu stod jeg her ganske alene i en fremmed stad, der syntes mig byvarm og stinkende som ingen anden. Det kunne intet nytte at drømme sig skygge til, den var ikke at finde over jorden, og derfor bøjede jeg hovedet og søgte den under jorden i rattskeller, Bremens berømte rattskeller, hvor så mangen en strandet skipper har søgt lindring for rejsens strabadser. Straks på den stejle trappe nedover slog kølig dunkelhed mig i møde, og da jeg kom helt ned, hang et flagermuseagtigt halvmørke under den gamle rådhuskælders spidse kirkebuer og gav det hele rum et sløret, mystisk udseende. Jeg satte mig — lettere i sind — hen ved et bord, hvor der ingen sad, og bestilte en halv rudesheimer. Et glas og den halve flaske blev hurtigt stillet foran mig, og med en fryd, jeg aldrig havde kendt før, stirrede jeg ind i de store, fulde dråber, der perlede om flaskens sider. Jeg greb om den og fornemmede et eget velvære, da disse dråber brast og deres kolde væde isnede min hånd. Jeg skænkede i glasset og så andægtig over den stille vinflade, hvorfra der gik en Duft, mere frisk og syrlig end duften fra al verdens bregnesporer; jeg satte munden til og sugede først ganske langsomt for at spare, men standsede dog ikke, før glasset var tømt. En gang skal man da smage vin, rigtig til bunds; over bord med den evige sparen! Jeg fyldte mit glas igen, satte det forventningsfuldt foran mig og så mig rundt. Det var alså her, Arthur fitger og den store Heine drak, drak i kølig vin en skål for det gæstmilde Bremen. Jeg vil drikke en skål — ikke for Bremen — men for eder, for eders kølighed, i kirkebuede haller, der gemmer vinen, denne lægedom, som dulmer al smerte og lysner hver sorg! Gem den, køl den og forvar den vel til sommerens hede, skænk den da i for den unge vandringsmand, der ville ud i livet — og dumpede ned i Bremen, som han mente var en gammel han<saby, hvor der dobledes og sloges, elskedes og drak, en stump af middelalderen glemt og gemt til vor tid, men som han fandt at være en fedtet marskandiserbutik i elektrisk belysning — giv ham for den skuffelse, foi de han har lidt og de mange, han endnu har tilbage på sin vej, giv ham en stemning dunkel, grøn, duftende — da vil jeg drikke jer skål, i haller, skål! — lad ham glemme det liv, der ligger bag, lad ham glemme skrænten derhjemme under de høje bøge — og havet — ja havet, skal det glemmes? Å, riidesheimer er lige så grøn, lige så kølende, og den kan drikkes; det kan du [ikke hav, i alt fald ikke godt. Gid du blot, min kære Østersø, var et rinskvinsk hav, jeg skulle favne dig, skål! — jeg skulle kysse dig, skål! — nu kan jeg bedre forstå den engelske konge, der druknede sig i et fad malvasiervin, den fyldebøtte syntes jeg altid tilforn, men nu — hvem gjorde ikke som han, når han blot kunne komme til! — Kellner, giv mig en riidesheimer til, en hel! Jeg skænkede op, ah, ah, ah! Nu havde jeg en hel flaske at tage til, en hel; jeg har aldiig kunnet lide disse halve-vinflasker, en lurvet gentilitet! Da jeg havde tømt den halve flaske, dukkede pludselig en Kellner op foran mit bord med et mægtigt nøgleknippe i den ene hånd og et tændt lys i den anden. „ Kære, er de diogenes med lygten “ spurgte jeg — „ så kom her, drik med mig og sluk den osende tande; for hverken ved dagens sol og ikke heller ved lygtens prås finder de et menneske, men gå ud i natten og føl dem for, da vil de ikke finde ét, men mange mennesker. De vil høre dem hulke i den dybeste sorg, juble i den saligste glæde, stønne af det beskeste had, i den sødeste brynde; de er alle mennesker, for de tør være sig selv, sig selv til den inderste trævl, for natten er sort, så sort, at alle katte bliver grå. Mørke gør modig, den lyse dag skaber feje folk; ræde lusker de rundt i dagen og længes mod natten, og nu kommer den snart, den salige; sé den har allerede lagt sig i krogen derhenne, svøbt i sig selv, men se nu, hvor den begynder at strække sig og komme frem, blød og myg som en kælen kat; klap den dog, du diogenes, stryg den, så den krummer ryg og vokser op gennem taget og breder sig over det ganske land 1 “ Jeg så stift på den bukkende diogenes; han havde øjensynlig ikke forstået et muk af, hvad jeg sagde, jeg talte dansk. Han bukkede igen og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at syne de store vinkældere. Nu lagde jeg først mærke til, hvad han sagde. — om jeg havde lyst til at se vinkælderen, det var også noget at spørge om! — jeg skyllede min vin ned, rejste mig og var snart i Trup med en hel flok englændere, der stod parat med baedeker og spidset blyant. Vi gik om bag et fad, og kellneren stak en kirkenøgle i en mægtig dør, der sprang op, og en muggen kælderlugt slog os i møde. Englænderne stormede ind som et kobbel snusende hunde, lyset flakkede op ad vægsiderne, satte glans i det drivende vand — og i det samme begyndte kellneren at haspe af sin visdomsten: — „ De tolv apostle, kaldte så...! “ „ Hvad for noget, de tolv apostle? “ „ Tolv fade, opkaldte efter de tolv apostle! “ „ Nå, sådan “ — og han kørte videre, og engelskmændene fulgte med i baedeker, men kellneren snakkede dem pokker et øre af. De blev urolige og tog til at spørge; kellneren begyndte forfra igen på Ramsen, men nu noget hurtigere; de standsede ham fortvivlede med blyantspidserne nede i bøgerne. Han trak på skulderen, tav og skred videre med sin tælleprås. Jeg tænkte — vi har de opvartere, vi fortjener — og fulgte med de øvrige fra fad til fad, fra kælder til kælder. — og det var fade store som noæ ark; jeg bankede på et af dem, og en drønende, hul lyd svarede mig dybt inde fra. „ Er de tomme? “ spurgte jeg. „ Ja, på ét nær; alle de andre har franzosen tømt, da han var her 1812! “ „ Hvor meget gav han for dem? “ „ Gav — han tog dem gratis — og gav hug til drikkepenge, og det var vin, der var dyr! “ „ Så! “ „ Å ja, for af det fad, som er her tilbage i rosenkælderen, af det koster en dråbe — 3400 mark! “ Alle blyanterne for ned i bøgerne, og' jeg kiggede hen på kellneren i håb om, at han skulle smile forstående til mig over en så dundrende løgn, men han fortrak ikke en mine, og det duperede mig. Han lyver godt, tænkte jeg, eller måske er det sandt, sådan omtrent da — og videre gik vi gennem kælderne, forbi fad ved fad, og de var fulde. Jeg gik i min vintørstige sjæl og ønskede — bare den tykke egedør smækkede i, og kellneren ikke kunne lukke den op herinde fra, men alligevel stak nøglen i og brækkede den af derinde i låsen, så vi ikke kunne komme ud, uden at vi drak os en ny vej igennem én af de store fyldte fade. — å gud, hvor skulle jeg svømme rundt og drikke derinde! Mens jeg gik og drømte denne smukke drøm, dukkede vi atter, ført af den gentleman til opvarter, ud i forkælderens halvdunkle lys. Diogenes slukkede sin visdomstande og strakte håanden frem — et moderne klogskabens tegn, der røbede stor kendskab til menneskelig godmodighed. og atter søgte jeg hen til mit bord. „ Lad mig få et glas af den gamle vin! “ „ Vil Herren have af apostelvinen fra 1797? “ „ lavel! “ Jeg fik vinen; den var gullig af ælde og duftede sødt helt ind mit hjerte, og jeg drak den første slurk til apostlenes ære. — i fromme asketer og fiskermænd, da i levede, var der vel næppe den, der ville spendere et glas øl på eder end sige en flaske vin, og nu låner i beredvilligt navn til hele fade! I var handlingens, modets mænd, men hvad er vi — jeg — pøj! Skål, skål, i franskmænd, jer kan jeg lide; i tømte disse bissekræmmeres lommer, drak deres vin, kyssede deres piger; gjorde de vrøvl, fik de prygl. Kræmmersjæle takserer kun vin og piger til så og så meget dråben, krigsmanden køber dem for gyldne dukater, eller tage r dem med blanke slag. Skål, i franskmænd, stod i op af gravene igen, jeg ville sværge til den store kejser og være med til at tømme den bremer-vin til 3400 mark dråben. Guds død, man drak sig jo til millionær på mindre end en halv time, skål! Tro ikke, at tiden er vanslægtet, der er mænd til endnu, der tørster efter eventyr, der vil vinde guld og grønne skove; jeg bær marskalsstaven i mit tornyster! Af vejen jurist med dit spottende smil, du drømmer, spind videre på dit hjernespind —jeg vil ud i det store, det mægtige, det prægtige liv! Giv plads folden bedste våbendrager, jeg ejer de blankeste våben, det rankeste mod, jeg vil vinde prinsessen og det halve kongerige! Iii jeg sejlede ned ad rinen, bøjede mod vest til Strassburg, det var min mening at rejse til Paris; for jeg ville ikke derhen, hvorhen jeg droges, men dér, ved Tysklands sidste grænsestation, bøjede jeg mig for overmagten, for skæbnen, jeg ejede ikke mindste gran af modstandsevne tilbage; aldeles instinktmæ

1898_Bon_StoltenbergOgAndreSvende

Fridtjof

Fridtjof

Bon

Stoltenberg Og Andre Svende

male

male

dk

Bon

Stoltenberg Og Andre Svende

Bon

Stoltenberg og andre Svende

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

På tournée der var engang en student, der var glad, og det havde han også lov til at være, for han var meget ung, student og skulle ud at rejse! En solskinssommerdag, dagen før afrejsen, gik studenten ud ad Bredgade i et lyst, nyt ommersæt, hvortil han bar en gul-hvid stråhat med et rødt bånd om, en sådan hat, som kun klæder ganske unge mennesker, og det bedst i sommerferien. Jo længere han kom ud i gaden, des gladere blev han for alle dem, han mødte; både for de unge herrer, som alle forekom ham mandige og slet ikke vigtige, og for de gamle, som var svære og førte sig værdigt; og de unge damer, han så, syntes ham så friske og ungpige-indtagende, at han fik mod til at kigge på dem, lige ind i øjnene, og med øjnene lo de skælmsk og indbydende til ham, selv om de bevarede holdningen i gang og ærbarheden i det øvrige ansigt. Da han kom forbi en konditors vindue, tittede mange unge kvindeansigter frittende ud til ham og lo — med deres hvide tænder halvt nede i den røde is eller deres spillende små tungespidser ude efter kræmen i en tteske. Så overgiven blev han, at han nikkede ind til dem — og skyndte sig forbi, og snart stod han ude i mundingen af Bredgade med grønningen foran sig, der pludselig forekom ham en hel skov, en ny skov, som han ikke før havde haft øje for lå dér, men som på en gang dukkede op for ham så ny, at han fik lyst til at rejse ud i den og igennem den ad de lange veje, hvis første begyndelse han stod ved, og han ville sikkert komme forbi mange blanke vande og nå ud til den kirke, hvis spir stak op derude i det grønne som præstens manende pegefinger, men den ville han skynde sig forbi for at række frem til den mølle, hvis vinger satte stige op mod himmelens sale! På tilbagevejen fra Langelinje under den gamle allés brede løvtag syntes studenten, at han endnu trængte til pynt, og derfor købte han på hjørnet af Bredgade en rose. Han kunne på den tid af året få mange for de penge, han gav, men han tog kun en, men den var også blodigrød. Den farve forekom ham at stå bedst til hans ny sommersæt og lyse-brune støvler, for et sådant par støvler havde han også købt sig i rejsens højtidelige anledning. På hjørnet af Fredericiagade og Bredgade kom han pludselig i tanke om, at der nede i gaden boede den mand, som plejede at flytte for ham. Derfor bøjede han af fra Bredgades fornemme solglans ned i Fredericiagade, hvor 'lyset nede i gaden for længst var slukket, men endnu lå oppe om skorstenene og dasede og bagte igennem ind til kvistenes små rum og gjorde dem utålelig ophedede, mens kælderne aldrig fik en dråbe sol og derfor stod klamme og kolde som underjordiske fængsler. Da studenten kom lidt ned i gaden, syntes det ham pludselig, som hans tøj falmede, og da han gik op i en gadedør og kom ind i en lang mørk trappegang, blev han trang om hjertet; det var, som mørket omkring ham også slog ind i ham, og han havde gerne vendt om og opgivet den flytte-mand, hvis det ikke havde forekommet ham selv for latterligt at søge en anden, nu da denne mand, som han altid brugte og kendte godt, var så nær, kun nogle få skridt borte. Studenten gik derfor til gennem gangen og kom ud i en gård, der lå som et trangt kælderhul meltem høje huse. Og langt, langt deroppe, oven på kvistenes magre rygge, lå der en firkantet lille himmel-rest over hullet. Studenten kiggede uvilkårligt op på den og fik i det samme øje på en sort krage deroppe; det vil sige, det var kun vingen af den, en ganske kulsort vinge, som skar sig ind på det blå. Resten af fuglen var allerede forbi, og lidt efter dumpede et eneste hæst kra-a ned i gården til studenten, et foragteligt råb om, at nede i det mørke var det for trist, selv for den sorte krage. Inde i en krog af gården lyste fire funklende ringe frem af mørket. Da studenten kneb øjnene sammen, så han, at de lysende ringe hørte til i et par kattehoveder, hvis ejermænd var magre og lange som hønsetarme. De sad og gloede ind mod gårdens skraldekasser, på hvis ene låg en pølserund fed rotte sad på bagbenene og viskede sig vigtigt om næsen med den ene forpote, medens den øjensynlig indgød kattene både respekt og en stor rædsel, for de sad lige på springet til at løbe deres vej. Studenten slog i stenbroen med sin stok, og kattene forsvandt med en ængstelig hvæsen, og rotten holdt op med at stryge overskægget, men gloede først fornærmet og besk på fredsforstyrreren og lod sig derefter falde ned på alle fire og viste tænder, så studenten halvt forskrækket skyndte sig forbi den og kasserne og kom ind i en gang, endnu mørkere end den første, og bankede på en dør. Der kom ingen og lukkede op, og heller ingen svarede inde fra. Han lukkede derfor selv døren op og gik ned ad et par trin meget forsigtig; for den første gang, han havde åbnet den dør og søgt ned i kælderen, var han forskrækket tumlet de to trin ned, der førte helt til bunden. Da han var kommen helt ned, spurgte han igen, om der var nogen, men da han intet svar fik, famlede han sig frem til en dør, som han vidste skulle være der i den mødsatte ende af værelset. Den fik han også op og kom ind i et rum, som ikke var slet så mørkt, da det fik lys fra et vindue ud til en baggård, og vel var der et højt plankeværk tværs for, men bag det igen lå der ingen bygninger, men en gammel have. Henne ved det vindue stod der et bord og en stol. På bordet stod en trepægleflaske og et glas, på stolen sad en mand med ryggen til døren. Han sad foroverbøjet med hovedet i hænderne, som støttede på knæene. Derved kom hans ryg til at se endnu længere og mere bøjet ud, end den i virkeligheden var, og den gamle langskødede frakke, der var spændt over den, gjorde den tynd som en sort ildrager. Halsen var gemt bort mellem skuldrene, så hovedet sad lige ned på frakkekraven; det var et lille hoved med en tæt, sortkrøllet hårmasse oven på, hvori der helt koket stak enkelte grå sengedun. Studenten hilste, og manden svarede uden at vende sig om: « da1, studiosef! » Studenten stod lidt og kiggede på mandens krummede ryg, så spurgte han: « er d'e fuld, Mortensen? « « næ, ikke endnu, der mangler en kende, men jeg blir’et snart; nu æ jeg sofrigfuld 1 » « er deres kone hjemme, » spurgte studenten. — » Næ, for når jeg æ fuld, så æ jeg mand, å hun kæming, å så tør hun ikke være inden for disse fire vægge, men når jeg ikke æ fuld, så æ jeg kælling å hun mand, å så får jeg klø. Ta’ aldrig en kælling, hr. Studiosef! » — « de vil vel ikke flytte noget tøj for mig, Mortensen? » « næ, hr. Studiosef, di må ikke tage mej’et fortrydelig op, men gu ve’ jeg nikke nikke nej, de’ har jeg ikke tid te’ ». — « hvad skal de da bestille? » — « jæ ska' drikke natyrligvis, de' ta'r tid, hr. Studiosef, når de’ ska tage s grundigt å de’ hele gennemgås li’e fra fundamenteringen a’! » — « det har jeg ikke tid til at vente på, Mortensen, for jeg skal ud at rejse » — svarede studenten. Det gav et sæt i den krummede ryg, og en 'hånd for febrilsk ind i den.tætte hårfyld, men manden vendte sig dog ikke om, da han spurgte: « hva’, skal di ud a’ rejse, skal di verkelig ud! Kommer di også ud te’ den grønne skov? » — » Ja, jeg kommer sikkerlig gennem mange grønne skove og dybe Dale, og over høje bjærge vist også » — svarede studenten overgiven. Mortensen sagde ikke noget lige straks, men skænkede sig en snaps, drak den og slikkede sig eftertænksomt om munden. — « hr. Studiosef, ka’ di se min grønne skov? » spurgte han så helt skælmsk. « nej, det kan jeg virkelig ikke, og den kan da ikke være herinde! » — « næ, de’ ka’ den ikke, men vil di ikke gøre mig den venlighed å kigge, å kigge gennem ruden dér, ja, de’ æ den øverste a’ dem vil de’ si’e! » — « ja, men jeg kan ingenting se! » — « spil gluggerne op, hr. Studiosef; vær ikke flot å spring no’et over, nå kig så etter! » « jo, nu ser jeg noget, ja, hvad er det? Det er jo en lille kvist med tre grønne blade på, hvor kommer den fra? » — « der ka’ di se; en skal være nøjsom å inte springe no’et over. Hvor den kommer fra •— inde fra jor’mor’stiftelsens have natyrligvis. De’ store træ ka’ vi ikke se, de’ ville være for mejet forlangt, men di under mej en kvist derinde fra, å den æ jeg også glad for; på den ka’ jeg se, hvad tid de’ æ på året, både når den teves, og når di falder a’, å når di knoppes igen, å så æ de’ ailer væ’st herinde « — Mortensen slog sig for brystet — « de’ krivler, å de’ kravler gennem hele kadaveret etter den store grønne skov å de hvide telte å trutten i horn å kaffepunserne å de søde fruentimmer! Den herlighed æ forbi, fæ’rig Peter Mortensen, nu har en fået sej en kælling! » — « hvad er det for en herlighed, der er forbi? » — spurgte studenten interesseret. — « ja, de’ va’ en herlighed! » svarede Mortensen begejstret og slog i bordet, så flasken dinglede, og glasset faldt omkuld — « gud fader, sikke en herlighed, de’ va’ et liv, et herremands liv! Hr. Studiosef, di skal ud å rejse, de’ sagde di før, » — Mortensen vendte sig pludselig om og så med et par store, halvt tilslørede øjne på studenten — « må jeg tage mej den frihed å spørre, skal di ud på tournée, hva’? » — « på tournée, nej nej, jeg er ikke kunstner! » —• « næ1, de’ ka’ jeg nok også begrive å ligge sammen, a’ di ikke æ mejet a’, men se, jeg har voren på tournée! De’ va’ en dejlig tid, den bedste i1 mit liv, jeg ku’ godt vande høns ve’ a’ tænke på den, å hvad en så æ ble’et te’ bavetter! » — « nej, iad vær med det, Mortensen, men fortæl mig heller lidt om den » — bad studenten og satte sig ned på en stol. « fortæl, fortæl, » gentog Mortensen — « ja, de’ æ godt nok, for hvor skal en tage fat, å hvor ska’ en gi’ slip; jeg har voren i manne lande å byer; der æ ikke de’ marked i de’ hele kongerige, en ikke har voren mæ te’, men de’ bedste land va’ alieveller Bornholm, har di væt der? » — « nej » — svarede studenten. — « så skal jeg li’e godt fortælle dem den tur, for den va’ ikke a’ kimse a’. Jo, ser di, jeg trak lirenkassen for den blinde mand, han omme fra Klerkegade. Han ha’de li’e godt en dejlig kasse, de’ va’ den bedste kasse, jæ’ har hørt i mine da’, de’ tør jeg nok si’e uden a’ rose mej sæl, å jeg har ellers probert manne ----------nå li’e mejet, en sønda’ettermidda’ va’ vi ude å dreje den i bo’r, de’ va’ den tid, der var lighed og broderskab i landet, så en anden én også ha’de lov te’ a’ tjene et par syle sønda’ettermidda’. Ja, vi tog vist en fire kroner ind, å vi ha’de den på deling, så den var ikke så tosset. Som vi så ha’de drejet dem den sidste a’ henne i enden a’ Krokedillegade, tog vi vejen ner te’ kvejstudebroen å gik om bord i en a’ bornholmerne, å vi fik den for hal’ betaling. » — « hvad fik de for halv betaling? » — spurgte studenten. « billetten natyrligvis, for vi va’ invalider! » — « invalider, men de er jo ikke invalid, Mortensen.g — « vel æ jeg ikke indskreven i krøvlingekoret, » Svarede Mortensen og missede polisk med øjnene — « men jeg va’ skeløjet, å de æ jeg li’e godt endnu. Den danderede vi storartet å kom om bord, å drejede den for dem hele natten, mens den sejlede, å jeg har nu altid gort mejet a’ søfolk, å di dansede å ga’ 01 å sprut li’e så mejet, vi ville hælde i vos, te’ vi om mørningen kommer te’ Rønne, så skulle jeg op å klare papire'ne å de’ hele hos bor’mesteren, å de’ va’ en morderlig tyk tamp a’ en streng herre, gud fader bevares, for han si’er te’ mej li’e på fastende hjerte — hør Mortensen, si’er han te mej, di æ jo li’esom næsten plaskfuld! Æ de’ no’et a’ møde for mej i en sådan kæfert med sådanne fine papirer på en blind! Sé, den va’ næsten ikke te’ a’ tage fejl a’, å en anden mæfik ha’de jo ladet sej gå på, men jeg va’ ikke a’ den slags, jeg va’et ikke den gang allenfals, jeg tog den immer fra oven a’ å ner — å jeg sa — javel, hr. Etatsråd, men denne hersens kæfert har jeg sæl fået å betalt, å der æ gu’ske lov frihed å broderskab i landet! — — å, se den ku’ han ikke gi' igen på, å på den fik jeg papire’ne — å vi te a’ tra’ske bakke op å bakker ner, men på en gang sier han, den blinde — hør Mortensen, sier han å peger ud te’ si’en, ka’ du se dér, derinde på Marken, ligger der ikke en stor sten? — jo, de’ æ akkurat, hvad der gør, svarer jeg igen, å de’ gøre der også, de’ va’ ikke løgn. Kig rigtig på den sten, Mortensen — biir han ve’ — for de’ æ en mærkelig sten, en meget kostbar sten! Så? Ja, de’ æ den, for nu skal du høre; når du vil gå hen te’ den å så mejet som røre den mæ den yderste ende a’ den lille finger, ve’ du så, hva’ den gør? Næ? så bevæger den sej kraft stejle mej, uden du ved et ord a’et, sådan ganske gelinte tage r den sej en lille hopsa! — — — å de’ har jeg så manne gange spekuleret ud bavetter, a’ de’ æ dog forunderligt, hvor alting æ skavt, a’ tænke sej, a’ jeg mæ denne hersens lille finger, ja barstens mæ den alleryderste ende a’ min lillefinger, mæ den alleryderste ende, sier jeg, ka’ rokke sådan en vældig klippe! — men somme tider æ de' °sse, a’ jeg tror, de’ hele æ løgn, ja, hvad tror di, studiosef? » « hvad jeg tror’. » — gentog studenten — « jeg har jo aldrig set sådanne rokkestene men det må de jo selv have set og prøvet, Mortensen! » « jæ » — svarede Mortensen — » hi, hi, hi — næ, de’ har jeg ikke, næ, de’ ved gud jeg inte har, for da den blinde sier de’ ord te’ mej, så kigger jeg ind over Marken å opdager, a’ den stod i en pløre, å så tænker jeg ve’ mej sæl, næ, den går du ikke på, Mortensen, å de’ gøre jeg ikke heller, for jeg ha’de jo ikke bunder i støvlerne, å så æ man ikke så gelassen te’ a’ movere sej i fri mark; nå, men mærkelig æ den sku alieveller! « Og Mortensen for atter med hånden op i lokkerne, så to dun forskrækkede røg op, men dalede beroligede ned igen på kraven til et par kammerater. Mortensen drejede sig om mod bordet til flasken og glasset; da han var færdig med dem, vendte han sig atter om og stirrede stift ud for sig. « var det det mærkeligste, de traf på den 0 » — spurgte studenten noget efter. Mortensen svarede ikke straks, han var for dybt ude i minderne og havde besvær med at rive sig løs. Endelig kom det: » De’ mærkeligste, de’ ka’ di godt kalde de’ hr. Studiosef, men ikke de’ bedste, ved di, hvad de’ va’? » — nej! » — « de’ va’ tie godt kvindfolkene! » — « kvinderne? » — « ja, for se, når én sådan æ på tournée gennem manne lande, får en lejlighed te’ a’ sitte sej ind i flere ting, også i di medskavninger, å di’ har nu, hvad mej anbelanger, væt min bedste tidsfordriv å studiosum! For se, ved sådant et marked, når kasserne går, å flavene vaje, å di trutter i horn, å tyrene brøle, å sprutten løver, så krivler det i kroppen på et ordentligt mandfolk, å hvad skal en så si’e te’ et skrøbeligt kvindfolk ve’ en sådan lejlighed; hr. Studiosef, de’ æ mærkelige medskavninger! Vores egne ka’ være go’e nok, de’ ska jo være en skam a’ kaste vrag på sit eget, men di æ, som bønderne si’er, di æ for bøvede å har som oftest for meget a’ flæsket! — næ, di bær ikke nær vand mod svenskernes, kender di ikke no’et te’ dem? » « nej, ikke sådan indadgående! » — « nå, ikke de’, ja så skal jeg åbenbare dem mine betragtninger. En ka’ si om svenskerne, hva’ en si vil, både hvad angår kretur å mennesker, for di æ derovre a’ samme facon. Di æ rivendes gale å utoske å slås mæ knive å æ hidsige å sparker — men ved di, hva’ di derovre så har, å de’ æ de’, vi ikke har herhjemme? » — « nej! » — « di har blod, har di, di har det ægte blod i sej, både mennesker å kretur; én ka’ ase å tumle mæ dem, å tæske dem å sulte dem, di æ alieveller ikke te’ a’ få død på, de’ æ der ikke tale om, å de’ gælder også deres kvindfolk. Jæ glemmer dem aldrig, så længe én lever! — de’ va’ ovre på Bornholm, jeg traf di fø’ste a’ dem,. Svenskerne ligger jo derovre om sommeren å fisker disse røgede sild, å har deres fruentimmer mæ sej. Vi kom en lørdagaftenstund trækkende mæ kassen ner a’ en a’ disse hersens bakker å sku’ te byen under nejen å finde logiment. Så kommer der en hel stime a’ svenske mandfolk å fruentimmer imod vos å vil ha’ vos te’ a’ spille for dem te’ Dans inde i en stor grøn skov tæt op a’ vejen. — den blinde ville ikke, han kendte dem, sagde han, di betalte ikke, å de’ ku’ ende mæ, a’ vi fik klø te’ mæ, å de smadrede kassen! Men jeg ha’de mod på den væ’ste, å vi trak den ind i skoven på en stor grøn eng. Jæ husker den så tydelig, jeg har aldrig voren i blødere eng, å den va’ alieveller knas tør. Å så spillede vi, å di dansede å drak, både mandfolk å kvindfolk, å sikke di ku’ flytte deres ben, de’ va’ no’et andet end vores træskobal; di hoppede å sprang å slo’ kruseduller å sang, så de’ skrattede i skoven. Å jeg mærkede på mej sæl, a' jeg ku ble’ ve’ a’ dreje, jæ ble’ ikke spor a’ ugidelig, å kassen! Ja, de’ va’ gud hjælpe mej, som den også ku’ fornemme, hva’ de’ va’ for slags folk, den mjavede for. Di trakterede vos mæ, hvad di ha’de, å den blinde ble’ fuld, å jeg va’ nok sæl li’e te’ de’, men så æ’et, a’ en a’ mandfolkene spør, om jeg ikke også ku’ ha’ morskab a’ a’ røre benene, nu ha’de armen fået, hvad den trængte te’, å jeg har nu immer voren mejet for Dans, å jeg hen te’ en a’ pierne å valser rundt. Der var mund å øjne å ben! Der var inte andet, men de’ va’ også de’ samme, for de’ va’ godt, hvad der var! Å sikke hun ku’ bruge de’, de’ gøs helt igennem én a’ ha’ fat om hinner! — nu har jeg hat manne mellem hænder i mine da’, men heller aldrig et sådant livsens stykke som hinner! — der va’ fart, å der va’ blod i hinner, helt ud igennem! — hun dansede helt vejret fra mej, å hun tog de’ sku også, når hun kyssede, hun ligefrem suttede én te’ sej, å hun kradsede a’ den bare kælenskab! Å, hr. Studiosef, gud fader for en herlighed, når en tænker på de’! Å den store grønne, grønne skov, som vi bavetter i stor kærlighed holdt vores bryllup i, ja dén grønne skov glæmmer jeg aldrig! » — Mortensen for med begge hænderne ind i håret og lukkede øjnene. « å, én ka’ bli’ ganske rasendes, når én tænker på, hvad en bavetter æ ble’t te’, te’ sin kones kælling, hr. Studiosef, pøj, pøj! Ble’ aldrig kælling te’ • deres kone, hvad di’ så ellers laver a’ frikadeller. « — « Mortensen » — spurgte studenten sagte — « så de hende aldrig mere? » — « om jeg så hinner, jo de’ ved gud, jeg gøre, hun trak med vos di næste to år, å den blinde skældte ud, å jeg va’ sku te’ tider heller inte for kælen, men hun var li’e nøj’t, bare hun var. ve’ vos; hun trak kassen, å hun lappede om vos, å hun slo’ på tingeltangel — å hun sultede, å hun frøs, men hun var li’e glad, der va’ ingenting, som bed på hinner, bare hun va’ ve’ mej, å jeg ikke så te’ andre fruentimmer, for de’ tålte hun ikke, ikke en stænk a’, for så kom blodet op i hinner, å hun så rødt! Vi trak fra Bornholm over øerne å kom helt op i Jylland, hvor vi trak sammen mæ et a’ disse zigøjner-cirkusser, å der va’ en ny slags fruentimmer, å jeg tog dem te’ studiosum å kom te’ a’ ligge i mæ en a’ dem — jeg har nu altid voren mejet for di sorte, men så æ de en nat, vi la’ sammen inde i teltet, a’ der va’ en, å hun skar en gavendes flænge i teltdugen, å jeg kigger op, å der stod svenskeren over vos! Uh ha, uh ha! Hun var hvislende som en snog, å hun var nok. bleg te’ hverda’, men den nat va’ hun hvidere end den væ’ste pjerrot, jæ har set, å hun ha’de en kniv i hånden; så vidste jeg, hvad den va’ sla’et! Hun så blod! Å jeg te’ a’ springe op, å hun te’ a’ stikke te’ mej, å føj, hvor hun stak! Men den væ’ste flænge, hun ga’ mej, va’ her i hånden, for jeg holdt den op for mej, å den gik tværs igennem! — — å, som jeg ha’de fået den, så biir jeg så rivendes gal, a’ jeg river en pæl op å råver — bruger du kniv, din svenske mær! Å så sla’r jeg te’ hinner, så hun dask. Hva’ mere der arriverede den nat, husker jeg inte et muk a’, for etter jeg ha’de gi’et hinner den, dask jeg sæl om som en død sild. Den da’ jeg kom te’ hægterne igen, va’ hun forduftet over sø å salten vove, som man plejer a’ si’e for et gammelt ord, å hinner så jeg aldrig mere, men jeg si’er li’e godt, hr. Studiosef, den flænge vil jeg bavetter ikke undvære for manne penge, for de’ æ et erindringens og bemærkelsens tegn fra en pi’e, å hinner va’ der blod i! Se her skal di se » — og Mortensen rakte hånden frem — « den æ køn, hvad, durch igennem mæ en rigtig svensk langkniv! « » Og efter de oplevelser kunne de sætte dem ned i en sådan kælder? » — spurgte studenten. « jæ va’ tvunget te’et » — svarede Mortensen — « for jeg duede alieveller ikke te’ bestillingen, for jeg ku’ aldrig holde tonen; de’ har væt min ulykke i denne verden, for ellers ku’ jæ godt sæl ha’ fået en kasse, men den kunst lærte jeg aldrig, jeg gik immer over stregen! « « hvad var det for en streg? » spurgte studenten. « jæ’ ka’ forstå, di aldrig har hat mæ et sådant instrument a’ gøre » — svarede Mortensen langsomt og belærende — « jo, ser di, der æ jo denne stift eller streg uden på kassen, å når melodunten æ forbi, skal en trykke på den å gi’ et skub indetter, så kommer der en ny melodunte; men se’, de’ ku' jeg aldrig passe, for når jeg sto’ å drejede den — så gøre jeg også mine hilsninger å dekomdarer op te’ vinneværrene å pierne, der la’ i dem, å tog også min hat a’, å alt, hvad der sådan ska’ gøres for a’ regnes mellem folk, de gøre jæ — men vupti hvad beha’r, så glemte jeg stregen, å så løb melodunten tør å klemte forfra på den samme igen, å jeg har aldrig ku’ lært de’, hvor manne gange jeg så prøvede på’et. Se de’ va’ min ulykke i denne verden, ellers ha’de jeg kunnet voren en fri mand å dravet rundt mæ min kasse fra land te’ land over de’ hele kongerige, å så ha’de jeg ikke behøvt a’ la’ mej forsørre å gifte mej, men nu sitter jeg her i denne kælder å kommer aldrig herfra. Å tænke sej, a’ jeg også har hørt mæ te’ Vorherres bråvede fugle! Men hr. Studiosef, de’ æ stregen, de’ kommer an på i denne hersens verden; enhver har sin, min ku’ jeg ikke passe. Go’ moren, hr. Studiosef, nu sier jeg inte mere; jeg ka’ ikke forsømme min kæfert, ellers biir jeg kælling å hun mand «. « men vil de så ikke køre min koffert og et par kasser til banegården for mig i morgen tidlig », spurgte studenten. « ja, de’ ved jeg ikke, hvad jævil; de’æ ikke godt a’ si’e, hvad den står på te’ den tid! — men li’e godt, hr. Studiosef, jeg skal gøre dem den venlighed, hvis di vil gøre mej en te’ gengæld. Vil di tage å forære mej den blomst, di har der i knaphullet, sådan en æ sgu en sjælden fugl ner i denne kælder ». — « ja, det vil jeg » — og studenten løsnede ved rosen. Mortensen rejste sig og sprang til. — « stop, stop, la’ mej, la’ stilken følle mæ, hva? » — Mortensen tog forsigtig ved rosen og fik den ud af knaphullet- — « tak skal di ha’, hr. Studiosef, den skal sitte i vand, så dør den inte li’e straks, å vil di så gøre mej en villighed te’, å jeg skal ikke forlange mere, hvad? » Hvad er det? » « vil di ikke være a’ den venlighed å opmærksomhed, når di kommer langt herfra a’ hilse den grønne skov fra mej a’, vi to har altid voren go’e venner; å så hils di rigtige fruentimmer, dem mæ blod i — også fra mej a’, hvis di ve’ en hændelse sku’ falde over sådan én; tage å gør mej den villighed, hva? » Det lovede studenten og skyndte sig op af kælderen, over den mørke gård og ud på gaden. Få øjeblikke efter drejede han ind i Bredgade og blev helt forbavset over at se, at det endnu var dag, og solen skinnede. Men det solskin generede ham, for han havde været så længe i mørke og vænnet sig til det, at lyset blendede hans øjne, så han ikke opdagede eller ikke brød sig om, at der på hans lyse tøj sad en grim, sort plet lige der, hvor rosen havde siddet. Og studenten var et menneske af temperament og derfor let bevægelig, og det solskin påvirkede ham så rigt og brutalt, at han irriteredes, og det hele syntes ham forandret. De unge piger, han gik forbi, lignede nu mest af alt friserede bælam, og de bag konditorens rude var kun slikvorne, lystne tøse, der sad i fedesti. De unge herrer travede forbi ham som idiotiske spadserepinde, og de gamle som apoplektiske middage. Og grønningen en skov! Å, herre gud for skov! Nu så han tydelig, at den kun var en snes dresserede træsoldater i geled! Han var heller ikke længer glad for, at han skulle ud på rejse, for hvor i al verden skulle han vel drage hen for at nå ud i den rigtig grønne skov og finde de piger med blod i? filosoffer. Jeg boede engang i en lav hjørnestue. Ofte satte jeg mig hen ved mit skrivebord og ville læse, men i begyndelsen havde mine tanker ondt ved at danne forestillinger ud af bogens typer. Gadens vognlarm, højtsnakkende mennesker, som gik forbi lige under vinduerne, skrigende sildekællinger spredte tankerne ad som avner for vind, men lidt efter lidt flød al denne larm sammen til en summen, der til slut blev til en fjern brænding, som mine øren næsten ikke kunne undvære, så arbejdede jeg bedst ved den gadens musik. Engang blev jeg pludselig afbrudt ved, at nogen ligesom talte helt inde i min stue; de stemmer ville ikke igen flyde ud i det fælles Brus, jeg prøvede på at arbejde videre, men umuligt! De ord brøltes ind til mig, overdøvende alt. Jeg rejste mig og gik hen til vinduet. Dér, lige neden under, stod mine kære hjørneeksistenser: den gamle, snakkesalige droskekusk og hans vandbærer, der lød navnet horn. De snakkede sammen, og horn var noget døv, så den gamle kusk måtte råbe højt. De forstyrrede mig så meget, at jeg lige så godt kunne høre efter.. « hov, horn, hvor har du våren henne så længe? « råbte den gamle. « hø, hø, hø », gryntede horn. « ka’ du ikke høre? » spurgte droskekusken. » Jo—o—v », svarede horn, « jeg hør mejet godt! » « du gø’ fa’n gø’ du, hvor har du våren henne disse da’? » « hø, hø, hø, jeg har lagt på kommoden! » « på kommoden, a’ druk? » « natyrligvis! » « hør, ved du hvad, horn, di doktere ka’ sgu egentlig slets ikke kørere for no’et! » « inte de’? » « næ, ikke engang for en bullen finger — for engang som ungt menneske tjente jeg ude på store vibenshus, å der fik jeg sådan galenskab i en finger, a’ ikke en eneste doktor i den hele by ku’ hjælpe mej, men så fik jeg høre snak om en klog mand; han ha’de for resten sådan en lille brø’butik ve’ siden a’ å boede inde på de’ gamle loppetor’, å han ku’ hjælpe for al verdens ondskab, sagde di, å han ku’ også læse sin cyprianus! » » Hva’ ku’ han? » gentog horn. « han ku’ læse sin cyprianus, ku’ han, å de’ æ mere, end både du å jeg ka’. Nu har jæ sgu ellers læst manne krønniker inde i vognen, å jeg har også probert på a’ tage cyprianus, men de’ løv li’e straks rundt for mej, akkurat som jeg ha’de en vældig en på! Men hva’ jeg ville si’e å ikke lyve, han ku’ tyre den! Å jeg ku’ tie på stedet mærke å forstå, a’ de’ hjalp, da han begyndte a’ læse over den bulne finger, å den va’ sgu koreret mæ de’ samme; men så var’et, a’ han en da’ va’ gået ud, denne hersens mand, å kræve no’ne penge ind, å så får hanses tjenestepi’e fat i bogen, å hun va’ ikke så tåvelig endda, for hun ku’ læse i denne cyprianus den ene vej, å mens hun læser, så begynder de’ a’ kryve å stimle fra alle kroge mæ padder å tusser å orme å al dævelens skab, men hun ku’ ikke få dem væk igen — men den kloge mand, han ku’ mærke ude i byen, a’ den va’ gal derhjemme, å han kommer så halendes hjem å smækker hinner sådan en på torsken, så hun vender benene i vejret, å så sier han te’ hinner — _ æ du gal tøs! Ska’ du rungenere hele vor by? Å så begynder han a’ læse baglængs, sådan tilhaves, hvad hun ha’de læst forlængs, å så ' kryver alt de’ sorte kram i hullerne igen. Ja, de’ æ sgu ikke løgn du, for de’ æ, hvad han sæl fortalte mej — æ de’ ikke mærkværdigt? » « jo—o, de’ æ », gryntede horn, « de’ æ sgu li’e så mærkeligt som a’ jeg har våren i himmerige! » « 1 himmerige? » « ja, jeg sagde himmerige », svarede horn let indigneret, « å de’ sier jeg endnu. De’ va’ den gang, jeg la’ derinde på kommoden å va’ helt te’ rotterne, så va’et på en gang, som jeg va’ inde i et sort hul, hvor jeg ikke ku’ få været, men så i det samme lysner de’ for mej, å jeg glider ind i no’et, hvor solen skinnede så blankt å så varmt, å jeg ha’de de’ så godt, jeg ku’ trække været, å jeg va’ slets ikke tø’stig! » « hva’, va’ du slets ikke tø’stig, næ, så har du ikke voren i himmerige, horn », forsikrede den gamle, « for der får man sgu ikke no’et a’ drikke, de’ ka’ du da nok begrive, dit fæ! Tror du, a’ di får brændevin eller små sorte der oppe, næ du ka’ tro nej, så sku jeg ha’ læst min katekismus mejet dårligt! » « de æ også lige mejet », svarede horn, « for jæ vil ikke forlange bedre sted a’ komme hen i, når jeg skal krasse a’, for godt va’ der! » « ja, men du drikker sgu for mejet te’ a’ komme der », sagde den gamle kusk betænkt — « du har jo også fået en hel karaffel på næsen etter den sidste tur ». « hæ, hæ, hæ, ja én biir jo ikke kønnere », svarede horn. « næ, de’ skal du ha’ ret på; ved du, hvad du egentlig sku’ ha’ hedt, horn? » » Næ—æ! » « du sku’ ha’ hedt drikke-horn, sku’ du! » « hæ, hæ, hæ! » « ja, du griner, men du æ immer væk fuld. Æ de’ no’et for en mand som dej, å du står å snakker om himmerige! » « jæ fejler ikke no’et i da’! « « inte de’? » « næ, jeg ka’ holde flisen », svarede horn fornøjet. « hva’, ka’ du? » spurgte kusken tvivlende. « jæ ka’ holde flisen, gi’r du no’et på den? » « ja, la’ vos se! » Og horn balancerede et stykke frem ad flisen og tilbage igen. « ka’ du se, jeg ku’ tage den! » « ja, gu ku’ du så; dér har du ti øre, men la’ mej nu se, du passer på den ». « jo—o », grinede horn og skuttede sig. « du sku’ tage å se lidt mere proper ud, horn », foreslog den gamle — » fy, for satan, dine tæer ligger sgu på landet! « og han gav et skub til horns tæer, der stak ud gennem et par bundløse laksko — « har du ikke no’et andet a’ tage på? » « jo, jeg har et forklæde, å de’ æ sgu næsten rent! » « hva’, har du et forklæde? Det sku’ du tage på å så gi’ den i skjorteærmer, så har du uniformen! » « ja, men jeg har ingen skjorte! » « den skal du få a’ mej, horn, å så et par gamle træsko, å når du så tage r dit forklæde på, ser du ud som en rigtig vandbærer! » « hi, hi, hi, jeg bliver sgu forfin », grinte horn. « gu gør du ej, du får bare uniformen, gør du », svarede den gamle kusk med stort alvor, « å de’ æ den, jeg holder på! » « de gør jeg mæ », forsikrede horn. « jæ, for ser du », fortsatte den gamle, » sådan en uniform si’er mejet; hvad æ en droskekusk uden uniform, han æ ikke andet end en simpel arbedsmand — næ, de’ æ huen å reglementerne der gør en te’ de’, én æ, men de’ tænker de unge kuske ikke på, di mangler respekten for den slags ting. Se nu te’ han, kresjan mangepenge, han har jo ikke våren på holdepladsen i over otte da’! » « men han har jo også vundet i lotteriet », indvendte horn. « de’ har han, men hvordan bær han den? Som en gal mand, gør han. Han kør jo hele da’en i drosche mellem lynetten ovre i Borgergade å så hinner, enkens sjap oppe i Brøndstræde. Jæ har jo sæl set, hvordan han har hele æsken fuld a’ mandfolk i skjorteærmer, å de råver å skri’er, å den komedie biir kresjan ve’ mæ, te’ han ikke har en syl. Æ de’ a’ respektere uniformen? » « ja, ja », svarede horn, « jeg si’er nu li’e godt, a’ kresjan mangepenge æ en mand! Hvordan ville vi andre tage den, hvis vi vandt en sådan stump penge? Å hanses kone æ jo ikke heller, som hun skal være! » » Så, hvad fejler hinner? » « kresjan tør ikke sla’ på hinner! » « hva, tør han ikke sla’ sin kælling? » « næ, han tør sgu ikke, for de’ æ jo hinner, di kalder hal’andenben ». « ja, derfor behøver han vel ikke a’ genere sej? » « jo, de’ æ akkurat de’, han må. For sla’r han på sådan en guds skabning å kommer op i den offentlige uret, så gir assesseren ham aldrig ret. Sla’ på en halt krøbling! Han får jo bøden li’e mæ de’ samme; å de’ ka’ nok ærke en mand som kresjan, å derfor må galskaben ha’ udvej på en anden maner, å så sla’r han sin på flasken. Jæ si’er nu immer, før man dømmer en mand, skal en altid se på, hvad kone han har, å derfor holder jeg altid mæ kresjan mangepenge. De’ æ ikke godt a’ ha’ en kone, når hun æ krøvling, næ gu æ de’ ej! » badutten en ejer. En lejer. En viv. Ejeren ( i lejerens dør ): de vil tale med mig? Lejeren. Ja, de’ ve’ gudj jeg vil, hr. Vært! Væ sgo å kom innen for å sit dem ner — dér i sæselongen — væ sgo! De’ æ mej en ære å fornøjelse! Ejeren. Tak, i lige måde! Lejeren. Jo, ser di, hr. Vært, desformedelst at deres hr. Lygtetænder i sin skabning som deres hr. Vicevært under de forhåndenværende præcedenser har henvendt sej te’ mej mæ’ et andragende, så forekommer stillingen at æ — æ di mæ hr. Vært? Ejeren. Nej, aldeles ikke! Lejeren. Æ di virkelig ikke mæ, hr. Vært? E j eren. Nej, jeg forsikrer dem, at.. Lejeren. ( afbrydende ) nå, ikke de’! Ja, så skal di få’et på en anden. Facon; de’ æ, som di sæl vil, gudbevares! ( rejser sig og slår sig for brystet ) ved di, hvem jæ æ? Ejeren. Ja! Lejeren. Næ, se de’ æ de’ som di ikke ved, men trænger te’ a’ få repeteret! Jæ æ sjales Petersen! Kort å godt sjales Petersen! Æ di mæ på den! Ejeren. Ja! Lejeren ( stigende ) mit navn æ sjales Petersen, sier jeg, kort å godt sjales Petersen, å her står han! ( slår sig for brystet ) her! Pumptum! ejeren. Det ser jeg! Leje

1895_Bondesen_ElskovsKringelgang

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Elskovs Kringelgang

male

male

dk

Bondesen

Elskovs Kringelgang

Bondesen

Elskovs Kringelgang

En dansk Adelshistorie fra Syvaarskrigens Tid

n

roman

Hagerup

KB

nan

nan

O

Første kapitel. Fynboerne komme. Bag skovpynten ved Tidselholt glide to store færgebåde frem, den ene i den andens kølvand og med stavnene vendte mod øst. Det er adelsfolk fra Fyn, der skulle til gilde på Langeland, hvor sti pors af øllingsø holder bryllup med Karen då af Skovsgård. På agtertoften i den forreste skude sidder Jens båd til Tidselholt og hans då til klingstrup samt deres fruer Karen Kjeldsdatter og Dorte Vernersdatter af slægten svale; der er også Jens båds to voksne døtre Magdalene og Inger. Midtskibs står den store fruerkarm med de rødmalede hjul og sølvfrynsede damaskes spærlagen, og hinsides masten stampe fire urolige skimler, bundne til jærnringe langs rælingen. På halvdækket forude i skyggen af fokkesejlet og lænede op til ankerspillet stå i fortrolig samtale den unge herremand Oluf Hansen gås til vejstrupgård og tidselholtsønnen Kjeld. I den bageste skude er tjenerskabet, rustvognen og otte rideheste. Det er bør af nord, en kølig og frisk sommerbrise, som kraftigt fylder de brede sejl og tvinger bådene til at duve og danse. Nu og da knager det trægt i rorets hængsler, nu og da stænker det salt ind over luvsiden; muntert risler kølvandet agterude, og muntert kløve stavnene det krusede vand, der blinker og blåner i solskinnet til helt ind under langelandskysten med dens bakker og vejrmøller og gråblå skove. Længst nede mod syd skimter man det høje tårnspir på Tranekær slot. Kjeld båd griber fat i et af mastens støttetove, svinger sig op på rælingen, danser og hopper og taler ned til Oluf. » Kjeld dog! « råbte faderen ængsteligt henne fra toften. » Hvad er det for kunster? Vil du fluks komme ned! « » Nu kommer jeg! « råbte Kjeld tilbage og begyndte at løbe hen ad rælingen i luvsiden, forbi hestene. » For gud i himlen! « skreg hans fader i dødsens angest og lettede sig fra sædet. » Du tager livet af mig med din vovsomhed. « søstrene lo; de stolede på Kjeld over alt i verden. Med et Spring var han nede, skubbede sig forbi de mandshøje vognhjul og satte sig ned foran selskabet på en af de store kampestene, der lå i bunden på båden og tjente til ballast. » Vi skyder en strygende fart, « sagde han og trak op i pludderhoserne. » Vi er ovre på en times tid, om vinden står; men bådsmanden frygter, at hun går østlig. « » I Morges var hun stik vesten, « sagde manden ved roret. » Du længes nok efter at træde dansen med de langelandske piger, Kjeld, « sagde den lille, trinde Fru Dorte og så mildt og moderligt ned til junkeren. » Jeg agter ikke at spare dem, når vi kommer så vidt, « svarede Kjeld og gjorde fægtestød med begge arme. Oluf gås kom sindigt langs med rælingen og tog plads ved siden af Kjeld. » Gid du kunne skaffe os en hustru til ham, gode Dorte! « sagde Kjelds moder. » Du har mange venner på Langeland, og sagtens kommer der en del af dine lollandske frænder til gildet. « » Det skal jeg så vel tage mig på, « sagde Fru Dorte ivrigt og rokkede sig længere frem på toften i glad utålmodiglied. » Havde jeg kun altid slige junkere som Kjeld at bejle for, da var det ingen sag. « » Jeg vil tro det! « råbte Kjeld og lo. » Nej, i skal ikke gøre eder nogen ulejlighed for min skyld, Dorte Vernersdatter, allenfals ikke de første ti år. « » Ja sådan hvaser og skvatter han immer, når man vil tale ham fornumstig til, « sagde Jens båd og vendte sig mod Dorte. » Men jeg beder med Karen, at du vil gøre din flid og skaffe os en god hustru til hannem. Om ti år er jeg næppelig oven mulde. « » Ej, Jens! « udbrød Fru Dorte. » Du er ikke meget over det halve hundred endnu. Slige drøvelige tanker bør du ikke nære. « » Det kommer ej altid an på årene, gode Dorte, « svaredejens. » Det er mig spået i min ungdom, at jeg skal fange en tidlig død, og man får finde sig i sin skæbne. « Jens båd var en lille mand med et magert, gråladent ansigt og tungsindige rynker over panden. Han sad indsvøbt i en mørkeblå klædeskappe med stor pelskrave; på hovedet havde han en brun fløjlshat med smal skygge. » Vorherre råder for liv og død «, sagde Karen Jens båds og sukkede dybt; » men hvorom alting er, så kan vi intet forsvare at lade en gunstig lejlighed som denne unyttet. Vi kender ingen uden for vor egen slægt, som kan være ham tjenlig, og ordinansen er streng udi ægteskabssager. « » Lad ikkun mig derom! « sagde Dorte, og det var kendeligt af hendes miner, at mange tanker og mange navne trængte sig på. » Der er jo mange gode folk på Langeland, og kunne vi finde ham en kæreste der, var det ufornødent at søge længere bort. « » Kanske det intet var af vejen at få madkurven frem, « foreslog hans då og så sig usikkert om. » Det klarer gemenlig fatteisen. « » Ti stille, hans! « sagde Dorte, ærgerlig over at få sine tanker i urede. — » Det næreste, som ligger for, er naturligvis møllegård, hvor vi skal til gilde. Har i tænkt på Malene Nielsdatter, eller er hun kanske for nær? « » Ja gud fader fri os! « udbrød Fru Karen. » Lene og jeg er søskendebørn. Min moder Dortea og Lenes moder Kirsten var døtre af Mikkel Akeleje, så Kjeld og Malene er så godt som Broder og søster. « » Desuden er hun lovlig gammel til mig, « Mumlede Kjeld og smilede lunt til Oluf. » Ja ja! Ja ja! vedblev Fru Dorte og tumlede med de brydsomme slægtelister. » Men hvad siger i til de myltinger på holmegård? Det er holdne folk, og jeg har endnu intet hørt til, at elsebe er lovet bort. Heller ej er hun for gammel, thi om jeg mindes ret, er hun lige fyldt de femten. « Kjeld lo. » Deraf skal du intet grine, Kjeld, « sagde Dorte stødt. » Jeg var nyssens fyldt fjorten, da mit første bryllup stod, og gud have lov for den dag! Du ved vel og af den hellige læst, at det intet er godt, at mennesket er alene. Det er ikkun papister og moskoviter, som lade hånt om den benedidede ægtestand. Hvad mig angår, da har jeg været med til at lægge to mænd i kiste, og den ene af dem blev ynkelig ihjelslagen ved en liden lystighed udi hans Mouritsens borgestue; endda sagde jeg ikke nej, der hans då kom og bød sig til, men tog det som en nådelig guds tilskikkelse. Thi aleneste derfor holde vi os bedre end papister og tyrker, at vi agter og vurder guds hellige ord, som siger: vorder frugtbare og mangfoldige og gører eder jorden underdanig! — men tykkes du, at elsebe er for ung, da lader vi hende fare og ser os andensteds om. « » Jeg så helst, at du gav ham en stilfærdig og blid jomfru, Dorte, « sagde Jens; » han tarves en hustru, som kan gøre ham spag. « » Da ved jeg selv en, « sagde Kjeld og så betænksom op til Dorte. » Ja ja! Lad os høre! « » Fru Anne Skinkel af skovsbo. Hun er en dannekvinde, som længst har sine tre snese på bagen. « » Pyt, hejsa! Hvor kæpmundet han er! « Sagde Dorte og daskede ud med en hånd efter junkeren. » Nej, men så har vi jo — ja hvad siger du om Kirsten hvas af Fodslette, sønneke! Hende kan du tage i øjesyn, når vi nu ret snart kommer til Nedergård, for hun er der i Fru Kirstens jomFrukammer. « » Der er ordinansen også i vejen, « mælede Jens sindigt. » Det fatter jeg intet, « sagde Dorte. » Jo gennem urnerne. « » Lad os se engang! « og Dorte gav sig til at regne efter. » Kirsten hvasses moder var Sofie urne, og hendes søster Grete er gift med Knud Mikkelsen af de akelejer, og hans søster Dorte var Kjelds mormor. Nej, Jens! Så vidt går ordinansen ikke. « » Men jeg vil intet i svogerskab med de hvasser, « sagde Kjeld. » Kirstens fader ligger i trætte og rettergang året rundt med alskens folk. Jeg tænker, at inden vi nåde frem til brylluppet havele han stævnet mig for båcle landsting og herredag. « » Da ved jeg ej bedre råd, end at vi tager til Fårevejle og bejler til en af rigsrådens døtre, « sagde Fru Dorte noget utålmodig. » Fru Anna krabbe skulle vist gøre store øjne, « sagde Jens, » om vi kom i sådant ærind, så som vi kun er småfolk imod rønnoverne, og det ikke er tre måneder siden, hr. Ejler døde. « » Nå, det var just ej heller for fulde alvor, jeg nævnede Fårevejle, Jens. Men hvad er at gøre, når Kjeld er så kræsen? « sagde Dorte, stedse dog med et venligt smil. » Da må vi op til rigsråderne, om intet til selve rigshofmesteren. « » Jeg er ikke kræsen, Dorte, « sagde Kjeld; » men om jeg skal sige min mening, da er alle de jomfruer, jeg kender, mig lige kære til hobe. « » Gud forlade din syges mund! « udbrød Fru Dorte. » Skulle man intet tænke, det var selve stortyrken, der talte. Nå! Og Karen Akeleje da! Hvad siger du til hende? « » Niels Hendriksens fosterdatter på mølle gård? « » Netop? « Kjeld sad et øjeblik tavs. » Ja hun skulle da være den eneste, « sagde han, og derpå rejste han sig. » Men lad nu den snak fare! — se, der har vi alt de egeløkke skove og bødstrup kirke 1 om en halv time er vi ved dageløkke. « Fru Dorte puffede uformærkt til Karen og blinkede fortrøstningsfuldt til det tungsindige ansigt under fløjlshatten. » Det bliver Karen, gode venner! « hviskedee hun sejrsfro. » Ead nu mig råde! « andet kapitel. Kirsten hvas og Karen Akeleje. Det var noget ud på eftermiddagen, da fynboerne holdt deres indtog på Nedergård. Her boede Knud Mikkelsen af de akelejer; ovre på Fyn ejede han desuden Skinnerup og nordskov. Selskabet var samlet om nadverbordet. Foruden de nys ankomne gæster sås ved bordet Knud Mikkelsens brede, selvsikre skikkelse, sønnen Mikkel, der femten år senere nævnes som skibshøvedsmand, og Fru Margretes søsterdatter Kirsten hvas af Fodslette. Jens båd så endnu mere tynd og liden ud efter at være skilt af med sin store, blå kappe. De fleste fade og skåler lod han urørt og sad i det sted og stirrede ned på sin disk med begge underarme støttede mod bordkanten, alt imens et mildt, tungsindigtudtryk lå lejret over det gode, aldrende åsyn. Des bedre forstod klingstrupmanden at tage for sig af mad og drikke. På hans disk stredes en halv høne, et par syltede grisetæer, to hårdkogte æg og et stykke røget ål om den knappe plads, og skønt han brugte sin tand og sine fingre af al formue, blev disken ved at være lige fuld, fordi den skælmske Kirsten hvas stadig fiskede nye ting op af det mægtige sulefad, og bød dem til langt tortere end hans kunne æde. » Skål, du gamle båd! « sagde Knud Mikkelsen glad til mode og stødte sit bæger mod jenses. » Så fik vi dig dog til Nedergård endnu engang! Var du ikke ræd for at drukne? « » Å nej, nej! ikke sådan, « svarede Jens med en stille, mild grynten. » Sandt at sige, Knud, er jeg mere ræd for ild end for vand. « » Ja du må tro, det holdt hårdt nok at få ham med, « sagde Fru Karen. » Han ræddes for, at de skal brænde Tidselholt af, mens vi er herovre. « » Du har været en stor kryster alle dit livs dage, Jens, « sagde Knud; » men nu skal du intet høre flere slemme ord af min mund, men ikkun have tak, fordi du kom! Og nu drikker vi til bunds, Jens! « » Ja vi må gøre vort bedste, « sagde hans då, lagde kniven fra sig og tørrede fingrene af på sine blanke, sorte læderhoser. Derpå greb han sit bæger og skulle til at gøre værten besked. » Tør din mund på dugen, hans! « sagde hans hustru og så hvast til ham. Hans slap atter bægeret og brugte dugen så vel, at begge hans hårdkogte æg trillede på gulvet og grisetæerne gled ned i Knud Mikkelsens bluseskød; grisetæerne reddede han, men æggene kom han uforvarende til at træde på, så de måtte blive, hvor de var. » Hvad jeg ville sige, Knud! « begyndte Jens. » Hvor er — — hvor er — —? « » Er det peberbøssen? « » Peberbøssen, nej nu blev det borte fra mig. Ja vi begynder at blive gamle, du. « » Vist så, vi bliver ældre, for hver dag vi lever. Men i dag er jeg så glad over at se jer gamle venner, at jeg føler mig ung på ny. Når nu vi kommer til møllegård og får fat på Niels Sandberg, så skal vi fire gamle fynboer slå sådan et donnerslag med hverandre, at det skal spørges fra hov til gulstav. « Kirsten hvas lagde en stor Skive leverpølse hen på Hanses disk. » Vist så! « sagde hun; » I har jo intet smagt denne pølse endnu. « Hans då, som glinsede over hele ansigtet af fedt og marv og smør, skævede over til Dorte for at se, om han turde blive ved; men Dorte talte med Karen Jens båds og gav ikke agt på sin husbond. » Nu har jeg det, jeg ville sige, « udbrød Jens. » Jeg ville spørge dig om, Knud, hvorfor vi intet ser til Grete. Er hun krank, din hustru? « » Det hørte i jo nyssens, da vi kom, fader 1 « Sagde den ældste af jenses døtre, » at Fru Grete er tagen til møllegård og er dragefrue. « » Er hun dragefrue! « sagdejens forundret. » Ja så er hun undskyldt her. « » Hun har for sanden været der i fulde otte dage og har slæbt med sig did alt gårdens sølvtøj og hynder og bolstre og drageklæder og kedler og gryder. Ser du intet, Jens, at opdækningen er tarvelig? « » Nej, på opdækningen kendes det ikke, Knud, « sagde Dorte, » og det kendes heller intet på maden, at Grete er borte. Er det dig, Kirsten, der har rørt dejen til de æbleskiver? « » Ja det er, Dorte. « svarede Kirsten hvas og rødmede. » Den har fået lidt for meget Muskat. « » Nej, min lille pige. Hverken for meget eller for lidt. Den mand bliver intet narret, hvad maden angår, som får dig til hustru. « Kjeld kom uvilkårlig til at se over på Kirsten. Hun var høj og rank, noget svær af lemmer med friske kinder og store, hvide tænder, som sås, idet hun lo til Dorte. Den mørkerøde fløjlshue, oversået med små sølvstjerner, dækkede det kække, runde hoved; af håret sås kun en snip i panden og et par blåligsorte strøg i tindingen. » I vil da ikke forsmå mine æbleskiver, hans? « sagde Kirsten og bød klingstrupmanden fadet. » Tag et par stykker til! « » Ja søen tærer, « sagde hans. Omsider var måltidet dog til ende, værten læste bordbøn og rejste sig, gæsterne fulgte hans eksempel. Der var endnu et par timer til solnedgang. » Nu skal vi ud og se hestene, « sagde Knud Mikkelsen, » og hvem der har lyst, kan gå med. Men hvis de gode fruer og jomfruer foretrækker rosenlunden, så må Kirsten vise vej. « » Ja du plejer at have gode heste, Knud, « Sagde Jens båd. » Kanske vi her kan blive hjulpne til en god ridehoppe. Kjeld og jeg har talt om, at vi skulle se os en ud herovre. « Selskabet delte sig i to flokke, men Knud Mikkelsens flok blev den mindste, thi det viste sig, at junkerne havde mere lyst til at se rosenlunden end hestene. Forrest gik de unge piger, efter dem fulgte Kjeld, Oluf og Mikkel, og bagest gik Karen Jens båds arm i arm med den trivelige klingstrupfrue. De to fruer fandt sig en hyggelig lille hænk nede ved borggraven, men de unge gik videre ud i lunden. Derude var en stor grønning, som indbød til leg, og under Kjelds muntre førerskab kom der liv i legen. Som denne var bedst i gang, kom en ung pige løbende oppe fra stien og styrede lige mod selskabet. Det var Karen Akeleje fra møllegård. Legen standsede, og Kirsten hvas udbrød forundret: » Men Karen! Hvor kommer du fra? « » Fra møllegård naturligvis. « hele selskabet omringede Karen og bød hende velkommen; de kendte alle hverandre. Nu kom også Karen Jens båds og Dorte til, og alt i frastand råbte den ivrige klingstrupfrue: » Ja har i kendt mage! Her kommer Karen, uden at nogen aner det og med en hel rustvogn. Og så skulle hun forhøre, om tidselholterne var komne og ville med hende hjem. « » 1 rustvognen? « spurgte Kirsten med et smil. » Å du! » sagde Fru Dorte og gav Kirsten et dask over armen. » Vi har da køretøj selv, som du så. « » Jeg skal sige dig, « sagde Karen Akeleje; » vi fattes et og andet i bryllupshuset endnu; men det kunne vi få her sagde Fru Margrete, når ikkun vi ville hente det. Og så sendte fostermoder mig af sted med rustvognen, som sagt. « » Og hvad er det så, du vil have? « spurgte Kirsten. » For det første et hovedguld til bruden. « » Men gud i himlen, barn! « udbrød Dorte; » har i ikke hovedguld til bruden? « » Nej, jeg skal sige eder: den Skovgårds krone er ikke endnu kommen fra Lolland, hvor den sidst er lånt ud til bryllup. Ventelig kommer den med lollikerne; men vi tør intet løbe an derpå og fortøve til sidste øjeblik; derfor skulle jeg bede om Fru Margretes. « » Og hvad er der så mere? « spurgte Kirsten. » Jo så skulle jeg have de spærlagen, som ligger i den blå kiste på salen, for i morgen skal de himle brudebænken, og de mangler nogle drætter. « » Du skal da ikke tilbage til møllegård i aften, Karen? « spurgte Kirsten. » Ikke, hvis 1 vil huse mig her i nat. Men der er mere endnu. Jeg skulle også bede om to af de største mollinger, i har, og så skulle Povl dyrskytte følge med til møllegård, for Margrete siger, at han er så fingernem og hjælpsom, når det gælder at fandse og smykke op. « » Ham må vi så have bud til. Han bor hos sine forældre nede i strandskoven. « » Til syvende og sidst skulle jeg hilse fra Fru Christence, « sagde Karen og nejede for Dorte, » at hun forlænges ganske meget efter at se sin kære brodersøn hans Jørgensen til klingstrup med sammes allerkæreste hustru Dorte Vernersdatter, og skulle jeg derhos begære, at i følger med til møllegård i morgen, det tidligste ske kan, for der er brug for alle hænder, besynderlig ud af den Art, Fru Dortes er. « » Ja du må hilse Christence og sige, at jeg skal ikke svigte. Det har hele tiden været vor agt at komme i morgen. « » Men tager i da ikke af sted sammen? « Spurgte Kirsten hvas og så overrasket ud. » Jo lige så tidlig vi får sko på fødderne, min pige, « svarede Dorte og trippede i stor uro. » Klokken fire slet skal jeg være i kåben. « » Det mente jeg også, « sagde Kirsten og lod skælmen spille. » Men så kan i da selv overbringe den hilsen, Dorte. « » Pyt, hejsa! Er hun nu der igen! « råbte Dorte og gav Kirsten et nyt dask. Hele selskabet lo og Dorte med. » Allerførst må vi have bud til dyrskytten, « Sagde Kirsten. » Lad os følges ad alle sammen! « sagde Kjeld. » Hvor bor han? « » Ja hvis bare lågen ikke er låset, « sagde Kirsten, » så kan vi gå lige fra lunden og ned over engen til skoven. Vi sparer da den halve vej « » Fremad! Så går vi! Kom her, Kirsten! Vi fører an! « Fruerne gik tilbage til rosenlundén; alle de unge gik i modsat retning ud til lågen i skovhegnet. » Men hvis den nu er låset? « sagde Kirsten. » Så går vi over gærdet, « svarede Kjeld. » Det kan vi piger ikke, « sagde Kirsten. » Så må vi tilbage gennem gården. « Lågen var låset. » Det tænkte jeg nok, « udbrød Kirsten. » Kom her! « sagde Kjeld. » Sådan en smule stengærde sætter vi let over. « » Ja men der er dybt ned på den anden side, « sagde Kirsten. » Vi må vende. « » Først må vi se, « sagde Kjeld og sprang op på det lave dige. Så satte han hænderne til og var nede uden lang betænkning. Op på diget kom de alle; men at komme ned var for jomfruerne en umulighed; der var mindst tre alen til jorden. Mikkel og Oluf ville ikke stå tilbage for Kjeld og tumlede ned med sten og grus i følge. » Giv nu agt! « sagde Kjeld. » Jeg stiller mig her med ryggen mod gærdet og så kommer du, Kirsten, og træder ned på mine aksler. « Kjeld stillede sig op og rakte hænderne i vejret. » Tag godt fat! Så snart du har fodfæste, sætter jeg mig ganske læntelig ned på hug, og så er du nede! « » Nej, gode Kjeld! « sagde Kirsten og lo. » Jeg tør intet fortro mit liv i dine hænder. Jeg vender. « » Tør du, Karen? « spurgte Kjeld med ryggen til og begge arme endnu løftede. » Ja jeg tør, « sagde Karen. hun bøjede sig lidt frem, greb begge hans hænder fast og trådte ud på hans skuldre. » Står du? « » Ja. « Han tog et par skridt frem, til han fandt lige jord, så gik han langsomt i knæ, og Karen hoppede baglængs ned. » Tør du nu? « spurgte Kjeld op til Kirsten, som stod der end. Han var rød i ansigtet af anstrengelsen. » Men jeg er tungere end Karen, « sagde hun. » Kom kun! « Oluf og Mikkel forsøgte sig på samme måde med Kjelds to søstre, og alle kom i god behold over diget. På tilbagevejen fra skoven så de nogle af gårdens heste, som vare komne ned på engen, hvor de gik løse og græssede. Da de nærmede sig stedet, sagde Kirsten til Kjeld: » Jeg hørte din fader tale om, at i trængte til en ridehoppe og agtede at købe en herovre. Vil du købe min? Du må stole på, at det er den bedste her på gården. « » Sælger du også heste? spurgte Kjeld. « » Ja jeg ejer ikkun en, og det er en hoppe «, svarede Kirsten skæmtende. » Hvad skal den koste? « » Du må vel se den først. Der går den nede. « Kjeld stod stille. » Er det den røde? « » Ja. « » Hvor gammel er hun? « » Fem år til mikkelsdag. « » Tag dig nu i agt, Kjeld, « sagde Karen Akeleje, som sammen med de øvrige af selskabet var kommen til. » Kirsten er født Pranger. « Kjeld så fra den ene til den anden af de to piger. Høje og ranke, friske og fuldblodige vare de begge. Han lagde mærke til, at Karen havde et smilehul i sin venstre kind, at hun var lys og skær af farve og at hendes øjne vare dybe og milde; Kirsten hvas var sværere af bygning, mørk af lød og mere kæk og udfordrende. Det var piger, som det var værd at svinge i en polskdans. » Du står og ser på Karen og mig, som om det var en af os, der var til fals, « sagde Kirsten og lo med alle sine blanke tænder. » Skal vi gå ned og se på hoppen? « » Den er vel ikke sky? « spurgte Kjeld. » Du kan affyre en kartove lige for øjnene af den uden at den rører sig. « Lystigheden kom op i Kjeld; ungdomsmodet slog ud i lyse luer. » Vi må prøve den, « sagde Kjeld, vuggede sig i hofterne, løb til af fuld kraft og stod med et sikkert Spring opret på hoppens bag. lige så uventet som dette Spring kom selskabet, lige så uventet kom det hoppen. Den løftede hovedet med et ryk, vrinskede angst og satte fulgt af de øvrige dyr af sted i karriere, engen rundt. Kirsten og Karen udstødte et hvinende skrig og stirrede skrækslagne efter det galopperende dyr og junkeren på dets bag; men Kjelds søstre lo og sagde, at de skulle ikke være rædde; sådanne kunster gjorde Kjeld hver dag; deres fader var altid vis på, at der ville ske en ulykke; men der skete aldrig nogen alligevel. Da hoppen begyndte at sagtne sit løb, lod Kjeld sig glide ned på dens ryg, og man kunne se, at han bøjede sig fremad, klappede den på halsen og talte beroligende ord til den. Omsider slog den over i skridt; Kjeld tvang den ved et tryk med sin skohæl tilbage mod udgangspunktet, svang sig af og gik leende op imod selskabet. » Du knækker engang din Hals, Kjeld, « Sagde Kirsten hvas alvorligt. » Ja det er mig spået før i dag. « svarede Kjeld forpustet. » Hvad tykkes du så om hoppen? « » Jeg tror ikke, den står for kartoveskud. « tredje kapitel. En mand, der vil fremad. Fra Rudkøbing går en landevej lige mod øst til færgestedet spodsbjærg. Den er en mil lang og fører fra strand til strand tværs ovex* øen. Når man er kommen forbi Longelse kirke, som man har på venstre hånd, drejer en vej til højre ned til herregården møllegård. 1563 ejedes den i fællig af Niels Hendriksen Sandberg og Søren gås, som begge med deres husstand boede på gården. Bygningerne udgjorde tre sammenbyggede længer og bestode af en kælderetage, opført af kampesten, og derover en stueetage af bindingsværk. Alle huse vare stråtakte. 1 det sydvestlige hjørne var et stort, fir kantet kampestenstårn, hvis øverste stokværk var kronet af tinder. en anselig jordvold omgav bygningerne. Mellem volden og husene var en liden rosengård, og uden for volden var borggraven. Hinsides graven lå fruerlunden. I den østre længe boede de Sandbergs, i den vestre de gåses. Gennem midterfløjen løb en lang gang, som forbandt begge huse; på den ene side af denne gang var der et par vinduer, som vendte ud til borggården, på den anden døre, som førte ind til en række gæstekamre, der optog hele midterfløjen. Udvendig løb en lang svalegang med trappe i begge hjørner. Det var dagen før brylluppet. Alle gæstekammerdørene støde åbne, og travle terner løbe ud og ind med spærlagen og tæpper, overtræk og lagen, som de hentede ned fra loftskisterne, for at alle de brede himmelsenge kunne gøres værdige til at modtage de talrige bryllupsgæster, af hvilke de fleste kunne ventes ved middagstide samme dag. Her førte Morten gårdfoged kommandoen. Morten gik op og ned ad den lange herbergsgang, standsede nu og da foran en dør, vejledte, irettesatte, anordnede og var sig sit ansvar bevidst. Morten var i sit festskrud og vel værd at tage nærmere i øjesyn. Han var en mand, noget oppe i tresserne, men rank som et slotsspir og statelig af vækst. Håret var stålgråt og faldt efter gammel mode i store hængler ned over skuldre og nakke; ansigtet var langt og smalt med strenge folder’ i kinderne, brynene sorte og buskede, skægget langt og tvedelt, noget mere hvidnet end håret. På hovedet bar han høj, smalskygget filthat med en nikkende blå og rød hanefjer; men af dragten lagde man egentlig kun mærke til kappen, som var Mortens stolthed. Dens ene halvdel var kornblå, den anden skarlagenrød, delt ved en lodret linie fra nakken og nedad. Så vel på den blå som den røde grund var med sølvtråd udsyet figurer, der forestillede svanehalse; det var sandbergernes våben. Når Morten havde hængt denne kappe over sine skuldre, bar han sit hoved endnu højere end ellers, og da lagde han ugerne sit spyd fra sig. Som han gik der frem og tilbage i herbergsgangen, var ej heller spydet ham af hænde. Bladet var bredt og blankt, så våbenet til nød kunne gælde for en partisan; neden for bladet dinglede en stor rød og blå uldkvast, og Morten satte dopskoen fast i stengulvet for hvert trin, han tog, så at hans underordnede kunne høre, at han var på sin post. Morten trådte hen på tærskelen til det blå kaminers, stod strunk og så ind med rynkede bryn. » Hvad er det, din dyvels kanaille tager dig for? « spurgte han barsk. » Lægger du bleerne oven på dynen? « Denne tiltale var rettet til en lille tætbygget Karl med askegråt ansigt og hørhvidt, tjavset skæg. Hans navn var Esben Ellegård; han var ved majdagstide trådt i tjeneste på møllegård som kældersvend. » Jeg troede, de hvide duge var en slags undertæpper, Morten. « » Nå, så du agter at vorde dørknægt hos herremænd og frit folk, « snærrede Morten og trådte helt ind i kammeret, » og så ved du ikke, at en ble er til at ligge på, og at der horer to til hver seng! « » Du må mindes, Morten, at jeg er ny i tjenesten. Al min tid har jeg hørt til i ladegården; men nu har jeg gjort springet over vindebroen og er kommen op i borgegården. Og jeg kan lære, Morten. Barestens du vil undervise mig og ikkun have et gran gedultighed, så skal du se, at jeg har godt nemme. « » Det skal nu vise sig, « brummede Morten formildet. » Ja træk så alting væk igen, at jeg kan lære dig, hvordan en herreseng skal redes! « » Du kan stole på, at du tarves ikke at sige mig det mere end en gang, « vedblev Esben og trak lagener og dyner af sengen. » Jeg har endnu ingen sinde været over et halvt år i tjeneste noget steds, for jeg mener, at jo flere steder, man kommer, des mere lærer man. Hver gård har sin skik; derfor flytter jeg hver faredag. Jeg siger altid: vi mennesker kan aldrig lære nok. «, » Må jeg allerførst give dig et godt råd, Esben. Du skal spare mindre på næverne og mere på kæverne. Det vil du stå dig ved. « » Jeg er glad ved hvert godt råd jeg får af dig, Morten, « sagde Esben og begyndte at brede lagenerne på ny. » Se nu er det, som sig bør. Jeg sagde dig, Morten, at jeg tarves ikke at høre besked uden en gang. Se nu lægger vi dynen — og glatter den — og stopper hjørnerne ned — en dyne har fire hjørner — og hovedpuden — hver ting på sin plads. Men det er læremesteren, det kommer an på. Derfor sagde jeg til mine forældre: jeg vil til møllegård. Der er Morten foged. Han forestår hele gården både ude og inde. Han er foged, og han er dørknægt, og han er bordsvend, og han er kældermester. Og det vil jeg sige dig lige i dine øjne, Morten, hvad enten du bliver vred eller mild, at hverken på Tranekær eller på Fårevejle, ja vi kan tage krogagergård med, har de en gårdfoged, der kan stå dig ved siden. Og så er der det ved dig, Morten, at du har dit eget gode sted her lige ved gården. Skal du have pløjet eller skovet eller trillet tørv eller kørt korn hjem, så siger du ikkuns et par bøndervogne til. Alt, hvad du skal nytte og bruge, har du fra gården, og når du vorder træt af at være gårdfoged her, så kan du sige far vel og tak, hvad dag det skal være, og så er du din egen herre. « » Ja, men se nu går kæverne igen, Esben! Nu var det tæppet, vi skulle have. Det røde med guldfrynserne. « » Og så har du en god kone, Morten, som forstår at holde sit hus i orden og brygge og bage. Og så Else, som er din eneste datter, og som er den dueligste og skrappeste pige, jeg har set i mine dage, og jeg har set mig en del om. Jeg tror hun har arvet både faderens og moderens dyder i forening. « » Nå, så du kender Else? « sagde Morten og rynkede brynene. » Om jeg gør! Vi tjener jo da i gårde sammen alle tre. Vil sige, Else er rigtignok i fruerstuen og er hartad som jomfru Karens lige. Se, det er også en fordel ved at være gårdfoged, at børnene får de bedste tjenester på gårdene. « » Du ved besked om alting, Esben. « » Ja for jeg tænker over alt, hvad jeg hører og ser, Morten. Jeg er stræbsom og nærsom, og jeg forringer ikke mit herskab for et grysken salts værdi. For det hører også med, at man skal være ærlig og tro i sin tjeneste. Jeg ved ikke, om du kender et gammelt ordsprog, som siger: ærlighed varer længst! For det er ligesom bleven mit livsprog. Og hvad mine forældre angår — jeg ved ikke, om du kender mine forældre? « » De bor i lykkeby, har du sagt. « » Det gør de. De har en god lille gård, og de har penge på kistebunden, mellem os sagt. Det er noget, jeg ikke fortæller alle og enhver. Og jeg er eneste søn, ligesom Else er eneste datter. « » Så har du jo ikke nødig at tjene. « » Jeg har det ikke nødig; men jeg vil fremad, Morten. Jeg vil se, om jeg kan lære dig kunsten af, Morten, om ikkun du vil undervise mig. Min hu står til at blive gårdfoged hos et herskab lige som du, Morten. og det er altid godt at have noget i en baghånd. Du har samme tankegang, Morten. « » Du tragter højt, men du er en fornumstig svend, Esben, « sagde Morten med anerkendelse. » Vi må stille vore sager sådan, at vi kan have noget på kistebunden, når vi bliver gamle, og ikke længer kan fare op og ned ad kældertrapper og vindeltrapper. Det er også din mening, Morten. « I det samme stak en lang, opløben svend, leddeløs og barhaget, hovedet ind ad døren og lod et par raske, brune øjne spille omkring. Derpå råbte han ud: » Her er det, vi leder efter, Fru Kirsten! « Hvorpå han sprang hen til den nys opredte himmelseng og begyndte at trække det guldfrynsede sengetæppe til sig. » Med forlov! « sagde han og så fra Esben hen til Morten. » Lad ligge! « befalede Morten og trådte med spankende skridt frem. Derpå fæstede han sit grammeste blik på svenden, stødte sit spyd to gange hårdt i gulvet og greb fat i tæppet. » Du må undskylde! « sagde den fremmede svend uden at slippe. » Dette tæppe hører ikke til her; det skal vi bruge til salen. « » Din dyvels kanaille! « råbte Morten. » Giv slip, siger jeg, eller der sker en ulykke! « I det samme løb et par store, gule hunde ind i kammeret, og lige efter dem viste Kirsten Niels Sandbergs sig, stor og myndig, i døren. » Nå, der er det! « udbrød hun og trådte rask ind. » Og så går vi her og leder hele huset rundt! Hørte du ikke, « vedblev hun og vendte sig mod Morten, » at jeg udtrykkelig sagde, at det røde tæppe med guldfrynserne skulle op i salen? « » Hvabbe taler! « sagde Morten med stivnet åsyn, trak spydet ind imod skulderen og rettede sig. » Jeg ved snart ikke, om det er hørelsen eller forstanden, du har mest skade på, « Sagde Fru Kirsten hånligt og hensynsløst. » Hvor har du så gjort af det gule fløjls, som jeg sagde skulle ligge her? « » Det gule fløjls med sølvtulipanerne ligger på sengen i det grønne Kammers, som i befalede. « » Jeg kan tænke det, eftersom jeg befalede, at det skulle ligge her. Jeg tror, at du begynder at gå i barndom. Fly hid tæppet! « Med et ryk rev hun det til sig og kastede det til Povl. » Kom så! « dermed gik Kirsten Niels Sandbergs igen, fulgt af sine store hunde, sin lange drabant og det guldfrynsede tæppe. » Det var dig, der blev den lille, Morten! » Sagde Esben dæmpet, da den sidste frynse var ude af døren. » Men hun er jo også vort herskab. « » Hold mund, og hent hid det gule tæppe! « Råbte Morten barsk. » Jeg er nødt til selv at have alt i hovedet, fordi i drummeldarier intet forstår. « Esben var hurtigt tilbage med det gule tæppe og vedblev at snakke på sin troskyldige måde: » Jeg kan ikke forgætte, at den lange flab sådan skulle rende med vort dyrebareste tæppe! Det er nok ellers den Nedergårds dyrskytte, siges der. Det lader til, at han vil indynde sig hos mor Kirsten. « » Han kan sværge på, jeg skal mindes ham dette, « brummede Morten. » Nu går han der og griner så lumsk ad både dig og mig, og du skal heller ikke tro, at han sparer os i borgestuen. Dengang du brølte de ord: lad ligge! til ham, da tænkte jeg i mit stille sind: den røst er at høre som den store basune udi evangeliet. Og da du sagde: giv slip eller der sker en ulykke! var det lige til hårene rejste sig på mit hoved, og det kom mig for, som stod kejser karolus’s

1883_Bondesen_HersenPaaStejnarstad

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Hersen På Stejnarstad

male

male

dk

Bondesen

Hersen Paa Stejnarstad

Bondesen

Hersen paa Stejnarstad

En Fortælling fra Hellig Olavs Tid

n

roman

Reitzel

KB

900

undertitel. slutningen af første aartusinde.

HISTORICAL

Da det i slutningen af første årtusinde omsider begynder at gry over Nordens historie, finde vi Norge inddelt i fylker og herreder. Fylkets høvding er kongen; herredets høvding er hersen, ikke som kongedømmets underordnede, men som ihændehaver af den fra folket udgående myndighed. Vel har kongen også sine tjenestemænd rundt om i fylket, de såkaldte årmænd, der styre de kongelige gårde og indkræve. de bøder, som tilfalde kongen fra herredstinget, men det er betegnende for kongedømmets ringe magtfylde, at dette gode og vel lønnede embede må gives til mænd af ringe byrd, fordi bondesønner anse det for under deres værdighed at skulle påse kongens bet overfor herredet. Årmandens indflydelse i herredet som kongelig embedsmand er således liden eller ingen, og så længe det hele rige kun er et fylke, har dette heller ingen betydning for kongedømmet, thi kongen kan stedse, når det gøres fornødent, selv være tilstede eller lade sig repræsentere ved en anset Hirdmand. Men da Harald hårfagre efter slaget ved hafrsfjord 872. har lagt samtlige Norges fylker under sig, føler kongen snart det utilstrækkelige i ikke at have andre faste tjenestemænd i herrederne end de afmægtige årmænd; på dette svage punkt fæstes derfor opmærksomheden. Harald indsætter en Jarl i hvert fylke og indfører til almindelig forbitrelse en fuldstændig lensforfatning; vel ophæver Håkon Adelstensfostre denne; men tanken opgives ikke; ved nemlig at tilbyde herserne store forleninger lykkes det lidt efter lidt ham og hans nærmeste efterfølgere at gøre folkets høvdinger til kongens håndgangne mænd — med andre ord: herserne blive lændermænd, thi navnet må skifte med det nye princip. Det var et snildt træk af det unge enekongedømme; hersen havde kun folkets tarv at varetage, var kun første mand i bøndernes fylking; lændermanden stod med den ene fod i hirden, havde vel stundom begge fødder deri. Alligevel slog enhedstanken langsomt rod i folket; den var ikke blot ny, men Harald hårfagres mange sønner fandt alle at have krav på et stykke af kongedømmet og gjorde alt for at splitte, hvad deres fader havde samlet. Af de indre uroligheder, som deraf fulgte, benyttede sig fremmede konger og indfødte stormænd til at vinde herredømme. Da er det, at Olav Haraldsøn lander i Norge og gør en brat ende på forvirringen, og som om den ydre enhed ikke er ham nok, som om han ikke kan lade sig nøje med at forene lande, men også må forene sjæle — halvt erobrer, halvt apostel — indfører han kristendommen tillige. Til denne vældige opgave liar han alle hænder nødig. At forvandle de sidste herser til lændermænd, at lade sig omgive af en stor og stærk hird er ham ikke nok, også de ringe årmænd skal kongedømmet kaste glans over, også de skulle løftes for på værdig måde at kunne tjene den store sag: det kristne enekongedømme. Det er denne bestræbelse, der bliver nærmeste årsag til hans fald; thi vel når Olav Haraldsøn sit mål, men det er som helgen, ikke som konge. i. Norges ældgamle rige var fordum delt i fire lagdømmer, af hvilke ejdsivatingets fylker havde lejret sig om den store indsø mjøsen med gudbrands- og ejstridalen i nord, hadefylke i vest og hejdmørk i øst. Men syd for søen lå r.aumarike med sine skovbevoksede høje, frodige marker og udstrakte vidder. Gennem dette landskab iler vormen syd på med mjøsens vande. Vest for elven og halvanden danske mil syd for søen lå fylkets og det hele lagdømmes ttingsted — ejdsvellir. Omtrent midtvejs mellem søen og ejd stod under en stor skovklædt li gården Stejnarstad. Husene vare anseelige og vel holdte. Det så fagert ud med alle de barkklædte, hvidspættede Tage, når de glinsede i solskinnet under det mørke bakkehæld, og når de lyse røgstøtter stod til vejrs fra de mange arner. Der var trapper, svalegange og gavlspidser i snesetal, malede dragehoveder og store vindfløje; det hele var omgivet af en skigård eller stærkt plankeværk og -lukket med en jernbeslagen port. ovre fra kvindest tien kom en ung pige ud og tog vejen imod ildskålen. Hun var høj og slankbygget. Middagssolen brændte lige ned på hendes hoved, på det mørke, glatte hår med speilskæret over issen, på de faste, mere end hoftelange fletninger, som hang ned ad ryggen. De smalle, sorte bryn rynkede sig imod solskinnet; gangen var hurtig, holdningen stolt; i den ene hånd, som hun holdt løftet i albuehøjde, klingrede hun med et stort nøgleknippe, lidt travlt, lidt overmodigt. Det var snefrid, Guttorm herses eneste barn. Hun var husmoder på Stejnarstad; hun var nitten år. „ Luk en luge op, Jorun! “ sagde hersedatteren og tren rask over tærskelen til skålen. O „ Jeg skønner ikke, hvor i kan holde det ud i denne os og hede. “ „ Ja hedt er her, “ svarede tjenestemøen, som således blev tiltalt, og travede ned imod gavlvæggen; der stod vinden på. „ Har du givet fisken vand? “ „ Ja to gange. “. „ Godt. Læg så noget mere ved til ilden! Du kommer ingen vegne med de pinde. “ En stod med ryggen til og hakkede kød. Det var særkost til hersen; han var en gammel mand og havde mistet tænderne. „ Det kan være nok med kødet nu, sal-' bjørg. Få os den grød ind, som blev levnet i aftes! “ „ Jeg gav hundene den. “ svarede salbjørg og strøg med pegefingeren kjødsmulerne af knivens sider. „ Gav du hundene den? “ * „ Ja den var helt sur i Morges. “ „ Hin! Du må ellers nok spørge dig for, inden du gør sligt på egen hånd. “ Fra skålen førte en overbygget gang ud til bagerset. En stor, tykkindet pige kom der fra med vandstribbe og vaskeklud. Hun havde røde øjne og forgrædte strimer i ansigtet. „ Hvad fejler du? “ spurgte snefrid. „ Bård har slået op med hende, “ svarede Jorun og knækkede grenebrænde over knæet. Jorun lod ikke nogen lejlighed til at svare på andres vegne gå sig forbi. Hun var rap i alle stykker. „ Hvad grund har Bård til det? “ spurgte snefrid. Unne gav sig i lag med at skure og snøftede lydeligt, medens hun tumlede stærkt med diske og boller. „ Ikke anden grund, “ tog joruii atter svaret, „ end at han kan få enken nede ved søen,, siges der. Hun har et godt hus og godt løsøre, og da Bård er Bryde hos Børgolf, og der kun er et pileskud eller to mellem Børgolfs gård og enkens hus, så huer det ham bedre at ✓ drikke bryllup med hende end med Unne. “ „ Det kan ligne Bård. Jeg forstår ikke, at morbroder Børgolf vil have slig en gårdfoged, så stor og sort og skummel han ser ud. Jeg o o o har aldrig kunnet lide ham. “ Unne lod sin.vaskeklud plumpe ned i stribben, snøftede endnu stærkere og tørrede sine øjne med håndbagen. „ Det er såmænd ikke værd at spilde tårer på ham, min pige. Vær du heller glad over, at det ikke kom videre imellem jer. Du får dig nok en mand. “ vedblev snefrid moderligt, „ thi du er tro og ferm — sagtens en så god som Bård. “ „ Ja kommen videre, “ gentog Jorun hånligt. „ Det er nok alt kommen noget for vidt desværre. „ Nå så! “ sagde snefrid og rødmede let. „ Da er Bård endnu siettere Karl, end jeg havde tænkt. Men enken skal ikke gå dig i vejen, Unne. Det må du stole på. “ Snefrid -var bleven stående midt på gulvet med blikket delt mellem Jorun og Unne. På tinge var det hersen, hendes fader, der tolkede loven og vågede over, at ingen upåtalt krænkede dens bud; på Stejnarstad var snefrid loven; nej ikke loven — hun var et lidet forsyn, der redeligt og ivrigt forsøgte at spænde om alt og alle, hvad enten hun med sine korte arme og nitten år kunne nå eller ej. Snefrid havde et fagert åsyn med friske og tine træk. Hun bar en hjemmevævet, mørkeblå kjole, der sad snevert om den langt rundede midje og rynkede over hofterne. I brystet var den hægtet med en sølje; ved bæltet hang en rød korduans taske i korte sølvkæder. Burhunden begyndte at gø. Det var en hurtig, forbitret glammen med nu og da korte mellemrum. En tyendekvinde kom i det samme ude fra. „ Hvem er det, hunden gør ad? “ spurgte snefrid. „ Så vidt jeg kan se, er det ølmod ved fossevandet og hans måg Kolbejn kyrre. De er ridende. “ „ Så løb du ud til folkene, Jorun, og se, om du kan finde fader. Men bed ham gå ind i sin lokhvile først, inden han taler med mændene. “ • næppe var Jorun borte, for de to fremmede trådte ind i ildhuset. Snefrid bød dem op i hallen og gik selv med for at skikke dem til sæde. Hersen lod ikke vente længe på sig. Da han trådte ind i sin lokhvile, stod snefrid der alt. Lokhvilen var et lidet rum bag hallen med seng og andet fornødent bohave. Den havde døre både til frammerset og til hallen. „ Det er Kolbejn og hans måg ølmod, “ Sagde snefrid. „ Hvad have de til ærind, tror du? “ „ Nu få vi at høre, “ svarede gubben. Han havde sølvknappet stok i hånden og bredskygget hat med slør; thi synet var svækket. „ Det må vel have noget at betyde, når de to snegle farte så langt ud. Husker du, hvad morbroder sagde forleden? “ „ Du kan ikke agte alt, hvad morbroder siger. “ * „ Men derfor kunne der alligevel være noget i det denne gang, “ sagde snefrid ikke uden forlegenhed og satte andre sko hen til sin o o f ader. „ Du lider ikke orm kolbejnsøn? “ spurgte den gamle med et smil i skægget. „ Å det kan godt være, de kommer af en helt anden årsag. Det var blot morbroders ord — —. Men det skal du også, som du tykkes rettest. Du kan jo fæste mig bort til hvem, du vil. “ - „ Hvorfor lider du ikke Kolbejns søn? “ Spurgte hersen, og det hvide skæg lukkede sig om smilet. „ Hvad har orm udrettet, fader, at jeg skulle kunne lide ham? Er hans rygte nået ud over bygden, eller vil det nogen sinde nå? Han er en madkarl, og jeg — nå, hvorfor ikke sige det — er hersedatter. “ „ Vist så, vist så, “ sagde hersen og skød sine sko af. „ Nu få vi høre. — jeg ved ej heller, hvor jeg skulle kunne undvære dig, snefrid lille. Hverken jeg eller Stejnarstad. “ „ Orm kolbejnsøn skulle kanske heller intet have imod at flvtte ind her. “ svarede snefrid tv. * med et lidet nakkekast. „ Men kan du ikke skaffe mig bedre husbond end orm, fader, da er jeg helst til min død husbond foruden. “ Guttorm herse byttede sko og gik ind i hallen, hvor de fremmede mænd ventede. Siden fulgte han sine gæster ned til stalden og samtalede der en rum tid med dem. Da han gik tilbage, mødte han Unne, som kom fra ildskålen.' hun" havde atter grædt; Guttorm blev det vaer og tænkte, at snefrid havde været hård imod hende. „ Er snefrid inde i skålen? “ spurgte han derfor. Men det var hun ikke. Så rettede hersen sin gang imod kvindestuen. Snefrid stod op fra sin væv og fulgte sin fader uden for. O o „ Nå? “ spurgte hun spændt. „ Ølmod ville købe den grå hoppe, “ svarede gubben med en skælm i øjenkrogen. „ Han bød så gode penge for den, at jeg nær havde slået til. “ „ Den grå hoppe! “ Snefrid følte sig næsten skuffet, men blev så skælmen vaer. „ Havde han ikke andet ærind? “ „ Han ikke, men Kolbejn kyrre var kommen på tanke om, at hans søn snart kunne trænge til en kone. Og siden vi så engang vare komne på tale om den slags ting, spurgte han også mig om min mening. Han lyttede gerne til forstandige råd, sagde han. “ „ Og hvad råd gav du ham? “ „ Jeg sagde, det var vanskeligt at give råd i slige sager, men at orm kolbejnsøn sagtens kunne få sig en brud, når han ikkun gik ind ad de rette døre. “ „ Og forstod han så, at han her var kommen til den urette dør? “ „ Jeg tænker det, thi der blev ikke nævnet mere hverken om hestehandel eller brudekjøb. “ Det led ad nadvertid. I hallen på Stejnarstad flammede de store langilde og jog piøgen i mørke, krøllede skyer op imod de sodbrune bjælker og sparrer. Jordgulvet var strøet med enebær og gran; ind ad lugerne strøg eftermiddagens sidste solskin; det synkende dagslys kæmpede en lydløs, forgæves kamp med arnebålets stærke, gule luer. Tjenestekvinderne løb ind og ud fra skålen til hallen, fra hallen til skålen, hvor maden kogtes og det ringere tyende holdt til. Midt på gulvet i hallen stod snefrid. Så kom Guttorm ind ad karldøren med hat og slør, som vi så ham nys, og med sin knappede stok i hånden. Han gik lige op imod snefrid og standsede da. „ Nu vil vi snart spørge store tidender, datter min. “ Snefrids blik blev mildt, der hun fæstede det på gubben. „ Alle oplandskongerne have fået i sinde, at det skal nu være forbi med Olav Haraldsøns herredom. Det er rærek på hejdmørk, der skal føre an i legen, om de kun kan blive nok. Jeg fik bud nys. Thi har de først herserne, så kommer bønderne af sig selv. “ „ Og hvad svar gav Guttorm herse kong ræreks sendebud? “ „ At de skulle ikke vente mig. Det var på Oplands ting, Olav Haraldsøn først blev kåret. Da talte alle fem konger hans sag, og vi gav ham på deres ord Norges rige. Hvad jeg en gang har givet, tager jeg ugerne tilbage. “ „ Det tykkes mig vel svaret. “ „ Sendebuddet fremførte imod dette, at Olav Haraldsøn brød landsloven, thi han landet 7 o rundt med en tre gange større mandestyrke, end hans ret var, så at intet’herred kunne udholde et sligt gjæsteri. Dertil for han hårdeligt frem mod alle, som ikke ville tage ved den nye lære. “ „ Det er troligt. “ „ Troligt er det, snefrid, at en ung og ypperlig høvding, der har faret vide om iblandt fremmede ikke i alle stykker tænker som vi bønder; men fattes det på sindighed enten hos ham eller hos os, da er skylden størst, dersom brøsten er vor. End have vi ikke forsøgt, hvad der kan udrettes ved mindelig tale. “ Huskarlene begyndte at samle sig i hallen; Guttorm gik til sit højsæde på nørrebænken. Just som karlene vare bænkede, og kvinderne havde sat bordene frem, viste der sig gæster på svalen foran den åbentstående dør. Brynjeklædte mænd, fire i tallet. Deiæs fører biede ikke længe ved døren, men gik lige op til højsædet og tiltalte hersen således: „ Jeg er kong Olavs gjæstehøvding. Thore lange kalder man mig. Jeg bringer dig min o 0.000 herre kongens venlige hilsen og gunstige bud. “ „ Dit navn er mig ikke ukendt. Vær velkommen, og tag sæde! I kommer just til rette tid. Kongen have tak for sin hilsen; hans budskab høre vi siden, om det ellers tåler opsættelse. “ Guttorms huskarlehøvding stod op fra sin plads, som var på søndrebænken lige over for hersens, og gav plads for den kongelige hird7 0 0- o o mand. De øvrige kongsmænd blev bænkede til o o venstre for deres høvding, og vare da de fleste rum optagne, thi Guttorm selv havde ikke mindre end fyrretyve huskarle i sin tjeneste foruden mange hjemmemænd, der forrettede de daglige sysler i gården, i skoven og på ageren. Men af dem vare de fleste trælle eller frigivne. De fik ingen sinde sæde i hallen. Straks efter at Thore lange og hans følgesvende vare skikkede til bords, viste sig en ny fremmed i døren. Det var en velvoksen ungersvend med mørkt hår og klare, hurtige øjne. „ Hil sæl! “ sagde han højt. Det var den. Brugelige tiltale dengang. „ Heill ok sæll “ betyder på vor tids mål: sund og lykkelig. „ Velkommen! “ svarede husbonden og vinkede, at han kunne søge sig en plads, thi tjenestekvinderne vare nu i færd med at ombære de dampende grødtruge. Satte han sig da på søndrebænken ikke langt fra døren efter at have hængt sin kappe op på stolpen bag sit rum. Han langede med god madlyst til det nærmeste trug. På Stejnarstad var det sæd, at hver anden dag fik de kød, hver anden fisk efter grøden til nadveren. Der vankede denne kvæld kød, og var der både hestebrad og sødent kalvekød ved alle borde. Så og kogte høns. Øllet blev båret frem i store træboller. Men maddejen lagde mærke til, at hverken kong Olavs mænd, ej heller den sidst ankomne fremmede rørte det stegte af hestekødet. Da bordene vare tagne bort, blev drikkehorn og ølboller opstillede på skjænkebordet, der havde sin plads inden for karldøren. Guttorm blev siddende i sit højsæde. Det var nu skum• ring i hallen, men de store arnebål kastede et stærkt* rødlys til alle sider. Thore lange frembar sin melding, som var af det indhold, at kong Olav agtede sig på gjæsteri til herredet og begærede at samles med bønderne; han nævnede dagen og bød hersen at stævne til tinge. Siden trådte også den sidst ankomne gæst til og fortalte, at han var en islænding ved navn Erling hognesøn, at han var kommen med norgesfarerne til nidaros og nu på vej til Viken for at opsøge kong Olav og få tjeneste ved hirden. Han havde alt der en frænde, bødvar lejfsøn, kendte også noget til Hjalte skeggesøn, der sagdes at have kong Olavs venskab og var o o o kaldet hid fra Island forrige høst. - „ Da er det rettest, “ sagde hersen, „ at du bliver hos os nogle dage og udhviler dig efter o o o o din lange rejse. Vi vente just kong Olav hertil. “ „ Du vil ej heller træffe din frænde ved hove, “ tilføjede gjæstehøvdingen. „ Både han og Hjalte skeggesøn er dragne med Bjørn Staller til Sverige og kommer næppe tilbage for det første, om det ellers nogen tid sker. “ „ Er det en vovelig færd? “ spurgte islæn* dingen og lod sine mørke øjne fare i blink fra den ene til den anden af kongsmændene. „ De skulle underhandle med den svenske konge om fred mellem rigerne, og det er noget nær det farligste hverv, de kunne få, “ svarede Thore. Flere af huskarlene kom til. Nogle satte sig på langbænkene til højre og venstre for højsædet; andre stod op. En af dem bar hid en lang, grå kappe, som han hyllede om gubben; derefter gav han ham et par lammeskindssko på fødderne. Ovre på tværpallen, således kaldte man gavlbænken, sad snefrid med sine møer, nogle ved ten, nogle ved nål, og der holdt de af karlene til, som det moroede mest at samtale med kvinder. „ Jeg vidste ej af, at der var ufred mellem rigerne, “ sagde Erling. 0*0 o „ Det er, som man tager det, “ svarede gjæstehøvdingen. Men om svoldrslaget har du venteo o lig hørt tale. “ „ Det var der, Olav Trygvesøn tilsatte livet. “ „ Ja, og vort- land blev da skatteland til den svenske og danske konge, men de overlod styrelsen til ladejarlerne. “ „ Sønnerne af Håkon Jarl på lade, “ tilføjede Guttorm. „ Erik og Svejn hed de. “ „ Imidlertid tumlede Olaf Haraldsøn sig i fremmede lande og vandt hæder og navnkundighed både i øst erled og vest erled. Men omsider randt hans herkomst ham i hu og med tvende knorer og 140 udvalgte hærmænd landede han på sæla — “ „ Jeg mindes nu, “ afbrød Erling, „ at hans fader var Harald grænske, som sveakongens moder lod indebrænde, der han bejlede til hende. Jeg skønner så og, hvi Olav Haraldsøn ikke er svenskekongens ven. “ „ Olav Haraldsøn stammer i lige linie ned fra Harald hårfagre, “ sagde Thore; „ thi Bjørn Haraldsøns søn var gudrød, som var fader til Harald grænske; han var derfor i sin fuldgode ret, når han gjorde krav på herredømmet over Norge. Men da han ikke havde meget over hùndrede mænd hos sig, drog han først til sin stiffader Sigurd syr på ringerige og bad ham om hjælp. Sigurd holdt et møde med oplandskongerne og vandt dem for Olav. Siden blev han hyldet af thrønderne, s vejn Jarl blev slagen ved nesje og måtte ty til Sverig, de "fremmede ombudsmænd flygtede eller blev ihjelslagne. “ „ Og Erik Jarl havde alt forladt riget og var død i bretland, “ indskød Guttorm. „ Olav Haraldsøn må have lykken med sig, “ Sagde Erling. „ Mere end nogensinde længes jeg nu efter at se eders konge, jeg håber inden føje tillige at kunne sige min. “ „ Når vi altså, “ vedblev Thore, „ tale om ufreden med Sverig, da skønner du, hvorledes det dermed forholder sig. Knut danekonge og Olof sveakonge tyktes, det var ugode tidender, de fik fra deres skatteland; men den første har hidtil haft nok at gøre i vesterleden, og det er egentlig kun den anden, der ret har haft lejlighed til at tænke over al den.meen, Olav Haraldsøn har voldet ham. Derfor er han gram i hu og ytrer sin harme på hver tænkelig måde. At han end ikke har budt Leding ud af sine lande for at føre os fejde på, skyldes alene den årsag, at han er mere stortalende end djærv. Alligevel var det kommen dertil, at intet fredeligt samkvem mere kunne finde sted mellem rigerne, og de, som boede nær grænsen, lede storlig skade. Derfor tryglede vikværjerne årie og silde ved hirden om, at kongen skulle sende mænd til upsal, der kunne stifte forlig. Bjørn Staller måtte da afsted-, og med ham drog Hjalte skeggesøn og din frænde; de vare en tylvt ialt. “ „ Det er noget for Hjalte, “ sagde Erling. „ Hvor det gælder at føje sine ord med liste, der er han manden. “ „ Da er det godt for Bjørn, “ sagde Guttorm med et smil,' „ at han har Hjalte med. Den djærve Staller bruger sakset bedre end tungen. — hvad vej drog de? “ „ Det var deres agt først at gæste Ragnvald •jarl i Skara. Hans hustru er en norsk kongedatter, og jarlen selv er stemt for fred. “ Samtalen drejede sig endnu en stund om sendemændenes r.ejse, siden måtte Thore.lange også fortælle om kong Olavs skatterejse i ranrige. Det var dengang, Thore med egen hånd huggede hovedet af den svenske landshøvding Ejlif gøtske; men denne historie hører ikke her hid. Således lakkede det ud på kvælden. Kvinderne bød godnat og begav sig til deres sovesteder, men samtalerne i hallen varede endnu en god stund, og øllet bares flittigt om. Endelig rejste gubben sig og gav derved tegn til opbrud. Huskarlehøvdingen lod lugerne lukke, brændsel blev lagt til nattebålet, og den gamle hei•se begav sig til sin lokhvile. De fremmede fik deres nattelejer anviste i sengerækken bag langbænkene; der gik også huskarlene en efter anden til ro. Lidt efter lidt tav hver støjende lyd; kun hist og her hørtes endnu en dæmpet samtale brumme bag panelerne. Men i den store, tomme hal lyste midt på gulvet det enlige nattebål og oppe under den høje mønning virrede de store, tætte bjælkeskygger. i. Børgolf hed en mand. Det er alt nævnet, at han var morbroder til snefrid. Hans gård lå afsides ved søen, og der var ensomt at være, thi Børgolfs kone var død for mange år siden, og børn havde de aldrig haft. Derfor kom han ofte op til Stejnarstad; han var som hjemme der. Hersen stod i stalddøren og keg ud, da Børgolf trådte indenfor skigården. Han var en lang, smal mand med lyse, udstående øjne og hurtig gang. Den venstre Aksel stak han stærkt frem, når han gik, og hovedet ludede kendeligt til samme side. Det såe' ud, som om han stedse lyttede noget i møde. „ Jeg kan hilse fra solør, “ råbte han alt i frastand, der han fik hersen at se. „ Nu har jeg været der. “ „ Velkommen hjem! “ sagde Guttorm og gik langsomt ud imod ham, støttet på sin stok. „ Kom du i aftes? “ „ Ja ved Solbjerg. — du har fået en ny hat. “ „ Nå, det ser du allerede. “ „ Det er en dansk. Ja det er gode hatte. Du kan ellers tro, vi have haft moro. “ „ Det er mig kært at høre. Lever de vel, din kones brødre? “ „ Udmærket vel. Og jeg kan melde nyt. “ „ Er det godt nyt? “ „ Hvad? Ja godt nyt. En stor tidende er det. Solørmændene agte sig hid til vort vinternatsgilde. Om en måned har vi dem, begge to. Det er første gang, de beviser min gård den ære. “ „ Det ei' sælsomt, at de endnu aldrig have gæstet vor bygd. “ „ Å det er lang vej, du Guttorm, og de have meget at tage vare hjemme både af deres egne og andres sager. De komme kun lidet ud, især så længe deres fader levede. “ „ Det skal moro mig at se din kones brødre. “ „ Hvad? “ Ja moro dig. Stejn er en ypperlig mand. Du skulle høre ham fortælle! Og i alskens idrætter 'findes ikke hans lige vidt omkring. Du skulle se ham løbe på ski eller se ham tumle sin hest — — “ „ Men hvad siger din deje til, at du sådan byder gæster ind? “ „ Eller du skulle se ham svømme under vandet, skyde med bue — — “ „ Måtte du ikke helst — — “ „ Eller kaste med gat lok — — “ „ Måtte vi ikke helst give dem herberg her på Stejnarstad, når de komme? Om vi blive to flere eller færre siger intet på sådan tid. Vi have mad nok, og rum tager vi, som det kan falde. “ „ Ja det kan vi altid tale om. Du vil få megen moro af Stejn, Guttorm. Drikke! Han kan drikke den største øltønde under bordet. “ I „ Mig tykkes ellers, det er berse, du sætter højest. “ „ Berse! Ja det skal du have ret i. Men hans ypperlighed er af ganske anden Art. Berse sidder stille hen og deltager ikke i sådanne idrætter, som ellers er mænds moro. Han tænker. Han arbejder med denne, “ sagde Børgolf og bankede sig med pegefingeren under hatteskyggen. „ Han er fåmælt. Jeg ved, du har nævnet det før. “ „ Hvad? Ja fåmælt. Men siger han noget, da kan du stole på, at ikke mange er i stuen, som forstå hans tale. “ „ Hvad gavn har man da af talen? “ „ Stejn kan. Han ved på en prik at træffe meningen, er den end nok så skjult. Han sidder bare.stille et øjeblik og ser stift på ham, så har han det. Jeg har endnu aldrig fattet to ord i sammenhæng. Sådan er han. “ Guttorm og Børgolf gik op imod hallen. „ Han er også fremsynt, “ tilføjede Børgolf. „ Det er han nok “. „ Det har han arvet efter faderen. Han var kendt viden om lige til den svenske grænse. Men jeg tror endda, at sønnen er hans overmand. “ „ Ved du af, at vi have haft gæster i nat? “ „ Nej da! Hvem var det? “ „ Kongsmænd. De skulle melde, at Olav Haraldsøn vil gæste vor bygd og holde ting med bønderne. Hvad siger du til den tidende? “' „ Ja det kan jo være meget godt. Hvor skal det ting holdes? “ „ På tingvolden naturligvis. De red bort nys, så snart de havde fået davren — nord på. “ „ Hvem red bort, Guttorm? “ „ Kongsmændene. Er det ikke dem, vi tale om. “ „ Hvad? ja kongsmændene. Så er de her ikke længer? “ O „ De ikke, men vi har en gæst endnu, en islænding.. Han bliver her nogle dage. “ „ En islænding! Så er han fra — — hvor er han fra? “ „ Fra Island. “ „ Fra Island. Så er han fra Island. Ham må vi se. “ Oppe på svalen sad Erling, i færd med at efterse sine våben. Der var lysere der ude end inde i hallen. Da Guttorm og Børgolf steg op ad trappen, rejste han sig og hilste. Børgolf spilede op sine lysegrønne fiskeøjne og var såre nysgerrig at se til. Han gav sig straks i samtale med den fremmede. „ Jeg hører, du er en islænding. Mine svogre solørmændene have nys haft besøg af en af dine landsmænd: gest fra laxådalen, tror jeg, de kaldte ham. Ved du noget om den mand? “ Erling rystede på hovedet. „ Han var dog vel kendt i sin hjemstavn, sagdes der. “ „ Laxådalen ligger langt imod nord. Jeg er fra thjorsådal. “ „ Du er altså ikkun barnefødt på Island, ikke fostret der? “ „ Thjorsådal er på Island, på sønderlandet. “ „ Ja jeg har ingen sinde været der, “ meddelte Børgolf og satte sig på bænken; „ men jeg havde. Altid troet, at Island lå nord på. Langt forbi nidaros. “ „ Det har du ret i. Jeg kom just fra Island til nidaros. „ Sejlende? “ Guttorm lo. „ Hvordan skulle han ellers komme over havet, frænde? “ „ Over havet! “ snærrede Børgolf. „ Kan jeg vide, om han tog ad søvejen? “ Nu lo også Erling. „ Jeg ved dog, “ sagde Børgolf heftigt, „ at man kan komme landvejs hertil fra de yderste grænser af hålogaland og bjarmeland. I ville vel ikke indbilde mig, at Island ligger udenfor verdens kreds! “ En tjenestemø kom og- bar øl frem for mændene. Børgolf tørrede sig om skægget og drak vel; thi det var godt øl, snefrid bryggede. Det kølnede på sindet, og da kanden var gået rundt, og Guttorm havde sat den fra sig, havde Børgolf et nyt spørgsmål rede. „ Have i god byg på Island? “ „ I thjorsådal dyrkes lidt byg; det er dog ikke hvert år, den modnes. “ „ Så drikke i kanske mere vin end øl. Det bæres mig for, “ sagde Børgolf og rettede sig, „ at der gives lande, hvor de dyrke vin i stedet for byg. Det måtte være ganske vakkert, frænde, om vi havde det slig her i raumarike, “ Tilføjede han og lod sine gennemsigtige øjne beskrive en triumfbue mellem hersen og Erling. Børgolf var atter i godt lune. „ Det er stedse min lyst at udspørge fremmede og høre om andre folkeslags skikke og sædvaner. Man lærer noget deraf. Så mange lande, så mange folk. Langt imod syd gives der mænd, som have ikkun et øje midt i panden; andre steder ere menneskene sorte over hele legemet, alene med undtagelse af tænderne og øjnene, som ere hvide. Men det er nok langt fra dit hjemland. Islænderne er vel omtrent af samme skabning som vi? “ „ Du kan dømme selv, frænde, “ sagde Guttorm med et smil. „ Vor gæst her — — “ „ Hvad? ja vor gæst, “ snappede Børgolf og for med et hurtigt blik hen over Erling. „ Det tænkte jeg ikke på. — hvor er snefrid, Guttorm? “ „ Jeg så hende nys gå over i buret. Du vil sikkert kunne træffe hende der. “ „ Ja hun er alle vegne, den hersedatter. Hun er bedre end syv sønner, frænde. Jeg skal ned og fortælle hende, “ vedblev Børgolf og stod ilfærdigt op, „ at solørmændene komme. — har du ellers travlt, frænde? “ „ Hvorfor? “ „ Hvad? Jo for jeg står i handel med min nabo om en ny båd. Jeg ville gerne høre din mening. Men du tykkes ikke om at gå så langt. “ „ Å jeg kunne jo sætte mig på en hest. “ „ Men jeg gik hertil. Det var vakrest at følges ad. “ „ Det kunne vi alligevel. Jeg skal ikke ride snarere, end at du kan følge mig. “ „ Rigtigt. Så går du ned og får din hest sadlet, mens jeg går over til snefrid. “ „ Du undskylder, Erling hognesøn, “ sagde hersen og rejste sig også, „ at jeg tager bort et par stunder. Inden nadvertid er jeg tilbage. Når du får dine våben i stand, kan du titte ind i kvindestuen, hvis du tykkes om kvindeselskab; ellers har du vel også gjort bekendtskab med en og anden af huskarlene. “ Hersen og børgolf'gik deres vej, den første for at lade sin hest sadle, den sidste for at opsøge snefrid. Henne under kvindestuens svalegang mødte o o han hende. Snefrid var på vej ind. „ Hil sæl, hersedatter! “ råbte Børgolf og fartede af med skulder og albue spidst frem. „ Nu er jeg lier igen. “ „ Det var vakkert. Vi har og savnet dig hver dag, morbroder. “ „ Har i? Nå jeg har ellers haft moro af min r.ejse, kan du tro. “ „ Jeg må tænke det, siden du trak det så længe ud. Fik du nogle visdomsord at høre af ham. Din måg berse? “ „ Hvad? Ja visdomsord.. Nu skal jeg fortælle dig en stor tidende, snefrid. Solørmændene komme her begge to til - vort vinternatsgilde. “ „ Det var en stor tidende, morbroder. Jeg glæder mig ret til at se de to ypperlige mænd. Dog, mens vi tale om ypperlige mænd: din Bryde hører også til dem, som drage opmærksomheden på sig, men det på anden vis. Ham skulle du se at skille dig ved, morbroder! thi han bringer dit gode navn i vanrygte. “ „ Gør Bård? Hvad skal det sige? “ Snefrid fortalte, hvor skammelig Bård havde sveget Unne. „ Taler du ham ikke til for dette, morbroder, da vil du komme til at dele skammen -med ham. Du skal sige til ham: enten ægter du Unne, eller også er du færdig hos mig til fardag. — er det ikke billigt? “ „ Jo, men det er ikke så let — — “ „ Lad ham bare rejse, morbroder? Jeg skønner ikke, at du kan holde ud at se hver dag på den store, skumle Karl, og det ender også med en ulykke engang: enten at han slår dig ihjel eller brænder gården af over dit hoved. Kan han svige sin fæstemø, kan han sagtens svige sin husbond. “ „ Jo, men det er alligevel — — “ „ Du kan lettelig få dig en ny Bryde, morbroder. “ „ Hvad? Ja en ny Bryde, snefrid! Men Bård forstår så gildt at. lægge tømme på folkene, at sætte dem i gang, at ave dem.- han er en hård hund, kan du tro. “ „ Jeg skal skaffe dig en Bryde, morbroder, du kan være tjent med, for jeg har længe haft det i tankerne, at denne Bård skulle væk. Han bliver for gammel i gårde. Han tømmer til sidst ikke blot folkene, men dig tillige. Kender du noget til Gunhild østerud? “ „ Hun er vel et kvindfolk, snefrid. Er hun ikke? “ „ Jo, jo! “ råbte snefrid og lo. „ Jeg mener heller ikke hende, men hendes søn. Hun har i en karlvoxen søn, der fik sin venstre arm slået * over først på sommeren, en flink og vakker svend, sige alle. Nu har han i mange uger gået hjemme og været sin fattige moder til stor byrde. Hun kommer her en og anden gang; de har døjet meget, og jeg har lovet at tage mig af karlen og skaffe ham en tjeneste. Han har været her selv med moderen, ser rigtig tro 7 c? o og ærlig ud, morbroder, og fordi han måske ikke mere bliver så stærk til sit arbejde, når han ikkun kan føre tilsyn med folkene — — det er det vigtigste. “ „ Ja, når de bare vil lystre ham, snefrid, så skal jeg ikke forlange andet, heller ikke holde på Bård. Du plejer at kunne se på folk, hvad de indeholder. “ „ Dersom Bård falder til føje, morbroder, så skal du naturligvis ikke opsige ham tjenesten. Men han vil have godt af at mærke, at han ikke kan bære sig ad, som det lyster ham i alle stykker. Og får han enken, som nu hans hu står til, så ville han nok også blive dig en dyr Bryde. Hende tager han for husets skyld, og huset, fordi det ligger nær ved din gård. Mangler han græsning til sine geder, vil han finde den på din jord; hvad brændsel han trænger til, er der i din skov, og slår hans eget korn ikke til, tager han det i din lo. “ „ Hvad? Ja, i min lo. Han skal hverken have enken eller huset. “ Ved min faders bavta! Endnu i dag skal han siges op. “ „ Hvordan vil du tale ham til, morbroder? Lad mig høre. “ „ Når vi har spist nadveren, siger jeg til ham: „ Jeg hører, du vil gifte dig, Bård. “ „ Godt, morbroder. “ „ Du vil ægte denne Unne, siger jeg. “ „ Nej enke, morbroder. “ - „ Hvad? Ja enke. “ „ Og så, morbroder? “ i „ Nå, men du har fæstet Unne, som tjener på Stejnarstad. “ „ vel sagt. “ „ Når du svigter din fæstemø, kan du også svigte din husbond. Derfor har d

1883_Bondesen_IngeborgsMedgift

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Henning Fox

Ingeborgs Medgift

male

male

dk

Bondesen

Ingeborgs Medgift

Bondesen

Ingeborgs Medgift

En Fortælling fra Valdemarstiden

n

roman

Jordan

KB

1157-1241

undertitel.

HISTORICAL

Første kapitel. Det blæste af øst og lakkede stærkt ad nat. Ude i vest dannede den sorte'hede en skarp linie mod den klare, gule luft; på den modsatte himmelside lå lange, flade skyer, lig et hav med størknede bølger, og over dem gik for blæsten løsrevne, uldne skytotter, farvede af et halvslukt purpur. Mellem skyerne foroven og heden forneden lå en tæt, ubevægelig bræmme i synskredsen; det var fyrreskovene foran strela. Henover heden red en rytterflok i skarpt trav med vinden i ansigtet — to og to, tre og fire på rad, som det kunne takle. Af de plumpe, rundhovede skikkelser sk jønnedes det, at de vare hærklædte. Mørket over det flade landskab blev stedse tættere, og kun hist og her lysnede endnu et sumpet vandspejl imod aftenhimlen. Store vi diekrat og sivbevoxede moser trak sig med brudte linier hen over heden, og hist og her rejste sig stive, keglede enebærbuske op fra lyngen som tavse, tilhyllede vidner, der stirrede ondt efter de rappe ryttere — eller var det måske landvætternes fylgier, som anelsen om de kommende tiders trængsler allerede nu manede frem? Thi gj eng j ældeisen havde endelig vendt sig imod venderne. Dette folk, hvis mægtige og talrige stammer havde bebygget de flade, skovrige østersøkyster lige fra saxland i vest, det vi nu kalde Holsten, indtil weichselfloden i øst, vare efterhånden blevne en rædsel for alle deres naboer. Medens kristendommen over saxland og bretland på sit sejrrige tog gennem landene omsider var nået Norden og lidt efter lidt ved sin milde, fredelige ånd havde øvet sin indflydelse på sæderne, ja endog til sidst ganske omdannet folkekarakteren, havde alle forsøg på at udbrede korsets lære blandt de slaviske stammer hidtil vist sig så godt som frugtesløse. Derfor vare de endnu rovlystne vikinger — på grund af deres troløse, snedige sind — forfærdeligere end nogen tid nordboerne havde været; fra deres sandede indvige og flodmundinger, så vanskelige for fremmede at besejle, hjemsøgte de sommer efter sommer de frugtbare danske landsdele med ild og sværd; landsbyer og stæder lagdes øde, gårde og huse blev plyndrede og tusinder af mænd og kvinder bortførtes til trældom. Og ad landevejen øvede de vestlige vender den samme færd; saxland blev hærget og de ville hære trængte mere end en gang højt op i Jylland, udbredende ødelæggelse og forfærdelse overalt, hvor de kom frem. Vel havde for over hundrede år siden Magnus den gode tilføjet deres talrige skarer et vældigt nederlag på lyrskovsheden ved kongeå, og senere havde Sønderjyllands djærve Jarl, den danske kongesøn Knud Lavard, stænget dem ude såvel af sit eget jarledømme som fra de danske strømme; men snigmordet i haraldsted skov havde berøvet Danmark den eneste høvding, der med personlig tapperhed forbandt virkeligt anførersnille, og uagtet den følgende tid ikke var uden eksempel på omfattende rustninger og heldige toge imod venden, så blev de dog formedelst deres planløshed og usammenhæng af liden virkning, ja hærgningerne antoge til sidst et sådant omfang, at hele den jyske østkyst fra Vendsyssel til Ejderen lå udyrket og på de større købstæder nær blottet for indbyggere; på Fyn havde et indfald i året 1157 gjort således lyst, at et lignende indfald til ville have forvandlet den hele velsignede 0 til en fuldstændig ørken. At forholdet endnu var værre på sydkysten af Sjælland og omliggende øer, der lå venden nærmest, følger af sig selv. Lolland købte sig fri for plyndring imod at betale en årlig skat, og dette ejendommelige forhold, der i det mindste på ubestemt tid skaffede øen fred, havde på den anden side givet anledning til, at hele vendiske kolonier havde nedsat sig på sydkysten, således som endnu navnene tillitze, kramnitze og flere bære vidnesbyrd om. Falstringerne derimod ville ikke betale en sådan skat; de dreve med megen manddom fjenderne tilbage eller sluttede hver gang et nødtvungent forlig, medens det også til andre tider berettes om dem, at de stod i ledtog med fjenden og gav dem lønligt underretning om de danske rustninger. Da vardet i høsten 1157, at Valdemar, Knud Lavards søn, blev Danmarks konge. Han var endnu ikke født, den gang hans fader blev myrdet; men da han omsider vandt frem til skj els alder, lyste endnu „ Knud hertug “ s bedrifter så klart og strålende i folkemindet, at han kun slet ville have været sin store faders store søn, om det ikke havde været hans første kongetanke at genoptage dennes gerning. Og heri bestyrkedes han på det kraftigste af sin ven og fostbroder, Absalon asgerson, i hvem han fandt en ligeså dristig, klartskuende rådgiver som kæk og uforfærdet kriger. Denne mand, ætling af palnatoke, sønnesøn af Sjællands berømmelige Jarl, Skjalm hvide, tilhørte således en af de ypperste og mægtigste ætter i Danmark. Hans frænder sad inde med store jordegodser i midtsjælland, medens en gren af slægten havde vundet magt og anseelse i Skåne og fostret Nordens daværende kirkefyrste, ærkebiskop Eskil. Absalon, som allerede tidlig var bestemt for den gejstlige stand, kom tilbage til sit fædreland i slutningen af borgerkrigenes tid fra højskolen i Paris, udrustet med stor lærdom og glimrende veltalenhed. Han var med ved blodgildet i Roskilde, fra hvilket han med nød og næppe undkom, efter at den ene af de tilstedeværende konger havde udåndet sit liv i hans arme. Året efter valgtes han af domkapitlets samtlige medlemmer til biskop i Roskilde; men som kongens halve land lå øde, var og hans bispesæde i en ynkelig tilstand. „ Aldrig få vi fred i Danmark, så længe ikke venden er underlagt vort spir “, sagde dankongen. „ Aldrig få vi fred, så længe ikke venderne er kristnede “, sagde biskoppen. Og så var pagten sluttet mellem de to største og ypperste mænd, riget havde inde, og til lykke de to, som havde mest at råde, og i våren 1159 stævnede den første danerflåde advendland til. Det hele foretagende var noget så nyt og modsat det, man i lange tider var vant til, at det mødtes med almindelig uvilje, og kun få troede på et lykkeligt udfald af toget. Mere end et skib vendte under intetsigende påskud om på halvvejen, og hverken bønner eller trusler frugtede på de feje styrismænd, som førte dem. Med ledingsflåden havde det sig i hin tid således, at de enkelte skibe rustedes herredsvis, hvorefter de med en vis given frist, når der skete opbud, sejlede til det fælles mødested; men den danske søniagt var kommen således i forfald, at kongen ikke en gang ejede eget skib, så at han, da flåden løb ud fra Skåne, måtte gå om bord på ærkebispens skib, og dette trak således vand, da man stod ud i åben sø, at kongen måtte ty over på et andet og befale ærkebispen atvende hjem. Landgangen skete på kysten vest for rygen en årie morgenstund. Hæren spredte sig i småhobe, drog gennem skovene og anfaldt uventet wilzernes landsbyer, medens Absalon med en flok dristige ryttere søgte dybere ind i landet. Det er denne trop, vi i den sene aftenstund have set ride over heden i retning af strela, det nuværende Stralsund. Forrest red den høje, enogtrediveårige roskildebisp; på hans højreside sås hans djærve frænde Sune Ebbesøn, på hans venstre den lavstammede lollik Holmsten kristjernsøn. De vare begge hirdmænd og stod i dankongens sold. bispen havde ordet. Han talte hurtigt og vel, med overbevisningens varme. „ Jeg attrår ikke kongegunst, end mindre folkegunst. Er der nogen tone, som jeger forvisset om aldrig vil give genklang i mit bryst, da er det just det brusende, rullende råb fra folkemasserne, der i dag er et hosianna, i morgen et korsfæst. Både dette og hint har mere end en gang væltet sig imod mig. Har jeg ikke måttet høre såvel af bønder og almuesmænd som af dem, der stod kongen nærmest, at sådanne tog til vendland vare galmandsværk, at det var dårskab og vanvid, om vi i vor afmagt og usselhed ville tænke på at angribe fjenden i hans eget land, at det var det samme som at føre riget sin opløsning og undergang i møde. Det skal nu vise sig. At vi er komne uventede, have vi til fulde set i dag; men endnu have vi ikke haft grund til at angre vor rejse. Vi kunne jo røve og plyndre, så lystigt vi ville, uden at en eneste Odd eller egg løfter sig imod os. “ „ Det er den prægtigste dag, jeg har levet “, brummede Holmsten. Hans hele hoved var tæt omsluttet af brynjehættens blanke masker; ned over den var trykket den lave kjedelformede hjelm, fra hvis forreste rand „ Nefbj ørgen “ Som en smal jernskinne løb ned over næsen. det lidet, man så af lians ansigt, var bedækket, af et tykt, sort skæg. „ Prægtig nok; jeg klager ikke på denne dags arbejde “, svarede den mægtige sjællandske jordedrot, der red på biskoppens anden side. „ Dog havde det huet mig bedre, om vi vare gåde lige løs på arkon. Så længe vendernes ypperste Borg ikke er i vor magt, vinde vi aldrig fast fod i deres land. “ „ Det glæder mig at høre de ord i frændemund “, svarede bispen. „ Jeg sagde det samme med andre ord, da vi i går på kongens skib holdt rådslagning; men vor gamle, sindige ven Peder thorstensøn fandt det rådeligere at bie med arkon til en anden gang. „ Rygboerne er et stridbart folk “, sagde han, „ og arkon ligger som en ørnerede på sin klintetop. Går det os ilde, da vil hver gnist af mod og lyst være udslukt for lang tid, og deraf have vi intet at miste. Lande vi derimod på en mere fredelig og mindre vel befæstet kyst, da få vi lettere held til at volde fjenden men. Og frem for alt kommer det an på at give vore folk tillid til deres egne våben og overbevise dem om, at venderne ikke er uovervindelige “. — jeg måtte sande, at Peders råd var godt, sikkerlig det bedste, som kunne gives denne gang, og alle høvdingerne vare af samme mening; men gemt er ikke glemt. Vil gud, da kommer raden næste gang til arkon. “ „ Kan hænde, vi kunne pirre et gran til den rede endnu i år “, mælede Holmsten. „ Når høsten er forbi, have vi endda en måned eller to inden vinteren. “ „ Så gælder det og, mente Peder ttorsten søn, atvende tilbage med et godt bytte, jo mere desto bedre, for at lukke munden på de misfornøjede og kalde en rest, af den gamle vikingeånd til live igen. “ Det var biskoppen, som talte således. „ Kanske du hørte “, sagde Sune Ebbesøn, „ hvad Niels okse fandt at betænke på landsttinget. Sådanne tog tjente kun til at øde tid og penge, mente han. Det var bedre at blive hjemme, dyrke op de øde gårde, opbygge vore nedbrændte landsbyer øgenes om gode og tjenlige love. Sligt trænge vi mere til. “ „ Ja for gud trænge vi dertil “, sagde biskoppen hæftigt. „ Men først og fremmest trænge vi til landefred, og den fange vi aldrig, så længe det vrimler af disse ugudelige røvere i hver vig, hvert minde her på kysten. Sagtens vil da også Niels okse sige, at jeg gjorde bedre i at blive hjemme og opbygge min bispegård, som er halvvejs styrtet sammen, have tilsyn med præster og klærke samt varetage stiftets tarv. Kan også være, at en følgende slægt vil sige, at jeg var mere Viking end kirkehyrde men det er nu for tiden så, at her trænges mere til en Josva, der kan fore an til brand og mandeslæt, end til en David, der kan synge yndeligt for Herren og slå på lovsangsharpen. På østresalt er ikkun plads til et banner; vi få at se, om det skal være kong Valdemars lover eller vendlands rode griffe. “ „ Ved min oldefaders skæg “, råbte Holmsten kristjernsøn, „ jeg holder på løverne, herre bisp! Og det første, jeg agter at udrette, når jeg sætter fod på thorestad, skal være at bygge mig selv et skib og ruste det med mine egne folk. Thi jeg forstår, at det herefter skal gå løs for alvor, og du skal også hver gang se mig i dit kølvand, så ofte du sætter kåsen denne led. Det giver jeg dig mit ord på. “ „ Det ord tager jeg glad imod “, svarede biskoppen. „ Gid mange af dine landsmænd måtte være sindede som du! Men i have en underlig færd fore, tykkes mig. I betale heller fjenden med sølv end med stål. Det huer mig ikke ret. “ „ Så og, at det ikke står sig bedre med eders troskab “, tilføjede Sune, „ end at vi først i sidste øjeblik turde sende opbud til Lolland og Falster, der vi rustede os til dette tog, af frygt for, at fjenden skulle få bud om vore hensigter. “ „ Ved den volde gud! “ sagde Holmsten; „ jeg tror, i gøre os storlig uret. Men fejt og usselt er det, at vore bønder den ene gang etter den anden giveskat til vendlands hertuger. Det kogte i mig af harme, kan jeg forsikre eder, der jeg hørte forslaget fremsat på ttinge. Jeg sagde, at de måtte dog heller anvende de samme penge til at befæste deres gårde og omdanne hver landsby til en fast Borg, da skulle venderne nok gå dem forbi, thi de er tilhobe ikkun usle røvere, som tage, hvad der uden modstand rækkes dem! såre nødig indlade de sig i kamp, ligeså lidt som de føre blider eller slige krigsmaskiner med sig. Men mine ord vare som en røst i ørken. Det ville koste mange penge og meget arbejde at opføre sådanne volde, og så til syvende og sidst vidste man dog ikke, om de ville kunne holde fjenden ude. Jeg skældte dem huden fuld, den hele forsamling, så godt jeg evnede, og red hjem, lukkede min egen gård med jord og tømmer på bedste måde, fæstede mig en anselig huskarletrop og tænkte: lad dem nu komme, så mange de vil; en stund kunne vi altid holde dem ude. Men de glemte at komme, og jeg har aldrig givet en pending til de røvere. “ „ Holde de så og, hvad de love? “ spurgte Sune Ebbesøn. „ Alle uvætter, nej! “ råbte Holmsten. „ Den første gang, skatten var betalt, løb kort efter en vendisk flåde op igennem guldborgsund, hærgede og brændte på falstersiden og aflagde også med et eller to skibe et lidet besøg i mit nabolag. Det var Flintholm, der måtte holde for hin nat. “ „ Flintholm “, udbrød Sune Ebbesøn. „ Ja, ja, nu véd jeg det. Det var en ulykkelig tidende, som da bares os til. Har du ikke “, vendte han sig imod biskoppen, „ hørt tale om Erik Nielsen, Erik rap, som han også kaldtes? Han var langt ude af vor slægt. “ Biskoppen rystede på hovedet. „ Hvad er det for en gård? “ spurgte han. „ Det er en stor og god bondegård, som ligger et stykke vej nord for min vedflintinge å. Der boede, som Sune siger, en mand af god byrd ved navn Erik Nielson. Hans kone hed Astrid og var en del år yngre. De holdt såre meget af hinanden, og det var deres eneste sorg, at de ingen børn havde. Så efter syv Års ægteskab gaves dem endelig håb om, at deres kæreste ønske skulle vorde opfyldt. Erik var en del år ældre éndjeg, men en munter og omgængelig mand; vi kom jevnlig sammen, og han talte ofte både i skæmt og alvor om den sag; hans store glæde lod ham ikke tie dermed. Men inden nogen sinde det kom så vidt, at hans håb gik i opfyldelse, kom ulykken over dem. Venderne omringede gården, dræbte Erik og mange af hans folk, hvorefter de satte ild på alle husene. Om Astrids skæbne derimod véd man intet. Enten er hun indebrændt eller også slæbt med i trældom. “ „ Så! “ afbrød biskoppen, „ lad os nu mindes, hvor vi er. Her have vi skoven, og vi gøre nu klogest i at ride mod nord, ellers frygter jeg, at vi komme lige til strela. “ „ Det bliver det værste stykke, der er tilbage “, sagde Sune. „ Jeg turde ikke påtage mig at finde vej her. Skulle vi ind gennem skoven? “ „ Et stykke i det mindste, men det er ikke langt, tænker jeg. Hvor have vi Nordstjernen? “ Spurgte biskoppen, holdt sin hest an og så i vejret. „ Jeg sér flere skyer end stjerner “, svarede Sune og spejdede forgæves efter den blinkende vejviser. „ Den er væk “, brummede Holmsten. „ Ja, men der have vi de bageste hjul af Karlsvognen, og så skulle vi i denne retning “. Biskoppen lagde nykås og satte atter sin hest i gang. De rede en stund frem i taushed. Skoven blev tættere og mørket tiltog med hvert skridt. „ Når vi ikkun vedblive at ride lige imod nord “, sagde Absalon asgersøn, „ da må vi omsider støde på vore staldbrødre eller i alt fald komme til kysten. “ „ Det er ingen let sag at holde kåsen her imellem alle disse stammer “, sagde Sune. „ Inden vi nå en Fjerdingvej frem, tage vi kanske syd for nord og er på samme sted, hvor vi droge ind. “ „ Jeg holder det ingenlunde for umuligt, frænde “, svarede biskoppen leende. „ Vi er komne noget for sent på tilbagevejen; men nu må vi stole på vor gode lykke. — se kun til! her er den allerede. Er dette ikke en vej, så tager jeg meget fejl. Lad os følge den! “ „ Oven i købet en bred og som det synes stærkt befærdet vej “, sagde Sune. „ Men den går i øst. Den fører naturligvis lige til strela “. „ I alt fald fører den ud af skoven, og det er hovedsagen. Jeg venter at se mere end et sejrsblus, så snart vi atter komme på åben mark, og så finde vi nok vore mænd. “ „ Lad os håbe det, frænde “, svarede Sune Ebbesøn muntert, „ endog vi blev enige om, før vi skiltes, ikke at tænde ild, for at ikke fjenden skulle samle sig og blive os for mandstærk. “ „ Der er noget allerede, hvad det så er! “ Udbrød Holmsten. „ Der glimter lys imellem stammerne forude. “ „ Det ser ud som lejrbål eller vagtblus “, sagde Sune og standsede med et ryk i tømmen sin hest. „ Ride vi kanske nu lige ind i vendernes ganske hær “, sagde biskoppen og holdt ligeledes stille. „ Da er vi lovlige få. “ „ Det skal vel nærmere undersøges “, sagde Holmsten og svang sig af hesten, hvorpå han gav tømmen til en af de efterfølgende ryttere. „ Vil du blive her hos folkene, Sune? “ sagde Absalon og steg ligeledes ned. „ Jeg går med Holmsten. “ Biskoppen og Holmsten gik side om side imod ildsk jæret; vejen, de nys vareslåede ind på, førte lige derimod. Alt som de nærmede sig, toge de mere og mere varsomme trin. Da de vare nåde den yderste svage ring af lyskredsen, forlode de vejen og krøbe på hænder og fødder længere frem fra træ til træ og standsede først i brynet af en stor åben plads, hvor de blev vidne til et sælsomt optrin. Et stort antal mænd og kvinder vare forsamlede omkring flere store bål. I midten stod en urgammel, kæmpemæssig eg, stærkt belyst af ildskæret, og under den lå en mægtig kampesten, hugget i en hvilende løves skikkelse, men plump og skarprygget. En stor mand stod mellem træet og stenen; Absalon og Holmsten iagttoge, at han bar langt hår og skæg, hvad der ellers på den tid ikke var brugeligt iblandt de i. 2 vendiske stammer. Derhos havde han en bredskygget filthat på sit hoved og var iført en sid, skarlagenrød kappe uden ærmer. Der var megen uro i den store forsamling; mændene øgede stadig de flammende bål ved med deres økser at afhugge og slæbe hid friske fyrregrene, som de kastede i ilden, kvinderne syslede med kedler og gryder og en mængde børn løb skrigende og leende om og legede skjul mellem de voksne. Pludselig hævede den hvisk jæggede gubbe sine arme højt i vejret og begyndte en dæmpet, ensformig sang, under hvilken han i ottetal gik rundt om egen og stenbilledet. Lidt efter lidt blev der stille i forsamlingen; den dannede en tætlyttende kreds udenom den skarlagenklædte høvding, de flammende bål og stenløven under de vidtrækkende, knudrede grene. Da sangen hørte op og høvdingen standsede sin afmålte gang, begyndte den forrige uro på ny; men nu så de tvende spejdere, hvad før var undgået deres opmærksomhed, en halv snes fanger med bagbundne hænder, hvilke ulykkelige blev førte frem imod egen og stenbilledet. „ En offerfest “, hviskedee biskoppen sin ledsager i øret. „ Stenbilledet forestiller czernebog eller sorteguden. “ „ De fordømte hedninger! “ knurrede Holmsten. „ Og kristne fanger, danske mænd og kvinder måske. “ „ Dette holder jeg ikke ud at se på “, mumlede biskoppen halvhøjt. „ Vi må sprænge denne forsamling, hvor få vi end er. Lad os skynde os til vore heste, Holmsten! “ De krøbe ilsomt tilbage gennem fyrreskovens tykning ad den samme vej, devare komne. Endnu inden de vare nåde ud, hørte de fra offerstedet en stærk musik af horn og trommer; også skelnedes den snøvlende, vedholdende lyd afkosstoen, den vendiske sækkepibe, ledsaget af en vild, mangestemmet sang, høje dødsskrig gennemtrængte det frygtelige kor. „ Nu skal nok tarmdansen begynde “, sagde Holmsten og fulgte pustende den snare biskop. „ Kom, kom! “ råbte denne, rejste sig halvt og trængte i løb gennem de tætte, buskede fyrregrene, indtil de stod på den banede vej. Afstanden til det sted, hvor Sune Ebbesøn holdt med rytterne, var et kapløb mellem den høje, rappe biskop og den firskårne, tunge Hirdmand. Da den sidste nåde sin hest, havde biskoppen alt givet den nødvendige forklaring og uddelt befaling til folkene. Angrebet skete med den hurtighed og slagkraft, som udmærkede alle Absalon asgersøns angreb. Medens hornene skingrede og mænd og kvinder under utugtig Dans og kåde sange o* hvirvlede afsted, medens fangerne en for en slæbtes frem til gudebilledet, mod hvis skarpe kam deres rygrad sønderbrødes, medens den skarlagenklædte præst med blodet af de rygende boller besprængte de afsindige dansere og klædningsstykkerne et efter andet slængtes eller siedes itu, sprængte biskoppen med sin lille rytterflok ind i den rasende kæde. Som på et givet tegn fløj troppen i to hobe til højre og venstre, et rungende hærråb overdøvede den ville larm, de brede klinger og højt løftede økse blinkede i ildskæret og for ned som dræbende, knusende lyn. Glimt i glimt, slag i slag gik det, medens de stejlende heste, rædde over skrigene og de nære bål, fra højre og venstre fejede kredsen i rundgang. Absalon selv med snue Ebbesøn og Holmsten ved siden satte i Spring midt ind i ringen, hvor myrderiet gik for sig. Hans første hug gjaldt præsten, og i samme nu kløvede holmstein hovedet på en af hans medhjælpere, just som denne løftede sit jamrende offer — en halvvoksen dreng — over stenløvens frygtelige ryg. Drengen, som var fuldstændig vild af skræk og i den pludseligt fremtonende rytterskikkelse så en overnaturlig redningsmand, brugte sine nys frigjorte arme på bedste måde. Han styrtede sig hovedkuls ind på hesten, klamrede sig til stigremmen og sad i et nu på bagen af gangeren, hvor han som i usigelig rædsel slyngede sine arme om Holmstens hofter og dukkede sit hoved dybt i folderne af hans kappe. „ Alle uvætter! Slip! Væk! Vil du ned, din fordømte lille djævel! “ skreg Holmsten, idet han vendte sin hest og svingede sin økse til et nyt hug. „ Hvad har du i sinde? Hvor vil du hen? Skrup ned, siger jeg, og gå ad helvede til! “ Men alle disse klare og med lydelig røst fremsatte opfordringer tonede for drengens øre i et ham fuldstændig ubekendt tungemål; han hægtede sig kun bedre fast, borede sit hoved dybere ind imod Holmstens brede ryg, og den djærve Hirdmand havde i samme stund så meget at tage vare, at han måtte opgive sin lille vornede og selv anden på hesten føre kampen til ende. Men dette var også et øjebliks værk, thi venderne tænkte mindst af alt på at gøre modstand. De flygtede, det bedste de kunne, og tænkte kun på at undgå de klingende hug for at søge skjul i skovens tykninger, hvorhen det var umuligt at følge dem. Da den sidste flygtning var forsvunden i mørket, samlede biskop Absalon sine ryttere foran de splittede, rygende bål. Der havde slet ikke været tale om at gøre fanger i denne kamp, og overraskelsen blev derfor desto større, da man så knøsen titte frem bagved Holmstens albue. „ Hvordan er du kommen til ham? “ spurgte biskoppen og lo, idet han med deltagelse betragtede det blege, runde ansigt med de mørke, angstfulde øjne. „ Ved min oldefaders sjæl! “ svor Holmsten, halv ærgerlig over den gryende munterhed på alles ansigter. „ Jeg véd hverken, hvordan han er kommen der eller hvad han vil der. Gud alene må vide, hvad det er for en troldunge! “ Holmsten drejede sin korte, pansrede Hals til højre og venstre, så han blev helt mørkerød i sine kinder af anstrengelse, blot for at få et glimt af drengen at se. Og da alligevel al møje i denne henseende var forgæves, rystede han som en våd pudel sin svære krop og puffede med begge sine albuer vexelvis i retning af det lille påhæng, alt imedens han på djærveste måde gentog sine førnævnte opfordringer og på det eftertrykkeligste bød ham følge sine landsmænd, enten de levende eller de døde. Skønt Holmstens hensigter således vare tydelige nok, og hans albuer fløj frem og tilbage som væverskytter, holdt knøsen sig dog i sædet. Også han lod munden løbe og henvendte sig, som det af de bange øjekast kunne skønnes, snart til en, snart til en anden af de leende hærmænd omkring sig, men hvad han sagde, kunne ingen blive klog på. dognu skulle legen have ende; dengjæve Hirdmand hævede sig i sine stigbøjler. „ Bi lidt, Holmsten! “ sagde biskoppen. „ Lad mig prøve på at tale ham til med de stumper af hans modersmål, jeg har næmmet. Måske kunne han vise os vej ud af skoven og fortælle os en smule om, hvor vi er. “ „ Det indfald var ikke ilde “, svarede Holmsten og satte sig på ny i sadlen. „ Ja forsøg din lykke, herre biskop! Jeg forstår ikke en stavelse af dette hedningepaks mål. “ Og så indledede Absalon asgersøn varsomt en underhandling med drengen: en famlende tale af usammenhængende begrebsnavne med gentagelser, misforståelser og ny spørgen, men dog med den udgang, at knøsen omsider gav et hyl af glæde, nikkede, pegede og pluddrede op på ny. At en vejviser heller ikke var nogen overflødighed, derom overbevistes alle snart ved at se de mange veje, som fra offerstedet løb ud i forskellige retninger. Men nu lod man drengen føre an, og efter en halv times ridt var skoven tilbagelagt og ryttertroppen på den lige vej til en landsby, hvis tagrygge man dunkelt skimtede på Toppen af et bølgedrag imod den grå nattehimmel. „ Her få vi endnu noget at gøre “, sagde Holmsten og smålo i skægget, da han så de store længer forude. „ Ja og her kunne vi så frit tage til os “, svarede Sune, „ thi de fleste af disse gårde er nu udenejermænd; de ligge i skoven på deres gerninger. “ „ Det var dog måske klogest ikke at gjorde denne standsning “, sagde biskoppen. „ Det vil nu være vidt og bredt bekendt, hvilke gæster her er komne til lands, og vi kunne frygte for, at vore staldbrødre er gåde om bord og kun vente på os for at drage hjem. Kommer da den samlede venderflåde over dem, er de nødsagede til at tage flugten, men da er vi tilbage og såre ilde stedste. “ „ Vi kunne gøre det kort af “, brummede Holmsten. „ Godt! “ svarede Absalon asgersøn. „ Tør i udsætte eder for følgerne, tør jeg også. Men hør vel efter, når jeg støder i mit horn. Så må i være rede til at drage videre. Jeg skal holde udkig. “ Under dette ordskifte vare de nåde op på det lave højdedrag, hvor landsbyen lå. Herfra varen vid udsigt mod nord; man måtte kunne se havet, når det var lyst. „ Der have vi kongen! “ råbte biskoppen og pegede frem imod kysten, i hvilken retning et rødt brandsk jær pludselig viste sig. „ Lys så i guds navn op, det bedste i havelært, af vore staldbrødre kunne se, hvor vi er. “ et jubelråb hilste denne tilladelse, og i hobe på tre og fire joge rytterne gennem gyder og smøger ned imod de stille gårde. Da det gik op for venderdrengen, hvad man havde i sinde, hoppede han højt af fryd på hesten og pluddrede op en hel del, af hvilket biskoppen fangede ordene: husbonds gård.. store kister... slæbe til skoven... Czernebog... og dermed stak knøsen hænderne ind under Holmstens albuer, fik greb i tømmen og tvang hesten, idet han med sine hæle hamrede løs mod dens sider, i springende fart ned mod en klynge anselige bygninger, inden Holmsten ret kunne besinde sig eller træffe afgørelse, om han også ved denne lejlighed skulle nytte vejviser, oven i købet når denne rev ham tømmerne af hånden og så at sige bortførte ham på hans egen hest. Den unge biskop blev ene tilbage. Han svøbte kappen tættere om sig og lod hesten gøre en vending, så han fik ryggen mod vinden. Dumpe, ubestemmelige lyde, ledsagede a^ vedholdende hundegjøen, nu og da gennemtrængt af et angstfuldt nødråb, et halvkvalt skrig, blandede sig med blæstens tunge brusen, som lød op fra store, sorte fyrreskove. Natten var grå; det sidste dagskær var forsvundet og kun hist og her skar lyset fra en enlig stjerne ned mellem de flygtende skyer; ude i nord stod en landsby i flammer... Absalon krængede brynjehandsken af sin hånd — der var til dette øjemed en split i hulningen og fremtog af sin sadeltaske nogle brødstumper, som han uden at forlade sit sæde rakte hesten, en ringe og velfortjent mundsmag efter det anstrengende ridt. Derefter glattede han dens af blæsten piskede manke og klappede den på dens blanke, prægtige Hals, medens han talte venlige og opmuntrende ord til det kloge dyr. I det samme mærkede han brandlugten. Hurtig stak han i handsken, greb tømmen og drejede hesten imod vinden. En tæt røg væltede op fra den nærmeste gård, brat fulgte de slikkende luer efter. Absalon satte hornet for munden og stødte deri, fra den modsatte side af byen brød et nyt ildskær frem. Derpå hørtes igen lyden af de klaprende hovslag; snart havde biskoppen atter sin trop samlet om sig og i dundrende trav sprængte skaren nord på gennem den brændende by. andet kapitel. Som en venlig flod — kun mere blå og klar og frisk end nogen flod i verden — snor sig det yndige guldborgsund, indfattet af solhvide, nejende aks elklynger og skovenes tætte kupler mellem de rige søsterøer Lolland og Falster. Syd for Nykøbing udvider sundet sig til en bredning, der på falstersiden giver plads til den lille hasselø, i fordums tid kaldet halsø, medens strømmen mod vest skærer sig dybt ind i Lollands bløde lergrund og danner den anselige prierskovbugt, i hvilken flintinge å udmunder. På engdragene syd for denne — nu under herregården fulgsang ser man en lille, med træer og buske bevokset bakke, vel en seks hundrede alen i omkreds, der bærer navnet Gammelholm. Ved gravning her har man i jorden fundet store, røde mursten og lignende levninger af ældgamle bygninger, ligesom her også endnu findes tydelige spor af grave. Her stod i Valdemar den stores dage Holmsten kristjernsøns velbefæstede gård, hovedscenen for denne fortælling. Lige hjemkommen fra sin ledingsfærd sad Holmsten i sin adelstue på ttor es tad med dug og disk foran sig. På bordet tronede en vældig ølkande med frisk tappet, skummende øl og ved siden deraf skinke, brød og et dampende kålfad retterne vare ikke mange, men Holmstens madlyst trængte sjældent til at ægges, når måltid vankede, og han lod skinken og kålen så velsom den kraftige maltdrik vederfares fuld retfærdighed. Hans brede kinder glødede, sveden perlede på den lave pande under krøltoppen og fedtet glinsede i det tykke, sorte skæg, medens fade, kander og skåler lidt efter lidt tømtes, og en godmodig-glubsk tilfredshed lyste ud af det soldbrændte, vejrbidte ansigt. Der var endnu til stede i stuen tre andre personer, nemlig Holmstens tiårige datter, en rødmusset lille pige med askeblont hår og klare, blå øjne. Hun stod hos sin fader mellem bordet og bænken, stærkt optaget af at undersøge nogle muslingskaller og ravstykker, som en af hendes faders huskarle havde givet hende. Den anden tilstedeværende var Holmstens fader, en kærnesund gubbe, stor og sværbygget, grim og arres, med en lille, forhugget næse og et langt, tæt skæg efter hvilket han alt i sin ^ungdom havde fået øgenavnet „ Kampen “, i vort nuværende sprog „ Sidskjæg “. Han sad i sin bulstol* ) ved arnen, var nu meget krumbøjet og derhos lam i fødderne, så han havde stor møje med at gå. Mellem knæerne holdt han to korte, tykke krogkjæppe, som sjældent vare ude af hans hænder. På selve arnekanten endelig sad Ingeborgs fostermoder, gamle Signil. Hun styrede gårdens husvæsen. „ Nå, kær fader! “ sagde Holmsten oprømt og lod se en række tænder, som ingen ulv behøvede at skamme sig ved. „ Hvorlunde har du så levet, siden vi sidst sås? — gud almægtigste være priset, at jeg træffer eder alle karske og veltilmode! “ „ Hm, levet og levet! “ svarede gubben knarvorn og stødte et par gange i gulvet med sine stokke. „ Hvordan lever et gammelt udgangsøg? Du har jo Ketil Bryde, og han skal nok drage omsorg for det hele. I går rendte de to bedste kvier bort; dem se vi nok ikke mere. “ „ De er komne igen begge to “, sagde Signil stilfærdigt henne fra sin arnekant, „ og ellers er alt ved det gamle, det jeg ved “ „ Ja det du ved “, snærrede den gamle med * ) bulstol, en stol som med ryg og armslod var forarbejdet ud af et stykke rundtræ. en tør, stikkende hånlatter. „ Men du har desværre aldrig vidst stort, Signil, og mindre bliver det, alt som du ældes. “ „ Nå, nå! “ brummede Holmsten og skivede opikålen. „ Signil er hidtil kommen godt igennem verden med det, hun ved, og har vel nu levet sin meste tid. Hvordan en gryde kål skal koges, det ved hun i det mindste. Det er længe siden, fostermoder, at et måltid smagte mig som dette. “ „ Det fornøj er mig, husbond, at du ikke vrager maden, endog du er vant til at sidde ved kongens bord. Men din fader er ikke i godt lune i dag. Han har ikke en gang været ude at køre i dette velsignede vejr. “ „ Det er sandt, farfader! “ udbrød Holmsten. „ Ja hvordan huer dig vognen, du fik dagen forinden jeg stak til søs? Nu har du da ret kunnet komme omkring både i skoven og ved stranden, både ude og inde. “ „ Vognen kan være god nok; men tøsen, der skulle t

1888_Bondesen_KarretenFraLoenneskov

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Karreten Fra Lønneskov

male

male

dk

Bondesen

Karreten Fra Loenneskov

Bondesen

Karreten fra Lønneskov

Roman i to Dele

y

roman

Reitzel

KB

nan

nan

O

Første del. Charlotte. Maidens, lige moths, are ever caught by glare, and mammon wins his way where seraphs might despair. Byron. i. Skov og atter skov med store åbne felter af korn og græs, med ensomhed og sommerstilhednær og fjern. I midten huler sig en mose med små vandspejl, til venstre bugner et tæt krat af hassel og tjørn, isprængt hvidblomstrende skovhyld og lukket af et højt stendige, hvis brystrunde stene næsten blive borte i et urede af brombær, Mos og bregner; et par storlemmede ege med krøllet, rødgrønt løv rage højt op over • krattet. Fra modsat side, men længere tilbage skyder en ryg af storskoven sig ind mellem modne kornagre; bag de stakitlige stammer skimter man luften. Solen skinner blændende ned over den hvide byg, og i lavningen kaster den gyldne hvede sig i tunge hvirvler; det ser ud, som om et kæmpedyr dér havde haft natteleje; men i baggrunden er det atter skov, som med lange blånende Buer, kamme og kupler afgrænser synskredsen. inde fra hasselkrattet kommer en tynd, hvid gangsti frem; den fortsætter på denne side stenten sit ensomme løb, lemper sig efter tuer, trærødder og vandhuller, lister stilfærdigt uden om det alt sammen, men vinder stadig fremad; en tid går det langs med hvedemarken, og det ser da stundom ud, som om de hængende aks fra den ene side og mosens stargræs fra den anden har kvalt den, trykket den til døde og begravet den i den sorte, bløde bund; men højere oppe skinner den hvide åre atter frem; derpå løber den lige tværs igennem bygmarken og skynder sig op efter en mindre gård med stråtakte længer og to hvide skorstene, der tegne sig skarpt imod skoven. Det er en udflyttergård fra Skovstrup, som tilhører Jeppe Broby. Bygningerne se pyntelige ud med lysegule vægge og grønne stolper. Stuehuset er grundmuret og har store ruder; trappestenen foran døren og vandtruget foran pumpen er støbt af beton; gårdspladsen er fejet. Inde i stuen sidder to mænd, hver for sin bordende. Foran dem står en tallerken med hvedekage og klejner, brændevinskaraffel og snapsglas; længere tilbage ses en gul tobakskardus af h. Nielsens melange, Odense. Den ene af mændene er Jeppe. Han er en mand på et halvt hundred år med et magert, spidsnæset ansigt, tyndt sort hår og fiffige srnå øjne; den anden er høj og soldaterrank og bærer en grå, tætknappet jakke. Ved det store, hængende overskæg og de blanklæders støvler betegner han sig som en mand udenfor bondestanden, men bekræfter rigtignok samtidig det gamle ordsprog „ Skinnet bedrager “. Mændene har netop tømt glassene og tændt de korte træpiber, da døren går op, og konen i huset træder ind med en bakke i hånden, hvorpå der står to kopper kaffe med ihældt fløde og en sukkerkop med lyst Kandis. Hun sætter bakken på bordet, siger værsgod og går tilbage i stuen, hvor hun læner sig med ryggen mod chatollet. „ Ja ses vi, Ane, “ sagde den fremmede, „ det var egentlig dig, jeg skulle snakke med og ikke med Jeppe. Du har vel hørt, at min svigersøn er død; nu skulle vi jo have ham kristelig begravet. “ „ Det er rimeligt, “ sagde Jeppe „ Ja der var ingen sorg • i den død; Per Nielsen var så gammel, at han kunne være din fader, Madsen. “ „ Mestensdels. Nå, men en hæderlig begravelse med alt hvad dertil hører skal han have; petrine' siger, at der må ikke spares på noget. “ „ Det er rimeligt. “ sagde Jeppe og bed et stykke Kandis over. „ Se nu ville vi gerne, Ane, bestille en pæn ligkrans af dig ved denne lejlighed med så kønne blomster og blade, som de er at opdrive, og så om du ville prente et Vers og sætte inden i. “ „ Hvor når skal han begraves? “ „ På fredag, for han kan ikke holde sig længer i denne varme. Det er jo en gal tid at gøre begravelse, men det er noget, der ikke retter sig efter vor lejlighed. Karen mente, at der skulle være et stort farvel oven over verset og et kors, og i den nederste linje skulle der så stå: „ Fred med dit støv. “ „ Ja. Det kan blive et Vers på fire linjer. “ „ Det tykkes mig temmelig lidt, Ane. Der skal ikke ses hen til, hvad det koster. Karen mente noget som en otte, ni. “ „ Det bliver der ikke plads til. “ „ Nå, ja det skal du. passe. Der kan vel nok stikkes et par.ord ind om en kærlig, elsket ægtemage, for han gjorde jo ligodt ingen sådan skarnsstreger mod Petrine, om han også var noget hastiggal og sprællevorn til tider og ikke altid så nem at gøre tilpas. “ „ Det er rimeligt “, sagde Jeppe. „ Det er ikke værd at laste manden i.sin grav. Vi har alle vore fejl. “ „ Og så ville Karen gerne have ordet „ Vemodstårer “ ind i verset, hvis det kunne lade sig gøre. Det lyder så rørende, tykkes hun. “ „ Ja, det er helt godt, “ sagde Ane. „ Og så skulle der vel stå lidt om en salig evighed, og hvad der ellers hører sig til; men det véd du bedst selv, Ane. Hvor når må vi hente kransen? “ „ På torsdag morgen skal den være færdig. Vær nu s’god og drik kaffen, mens hun er varm, skovfoged! “ „ Tak, tak! Ja det er en ung enke, Petrine, men det er jo ligodt godt, når først det er overstået. “ „ Ja nu kan Petrine have det som blommen i et æg, “ sagde Jeppe. „ Gården er god nok, og stifbørn er der ingen af. Og bliver hun ked af sin enkestand, så får hun sig nok en mand igjen/* i det samme gik døren til øverstestuen op; en høj, mørk dame med let overstykke, stråhat og næseklemmer trådte ud, hilste flygtigt og gik igennem stuen. I hænderne holdt hun parasol og handsker. „ Må jeg tale et par ord med dem, madame Jepsen! “ sagde hun i forbigående til den stille kone foran chatollet. da døren havde lukket sig efter de to, sagde Madsen: „ Hvad var det for en? Du har nok fine fremmede, Jeppe. “ „ Det har jeg, “ svarede Jeppe. „ Det er en af disse kjøbenhavnsdamer, som ligger på landet om sommeren og betaler for sig. “ „ Nej vel! Er det af din kones familie kanske? “ „ Nej gu’ er det ej. Hverken familie eller bekendtskab. “ „ Ja hvordan har du så — og hvad ligger hun her efter? For mens jeg var tjener hos baronens, da havde vi også bekendtskaber, der lå på landet, men det vil sige det, de kaldte strandvejen. Der var ikke noget, der hed at ligge på landet andre steder den gang. “ „ Det kan nok være, men nu er København ti gange større end den gang, og derfor er der ikke plads på strandvejen til dem alle. Nu ligger de over hele riget. Og da jeg hørte, at de var så forhippede efter at komme af sted, at de gav en fire, fem kroner for hver dag, så mente jeg, at der kunne blive en Skillings penge at tjene, om jeg også skulle gøre det for det halve. “ „ Ja du er et jærn, Jeppe, og så har du en ' kone, der véd, hvordan den slags folk skal omgås! “ „ Det er rimeligt; det var Ane, der fandt på det, for til at spengelere ud, hvad der er til vor egen fordel, er vi ens begge to, “ sagde Jeppe og lo med hele sit tørre, fiffige ansigt. “ „ Så måtte du da aventére i bladene? “ „ Det er rimeligt. Jeg gik op til Lindenberg og fik ham til at sætte mig noget sammen om en landlig egn med skov og mose og flæg og sjipsjap og de dele, som vi ikke skøtter større om, men som de er så halvtåbelige efter, og så kom denne hére. “ Da Madsen havde taget afsked med Jeppe udenfor den grønne port, fulgte han stien gennem den solbeskinnede bygmark, langs mosen og hvedemarken, steg over stenten og kom snart til kørevejen,’ der løb igennem skoven. Der fik han atter øje på den høje, mørke dame. Hun stod i fremadbøjet stilling nogle skridt fra vejen forude og så ufravendt og søgende mod jorden. Madsen tog sin kasket af og hilste lydeligt. Derefter standsede han midt på vejen og spurgte deltagende: „ Er der bleven noget borte for frøkenen? “ Denne rettede sig hurtigt og spurgte til gjengjæld, idet hun med parasollen pegede på en gruppe store, brune svampe: „ Er denne Art almindelig her? “ Madsen trådte nærmere. „ Nå de! Jo dem har vi indtil mangfoldighed. “ „ Hvad kalder de dem? “ „ Vi kalder dem ska’nhatte. “ „ Spises de? “ „ Nej gud fri os! Frøkenen må dog heller ikke tro, at vi er så barbariske. “ „ Da vil jeg sige dem, at det er en stor fejl. Det er den spiselige rørhat bolétus édulis. “ Frøkenen trådte ud på vejen og begyndte atter at gå. Madsen gik ved siden, men følte en vis nedslagenhed og tav derfor stille. „ Bor de her i nærheden? “ spurgte frøkenen venligt og trak sine handsker på. „ Ikke så aldeles. Mit hus ligger ovre mellem.lønneskov og kårup. Jeg er skovfoged, skal jeg sige os. “ „ Hvor fører denne vej hen? “ „ Ja den fører gennem hele skoven lige forbi min bopæl og støder så til vejen mellerh Lønneskov og kårup. „ Hvad er det for en gård dette Lønneskov? Er den stor? “ „ Som avlsgård betragtet er det ikke større; der kan vel være sådan en tre hundrede Tønder pløjeland. Men til gengæld er her des mere skov og mose — og så noget bøndergods. “ „ Er der herskab på gården? “ „ Ikke for nærværende. Den unge baron giftede sig med en tysk dame og fik med hende ligesom et helt lille kongerige nede i Østerrig, så dér bor de. Han har kun været her én gang,, siden faderen døde; hun har aldrig set Lønneskov. “ „ Hvem bor så på slottet, eller hvad det er? “ „ Ikke en mors sjæl. Det har stået ubeboet nu i over tyve år. Hvis frøkenen har lyst til at se værelserne, skal det stå dem frit for. Det er mig, der har nøglerne. Hverken forpagteren eller skovrideren kan komme ind, uden at de får nøglerne hos mig — ikke engang kancelliråden i Odense, skønt han sådan at regne for er godsforvalter. “ „ Jeg siger tak ‘for deres venlighed; men der er vel ikke andet at se end nogle tomme sale og kamre. “ „ Tomme! Nej de står komplet som i den gamle barons tid med spejle og malerier, skabe, bohave og store vaser. Jeg har også nøglen til gravhvælvingen. “ „ Hillemænd! Er der også en gravhvælving? “ „ Ja jeg skal sige os: kirken er bygget sammen med slottet, og gravhvælvingen er lige under koret. “ „ Så må det da også spøge der, “ sagde frøkenen med et lille smil. „ Ubeboet slot og kirke — og gravhvælving oven i købet! “ „ Der siges så. Kanske frøkenen har hørt omtale den grå dame? “ „ Jo, den personage kender al verden. Så 1 har også en grå dame? “ „ Det er naturligvis overtro. Men ligodt er der dem, som tror på det, og som vil sværge på, at de har set hendes vogn. “ „ Har de aldrig set hende, skovfoged? “ „ Jeg har for megen oplysning, frøken. “ „ A! Hvad kører forresten den gode dame efter? “ „ Der siges, at for mangfoldige år siden var her på Lønneskov et herskab, som var så ustyrtelig rige. Herren havde nok i sin ungdom været købmand i batavia, og somme påstod så galt, at han havde drevet sørøveri; nok er det: de havde to børn, en dreng og en pige. Drengen var den ældste og gik for at være plejesøn; der var også dem, der sagde, at Herren var hans fader, men at fruen ikke var hans moder. “ „ Altså et uægte barn. “ „ Netop, når vi skal sige det rent ud. Nå, fruen kunne ikke tåle at se drengen for sine øjne, men så ved det lag, at børnene var en fem, seks år, døde Herren, efter at han havde taget det løfte af fruen, at hun ville være lige så god ved drengen som ved pigen; desuden måtte hun love ham, at drengen skulle ane det halve af formuen; og det måtte hun sværge ham til ved sin evige salighed og ro i graven. Nå, men i længden kunne hun ligodt ikke holde det løfte, og der fortælles, at hun var slem til at knubse drengen, hvor hun kunne komme af sted med det; pigen derimod var som hendes afgud og blev dejt forkælet. “ „ Ja det sagn, “ sagde frøkenen eftertænksomt, „ har man vist også andet steds. I det mindste ligner det — —. “ „ Hør kun nu! En dag sidder fruen inde i havesalen, og som hun allerbedst sidder, hører hun et forfærdeligt got ude i den lange gang. Hun styrter derud, og da står drengen der med en pisk i hånden, og den lille tøs skreg, som om hun havde en kniv i halsen. Det havde hun vel ikke, men en hæslig tyk streg var der hen over ansigtet, og hvor den skrev sig fra, var godt nok at vide. Moderen blev ligesom hun var besat, fløj løs på drengen, ruskede og dunkede ham og gav ham til sidst et skub, så han rendte hovedet mod den nærmeste dør. Nu var det tilfældigvis den, der går ned til gravhvælvingen, og som de fleste af den slags døre, havde den store jærnbeslag med alskens kruseduller og spidse Nagler, så det stakkels kre skvat om på stedet og blev liggende. Da de fik ham sanket op, havde han et stort hul i hovedet og snakkede vildt, og en uges tid efter kreperede han. “ „ Arme kone! “ udbrød frøkenen. „ Ja hun blev aldrig til nogens ting efter det. Ses vi, drengen blev begravet i hvælvingen ved siden af sin fader, men fruen kunne ikke holde ud at bo på gården; hun solgte rub og stub til den nuværende barons bedstefader og drog udenlands med datteren. Til sidst blev hun helt katolsk og gik i kloster og et par Års tid efter døde hun “ „ Og nu spøger hun der oppe. “ „ Sådan siges der. En vis tid på året kommer hun hver torsdag nat mellem tolv og ét i sin sorte karrét og kører op foran den store trappe. Derpå skrider hun gennem den lange gang og gnider en stund på blodpletterne, som endnu er grandt at se, og kører atter bort. Det så engang en modig Karl, som havde væddet med ridefogden om, at han turde stå i trappekrogen på den tid, hun skulle komme. Hun gjorde ham heller ingen mén, men karlen ville ligodt ikke gøre turen om igen, sagde han siden hen, om også han kunde’få hele lønnneskov for det. Samme Karl er det også, der har fortalt, at damen havde en grå silkekjole på, der raslede, da hun gled hen ad gangen, og så vidt han kunne obselvere, var hun helt jordgrå i ansigtet. „ Det er aldeles mærkværdigt, “ sagde frøkenen og blev stående stille, „ hvor den historie minder om — — hvad hed det herskab, gode skovfoged? “ „ Stijl. Det er nok sådan et hollandsk navn. “ „ Stijl! “ udbrød frøkenen næsten forfærdet og greb sin ledsager i armen. „ Men, min gud! Var det her! “ Hun stirrede skovfogeden stift ind i ansigtet og blev rød af sindsbevægelse. „ Har frøkenen kanske---------------? “ Madsen stod fuldstændig hjælpeløs; han vidste ikke, hvad han skulle tænke, eller hvorledes han skulle forme det spørgsmål, som så naturligt trængte sig på. „ Jeg skal sige dem, “ svarede frøkenen og tog sig sammen. „ Det er en familie, som jeg — —. Ser de, jeg studerer noget, der kaldes personalhistorie og har netop givet mig en del af med denne slægt. Men jeg anede ikke, at der har boet nogen af det navn her. Den nævnes ikke i trap. Ja så kunne jeg virkelig have stor lyst til at se denne gravhvælving — engang ved lejlighed naturligvis. Der er vel inskriptioner? “ ♦ • s ri. t „ Jo, men må jeg så foreslå, lille frøken, at vi går med det samme, siden vi nu er komne den halve vej. Det. er mit hus, som de ser der henne, hvor gyden begynder. Jeg springer ind og henter nøglerne; vi har kun en tyve minutters vej op til gården. “ „ Sig mig, véd man ellers intet at fortælle om fruens mange penge og juveler? “ „ Ikke mig bekendt. Hun gav nok det meste til klosteret. “ „ Men drengen, som skulle have den halve formue? “ „ Han døde jo. “ „ Det er sandt. Undskyld, at jeg taler i tåget. Nå her bor de så? Ja her er for-. Tryllende alle vegne. “ „ Hvad det angår, er ’et ikke så farligt med herligheden, men føden får vi da. Jeg har græsning til tre kre og et par får i skoven, frit hus og brændsel og halvfjerdsindstyve daler om året. Og så er børnene jo sådan ved det nu, at de kan sørge for sig selv. “ „ Hvor mange har de? “ „ To, frøken — datter og søn, ordentlige og fornuftige børn begge to. Petrine kom over til frøbjærg og blev husholderske for en gammel enkemand, og da hun havde været der et par Års tid, giftede han sig med hende. Han var dejt gnadrig ad sig, og hun havde sin hyre tit nok med ham, men nu er han ligodt død i disse dage og skal begraves på fredag, så Petrine kan sige, hun har gjort det godt. En nysselig gård er det både i jord og i bygninger, og have som til nogen præstegård, for Per Nielsen var skrap i sine unge dage, og Petrine har ikke forringet det. Hvad der er af penge skal jeg ikke så lige kunne sige, men der var testamente imellem dem, så Petrine ikke har nødig at udbetale hans familie en rød skilling, før hun selv engang glider af. Og ses vi, hvad Søren angår — det er min søn, — da har han som dreng været sin meste tid hos sin moster, som har et godt lille hus ovre bag teglværket, og det er bestemmelsen, at han skal arve. “ „ Det må jeg sige! Skovfogeden forstår at sætte sine børn i vej. “ „ Efter fattig lejlighed, frøken! Der er ikke sådan en herlighed at gå ind til for Søren som for Petrine, men han har altid været en Slider. Han er bedst i sit es, når han kan øje og rode i det fra morgen til aften med alt det groveste og værste smøl, der er til. Nu har han i flere år været ved teglværket oppe i herninge hver sommer og er bleven svært igået med teglmesteren der; om vinteren går han på skovarbejde; men hvad spengelationer han ellers har, er det ikke godt at vide, for det beholder han ved sig selv, og det kommer heller ikke mig ved. I skolen var han et stort fæ, og læsning og skrivning var det værste, vi kunne byde ham, men regne den ud og spræke for sig, det er noget, han forstår, så den Karl skal nok klare sig. “ „ Hør sig mig, skovfoged, hvad er hun for én, denne Jeppe Brobys kone? Jeg er så fremmed her endnu, og man vil dog gerne vide lidt om de folk, man er sammen med. Er hun bondefødt? “ „ Ikke så aldeles. Nej hun er egentlig en skolelærerdatter ude fra Sletten. Faderen havde kun et lille kald, og børnene måtte lære at bestille noget. Den ældste datter havde lært at sy modepynt, og da faderen døde, nedsatte hun sig i herninge. Ane, som nu er gift med Jeppe, var hos hende; hun lagde sig efter at lave ligkranse, og desuden var hun så skammelig dygtig til at prente og gøre Vers. Se det kom htt-n i gang med; men så blev hun kendt med Jeppe, og de passer også godt nok til hinanden, for Jeppe er lige så snild på sin vis som hun. Er der et sygt krétur, så kan de ikke få nogen bedre „ Dyrlærer “ end Jeppe, og hun lemper kranse og ligvers til enhver større begravelse i to Miles omkreds. Som frøkenen også nok kan se, står de sig godt; de har kun ét barn, en datter, som hedder Hanne og som al sin tid, lige siden kun blev konfirmeret, har været på fine steder og er både skrap og fejs i alle måder. Hun er nu husjomfru på Lønneskov hos forpagterens, som frøkenen kanske véd. “ „ Jo, det fortalte Jeppe, da han hentede mig ved stationen i går — for længer har jeg ikke været her endnu. Hans kone derimod har jeg så godt som ikke talt med. Hun er vist noget tavs og indesluttet. Jeg troede forresten ikke, at hun var rigtig lykkelig. “ „ Ja ses vi, noget kan der være i vejen for alle, og hun har nok engang i sin ungdom været forlovet med en præstesøn, som nu skal være bleven noget stort inde i København. Der er også dem, der siger, at hun er sådan lidt fornem ad sig, skønt overfor mig har hun aldrig ladet sig mærke med noget andet end al forekommenhed og vindskibelighed. Men værsgod, og gå indenfor! Det kan være, at frøkenen er tørstig! “ ’ „ Nej tak! Nu går jeg så småt i forvejen. “ „ Jeg skal være her på øjeblikket. “ skovfogeden forsvandt i det venlige hus bag hvidtjørnshækken, medens frøkenen langsomt gik videre op ad den smalle, støvede gyde, der lå og bagtes hvid af solen som i et evigt vindstille mellem hassel, hyben og kaprifolier. i. Frøkenen var endnu ikke nået enden af gyden, der udmundede i byvejen, da hun hørte Madsen bag sig klingrende som en lille kanehest; to kvarterlange nøgler hang og dinglede over pegefingeren i en sejlgarnssnor. „ Til venstre, frøken! “ råbte skovfogeden og indhentede sin dame, just som hun trådte op på vejen; „ hvis vi går til højre, kommer vi til kårup og til de store bavnehøjsbanker, og det bliver en lang spaseretur. “ „ Her er dejligt! “ udbrød frøkenen på ny og så sig om, „ vidunderlig dejligt alle steder. “ „ Når barestens jorden var noget bedre, “ Sagde skovfogeden; „ men det er denne kolde skovjord. Det er småt med kærne. “ „ Det bryder jeg mig aldeles ikke om. Se nu engang derned: først hegnet med de ville roser,- så den gruppe akasier — — “ „ vi kalder der æske. “ „ Det kan nok være, men de ligner akasier; og så orangerne' der bagved — — “ „ Hvad? Nå ellebuskene! “ „ Ja ellebuskene og så alle disse drejede grå marmorsøjler — de kalder dem måske bøgestammer, og se, se! Der kommer et dyr frem henne i lysningen! Det er mig ufatteligt, at her ikke sidder en maler under hver busk. Nu har man år ud og år ind på vore udstillinger set sjællandske skove og jyske heder i alle tænkelige belysninger, men disse midtfynske landskaber, der er så dybe, så farverige, så frodige, dem lader man ganske roligt ligge og skøtte sig selv. “ „ Har frøkenen ellers været ovre på øerne? “ „ Hvad for øer? “ „ Ja der er jo flere; men der er fornemmelig en, de kalder Låland. Hun er numer ét af alt det, jeg har set. “ „ I skønhed? “ „ Jeg skal sige os, jeg var der ovre med en svoger, som købte sig en lille gård i nærheden af Nakskov; men aldrig har jeg set sådant korn hverken før eller siden. I hele Miles gestance var der ikke så meget som en sten eller den mindste knotte; hele tarrinet var så fladt som et logulv, og så gråpile og rishegn, mestendels som de var flettede på maskine! “ „ Var det kønt? “ „ Efter min forstand. Men frøkenen er måske sådan, hvad man kalder romantisk? “ „ Romantisk! “ gentog frøkenen på samme tid overrasket og indigneret. „ Hvad forstår de ved romantisk? “ „ Ja jeg beder om forladelse, men jeg skal sige os: jeg var i min ungdom tjener hos den gamle baron, og i sådan stilling hører vi jo en del af de højere anskuelser og den slags ting, som kortelig benævnes romantisk.- jeg har mangfoldige gange båret madkurv ind i skoven og slæbt om med flasker og krukker i det fri, og da skulle det nok slå til, at kom vi forbi én smuk kornmark — den var der ingen, der værdigede en tanke; men stod der en af de fandens røde urter og grinede midt i herligheden, så var der en stads, som om hun var mere værd end hele Marken. “ „ Ja værd og værd er to ting, gode skovfoged, “ Sagde frøkenen belærende. „ Skønheden i og for sig har også værd. “ „ Men ses vi, det er det, jeg kalder romantisk, “ Sagde Madsen ivrigt. „ Sådan en rose eller urt, hvad vi skal kalde hende, kan være meget net på sin vis, men at sætte hende over kornet, er da noget pjank. “ „ Såmænd, såmænd! Det var unægtelig romantikens store brøde, at den så ned på alt, hvad der var nyttigt og havde virkelig værdi og lovpriste den tomme klingklang og braskende øjenslyst. På Marken knejste de røde, - blå kornblomster frem, jeg måtte standse, jeg måtte stå og hilse dem. Og siden øehlenschlager skrev sin „ Morgenvandring “ Har vi alle ladet os „ barnligsødt fortrylle “ Af disse røde og blå „ Stjærner “. Vi er eftersnakkere uden at vide det. Jeg tvivler ikke på, at også Låland er gjort storlig uret. “ „ Ja for vi må dog spørge om gavnet, førend vi tænker på udseendet. Jeg ynder rigtig godt at se en pige med et kønt ansigt og en velskabt krop, men hovedsagen er, om pigen duer til noget. Ellers siger jeg: blæse med kjønheden. Vi skal ikke sætte skallen over kærnen. “ Frøkenen tav et øjeblik. „ Se nu forstår jeg, hvorfor vor rige romantiske literatur aldrig har kunnet slå rod i almuen, trods alt hvad der er gjort i retning af sognebiblioteker og andre folkelige oplysningsmidler. Så vel dens svulmende patos som dens umulige vaudeviller har man simpelt hen betragtet som noget „ Pjank “. Øg man har ikke haft ganske uret heri. “ „ Nej det er vist nok, “ sagde Madsen, som blot forstod så meget af frøkenens tale, at han turde regne på en forbundsfælle i hende. „ Vi talte før om disse bavnehøjsbanker. Jeg har oplevet, at der er dem, som i deres ansigts sved har stridt sig op til den højeste top af dem, skønt der ikke er andet at se end lyng foroven og en tørvemose og en ussel stump egeskov forneden; men ligodt har de fundet det kønnere end alle Lønneskovs korn- og kløvermarker tilsammen. Det er jo skaberi, frøken. “ „ Der er så meget skaberi, min kære skovfoged, “ Sagde frøkenen med et skuldertræk. „ Til ære for vor tid skal det dog siges, at lugearbejdet er i god gænge. “ „ Se nu lige sådan, “ vedblev den veltalende skovfoged,. „ når det engang imellem træffer sig, at vi kommer til et lille spisebal hos velstående folk, jeg vil sige som for eksempel i denne tid, og vi sætter os til bords med god appetit, og konen kommer ind med en dampende, brun lammesteg, og der er god sauce og agurkesalat — — “ „ Og nye kartofler, “ fortsatte frøkenen med et smil. „ Pillede nye kartofler naturligvis, og så kniven går gennem det skære kød og den brune persille — det er også kønt, på sin måde. “ „ Å gud, menneske! “ udbrød frøkenen leende. „ Ti dog stille! De gør mig aldeles gal efter lammesteg. “ „ Det er vist nok, “ sagde Madsen sørgmodigt; „ man skulle aldrig tænke sig så vidt ud. Men der har vi nu ellers Lønneskov lige for. “ „ Det ser ikke så ringe ud endda, “ sagde frøkenen og rettede på sine klemmer. „ Går kørevejen gennem gården? “ „ Lige midt igennem. Her foran til højre ligger forpagterboligen og bag ved den alle ladebygningerne; til venstre ser de kirken og slottet; på denne side kirkegården drejer der en vej af til venstre efter Skovstrup; men når de går tilbage, har de nok så nær af at følge den, vi kommer fra. “ Frøkenen og hendes ledsager fortsatte deres gang forbi forpagterboligen, hvis hvide vægge og røde tegltag skinnede frem bag slyngroser og lindeløv. Da de omsider nåde det punkt af kørevejen, der ligesom dannede midtpunktet i den mægtige bygningsplan, standsede frøkenen og lod sig halvt imod sin vilje rive hen af det store og dog så harmoniske i hele anlægget. Til højre og venstre i forgrunden var et parti nåletræer, og bag ved de mørke pyramider knejsede det trefløjede slot, to etager foruden kælderen, opført af røde sten med løbende sandstensbånd, højt sadeltag belagt med kobber og takkede kamgavle. Sidefløjen til venstre udgjorde kirken. Hvor den forbandt sig med midtfløjen, hævede sig et ottekantet tårn, kronet af et slankt kuppelspir. I den tilsvarende vinkel til højre var trappetårnet, som afsluttedes med en platfond foroven. En række toppede granitpæle forbundne ved en hængende jærnlænke skilte borggården fra vejen. De to midterste pæle vare højere og havde engang i tiden båret lygter; nu var der kun de rustne jærnstativer tilbage. Borggården var overgroet med græs; ingen røgsøjle steg op fra de mange skorstene; de sorte ruder stirrede som brustne øjne ned i det snævre, øde rum; nogle nedfaldne kalkstumper skinnede frem af skræpperne ovre under muren; forladtheden havde sat sit stempel over alt. Fulgt af frøkenen styrede Madsen sine skridt mod trappetårnet,. Medens han prøvede nøglen i den rustne lås, stod københavnerinden og så på den rigt udhuggede sandstensportal og på løverne, der med våbenskjoldet i den opløftede forpote hvilede på trappekarmen. Endelig gav låsen efter, og den tunge dør veg tilbage med en skrigende lyd. Til venstre løb en lang korridor gennem hele midterfløjen; lige for indgangen var vindeltrappen, som førte op til etagen oven over. Frøkenen kastede et flygtigt blik op ad dens søjle og vendte sig derpå mod gangens lange og snevre perspektiv. Muren til venstre brødes af de dybe vinduesskår; foran pillerne stod flade egetræskister med snitværk på siderne. Til højre førte lave døre ind til værelserne, og mellem dem hang en række gamle familieportrætter. De gyldne rammer vare blevne sorte af ælde og fugtighed, og med farverne var det kun lidet bedre bevendt; på de fleste af billederne sås kun et legemsstort, hvidt ansigt med stirrende pupiller, medens parykker og drapperier fløde sammen med baggrundens mørke tone. Frøkenen skænkede ikke de gamle herrer og fruer, hvis navne ingen længer vidste rede på, synderlig opmærksomhed; hun fængsledes straks af den lave, brede dør med de snørklede jærnbeslag for enden af gangen; hun gættede, at det var nedgangen til gravhvælvingen og følte sig magnetisk dragen imod den. » Imidlertid havde skovfogeden åbnet den midterste dør. „ Her har vi havesalen, “ sagde han og trådte foran ind i mørket. „ Nu skal jeg åbne skodderne, for at vi kan se, hvad vi siger. “ Han gik hen imod det nærmeste vindue. „ Nej lad det være til en anden gang, gode ven! “ sagde frøkenen, som var standset på tærskelen. „ Skulle vi ikke aller først se gravhvælvingen? Jeg er så opsat på at erfare, hvad det er for en gren af slægten stijl, som her har huseret. “ „ Så gør vi det, “ sagde skovfogeden imødekommende og vendte straks om. „ Så lukker vi igen. “ De fulgtes ad ned igennem korridoren. Et tykt støv dækkede ruderne og i alle kroge var der ligesom hylder af støvmættede spindelvæve. „ Her skal de se, “ sagde Madsen højtideligt og. næsten hviskende, som om han frygtede for at vække de tavse beboere inden for; „ her kan man endnu skimte blodpletterne. “ Og Madsen lod en finger glide varsomt hen over dørens beslag. „ Den grå dame kender rimeligvis ikke stort til den nyere tids kemi, “ sagde frøkenen i en profan tone og med et let smil. „ Ellers er jeg overbevist om, at hun kunne spare sig de anstrengende køreture. “ „ Overtro, frøken! “ sagde Madsen og begyndte at arbejde med låsen. „ Vil den ikke op? “ „ Det spørger vi hende ikke om, “ sagde Madsen med sammenknebne tænder og sled i både dør og nøgle på én gang. „ Hun har da været til at komme til rette med før. “ „ Når var her nogen sidst? “ „ Å det kan vel være godt og vel et par år siden. Da var her en doktor fra København, som også ville se de gamle indskrifter her og i kirken. Men jeg tror ikke, at han fik stort ud af det. “ „ Kan vi se der nede? “ „ Jo når vi tænder lys. Jeg tog en stump med i lommen, øl! nu kommer hun omsider. Så! Værsgod! Ja nu skal jeg tænde min prås og gå foran. “ Madsen stødte døren tilbage og strøg en tændstik. „ Vi kommer til at være lidt forsigtige, “ Sagde han; „ for her er en fire, fem trappetrin, og de er sagtens glatte. “ Da Madsen selv var kommen lykkeligt og vel ned, holdt han lyset i vejret, for at frøkenen kunne se, hvor hun satte fødderne. Desuden rakte han hende en solid hånd til støtte. Gravhvælvingen var ikke lille, og det røde skin fra tællelyset, der kvaltes i kort afstand fra sit ophav, lod den synes endnu større; det var, som om man anede uendelige katakomber i alle retninger. Madsen gik langsomt fremad med lyset højt løftet; frøkenen var- ham på siden. Store og små kister, mange med sort fløjels betræk, men rødslidte og halvopløste, strøg dem forbi i lysskæret og forsvandt igen hurtigt i mørket bag dem. Madsen forklarede med dæmpet stemme et og andet og nævnede flere kendte, længst uddøde slægtenavne. „ Her kommer vi til de rigtige, “ sagde skovfogeden og stod stille. „ I egetræskisten ligger den gamle herre. Der er sølvplade på låget, og så vidt jeg husker er der også noget trykt på den. “ „ Det skal vi snart få at vide, “ sagde frøkenen og skubbede sig. op imellem kisterne, men i det samme vendte hun sig imod den følgende, en barnekiste, der var dækket af et løst hængende brokades tæppe med sølvkrucifix. „ Er det drengen? “ spurgte hun og hentede dybt efter vejret. „ Efter hvad der siges, “ svarede Madsen og så gudhengivent ud over kisten. Frøkenen skød tæppet ned imod fodenden; det var stift og klamt; det var, som om metaltrådene bleve hængende ved hendes fingre. Gennem den mugne luft fornemmede hun et pust af liglugt; men det måtte jo være indbildning. Hun bøjede sig over den. „ Nej der er ingen subskription på hende, “ Sagde Madsen. Frøkenen pressede sine fingerender mod lågets underkant, som om hun ville vriste det op. Kisten vippede på sit fodstykke; hun slap forskrækket. Hurtigt vendte hun sig mod faderens kiste. „ Skal vi se, hvad der står på den plade? “ Spurgte hun. Madsen lyste op. „ Cornelius Gerard stijl-----------geboren zu — — “ Resten blev ikke udtalt tydeligt. Frøkenen forlod kisten. „ Var der noget ved hende? “ spurgte Madsen og påtog sig mine af videnskabelig interesse. „ Det kan man ikke så lige vide, “ svarede frøkenen og gik videre frem. „ Nu må jeg se efter i mine optegnelser, når jeg kommer hjem. Forresten kan det nok være, at det ikke bliver sidste.gang, jeg beder skovfogeden om lov til at komme herned. “ „ Jeg skal altid være til tjeneste, “ sagde Madsen. „ Men her har vi noget mere, “ vedblev han og lod sit lys skinne mod en inskription på muren. „ Det er gamle oberstlieutnant Fincke til amindelse. “ Frøkenen stod længe og stirrede på de halvt udslettede skrifttegn. „ Er vi snart ved enden? “ spurgte hun. „ Ja nu kan vi ikke komme længer. Her er trappen, som fører op til koret inde i kirken bag alteret; men døren er muret til. “ Da de på tilbagevejen atter kom til den lille barnekiste, standsede frøkenen igen. „ Brugte man nu også i den tid at skrue låget fast, eller lagde man det løst på? “ spurgte hun som for at sige noget. „ Ingenlunde, “ svarede Madsen. „ Hvert eneste låg er sømmet med hele spigere, som så i tidens løb er rustede fast i det hårde egetræ. Det blev gjort fossant. “ „ Ja man kan tænke det, “ svarede frøken

1886_Bondesen_Kastelsfangen

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Kastelsfangen

male

male

dk

Bondesen

Kastelsfangen

Bondesen

Kastelsfangen

En nys afdød Forbryders æventyrlige Fængselsliv

n

gothic

Rom

KB

nan

nan

O

L. De første Sedler han var en lille, firskåren figur, duknakket, “ Men let i sin gang. Panden var haj, hagen stor, blikket skulende. Seks og. tyve år gammel var han hvidskægget. Når landsbydrengene så ham, stak de hovederne sammen og hviskedee til hverandre: „ Det er Kristian kær; han har siddet elleve år i blå tårn. “ I deres øjne var han et sidestykke til Eleonore Ulfeld. Sine bedste manddomsår havde han spildt bag fængslets mure. Han var ikke straffet for mord, tyveri, mened, voldtægt eller nøgen anden af de syv dødssynder; han var kun gået den landsfaderlige regering i sporet og havde udstedt Sedler „ på valuta, som banken ejer “, uden ret at forstå, hvad dette ørd valuta havde at betyde. Det var jo heller ikke mange år siden, at regeringen havde taget samme ord forfængeligt, og manden har vel da i sit hjertes enfold ment, at det var stemplet og vandtrækkene, der var hovedsagen. ikke desto mmdre satte man ham i tugthuset, og det er der intet at sige til; det var løn som forskyldt, hvad han og villigt selv erkender. Det var heller ikke af den grund, at han måtte tilbringe elleve af sine bedste år i et mørkt og koldt fængsel, belagt med lænker, uden anden opmuntring end de 2 gange 27 slag kat, der jævnlig flængede hud og kød af hans ulykkelige ryg. Nej, men han kunne ikke udholde denne indespærring;. han higede med en uimodståelig drift efter sol og frihed; alle veje forsøgte han: han gennembrød tag og mure, borede sig vej under gulv og grund, filede sig gennem gitrede glugger, kravlede gennem skorstene; med en aldrig svigtende opfindsomhed lagde han sine planer, den ene dristigere end den anden; med en aldrig svigtende sejhed og energi arbejdede han på udførelsen. Han tilhørte på sin vis „ Mændene fra fyrrerne “; hans snildhed, udholdenhed, elasticitet — hans kærlighed til friheden og hans trofasthed mod kammeraterne kan ikke andet end vække vor deltagelse — en deltagelse, som kun yderst få forbrydere kunne glæde sig ved. Kristian Larsen kær var en smeddesøn fra fuglsbølle, en af landsbyerne syd for Rudkøbing. Han blev født den 28de oktober 1810, konfirmeredes i Longelse kirke søndagen efter påske 1825 og kom derefter ud at tjene, indtil han i sit 24de år udskreves til soldat og i selskab med en del andre værnepligtige langelændere afgik til kronens regiment, som den gang lå i garnison i Helsingør. Han var en lystig svend med hovedet fuldt af narrestreger og med trang til at efterabe, hvad der tiltalte ham — en godmodig, letbevægelig natur, af den slags, i hvem forfængelighedsdjævelen stadig er oppe, så de før enhver pris må være et hestehoved sorud før kammeraterne, snart i retning af at danse, drikke og slå kuldbøtter, snart i retning af at slide og gjorde kraftkunster, som derfor heller ikke modstå fristelsen til at prale og blære sig eller undgå en og anden gang at måtte holde lyset i et lystigt lag. Efter eget sigende kunne han ved sin konfirmation næppe læse og så godt som ikke skrive og regne; det synes dog, som om han senere har tilegnet sig disse færdigheder i et ikke ringe mål; han omtaler ikke når og hvor; men det må i al fald være sket før hans soldatertid. Blandt soldaterne fra hans fødeø var der en, som lød bynavnet hennetved, og af hvem Kristian kær fra første færd af følte sig særlig tiltrukken. Det viste sig snart, at denne følelse var gensidig, så der opstod et varmt og inderligt venskab imellem de to langelændere. Altid så man dem sammen, de spiste og drak i fællesskab og delte ondt og godt med hinanden, som om de var kjødcligc brødre. Da skoletiden var til ende, ophørte vel dette intime samliv, i det hennetved blev antagen til oppasser hos kaptajnen, medens kær fik anvist kvarter i en mølle udenfor byen; men venskabet led intet skår af den grund; i fritiden og navnlig på de hellige dage kunne man altid være vis på af træffe dem sammen, og Kristian kær siger, af han aldrig har længtes inderligere efter sin kærestes komme end efter denne sin ven, når det var på de tider, han kunne gøre sig håb om af se ham hos sig. en søndag margen indfandt hennetved sig i Kristian kærs Kammer; det var ud på efteråret i 1834. Hennetved havde til fælles bedste medbragt en flaske brændevin, søm han trak op af lommen og satte på bordet. „ I dag er jeg min egen mand, “ sagde hennetved, og nu vil vi have det gemytligt, min ven. Har du noget i madkassen, så kom frem med det! “ Men fuglsbølles madkasse var i en mådelig forfatning, og da han udelukkende var henvist til af leve af sin lønning, og hvad tilfældig fortjeneste der ellers lod sig opdrive, stod det sig ikke bedre med hans pengesager. „ Ja så gør jeg gildet i dag, “ sagde hennetved og trak en nigsdalerseddel op af lommen; „ en anden gang er det din tur. Lad os nu få bud efter nogen fetalje. “ Men hennetved var en påholdende natur, hos hvem pengene sjælden sad løse. Det var næsten, som om han i samme øjeblik fortrød sin rundhåndethed, thi han sad og strakte seddelen i fingrene, beså den opmærksomt, først på den ene, så på den anden side, og det lod til, som om han i grunden havde mest lyst til at stikke den i lommen igen. Kristian kær havde imidlertid fået sit kommisbrod frem, hvæssede sin kniv og gjorde sig i stand til at sfære for. Så udbryder hennetved med et: „ Det må alligevel være nogle helvedes dygtige skribenter, dem der kan gøre falske. Sedler. “ „ Å, den. Kunst er nok ikke just så stor, efter hvad jeg har hørt, “ svarede hans ven, listede sedlen ud af fingrene på ham og løb afsted ind til høkeren. Da han kom igen, og måltidet var godt i gang, røg hennetved til orde: „ Hvad har du ellers hørt øm den kunst, vi talte øm før? Ved du noget nærmere besked? “ „ Det kunne nok være. “ „ Har du prøvet det? “ spurgte hennetved spændt. „ Om så var, kan du vel begribe, jeg fortalte det ikke til dig. “ „ Ja, da gad jeg vidst, hvem du ellers skulle fortælle det til; men det skal du heller ikke bilde mig ind. Jeg ved nok, du er singernem; men den slags kunster er du alligevel lidt for tykhovedet til. “ „ Så det tror du! “ råbte fulgsbølle, der allerede havde fået nogle snapse og mindst af alt kunne tåle, at man drog hans kunstfærdighed i tvivl. „ Ja skal vi vædde om noget, så skal jeg dog vise dig, at jeg er mand for at lave sådan en lap papir til, så du ikke skal kunne se, hvad for en, der er den ægte og den falske. “ „ Å sludder, Kristian! Du kan jo knap nok skrive dit eget navn. “ „ Det kommer heller ikke den sag ved, for mit navn skal ikke på seddelen; men jeg vil dog sige dig så meget, at jeg har prøvet det før, bare en gang. Og den var bestemt. “ „ Hvor gjorde du af den? Lad mig se den! “ „ Jeg brændte den. “ „ Så er du også et godt fæ. Men har du lavet en, kan du vel lave en til. Du må da heller ikke forlange, at jeg skal tro det, førend jeg ser det. “ „ Det skulle jeg snart vise dig, om kun jeg havde, hvad jeg skulle bruge. “ „ Det kan vi snart få, “ sagde hennetved og sprang op. „ Papir og pen og blæk — det skal jeg skaffe i to minuter. “ „ Tak skal du have! Tror du, det er klaret dermed. “ „ Nå! Hvad er der mere da? “ „ Sæt dig ned og lad hvilen falde på dig, Peter! Så skal jeg sige dig det. For det hedder nok, at et stort hoved har en lille forstand, men det slår ikke altid til. “ Hennetved satte sig igen, og hans kammerat betroede ham nu hviskende og i dyb fortrolighed, hvilke instrumenter der var fornødne til at udføre det kunststykke med og gav ham en udførlig fremstilling af hele mettoden. „ Hvor fanden har du alt det fra? “ udbrød Peter i dybeste forbavselse. „ Har du selv spekuleret det ud? “ „ Jeg vil ikke gøre mig klogere end jeg er, Peter. Du har vel hørt tale om Jørgen lind? “ „ Ja hvem har ikke det! Den største gavtyv og tyveknægt på Fyn og Langeland. Har du kendt ham? “ „ Jeg var ikke stort mere end en dreng, ja lad mig se: jeg gik i mit femtende år, at de puttede mig i hullet, som jeg kanske har fortalt dig, fordi jeg skulle have skyld for at have stukket ild på en kartoffelhytte ved den gård, jeg tjente i. Løgn var det, og jeg blev da også frikendt omsider, men ser du, da nød jeg akkurat den ære at sidde i samme kasjot som jorgen, og der hørte jeg ham fortælle en kammerat hele hemmeligheden. Jeg skrev mig det bag øret, for tiden skulle jo gå med noget; så læste jeg nogle gange godt over på lektien, til jeg kunne den, og som jeg fortalte før: ved lejlighed prøvede jeg, om det kunne lade sig gøre. “. Samtalen drejede sig under hele måltidet næsten ikke om andet end om den kunst at skrive bankosedler, og hennetved især kunne ikke lade være at udmale sig det indbringende ved en sådan profession. Der var kommet en besynderlig uro over ham; snart sad han på stolen, snart på madkassen, så på sengefjælen; han havde intet blivende sted. Endnu længe før middag sprang han op og bød farvel, i det ' han foregav at have et ærende før kaptajnen, som han havde glemt at besørge; men han lovede at. komme snart igen; det hele skulle ikke stå længe på. Det led dog noget hen på eftermiddagen, inden han kom tilbage, og fuglsbølle havde næsten opgivet håbet om at se sin ven mere den dag, da han med strålende ansigt trådte ind ad døren. „ Nu skal du se, hvad indkøb jeg har gjort, “ Sagde han og begyndte at trække frem af lommerne forskellige instrumenter, som kammeraten straks forstod betydningen af. “ „ Er du gal, Peter! “ råbte Kristian, greben af den hele spænding, som bemægtiger sig den, der pludselig står ansigt til ansigt med en fristelse, som han instinktmæssig føler, at han vil bukke under for. Han blev greben af den samme svimmelhed, soul spilleren føler, når han med rystende hånd griber tærningerne, og det i næste minut skal afgøres, om han skal vinde alt eller tabe alt. „ Hvad er din mening? “ føjede han til med dæmpet stemme og så sky til siderne. „ Jeg vil blot se, om du er så klog, som du siger. Vi kan jo brænde den, når den er færdig: men lykkes den, giver jeg en flaske brændevin til. “ „ Og hvis så her kom nogen ind, mens vi havde det for. Jeg venter næsten Ole, møllersvenden. Han sidder oppe i møllen og bilder kværnen; jeg var deroppe før, og han løvede at komme her ned, når han var færdig. Jeg ventede ikke at se dig mer i dag, så længe du blev borte. “ „ Lad ham komme! Vi siger bare, det er for kommers. “ „ Tak skal du have! Kom det ud, at vi sad her og skrev falske Sedler for kommers, kan du være sikker på, vi kom i rasp huset for ramme alvor. “ „ Så låser vi døren, hænger for vinduerne og sidder så stille som to mus. Lad der så komme, hvem der vil. Når der ingen er hjemme, går de nok igen. “ Kristian havde allerede fat i instrumenterne, satte dem i orden og prøvede dem. Alle forsigtighedsregler blev tagne, hennetved stoppede endog en stump papir i nøglehullet, og nu tog fuglsbølle for alvor fat på arbejdet. Efter en god times forløb præsenterede han resultatet for sin kammerat, der i spændt forventning, havde fulgt enhver af hans bevægelser. Peter tog seddelen, beså den på begge sider. Gav derpå et højt hop i luften og udstødte et jnbelhyl. Kristian tyssede på ham, men Peter skar ansigt efter ham og råbte: „ Havde vi bare nogle tusende af den slags, min ven, så var vi oven på! “ Dermed for han som en raket ud af døren og var væk, inden Kristian, der stod målløs af skræk, kunne besinde sig på at kalde ham tilbage eller spørge ham om, hvad han havde i sinde. „ Skulle han være så nederdrægtig at angive mig? “ tænkte Kristian, eller så dum at ville give en seddel ud, der mangler både vandtræk og stempel? “ Det ene var lige så galt som det andet; Kristian blev for alvor hed om ørene, og for sikkerheds skyld besluttede han ufortøvet at samle sit farlige værktøj sammen og grave det ned et sted på Marken, men i det samme kom Peter springende tilbage igen; han satte en fuld trepægleflaske på bordet, slog sig på lommen og grinte, så munden gik ham om til begge øren. „ Du har da vel aldrig givet den seddel ud? “ Spurgte Kristian, skønt det jo efter alt at dømme var et temmelig overflødigt spørgsmål. „ Den er væk. De tog den med kyshånd. Bare mere af den slags! Du er en perle, Kristian! Og du er min ven! Kom nu her, så skal vi have os en styrkning! Det har du danseme ærlig fortjent. “ „ Og du havde ærlig fortjent, at jeg tog flasken og kylede den i hovedet på dig, “ brummede Kristian. „ Er du bleven dårekistegal, at du bimper afsted med tungen ud af halsen og giver en seddel ud, der knap nok er halvfærdig! Tak du gud, at det gik, som det gik. Var det bleven opdaget, havde vi nu siddet net i det! “ „ Nå, nå, lille Krisfian! godt ord igen! seddelen var bestemt: mine øjne kunne ikke se andet, og høkerens ikke heller. Skål du! Nu er jo forskrækkelsen overstået, så tænker vi ikke mere på det. “ „ Det kommer an på. Det kan blive opdaget endnu, “ vedblev Krisfian, som langt fra var beroliget. „ Øg kender de dig så, og du bliver nappet, hvad forklaring har du så på rede hånd? Det er ikke så lige en sag, som du tror. Du ved vel, at det gælder livet! “ Allerede den følgende dag var hennetved atter hos sin kammerat, og nu blev fabrikationen sat i system. Krisfian skulle skrive sedlerne, Peter besørge ømvexlingen. Kristians arbejde blev fortrinsvis nattearbejde, thi om dagen var det forbundet med for stor risiko. Han tog derfor ikke fat, for klokken var slået ti om aftenen, og holdt heller ikke op, før det gryede ad dag. Tid efter anden opfandt han små forbedringer i fremgangsmåden; dog kunne det aldrig ret lykkes ham at bringe vandtrækkene i behørig orden. I løbet af en nat kunne han forfærdige ti femdalersedler, men kun syv a otte rigsdalersedler. Femdalerne var følgclig de mest indbringende, men på den anden side var de vanskeligere at veksle. Imidlertid føjede lykken de to forbrydere over al forventning, og det lykkedes Peter tid efter anden at slippe af med ikke mindre end fire a, fem hundrede daler hos byens købmænd. Det var dog en stor ulæmpe for Kristian og Peter, at de boede så langt fra hinanden, og Peter spekulerede derfor på at finde et eller andet påskud, så hau kunne slippe bort fra kaptajnen. Et par gange gjorde han sig syg og lod sig indlægge på sygehuset i det håb, at kaptajnen skulle tage sig en anden oppasser. Hennctved kunne da måske få et kvarter, der bragte ham nærmere Kristians, og han ville desuden blive mere herre over sin tid; men hver gang mislykkedes planen; kaptajnen kunne ikke undvære sin gode og tro Peter og ville på ingen måde af med ham. Tæt inden for den såkaldte svingelport boede en brændevinsbrænder ved navn grå. Her havde Peter i løbet af en uges tid fået vekslet otte falske rigsdalersedler, og da brændevisbrænderen en dag underkaster sin pengeskuffe et nøjere eftersyn, opdager han, at mynten ikke er så ganske ægte. Datteren, som stod i butikken, fik derfor påbud om, at hun ikke herefter måtte modtage seddelpenge uden at vise faderen dem; men det vidste vore to forbrydere intet om. Uden at ane mindste uråd begiver Kristian sig derfor ind i boden med to rigsdalerfedler i lommen; Peter havde ikke ladet sig se den dag, og den gode møntmester anede heller ikke, at Peter netop her havde et af sine hovedafløb; han forlangte derfor trøstig en pægl brændevin og en flasfe øl og stak sin seddel ud. Pigen modtog den også, men bad om at måtte vise sin fader den. Det tillod naturligvis Kristian med største frimodighed, men samtidig følte han, at blodet forræderisf steg ham til hovedet, og han kunne prise sin lykke, at det var datteren og ikke brændevinsbrænderen selv, han foreløbig havde at gøre med. Så snart Kristian var bleven ene i butikken, puttede han i en fart den anden seddel i munden, tyggede den til en Klump og kastede den i en spyttebakke; et øjeblik tænkte han på at tage flugten, men ved nærmere eftertanke fandt han det klogest at blive, og brændevinsbrænderen lod heller ikke vente mange minutter på sig. „ Er det dem, der har leveret min datter denne seddel? “ spurgte han. „ Om det er den samme, jeg leverede deres datter,. skal jeg ikke kunne sige, “ svarede Kristian fripostig; „ men det var en rigsdalerseddel jeg gav hende. “ „ Hvad behager? “ sagde brændevinsbrænderen og mønstrede Kristian fra top til tå. „ Det er mig ingen gode tegn, at de begynder på udflugter. “ „ Udflugter! “ Svarede Kristian, som mærkede, - at han var ved at forløbe sig. „ Jeg antager ikke, at jeg har nødig at komme med udflugter, fordi jeg køber en pægl brændevin og en flaske ol, når jeg har penge til at betale med. “ „ Men pengene er falsfe, gode ven, “ sagde brændevinsbrænderen, „ og jeg har fået flere af samme fabrik. Kom her, skal de se! “ Og den ulykkelige møntmester måtte med hen til vinduet for at sammenligne sin eftergjorte vare med en ægte seddel, og han måtte oven i købet indrømme, at frugten af hans møjsommelige slid og nattevågen var et usselt makværk uden vandtræk, som enhver, der havde øjne i hovedet, straks uinde se, hvad var. Ja, ingen kunne være mere bestyrtet over denne opdagelse end Kristian. „ Hvem Pokker kan tænke på, at vi skal se igennem dem! “ sagde han. „ Det er dog lumpent at blive sådan snydt. “ „ Man niå have et øje på hver finger, “ sagde brændevinsbrænderen og gik igen tilbage til sin disk. „ Der er mange snilde gavtyve og kæltringer til i verden. Hvor har de fået den seddel? “ „ Omme på bondctorvet. Der var en, jeg handlede om pibe med i aftes. „ Og de kendte ham ikke? “ „ Jeg har aldrig set ham hverken før eller siden. “ „ Hvordan var han klædt? “ „ Han havde, jo bi nu lidt! Blå trøje og silkehat og støvler. Jeg gik og røg på min pibe, så skrånede han lige over til mig og spurgte, om jeg ville sælge den. Det vil jeg nok, sagde jeg, når jeg kan få før den, hvad den er værd: før jeg skal sige os: jeg er ikke stærkt beslået med penge før tiden. “ „ Nå, og hvad forlangte de så? “. „ Otte mark, og han bød mig en daler. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det, men da han ikke var til at drive højere op, lod jeg ham få piben. Der har jeg gjort en god handel, kan jeg forstå. “ Kristian mente, at det nu kunne være passende at trække sig tilbage; han nærmede sig derfor døren og bød brændevinsbrænderen farvel. „ Nej, jeg kommer til at bede dem vente. Jeg har sendt bud efter politiet, ' og det vil straks være her. Ganske vist anser jeg ikke dem for at have skrevet seddelen; men de må naturligvis finde dem i at komme i forhør. “ „ Jeg skrive Sedler! “ stønnede den ulykkelige synder, gjennemisnet fra top til tå ved det ene ord politiet. „ Jeg kan såmænd ikke en gang skrive mit eget navn. “ Rundrygget var fulgsbølle af naturen, men nu blev han få krum som kat i en. Gryde og tog sig en alt andet end oplyst mine på. I det samme trådte en betjent ind ad døren. Han kastede et hurtigt, men skarpt blik på soldaten, talte derefter en stund afsides med brændevinsbrænderen, bad sig oorpu8 ^olieti udleveret og den brave soldat at følge med til politikammeret. Kristian klagede ynkelig under vejs over den ulykke, som var vederfaret ham. Politibetjenten styrkede ham mægtigt ved at forsikre ham om, at han intet havde at frygte, hvis han var uskyldig, og formanede ham til at sige den rene sandhed. Han kom straks i forhør. Dommeren beså seddelen på begge sider og erklærede højtideligt, at den var falsk. Kristian kær var for længst overbevist om denne kjendsgjerning. „ Hvor har du fået den fra? “ spurgte dommeren. Kristian kær fortalte dommeren den tamme historie om piben, den blå trøje og silkehatten, som han havde ladet brændevinsbrænderen nedsvælge. „ Kan du skrive? “ „ Ja lidt. “ Dommeren skød et ark papir over til ham, en retsbetjent bragte en stol; pen og blæk var ved hånden. Det tog lang tid, inden Kristian fik pennen bragt til leje mellem fingrene, og det lykkedes ham ikke at blive herre over den, før den var trillet fra ham et par gange. Omsider var dog alle forberedelser lykkelig tilendebragte, og alle tilstedeværende var spændte på resullatet, da dommeren sagde: „ Skriv nu, hvad jeg dikterer! “ Forfra og bagfra rettede alles øjne sig mod samme punkt. Nogle sælsomme orme dannede sig på papiret og begyndte at formere linje; men linjen trak sig i betænkelig grad skråt op ad mod det højre hjørne af arket, skønt begyndelsen var slet midt på som til en kongelig ansøgning; enkelte smil begyndte af brede sig på ansigterne foran og bagved, til sidst brød tilskuerne ud i en hjertelig latter. „ Den fyr skriver ikke mange Sedler om dagen, “ Sagde dommeren og rejste sig. Derefter tog han den brave soldat med sig ind i et sideværelse, talte venlig til ham og bad ham gøre sig al flid for af opsøge manden med silkehatten og den blå trøje, formanede ham til af have øjnene godt med sig, og når han atter fik oje på ham, straks få fat i politiet og lade ham anholde. Kristian lovede af gøre sit bedste og sik så lov til af tøfle af, og glad var han over af være sluppen for så godt køb. Historien var imidlertid på en eller anden måde kommen Peter for øre. Han var straks løben ud til møllen og havde omhyggelig skjult alle apparater,, der kunne vidne imod dem. Han modtog Kristian med åbne arme, og en flaske brændevin blev øjeblikkelig hentet for på værdig måde af festligholde resten af dagen, og for af de ret kunne lykønske hinanden i anledning af den veloverstandne truende fare. „ Og ser du nu, min gode Peter! “ sagde Kristian, før de skiltes. „ Nu holder vi op, mens legen er god og betragter dette som en advarsel. Denne gang gik det godt;, næste gang går det galt. “ Peter, der endnu var dybt rystet af begivenheden, var fuldstændig enig heri med sin ven, og tvende bodfærdige sjæle bød hinanden. Godnat med de bedste forsætter før fremtiden. ' i. Trekløveret. Et par dage senere fik fuglsbølle uventet høje fremmede. Han sad alene i sit Kammer i færd med af skrive på et brev til sine forældre og var så fordybet i dette arbejde, af han intet hørte eller så ', før døren pludselig gik op, og hans kompagnichef kaptajn bulov og kommandersergent schlefried stod før ham. Fuglsbølle sprang forvirret op og indtog retstilling, medens kaptajnen gik lige hen til bordet, tog det halvfærdige brev, så nøje på skriften og vendte sig derpå mod sin underofficer. „ Han skriver jo ikke så tosset, kommanderfcrgent. Han skriver sgu bedre end jeg, “ sagde kaptajnen og holdt brevet ud i stiv arm. Schlefried så ' på skriften. Fuglsbølle stod fremdeles i retstilling, medens et stadig vekslende minespil var af fe på hans ansigt: overraskelse,. Skyhed, derpå et glimt af snuhed, der laugsomt døde hen i. et udtryk af frygtsom skikkelighed, af stille, enfoldig opgivelse. „ Det er en øvet hånd, “ bekræftede underofficeren. „ Fra den side er der intet-til hinder for, at fuglsbolle kan have skrevet sedlerne. “ „ Gud hjælpe mig for Sedler! “ mumlede Kristian og stirrede lige ud med et idiotisk, hjælpeløst smil. „ Ja, han er ingen ren dosmer, “ sagde kommandersergenten. „ Dosmer! “ Udbrød kaptajnen. „ Nej, jeg er temmelig sikker på, at det er ham, der er gerningsmanden, og ingen anden. Luk din kasse op, gavtyv! Vi må se, om vi ikke kan komme efter, hvad du morer dig med her ude i din fritid. “ Kassen blev undersøgt, kømmanderfergentcn vendte lommer, rystede støvler og ransagede sengen, bordskuffen og hver en krog i kammeret, men intet mistænkeligt kom for dagens lys. Da undersøgelsen var tilendebragt, fæstede kaptajnen sine øjne skarpt og prøvende på den sammenkrøbne skikkelighed, der stod lige op og ned for fodenden af sengen, og sagde: „ Ja, tag dig i agt, fuglsbølle! Jeg vil lade dig vide, at vi holder øje med dig. Har du gjort dumheder, så lad det være forbi! Det fører til tugthuset, min ven! “ „ Ja vel, hr. Kaptajn! “ svarede fuglsbølle tonløst. „ Du sidder her og skriver til dine forældre, “ Vedblev kaptajnen. „ Jeg kan tænke, de bliver glade ved at få sådan et langt og net brev fra deres søn. De viser det omkring til deres naboer og venner. Sidder du i tugthuset som en forbryder, så er den glæede forbi. “ „ Ja vel, hr. Kaptajn. “ „ Men du har ikke godt af at bo ene herude. Det er bedst, vi skaffer ham en kammerat, schlefried. “ „ Ja, “ svarede kommandersergenten,; „ men de vil så forbandet nødig her ud. “ „ Så ser vi at få fat i en af et andet kompagni. En skikkelig og ærlig Karl. “ „ Ja vel, men hvor finder vi den ærlige Karl? “ Spurgte underofficeren, en gammel snegl formodentlig, der havde tabt troen på menneskene. „ Ja jeg ved i det mindste en, som er tro og ærlig, og som nok skulle passe på gavtyven, så han ikke sidder her og gør hundekunster, “ sagde kaptajnen. „ Men jeg vil Pokkers nødig af med ham. “ „ Kaptajnen mener Peter? “ „ Netop. Jeg vil afstå ham for fuglsbølles skyld. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi kan skikke ham hjem igen til hans forældre som en brav og retskaffen Karl. Fuglsbølle vil en gang takke mig derfor. “ Kristian kær ser i denne mærkelige omstændighed ikke blot en undskyldning, men en fuldstændig retfærdiggørelse for, hvad der senere sfete. Han betragter sig som det blinde redsfab for en uundgåelig skæbne, thi just da han har fattet de bedste forsætter om i fremtiden at forblive fattig men dydig, mages det således, at man udkårer hans forfører til at være hans frelsende engel; hvad under da, at han må falde! Vi kan dog i dette punkt langtfra være enige med Kristian kær. Dette forunderlige fejlgreb af hans vakre kaptajn kan i det højeste undskylde, aldrig retfærdiggøre ham.. Havde fuglsbølles gode beslutning været så fast, som han selv forsikrer, måtte han derved snarere spores til at gøre modstand mod fristelsen, til vel endog helt ud at betro sig til sin chef, som tydelig nok ville hans vel; kaptajnen var en redningsplanke, forsynet styrede ham i møde; men i stedet før ved en dristig beslutning, hed en ærlig bekendelse at redde sig op på den, lod han sig binde af fristelsens dæmon, ludede med hovedet og lod planken tørne sig imod, så hans stakkels skude blev et elendigt vrag før resten af hans levetid. Altså, Peter kom til møllen, og såsom krage søger mage, varede det ikke længe, før trekløveret var færdigt, og tredje blad var den før omtalte Ole, møllersvenden. Hans fulde navn var Ole hænfen, og han var barnefødt af småkårsfolk i landsbyen Gilleleje, ikke langt fra Helsingør på den nordligste pynt af Sjælland. Både Peter og Ole anvendte al deres overtalelseskunst på at formå Kristian kær til atter at give sig i lag med den farlige afskriverkunst, og de lovede med hånd og mund ikke blot at veksle sedlerne med al mulig snildhed og forsigtighed, men også at påtage sig al skyld og straf, hvis galt skulle være; Kristian skulle blot være deres hånd og pen; hele ansvaret skulle hvile på dem, og Kristian kær er ikke den sørste eller eneste, der er bleven forbryder, gjækket af den falske indbildning, at man således ustraffef kan lægge sine evner og færdigheder i en andens hånd, gøre sig til et ansvarsløst redskab for en anden. Den, Vorherre har givet menneskevilje, har han også givet ansvar, og hvor meget han end med Pilatus tor sine hænder i uskyldighed, han kan dog aldrig vaske sig ren. Det første, Kristian rettede sin opmærksomhed imod, var de fatale vandtræk, der forrige gang på et hængende hår nær havde voldet hans. Ulykke, og som disse kræmmere syntes at tillægge større betydning, end Kristian egentlig fandt behageligt. Efter en del bryderi og mange forgæves forsøg lykkedes, det ham dog, hvis man tør tro hans eget sigende, at fremstille såvel de behørige vandtræk som at drive kunsten til en større fuldkommenhed i det hele taget, men til trods for denne fuldkommenhed var det langt vanskeligere at veksle sedlerne nu, hvad der havde sine gode grunde. Politiet havde nemlig sendt meddelelse til alle handlende i byen, at der var falske Sedler i omløb, og pålagt at anholde enhver, der forsøgte på at udgive en seddel, som i mindste måde kunne synes mistænkelig; dette påbud var imidlertid udstedt i dybeste hemmelighed, og vor lille falskmøntnerbande havde således ingen anelse om, hvor truet stillingen var. At de desuagtet kunne afsætte deres Sedler, viser, at det virkelig var lykkedes kær at fuldkommengøre sin kunst. Tilsidst opfandt han en slags blyform, med hvilken han kunne aftrykke en stor del af de vanskeligste snirkler og fordringer, og det oven i købet med langt renere og smukkere træk end de håndskrevne. Falskmøntnerne var derhos yderst forsigtige ikke blot med hensyn til fabrikationen og vekslingen af sedlerne, men også i deres daglige levevis. Over for dem, de kom i berøring med, gjaldt de endog for bundfattige; sergentens kone, som vaskede for kompagniet, havde sin nød med at få sit ugentlige tilgodehavende, og man så ' aldrig Peter eller Kristian på værtshus; når de ville more sig, købte de sig nogle spise- og drikkevarer og gjorde sig til gode i deres Kammer uden fremmede øjenvidner. Ole var den sikreste til at veksle penge. I julehelligdage var han ude at besøge sine forældre og havde da hundrede falske Sedler med sig, som det lykkedes ham at veksle alle. For beløbet købte han sig et ur, en stor. Merskumspibe og to Tønder rug til stne gamle, fattige forældre. Endnu snildere var hans fremgangsmåde i følgende tilfælde. Mestersvenden på møllen havde et chatol, hvori han opbevarede flere hundrede rigsdaler, mærkeligt nok uden nogen sinde at tage nøglen af. Ole, som havde lagt mærke dertil, benyttede lejligheden og ombyttede de ægte Sedler med falske, og han passede stadig at lægge dem i samme orden og antal, så det aldrig blev opdaget. - således gik alt godt endnu et par måneder hen i det ny år 1835. En morgen i slutningen af februar sad fuglsbølle ene i sit Kammer; Peter havde vagt, og Ole var beskæftiget i møllen. Den før omtalte blyform var aldrig bleven gjort færdig, og Kristian havde just taget den frem for at arbejde videre på den, men det ville ikke ret gå med arbejdet, en underlig uro overfaldt ham; det var, som om han anede en forestående ulykke. Han lagde blyformen fra sig og tog fat for at forbedre lidt på en seddel, som ikke ret var lykkedes for ham, i det nemlig pennen havde spruttet i den ene roset. For at blive herre over sine mørke tanker tog han sig derhos jævnlig en slurk af brændevinsflasken, og virkelig viste dette middel sig heller ikke ilde; jo mere han drak, desto mere følte han sit mod og sin frejdighed vokse på ny, jo mindre syntes ham også fejlene ved den mislykkede seddel. Til sidst stak han den i lommen, klædte sig på og gik ind til byen. Han landede tilfældigvis hos en spækhøker ved navn Povlsen, som var barnefødt i Svendborg. Da høkeren hørte Kristians syngende tonefald, antog han ham for en fynbo og spurgte, fra hvad kant af Fyn han var. „ Jeg er nere fra Svendborg av, “ sagde Kristian i kådhed. „ Hvad for noget! “ udbrød høkeren, „ så er vi jo landsmænd, “ og nu ville den gamle svendborger ret have besfed om, hvorledes det stod til i hans fødeby, hvorledes den og den købmand havde det, og om den og den værtshusholder endnu var levende. Heldigvis kendte kær en del navne fra den venlige, gamle sundstad, så som han, kort før han blev soldat, havde tjent nogen tid på tåsingc, og han klarede derfor flinkt for sig under eksaminationen. Povlsen blev i troen, og da han var en god, skikkelig høkersjæl, så foreslog han sin landsmand, at de skulle stå en lille handel; der skulle blive godt køb og gode varer. Kristian købte også nogle pund ost og lidt smør og gav ham til gengæld seddelen med den mislykkede noset i den glade tro, at høkeren, som var højt oppe i tredserne, ikke tog slige finesser så nøje. Han lagde også seddelen i sin pengeskuffe, uden at underkaste den noget nærmere eftersyn, og Kristian begyndte allerede i sit stille sind at prise sin gode lykke, da høkeren med et atter tager seddelen op og lader sine krakilske øjne spadsere langsomt frem og tilbage over den. „ Det forekommer mig, at denne seddel ser noget forkludret ud i den ene blomst, “ sagde han derpå. „ Jeg skulle da vel ikke tro, at den er falsk. “ Nej det ville fulgsbølle da også nødig tro, men nu fik høkeren sine briller på, og hans sidste tvivl forsvandt på samme tid som Kristians nyfødte håb. Han påviste for den brave soldat, ikke blot at det var galt fat med rosetten, men oplyste ham også i fortrolighed om andre småskavanker hist og her, og Kristian måtte give den ' gamle ret, hvad enten han ville eller ej. „ Ja så er jeg bleven skammelig snydt, “ sagde han, „ det er tydeligt nok. Men heldigvis ved jeg, hvem jeg har fået seddelen hos. Lad mig bare få den igen, af jeg snarest muligt kan give ham hans falske penge tilbage i synet, så kan varerne blive stående her imens. “ „ Ja det er så meget, godt, “ svarede høkeren; „ men lad heller mig beholde seddelen, og se du til af få, gavtyven her hen, så vi begge i forening kan snakke med ham. “ „ Jeg mener, det er bedre, af jeg har seddelen med, “ sagde Kristian, „ ellers gjor han naturligvis vrøvl og siger, af den seddel har han aldrig givet ud eller set før i sine levedage. “ „ Lad bare mig om det, “ sagde Povlsen smiskende, lagde atter seddelen i skuffen og lukkede med et lille smæld. „ Skaf du os fat i kammeraten, så skal jeg nok gøre ham blød.

1878_Bondesen_KongsbrydensFostersoen

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Henning Fox

Kongsbrydens Fostersøn

male

male

dk

Bondesen

Kongsbrydens Fostersoen

Bondesen

Kongsbrydens Fostersøn

En Fortælling fra det tolvte Aarhundrede

n

gothic

Reitzel

KB

nan

nan

O

Første kapitel. Det var en mørgen iden silde efterhøst 1156. Sydsjællands øde stubmarker og afgnavede fælleder skjulte deres armod under et sølverne flor af dugvåde spindelvæve, og de prægtige skove, som dengang langs Susåens højre bred strakte sig milebredt ind i flakkebjerg herred, lå i vesten som bløde mørkeblå bræmmer i dunet fløjelsskær. Solen skinnede karbunkelrød over den grønligklare synskreds, og luften havde en bidende friskhed. Oppe på den blege himmel sejlede en for en store skarptformede skybylter, jætteskikkelser lig med opspillede gab og lange truende lemmer; det var vel menneskenes onde nattedrømme, der ved sørste hanegal vare flygtede fra landsbyens hnse og nu som mørke skygger droge bort hist oppe for atter i det fjerne at sænke sig og ruge dagen øver inde i ødeskøvenes blålige tågedybder. Det var tingdag i jælinge. Op og ned ad den lange krøgede Landsbygade trak klynger af folk; frem og tilbage snoede sig den buldrende sladrende strøm mellem læssede Karrer og falbudte kreaturer, medens klyngerne skiltes og samledes, standsedes af anhre og så kongsbrydcns fosfcrson. 1 dannede ny, ideligt skiftende i antal og retning. Her var folk fra hver by, fra hvert Torp i det hele herred; ud og ind ad porte og døre trængtes de, hilste goddag og farvel, spurgte om varer og priser, hørte nyt og fortalte, råbte på lov og ret, trættedes og kjobslog; ned ad gyder og stræder drev de for at høre råd af lovkloge venner, aftale medgift og mnnd ved et brudefæste og drikke lidkøb på en hestehandel; to og tre hang de med armene over husenes halvdøre, støttede sig op ad vangeled og sprinkelværker og lænede albuerne på markedsvognene langs vejkanten, medens de så på strømmen, der summede frem og tilbage foran dem, vekslede få og tilråb med forbigående kjendinge. Og lyden af alle disse struber, alle disse fodtrin, al denne råben og snakken, klingren og rumlen, traven og trampen bares af den stille kolde lnst gjenncm det røde solskin før højere oppe i gaden, hvor de lange tagmønninger af kongsgård og kirke dukkede frem, at. tabe sig i en uforståelig brusen. — deroppe lå tingmarken. „ Guds fred og godmorgen, Sigurd Akeson! “ hilste en rytter og standsede sin hest ud for en fire fem bønder, en flok blandt de mange, der stod i samtale ved vejkanten. „ Kan nok hænde, her kommer folk kil tinge i dag. “ Den tiltalte gik sindigt frem og bod rytteren hånden. Han satte nakken tilbage og så med en lang mund — brudgommens udredning til fællesboet ( oprindelig betragtet som købesum for bruden ). tvivlrådig stirren øp på den støre bredskuldrede mand på hesten uvis om, hvem han havde før sig. „ Er du ikke Harald styrismand fra saltø? “ spurgte hau så. „ Du burde blues ved at spørge derom, “ smilede rytteren godmodigt. „ Bi er jo frænder. “ „ Ja vist, å ja, det er vi. Men solen står mig lige i synet, og øjnene begynde at vorde dumme. Havde jeg ikke kunnet skønne det af din vækst, ville jeg næppe have kendt dig. “ „ Så mæn! Det er ogfå en rum tid siden, vi sidst fås. “ „ Du må vel sige det. Det var dengang vi drak sjæleøl efter din farbroder, den gamle Ebbe Stigsøn. Jøvrigt have vi aldrig kendt stort til hinanden. “ „ Frændflabet er nok også tyndt, “ bemærkede en lang knøs, der stod hos. Han havde et næstvist, trodsigt ansigt og var vel af alder et par og tyve. „ Er det din søn, Sigurd? “ „ Det er min søn, Harald. — Ake hedder han. Jeg har ikke fler end den samme. “ „ Er han jert eneste barn kanske? “ „ Så omtrent. Ja en datter har vi da også. Hun tog med os til krumbetorp i Morges; der har børnene en moster, og vi pleje at tage ind i hendes gård med hestene, når vi skulle til tinge. Rigtignok have vi så en halv mils vej at gå; men jeg holder nok af at røre benene lidt, når vi have redet så langt. Hvor tager du ind? “ „ På kongsgården plejer jeg. “ „ Det forstår sig; på kongsgården plejer du. — 1 * ja vor gamle ombudsmand måtte så afsted. Jeg var her just med hesteleje for vor bh den samme dag han døde. Hvem tror du nu, vi få i stedet? Peder sunesøn, der i mellemtiden er sat til at styre herredet, er vel for ung en mand til sligt embede. “ „ Man mener Asmund Bryde. Kong Knud skal for længst have givet ham løfte på ombudet. “ „ Den fordømte ransmand! “ udbrød Ake og slog med nakken. „ Han ombudsmand? “ Rytteren målte knøsen med et fornemt blik. „ Har Asmund ranet noget fra dig? “ „ Det kan siges på en måde, “ tog Sigurd svaret. „ Just for hans skyld er det, vi i dag komme til tinge. “ „ Hvad er der da kommen eder imellem? “ „ Det, “ svarede Ake, „ at bryden høster der, hvor vi så. “ „ Ja as den sag går der ry over det hele herred, “ Tog Sigurd ved. „ Underligt nok, at du intet har hørt derom! —asmund købte jo for et halvt Års tid siden den gård vi kalde kjuse, som ligger her på denim side balensvid. Det var en sølle gammel svend ved navn Gumme, som ejede den. “ „ Et vakkert eje, “ hånedc Ake. „ Bryden havde nok det meste i pant forud. “ „ Ak ja, Gumme har aldrig kunnet rede for sig, og syg var han som oftest. Jfjor købte han sæderug hos Bryde — forvalter. De hærmænd, som kongen indsatte til at forvalte sine egne eller kronens gårde, kaldtes kongsbryder. Sædvanligt var ombudsmanden tillige kongsbryde. mig; han havde ingen penge ak betale med, og så skulle jeg i stedet før have en af hans agre at beså og høste. Såmæn kunne handelen gå an, øm misvækst ikke faldt på; men i sømmer sælger han gård og grund til brhden, og vi høre det først, da købet bliver lyst til tinge. Jeg meldte den samme dag Asmnnd, hvad handel vi havde sluttet med Gumme; se se — det havde han ikke hørt noget øm. Så gik vi til Gumme. Jø, han mente, det var bleven påtalt i vidnernes overværelse. Men da vidnerne hørte Asmunds mening, kunne de intet mindes, og kort efter døde stymperen. Asmnnd høstede kornet, jeg stævnede ham, og nu have vi siden holdt tingfærd om den sag. Sidste stævnedag tilbød bryden at fæste løv, og i dag skal striden afgjørcs. “ „ Han vogter sig vel for at sværge, “ sagde Ake og slog på ny med stakken. „ Så snart det lakker ad tingtid, skal bryden nok komme og tilbyde mindeligt forlig. Og gør han det ikke, da have vi her tvende løvfaste mænd med os, søm ville vidne, låde at Gumme har solgt os Hosten, og at Asmnnd vidste besked derom, inden han købte gården. “ „ Ja det aflægge vi vor ed for, “ sagde den ene af de hosstående bønder højrøstet og få sig udførdrende om i kredsen. „ Når Asmnnd har fæstet løv, er det før silde af nævne vidner, “ sagde Harald. „ Hvor kan det være for silde? “ spurgte Ake trodsigt. Fæste lov — sværge sig fri, støttet as et as løven efter sagens beskaffenhed fastsat antal mænd ( mededsmænd ). „ Sådan er landsloven. “ „ Fæster han lov, “ råbte knøsen hidsigt, „ så ffal han og alle hans mededsmænd komme til af stå som løgnere og menedere tilhobe. “ „ Hvorfor møde i førsf nu med eders vidner? “ „ Fordi vi førsf i disse dage have såt dem opspurgt, “ Svarede Ake. „ Ak ja, det er just ulykken, “ mælede den gamle Bonde, „ af vi have såt vor gode sag ødelagt ved Akes jlsindethed og selvklogskab. Havde vi søgt vore vidner førsf og lyttet til kyndige mænds råd, så havde sejren været os vis; thi det er et gammelt ord, af så ganger lov, som hun haver tov. “ „ Han skulle vove af sværge, “ råbte Ake og brystede sig. „ Han ffal min tro få beske ord af høre. “ „ Dagren giver ord ud og tager hug til bytte, “ Svarede faderen mut. „ Sligt må du helst spare dig. “ „ Det samme råder jeg, “ tilføjede Harald, „ og husk på, at hvad du siger Asmund til men inden tingstokkene, er sagt enhver af hans mededsmænd tillige. “ Dermed nikkede den høje rytter farvel til mændene og lod fin hest gå frem. Sigurd og hans ledsagere blev stående en stund og så efter den anseelige hærmand, der i jævn skridtgang red op ad gaden og med sin høje fjederhat og lyse pelskrave længe var synlig over trængslen. „ Nå, det var altså Harald styrismand, “ sagde den ene af de to vidner. Tov — rettergangsmåde. ( sagens udfald afhænger as manden, den føres på ). „ Har du behøv at spørge berøm? “ udbrød den anden førundret og overlegen. Han, mener jeg, er ellers vel kendt; thi få kunne måle sig med ham i højde, som du selv så, og i styrke ved jeg ikke at nævne hans lige. “ „ Så er han og noget nær den rigeste mand i vort herred, “ søjede Sigurd til. „ Ja as rygte kender jeg ham såre vel, ' svarede første vidne; „ men det har ikke truffet sig så, at jeg har set ham før. “ „ Da har jeg mere end en gang været med ham i gildeslag, “ sagde andet vidne og blærede sig. „ Jeg fet ham vride en ildrager med sine blotte hænder, som om det var en pilevånd. Men det er ikke hver dag, han viser fin styrke frem. “ „ Efterdi det stille vand har den dybe grund, “ bemærkede Sigurd. „ Harald tygeson er en hædersmand. “ „ Jeg ser liden forskel på ham og alle de andre, “ Svarede Ake. „ Hørte i ikke, hvor gerne han holdt på brydens sag! Overalt hvor de kunne komme ud over bønder og almuesmænd, hænge de sammen søm wrtehalm. “ Gennem den forvirrede larmen og summen trængte pludselig lyden af et skarpt, klaprende hesfetrav, og for enden af gaden over de mange hoveder og skuldre, der uroligt bølgede frem og tilbage, så man en stadselig ryttertrop nærme sig. Der var skarlagen og gråværk, skinnende brynjer og blanke spyd i sluttede Rader, og forrest red en stor sortladen mand, strnnk og fornem af holdning. — der blev stille som til landsting, når dankongen kom, og alt veg til siderne, medens den prægtige skare i klingrende trav dansede forbi. Det var Asmnnd bryde-af Lundestad, der med sine stolte frænder og sit store huskarlefølge red til tinge. — imidlertid led det. op ad dagen, og det blev halvgåen middag. På jælinge gade var der lidt efter lidt bleven folketomt og stille; men oppe i tingmarken - var der kulsort as mennesker. Inde fra kongsgården kom den nnge midlertidige tingstyrer — Peder snnesøn var jo hans navn — ledsaget af mange ætstore mænd. Alle vare de våbenløse undtagen ombudsmanden, på hvis højre side man bemærkede de tvende mægtige hærmænd Asmund Bryde og Harald styrismand. Asmund talte højt og muntert med sine sidemænd; men mange så i munterheden kun en maske for tyngselen over, at han måtte gå våbenløs til tinghøjen som anden eller tredje mand, han der dog var herredets selvskrevne høvding. Ved samme tid slentrede arm i arm to høje slanke ungersvende frem og tilbage oppe på kongsgårdens svalegang. Den ene var Asmund Brydes fostersøn Erik; den anden var Sakse, son af Harald tygesøn på salto. „ Se så, min ven! “ sagde Sakse. „ Dej var de dage. Hvorlunde, tror du, derefter at hirdstuen vil smage? “ „ Aldeles forbandet. — alen fortæl mig, hvad din fader sagde til, at du blev de sidste otte dage af din halvgåen middag - kb 10p formiddag. orlov på Lundestad og ikke engang kom hjem før at byde din moder farvel! “ „ Ja hvad skulle han sige? “ I sligt umagsvejr som igår ville ingen jage en hund ud end sige en kongelig følgemand, og det var aftale, da jeg drog hjemme fra, ot de ikke skulle vente mig før vor orlovs næst sidste dag; følgende dags morgen ville fader så følge mig her til, at jeg kunne mødes med dig, og vi så ride sammen til hirden i antvorskov. Nu får moder før denne gang at nøjes med hilsnen, jeg sender ved fader. — å det er en prægtig gammel rede, det Lundestad! Slig en kongsgård med alle sine vældige grå tømmerhuse, med omgange og svaler, planketrapper og smågårde, sprinkelværker og gavlbrande, det er noget andet end de ny stenhuse, der se så kolde og snevre ud. Jeg er også vis på, at det vil vare længe, inden disse fremmede bygninger få hjemsted i vort land. “ „ Og jeg er vis på, “ svarede Erik leende, „ at Lundestad havde været dig lige vakkert, hvad enten det var bygget af træ eller sten; thi det, der gav vore gamle hirse glans, var jo dog aleneste liden Sigrids øjne. “ „ Sigrids øjne? “ „ I ja! Have de måsfe ikke været både sol og måne for dig de sidste otte dage? -- lad os tale rent ud til hinanden, min ven! Du Sigrid og jeg Helga — eller er der på den vide jord nogen, du tykkes bedre om end min lille fostcrsøster? “ „ Nej Erik! “ udbrød Sakse med varme; „ hun er mig usigelig kær. Der gives på den vide jord ikke en så lys og fager llngmo som Sigrid asmnndsdatter. “ „ Lys og fager og mild som solen det har hun været alt fra hun var et lidet barn, og jeg mindes det som min største lyst, da jeg var dreng, at løfte på hende og bære hende omkring både inde og ude. Hele gården bar hende på hænder, og hun har vist ingensinde hørt et hårdt eller ukærligt ord; hvo kunne vel nænne at bedrøve hende, som ikke med sin gode vilje voldte nogen sorg? Kan du ikke nok huske hende fra den tid med det gule krushår, smilehullerne og den lille knop midt i ansigtet, som var næse? Vi kom dog jævnlig sammen, dengang vi boede på vindinge. Når nogen talte til hende, skinnede hele hendes åsyn af glæde og tillid; hun følte trang til at elskes af alle, hængte ved alle på fin stille kærlige måde; det var for hende en nødtørft at skulle kystes og klappes som for vi andre at få vesperkost. “ „ Jo, Erik, jeg mindes hende så vel; hun var alt dengang min lille fæstemø. Hun og jeg holdt altid sammen, når oi legede — du og Helga vare jo to år ældre — og vi befandt os overmande vel hos hinanden. Men så mindes jeg også, når du stundom viste for stor rådelysf og ville nytte den stærkeres ret, hvorlunde da Helga kunne træde til og med alvor og sikker retsfølelse dømme os alle imellem. Og der var aldrig nogen, der tænkte på at omstyrte Helgas dom — „ Helga har sagt det “ — så var det så godt som en Bulle fra Roma, om vi aldrig vare nok så mange samlede. Hun havde dengang som endnu de strenge mulmblå øjne, stemmen, der klinger en tone dybere end andre kvinders, og når hun så tillige „ viste tænder, “ som vi kaldte det, vare vi ligefrem bange for hende. “ „ Disse fremstående fortænder, som overlæben har så stor møje med at skjule — dette wttemærke efter faderen og hans slægt! Ja jeg ved godt, at sigrid-er mere fager end Helga; men kan du alligevel ikke godt forstå, at Sigrid med sin måde at være på, aldrig kan blive andet for mig end en allerkæreste lille søster, medens Helga derimod dag for dag vorder mig noget langt mere. Hendes dybe stemme tryller mig — det er som kom den fra trofasthedens alvorlige dybder, fra sandhedens klare kilder med klang af reneste sjælemalm. Om hun er fager eller ej af åsyn, ved jeg næppe; jeg kommer aldrig længer end til de mørke øjne -- -- -- -- -der drukner jeg, hver gang jeg vil se på hende. — har du betroet Sigrid din kærlighed? “ „ I Astes da vi sad på svalen, og du gik ind i buret bag efter Helga, som mente der blev før koldt, sagde jeg til hende: når jeg kommer til Lundestad igen, må jeg så tage min fader med? “ „ Ej ja! det var et sælsomt spørgsmål. “ „ Hun forstod det dog, thi hun blev rød og hviskedee sit ja så snare sagte. Men sig mig, hvorfor bejler du ikke til Helga? Hvad bier du efter? I er da gamle nok begge to. “ Jeg havde også fast besluttet det denne gang, “ Svarede Erik urolig; „ men, jeg ved ikke — der kommer altid noget i vejen — jeg kunne ikke så mod -- -- -- -- -- -- -- “ „ Dertil kræves lidet mod. Du ved, at Helga elsker dig, og dine fosterforældre nære intet højere ønske. “ „ Ja, ja — det ved jeg. Men min kærlighed er en sælsom blanding af wrefrygt og elskov; når jeg kommer til beslutningen, er det for mig, som var jeg hende ikke værd, — som om hun langt bedre evner at lede mig end jeg hende; — men tys! Der er Salomon. “ Nævnte person lod sig se i døren ind til salen, ' hvor madsvende og terner vare i færd med at tage ud efter davren. Det var en lang krumnakket ungersvend på hen ved de halvtreds med et stykke dyresteg i den ene hånd og i den anden et stort stykke hvedebrød besmurt med et tykt lag honning og sennop. „ Er i her endnu? “ spurgte han med munden fuld af mad og en stemme, der rystede, som om alt var af lave inden i ham. „ Skal i ikke op og se, hvordan det står til på tinget? Der er i dag sært indviklede sager, som det nok er værd at høre på. “ „ Det vidste vi ikke, “ svarede Erik. „ Men hvi er du ikke selv der oppe? Hvad bier du efter? “ „ Hvad jeg bier efter! Ja du højeste gud! Når ær jeg vel mægtig til at gå did, hvor helst jeg ville? For tiden må jeg have tilsyn med disse svende og terner, at de ikke gøre os flere ulykker end høisl fornødent, og derefter skal jeg en omgang ned over mark og gade for at se til med kræmmere, legere og slige folk. Helst skulle jeg være alle. Vegne på en gang, om det var muligt; men jeg formår kun et sted at være. Peder sunesøn, mine venner, er en ung mand og trænger hart til en håndsrækning, til et godt råd, til et advarende eller opmuntrende ord, alt som det kan træffe sig. Jeg står ham bi med råd og dåd, hjælper ham efter evne med et og andet. Kan hænde, det kun er lidet bevendt; men jeg forlanger så heller ikke synderligt for min tjeneste, thi jeg er tilfreds med slet intet. Tilforn var jeg af den formening, at min gerning stundom var tak værd, men det er mange år siden. Livet har lært mig, at man kan komme verden igennem desforuden. “ Salomon kom igennem verden på den måde, at han hele året rundt lå på gjæsteri i gårdene, thi han var af god byrd og havde den lykke at kunne regne sig i slægt med de fleste af herredets stormænd. I fin ungdom var han bestemt til gejstlig stand, men med undtagelse af det antagne bibelske navn lod han det blive ved sine frænders beslutning og var iøvrigt en fedtet utilfreds person med slunkne kinder og leddeløse bevægelser, med et kulsort hår, der hang ham vissent og uredet ned over skuldrene, og mnnd som en drage, der altid, hvad enten han talte, tav eller tyggede, frembtsfe et par lange gule fortænder med ntilbørligt store mellemrum. „ Peder sunesøn kan have grund til at yde al mulig påskønnelse, “ sagde Erik. „ Jeg er vis på, at du allerede er bleven ham uundværlig. “ „ Du er ung, Erik ragnvaldsøn, ellers vidste du, at verdens løn hedder utak. “ Salomon skjod sine duskede øjenbryn til vejrs, tyggede sin blad, og da verdens utaknemmelighed ikke ville unde ham noget bedre, proppede han en ny fylding steg og brød i sig. Derpå lænede han armene på adervæggens løsholter og lod et bebrejdende blik glide ud over den solbelyste folkemyldrende tingmark. Pludselig antog dette blik et udtryk af utålmodig harme. „ Er det ikke som jeg siger? “ råbte han og jog den sidste bid i munden. „ Nu lades man selv ikke madro mere. “ Dermed flikkede han hastelig sine fingre, ser ned ad trappen og stormede med lange skridt forbi hirdstuen ud ad tingporten. Udenfor den stod en liden grå landløberske ved sin karre sysselsat med at binde overtræk på sine store kurve, medens manden, en gusten fladbrystet fjante, famlede med en hampegarnssele henne ved vognstangen. „ Hvad i al skærsilds pine har din gamle taske her at bestille? “ var det venlige spørgsmål, hvormed Salomon søgte at drage konens opmærksomhed på sig, medens brødsmulerne om kap med ordene fløj ud mellem hans lange tænder. „ Hvor tør du fordriste dig til at betræde det hellige tingsted med dit fordømte usle kram? Se til, at du skrupper af det snaresfe, du kan, eller jeg skal ved st. Steffen flytte og føre din krogkjeppehex! “ Konen stod med ryggen mod bygningerne og knyttede sine snore; men aldrig så snart var det gået op for hende, hvem denne tiltale gjaldt, før hun kogende af harme vendte sig og uden betænkning styrede lige mod den djærve tingvogter. „ Bar det ad mig, du gøede? Var det til mig, du sagde taske og fordømte kram? Var det til mig, du sagde skruppe dig? — din sorte fedtede wsel! “ „ Hold mnnd, uterlige kvinde! og gør, som jeg siger! “ råbte Salomon med armen halvt bydende, halvt afværgende frem og veg ræd et par skridt tilbage. „ Siger! “ gnistrede kjærlingen. „ Har du også noget at sige? Er du måske bleven ombudsmand? Driver jeg ikke en lovlig og redelig håndtering og har holdt med mine varer på dette sted de hundrede gange og det i påsyn as alle gode mænd i dette herred, uden at nogen eneste har ' talt mig et ord til men derfor? Og få vil din uselige kringeldriver komme her og overfuse mig! “ „ I msrketårnet med hende! I mørketårnet med hende! “ skreg Salomon og fægtede for sig med de lange arme, medens han baglænds og skridt for skridt trak sig langs kongsgårdens store lade ned imod gaden. „ Holder du ikke din mund og flytter bort med dit kram, skal seg lade dig sætte i stok og fjeder, så du ikke skal se Vorherres lys mere i dine levedage. “ „ Så det skal du! “ skingrede hun og gik efter med knyttede næver. „ Din forsultne trannede hejre! Men så skal jeg forinden kradse øjnene ud af dit giftige troldehoved, og vi få da at se, hvem af os to der først - iglen kender lys fra mørke. “ „ Mundhugges med dig vil jeg ikke, “ råbte Salomon og vendte sig til flugt; „ men jeg skal hente dem, der kunne tugte dig. “ „ Ja mærk as marsvin blæsende storm, “ svarede konen og skridtede efter. „ Se nu løber han! Du skulle hellere tøve lidt endnu, at vi kunne høre nogle flere af dine vakre talemåder; men kanske skal du spare resten til andre godtfolk nede på gaden. — så du kaldte mig krogkjæppehex! Dit slunkne udgangsøg! Du skulle bare komme hid! Jeg skal galdre og kogle dig, så led kringeldriver — snyltegjæsf. du er, femten favne ned under muld og mane dit ådsel op igen, ravne og krager til føde. “ Men Salomon lod sig ikke friste; han forsfærkede end mere sine skridt og tvang snart den forbitrede matrone til at opgive forfølgelsen. Endnn slyngede hun til afsked et par af sine stærkeste eder og forbandelser efter ham og vendte så under idelig småskjænden tilbage til sin kærre, hvor Erik og Sakse stod og lo af hjertens grund over Salomons bratte nederlag og rædde flugt. „ Nå mor Inger! Du blev nok vred for ramme alvor, “ sagde Erik. „ Det lange unyttige drog, der ikke gavner verden for en pending, vil komme her og spille mester! “ brummede konen. „ Slig utreven dryllegjæst han er! “ „ Du behøver ej at tage dig det så nær, mor Inger! “ Sagde Sakse. „ Pladsen holdt du dog. “ „ Så vel holdt jeg pladsen, ' Sakse Haraldsøn! fkjønt for min skyld kan han tage den, når han vil. Mine kurve er tomme, og jeg drager nu hjemad. Aldrig har jeg i de mange år, jeg nu har trukket landet rnndt med min kærre, gjort sådan handel som i dag. “ Det brede grå ansigt med de korte krydsfurer og indsnærpede læber antog snart igen sit vante almenvenlige udtryk, som det sig anstår et sådant omflakkende sælgekoneansigt! Harmen slukkes i de dybtliggende øjne, og det var med rolig overlegenhed, hun lagde hænderne på sin vognfading og sagde, idet hun søgende lod blikket strejfe ned ad gaden: „ Det er jo tænkeligt, at vi endnu engang kunne utreven dryllegjæst — lad, vantreven snyltegæst. mødes dernede og tage sømmelig afsked. Jeg er vant til selv at tale min sag; der er ellers ingen, der gør det. Tue står og glor hen i tåget og taber både næse og mund, så sage sligt et Kuse lader sig se. “ „ Det er ordene, Inger! det er meningen, det kommer an på, “ forklarede tne med brusten fistel og lagde hovedet på siden under en betænkelig - dum stirren. „ De er ikke alle skåren for tungebånd som du, Inger, og det kommer mere an på mælet end på meningen. “ „ Å, du har hverken mæle eller mening på sådan tid, men lad ham bare komme igen -- -- -- -- -- - “ „ Ja, jeg er ikke ræd for ham, “ sagde Tue højmælt. „ Jeg har tjent hist inde i samfulde ti år, mens den gamle ombudsmand levede. Nu ligger han i sin grav, men det er noget for sig. “ „ Tag så din trøje, at vi kunne komme sort. Når du får begyndt på noget, får det aldrig ende. “ „ Ja der er noget ved alting og noget at betænke både hist og her. Men talte han ikke om mørketårnet, Inger? Mig tykkes, “ vedblev Tue og brsd ud i en tåbelig fnisen, „ at han nævnede noget sådant. Du skulle have spurgt ham om, hvor det mørketårn er, for nu har jeg de hundrede gange gået ind og ud i kongsgården og det både ved dag og nat, men jeg har, ikke set det, siden det brændte, og det er da over sire år siden. Der er noget at betænke både hist og her — det skulle du have sagt ham, Inger! “ Knse — bnssemand ( deraf: kyse ). Kongsbrvdcns fostersøn. 2 nede på gaden kom en rytter dem forbi og red i stærk trav ind på kongsgården. „ Kendte du ham? “ spurgte Sakse Erik. „ Var det ikke Ingvar kvejse? “ „ Jv, jo, “ svarede mor Inger. „ Det var Ingvar ubbesøn på harrested. Kvejse kalde de ham, fordi han er så gusten og svang. “ „ Han skal være fosterfaders mededsmand, “ sagde Erik. „ Jgår skikkede han os bud, af han skulle nok give møde til rette tid, men vi måtte ej heller vente ham før. Gud skal vide, hvad han har travlt med i denne tid? “ „ Ja derom må du vel spørge, erikragnvaldsøn, “ Sagde mor Inger; „ men det fortæller han næppelig til ret mange. Det skal hedde, af han er syg og må holde sengen for det meste; hvem, der ikke har lyst til af tro derpå, kan vel lade være. “ „ Hans udseende vidner ikke derimod, “ bemærkede Sakse. „ Men kanske kommer det af harme over, af Sven Eriksøn måtte fly riget. — nå Erik! Skulle vi så gå og høre, hvad det er for sager, der hist oppe bæres frem? “ „ Et ord endnu, “ sagde mor jnger med blid røst. „ Min lille Sigrid — lider hun vel? “ „ Overmande, “ svarede Erik. „ Hun er en guds engel i jordisk klædebon. Held den ungersvend, der fæster hende til brud! Hun var ikkun to vintre gammel, da jeg fra saltø kom til vindinge som fadeburskvinde, og jeg var der i trends år kvejse — feber. til ende. Å gud, hvor var i to søde børn, om jeg må sige det: lille Sakse på saltø og lille Sigrid på vindinge. Og når så styrismandens kom over til os i højtiden, og i dansede sammen ude i stegerset for os tjenestekvinder, tog hinanden om halsen og kyssedes! Gja, eja! Det var en skønne tid — jeg var jo også bed ungdommen den gang, og derfor glemmer jeg aldrig he to kære børn, enddog de nu er blevne store og fornemme. — men hør engang Erik ragnvaldssn, “ vedblev den gamle fiffigt og blinkede med de grå øjne; „ kunne der ikke endnu blive et brudepar af dem? Å, gud fader! Jeg plumper så tosset ud med det; men tag mig det ikke ilde op! Jeg ved hartad ingen, der har været mig så kær som de to børn. “ „ Det bliver der nok, Inger! “ svarede Erik muntert og tog Sakse under armen for at gå. „ De er allerede godt på vej. “ — „ Du kender altså ikke Ingvar kvejse, “ sagde Sakse, idet de langsomt drev op ad tinghøjen til. „ I ere dog frænder på en måde. “ „ Ja, han er på msdreneside af fremtandsætten; men det er først i den senere tid, at han har nærmet sig sin slægt. Asmund tjente stedse Knud mogenspn og han Sven Eriksøn, så du kan vel vide, hvad venskab de to kunne holde med hinanden. Det sidste jeg så Ingvar — det er nu fire år siden — var i roskild ved et møde mellem kongerne. Han stod alt dengang højt i Sven Eriksøns gunst, og jeg var nylig fæstet i tjeneste hos kong Knud, få mig agtede han kun for en dreng. Men nu mener man, at han endelig har opgivet Sven Eriksøns sag, og at det er hans agt at søge tjeneste hos en af vore konger. I løbet af sommeren har han hyppig gæstet Lundestad, også kommer han nu til vestentorp og Fuglebjerg, hvilket alt tyder på et omslag. Som du ved, havde vi ventet ham i affes tilligemed de andre mededsmænd, men i stedet for at komme selv, skikkede han ordsending. Fosterfader lader til at hue ham vel; dog bæres det ham stundom for, som om han ikke ret kan blive klog på ham. “ „ Det er, hvad jeg stedse har hørt om Ingvar: ingen kan blive klog på ham, og just derfor har han aldrig huet mig efter det lidet, jeg af andres omtale kender ham. “ „ Men vi vide dog, at de sidste år, Sven var konge, stod Ingvar ham ved siden som en af hans mest betroede mænd. “ „ Alan vil mene, at det ikke var til Svens bedste. “ „ Ja man vil mene —. Hvad er det andet end nid og avind? Når en mand rager op over mængden, kunne de alle se fejl på ham; men jeg har hørt dem, der ellers ikke vare Ingvar ubbesøns venner, kende ham for Sjællands kyndigste og rådsnilleste mand. “ „ Det siger meget, “ svarede Sakse. „ Men det siger også meget at have siddet på kongens højre side i målsfuen og det, før man er fyldt de tredive år. “ „ Deri giver jeg dig ret; ingen af os når dertil. Asmund Bryde kom de to unge kongsmænd i møde. „ Nå, jeg ville just ned for at spørge efter Ingvar; men der tømmer han, ser jeg. —han trækker tiden ud. “ Målestue — talestue, lønkammer. „ Når skal vor sag for? “ spurgte Erik. „ Den er næst i rækken. For tiden kives de om et gærde, og det lader ikke til at få nogen ende. Var jeg Peder sunesøn, fik de ikke lov til at være slet så hvjmælte. “ „ Har du “ set noget til bonden? “ „ De er mødte for længst både han og sønnen, og jeg skønner ret, have de et par mænd med sig. Det skulle moro mig, om de agte at nævne vidner. Knøsen bryster sig overvættes og sender af og til gramme blikke til vore folk. “ Ingvar ubbesøn kom op over Marken: tynd, gusten, lyshåret. Han var iført en snever sort dragt og bar en mørkeblå klædeskappe hængende over den venstre arm. „ Tilgiv, frænde! “ sagde han og gav Asmund håndo “, „ at jeg kommer noget sent, enddog jeg red herhid het snareste, jeg kunne. Det var ilde, om i have måttet vente på mig. “ » Ingenlunde! Du kommer just til rette tid. — ved ikke, om du kender disse unge ntænd? Sakse Haraldsøn fra saltø og min fostersøn Erik ragnvaldsøn. “ Ingvar gav dem hånden. „ Vi skulle ret snart indhente det forsømte, håber fog- jøvrigt, “ vendte han sig til Erik, „ er det ikke første gong, vi se hinanden, skønt jeg ærligt vil tilstå, jeg kendte dig ikke. Ej, ej! det må være dette sorte sfjwg over munden — det er kommen i mellemtiden, tror jeg. “ „ Rimeligt nok. Det er også fire år siden, vi sås, Ingvar ubbeføn. “ „ Fire år siden — ak, det var i mine velmagtsdage, “ Svarede Ingvar og trak spottende på mundvigen. „ Det lakker vel ad tiden, vi skulle samles, “ sagde Asmnnd. „ Ja du kender jo til sagen, du skal sværge i, Ingvar. “ „ Nej, ved alle helgene! Ikke det mindste, “ lo Ingvar. „ Kun det har jeg hørt, af du har høstet rug på en anden mands ager. “ „ Er du galen! “ råbte Asmnnd. „ Det var da vitterligt nok ham, der ville høste på min. “ „ Kan også være — i virkeligheden kommer det mig ikke ved. Vi mededsmænd skulle jo ikke bekræfte din ret eller dine ord, men blot vidne, af vi anse dig for en hæderlig Dannemand, hvis fremstilling af sagen der følgelig er al grund til af stole på og dømme efter. “ Ingvar havde en ejendommelig tør, klar stemme og blandede oste sin tale med latter. Derved gik et ideligt skiftende spil over mund og kinder med tilsløret spot og drillende skæmt i alle kroge, men forunderlig behersket af de forskende gråblå øjne, som hvilede koldt og roligt derover. „ Nå, hvordan står det til ved hove? “ spurgte han derefter vendt til Erik, idet de alle fulgtes ad op til tinghøjen, som var tæt omgiven med en bred kreds af mennesker. „ Det står vel til ved hove, “ svarede Erik. „ Kun vente vi på dig. “ „ Vente i på mig? “ spurgte Ingvar og tø. „ Så nng du er, har du døg indlagt dig så megen hæder i Sven Eriksøns tjeneste, af man nok bed høve kan vente på dig og savne dit Skjold i hirdsfnen. “ Ingvar bukkede let. „ Så du tror virkelig, af man ved hove kunne have brug for et fugleskræmsel? Anden tjeneste tør jeg næppe påtage mig med den helsen, jeg for tiden har. “ „ Ingvar ubbeføn er vidt fremme i beskedenhed som i alt andet, “ bemærkede Sakse. „ Men hvad mener du, l^rif — vi skulle vel tænke på hjemfærden, efter hvad vi ved davren blev enige om. “ „ Jeg er rede, når du vil, “ svarede Erik. „ I kunne da først høre udfaldet af vor sag, “ Mente Asmnnd. „ Det kan ikke vare længe, før den kommer for. “ „ Det udfald kende vi forud, “ svarede Sakse. „ I ere mænd nok til at vinde den, og vejen til antvorskov er lang. “ „ Er kong Valdemar på antvorskov? “ spurgte Ingvar. „ Begge kongerne er der, “ svarede Erik. „ Det er kong Valdemars fædrenegods, og de holde jagt i skovene der omkring i disse dage. Dog rejse de alt i morgen tilbage til Ringsted, fortalte en af vore stalbrødre Jakob eskilsøn, som vi talte med i Morges inde i kongsgården. Han har haft to dages orlov og agter at gøre os følgeskab, når vi ride. “ „ Ja jeg vil ikke holde jer tilbage, “ sagde Asmnnd, „ når i selv finder, af det er tid; men lad os få følges ad op til vore frænder, dem i vel nok ville tage afsked med først. De stå ovre på den anden side indenfor tingstokkene. “ Sakse og Asmnnd banede sig vej gennem trængselen; Ingvar blev stående et øjeblik for af kaste sin kappe over skuldrene. Imens så han sorskende på Erik, som ventede på ham. „ Jeg er kuldskær som en munk, “ Erik ragnvaldsøn! — hvor længe have i haft orlov! “ „ Fjorten dage. “ „ For en ulykke! Det kan harme mig, af jeg ikke vidste deraf. Og ' du kunne ikke finde vej til harresfed? “ „ Jeg turde ikke regne på, af du skøttede om mit ringe selskab, Ingvar ubbesøn! “ svarede Erik og følteet hæderens velbefindende. „ Vi have jo ikke kendt stort til hinanden? “ „ Skylden er min; men herefter skal det være din, om vi ikke lære det. Jeg tror, vi ville begge

1877_Bondesen_StyrismandenOgHansBrud

Ingvor

Ingvor

Bondesen

Henning Fox

Styrismanden Og Hans Brud

male

male

dk

Bondesen

Styrismanden Og Hans Brud

Bondesen

Styrismanden og hans Brud

En Fortælling fra det tolvte Aarhundrede

n

gothic

Reitzel

KB

Nogle ord er ikke læselige i txt

nan

nan

O

Første kapitel. På den sydlige kyst af Sjælland, der hvor ladepladsen Bisserup nu er beliggende, lå i fordnms tid en lille købstad ved navn hvirvilshavn. Forlængst er den slettet ud af de danske købstæders tal, og det er vel endog kun de færreste, der vide, at den har været; al sin tid synes den at have ført en såre beskeden tilværelse, og historien ved så godt som intet at melde om den. Dog, den glimrende valdemarstid, i hvis blændende våben-solglans vi se købstæder spire srem alle vegne, snart i ly af en mægtig ridderborg, snart som en uhyre udenomslejlighed for et fremblomstrende herreklofter, kaster også en lille stråle over den nu forglemte by; vi høre just da om hvirvilshavn, at den var en meget besøgt handelsplads, og vi finde endog en Borg anlagt i dens nærhed for at værne den mod de vendiske fribyttere. Men fra nu af forstummer al efterretning om byen, og man kender intet til dens senere skæbne. Sandsynligvis er den snart efter gået til grunde, måske tilligemed dens Borg plyndret og brændt i de påfølgende urolige tider, måske langsomt trykket til døde af det nære Næstved, der ved sit støre Opland, rige benediktinerkloster og milevide afstand fra den farlige kyst var så meget gunstigere stillet og netøp på denne tid skød frem i sin fejreste blomstring. Fattig og ringe så hvirvilshavn ud til hver en tid. Langs den lille bugt, som dannede havnen, lå i halvkreds dens lave fiskerhuse og småbol, for største delen nogle hytter uden skorstene og vinduer, med klinede lervægge under et rør- eller barktag og så skrøbeligt opførte, at de i stormvejr måtte tøjres ved lange reb, der fra mønningen fpændtes ud til begge sider og ved pæle fastgjordes i jorden. Det vide rum mellem disse våninger var optaget af stald- og brændeskure, møddinger, kål- og humlehaver, og der imellem snoede sig byens eneste ubrolagte og snevre gade, som oftest sølet og fuld af fmå vandhuller, livligt befærdet af grise, gæs og rappende andeslokke. Omtrent i midten af gaden afbrødes den sydlige husrække ved en bred og kort vej, der førte ned til stranden, og lige over for denne, noget tilbagerykket mød skøven, der med så afbrydelser strakte sig langs den hele kyst, så man en vældig firkant af høje jordvolde hæve sig omgiven af brede borggrave. Voldens yderside var garneret af nedrammede for øven tilspidsede træstammer, der således dannede en Art palisadering og desuden tjente til at forhindre jordens nedskriden. Over vøldkammen så man på kryds og tværs lange tagmønninger og brede gavlspidser rage op; en dæmning over graven ud for den omtalte strandvej førte fra gaden ind til et gennembrud i volden, i hvilket en mægtig port af jernbeslagne planker lukkede for borgen. Det var det gamle høvdingesæde Hovgård, på den tid, vor fortælling tager sin begyndelse, ejet af købmanden Jon esgesøn. En vårfrisk og solkar eftermiddag i April 1129 kom en enlig rytterske øst fra og red i stærkt trav op ad den krogede gade. Da hun havde nået dæmningen, over hvilken vejen til borgen førte, drejede hun hesten did — et øjeblik spejlede en fuxerød ganger, en blå kvindekåbe og et flagrende slør sig i det stille vand — i det næste forsvandt alt gennem den åbenstående port; hestehovene klang imod stenbroen, et par store hunde sprang frem med en heftig, vedholdende gøen, og genlyden sløj fra væg til væg derinde og gjaldede stærkt mellem de mange bygninger. Ved samme tid sad i den såkaldte dynge eller kvindestue Jon esgesøns hustru Fru Mette i en magelig armstol tilbagelænet med hænderne i skødet og lukkede øjne som for at blunde lidt. Hun var en lille træt og sammensunken skikkelse med blege træk og magre kinder — en blålig, tungsindig skygge lå omkring de indfaldne tindinger og nu sænkede øjelåg, medens den mørkfarvede husdragt, hun bar, end mere forhøjede det spinkle og uanseelige ydre. Lidt længere frem i det rummelige værelse stod hendes syttenårige datter Thora, hendes eneste barn, i færd med at slynge snore. Hun var højere end møderen, men havde ellers megen lighed med hende. Sit arbejde havde hun fastgjort ved en jernkrog øverst oppe i det egetræs væverlad, foran hvilket hun stod. Der var tavshed i stuen; lyst og stille skinnede solen ind ad de åbentstående glugger, og kun den sagte smækken af de kølleformede benspoler, der under slyngningen ideligt stødte mod hverandre, var den 1 * eneste hørlige lyd i stilheden, indtil denne pludseligt afbrødes ved de klaprende hovslag og den stærke hundeglam, som rytterskens ankomst forårsagede. Fru Mette åbnede sine øjne og rettede sig i sædet. „ Mon de komme allerede? Det kan dog aldrig være muligt? “ udbrød hun næsten forskrækket. „ Se engang ud, Thora! “ Thora forlod sit arbejde, åbnede døren og trådte ud i forstuen. Ryttersken var stegen af hesten nede ved staldene, hvor hun havde kastet tøjlen til en gårdsvend, og kom nu med hurtige trin og rank holdning op over gårdspladsen, medens Thora med et ansigt, der lyste af glad overraskelse, ilede hende i møde. „ Men goddag, Malfrid! Er det virkelig også dig? “ „ Goddag, thoralille! Jo, det er virkelig mig, “ Råbte den fremmede, en høj og statelig ungmø, hvorpå hun slog sin arm om Thoras midie og gik med hende således op imod stuen. „ Hvorledes står det til her? Lide i vel, alle tilhobe? “ „ Jo tak, alt er ved det gamle. Hvor det var smukt af dig, at du dog endelig engang fandt på at gæste Hovgård. “ „ Min gud! Malfrid! “ udbrød nu hustruen og kom dem i aløde i forstuen. „ Tor jeg tro mine øjne! Tusind velkommen, kære! “ Hun kyssede den unge pige og førte hende ind, medens Thora løb over til madburet for at hente forfriskninger til den nysankomne. „ Her er jo heller ingen, “ sagdemalfrid og så sig om i den store kvindestue. „ Have i da givet alle eders folk orlov, kære farsøster? Ikke en huskarl var at se nede omkring ved udeburene, og det tog sig ud som et blot lykkeligt tilfælde, at det behagede en søvnig træl at stikke næsen så meget frem bag staldhjørnet, at jeg kunne få ham vinket til mig for at tage mod hesten. Her plejer da ellers at være guds velsignelse af folk både ude og inde, tykkes mig. “ „ Så du ved ikke, at kongen er i jælinge og holder ting i disse dage; her er vist næppe en fribåren mand hjemme på gården, og kvinderne er nok ovre i ildhuset nu. Vi vente mange gæster, skal du vide, og have haft dygtig travlt. Thora og jeg vare lige blevne færdige i adelstuen med at tjelde og smykke op, som du kom; men jeg duer ikke mere til sådan at løbe om; jeg- bliver så grumme træt, “ klagede den lille husfrue og lød sig atter synke ned på sin stol. „ Så er vel din husbond også til tinge, farsøster? “ „ Ak ja. Han red derhen med tre stod heste og de fleste af vore huskarle; det er nu fem døgn siden, jeg så ham; men i formiddags kom nogle af karlene tilbage med ti heste, som den sønderjyske hertug havde købt af Jon; de skulle blive her i nat for i morgen tidlig tilligemed hertugen, og hvem han ellers har med sig, at sættes over til smålandene. Hestene skulle nok være en gave til hans Broder ejdanejarlen, talte karlene om; men i ethvert tilfælde komme de her i aften ildhuset — køkken og dagligstue. — el stod — et antal af tolv ( om heste ). alle mand for at drikke lidkøb. Vi have rigtignok fået — — “ „ Kommer hertugen med? Kommer hertug Knud her i dag, farsøster? “ afbrød Malfrid hurtigt og trådte uvilkårligt et skridt nærmere. „ Det blev i det mindste meldt os, og vi have rigtignok fået lemmerne rørt, kan du tro. “ „ Men det er jo mageløst, og så at jeg just skulle komme her i dag! Kan du tænke dig, farsøster! jeg har endnu aldrig set hertugen, og jeg beundrer ham, elsker ham, forguder ham, denne tapre, højsindede wdling — knnd Lavard, som man kalder ham, “ udbrød den høje pige sværmerisk og strakte med foldede hænder armene ud for sig. „ Men kære barn, “ sagde Fru Mette smilende; „ Dine øjne stråle, og du bliver jo ganske rød, som var det din fæstemand, vi ventede, og ikke en fremmed,. Dig uvedkommende mand, som du aldrig har set. „ Fy, Fru Mette! Kalder du vort lands største mand fremmed og os uvedkommende! han, som er hele folkets fremtidshåb, den eneste, for hvis klinge vore fjender ræddes, den eneste, som endnu fører værge for lands lov og ret! Men jeg står da heller ikke ene med min hyldest, vecd jeg; thi det er vel ikke forblevet dig uvitterligt, farsøsfer, at de hedenske øbotriter, hvis fylkinger han så ofte har adsplittet og sønderhugget, nu have kåret ham fil deres konge; de vidste ingen at finde blandt deres egne høvdingbårne mænd, som de hellere ville give styret fil, og du har vel også hørt, Lavard — herre. hvad hans bitre fjende, den gamle øbotriterkonge, engang bevæget udbrød øm ham: ve dig, Danmark, når du mister ham! Vi have sandelig ikke mange ætstore mænd nu fil dags, som kunne friste fil beundring, men desto flere, der leve fædrelandet fil skam og skændsel. Hører man nogensinde en eneste stordåd øvet? Udrette vore adelbårne mænd noget fil gavn og hæder for folket, for landet, for korset? At bede en værgeløs hind og ride om kap fra det ene drikkelag til det andet det er nu de bedste idrætter, man ved af melde om, og de værste — ja gud fri os for af tænke sandt alt, hvad der fortælles. Jammerligt og elendigt er det hele, farsøster! “ Sluttede den stolte pige og kastede harmfuldt med den hvide nakke. „ Visselig må vi takke gud Herren for Knud Eriksen i denne dårlige og syndesulde tid, “ svarede Fru Mette sindigt og alvorligt. „ Det er noget, jeg godt ved, og noget, jeg hører alle sige. Siden han blev vor landeværnsmand have vi jo også været fri for disse skrækkelige plyndringer på vore kyster, hvorom der tidligere altid gik rygter fra nær og fjern; selv til os, der dog ligge så langt fra hans jarledømme, er det nu sjældent, af en enkelt dristig strandhugsmand vover sig op, og vore urolige kongesønner, om hvilke vi høre så meget ondt, holder han nok også i tømme; han skal ikke være bange for af tale deur til rette med hånden på sit sværdfæste, når de true med af gøre det alt for galt. “ „ Nå, ser du det, farsøster! Kan det så undre dig, af jeg af hele min sjæl elsker og højagter denne hædersmand? Hvilken modsætning til hans Broder Harald, der bygger sig en Borg lige udenfor kongestadens mure og ikke blues ved at gøre natlige plyndringstog imod byen, oversalde fredelige håndværkere og købmænd og ved en flok trælle røve, hvad de i deres ansigts sved have erhvervet. Kan man tænke sig det muligt? Kan man forstå, at ikke et sværd tekkes as skeden for at tngte de niddinger? Skam få slig ussel konge, vi har! “ „ Kongen er gammel, Malfrid! En fredsæl og sagtmodig herre har han alle sine dage været. Tiden er ond, gram og tøjlesløs; — ja kong Niels måtte ønske, han var vel ude af den. “ „ Det ønsker jeg ved den højeste gnd tillige, “ ndbrød Malfrid ivrigt og med lune. „ Var han kun vel ude af tiden og hertug Knud vor konge, så skulle vi snart spørge andre tidender. “ „ Ere i allerede komne ind på statssager, “ spurgte Thora, der i dette øjeblik kom ind med forfriskninger til gæsten, hvilke hun havde hentet ovre i madbnret og nu satte frem på det store, runde egebord. Malfrid nikkede til svar og tog sæde overfor hustruen på en af de højryggede armstole, der tunge og klodsede i formen men med polstrede hynder støde omkring bordet, og gav sig straks i lag med jsferkagerne og de flade honninglever, medens Fru Mette selv kredentsede det sølvrandede valbirks drikkebæger og derefter rakte det til sin broderdatter. „ Er det så afgjort, at Knud hertug bliver konge, når Niels dør? “ bemærkede Thora med et smil og tog atter fat på sin slynge. „ Hvem ellers vel? “ spurgte Malfrid brat og drejede sig hurtigt om mod den tvivlende. „ Hvo af de andre kongesønner, tror du, vil kunne samle så stort et parti som han. Den tykke, fordrukne Harald kesje får ikke mange stemmer, og esdanejarlen tager ikke mod valg. Hagen ubbesøn ved man intet godt om, og Henrik skatelår ved man kun idet ondt om. Så er der tilbage Mogens Nielsøn; han vil vistnok så et stort parti for sig navnlig blandt jyderne, men det vil alligevel ikke forslå. “ „ Kan være du har ret, frænke! “ svarede Thora; „ jeg bekymrer mig kun lidet om den slags ting og forstår mig ikke derpå. Der bliver vel heller ikke, når den tid kommer, taget hensyn til din eller min mening; men lad os nu tale om noget andet: lægger du ikke mærke til, hvor smuk vor dynge er bleven, siden du var her sidst? Loft over det hele rum, skorsten på fire murede piller midt ned i stuen, røde tilgstene i stedet for det sorte, revnede lergulv — har du det bedre i din adelstue kanske? “ „ Ak nej, det er så langtfra? Men strand ligner også mere en gammel vikingerede end noget andet. Her må nu være lunt og godt om vinteren. “ „ Ja det er en velsignet indretning disse skorstene, “ Sagde Fru Mette og så taknemmeligt op og ned ad den store, grimme skorsten, på hvis Arne der efter gammel skik brændte et anseeligt bål både sommer og vinter. „ Førhen sad vi altid med vore Tene ovre i ildhuset i den kolde tid; vi spandt om vinteren og vævede om sommeren, thi vore væve måtte vi naturligvis lade blive her; nu derimod kunne vi bære os ad, som vi ville. Tilgstene — gulvfliser. her sidde vi året rundt, her sove vi, og holde karlene drikkelag hist ovre, angår det ikke os; vi kunne gå i seng, når vi blive søvnige. “ „ Men endnu mangler du en ting, farsøster! “ Sagde malfrid- „ Du må have glar i dine vindøjer i stedet for det gule, skrumpne blæreskind. I skulle blot se en Borg, Peder thorstensøn har bygget sidste sommer; ja den er vel langtfra færdig endnu. Hans frne Cæcilie er en hvidedatter, og altså var hun og min moder søskendebarn. Da vi drak arveøl efter moder, vare de med bådc Peder og hun, som i kanske mindes. Cæcilie indbød mig da til at besøge dem på deres gård, og jeg har nu været der den meste vinter. Endnu bo de i den gamle bjælkekiste; men den ny bygning er af sten fra øverst til nederst, om det så er taget. Bygmestrene ere fra saxland, og borgen er indrettet på udenlandsk vis. Det er ikke som i vore gammeldags gårde, at hver stue er en bygning for sig; her er det et stort hus med mange rnm og afdelinger. Ej heller går man ind ad en dør i gavlen som i vore sædvanlige huse; men døren er midt på langsiden, og den fører ind til en fliselagt forsat. Til venstre er der så en mægtig hal; til højre er der fruerstue, som det nu hedder, jomsrubur, målstue, sovestue — og overalt vindøjer af det grønneste glar. “ „ Ja det er forfærdeligt, så øverdådigheden tager til, “ sakkede hustruen og rystede på hovedet. „ I min barndom kendte vi kun de gamle, mørke røgstuer uden loft og uden skorstene, med arnestedet midt på det målstue — talestue, lønkammer. fugtige lergulv, ljoren oppe i rygningen og drypsod ned fra bjælken i umagsvejr. Nylig have vi fået høje skorstene, malede lofter og sliselagte gulve, men ikke nok dermed — nu skulle husene være as sten og vindøjerne as glar endog; håndværkere strømme herind fra alle lande, og hver arbejder på sin vis; da jeg var ung, kendte vi kun smeden, og ved hans hjælp gjorde vi selv vore huse og Møller, vort bohave og vore redskaber. Han kunne dreje bægre, lyseklove, tavlbrikker, gøre kostelige smykker og alt, hvad vi ellers behøvede. Ja det er visselig en forunderlig tid, vi leve i. “ „ Men det er tillige en dejlig tid, “ udbrød Malfrid med varme; „ thi midt i al dens jammerlighed er den rig på store forjættelser. Du skal se, farsøster, når vi få et andet styre, hvorledes ny kræfter på alle livets områder ville mylre frem, og en genfødelsens tid oprinde med heltedåd og våbengny og skaldesang, så det skal høres og spørges til Roma og jorsal. Gud være lovet, af vi er ude over den tid, du taler om, farsøster, med dens skumle, sodede røgstuer og sorte fåreskindspelse. O det er fagert af være ung og så vide, af man går en stor tid i møde, der vil bære endnu større undere frem, end nogen af os måske aner. “ „ Kalder du det genfødelse af bygge borge af sten og pryde dem med glarøjer? Sligt er snarere forfængelighedens mærke. “ „ Sig ikke det, farsøster! Tro hellere, af det er kraftens og højhedens mærke, som den fremrykkende ljoren — rsghullet. — lysellove — lysestager. størdådstid alt nu holder frem. Den kan ikke trække i fåreskindspelsen og bo i røgstuer; den må skabe sig lufter ny, støre og herlige skjønhedsformer. — det er kærlighed til land og hjem, der gør helten stør; men denne kærlighed kommer deraf, af han ved, af det intet steds på jørden er fagrere af leve/ ' „ Herre gud, “ afbrød Thøra den begejstrede frænke; „ hvørfør skulle i nu hele tiden tale om sådanne ting, søm jeg ikke førstår mig nøget på. Hvør kan dog nogen vide, enten tiden bliver god eller ond, stør ellerlille! Det er en kedelig, højtravende snak. Sig mig hellere, Malfrid, hvørledes det egentlig går til, af du ømfider er tømmen her til høvgård. Det er nu tre viutre siden, du sidst besøgte os. “ „ Ja, ja, “ undskyldte Fru Mette; „ Malfrid har havt andet af tænke på. Hendes møder lå stadig til sengs i tø år, inden hun døde; så kom begravelsen— “ „ Øg så kom Peder thørstensøns indbydelse, “ fortsatte Thora, stedse ved slyngen og med ryggen vendt imod de andre. „ Men havde det ikke været rimeligere — “ „ Skal jeg sige dig nøget, søde thoralillc! “ udbrød Malfrid, sprang muntert op og slog bagfra armene om sin frænkes liv. „ Det kan fåmæn være, af jeg ikke var kommen en stund endnu, hvis ikke min gamle noglekvinde havde fået mig afsted og jaget mig i fredløshed for en tåbelig streg, jeg havde begåct. Hele gårdens mandlige besætning ledsagede mig fuldt væbnet de fire første mil, af jeg ikke skulle blive børtført under vejs. “ „ Så sige vi den tåbelige streg så mange tak, “ Sagde Thøra smilende, bøjede høvedet på skrå opad og rakte fin lille, spidse mund frem til et Kys. „ Men hvad havde du da gjort, barnlille? “ spurgte Fru Mette halv forskrækket og så uroligt op på hende. „ Ja, jeg ved ikke, om jeg kan være bekendt at fortælle historien, “ svarede Malfrid leende; „ men den er vel allerede over det halve land, så i få den dog snart at høre andet steds fra. Ser i, det var denne før omtalte stimand prins Harald — han har nu i nogen tid beæret vort herred med fin nærværelse og tilligemed sin gode ven og frænde Henrik skatelår opholdt sig på kongsgården asdal for jagtens skyld. Det er imidlertid ikke altid hjort og då, de herrer bede; til afveksling strejfe de om i egnen på eventyr, drikke, røve og øve alskens voldshandlinger. Så anden påskedag vare de da ved en eller anden mærkelig hændelse komne til højmesse i vor kirke med et temmelig stort følge; de allerfleste og især prins Henrik vare højrøstede og øllede; under psaltersangen gryntede han stumper af visen om Germer gladensvend, og engang imellem hørte vi ømkvædet: „ Så flyver han over den rin “. Udenfor kirkedøren kommer denne dannesvend hen til mig for at hjælpe mig til hest. Først så jeg rigtig arrigt på ham, og dernæst gav jeg ham et godt puf for brystet, så han tumlede tilbage mod sine kammerater. Jeg hørte deres latter og tilråb, medens jeg satte afsted, alt hvad hesten kunne løbe. Men tænk eder få min skræk, da jeg tvende dage efter går til aftensang kun ledsaget af min Terne, og han møder mig på stien foran kirken, denne gang ædru og alene, men desto mere uhøvisk og påtrængende. I min fortvivlelse siger jeg til ham: vent til efter gudstjenesten, så må dn følge mig hjem, hvorpå jeg smutter fra ham og iler op i kirken. Nå, tiderne læses, og alt går søm ellers; men imidlertid bytter jeg slør og kåbe med ternen, hvilket så meget lettere lød sig udføre, som belysningen i vør kirke er tarvelig nok og stolene temmelig høje. Da så vso zratias er sunget og gudstjenesten endt, lader jeg hende gå først ud og følger selv ydmyg og sjokkende efter med krøgede knæ, thi hun er næppe så høj søm jeg. Prinsen står i våbenhuset; han værdiger ikke mig et blik, men har øjnene ufravendt fæstede på ternen, der går stind og strunk søm en drønning. Da vi komme ind på stien, trykker han nrig et guldstykke i hånden og vinker, at jeg skal forsvinde. Det lader jeg mig ikke sige to gange; jeg bøjer straks af fra stien og stolprer skråt op øver Marken, det bedste jeg kan, medens han i salig henrykkelse byder tøsen sin arm og humper afsted med hende så hall, søm han er. Jeg kunne ikke undlade engang imellem at skøtte øm efter parret, og der var heller ingen fare for, at han skulle give sig af med at se efter mig; dertil havde han altfør travlt — først med at klemme et svar ud af hende, dernæst med at få sløret til side. Men nej! hun gik søm en pind: tavs, ubevægelig, ubønhørlig — det var kvstelig at se. Kom her, Thøra! “ vedblev hun, greb sin frænkes arm og drog hende med sig op og ned ad gulvet, medens hun videre udmalede enkelte træk af sit billede og i lystig øvergivenhed snart gav prinsens snart ternens rolle. „ Barn, barn, “ udbrød Fru Mette ængstelig; „ hold nu op! Det er ikke til at le ad, skønt man ikke kan stind — stiv. lade være. Det var visselig en farlig spøg. Hvordan endte den dog? “ „ Drøveligt nok for den brave kongesøn. Da jeg var nogenlunde i sikkerhed, blev ternen mindre nimodståelig, og omsider fik han lov til at løfte sløret en smule. Hvad ville jeg ikke give for at have set hans ansigt i hint øjeblik! Han fløj naturligvis tilbage lig en spændt fjeder, der slippes løs, og stirrede som et vildt dyr om sig med tanken på et ufatteligt kogleri. Endelig blev sammenhængen ham klar; han udstødte de frygteligste eder og trusler, drog sit sværd, stak det i skeden igen og ser omsider i fuldt løb op øver Marken før øm muligt endnu at indhente mig, medens ternen skyndte sig ad stien hjem det bedste, hun kunne. “ „ Men se nu også rigtig på hende, lille moder! “ Sagde Thora og lagde sin venstre arm om hendes Hals, medens hun med højre hånd klappede de friske, fyldige kinder. „ Sådanne smilehuller, sådanne små, skinnende tænder — — “ „ Thora dog! “ råbte Malfrid rødmende og rystede den lille smigrersfe. „ — og sådan en Hals, “ vedblev denne kæmpende og lød sine fingre pludseligt løbe kildrende hen øver Malfrids høje, hvide Hals. „ Var jeg prins, ville jeg øgså elske dig og løbe efter dig. “ „ Han nåde dig dog ikke, Malfrid? “ spurgte den lille husfrue med alle træk fulde af alvorlig bekymring. „ Nej, nej! Jeg var for længst i sikkerhed; men gamle Bodil, der altid stirrer ud i en fremtid så sort som natten og ser den opfyldt af allehånde gådefulde ulykker, mente, at den historie gerne kunne have farlige følger, og gav sig hverken rist eller ro, før hun fik mig afsted. — se således gik det til, at jeg denne gang kom til Hovgård; for jeg nu bede om herberg her før i sommer? “ „ Hele sommeren! “ udbrød Thora glad. „ Kors! Er det virkelig dit alvor? “ „ Hvis du vil dele din slemme med mig, og farsoster ikke har noget derimod. “ „ Noget derimod — hvad skulle det vel være? Det er jo som lutter solskin at få dig til huset. Men nu mener jeg, i skulle gå ind i jert rum og fe til at komme i stadsen; vi kunne ikke vide, om de måske komme tidlig fra tinget. Hvor er dit tøj, kære Malfrid? “ „ Jeg bad skjævben nede i gården om at bære det op, “ svarede Malfrid og åbnede døren ud til forstuen. „ Her ligger det. “ Hun tog den sælskinds rejsesæk, bar den ind i stuen og fulgte efter Thora. „ Men sig mig døg, “ udbrød hun pludselig og vendte sig mod Fru Mette; „ hvorledes lever farsoster Gyrithe og Kirsten? Dem har jeg jo endnu ikke set noget til. “ „ Hell vel, “ svarede hustruen. „ De er begge to forlængst i stiveste stads og, så vidt jeg ved, ovre i adelstucn. Skynd jer nu, børn! “ Kvindestnen på Hovgård var som alle de øvrige huse, der hørte til borgen, opført af horizontale bjælkeskcmme — et lille Kammer. lag, på den indvendige side beklædte med panel. Efter længden var rummet delt i en bredere og smallere aflang firkant, hvilken sidste igen ved tværvægge var adskilt i flere småceller, der tjente til sovekamre for kvinderne og egentlig kun vare at betragte som et slags rummelige alkover. Fra hver af disse fåkaldte slemmer førte en dør ud til den egentlige dynge, hvis anden længdevæg var optagen af vævene. Midt i stuen stod den store skorsten med sin lave Arne og optog største delen af det tilbageværende fri rum i vreden. Mellem skorstenen og indgangsdøren var det føromtalte runde bord med stole omkring; på den anden side under gavlvæggens glugger stod sømmebordet. Thora lukkede døren til sin skemme op og gik ind fulgt af Malfrid. Det var et lille, hyggeligt rum, kosteligt udstyret efter den tids måde. Væggene vare fra loft til gulv dækkede af rød- og blåstavede vadmelstapeter; til højre stod sengen med dragehoveder på stolperne og udskåret løvværk langs siden, et højrødt silketæppe med fryndser om skjulte de bløde bolstre; til venstre var et lille alter, hvorpå stod tvende vokslys i høje sølvstager foran et gyldent bronzebillede af den korsfæstede frelser. Under gluggen, som var lige over for døren, så man en stor egekiste med blanke metalbeslag, og den lille gulvfirkant mellem det her beskrevne bohave skjultes for største delen af et prægtigt, mørkebrunt bjørneskind foran sengen. Gennem det åbentstående vindøje, der vendte ud til en lille Rosenlund eller blomsterhave, som begrænsedes af dyngen, adelstavede — bredstribede. 2 huset og voldhjørnet, skinnede eftermiddagssolen ind; udenfor lå volden, høj og stille, med sit friske, grønne græstæppe, as hvilket de unge tusindfryd som små, hvide stjerner tittede frem, og længere tilbage ude i den klare, blå luft steg lærken op øver markerne og slag sine vårglade triller. „ Hvad synes tn øm min skemme, Malfrid? “ Spnrgte Thora og lukkede tøren. „ Den har også forbedret sig en del, siden du sidst stod her. Fader nægter mig intet, der kan tjene den til pryd, og den er den største i hele rækken. Farsøster Gyrithe stod længe på, at han skulle bygge et rigtigt jomfrubur til mig, men det vil han ikke; det er kun for jarledøtrc og kongebørn, siger han, og han er Bonde. Mig tykkes også, jeg ikke har behov at ønske det bedre. “ „ Nej, deri har du ret, “ svarede Malfrid og så sig om. „ Jeg ville selv inderligt ønske, at jeg havde sådan en lnn lille rede, hvor jeg nu og da kunne sidde ene med mine tanker; men gå og smykke op for mig selv har jeg ingen lyst til, og min gamle Bodil skal ikke opmuntre mig; thi hun har tydeligt nok en ren afsky for alt, hvad der er smnkt. Jeg er bange for, at du ville korse dig, Thora, hvis du kom til strand og så min lejlighed. “ „ Det må vist også være tungt og bedrøveligt at være så ensom, som du er det, når du er hjemme. Falder tiden dig ikke forfærdelig lang? Øg nu sidste vinter: de mørke, endeløse aftener, de kolde nætter, når det stormede, og hele den store østresalt bruste og var i ostrcsalt — østcrsoen. oprør! Uha! Jeg løb min vej, malsrid! Jeg turde ikke være der. “ „ Å, det var siet ikke så gyseligt. For det første var jeg en tid lang på besøg hos min frænke Cæcilie, hvilket jeg alt har fortalt dig; for det andet lider jeg ret godt at være eneherre over en hel gårds besætning, både den mandlige og kvindelige. De lange vinteraftener, som tykkes dig så forfærdelige, havde vi netop stor glæde af. Når nadveren var til ende, og ilden brændte muntert på arnen midt i stuen, medens alle luger vare lukkede for vinteren udenfor, så toge vi kvinder vore Tene, og karlene greb til deres håndsyssel: en flikkede på et seletøj, en anden flettede kurve, en tredje lavede lertøj og så fremdeles; men under vort arbejde lød sang og sagn. Alt, hvad vi vidste om storværk øvet af fædrene, forfatte og sang vi for hverandre og samtalte så indbyrdes derom siden. I slige timer følte vi ret levende, at vi vare en slægt, at heltenes hæder var fælles arv og eje, og at de gamle vel vare værd at slægte på i mange stykker. Ja derom trænge vi højlig til at mindes, Thora, i vor usle, vanslægtede tid; thi skal fjenden holdes nde, som hidtil dog endnu er sket, da må det hævdes, at det er hver mands pligt at stænge døren og værge vor tærskel. Men stormændene synes nu at ville indføre en ny sæd; de regne bondens sværd for intet og sige: Pas du din plov og røgt dit kvæg! vi skulle nok værne landet. Jo—o! vi have alt haft smukke prøver derpå, dersom vi skulle anse vore kongesønner for bannerførere. Nej skulle vi endnu engang blive, hvad vi fordum have været: en skræk for vore fjender og et mægtigt Skjold for 2 * vore venner, da må hver fribåren mand med i fylkingen, og der bliver ikke for mange. Atter og atter må han hente ny styrke for sin arm og kærlighed til sit land og sin ødet ved at mindes fædrenes størdåd, at han kan træde i deres fvdspor. Få vi først lært bonden, at hvad der ligger udenfor hans egen lille Arne ikke kommer ham ved, da vil han snart glemme det, der hidtil var hans bedste hæder, og bonden bliver træl. Men det ville blive landet til liden både — aldrig, aldrig må det ske! Se her har enhver dansk husmoder noget stork at virke for. Hun giver kost og klæder og pleje til sine karle og drenge, og vel netop derfor udøver hun hartad større åndeligt herredømme over dem end nogen anden. Hende er det, søm skal vække og ægge, feje ud al den sløvhed og træghed, der lægger sig øver folket; hun skal gnide blankt det gamle sværd, der nu står i krogen og ruster, give manden eller karlen det i hænde og sige ham, hvorledes hans fædre brugte det. “ Malsrid stød midt på bjørneskindet med sin rejsesæk i den venstre hånd; med den højre gestikulerede hun ivrigt, alt søm hun blev mere og mere varm. Thora sad på sin kiste og løste sine fletninger; hun syntes at være en temmelig ligegyldig tilhører og svarede sindigt: „ Du ser nu tiden fra en mørkere side end nys, tykkes mig; men hvi vil du tage dig den slags ting så nær '? Ja, det kan jo gerne være — det er vistnok smukt og rigtigt, måske; men jeg forsfår mig ikke derpå. Husmoderens hovedopgave må vel være at foresfå sit hus og alt, hvad dertil hører. Når hun gør det, så godt hun formår, kan hun ikke så lade det være mændenes sag at stride for landets hæder og lykke. Vi kvinder kunne jo ikke gøre det; vi mundhugges blot, “ tilføjede hun smilende. „ Ja det skulle vi tale nærmere om en anden gang, “ Sagde Malfrid og begyndte at fpænde sin rejsesæk op. — „ I dag ville jeg gerne tage mig rigtig godt ud, efterdi jeg skal nyde den wre at hilse på vor tilkommende konge, Danmarks anden storeknud. “ Efter at derpå de unge piger havde afført sig deres kjoler, fulgtes de ad med blottet Hals og arme i deres korte, kortede skørter ned til brønden, som var midt i gården, for der at gøre de indledende skridt til påklædningen. De trak muntert fammen på vinden, og efter at have hentet bandet op fra dets dybe skjul sloge de det i vaskekarrene, som stod ved siden. Lidt efter sagde Malfrid: „ Din styrismand kommer vel også hid i dag? “ Hun stod med hovedet på skrå og tittede skælmsk hen på Thora, medens hun med børsten søgte af befri sin rige hårsylde for rejsestøvet. „ Min styrismand? “ sagde Thora og rødmede. „ Ja man kan sagtens, når man er født med en fæsfemand. “ „ Er jeg det? “ „ Hvørfor vil du lade så fremmed? Du ved lige så godt som jeg og alle andre, af den unge styrismand på brådegård og du have været bestemte for hinanden, fra i vare små. Den sag har din fader og den strenge Fru Ragnhild afgjort mellem sig for mange Herrens tider siden. Men det må vel være en koldstyrismand — høvding på ct hærskib. sindig elsker, kan jeg tænke, da han ikke endnu har bejlet. Skal moderen kanske det? “ „ Jeg væd ikke, Malfrid! “ svarede Thora stødt. „ Men der bliver vel intet as alligevel, hvis jeg ikke siger ja. “ „ Sig nej, thoralil! For alle helgenes skyld,, sig nej! Jeg tålte ikke, var jeg i dit sted, af man savledes uden videre bestemte, hvem jeg skulle ægte. Det vil jeg selv råde for. Måske denne styrismand anser sagen for så afgjort, af han formener al tale derom overflødig. Jeg ville hade ham, ikke se ham for mine øjne, var jeg Thora Jonsdatter. Øg hvor kan desuden en mand agte en kvinde som hustru, når hun således kastes til ham. “ „ Du behøver ikke af spilde så mange ord, Malfrid! Han og jeg have såre lidt med hinanden af gøre. “ „ Hvert ørd derom er vel anvendt. Skal man da tåle, af fribårne, christne mor gives bort på den mådc, medens man as al magt prædiker og ivrer mod trældommen? Skulle vi da behandles som trælle? Jeg kunne næsten selv have lyst til af forelske mig i ham, blot for af befri min stakkels lille frænke og gøre slige vise forældrcplaner til intet. Alen der er jo ikke noget ved ham, siger man. Han skal være en sølle svend. “ „ En sølle svend kaldte du ham visselig ikke, om du havde set ham, “ sagde Thora med lidt usikker stemme og bøjede sig ned over baskckarret for af betragte hårskilningen som i et spejl. „ Da har jeg dog hørt, “ vedblev Malfrid, „ af hans meste idræt er af sidde over drikkebordet, så lang dagen er, og af han hverken bryder sig om gård eller embede. Bløderen passer jo begge dele. “ „ Sådan er de jo alle, sagde du før, “ mumlede Thora, drejede sig hurtigt om og gik med sit viskeklæde på armen op o

1879_Borring_DalpigenEllerSlottetISorento_2

Emil

Emil

Borring

Dalpigen Eller Slottet I Sorento 2

male

male

dk

Borring

Dalpigen Eller Slottet i Sorento

Borring

Dalpigen eller Slottet i Sorento

Original romantisk Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

To del i hver sin fil: 2. del fra 1879 med file-id: 130024031943 og på 584 sider

nan

nan

O

Første kapitel. På spor. Italiens klare himmel hvælvede sig over det smilende landskab; solens lyse stråler faldt gennem det tætte vinløv, der omgav det simple gjæstgiversted. Her inde sad to blege kvinder og lyttede ængsteligt efter ethvert fodtrin. Det var Alma og aforina. Solen stod alt langt nede på himlen; men endnu var John Tonnier ikke vendt tilbage. Alma havde opbudt alle trøsfegrunde for at berolige den unge pige, hvis skæbne nu var knyttet til John; men det havde været forgæves og nu begyndte hun selv at tabe modet. — jeg må ud for at opsøge ham, sagde aforina og sprang i vejret. — hvor vil du da søge ham? — jeg ved det ikke; men jeg må ud i den friske luft, det er som om mit hjerte skal briste herinde. — aftenen falder på, og det er intet behageligt sted for en ung pige at færdes oppe i bjergene, sagde Alma. — jeg må udrette noget, vedblev Asorina; jeg må vise ham, at jeg er hans kærlighed værdig! Den unge pige begav sig kort efter på vandring. Der er nogle som påstå, at der gives et instinkt, som siger dem, der virkelig elske hinanden, hvor de kan modes. Måske det var dette instinkt, der ledede Asorinas fjed; thi hun gik med hurtige skridt i den retning, hvor de maskerede mænd den foregående aften havde opholdt sig. Ester et kvartcers gang mødte hun en høj, smuk mand. Han standsede og betragtede studsende den unge, smukke pige. — hvem søger de, signora? spurgte han, da han så af hun spejdede til alle sider. — en ung mand, der sporløs er forsvunden. Et svagt smil gled over italienerens ansigt. — hvilken løn sår den, der viser dem hans spor? vedblev han. — o, himmel, væd de hvor han er? — måske; jeg kender hvert et smuthul mange Miles omkreds. — han er vel ikke kommen tilskade? spurgte aforina. — nej, tværtimod; jeg tror snarere, af det er et smukt pigeansigt, der fængsler ham. Disse italienske kvinder med de mørke, fyrige øjne, er uimodståelige for de nordiske mænd, de lokke og drage dem med en fælsom magt. Aforina troede intet øjeblik på italienerens ord; men det samme instinkt, som havde ledet hendes fjed hertil, sagde hende, af denne mand måske vidste hvor iohn Tonnier opholdt sig. Den unge pige havde også en vis anelse om, af det var grev afoluto, der havde ondt i sinde mod iohn og på en eller anden mådc ville søge af fortrædige ham. Jo længer den unge italiener betragtede den sfjonne kvinde, desto niere måtte han beundre hende, og det varede ikke længe før alle hans hjertes strenge vare anslåede. — sfjonne signora, sagde han; hvilken Madonna har sendt dem på min Bei? Er det et heldigt eller sørgeligt tilfælde? — jeg har alt sagt, af jeg søger en ung mand, svarede hun; og... — og jeg har spurgt om betingelserne før af lede dem på spor. — evig taknemlighed! 27 — det er lidt i øjnene og endnu mindre i pungen. — penge vover jeg ikke af byde dem! Udbrød hun. — skønne signora, når man er så smuk og fortryllende, må et Kys være mere værd end alverdens penge! Asorina fattede, af den unge italiener var bleven forelsket i hende. Hun indså tillige, af hun måske kunne benytte denne omstændighed til af finde Johns opholdssted; thi så snart hun vidste dette og havde vished for at det var grev afoluto, der holdt ham fangen, håbede hun nok at kunne bidrage til den unge mands frelse. Det var sørste gang i hendes levetid, at hun ligesom blev kastet ind i begivenheder, hvis opløsning var hende en gåde, det var første gang at hun selv skulle gribe kraftig fat, for ikke alene at forme sit eget livs skæbne, men også for at bidrage til hans frelse, som hun nu havde så kær. Det gjaldt blot at kunne forstå at beherske situationen, at være på sin post og døg kunne styre mod det mål, hun stræbte efter. Hurtigere end det kan fortælles, havde disse tanker krydset hinanden og havde modnet den beslutning, at forstille sig, som om hun var bleven ligeså indtagen i italieneren, som han i hende. hun sagde derfor: — den mand, jeg søger, er min Broder, og jeg er nærved at forgå af tvivl og uro. — berolig dem, sfjonne signora, han er nok i god behold, svarede italieneren smilende. — de ved hvor han er? ndbrød aforina. O, stig mig det! Hun greb hans hånd og fane på ham med et kj ærligt blik. — til bevis på, at de mener det oprigtigt, sagde han, giv mig da et Kys! — et Kys?... Nu forlanger de for meget, signor! — et Kys i al wrbarhed er da ingen synd! Aforina benede sig frem mod ham og har! Trykkede et fyrigt Kys på hendes røde læber. — nuvel, sagde han, jeg formoder at den mand, de taler om, er den samme, som jeg og et par gode venner på anmodning af grev asoluto inat afhentede i „ Det gyldne krus “. — det er ham. — han befinder sig meget vel og opholder sig i en lille, venlig hule på bjergets skråning. Hvad der er mellem greven og ham ved jeg ikke; jeg blander mig aldrig i de ting, som ikke vedkomme “ mig. — kunne de ikke, signor, for at berolige mit sind, bringe mig få tær fil ham, at jeg kan fe al han lever. — måfke. Om en time er det mig der har vagt. Vi kunne benytte denne time fil en lille spadseretur i den smukke aften. Asorina var lidt ængstelig for den unge mands fyrige, lidenskabelige blikke; men hun havde hørt så meget tale om, af man kun skulle appellere til en italieners ridderlighed, selv om han var en røver og bandit. Hun sagde da i en rolig tone: — jeg stoler på, af de, signor, er en ridderlig karakter, der ikke vil gøre en ung pige noget ondt! — jeg skal vise. Dem, signora, af selv en italiensk Bonde forstuver af tale et sprog, som gør ham mre. Den unge mand bød Asorina armen og med ægte italiensk galanteri førte han hende op ad bjergets skråning. En yndig egn lå udbredt for deres fødder. Hist og her drev en hyrde en flok geder hjem, og aftenklokkeil ringede solnedgang i de små landsbyer, der lå ved bjergets fod. Den unge mand førte Asorina hen til en af naturen dannet bænk og tog plads ved hendes side. En lille panse indtrådte, som italieneren benyttede ril af beskue den dejlige kvinde, der sad ved hans side. Asorina tænkte på det eiendvmmelige i situationen; hun sad ene ved en fremmeds, ja måske ved en røvers side, langt fra dem, der havde hende kær, og hun så med en vis angst til sin nabo, der atter betragtede hende med det brændende, lidenskabelige blik. — synes de ikte, signora, begyndte han, at her er sfjont i syden? — jo, overmande smukt. — kunne de ikke have lyst til at leve og færdes her ude i bjergene? — jeg har ikke tænkt derpna! lod hendes svar. — det er et frit og herligt liv, altid lykkeligt og altid lystigt. De aner ikke hvor vi her glæde vs over naturen og hvor livet her bliver som en munter leg. Havde de ikke lyst til at forblive her? — måske. — jeg vil ikke skjule for dem, sfjonne signora, at de har gjort et heftigt indtryk på mig, og at eje dem vil fra i dag af være mit livs mål. Eir skælven gjennemfoer Asorina ved disse ord; men hun søgte at beherske, sig, så at italieneren intet mærkede. Det gjaldt jo først og fremmest at opdage Johns fængsel og handle derefter. — vil de også i morgen aften besøge mig, signora? spurgte han. — ja, svarede hun. — og give mig et Kys? — når de fortjener det. — jeg skal i morgen bringe min floite med og spille de smukkeste melodier jeg kan, sagde italieneren. — er de en Bonde? spurgte Asorina, for dog at vise lidt interesse for sin ledsager. — ja, til dels; jeg har en lille hytte ovre på den modsatte side af bjerget, hvor jeg driver vinavl. Da vindruerne ikke endnu er modne, har jeg gjort tjeneste hos greven og kom derved fil at ledsage deres brodér på sin ufrivillige rejse. Asorina indså, at italieneren atter førte hende bag lyset; men hun skuffede jo også ham. — sig mig et, signora, sagde han; har de i deres hjemstavn en elsker? — nej, svarede Asorina hurtigt. — er deres hjerte frit, som en af Alpernes gazeller? Asorina formåede ikke rigtig at lyve. — jeg tror det! svarede hun. — har de aldrig søli det banke af ukendt fryd? vedblev han. — jeg ved det ikke! — tror de, at de kunne komme fil at elske mig '? — i er for fmuk en ntand fil at fængsles as en beskeden nordisk markblomst; i må besejres af en kvinde med ild i blodet og fyrighed i blikket! Svarede Asorina. — nej, de er skønnere end alle kvinder, der hidtil har krydset min Bei. Med hvert minut stiger min elskov, ethvert ord, ethvert blik brænder mig i sjælen. — det bliver mørkere og mørkere, sagde Asorina; jeg frygter for af blive forkølet. — tag min kappe, signora, og indhyld dem deri. Han svøbte sin kappe om hende og gik i skjorteærmer ved hendes side. — jeg fører dem nu til deres Broder, sagde han; de kan få ham af se, men de kan ikke få Hain i tale. Dog et siger jeg dem forud, signora: når de har set hvor han opholder sig, må de ikke forlade bjergene. — må jeg ikke forlade bjergene? udbrød Asorina forskrækket. — nej. — når jeg nu lover ikke af røbe hans opholdssted? — det er godt nok; men når de kom ned i byen, fortalte de måske alt og voldle os ubehageligheder. Asorina begyndte af tabe modet. Hun indså, af hun havde en mand af bekæmpe, der var hende fuldstændig jævnbyrdig i enhver henseende og i styrke var hende langt overlegen. — lad mig se min Broder og lad mig få bished om af han endnu lever, få vil jeg finde mig i et fangenskab! stammede hun. — nuvel, jeg vil stole på deres ord og tro, af de ikke griber ind i grev asolutvs handlinger. Men vær overbevist om, af dersom de søger af narre mig, da vil han, som de kalder deres Broder, komme til af lide derfor. De har tændt lidenskaber i mit bryst, som kunne føre mig til det gode, men som også kunne drive mig til det onde. Derfor vogt dem for af handle på en underfundig måde imod mig! Det blik, som italieneren fæstede på den unge pige, var så ildevarslende, af hendes mod næsten glippede. Hun havde måske kun gjort tingene endnu værre! Den unge mand standsede nu ved en lille hule og idet han pegede på et næppe synligt hul i denne, sagde han hviskende: — behag af se! Hun så et lille meget indskrænket rum, der kern sparsomt belystes af to fakler. På gulvet lå en mand, hvis arme og ben. vare bundne. Det var John tvnnier. Hullet, som hun kiggede igennem, var en slags skorsten, og en ubehagelig røg sved den unge pige i oinene. Hun var ham nær, kun nogle få fod var han borte, og dog var der en klippevæg imellem dem, en kløft, fvm hun var for svag til af bryde igennem. John var enten bevidstløs eller han sov. Det usikkre skin af faklerne, faldt på hans ansigt, der var blegt som en døendes. Asorina stirrede og stirrede, til oinene stod fulde af vand og hun intet kunne se mere, uden en mørk tåge, en dyb grav, på hvis bund hun vidste den mand lå, hvis liv det gjaldt af frelse. — han er død! udbrød hun med skælvende stemme. — frygt ikke, signora, sagde italieneren; der er intet ondt vederfaret ham endnu. — nten hvad har da grev asoluto i sinde? — det er en gåde, som han selv må løse. men jeg gi ' beder dem mit ord på, af han ikke skal komme til af krumme et hår på hans hoved iå længe vi er venner! Asorina beredte sig nu til af gå; hun stirrede endnu en gang ned i hulen og italieneren fulgte hende da på vej. — når jeg skal have vagt hos den unge mand, skal jeg fortælle hane, af hans søster har været her. Og jeg skal fortælle ham, af hun synes godt om mig og af jeg synes endnu bedre om hende, og af den dag måske kommer, da han vil blive min svoger. Asorina formanede næppe af beherske sig. Når jvhu hørte, af hun et eneste oieblik havde lyttet til italienerens smigrende ord, ville han måske tro, af hun havde glemt sin troskabsed. — seer de, derhenne er „ Det gyldne krus “, sagde italieneren. Vi ses altså i morgen og glem ikke: enten kærlighed eller had! Hun rakte ham kappen, han modtog den og greb hendes hånd: — og så min løn for i aften! sagde han. Hun bøjede sig frem og han trykkede et Kys på hendes læber. Hun følte sone et knivstik i hjertet, da hendes blide øjne et eneste sekond stirrede i hans ville, lidenskabelige blik. — i morgen, gentog han: i morgen og hver dag, hver time! O, hvilken fremtid af lykke! Asorina ilede ind i det lille hus og italieneren stod og stirrede efter hende. — dårc! udbrød han. Hvorfor holdt jeg ikke på fuglen, da jeg havde den i min hånd '? Måske jeg aldrig mere fanger den!... Hun tommer dog nok!... Hun ved at jeg ellers hævner mig! Utilfreds med sig selv og optaget af de mange brydende følelser, der i løbet af en time havde omspændt ham, begav han sig tilbage til hulen. Andet kapitel. Angstfulde timer. Alma sad endnu oppe, da Asorina vendte tilbage. — hvad er der hændet dig? udbrød Alma. Du er bleg, du skælver! Er du syg? — nej, nej; men jeg har handlet så dumt; jeg troede at kunne frelse John og så har jeg måske styrtet ham dybere i ulykken. — du ved altså hvor John er? spurgte Alma. — ja! — holdes han fangen? — ja; af grev asoluto. — nuvel, ved du bestemt hvor stedet er? — jeg er nylig tommen derfra. — bi gå da straks til øvrigheden og fordrer assistance. Asorina rystede på hovedet. — man vil le ad os. Hvem kan forstå, at en rig adelsmand som greven kan have nogen fordel af at bortføre en mand, som John Tonnier. Alma indså, at den unge pige havde ret. Øvrigheden i Italien hører ikke til de mest ivrige og lige overfor fremmede er de ofte temmelig hovmodige. — på hvilken Mandø kan du have styrtet John i ulykke? vedblev Alma. — jeg mødte en italiener, soul straks talte sit lands blomstrende sprog til mit hjerte, svarede Asorina; jeg anede, af han kendte Johns opholdssted og kunne ved lidt forstillelse lade sig bedåre. Jeg gav mig derfor mine af, af yan ikke var mig aldeles ligegyldig. Han sagde desuden, af dersom jeg skuffede ham, ville han hævne sig på den unge mand. Fatter de urin lidelse? Jeg kan ikke fortsætte denne leg med italienerens kærlighed og narrer jeg ham, så vil John komme til af lide derfor. Han lider måske alf, thi jeg fortalte, af John var min brodér og nu sidder måske italieneren og opflammer hans skinsyge. O, min gud, hvorledes skal alf dette ende? — stol på gud, Asorina; alt vil blive godt endnu. — der var en vildhed og lidenskab i disse mørke, fyrige øjne, som forfærdede nlig, vedblev den unge pige. Dersom jeg ikke imvrgen aften møder ^am, er han i stand til af dræbe John. — lad os gå til hvile og stole på en bedre dag i morgen! sagde Alma. — hvorledes skulle jeg kunue finde hvile, når hjertet er så beklemt, når sindet er så tungt? Stønnede Asorina. — søg at satte dig og overvej da med ro hvad der bør gøres. — hvor kan man tænke roligt, når det er som om al lykke i verden er sat på et eneste kort? Et eneste. Fejlgreb kan forstyrre alt. Alma søgte dog at bevæge sin veninde til at søge hvile og stole på, at den næste dag ville blive lysere. Asorina lod sig endelig overtale: træt som hun var as de mange og stormende sener i dag, sov hun snart ind, og solen stod alt højt på himlen, da de unge kvinder atter vågnede, — nu har jeg fattet en beslutning, sagde Asorina da hun var påklædt. — og det er? — at jeg må se at såc grevinden i tale. Fører det ikke til mit ønskes mål, må jeg endnu en gang forsøge en samtale med greven. — det fører jo dog ikke til noget resultat, sagde Alma. — jeg håber det, nu da jeg kjendcr Johns fangensfab. Det varede ikke længe før aforina atter var på vej til slottet i sorento. Alma fad længe og stirrede efter den unge pige. Endelig udbrød hun: — hvor hun iler afsted for af frelse en atand, som for kort tid siden var hende aldeles ligegyldig! O, kærlighed, du er dog en sælsom gåde! Hun kom til af tænke på sin egen kærlighed og på Talbot. Skulle den aldrig sætte blomst og spire? Var den kun så tåbelig og så naragtig? Hun tænkte på hjemmet, samlede for første gang i lang tid sine tanker om dette punkt og syntes ret tilfreds med udbyttet af denne grublen. Der tittede enkelte minder om Talbot frem, minder, der dog vare blevne bårne oppe af agtelse og kærlighed for hinanden. Nu var han måske bleven en anden: men hun elskede ham nu som altid. Hun lukkede oinene, uden dog af sove; hun drømte om al den lykke, hun havde måttet give askald på, og som den gamle klin g sey havde lagt tilrette for hende. Da bankedes der på døren og værten trådte ind. — signora, sagde han; der er kommen et brev til dem. — et brev? udbrød Alma. — ja, det kommer langvejs fra; det er nok kommen med denne tråd, hvad er det nu den hedder? — telegrafen? — rigtigt! Det var med telegrafen! Alma stod med det lille brev i hånden. Hun vovede næppe at åbne det. Hun anede, at det måtte være noget særdeles vigtigt og særdeles skæbnesvangert, siden der blev telegraferet. Det måtte angå Talbot eller være afsendt af ham. Huir rev konvoluten af og læste underskriffen. Det var fra prokuratoren, der havde hendes penge i sit værge. Der stod kun sølgendc ord: „ Talbot Klingsey er gået fallit. Fabrikken „ er i dag bleven lukket. “ Alma stod som ramt af lynet og stirrede på de så ord. — fallit! udbrød hun. Han har altså på den korte tid ødelagt alt hvad han ejede!... det må være hende, der har ødelagt ham! Står han til at frelse?... O, himmel, hvad skal jeg dog foretage? Det er som om alt har sammensvoret sig imod mig; jeg må tilbage til Sverrige — i nøden sorlader måske hun og hans Benner ham; jeg må vise ham, at jeg er ham en trofast søster!... Bien hvorledes? Skal jeg lade John og Asorina tilbage her? Skal jeg overlade dem til deres skæbne? — jeg må afsked, det gælder Talbots hele fremtid... Talbot!... O, min gud, jeg troede, at når der først lå sø og bjerge imellem os, ville min kærlighed tabe sig; aknei, jeg elsker ham; jeg elsker ham!... Men John og Asorina? O, hvilken kamp, hvilken bitter time! Tredie kapitel. I skjul. Asorina mere løb end gik den lange Bei til slottet. Når hun hørte fodtrin på vejen, troede hun at det var den unge italiener, som hun havde talt med den foregående aften, og hun skyndte at skjule sig. hvad hun havde i sinde vidste hun ikke selv; det var ligesom en uforklarlig indskydelse, der drev hende afsted. Hun niåtte og hun skulle tale med grevinden, der absolut måtte hjælpe til med at frelse sin søn. Forpustet nåde hun til slottet. Hun havde den foregåendc dag sket en opslået bog ligge i et lysthus og formodede at dette var grevindens pndlingsopholdssted. Hun var dog fornuftig nok til ikke at gå gennem haven. Hun frygtede for at møde den alt andet end imødekomne tjener. Bed at gå ind i haven ville hun ganske rigtig være løbet i armene på ham, der havde kastet sig på en græsplæne og som en drage bevogtede indgangen. Asorina ilede udefra hen til lysthuset og bøjede forsigtigt grenene til side. Der sad en gammel dame med et mildt og kærligt ansigt og der lå i dette en så umiskendelig lighed med John, af den unge pige ftrax kunne se af det var hans moder. Den gamle dame stirrede fortvivlet og modløs mod jorden. Den grusomme tyran, der kaldtes hendes degtefællc, havde forbudt hende af se og tale med hendes son — hendes søn. 28 han var i hendes nærhed — var bleven en biand, var bleven smuk og kraftig og tænkte på hende med kærlighed og agtelse; han ville i dag forgæves vente på hende og greven ville måske hævne sig på ham, sønnen skulle måske lide for hendes synd! Hendes synd? Havde hun da syndet så hårdt, af både hendes og barnets skæbne var bleven påsat ulykkesstemplet? Er det en synd af højagte og hengive sig til en Aland, som man elsker med alle hjertets ædleste følelser? Det var ingen synd; men den ubønhørlige skæbne havde gjort det til en brøde, da den førte hende bort fra den mand, der havde vundet hendes kærlighed, da den lænkede hende til en mand, der aldrig kunne blive det for hende, som han burde være. Der var øjeblikke, hvori hun kunne, tvivle om, at der for hende ville gives et eneste gran lykke, og hun kunne sristes til at rive det svage bånd over, der bandt hende til dette liv. Hun kendte grevens lidenskabelige had til den unge mand, han betragtede som en plet på sit gamle adelsskjold. Når nu dette had slog ud i et af disse lidenskabelige udbrud, hvor øjnene flamme og årerne hæve sig på panden, som om de ville sprænges, da kunne han let drives til at myrde den unge mand eller på en eller anden måde styrte ham i ulykken. Hun fik ham måske aldrig mere at se — aldrig! — o, hvor hun græd bitterlig! Da lød en stemme, som om den kom fra himlen. — græd ikke, jeg skal frelse deres søn! Den gamle dame så sig forundret om og i baggrunden af lysthuset fås et yndigt ansigt. — hvem er de? udbrød grevinden. Den unge pige bøjede grenene behændigt til side og stod et øjeblik efter inde i lyfthufet. — jeg er Johns forlovede, svarede hun nu. — Johns forlovede? gentog grevinden. Min søns forlovede? — ja; vi have lovet hinanden troskab i liv og død. — kone til mit bryst, elskede barn! udbrød grevinden bevæget og trykkede hende i sine arme. I nogle øjeblikke stod de med hinanden fast omslyngede. Disse friske læber havde John kysset og disse milde øjne havde han stirret begejstret ind i; det var som om grevinden ligesom kom sin søn nærmere ved dette yndige barn, hun holdt i fin favn. Hun var ikke, som såmangen en bror, skinsyg på de «, der havde erobret hendes søns kærlighed: hun vidste, at øer netop skal en kvinde til sar at løste og sorædle en mand. — wdte pige! sagde hun: såledcs havde jeg tænkt mig min søns elskede, så smuk som en engel, så venlig som den opgående sol, der oplyser og opliver alt!... O, elsk ham, elsk ham nl livets sidste stund, elsk ham med den kærlighed, som intet kan overvinde og intet kan besejre, og den gode gud beskærme alle eders veje! — kald mig ikke smuk, sagde Asorina bevæget; thi med skønhed vinder man ikke ret til af bssidde en mand som John, men ved af vise sig værdig til af sortsene hans kærlighed. — bravt talt, sagde grevinden og omsavnede atter Asorina. Tilgiv mig mine ord — jeg har så længe ikke sket ' noget sremmed menneske, af jeg bliver begejstret ved synet as så megen inde. Der forløb nogle minutter, i hvilke de tv kvinder betragtede hinanden med et blik, der viste, af de havde vundet hinandens hjerte. — hvorledes vil du kunne frelse John? Spurgte grevinden. — jeg ved hvor harr holdes fangen, svarede Asorina. — holdes han sangen? As hvem? udbrød grevinden. — af den mand, der har forbudt dem af se deres søn. — grev asolulo? — ja. — o, min søn, min søn! Den mand, der har ham i sin magt, er i stand til alt. Den gamle dame skjulte ansigtet i sine hænder og begyndte af græde. — græd ikke, alt kan endnu blive godt, sagde Asorina. — stakkels barn! Du kender ikke denne mand! Du vecd ikke hvor han hader John, du vecd ikke hvad hans lidenskab kan drive ham til. — jeg vil atter søge en samtale med ham og nu, da jeg ved af han har bortført John, skal han bønhøre mig. — tror du, af han den ene dag bortfører John, for den næste dag af frigive ham? Net, hans had er mere dybt og rodfæstet og lader sig ikke få let oprive. — jeg vil ikke alene have af han skal løsgive John, men af han indsætter ham i den ret, der tilkommer ham. — der tilkommer ham ingen ret, den stakkels dreng! — jo, der tilkommer ham den ret, som enhver brav og ædel nland har til af blive agtet, selv af sine fjender. Grev asolnto har tilsøiet dem så mange og så bitre krænkelser, af John har grund til af fordre, af der tages hensyn til hvad de har lidt for hans skyld. — jeg har lidt og jeg lider endnu! udbrød grevinden og knugede hånden mod hjertet. — er han endnu lige kold og lige hård, da erklærer jeg ham kamp, da vil jeg på enhver måde søge af befri John og når han er fri, flygter de med os langt, langt bort. — du er ung,. Asorina, og du taler med ungdommens mod og tillid: du seer alt i håbets farve og kender ikke alle de onde tanker, der kan opfylde et menneskes bryst. Grev asolulo har måske ladet John dræbe. -— o, nej, nej! Den tanke, at man kunne dræbe John, formanede den unge pige ikke ret at gøre sig fortrolig med; det var noget, der lå udenfor hendes beregning. Hun måtte kæmpe og hun måtte sejre; at John kunne segne for en morders dolk, det lå udenfor hendes tanker. — kunne de ikke forberede greven på mit komme? spurgte Asorina. — mine ord er aldeles uden kraff, lød svaret; når jeg ville knæle for ham og anråbe ham om medlidenhed for John, ville hans vrede og lidcilskab måske netop drive ham til at begå en siet gerning. Det er en sørgelig sandhed, at et eneste ord af min mund er i stand til at blive min søns ulykke! O, min gud, hvilken kval, o hvor jeg har lidt, hver dag, hver time, sideli jeg betrådte dette sted. Når ender min sorg og min nød? Aldrig, aldrig! — Ester sorg kommer glæde, sagde Asorina. — ak, glæden kommer aldrig mere til mig! Men jeg må finde mig deri og bære min skæbne med tålmod, når kun min søns dage må blive lysere. — efter en regnfuld dag kommer der næsten altid en smuk og dejlig solnedgang og et sådant solblink må falde på deres sidste dage. — du taler så tillidsfuldt og frejdigt, af uran skulle tro du alt havde vished for af du vil scire. Asorina sukkede og svarede: — ak, endnu i går var jeg så bekymret, som et menneske kan være, og græd så bittert, som et menneske kan græde! Jeg bad da inderligt til gud om jeg måtte finde en plan til af frelse John, og jeg trocr af have fundet den. I det samme lød et suk fra lysthusets baggrund. Asorina så hen mod åbningen, som hun var stegen ind igennem. Da for hun forfærdet et stridt tilbage. — men hvad fejler dig, mit barn? — o, min gud; det er ham! — grev afolulo! — nej, nej, det er italieneren! Grevinden så mod lysthusets indgang og Asorina stirrede mod den Bei, hun var kommet fra. Grevinden så sin mgtefælle og den unge pige så italieneren, soni hun den foregående aften havde mødt. Greven stirrede et oieblik på de to kvinder med et uforklarligt blik og gik langsomt videre. Asorina skælvede og grevinden formåede næppe af holde sig vprejst. Den unge pige tabte modet da hun så den mand, som hun håbede ved sin list aldrig mere af møde; han holdt altså øje med hcnbe og udspionerede hendes veje. Grevinden blev nu opmærksom på den unge italiener og spurgte: — hvem er det? — næste gang vi modes skal jeg fortælle det, hviskedee Asorina. Tjeneren kom nu til syne. — greven ønsker af tale med grevinden, sagde han kort. — bi må altså skilles, sagde grevinden og greb Asorinas hånd. tjeneren stirrede med et forbanset blik på den unge pige. Grevinden omsavnede hende rørt og med tårer i oinenc gik hun bort — for atter af pines, for atter af martres. Hun stirrede mod jorden med et blik, sone en dødsdømt forbryder. Asorina så sortvivlet efter hende; hun havde lovet af frelse John, men hidtil havde hun intet, slet intet udrettet. Tjeneren blev ståendc og stirrede forundret på hende. — er det dem igen, signora? udbrød han spottende. I dag er de nok ikke så lystig. — o, lad dog være at spotte mig, menneske. — menneske! Jeg er intet menneske, jeg er tjener hos grev nsoiuto. Må jeg spørge om signoraen har vinger? — jeg ville ønske det, sagde Asorina skælvende, for at føre dem, jeg har kær, bort fra alt det had og ondskab, der omgiver dem. — der boer en luftskipper her i nærheden, sagde tjeneren leende og gik. Asorina pressede hånden mod hjertet; men hun havde langt større hindringer at kæmpe med end hån og spot, hun havde langt større afgrunde at overstige. Sagte listede hun sig hen og så sig forsigtig om; italieneren var borte. hun søgte dersor at ile bort: men pludielig sprang en skikkelse op af det høje græs. Det var den unge mand. — løb ikke så stærkt, signora; jeg må tale et fornuftigt ord, det gælder deres Broder. Asorina standsede og så med et sky blik på den mand, der gik ved hendes side. — jeg sagde i går til den unge fyr, at jeg skulle hilse ham fra hans søster. Han få på mig, som om han var bleven forrykt. — har grev asoluto en datter? råbte han med skælvende stemme. — jeg sagde, at hun hed Asorina. Da blev han som en vanvittig og sprang op og jeg troede han ville knnse panden mod den kolde klippemur. Asorina lyttede med tilbagetrængt åndcdræt på den unge mands ord. — da jeg fortalte ham, at jeg nok kunne have lyst til at blive hans svoger, begyndte han atter at skabe sig som en forrykt. Til sidst afbrød jeg samtalen og lod ham ene med sine bedrøvelige tanker. — jeg kan nok forstå, at du har bedraget mig; men jeg lader mig ikke bedrage: har du søgt at lege med mit hjerte og er den unge mand din elskede, - så vogt dig, det bliver en farlig leg! — o, de må ikke tilføic John noget ondt. — det beroer på dig, Asorina! Elsker du mig, så elsker jeg ham, der står dig nær; hader du mig, så hader jeg også ham! — prøv ikke på at narre mig, endnu har ingen overlistet mig! Fjerde kapitel. List over list. Bi vende tilbage til Hamborg, den bh, hvortil der for Alma, Asorina og John knyttede sig alt andet end behagelige erindringer. På kvisten i et armodens og fattigdommens hjem foregik en Asten silde en sørgelig scene. En lille familie stod om en båre, på hvilken et spædt barn lå lig. Det var det yngste af Jønssons børn. Efter sit sidste besøg hos Alma havde han opholdt livet som arbcidcr ved et saltbrud. Han havde antaget et andet navn og politiet var i den tro, at han var rejst til Amerika. Nu som det lille barns dødsfald uventet og uforberedt, og selv om man er aldrig så fattig, og kun ejer rigdom på børn, har man dog intet tilovers for døden; selv om kampen er aldrig så hård for det daglige brød, trættes armen ikke når det er de velsignede små glutter, der vente på brød. Konen og de andre børn gik nu ud for at besørge det fornødne ved begravelsen. Underlige tanker opfyldte Jønssons sind, da han sad ved barnets leje. Var det ikke bedst som det var, at døden havde sat sit kors over barnet, og var det ikke bedst om de andre også lå ved den dødes side? Hvilken fremtid havde forbryderens børn? Allerede i den spæde alder havde de lært livets skyggesider at kende, set det fra den side, hvor nød og sorg tynger og trykker. De flakkede fredløse om i et fremmed land og vare udsatte for at lide alt hvad fattigdommens børn lide. Jønsson tænkte på sit eget liv; der havde været en tid, da det henglcd på en anden måde, da han selv drømte om hæder og rigdom; men så kom nød, fattigdom, sult og sygdom og brød alle de gyldne drømme, da kom fristeren og Jønsson var for svag, han gjorde det sørste skridt ind på forbrydelsens bane, det var tun lille og svagt; men da det gik godt, blev skridtene større og større og da kom retfærdigheden, den ubønhørlige retfærdighed; den kendte i sine bøger ingen undskyldninger, den tog intet hensyn til forsultne maver og udtærcde ansigter; den dømte efter loven, efter bogstavet, skarpt og hårdt, og han kom i tugthuset, i selskab med andre forbrydere; der blev den sidste rest af hans følelser ndvisket. Han kone ud igen, med forbrydelsens stempel, brændemærket, fredløs, og få begyndte kampen påny; nu blev den hårdere og skarpere; hvem har medlidenhed med en tugthusfange? Alan fmækkede døren i for næsen af ham og skød slåen for i største skyndsomhed. Hvad der forbavsede ham mesf var den kvindes troskab og hengivenhed, som havde knyttet sit liv til hans. Hun havde båret den tunge byrde uden at kny og havde trolig fulgt ham i landflygtighed. Det var disse tanker, der nu opfyldte Jønsson og bragte ham til at ønske, at det var ham der havde vandret den Bei, som alle tidlig eller sent stævne imod, men som de fleste dog med en vis gru tænke på. Således sad han længe, et bytte for sine mørke tanker. Da vendte konen tilbage med de små. — nå, fik du så alt besørget? spurgte han. — ja, svarede hun blidt. — og præsten? — han sagde, at sådanne fattige stympere som vi måtte helst lade børnene ds i vor hjemstavn. Jønsson lo bittert. — det var kristeligt talt... Gud bedre os!... Hvornår skal begravelsen sinde sted? — i morgen klokken 2. Efter en lille pause sagde konen, idet hun tog jsnssons hånd og stirrede alvorligt på ham: — lov mig et her ved vort døde barns leje. — og det er? — lov mig, at du ikke mere vil forsøge på at begå noget uretfærdigt. — det har jeg aldrig villet; men det er ulykken, der har drevet mig dertil, sagde han. — nuvel, jeg bebrejder dig intet, thi jeg er måske årsag til din ulykke; men jeg beder og bønfalder dig: vær stærk og stå fast, når fristeren kommer. — fristeren! Ja, hvem er fristeren. Det er børnenes sult, det er deres blege ansigter! — lad os være stærke, lad os stå fast og gud vil ikke slå hånden af os. — det lover jeg dig gerne; men du ved ikke hvad det vil sige at blive fristet som jeg er bleven det, du ved ikke hvad det vil sige, at blive hånet som jeg er bleven det, når jeg kom for at føge arbejde. — jo, jeg ved alt og jeg har følt det mere end en gang; det er en hård kamp, en fortvivlet kamp og man fynes, at de, man har kær, vinder ved at man giver efter. Men det er en forkert tanke. De vinde måske i øjeblikket; men de tabe dog i længden, de tabe forfærdeligt, de tabe alles agtelse. — du har som altid ret, sagde han; jeg lover dig, jeg skal i fremtiden være ærlig og handle retskaffent! Barnet var begravet og Jønsson gik ud til sit arbejde, for at tage fat med fornyet kraft. Da han kom derud, stormede formanden for arbejderne hen imod ham. — hvad vil de? råbte han. — arbejde! — de har jo ikke været h

1879_Borring_DalpigenEllerSlottetISorento_1

Emil

Emil

Borring

Dalpigen eller Slottet i Sorento 1

male

male

dk

Borring

Dalpigen eller Slottet i Sorento 1

Borring

Dalpigen eller Slottet i Sorento

Original romantisk Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

To del i hver sin fil: 2. del fra 1879 med file-id: 130024031943 og på 584 sider

nan

nan

O

Første kapitel. Talbot Klingsey. I en udkant as byen Stokholm lå, på den tid vor fortælling foregår, et toetages, siummeltudseende hus. De gammeldags snirkler og sving, som prydede dets facade, viste, at det var bygget for mange år tilbage. Ud mod gården sås en anden bygning. De lyse sten og årstallet, der beviste at det var bygget mindst 100 år senere, stak grelt af mod den gamle, næsten antike forhusbygning. Her havde kemikeren Edgard Klingsey levet og arbejdet i en hel menneskealder. Endelig var han da bleven træt, bandringsstaven brudt, og ofte dage før vor fortælling tager sin begyndelse var han lagt ned mellem de sire mørke fjæle, der gemmer støvet til dommens dag kommer. De naturlige arvinger vare nu hans adoptivdatter, Alma adlerkrantz — en ung pige, han, havde taget til sig i hendes tiende år og elsiet meget højt — og sønnen, Talbot Klingsey, der ligeledes var kemiker. > begge arvinger vare unge, levefraftige mennesker; begge vare i den alder, hvor hjertet drømmer og glæden hilses som en kærkommen gæst. Det var netop få timer efter at testamentet var bleven åbnet, i overværelse af nogle få af den afdødes venner, af de tv unge mennesker mødtes med hinanden, for i samdrægtighed af drøfte, hvad de mulig skulle foretage dem med den efter forholdene temmelig betydelige formue, der beløb sig til 150, 000 kroner, erhvervede ved den afdødes særdeles flid og stræbsomhed. Hvis man ved af se bygningens ådre tænkte sig, af dens indre svarede dertil, da tog man mærkelig fejl; de i rækkefølge temmelig store værelser vare luxuriost, næsten overdådigt monterede. Alma var en meget smuk, lyshåret pige, med et mildt strålende smil og en fremtræden, der bar præget af unde og et kærligt sind. I de smukke blå øjne lå der en farlig magt, som mangen mand vanskelig ville kunne trodse, og det var som man ved af stirre ind i dem så hende ind i sjælens dyb, der gemte så mange skjonne og ædle tanker. Hun sad nu stille og sørgmodig i den floilsbetrukne lænestol, med hovedet støttet mod hånden, medens en tåre sagte gled ned ad hendes runde kind. Hun mindedes den afdøde, erindrede hvor meget hun havde ham af takke for, der med kærlig hu havde ledet det fattige, fremmede barn og taget det til sit hjerte, for kun af betragte det som en af sine egne. Stilheden i det glimrende værelse blev afbrudt, døren åbnedes med et rask tag og med faste trin trådte Talbot Klingsey ind. Han kastede sig i en lænestol lige overfor Alma. Det var en vakker, velsfabt angling i 24 Års alderen, med mandige og kloge træk, mørke, næsten strenge øjne, skæg og hår ligeledes mørkt og yppigt, medens de brede skuldre og den velformede figur lod formode, at han var i besiddelse af store fysiske kræfter. Et stærkt træk om munden og enkelte små rynker på den lidt tilbagebøjede pande, hvilke af og til viste sig ledsaget af en stærk rødme, antydede, at hans karakfeer dannede en fuldstændig kontrast til Almas, og at han havde stærke lidenskaber og et heftigt sind, der vanskeligt lod sig bøje eller tvinge i modsat retning. Et bittert smil krusede hans læber, idet han lagde armene overkors og stirrede fast på Alma. — ikke sandt, begyndte han; du er enig med mig i, at det er en besynderlig klausul, fader har sat i sit testamente? Alma stirrede mildt på ham og gik derpå hen og lagde hånden på hans arm. — man bør respektere dette! svarede hun sagte og bøjede uvilkårlig hovedet for hans strenge blik. — mener du? lo den unge mand hånligt. Forstår du ret hvad det er han forlanger? For at formuen kan holdes hel og gå over i mine hænder, skal jeg gifte mig med dig! Hun trådte nølende et par skridt tilbage. — og dette vil være dig umuligt? spurgte hun, idet et sagte suk steg fra hendes bryst. — jeg gør det aldrig! svarede den unge mand. Aldrig, hører du det, Alma! — jeg hører det! lød hendes sagte svar. — nej, vedblev den unge mand, idet han sprang op og dybe vredesrynker viste sig på hans pande; jeg vil ikke tvinges til etgiffermål, som jeg føler, aldrig kan få mit hjertes ja! Alma var frygtelig bleg og tårerne stod hende i øjnene, idet hun atter langsomt gik hen imod stolen, hun havde forladt, og rystet lænede sig til denne. — hvem siger vel, at du skal lade dig tvinge? Hviskedee hun med tonløs stemme. — og derom kan du spørge? — ak, ja! — hvem anden end min fader, der selv i døden vil holde mig i de stramme tøjler, som medens han levede næsten star mig ind i kødet. Hvorledes stækkede han ikke mit ungdomsmod, hvorledes kuede han ikke hver modig blodsdråbe i mit hjerte. Jeg ville ile over stok og sten, fri, glad og jublende; men nej, det skulle være denne søvnige, trevne pasgang, hvor man sidder lunt inden døre og venter på hvad der kommer, seer solen skinne og månen træde frem, når dagen hælder, og så intet videre forresten. Selv at forme sin skæbne, selv at vove en kamp for det, man sætter højst, det er der ikke tale om; nej, min fader er mit forsyn, min krast og min Billie. I ham og ved ham er jeg alt, uden ham er jeg — intet! — Talbot, tal dog ikke på den måde. Din fader var ædel og god, han mente det således med dig, at man vel skal søge længe før hans mage findes. — ja, med dig, vil du sige...! — ak nej, også dig omfattede han jo med hele sit hjertes varme kærlighed. — du siger det, sordi det passer i din interesse; men jeg siger noget andet, som truer med at bringe mine følelser i en ganske anden retning end han vil have. — store gud, hvor du er ophidset! — jeg er det, og er det med ret. — ak, hvorfor? Gå hellere til dine værælser. Tænk ret over alt, Talbot. Du har aldrig før været således imod mig. — du vil at jeg skal tie? — nej, nej; men du har skade af det selv. Lad os mødes i morgen... eller iovermorgen, om du så vil, og lad os tale med mere ro om hvad vi bør gøre. — nej, jeg vil ikke. Netop nu vil jeg tale, tale om alt hvad der ligger mig på hjerte. O, hvor længe har jeg ikke måttet tie og tåle; jeg følte min tunge var, som sad den i en skruestik. Netop nu vil jeg tale; forholdet må og skal klares mellem os. Endelig kan jeg hæve mit hoved og sprede armene ud, føle at jeg er en mand, der har lov til at tale og handle! — så vil jeg gå, Talbot. Jeg læser det i dine øjne, nu er du ikke god! — bliv, siger jeg! — lad mig hellere gå. Jeg beder dig så meget derom. Din faders død har berørt mig dybt... ak, tænk på ham, Talbot; så længe han levede, vare vi dog venner. — du berørt dybt! stønnede den unge mand med et hånligt smil. Den sorg, du som en fremmed må føle, har han, som du ved, allerede søgt af læge i levende live ved af lægge den hele formue i din hånd. — milde gud! hviskedee Alma og foldede hænderne. Hvilke frygtelige tanker! Hun sank på knæ ved stolen og en tårestrøm brød ud af hendes øjne. Den unge mand tilkastede hende et hoverende, beherskende blik. — dine tårer er kun en svag bod for hvad du har øvet imod mig! sagde han. — men hvad har jeg da gjort, som er så frygteligt, af du har grund til slige ord? — kan du nægte, af du er en fremmed? — ak, nej! — har du ikke stillet ligesom en mur imellem min fader og mig?... Husker du hin juleaften? Sneen føg hen ad vejen, ført af stormen; bidende koldt var det, få næsten ingen færdedes på gaderne. Træt var du segnet om, uden at nogen ænsede dig, da du forladt og ulykkelig hvilede dit hoved på trappen her udenfor. Jeg skulle absolut et lerinde for fader; jeg få dig og bar dig medlidende ind, hvor du i en fart fik tørre klæder på og den nødvendige næring. — ja, du handlede smukt, afbrød Alma ham og hrakte den lille hånd bønligt frem imod ham; jeg Aemmer det aldrig så længe jeg lever! — hvor det lyder skønt! Man skulle tro du var en helgen, således som du bærer dig ad, sagde han ophidset, uden at modtage den fremstrakte hånd; men fra den time, jeg bar dig ind i dette hus som en forarmet, forladt fremmed, fra den tid lænkede jeg ulykken og fornægtelsen til min hånd. Dig var det, som indsmigrede dig hos min fader; når du lagde din arm om hans Hals og stirrede på ham med dine barnlige øjne, så kunne du få ham til alt. Intet, intet nægtede han dig! I fin kærlighed til dig glemte han den, der stod ham nærmest, den, som han selv havde sat i verden og som efter menneskelige begreber skulle eje hans hjerte udelt! O, jeg kunne græde blod ved denne himmelskcigende uret; hver nerve i mit indre oprøres ved denne skændige behandling! — o, knus mig ikke i din vrede, Talbot! Bad Alma og rejste sig vaklende. Jeg må gå, jeg formår ikke at holde det ud længer! — du skal blive og høre mig til ende. Jeg vil det således, om det så bliver sidste gang du hører mig! — i din faders navn, som nu ligger i sin grav, lad det være nok med dette, hvis du ikke vil, at jeg skal blive syg og mere ulykkelig end jeg alt er i forvejen, stønnede hun. — du bliver hverken syg eller dør af så lidt. Dig er det, som har formået min fader til at sætte denne klausul i testamentet. — nej, det sværger jeg dig til! — hvem har det da været? Den unge mands øjne skøde flammer. Han var sig næsten ikke selv mægtig. — ingen i hele verden har rådet ham dertil. Det ved jeg med bestemthed. — øg du vil virkelig bringe mig til at trø, at han med frit overlæg har lænkebundet min skæbne fåledcs? Nej, nej, det tror jeg ikke. — og dog forholder det sig så. Det var hans kæreste tanke, af du og jeg... Dog, lad os ikke tale derom i dette skrækkelige øjeblik. Kun et vil jeg sige dig: han mente, således sagde han, af stille mig ved din side, fordi... ak, lad mig ikke sige mere... — tal kun ud. Jeg forlanger det! — nuvel, tilgiv mig, hvis mine ord muligt komme til af såre dig. — til sagen, til sagen! — hans mening var, af min karakter var lidt mere rolig og adstadig, og af dit sind var en lille smule vildt... O, bliv ikke heftig... han troede af det ville kunne mildnes, når du havde en kvinde ved din side, som ret af hjertet var dig hengiven. — ja, jeg skulle stå under din tugt og pleje, gå i ledebånd hele mit liv! Næppe slippe sløikjolen, før jeg kom under et andet åg. Ha, skændsel over alt! Det skeer aldrig, hører du, Alma, aldrig. Før jeg gør dette, vil jeg dræbe os begge! Hans holdning blev mere og mere truende; han åndede dybt og tungt og ordene vare ledsagede af hæftige bevægelser. Alma flygtede med et sagte skrig henimod døren, der førte til et andet værelse. — jeg skulle gøre dig til min hustru, stønnede han, lægge en jernlænke om min fod, som binder bande min tanke og min idræt! Nej, for dette skal ske, vil jeg... — Talbot, betænk vel hvad du siger! afbrød hun ham og trådte med et bønligt blik et par skridt henimvd ham. Hvad kan jeg vel gøre for alt dette? Aldrig, det tilsværger jeg dig, har jeg tørstet efter din faders rigdom. O, nej, nej, gerne lod jeg dig beholde det alt sammen og gik herfra som jeg er kommen, gerne fornægtede jeg det navn, som han i kærlighed gav mig, da han tog mig fattige barn til sit hjerte; men et helligt løfte til din døende fader binder mig, hvilket jeg ej formår at løse, fordi mit hjerte med hver tanke billiger det! O, gode gud, du som kender hvad der lever i mit bryst, du ved, at timeligt begær var langtfra min tanke! Alma formåede ikke at tale mere. Den frembrydende gråd kvalte hendes stemme. Hun bøjede hovedet og vaklede hid og did. Han gik hurtigt hen til hende og greb hende hårdt i armen, idet han sagde: — sæt dig i stolen der og tal videre; lad forklaringen mellem os blive fuldstændig. Jeg trænger til en afgørelse. — o, nej, så lad mig da i det mindste knæle for dig! hviskedee Alma og sank ned på knæ. Her, ved din fod, er min rette plads, det sted, der passer for en ydmygt bedende. — du vil bede mig om noget!... Spar din ulejlighed, Alma, du ejer jo alt. — o, tal ikke til mig om disse penge. Jeg vil ikke have dem; nej, det skal du, Talbot, hører du, de er dine... dine med rette. — javist; men min fader mente anderledes. Her skal jeg stå som en sættig usling, tryglende, tiggende, som en gadestryger. — nej, nej. Ak, Talbot, vær ikke så hård! Kend da mit hjertes hemmelighed, som jeg ikke formår at skjule længer. Fra hin juleaften, som du nylig mindedes, kom der en følelfe i det fattige barns hjerte, som senere voksede dag for dag og bar frodige blomster. Det var først taknemlighed, senere blev det anderledes. Du så det ikke, lagde ikke mærke dertil; du anede ikke, at en stakkels ung kvinde bøjede sig over dit leje og lærte dig at kende træk for træk. Hver en ædel handling, som dit hjerte øvede, bragte en tak fra mit hjerte til gud; men du var blind, du så og hørte intet. Du, Talbot, lyttede kun til dit ungdomsnrod, du ville ud at tumle dig i vild kamp, for engang måfke at vende hjem, værkbruden på legeme og sjæl. Du anede eller tænkte ikke over, at medens du voksede op og i dit idre blev mere mandig, din stemme mere klangfuld, blev også den fattige pige, som din fader hjertevenligt havde taget sig af, til jomfru. Du anede ikke, at den følelse af taknemlighed i barnets hjerte, som var lagt tilrette og spirede og foldedes ud, blev til en mægtig følelse... til kærlighed, ren og hellig, som den var stærk. O, gud, se ikke så skrækkeligt på mig. Kunne du vel fortænke mig i, at jeg billigede din faders beslutning, at du og jeg skulle være et tilsammen! Du, som havde en så mægtig talisman i mit bryst... Dig, som jeg elskede og elsker over alt! Hun bølede hovedet dybere og dybere. Den svage rødme på hendes kinder vidnede om, at det havde kostet hende overvindelse at meddele Talbot Klingsey sit hjertes jomfruelige hemmelighed. Den unge mand var frygtelig bleg. Han var bleven stående foran hende med korslagte arme og det tamme hånlige smil. — trods det du siger, tror jeg dig ikke, sagde han; men jeg gennemskuer dig. Du vil påtvinge mig din kærlighed. Hvad er det vel andet end en løgnagtig følelse, som du forgæves skal søge at fremtvinge. Jeg tror dig ikke, jeg elsker dig ikke og hellere end leve livet med dig som hustru, vil jeg gå ind i laboratoriet, for at få en løsning tilvejebragt; der skal da fremtvinges en afgjørelfe, som både vil gå ud over dig og mig. Min fader har selv vist mig den vej, jeg har at følge. Det koster mig kun en minuts anstrengelse og dette hus med de personer, der sindes deri, ville blive tilintetgjorte ved en eksplosion. — forbarmende gud! størmede Alma. — ja, vedblev den unge mand truende, idet hans ophidselse steg med hvert sekund; enten skal jeg ægte dig, for at så den formue, som tilkommer nrig, eller gå fra mit fædrehjem som en stodder, der skal tinge for fin føde. Det vil jeg ikke. Jeg vil ingen af disse to dele; hellere dø; men du skal slet ikke finde den tilfredsstillelse, at blive enehersker over det gode, der tilhører mig. Du stjal både min faders hjerte og min faders formue fra mig, få dø da med mig. Han svingede truende hånden og styrtede i højeste ophidselse ud af døren. — min gud, hvad vil der fle! udbrød Alma hændervridende og tog sig til hjertet, der bankede, som skulle det sprænge sit fængsel. Langsomt vaklede hun henimod døren. Endelig nåde hun derhen og greb fat i dørlåsen; men her svigtede kræfterne hende og det ligblege hoved sank med en dump lyd over mod døren. undet kapitel. En katastrofe. Laboratoriet, som stødte op til selve våningen, var i forhold til de smukke værelser i forbygningen et meget uhyggeligt opholdssted, trods sit mere velholdte ådre. Klingsey havde ret og talte fuldstændig sandhed, da han i sin ophidselse havde sagt til Alma, at han kunne, hvis han ville og hvad øjeblik det skulle være, øve et tilintetgørelsens værk. Explosionsstof fandtes der nok af på dette farlige sted; nogle få pund kastet i ilden og stedet med dets tilbygning ville i kort tid ligge i grus og de i bygningen værende personer lide en forsmædelig død. På dette sted færdedes foruden Talbot klingfey en anden person, som om muligt med større interesse og mere jhærdighed tog sig af sagerne, så de gik deres vante, regelmæssige gang. Det var et ungt menneske, omtrent jævnaldrende med Klingsey, ved navn John Tonnier. Naturen havde alt fra fødselen henvist ham til at spille en tarvelig rolle. Han var langtfra fmuk, fvertimod, der var hverken forhold i hans bygning eller tale om regelmæssighed i hans træk. Kun et var der i hans ansigt, som den, der talte med ham, aldrig kunne overse, det var de talende, milde, blå øjne, der ligesom gjorde, at man glemte hans uheldige ådre, for at læse i disse øjne, der talte så meget om selvfornægtelse og underkuelse, ligesom man med virkelig velvilje lyttede til hans stemme, der havde en behagelig tenorklang, og aldrig lod sig forlede til et heftigt udbrud eller en skarp betoning af sin villie. John tonuier havde nu på sjette år været medhjælper i laboratoriet. Hvorfra han var kommen, vidste ingen, hvor han havde tilbragt sin barndom kendte ingen og han talte aldrig selv derom. Med flere måneders mellemrum bad han om tilladelse til at gøre en lille rejse på en fjorten dage, og efter at have erholdt denne, hævede han sin tilgodehavende gage. På klokkeslet mødte han igen, rede til arbejde, færdig til at fpille sin ydmyge rolle, hvis nogen skulle have i sinde at forlange det. For Talbot var han alletider gået afvejen; om det var af frygt eller fordi han ikke ret kunne lide ham, havde man ingen forklaring på. John Tonnier passede sin dont med samvittighedsfuldhed og gik så sin stille gang alene, og dermed var jo det vigtigste gjort. Mangen gang sad han til langt ud på natten og granskede i de store lærde bøger, som han købte for fine sammensparede penge. Et lille hyggeligt kabinet, i umiddelbar forbindelse med laboratoriet, var det stille, fredelige sted, hvor han efter dagens endte gerning tyede hen. Just således var det denne aften, da hin hæftige scene mellem klingfey og Alma havde fundet sted. Han havde lagt armene på bordet og den tankefulde pande hvilede i hænderne, da han pludselig blev reven ud af sin grublen ved at Talbot i højeste ophidselse styrtede ind i laboratoriet. Talbot stønnede af halvt undertrykt bevægelse; der var intet lys i John Tonniers kabinet, og Talbot tænkte derfor at han var alene, hvorfor han udtalte sig uforbeholdent. — jeg vil dræbe hende og mig! udbrød han. Hun skal følge mig i døden. Ingen skal få gavn af den formue, som blev mig nægtet under det lumpne påskud, at jeg har et heftigt sind og ikke forstår at forme min skæbne uden medhjælp. Alma, hun skulle stå ved min side, hun skulle lede mine handlinger og give råd. Jeg skulle leve som hendes wgtefælle, men under det tryk, at jeg kun havde fået hvad der tilkom mig, tilkom mig med rette, fordi hun, den fremmede, den, der stjal min faders hjerte fra mig, havde været så nådig at række mig sin hånd for alteret. Jeg skulle købe den formue, der retmæssig tilhører mig, ved at lægge en byrdefuld lænke om min fod for hele livet! Nej, aldrig skeer det. Enten fri og enerådig over sine handlinger eller også døden. Hvad er der vel ellers ved livet? Længe nok har jeg været under åget, nu er det forbi. Enten vil jeg fri og frejdig og i besiddelse af hele min handlekraft usvækket føle mig som en mand, eller også tilintetgørelse. Jeg vælger det sidste; thi her er intet andet for mig at gøre. Han traf sine forberedelser. Uden at han anede det gik døren til John Tonniers kabinet langsomt op, og den unge mands blege, ængstelige ansigt viste sig i døren. Efter at Talbot havde arrangeret alt til sin vanvittige handling, stod han et øjeblik med foldede hænder og med hovedet sænket mod jorden. — Maja! lød det fra ham med rystende stemme. Det bliver altså ikke denne gang at jeg fører dig til brudeskamlen, du yndige, strålende barn, som elsker mig over alt; for sidste gang har jeg trykket hede Kys på dine læber, for sidste gang har jeg læst min lykke i dine drømmende øjne. Ak, hvillet år fuldt af søde kvaler er der ikke rundet hen for os. Hverken du eller jeg turde lade nogen ane vort hjertes hemmelige forbindelse. Hvor mangen stille aften har jeg ikke listet mig til dig, blot for at se dig, blot for at meddele dig, at du havde været min tanke hele dagen og at jeg i mit hjerte havde bygget dig et slot, hvori du alene var herskerinde. Alle de dejlige ungdomsdrømme er nn forbi. Farvel for evigt, min egen Maja, jeg seer dig aldrig mere; jeg formår ikke at holde mit løfte til dig, at gøre dig til min hustru. Han standsede et øjeblik og strøg hånden hen over panden, som for at bortjagede mange sørgelige tanker, der strømmede ind på ham. Pludselig hævede han hovedet og en vild energi læstes i hans blege træk. Han dannede en lunte af noget tougværk og antændte den langsomt. -— hvad er det de foretager dem? lød det i det samme bag ved ham i en streng tone. Klingsey vendte sig rolig om. — å, er det dem, John Tonnier, sagde han. Som de seer, jeg vil eksperimentere. — jovist, de vil sprænge huset i luften. — så vil jeg råde dem til at skynde dem at komme bort! Se, lunten er allerede antændt!... De ryster, hare! Er de bange for at dø? Talbot Klingsey lo hånligt. — såvist som jeg nærer den forvisning, at der er en gud, der ved at dømme både vore gode og onde handlinger, såvist frygter jeg ikke døden; men jeg forbyder dem at udøve denne vanvittige handling. Klingsey pustede til lunten, for at bringe den yderligere i glød, og vendte sig derpå med et dæmonisk smil om mod John Tonnier. — hvem giver dem ret til at befale her? — jeg har ingen ret dertil, svarede Tonnier; men beder dem i himlens navn at slukke denne lunte og se at komme på andre tanker. — det gør jeg ikke. — bien du milde gud, betænk dem dog vel, de vil jo øve en grusom forbrydelse, ikte alene mod dem selv, men tillige mod deres omgivelser, sagde han i en bevæget tone. De er ophidset; den rette grund dertil aner jeg kun; men jeg bever og besværger dem, lad dette afskyelige påfund fare. — gå, jeg ønsker ikke dem nogen ulykke; men de må ikke hindre mig! råbte Klingsey. — ulykkelige! stønnede John Tonnier; har de da betænkt, at de også dræber frøken Alma? — så kan hun jo flygte eller blive, hvad hun selv vil! svarede han kort. — forbarmende gud! Hun ved jo intet om deres skrækkelige foretagende. — jo, hun ved det. — men tror dem naturligvis ikke i stand til at udføre det. O, de må være vanvittig!... Nu vil jeg flygte; men først vil jeg ile ind til hende og sige hende, hvad de står i begreb med at foretage dem; selv om hun gør modstand, vil jeg bære hende bort på mine arme fra dette ulykkens hus. Hun må ikke blive et offer for deres vanvittige foretagende. — skynd dem da, sagde han hoverende; lunten begynder at brænde ned. Jeg kan ikke vente længe. Gau til deres kurrende due! I to passe godt sammen. — hvad mener de? — nt de elsker Alma! John Tonnier greb sig i det samme til hjertet. — skynd dem, Tonnier! vedblev Klingsey spottende. Jeg kender dem og ved at de elsker Alma. -— og om så var! hviskedee John Tonnier. — å, jeg finder den sag aldeles naturlig! — lad vs ikke tale mere derom, svarede Tonnier hæst. Asstå fra deres afskyelige foretagende: betænk dem endnu en gang. Deres fader har efterladt dem en betydelig formue, de må kunne blive lykkelig. — dosmer, ved de da ikke, udbrød han hånligt, at jeg kun kan komme i besiddelse af denne formue ved at ægte Alma. — og denne lykke støder de fra dem? — jeg skylder ikke dem regnskab for mine handlinger, de være så eller så. — jeg vil sige til dem, som deres fader ville have talt til dem: Talbot, tæm den vredes ild, der gløder i dit hjerte! — se, lunten er alt brændt et godt stykke! Var Talbots svar. Gå og lad mig være fri for nogen prædiken. — nej, jeg vil ikke gå. Jeg kan og vil hindre dem i at udføre deres skrækkelige forsæt. — jeg gad vide ved hvilket middel? — det er simpelt nok: jeg bruger magt. denne handling må ikke ske. Ved den levende gud, nej, den må ikke ske. Jeg føler det, at jeg vil få kraft til at vriste dem denne lunte af hånden og jage dem ud i den frie luft, for at svale deres hede pande og bringe dem til en bedre erkendelse. — John Tonnier, en gang for alle vil jeg sige dem: vov ikke at lægge mig nogen hindring i vejen eller de skal få at føle, at jeg ikke lader mig rokke i min engang fattede beslutning. Den unge bland, der var gået et skridt tilbage for de truende miner, der sendtes ham, skred atter tæt hen og greb Klingsey hårdt i armen. -— tilbage! brølede denne. Gå til deres elskede og advar hende, hører de! — Alma er ikke min elskede, sagde John Tonnier, idet et lyn glimtede i hans øjne; gid hun var det, gid hun ville lytte til det jeg ville sige hende, da skulle jeg gøre hende lykkelig, så lykkelig som det står i menneskelig magt at gøre en kvinde. Klingsey stampede heftig i gulvet. — men hvorfor Pokker nøler de da? Se, lunten har endnu kun to minnter at brænde i. Skynd dem at erklære dem for hende! — de mener måske, at jeg aldrig tør gøre mig håb om denne lykke? udbrød John Tonnier med skælvende stemme. — jeg misunder dem ikke! svarede Klingsey, der i den ene hånd holdt den i fuld glød værende lunte og med den anden bydende pegede mod døren. John Tonnier blev stående. — de vil altså blive, sagde Klingsey. Nuvel, så lad det være således; jeg ventede kun på, at de skulle satte en bestemt beslutning. — min beslutning er fattet! svarede John Tonnier. Klingsey nærmede lunten til explosionssfoffet. Neppe et sekund og jorden ville ryste, som var der et ildsprudende bjerg i dens indre. Sten på sten ville løsne sig og smuldre. Alt, alt ville begraves i et eneste frygteligt Kaos. John Tonnier beregnede hele virkningen. Det var en ligefrem pligt for ham, at hindre dette menneske i at øve denne gruopvækkende gerning. Med et hæst skrig og anvendende al den kraft, øjeblikket gav ham, styrtede han over sin modstander. Klingsey ventede dette angreb og med kæmpekraft slyngede han hane fra sig. Lunten lå tæt ved explosionssfoffet. Man kunne næsten beregne det sekund, da katastrofen ville indtræffe i laboratoriet. Klingsey stillede sig foran, rede til at møde et nyt angreb. — almægtige gud stå mig bi, giv mig kraft til at tvinge dette menneske! stønnede John Tonnier og sprang med nyt mod henimod Talbot, der bleg, men rolig oppebiede hans angreb. Der hørtes i samme nu et gennemtrængende, forfærdet skrig. det kom fra John Tonnier. Ned at gøre en bevægelse til siden lmde han ved månens skin, der svagt oplyste værelset, set døren sagte blive åbnet og Alma træde ind. Hun blev stående bleg og rolig, med foldede hænder, som ventede hun sin dødsdom. Ved dette syn var det som om alt blodet randt ham til hjertet. Alma skulle lide døden?... Nej, det måtte ikke ske, hvad det end skulle koste. Disse herlige træk skulle stivne i døden og gå sin opløsning i møde; denne bølgende barm skulle aldrig mere fostre de smukke og ædle følelser, som ellers bevægede den?... O, nej, det måtte ikke ske! Lunten havde nu nået omtrent hen til explosionsstofset. Et himlens under skulle der til, hvis ikke det næste sekund bragte de tilstedeværende døden. Det gjaldt en sidste, en afgørende kamp, enten det blev så eller så. John Tonnier vovede ikke at se på Alma; hans blik var som fastnaglet til Talbot Klingsey, der frygtelig bleg, men med et bestemt udtryk i ansigtet, ventede ham. — Klingsey! stønnede han. De har ingen ret til at dræbe deres medmennesker. De vil så et frygteligt ansvar på dommens dag. Gå, gå!... Milde gud, vi er dødsens! Et bytte for øicblikkets skrækkelige alvor vejede han ikke længer faren, men styrtede hurtig som lynet ind på Klingsey. En hemmelighedsfuld krast lagde i dette sekund en styrke i hans arm, hvorover han selv blev forbavset. — det skal ikke lykkes dem, hviskedee Klingsey hæst, idet de brødes så musklerne knagede; de og Alma skulle dø med mig. Her bliver ikke sten på sten tilbage, ikke et eneste minde om dem, der her have åndet og levet. — gode gud, giv, mig styrke... giv mig kraft, at ikke denne forbrydelse skal øves! stønnede John Tonnier. Frygtelige menneske... unaturlige søn, flygt... flygt!... Mærker du ikke alt den svedne lugt... mærker du ikke dødsøjeblikket kommer... føler du ikke dit hjerte sammcnsnores af angst ved hvad du her vil øve! John Tonnier, der alt begyndte at blive træt, gjorde atter et sidste, heftigt angreb. Det lykkedes ham at tvinge Klingsey i knæ. John Tonnier bøjede sig med hele sin kraft over ham og omslyngede hans Hals med et eneste kraftigt tag. Begge de kæmpende rullede hen ad gulvet. Klingsey gispede efter vejret og kæmpede før at komme op; men John Tonnier holdt ham med overnaturlig krast nede. I det samme skete der noget, som aldeles skulle forandre situationen. Alma havde med foldede hænder og et gudhengivent blik oppebiet, hvilket resullat kampen mellem de to mænd ville bringe. Det var som om hun af dette ville slutte, om det var forsynets villie, om hun skulle leve eller dø på en så forfærdelig måde. Neppe vare de to blænd rullede om på gulvet og havde ladet pladsen fri, hvor eksplosions. Stoffet fandtes, før hun sagte og lydløst styrtede derhen. Hendes små, hvide hænder strakte sig i det samme om det frygtelige, ætsende stof. Med febrilsf Iver greb hun det. Endnu havde lunten ikke antændt det; men det var på høje tid. Et sekund endnu og slaget var kommet. Hin lille, men frygtelige masse, hun holdt i sin hånd, ville have bragt dem alle døden. Nu vare de frelste! Hun ilede ud, lydlosf som hun var kommen. John Tonnier rejste sig. Bed hans fod lå Talbot Klingsey, bleg og bevidstløs. John Tonnier ilede hen til stedet, hvor explosionsstoffet havde ligget. Blikket ser rundt i stuen og de famlende hænder ser med lynets hast ledende hid og did, men uden resultat. — det er borte!... O nej, kan jeg tro derpå! Hviskedee han. Skulle Alma have srelst os alle! Han løb ud af stuen og ind i den private lejlighed, som han så godt kendte. Gennem de forskellige værelser ilede han, uden at kunne sinde hende. Endelig stod han udenfor sin gamle principals værelse. Skulle det kunne tænkes muligt, at Alma var her. Han måtte forsøge det, skønt det ellers var en dør, som var lukket for ham. Han måtte have vished, for at kunne tro på at faren var overstået. Han måtte med egne hænder gribe om det farlige stof, for at kunne tro at frelsen var kommen. Han gik ind. Foran et fotografi as den afdøde Edgard Klingsey knælede en ung pige, hensunken i stille bøn. Det var Alma. Da døren gik op, vendte hun sit blege ansigt imod denne. — de har taget explosionsstofset... ikke sandt, Alma? spurgte han, idet hans øjne funklede; det var dem, som... — ja, svarede Alma sagte. Da de kæmpede med hinanden, benyttede jeg lejligheden til at tage explosionsstoffet bort. Gid jeg med det havde taget enhver misforståelse bort. Milde gud, hvor meget kan ikke få minutter rumme af fare og ulykke. Jeg forvinder det næppe for det første. Hun tog sig til hjertet og udstødte et dybt, lettende suk. — de har frelst vort liv! sagde John Tonnier. Tak for det, Alma. — jeg tænkte, gud ville stå os bi i det frygtelige øjeblik og han har gjort det, idet han gav os begge styrke til at afvende faren, svarede hun. Hun havde rejst sig og så på ham med et mildt og venligt blik. — tak, også for deres hjælp, John Tonnier, sagde hun og strakte ham hånden i møde. Jeg skal aldrig glemme denne stund, det forsikrer jeg! Han greb hendes hånd. Det så et oieblik ud, som om han ville trykke den til sit hjerte; men pludselig slap han den lempelig og vendte ansigtet bort, idet en tåre stjal sig ned ad hans kind. Der blev et øjeblik stille i værelset. — hvor er Talbot Klingsey? spurgte Alma sagte. — i laboratoriet. — går det an at han er alene i sin ophidsede tilstand? hviskedee hun skælvende. — vær rolig for det. — han kan måske finde på en gentagelse af den tamme scene? — nej, det gør han ikke. — de siger dette få roligt... min gud, hvad er der da hændet...? — der er ikke mere explosionsstof... De ved, siden deres plejefaders død er der intet videre bleven foretaget, og desuden... — store gud, han er dræbt! stønnede Alma, idet hun gjorde mine til at ile mod døren. John Tonnier sukkede uvilkårligt ved at se hendes levende angst for Talbot Klingsey. — han er kun besvimet! skyndte han sig at sige. Men kom, lad os kun ile derover. Han er. måske nu kommen til bevidsthed. — ja, ja, lad os gå derover! gentog Alma ivrigt og ilede mod døren. John Tonnier stod et øjeblik med sænket pande og oiet mørkt fæstet nrod jorden. — hvor hun er ængstelig for hanr! mumlede han og knugede hånden mod hjertet. O, havde hun en anelse om hvilken kamp det ægger i nrit bryst, hver gang hun røber sine følelser for ham! Stille, stille, John, lagde han trøstende til; for dig er ingen glæde lagt tilrette, du er arbejdets barn, hvad vil du vel, af du vover af flyve så højt. Farvel, min dejlige drøm om hende... Farvel hver tanke om nogensinde af slutte denne perle inde! han ser sig med hånden over panden. — afsted, hviskedee han: her er intet blivende sted. Lad se, hvad der videre skeer. Jeg må ile ester hende, for om mulig af beskytte hende mod den hun elsker! Et bittert smil krusede hans læber. Han gik bort og nåde Alma ved døren til laboratoriet. Da de kom ind stod Talbot Klingsey oprejst midt på gulvet. Alma drog stille et lettet suk. Han ænsede dem ikke, men rave

1876_Borring_FaergemandensDatter_1

Emil

Emil

Borring

Færgemandens datter 1

male

male

dk

Borring

Færgemandens Datter 1

Borring

Færgemandens Datter

Original romantisk Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

Denne fil er kun 1. del; 2. del i 1877 med file-id: 130024031870 og på 608 sider. Nogle ord er ikke læselige i txt

nan

nan

O

Første kapitel. Fiskerens hemmelighed. Vesterhavets bølger styllede skummende op imod stranden. Over hele kyststrækningen hang den disede morgenluff og hyllede alle omgivelser i en tæt. Næsten uigennemtrængelig tåge. Kun engang imellem, når et vindkast ser ind over landet, spredtes tågen og man kunne skimte de små, venlige fiskerhytter, hvis skorstene alt sendte røgen op af sit smalle rum, et tegn på, at beboerne vare oppe og i færd med at nyde morgendrikken, som det første styrkende middel til de kommende daglige besværligheder. Et sted, hvor vandet havde sfåret en lille vig ind i den stenede grund, der dannede fundamentet mod bølgernes stærke brydninger, skød en båd langsomt ind. Der var to mænd i båden, begge klædte i sømandsdragter og med søstøvler. den ene af disse var en høj, sværlemmet skikkelse, med et par funklende, gennemborende øjne, der mere lignede rovdyrets end menneskets; den anden, en fuldstændig kontrast til den førstnævnte, var lille og uanseelig og havde et skelende, lumsk udseende. — ved du hvad, Lars færgemand, sagde den sværlemmede og gjorde mine til at fortøje båden; det er en bandsat tåge, der hviler over jeres kyst i dag. Havde jeg ikke haft bestemte forretninger for, var jeg bleven ombord i min lune køje. Et Pokkers held var det forresten, at båden ikke kæntrede; man kan jo næsten ikke værge sig imod de fordømte skær, der siyde op som padehatte på en sumpig jordbund. — jeg gi ' er dig ret heri, John Harrison; ingen kender vel farvandet bedre end jeg, skulle jeg mene, og havde du ikke haft mig med, kunne du vel knapt være nået til land. Nå, jeg siger det ikke for at rose mig selv!... Men et har jeg længe spekuleret på, som jeg nok gad vide... — hvad er det, Lars? — den forretning, du omtaler, ønskede jeg nok at vide lidt besked med. — slap det der ud! Du er nysgerrig, Lars. Nå, så længe vi to have kendt hinanden, har du alletider været en fiffig fyr, som kan gemme på en hemmelighed, og hvis du vil give mig en håndsrækning, når jeg trænger dertil, kunne det nok hænde, at jeg hviskedee dig et ord i øret, som ikke vil fordanse dig så lidt endda. — lad høre... — først må du bande på, at du vil stå mig bi! — det kommer an på hvad det er! — selv om du ikke indvilger, holder du ren mund. Forstår jeg ret, Lars? Den talende så med et gennemborende, forskende blik på sin kammerat. — naturligvis, sagde Lars færgemand slesk. Du kan stole på mig, som på dig selv. — godt, så hør da. John Harrison lagde sin mund til færgemandens øre. De ord, der tilhviskedees denne, bragte ham til at blegne og ryste. — den streg tør du ikke vove! mumlede færgemanden og stirrede bestyrtet på sin kammerat. — jovist tør jeg! — det gad jeg se på! — du skal få troen i hænde, Lars. — men du glemmer en ting, John! — jeg gad vide, hvad det skulle være? — alle fisferne lide ham godt; de kunne gerne gå i døden for ham, om det så skulle være. — å, de betænke dem nok to gange. Fra ord til handling er mere end en kabellængde. — gør som du vil, John. For gammelt bekjendtstabs skyld har jeg i al hemmelighed hjulpet dig herover; men jeg vasker mine hænder i uskyldighed. — du vil altså ikke være med mig? — nej, lad mig være udenfor. I forrige tider kunne jeg nok lide af tage en hånd med i legen; men nu er det forbi for mit vedkommende. — giver du mig en håndsrækning, Lars, skal jeg gøre gengæld, og jeg er mand for af holde hvad jeg lover, om så djævlen og hele kleresiet vil sætte en bom for mine handlinger. — jeg ved, af du er dristig og uforfærdet, John; men hvad skal det egentlig føre til? — seer du, jeg vil af han ret for alvor skal føle, af nu er min time kommen; han skal vide, af de mange år, der er gåde siden han øvede sin niddingsdåd, ikke har slettet et eneste ord i den selvbekjendelse, han nedskrev under indtrykket af sin forbrydelse. Han skal komme til af husfe mig, og jeg skal stille fordringer, bestemte, absolute, som han må og skal gå ind på, hvis han ikke vil, af jeg går til domstolene. — men har du da virkelig nogen ret til... — stille Lars, jeg hedder John Harrison, forstår du? — javel, ja, jeg skal gøre mig umage for at huske det! sagde Lars færgemand, og hans stelende blik rettede sig med en vis beundring pcnr den mægtige skikkelse, der stod for ham. — gødt, vil du så give mig en håndsrækning...? Jeg spørger netop dig, Lars, fordi jeg kender dig og du mig! — så længe du kun går frem med lempe, er jeg din mand, svarede Lars færgemand, idet han rettede sig med en vis selvfølelse, - men går du et eneste skridt henimod en voldsom adfærd, da kender jeg dig ikke mere, John. — gødt, netop således vil jeg. — men ren aftale. Hvad giver du mig for min hjælp? Lars færgemand betragtede sin kammerat med et lurende sideblik. — forlang hvad du vil, kun ikke penge. — gødt, jeg vil kun et. — nå, hvad forlanger du da? Sig det hurtigt, thi inden dagen gryer, må jeg være hjemme hos dig. Lars færgemand strøg sig betænksomt over panden, som kunne han ikke ret få frem, hvad han ville. — jeg gætter dit ønske, sagde John Harrison — så...? — ja, og jeg vil imødekomme det. Jeg ved, Lars, at din søn er stærkt forgabet i Ingeborg.. ' hvor fanden ved du det fra? — det vedkommer ikke sagen. Kort og godt, som løn for den del, du tager i mit forehavende, vil jeg gøre hans lykke... — du mener...? — bet er han ikke synderlig køn, idet han både er rødhåret og har fregner i ansigtet; men jeg skal dog sørge for, at Ingeborg giver ham sit jaord. — kan du gøre det Kon sistykke, John, sagde Lars færgemand og gned fornøjet hænderne, så kan du være sikker på, at jeg skal stå dig bi! — godt, det skal ske; her er min hånd, Lars; hun skal blive hans kone. De to kontraster rystede hinandens hænder som de bedste venner. — men hvorledes tænker du at gribe sagen an imod ham, for hvis skyld du egentlig er kommen herover? spurgte Lars og betragtede forskende sin kammerat. Et uhyggeligt smil gled over John Harrisons træk. — vær rolig for det, sagde han og stirrede over mod hytterne, der begyndte at træde mere og mere frem i dagbrækningen; alt har længe været forberedt, i dag kommer tommedagsslaget! han greb Lars ved hånden og begge steg op på strandbredden. — afsted ' vedblev han. Ingen må se mig, før timen er kommen! De to mænd satte sig i bevægelse og vare snart forsvundne mellem klitterne. Andet kapitel. Søvbryllupsdagen. Solen steg glødende rød op fra havet og kastede sit blændende skær på stranden og hytterne. Der begyndte at komme liv i befolkningen; man så kvinderne sætte sig udenfor huset, — omgivet af en rødkindet, hærdet børneflok, — for at bøde på fiskegarnene, medens mændene efterhånden gik ned mod stranden, for at se til bådene og udsøre hvad der ellers lå for hånden, medens de iøvrigt talte sammen om dagens fornemste spørgsmål. Det var nemlig en festdag i dag, og alle fiflerne havde besluttet at fejre den i forening. På denne dag havde for femogtyve år siden en af kystens hæderligste og dygtigste sømænd kastet Anker i wgteflabets havn. I dag var det hans sølvbryllupsdag, og den skulle sejres som ingen anden dag. Vi ville siride ind i hytten til de to gamle. Alt var så smukt og net derinde og tydede på en vis velstand. I vindueskarmen stod duftende roser og på bordet lå alt flere gaver, som fiskerne havde sendt, til tegn på deres sympatti og agtelse for de to hæderlige gamle. Jep Johnsen og Karen, således hed fiskeren og hans hustru, sagde hånd i hånd ved siden af hinanden i den gammeldags kanapa ' der var smil om deres læber og trofasthed i øjet. De følte begge, at om årene end vare svundne, ville den kærlighed, som de havde næret til hinanden i ungdommens dage, aldrig formindskes eller salme hen. Det var som om fredens og kærlighedens vingede gud her havde sundet sit rette asyl i huset mellem klitterne, hvor kærlighed og trofasthed aldrig svigtede, det gælde hvem det ville. Bevæget talte de om gamle dage og levede i tankerne de forskellige begivenheder om på ny, der for dem havde haft mesf betydning. De blev imidlertid på en brat måde afbrudte i ot fortsætte deres samtale. Der hørtes støt og hurraråb, blandet med Jep Johnsens og Karens navne. — Karen, det er vore venner, som komme for at bringe os deres hyldest! sagde Jep. Lad os gå ud til dem. — som du vil, Jep, svarede Karen, idet en mild bevægelse asspeilede sig i hendes ansigt. Neppe vare de trådte ud af huset, før et rungende hurraråb lød dem i møde fra de forsamlede fiskere. En gammel sømand trådte frem før dem alle og blottede det ærværdige hvide hoved, idxt han talte følgende ørd: — Jep Johnsen og dig, Karen, bringe vi vor hjertelige lykønskning på denne eders højtidsdag. Jeg og vi alle have set eders Vandel og vide, hvor trofaste hjerter i eje. Når vi have følt trang til at komme her, da er det ikke alene fordi du, Jep, var den første til at tørne ud, når der var fare på færde; men fordi du og din hustru altid rakte en yjælpende hånd, når nogen af os trængte til bistand. Gid i må færdes længe blandt os, gid Vorherre skænke eder lykkelige dage! Jep Johnsen trykkede fiskernes hænder en før en. — tak, mine venner, sagde han bevæget, før den glædelige overraskelse, som i have beredet mig og min hustru. Jeg vil kun ønske enhver brav mand en kone søm hende, og at de i lige så mange år som vi må kunne følges ad, et i glæden og et i sorgen, et i magsvejr og et når det kuler op til storm. Tak, alle sammen! — øg vi før vel lide på, tog den gamle fisker igen ordet, at du kommer ned til vor samlingsplads ved stranden? Da vi hvert år ifølge gammel vedtægt holde en fest i anledning af det gode udbytte, vi have haft af fiskeriet, have vi netop valgt denne dag dertil, og vi håbe taften at se dig dg hustru i vor midte. — det vil jeg, svarede Jep Johnsen; hvor fluide jeg befinde mig bedre end mellem eder? Vi kende hinanden og have sammen tumlet ud tilsåmangen en alvorlig dyst. Endnu engang lød et rungende hurra, hvorefter fiflerne forlod stedet, for igen at gå til deres vante dont. Karen lænede sit hoved til Jeps skulder. — hvor dog alle er gode imod os, hviskedee hun og stirrede jxp ind i øjnene; det er en velsignet venneflok, vi have erhvervet os her, og som alle ville vort vel. Hvor mange skønne gaver ligge ikke derinde, som tegn på deres velvilje. Selv Ingeborg, det kære barn, som næsten er os i datters sted, har bragt sin skærv til vor festdag. — jeg seer alt og fryder mig ved alt, svarede Jep iohnsen; og nu, Karen, da vi er ene, -lad mig ret. af hjertet takle dig for al din kærlighed i de mange år, du har været mig en brav og trofast kone. Når du så en mørk sky på min pande, var du straks rede til med dine milde ord at sprede den, og når jeg træt og mødig kom hjem fra havet, da så -- jeg dit glade smil og glemt var møisommeligheden, glemt kampen for det daglige brød. Kom til mit bryst, Karen, og lad mig se dig ind i dine trofaste øjne. En inderlig omfavnelse fulgte på disse ord. — kunne jeg vel andet, svarede Karen bevæget; jeg havde jo den ædleste og bedste mand på hele øen... — lad os ikke tale derom, sagde Jep iohnsen afbrydende hende, idet hans træk antoge et mørkt, næsten ængsteligt præg. Hvad jeg gjorde, var kun min pligt. Den stund, du ankrede op for alteret ved min side, og jeg svoer at elske dig og ingen anden, har stået for mig som en ed, jeg aldrig burde svigte. Desuden, du og de to rafle drenge, vi med stolthed kunne kalde vore sønner, gjorde mig såmegen glæde, og byrden faldt mig let. Endnu engang: tak for al din rige kærlighed. — tak selv, Jep, svarede Karen hjertelig; men vi må heller ikke glemme, at gud har været god imod os., — ja, ja, det har han, gentog Jep, rdet han med en vis sorg bøjede høvedet noget til siden; han var god imod mig, bedre end jeg fortjente! — husker du, Jep, fortsatte Karen, da vi i dag for femogtyve år siden flyttede ind i den lille hytte? Vi ejede da kun vort gode håb og vore raske hænder? Nu sidde vi dog ret godt i det, have kunnet svare enhver sit og har endda lidt på kistebunden. — ja, ja, mumlede Jep, idet han stirrede frem for sig; det var en tung tid, der gik forud for vort tegtcskab. Jeg havde lidt skibbrud derovre i det fremmede og lå syg... — ja, og jeg ventede dig dag for dag. Årle og silde gik jeg til stranden og stirrede ud over søen; men du kom ikke. Jeg begyndte alt at begræde dig som død; da så jeg en morgen tidlig en båd stævne over mod øen, og alt i lang frastand kunne jeg kende dig. O, gud, hvilken lykkelig stund! Men du var bleven så taus og indesluttet, dit muntre smil var forsvundet. — vel så, Karen, svarede Jep, idet han med magt søgte at undertrykke sin bevægelse; modvind og sygdom giver alvor. — men stig mig da, kære Jep, spurgte Karen indtrængende, lmvde der ikke på hin rejse tildraget sig en eller anden begivenhed, som har kastet en mørk skygge i din sjæl og som du har gemt i dit hjerte, som den dybeste hemmelighed? Jeg har så lidt tænkt på at spørge dig derom, men ' har aldrig ret vovet det. — nej, Karen, nej, stille med det. Kun modgang, lutter modgang var det, som havde gjort mig så urolig og indesluttet. Dog, lad os ikke dvæle ved den mørke tid, lad os hellere mindes de lyse, glade dage, der fulgte efter. Lad os tænke på de to vakkre gutter, af hvilke den ene er ude at pløje havet, men hvis tanker sikkert er herhjemme i dag. — men så kommer vi også til at mindes den mørke dag, da vor datter... — stille dermed, Karen. Han deroppe ved bedst hvad der tjener os. Han tog vor datter, men gav os dog den trøst, at hendes legesøster Ingeborg daglig færdedes om os og gjorde det bitre. Tab mindre føleligt. — 0 ja, hviskedee Karen og stirrede ham ind i øjnene; gud var os god, gid han må være med os alle dage! De to gamle vendte sig om mod hytten, for atter at gå ind. Jdetsamme åbnedes døren og en ung mand, med sværmeriske, ildfulde træk, ilede henimod dem med et glædestrålende ansigt. — nu må jeg måske få lov at tale et ørd med eder, kære forældre, smilede han og trykkede deres hænder. — det synes jeg da du har lejlighed nok til, min søn, udbrød Jep iohnsen; du er jo hver dog om os og kan sige så meget du lyster. — men jeg mente, at på en festdag som denne, ville det ikke være så let; eders venner kappes jo om eder. — hvad ligger dig da så sært på sind? Spurgte Jep iohnsen. — å, det er ikke stort. Jeg ville blot spørge jer, om i ikke er dygtig vrede på mig. — og hvorfor? indvendte Karen, idet hun strøg ham over den af vind og vejr brunede kind. — jo, seer i, jeg har selv tænkt derover. Min hu har aldrig stået til søen, som min Broder Kristoffer, der har sundet sin største lyst i ' at tumle med båden, hvorimod i ofte har fundet mig hængende over en bog i hjemmet. — hvor kommer du på det? spurgte Jep Johnsen. Vi have jo aldrig sagt dig et ondt ord derfor. — nej, det havde i måske ikke hjerte til; men jeg ved, hvormegen pris i sætte på at eders sønner skulle være flinke sømænd. Ganske vist kan jeg nok kalde mig for sømand, men jeg er det ikke med liv og sjæl, som jeg kunne og skulle. — tag dig ikke det nær, min dreng, du har jo altid været god og brav. — jeg har gjort mig umage derfor,far; men om det er lykkedes, får i selv bedømme. Imidlertid var det ikke derom jeg ville tale med eder. Det var nærmest for at overrække eder dette brev. Med disse ord lagde han en stor forseglet skrivelse i Jep Johnsens hånd og løb hurtigt ind i hytten, som for atsundgå enhver yderligere forklaring. Den gamle fisfer saue et øjeblik forundret efter ham, hvorefter han langsomt og betænkeligt brød seglet og gav sig til at læse brevet. — hvad seer jeg! udbrød han pludselig og lod Karen læse brevet. Hytten er vor ejendom nu. For sine spareskillinger har Knud købt den til os; det var smukt af ham, den kære dreng! — er det muligt, udbrød Karen og slog forbavset hænderne ' sammen; er det muligt! O, Jep, jeg må ind for at trykke ham til mit bryst, den gode dreng! Hun stormede afsted; men kunne sikkert ikke nå hytten så hurtigt som hun ønskede, at dømme efter hendes langsomme gang og ivrige bevægelser. Jep stirrede et øjeblik efter hende, med brevet i sin hånd. — ja, det ville være en lykkelig dag, det er en lykkelig dag, mumlede han og knugede hånden mod brystet med et dybt suk; blot jeg ikke bar på denne gyselige, forfærdelige hemmelighed, der aldrig vil skænke mig fred, aldrig vil unde mig ro! Denne skurk har det skæbnesvangre dokument i sin ha and, og han vil sikkert ikke slippe det, før min familie og jeg er styrtet i ulykken. Han må have en plan, en hensigt. Det skrækkelige øjeblik, før hvilket jeg gyser, må komme. Hver gang mine kammerater tale om mig, som den brave, retskafne Jep Johnsen, da føler jeg som et dolkestik i mit bryst og jeg mindes den eneste gang i mit liv, da jeg handlede som en Nidding. Denne bevidsthed og de sørgelige følger, der kan komme, når jeg mindst aner det, lader mig aldrig ret føle glæden. Jeg lever i en evig spænding og uro. Hvor ofte har jeg ikke villet betro Karen hvad der piner og knuger mig; men jeg har savnet mod dertil. I 25 år har jeg bårct på denne hemmelighed, det ville være grusomt at bebyrde hendes sjæl med dette. Men er denne stadige frygt min straf eller kommer der en dag, da jeg og min familie rives ind i ulykken? O nej, jeg må lide ene. Endnu formår jeg vel at bære straffen før min brøde! tredie kapitel. En kærlighedserklæring. En times tid efter vandrede to unge mennesker ved hinandens side om mellem klitterne. Det var knnd, Jep Johnsens søn, og en ung pige. Man kunne næppe tænke sig noget mere sympathetisk end denne unge piges skikkelse. Det lysegule, krøllede hår faldt i lange lokker ned om et ansigt, der havde noget så mildt og barnligt ved sig, at enhver uvilkårligt måtte beundre hende. Hun var klædt i øens klædelige nationaldragt; men denne var tarvelig og dog smuk i al sin jævne simpelhed og gav hele hendes fremtræden præget af en elskelig beskedenhed. Hendes navn var Ingeborg. Knud standsede pludselig og stillede sig lige overfor hende. Hans kinder glødede og øjnene strålede af en dyb, inderlig følelse. — ja, Ingeborg, begyndte han; nu formaner jeg ikke længer at tie med hvad der boer i mit hjerte. Du må kende mine tankers mål, mit livs smukkeste drøm. Her, alene med gud og dig til vidne, vil jeg sige dig, at jeg har dig kær som ingen anden. Sig mig, hvorledes vil dit svar lyde, når jeg spørger dig om du vil blwe min hustru? Vil der komme et ja fra dine læber? Kan du besvare mine følelser, og har dustaæmegen tillid til mig, at du vil lægge din skæbne i min hånd? Ingeborg slog -øinene ned og tav; hun kæmpede åbenbart med sine følelser. — o, svar mig, Ingeborg! udbrød Knud og stirrede på hende med et blik, der talte varmt om al den kærlighed, der bølgede i hans bryst. — mit svar er ikke glædeligt, stammede Ingeborg endelig; tro mig, Knud, det gør mig ondt; men din hustru kan jeg ikke blive. — og hvorfor, Ingeborg? — bliv ikke vred, Knud, o nej, det må du ikke. Ak, jeg kan agte dig, holde af dig som min Broder; men forlang ikke mere af mig. — sig mig da et, Ingeborg, sig mig det ærligt og oprigtigt: elsker du en anden? Den unge pige studsede, som om hun følte sig besværet og ængstelig over dette pludselige spørgsmål. — ja, hviskedee hun og vendte det blege ansigt noget til siden; jeg kan ikke nægte det, der er en anden, som har fordring på min kærlighed. — hans navn, Ingeborg, hans navn? — det vil du kunne sige dig selv, Knud. — så må jeg la give afkald på min kæreste tanke, hviskedee Knud sønderknust; jeg vil aldrig komme til at se dig sysle i mit hjem som min hustru! — nej, nej, det kan du ikke! stammede Inge ' borg, idet en dyb smerte var synlig i hendes træk. — nuvel, så får det være, Ingeborg. I flere år har det rigtignok været min kæreste tanke, at den stund ville komme, da vi ville mødes i kærlighed og stræbe frem mod et fælles mål. Det var altså kun en drøm, en indbildning. Den lykke oar ikke mig forundt. Tro mig, mangen stille aften fad jeg ene ved stranden. En bog havde jeg med mig; det var altid min kæreste syssel at fordybe mig i en fådan, at grandste og tænke. Det var vel formasteligt, at jeg ville være bedre end de andre. Ikke sandt, underligt var det, jeg, fiskerdrengen, der hver dag så elementernes kamp og mangen stund de frådende søer kaste sig bragende mod stranden, jeg, der få mine kammerater frejdig overgive liv og lemmer til nogle sammentømrede planker, for at frelse de stakkels mennesker, der vare ved at forlise på havet!... Hvor skulle jeg vel få tid til at følge dem? Jeg var og blev en drømmer, en læsehest, som man kaldte mig. Nu ja, jeg var en drømmer hele mit liv, men den, der mest af alle bidrog fil at min tanke og idræt var henvist fil drømmenes land, var dig, Ingeborg. Du forekom mig bedre end alle andre, og jeg ville udvikle sjæl og sind for at komme stil at ligne dig. Desværre, hvad hjalp alle mine drømme?... Jeg formede min skæbne, uden at tage dig på råd, Ingeborg! — o, knnd, Knud, bliv ikke bitter imod mig! Hviskedee Ingeborg og vred fortvivlet de små hænder. — jeg har ikke tænkt derpå, Ingeborg; tværtimod, jeg vil blot bede dig om en tjeneste, som et tegn på, at vi er venner. — og denne tjeneste...? -— består deri, at du ikke meddeler nogen de ord, der i denne stund er vekslede mellem os. Om få dage tænker jeg at forlade øen. — o nej, det må du ikke, Knud; det vil smerte dine gamle forældre. — tvertimod, det vil glæde dem, at jeg ligesom min Broder Christoffer tnmles ud i verden. Det er jo netop sømandens lod. Når jeg er gammel og grå, er det jo tidsnok at blive ved hjemmet. Min lyst for søen er vågnet! — for min skyld må du ikke rejse, afbrød Ingeborg ham, idet en dyb smerte viste sig og atter forsvandt i hendes ansigt. Lad alt blive som det var, vær min Broder, min bedste ven. — nej, Ingeborg, forlang ikke dette af mig; jeg skulle være vidne til at en anden besgd den kærlighed, jeg gerne gav år af mit liv for at eje?... Nej, nej, jeg må rejse! — jo, Knud, når du seer hvem der er din medbejler; hans navn er... — nej, Ingeborg, jeg vil ikke vide det. Min beslutning står urokkelig fast. Jeg vil da ønske, at du ret må blive lykkelig; men aldrig vil jeg kunne glemme dig. Ak, min lykkes sol er gået ned for bestandig! Han trykkede heftig hendes hænder til sine læber og ilede ned mod stranden. Ingeborg stirrede sørgmodig efter ham. Pludselig var det, som ville hun styrte efter ham, for atter at bringe ham tilbage. — nej, nej, jeg må være stærk, hviskedee hun; dybt i mit bryst må jeg gemme mine følelser. Hvad er jeg vel? En forældreløs pige, der må takke gud for en fremmeds medlidenhed! Jeg aner det, der klæber en hemmelighed ved min fødsel, som min gamle plejefader aldrig har villet meddele mig. Jeg ejer intet, intet! Jeg ved hvad det vil sige. Ved af følge mit hjertes tilskyndelse, vil jeg lægge en byrde på Knuds skuldre; thi pligten mod min gamle plejefader vil byde mig, af han drog med mig til mit fremtidige hjem; jeg kunne ikke bringe det over mit hjerte, af lade ham hjælpeløs oz forladt tilbage i hytten. Jeg husker det så grant, for hen ved et år siden var det hans 70årige fødselsdag. Vi sad nede ved stranden og talte sammen. Da blev han så underlig vemodig. Jeg er nu bleven så vant til af have dig om mig, sagde han; men det bliver sagtens min lod af vandre det sidste stykke vej alene. Der kommer snart en frier og så må jeg ene stolpre om i hytten. — da syntes det mig, af det var min første pligt af sørge for den gamle og gøre ham byrden let! Ak, det bliver med opoffrelse af min kærlighed. Ingen fader, ingen moder har jeg, som kan slølte mig i kampen... blot til mig selv alene er jeg overladt!... Ak, ved at tænke på alt dette, bliver jeg så beklemt og bedrøvet. Hun satte sig på en -stor sten og stirrede trøstesløs frem for sig. I det samme rejste en kraftigbygget mand sig op tæt ved hende. Hun så op. — John Harrison! udbrød hun med skrækken malet i alle træk. De her? — javel, barn, lo denne og betragtede hende med et flammende lyn i sine øjne; her er jeg, jeg alene. Du bliver overrasket og kan ikke forstå hvor jeg kommer fra? Hahaha! Hans latter klang uhyggelig, næsten dæmonisk. — jo, seer du, barn, min tilstedekomst er den naturligste ting af verden. Jeg gik mig en tur her mellem klitterne, for at være ene med mig selv; da hørte jeg dig og Knud komme, og kunne ikke nægte mig den fornøjelse, at høre hvad > i havde at sige hinanden. Da jeg for et halvt år siden aflagde et besøg hos gamle Ole, din plejefader, mærkede jeg intet til eders tilbøjelighed og du sagde mig heller intet derom. Ingeborg trådte ligbleg noget tilbage. Angsten var vegen bort og modet lyste ud af hvert træk. Tanken om at være bleven beluret af dette menneske ved lldvexlingen as sine hemmeligste tanker, var hende modbydelig. — hvor står skrevet at jeg skal give dem meddelelse om mine følelser? udbrød hun modvillig. — jeg har ret til at forlange det, svarede han. Godt var det, at du gav ham assfeed; thi det koster en kamp sorinden... han bliver aldrig din husbond... sorståer du, aldrig! Hans stemme klang vildt og truende. Ingeborg ser sammen. Færgemandens datter. 2 — men hvem er de da? spurgte hun rystet. Hvem er de, at de kan forbyde mig at elske et bravt menneske? — hvem jeg er? Hahaha, det gad du vide. Nuvel, læg dit øre til min mund, så skal jeg hviske dig det! j Ingeborg ville nærme sig ham, men styrtede angst tilbage. John Harrison lagde armene overkors. — nå, min due, lo han; jeg seer din utilbøielighed. Foreløbig kan det også være det samme. Du får det tidsnok at vide. Hahaha! Du må stænge din følelse inde, aldrig skal du søie din egen skæbne, det lover jeg dig! Han lettede ligegyldigt på hatten og fjernede sig langsomt fra stedet. Ingeborg foldede sine hænder over brystet, og så efter ham med bange anelser. Fjerde kapitel. Kærkomne gæster noget efter sås en båd med jævn fart nærme sig kysten, der nu lå solbeskinnet og klær. Båden lagde til tæt ved broen og to mænd sprang ud, hvoraf den angste, en smuk, lyshåret ung mand, med dristige øjne, gav sig ifcerd med at fortøje båden. Den anden var en gammel brumbasse og hans ansigt viste, at han var hærdet i bølgernes kamp. De buskede bryn og det store skjæq gav ham et barsk udseænde; men stirrede man ham ind i de store, brune øjne, lyste de af wrlighed og trofasthed, og man blev klog på, at han, trods han havde sejlet hele verden rundt, dog ikke havde forlist en ædel sjæl og et trofast gemyt. Christen bådsmand var en ven, hporpå man trygt kunne stole, det være sig i magsvejr eller når det kulede op til storm; men hvor han så lumskhed og avind, der var han en fjende, som ikke var til at spøge med, og gud nåde den, som havde bygget sin lykke på andres ruin, han var ingen Len af Christen bådsmand. — spille mine merseil! råbte bådsmanden og strakte lemmerne, så det knagede igen; jeg ville forsvoret at vi nogensinde var kommet så langt. Nu har jeg pløjet havet i mange Herrens år; men aldrig har skuden dukket bougsprydet så dybt, som denne gang, og aldrig har hun pebet således i takkelagen, som på denne tur. Jeg vil bede Vorherre på en slikkelig måde gjsre mig til en hvalfisf, om jeg ikke troede, at vi vare komne til at banke på hos fatter Petrus, istedenfor at kaste Anker udenfor Jep Johnsens hytte. — nå, nå, gamle, så galt har det da heller ikke været! afbrød den unge mand ham og skred langsomt hen imod hytten. Det lader ellers til, at kabyssen er tom. Fesfparret er allerede tørnet ud; men dækket er spulet og alting pudset. Det var ellers net gjort af ham deroppe, at han magede det så, at vi lom hertil netop i dag. — vel var det så. Nå, det skulle glæde mig, om jeg kunne komme til af trykke Jep Johnsens hånd og sige ham... — vil du sladdre af skole, gamle? -— nej, min gnt; jeg vil kun i dybeste underdanighed formælde ham min respekt, og fortælle ham, af han kan være stolt af sin søn Christoffer. Der er tommer i dig til en prægtig sømand, det er afgjort, og når gamle Christen bådsmand siger det, kan da trøstig bande på det. Jeg tror nu, af den dag vil komme, da du står på kommandobroen og med råberen i hånden kommanderer: „ Hele mandsfabet til mønstring! “ — den vise har du sunget tidtnok, bådsmand, svarede Christoffer smilende; jeg begynder snart af finde den kedelig. — du vil, den onde... nå, jeg var nær ved af sætte trumf på... Du vil, min salighed gerne høre den alligevel, min gut; men jeg skal så gerne spinde dig en anden ende. Gudbevares! Seer du, jeg har nu, hvad festen i dag anbelanger, fået fat i en ide, svin jeg mener er så god, af jeg dristig kan knejse ad den, som en skonnert i magsvejr. — det går naturligvis med den ide, bådsmand, som med alle dine andre indfald, lo Chrisfoffer; du glemmer dem før du får spyet dem ud. — så sagte, mit guf, så sagte; kom nu barestens ikke med stikpiller, sordi en sgammel ulk som jeg ikke har så god en gjemmekiste som du... seer du, jeg har nu tænkt på... — nå, lad mig høre dit arrangement! — hm, det er dog storartet! mumlede bådsmanden og rustede sig ærgerlig i håret. Seer du, jeg havde nu tænkt... — frem med det! — hm, tror jeg ikke det er gået overbord!... Ja, ja, jeg får nok fat i det igen. Nå, før at styre talen hen i en anden kurs, hvad var det før et lille pigeansigt, du før nikkede til, da vi strøg forbi pynten? — det er en lille, yndig glut, der akkurat har været ligeså langt som jeg, svarede Chrisfoffer med et strålende blik. — begynder du nu også at spinde mig en historie på wrmet? — nej, det gør jeg ikke. Tro mig, hun har været med, om ikke ombord i skibet, så her i mit hjerte! — jeg så nok, at du nikkede så lystig til hende; men jeg håber da ikke, at du begynder på disse kæresterier, som gør sømanden sorkeert i hovedet. Vi må nok holde kærester; men det må gå med dem, som med skrån, en frisk hver dag. — det kan du ikke tale med om, bådsmand. — nå, så det kan jeg ikke! Ja ja da! Men er der mening i din tale, og har du pigebarnet kær, så finder i nok havn- om end aldrig nok såmange gamle ulke ville krydse eders veje. Fortæl mig sorresten hvorledes du er kommen i det kjølvnnd! — siden du vil vide det, skal jeg gerne meddele dig det, sagde Christoffer og strøg sig med et glad smil gennem håret; kom, lad os sætte os i båden så længe, der sluddrer vi mere mageligt. De gamle må vel snart stævne hjemad. — som du vil, min gut, svarede bådsmanden og luntede henimod båden. Neppe havde de forladt det sted, hvor de stod, og havde sat sig tilrette si båden, før et hoved kom til syne tæt ved hytten. det var Knud, den unge sømands Broder. Han knugede ængstelig håndcn mod brystet og spejdede henimod de to ssmænd. — nu vil jeg måske få at vide, hvorfor hun gav mig et afslag! mumlede han sørgmodig. — seer du, bådsmand, tog Christoffer ordet; der er egentlig ikke synderligt at fortælle om den sag. Vi har kendt hinanden fra den dag, vi legede tagfat og byggede stenhuse mellem klitterne. Men alt som hun blev større, syntes det mig som fik hun den stolteste rejsning af alle pigerne her på øen, og da jeg nu tog mig for, rigtig at tumle mig, så ved jeg ikke hvorledes det gik til; men hver gang jeg tænkte på hytten herhjemme, så tittede det dejlige pigeansigt frem. — ja få kan jeg få godt forstå, at du landede i øst, når jeg var i vest. Kvindenykker og afregningspenge plejer altid at gøre sømanden forrykt i hovedet. — der er kun en ting, bådsmand, der ligesom har fået mig til at slå reb i sejlet. — halløj, har du gjort galt bestik...? — nej, langtfra! -— hvad da? Har du måske observeret, at hun har et andet fartøj i sigte? — nej, så skulle jeg tage bandsat sejl. Hun smiler til mig på en måde, der siger ligeså meget som ord. Dien jeg srygter for, at min Broder Knud også har pigen kær. Der hørtes i det samme et dybt suk, der sagte og dog indtrængende banede sig vej til de to samtalende. De studsede et øjeblik; men da de formodentlig antog, at det var vinden, som havde frembragt denne klagelyd, vakte det ikke i videre grad deres opmærksomhed. Bådsmanden nikkede betænkelig. — ganske vist, det kunne være en hård tørn, sagde han. Jeg er nu af den opfattelse, at Knud er bleven lidt forkælet. De gamle have holdt ham for meget i læ svr vinden. Dog, lab os ikke græmme os derover. Det er ikke været at skyde nødskud for tidlig, som min gamle kaptajn altid sagde, når det så galt ud. Men kom, min mut, lad os prate en eller anden. Vi kan jo gå et stykke vej ind mellem klitterne, det fejler jo ikke, at vi så nok træffe dem. — som du vil, bådsmand. Ret betænkt, jeg længes efter at trykke mine kære forældre til mit bryst. De rejste dem begge hurtigt og slentrede arm i arm bort fra stedet. Neppe vare de forsvundne, før Knud, der under den sidstejdel af samtalen omhyggelig havde skjult sig, styrtede frem. hans smukke, livfulde træk vare prægede af en dyb, inderlig smerte. — det er altså min egen Broder, der elsker Ingeborg! mumlede han bevæget. Øg hun... Elsker også ham...! Du vil snart få det at vide, sagde hun!... Store gud, min egen Broder!... 0 nej, det er for hårdt; det hjælper ikke, jeg må afsted, langt bort!... Men jeg vil vente til i morgen... Denne dag må være hellig for de kære

1877_Borring_FaergemandensDatter_2

Emil

Emil

Borring

færgemandens datter 2

male

male

dk

Borring

Færgemandens Datter 2

Borring

Færgemandens Datter

Original romantisk Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

Nogle ord er ikke læselige i txt

nan

nan

O

Første kapitel. Den sorte maske. Vi befinde os i en bugt på den vestlige side af kalabrien. Scct fra havet møder øjet en smuk, eirkelformi g slette, der malerisk højner sig mere og mere, for til sidst at smelte sammen med de fjerne bjerge. Ved foden af søen findes nogle tarvelige fiskerhytter, der danne en mørk kontrast til Sletten, der grøn og smilende ligger for beskueren. Om morgenen seer man en del fiskerbåde udfolde deres latinseil og stævne ud på søen. Den lange rå bærer det trekantede sejl, og på afstand kunne man gerne forveksle dem med store søfugle, der flyve hen over havet med udspændte vinger, for at spejde efter bytte. Bådenes fart er næsten lydløs og mandskabet alvorligt. I de menneskefjendske, indesluttede træk ses intet smil, og uden at veksle noget ord gå de til deres gerning. dette er om dagen. Om natten derimod hersker der mere liv. Man mumlede om. at der foregik forunderlige ting, som næsten kunne gøre et alvorligt tilsyn af toldbetjentene nødvendigt; men det lod som om ingen af disse havde synderlig lyst til at undersøge sagens sammenhæng eller i det hele taget skyttede om at nærme sig dette sted, skønt de af deres overordnede havde fået bestemt befaling til at befare hele strækningen. En mils vej derfra var der nemlig et toldoppebørselssted og en lille havn for forbigående skibe. Deres omhyggelighed for at undgå et sammenstød med de alvorlige fiskere var fuldstændig berettiget. Disse folk vare siet og ret banditter, famlede sra verdens forskellige kanter og blandt dens laveste lag. Om dagen drev de fiskeri, om natten søgte de at overmande fremmede skibe, for at berøve dem endel af den kostbare ladning, de førte med sig. De vare inddelte i hold og formelig organiserede. De banditter, der færdedes ude på havet om dagen, havde tilladelse til at udhvile sig om natten og omvendt, og det var kun i særlige tilfælde, at det havde været nødvendigt at stille hele mandskabet på benene, når det gjaldt en større og mere end sædvanlig indbringende ekspedition. Tilsyneladende bestod mandskabet kun af en snes mand; men i virkeligheden vare de over det tredobbelte antal. Høvdingen eller banditføreren kendes ikke af nogen af mandsfabet. Ingen af dem kunne endnu rose sig af at have set hans ansigt. Han bar stedse en sort maste, når han færdedes mellem dem, hvilket kun skete om natten, og det samme havde han pålagt sine undergivne at bære, når de vare ude på ekspedition. Pludselig, og uden at de anede det, stod han imellem dem og uddelte med barst stemme sine befalinger, som ingen vovede at være overhørig. Det var en herkulist bygget skikkelse og han bar altid en og samme dragt, nemlig en folderig kappe og en bredsfygget hat med vaiende fjerbusk. Når vinden et dieblik tog fat i kappen, så den gled til side, viste det sig, at han bar en dragt lig den adelsmændette i denne verdensdel bære; men at der desuden kom det til, at der i det brede bælte, han bar om livet, stak et par dolke og pistoler af en temmelig kolossal kaliber. Hvorfra han egentlig stammede, hvor han var kommen fra og hvad han hed, vidste ingen. Hele hans færd var indhyllet i et mystisk 25 slør, som blev end mere utilgængeligt derved, at han for det meste, når han ikke var med på togtet, havde sit tilhold mellem bjergene. En gammel tjener, som lod navnet brentvla, var det eneste bindeled mellem ham og banden, når han ikke selv var tilstede; den gamle mand, der mere så ud som kunne han være kammertjener hos et fornemt herskab, end en bandit, lod i det mindste være af sladdre af skole eller meddele sin herres hemmeligheder; han var nemlig fuldstændig berøvet talens brug og kunne kun ved ejendommelige, uartikulerede lyde give sit mishag eller sin glæde tilkende. For flere nar tilbage havde nogle få af banditterne ikke kunnet tvinge deres nysgerrighed efter af erfare noget nærmere om deres hemmelighedsfulde herre; men de vare aldrig vendte tilbage for af fortælle deres kammerater noget derom, og fra den tid ftod høvdingens hele tilværelse som en uopløft gåde, hvorom man nok kunne lide af få nogle oplysninger, men som man ikke åbenbart turde vove af efterforske, på grund af den fare, der var forbunden dermed. Han selv havde mangen gang vrist et sandt løvemod, hvilket alene var nok til af indgyde banden høiagtelfe for hans person. Det var mangen gang, som udfordrede shan med sand tumdrisfighed faren, og hvor kampen var hedest, der var det en afgjort sag af han tog plads. Dette næsten ubetvingelige mod, i forbindelse med bandens uforfærdet hed, havde i de fleste tilfælde givet dem seircn i hænde, hvortil end yderligere bidrog, af de kom og forsvandt som et lyn, inden de overfaldne søfolk, der troede det unødvendigt at anvende stor forsigtighed, kunne komme sig af deres overraskelse. En aften vare tredive maskebærende nlænd forsamlede nede ved bredden. Fire både lå med opspændte sejl, rede til at modtage mandskab og stikke i Sven. Banbithøvdingen stod midt imellem dem, lænende sig ' til en tyk stok. Hovedet var halvt bøjet ned mod det brede bryst i en eftertænkende stilling, medens han af og til kastede et forskende blik dels på sine omgivelser, dels ud på floden, der ved sin hastige bølgegang lod formode, at et uvcir ikke kunne være langt borte. Spejdere vare udsendte til alle sider, for at øbservere. — afsted, lad os komme ombord! lød hans befaling pludselig, idet han med hurtige skridt nærmede sig vådene. En af spejderne styrtede i det samme frem.. — hvad mælder du? spurgte bandithøvdingen, og linene stirrede gjcnnem masten, som ville de trænge ind i sjælen på den ankomne. — en båd nærmer sig, herre. — hvormange mand er der i den? — to. — det er ingen af vore? — nej, herre. Se, nu skyde de om pynten. Alles Line vendte sig i den samme retning. Høvdingen gav pludselig et vink. Alle som en flygtede til siden og et minut efter var bredden tom. Den observerede båd nærmede sig ubekymret. Der var, som meddelt, to mænd i båden, klædte som søfolk, men med et få lidende præg i deres træk, som havde de gjort en meget lang rejse i den åbne båd, uden at finde hvile eller ly mod vejr og vind. Den ene gjorde langsomt båden fast, medens den -anden næsten vaklende steg ud af båden og stolprede henimod hytterne. Da han havde gået et stykke, standsede han og vendte sig om, for at se efter sin kammerat, der nu endelig havde fået båden fastgjort og langsomt fulgte den første. De stred nu ' ved hinandens side op mod hytterne. Jdetsamme lod der et svagt ugleskrig. Banditterne styrtede frem, med høvdingen i spidsen, og i et nu vare de to ankomne omgivne på alle sider af dem. Hvorhen de vendte sig, så de sorte master og øjne, der gennemtrængende stirrede på dem. Svmændene trykkede sig uvikkårligt op mod hinanden og den ene af dem skælvede kendelig. — hvem erc i? spurgte høvdingen. Svaret lod længe vente på sig. — hvem er i? lød spørgsmålet atter, men mere truende. — skibbrudne søfolk, herre! lød endelig svaret, som den ene fik over sine blege læber. — hvor komme i fra? — o, sfån os for at sige mere nu. Vi er så trætte og udmattede og have stilet i to dage, uden at få hverken vådt eller tørt. — kun et: have i flere kammerater? — nej, vi er de eneste af mandstabet, der ere tilbage. — godt; ledsag dem ind i hytten og giv dem den vederkvægelse, de ønske. I følge med og våger over dem; med eders liv er i mig ansvarlige for dem. Denne befaling henvendte han til to af banditterne, som stod nærmest, hvorpå han ubekymret stred ned mod bådene, fulgt af de andre. Et øjeblik efter hoppede bådene let, hen over de urolige bølger. Høvdingen sad tilrors i den største båd. Hans dine lynede under masken og med en bydende bevægelse pegede han i den retning, farten skulle gå. Ter var dødsstille ombord. Enhver af banditterne passede den ham anviste gerning, uden at bekymre sig om videre. Bølgegangen tiltog i styrke og hastighed og vinden peb næsten orkanagtig gennem sejlene. Pludselig hørtes et tordenskrald og lyn knittrede på lyn. Bådene blev hævede på de høje bølger, for atter at synke ned som i en afgrund. Bandithøvdingen havde rejst sig. Kappen flagrede om hans majestætiske skikkelse; men det var, som ville han udfordre himmel og hav, idet han med knusende kraft pegede frem mod det skib, der lå for Anker et stykke ude i haver. Andet kapitel. Testamentjægerne. Tet var flere timer efter. Te to sømandsklædte mænd strakte sig på bænkene i dyb søvn. Teres åndedræt var hårdt og tungt, såledcs som den sover, der har væren i lang tid under rastløs nrbeide. Deres bevogtere sagde tæt ved dem ved et bord. Et stort grogglas stod foran hver af dem; men maskerne beholdt de på og hævede dem kun lidt, hver gang de drak. De sagde fordybede i en dæmpet samtale. — tiden bliver mig ellers noget lang, mumlede den ene og slog i bordet. Hvad djævlen gik der også af kaptajnen, at han lod os to blive tilbage? Hellere havde jeg været med hvor det gjaldt, end døse tiden hen over disse to galgensugle. Hvad siger du, kammerat? — jeg er af samme mening. Forresten synes jeg, af de blive længe borte, bandsat længe; der er da ikke tilstødt dem nogen ulykke? Jeg kunne lide af se ad. Han rejste sig og slentrede henimod døren. — bliv, udbrød den anden; er du gal...? — hvad vil det sige? — vil du forlade din post? — jeg vil blot sondere terrænet. — vil du da have en kugle for panden? Den anden trak hurtig en pistol frem. — af dig! udbrød han truende og trådte et skridt henimod sin kammerat. — å snak, tror du jeg vil yppe klammeri med dig. Hvad skulle det til? — nå, jeg troede ellers... — vist ikke! Men kommer kaptajnen og han kun finder mig, så... — du har ret! — han er Pokkers hurtig på færde. — det tænkte jeg ikke over. Nå, godt ord igen, kammerat. De satte dem atter til af drikke. Døren åbnedes i det samme og kaptajnen styrtede ind. Han var blodbestænket og mat. — hurtig! Tag disse to med jer. Vore kammerater flygte op imod bjergene. Afsted! Med rystende hånd hyllede han kappen tættere om sig og styrtede ud. De to mænd tog hver sin mand over skulderen og et oieblik efter var værelset tomt. Næsten samtidig hørtes våbenlarm og skrig nede ved bredden. Flere både vare landede og havde sat mandskab iland. Banditternes flugt var imidlertid foregået så hurtig og på en få hemmelighedsfuld måde, i ly af natten, at de vare som bortblæste. inde i bjergene samledes alle banditterne. På en klippeskrænt sad høvdingen, med begge hænder støttede på knææne. Gennem masten betragtede han den ham omgivne flok, der havde lejret sig om ham, medens deres bytte lå på et klæde midt imellem dem. Dette sted havde høvdingen med villie valgt. Rundt omkring var der truende klippeassatser og veje, som kun han kendte, og selve adgangen til deres hvilested var som spærret as store klippeformationer, at der skulle særligt kjendstab til for at finde adgangen, og yderligere forsigtighed til at trænge frem til banditternes lejrplads, da disse så at sige beherskede hele det foranliggende terræn fra deres stade. Mandslabet ventede åbenbart på, at høvdingen skulle tage ordet. Der mærkedes en vis uro hos dem, som frygtede de for at blive overrumplede. Brentola, høvdingens tjener, banede sig pludselig vej henimod sin herre. Denne rejste sig. — er pigen og de andre i sikkerhed? spurgte han hurtigt. Tjeneren nikkede og gav ved pantomimer en hel forklaring. — godt, gå til de andre, sagde høvdingen tilfreds og pegede på flokken, der havde lejret sig ved hans fod. På et vink af ham blev de to sømandsklcedte personer, som vare blevne attraperede inden banditternes udflugt, førte frem for ham. — hvor kom j fra? spurgte han mistænksomt. — vi er, som alt fortalt, skibbrudne søfolk, svarede den ene. — fortæl mig jeres historie. Hvorledes er i komne i denne stilling? — gerne, herre; dette gør jeg fåmeget hellere, som jeg og min kammerat nok kunne ønske at blive af jeres folk. Høvdingen nikkede. — det kan måske blive tilfældet. Lad høre. Folkene flokkedes om dem og den ene begyndte sin fortælling: — for at fatte mig i korthed, herre, hvorfor vi begge to er komne i denne stilling er, at vi have forfalsket et testamente. Jeg tilstår vor skyld åbent og ærligt, i disse brave folks overværelsæ, da jeg ved, at de ikke ville fordømme en handling, der kun havde til hensigt at sætte os i besiddelse af en del penge, for at kunne leve højt en tid; desuden, vedkommende havde strengt taget lige så lidt ret til pengene som vi; altså, hvorfor skal man ikke tage, når man kan? Nå, en advokat, som havde med sagen at gøre, var imidlertid djævleblændt påståelig, og var siet ikke til at komme tilrette med, hvorfor vi måtte flygte over Hals og hoved, for at undgå hele den klapjagt de anstillede efter os. — dit navn? afbrød høvdingen ham. — vs villiers! — rigtigt; jeg feer at du holder dig til sandheden. — de kender mig, kaptajn? — så omtrent; og han der, — her pegede høvdingen på den anden, — kender jeg også. Hans navn er Bidau, det er din tjener eller har været det. Er det ikke så? — Jovel, herre; men hvorfra kender de mig? spurgte æs villiers, og en hektisk rødme kom og gik på hans kinder. — stille, herre, hviskedee Bidau og trak villiers i wrmet; som det lader til er vi god kendte. Lad os være forsigtige og ikke fornærme ham, man kan ikke vide hvad han fører i sit Skjold. — hvorfra jeg kender dig skal du senere så besked på, svarede høvdingen barsk; gå videre i din fortælling. Herr æs villiers stemme skælvede kendelig, da han atter begyndte: - — som sagt, vi måtte flygte over Hals og hoved og det lykkedes os endelig at komme ombord i et skib, efter at vi havde udklædt os som matroser. — hvor længe have i faret med skibet? — omtrent en måned. — hvad hed det? — det var en fransk fregat ved navn „ Mourice “. Det skulle imidlertid ikke træffe sig værre eller bedre, end at vi en skøn dag, da skibet lagde til i en anden havn, fik arvingen ombord. — hvorledes forholdt dette sig? — vi havde stjålet begge testamenterne, og hun kunne ikke få sin arvelod, før disse vare komne tilstede, og havde derfor foretrukket at oppebie sagens gang i sit fædreland. Vi søgte at undgå hende, for at hun ikke skulle kende os, og det lykkedes, da hun for det meste opholdt sig i kahytten. — det var en ung pige? — ja, kaptajn. — i har disse dokumenter...? Vs villiers nølede med svaret. Høvdingens dine lynede under masten. — hvad bliver det til? udbrød han og stampede med foden i klippegulvet. Begge ser sammen. — jo, herre. Jeg har dokumenterne her i min vams! stammede æs villiers. — giv mig dem! — nten betænk... — giv mig dem! Der var intet andet valg end at adlyde. De to forbrydere vare blevne fangede i deres egne garn. Høvdingen greb dokumenterne og stak dem i sin kjortel. — gå videre i din fortælling, sagde han med en bydende håndbevægelse. — der er kun lidt at fortælle, sagde æs villiers. i en ynkelig tone. Skibet forliste og bidan og jeg reddede en båd, hvormed vi stak i søen. Hvorledes det er gået alle de andre vide vi ikke. — godt, jeg stoler på, at du har talt sandhed. Du ønsker tilligemed din tjener at blive optaget i vor forening? — det er vort inderligste lnske, skyndte begge at sige i munden på hverandre.. — godt, jeg vil ikke lægge to så hæderlige mænd hindringer i vejen. Fra denne time er i optagne i vor midte som lærlinge, og først når i ved en modig og kæk dåd have gjort eder værdige dertil, ville ^j på en ceremoniel og højtidelig måde blive optagne som sasfe medlemmer. Høvdingens stemme klang næsten ironisk. Han rejste sig og stirrede gennem en af klippespalterne ud mod søen. Endel af folkene havde imidlertid nu flokket sig om byttet og begyndte af kævles om fordelingen af dette. — stille, påbød høvdingen dem; saml alt godset; det lader til, af vi skulle så andet af gøre. Der kommer mælding! ' banditterne studsede og adløde stiltiende. Man ventede i øjensynlig spænding. Snigende skikkelser sås nu af nærme sig. Det lod næsten, som vare de stampede op af jorden. En af dem standsede åndeløs foran kaptajnen, der var bleven stående på samme plet, lig en billedstøtte. — herre, stønnede han, hytterne er i brand. De forfølge os. — hvormange er der? spurgte høvdingen koldt. — vist hen ved hundrede mand. De er rasende forbittrede; der kommer flere og flere både med mandstab. — godt, så er det tid. de andre spioner havde samtidig indfundet sig. Høvdingen vendte sig om mod flokken. — kammerater, sagde han hurtig; hytterne brænde... Fjenden er mandstærk... jeg har længe tænkt på en forandring... Følg mig... Jeg viser vejen. Her ville det være galflab at blive længere... denne streg var for dristig! Afsted til nye sejre! Han rev kappen af og kastede den til en af banditterne, hvorpå han greb en fakkel, som en af de andre imidlertid havde tændt, og sprang op på et klippestykke. Hele karavanen fulgte efter og som en svag lysning sås skæret af faklen at forsvinde mere og mere mellem klipperne. Tredie kapitel. En forklaring. Midt inde mellem klipperne havde naturen dannet ligesom en afdeling for sig. De stejle vægge omgav på alle fire sider en lille åben plads, hvor ukrudt og tidsler lystig groede mellem hinanden; men menneskets snille var her trådt til, og midt i den stolte natur var der her dannet en bolig, som kunne trodse både vind og vejr. Adgangen til dette på engang imponerende og stærke skjul, spærredes af en jernbeslåen dør, hvis mægtige hængsler vare mejslede ind i klippen, og taget dannedes af tykke bambusrør, som vare satte så tæt sammen, at ikke en regndråbe kunne trænge igennem. Denne plel var inddelt i flere rum, hvori fandtes kostbare møbler, medens skjoldene og skydevåbnene, som vare pladserede på væggene, lod besfueren ane beboernes ville levevis og lyssky handlinger. I det inderste Kammer, om det kunne kaldes således, stod nogen tid efter hr. æs villiers skælvende og ængstelig foran høvdingen. Denne havde sat sig i en bredarmet lænestol og betragtede ufravendt den foran ham stående detroniserede bandit. — du længes vel efter at vide, hvorledes jeg er kommen fil at kende dit navn? spurgte bandithøvdingen i en tone, der bragte den anden fil at fare sammen. — jeg vover ikke at spørge, svarede hr. æs villiers stammende; jeg er jo nu eders undergivne, og har ingen ret fil at tænke eller handle anderledes, end som de vil. — rigtigt; men du skal dog vide det. Han rejste sig og rev masten fra ansigtet. Her klo billiers ser blegnende tilbage. — læs da i disse træk et vidne om al den smerte, du har forvoldet mig; læs i dette blege ansigt, i disse glødende Line, hvormegen kval der har lagt sig tilrette i min sjæl. Hnsfer du det, hvis ikke skal jeg ord for ord meddele dig det. Hin kvinde, som var min kårne brud, røvede du fra mig. Dine glødende kærlighedserklæringer vare lige så mange giftdråber i hendes hjerte, og fra den stund, hun så dit falske ansigt, legede hun kun med mine følelser. Jeg forstod ikke således at sige hende ordet, der levede i mit bryst; men jeg elsfede hende dog således, som en mand kun en gang kan elsfe en kvinde. O, var du ikke flygtet, elendige, den tamme stund jeg gjorde den opdagelse at hun ikke mere elsfede mig, jeg havde da slynget dig for min fod og dræbt dig med koldt blod; du, du alene var min lykkes banemand. Men du var flygtet, flygtet for min hævn; forgæves forskede jeg efter dig; men du var intet sted at finde. Min borgerlige, agtværdige stilling opgav jeg da, hævn ville jeg have, hævn over alt, som kom mig i vejen, og jeg har for så vidt holdt mit ord... kun dig kunne jeg aldrig finde. — nu har jeg dig og nu... — nåde, nåde! stammede clsvilliers. Hun 26 flygtede også fra mig. Hendes kærlighed var kun en forbandelse. Hun var kun sfabt til at udåe had og tvedragt. Med hvert Kys på hendes glødende læber faldt der som en giftdråbe i mit bryst og fra den stund, hun forlod mig, havde hun bragt mig så vidt, at intet var mig helligt; hun alene gjorde mig til en forbryder. — denne kvinde kan ikke tåle at bethnges med ftørre brøde. Du var manden, du den stærke; feighed er det, om du vil lægge skylden på hende. Herr æs villiers knælede, rystet i sit inderste. — tilgiv mig, stammede han; du har intet tabt; hun ville være bleven det for dig, som hun var for mig... Høvdingen lo hånligt. — jeg begriber det, sagde han med et foragteligt diekast; du skælver for dit usle liv... Du ængstes for, at jeg skal lade mine folk dræbe dig?... O, nej, frygt ikke, jeg er kommen ud over dette. Mit hjertes følelser er stivnet i kampen mod menneskene, det skal være din straf, at du er lænket her til banden; jeg imødekommer jo derved kun dit dnsfe; men du må gøre regning på at blive stillet på de farligste poster og jeg skal give dig nogle af vore kammerater med, som nok skal tvinge dig til at vise mod, så det vil kun lidet hjælpe dig at søge udflugter eller dække dig i skjul med feighedens maske. — dræb mig så hellere, stønnede æs villiers; jeg vil ikke kunne udholde dette liv. — jeg tænkte det nok; kun på skrømt gav du dette tilbud, da du så uforvarende mødtes med mig og mine mænd... det ville kun koste mig et ord, og du dinglede på et klippestykke i denne time!... Nej, du frister mig ikke til en så ussel handling. Men et endnu: hin kvinde skal få testamentet tilbage... — også dette...? — netop, således vil jeg det. — men du kan jo sælge det; fra dit sikre skjul vil du rolig kunne oppebie om man vil afkjøbe dig det. Høvdingen studsede og en kamp syntes at opstå « I hans indre. — nej... nej... Djævel! Du frister mig ikke! udbrød han. Hun er her og skal have det tilbage. — gør da hvad du vil, svarede æs villiers; jeg er din slave, din undergivne, og skal adlyde. — du vil stå dig derved. Gå, jeg har sagt dig hvad jeg vil, og du ved nu hvad du kan vente dig. Høvdingen vendte sig bort og togatter masken for ansigtet. han stampede tre gange i jorden, døren drejede sig på sine hængsler og tjeneren trådte ind. — følg ham ud til de andre! befalede høvdingen og vendte sig bort med en håndbevægelse. Tjeneren nikkede og skred bort tilligemed æs villiers. Han ville til at lukke døren. — du kan vente, sagde høvdingen; lad ham kun gå; han finder nok vej til de andre. Tjeneren ventede ærbødigt ved døren. Høvdingen satte sig igen i lænestolen. — fordømt! mumlede han. Den djævel gav mig en tanke... jeg havde dog så bestemt besluttet at ville det gode. Altså i disse papirer ligge en hel formue gemt... hun er smuk, den lille... ha, hvilke følelser er det, som røre sig i mit bryst... hvilken grille af mig, at tage det stakkels fruentimmer med mig, da vi flygtede fra skibet. Vi have længe savnet kvindelig medhjælp, var det dette der ledede mig? Fordømt, denne svaghed kommer igen. Dette liv må have en modvægt; hun er for smuk, for god til at kastes hen for den første den bedste!... Kan hun føle kærlighed... kan hun stille den mægtige længsel i mit bryst? Nej, nej, hun kan ikke elske sin fjende, hun kan ikke føle kærlighed til den, som rev hende ud af kursen, da hun ville stævne hjemad!... Fordømt, den djævel anede mindst, at hun var så nær herved!... Ha, jeg er næsten kvindagtig blød, for længst troede jeg dog de tider forbi! Han rejste sig, men sank atter grundende ned i lænestolen. — du var da vel omhyggelig imod hende, da du førte hende herhen? spurgte han. Tjeneren gjorde en forsikrende gestus. — hun græder vel meget, den lille due?... Hun føler sig ulykkelig...? Tjeneren nikkede sørgmodigt. — lad hende komme herind, men uset af de andre, forstår du? Afsted! Tjeneren gik og høvdingen sank atter hen i sine dybe tanker, der måtte være af en særlig natur, da han således kunne fortabe sig. Døren drejede sig endelig atter på sine hængsler og der hørtes en kvalt hulten. — vær uden frygt, barn! udbrød høvdingen og stormede med ungdommelige trin henimod indgangen. Ten unge pige blev stående forfærdet på tærskelen. Det var — Ingeborg! Hcrr cis villiers havde talt sandhed, da han meddelte bandithøvdingen om sit sammentræf med hende ombord i skibet. Det forholdt sig ligeledes rigtigt, at skibet, hvorpå Ingeborg tilligemed Celia og Petrulli befandt sig, forliste, og først efter flere timers forløb var der kommen hjælp, hvorved de lykkeligvis bleve frelste alle tre. Ulykken skulle imidlertid være, at det skib, ombord på hvilket hun var bleven frelst, som alt fortalt blev overfaldet af banditterne og ved et skæbnesvangert træf faldt i kaptajnens hænder netop i det dieblik, hun forbavset over den pludselige og voldsomme larm på dækket ville se ud af kahytsdøren, for at opdage hvad der var anledningen dertil. En kun delvis, men frygtelig kamp, havde udspundet sig mellem det på dækket værende mandstab og banditterne; men da de sidstnævnte havde lukket lugerne, formåede ingen af folkene nede i rummet at ile dem til hjælp, hvilket derfor først kunne ske da banditterne vare flygtede, medtagende det bytte, der lå for hånden. Forfølgelsen sfete ihærdigt og så hurtigt som det under de forhåndenværende omstændigheder lod sig gøre; men som alt meddelt kom de dog forsilde til at hindre banditterne i at søge til deres smuthuller. Høvdingen havde under kampen haft nok at gøre med at lede denne, og det var derfor bleven den stumme tjeners sag at besørge den besvimede Ingeborg ned i sin herres båd, hvorfra hun øjeblikkelig ved tilbagekomsten var blcven ført til det sikre skjul, hvori hun nu befandt sig, uden at der var mindste håb om at hun kunne slippe bort, og uden en eneste ven, der kunne forsvare hende. Ingeborg blev skælvende ståendc på tærskelen, med gru betragtende den maskebærende høje skikkelse. Høvdingen, greb hendes hånd. — vær uden frygt, sagde han med en stemme, som han søgte at gøre så blid som mulig. Jeg vil dem intet ondt. Tjeneren havde imidlertid lukket døren. De vare alene. Ingeborg var ved at besvime af angst. Den frygtelige maske forekom hende at måtte sijule de mest forfærdelige træk og i stilhed forberedte hun sig på at lide døden, idet hun i sit hjerte bad en inderlig bøn til gud. — sæt dem, unge pige, sagde han og pegede på lænestolen. Hun adlød. — jeg kender deres historie, vedblev han; se her, denne bog, hvori de har nedskrevet alle deres hændelser, havde de tabt i båden; jeg fandt den og har gjennemlæft hvert blad. Deres skæbne interesserer mig, og jeg... jeg kan måske frelse dem. Han standsede og så dvælende på den unge, smukke pige, der ved disse ord kastede et tvivlende og tårefyldt blik på ham. — nej, de vil mig sikkert intet godt, sagde hun hulkende. O, gud, de har handlet grusomt imod mig ulykkelige! — som jeg siger dem, smukke barn, jeg vil dem intet ondt, og jeg har midler til at gøre dem lykkelig på ny. Ingeborg rystede sørgmodig på hovedet. — lok mig ikke med et falsk håb, sukkede hun; det vil kun gøre min skæbne endnu tungere. Jeg ved, at jeg er falden i røveres vold og venter ingen medlidenhed. — se her, udbrød høvdingen og viste hende dokumenterne; dette er faldet i min hånd; jeg har tillige fanget de to mænd, som have frastjålet dem disse vigtige skrivelser. Ingeborg rejste sig, idet et overraskelsens skrig uvilkårligt kom over hendes læber. — dette skulle virkelig være...? — rigtigt, dette er de dokumenter, ved hvilke de kan komme i besiddelse af en betydelig formue. — det er virkelig således?. — ja. — o, giv mig dem! — nuvel, her er de. Bandithøvdingen rakte hende med det samme brevene. Han stirrede som overvældet på hende, idet hun, ikke ændsende sine omgivelser, gav sig til at betragte dokumenterne på alle kanter og sluttelig af glæde trykkede dem til sine læber. — dette kom dem uventet! udbrød han med skælvende røst. — ak, ja, stammede hun; men ser forskrækket sammen for det blik, han sendte hende. Han vendte sig et oieblik om og rev masten bort. — min maste forskrækker dem, sagde han mildt; jeg vil ikke tage den på, så længe de er her. Hun havde rejst sig og betragtede med et sky blik de skarpe, lidenskabelige træk. — jeg har viist dem, sagde han, at jeg vil deres vel. Vil de gøre gengæld, Ingeborg? — de kender mit navn? ytrede hun forundret. — også dette stod i bogen, smukke barn; jeg har læst det alt sammen. Men stig mig, vil de vise mig en gjentjeneste? — hvis jeg kan! Han kastede sig pludselig på knæ for hende. — jeg har kun set dem nogle få oieblikke, sagde han lidenskabeligt; men dette har været nok til at bringe mig til at elske Tem. Jeg tilbyder dem ikke inglingens følelser; men en mands faste, stærke kærlighed. Se på mig... vend dem ikke forfærdet bort, smukke barn!... Jeg har været og er endnu en bandit... en usling, som kun har gået mørkets veje; men lad et mildt ord dale ned i min sjæl, sug mig, at de vil følge mig, og jeg vil forlade dette sted, for herefter at stræbe efter at afsone min brøde. Krigens og hadets ville larm huer mig ikke længer... jeg trænger til en kærlig kvinde, som vil lægge milde ord tilrette i min sjæl og bringe mig på ny tilbage til det samfund, jeg frivilligt forlod!... De flygter, smukke barn... har jeg ikke viist dem tillid ved at give dem det tilbage, der kan gøre dem rig...? Del dette med mig... og jeg vil intet tage med af mit, som kun er erhvervet ved blod og kamp imod det bestående. Ingeborg var flygtet hen i et hjørne af stuen. Hun lænede sig ligbleg og rystet i sit inderste op mod væggen. — svar mig, svar mig, smukke barn! stønnede han og rejste sig, idet han strakte armene ud imod hende. — o nej, o nej! bad hun og foldede hænderne over brystet. Ikke for alverdens guld, vil jeg følge dem, forfærdelige menneske! hans ansigt blev pludselig ligblegt, medens dinene lynede af længe tilbagetrængt lidenskab. — lang modstand falder ikke i min smag, sagde han gispende; ved du vel, at hvad jeg i dette dieblik beder om, kan jeg i det næste tage med magt. Han bøjede ved disse ord overkroppen forover, lig rovdyret, der lurer på sit bytte. Hans hede ånde berørte næsten hendes kind. Ingeborg sank i knæ, men hendes dine vare som fasttryllede til hans blik. Det var ligesom det ville forstene hver følelse i hendes bryst og lamme enhver modstand, hun med sin svage konstitution kunne gøre. — skænk mig din kærlighed, hviskedee han; gør mig lykkelig og let den tunge byrde, der ligger som en mare på mit bryst. Du skal aldrig komme til at fortryde eller angre det. Jeg har kæmpet nok og lidt så meget et menneske vel kan lide. Nu er jeg tilstrækkelig luttret til at kunne nyde det stille, adstadige liv, og du skal aldrig få grund til nogen klage! — nej nej, pressede Ingeborg frem; jeg kan og vil ikke dele deres følelser... det er mig umuligt! — lad der kun hengå en tid. Du bliver jo her sålænge. Jeg skal vise dig, at banditten, høvdingen for den ville bande, skal blive from som et lam, kærlig som en tyveårig brudgom... giv mig blot et løfte... et håb, som engang kan blive til virkelighed!... O, du tier og skælver... Frygt mig ikke i dette dieblik!... Vil du da ikke frelse min vildfarne sjæl? Til dig står det, smukke barn; hvor vil ikke himlen glæde sig, når du med dine milde ord bringer mig bort fra afgrundens rand... frelser min sjæl fra smerte og forsmædelse. Se, her ligger jeg for din fod, tryglende og liggende; stød mig ikke bort, men giv mig et ord, der indeholder håbet om din indvilligelse. Efterhånden som høvdingen mere og mere blev fortabt i udviklingen af sin pludselig opståede kærlighed, vandt Ingeborg mere ro til eftertanke. Hun måtte jo kæmpe alene, kæmpe for af redde wren og måske livet. Hver nerve i hendes legeme sittrede under denne kamp; hun måtte frem for alt søge af vinde tid og af anvende en kvindes hele list for af undgå et direkte svar, der muligvis kunne bringe høvdingens lidenskab til af stige., hun rejste sig hurtig. Banditten vedblev af stirre hende ind i ansigtet, for ligesom af læse den kamp, der foregik i hendes sjæl. — svar mig! vedblev han og søgte af gribe hendes hånd. Hun vecg tilbage. — nuvel, svarede hun med en dyb skæelven og ek sky blik; jeg skal forsøge det. Giv mig blot lidt tid... De vil dog vel ikke, af mine følelser skulle kunne opstå i samme lieblik, jeg så dem? — nej, nej, dette forlanger jeg ikke, min lille due; først senere... men daglig skal du være ved hånden, så er det mit lnske, for af du bedre kan lære mig af kende og forstå, af jeg vil blive dig en god wgtesælle, en trofast husbond. — lad det være så. Dog forlanger jeg et, før jeg kan tro på deres kærlighed... — og det er...? — lad mig rejse, for af bringe testamentet til advokaten, som har med sagen af gøre? — ha, ha! Du er listig! — ak nej, jeg forlanger det kun som et bevis på deres tillid. — og når denne sag er bragt i orden, så vil du komme her tilbage...? Høvdingen tilkastede hende et ironist blik. — ja, det lover jeg. — så vil jeg rejse med dig. — o nej. — hvorfor ikke? — de kunne blive kendt. Politiet kunne måske gribe dem! — ah, min lille due, denne omhyggelighed for min person er næsten betænkelig. — men også for min egen skyld. — ligemeget, jeg skal vide at bevare mit inkognito få godt, at jeg bliver aldeles ukendelig. — men jeg ønsker ikke denne ledsagelse. De må tro mig på mit ord. — og jeg forlanger det som min ret; vejene ere besværlige, farerne mange; jeg må have ret til at beflytte min vordende brud mo

1899_BrandesE_DetUngeBlod

Edvard

Edvard

Brandes

Det Unge Blod

male

male

dk

Brandes

Det Unge Blod

Brandes

Det unge Blod

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

LEX_CANON

I. Efter to Års ophold i udlandet vendte Andreas Tersling tilbage til København. Flan kom fra syden, hvor der i februar var begyndt at blive sommerligt varmt. Buske og træer var grønne, solen skinnede som den mildeste guddom fra en evigt blå himmel og folk travede muntert uden overtøj omkring i gader, der lignede veloplyste og luftige værelser, hvor alle kunne befinde sig som hjemme og enhver foretage hvad ham lystede. Pludseligt havde Tersling fået hjemlængsel og var med et pragtfuldt luksustog rullet dag og nat gennem Italien og Tyskland. Den tredje dags aften stod han i København. Modsætningen var straks slående og, Tersling måtte tilstå det, yderst ubehagelig. I Danmark var der endnu vinter, ja værre end den kolde sne-vinter, et regnfuldt og blæsende vejr. Solen kastede sjældent et par blege stråler ind ad vinduerne, og man fyrede uafladeligt i ovnen uden at kunne få det varmt. Den fugtige slud trængte igennem alt yderløj ind til marv og ben. Tersling blevom morgenen efter ankomsten så forfærdet ved at se ud over kongens Nytorv, at ban et øjeblik tænkte på, om han skulle pakke kufferten og forsvinde straks igen. Men da han var kommen ind i kaféen og havde forlangt sin frokost, opklaredes hans humør. Det var dog så yderst behageligt, så mageligt, at han formelig gottede sig derover: det at føle sig hjemme. Det var sproget, det var smørrebrødet, det var aviserne, det var et par bekendte, der kom hen og hilste på ham og ønskede ham velkommen hjem — det var følelsen af ikke at blive betragtet som fremmed, ikke al blive anset som et lovligt bytte, der skulle udregnes og affærdiges, udgrines og flås — det var overbevisningen om at være de andres jævnbyrdige— alt dette var det, der hurtigt fordrev planer om en ny bortrejse. Just dette alt sammen havde han længtes efter den eftermiddag, da han stod i Napoli midt i passagen og følte sig så uhyggeligt ensom, at han var på nippet til at falde i armene på en bleg dame, der nærmede sig som den hjemløses eneste tilflugt. Og det var end ikke hans vilje, der forhindrede ham i at begå en dumhed, men en godmodig politibetjent, der med et par udtryksfulde gebærder advarede ham imod den med blomster smykkede afgrund. Tersling var lidt flov ved, al hans udseende var så ungdommeligt og naivt: betjenten havde altså anset ham for en begynder, med hvem en snedig bondefangerske kunne få det letteste spil. Men han gik tilbage i hotellet, pakkede sine kufferter og rejste direkte hjem. Nu var han her, hvor han kendte alt og hvor på en vis måde alle kendte ham. I hvert fald hans navn, efterdi hans fader som landstingsmand havde spillet en politisk rolle indenfor det godsejerlige højre. Og da Andreas Tersling efter endt frokost atter stod oppe i hotelværelset, var han snarest tilsinds endnu at forstærke sit indtryk af hjemlighed ved at tage lige over til godset. For her var dog kun et hotelværelse og opvartere og kufferter, og han havde opsamlet et længe næret had til disse tre rejserek visiter. Hvad om han nu med nattoget rejste lige til Jylland, så kunne han næste morgen spise frokost i sin egen spisestue, opvartet af de gamle hinke tjenestefolk. Og sammen med sin moder. Skulle dette ikke føre ham hurtigt til hjemmet! Vidste han ikke, at den gamle kone, som sad der så stille ovre på gården, syede og vævede og læste i sin Avis og passede alle gårdens piger og vogtede over linnedskab og sølvsamling — at hun bare havde én tanke, ham, ham, den eneste søn! Og aldrig havde hun havt anden tanke: bare levet med ham og for ham, fra han var lille. Måtte denne kærlighed da ikke røre ham og drive ham tilbage snarest muligt! Eller var han en så unaturlig søn, at han ikke holdt af denne gamle moder, der forgudede ham? Ja, medens han stod der, følte han en varm følelse skyde op i sin sjæl. Vist holdt han af hende og ønskede af hjertet at gøre hende vel og være god imod hende. Ja, han ville gerne sidde overfor hende ved det velbesatte frokostbord, hvor hver ting skinnede af en strengt vedligeholdt glans og hvor de fuldkomment dresserede tjenestefolk opvartede lydløst efter i årevis vedtagne regler. Han ville gerne passiare med hende og fortælle hende lidt om rejsen — skønt det var ikke så nemt selv at fortælle — nej, langt hellere høre hende fortælle om alt nyt fra gården og om familien. Selv om han ikke brød sig om dens medlemmer, var det dog altid morsomt at erfare, hvad de havde bedrevet og lidt af ondt og godt. Og den gamle kone var altid på dagen underrettet om alting gennem en regelmæssig korrespondance med sine to ugifte søstre. Men når ankomstens første timer var til ende, hvad så? Og når dagen var til ende, hvortil så vågne den næste morgen? Andreas Tersling kunne huske, at han fra dreng af egentlig aldrig var vågnet med lyst. Han havde næsten altid lagt sig med glæde, efterat han i det hele kunne tænke nogenledes fornuftigt. Havde han som skoledreng besørget sine lektier og som juridisk student gennemgået sit daglige pensum, var hvilen sød, fordi den var velfortjent. Havde han derimod skulket, ikke trods sin onde samvittighed taget sig noget ordentligt til den dag — nå, så var det dog en Lise at komme i seng, hvor man intet andet skulle bestille end sove. Næste dag kunne der jo rådes bod på det forsømte. Men unægtelig! — hvor kunne det da være en fornøjelse al vågne næste dag? At vågne var — at skulle arbejde. Dog i hvert fald indtil nu havde arbejdet ingensomhelst glæde indebåret for ham; han havde besørget det, fordi han skulle: pligten □: hans fader stillede kravet, og aldrig var det faldet ham ind at modsætte sig faderens vilje. Derfor havde han, efter ét forgæves forsøg, absolveret sin juridiske eksamen med et knebet laud for lo år siden. Han var da fyldt de syvogtyve. Kort efter var faderen død, og Andreas var på moderens tilskyndelse rejst udenlands. Naturligvis havde han da forstået, at moderens stærke opfordringer beroede på den lyst, hun mente at spore hos ham. Hun trængte på ham, fordi hun langt hellere ville, al det skulle ske med hende end mod hende. i sit hjerte kunne hun umuligt ønske, at hendes eneste glæde rykkedes bort fra hende på ubestemt lang tid. Der havde hun siddet tålmodig! De mange, mange år på gården, medens faderen tumlede sig stærkt omkring. Den hele vinter var han i København, hvor han boede på et lidt mystisk hotel, der, skønt søgt af velhavende folk, dog ikke nød noget godt navn. Der lå et præg af hemmeligt orgie over det, og dette præg formindskedes ikke, hvor højt i rang end enkelte gæster stod. Der beboede etatsråd Claus Hartvig Tersling to store værelser, hvor han hyppigt så’ sine politiske venner hos sig til en høj l’hombre og hvor han modtog sådanne damer, der trængte til beskyttelse af indflydelsesrige og formuende medlemmer af den danske rigsdag. Både små pianistinder og livslystne officersfruer fik audiens i det stille, halvt afsidesliggende hotel. Her besøgte også sønnen som juridisk student sin myndige fader en gang om ugen efter opfordring. De spiste ikke sammen — faderen var næsten hver dag i middagsselskab — og de tilbragte heller ikke aftenen sammen. Men engang imellem fik Andreas et brevkort, der tilsagde ham til efter frokost kl. Tolv, og da skulle faderen regelmæssigt til møde i rigsdagen kl. halv ét. Denne, der altid var i bevægelse og drak livets drik i fulde skåler, følte ikke videre sympati med sønnen, der intet stærkt ville, ikke engang benytte sin ungdom til ville glæder. Og især lo han ad Andreas, når denne fo’r rundt på støvede landeveje med sin cykle. Han opfattede dette som en Art indøvelse i askese: » nå, har du så været ude i går og køre liderligheden af dig, « plejede han at sige til den forlegent rødmende Andreas. Selv brugte han andre midler for at tilfredsstille sit hjertes trang. Galt gættede faderen ikke. Når Andreas drev megen sport, cyklede, gjorde gymnastik, endog blev fodsportsmand, skete dette ikke alene for idrættens skyld. Han var ikke passioneret for sport sålidt som for nogen anden ting. Men han var plaget på samme vis som andre unge af erotiske anfægtelser. Og han ville og måtte gå imod dem. Gadens skønheder tiltrak ham vel et sekund, når han mødte dem, og varietéens pyntede damer satte hans fantasi i stærk bevægelse, men han var dog både legemligt og åndeligt angst for dem. Han vidste fra så mange kamerater, der var vendte sårede tilbage fra elskovens feltslag, hvad fare man løb — og desuden anede han ikke, hvad han skulle sige til damerne. Naturligvis havde han ikke kunnet undgå at træffe på en og anden af disse skønne, og hver gang var ordene blevne stikkende i halsen på ham. Hans eneste kærlighedshistorie var den, han som student havde haft med den smukke stuepige på gården. Hun var fin og blid og rank og beskeden, og hans moder havde, det troede han senere, en stund protegeret forbindelsen. Hun havde vel ment, at Anine beskyttede imod større dumheder. Dog just som de under megen forelskelse og generthed havde fundet hinanden, var ferien endt og Andreas havde måttet rejse til København, og da han kom tilbage, var der ingen Anine mere på gården. Rimeligvis havde den gamle etatsrådinde ved nøjere overvejelse fundet, at så sød og smuk Anine var, blev risikoen let for stor. Men aldrig havde Andreas Tersling før eller siden truffet en pige, der havde tiltalt hans hjerte så stærkt som den flinke Anine med dueøjnene. Ti år var hengåede siden da, og endnu var hans ideal ikke fundet. Ideal! Han kastede ordet fra sig, medens han stod i hotelvinduet og så’ ud over kongens Nytorv, som regnen forvandlede til én stor pøl. Ja, i gamle dage havde man også bildt ham ind, at kongens Nytorv var verdens største og smukkeste torv. Nu så’ han, hvor uanseligt og grimt det var. Han troede heller ikke mere, at der fandtes en kvinde, der kunne blive idealet for en mand. Nej, kunne han blot linde en, som han var fornøjet med — som behagede ham, når han kyssede hende og talte med hende — og som var forelsket i ham igen! Det var alligevel løjerligt, at aldrig en pige — undtagen Anine — for alvor havde været forelsket i ham. Han var dog ligeså køn som de fleste. Og uvilkårligt vendte han sig om og betragtede sit spejlbillede. Han så’ for sig en velvoksen ung mand med alt for høje skuldre — et lidt almindeligt ansigt, hvor næsen var noget grov, men hvor til gengæld munden var frisk med kraftige hvide tænder. Han mødte i spejlet to øjne, der var vante til at se sig for. hvorfor Pokker blev ingen pige forelsket i ham, siden dog de rædsomste mandfolk kunne skatte sig de nydeligste koner? Ja, dels var han jo heller ikke forelsket og dels: ville han gifte sig eller ikke? Han måtte le af sig selv, medens han sådan stod og betragtede sig i spejlet. Så var han da ikke kommen videre efter al have set fremmede byer og mennesker. Just sådan ræsonnerede han, da han drog hjemme fra. Alligevel var han ikke kommen hjem som den samme. Dog hvis nogen havde spurgt ham, hvad han da havde lært i udlandet, var han kommet i stor forlegenhed. Da han rejste, havde den juridiske professor, der interesserede sig for ham på grund af hans faders politiske stilling og som havde hjulpet ham til hans knebne laud, rådet ham til at gøre forskellige studier ved tyske og franske universiteter. Gud bedre det: han havde aldrig for alvor besøgt et universitet i udlandet. Der var intet, som han hadede mere end forelæsninger. Han blev, i samme sekund som en mand begyndte at tale fra et kateder, greben af en adspredthed, der lod hans tanker sysle med selv de ligegyldigste ting, hellere end med de betragtninger, som professoren gav til bedste. Han kunne ikke høre efter, og han fandt det også særdeles latterligt, at manden stod der oppe og prædikede, og ingen havde lov at sige ham imod, selv når spørgsmål eller indvendinger påtrængte sig stærkt. Og i udlandet! Dér havde han oven i købet følt sig overmåde genert, når han en enkelt gang havde trængt sig ind imellem fremmede studenter, der alle kom til forelæsningen så sikre og hjemkendte, snakkede kammeratligt og lystigt med hinanden, endnu havde den forrige aftens gilde som lyse blink i øjnene og betragtede med en halvt lattermild mistro den ukendte fyr, der havde sneget sig ind imellem dem. Alle de andre havde et bestemt formål med deres komme: han ville blot tilfredsstille sin nysgerrighed eller udfylde ørkesløse timer. Engang i Paris var han dog gået ind i det auditorium, hvor den berømteste af alle Frankrigs lærde sad omgivet af ganske få studerende, skønt stuen havde plads til hundreder. De så’ alle på ham, da han kom ind, undtagen den lærde mand; denne vendte ikke blikket mod den fremmede, der krøb sammen i en krog, endnu mere forlegen, fordi han ikke forstod et ord af den disciplin, over hvilken der læstes: et østerlandsk værk med kommentarer, der lå i store folianter foran den lærde. Han var uhyre grim, tung og klodset, lignede en stor frø med de fede kinder og den sammendukkede holdning. Dog Andreas vidste, at manden var vis, veltalende, åndfuld og vittig som få og i besiddelse af den højeste kulturs lineste dannelse. Han så’ rolig og tænksom ud, også ganske myndig og fuldkommen alvorlig. Og da greb der Andreas en smertefuld længsel efter at være lærd og stille og mild og stor som denne gamle lærde mand, til hvis ord tusinder lyttede, selv om han angrebes dumt og råt. Hvilket lykkeligt liv— et liv som forsker og som lærer! Han betragtede endnu engang det grimme, skaldede carteuser-hoved og skyndte sig bort. Hvad var han? En dansk juridisk kandidat med penge på lommen og et gods i ryggen. Han kunne spise god mad, blive høfligt opvartet, rejse i første klasse, gå på variété eller i teater og lade sig betjene af de på pladsen værende kvindfolk. Ja, han kunne — til hans ære tjente det dog — læse med fornøjelse og forståelse de bedste bøger. Men ak, hvor ofte gled bogen ikke ud af hans hænder, medens han næsten fortvivlet stirrede ud for sig i timevis. Hvad var bøger — hvis de ikke var all! Og dette kunne de aldrig blive for ham. Og hvor smertefuldt længtes han ikke efter at leve stærkt, i tåbelig hengivelse, i blind tro på sig selv, i følelsen af, at timen var kostbar! Han mindedes så ofte de gamle ord: timerne sårer, den sidste dræber. Men ikke alle timer sårede eller gnavede på ens liv, nogle kom med blomster og kransede den lykkelige. Blot en eneste blomsterkranset time! Ak, rejsen havde ikke bragt ham en sådan! Og dog ville han ikke undværet disse rejseår. Han havde lært en del undervejs. Billeder var gledne ham forbi: stæder og landskaber, gamle mure og nye torve, kunstværker og slotte, teatre og kirker — brogede billeder, af hvilke mange sad fast i hans sjæl og alle havde udfyldt tidligere tomme og dumme forestillinger. Desuden: han var kommet modnere hjem, mere opsat på at møde de hjemlige ting som en mand, mere forberedt på at handle og afgøre, tale og lide. Vidste han kun hvordan! i. Efter alle disse overvejelser bestemte Andreas sig til at blive i alt fald nogle dage i København. Godset løb ikke bort, og han kom altid velkommen hjem. Efter frokosten købte han nogle nye bøger og nogle gode cigarer og bestemte at sidde mageligt om formiddagen på sit værelse med disse adspredelsesgenstande, så tage sig en tur ad strøget inden middagen og ’efter den gå i teatret. Dog programmet fulgtes for så vidt dårligt, som han efterkom det mekanisk. Hans sjæl var ikke i bøgerne — hvad angik de ham? Hans blik hang vel ved de smukke og kokette spasere-damer — men hvad havde han med dem at skaffe! Og hotelmiddagen var endelig den samme, som han havde spist en tusind gange tidligere — hvad der måske dog udgjorde en Art Ros for den. Som følge heraf kom han gnaven og endda for tidligt ind i det kongelige teaters første-parket. Der var næsten ingen kommen, og dei’ kom heller ikke mange flere i altenens løb. Kun etagerne fyldtes snart. Tersling så’ sig næsten forbavset omkring. Var dette det kongelige teater? Denne halvmørke grimme sal, hvis vægge garneredes med endel mørkt eller hæsligt klædte damer, der alle så’ visne og flade ud i det kedelige lys. Han gemte dog på et indtryk af noget stort og festligt. Kunne to år gøre dette? Eller udlandets mange lyse og stolte scener? Han mindedes dog sådanne aftener, hvor han næsten lidt forskræmt havde trykket sig sammen på den første-parketplads, som det i dyre domme var lykkedes ham at erhverve; aftener, hvor man overalt så’ bekendte mænds vigtigt-overlegne ansigter og hvor også mange smukke adelige og borgerlige damer lyste op i vrimlen og hvor der — thi det var det bedste — gik en strømning af glæde eller forventning eller domsmagt eller hvad det nu var, gennem det hele publikum. Naturligvis fordi det var første aften. Fordi det var en begivenhed. Ja, begivenheds-følelsen, den var det, som gav huset styrke og glans. Men den varede kun en aften — og så var alt forbi. Alle andre aftener var kun den første aftens blege og sørgelige genfærd. Nu syntes han, teatret lignede et lig-kapel med sin sparsomme belysning; orkestret, der gav sig i færd med at stemme, ville snart præstere den traurige sørge-musik. Og de sortklædte damer deroppe — genlærd af svunden ungdom og glæde. Der hviskedees rundt omkring — ingen talte højt — de blege, forsumpent udseende musikere sneg sig stille og gnavne omkring imellem nodestolene. Tersling blev så ked af dette ynkelige, der skulle betyde kunst og fest, at han var lige ved at gå, da musiken begyndte og efter en kort ouverture tæppet gik op. Det var et gammelt lystspil, der nød stor yndest og på hvilket der ikke behøvedes at kostes noget. Det foregik snart i et studenterværelse, snart på en kafé, snart hos jævne borgerfolk. Tersling betragtede forbavset dekorationer og møbler: han mindedes ingensinde at have set noget så pauvert og så snavset. Han begreb ikke, at mennesker skulle være glade, ja lystige, i sådanne omgivelser, end mindre at andre mennesker gad se derpå. Han var ikke kommen videre i disse betragtninger, da der blev uro ved hans side af parkettet. Døren var bleven lukket op for et for sent kommende par, og som om de blev drejede mekanisk, vendte de få parkettilskuere alle som én hovederne om imod dem, der forstyrrede andagten i kapellet. Tersling nødtes til at gøre samme bevægelse, da parret skulle passere foran ham for at nå ind til pladserne midt på bænken. Tæt forbi ham gik da først en mand oppe i tredverne: temmelig høj, med tyndt rødligt hår og små røde whiskers. Hans ansigt syntes ganske udtryksløst: korrekt, ordentligt, nærmest kønt — men intetsigende. Måske dog mest fordi manden intet ville have udtrykt eller kun fik vilje og mål i ganske få forhold. Således som Tersling så’ ham, var han blot en velklædt, velopdragen, velstående gentleman. Og efter ham kom en ung dame, hvis silkekjole strejfede Terslings knæ. Heller ikke hun var særdeles høj, men syntes høj, fordi hun bar sig så rankt og fordi kjolen faldt i bløde folder om hendes slanke legem. Tersling så’ kun et glimt af hendes ansigt, idet hun passerede forbi. Han følte hendes skønhed næsten som et elektrisk stød igennem sit af dagens kedsomhed sløvede væsen. Han vidste straks, at hun var såre smuk, men lige efter ville det været ham umuligt at genkalde sig hendes ansigt i dets træk. Det virkede ved en hemmelighedsfuld ynde: et mørkeblondt hår, der snoede sig i lokker ned over pande og kind, to mørkegrå øjne, der så’ og dog ikke så’ — ja, det var ansigtets særkende: man fangede ikke hendes blik, endda man så’ hende ind i øjnene. Havde hun set på ham, da hun ganske langsomt med en uforstyrrelig, dronningeagtig sikkerhed gled ham forbi? Der var også noget blødt og eftergivende over underansigtet. Men dog: den kvinde, som han i dette øjeblik havde set foran sig og som satte hans sind i så stærk bevægelse, hun var ikke mild og blid. Nej — hun var------ Tersling opgav pludselig sine spekulationer. Det var jo pure galskab. Dog han kendte så godt hos sig selv den uvilkårlige og ville forelskelse, der kunne opstå hos ham blot ved synet af en ung kvinde, der gik ham forbi på gaden og så’ et sekund på ham med sikre eller æggende øjne. Han huskede godt de gange, hvor han, efter at have mødt sådan en skønhed og efter at være gået et stykke vej, med ét var vendt om og havde søgt at opspore hende, der alt var forsvundet — ja hvorledes han dag efter dag havde begivet sig på samme klokkeslet hen til samme gadehjørne for atter at forsøge skæbnen. Naturligvis forgæves. Og dog — måske havde det været lykken, som han havde mødt. Han huskede engang, hvor han havde slået i sit vindue — han boede i en stueetage — og tankeløst set ned på gaden, medens han passiarede med en ven, en ældre sat ven, der sad bagved ham inde i stuen og foredrog ham sine anliggender. Pludselig havde da et underligt par nede på gaden vakt hans opmærksomhed: en ældre mand, sygeligt udseende, gnaven og bitter og dårlig Iii bens og ved hans side en yndig ung pige med et smilende og listigt ansigt. Og så sker det: den unge piges blik møder hans, og hun ser på ham med klare glade øjne. Og går videre. Men vender sig om — og nikker til ham. Han kan ikke tro det og står i sit vindue og ser himmelfalden-dum ud — men hun forstår hans forbavselse og vender sig og nikker endnu stærkere, som om hun ville sige: jo, det er dig, netop dig, dig! Og bliver ved at smile og nikke. Og imens taler vennen ustandseligt bag ved ham og — han kan ikke komme afsted. Har ikke åndsnærværelse nok til at løbe i en fart ud i entréen, få overtøjet på og så ned ad trapperne og efter hende. Nej, han bliver stående, idiotisk, og strækker blot Hals efter pigebarnet og ser hende forsvinde om hjørnet, endnu vendende sig, ganske ligegyldig for sin gamle, vrantne ledsager. Trefoldig idiot, som han havde været! Lykken var gået ham forbi, smilende og nikkende, og han havde ikke styrtet efter den, omslynget del fagre legeme og bedækket det smilende ansigt med Kys. imedens spillede de og sang de oppe på scenen. Tersling betragtede dem med næsten forfærdelse. Nej, var dette muligt — var dette hans idealer fra blot nogle år tidligere? Hvilken tarvelighed, hvilken hæslighed — og hvilke plumpe og barnlige løjer!. Og dog — hvor urimeligt at være vred eller fornærmet på dem, dei- agerede deroppe: de stakkels, stakkels mennesker! Hvor så’ de forpinte og anstrengte ud! Hvor læste man ikke ud af deres ansigter, at de, når de sådan fo’r omkring og råbte så højt og komikeren slog kolbøtter, medens den ældre unge-dame smilede uafladeligt — så var det jo blot for at tjene de sure penge, som de skulle have til familie eller gæld eller drik eller sygdom eller hvad det nu kunne være. Hvis de nu også bildte sig ind, at det, de dér tog sig til, var noget sådant fint, som kaldes kunst og bagefter opbevares med navns nævnelse i historiebøger og memoirer, så kunne man da gerne unde dem den trøst for deres sure slid med at more andre folk. More! Ja, det så’ virkelig ud til, at de få, som sad dér i teatret, morede sig kosteligt — de lo så støjende over dem deroppe, der støjede med brøl og latter. Der var et virkeligt vekselspil imellem scene og sal. De var så glade med hinanden. I delte lune lille essens-københavneri, hvormed teatret således omgav Tersling, følte han sig nok noget ensom — men ikke, fremmed. Han hørte dog til iblandt disse komedianter og deres publikum. Han kendte så godt som nogen anden tilskuer aktørernes skæbner, og hans forståelse af det gamle lystspil var nøjagtigt den samme som det øvrige publikums, kun at han højst trak på smilebåndet, når de andre slog en skoggerlatter op. Altså var det dog bedre at kede sig hjemme — end at føle sig fremmed i de fremmedes morskab, selv om man til en vis grad smittedes af den. Og alligevel, når Tersling holdt ud så længe i teatret — helt til forestillingens slutning, var det dog slet ikke for den hjemlige hygges skyld. Nej — det var for den ham fremmede dame. Han havde sådan lyst til at se hende endnu engang, skønt han vidste ønsket derom var dumt. Thi så’ han hende igen og betoges han på ny af denne underlige skønhed, blev hans ophidselse endnu stærkere, muligheden for at glemme det stikkende indtryk endnu mindre. Så’ han hende igen og mødtes deres blik, kunne han i et par dage måske gå rundt under en slags trolddom — med noget som et slør kastet over sig — noget, der gled hen over hans ansigt, gjorde ham det vanskeligt at tale og smile som sædvanligt — noget, der tog ham om hånden og gjorde hans fingre nervøse. Det var naturligvis dette, som man i gamle dage anså’ for forhekselse — virkelig ægte forhekselse, og som kloge folk da forresten endnu troede på. Nej, det var bedst han gik. Han havde vogtet på sig selv — ikke søgt at få hende at se, som hun sad der midt inde på bænken. Han ville ikke på den uopdragne måde, som han foragtede hos andre mandfolk, give sig til at overglo hende og derigennem vise hende det behag, som hun havde vakt hos ham. Skønt — mon ikke kvinderne i almindelighed led disse stirrende mandfolkeøjne ganske godt, mon de blev fornærmede eller blot bevarede deres ligegyldighed? Måske de bedste af dem. Men var hun blandt de bedste? Han havde én gang midt i en akt listet sig til at bøje sig frem og kaste et blik hen på hende. Det fornøjede ham, at hun sad fuldkommen rolig, rank men ikke stiv, og bevarede sit både overbærende og overlegne udtryk, men han havde i en hast trukket sig tilbage, da han fik den fornemmelse, at hun mærkede hans blik. Tersling gik ikke. Tværtimod — han blev siddende stille på sin plads i mellemakten i det håb, at damen skulle passere ham forbi for at nå ud til foyeren. Men hun blev siddende ligeså rolig som han, og han var hurtig til derigennem at vinde et lille bevis for hendes gode-selskabs-holdning. Dog hans øjne droges langeligt hen til hendes kjoles yderste bræm, som han akkurat kunne skimte, når han tvangløst bøjede sig en smule frem og så lod sit blik glide hen over salen mod den kant, hvor hun sad. Imidlertid, forestillingen gik til ende og tæppet faldt under gensidig udveksling af komplimentei’ mellem aktørerne og tilskuerne: hine bukkede ærbødigt og disse klappede i overstrømmende velvilje. Tersling gik ud i garderoben og fik sit tøj så hurtigt, at han dårligt kunne blive for at se den skønne dame. Han tænkte et øjeblik på med en rask beslutning at gå lige hjem til sit hotelværelse. Så opgav han denne resoluthed. Istedetfor gav han sig til at udspionere parret, som han så’ langsomt og korrekt iføre sig overtøjet og dernæst forlade teatret. Til hans store glæde begav de sig til en af kaféerne på torvet. Et par minuter efter trådte Tersling ind i kaféen og fik sig anbragt i en stue ved siden af den, hvor damen havde taget plads, således at han lige kunne skimte hendes skikkelse og være sikker på, at hun ikke forsvandt igen, ham uafvidende. Han stolede desuden på, at han ikke skulle forlade kaféen uden at have en anelse om, hvem hun var. København var jo ikke så stor. Iii. Tersling havde ikke siddet længe ved sit bord, førend en slog ham på skulderen og med en glad og velvillig stemme ønskede ham velkommen hjem. Det var en bekendt fra studentertiden, dengang en yderst radikal og letlevende medicinsk student. Aksel kappen imponerede den noget yngre Tersling ikke så lidt ved sit flotte væsen og sine vidtgående meninger og var på sin side mere smigret end han ville være ved, når den unge godsejersøn, som havde en stor formue i vente og rådede over rigelige lommepenge, øjensynligt tildroges af hans selskab. Således var de komne en del sammen, og Terslings lystigste dage og nætter skyldtes kappen, indtil de ved en strengere eksamenslæsnings begyndelse atter var gledne fra hinanden. Efterat de første gensynshilsener var udvekslede med behørig udregning af hvor længe det var siden, at de sidst havde set hinanden, slog kappen sig til ro ved den andens bord og gav sig til systematisk at udspørge ham om, hvad han havde taget sig til siden sidst og hvad han agtede at foretage sig nu. Af gode grunde fik han ikke synderlig besked. Selv var han yderst villig til at fortælle om sit eget. Han var for en tre fjerdingår siden bleven dr. med. og var nu i færd med at gøre karriere. Han udviklede for Tersling udførligt og klart, hvorledes forholdene lå. Han mente, at der ville blive oprettet et nyt medicinsk institut og det gjaldt at sikre sig bestyrerpladsen. Han havde arbejdet i tiere år med denne plan for øje, indrettet sin disputats derefter, sine studierejser også, søgt forbindelse med professorer og andre indflydelsesrige personer, der kunne hjælpe ham, når øjeblikket var der. Han forklarede Tersling, at der var to strømninger indenfor den medicinske verden, en ældre og en yngre, og at han havde været uvis om, til hvilken han skulle slutte sig. Begge talte jo gode navne, begge repræsenterede et videnskabeligt syn — » du forstår, det er jo meget hypoteser i medicinen, og vi véd jo forbandet lidt med sikkerhed « — imidlertid havde han dog bestemt sig for den ældre retning. Han ligesom følte på sig selv, at efter den stærke uro, som de sidste årtier havde fremkaldt i medicinen, trængte man til en vis fasthed,næsten til den gamle lære, den jævne » Kureren, havde jeg nær sagt, uden teorier og bakterier; en uhyre skepsis overfor det nye og en grundig respekt overfor det gamle. « Tersling, der beundrede det velformede foredrag, indskød næsten mere for at sige noget end for at rejse nogen indvending imod den andens prunkløse fornuftgrunde: » Du var i sin tid meget radikal. « Han fortrød øjeblikkeligt denne bemærkning overfor kappens uforstilte forbavselse: » Hvad behager! Hvad mener du? « » Å jeg tænker på sådant noget som politik og literatur og alt det. « » Å, det vrøvl, « sagde kappen synligt beroliget, » det er der ingen mere, der tænker på herhjemme. Men du har jo været så længe borte og har ikke fulgt med. « — » Ja, jeg ser dog af bladene — « Tersling pegede på de aviser, som opvarteren havde bragt ham. » Ja, bladene, det vil jeg nok tro — ja så forstår jeg det, når du henter din kundskab fra bladene. Der må de jo skrive om disse evige spørgsmål — dette med højre og venstre, landsting og folketing, realisme og romantik, fritænkeri og religion o. s. v. o. s. v. Men del er kvantvis-fægtning, ligesom chilian og marcolfus. De lever af det ligesom der vel også er nogle politikere og rigsdagsmænd, der gør. Og vi lader naturligvis, vi andre, som om vi interesserer os for det — sådan ved højtidelige lejligheder. Men i virkeligheden, min kære ven, så er der ikke en kat, der mere interesserer sig for disse gamle historier. I alt fald ikke blandt de unge, af dem, der vil noget og som vil frem. Jeg, du — jeg er lige glad, om det er højre eller venstre, der ansætter mig, bare jeg bliver ansat. Og som det går mig, sådan går det alle de andre. Desuden det kan jo ikke hjælpe med de dejlige ideer: man må da tjene sit brød! Vi kan jo ikke alle have et gods og mange Tønder hartkorn i ryggen som du. « De sidste ord blev udtalte med en irritation, der gennem stemmens klang røbede adskillig bitterhed mod den lykkelige indehaver af så megen herlighed. Der gled en skygge over Terslings ansigt: han følte det som så yderst tarveligt, at den fordums kamerat ikke kunne undlade denne hentydning. Både fordi kappen mærkede dette og fordi han hurtigt fandt det dumt at drille den unge godsejer, som ingen skyld havde i sin rigdom og som altid kunne afgive en behagelig bekendt, skiftede han tone og spurgte på den venligste måde, om Tersling ikke havde i sinde at varetage godsets drift, nu han var kommen hjem. Og da Tersling dertil lidt trevent svarede, at han i hvert fald tænkte derpå, tilføjede den unge læge rask nogle vendinger om det rimeligvis besværlige ved et stort gods’ bestyrelse i disse agrartider. » Så det kan være galt nok med det meget hartkorn, « sluttede han med den forbindligste latter. Og derpå — for yderligere at udslette det uheldige indtryk, gav han sig på ny til at tale om sig selv, og da han forstod, at hans tidligere udtalelser ikke havde været så heldigt anbragte, udviklede han nu det forhåbede instituts betydning og optalte, hvormange interesser og mænd der måtte dyrkes, for lykkeligt at få det i havn. Tersling hørte dårligt efter: hans tanker var i stuen ved siden af; han syntes, man bevægede sig ved det lille bord derinde som om man beredte sig til opbrud, og han blev angst, at den skønne fugl skulle slippe bort, uden at han havde opsporet dens navn og Art. Og virkelig, midt i lægens tale kom ægtemanden — hvis han da var det — ud fra sideværelset og gik igennem stuen hen til disken i det yderste værelse. Tersling kunne ikke lade være at se hen på ham, og kappen, der sad med ryggen imod sideværelset, blev derved opmærksom på den f orbipasserende: » Kender du ham? « » Nej, « sagde Tersling så ligegyldigt som muligt. » Nå, jeg syntes, du ville hilse ham. Det er forresten en kendt mand — det vil sige — « Han brød af og hilste artigt på den, som han omtalte og som vendte tilbage igen til sin plads. » Hvem er det, hvad mener du? « spurgte nu Tersling med passen

1889_BrandesE_EnPolitiker

Edvard

Edvard

Brandes

En Politiker

male

male

dk

Brandes

En Politiker

Brandes

En Politiker

Fortælling

n

roman

Philipsen

KB

nan

nan

LEX_CANON

i. » det ærede medlem for Ringkøbing amts s jætte valgkreds har ordet. » Der blev en kort stilhed i folketingssalen, medlemmerne, der livligt havde passiaret under den sidste højretalers kraftige udbrud, drejede hovederne hen imod den plads, fra hvilken jomfrutalen skulle holdes. Adskillige af de menige kom i bevægelse og valgte sig pladser rundtom taleren. Også et par af tingets ældste medlemmer banede sig vej gennem rækkerne og placerede sig på stole foran ham, lige under hans ansigt. Den enes store blanke oldingeåsyn lyste præsteligt under det endnu kraftfulde hvide hår; den anden sad sammendukket med hældende hoved; øjnene spillede, venlige og snilde som en frøs, ubestemt hid og did. det var allerede sent i mødet; der var halvmørkt i salen, og man var træt ved en andendags - forhandling. Oppositionens bedste taler havde den forrige dag i en udmærket holdt, vittig og fyndig tale gennemgået regeringens politik. Ageren var således høstet, og der var ikke mange aks at sanke for de sentkommende. Det ærede medlem for Ringkøbing sjætte havde ubehageligt mærket dette aftenen forud, da han forberedte sig til talen. Ordførerens udtryk og vendinger hang endnu i hans øren. Han skjulte ikke for sig selv, at han umuligt kunne gøre det så godt. Alligevel måtte der jævnsides med denne detaillerede parlamentariske kritik være plads for et simpelt og kraftigt vidnesbyrd, en mands alvorlige og vægtige protest mod ministeriets voldsfærd. Der var ord, som folket ønskede at høre sagt, fordi ordene svarede til de med møje tilbagetrængte følelser, og man ventede netop et sådant vidnesbyrd af ham, der var sat ind i tinget ved en af landets radikaleste venstrekredse., man burde blot sige ministrene sandheden lige i øjnene. Tiden var egentlig forbi for de omhyggelige begrundelser og de bidende vittigheder. Nej en gang give dem ladningen langskibs, så det kunne ryste op i deres samvittigheder. hans røst var jo stærk, og han havde let ved at finde ord. Det var mærkeligt, om han ingen virkning skulle gøre. Han tvivlede ikke på, at han skulle slå til lyd. Tinget ville høre på ham i åndeløs tavshed, og den næste dag ville alle bladene være fulde af hans tale. Naturligvis ville man angribe ham — men selv de uforsonligste modstandere ville dog indrømme, at hans ord havde gjort indtryk og vidnede om en stærk følelse. Sådanne folk må opflamme menigmands gemytter, ville de skrive, og man kan ikke nægte dem en relativ ret. Var hele oppositionen sammensat af så sandhedskærlige og fædrelandssindede mænd, ville modstanden ganske sikkert blive mindre, o. s. v., o. s. v. Og medens han sådan fantaserede sig ind i fremtiden og lod sine tanker flyve så højt de blot ville, glemte han næsten at udarbejde talen. Han tænkte også et øjeblik på slet ikke at forberede sig og trøstig stole på, at hans medfødte ævne og sikkert indtræffende inspiration ville slå fuldkommen til. Men han opgav dog igen dette. Han kunne muligvis være mindre vel oplagt og desuden ville han næppe undgå en vis benavelse ved denne debut. Når han her på sit værelse forestillede sig det øjeblik, hvor formanden gav » det ærede medlem for Ringkøbing sjætte « ordet, mærkede han allerede ligesom en vis slattenhed i benene. Nej, han ville skrive gangen i foredraget op og de vigtigste vendinger. Han ville være sikker på enkelte billeder, der skulle ramme som kølleslag. Han ville holde begyndelsen af foredraget i en rolig tone — ikke fuldt så let som ordførerens — for så til slutning med voldsomme farver at skildre og med bitre trusler at skræmme dette ministerium, der sad så nagelfast på taburetterne. Han skulle i alt fald rokke dem i sædet. Han gav sig i lag med arbejdet. Det gik lidt langsomt, fordi han stadigt var mere sysselsat med den virkning, hans ord skulle afstedkomme, end med deres logiske sammenknytning. Det var heller ikke så let at finde nye betegnelser for noget så gammelt som dette ministerium eller så gennemdrøftet som dets politik. det var noget andet ved møderne ude i landet. Tilhørerne forlangte ikke ret meget, egentlig kun en fremhæven af enkelte punkter i situationen og så en kraftig appelleren til folkets grundlovmæssige, uantastelige ret. Ja, men tingets medlemmer kendte jo alt dette. Det var ikke nyt for dem, hvad der var sket mellem sidste samling og denne. Og de store, simple og næsten hellige ord, bevillingsret og grundlov, trængte hårdt til fornyelse, når de nu efter så megen brug skulle tage sig ud i en rigsdagstale. Hvad kunne det også nytte ideligt at gentage disse ord, når ingen brød sig om deres betydning! — han skød disse tanker til side. Han tænkte sig tilbage til valgdagens tummel. Han havde sejret med et stort flertal over den unge baron, som højre havde sendt i ilden. Flan så’ sin modstander for sig. Elegant skikkelse med kortklippet rødligt hår og en smal moustache; de sammenknebne lidt sløve øjne gjorde hans udtryk endnu mere impertinent. Baronen havde behandlet ham med en koldblodig høflighed, som ikke havde været ham behagelig; selv når den rige godsejer på valgmøderne blev stærkest angrebet, fortrak der sig ikke en mine i hans ansigt. Selv talte han rask og flot. På valgdagen, ja der havde unægteligt den borgerlige sejret — men da baronen, efter at afstemningens resultat var forkyndt, havde fjærnet sig med et kort buk for sin lykkelige modstander og sporenstregs begivet sig henimod udkanten af forsamlingen, til en lille klynge vogne, hvorfra bredskuldrede proprietærer med røde, hovne ansigter, og høje slanke damer i stramme figurfrakker og med gråblå slør havde betragtet kampen — da baronen her efter mange håndtryk og venlige smil havde svunget sig op på sin høje dogeart og med et lystigt smæld styrede de prægtige heste bort ved siden af sin smukke frue, hvis gyldne nakkeknude gled tungt og rigt som en fristende guldfrugt ned fra den fine Hals og skinnede imod jakkens sorte atlask — da kunne Ringkøbing amts nyvalgte rigsdagsmand ikke undlade med sit blik at følge den ubekymrede livsrigdom, der fjernede sig. Sejren syntes ham i øjeblikket ikke sikker; var baronen virkelig overvunden? Han betragtede den kofteklædte skare, der ikke blev træt af hurraerne, med en blanding af mistro og medynk. ----------men det var slet ikke herpå, han ville tænke. Tværtimod, han ville forestille sig disse brave og trofaste menneskers begejstring over den vundne sejr, hvormed de havde slået baronen trods de husmandslæs, han havde kørt ind om morgenen. Denne valgdag og møderne iforvejen var for dem livets retegentligste fester. Hvad fornøjelser havde de vel året rundt, når rent legemlige tilfredsstillelser undtoges? Hvad smukt havde de at se på? Hjemmet var tarveligt, forædlede hverken sind eller Sans, og der var ingen store offentlige haller med billedstøtter og imalerier, ingen teatre med nationalopdragende skuespil, som kunne vække deres ånd af århundreders trældomssløvhed. Men én tanke havde de lært at tænke: tanken om deres frihed og grundlovsret. Og følelsen heraf betog ham stærkt. Det var dog såre smukt dette: en almue, der stod på sin ret. Heri var hans simple vælgere myndige og modne mænd, tusende gange mere værd end den hovmodige dreng, som havde kørt sine heste igennem deres rækker med en så modbydelig foragt. Hvad ramte den? Deres klæder, deres sprog, deres vaner, ja — men ikke deres hjærte, ikke engang deres intelligens; thi disse mænd tænkte én stor tanke, grundlovstanken her i landet. Ordet greb ham, medens han i drømmerier gik op og ned ad gulvet. Han satte sig hurtigt hen til sit skrivebord og gav sig til at nedskrive en række korte sætninger. Han skildrede tilstanden i landet, folkets trang til lovlighed, grundlovens betydning — » for den må alting vige « — og dernæst regeringens stilling til denne. Han fandt et par billeder, som syntes ham nye og som egnede sig fortræffeligt til slutningsvirkningen. Hans udkast fyldte et ark papir, han gennemgik det, føjede bemærkninger til, indskød de politiske data, som han ville dvæle ved, og blev mere og mere nervøs og brændende i hovedet. Petroleumslampen gød ham en varm douche lige i issen. Han sprang op. Han følte, det var ham umuligt at blive ved. Men han havde også nok. Han kunne mageligt tale en halv time, og længere var ikke rimeligt. I den tid ville han få tegnet et kort over landets politik i store, lysende træk. Et anskuelsesbillede! han smilte herover, idet han gav sig til at klæde sig af. Men han lå endnu længe vågen og fantaserede stærkere og stærkere over talens virkning. Han lod sig straks indskrive, ligesom han kom ind i salen ved mødets begyndelse. Han var lidt højtidelig derved. Og det var ham ikke ganske behageligt, at formanden kun med et nik forretningsmæssigt indskrev hans navn. Han sagde ikke engang: » Nå, skal vi høre dem i dag i « Fra sin plads så’ han senere adskillige medlemmer kigge på listen over de indtegnede talere. Men heller ikke disse viste nogen synlig overraskelse eller spænding. Kun da under mødets træge gang konsejlspræsidenten talte, og derved gav ham lejlighed til at gøre et par tilføjelser i sit udkast — hans foredrag ville derved mere få karakter af improvisation og af en slagfærdig replik — lagde et forbigående menigt medlem mærke til hans skriveri og spurgte, om han skulle tale. » Kun et par ord, « svarede han let. men ventetiden blev ham lang. De andres taler trættede ham usigeligt. Han hørte dem ikke tydeligt, dertil var han alt for febrilsk, men hvad han opfattede, generte ham. Der var især en taler af venstre, som var ham en pæl i kødet: foredraget var flydende, ordene faldt så selvglade, røsten klang løs fra lunger, der arbejdede som en dampmaskine — og talen syntes ham ikke særdeles forskellig fra hans, i alt fald ikke i indhold. Nå, det var jo ikke så underligt! De pragtfulde slutningslignelser havde han da i ethvert fald for sig selv. — — han følte sig helt tom i hovedet, med en tør smag i munden og benene ganske uldne. Endelig! Han havde rejst sig ganske langsomt og udfoldet sit papir, og da han stod op og så' udover salen, gik der en glad følelse igennem ham. Jo, de stimlede omkring ham; der var en stærk forventning til stede. Hist og her i salen var der nok adskillige, som roligt samtalende eller sysselsatte blev siddende uinteresserede på deres pladser. Og deriblandt var unægteligt nogle af tingets mest kendte medlemmer. De var vel blaserede! men han fandt trøst i de to betydelige medlemmer, som sad lige under ham. Oldingen fra den grundlovgivende tid og skolelæreren, der havde været med i den demokratiske opposition de sidste tyve år. Det var ligesom den gamle frisindede nationalliberalisme og den ny bonderejsning begge sad ved hans fødder. Og så talte han. Han fik det sagt alt sammen, og det var ret flydende og utvivlsomt følelsesfuldt. Men sætningerne var dog ikke helt pålidelige i deres bygning — og disse stenografer sad der på lur, med blyanterne fældede som bajonetter imod ham. Ikke man kunne snyde med en eneste eftersætning. Han talte sig ikke op. For han havde tungere og mere forvirrende fornemmelsen af, at tilhørerne ikke kom ham nærmere. De hørte på ham — men grebne var de ikke. Han skottede til ministerbordet — konsejlspræsidenten konverserede ivrigt i en vinduesfordybning, skønt hans politik i dette øjeblik gennemrystedes i dens grundvolde, og et par andre ministre døsede hen i deres stole. Han syntes også at bemærke, at medlemmernes kreds om ham tyndedes, og de indflydelsesrige medlemmer hist og her i salen talte og lo uden at skænke ham mindste opmærksomhed. Kun et medlem, der var journalist og skrev om møderne i sit blad, lå henslængt på sin stol i retning af ham, og hans ansigt havde et udtryk som om han havde opgivet alt i verden, sådan halvgabede han af uhyre kedsomhed. — han fyrede slutningsbuketten af. Det hjalp ikke. Han følte selv, at han anbragte de pragtfulde lignelser uden overbevisning. Og han skottede ned til sine to bedste tilhørere. I oldingens hvide ansigt rørte sig ikke en muskel, øjnene var lukkede, kun om munden var et gnavent træk; skolelæreren var faldet helt sammen, hovedet ludede ind mod brystet. Både den gamle frisindede nationalliberalisme og den demokratiske bonderejsning syntes at blunde. Så satte han sig. Hans hænder skælvede, medens de mekanisk pillede ved papirerne foran ham. Han var bleg og træt, og hans blik så’ ud i rummet uden at se noget. Mødet var hævet, og rigsdagsmændene skyndte sig ud af salen. Ingen tog videre notits af ham, men han hørte skolelæreren, der havde siddet foran ham, sige i forbigående til et lille gnavent medlem: » Det er nok en romantiker. « Nu rejste han sig også og gik bort uden at se sig om. Først ude i forstuen hævede han hovedet, idet han passerede forbi to damer, der havde overværet mødet. Han følte, at venlige øjne hvilede på ham. Han hilste og opfangede i det samme et varmt og beundrende blik fra den yngste af damerne. Det var Margrete Scheibel, som var lærerinde i den pigeskole, hvor han, Johan Gerner, underviste hver formiddag. i. Gerner gik slukøret og mismodig hjem. Nej, det var ingen triumf blevet. Han havde ikke vundet nogen stilling med denne tale, ikke med ét slag anbragt sig på et fremragende punkt. Venstrebladene ville i morgen indeholde et par anerkendende ord, højrebladene ville notere ham som én, der kendte lektien fra møderne, eller måske slet ikke nævne ham. Det gode var imidlertid det, at han havde talt. Vælgerne ventede det af ham — han havde talt for vælgerne. Det sidste var ham ikke behageligt at tænke. Han vidste, at dette var det tekniske udtryk for de rigsdagsmænd, der blandede sig i en debat uden at have noget at sige, men som for kredsens skyld måtte gøre sig til aktive deltagere i rigsdagsmøderne. jamen var der da noget at sige, som han ikke vidste? Og foregik der noget på rigsdagen, som han ikke forstod? Og var det der skete, slet ikke det, som stod i tidenden og refereredes i bladene? Han havde en fornemmelse af, at der var noget bagved, noget som ikke rummedes i de almindelige ord om kampen imellem højre og venstre. — — han kom netop til middagstid hjem, hvor han boede sammen med sin gamle faster. Tante Rikke, der var enke efter en lille embedsmand under kommunen, havde i mange tider levet af et pensionat og af en pension. Pensionatet havde hun i de sidste år opgivet og førte blot hus for nevøen. De havde hver sit værelse og en fælles spisestue på en fjerde sal i Laksegade. Det var en sommerlig oktoberdag, og spisestuens vinduer stod åbne mod gården, der sendte en bedøvende stank ind i værelset. Der boede en brændevinsbrænder i kælderen og han holdt en kule midt i den usle bid af en gårdsplads. Kulen var lukket med et trælåg, men stank som et helt gødet agerland. Det nyttede ikke, at beboerne klagede, thi brændevinsmanden ejede gården og besad egenskaber, som bragte ham på en god fod med gadens politibetjente. Og sammen med stanken hævede sig dernede fra dybet skingrende vrælen af baghusets børn, der legede og sloges. I den stille og varme eftermiddag kom ilde lugt og ilde lyd lige skarpt og tæt ind på Gerner. Og når han så ned på dugen, hvis grove lærred havde store, brune fedtpletter, smagte frikasséen ham endnu mindre; den var heller ikke videre lækker iforvejen. — — tante Rikke havde skottet hen til ham nogen tid. Hele ansigtet var rynket ligesom af misfornøjelse og særhed. Endelig sagde hun: » Nå, hvordan gik så talen? « Gerner undgik at se på hende. Det var umuligt for ham at slippe for en vis fortrolighed dem imellem. Hun havde taget sig af ham, da hans forældre vare døde, og han skyldte hende således taknemlighed. Desuden førte det daglige samliv med sig, at man måtte tale med hinanden om den smule, der passerede dem begge. men hun var ham imod. Legemligt imod. Hendes lille visne krop, den gamle sorte kjole over det flade bryst, det tynde grå hår var allerede ikke videre behageligt at have for øje. Men så kunne han ikke lide, at hun lignede ham. Han kunne godt selv se ligheden i ansigtstrækkene, skønt han var tredive år og hun tres. Det var den samme næse, der gik søgende ud ved spidsen, og den samme tilbagevigende, tomme hage. Han rettede sig i sin fulde højde — for han var ret stor og stærktbygget og strøg over sit svære hår og skæg — hver gang han ikke kunne undgå at se ligheden. Han fandt i hendes ansigt på éngang en ganske opvakt lyst til at spore og samtidigt en borneret almindelighed. Næsen rodede op, men hagen trak i land. De sympatiserede ikke. Hun var højre både i politik og literatur. Hun havde i sin ungdom set Dina med Fru Heiberg på det kongelige teater, og hun vidste, at dette var kunstens toppunkt. I literaturen var hun fulgt med lige til hjortens flugt, men dermed havde hun også for evigt sagt poesien farvel; igennem folkets Avis erfarede hun tilstrækkeligt om det nye. Dog værre var det med politik. Thi Gerner interesserede sig ikke synderligt for de literære frembringelser, som han kun vurderede efter deres direkte agitatoriske karakter. Han var derfor gladest ved kampsange og festviser. Men i politiken var han med af hele sin sjæl. Og på dette punkt var tante Rikke ligeså fanatisk som han. Hun hadede venstremænd ligeså heftigt som tjenestepiger. Hun foragtede dem som bønder. Hun havde engang selv haft to rigsdagsmænd i sit pensionat. Når hun kom på dette punkt, var hun uudtømmelig i sin forbitrelse. Det var svin, det var bondebæster. De spyttede på gulvet og de sleb saucen af tallerkenen med kniven og de skiftede ikke linned, for de gik da heller ikke med andet end sort i halsen — og de lugtede og de skråede, og den ene var nok kromand og den anden landsbyskomager. Og disse folk skulle regere os! Disse dumme, uvidende bønder, der ikke kunne et eneste tysk eller fransk ord, skulle spille bås med dannede mennesker! den lille gamle rystede af harme i alle sine knokler. Med sin afblegede institutdannelse, med Fru Heiberg under den ene arm og Christian Winther under den anden oprørtes hun i sin sjæls dyb over, at bondebæsterne skulle regere over hende. Og var de ikke bønder, så var de socialister. Dette var næsten værre for hende, thi hun ræddedes om hjertet. Det vidste enhver — og det hjalp ikke, hvad Johan sagde — at de ville dele, ville tage vore penge. Det var pøblen henne fra smågaderne, som hun så’ styrte ud — sådan som når tappenstregen gik på kongens fødselsdag eller ved anden festlighed — hujende læredrenge og fordrukne karle, der klumpede sig frem i tætte masser mod politiet og de ordentlige folk. De ville trænge op i husene, komme ind i hendes værelser, måske tage på hende med deres væmmelige næver, grine modbydeligt ad hendes forgæves modstand, slå porcellænet itu og løbe væk både med sparekassebogen og obligationerne, som hun gemte i chiffoniéren.---------- og med sådanne folk rottede han sig sammen mod regeringen. Men han var vel selv socialist? Nå ja, hvis han ikke var det, hvad havde han så med pøbelen at skaffe! — — sådan tænkte tante Rikke, og det var derfor uden mindste venlighed, at hun spurgte Johan: » Nå, hvordan gik det så med talen? « » Jo tak! « svarede han kort uden at se op fra tallerkenen. » Var bønderne glade ved dig? « » Det véd jeg ikke. « » Det må dog være rart for dem, at der er ét dannet menneske imellem dem. « » Der er flere dannede mennesker end jeg, der er venstremænd. Forskellen er blot, at i din tid var alle dannede mennesker venstre. « Men her kom han galt afsted. For hun tog øjeblikkelig fat på, hvor ganske anderledes mændene fra hendes ungdom havde været. Orla Lehmann var hendes ideal. Sådan som han så' ud og som han talte! Hun erindrede ham altid, som han sad på det gamle litografi inde i fængselsværelset, i slobrokken, med hånden under det krøllede hoved. Og i vinduet, i gittervinduet, stod blomst ved blomst, som damerne havde sendt ham! — ----------johan var glad, da måltidet var forbi og han kunne gå ind på sit værelse. Mere fornøjet blev han dog endnu, da det lidt efter ringede på døren, og gæsten, hvem han iøvrigt kendte på ringningen, var hans bedste ven, Tage Schrøder, der kom styrtende for at høre, hvordan det var gået med talen. » Aftenbladene har den ikke — du er altså kommet meget sent til? « Johan forklarede, at han havde værer sidste taler. » Nå, og det gik godt? Du gjorde vel stor virkning? « Johan følte en Art bitter trøst ved at fortælle, hvor ganske det modsatte havde været tilfældet. Nej, hans tale var falden komplet til jorden — det var ikke sådanne ord, der gjorde opsigt i folketinget. Tage mente, at han måske ikke havde været oplagt. Nej, det var ikke det; der stak noget andet under, som han ikke ret forstod. Tage så’ forundret på ham med vidtopspilede øjne. men Gerner rejste sig heftig og gik hen mod vinduet, hvorfra han kunne se over til slotsruinen. Og så kom ordene fra ham i stærk strøm. — der var ikke nok sandhed i dette rigsdagsarbejde! Man tog det alt for småt, alt for forstandsmæssigt. Og det var dog følelserne det til syvende og sidst kom an på. Kunne man ikke fremkalde mægtige stemninger hos folket, ville man aldrig sejre. Tanker var der nok af — de rette tanker, dem man kunne kalde grundlovstanker, som dannede grundlaget for hele nationens opfattelse af sig selv og af dens mål. Men sindene måtte forberedes, hærdes og lutres. Dette skete vel nok på møderne rundt om i landet, dér tændtes ilden; men han begyndte at tro, at rigsdagens endeløse forhandlinger snarere slukkede end nærede den. Bønderne var rede, og hvad var landet uden bønderne! Med tre fjerdedele af landet bag sig, hele ungdommen, en stor del af intelligensen — og det rørte sig jo i byerne — måtte man vel kunne løbe disse storsnudede godsejere og dette sløve bureaukrati over ende. Hvis der blot var den rette følelse af, hvad det kom an på!------ han blev længe ved således. Der kom lummerstegt luft ind ad vinduet. En kone råbte med blommer nede på gaden. Ellers var der ganske stille. Tage Schrøder sad tålmodigt og venligt og hørte på. Egentlig interesserede det ham ikke synderligt, han var jo ikke politiker af fag, men han holdt overmåde meget af Johan og troede på hans begavelse ligeså fuldt som han stolede på hans karakter. De var skolekammerater og var blevne studenter sammen. Fattige begge to. Men Tage var en praktisk natur, og han skræmtes tilbage fra de år, der skulle komme inden embedseksamen. Det var ikke arbejdet, han frygtede; han var flittig nok. Men han tænkte på den ville jagt efter stipendier med ydmyge besøg hos bortgivende professorer, han forestillede sig den forgæves søgen efter timer, de idiotiske drenge, med hvilke der skulle læses lektier hjemme, og de skolebestyrere, for hvem der skulle smigres. I rusåret fik Johan en dreng at læse med, som de andre misundte ham. Det var to å tre timer daglig for fem kroner om måneden og kaffe med tvebak. Tage, der havde lyst til allehånde gode sager og slet ingen Sans for tvebakker, og som fristedes af kjøbenhavnerlivet, hver gang han gik ned ad Østergade, sagde pludselig midt under læsningen til filosofikum farvel til studeringerne og snoede sig til en lille plads i en bank. Her var han steget lempeligt i vejret, havde nu nogle tusinde kroner om året og levede sorgløst sit ungkarleliv i København. han var oprigtigt venstre. Hans Sans for livets behageligheder sammen med hans gode forstand havde drevet ham til literær interesse. Han købte de nye bøger, der udkom, forargedes ved højrebladenes adfærd overfor dem, anskaffede sig også de bedste værker af den moderne franske literatur, sværmede for Zola og brødrene goncourt og var sammen med den literære bevægelse gået over til det politiske venstre. Han nærede ikke den ringeste tvivl om venstres ret og højres uret og var særdeles ivrig på valgdagene. Da så Johan blev rigsdagsmand, steg naturligvis hans interesse. Men på den anden side forekom det ham, at den danske politik manglede liv og spænding. Dette ministerium, der altid sad, kedede ham usigeligt. Og han talte gerne med Johan om franske forhold, om de skiftende ministerier derovre og striden mellem klerikale og antiklerikale. — — mens Johan gav sin uvilje luft, tænkte han på, hvor meget mere sådan en jomfrutale måtte betyde i et stort land. Der var alle mennesker, damer ligesom mænd, interesserede i kammerets forhandlinger. Der var en deputeret en mægtig mand, hos hvem damer søgte audiens og som dekorerede deres mænd for selv------- men Johan holdt op. Der var forfærdeligt kvalmt inde i den lille stue. Og Tage foreslog, de skulle gå en tur sammen. Klokken var syv, og København strømmede bort fra byens gamle del. Oktoberaftenen var klar og smuk med sommer i luften. Et langt, lystigt tog gik fra Østergade ud imod Vesterbro. Droskerne fik hurtigt besat. Snart med en hel familie, seks i vognen og to børn på bukken, snart med fire herrer, der lå lænede tilbage, roligt rygende og seende overlegent ned på fodgængerne, medens de vekslede nogle korte sætninger og smilede til. Undertiden sad der også et enkelt par, hun lidt stiv og med opslået parasol, han drejende stokken mellem fingrene. Det var let at se, når det var fremmede: da var damen i lys silkedragt. Og på begge sider af kørevejen valfartede københavnerne troligt deres aftenpilgrimsgang. Ægtefolk og kærester, brødre der gik aftentur, halvgamle fyre, der havde kort til national. Og sværmen summede sagte, og der var en krydsild af blikke mellem de unge mænd og de smukke piger. Den skarpe luft steg til hovedet. — — de to venner gik støt igennem mængden, lidt hurtigere end Tage egentlig skøttede om. Medens Johan talte både varmt og overbevist om hvor meget der burde reformeres hertillands både i skolevæsen og toldvæsen, både i hæren og i kirken, hang Tages øjne ved hver eneste ungdommelig kvindeskikkelse, der passerede forbi. Han havde en særdeles fornøjelse af at betragte dem, deres figur, deres dragt, alt sammen. Han syntes alle de smukke piger var ude at spasere, og det skælvede i ham for hvert et kønt ansigt han mødte. Dog droskerne med et enkelt par berørte ham stærkest. Men Johan drog ham ad den lige vej ud til frederiksberghave, hvor de drak the hos josti. Og så klokken ti gik vejen igen tilbage sammen med det hjemvendende store tog. Nu var sværmen livligere, sporvognene var propfulde, og det nyttede ikke, man råbte dem an med lystige tilråb. I alléen sang de fædrelandssange. Og på Vesterbrogade var der ikke lidt slagsmål af fulde folk. Droskerne kørte hjem. Der var flere med et enkelt par. Undertiden var bagkaleschen opslået, og man kunne i halvmørket skimte en lys hattefjeder nærved en glød af en cigar. Undertiden havde de kørende ikke gidet berøve sig en smule af den friske luft, de rullede afsted i åben vogn, og han havde sin arm om hendes liv, medens hendes hoved lå ind mod hans skulder og hun mere sad på ham end på sædet. Johan talte om, hvor reaktionært universitetet var, og hvor lidt det fortjente en særformue. Og Tage indskød en bemærkning om, at det franske universitet var fritænkeriets værn overfor kirken. Men hans øjne hang ved droskerne. Ved halmtorvet skiltes vennerne. Tage boede på Nørrebro. Da han havde sagt farvel ved sporvognsomdrejningen, gik han et slag over torvet, vendte sig, så’, at Johan var forsvundet ned ad filosofgangen — og gik hurtigt op mod tivoli og ind i » Ligkisten «. * men Johan gik alene hjem. Han var træt. Da han var nået bortfra sværmen og langs kanalen kom udfør ruinen af kristiansborgslot, mindedes han pludselig det beundrende blik, hvormed Margrete Scheibel havde set på ham i forstuen. Og han tænkte på dette — hvad der gjorde ham godt — uafbrudt lige indtil han faldt i søvn. Iii. Johan Gerner blev rigsdagsmand om sommeren 1884. Det var en meget lykkelig begivenhed for ham. Hans liv var indtil da gået både småt og trist. Fra sit ottende år af havde han boet i tante Rikkes pensionat. Af skabestuen var der bleven afdelt en længe med en række skabe som væg og et trækgardin som dør. Dér bagved stod op ad væggen en servante og en sovesofa. Bord var der ikke plads til. Men ud fra vinduet var der lavet en klap, der kunne slås op og ned. Han var i skole hele formiddagen, sad på sofaen om eftermiddagen med sin bog på klappen og læste indtil han skulle i seng, den halve times tid undtagen, hvor han ude i køk- kenet spiste pensionats-middagsmaden i en fortyndet skikkelse. Først da han lige skulle blive student, fik han et kvistkammer for sig selv. Fornøjelser var der få af. Engang imellem en skovtur eller en komediegang. Og bekendte havde pensionatsdrengen, som ingen gæstfrihed kunne yde, ikke synderlig af. Han havde kun sluttet sig nøje til Tage, der kom ham i møde med des større venlighed, som han ikke fandt sig selv nær så flittig eller begavet. Johan læste ikke lidt, fulgte med i de aviser, pensionatet holdt, og havde en fornemmelse af den undervisnings urimelighed, de begge nød. Især havde han tidligt fået øjnene op for den historiske lærdom, man bød dem. Både historiebogens respekt for alt tyranni og dens fuldkomne mangel på kulturhistoriske oplysninger var han, længe før han blev student, ganske på det Rene med. De to drenge gik på musæer sammen om søndagen og talte meget med hinanden om historiens store mænd. Efter konfirmationen begyndte Tage imidlertid a< interessere sig en hel del mere for sin onkels buttede tjenestepige. og han kom åndeløs styrtende til Johan samme eftermiddag, som hun ude i køkkenet, hvor han havde gjort sig et ærinde efter et glas vand, havde givet ham hans første Kys. Da han havde drukket vandet, havde hun smilende spurgt ham, om der var mér han ønskede, og da han så — blussende rød og med bankende hjerte — havde sagt: at kysse dem, havde hun svaret: » det må du såmænd gerne, min søde dreng! « — og så var det lykkelige øjeblik indtruffet. Johan hørte i begyndelsen ganske gerne på den Art historier, hvoraf Tage efterhånden oplevede ikke så få. Han var selv en yderst frygtsom natur, især forlegen overfor fruentimmer, men han havde intet imod at høre om, hvad han ikke selv vovede. Kun stræbte han at foragte Tages tjenestepigehistorier, som noget ganske uværdigt, skønt han unægteligt en aften, da han spiste hos Tages onkel, misundte ham kraftigt, medens den store pige smilende vartede op ved bordet. Han talte ofte med Tage om, hvor meget det rent sjælelige moment betød i kærligheden og om hvorledes den blev højst uskøn, rent ud dyrisk, når dette manglede — og Tage indrømmede det ganske, stærkt gennemtrængt af sin egen syndige natur. Da var de ganske nær ved at blive studenter. såsnart Johan var kommen til universitetet, begyndte han at læse Kierkegård. Og han tilegnede sig med ærbødighed hele den videnskabelige jargon, hvori skrifterne var holdte. Denne passede desuden så godt til de filosofiske forelæsninger, han skulle høre ved universitetet. Professoren gennemgik i to semestre — omtrent syv måneder — alle filosofiens systemer fra heraklit til Herbert Spencer. Han lærte de attenårige visdomselskere først selve teorierne, og dernæst påpegede han deres mangler og fejl. Han fik russerne mange gange til at le over malebranches naivetet og til at trække på smilebåndet over leibnitz’ monader. Johan blev til eksamen hørt i Hegels system, og på ti minuter gjorde han det grundigt af med denne filosof, der unægtelig! havde blændet mange klare hoveder, endogså Martensen, men hvis fejl nu var opdagede og fastslåede. også Kierkegård havde sin spas med Hegels kategorier. Dog Johan, der ikke tiltroede sig nogen særlig begavelse for filosofi, men var glad over at blive bekendt med dens grundtræk, følte sig langt mere tiltrukken af Kierkegårds moralske askese end af hans filosofiske kritik. Askesen stemmede med hans naturel og hans økonomiske forhold. Han vidste, at han var på rette vej, når han ikke gav efter for fristelser — der iøvrigt ikke fristede ham stærkt. Han lærte af Kierkegård, hvor modbydelig den skønhedsfølelse var, som mange folk tog ind med i selve ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegård over gehejmeråd gøthes grove sanselige udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig lysten mod det slanke var for et etisk menneske. — Tage derimod holdt sig til forførerens dagbog, roste højlydt dens stil og dvælte gerne ved mødet med tjenestepigen i Frederiksberg have. Og det hjalp ikke, at Johan påviste ham, at Kierkegård kun havde opstillet dette standpunkt for at forlade og angribe det. Selv ægteskabet var jo ikke etisk, hvis manden så’ konen under synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at manden jo selv kunne sørge for, at konen var etisk u-slank, blev Johan gal i hovedet og skældte ham ud for et svin. Tage skammede sig, og fra den tid af fortalte han ikke længer Johan noget om de småbegivenheder, som bragte ham til at finde tilværelsen behagelig. Johan oplevede ingen sådanne. Han tvang sin natur, og selv om hans frygtsomhed lettede ham dette, skete det dog også, fordi han var overbevist om sin afholdenheds moralske betydning. men han førte et fattigt liv. Han var intet særdeles godt hoved, ikke egentlig lær

1898_BrandesE_LykkensBlaendvaerk

Edvard

Edvard

Brandes

Lykkens Blændværk

male

male

dk

Brandes

Lykkens Blaendvaerk

Brandes

Lykkens Blændværk

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

LEX_CANON

I. Kragh kom ind og meldte, at der var en dame ude, som ville tale med højesteretssagføreren. denne drejede hovedet og så’ fra skrivebordet, hvorved han sad beskæftiget, hen på sin fuldmægtig. » Så sent, « sagde han lidt ærgerligt, » vi skal jo straks lukke kontoret. « Og han så’ op på uret, der var lige ved syv. Men Kragh stod ubevægelig og betragtede sin chef med en halvt høflig halvt ligegyldig venten. Da han imidlertid endnu nogle sekunder intet svar tik, spurgte han: » Skal jeg sige, al de ikke modtager tiere besøg — eller er optaget? « dog højesteretssagfører Alexander Flemming kunne endnu ikke bestemme sig. Han så’ lidt ned på sit penneskaft, så’ op igen — så smilte han flygtigt og lidt genert, blev atter alvorlig og sagde endelig helt smilende med et forsøg på et godmodigt og fortroligt blink i øjet: » Er hun ung? « Den adspurgte gengældte ikke smilet, men svarede med en kold, klar stemme: » Det er hun. « » Nå, så i guds navn, Kragh, « sagde Flemming leende, » lad hende så komme, at vi kan se på hende. « Kragh bukkede let, gik tilbage til det ydre kontor og åbnede straks efter døren for en dame, der kom ind. med lette og sirlige skridt. Flemming bukkede og bød hende med en håndbevægelse og et værs’god tage plads i den lille sofa, hvor de besøgende sad med øjnene i lyset, medens Flemming, når han vendte sin skrivebordsstol imod dem, selv sad i skygge og kunne se sine klienters ansigter klart foran sig. Det var en majaften, og ganske lyst endnu klokken syv, men med en hemmelighedsfuld sitren i det dalende Sollys. Damen salle sig og slog det ret tætte sorte slør tilbage fra ansigtet, og da Flemming gjorde en uvilkårlig bevægelse med hovedet, spurgte hun hurtigt: » Måske højesteretssagføreren kender mig? « » Bevares, Fru Baltzer, det ville være mærkelig! Andet, « svarede Flemming smilende og bøjede hovedet høfligt. Og ganske sikkert kendte han hende godt af udseende, selv om han aldrig før havde været i stue sammen med hende. Fru Baltzer var nemlig skuespillerinde, berømt på grund af sit smukke ydre, sin elegante optræden og sin utvivlsomme mangel på talent. Hendes evneløshed konstateredes, hver gang hun optrådte, af den samtlige presse, men aldrig på en uhyggelig eller ødelæggende måde. Hvem kunne nænne, for alvor at gøre den unge frue fortræd eller skabe hende ubehageligheder med hendes direktør? Hendes stemme var blid, næsten kælen; hendes øjne også blide, lidt slørede, og hun fik let tårer i disse smukke dueøjne, for hun følte selv, at hun ikke endnu havde slået igennem. I lem år, ja måske lidt flere, havde hun kæmpet, men aldrig vundet sejr. Og hun elskede kunsten lidenskabeligt, sagde hun med sørgmodig blidhed, og hun kunne ikke opgive teatre!. Hun håbede bestandigt, at del éngang skulle lykkes for hende, og alle, forfattere, journalister, købmænd og officerer, håbede det med hende — at sige når de talte med hende derom. Uden hende var del en anden sag. Da valman ganske sikker på hendes skønhed og ligeså sikker på hendes umulighed. Og hele byen havde sammensvoret sig om al holde, på hende og ikke tale ondt om hendes talentløshed. Hun var for hjertevindende — og det var dog altid en fornøjelse at se på hende: del nydelige ansigt og den dejlige figur. Desuden måtte man have agtelse for hende, så store huslige sorger hun havde at bære. Hun var gift med en fordrukken skuespiller, som engang havde været provinsens løve og nu hørte til de forfaldne genier i København. Hun, som var af god familie, havde i sine pigeår set ham og forelsket sig i ham, da han spillede i Odense. Hun havde, efter hvad hun fortalte, betænkt sig meget på at gifte sig med ham, da hendes familie fandt partiet rædselsfuldt, men til slutning havde hun givet efter for hans forelskede bønner — måske mere for sin egen brændende forelskelse i teatervæsenet, plejede hun al tilføje med en lille melankolsk mine, når hun fortalte delte afsnit af sin tornefulde livshistorie. Dog efter ægteskabet forfaldt Baltzer mere og mere. Og hvad kunne det nytte, at han endnu fik engagement ved de københavnske teatre endda på ret gode betingelser — for han betog ganske publikum, når han ville bruge sin store smukke stemme og sit væsens kraft — han drak jo alle pengene op, gjorde de forfærdeligste scener med sin kone og tog end ikke hensyn til deres søde lille pige — et yndigt barn på ti år, altid nydeligt klædt måske i lidt for kort kjole. Når Fru Baltzer gik ned ad strøget med sin Lily ved hånden — fruen i sort fløjl og barnet i helt hvidt — var der ingen, der ikke rørtes over denne dag-og-nat-konslellalion, som lyste af uskyld og sorg. således sad nu også Fru Baltzer overfor Flemming som et billede på smagfuld sørgmodighed, og ikke uden en vis betagethed og en let skælven i stemmen spurgte han om, hvormed han kunne være fruen til tjeneste. Ja, han måtte da først tilgive, hvis hun år kommen efter kontortid, og lakkende med en yndefuld hovedbøjning for hans hurtige: » bevares, frue! « fortsatte hun med tiere undskyldninger for det sene klokkeslet, på hvilket hun opsøgte, ham. Men hun havde været til prøve hele formiddagen, så målte hun hjem til middag, så havde hun sit barn, sin lille pige, al læse lektier med — Flemming smilte velvilligt til hendes omtale af barnet — og så endelig havde hun styrtet herhen. » Jeg har såmænd helt hjærtebanken, « Sluttede hun. Flemming bad hende blot give sig tid — han var aldeles ikke oplaget — om hun blot ville tillade ham at sige en besked. Og han gik hastigt ud i del ydre kontor og sagde til Kragh, at han og kontoristerne, godt kunne gå og lukke af; han mumlede passende gnavent, at besøget vist trak ud. Dermed skyndte han sig ind til Fru Baltzer, der ventede med et lidende udtryk i sine smukke øjne. Hun bad højesteretssagføreren meget undskylde, at hun spildte hans tid med denne nervøsitet, men det kom sådan over hende med hjærtebanken, når hun var udenfor det dagligdags, enten nu hun skulle optræde overfor det frygtelige publikum eller tale med en så forfærdelig klog mand, der naturligvis dårligt kunne forstå eller interessere sig for hendes småkvaler — som forresten slet ikke var så små. Flemming svarede, hun måtte være forsikret om hans vågne interesse — desuden hvis fruen ville gøre ham den ære at konsulere ham, var det da hans pligt som advokat at både forstå og interessere sig for hendes' anliggender. Han ville forresten ønske for hendes skyld og for sin egen da med, at han var kun halvt så klog, som hun nu gjorde ham. Ja, det vidste hun da, at ingen af alle de yngre sagførere var så fremragende som han. Det var også den almindelige mening, og forleden dag da hun havde været i selskab med folk, på hvis dom hun troede også han ville sætte pris — der skulle han hørt! Hun fortsatte ikke, skønt Flemming, hvem blodet brændte let i kinderne, så’ ud som en kat, fra hvis mund mælkefadet bliver revet ligesom den har slikket sig om læberne. Hvad det da var, som således beredte. Fruen plager? Ja, det var en lang historie! Og nu fortalte hun, at hendes direktør indeholdt gagen for hende på den skammeligste måde. Højesteretssagføreren målte vide, al hun og hendes mand — hun sukkede let — var engagerede sammen for en fælles gage og at han kvitterede for begge, at Jørgen — hendes mand — havde optaget store forskud på denne fælles gage — al den stiltiende forudsætning havde været, at hendes toiletter skulle betales af direktøren — at der den første maj aldeles intet havde været til hende — al hun skulle på en tournée til provinserne og Norge i junimåned—at hendes bedste garderobe ( her fik hun tårer i øjnene ) var pantsat — at hendes mand havde en ulykkelig svaghed — at hendes lille pige ikke måtte mærke noget hverken til ulykke eller nød — og at direktøren ganske sikkert skyldte hende, hende personlig mange hundrede, hun troede omtrent tusind kroner, og at blot hun hk dem, var hun hjulpen. Og hun havde håbet, al højesteretssagføreren måske kunne og ville hjælpe hende. Hun tilføjede ikke, at hun i alt kun havde tolvhundrede kroner i gage, så at sandsynligheden ikke talte for, al der endnu skyldtes hende de tusinde. Men om hun havde tilføjet dette, ville det måske endda ingen forskel gjort for Flemming: med så stor interesse havde han lyttet til hendes fremstilling. Muligvis var han ikke ganske klar over sagen, da hun år færdig. Men han var klar over, at hun var meget fristende som hun nu sad der, sluttet og blød fra hoved til fod, og lod sine øjne hvile i hans. Sænkede hun dem, gled hans blik over hendes skikkelse, standsede ved hendes barm, dvælede omkring hendes hofter, slog sig ned på den lille fod, der stod last helt fremme på tæppet, højvristet og smal og bestemt og iklædt det nydeligste skind. Han var så sysselsat med denne topografi, at han ikke sansede meget af den smukke frues lidelseshistorie. Bestandig steg den tanke op hos ham, hvor meget man egentlig turde vove overfor hende; hvor let et bytte hun vel var; om han var en nar, der ikke stoppede munden på hende og talte et helt andet sprog — eller om han da både ville opføre sig som en sjover og som en dumrian. For egentlig var der ingen, som sagde noget ondt om Fru Baltzer. Ingen angreb hendes ære og hendes dyd; tværtimod: hun kom sammen med det gode selskab — nå, det gjorde da egentlig alle skuespillerinder ved bazarer og lignende — dog ingen vidste noget om hende, og alle roste hendes agtværdighed og beklagede hendes ulykke. Og alligevel! Alligevel som hun sad der i den smagfulde dragt — tailormade — var hun lidt for elegant. Han var vis på, at kjolen var foret med silke og at underskørtet var af samme stof — for en ulykkelig sørgende hustru var del dog en egen martyrklædning. Nå, hun var jo skuespillerinde. Men hun talte om penge og penge — og del var jo vrøvl med den kontrakt. Ville hun have penge af ham — kunne han tilbyde direkte? Han kunne jo begynde med at sige hende, at hun næppe havde en øre til gode hos den grusomme direktør — så vidt da han kunne forstå. Dog da Fru Baltzer endte med hånden under sin barm, undertrykkende på ny sin nervøse hjærtebanken, og Flemmings øjne fulgte hånden, svarede han ikke således. Derimod bad han hende bringe sig papirerne, så skulle han gennemgå dem og nok » nappe « Direktøren, hvis der var nogen mulighed — han forstod så godt, at den arlaffærer var såre pinlige for en dame. Ja, det var netop sagen. Og hun var jo alene. Jørgen — atter sukkede hun let — tog sig ikke af sligt, og hun kendte ingen forretningsmand..la én kendte hun vel, men ham ville hun ikke henvende sig til, skønt han vel nok kunne og ville hjælpe hende. Flemming så’ ret forvirret på hende og begyndte at henstille til hende, om hun dog måske hellere ville — men hun afbrød ham. Nej, nej, hun kunne såmænd godt sige ham, hvad eller rettere hvem det var. Del var en ungdomsven af.jørgen, en meget rig og formanende mand her i byen, højesteretssagføreren kendte ham godt — det var direktør Carl Duncker — å jo sikkert, Flemming kendte ham udmærket godt, Duncker var en ven af ham — eller om de end ikke var venner, de kom da meget sammen — ja, hun vidste det. Og hun ville ikke gå til Duncker, som ganske sikkert — nej, nej — hun ville ikke have ham ind i disse affærer. Duncker var hendes mands ven — ikke hendes. Og — det var nu sådan en følelse hos hende — hun ville ikke være den rige direktør Dunckers protegée — ja han kunne måske ikke forstå del? Men Flemming forsikrede meget ivrigt, at han forstod det så fortræffeligt, skønt hans forvirring i virkeligheden var stigende — for hvorfor Pokker gik hun ikke til Duncker, når han var den fordrukne Jørgens ungdomsven? Var hun da dyden og finfølelsen selv — tailormade i silkeskørt! Del bankede på døren, der førte til yderkontoret. På Flemmings: » Kom ind! « viste stuepigen sig i døren, men trak sig hurtigt tilbage, da hun så’ en dame. Dog Flemming kaldte hende ind, hvorpå pigen meddelte, at fruen havde bedt hende sige til Herren, om han, hvis han havde tid, ville komme ind i stuen, da der var fremmede —. Flemming afbrød hende og fik hende ud igen. Dog Fru Baltzer havde allerede rejst sig med mange beklagelser over, al hun havde taget hans kostbare tid. Hendes ærinde var jo også sagt. Hun ville gå ud gennem yderkontorel, men Flemming holdt hende tilbage og viste hende en nemmere vej, nemlig gennem et lille inderværelse til den anden side, hvorfra der var direkte udgang til trappen. Flemming gjorde hende opmærksom på, al man ad denne vej kunne komme uset ind Iii ham, hvis han i forvejen vidste, nogen ville besøge ham. Hun bøjede hovedet let til svar. Det var en ganske lille stue, møbleret med gode, store solaer og lamestole, halvt et rygevægelse og halvt et boudoir. » Hvilken nydelig stue, « udbrød Fru Baltzer, da hun passerede igennem den. » Jeg kalder den gruben, « sagde Flemming leende, » det er her jeg grubler, når jeg trækker mig tilbage både fra kontoret og familien. « » Å — jeg troede faldgruben! « Fru Baltzer vendte sig ved døren imod ham og sagde med et yndigt smil: » Så håber jeg på dem! « Flemming blev atter helt betaget som hun stod der, bøj og rank, og satte sine øjne ind i hans. Blodet for ham til hovedet. » Stol på mig, « sagde han næsten ømt. Hun nikkede smilende og rakte ham hånden; den var ganske lille og ligesom krøb ind i hans som et lille kælent dyr. Et sekund tænkte han på at gribe hende i sine arme — i det næste åbnede han gangdøren for hende, og Fru Leontine Baltzer skred ham smilende forbi og forsvandt. Flemming stod ganske betuttet tilbage. Havde han båret sig ad som en torsk? Nå, det var jo da kun et første møde. Sødmen kunne komme senere. Men han var lige ved at falde i tanker over Fru Baltzer og Jørgen og Duncker — så huskede han, at han jo skulle ind til sin kones fremmede. i. Inde i dagligstuen sad Fru Flemming og passiarede med sin veninde, Fru Annette Duncker. Måske dog inderst inde den blide og stille Fru Bertha havde forvaret sig imod at betragte den noget larmende og meget hotte Fru Duncker som sin veninde. Men de traf hinanden hos såmange bekendte — kom også til hinandens selskaber — og Fru Duncker havde med så stor Iver sluttet sig til hende, omgav hende med en så uhyre beundring, at Fru Bertha målte blive venlig stemt overfor denne kærlighed, selv om hun havde ønsket den mindre støjende. Fru Duncker kom med hest og vogn og hentede hende både til butiksærinder og køreture, gav hende råd med hensyn til dragt og møbler og mad — og Fru Duncker vejr praktisk — og endelig overlæssede hun de lo små drenge, der var Fru Berthas glæde, med gaver og elskværdigheder af alle slags. Fru Duncker var selv barnløs, og hun rent forgudede disse to forkælede og uartige drenge, der næsten så’ fordærvede ud i deres kokette dragter og såre villigt modtog hendes Kys og kærtegn og gaver. Også nu sad hun med dem tæt op ad sig. Den ene lå på gulvet op ad hendes ben, og den anden, der sad i sofaen ved siden af hende, lå ind over hende og legede med kniplingerne om hendes kjoles udskæring. Fru Duncker var en lille, ganske lys dame. Hendes hår var gulhvidt og hendes hud var af en matbleg hvid farve, så fin og skær, al den letteste berøring satte røde mærker. Hun plejede leende at påstå, al når hun stødte sig på den ene side, blev hun ikke blot gul og blå og rød dér, men også på den anden side af kroppen. Dog var hun fuldstændig sund og stærk, ikke en smule tendre trods denne sin skærhed. hun år uhyre smal om lia’el men bred over brystet. Hun lod ingen være i tvivl om denne hendes fylde sålidt som om hendes hvidhed. For hun var altid nedringet — og nedringet indtil halvnøgenhed, så hvis hun bøjede sig frem eller på anden måde kom i bevægelse, så’ del truende ud til en overskridelse. Overskridelse var et stående udtryk i kresen, og Fru Annette kendte det godt, men lo højt deraf. Forresten skete der aldrig noget; og der var heller ingen mere, der forargedes over hendes nedringethed: den hørte nu engang med til selskabslivet som is til middagen. Også denne aften var hun da nedringet. Hun kom fra et middagsselskab og skulle i et aftenselskab, men middagen havde været så forfærdelig kedelig og aftenen tegnede til at blive middagen lig, og derfor var hun henrykt, da hun havde fået den ville idé al gå tidligt Ira det ene sted og komme sent det andet og derved vinde en time hos sin søde Bertha og sine to elskede bamser, som var til at spise op. Og hun åbnede sine læber for et så stort svælg, al del virkelig så’ ud som hun magelig kunne sluge de lo kolde drenge, der lignede et par hvide selleristængler. Hun fortalte, imedens hun kælede for og klappede drengene, højlydt og leende om selskabet: hvem der havde været, hvad de havde spist, hvordan damerne havde været klædte og hvad der var bleven snakket om. Fru Bertha hørte på med et venligt smil. Del var morsomt. Fru Annette fortalte livligt, alligevel morede det ikke Fru Bertha så særdeles. Sagen var den, at hun egentlig ikke brød sig stort om københavnsk højere selskabsliv, sålidt som om nogen luksus eller pynt. Hun tænkte altid med en vis vemod tilbage på den tid, da Flemming ikke tjente så mange penge men kneb sig igennem med en lille årsindtægt og var glad, når der kom subsidier fra hendes forældre, som dengang levede endnu. Så havde de arvet forældrene, og så var det gået fremad med kæmpeskridt. Dog når hun nu sad i deres elegante værelser, selv lin og velopvartet, så tænkte hun på deres lille lejlighed i kannike! stræde, der savnede både lys og luft. Men Flemming var dengang altid om hende, og de । gik lange spasereture sammen, og han fortalte hende hver en ting, der hændte ham, og beskrev hver en klient, han tik, og søgte al forklare hende sine forretninger. Og selv om hun forstod såre lidet deraf, var hun dog uhyre interesseret, fordi hun følte det som hun ' havde lod i hans arbejde for deres liv og i lykke. Nu boede de i Slockholmsgade og havde store værelser og altaner og central- opvarmning — men ikke megen varme dem imellem. De talte lidet sammen, og aldrig for-. talte han hende noget om sit arbejde. Den 1 blide Fru Bertha tog sig dette meget nær. Og så kom der endnu en ting til. I | forrige tider var Flemming ærgerrig. Han! havde planer om at tage del i del politiske ji liv, og han var ivrig for al sætte hende ind i: sine fremskredne idéer. De gik absolut mod del herskende partis meninger og prædikede i næsten revolution. Og Fru Berthas hjerte bankede derved. Hun havde som ganske ung forelsket sig i den smukke Alexander Flemming, der var en udnuvrkct danser på sine lange ben og som snoede en pragtfuld gul moustache med en aristokratisk hånd. Han var også livlig og elskværdig. Selv efter deres bryllup — hun blev gift til atten år — avancerede han stadigt for hende, lige til han blev en Art verdenserobrer, en Cæsar, en Alexander. Hun forgudede ham, hun nærmede sig ham altid knælende. Men nu — efterhånden var det kommet — havde han tabt helteglorien for hende. Hvis han også nu var ærgerrig, så var det på en anden, helt anden måde end dengang, og heller ikke i ærgerrigheden log ban hende med. Hendes forelskelse var i sin tid gået over til forgudelse, nu havde forgudelsen veget pladsen for en lidt forskrækket eller urolig venlighed og tjenstvillighed. Og.imens Fru Bertha hørte på den smukke Annette Dunckers livlige tale, måtte hun sige til sig selv, at hun ville stå sig ved at ligne sin veninde, der tilbades i kresen og som befandt sig så såre vel. Man kunne ikke på denne dejlige ansigtsleinl opdage mindste spor af bekymring, endsige af smerte: ikke en tåre havde blot svagt furet den fine kind, ikke en tung tanke rynket den sarte hud ved øjenkrogene. Medens Fru Bertha, når hun så’ sig i spejlet — hun var dog kun otteogtyve år — mødte et lidt træt ansigt og lidt kummerfulde øjne. Skønt netop om hendes ydre rumsterede Fru Duncker bestandigt. Hun blev ikke træt af al prise venindens hebc-ansigl og -figur. Bertha skulle blot pleje sig lidt mere, passe sin skønhed, soignere sig sådan som del nu var skik og brug. Og det ville også den gode Flemming sætte pris på. Mandfolkene var nu engang sådan — de ville have frugten i silkepapir, så troede de, al den var langt linere. Netop dagen i forvejen havde Fru Duncker tvunget sin veninde til at købe en elegant morgen- eller aftenkjole — en slags peignoir af luftig silke, hvis klædelighed hun priste stærk!. Den var hentet ind og aller taget ud, da Flemming viste sig i døren. Hans ansigt opklaredes, da han så’ hvem ( læsten var. Han kom temmelig gnaven fra sit kontor og ventede sig nærmest kedelige fremmede — og da han så’, den lille frue i al hendes nedringethed, hilste han galant og smilende. » Hvad for noget, de her, smukke dame, og i al denne pragt! Og gemalen — hvor ethan henne? Kommer han måske senere? « » Nå, så de tror, at de skal beholde mig her i aften — nej, det bliver der intet af. Pligten kalder — jeg må herfra. « Og med samme livfuldhed som før udviklede nu Fru Duncker sin vandring fra den ene selskabs-ørken til den anden med denne oase på midtvejen. Og hun beskrev atter selskabet og fandt den villigste tilhører i Flemming. Og når han ikke helt hørte efter, kom det blot af, at hans blik hæftedes på denne strålende gorge, ved hvilken hans ene søns hænder legte som smålisk i et bølgende hav. Han blev nervøs ved synet og afbrød pludselig Fru Dunckers ordstrøm, idet han i en temmelig skarp tone henvendte sig til Bertha: » Min gud, Bertha, skal da børnene ikke i seng? Klokken er jo straks ni! « » Såmange, « udbrød Fru Duncker, » så må jeg nok afsted — og bamserne i seng. « de lo kælne drenge betragtede faderen med uforstilt mishag og ytrede ingen lyst til at gå, skønt moderen straks ville føre dem bori. Men Flemming kommanderede dem så barsk for anden gang, at de knurrende rejste sig. Fru Duncker smilede til dem med et lille underfundigt sideblik til Flemming og sagde hu idsaligt trøstende: » Skynd jer nu lidt, bamser, så skal jeg komme ind og give jer et godnatkys, når i er puttede i visselullerne. « Og i forventning om denne løn gik de lo drenge, puttende Iii hinanden, ud med moderen bag sig. Fru Duncker nikkede efter dem, så’ på Flemming og sagde smilende: » Gestrenger vater! « Flemming, der var lidt flov, svarede først, at hun og Bertha også forkælede drengene altfor urimeligt, og da han ville bort fra delte emne, spurgte han på ny om hendes mand. Han havde været hos prinsen ti! Middag og skulle i forretninger om aftenen. Hun måtte gå alene som en enke — hvorover hun forresten ikke beklagede sig, tilføjede hun leende og skød de nøgne skuldre op fra kjolen. Da sagde Flemming: » De er dog overordentlig smuk, frue! « » Jeg — nej, der tager de fejl — jeg er hare godt påklædt. « og da Flemming med et lille smil så’ hen til hendes halvnøgenhed og de truende overskridelser, råbte hun: » Fy skam dem — jeg véd hvad de tænker på. « » Jeg lænker slet ikke, frue, « sagde Flemming indsmigrende, » jeg beundrer blot. « » De skulle beundre deres frue, skulle de — hun fortjener det. Men — nu skal de se hende! Vi har købt en peignoir, som er fortryllende. « Og da Bertha i det samme kom ind, pålagde fi;u Duncker hende indstændigt, at hun skulle vise sin mand det nye klædningsstykke, der rent ville bringe ham fra Sans og samling. De to ægtefæller smilte forlegent — hvad der syntes al more Fru Duncker usigeligt. Dog derpå kom hun i stor aktivitet med at løbe ind til drengene for godnatkyssets skyld, med al samle sine sager sammen og sige farvel til Bertha og trælle aftaler med hende for de kommende dage. Endelig indhyllede hun sig i en pragtfuld aftenkåbe, der så’ ud som purpur og hermelin og drog afsted, ledsaget af Flemming, der måtte følge hende ned foi’ al kalde på kusken, som kørte frem og tilbage i gaden. Hun gik foran ham nedad trappen med en sky af god parfume i sit spor. I gadedøren stod de et øjeblik, indtil vognen kom forbi og Flemming råbte kusken an. Da hun skulle stige ind, drejede hun sig om til ham og sagde med det hvide ansigt tindrende vendt imod ham: » Skade, Flemming, at de ikke skal ind i » byen nu — så kunne jeg kørt dem, hvorhen de ville. « » Selv en lang vej — selv til verdens ende? « Han var bleven bleg og skælvede i stemmen. Hun lo højt og hårdt: » Selv den længste vej — jeg skåner ikke mine heste. « Nu sad hun inde i vognen, en atlaskforet lun Landauer, der lignede en juvelæske. der var intet for Flemming at gøre uden at lukke døren omhyggeligt efter hende, sige kusken besked og hilse med hatten til farvel, medens hun smilende og nikkende lagde sit ansigt til ruden. Og så satte de muntre og stærke heste i rask trav. Flemming stod og så’ efter hende, der nu gallaklædt kørte til nye mandfolks begærlige øjne — så’ efter hende — tænkte han — som han havde set efter Fru Baltzer. » Jeg er et æsel, « sukkede han, » mellem to Knipper hø. « men han vidste, at lignelsen ikke passede, da intet af de to Knipper stod til hans rådighed, selv om han ville vælge. Skønt — hvorfor Pokker sagde Fru Duncker det om den længste vej, og hvorfor satan krøb Fru Baltzers fingre sådan omkring i hans hånd? I disse tanker nåde han op til sin bolig. Han gik først ind i sit kontor og ryddede sin pult. Han syntes, at parfumen efter Fru Baltzer endnu kunne mærkes i stuen, og lukkede et vindue op. I det samme kom han til at tænke på, at det dog var underligt, når hans fuldmægtig ikke havde sagt til ham, at det var Fru Baltzer, der stod udenfor. Skulle han virkelig ikke have kendt hende? Ja, hun havde jo slør for. Men dog, når hun havde lail med ham? Nå, måske Kragh ikke kom videre i teatrene! Han gik så over til dagligstuen. Der fandt han ikke sin kone, men derimod parfumen efter Fru Duncker. Han gjorde en utålmodig grimasse, salte sig hen til bordet, tog en kop te, som pigen bragte ham, og greb en Avis. Men han kunne ikke læse med opmærksomhed. De lo kvinder, han lige havde set, var på siden af ham og plagede ham og irriterede alle nerver. Han drak sig en ny kop te, forsøgte aller avisen, salte sig tilbage i stolen og tænkte på, om han skulle gå sig en tur og prøve, hvad en natlig spaseretur ud ad Vesterbros varietéer kunne bringe. Af disse grublerier vækkedes han ved, at døren åbnedes og hans kone trådte ind og gik lidt forlegen hen imod ham. Hun var i den nye peignoir, en pragtgenstand af rosenrød silke og blegrødt musselin opheftet og strammet — hvad der sikkert havde klædt Fru Duncker og forvandlet hende til en markise fra pompadourliden. Bertha så’ ikke rigtig søvant ud i denne sengkammerpynt, og idet hun gik hen til Flemming, følte hun sig helt svimmel til mode. Han havde kunnet hjælpe hende over dybet, hvis han havde rakt hende en hånd — hvis ban kærligt havde draget hende til sig. Men han, der reves ud af sine drømmerier, så’ nærmest forbavset på hende — at hun, hans kone optrådte her om aftenen til teen uden nogen påviselig grund så brusende, udstå lieret! » Det var den peignoir, Alexander, « stammede hun rødmende under hans blik. » Ja, den er jo nydelig, « sagde han med et tonefald, som han forsøgte at gøre venligt. Han talte som til et barn. Deres øjne mødtes. Og da Fru Bertha så’ hans fuldkomne ligegyldighed for hendes dragt og den skønhed, som den tilhyllede — eller afhyllede, blev hun først bleg og dernæst blussende rød. Hun følte sig som den uværdigste kvinde, der ville lokke med silke og uanstændig pynt. Hun kunne skreget højt af rædsel over, hvad han kunne lægge i denne hendes adfærd, og hun følte sig grusomt ydmyget og ussel overfor ham. Hvad måtte han tænke? Han tænkte imidlertid kun, at den peignoir ikke klædte hende, men at den sikkert ville klædt Fru Duncker eller Fru Baltzer fortryllende, og da hun vendte sig for at gå ud af stuen, tænkte han endvidere, at hvis en af disse to damer var gået Ira ham i den dragt, skulle han hurtigt fulgt efter hende. Nu blev han siddende. Fru Bertha derimod gik ind i sit toiletværelse og tog silken af og sin blå morgenkjole på. Medens hun skiftede, blev hun stram i ansigtet og nogle tårer løb ned ad hendes kinder. Hun forstod nu i aften, at Flemmings kærlighed til hende var død for altid. Men den røde silkedragt hængte hun ind i sit klædeskabs mørkeste krog. hi. Flemming tog fejl: hans fuldmægtig havde straks kendt Fru Baltzer, hvem han som alle kjøhenhavnere havde set hundrede gange på scenen og på gaden. Men han havde bare ikke gidet sige hendes navn til Flemming. Han ærgrede sig over dette hendes besøg hos den galante advokat, der for tiden var moderne og i skuddet og havde ry for både at være en smart forretningsmand og for at nyde alle livets behageligheder. Han ærgrede sig over at se den slanke Fru Baltzer indtage sin plads i triumftoget — i den sejrrige Alexanders triumftog, hvor Fru Baltzer så udmærket kunne figurere som en pragtfuld græsk kurtisane. Han ærgrede sig på vejen hjem — han boede ude i Valdemarsgade — fordi han kendte Baltzer særdeles godt. Den ulykkelige skuespiller hørte til Kraghs lille Kres. Man tilgav ham hans drukkenskab, fordi han var en så inderlig god fyr, der aldrig havde gjort noget menneske fortræd og som oven i købet så’ forstandigt både på sin og på andres kunst. Om skæbnen havde været ham lidt gunstigere, ville han stået ved siden af de bedste. Nu drak han al finergi op og kunne blot tjene brødet ved engang imellem at tordne løs med den prægtige stemme, naturen havde indsat i hans stærke legem, som ikke mange Års drikfældighed bavde fået bugt med. Han var fri for alt skuespillerskaberi og foragtede teatervæsenet grundigt, og han befandt sig rørende vel mellem de par venner, der kom hos Kraghs. De holdt af ham, fordi de forstod, at han var et fortvivlet menneske og at hans ulykke skrev sig fra den smukke Fru leonline, skønt ingen af dem rigtigt begreb forholdet. Thi Baltzer talte aldrig om sin kone, sagde aldrig et bebrejdende ord om hende—og alligevel kunne det ikke hænge sådan sammen, som den offentlige mening, lakket være Fru Baltzers elegante martyrskab, engang for alle havde afgjort: en fordrukken mand, der ruinerede familie og hjem. Kragh vidste, at han ville linde Baltzer hjemme hos sig; thi det var hans kones fødselsdag, og husets få gode venner mødte for at gratulere og spise til aften. Og del generede ham at trælle Baltzer uden al turde sige ham, at han lige havde lukket hans kone ind til Flemming. Ikke for del: Fru Baltzer kom aldrig til Kraghs, kendte dem overhovedet ikke. Men dog ville del være det naturligste, om han uden videre kunne fortælle det til Baltzer. Skønt hvad betød dette besøg? Måske slet ingenting. Hum, del kunne han nu ikke indbilde sig selv. Han kendte sin principal og forstod, al sådant el aftenbesøg af Fru Baltzer ville sætte hans blod i bevægelse. Kontoret var ikke uvidende om principalens tilbøjeligheder, så’ både de dainebreve, der ankom, og de damebesøg, der allagdes, og var klar over betydningen af de spasereture, de forrelningsbesøg, de små dagsrejser, der hyppigt lagde beslag på Flemmings tid. Hele kontoret morede sig med at se Flemming tage visse sirlige breve ud af bunken med en ligegyldig mine — hele kontoret så’ ned i papirerne, når damerne kom ud efter besøgene og Flemming anstrengt stift gelejdede dem til døren — hele kontoret smilte indvendigt, når Fru Flemming vovede sig ind for at lade sin mand minde om den længe ventende middagsmad. Dog Kragh smilede ikke. Når Fru Bertha talte til ham med sit blide, lidt triste udtryk, og hendes hebeskikkelse viste sig for ham i dens rørende, næsten barnlige ynde, så bankede hans hjerte uvilkårligt hurtigere. Hun betog ham ved sin ro og sin blidhed — måske også fordi han forbitredes på hendes vegne over mandens utroskab. Skønt han var den rette til at være moralsk indigneret overfor Flemming — han som selv netop ved disse tanker forsyndede sig mod sin egen kone. Hans ansigt formørkedes yderligere, mens han tænkte på forholdet til hende. Del var dog forfærdeligt med ægteskab: han og Melitta var komne til hinanden med den største forelskelse og den inderligste samfølelse. Deres forlovelsestid, deres første ægteskabsår havde, været uden skyer — og de havde da heller ikke senere vekslet et ondt ord og endnu herskede den inderligste fortrolighed imellem dem. De var venner, så gode venner, at de næsten altid tænkte og følte ens — selv om hun så’ mere lidenskabeligt og energisk, han mere træt og tvivlende på mange ting. Men forelskelsen, den var borte — og del føltes så rædselsfuldt. Af dem begge, skønt de undså’ sig ved at sige det til hinanden. De havde fælles sovekammer som i ægteskabets første dage. Men da var hver aften en fest, og hver nat, når de var komne i seng, var det skik, at den unge kone lagde sig tæt hen til sin mand med hovedet til hans bryst — i sin egen krog, som hun kaldte det, og der jå hun en stund, mens de passiarede, indtil hendes øjne faldt i. Det var deres bedste time, og den unge kone påstod, at hun hele dagen glædede sig til » sin krog «. Hvor det var længe siden! Det havde varet til deres lille pige, dorolhea, skulle fødes. Så var det begyndt en kort stund igen, indtil Melitta om sommeren v

1874_Brandis_GamleJomfruTraegaardsErindringer

Henriette

Henriette

Brandis

Gamle Jomfru Trægårds Erindringer

female

female

dk

Brandis

Gamle Jomfru Traegaards Erindringer

Brandis

Gamle Jomfru Trægaards Erindringer

Optegnede af hende selv

n

gothic

Schønberg

KB

Brandis, Juliane Henriette (Henny); nogle ord er ikke genkendt/ulæselige i txt

nan

nan

O

Indledning. Hvorledes udgiverinden af disse blade blev bekendt med gamle jomfru trægård, hører vel egentlig ikke med til denne historie, men da det af fortællingen selv vil fremgå, at hun har været ude at tjene og imidlertid nedskrevet, hvad hun har oplevet i de huse, hvor hun har været, få er det nødvendigt at forudsfikke nogle bemærkninger. Gamle jomfru trægård var just ikke et sådant tyende, man træffer på til hverdagsbrug; hun var for det første en kvinde af en fjelden ren og ædel characteer, udrustet med mere end almindelige evner, som hun brugte til i sin modnere alder at tilegne sig en dannelse, hendes kår i ungdommen ikke havde sat hende i stand til at erhverve sig, og dernæst havde hun stedse haft det held med sig, at tjenesten bragte hende i mere umiddelbar berøring med „ Familien “, end det falder i de flestes lod. Det her meddelte har hun nedskrevet fåledes, at det kun behøvede at gjennemsees og hist og her omordnes en smule. Sagn og småhistorier fra de egne, hvor hun opholdt sig, har det været hende en glæde at samle, 1 « og det sande og virkelige har hun opfattet, som et livligt menneske gør det, naturllgviis ikke altid fuldkommen upartisk, men i alt fald med et sundt syn på menneskelivet og et skarpt blik for menneskehjertets skjulte brøst. Gamle jomfru trægård er nu død; hvad hun havde optegnet, forærede hun mig forinden med de ord, at jeg kunne gjøræ med det, hvad jeg ville. De mennesker, hun har skildret, er også døde, selv de, der dengang vare unge; derfor skal ingen, som læser dette, spilde sin tid eller bryde sit hoved med at grunde over, om det muligvis skulle være naboen, hr. Sørensen henne på hjørnet, eller veninden, arianke bogtrykkers, eller Else skolemesters, som her er beskrevne. Menneskeslægten bliver på ringe og få forandringer nær altid ved at være den samme, det er de samme dårskaber, der gå igen fra slægt til slægt. Jeg vil derfor råde enhver til ikke at pådutte naboen de dårskaber, han måtte træffe på her i bogen, men at gribe i sin egen barm og sige:,, du est manden! har du ikke lidt og mange gange gjort lignende dumheder? “ Om forladelse for det sidste, mindre høflige ord; nu vil jeg slutte denne indledning med at henvise til den fortale, hvormed Fritz Reuter har ledsaget sit „ Landmandsliv “; den er noversættelig, og den smagfulde over- ' sætter har heller ikke forsøgt at gengive den på dansf. Meningen er omtrent denne: „ Id, når i endelig selv ville, så er det ikke min skyld! “ jeg er en præstedatter fra Jylland, min fader havde et temmeligt lille kald og mange børn; dog ville vi i vor barndom tilvisse kunne have haft et lykkeligt, om end tarveligt hjem, dersom min kære fader havde levet noget længere; men jeg var ikke mere end 13 år gammel, da han døde as en ondartet feber, som han havde pådraget sig ved et sygebesøg i sognet. Hvor den ulykke indtræffer, at familiefaderen og forsørgeren ved sin død efterlader sig en talrig familie i trange kår, bliver det gerne følgen, at hjemmet opløses: ikke alene finder en fuldstændig omvæltning sted i den enkeltes ydre livsvilkår, men hele det indre liv bliver også påvirket heraf; det udsættes for at blive bøjet til en ganske anden vækst, ofte både imod anlæg og tilbøjelighed, og bliver denne ikke skæv og forvreden, forkrøblet og dværgagtig, da må grunden søges i, at det næst guds nåde i forvejen er lykkedes det at fæste dybe og kraftige rødder. På mine gamle dage må jeg nu takke og prise gud for hans nådige førelser med mig, han har gjort alt såre vel og givet mig velsignelse i min gerning, både i glæde og i sorg, i lyst og i nød. foruden to yngre brødre havde jeg både en Broder og en søster, ældre end jeg; min Broder var bleven student, boede på regentsen i København og slog sig igennem, som fattige studenter på den tid plejede. Min søster var forlovet med en velhavende Møller; de bleve senere gifte og boede ved min faders død ikke langt fra vort gamle hjem; men de gik så aldeles op i deres egne sager, at min moder aldrig havde nogen anden støtte eller hjælp af dem, end den noget tvivlsomme Glands, som det på landet eller i en lille købstad kaster over en fattig enke at bave en datter, der er godt gift, når herved forstemes, at hun er gået ind til rigdom og overflod. Jeg var yngst og fluide nu konfirmeres for snarest muligt at komme ud at tjene; da henvendte provstens sig til min moder. Provsten, der havde stået fadder til mig, tilbød moder at ville tage mig i huset som plejedatter, han ville konfirmere mig, og jeg skulle deltage i huusgjerningen sammen med hans egne døtre. Det var et vendepunkt i mit liv. At miste min kære fader havde været et hårdt hjertestød for os alle, men vel især for mig, der endnu ikke var kommen ud over læreårme, og hvem fader følgelig gav sig mest af med; med denne omplantning i en anden familie var det, som om på en gang alle bånd brast, der tidligere holdt mig; fra dette øjeblik til min sene alderdom fluide jeg intet hjem have på jorden. Men disse blade skulle ikke handle så meget om mig selv, jeg vil derfor hurtig ile hen over de år af min opvækst, som jeg tilbragte i provstens hnus. Kun må jeg sige, at det var en fejltagelse, om de indbildte sig, at jeg delte vilkår med deres egne døttrr. Jeg blev hurtigst muligt consirmeret, efter at have nået den lovbefalede alder, og så blev stuepigen afskaffet, og jeg indtog hendes plads, d. v. s. udførte hendes gerning, så godt som mine fjorten Års kræfter tillode det, under en streng og myndig madmoders overopsyn; lønnen blev sparet, og jeg gik med de noget ældre pigebørns aflagte klæder. Mit stille håb om at kunne få lov til at lære noget mere blev skuffet. Dertil var der ingen tid, og da seg skulle tjene for mit brød, behøvede jeg ingen kundskaber: en den gang meget gængs anskuelse, som fra min tidlige ungdom, da jeg for første gang så den anvendt på mig, har voldet mig en del hovedbrud, idet jeg den gang ikke kunne forstå, hvad der forresten heller ikke nu er lykkedes mig at indse, at de, der måtte arbejde for at leve, ikke behøvede at lære noget, hvorimod de, der levede som prindfesfer, blev fyldte med den slags lærdom, der hverken kunne være dem selv eller andre til gavn og glæde; men min ungdom ligger så langt tilbage i tiden, at jeg ikke kan tale med om nutiden, kanfkee er det nu anderledes. Jeg ved det ikke. Fra mit fjortende til mit attende år henslæbte jeg på den måde tiden, en tid, der for mig var som en jevn grå, tåget novemberdag. Slid og slæb fra morgen kl. 5 til sent ud på natten, fåvel hellig som søgn; thi skønt det var i en præstegård, jeg tjente mine læreår, så kendte man dog ikke der til søndagens stilhed og hvile. Provsten besørgede tjenesten, som det hed; os andre kom den sag ikke ved, og jeg stemmede snart med i samme tonart. Når provsten var færdig i kirken, var der enten fremmede hos os, eller familien tog ud på besøg til nabogårdene; hvad enten nu det ene eller det andet var tilfældet, kunne provstinden altid finde på noget til mig at bestille. Jeg skulle i deres fraværelse vaske provstens gulv og hænge Gardiner op, eller pudse stager og polere kaffekander. Kort sagt, egentlig helligdagshvile har jeg i mine tidligste ungdomsår aldrig kendt noget til. Da jeg var bleven 19 år gammel, kom den eneste søn hjem fra en lang rejse, på hvilken han havde været ude som supercargo i det ostindiske compagnies tjeneste. Han havde mange mærkelige og sjældne sager hjem med til sine forældre og søskende, og da han fik mig at se og hørte, hvem jeg var, kom han en dag frmr med et lille silkeshawl fra China, som han kastede om min Hals med de ord: „ Lille Martha, de skal da ikke være stifbarn. “ Det var ligesom det første lysglimt i det lange og tunge mørke. Et menneske havde stillet mig lige med andre! havde villet glæde mig! Jeg ved ikke, hvad jeg svarede; jeg takkede vistnok meget kejtet, men ingen fyrstinde har frydet sig mere ved sine glimrende juveler, end jeg ved dette lille brogede tørklæde. Fra nu af blev det en kort tid noget bedre for mig, dels fordi han talte med mig som med et andet menneske, og dels også fordi han fik sin moder overtalt til at lade mig få lidt mere frihed. Jeg hørte ham en gang sige til hende: „ Sæt nu, lille moder, at fader døde, og Tomine eller petnne måtte ud iblandt fremmede, hvad ville du så synes om, at de fik sådan medfart, eller hvorledes ville de kunne udholde det? “ „ Dine søstre ville aldrig komme til at behøve det. Din fader og jeg have sørget for dem, “ svarede moderm med rigdommens hovmod. „ Ja; men det er ikke pigebarnets skyld, at faderen døde fattig. “ ( „ Heller ikke faderens “, tænkte jeg. ) „ Du snakker, som du har forstand til, lille Jørgen! Det, som er nede, skal holdes nede, ellers kommer der uorden i alt. “ Dermed vendte hun sig om for at gå, men Jørgen ville den gang have det sidste ord og sagde: „ Da ville jeg ønske hende, at hun var Matros ombord i et af vore skibe, der have de det såmænd meget bedre! “ Moderen gik ærgerlig ud af døren ved at høre ham tale således; men jeg! Hvor svulmede ikke mit hjerte af glæde og lyst! Jeg blev taget i forsvar og omtalt med en sådan velvilje; det vakte mm selvfølelse, hævede mig i mine egne øjne og gav mig en hidtil ukendt følelse af tryghed. Men ak, det førte mere med sig, som ikke blev mig til fryd og glæde. Uden at jeg vidste det, fløj den lille vingede gud, som diglerne kalde ham, ind og fæstede Bo i mit tåbelige, uforvarede hjerte. Alle mine tanker og drømme drejede sig kun om denne unge mand, hvem jeg elsfede med hele ungdommens varme og lidenskab, og det undgik ikke længe hans opmærksomhed. Også han syntes godt om mig og troede som jeg, at han virkelig holdt inderlig af mig; det var naturligvis ham en let sag at aflokke mig tilståelsen af min kærlighed, og for mig uerfarne barn stod det, som om hans måtte være ligeså dyb og inderlig som min. En kort stund havde jeg ligesom en fornemmelse af, at være løftet op til den syvende himmel og svævede i skyerne. Havde jeg dengang kendt billedet af Guido Renis Aurora, havde jeg bestemt bildt mig ind, at jeg var en af de bevingede møer, der svæve foran hendes seiersvogn. Men ak! Nattens mørke falder ikke så brat på disse i rosenskyerne agende piger, som opdagelsen og straffen kom over os eller rettere sagt over mig. Den altseende provstinde, for hvem intet længe kunne dølges, opdagede også vor kærlighed, som hun opfattede og udtydede på den værste måde. Jeg skulle øjeblikkelig ud af huset, og nu blev jeg hjemsøgt af den bittreste sorg og smerte; han havde hverken styrke eller dybde i sine følelser, så lidt som han viste mandighed i sin optræden, han faldt fra, straks da uveiru brød løs, fornegtede mig og fragik alt, og greb til den tomme udflugt, at søfolk på landjorden altid havde en lille kjæræste. Da jeg hørte dette, forekom livet mig så mørkt, så mørkt, at det aldrig mere kunne blive lyst igen. Det var naturligvis et af ungdommens feilsyn; men det stærke uvejr, der var trukket op over min vårdag, varede dog temmelig længe og kom igen med stærkere og svagere drøn. Jeg blev sendt hjem til min moder, og hun, der under fattigdommens daglige tryk kun havde øje for det virkelige, det håndgribelige, som hun kunne tage og føle på, — så altså i mig kun den halvvøxne pige, der var kommen hjem for at ligge hende til byrde ved at få føde og klæder hos hende; hun bebrndede mig bittert, at jeg havde båru mig så dumt og tåbeligt ad, ved således at gøre provstens imod. Jeg alene fik skylden, hun havde ingen medfølelse med mig, ingen tanke for, hvad jeg måtte lide; mit liv hjemme hos min moder var at ligne med det urolige vejr, der indfinder sig ved jevndøgnstiderne: stormen rasede grumt i mit livs forårsjevndøgn, de spæde grene lå knækkede på jorden, og knopperne blev afbrudte, længe før de udfoldede sig til blomst. Uden frugt blev denne tid dog ikke for mig, thi i den begyndte min characteer at udvikles og stålsættes. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gribe til for at lette byrden for min moder, og besluttede at søge tjeneste. — jeg bekendtgjorde, såvel i provindsblade som i Københavns adresseavis, at jeg søgte plads, og gjorde rede for, hvad jeg kunne udrette. Der indløb tilbud om en plads som sy- og husjomfru i en anset embedsmands hus i København. Først da det hele var afgjort, meddelte jeg min moder min beslutning, og af hendes glade overraskelse så jeg, hvor tungt min fremtid havde ligget hende på sinde, uden af hun havde vidst, hvorledes hun skulle hjælpe mig tilrette. Jeg blev naturligvis glad ved omsider af have gjort noget, der vandt hendes bifald og skaffede hende glæde; men jeg følte også, af jeg fra nu af stod ene i verden. Med det sidste Kys, hun gav mig, da hun fulgte mig ombord på smakken, der skulle fore mig til København, skød hun mig så lempelig fra sig, hun vidste vel næppe selv as det; mig skar det dybt i hjertet, og da jeg tans stirrede på de to små brødre, på hvem hun offræde alt for af få dem godt opdragne, tænkte jeg: „ mon du vil kende dem, eller de dig, når vi engang igen ses i livet? “ Denne smakke-rejse fra Jylland til København slutter det første afsnit i mit liv. Jeg havde tid nok til af kaste et blik tilbage i fortiden og ud i fremtiden, da vi tilbragte fire døgn på Kattegattet, og det blev endda anset for at oære en jevn god rejse. Jeg tænkte på den uret, der efter min mening var overgået mig, ved at hele skylden for mit forhold til provstens Jørgen var væltet over på mig. Jeg nærede også i mit hjerte bitterhed imod ham, der så letsindigt havde tilsagt mig sin kærlighed og så umandigt havde svigtet mig i den sørste anfægtelse fra yderverdenen; kærligheden var vegen for den bitre skuffelse, og jeg sluttede, at som han vare også alle andre mænd. Itu vil jeg ikke hævde, at denne slutning var rigtig; men, stråledes som jeg var stillet, blev den mig måske et værn. — idet min moder skød mig fra sig ud på landingsbrædtet, havde hun med det samme skudt mig ud på livets vildene hav. Min fremtid lå nu åben for mig, og det blev min sag, — mente jeg — hvad jeg ville gøre ud af den; at jeg altid trolig ville stræbe at handle, som pligt og wre bød, — det nærede jeg ingen tvivl om, i så henseende følte jeg, at jeg trygt kunne stole på mig selv. Men hvad capital havde jeg at begynde med? Tyve år, et velvoksent sundt legeme, og meget få kundskaber, undtagen i madlavning, reengjøring og syening. Så underligt det end kan synes, var jeg dog ved godt mod og havde god tro til menneskene; til trods for de bitre erfaringer, jeg havde gjort, stod det fast for mig, at de fleste mennesker vare gode og brave, kun provsfefamilien dannede en sørgelig undtagelse. Med disse tanker faldt jeg i søvn; da jeg vågnede, følte jeg mig meget ilde, idet skibet duvede forfærdeligt op og ned, og jeg blev først rigtig vækket af min dvale, da skipperen sagde mig, at nu vare vi snart i København, og at han endnu samme aften ville lade sin gamle helbefarne Matros besørge mig og mit tøj hen til min nye condition. Vi havde, som jeg syntes, meget langt at gå igennem mørke, af tranlygter sparsomt oplyste gader, før vi standsede udensor en anseelig gård; en smnk bred trappe med gammeldags udskåret trærækværk førte op til første sal, hvor vi ringede på. En tjener lukkede op, og til ham afleverede matrosen mig og mit tøj, sagde derpå farvel, og gik. Endnu efter så mange Års forløb husker jeg tydeligt, hvor pinligt det oar mig at måtte lade den skikkelige gamle mand gå uden at kunne give ham noget; men jeg ejede ikke en skilling efter at have betalt min overfart. Tjeneren lod mig gå ind i et tomt værelse og forsvandt selv gennem en dør, der førte ind til et andet værelse, hvorfra jeg hørte stemmer. Idet døren blev lnkket op, hørte jeg en mandsstemme sige: „ Gå ind, lille Vita, og viis hende eders værelse, bed hende så komme herind og få sig en kop the efter rejsen. “ Døren gik op, og en lille fin skabning kom ind med et lys i hånden. Hun kunne vel være omtrent 9 år, lille og spinkel af sin alder. Egentlig smuk var hun vel næppe, dette lille mørkladne væsen med de sorte hår og de små brune hænder; men mit hjerte droges med uimodståelig magt til hende i det øjeblik, hun viste sig i døren. Hun stod stille og lyste op og ned ad mig med en naturlig barnlig nysgerrighed og sagde endelig „ God dag “ til mig, fljøndt det var sent ud på aftenen. Jeg hilste igen på bedste måde og sulgte med, da hun gik foran med lyset, hen ad en lang gang og op ad en trappe, til et værelse i en assides fløj. Da vi kom ind i det, satte hun lyset fra sig og pegede på to senge, en større og en mindre: „ Her sover jeg, og der skal du ligge; jeg hedder Vita; hvad hedder du? “ „ Martha. “ „ I søndags læste fader i bibelen for mig om en, som også hed Martha; men jeg har aldrig før set nogen levende, der hed sådan “, sagde hun og så på mig, medens hendes øjne ligesom blev større og større af forbavselse over at beskue en sådan mærkelighed. Ja man slipper stundom nemt til at blive noget mærkværdigt. Jeg skyndte mig med at tage tøjet af, ordnede lidt ved mit hår og min påklædning, og så gik vi tilbage, samme Bei vi vare komne. Da vi nåde døren, hvorfra jeg havde hørt stemmer, sagde hun: „ Det er dagligstuen, fader, moder og søster sidde derinde; de andre er ikke hjemme. “ Dermed lukkede hun dørm op, og jeg fik ikke tid til at spørge om, hvem „ de andre “ vare. Jeg stod i døren og hilste, men så intet, thi alt løb rundt for mig. „ God aften “ sagde den samme røst, som forhavde talt de venlige ord til lille bita, og min hunsbond, etatsråd Dalberg, stod foran mig. „ Træd nærmere; der sidder fruen. Sæt dem og få dem en kop the, det kan de nok trænge til efter rejsen. “ Jeg efterkom opfordringen, så godt jeg kunne, hilste på fruen og den nnge dame, satte mig og spiste og drak, så meget som en sulten ung pige kan, efter en sørejse. Vita sørgede for mig; de andre lod mig i ro, -og jeg fik således lejlighed til at betragte mit nye hersfab, som jeg i det hele taget syntes rigtig godt om. Hvormeget de uvante smukke omgivelser bidroge hertil, ved jeg ikke, det har dog vist ikke været så lidt endda. Menneskene selv kunne jeg ikke dømme om; men det hele tiltalte mig i den grad, at jeg kunne have siddet til langt ud på natten fortabt i beskuelsen af, hvad jeg så. Det var et stort smukt værelse, oplyst af en enkelt lampe og med en åben kamin; hvorledes det var udstyret, kunne jeg dengang endnu mindre gøre nede for end nu; thi sådanne herligheder som tæpper og damaskes Gardiner havde jeg aldrig før set og kendte dem næppe af navn. På ttebordet stod meget sølvtøj og glimrede i lampesfjæret. I en lænestol foran maskinen sad fruen; hun var lille og trivelig, blond og pyntelig klædt i silkekjole. Effer den tids skik og brug havde hun en kappe på, der struttede ud til alle sider, udspilet på en for mig ubegribelig måde og smykket med blegrøde roser og tilsvarende bånd. Frøkenen gik op og ned ad gulvet, balklædt, også efter datidens mode; jeg så på hende med beundrmg, thi hun var virkelig smuk, som hun således stod for mig i sin blomstrende ungdom, med en fylde af blondt hår, yndige rosenkinder og blå smægtende øjne med lange øjenhår, dertil tog hendes nydelige lille figur sig godt ud i den luftige hvide dragt: jeg troede at se en lysalf. „ Sæt dig dog, Regitze, “ sagde moderen, „ Du gør mig ganske ør i hovedet med din trippen frem og tilbage. “ „ Lille moder, så krøller jeg min kjole; nej, jeg må blive ved at gå, til jeg kan komme til at danse. “ En underlig modsætning til disse to dannede lille Vita, også hende kunne jeg nu først rigtig se; hendes klædedragt bestod af en meget broget ulden vinterkjole, ovenover hvilken hun bar et hvidt højhalset forklæde med lange alrmer, der mindede mig noget om en ligskjorfe; men det var også det eneste ved hende, som bragte en på tanker om døden. Hendes sorte øjne vare livlige og spillende, og det mørke, krøllede hår barhun kort afklippet; om hun var smuk eller ej, kunne jeg ikke afgøre; jeg havde kun aldrig set noget lignende; uvilkårlig søgte mine øjne hen til hende, og når hun mærkede det, nikkede og smilte hun, som om hun ville sige: „ vi blive nok gode venner, vi to! “ Tjeneren meldte, at vognen var parat: damerne skulle på bal. Før hun forlod værelset, sagde fruen godmodig: „ Hvil dem nu godt, lille jomfru trætræ—? “ „ Trægård, “ sagde jeg. „ Ja, det er rigtigt. Nå ja, i morgen ligge vi vist alle sammen noget længe; men når jeg kommer op, skal jeg nok vise dem tilrette og tale nærmere med dem om huset, og hvad de har at gøre her. God nat. “ Dermed forsvandt hun. Etatsråden fulgte damerne ud, hjalp dem tøret på og kom så igen. „ Gå nu i seng, lille Vita! “ sagde han. Jeg ville følge med, men han standsede mig. „ Jeg ville gjeme tale et øjeblik med dem, jomfru trægård. “ Han gik en kort tid op og ned i værelset med hænderne på ryggen, pludselig bemærkede han: „ De er en. Præstedatter. “ „ Ia, fader var præst, “ og jeg nævnte kaldet. „ Bi ville begge, min hustru og jeg, gerne betragte dem som hørende til familien, og jeg håber, at de vil komme til at befinde dem vel i vort huns; men særlig snsker jeg, at de vil tage dem af den lille pige, der lige nu forlod os. Hun er i grunden moderløs; det vil sige, “ vedblev han lidt stammende og forlegen, „ de forpligtelser, min hustru mener at have overfor fin ældre datter, node hende til at tage megen del i selfkabslivet, og så er Vita enten alene eller overladt til tyendet; jeg ønsker nu, at de forsøger på at vinde barnet, om de kan, og hun må derfor stadig være under deres tilsyn, læse fine lektier hos dem o. s. v. “ Jeg blev ganske forskrækket; jeg havde jo selv slet ingen kundskaber, og jeg sagde ham straks, at fader var død, da jeg kun var 13 år gammel, og siden den tid havde jeg intet lært og turde ikke påtage mig at være lærerinde for nogen, da jeg selv stod langt tilbage. Han smilte ad min ivrige protest og sagde: „ Jeg har ikke ventet eller forlangt, at de skulle lære hende noget; det skal jeg nok selv sørge for eller udse dygtige lærere til hende. De skal kun, hvis de 2 ellers holder af børn og da navnlig kommer til at holde af mit barn, være hende et godt selskab og vogte på hende, at hun ikke lærer noget ondt. “ Døren gik op, og en lille dreng kom farende ind. „ Hvor er moder? og hvor er Vita? “ „ God aften, Paul, du kommer jo farende som en stormvind. Din moder og ældsle søster er på bal og Vita i seng, og der burde du også være; stig kønt god aften til jomfru trægård, du seer jo, at her er nogen i stuen. “ Paul betragtede mig, omtrent på samme måde som hunden, der har hjemme si et huns, seer på en fremmed af sine lige, der ikke har noget at gøre på dens enemærker; derpå udbrød han: „ De er da også altid på bal eller assembler og comedie; er fætter Arthur med? “ „ Det vedrører jo ikke dig! Marsch i seng! God nat, jomfru trægård. “ Således var da den lille pige, der med sine forunderlige dybe øjne havde sendt mig det første milde blik og sagt mig det første venlige ord ved min indtrædelse i dette huns, særlig blevet betroet min omsorg. Jeg stod længe og så på det sovende barn, idet jeg bad inderligt til gud om, at jeg i det mindste ikke måtte komme til at lære hende noget urigtigt, for ikke at sige ondt, så denne barnesjæl skulle komme til at sorarges på mig. Først efter at jeg havde været i etatsrådens huns nogen tid, fik jeg ordentlig rede på familiens brogede sammensætning. Min husbond havde tilforn været gift med en jtalienerinde, og fra hende havde Vita arvet sit ejendommelige sydlandske udseende, som jeg senere har genfundet på så mange billeder; men dengang var dette mig endnu noget nyt og fremmed. Efter sin første hustrus død, umiddelbart efter at Vita var bleven født, var han temmelig snart igen indtrådt i mgtefkab med en velhavende enke, der havde en datter og en søn, den noget viltre og dygtigt forkælede Paul; da jeg kom der i huset, var frøken Regikze sytten år, Paul tretten og den mig betroede lille skat, Vita, ni år. Foruden disse husets egentlige børn var der endnu en slægtning af fruen, den ovennævnte fætter Arthur. Han oar forældreløs og ubemidlet, og etatsråden havde tilbudt ham hjem og ophold i sit hus, til han fik tilendebragt sine studermger. Af alle livets omskiftelser, tror jeg, at overgangen fra fattigdom til velstand er noget, et menneske lettest vænner sig til. For mig gik det i det mindste som fod i hose. Rigtignok blev jeg ikke rig med det samme, jeg kom der i huset; men jeg fik min del af husets goder og bekvemmeligheder og det ingenlunde karrigt tilmålt, så efter et par måneders forløb var det mig, som om jeg altid havde bevæget mig hen over de bløde gulvtæpper, haft bordet dækket med flint linned, spist med purt sølv og drukket af fineste Krystal. Fruens anordninger vænnede jeg mig snart til, så at det ville have forekommet mig rent akavet, om noget af alt dette havde været anderledes. Lidt efter lidt overlod fruen 2 * mere og mere til mig, jeg måtte lave the og skænke kaffe, når der var gæster, hvad der næsten altid var tilfældet, når de ikke selv vare ude; jeg fik nøglerne kil husets gemmer og bohave og behøvede kun om morgenen at så besked af fruen om, hvad bestemmelse der var truffet for den dag. Fruen var mild og god, men lidt magelig af sig, og nu da selskabslivet, i hvilket frøken Regitze skulle indføres, optog få meget af hendes tid, var hun glad ved at blive fri for det daglige bryderi med det rent hunslige. Mine pligter vare mig hverken besværlige eller byrdefulde, hunsgjerningen levnede mig tid nok til at være sammen det meste af dagen med lille Vita, og dette barn har såvel middelbart som umiddelbart været mig til usigelig både. Kærligt har hun sulgt mig på alle mine veje i senere år, og ved mit samliv med hende fik jeg lejlighed til at lære meget, som jeg under andre omstændigheder aldrig ville have kunnet tilegne mig. Paul var også meget sammen med os, han var Vitas bedste legekammerat, og skønt han var en vilter krabat, var der dog noget så godmodigt ved ham, så meget af moderens og søsterens fornøjelige natur, af han var let af komme tilrette med. Min første gerning om morgenen var af sørge for, af etatsråden på slaget otte fik fin morgenkaffe, og til denne holdt han af af se Vita pyntelig og net påklædt for hele dagen. Det var fdmmetider hårdt for mig af skulle vække det søvndrukne barn og hjælpe hende med af klæde sig på kl. 7; men Herren var ikke i rigtigt godt humeur, når han ikke fik barnet af se samtidig med, af maskinen stod på bordet, så jeg gjorde mig hård og sagde til hende, af det lille offer skyldte hun sin fader. Jeg behøvede også som oftest kun af sige hende, af faderen længtes efter hende, så oågnede hendes kærlighed, og med det fik hun også ømme op i bogstavelig forstand. Jeg mærkede snart, af etatsråden følte sig vel ved, af tiden nsiagtig blev overholdt, thi en gang sagde han: „ Man kan mærke, af jomfruen ikke har aflagt den gode gamle vane på landet, af stå tidlig op, det er første gang i mange år, af jeg får min kaffe i rette tid. “ Jeg tænkte, af det var ikke så tidligt endda for en, der var vant til at være på færde kl. 5, men sagde naturligvis intet; kun foresatte jeg mig at blive ved, som jeg havde begyndt, da det var Herren så meget om at gjsre, og derved steg jeg i hans gode omdømme, langt mere end om jeg havde udført en stor dåd. Det er i det hele taget flet ikke heltegerninger, det kommer an på i livet; de fleste, og vel især mændene, få meget tilovers for en, når man har held med sig til at gjsre dem tilpas i småting; man kan da forbavsende let vinde deres agtelse, men ligeså let kan den også forspildes oed en rem ubetydelighed. Jeg kunne nu m times tid eller halvanden sidde rolig ved mit sytøj bagved maskinen og høre på, hvorledes etatsråden talte med Vita. Selv underviste han hmde i fædrelands- og verdenshistorie, geografi, modersmålet og italiensk, for at hun skulle lære det sprog, hendes udenlandske moder havde talt. Vel talte han det, som han selv vedgik, ikke videre godt, men kunne dog lære hende begyndelsesgrundene, til hun blev mere fremmelig; om eftermiddagen kom en gammel underofficer og lærte hende at skrive og regne. Hvor etatsråden havde fået denne snurrige, gamle mand fra, ved jeg ikke; men man lærte godt hos ham, det kan jeg bevidne, der fik lov til at tage del i Vitas undervisning, til barnets store fornøjelse. Længere op ad formiddagen eller „ Morgenen “, som fruen kaldte det, fik jeg besked af hende om de huslige anliggender, og så var barnet i hælene på mig i køkken og kælder som en lille kattekilling og smuttede ind under armen på mig, når jeg havde noget at varetage. Vi gik dog også ud sammen; hun skulle nemlig i luften hver dag, for at hendes kinder kunne få lidt rødme, og jeg skulle også af og til besørge et og andet for fruen eller frøkenen; jeg lærke hende at sye og at strikke, og om aftenen pyntede vi i fællessfab vore to smukke baldamer og beundrede dem, begge to lige barnligt og barnagtigt. Var der selskab hjemme, og ingen videre agtede på os, kunne vi i stilhed gøre vore bemærkninger over alt, hvad vi hørte og så. Vita havde langt mere erfaring i selskabslivet end jeg og kunne sætte mig ind i en del as, hvad der var skik og brug og passede sig, som jeg aldrig før havde haft mindste anelse om. Ja vi to børn forte et rigtigt „ Herraiv “ det første år og senere med, kan jeg tro; hun blev år for år fremmeligere og fornuftigere og opfattede ikke længere alt udelukkende med øjnene. Alt eftersom årene gik, og Vita blev ældre, fik hun flere lærere og lærerinder, og jeg glædede mig over hver ny, der kom, thi hvad hun lærte, det lærte også jeg. For det meste sad jeg og syede i samme værelse, hvor undervisningen blev givet; det var lille og tarveligt udstyret og lå noget afsides, langt fra den elegante dagligstue; opmærksomt hørte jeg efter, hvad lærerne forklarede, og om jeg end stundom var adspredt og sysselsatte mine tanker med hunslige forretninger, fortalte Vita mig senere alt, og vi gennemgik den dags lektier sammen, så jeg på den måde ikke gik tabt af ret meget. Vore kæreste aftener var, når damerne vare ude, så sad vi tre og vare flittige, Paul, Vita og jeg. Etatsråden kom da og drak the med os, og da han mærkede, at vi holdt af at læfe, bragte han os af og til en eller anden bog, læmpet efter Vitas alder og fatteevne, men ikke destomindre passede den også for mig, der kun på anden hånd tilegnede mig det, som barnet lærte, og skønt jeg var elleve år ældre, havde jeg dog stedse nok af gøre med af holde skridt med hende. Etatsråden gik aldrig til samtne tid i selskab som damerne, da han ikke kunne eller ville ofre så megen tid derpå; men i regelen hentede han dem altid hjem. Ja min barnlige tillid var ikke bleven skuffet, jeg var virkelig kommen iblandt gode og elskværdige mennesker, vel holdt jeg ikke lige meget af dem alle; men jeg må nu dog give dem den lov, af imod mig vare de gode og kærlige. Paul var jo rigtignok dygtig foajælet af sin moder, men var iøvrigt en ejegod dreng, der holdt inderlig meget af sin lille stifssster, og derved banede han sig også vej til mit hjerte. Jeg havde ikke været der ret længe, før jeg begyndte af lægge mærke til den såkaldte fætter, hr. Arthur Hubert, der egentlig slet ikke var fætter til nogen af børnene, men kun havde været beslægtet med Fru Dalbergs første mand og været som medlem af familien, sålænge fruens første zegteskab varede, og da hun så blev gift anden gang med etatsråd Dalberg, flyttede han med. Han var altsda lidt i familie med frøken Regitze Hubert, men hverken med etatsråden eller fruen. Han studerede jura og skulle år for år til at tage eksamen; men det blev aldrig til noget; derimod gik han flittig på baller, mødte i selskaber og besøgte tteatre og conkerter, kort sagt, var på færde alle vegne, hvor der var noget at „ opleve “, som det kaldes; men om han just oplevede mere end vi andre, skal jeg ikke kunne sige. Han var vistnok meget smuk, høj og rank, med brunt, lidt i det rødlige spillende, krøllet hår og samme farne skæg, klare blå øjne og den friske ansigtsfarve, som svarer til denne slags hår; han dansede udmærket smukt og førte sin dame med megen anstand, det så jeg på med fornøjelse, når der var fremmede hjemme, eller når han og frøken Regitze øvede sig sammen, og de to børn hoppede derimellem. Men der var noget ved ham, som jeg ikke forstod, hvad der var ganske rimeligt, da jeg aldrig sør havde set en sådan fremtoning; senere er jeg truffet på adskillige af samme sort og er i årenes løb kommen til den erfaring, at arten ikke er så sjælden endda, disse mænd blive meget beundrede af kvindekønnet, ofte også oprigtigt elskede; men mest ubetinget beundre de dog sig selv. Frøken Regitze var, som ovenfor sagt, sytten år gammel, da jeg kom der til huset, og en skjønneæ kvinde kunne man ikke let se for sine øjne. Hun var også den gang en god, elskværdig pige, venlig og omgængelig, let at gjsre tilpas, lidt forlystelsessyg og rigtignok endeel forfængelig; men under de forhold, hvori hun lev

1871_Brandis_LysOgSkygge

Henriette

Henriette

Brandis

Lys Og Skygge

female

female

dk

Brandis

Lys Og Skygge

Brandis

Lys og Skygge

n

gothic

Reitzel

KB

Brandis, Juliane Henriette (Henny); Den eneste information der er i bogen, er dens titel; tekst er ikke ulæselig, men nogle ord (fx med stort Æ) er ulæselige i txt

nan

nan

O

Første capitel. Susanne Rud. Det var i stiftamtmandens dagligstue, hans unge datter gik op og ned i dybe tanker; hendes ansigt var alvorligt, men ikke sørgmodigt. Hun så ud, som om hun havde mod til frejdigt at tage fat på livet og være glad ved det, glad ved solskinsdagene, dog også ved de stille gråvejrsdage, ja — som om der endogså kunne være et slags glæde for hende i at kæmpe med storm og uvejr, når hun kun måtte gå feierrig ud af kampen, feierrig i ordets eneste virkelige betydning — ufladt på sjælen — og kun mere rodfast derved. Hun lignede et ungt træ, og blandt træerne meest en ung Birk, der med sin sølvhvide bark og sit lette, fine bladehang, yndigt at se til, mere end noget andet af skovens træer har et kvindeligt præg. Åndig var også denne unge kvinde, som hun i skinnet af den varme, blussende kaminild vandrede op og ned, hvilende i den korte mørkningsstund, på den måde, at hun ordnede og forarbejdede sit liv, at det måtte blive til gavn og glæde for hendes kære, til vækst og velsignelse for hendes egen sjæl. Det var billedet af en sand nordisk mø, hun frembød; høj og rank gik hun med sine rolige skridt og sin stolte, oprejste holdning, det lokkede, blonde hår rigt bølgende om den rene pande og opfæstet omkring hovedet i svære fletninger, ligesom en krone. Hvilken underlig dybde og klarhed lå der i de mørke øjne! Hun så ikke på en, som andre mennesker — mi — det blik kom indvendigt fra og var dog så ubevidst, som blikket fra et klart barneøie. Om hun var smuk efter græske eller romerske skjønhedslinier, det kunne man ikke gøre sig rede for; men der var en dejlighed udbredt over hende, lig solskinnet i en stue, der spreder sit gyldne skær overalt, hvor det når hen; således var hun hjemmets solskin. Hendes klædning var en simpel huusdragt af siint, blødt, uldent tøj af en varm, rødligbrun farve; skinnende hvidt linned sås om Hals og hænder; hendes bælte var fæstet med et slags sølvspænde med kæder, og i halsen af den mørke kjole bar hun en siint forarbejdet sølje; en glat guldring på fingeren viste, at hun havde givet sin tro til en mand. fra hendes tidlige ungdom af havde der hvilet et stort ansvar på hendes skuldre, da hun var den wldste af en talrig familie, og moderens sygdom gjorde denne usfikket til husets styrelse. Således var Susanne, sfjondt vpvoxen — om ikke rigt — så dog velhavende hus, tidlig bleven bekendt med livets alvor og arbejde, i en alder, hvor andre unge pigers liv mest er leg og Dands. For den alvorlige, af forretninger og bekymringer ofte nedtrykte fader var hun lys og glæde; en samtale med hende eller også kun synet as hende var ham som en læsfedrik, det var også faderen, den kære, elsfede fader, hun i dette øjeblik ventede hjem fra en embedsrejse; den svage moder hvilede, de yngre søskende vare hos lærerinden, og således var et af de fjeldne øjeblik sfjænket hende, hvori hun uhindret kunne lade tankerne fare så vide. — øg hvorhen vende sig vel den unges tanker? Nærmest fluer blikket vel ind i fremtiden, især hvor den som herhar begyndt at vinde skikkelse. Hendes fremtid var i en henseende lys og glad; hun kunne med fuld fortrøstning tænke på sit samliv med den mand, til hvem hun havde bundet sig; en natur som hendes kunne ikke tage fejl i det væsenligste. Matthias gram var et ædelt menneske, alvorlig og gudfrygfig og mere end almindelig åndelig begavet. disse betydelige evner havde fra hans tidlige ungdom fortrinsvis været rettede på boglige sysler; den stolte og ærgerrige faders forhåbninger om at se sønnen glimre i diplomatien eller statstjenesten vare skuffede, og det glemte den gamle nok silde eller aldrig. Han var en hård og egenkærlig gammel mand, der havde opdraget sin eneste søn med en tyrannisk ukærlighed. Dette tilligemed et meget ensomt liv havde givet sønnen et stille og tilbageholdent væsen ligeoverfor fremmede, som han dog hos mennesker, der tiltalte hans hjerte, snart overvandt, og i stiftamtmandens huns havde han hurtigt følt sig ligesom hjemme. Da han så i tidens løb fik Susanne Rud kær og talte til sin fader derom, gav denne vel sit samtykke, thi han kunne intet indvende imod denne forbindelse, da familien var af høj byrd og ualmindelig anset, så at den i verdslig henseende snarere for, øgede end formindskede hans huses glans; men når sønnen talte om at gifte og bosætte sig, mente faderen, at det hastede ikke, skønt han ejede flere gårde, af hvilke de unge let havde kunnet få en til bolig. Dette pinte Matthias, han var sig. en underlig svag uselvstændighed bevidst, men endnu havde han ikke vundet den kraft, han behøvede, for at unddrage sig faderens tyrannie. stiftamtmanden sagde vel: søg at blive professor ved Københavns universitet eller i Sorø; men der var hans ensomme, afsluttede opdragelse og fornemme vaner ham i Beien; han kunne ikke tænke sig det som muligt, at sremtræde offentligt og lade sin røst høre for andre, fkjøndt han følte, det ville være det bedste i alle måder og den vej, ad hvilken han nærmest ville kunne gavne andre, samtidigt med, at han udviklede sig selv. Alt dette beskæftigede Susannes tanker i dette øjeblik, og derimellem tonede det vemodigt i hendes hjerte: hvorledes skal jeg, når øjeblikket kommer, stilles fra dem herhjemme? Hvem skal sørge for fader, hvem hygge om moder? Nej, det bliver bedst at vente, indtil Ingeborg vokser op og kan overtage min plads. Hun tænkte aldrig på at udtale flige bekymringer for sin moder; det faldt ingen, hverken mand eller børn, ind at gøre denne delagtig i noget, der lå dem på hjerte. „ Det går ej an, thi moderer syg! “ således havde Susanne fra sin tidligste barndom hørt, og det var mere og mere gået op for hende, at en moder til brug havde hun ikke, til den eneste brug, som en moder kan og skal være for sine børn, det helgenskrin, som hjertets inderligste følelser, sjælens dybeste tanker gemmes i og hos. således havde ej heller faderen fundet hverken opmuntring, selskab, råd eller støtte hos sin hustru, der i mange år havde været syg og sengeliggende. Dette alene havde dog ikke kunnet gøre hende uskikket til at være sin mands medhjælp i livet; fra mangt et sygeleje udgår der ubeskrivelig velsignelse for omgivelserne, når den syge er en virkelig Lazarus, der ligger og venter på, at døren skal oplades til faderhjemmet. Således forholdt det sig imidlertid ikke med denne syge frue. Hun havde været og var tildeels endnu, trods sin sygdom, en stor skønhed, og skjønhedsfordringerne klæbede ved hende og hendes sygeleje. Hendes værelser vare husets pragtgemakker; alt, hvad der omgav hende, var kunstnerisk skønt, hendes natbord var forsynet med sølvspeil, og alle redskaberne til påklædning og måltiderne vare af rigt sorarbeidet sølv. Hun selv var altid iført udsøgt smagfulde og overdådige sygedragter, og således lå hun enten i sengen eller på et smykket leje i sit cabinet og lignede et dejligt afgudsbillede i et hedensk tempel. Manden havde bevaret den elskeragtige beundring for hendes skønhed, der i ungdommen havde bragt ham til ganske at overser alle sjælens og hjertets mangler hos hende; han kom morgen og aften ind til hende, kyssede hendes hånd, spurgte deltagende til hende og hørte tålmodigt på de samme ideligt gentagne klager, men så gik han ind i dagligstuen, eller til sine forretninger, som om han søgte efter noget. — ja! stakkels mand! Dette „ Noget “ havde han søgt efter, ligesiden han blev gift, og det var — en hustru. — et afgudsbillede er og bliver meget utilstrækkeligt, såvel til opbyggelse som til livets trøst og glæde. Ester Susanne fulgte en søn, Alfred. Han var den eneste søn og sin moders asgjorte indling. Det var også næsten umuligt ikke at føle sig tiltalt af ham, og ved nærmere bekjendtsfab måtte man holde af ham. Livlig, opvakt og i mange måder begavet og talentfuld, havde han et elsfværdigt sind og et mildt, blødt hjerte; kun hans nærmeste så og følte hans mangler, og det var mest for hans egen skyld, at de voldte dem bekymring; thi med sin Billie ville han vist aldrig andet end glæde dem. Det, der savnedes hos ham, var en mandig villie, krast til at kæmpe og overvinde vanskeligheder indadtil og udefter, bestemthed til at gennemføre en opgave. Han opflammedes varmt nu for et og un for et andet, han opfattede med lethed, men det, som ikke gik let for ham, blev også uden videre kastet til side; han besad talenter, men mødte han vanskeligheder i at lære begyndelsesgrundene, eller tabte han lysten. Forgæves havde faderen formanet ham til at vælge sig en bestemt levevej; det skiftede l hvert halvår, han samlede kundskaber, men der manglede grundighed, og frem for alt, hans bedste sjælsevner svækkedes ved denne indre omflakken, som han alt mere og mere vænnede sig til. Forholdet imellem ham og hans ældre søster - var meget kærligt, som der da i det hele herskede et smukt og inderligt familieliv i huset; dog delte disse to søskende mest deres liv sammen, de vare næsten jævnaldrende, havde lært og leget sammen i barndommen, og søsteren var den, der bedst kunne gå ind på hans mange sorfljellige interesser, kun med den forskel, at hun aldrig ganske flap, hvad der engang havde fået en indre tilværelse hos hende; han opflammedes og brændte i lys lue til en tid, men så sluktes den ild, der kun var antændt med knittrende kviste; hun derimod kunne kun nødtvungen lægge studier eller tegning, der var hendes afgjorte talent og nndlingsbeskæftigelse, til side, når hendes tid ikke ville flå til; men hendes tanker dvælede derved i stilhed, hun fremmedes på en ejendommelig måde, skønt det gik ganske ubemærket til. Hun var ligesom broderens støtte; vet faldt ham aldrig ind, al han kunne hjælpe hende. Familien bestod, foruden disse tvende, endnu af to døtre, der vare under en opdvagerindes vejledning, Ingeborg, som var fjorten år og altså den, der stod nærmest ved den voksne alder, og Ellen, der var en lille pige på 11 år. Frøken grove, således hed den dame, til hvis omsorg de vare betroede, havde allerede i en række af år været der i huset; hun havde ledet Susannes opdragelse og var hende nu en trofast veninde og rådgiverinde. Hun havde i henseende til børnenes opdragelse fuld rådighed, da moderen kun var moder af navn uden at være det af gavn, men stiftamtmand Rud, eller „ Herren “, som han kaldtes, havde aldrig indrømmet frøkenen nogen anden stilling i huset end en agtet gæsts; indtil Susanne blev sytten år, styredes hunsvæsenet af en gammel jomfru, der aldrig kom til syne. På den unge frøkens syttenårs - fødselsdag leverede jomfruen under mange tårer nøglerne fra sig „ efter Herrens ordre “; men hun græd også kun den dag, thi Susanne styrede med en blød hånd og kom godt ud af det med gamle jomfru Ane. Huset gik sin vante gang, kun af faderen nu henvendte sig med sine ønsker til den unge husmoder i stedet for til jomfru Ane, og af der nu af og til gaves større middagsselskaber, siden der var en værtinde til af føre forsædet. andet capitel. Stiftamtmanden. Fra denne flygtige beskuelse as husets beboere vende vi tilbage til det hyggelige værelse med dets kaminild og dets unge herskerinde. Susannes stille time var forbi, hun hengav sig ikke længer til sine drømmerier, hun gik til vinduet og lyttede: „ Nu må fader snart komme “, tænkte hun. „ Jeg vil lade lampen tænde og tale til jomfru Ane om faders middag “. På tanken lod hun gerningen følge uden betænkning. Med rask, husmoderlig omsorg ordnede hun alt, og det var ej heller for tidligt, thi meget snart efter hørtes vognen, og hun ilede ud for af modtage sin fader. Han kom ind ad døven, efter at have afkastet rejsetøiet, en høj, smuk, aldrende mand, noget gråhåret, noget bøjet; han havde en umiskendelig lighed med datteren; en vis, ikke uklædelig myndighed, som udtrykte sig i hans kraftige, charakteerfaste ansigtstræk, var dels grundet i forskellen mellem mand og kvinde, dels i aldersforskellen og den mangeårige vane at styre og befale. „ Hvorledes er det med moder? “ var hans første spørgsmål, da han trådte ind ad døren. „ Som sædvanlig, tjære fæder, der har intet været i vejen, nu hviler hun; om en time ønsker hun at se os. Skal jeg ringe på faders middagsmad? “ „ Ja, og du spiser vel med? “ „ Jdetmindste holder jeg fader med selskab, om jeg må; vi spiste alle sammen til sædvanlig tid, da det var uvist med faders hjemkomst i dag. “ De gik ind i spisestuen, og Susanne satte sig for at rette an til sin fader. „ Jeg har nyt til dig, Susanne, “ sagde han; men hun syntes, det kom lidt langttrukkent. — hun tænkte på Matthias, på broderen; — men ad den kant havde faderen jo slet ikke været. Spørgende så hun p » a faderen. „ Her kommer en ung dame i huset, som du må optage som en veninde, hun har intet andet hjem, det er min myndling, komtesse Ada wildenow. “ „ Skal hun være hos vs altid? “ spurgte Susanne forbavset og hende selv ubevidst noget forskrækket. „ Allid er et langt ord “ svarede faderen smilende; „ men for tiden må mit huns være hendes hjem, hun er forældreløs, og nu er den gamle bedstemoder, som har opdraget hende, dsd. Om hendes tydfle slægtninge senere ville have hende hos sig, og om det vil være til hendes bedste at komme der, må vi se; til hun er myndig og selv kam vælge, er bestemmelsen, at hun skal bo hos os. “ „ Var det ikke den gamle dame, til hvis begravelse fader nu var rejst? “ spurgte Susanne, „ og hvor gammel er den unge pige? Hvad hedder hun, og hvordan seer hun ud? “ „ Det var mange spørgsmål på engang; jeg skal se at besvare dem i god orden: ja, det var mormoderens begravelse, jeg har været til, også havde jeg testamentet i mit værge, dermed fulgte endeel forretninger på stedet. Jeg vidste, at jeg var bestikket til formynder for den unge pige, og at det sandsynligvis ville falde i min lod at optage hende i mit huns. “ „ Ada wildenow er et par år ældre end du, og hun er meget smuk. “ Smilende på en måde, der viste, at skjemt og skjelmeri ikke vare ham ganske fremmede, tilføjede han: „ Hun ligner dig flet ikke. “ Susanne forstød ordene og smilet, hun lo muntert, hun vidste godt, at hun var smuk i de øjne, hun brød sig om at tækkes. Faderen, Matthias og Alfred fandt hende smuk nok, og hvad så mere? Andet brød hun sig ikke om. „ Når kommer hun? “ „ I overmorgen; og — det er sandt — der må gøres anstalter i morgen. Hun bringer foreløbigt en kammerjomfru med; dog sial det kun være, til hun søler sig lidt mere hjemme hos os; senere tænkerjeg, du og hun kunne være fælles om en sådan. “ „ Jeg behøver da ingen kammerjomfru, kære fader, det har jeg jo aldrig haft før. “ „ Lad du mig om det; min datter skal ikke sfåe tilbage for en gæst i mit hus. “ I denne attring viste mandens skødesynd sig, han var stolt i alle retninger. En ædel, retfærdig, sandhedskærlig og i mange henseender endog frisindet mand, havde han ikke desto mindre omgærdet sin person og sin familie med et pandser as storagtig hed på alle kanter. Hans hus var det første i provindsbyen, hans slægt en af de ældste og bedste i landet, han var stolt af sin gamle danske adel; grever og baroner vare sørst indførte med enevælden; han kunne regne sine forfædre fra dronning Margrethes tid. En stakkels mand var engang kommen til at yttre sig beklagende til ham om hans uhelbredeligt syge hustru, men var bleven tilbagevist med det svar, at hverken hans frue - ) eller han selv beklagede sig over hendes svagbed; han selv i egnede sig det til en wre og en glæde at kunne lette hendes lidelser ved sin omhu og opmærksomhed; et høfligt, men koldt buk bragte manden til taushed for stedse. — lykønskninger i anledning as datterens forlovelse blev optagne på lignende måde. Han gav bort, svigersønnen bg hans slægt modtog. Han havde intet imod, at det således var verdens almindelige gang, men så ingen særlig grund til, at netop han skulle lykønskes i den anledning. Hvad under, at den Aland, i hvem så meget af hedenskabet endnu fandtes, tilbad sit afgudsbillede i det smykkede Kammer? Dybt i grunden af hans hjerte ulmede kærlighedens ild, men hjertet savnede stedse, led nød på det bedste, thi jisskorpen tøvede med at smelte, og før det skete, kunne hjerteageren ikke dyrkes, sædens frugt ikke ernære hans ånd, og sindet ikke frydes ved livets blomster. Fruens klokke ringede, og de gik ind til hende; ja, ved første øjekast kunne man da nok forstå, at hun havde måttet kunne opflamme til brændende lidenskab, så sfjon var hun endnu. Ved at ske hende ligge således, ej ulig en dejlig marinorstatue, ansigtet stærkt belyst af en lampe, det lammede, værkbrudne legeme tildækket, fvrbausedes man over, at alderen tilfyncladende neppe havde berørt hendes træk. Så man hende på nærmere hold, da var der noget, der skæmmede det skønne ansigt, et træk ved mundvigerne, der drog dem nedad og talte om en vanskelig, forkælet og egenkærlig charakteer, der fordrede mere kærlighed, end den gav, skønt også her herskede en ren åndelig luftning, — kold og skarp blæste vindensfundom deyjnde; men aldrig havde hendes børn set eller hørt noget egentlig lavt eller uædelt; manglede det bedste endnu i dette hjem, så var det dog i ordets egenlige betydning et hjem, et ly og værn imod alt ondt og dårligt. Stiftamtmanden sad i længere tid inde hos sin syge hustru og fortalte hende om sin rejse og dens følger, omtrent hvad han havde meddelt datteren, kun tilføjede han et og andet, som han ikke havde fundet nødvendigt af omtale for denne, blandt andet, af den unge comtesses formne ikke var betydelig; han ville i hendes mindreårighed forvalte den på den måde, af det halve lagdes til capitalen, og den anden halvdel gaves hende til > hendes personlige udgifter. Comtessen skulle være gæst der i huset; det var også den eneste måde, som han kunne bekvemme sig til af modtage hende på. At lade hende bidrage af sine nsidler til opholdet i hans huns, var en tanke, som hans stolthed oprørtes imod. „ Hun skal i alle måder være, som vor datter; men Susanne skal beholde den zeldstes ret. “ Således sluttede han samtalen med sin hustru, og den påfølgende dag hengik med travlhed for hele huset, med at berede og smykke det værelse, der skulle beboes af den forventede gæst, dog især for Susanne i en ej ubehagelig forventning om, hvorledes hun vel ville synes om at være hos dem. I deres hjertensgodhcd tvivlede ingen af de unge piger om, at de visselig ville holde meget af hende; men om hun ville holde af dem, det var et andet spørgsmål. Tredie capitel. Ada. Comtesse Ada wildenow kom og forventningen forvandledes til beundring. Ja! Hun var smuk, mere end smuk, hun var en sand skønhed og så indtagende. Hun lignede ej heller Susanne, deri havde faderen haft ret, eftersom hendes skønhed var af en ganske anden Art; hun var under middelhøjde, med en sin, sylpheagtig skikkelse; sorte lokker bølgebe om det lille, fine hoved, der aldrig noget øjeblik holdtes roligt, ansigtet var regelmæssig smukt i alle sine træk; den fiintbøiede næse, den lille, smilende mund med de hvide perlerader, den mørke hud med det varme colorit og de spillende øjne, alt hos hende var nydeligt, fra tåspidsen på den lille bitte fod til de skjonne hænder, der kunne have tjent en billedhugger til model, og som tydeligt vifte, at de ikke kendte til arbejde; derhos var hun yndefuld i alt, hvad hun foretog sig, og underholdende ved sin livlighed og bevægelighed. Ja, forfijellige vare de i et og alt, disse to unge piger; men den største forskel, som man straks blev vaer, lå i øjnene; thi medens Susannes mørke øjne havde en ro og derhos en tankefylde, så at man ligesom så ind i en dyb sø, vare Adas spillende, urolige og søgende, de lignede snarere glimrende wdelstene. Snart vare alle i huset hendes afgjorte beundrere; Susanne hengav sig med et ungt hjertes hele varme til den unge veninde, som det var gjort hende til pligt at sørge for og hygge om. Hendes ensomme, forladte stilling var også et kald til dem alle sammen, ej at lade hende føle, at hun var fremmed iblandt dem. De vare jo så lykkelige ved at have forældre, et hjem og hverandre. hun lod også til at føle sig vel der i huset og blev snart som hjemme; hun var tilsyneladende meget lydig imod sin formynder, opmærksom og ærbødig imod den syge frue, som hun på mange måder forstod at more ved fortællinger om forskellige hoffer og badesteder, hvor hun havde opholdt sig, og hvor hun havde gjort bekendtskab med flere højtstående personer, som Fru Rud havde kendt i sin ungdoms og sundheds dage. Foruden sine øvrige gaver var hun også i besiddelse af et ualmindeligt musikalsk talent og en indtagende sangstemme; oste sad hun inde ved den syges leje og adspredte og opmuntrede hende ved sin sang; hun overtalte også de unge piger til fælles øvelser, der fornøjede dem alle sammen, efter at først den naturlige blyhed var overvunden, delfølger med bevidstheden om af stå tilbage for et fremragende talent; dog snart mærkede de, af adasveiledning hjalp dem til god fremgang i denne, det hunslige liv så sorskjønnende konst. Den rolige, besindige og opmærksomme frøken grove kom først lidt esterlidt under Adas tryllende magt; dog også hun blev vunden ved mange små opmærksomheder, og meest derved, af comtessen bøjede sig for hendes overlegne kundskaber og dygtighed og bad hende, om hun i et og andet, hvori hun følte sig mangelfuld, turde være hendes elev. I disse læretimer vandt hun den gode frøkens venskab aldeles, dels ved af vise sig opvakt, lærenem og livlig, dels ved af hentye til den ældre dames moderlige godhed med bønner om af være hende en støtte og rådgiverinde i hendes ensomme og forladte stilling, berøvet, som hun var, alle nærmere slægtninge og nødsaget til at søge et hjem hos fremmede. Hvormeget hun brød sig om gode råd, når de ikke stemmede med hendes lyst, måtte frøken grove senere erfare; for øjeblikket blev hendes gode hjerte varmt for den unge, forældreløse pige, og hun lovede sig selv, ærligt at ville stå hende bi, hvor hun kunne. Således henrandt nogle måneder ret tilfredsstillende for alle husets forskellige medlemmer. Susanne og Ada sluttede sig daglig inder. Tigere til hinanden; Ada blev også lidt efter lidt gjort bekendt med provindsstadens ansete familier og omegnens adelige herregårdes beboere, dog deltog hun ikke i det egenlige selskabsliv, på grund af den familiesorg, hun havde haft. Alfred var i udlandet, hvor han for øjeblikket med megen Iver studerede malerkonsten. Matthias havde besøgt sin forlovede og hendes familie nogle gange, men på kortere tid, da han gjorde hyppige Reifer til og fra hovedstaden, hvor han udgav et videnskabeligt værk, og i mellemtiden måtte han være hjemme hos sin gamle fader, gehejmeråden, for at holde ham med selskab i de lange, mørke efterårs- og vinteraftener. Susanne spurgte sin forlovede gentagne gange om, hvorledes han syntes om hendes nye veninde; men denne ytrede sig kun lidt om hende, han forholdt sig ligeoverfor Ada ligesom forskende; kun engang sagde han, at hun unægtelig var usædvanlig smuk, ja en af de smukkeste damer, han nogensinde havde teet. Den, der daglig så de to unge piger sammen, måtte snart få øjnene op for, at de havde ganske forskellige livsmål under udvortes tilsyneladende ensartede forhold. Fra den tidlige morgen var Susanne beskæftiget for de andre — med husets styrelse og omsorg, med at læse for moderen og pleje hende, holde faderen med selskab og sørge for, at han ikke savnede noget, når han var hjemme og fri for forretninger, og med at fornøje og more de yngre søskende. Dermed være det nu langtfra sagt, at der ingen mangler fandtes ved alt det, hun foretog sig. En ung pige på tyve år har endnu meget at lære ad erfaringens vanskelige, men sikre vej. Således ville et strengere dømmende blik vist have opdaget mange større og mindre uordener i huset, som hun dels var for ung til at gennemskue, dels ikke var i stand til at afhjælpe, da det fattedes hende på den fornødne myndighed over de gamle tjenestefolk, der havde kendt hende fra hendes tidligste barndom. Susanne var i det hele langt fra seilsri, men hun var elskelig trods sine fejl, forbi hun ikke søgte sit eget; men dette mærkedes ikke altid, når hun rolig og tilsyneladende kold gik omkring og hverken søgte eller modtog roes. Ada derimod havde næppe i nogle uger været i huset, førend de ord „ hvor dejlig, hvor yndig, venlig, munter comtessen dog var! “ lød fra alle sider. Hun havde milde, indsmigrende ord til enhver, og følgen var, at den unge frøken, som de vare vante til, næsten glemtes, at hun, der intet fordrede for sig, selv måtte sørge for sine nærmeste fornødenheder, hvorimod den glimrende comet, der havde viist sig, drog hele huuspersonalet efter sig som en hale. fjerde capitel. Julen. Julen kom, og med den vendte husets søn tilbage. Susanne glædede sig ubeskriveligt til broderens komme og talte med inderlig kærlighed om ham til veninden. Adas vekslende stemninger begyndte i denne tid at vise sig, og det gik da selvfølgelig som oftest ud over Susanne, der umuligt kunne ofre hende ret meget af sin tid, da forberedelserne til højtiden og til at berede juleglæder, fa « vidt hendes evner nåde, ganske optoge den. Alt skulle være færdigt til den elskede Broders ankomst, og selve juleaften kom også Matthias. Egenkærligheden, denne hjertendtørrende lyde, var i Adas barndom bleven opelsket istedetsor i tide at ndryddes; hun tænkte ikke pånt hjælpe Susanne, ved at påtage sig nogle af hendes sædvanlige forretning «; derimod kedede hun sig ved at være så meget mere alene og surmulede ad Susanne over at blive forsømt. Dog oplivedes hun endeel, da hun hørte, at stiftamtmanden tænkte på at gøre et bal, som han uroede at skylde naboer og bekendte og helst ville have, når der var unge herrer til Dands hjemme i de fleste familier. også Fru Rud var ganske livlig ved tanken om en lille afveksling i hendes ensformige liv; hun ville lade sig rulle hen til døren af dandsesalen og sec på munterhcden i nogle timer. Stiftamtmandens bal skulle finde sted straks efter julen, og ved nytår fluide et større bal gives på rådhuset. Det gav dem alle endeel at bestille, og den unge husmoder selvfølgelig meesf, da hun jo måtte husfe på alt og var meget ung og uerfaren i alt sådant. Hun kunne næppe finde tid til at glæede sig til denne sjældne adspredelsen— frygten for at glemme eller forsømme noget var altid overvciende. — frøken grove hjalp hende efter evne; men det måtte være i stilhed på frøkenens værelse, da „ Herren “ ikke ønskede, at frøkenen påtog sig anden gerning i huset end den, at læse med døttrene. Ada havde også fuldtop at bestille; hun sås ikke meget fra den dag af, at ballet var blevet bestemt; hun beordrede den nye kammerjomfru ind i sit værelse, og der boede de i stille dyrkelse af verdens moloch, forfængeligheden, thi den vanskelige gåde skulle løses, at forene sorgens skrud med en let og klædelig baldragt. Helligdagene henrandt stille, Susanne nød de sparsomt tilmnaltc oicblik i nogle spadseretonre med Matthias og Alfred; denne sidste var straks bleven kunstnerisk opflammet af Adas skønhed; efter nærmere bekjendtflab fængfledes han nu end mere ved hendes livlige og muntre tale; de sluttede sig alt mere og mere sammen på disse vandringer, og derved fik Susanne lidt ro til at samtale med Matthias. Stille, alvorlig og lidt mere adspredt end sædvanlig kom denne til stiftamtmandens hus, eller „ hjem “, som han kaldte det. Susanne spurgte ivrigt, hvorledes det gik med hans bog. „ Godt “, sagde han, „ man roser den. “ „ Er du da ikke rigtig glad? “ „ Å jo! Dog, det er jo ikke roes, det kommer an på i livet, den er som oftest ligeså uberettiget som “ Dadel; men det gælder bevidstheden om, at den virkelig er fortjent. “ „ Tror du da ikke, at det, du har skrevet, duer? “ Spurgte Susanne ængstelig. „ Det er vanskeligt at svare på; jeg har naturligvis ikke skrevet andet, end hvad jeg troede at være rigtigt i denne sag; men nu jeg er færdig med bogen, og den ikke mere kan gøres om, fynes jeg, at jeg kunne have sagt mere, og det, som er blevet sagt, bedre — at det hele burde have været tydeligere, for virkelig at være til nytte. “ „ Å ikke andet! “ udbrød Susanne og smilede med lettet sind, thi nu genkendte hun sin vens samvittighedsfulde, noget ængstelige natur og mistvivl om sin egen dygtighed. „ Er din fader glad? “ frittede hun videre. „ Det ved jeg ikke, jeg tror det næppe. “ Her havde hun rørt ved det ømme sted. I dette „ det ved jeg ikke “ lå hjertesvaret. Her var grunden til Matthias ' tungsind. Faderen opmuntrede ham ikke til dåd og påskønnede det ej heller, når sønnen trådte ud af sin uvirksomhed ved frit valg; på en kold, for alle uindviede næsten umærkelig måde kuede den gamle sønnen, behandlede ham som et umodent menneske, ikke fordi det på grund af hans charakteer eller tilbøjeligheder var nødvendigt at indskrænke hans frie villie; men fordi den gamle ville holde på magten, ville, om han havde kunnet, hersfe endogså over sønnens legemlige bevægelser. Derved fik også sønnens færd i fremmedes øjne noget ufrit og villieløst; men det var kun tilsyneladende; endnu voksede kræfferne i det skjulte, han var en natur, der ikke elsfede strid og hellere bar på et tryk, når det kun gik ud over ham selv; men hvor det gjaldt noget, der for ham var ret, der rokkede faderens villie ham ikke, og den gamle havde ofte måttet erfare, at han havde sin overmand i sønnen såvel i åndscvner som i dådskraft. Matthias opmuntredes dog snart i det hyggelige familiehjem, dels ved kirkegangen i helligdagene, dels ved samtaler med sin elskede Susanne og muntre sammenkomster i og udenfor huset med husets ungdom; og Penner og bekendte manglede det ej heller på om aftenen. Alfred var overstadig glad og munter, han gav sig mere af med de to yngre søstre end nogensinde før, og det så næsten ud, som om han ville opdrage Ingeborg til af tage Susannes plads, idetmindste hos ham selv. Han var moderens erklærede dnbling, og han elskede sin sfsønne moder med en konstners tilbedelse; han var den eneste as børnene, der ikke følte det ubevidste savn, som der æltid fulgte med deres samværen med moderen. Hos fruen fandt også Ada æltid selskab og et villigt øre, når hun kedede sig, hvilket hun fordetmeste gjorde, så snart hun var alene. Savledes dannede der sig i Fru Ruds værelse et lille samfund til indbyrdes beundring, idet moderen, i svag kærlighed til den eneste søn, netop nærede hans skrøbeligheder; sønnen hengav, sig til sin fantastiske beundring for kvindelig skønhed, såvel hos bløderen som hos Ada, og denne endelig fik det, der behagede hende bedst i verden: af være ene om af høste al ben beundring, al den næring for sin forfængelighed, som hun attråebe. femte capitel. Dands og lyslighed. Balaftenen kom, de sidste anordninger vare trufne, nu tændtes lysene i kroner og girandoler, de unge piger samledes, eftersom de blev færdige med deres påklædning, inde hos moderen, der ville kaste det sidste, prøvende blik på deres dragt. Stiftamtmanden sad inde hos sin hustru og var usædvanlig oprømt; hun var livlig, og en svag rødme farvede det blege, ' smukke ansigt; hun ville tage imod nogle få af de ældre damer og senere se lidt på dansen, og det syntes, som om sygdommen havde trukket sig tilbage på høflig afstand. Da kom sorst Ada ind, klædt i en baldragt af hvidt sølvglindsende flor, det mørke hår sat i en rigdom af bølgende lokker, opbundet med et sort fløielsbånd, der var som oversået med juveelstjerner. Stjerneformede nåle fæstede håret op dag til, et sort bånd om halsen med et hjerte as juveler hængende deri var det eneste tegn på, af det skulle være en sørgedragt. Hun så vred og misfornøjet ud, da hun trådte ind; men da alle flokkedes om hende og beundrede hendes dragt, dreve skyerne bort, og solskinnet brød frem. Wrgrelsen var fremkaldt ved, af kammerjomfruen havde måttet forlade hende et øjeblik for af hjælpe Susanne, der ikke turde komme for sent, da det pålå hende med faderen at modtage gæsterne. Et øjeblik efter kom Susanne; hun havde skyndt sig. Og var ængstelig for at komme for silde. Hun bar en lyseblå silkekjole af blødt, glat silketøj, der i rige folder faldt om hendes ranke, ædle skikkelse; dens eneste prydelse var nogle rige kniplinger, der vare ordnede med smag, ellers bar hun sine sædvanlige sølvsmykker; en hvid rose var fæstet i håret. Hendes skjpnhed var ren og ædel; men dragten var meget beskeden ved siden af Adas. Matthias alene få ingen mangel. „ Hvad er dog det! “ udbrød fruen. „ Den gamle silkekjole, som du så ofte har haft på til ganske almindelige middage, og ikke andet end de simple sølvsmykker, der kun er passende til en morgendragt. Du har jo Perler og andre værdifulde ting og kunne have fået mine juveler, som jeg nu ikke mere har brug for. “ Faderens mine blev noget streng; men han sagde intet. Susanne rødmede og begyndte undskyldende: „ Fader har selv bragt mig den kjole fra fin sidste rejse, jeg holder så meget af den, fordi han selv har udsøgt den, og intet er mig så kært som søljerne, dem har jeg fået af Matthias. “ „ Ja, og hvorledes skulle du også have fået en kjole syet, så travlt, d

1898_Broendsted_Borretaarn

Karl Gustav

K.G.

Brøndsted

Borretårn

male

male

dk

Broendsted

Borretaarn

Brøndsted

Borretaarn

En Roman

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

Pris er for 2. oplag

nan

nan

O

Første kapitel, hvori der kun køres i skridtgang. T vejstrup-bjærge hedder den højderyg, der fra syd til nord strækker sig vest om det udstrakte Tvejstrup sogn og danner en milelang, bølgeformet horizont for beboerne af dalføtet østfor. Dalføret er bredt, frugtbart, gammel ager- og engbund; her ligge gode gårde, sognets kraft; bjærgene er derimod mager jord, siderne dog noget opdyrkede, men toppene mest lyng, og bag dem har man allerede den ville hede. Langs højderyggens fod, men oppe over dalføret, løber kørevejen fra Tvejstrups højtbyggede kirkeby i syd og lige til det nordlige anneks, hvor bjærgene holde op; vejen er ujævn og dårlig; mod vest stoppes udsigten af bakkekammens mørke fasttegnede bølgelinier, men mod øst skuer man ned over dalens frodige Enge og agre med alt det lyse græsgrønne og så det mørkere elleløv og poppelløv om de fremtittende gårde — et lysteligt syn! især nu, da augustsolen bestråler trave ved trave, stak ved stak, mejere, bindersker, læssere og al en høstdags fornøjelige travlhed. Det er på Elleholms jorder, høsten er i gang; hovedgården Elleholm, ahrenkielernes herresæde — man kan se gården herfra ( eller « slottet », som det også kaldes i omegnen ): zinkspiret og lidt af taget blinker frem mellem poplerne og ellene og parkens mere herskabelige træer. Gården er en nybygning, opført i den forrige ejers tid; heller ikke godset er videre gammelt, det er blevet samlet i løbet af nogle få slægtled af vindskibelige ahrenkielere. — den mand, som kører giggen dér langsomt op ad tvejstrupvejen, han er god at kende på afstand; thi hans kanarigule voxdugskappe med tilsvarende kasket lyser i solskinnet som en lue. Helt ude på engen skygge arbejdsfolkene med hånd for øje for at kigge efter ham; en og anden stryger huen af og griner venligt, thi assessor gram, distriktslægen i Tvejstrup, er godt lidt, og ligeså hans unge datter Karen, der sidder på vognen ved siden af ham. Men sådan en kappe og kasket! Ingen mand i verden havde den dragt uden netop assessor gram. Den var hans stolthed; han havde selv undfanget ideen såvel til snit som til stof; selv havde han turet om i købstadens boder og lagere og udfoldet en handelsdygtighed uden lige — « og hvad tror de så, jeg har givet for dette unikum? » — plejede han at sige — « relativt ingenting!! » « og sådan et smukt stykke, der holder til hele livet, lige godt til sommer og vinter, til støv og til regn og til alting! » Og skønt hans familie underkendte så vel nytten som skønheden af stykket, ja endog påstod, at han havde havde ladet sig trække slemt op i købstaden, så havde doktoren dog ret med hensyn til støvet og regnen og alting — for efter hver køretur befandtes lommer og folder og slag mættede med dynd eller sne eller støv, alt efter årstiden. Men doktor gram havde altid haft den skæbne at blive underkendt af sine egne. Som nu til eksempel med den gig, han kørte. Den gang han for en halv menneskealder siden som ung praktiserende læge havde indladt sig på at købe eget køretøj ( den samme gig, han endnu havde, men derimod forgængeren til den nu regerende hoppe ), da betvivlede hans egen hustru, den nu for længst afdøde Fru gram, at han nogensinde ville lære at køre selv, og var aldrig i sit hele liv at formå til at gøre ham selskab på giggen. Ligeså nu med hans søster, frøken Nathalie gram, der havde afløst hustruen i husets styrelse og datterens opdragelse; også hun fortsatte den uretfærdige tradition og betroede sig aldrig til hans styrende hånd. Derimod datteren Karen; hende tog doktoren alt fra lille af hyppigt med sig på sine praxisture — når hun var hjemme fra strandkøbing pigeskole —, oprindeligt mest på trods mod søsteren og for at bevise det uværdige i dennes mistillid, men efterhånden var Karen bleven ham en næsten uundværlig ledsager, og når fader og datter således kørte sammen, hver fordybet i sine egne tanker, og han ofte efter sin vane småsnakkede med sig selv, så vare de hinanden til trøst og opmuntring nok og krævede ikke anden selskabelighed. Det var netop Karen, han nu var kørende med på vejen fra Elleholm til sit eget hjem, doktorhuset i Tvejstrup. Hun var en 14 år gammel, helt barn endnu; ansigtet var brunet og noget fregnet af solen, dertil ligesom lidt kantet skåret og i det hele taget hvad man fra skønhedens synspunkt kalder lidt « almindeligt », men så tog man rigtignok ikke øjnene i betragtning; disse vare store, brune, tankefulde og med et tiltalende udtryk af godhed og trofasthed — « hundeøjne » Sagde nogle; men hundeøjne kunne være meget kønne. Det var for resten faderens øjne og faderens ansigtsbygning —- for så vidt man da kunne se denne for kasketskyggen og kappens øverste slag, der ideligt ville krybe op over næsen på ham. Doktoren kørte bakke op, hvisårsag han ( som den kyndige kusk, han var ) lod tømmerne hænge slapt; men også efter at være kommen op på nem vej lod han hoppen gå i skridt som før, medens han af og til greb efter tømmerne som for at stramme dem til hurtigere kørsel, men hver gang atter lod dem synke igen. Sagen var, at han om et lille stød måtte passere Tvejstrupgård, og det syntes ham netop ved denne lejlighed rent galt både at køre forbi og at tage derind. « casus mixtus » mumlede han ved sig selv ikke uden en vis salvelse. « casus mixtus » — han stak underlæben frem og rynkede panden ( hvorved han tilstræbte et akademisk udseende og navnlig lighed med rektoren i strandkøbing latinskole ) — « et qvidem compositus — — Karen! » Det sidste udbrud « Karen » var foranlediget ved kaskettens pludselige nedgliden over øjnene, på grund af hin panderynkning, thi dette klædningsstykke tålte ikke den ringeste forrykkelse af sit tyngdepunkt. Karen satte med rutine kasketten op igen og stak tillige med et energisk stød kappestroppen ned på hans Hals; denne strop, det altid ville tilvejrs og føre krig med kasketten; en vældig læderløkke var det, en sand lasso; doktoren havde selv givet ideen til den. « far, hvorfor kører du ikke til? » sagde Karen. Doktoren rykkede ubestemt i tømmerne. Andet kapitel, hvori assessoren nødes til at tage beslutning. Øverst oppe på Tvejstrup højderyg, hvor privat ejendom hørte op, og sognet havde sin golde alminding; dér hvor lyngen fortrængte græsset, og blæsten ydmygede birke- og egekrattet og de ville æbletræer: — dér et sted fandtes fra umindelige tider en forladt og hensmuldrende bygning, et rundt murstenstårn af røde munkesten, Borre eller tvejstrup-Borre kaldet. Midt i dynger af grus og sten — affaldne lemmer af dets eget svindende legeme — knejste tårnet dog endnu og skuede ikke uden en vis vild majestæt ud over de vide sletter, som det en gang havde behersket. Ud og ind ad de rudeløse glughuller fløj svalerne, og om det toppede teglstenstag kredsede kragen med skrig. — det var et godt udsigtssted og som sådant en del besøgt; også drengene fra Tvejstrup by turede derop om efteråret for de ramme æblers skyld — ellers gjorde det ingen verdens nytte. Men nu på det sidste var borretårnet kommet stærkt på tale. Det begyndte med at to pæne sortklædte herrer fra København havde været der og rumsteret og kravlet op og ned og taget mål og tegnet tårnet af på alle ledder. Derpå var der kommet en skrivelse til Tvejstrup sogneråd, tårnets ejer, fra nationalmuseet i København, om at dette tårn var så interessant, at det var en skam, hvis det forfaldt, osv., og om ikke Tvejstrup kommune havde lyst til at lade det stive af og derpå lade det frede. Gæstgiver Hansen af Tvejstrup, sognerådsmedlem, oplyste desangående i rådet, at de to herrer fra København havde overnattet hos ham i Tvejstrup kro, og været meget tilfredse såvel med beværtningen som med sengen. Han kunne endvidere oplyse, at ved at at frede forstodes at udstede et dokument og binde sig for fremtiden, hvad der aldrig var heldigt, da man aldrig kunne vide, om ikke tårnet og dets grund under en dygtig ledelse kunne blive « et godt aktiva » For kommunen. adspurgt om dette aktiva skulle han på nærværende tidspunkt ikke ytre sig nærmere, men tømrer Lausen bemærkede, at når en mand som gæstgiver Hansen udtalte sig som sket var, måtte der være noget om det. Gæstgiver Hansen kunne fremdeles oplyse, at efter et foreløbigt skøn, afgivet af hans ven tømrer Lausen, ville en fuldstændig afstivning m. m. komme på circa omtrent et par tusind kroner. Derfor ville han foreslå, som imødekommende svar til nationalmuseet, at kommunen ville tillade museet at bekoste afstivningen m. m. Dog skulle dette ske ved lokale kræfter, og i fredningsspørgsmålet ønskede kommunen ikke at binde sig. — dette vedtoges uden vanskelighed. Nationalmuseets svar herpå viste i formen ikke den taknemlighed, man kunne have ventet. I realiteten tilbød det afstivning m. m., men kun på betingelse af fredning; de lokale kræfter berørtes ikke. En del af sognerådet syntes dog tilbøjelig til at gå ind på dette, men Hansen, støttet af Lausen, appellerede med held til rådets æresfølelse: man skulle ikke lade sig foreskrive love fra København. Nationalmuseets skrivelse kunne man bare lægge hen foreløbigt, det var det værdigste svar. Man burde selv tage sagen i sin hånd, dog ikke sådan, at sognekassen bebyrdedes, nej, men han stolede på befolkningens patriotiske holdning: en frivillig indsamling skulle nok vise disse vigtige københavnere, « at Tvejstrup holdt sine oldsager i fuld så høj ærværdighed, som København holdt for eksempel sin Thorvaldsen eller Rundetårn eller de andre oldtidsminder derinde. » Efter dette møde tvivlede ingen i forsamlingen om, at Hansen forfulgte private planer med borretårnet, hvilke nu disse end vare. Men det med københavneriet slog an, og man var desuden kommen under pres af stemningen ude i sognet. Hansens bemærkning om befolkningens patriotiske holdning var nemlig ikke greben ud af luften. Fredningsforpligtelsen fremstilledes af Hansens parti for den jævne mand som en opgivelse af ejendomsretten, som et af de sædvanlige overgreb fra hovedstaden. Det viste sig nu, at folk herude nærede en egen godhed for borretårnet. Dunkle fortidssagn, der knyttede hele egnen til Borre som til et herskende midtpunkt, levede op igen. Der havde i ældgamle dage stået et slot, en fæstning, en herreborg. Hele egnens herrer havde i århundreder domineret her. De Tvejstrup drenge hørte af gamle folk, at hine ramme skovæbler deroppe nedstammede fra ædel frugt, og at krattet var levning af gammel herskabshave. Hansen, der ellers ikke gjaldt for idealist, var sjælen i denne lokalpatriotiske begejstring. En indsamlingskomité dannede sig med formål at restaurere ruinen. Formanden i komitéen var hofjægermester Ahrenkiel til Elleholm ( der vanskeligt kunne sige nej til nogen opfordring, skønt han i virkeligheden smilede ad hele denne bevægelse ), desuden var der naturligvis gæstgiver Hansen fra tvejstrup-kro, endvidere tømrer Lausen fra Tvejstrup ( som fagmand, til afstivningsarbejdet ), samt vor assessor gram ( som en dannet og velvillig mand, der kom meget omkring til folk ). — det var netop på komitéens vegne, at doktoren i dag kørte. Hans part var at indsamle blandt egnens honoratiores. Nu med hensyn til tvejstrupgård-manden, så var der jo ingen tvivl om, at denne måtte henregnes til egnens honoratiores — gammel proprietærslægt, på en vis måde en dannet mand, belæst, o. s. v., men... Men... Doktoren sukkede. « han bliver rasende, om jeg kører forbi. Men... men... » Dette: « men men » betød, at tvejstrupgård-mandens økonomiske stilling var såre ugunstig, ja rent ud fortvivlet; man burde ikke kræve ham for frivillige pengebidrag. Men stolt var manden, utilgivelig stolt og sær: han ville give straks, og rundeligt, især til dette øjemed — — og det var jo netop det syndige — — galt både at køre forbi og at køre ind... « qyidqvid delirant, » mumlede doktoren og holdt hesten helt an lige udenfor selve tvejstrupsgårds indkørsel. Han tørrede sin svedte skaldede pande med et lommetørklæde ( der fremdroges af kappen ved et indviklet system af legemsforskydninger og besværlige opknapninger ) og så’ med et tvivlrådigt mistrøstigt blik hen på sin ledsagerske. — der kom en dreng gående tværs over indkørselen foran dem; lige fra Marken kom han ind gennem det sønderbrudte stakit; det var en halvvoksen knøs i bondetøj; han havde en lang rive over skulderen; han tog hatten af, men fortsatte sin gang. « Jakob! Jakob! » råbte Karen fornøjet; i det samme greb hun, halvt uvilkårligt, i den højre tømme, og således gik det til, at assessorens gig mod dennes vilje rullede op for Tvejstrupgårds trappe i nok så herskabelig fart. « hik Rhodus, hik salta, » sagde doktoren, dermed menende, at nu sad han midt i det. Over hele gårdspladsen groede græsset; midt i stod en trøsket træstang med et tomt dueslag på; bygningernes mure trængte overalt til udbedring; halvvisne levninger af gamle espalierplanter søgte hist og her at dække brøstfældighederne, og bag et hensmuldrende træstakit så’ man ind i en aldeles forsømt frugthave. Doktoren overskuede alt dette og meget mere med en gammel landboers hurtigt dømmende blik og strøg sig atter med bekymret mine over ansigt og pande, alt imens han ventede på, om nogen ville lukke op, thi både vinduer og døre forbleve lukkede i den tavse gård, hvor ej en gang en hunds gøen havde anmeldt gæsters komme. Den unge pige var imidlertid hoppet af vognen og havde med en munter hjemmevanthed, der stod i stærk modsætning til faderens nølende forlegenhed, givet sig til at kalde beboerne ud ved at tromme på vinduesruderne ( thi gårddøren manglede klokke ); men derpå var hun ivrig løbet hen til drengen Jakob, der i den anden ende af gården stod og syslede med noget redskab; hvorpå de to hånd i hånd, som noget, der faldt af sig selv, forsvandt ad stakitlågen ind i haven, ladende doktoren ene med den mand, der i det samme åbnede gårddøren og trådte ud på stentrappen. Denne mand var selve Tvejstrupgårds ejer, egnens besynderligste original, genstand for nogles misbilligelse, andres ynk og alles forundring, proprietær William Erlandsen. Tredje kapitel. Skråbjælker og hjælm. William Erlandsen var en mager, middelhøj mand, godt op i 50’erne. Allerede hans ydre var sært og fuldt af modsætninger: fødderne stak strømpeløse i et par udtrådte slæbere, men disse slæbere vare fint perlebroderede i mønster af et adeligt våben: skråbjælker og hjælm. Benklæderne vare grønlig-brune, af yderst groft stof, og vesten manglede, men jakken var af fint lilla fløjl, om end meget slidt. Over den fremstak, rundt om den ubarberede hage, linningen af en grov lærreds skjorte, uden krave og slips, men linningen var aldeles ren. På hovedet bar han en fløjls kalot eller baret af samme farve og slid som jakken, og indsyet, i douce farver, med hint våbenmærke fra tøflerne: bjælker og hjælm. Denne udstafering ville kort sagt have gjort manden latterlig, om ikke det mærkelige ansigt på en vis måde havde gjort den berettiget og ligesom forlenet personen med stil; thi de stortskårne træk, den mægtige krumme næse, de overordentlig skarpe ( men flakkende ) blågrå øjne i stærkt hvælvede huler, den høje pande og selv de under kalotten fremstrittende grålige hårtjavser syntes at henvise til svundne århundreder, til den gamle danske adels type. Således så’ William Erlandsen ud, da han fra trappen, stiv og uden synderlige velkomsttegn, modtog sin gæst, der langsomt steg ned fra giggen, idet den berømte kappe ud af sine utallige folder udsendte små styrtninger af grus og støv. « god dag, Erlandsen, » sagde doktoren, forsøgende en gemytlig tone. « rigtigt høstvejr, hvad? » « velkommen, hr. Assessor gram, » svarede Erlandsen afmålt og med en lille tilspidsen af titulaturen. « ja, sér de, hr. Proprietær, » sagde doktoren en del forlegen. « det, jeg ellers kommer for — det er ikke som læge i dag, just; for—e... » « behag at træde ind, » sagde Erlandsen, stift som før. — dagligstuen var stor, tom, med meget få møbler; og de, der vare, havde et bondeagtigt snit. En af stolene var imidlertid højrygget, og oppe på forsiden af ryggen så’ man atter hint våbenmærke, i vandfarve, hjemmemalet; på denne stol nedlod husherren sig ceremonielt, straks efter at gæsten havde taget plads i sofaen — en lille bøgetræssofa med voxdugsbetræk, såre ubekvem. Foran den højryggede stod et særligt lille bord af fyrretræ, og på det en halvfyldt hvidtølsflaske samt et tinbæger ( på hvilket gram atter troede at skelne bjælker og hjælm indridsede med en kniv ). Erlandsen så’ med sit skarpe flakkende blik på sin gæst og mælede ikke et ord. Denne syntes at have det ret ubekvemt på den glatte sofa, ned ad hvilken hans trivelige skikkelse idelig gled. « jeg kommer egentlig om dette herre tårn, dette Borre, de véd. » Erlandsen drog vejret dybt. Han havde nu i flere uger tavs båret på en dyb krænkelse, nemlig over ikke at være medoptagen i komitéen til dette monument, der af særlige grunde var ham dyrebart. Dertil var endvidere kommet en voksende frygt for, at man endog skulle forbigå ham som bidragyder. Almindelige sociale forbigåelser plejede kun lidet at bekymre Erlandsen ( hvis stolthed var af en egen grandios Art ), men denne! Det havde blødt i hans indeklemte sjæl i disse uger. Tårnet var — så formente han, overensstemmende med egnens tradition — en virkelig levning af det middelalderlige tvejstrup-borg, hvidernes ældgamle herresæde dér på egnen. Endvidere var han fast overtydet om selv at være en direkte ætling af disse hvider — en idé, der, fejl eller rigtig, havde bemægtiget sig ham så aldeles, at den fyldte hele hans væsen. William Erlandsen, den lige descendent af hin Erland hvide med de tre skråbjælker, der sidst vidstes at have ejet tvejstrup-borg, ham forbigik man, når talen var om tvejåtrup-borg! Ha! nu kom man dog til ham. « det er om dette herre tårn, jeg kommer, hr. Erlandsen, det er derom, egentlig. » » Det er godt og vel, hr. Assessor gram, » svarede Erlandsen, endnu uhyre stift. « vi skulle jo, oprigtig talt, også henvende os til dem om et lille bidrag, muligvis, et ganske lil— » « gerne! gerne, » udbrød Erlandsen med pludselig enttusiasme og rejste sig op, som han havde for skik, når noget greb ham. « tvejstrupborg? Gerne! » Men denne overvættes beredvillighed var netop, hvad den gode doktor havde frygtet; han fortsatte med et vist eftertryk: « vi havde tænkt os sådan nogle kroner hist, nogle kroner her; mange bække små, véd de... » « hvor meget giver Ahrenkiel? » afbrød Erlandsen. ( han udelod gerne titlen i sin omtale af denne nabo, skønt han ellers var formel nok ). « hvor meget giver Ahrenkiel? » Ved dette spørgsmål blev doktoren noget ilde til mode og søgte at trække svaret ud. « hvor meget giver Ahrenkiel? » gentog Erlandsen med hævet stemme og en vis voldsomhed. Doktoren svarede: « å han — hofjægermesteren — det var nok en circa hundrede kroner, tror jeg. Men det er jo... » — han ville have tilføjet: « en ganske anden sag, » da Erlandsen afbrød ham ved at udslynge: « jeg giver to hundrede. » Gram rejste sig forskrækket. Han var altid en fjende af større summer nævnede som udgiftsposter, også når sagen angik andre; og nu her! Han så’ Erlandsen gå hen til et chatol og ud af en skuffe aftælle, langsomt og usikkert, Sedler, sølv og kobber, indtil der var to hundrede kroner; han så’ også, at Erlandsens hænder rystede og vare fugtige, da han lagde pengene på bordet. « nej hør nu, Erlandsen, » greb doktoren til at sige, men øjeblikkeligt vendte den anden sig om med et blik og et « hvad behager? », som ganske berøvede doktoren mælet. — « jeg glemte nok at lægge dem i konvolut, undskyld denne lille ukorrekthed! » således talte Erlandsen og smilede, men sveddråber piblede frem under kalotten, og i disse sveddråber så’ doktoren den kvide, det havde kostet manden at samle disse penge sammen og fremdeles ville koste ham at undvære dem. Erlandsen lagde imidlertid pengene i konvolut; derpå greb han —• konvulsivisk, som en syg kan gøre det — efter den halvfyldte flaske og iskænkede sig tinbægeret fuldt; hånden rystede imidlertid således, at øllet flød over bægeret og hen ad bordet. — doktoren tænkte: disse penge er hans arbejderes løn, nu i høstens tid, vovede derfor endnu en kamp og sagde: « hvor er deres kone, Erlandsen? » En hurtig panderynkning, derpå et stift buk og svar: « takker for forespørgselen. Jeg skal på øjeblikket melde min hustru, at vi har en gæst. Undskyld forglemmelsen. » og i det samme mærkede gram konvoluten i sin hånd. Derpå sagde Erlandsen: « så, » og blev stående. Hans kinder havde fået en uvant rødme. Han syntes at være falden i tanker, og det med at hente sin kone lod han til allerede at have glemt. Situationen blev pinlig for doktoren. Sofaen ville han på ingen måde ned i igen; han nynnede flere gange hen i vejret, sagde derpå farvel og mumlede som undskyldning for sit opbrud, at han vel vidste, det var en travlhedens tid for landmanden, og at Erlandsen sagtens også havde sin del? Erlandsen tog sig hurtigt sammen, smilede venligt — det var det første rigtige smil, han fremviste under denne sammenkomst — og rakte hånden ud. « ganske vist, » sagde han. « også jeg bør være ved mit arbejde. Forøvrigt er det jo lige middagshvil, » Vedblev han, idet han greb som efter et ur under sin fløjlsjakke — men uret udeblev —, « så deres ærede nærværelse har kun været mig velkommen. imidlertid ser jeg » — dette sagde han efter et blik på ølflasken —, « at jeg ganske har forglemt gæstfrihedens love » — han fremtog ilsomt af chatollet et almindeligt vandglas —; « behag at smage vort 01; det er godt, om end hjemmebrygget. » han fyldte både glas og tinbæger: « hjærtelig tak for deres nærværelse » Sagde han med en glad og lettet betoning. Doktoren klinkede og drak, men da han bagefter tørrede sig om munden, førte han med det samme hånden op over begge sine øjne, for der sad noget vådt dér også, syntes han. Så skiltes de. Men ikke hver til sit, hvis man ved « sit » forstår: dér, hvor en rettelig bør være. Erlandsen gik nemlig ikke til sine høstarbejdere, heller ikke til sit kontor, men derimod op på et gavlværelse, hvor han havde gårdens såkaldte arkiv samt en del andre gamle dokumenter, afskrifter og heraldiske værker; dem syslede han så med hele den gode lyse høstdag — for nemlig at finde de manglende slægtled, der skulle knytte de sidste 6 sikre erlandsen’ertil-tvejstrupgård sammen med hin erland-hvide-tiltvejstrupborg i det 16de århundrede, ham med de tre skråbjælker; fandtes først disse « manglende led, » da var forbindelsen sikret med selve sunesønnerne ( og derigennem med så mange høvdinger, ja svea- og danekonger ), al den stund hin Erland hvides forfædre vare sikre nok — — thi kun to led kunne siges at være ubeviste — endnu! Men bi! Således syslede Erlandsen hele den gode lyse arbejdsdag ( endog middagsmad og mellemmad lod han bringe op til sig ) — indtil forkarlen henimod aften opsøgte ham med nogle meddelelser, som sædvanligt af ubehagelig natur. fjerde kapitel, hvori assessoren får sig et Kys. Assessor gram gik heller ikke til sit. Hvor burde han vel ellers være gået hen, nu da der ikke var mere for ham at gøre på Tvejstrupgård, uden til sin gig, og så se at komme hjem, hvor søster Nathalie allerede ventede på ham og Karen med middagsmad? Men istedenfor indlod han sig på en for en så korrekt mand højst mærkelig afstikker. « to hundrede kroner!! » mumlede han. « nej. Nej. » Og ladende hoppen i ro afbide græsset omkring det tomme dueslag, listede han langs husfagaden, bukkede sig under hvert vinduesfag for ej at blive set af husherren, sneg sig dernæst omkring et hjørne, omkring et til, vadede over en pøl af tvivlsomt indhold, der befandtes udenfor en af sidelængerne, og arriverede således til en sidedør, ad hvilken han — stadigt luskende og seende sig omkring — til sidst gennem nogle smøger arriverede til husets køkken, hvor han åbenbarede sig til forbavselse for et par tjenestepiger og for selve husmoderen. « frue, gode frue — puh — jeg tænkte nok at træffe dem her. » Fru Erlandsen kastede et nervøst blik på pigerne og viste ilsomt doktoren ind i et tilstødende rum ( det var mælkestuen ), hvor de kunne være uforstyrrede. « gud. Er der noget? » sagde hun, idet hun tørrede de rappe arbejdshænder og så’ doktoren ind i ansigtet med et blik, hvori en vis fjendsk ængstelighed blandede sig med naturlig tillid. Hvor så hun træt ud. Ikke en timens eller en dagens træthed, der lindres ved en halvdags hvile og en god nattesøvn. Ikke heller en måned-træthed eller en gang år-træthed, hvor lægerne sige: « rejs, rejs til syden, så bliver de frisk! » nej; dette var en træthed for livet; ingen søvn eller rejse ville nogensinde gengive Emma Erlandsen de fordums glade øjne, den lette tale og det bløde smil fra hine dage, da man sagde om den unge købmandsdatter fra strandkøbing og hendes ældre, men statelige brudgom fra Tvejstrupgård, at det var det nydeligste par i byen! — nej, thi den træthed, der tilslørede den endnu unge kones blik og gjorde smilet stramt og ordet tungt, den var ikke blot selve disse åringers næsten uafbrudte slid og selvopofrelse — en husmoders lod i et arbejdende hjem, men dog en lod til opbyggelse; en opofrelse, der frugter; et arbejde, der bærer —, men det var slidet imod alt håb, arbejdet uden nytte, anstrengelserne, udregningerne for et håbløst synkende hjem. Og så en stadig skræk, endnu værre end alt det andet. Doktoren så’ denne skræk lure i det næsten fjendske blik, hun tilkastede ham. Han var vant til det blik fra hende; han var som læge vant til sådanne blikke i huse, hvor et familiemedlem befrygtes at hælde til sindssyge. « dér er han », siger et sådant blik, « dér er doktoren; han, som engang vil komme og tage min mand — min kone — mit barn fra mig, slæbe ham på vognen og spærre ham inde i galehuset ». Lægen, det er — fjenden. Thi den tid var længst forbi, da Fru Erlandsen i sin mands heraldiske sysler og hvide-stolthed så’ en pryd, en herlighed mere over ham. Nej, det er dog ikke rigtigt, den var alligevel ikke forbi, thi endnu elskede og beundrede hun ham for hans stolte lediggang; han var blot ikke for denne verden, ikke for hus og hjem og boets bevarelse; fra ham kom jo ruinen og ødelæggelsen! Verden måtte jo anse ham for gal, distriktslægen måtte jo vel vide det — — men William var han dog, hendes ungdoms stolte Willi! « er der noget i vejen med ham? », fo’r det ud af hende, ængsteligt og fjendtligt. « ikke det mindste », svarede doktoren vanemæssigt: hans naturlige godhjertethed plejede at lægge ham dette svar i munden. Men denne gang tilføjede han rigtignok, forpustet som han var ( og ærgerligt tænkende på de to hundrede ): « det vil da sige... ikke andet end han... er bleven... hvad man kalder aldeles... puh — » og han fremtog konvoluten og daskede med den på en af hylderne, hvorved en del Sedler og mønter kom til syne. « fuldstændig forrykt, frue! » « så — åh? » sagde Fru Erlandsen i en almueagtig-fjendsk tone, som om hun ville værge for manden; men derpå med ængstelig interesse: « hvad er nu det for penge? » « dem har han givet til tårnet, dette herre Borre, de véd. » « hvor mange er det? » spurgte hun hurtigt. « det er sine to hundrede kroner, lille frue, hvad siger de til det? To hundrede. » Fru Erlandsen tav. Det var ligesom hun sank noget. « sagde de to — hundrede? » « han tvang mig til det, frue. Men — ». Doktoren standsede, for han var forlegen med, hvad han i grunden skulle sige. Meningen var, at han ville have hende til at tage pengene igen, bag mandens ryg altså; men han fandt nu sin plan ubehagelig, udelikat og sagtens umulig at gennemføre overfor en hustrus følelse. — hvad hende derimod angik, da havde hun kun én tanke: de penge kan vi ikke undvære. « de skulle bruges til arbejdslønnen », sagde hun tonløst. « der er en ting, jeg gerne ville bede dem om nu », begyndte han uden at have hørt hende. « vi har så ingen ting til folkene. » « de må endelig love mig hvad jeg beder om, hører de? » « ja, ja », svarede hun mekanisk. « men » Han snappede hendes « ja »: « godt. Det, de nu har lovet mig — lovet, lille frue! — det er... e... Ganske roligt at tage de penge til dem igen og ikke sige noget til manden — vil de ikke nok? » hans tone var helt bønlig. « det ved den gode gud, jeg vil, » skyndte Fru Erlandsen sig, til ikke liden overraskelse for doktoren, der dog havde ventet nogen modstand. Men den stakkels kone havde for længst ophørt at være finfølende i pengesager; den hårde nødvendighed havde vænnet hende af dermed. Da, i det øjeblik han skulle til at række hende pengene, først da slog det ham, hvad han i sin Iver ikke havde tænkt på, nemlig at sagen jo dog i intet tilfælde kunne holdes skjult for Erlandsen, selv om dennes kone nok så meget fortav den, thi komitéens regnskab —? « stakkels lille frue, det går jo alligevel ikke », sagde han forknyt, idet han holdt kovoluten tilbage. « hvorfor? — jeg skal nok tie stille. » men straks derpå lod hun armen synke mat, blikket tilsløredes, hovedet bøjedes. Thi nu forstod nok også hun, hvorfor. Men tappert stridende, som hun var vant til, imod selve håbløsheden, gennemløb hun i tankerne med fortvivlet hurtighed alle muligheder. « kunne man ikke — alligevel — kunne ikke de, eller komitéen — alligevel narre ham? » således spurgte hun, halvt hviskende. doktoren rødmede. « lader sig ikke gøre, » sagde han med et tilløb til strenghed. Atter løb hendes tanker, fortvivlet hurtigt, til andre muligheder. — når hun nu beholdt pengene. Når manden så altså opdagede Tingen; han ville blive ude af sig selv, rasende, dødssyg. Derfor videre. — de mistede altså de to hundrede. Hvad så? Sælge. Der var sælge af mælk, af smør, af ost. Af besætning; bohave, møbler — å gud. Der var: spare. Spare på — på hvad, ja på hvad i al verden kunne der mere spares? — tankerne ilede videre: de ulønnede arbejdsfolk, som gå deres vej; høsten, som ødelægges; så kommer terminen — rettens folk — auktion. — tappert stridende, tappert stridende. Tankerne vare nu på de gamle, kendte veje. — terminen, rettens folk, udpantning, auktion. Videre. — videre? ja: gaden. Fattiggården. Hun, og Jakob, og William, hendes ungdoms... hendes egen stolte... på fattiggården? Willi? « fejler de noget, lille frue? » sagde doktoren, et bytte for rådvildhed og medynk. Tankerne kastes tilbage; vildt løbende søge de tilbage til deres udgangspunkt: « jeg må have pengene, doktor gram. » « ja men regnskabet, bedste lille... » Endnu tappert stridende. Endnu en gang det én gang gennemløbne: manden ude af sig selv, syg, konvulsiviske anfald. Videre. Lægen altså. Videre. Vognen altså. Observation. Gale — galehuset. Willi?.. • på galehuset? Da, ikke længer stridende ( uden for at holde en krampehulken tilbage ), men helt opgivende, så’ hun tomt op på doktoren. Og mødte et blik, et eget, stort, lyst blik, slet ikke rådvildt længer. « nu véd jeg alligevel en måde », sagde han. « tag de bare pengene. Regnskabet skal nok blive rigtigt alligevel. La la la; » han nynnede ligegyldigt. Hun forstod straks hans mening. Slet ikke på grund af hans ord, men netop formedelst hint store lysende blik forstod hun hans mening. Men sådan var denne kvindes natur, eller rettere: sådan var hendes væremåde efterhånden bleven ved afvanthed med enhver glad overraskelse, at hun nu ikke fik andet ord frem end et tonløst: « ja så. — tak. » det klang næsten mut, men var ment som taknemlighed. Doktoren vidste ikke, hvad det var ment som han følte sig en smule skuffet, lidt ubelønnet; men så tænkte han ( thi han troede at være en fin menneskekender ): det er bare finfølelse af hende; hun vil ikke sætte mig i den forlegenhed at modtage hendes taknemlighed. — derfor mente han at imødekomme hende i denne højere sfære af finfølelse, ved ligesom hun at antage en vis mut tone: « de kunne gerne give mig en skål mælk » sagde han med et ligegyldigt blik omkring på mælkehylderne. Han lykønskede sig til sin tone. Her var de fintstemte sjæles sammenspil, her var de ædle følelsers politur, ridderlighedens aroma, det åndelige highlife... Men da følte han sin hånd greben ( med et pludseligt og lidt kejtet ryk ) og trykket på den af et varmt, inderligt Kys. « Au » —, udbrød den overraskede mand. Dér stod han midt i ruinerne af sin menneskekundskab. Dog én ting var sikker: ikke ville han bytte dette ryk, dette kejtede Kys, med nok så fintstemt sammenspil og åndeligt highlife. I en egen stor og festlig stemning trådte han udenfor. « det er dog ikke så galt at være godgørende, » tænkte han, mens han så’ efter køretøjet og sin datter. Ved tilfældigt at strejfe ladens gavl mødte hans blik et syn, der ville have bragt ham til at studse, hvis han havde haft følelse for andet end den festlige stemning. Thi dér i den åbne loftsluge — dog vi ville ( efter gamle romanforfatteres mønster, der nok vidste, hvad de gjorde ) opsætte til et senere kapitel beretningen om synet i den åbne loftsluge, der ville have bragt assessoren til at studse. Femte kapitel handler om forskellige småting som aser og jætter, patriciere og ple

1895_Broendsted_FaedrenesSynd

Karl Gustav

K.G.

Brøndsted

Fædrenes Synd

male

male

dk

Broendsted

Faedrenes Synd

Brøndsted

Fædrenes Synd

Nutidsfortælling

n

roman

Reitzel

KB

Pris er for 2. oplag

nan

nan

O

Prolog, som indeholder lidt forhistorie. I 50’erne og begyndelsen af 60’erne, da pastor bamnann i Tikøb endnu stod i sin velmagt, var præstegården dér et ualmindelig elskværdigt hjem. Dette sandedes af omegnens selskabelige familier, som ofte samledes i de store lyse Stuer til alskens gæstfrihed; dette indrømmedes også af nabopræsterne, thi skønt disse jo nok havde et og andet at bemærke om Baumann som prædikant og vel også ellers, så var der dog ingen, uden at de jo i tilslutning til deres hustruer fandt selve det Tikøb præstegårdshjem i høj grad tiltalende. På grundlag nemlig af en solid og dygtig husførelse, hvis stille arbejdende maskineri aldrig mærkedes, men syntes at gå af sig selv, frembød hjemmet for de besøgende en i stort og småt gennemført smagfuld ynde. Slet ikke flothed eller kostbarhed; ingenting var dyrere dér end i andre velstående præsters huse, men alting så’ alligevel bedre ud, både møbler og skilderier og det dækkede bord. Det var ikke blot et vist arrangementstalent, der gjorde denne virkning, men meget mere et åndeligt velbefindende dér i huset, som fik alle til at se så fornøjeligt på husets ting. Det var et rigtigt sommerferie-sted, hvor harmløs latter og klaver-musik og rosenduft fyldte værelserne og havens gange. Rosenduft, ja; thi jeg skulle allerførst have fortalt, at haven havde et rosenflor, der var bekendt over hele nordsjælland. Mesteren for dette rosenflor som også for den øvrige skønhedskultus i huset var husherren selv, der ofte sås at nyde al den landlige herlighed, stående på havens berømte hjørnehøj, hvorfra blikket gik mod øst over Enge til den nære gurrevang, mod vest over agre til esromsø og videre over dens brede spejl til gribskovs lange mørke bræm. Pastor Baumann hørte ( også i sin forkyndelse ) til de æsthetiserende præster, en type i vort præsteskab, der langt mere end de egentlig dogmatiserende højkirkelige prædikanter har fået lov til at være i fred for de rørigere partier i vor kirke, altså for grundtvigianerne og senere for indre-missionærerne, endskønt vel også den let får sig tilkendt karakteren af „ død “ Kristendom. Baumann var gennem-oehlenschlægersk, om man forstår dette udtryk, i sin forkyndelse og livsopfattelse, ja i hele sin personlighed. Hans dogmatik var som „ Jesus Kristus i naturen “. Barnlig og kærlig, kunstbegejstret og især naturbegejstret fandt han guds evangelium i lærkens morgenkvidder, i blomster og blade, i sommerens lune luft, i sol og skygge over de vide marker, i søens blå øje og skovens drømmende skygge. Således var hans forkyndelse, og således var også hans daglige tale. Kristendommens strengere side, dens dybder af alvor og krav lå ikke for hans lette sind; som præst gjaldt han også for lidet „ kirkelig “. Men store dele af sognets og omegnens befolkning gik dog gerne i kirke hos ham og rørtes over hans poetiserende stil, der ofte ledsagedes af ydre tegn på rørelse hos taleren selv. At han ikke var nogen betydelig mand, og da navnlig ikke på viljens eller intelligensens område, faldt let i øjnene; men de fleste holdt meget af den venlige lille mand med det lyse blik og de gode ord. Ikkun skarpere iagttagere bemærkede, at han med alt sit kærlige væsen og sin beredthed til at trøste og se alt på det bedste, dog var noget selvisk, noget magelig, skubbede gerne ansvar og knuder fra sig, og søgte i det hele på barnlig vis at dække ret godt for sin egen person, medens han i at hjælpe andre var upraktisk og let til at opgive. Alt imens pastor Baumann så at sige stod for hjemmets gratier, styrede hans hustru økonomien og bar dagens byrde. Den dygtighed og lethed, hvormed hun gjorde det, vandt alles beundring. Hun var en betydeligere person end sin mand, men undgik at gøre det gældende. Det noget tunge i hendes sind skjultes under et ligeligt glad-naturligt væsen; at det ikke altid var hende let at lade sine dybere og inderligere livsfordringer forsvinde under hjemmets rosensmykkede overflade, ja at stundom den indre ulmende energi kunne bryde frem i usædvanlige ord og handlinger, det vidste kun få. Hendes inderste natur var sanddruhed. Hun talte ikke meget, men deltog med venlig oprigtighed i gæsternes glæder og hævdede sig på grund af den store agtelse, hun nød, lettelig som kredsens bærende midtpunkt, når det kom til stykket. Der var to børn, Karl og den lidt yngre Gudrun. Begge syntes at have arvet moderens solide egenskaber og energi, Karl tillige faderens stærke naturfølelse. Der var derfor et inderligt forhold mellem disse to,- og ofte kunne man se pastor Baumann og hans lille dreng på spadsereture sammen, ivrigt samtalende i spørgsmål og anvisninger, i en smuk og religiøs fællesglæde over naturens skønne enkeltheder. — også Gudrun hang efter faderen; i alle livets små glæder var han børnenes forstående fortrolige og kammerat. Men var der sorger på færde, så kom de til moderen. Det var i begyndelsen af 60’erne, at dette hjem og dets lykke, der syntes så grundmuret, på en gang kuldkastedes! Mange huske sikkert endnu hine dages sensation i vide kredse, da det blev bekendt, at pastor Baumann var afsat fra sit embede ifølge provsterets dom, som havende afstedkommet forargelse af den groveste Art. vi ville ikke dvæle ved måden, hvorpå det skjulte kom for en dag, heller ikke ved, hvor tåbeligt Baumann spillede sine kort, så at der måtte komme en virkelig domfældelse ud deraf, istedenfor en lempelig tilbagetræden. Selve sagen var den, at b. påvistes at have fortsat ind i sit ægteskabs og sit hellige embeds første åringer en illegitim forbindelse. Til dommens udfald bidrog også en omstændighed — der alene ville være bleven sét i et andet lys, men som tilsammentagen med den egentlige anklage fik graverende vægt — den nemlig, at Baumann jævnlig plejede at småkaressere, ( på en faderlig måde, som det hidtil troedes ) unge piger, der undervistes til konfirmation af ham. Også i selskabslivet var han bekendt for sådan læggen arm om livet eller lignende, især ved unge piger; det syntes naturlig hjærtelighed, og højst havde man smilet lidt derover; nu fik det, som sagt, graverende vægt og bidrog til dommen. Mange huske sikkert også fra hine dage, hvorledes forargelsen hos dem, der kendte den ulykkelige mand, mildnedes noget ved den store naivitet, hvormed han lige til det sidste syntes selv at bedømme sit forhold. For så vidt han prøvede noget forsvar, søgte han det i uforståen af, at der var noget væsentligt galt ved hans handlemåde. Dette gjaldt naturligvis absolut om den sidst anførte graverende omstændighed, men også om den egentlige sag. Uden selvfølgelig at gøre mine til en dristig hævdelse af det erotiskes forrang frem for alle andre hensyn, syntes dog hans for en præst mærkelige gåen-let-over det mangfoldige ethisk-religiøse brud i hans handling at vise en sindets tilbøjelighed til at tilkende det erotiske en sådan forrang, og hans forsvarsløse tavshed viste da kun, at han ikke formåede eller ikke ville hævde denne sin hemmelige anskuelse — hvilken en mand i hans livskald vel endog af al magt måtte undgå at bringe til sin egen bevidsthed, om dette var muligt. Det er utroligt, hvilke kunststykker man kan gøre ved sig selv for at undgå at bringe et selvomdømme — et nok så nærliggende — til sin egen bevidsthed, når et sådant selv-omdømme ikke konvenerer en. At man kan pleje tilbøjeligheder, der stride mod principer, man ikke blot nærer, men er kaldet til at håndhæve, er bekendt nok. Det er også bekendt, hvilke hokuspokus man derpå kan sætte i scene for at bringe tilsyneladende overensstemmelse mellem tilbøjelighed og princip. Men selv når disse hokuspokus glippe, er man ikke hjælpeløs: man gør da det langt mærkeligere kunststykke slet ikke at tænke derpå, vende bevidstheden den anden vej. I den retning kan man ved øvelse udrette det utrolige. Når man så har borteskamoteret sin egen handlemåde udenfor betragtning og bedømmelse, som sagen uvedkommende, så når man til sidst en sådan ytring, som pastor Baumann efter katastrofen kunne lade falde: „ Man har været meget hård mod mig, meget hård “, sagde han, idet han grædende kærtegnede sine små børn. Egnens nyfigenhed var i den tid endnu ivrigere rettet mod f ru Baumann end mod hendes mand, hvordan hun tog det, om hun måske havde anet noget i al den tid o.s.v. o.s.v. Men med en dygtighed, der vakte lige så megen skuffelse som beundring, umuliggjorde fruen al videre kiggen efter i familiemiséren, ordnede og samlede blot alt til det hurtigst mulige opbrud fra egnen ind til den altskjulende hovedstad. — dette var fortællingens forhistorie. Tæppet går nu en stund ned: scenen vil aldrig mere forestille Tikøb smukke præstehjem med dets store lyse Stuer, musiken, den glade latter og rosenfloret udenfor. Endnu et kort blik fra hjørnehøjen ud over den sommerlige egn: Enge og agre og den kære store blanke sø mod vest og skovens bræm, der vækker så underlig en fjærnlængsel-----så, nu er det forbi. Når tæppet atter går op, er vi på den anden side af esromsø, og ti år fremme i tiden. forspil. Til esromsø. Du kære sø. Hvad jeg ofte som dreng lovede dig, når jeg ensom, i sorgfri ferielykke skar med båden over din flade eller flakkede om i dine bredders stilhed, lykkelig, i sære drømme, af dine bølgers harmoni ligesom stemt i sjælen; — hvad jeg da lovede dig og ofte forgæves prøvede at give: en sang til din pris, et digt til din tak — det ord vil jeg nu holde. Men se: tankerne ville ikke træde i fodfaste Vers, ordene ikke kobles i rim, og stemningen flygter fra lovbundne rhythmer. Du vil, at din elskers sang skal ligne din egen: tonende men uden Melodi, rhythmisk men uden takt, i langlige bløde bølgeslag bankende på sindets port, sigende: „ Fred og hvile, fred og hvile, nu skulle dagens trætte tanker blunde, men alle drømme våge. Nu er det længslernes stund, nu er det mindernes stund: fra glemselens grav skulle de opstå, sjælens ukendte børn, de ufødte, der hvile i dens dunkle moderskød. Dybt og længe, o sø, har jeg fra båden stirret i dit dybe øje, og længe har jeg lyttet til din hviskende sang mellem sivene. Fred og hvile var stedse din sang, fred og hvile. Men i en ensom rede ved din bred fostredes en urolig fugl — fjærnlængsel er dens navn —; vide flyver den, og der er ikke sted for dens fod. Efter mange, mange år sidder jeg atter ved din bred. Og dagens trætte tanker falde i blund, mens drømmene våger. O jeg kender dem alle, disse sjælens dunkle børn, som jeg troede døde, følelser ikke til opskrivning, minder ikke til ord, et dunkelt sprog for den, der ikke forstår. Men er det da muligt, at jeg efter alle disse år er så uforandret? At alt kommer igen? At den halvgamle mand føler som en sværmende dreng? Men kun her ved søens bred, og kun, når jeg er alene. Derfor fjærner jeg mig fra alle mennesker, selv de kæreste, og gengiver ensom den sang, du lærte mig som barn. Du min fortrolige, mon nogen kender dig som jeg? Mon nogen kender som jeg den tone, der lyder i sommermiddagsstunden under slotsalleens Buer, dybere og fredeligere end stilheden selv, end tavshedens egen stemme. Og for enden af Alleen ligger søen i solglans; over den tindrende vove er bådens sejl spændt; den stævner i hvilende flugt til landet hist ovre, landet med de grønne skrænter og de dybe skove. Da svulmer min længsel efter de dybe skove: den hæver sin vinge og iler derover, forud for båden. Og dér — mon nogen som jeg kender den dybe skovs rand og duften af de gamle lærketræer? Og vognhjulets lyd i den sandede landevej? Og stedet, hvor skrænten højner sig, og stedet, hvor den viger og lader plads for en sandstrand, som var søen et lille hav? Mon nogen kan sige som jeg kystlinjens nøje krumning her, og tallet på de store våde sten derude, og piletræets hæld over vandet? Mon nogen kender træ fra træ i denne samlede bøgekuppel yderst på pynten? Men fjernt, fjernt mod nord ser jeg andre kyster, der flimre for blikket; dér er min barndoms egentlige rette hjemland; og da, min urolige længsel, flyv i hvilende flugt! Ak, den stakkels flyver! den vil aldrig finde hvile. Thi den er en ensom, urolig fugl; fjærnlængsel er dens navn; den fostredes ved esromsøens bredder, stirrede for dybt i dens blågrønne vand, lyttede for længe til dens hviskende siv. første kapitel. Historien begynder. ( "scenen er ved Esrom sø; tiden er begyndelsen af halvfjerserne ). „ Her! “ råbte en ung glad stemme. Det var student Aksel Andersen; han bøjede nogen ungskov tilside og kom frem på den åbne græsskrænt. Foran og lige under sig havde han Esrom sø; bag sig kørevejen og grib skov. „ Næh — kom skal du se! “ råbte han igen, og nu kom også rejsekammeraten, student Karl Baumann, for en dag, vældigt rygende på en rejsepibe. Begge stod nu og så’ ud over det blanke vand til kysterne på den anden side. „ Å, hvor her er dejligt! “ udbrød atter Andersen, idet han på en egen enttusiastisk måde udbredte armene over udsigten. „ Hvad, Baumann? “ „ Jeg sagde dig jo, her var kønt “, svarede denne. — Andersen kendte ikke denne egn; han var for to år siden dimitteret fra en jysk latinskoleby, hvor hans fader var amtmand. Baumann havde lagt fodturen således, at de fra egnene vest for grib skov havde brudt gennem skoven, hvor den var bredest, og nu stødt til søen et sted i nærheden af „ Kongens bøge “. De sagde nu, med benene hængende ned over søskrænten, og spiste deres middagsmad: smørrebrød og 01, som de havde medbragt i taskerne fra helsinge-kro. Der var kontrast mellem de to, trods visse ydre ligheder: kontrasten viste sig især i ansigtets udtryk, der hos Baumann var indesluttet og tænksomt, hos Andersen derimod overordentlig åbent, lyst og næsten barnligt. Baumann var københavner-student, og, skønt dimitteret samtidig med Andersen, et år yngre. Men han syntes ældre. „ Jeg kender hvert eneste sted her ved denne sø “, sagde Baumann. „ Det, der skinner derovre, er skipperhuset, skoven er Fredensborg slotshave, dér kommer vi i morgen — “ „ Kommer vi dér i morgen? “ udbrød Andersen glad. „ Byen selv kan du ikke se, men slots-spirene “ — han bøjede sig til siderne — „ nej dem kan man nok heller ikke se her mere, for kæmpealleen er vokset til. Så går vi til venstre:-nej, der er ikke noget, før det dér: det er sølyst; de træer hedder plantagen, men det er der ikke mange, der véd; men ellers er det Esrom kloster, det store hvide, når du bøjer dig godt frem — “ „ Esrom kloster? “ „ Ja, men du kan kun se møllen herfra. Så bøjer vi om: munkevangshuset ses kun fra den anden bred, men huset her ved os selv hedder tomlingehuset. — helt til den anden side af os, dér hvor jeg peger, skal ligge holtet, og Nøddebo “. „ Nøddebo præstegård? den? Scharling? “ „ Ja, men det er noget sludder, for der er ingen præstegård i Nøddebo; Nøddebo er kun anneks til esbønderup “. „ Det var for resten kedeligt “, sagde Andersen. — de havde nu fundet sig en liggeplads. Baumann havde atter tændt sin pibe og stirrede med et underligt mørkt udtryk på et bestemt punkt hinsides søen, en kirke et stykke oppe på de fjærnere bakkedrag; Andersen lod sit blik svæve i den blå himmel og fulgte henrykt de små fnugskyers sejlads deroppe. „ Og så kan du tvivle “, udbrød han pludselig — det var i tilknytning til den samtale, de havde ført hele formiddagen gennem skoven - - „ og så, når du ligger på sådant et sted og ser alt det dejlige, som dog gud har skabt, så kan du endda tvivle om guds tilværelse og kristendommens sandhed — “ Baumann forandrede ikke udtryk eller blikkets retning, da han svarede: „ Der er nu for det første forskel på de to ting “. „ Hvad for to ting? “ „ Guds tilværelse og så kristendommen. Det er grusomt dumt af dig, at du ikke straks ser det “. „ Å, du med din evige „ Forskel “. — men nu bare guds tilværelse da? Føler du ikke nu, i dette øjeblik, at han er til, at han er god, at vi må takke ham for al den dejlighed? Se dog! Vandet, himlen og jorden og græsset og de grønne træer, og det velsignede------det velsignede alt sammen! “ Hans kønne øjne blev fugtige. Baumann så’ bort og dampede voldsomt. Lidt efter sagde han: „ Hør, Andersen, der er meget ved dig, jeg kan lide; og der er noget ved dig, jeg ikke kan lide. Der er meget få mennesker, som kunne sige sådan noget, som det, du nu sagde, på den måde, uden at man grinte ad dem. Det er naturligvis forkert at grine, når det er alvorligt ment, og det véd jeg jo godt, det er — — “ Baumann tav og røbede ulyst til at fortsætte. „ Du ville sagt noget mere om mig? “ sagde Andersen i en egen bly tone. „ Ja, for jeg kan virkelig ikke rime det sammen om dig, Andersen. Som nu for eksempel før i Helsinge, den gang vi så’ den unge pige stige op i landaueren,-------og trinet var højt — så blev du jo lige så begejstret over — “ Andersen blev blusrød i hovedet. „ Det er ikke sandt; ikke lige så begejstret. Ikke lige så “. „ Jeg siger ikke “, vedblev Baumann, „ at der er noget ondt deri. Jeg véd det ikke, véd det slet ikke. Det er heller ikke så meget det. Men at du med det samme kan give dig til at tale, som du gjorde nu — — “ „ Det var ikke: „ med det samme “, Baumann “, sagde Aksel, endnu helt skamfuld. Baumann mumlede ved sig selv: „ Uha. Hvor det minder mig “. Andersen blev ikke var den mørke mine, kammeraten atter havde antaget, og sagde ganske naivt: „ Jeg burde også vænne mig af med en af delene “. — og idet han lod sit blik glide hen over det dejlige landskab, tilføjede han med et glad smil: „ Ja, og så véd jeg nok, hvad jeg vil vælge! “ —- efter en pause sagde Baumann: „ For resten, det med naturens dejlighed. Sæt nu, at det bare er noget, vi selv lægger ind i naturen. Rasmus Nielsen for eksempel sagde jo, at naturen eller „ det objektive “, nej det objectives egenskaber, kun er „ Schkin og schkygge “ af det subjektive; ja, somme tider sagde han næs'ten, at det objektive ikke var til i sig selv — — “ „ Ja, men det er jo aldeles ligegyldigt “, afbrød Andersen. „ For så er jo det dejlige alligevel til, nemlig hos os selv; og det viser lige så godt hen til gud “. Baumann vendte sig, ligesom lidt overrasket, om til ham. „ Det er såmænd det eneste fornuftige ord, du har sagt på hele turen.------men derfor er det alligevel ikke sikkert “. „ Å det er bare din megen mattematik, der gør det. For når du aldrig bestiller andet end regne og regne, så får du ingen tid til at tænke og føle “. „ Tænke, og føle, det er nu igen en forskel. Ja, jeg vidste nok, du straks blev dum igen. — men du er digter, Andersen, det er det, du er. — derfor er du også fornøjet ved hvad du tror. — — så længe nemlig indtil — — — “ Baumann syntes at falde i tanker og stirrede atter tavs på hin fjerne kirke over søen. Da han igen tog blikket derfra, kom der på én gang et forundret udtryk over hans ansigt. „ Det var da løjerligt “, sagde han. „ Hvilket? “ spurgte Andersen. „ Det var, ligesom dagen blev mørkere for mig — lige med ét — en streg mørkere. Eller var det bare for mine øjne, hvad? “ „ Ja, det må det have været. — men hvad er det for en kirke, den der oppe på bakkerne, den du hele tiden har sét på? Du sprang den over før. Eller kender du den ikke? “ „ Jo “, svarede Baumann kort. „ Jeg har levet hele min barndom dér. Fader var præst dér. Tikøb hedder den “. „ Det var da underligt, at du kunne springe den over, når — — “ Baumann havde pludselig rejst sig og taget sin taske og stok. „ Kom lad os nu gå “, sagde han. Piben var gået ud, hvilket var en sjældenhed hos ham. — han gik ad kørevejen nord på. — Andersen kom bagefter, noget forundret over pludseligheden af dette opbrud. Imidlertid fantaserede han sig et idyllisk præstehjem i Tikøb; skoven, haven, den nære sø: husmoderen og den værdige præst selv; kirkeklokkens kalden; menigheden i den lille kirke, solen gennem ruderne, landlig andagt; — og så atter udenfor: den blå himmel og den nære sø — — Baumann ventede på ham og sagde dæmpet, da han havde nået ham: „ Der er mange præster, netop præster, som præke anderledes end de selv tro og er — skal jeg sige dig “. Andersen svarede ud fra sit digterbillede: „ Ja, men din fader var dog en sand from troende præst “. Da standsede Baumann med et ryk. Han slog hårdt med stokken i jorden og sagde med en mørk fortvivlelse i stemme og mine: „ Vidste du da ikke, vidste du da ikke, at min fader er dømt og afsat for — for — løsagtighed? “ „ Det vidste jeg ikke “, svarede Andersen, ganske forbløffet. Ellers havde han nok før hørt derom, men glemt det igen, eller glemt navnet — digternaturen er jo så distræt. I alt fald havde han aldeles ikke tænkt på, at det var Karl Baumanns fader. Aftenen kommer, og allerførst bliver grib skov mørk og tæt. Ovre i Fredensborg blinker endnu et vindue i Sollys, og lindetoppene rødme; — nu slukkes lysblinket, og også slotshaven ligger mørk og tæt. Men søen er endnu blank: fuglen flyver over vandet, dens spejlbillede følger den dernede. Natten kommer, og skyggerne lægge sig tungt over alle marker, sidst over Tikøb bakker. Da slumrer hele naturen ind; også søen lægger sig til hvile; den ånder let i sine dejlige drømme. andet kapitel. Nattetanker. De to turister skulle overnatte i Esroms gamle kro. — Karl Baumann sad ved vinduet i det lille gæsteværelse og så’ ud i natten; Andersen sov allerede for længst i sin seng. — de havde ikke vekslet mange ord siden hint ordskifte; dog havde Andersen sagt, inden han lagde sig: „ Vær ikke vred på mig, Karl, for det, jeg kom til “. Men Baumann sad endnu ved vinduet og så' ud i den grå nat. — tankerne vare i hans barndomshjem, ved den tid, da han var ti—elleve år. Han huskede tydeligt den aften, da provsten, husets omgangsven, kom kørende, mens de sad ved aftensbordet, og ikke ville spise med, men kun klappede Gudrun på hovedet og gik lige ind i kontoret; fader efter. — den aften kom børnene ualmindelig tidlig til sengs; de lå i deres små senge og talte om det løjerlige deri, og hvorfor provsten ikke en gang havde villet smage på moders berømte solbærrom, og hvorfor pigen — og ikke moder — kom op og dækkede dem til. den næste tid havde Karl ingenting mærket uden det, at en stor tjenestedreng havde sagt noget til ham, og grint; men han forstod ikke, hvad det var, han havde sagt. Så kom der en tid, hvor moder altid gik og var så underlig; og ingen talte videre til børnene, men kærtegnede dem blot. Fader var mere som sædvanlig; men han holdt helt op at præke om søndagen; der kom fremmede præster i kirken, men aldrig hjem. Fader måtte flere gange til Fredensborg, ja helt til København. Tilsidst hed det sig, at fader nu ikke var præst mere. „ Han havde lidt en stor uret “, sagde man til børnene, „ der var nogle dommere, som havde gjort fader en stor uret; og nu måtte hele familien flytte “. Da tænkte Karl, at når han blev stor, så skulle han tage hævn over de dommere. — for han elskede sin fader. Der blev bragt en stor, vældig glasopsats, fyldt med de dejligste blomster; det var en gave fra nogle af sognets beboere; for at trøste fader, det forstod Karl meget godt. Men da folkene vare gåde, havde moderen taget hele opsatsen og båret den ud i gården: der havde hun med vilje kastet den på brostenene — det så’ børnene — så den gik i hundrede stykker. Det syntes børnene var stor synd for fader. Men moder var også bleven helt anderledes i den sidste tid. Fader var derimod så underlig ens. Et træk mindedes Karl senere ofte: flere dage efter at dommen var falden, og kort før flytningen, havde faderen gået en morgen i haven og puslet med sine roser. „ Se, Karl “, havde han sagt med sin sædvanlige blide bevægelse, „ se dog rigtig på den blomst dér. Alene den er et bevis på gud. Det er ganske umuligt, at så megen skønhed kunne opstå uden ved en skabermagt, der selv er uendelig skøn og uendelig god. Men hele naturen præker jo om guds godhed! “ — så havde han med tårer i øjnene bedet en hjertelig bøn, og til sidst, med hånden på sin søns hoved, på gammeltestamentlig vis meddelt denne sin faderlige velsignelse! Den gang havde Karl elsket ham for det træk. Men siden, da han som voksen fik fuld rede på katastrofen, havde denne lille erindring føjet en ganske særlig pine til hans øvrige. En sådan fortsat præstelig forkyndelse efter hvad der var passeret! En faderlig velsignelse! Det var ikke selve det begåede, der nu var det uhyggeligste, men hykleriet bagefter, men den kolossale frækhed! Sådanne ord havde Karl brugt i den oprivende scene med faderen, der havde fundet sted i det lille nye hjem i Utterslev. Det stakkels lille hjem — mere stakkels endnu efter moderens død. Karl boede der ikke; der var hverken råd eller plads; folk havde taget sig af ham og sat ham i pensionat i København; de betalte for studeringer og alting — thi Baumann havde endnu venner ude i det gamle sogn. Men Karl plejede at gå ud til Utterslev hver søndag og fridag; det var alligevel hans hjem. Indtil den dag! Fader på sin vinduesplads med sin Oehlenschlæger opslået foran sig; Gudrun var heldigvis ude af stuen; han selv, en sexten-syttenårs yngling, stod midt i stuen, dirrende af lidenskab. Han havde kaldt sin faders velsignelse en forbandelse, frasagt sig hjem og sønneforhold, og med det samme al tro på menneskers ærlighed og guds retfærdighed; ja på gud selv; — faderen havde slet ikke forsvaret sig — — — thi sådan var Karl Baumanns natur: voldsom og abrupt i alle overgange. Nu sad han dér ved vinduet og stirrede ud i den grå nat; han så’ for sig sin faders milde, forsvarsløse øjne — — dér lå Andersen i sengen og sov sødt. Hvad havde egentlig bragt dem sammen? Hvorfor holdt han af ham? — det slog ham, hvor Andersens øjne kunne minde om faderens, hvor lignende hans naive naturglæde var, hvor beslægtet deres religiøsitets Art! Og Baumann spurgte sig selv, om det monstro var for denne ligheds skyld, han havde holdt af Andersen? Nej, det var jo umuligt. Thi var der noget, han netop hadede, så var det denne naturfromhed. Den var i slægt med hykleri og frækhed; var ialtfald en stor løgn. Han havde lyst til at ruske Andersen op af søvnen og råbe til ham: véd du eller véd du ikke, at du er en hykler og løgner? Baumann rejste sig op. Han var så opreven nu, at han ikke kunne dømme sundt eller sandt, ligesom den gang da han som knøs undsagde sin fader. Han ville bare bort fra Andersen, ikke se ham mere; hjem til Regensen og sin mattematik — mathematiken var jo det eneste, hvor der ikke kunne lyves. Så gik han da ud i den grå nat, og op ad dagen betrådte han Regensen på sin mødige fod. tredje kapitel. Morgenvandring. — juremuren i esbendrup og hinner i Endrup. Da Andersen vågnede næste morgen, fandt han istedenfor rejsekammeraten en lille blyants-meddelelse, hvori Baumann kort underrettede ham om sin beslutning ikke mere at ville være sammen med ham, „ spørge om grunde nyttede ikke “; samt gav ham nogle vink med hensyn til rute og andet, i fald han ville fortsætte fodturen alene. Bedrøvet gik Andersen hen ad fredensborgvejen; han måtte jo have krænket Baumann dødeligt ved det med faderen; til fodtur alene havde han slet ingen lyst; han måtte nu bare til Fredensborg station og så hjem til København og snakke sig til rette med Baumann. — oppe på esromgårds bakke vendte han sig om og betragtede den skønne engdal, en tydelig fortsættelse af søen, hvorigennem kanalen og åen flyder, og hvor „ Klostret “ med omgivende bygninger ligger. Denne Dal har nu i vore dage en lidt anden karakter i malerisk henseende, blot ved det at klostret har fået sin oprindelige murstensrøde farve igen. Men endnu i 70’erne var den store bygning, ligesom møllen, hvidkalket; og hvor stilrigtig end forandringen kan være, så tindrede disse hvide mure i gamle dage nok så fornøjeligt mellem de store Linde og kastanjer og engenes vidtstrakte saftige grønhed. „ Næh — “ sagde Andersen halvhøjt, „ hvor det dog tager sig ud! “ Derpå svang han sin stok og begyndte at improvisere højt: „ Som fuglen let, som fuglen glad over Esrom sø jeg flyve gad. Og staven er min vinge! — kan jeg ej selv, så kan min sang — — “ Og istedenfor rim istemmede han et langt skingrende halloh!, der endog gav et svagt ekko helt ovre fra gribskovs bryn. — hele feriefornemmelsen fra skoledagene stormede ind på ham. Det var nu også Baumanns fraværelse, der, uden at han vidste af det, virkede befriende på hans sind. — Aksel Andersen hørte til den slags unge sommerfugle-studenter, som endnu i halvfjerserne ikke vare helt sjældne, før „ Evropæerne “ fik dem stukne på deres litterære knappenåle og taget livet af de fleste. Han var nemlig for det første „ Hostrupsk “: noget af Herløv, noget af ejbæk, meget af Halling. Den hostrupske students hovedmærker vare vel: frejdig livsglæde, naiv og let begejstring ( for det gode ikke mindre end for det skønne ), Sans for skemt og vid, tilbøjelighed til erotik og andet romantisk sværmeri, og endelig: karakterens honnethed; ud af alt dette fremgik den naturlige belevenhed, den personlighedens poesi, den unge „ Elskværdighed “, som i sin tid åbnede hjærter og døre for „ den danske student “. Men denne type var hos Andersen tilsat med noget, man kunne kalde „ før-hostrupsk “: lidt sentimentalt, dog ikke affekteret; à la Mathias Claudius: „ du liebe schøne gotteswelt... Ich wuszte ja, ich wuszte ja, mein Herz war gut! “ dog ikke med farisæisk bevidsthed derom, men i naiv tryghed. Eller à la Jensens „ Wanderbilder “: den religiøse følelse uadskillelig fra naturfølelsen. Han var i sit følelsesliv utrolig naiv i sin åbenhed, et særsyn deri selv blandt sin generations unge mennesker. Hjertet på læberne, og dette hjerte gennemromantisk. En flyvelysten digternatur, der fra sjælens altid åbne port tittede ud på den skønne verden med glad forundring, baskende med de unge vinger. Andersens åbenhed omfattede til dels også et personligt træk, der ellers sjældent lægges blot. Han var ( som før antydet af Karl Baumann ) ikke fri for en vis sexualisme i sind og tanke; hidtil kun en fare, og forbunden med uskyld; men en fare, der ikke lå alt for fjern for hans æsthetiserende natur. Åbenheden med hensyn til dette træk var bevis på uskylden. — Andersen stod i begreb med nok et halloh, da han stoppede op ved at se en lille hjulbenet bondemand komme stavrende op ad vejen, ligeledes fra Esrom kanten. „ G’daw “, sagde manden. De fulgtes lidt ad i tavshed, hver på sin side af vejen; Andersen skottede til ham; han så’ så hjertelig fornøjet ud, syntes han. „ Det er en morsom kæp, de dér har “, sagde han for dog at komme i lav med ham. „ Kæppen? “ svarede manden, idet han af høflighed gav sig til at betragte den; „ det er en mejd go kæp, den “. Han talte livligt, og med den fornøjelige klang, nordsjællændernes mål har. Lidt efter begyndte Andersen igen. „ De går dem nok en morgentur i det gode vejr? “ sagde han familiært-gemytligt i den tro at træffe den rette folkelige tone. „ Ja s’mæn. Å ja “.------„ Ja for jeg skal nu til Fredensborg “. „ Ska’ de til frænsbor? Å ja s’mæn, det er der inte noued i væjen for. Næ der er ikke “. — — „ Bor de her, om jeg må spøre? “ ( han sagde med vilje „ spøre “, hvilket var gal dialekt ). Manden pegede bagud. „ Næi, jeg hør hjem’ dernøre a, plæjlt, kalder de’d “.------a. ( vender sig ): „ De har vist en storartet udsigt deroppefra? “ Manden: „ U’sigt? — å ja s’mæn, for den sags skyld, å ja “. — — de vare nu komne til det sted, hvor vejen går et stykke umiddelbart langs selve søen. Bølgerne skurede dovent op mellem sivene og raslede småt med strandgruset, længere ude tindrede og blinkede vandet; endnu fjærnere modtog det roligt spejlbilledet af de lyse skrænter og det mørkere skovbryn på den modsatte kyst. „ Hvor dette sted er malerisk! “ udbrød Andersen. „ Hvad, synes de ikke selv? “ „ Ja — se — ed — e — det kender jeg nu’nte noued te “, sagde manden, der overfor dette spørgsmål fandt at måtte være på sin post. „ Men helles wor’ed lige drekte her på stedet, at han Nils Nilsen sjopped ud og drønede de fire hundehvalper, skal jeg fortælle, for jeg var selv med til den plaser. For jeg var i søndes med den gamle nøre i sånte og tage none bajere hos Nils, for ded a d' var hans bryllupsdaw, kalder de’d. Men — æd — e — ska vi ikke videre? “ — „ Det må være lykkelige mennesker, der bor her i denne egn “. „ S'mæn er’d så, s’mæn er’d så: når bare det er, at de har døres helse “. „ Nej, jeg mener, at de kan bo ved den dejlige sø “. „ Sø? — å ja, søen den er der, det har jeg ikke noued imod. Det er der ikke mejede å sige te “. „ Og skoven derovre! “ „ Jo s’mæn. Skoven hun er go’ nok, s’mæn er hun så. — men — æ — ska vi ikke frem, for jeg sku' helst være til Endrup “. ----------„ De går vel sådan en morgentur hver dag? det styrker “. „ Det véd jeg ikke, hvadde gør “, svarede manden lidt irriteret. „ Men helles sku’ fa’en annamme mig. om jeg to’ den tur hver Daw, for jeg er ætter juremuren, kalder de'd, til den gamle, inden hun begir’ed “. „ Jordemoderen! “ råbte Andersen forfærdet, „ men menneske, så lad os skynde os! “ „ Ja sådn kissejaver det nu heller ’nte. — jeg ka nu ’nte sige, det størker mejede: først å mase til madamen i esbendrup, og så avede om til hinner i Endrup. Næ fa

1878_Broendsted_IBoelgegang

Karl Gustav

K.G.

Brøndsted

Vetulus

I bølgegang

male

male

dk

Broendsted

Iboelgegang

Brøndsted

I Bølgegang

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I. Et bestemt sted nede mellem » Bakkerne « var Olufs yndlingslegested. Et par parallelt løbende sandede bakkestrøg, beklædte med tyndt, kort græs eller marehalm, hist og her også med lyng eller evighedsblomster, dannede en lille Dal, hvorigennem en stilfærdig ubetydelig bæk snoede sig hid og did, om den muligvis uden at gøre for megen ulejlighed kunne finde en udvej og slippe ud til stranden. Et sted bøjede bakkerne sig således, at de ganske lukkede for udsigten; her dannede bækken en lille sø, som ordentlig kunne opdrive små bølger, når en kastevind forvildede sig ind i kløften, men for det meste hvilede i tavs ro ligesom sine omgivelser. Andet mærkeligt tror jeg ikke, man i en fart kunne få øje på her. Den lille seksårige Oluf ring må imidlertid have været af en anden mening, i det mindste kunne han sidde her i timevis og sysle med muslingeskaller og pinde, eller også ligge ganske stille, henstrakt i sandet, medens sommersolens fulde glans gød sig over det magre græs og gulladne sand og den grumsede sø, som dannede den lille verden nede mellem bakkerne. En del af dens stråler faldt på de korte bl å bukser, den opknappede lille blå trøje med messingknapper og den krøllede lille halsstrimmel, der hørte til Olufs person, og havde ikke synderlig møje med at finde vej op under den iturevne stråhats skygge til et forstandigt, drømmende lille ansigt og noget krøllet gult hår, der tittede frem mellem panden og platten. Gik man derimod op på bakkerne, så var der noget at se: mod nord og øst udbredte sig store lyng- og marehalmspartier, bakke op og bakke ned, lige til havet og tisvile plantage, mod vest sås kysten med sin brede, hvide sandregion at drage sig tilbage for kattegatbolgernes stormløb; vendte man sig mod syd, sås bøndergårde og sparsomme kornmarker, der længere inde i landet flokkede sig til landsbyer med kirketårne og smilende landskaber, indtil øjet standsede ved en lang sort mur i det fjerne, den hemmelighedsfulde grib skov. I forgrunden sås kun en enkelt kirke med et par gårde omkring; det var pastor Oluf Anders rings sognekirke, og en af gårdene var den lille Olufs hjem. Herfra lød stundom toner af elverhøjs musik ned mellem bakkerne, og de blandede sig så forunderlig med den evige susen af det store hav, der aldrig ville hvile; denne evige susen, der næsten kunne gøre en bange. Det var Olufs moder, Fru Ellen ring, der spillede på klaveret. Der hjemme var også en ganske lille bitte søster, frøken Ellen ring; kokkepigen Ane, karlen Jens, hunden Hektor, katten Kims og hestene Lotte og Lone. Mere kendte Oluf dengang ikke af verden. Mellem faderen og ham bestod et inderligt — man kan gerne sige venskab; de læste sammen ( thi pastoren lærte selv sin søn begyndelsesgrundene ), spaserede ordentlig ud sammen og talte fornuftig sammen, som følgende vil vise. » Hør, sig mig en gang, fader, når man nu går igennem hele den store, store skov, hvad kommer man så til på den anden side? « » Så kommer man til — ja, f. Eks. til Frederiksborg, hvor du snart skal i skole. « » Ja — men det er ikke sådan jeg mener — men hvordan der ser ud — sådan — i det hele, forstår du; er der ligesom her? « » Å ja såmænd; der er mere korn på markerne, og der er ikke så meget sand og lyng, og så er der også flere huse rundt om, og større byer, men ellers er det omtrent ens. « » Det var kedeligt. « » Hvorfor det, lup, er her måske ikke rart nok? « » Jo, det er ikke sådan jeg mener — men — « den lille fyr ledte forgæves efter udtryk. Lidt efter udbrød han: » Hør, véd du hvad. « » Nå? « » Sommetider når jeg leger nede mellem bakkerne og kommer bag en rigtig høj en, så synes jeg, der må være noget bag den bakke, sådan noget — rigtig mærkværdigt, ligesom noget helt andet noget — og jeg vil så gruelig gerne hen til det, forstår du. — og så ligger jeg somme tider og tænker: hvordan mon der kan være. Og så løber jeg op på Toppen og ser. Men så er det akkurat ligesom det andet. « » Ja, det er da ikke så underligt. « » Ja, men det er alligevel kedeligt. « Faderen gik lidt og tænkte. » Hvordan vil du da have, der skal se ud, lup? « Lup gik åbenbart og brød sig med ordene. » Å, det kan jeg ikke sådan — — det skal være sådant noget omtrent, ligesom når — ligesom når moder spiller klaver. Eller også, når jeg drømmer om natten, forstår du. « Der var nu ingen på hele jorden, der kunne forstå denne aparte, lille drengs tanker så godt som hans fader; den kloge, kraftige mand fik med lethed sine tanker til at bevæge sig i den ubetydelige lille puslings spæde ideverden. Så gik de et lille stykke sammen, indtil det hed: » Fader! « » Nå? « » Jeg ville gerne sådanne steder hen. — er det virkelig helt umuligt? « Faderen, der mente at vide de salige egne, hvor hans lille drengs uskyldige sjæl færdedes i drømme, svarede alvorlig: » Når du altid er god og from, så kommer du der visselig. « Og det var uden al affektation, at han foldede hænderne og bad ganske sagte: » O herre, lad os alle samles i dit rige! « Så besluttede lup da ved sig selv, altid at være en god dreng — det må jo være så grumme let, tænkte han —, men dog gik han og tænkte på, om hint land alligevel ikke måtte ligge et sted bag den store, sorte skov. Eller også måske på den anden side af havet, der, hvor han vidste, at Norge lå, når man bare blev ved at sejle lige ud hele tiden. Så gav faderen sig til at fortælle ham om byer og floder og vande og store skibe, både med sejl og med damp, og til sidst også om landet dér på den anden side af havet, når man blot blev ved at sejle lige ud, Norge med sine fjælde og granskove og ismarker; og det var jo alt sammen uhyre morsomt og mærkværdigt, men det lignede dog ikke rigtig det land, som han så' i sine drømme eller i elverhøjs toner, og selv dér kun så dunkelt. En anden gang havde lup spaseret på kirkegården med sin moder, uden at der var passeret noget mærkeligt. En times tid efter traf hun ham stående i en afsides krog af haven over en lille Tue, han selv havde dannet med sine hænder, badet i tårer. Da han ser hende komme, råber han under megen hulken: » Moder, moder, du må ikke være alt for bedrøvet, søde moder, men dér ligger jeg nede og er død' — hvorpå moder og søn styrtede i hinandens arme, og der kunne ikke have været større tåreflod, hvis det virkelig havde været tilfældet. I den anledning sagde faderen bag efter: » Ellen, du gør mig drengen for blød; han trænger snart til at komme i skole! « men da han foreløbig var for lille, besluttede man at anmode hegnsmandens søn Peter — en dreng på otte år, der antoges på grund af sit åbne ansigt og sin ensomme opdragelse at være ganske uberørt af verdens siethed —, om, hyppig at komme op og lege med Oluf, for at drengeselskab og lege kunne forhindre en alt for uforholdsmæssig udvikling af det bløde og drømmende ved hans karakter. Megen forbavselse vakte det, da Oluf allerede to dage efter hørtes — rigtignok på en meget ufuldkommen måde — at fløjte nationalmelodien: » Å hvad er det med daj «; noget, der tillige for første gang gav Fru ring grund til at tvivle om selve sin mands moralitet, da denne på hendes indignerede forestillinger blot svarede: » Ja, hvad så, lad ham bare lære at fløjte. « Fredagen efter grebes Oluf i en kappestrid med Peter om, hvem der kunne spytte længst — hendes Oluf!! — men det skulle blive værre endnu tre uger efter. Drengene gik ud i køkkenet og spurgte Ane, hvad de skulle have til middag, og da de ikke fik andet svar end det stereotype: » Det kan i få at se, når maden kommer på bordet, « havde Peter den frækhed at kigge i gryden. » Kål, uh, det er no’et skidt mad, « var resultatet af hans undersøgelse. » Vil i gå, i uartige drenge, « sagde Ane. Men Peter havde det fyndige svar parat: » Å fa’en heller! « Siden, da de sad ved middagsbordet, spurgte moderen: » Nå, lup, hvordan smager maden? « » Det er noget skidt mad, « var det dristige ord. Almindelig forbavselse. Faderen rynkede panden — et slemt tegn. Oluf ville styrke sig ved et blik til Peter, men der var ingen moralsk støtte at vente fra den kant, det var alt for tydeligt. Da skød han sit synkende hjerte op i livet og sagde, men meget bange og sagte: » Å fa’ — en heller. « Men umiddelbart efter tilføjede han: » Om forladelse, « hvorpå han meget ivrig og meget skamfuld gav sig til at spise sin kål, ja endog bad om anden portion. Og efter bordet fik han Peter til at gå med ud i køkkenet, hvor de bad Ane nok så smukt om forladelse. — men den gang var Oluf det nærmeste, han endnu havde været, ved en dragt prygl. På denne tid omtrent var det, at Olufs søster, den tre år yngre Ellen, begyndte at blive så stor, at der overhovedet kunne være tale om hende. Hun anså drengene for nogle vældige væsener, vidunderlige i magt og klogskab. men når hun troskyldig ville blande sig i deres lege, blev hun på den mest hånlige måde afvist. I det hele taget var den ridderlige ærbødighed for damerne kun svagt udviklet hos de to drenge, må vi med beklagelse tilstå. Peter, der et par gange havde været i Helsingør, havde indført en leg, som hed » at løbe dampskib «; den bestod i, at de på visse tider af dagen løb et bestemt antal gange rundt om den største af haveplænerne, idet de med arme og hænder efterlignede hjulenes bevægelse og fyldte munden med vand, som de med små mellemrum spyttede ud mellem tænderne, ligesom sidehullerne på en damper, en fremgangsmåde, der efter Peters forsikring gav en skuffende lighed med en sådan. En dag, da de vare beskæftigede med denne alvorlige syssel, begyndte lille Ellen også at jumpe omkring plænen, svingende sine små buttede arme og med vandet drivende fra begge mundviger ned over kjolen. Så kom hun i vejen for det største af de stolte dampskibe, Peter. » Af vejen, snottede tøs! « råbte han. Umiddelbart efter gled det næste dampskib forbi under megen prusten og snøften. » Afvejen, snotte tøs, « råbte Oluf, medens lille Ellen, forfærdet over så megen storhed og majestæt, ganske rådvild blev stående med åben mund. Så gik hun op til moderen for at meddele hende denne vidunderlige begivenhed, hvis fornærmelige betydning hun var langtfra at ane, og råbte: » Mor, mor, drengene sige maj sotte tø! « » Hvad vil det sige, Ellen? « Skønt moderen ganske vist heller ikke var klar over betydningen, havde hun dog en slem anelse om, at det var noget uartigt. Dette må Ellen have kunnet se på hende, thi hun begyndte pludselig at græde: » Hu, hu, maj ikke sotte tø! « Pastoren blev tilkaldt, og denne, som ikke var udygtig i konjekturalkritik, kaldte drengene ind til sig, og her fik i det mindste Oluf sin første dragt prygl. Da dampskibslegen næste gang blev optagen, havde Ellen officiel tilladelse til at være med, hvilken vanskelighed Peter med sin maritime erfaring klarede ved at anvise hende den mindre plæne til privat brug: » Hun kan jo være bugserdamper, de går tidt så dårlig og er i grunden ikke andet end kasserede rigtige dampere. « Så var lille Ellen da bugserdamper om sin lille plæne en hel måned efter at drengene havde opgivet hele den leg. så gik der et årstid; Oluf begyndte at blive » en stor dreng «, og man talte hyppigere og hyppigere om » Skolen «. Samtidig begyndte han så småt at emancipere sig fra Peters overherredømme; dog denne stormagt lod ikke så let magten slippe sig af hænde. En dag viste Oluf sig med sønderreven trøje, forpjusket hår og blod og snavs i ansigtet, bleg, men med frejdig og stolt holdning. » Kom ind til mig, « sagde faderen i den tone, som altid hos Olaf vakte tankeforbindelser i retning af spanskrør. Med faste trin fulgte Oluf efter. » Hvor er Peter? « » Han er gået hjem. « » Du har været oppe at slås med ham. « » Ja, fader. « » Hvorfor? « Oluf svarede ikke. » Nå svar. « Oluf tav. Da gik faderen hen til den krog, hvor tugtens redskab havde sin plads. Olufs læbe bævede, og der kom et ejendommeligt udtryk i hans øjne. » Tal, min søn, for at du kan spare mig en smerte, der er større end din. « Men ingen lyd påfulgte, og Oluf tog imod sin straf uden at kny. Pastoren havde imidlertid ikke lagt mærke til, at tugtens redskab var en ussel lille, tynd kæp, som oven i købet var knækket. Efter et par slag siger Oluf meget blødt: » Fader. « Denne standser eksekutionen. » Jeg vil lige så gerne sige dig, det gør ikke rigtig ondt, for stokken er knækket; tag heller en anden. « Det var for meget for faderhjertet; pastoren smed stokken og sagde rørt: » Nej, lup, jeg vil ikke slå dig mere, men sig mig sandheden. « » Ja. Peter sagde kykkenet, og så sagde jeg: det hedder ikke kykkenet, det hedder køkkenet. Men så sagde han: å, hvad véd du; din fader er jo en langbenet rad. Og det ville jeg ikke tåle, og så gav jeg ham en lige midt i synet, og så kom vi op at slås, og jeg fik nok det meste. Men jeg vil ikke tåle, at han skælder dig ud, så må han meget hellere skælde mig selv ud for en langbenet rad. « Pastoren følte pludselig trang til at gnide sine øjne, men da han så’ ned på Olufs små stumpede ben, gav han sig til at le, men så løjerlig var den latter, at der kom tårer med. Et lignende skue frembød moderen, der viste sig i døren, hvor hun — behøve vi at sige det? — havde stået under hele scenen, og det smittede også Oluf, så at det hele afgav en for en uindviet højst gådefuld scene, at se dem alle tre — nej, alle fire skulle jeg have sagt, thi lille Ellen brølede også himmelhøjt, begravet i moderens kjole — stå der sammenslyngede under gråd og latter. » Det var ret, min søn, du skal aldrig tåle, at man gør nar af din gamle fader. « » Skal jeg løbe hen og give ham en til, fader? « » Nej, vist ikke, Peter er i grunden en god dreng og mente det ikke så slemt. I skal blive gode venner igen. « Men Peter fik nok siden talt med pastoren, thi han viste begge de følgende dage et forbavsende stilfærdigt væsen. Så kom afrejsens dag, » Afskedens bitre stund. « Oluf havde taget afsked med alt. I den tidlige morgenstund havde han været nede mellem » Bakkerne «, så havde han været hele huset og haven rundt, oppe i de par kirsebærtræer, der var; spist ét bær samvittighedsfuldt af hver af de 12 ribsbuske og 2 solbærbuske; løbet dampskib for sidste gang rundt om plænen 3 gange, tildelt Ane, Hektor og Kims en lige lang afskedstid, og sad nu med faderen og Jens i den åbne vogn, der skulle føre ham igennem den fulde skov i det fjerne til de ubekendte lande på den anden side, medens moderen, Peter og Ellen og gårdens øvrige levende besætning stod foran vogntrinet. » Farvel, lup, min søde dreng, lad mig se, du er flink; fader skal nok en lørdag hente dig hjem på besøg, og så kommer snart juleferien, « sagde moderen. Oluf var meget bevæget, men holdt tappert tårerne tilbage af hensyn til Peter. » Fevel luf, hilse mange gange, « sagde Ellen, som hun altid plejede, når gæster tog bort. De sidste Kys blev udvekslede, moderens varme og tårevædede, Ellens åbenmundede, Anes undersåtlige. Men da Jens knaldede med pisken, og vognen begyndte at køre, rejste Oluf sig op og råbte: » Farvel, moder — farvel, Peter — farvel, Ane — og Hektor — og Kims — farvel, have — farvel, gård — farvel, marker, og bakker! « Så strakte han armene ud og søgte med et langt blik at omfatte de magre, solbeskinnede bakker og Dale lige ned til havet og tisvile plantage, de sejlende skyer på den disede avgusthimmel, de få bøndergårde og den beskedne lille, hvidkalkede kirke. Og det syntes alt sammen at svare ham et tavst, vemodigt farvel, thi han nikkede, som om han forstod det, og sagde: » Farvel — det — hele. « Så rullede vognen ud af porten, og, da Peter var ude af syne, brød tårerne frem. Og gennem hele Olufs følgende liv, gennem al sorg, gennem al synd, alle skuffelser og alle farer — ja, også gennem alle glæder — stod det billede af hjemmets samlede poesi, da det ligesom levende rejste sig for at besvare hans afsked, altid klart og uforkrænkeligt for hans erindring. Kære læser! Du har vist også haft et lykkeligt barndomshjem? Ejer du renere og blidere erindringer end dem, der knytte sig dertil? Når du er stedt i sorg, lad dem da rejse sig og mildne bitterheden. » Du har ikke lov til at klage, « sige de, » Du har i alt fald været lykkelig. « Og når syndens lænker snære sig om din vilje, påkald dem da, og du vil forstå den højhed, der ligger i uskyldigheden, så du vil kaste de onde tanker fra dig med foragt. Længere og længere føres vi bort fra hint barndommens Paradis, men det er vort håb, at vi ville finde det en gang hinsides graven i forklaret skikkelse, og mangen gammel mand eller kvinde har ment alt at høre toner der fra og skimte dets solglands. breve. ( de originale orthografifejl er udeladte ). I. Kære fader og moder! Jeg har det meget godt. Der er mange drenge i skolen. Hr. Seler siger, at der er grumme meget at lære. Hr. Seler er meget rar. Hr. Lundsen og Fru lundsen er også meget rar. Der er en stor dreng, som hedder Nielsen, han er den stærkeste i hele klassen. Hils moder og Ellen og Peter og Hektor og Kims og Ane og Jens. Kære fader, så kommer du måske på lørdag og henter mig. Jeg glæder mig. Men nu har jeg ikke tid mere denne gang, for jeg har en meget svær fransk lektie. Derfor vil jeg slutte mit lille brev, og hr. Lundsen og Fru lundsen hilser mange gange. Eders hengivne Oluf. ( læseren må vide, at hr. Seler ( egentlig Segler ) er adjunkt ved latinskolen i Frederiksborg, og at Oluf bor hos en anden adjunkt ved navn lundsen. ) 2. ( to måneder senere ). Kære fader og moder! Jeg er rykket 6 op. Hr. Segler siger, at jeg er ikke af de allerdovneste, og det er meget, når hr. Segler siger sådant. Duksen i klassen hedder Nygård, han er stiv i alting og meget rar. Så kommer Petersen, han er også meget stiv, men ikke så stiv som Nygård. Så kommer ruggert, og så kommer jeg. I frikvarteret slås vi meget, men rektoren siger, vi må ikke, men hr. Segler siger, det gør ikke noget, og så gør vi altid, hvad hr. Segler siger. Nielsen kan banke os alle sammen, men Nygård tør han ikke røre, for så holder hr. Segler med ham. Hr. Segler er den strengeste af alle lærerne, det siger også Nygård. i fejl mg, 2 fejl g, 3 fejl tg. Men vi kan altid vore lektier til ham, og han slår næsten ikke uden en enkelt gang, men så er den slem. Men hr. Ryping slår. Han slog Nielsen i forgårs, men Nielsen sagde, det gjorde ikke noget, og så smurte han i frikvarteret ruggert og Povlsen i stedet for. Men nu vil jeg slutte mit lille brev ( o. s. v. ) 3. ( et år efter ). Kære fader og moder! Nu er jeg rykket op i 2den klasse. Ved eksamen tog jeg ruggert, og jeg skal nok tage Petersen med, men Nygård kan jeg aldrig tage. Han er så sikker, at han rettede hr. Prahl forleden dag. Hr. Segler holder også mest af ham af alle drengene. Og han er slet ikke storsnudet. Rødderne nede i 1ste gjorde vrøvl forleden, men så smurte vi dem. Jeg var Niels Ebbesen og Nielsen var stærkodder og Jochum Petersen var regner Lodbrog, fordi han har sådan tykke bukser, og Nygård var Ivar Hvitfeld, og Meyer ville være asatyr, men Nygård sagde, han skulle heller være Ivar benløs, fordi hans ben er så korte. Er det ikke morsomt? Og rødderne nede i 1ste, de forestillede sakserne, og de løb straks. Men så syntes jeg, at det egentlig var en skam, for vi havde jo overmagten, og så ville jeg heller ikke være med længer og sagde det til Nygård og de andre; men de sagde: sikke noget sludder. Men Nygård gik dog også sin vej. Og hr. Segler sagde, vi havde ret. Vi kunne også magelig munke dem uden os to. Men derom skrev Meyer en kæmpevise, for han hader mig. Den lød sådan: Nielsen hannem drager sit sværd fra lænd! Og sakserne de monne fly! Ring, den Nidding, han lister sig hjem! Deraf der ginger stort ry! Men så skrev jeg et Vers, som jeg sad 4 timer om, og kloman oppe i 3dje hjalp mig. Ej er jeg Nidding og ikke fej, du usle løgner grå! Men det er usselt niddingsværk, at mange kæmpe mod få! og så udfordrede jeg Meyer til ærlig holmgang, men det ville han ikke. I må ikke vise verset til nogen. Jeg glæder mig meget til sommerferien. Men nu ( o. s. v. ) eders hengivne o. Ring, i kl. A, nr. 2. 4. ( Oluf er omtr. 10 år gammel ). Kære fader og moder! Hr. Segler tog mig og Povl — jeg mener Nygård — ud på en spaseretur i søndags. Vi gik i ét træk uden at hvile os lige til fruebjærg, og dér spiste vi frokost, som vi havde med hjemme fra. Hvor der er dejligt! Jeg kunne se mod nord, lige til hvor skoven holder op, og meget længer, men jeg fik ikke øje på kirken der hjemme. Jeg tænkte, det var morsomt, hvis i nu også stod og så mod syd efter mig, for så var det jo, ligesom vi mødtes på halvvejen. Hr. Segler er sådan en underlig mand. Han har et stort brunt skæg, og så ser han altid så vred ud, men han mener det ikke. Han havde nogle kager med i papir, og så spurgte han os, om vi troede, vi kunne undvære dem, for ellers var vi ikke raske drenge. Så lod vi naturligvis, som om vi ikke brød os om dem, og så lo han og puttede dem i lommen igen og sagde: det var ret. Jeg bryder mig mere om, at han siger: det var ret, end om en anden af lærerne roser mig nok så meget. Sådan var det også forleden uge, da jeg havde snydt for ruggert, og det blev opdaget, at han sagde til mig: hvad vil du helst have, min vrede eller 3 lussinger. Jeg valgte straks 3 lussinger, skønt jeg vidste, at de blev varme. Og Nygård, som kan sige alting på sådan en pudsig måde, han sagde, at man kunne høre tænderne danse galoppade i munden på mig. Da Nygård nu så’ kagerne forsvinde i lommen igen, så sagde han med sin pudsigste stemme, at tantalus kunne ikke lide værre kvaler end han. Tantalus, kære moder, var en stor forbryder, som blev straffet i hades, det vil sige underverdenen, ved at stå under et træ, fuldt af frugter. Så lo hr. Segler igen og forærede Nygård alle kagerne, men det var blot for at prøve mig, det mærkede jeg godt. Så gik vi midt igennem skoven til esromsø uden at bryde os om vej eller sti, for hr. Segler går altid helst, hvor andre ikke har gået før, og det synes jeg også er meget raskere, skønt Povl sagde, at han havde hørt, at sådan noget skal man være forsigtig med, men jeg tror, han tænkte sit derved, for når Povl siger en spøg, så er der altid noget bestemt, han tænker på. Derpå tog hr. Segler en sejlbåd i Nøddebo og sejlede os selv over søen til Fredensborg — sikken en slotshave! Så kørte vi hjem på jærnbanen, og da hr. Segler skiltes fra os, klappede han os på hovedet og sagde: i er begge to ret flinke drenge, men du kan dog ikke tage Povl. Så besluttede jeg, at jeg ville gøre det, det koste, hvad det ville. Men den vil blive hård. Så inviterede Povl mig hjem til sig; han har sådan en rar fader og moder; faderen er doktor og der er så fint hos dem; og om aftenen fik vi kold punch, og Nygård og jeg blev enige om at sige Povl og Oluf til hinanden. Og det var den bedste dag i mit liv. 5. ( umiddelbart efter ). Kære fader! Jeg véd ikke, hvad du mener med det om tantalus, at jeg aldrig skal begynde en historie uden at gøre den færdig. For jeg kan ikke huske rigtig, hvad jeg skrev. Men der er noget andet, jeg skulle fortælle dig. Nu véd jeg, hvorfor hr. Segler altid ser så vred ud. Han er ikke så meget vred, men han er bedrøvet. For jeg hørte ham sige til hr. Lundsen, da de talte sammen på legepladsen, at ingen dansk mand kunne være glad, før vi havde fået Sønderjylland tilbage. Det syntes jeg, var så smukt sagt, og véd du, hvad jeg så gjorde. Jeg sagde det til Povl, og så stiftede vi en forening, der hed de danskes broderlav, og foreningens love er: for det første at arbejde på at få Sønderjylland igen, for det andet aldrig at læse et eneste muk på den tyske lektie, for det tredje altid at hade hr. Ryping, vores tyske lærer. Hele klassen meldte sig straks ind i foreningen, og det gik rigtig godt den første time, for der var ingen, der kunne et levende muk, men så fik hr. Ryping rektoren til at opløse foreningen, og så fik vi en tordentale, og hele klassen sad over for det. Men der var ingen, som brød sig det bitterste om det, men den næste dag stiftede vi foreningen igen med det navn: de danskes hemmelige forening, og vi har kun én lov, at vi altid skal hade hr. Ryping, og jeg er stormester, og alle foreningens medlemmer bærer på brystet et lille stykke papir, hvorpå der står: nmhr, det vil sige: ned med hr. Ryping. 6. ( samme alder ). Kære fader! Du må ikke vise dette brev til moder og heller ikke til Peter. Jeg har læst ørvarodssaga. Nej, hvor den er dejlig! Men det flove var, at jeg kom til at græde et sted ved den, og det så’ hr. Segler. Uh, jeg blev så flov. men hr. Segler så’ bare på mig, pegede så på mit bryst og min pande og sagde: begge dele i orden! Det var så underligt af ham, og jeg blev helt flov. Men hvor den saga dog er! Der er ikke sådan et menneske til mere, som ørvarod. Kan du huske det sted: da du hurtig døden fanger, fra din Fakse, fra din ganger, som du daglig gav sit foder, som et barn på berurjoder. Berurjoder. Det er ligesom man kunne høre det synge. Synes du ikke også? Og så det, at ørvarod lo, når han blev bedrøvet. Jeg har det akkurat lige sådan. Det vil sige lige omvendt. For det er lidt, at når jeg egentlig skulle blive glad, så er det ligesom tårerne ville op, og det er lidt flovt for mig. Og så hervør. Og så alfepigen, der beder ørvarod om et Kys. Det var netop det allerfloveste, at det var på det sted, jeg græd, da hr. Segler så’ mig. For det var jo, ligesom det skulle være så rørende, at de kyssede hinanden. Alt sådan noget bliver jeg netop væmmelig ved. Men det er netop alfepigen selv, jeg blev bedrøvet over, hvordan hun dog må være ulykkelig, når man rigtig tænker over det; men det er så svært at skrive alt det, jeg mener. Hjalmar og Ingeborg synes jeg nu ligefrem er ækle. Men jeg kan godt lide ørvarod, at han siger, at han ikke vil være som de andre, og så siger han: » Når vikingen plyndrer en kræmmer, så plyndrer jeg Viking igen. « om aftenen, da jeg havde læst den færdig, fik jeg lov af hr. Lundsen til at gå hen til Nygårds, folde har sagt, at jeg må komme lige så lidt, som jeg vil, og så læste Povl og jeg højt i den for hinanden, og så gik vi ud i haven og ridsede os i huden og blandede blod sammen, ligesom vore forfædre altid gjorde, og så svor vi ved frejrs galt altid at holde sammen, hvordan det så gik, og kæmpe som redelige kæmper om, hvem der skulle være den bedste. 7. ( tolv år ). Kære forældre! Tak for eders brev. Jeg er voldsom glad ved, at Povl må komme hjem med mig i juleferien. Da jeg spurgte ham, om han havde lyst, så sagde han ganske ligefrem ja. Han er slet ikke stolt. I må vente eder noget storartet. Hans forældre takkede og bad mig hilse mange gange. Men når vi kommer, må i ikke gerne kalde mig lup, kan i nok forstå, især ikke, når han hører derpå, og i må.frem for alt bede Ane om at lade være med at sige lup. Og så ikke kysse mig alt for meget, og hvis moder kan lade være med at græde, så er det bedst. men nu skal i bare høre. Ved sidste månedsomflytning kom jeg over Povl. Men det kan man ikke regne, for det kom af, at jeg havde lånt hans mathematikbog, mens min var hos bogbinderen, og så kom han ikke til at læse på lektien, og så kommer han just op og får tg. Derfor havde jeg lidt mere end han ved månedens slutning, men så huskede jeg på, at jeg havde svoret altid at kæmpe som redelig kæmpe, og så tog jeg med vilje 5 tredækkere i latinsk stil, som var den sidste karakter, der skulle regnes med til måneden, og så fik jeg mdl, og på den måde fik han lidt mere end jeg. Men Povl opdagede det og gik til hr. Segler, og hr. Segler til latinlæreren, men latinlæreren sagde, det kom ikke ham ved, men så gik hr. Segler lige til rektoren og fortalte ham hele sagen, og rektoren er nu så bange for hr. Segler, at han fik latinlæreren til at skrive mit mdl ind som mg i protokollen; men så sagde jeg til latinlæreren, at det ville jeg ikke vide noget af, men han sagde, hvad kom det ham ved, og så gik jeg ind til rektoren og sagde, at jeg ikke havde skrevet fejlene med vilje, men så kom hr. Segler farende ind bag efter og sagde, at jeg løj. Og så blev jeg rød og måtte tilstå. Derfor sidder jeg nu og er duks, men det er ved uhæderlige midler, så jeg regner det ikke, og jeg skal nok bumre nogle vældige fejl i historie i denne måned, for dér kan det ikke opdages. Og jeg vil bare bede eder sige til Povl, når han kommer: god dag, duks. Hils ( o. s. v. ) ( efterskrift ). Nej, hvor jeg glæder mig til julen. Povls livret er pandekager, og jeg tror også nok, han holder af grynsuppe. Det var juleaftensdag, gnistrende frost, solskin, rigtig sådan en munter, livsglad dag, som Dickens holder af at skildre. Der er et sted i pickwick klubben, ved det første julebesøg, tror jeg, hos Wardle, hvor det hedder, at vejret var sådant, at to ældre herrer kunne føle sig opfordrede til at løbe hen ad vejen og springe buk over hianden. Just sådan en dag var det. Jens hjemførte i klingende kane de to tolvårs fostbrødre. Det gik gennem gribskov. Hvilken fornøjelig tur! Det var ikke til at tage fejl af, at det var jul. Kragerne, der fløj over vejen, havde en egen festlig måde at skrige på. Hestene dampede af lutter glæde, og selv seletøjet bugtede sig på en særlig kåd måde hen ad deres rygge. De høje, tavse graner langs vejen blev smittede af den almindelige glæde, smilte med den hvide sne, der lå i pletter helt op ad Toppen til, og syntes med de snetunge, nikkende grene at erklære sig villige til at agere juletræer, hvad øjeblik det skulle være, og det i deres alder! Bjældeklang — hvem har ikke hørt bjældeklang? — men disse ringede ganske aparte lystig og ufortrødent. De visne bøgeblade,.der ellers lå så kummerfulde i grøfterne, vare i dag sprungne op på vejkanten og raslede ved det mindste vindpust, som om de morede sig hemmelig for sig selv. Og Jens! Nåda! Selv hans flegma var juleagtig i dag; endog hans ørenringe så’ gemytlige ud. Og de hemmelighedsfulde pakker i bagrummet af kanen! Og det, der 'stak ud af Jens’ frakkelomme! Og det aldeles gådefulde, substantielle noget, der lå nederst på bunden, indpakket i halm! Der var noget, der ligesom med samlet magt strømmede ind på Oluf, da de kom ud af skoven, og de mere kendte egne åbnede sig for ham. Et øjeblik lukkede han øjnene, men så for han op, arbejdede sit hoved frem af kavajen, svingede kasketten og råbte af sine lungers fulde kraft: » Hurra, hurra for julen! « » Ja vel! « ymtede Jens flegmatisk, medens han løftede pisken så meget som en halv alen i vejret, som en slags ceremoniøs anerkendelse. » Der er de, « brølede Peter, der var stillet på en bakke som udkigsmand. Øjeblikkelig gøede Hektor i vilden sky. » Der har vi drengene, « lød pastorens kraftige røst. » Lup, lup, lup, lup! « råbte ustandselig en lille velklingende pigestemme. » Velkommen hjem, min søde luppemand, « Hørtes fra moderen, hvorpå et almindeligt kor af Oluf, Povl, præsten, fruen, Peter, Ane og — jeg havde nær sagt Hektor, Kims, Lotte og Lone — udbrød: » Glædelig jul! « Det var den første jul, Povl tilbragte i Olufs hjem; siden skulle der følge mange. Oluf var overordentlig spændt på, hvorledes Povl ville synes om hver enkelt ting, og han havde undskyldende bemærkninger til ham om alle hånde. » Vi har rigtig nok ikke megen skov her omkring, men synes du, det gør så meget? « » Hvad synes du om Peter; noget rå, hvad? « » Ane er rigtignok ikke så flot klædt, som jeres tjenestepiger, men du må huske på, det er langt ude på landet, og dér behøves det jo ikke. « » Du ser på Hektor; du synes vist, det er ingen fin race, men sådan præstefolk på landet — « Povl havde forresten ikke tænkt på at laste Hektor, men anstillede blot betragtninger over, at den akkurat lignede hr. Prahl i ansigtet, noget, Oluf fandt så slående, at han måtte meddele det til familien, navnlig som bevis på Povls mageløse evner. En stor ærgrelse for Oluf var det, at lille Ellen, som allerede viste spor til den skalkagtighed, som senere udmærkede hende i så høj grad, vedholdende forfulgte ham med sit: lup, lup, især når Povl hørte på det. » Hør, lille Ellen, « sagde han en dag privat til hende med al den alvor og værdighed, en ældre Broder råder over, » jeg holder ikke rigtig af dette herre. « Men den uforbederlige lille ulykkesfugl råbte bare til Povl, der kom ind i det samme: » Du, véd du, hvad han her hedder? Han hedder lup, søde, rare, lille lupsemand, hedder han. « Angstens sved stod Oluf på panden, thi han indså’ hvilke følger dette ville have, hvis Povl fortalte det i skolen. Ellen fremturede: » Men når man siger det til ham, så gør han sådan, « og så satte hun et ansigt op, der mesterlig karrikerede Olufs værdige vrede, hvorpå Povl og hun brød ud i en latterduet, der lød påfaldende godt. men Oluf, der allerede syntes at høre Nielsen og ruggert og de andre råbe lup efter sig på skolepladsen, trak Povl udenfor og tog det højtidelige løfte af ham » ved det fostbroderskab, de havde sluttet, « aldrig at omtale denne sag til noget menneske. Og til Ellen sagde han med ædel højhed: » Jeg slår aldrig svage kvinder. « Men alle sådanne ærgrelser jævnedes efterhånden, som juledagene skred, ved d

1898_Brosboell_Bjoerneaet

Augusta

Augusta

Brosbøll

Carit Etlar

Bjørneæt

male

female

dk

Brosboell

Bjoerneaet

Brosbøll

Bjørneæt

Nationalhistorisk Roman

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

Pris er for 2. oplag

nan

nan

O

Nordost for Frederikshald i den sydøstlige del af Norge bryder tisteelvens tilløb sig dundrende baner mellem fjeldene, snart i skummende fossefald, snart i sindigere løb, indtil den efter skonningfossens lange vandfald, og forenet med oplandenes rige vandårer, som en ret anseelig flod glider gennem staden Frederikshald, for til sidst gennem de såkaldte vasdrag at strømme ud i sidere egne og finde sit udløb i havet gennem svinesund lidt nord for dynekilen og den svenske skærgård. Oppe i de uveibare og mørke skove nord for Frederikshald lå i vinteren 1716 to rødmalede træhuse på hver sin side af en kløft, der sendte et altid skummende tilløb til tisteelven. Træhuset til højre var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede stolpebode. I Norge rejses sædvanlig endnu i dag disse boder på stolper til opbevaring af fødemidler, flæsk, korn, fladbrød, tyndbrød o. s. v., for at sikre forrådene mod rotterne. Når fjælebroen til et sådant stolpehuus er optrukken, danner det en uangribelig fæstning for de talrige og grådige gnavere. Det andet hus var mindre, døren sad skævt, væggene heldede, og det havde ingen stolpebod. En morgen i december susede det høitidsfuldt gennem fyrretræsskoven oppe i fjeldødet. Tågen lå endnu som et blåligt, uigennemsigtigt slør over dalen. En ung pige stod på fjeldskrænten; hendes gyldne hår lyste i den opgående sol om kap med de glødende fyrretræsstammer. Det rødlige skær over egnen tog til, blev klarere og varmere; skov og fjeld og pige smeltede sammen i en rødmende harmoni. „ Sippedeia! “ lød et jodlende råb fra den anden side af kløften. Den unge pige for sammen, men rørte sig ikke af stedet. „ Dukkeneia! “ lød råbet atter med de lifligste strubelyde og Klunk. „ Dukkeneia! “ svarede ekkoet oppe og nede. Den unge pige blev stående ubevægelig og stirrede ud mod solen; hendes kinder blev lidt rødere, hendes blik fik et spændt udtryk. Morgenvinden susede gennem skoven og lystede en regn af frossen rim over hendes blottede Hals og arme. „ Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder om kap med furuen! “ råbte en høivoxet, guulhåret dreng fra stalddøren ovre på det store hus. „ Ja, sol er oppe! “ råbte pigen og kastede kækt hovedet tilbage. „ Snart står Norges rige i flammer. Nede i Frederikshald fortalte de i går, at ret nu bryder svenskekongen Carl ind over grændsen. Agt du på, at ikke din top bliver rød af dit eget blod, gutten min! “ „ Hurra, sol er oppe, guldtop: “ jublede drengen og gjorde et hop i vejret med en betegnende gebærde med begge hænder op til sit hår. „ Jeg ville ønske, det var dig, som havde det gule hår, “ råbte pigen, mens tårerne banede sig vej over hendes friske kinder. „ Hvorfor det, veste Olaug? “ „ Jeg skulle såvist aldrig lade dig høre ondt derfor, Halvor, “ svarede pigen og vendte sig for at gå. I det samme kom en bredskuldret mand til syne i stalddøren bag drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høj, sværlemmet kæmpe med grånende hår og buskede øjenbryn. En skarp fold mellem øjnene gav ham et barsk udtryk, som for-høiedes af hans brede, furede pande og bydende holdning. „ Du passer ikke din gerning, “ sagde manden og rynkede brynet. „ Tømmeret ligger i dynger på begge sider af elven; ned og bring det i drift igen! “ „ I går trak jeg to tylfter i land, “ sagde drengen og skuttede sig; „ nu er det ikke tid at slås med byfolket dernede, al den stund svensken samler sig ved grændsen og bryder ind i landet. Nu øksen på nakken og kniven i bæltet — ind på dem, fatter! hug dem — stik dem! — så i fossen med dem. Det er det tømmer, vi nordmænd nu skal flåde ud til skagerak. “ „ Til din gerning, dreng! “ sagde faderen og hævede hånden. Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i døren derovre. Hendes slanke skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke baggrund, et billede på ungdom, livskraft og strålende sundhed. „ Jeg må først ind og have noget til davre, fatter, “ sagde hal vor; „ lidt æg og lidt kødmad, det liver op, for jeg er så sulten. “ Faderen trak på skulderen, hal vor smuttede ind ad stalddøren, hvorfra et jodlende „ Sippedeia! “ lød ud mod det røde, faldefærdige gjenbohuus. „ Hvorledes står det til med din madmoder i dag? “ råbte manden over til Olaug, som endnu stod i døren. „ Det er vist på det sidste med hende, “ svarede pigen med skælvende læber. Manden hentede to fjæle, som han lagde over kløften, og gik med sikre skridt over den gyngende bro. Pigen trådte til side og lod ham gå ind i den lave bjælkeloftsstue. Der herskede stor armod, men renlighed i det lille Kammer, knaposte stod på en hylde langs væggen, bundter af tørrede urter hang ned fra bjælkerne; indenfor den grønne glasrude blomstrede nogle gyldenlakplanter og sendte en stærk Duft ned over en gammel, hentæret kvindeskikkelse, der lå i en seng ved vinduet. „ Så langt er det nu kommet med dig, søster ulle, fordi du ikke ville følge mit råd, “ ytrede manden og satte sig hos den syge. et taknemmeligt smil gled over den døendes indfaldne ansigt. „ Godt du kom; jeg måtte tale med dig, inden der bliver løst op for mig. Har du hørt noget fra børnene? “ Manden rystede på hovedet. „ Dine børn og altid dine børn! De blev din ulykke, søster ulle, de duede ikke; det kommer af den opdragelse, de fik herhjemme. Nu har du slidt dig op for dem, og hvad har du for det? Din datter sender dig sit skjændselsbarn herhjem i pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og bragte vanæren under tag. Dine to sønner er døgenigter og flakke om som andet fantefolk, Jørgen med sin fidel på nakken, den anden er på de lange rejser; imens ligger du herhjemme, fattig og hjælpeløs. Hvad har du nu for dit lange liv i offer og forsagelse? “ „ Tal ikke så, Broder Halvor, “ udbrød den syge og rejste sig med et lysende blik fra de dybe øien-huler; „ jeg har jo min inderlige kærlighed, jeg har mindet om dem, da de vare små og trængte til mig og hang ved mig, jeg har træet herudenfor, hvor Jørgen med sin tollekniv ridsede mit navn, s. M.; han troede, at jeg hed „ Søde mor “, den kære dreng! Det står der endnu at læse; jeg kan se det i Barken herfra, hvor jeg ligger. — Olaug, som du kalder et skjændselsbarn, er min alderdoms støtte, en brav og kærlig pige; i hende finder jeg lidt igen af alle tre børn. — tro mig, gode Halvor, den lever ikke sit liv forgæves, som lever det for andre.--------det var heller ikke for at tale om mig, “ vedblev den syge og sank tilbage i puderne, „ at jeg bad dig komme herover. Det var om dig selv, jeg ville tale. Din hustru, Mari, var herovre i går. “ „ Har hun beklaget sig? “ spurgte Halvor barsk. „ Nej, Mari klager ikke; hun holder for meget af dig, Halvor, på sin blide, stilfærdige måde. Hun har aldrig ret forstået dit mørke, ubøjelige sind. Nu, du ligger i krig med det hele Frederikshald dernede, knuges hun til jorden. “ „ Jeg ligger ikke i krig, “ for Bjørnstad op; „ jeg tager mig blot selv til rette med de midler, som stå til min rådighed, siden byens danske embedsmænd ikke godvillig ville gøre deres uret god mod mig. Til det skeer, er min hånd imod dem alle. “ „ Og deres imod dig. — din hustru ærer dig og seer op til dig som et barn efter forårssolen herinde i den mørke furuskov. Men alt må bøje sig til jorden i din nærhed, Halvor. Det har været så, siden du var lille; du lærte aldrig at bøje din stive nakke. Mari går til grunde. — husk, du har kun hende i den hele verden at helde dit hoved til. Vær mild mod hende, stakkel; hun behøver så lidt — et smil, et opmuntrende ord, så lyser hele fjeldet for hende. — nu rynker du din pande; men døden giver mig mod til at sige dig sandheden. Tænk herpå, når jeg er borte — for hendes — for din egen skyld. “ Den gamle kone gispede efter luft og fortsatte derpå hurtigt, som om hun frygtede for ikke at få tid til at fuldende: „ Gå hen og træk skuffen ud derhenne i bunden af skabet. “ Hun fremdrog fra sin rynkede Hals et sejlgarn med en blankslidt jernnøgle. Broderen åbnede skuffen. „ Tag de tre kasser til dig, “ sagde den syge; „ i hver af dem ligger lige mange sparepenge til børnene; i ulles er der fire sølvskilling mindre end i brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, når hun hører, v måtte bruge dem til apothekermedicin forgangen. Giv dem hver en kasse med deres moders velsignelse; nu kan jeg ikke mere for dem hernede. “ „ Du har opsparet alle disse penge! “ udbrød Bjørnstad forundret; „ Du har nægtet dig selv alt, føde, klæder, pleje, for blot at skrabe sammen til de utaknemmelige, som herhjemme bragte os alle skam, og som aldrig besøgte dig, siden de droge ud i verden! “ „ Hvad magt lå der vel på mig? “ svarede konen. „ Hvad tror du, en moder føler, når hun sidder hjemme i den forladte rede, i sin lune stue, mens børnene tumles om derude og måske savne alt, mens fremmede se koldt og hjerteløst på dem? Hvad tror du så er bedst, at spise et æg eller lægge det hen, til snesen er fuld, og sælge den og gemme pengene i kassen dér? Nej, seer du, når bien fløj hjem med honning til kuben derude, så holdt jeg af den; det var jo til mine børn, den sankede i hus. Når hønen kaglede, takkede jeg hende; det var jo for at mætte mine børn, den lagde sit æg. Når stormen fældede de tørre grene i skoven, så hilste jeg den velkommen; det var jo kvas, jeg kunne bære på min ryg til staden og sælge til småfolk. — tro du mig, Broder, de kasser har været min bedste lykke, min varmende kakkelovn, siden børnene forlod mig. Havde jeg blot nået at få dem fulde! — det er nu forbi — velsign dem, herre fader, — bøj dig, Halvor, — olaug-------- “ Den syge sank sammen og udåndede. Der var en trofast modersjæl flere hos gud. Da Bjørnstad lidt efter gik ud gennem stegerset, stod Olaug støttet op til brædevæggen med tilbagelænet hoved og stirrede tåreløst frem for sig. Hun havde hørt alt, hvad der taltes i stuen. Hun vidste jo nu, at hun var et „ Skjændselsbarn “, og at hendes eneste ven var gået bort. En uge senere sagde mo'er ulles tre børn samlede i samme stue. Kirkeklokken i id sogn havde ringet til lig. Skønt der ikke blev betalt mere end for almindelig begravelse, havde klokken kimet en halv time i den klare høiluft. Det var en hæder, som sjældent blev andre end storbønderne til del. Ringeren, Ole Svendsen bakke fra id, gav den afdøde enke denne sidste hilsen af fuldt hjerte, det hørtes på de manende knebelslag mod den norske malm. Der var det ved den kirkeklokke i id, at den ikke ringede til højtid taktfast og pligtmæssigt som andre søndagsklokker. Egnens folk standsede gerne og lyttede og forstøde, hvad den klokke fortalte: engang imellem hamrede den sin lyd hårdt og koldt ud over Sletten: „ Javist, “ sagde gamle mor Mari, „ det er storbonden årud, som med pengeknoen banker på himmerigsport. “ — eller tonerne lød som en moders hulken, trøstesløse dybe suk, som en sjæl, der græder sig tildøde, — så pludselig svandt toneklangen hen smeltende blidt, som om den forsikrede, at nu hvilede den lille hos gud. — den klokke i id kirke havde guds stemme inde, for det var en gudfrygtig mands hjerte, Ole Svendsen bakkes, der slog i dens malm. Nu var klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave stue. For bordenden sad en pyntet, halvgammel kvinde, der urolig spejdede ud gennem det tilfrosne vindue på sneen, der hobede sig op i bløde dynger og måske spærrede vejen til Frederikshald inden aften. Hendes spidse træk røbede, at hun havde været smuk i yngre dage, en fylde af rødligt hår omgav efter tidens mode hendes ansigt bukler og krøller, over hvilke en såkaldet fontange knejste, et højt stillads af ståltråd, dækket af sløjfer •og voxperler og blonder, som her i den sørgelige anledning bestod af sort flor. Denne besynderlige mode var i Frankrig opstået ved, at frøken de fontanges lokker en dag på jagten i Ludvig den fjortendes selskab havde løsnet sig i vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt silkebånd, hvis sløifeender faldt ned over hendes pande og vakte den kongelige herres beundring. Dermed var moden fastslået og herskede i stedse voksende excentricitet til året 1714 imod kongens ønske. Da fremtrådte på et hofbal en skøn englænderinde med lav frisure, og på en nat blev fontangen banlyst, hvilket kongen forgæves ved magtbud og spotterier havde søgt at opnå. Heroppe i den nordiske afkrog skulle der mere til for at ryste fontangens skrækkelige herskermagt. „ Hvad kan morbroder Bjørnstad egentlig ville os? “ udbrød hun utålmodig og hakkede i gulvet med sine høje hæle. „ Hvor kan det falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge vinter? Min patron, velfornemme købmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg kommer hjem med snue. “ Henne ved væggen sad skipper Daniel og græd. En højlydt snøften kom igen med regelmæsige mellemrum, mens han så op mod loftet, hvor uroen, der hang i en tråd under bjælken, var i uafbrudt bevægelse som samvittighedsnaget i den firskårne sømands indre. „ Å ja, å ja, lille Motter, hvorfor kunne du ikke også holdt ud, til jeg fik bygget mit rare hus nede på tangen ved svarte-jansund, så skulle du have fået dine magelige dage — å ja, å ja! — sikke søskende, jeg arme mand har fået! “ for han pludselig op og slog i bordet. „ Mens jeg var ude på de lange rejser og tænker på ingen verdens ting og slider for at komme hjem til vor lille mor som skipper på egen skude, så har i ladet hende forkomme heroppe i sult og elendighed! Sikke søskende, jeg ulyksalige dér har fået! Det forvindes aldrig. “ Den svære mand rystede af sindsbevægelse. Søsteren betragtede ham med ringeagt. „ Daniel taler som altid med om ting, han ikke forstår, “ sagde hun. „ Hvad ville min velfornemme patron sige, om jeg i tid og utid føjtede af min plads som velbestaltet husbestyrerinde for at besøge min fattige slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad derovre, og Jørgen har også besøgt vor mor i fjor. Han påstod, at hun havde det godt nok. Nu må han stå ved sit ord. “ Jørgen, en høj og bredskuldret mand omkring de tredive år med blå, åbenhjertige øjne og et guul-brunt kindskjæg, og som hidtil havde siddet tavs på sengekanten og stirret på moderens tomme leje, så op og nikkede. „ Jeg står ved mit ord. Da jeg sidste sommer besøgte vor lille mor, bad hun mig hilse eder, at hun havde det godt; det var hendes gladeste tanke, når det gik os alle vel. Hun led heller ingen nød, sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor vuggevise, fra vi vare små, for hende på min fidel. Det gjorde jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad bjerget. Mor blev stående på pynten og så efter mig; så rakte hun sin krogede arm i veiret--------det var sidste gang, jeg så hende. “ „ Ih nej, hvad siger du: havde vor mor en kroget arm? “ spurgte hans søster ulle og så mod døren, som om hun ventede nogen. „ Ja, mor holdt meget af at stå derude på pynten og se ned over vejen; hun ventede altid, at nogen af os skulle komme. Så skyggede hun for øjnene med hånden for at se des længere. En dag i oktober sidstgangen stod hun nok for længe derude — efterårsstormen, forstår i! Da hun gik ind, kunne hun ikke rette armen, og siden tog gigten den og hele kroppen. “ Der blev stille i stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre søskende syntes at undgå at se hinanden i øjnene, Daniel begyndte igen at snøfte, ulle gøs af kulde og åndede på rudens frostblomster, for at se ud, Jørgens blik hvilede atter på moderens tomme seng. En snigende liskulde syntes lidt efter lidt at stivne de tre søskende, som her vare forsamlede for første gang i mange år. Måske begyndte det at gå op for dem, hvad de havde mistet for bestandig. Lidt efter knirkede sneen udenfor; Halvor Bjørnstad trådte ind uden at banke på døren og trampede sneen af sine støvler. Bagefter ham kom en spinkel middelhøj kvinde, indhyllet i et uldent shawl, mellem hvis folder et blegt ansigt frygtsomt spejdede. Hun nikkede med et venligt smil til de tilstedeværende og så sig om efter et sæde. „ Moster kan så rart sidde her hos mig, “ udbrød ulle deltagende og gjorde plads på bænken. „ Du sætter dig dér, Mari, “ sagde Bjørnstad og pegede med tommelfingeren over skulderen mod Jørgen. Hans hustru lod sig lydig glide ned på sengekanten. Bjørnstad stillede en grønmalet kasse på bordet og åbnede den. Idet han fremdrog de tre æsker, som den døende havde betroet ham, kastede han et gennemtrængende blik under de buskede bryn på de forsamlede søskende. En foragtelig trækning om munden røbede hans stemning, idet hans øjne langsomt gled op over ulles opstadsede hovedpynt. „ Eders moder hilser jer, “ begyndte han med dyb røst. „ Hun var en ærlig og stræbsom kone, som hviler med hæder dernede i den bjørnstadske familiegrav. Havde hun fulgt mit råd, var det gået bedre. Jeres moder levede sit liv i syg kærlighed og døde af den længsel og sorg, hendes børn voldte hende. “ Daniel for op. „ Det skal morbro’er nødig sige; “ råbte han hulkende; „ det svier så svært her i min hjertekule, — hvor kan morbro’er sige mig fader- og moderløse sådant noget på? “ Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne afbrydelse: „ Her er de penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til jer, som aldrig havde noget til hende. En moder kan føde ti børn; men ti børn kan ikke føde en moder; det slår til. Skam få det land, der bærer slig yngel! — dér — tag jeres blodpenge og jer moders velsignelse. Der hænger en tåre ved hver søsling. Gå og giv den ud til jert fjas og skjørlevnet. Der glider et suk og et sorgfuldt smil mellem jeres fingre, når i øde denne skat. Måtte den købe jer karsk blod i årerne; det, i har, duer ikke! “ Bjørnstads stemme steg for hver sætning, han udslyngede; der lød en skælven i den torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin egen bevægelse. Lyden af hans mægtige røst genlød under det lave bjælkeloft, hvor uroen svingede på sin tynde tråd. Dermed vendte Bjørnstad de forsamlede ryggen og gik mod døren. Ulle rejste sig. Hendes skarpttegnede røde kinder havde efterhånden antaget en blålig farve, hendes hud gustnede under den blå sminke, medens de talrige skønhedspletter dirrede på hendes skælvende træk. „ Tøv lidt, morbro'er Bjørnstad! “ udbrød hun med en skærende stemme, der forstærkedes i dertil belejlige øjeblikke til et arrigt hvin; „ tøv lidt, du, som så stursk sætter dig til højbords over andre. Nu skal du høre et sandt ord i rette tid. Jeg husker dig nok, Bjørnstad derovre i storgården, du med den hårde hånd og de buskede petersillebryn, som jog os børn i krogen. Vi husker grant, når mor slog sine arme om os alle tre, for at redde os fra din knortekæp. Nu står du her igen og rynker dine grå børstebryn og håner os i vor sorg og tramper os ned under din jernsko. Men se, her står jeg; nu er det ikke længer tre rædde børneunger, du har for dig. — hvem er du selv? En bjergrøver kalde de dig nede i staden, en, som tager sig selv til rette og sætter sig over lands lov og ret. Du stjæler byfolkets tømmer heroppe af din fos, hugger kommunens mærke bort og sætter dit øxemærke deri, og når de stævne dig for retten, møder du ikke. Tag dig i agt! Forgangen sagde min fornemme husbond, at nu bliver du lyst fredløs, forstår du: fredløs? Du bliver fældet som ulven i skoven, — morbroder Bjørnstad, hører du? Du bringer skændsel over din slægt! Vi fornægte dig — jeg, velagtede husholderske hos høifor-nemme købmand Walck, fornægter dig, du barne-skjænder — bjergrøver — du----------- “ Ulles stemme var gået over i uartikulerede hvin. Bjørnstads hustru vred uafbrudt sine hænder. Han selv var standset midt i den lave dør; hans spottende blik hvilede på ulle. „ Ja, vi må sandfærdig skamme os nede i frede-rikshald — sikken morbroder jeg arme mand dér har fået! “ stønnede Daniel og knyttede sine brede næver. Jørgen rejste sig fra moderens leje. „ Javist, du var altid streng, morbroder, “ sagde han; „ men du var retfærdig. Du slog hårdt, men i rette tid. Jeg var bange for dig; men jeg holdt af dig. — hold så mund, i andre, for det er alligevel sandt: vi have været dårlige børn mod en god moder. — nu bliver jeg herhjemme og stiver lidt af på vor faldefærdige stue og retter lidt op med det samme på mig selv. — lad dem kun alle sige om morbroder Bjørnstad, hvad de vil, jeg siger god for ham. “ Bjørnstads blik hvilede gennemtrængende på Jørgen. „ Farvel herinde! “ sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen betoning, vinkede til sin hustru at følge efter og gik tilbage mod sit hus over den gyngende bro. Da han var kommen over, sparkede han til fjælene; de gled bragende fra klippe til klippe og forsvandt i fossen. „ Det var godt, at hans stormægtighed endelig fik sandhed at høre, “ sagde ulle og rettede falbeladerne på sit struttende fiskebeensskjørt. — „ Kan Daniel så se, at vor moder ikke led nød, “ vedblev hun og vejede sin arvepart i hånden; „ jeg vidste nok, at hun var en fornuftig og sparsommelig kone med ben i næsen. — ja, nu har vi vist ikke mere her at gøre. Følg mig til kanen, som holder nede under fjeldet, kære brødre; jeg må hjem, inden mørket falder. “ Daniel greb sin pengekasse og rystede den; hans sindsbevægelse var mindsket betydelig. „ Det pure sølv — det pure sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det er et rare tilskud til fartøjet, for sandt at sige har jeg fattige pjalt endnu ikke fået meget på kistebunden — halioho---------! “ Han greb sig til munden midt i opsangen, spyttede en skrå ud, så sig andægtig om i sør^estuen og kastede et slængkys med sin venstre, røde hånd mod sengen, idet han gik mod døren. ulle havde åbnet skabsdøren, fremtog moderens grå, uldne shawl og svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende hovedpynt og bandt med en stor hagesløife moderens sorte kirketørklæde omkring sin tyndhårede isse, undersøgte til sidst bordskuffen, der kun indeholdt nogle slidte hornskeer og knive. Hun nikkede til Jørgen og forlod stuen. Udenfor på fjeldpynten stod Olaug. Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert blik; så tog hun en rask beslutning og gik hen mod hende. „ Er det Olaug? “ spurgte hun og lod forbavset sit blik glide over den slanke skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege pigeansigt med de store, funklende øjne, som med et umiskendeligt udtryk af uvilje mødte hendes beundrende blik. Olaug veg et skridt tilbage mod fjeldskrænten og udbrød med skælvende røst: „ Ja, moder, jeg er Olaug, vor families skjændsels-barn! “ Ulle for sammen som ramt af en piskesnert. Jørgen var fulgt med ud i det frie, for at se ulle køre bort. Han blev et tavst vidne til moderens og datterens første gensyn. Ulle målte den kække pige med et hvast blik og sagde: „ Jeg seer, min gamle, svage moder har ikke magtet at tugte dig med ferie og ris. Du skal høre nærmere fra mig om nogen tid. “ dermed vendte hun Olaug ryggen og begav sig til kanen, som kort efter førte hende og Daniel mod Frederikshald. Da Olaug blev alene, svigtede hendes mod. Hun sank i knæ og strakte højt hulkende armene mod fossen. „ Bedstemoder, — bedstemoder! “ hviskedee hun i overmål af fortvivlelse og forladthed; „ tag mig til dig — dit skjændselsbarn længes hjem til dig. “ Hun bøjede sig dybere over afgrunden, som om hun søgte den gamle kone i dybet; det var dog i himlen, hun skulle finde hende. I det samme følte hun en kraftig hånd på sin skulder, og en mild stemme udbrød: „ Bedstemoder sender mig til dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi finde noget bedre for dig. — kom med ind og hjælp mig at rydde op i vor gamle stue. — vi to have meget at snakkes ved om — om hende. “ Olaug så op. Jørgen stod bøjet over hende med et sørgmodigt udtryk, mormo’ers udtryk, i sit mandige ansigt. Nede fra fossens klippesprængte leje lød Norges evige, storladne nationalhymne, mægtig og enevældig gennem fyrreskovens susen, den samme Melodi for den sorgbundne som for den glade, for liv og død. Olaug rejste sig og gik foran Jørgen ind i stuen. Bedstemoderen havde svaret hende. hølandsslaget. den 8de marts 1716 vare de øverstbefalende officerer ved de norske tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod Carl den xlltes forventede indfald i landet, forsamlede i hbland præstegård, der lå nogle mil fra den svenske grændse, omgivet af klippefuld skov, der gjennemfuredes af utallige bække og fosser. Sneen lå dyb og hårdfrossen i fyrreskoven og dækkede kløfter og indsøer. Hist og her havde bjergvinden fejet snelaget til side, hvorved sorte, spejlblanke lispletter kom til syne over de stille skovvande. Der lød en højtidelig manende alvorsrøst ud Ira skovtykningen over de åbne Jorde,’der lå nærmest gården. Den stærke kulde havde oversået præsteboligens små glasruder med lisblomster. — inde i storstuen sagde officererne bænkede om bordet. Oberst kruses korte, sværlemmede skikkelse og barske hoved ragede op ved bordenden; omkring ham sagde oberstlieutenant Bryggemann, capitain v. Heinen, Major emhausen, sorenskriver wexelsen og flere andre. En osende olielampe hang ned fra bjælkeloftet og oplyste de alvorlige mænd med et rødligt, usikkert skær. En vis uro prægede de vejrbidte træk. Hver gang, døren gik op og pigerne indbar dampende fade med duftende retter, vendtes alle blikke mod åbningen med et spændt udtryk, som om vigtige efterretninger vare i vente. Derefter fortsattes samtalen i et dæmpet og afvejet sprog, betydningsfulde spørgsmål og svar udveksledes. Af og til lød patrouillens taktfaste skridt udenfor i den knirkende sne. Der var farens uhygge i luften. Et åbent brev lå på bordet foran brigader kruse; det var dettes indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække eftertanke. Capitain sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende fæstning basmo sendt denne skrivelse til Major emhausen med underretning om, at kongen af Sverrige skulle være opbrudt dagen forud, den 7de marts, fra holmedal med en veludrustet arme og havde overnattet ved kirkeby, en halv mil fra den norske grændse. Drøftelsen af denne tydelige forklaring vakte imidlertid, besynderligt nok, blot usikkerhed og menings-forskjel om sagens virkelige forhold. Oberst kruse ytrede til emhausen: „ Jeg bliver ved min påstand. Svenskekongens indfald er næppe så nær forestående, som bønderne have rapporteret til capitain sarpsborg. Disse rygter have jo nu cirkuleret siden først i januar. Hvor skulle kong Carl herinde få proviant til sin arme? Guds død, det ville være for dumdristigt selv af ham at gøre indfald i dette klippeland ved vintertid. “ Major emhausen rystede på hovedet. „ Disse kraftige årsager forhindre næppe Carl den tolvte; mulig tror han netop desårsag at finde vort land i uforberedt forsvarstilstand. Han ved, at vore regimenter er i Danmark; hjælp derfra kan næppe forventes på grund af ustadig vind og besværlig transport. “ „ Javist, “ udbrød kruse med hævet røst og støttede sin knyttede hånd mod bordet; „ javist, Messieurs, kong Carl, den vovehals, brænder efter hos os at gjen-vinde de laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi bør ikke være for sikre. Men hidtil er alle efterretninger, vi have modtaget af egnens folk, såre upålidelige; i går brændte alle Varder rundtom på urskougs højder, og alligevel lå svensken endnu i aftes rolig om holmedal. “ „ Efter min formening er der større sandsynlighed for, at han drager ad Skåne til end drister sig til at overfalde os, “ ytrede Bryggemann og strakte benene fra sig. „ Jeg kom hertil for første gang i går, siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne egn. Jeg forefinder ufremkommelige veje, gyngende broer og snevre kløfter. Her vil forsvar blive mig en let sag. Nej, svensken vover sig ikke herind. I nat kunne vi i det mindste sove trygt nok; jeg trænger hårdelig til at hvile ud i præstekonens dyner. “ brigader kruse tilkastede den talende et irettesættende blik og gentog: „ Ikke for sikre, Messieurs! “ I det samme trådte en gefreider ind i stuen og meldte, at et ungt kvindfolk begærede at tale med den øverstbefalende; hun bragte vigtigt nyt. „ Flere røverhistorier fra egnens folk! “ udbrød kruse utålmodigt. „ Lad hende træde ind. I disse tider bør man høre alt snak og selv skelne mellem sandt og usandt. “ „ Ja, lad hende komme ind, “ gentog Bryggemann, strakte sine ben i høje kravestøvler ud på gulvet og slog et smæk med tungen. „ Ungt kvindfolk bringer altid godt nyt. “ Gefreideren lod døren stå; en slank pigeskikkelse kom til syne i åbningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes pelstrøie og i de tætte krøller, der stak frem under nationaldragtens hue og indrammede hendes friske ansigt, der i øjeblikkets spænding var blegt, medens hendes blik fløj hen over de forsamlede officerer. „ Træd nærmere og fremsig uden frygt dit ærinde, “ sagde kruse. Olaug — det var hende — nærmede sig med oprejst hoved og skælvende læber. „ Fjenden er over os i denne nat! “ udbrød hun stakåndet; „ ret nu står han på vandet rømen, tre mile herfra, så tæt som græs. “ „ Seer vi det! “ udbrød kruse. „ Har hun selv set svensken? “ „ Ja, jeg så et herligt syn, “ udbrød pigen og løftede sit lysende blik; „ Heltekongen Carl knælede midt på Marken imellem sine mænd — det så højtideligt ud. Så steg bønnen fra alles læber i den stille aften, højere og højere — det lød til sidst som et skrig efter Sejer op mod Vorherre. Så sprang kongen op, og fanerne vaiede under den grå himmel, og hornene blæste, mens han steg til hest og red forud for alle andre herind i landet med en lille trop ryttere. “ Officererne så til hverandre; nogle rystede vantro på hovederne, andre smålo over pigens forklaring. „ Hvorledes har du kunnet observere alt dette så nøje? “ spurgte kruse. „ Jeg var i et ærinde for klokker bakke oppe i fjeldene over holmedal hos gamle Kari ranetry; på vejen did kom jeg svenskehæren nær og fløj så hid for at vare vore folk i tide. “ Kruse gjorde et utålmodigt tegn til sin adjutant, som indførte det her meddelte i sin journal. Bryggemann fløjtede og klirrede med sine sporer. „ Hvilken vej kom du hid? “ spurgte obersten. „ Den nærmeste, gennem naddempasset. Svenskerne drage over Eid. “ „ Hvad er Eid? “ spurgte Bryggemann. „ Det kunne være ganske rart, om man havde sat mig lidt ind i egnens terrainforhold, siden man betroer mig at forsvare den. “ „ Eid er det Pas, som fører til skoven ind ad Sverrige til. “ „ Død og salte plage, vi må naturligvis snarest besætte de passer mandsstærkt, Major emhausen, “ udbrød Bryggemann. „ Hvorfor haringen tænkt herpå? Jeg står jo her som fremmed og ukyndig mand. “ „ Javel, hr. Oberst, “ svarede den tiltalte; „ det omtalte Pas ligger flere mil herfra. “ „ Flere mil? “ gentog Bryggemann beroliget. „ Så kan der umuligt blive noget af at besætte det i nat. I morgen tidlig bemande vi passerne og lade de øvrige folk trække sammen her på pladsen fra deres spredte nattekvarterer. Forstår han? “ „ Javel, hr. Oberst! “ Adjutanten slog de sporeklirrende hæle sammen. Olaug trådte dristig frem til bordet. „ I tage det ikke ilde op, hr. Høvidsmand, “ udbrød hun med blussende kinder; „ men de passer må besættes straks. Fjenden er ellers over os, før dagen gryer. “ Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var bytte for vekslende betragtninger. „ Dit navn? “ spurgte Bryggemann. „ Olaug. “ „ Dit slægtsnavn? “ „ Olaug, “ gentog pigen med tydelig usikkerhed. Kruse bemærkede hendes forlegenhed. Den bestyrkede hans mistillid til hendes udsagn. „ Det har sin rigtighed, Olaug hedder hun, “ sagde fogden og rejste sig halvt i sædet; „ hun hedder blot Olaug — af visse grunde. “ „ Giv pigen en halv daler og lad hende gå, “ sagde brigaderen til adjutanten. Olaug skød hånden med pengestykket tilbage og gik mod døren. „ Vil du ikke have pengen, min glut? “ spurgte Bryggemann og strøg sin knebelsbart. „ Hvad har du ellers gjort dig al den ulejlighed for? “ Olaug vendte sig i døren. En flammende rødme havde afløst hendes bleghed. Hun kastede hovedet tilbage, mens tårer tindrede i hendes øjne. „ Jeg har varet jer, fordi jeg er en norsk pige, som kun hedder — Olaug! “ brød det frem over hendes dirrende læber; dermed ilede hun ud. Et jodlende „ Sippedeia! “ lød efter hende i mørket, da hun forsvandt i skoven. Officererne så rådvilde på hverandre. „ Dette her lader til at blive alvor, hr. Brigader, “ ytrede Major emhausen henvendt til kruse. „ Hvad befaler hr. Brigaderen? “ Kruse vedblev at gå heftigt op og ned ad gulvet uden at svare. „ Jeg mener, vi bør snarest samle vor bataillon her på pladsen, “ sagde Bryggemann. „ Hvad ligner det, når vi kan blive overfaldne her i mit hoved-kvarteer, at have vore folk spredte i nattekvarteer i en halv mils omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde stand på denne maner? “ „ Igår tændte befolkningen signalbålene fra fjeld til fjeld— det hed sig, fjenden var brudt ind i landet, “ ytrede kruse og standsede ved bordenden. „ Vore tropper måtte patrouillere den hele nat til ingen nytte — er overanstrengte. Pigen farer vel igen med overspændt snak, har naturligvis taget fejl af svenskens udsendte spioner og mener, at det er et fjendtligt indfald. Hvad må de tænke i Christiania, om vi nu atter i nat gør blind allarm og tænder farebålene? “ Kruse talte i korte udbrud, der røbede hans egen usikkerh

1877_Brosboell_FangenPaaKalloe

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Fangen På Kallø

male

male

dk

Brosboell

Fangen Paa Kalloe

Brosbøll

Fangen paa Kallø

Fortælling

n

gothic

Chr. Steen & Søn

KB

1518

Undertitel. Henviser til Gustav Vasa. Da vi skreve 1518.

HISTORICAL

I. Forestil dig en efterårsdag, når solen sænker sine lodrette stråler ned fra den skyfri himmel, når vinden hviler, lærken gemmer sig imellem lyngrisene, og fårene krybe sammen under digerne i de gamle grøfter, hvor- der er køligst. Oppe på kæmpegraven ligger deres vogtere, den grå, langhårede hund og. en barbenet hyrdedreng med forpjusket hår, hvorfra lyng og halmstrå stritte ud; han er sorteblå om munden af revlingebær og sovet ind, medens han spiste sin mellemmad, hvis smeltede smør løber ham ned over fingrene. Det flimrer og bølger og boltrer sig i solsfinnet, tusinde små, ubegrebne væsener hvirvle omkring i enhver lysstråle, få form og farve og give vidnesbyrd om tilværelser, hvis natur og væsen vi ikke fatte. Det går med solens lys som med sjælens, det befolker og forøger alt, sfaber nye verdener, eller gør de gamle større. vågner vinden for et øjeblik med et dybt, langtrukkent åndedrag, rejser den en støvfly op fra de gule sandpletter, hvor hugormen snoer sig i hjulsporet med spillende øjne, åben mund, og firbenene jage omkring mellem lyngrisene efter myg og fluer. — alt er tavshed, hvile, lys og stråler; sandet brænder, blomsten tørster, kvæget gisper. Igennem en sådan egn gik alfarvejen fra Århus til Randers, da vi skreve 1518. Den var ikke synderlig banet og blot betegnet ved to små grøfter eller hist og her af et hasselgjærde langs med siderne. To gange om året blev bønderne fra de nærmeste steder drevne sammen til at udbedre denne vej, de fyldte da huller og hjulspor med græstørv og lyng eller jevnede dem ud med grus og kviste, som de hentede fra skoven; men tørven og kvistene sank, og gruset blæste bort igen. I de våde efterårsdage eller under et langt tøvejr ved forårstid kunne vejen på sine steder være aldeles ufarbar, det var folk nu så vant til og kørte da ind over grøfterne, hvor de dannede et nyt spor, til også dette blev for trangt, så gjorde de et ved siden af. Gik vejen gennem mosegrund, hvor regnen havde bragt vandløbene til at strømme over grøft 3 terne, holdt kusken stille foran sumpen, siilte vognen og bar den, stykke for stykke, tilligemed pakker og gods over på den anden side, hersatte han sit kjøretøi sammen igen og drog videre. Jyllands østkyst, fra Stenderups banker nede ved Kolding og op til Århus, udgjorde dengang en næsten sammenhængende ege- og bøgeskov, som skrånede ned mod havet og fjordene, og imellem hvilke okkergule og brunrøde skrænter fra de steder, hvor sneen havde bortsiyllet jorden og blottet træernes rødder, dannede en smuk og livlig farvevexel, når solen skinnede hen over dem. Nedenfor skrænterne brød søen sig og skyllede op mod en flad og smal strimmel strand, bebygget hist og her med små, tangklædte fiskerhytter. Indad mod landet blev skovene efterhånden tyndere og vekslede med sletter, moser og Enge; enkelte små pletter af disse, nærmest herregårdene og klostrene, vare indtagne til dyrkning og omhegnede med store risgærder, for at holde hjorten og rådyrene borte; men langt større strækninger lå endnu udyrkede og bevoksede med et tæt og stridt græs, blandet med lyng og gyvelbuske. Hen over den smalle sandvei, der bugtede sig mellem marker og lyngbanker, fra Århus nordefter, red den nævnte efterårsdag en enlig rytter i langsom og besindig skridtgang. Han lod til at være ukendt med egnen, holdt flere gange stille, rejste sig op i stigbpilerne og så tvivlrådig hen over de mange stier og tværveje, som krydsede hverandre igennem lyngen. På grund af heden havde han kastet sin ridekappe tilbage over skuldren, under kappen viste sig en mørk, anløben ningbrynie, flettet med dobbelte ringe, som den brugtes af folk, der færdedes meget på rejser og på fremmede steder. Den blå, røde og hvide fjer i hans fløielsbaret betegnede, at han stod i hoffets tjeneste, thi disse farver vare kong Christierns, ligesom grønt, blåt og hvidt havde været hans faders. Under baretten kom en fylde af mørkt, krøllet hår til syne og indfattet af dette et skægget ansigt, med buskede øjenbryn, furet pande, skarpe træk, som vidnede om et strengt og ubøjeligt stnd eller om mørke erindringer. Udtrykket i hans dybtliggende, grå øjne betegnede en mand, der let lod sig ægge til vrede, og som var vanskelig at forsone igen. Et stykke borte fra det sted, hvor rytteren holdt stille, medens han spejdede omkring sig, lå en rugmark, der gik en mand og kvinde og høstede. Den fremmede red hen til dem og standsede udenfor hegnet. Hesten stod og nippede af hasselbuskene, medens han kaldte på bonden og gav sig i samtale med ham. „ Er du kendt her i egnen, du? “ „ Ja, å ja, “ var det trevne svar. „ Jeg er reden fejl på disse forbandede krydsveie, kan du vise mig tilrette igen og følge mig op til herregårde::? “ „ Hvor er den mand fra? “ spurgte bonden. Den rejsendes tykke bryn trak sig sammen og viste en dyb fure i panden; han holdt ikke af spørgsmål. „ Hvad kommer det dig ved? Jeg forlanger blot, du skal vise mig vej, til vi komme ud igennem den skov deroppe, du kan få din gang betalt. “ „ Det er et stemt stykke skov at komme igennem, “ bemærkede bonden og tørrede panden med sit skjorteærme, medens han så hen mod konen. — „ Han vil have, jeg skal gå med op til Kallø slot; men jeg siger, den skvv er ikke god for veifarende mænd at komme ind i. “ „ I gjorde bedst i at ride udenom, “ ytrede konen. „ Langs med mosen går der en sti over ester elsted til, den kan i ikke tage fejl af. “ „ Hvad skulle der være i vejen for at komme igennem den smule skov? “ spurgte rytteren utålmodig. „ Æde de folk derinde? Lad os se på det. “ Mand og kone skottede til hinanden og tøvede med at svare. Forude på vejen lød i det samme et skrig, som gjentoges i stedse tydeligere udbrud. „ Der har i forklaringen, “ sagde bonden, „ jeg tænkte det nok, da jeg så ham ride derind, før vi holdt middag. “ Den rejsende vendte sig om på hesten, han fik ikke tid til flere spørgsmål, det, der viste sig for ham, tildrog sig hele hans opmærksomhed. Oppe fra den nærmeste lyngbanke for en rytter hen imod dem med blottet hoved og udstrakt på hesten, hvis Hals han omklamrede med begge arme, medens dyret jog afsted så hurtigt, det kunne løbe. Da han nærmede sig, så man en ældre mand, med sønderrevne klæder, et blodigt og ' ligblegt ansigt, der vendte sig tilbage mod skoven, han nylig var kommen ud fra, og som formodenlig fandt nogen beroligelse i at se, at ingen forfulgte ham. Han holdt stille på vejen foran den fremmede rytter og råbte stønnende: „ Komme de efter mig? Kan i se dem? Komme de ester mig? Hjælp mig i vor herres Jesu og den hellige moders velsignede navn! De slå jo folk 7 ihjel i den skov. “ Efter disse ord slap han hestens Hals og lod sig glide ned på sandveien. „ Hvem er det, i taler om? Kom til jer selv, mand, “ sagde den fremmede. „ De overfaldt mig deroppe, gennede hunden på mig, de har plyndret mig ud lige til skjorten. — hvad nyttede det, jeg slog mandhaftig igen og værgede mig som en Karl, — ti tolv stykker, måske fjorten, alle med sværd og store stridskolber; det må være den lede djævel selv, som huserer derinde. “ „ Nu overdriver i vist, Mads from, “ sagde bonden under et forsøg på at smile, „ jeg har aldrig hørt tale om, at de vare flere end tre, vel Malene? — men de kan være bøse nok endda. “ „ Hvad skal al den snak betyde? “ spurgte rytteren. „ Er der stimænd inde i skoven? “ Bonden stod og hjalp den slagne, han så sig betænksomt tilbage, før han svarede: „ Hvem kan sige det for vist? Skoven er stor, og tiderne strenge, alt er ikke, som det skulle være deroppe. Vi varede jer jo for lidt siden. Der har været nogen ufred i de sidste årstid, siden vår er det dog bleven bedre. De fortælle, der holder en mand til derinde, som ikke skal være rar at komme tilrette med. Nogle påstå, de er tre om det, andre sige flere. De tage hvad de kunne få, med magt eller med det gode, men sådan egentlig at undlive, tror jeg dog ikke, de befatte sig med; vi har aldrig fornummet noget til dem, skønt vort hus ligger lige udenfor skovhegnet. — vi har heller ikke stort, de kan tage fra os, “ tilføjede han med filosofisk ro. „ Men jeg rider ikke videre i dag, “ forsikrede Mads from, „ jeg kan ikke holde mig på hesten, mit hoved værker, og mine ben ryste under mig. — du frelsens gud! seks sølvdalere i min pose, hver skilling toge de fra mig, de tyveknægte, og grinte oven i købet. “ „ Skønt i slog og værgede jer som en Karl, “ bemærkede rytteren. Mads så spørgende og derefter fortørnet på ham. „ Det er ingenting at grine af. — er der et bedested i nærheden? “ spurgte han bonden. „ Vi har halvanden times gang gennem lyng og sand til nærmeste kro; men hvis købmanden vil tage tiltakke med det sorte brød og en stråsæk hjemme hos mig, skal i være velset der. “ „ Ja, lad os bare komme afsted, at jeg kan få mit flagne ansigt toet og badet, “ sagde købmanden og haltede ind på Marken, medens bonden tog hans hest i tømmen og fulgte efter. „ Heida! tøv lidt! hvad skal der så blive af mig? “ råbte rytteren. Bonden standsede og pegede med tommelfingeren ind mod skoven. „ Der kommer en, som kan vise jer vej, ifald han vil det, “ svarede han og gik videre. Den, han således betegnede, kom ned af huulveien gennem bakkerne. Det var en høj, firskåren mand med kort afklippet hår, en hue uden fjer og en kofte af hjemmegjort vadmel. Hans blå lcerredsbeenklæder endte i et par store, brune læderstøvler, der nåde midt op på lårene. Da han nærmede sig, så rytteren et smukt, mørkladent og solbrændt ansigt, hvis pande hvælvede sig fremad så stærkt, at det øverste øjelåg var aldeles skjult; der strømmede en forunderlig skarp stråleglands ud fra hans øjne, idet de hæftede sig på den fremmede rytter, og der lå et vedvarende smil i de dybe linier omkring hans mund, som tydede på kløgt og et listigt og forslagent gemyt. Rytteren havde vinket ham hen til sig, fortalt, at han var fremmed og vildfarende, og spurgte nu om vejen igennem skoven. Den anden lyttede tavs til alt hvad han sagde og betragtede ham imidlertid ufravendt og gennemtrængende. „ Hvor skal i hen, når i kommer ud af skoven? “ spurgte han. „ 0p til lehnsmanden på Kallø. “ „ Er i ikke ræd for at ride så ene? En fornem herre, som i seer ud til at være, plejer gerne at have sine folk med sig i disse urolige ' tider. “ „ Min tjener blev syg, da jeg kom til Århus, og mit ærinde haster, så måtte jeg drage videre. Hvad djævelen skulle jeg også være ræd for? — bonden derhenne snakkede om, at der er ufred oppe i skoven, men lad dem vare sig, jeg er en mand, der plejer at sætte hårdt mod hårdt, klo mod klo, jeg tænker vel, de lade mig fare. “ „ Det tænker jeg også, “ sagde den anden med et hovednik, „ man skal ikke fæste lid til alt hvad folk fortælle. De, som holde til derinde, gør jer vist ingen fortræd. — lad os så komme afsted. I seer også ud til at kunne værge jer, hvis nogen ville jer tillivs under træerne, men hitte vej imellem dem, det mægter i ikke. “ Manden gik nu foran, lagde sin tykke knippelstok, som gav en smigrende ide om ejerens kræfter, op på skuldren; rytteren fulgte ham og red i skridtgang langs med hjulsporene på vejen. Inde i skoven blev det svalt og køligt, hesten snøftede, rystede sit bidsel og indåndede med velbehag den friske Duft af skovsyrerne og det frodige græs. I. Efterhånden som de droge videre, blev vejen smallere og forsvandt til sidst i et utydeligt spor, der bugtede sig imellem buske og træer, og som kun et nøjagtigt bekendtskab med egnen kunne udfinde. Føreren lod dog ikke til at betænke sig, han stred fremad som en mand, der går sin daglige vej, så ned for sig, tog hesten i bidslet for at lede den, når de kom til et vanskeligt sted, hvor omblæste stammer og grene spærrede stien. Der gled et smil over rytterens barste ansigt, når det skete. Han lod ham gøre hvad han ville, overgav sig til ham og sad imens og anstillede betragtninger over mandens mægtige skikkelse, hans brede skuldre og lette, taktfaste gang, også over den tykke knippel, hvorfra hist og her en jernpig stak frem, og som mere syntes at egne sig til et angrebsvåben end til en støttestav. „ Det er en stemme vej at hitte rede i, “ Udbrød han endelig efter lang tids tavshed. „ Jeg må love for, jeg fik dig til at følge med mig. “ „ Det kan være, i har ret, “ svarede den anden og så i vejret med et smil, som straks efter forsvandt igen. Skoven syntes at blive større, efterhånden som de droge igennem den. Træerne stod tættere, græsset skjultes af bregner eller store bunker vissent løv, mellem hvilke hindbærris, hyld og ville rosenranker dannede et tæt sammenfiltret næt. Der var som uddøet derinde, løvhvælvingen ovenover dæmpede daglyset og udbredte en bestandig skumring mellem de mosbegroede stammer. De to rejsende hørte kun lyden af deres egne skridt og længere inde en svag banken af flagspætten, som søgte efter insektlarver i bøgebarken. Det, der griber sindet så mægtigt i disse gamle skove, er ikke en hob veirslagne stammer, der synes at strække deres nøgne arme i vejret, som bad de om at få den flygtede ungdom tilbage, det er stilheden derinde, det faldende blad, den funklende solstråle, som sniger sig igennem toppene for at opfpge og kærtegne en enkelt tilbagetrængt og arret green, et lille ellers usynligt strå og meddele alt omkring sig et farvespil i tusinde bløde og vekslende nuancer; det er fuglens sørgmodige sang, idet den hviler sig et øjeblik på en kvist og sender en afskedshilsen til de forladte eller genfundne legepladse; det er det sagte vuggende løvs skælven, storheden, den kirkelige fred og det højtidelige derinde, som føder alvor og ydmyghed og leder tanken hen på hvad disfe mægtige, gråsprængte piller, der alle stræbe opad, opad som den higende sjæl imod lys og klarhed, have været vidner til i skiftende tiders løb, — hvor det har vekslet og blomstret og visnet ved deres fødder, hvor det har leet, jublet og sukket, klaget og grædt i den vind, der for hen igennem deres kroner! Stilheden blev pludselig afbrudt ved en hunds gøen. Føreren standsede og lyttede, derefter satte han et bøgeblad til munden og frembragte en sk arp og gennemtrængende lyd, som han gjenog flere gange. „ Sådan blader råbukken ved efterårstid, når han kalder på hinden, “ sagde han med et polisk smil, „ nu skal vi se, hvem der hører det. “ han fik næppe udtalt, før det raslede mellem løvet i krattet, buslene sliltes, og en stor, gulfpættet hund for hen imod hesten. Ved synet af føreren og det tegn, han gjorde, standfede den, logrede med halen og trængte sig ind mod ham, det var åbenbart, at der fandt et nøje bekendtskab sted mellem dyret og manden. Han løste sit tørklæde, bandt det fast om hundens Hals og jog den tilbage i krattet, hvor den lidt efter forsvandt inde mellem løvet. „ Det er min Broders hund, “ forklarede han, „ de sætte favntræ nede bag ellemosen, når de få tørklædet at se, ved de, jeg er her i nærheden. — skal vi så drage videre? — lad kun det sværd blive siddende i ro, der er ingen, som tænker på at gøre jer fortræd, — hvis det var min agt, ville dog eders værge ikke hjælpe synderligt, “ tilføjede han. Der lå en overlegenhed, en spottende betoning i disse ord, som opirrede rytteren. „ Det var djævels, “ svarede han heftig, „ Du kan dog lide på, at det sværd her har hjulpen mig ud af større fortræd, end den en Hallunk som du, med samt din flabede hund er i stand til at volde mig. “ føreren så op, men svarede ikke, han gik nu ved siden as hesten. Idet han bøjede sig fremad for at undgå en nedhængende green, rev han med et pludseligt nyk rytterens sværd ud ak beltet og sprang tilbage imellem buskene. „ Hånd og sværd holde ikke ret fast på hinanden, “ råbte han spottende. „ Hvad ville i nu gøre, hvis jeg kaldte på min skabede hund og lod den fare i hesten, mens jeg selv hamrede løs på jer med min knippel? Der er dem, som har været bedre væbnede end i og dog har måttet give sig herinde. “ Hans greb i sværdet og springet til siden skete så behændigt og uformodet, at rytteren ikke var i stand til at sætte sig til modværge. Der blev heller ikke givet ham lejlighed til svar; føreren smilede, rakte sværdet tilbage og sagde: „ Der har i jeres værge igen, lad os så drage videre, vi har endnu et langt stykke vej for os, dagen helder og skyggerne blive lange. “ Atter stred han foran hesten med knippelen over skuldren, hurtig og sorgløs, som om der intet var forefaldet. Det varede en stund før rytteren, overrasket og påvirket af mandens adfærd, tog tilorde: „ Hvem er du og hvad er du? Det kunne jeg nok have lyst til at vide. “ „ Ja, hvem er jeg? “ svarede føreren og trak på skuldren. „ En fattig en, som ikke rummer stort i denne verden, hvor i fornemme har faget pladsen og lyset op for os. Jeg hjælper min Broder som skovløber ved klostret, — og mit navn, jeg kaldes Esra i daglig tale. Er det værd at tale om mig, hvem er i selv, og hvor skal i hen, med forlov at spørge, det er godt at vide, hvem man farer med. “, /jeg er Torsten Trolle til Lynnerup og Østbirk. “ Føreren så overrasket i vejret, den fremmede syntes pludselig at have fået interesse for ham. „ Så har jeg hørt jer omtale. Folk snakke meget om jer her på egnen. “ Rytteren smilede. „ Gør de det? Hvad fortælle de da? “ „ I skat være farlig stærk. Hvem ved, hvad det var godt for, at vi ikke kom i strid sammen. Det var nok jer, som var i klammeri forgangen vinter udenfor smedens i skierring med hr. Jesper Arnfeld, mens i fik jeres hest sivet. Hr. Jesper blev hidsig og roste sig af sin styrke, så greb i ind på smedens ambolt, tog en hestesko og sagde: nu vil vi ikke kævles mere. I skal have forlov til at være min overmand den dag, i krummer dette stykke jern tilbage. Mens i talede så, greb i om hesteskoen med begge hænder og rettede den lige ud, før i gav den til Arnfeld. Han tav og så på jer, men pralede ikke mere. “ „ Det er rigtigt, “ sagde rytteren, „ det var mig, og Jesper Arnfeld har ikke fået den hestesko krummet siden. “ „ I glemte ellers at sige mig, hvor i rider hen, “ bemærkede Esra. „ Jeg drager med kongelig bud og ærinde til lehnsmand Erik Eriksen banner på Kallø. Nu ved du det. “ „ Der ride mange fremmede op til Kallø i disse dage, “ bemærkede Esra. „ En har de der, som det gjelder om at holde fast på, hvis det ellers er sandt, at lehnsmand har stillet 1600 gylden i pant på, at han skulle tøve og blive der efter kongens villie. “ „ Du mener Gustav Erikson til Rydboholm. Har du hørt tale om ham deroppe? “ „ Jeg har mødt ham nede ved stranden, med hænderne på ryggen, han gik og stirrede og stirrede ud over havet, som om han længtes efter at komme afsted herfra. Lad dem tage sig ivare, en dag mærker fuglen, den har vinger, så går den tilveirs og flyver sin vej, hvad vil da høvedsmand Erik Eriksen sige, som troede ham så vel, hvad vil kongen og det hollandske fruentimmer sige? — det skulle være mig, som havde ham at passe på. “ „ Hvad så, Esra? hvad så? “ spurgte Torsten med større ivrighed, end han selv troede. Esra så op og smilede. — „ Ja, jeg snakker, som jeg har forstand til. Hvad så! et øje på hver finger, bolt og slå for alle døre og ikke længere tøireflag, end at jeg kunne trække ham tilbage igen. Til øst har vi søen, der ligger både på stranden, hvem finder hans spor i vandet, når han glemmer at komme hjem i sit fangehul engang? Sønderpå har vi de store skove, i seer selv, hvor uvejsomme de er. Ifjor tog kong christjern Gustavs frihed, kan hænde han i morgen bestemmer at tage hans liv; når en fangen mand først tænker derpå, tror i så ikke, det falder ham ind, at den sikreste side af hans fangebur er den, som vender udad? “ „ Du taler sær fornuftig, og der er rimelighed i det, du siger. Jeg kunne have lyst til at lære dig nøjere at kende. Vil du drage med mig, så tager jeg dig i min tjeneste. Du skal få en god løn og dine magelige dage. “ Esra brast i latter. „ God løn og magelige dage! Vidste i blot, hvorofte jeg har hørt de løfter og lært hvad de betyde. Mads kok, den adelige herre, var i bekneb nede ved Bygholm forgangen sommer, der lå to stimænd i den nordre skov og voldte ham nød og ufred på alle veje. Kan du stille mig af med dem, sagde han, og skaffe os fred i herredet, skal jeg lønne dig godt, det kan du lide på. Så drog jeg tilsfovs og passede dem op, to køtere, der skændte og brændte uden at gøre forskel på rig eller fattig. En morgenstund, da herremanden red på i agt, hang de begge to nede foran hans følhave, hver i sin egegreen. “ „ Det gjorde du? “ spurgte Torsten. Esra nikkede. „ Den ene slog næsten min højre arm tilsfamme, men Løkken trak jeg ham om halsen alligevel. Kan i gjette, hvordan Mads kok lønnede mig? Jeg fik en dunk mjød og en halvslidt, brun kofte, det mente han var god betaling. — histovre ved skjerring kunne de gråmunke ikke have deres hjorder i fred. Hver ugedag mistede de så et får, så et lam, sommesinde både får og lam. Det er den lede selv, mente hyrden, han går og kogler her på heden i en ulvs skikkelse. Når vi genner efter ham med vore hunde og stave, står han og skraber i sandet, griner ad os og viser tænder. Der er ikke den ting, hverken boldt eller sten, som bider på ham. Andre holdt for, at det var den salige ridder Mogens dam ovre fra Galten, som for sine onde gerningers skyld ikke kunne så fred i graven, men gik og koglede omkring derude. Prioren i Tvede havde været efter ham og manet ham ned i Viborg mose, men lige meget hjalp det, den onde var stærkere end præsten, — ja, nu leer i og trækker på skuldren, herre min, men lad de skriftlærde sige hvad de ville, troldtøj og gengangere er der til alligevel, det fornemme vi folk bedst, som må færdes herude i skov og lynghede, når mørket er falden. Mogens var forvandlet til en ulv og nærede sig nu af rov og blod, som han havde gjort mens han levede. — vi kan jo prøve det med, tænkte jeg og drog efter ham, da munken havde holdt bøn for min gang og signet mit våben. En lille pattegris havde vi tøjret ude på diget, den streg og jeg lå bagved og passede på. Så kom han, pustende og hvæsende, lidt efter midnat, da månen var gået ned, og mørket var så sort som i graven. Grisen tog han og løb sin vej, jeg efter ham, gennem sand og lyng, over moser og pors, og det blev ved, til han krøb ned i stendyssen under den store jynovn på Ølsted hede. Jeg væltede sten for hullet, mens jeg gik hen og fik fat på en lygte, den bandt jeg fast på mit hoved, svøbte koften om venstre arm og krøb ind i stendyssen, med kniven i hånden. Så sloges vi, ulven og jeg, mens sten og jord ramlede ned omkring os. “ „ Og du vandt, du? “ „ Det gik, “ svarede Esra. „ Om morgenen, da de ringede til ave i klostret, stod jeg for porten med gamle gråulv over skuldren. Hvordan troer i, de munke betalte? Prioren lod mig knæle og lyste Herrens velsignelse over mig, så kunne jeg gå med den. Det er sandt, ulvens skind gav de mig lov til at beholde, og det havde kun ringe værd, så flænget og gjennemstukket det var. Nej, hr. Torsten Trolle, tal ikke om løn til folk som mig og mine lige, vi tro ikke på jeres løfter. I dag drager i med kongens bud op til Kallø, når i kommer tilbage, kalder hans nåde jer til sig, så får i roes og hæder, i får kæden at bære, en gård og et gods i Lehn, alt som i har forrettet eders ærinde til; jeg kan slide mine hænder af lige op til albuen og får ingenting, hvis jeg ikke tager det selv, det er nu engang fattigmands lod, og det nytter ikke at snakke om; og dog er jeg ' kor og stærk som i, jeg tør vove det samme som i, jeg har evner, jeg har lyst og villie, og herinde/ ' vedblev han og lagde hånden på sin pande, „ I skulle blot vide, hvor det banker og bruser og syder herinde. — men se jer om, nu bliver skoven lysere og vejen går ligefrem, ret ude har i Kallø, den høje, røde gård derovre på odden. Som en knyttet næve strækker den sig truende ud over den trælbundne slægt, der kryber i skjul ved dens fødder. Se, hvor solen flimrer og gnistrer på de høje Tage, der skygge og Tage lyset fra bøndernes hytter nede under banken, selv solskinnet har i mægtige forpagter. Hvad kommer det mig ved? — gud i vold, herre, nu har i ikke længer fører nødig. “ Da Esra havde sagt dette, slog han ud med hånden og gik hen over en tværsti, tilbage i skoven. Torsten blev holdende tavs og ubevægelig, foran ham lå et stykke åbent land, hvori Kallø slot kom til syne på en høj banke. Dets plumpe stil, de svære murmasser med tårn og skydehuller harmonerede med den mørke skov, som på hin side dannede baggrunden i maleriet. i mellemgrunden lå den lyseblå sø og væltede sine dorske bølger op mod banken og den lange steendæmning, der førte ud fra landet. Det hele landslab åndede alvor og fred, aftensolen gulnede kornmarkerne og brød sine stråler i de små grønne glasruder på slottet, en hættenterne slog skrigende ned i søen og efterlod en lang sølvglindsende stribe, da den hævede sig. Torsten Trolle så intet af dette, hans øjne vedbleve at følge Esra, der allerede havde glemt ham og gik med kniplen over skuldren, uden at vende hovedet tilbage. Det lod til at Torsten grublede og overvejede noget, som stod i forbindelse med dette møde. Pludselig syntes han at fatte en beslutning, han steg af hesten, bandt dens tømmer fast omkring en træstamme, derefter tog han sit sværd under armen og gik hen over tværstien. Iii. Dybt nede i skoven bugtede et lille vandløb sig mellem to langstrakte banker og forsvandt til sidst i en stor mose, hvis bredder omkredsedes af gamle elle- og bøgetræer. Midt i mosen hævede sig en høj, bevokset med et tæt krat af bregner og slåentorne, og udenfor denne strakte en bestandig raslende siv- og rørsfrækning de hvidgule frøhuse i vejret. Ved forår var mosen aldeles oversvømmet af snevandet, som kom ned fra skovbankerne; i de varme sommerdage derimod sank vandet og tørrede efterhånden bort mellem sivene, til der kun blev en bred grøft tilbage, som syntes at spærre enhver adgang til højen. Træerne heldede ud over sumpen, enkelte af dem vare i tidens løb skredne ned fra bankerne eller blæste omkuld og lå nu halvt begravede ude i dyndet, overtrukne med et næt af langt, hvidt Mos. Vildanden skræppede mellem rørene, en någefamilie havde i mangfoldige år bygget oppe mellem grenene af en trøstet eg, ' en dyb og uforstyrret fred hvilede over mosen og dens nærhed, et øde og en vildhed, som bidrog til at give frygt og overtro næring. Musvågen strøg hen over træerne, hejren stod på vagt foran vandpytterne mellem sivene, inde fra mørkningen lød skovduens kurren, og i stille vejr, når vinden bar til, kunne man høre kirkeklokken nede fra skjerring; selve stedet syntes aldrig atvære bleven betrådt. det lod imidlertid knn så. For den, som gav nøjere agt, ville der hist og her have viist sig et bredt og dybt fodspor, nedtrykket i den våde jord, og inde imellem sivene en bugtet sti, som førte igennem sumpen over mod højen. Længere ude, hvor dybet begyndte, ragede en række sten over vandet, og midt over grøften, støttet på andre sten, lå et løst gangbrædt, der efter behag kunne drages bort til en af siderne, når den gående var kommen over, således at højen dannede en fuldstændig og ubestigelig 0, der i nødstilfælde tilbød et sikkert skjulested. Inde mellem buske og bregner derovre lå en hytte, hvis forside bestod af græstørv, grene og løv, de øvrige tre sider vare gravede ind i højen og forlængede sig under denne i et stort, steensat rum, glindsende af fugtighed og vanddråber, som ovenfra sivede ned mellem stenene. Herind trængte daglyset aldrig, derfor havde beboerne tændt en lampe, som hang i en snor under loftet, og bredte sit skin over en samling af de mest forskellige genstande: klædningsstykker, hjortehuder, gamle våben, potter og kedler, ophobede i en broget uorden. Langs med væggene, hævet lidt over jorden på et stillads af grene, sås nogle brede sengesteder af halm og tæpper, og foran disse en dynge sammenstablede sten, mellem hvilke der omtrent på samme tid, Esra skiltes fra rytteren inde i skoven, ulmede en døsig ild, som fyldte hulen med røg og udbredte den ejendommelige, skarpe Duft, der følger efter brændt lyng og den ville Timian. I nærheden af ilden var udbredt nogle fåreflind, som tjente til leje for to mænd, der nylig havde spist af en træbakke med hakket kød, hvis levninger endnu stod foran dem. Den ene sad overrende, i færd med at lappe en gammel køllert eller skindkofte, den anden lå på maven med et stort tinkrus ved siden af sig. Han stirrede ind i ilden og pirrede i Asien med en lang pind. Alt hvad man kan tænke sig af råt og modbydeligt var forenet i denne mands ydre. Han, der syede og havde trukket sin kofte af, viste overkroppen blottet, et hårrigt, stærkt hvælvet bryst og nogle uhyre tykke arme, hvis musiker snoede sig ned mod håndledene som flettet tovværk. Udtrykket i hans ansigt var enfoldigt og godmodigt. Den anden, som lå og strakte sig foran ilden og af og til slog op i vejret med benene, var overstænket i ansigtet af smuds. Det sorte hår hang i lange tjavser ned over en flad pande og forenede sig med et stift og strittende skæg. To mørke huller tjente ham til øjne, en bred, stad udvækst til næse, og en lang sprække til mund. Hans navn var Espen og han førte ordet: „ Nå ja, med æde og drikke kan det være hvad det er, men hvad bliver det til alligevel? Følg mig, sagde han, jeg skal skaffe jer noget at bestille. Så holdt vi til skoven, fløge de veifarende ned og toge det meste, vi kunne; vi satte livet på spil og grinte ad lov og evangelium. Ere vi blevne rigere for det? Før kunne jeg gå hjem og sove, når jeg var færdig på herremandens hovmark, her må vi være på pletten tidligt og silde. — hvor er min hest og mit slot, og hvor er min have med ærter og persille og mørfle æbler i? — se, hvordan jeg seer ud, “ Føjede han til og fremstrakte to smudsige hænder, som nylig havde rodet om i asken. „ Det er også sandt, “ svarede kammeraten højst fredsommeligt. „ Ja, du er et godt bæst, lille Terkel, du finder dig i alt, slår han dig på den ene kæbe, vender du den anden til, men jeg vil sige ham sandheden engang, det skal op i en anden gænge. Han kommanderer, hvorfor skal vi lystre? Han samler skatte, jeg ved, han har mange penge forvarede et eller andet sted hernede. Asmus, vor kammerat, toge de tilfange forgangen, han kan nu få lov til at sidde og sulte ihjel oppe i buret på Kallø, og han var dog den vildeste af os alle, i morgen går det kanske dig og mig ligeså, hvem hjælper os da? “ „ Nej, det er også sandt, “ bemærkede Terkel, og voksede en ny tråd. „ Vi skal forrette arbejdet, mens han tager sig det let og rejser ned til Horsens og seer til sin datter. — hvad er det for et barn, hvor er det kommen fra? “ „ Han var jo gift med fogdens datter ovre i Astrup ad Skanderborg til. Et år varede det, så døde hun efter at have fået det lille barm “ „ Hende holder han af, hun gør ham tåbelig til sidst; så du det fine lærred og sarsestøi, han købte hende forgangen på Århus marked? Hende går han og spekulerer på tidligt og silde; de sige, han har sat hende i kost hos nonnerne i Ørslev. Hun fortjente et godt knups af min knippel midt i planeten. Hvergang han kommer tilbage fra hende, kan den lede djævel selv ikke gøre ham det tilpas, så er han tvær og gider hverken æde eller drikke; sidst ville han til kirke dagen efter; hold på mig, han i kirke! — en nat hørte jeg ham ligge og miave derhenne på løibænken, han græd de stride tårer og klynkede som et lille barn, så for han op, dundrede i skiven og svor, det skulle blive anderledes. Det løfte skal vel forslå, når man allerede har hampestrengen om sin Hals. “ „ Ja, det er også sandt! “ ytrede den dybsindige Terkel for tredje gang. Espen var bleven træt af den lange tale, han gabede, strakte sig og pustede op i gløderne, derefter stak han en pind ind i ilden og fik spidsen af den til at brænde. Bertel sad bøjet over sit arbejde og syede med lange sting og stor Iver. Pludseligt udstødte han et brøl, sprang iveiret og kastede koften. Espen havde behændigt anbragt den brændende pind midt på hans nøgne ryg og svedet ham en rød plet i huden. Han ventede formodentlig, at der ville følge straf efter denne morskab og greb hurtig til en knippel, som lå i skyggen ved hans side; men Bertel var et fredsommeligt gemyt, han satte sig ned igen og tog koften. „ Du skal lade mig være i fred, for det gør ondt, “ sagde han og syede videre. Espen lo og stak atter pinden ind i ilden. Lidt efter ville han til at anbringe et nyt mærke på Bertel; denne gang gjaldt det benet, men inden han nåde det, greb Bertel hans udstrakte arm og holdt den så fast, at han ikke var i stand til at røre sig, medens han tog pinden fra ham. Derefter mumlede han nogle ord, kastede koften omkring skuldren og forlod hulen. Espen så hen efter ham og slog med benene i vejret. „ Det var netop det, jeg ville, “ hviskedee han og lyttede med hovedet bøjet mod jorden til lyden af den andens skridt forsvandt udenfor. „ Nu skal vi søge efter, hvor Esra har gjort af sine penge. Jeg ved, de skal være her. “ Han løste lampen ned fra loftet og lod dens skin falde hen over de grå og fugt

1899_Brosboell_Fredsfyrsten

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Fredsfyrsten

male

male

dk

Brosboell

Fredsfyrsten

Brosbøll

Fredsfyrsten

y

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

O

Dengang Broder Joseph blev dimitteret som » Skriftkyndig « fra klosteret i ajaccio, bar han i hånden det brev, der indeholdt hans skudsmål fra den gamle abbed til prioren i vicokloster, hvor Joseph foreløbig var ansat som tjenende Broder. Hans karakteristik, der stod at læse i denne skrivelse, lød omtrent således: » Troende. Lidt enfoldig. Disponeret for det gode. Joseph har frem for nogen discipel i brændende andagt hengivet sig til selvprøvelsens hellige løntime, og næppe har nogen kunnet lægge sit syndige væsen mere åbent for gud,. Ej heller bedet inderligere om tilgivelse for andres synder, eller straffet egne forseelser så ubarmhjertigt. Enhver kristenpligt opfylder han som et retfølende menneske. « Således lød skudsmålet, men Broder Joseph kendte det ikke, medens han denne forårsmorgen vandrede op ad bjergvejen med brevet forsigtigt i sin udstrakte hånd, således som han i o havde lært at bære messebogen efter præsterne op til alteret, dengang han var kordreng. Kring ham bredte sig det duftende makikrat, isprængt med blomstrende Erika og morbærtræets mange farver. Han så ud derover med blide sorte øjne, der ligesom hilsende søgte den fremtid, han nu ville vie sine kræfter. Da Joseph omsider fra det klare Sollys over farverige klipper indhyllede i blålige luftslør, trådte ind i vicoklosterets kølige gange, bøjede han sig i dyb ærefrygt for de værdige fædre, der endnu bebo dette kloster, som af verdslige love er dømt til at nedlægges, når dets nuværende beboere er uddøde, de såkaldte missionspræster, der uden selv at have sognekald stadig stå til disposition, og snart hentes hid, snart did på øen, for at forstærke den gejstlige indflydelse i menigheder, hvis sognepræst trænger til støtte. Fædrene gik Broder Joseph forbi med adspredt blik, nogle fordybede i deres rosenkrans, andre alvorligt samtalende. Han afgav sit brev i det frescomalede refektorie til prioren med de hvide krøller under den lille fløjelskalot og de brune, skælmske øjne. Derefter blev han af Broder Anselmo ført ned i hans egen murcelle indenfor klosterporten. Joseph så ikke på den hårde briks eller træstolen ved det hvidskurede bord, han bøjede sig halvt knælende for christusbilledet på væggen, kastede derefter et blik gennem det tilgitrede vindue, som vendte ud mod klosterkirken med de tændte helgenlys på den anden side af pladsen under kastanietræerne. » Hvor her er dejligt, « hviskedee Joseph. « her er Pokker, er her, « sagde den listige Anselmo med det rødlige hår og den fregnede braknæse, » her er splid mellem fædrene er her; for tiden skændes de om, hvem der er helligst, og om hvem der skal tage mod indtægterne af klosterhaven. Intriger og kævl, som jeg ærlig og redelig holder vedlige, det giver altid lidt livsalighed og fortjeneste. « Broder Joseph så uforstående på sin italienske medtjener, de to betragtede hinanden prøvende et øjeblik, så rystede Anselmo ærgerlig på hovedet og gik sin vej. Joseph bad sin første bøn i klosteret, den endte som en jublende tak for den lykke, som var ham beskåret, at skulle henleve sine dage i et så helligt hjem, så nær kirken og hans kære helgene. Medens Broder Joseph således udøste sit hjerte og følte lutter blide svingninger i sit indre, hørte han pludselig en sagte, prustende brummen tæt ved sit øre; han for op og opdagede en bred fugtig mule og et par dorske koøjne, der betragtede ham mildt bebrejdende gennem gitteret. Joseph gav efter for sin bevægede stemning, han bøjede sig ned og kærtegnede det rolige hoved, der fornuftigt og tilsyneladende forstående modtog den ensomme Broders overmål af fø- lelse. Dermed var pagten sluttet, Joseph havde fundet en ven, der ikke senere svigtede ham. Dagene giede, månederne blev til et år uden at bringe synderlig forandring i Josephs forhold. Han opfyldte punktlig sin pligt som klosterportner, klokker, havemand, sygepasser, uden at han derfor blev mere afholdt af de myndige fædre. Josephs stadig voksende folkeyndest mellem landsbyernes befolkning, den de alle bejlede til, var dem en torn i øjet. Den tjenende Broders blidhed blev dog ikke foreløbig sat på nogen hård prøve, han bestod dem alle i frejdig ydmyghed, med myndigt enfold, uden at ane at han gennemgik noget som helst. En sommerdag kom Broder Joseph ned over en smal bjergvej fra de højder, der omgive klostret, svømmende i blålige, blåviolette tåger. Hans skaldede hoved med den lange, smalle pande lyste i middagssolens lodrette stråler. Han gik langsomt og smilede blidt, halvfærdige tanker og smukke drømmestumper flød sammen i hans indre, mens han dog stadig grublede over, hvorledes de strenge fædres urtebede i år bedst burde tilsås. Koen gourou fulgte ham betænksom, dens drøvtyggen forfriskede Josephs tørstige gane, medens den af og til nærmede sin brede mule til vennens ryg, prustende ham over med inderlig velvillje, som om den sagde stumt og dumt: » Du er en god mand, Joseph, et rigtig elskeligt menneske er du. « Broder Joseph standsede og så sig livsalig om. Der hang klosteret ud over dalen, de hvide mure og buede tårne stak lysende frem mellem kastanietræsdynger, rundt om hævede skyhøje bjerge deres takkede tinder, iblandt disse » Esposate «, bruden, hvis brede jomfrukrone dukkede frem i det korsikanske sommerslør, der har mange farver, ledsaget af et talrigt følge granitmænd, furede af vinterens lidenskaber,, slørede af øjeblikkets blide ynde, medens de ranke og gravitetiske som i live blive ved at stige opad mod evigheden. Joseph åndede den krydrede luft og følte noget meget forvirret, der i hans legeme blev en lykkegysen og i hans sjæl en takkebøn. Midt i denne fred skingrede pludselig en klar trille ledsaget af buldrende fodtrin ned ad en trappe ovre i det høje hus, der som en sværtet tandruin skød frem på den røde klippe. Dette hus tilhørte klosteret, om sommeren blev det lejet ud til » Ingleser «, som alle fremmede benævnes på Korsika, eller til egnens folk, når ingleser ikke forefandtes. Et skarpt og hidsigt hvin fuldt af sydlandsk lidenskab afløste trillen, — og så igen en sangtrille, en latterjubel, der steg, steg, blev ved at stige, til den forsvandt i en overjordisk tone, henåndet, ubeskrivelig. Broder Joseph studsede, steg op på fædrenes udkigssten bag glasskårmuren og så ned på vejen udenfor. Der stod en halvnøgen, spinkel pigeskikkelse, som med store ildøjne stirrede mod himlen, munden var halvåben efter den hendøde tone, og hun så ud, som om alle himlens engle viste sig for hende. Men Broder Joseph havde kun øje for pigens mærkelige hænder, der var£ strakte ud fra kroppen med de yderste fingerled krummede som hos en døende i den sidste kamp mellem jordiskt og himmelskt. » Lille pige, « udbrød Joseph forfærdet, » hvad er der dog i vejen? « hun vendte sit hoved med de unaturligt opspilede øjne mod stemmelyden. Da hun så Josephs skaldede pande over klostermuren, råbte hun med undertrykt hulken, højt og trodsigt: » Amo! amo! « ( jeg elsker ). » Hvem? « » Jeg ved det ikke, « hulkede hun. » Gud? « spurgte han ængstelig. » Jeg ved det ikke, men jeg skal synge det ud, højere end jeg kan, jeg vil synge det, må, må synge det, — — amo, amo! «. » Canaille, « lød en skingrende stemme oppe fra huset. Et sundhedsstrålende, olivenfarvet kvindehoved kom frem i det sorte vinduesgab ligeoverfor. » Ak, Broder Joseph, jeg er jordens meest forpinte moder, ved mit nyfødte barns vugge sætter den skræppende canaille sig til at synge; men ved min mands minde, ved Madonna! « Kvinden hældte sin svulmende barm ud over karmen og bankede rasende med fingerknoerne på sine hvide tænder, » ved mine tænder her, sværger jeg, hun skal reddes fra djævlen som rider hende, — herop med dig! « Den unge pige blev stående, stiv og ubevægelig. » Lille pige, du må lyde din moder, « sagde Joseph, hjælpeløs overfor dette meget jordiske raseri. » Stedmoder, « skreg den unge pige mellem sammenbidte tænder, » se, se! « Barnet blottede uden undseelse sine nøgne ben mellem de farverige pjalter. De vare tatoverede med blå og grønne striber som efter slag. » Se, mine lår er sorteblå som himlen ved nattetid med de mange, gule stjerner, — Jesus Maria! « » Vent, lille tobenede canaille, din skrigende hibou! « det sorte vinduesgab blev tomt, kun en rød kaktuslue lyste deri. Den unge pige udstødte et angstfuldt skrig, der endte i en trille, en melodisk, ustandselig lattertrille, idet hendes stedmoder nærmede sig i korte Spring, slog armene om hende og slæbte sit af rædsel stivnede bytte mod trappen. » Frels mig, lille, kære pater Joseph, hun piner mig tildøde, jeg må jo synge, « lød det som et klageskrig, idet døren sparkedes i. Joseph blev stående som fasttryllet, flade håndslag mod nøgen hud lød over til ham, hulkende bønner, flere skrappe slag, så ingen bønner mere, blot taktfaste slag og så til sidst stilhed. et frejdigt, sortsmudset drengehoved kom til syne ved siden af kaktusblomsten i vinduesåbningen. » Nu har hun fået ris! « råbte han beroligende over til Joseph, » jeg hjælper altid Motter med at holde hende, til djævelen er pisket ud af hende, og i aften skal hun smøres med en krabat salve med salt i, som søde moder selvhar lavet. « Drengen nikkede fornøjet og forsvandt. » Her må hjælpes af al formue, « hviskedee Joseph og holdt hånden på sit bankende hjærte. Dengang var Joseph endnu en ung mand, men hvad der var ham i kødet båret, forstod han ikke selv. For første gang strakte gourou upåskønnet sin brede mule over hans skulder. Næste morgen steg Joseph iført en af fædrenes aflagte, alt for store soutane opad den stejle trappe inde i nabohuset, vadede gennem tørrede maisblade og høvlspåner, der benyttes til madrasfyld og trådte ind i et langt, lavt, sværtet rum, husets såkaldte salon, med et sodet arnegab og tommetykt smuds på gulvet. Henne i et hjørne sad den unge pige fra den foregående dag og bevægede en vugge, stille og bleg. Moderen kom ind fra køkkenet med olieglinsende, brunrøde kinder. Hun hørte med tindrende øjne Josephs forslag at lade datteren synge ved orgelet i klosterkirken, de trængte netop til en sopran, da nogle kirkelige sange skulle indøves. Moderen rystede energisk på hovedet og mente, at den skrigende ugle ville fordærve den herligste sang. Enden blev, at Joseph fik pigen med over til prøve i kirken. » Hvad hedder du? « spurgte han blidt undervejs. » Canaille, « svarede hun. Så lukkede Joseph højtidsfuldt orgelet op. Hans hårde arbejdshænder fremlokkede de første hvæsende toner. En skælven gennemfoer synlig den unge pige, hun løftede hovedet og lyttede som en gladiator efter kampsignalet. Et ave Maria svang sig pludseligt fra hendes læber ud under hvælvingerne, dristigt, sejerssikkert og dog gennembævet som af tornekransens lidelse; så stor tonerenhed var næppe tidligere hørt i den afsides bjergkirke. Joseph studsede, lyttede livsalig, her var bøn og inderlighed tilstede, hans fingre brummede ufortrødent en falsk Bas, mens stemmen steg, steg som om den tog magten fra dens ejerinde, tog en ny verden i besiddelse, beruset af egen magtfylde. Da sangen tav, var en menneskeskæbne afgjort. Canaille kastede sig åndeløs for Josephs fødder, omklamrede med nøgne barnearme hans spidse knæ og hviskedee med fuldblods sydlandsk lidenskab, der endnu famlende søger sin genstand: » T’amo, t'amo! « Hendes øjne strålede, hun kyssede hans soutane, hans afværgende hænder, Joseph sad lammet, forfærdet, aldeles tilintetgjort. Til sidst faldt den unge piges hoved ned i den rødlige præstekjoles folder, og hun skriftede for ham alene sin forladte hjælpeløshed under stedmoderens pisk, om raffinerede torturstraffe, om hendes glødende had, længsel mod musik, mod sol og kærlighed. » Du har reddet mig, « jublede canaille omsider og så op i Josephs blege ansigt. Han glemte aldrig senere dette barneansigts glød. — han gennemlevede her sin eneste jordiske skyldfri kærlighed. Broder Joseph rejste sig og rystede ublidt hendes kærtegn af sig. » Vi ville herefter hver dag synge kirkens hellige sange, « udbrød han med skælvende røst, som han forgæves søgte at gøre myndig. » Så vil Herren tage dig i sin hånd. Til gengæld lover du her for alteret ydmygt at bøje dig for din moder, på det at ikke den stemme, der er indviet til at synge Herrens pris, i næste øjeblik profaneres ved hæslige skrig og forbandelser. « » Jeg lover, jeg sværger, jeg elsker dig, t’amo, t’amo, dig, ak dig alene min redningsmand og søde frelser! « Den unge korsikanerinde lå atter for Josephs fødder, bedækkede hans hånd med åndeløse kærtegn, ja, hun forgreb sig endog i sin taknemlighedsrus på Josephs skindmagre ben. han sled sig løs og nåde fortumlet sin celle. Gourous rolige stemme ved gitteret hilste ham velkommen. Joseph slyngede armen om sin trofaste vens Hals og hviskedee: » Gourou, gode gourou! hørte du sangen — således, således! « han trykkede sine læber vildt og ømt ovenpå dyrets brede mule, lidt efter lå han på knæ, men den klarhed, som selvprøvelsens strenge time denne aften bragte ham, var ikke fred. I faste og revselse spægede Joseph sit syndige kød. Fra den dag lød daglig orgeltoner og sang i den ensomme kirke under kastanietræerne. Rygtet om canailles vidunderlige stemme samlede snart bjergfolk langvejs fra, de sagde med lyttende andagt og stirrede opefter, hvor ingen var at se. For Broder Joseph fandtes ingen fest som disse timer, der sprængte nye udsigter, udvidede hans væsen, idet de samtidig lærte ham sejervinderens fryd og martyres forsagelse. Under denne kærlighedens ildsol modnedes han for den livsgerning, der var ham forbeholdt. En efterårsdag kom der rige fremmede i kirken, — kort at fortælle, carnailles stemme blev » opdaget « af kendere. Nogle dage senere, mens de modne kastaniehylstre dryssede ned over grønsværet, og den blankbrune, fugtig glinsende frugt sprang ud til livet i sollyset, gjorde canaille ligeså, hun forsvandt for stedse fra vicodalen for at uddannes af musikkens mestre i Paris. Ikke engang echoet af hendes stemme blev tilbage i den stille bjergkirke. Joseph rørte kun en gang senere ved orgelet, men da var det, som om alle dets toner skælvede og brast, rustne og hæse under hans stive fingre. Lidt mere stilfærdig, med lidt klarere øjne end tidligere, røgtede han sin underordnede gerning. Disse mærkelige store øjne, der altid forskende syntes at søge midtpunktet i andres lidelse, fandt det herefter også, medens han med kyndig hånd og med hjertets ufejlbare myndighed greb ind for at redde først den syges sjæl, siden legemet. Lidt efter lidt blev klosterets tjenende Broder til fader Joseph for dalens og bjergets befolkning. Udenfor havemuren fandtes en muret kumme, hvori klosterets næstbedste iskolde kilde vældede ud vinter og sommer. Den bedste vandåre, der indeholdt mange luftblærer og let fordøjende egenskaber var ledet ind i selve klosteret, som rimeligt var. Snart samledes syge og vanføre langvejs fra udenfor kummen, for at blive hjulpne af Broder Joseph. De lejrede sig fortrøstningsfuldt dage og nætter på den åbne plads udenfor kilden med de gustne ansigter apattisk vendte mod nattehimlen, og de halvnøgne gullige legemer i dødlignende hvile eller i forvredne krumninger, medens de fattiges ejendommelige lugt lå febermættet og smitsom over pladsen. Alt dette behagede ikke de ærværdige fædre. Salveklude, blodige bind, lå spredte på grønsværet omkring denne uhyggelige forsamling og virkede forstyrrende på deres meditationstime under de kølige trækupler efter middagen, ja, ligefrem kvalmevækkende efter aftensmåltidet, medens Josephs navnkundighed som barmhjertig Broder spredtes over alle bjerge. Broder Joseph blev ofte sendt langt bort på missionsrejser, men han vendte altid tilbage stille og smilende, og med ham de stedse voksende fattiges skarer. » Broder Joseph er en troende kraft, der i guds tjeneste bør anvendes på en af vore mest udsatte poster i et højtliggende bjergpas, « mente fader bonifaccio, ham der altid bar hovedet på siden. Koen gourou var Josephs bedste ven i klosteret. med sindig hengivenhed hilste den ham velkommen, når han træt og glad smilende vendte » hjem «, dens sagte brummen havde noget menneskeligt ved sig, at sige, når et menneske er i løftet stemning. De to venner forstode hinanden uden mange talemåder. En varm sommerdag stod Joseph og gravede ikke langt fra den plet, hvor han første gang hørte canailles stemme. Pludselig lod han spaden synke og skjulte højt hulkende ansigtet ved gourous Hals. » Canaille, lille canaille, « sagde han. Fader bonifaccio, destillator af klosterets bekendte parfumeessens og mand med fin lugtesans, som havde vanskeligst ved at tilgive fattigstanken udenfor, stod i refektoriets buevindue og så med rynkede bryn den tjenende Broders letsindige kærtegn. Samme eftermiddag blev Joseph kaldt op til den gamle prior. » Du driver afguderi med vor malkeko og ødsler på den jordiske kærtegn, som det er os forbudt at yde noget menneske, « sagde prioren. » Gourou, « stammede Joseph brødebetynget, » Gourou er ikke noget menneske. « » Jeg bliver nødt til at skille dig fra den ko, du vækker forargelse ved din kærlighed til den, « Sagde prioren med streng røst. Joseph stod med nedslagne øjne og famlede ved rebet på sin soutane, han så derfor ikke det skælmske øjeblink, der fulgte med ordene. » Gå ned til Broder Anselmo og sig, at han endnu i aften skal trække den ko op til slagteren i nesa; iovermorgen bringer han kødet ned i klosterkøkkenet til nedsaltning. « Joseph blev bleg, snappede efter vejret og adlød. Lidt efter hørte han vennens langtrukne kalden, medens Broder Anselmo drog gourou ud af gården. Han standsede udenfor Josephs gittervindue og kiggede skadefro gennem jernstængerne. » Nu skal lille gourou nok slagtes, « sagde han, » men det går i en snup, øksen dasker hende her lige mellem hornene, et par brøl, — kaput! Sikke noget delikat sul vi der få, du har jo fodret hende op med kløverblomster og Timian! Nåda! « vedblev han og slog et smask med tungen, medens han med hånden aftegnede forskellige partier på dyret. » Se her, det kan blive en delikat mørbradsteg, saftig, ikke for hårdstegt, og sikken en suppe med gloende fedtøjne til nysprængt bryst, — og så her, sancta madra, sikke frikadeller til det gamle tandløse flæskemagasin pater bonifaccio, « Broder Anselmo kneb koen på et ubeskriveligt sted og viste fornøjet sine brede tænder, da gourou forskrækket sprang til side. Dermed trak han af med koen, der kun modvillig fulgte ham og blev ved at dreje hovedet mod Joseph indenfor gitterstængerne. Den aften gik Broder Joseph om som i søvne med udslukkede øjne, hans læber eftermumlede bønnen i kirken, hans hjerte fulgte gourou, drog sig sammen for hvert drag Anselmo gjorde i rebet, lænkedes til slagterens båsbøjle, hvor gourou nu stod og ventede på vennen i de fremmede omgivelser. Den nat lå Joseph på knæ og søgte i sin enfold at forklare Vorherre, at det var ham alene, der havde fortjent slagterdøden, og at gourou jo egentlig ikke havde forbrudt noget. Han vred sine hænder. Pludselig rejste han sig med et angstskrig, øksen, — den forfærdelige slagterøkse! Gourous klagende brøl, mens den sank sammen og med bristende øjne søgte vennen, som ikke var der, — angstsveden brast frem over Josephs legeme, han sprang op, uden at betænke sig forlod han sin celle og løb op ad bjergstien til slagteren i nesa, lydighed, klosterpligt, alt var forsvundet. Men gourou var ikke her og ikke der, skønt Joseph kaldte og lyttede ved alle stalde, i den sovende landsby. Til sidst satte han sig fortabt på en sten; morgenlyset lå allerede over bjergene, om et kvarter brød dagen frem, aldrig havde Joseph begrebet sin egen magtesløshed før nu, eller penges værdi, og af jordisk mønt ejede han intet. Han løb tilbage til klosteret på sine bare ben: ingen nåde, ingen frelse. Så drønede porthammeren mod klosterdøren, Josephs forvågede ansigt kom til syne indenfor gitterlugen. » Rosenrødt pariserbrev til fatter Joseph, jo jo, se se! « råbte landposten og stak et forseglet brev ind mellem jernstængerne. Et skrig som fra en dødsdømt, der pludselig benådes, lød fra Josephs bryst, en seddel lå i hans skælvende hånd. » Gourou, gourou! « hviskedee han. I brevet stod at læse: » Gode fader Joseph. Modtag denne seddel og frels en synder fra døden, om du kan, eller giv en ulykkelig tilbage til livet. Bed for mig, jeg er kommen lidt på afveje, men det går nok over, når du beder for mig derhjemme i vor kirke. « Din canaille. Josephs dirrende læber stivnede. » Frister, frister, vig fra mig, « hviskedee han, » en sjæl fra døden, give en ulykkelig tilbage til livet, — Jesus Maria! Hyrden rodolphe deroppe kæmper for livet, — enken sartones sjæl kunne reddes. « Joseph bøjede sin pande mod stengulvet. Da han en halv time senere rejste sig, lyste hans træk, beslutningen var fattet. Fader Joseph gik op og knælede for sin supérieur med de skælmske øjne og de hvide krøller, der livslystne klamrede sig op om fløjelskalotten. I enfoldige, barnlige udbrud lagde den ydmyge Broder sin hele vånde for abbedens fod, skriftede sin syndige kærlighed til vennen gourou, hans oprør mod priorens bud, hans natlige ophold udenfor klosteret, og til sidst gav Joseph superieuren parisersangerindens brev og pengeseddelen. Der gled en alvorssky over priorens smilende træk. » Hvorfor købte du ikke din ko fri, nu du fik penge? « spurgte han med et gennemtrængende forskerblik. » Jeg kan ikke købe gourous sjæls frelse og heller ikke på den måde give en ulykkelig tilbage til livet, « hviskedee den ærlige Joseph og støttede sig træt og syg mod bordet. » Gourou har ingen sjæl, lærte i mig jo, og hun er ikke ulykkelig, for hun troede alle mennesker godt, sålænge hun levede, — også da slagteren løftede øksen — —. « Joseph skjulte ansigtet i sine hænder. » Gå nu, « sagde prioren strengt, » Du havde for din opsætsighed fortjent at ligge ude under bregnerne i kulden i nat — men denne gang lade vi nåde gå for ret. « Joseph foldede hænderne over brystet og gik til sin gerning. De retfærdiges fred kom over ham. Men da mørket faldt, og klosterherrerne sov i deres varme filttæpper, gik Joseph ud og lagde sig mellem de visne bregner i forårsnatten. Blæsten fik klokkeknebelen til at ringe sagte uregelmæssige slag over hans hoved. » Vorherre kimer nu til sjælefest, « hviskedee Joseph, mens hans lemmer stivnede, og en velgørende døsighed sænkede sig over den trætte mand. Engang stormen for hen over ham, syntes han, at det var gourous brede mule, der prustede ved hans kind, dermed sov han ind. Da han vågnede, stod fader bonifaccio med hans puls i den ene hånd og uret i den anden. Joseph lå i sin celle på urtelejet. Da han vendte hovedet, så han superieuren med oprakte hænder takke for hans frelse. I det samme hørte han en sagte brummen henne ved vinduet. En bred, fugtig glinsende, dampende mule stak sindigt drøvtyggende frem gennem gitteret. Josephs øjne blev store, han så spørgende på fædrene, superieuren åbnede døren, og gourou gik rolig ind i cellen, snusede vennen over med inderlig velbehag, hævede derefter hovedet og udstødte et langtrukkent brøl, der genlød forstærket fra de nøgne mure. Joseph slyngede armene om koens Hals og græd. Pludselig hævede han forskrækket sit hoved. » Vredes ikke, det er ikke gourous skyld, at jeg græder, « sagde han undskyldende til superieuren, » det er af lykke over al denne nåde og godhed, i kære venner og herrer fædre. « » Alene gud er nådig og algod, han har forbarmet sig over os i vor uforstand, « sagde prioren alvorlig. » Hvor kunne du gøre os den sorg at tage min spøg alvorlig, da jeg bød dig sove i bregnerne? « » Jeg ville så gerne gøre min store synd god igen, « svarede Joseph og holdt fast om gourous horn. » Vi er alle syndere, bed for os alle, min kære søn, « sagde superieuren, og Joseph bad højt og inderligt, da fædrene forlod ham, — men det var mest for den lille canaille. andet afsnit eneboeren efter denne prøvelsens tid fik Joseph gode dage i vico kloster. Og der var det at sige om hans gode dage, at de blev ved at være til for ham i kommende hårde tider. Han slog rod i de dage, egens pælerod, i hans hjemstavns verden, i kirken og dens gerning, i medmenneskenes hjerter. Joseph blev alle dage ved at være den samme enfoldige Broder, som hin forårsdag betrådte vico kloster med sit skudsmål i den fremstrakte hånd. Men denne enfold var ikke stillestående eller åndelig død; en hjertevarm tro bølgede levendegørende op og ned derunder, bragte hvert øjeblik nye omskiftelser, nyt liv, nye udveje, hvor alle mure syntes at lukkes stængende for forstanden. Det var hjertets virkelige og vækkende livsværdier, der holdt ilden vågen i dette enfoldige indre. En ild, der kun brændte for at leve sit rigeste liv i andre, give sin bedste varme til andre, — livsværdier, der for Joseph førte til et liv i skønhed, overalt sprang for hans stav en frisk kilde frem fra stenen, og han så den vælde frem uden undren, han vidste, at livskilden er alle vegne tilstede i døde sten, når der blot bankes rigtigt derpå. Pater Joseph blev altså ofte sendt bort i lange missionsrejser rundt på øen. Når han således var ude i » Forretninger « Var han som en grævlingehund på spor efter byttet. Lok for den, kast dens livkost for den, giv den kærtegn, den værdiger dig ikke et blik. Således også Joseph. Når han foroverbøjet med blanksvedig pande og hurtige skridt, som om han frygtede at komme for silde, gik gennem landsbyerne og gode venner vinkede ham ind i osterierne, så han op med et nik, et spørgende blik, der kom fjernt fra. Rakte man ham en forfriskning, en læskedrik, greb han den og slugte den begærlig, uden taksigelser, i sin gernings navn, og skyndte sig endnu hurtigere fremad, som om hans tanke imedens var ilet videre mod målet, og det nu gjaldt om at indhente den. Men kom Joseph på sine vandringer ind mellem de unge mænds og pigers klynger, når de efter endt arbejde sagde i kredse, hvert køn for sig, om de plaskende fontæner, så lød der frydeskrig, og Joseph blev standset med magt. Så strålede hans ansigt, men beholdt dog et undskyldende smil, fordi han et øjeblik trængte forstyrrende ind i deres glæde. Fader Joseph elskede ungdommen. Han kunne i timer sidde og lytte til dette velrettede sydlandske blomstersprog, der som castagnetsmeld fløj fra kreds til kreds, fængede, blussede og sendtes tilbage som små bomber, ladte med brandstof, jordiske åndedræt, lidenskabslængsel, uartikulerede sjælelyde, sværmeriske bryndesuk iden legeme, og dog.kun legemlig ild, af alle fdt, af ingen tændt, — medens rosenrøde ildtmger luede frem af blå afstandståger, lejrede tæ op til nuet, op til unge hjerter i brand, i læigsel. Alt sådant fyldte luften, fløj fra kreds til ireds, eksploderede netop i det hjerte, hvortil det ændtes. Joephs hurtige blik fandt altid de egentlige brænlpunkter i denne leg, alle disse små livshemmligheder vare ham betroede i skriftestolen, han k tidte det hele bedre end selve ejermændene, vidste i år tiden var inde til med lempelig hånd dg hjertets myndighed at lede til det, der for hm syntes indbegreb af al jordisk lykke: familieliyts lutrende opdragelsesanstalt, slægtsinstitutionen med dens tusindfoldige gengældelsesmagt for godt og ondt, forgrenet højt op og dybt ned i kommende slægtled, en lykke, der var Joseph selv nægtet at opleve. Joseph blev elsket af de unge, han var deres fortrolige tillidsmand, de rådførte sig med ham og stod sig vel ved at følge hans simple råd. » Det gode er guds villje, gør den ufortøvet, uden betænkning, guds stemme taler i dit eget bryst, følg din samvittighed. « Så kom den dag, da Josephs tid som tjenende Broder i vico kloster var til ende. Fædrene vare omsider i deres råd blevne enige om son deres uafviselige pligt at anvende en så troenæ kraft som denne Broder i den hellige missiois tjeneste ude i livets hårdføre gerning, derope i et af de udsatte bjergpas, hvis stejle og traige stier viser vej op til himlen, og som giver jdsigt til jordens store sten og forrevne t$.gedybder. ja, Broder Joseph burde ansættes deropp- som forpost i en af stormkløfterne, i et af disse evighedsgab, hvor det stærke hjerteslager en større magt end al verdens lovbud, undestrøgne af kanontorden. Alle helgenlysene vare tændte og brændte lodret i den lille bjergkirke, da fader Joseph for sidste gang baglænds og nølende forlod hvert alter med en dyb bøjning og en sagte mumlen. Udenfor på de flade stentrin lagde han sig på knæ og bad med hænderne for ansigtet. Da han rejste sig og greb sin lille bylt, for ubemærket at begive sig på vandring til sit nye hjem, var pladsen under kastanietræerne fyldt af ærbødige mennesker. Skønt timen for Josephs bortgang var bleven holdt hemmelig, havde omegnens befolkning dog samlet sig, for at byde deres Joseph farvel. Skaren brød ud i bønner, gråd, suk og skrig, de omklamrede Joseph, omringede ham, trusler begyndte at lyde mod de fædre, der berøvede de fattige deres ven og hjælper i al nød. » Børn, børn, « udbrød Joseph, stemmen kvaltes i hans Hals, » Børn, mine børn, « det blev hele hans afskedstale, men det var nok. I næste nu var Joseph løftet op på alles arme, og således bare de ham først ned i dalen, så op til missionskorset ved kommuneskællet. Joseph sad stille hen som en fyrste på sin trone, tårer og' smil vekslede over hans kinder, han klappede af og til de nærmestes hoveder. Da de satte ham ned på jorden, skyndte han sig afsted uden afskedsord, blot en hastig vinken med hånden. Pludselig standsede han med et glædesskrig. Der stod Broder Anselmo og gourou. Koen gik sindig hen til Joseph og stillede sig drøvtyggende ved hans side. Det var fædrenes gave til den bortdragende. » Hendes yver er struttende fuldt af mælk, « Forklarede Anselmo, » det kan gøre godt deroppe, hvor du nu drager hen. « Joseph vendte sig om og bredte armene ud over den rige Dal, hans hjerte strømmede over af 'pak og velsignelse. således begav Joseph sig til sin alvorsfulde gerning, om hvilken her videre berettes. Efter to dages vandring nåde han og gourou niolo bjergpas med de trange, stejle stier opefter og de vide udsigter til jordens forvitrede sten og tågedybder. Fader Joseph så på sit ensomme stendyngehus med store, glade øjne og mente, at det var et herligt hus. Her skulle hans legeme hvile ud, og alle hans tanker blive til kærlige, husvalende følelser, som han daglig fra sin stendynge kunne sende ud over egnen, afsøgende hver trængende krog, forberedende hans besøg. Det faldt ikke fader Joseph ind at undersøge denne bolig eller at bekymre sig over, at den egentlig manglede alt, for at tilfredsstille selv de tarveligste fordringer til livets nødvendigste. Han ville med taknemligt sind have takket for en endnu mindre stendynge, endnu højere oppe i et endnu mere utilgængeligt bjergpas. Fader Joseph behøvede som den ægte kunstner kun små midler for at nå den store virkning. Ikke mere plads end f. Eks. Michel Angelo engang i Florents, da han i sit lille, tommestore arbejdsværelse ved det smalle brædt, klinet op mod muren indenfor en sparsom lysåbning, fuldførte udkast til sine uforgængelige mesterværker. Hjertets kunstner skulle Joseph nå at blive heroppe i ødet, i beskeden ubevidsthed, aldrig ved de store ord. Hans tanke var klædt i enfoldets knappe udtryksform, et lille suk, et næppe mærkeligt tonefald var ofte de midler, hvormed han virkede stærkest. Men se, fader Joseph var fyldt af den ånd, uden hvilken verdens største genier kun nå at blive — gøglere. I hans bryst hævedes og sank den mægtigste maskinhammer, der blev og bliver opfundet, den bankede det røde hjerteguld frem af sjælens sorteste slagger. Et verdenshav af inderlighed var i Josephs bryst altid i stigende flod og vigende Ebbe. Religiøse brydninger voksede ikke frem heraf, hvorfor skulle de vel det? Han ejede allerede alle brydningers frugt. Hans tro var hele hans viden, lykke, kilden til hans utrættelige energi, selve hans livskraft. Den kom ikke til ham som en åbenbaring efter lyssky eller lyssøgende bedrifter, den var vokset op med ham i hans barndomshjem langt borte i en Dal, var nu bleven hans nervers hovednerve, der alene lod ham føle temperaturforandringer, sult og tørst. Når klosterreglementet bød fastesuppe, spiste han den som krydret kraft suppe, når kirken tillod fuld kost, slugte han den mekanisk. Medens han steg ned i dalen, var det, som om hans tanke stræbte opefter, hans gang var snublende hastig, foroverbøjet, som om han bar på en overvægtig byrde, guds kærlighedslære, og frygtede for ikke at komme tidsnok. Men når han gik hjemad til stendyngehuset bag det lille kapel, så slæbte hans jernsømsko, som om hans bedste tanke dvælede dernede i hytten han forlod. Når regnen faldt raslende på de eviggrønne blade, syntes de ensomme hyrder, at det lysnede som solblink, når han kom til dem. Derfor blev lille fader Joseph fra dalen stor for dem deroppe i stendyngehuset, og hans skygge blev aldrig lang selv i aftenstunden. ** denne lille, enfoldige fader ville i alle verdslige kampe være kommen ynkelig tilkort, og dog sejer

1893_Brosboell_Gazela

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Gazela

male

male

dk

Brosboell

Gazela

Brosbøll

Gazela

n

roman

Jydsk Forlags-Forretning

KB

nan

nan

O

I. En sommerdag i juni måned så man en smuk og rigtudstyret rejsevogn fare hen over den bakkede og sandede vej fra Varde til Kolding. På vogndøren stod et adeligt våben, på bukken sad en kusk og en jæger i mørkebrunt livre, på bagsædet en tilhyllet kammerjomfrue og ud fra et åbent vindue kom i enkelte mellemrum et hoved til syne af en addre mand, der stirrede op mod skyerne og lod til at anstille nogle sørgmodige betragtninger over det bygefulde vejr, som fremkaldte en kold og skarp blæst den dag, og hindrede solen i at skinne. Indenfor det andet vindue sad en ung dame, indhyllet i en hvid foerværks kåbe, bleg og tilsyneladende lidende eller anstrengt og træt af rejsen. Hun havde lænet sig tilbage i vognen, under gentagne forsøg på at finde det mageligste leje; af og til kom den yderste spids af en nydelig og fintdannet fod frem på det modsatte sæde, af og til hævede hun sine store, tankefulde øjne med et talende og sørgmodigt udtryk over på faderen, bestandig overbevist om, at hendes blik ville møde hans; når dette skete, smilede hun, nikkede, eller strakte ham en lille og smal hånd i møde og prøvede derefter på at sove. Under ethvert af disse sidste forsøg holdt den gamle mand sig stille og ubevægelig på sin plads, hans øjne vedbleve at være fæstede på hende, som om han bevogtede en skat, han flyttede sig ikke, drog sin ånde med større varsomhed, for ikke at røbe sin nærværelse eller afbryde hendes hvile. De to beisende vare general Povitz og hans datter Gazela. De havde tilbragt foråret på et af deres godser i Jylland, hvor generalen levede halvt som jorddrot, halvt som videnskabsmand, siden han tog afsked fra krigstjenesten. På grund af hans datters svagelige helbred rådede lægerne dem nu til at gøre en rejse mod syden. Det var den, de stod i begreb med at foretage. Landskabet var alvorligt og ensomt. tågen lå over bakkerne og indhyllede dem i eu gråblå tone. så at de i baggrunden toge sig ud som langstrakte b jerge; vognhjulene skare sig med besvær gennem det dybe sand; lyng, kevling og gyvelbuske blomstrede langs med vejgrøfterne: hist og her en lille hytte omgivet af et stykke rug. mellem hvis tynde og gulblege strå den lyse sandbund kom tilsyne, så en tørvestabel, der i frastand tog sig ud som et hus. så en uendelig brunrød græsslette, hvis ensformighed afbrødes ved en lysegrøn birkebusk eller forkrøblede Egeris. der vakte sørgelige erindringer om tidligere skove. Det var alt. Mærkværdigt nok. at dette land kan være goldt og øde, det er dog blevet gødet med så meget blod: derom vidne ruinerne on de gamle lejrpladser. Skandserne. ( )tferstederne og de halvsunkne kæmpegrave. — hvilke billeder ville denne egn ikke fremstille, hvis jorden kunne give sine døde tilbage! — men kæmpernes fodspor er forsvundne. Sandet dækker dem. Lyngen skjuler dem. En kæmpe gik hen over Jyllands sletter, hvis mærker aldrig ville svinde: han væltede landet op til begge sider, skabte kold og eng, bakker og Dale. Denne kæmpe lied vandet. „ Hvorledes har du det nu, du lille stakkel?44 spurgte generalen, medens Gazela atter var i begreb med at forandre sit leje. „ Det er ligesom lidt bedre?4 svarede hun med klagende stemme, „ men denne ende der, — se, den falder bestandig ned. og så fryser jeg om mine fødder?4 generalen rettede puden, svøbte hende omhyggeligt ind i et stort tæppe; imidlertid tog Gazela en flaske kølnervand ud af vogntasken og stænkede dens indhold hen over sæderne. „ Har du ikke lyst til at læse lidt?44 spurgte Povitz. „ Det anstrenger mig at holde bogen?'’ svarede hun med lukkede øjne. „ Jen’ har pebermvntekager og chokoladepleskner til dig. - ikke? — ja, ja! Skal jeg åbne vinduet lidt? Nu komme vi ret straks til en rigtig smuk egn, en prægtig skov, en gammel herregård: hør hvor kirkeklokkerne ringe! seer du åen dernede, hvor smukt den bugter sig igennem engene?4’ „ Det keder mig?4 svarede hun. „ Du lovede mig i går, at egnen skulle blive interessant og afvekslende, men det er bestandig det samme, så skinner solen heller ikke i dag. Og nu iaften, disse gyselige kroer med ligvers eller Christi lidelseshistorie på væggene, og vinduer, der ikke kunne lukkes op. — du kan da ikke forsvare, at lade mig overnatte på et sådant sted, — så tager jeg hellere Jakobe ind til mig i vognen, og bliver siddende her den hele nat, - så dør jeg,u tilføjede hun med samme klagende røst, men tillige med et smil, der ophævede denne klages betydning. — „ Jeg vil bo på et sted, hvor morgensolen skinner ind ad mine vinduer, der skal være blomster og fuglesang og en stor altan udeno o o o for, og et badekammer, glem ikke det. Der skal også være bjerge, store blå bjerge med vandfald i baggrunden. Det lovede du, da vi rejste/4..du skal få det alt sammen.44 forsikrede / generalen,..vil du så være fornøjet og glad?44 „ Ja, nu må du ikke spørge om mere; jeg kan ikke tåle at tale så længe.1-4 faderen tav. Gazela så over på ham, smilede og slyngede sine arme om hans Hals. „ Er du træt, er du ked af mig?44 hviskedee hun med en blød og harmonisk røst og lod sit hoved hvile på hans skulder. Jeg gør dig vist for meget af det, men du skal nok få fornøjelse af mig. Jeg har det virkelig ligesom en lille smule bedre. “ Povitz kunne hverken modstå denne indsmigrende stemme eller disse mørke og strålende øjnes veltalenhed. „ Jeg bliver aldrig træt og aldrig ked, “ skyndte han sig med at svare, medens han kyssede hendes hår og smilede, med fuld overbevisning om at være en lykkelig fader. Sent på eftermiddagen nåde de Kolding; men Gazela fik den aften dog hverken altanen eller de omtalte blå bjerge udenfor sine vinfluer. Hun måtte lade sig nøje med en stor sal midt på torvet, med udsigt til møllen og ruinerne på slotsbakken. Jakobe fik ordre til at købe alle de blomster, der kunne fås. Derefter lod Gazela sig klæde om, tog plads i en lænestol ved vinduet og mente nu, omringet af sine blomster, at hun nok kunne holde det ud, medens Povitz gik bort for at hilse på distriktslægen, en af hans gamle venner. Distriktslægen var en lille, gråhåret og bevægelig mand: han modtog generalen, som man modtager en længe savnet ven, gjorde liam tusinde spørgsmål uden at vente på svar. forlangte at han straks skulle hytte hen og bo hos ham og blive i det mindste otte dage...du har intet at haste efter. Du er jo din egen herre, du er rig. Du er mægtig, kort sagt, en lykkelig mand.”..lykkelig!" gentog generalen med et suk og et skuldertræk. „ Xei. ikke med det ansigt; men så fortjener du heller ikke at være det. Tænk dig om ( 'asper! Alverden for din fod, ikke det mindste at bestille, det vil sige. Lov til at bestille alt, hvad du har lyst til. Du behøver blot at strække hånden ud efter alle de goder, jeg må sidde og skrive recepter for fra nytårsdag til jule-helligaften. - hvad kan du forlange mere?”..jeg har en datter -ja. jeg har fire, og så regner jeg endda ikke drengene med. - men det er jo ingen l lykke, især siden hun tegnede til at ligne din salig kone, det vil sige, blive dejlig og fortryllende. Har hun måske ikke holdt sit løfte?u „ Hun er svag og sygelig.41 „ Så skrive vi hende en recept op: lidt chinin, lidt jerndråber, det forståe]’ jeg mig på. Kom, lad os gå lien og se på hende. “ Lægen stod op, generalen holdt ham tilbage. „ Det er ikke værd, du: jeg ved ikke, om hun vil synes om det; måske kan det gøre hende ængstelig, uforberedt som hun er. Måske er hun gået til ro, træt af rejsen; — hun er vist gået til rod1 „ Nå! Det er altså frøkenen, der er mand i huset? å ja. det hændes! Sæt dig ned da, her i sofaen, en pibe eller en cigar? — skrift for din læge, hvad fattes hun?" „ Ja, hvordan skal jeg forklare mig? Jeg kan ikke nævne dig noget bestemt onde, heller ikke har hendes læger kunnet udfinde det, deri ligger netop ulykken. Det er begyndelse til en hjertesygdom, sagde den ene, hun må afholde sig fra. enhver heftig bevægelse, ikke blive for længe oppe om aftenen, ikke mere tage i selskab eller på bal; men det var jo grusomt, for hun holdt netop så meget af baller dengang. — det er en psychisk apathie, sagde en anden, en nervøs slappelse, der kan have mangfoldige årsager. Frøkenen må stå tidlig op, gå lange morgenture og drikke brønd. Det kunne heller ikke blive til noget: hun vil ikke bruge brønd og holder af at ligge længe om morgenen. Til sidst søgte jeg en homøopatt. Han stod og hørte, hvad de andre havde sagt, trak på skuldrene og smilede. De forstå ingenting, disse aleopather. Hvorfor kom de ikke til mig straks? Det er en sag jiå fjorten dage, lad os sige tre uner. så skal frøkenen være kureret. For o det første vil vi nu holde op med al den medicin, det kan jo slå en hest ihjel; seks af mine små sukkerkugler, af størrelse som et knappenålshoved. gør den samme virkning, seks ad gangen, ikke tiere, mærk dem det. Dernæst må de ikke mente patienten nonet. O det kan hun ikke tåle. Hnn skal have sin villie i alt. Den mand syntes Gazela bedst om, jeg også, for oprigtig sagt. Du! hun er vant til at få sin villie. Der gik fjorten dage og fjorten uger, uden at homøopattens •små kugler gjorde deres virkning. Ingenting hjælper hende, hun sygner hen mellem hænderne på mig, i dag er hun blegere end i går, en kold luft bringer hende til at skælve, et vindpust standser hendes ånde, hun kryber sammen som et falmet blad, røres og bevæges af' intet. Hun har svælget i den grænseløseste luksus, i en overdådighed, du ikke gør dig begreb om. Det interesserer hende ikke mere: pynt. Juveler, alt er blevet hende ligegyldigt. Tidligere havde hun næppe ytret det ene ønske, tør hun fandt på det andet, og jeg løb, jeg fuldfyrdede dem. hvad har en fader vel ellers at tage sig for? Nu rækker hun mig sin hvide hånd, takker og finder sig i alt. men har ingen ønsker, ingen fordringer mere. Hun lider og skjuler det for mig. Ikke for noget i verden ville hun lade mig høre en klage: men jeg kender hende, hun er jo mit eneste barn, i tyve år har jeg set på dette yndige og blege ansigt, jeg kan det udenad, jeg læser i hendes smil og hører hende med mine øjne. De sige, hun er egenrådig og forkælet, jeg ved det nok: men alle disse fremmede er blevne stående ved overfladen, jeg alene seer tilbunds i hendes sjæl. og desuden. Hvis hun havde fejl. hvorledes skuldejeg vel kunne rette dem. når de i mine øjne tage sig ud som fortrin? — jeg elsker hende som hun er. jeg har plejet hende, våget over hende, stået udenfor vinduerne om aften for at se hendes skygge passere forbi det nedrullede gardin, som om jeg kunne være en tilbeder, en elsker, - hvad siger jeg? en elsker tænker kun på sig selv. jeg tænkte kun nå hende. Jeg har aldrig truffet nocjet så rent, så graciøst, så vidunderligt dejligt som hende, og denne skønhed går tilgrunde dag for dag, om nogle år vil den kun være til i min erindring. Det er denne bevidsthed, der som et spøgelse lægger sin klamme hånd over al min lykke. Jeg har set hende i mine drømme. Du. klædt som lig, jeg er vågnet om natten, badet i sved, jeg hørte de skruede låget til på hendes kiste, jeg så dem bære det bort. som gemte al mit jordlivs lykke. Er det ikke forfærdeligt? - råd miß’! Hjælp mig, hvis du kan.” den gamle mand sank ned foran lægens stol, bøjede det hvide hoved over sine hænder og græd højt...fat dig!” sagde lægen. „ Det er din frygt, som taler, og den lader dig overdrive og forstørre faren. — du ryster på hovedet: du kan stole på, hvad jeg siger. Det er jo ikke to måneder siden, jeg besøgte jer i det Paradis, livor i havde bygget jeres rede; jeghar lagt mærke til hende, udforsket hende, og der er næppe gået en dag siden, uden at jeg jo har sendt jer en tanke. “ „ Hvad råder du mig da til? “ spurgtegeneralen, idet han greb lægens hånd med begge sine. „ Tal, tal! derfor søgte jeg dig. Hvad skal jeg gøre? “ „ For det første skal du lade være at tromme alverdens læger sammen for at holde rådslagning over det stakkels barn, hun må jo nødvendig gå tilgrunde blot ved alle de sørgelige billeder. Du fremmaner for hende, du taler ikke om andet end 1 jigkiste og begravelse. Og hvad nytte de så til, alle disse doctores? — vi tale her under fire øjne •— der er sgu ikke en af dem, der kan nævne den urt, som hjælper hende: kast alle deres krukker ud af vinduet, Casper! Det er heller ikke hendes legeme, der lider så meget som sjælen: det er dette drivhusliv, i har holdt hende i, denne fuldstændige legemlige og åndelige ørkesløshed og mangel på moralsk disciplin, en alt for stor eftergivenhed fra papas og mamas side, kortsagt det er en civilisationssygdom. Langt mere almindelig end du tror. rejs med hende, så er du på den rette vej, skaf hende frisk luft, beskæftigede, ikke blot for legemet, men for følelsen og tanken, viis tiende verden, rig og stor som den er; for 1 )ig klæde b jergene sig i lys og solskin, bring* tiendes lille h jerte til at banke, til at længes, til at ønske og håbe, det er min sjæl alt, hvad din datter trænger til og bedre end alle vore recepter og dråber; - men det magter du ikke, jeg ved det nok, du kan vugge dit syge barn isovn, men ikke få det til at længes efter at vågne igen?’ da lægen havde sagt dette, tav han pindselig som greben af en mægtig tanke, han grublede, smilede, sprang op fra stolen og* lagde sine hænder på vennens skulder. „ Gudsdød! General!” råbte han,,,velsign mig. min kære gamle ven! jeg får en ide, en glimrende ide. Nu ved jeg. hvordan vor patient skal kureres. Det er Vorherre selv, som sender dig hertil i dette øjeblik. Du husker jo den unge Frants Hardenberg, ikke sandt?” generalen havde under dette sidste optrin viist en dyb overraskelse, han knude ikke følge med dette pludselige omslag i vennens tankegang, men gentog langsomt og tovende: „ Frants Hardenberg? nå ja! ham husker jeg som en dårlig officer, en fortabt person, hvad har han med vor samtale at bestille?44 „ Han er din søstersøn41, svarede lægen. „ Ja desværre, mens han tjente som officer i gården måtte jeg anvende hele min indflydelse hos hans majestæt for at udvirke ham en nådig afsked, så fik jeg ham fra byen, en måned efter vendte han tilbage igen og meldte sit komme med en skandaløs duel, så betalte jeg hans gæld og han stiftede en ny, så skaffede jeg ham en gård oppe i Vendsyssel, den lagde han øde. Jo. jeg har ganske vist bevaret nogen erinding om min søstersøn. Men hvorledes kommer du til at tænke på ham i dette øjeblik? Han er jo rejst til Afrika nu for at slås med beduinerne, og det var det fornuftigste, han kunne gjorde.14..til Afrika? “ I! „ Ja, ganske vist, han tilskrev mig hele sin plan i foråret og bad mig om beisepenge.44 „ Han nåde alligevel ikke så langt.4’ svarede lægen smilende. „ For øjeblikket sidder han arresteret heroppe på bådstuen, fordi han iforgårs forgreb sig på politimesteren på åbenlys gade og befriede en bortrømt rekrut, som skulle føres tilbage til exercerskolen i Frederits. Jeg sad just i mørkningen og grublede over, hvordan jeg skulle bære mig ad for at få ham frelst; det vil blive en slem sag, hvis der falder dom; så kom du og bragte lys i alt; det beroer på dig at skaffe ham herfra. Du er hans redningsmand."...jeg?"...ja vist. Du alene, men han er også din. Frants er l'ngdommen, friskheden, de levende ideer, det er netop ham. Du trænger til. han vil være den rette læge for dit syge barn, han vil vække hende af hendes søvn, tænde det slukte lys i hendes sjæl. kalde forestillinger. Indtryk og livslyst tilbage. Hvorfor stirrer du så forundret på mig? Frants har gjort mange dumme streger, men aldrig slette streger, han er ung endnu, han kan rette sig. Han er et oprigtigt hjerte, en fuldstøbt personlighed: adspredelser, hændelser, eventyr og farer svæve omkring ham som fluer om en hest; han udstroer glæde og munterhed overalt, hvor han kommer: endelig har han Carit Etlar: Gazela. 2 også en egenskab, som i dine øjne vil blive anset som et fortrin, han er slet ikke farlig, du! Jeg tror aldrig han liar læst sin lykke i en kvindes øjne; lians pande, blik og mund tale, men det er ikke om kærlighed, de fortælle?’ „ Men hvad tror du, min datter vil sige til et sådant rejseselskab?44 „ Mind hende om blodets røst, lov hende adspredelse, find på noget, sig, hun gør en god gerning, at hun kan frelse en sjæl fra døden derved, det smigrer de unge hjerter?4 „ Jegskal tænke over dit forslag; men jeg må naturligvis først tale med Gazela?4 „ Lad os redde ham først, siden kan du altid tale derom; sådan en sag må tages med en trumf, du spilder kun tiden ved at parlamentere. “ Der var noget overtalende i lægens inderlighed og dybe overbevisnings røst, som øvede en mægtig virkning på den gamle general. Hans første overraskede og misbilligende mine forsvandt, han blev siddende tavs og grublende længe efter, at den anden havde ophørt med at tale. il samme aften, nogle timer senere, begav Povitz og lægen sig hen til rådhnusbygningen og bankede på en dør i kælderetagen, hvor arrestforvareren boede. Det var mørkt i stuen, da de trådte ind. En kvinde slog ild og tændte lys: da hun genkendte lægen, smilede hun venligt, vædede hånden og strøg den hurtigt hen over håret, for at glatte lidt på det. „ Nå! hvordan går flet. Sidsel, ingen feber mere? Den fik vi da fra halsen, hun seer jo ud som en tulipan. Hvor er Nice, hendes Aland i aften? “ „ Han ligger og sover henne i alkoven?' svarede konen. „ Fatter har lovet at råbe i sin Broders, Peer a ægters sted i nat; så sagde jeg til ham, han skulle gå hen og få sig en søvn først. “ „ Alen hvem skal så passe på arrestanterne, mens hans går og råber? “ konen nikkede fortrøstningsfuldt og svarede: „ De karle tager jeg på samvittigheden, jeg er ikke bange af mig. “ Sidsel rettede sig med denne forsikring i sin fulde højde; hendes firskårne skikkelse, den udfordrende stilling med en knyttet hånd i siden og en ufortrøden mine, gav fuldkommen tillid til hendes løfte. I det samme kom et mandshoved, halvskjult af en rød, ulden nathue. Frem fra alkoven. / „ Hvad er der på færde? “ spurgte han. „ Er han nu bleven malisiøsk igen? “ Det første spørgsmål blev gjort, inden han endnu havde åbnet sine øjne: fia han så fle fremmede rejste han sig overrende, tos; huen af og nikkede til alle sider, siddende o o på sengekanten. Ved lysets skin så man nu en magelos’ temmelig uanseelig mand med et indfaldent ansigt, hvori ethvert andet parti blev behersket af en uhyre stor, næsten kuglerund og i flet blålige spillende næse, som Nice havde den vane hyppigt at kærtegne med sin hule hånd, og hvorigennem han hørlig drog sin ånde. „ Hvem er det, Nice kalder for malisiøsk? “ Spurgte lægen. „ Ih. hvem anden end det gale spektakel, den Greve Hardenberg, vi har fået at trækkes med. Her har ikke været fred i huset en time siden. Det er godt nok, at doktoren bar lovet at se mig lidt til gode, for at jeg skulle skaffe ham bedn* logi og føde, end der står i reglementet: men han er alt for desperat, det er ikke til at holde ud længer." Sidsel fandt noget ærekrænkende i denne ytring, hun rvnkede brvn og råbte advarende „ Nice!” arrestforvareren sænkede stemmen og vedblev i en blidere tone: „ Han linder på de tusinde løjer, så lang dagen er. hvert øjeblik o o banker han på døren, og afsted må jeg. Vil de bare høre!" udbrød han. idet han sprang ud af alkoven og greb lægen i armen lo o o o og lyttede. „ Dundrer han nu ikke på igen, den trold! —.jeg bestiller ikke andet end at løbe frem og tilbage den hele dag. Forgangen kaldte han på mig klokken fem om morgenen,, blot for at lade mig vide, at han havde sovet godt. Om formiddagen begyndte rabalderet påny, så ville han låne det gamle posthorn, som hængte derinde; hvis han måtte få det, skulle han være stille og ikke ståheie mere. Så kan doktoren tænke sig, så sætter det asen sig op i vinduet lige indenfor stængerne og passer på. og hver gang der kom et kvindfolk forbi, gav han sig til at tude, så det skraldede igen. Det var endnu ingen ting, før klokken blev elleve og borgermester og skriver kom herop for at bolde forligelseskommission. I )a skulle i )e have hørt en musik: han tudede og tudede, så himmel og jord måtte gå istykker, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fange an for at få hornet fra ham igen. Borgermesteren kaldte mig op og gav mig en rift for min villighed, og både Sidsel og jeg måtte over efter hornet. Hun tog det fra ham. skønt det kneb, og han håndterede ilde med hende forinden." Sidsel fandt noget for sin blufærdighed krænkende i den sidste ytring: hun rynkede atter bryn og tilråbte sin ægtemage et dadlende:..Niced men Nice var kommen i hede, han kærtegnede sin næse med det hule af hånden og vedblev:..så gik det lidt over efter den tur, til han i går eftermiddag bad om at låne min fiolin, den kunne da ingen støj gøre. Jegtænkte på doktoren og lod ham få den. rolig var han også, lige til jeg havde gjort ronden i nat og var kommen i seng; så dundrer det igen; jeg. som tænker på ingen ting, står op og går derover. Så havde o 1 o o han stillet sig bag døren, smækker den i, da jeg kommerind, og forbander sig på, at han ville hænge mig op i sine buxeseler, hvis jeg ikke straks gav mig til at danse, medens han spillede. ----- hvad synes doktor! urimelig stærk er han jo. og jeg måtte til at danse, « lanse på hosesokker og med næsten ingen klæder på kroppen. Til sidst blev han ked af det. smed fiolinen med en skoggerlatter og lagde sig tilbage på sengen og fægtede ooo o i o o o med benene op i luften. — er det ikke en rar fyr?" „ I måtte ønske jer vel af med ham. “ Ytrede lægen...det gør vi fra morgen til aften,” forsikrede Nice. men det går ikke så nemt. Forgangen, da jeg kom op til kancelliråden med protokollerne, nikkede han til mig og sagde: vi skal nok få ham gjort tam. lille Nice; inden mortensdag skal han komme til at spadsere med bolt og jern i viborghus, sååndt jeg er borgermester og byfoged i Kolding. „ Det er netop derom, vi skulle snakkes ved, vi to,1" sagde lægen. Jeg ynkes over den stakkels fyr: han har forgrebet sig på borgermester, men egentlig ondt har han da ikke gjort: han er af god familie, som nødig* vil se deres slægtning på viborghus. Derfor vil vi tale os tilrette med det gode. Nice og* jeg. Hvad om vi f. Eks. lod hans dør stå, på klem i aften eller lirkede lidt ved låsen, så det hed sig. han selv havde dirket den op: sligt kan jo hændes. Nice forståe]1 mig nok?4..gudfader bevares!" råbte arrestforvareren, „ hvad tænker doktor på; det går ikke, om de så bød mig et halvthundrede daler “. „ Byd ham hundrede." hviskedee generalen. „ Herren der spørger, hvad i ville sige, hvis man bød jer tredsindstyve daler?" Nice rystede på hovedet med en mine, som om han var uovertalelig: dog kastede han på samme tid et spørgende blik over til sin hustru. Sidsel syntes ikke at lægge mærke hertil; hun stod hensunken i dyb betænkning. „ Jeg ville miste mit levebrød for den sag, “ tilføjede Nice, „ og der har endnu aldrig været noget at sige på mig; jeg er en nidkær ( ><r redelig embedsmand." O..hvad bestillingen angår, kunne man måske skatte jer en anden." bemærkede lægen...til mikkelsdag bliver der en plads ledig som portner ude på hospitalet, den er 1 just skikket til: så kunne Sidsel blive vågekone. Og 1 kom da begge to i Brod. Nice bliver gammel nu og har ikke godt af den strabads hei’." Arrestforvareren følte sig øjensynlig bevæger ved denne edsigt: han gentog lægens o o o. i o o ord. hostede lidt og forsikrede, at hans bryst blev dårligt her i arresten: dog afslog; han standhaftig ethvert tilbud, indtil Sidsel pludselig afbrød ham...nice!" sagde hun kort og bydende...nu er klokken halv ti slagen: det er bedst. Du kommer i kavaien og ud at råbe. Jeg- skal snakke med herrerne." Nice så på stueuhret. kastede et længere og betydningsfuldt blik på sin hustru og drog sig tilbage til det næste værelse uden videre indvending-. „ Nu er det os to," sagde lægen smilende;..hvad mener Sidsel om den sag? Jeg har altid holdt hende for en fornuftig kone. Vi må finde på noget for at hjælpe det arme menneske. “ „ Det kan måske lade sig gøre. “ svarede Sidsel, men ikke igennem døren, heller ikke lirke ved låsen: fatter skal være fri og frels."..når vi blot finde på en udvei", mente lægen. „ Denne gang skal Sidsel hjælpe mig. Kommer hun til efteråret og får Kolden igen, eller i trænge til et par favne knippelbrænde i vinter, så er jeg hendes mand!" „ Å, vi kan jo købe knippelbrænde folde firsindstyve daler. Doktor lovede os. — var det ikke firs? Dernæst tænker doktor også lidt på den plads i hospitalet til mig og fatter. Jeg mener det går: lad os komme over og se til ham i arresten." Hun tog et vældigt nøgleknippe ned fra væggen, tændte en lygte og forlod stuen med generalen og lægen. „ Hvor skal i hen?" spurgte Nice. som i det samme trådte ind. klædt i en a ægterkavai med kabuds på hovedet og morgenstjerne i hånden. „ Hvad angår det dig?" svarede Sidsel: „ nu er du vægter: det er mig. der skal vare arresten.” Nice gned lidt på sin næse. men lod Sidsel gå uden at sige noget. Hardenbergs arrest lå i en sidetioi over gården. Det var en høj bygning med en række mørke vinduer, tavse og alvorlige, tilgitrede med rustne jærnstænger. bag hvilke o o der hist og her hørtes en dæmpet sang eller en hviskende samtale. I nogle af dem kom en skikkelse til syne i skjorteærmer, en hånd klamrede sig fast om jernstængerne, medens et blegt ansigt, omgivet af uredt hår, i ensomheden syntes at tinde adspredelse ved at betragte det blev og tungsindige lvs. Månen kastede ned over de kalkede alure på den anden side af gården, eller ved at sende en trusel. en hån elle]' en længsel mod de uyvende småskyer. som sejlede hen over ( len mørkeblå himmel. Ed fra et af vinduerne stak en tynd bøgegren med halvvisne blade, under et andet hang et bur med en tæmmet solsort. Når larmen af en forbikørende a ogn ellei- en højrøstet samtale trængte ind i eængselsgården. gav fuglen sig til at hoite 2h og gentog ufortrødent den første strofe af „ Ach, du lieber Augustin! “..her boer altså min søstersøn", hviskedee 7 i 7 generalen, „ og ham vælge vi til selskab for mit barn, min tine og yndige Gazela! “ „ Det er jo netop for at han ikke skal blive boende her længere, “ svarede lægen. „ Husk på, hvad jeg spåede dig for lidt siden, Casper! - der vil komme den dag, hvor du takker mig for at have fulgt mit råd i aften. “ Sidsel standsede udenfor en dør og lyttede; alt var roligt. „ Han sover vist! “ bemærkede, lægen. Konen smilede og trak på skuldrene:...ja, gud sover han! “ mumlede hun, „ « let skal vi snart få at se. — den fyr har nok andet at bestille end at sove." Hun åbnede døren til en lang og smal arrest og lod de fremmede træde ind. Alt hvad de så var en briks. et bord og en træstol; fangen selv lod til at være forsvunden. Da Sidsel gik hen til sengen, sprang pludseligen høj skikkelse op bag denne, en mand kom tilsyne, fra hoved til fod indhyllet i kalkstøv, et åndrigt, godmodigt åsyn smilede dem sorgløs i møde, omgivet af en skov af kulsorte, krøllede hår, der så ud som pudrede af kalken. Han rystede støvet af sig, tørrede sin våde pande og gjorde dernæst en dyb og komisk hilsen. „ Der seer de, hvordan han sover/4 udbrød Sidsel og lyste med lygten ned på et hul, som nylig var brudt i aluren...han er i færd med at skamfere alagistratens gode alurværk og bryde ud af arresten.44 fangen smilede. „ Det er så kedeligt herinde.44 bemærkede han høfligt. I dette øjeblik faldt lygtens skær hen over generalen. Hardenberg kastede det lille stykke båndjærn, som havde tjent ham til værktoi, og strakte begge hænder frem mod Povitz. „ General! min kære onkel Casper! Du her? Er det virkelig dig?" Der var et udtryk af glæde og bevægelse « o o i hans ansigt, noget blødt og inderligt i hans o o o o stemme, som rørte generalen. „ Ja!14 sagde han, „ det er mig, du ulyksalige! som lier må være vidne til din skændsel.44 „ Skæbnen vil det nu engang så," svarede Frants frimodig. „ Det er mærkværdigt nok, men vi to mødes næsten aldrig, uden når jeg befinder mig i kritiske og fortvivlede ømstæn( ligheder. dennegang må du dog ikke skænde. Det er jo ikke mig, som søger dette aløde. “ „ Jeg kommer for at frelse dig “, sagde generalen. „ Det har jeg næsten besørget selv, “ svarede han og kastede et tilfreds blik på, hullet i aluren. Jeg vidste allerede, hvad han tog sig for,, dengang vi gik ind og spiste mellemmad, “ bemærkede Sidsel. „ Hvor fiffigt i end bar jer ad, så faldt der dog kalk ned fra muren ude i smøgen, men hvad kom det mig ved. “ „ I skulle da helst have ventet med at komme herop en times tid endnu, mutter, såvilde jeg have været fri. “ „ Og når du bliver fri, hvad så, Frants? “ Spurgte generalen, „ vil du så begynde igen, hvor du slap, det vil sige, blive til skam for dig selv og din hele shegt? “ „ Nej, “ svarede Frants, pin kan det være nok med de løjer; sådan en to, tre dages eftertanke i ensomhed og ro gør sin a irkning, man har ingen ting at tage sig for, også grubler man over sig selv af lutter kedsomhed, man seer sig selv som i et spejl. Var jeg sluppen ud, tror jeg vist, jeg ville have berøvet mig den fornøjelse at møde dig oftere, min k jære morbroder, i det mindste for det første de slås jo på et eller andet sted, i Afrika, eller Ostindien: jeg vil tage tjeneste, det er dog det eneste, jeg duer til, og skulle vi nogensinde senere mødes, lover jeg dig, at det ikke skal blive i varetægtsarresten. “ Der lå noget forunderligt ærligt og frejdigt i denne forsikring, hans øjne havde et udtryk af hengivenhed, som atter greb den gamle general. „ Du skal ikke tage tjeneste, hverken i Afrika eller i Ostindien, du duer ligesålidt til soldat som til at være landmand."..hvad skal jeg da bestille?" Povitz havde draget ham hen i et hjørne at arresten. Lægen talte med Sidsel, ingen gav agt på, hvad der foregik mellem onkel og søstersøn. „ Frants! Frants!" udbrød Povitz o£ lamle sin hånd på hans skulder. „ Du har gjort mig megen sorg i dine dage". „ Ja, jeg ved det nok, “ svarede Hardenberg blødt, „ men det er da ikke for at minde mig derom, du kommer herind i aften." „ du skal bort herfra, hellere i dag end imorgen, hellere straks end om en time. Jeg står i begreb med at gjorde en udenlandsrejse, du skal følge med." Hardenberg betænkte sig lidt. „ Jeg har ingen penge," sagde han. O 0 7 0 „ Jeg lægger ud for dig." „ Når skal jeg betale dig tilbage?" „ Når du kan.44 „ Hvis det varer længe, hvis jeg dør forinden?14 „ Så gør vi afregning deroppe.14 „ Ak, min kære onkel! vi to ville ikke kunne rejse firogtyve timer sammen, inden du er mere ked af mig end nogensinde før.44 kender du min datter?" „ Alin cousine? — hvad er det nu, hun hedder? — en lille fin og bleg skabning, fordringsfuld til den yderste fingerspids, komplet dame, medens hun endnu gik med skolepose og alamelukker, feteret og forgudet af enhver, der brød sig om et smil af dig. - jo vist, kender jeg hende, det vil sige, jeg har rigtignok ikke tænkt et minut på hende, siden vi sås sidst, og det er nu halvniende år siden." „ Hun er mit eneste barn, min eneste glæde, hun trænger til adspredelse, hun sygner hen, liun dør: det er tor hendes skyld, vi rejse; lægen siger, at du kan hjælpe mig, — ja vist, netop du! Der er en frejdig ungdom i dit sind, som jeg mangler, din muntre spøg, din sorgløse latter, din evindelige snak vil være hende til større opmuntring end min alvor og mine bange bekymringer. Du skal rejse med os, Frants. Har jeg været dig til nogen gavn før, så kan du nu gjengjelde mig det altsamme. Ingen modsigelse]’, det er besluttet, du rejser med. “ En dyb alvor hvilte over Hardenbergs åsyn; den gamle af ands bønlige ord, hans bevægede stemning, tårerne i hans øjne bragte hans sorgløse Aline til at forsvinde. Han greb sin onkels hånd. „ Kan jeg da rejse med jer? “ sagde han, „ jeg, som du nylig anså for en halvvejs fortabtperson, og som måske også er det, thi jeg har næsten tabt troen på mig selv, det svigter, hvad jeg griber efter, det viser sig som illusion og bedrag, hvad jeg har holdt for sandhed. Jeg hader hele denne sminkede og forgyldte kreds, hvori din datter er gudinde: jeg seer et a rængebillede i det samfund, i to bevæge jer i, det opfylder mig med uvilje Carit Etlar; Gazela. 3 mod andre, med medlidenhed mod mig selv. Jeg har evner, men ved ikke, hvortil jeg skal bruge dem; det er ikke i mine mangler, jeg går tilgrunde, jeg attråer uden at ville, jeg tørster uden at kunne drikke, — og jeg skulle være et selskab for dig og din datter, være jer til nytte! - nå ja, lad os prøve det, fordi det er din villie. — det er besluttet, har du sagt, altså rejse vi. Generalen greb hans hånd. „ Og i lader eders fange slippe ud, “ sagde han til Sidsel. „ På ingen måde “, svarede hun. „ Det må han selv om. Jeg går og lokker og* stænger forsvarligt efter mig. Har han gjort sig et hul, så lad ham krybe ml af det; kommer det så til forhør i morgen, kan jeg* og Nice sværge vor saligheds ed for kancelliråden, at vi ikke har rakt ham en hånd dertil. Det er bedst at have en ren sag at stå på i sådan noget. “ „ Mutter har ret. “ sagde Hardenberg, „ jeg kan

1883_Brosboell_Krybskytten

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Krybskytten

male

male

dk

Brosboell

Krybskytten

Brosbøll

Krybskytten

y

gothic

Mackeprang

KB

nan

nan

O

Det er omtrent tredive år siden, at denne fortælling første gang udkom, senere er den bleven optrykt i et vestjysk søndagsblad, hvilket også er meget længe siden. Jeg havde næsten glemt alt, hvad hermed stod i forbindelse, da hr. Riemenschneider kom og bad om lov til at udgive bogen som folkelæsning. Så rettede jeg, forandrede og forbedrede, uden dog enten at ville eller kunne berøve det tidligere skrevne hele præget af den længst tilbagelagte tid, hvori det blev til uagtet min fortælling derfor måske viser sig noget afvigende fra den æsfhetiske smag, som nu gør sig gældende, håber jeg dog, at dens skildringer af vort folkeliv vil kunne fremkalde interesse hos læserne, og at den nye udgave må være så heldig at vinde samme venlige modtagelse, som blev den gamle tildelt. Oktober 1882. Carit Etlar. i. I buegangen. En aften i oktober måned 1845 sad en gammel kone i buegangene, der omgive ridebanen på Christiansborg slot. Hun havde taget plads på det nederste trin af vindeltrappen til hoftteatret, og bad enhver forbigående med ydmyg og klynkende stemme om en almisse. Vejret var koldt og mørkt. Stormen for med en langtrukken piben igennem hvælvingen, tunge mørkegrå skyer skjulte himlen, og nedsendte af og til en skin støvregn. I de enkelte mellemrum, vinden adskilte skyerne, kom et mat og blegt stjernelys til syne. Konens hoved var indhyllet i et uldent, grøntstribet kasfetørklæde, som gik korsviis ned over brystet. Når lygteskæret faldt på hendes ansigt, sås disse blege og furede træk, der bare præg af et liv fuldt af armod, sorger eller laster; men, hvad der dannede det særegne hos denne kone, var det hånlige og ondskabsfulde udiryk i de små plirrende øjne og i mundens dybe og rynkede folder. „ Der går nu alle disserige mennesker, “ hviskedee hun, efter at et selskab var passeret forbi hende. „ De strutte i Fløiel og silke, den ene prægtigere end den anden, og ingen af dem skal give mig fattige stakkel så meget, at jeg kan læske min tunge med en lille tår kaffe. “ — „ Gud velsigne dem, gode herrer! “ vedblev hun i samme øjeblik. „ Giv en fattig kone en lille skilling. “ Disse ørd blev henvendte til to personer, som standsede udenfor trappen, tilsyneladende så fordybede i samtale, at de ikke lagde mærke til betlersken. Hun gentog derfor sin bøn og berørte den nærmestståendes kappe. „ Gå Pokker i vold! “ Svarede Herren, „ og lad os være i fred. Kom, Viggo! Det bliver, som jeg har sagt: vi ville friste skæbnen og selv være vor lykkes skaber. “ Efter disse ørd fortsatte de deres gang ned mod marmorbroen. „ Ja gå kun, “ mumlede betlersken. „ Du kan troe, jeg skal huske dit svar, når du har glemt det. — jeg har givet ham føde og jldebrændsel. Jeg har opdraget ham fra lille af, og således lønner han mig. Bie kun, Frank! Jeg kunne gøre en rig mands søn af dig, hvis jeg ville sige^ hvad jeg ved; men nu skal du få lov at mugne op i nød og elendighed. Du skal komme til at bære værre pjaller end mine. “ Betlerskens forbittrelse tiltog, medens hun talte. „ 7 > a guae sum, “ iiuiml ' kde betserlkkn. hendes bøjede skikkelse hævede sig; hun udstrakte truende hånden i den retning, de tvende personer vare gåde. Da hun endelig havde udtømt sig, tog hun igen plads på trappen. Lidt senere kom en herre gående forbi stedet; konen betragtede ham opmærksomt og sagde, idet hun udstrakte hånden: „ En lille skilling i guds navn! gode hr. Thorning! “ Den kommende standsede, forundret over at høre sig nævnet. „ Hvem er de? “ „ Gud velsigne dem, hr. Thorning, “ svarede tiggerkonen med den ynkeligste betoning, hun kunne give sin stemme. „ Jeg er den gamle Trine Jansen, som har min gang i huset, hvor de boer. “ „ Ja, nu kender jeg dem jo, “ sagde Herren, idet han gav betlersken en almisse. „ Vær så god, mor Jansen! Jeg kan ikke give hende mere, for jeg har ikke mere. — godnat! “ Dermed gik han, fulgt af den gamles velsignelser, som netop fortsattes så længe, hun troede at blive hørt. Da Thorning var kommen nogle skridt bort, vendte hun sig mod gadelygten, betragtede pengene, hun havde fået og sagde: „ Det var også noget at byde folk, — otte skilling. — nej, lad mig se! Ja, så gud tror jeg ikke, at det er en mark! -- det er dog en prægtig fyr, den Thorning! Gid nu djævelen sidde her længer og tigge. Jeg har både til en god kop kaffe og til et par rare boller oven i købet. Den velsignede sjæl! “ Betlersfen gik tilbage og tog en hankekurv frem fra trappekrogen. Derpå svøbte hun sit tørklæde tættere omkring sig og gik ned igennem buegangen, idet hun undervejs overlagde, hvorledes hun bedst skulle anvende de sammentiggede penge. Dette tilsyneladende uvæsenlige møde mellem betlersfen og de tre herrer, skulle senere have de vigtigste følger for flere af denne histories hovedpersoner. I. En studenterbolig. Ligeoverfor kongens have, i baghuset til en af de store, smagfulde bygninger, som den nye kunsfsands, eller måske blot den gamle efterlignelseslyst fremkalder i stedse tiltagende mængde, boede vor bekendt fra foregående aften, Knud Thorning. Lejligheden bestod af to små værelser, lige tarveligt udstyrede. I det første udgjorde en skrivepult, nogle bøgetræes stole og et gammelt vord det hele bohave det næste værelse tjente til sovekammer, og der sinde vi Thorning, om formiddagen kl. 10, i sengen, røgende af en lang pibe. Det bankede på døren, en herre trådte ind. Da han ikke fandt nogen i dagligstuen, gik han 12 til sovekammeret og udbrød i et forundringsråb ved at finde Thorning i sengen. Den kommende var et ungt menneske på nogle og tyve år, med et langt og blegt ansigt, hvis synligste udtryk var den gode mening, han nærede om sig selv. Han havde lyst, tætafklippet hår, hvide øjenbryn og et kulsort overskæg, så forunderlig afvekslende viser sig stundom naturen i dens frembringelser. Hans påklædning var særdeles omhyggelig, men smagløs. „ Hvad for noget! “ udbrød han. — „ Endnu i sengen? “ „ Ja, hvorfor ikke? “ svarede Thorning. „ Jeg ligger her og spekulerer. “ „ Enhver fin smag! Du sover, og jeg spadserer. Naturen, ved du, sværmer jeg for. Jeg har allerede været volden rundt, og det endskønt jeg arbejdede på mit digt den hele nat. — men det gør jeg da hver nat, kan jeg tænke. — „ Apropos! “ Vedblev han. „ Hvad hedder denne guddommelige dame, som boer ovre i forhuset? Jeg så hende køre ud, just som jeg gik gennem porten. “ „ Jeg kender ikke synderligt til beboerne her, “ Svarede Thorning. „ Å, jo vist gør du! Løvendahl fortalte endogså, at du gav timer derovre. “ „ Jeg underviser rigtignok hos en baronesse Tuyon, men det er ikke sagt, at du mener denne familie. “ „ Netop, kære ven! — Tuyon! der har vi navnet. baronessens niece, hende jeg taler om, er jo en italienerinde. Ikke sandt? “ „ Det kan nok være. “ „ Det er egentlig for hendes skyld, jeg kommer så tidligt og forstyrrer dig i dag. Jeg ville nemlig spørge, om det ikke gik an, at jeg informerede et par timer derovre i dit sted. Du kunne jo for eksempel melde dig syg så længe. “ „ I hvilken hensigt? “ spurgte Thorning forundret. „ Naturligvis, blot for at få lejlighed til at komme i hendes nærhed. Jeg er skudt, dødelig forelsket i denne lille italienerinde. “ „ Men du kender hende jo ikke. “ „ Bedre end du tror. Jeg har nu lige siden i sommer gået forbi hendes vinduer hver evige dag, og ovre i kongens have har jeg dannet mig et kighul mellem buskene, hvor jeg står og betragter hende. “ „ Øg hvad skal det føre til? “ „ Hør blot videre. Jeg har også været inde i hendes værelser. Forleden morgen gik jeg op i forhuset og fandt døren til entreen åben. En aristokratisk Duft strømmede mig i møde, jeg træder ind, hendes tærnede kåbe hang på stativer. På gulvet stod der et par nydelige små galoscher. Det var også hendes. Jeg så disse pragtfulde, elegante værelser, og stod fortabt i beskuelsen af den luksus og øverskod, som alt bar præg af, indtil et uhyre med en støvekost i hånden på engang endte min henrykkelse ved at spørge mig, hvem jeg ønskede at tale med. Så nævnede jeg dit navn og blev viist herover. “ „ Men trods alt dette seer jeg endnu ingen grund til, at du har forelsket dig i frøken tuyom kender hun dig? Har du nogensinde talt med hende, eller hvad jeg ville sige, tiltalt hende? “ „ Ja, også det. Mit første bekendtskab med denne dame skriver sig fra i sommer, da vi sejlede sammen på dampskibet „ Løven “. Hendes skønhed og dragt fængslede alle passagerernes øpmærksomhed, og ved middagsbordet maneuvrede jeg så heldigt, at jeg kom til at sidde ved hendes side. Jeg tiltalte hende, og fik i forbigående lejlighed til at anbringe et indfald, som hun morede sig over. — det var også ret åndrigt, når jeg selv skal sige. “ „ Denne bemærkning er unødvendig, “ svarede Thorning. „ Jeg kender dig jo, gyldinq! “ „ Ja, men du skal dog høre mit indfald, siden jeg netop husker det. — man fortæller, sagde jeg, at løven er et glubende rovdyr, som æder enhver, der kommer i dets nærhed. Vi have i dag et bevis på det modsatte. Se blot, hvor fredeligt her får med løven sejler. “ Thorning trak på skuldrene, Gylding vedblev: „ Koket var hun, det kan ingen nægte, men det klædte hende guddommeligt. Hendes sorte øjne kastede blikke til højre og til venstre blandt den skare af herrer, hun bestandig var omringet af. Snart en hor person med ct sorgløst ansigt, der omgaves af en skov af sorte hår og et lignende kindskjæg. „ Jeg påståer nu, at vor ven lider af creditorer, og hvis han blot ville betroe mig sit onde, så ved jeg en ypperlig medicin for alle slige omgangssygdomme. “ „ Jeg fattes intet, “ svarede Frank, idet han gjorde kt mislykket forsøg på at smile. „ Der er blot en sag, som jeg gerne ville tale med dem om, Thorning. Jeg kommer igen siden. “ „ Gener dem ikke, Frank! “ svarede den, der kom med ham. „ Thorning er min ven, og hvad de betroer min ven, kan de også betroe mig. “ „ Jeg tvivler ikke derom, “ sagde Frank, „ men foretrækker dog at komme igen om lidt. “ Han hilste og gik. Næppe var han ude af døren, før de tre tilbageblevne udtømte sig i formodninger om årsagen til hans bevægede stemning. „ Jeg har måske en lille anelse derom, “ ytrede endelig Thorning. „ Lad høre! “ „ Frank har i år skrevet en ashandling til universitetet. Jeg læste den, før den blev indsendt, og anser det for meget rimeligt, at — „ Han er bleven tilkendt prisen, “ råbte Gylding afbrydende. „ Det er et brillant hoved den Frank. Hvad mener de, funk? “ „ Et ypperligt hoved, “ svarede den adspurgte. „ især beundrer jeg hans sjældne hukommelse. “ „ Javist! “ vedblev Gylding. „ Han kan på trak hun sine handsker af, som om hun fandt det for varmt under solsejlet, men i virkeligheden kun for at vife nogle fmå, snehvide hænder, snart kom som af en hændelse en nydelig lille fod frem under kjolen, kort sagt, hun fortryllede alle, mig i særdeleshed. Jeg vedligeholdt derfor også min opmærksomhed til det yderste, og forlod hende først her ved porten i kronprinsessegaden, hvor hun gav mig det sidste brændende øjekast. — således stå sagerne og derfor — tys, det banker! — hvad jeg har betroet dig, Knud, er en hemmelighed. Jeg gør regning på din taushed. “ „ Det kan du, “ svarede Thorning, „ skønt jeg ikke fatter grunden; thi for det første tvivler jeg meget om, at du nogensinde vil nå dit mål hos frøken Tuyon ad de veje, du hidtil har søgt det, og dernæst fortæller du sikkert selv din Hemm. lighed til alle dine bekendte. Dette siger jeg dog ikke for at fornærme, men kun fordi jeg antager, at en digternatur som din trænger til meddelelse. “ Gylding fik ikke lejlighed til svar, i det samme trådte to nye personer ind i stuen. Den ene var omtrent af samme alder som Thorning. Han havde et smukt og mandigt udtryk, og lod i dette øjeblik til at være særdeles bevæget. „ Hvad fattes dem, Frank? “ spurgte Thorning. „ Så bleg og lidende har jeg endnu aldrig set dem. “ „ Ja! derom har jeg forgæves gået og spurgt ham, lige siden vi mødtes, “ bemærkede den anden, stående fod citere dem hvilketsomhelst sted, de ønsker, af alle vore bedste forfattere. “ „ Fanden i vold med forfatterne, “ svarede funk. „ Han kan på stående fod citere dem, hvormange trumfer, der er faldne i ethvert spil, han er med i. Det er noget andet, min fa ' r! — jeg tror selv, at han har fået medaillen, i det mindste har han fortjent den. “ Efterat denne formodning var bleven behørig omtalt af funk og Gylding, gjorde den sidste det spørgsmål, hvem den unge dame var, som funk havde fulgt i tteatret forrige aften. „ Det var min frokost. “ „ Deres frokost? “ „ Ja, og min middagsmand. Måske jeg om kort tid bringer det så vidt, at hun også bliver min aftensmad. “ „ Men hvad mener de dog dermed? “ „ At jeg, efter længe at have været aldeles blottet for penge, fik det fornuftige indfald i det mindste at sørge for min føde og gode forplejning i fremtiden, og af den grund forlovede mig med datteren af en spisevært. I begyndelsen af vort forhold besøgte jeg hende hver formiddag, nød min unge kærligheds lykke og en solid frokost; senere indfandt jeg mig også om middagen, og blev hver gang beværtet med ømhed og to retter kraftig middagsspise; sluttelig har jeg tænkt på også at gøre hende et lille beføg om aftenen, men så vidt er jeg dog ikke kommen endnu. “ Krybskytten. 2 straks efter at funk var gået, bankede det på døren for tredje gang. „ Ligger du endnu, Knud? “ spurgte en slemme fra daligskuen. „ Ja, men kom kun ind, lovendahl. “ „ Godt! jeg har en time tilovers. Vi ville sladdre lidt sammen. “ Sovekammerdøren åbnedes, og en officer trådte ind med en stok i hånden. Han spændte sablen fra sig, og satte den hen i en krog. Derefter stoppede han en pibe, rykkede stolene sammen, satte sig på den ene og lagde fødderne op på den anden. „ Om forladelse, fordi jeg gør mig det lidt mageligt, “ sagde han, „ men jeg er forbandet træt, og kommer lige fra exerceerskolen. Jeg kan hilse dig fra en af dine bekendte, som jeg mødte oppe i gaden. “ „ Hvem? “ „ Jeg tror, hans navn er Frank. “ „ Ah, Frank! en høisf genial person, der nylig har tildraget sig almindelig beundring, “ ytrede Gylding. „ Han har idetmindsfe nylig tildraget sig en temmelig almindelig omtale, “ svarede officeren. „ Det er, fordi han har vundet universitetets guldmedaille. “ „ Nej, det er fordi han har stjålet hundrede rigsdaler af postkassen, “ svarede Løvendahl. det er umuligt at beskrive den overraskelse, som disse få ord vakte hos begge tilhørerne. „ Hvad siger de? “ råbte Gylding. „ Stjålet af postkassen? “ gentog Thorning. „ Ja, ganske vist, “ vedblev Løvendahl, „ men da pengene igen er tilvejebragte, søgte man at neddysse sagen, og den ville næppe være bleven så bekendt, hvis ikke et af vore diskrete blade iforgårs havde opvartet publikum med den hele historie, og blot udeladt navnet. Det forundrer mig iøvrigt, at i begge er så uvidende derom. “ I det samme øjeblik blev døren åbnet, og Frank trådte ind. Gylding så ham næppe komme, før han tog sin hat, hilsede Thorning og Løvendahl og gik bort, idet han vendte ryggen til Frank, tilsyneladende uden at bemærke hans nærværelse. Løvendahls fortælling overraskede Thorning i den grad, at han nogle øjeblikke efter ikke var istand til at beherske sin stemning. Frank så det straks, og havde tillige lagt mærke til den uhøflige måde, på hvilken Gylding forlod stuen. Han gik hen til Thorning, tog hans hånd og sagde: „ Jeg tager næppe fejl, Thorning, i den formodning, at man har fortalt dem, hvorledes det er gået mig? — de tier — de kender min ulykke, men måske ikke årsagen, og det er den, jeg kommer for at fortælle. De behøver ikke at gå, grev Løvendahl! “ vedblev han, da officeren tog sin kårde, og beredte sig til at forlade stuen. „ Hvad jeg har at sige, er ikke længer nogen hemmelighed. — de har hørt mig fortælle, at jeg fra min tidlige barndom er bleven opdraget hos en borger her i byen. Flere uforskyldte uheld have omsider bragt denne mand i rød og armod, der er så meget ftørre, som han undser sig ved at være den bekiendt, og bestandig søger at dølge sin forfatning for verdens øjne. — sidste flyttedag kunne manden ikke tilvejebringe de fornødne penge til huusleien. Efter flere forsøg herpå, betroede han mig endelig alt, fordi han vidste, at jeg hver første oktober fik gage udbetalt fra contoret. Jeg havde imidlertid allerede disponeret over mine penge, og kunne ikke skaffe ham de hundrede rigsdaler før to dage efter flyttedag. Sålænge ville værten ikke vente, og — jeg tog summen af kassen, som jeg havde under forvaring, i den hensigt at tilbagebetale alt, inden mine bøger blev opgjorte. Dagen efter savnede man pengene, og endskønt det lykkedes mig at tilvejebringe dem endnu samme aften, fik jeg dog min afsked, blev jaget bort, og som en venlig erindring udbredte en af mine kammerater historien til alle, indtil den iforgårs, forvansket og i høj grad overdreven, fandt vej til et af vore smudsblade. “ „ Jeg har nu fortalt alt, “ vedblev Frank med en lav og skælvende stemme. „ For at hjælpe min plejefader af hans forlegenhed, har jeg mistet min stilling, udsigt til en lykkelig fremtid, alt, alt har jeg mistet; jeg står vanæret i verdens mening. “ ved disse ord udtalte der sig en dyb smerte i Franks åsyn. Den fatning, han hidtil med så megen møje havde søgt at vedligeholde, var forsvunden. Han skjulte sit ansigt i hænderne og hulkede højt. „ Det er en sørgelig historie, “ sagde Løvendahl bevæget. „ Men giv dem tilfreds! Alt kan endnu blive bedre, end de tror, og indtil dette skeer, skal det være mig en fornøjelse, om de vil flytte ud til mig i castellet. Jeg ejer rigtignok intet, min familie har slået hånden af mig, og anser mig for en fortabt sjæl; men jeg har lønning og brød og en ubegrænset credit hos marketender og urtekræmmer. “ „ Du, Løvendahl! “ udbrød Thorning. „ Ja, jeg. For satan! man er da heller ikke Greve for ingening. “ „ Jeg påskønner deres tilbud, “ sagde Frank, og rakte Løvendahl hånden, „ men jeg har tænkt på, om der ikke muligt kunne åbne sig en udvej for mig hos baronesse Tuyon. “ „ Baronesse Tuyon! “ gentog Thorning forundret. „ Hvorledes mener de? “ „ Hun søger i denne tid en secretair til at besørge correspondanke med forvalterne på hendes godser, og til at ledsage hende, når hun næste forår tager til Italien. Jeg tror at være den post voksen, og de kunne måske tale min sag, Thorning, siden jeg ved, at de kommer i baronessens hus “ „ Jeg tvivler om, at hun tager synderligt hensyn til anbefalinger fra en stakkels timelærer som mig. Imidlertid skal jeg gøre, hvad jeg kan. Jeg seer hende formodentlig endnu i dag. “ „ Ja, tal lidt for mig, “ sagde Frank. „ Jeg ønsker intet hellere, end at komme bort fra byen. “ Lidt efter tog han afsked og gik. „ Det generer mig forresten meget at bede baronessen om denne post, “ sagde Thorning, da han og Løvendahl vare alene. „ Ikke fordi jeg inderlig ønsker, at Frank måtte få den, ligesålidt som jeg deler folks mening om hans brøde; men baronessen hører til den sort mennesker, som jeg nødig vil være forbunden. “ „ Skal jeg give dig et råd? Fortæl hendes niece, hvorledes sagen hænger sammen, og bed hende virke for den stakkels djævel. Du siger jo, at baronessen føjer hende i alt, og at hendes villie er den enegjældende. “ „ Det kan jeg heller ikke godt gøre. “ „ Du elsker den unge baronesse! “ „ Jeg er hendes timelærer, “ svarede Thorning med et spottende smil, men der var i stemmen noget, som røbede sørgmodighed. „ Du elsker hende, “ gentog Løvendahl bestemt. „ Jeg kender dig bedre end du tror. “ baronesse Tuyon. To timer senere forlød Thorning sin bolig og gik over i forhufet, for af give den sædvanlige timeunderviisning. Baronesse tnyon beboede første sals Eta ge, ud mod kongens have. Hun var kommen til København om sommeren, og ville, ifølge en tidligere bestemmelse, rejse tilbage til Italien ved efteråret begyndelse; men da tiden nærmede sig, fandt lægerne hendes sundhedstilstand så betænkelig, af de rådede hende til af oppebie foråret her. Baronessens rang og rygtet om hendes betydelige formue skaffede hende snart et udbredt bekendtskab, hun blev optaget i de fornemste cirkler, og fandt sit ophold i København ret behageligt.. Da Thorning trådte ind, var baronessen alene i værelset, indhyllel i et skort shavl sad hun i en af disse klodsede lænestole, som moden, tiltrods for deres smagløse ' form, har gjort til et uundværligt meubel i ethvert velindrettet huns. Gulvet i dette værelse var belagt med et tykt kvadreret tæppe, og i kaminen brændte en munter ild, endskønt det var tidligt på efferåret, og solen udenfor kastede sit skin øver solvpoplerne og ahornenes gulbrune løv ovre i kongens have. Baronesse tnyon var en aldrende dame, meget spinkel og spædlemmet. Hendes ydre bar spor af tidligere skønhed, men havde med årene antaget et udtryk af sygelighed, eller måske rettere sagt af sorg og lidelse. Dette præg var især tydeligt i de dybe furer under øjnene, tsarernes vej. Selv i hendes smil lå der i enkelte øjeblikke en forborgen smerte derfor dannede også denne blege dame, med hendes blide og sørgmodige mine, en påfaldende modsætning til værelsets pragt og luksus. Man skulle ikke let have anset det for muligt, at sorg og Kummer kunne trænge ind over dørtærskelen til dette rigdommens og øverslødighedens tempel. Da baronessen så Thorning, rejste hun sig, og bød ham med en håndbevægelse, ledsaget af et forekommende smil, at tage plads. „ Min niece er endnu ikke kommen tilbage fra hendes kjøretour, “ sagde hun. „ Men jeg håber, hun snart vil være her. — hun føretrækker Langelinie, jeg kakkelovnskrogen. Enhver af os følger sine tilbøjeligheder, som de bedst passe sig. — Jeanne er foråret, jeg vinteren, hun nyder øjeblikket, jeg tilhører fortiden og lever i dens minder. — er det ikke besynderligt, “ vedblev hun lidt efter, „ at jeg i de to måneder, de kommer her, ved synet af dem bestandig erindres om en bekendt, hvem de ligner påfaldende i ansigtstræk, figur, ja selv i lyden af deres stemme. Leve deres forældre her i byen? “ Skjøndt dette spørgsmål blev gjort i en meget venlig tone, og desuden syntes så ligefrem at besvare, øvede det dog en synlig virkning på Thorning. han kastede et spejdende blik på baronessen, som om han søgte at udforsfe, i hvilken hensigt hun havde givet samtalen denne retning. Derpå svarede han med en vis bitterhed: „ Mine forældre have aldrig boet her i byen, og deres nåde og jeg have uden tvivl heller ikke fælleds bekendte! “ „ Det er dog ikke så umuligt, “ sagde baronessen uden at bemærke Thornings bevægelse, „ medmindre dette skulle være, fordi de fleste af dem, jeg har kendt fra et tidligere ophold her i byen, er borte, — de er døde, “ tilføjede hun sagte og vemodigt. Den pause, svin indtrådte efter disse ord, blev lidt efter afbrudt, idet en vogn kørte ind i porten. „ Der have vi min niece! “ udbrød baronessen, og med det lykkelige herredømme, som alderen giver os over vore følekser, opklaredes på samme tid hendes træk, måske blot som følge af, af hun ønskede af skjule sin stemning for den kommende. Straks efter åbnedes fløjdørene for en ung dame, og baronessens formodning stadfæstedes. Det var Jeanne, som trådte ind i salen. Hun hilste Thorning, kastede sin parasol på stolen og ilede hen til tanten. „ Du har vist i sinde af skænde på mig, “ sagde hun med en indsmigrende stemme, idet hun bøjede sig ned over lænestolen og kyssede baronessens pande. — „ og de også, min strenge hr. Lærer, fordi jeg tommer for sildigt hjem. Men vejret ev herligt, og strandvejen forekom mig i dag smukkere,, 0 » liar vist ilind? af l ' æjmide på ulig, “ fa; tde irannr. -end nøgensinde før. Desuden vidste jeg jo, af de, medens jeg var borte, ville være i min tantes selskab. “ Lidt efter sad lærer og elev ved hinandens side, bøjet over bogen og undervisningen begyndte. Jeannes fader, baron Tuyon, havde været attache ved gesandtskabet i Neapel. Hendes moder var en italienerinde af den historiske familie ravignani. Efter forældrenes Tod, som påfulgte i et kort mellemrum, kom Jeanne i huset hos sin tante, der på grund af et svagt helbred havde opholdt sig flere år i Italien. Her tilbragte hun tiden til sidste sommer, da baronessen drog tilbage til Danmark. I et af Neapels mest fortryllende landskaber, under Italiens rene og milde himmel, omgiven af rigdom og overflod, var Jeanne vokset op til en skønhed, som selv i syden vakte opmærksomhed, og hos os skabte hende tilbedere overalt, hvor hun viste sig. Denne skønhed udtalte sig i dej modige og trodsende udtryk af hendes strålende øjne, i hendes ansigts fuldkommen græske oval, i alle træks regelmæssighed, og fornemmelig i den friske og livlige ynde, som var udbredt over enhver af hendes bevægelser, over den ubetydeligste handling, hun foretog sig. I hendes væsen lå noget så blødt, hengivent og forkælet, en uskyld, som var bleven uberørt af enhver dybere lidenskab. Hendes sorte hår og øjne lignede moderens, jtalienerindens, medens derimod den klare hudfarve syntes at være gået i arv fra faderen. I dette øjeblik var altså Jeanne Thornings elev, ifølge det indfald, som havde givet hende lyst til at lære det danske sprog. Hun stavede sig med møje igennem bogen, som lå foran hende på bordet. Thornings blikke dvælede på hendes prosit, medens hun læste; enhver mine i hans åsyn vidnede om en høj grad af ro og besindighed, og dog var der i denne situation noget så adspredende, som tilsyneladende ville have været istand til at berøve en roligere natur end hans den fornødne fatning og selvbeherskelse. Jeanne sad ved hans side, hendes klædning berørte hans; hver gang han så ned i bogen, var hendes hår kun nogle få tommer borte fra hans ansigt, en skin vellugt strømmede ham i møde, hendes mørke blikke dvælede vexelviis på ham og bogen efferat han en tidlang havde fortsat undervisningen, kastede Jeanne pludselig sit blik over på taffeluhret. „ Klokken er næsten tre, og jeg har nu med yderste flid læst og besvaret alle deres spørgsmål i en halv time, “ sagde hun i en forunderlig blanding af italiensk og dansk, men tillige med et så blødt og melodisk tonefald, ar de fleste tilhørere ville have foretrukket dette sprog for ethvert andet. „ Finder de ikke, at det nu kunne være tilstrækkeligt med bogen for i dag? “ „ Som de behager, “ svarede Thorning. „ Men på den måde vil det vare længe, før de lærer vort sprog. “ „ O nej! når de blot ikke bliver træt af at undervise mig, så lærer jeg det nok. Jeg er ikke så tungnem, som de antager. Alle mine bekendte finde, at jeg har gjort forbavsende fremskridt, og hvad jeg ikke lærer i vinter, vil måske komme, når vi rejse sammen til foråret og bestandig tale dansk med hinanden. Ikke sandt, “ Vedblev hun med en næsten bønlig stemme, „ De opgiver jo ikke deres elev, så længe hun endnu behøver vejledning af dem. “ „ Jeg er tvungen dertil, “ svarede Thorning med en alvor og bestemthed, som tilintetgjorde ethvert håb før Jeanne, „ og må gentage, hvad jeg allerede tidligere har sagt, at det er en umulighed før mig at modtage Fru baronessens tilbud. Derimod vil jeg vove, siden de selv bringer denne sag på bane, at påkalde deres indflydelse til gunst før en af mine bekendte, som intet hellere ønsker, end at få denne post. “ „ Hvem mener de? “ „ En student Frank! “ „ Han har allerede været hos os i morges og talt med tante derom, men vi syntes ikke videre om ham. “ „ Ja, det vil da sige, at de ikke synes om ham, “ bemærkede Thorning smilende, — „ hvorfor, hvis jeg rør spørge? “ „ Der er noget overdrevent ydmygt og krybende hos denne herre, som ikke behager mig, “ svarede Jeanne. „ Han bukker for ethvert ord, jeg siger, og bøjer sig så dybt, som om han ville kysse jorden foran mine fødder. “ „ Jeg tør altså slet ikke gøre regning på deres anbefaling? “ „ Hvorfor ønsker de netop, at han skal have denne pøst? “ „ Fordi han er den voksen, og dernæst fordi jeg tvivler om, at der gives nogen, for hvem den ville være en så stor velgerning som for Frank. Hele hans fremtids lykke er så at sige afhængig deraf. “ „ Hvorledes kan dette være muligt? “ udbrød Jeanne forundret. „ De vil selv kunne bedømme det, når jeg har fortalt dem den ulykkelige skæbne, som hviler over ham, og jeg anser denne meddelelse for min pligt, siden jeg anbefaler ham. “ Thorning gentog nu, hvad Frank om morgenen havde meddelt ham, og Jeanne lyttede til med den største deltagelse. Da han havde fortalt hende alt, tilføjede han: „ Verden, som blot er i stand til at bedømme handlingen, uden tillige at se dens bevæggrunde, holder den stakkels Frank for skyldig, i mine øjne og måske også i deres er han derimod mindre brødefuld. “ „ Ganske vist, “ sagde Jeanne bevæget, „ det forekommer mig ikke, at her kan være tale om nogen brøde. “ „ Man har ikke alene frataget ham den post, han havde, “ vedblev Thornings „ men tillige ved at fortælle historien med overdrivelse og forvanskninger, berøvet ham ethvert håb om nogensinde at få en ny. Han vil derfor være given til pris for trang, og omsider gå til grunde; for at hindre dette, vover jeg endnu engang at påkalde deres indflydelse hos baronessen. Jeg ved nok, hvad den formår. “ „ Virkelig! “ udbrød Jeanne med et overmodigt smil. „ Nuvel! jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men ti '. Gengæld et spørgsmål, ærligt, ligefremt. — ville det være påtrængende, jeg mener meget påtrængende, at forlange årsagen at vide til, at de selv så bestemt vedbliver at afslå vore bønner, og vægrer dem for at modtage denne post. Den er i sandhed ikke vanskelig, de skal heller ikke få det alt for besværligt, det indestår jeg for. Nej — bliv nu ikke vred, “ tilføjede hun, „ jeg søger jo ikke længere at overtale dem, siden jeg forud ved, at det ikke nytter; men jeg ville gerne vide grunden til deres afslag? “ Jeanne lagde, medens hun talte, sin hvide hånd på Thornings arm. Hun følte, at denne arm skælvede i dette øjeblik, og hvad enten det nu var en følge af det skarpsind, som alle kvinder i visse retninger besidde, eller en vis frygt, der beværgebe hende til at opgive sagen, hun lod sig nøje med det utilfredsstillende svar af Thorning: „ Der gives omstændigheder, som bestandig ville hindre mig i at modtage deres tilbud. “ Dagen efter blev Frank kaldt op til baronessen og antaget som som hendes sekretær. Iv. En sammensværgelse. Christianshavn danner i flere henseender det store asyl for alt, hvad der i hovedstaden findes af fattigt og trængende. I de mindre gader findes huse, hvis ejere gennem avisen og ved udhængsskilte bekjendtgjøre „ gode og billige logier for propre og enlige herrer “, og disse propre herrer, som sædvanlig er lastdragere, betlere eller frigivne forbrydere, strømme også hver aften sammen på slige steder for at få husly til den næste dag. De mest formuende tilbringe natten i en seng, de mindre velstående ligge på strå, og de fattigste på det blotte gulv, men alle broderligt og venskabeligt forenede i et og samme værelse. I baghuset af en sådan lejlighed boede den gamle Trine Jansen, tiggerkonen, som blev omtalt i begyndelsen af denne fortælling. Hendes bolig bestod af et lille Kammer, hvortil man steg op ad en meget stejl og snever trappe, hvis rækværk var faldet af og blev erstattet af et reb, som hang ned fra loftet. Enhver genstand i denne bolig, de sprukne og solbrændte ruder, de ormstukne meubler, det grå, falmede tapet, som bedækkede væggene, bar vel præg af armod, men tillige af en sands af orden og renlighed, som kun undiagelsesviis findes i samfundets laveste klasser. En sildig aften sagde to personer i dette værelse. Den ene var tiggerkonen, den anden Frank. Ingen af dem talte til hinanden, derimod tilkendegav den førstes dybe og regelmæssige åndedrag og ubevægelige, sammensjunfne stilling, at hun var falden i søvn henne i krogen mellem kakkelovnen og sengen. Frank sad ved bordet; han støttede hovedet i begge sine hænder, og stirrede med et tankefuldt blik ind i flammen af den lille bliklampe, som stod foran ham. Lampen udbredte en mat og svag belysning i stuen og kastede sit skær hen over Franks smukke, men blege ansigt. Efterat denne stilhed havde vedvaret nogen tid, hævede Frank pludselig sit hoved og lyttede. Der hørtes skridt på trappen udenfor, straks efter trådte et ungt menneske ind i stuen. „ God aften, Frank! Du seer, at jeg holder ord, skjøndt det kun var med yderste møje, at jeg fandt herop. “ „ Jeg begyndte næsten også at tvivle på dig, Varning! Klokken går til ti. “ Krybskyttm. 3 „ Jeg indser heller ikke, hvorfor du netop bestemte dette sted tik vor sammenkomst, så længe der gives cafeer og restaurationer nok, hvor vi kunne træffe hinanden. “ „ Ja, ganske vist, men jeg tvivler om, at vi på disse steder ville være så lidt bemærkede som her. “ „ Der er dog en tredie nærværende, “ ytrede Varning og pegede hen til krogen, hvor den gamle sad. „ For hende kan du være rolig, hun sover så trygt efter sin caffepunsch, at hun ikke vil erfare mere af vor samtale end commoden der. Læg din frakke og tag plads! “ „ Her har du altså for øjeblikket opslået din bolig? “ spurgte Varning, idet han satte sig på en Stoel ved side

1883_Brosboell_Pilesmeden

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Pilesmeden

male

male

dk

Brosboell

Pilesmeden

Brosbøll

Pilesmeden

Fortælling

y

gothic

J. L. Wulff

KB

nan

nan

O

I. Ralf. På nørdvestsiden af nyhølland førtsættes den højslette, søm man har givet navn af de blå bjerge, vp til carpentariabugten med stejle granit- og kalksfeensklipper, bevoksede med skove og et tæt, uigennemtrængeligt krat af mangrove, agave og saltbuste. Kystlandet nedenfor ender i en mængde bugter og af naturen dannede havne, hvoraf den ved Cap endeavour har en dybde af seksten favne klar sandbund og besøges, trods de farlige rev, som udenfor omkredse vestsiden, jevnlig af hvalfangerne, ikke blot til ankerplads, fordi den giver læ for vestmonsonen, men også fordi endeavourfloden, omtrent to mile oppe i landet, indeholder bedre og friskere ferskvand end nogen anden plads på disse øde og uvejsomme kyster. Naturen selv synes at have bestemt stedet til landgang, idet den lod en kanal åben, der i lige linie strækker sig en engelsk mil bred gennem koralrevene, og tillige her betegnede disse rev ved en så stor højde, at havet, selv i flodtiden, under en stigning af fjorten til atten fod, ikke er i stand til fuldkommen at skjule dem. Revene bryde desuden de svære søers magt. Indenfor kanalen kommer man til er smukt og roligt farvand, der tillader den ubekendte i ro og mag at arbejde sig frem ved hjælp af loddet, en måde, så meget mere nødvendig fordi alle de søkort, vi hidtil have over denne kyst, ere i høj grad upålidelige. Kystlandet gennemskæres af en talrig mængde floder, der gå fra vest mod øst ud i havet. De fleste af disse besidde en mærkværdig ejendommelighed: istedetfor at de i Europa begrænses af flade eller i al fald jevnskrånende bredder, sfære de sig her igennem klipperne i et steildyb, fra hvilket høje, næsten lodrette vægge rage op på begge sider. Gennem dette dyb flyder flodens mørke vande, jevnt eller larmende, eftersom vejen er fri eller spærret ved nedstyrtede klippeblokke. Det er ikke muligt at gøre sig noget begreb om den mængde strandfugle, som opholde sig på kysten. Længe før man når land, høres den bedøvende larm af deres hæse skrig, strandbredden, revene og de omkringliggende øer er ligesom bedækkede med deres lyse farver. Falder et skud imellem dem, flyve de op i millionvis, med en brusen som et uvejr, og formørke luften som når en sky farer forbi solen. Alt er egent under disse breder, steenplanteog dyreverdenen. Bjergene vokse, idet regnstyl og øversvømmelser afrive kridt og kalklag, og kaste de opløste masser, blandede med koralstykker, fisfebeen og muslinger, op på klipperne, hvor de blive siddende, størkne og omsider udgøre et fælles legeme. Bjergene selv ligne i form og farve den klipperække, som man seer tilsøes i Middelhavet, på sydkysten af Spanien, fra Velez Malaga op mod alicante, med skarpe spidse toppe og steilsfrånende affald ned mod kysten. Skovene med deres sortegrå, brune eller blå og læderagtige blade, som aldrig erstattes med nye, er uden frisfhed og glans; på flere træer synes bladene kun at være en fortsættelse af Barken. I disse skove fortrænge saltbuste, mangrove og gummitræer alle øvrige, ligesom bregnerne fortrænge græsset, der vissent og sparsomt skyder sig frem i små buske. Fremfør alt findes dog de fleste ejendommeligheder hos de indfødte, blacks eller bustmænd, som de kaldes nede i sidnay. For at gøre sig en forestilling om dem, må man glemme alle de beskrivelser, der hidtil er os bekendte over de ville i Amerika; nyhollands urindvånere ere forskellige fra disse i skikkelse, i levemåde, i åndelig udvikling, i alt. Det følgende vil indeholde et forsøg på at skildre nogle af de meest påfaldende ejendommeligheder, hvilke måske endnu er ubekendte, jordi nordostsiden af nyholland, indefter, så vidt jeg ved, hidtil ikke er bleven besøgt af andre europæer end nogle engelske skibbrudne og en enkelt hvalfanger, som koger spæk på kysten eller løber op ad floderne i sine fartøjer, for at hente ferskvand til hjemrejsen. En aften farvede solen i dens nedgang Toppen af de mørke skove med et guligt skær. En tæt og fugtig tåge steg op fra saltsumpene og bjergkløfterne. Kun enkelte langtrukne hyl af opossum og dingos, som begyndte deres natlige vandring, afbrød den dybe stilhed, der hvilede over egnen. Midt i en tykning, i nærheden af en flod, hvis bredder syntes at være uigennemtrængelige på grund af det sammengroede mangrovekrat, viste sig en åbning, hvor jorden var bedækket med visnet græs, bregner, omstyrtede stammer og store stykker af den grågule kalksten, som sindes overalt i nærheden af carpentariabugten. I denne åbning strakte to høje træer deres grene ind over krattet. Fra Toppen af disse hørtes af og til en hul og langtrukken kvækken af den blågrønne utra, en Art ugle, hvis skrig i afstand lyver som et barns klynken. Pludselig bevægedes krattet, idet en skikkelse listede sig frem gennem en af de smalle stier, som vildtet, når det søgte vand, havde dannet ned til floden. Det var et ungt menneske med blege, slappede ansigtstræk. Han var iført en lærreds bluse og benklæder, så forrevne, at hans blotte legeme på flere steder kom til syne. Da han forlod krattet, standsede han i en spejdende og lyttende stilling, derpå gik han langsomt og slæbende hen over de skarpe steenbrokker, som bedækkede jorden og sårede hans fødder. Ved synet af floden for et smil over hans blege ansigt, han kastede sig ned på den nærmeste bred og indsugede det klare og kølige vand i lange drag. Efter at have slukket sin tørst fremtog han af en pose nogle rødder, som han sønderskar og begærlig nedslugte. Denne mand var åbenbart en flygtning, derom vidnede det agtpågivende og forskende blik, han under sit tarvelige måltid vedblev at kaste omkring til alle sider. Hans ansigtsfarve betegnede en europæer, hans hullede dragt bar spor af en lang og besværlig vandring. efter endt måltid nærmede han sig et af de store træer inde i åbningen, og det lykkedes ham med møje at komme op i Toppen af dette. Her udsøgte han et bekvemt sæde, bandt sig fast med sit belte til en af grenene og fæstede en lang og tveægget matroskniv foran sig i Barken af træet. Den forrige stilhed indtrådte alter, flygtningens tunge og regelmæssige åndedrag tilkendegav kort efter, at han var falden i en dyb og rolig søvn. Nogen trd forløb, da bevægede krattet sig påny, buskene sfiltes og et mørkt ansigt kom tilsyne, spejdende til alle sider. Straks efter forlod en vild krattet og skød sig som en slange frem gennem de høje bregner, til han kom ind under træet, hvor flygtningen havde skjult sig. Da han nåde dette lå han stille, medens han kastede sine skarpe og funklende øjne op mellem grenene, derefter forsvandt han på samme måde og ligeså lydløs som han var kommen. Lidt senere vendte han tilbage, da var han ikke længer ene, men blev fulgt af fire andre, der alle snege sig hen under træet. Nogle øjeblikke forholdt de sig stille, tilsyneladende for at rådslåe, derpå rejste den førstkomne sig og begyndte at stige op ad stammen. Alle hans bevægelser foregik så lydløse, at det i to skridts afstand ville have været umuligt at formode hans nærværelse, man hørte kun uglens hyl og den undertrykte klynken af dingos, som søgie efter føde i skoven. På engang lød et højt og smerteligt skrig, straks efter faldt en mørk genstand fra green til green ned på jorden. Stilheden var dermed til ende, de ville rejste sig og udstødte et gennemtrængende råb. Ralf, således hed den blanke, havde bibragt en af sine angribere et knivstik i brystet, idet denne krøb op til ham. Et øjeblik vekslede de ville nogle ord med hverandre, derefter søgte de alle at komme op i træet. Ralf, der ikke havde andet våben end sin kniv, begreb straks, at det ville være umuligt på engang at værge sig mod alle, og at hans eneste redning bestod i at undgå et angreb; han søgte derfor så hurtigt som muligt at komme højere op i Toppen af træet, men de ville fulgte efter ham, desuden havde de foregående dages savn og anstrengelser berøvet ham hans tidligere behændighed. Efter et øjebliks tvivlrådighed fattede han sin beslutning, krøb ud på en lang og nedhængende gren, og lød sig derefter glide ned på jorden. Denne handling blev hilset med et gennemtrængende skrig af hans forfølgere, i det samme sprang to mænd ud af krattet, som hidtil havde skjult dem. Ralf rejste sig, hans kniv var borte, han stod værgeløs for sine modstandere. En af dem sprang ind på ham og rev ham omkuld. Under den påfølgende kamp blev Ralf overmandet og bagbundet, derpå løftede de ham op fra jorden, toge ham imellem sig og forlod stedet med gennemtrængende og jublende skrig. Lyden af deres lette og hurtige skridt dæmpedes inde i krattet. Lidt efter var skoven forladt, ensom og øde som før. De ville vedbleve at føre deres fange dybere ind i krattet, og kom efter omtrent en times trav, thi deres Marsch er bestandig en mellemting af løb og skridtgang, til en åben slette, omkredset med fældede og afbarkede trægrene. I nærheden spejlede månen sit lys i flodens bugtede løb. Kvinder og nøgne børn omringede fangen med høje frydeskrig. Flere af dem bare brændende trægrene i hænderne. Under det flagrende og grelle lys forekom deres magre og skarpe træk Ralf dobbelt afskyelige. I aflukket mellem grenene sås hen ved tyve hytter, dannede af træernes bark, i form som en kegle, spidse oventil og med en åbning mod nord. Foran enhver åbning brændte et bål. Ralf blev ført ind i den største af hytterne. de ville fastbandt rebet til pæeten, som var nedrammet midt i rummet for at støtte taget. Derefter toge fem mænd plads omkring ham, tilkastede ham et flettet græstæppe og betydede ham, at han skulle lægge sig til ro. Enhver tanke om flugt var således tilintetgjort. Den ulykkelige fange tænkte heller ikke derpå. Han sank straks efter i en dyb søvn, der i det mindste før øjeblikket bragte den fred og hvile, som virkeligheden syntes at nægte ham. Han vågnede næste morgen ved gentagne råb og larm udenfor hytten. Solen kastede et svagt lys igennem åbningen ved bålet. De ville betydede ham, at han skulle stå op og sorte ham ned til floden, på en åben plads, en lille Dal, indhegnet af krat og klippestykker, i nærheden af hytterne. Her blev han bunden med armene omkring en træstamme og fik derefter tilstrækkelig tid til at anstille betragtninger over sine omgivelser. Luften var ren og kølig, en frisf og behagelig Duft strømmende ned fra den nærliggende skov, som i nogen frastand lå indhyllet i en tæt tåge. Alle hytternes beboere, mænd, koner og børn, dannede en kreds om ham. Børnene vare aldeles nøgne, kvindernes klædning bestod i et stykke kænguruhskind eller i en målte, flettet af sogræes, hvori der var skåret et hul til hovedet, og som blev fastgjort med en snor omkring livet. Om halsen bare de flere rækker af mennesketænder, minder om deres afdøde slægtninge og hvorpå de sætte stor pris. Deres sorte hår var stridt, sammenbundet i en krands midt på hovedet, og prydet med fjer, muslinger og små glasstykker. Mændene vare af middelhøjde, huulryggede, lette og kraftfulde i deres bevægelser, men ualmindelig magre, hvilket især viste sig på deres tynde og uforholdsmæssig lange arme og ben. Deres hudfarve vekslede mellem sort og kaffebrun. Forøvrigt var den oprindelige farve næsten skjult af brede, gule, hvide og røde striber af okker og kalkstensfarve, hvormed de vare bemalede. På bryst, skuldre og ryg antage striberne figurer af cirkler eller spiraler, og løb omkring dybe og store ar, der vare anbragte på forskellige og bestemte steder. Ralf erfarede senere, at disse ar i de indfodtes mening gjaldt som et tegn på manddom, dels til kjendemæerker mellem stammerne. Den øverste del af deres ansigter var bredt og tilbagefaldende ligesom hos aberne, øjnene små, skjævtspaltede, men levende og gennemtrængende, næsen bred og fladtrykt, læberne tykke og opkastede. De fornemste i kredsen bare et bredt, sammensyet skind af det flyvende egern om livet, fastsnøret med bånd, de øvrige kun et belte af flettet strå. Deres sorte og glindsende hår var langt, glat og flettet, i enderne af hver fletning hang en duff fjer eller tænder. Den som syntes at være anfører, var til øverflod pyntet med en lang, gul kakaduefjer, stukken igennem næsebrusken. Deres våben bestode i et bundt kastespyd, fastbundet i en rem over ryggen og en bred tolvfods landse, forsynet i enden med et rustent søm, et fifleben eller en haitand. Dette spyd blev under den følgende Dands svunget “ over hovedet. Buer derimod kende de indfødte ikke, sandsynligvis fordi de fattes tilstrækkeligt feigt og smidigt træ til at forarbejde dem af. Under sangen eller rettere skrigene, som ledsagede den Dands, der nu begyndte omkring træstammen, lagde fangen mærke til, at alle mændene, de yngste som de mldste, manglede to fortænder i øverkjæben. Disse tænder blive udslåede af præsten, når de som mænd træde ind i stammen. I hvilken betydning det skete fik Ralf aldrig at vide. Solen brændte ned på den åbne slette vesfmønsønen, en vind, som rejser sig med den tørre årstid, for ind fra skovene. Måger, pelikaner og tusinde ubekendte fugle fløj ned mod kysten, og opfyldte luften med deres enslydende skrig. Tæt ved træet, hvortil Ralf var bunden, stod oprejst et billede, som de indfødte syntes at vise megen wrefrygt. Det var dannet af plump udskåret træ, hovedet lignende en alligators, langagtig spidst, og med et uhyre stort, ophidset gab den hele skikkelse var stillet på en stensokkel, og kunne omtrent være fire alen høj. Krovpen havde noget tilfælles med et menneske, men i stedet for arme havde man ved nakken befæstet et par uhyre vinger af en emu, en strudsslægt, der her opnår en betydelig størrelse. Figurens bryst og ryg var bedækket med fjer af alle farver, og kunstigt sammenvævede med fine barktrevler. En slangeham var snoet omkring dens liv som et bælte, desuden var hele dette uhyres krop overalt prydet med bånd, muslinger, glasstumper, rovfugleklør og haitænder. Omkring fodstykket, hvis oprindelige farver skjultes af et lag størknet blod, lå en mængde knogler, der havde en foruroligende lighed med menneskebeen, hvide og blegede af solen. Straks efter at Ralf var bleven bundet til stammen, begyndte de ville at løbe rundt omkring ham, og udstødte høje og ildelydende skrig, ledsagede af tegn, der tydeligt nok gave tilkende, at det ved denne glædelige lejlighed ikke gik ud på synderligt mindre, end at dræbe og sønderstære den ulykkelige. Medens runddansen fandt sted, sammenhobede kvinderne et stort bål. Bed siden af dette sås en båre, på hvilken der lå en skikkelse, skjult med en bastmåtte. Under et ophold i dansen satte nogle af mændene sig i en kreds omkring bålet og en ny figur trådte ind imellem dem. Hans hele legeme var bemalet med endnu grellere farver end de øvriges. På hovedet bar han skallen af en frugt, som lignede en vandmelon, prydet med ørnefjer, om halsen en krands af blegrøde koralstykker. Han havde ingen af de øvriges sædvanlige våben, men blot en lang, rusten kniv, der hang i en rem omkring halsen. Hele forsamlingen rettede med højtidelig alvor opmærksomheden på denne sidste. Han begyndte sit foredrag med hæftige gebærder, og vedblev under disse at synge og springe omkring mellem bålet og stammen som en forrykt. Da han syntes at have viist sig tilstrækkelig i denne retning, blev hans bevægelser afløste af en lang tale, som Ralf naturligvis ikke forstod, derefter aftoges måtten. Pilcsmcdcn 2 fra båren og der sås da et legeme, udstrakt på fire sammenbundne grene. Det var den første angriber, som Ralf havde dræbt i træet den foregående aften. De ville istemte på ny deres vedvarende hyl, der i sine langtrukne og dybe strubetoner lød sørgmodigt og klagende. Efter at den sidstkomne havde endt sit foredrag, gik han ned til floden, og begyndte her en slags besværgelse. Hans bevægelser syntes at være ydmyge og bønlige, flere gange kastede han sig på jorden, og strøede, idet han atter rejste sig, nogle frøkorn ud over floden, besværgelsen endte med at han kastede en håndfuld små glasstykker i vandet, hvilket skulle være et sikkert middel til at erhverve den dræbte gunst hos guddommen, idet denne glædede sig ved at kunne spejle sit ansigt i glasskårene. Da alt dette var til ende, trådte den ville tilbage i kredsen, hvor der imidlertid blev antændt et bål mellem nogle sammenhobede kalksten. På denne plads plejede de at slagte deres fjender, idet de oversmurte fodstykket af gudens billede med den dræbtes blod. Ralf skælvede under alle disse tilberedelser, ' hvis betydning ikke let lod sig misforstå, han øjnede intet middel til frelse, det sidste håb forsvandt. Han blev lagt fastbunden ned på jorden. Hele egnen genlød af de bedøvende skrig, hvormed buskloberne søgte at give deres glæde tilkende. Manden med vandmelonen trådte hen til ham med kniven i hånden. Den ulykkelige flygtning lukkede sine øjne og bad til gud. Hvert øiblik ventede han dødstødet. I. Mulatten. På engang standsede det almindelige hyl, Ralf hørte dem tale ivrigt med hverandre, han slog øjnene op, og så i nogen afstand en endnu besynderligere skikkelse end alle de øvrige, og som med lange og sindige skridt kom ud fra skoven. Det var en mand, langt over middelhøjde, sværlemmet og kraftfuld. Hans oprindelige hudfarve var gulbrun, men den forsvandt næsten under det tykke lag af forskellige okkerfarver, der i striber og bugter gennemkrydsede ansigtet lige ned til halsen. Hans klædedragt bestod af et stift og tørret kænguruhskind, der gik fra hovedet tilbage over ryggen, fastbundet omkring skuldrene, således at det lod sig skyde op over 2 * hovedet. En bred læderrem fastholdt et par stribede matrosbuxer. Hans ben vare skjulte i et lag af huder, så hårde, at de kunne værne mod de skarpe og skærende buske i krattet. På hovedet havde han en hue, dannet af broget fisfesfind, i Toppen af denne sad et tørret ørnehoved, fra hvis opspilede næb en lang fjer faldt ned på skulderen. Da han kom nærmere, bemærkedes flere og dybe ar i hans ansigt. De overmalede træk røbede, trods det tykke lag af farver, en bestemt og villiefast karakter, forenet med list og snuhed. Læbærne og hagen skjultes af et sort sammenfiltret skæg. Hans våben var en lang kniv og på armen bar han et Skjold, som lignede skallen af en stor søpadde. De ville mødtoge denne herre meget venligt, idet han med en værdig mine og tilsvarende gang stred henimod dem, alene manden med vandmelonen og den, der på grund af fin rigere pynt lod til at være høvdingen, betragtede ham med synlig uvilje. De talte nogle øjeblikke meget ivrigt sammen i et for Ralf uforståeligt sprog, han fattede kun et eneste engelsk ord, som den kommende anvendte temmeligt hyppigt, hvorlidet smigrende det end forresten var, nemlig „ Gavtyv “, dog syntes det, at man snarere optog denne titel som en venskabsytring end som fornærmelse. Den ordveksling, som nu sandt sted, vedvarede længe og tiltog i hæftighed, indtil de omsider syntes af være blevne enige. De ville løste Ralfs bånd og overgav ham til den sidstkomne, der med et vink og nogle uforståelige og truende gebærder befalede ham af følge sig ind i skoven. Undervejs vedbleve de af være omringede af en skare børn, der hylende ledsagede dem fra bålet. Omsider vendte også disse tilbage for af beskæftige sig med den døde kriger, der som en ældre og udmærket person, tilkom den mre af blive brændt, medens derimod kvinder og børn blot blive nedgravede i jorden. I lang afstand hørtes fruentimmernes jamrende skrig. Ralf erfarede senere, hvormegen årsag de havde til disse klager, siden de ved enhver sørgeceremonie blive pryglede blodige af deres mænd. En endnu uhyggeligere skik ved buskmændencs begravelser er, af nkanden ved en nkoders død lægger hendes diende barn levende ned med hende i jorden. Den fremmede talte i begyndelsen af deres gang ikke til Ralf, men stødte og tvang ham uagtet hans udmattede tilstand og sårede fødder, til af gå hurtigere fremad. Efter at nkanden omsider havde overbevist sig om, af alle de ville vare vendte tilbage, gik han nærmere hen til Ralf, standsede og udbrød, i en blanding af tysk og engelsk: „ Nu tror jeg ellers, at kjæltringene er langt nok borte til ikke at høre os, læg dig kun ned, min dreng! og lad os snakke lidt sammen. “ Ralf studsede og gav tydelig sin forundring tilkende, både over sproget og den venlighed, hvormed den anden talte. „ Du bliver bange, “ Udbrød denne. „ Men lad din frygt fare, jeg har ikke i sinde at æde dig, jeg er en europæer som du, i det mindste ligeså god som en europæer. Jeg er mulat, lad mig blot i al korthed høre, hvad der har fort dig til denne del af landet, og frem for alt til mine venner, gavtyvene, der sædvanlig pleje at beholde de rejsende hos sig, sålænge til der ikke bliver mere tilbage af dem, end de småstumper af ben, du så omkring gudens fodstykke. “ Ralf fortalte nu med større vidtløftighed end der ville interessere læseren, at han befandt sig på flugt fra Rockingham Bai, hvor han var bleven sat iland fra en engelsk sydsøfarer, på grund af slagsmål ombord, under hvilket hans modstander, styrmanden, faldt i havet og druknede. Mulatten hentede vand i skjoldet fra floden, fremtog nogle tørrede fisk og kjøostrimler, og indbød flygtningen til at spise. Ralf sluttede fortællingen om sine hændelser med den yttring, at det var hans hensigt at begive sig til den nordlige del af kysten, for at tage med et af malayernes fartøjer, der fiske trepang i carpentariabugten, over til China og derfra igen til den første den bedste havn i de forenede stater. Den fremmede betragtede ham med et spottende smil og sagde: „ Jeg ønsker dig god tålmodighed, min ven! I over seksten måneder har jeg haft en lignende plan, uden endnu at være kommen nærmere til målet. Der er desuden et kønt lille stykke vej herfra op til carpentarialbugten, og du vil få endnu flere farer at overvinde end mile at gå. „ Og du da? “ udbrød Ralf forundret, „ hvorfor har du tøvet så længe blandt disse ville, siden du agter at flygte? “ „ Det skal du få at høre, “ svarede den anden. „ Det er dig formodentlig bekendt, at mulatterne hjemme ikke er synderlig ansete, af den meget gyldige grund, ar tilfældet har gjort deres hudfarve en smule mørkere end europæernes. Da jeg var ked af at høre dette gjentoges, drev jeg herover og kom som bestyrer på en plantage i nærheden af macquarie. Planteren havde en nydelig datter. Hun var så god og så smuk, det lille sine væsen, kort og godt vi elskede hinanden. om aftenen kaldte hun mig op på verandaen og madede mig med vin og kager. Vi mødtes ofte, men hun forbød mig at røbe vort forhold, før hun selv omtalte det. Nogle måneder efter kom der en europæer, smuk, bleg og smækker som en rotang, op til plantagen; han opholdt sig der hele sommeren, og tilbragte næsten uafbrudt tiden i Harriets selskab. Imidlertid blev jeg glemt. Harriets sorte øjne indspandt den fremmede i deres stråler, jeg syntes ikke mere at være til før hende. En aften så jeg ham på min plads i verandaen og i Harriets arme. “ Aron hensank i tanker, han stirrede stift hen før sig, hans hånd for over panden, som om han ville forjage de ubehagelige erindringer, hans fortælling havde fremkaldt. „ Hvad så mere? “ spurgte Ralf. „ Ja, så er der i grunden ikke mere, “ svarede Aron barsk, „ Andet end at jeg dræbte den blanke og flygtede nord på. Samme nat blev plantagen ved macquarie overfalden af buskløberne, der ved slige lejligheder altid have tjent til et bekvemt skjul for de deporteredes bedrifter. Hvem ophavsmændene end have været, så brændte de plantagen, og Harriet forsvandt fra sit hjem, uden at det senere lykkedes hendes familie at komme på spor efter, hvor hun var bleven af. Rygtet tillagde naturligvis mig en del i denne historie, skønt gud ved, jeg er uskyldig heri. Man viste mig den opmærksomhed at sætte en pris på mit hoved. Derfor drog jeg bort fra de beboede steder, bestandig længere nord på, indtil jeg for omtrent seksten måneder siden var så uheldig, en mørk aften, at blive gjort til fange af jtamiavaiernes stamme, blandt hvilke jeg holdt mit indtog, med samme behagelige udsigt som du, den nemlig, at blive slaglet og stegt. Du indser af denne historie, at vi er ulykkeskammerater, som i forening må søge at slaffe os en bedre skæbne. “ Lidt efter forlod de stedet. Aron gik foran, og valgte vejen igennem et tæt og sammengroet krat, indenfor dette fulgte de floden et stykke opad mod bjergene. Her blev vejen smallere og mere ubanet, eftersom den førte hen over nedrullede klippeblokke og stejle skråninger, der omsider endtes med en baggrund af et næsten lodret stående fjeld. På den ene side viste sig en bred revne i klippen, som indvendig udvidedes til en lys og rummelig hule. Det var tydeligt, at åbningen af denne tidligere var gået meget dybere ind, og at den ene væg af hulen var dækket med kunst af store, sammenhobede stene. „ Her er vi så temmelig i sikkerhed, “ udbrød Aron. „ I værste tilfælde har jeg, som en listig ræv, vidst at danne mig en anden udgang. “ „ Behøver du da at frygte for at bltve overfaldet? “ Udbrød Ralf, „ Du synes jo at leve i den bedste forståelse med de indfødte. “ „ Å, hvad forståelse, disse gavtyve er ikke til at tro. Deres venlighed vil netop vare så længe, som de mene at skuffe mig, og ophøre når de mærke, at jeg stoffer dem. Det er så verdens gang, min ven, man bedrager eller bedrages. For europæerne ville kunne bosætte sig her med sikkerhed, må de ikke alene fælde skovene og slangerne, men tillige de ville, de værste af alle slanger. Møder jeg en tiger, spænder jeg min bøsse og giver agt på enhver af dens bevægelser, fordi mit liv beroer derpå.. Den ville kan jeg ikke bevogte således, han er snedigere end tigeren, falskere, behændigere, mere udholdende end den. I fjorten dage går han ved min side, ydmyg og lydig, flyver afsted på det mindste vink, søger at gætte sig til mine ønsker, før jeg udtaler dem. Jeg overvælder ham med velgerninger, giver ham søm, tobak, tintin ( brændevin ) og anser ham for min ven. Den femtende dag springer han ind på mig, støder mig sit spyd i ryggen og flygter jublende hen til sine kammerater, for at indbyde dem til gæstebud på min krop. Således går det i skovene. I romanerne derimod indtage de ville en ganske anden rang, der udpyntes disse ædle væsener med dyder, som de aldrig have kendt, tillægges færdigheder, som de aldrig have besiddet. Man lader dem tale i billeder, så klingende og pompøse, som om disse gavtyve ikke havde bestilt andet deres hele liv end siddet på en træstub og lært udenadslektier i Shakespeare eller safir. Jeg har set en søn sælge sin gamle moder for to stykker slebet glas af en lysekrone og en skimlet rulle skråtobak. Og ved du, hvad skæbne hun fik efter salget? “ „ Nej. “ „ Hun blev slagtet, fordi hun var så fed, og fordi de benytte fedt til at indgnide okkerfarverne, hvormed de bemale sig. Man har fortalt en mængde træk om deres manddom, om deres foragt for lidelser og udholdenhed i at tåle smerte. Det kan være, at indianerne er således i Nordamerika, jeg skal ikke sige det, for jeg ved det ikke, men hvis så er, må de være himmelvid forskellige fra de ville her. Prøv blot at ramme dem med en kugle, og du skal høre et hyl, et snit i fingeren bringer dem til at brøle af smerte, de eneste fortrin, jeg kender, er dejlige, hvide tænder og en forfærdelig appetit. Jeg har hørt dem nede i Sidney, disse missionærer og menneskevenner, gamle udhalere, der ere blevne fromme, da de ikke vare i stand til at synde længer, tale om skånsel og christelig kærlighed mod deres medmennesker. Jovist, sligt lader sig prædike fra en sofa, når man sidder et par hundrede mil borte fra skovene; de talte om det syndige i at berøve væsner livet, der er skabte i guds billede. Min tro! det er nogle dejlige guds billeder vore blacks fremstille, aberne er det i samme grad; i det mindste have aberne et smukkere ansigt, flere gode og færre slette egenskaber end mine gavtyve. Nej, vi må slå dem ihjel, min gut, uden nåde og uden skånsel, dræbe dem, som man dræber en slange, en jaguar, en pantter, af samme årsag og med samme ret. Man fortæller i Europa, at de bruge køller, Buer og pille, og kende lidet eller intet til skydegeværer, men også dette er en fabel. Hvad buerne angå, så findes der på hele den bekendte del af nyholland for det første ikke et eneste træ, søm ville være feigt og bøjeligt nok hertil. Iøvrigt har omgangen med europæærne allerede gjort nordøstkystens beboere klogere. Om foråret, når hvalfangerne besøge kysten, drage de ville ned ad floden og lade sig hyre for en vis tid på skibene som harpunerer, hvortil de sædvanlig ere godt skikkede, ^ de få da geværer, krudt, kugler og tæpper i betaling. I begyndelsen gave hollænderne dem kun dårlige bøsser, men nu skelne de ligesågodt et brugbart gevær fra et slet som vi. Det bedste er, at de endnu ikke rigtigt forstå at bruge disse våben, da de sædvanlig af sparsomhed tage for lidt krudt til skuddet. Som sagt, det er deres havesyge, jeg drager min fordel af, når de ikke tro at kunne opnå mere, ville de sandsynligvis gøre en sumpak eller forsamling, begynde med at tude i muslingskaller og ende med at sprætte mig op, for at smelte fedt af mig. Lad det være indgravet i din erindring, min son, at disse blacks ikke elske noget hos europæeren så højt som hans fedt, behold stedse den udsigt for øje, så længe du lever her, at blive kogt, som man koger spækket af en hvalfisk, og vær rede til nat og dag at tilintetgøre dine fjender, for at undgå den ubehagelige nødvendighed at blive tilintetgjort af dem. “ „ Men hvorved kan du da, som du siger, være dem til nytte? “ „ Ja, det er just min kunst, at sinde på så mange måder som mulig. Jeg smeder dem pile, harpuner og knive, jeg laver dem berusende drikke, som de er gale efter, jeg forsyner dem endelig med større og vægtigere fifk, end de selv forstå at fange. “ „ Smeder pile og våben? “ gentog Ralf forundret; „ her, i denne ørken? “ „ Det er endnu langt fra det besynderligste, “ Svarede Aron. „ Øg materialerne dertil? “ „ De ville pleje jevnlig at tage ned ad floden til nogle små øer, imellem revene. På disse søge skildpadderne iland, medens de lægge deres æg om foråret. Ere skildpadderne borte, samle de østers og muslinger og tage i nødstilfælde endog tiltakke med kødet af døde og inddrevne hvaler. Sidste forår gjorde de atter en sådan rejse, og medtoge mig. Vi så ingen padder og gjorde kun en dårlig i agt, derimod fandt vi et vrag af et engelsf barksfib, som var drevet ind og grundstødt på revet. Fra dette medtog jeg en mængde sager, hvorom de ville havde lidet eller intet begreb. — især var al jern og kobber genstanden for mine plyndringer, som bleve forsatte indtil skroget en skøn morgen var splittet ad og drevet fanden i vold. Så begyndte jeg at smede pile og økser for dem, og til gengæld hjalp de mig at bygge en båd af tømmer, som jeg havde reddet ind fra vraget og flådet op ad floden. “ „ Du agter da, at benytte denne båd til flugt? “ „ Naturligvis, især da det ikke vil være muligt at komme bort med en af de vildes kanoer, der ere dannede af stringybark, syede med trævler, og tættede med gummi, og så lette og slanke, at de ikke formå at bjerge sig for søerne, så snart man vover sig udenfor koralbæltet. Det er altså min virksomhed her, som du har at takke for din befrielse, siden jeg indbildte dem, at jeg ved din hjælp ville være i stand til at arbejde langt mere for dem end hidtil. Hvad min egen bevæggrund angår, så tænker jeg, at en flugt lettere lader sig iværksætte, når vi begge hjælpes ad, og dermed er vi nu så temmelig på det Rene med hinanden. “ „ Du foretrækker altså at tage herfra tilsøes, istedetfor at flygte tværs igennem landet, til en af colonierne ved carpentariabugten? “ „ Jeg har længe været i tvivl om, hvad jeg burde foretrække, “ svarede Aron, „ omsider valgte jeg sørejsen. Efterhånden, som jeg bedre lærte egnen at kende, indså jeg det vanskelige i at trænge igennem sumpene og det uhyre næt af mangrovekrat, som omfatter dem. Jeg har nu tøvet her i seksten måneder, “ vedblev han, „ og i den tid kun pønset på planer til at komme bort, tilfældet kuldkastede nogle af disse planer, overlæg andre; siden jeg har fået min båd færdig, anser jeg det for rådeligst at tage bort tilsoes. Vejen er vel mere end dobbelt så lang, men også mere sikker, især nu, siden vi er to. Når jeg lykkelig og vel kommer til Europa, skal jeg lade en bog stride om mine bedrifter hernede. Jeg har erhvervet mig store fortjenester på denne kyst, idet jeg ikke blot forbedrede bustløbernes politisfe forfatning ved at give dem love og våben, deres industri ved at smede dem penge, deres moralske begreber ved at give dem religion, ja hvad mere er, ikke blot religion, men endogså en gud. “ „ En gud? “ gentog Ralf. „ Ja, det dejlige billede, du så nede ved floden i morges, er et kunstværk af mig. Men, som sagt, jeg tjente bestandig kun mig selv, medens jeg syntes at tjene dem. Idet jeg opstillede guden, betydede jeg dem tillige, at fra nu af måtte de ofre ham en del af deres udbytte af jagten, ligeledes et bestemt antal frugter: yamsrødder, pisang og modne albl

1870_Brosboell_TranensVarsel

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Tranens Varsel

male

male

dk

Brosboell

Tranens Varsel

Brosbøll

Tranens Varsel

En Roman

n

gothic

Chr. Steen & Søn

KB

1522

nan

HISTORICAL

I. Hvorfor ridder Casper ikke fik en synder hængt i Ålborg galge. Sankt dionysii dag, efter Christi byrd 1522, skinnede efterårssølen ned øver Ålborg by, spejlede sig i fjorden og kastede et rødligt lys hen over kirkerne og klostrene, som hævede deres tårne og stentage øp over borgernes små og stråtaklc huse. Mod øst så man sankta Marias gamle kirke, hvori Sigurd slemmedegn ligger begraven, lidt derfra lå gråbrødrekloster og midt for algaden Sankt budolfs støre kirke, som året i forvejen havde fået sig to nye klokker. Længer mod vest lå helligåndsklostret, og lidt udenfor byen, som dengang endte ved besterå, lå Sankt pederskirke. Alle syntes de mægtige og overmodige at stirre ned på slottet, det gamle ålbørghus, som gråt af ælde, forfaldent og ødelagt, rejste sig mod sønder, omkredset af udtørrede, græsbegroede voldgrave, hvoraf en tjente til reberbane, medens borgerkonerne havde rejst store stilladser til at blege deres spundne hørgarn oppe på skrænten af den anden. Drengene legede og grisene solede sig nede i dybet mellem rørene. Omtrent midt i algaden, lidt vest for kirken,. lå dengang mester osse pylkes hus, bygget af leer og hakket halm og bindingsværk og tækket med rør eller lyng, som alle naboernes, blot lidt friskere kalket og forsynet med en stor rød og strågul fane, som stak ud af et kvistvindue ovenover porten. På fanen var der afbildet en hammer, en tang og en Nagle, indfattet af to laurbærgrene. Sidst i forrige uge havde der været fesf i byen, da flyttede håndværkerne eller embedsmændene, som de kaldte sig, deres lader, og valgte hr. Offe pylke til oldermand for grovsmedene. Derfor hang fanen endnu over porten, offe syntes, den kunne altid tages ind, det skadede ikke, at folk fik tid til at se, hvad der var sket. Og log var det hans mindste fortjeneste at være oldermand. Tre år tilforn havde laugsmesternc og nådmændene valgt ham til byfoged i Ålborg og det var han vcdbleven at være. Efter den tid lejede offe pylke en af brødrene fra st. Jørgens til at gå ham tilhånde ved bogføring, for han kunne ikke selv skrive. Fra samme tid lod hans hustru, hver gang hun gik i kirke eller til skrifte, to af læredrengene i deres søndagsdragt og med nye skjødsfind for, følge efter sig. Den ene bar bønnebogen, den anden en skammel til at knæle på. Sådan gjorde også garveren Palle hyphofs hustru, da han var byfoged, og man må holde på sin værdighed, mente hun. det var altså Sankt dionysii dag, som er den ilde oktober, da stod hr. Osse pylke ude i gården, i en ulden nattrøje, med en rød strikket hue på hovedet og et stort skjødskind for sig, i færd med af male sin bogn lyseblå og brunrød. Foruden ham var der en til beskæftiget med dette arbejde, det var munken fra Sankt Jørgens, visiert vendelbo, høj og firskåren, med et tykt sort skæg og forresten bekendt som en tavs og ordknap person, der passede sin dont og intet udenfor denne. I dag havde byfogden således delt arbejdet mellem dem, af han selv udførte det grove, visiert derimod satte de fine strenger til, det var også ham som malede de tre store påskelilier på bagsmækken, med byfogdens fulde navn under. Når han havde arbejdet lidt, hvilede han sig og stod imidlertid og betragtede de smukke blomster med stor selvtilfredshed. Byfogden manglede nogen øvelse i af håndtere penselen, derom vidnede alle de streger og pletter, han af vanvare var kommen til af overstænke sig medhans hustru sad på en bankeskammel noget borte og skrællede morsfe æbler, som hun delte i fire dele og trak på en snor, derefter skulle de bringes hen til bageren, for at tørres til vinterbrug. Ovre på den anden side af gården lyste ilden ud fra smedeessen, og regelmæssige hammerslag tilkjendegave den travlhed, som fandt sted derinde. Konen sad og sang til sit arbejde, offe pylke stemmede i med, og af og til indåndede visiert vendelbo en hæs og dyb Bas, som i høj grad forøgede mislyden. „ Nu sang du igen falsk, fatter, “ udbrød Fru pylke. „ Gjorde jeg det? så synge vi om igen, “ sagde offe pylke godmodig, og stak sit ansigt frem under vognen, hvor han lå. „ Dennegang var det forresten ikke mig, men Viffert, som tog den falske tone. “ „ Var det mig? “ råbte Viffert, og kastede penselen ned på jorden og tilføjede: „ Nu vil jeg ikke male mere. “ „ Vist var det ikke Viffert, “ ytrede konen formildende, „ det var fatter. Bliv nu bare ved. “ Så sang de igen: „ Hans Lønborg red fra hove i mulm og i blcrst, han løftede skøn Ragnhild bag op på sin hest. Så red de ud for Norden og over heden hen, hans Lønborg kom aldrig meer til hove igen. Så red de ud i mosen for fauerholdt bro, hans Lønborg og hans æjcrreste, de ride der endnu. “ Da de vare komne så vidt, standsede offe pylke pludseligt og lyttede. „ Jeg synes det bankede; der er nogen derude, som vil ind. “ I det samme hørtes tydeligt tre stærke slag af hammeren, som var sastnaglet til porten. Viffert krøb op på en savbuk og strakte hovedet ud over plankeværket, for at se hvem det var, for han lukkede op. Da han kom tilbage igen sagde han, at der holdt en rytter ude på gaden, og at det var en af hr. Casper Gyldings folk nede fra tranders. Øffe pylke lagde penselen fra sig, tørrede hænderne i sit forklæde og smilede tilfreds til sin hustru. „ Ru vil der blive noget at tage fat på i værkstedet, “ Sagde han, „ gætter jeg ret, så bringer den mand mig en bestilling på det store rækværk til den gamle bro ved prebenså. Han kunne ligeså godt være reden op til stoffers i podemesfergyden, men alle ville de helst have med mig at bestille. Det er rart nok det samme. “ „ Kom og to dit ansigt først, sådan som du seer ud, “ sagde konen, og satte en spand vand hen for ham. Byfogden dukkede hovedet ned i vandet og tørrede sig i fruens forklæde. „ Det var bravt, “ sagde han. „ Gå nu hen og luk op for hans nådes rytter, lille visiert, imens tapper Motter os den store sølvkande fuld af gammel brunsviger Mumme. “ „ Nu skal du ikke være for rask med at slå til, “ Hviskedee konen, idet hun gik op. „ Æren kan være god nok, men man lever dårligt af den alene. Casper Gylding er en holden mand, han har råd til at betale det arbejde, han bestiller. Pas på, hvad du siger. Jeg står og lytter indenfor døren. “ Den fremmede rytter trak sin hest ind igennem porten og bandt den ved en ring i stolpen. Han var klædt i en blå kofte, med et bredt, brunt bælte om livet, hvori der hang et langt sværd med blanktpoleret jernfæste. På hovedet havde han en opkrampet hat med høgefjer på siden. Broder Viffert gik foran ham op ad trappen. Da sendebudet kom ind i stuen, traf han byfogden med det våde hår kæmmet glat ned i panden, iført en ny lysebrun kofte, kantet med odderskind. Og prydet med blanke knapper. Han sad ved et bord hvorpå der lå nogle bøger og en mængde brevskaber, som han ivrigt syntes at gennemlæse. En sølvkande og et bæger stod på det ene hjørne af bordet, og døren til det næste værelse blev holdt på klem. „ Gudsfred og goddag mester osse! “ råbte svenden. „ Er det ikke eder, som er byfoged eller sådan noget her i Ålborg? “ „ Det er mig, som er byfoged på fjerde år, “ Svarede offe med selvfølelse, og han syntes at vokse, idet han talte. „ Kom og sid ned “ Med disse ord stænkede han i bægeret. „ Hvor det er varmt i dag, “ sagde svenden, idet han satte sig ned på bænken hos byfogden og så hen til bægeret. „ Livagtigt som om det var sommer endnu. “ „ Det er det/ sagde offe. „ Hvad godt har i ellers al bringe? “ „ Mig sender hans nåde, ridder Gylding, for at bede eder gøre ham en lille villighed, det i som byfoged har råd og formue til. “ „ En villighed? “ gentog offe pylke, og tog betænksomt hånden bort fra bægeret, som han just ville sætte hen til svenden. „ Hvad mener i med det? “ „ Hr. Gylding lader spørge, om i vil tilstede os af nytte bygalgen til en synder, som vi skulle se af få hængt i morgen tidlig, om gud vil. “ „ Hvad for noget! “ udbrød byfogden, synlig skuffet i sit glade håb. „ Er det jeres ærinde? “ Og nu tømte han selv det bæger, han nylig havde fyldt, men bød ikke svenden det ringeste. „ Sagen hænger sådan sammen, “ vedblev den anden, „ af vor egen galge, som vi havde rejst ude på volden, er falden ned af ælde, og nu mente ridder Casper, af bygalgen for den sags skyld kunne gøre samme nytte. Han skal nok selv besørge den grove misdæder hængt og ligeså lade ham tage ned igen, når han først er afkølet og den tid kommer. “ „ Hvad er det for en misdæder, i taler om? “ Spurgte offe pylke. „ Det er den slemme Henning gråbul fra tranders, som i vel nok har hørt nævne. I vinter gik han og fældede dyr nede i vor skov, og nu forleden har han forgrebet sig på nådigherrens egen person, da han tog ham fangen. “ Med disse ord rejste svenden sig op og så ned i kanden. Osse pylke syntes ikke at lægge mærke hertil, han sad stille og grublede. Af og til flottede han hen mod døren, som om han ventede hjælp derfra. „ Ja! “ udbrød han endelig, „ jeg seer da egentlig intet ondt i, at i hænge eders misdæder, hvor i sinde en galge, jeg tænker også nok, at vores kan bære ham, og jeg holder ikke af at gøre megen snak af det, når man kan vise en mand som eders herre en ringe tjeneste. “ I det samme blev døren sagte åbnet, Fru pylke kom til syne og rystede heftigt på hovedet. Osse var en mand, som besad megen åndsnærværelse. Da han så tegnet fra døren, vedblev han i samme tone: „ Forresten bliver det min sjæl ikke i bygalgen, i får eders misdæder hængt, den er bekostet til vore egne syndere, og jeg kan ikke gå hen og give mit minde til noget, uden forsf at have samtalet med borgermester og rådmænd. Må jeg bede om jeres begæring skriftlig. “ Svenden betragtede byfogden med dyb forbavselse. Han fattede ikke grunden til dette pludselige omslag. „ Hvad skal det betyde? “ ytrede han leende. „ I siger mig jo ja og nej tillige. Forresten vil jeg lade jer vide, at ridder Casper er den mand, som kan gjengjælde al den villighed, i viser ham, men i må give mig ren besked at ride med, min tid er knap. Jeg har også ærinde med til mester stoffer i podemesterens gyde. Han skal hjem til os og tage mål af et nyt rækværk til vor bro. “ Ved denne sidste yttring var byfogdens tålmodighed tilende, han for op fra bænken, blodrød i ansigtet, og udbrød med en stemme, som skælvede af heftighed: „ Hvad er det for et sprog, i vover at føre til mig? Tror i, jeg er den mand, der lukker øjnene for ret og skel, og seer på gunst eller gave? Hvor kan det falde eders herre ind, at vi skulle give ham lov til at hænge sine kæltringer i vor galge, på vor grund? Ålborg bymænd have aldrig havt andet end bryderi og ufred af hans naboskab. Forgangen år lod han sine kreaturer græsse hele efteråret nede på vore Enge og pryglede markfogden, som ville forbyde det. Kan i husfe i sommer, da han og hans kammerater ovre fra klarnpgård og egense gjorde gang midt over vor bymark og trampede kornet ned, fordi de ville ikke fare sønden om og følge landevejen? Og ham skulle - stadens høje øvrighed være til behag og tjeneste, låne galge til hans misdædere? Det skal aldrig ske! “ „ Ikke det! “ sagde svenden og støttede sig på sit sværd. „ Han låner eders galge alligevel. Det stat i få at se. “ Osse pylke glemte i dette øjeblik aldeles sin værdighed, det var ikke længer byfogden, men smeden, der forberedte sit svar. Tillykke åbnedes i det samme tøren, og Broder Viffert viste sig i den. Han gik hen til svenden, lagde sin hånd på hans skulder og sagde: „ Hvad er det for en højrøstet snak, du står her og fører i byfogdens hus. Har du ikke fået besked på dit ærinde? “ Svenden trådte et skridt tilbage for denne kæmpestore skikkelse, som, indhyllet i en opkiltet munkekutte, havde stillet sig foran ham. „ Jeg har vel fået vesfed, “ svarede han og trådte endnu et stridt tilbage, „ men jeg tror knap, at ridder Casper vil lade sig nøje dermed. “ „ Det må ridder Casper om, “ svarede byfogden, som modig havde stillet sig bag lisfert med kneifende hoved og begge hænder i koftelommen. „ Gå nu din vej, hvis du ønsker at fare i fred. “ Svenden gik, men da han kom til døren, vendte han sig om og sagde: „ Hvis Casper Gylding kommer ridende i morgen tidlig med ti væbnede ryttere og dog gør, hvad han synes bedst om, hvad vil byfogden så sige? “ „ Det skal Casper Gylding få at høre i morgen, “ Svarede visiert vendelbo. Dermed gik svenden. Fru pylke kom ind og tog plads hos byfogden og Viffert på bænken, de tømte kanden med den gode brunsviger Mumme og samtalede imedens om det foregående optrin. i. Hvad der skete under galgen. Næste formiddag, lidt før middag, red en skare ryttere op over engene fra tranders ud mod pynten, som Limfjorden danner, før den bugter sig imod nordost forbi Ålborg. Yderst på denne pynt lå en høj, og på højen viste sig en gammel faldefærdig galge, sammentømret af to opretstående stolper, hvorover der var lagt en tværbjælke. I spidsen af skaren, der var væbnet med spyd og dragne sværd, red en lang og mager mand med rødligt hår og skæg, iført en halvrustning, under hvilken hans-gulbrune læderkøllert kom til syne. Det var hr. Casper Gylding og hans mænd, som kom for at hænge deres synder i byens galge. Den ulykkelige gik imellem to af de sidste ryttere i skaren, hans fødder vare blottede, hænderne bundne bag på ryggen, og fra armene gik et reb til hver af de to ryttere, som førte ham. Et tykt hår faldt ned over det øverste af panden, bagtil kort afklippet, da kun de fribårne havde net til at bære langt hår. Hans ansigt bar præg af en kløgt og snildhed, som ellers ikke var hans stand egen, dets meest påfaldende udtryk i dette øjeblik var dog sørgmodigt og lidende. Han kastede sit blik opu den blå luft, stære og krager fløj omkring i store flokke langs med fjorden. Græsset var endnu grønt og frodigt på engen, solen skinnede, lærken kvidrede, det var en alt for smuk dag til at dø på, men synderen så intet tegn til frelse, hans strenge dommer red tavs og ubønhørlig foran ham. Ude på pynten kom allerede højen til syne, og over dens top rejste galgen sig mørk og truende. Sidst i skaren, et stykke borte fra de øvrige, red en lille krumbøjet skikkelse på en gammel hest. Han var klædt i et par skindbukser og en grå badmclskofte. Omkring skulderen havde han et langt stykke reb og på hovedet en låden hue af katteslind. Det var mestermanden. Af og til vendte Henning hovedet tilbage mod den dej, de kom fra, da mødte hans blik en kvinde, som med fremstrakte arme og i hurtigt løb søgte at indhente skaren. Det var vildttyvens hustru, hun havde nylig knælet foran toget med sine to små børn ved siden og anråbt hr. Casper Gylding om nåde. Ridderen rystede på hovedet, svarede ikke og red bort i en så hurtig trav, som hans ryttere kunne slæbæ deres offer efter sig. Konen stod lidt og så efter dem; hun slog sit blik op mod himlen, søm om hun derfra søgte den nåde, hun ikke kunne finde på jorden. Lidt efter lod hun det ældste barn blive stående på vejen, tog det yngste på armen, og løb efter skaren, der var kun så kort en vej tilbage for hendes håb, hun ville endnu engang forsøge at bede om nåde, men rytterne rede hurtigt til, afstanden mellem dem og hende blev bestandig større. Da hun mærkede dette, lagde hun sit lille barn ned i græsset på grøftekanten, tog sine træflo af, og løb nu ned over engen med gispende bryst og med udslagne hår, idet hun af og til udstødte høje råb om nåde. Ingen gav agt på hende, undtagen manden, ethvert af disse bønlige skrig gav genlyd i hans øren, han så tilbage, hans læber mumlede nogle uforståelige ord, han prøvede på at gå lidt langsommere, men rytterne rykkede i rebene og droge ham med sig, han måtte følge de andre. Da de kom nærmere til højen, så easper Gylding til stor forbavselse, at der var rejst en lang stige op til den ene af galgens stolper, på stigen stod en mand, i færd med at drive naglerne ud af tværbjælken. Idet nytterne holdt stille nedenfor højen, standsede han med sit arbejde, så lidt ned på dem og smilede, derpå begyndte han at hamre løs igen. Casper Gylding steg af hesten. Højen var for stejl til at man kunne ride op ad den, han kaldte på manden og sagde: „ Hvad djævlen er det, du bestiller der? “ „ Ja, det må nådige herre nok spørge om, “ Sagde manden med et spottende smil. „ Jeg er såmænd ellers ved at brække tværbjælken ned af vor bygalge. “ „ Hvad skal det betyde? “ „ Jeg skal ikke sige det forvisf, “ svarede tømmermanden, „ men i morges tidlig, da det ringede til første bøn, kom mester pylke hjem til mig og tilsagde mig, at jeg skulle gå ud og skaffe ham den bjælke ned, så betimeligt ske kunne. Jeg er nu gudskelov ikke den mand, som selv behøver at tage fat med; jeg har folk nok til at arbejde for mig, jeg har haft oldermandsfanen over min dør to gange, og jeg kunne for den sags skyld være ligeså god en byfoged som mester pylke, om jeg ville have spenderet ligeså meget for at blive det, men da jeg så ved arbejdstid giver mine svende besfed om at gå herud, var der ingen, der turde tage den gerning på sig, formedelst det, at arbejde på en galge gør en mand uærlig, indtil den høje øvrighed først har lagt hånd og bærktøi på den. Så måtte jeg selv afsted, for det var min bedstefader, som rejste galgen, og dengang gjorde Ålborg borgermester det første slag med bindøxen, så jeg tænker, sligt ikke har noget at sige. “ „ Det tænker jeg ikke heller, “ svarede Casper Gylding, „ og når jeg nu giver dig otte skilling lybsk, så tager du din økse på nakken og lader være med at rive den tværbjælke ned, til jeg får hængt min gavtyv, som du seer i bånd og bast dernede mellem nytterne. “ „ Nej, det går ikke, nådigherre, “ sagde tømmermanden, „ jeg har fået min befaling, og den må jeg lystre. “ „ Men hvis jeg nu jager dig herfra med magt, “ Sagde Gylding, „ hvad så? “ „ Så går det alligevel ikke, “ sagde tømmermanden med et listigt smil, „ for da jeg nok tænkte mig, at sådan noget kunne ske, savede jeg straks tværbjælken over på tre steder, før i kom, så eders gavtyv vil dratte ned, inden vejret går fra ham.. Se blot selv efter! Mit arbejde er fuldbragt for længe siden, jeg stod bare og hamrede naglerne ud deroppe for at have noget at bestille, mens jeg ventede at erfare, hvad i havde i sinde. “ „ Godt! “ sagde Gylding, „ hænges skal han nu alligevel. Kan det ikke ske på tværbjælken, så klynge vi ham op på en af stolperne. “ „ Det er heller ikke så vel betænkt, som det kunne være, “ svarede tømmermanden med uforstyrret ro, „ for når eders nåde går hen og seer nøjere efter, vil i finde et stykke skrevet papir flaget op på den ene stolpe, jeg har ikke selv læst det, for det er sært utydeligt skrevet, men rådstuetjeneren, som kom løbende herud ved frokosttid og slog det op, sagde, at det var fra lehnsmanden inde i Ålborg, hr. Aksel gø, og at det var et forbud mod, at nogen måtte nytte byens galge. “ Casper Gylding læste skriften og overbeviste sig om, at det forholdt sig som manden sagde. Han stod lidt og grundede herover. Osse pylke var kommen ham i forkøbet i enhver henseende. Imidlertid vedblev den listige tømmermand: „ Jeg kan se, hvad eders nåde tænker. I mener, som jeg, at fanden skulle tigge Ålborg byfolk om lov til at låne galge af dem, det må jeg i alle måder give få mægtig en herre ret i. Jager det med at få den stakkels synder aflivet, så lad en af eders mænd slå ham for panden, kan det derimod vente lidt, så lover jeg eder en galge, nok så strunk og så god som denne, og den skal være tømret sam-. Men og rejst og slå på pletten nede på nådigherrcns grændsesfjæl ved tranders, når solen i morgen tidlig lyser over stedet. “ „ Er det et ord? “ sagde Casper Gylding. „ Jeg tænkte virkelig noget nær på det samme. “ „ Lidsfe jeg det ikke nok? “ vedblev tømmermanden. „ Hvad jeg har sagt, står jeg ved, galgen skal være på pletten i morgen tidlig. “ „ Nede ved Utterup mose, hvor den store hedningsteen ligger. “ „ Hvor den store hedningsteen ligger, “ gentog tømmermanden. „ Jo jeg kender stedet, den skal blive så forsvarlig og net, at hver en gavtyv vil gøre sig en fornøjelse af at hænge i den. Det kan i lide på. “. „ Så vil vi vente til i morgen tidlig, “ sagde Casper Gylding, og gik ned til sine folk. Rytterne vare under denne samtale stegne af deres heste, synderen lå på jorden, hans hustru ved hans side. Hun havde slynget begge sine arme om hans Hals og så ham ind i øjnene, medens de talte sammen så sagte, at ingen kunne høre dem. Da ridderen kom ned fra højen, ilede hun hen til ham, kastede sig ned for hans fødder, strakte armene i vejret og bad atter om nåde, for guds skyld, for jomfru Marias skyld, for hendes søns skyld. Den ulykkelige havde dog ikke gjort andet end fældet et stykke vildt, og det var nød og hunger, som fristede ham dertil. Men ridderen rystede på hovedet. I dette øjeblik. fandt hendes bønner endnu mindre indgang hos ham, fordi han var opbragt over at måtte bøje sig for byfogdens villie. Der var ingen frelse, ingen, nåde at sinde. „ Han skal få lov til at trække vejret til i morgen tidlig, “ sagde hr. Casper Gylding. „ Så ikke mere. “ Dermed rede de tilbage over engene hjem til tranders. Iii. Broder og søster. Casper Gylding boede en halv mil sydost fra Ålborg, i nærheden af den gamle filstcd lade, som dengang hørte til slottet. Det var en temmelig uanseelig gård, som man nu forgæves vil søge efter, den er forsvunden, og en landsby af samme navn har rejst sig på dens ruiner. Våningshuset var bygget af gråsteen, med små uregelmæssige vinduer og omgivet med en bred grav, på hvis modsatte side en række forvoksede piletræer strakte sig. Mod sønder ragede et firkantet tårn op over den øvrige bygning, dannet af bindingsværk og forsynet med en vægtergang, som gik langs med muren, hvor taget begyndte. På denne gård havde Casper Gylding og hans slægt boet i mange år, stedet var gået i arv fra fader til søn, uden at nogen af dem havde efterladt sig andet minde end en ligsten oppe i kirken, hvorpå deres navn, fødselsdag og dødsår med stor nøjagtighed var indhugget; om dem alle nævnede man endnu to egenskaber, som ikke stod at læse på stenen: de vare ansete for de vældigste nævejægere og de mest ubøjelige herrer mod deres undergivne i hele himmersyssel. Casper var det næstsidste mandlige afkom af stammen, han havde arvet sine forfædres slægtregister og deres synder. I lang tid havde hersfabet på tranders kun bestået af to personer, ridderen og hans søster, Fru Mette. Den sidste var en ældre dame, som aldrig kom til syne udenfor gården, undtagen de fire gange om året, hun red op til vor frue kirke i Ålborg for at skrifte. Nogle år før denne historie begynder, var der kommen endnu en tredje person til gården, en ung pige ved navn Gerda. „ En slægtning af os, “ Sagde hr. Gylding, „ som vi ville gøre det gode, vi kunne, siden der ikke er givet hende bedre vilkår. “ Videre udlod han sig sjældent, men dermed lod den almindelige videlyst sig ikke nøje. Gerdas nærværelse bevirkede efterhånden en fuldkommen forandring i de fleste forhold på tranders. Hun vedblev også at være en genstand før naboernes særdeles opmærksomhed. Velunderrettede fortalte omsider følgende: Casper Gyldings svigerinde havde været gift med den ulykkelige ponl Laxmand, hvis historie alverden kender. Han var nigshofmester under kong hans, og gik på de hellige titusinde ridderes dag 1502 fra Københavns slot ned over hoibro. Midt på broen kom to adelsmænd ham i møde, den ene var hr. Ebbe strangeson, den anden Bjørn Andersøn. De havde siddet og ventet længe efter ham under et bislag i Høibrostræde. Da de mødtes, tog hr. Ebbe baretten af, og idet rigshofmestcren ville gjengjælde hans hilsen, stak Ebbe ham sin daggert i brystet, Bjørn Andersøn gennemborede ham i samme øjeblik med sin kårde. Derefter kastede de den endnu levende nigshofmester ned fra broen i stranden og sagde: „ Du hedder lagmand, løb nu i vandet, som din Art er. “ Mordet vakte megen opsigt, man troede overalt, at kong hans ikke havde været uvidende herom, at han måske endogså havde nogen skyld deri, en påstand, som i det mindste aldrig senere er bleven gendreven, og kongen bevarede også lapmand længe i sin erindring. Han døde med hans navn på læberne. Mandraberne gik længe uantastede omkring i byen, der blev anlagt sag, ikke mod dem, men mod den dræbte. Kammerretten dømte ham for at have stået i forbund med landets fjender og lod hans. uhyre rigdomme inddrage under kronen. Hans hustru flygtede og skjulte sig på Sandholt, en af de konfiskerede gårde i Fyen, som senere blev given den ulykkelige familie tilbage. Laxmand havde kort for sin død skikket bud til tranders efter svogeren; hvad han ville ham, fik aldrig nogen at vide, men dagen efter mordet fragtede Casper Gylding et skib og forlod skyndsomst København. Han bragte et tungt og hemmelighedsfuldt lille skrin med sig, som ved nattetid, da skibet nåde op i fjorden udenfor klarupgård, blev landsat tilligemed ridderen og bragt hjem til tranders. nogle år efter kom Gerda til gården, hun var Poul Laxmands datter, det fortalte i det mindste et rygte, skønt hun ikke lod sig kalde ved faderens navn. Hendes nærværelse øvede en mægtig virkning på Broder og søster. Det var, som om hun bragte nyt blod i deres gamle årer. Især var denne virkning synlig på ridder Casper; han aflagde sine gamle vaner, drak ikke mere, svor ikke mere, klædte sig med større omhu, følte ikke mere tilbøjelighed til jagten, red sjælden til marked eller til sine venners forsamlinger, sad hjemme på tranders i Gerdas selskab, beskæftigede sig mere med hende end med nogen anden, og omgav hende med flere og større opmærksomheder, end hun egentlig selv syntes at sætte pris på. Hun havde sin egen ridehest, hendes værelse var det smukkeste på gårde », ombygget efter hendes egen smag, betrukket med et nyt lædertapet med forgyldte snirkler, som Casper med stor bekostning havde forskrevet fra Holland, det var desuden smykket med et yndigt lille billede af glas, der engang havde tjent som kirkerude og forestillede den hellige jomfru med en lyseblå due på den ene side og en lang liliekvist på den anden. Hvad skulle hun vel kunne ønske mere? Men ridderen lod det ikke bero derved. Forgangen år, da kongen rejste til Viborg for at lade sig hylde, og Casper Gylding også drog til tinge, havde han købt en ny brokades klædning til hende og en Barret af mørkerødt Fløiel med en lang fjer af samme farve, der ligesom Hektors hjelmbusk vældigt nikkede foroven. Barretten gjorde en udmærket virkning til hendes bølgende, blåligsorte hår, til dette sine, ungdommelige ansigt, hvorfra der lyste to store, strålende øjne, og et smil, som syntes at fortælle enhver, hvor herlig hun fandt hele verden omkring sig. Der var kun en mening om hende, hun blev nævnet som den smukkeste adelsdame på hele tinget. Fru Mette rystede på hovedet til hendes Broders besynderligheder, hun forestillede ham det urigtige i den overdrevne pragt, hvormed han omgav den unge pige, en overdådighed, som dannede en påfaldende modsætning til deres tidligere tarvelige liv og til den sparsommelighed, fruen efterhånden havde vidst at indføre i deres øvrige udgifter. Casper smilede og tav, han havde kun sands for den unge piges ønsker, dem, hun ikke udtalte, gættede han sig til, han udstrøede sine velsignelser med rund hånd, og erkendelsen heraf kunne så meget mindre tabe sig hos Gerda, som Fru Mette ikke undlod jevnlig at huske hende på broderens gaver. Aftenen efter ridderens forsøg på at få Henning gråbuk hængt sad han og Fru Mette i borgstuen på tranders. Gerda havde læst aftenbønnen og var gået til ro. Fru Mette sad med en række tal foran sig på bordet og havde et stort hovedbrud med at regne dem sammen. Casper sad på en bænk foran kaminen, i hvis åbning der brændte et vældigt stykke bøgetræ; ridderens vams var knappet op, hans hoved bøjet ned mod brystet, hans dybe og langtrukne åndedrag tilkendegav en tryg og rolig søvn. Efter at Fru Mette havde siddet en stund, slukkede hun først det ene af de to lys, som stod foran hende, og få hen til broderen, om han lagde mærke dertil. Da Casper vedblev at sove, tog hun en lyspind op af lommen, tændte den og slukkede dernæst også det andet; nu sad hun længe og regnede ivrigt og skrev op og talte på fingrene under skinnet af lyspinden. „ Sover du, Casper? “ udbrød hun endelig. „ Nej, jeg sidder og tænker, “ svarede ridderen. „ Når man trækker to snese æg og fem fra halvellevte snes, hvormange skal jeg så have tilbage?, kan du regne det ud? “ Casper sad lidt og betænkte sig, før han nævnede summen. Fru Mette kastede kridtet hen ad bordet. „ Så har hun bedraget mig, den skændige møllerkone! “ råbte hun heftig. „ Jeg tænkte det nok. Jeg mangler tre æg. Det er anden gang, det skeer. “ Casper mumlede nogle uforståelige ord, han var allerede begyndt på at sove ind igen, da søsterens heftighed vakte ham. „ Hvorfor har du slukket lysene? “ spurgte han. „ Hun kommer jo ikke mere herind i aften, og jeg kan nok hitte ud af mit regnsfab ved den lyspind. “ „ Hvem kommer ikke mere herind? “ „ Naturligvis Gerda! “ „ Jeg mener, vi have brændt lys på bordet, før Gerda kom til gården, og jeg holder ikke af at sidde i mørke. “ Fru Mette tændte atter lysene, Casper vedblev, idet han rejste sig fra bænken og gik op og ned ad gulvet: „ Jeg vil sige dig noget, søster! Du skal lade fare, bestandig at stikle på Gerda. Hun er god som hun er, og du kan leve den dag, hvor du seer hende som husfrue på tranders. “ „ Hvad vil du sige dermed? “ „ At jeg gifter mig med hende. “ „ Du gifter dig! “ gentog søsteren, og brast i en spottende latter. „ Ja, hvorfor ikke? “ spurgte Casper og stillede sig foran Mette med begge hænder i koftelommen. „ Er hendes byrd ikke god nok, er hendes sind ikke mildt nok, er hun ikke rig nok? “ tilføjede han hviskende og med et betydningsfuldt blik. „ Hun er tyve år, jeg er otteogfyrge. “ „ Ja, det var du for fem år siden. “ „ Det kan være, jeg husker det ikke så nøje, jeg ved blot, at jeg holder af hende, som da jeg var tyve år gammel, det er vist, det må dog siges engang, for at du kan rette dig derefter. Jeg tænker kun på hende. “ „ Den snak har jeg hørt før, “ svarede Fru Mette og hensank derefter. i en dyb tavshed. Pludselig hævede hun sit hoved og gik hen til broderen, som atter havde sat sig. Hun lagde sin hånd på hans skulder og udbrød heftigt: „ Du er en tosse! Hvorfor behøver du at gifte dig? Har du ikke hendes penge, råder du ikke over dem, hvad vil du mere? “ „ Men jeg siger dig jo, det er ikke for pengenes skyld, jeg holder af hende. Jeg har været enkemand i elleve år, der groede Mos på mig, hun har fyldt mit hjem med sang og mit hjerte med lykke, hun er kommen som svalen til huset med forår og solskin, jeg bliver ung igen når jeg seer på hende, jeg drømmer om hendes smil hver nat. Svoger Laxmand gav mig sine penge, ja vist! Ingen så det, men han sagde: det bæres mig for, som at det vil gå mig galt, bring dem så til min lille datter. Der kan komme en regnskabsdag, Mette! Hvordan gik det Jens Thomassen på mors? Han gjorde heller ikke rigtig regning i den sag med hans bønder. I sommer lod kongen hans lig grave op og hængte ham i ligkisten op i galgen på Århus gade, ved byens brønd, nedenfor borgporten. Han hænger der den dag i dag; men om Gerda er det tidsnok at tale, når det først kommer så vidt. Der stå strenge tider for døren. Kongen vil holde herredag i Kallundborg og presse penge af os, to gylden af hver herremands Bonde, tredjeparten af alle gejstliges indkomster. Lybækkerne fejde på kysten. De dave taget Bormholm, brændt Helsingør, det kong christjern lo-til, fordi bymændene ville ikke unde hans hollændere plads at bygge på. Imorgen kunne vi have fjenden heroppe i Limfjorden, det er derpå, vi stulle tænke. “ „ Hvad har da adelen besluttet at gøre, hvorfor handle i ikke? Hvad fremmede det, at i mødtes forgangen nede i Viborg, når i dog intet bestemte? Og hvis nu lybækkerne kom for Ålborg, det himmeriges gud forbyde, siden der kun er et hanefjed fra byen og ud til tranders, hvis de kom hertil, Casper, hvad så? “ „ Så tænker jeg, vi drage vindebroen op og værge os, som vi kunne bedst. “ „ Det skulle godt forslå, “ sagde Fru Mette og gik urolig frem og tilbage med hænderne under forklædet. „ Vi have ti mand liggende her på gården i rustning og plade, de æde og drikke deres mål hver dag, de lange slughalse! De flyde krager og alliker med deres låsbuer, men holde fjenden ude, det kan de ikke. Og vore penge, du! — skatten! “ Hviskedee hun. og bøjede sig ned mod broderens øre, „ tænker du ikke på den? “ „ Jeg har tænkt på den, “ svarede Casper med et overlegent nik. „ Lad lybækkerne komme, de kunne lette sten fra sten på tranders, pengene skulle de dog lade blive. “ „ Hvordan det? “ „ Du skal ret straks få det at se. Derfor fik jeg Gerda til at gå til ro, så snart hun havde læst op velsignelsen efter maden. Jakob har ringet med aftenklokken, svendene er ovre i deres sovesteder. Gå ud efter lygten og følg så med mig. “ Medens Mette forlod stuen, gik Casper hen til et skab, der var så omhyggelig skjult i væggen, at man først opdagede

1896_Brosboell_UngdomsKampe

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Ungdoms Kampe

male

male

dk

Brosboell

Ungdoms Kampe

Brosbøll

Ungdoms Kampe

En Fortælling fra 1839

n

roman

V. Pio

KB

nan

Undertitel. I tvivl. Ungdomsfortælling

HISTORICAL

I. For enden af st. Pederstræde lå et lille grundmuret hus, som just ikke så synderligt anseeligt ud. Stedet var forfaldent, vinduerne små og solbrændte, ruderne ituslagne og hullerne tilklistrede med papirstrimler, som regnen opblødte og gav uhindret adgang til at trænge igennem. Til denne bolig så man en kold, mørk novemberaften en mand skynde sig; han agtede ikke på sneen, som hvirvlede omkring ham og klæbede sig fast i hans tykke frakke, ikke heller den barske vind, der hvert øjeblik truede med at rive ham hatten af hovedet. „ alt er mørkt, “ hviskedee han, „ månen skjuler sig, en skærende kulde gennemisner mine lemmer, — i mig har det også længe været vinter. “ Med disse ord rystede han sneen og vandet af sin frakke og stod få øjeblikke efter for det omtalte huses dør. Flere gange måtte han ringe på, før den blev oplukket, endelig blinkede et lys i forstuen, døren åbnedes, og manden trådte ind i et værelse, hvis bohave røbede den yderste armod. De nøgne vægge vare behængte med to store portraitmalere, indfattede i dybe rammer, der endnu bare spor af deres ungdoms rige forgyldning. Uden vanskelighed kunne man genkende originalen til det ene af dem i et fruentimmer, som befandt sig i værelset, hvorimod det andet portraits ungdommelige og runde træk, på dets original — manden — vare gennempløjede af furer og folder. Fra stedet, hvor disse to portraiter hængte, syntes de spottende at skue ned på den fattigdom, værelset indesluttede. To stole, et bord og to sengesteder vare de eneste meubler, der fandtes. Den ene af sengene var bedækket med et i gamle dage smukt damaskes omhæng, nu derimod hang det falmet omkring stolperne. I den anden seng sov to små børn på halmmadratser, og ved deres fødder knurrede en stor, gråspraglet kat, idet den magelig strakte sig på sit varme leje. Det eneste lys, som lod beskueren opdage det her beskrevne, fik værelset af en lille skillingsprås, hvis svage flamme trækvinden fra de utætte ruder viftede frem og tilbage. Ved dette sad moderen og stoppede nogle liniestykker, medens dørens klapren slog takt til det hvin, som stormen gennem skorstenen af og til nedsendte i den kolde kakkelovn. Hendes forhen skønne træk havde sorg og græmmelse vel ikke ganske forandret, men gjort skarpere; de mørkebrune øjne havde mistet deres glans og stirrede matte og dunkle ud af deres hulninger. „ det var da godt, at du kunne komme, “ — udbrød hun, da manden trådte ind; — „ to hele timer har jeg siddet og ventet efter dig med theen; — nu kan du også have det så godt, derhenne på kakkelovnen har jeg sat af til dig. At det er koldt, er din egen skyld, fordi du nægter mig penge til brænde. Om du end ikke bryder dig om mig, så burde du dog være mindre ligegyldig mod vore små; de stakler have grædt den hele aften. “ „ begynder du nu igen, hvor vi slap i middags? “ Udbrød tanden, idet han trak sin våde overfrakke af, — „ det er dog mærkeligt, at du aldrig kan modtage mig uden med bebrejdelser. “ „ bebrejdelser! “ — gentog konen; — „ synes du ikke, du fortjener det for al den kval, du volder mig? Lader du mig ikke savne livets første nødvendigheder? Agter du på, at vor Julius og Bertha næppe have så meget, de kunne klæde sig i, og hvor rolig kan du ikke hver dag høre deres gråd og klager? — jeg ulykkelige! “ tilføjede hun grædende, „ at skæbnen skulle knytte mig til et menneske som dig; jeg forbander den dag, du blev min mand! “ „ gør du det, Laura? “ spurgte manden, i færd med at drikke sin kolde the. — „ hvad var da egentlig grunden hertil? Hvem opstillede de garn, som hildede mig således, at jeg alene kunne befri mig derfra ved ægteskab? — skylden var ikke min! “ „ ti, ti! “ råbte Laura — „ bliver du aldrig ked af at erindre mig om dette svagheds øjeblik; — dengang var du en kærlighedsfuld mand, som jeg betragtede med stolthed, herrerne med misundelse, — nu derimod er du bleven en kold, beregnende gnier, der ikke engang kan give din kone et stykke nyt tøj; jeg — som for din skyld gjorde afkald på den lykke, ' skæbnen havde bestemt mig, som i gode dage blot behøvede at vinke for at finde ti beredvillige tjenere til at udføre mit ringeste ønske, — jeg må nu selv påtage mig den simpleste tjeners forretning, leve her i denne skumle afkrog, omringet af børneskrig og klager så lang dagen er; min eneste løn derfor må jeg søge hos mig selv, i min egen bevidsthed; ikke en mine i dit ansigt takker mig — du sparer ikke nok — du ødelægger for meget — vi må indskrænke os — det er dit valgsprog. — giv mig min tabte lykke, mine svundne glæder igen. “ „ giv mig erstatning for de sidste otte år, “ sagde stilling sagtmodig, „ eller “ — tilføjede han, „ hvad bedre er, giv mig døden, som ender dette helvedesolie. hvem har ødelagt mig? “ vedblev han — „ hvem har, fra en velhavende, anset mand, bragt mig til bettelstaven? Havde du fordret mindre og undværet mere af det, du kaldte fornødenheder, skulle jeg aldrig være kommen til at ernære mig som kontorist eller have behov at blues, når jeg møder en fordums bekendt på gaden. Jeg var svag, du letsindig, det er årsagen til vor ulykke “ „ det er ret, giv mig stakkel skylden, det er din gamle vane, og skrig blot lidt højere, at ikke alene børnene kunne vågne, men at også naboerne høre det. Du tænker ikke på, August! hvor meget du forsynder dig mod mig. “ Med disse ord sank hun grædende ned på en stol og skjulte sit ansigt i hænderne. „ græd ikke, “ råbte stilling, „ her bringer jeg trøst for dig, se engang; “ han fremtog en pose, han hidtil havde skjult på brystet, og rystede en mængde sølvpenge ud på bordet. — „ der, “ vedblev han, „ tag disse penge, du har nu lært at skatte deres værd, vore børn skulle nu ikke længer sulte, du ikke fryse; men anvend dem godt, de er surt fortjente. “ Synlig overrasket rejste Laura sig hurtig og tørrede sine øjne. „ er det muligt, “ sagde hun, „ alle disse penge tilhøre os? “ „ hvorledes skulle de ellers komme her, “ svarede han. „ hvorledes! hvorledes! ja, det er just det, jeg ikke kan forstå; på hvilken måde er du kommen i besiddelse af denne sum? Hvad har du solgt for den? “ „ hvad jeg har solgt, “ sagde manden med en lav, undertrykt stemme, — „ det eneste gode, jeg endnu ejede — mig selv har jeg givet for dem, og regner du det for intet, så læg min ære til, min hele fremtids ro er forsvunden for disse tresindstyve rdlr. Hvad synes du derom? Tag dem bort, gem dem, jeg kan ikke holde ud at se dem spille i lysskæret, det uske metal, som gør enhver til sin slave — den redelige til en kæltring. “ August stilling var som et fattigt, fader og moderløst barn i sin tidlige ungdom bleven antaget i søns sted af en rig sukkerrafinadeur i Århus. Hans benlighed og åbne karakter vandt alles hjerter. Da han blev ældre, satte plejefaderen ham på sit kontor, hvor hans omhu for forretningerne snart hævede ham til den første. Flere heldige handelsrejser forøgede den gunst, han stod i, og gjorde ham uundværlig for handelshuset. I sit 25de år fik han en aktie med i plejefaderens handel og tog til København for der at bestyre bogholderiet ved sukkeroplaget. Ung, smuk og rig, sås han gerne i de kredse, hvortil anbefalingsbreve fra faderen åbnede ham adgang. På den måde blev han bekendt med Laura, datter af en kammerråd og toldinspektør. Denne dame, som enhver af koketteriets og forstillelsens våben stod til tjeneste, hildede ham snart i sine garn. På et maskebal glemte han sig så vidt, at han dagen efter gjorde hende et ægteskabstilbud, og allerede to måneder senere var hun hans ægteviede hustru. Stilling forgudede hende og var i begyndelsen svag nok til at anse hendes ønsker og villie som rettesnor for sig. Hun benyttede sig så meget deraf, at han lod sig lede af hende i et og alt. Deres hus var et af de eleganteste i byen, selskaber og baller hørte til dagens orden. Enhver, som blot forstod at hylde og beundre den smukke husfrue, var en kærkommen gæst. Udgifterne i en sådan husholdning oversteg snart stillings indtægter. De forestillinger, han gjorde hende, frugtede ikke. Da manden ikke ejede mere, tog han af handelshusets kapitaler. Hans plejefader ophævede al forbindelse med ham, så snart han kom til kundskab herom. En handel, som stilling oprettede for egen regning, mislykkedes, han gik fallit, og armod bankede på hans dør. Det blev her som sædvanligt. Næppe hørte den talrige venneskare, der før havde oversvømmet huset, hans fald, førend den forsvandt. Stilling stod alene med sin fattigdom, enhver vej til redning var spærret, han solgte gård og meubler og lejede sig en bolig i sanct Pederstræde. Længe levede han her uden at være i nogen vej, hans hustru klagede; hun havde kun elsket hans penge og var ikke skabt for armod. Baller og selskaber vare borte, og bitre bebrejdelser regnede ned over stilling. Endelig åbnede sig en ny erhvervskilde for ham; han fik en plads på et handelskontor, lønnen var vel ubetydelig, men dog bedre end intet, og han begyndte igen at arbejde med sin vante flid og Iver. Laura havde imidlertid født to børn til verden, en søn og en datter, de daglige udgifter blev større og større. Hvad skulle han gribe til? Hustru og børn manglede livets første nødvendigheder, de ejede intet mere at sælge. Han fattede i sin nød en fortvivlet beslutning: opbrød sin principals pult, tog tresindstyve rdlr. deraf, det var denne sum, han leverede sin kone om aftenen. Næste dag var en mortensdag i huset. Straks efter stillings komme til kontoret bemærkedes det skete indbrud. Mistanken faldt på ham, som havde været den sidste, der forlod stedet den foregående aften. Der behøvedes heller ikke anden bekræftelse på hans brøde end den, som viste sig i hans forstyrrede mine. Forbitret lod principalen ham hæfte. Allerede i det første forhør bekendte den ulykkelige alt og udviklede sit hele livsforhold for retten. Et fjerdingår hengik, før den dom faldt, som dømte ham til børnehuset. Man vidste ikke, om han døde under sit ophold der eller, efter at være kommen på fri fod, havde forladt det sted, som var vidne til hans glans i lykkens dage og til hans vanære i ulykkens. Hans son kom i huset hos sin gudfader. Laura derimod beholdt selv datteren og ernærede sig ved at sy modepynt, indtil også hun sporløst forsvandt. i. Det var om aftenen i januar måned; klokken slog otte. Fra hovedvagten på kongens Nytorv råbte skildvagten vagt i gevær. Soldaterne stormede ud, og tambouren slog hvirvel til bon. Da åbnedes portene til Charlottenborg, og ud styrtede en mængde unge mennesker. Enhver ilede sin vej, nogle enkeltvis, andre i klynger, enten for at søge hjemmet eller steder, der vare interessantere og lovede større nydelse. I sværmen var også to unge mennesker, Jules og Carl. De holdt sig tilbage og ventede, til de øvrige vare passerede igennem porten. „ hvor skulle vi nu gå hen? “ spurgte Carl, da de kom udenfor „ hjem? Eller en tur til toldboden? Vejret er smukt og indbydende. “ „ til toldboden! “ gentog Jules ivrig — „ er du bleven gal? Erindrer du ikke, at jeg har begge vore billetter i lommen? Vi må i teatret, der kan ikke være gået flere end to akter, og slutningen af Correggio er værd at se. Desuden “ — tilføjede han: „ hende! — den smukke dame, jeg mødte før — jeg må se hende, jeg kender hendes loge, liar. C, første etage, og fra vor loge kunne vi i al mag se derover. “ „ ved du hvad, lille Jules, “ sagde Carl, „ lad mig sige dig et par ørd i fortrolighed: du er en nar. Hvad ligner nu det, først at spadsere tre, fire gange igennem østergade for at se et kønt ansigt, så vade igennem sne og pøle på kongens Nytorv for at opdage, hvor hun går hen, og nu til syvende og sidst gå på komedie klokken otte ikke for Correggios, men for hendes skyld: din sands for de skønne former er for stor. “ „ du misunder mig, deri stikker det hele. Kom nu blot og lad os ikke spilde den kostbare tid med at prædike moral. “ „ jeg får vel at følge dig, “ — ytrede den anden — „ skønt gud ved, jeg hellere blev hjemme. “ Han fulgte sin ven over torvet og stod få øjeblikke efter i logen. Det første, han foretog sig, efter at være kommen der, var at skaffe sig så stor en plads som muligt. Dernæst beså han de øvrige tilstedeværende i logen og indlod sig lidt efter i samtale med en borgerkone, hvis kuglerunde ansigt tydelig nok sagde, at hun ikke solgte fødevarer omsonst. Jules derimod var næppe kommen, før hans blik slot over i logen, hvor han vidste, at den omtalte ubekendte befandt sig. „ hun er der, “ hviskedee han, „ hvor hun er dejlig, — hvilke øjne! — se, der nede sidder hun, den anden så pillen. “ Vennen agtede ikke stort herpå; han morede sig i dette øjeblik ved at høre madamen tale om sin næring og sin salig mand, hvem hun brugte til omkvæd for hvert andet ord. „ Carl, “ gentog Jules ærgerlig, „ se dog derned, der bag den sortklædte dame til venstre! “ „ ja, “ svarede Carl ligegyldig, „ hun er ret tækkelig. “ Derefter begyndte han igen sin afbrudte samtale med den solide spækhokermadame. Jules var lutter øje, siden hans blik faldt på den unge dame. „ jeg gad vidst, hvem den høje, bebrillede fyr er, som står bag hende; måske en begunstiget tilbeder! nej, det kan han ikke være, siden en pige fulgte hende herhen; jeg tager også fejl, det var hendes sidedame, han hviskedee til. “ I dette øjeblik rullede tæppet op, og lysekronen gik i vejret til stor ærgrelse for maleren, der intet ændsede uden den unge dame. Næppe var stykket forbi, førend han hurtig greb hue og ziegenhainer, og uden at bryde sig om sin ven, ilede han ned ad trapperne for endnu en gang at se damen gå bort. Længe stod han der, puffet fra alle sider, uden at have øje for andet end det lille englehoved, der af og til så ud af logen, som om hun ventede på sin ledsager. „ gud give! at ingen ville komme efter hende, “ Mumlede han, „ så kunne jeg måske følge hende hjem, der er da egentlig intet upassende i at tilbyde det. “ Han posterede sig lige overfor indgangen af logen, ved trappegelænderet. Trængselen var ophørt og de fleste allerede borte, før den ubekendte kom ud og så sig om til alle sider. „ nu! “ tænkte Jules, „ hen til hende. “ — „ de venter uden tvivl på en til at følge dem hjem? “ Spurgte han ærbødig. — „ jeg ville skatte mig særdeles lykkelig, dersom de tillod mig at ledsage dem. Jeg troer næppe, de kan blive her længer, kontrolleuren har allerede slukket lysene på gangen, og foruden ham er de og jeg de eneste tilbageblevne. “ „ jeg ville gerne tøve lidt endnu, pigen kommer sikkert straks, hun lovede at være her klokken ti og plejer aldrig at lade mig vente forgæves. “ „ i aften gør hun det dog, “ vedblev Jules. „ vær uden frygt for mit tilbud; jeg gør det blot for at fritage dem for den ubehagelighed at gå hjem alene. “ „ jeg takker dem, “ svarede damen, „ skønt jeg bestemt tror, at Dorthea vil komme, når jeg venter lidt endnu. “ Dien der kom ingen Dorthea, og hvem der i stilhed glædede sig herover, var maleren, især da han hørte, at damen boede oppe på Vestergade. Han bød hende derfor armen, hun modtog den, og således vandrede de, på grund af det slette føre, meget langsomt fra tteatret. Bange og ængstelig støttede den skønne ubekendte sig på sin ledsagers arm og gik længe ved hans side uden at tale et ord. Forlegen søgte han flere gange at begynde en samtale og tog vejr og vind til indledning. Derefter kom de til stykket denne aften og udtømte sig begge i roes over digterens mesterværk. Under sådanne samtaler havde de tilbagelagt vejen op igennem Vesfergade og stod ved hendes bolig. „ her boer jeg, “ udbrød den fremmede glad, — „ nu lakker jeg dem for deres artighed! “ Med disse ord ringede hun på klokken. „ jeg har vistnok ulige mere grund til at takke dem, “ svarede han, „ turde jeg måske, da de nu engang antager, at jeg har viist dem en tjeneste, vente en lille løn ved at få deres navn at vide? “ „ mit navn? “ gentog hun forundret, „ hvilken interesse kan det have for dem? “ „ ikke anden, end at jeg, efter at have indført den gladeste aften i mit liv i min erindringsbog, tillige kunne vedføje navnet på den, der var årsag hertil. “ Damen smilede. „ det finder jeg meget naturligt; når de altså optegner, at de fulgte en dame fra komediehuset til Vesfergade, fordi hendes egen pige udeblev, så skriv underneden Ida; således hedder jeg, og nu godnat! vort bekendtskab er endt lige så hurtigt, som det begyndte. “ „ måske, “ svarede Jules, og forbandede så småt pigen, som nu kom for at lukke Ida ind. „ måske, “ Gentog Ida smilende, og porten var imellem dem. „ nej, nej! “ mumlede han ærgerlig, „ jeg burde sket ikke have ventet efter hende eller gået op til hendes loge; hvad har det nyttet? et lykkeligt kvarter, dermed er det hele forbi. Min ven Carl har ret, når han råder mig til at lukke øjnene, hver gang jeg moder en smuk dame på gaden — jeg gad dog gerne vidst, hvor hun egentlig hører til; hendes navn er Ida, men det hedder min moders kammerpige også. “ Medens han holdt denne monolog, blev en der i kælderetagen lukket op, og en kobbersmed stak hovedet ud for at trække lidt frisk luft. Ved synet af denne goliath for den unge maler uvilkårlig et skridt tilbage, for han fik tid til at fatte sig så meget, at han kunne fremstamme et svar på smedens: godaften. „ nu, unge herre! “ udbrød manden, „ hvad står i her og spejder efter? Seer i på skyerne, hvorledes de brygge sammen til sne i nat? eller om skorstenen endnu står som sædvanligt på den store grå derovre? “ „ nej, “ svarede Jules, „ jeg står og husker mig om efter navnet på en familie, som boer heroppe i huset; jeg skulle tale med en logerende der, men jeg tør ikke ringe på, før jeg har — “ „ aha, er det således fat, “ afbrød kobbersmeden ham — „ ja derom kan jeg give dem besked. Seer de! først og fremmest boer ovenover mig en grosserer, hvis kone og datter vender op og ned på tiden, lamentere og rumstere hver udslagne nat, som om alle hekse fra Bloksbjerg holdt Dans der. Det la ' er jeg gå, gør jeg; — men når jeg tænker på, at jeg har kendt samme mand, gående med apostlenes befordring fra Roeskilde og hertil og herfra til Roeskilde igen, så koger det inden i. — i gamle dage var Ulf både hans ven, og den ene ikke bedre end den anden, nu derimod braser han forbi min kælder hver dag og stikker snabelen ivejret uden at se ned til mig; men sådan går det altid. Det var første sal. På anden sal boer jøden Elias. På tredje sal, ja lad mig se, der boer tre fornemme frøkener eller fruer. Dermed har jeg givet jer den forklaring, i behøver, skal i op til jøden, så banker i på hos jøden, skal i til grossererens, - gør i ligeså, og dersom jert ærende fører op på tredje sal, vil jeg råde jer til at vente til i morgen. Gud i vold, farlil! “ — med disse ord krøb kobbersmeden tilbage i sit hul og låsede døren efter sig. de modtagne oplysninger gave Jules stof til flere betragtninger, end smeden formodede; enten var den smukke Ida altså en datter af den gale grosserer, jøden, eller en af de tre frøkener, men til hvilken af disse familier hun hørte, var noget, han ikke kunne udgrunde. Han vendte derfor om, for at gå hjem, sang en munter Arie undervejs uden at bryde sig om vægternes hyssen, eller at de forbigående flere gange vendte sig om efter ham i den tro, at vin og ikke kærlighed havde sat ham i en så livlig stemning. Hjemme modtog hans flegmatiske ven ham gabende og søvnig. — „ kommer du nu endelig, du forlibte stær! “ — udbrød han og pudsede den lange tande af lyset. — „ det er dog at drive raseriet vel vidt, ikke engang tilfreds med at ødelægge din egen ro, forstyrrer du også min, og hvad har det hele så indbragt? “ „ hvor hun var dejlig! “ råbte Jules, uden at agte på disse bebrejdelser. — „ du skulle blot have set hende; du kan ikke gøre dig noget begreb om det indtryk, hun har gjort på mig. “ — „ ja, hvor hun var sod, hvor hun var guddommelig! Det var intet menneske — jeg ved det, en himmelsk ånd i jordisk drapperi, en fe! ikke sandt? — jo, jeg kender dine beskrivelser; jeg har fået dem så lidt, at jeg kan dem udenad. Lad mig imidlertid høre dit eventyr fra det øjeblik, du styrtede over folk og bænke ud af logen, jeg vil da sammenligne dit med mit, og jeg vædder ti mod en, at jeg får overvægten. “ Jules fortalte med alle en forelsket ynglings sværmende overdrivelser. Carl hørte rolig til uden at afbryde ham. „ nå, “ udbrød han, da vennen tav, „ er det det hele? Mine tildragelser betyde noget ganske andet. Jeg skuttede under akterne bekendtskab med en højst agtværdig spækhokermadame, ja le kun, le kun, grinebider! Jeg kan tænke, at det støder din fine smag, men hor videre: jeg mærkede straks, at madamen kunne lide mig, hun trakterede under akterne med sukkerkringler, tørrede æbler og rosiner, derfor tilbød jeg efter stykket at ledsage hende hjem og bære hendes store forrådshuse. Undervejs havde vi adskillige interessante samtaler, som rigtignok hverken gjaldt vejr eller komedie, men de langt rebellere genstande: øst, smør og flæskepriser. Da jeg kom til hendes bolig, bød hun mig ned i sin kælder på en god aftensmad, den jeg naturligvis lod mig smage. Hun har også en ganske smuk, lille, finheden datter; men jeg gik straks, efter at vi havde spist, og fik derfor ikke rigtig set på hende. Da jeg bød farvel, inviterede hun mig til at komme igen; jeg var hende altid velkommen, sagde hun, og således har jeg åbnet mig en glimrende udsigt til at kunne leve delikat i fremtiden. Hun boer forresten på Gammeltorv. — hvem synes du nu, der har haft størst lykke i aften? Alvorlig talt ville jeg ønske, du fulgte mit råd og søgte dig en kæreste, mage til min; det var jo den rene profit for dig. Nu har jeg sagt dig min mening, læg dig den på hjerte, og skynd dig så at komme i seng, klokken går til elleve, og jeg har nu spildt tiden med at prædike bod og omvendelse for dig. “ Natten hengik for Jules uden søvn. Han tænkte kun på det bestående eventyr, kaldte sig den mindste omstændighed tilbage i erindringen, medens vennen sov trygt ved hans side og i drømme talte om pølser og skinker. Dagen efter så man ham spadsere op og ned gennem Vestergade. Hans møje var imidlertid frugtesløs, intet menneske kom til syne i vinduerne, og om det end havde været tilfældet, ville han dog ikke kunne bemærke det på grund af de tætte rørjalousier. De næste to dage svandt bort på den samme tragiske måde, han hverken hørte eller så noget til Ida. Endelig blev skæbnen ked af at drille ham længer; da han otte dage senere gik op og ned igennem Vestergade, bemærkede han hende allerede langt fra, siddende ved vinduet på første sal. Efterhånden som han kom huset nærmere, sagtnede han sine skridt, indtil han omsider stod stille i en port, hvor han i al mag kunne mætte sine øjne ved beskuelsen af den smukke pige. Nu var hans tvivl tillige hævet, Ida var en datter af grossereren, og ikke af jøden Elias på anden sal. Han blev længe stående, lænet op til en af portstolperne. Ida så ud, blodet for Jules til kinderne, hun bemærkede ham, det viste noksom den hurtighed, hvormed hun trak sine smukke øjne tilbage, og den rødme, der overfor hende i samme øjeblik. Igen et par gange skottede hun over til porten; derefter rejste hun sig og forlod vinduet. Inderlig glad styrtede han hjem og omfavnede vennen, som han mødte på trappen til deres fælles værelse. „ kære Carl, “ udbrød han med et strålende blik, „ jeg er det lykkeligste menneske på jorden; jeg har set hende; hun er en datter af grosserer Frank. “ „ du skulle hellere have revet lidt stærkere i min kappe, “ — bemærkede vennen tørt, „ så havde jeg været net faren. — hvor du tager afsted, enten hænger du med næbet som en syg drossel, eller du stormer frem som et vildt føl; den kære middelvej kender du kun af navn. Se her! “ vedblev han, da de vare komne indenfor, „ under denne min kappe bærer jeg på den sirligste måde en present, jeg i formiddag fik af min tilkommende forlovede, Rikke lange; det havde set smukt ud, hvis du i dine følelsers hede havde knust den. “ — han fremtog en temmelig stor byrde, som kappen havde skjuls og udviklede af flere gamle aviser en vældig oft, som han holdt hen for Jules. „ hvad siger du til den? Sådanne rariteter får jeg i foræring, medens du lever af luft og øjekast. Hvad mener du nu om min madam lange? det var af hende jeg fik den! “ — „ nej! det går min sjæl for vidt! “ fremstammede Jules, idet han næsten kvaltes af latter over Carl tilfredshed og glæde. „ le kun, abekat! “ sagde denne ligegyldig, idet han drejede gaven på alle sider. „ osten bliver ikke vred over din spot og jeg langt mindre. Det er en ægte Ditmarsken, prima sort, jo, jo! min Rikke har sands for det reelle, og så har hun et ansigt som en fastelavnsbolle med to rosiner i; du skulle bare se hende, lille Jules. “ „ du bliver jo længer jo galere og lader ikke til at være skabt for andet en mad og drikke; jeg tror, at den største ulykke, der kunne ramme dig, var at hungre eller tørste en smule. “ „ på det lav, “ svarede Carl i sin sædvanlige tone, „ det er bedre at leve godt end at hungre og plage sit eget jeg, fordi man ikke får en ubekendt pige at se efter at have trukket forbi hendes vinduer en snes gange. Men jeg mærker nok, at det kun lidet interessere dig at høre tale om mine yndlingsgjenstand; jeg vil derfor i fremtiden aldrig oftere ode tiden dermed, og kan det fornøje dig, så kom nu frem med alt, hvad der er hændet dig i eftermiddag, jeg sætter mig imidlertid ned og skærer et stykke til vesper for at prøve Rikkes øst. Jeg skal ikke afbryde dig en eneste gang i dine hjerteudgydelser. “ is. Maskeballet. „ jeg holder ikke af, at Ida skal med til maskeraden, “ Sagde Adelheid til sin moder, „ tænk engang! Hun vil være grækerinde ligesom jeg, er det ikke fatalt? “ „ hun! “ udbrød moderen, — „ det kære bededagsansigt sikker sig langt bedre som nonne eller kammerpige, jeg så også helst, at hun blev hjemme, men folk kunne tro, at vi misundte hende at deltage i vore fornøjelser. Oberstinde Hermann spurgte mig forleden aften, hvorfor vi aldrig toge den tossede pige med os, og stiklede på mig i alles nærværelse, fordi jeg ikke undte hende nogen glæde, så jeg har besluttet at lade hende følge med os på torsdag. Jeg ville ønske, hun måtte blive dygtig syg; på anden måde skippe vi ikke fri for hende. “ „ ja, ved du hvad, mama! da forsikrer jeg dig, at dersom hun bliver ved at ville være grækærinde, så bliver jeg hjemme; Otto må så sige, hvad han vil. “ „ det gør du fuldkommen ret i; det var alt for ubehageligt for dig at ligne hende; du bor ikke vige fra din bestemmelse, jeg forbyder dig at give efter for hende; men frost dig, søde Laide! Man skal nok kunne skelne dig fra Ida, selv om hun blev grækærinde; du gjor nu først din dragt færdig, så kostbar og brillant, som du formår; alle mine smykker, som jeg ikke selv bruger til min beskedne dragt, er til din tjeneste; med hende er det tidsnok, der bliver vel lidt lapperi tilovers, som hun kan kludre sammen til sin dragt; forlang blot for dig selv alt, hvad du ønsker, intet skal blive sparet. “ „ ja, således er det herligt, kære, gode mama! “ Råbte den henrykte Adelheid — „ hvor jeg skal triumfere over hende; Otto vil få lejlighed til at være stolt af mig og beundre min smag. “ „ det har han jo alletider gjort; men hvor er Ida? jeg har ikke set hende den hele eftermiddag, måske hun nu igen har fået fat i en af de overspændte romaner, jeg flere gange har forbudt hende at læse, fordi jeg sinder, at hun desværre allerede er romantisk nok! “ „ nej! jeg lod hende gå for at udsøge mig en maske; hun kan så få den gamle, jeg brugte sidst; den var rigtignok lidt mishandlet, men til hende er den god nok, hun vi! alligevel ikke gøre synderlig opsigt, den gås! “ „ godt, søde Laide, det er ypperligt! på den måde vil hun aldrig kunne skade dig; du vinder, og hendes mangler fuldstændiggjort din sejr. Jeg kan min tro ikke begribe, hvorledes det kunne falde din afdøde moder ind at tage den tiggerunge i sit hus. Ida har rent glemt, hvem hun forhen var og slikker nu næsen så højt i sky, at man skulle tro, hun nedstammede fra en af de første adelige, og ikke fra en aldeles simpel Bonde; men jeg synes også, at du er for familiær mod hende, mit barn! Du burde lade hende rigtig fole, hvor meget hun står under dig, hvem hun er, og hvad hun var uden os. “ I dette øjeblik trådte genstanden for denne kærlige samtale ind i værelset. Adelheid og moderen gik hende imode for at se den købte maske. „ din smag er virkelig god! “ udbrød Fru Frank, idet hun tog masken og rakte den til Adelheid, — „ ikke sandt, Laide? hun kunne ikke have truffet en bedre; den mangler blot et par rubiner for i et og alt at ligne en rejekonge fra Amager. “ Adelheid kastede masken hen ad gulvtæppet. — „ tror du, jeg vil tage på bal med et sådant uglebillede for ansigtet? Du kan selv beholde den! “ „ tak! “ svarede Ida uden at vise sig krænket og med en blidhed, som måtte have beskæmmet enhver anden; „ jeg har endnu ingen maske “ Med disse ord tog hun den sagtmodig op fra gulvet. „ jeg troede ikke, at mit valg så lidt ville have vundet dit bifald, jeg forsikrer dig, at jeg bestræbte mig for at udsøge den smukkeste af dem alle. “ „ det ringer! “ råbte Adelheid glad, „ det er bestemt Otto, jeg kender hans træk i klokken. “ I næste sekund stod hun for et af de store pillespejle, moderen for et andet, og rettede sine krøller, som efter den nyeste mode hang langt ned ad kinderne i en malerisk uorden. Da den bebudede øtto åbnede døren, trådte fruen ham i møde med et behageligt smil og bød ham velkommen. Adelheid rakte ham en lille hånd, som han trykkede i sin. Grosserer Frank havde to gange været gift, første gang med en præstedatter, født og opdragen på alheden. Efterat have skænket ham et fremtidigt huskors i datteren Adelheid og taget Ida i huset til sig, døde hun, og Frank giftede sig på ny. Hans anden hustru var en dame af den moderne verden med alle dens fejl og talenter. Stille, huslig lykke troede hun blot kunne eksistere i romanerne og tog sig derfor en mand, ved hvilken hun håbede i fremtiden at kunne fore et liv, der stemte overens med hendes ønsker. Hun besad en betydelig grad af forfængelighed og glimmersyge, og hendes største sorg var, at hun nu i sit seks og tredivte år bemærkede, at den lykke og opsigt, hun for havde gjort på baller og i selskaber, efterhånden begyndte at aftage. Forhen vant til at betragte den beundring, alle viste hende, som en tribut, der skyldtes hendes skønhed, kunne hun nu ikke tåle at se den overført på en anden, og da Adelheid var hendes farligste medbejlerinde, hadede hun hende af hjertens grund, men b. sad forstillelse nok til ikke at lade sig mærke dermed. Hjemme spillede hun despot mod sit talrige tyende, selv Frank, hvem hun aldrig havde elsket, bøjede sig under hendes scepter og fandt sig tålmodig i de byrder, den unge frue pålagde ham. Han lod hende skøtte sig selv, og besværede hende kun med sin nærværelse ved ttebordet og under måltidet; den øvrige tid tilbragte han på sit kontor, og der var han på den rette hylde. Adelheid var opvokset uden synderlig opdragelse, men lærte snart det farlige våben at kende, som naturen skænkede hende. Hun blev tidlig forlovet med Otto Bretton, en af disse unge herrer, som holde moden for den første lov og den vigtigste pligt at tilfredsstille alle dens fordringer. Med kunstlet anstand trådte han ind i værelset, duftende af den fine olie, hvormed hans friserede hår var indgnedet. Hans komme syntes at udøve en magisk virkning på moder og datter; deres forrige hæftighed var forsvunden, en kærlig blidhed trådte i stedet. „ ah! hvad seer jeg! “ udbrød øtto efter at have hilset de tilstedeværende og monstret sit elegante ydre for spejlet, — „ modejournalerne på bordet og damerne så flittige! man bestemmer uden tvivl dragterne til maskeballet på torsdag? “ „ ganske rigtig, “ svarede fruen smilende, idet hun bød ham tage plads imellem sig og Adelheid, „ deres nærværelse kunne ingensinde være os mere velkommen, da deres ypperlige smag i valget af de klædeligste stoffer må komme os til hjælp. “ „ deres tiltro er uendelig smigrende, “ ytrede øtto med et selvtilfreds smil og rykkede sin stol nærmere til divanbordet, som var overlæsset med silke, fløjel og kniplinger i alle mulige farver. „ hvad have mine elskværdige damer bestemt dem til at forestille? “ „ vi havde først tænkt på en karaktergruppe, pareerne, “ svarede Adelheid, „ men der bliver intet af denne plan. Moder har nu valgt at være tyrkinde, jeg grækærinde. “ „ hvor guddommeligt! “ udbrød øtto, „ jeg seer dem begge i tankerne som genstand for almindelig beundring, — og de, frøken Ida, som endnu ikke har værdiget mig et ørd, hvilken dragt vælger de? “ „ hun vil også være grækærinde, “ udbrød både fruen og Adelheid, før den stakkels pige fik tid til svar. „ men hvorledes vil det da blive mig muligt at skelne den ene fra den anden, da deres henrivende figurer have så meget tilfælles! “ „ det håber jeg just ikke skal være vanskeligt, “ Ytrede Fru Frank med et spottende blik på Ida. „ ja, jeg får at have tålmodigh

1888_Brosboell_Vendetta

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Vendetta

male

male

dk

Brosboell

Vendetta

Brosbøll

Vendetta

En Fortælling fra Korsika

y

gothic

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I. Miss Campbell er en meget rig og meget fornem dame. Der fortælles at hendes slægtregister går i lige linie fra Vilhelm conquestor. Det er vistnok noget langt tilbage, men hvorfor tvivle herom, siden det volder hende selv så stor tilfredsstillelse at tro det? Hun er meget afholdt på Korsika, har gjennemrejst hele øen, tilhest og tilfods, skrevet en bog fuld af lovtaler herover og bygget en engelsk kirke i ajaccio, udenfor hvilken der hver helligdag står en barsk vogter, som forbyder alle indfødte at træde ind i den. Blandt andre besiddelser ejer hun et nydeligt herresæde i ajaccio, hvori hun tilbringer den længste tid af året, holder åbent hus for notable fremmede, gør thefelskaber og dampskibsture for dem ned til den vulkanske øgruppe sanguinairerne. — kortfagt, miss Campbell er en fortræffelig dame. en dag skrev hun følgende brev til prinsesse bvnaparte: „ Min dyrebare veninde! Jeg har påtaget mig, at søge en passende lejlighed i ajaccio til en familie af vor kreds, som vil komme hertil om nogle dage, højst agtværdige personer, mand, hustru og datter. Herren tilhører det gamle romerske fyrstehus Colonna, hans gemalinde, en født Pozzo di borgo er noget svagelig og nærer en naturlig modbydelighed for at bo i hoteller. Øm datteren ved jeg kun, at hun er en ung, nydelig lille ting, som synes at have en fremtid for sig. — vil de leje dem deres ene etage, så underret mig herom. For at gentage eolonnas ord, er prisen aldeles ligegyldig. Klokken sire drikker jeg the og de er i dag som altid en velkommen gæst hos Thomasine Campbell. “ Prinsesse Bonaparte blev henrykt over dette brev. Pengene, som veninden omtalte med en så souverain ringeagt, var en ikke uvigtig sag for hende. Hun beboer et stort, hvidkalket hus, der betegnes som Napoleon den førstes fødested, og er overladt hende af kommunen tilligemed en mængde tarvelige roccocomeubler, som skal have tilhørt madame lætitia, kejserens moder. Hendes gemal, en fatter til Napoleon den tredie, har foretrukket at tage ophold i London, prinsesse Marianna derimod lever i ajaccio, fattig og glemt, betjent af et gammelt tjenestetyende, som desuden har den bestilling at vise de fremmede om i lejligheden, og forklare alle dens mærkværdigheder. De gåendes skridt giver Echo i disse værelser, der står en historie skrevet på de brune, falmede tapeter, når vinduesskodderne åbnes og lidt solskin spreder tusmørket derinde. En ubetydelig pension fra kejserinde Eugenie og de besøgendes frivillige gaver, er alt hvad prinsessen har til sit livsophold. Hun synes heller ikke at behøve mere. Når hun om helligdagene viser sig i kirken, bærer hun en tarvelig, næsten fattig dragt, indhyller sig i et langt, sort tørklæde og et tæt slør, der skjuler hendes magre skikkelse og et lille, gulblegt ansigt, som sorger og skuffelser har mærket. - ' altså drak prinsesse Marianna the hos miss Campbell, tog imod hendes tilbud, og fandt sig med roesværdig tålmod i at englænderinden regnede ud efter fin egen tabel og skruede prisen op for værelserne til det dobbelte af hvad prinsessen selv havde tænkt sig. Etagen blev udluftet, forsynet med friske Gardiner, ja, det utrolige skete, i * der blev endog vasket gulv i alle værelser, hvilket på Korsika betragtes som en overflødig og latterlig luksus. Søndag morgen ventedes nizzasfibet, som skulle bringe de rejsende, men det blev storm om natten og i daggryet sænkede siroccoen sin lysegrå tåge som et forhæng ned over bugten, så tæt og uigennemsigtig, at klipperne ikke kunne skelnes ovre på den modsatte side. Vognen, som prinsessen sendte ned efter sine fremmede, ventede allerede i flere timer. Det var i marts måned, bitterlig koldt, og dertil kom endnu af og til behageligheden af et energisk regnskyl, der brød frem, vildt og brusende, som alle løsladte lidenskaber på Korsika. I læ af de nærmeste huse ved havnen lå lastdragerne og varmede sig foran små bål, de havde tændt af olivengrene og sammenskrabet løv fra Alleens plataner. Pladsens herreløse hunde ventede i beskeden frastand i håb om af de også kunne få en lille plads ved ilden. Regnen plaskede, tågen krøb tættere og tættere sammen, da pludselig sirenens langtrukne Bas lød indover bugten, bådførerne sprang op fra bålet og ilede ned til havnen. En mørk masse, som bestandig blev tydeligere, arbejdede sig ud af tågen, det er nizzaskibet, det er derpå alle stirre, det er hen mod det af bådene søge, for af føre de fremmede ind på land. Nu er det hundenes tur af varme sig ved bålet, hestene foran vognen spidse øren, en række lastdragere marschere ud på den yderste rand af havnemolen, det gælder om af være førstemand her. Det råber, det skriger og oppe foran rendestenen ligger en fattigklædt, furet kvinde, som vasker tøj i den lille vandstråle, der pibler ud fra fontainen. Hun alene fortsætter sit arbejde, sturer og gnider linnedet hen over de grålige stene, uden at værdige skriget og skrålene en tanke. Blandt den ynkværdige mængde rejsende, der lidt efter kom iland, hulkindede og gustne, skingrende frem og tilbage, som om de endnu havde alle søsygens ubehageligheder at kæmpe mod, lagde man mærke til to personer, en gråhåret mand og en ældre dame, som skøttede sig til hans arm, og syntes at ' bevæge sig med besværlighed. Herrens påklædning var hverken usædvanlig eller påfaldende, det fængslende hos ham var et udtryk af ro og overlegenhed, og en uendelig mildhed, som kom til syne, hver gang han henvendte nogle ord til sin ledsagerinde. Damen smilede da, nikkede bifaldende til det han sagde, og trykkede sit spinkle hoved nærmere mod hans skulder, som om det var den plads, hun kendte bedst. Endnu større opmærksomhed vakte en ung pige, der fulgte efter de to fremmede, ledsaget af en mørkklædt skikkelse med sorte briller, og en høj, kæmpestor tjener i lyseblå frakke og grå gamacher, belæsset med en mængde plaider og tæpper, der udfyldte rummet mellem begge hans udspilede arme. De to ældre stege efter nogen overvejelse ind i prinsessens vogn og kørte op mod de fire løvers plads. Den unge dame og hendes følge blev tilbage og ventede på en båd, som søfolkene bragte iland. Det var en lille skin og spædlemmet skikkelse, indhyllet i en tætknappet, lysegrå koste, hvis fyldige oposfumskrave næsten skjulte hendes ovale og blege ansigt. Kun hendes øjne kom ret til syne, to store, kløgtige og talende øjne, som vedbleve at følge vognen, og derefter glede hen over de små og smudsige huse, som indrammede havnepladsen. Resultatet af den sidste betragtning var åbenbar ikke til ajaccios fordel, hun drejede sig om på sine hæle og trak på skuldren, idet hun hviskedee nogle ord til gouvernanten. imidlertid dannede drenge og piger en bestandig voksende kreds omkring dem, stillede sig stirrende foran hende, berørte forsigtig pelsværkskanten af hendes kofte, alt sammen med den elskværdige dristighed, som tilhører ajaccios ungdom. Lastdragere tildøde deres hjælp, men fik intet svar, hun lod blot sine mørke øjne hvile på dem, hvilket forresfen var lige så godt som et svar, og udtrykte hendes forbavselse over at man vovede at tiltale hende. Derimod gav hun hvert øjeblik nye befalinger til den store tjener, som færdedes frem og tilbage mellem det tros af kufferter og æsker, bådføreren bragte iland fra dampskibet. Et heftigt regnskyl tvang pludselig lastdragerne til at krybe i skjul, børnene forsvandt, tjeneren og lærerinden kom frem hver med sin regnskærm, for at beskytte deres herskerinde. Hun så sig et øjeblik tvivlrådig om, svøbte den uldne kjole om sig, balancerede på fodspidsen hen imod den eneste vogn, som var bleven tilbage på pladsen, og steg uden videre op i den. Kuskens forklaring om at hans kjøretøi allerede var bestilt, standsede ved synet af et guldstykke, der gled over i hans brune hånd, han var endog så høflig at sætte en rejsekuffert ned, som allerede lå stillet op på forsædet. medens lærerinden og tjeneren hver søgte sin plads i vognen, kom en herre ilende ud fra toldboden med en opløst bogpakke i hånden. „ Hvad skal det betyde? “ spurgte han kudsfen og standsede hesten. „ Det er jo mig, de skulle køre for. “ Damen lænede sig ud fra den opslåede kaleche, og betragtede den ubekendte med en mine, så ligegyldig, som om sagen ikke i mindste måde angik hende. Hun så en ung og kraftig mand, indhyllet i en kappe, hvormed han søgte at tildække sine bøger før den heftige regn, som strømmede ned over dem. „ Forstår de mig ikke? “ vedblev han. „ Hvorfor lader de andre tage vognen, når jeg har hentet dem herned og forlangt, de skulle vente til jeg kom tilbage? “ „ Sandt nok, ' hr. Zevaco, alt sammen sandt, “ Sagde kudsfen forlegen og skottede hen mod stedet, hvor gendarmen havde søgt skjul, — „ De har bestilt mig, — jeg sagde det også, — men damen der, — de blev så længe borte. “ Det lød til at manden først nu lagde mærke til den unge og smukke pige. Han så et øjeblik overrasket op på hende. „ Hvad er det Herren ønsker? “ spurgte hun roligt og koldt. „ Ikke stort, “ svarede han i en tone, som lød lidt mindre barsk, forresten også lidt mindre sikker. „ Jeg er kun forbavset over at sinde min vogn optaget. Jeg har bestilt den. “ „ Jeg har betalt den. “ „ Det er meget muligt, men vi har et mundheld her på Korsika, som siger, at den der kommer sidst, står udenfor. “ „ Jeg kender ikke korsernes mundheld, “ svarede hun, „ men de kan vel ikke mene, at jeg skal stige ud i dette vejr, så bliver jeg jo våd. “ „ Og jeg da! “ sagde han, uden at være i stand til at beherske et smil over det hensynsløse og egenkærlige i hendes itring. — „ Bliver jeg måske ikke våd, — og mine bøger! “ Hun sendte et øjekast hen over hans regnkappe, hvis grønlige og falmede farve rødede et allerede fortroligt bekendtskab med dårligt vejr, et andet mod kalechens tag, hvorfra enkelte vanddråber piplede ned på hendes grå handske. Dernæst svøbte hun sig tættere ind i sin kåbe og lænede sig tilbage i hjørnet af bagsædet. „ Kør så, kusk! “ sagde hun, „ De hører jo, at Herren bliver våd. Om et øjeblik skal vognen være her igen. “ En fornem hovedbøjning tilkendegav, at hun hermed anså sagen for afgjort. Den fremmede trak på skuldren og trådte til siden, medens han betragtede den skat, han bar under armen. Vognen kørte og regnen vedblev at plasie. I. Ved middagstid forandrede vejret sig, et klart solsfin fulgte efter regnbygerne, det lyste og flimrede over ajaccio og farvede baggrundens bjerge med et rødligt skær. Deroppe lå sneen i små, afbrudte striber, hvorfra vandet sivede ned mellem kløfterne. Skyerne bag Monte Rotondo samledes i en blågrå tåge, som fantasien kunne antage for endnu fjernere bjerge. På de mest iøjnefaldende punkter omkring korsernes byer ligger der en mængde små, hvide bygninger, kapeller kaldes de, og tjene til begravelsessted for de velhavende familier, hvoraf enhver har sit. Antallet af dem tiltager med hvert år. Hvorhen øjet seer, møder det disse tilintetgørelsens minder, ligesom kcæmpehoiene på alheden. Den smuffe strandpromenade langs med bugten ved ajaccio, er pyntet med dem, et opbyggeligt rueinsnto inori for de stakkels brystsyge, som ikke kan vælge nogen anden banet spadserevej, fordi der ikke sindes nogen anden. Der hvor bjergene tilbyde en tilgængelig skråning eller en lille Dal, komme hist og her nogle små huse til syne, sammenhobede uden symetri eller andet hensyn, end ejernes forgodtbefindende og omgivne med en grønstribe af kål og bønner. Der er en ejendommelighed ved flertallet af disse landsbyer, at de i nogen frastand se ud som en hob ruiner, lidt lysere end de grågule klippevægge, der fløtte dem. Ingen skorsten betegner en menneskelig båning, vinduerne erstattes med huller i muren, som om ratten dækkes med en låge, et andet større hul danner indgangen og står i godt vejr åbent for et sparsomt lys til de indre rum, hvor mennesker, høns og undertiden geder trives i venskabelig forening. — øg nu folkene, som leve her, uden nogen som helst interesse for hele den øvrige verden, hvis civilisation og kultur træder dem fremmed og fjendtlig i møde, uden andet begreb end tilfredsstillelse af det legemlige velvære, hvor de danne en trøstesløs illustration til egnen og stedet. En flof skrigende og smudsige børn, hvis dragt består af en laset bluse eller kofte og ikke andet; små, magre, brungule mænd, der tilbringe størsteparten af dagen liggende udstrakte i skyggen af husene, medens deres kvinder forrette markarbejdet eller slæbe makiriis hjem fra bjergene. Ingen banet vej fører op til hytterne, regnen trænger ind i dem, mistralen gjennemisner dem. En bugtet og farlig sti, netop så bred at et muldyr kan passere hen over den, slynger sig i zigzag langs bjergets sider, mellem kastanie- og oliventræer. Så må vi ikke glemme et forsvarligt og vel vedligeholdt steengjærde om ethvert hus, eller et med glasskår spækket, mandshøjt brystværn, der minder om hvor rart det er at være dækket for en geværkugle, eller hvor ubemærket man herfra kan gøre det af med sin uven, så snart omstændighederne skulle fordre det. Henimod aften var alt bragt i orden i grev Colonnas nye lejlighed hos prinsesse Marianna. Ilden brændte. i alle kaminer. Colonna havde nylig været nede for at hilse på prinsessen. da han kom tilbage sad grevinden indhyllet i et gråt fugleskindsslag foran et bord og en halvtømt kop bouillon, og med en bog, hvori hun lod til at læse med stor interesse. Af og til udstødte hun et dybt suk, og lod bogen synke ned i skødet. Hvergang det skete, lød en blød og deltagende stemme inde fra det næste værelse. „ Hvad er det nu, mama? “ „ Å, de stakler, de stakler! “ ytrede den gamle dame klagende, „ det går dem så galt her i bogen. “ „ Læs kun videre, “ svarede stemmen, „ det bliver nok bedre med dem. “ Efter denne trøst tog grevinden atter sin bog, og den unge pige, som nylig så egenmægtig havde berøvet Zevaco hans vogn, kom lidt efter frem i den åbne dør, fortabt i beundring af et ophængt mulls gardin, hvori damen med de sorte briller netop heftede de sidste nåle. Således fandt Colonna dem, da han trådte ind i salen. „ Du kommer højst belejligt, “ sagde den unge pige. „ Nu er vi netop blevne færdige. Betragt disse Gardiner, hænge de ikke nydeligt? det skal være dit værelse. Jeg har ordnet alt herinde. “ Colonna lo. „ Det vil sige, at du ikke har rørt din hånd dertil. Det er manrsel fleuron, som har udført. alt, og du tager som sædvanlig æren for hendes gerning. “ „ Hvor kan du sige det, utaknemmelige! hun har hjulpen mig, en lille smule, men jeg alene gav ideen, ikke sandt, frøken? “ „ Jo, “ svarede den sortklædte smilende, „ det er altid komtesse paolo, som har de gode ideer. “ „ Og din moder? “ spurgte Colonna dæmpet, idet han trådte datteren et skridt nærmere. „ Hun befinder sig udmærket, langt bedre end jeg havde troet; se, hun smiler derinde, hun er lykkelig over sin roman, skønt det vist er tyvende gang hun læser den. “ „ Kommer du endelig, “ sagde grevinden, da Colonna gik hen til hende, og kyssede hendes pande. „ Jeg har længtes efter dig. “ „ Du seer så vel ud, du har det godt, og bogen der morer dig? “ Hans ord lød så deltagende, han talte til hende i den milde og tålmodige tone, hvormed man taler til et barn, og hun smilede med et barns enfold og vedblev at holde fast ved hans hånd, medens han tog plads ved hendes side. „ Jeg befinder mig rigtig vel, “ sagde hun, „ nu går det dem også godt her i bogen, men hvad de mennesker dog måtte lide, inden det kom så vidt! Jeg holder ikke as at læse om disse mange ulykker, vel, du! — tag nu plads, du må ikke mere gå fra mig, jeg vil sidde og se på dig, så dukker det ene minde frem efter det andet, hvad du har gjort for mig, hvorledes du bestandig har båret over med mig, det er som jeg går igennem en have, fuld af smukke og duftende blomster. Paola skal også komme herind, lad dog de Gardiner være, jeg vil have jer begge hos mig, så kan jeg ikke tænke mig noget lykkeligere. Nu lægge vi bogen til side, og du skal fortælle mig, hvad vi egentlig have isindø at tage os før her på Korsika. “ „ Lægerne rådede os til at søge et sundere klima før dig, borte fra Neapels miasmer og malaria, de mente, at du ville have godt af en friskere luft herovre. “ „ Men jeg fæster slet ikke lid til disse italienste læger. Hvad fejler jeg? et slagtilfælde, en paralyse påstå de, jo vist, et forbigående ildebefindende, der kom og forsvandt igen. Kun mit hoved er noget svagt endnu, jeg husker ikke mere så godt som før. “ Lidt senere blev bordet dækket med en samling af umage kopper og et i rococo ciseleret ttestel, som havde tilhørt madame lætitia. Prinsessens gamle husholderske hjalp tjeneren med at stille disse kostelige sager frem på bordet, og betragtede dem med en dyb ærefrygt, ymtede lidt om enhver genstands historie og blev forbavset over at de ikke vakte større opmærksomhed hos de fremmede, fordi rigdom og overflod bestandig havde stået hende så fjernt, og fordi hun ikke havde nogen forestilling om den luksus familien Colonna var vant til. Greven sad i sofaen ved sin hustrus side, selskabsdamen skænkede the, og paolo lå tilbagelænet i en kurvestol ved kaminen, hvis rødlige og knitrende flamme kæmpede om herredømmet med seks små, viftende vokslys fra en lille messingkrone, som hang ned fra bjælkeloftet. Colonna fortalte, han forstod bestandig at drage enhver genstand for samtalen ned til forftåelfe af den evneløfe dame, som lyttede til ham, tonen i hans røst svarede til ordene, og kaldte en svag rødme frem på hendes kinder, hans blik hjalp til at forklare den dæmpede og bløde stemme, som kaldte stråler af lys og lykke ind i hendes formørkede sjæl, hun smilede og rakte ham sin hvide, næsten gennemsigtige hånd, efter først at have trukket handsken af. „ Et må du forklare mig, “ sagde hun pludselig, „ måske har vi talt derom før, men du bliver jo ikke vred eller træt, fordi jeg glemmer få hurtig og spørger igen? “ „ Spørg du kun, “ svarede han, „ jeg bliver ikke vred og ikke træt. “ „ Hvor kan det være, at vi ikke høre noget fra vor søn? Han skulle jo møde os herovre; hvorfor tog han bort, og hvorfor kommer han ikke? Jeg længes efter ham, og glæder mig til at se ham igen “ „ Ja, du har ret, det er en vidtløftig krabat, den Mariano, jeg sial tage ham rigtig i skole, når han kommer tilbage. “ „ Det vil du ikke, han er jo vor eneste søn. “ „ Det giver ham ingen ret til at være upålidelig og til at glemme sine løfter. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tage mig for med den knægt. — så ville han tilsøes og bestod alle sine prøver. “ „ Med bedste karakter, “ tilføjede Paola. „ Med bedste karakter, “ gentog greven, „ hvilket imidlertid ikke hindrede ham i at blive ked af sølivet efter et halvt Års forløb, så skaffede andreani ham en lovende plads i udenrigsministeriet, den behøvede han kun tø måneder til at blive færdig med. Nu i vinter skulle han absolut følge grev Pozzo di borgo over til Korsika, for at skyde vildsvin og moufloner; de lovede at være tilbage i ajaccio den femtende, i dag skrive vi den en og tyvende, han er ikke kommen; jeg lod tjeneren høre på posthuset, — intet brev, jeg begriber ikke, hvor de blive af. Jeg er meget utilfreds med Mariano. “ „ Nej, du er ikke, når du seer ham, vil du glemme det igen. Han er endnu så ung, så livsfrisk, og behøver adspredelse. Lad ham more sig. Når sommeren kommer, tage vi hjem til vort eget, du sætter ham ind i alt, han har dit lyse og klare hoved, din praktiske sands, han overtager bestyrelsen af vore godser, og vi tre skulle da leve et rigtig velsignet og lykkeligt liv sammen. “ „ Men mama dog! “ udbrød Paola, „ Du glemmer jo mig; hører jeg da sket ikke med til eders lykke? “ „ Jo, vistnok, du kære! men jeg håber, at du til den tid har føjet dig i vore ønsker og givet Urbino dit ja. “ „ 0! hvad ham angår, “ ytrede hun, og trak overmodig på skuldren, „ den sag er for længst afgjort. “ „ Han er dog af en god og gammel slægt. — fyrst Urbino! “ „ Jeg ved ikke, hvor fyrstendømmet Urbino ligger, “ sagde Paola smilende, „ men jeg har læst et sted, at Andreas Colonna i det første korstog, da vi skreve 1099, kronede godefroy af bouillon til konge af Jerusalem, jeg har også hørt fortælle, at det var en Pozzo di borgo, som brændte den tyrkiske flåde udenfor Kreta, det kan vist være tilstrækkelig, hvad den gode slægt angår. Jeg gav fyrsten afslag, derved må det blive. “ „ Men du gav ikke nogen gyldig grund til dit afslag, “ sagde grevinden,, det er derover fyrsten beklager sig. “ „ Jeg har en hel bunke grunde er mangel på sympatti ikke tilstrækkelig '? En tilværelse forenet med ham, der allerede har gennemlevet alt hvad jeg først skal begynde på, vil bringe tvivl i min tro, skygge i mit solskin og gøre mig ulykkelig. — du ryster på dit 2 * hoved, beklag mig ikke, bebrejd mig ikke, du har våget over mig, mama, har vejledet mig, jeg har deell min kærlighed mellem eder, der er ikke plads for nogen anden. “ „ Og hvad har du da i sinde, du, prædikant med et allerede færdigt program og et opgjort regnestykke for hele fremtiden? “ spurgte Colonna og lo. „ Jeg vil blive ved at føre mit stille og fredelige liv indenfor det cirkelskag min fødfel omgav mig med, undgå alle ophidselser og kampe, fordi jeg ikke har evne til at holde ud i kampen, og ikke sætter ringeste pris på disse mandhaftige dyder, vor tid tilegner kvinden. Jeg deler mamas uvilje mod de melankolske dramer, som spilles indenfor sire vægge, fordi jeg aldeles mangler modstandsevne og den selvstændighed, der kun kan købes for erfaringer, som jeg helst vil være uvidende om. Kortsagt, jeg vil opsætte skilsmissen fra dig og mama så længe det er muligt, være tilfreds med hvad jeg har og blive ved at være hvad jeg er, eders datter, og ikke fyrstinde Urbino. Dermed lade vi den sag være afgjort. “ Iii. Under samtalen var selskabsdamen bleven kaldt bort af tjeneren. Da hun kom tilbage, gjorde hun flere gange et tegn til Paola, hvorefter begge forlod salen.. „ Hvad er det dog, de vil mig, fleuron? Jeg er træt og sad så godt derinde. “ „ Ude i forværelset venter en fremmed herre, sorn forlanger at tale med herskabet. “ „ Men vi modtage ingen i dag, det ved de jo, lad ham komme igen i morgen, en anden dag. “ „ Jeg har sagt ham det, men han lod sig ikke vise bort, han seer så skikkelig ud, og synes at have et vigtigt ærinde. “ „ Så får jeg vel at gå ud til ham, de er altid så kløgtig, kære fleuron, og gjorde ret i at kalde på mig, det er ikke værd, vi ulejlige fader. “ De gik og fandt en gammel mand med et smukt og tiltalende ansigt, klædt i en luvskidt soutan, knappet ned til fødderne og forsynet med små, sine stopninger ved ethvert knaphul. Han sad indenfor døren på en stol, og rejste sig med en dyb og ærbødig hilsen, da Paola kom ham i møde. „ Jeg beder mange gange om tilgivelse, “ Sagde han, „ fordi jeg vover at forstyrre dem, men mit ærinde er af vigtighed, og jeg troede, det ville være dem magtpåliggende at erfare det. “ „ Hvad ønsker de? og hvem har jeg den fornøjelse at tale med? “ spurgte Paola. „ Jeg er pater Simoni, lærer i retorik ved seminariet her i byen, og en slægtning af Pozzo di borgo. De er formodentlig frøken Colonna? “ Paola lod sit svar bero med et utålmodigt hovednik og den gamle mand vedblev, efter at have betragtet hende nogle øjeblikke med et sørgmodigt og deltagende udtryk. „ Ja, jeg ville inderlig ønske jeg havde et bedre budskab at bringe, men de må fatte dem og høre mig med tålmodighed, måske er ulykken ikke så stor, som den synes. “ „ Men så tal dog, forklar dem, hvad skal alt dette sige? “ „ Grev Pozzo di borgo, officer i det syv og tredivte linieregiment, har været på i agt i bjergene i følge med den unge Colonna, formodentlig deres hr. Broder, ikkesandt? “ „ Jo vist, jo vist, vi ventede dem tilbage for nogle dage siden, fritag mig blot for alle disse spørgsmål og kom til sagen. Hvad ved de om dem, ærværdige herre? “ „ Desværre, det er gået dem meget uheldigt, begge to, vi frygte, — ja, vi frygte det allerværste. Grev Pozzo er bleven bragt ind til ajaccio med brudte lemmer og frygtelig forslået, han ligger på militærhospitalet, og har først igår været i stand til at forklare, hvad der er hændet. Et uvejr overfaldt dem oppe i articabjergene, føreren tog fejl af vejen, der sindes jo ingen veje deroppe, uveiret og snestormen brød over dem, de styrtede ned ad klipperne og forsvandt i afgrunden. Grev Pozzo di borgo blev funden af to gedehyrder, som bragte ham ned til Sagona, og derfra i en båd til ajaccio, — deres hr. Broder og føreren derimod, ja, — om dem ved man endnu ikke noget, — ikke noget bestemt. — det er hvad min slægtning bad mig berette, få skånfomt som muligt og så snart jeg så lejlighed dertil; men de må ikke fortvivle, der er jo håb endnu, måske deres hr. Broder er sluppen heldigere end Pozzo di borgo. — så snart vi hørte hvad der var sket, sendte prefekten gendarmer ud, for at undersøge egnen, og se at få noget at vide om grev Colonnas skæbne. To af dem har jeg selv talt med, da de kom tilbage, — de havde rigtignok ikke været så heldige at opsporge noget, men der er sendt et nyt hold ud, som måske bringer bedre budskab. “ Paola stod målløs og fortabt, medens hun lyttede til den gamle paters monotone røst. Farven i hendes ansigt forsvandt, idet hun stirrede frem for sig og støttede hånden til bordet, for ikke at segne under denne forfærdelige nyhed. Hendes første tanke gjaldt dem derinde, hun så tilbage mod døren, og hviskedee næsten lydløs: „ Tal ikke så højt, de kunne høre os i det andet værelse. “ Tårerne rullede ned over hendes kinder, fleuron støttede hende, hun havde endnu aldrig set Paola græde. „ Kan man komme til at tale med grev Pozzo di borgo? “ spurgte hun. „ Ikke i aften, hospitalet er lukket nu for alle besøg, greven ved desuden ikke det ringeste mere, end hvad jeg har sagt dem, men i morgen tidlig skal jeg gå til prefekten, og høre, hvad han har ået at vide. Stol på gud, mit barn! måske er ulykken ikke så stor, som vi formode. Det er meget sandsynligt, at man kan have fundet deres Broder og bragt ham ind til en af landsbyerne i kanton niolo/ „ De mener ikke et ord af alt hvad de her står og siger mig. Havde de fundet ham, ville man have bragt os underretning herom. Råd mig, kender de ikke en pålidelig mand, som vi straks kunne sende derop, som kan opbyde folkene i de nærmeste landsbyer og lade hele egnen gennemsøge. — han skal tage en læge med, — hjælp mig, ærværdige hr. Pater, de seer så god og venlig ud, kender de en sådan mand? man kan byde ham alt hvad man vil, han skal få meget mere end han forlanger. “ Pater Simoni stod lidt og betænkte sig, før han svarede: „ Der boer en mand her i ajaccio, som er noie bekendt med hver en sti i det hele departement. Han har i mange år vandret om fra hus til hus som handelsmand. Det er en sikker og pålidelig person, som jeg tør indestå før, rigtignok, der er den omstændighed ved, — han er heretiker. “ „ Hvad vil det sige? “ Den gamle pater så forbavset på hende: „ Heretiker, kætter, manden er en jøde. “ „ Hvad gør det til sagen, jøde eller kristen, jeg tænker de er lige gode, — det er jo ikke hans tro, jeg spørger om. Der skal øjeblikkelig gå bud til manden, han må tage afsted endnu iaften. — kære frøken fleuron, vil de sende baptifte efter ham. Hvad hedder han, hvor boer han? “ „ Hans navn er Noel Bertin, rue de fesch, No. l4. Han er kendt af alle. “ Selskabsdamen gik efter tjeneren, Paola stod op fra sin stol, som om hun ville betyde patersimoni, at hans nærværelse nu var overflødig. Den gamle mand forstod det, rakte hende hånden og gjorde korsets tegn over hende. „ Håb, mit unge barn! stol på gud, jeg skal indeslutte dem i mine bønner. “ „ Og så snart de får noget at vide, nat eller dag, kommer de jo igen, ærværdige herre, ikkesandt? Bringer de glædeligt nyt, skal de være velsignet af os alle, det er den eneste tak vi er i stand til at byde. “ Pater Simoni gik. Medens Paola kaldte sin fader ud, og få skånsomt som muligt meddelte ham, hvad der var hændet, vendte baptifte tilbage med den besked, at han havde truffet noøl Bertin, men at manden vægrede sig ved at komme før næste morgen. „ Jeg vil gå til ham, “ sagde Colonna, „ jeg er fuldkommen enig med dig, vi må se at få ham til at tage bort endnu i aften. Gå ind til din moder, kære Paola, lad hende ikke ane det ringeste af hvad der er sket. “ „ Nej! “ sagde Paola bestemt, „ Du må ikke gå, du kan ikke gå, begge vore læger have jo forbudt det, tænk på aftenluften, ' på dit stakkels, dårlige bryst, — hvis du atter blev syg! — jeg vil selv gå, Baptiste kan følge mig. — se på mig med dine milde og kærlige øjne, og sig ja! — du bliver hjemme hos moder. “ Hun lagde sit smukke hoved op til hans bryst og slyngede armen om hans Hals, hun vidste af erfaring, hvorledes hun skulle bære sig ad, før at sejre. Lidt efter forlod hun og Baptiste huset. Iv. Ad en bælmørk og faldefærdig muursteenstrappe, som i mangel af rækværk var forsynet med et tykt og smudsigt knudereb, nåde de op til sjette etage i gaden -fesch. Indgangen var halvskjult af en række tomme pakkasser, men man fandt sig tilrette ved hjælp af nogle lysstriber, som fra værelset skinnede ud gennem dørsprækkerne. Paola standsede et øjeblik åndeløs, før hun åbnede døren. Hendes små fødder havde ilet så hurtigt fremad, at kæmpen Baptiste neppe kunne følge hende over de vandløb og klippeblokke, som gøre fortovene i ajaccios smågader så behagelige om dagen og umulige i mørket. Pater Simonis beretning formede sig undervejs i hendes ophidsede fantasi til bestandig sørgeligere billeder, hun holdt så meget af sin Broder, deres barndom var tilbragt ved hinandens side. De to havde været uadskillelige. Med hendes frygt forenede sig tanken på den svagelige moder, for hvis fremtidslykke sønnen var en nødvendig betingelse. Alt syntes at svigte hende. Da hun kom ind i stuen til novl Berlin, så hun en sorthåret, sfægget mand træde sig imøde, med mørkebrun hudfarve, kroget næse, dybtliggende, gennemtrængende øjne, noget storslået i alle træk, som gav ham et udtryk af bestemthed og kløgt. Han beholdt hatten på, fordi det er en korstsl sædvane, selv i de bedre kredse, bestandig at gå med bedækket hoved i stuerne. Henne ved vinduet sad en ældre, sortklædt kone og tre lange, magre drenge, hver med sin hat trykket dybt ned i panden og armene udstrakte over bordet. Den ene af dem stod op og nærmede sig efterhånden comtessen, fortabt i beundring af hendes smukke pelsværkskåbe. Værelset var langt og stort, belyst af en olielampe, som hang ned fra bjælkeloftet. På enhver dørkarm sad en lille blikkapsel, som indesluttede et stykke pergament med de ti bud, og væggene skjultes af en mængde hylder og reoler, fyldte med pakker af de forskelligste handelsgjenstande. „ Jeg har sendt bud efter dem, “ sagde Paola, „ men de kom ikke. “ „ Nej, “ svarede noøl i en tone ligeså kold og overlegen, „ jeg kom ikke! “ „ Men hvorfor? “ vedblev hun mindre overmodig, „ når jeg sender bud efter folk, ønsker jeg, de skal komme. — jeg har et ærinde til dem, som ikke tålex opsættelse. “ „ Det kan gerne være, men vi har sabbat i dag, og medens den varer, påtager jeg mig ikke noget ærinde. Forresten seer jeg, at stjernerne nu ere komne til syne på himlen, så er helligdagen endt. Hvad er det for et vigtigt ærinde de talerom? — armene af bordet, drenge! Hent den fremmede frøken en stol. “ „ De er bleven os anbefalet som en sikker og pålidelig person, “ ytrede comtessen,. hvem vi kunne betro os til, derfor kommer jeg selv herop. “ „ Cr jeg bleven så godt omtalt? “ sagde no^l smilende, „ det må være af en mand, som kender mig. Ja, jeg er sikker og pålidelig, men lad mig nu høre, hvad det er, de ønsker? “ Hun sank ned på stolen og så hen på familien ved bordet, Noel lod til at forstå hende. „ I seng med drengene, “ sagde han, hvorefter de tre sønner marscherede hen, kysfede faderens hånd og forlod stuen. Paola gentog nu sin sørgelige historie for Noel Bertin, afbrudt flere gange, når smerten overvældede hende. I de kredse hun levede, var det en regel at beherske ethvert udbrud af stærke ord og følelser, hun undså sig for at give sin sorg til pris for den fremmede mand, som stod hende så fjernt og hvis skarpe og gennemtrængende blik ufravendt hvilede på hende. Af og til tav hun, medens en heftig skælven rystede hende, og hun bedækkede da sine øjne med hånden, for at sfjule sin bevægelse. „ De må rejse straks, “ ytrede hun, da noøl vedblev at tie, „ endnu i aften; spar intet for at finde ham, og bring øjeblikkelig bud om hvad de får at vide, de kan forlange alt hvad de vil for deres ulejlighed, forsfåer de? Ethvert pengehensstn er min familie fuldstændig ligegyldig. “ „ Ja vist forsfåer jeg dem “, svarede notzl, „ og jeg vil hjælpe dem, så godt jeg kan, mental blot ikke om belønning, det er nu tredje gang, de nævner den. Jeg skal nok forlange min betaling, når tiden kommer. De, frøken, hører vist til en fornem slægt og stammer fra rige folk, jeg spørger ikke derom, hvad kommer det mig ved? Jeg er fattig og må gå fra dør til dør for at tjene mit udkomme. Så

1875_Brosboell_VibenPeter

Carl

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

Viben Peter

male

male

dk

Brosboell

Viben Peter

Brosbøll

Viben Peter

En historie fra Ditmarsken

n

gothic

Jydsk Forlags-forretning

KB

På hathitrust er den ikke søgbar

nan

nan

O

Tre uger før påske, i nådens år 1523, gik Reimer Grote i Meldorf hen til en muurmester og sagde, han ville have sit hus kalket til helligdagene. „ Jeg tinger ikke med ham om betaling, “ føjede han til, „ for jeg ved, han er en ærlig mand, men det skal gøres forsvarligt, så det kan have syn og tage sig ud i gaden. “ Muurmesteren lovede, at det skulle blive gjort efter bedste formue og gav sig straks i færd med arbejdet. Han holdt også ord, var færdig til. bestemt tid, og Reimers hus blev det kønneste i nabolaget. Længer nede i gaden boede der en mand, som hed Carsten Peter, han var rig og anset ligesom Reimer, begge hørte de til byens rådmænd og havde altid været gode venner. Carsten havde tre sønner, den ene hed Bartel, den anden viden, den tredie hed Johan; Reimer Grote havde kun en eneste datter, og der taltes om, at forældrene havde bestemt hende for en af Carstens sønner, når den tid kom. Da nu muurmesteren var færdig med sit arbejde, gik Reimer ud på gaden og gav sit bifald tilkende. Carsten kom også ud og så derpå. „ Det hus skinner mig i vinene, hvor jeg går, “ Sagde han. „ Skal vi ikke også have vort hus kalket? “ Spurgte viben. „ Å jo, jeg har tænkt på det. “ — så gik han også hen og talte med muurmesteren. Men Carsten var mere nøieseende, han tingede længe og mente, det kunne gøres for en ringere sum, end den anden forlangte. Til sidst blev de enige, og Carsten Peter fik også sit hus kalket. Det var færdigt efter løfte, dagen før påske; men da de sloge stilladset ned, tog det sig ikke nær så godt ud som Reimers. Det lod Carsten fortrydelig over, skjøndt muurmesteren mente, han kunne ikke gøre det bedre for den betaling. Reimer kom også hen og så derpå, og Carsten syntes, han stod og smilte af det. „ Så du, hvor han lo i skæget? “ spurgte han viben. „ Og jeg sagde godaffen til ham, men han ville ikke svare. “ „ Han hørte det måske ikke, “ svarede viben. „ Han hørte det nok, men han kroer sig nu, fordi hans hus tager sig bedre ud end vort. — hvad er det hele? Muurmesteren har kommet en smule mere rødt i kalken; det ligner jo et slagterhus. “ „ Det seer ud som levret blod, “ sagde viben. „ Og så er det dog kun bindingsværks kram med løse stolper, vort er den faste grundmur. Se, hvor hans gavl med de fem stærhuller helder til siden, som om den skulle dratte ned over gaden. — det er kønnere end mit alligevel, de stå og se på det, når de gå forbi; men bi kun lidt, jeg skal nok se at komme ham igen på en anden måde. “ Til påskedag gjorde Carsten et gilde for gode venner og bekendte og bad ikke Reimer med, som han ellers plejede. Konen spurgte, hvorfor Reimers ikke kom med, Carsten sagde, han havde glemt at bede dem. Dagen efter gjorde Reimer Grote et gilde, og han bad Carstens. „ Han føler, han har uret, “ sagde Carsten til drengene, „ ellers havde han ikke skikket bud til os. “ „ Det er en dårlig sæd, du lægger i de unge, “ sagde hans hustru ranne, „ jeg tror ikke, der følger godt efter. “ — Carsten mente, han sagde kun hvad sandt var, og til budet lod han svare, at han kunne ikke komme, det værkede i hans lemmer, og han ville gå til sengs ret nu. Der kom bud over igen, at hvis Carsten ikke selv kunne være med, måtte han i det mindste skikke drengene; de ville danse, og viden havde så stærk en røst, han skulle synge for. Så lod Carsten sine sønner gå og gav dem en hvid skjorte på, udsyet med røde og blå bånd og mange sløiser. På fingeren bar enhver af dem en signetring af sølv, hvori Carstens våbenmærke var indgravet. På det ene ben havde de en bjælde, som klingrede under dansen. Viben var for ung til at komme med i sværddansen, han stod og sang, medens spillemanden slog på tromme. Hans ældre Broder Bartel var derimod fordanser eller konge, som det kaldtes; han var også den eneste, som havde hat på, de andre dansede alle med blottet hoved, for bedre at kunne give agt på Bartel, og gøre de samme trin som han. Først holdt Bartel en lille tale, hvori han hilste på selskabet og bad tilskuerne ikke komme for nær de dragne sværd, derefter begyndte dansen. Ligesom Bartel nu gav tegn, dansede de snart i en rundkreds, snart krydsviis imellem hverandre, snart sprang de over sværdene, eller lagde dem i kunstige kredse omkring på gulvet og trådte ind mellem kredsene, derefter holdt de sværdene over hovedet, og forstode under den hurtige og hvirvlende Dans at slynge dem så kunstigt mellem hverandre, at kongen kunne sætte sig ovenpå dem, idet de behændigt løftede ham i vejret og holdt ham fvævende, medens han atter talte til forsanilingen. Viben Peter stod og sang hos trommeslageren. Ordene til sværddansen lød således: „ Stolt Henrik og hans brødre to, de ned til stranden komme, de sællte et fartpi ud fra land, for den dejlige rosenblomme. Hvem kender skibets vej i sø? Gud ved, hvorhen vi komme, men sejle vil vi alle tre, for den dejlige rosenblomme. Og skibet stæwned til land igen, da vesterud de komme, der stod en guldsmeds søn i dør, med den dejlige rosenblomme. Gudsfred og hilsen alle tre! sig hvorfor hid i komme? I puster vel mjød, hvad eller vin! spurgte dejlige rosenblomme. Nej ej for mjød og ej for vin fra fremmed land vi komme, vi ville have det guldsmedbarn, den dejlige rosenblomme. Det guldsmedbarn i fange ej, hvormange i hid end komme, med lytke lpiken trolovet er den dejlige rosenblomme. Hende lytke lpiken skal aldrig få, og derfor hid vi komme, vi ville vove vore halse tre, for den dejlige rosenblomme. lykke lmen drog ud sit lange sværd og lod dem til sig komme. Hug Henriks lille finger af, for den dejlige rosenblomme. Hr. Henrik drog ud sit blanke sværd: nu ønsker jeg velbekomme, så hug han lmens hoved af, for den dejlige rosenblomme. Der ligger den krmop tung og stiv, hvi ville han mod os komme? Mit hjerte er fuldt af tusind fryd, for den dejlige rosenblomme. Lytke lmens drenge, med sorg i sind, ned til stranden komme, imorgen vi jorde vor fader kær, for den dejlige rosenblomme. “ Carsten sad oppe og ventede, til drengene kom hjem, han ville vide, hvordan det var gået. Hver af dem havde sit at fortælle, om de rige tapeter på væggen, de store hynder på alle bænke, men især om det kostbare sølvtøj, som var sat frem på bordet. „ Det sølvtøj kunne have stået på mit bord, “ Sagde Carsten. „ Hvad urener du med det? “ spurgte Nanne. Carsten manglede ellers aldrig svar, denne gang lod han til at betænke sig, han så ikke på Nanne, men sad og skrev med fingeren på bordet. „ Han har fået det med konen, “ sagde viben, „ det talte de om derovre. Hun er rige folks barn og stammer fra den fornemme Isemans slægt. “ „ Det gør hun, “ svarede Carsten, „ Jseman med plvvjernet til våben. — fernem! å ja! men den kunne tåle at have bedre lov på sig, samme slægt. Så mægtige vare de engang, at der ikke turde begyndes på messe i kirken, før de havde sat sig ned i deres stol. En af præsterne vovede det, jseman blev siddende og hørte på ' ham til gudstjenesten var endt, så gik han op og slog præsten ihjel bag alteret. “ „ Hvad mente du med det splvtøi? “ spurgte Nanne atter. „ Jeg kunne jo have fået det på samme Viis, som jseman, “ svarede Carsten undvigende. „ De sige, at han tog det i bytte fra kongens vogn, da vi skoge de danske ved tusendduvelsvarf. Det er kun hans, fordi han har det og forstår at holde fast på det. — talte Reimer ikke om mig? — heller ikke om sit hus? “ „ Nej! “ svarede viben, „ han gik omkring og smilede. “ „ Nå, han smilede, “ gentog carsfen og nikkede med hovedet. „ Han smilede til os alle, nødte os til at spise og drikke, og sagde, vi skulle være glade og veltilmode. Konen sad og så på mig den hele tid, mens jeg sang visen for om stolt Henrik; da sværddansen så var endt, kom hun hen og lagde sin hånd på mit hoved. Du vokser godt, viben Peter, sagde hun, og du kommer til at ligne din fader. “ Straks efter pintse samme år gik to af fogderne om fra dør til dør for at spørge godtfolk, hvad enhver ville yde til at få den gamle kirke sat i stand. Tårnet tjente til sømærke og det var nu forfaldent, kirken selv var ikke bleven udbedret, siden kong hans lod sin store garde plyndre den, år 1500. Enhver mand skrev nu sit bidrag op på fogdernes liste. Da de kom til carsfen Peter, sagde han, det var bedst, de først gik over til Reimer Grote, for han var ældst. Reimer tegnede da sin gave, og Carsten skrev sig for tre lybske mark mere; men han talte ikke derom i hjemmet. Otte dage efter rejste han til en gørtler i Hamborg og bestilte en stor og kunstig dreven lysestage, med sit våben, en springende ulv, på foden. Da stagen var færdig, lod han den bringe ind i kirken og sagde, de skulle stille den op på alteret som en gave fra ham. Kirkeværgerne kom og takkede og blev enige om, at Carsten til løn skulle have sin egen stol i kirken, oppe under prædikestolen, næst efter borgermesterens, det de tildøde ham. Carsten takkede og bestilte da billedskæreren til at danne først hans huusmærke, dernæst hans våben i træ øver stoledøren, med et bibelsprog underneden; men denne gang tingede han ikke om prisen, som han plejede. Da våbenet var færdigt, lod han det stærkt forgylde, få den springende ulv strålede og kunne ses langt nede i korsgangen. Reimer Grote vidste ikke noget herom, før alt var bragt til ende. Straks efter pintsehelligdagene tog han over til bysum, der dengang var en o, og hvor han havde et hnus og et skib, som en af hans brødre førte på lange Reifer. Da han kom hjem til Meldorf, var kirken færdig, og han fik da sin stol længer nede, i fællesskab med andre; men Carsten Peter havde nøglen til sin alene. Der var stor højtid den søndag, kirken blev taget i brug igen, klokkerne ringede, dominikanerne, som boede oppe i gaden, gik i stort optog ud fra deres kloster med brændende vokslys og chordrenge, sorn svingede nøgelsekarrene foran krucifikset. Folk kom ridende langt ude fra marsken for at være tilstede ved festen. Carsten Peter lod sig først se i kirken, ligesom gudstjenesten skulle begynde, han holdt sin hustru i hånden, bag dem gik de tre sønner. Da han kom forbi Reimer Grotes stol nede på gulvet, 4 vendte han sig hen mod ham og smilede spodsk, derefter tog han den store nøgle frem til sin stol, åbnede døren og lukkede ilås igen, efter at hans familie var kommen ind. Præsterne holdt messe og prædiken og takkede til slutning alle dem, der havde givet til kirken, han nævnede særlig Carsten Peter og den nye lysestage, som stod tilskue på alteret. Carsten rejste sig lidt i vejret og skottede ned mod Reimers stol. Nanne derimod havde trukket kysen frem over sit hoved og sad og så ned for sig, bleg og tavs og stille som sædvanlig. Om aftenen kom Carsten ud i sit bislag og så på de fremmede bønder, som droge. gennem gaden. Reimer Grote kom forbi og satte sig på bænken hos ham. Der var altid et smil om hans mund, som om han gjorde sig lystig over folk, men det hørte nu engang hans ansigt til og han mente intet dermed. Dennegang lo han dog, idet han hilste på Carsten og sagde: „ Herinde kan vi vel sidde på samme bænk, skjøndt du i kirken har købt plads næst efter borgermesterens. “ „ De tilbød mig den plads, “ sagde Carsten, „ men jeg købte den ikke. — de syntes vel, jeg havde fortjent den. “ „ Det kan gerne være, men hvis jeg var i dit sted, ville jeg dog have betænkt mig på at tage imod den. “ „ Hvorfor det? “ „ Den kirkestol næst borgermesterens har et dårligt ry på sig, det var jo i den, ulykken sfete med schuddinge frenkz. Han kom i strid med hargen Junge claeß Boisen, om hvem af dem der skulle sidde øverst, så droge de våben, og hargen stak frenkz med sin kniv, først i højre side, derefter i venstre side, og satte foden på hans ' bryst, til han opgav ånden, så løb han sin vej ud igennem den lille chordør. Liget blev skaffet bort, just som den døde mands Broder, Henning, kom gående ind i kirken. Da han hørte, hvad der var sket, og så folk af hans slægt i begreb med at ile ud efter hargen, kaldte han dem tilbage og sagde: bliv siddende på jeres pladser alle mand og hør på præsten, det er kun mig, som har med denne sag at bestille. Inden der ringes til prædiken næste gang, skal hargen Junge claeß Boisen ligge lige så kold som min Broder. — dermed gik Henning ind i stolen, og alle så, han bøjede sig ned og - dyppede sin finger i blodet på gulvet. Der var en biskop evermod, som holdt messe den dag, han gik hen til Henning og bad ham lade sit onde forsæt fare; men Henning rystede på hovedet og mente, det lod sig ikke gøre. Hargens slægt kom også og tilbød mandebod og sone, men Henning ville heller have Felde. Så gik præsten op til alteret og hentede monstrantfen og kom tilbage igen med chordrengene, som svingede røgelsekarrene foran ham. Alle knælede og korsede sig, mens han gik ned ad kirkegulvet og holdt den hellige hostie hen foran Hennings mund og bad ham i jomfru Maries navn og i den korsfæstede Jesu Christi navn om nåde for synderen. Henning havde rejst sig op i stolen, da præsten kom, men der var ingen nåde at læse i hans ansigt. Bed i vor jomfru og den korsfæstede om at gøre min døde Broder levende igen, svarede han, det har de lettere ved, end at få mig til at skåne Harzen. — da han svarede dette, slog præsten ham på øret af al magt, og sagde, at han havde lov til at hævne sig, men ikke til at spotte gud, og nu stimlede folk sammen ude på gulvet, for Henning var en farlig stærk og hidsig Aland, og alle troede, det ville gå præsten ilde. -- -- -- det sfete inde i den stol, hvor du fad i dag, den du zirede med din forgyldte, springende ulv. “ „ Hvad gjorde så Henning? “ spurgte Carsten. „ Han sad lidt og så hen for sig, med kinden rød af det vældige slag, han havde fået, få tørrede han blodet af sine fingre og gik op til alteret. Her knælede han ned for bisfoppen, idet han brast i lydelig gråd, og han, som var en jernhård mand, og ellers aldrig lod sig bøje, talte nu sagtmodige og ydmyge ord, kyssede den hellige monstrants og bad biskoppen forlade hans synd, fåsandt som hargen skulle være fri og frels for ham og alle dem, der bare hans våbenmcerke. “ „ Den historie er gået mig af glemme, “ sagde Carsten. „ Det kan hændes, “ svarede Reimer og smilede igen, „ men du kan lide på, at alle de der vare tilstede i dag i kirken, huskede den, da de så dig træde ind i stolen. “ Dermed bød han farvel og gik hjem til sit. Fra nord til syd deler naturen Ditmarsken i to landstrækninger, af hvilke den ene, længst mod vest, er det flade land eller den egenlige marsk, som begrænses af Nordsøen, en streng og farlig nabo, der i tidens løb efterhånden har forandret hele kystens skikkelse. — der hvor nu havet langt ude bryder sig på banker og revler og i uvejr skyder sine søer med skum og fråde tårnhøjt iveiret, lå engang et rigt og tætbefolket land, frugtbare marker, kirker og landsbyer, hvis navne kun sagnet har bevaret. Stormfloden kom og tog dem med sig, landet forsvandt, folkene druknede. Hist og her, hvor grunden var fastere, rager endnu nogle af de højeste bakker i vejret og danner en lille Holm og et lille minde om det forgangne. Ved ebbetid bliver en smal og langstrakt sandflade synlig derude, som måger og vildgæs kredse hen over, i de varme solskinsdage kryber sælhunden op og leger med sine unger mellem stenene. Den gule sandstribe er det eneste, der daglig kommer tilsyne af det forsvundne. Landet mod ost kaldes gest eller det høje land og stilles på nogle steder fra vestmarflen ved en række banker, som man mener engang har betegnet havgrænsen. I den tid, hvorom her fortælles, var geestlandet skjult af mægtige ege- og ' bøgeskove, sammenvoksede med et næsten uigennemtrængeligt krat af slåen, hyld og brombærranker. Om disse skove fortæller ditmarflens gamle krønikeskriver neocorus, at de havde så stor en udstrækning, at et egern kunne hoppe fra green til green inde fra Meldorf ud til landets grændse, uden at berøre jorden. Endnu i vore dage kunne samme rejsende vist gøre en ligeså lang fart langs med ostgrænsen. Opad mod cideren blev skovene tyndere, egen og bøgen gav plads for Birk, enebær- og ellebuske, som til sidst forsvandt i lyn ' gheder og sandmarker. Her var også egnen gennemskåren af vandløb, moser og kær, som om sommeren tørrede ind og skjultes af rør og græs, men om vinteren, når sneen og regnvejrsdagene kom, dannede uvejsomme og bundløse sumpe, som kun den, der var nøje kendt med egnen og forstod at bruge marskbondens springstok, mægtede at nå hen over. Mod nord spærrede eideremog dens sivbegroede Enge enhver indgang i landet, vesterpå gik alfarvejen fra hanerov og syd om hademarschens kirke ind til tensbyttel og alversdorf. Længere nede mod sønder gik der vel en anden vej, fra vilster øver kudensøens moser; men den var mindre og ikke god at befare i dårligt vejr. Langs med ostgrænsen havde holstenerne bygget skandser og faste slotte, som de holdt besatte med et årvågent mandskab for at skærme deres land mod ditmarskernes indfald, men også for i feidetid at have et tilflugtssted, hvorhen de kunne ty, når lykken gik dem imod. En af disse borge lå mod nord, omflydt af Ejderen, og hed tielenborg, en anden befæstning, bøklenborg, havde de bygget nede ved grændsen af vilstermarsk på en høj banke foran sprant sø, der hvor nu kirkegården ligger. Halvfjerde mil fra Rendsborg lå den tredje Borg, hanerov, det var den, der holdt sig længst, det var også den vigtigste, for så vidt den beherskede den eneste store alfarvej til og fra Ditmarsken. Hanerov var fra først af kun en firkantet standse, omgiven af en dyb grav, der omkredsede et Blokhus, skandsen voksede og blev siden til en Borg med vindebro og tårn. I den følgende tid begyndte folk at bygge i nærhed af borgen, fordi de der mente at finde bedst sikkerhed og beskyttelse mod deres fjender. Slottet selv var ved hertugdømmernes deling i 1482 kommen under den danske krone, og nogle år efter slaget ved hemmingsted købte Clemens v. d. Wisch det af kongen. Men nedenfor den faste Borg, der hvor de store egeskove begyndte, byggede en adelsmand, gørres Ratlov, sig en anden gård, købte jord og græsgange og drev stor handel med får og hornkvæg, som han fedede og flikkede sønderpå. Ratlovernes stamgods var ellers lentzahn, ovenfor neustadt i det holstenske, men det og futterkamp kom først senere i gørres eje, omtrent på samme tid, hans Broder Otto drog ind på arlevat i Husum amt, og vedkommer ikke denne historie. Ditmarskerne holdt ikke meget af fremmede. I en af deres mange fejder havde de jaget alle holstenske adelsmænd ud over grændsen og så dem sidenefter nødig komme ind i landet igen, selv for kortere tid; med gørres Ratlov gjorde de en undtagelse. Han var en jevn og ligefrem mand, som holdt af fred og godt naboskab og aldrig tog del i andres strid. Han kom hyppigt ind til Meldorf og drog næsten hver uge over syderhammen fra nordhasted op til Helde, hvor de holdt marked om løverdagen. Ved efterårstid rejste han også over i marsken for at købslå med bønderne, eller gård- og hnnsmændene, som ditmarskerne selv kaldte sig, oni deres korn og kvæg. På disse rejser var han altid tilhest, siden det ikke sømmede sig for en adelig herre at køre, uden når svaghed eller alderdom nødte ham dertil. Alle kendte den lille, fede og rødkindede mand, med en tyrepifk under armen og en fort hat, med en veirflagen, gammel fjer på hovedet. Han lo for et godt ord, nikkede og hilste på enhver og talte med ditmarskerne som med sine lige. I fejde og krigstid lukkede gørres sin pørt, drev kreaturerne ind fra Marken, og holdt sig hjemme, til der kom bedre dage, få red han ud og handlede på ny. Da ditmarskerne havde slået kong hans i det ulykkelige år 1500, droge de til tielenborg, stormede slottet og skvisede det, derefter gjorde de indfald i Holsten, plyndrede og brændte overalt. En morgenstund, i slutningen af fasten, gik en hob forbi Ratlovs gård; den var lukket, pælebroen draget op og porten stænget. De blæste i deres lange ko horn og forlangte, at broen skulle lades ned, ellers ville de brænde gården af. Efter denne opfordring kom gørres Ratlovs runde ansigt til syne oppe i et af glamhullerne. Han nikkede nok så fredsommeligt og hilste til alle sider, han kendte jo næsten hver mand i flokken. „ Ach lewe lut! “ råbte han, „ mat den dmvel er det, i tænker på? Wenn i plyndre min hus, hvor skal jeg så få penge fra til at betale jeres korn med? og wenn i stikke fyr på min stald, hvor skal jeg så sætte de høveder ind, jeg køber af jer? “ Dermed slog han lågen til, men lukkede ikke op. Ditmarflerue lo og sagde, manden havde ret, de droge deres vej igen, uden at gøre ham nogen skade. For dog ikke at komme tomhændede hjem, plyndrede de på tilbagevejen kirkebyen hademarschen, og stak ild på husene. Gørres Ratlov var gift med en fornem, adelig dame oppe fra Slesvig. Hun var ung og smuk, og der blev talt meget om hende på egnen. Hvor hun viste sig vakte hun altid opsigt, dels på grund af sin skønhed, men også fordi hun omgav sig med en pragt, som overgik alle andres. Fru merved førte et bevæget liv og red hyppigt om i besøg til de nærmeste godser, der kom også mange fremmede på gården, mindst for ridderens skyld, han var næsten altid ude på prangen, og når han kom hjem, gik han i Marken og lod blot til at bryde sig om sine kreaturer. Kun i en retning vidste folk, at mand og hustru mødtes, det var i kærlighed til deres eneste barn, en halvvoksen dreng, der bestandig holdt sig i moderens selskab, og som blev anset for at være sær og sygelig. Nogle mente, drengen manglede evne til at skønne og fatte, andre påstode, at onde Nine havde set på ham, og at han efter den tid led af ligfald, det forældrene omhyggeligt gjorde sig umage for at dølge. Ingen vidste rigtig besfed, men der var søgt mange råd for hans svaghed, uden at noget ville hjælpe. Gørres Ratlov havde en foged, der udgav sig for adelsmand og kom ind i landet som rytter i Jørgen slenzes følge. Han gik en dag op til herremanden og sagde, han vidste råd for den syge dreng. „ Herremand skal sætte en tvegreen af hassel ned på korsvejen ved fuldmåne og lade klejne Junker tre gange krybe derigennem. Den ene gang må han kalde på gudfader, den anden gang på guds søn, tredje gang på hellig jomfru Maria, så kommer han sig. “ Fru merved rystede på hovedet, men gørres mente, det var altid værd at prøve. Næste gang fuldmånen stod på himlen, star fogden en tveie, stillede den på korsvejen udenfor gården, og lod Junker Kay krybe ind igennem den. Fader og moder stod andægtige og ventede på det jertegn, himlen skulle gøre for deres skyld. Da kom der en gammel kone rokkende hen over vejen, hun var nede fra vilstermarsk, og standsede foran tveien, medens hun støttede sig til sin stok og lo ab hvad der skete. „ Der vil vist andet til end en hasselgreen, hvis det barn skal komme sig, “ sagde hun. „ Vil i nu forskylde mig med en ringe gave, få skal jeg lære jer det råd, som hverken forgift eller onde vine kan stå sig for. “ „ Hvad er det for et råd? “ spurgte gørres. „ Nådigherren skal slagte en hingst og svøbe sin drengs bare krop ind i dens blodige hud, mens den endnu er varm. Prøv det, så skal i se! — men huden af en hingst må det være. “ Konens middel var en hel del dyrere end det andet, derfor mente Ratlov, det var bedst, de tøvede lidt, og først så, hvordan det gik med tvegrenen. Da den ikke hjalp, bestemte de sig endelig for det sidste råd. Gørres havde kun en hingst på gården, det var hans yndlingsdyr, opdrættet af ham selv. Den fulgte ham siden, som en hund følger sin herre, han kunne slå den løs på Marken, og den gik efter ham, skridt for skridt, standsede når han stod stille, og veg ikke fra hans side. gørres trak den da ud af stalden og så den vende hovedet om i døren, som om den ville byde farvel til sit gamle hjem. Tårerne løb ned ad hans kinder, medens han gik ud af gården. Hingsten fulgte efter og gik og flikkede ham på ryggen. Da de kom ned i toften, lagde den sit hoved på hans skulder og så på ham med sine store, troskyldige dine. Dette niekast havde nær frelst dens liv, men så huskede gørres på sin syge søn, bøjede hingstens hoved og stak den med sin dolk bag tret. Det betroede han ingen anden til; men der var stikket bud efter en skøier eller natmand, som boede i en kæmpegrav ovenfor bargenhusen, han skulle tage huden af, hvilket ingen ærlig mand, mindst en adelig herre, turde befatte sig med. Midlet blev nøjagtigt prøvet efter den gamle kvindes ord. De svøbte Junker Kay ind i hingstens varme hud; men ikke heller det ville hjælpe. En dag red Fru merved og Kay ind til Meldorf, ledsaget af en væbnet knægt og en dreng i pagedragt. Det var nogle uger efter den store fest, da kirken blev indviet. Viben Peter var gået over til Reimer Grotes, fordi han havde lovet at følge hans datter Hanne i kirke. Han bar sin bedste dragt den dag, lange, vide skipperbuxer af stribet Manchester, udsyede nedentil og langs op ad siderne med en bort af højrøde bændler, en brun kofte med hvide puffer og en rad store sølvknapper på brystet. Om livet havde han et bredt læderbelte, hvortil der var lænket en lang dolk i en udgraveret sølvsfede. Sådan at bære et våben, var egentlig en forret, som kun tilhørte adelen og dens væbnede følge, men i Ditmarsken var der, som sagt, ingen adel, man gik som man ville. Et lovsted i landretten forbød dem dog at bære knive, som vare længere end en halv alen. På hovedet havde viben Peter en spids, grå filthat med en lang, opstående fjer i. Under denne hat kom et vældigt, lyst hår til syne, et smukt og frimodigt åsyn, med store, levende og frygtløse Oine. Hanne stod i Reimer Grotes forstue og ventede på ham. Hun gav ham bønnebogen at bære, indsvøbt i et hvidt tørklæde, hvorfra der stak en lille buxbomgreen ud. Så tog viben hende i hånden, og de to gik op til kirken. Hvad de talte om undervejs, fik ingen at vide, men Hanne nærmede sig efterhånden til ham, og gik og lyttede med nedslagne blik og røde kinder på det viden fortalte. Af og til hævede hun sine fromme og blide vine op til ham, som om hun ville forvisse sig om, at han også mente hvad han sagde, men sænkede dem straks igen, da hun mødte hans. Ved kirketrappen standsede viben og. Gav hende bønnebogen. „ Nu går du ind, “ sagde han, „ og jeg venter herude imedens; messen varer så længe, og jeg. Bliver altid søvnig, når jeg sidder stille. “ Hanne gik, da hun kom op til kirkedøren standsede hun, som om hun betænkte sig. Hun tog den lille buxbomkvist ud af bønnebogen og rakte viben den med nedslagne vine, derefter gik hun hurtig ind i kirken. Viben få efter hende, stak buxbomkvisten ind i sin kofte og vendte sig om mod nogle unge mennesker, som havde samlet sig foran kirkedøren og været vidner til hvad der skete. „ Hvad le i af? “ spurgte han, og „ hvorfor stimle i sammen om os? — i kan gøre løjer med mig, når jeg er alene, — det skal vi så nok komme ud af, men vove i at grine, når jeg går med Reimers Hanne, skal jeg bringe jeres fjæs til at græde. “ Du i “ „ Ja, det lader sig gøre, “ svarede viben hånligt, og stemte udfordrende begge sine hænder i siden, idet han trådte dem et skridt nærmere. Han så så stor og stærk og frygtløs ud i dette oieblik, at de andre trak sig tilbage. „ Du taler så, fordi du fører kniv i belte, “ Yttrede en. Viben lo. „ Bilde i jer da ind, jeg ville bruge kniv imod jer? “ „ Du mener ogfå, at alt er afgjort mellem dig og Hanne; du snakker med hende i bislaget, og det gør din lange Broder da også, du følger hende i kirke, og hun giver dig sin buxbomgreen, vi så det nok, men det kan hænde, der bliver ingenting af alligevel, det spåede min fader iaftes. “ „ Og jeg skal give din fader et godt råd, som ingen penge koster. Lad ham spinde Hamp og heglet blår, det duer han bedst til, siden han kalder sig rebslagere, men giver han sig af med at spå, kan det gå ham som zillie magens oppe ved klostret. “ „ Hvordan gik det zillie magens? “ „ De brændte ham på torvet i Heide. “ Der kom nogle af vibens venner til, de andre tav og fortsatte ikke striden. En af dem havde fanget en allikeunge oppe i kirketårnet og bandt den en snor om foden. „ Det er synd du gør, “ sagde viben. „ Lad mig se den allike. “ — drengen gav ham fuglen. „ Den vil jeg have. “ „ Det er min fugl, for jeg har fanget den, “ Yttrede den anden. „ Ja, “ men nu har jeg den, og det er mit hvad jeg har taget, når jeg blot forstår at holde fast derpå. “ Nede på gaden kom i det samme Fru merved og Junker Kay ridende med deres følge. Den unge frue ville op og besøge borgermesterens; men Kay havde lyst til at høre messen, han steg af sin hest og lod pagen holde den udenfor muren til kirkegården, som lå rundt om kirken. Junker Kay var dengang fjorten år gammel, mager og hulkindet, han havde lyse, fremstående dine, holdt sig foroverbøjet og gik usikkert og vaklende. Da han så viben med fugleungen i hånden, standsede han og sagde: „ Den fugl holder jeg ask kom med den, ellers tager jeg den fra dig. “ Viben så på ham med et spottende smil og trak på skuldren. „ Du må gå hjem i din ovnkrog min Jung! og spise en skæppe salt, før du magter det. “ Hans spot og de omkringståendes latter opirrede kap, han hævede sin ridepisk og slog viben over skuldren. Viben udstødte et skrig, slap fuglen og drog sin dolk, idet han for hen efter junkeren. „ Det er ret! “ råbte hoben omkring dem, „ det slag skal gælde hans liv. “ Men viben besindede sig pludseligt lige overfor Kaps blege og bange ansigt, han kastede kniven foran hans fødder, strakte armen bydende ud imod ham og sagde: „ Dig har Vorherre mærket. Du er fri, gå din vej. “ Da Kay hævede sin pisk til et nyt slag, sprang viben ind på ham, rev pisten fra ham og trådte på den, derpå greb han begge Kays arme og knugede dem sammen over hans bryst. Junkerens ansigt trak sig i dybe folder, han søgte at gøre sig fri fra det trofaste favntag, han gispede efter luft, og hans legeme skælvede som i krampe. Men viben slap ikke, han vedblev at holde begge hans arme sammenknugede, medens han sagde: „ Nu kunne jeg slå dig fordærvet, hvis jeg ville, men du skal være fri, når du lystrer straks og går din vej. “ Solen skinnede, stærene sang oppe i tårnet, inde fra kirken lød et Chor af unge stemmer, det var, som om solen trængte ind i den syge drengs hjerte, og sangen mildnede hans heftighed. „ Giv mig fuglen, “ sagde han ydmygt og bønligt, „ så skal jeg gå. Var jeg blot stor og stærk som du! “ råbte han og rynkede atter sine bryn, da viben slap ham, „ så skulle jeg taget den fra dig for længe siden, jeg skulle tvinge jer ned på jorden for min fod alle sammen. “ „ Men nu er du hverken stor eller stærk, og derfor skal du ikke række længer, end du kan nå, lad så den snak fare. “ I vibens røst, mest måske i hans kolde, overlegne ro, var der noget, der øvede en forunderlig magt over Kay, han sænkede sine dine, lukkede dem forsagt og anstrengt og vaklede frem og tilbage. Pludselig slog han armen om vibens Hals, skjulte sit ansigt ved hans bryst og brast i gråd. „ Du må ikke være vred, “ hviskedee han, „ jeg er så syg, så syg! “ „ Hvad ligner nu det, at græde, “ sagde viben dæmpet. „ En mand må tvinge sine tårer, at ingen seer dem, det har min fader sagt, og du stat være en mand. — de se på dig, — du ryster jo, ja, du er syg, støt dig til mig, så gå vi hen til drengen, som holder din hest. “ Han slog armen om Kays skulder, gav de andre et bydende tegn til at de skulle gå, så gav han junkeren hans pisk tilbage, og ledede ham hen over ligstene og grave, ud af kirkegården. „ Hvad hedder du? “ spurgte Kay undervejs. „ Jeg hedder viben Peter. “ „ Fuglen! Fuglen! “ mumlede Kay, „ vil du have en rhinsk gylden for den? Se der! “ „ Jeg vil dreje halsen om på den tossede fugl, men du får den ikke. Jeg har engang sagt det, derved bliver det. “ Kay lod sig føre som et lille barn, han ville have sagt noget, da viben hjalp ham op på hesten, men betænkte sig igen og red med sænket hoved bort fra kirkegården. Viben stak sin kniv i skeden og gik hen til døren for af vente på Hanne. „ Han slog dig alligevel med sin pisk, “ sagde en af de andre til ham. „ Den syge, ja! — tak du din gud, af det ikke var dig, der gjorde det, “ svarede viben. nogle dage efter drog et ryttertog gennem gaderne i Meldorf. Folk kom frem i dørene og få Fru Ratlov, klædt som altid, pragtfuld og glimrende, i fløjl og brogede farver. Dennegang var hun fulgt af tre væbnede tjenere, der alle bare hendes våben indfyet på brystet af deres livtrøier. De standfede udenfor Carsten Peters hus. En af tjenerne holdt merveds hest, en anden hjalp hende ned, derpå kastede hun sin ridekjole over armen og bankede med dørhammeren på Carstens gadedør. Nanne kom ud og lukkede op. Da hun så Fru merved smile og hilse, tørrede hun hurtig hænderne i sit forklæde, greb merveds hånd og nejede dybt, idet hun førte hende indenfor. Et hus. i Ditmarsken bestod dengang af en stor, fliselagt forstue, som kaldtes dilen. Herfra gik en dør ind til sommerstuen, en anden til vinterstuen. I den sidste var der et stort ildsted, foran hvilket der hang en lampe ned fra loftsbjælkerne. Under lampen stod et bord, og derom samledes fam

1891_BruhnM_AltForFaedrelandet

Massi

Massi

Bruhn

Alt For Fædrelandet

male

male

dk

Bruhn

Alt For Faedrelandet

Bruhn

Alt for Fædrelandet

Fortælling

n

roman

Cammermeyer

KB

nan

nan

O

I. » Alt for fædrelandet! « Skjold Karlsen var opdragen i familiens traditioner, og familien Karlsen havde noget virkelig traditionelt at se tilbage på. Alle dens mandlige medlemmer hatde i gud ved hvor mange generationer tjent i den danske hær som underofficerer, spillemænd eller intendanter. I hans fader nåde slægten kulminationspunktet; han avancerede nemlig under krigen til lieutenant og afskedigedes senere som karakteriseret kaptejn, efter at han havde mistet sit ene ben i slaget ved isted. Efter kaptajn karisens helbredelse belønnedes hans fortjenester af fædrelandet yderligere med et lille postmesterembede i en af Jyllands mindste søkøbstæder. Naturligvis havde den tapre kaptajn ikke haft nogen udpræget interesse for noget så civilt som postvæsenet; men da arméen ingen direkte brug kunne gøre af sine invalider, måtte han jo nøjes med, hvad der bødes ham, og- være glad til. Postmesterembedet i Strandby havde desuden den behagelighed, at det stillede ham på lige fod med byens og egnens embedsaristokrati, medens han. om han var bleven i sin garnisonsby, ville have følt kaptejntitlens byrder. — den havde jo sat ham udenfor hans gamle kammeraters, underofficerernes kaste, uden at give ham fuldstændig borgerret i den akademisk uddannede officersklasse, der. efter at sejersrusen fra 48 var dunstet bort, søgte at lukke de mere folkelige kræfter ude. som krigens gang og tidens strøm havde ført ind i dens rækker. I Strandby derimod var han, med undtagelse afen gammel gymnastiklærer, det eneste militære element og således selvskreven til at stå i spidsen for alle de små militaristiske efterdønninger fra krigsårene, der nærmest fandt deres udtryk i våbenbrødrefester og lignende sammenkomster. Til ham betroedes det bestandig at tale for fædrelandet på kongens fødselsdag og ved byens årlige grundlovsfest. » Alt for fædrelandet! « — for fædrelandet skal vi ofre liv og blod, når det fordres, om det så var tusinde og atter tusinde gange, « sagde han al tid. Ja, der var ikke megen variation i, hvad han talte om; men den kraftige invalideskikkelse var en smuk illustration til den tale, han holdt, og derfor blev det aldrig uden virkning, når » det gamle fædreland «, som byens vittige hoved havde døbt ham, viste sig på en talerstol. » Alt for fædrelandet! « ja, det var jo også det, der blev grundtonen i sønnens opdragelse. Den unge Skjold Karlsen skulle naturligvis være militær, kun i krigernes rækker kunne slægtens hæder bevares og forøges, mente faderen. Derfor handlede enhver bog, drengen tik til at more sig med, om soldater, og når faderen tilfældigvis en aften ikke var i klubben, benyttede han denne tid til at nanæ og mætte barnets livlige fantasi med fortællinger om feltlivets glæder og triumfer. Slagmarken blev for drengen til et strålende eventyr, hvor de danske al tid kæmpede og sejrede mod en i tal overlegen fjende. Når han så om aftenen sad alene på sit Kammer, lukkede han ojnene, glemte lektierne og drømte... Han syntes, han hørte kanontordenen rulle i det fjerne, — — der myldrede mørke skikkelser frem bag bakkerne der ovre... Fjenden... Han kunne springe op og skrige: » Fremad! Frem til kamp! Fædrelandet kalder sine sønner, « — — og så kunne han løbe hen til vinduet for at stirre ud på de fire rækker kålstokke, 1* der dannede forgrunden i den lille køkkenhave, eller fæste sit blik undersøgende på et lille forpjusket lindelysthus i hjørnet af haven. Det så' så skummelt og fordægtigt ud i den stjerneklare aften.----------derfra måtte de komme — — — nej, — endnu ikke; — men han skulle være på sin post! Så faldt han igen hen i drømme, og drømmene blev lyse og skønne... Sejren var vunden, fjenden slagen på alle kanter, — knust, — tilintetgjort. — — men sejren havde været dyrekøbt — mange af Danmarks bedste sønner havde måttet ofre deres unge varme blod. Hans bedste ven, Albert bang, havde de begravet på valpladsen--------nej, ikke Albert bang, det var synd om han skulle falde, så ville jo søster Kristine græde sine modige tårer, nej, han måtte skånes. Men så den næstbedste ven, bagerens Knud, ja, ham kundé de ikke spare; han var jo al tid vant til at være kanonføde i legene. Den skikkelige Knud — — ja, men han måtte skam falde alligevel, — men han skulle få en begravelse så smuk som kun få... Musikken skulle spille en sørgemarsch, faner vaje ved graven, geværsalver affyres, — han ville selv holde talen over den afdøde våbenbroder, — — han ville sige: venner og kammerater; vi stå ved en helts båre.... og så, når denne pligt var opfyldt, — så kom toget hjemad. Med faner og klingende spil drog de hjemvendende soldater gennem landet; fra by til by. Alle vegne stod festmåltider beredt til dem — bordene bugnede under vægten af svore toppede kransekager og flasker med sød kirsebærvin. Fra vinduerne begravede smukke damer dem næsten i en hegn af blomster. Så kom han til sidst til sin egen by. Alle folk. høje og lave, var samlede for at tage imod ham, deres unge helt, hvis navn var på alles læber. — der stod den, — der stod den, — og der stod Emilie Hansen, hende, han havde gået i danseskole med. — hun var bleven så stor og så smuk. en rigtig voksen dame med lang kjole, og hun kom hen til ham. — rødmende rakte hun ham en hose som tak fra de danske piger. — og senere,... da de et ojeblik stod ene, sagde hun til ham — nej det var jo ham, der skulle sige det til hende. — når det bare ikke var så flovt. — så kunne det hænde, at hans drømme pludselig blev afbrudt ved, at jomfru nikolaisen, hans faders gamle husholderske, stak hovedet ind ad døren og gjorde ham det prosaiske spørgsmål, om han havde lært sine lektier. — — nej dem havde han naturligvis rent glemt, de dumme lektier. — hvor skulle hans hoved kunne rumme noget så kedeligt som Borrings franske grammatik og Balles lærebog, når det allerede var overfyldt med store tanker og dristige planer. — men han måtte desværre alligevel se at lære noget for at slippe ind på land kadetakademiet, det var jo de danskes vej til Bos og magt. mente faderen. Han selv ville nu helst vinde officersrang på valpladsen, ligesom hans fader havde gjort. Derfor tog han sig det også meget let, da han ikke bestod den adgangsprøve, der fordredes for at blive kadet. Hans tid kom såmænd nok. trøstede han sig med. så skulle han nok vise verden, hvad han duede til. For faderen derimod var det en stor skuffelse, at sønnen ikke blev kadet, hvad skulle der så blive af fyren? — foreløbig afskedigede han sin lille kontorist og gav sønnen hans plads på kontoret. — ‘foreløbig... for det ville da være ligefrem naturstridigt for alvor at lænke en så prægtig knøs som Skjold fast til en civil stilling. I de hjemlige omgivelser udviklede Skjold sig' til en kraftig, køn, ung mand. Meget kløgtig var han jo ikke, men han havde et åbent vindende væsen og en vis trohjærtig livlighed. Der gjorde ham almindelig afholdt i den file by, indenfor hvis snævre grænser han tilbragte sin første ungdom. Han havde et udpræget talent både for selskabelighed og sport; i den retning ragede han højt op over byens øvrige mandlige ungdom, som væsentligst bestod af handelscomisser og håndværkere. De unge mænd betragtede ham derfor som selvskreven til at være deres fører og leder. Han var den dygtigste Skytte på hele egnen og ham skyldtes det. at Strandby havde vundet prisen for flere andre byer i kaproning. Og så havde han talegaver. — faderens korte, brede veltalenhed, et vist repræsentationstalent.... » Han er et levende billede på det unge, sunde, levedygtige Danmark, « sagde byens borgermesterinde om ham, hun var digterinde og udtrykte sig al tid i lignelser. På postkontoret opholdt den unge mand sig så lidt som muligt; faderen betragtede jo kun hans stilling i postvæsenet som en ventesal, forbi hvilken det tog snart måtte komme, der skulle føre ham ud i verden. Men det lod længe vente på sig, — år gik, og år kom — så endelig slog det ned som et lyn fra en tordensvanger nathimmel: kongen er død! Frederik den tende er død. — — — der gik som et klagesuk gennem landet. — anelsen om en stor ulykke, der ustandselig nærmede sig, lagde sig klam og tung over det danske folk. — — nu måtte krigen komme, den længe ventede, ofte ønskede — nu stod den som et grufuldt spøgelse ved Danmarks dør midt i vinterens slud og kulde. De lyse minder fra sejrsdagene i sidste krig blegnede overfor de kommende bædsler — men kampen kunne ikke undgås. Danmarks styrende mænd mente jo, at landets ære fordrede. At dets sønner rustede sig, hvor slet bevæbnede og hvor slet forberedte de end var, til at møde en overlegen fjende med en vel organiseret hær. — fædrelandets ære kunne kun bevares ved at danske mænd ofrede deres unge. varme hjærteblod i den håbløse kamp, der forestod. Skjold Karlsen mældte sig straks som officersaspirant. Han var strålende glad. da han skulle forlade hjemmet. — nu skulle alle de fantastiske drømme fra barndomsdagene endelig blive til virkelighed. Kaptejnen og jomfru nikolaisen derimod var dybt grebne af situationens alvor. Begges følelser slog hvert øjeblik ud i længere formaningstaler til den bortdragende kriger. Faderen mindede ham om slægten karisens løsen » Alt for fædrelandet «, det måtte følge ham såvel i krigen som senere i fredens gærning. når han kom tilbage... han ønskede, at han havde tolv sønner at sende ud til kamp, — men det havde han nu ikke, derfor måtte Skjold se at gøre fyldest for sine ufødte brødre. Sluttelig bad kaptejnen Skjold om at føre nøjagtig bog over sine oplevelser, så at han. der selv var afskåren fra feltlivets strabadser og glæder, dog kunne følge lidt med gennem sønnens oplevelser. jomfru nikolaisen talte med ligeså megen varme til ham om. at han måtte passe på sine skjorte]- og sokker. — hnn fældede tårer ved tanken om alle de efterstræbelser, disse nødvendighedsgenstande ville blive udsatte for, og hun kunne ikke tænke sig. hvorledes nogen anden dødelig end hun kunne vedligeholde den del af hans garderobe ordentlig. — — — dernæst overrakte hun ham en sindrig konstrueret brystlap, hvori der var indsyet tolv specier. Den skulle han al tid bære på sit bryst som et panser. Man havde før hørt, at en kugle var prellet af mod en hård genstand, når den i morderisk hensigt nærmede sig et menneskehjerte. — Skjold kyssede dem begge to kærligt og lovede dem den ene gang efter den anden at lægge sig deres formaninger på sinde, og så drog han bort fra det stille hjem. der havde fredet og skærmet hans første ungdom, for at rejse til København og påbegynde sin uddannelse på aspirantskolen. il af Skjold Karlsens optegnelser. Det var et underligt blandet selskab, jeg hin vintermorgen mødtes med ude på landkadetakademiets gamle kaserne, unge studenter, gamle kandidater, opløbne skoledrenge, kontorister, seminarister, højskolelærere, unge blaserede adelsmænd, kunstnere, landmænd, forstmænd og et par menige fra- hærens hækker, der foretrak på denne formentlig behageligere måde at afbetale deres gæld til fædrelandet. Størsteparten af os var dog frivillige, hovedsagelig under værnepligtsalderen. Heller ikke i rent fysisk henseende havde man taget det så nøje; mange af dem, der mødte op, havde neppe uskadt passeret sessionens skærsild, selv om de ville have nøjedes med at blive » Dunke «:, hvorfor en og anden havde grund til at prise sig lykkelig ved at være bleven fritagen for denne formalitet, der erstattedes af en attest fra en ikke alt for kritisk huslæge. skønt vi vordende krigere måtte vente mange dage på uniformer, der til en så uensartet skare måtte syes efter mål, så blev det dog betydet os. at vi fra den første dag måtte betragte os som soldater og underkaste os de strenge militære love, uden hensyn til det overordentlig vanskelige, der lå i sådan lige på en studs at få pillet alt-det civile ud af denne civilklædte bande. Men lige fra barn, der stilledes på højre fløj. Kæmpen med det drabelige skæg og et korpus, som ingen uniform i noget af samtlige depoter ville have kunnet rumme, og ned til den allermindste undermåler på venstre fløj » Halvvenstreom « var de besjælede af én tanke: fædrelandet var i fare. — to fjendtlige stormagter stod ved ( trænsen parat til at bryde over den: det måtte snart gå løs, nu gjaldt det om, så snart som muligt, at få skolen på bagen og komme over til brødrene ved Dannevirke. » Halvvenstreom « var, som sagt. Skolens mindste mand. Dette betegnende navn havde han fået, fordi hans næse havde den ikke ualmindelige fgenskab at divergere nogle grader til venstre fra den retning, som den i følge skønhedsidealet burde have fulgt. Han var af jødisk herkomst og overordentlig spinkel og sygelig af udseende. Vi syntes alle, at han havde været bedre på kin plads hjemme hos sin moder, indtil han var vokset lidt ud. Han måtte døje en del fra satirisk anlagte kammerater, men » Halvvenstreom « lod sig ikke skræmme. Det havde uden tviv 1 kostet ham stor anstrengelse at bore sig ind her, — på en session vidste han jo, han var bleven infamt kasseret —; men med den hans race egne ihærdighed var det omsider lykkedes ham at blive antagen her. Han ville ofre fædrelandet det bedste, ban ejede, sit liv, om fornødent, og han blev et eksempel for de andre i retning af tjenstiver og godt kammeratskab. Jeg fandt ikke al tid livet på officersskolen ubetinget behageligt. Det var en slem forandring at komme fra jomfru nikolaisens fjerdyner til kasernens hømadrats oppe på det iskolde loft. Havde jeg endda en hovedpude, ønskede jeg, når jeg træt lagde mit hoved til hvile på den hårde skråpude og krøb ned under det tynde uldtæppe; men jeg skulle jo hærdes for at kunne udholde feltlivets strabadser. » Alt for fædrelandet «, tænkte jeg, og så stod jeg op og tog mig en motion i gangen mellem sengene, som jeg så de andre kammerater gøre, når de ikke længer kunne holde det ud for kulde. Længe før dagen gryede blev vi purret ud, og ovenpå en kop marketenderkaffe begyndte så dagens tjeneste — der stilledes i gymnastiksalen til » Froprædiken «. Skolens chef holdt nemlig her sin daglige tordentale til de syndere. Der i løbet'af den foregående dag i følge rapporterne havde forset sig. Så rykkedes der på fælleden, og her blev så vi aspiranter hele formiddagen muntret på det bedste, hvilket nok kunne behøves i den strenge kulde. Var vi blevne kolde om fødderne af at vade i den dybe sne, tik vi os en løbetur. og bankede vi de valne næver, kommanderedes der » Handskerne af « og som oftest kapperne med. — så frøs vi ikke mere, af frygt for at vi, når vi en anden gang viste os kuldskære, skulle blive kommanderet til at gå i skjorteærmer. Efter middagen gik tiden med pudsning. Og så var dagen omtrent forbi. Tjenesten blev for hver dag, der gik, strengere og strengere. vi skulle jo ikke alene i den kortest mulige tid lære at blive soldater, men også befalingsmænd, og da det viste sig, at mange ikke ville egne sig hertil, foretoges der næsten daglig » Sigtninger «, som det kaldtes. » Halvvenstreom « blev også, trods al tjenstiver, funden for let. Nu tog han vel hjem til sin moder, og det var vist også det bedste for ham, mente vi. Endelig kom den første februar efterretningen om, at det første skud var faldet. Preusserne var gået over Ejderen, og snart efter kom også meddelelsen om. at de forgæves havde løbet panden mod dannevirkestillingen ved mysunde. De danske havde med stor tapperhed afslå! de gentagne angreb — de havde sejret. Det* var en god begyndelse, der varslede godt for fremtiden. De allierede ville nok tinde ud, at man ikke sådan løb igennem dannevirkestillingen — Danmarks bolværk — Thyra Danebods vold. Begejstringen var glødende hos os alle; kun syntes vi, det var hårdt, at vi ikke selv havde personlig del i sejren; — men vent kun, tænkte jeg, det vil nok blive en længere historie, og så bliver det vor tur at tage stikkene hjem. — så hed det sig, at der var kæmpet foran Dannevirke. De danske havde holdt stillingen, tabet havde været stort, og det ville blive vanskeligt at holde den i længden. Jeg trøstede mig imidlertid med, at havde vi lidt tab. havde fjenden da også, jeg havde jo syn foi" Sagen i de østerrigske fanger, der nu spadserede der ude i kastellet i deres hvide våbenfrakker;— stillingen blev nok holdt, til jeg kom der ned. Så kom hin uforglemmelige, kummerfulde sjette februar, Dannevirke var forladt, arméen på retræte. — vi hørte, at første og ellevte regiment med heltemod havde standset østerrigernes avantgarde ved sankelmark, resten af vor armé var efter utrolige lidelser nået til Dybbøl eller var på vejen til Jylland. — men Dannevirke, de danskes håb og stolthed, var uigenkaldelig tabt. En uendelig knugende følelse betog mig i første øjeblik ved denne knusende efterretning, men mit håb spirede snart igen, endnu var jo dog ikke hele Slesvig tabt. — de danske stod på Dybbøl; — jeg mindedes, hvad jeg havde hørt om, hvorledes Læssøe hin 5te junidag i 48 på en gang lod sine rødkjolede jenser som en lavine styrte ned ad bakken, drivende fjenden foran sig, langt ud i Sundeved; — det Dybbøl, der i 49 så tappert holdt ud. og hvorfra de heldige udfald mod nybbøl og Dybbøl byer foretoges. øg så havde vi jo Fredericia. — jeg syntes, jeg så fader for mig, når han med strålende øjne talte om sin deltagelse i slaget ved » Frederits «, da den belejrede armé i den lune sommernat brød ud, tog tyren ved hornene og bragte Danmark den stolteste sejersdag i dets historie. Opholdet på skolen blev tungere og tungere for os; man var for længst på det rene med, at der ikke ville blive tid til at uddanne officerer, — det måtte overlades til arméen. — tankerne var dog bestandig derovre, hvorfor så ikke komme afsted straks; man havde jo lært at blive stramme soldater, vi kunne også til nød føre en trop. Tabene i kampene foran Dannevirke og Dybbøl havde allerede krævet store ofre, og vi aspiranter var jo alligevel bestemt til kanonføde, hvorfor så ikke sende os af sted? — så endelig i marts kom da den længselsfuldt ventede dag. Jeg var blandt det første hold, der blev udtaget for at sendes af sted; jeg var jo stor og stærk og havde ord for at være en af de alvorligste og strammeste soldater på skolen. Efter en kort præsentation for generalen skulle vi afgå den næste dag. Det blev meddelt os unge krigere, at der, så vidt muligt, ville blive taget hensyn til vore ønsker, når vi ville opgive ved hvilken afdeling, vi ønskede at tjene. Det havde jeg ikke tænkt på: jeg ville have gået blindt, hvorhen jeg blev kommanderet og dermed basta. Nu måtte jeg tage en beslutning. Jeg var født jyde og elskede jydernes trofaste seje natur; men fader havde jo stået ved det berømte 2det jægerkor, den mest udprægede » Kulsviers-afdeling i forrige krig. » Det var karle, der kunne gå på med dødsforagt uden at blinke — og så sikken et humør! « havde fader sagt. Han havde kendt næsten alle afdelinger i den danske armé. men for ham stod » Kulsvierne « som idealet. — derfor bestemste jeg mig for et af de nordsjællandske regimenter; — var det end ikke de samme karle, fader havde kommanderet, så var dog racen den samme. De måtte absolut sejre, hvor de kom frem. Den næste morgen tidlig stilledes på jærnbanen — venner og slægtninge havde samlet sig for at sige farvel — et farvel, der for manges vedkommende skulle blive det sidste. Et sidste Kys, et sidste håndtryk — så brusede toget af sted. Lommetørklæder viftede, en enkelt tåre viskedes bort, og så åndede man atter frit. Skolens tvang var ophørt. Nu rejste vi som selvstændige mænd på egen hånd. Feltflaskerne gik flittig rundt, og humøret var på højdepunktet. Det var søndag. Overalt på stationerne var folk på benene. Hvert tog bragte gerne bortdragende soldater, så der var al tid noget at se på. Ved synet af Sorø med dets sø og skove og dets unge damer på perronen blev en glad aspirant så begejstret, at han, medens toget holdt, udbragte et leve for Danmarks dejligste perle, Sorø, med dets endnu dejligere kvinder. Så bruste vi videre. I Korsør kom der allerede en dæmper på humøret; her måtte vi nemlig tage afsked med de kammerater, der over Fyen skulle afgå alt for fædrelandet. 2 til Fredericia. — hvem vidste, -om man nogen sinde sås igen. Et kort lev vel, og så om bord på damperen, der skulle føre os til det mål, vi så længe havde længtes mod. De fleste af os havde aldrig set så meget af vort fædreland før, som i dag. — der lå jo Fyn, Danmarks have, der Langeland, Thurø, thorseng, — nu sejlede man gennem det dejlige svendborgsund. Ved Svendborg lagdes der til. — atter søndagsklædt publikum på broen. — ældre damer, der var rørt ved synet af så megen ungdommelig kanonføde, — for man kunne godt i deres deltagende ansigter læse, at de mente, det blev dog enden på det; — unge damer, der så mere lyst på tingene og sendte ømme blikke til de unge krigere, der drog ud for at vinde officersepauletterne på ærens mark. — atter taler, hurraråben og viften med lommetørklæder. det var den sidste opstrammer. Nu gik det atter mod målet, ud i Østersøen, forbi Lyø, Avernakø, Drejø og hvad alle øerne i dette Danmarks arkipelagus hedde. Snart viste sig ude i horizonten de høje skrænter af alses østkyst. — nu nærmede vi os med stærkg skridt til Dybbøl, hvor vore brødres blod daglig flød. — jeg følte mig så underlig til mode; men inden vi nåde ind i høruphav, havde jeg igen mandet mig op, — snart skulle vi jo i land for at fremstille os for vore respektive regimenter. Der uden tvivl ville blive glade ved denne nye tilvækst. Der blev endnu en gang rettet på uniformen. Man måtte jo imponere ved sin gode holdning og ulastelige påklædning. Det lakkede mod aften, da vi gik i land. Et broget liv mødte her vort øje. Fiskerlejet høruphav var stationen foi- den store transportflåde. der skulle tilføre arméen på Dybbøl, hvad den behøvede. — — desuden var her hovedstationen før arméens træn med der til hørende store vognparker, hvis kuske for største delen var sydslesvigske bønder, der under retræten fra Dannevirke ufrivillig med deres køretøjer havde måttet følge arméen, og som nu alt i mange uger havde været skilt fra hjem og familie, hvilket deres ydre bar tydelige spor af. — slesvigske og holstenske gendarmer holdt orden i dette Chaos. Foruden kuske, søfolk og gendarmer sås dog også en del militære af alle våbenarter spredt hist og her. På landgangsbroen stod nogle temmelig smudsige og vist næppe ganske ædru infanterister og artillerister. » Du! hvad er det for nogle snørestøvler? « bemærkede den ene. » Det er dissehersens knapgafler, « Svarede den anden, » de skal natyrligvis over og spille lieutnanter for gamle soldater, som har våren med lige nede fra Dannevirke, det er nogle varme herrer. Bare de ikke får ondt, når de skal over i skanserne. Mon de har husket at tage hofmandsdråberne med. « Det var vor første modtagelse. — den var just ikke meget opmuntrende, men man måtte bide det i sig. Vi var jo endnu hverken fugl eller fisk, da aspirantdistinktionerne ikke en gang gav os så megen myndighed som en underkorporal; vi var hverken officer, underofficer eller menig. Det gjaldt nu om at finde vore regimenter; det var jo åbenbart af yderste vigtighed, at vi så snart som muligt meldte os til tjeneste. — der blev en spørgen efter, hvor dette eller hint regiment var at træffe, men i reglen fik vi intet, eller et undvigende svar. Ingen synes at vide noget. — til Sønderborg måtte vi i alle tilfælde for at få nogenlunde rigtig besked. Det var lidet lystige udsigter, der var endnu over en mil der til, og mørket var faldet på, men en aspirant, der var kendt i egnen, påtog sig at være vor vejviser, og af sted gik det så ad en genvej, gennem den mørke tavse sønderskov ad uvejsomme stier og i gåsegang. omsider brødes mørket af et lysskær langt ude, det var lysene i Sønderborg, der strålede os i møde. Da vi kom nærmere hørte vi en summen som fra en bikube, det var tummelen af de mange mennesker i den stærkt belagte by. Her var hovedkvarteret og alle de mindre stabskvarterer, og her lå der al tid mindst en Brigade i selve byen foruden alle de tropper, der stadig passerede igennem den på deres vej til og fra stillingen. På gaderne og i husene vrimlede der af soldater. Nu kunne vi kammerater ikke længer holde sammen, vi måtte spørge os frem, til vi hk bestemte oplysninger om vore afdelinger, og under al denne spørgen tabte vi hverandre af syne i sværmen. Kun to kammerater, der skulle til samme regiment, som jeg, holdt endnu sammen med mig. Ingen af os vidste, hvor regimentet var; vi henvistes til divisionskvarteret, og her fandt vi omsider ud, at vort regiment lå i reserve i barakkerne på Dybbøl. Derover måtte vi så, vi mente, det var af største vigtighed, at vi meldte os endnu samme aften. En skikkelig gammel divissionsskriver, der kendte lidt til mine kammerater, påtog sig at følge med som vejviser. — af sted gik det ned ad hovedgaden og sidegaderne mod broerne, hvor gendarmernes skarpe øjne målte enhver, der begav sig over uden kommando. Af og til hørtes et drøn ude fra skanserne. — og nu! — nu så jeg med en blanding af gru og dyb ærefrygt mine længslers mål — dybbølbjærget — liggende for mig der ude i den stjerneklare nat som en stor sort kæmpe... En gang imellem måtte vi springe til side for en galoperende ordonants med mæl dinger fra forposterne, ellers var alt så fredeligt og stille her ovre. Så gik det op ad den stejle bakke, til vi omsider nåde barakkerne, der som en stor by med lange snorlige gader og tværgader strakte sig på begge sider af vejen. Husene i denne by bestod kun af stråtage med b ræddegavl og et lille vindue i hver ende. Langs midten af hver hytte var en gang, begrænset på begge sider af lave brædder; imellem disse og tagskægget var der lige plads til de menige, der i lange tætte rækker strakte sig i halmen, der var spredt på gulvet. For enderne af hver sådan gade år officerernes hytter. Disse var naturligvis betydelig mindre men ikke synderligt mere komfortabelt indrettede med undtagelse af, at der fandtes et træbord og to bænke samt en lille ovn. I en af disse hytter fandt vi omsider regimentsstaben indkvarteret. Chefen var gået til sengs i halmen, men regimentsadjutanten, overlægen og flere officerer af regimentet var endnu på benene. De to førstnævnte, der hørte til her. var i færd med den alt andet end krigerske idræt at stoppe strømper, medens en oppasser, havde travlt med at fyre i den lille langbenede ovn, der lignede en edderkop. Noget forlegen stillede vi tre aspiranter os op indenfor døren med stram militær holdning og hånden til huen. » Vi har den ære at mælde os til tjeneste ved regimentet, « sagde jeg og overleverede det fra skolen medbragte brev. » Hvad fanden vil de her på denne tid af døgnet «? lød svaret med et godmodigt grin fra adjutanten. Da ingen af os svarede føjede han til: » Gå de bare hjem til Sønderborg og læg dem, og hvis de så har tid og lejlighed kan de jo se her over i morgen. « — å! hvor jeg følte mig skuffet ved den modtagelse. så gik vi igen, betydelig slukørede og flove, ad byen til. Derovre på den anden side af sundet lå den amfiteatrask beliggende by, der ved skæret fra de mange lys tog sig storartet ud i den mørke nat. Lidt efter var vi igen inde i sværmen. Da lød på en gang fra et fuldttonende orchester » Den tapre landsoldat «. Det var tappenstregen, der med brigademusikken i spidsen drog op gennem byen, efterfulgt af mer end et tusend jenser, der sang med af hjærtens lyst. Under disse kendte toner hoppede hjertet i livet på os, og vore skuffelser var som blæst bort. — sådan skal det være! Hurra, hurra! » Gå de hjem og læg dem « — havde han sagt. Ja det var nu lettere sagt end gjort. Det var næppe, man kunne finde en ledig plads på en trappesten, end mindre en seng. Den gamle skriver kom os dog atter til hjælp. Han gav os anvisning på en beværtning, hvor vi efter nogle vanskeligheder tik reddet os lidt aftensmad. Så bad vor skriver os tage til takke med lejligheden i stabens skrivestue. Vi gik da til sengs, hver på et par stole, men det uvante leje skaffede os ikke megen søvn i øjnene; desuden var der hele natten et rykind af ordonantser og stabsofficerer, der bragte og modtog mældinger. — officererne så noget skævt til denne indkvartering og brummede af og til noget; men den gamle klarede al tid ærterne. Det var næsten en lettelse at komme op igen og strække de stive lemmer næste morgen. Efter en kop kaffe og et toilette ved vandposten sagde vi farvel til vor gæstfrie vært og begav os over broen for at se om regimentet var stået op. Jo, det var opstået og i fuld aktivitet. — mandskabet var hovedsagelig i færd med pudsning, der rigtignok indskrænkede sig til den højst nødvendige afgnidning af geværerne. En dilettant i hårskærerkunsten producerede sig i en grøft. — en del var i færd med morgenkaffen, der nødes stående og serveredes af kvinder, der næsten.var lige så sorte som den drik, de skænkede ud. En tæt røg blandet med Duft af stegt flæsk, cichorie og andre delikatesser, mødte en overalt fra de omliggende grøfter, hvor mange kokke var i færd med tilberedelserne til frokosten. nu viste regimentsadjutanten sig. han havde hørt om vort komme og gav os anvisning på det kompagni, ved hvilket vi skulle mælde os. Min kaptajn, en ældre veteran, der i første krig var blevet såret i benet i slaget ved Fredericia, havde atter været så uheldig denne gang at blive såret ved mysunde. Han havde nylig, skønt næppe helbredet, igen overtaget kommandoen over kompagniet. — da han så os, så han næsten ud som han ville sige: » Hvad fanden skal jeg nu gøre med de fyre. « Men han rakte os dog hånden og bød os velkommen til kompagniet. Dette var efter omstændighederne godt forsynet med officerer. Det havde foruden kaptejnen en gammel karakteriseret lieutenant, — der efter at have været underofficer i første krig var gået over i civil tjeneste, men som ved krigens udbrud atter havde mældt sig; endvidere en svensk gardeofficer, der som så mange andre tapre svenske og norske havde stillet sig til disposition i nødens stund for det betrængte broderland — og endelig en ung reserveofficer, der fungerede som premierlieutenant. de indbød mig til en frokost på feltfod, bestående hovedsagelig i en » Naturalbøf «. Da vejret var strålende dejligt, indtoges bøffen i det fri og nødes af den pande, hvorpå den var stegt. Panden blev stillet på jorden, midt imellem os. — regimentet, der havde haft en seks dages tur i stillingen, skulle ligge her til om aftenen, for derpå at marchere over på Als i et tre ' dages kantonnement. Det var ikke efter mit hoved. Jeg ville heller have været ud i skanserne, hvor det gik løs. Jeg måtte i stedet for nøjes med en privat tur derud for dog at kunne sige, at jeg havde lugtet krudtet. Det. jeg så, var dog endnu kun legeværk imod hvad det blev senere. Fra broagerbatterierne sendtes jævnligt granater over mod venstre fløj; men da de alle kom fra samme retning, forstod man ganske godt at dække sig imod virkningerne af dem, hver gang skildvagten på brystværnet råbte sit » Broager dæk «. Da jeg kom tilbage hen ad aften, stillede vort regiment til afmarch. Det var første gang, jeg så det samlet. Det var et imponerende syn at se disse 1600 mand opstillede i en lang linje på to geledder. Jeg kunne overse det hele, da jeg stod foran fronten for at blive præsenteret for regimentschefen og kompagniet » under gevær «. — men hvor så de dog ved nærmere eftersyn ud, disse folk! « var det virkelig et af de tapre kulsvierregimenter? Lyseblå forstærkningsmænd - med den islandske trøje stikkende frem af kappen — og mørkeblå linjesoldater blandede mellem hverandre. uniformerne så umådelig skidne og falmede ud og det var næppe nok, at de folk tog piben ud, mens de skuldrede for regiments- chefen. mange havde en solid knippel hængende ved siden, den kom under Marchen straks frem. Et par træsko kunne man også se i geleddet, og uldne tørklæder om halsen hørte næsten mere til heglen end til undtagelserne. Musik manglede begimentet aldeles, instrumenterne var forblevne hjemme i garnisonen, for at musikerne kunne fordeles ved kompagnierne som hornblæsere. — men hvad var det der langt nede på venstre fløj af begimentet! — jeg syntes, jeg så en bekendt skikkelse — var det muligt? — jo vist, det var jo den lille fløjmand fra skolen » Halvvenstreom «. han var altså ikke bleven hjemme hos sin moder. Nej han havde straks, da han forlod skolen, mældt sig som frivillig. Det havde knebet hårdt for ham at opnå den gunst at få lov til at komme med. fortaltes der, men han var jo ihærdig, og det lykkedes ham omsider. jeg hk nu ansættelse som halvdelingsfører og i følge denne betroede stilling indtog jeg straks min plads bag geleddet. Sektionen svingede ud. og tilbage gik det så over broen, gennem Sønderborg ud på landet ad veje, hvor støvet lagde sig tykt og tæt om os. I landsbyerne stod langs vejene medlidende kvinder med spande fyldte med vand for at kunne læske de mange tørre ganer. Gamle koner stod med hænderne foldede på maven og så på os. » U hab! u hah! de sølle soldåt

1894_Bruhn_DenUngeFrue

Massi

Massi

Bruhn

Den Unge Frue

male

male

dk

Bruhn

Den Unge Frue

Bruhn

Den unge Frue

y

roman

Madsen-Lind

KB

nan

nan

O

Hvor det bredte sig — og hvor det groede — det forbandede ukrudt! — man kunne næsten høre med hvilken fart, det skød op af jorden i det velsignede grødevejr. Som skinnende guld lyste fandens mælkebøtter over hele den højadelige løventhalske græsplæne, og tidslerne stak i vejret med knejsende sikkerhed og strakte de gråbrune, skarpkantede blade op mod den sollyse himmel. — ja, om det så var de små jomfruelighvide gåseurter, var de brudt gennem det hegn, kulturen en gang havde sat for dem, og havde taget jorden i besiddelse; — den bløde, varme muldjord, der i sit skød nærede det spirende liv med samme moderømhed enten det skyldte rose eller tidsel sit ophav. Gamle Anders havemand støttede sig på sin spade og kastede et langt, håbløst blik ud over den blomstrende plæne. Hans liv var gledet hen i en mangeårig kamp for at holde ukrudtet borte fra de løventhalske enemærker. Han havde som en trofast, udholdende tjener sat hele sin kraft ind på dette arbejde; men nu — på hans gamle dage — var det nær ved at gro ham over hovedet. Det var til at fortvivle over, — hvad skulle det dog blive til? — det var ikke som i salig kammerherrens tid; — da var der flugt og fart i al ting på løvegården. Den gang var arbejdskraften billig og tyendet kendte det som en hellig pligt at være herskabet lydigt og underdanigt. Uden knurren åd arbejderen i de tider sin grove, tarvelige kost i sit ansigts sved. — aldrig var der tale om ret eller uret, som nu i den sidste tid, hvor det forfærdelige kunne ske, at folket, — den menige mand, — kom og krævede sine menneskerettigheder respekterede lige så fuldt ud som herskabets! — bestemt fritid såvel som arbejdstid, og intet arbejde uden kontant betaling — hed det al tid nu. Cj og det var netop med kontanterne, det kneb så svært her på løvegården; det vidste ingen bedre end gamle Anders. Han rystede på hovedet, drog et dybt suk, spyttede i hænderne og tog så igen resigneret fat på spaden. Hvad nyttede det, at han sørgede? — hans gamle, rystende hænder manglede jo kraft til at holde det uvejr borte, der nærmede sig løvegården. Han så jo, hvorledes Klinte og tidsel bredte sig ud over de slet dyrkede marker — lige så vel som her i parken. År efter år blev høsten dårligere; de sidste løventhalere havde aldeles mistet evnen til at gøre sig jorden underdanig. Gamle Anders hang med liv og sjæl, med en trofast naturs hele ensidighed ved løvegården og den slægt, der i mere end hundrede år havde besiddet den. 1 åringer havde han følt det som en personlig lidelse, hver gang der blev solgt et stykke jord fra gården eller taget en ny prioritet op i den. Han havde tænkt og spekuleret i det uendelige på at tinde et middel, der kunne bringe gårdens drift i samklang med tidens fordringer. Men til alle de ny indretninger, som landbruget nu fordrede, skulle der penge... mange penge, — og hvor skulle de komme fra. Gårdens indtægter forslog langtfra til at tilfredsstille den nuværende ejers fornødenheder, langt mindre til at sætte gården i en ny og bedre drift. Junker Mogens, ( som han endnu af gammel vane kaldtes der på egnen ), var det sidste mandlige skud af en gammel tysk adelsslægt, der under Kristian den sjette blev indkaldt til Danmark. Hans stamfædre havde ligesom stamfædrene for de andre tyske adelsfamilier, der på den tid oversvømmede Danmark, begyndt deres løbebane her under glimrende vilkår og havde indtaget fremragende stillinger i landet. Endnu i begyndelsen af det nittende århundrede var familien rig og anset, men efter at kammerherren,junker mogens’ bedstefader ved sin dødelige afgang fra denne verden havde set sig nødsaget til at nedlægge sit myndige herredømme over løvegården, var det med rivende fart gået ned ad bakke med familiens velstand. Kammerjunker Mogens løventhai havde i en alder af tredive år overtaget gården så påhæftet med gæld, at der ikke kunne blive salt til et æg til ham, når hver kreditor tog sit. Ikke desto mindre lykkedes det ham dog endnu et par år at fortsætte det lystige liv, han hidtil havde ført i hovedstaden; men i de sidste år havde han, efter at have taget sin afsked som lieutenant i garden, opholdt sig på løvegården for selv at overtage godsets drift, hed det sig. Da han kom hjem, afskedigede han straks forvalteren og mejersken, fordi der skulle spares på folkeholdet, — og kvægbesætningen blev yderligere udtyndet, fordi der skulle skaffes penge til de allermest påtrængende udgifter. Da disse bedrifter var udførte, stod imidlertid alt stille igen. Ingen tog sig mere af landbruget på gården. Folkene udførte deres arbejde planløst og uordenligt. Høsten, der kun var dårlig i sig selv, kom for sent i hus og blev derved aldeles ødelagt. ligeså lystigt kammerjunkeren før havde levet, lige så stille gled hans liv hen her på løvegården. Han var bleven sky og indesluttet, holdt ikke omgang med nogen af egnens familier og talte næsten aldrig til andre af gårdens folk end gamle Anders havemand. I kammerjunkerens barndom havde Anders været hans intimeste ven og fortrolige, og noget af dette venskab havde holdt sig gennem årene. For kort tid siden havde Junker Mogens, da han en dag tilfældig mødte Anders i haven, i samtalens løb betroet ham, at det nu stod så galt fat med hans affærer, at der var al sandsynlighed for, at hans ejendomme om kort tid ville komme under hammeren. Han havde fortalt det ganske roligt og tilføjet, at det måtte nu komme, som det ville, han havde jo altid den udvej at skyde sig en kugle for panden. Han ville naturligvis ikke overleve at se løventhaiernes gamle slægt vige for den første den bedste Hansen, Petersen, eller hvad det plebejiske ukrudt nu måtte hedde, der for penge kunne købe den sidste løventhaiers fædrenehjem. denne sørgelige meddelelse var det, som i den sidste tid havde berøvet Anders søvn og madlyst. Det var også det, som i dag gjorde hans arbejde tungt og håbløst. Hvad skulle det blive til? — hvad skulle det blive til? — det var omkvædet på alle hans tanker. Skulle de fremmede, — folk der ude fra, — komme og tage hans unge herres ejendom? — nej, nej! — det kunne ikke ske, Vorherre levede endnu.... » Halløj, Anders! Her er noget for dig at studere på, om du ellers har glarøjnene med dig her ude. « Anders vendte sig hurtig mod den retning, hvor lyden kom fra. Blodet skød op i kinderne, og der gled et glad, lyst smil hen over det gamle, rynkede ansigt, da han så postbudet, som stak et brev ind til ham gennem en åbning i tjørnehækken. Nå endelig, endelig kom svaret. Da postbudet var gået, smed Anders sig i græsset og åbnede brevet. kære fa'er! Jeg kan her ved lade jer vide, at så vel Ole Mortensen som vore børn og jeg selv er ved god helsen, og vi håber at spørge det samme fra jer, kære far! Ligeledes skal jeg sige jer, at vor hingst, den røde Baldur, fik første præmie ved dyrskuet i Frederiksborg. Af nyheder ved jeg ellers ingen. Hvad det nu anbelanger med de penge, i skrev om, så har jeg haft en hård nød at knække med vor far, hver gang jeg har snakket om det til ham. Pengene har vi jo; men Ole, der ellers er den skikkeligste og hjælpsomste mand, solen kan skinne på, han kan nu ikke for sin død fordrage det adelige rak, som han kalder dem på løvegården. Han kan aldrig glemme, at de er af dem, der i fordums dage torterede bondestanden som umælende bæstier og behandlede dem, som om de havde været jordens værste ukrudt. Ja, se det siger nu Ole al tid, og så kan han heller ikke lide, at i, kære, gamle fa’er, går og slider jer op på løvegården som en simpel arbejdsmand, mens her står en opredt seng og alt, hvad vort hus formår, om i kom til os og levede jeres sidste dage her i fred og ro. Nå! Mens jeg ingen vegne kom med Ole, når jeg snakkede om pengene, fik Maren Lisbeth tingene i orden. Den tøs kan nu gå ind og ud ad sin fa’er med store træsko på, som man siger. Der er sat ti tusend kroner ud for hende til medgift; dem har hun nu fået sin far snakket for, at han skal låne jer. Du må selv ordne det med lånet, og sikkerhed forstår sig, — for med junkeren vil vor fa’er intet have at skaffe. Og så siger han, at da det er Maren Lisbeths velfærd, han betroer dig, så sørger du som ærlig mand for, at hvad der er erhvervet ved flid og sparsommelighed, at det ikke bliver forødt i frådseri og lediggang. Maren Lisbeth rejser i morgen over til dig med pengene, hun har nu sat sig i hovedet, at hun selv vil til Fyen for at se til sin gamle bedstefa’er. Ja, det er et stolt stvkke pigebarn, kan 1 » o 7 du tro, og så oplært hun er, sikke smør hun kan lave, og sikken hun kan udlægge sin tale for os, siden hun har været ude blandt folk, ja, du vil glæde dig, når du hører det. Nu kun flittige og kærlige hilsener fra din trofaste og hengivne datter Karen Margrethe Andersdatter. Gamle Anders foldede hænderne. » Vorherre ske tak! og vende alt til det gode, « mumlede han mellem de skælvende læber. Junker Mogens og Maren Lisbeth! — det kæreste for ham her i verden. Nu skulle hun komme og bringe lykke til gården. Og han — gamle Anders — den ringe tjener, var måske udset til som et redskab i Herrens hånd at bringe hjælpen. Anders havemand krammede forlegent sin hat mellem hænderne og stirrede ufravendt på sine hosesokker. han kunne ikke rigtig finde ord for det, han ville sige til junkeren. Nu da han stod her midt i den store havesal med al dens forslidte pragt, tabte han rent modet til at komme frem med sit tilbud. Endelig så han med et hjælpeløst blik op til familieportrætterne på væggene. — men alle disse fornemme herrer og dejlige damer, der skuede ned på ham med deres kolde, døde smil, gjorde ham endnu mere beklemt om hjertet. Så standsede hans blik til sidst ved det store billede af kammerherren, » salig kammerherren «, der hang over Junker Mogens skrivebord. det hjalp. Han syntes, kammerherren smilede til ham med det samme brede, venlige smil som den gang, da han for 50 år siden gav ham bestillingen som gartner på løvegården. » Hold tjørn og tidsel ude og værn om jorden til dit herskabs gavn, « havde han den gang sagt. Hvor Anders i dette øjeblik huskede ordene. — de fik en ny og stor betydning for ham. » Jeg har gjort mig så dristig at komme her op, hr. Kammerjunker, « sagde Anders hurtigt. » Jeg tror, jeg ved råd, så vi kan klare tingene denne gang og så måske få frist til at afvente bedre tider. Jeg har penge, mange penge, som jeg kan låne dem, om de bare vil tage derimod, kære unge herre! « Kammerjunkeren stirrede forbavset på Anders. » Hvad er det for noget forbandet sludder, du der kommer med! — plager fanden dig! — hvor Pokker skulle du have fået penge fra?.... Penge! Hvad kalder du for mange penge? — « » 10,000 kroner, hr. Kammerjunker. « » Hvor skulle du få dem fra? — og hvad skulle det for resten forslå til en så bundløs gæld som min? « » Pengene har jeg ærlig og redelig lånt af Maren Lisbeth, og Maren Lisbeth siger selv, at om der blev taget ordentlig fat både på mejeriet og avlingen her på gården, så kunne der blive noget stort ud af det — det kunne smide noget ordentlig af sig. « » Maren Lisbeth? — hvad er det for en velhavende visdomsugle, der har siddet på dit tag og fyldt dit hoved med alle de galehustanker? « Kammerjunkeren brast pludselig i en høj, skurrende latter. » Maren Lisbeth! — ja, lad os få fat på hende, du gamle; det må være Pokker til tøs. « Anders rettede sig. Han følte det som noget krænkende, at kammerjunkeren talte i en sådan tone om hende. Hans lille, lyse, gode pige, der var kommet til ham ligesom en solstråle midt i al den mørke, tunge stilhed, der hvilede over dette sted og alle dets beboere, — hende skulle der ikke gøres nar af. » Maren Lisbeth er mit barnebarn, « sagde han med selvfølelse: » Hun er datter af Karen Margrethe, hende, der blev gift både til gård og velstand der ovre på Sjælland, som kammerjunkeren nok husker. Hun gik ind til en stolt ejendom og en god mand, fattig tøs som hun var den gang. Og det vil jeg sige, — hendes datter, Maren Lisbeth, som kammerjunkeren nu ler af, hun er både honnet og vel opdragen til al slags, både fint og groft, kan jeg sige dem. — vil de selv se og snakke med hende, nu hun er her, skal de høre, at hun kan svare for sig så pænt og fornuftigt, at det ikke ville gøre nogen fin dame til skamme. « » Nå, nå, gamle! « sagde kammerjunkeren og klappede Anders på skulderen. » Godt ord igen, du trofaste, gamle sjæl! Så du har gået og spekuleret på at pille fjerene af din egen familie for at stoppe hullerne i vor forfaldne rede med dem. — nej, Anders! Det kan jeg dog ikke tage imod. Jeg har endnu så megen ære i livet, at jeg ikke vil trække flere med i faldet end højst nødvendigt. — og falde må det hele; der er ingen redning mere for os. — alle de gyldne hjælme og skjolde må falde, mine damer og herrer! « Han bukkede med forceret lystighed for familieportrætterne. » I må ned af væggene en af dagene. her hjælper ingen » kære moder « længer. — det bliver folket, — » det gemene folk «, som det hed i eders sprog, der nu vil komme til at regere på løvegården. — ser du, Anders, jeg er jo den sidste usle levning fra den gamle tid. Jeg har mine forfædres fornemme vaner. Jeg har levet på slægtens traditioner uden at have arvet dens formue eller dyder. Når det gamle ikke duer mere, må det vige pladsen for det nye, — der for resten heller ikke duer. Derfor må jeg nu vige, det er det hele. « » Nå så er meningen nok, at Herren ikke vil tage mod hjælpen, kan jeg forstå. — men det er ikke kønt af Herren at være sådan — sådan stolt, bare fordi jeg er en simpel mand. Havde det været en af de fine prekeratere inde fra byen, en af dem, der flår skindet af folk og smider dem fra dynen i halmen, så havde det været en anden sag, — for det er folk, der kan gøre taler, så selve fanden må røres der ved. — men når en simpel mand, der mener det ærligt og redeligt, kommer, — så har vi tor megen ære i livet til at tage imod den hånd, der rækkes, fordi den kun er en arbejdsnæve. — fy, — han skulle skamme sig lille Junker Mogens! — skamme sig både for Vorherre og salig kammerherren og alle de andre højfornemme folk, der ser ned på ham der fra væggene. « Under denne lange tale, den hidsigste og skrappeste Anders nogen sinde havde vovet at holde til sit herskab, havde han langsomt nærmet sig døren. Her vendte han endnu en gang et spørgende, bønfaldende blik mod kammerjunkeren; men denne sendte ham et kort, afskedigende nik og satte sig i sin sædvanlige stilling ved skrivebordet med hovedet hvilende i hænderne, medens blikket fra et par sorte øjne stirrede træt og ørkesløst ud i rummet. Anders sukkede dybt, stak fødderne i træskoene, som han havde ladet stå uden for havestuedøren, og gik så, langsomt og forknyt, gennem parken tilbage til det lille gartnerhus, der i mere end 50 år havde været hans hjem. # * fuldmånen kastede sit skarpe lys gennem det klare, hvide gardin, der var trukket for vinduet, og gled som en skinnende sølvstribe ind i det lille Kammer, lige hen på sengen, hvor Maren Lisbeth lå og sov. Hun bevægede sig uroligt frem og tilbage på lejet og strakte i søvne hænderne i vejret, som om hun ville dække sig mod det påtrængende lys. Men månen havde ingen medlidenhed med hende; dens stråler kyssede dristig hendes blottede arme, spredte sig over hendes hvide bryst, kastede et lysende skær over hendes gule hår og stak hende lige ind i øjnene, så hun blev vækket derved. Hun sukkede et par gange dybt og rejste sig så op i sengen. Luften i kamret var tung og varm. Gennem det halvåbne vindue trængte en stærk, sød, krydret Duft ind til hende fra den blomstrende syrenhæk, der som hegn lukkede sig tæt om den lille plet have, hvori gartnerhuset lå. Maren litbeth følte sig så underlig til mode. Duften og månelyset gjorde hende svimmel og urolig. — der strømmede så mange tanker ind på hende. Nu her i nattens stilhed var det som om alle bedstefaderens bekymringer rejste sig omkring i krogene. — de blev levende og klamrede sig fast til hende. — de hørte med til luften i huset. De havde allerede fanget hende og gjort hende tung om hjertet. Gamle Anders havde om aftenen fortalt hende mange sælsomme ting om den slægt, der havde levet her på løvegården. Hans naive tro på løventhaiernes storhed havde gjort hans beretninger så brogede og pragtfulde, at det for Maren Lisbeth havde lydt, som om det var ridderæventyr han fortalte hende. Hans fantasi rugede over alle disse fortidsminder og de sagn, der var knyttede til gården. De var vokset i ensomheden, og de var til sidst voksede sammen med ham selv. Og med dem voksede denne dybe, stærke tro på, at der måtte ske noget, der kunne redde hans herre ud af fattigdom og elendighed. denne tro var bleven en slags religion for ham. Denne aften havde han imidlertid været aldeles modløs efter sin samtale med Junker Mogens. Skulle der komme hjælp, måtte det ske snart, meget snart, før hans gamle øjne lukkedes, ellers ville han ikke finde ro i graven, — det følte han, og det havde han sagt til Maren lisheth. — — Maren Lisbeth tog sig angst til hovedet. Var det muligt? Var der noget, der kunne fængsle et menneske ud over graven? — noget af det, mennesket her havde lidt og stridt for? — hvad var det, der lå bag ved graven? Nej det var ikke til at udholde at ligge her og tænke på alt dette i disse lyse, gådefulde nattetimer. Hun syntes, at hun måtte kvæles af angst, om hun blev et øjeblik længere i kamret. Så tog hun en rask beslutning, sprang hurtig ud af sengen og klædte sig på. Da hun var færdig, skød hun sagte døren op og listede sig så gennem havelågen ind i parken, der omgav løvegården. Her ude trak hun igen vejret let. den friske, kølige forårsluft gjorde hendes tanker klarere. Der måtte tages hurtigt og energisk fat, om her endnu skulle udrettes noget. Junker Mogens havde selv stødt den redningsplanke bort, som hendes bedstefader i dag havde budt ham. — han var vidst en dårlig fyr, en sygelig, egoistisk lediggænger — denne Junker; — men hun følte alligevel en underlig sympatisk medlidenhed med dette menneske, som hun aldrig havde set. Hun blev så blød om hjertet ved tanken om, at han måske nu sad der oppe i det store, forfaldne hus og rugede over sin egen vanmagt og sin stolte slægts forfald. Om hun kendte midlet, der kunne redde ham ud af denne håbløse tilstand! — jo hun vidste et middel! Nu i dette øjeblik faldt det hende ind. Kunne han lære at arbejde; — lære at agte det legemlige arbejde, forstå dets værd! — om noget kunne bringe ham til at sætte den smule livskraft, han endnu ejede, ind på at dyrke den jord, hans slægt havde udpint og ødelagt! — om han kunne indse, at han plantede et nyt adelsmærke i sit rustne Skjold, når han gav jorden tilbage, hvad hans forfædre havde røvet den, så — ja så var han reddet! Men hvem skulle lære ham det? Hun? Ja, i de romaner, hun havde læst, skete der tit sådan noget; men i virkeligheden? Nej det var alt for latterligt-! Han ville da tro, hun var gal. — måske smide hende ned ad trapperne, om hun, sådan en simpnl, enfoldig bondepige, ville komme og moralisere for at belære den stolte adelsmand. Men hun ville gøre det alligevel! Jo, det skulle lykkes! Maren Lisbeth var en romantisk natur. På den folkehøjskole, hvor hun havde opholdt sig, havde hun fået en sværmerisk begejstring for » Jeanne d1 ark « efter at have hørt et foredrag, der handlede om denne heltindes liv og levned. — det var troen på en stor mission, der havde givet Jeanne d1 ark mod til at tage fat på et for alle menneskelige øjne håbløst værk.---------- tanken om denne ideale heltinde gjorde i dette øjeblik Maren Lisbeth glad og styrkede hendes beslutning. Her havde hun jo selv fået en mission i livet. —' den ville hun sætte al sin kraft ind på at udføre. Hendes natur var imidlertid så sund, at hun kunne se aldeles praktisk på den opgave, hun ville forsøge at løse. Her var ikke brug for højtravende talemåder, når hun henvendte sig til junkeren. Hun måtte gøre ham et praktisk forslag, der kunne vække hans interesse. Og dette forslag var egentlig allerede fuldt færdig. Maren Lisbeth, der efter eget ønske var oplært og uddannet til at blive en dygtig mejerske, havde straks set, at det var ved en udvidet mejeridrift, at løvegården kunne ophjælpes. De store engstrækninger, der hørte til gården kunne føde en brilliant kvægbesætning. Mejeriet måtte her kunne blive gårdens velstandskilde. Hvis hun kunne få junkeren til at gå ind derpå, ville hun selv overtage styrelsen af mejeriet her på gården. næste morgen ville hun bringe ham sit forslag og tale med ham der om. Hun følte, at hun havde et sundt, praktisk grundlag at bygge på. Medens hendes tanker var sysselsat med udkastet til denne fremtidsplan, havde hun uafbrudt vanker omkring i parken på kryds og på tværs, uden plan eller mål for sin vandring. Men så standsede hun til sidst sin gang, da hun var lige ved hovedbygningen, der lå foran den store græsplæne, hævende sig i skinnende, spøgelseagtig majestæt op over den udstrakte flade. Den så kold og fornemt afvisende ud, denne bolig, som den lå der i månelyset, bevogtet af to stenløver, der lå udstrakt ved opgangen til den brede, åbne veranda; — men den drog hende alligevel til sig med en mystisk magt. Hun måtte der hen, — måtte sidde et øjeblik i skyggen — se det underlige, gådefulde hus lige nær ved, før hun gik hjem. Her var jo ikke et menneske.... og hun var så varm og træt.... Hun kunne da nok hvile sig lidt, — sætte sig på en af løverne. Løverne? Ja, hvorfor ikke? de var bare af sten, og der var jo ingen, der så hende, eller fik noget at vide om hendes nattevandring. Maren Lisbeth havde kun siddet et øjeblik, da en skarp, knirkende lyd gennemskår den natlige stilhed. Hun så forskræmt op mod verandaen, hvorfra lyden kom; men der var intet levende væsen at se der oppe. Det var rimeligvis ikke andet end en dør, der var sprungen op. Lidt efter hørtes imidlertid den samme lyd igen, og denne gang trådte der en mand ud af døren. Han blev længe stående på verandaen og så sig om, som om han betænkte sig på, om han skulle gå ned eller blive, hvor han var. Hun så, at han var barhovedet, — og nu så hun tillige, hvad der næsten tog vejret fra hende, at han havde en pistol i hånden, og at han omhyggelig undersøgte dens løb. Han udstødte et tungt, forpint suk, tog sig til hovedet og mumlede: » For fej til at leve og for fej til at dø. Å så ussel er jeg nu bleven. « Men så hævede han med pludselig energi hånden, hvori han holdt pistolen, op mod hovedet. I samme øjeblik sprang Maren Lisbeth med lynets hurtighed op ad trappen og rev pistolen ud af hånden på ham. » De får ikke lov til at gøre det, Junker Mogens! « sagde hun med dirrende stemme og kastede pistolen langt ud på græsplænen. Han tumlede et par skridt tilbage og stirrede på hende, som om hun havde været et spøgelse. » Hvad? — hvem er det? — hvad vil? — hvad vover? — — « Hans stemme tabte sig i en hæs uforståelig strubelyd. » Jeg ville holde dem fra at begå en forbrydelse, « svarede hun og stillede sig dristig foran ham. » Jeg har noget at sige dem, jeg har et forslag at gøre dem, noget jeg vil bede dem om, en tjeneste forstår de; « — hun snappede lidt efter vejret. » Min bedstefa’er, gamle Anders — — « Junkerens sammensunkne skikkelse rettede sig pludselig. Dette navn klarede til dels hans begreber. Den rædsel, der et øjeblik havde grebet ham ved synet af den uventede nattegæst, veg pladsen for en dirrende, sydende følelse af raseri, der brusede op i ham, da det gik op for ham, hvem denne kvinde var, der på en så påtrængende måde havde vovet sig ind på hans enemærker for at belure og udspionere ham. Det var frækt, usigeligt frækt; — han følte det som en dødelig fornærmelse. Og dog lå der bag ved denne følelse noget usigeligt lettende og frigørende. Det rædselsfulde øjeblik var skudt ud for en stund. Det var en skikkelse af kød og blod, der stod for ham. — ungt, varmt blod. — han kunne næsten føle hendes ånde, så nær stod hun ham. han kunne slå hende, gribe hende — skælde hende ud — kryste hende ind til sig.... Følgende den sidste indskydelse, slyngede han armen om livet på hende og så hende ind i ansigtet. » Når en skønjomfru søger en mand op om natten, kan meningen vel kun være en.... Nå, de er velkommen, siden de selv byder dem til, « sagde han og lo hende ind i ansigtet. Maren Lisbeths kraftige hånd tildelte ham et temmelig ublidt puf. » Fy for Pokker! er de sådan en flab, « Sagde hun vredt og rev sig med et rask tag ud af hans omfavnelse. Mogens så forbløffet på hende. » Hvad vil de da? — de må indrømme, at jeg var berettiget til at antage...., « sagde han lidt stammende. » At de havde ret til at fornærme et værgeløst pigebarn, hvad de rimeligvis antog mig for at være. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg har mod og kræfter til at forsvare mig, som de ser, ligesom jeg for et øjeblik siden havde mod og held til at forhindre dem i at begå en dumhed. « Han kunne se, at hendes kinder flammede, og at hendes øjne lynede i vrede mod ham, der var en ubøjelig vilje præget i hvert et træk. Hun var dejlig i dette øjeblik, dejlig som en åbenbaring, som hun stod der for ham i det blege, gryende dagslys. Der var noget hos hende, som han måtte bøje sig for, noget, der bragte ham til at skamme sig over sig selv. » Om forladelse! « sagde han næsten ydmygt og rakte hende hånden. » Jeg skammer mig over min råhed mod dem; men jeg er et nervøst, fortvivlet, ødelagt menneske, der ikke mere er herre over sig selv. — det var ikke nogen velgerning, de gjorde, — hverken mod mig eller samfundet, da de før skred ind og rev mig bort fra en beslutniug, jeg sandelig med overvindelse havde kæmpet mig op til. Jeg er en flab, som de siger, hvorfor lod de mig ikke være i fred. Hvad ville de her på denne underlige tid, hvor ellers alle sunde, nor3i male mennesker ligger i deres senge og sover den retfærdiges søvn? « Maren Lisbeth rystede med trohjærtig venlighed hans hånd. » Herre gud, de er måske alligevel ikke så dårligt et menneske, som de selv bilder dem ind. De må se at få mod til at leve og tage dem noget ordentligt til. Vi bønder tror nu, at når et menneske bare har et ordentligt arbejde, så glemmer han at fange griller. Har man først et arbejde, der kræver ens tid og kraft, så har man, min tro, ikke lejlighed til at dø, før Vorherre kalder en. « Junker Mogens brast i latter. » Vil de, at jeg skal arbejde? — skal jeg grave jorden, og dyrke den i mit ansigts sved? « » Ja, det kunne de jo sagtens, de er jo både stor og stærk. « » Nej, de er virkelig morsom! — og jeg som troede, at der for mig intet nyt var under solen i retning af kvinder.... Jeg har dog aldrig funden mage til dem i min praksis. Ved de hvad, Maren Lisbeth! Er det ikke dette vidunderlige navn, den vidunderligste, der endnu har vist sig for mig, bærer? — Maren Lisbeth! De giver mig lyst til at leve, når jeg bare havde noget at leve af.... « Han gjorde igen et ubetænksomt forsøg på at lægge sin arm om hendes liv. Men et blik ind i hendes kække, klare øjne forknyttede ham straks. » Vil de ikke gå ind og sidde lidt hos o o mig og tale med mig, « sagde han og åbnede havestuedøren. » Nej tak! ikke nu, men må jeg komme igen en gang i dag og tale med dem. Jeg har, som jeg før sagde dem, noget jeg ville bede dem om. « » Allerede bevilget forud, min smukke dame. « • Mogens bukkede med et lidt lapset galanteri for hende. » Tak! — men er de nu også sikker på, at de ikke lover mig mere, end de vil holde, « spurgte hun og så smilende op på ham med et par glade, troskyldige barneøjne. » Aldeles sikker. « » Nå, så god morgen da. « hun gjorde et lille kniks og begyndte at gå ned ad verandatrinene. » Må jeg følge dem? « råbte Mogens efter hende. Hun vendte sig hurtig om og så på ham. Det var slet ikke barneøjnene mere, de var så strenge nu. » Ja, når de vil.... « » Opføre mig ordentlig, — ja naturligvis, — det vil sige, jeg skal prøve på det, jeg er så fordærvet og uopdragen; men de har en egen opdragelsesmetode, som vist passer for mig, — den kommer de til at anvende, når det kniber, « sagde han og lo. Der var noget smittende ved hans latter i dette øjeblik, så hun måtte le med. » Så de synes om min måde at opdrage på, — ja det er nu på bondsk, « Sagde hun med et skælmsk, ubevidst koketteri. » Ja, jeg tror virkelig, den kan gøre os til venner, hvis de vil anvende den en gang imellem overfor mig. « De gik hver på sin side af den brede gang, der førte gennem linde-alleen ned til granplantagen. han gik hele tiden og kæmpede med en ubændig lyst til at gå over ved siden af hende. Denne kraftige, levedygtige, unge kvinde drog ham som en magnet. Hans syge, sanselige natur begærede hende i samme øjeblik, han så hende; men på den anden side aftvang denne bondepige ham forunderligt nok en respekt, han aldrig før havde følt for nogen kvinde. Han havde mange gange været, hvad han kaldte forelsket; men forelskelsen havde hos ham været en hed attrå blandet med en vis overlegen foragt for de kvinder, han begærede. På denne tid af dagen plejede han ellers kun at være ude, når han med tungt hoved, sløv og dorsk efter en eller anden nattesvir vandrede hjemad gennem en af de store byers mennesketomme gader, hjemførende en følelse af kvalmende livslede som vederlag for nattens udskejelser. Det var så nyt for ham at gå her i den kølige, dæmrende morgenstund og indånde dens friskhed, medens solen rejste sig purpurglødende over jorden og kastede sin luende stråleglans ind mellem træerne ud over den dugvåde jord, der udåndede en Duft af forårets spirende livskraft. Og hun, — hun måtte høre sammen med foråret, — det var jo naturen selv i hele dens sunde, primitive frodighed, der åbenbarede sig for ham i hendes skikkelse. Underligt at hun var kommet til ham netop nu, da tilværelsen kun syntes at have et at byde ham, — selvopgivelse. Hun gik stadig fuldstændig tavs der ovre på den anden side af den afskyelige gang, der adskilte dem. Han undrede sig over, at han aldrig før havde lagt mærke til, at den var så bred.... Han længtes efter at tale med hende; men han vidste ikke, hvad han skulle sige som indledning til en samtale. — han følte sig generet over for hande. — hun var hverken frøken eller demimonde — — bare en ung kvinde — derfor var det så rasende svært. Bare han dog turde gå hen til hende, bare tage hendes hånd og lægge den ind i sin, så gik det såmænd nok. Hun var da ikke andet end et fruentimmer, når alt kom til alt, — nej, han turde alligevel ikke. Pludselig fik han en idé. Her var en sti, der gennem granskoven førte ind til gartnerhuset; — han kunne knapt huske den mere, — den var vist meget længere og helt tilvokset, men så havde han da et påskud til at rvkke hende lidt nærmere, når de gik ad den. » Jeg skal vise dem en genvej til deres bedstefa’ers hus, « sagde han og bøjede ind ad stien. Maren Lisbeth fulgte tillidsfuldt efter ham. Han gik foran og løftede grenene til side for hende. Nu var de hinanden ganske nær, men det hjalp ikke, de var alligevel ikke komne hinanden nærmere end i alléen. » Når de nu kommer hjem til gartnerhuset, hvad så? — går de så i seng? « Spurgte han og vendte sig om mod hende. » Nej, kors da! — nu er det jo dag, « Svarede hun halvt forskrækket ved pludselig at stå ansigt til ansigt med sin ledsager. » Og de sover jo aldrig om dagen, det vil da sige, efter at solen er stået op? « » Nej, dagen er jo til at arbejde i. « » Ja, for dem, der har arbejde, — det har jeg nu ikke; derfor sover jeg om dagen og går op og ned ad gulvet om natten; for man kan desværre ikke sove al tid. « » Når de ikke har noget at bestille, så skulle de bare gå ned og se på deres marker, hr. Kammerjunker, — så ville de ikke mere lede om arbejde; der er såmænd nok at tage fat i her på gården. — jeg har aldrig set noget så forsømt som dette sted. De skulle se hjemme til vort, — der er orden i krammet, kan de tro. « Han vendte sig igen bort fra hende og fortsatte turen ind gennem krattet. Hendes bemærkninger havde stødt ham. — hun var dog, når det kom til stykket, ikke andet end en uopdragen bondetøs, selvgod og dum. Hun ville belære ham! — jo pyt! — han skulle lære hende noget andet; — men det måtte der tid til.... Morsom var hun alligevel i sin naive tro på, at hun kunne lave ham om til et arbejdsdyr. — ham — Mogens løventhai! Da de kom i nærheden af gartnerhuset, sagde han farvel til hende med et kort buk og en svag løften på hatteskyggen. Hun rakte hånden ud mod ham, men han lod, som han ikke så det. Hun skulle lære, hvem hun havde for sig, den bondetøs! » Jeg venter dem klokken tolv for at høre deres andragende, « sagde han og slentrede så langsomt tilbage ad stien gennem skoven. Præcis i det øjeblik, tårnuret på løvegården slog tolv, trådte Maren Lisbeth ind i havesalen, hvor Junker Mogens plejede at modtage folk, der søgte ham i forretningsanliggender. han sad bøjet over sit skrivebord og var tilsyneladende så fordybet i gennemlæsningen af nogle gamle, gulnede dokumenter, at han slet ikke bemærkede, at hun trådte ind i værelset. hun blev et par minutter beskedent stående ved døren. —

1889_BruhnM_EtAegteskab

Massi

Massi

Bruhn

Et Aegteskab

male

male

dk

Bruhn

Et Aegteskab

Bruhn

Et Ægteskab

En Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

Ifølge kvinfo er forfatteren ikke født Massi men Masine

nan

nan

O

„ Estter! hvad siger du til dette? “ sagde doktor krabbe, idet han rakte det brev, han selv lige havde læst, hen til sin hustru. Hun så uden synderlig interesse på brevet. „ Skal jeg læse det straks eller kan det vente, til jeg er færdig med at ordne dine bøger? “ Spurgte hun. Fru estter var vant til at læse sin mands breve, hun havde sådan en god hukommelse, der pligttro gemte alt, hvad han selv var tilbøjelig til at glemme. „ Nej, læs det straks min ven, det er fra Oluf Hansen, ham du véd, der nu er mirakeldoktor i København. Han har jo blandt andre også helbredet din moder for hendes nerveonde. Din familie derovre var ude af sig selv af begejstring over ham, da jeg sidst talte med dem — ja, den fyr har forstået at gøre karriere, “ sagde dr. Krabbe og lo, „ de nervelæger, de nervelæger det er nogle store skælmer! “ „ Oluf Hansen! “ Blodet steg op i estters blege, bløde kinder og gød sig et øjeblik som en varm strøm over hele ansigtet. Dette navn kom til hende som et minde om noget fint og blødt, en dunlet hilsen fra ungdom og forår, fra noget, der rent var glemt, noget, der slet ikke var noget. Hun vendte sig hurtig om imod vinduet og læste: „ Kære krabbe' du ønsker, at jeg skal sende dig en ung læge over, der kan passe din praksis, medens du er udenlands. — hvad mener du om, at jeg selv overtog den? Det at være på moden her i København er aldeles opslidende, så for mig vil det være en sand rekreation at komme bort fra byen i 14 dage. Spørg nu din frue, om hun vil have mig i indkvartering under mit ophold i Jylland, vi er jo gamle bekendte, jeg har en gang i min grønne ungdom været svært skudt i hende — mærkede du ikke, hvor skuffet jeg blev, da du snappede hende fra mig? Nå, du skal nu ikke blive forskrækket, jeg har for længst passeret min ungdoms lykkelige og ulykkelige forelskelser, jeg siger desværre, for det er alligevel trist at være så helt erotisk udslukt, når man ikke er mere end 33 år. ja, nu betragter jeg egentlig sagen som afgjort, og jeg føler en drengeagtig glæde ved tanken om at bytte mine nervøse fruer med dine hedeboere. Anbefalende mig til dig og frue, er jeg din gamle kammerat olut Hansen. “ Der var noget i brevet, der øjeblikkelig jog estters stemning bort. Hun holdt ikke af den flotte måde, hvorpå hun så ofte hørte mænd tale om det, de en gang havde beundret, hun syntes, den mangel på pietetsfølelse var så ufin. Hun vidste, at hun næsten aldrig havde tænkt på ham, men hun følte dog nu, at hun i en eller anden krog havde bevaret en illusion om, at han ikke var som alle andre. Hun lagde brevet i vindueskarmen og gik hen til sin mand. „ Kan den anden læge her i byen ikke passe din praksis, medens du “ er borte? Du mener jo, at rejsen og lægemødet i Berlin kun vil tage 14 dage. “ „ Nej, véd du hvad estter, det kan jeg ikke indlade mig på. Gamle dr. Hald er en skikkelig mand, men betro ham min praksis det gør jeg ikke; der er flere af mine syge, jeg kun tør overlade til en mand, jeg har fuld tillid til. Det har jeg til Oluf Hansen, og, når du så vil støtte ham med dit personalkjendskab til byens og egnens folk, så kan jeg være rolig under min fraværelse, for så er jeg sikker på, at alt bliver passet som det skal. Altså telegraferer jeg til ham, at jeg venter ham, for du har vel ikke noget imod, at han kommer? Det er jo en af dine gamle tilbedere, sér jeg, — ja, du var også en Pokkers køn pige den gang. “ „ Jeg vil helst være fri for ham, men når det ikke kan være anderledes, må vi jo tage imod ham, “ sagde estter og gik hen til bogreolen og fortsatte sit arbejde. * * * to dage efter kom dr. Oluf Hansen med aftentoget fra København. Estter stod alene nede ved havelågen for at modtage deres gæst, når han kom fra stationen. Hun var ked af, at hendes mand for et øjeblik siden var bleven kaldt bort i praksis. Hun havde hele dagen haft en trykkende følelse af, at noget uhyggeligt og fremmed nærmede sig, der ville bryde ind i hendes fredelige og ensformige tilværelse. Det var naturligvis den hede, tordensvangre luft, der gjorde hende tung i sindet, men hun kunne ikke lade være at sætte det tryk, der hvilede over hende, i forbindelse med den gæst, hun ventede. Hun skammede sig selv over den generthed og uvilje, hun følte, der var jo ikke spor af mening deri. „ Bare han dog snart kom, at hun kunne få den modtagelse overstået, — han må jo snart være her. “... Hun bøjede sig ud over lågen og lyttede efter vognen, der skulle bringe ham. Der kommer den! Nej, det var uvejret, der dumpt og drønende nærmede sig ude fra vest. Hvor himlen lige med et blev kulsort! Lyn på lyn glimtede i skinnende, skærende zigzag, og nu faldt der allerede et par store, tunge regndråber. Nej, her kunne hun da ikke stå og vente. „ Frue! “ Dr. Hansen var kommen gående ad markstien, der løb bag havegærdet; han stod lige ved siden af hende, uden at hun havde hørt ham komme. ‘ „ Fru krabbe! “ Nu så hun ham først. Deres øjne mødtes i et langt, undersøgende blik. Så rakte hun ham hånden. „ Hvor de dog forskrækkede mig, hr. Doktor, “ sagde estter og lo lidt nervøst. „ De slår ned ligesom lynet, netop i den retning, hvor man mindst venter det. “ „ Tilgiv frue, at jeg således overrumplede dem, jeg fik lyst at gå hertil fra stationen, de stier, man ikke kender, er altid de mest fristende. Da jeg kom hen imod lågen, så jeg dem, jegstandsede et øjeblik, jeg kunne ikke modstå at iagttage dem for at sé, om der var noget af den gamle estter tilbage, hende, nå — hende, jegforlængst har begravet. Himlen gjorde da sit til igen at vise dem i bengalsk belysning for mit undrende blik. Heldigvis var der ikke meget hos dem, der i det øjeblik mindede om deres gamle jeg, da var det dronning estter, nu er det Fru krabbe, der som høflig værtinde stod i døren til sit kongerige for at modtage en fremmed. Nå, jeg vil sikkert befinde mig vel i deres kongerige, frue, og jeg håber, de vil blive mig en nådig herskerinde. “ „ Ja, jeg skal gøre det så hyggeligt for. Dem under min mands fraværelse, som jeg kan, men de vil sikkert få det meget kedeligt her, her er jo så stille og ensformigt i vor lille by, “ sagde estter i en ligesom undskyldende tone. „ Sådan en ensomhed, hvor naturen yder så meget og menneskene så lidt, er det mindst ensformige, jeg kender. De, som lever her, véd.ikke hvad ensomhed er; det er noget, man kun kender fuldt ud i de store byer, midt i selskabslivet, midt i tummelen..— ensformigt kalder de det her, — sé på himlen, havet, heden, alt hvad der omgiver dem, frue, alt det har de at byde en gæst, det er uforfalskede varer. — jeg elsker naturen, hvor kulturen endnu ikke har sat sit spidsborgerlige stempel. Jeg hader kulturen, fordi jeg føler, at jeg selv, og alt hvad jeg holdt af, kun er forkvaklede produkter af denne kultur. — nå, frue! Jeg begynder nok der, hvor jeg sidst slap, den gang: „ im wunderschønen Monat maj “, da himlen var blå og alle træer lysegrønne, kan de huske, da holdt jeg også foredrag for dem om naturens dejlighed. — å, de skulle bare have vidst, hvilken vidunderlig elskværdig, naiv fyr, jeg den gang var, — det var før mit kulturhad begyndte. “ Estter rakte ham hånden. „ Jeg vil være glad ved at høre dem fortælle, ligesom de gjorde i gamle dage derude på landet. De lærte mig en hel dél af, hvad der interesserede dem selv; jeg var rigtignok så dum og uopmærksom da... nu vil jeg blive en taknemmeligere tilhører, fordi der i tidernes løb er bleven så mange tomme rum, der trænge til at udfyldes med nye tanker. Vi ville blive venner ligesom før, ikke sandt? “ spurgte hun hjerteligt. „ Venner, frue? tror de endnu på venskab mellem mand og kvinde? det gør jeg ikke, det siger jeg dem straks. “ Estter så forbavset på doktoren; den bløde, dybe stemme havde lige med et fået et skarpt, ubehageligt tonefald, der sårede hendes øre mere end det uvenlige i ordene. De vare under samtalen nåde op til huset. Spisestuedørene stod åbne ud til haven, og hængelampen kastede et muntert skær ind over det dækkede aftensbord. Det hele interiør gjorde et hjemligt indtryk på doktoren. Det tiltalte ham, at estter straks med husmoderlig interesse gav sig til at ordne en eller anden lille bagatel ved serveringen; en kvinde, der manglede sands for huslighed og hygge, var i hans øjne en rén uting. „ Her er brilliant hos dem, frue, “ sagde han oprømt. „ Jeg vil gøre dem den tilståelse, at jeg er gruelig sulten, og at jeg er dem meget taknemmelig, fordi de så hurtig stiller mig ansigt til ansigt med aftensbordet. Véd de hvad, frue, spise og sove det er dog, når alt kommer til alt, de eneste virkelige glæder, livet har at byde en. “ „ Er de også bleven så prosaisk! sådan havde jeg slet ikke tænkt mig dem, jeg kan ikke kende dem igen, doktor, “ sagde estter leende. „ Troede de endnu, at den yngling, de en gang kendte, var bleven stående ved sit enfoldige sværmeri for måneskin og kildevand, en hytte og hendes hjerte?... Nej, frue, en god bøf, det er en langt mere praktisk nydelse, den efterlader ikke tomhed eller flovhed! — ah! Der har vi husets herre! “ Herrerne hilste hjerteligt på hinanden. Dr. Krabbe var i glimrende humør, det var en sjælden nydelse for ham at have en gæst, som han kunne tale med om det, der mest interesserede ham, hans videnskab. Han spurgte og fortalte, og efter bordet fortsatte herrerne samtalen i udelukkende videnskabelig retning. Det, de talte om, havde optaget dem så fuldstændig, at det så ud, som om de begge to rént havde glemt estters tilværelse. Hun havde sat sig hen i en lille sofa, der stod i en dyb karnap, som gik ind fra det ene hjørne i hendes mands værelse. Det var hendes yndlingsplads i huset, her havde hun drømt, og her havde hun arbejdet. Det morede hende at sidde stille og ubemærket her og iagttage de to mænd, medens de i samtalens løb gik op og ned ad gulvet. Der var en rolig sikkerhed over krabbes skikkelse, hovedet var temmelig stort i forhold til figuren, men ansigtets linier havde en rén, klassisk form og en lidenskabsløs ro, der gav dette hoved en statuelignende skønhed. Håret var meget mørkt og øjnene store med et blidt, forunderlig distrait udtryk, der ofte gjorde indtryk af, at han var langt forud for eller langt borte fra det, han talte om. Hvor de dog vare forskellige disse to mænd! Oluf Hansen var alt for blond, alt for høj og tynd. Gangen var urolig, hver bevægelse uberegnelig og overraskende; men alligevel underlig smidig og karakteristisk. Der var hos ham en øjeblikkets harmoni mellem sjæl og legeme, der virkede betagende og fængslende. Når han talte om noget, der interesserede ham selv, rév han sine tilhørere fuldstændigt med sig. Hvad enten han udtrykte sig skarpt og spottende eller med varme og inderlighed, var der altid en blændende naturlighed, en tro på, en given sig hen i, hvad han sagde. Det var altid et stykke af sig selv, han gav det menneske, han talte med. Pludselig midt i samtalen med krabbe standsede han foran estter. „ Hvor det dog er mærkeligt, at vi to nu skulle komme til at arbejde sammen! jeg hører til min store forbavselse, at de er aldeles fortrolig med deres mands praksis. Sik’en lykkelig fyr, du er, krabbe; du har forstået at trække det store lod i ægteskabets lotteri. “ „ Ja, hun er en praktisk, nyttig lille én, rigtig fornuftig af en kvinde at være, “ sagde krabbe. Han lagde armen om estters liv. Samtidigt, med et mislykket forsøg på at undertrykke en gaben, bøjede han sig ind mod estter for at kysse hende, men hun vendte hovedet bort, skød hans arm lempelig til side og gik med et hurtigt godnat til herrerne, ud af stuen. * * * det var lykkelige dage, estter tilbragte i Olaf Hansens selskab, dage, på en gang så fulde af hvile og nydelse. Den urolige, higende længsel ud mod det formløse, ubestemte havde lagt sig til ro. Hvert øjeblik havde været så uendelig rigt på harmoni og forståelse. Hun havde ikke tænkt tilbage, ikke sét fremad, bare levet i nuet med hele dets unævnte sødme. Oluf havde straks benyttet sig af krabbes anvisning. Han talte med estter om sine patienter og sin praksis, rådførte sig med hende og belærte hende samtidig på en ejendommelig hyggelig og kammeratlig måde om mange ting, der vakte hendes interesse og fyldte hendes modtagelige sind med nye indtryk. Hun blev lidt efter lidt livlig og meddelsom, og kom hurtig til at stå på en fortrolig fod med ham. Det forbavsede ham ofte at se, hvor praktisk hun var, og det glædede ham, at hun med udélt interesse og personlig opoffrelse af tid og bekvemmelighed, tog sig af de fattige og syge i sin mands distrikt. — hun havde altid noget tilovers, hvor der virkelig var trang, og hun forstod at anvende de midler, hun rådede over, med gavmildhed og økonomi. Oluf Hansens beundring for estter, som han for længst troede udslukt, begyndte på ny at spire. Hun var så sød, så hyggelig og så huslig. Når han var borte fra hende, greb han sig ofte i at tænke på hende, egentlig kun på hende... og så længtes han efter at komme hjem igen. — længtes... hvor det var latterligt, at han længtes, men det lykkedes ham ikke at bortræsonnere denne følelse. For første gang i sit liv begyndte han at føle, hvad et hjems hygge egentlig var; det havde hun lært ham i disse få dage, de havde levet under tag sammen. „ Når man lever i deres hjem, Fru krabbe, får man en aldeles vanvittig lyst til at gifte sig, de er sådan en udmærket reklame for det i vor tid så ofte mishandlede og bagtalte ægteskab, “ sagde han en dag til estter. Estter blev rød i hovedet ved denne kompliment. det var en afskyelig svaghed, hun havde fået i den sidste tid, men det gav hendes udseende noget ungt og pigeagtigt sart, der klædte hende udmærket. „ Jeg kan ikke forstå, at de kan sige det, doktor, “ svarede hun. „ Jeg er så gammeldags og ubetydelig; de tå huslige dyder, i eg besidder, kan umulig vække beundring hos en så moderne mand som dem. Dersom de gifter dem, må det være med et menneske, som står på samme højde, som de selv, f. Eks. en kvindelig læge. — ja, jeg tænker også ofte på, at en sådan kvinde kunne have gjort min mand langt lykkeligere, end jeg kan. Han føler sig sikkert ofte meget ene her. Han er så indesluttet. Han mangler noget, noget jeg ikke forstår at lægge ind i vort samliv. Det har jeg lidt en smertelig følelse af. Der er et tomt rum imellem os. Jeg har ofte forsøgt at bringe ham til at forstå det. — jeg har arbejdet på at komme til at stå ham nærmere, åndelig talt. Men han har aldrig set andet i mine forsøg end mine evners brist. Jeg tror, han har fundet det barnagtigt og håbløst. „ Du er jo god nok, som du er, du lille, hvorfor vil du så plage både dig og mig med at lære ting, du dog aldrig vil få nogen fuld forståelse af, “ Siger han altid til mig, når jeg gør ham et eller andet spørgsmål, der ligger udenfor det rent jævne, der betragtes som kvindens område. Han ser i mig et væsen af ringere Art, der må behandles med mildhed og overbærenhed, — en skabning, der må hygges om. Hustruen er jo i et velhavende hus hjemmets dyreste luxusgjenstand. Hende må der kæles for og fredes om, ikke fordi hun ejer menneskeret som mandens jævnbyrdige, men fordi hun er tilværelsens ophav... Moder til mænd. “ Oluf stirrede forbavset på estter. Var det muligt, at det var hende, der udtalte sig så bittert? Han kendte hende kun som den rolige, beherskede unge husmoder. Han troede hende så lidenskabsløs — så jævnt tilfreds med tilværelsen, men nu... Dette pludselige udbrud! - det måtte være årelangt savn, indestængt lidelse, der brød gennem dæmningen nu. Hvad var der skét i dette ægteskab, der så så roligt og lykkeligt ud for andre? Der blussede en tanke op i ham, der bragte hans blod i kog. Hun var ikke lykkelig — nu kunne hun blive hans. Det var en jublende, frydefuld tanke, der kom og sluktes med lynets hurtighed. Et øjeblik efter var han atter fuldstændig herre over sig selv. Han satte sig rolig hen ved siden af estter og så hende ind i det blussende ansigt. „ Kære Fru estter, “ sagde han blidt, „ jeg troer, de gør krabbe uret, han vurderer dem sikkert meget højt. Han har netop talt til mig om, hvilken dygtig og opoffrende hustru de var. De véd, det var ham, der anbefalede mig at søge råd og bistand hos dem. Uden det havde jeg næppe selv forstået at benytte mig således deraf, som de véd, jeg har gjort. Jeg har grund til at være krabbe taknemmelig, fordi jeg har lært dem at kende på ny og netop på denne måde. Jeg har aldrig truffet en kvinde, der således forstår at supplere en mand i hans gerning, som de gør. Troer de nu virkelig, at en videnskabelig dannet kvinde, en kvindelig læge, for at bruge deres eget morsomme eksempel, kunne have været det for deres mand, som de er, som de må være for ham? Eller tror de, hun kunne blive det for mig? Jeg betragter det som umuligt for mit vedkommende, og jeg tror, jeg kan svare det samme for krabbes. Sér de, frue, det må være et farligt eksperiment at gifte sig med en kvinde, der er éns kammerat og kollega. Ikke fordi jeg har det mindste imod at arbejde sammen med en kvinde, hvor dygtigheden findes skal det ene køn have samme ret til at bruge sine evner som det andet. Men en hustru — min hustru, skal ikke være som jeg, hun må slet ikke ligne mig. Alt hvad jeg selv mangler, vil jeg søge at finde hos hende. Kun så er ægteskabet, hvad det skal være, og kun så bør det bestå. Jeg må finde den højeste sympatti og den fineste, dybeste forståelse hos min hustru, uden det — slukkes ilden. “ Deres samtale afbrødes af pigen, der meldte, at der var vogn fra landet efter doktoren. Oluf rejste sig hurtigt. „ Farvel, frue! godt, at der er noget, der hedder arbejde, og noget, der hedder pligt, her i livet, og at det kalder på os og holder os oppe i vore svageste øjeblikke, “ Sagde han, idet han gik ud af stuen. Estter blev siddende ved det åbne vindue, efter at han var gået fra hende. Hendes blik gled drømmende ud over den solbeskinnede græsplæne, i hvis midte roserne svulmede i rødmende rødt i den dirrende, varme sommerluft. Roser mættede med liv og lys. Haven så ud som et lille stykke Paradis, hvor længsel og savn var lukket ude, hvor ingen tanke ud over øjeblikket turde liste sig ind. — udenfor... ja, der var den store, urolige verden med hele det mylrende liv... men her — det var hendes egen lune, lille rede. Men denne rede, var den ikke alligevel for trang? Var det ikke et underligt celleliv, hun havde ført her i år og dag? Den sugende, tærende længsel efter det, der hverken havde form eller navn, hvad var det? Jo, nu vidste hun det, det var savnet, der havde siddet til huse hos hende. Savnet af ikke at eje sin mands hele fortrolighed og tillid havde gjort hende indesluttet. Hendes stærke trang til at dele hver lille sorg og glæde med ham havde aldrig mødt sympatti. Han forstod hende simpelt hen slet ikke. Og dog var han på sin måde altid så god og venlig imod hende... men denne overbærenhed... denne beskyttende, nedladende venlighed — det var den, der gjorde hende så underlig kold — hun, som længtes mod liv og varme. Somme tider, når hun følte, at ensomheden ligesom lukkede sig om hende, ønskede hun, at der måtte ské noget, der på en voldsom måde kunne gribe ind i hendes tilværelse. Om hun blev dødssyg, eller han, eller barnet — så ville de måske komme til at forstå hinanden bedre, blive knyttede fastere til hinanden igen... Men der skete ikke noget; dag efter dag var svunden begivenhedsløst hen indtil nu, — nu da han var kommen. — hun havde været så lykkelig i den sidste. Tid — men nu var snart denne korte, lyse sommerdrøm forbi, — nu rejste han snart bort, og de lange triste efterårsdage kom, og så skulle hun fortsætte tilværelsen i det gamle, ensformige spor, og hvad så — hvad så? „ Mor! Mor! ser du mig ikke? “ Estter kiggede ud af vinduet for at se, hvorfra lyden kom. „ Hvor er du, svend? “ „ Kom ud og find mig! “ „ Nej, kom ind til mig, lille svend! “ Drengen kom løbende ind, sprang lige op på sin mo’ers skød og slyngede armene om hendes Hals. „ Mor leger aldrig mere med svend, mor taler altid med den stygge, fremmede doktor. Svend kan ikke lide ham. Svend vil have sin egen doktorfa’er hjem igen, for når far er hjemme, går mor aldrig ud at spadsere med en fremmed doktor, så bliver hun hos svend og leger „ Hyp hest “ med ham. “ Estter knugede barnet ind til sig og kyssede ham heftigt, den ene gang efter den anden. „ Er mor ikke god ved sin lille dreng? “ Spurgte hun næsten ydmygt. „ Jo, min lille, søde mor, “ sagde drengen og puttede hovedet ind til hende som en kælen fugleunge. „ Men, lille mor, jeg kan ikke lide en fremmed doktor, — han skal bort fra os, skal han ikke, lille kære mor? “ Estter satte pludselig drengen ned på gulvet. „ Snak, svend! Far vil gerne have, at den fremmede doktor skal være her. Han vil blive meget vred på dig, dersom du er uartig mod ham — „ den fremmede doktor “, som du kalder ham. Far og mor holder meget af ham, — kan min lille dreng ikke også gøre det? han er så god. “ „ Nej. Svend kan ikke holde af ham, for svend vil ikke, “ sagde barnet og knyttede nervøst de små hænder. Blodet steg ham til hovedet og farvede det lille ansigt rødt, tårerne sittrede i de lange, lyse øjenvipper og brystet bevægede sig hurtigt, som om han forsøgte at undertrykke en hulken. „ Svend skal gå ind i barnekamret til han er artig; når han er sød igen skal mor lege med sin dreng, men heller ikke før, “ sagde estter og førte den modstræbende dreng ind til barnepigen. Svend var et meget nervøst og heftigt barn. Han var betydelig forud for sin alder, intelligent og hurtig til at opfatte alt, men stærkt modtagelig både for sympatti og antipatti. Han elskede sin moder med et fireårigt hjertes skinsyge tilbedelse. Estter havde forvænt ham ved altid at have ham om sig, hun var den eneste legekammerat, han brød sig om. Time efter time kunne hun ofre til hans underholdning, når de vare alene sammen. Derfor havde drengen en så skarp følelse af, at gæsten udelukkende havde lagt beslag på hans mo’ers tid, han følte det som en forurettelse — som noget, der blev taget fra ham. Drengens bebrejdelser havde berørt estter pinligt. Barnet havde jo ret, hun havde virkelig forsømt ham lidt i den sidste tid. Estter kendte egnen på kryds og på tvers. Den alvorlige, tungsindige vestjyske natur havde altid øvet en stærk, sympatisk tiltrækning på hende. Oluf delte hendes begejstring for den natur, der omgav dem. Det var for ham nydelsesrige timer, når han sammen med estter kunne strejfe om ude i heden, uden plan eller mål. I sådanne timer blev han barn igen. Heden var det store æventyrland, som han med et barns dristige fantasi tænkte sig befolket med underlige, gådefulde skikkelser. Væsener, fødte og formede ved tankens lynglimt, stege op fra den blomstrende hedestrækning og bredte sig i mylrende liv der, langt ude i horisonten, hvor aftenrøden syntes at mødes med jorden i et langt glødende afskedskys. Jo dristigere hans phanthasi gik på flugt, jo stærkere drog han estter ind i sine tankers tryllekreds. Netop således, bort fra virkeligheden med hele den trælsomme ensformighed, det var jo det, hun higede efter, det hun ville. — og flugten ind i tryllelandet blev i sådanne timer så let. Her turde hun følge ham, uden at tynges af skrupler over, hvad der var ret eller uret. — for det var jo hverken om ham selv eller om hende han fortalte — de to vare kun tilskuere, — det var hans fantasis børn, der trængte sig frem her ude på naturens store skueplads, — stærke, strålende børn, fulde af lidenskab og begær, der uafviselig stillede kravet om at leve øjeblikkets korte, glade sommerfugleliv, — nuets børn, uden fortid eller fremtid — fri for menneskenes syndebyrde... Når de efter sådanne ture vendte tilbage til hjemmet, var det som en opvågnen fra drøm til virkelighed. Som ved en stiltiende overenskomst drejede deres samtale sig her som regel kun om rent praktiske forhold — ting, der lå lige for i det daglige liv. en dag bragte Oluf en bog til estter, der lige var udkommet. „ Læs den, “ sagde han, „ det vil interessere mig at høre, hvad de siger om den. “ „ Er det en moderne roman, så vil jeg vist ikke synes om den, de moderne bøger er så sørgelige og så virkelige. — når jeg læser, vil jeg mores, opbygges, glædes — bøger skulle forgylde tilværelsen for os i steden for at klæde den nøgen af og vise os en smudsig virkelighed. hvad lærer man andet af deres roman her, doktor? “ „ Bogen er en historie om ægteskabsbrud; det handler jo næsten alle vor tids bøger om, det ligger ligefrem i luften at skrive derom, men hvorfor? ja, det forstår de rimeligvis ikke. “ Da estter havde læst bogen ud, kastede hun den på bordet. Hendes kinder blussede af harme, og hun havde tårer i øjnene, men hun sagde ikke noget til Oluf, der havde siddet og betragtet hende, medens hun læste slutningen af den. Hun rejste sig, gik hen og tog noget garn frem, som hun begyndte at vinde. Det kom i urede, og hendes hænder rystede, da hun forsøgte at bringe det i orden igen. Det forvirrede hende, — det var afskyeligt, at hans blik vedblev at hvile så undersøgende på hende, det var indiskret... „ Nå, frue! hvad siger de så til den? “ Han pegede hen på bogen. „ Det så ud, som om de havde brændt deres smukke hænder på den, da de kastede den fra dem. De kastede sten på den i følelse af egen retfærdighed. “ „ Fy, ja! den er afskyelig, de kunne dog i det mindste have været ærlige, “ svarede estter med lidt dirrende stemme. „ Så-å, frue! så de tror, det er så let at være ærlig. “ Der var et underligt spottende glimt i hans øjne, der irriterede hende, det mindede hende om deres møde den aften, da han kom. Da havde han set akkurat således på hende. „ Jeg sagde slet ikke, at det var let, men jeg siger alligevel, de kunne have været ærlige. Man kan en hel del mere end det, der falder én let, når man vil det, — når man er sanddru, “ Sagde hun hurtig. „ Kan man? “ Oluf rykkede sin stol hen ved siden af hende. „ Er de sådan en stærk, modig kvinde? Sig mig, om det nu var dem, der var stillet således som den unge kone, de har læst om, troer de så, at de kunne trodse sladder og skandale og skære alle de bånd over, som de selv og samfundet nu en gang har lænket dem i, for at gå bort med — give dem hen til — den mand, de elskede, — kunne de, estter? Kunne Fru estter krabbe gøre det? “ Han tog hende fast om håndleddet og så’ hende ind i øjnene. Så spurgte han igen langsomt, dvælende mellem hvert ord: „ kunne Fru estter krabbe gøre det? “ Hun vred sig næsten under blikket fra disse store, tungsindige øjne, der spurgte mere end ordene. „ Fru estter vil ikke være genstand for psykologiske eksperimenter, “ svarede hun og vendte hovedet bort fra ham. Han slap hurtig hendes hånd. „ Fy, frue! De er uhæderlig som alle andre kvinder, de lyver eller skubber dem bort fra alvorlige spørgsmål ved udflugter. Véd de ikke, at mit spørgsmål gjaldt noget dybere og alvorligere end en dårlig lyst til at eksperimentere med en kvinde. For mit vedkommende væmmes jeg ved alle de vaneægteskaber, som vor tid har fostret og fredet om. Var jeg kvinde, ville jeg forsøge at arbejde mit eget køn ud af den fornedrelse, ægteskabet i dets nuværende form påtrykker kvinden. tro mig, indenfor ægteskabets ramme findes de fleste prostituerede kvinder. “ „ Hvad vil de da, at vi kvinder skulle gøre, når vi ikke elske eller elskes længer? “ sagde estter utålmodig. „ Véd de da ikke, at ægteskabet binder med tusender af stærke tråde, der måské er usynlige for alle andre, men som er så seje at gennembryde for dem, der en gang er knyttede i dem. De taler så hånligt om vane — og dog er vane den halve natur. — prøv selv at gøre et brud på det, de har vænnet dem til at betragte som et dogme, — så skal de sé, det er, som om de ville til at øve vold mod dem selv... Så er der børnene... det er ægteskabets stærkeste, uløseligste bånd. “ „ Nej stop, Fru estter! det er netop af hensyn til børnene, at mange ægteskaber burde opløses. hvad mener de om den slægt, der undfanges og fødes, uden at kærlighedens hellige ild er dens ophav? Alle disse uønskede, uvelkomne børn, der snart ville overbefolke vort land, tror de ikke, at de til dels skyldes det lovbeskyttede vaneægteskab. Nej, hvis der findes noget, der hedder synd, så er det, når to mennesker lever sammen og sætter børn ind i verden, hvor ikke den stærkeste sympatti og den inderligste forståelse binder dem sjæleligt og legemligt til hinanden... Det kalder jeg synd mod naturen, og det kan ingen vane, ingen fastslået samfundsmoral undskylde. “ Oluf rejste sig og gik i nogle minutter frem og tilbage i stuen. Han så nervøs og ophidset ud. „ Sig mig, frue! — ja, jeg har ingen ret til deres fortrolighed, hvis ikke min store interesse for dem kan give mig den — sig mig: hvad fremkaldte dette udbrud af bitterhed, der lå i deres ord, da de forleden dag talte om deres eget ægteskab. Er de ikke lykkelig? De er ellers så rolig og harmonisk, så behersket og sikker på dem selv, men i det øjeblik slap de bort fra den form, de ellers er hyllet i. Jeg så et glimt af deres inderste væsen, der gjorde mig angst. Er deres ægteskab allerede blevet et sådant — et sådant som jeg fordømmer? Slæber de også livet hen under vanens åg, så kast åget! kast det for guds skyld, estter! “ Estter brast i gråd. „ Hvor kan de dog nænne det? “ sagde hun i en stille, håbløs tone. „ Jeg har været så lykkelig i denne tid. Jeg har ikke længtes, ikke håbet, ikke ønsket noget ud over øjeblikket. Jeg har ikke tænkt mig træt og tom som ellers, — men nu — nu er det hele forbi... Da de begyndte at tale om ægteskabet, kom jeg til at gyse, det var, som om der gik en sky for solen. — alle disse lyse sommerdage med stille, drømmende lykke, de er nu forbi. — jeg synes allerede, jeg kan føle havgusens kolde, klamme tåge nærme sig ude fra vest... Nu er min stille helligdag forbi, — nu kommer de lange, ensformige dage igen. Jeg vidste, de ville komme, måtte komme, — men jeg skød tanken bort derom, jeg drømte... nu har de vækket mig. “ „ Estter! Fru estter! Tilgiv mig, hvis jeg med brutal hånd har rørt ved deres væsens dybeste, sarteste, smerteligste hemmelighed. Når jeg taler til dem, glemmer jeg somme tider, at det er en anden, jeg deler mine tanker med. Jeg har en følelse af at blive* forstået hos dem, — det har jeg aldrig haft overfor nogen anden kvinde. Også for mig har disse dage været fulde af unævnelig lykke. De har givet min ensomme tilværelse nyt indhold. Estter! om de kunne — om de ville!! “ estter rejste sig hurtigt og strakte hænderne afværgende ud mod Oluf. Hun var dødbleg og rystede stærkt. „ Sig ikke noget, sig ikke noget, “ sagde hun bønligt. „ Lov mig det, rejs, Oluf! rejs, før det er for silde. — lad mig eje mindet om disse dage rent og uberørt. “ Hun gik hen til ham og rakte ham hånden. „ Oluf! min dreng klagede en dag over, at den fremmede doktor havde taget hans mor fra ham... Min lille kære, kære dreng... Svend skal ikke miste sin mor, skal han vel? “ Oluf knugede estters hånd så hårdt, at det sved i den; så slap han den pludselig. „ Estter! jeg vil ikke tage dig imod din villie... Hvor din stærkeste sympatti er, vil du dog havne til sidst — kun den stærkeste skal eje dig. Imorgen tidlig rejser jeg bort herfra. Nu går jeg ud for at ordne alt før min afrejse. Jeg skriver til krabbe og giver ham en fyldestgørende forklaring, fordi jeg ikke kan oppebie hans hjemkomst i morgen aften. Og så, når alt andet er besørget, vil du så endnu skænke mig en hyggelig time i dit selskab i aften? “ Estter stirrede et øjeblik forskræmt på ham uden at svare. „ Nej, vær ikke bange, Fru estter! “ sagde han hurtigt, „ intet ord, som de selv ønsker usagt, skal mere komme over mine læber, medens jeg er i deres hus. “ * * * Oluf og estter sagde ude på verandaen. Det var en varm, måneklar aften. Der var noget stille og festligt i lyset og luften, der omgav dem, der ligesom trængte mindet om deres sidste, bevægede samtale i baggrunden. Ingen af dem talte. De nød begge den tavse hvilen ud i hinandens selskab. De havde ikke mere at sige hinanden. Ord ville nu være så underlig profane og meningsløse. Endelig rejste Oluf sig. „ Tak, Fru estter! Tak for denne fredelige stund — det var lykke. Der er noget underlig helligt ved øjeblikke som disse, hvor hvert higende begær har lagt sig til ro, hvor lidenskaben er slumret ind som et træt barn, — sådan har denne aften været for mig. Det er et klenodie, en relikvie, jeg nu lukker inde i mindernes helligdom. Det har de givet mig, Fru estter, “ sagde han og bøjede sig ned og kyssede hendes hånd med et hurtigt „ Godnat “. „ Bliv Oluf! bliv endnu et øjeblik, gå ikke endnu. “ Der lå en klagende, tonløs smerte i hendes stemme. Han vendte sig hurtigt imod hende. Hendes øjne strålede ham i møde med febersyg glans. „ Estter, hvad vil du mig? Vil du følge mig nu? “ Han trak vejret så dybt og tungt, som skulle det sprænge brystet. Så nærmede han sig og strakte armene ud mod hende, men hun skød ham med pludselig heftighed bort. „ Nej! Nej! rør mig ikke! hør ikke på hvad jeg siger. Ser du ikke,

1893_Brummer_EnKamp

Therese

Therese

Brummer

En Kamp

female

female

dk

Brummer

En Kamp

Brummer

En Kamp

Familieinteriør

n

roman

Cammermeyer

KB

nan

nan

O

I. Ved Middelfart 15/6 86. Kære moder! Du skal ikke sende mig det tøj, jeg skrev om. Jeg tager hjem allerede på torsdag. I de sidste dage har vi haft et ihærdigt regnvejr, så jeg slet ikke har kunnet arbejde. Mine to strandpartier er jeg forresten bleven færdig med. Strandliggeri og kroliv har jeg fået nok af. Da jeg ikke har haft noget at læse, har jeg af mangel på andet tidsfordriv opholdt mig inde mellem de andre pensionsgæster. Jeg har hørt dårlig musik på det forpinte klaver, der egentlig kun kan hvæse og hvine — jeg har nydt brokker af literært vrøvl om fjorgammel juleliteratur — har måttet gøre strejftog på den sidste udstilling med et uhyre af en kunstkender, og har diverse gange fordybet mig i betragtninger over dagmarteatrets fremtidige skæbne. Overgemt københavneri på landet er omtrent lige så forfriskende som blområdne pærer. Jeg har fået nok af Lillebælt. Småt er her — rigtig pænt forresten. Skov og strand med skrænt og kløfter. Lidt tilbage lige over for ligger Fredericia og misser til os med sine røde Tage. Snoghøjs hvide mure kigger ud imellem træerne, som om de ser efter færgen — efter den gode gamle tid, da det selv spillede en rolle i trafiken. Jeg har som sagt fået nok af det alt sammen og længes efter at komme hjem igen til Fredensborg — efter at gå op og ned ad alleerne i slotshaven sammen med dig og drøfte alt tænkeligt. Sådan som vi plejer — som vi har gjort, så længe jeg husker. Ved du hvad — du har i grunden forkælet mig svært. Det, at leve så meget med dig, har gjort mig kræsen lige over for andre. Hvem kan slå til, når jeg anlægger dig som målestok? En teologisk professor, der har været her, før jeg kom, har glemt » Jacob bøhme « nede i » Salonen «. Jeg kiggede lidt i den forleden og så, at han et sted siger: » I guddommen er både det salte og det sure. « Jeg kom til at tænke på dig ved de ord. I dig er også både det salte og det sure — derfor er du så forfriskende. Men det er sandt — du holder ikke af, at man roser dig. Jeg husker nok den gang, jeg havde læst Hermans digt til hans moder højt for dig. Jeg var selv rørt, for det var nu virkelig kønt, men du afbrød mig: » Du må aldrig skrive Vers til mig, Aksel! « så du skal blive fri, også for en ode i prosa. Men i al simpelhed siger jeg bare det: du er og bliver den første for mig. Nu står det der — du må finde dig deri. Hils fader, hvis han forresten kan huske, at jeg er borte. Han siger vel hver evige morgen, når han rejser sig fra ttebordet: » Er Aksel ikke stået op endnu? « og du svarer — just ikke altid med overdreven blidhed: » Men husker du ikke, at han er på Fyen? « — å, jeg ser og hører det hele! Sig til fader, at jeg har læst hans » Rebekka « Højt her på kroen en regnvejrsaften. De fandt den mageløs: » Gud, sådanne yndige Vers! « ja, de glider virkelig nydeligt. Akkurat som gelé, der smelter på tungen — men er også borte med det samme. Nå ja, det var nu den mode. måske den kommer igen, så kan man tage de gamle kisteklæder frem og klippe efter dem. Din Aksel. Fruen havde læst brevet et par gange igennem, så rejste hun sig for at lægge det i sin mappe. Døren til haven gik op, og professor Bekker kom ind. Han var en høj, mager mand på nogle og treds. De regelmæssige træk var bievne endnu skarpere skårne af alderen. Det hvide, bløde hår lå strøget tilbage, så at den høje, noget skrå pande trådte stærkt frem. To dybe, mismodige folder trak sig ned imod munden og skæmmede dens fine form. Øjnene var store, lidt udhvælvede, halvt skjulte af øjenlågene med noget dovent og drømmende i blikket. Den blege, matte hud gav fysiognomiet et lidende, affalmet udtryk. » Brev? Er der noget til mig? « » Nej, det var til mig fra Aksel. « » Nå. « — professoren gik hurtig gennem stuen. » Jeg skal hilse dig fra ham — han kommer snart hjem. « » Nå, — « kom det ligegyldigt. » Han skriver, at han har læst din » Rebekka « Højt for selskabet. « Professoren standsede. » Nej virkelig! Det glæder mig! Hvad syntes de om den? Å, lad mig se brevet! « » Jeg har allerede gemt det. Men jeg husker ordene. De fandt den alle sammen meget smuk. De var rørte over den. « » Det glæder mig virkelig meget. Ja, det tør jeg nok sige selv, der er store skønheder i den. Mødet med Isak f. Eks. — ethvert ufordærvet sind må føle sig betaget af det. Det er kun den letfærdige tidsånd, som — — ja, det keder dig — det ved jeg. « Fru Bekker trak lidt på skuldrene. » Nej, kede mig — — men det er — — noget pinligt. Jeg synes, du lader dig alt for meget oprive af en kritik, som du dog ikke vurderer. « » Vurderer? « kom det med et bittert smil, » vurderer? Jo, den vurderer jeg efter fortjeneste. Det er forresten ikke alene mig personlig, den sårer — det kunne jeg tage mig temmelig let — men den sårer og fornærmer alt det, jeg sætter højest, alt det, som er mig kærest. « Fruen svarede ikke. Hun havde taget sin sykurv og gav sig i færd med at arbejde. » Du siger ikke et eneste ord? Du kunne dog nok gå ind på--------nej, når Aksel er borte, så er der jo ingen, det er værd at udtale sig for. « Med en utålmodig bevægelse trak han den vide, grå morgenfrakke tættere om sig og gik ind i sit værelse. Fruen sukkede. Der kom et slapt træk om hendes mund, et udtryk af lede og kedsomhed i det bevægelige ansigt. Hænderne med sytøjet faldt ned i skødet. Hun så frem for sig ud i den solbelyste have, hvis høje birketræer og tætte tjørnehække gemte den bort fra landevejen, der nu efter jernbanens anlæg kun sjælden benyttedes. Afbrødes stilheden en enkelt gang af forbigåendes højrøstede passiar, eller af vognhjuls raslen, så fik lyden herinde noget særlig støjende og skurrende, noget fjendtligt, som om den gjorde et utilladeligt indbrud på ensomhedens område. Professorens vedbenddækkede villa lå ikke langt fra Fredensborg. Kun sjældent kom en fremmed ind ad havelågen. Den lille by omgikkes man ikke, og besøg af venner fra København tog mere og mere af. Det var bekendt, at professoren rugede over sin ensomhed, som over en skat. Hans forfattervirksomhed, hans sprogstudier fyldte ham helt. Den tid, han levnede derfra, anvendtes til legemlig hygiejne, lange spadsereture på flere timer, derefter et koldt styrtebad, så hvile på sofaen. Blev han forstyrret i disse daglige vaner, faldt det ham svært at skjule sin misstemning. Han sad da tavs, distrait, svarede med enstavelsesord, kom med ligegyldige spørgsmål og overhørte svaret. Men pludselig kunne dog et æggende ord, en indholdsrig bemærkning få et tag i ham og ligesom drage ham ud af hans skal. Med ungdommeligt liv forfægtede han da sine ideer, sine anskuelser, og forbavsede ved den ildfulde begejstring, der i en egen strømmende veltalenhed rev ham selv med og gjorde indtryk på tilhøreren. Den virkelige verden, den praktiske, som han kaldte den, interesserede ham kun lidt — han følte sig som en fremmed i den. De personligheder, han som forfatter skildrede, var tænkte, konstruerede. De manglede kød og blod. Men ved sin lyriske poesi, ved digtninge, hvis ideelle motiver behandledes i smukt formede, klangfulde rytmer og med en vis abstrakt højhed og renhed, havde han fået et navn. Det voldte ham en bitter, næsten holdelig smerte, at dette navn nu under den forandrede smag og den ny tids større virkelighedstrang skulle fordunkles. Den gjorde ham menneskesky. Det folk, som han mente at have offret sit liv, sine evner, forstod ham ikke, forskød ham i utaknemmelighed. Endnu blev et enkelt af hans dramaer spillet og modtaget med pietet — — men der var noget affalmet ved de laurbær, han havde troet ville være evig grønne — de var ved at visne. Og alt det ny, der kom frem! Med hurtig svampevækst skød det op fra en jordbund, hvis bonitet han ingen respekt havde for. Var der noget sundt i det, så var der meget giftigt — men det forstod man ikke at skælne. » Kritikken — hvad var den? « jo mere den vendte sig imod ham, jo mere fordomsfuld betragtede han den. » Det er køtere, som farer ud af deres kælderhals og bider en i benene! « udbrød han en dag og kastede indigneret bladet fra sig. » Så er det mærkeligt, de kan nå dig, fa’er «, svarede Aksel. » Du bevæger dig jo altid et stykke over jorden. « » Så — mener du det? Ja, jeg smudser mig ikke til i sølen, som de moderne forfattere. måske min lignelse halter. De er ikke småhunde, disse kritikkere, men harpyer, der på deres rovfuglevinger forfølger selv dem, der går højest, og besudler dem. Forresten er det hele jo en partisag. Slutter man sig til det literære venstre, så er man i et assuranceselskab. « » Det er en fornærmelse, du udslynger imod vore første repræsentanter for kunst, « Kom det hidsigt fra sønnen. » De første repræsentanter! Nå, ja det forstår jeg nok. Dig roser man: friskhed — virkelighedssans — den remse kender vi! Bliver man smurt om munden med sødt, så — ja, mere end et menneske er man dog ikke. « Uden at høre svaret lukkede professoren sin dør og var ene med sine bitre, mismodige betragtninger. Der kom et had op i ham imod denne ungdom, der i uforskammet selvtillid skubbede til alt det gamle, » hånede det bryst, de havde diet, « citerede han sig selv. Hvad var det værd at skrive for? Hvem fortjente, at han gav af sin hjerne, af sit hjerte! Det var god lødig mønt — men nu var det regnepengenes tid. Blot det var nyt og skinnede med forloren glans, så blev det taget for guld. Han gik hen til sit skrivebord og tog et ark papir, der lå på mappen. Han gennemlæste de skrevne strofer. Der var klang i dem — ja, mere end klang — virkelig sang — det måtte man kunne forstå, selv om det kom i de gamle, fine, ædle ord, uden at være klædt ud i den karnevalsdragt af søgte, selvlavede udtryk, som nu var højeste mode. Hvor grundigt han hadede dette stilmageri! Hvad for en fornærmelse imod ideen at sætte dens kammerpige, stilen i højsædet, og skubbe den selv, prinsessen til side. Forloren pynt og uædle manerer, selvgodt koketteri og letfærdigt lefleri — — han afbrød pludselig sin tankegang, og med en trang til at bortskylle ubehagelige erindringer og nå ind i en anden stemning, åbnede han sit bogskab. Han fik fat på » Amor og psyche «. » Over skyen, som i glans sig bader, står olymperdrottens gyldne bord — — « Liggende tilbagelænet i sin lænestol læste han videre. Disse rytmers blide vuggen beroligede ham. snart vendte dog hans tanker tilbage til deres udgangspunkt. Nu da hans sind var blevet afdæmpet og roligere, kastede han et kritisk blik på sig selv. Han ærgrede sig over sin hidsighed og så selv klart, at der bag den lå et misundeligt nag. Ja, så vidt var det kommet, at han kunne huse i sit indre om blot en skygge af den laveste af alle følelser, misundelsen. Var det ikke noget af den, der bragte ham til i bladene at søge efter anmeldelsen af de ny bøger i det håb, at den eller den af de feterede unge kunne få et svidende rap af en kritisk pisk. Han blev greben af en dyb sørgmodighed. » Lykkelig er den, hvem guderne lader dø ung, « tænkte han. » Livet demoraliserer. Den store kamp for tilværelsen, for ære og lykke, føres ikke med helt uplettet Skjold af nogen. Og jo blankere det er, jo lettere opdages den mindste skygge af plet på det. « villa paks 17 6 86. Min egen kære dreng! Det er jo brillant, at du kommer hjem så snart. Ja, jeg har savnet dig ganske umådeligt! Når du er borte, bliver her så underligt stille. Haven ligger i sollyset, som om den sov — og her inde i stuerne — er der ikke søvn, så er der drømme. Fader i sine — langt, langt borte fra den virkelige verden, og jeg — på mine gamle dage giver jeg mig til at bygge luftkasteller. Ikke for mig selv, men til dig — et rigtigt slot! Lampens ånd, da den bygger for Aladdin, er mådeholden imod min fantasi. At der i mit luftslot er en prinsesse til dig — det kan du jo nok begribe. Og at hun er ekstra — det følger af sig selv. Hun skal elske dig uden blind beundring, for den tåler du slet ikke, og hun skal holde af mig, fordi det nu en gang er således imellem os to, at man ikke kan holde af den ene uden også at have smag for den anden. Men hvor er den prinsesse? Ja, hvor? Jeg kender hende ikke. Østen for sol og vesten for måne må du søge hende. Det haster forresten ikke — vi to har det jo godt sammen — men det vil ske, og det må ske. Jeg kommer desuden snart i den alder, da jeg absolut må have dig på skødet igen, ny i lille format. Det er utroligt, hvor vi kvinder trænger til at have noget at kæle for. Fader har i denne tid været i bedre humor end ellers. Kun i dag gav han efter for en af disse bitre stemninger, du ved nok — og det netop da jeg ville glæde ham ved at bringe din hilsen om » Rebekka. « å, hvad digtere er for et vanskeligt folkefærd at leve med! Og så kan fader jo ikke rigtig finde sig i den sympati, der er imellem dig og mig. Han synes bestandig, jeg burde dele hans anskuelser, hans smag — det går mig som den mand, der havde to elskerinder, en gammel og en ung. Den unge pillede alle de grå hår af hans hoved, dem kunne hun ikke lide, den gamle rev alle de brune ud------de passede ikke for hende. Jeg — — jeg beder for mine brune hår! nå, så du har fået nok af krolivet? Har du så nået det, du rejste for — at få motiver — samle indtryk — det, som både forfattere og kunstnere stadig snakker om. Som om der ikke var motiver overalt — sopi om der ikke var indtryk nok at få! Luk øjne og øren op — stræk dine hænder ud, så har du dem. Myldrende, vrimlende fuldt er der af dem, som der er fandens mælkebøtter på engen en junimorgen, og som der er regndråber en novemberdag. Det gælder blot om at gribe dem — at holde dem fast, at optage dem helt og holdent i sig, så helt, at man nødes til at forarbejde dem — at de ikke lader én ro, før man igen har ligesom udskilt dem fra sig. Arbejd — arbejd! Hjælp mig at bygge slottet! Undertiden synes jeg, at jeg allerede ser spiret lyse. » Den unge maler har talent — han er frisk og original « — nå, skinner det ikke lidt, skønt det kun står med sorte bogstaver i en Avis! Kærlig hilsen! Din moder. det havde hele morgenen set ud til regn, men de tunge skyer hang ubesluttede, som om de hverken gad det ene eller det andet. De smittede hele naturen med deres lade mismod. Svalerne fløj langt nede ved jorden uden deres sædvanlige kviddrende lille opsang, og i sirenbusken sad have-irisken tavs ved sin rede. Fru Bekker tog atter fat på den bog, hun havde sluppet for at se efter professoren, som hun ventede hjem til frokost. Der stod han henne på vejen i samtale med en herre. Nu sagde han farvel og gik. Kort efter kom han fra sit værelse oprømt ind i spisestuen. » Det er en vakker mand, denne pastor Nielsen, « sagde han og tog plads ved frokostbordet. » Jeg fik mig en lang samtale med ham. « » Nå ham, du forleden flygtede for. Så umådelig snakkesyg og selvglad — syntes du — « Svarede fruen og rakte ham en kop kaffe. » Å — meget for stærk — nå —- nej — lad mig nu beholde den. Opspædt — så er der ingen smag ved den. « han tog et par mundfulde og fortsatte så: » Snakkesalig — har jeg sagt det? Ja, i dag var han virkelig behagelig. Han fortalte mig, at jeg har stået meget anerkendende omtalt i den ny tid — han citerede mig ordret hele stedet. « Professoren tog et stykke papir frem af sin brevtaske. » Jeg noterede det straks, da jeg kom hjem. « Fruen læste det. » Ja, rigtig net. « » Sådan et par venlige ord er som solstråler------jeg havde nok lyst til at se det. — « » Men du har det jo der. « » Ja, å ja — det er dog altid fornøjeligt at se det på tryk. Jeg tror, jeg subskriberer på det tidskrift. « » På den ny tid, som du sådan har revet ned? « — » Ja — —- har jeg? — fordomsfuld skal man jo dog heller ikke være. Der er dygtige kræfter mellem medarbejderne. « Der blev en pause. Skyerne havde nu bestemt sig, og tog fat for alvor. Regnen skyllede ned og piskedes skråt mod ruderne. » Kunne du ikke gå ind til byen og købe mig det hefte? « spurgte professoren. » I dette vejr? « svarede fruen noget forbavset. » Ja — jeg mente — jeg synes aldrig, du lader dig afholde af vejret. — du plejer ikke at være bange for regn. « » Du selv vil ikke — « » Nej — det ser så løjerligt ud, at jeg selv kommer. Det lader så forhippet — som om jeg brød mig om at vide, hvad de unge drenge skriver om mig. « » Det gør du jo også, « kom det spøgende med et lille smil. » Å, disse bemærkninger! Du har en egen evne til — « han afsluttede ikke sætningen. Da måltidet var endt, rejste han sig og gik. Lidt efter tog fruen tøjet på og vandrede af sted i regnen. Skyerne var hurtig blevne tømte, solen brød frem, endnu mens de sidste dråber faldt, og spillede på de skrå striber, der med skoven til baggrund så ud som et gyldent slør. Utålmodig og forventningsfuld begav professoren sig nu på vej ad byen til. Han havde næsten nået den og standsede for at vente på fruen. Hun kom ikke. Gående frem og tilbage i dybe tanker glemte han til— sidst helt, at han skulle møde nogen. Da lød pludselig fra det pyntelige landsted, der lå lidt tilbage omgivet af have, en høj, klar sopran med akkompagnement af klaverspil. Rene og klangfulde faldt tonerne i den stille luft. Det var jo hans eget digt: » Ved du, hvad sivet hvisker om « — lyttende stod han — fortabt i nydelsen. Endnu stod han der, efter at sangen tav. Fra den åbne havedør sprang en ung pige let ned ad trappen. Hun kastede hovedet tilbage og gentog højt syngende de sidste strofer af sangen — ligesom slyngende dem ud over haven. Da hendes øjne faldt på professoren blev hun rød, hilste og smilede forlegen. Han gengældte på sin ærbødige, ridderlige måde hendes hilsen og gik videre. Mon hun skulle kende ham? Ja, naturligvis efter portraiterne. Måske havde hun set ham gå frem og tilbage foran huset og derfor givet sig til at synge hans sang. Denne lille hændelse forekom ham et poetisk eventyr. Et motiv kunne det blive.-------i dybe tanker kom han hjem. » Her er heftet, « sagde fruen. » Jeg måtte tage hele årgangen. Hæderlig omtale — akkurat hvad pastoren refererede. « Professoren læste stykket flere gange igennem. Oplivet satte han sig til sit skrivebord. Han havde følelsen af, at skæbnen gav i dag. Der var en flugt i hans tanker, en lethed over hans pen, som han ikke havde kendt på lange tider. I stedet for som ellers at vandre sin lange tur gennem skov og eng, gik han næste dag ind imod byen. Da han nåde landstedet, sagtnede han sin gang og blev stående som fængslet af udsigten over sø og bakker. På verandaen havde han set en lys damekjole — mon det var hende, sangerinden — mon hun lagde mærke til ham? Et øjeblik efter hørte han et forspil, fint staccato, som på guitarstrenge, så fulgte hans serenade. Ikke tvivl derom! Det var en hyldest, der blev bragt ham. Han lænede sig lyttende til hækken. En ældre dame rejste sig fra en bænk i haven og kom henimod ham. Hun hilste: » Hr. Professor, hvis de synes om min lille Claras sang, vil de så ikke glæde os ved at komme ind og høre den her? « hun åbnede lågen. Han nærmede sig tøvende — hvem var den dame — han syntes at skulle kende det ansigt. Hun rakte hånden ud imod ham. Han trykkede den med et spørgende blik. » De kender ikke mig så godt, som jeg kender dem, « vedblev hun, » nå, ja — det er så naturligt. Har de rent glemt » Villa Silvia « Ved Skodsborg? « » Grevinde Høgh!? « udbrød han og så fornøjet genkendende på det fine, gamle ansigt, der var halvt skjult af en stor, hvid kniplingshat. » Nå, endelig! « sagde hun med et smil. » Ja, det er længe siden, vi sås. Da de først blev gift, så tabte vi dem helt. Det vil sige — det bedste af dem har man jo altid. Jeg får nu lejlighed til at takke dem for alt det dejlige, de er vedbleven at give os. « » Tak, Fru grevinde, de er alt for venlig. Jeg er just ikke forvænt i den henseende. « » Å, kære hr. Professor — de har en fast kreds af beundrere. « » Hele tidsånden, Fru grevinde — — « » Ja, tidsånden, hr. Professor — lad os ikke tale om den. Den er infam. Man kan sørge over, at man netop er født i dette århundrede. men kom nu, sæt dem her hos mig i lysthuset. « Professoren tog plads ved siden af hende. » Jeg havde den glæde at høre en af mine sange sungne her i går — og nu i dag — så kønt. « » Det var min lille Clara. Jeg så dem gå frem og tilbage foran haven. Jeg sagde hende, at det var dem, der havde skrevet sangen — så morede det hende at synge for dem. « En lys morgenkjoles slæb gled hen over grusgangen. Et ungt, slankt pigebarn, meget blond, med lyse, leende øjne så på ham med barnlig beundring. » Min sønnedatter, « presenterede grevinden, » Clara Høgh. « » Tak for deres sang, « sagde professoren, » det var så kønt af dem at ville glæde mig. « Forlegen tav hun. » Det er dem, hr. Professor « — begyndte hun, men standsede, som om hun ikke kunne finde ord. Grevinden klappede hende på kinden. » Jeg tror, Clara er så imponeret af dem, at hun helt mister mælet. « » Komtessen har talt med mig gennem sin sang, « svarede professoren, » det sprog forstår jeg godt. « den unge pige så taknemmelig op på ham, så slog hun øjnene ned og legede med sit bæltebånd. Lidt efter vendte hun sig om og gik ind i havesalen. » Clara er datter af min Frits, « sagde grevinden, » min stakkels Frits! De husker det nok, — han faldt i 64. Hans hustru døde et år efter — hun var en yndig person. Ak ja — ak ja ------siden den tid har min lille pige kun haft sin grandmama. « » Hos nogen bedre kunne hun ikke være, « Bemærkede professoren høflig. » Ja, kærlighed har det ikke manglet på. Men de ved — sådant et ungt barn — det er et stille liv for hende. Al den sorg, jeg har haft, — min alder, min sygelighed — med sine 17 år lever hun, som om hun var 70, tænker jeg under tiden — men det lader sig ikke forandre. Nu er hun jo da også vænnet dertil. « » De ligger på landet her? « » Ja, jeg synes, det er en rar stille, køn plet. Lidt ensomt for Clara måske — her føler hun det vist mest. « » Men i den tid hoffet er her? « » Vi har ikke det fjerneste at gøre med hoffet. min stilling er så aldeles tilbagetrukken. En gang imellem leder en gammel bekendt mig op og passiarer en times tid med mig — det er det hele. De bor herude sommer og vinter, hr. Professor? « » I det yndige lille sted med roserne! « udbrød Clara, der nu var kommen igen. » Hvor der må være dejligt derinde i den store have! « » Hvis komtessen en gang ville gøre mig den ære at se derind, når de kommer forbi. « » Tak! det vil jeg meget gerne! « ------clara blev lidt rød i kinderne og så forlegen hen til sin bedstemoder. » Haven er min hustrus stolthed — eller rettere hendes glæde. Den forsonede hende med at skulle forlade København. « Grevinden ledte samtalen hen på erindringer fra villa Silvia, på fælles bekendte fra gammel tid. » Jeg fik aldrig deres frue at se — hun skal være så klog og så aparte. De beholdt hende helt for dem selv. « » Vi har levet ganske stille, « svarede han, » det faldt både i min hustrus og min smag. Jeg har været optagen af mit arbejde. « » De behøver ikke at forsvare dem, hr. professor, jeg forstår så godt, at ensomhed er nødvendig for dem. Deres søn, maleren, boer hos dem, ikke sandt? « » Ja, Aksel har fået sig et atelier indrettet i gavlen mod øst. « Å, det er altså det vindue med slyngroserne, tænkte Clara. » Der arbejder han en stor del af året. I den første del af sommeren har han været ved Middelfart for at tage studier, men nu venter vi ham snart hjem. « » Der ligger flere unge malere herude, hører jeg. « » Ja, et par af Aksels venner. De kommer jævnlig til os. Ellers omgås vi ingen her. Jeg flyttede hertil som ældre mand. I den alder har man ikke let ved at slutte sig til ny mennesker — det bliver kun bekendtskaber — og hvad er der i grunden ved dem. « » Men sine ældre venner beholder man dog vel noget tilovers for, ikke sandt? Og falder man tilfældig over dem, så-------kunde de ikke have lyst til en gang imellem at opfriske gamle minder? « » Og høre lidt musik? « faldt Clara ind. » Så besøg os, « tilføjede grevinden. » Jeg vil have den følelse, at det er mine yngre år, der lever herinde, « svarede professoren og så drømmende hen for sig. Sollyset gennem kastanietræets brede blade, de luende røde papaver i bedet foran ham — slotshavens gamle lindetræer, der hævede sig tempelhøjt og syntes at indeslutte en hemmelighedsfuld poesi — den fine, gamle dame ved siden af ham, den unge pige, hvis blik af og til stjålent strøg hen over ham — alt dette satte hans fantasi i en så behagelig svingning, at han kun nølende brød op, da han syntes, han ikke kunne blive der længere. » Sådanne omgivelser passede for mig, « Tilføjede han, da han hjemme fortalte den lille begivenhed. » Det nydelige pigebarns sang — å, du ved ikke — musik — jeg hører aldrig musik! Det er et af mine store savn. Sådan som det ville elektrisere mig! « Professoren udførte ikke sit forsæt, at besøge grevinden. Hver dag blev det opsat. Man kunne jo komme til ulejlighed. — til sidst følte han sig så genert af det flygtige bekendtskab, at han ikke syntes, han kunne gå ad den vej, som førte forbi landstedet. » Det er den eneste vej til byen — jeg er nu altså ligefrem afskåret fra at kunne komme der, « udbrød han ærgerlig. » Men om du tog det over dig at besøge dem, « svarede fruen, » så fik du lidt musik. « » Nej, det har jeg jo sagt dig. Sådan ude på visit — man kan ikke give sig helt hen — konversationen bagefter — disse kedsommelige beundrings-fraser, som man er nødt til at variere — alt det bryder jo fuldstændig stemningen. Nej, jeg er henvist til mig selv. I menneskelig skikkelse åbenbarer gratier og muser sig ikke for mig. « Han gik op og ned ad gulvet — standsede så ved vinduet. » Igen regn! Formelig frø-klima! Man går jo og sætter sit humør helt til. Hvor skal man kunne arbejde på den måde! Jeg er nu midt i det —- ved et dødt punkt. — jeg trænger til et incitament. Du kunne skaffe mig en oplivelse, hvis du fik den unge pige til at komme her 'og synge for mig. « » Jeg! det er jo umuligt! På hvad måde skulle jeg — « » Det kunne godt gå. Grevinden ønskede at lære dig at kende. Du kunne besøge hende en dag, gøre bekendtskab med komtessen og indbyde hende til os. Hun lod til at have lyst til at se haven. « » Nej, det kan der ikke være tale om! Jeg holder ikke strengt på formen, det ved du, men dette — vælte mig ind i huset der sådan ohne weiter — oven i købet hos de mennesker, aristokrater — naturligvis form fra først til sidst. « » Nå! vil du ikke, så lad bare være! Hvorfor skulle der også gøres noget for min skyld — jeg synes forresten ikke, jeg forlanger meget for mig selv! « Han så gammel og svag ud, som han sad der lænet tilbage i stolen med halvlukkede øjne, mismodig og slap. — det berørte hende pinligt. Om hun kunne gøre noget for at drage ham ud af dette usunde mismod? En dag kom hun ind i hans værelse, hvor han sad foran sit skrivebord uden at arbejde. » Så, « sagde hun, » nu har jeg føjet dig. Men nu må du ikke klage over, at du aldrig ser det, der ligner en muse. Jeg har været hos grevinden og bedt den unge pige komme her til the i morgen aften. Hun tager sine noder med. « » Hun ville virkelig —? « » Ja bevares, hun blev meget glad over indbydelsen — lidt undselig først — umådelig smigret, lod det til forresten. Jeg tror, hun gerne ville komme et par gange om ugen og synge for dig. « » Tak, Anna! « svarede han rørt, » det var kønt af dig. Synes du om hende? « kom det lidt ængsteligt. Han kendte hendes kritiske blik. » Ja, jeg ved ikke — hun sagde så lidt — men hun er jo nydelig. « » Og grevinden? « » Rigtig en god, gammel grevinde, som h. C. Andersen ville sige. Typisk: kniplinger, fine, smalle fingre, konversation. — noget så stillestående som der var over den dagligstue — opstilling af nips-sager — små ttestel af sévres-porcelain og andet fint juks. Tjener i livre' —- det var noget for mig! « Leende tog hun sin hat af og glædede sig til omstændelig at skulle fortælle Aksel det hele. Han kom i aften — i aften! det var ganske tidlig på morgenen. Fru Bekker vågnede ved, at lyset strømmede ind i hendes værelse. Persiennen for det åbne vindue blev skudt til side udenfra. I det samme faldt der en regn af dugvåde blomster og blade, kastede ind over hendes ansigt og hænder. » Du schønes maid, steh auf! Steh auf! Steh auf! « lød det halvhøjt syngende ind ad vinduet. » Men Aksel, hvad går der af dig! « Hun rejste sig og sendte ham leende en stor solsikke lige ind i ansigtet. » Godt sigtet, mor! Skynd dig nu at stå op! Det er en aldeles storartet morgen! Vi går gennem skoven til kroen og drikker vores kaffe der. « » Det tog ikke lang tid, « sagde Aksel, da hun snart efter kom ud. » Skal du ikke have hat på? « » Nej, denne morgen vil jeg være fri for det kedelige stykke møbel. « hun bandt et lille tørklæde over sit hår, der mørkt, lidt spættet med gråt lå tæt og svært over øret. Ansigtet var livfuldt og kraftigt med solbrændt hud, og endnu ungdommelig klare, blågrå øjne. Trækkene var uregelmæssige. Næsen for stor og markeret — munden fint formet. » Du burde egentlig have dig en kort turistdragt, mo’er. « » For endnu mere at forfærde de indfødte? De har ondt nok af mig. « » Det bryder du dig jo ikke en smule om. Det morer dig netop at irritere fjenden. « » Ja, derpå kan jeg mærke, at jeg endnu ikke er så forfærdelig gammel. Det kan somme tider ordentlig gotte mig at give folk noget at snakke om. « » Sådan som du udtaler det ord, » Folk, « — med så knusende en ringeagt. Og du, som siger, du elsker mennesker. « » Ja, men der er så få mennesker mellem folk. « » Så, nu er vi ude med løgten igen — men det er alt for dejlig er morgen til den slags bedrøvelige ekspeditioner. Hor gøgen — efter st. Hans? Den læser nok ikke almanakken. « » Det er dig, som ikke ved besked. Den holder først op med sit kuk midt i juli, » når den ser den første høstak, « siger folk på landet. Hør, hvor den bliver ved? Når den først tier, så bliver skovene tavse. « Aksel gik foran på stien. Hans gang var noget ujevn, slentrende. Lidt over middelhøjde var han, figuren kraftig og sluttet. Ansigtet svarede ikke fuldt til skikkelsens kraft. Det var smalt, af en langagtig oval med fine, regelmæssige træk. Øjnene lå bløde, med ofte vekslende udtryk, under lavtsiddende mørke bryn. Linierne om munden var helt skjulte af det lysebrune fuldskæg, » Halvmasken «, som hans moder kaldte det. De gik gennem krattet og stod nu på engen udenfor. Mod vest trak skoven sig i en rund bøjning omkring den. Hist og her skød et enkelt træ sig frem for at få bedre plads til sin fulde, brede krone. Tre unge piletræer, tynde og fine, stod lidt fremme ude på engen. » Små, grønne konfirmandinder, « sagde fruen, » der vil liste sig hjemmefra. De er trippede ud, men står nu stille, kigger nysgerrig frem og tænker: » Nej, er verden så stor — jeg tør ikke gå videre. « » Ikke poetisk nok, mor! Fader ville naturligvis sige, at de vokser opad — skyder længselsfulde grene mod det blå, ligesom den higende menneskesjæl o. s. v. — å, denne evige symboliseren af naturen! Man poder alle sine egne pinagtige, menneskelige følelser — savn. Længsel, ønsker — over på disse lykkelige plantesjæle, som hviler så roligt i sig selv. « Krohaven gik lige ned til søen, hvis vand plaskede og klukkede op imod sivene, der med deres rødviolette blomsterduske nejede og svajede for vinden i bølgeformig rytme. De valgte sig en plads i et lysthus, hvor den blå clematis med ubændig frodighed strakte sine slyngtråde ud og klamrede sig fast til det gamle, næsten udgåede elmetræ, der med sine bladfattige grene dannede et gennembrudt tag. Aksel gik hen til køkkenvinduet i kroen. » God morgen, jomfru Hansen! « råbte han ind, » Kaffe og frokost, koldt bord til mig og min kæreste. Lidt snart — med deres sædvanlige hurtighed. « » Men Aksel -—- din kæreste! « » Ja, er du ikke det kæreste, jeg har? Et sandere ord har jeg aldrig sagt. « lidt efter kom jomfruen med bakken. I det hun hilste, gled hendes blik nysgerrigt hen over fruen. » Min søn og jeg er sultne efter morgenturen, « Sagde fruen og skænkede kaffen. » Nå sådan, « svarede jomfruen og gav Aksel et skælmsk blik. Lidt efter hørte man latter inde fra køkkenet. » Du har rent fordærvet mig min spøg, mo’er. « » Dog ikke din appetit, « svarede hun leende. Solen havde taget så godt fat, at hver dugdråbe på skråningen ned imod søen var suget op. Da måltidet var endt, lagde de sig begge i græsset. Han med en cigaret, hun med armene under hovedet seende op i den blå himmel, hvor små hvide skyer fjerlette havde ordnet sig som dun på en kæmpemæssig vinge. De tav begge. Myggene summede, duerne kurrede oppe fra gården — en båd med hvide sejl, der skinnede i solen, strøg hen over søen. Fra den anden bred lød klappen og banken fra et vaskeri. Jomfruen kom og tog af bordet. » Så, nu ligger de der i græsset begge to, så lange de er, « sagde hun i køkkenet: » Han, det er en anden sag, men hun, sådant et gammelt menneske! Og de narrestreger med at give sig ud for hans kæreste — jeg kendte hende jo straks. « » Ja, og som hun går og ser ud, « bemærkede krokonen, » hun har jo ikke en gang hat på. Og den gamle digter, herre gud, han tosser a

1892_BruunL_Antonius

Laurids

Laurids

Bruun

Antonius

male

male

dk

Bruun

Antonius

Bruun

Antonius

En Historie

n

roman

Mansa

KB

nan

nan

O

Den yngste hed Antonius. Den anden, som var et helt år ældre, var født på en mandag og hed kun Peter. Men til efternavn hed de begge Stark. De var nemlig brødre. Den lægekyndige dame, der assisterede ved børnenes fremkomst i verden, hviskedee til cancellirådinden, husets mormoder, at det ikke var nogen heldig begyndelse at lade sig føde på en mandag; og da hendes erfaring skrev sig fra en mere end femogtyveårig virksomhed i faget, turde man ikke lade hendes mening ude af betragtning. Det gik derfor hurtig i glemmebogen, på hvilken dag i ugen Peter begyndte sin tilværelse. Derimod var der ingen i kaptajn Starks udstrakte bekendtskab, som var uvidende om, at Antonius var født på en søndag, og flere kvindelige pårørende kunne allerede af denne grund ikke undlade at betragte ham som et geni. — intet menneske, der stræber efter sandheds erkendelse, kan være i tvivl derom — ytrede cancellirådinden til lille fris, der hjalp til i huset ved al indvendig gerning og om søndagen fik middagsmad med hjem til sin tante på stiftelsen — et gammelt skind, der aldrig havde kendt til overflod af andet end indvendig dårlighed. — det må enhver kunne se på barnets vidunderlige øjne — de var blå, men meget mørke — og dets små geniale arme — der slog ud i luften og ramte alt, hvad der var bestemt til at gå i stykker. — hvor i alverden, min bedste — fortsatte hun — har de set et barn, der er født med at række tunge ad individer, som generer det. Der er nu hans farmoder, gamle Fru Stark, som var herovre i formiddags; havde jeg ikke i tide trukken hende tilbage, så havde det uskyldige barn ved gud revet kappen af hendes hoved. Det er mærkeligt, at han slet ikke kan forsone sig med den gamle dame! — cancellirådinden betragtede den lille med et veltilfreds smil og fandt en så tidlig udviklet skjønhedssans forbavsende. Blandt andre kendetegn på en livlig ånd og varmt følende natur fremhævedes det, at zantonius havde givet sit mishag så tydelig til kende, da pastor Møller ved dåben øste vand over hans hoved, at det ikke var muligt for noget levende menneske at høre, hvad barnet skulle hedde. Dette var, hvad enhver vidste, at alle geniale børn gjorde. Peter bar derimod ved samme højtidelige lejlighed en sådan ligegyldig tavshed til skue, at man uvilkårlig måtte bekymres for hans åndelige fremtid. Lille fris talte rigtignok noget om hjertegrebne, forstående øjne, som Peter skulle have betragtet præsten med, og fremhævede dette i modsætning til antonius’ verdslig bevægede gemyt. Men hun modtog af cancellirådinden en tydelig påmindelse om ikke at ytre sig om ting, som hun kunne sige sig selv, at hun ingen forstand havde på. Efter at Antonius i nogen tid havde haget sig frem i stuerne ved hjælp af stoleben, reolkanter og en stor dækketøjskurv — hændte det mærkelige tilfælde fredag formiddag den tolvte juli præcis klokken ti — cancellirådinden noterede datoen i sin erindringsbog for mærkelige begivenheder —, at Antonius pludselig rejste sig op, støttede på sine små, skæve ben og oprejst marcherede hen til dørtærskelen, hvor han faldt på næsen ind i den andenstue, og vækkede sin moder af et lille formiddagsblund ved et kraftigt brøl. lille fris kunne ikke nægte, at dette var mere, end man havde lov at vente. Peter havde de året i forvejen måttet holde under armene og forsigtig lede fra stol til stol, inden det lykkedes at få ham til at gå selv. Det blev fastslået, at ihvorvel Peter var et år ældre og den skikkeligste lille dreng på jorden, så var dog Antonius den, som på grund af sine større evner engang ville blive familjens stolthed. Fru Stark, hvem det nær havde kostet livet at bringe ham til verden, følte tidlig det tunge ansvar, der var lagt på hendes skuldre ved at skulle opdrage et sådant barn. Kaptejn Stark og hans familje beboede en villa ude på dosseringen. Den tilhørte cancellirådinden; men Fru Stark var hendes eneste barn. Da hun og hendes mand altså skulle arve det hele, mente de øvrige villabeboere heri at have fundet en fornuftig grund til, at kaptejnen ville bo under tag med sin svigermoder, der i gaden havde ry for sin strenge karakter. — salig cancelliråden havde været faktor for et handelshus i Kina. Han vendte tilbage med mange penge og svækket helbred. Han lejede en elegant lejlighed i et af byens rigeste kvarterer, førte stort hus og præsenterede deres eneste datter over alt i det fine selskab. Hun var en smuk og velopdragen ung dame, blid og stille. Hun yndede ikke den store selskabelighed, som hun var nødt til at tage del i. Derimod gik hun en dag hen til sin moders store sorg og forlovede sig med en ung løjtnant. Først måtte hun ikke se ham i et helt år. Men da hun viste sig uimodtagelig for enhver anden, civil og militær skønhed, hvis vej førte gennem cancellirådindens salon, opnåede hun omsider forældrenes samtykke, da han i en ung alder var avanceret til kaptajn. Der havde ingen rigtig forslag været i cancellirådens penge. Ubegribelig var de komne, og ubegribelig gik de igen. Ved hans død viste det sig, at cancellirådinden ikke ejede stort mere end den villa, som de havde købt på deres gamle dage. Ingen af familjen Stark var anlagt på at få en kaptejns gage til at strække til. Hverken Fru Stark eller hendes moder havde været vant til at nægte sig noget. Kaptejnen skuede med rædsel ud i fremtiden og satte sit håb til villaen. Denne blev kun slet vedligeholdt. Med blødende hjerte så han, hvorledes nødvendige reparationer, som cancellirådinden skulle bekoste, opsattes fra år til år. En dag tog han mod til sig og forlangte en privat samtale med sin svigermoder. Kokkepigen meddelte denne hidtil uhørte begivenhed til Jespersen, som boede i kælderen lige overfor og var portner, grønthandler og rullekonemand, foruden at han klinkede og brændte sammen for en snævrere kreds af kunder. Herfra løb det ligesom gennem en utæt tagrende hele gaden over fra hus til hus, at kaptejnen havde forlangt sin svigermoders samtykke til at sælge stedet, medens tiderne endnu var gode og for at slippe for den dyre husleje. Men cancellirådinden ville ikke vide noget af indskrænkningen at sige og betydede ham med tilbagetrængte tårer, at hun fandt det mest passende, om han ventede med at sælge hendes hus, » til graven havde udslettet ethvert spor af hendes generende tilværelse. « Følgen blev, at kaptejnen for fremtiden lod fem være lige. At stædighed lå i kvindens højst mærkelige natur havde han aldrig tvivlet om. Han følte, at han havde gjort sin pligt. Derfor vaskede han sine hænder og begyndte at gå i klubben om aftenen. — de søde børn trampede i astersbeddene, trådte bellisrabatterne flade, brød grene af til hyppehester og vognpiske så ugenert, at sikkert kun en nærbeslægtet husvært ville have fundet sig deri. Solen skinnede på deres hvidgule hår og brændte Hals og arme ganske mahognibrune. Vandet fra pytterne langs græsplænen oversprøjtede deres nøgne pusselanker og satte sorte striber op ad de hvide kjoler, som struttede til alle sider om deres buttede kroppe. Antonius havde et ualmindeligt 'talent til at finde søde, små snegle og hemmeligt anbringe deres gule hus som pynt i friis’s morgenkappe eller få dem til at spytte hvidt på mormoders sorte silkekjole, når familjen nød sin eftermiddagseafte nede i elmelysthuset og betragtede folk, som trak frisk luft på dosseringen. — en skøn morgenstund vækkedes kaptejnen efter en dyb og velgørende søvn af tummelen fra barnekamret, og pludselig gik det op for ham, at hans drenge havde nået den alder, hvor en regelmæssig skolegang kunne frembringe sine gavnlige virkninger og bibringe dem de første begreber om den disciplin, som efter kaptejnens mening var noget af det vigtigste i livet. Da han var kommen nedenunder og havde taget plads ved kaffebordet, meddelte han sin forfærdede kone i den tone, som ikke tillod nogen modsigelse, og som kaptejnen kun yderst sjælden benyttede sig af, at han havde tænkt på at melde Antonius og Peter ind hos kandidat Petersen oppe i gaden, hvis skole var bekendt for sin dannede og humane ånd. For ikke at glemme det samt for at afskære al videre forhandling desangående ville han besørge det med det samme, han gik hjem fra de militære kontorer. Fru Stark blev dernæst beordret til at gøre cancellirådinden samt alle i sagen interesserede — deriblandt børnene — denne meddelelse så lempeligt som muligt, medens han befandt sig udenfor skudvidde. Lille fris, som tilfældigvis påhørte alt dette henne fra anretterbordet, havde nær tabt en kop af fint københavnsk porcellæn, som hun var i færd med at tørre af, men beholdt dog så megen fatning, at hun gemte tårerne, til kaptejnen havde rejst sig og givet sin forstenede kone et hastigt Kys. Da.friis endelig fra vinduet havde set ham svinge sig på hesten, som oppasseren holdt foran stentrappen, og hørt den første klapren af hestesko, vendte hun sig om imod sin frue. Cancellirådinden, som et øjeblik efter trådte ind i stuen, fandt dem begge opløste i gråd. Hun hørte den sørgelige tidende, og forfærdet udtalte hun det ønske, at himlens straf ikke måtte komme over kaptejnens hoved for hans grumhed mod de værgeløse små. Hårde kampe satte deres mærker i røde, forgrædte øjne. Kaptejnen var ubøjelig. Han havde handlet som en mand, og en morgenstund, da Antonius og Peter var sprungen ud af deres træsenge til at skyde ud og ind, vaskede fris dem med rystende hånd, fældede en tåre, medens hun knappede deres bukser, og ledsagede dem derefter, hånd i hånd, lige til den grå skolemur, bag hvilken hun så livet og dets alvor lure på deres uskyldige hjærter. I begyndelsen var det ikke så slemt. Lektierne blev omhyggelig gennemgåede i hjemmet, hvor skolen og dens gerning var genstand for en streng og ubønhørlig kritik lige fra cancellirådinden og ned til kokkepigen Maren. Ingen fortrædigede børnene, og lærerinderne kyssede og skændte. Men alt som tiden gik, hørte frøkenregimentet op, og bestyreren tilligemed et par andre hjerteløse mandspersoner trådte i stedet. Antonius gjorde den opdagelse, at han selv måtte anstrenge sig for at putte alle de fæle ting i sit hoved, og han forstod nu, at livet var en kamp. Fjenden var skolebestyreren og hans drabanter, og overfor sådanne snedige våben som karakterbøger og protokoller var alle midler gode. I denne opfattelse bestyrkedes han af husets kvindelige medlemmer, som ikke lagde skjul på deres sindelag overfor skolen. I en vidunderlig fart fik Antonius ekspederet sine lektier og stile og lærte kun så meget deraf, som der var fare for, at han kunne blive hørt i, medens han delte resten af dagen mellem at sætte lommepenge i omløb og tilintetgøre det legetøj, hvormed hans kvindelige beskyttere så rigelig forsynede ham. Peter derimod bøjede sig for det uundgåelige og anstrengte sig i tavshed. Da han ikke på langt nær var så begavet som sin Broder, faldt det ham slet ikke ind at gøre forskel på lektierne. Han anvendte lige så megen flid på det, man kunne vente at komme op i, som på den gamle lektie, han havde om, men som timen næppe ville forslå til; og han forstod sig ikke som Antonius på at regne ud, hvilken af lærerne der var streng, som man derfor måtte tage særligt hensyn til ved sin læsning; hvem man kunne narre med en undskyldning, og hos hvem man • kunne ramse lektien op af bogen under bordet. Trods sin ihærdige flid, sine mange tårer og friis’s ufortrødne hjælp nåde Peter dog ikke videre i kundskaber, end at han lige akkurat kunne holde sig over den nederste fjerdedel af klassen. Antonius anvendte høj fregnet tre kvarter før middag på at gøre sig færdig med alt, hvad der angik skolen. Kun om fredagen havde den overanstrengte stakkel i begyndelsen af fjerde forberedelsesklasse både dansk stil og hjemmeregning; men dette ændredes ved en personlig henvendelse til bestyreren — på foranledning af cancellirådinden, som fortabte sig i skildringer af begavede, men overanstrengte børns tidlige død. Ikke desto mindre var det en undtagelse, at Antonius befandt sig under den øverste fjerdedel af klassen. Når det en sjælden gang hændte, var det kun for en måned eller, to, da forudfølelsen af en god høst i lommepenge atter hurtig drev ham i vejret. Engang da han — mere ved tilfældets gunst end på grund af egen fortjeneste — var bleven nummer tre i klassen, fik han lyst til at prøve den aller øverste plads og indlod sig i den anledning på en ivrig kappestrid. En hel måned igennem anvendte han en halv time mere af sin kostbare fritid; det lykkedes ham virkelig at blive duks, og dette indbragte ham et større beløb, hvilket han anvendte til en længe savnet pibe med slangerør, som han skjulte i et træ i haven, når den ikke var i virksomhed. Det var en dejlig pibe, som man kunne have inde under trøjen i vestelommen, og så kunne det i frastand slet ikke ses, at man røg. Da han havde siddet et par måneder på den nævnte plads, indså han ikke længer nogen grund til at anstrenge sig for at beholde den, eftersom der ingen særlige behageligheder var ved at fungere som eksempel for klassen, af hvem man altid ventede fortrinlige præstationer. Hvad det pekuniære angik, udregnede han, at det ville være let at holde det samme beløb i lommepenge som hidtil ved at gøre sig elskværdig overfor mormoder, plage denne dame og beklage sig over den overanstrengelse, som det havde kostet ham at svinge sig op. - denne beregning imponerede Peter meget. Han beundrede kærlig sin Broders uomtvistelige geni. Selv havde han kun en svag p'ornemmelse af forsynets retfærdighed, der havde gjort ham til en klodrian. Thi Peter kunne, når han tænkte efter, ikke se bedre, end at han var en klodrian. Et af de bibelsprog i Balslevs forklaringer, som han bedst forstod, var det om de uransagelige veje. Mangen aften, når han lå vågen, tænkte han over den store forskel i verden og alle de mange ting, som en med store evner kunne tillade sig. Når han undertiden græd sig i søvn, var det ikke af misundelse, men af bekymring for, at hans egen fremtid skulle blive alt for mørk. Derfor foresatte Peter sig at hænge i af alle kræfter. Til en begyndelse måtte han se at vippe den dreng, der sad lige over ham i klassen og kun havde tre streger mere ved sidste sammentælling. Viggo Schmits stærke side var sprog og historie. I regning var han derimod ikke stiv; men det var netop. Peters fag. Hr. Iversen havde sagt, dengang de havde det nederdrægtige stykke med bageren, som skulle købe korn på torvet, at Peter slet ikke var så tosset til at gange med brøker og nok kunne drive det til noget i reguladetrien, som de skulle begynde på i næste måned. Også Antonius lå og spekulerede om aftenen, når han var kommen i seng; over hvad han skulle tage sig til næste dag; hvilken anvendelse han skulle gøre af sine lørdagspenge; om det monstro ikke bare var praleri af Martin knob, at hans onkel havde lovet ham en ridehest i ferien — og alle de karudser, som han havde fanget i stadsgraven. Nu skulle han tigge til snøre hos mormoder, og så ville han selv ud at probere. Antonius tænkte også på, hvad han ville være, når han blev stor. Der var så meget at vælge imellem. Admiral eller general — den ene havde trekantet, den anden havde fjerbusk. Eller konge, så kunne man putte alle dem i hullet, som mukkede. Pave eller erkebiskop var nok stort, men kedeligt, for man skulle være så hellig. — alt som tiden gik, fik Antonius mere smag for læsning, det vil sige af det, som interesserede ham — verdenshistorie og noget med fantasi i. Han tog ikke længer del i jagtture efter hundestejler og karudser. Derimod traf man ham i de mærkeligste stillinger på sofaer med øjnene i en morskabsbog. Mappen fra læseselskabet, hvor mormoder abonnerede, var ikke til at finde nogen steder; ofte måtte hun opgive at få sig et lille blund over bøgerne. Fra de kom, til de gik, befandt de sig indelukkede på antonius’s værelse, og han nægtede hårdnakket at vide nogen besked, når der blev søgt. Engang imellem lånte han lille fris en spændende roman til en påskønnelse, når hun havde sat tykmælk af til ham, som han nød i spisekamret. Peter så med store øjne op til sin begavede Broder. Inderst var der.dog noget, som stødte ham i antonius’s måde at være på. Men han kom snart på det rene med, at det umuligt kunne være givet en klodrian at forstå et geni. Og det sagde cancellirådinden altid, at Antonius var. Det var jo rimeligt, at sådant et væsen havde en hel anden måde at leve på end andre mennesker. Peter tænkte, at enten var man et geni og blev til noget i verden, hvad man så gjorde; eller også var man ikke et geni; så måtte man arbejde og lade Vorherre om resten, — og så blev man måske ikke til noget alligevel. Peter stod tidlig op om morgenen og læste; og Peter læste om aftenen, til han blev jaget i seng. Når Antonius sad med strittende hår op over begge øren i » Røverne fra Monte rabaldero « eller » den grå pirat « — på det spændende sted, hvor fiskeren fra Capri bøjer sit ædle knæ for grevinde fioribella, hvem han lige har frelst fra røverkaptejnens frække favn, så kunne han pludselig høre Peter i værelset ved siden af conjugere: recevoir — recevant — reçu, medens han slog takt med bogen i bordet — eller banke mækong, mænam — alle Bagindiens floder ind i sit ulykkelige forhoved følgen blev, at Antonius begyndte at komme ned, — ja de to brødre nærmede sig så stærkt til hinanden i midten af klassen, at de sikkert var komne til at sidde sammen, hvis ikke Antonius havde fået et nul for en stil, som han ikke gad skrive, og lige oven på et » Studs! « i protokollen, fordi han ikke ville indlade sig på at forklare, hvortil han havde brugt sin ulovlig indvundne tid. Ved månedens udgang kom Antonius ned i den lavere halvdel, medens Peter rykkede op ti nummer to over midten. Forbavselsen kendte ingen grænser. Cancellirådinden var ikke langt fra at finde det lumpent af Peter. Den stakkel, som var kommen for skade at springe geniet forbi, døjede så mange ubehageligheder, at Antonius tog ham i forsvar og på en temmelig ublid måde bad sig fritagen for beklagelser. Peter selv fandt det heller ikke rigtig i sin orden. Han havde sandelig ikke fordristet sig til at kappes med sin Broder. Hvem kunne ane, at Antonius netop skulle gå hen og blive studs i den måned, hvor Peter havde stået sig så godt. Antonius var ikke en smule betagen. Han gik omkring med et overlegent smil på læberne og puttede med megen sindsro mormoders kontante trøstegrunde i lommen. Der var kun én mening, om at Antonius bar livets modgang med en fatning, som var genial. Årene gik, og præmilinærexamen trådte truende frem i horisonten. Peter så i den et gabende svælg, som han trods sin flid ikke vidste, hvorledes han skulle komme tørskoet over. Ar'tonius, der var latiner, så i den en milepæl på _n til den storhed og lykke, som var forjættet ham fra den søndag, han kom til verden. — familjen Stark fristede den skæbne, at antonius’s kundskaber og evner ikke fuldt blev påskønnede af de beskikkede, men nærsynede censorer. I et middagsselskab, hvor kandidat Petersen, skolens bestyrer, der i årenes løb var bleven ridder af Dannebroge, nød den ære at føre Fru Stark til bords, tog kandidaten anledning til at bemærke, at Antonius sikkert var en talentfuld dreng, men lige så sikkert mindre flittig og derfor ikke kunne vente sig bedre resultater, så længe han nærede den overbevisning, at Laurids brun: Antonius 2 man kunne komme frem uden anstrengelser. Peter derimod anså han for en af skolens samvittighedsfuldeste og elskværdigste elever, som kun ved en beundringsværdig flid havde drevet det til at gøre en bedre eksamen end sin yngre Broder. Da Fru Stark var kommen hjem i sin smukke himmelseng ved kaptejnens side, tænkte hun over den forløbne dag, som hun plejede at gøre, og fældede tårer ved tanken om, hvad bestyreren havde sagt. Havde hun nu også røgtet sin vanskelige opgave på rette måde? — hans ord bekræftede, hvad hun instinktmæssig havde følt, men knap turdet tænke ud, at Peter, som mest skøttede sig selv, var nået videst, og — der var så langt frem endnu — men måske ville han med tiden volde hende størst glæde. Disse tanker turde hun ikke røbe for nogen, allermindst for sin moder. Hurtig viste hun dem bort, og snart sov hun rolig og lykkelig ved ' sin mands side. — for fremtiden blev der altid talt med respekt om Peter og hans flid. Han var ligesom skabt for praktisk gerning, sådan et lille viljesmenneske, som han var. Når en eller anden ville vide besked om et geografisk navn, en historisk helt eller lignende, svarede cancellirådinden: — spørg vores dygtige Peter. Han er jo et helt år ældre end lille Antonius! — men var der tale om et eller andet med fut i, som fris med et frisk udtryk fra sin ungdom betegnede alt, hvad der stod i forbindelse med kunst og literatur, så henvendte man sig altid til Antonius. I det stark’ske hus blomstrede der frem en varm sympatti for frie studier og det skønne i det hele taget, fra det øjeblik, da disse sider af den menneskelige ånds virksomhed begyndte at beskæftige antonius’s tanker. Kaptejnen kendte sig ikke længer hjemme i sit eget hus for bøger, forfatternavne og kulissesladder. Det var rimeligvis noget af det meget, som lå i tiden, tænkte han. Det var forbavsende, som man blev gammel. Han tilbragte flere og flere af sine aftener i officersklubben sammen med de gamle krigskammerater, hvor man endnu kunne få sig en fornuftig passiar uden fruentimmervrøvl og vigtighed af lange drenge. — fra Antonius kom til verden, havde det været en given ting, at han skulle være student. Det havde hans fader været, før han blev militær — ogcancelliråden, før han blev handels- 2* mand, og gamle Stark. Det var noget, som alle ordenlige mennesker var. Naturligvis måtte man undtage udpræget arbejdsomme naturer — som Peter for eksempel. De burde tidlig udvikles for praktisk gerning i livet. Det førte ikke til videre anseelse, selvom det jo altid var noget at tjene penge; men for resten var jo naturligvis enhver virksomhed god og hæderlig for sig. Der blev taget alt det hensyn til Peters egen mening, som han kunne forlange; om han ville være apotteker, landinspektør, landmand eller noget andet. Peter tænkte omhyggelig frem og tilbage af angst for at vælge noget, som han ikke kunne magte — og endelig bestemte han sig for landvæsenet. Det vandt familjens bifald, om det end ville forårsage en skilsmisse for nogle år, som bedrøvede dem alle. Peter skulle være herremand, og en plads hos en fjærntbeslægtet af kaptejnen, som ejede en gård ovre i jylland' blev snart funden. Med tårer og viftende lommetørklæder tog familjen Stark en lørdag liftermiddag afsked ude på kvæsthusbroen. På hjemturen talte cancellirådinden om, hvor trygt det var at vide, at Peter var selvstændig og praktisk anlagt og ikke hang så meget ved hjemmet som for eksempel Antonius. Lille fris sagde intet. Hun trak det ene næsebor lidt i vejret og snøftede, som hun plejede, når hun var rørt. Den, der sørgede mest, var dog Josefine Ulrika, grønthandler Jespersens datter, som til daglig blev kaldt Rikke. Fra ganske lille pige havde hun næret varme følelser for Peter Stark. Hun havde et forunderligt held til at møde ham, når han kom hjem fra skole. Når Antonius var med, slog hun ikke øjnene op; han var nemlig vigtig. Men når Peter var alene, smilede hun over hele ansigtet. Han havde ofte hentet grøntsager for Maren kokkepige og fik altid en beskadiget appelsin eller løse vindruer i tilgift. Peter var ikke uvidende, om hvilket indtryk han havde gjort på hendes hjerte. Han følte sig smigret og kunne ikke andet end holde af hende igen. Men da han var kommen op i en højere klasse, generede han sig og undgik at møde hende. Kun engang imellem gik naturen over optugtelsen. Så smuttede han i mørkningen ind i gården, legede og slog en passiar af med hende og var igen den gamle. a.ntonius var nu ene genstand for familjens omsorg. Da den tid kom, at han skulle forberede sig til studentereksamen, blev en hængekøje — det var cancellirådindens idé — sat op til ham i elmelysthuset, at han kunne læse i fred og fri luft. Han havde sit eget værelse, udstyret med chaiselong og amerikansk gyngestol. Det stemte ikke ganske med latinskolens plan, at antonius’s interesser stedse mere og mere gik i retning af frie studier. Det varede derfor ikke længe, inden kaptajn Stark modtog en opfordring fra rektor om at tale et'venligt ord med sin søn om livets alvor, som han ikke nærede tilbørlig respekt for, at dømme efter den måde, hvorpå han øvede sin skolegerning. i enkelte fag var Antonius ret dygtig, således for eksempel i danske stile. Om disse udtalte adjunkt Kragballe, at de røbede en vis fantasifuld begavelse, som ikke var til skade i livet, når en dygtig vejleder med et prøvet blik forstod at føre den til arbejde i forstandens tjeneste, den særlig menneskelige evne. Men Antonius tillod sig upassende friheder overfor retskrivningen, og dette turde, om det end lå i tiden, endog en digterisk begavelse ingenlunde tillade sig. Herfor havde man desuden hjemmel i et cirkulære til de lærde skoler fra det høje ministerium for kirke og undervisning. kaptejnen blandede sig sjældent i, hvad han kaldte sine drenges privataffærer, men for en tjenstlig meddelelse bøjede han sig pligtopfyldende som en god militær. Højtidelig underrettede han Antonius, som blev kaldt ind på hans værelse, om rektorens skrivelse og mente dermed at have bragt sagen i en anden gænge. Da han kort efter modtog meddelelse samme retning, men alvorligere i formen, var han ikke ganske klar over, hvilken stilling en fader burde tage overfor en sådan — en så selvstændig dreng som Antonius, der desuden havde ryggen garderet af det samtlige kvindelige feltskyts, der i en overvejende grad havde husfredens bevaring i deres magt. Drengen indtog en fast stilling, som kaptejnen nødig ville forsøge på at bryde. Antonius forholdt sig tavs og rolig, om end med et udtryk af indre beklemmelse. Kaptejnen mente derfor at turde stille det i bero med en yderligere påmindelse om, hvad pligtfølelsen burde tilsige ethvert ærekært medlem af samfundet i tjenesteforhold. Næppe to måneder efter kom Antonius for skade at gøre adjunkten i græsk til Skive for sin medfødte begavelse. Atter indløb der klage til hjemmet, og kaptejnen følte nu, som efter højere ordre, nødvendigheden af at skride alvorlig ind. Om eftermiddagen for han op på sin søns værelse og kastede rektorens skrivelse til ham på bordet. Medens Antonius hurtig læste den igennem, gik kaptejnen med lange skridt op og ned ad gulvet og rømmede sig utålmodig. Derpå standsede han foran Antonius, slog i hidsighed sin knyttede hånd mod bordpladen og sagde: — insubordinære forseelser er aldrig passeret i min tjenestetid! —noget, som jeg afskyr — som enhver må afsky! — det bør straffes strengt — i gjentagelsestilfælde! — og jeg må sige — jeg skal — du skal, få noget andet at lære! — derefter for kaptejnen ud af stuen, og døren faldt i med en sådan kraft, at huset rystede. Kaptejnens fader var død af et apoplektisk slag, og Antonius spekulerede på, om det muligvis skulle ligge i familjen. Så fandt han rektorens skrivelse på gulvet og læste den igennem roligere end før. Han måtte smile ad den alvorlige tone og tjenstlige form, hvori historien med adjunkten var fremsat. Derefter satte han sig ned og gjorde en usømmelig afbildning på den ubeskrevne side. Den forestillede rektor i en galge med løftet pegefinger og tungen ud af halsen, omgiven af en hoben drenge, der på forskellig vis fornærmede deres foresatte. Antonius fortsatte derefter det afbrudte studium af Schillers » Røverne « og tilbragte en urolig nat i forunderlige drømme. Rektor ville i Franz moors skikkelse bortføre cancellirådinden og friste hende til et forargeligt levnet, hvorfra han først lod sig afskrække, da kaptejnen dundrede i bordet for ham og talte om respekt for alderdommen og insubordinære forseelser. — den store dag kom endelig, da Antonius i spidskjole med broderet skjortebryst, som var et vidunder af friis’s strygekunst, mødte op for det grønne examensbord. I familjen Starks dagligstue blev der opsendt varme bønner til alle censorers strenge dommer om at beskytte ham. Der herskede almindelig adspredthed hos de kvindelige medlemmer lige ned til Maren, som havde en uklar forestilling om en ret, der sad til doms over antonius’s liv og velfærd. Antonius selv tvivlede ingenlunde om sin indre fortræffelighed. Når de herrer af det grønne bord ikke kunne se den, så kom det af deres snævre syn, som lagde vægten på de tørre kundskaber. Den samme opfattelse næredes af hele familjen med undtagelse af kaptejnen, der i hvert fald var fornuftig nok til ikke at ytre sig i noget retning. Den sidste examensdag satte cancellirådinden og Fru Stark sig hver ved sit vindue for at opfange det første glimt af Antonius, når han med studenterhuen på hovedet viste sig udenfor havelågen. Men da klokken nærmede sig til tre, turde de ikke afvente udfaldet, således bankede hjertet i livet på dem. Kokkepigen Maren blev derfor den første, som fik lejlighed til at gratulere Antonius, da han glædesstrålende kom hjem og slyngede bøgerne i en afkrog af stuen med udråbet: første karakter! — den næste, som viste sig, var fris. Hun kom fra fadeburet med ærmerne smøgede op til albuerne og hænderne hvide af mel. Hun var i færd med at ælte dej til de småkager, som skulle bages i anledning af den glædelige begivenhed. — foreløbig blev der ikke spørgsmål om, hvad Antonius ville studere. Han skulle frem for alt udhvile et Års tid fra det anstrengende pligtarbejde gennem de mange lange skoleår. Dersom han i ny og næ samtidig kunne pille nogle filosofiske smuler op, således at han næste sommer kunne absolvere anden eksamen, var det jo herligt og flinkt, men aldeles ikke nødvendigt. Antonius tilbragte nu sin meste tid i studenterforeningen. Ikke blot sås han om dagen kun ved spisetiderne. Men det hændte også, at Fru Stark, når hun lørdag aften gik til ro, ikke lukkede sit øje før hen ad morgenstunden for at afvente det øjeblik, da hun hørte ham sætte nøglen i gadedøren. Klokken halv tolv præcis kom kaptejnen hjem fra klubben. Så længe sad Fru Stark i reglen oppe og nikkede af søvn med sit håndarbejde i skødet. Kaptejnen vækkede hende med et Kys på panden. Så slukkede de lampen og gik til ro. Når kaptejnen vågnede senere hen på natten ved støj af lystige stemmer på gaden, lyttede han efter antonius’s røst. Når han da hørte sin søn tage afsked med kammerater, som havde fulgt ham hjem, søgte han at beregne, hvor mange klokken vel kunne være. På åndedrættet kunne han mærke, at hans hustru var vågen; men selv lod han, som om han sov fast. Antonius var en ung mand med mange interesser. At spille komedie var én af hans bedste fornøjelser, og han tvivlede ikke om, at han i grunden var en født skuespiller. Cancellirådinden betragtede denne livsstilling som ensbetydende med jordisk elendighed. Hvem vidste ikke, hvor meget selv en kongelig skuespiller måtte sætte til livs for at få gejsten frem? — og hvem havde ikke hørt hviske om det i høj grad usædelige levnet med fremmede folks koner, der på scenen agerede elskerinder for andres mænd? — en dillettantforestilling i veldædigt øjemed var en ganske anden sag. Det måtte altid kaldes priseligt at skaffe et hæderligt ældre individ en seng i Vartov, at virke til kommunebørns julebespisning eller beklædning af fattige konfirmanter. Ved sådanne lejligheder høstede Antonius fortjent bifald. Det var ingen ringe tanke at vide, hvor man kunne blive noget stort, hvis man ville ofre sig for stillingen; men det havde han højtidelig lovet sin moder og cancellirådinden, at han ikke ville. Antonius havde også talent for at tegne karikaturer. Dette kostede både cancellirådinden og fris adskillige tårer. Det var ingen spøg at se sig selv fremstillet som blok med hængekrøller i en parykmagers vindue, når man var virkelig cancellirådinde, og alt hovedhåret ikke var ens eget. Det var heller ikke kønt at se sig aftegnet som stærk kvinde i tivoli eller tribunesangerinde, når man som fris turde bede sit fadervor højt for menigheden i kirken på, at ingen mandsperson nogensinde havde været en i utilbørlig nærhed. Når han blot ikke gik hen og blev kunstner, var det såmænd synd at formene ham den smule glæde, han kunne have af at drille sin familje. Gud skulle vide, han havde det småt nok. Cancellirådinden behøvede blot at tænke på sine egne brødre. De holdt rideheste, gik altid i første parket og drev omgang med baroner. Ak, det var dengang! Men kunstner — Vorherre bevares! — hænge på udstillingen, lade sig bese af mennesker, som man ikke kendte, og være udsat for, at bladene sagde deres næsvise meningom et geni, som de naturligvis ikke forstod. nej, nej! — dette måtte ikke kunne siges om nogen af cancellirådindens familje. Antonius tænkte, at det var ikke så ringe at vide, hvor man også kunne blive noget enestående, når man ville give sig i lag med stillingen. Men han havde lovet højtidelig, at han ikke ville lade sig friste. Antonius gav sig god

1890_BruunL_EmmaJonsson

Laurids

Laurids

Bruun

Emma Jonsson

male

male

dk

Bruun

Emma Jonsson

Bruun

Emma Jonsson

En Historie

n

roman

Schou

KB

nan

nan

O

I. Månens skin bredte sig koldt og roligt over sneen. I landskrona var der fred overalt som i en gammel hvælvet kirke. To mænd kom gående nede i gaden. Den ene var høj, tog lange skridt og talte usammenhængende. Han stillede sig selv spørgsmål, gendrev dem og lo, som ad en ung fyrs alt for ungdommelige indvendinger, der forkastes så let, som man blæser asken af sin cigar. Den anden var lille, støt og rolig. Tålmodig hørte han på sin kammerat, holdt ham af og til fast ved armen, når hans omflakkende tale fik ham til at svinge ud i stærke bevægelser — og nikkede, når han bøjede sig ned imod ham, i forventning om et svar eller en anerkendende latter. ligesom prøvende sig frem, sendte kirkeuret et bævende slag ud i luften, og da dette gik godt, atter et slag — og endnu et slag, som blev det sidste, •f højere oppe i gaden blev husene mindre, murene mere brøstfældige og tagene skæve. Hist og her hang der fra tagrenden ud over det smalle fortov en spidst udløbende istap, hvis skygge månen kastede ind over et tilskoddet vindu. — — hvad er det — dér henne? — udbrød den høje og standsede med et ryk sin kammerat. Den korte trak armen til sig, gik derhen og, bøjet over et menneskes skikkelse, hvis omrids skarpt tegnedes i sneen, kaldte han dæmpet på sin ledsager, der var bleven stående og sparkede sneen af galoscherne. — løjtnant, — kaldte han — kom og tag ved! — den tiltalte satte sig langsomt i bevægelse og sagde uden at bukke sig: — hun er vel drukken! — og idet samme tænkte han ærgerlig, at de måtte hjælpe hende og næppe ville komme til ro for det første. — hun er ganske ung! — udbrød den korte. Medens han tog hende under armen og forsøgte at løfte hende, bøjede hans ledsager, løjtnanten, sig frem for nærmere at betragte hendes ansigt; men straks derpå trak han sig hurtig tilbage og rystede uvilkårlig som af en pludselig kuldefornemmelse. Hun lå, med fødderne halvt dækkede af sneen, op imod gadedøren til et lille, kalkpudset, énetages hus med fire fag vinduer. I ét blik omfattede løjtnanten omgivelserne, hvor de stod: døren, huset ved siden af, gjenbostedet, hvor der boede en barbér, og søgte at erindre gadens navn. Derefter fæstede han atter øjnene på hendes unge legeme, hvis overkrop hvilede i hans kammerats arm, medens hovedet støttede imod hans knæ. — er hun død? — spurgte løjtnanten sagte og stirrede spændt på hendes øjenlåg, som vare tæt tillukkede med lange øjenhår ned over kinden. Den korte lagde sin hånd under hendes venstre bryst og bøjede hovedet mod hendes ansigt, medens han tænkte, at det i grunden var en stor fejl, at han aldrig havde lært noget om øjeblikkelig hjælp ved ulykkestilfælde og lignende. — kun besvimet, tror jeg! — han bøjede sig tættere ned over hende, men trak sig hurtig tilbage og sagde halvt • skuffet: — hun har drukket! — løjtnanten gik et skridt til siden og mumlede noget om en betjent, medens den korte knappede hendes kåbe op og gav sig til at gnide hendes kinder med sin hånd. — tag dog ved og lad os få hende rejst! — udbrød han utålmodig, men fik intet svar; han hævede hovedet og så’ den høje med lange, usikre skridt ile ned ad gaden hen over den glatte sne. — hvad går der af ham? — tænkte han og stirrede forbavset efter ham — han finder ingen betjente på denne tid. — et øjeblik overvejede han, om han skulle følge sin kammerats eksempel og lade den kommende dag afgøre hendes skæbne; men det hjælpeløse udtryk om de halvt åbne læber fik ham til at blive. Han gned atter hendes kinder, åndede på panden og puttede hendes kolde hænder ind under sin frakke. Derefter stirrede han ned ad gaden, om ikke alligevel løjtnanten skulle komme med en betjent; men da intet menneske var at se, så langt som gaden strakte sig for hans øjne, blev han vred over sin kammerats opførsel, som han ikke forstod, og lovede sig selv at berette den til fælles bekendte. Han stod i begreb med at rejse sig for at banke på den nærmeste dør, vække folk og få hende bragt ind til varme, da hun pludselig slog øjnene op og drejede ansigtet om imod ham. Medens han så’ bevidstheden langsomt vende tilbage, betragtede han hendes øjne. Store, klare, uden at han kunne skelne deres farve, stirrede de lige på ham. Efter den første halvvågne forbavselse lyste de ham i møde bag et slør af tårer, der endnu ikke havde tættet sig i dråber — og i deres lys så’ han billedet af en ulykkelig, kampopreven sjæl. Der var anger i dem — dyb og hjertegribende. Der var i dem en sum af inderlighed, og deres tavse nødskrig fik ham til at bæve af drift til at hjælpe. Fuldmægtig krog forbavsedes over sig selv. Langt tilbage førte disse øjne ham til drømme, hvor hans tanker ikke havde færdedes i rum tid, og anslog inderst i hans sjæl en gammel stræng, som engang havde klinget af den samme smerte, der syntes ham at bæve i hendes blik. Med besvær rejste hun sig halvt op, i det hun støttede den venstre arm imod hans knæ. Hendes kinder blev røde; langsomt hævede hun den højre arm og strøg det blonde hår tilbage, som sneen havde pjusket ned over hendes kind. da hun ved hans hjælp havde rejst sig helt, så’ han, at hun var høj og velbygget. I håret havde hun en kunstig rose, og frem over kåbens halslinning kom en sløjfe til syne af et bredt lyserødt silkebånd. Noget sne havde sat sig fast i håret og på kåbens venstre side. Hendes pande var høj og klar med svagt buede øjenbryn, og hun havde kløft i hagen, som var velformet og afrundet i én bue op til ørene, der næsten skjultes af det nedfaldende hår. Men læberne, der stod åbne, bevarede i de fint sammentrukne linjer præget af en nylig forvoldet smerte. Ingen af dem fandt ord. Så løftede hun armen og skjulte sit ansigt, medens gråden langsomt arbejdede sig frem; først lidenskabeligt med pludselige stød, som fortalte den et helt livs lidelse, derefter dæmpet, afbrudt af suk, som et barn græder, der nødtvungent giver efter. Først da hun igen var rolig og, ulykkelig forlegen, tørrede sine øjne med bagsiden af hånden, sagde han: — hvor skal jeg følge dem hen? — hun betænkte, om hun skulle skynde sig at gå uden at svare; men da han havde set så meget allerede, og hans tavse ærbødighed indgød hende tillid, svarede hun, bøjende hovedet helt selvopgiven: — jeg véd ikke! — han var rådvild. Hun mærkede det og følte, at hun var nødt til at fortælle om sig selv, og idet hun atter gav sig til at græde, sagde hun halvt vred, halvt fortvivlet: — lad mig gå! — hun betvang dog sine tårer, samlede kåben om sig, satte hatten lige og betragtede ham for første gang opmærksomt. Hun forsøgte et smil; men det forsvandt straks, da han bevarede sin alvor; derpå sagde hun: — jeg kan godt hjælpe mig selv! — et øjeblik betragtede hun det hus, udenfor hvilket hun havde ligget, som for at gemme det fast i sin erindring, vendte sig derpå om og gik med bøjet hoved ned ad gaden. Han så’ efter hende. Sneen sad endnu på hatten og den ene side af kåben. Hun var køn; men hvad kom hun ham ved? han havde opfyldt én menneskepligt — den, som løjtnanten, der nu lå lunt. inden døre, havde svigtet. Hun gik usikkert; pludselig så’ han hende vakle og udstrække den venstre arm efter muren. I et nu havde han nået hende og greb hendes arm, som han lagde under sin. Hun fulgte ham lydig uden at tale. han holdt hende fast, stirrede ud i sneen og rettede sin gang efter hendes. De vare straks ved enden af gaden, og atter måtte han spørge: — hvor vil de hen? — hun svarede ikke, som om hun var opfyldt af sine tanker. Men da hun så’ op og blev gadens omdrejning vår, følte hun nødvendigdeden af hans spørgsmål. — jeg vil bort — bort herfra! — brød hun heftig ud, men standsede pludselig, af angst for at sige for meget. — hvorfor vil de herfra? — spurgte han, men fortrød straks sit spørgsmål og uden at give hende tid at svare, føjede han til: — de må sige mig, hvilken vej vi skal gå. — han så’ hendes rådvildhed, ville komme hende til hjælp og spurgte efter en pludselig indskydelse: — vil de til København? — en svag mistanke skød op i hende. Hvem var han? hvad ville han hende? — hende, som han havde funden ved nattetid, på gaden; blodet for op i kinderne, medens pludselig angst for fremtiden betog hende vejret. Han havde fundet hende, da alt var forbi. Først nu så’ hun klart, at hun var i dette vildfremmede menneskes magt, og tårerne brød atter frem. — hvad mon hun nu græder for? — tænkte han forbavset; men i det samme vejrede han hendes mistanke og sagde: — de behøver ikke at være bange for mig. Jeg kender dem jo slet ikke! — det lod til at berolige hende. Hun hørte op at græde, og han tilføjede: — jeg spurgte dem blot, om jeg skal hjælpe dem til København, siden de ikke vil være her i byen. — hun betænkte sig lidt, inden hun svarede: — jeg kender ingen i København. — han blev angst for at have lovet for meget. Hvem kendte han derovre? — der var hans gamle tante og så en god ven, som havde giftet sig med en dansk dame. Men dermed var han lige nær. Pludselig faldt det ham ind, at hans fordums vaksekone, jomfru Axelson, for nylig var bleven gift derovre og havde sendt ham et fint adressekort, som han huskede, at han i skyndingen havde puttet i brystlommen, da han om morgenen skulle i forretningen. Det var altid et forsøg været. Han havde været én af jomfru Axelsons bedste kunder og givet hende en udmærket anbefaling med til sin tante og sine øvrige få bekendte, da hun rejste derover. Axelson kunne vejlede hende, denne unge pige, muligvis selv bruge hende i sin forretning eller skaffe hende en plads. Så kunne også han, fuldmægtig krog, have øje med hendes skæbne, nu da han én gang havde greben ind i hendes liv. Pokker skulle bryde sig om, hvad og hvor hun havde fejlet, hvad eller hvor hun havde lidt. Det var naturligvis noget med kærlighed — efter hendes alder at dømme. Var ikke enhver ung pige, så uerfaren i de alvorligste ting, uden skyld i sin skæbne? — de nåde ned til havnen. For deres øjne strakte sig bolværket, og helt ud i synskredsen sitrede og strålede sundets overflade som flydende sølv. Der var næsten helt tyst. Kun en båd hørtes med regelmæssige mellemrum skure mod bolværket. Master og ræer ragede som mørke streger frem i månelyset, og højt oppe fra et kvistvindu i hotellet lyste et blegt lampeskær ud over taget. Dér henne lå damperen, som skulle afgå til København samme morgen ganske tidlig. Han søgte at skelne de enkelte genstande. Når hun gik om bord nu, kunne hun tilbringe resten af natten med hovedet op til den sammenrullede trosse, som han skimtede på agterdækket; og når hun om morgenen stod i København, kunne hele denne nat med hvad der gik forud for den, ligge bag hende som en drøm. — ja således er det bedst! — tænkte han, men vidste ikke, hvorledes han skulle få begyndt. Han styrede deres gang imod damperen. Forsigtig gik de uden om strammede Tove, i angst for at falde over de tomme oljetønder, hvor rotter sad på hug og sugede den sidste dråbe ud af træet. Han standsede ved én af fortøjningsstenene ud for en lygte; og idet han slap hendes arm for at lede i sin lomme efter adressekortet, fortalte han hende ligefrem, men hastig, hvad han havde tænkt sig, og ventede spændt på, hvad hun ville svare. Hun bøjede hovedet til tak, idet hun rystende lagde armene i kors over brystet, som om hun kun havde tanke for, at hun frøs. Sneen, som sad i hendes hår, var begyndt at smelte, og vandet løb isnende koldt ned ad hendes ryg. Med lettet sind tog han sin tegnebog frem, slog den løse sne bort, som havde samlet sig på fortøjningsstenen, og med denne som underlag skrev han på et udrevet blad til madam Hansen, født Axelson, Nyhavn nr. 97 i kælderen, nogle nødvendige ord, som skulle bede hende om at tage sig af denne unge pige foreløbig og om muligt skaffe hende en plads hos pålidelige folk. Hvad udlæg, hun derved måtte have, var at føre i hans regning. Medens han skrev disse linjer og lagde papiret i en konvolut, som han ikke lukkede, betænkte han, i hvilken uheldig belysning hans tilfældige forhold til denne unge pige sandsynligvis ville blive set. — det får være! — sagde han til sig selv — når jeg én gang har indladt mig på denne rolle som menneskeven, er der ikke andet at gøre end med fornuft at føre den til ende. — kun et par skridt, og de havde nået landgangen til damperen. Omkring dem var der stille som på en kirkegård. Ingen ankerkj ættings jærnled gnavede på hverandre; ikke den mindste smule dampende vand dryppede fra et ubemærket hul i en skibsside med énsformig lyd ned på vandets flade. Ingen trosse svajede, strammede sig og slappedes igen; intet trisseværk knagede højt oppe i takkeladsen; ikke et svin gryntede fra lasten. Kun havnerotterne, deres livsgerning tro, gnavede med en rastløs skrabende lyd og blottede plankernes skjulte råddenskab. — hvorledes vil hun bære sig ad med sit tøj? — mon hun har penge til billetten? — tænkte han, men ville nødig spørge hende ud. Lidt efter sagde han: — kan de nu klare dem om bord? — hun forstod straks, at han tænkte på penge, og nikkede hurtig. — er der slet ikke noget, jeg skal besørge tor dem her? — hun betænkte sig og svarede: — nej tak; jeg kan skrive efter mit tøj, når jeg er kommen derover! — de så’ et øjeblik på hinanden og følte hver især, at de begge tænkte på, hvor meget der af disse ord lod sig udlede om hendes fortid, indtil hun forvirret slog blikket ned og troede, at han måtte ane alt. — tjenestepige! — tænkte han og følte sin formodning bekræftet. — så går de vel om bord! — sagde han og tilføjede med et stænk af munterhed, nu da de dog skulle skilles og måske aldrig oftere ses: — det skal gøre godt at komme hjem i sin køje. — hendes tanker vare åbenbart andetsteds. Hun syntes at vågne ved hans ord; da hun havde forstået dem, rettede hun sig, følte med en hurtig bevægelse af hånden, om kåben var helt knappet, vendte sig derpå halvt om fra ham og lagde hånden på landgangens rækværk for at gå op. I det han tænkte: — mon hun ikke siger farvel? — vendte hun sig hastig, som om det samme pludselig faldt hende i sinde. Hun stod atter ansigt til ansigt med ham — vi er lige høje, tænkte han — og idet hun greb efter hans hånd, som han skyndsomt rakte frem, da han blev hendes bevægelse vår, så’ hun ham helt frimodig ind i øjnene med et inderligt lys i sit blik. Medens han betragtede hendes stærkt krummede læber, der endnu vare lidt blege i kulden, hviskedee hun varmt: — tak, tak! — og trykkede hans hånd. Hun gik op ad landgangen, og han sagde: — Pas på, de ikke falder; der er vist glat! — hun svarede ikke, men gik forsigtigere og holdt sig ved begge rækværk. Da hun var kommen op, vendte hun sig atter imod ham. Han tog sin hat af. — far vel — far vel! — hils madammen fra mig! — da han var kommen et par skridt bort kunne han mærke på sig, at hun så’ efter ham. Han vendte sig, nikkede og sagde: — god lykke på rejsen! — derpå bestemte han, at det nu skulle have en ende, som om han var angst for, at noget allerede var gået for vidt — og med raske skridt skråede han ind over havnepladsen i en anden retning, end de vare komne, uden at se sig tilbage, med fare for at falde mellem tønderne over de strammede Tove. Imedens han gik, tænkte han halvvejs forbavset over, hvad der var hændet ham denne nat. Han tænkte på, hvad han havde sagt og hun havde svaret; på hendes ansigt, hendes holdning og hendes gang; på hendes klare, bedrøvede øjne og hendes håndtryk nu til sidst. — hvem er hun? — spurgte han sig selv — hvor kommer hun fra, fra hvilken fortid? — han skuttede sig i sin frakke, dels af kulde dels af ærgrelse over, at han intet havde fået at vide. Hans fod stødte i det samme mod en fastfrossen sten. Den blev siddende, men stødet smertede. Dobbelt ærgerlig standsede han nu, sparkede til stenen og gav sig ikke fred, før den var løsnet. i. Ved havnegadens bolværk forlod Emma Jonsson dampskibet, på hvilket hun var sejlet over sundet. Efter at have passeret toldkontrollen, befandt hun sig pludselig lige over for en lang række af fireetages huse med logis’er og beværtningssteder for søfarende og svenske rejsende. Rådvild blev hun stående på samme plet, medens larmen fra de nærmeste gader og klokkeklemten fra havnebanens lokomotiv, der langsomt stønnede sig op imod hende, fyldte hendes øren. En politibetjent midt på fortovet med hænderne på ryggen betragtede hende i tavshed. På samme tid, som det gik op for ham, at den unge pige med det svenske tørklæde om hovedet var fremmed og spejdede efter vejledning, opdagede Emma hans uniform. efter nogen betænkning tog hun mod til sig og gik hen til betjenten. Han læste adressen, der var skrevet med blyant på den konvolut, hun holdt i hånden, og efter at have kastet et blik ned igennem gaden satte han sig alvorsfuldt i bevægelse. Han ledsagede hende omkring hjørnet, ned gennem Nyhavn, indtil de nåde broen, som netop blev sænket, efter at en norsk skonnert, ladet med birkebrænde, havde staget, halet og skubbet sig igennem. Emma havde ikke mange skridt at gå for at nå nr. 97. Hun gik ned ad et par trin og kiggede forsigtig ind ad glasruden i kælderdøren, gennem det forhængte gardin. Der var stærk ild på vaskeovnen og megen vanddamp oppe under loftet. Nærmest vinduerne så’ hun et umalet træbord, som var helt overskyllet med vand fra den mægtige Balle med vasketøj, som stod derpå, og længere tilbage i stuen, henne ved ovnen, øjnede hun en kone af middelhøjde, i sin bedste arbejdsalder. Hun stod med maven skudt frem og hovedet tankefuldt bøjet, rørende med en lang træslev i en stor kedel, som var fyldt til randen med vasketøj; det kogte og pludrede, vred sig, skød i vejret, boblede og kastede sæbevandet i små skumstænk ud på den hede » Ovn, hvor det spyttede og brasede til brandgule pletter. Madam Hansen, født Axelson, fulgte med opmærksomhed sit elements bevægelser. Kun nu og da vandrede hendes grå øjne fra ovnen til vinduet, hvor de med øvelse målte størrelsen af den bunke tøj, som var opvredet og lagt på en stol. Derefter gled de i forbigående henover -den modsatte væg, hvor dampen, der havde fortættet sig, løb i dråber og lange kanaler helt ned til gulvet. På samme væg var der en dør ind til det andet værelse til gaden. Den stod på klem. Derinde fra hørte man lyden af en hammer, der bankede to korte slag, hvorefter den gjorde et lille ophold for at trække vejret. Igennem døråbningen kunne man skimte en spids, rødlig næsetip, der bar briller, hvorigennem to små øjne med mange rynker i krogene opmærksomt fulgte virkningen af hammerslagene på det brungarvede læder, som personen havde udspændt over læsten i sit skød. Skomagermester Adam Hansen, korporal i borgervæbningen, var under dette arbejde helt sammensunken, så at hans stride, brunlige hage-skjæg krøb ind bag den vide skjortelinning og irriterede hans magre Hals med det store adamsæble. Emma tog mod til sig, åbnede døren sagte, og stod ansigt til ansigt med den, hun søgte. Stor var madammens forbavselse, da hun havde læst brevet fra fuldmægtig krog. Hendes grå øjne betragtede Emma med et mistænksomt blik, medens hun langsomt foldede brevet sammen og gemte det i en lomme på den indvendige side af det store forklæde, som var bundet om livet og gik hende helt op i halsen. Madam Hansens hurtig omløbende tanke afvejede i kort tid de grunde, som talte for og imod at beholde Emma i huset. De havde jo pulterkamret under trappen; dér kunne hun ligge. Så måtte brændet og kullene på loftet, tilligemed hendes mands forråd af kasseret fodtøj; men så fik hun jo også en til at hente det ned, når det skulle bruges. Hun vidste straks, hvad hun ville skrive til fuldmægtigen. Tyve kroner var da ikke for meget i kostpenge for en måned, indtil hun kunne finde en plads for pigen et eller andet sted. Der var imidlertid endnu et hensyn at tage; men derom ville hun tale med sin mand i Enrum. Efter at have anstillet disse betragtninger, medens hendes øjne ikke vege fra Emmas ansigt, begyndte madammen. — ja ser de — Emma var det jo, de hed, ikke sandt? — det er ligesom en styrelse fra Vorherre, kan man gerne sige, at de er kommen her i mit hus, så jeg føler mig næsten moralsk forpligtet til at beholde dem — det vil sige foreløbig, til jeg kommer rigtig ind i dem og ser, hvad de duer til både med med det ene og med det andet, — der er nu madlavning, opvaskning og renlighed — ja især renlighed; jeg kan lige så godt sige dem det med det samme: jeg forlanger en overordentlig renlighed. Kan de stryge? — Emma rystede på hovedet. I det samme opdagede madammen, at næsen af hendes mand nysgerrigt tittede frem i dør-åbningen, men skyndsomt trak sig tilbage, da den følte sig bemærket. — kan du ikke holde den dør lukket, når jeg taler med et menneske, hvad Hansen? -- de kan altså ikke stryge. Ja så må de lære det. Jeg plejer ellers at have betalende elever, men det snakker vi nu ikke om — ikke foreløbig; man skal jo hjælpe sine medskabninger; det vil da naturligvis sige, når omstændighederne er der — og især da naturligvis, når det er et skrøbeligt eller vildfarende menneske, som er kommet galt af vejen og — nå — eller noget af den slags; men det vil jeg nu ikke håbe om dem! — hun betragtede Emma med et nysgerrigt prøvende blik. Men da Emma ikke syntes at forstå hende, føjede hun til: — man må sandelig takke Vorherre, for at der er skikkelige mennesker til i verden, som kan hjælpe en, når man er i nød og vånde, selvom man kun ligger, som man har redet — — de må ikke tro, at jeg vil fritte dem ud eller spørge dem om den mindste smule af — af deres fortid! Men de må ikke tage mig det fortrydeligt op, at jeg som en erfaren kone siger dem, at det ikke er enhver herre med strøget skjortebryst, der er ren indvendig, fordi at hans.lintøj kan være meget propert og ikke noget at sige til. — efter således at have lettet sit hjerte, sluttede madammen i en mere forretningsmæssig tone: — det var det, jeg ville have sagt — jeg skriver til deres — til fuldmægtig krog, som forresten er en god bekendt, jeg kan såmænd gerne sige ven af mig, at tyve kroner om måneden efter min beregning er det nøjeste, som det ene menneske kan være bekendt at byde det andet for kost og logis — undervisningen og oplæringen snakker vi nu ikke om — den får de jo omsonst! — madammen viste derpå Emma til rette i vaskestuen, som tillige var køkken, og gav hende lov til at lave sig en kop kaffe og smøre sig et par rundtenomer rugbrød med gammelost, som hun fandt inde i spisekamret, der dannede ligesom en mørk alkove med lys fra stuen. Emma kunne høre, at madammen talte dæmpet med sin mand inde i værelset ved siden af. Gadedøren åbnedes. En ung mand, svenden Lars Christensen, med et lille fikst overskæg, en filthat på snur og en pakke i avispapir, hvoraf et par støvlenæser stak frem, kom fløjtende ned i stuen og standsede forbavset ved synet af Emma, som stod lænet op til væggen med et stykke brød i den ene hånd og kaffekoppen i den anden. Han betragtede hende nogle øjeblikke i tavshed, lettede derpå skødesløst på hatten og sagde goddag, idet han blinkede svagt med det ene øje. Da denne tilnærmelse imidlertid forblev ubesvaret, fløjtede han videre, med hænderne dybt i sidelommerne af den korte jakke, og kastede endnu et blik på hende, idet han vendte sig i døren til det andet værelse og lukkede den efter sig. — uret på væggen i skomagerstuen slog ti. Madammen, der ubestridt førte overkommandoen, som den, der dækkede størstedelen af husets udgifter ved sin vaskeforretning, satte sig. i bevægelse for at efterse, om den sidste glød i ovnen var gået ud, om alle vinduer og døre vare lukkede, og om ingen af stedets og nabohusets løsgående katte, med hvilke hun førte en forbitret kamp, havde set deres snit til at smutte om bag kulkassen eller ind under det lave vaskebord. Hun fulgte nu Emma over i det forhenværende pulterkammer, hvor alt, med undtagelse af nogle gamle støvler, læste og tomme æsker, hvori der havde været stivelse, var flyttet på loftet af Emma og svenden Lars, som straks beredvillig havde tilbudt sin hjælp. Da alt dette var i orden, kunne madam Hansen, født Axelson, endelig unde sig ro. Ægteparrets fælles sovekammer stødte op til skomagerstuen og havde vinduer ud til den mørke gård, som på alle sider var klemt inde mellem mure, der var flere etager høje. Imellem vinduerne fandtes her uden for en vandhane, hvorfra en dråbe uafladelig faldt ned på afløbsstenen og derved, når alt var stille, fremkaldte en ensformig lyd, som gentog sig regelmæssig som et urs dikken. En dør, forsynet med smæklås, førte ud til et par trappetrin, ad hvilke man fra husets hovedopgang og øvre etager kom ud i gården, og her lige overfor var døren til Emmas Kammer, som udfyldte rummet under hovedtrappen. Da madammen kom ind i det ægteskabelige sovekammer, lå hendes mand allerede under dynerne i den ene halvdel af dobbelsengen; kun hans uredte hår og rødlige næsetip stak frem over lagenet. Skønt hans øjne vare lukkede, og han trak vejret dybt og særdeles regelmæssigt, gik madammen ikke destomindre ud fra, at han endnu var vågen, og lavede sig til, som hun havde foresat sig, at tale med ham i Enrum — ægteparret havde gjort hinandens bekendtskab, kort efter jomfru Axelsons bosættelse i København, ved en auktion over noget bohave, hvor de tilfældig havde fået plads ved hinandens side. De havde gjort fælles sag om at overbyde nogle koner af marchandiserfaget. Ingen af dem havde været længe om at erfare, at den anden var ugift, og hun var snart kommet på det rene med, at han nu i sin modnere alder havde opgivet tanken om at gifte sig og derfor stod i begreb med at indrette sig et tarveligt, men anstændigt ungkarlehjem. Derom talte umiskendelig de genstandes beskaffenhed, som han bød på. Også han fulgte med opmærksomhed de ting, som vandt hendes bifald, og af de priser, som blev fastslået for hende ved hammeren, ligesom af hele hendes ydre, følte han sig overbevist om, at hun var en velstillet kvinde i en god næring og i sin bedste alder. Under disse betragtninger, som de anstillede hver for sig, mødtes deres øjne hyppig og røbede spirende velvillige følelser. Det varede ikke længe, inden den tanke for jomfru Axelson gennem hovedet, at de to burde slutte sig sammen i et ægteskab til fælles bedste og Vorherres ære; ja hun var ikke langt fra at finde en styrelse i, at de sad her lige overfor hinanden ved det lange bord og købte ind ligesom til et udstyr. Hver gang et nummer blev råbt op, og auktionskarlen ved enden af bordet løftede det i begge arme, for at folk bedre kunne se det, kom de stiltiende alene ved blikket overéns om hvem af dem, der skulle købe det. På dril bød de hinanden over; men til slutningen var Hansen altid galant og lod hende få det. Den sidste dag, auktionen blev holdt — den varede en uge i det hele —, gjorde jomfru Axelson det indledende skridt og inviterede Hansen hjem til sig, for at han kunne se, hvorledes det indkøbte bohave tog sig ud i hendes lejlighed i Nyhavn. Hun beværtede ham med et velforsynet aftensbord, hvilket han skænkede den mest uskrømtede opmærksomhed. Straks efter måltidet erklærede han sig i heldig valgte udtryk og fik hendes ja. Han blev siddende et par timers tid, og stemningen blev stadig mere oprømt. Men da han ved tilnærmelser, som ikke let kunne misforstås, røbede sin lyst til at indvie det ægteskabelige samliv, inden gejstligheden havde givet sin velsignelse i kirken, stødte han første gang sammen med jomfru Axelsons faste karakter og sædelige principer. Men det blev ikke sidste gang. Både før og efter brylluppet havde hun gentagne gange anledning til at føle sig krænket over en vis løshed i sæder, der blandt andet også gav sig udslag i den forkærlighed for indvendig varmende og stærke genstande, hvorom hans næse tydelig bar vidne. Men ikke nok med dette; madam Hansen følte sig ydermere bekymret ved at se, at hendes mands omhyggelige opførsel og kærlige forsøg på at behage hende aftog såvel i hyppighed som i styrke for hver dag, der gik efter bryllupet, ja i den senere tid var han endog begyndt at stikle til hendes alder ved at tale om » gamle fruentimmer «, som var gået i frø, endskønt hun, hvad han meget vel vidste, da hun aldrig havde lagt skjul derpå, først lige havde fyldt sit fyrretyvende år. På grund af denne mistanke til beskaffenheden af Hansens sande følelser, som formørkede det ægteskabelige samlivs himmel, var det hendes håb, som hun ikke nogen aften, når hun havde lagt sig til hvile, undlod at foreholde gud, at han ville skænke hende et barn, på hvilket hun kunne ødsle sin varme naturs rige, men upåskjønnede følelser. Flere gange i dagens løb havde madammen næret betænkeligheder ved, ja halvvejs allerede fortrudt, at hun havde optaget denne vildfremmede unge pige i sit hus; thi Hansen var en ynder af smukke ansigter, og medens han dag ud og dag ind trak nålen gennem læderet, var der jo rig lejlighed til at sidde og se på Emma og blinke, når madammen tilfældigvis vendte ryggen til eller måske oven i købet var ude. Hun havde derfor besluttet, i betragtning af sagens alvorlighed, at undgå alle omsvøb og i tide at tage tyren ved hornene. Med den blomstrende overkrop blottet til skuldrene løste madammen — som hun plejede, inden hun lagde sig — sit i tindingerne stærkt medtagne hår foran det halte spejl, som stod på kommoden. Hun havde besvær med at holde Hansen så vågen, at han kunne fatte, hvad det var, hun ville have ham til at love. Gnaven og søvnig forsikrede han, at han skulle holde sig fra kyssen, kniben og den slags. Derefter vendte han sig om på siden og slumrede ind. I drømme så’ han den fremmede pige sidde i sofaen inde i skomagerstuen eller » den lille stue «, som den blev kaldt. Han holdt hende om livet, og hans kone stod i døren til vaskestuen og svingede truende sin træslev over hovedet. Lars stod på hænder opad væggen og lo, så det rystede i ham, medens symaskinen gik af sig selv og sømmede det ene store stykke efter det andet, så at læderet bredte sig over hele gulvet op langs væggene og truede med at kvæle dem allesammen. — det var kun en tynd væg af brædder, på den indvendige side uhøvlede, som adskilte Emmas Kammer fra gangen. Over sit hoved havde hun den stærkt skrånende underside af trappen, der førte op i huset. Den var afpudset med kalk, som i tidernes løb havde fået et énsfarvet, mørkegråt udseende og var ligesom overgroet med gammelt og forladt spindelvæv, hvis hulheder vare fyldte med støv og kalkbestanddele, som dryssede ned, når nogen trådte fast i trappen over hendes hoved. I det ene hjørne stod et lille bord, hvis plade var til at klappe ned; på dette havde madammen stillet noget klinket vandtøj af fajance. Ved siden af bordet stod en stol, der havde lidt skade på et af benene og var skrøbelig i ryggen. I det andet hjørne, langs med væggen, stod sengen, som omtrent optog stuens hele længde. Halmmadratsen var for stor og bredte sig ud over sengekanten. Det varede længe, inden Emma kunne finde sig til rette. Halv afklædt sad hun på sengen i dybe tanker, medens hendes hoved berørte det skrånende loft, inden hun kunne bekvemme sig til at trække strømperne af og lægge sig ned under tæppet, skønt hun frøs, så hun rystede over hele kroppen. Denne første dag havde hun gået omkring som i en døs, sét og hørt alt som gennem en tåge. Først nu begyndte hun at samle sig. Omgivelserne og personerne i hendes fremtidige^ hjem trådte frem og tegnede sig i mere bestemte omrids. Hun forsøgte at tænke sig ind i fremtiden og forestillede sig den afvekslende lys og mørk. Så gentog hun for sig selv, hvad madammen havde sagt til hende straks om morgenen, da hun var kommen, og nu pludselig gik det op for hende, hvor tydelig mistænksom hun havde set på hende med sit grå blik, og hvor ringeagtende meningen af hendes ord i grunden havde været. Hun udmalede sig, hvad hun burde have svaret madammen, hvorledes hun med foragt burde have vendt hende ryggen og være gået sin vej. Den gamle stolthedsfølelse bruste frem, og hun bebrejdede sig heftig, at hun havde ladet sig behandle som en tøjte, og at de fremmede mennesker måtte tro af hendes tavse og forlegent ydmyge væsen, at hun var taknemmelig for den medlidenhed, de skænkede hende som en almisse. Hun bed sig i hånden af vrede og vidste ikke, hvorledes hun bedst kunne vise dem had og hån. Lidt efter blev hun atter roligere, og nu kom hun til at tænke på den fremmede mand, som havde fundet hende. Hvor besynderlig langt tilbage, syntes hun, den foregånde dags og nats hændelser tegnede sig i hendes erindring. Hun kunne ikke fatte, at der kun lå én dag imellem dem og nu. Han havde fundet hende på gaden i sneen! Atter blev hun hed i kinderne; nu brændte skamfølelsen stærkere end stoltheden før. Det var, som om hun sank så dybt, så dybt. Fuldmægtigen, madam Hansen, alle, hvis medlidenhed hun for et øjeblik siden rystede af sig med foragt, stod højt over hende; og deres medlidenhed var lutter deltagelse, kærlig bekymring og hjælpsomhed, øjne, der stirrede ned i dybet efter hende, hænder, der raktes ud for at frelse hende. » Funden på gaden! « lød det som et omkvæd i hendes tank

1873_BruunC_FraEtHjoerneAfKirkegaarden

Carl

Carl

Bruun

Fra Et Hjørne Af Kirkegården

male

male

dk

Bruun

Fra Et Hjoerne Af Kirkegaarden

Bruun

Fra et Hjørne af Kirkegaarden

En gammel Kunstners Ungdomshistorie

n

gothic

Reitzel

KB

Nogle ord er ikke læselige i txt

nan

nan

O

Formte æs mine første barndomserindringer dukker en kvinde frem, på hvis skød jeg sidder, som ofte kysser mig og kalder mig sin egen kære dreng. Hun er klædt i sort og har et mildt bedrøvet udtryk i øjet, der forundrer mig og ofte får mig til at spørge: „ Moder! hvorfor græder du? “ Hun taler ofte til mig om min fader, som er død, om gud, som har kaldt ham op til sig, og jeg forstår hende ikke. Hun luller mig i søvn om aftenen, hun sidder mange timer ved min lille seng, hun klæder mig på om morgenen, spadserer med mig og fortæller mig mange forunderlige ting om planterne, dyrene, menneskene og om gud. Hun spiller meget på fortepiano, og har en lille vclklingende stemme. Hendes sange er rørende og simple, som hun selv. Der klinger noget med i dem, som jeg kun kan ane, underlige harmonier bevæge sig dæmpet bagved; jeg formaner ikke at fatte t * dem, inen i almindelighed bliver jeg dog siddende roligt på min skammel og hører til. Undertiden kan jeg løbe hen til hende og skjule mit hoved i hendes skød, og jeg kan da i min barnlige bcgeistring ikke finde andre ord end: moder, hvor jeg holder meget af dig! Hun smiler da gjenncm tårcr, og freden hviler som en rolig og let sky på hendes pande. Katten strækker sig i sofahjørnet, solen stjæler sig ind mellem de grønne persienner og fåcr bladenes skygger til at lege tagfat hen over gulvet. To gange om ugen er det mig en festdag. Så klæder min moder mig i en anden dragt end den sædvanlige, og jeg er ikke lidt stolt af de sorte floilsbcnklæder, den korte blonse og det lakerede bælte med et stort skinnende spænde. Jeg kan ikke lade være med at ske ned af mig selv og stirre på det blanke spænde, og jeg faner undertiden lyst til at være den lille fattige dreng, der gåcr forbi, for ret at kunne nyde min egen pragt. Min moder tager mig i håndcn, og vi gå langt, meget langt. Jeg bliver vel endog undertiden træt, men hun har altid nogle opmuntrende ord til mig. Jeg glemmer min egen forfængelighed, når jeg seer på min moder, som på disse dage forekommer ung at være et sandt ideal af skjonhed og unde. Hun er iført sort silkekjole og bærer en lille stråhat, og det forekommer mig, at. denne dragt lægger en forunderlig adel over hele hendes skikkelse. Jeg løber undertiden fra hende eller bliver ståcndc for at ske, hvorledes solen belyser hende, hvorledes dens stråler gyde sig om hende, farve hendes rige hår og snige sig ind mellem folderne i hendes kjole. Jeg kan da glæde mig barnligt over hendes lette gang, hendes ranke skabning, over hendes hele skjønhcd. Hnn taler ikke meget til mig; men når vi nå hen til det sted, hvor hun fortæller mig, at de døde mennesker hvile, og vi stå foran et mindesmærke, hvorpå jeg læser mit eget navn, trykker hun mit hoved tæt ind til sit bryst med en inderlig overstrømmende følelse, som om hun bad mig om at tie. Jeg spørger hende derfor aldrig når hun hnlkcnde jamrer: stakkels faderløse! Min faders grav ligger ganske alene i det yderste hjørne af kirkegården ligesom for sig selv. Jeg tænker meget derover, men tør ikke for alt i verden spørge derom. Det smerter og bedrøver mig, at den ligger så ensomt, og det falder mig ind, at de andre grave er flygtede bort fra dens nærhed. Jeg begynder at forstå, at der klæber en skrigende sorg, en mere end almindelig smerte ved denne plet, og når jeg seer min moders tårer falde tungt til jorden ( undertiden er det mig, som om jeg kunne høre dem ) vogter jeg mig for at træde på den plet, hvor jeg antager, at de er faldne. Der kommer en slags hellig sky til at hvile over dette sted, og hvis min moder ikke var der, ville jeg frygte for at gå derhen. Jeg betragter alle de steder, hvor min faderhar vandret med en besynderlig blanding af zerefrygt og wngsfelse. Jeg tænker mig ham gående i den høje pilcallce bagved huset, og det undrer mig næsten, at jeg endnu ikke sinder hans spor i sandet; i kirken tænker jeg på, at hans stemme også har runget der, og at det ville være rimeligt, at den endnu klang dybt inde i de tykke mure; jeg betragter hans portrait, der hænger omvundct med et sort slør i dagligstuen, med stor nysgerrighed og kan aldrig blive træt af at stille mig hen på det sted, hvor jeg antager, han må have ståct, da han blev malet. Når ingen seer det, ' kan jeg stige op på en stol og kysse min faders ansigt, og når jeg da seer hans dine så nær ved mine, synes jeg, af de blive levende. Jeg lister mig af og til ned til den store dam, hvorhen min moder har forbudt mig af gnae, ( hvorfor ved jeg ikke ) og betragter det sorte rolige vand, i hvilket han også har stirret, og som igicn har stirret ham i møde. Det forekommer mig ofte, af dette vand måtte kunne fortælle underlige, alvorlige ting om min fader. Jeg vccd, af jeg har hvilet i græsset nær ved dette vand, har hørt poplerne hviske så sørgeligt, og fuglene skrige så frygtsomt, af jeg pludselig er- blevcu angst og er ilet bort grædende og sky, nden af tnrde bctroe mig til min bror. Ville min moder da ikke tilgive mig min ulydighed? Jeg vccd altforvel, af hun ville det, af der intet er, som hun ikke kunne tilgive sin cgcn kære dreng. Hun er stolt as mig og lægger ikke skjul derpå. Min lille persons forfængelighed tiltager derfor i en fornroligcndc grad. jeg mærker, af det egentlig er mig, der hersker i huset, af mine luner cre de vinde, hvorefter alting drejer sig, og når mine tyranniske fordringer en enkelt gang ikke blive opfyldte, føler jeg mig let forurettet eller tilsidesat. Men til gengæld elsker jeg hende højt — hun er ligesom grundtonen i mit barnelivs musik; hvad enten jeg leer, græder, synger, taler eller leger, står hun altid ved min side, deltagende og yndig. Hun forstemer af tæmme min kådhed, af stille min gråd, af deltage i min latter og lede min leg; hun forstår altid af være i mine tanker og derved give dem et rigt indhold. Hun er mig mere end moder og fader — hun er mig alt. I denne stund velsigner jeg hendes minde, og min ånd flagrer om hende i erindringen. I denne stund, da hendes kære øjne have været lnkkede i mange år, og hendes lille hånd, der så mangen gang har hvilet på min pande og gledet let over mit hår, for længst er visnet, sorståer hun af gøre mig til et snurrigt gammelt barn, der flygter tilbage i svundne tider, for atter af lægge sit hvide hoved op mod hendes bankende unge hjerte. Når vi atter seks! Min barndoms brogede billeder, der veksle som farverne i en sæbeboble, standse et dieblik og vise mig en person, jeg ikke holder af. Han hedder hr. Svendsen. Jeg antager, af det er hans døbenavn, og det indgyder mig en sær respekt. Selv voksne mennesker tale ikke om ham, uden at kalde ham hr.; han bctitles aldrig anderledes, og han ville ikke være mig det mindste, hvis man kaldte ham slet og ret Svendsen. Han er huslærer på en herregård en Fjerdingvej fra min moders hus, og jeg går i skole hos ham. Han er høj og spids og seer så for ud, som om hans hud oprindelig havde været for lille og kun ved at strammes havde ladet sig udspænde over et så omfangsrigt bcnsystem. Han har en egen måde, hvorpå han triller sine tommelfingre uden om hinanden; hans stemme er mig ubehagelig skrigende i modsætning til stilheden i mit hjem, og han synes at være ligegyldig for alt andet i verden end historie, geographie, dansk stil og regning. Jeg går hver dag over på herregården ( i begyndelsen ledsager min moder mig ) og sidder hver dag i mange timer på en bænk sammen med en lille pige og en dreng, der er meget ældre end jeg. Jeg modtager hyppige bebreidclser, fordi jeg er uopmærksom og viser stor tilbøjelighed til at falde i søvn. Jeg vækkes af og til med et slag af en bog, når mit hoved er sunket ned på bordet og farer da forfærdet op. Jeg har kun den tanke at komme bort; jeg giver mig ikke af med mine lidelseskammeratcr, jeg lærer ingenting, jeg går som i drømme. Det er mig umnligt at få ind i mit hoved, hvad det kommer mig ved, at barbarerne blcve drevne ned af bjerget med en pileregn, og jeg anser mig ikke for lykkeligere, fordi jeg væd, at Herkules dræbte ku løve med sine blotte hænder. Min ældre kammerat betroer mig desuden, at det er usandhed, og hvorfor lærer man mig løgn? Jeg begriber ikke, hvilken indflydelse det skulle have på mig, når jeg bliver voksen, at Rusland grænser mod ost til Asien og ikke til en hvilkensomhelsl anden verdensdel. Hvad gør det til sagen, om menneske staves med æ eller e? Enhver vil jo dog kunne forstå det. Jeg indser på den anden side, at det kan være ret behageligt at vide, hvor meget et fjerdingkar wbler koster, men finder det langt bekvemmere at spsrge sine tjenestefolk eller manden, der sælger dem, end bemale en stor skifertavle, bryde sit hoved, smudskc sine fingre og græde. Jeg synes, at der bliver begået en blodig uret mod mig ved af tvinge mig til af lære alt dette, og jeg får af og til vandet i oinenc, ved af tænke på, af min moder har sendt mig i skole, fordi hun ikke mere bryder sig om mig. Hvad hr. Svendsen augåer, da betragter jeg ham mere som et marterinstrument, der er bragt herud for af plage mig, end som et menneske, og da jeg har bragt i erfaring, af han er nervøs ( skønt han selv skriger så højt ), hævner jeg mig på ham ved af fløjte, både når jeg kommer og forlader skolen og lade være med af lære mine lektier. Og sålcdes går det til, af jeg bedrøver min moder og mig selv; thi jeg er aldrig rigtig glad, da jeg ved, af der er noget, som står imellem mig og hende, og mit barnlige hjerte bliver bittert mod den mand, jeg i min tåbelighcd tror af have kastet sin lange, nbehagelige skygge mellem os. Ud af den forvirrede og sammenhobede mængde af enkeltheder, hvoraf barndommen altid bcståer, når man betragter den fra en sildig alders standpunkt, ud af denne drømmeagtige med lakuner gjennemskjårne tilværelse, man kalder barndommen, hæver sig altid enkelte solbelyste eller dunkle punkter, som øer over havet. Aldrig forlade de vor bevidsthed, aldrig fordunkles eller tilsløres de; men vinde snarere i styrke og klarhed, som tiderne gå. Dertil regner jeg en begivenhed, der omtrent foregik på denne tid, og som, om end ikke betydelig eller vigtig, dog havde en stor indflydelse på mig og endnu den dag i dag klinger til mig fra det fjerne, som et kært gammelt, alvorligt musikstykke, der får alt det til nt voxc frem igjcn, kalder alt det til live, som et helt livs sørgelige erfaringer og alvor har begravet under alenhoit grus og knuste luftkasteller. Det er hcnimod julen. Jeg gåcr en morgen over til herrcgården med mine bøger under armen. Min moder har kysset mig kærligt, da jeg gik, og det trykker mig inderst inde, fordi jeg vecd, at jeg ikke har fortjent det. Jeg kan nemlig ikke et ord af mine lcctier. Jeg har den forcgåcndc aften siddet og stirret i bøgerne, men tænkt på, hvilke julegaver min moder vil give mig, og er kommen til den overbevisning, at hin lille seske, med gud vecd hvad i, som jeg har listet mig til at ske, og udenpå hvilken der stciaer trykt: „ Til flittige drenge “, umulig kan være bestemt til mig. Denne tanke har pint og plaget mig — og jeg kan ikke et ord af mine lecticr. Jeg forsøger på at læse dem igennem, medens jeg går, men hin skæbnesvangre wske vil mig ikke ud af hovedet; bogstaverne danse for mine øjne og træde ud af de pladser, bogtrykkeren har anvist dem, og stille sig alle vegne sammen til de tre ord: til flittige drenge. Fuglene synge: til flittige drenge, vinden blæser: til flittige drenge, sneen knirker under mine fødder: til flittige drenge, og klokken, der begynder at ringe, råber og overdøver alt andet: flittige drenge! Flittige drenge! Der opståcr en pinlig fornemmelse hos mig, om at noget forfærdeligt vil ske, og dulmende stemmerne og frygten ved flugt løber jeg åndeløs fremad, indtil jeg kommer til den lille dør, der fører ind til skolestuen. Jeg står stille og lytter og hører med forfærdelse, at hr. Svendsen er kommen. Jeg kommer altså for sent og begåcr derved den i hans øjne værste af alle forbrydelser, en dreng kan gøre sig skyldig i. Jeg tager mod til mig og træder ind og seer hr. Svendsen rulle sine tommelfingre omkring hinanden med vanvittig fart som møllehjul, og hans stemme lyder profosagtig skrigende, da han siger til mig: „ Henrik! nævn mig et adjektiv og et substantiv! “ Jeg ved et adjektiv og et substantiv, men, om det gjaldt livet, ville jeg ikke nævne dem. Jeg får fornemmelsen af, at noget mig overlegent, noget ophøjet ironisk har til hensigt at spotte mig. Jeg tænker mig om efter andre substantiver og adjektiver og stirrer dumt på ham i flere minutter uden at åbne munden. Han står ganske roligt, men hans tommelfingre er også i en uhyggelig ro, og jeg hører hans pergamcntagtige hud rasle som bladguld, hver gang han stryger sig med hånden over ansigtet. Pludselig farer han op, og med forfærdelse hørerjeg ham skrige: „ Flittige drenge! det er ct substantiv og et adjektiv, “ og hvert af disse ord ledsager han med et slag over mine fingre. Halv vanvittig, nden at vide, hvad jeg gør, rejser jeg mig og foler i samme dieblik en hånd i min krave og en haget af prygl nedover mit ansigt og min ryg. Jeg ved ikke af noget og er ikke fuldkommen klar — jeg har kun en dunkel bevidsthed om, at jeg er bleven sat udenfor døren, at jeg løber forfulgt — af hvem? — ned af landevejen og nu ligger i græsset nær ved den store dam, hvorhen min moderhar forbudt mig at gå. Der stirrer det sorte, rolige vand på mig som et stort bcdrovct øje; der lude træerne ud over randen, men spcile sig så utydeligt, medens skyerne stå så uendelig dybt; der gå mine tanker uvilkårligt bort fra mig selv og min egen sorg over til min fader. Jeg har engang fåct den tro, at dette vand kan fortælle mig, hvorfor han ligger så ensom derude på kirkcgården. Jeg begynder med at græde over mig selv, græder derpå over min fader, for atter at vende tilbage til mig selv. Jeg er kommen der hidsig, ophedet, bitter og jaget; jeg forlader stedet, grædende roligt, som man gør det over en sorg, der er hændet for længe, længe siden. Jeg får der en uforklarlig alvor i mig, en inderlig bedrøvelse, og jeg tænker med gru på, hvad min moder ville sige, hvis hun fik at vide, hvad der er sket. Der er noget, som siger mig, at jeg selv bør fortælle hende det, men jeg føler, at jeg ikke har mod dertil. Jeg krymper mig ved denne tanke. Jeg går bort fra det sorte rolige øje, der seer så bedrøvet på mig, selv rolig og bedrøvet, og tør ikke vende mig om, af frygt for at jeg skal se min døde fader stå der. Jeg har været der længe, og da jeg kommer op til min moder, forråder mit ansigt min sindsstemning, den jeg sorgsæmes bestræber mig for at skjnle. Jeg bedrøver hende endnu mere ved at være genstridig og halsstarrig, ved ikke at ville svare på hendes spørgsmål, men da hun læner sig deltagende over njig, da jeg seer hendes elskelige ansigt, så nær ved mit, da hun taler til mig, således som kun en moderkan gøre det, bliver jeg pludselig blød og brister i gråd. Jeg står alt i begreb med at meddele hende alt — da det ringer på døren. Hun går selv ud for at lukke op, og jeg væd allerede, hvem det er. Det slår kvælende ned i mig med lynets hastighed, at det er huslæreren og i min befippelse for at undkomme, falder der mig intet bedre ind end at krybe under sofaen. Jeg behøver ikke at høre min møder sige: behager de at træde nærmere hr. Svendsen? eller se dette pergamentsmenneske træde ind, føle hans vægt på sofaen, der bringe fjedrene til at trykke mig i ryggen, for at vide, at det er ham. Jeg undertrykker mit åndedræt og rører mig ikke af frygt for at blive opdaget; men hvert ord, der bliver sagt, når mit øre og lader mig lide kvaler, jeg ikke formår at skildre. Når jeg dukker mit hoved ned mod gulvet, kan jeg se min moders bedrøvede ansigt, og jeg gjor ofte denne bevægelse under samtalen. Jeg hører ham bede hende give mig en velfortjent revselse, og hun lover det. Jeg tænker på, hvor styg hans stemme klinger herinde i dette fredelige hus, og at jeg ville kaste ham på døren, hvis jeg var voksen. Jeg hørerham fortælle om min dovenskab og seer min moders øjne dngges. Jeg tænker ikke på mig selv, men jeg hader denne mand, fordi han vover at trænge sig ind i vort hus og kalde tårcr frem, hvor der altid burde være smil og glæde. Som om jeg havde eneret dertil, og som om jeg ikke også var den sande årsag til, at hun fælder disse. Endelig hører jeg ham tage afsked, og min moder gåcr da ind i et tilstødende værelse, hvorfra jeg hører hende hulke. Da kan jeg ikke længere — men kryber frem og løber ind til hende. Hun griber mig varmt i sine arme og kysser mig heftigt og mange gange, og hendes tårer rinde kun desto rigeligere og mere lidenskabeligt. Jeg tror, at jeg skal dse af smerte og anger. Da lægger jeg mig ned for hendes fødder — hun bliver efterhånden roligere og lader sin hånd glide let gennem mit hår og gentager såre mange gange: stygge dreng, stygge dreng! Jeg seer op i hendes øjne og skælver as indre bevægelse, da det falder mig ind, hvor meget de ligne hint rolige, sorte vand, der kunne fortælle mig så meget om min fader. Hun taler ikke til mig, men en sær, forunderlig blidhed strømmer over mellem os, og hvert blødt kærtegn, hun rækker mig, er en gløden de pil i mit indre. Hun sidder længe stille, guds milde fred sænker sig ned over hende; hun holder mine små hænder i sine — ak! de er snart ligcså store som hendes — og jeg synes, at hendes taushed er mig ligeså hellig som en kirkes. Pludselig rejser hun sig op, og idet hun peger mod sin ulykkelige, døde wgtefælles portrait, siger hun: „ For hans » Skyld, hvis billede hænger der, og som var mit alt, Henrik! for hans skyld må du love mig at arbejde. “ Mit grædende, inderligt følte løfte knuger hun sammen med mig til sit hjerte, og da jeg åbenbarer hende alt, beder hun mig atter og atter om ikke at gå ned til det alvorlige vand. Fra denne lysende stnnd samler alt det adspredte i min hukommelse sig til en helhed, og min historie bliver sammenhængende. Jeg væd, at jeg har genvundet min moder helt og fuldt, og for min dsde faders skyld stirrer jeg mig træt i mine bøger, lnder med høvedet øver dem i skolen og er meget flittig. Jeg tør aldrig se mig om til høirc eller venstre, men studerer kun hr. Svendsens ansigtstræk med en opmærksomhed, der var en skjonnere sag værdig. Jeg sluger alt, hvad han taler med samme grådighed som en haifisk, der følger et skib i kølvandet, og snart har jeg drukket en umådelig masse visdom, der jager den lange, ubehagelige skygge langt bort og indbringer mig tusinde og atter tusinde kærtegn og Kys fra min unge, elskelige moder. Æmlet kgmel '. Den herregård, hvor hr. Svendsen var huslærer, og som jeg hver dag besøgte, lå ikke langt fra havet. Den var bygget i en Art blandet gottisk stil med spidse vinduer og mange fremspringende karnapper og gjorde altid på mig et indtryk af massiv velstand, blandet med eventyrlig romantik. Det solide, praktiske, moderne repræscntercdcs, meget uskønt forekom det mig, af de nye grundmurede ladebygninger og stalde, der lå foran jndkjorselen, og jeg skyndte mig altid forbi dem over de halvt udtørrede grave for af sættes ind i forsvundne tiders broget vidunderlige sagnkreds. Jeg blev aldrig så intim med herregården, af den tabte noget i mine øjne, dertil bidrog dens størrelse og overvættes mangfoldighed af enkeltheder; den beholdt for mig altid sit poetiske skær, og mange er de historiske og nhistoriske begivenheder, som jeg henlagde til denne skueplads. Borggården, som jeg kaldte den, skønt den just ikke så ganske svarede til dette navn, tænkte jeg mig vrimlendc af jernklædte. Mænd, og når jeg hørte staldportene skrige på deres rustne hængsler, forsøgte jeg af få mig selv til af tro, af vindebroen nu blev trukken op, fordi sørøvere vare gnacde i land på kysten, og kampens blodige tærning snart sknldc rulle udenfor på engene. Som jeg gik videre frem i klassisk dannelse, lod jeg Leonidas falde i den lille gyde mellem udhusene, Sokrates tage gift i rnllekjælderen, og alkibiades give hr. Svendsen et ørefigen. Jeg tror ikke, at min moder forsøgte at hæmme disse fantasier; snarere syntes de at more og oplive hende, og jeg greb mig undertiden i, at jeg gik ledende om efter dem, skønt de tidligere havde indfundet sig af sig selv uden nogen opfordring fra min side. Kammerherre rosen var ejer as denne gård, og det var hans eneste søn Harald og datter Ida, i hvis selskab jeg fik min skoleopdragelse. Han havde arvet gården efter sin fader, denne igen efter sin og således gennem flere generationer. Han var en ret smuk mand, gik altid med Fløiels vest, l en tyk guldkæde med et kostbart chronometer og et dødninghovcd af elfenben, en diamantnål på en snehvid krave og et rødt bånd i knaphullet. Han var nemlig også ridder, en titel, der tiltalte mig særligt, da den førte mig lige ind i den harniskklædte middelalder. Når jeg ville sige, at han var aristokratisk, er dette egentlig ikke det rette udtryk. Han var fin og sleben uden hovmod, han var nedladende uden uforskammethed, han trådte forsigtigt og elegant på sine lakerede støvler, men dog således, af man så, de vare betalte, han gik altid med glacehandsker i åndelig forstand, og hvis han havde været min lærer, ville han, i stedet for af have pryglet mig, have stukket mig fint og zirligt med en knappenål ellerhøfligl og belevent have anbragt fine knoer på mit hoved, som om han bankede på en fremmed mands dør. Men på samme tid var der noget varmt og hjerteligt udbredt over ham eller, om jeg så må sige, noget enfoldigt i dette ords gode betydning. Det trådte aldrig klart og bestemt frem, men bevægede sig underneden som en hed, frugtbargørende kilde, og han er altid forekommet mig som et menneske, i hvis indre det var værd af se, hvem man kunne blive forelsket i, men hvis ydre skal det var umuligt af gjennemtræuge. Kammerherreinden brusede forbi mig i konlcurte, glimrende silkekjoler med lange slæb og en mægtig krinoline. På hendes bryst, arme og fingre befandt der sig en hel udstilling af ringe, armbånd, juveler, og andre smykker. Hun var fornem og stolt, var aldrig nedladende og ville sikkerlig have været en prydelse ved enhver konges Hof. Når hun lå skødesløst slængt tilbage i wienervognen, når de to brune hingste stampede i jorden af utålmodighed efter af komme afsted, og tjenerne i sølvbroderede liberier bukkende og skrabende opvartedc hende, forekom hun mig selv som. et smykke, der kun er bestemt til af glimre og funkle. Hvem hun var, og hvorledes ridderen har vundet hende, aner jeg ikke; men jeg har hørt fortælle, af hun selv vidste, hvilken mesalliance, hun havde indladt sig i, da hun ægtede sin mand, og af denne tanke hyppigt forfulgte og foruroligede hende. Jeg kom ikke meget i dette hus og mindedes kun af have været der nogle få gange. Heller ikke tiltalte det mig synderligt i sin overflødige luksus, og jeg fandt mig ærlig talt langt bedre til mode og syntes, af alt var meget smukkere i mit eget hjem, hvor det hele bar indtryk af og igjcn syntes af ndstråle en fin kvindelig ånds nærværelse. Der var kun et sted på herregården, hvorhen jeg længtes med en sygelig heftighed: et stort, prægtigt værelse, hvor udskårne egetræesskabe i deres indre skjulte en skat af billeder, tegninger og kostbare bøger. Jeg havde givet meget for at få lov fil at sidde der, tage bøgerne frem og læse i dem, og så afbryde mig selv ved at se ud over havet mod øerne og de forbiseilende skibe. Af og fil fik hr. Svendsen det jndfald at bringe mig nogle billedværker ned i skolestuen, hvor jeg da kunne tilbringe min halve fritid; men i det hele taget var og blev bibliothcket mig som et lukket, ubekendt, feagtigt land. Jeg fik en sær forkærlighcd for at gå om på den anden side af hnset og med inderlig attrå skotte op fil de fire, store, spidsbuede vinduer, bag hvilke jeg vidste, at det forjættede land lå. Jeg betroede min moder mine længsler, men hun bad mig om at vente, fil jeg blev voksen. Hun trøstede mig med, at jeg hen ad sommeren ville få en kammerat ud fil mig, et fireogtyve Års menneske. Det var en langt ude beslægtet af os, en ung billedhugger ved navn. Frederik krog. Jeg svimlede ved tanken om de 24 år; jeg var dengang kun fjorten. Så må jeg resignere og blive i skolestuen og fordybe mig i billedbøgerne, så må jeg blive ved at gå om på den anden side af huset og længes efter at blive voksen. O! for -alt det livsalige, der venter mig, når jeg bliver voksen! De tyve år forekomme mig at være en gylden port, på hvis anden side, der ligger et liv og venter på mig, rigere og fljønncre end Muhameds Paradis. Jeg tror, at der i ethvert liv er en epoke, som man kan kalde et vendepunkt i vor existcnts. Det er ofte knn en ubetydelig begivenhed eller hændelse, og vi betragte den i øieblikkct som enhver anden begivenhed uden at ane dens betydning, men sener sige vi ofte til os selv enten med taknemmelighed eller sorg: „ Hvis det og det ikke vor hændet, hvis den og den ikke var kommen, ville det aldrig være gået sålcdes. “ Jeg sad en dag alene i skolestuen og tegnede efter en bog, hvor blomster og planter fra alle verdens lande vare samlede i pragtfulde, ^kolorerede stentryk, da jeg pludselig mærkede ligesom en luftning af noget friskt og livfuldt træde ind og komme mig nær, en Art stoi, der dog mere lå gyngende i atmosphærcm, end den kunne opfattes gennem øret. Jeg så op — det var Ida, min skolekammerat. „ Du tossede dreng! “ sagde hun og ruskede mig i armen og forsøgte på at se vred ud, „ Du er en kedelig en, du sidder altid her og læser, som om du skulle være professor eller kandidat. “ Hr. Svendsen er kandidat, og i lille Idas bevidsthed er dette langt mere end professor. „ Du kan jo lade mig passe mig selv! “ svarede jeg gnavent, næsten uden at se op. Hun stod tæt ved siden af mig, lagde sit lille hoved på siden ned mod skolebordet og spurgte mig med et par forunderlige, klare, blåc dine: „ Sig mig Henrik, hvad betyder alle disse søvnige billeder. Hvad vil du med dem? “ Jeg var straks inde i et langt docerende foredrag. Jeg steg ned i blomsterbnnden, klavrede mellem støvtrådene og trådte bægrene itu. Jeg bevægede mig med en for mig selv såre liflig og kildrende lethed i et » umådeligt væv af trævle- og pælerødder, ribber, finnede og takkede blade, kvaste og skærme og tusinde andre videnskabelige benævnelser. Jeg vidste, at hun havde hørt på mig med beundring — ikke destomindre så det lille væsen leende op på mig og sagde skjelmsk: „ Du skulle hellere læse eventyr, Henrik! Om fortryllede prindsesscr, der sove i glaspaladser, om forgyldte karetter, om mørke skove med menneskeædere og gamle stygge koner, der koge deres suppe og lave deres mad. Har du nogensinde set en fortryllet Prinds? “ Jeg måtte tilstå, at det havde jeg ikke. „ Jeg ikke heller, “ sagde hun naivt. „ Men jeg har læst meget derom og får lidt lyst til at være fortryllet. “ Jeg stod og tænkte på, at hun var fortryllende. „ Jeg bliver lidt bange, når jeg læser om dem; men til sidst blive de altid lykkelige og blive gifte. Kender du loppen og springgåsen? “ Jeg stammede halv skamfuld, at jeg troede, at jeg kunne kende en loppe, og at jeg engang havde set en gennem et forstørrelsesglas, men at jeg ikke engang vidste, hvad en springgås var. „ Og den standhaftige tinsoldat og svinedrengen og hyldemor og de ville svaner og den lille Idas blomster og Toppen og bolden og mange, mange andre! “ Der er noget i hendes leende øje, jeg aldrig har set før, skønt jeg har siddet ved siden af hende hver dag i to år, ligesom et lysblink inderst inde fra sjælen, der virker blændende og muntert på mig, som solflin på havet, og jeg opdager nu for første gang, at hun har et smukt ansigt, skjøndt noget bestemt. Der vokser noget op i mig og udfolder sig med dulgt jubel, og det driver mig hen mod hende og tvinger mig til at sige: „ Ida, jeg vil kysse dig! “ Hnn så spørgende op på mig, og løb i det samme leende ud af stuen, og jeg mærkede, at hvad der steg frem i mig i samme øjeblik igjcn var dukket under. Døren havde hun kastet til efter sig, og jeg sad igen halv ubemærket i skygge, og solsfrålcn faldt ikke mere tindrende og klar ind i værelset. Ak! jeg skulle engang få kysset hende. — da hun viste sig udenfor vinduet lidt efter, syntes mig, at hun ikke var den samme som før. Det var måskce, fordi jeg ikke selv var det. Den fjerne, halvt ukendte følelse, der, efter at være dukket op, pludselig var forsvunden, havde måske efterladt en lille fornemmelse henimod smerte. Da hun fortalte mig, at jeg var uartig, og at hun var kommen for at sige mig, at hendes fader ville tale med mig, fandt jeg, af det ikke klædte hende godt, af hun så alt for bestemt ud, og af hun trådte for fast på grønsværet i gården. Halvt ængstelig og dog med glad nysgerrighed blev jeg kort efter af en sølvbroderet tjener vist ind i bibliotteket. Med et let guk, der gjorde niig flere tommer højere, skønt det ikke gjaldt mig, åbnede han døren for mig, og jeg befandt mig ansigt til ansigt med kammerherre rosen. Jeg var akkurat så høj, af jeg havde hans tykke guldkæde i nivean med mit øje. Den forekom mig af være for svær og for fordringsfuld, men når jeg så op i hans ansigt, tænkte jeg igen, af den næppe kunne være tyndere. Dødningehovedet, der hang ud af vestelommen, syntes desuden af spotte guldets pralende optræden. Jeg bestræbte mig for af gætte, hvad han ville mig. Hvorledes han talte, med hvilken parfumercf elegance han bar sin personlighed oppe ligcovcrfor en dreng, han tilbød en vclgjcrning, som om der vistes ham imødekommen ved dens modtagelse, denne mystiske sikkerhed, denne fremmede fortrolighed og formfuldendte overlegenhed, der på engang tilrrak mig som noget bedøvende wtherisk og dog frastødte mig, fordi det stred imod min natur, alt dette formåcr jeg ikke at gjcngive eller erindre. Jeg husker kun, at han tilbød mig at betragte bibliothekct som mit læseværclse og fortalte/ at han havde grund til at antage, at hr. Svendsen ville være mig behjælpelig med at benytte det på den bedst mulige måde, og at han rakte mig hanndcn på en måde, der gjorde mig forlegen og undseelig, da jeg sårc taknemmelig og rart med tårer i øincne havde til hensigt at takke ham. Jeg vidste ikke, om han havde taget mig i hånden, som om han frygtede for, at hans handsker skulle blive smudskede, eller om han havde behandlet mig som en skrøbelig glasvare, man må omgås forsigtigt med. Da han lod mig alene, stod jeg og tænkte på, at han var en meget, meget sin mand, og at jeg egentlig burde være stolt af, at han i det hele taget havde vændiget mig nogle ord. Jeg satte mig roligt ned og ventede. Jeg havde da en dunkel formodning om, at en lille, venlig barnefinger havde bragt mig herhid mod mine ønskers mål, og en dyb forlængsel efter, at et lille smilende ansigt igen ville titte som en solstråle ind af døren. Jeg troede lidt at høre hendes lette fjed på trappen, og hver gang en sådan ubetydelig stol nærmede sig, tændte der sig noget i mig. Men hun kom ikke. Kammerherren havde engang rejst udenlands og fra denne rejse hjembragt en række afstøbninger af antike keiserbuster. Disse vare alle opstillede ibibliotheket på små konsoller rundt om langs væggene. I midten af værelset var der anbragt en siddende kvindelig figur på en piedestal af poleret, sort marmor. Denne fremmede befolkning omkring mig, så nær ved mig, så nær ved min moders lille idylliske hns, disse rolige ansigter, ud af hvilke en indre ild lyste, denne ideale skjonhed, denne særegne plastiske storhed vakte hos mig følelser af en ganske ny natur og tiltrak sig på forunderlig måde hele min opmærksomhed. Mange af disse mænd kendte jeg allerede tidligere, men de forekom mig nu at optræde som personer, hvor de forhen kun havde været navne. Herer Cæsar med de skarpe, fine, åndrige træk og det kort afklippede hår. Der er noget jætteagtigt i hans svaghed, og ud af hans ansigt taler det til mig, at hans forsonlighed og mildhed ikke så meget beroer på en hjertets godhed, som på en bevidst, klar overlegenhed. Og hvor forunderlig lille er ikke hans hoved, og hvor stor, klar og rummelig den guddommelige pande. Gå hen til tiberius, og se en fyldt, mæsket skurk, en feig, grusom slyngel med et ondt, skeptisk træk om munden. Gå til caligula, en slange opfostret for romerfolket, eller til Claudius, hvis vrede var uanstændig, når skum stod ham om munden, og hans næsebor vibrerede. Vil du se en ødsel, vellystig, uheldsvarslende, sukkersød, modbydelig, vammel tiber, så gå til Nero. Og ved hans side vil du finde et sandt heltehoved, ædelt og stort, åndrigt og veltalende med et interessant anstrøg af melancholi, der klinger dæmpet i marmoret. Det er germaniens, et af tibers mange offre. Naturligvis tænkte jeg ikke alt dette på en gang eller var i stand til at udtrykke det. Det lå snarere i mig som en ubestemt anelse, der mangler ord for at blive sig bevidst. Men min fantast flagrede evindeligt om disse ansigter, jeg glemte de lærde botaniske benævnelser og brød mig ikke mere om billedbøgerne. Jeg læste de eventyr, jeg hidtil havde forsømt at læse o

1894_BruunL_SvendFelding

Laurids

Laurids

Bruun

Svend Felding

male

male

dk

Bruun

Svend Felding

Bruun

Svend Felding

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I cand. fil. Svend Felding ringede på i Studiestræde på anden sal. Det var et gammeldags hus, som kun havde to etager og kvist. Taget begyndte allerede at skråne ude på trappegangen, og gennem kvistvinduet så man ned i en gammel københavnsk gård af den slags, som trodse alle byggelove. Det havde stænkregnet allerede i et par timers tid; fra de utætte tagrender dryppede det ned forbi vinduet og småplaskede i bedrøvelig musik på brostenene i gården. Svend Felding stirrede mistrøstig ud gennem ruden. Over baghusets tag skimtede han frue kirkes tårnur. Både urskiven og korset øverst oppe syntes farveløse; alle konturer udviskedes i det trøstesløse grå, der havde sat sit præg også i hans stemning. Kun et skørt, der hang over en vindusstang på første sal i baghuset,, virkede oplivende ved en smudsig rød farve, som regntågen ikke formåede helt at fortone. Han sukkede over klimaet og betragtede sine benklæder, som han havde glemt at smøge op for neden. han var velbygget og temmelig høj; men hans 20-årige skikkelse gjorde et meget ungdommeligt indtryk. Den ranke holdning var ham ikke ganske naturlig. Ryggen havde tilbøjelighed til at krumme sig; men han var på sin post og stivede den af. Ansigtet viste en blanding af barnlig sorgløshed — i den ubeherskede mimik. i de lidt forbavsede, runde øjne — og af gammelagtig reflekterthed i mundens ubestemte, noget træge linjer. En dør blev langsomt lukket op inde i lejligheden; svend Felding stillede sig på springet. Så åbnedes også yderdøren. En meget høj, duknakket, ung mand med lad ynde over bevægelserne, regelmæssige ansigtstræk og store fugtig blanke, mørkeblå øjne med et anstrengt udtryk — viste sig i døråbningen. „ Er det dig, gamle! “ — sagde han med et elskværdigt smil, der havde det samme yndefuldt dvælende ved sig som hele hans øvrige person. Han rakte Felding hånden og trak ham ind til sig. „ Jeg tænkte nok, jeg traf dig hjemme i dette forbandede vejr. “ — Felding stampede, tørrede sig på gulvmåtten og satte med omstændelighed paraplyen fra sig i en krog efter først at have vraget stativet, der syntes ham for smudsigt. Arthur cold hjalp ham frakken af og hængte den op. „ Fine Felding “ — sagde han halvt drillende, halvt beundrende — „ Silkefor! “ — og strøg kærtegnende hånden ned ad frakkens inderside. så lagde han armen om hans skulder og førte ham ind i stuen. Den var lav til loftet og havde to vinduer til gaden. I det grå halvmørke kunne man knap skelne de mange underlige ting rundt om på småhylder i væggene. Japanesiske dukker med tungen ud af halsen, porcelænskrukker med broget farvede papirsvifter, transparent-lamper af silkepapir. Der hang ned fra loftet, drapperier af klæde og tæpper i fantastiske mønstre, hvorimellem små raderinger, kobberstik og fotografier tittede forundrede og hjemløse frem. Det hele var ordnet med et vist arrangementstalent, hvis borgerlig danske natur dannede en morsom modsætning til de fremmedartede enkeltheder, der — hvor omhyggelig udvalgte og ejendommelige de end hver for sig vare — ikke ville smelte sammen i noget helhedsindtryk, nogen stil. Et stort hjørne blev afskåret af en hængekøje, sat op mellem dørstolpen til det andet værelse og en mægtig krog i væggen. Inderst i hjørnet grinede et veritabelt dødningehoved på en hylde, hvorover der var sat et gammelt rustent, lige så veritabelt lebtad, medens der på hovedets isse stod et lille timeglas af dem, som bruges til tidsmåler, når man koger æg. Denne stue plejede de at kalde „ Raritetskabinettet “. De gik ind i den inderste stue. Her var udstyrelsen ganske dagligdags. Op til væggen stod et fortepiano. Ved siden deraf et lille bord med rygesager. Mellem dette og vinduet en amerikansk flugtstol, hvori Felding kastede sig med benene strakte lige ud. „ Du kan sagtens “ — sagde han — „ medens vi andre løber til forelæsninger, sidder du hjemme og nyder tilværelsen. “ — „ Jeg arbejder “ — svarede cold med selvironi og pegede på Christian den vtes danske lov og nogle store bøger i kvartbind, der lå på bordet i mistænkelig nærhed af et opslået, literært månedsskrift og læseforeningsbøger. „ Ja vist — hvordan går det med musiken? “ — spurgte Felding og tændte den cigaret, som vennen bød ham. „ Å — jeg får aldrig tid til at gøre noget rigtig ved den: men vent bare — når jeg først har fået eksamen “ — „ Hå — skal vi være enige om, at det har lange udsigter “ — „ Nej — jeg har lovet den gamle det, og jeg hænger i hele formiddagen. “ — „ Jamen ikke på universitetet. “ — „ Det manglede også blot. Det er jo bare til at blive konfus af. Man kommer meget videre, når man vil bestille noget hos manuduktøren. — nu skal du høre “ — han kom pludselig i bevægelse, og øjnene fik en egen svømmende glans — „ nej, det er bedst jeg skænker først. “ — han tog en dunk og likørglas frem af et lille skab under spejlkonsollen mellem vinduerne. „ Det er guracao. De havde bispemiddag hjemme i søndags, og nu har moder sendt mig den. “ — „ Ah! “ — Felding smilede til glasset, medens cold med omhu skænkede den klare, gule likør op. Felding hævede glasset mod vinduet, tog duften og svælgede så likøren ned med stort velbehag. „ Nå lad mig så høre. “ — „ Jeg er begyndt at tage timer i generalbas og harmonilære. “ — cold nærmede sig klaveret og strøg blidt hånden hen over de opslåede nodeblade. Der var ligesom en indre forbindelse mellem ham og hans instrument. Når han bevægede sig i stuen, tog han uvilkårlig stilling imod det, og hans øjne droges derhen. „ Hvad vil du med det? “ — spurgte Felding. „ Det er nødvendigt, når man vil komponere. “ „ Det kan man da for Pokker ikke lære sig til. “ „ Grundlaget kan man lære — men jeg vil heller ikke komponere endnu. Du kan tro, det er noget andet end jura. “ — han havde sat sig ned foran klaveret. Fingrene løb kærtegnende hen over tangenterne. Ryggen var let bøjet, ansigtet vendt til siden mod vennen, og øjnene stirrede på ham i deres svømmende glans, som om blikket fulgte de toner inden i ham, der vibrerede ud i fingerspidserne uden at blive til lyd. Felding betragtede ham et øjeblik i tavs beundring. „ Spil noget, cold! “ — bad han. „ Hvad skal det være? “ — „ Ikke noget nyt — helst det gamle, man kender og holder af. “ — „ En af nocturnerne — eller en Vals af Chopin? — nej nu skal du høre noget nyt “ — han gjorde et lunefuldt løb hen over tangenterne. „ Hvad er det? “ — „ En humoreske af grieg — du kan tro, den er — “ „ Nej, lad mig få Chopin først — “ Gold nikkede og var allerede langt borte. Medens han spillede, bøjede han sig dybere ned over klaveret. Felding betragtede hans profil. Den var regelmæssig og blød i linjen. De lange øjenvipper bevægede sig uafladelig. Kindens rødme fik et dybere skær af de mørke skægstubbe. De blødagtig runde, kvindelig formede læber berørte ikke hinanden, og der jog som et skiftende vejr af skyer og stemninger over hans ansigt alt efter tonerne. Ville, jagende toner med dybt melankolske overgange og klager af et såret ædelt hjerte. „ Hør — angsten! — “ hviskedee gold. Felding havde trukket benene op under stolen og sad nu foroverbøjet med hånden under hagen, halvt betagen af musiken, halvt beundrende sin ven, hvem han i tankerne plejede at kalde „ Romantikeren. “ „ Hør — stormen! — brændingen rejser sig i raseri — knuses mod klippen — “ Felding holdt hånden for øjnene og så det hele. „ Sejlbåden slynges op og ned — nu nærmer den sig — han jubler — han skimter hende i båden — hendes hvide sommerhat — nu forsvinder den — han søger fortvivlet med øjet mellem klipperne — hvor fortvivlet! — dér! — længere borte — hvor han jamrer! — hvor han ængstes! — nu ligger han på knæ og beder til gud — „ frels hende! “ — „ almægtigste, frels hende! “ — gold slap tangenterne og så over på Felding med stemningens refleks på sit ansigt. Felding rettede sig langsomt, rejste sig derpå med et overvældet smil og gik hen over gulvet. „ Dejligt! “ — udbrød han. — „ Jeg forstår ikke, hvordan du bærer dig ad; det er ikke musik alene — toner, farver, billeder. “ — „ Det er Chopin. “ — „ Nej — det er sådan med alt, hvad du spiller. Det bliver aldrig til noget med din jura “ — tilføjede Felding alvorlig og vendte sig om imod vennen — „ dei’ er heller ingen mening i det. Du spilder dine bedste år. “ — „ Tror du? “ — cold så ængstelig over på ham — „ jo det skal blive til noget! “ — tilføjede han derpå bestemt — „ Jeg har lovet det. Men du — du går jo også og spilder dine år på den måde. “ — Felding blev rød i kinderne og så bort. „ Man kan bedre forene forfattervæsen og sådan noget med jura end musik. Man skal jo dog have erfaring og kundskaber, opdrage vilje og forstand; — men musik er kun stemning — fantasi og stemning, som man må hengive sig helt til — leve i. Og det kan du ikke, når du dag ud og ind skal tvære i Christian femtal eller vade i civilretten. “ — Felding havde talt sig ivrig. Han gav et foragteligt knips til lovbogen på bordet og vendte sig med hænderne i lommen om mod vinduet. Blikket gled mismodig over et skilt i en butik på den anden side af gaden: „ Frisurer opsættes — parykker moderniseres. “ Hans stemning var slået om ved hans egne ord. „ Du kan tro, jeg er også snart ked og led af det hele! “ — fortsatte han og vendte sig atter om mod vennen, som skænkede op i likørglassene. — „ For det kan i grunden ikke forenes. Det er bare noget, man forsøger at bilde sig ind for at trøste sig selv. “ — mismodig lod han sig falde ned i flugtstolen. — „ Det er skidt det hele! “ — likøren faldt ham i øjnene. Han bøjede sig frem og tog glasset. Cold gjorde ligeså og betragtede sin ven med et så elskværdigt, men tillige ironisk smil, at Felding selv ikke kunne lade være at smile og tilføjede, idet han førte glasset op til munden: „ Der er dog gudskelov noget, som er godt! “ de blev længe sammen. Gold spillede og sang — selvkomponerede melodier til j. P. Jacobsens digte. Felding citerede af sin æsttetiske læsning — for tiden var det Heine — og fremstillede i en sky af hellig ærefrygt noget af sine egne poetiske drømme, som gold på sin side beundrede og var begærlig efter at sætte musik til. Al tanke på vejret og juraen var forduftet. Det dukkede først atter op, da Felding henimod kl. fire havde fulgt gold til hans spisekvarter på boulevard og selv i regnvejret, der nu var blevet hæftigere og ledsagedes af vindstød, med paraplyen foran sig kæmpede sig ned forbi kasernen til sit hjem på tredje sal i Sølvgade, hvor han boede til leje og fik kosten på sit værelse. Gråvejrsstemningen vedblev at trykke ham. Han var misfornøjet med maden, begyndte at forberede sig til manuduktøren, men opgav det, da han havde fået bøgerne frem. Lygterne tændtes på gaden. Klokken nærmede sig halv otte, til hvilket klokkeslet han måtte gå, om han ville komme tidsnok. Han blev siddende ved vinduet med uret i hånden, stirrende ud over den store have med slottets slanke, himmelstræbende spir og observatoriets mørke, hvælvede masse i baggrunden til højre. Han talte minutterne. Hvad gjorde det, om han kom et kvarter forsent. Man var dog heldigvis ikke under skoletugt længer. Hængende skylag væltede frem over havens tætte mørke, trak over og afløstes af ny frembrydende fra horisonten i sydvest. Vinden førte regnen stødvis imod vinduet, som om en usynlig hånd med små mellemrum kastede grus mod ruden. Klokken var otte nu. Han ville komme en halv time forsent. Så var det bedst at blive hjemme. Han havde jo desuden ikke læst noget. Han rejste sig op og vandrede frem og tilbage, som han plejede, mellem vinduet og døren. Stuens tarvelighed irriterede ham i dag som alt andet. Nej — jura og æsttetik —- det var umuligt at forene — umuligt! — hvorfor da forsøge det umulige? — han skulle gøre, som så mange havde gjort — styrte sig ud — gå frem efter sine evner uden at se til højre eller venstre! — jura — det var jo dog kun usle levebrødshensyn — uværdige for en fri ånd. Men lysten var ikke nok. Havde han evnerne? — uden dem var springet jo meningsløst. Han standsede forbavset over denne nye tvivl. Havde han nogensinde før tvivlet om sine evner? — harmfuld kastede han sig på sofaen. Var denne tvivl ikke et mistænkeligt tegn? — å, det var denne forbandede skepticisme, forlorne jagen efter objektivitet, som næredes af juraen. I grunden tvivlede han ikke, havde aldrig tvivlet. Verden skulle få at se. Men — når han havde evnerne — de store evner,- så ville de sikkert give sig luft trods alle hindringer. Det var jo netop modstanden, som æggede, som holdt ilden ved lige, nærede den hellige flamme. „ Der skal hæmmes, før der kan fremmes! “ Var et godt gammelt ord. Han ville gøre det til sit valgsprog fra nu af. Han havde rigtignok allerede et, som han for et år siden havde skrevet i en mig dames „ Åndelige fotografier “. Det var „ Stillestand er tilbagegang. “ Men de kunne nærmere beset meget godt forenes, ja belyste egentlig hinanden. Det, om geniet forstod at bryde modstanden, vente tålmodig og så bryde — var netop den bedste, uomtvisteligste målestok for, om det virkelig var geni. Brød det ikke igennem — nu vel: det var skæbnens dom i sagen. Så havde det ingen levekraft. Og leve på talentet alene — det ville han ikke. Han genfandt sin ligevægt i denne tanke og hvilede på den. i næste morgen tidlig bragte postbudet et brev til Felding fra hans ven, Knud Poulsen, der lå på landet hjemme hos sin fader, Sebastian Poulsen til herregården aunsøvænge i det vestlige Sjælland. Felding havde for nylig skrevet ham til og klaget over sin skæbne: at slide Københavns brosten hele sommeren igennem. Af fortvivlelse gik han i tivoli hveranden aften. Her var nu svaret, og det indeholdt følgende indbydelse: „ Jeg har dyb medlidenhed med dig. Riv dig løs fra tivolis vidunderlige skjortebryst. Kom ned og fang krabber — eller bekkasiner. Jeg vil lære dig at skyde. Høstgilde forestår med det første, om gud Herren holder tørvejr blot en uge endnu. Gamle har lige fået cigarer hjem, og hans gigt hviler for tiden. Venter dig i morgen med første tog. Ingen vrøvl! — er du ikke ved mønt, så løb op til cold og forlang. — han skylder mig ti kroner. Skrev til det dovendyr; men han kommer ikke. Vil bilde mig ind, han læser. Hils manuduktøren fra mig og sig, at jeg kommer, når han ser mig. Altså i morgen bestemt. Din ven Knud Poulsen. Nb. Her er også damer. Tag kjole med. “ Felding bestemte sig om tredive gange i løbet af dagen, sov ind med det faste forsæt at være standhaftig og telegrafere „ Kommer ikke “ i morgen tidlig, vågnede midt om natten, badet i sved — der var lummert i det lille Kammer mod syd — og bandede over, at han ikke havde sagt til pigen om at vække ham. Nå — toget gik jo først kl. ni, så han nåde det vel. Felding strakte Hals ud af kupévinduet med en cigar i munden. Han stirrede forventningsfuldt mod kirkespiret, de røde Tage nedenunder og den blå disede sø allerbagest. Så gjorde lokomotivet et stærkt sving; han fik en regn af damp og kulstøv i ansigtet — og toget slangede sig frem for perron’en. Der opdagede han Knud Poulsen med en forfærdelig stor og snavset stanley-hat, stiv som en støtte, iagttagende flegmatisk det pustende uhyre, som nærmede sig. — gud forbarme sig, hvor var han støvet! Det tyndt såede lyse fuldskæg så ud, som om det var pudret. „ Halløj! “ — råbte Knud uden at fortrække en mine, da han fik øje på Feldings glade ansigt. De trykkede hinanden i hånden, inden toget endnu helt var standset. Felding så sig om efter en drager; men Poulsen tog kufferten fra ham og sagde: „ Lad mig. Jeg er selv kusk. “ — udenfor stationen stod en barfodet dreng og passede på køretøjet, en simpel materialvogn. Poulsen kastede en femogtyveøre ned i hans hue. Drengen vippede den i luften og smækkede med tungen. „ Det er stort sølv. “ — „ Af banen dreng! “ — sagde Knud, langede piskesnærten ud mellem ørene på dyret, der var gammelt og udslidt, og tilføjede med uforstyrrelig alvor: „ Hils din moder! “ -— Felding skævede til drengen og spurgte: „ Kender du hans moder? “ — „ Hvor fanden skulle jeg kende hende fra? Du ser på køretøjet “ — Felding havde set til siden, om agestolen sad rigtig fast — „ Du bildte dig måske ind, at den gamle spenderede Landauer på os. Næ næ — jeg bliver kun betroet til Lise “ — han pegede med pisken på hesten, der irriteret viftede snærten bort med halen. — „ Det gamle øg har nu trukket „ Svinetruget “, som vi kalder denne her kasse, siden vor herre var en lille dreng. “ — „ Så er det vel derfor du møder i marktøjet, at det ene skal svare til det andet. “ — „ Skulle jeg trække i frakke for sådan et forbandet hul af en købstad. De har sgu set snavs før. “ — en foroverbøjet, yngre, bleg mand med blød hat og en mægtig paraply, som han holdt foran sig — ligesom for at værge sig mod en hund eller kalkunsk hane — skråede just over gaden. Han hørte Poulsens ytring og besvarede den med en skarp, indigneret rømmen, idet han målte de kørende med et foragteligt blik over de blå briller. „ Hvabehar? “ — spurgte Poulsen rolig. Den anden vrinskede noget hen i vejret. „ Tak i lige måde. Værsgo at se ind, når de kommer hjem til vores! “ — Felding lo ad den indeklemte arrigskab, som dirrede i den spaserendes ryg og gav sig udløb i vrede sving med paraplyen. „ Hvem er det? “ — spurgte han. „ En åndsfælle af dig. Digteren lund — seminarist og klubtaler. Han er så lynende gal på mig, fordi jeg kom for skade at præsentere ham som „ Poeten hr. Lund “ for et større selskab af unge damer, som vi havde med på et skovbal forleden. Hvad kunne jeg gøre for, at de gav sig til at fnise alle sammen? — han gik og vimsede om mig hele aftenen og stødte mig på ærmet et par gange og drak Kognak og blev mere og mere edderspændt. Men når jeg vendte mig om imod ham, trak han næsen til sig. Nu hilser han mig ikke siden. Det er i det hele taget en nederdrægtig næsvis by, denne her. Der er ikke en kat, uden at man kender den; men der er knap tre mennesker, jeg gider-tage hatten af for. “ — de svingede forbi det sidste hus i gaderækken og kørte nu hen ad ghausséen. Her havde de på højre side søen i det fjerne bag store markskifter, hvoraf nogle med overmodent korn, der sukkede efter leen, andre med frisk stub og negene i traver. Hist og her brødes den gule flade af teglhængte eller stråtækte gårde, hvis hvide lademure skimtedes bag svulmende havepartier. En røgter gik og flyttede kreaturer, slog tøjrepælen ned med tunge, sindige kølleslag, som man så falde, længe før man hørte lyden. Travle høstfolk vare i færd med at køre ind. Karlen stod på vognen, og pigerne stangede negene over deres hoveder op til ham, så at kjolen strammedes og viste de landlig bløde linjer fra halsen over brystet ned langs den fremskudte mave. En stump af en vise blev trallet med ægte bondetakt. Klare, leende pigestemmer gennemskar luften op imod karlene. En af disse forrettede muntert fløjtende et ærinde op imod negrækken; men ingen tog notits deraf. Lejrede, karle og piger imellem hverandre, snakkede de løs, da vognene vare kørte hjemefter. Skjemten var grov; ugenerte tilnærmelser fra karlene besvaredes med lystne pigehvin, der ikke havde spor af forargelse ved sig. Felding betragtede hele dette landlige sceneri, som var ham nyt, med forbavselse, medens hans ven ganske ligegyldig lod det passere forbi sig. Felding kunne ikke lade være at dreje hovedet derefter, så længe han kunne øjne dem. Det fremkaldte i ham dels et instinktmæssigt velbehag, som han ærgrede sig over, dels en ligeså umiddelbar forargelse over det uæsttetiske, han så deri, råheden. Den blandede stemning udløste tanke på tanke, og hele scenen virkede irriterende som et nyt indhold, han måtte se at skaffe plads i sin sjæl, men som ikke straks ville linde sig til rette. De drejede skarpt til siden, så at hjulet berørte en hvidkalket milesten, der stod tæt op til overkørselen over grøften. Foran dem strakte sig en gammel kastanjeallé. Trækronerne fra begge sider mødtes og dannede et beskyttende løvtag mod sol og regn. De to rækker nærmede sig hinanden i perspektivet med næsten geometrisk nøjagtighed, og inderst inde skimtedes to høje, hvide murstenspiller, der dannede en bred indkjørselsport og hver bar en hvidkalket kugle. Da hesten vai’ kommen ind i alléen, tog den fart på efter foderet, og nu skumplede den dårligfjedrede vogn lystig afsted. Imellem træstammerne som rammer præsenterede det frodige, let bølgende landskab sine lyse, gule og grønne farver i vidunderlige levende skizzer; og den hastighed, hvormed indtrykkene kom, svandt og jog hverandre, fremkaldte en sammenløben af form og farve, der gjorde disse skizzer helt impressionistiske. Felding måtte holde sig ved agestolen for de stærke støds skyld. Først da vognen nåde indkørselen, og den gamle hovedbygning med den høje stentrappe midt for og tårnet i venstre fløj åbenbarede sin solide værdighed bag en stor græsplæne med en moderne engelsk trægruppe, sagtnede Lise farten. Til venstre for tårnet sås ladebygningen bag to kirsebærtræer. Til højre så man lige ind i den store have. Gamle frugttræer kastede brede skygger ned over de velplejede græsplæner og gruslagte gange. Klar og tindrende faldt eftermiddagssolen i den blå glaskugle, der tronede øverst på en granitsøjle midt for havestueterrassen, af hvilken man fra indkørselen kunne se det ene hjørne. I det vognen svingede omkring den store plæne, så Felding gennem åbningen mellem tårnfløjen og ladegavlen en hest strække sine bagmuskler i sindig rundgang for tærskeværket, medens fra mejeriet lige overfor klapren af træsko, skuren af spande mod lergulvet og lystige stemmer tydede på travl virksomhed. Vognen med de hængende bøtter var lige kommen fra aftenmalkning. De svenske malkepiger med rødtærnede tørklæder om hovedet pludrede løs mellem hverandre, medens de hægtede de tunge bøtter af vognen og bar dem ind. En høj, lys, barhovedet pige skråede just over gården; da hun havde nået ladegavlen, trak hun i en stor klokke, som hang der, og drejede i det samme hovedet for at se, hvem der kom kørende. „ Hvorfor ringer hun? “ — spurgte Felding og så efter hende. „ Det er til nadver “ — svarede Poulsen. „ Hun ser godt ud! “ — „ Såmænd. Hun er da også den eneste. “ — øverst på stentrappen i døren præsenterede nu, hidlokket af en lille grævlingekøters arrige gøen i forstuen, gamle hr. Poulsen sin runde skikkelse, fremhævet som ved et udråbstegn af en lang pebertræs pibe. Den skarpe rand, som hatten havde tegnet mellem den hvide pande og isse og den øvrige, mørkerøde del af hans velnærede, godslige ansigt med de små farveløse øjne bag guldbrillerne, viste tydelig, at han ikke lod solen, den gamle, trofaste Slider “, ene om arbejdet. Felding fik uden alle ceremonier et nik og et håndtryk og blev derpå straks ført ind i dagligstuen, hvor Knud præsenterede ham for tante Jette og frk. Asta på følgende måde: „ Her har i ham. Sådan ser han ud. “ — Iii på aunsøvænge bestod det faste herskab kun af proprietæren og den 80-årige Fru bang, proprietærens moster. Om den første var der ikke stort at sige; selv sagde han meget lidt. Han var af den gamle patriarkalske skole og duttede alle sine folk; for øvrigt en anset landmand og en vældig ryger, der kunne være vittig, når han en sjælden gang gad være over det. „ Tante Jette “ derimod var mere mærkelig. Hendes mand havde været præst og var død for mange Herrens år siden. Hun erindrede ham ikke længer ganske tydeligt. Når nogen i samtalens løb nævnte ham, så hun først lidt åndsfraværende op og sagde derpå: „ Nå ham, bang, er det du taler om — å herregud ja — staklen. “ — det stod ikke klart for hendes pårørende, hvorfor salig bang egentlig havde været en stakkel. Gamle tante Jette var ellers i enhver henseende åndsfrisk. Hun kunne den kongelige familjes slægtregister, både spinde- og sværdsiden, langt tilbage på sine fingre, læste daglig aviserne og var en så dygtig og passioneret l’hombrespiller, at folk på egnen var bange for at komme på parti med hende, så meget mere som hun aldeles uforbeholden kritiserede deres spil. Hendes faste ugenlige parti bestod, foruden Poulsen, af provsten og landinspektøren, der begge havde tilladelse til at kalde hende tante Jette, under hvilket navn hun altid gik i omtale, selv blandt tyendet. Til trods for sin høje alder havde hun overledelsen af hele husholdningen; og proprietæren skubbede med en vis nedarvet ærefrygt alt, hvad der henhørte til repræsentation, over på hende. Under tantes regime kom først husjomfruen, hase. Det var et langt kantet kvindfolk af ubestemmelig alder, hårtone, øjenfarve, stand og livsanskuelse. Hun ytrede sig kun meget lidt; men intet af, hvad der passerede, undgik hendes fint udviklede sporsans. Denne evne syntes i det hele taget at være bleven den fremherskende i hendes jeg. Med overdreven samvittighedsfuldhed meddelte hun alt til sin herskerinde uden at. ledsage sine opdagelser med nogen kritik, — i en aktmæssig form, der lod kjendsgjerningen virke i sin hele skånselløshed. En morgen var hun kommen under vejr med, at staldkalden, hvem hun længe havde haft et godt øje til, havde opholdt sig hos stupigen på en mistænkelig tid af døgnet. Efter at have indhentet den nøjeste underretning om det passerede, afsluttede hun sin sædvanlige morgenrapport til tante Jette på følgende måde: „ Så har ræven i nat taget fire af de store kyllinger — og Anders staldkarl er af jomfru Jørgensen ( det var mejersken ) bleven set i Kirstines vindue kl. tre i morges med det ene ben indenfor og det andet udenfor, rækkende efter den gamle regnvandstønde, som han formodenligen om aftenen har trillet derhen til samme brug. Den er nu atter på sin plads. “ — gamle tante Jette var i besiddelse af et særdeles gedigent humør. Tjenestefolkenes kjæresteforhold bragte hende derfor aldrig ud af ligevægt. Det var jo noget, som hørte alderen til — en uskyldig fornøjelse, som nærmest var egnet til at underholde andre. På dette område herskede der en levende, men dulgt uoverensstemmelse mellem tiende og jomfru hase. Den gamle dame holdt overordenlig meget af unge. Der opholdt sig i reglen en, undertiden to unge damer på aunsøvænge, som en mellemting mellem selskabsdamer og husholdningselever. Det var oftest unge blege damer fra hovedstaden, som skulle nyde landluft, kureres for blegsot eller glemme et eller andet alt for stærkt indtryk af et eller andet. Tante Jettes bekendtskab strakte sig ikke blot over alle kongerigets herreder og sogne, men også fra gammel tid over det meste af Sønderjylland, et godt stykke op i Norge og lidt ind i Sverig. Hun havde derfor let ved at skaffe sig unge piger, hvis opdragelses- og familjeforhold hun var fuldkommen inde i, førend hun endnu havde set dem — børnebørn af gamle veninder, tilbedere eller halvkusiner. for tiden var det en ung pige på sytten år, Asta Langer. Hun var frisk og buttet som en liljekonval, ligeså hvid og ligeså grøn. Hun var kåd som et føl eller også højtidelig som en gammel salmebog med sølvspænder. Det var i alle henseender en pige efter tante Jettes smag — og så var hun tilmed ikke fra hovedstaden, men fra Jylland. Asta havde været der et halvt år og kedet sig noget ganske ubeskriveligt. Havde det ikke været, at tante Jette stadig trøstede hende med sommerferien, da der kom liv og gæster på gården, var hun sikkert for længst rendt til byen i en måneskinsnat. Sådan noget romantisk ville desuden have tilfredsstillet hendes ungdommelige temperament. Da nu endelig Knud, som indtog den øverste plads i tante Jettes gamle hjerte, kom hjem i ferien, betragtede Asta ham med en blussende interesse, som ganske prellede af mod hans flegmatiske natur. Asta var ikke længe om at opdage, at han var en tørvetriller. Hun følte sig trukken ved næsen og blev mut. Tante Jette syntes heller ikke om det. Hun havde tænkt sig, at de unge skulle have forelsket sig, løbet i haven alene, kysset i smug og alt sådan noget, som er så oplivende for en gammel dame at have om sig. Det gav denne ubeskrivelig dejlige atmosfære i stuen — af lydløs sang, af levende hvisken — det var som de gamle glemte melodier fra dengang, ligesom potpourriduft i en kinesisk æske eller som lavendler i en dragkiste af den rigtige slags. Nå — nå — der var intet derved at gøre. Så kom imidlertid den ene tørvetriller efter den anden. Tante Jette kunne le så lunt, at det gamle guldur med emailleindlægningen, som hang på hendes mave, gjorde små hop derved, når Asta om aftenen hjalp hende på hendes værelse med nattoilettet og morede sig med at abe efter de grinagtige fyre, som kom derud. Tante Jette tyssede lidt på hende, når hun blev så højrøstet, at det kunne høres ned; men hun måtte indrømme Asta, at de var nogen tørvetrillere. Der var nu „ Hunde-jens “, som Asta døbte ham. Knud fik fat på navnet en dag og accepterede det. Siden hed han aldrig andet. Manden var nogle og tyve år, og hans borgerlige navn var Jens Dahl. Han interesserede sig kun for jagt og talte næsten kun — i alt fald kun med interesse — om flunde, det vil sige jagthunde. Han ikke alene talte om dem, men skrev om dem både i breve og på tryk. Knud satte megen pris på ham. Der var ingen vrøvl ved ham, og hans råd i henseende til opdrætning og dressur var ubetalelige. Knud havde fået ham derud, dels for jagtens skyld, dels også for at lære ham kunsten af. „ Hunde-jens “ var nærmest rødhåret. Skægget groede ham op under øjnene og håret ned over panden. Asta påstod, at hun kunne se, hvorledes de dag for dag groede hinanden nærmere. Ørene var ualmindelig store, og øjnene havde dette fugleudtryk, som man træffer hos gamle skovløbere og sømænd -— folk, der er vante til at se lige godt i vind og sol. Han ludede med hovedet og var lidt skæv i den skulder, hvor bøsseremmen hang, fordi han plejede at hale ned i denne, når han var ude i revieret. Han trak den ene mundvig ned, når han talte med folk om andet end jagt, især når han talte med damer, hvilket han undgik så vidt muligt, hvorfor Asta skænkede ham sin særlige opmærksomhed og med megen Iver drog ham ind i samtalen. Så var der Johannes Mikkelsen. Han var student samtidig med Knud, et godt hoved, men efter Knuds mening gal — skuespillergal. En lille tæt person af figur som en vinprop, med lorgnetter og vildt strittende hår, som han vidste at holde i ånde ved uafladelig at fare igennem det, først med den ene, så med den anden hånd. Han lo pludselig og umotiveret. Munden eksploderede op på en ganske bestemt måde å la nøddeknækker, og når anfaldet var til ende, faldt den atter sammen i de vante folder uden at efterlade sig spor af smil. Han var altid i perlehumør. Intet formåede at irritere ham, eftersom alt, hvad der foregik omkring ham, aldrig nåde rigtig indenfor hans sanser. Det var, ligesom han boede i en lejlighed for sig, hvorfra han gennem døre og vinduer så og talte med omverdenen uden at lade sig bevæge udenfor sit bur. Derfor var han en særdeles behagelig og omgængelig kamerat, så længe man ikke havde brug for ham til noget alvorligt. Nede ved stranden havde en kunstner lejet sig ind hos Jeppe torskeprins, en gammel enøjet fisker, der boede alene med sin datter og levede af at fange rejer, leje badehus ud til sommergæster, færge folk over åen og tinge bådene ud til søndagssømænd. Knud traf på en af sine jagtture maleren i færd med at „ tage “ Huset. Han stillede sig op og så til. Bekendtskabet var snart gjort. Knud var bekendt for sin lyst til at invitere folk hjem på gården. Han havde frie hænder for tante Jette og brød sig Pokker om, at proprietæren sommetider spyttede surt og tørrede pibespidsen energisk, når han hørte at en ny gæst var i farvandet. Kun når gamle havde sin gigt, var Knud nødt til at rebe sejlene. Det varede derfor ikke to dage, efter at bekendtskabet med maleren var gjort, førend denne tilligemed sit ganske tilbehør logerede sig ind på aunsøvænge mod en billig godtgørelse til fiskeren. Peter hansen-knold var ikke ganske ung som kunstner, men ellers noget oppe i trediverne. Hans navn var ikke synderlig kendt, skønt alle hans venner var enige om, at han havde forudsætningerne. Han var høj og stræbte så underlig opefter, når han stod op, som om han var ifærd med at vokse. Et langt, uredsomt skæg skjulte hans flip, hvorfor han sparede sig at gå med humbug. Han var alt andet end soigneret og satte en ære i at møde i sit daglige tøj, når alle andre vare pyntede; men denne særhed blev han dog nødt til at bekæmpe. Tante Jette forargede sig en dag og forlangte, at Knud skulle tilbyde ham en sort frakke, medens han opholdt sig der på gården. Medens hunde-jens egentlig kun talte om hunde og Mikkelsen tænkte på tteaterkunst, så at man kunne se på ham, at han spillede komiske roller indvendig og måtte beherske sig for ikke pludselig at røbe sit indre i mimiken — så søgte hansen-knold derimod enhver lejlighed til at tale med hvemsomhelst om alle mulige ting. Han havde en mærkelig evne til at hage sig fast i et menneske, følge ham som en Borre, tømme ham for ord og fylde sig selv — ligesom de store, blege vandmænd gør ved deres offer. Han optog de ligegyldigste tin

1886_Budde_DoedensGudsoen

Carl Christian Leopold

Leopold

Budde

Dødens Gudsøn

male

male

dk

Budde

Doedens Gudsoen

Budde

Dødens Gudsøn

y

roman

Schønberg

KB

nan

nan

O

Dødens hemmelighed. Der var en lille dreng, som fik døden til gudfader. Det var egentlig ikke sådan bestemt fra familiens side, men døden havde bestemt det, og han har et eget greb på at sætte igennem, hvad han vil. Det kom ganske naturlig og gik således til. Den lille • dreng lå i sin vugge, rød og rund, sovende mere end vågende, og døden stirrede ned på ham med sine store, tomme øjenhuler, der altid stod vidt åbne. Det havde de let ved, for der var hverken noget at lukke med eller lukke for, så vidt man kunne skønne. Den lille dreng var nylig kommen, lige smuttet ind ad døren til livet, men døden var gammel på pladsen, for han har ærende alle vegne og må være både her og der, så gammel han er. Den lille dreng var den unge skolemesters og hans hustrus førstefødte, skatten i deres hus, og dette var just deres hus, derfor var han der, og døden var tilstede som gammel ven af familien. Den plads havde han, og den beholdt han, men det kostede mere end én kamp at forsvare den. / på skolemesterens sovekammervæg havde døden sin plads midt i et stort gammelt billede. Som en kæmpe mellem småpuslinger stod han der med de store, sorte øjne, der så’ ud, som om de kunne trænge ind i jordens hemmeligste afkroge og søge hans bytte ud, og med den underlig leende, åbne mund så tæt besat med skinnende hvide tænder, som om den var rede til at fortære alle ting og aldrig blive mæt. Højt ragede hans nøgne benrad op over alle de andre figurer, og knokkelarmene med leen krystet mellem de tynde, lange fingre var strakt ud over livets brogede vrimmel foran ham. Mellem åbne grave legede børn i jublende klynge, der dansede ynglinger og unge piger med blomster i hat og på hår, mænd og kvinder stredes med ivrige miner om guldkorn, der funklede i muldet, og gamle folk strakte begærlig de rystende hænder ud efter lokkende frugter på grene, der hang ludende ud over gravene. Tæt foran dødens fødder sank en olding og en ung pige i graven. Med gru i sit ansigt stirrede den gamle ned i den, men den unge pige så’ opad, og et smil af lykkelig forundring gled over de rene, fromme træk. Og bag efter døden fulgte et tog af blege, blodløse skikkelser med lukkede øjne, unge og gamle. Mænd og kvinder, hoved ved hoved, mindre og mindre, til de svandt som en tåge i det fjærne. Det så’ ud, som løftede en usynlig magt dem op over jorden og bar dem stille frem i hans spor som et stigende sørgetog, der aldrig fik ende. » Der kommer en høstmand og tage r dig, » O menneskebarn, forvar dig! » Tør ej du i øjet ham skue, » Da må du for hannem vel grue, » Dog haver en skat han inde, » Og hvo, som søger, skal finde! « Sådan stod der med gammeldags, snirklede bogstaver skrevet under billedet. Det lød kønt nok, men hyggelig var døden alligevel ikke at se til. Det fandt også alle de fornuftige folk i den lille landsby, da han pludselig dukkede op over dem og som en opskræmmende ånd fra fremmede verdner drog ind igennem deres gode, jævne hverdagsliv. Hvor kom han også fra? Ja, hvor kommer alle sådanne sære gamle billeder fra? Hvilken menneskesjæl gik og bar lønlig på deres tanker, indtil den fik trang til at give dem udtryk? Hvilken famlende hånd gav dem en ufuldkommen og. dog underlig gribende form? Ingen véd det, det er, som kom de dumpende ned fra himlen, og sådan netop kom også døden til den lille landsby. Skolemesteren havde været fra by for at begrave sin moder — længe havde hans fader ventet hende på kirkegården — og han agede i by igen med hele sin fædrene og mødrene arv i favnen. Det kunne han, for døden var alt, hvad fader og moder havde haft at efterlade ham. Med foden på skolemesterens knæ og båren i hans arme drog han ind i byen, og da dens godtroende beboere nysgerrig samlede sig om vognen for at tage arven i øjesyn, stirrede kun dødens eget billede ned på dem og gjorde dem sært ilde til mode. ' for ganske vist vare heller ikke de ubekendte med døden, og fra tid til anden plejede han at gæste deres som andre landsbyer, men de vare vante til at se ham komme og forsvinde som en skikkelig og ordentlig person, der ingen unødvendig alarm gjorde. Sømmelig af udseende, ledsaget af et par kønne, blidt inddyssende ord, sindig og adstadig i sit væsen, plejede han at trække afsted med dem, der nu engang vare færdige med livet, og resten voldte han ikke nogen større uro, end at de bagefter kunne gøre sig tilgode med et lille gilde og sove lige sødelig ind ovenpå. Hvad lignede det da nu, at han sådan pludselig kom farende ind over dem i al sin gyselige nøgenhed? Det så’ jo ud, som om et spottende smil gled hen over hans brede kindben og gnistrende hvide tænder, idet han så’ ned på dem, • og mørket selv stirrede truende ud af hans øjenhuler efter dem. Ud over det alt sammen var der bredt en rystende alvor, som ikke var til at vise fra sig, og en inderlig bedrøvelse gemte sig bagved og gjorde dem det trangt om hjertet, førend de selv vidste af det. Nej, sådan havde de aldrig før set døden, og sådan kunne de slet ikke lide ham! Men skolemesteren hængte billedet op i sit sovekammer og gav det en hædersplads, hvor han kunne have det for øje både morgen og aften. Byens folk holdt ellers meget af deres unge skolemester, og det fortjente han, men hvor han kunne falde på at vælge sig sådan en sovekammerat, det kunne de for deres liv ikke begribe, og hvad de ikke kunne 9 begribe, det vare de også sikre på, der var noget djævelskab i. Og ganske rigtig kom det ud, fra en eller anden kant, at det var rent kattolsk, og sådant et dødningehoved plejede just de rigtige gamle katholiker at mure sig inde med i deres huler og klostre. Da blev de gode folk hede om ørene, for det var jo ingen spøg, om skolemesteren gik hen og gjorde hele byens kære ungdom kattolsk i hovedet, og de begyndte alvorlig at tænke på midler derimod. Og således fik døden hele landsbyen imod sig, og med hver dag, der gik, blev den mere og mere opsat på at drive ham ud fra sine enemærker. Hele landsbyen var det nu dog alligevel ikke, for graver-jens holdt med døden, og det var, hvad man kunne vente af ham. Dels kunne graver-jens altid godt lide at være af modsat mening af alle de andre folk i byen, og dels havde også han en hel del med døden at bestille og omgikkes ham daglig. Anden omgang havde han egentlig heller ikke, og den var at kende på ham. Han ringede byens kirkeklokke, gravede dens grave og holdt dens kirkegård i orden, og i den bestilling var han bleven så gammel, at selv de gamle havde ondt ved at huske den tid, da han ikke havde haft den. Men døden selv var ikke mere sikker, end graver-jens var i alt, hvad der angik bestillingen. Hver morgen, når hans korte, hurtige trin — det var som et halvt løb — klaprede hen overvejen ad kirkegården til, vidste byen, hvad klokken var slået, og den kunne godt stille uret derefter, så bestemt var det. Dagen igennem puslede han mellem gravene og holdt hævd over kirkegården med en ubønhørlig mine, som om han vogtede på sit eget og var til sinds at forsvare det, og en ny grav klappede han til med bister tilfredshed, som om han ville sige: » Der fangede jeg dig, og her bliver du i en tæller også op. « langsomt, men sikkert samlede han således til bunke på kirkegaården år efter år, men ham selv lod døden til at ville gå forbi. Jo mere hans skikkelse svandt ind til sener og ben, desto, fastere så’ den ud, jo tættere huden rynkede sig over hans ansigt, desto sejere syntes den at blive. Landsbyens folk havde det ikke stærkt med fornemmelser, men somme tider kom det dem alligevel for, Io som om han og døden havde det sådan lidt imellem sig, og graver-jens gik omkring iblandt dem med et udseende, som om han var fast bestemt på at begrave dem alle sammen, en for en, og det holdt de ikke af. Og det var underligt, som han havde lyst til at færdes mellem gravene netop på de tider, da skikkelige folk helst ville være så langt borte fra dem, som de kunne. Langt ud på aftenen, når mørket var faldet på, kunne en dirrende stemme stige op af en eller anden halvfærdig grav og synge: » Jeg graver, og jeg graver, » Og hvem skal vel afsted? » Det skal de tykke maver » Og stive nakker med! » Jeg graver og jeg graver, » Og hvem skal så afsted? » De trinde og de magre, » De grimme og de fagre, » De grove og de fine » Er alle sammen mine, » Skal alle sammen med!* men når byens folk kom forbi kirkegården og hørte det, blev deres gang gerne lidt hurtigere, og de gav helst afkald på at høre sangen til ende'. Den kom dem for som klangen af ét genfærds røst, der havde bud med også til dem, og det holdt de heller ikke af. Følgen af det alt sammen var, at byens folk holdt ikke synderlig af Jens, og Jens holdt ikke synderlig af byens folk, og de gik helst hver til sin side af den fælles alfare vej. Udenfor kirkegården lå det store gadekær, som byen var lidt stolt af, og på den anden side af gadekæret lå Jens’s hus. Huset var stort nok og så’ også ud til at være et godt hus, men selv boede han altid i et lille hul i den ene ende af det. Resten stod til stads, som det hedder, men der var aldrig nogen, som fik stadsen at se. Det blev fortalt, at hvor gammel og sær og utilgængelig Jens nu også var, så havde han engang været ung og mild og glad og tænkt på at gifte sig og det var ' endda med byens allerkjønneste pige den gang. Huset var i stand og pyntet op som for en prinsesse, men prinsessen fik nykker og ville hellere have en anden, og ham tog hun. Så havde Jens lukket af for hele stadsen, muret sig inde i sit hul og slået sig på kirkegården, og nu var han en gammel, sær og utilgængelig lille mand, og det havde han været i mange år. Men prinsessen var bleven en affældig enke med rindende øjne og sad på aftægt i en kakkelovnskrog i en af byens udflyttergårde. sådan blev det fortalt, og utroligt er det ikke, -for man har hørt så galt før. Men selv sagde graver-jens, at en har ikke fred længer, end ens nabo vil, og derfor er det rådeligst ingen nabo at have, og deri kunne han have ret. For resten tog han aldrig mod hjælp af nogen, for den, der holder sig for sig selv, kommer ingen for nær, sagde han, og deri kunne han også have ret. Men det havde han let ved at sige, mente folk, for penge havde han efter forældrene, flere havde han tjent, og ingen havde han brugt, så noget måtte der være på kistebunden. Det sagde han aldrig et ord til, og deri kunne han igen have ret. » Pas på! Det går aldrig rigtig til med den skolemester! « sagde byens fornuftige folk. » Døden skal man gå af vejen for og ikke gå og kikke efter, så har han ingen magt. « » Skolemesteren er den klogeste mand, jeg har hørt sige af i lang tid! « sagde graver-jens. Fra den tid fik han ærender til skolen, som han før aldrig havde haft, og folk undrede sig over, at han lige med et fik lyst til at høre skolemesterens mening både om det ene og det andet, for det havde ikke været hans vane. Mange ord var han ikke af, men ved de lejligheder var det dog altid nok til, at det gamle billede til sidst kom på tale, og skolemesteren og han gik ind for at se på det. Og han så’ på døden, som han havde omgåedes i så mange år, og han kunne ikke blive færdig med at se på ham, for han syntes, at der var så meget hos ham, som han aldrig før havde set eller vidst. Det var, som lidt af hans sikkerhed blev borte lige over for den store mester selv. » Det var et sandt ord! « sagde han, da han første gang stod foran billedet, ganske, som om det havde talt til ham. » Der går de og tosser om og tykkes godt om sig selv, lige som der ikke var grave nok til at putte al deres storhed i! « » Og al gammel stivsindethed med! « føjede skolemesteren til og lagde hånden på hans skulder. Jens så’ hastig op, men det ansigt, han mødte, var så åbent og venligt, at han slog sine øjne ned igen og tav. Han så’ lidt' på døden igen og gik betænksom bort. Dagen efter havde han igen ærende til skolen, og det endte igen med, at han og skolei mesteren gik ind og stod foran døden. » Det kan være godt alligevel, at der er en, som er deres mester, både de store og de små. Ellers var der kanske dem, der blev for store på det endda! « sagde graver-jens og skottede op til skolemesteren for at se, om han kunne sige imod. Men det tænkte skolemesteren ikke på. » I har ret, Jens! « sagde han og nikkede mildt dertil. » Den lærdom trænger både i og jeg til. « Graver-jens gik betænksom bort igen, og heller ikke den gang havde han noget at svare. Og sådan gik han og kom tilbage, og sådan mødtes han og skolemesteren og døden, og sådan talte de to om den tredie, til folk begyndte at undre sig over, at skolemesterens venlige stemme havde afløst de stygge sange og ikke så sjælden blandede sig med graver-jens’s dirrende røst inde på kirkegården. Det var næsten som en trolddom, syntes de, at dødens billede havde den magt, og de begyndte at føle lidt respekt for det. Dog var det vist et spørgsmål, om graverjens og døden i længden kunne have stået sig mod hele den øvrige by, hvis de ikke havde fået undsætning. Men det hændte, at en fremmed, som forstod sig på den slags ting, fik det gamle billede at se og fortalte, at det var af værdi. Det kunne løbe op i adskillige hundreder, kom det de rette købere for øje. Da forbavsedes byens fornuftige folk og fik agtelse for billedet. De begyndte at forstå skolemesterens forkærlighed derfor og indså’, at det nok ikke var så ganske snak med den skat, der stod at læse om i verset. Og med det samme havde døden vundet sejr over landsbyen og forsvaret sin plads. Men kampen derfor var ikke endt endda. Skolemesteren vandt en brud, ene og uden slægt som han, men desto mere syntes de to, at de hørte hinanden til. Han førte hende første gang gennem sit lille hjem og viste hende dets herligheder, og hendes kærlige øjne så’ glad og taknemmelig på dem, for det skulle jo være deres rigdom, hvor fattig den end kunne synes andre. Da standsede også hun foran dødens billede. » Synes du, « spurgte hun sagte, og det gøs lidt i hende derved, » synes du virkelig, at vi skulle lade det billede blive hængende her? « -f » Er også du bange for den gamle? « spurgte skolemesteren smilende. » Han er ikke så slem, som han ser ud til, og han har det for sig, at man kommer til at holde af ham, desto mere, jo nærmere man lærer ham at kende. Det er mere, end der kan siges om mange andre. « Hans unge brud slog sine øjne ned og så’ ikke rigtig overbevist ud, men skolemesteren tog hendes hånd og blev ved: » Se ikke bedrøvet ud! Her er dit rige, og når du vil, så skal min gamle ven deroppe vige. Men du skal høre, hvorfor jeg holder af ham, førend du dømmer ham. Fader og moder og søskende har han taget fra dig og fra mig, os selv strækker han hånden ud efter, og hans * ansigt er som den bitre ubønhørlighed selv. Men der er en hemmelighed i hans øjne, og den, der tør stå ansigt til ansigt med ham og se ham med barnligt sind i øjet,.hører den til. Jeg var en lille dreng,' da jeg sad på min faders arm og første gang så’ ind i den, og den blev mig et eventyr, der har fulgt mig siden, kønnere og kønnere, hver gang jeg vendte tilbage dertil. For mig er det ikke et eventyr, dannet af menneskers fantasi. Det er døden selv, der fortæller. « hun stod og så’ forundret på ham og syntes, der kom noget nyt op over ham, som både gjorde hende bange og drog hende nærmere til ham og fik hende til at holde hans hånd fastere. » Smil kun ad mig, du kære, om du vil! « Blev han ved. » Men det er altid kommet mig for, at jeg just trænger til at forstå dødens æventyr og tidlig lære kunsten at sove trøstig ind under hans øjne. — hvem véd, hvor snart vi begge to får brug derfor. Vil du da dele dødens hemmelighed med mig? Jeg kunne ikke betro den til nogen anden, kun dig kan jeg sige den! « Hans unge brud nikkede, men hendes hjerte bankede derved, og det var hende, som om hun skulle gå ind til fremmede, vildsomme egne. » Så sid nu som et barn på mine arme, « hviskedee han, » og se kun trøstig ind i dødens øjne! « Førend hun vidste det, havde han løftet hende, op på sin arm, og døden stirrede hende ind i ansigtet. Uvilkårlig fo’r hun tilbage, men et øjeblik efter så’ hun modig ind i de store, dunkle øjenhuler, og et smil gled hen over hendes ansigt — det lignede smilet over den unge piges ansigt, idet hun sank i graven foran dødens fødder. Men da hun igen stod ved hans side, lagde hun sit hoved på hans skulder og hviskedee ord, som kun han skulle høre. Og det var anden gang, døden havde vundet i sejr og forsvaret sin plads. På den var han bleven, fra den havde han været med både i det bange håb, hvormed de unge folk havde ventet på den lille dreng, og i den jublende glæde, hvormed de havde budt ham velkommen. Fra den kunne han hver dag se, hvor de holdt af ham, og høre, hvor de kaldte på det spirende liv med de blideste navne, de vidste. Og så endte det med, at også døden fik den lille dreng kær, for hvem kan se på sådant et lille væsen, dag ud og dag ind, uden at komme til at holde lidt af det. » Hvad skal barnet hedde? « spurgte skolemesteren, han og hans hustru sad ved vuggen. » Theodor, naturligvis! « svarede hustruen og så’ smilende op. » Gud glæde dig for det! « udbrød skolemesteren. » Det var min kære, gudfrygtige faders navn, og han skal leve op igen i den lille fyr. Og Theodor betyder jo en guds gave. Det skal huske os på, at gud gav drengen i vore hænder og vil kræve ham af dem igen. « » Og så skulle vi vel tænke lidt på dåbsdagen! « Mente den unge husmoder. » Der skal være gilde! « råbte skolemesteren og sprang op. » Hele byen skal dele vor glæde, og gamle graver-jens skal med, om han så aldrig før har været til gilde. Der er noget trofast ved den gamle knast, som jeg holder af, og som vil bringe barnet lykke. Men drengen beholder vi for os selv. Du skal være hans gudmoder og bære ham, og jeg vil stå mellem fadderne og selv være hans gudfader 1 « Og det så’ ud, som om døden nikkede dertil med sit alvorlige ansigt og var fast bestemt på, at han også ville være med. Men de unge folk agtede ikke på døden. Hvor kunne de det i sådant et øjeblik! » Den aften skal vi to danse vor bryllupsdans om igen, min egen, velsignede hustru! « Sagde skolemesteren. » Hvordan skal vi sige Vorherre tak for al den lykke, han giver os? « Jublende tog han hende i sine arme, og hun smilede og rødmede, lykkelig som en brud. Det var en lyksalighed — men den stille vemod i dødens ansigt så’ ned derpå! Dåbsdagen kom, og hele byen var med, men glæden var bleven borte. Ude på kirkegården sænkede de en kiste i jorden — der blev den unge skolemester begravet. Og graverjens var ganske rigtig kommen med. Aldrig før havde han været så sen med at få pudset og glattet en grav og foret den ud med det tætteste grønt — det var, som kunne han slet ikke slippe. den igen. Med et ansigt så barsk og ubevægeligt, som ingen før havde set det, firede han nu på rebet, da kisten blev sænket. Men da den stod på gravens bund, bævede det pludselig over de gamle, rynkede træk, og det så’ ud, som graver-jens sank sammen og forsvandt, uden at nogen rigtig vidste, hvor han var bleven af. For få uger siden havde han, som nu lå ♦ der nede, skrevet en sang om døden, og byens fornuftige folk havde igen talt med betænksomhed om, at det var underlig, så meget den kære skolemester dog havde med den død at skaffe. Nu lød den vemodig over graven og bragte dem hans farvel: » Mig følger tavs en engel, » Gør lidt mig lidet glad! » Han bøjer Liliens stængel » Og røver rosens blad, » Og alle de små blommer, » Der blev mit øjes lyst, » Han plukker af min sommer » Og sanker i sin høst! » Det stille mørke træder » Som skyggen i hans spor, » Og hvad mit hjerte glæder, » Forsvinder bag dets flor, » Og når til sidst kun sukker » En ensom natte vind, » Så kommer han og lukker » Mig selv bag mørket ind! » Men der skal dagen klares, » Jeg før i drømme så’, » Og det skal åbenbares, » Som helst jeg grundede på: » Der tog gud selv af ånden » Mit hjertes ejendom, » Og mørket var kun hånden, » Gud lukkede derom! « Det klang som skolemesterens egen stemme, der endnu engang talte mildt og forklarende til dem om døden, og kirkeklokken faldt ind og ringede amen dertil, mens jorden faldt på kisten. Men førend genlyden af klokkens klang endnu rigtig var bleven borte under kirkens hvælvinger, bar den unge enke midt i sorgen sin lille dreng til dåben. Sådan havde skolemesteren bedt om det, førend han døde, og sådan skulle det derfor ske, om det var aldrig så svært. Der faldt tårer mere end smil ved den lille fyrs dåbsfærd, og mellem fadderne manglede der en. Men pladsen var ikke tom, skønt det så’ således ud, thi døden stod usynlig på den, og da ordet lød til de gode faddere, da var han vidne som de andre, og forpligtelsen blev lagt på ham som på. de andre. Kun ét ord gjaldt de andre og ikke ham, og det var det, der lød: » om i er dér tilstede! « for døden er altid tilstede, hvor han skal være, og han glemmer aldrig sine forpligtelser. Men da aftenen nærmede sig, og både sorg og glæde ellers rundt omkring begyndte at stilne af, da var striden endnu hård i skolemesterens sovekammer, og der måtte døden kæmpe den sidste og sværeste kamp for sin plads. Den lille dreng havde været urolig og var faldet grædende i søvn, og det kunne vel også han have grund til. Men jo mildere hans gråd døde hen, jo tryggere søvnen sænkede sin fred over ham, desto stridere randt moders tårer, desto vildere bruste smerten op i hendes sjæl. Der sad hun ved sit sovende barns vugge og havde ikke en eneste mere til at græde med sig. Hvor var de bitre, de tanker, der steg op i hendes hjerte og fik hendes bryst til at bølge og hendes læber til at skælve! Da faldt hendes øjne på det gamle billede, og derfra stirrede døden ned på hende med det underlige, lattermilde træk over de nøgne, hvide kindben. » Nej, nej! « råbte hun og strakte hænderne ud for sig i angst. » Du skal bort, du onde, grusomme død! Jeg kan ikke tåle at se dit ubarmhjærtige ansigt mere. « Hun var steget op foran billedet og strakte hænderne skælvende ud for at gribe det, men dødens dunkle øjne mødte hendes, og hun måtte se ind i hans hemmelighed, enten hun ville eller ikke. Det var en underlig magt, der lå deri. Hendes arm sank langsomt ned, og hun blev stående og så’ og så’, mens tårerne fik luft og strømmede hende ned over kinderne. Og det var, som en stemme, hun kendte og elskede, kom og nynnede blidt og beroligende for hendes sjæl: » Der tog gud selv af ånden » Mit hjertes ejendom, » Og mørket var kun hånden, » Gud lukkede derom! « så gik hun ned og foldede sine hænder og bad til gud af sit fulde hjerte, og da kom det hende for, at nu havde døden og hun fået noget fælles, så de aldrig mere rigtig kunne skilles ad igen. Hun satte sig på kanten af sin seng med vuggen foran sig, og der gik time efter time, og aftenen drog ind, og natten fulgte efter, og kampen med den bitre smerte blev kæmpet om og om igen, til hendes hoved træt sank mod puden, og hun sov ind som barnet ved hendes side. » Nej, nej! Døden er ikke at spøge med! « Sagde de fornuftige.. » En skal helst gå af vejen for ham og vende øjnene til siden, når han kommer, om han vil slippe derfra med livet. Det var en sølle handel med det barselgilde, men nu er enken da vel bleven så klog, at hun tager ham væk, ellers skal i se, enden bliver endda, at han tager både hende og drengen med! » Men da det kom til stykket, viste skolemesterens enke sig lige så ufornuftig som han og lod ikke til i tide at ville sikre sig mod døden. Tvært imod så’ det ud, som han nu just for alvor havde sejret og holdt sin plads, det vil sige, sin plads i familien, for familien skulle jo flytte, og så flyttede han naturligvis med. Egentlig var det ham, der sørgede for den nye lejlighed — en måtte jo tage sig af det, for den unge enke selv sad som lammet i sin sorg og kunne længe ikke tåle at se ind i fremtiden. Den skar hende i de forgrædte øjne. Heller ikke graver-jens var rigtig til at blive klog på. Siden han var sunken sammen og bleven borte ved skolemesterens grav, lod det næsten, som den rigtige gamle graver-jens havde lidt ondt ved at komme igen. Den gamle mine, streng og ubønhørlig, som døden selv, var forsvunden. Der var kommen uro i den, og byens folk syntes, han så’ ikke ud til at « Være slet så opsat på at begrave dem alle sammen, som han før havde været. Men allermest forbavsede han dem ved at krybe ud af sit hul og give sig til at rumstere i sit hus, som i så mange år havde stået øde og tomt. Han tumlede derinde, som om han skulle vende op og ned på det, han lukkede gammel muggenhed ud og nyt solskin ind, og han stønnede derved, så man kunne høre ham langt ud i landsbyen, og den var nærved at gå ud af sit gode skind af nysgjærrighed. Men hver gang han kom ud igen, lukkede han af som for en hemmelig skat og satte et ansigt op, som om der var lukket af for ham selv med. Der var ikke noget at få ud hverken af huset eller ham. Men tiden gik, en ny skolemester blev kaldet, og dagen, da enken skulle flytte ud, og han ind, kom nærmere og nærmere. Engang imellem faldt tanken derom som et tryk på hendes sind, men ellers blev hun siddende i uvirksom sorg, og folk begyndte at undre sig over, hvor i al verden hun vel skulle blive af, når tiden kom. Så bankede det en dag på enkens dør, og det var graver-jens, der kom. Han var gået den kendte vej gennem dagligstuen til sovekammerdøren, og nu stod han derinde og famlede lidt på sin hue. » Guds fred i stuen! « sagde han. » Tak for det! « fik han igen. En stund blev han igen stående og famlede på huen, men så tog han sig sammen og sagde: » Han var en venskabelig mand! « Den unge enke svarede ikke, men bøjede sit ansigt ned over vuggen, og graver-jens så’ på hende med en bekymret mine, der blev mere og mere usikker. Men idet han skottede op til det gamle billede og fik øje på døden, var det, som om han pludselig havde i fået en tanke fra ham, og udbrød: » Ja, det var det skilderi! Dersom madammen kunne have lyst til at skille sig ved det— « Længer kom han ikke, for enken så’ op med tårer i øjnene og sagde næsten heftig: » Om jeg manglede brød til mit barn, kunne jeg ikke sælge det! « » Nej, å nej! « svarede graver-jens hastig. » Det er da rimelig. Han gjorde grov meget ud af det skilderi. Ja, så siger jeg farvel og så mange tak! « Dermed forsvandt han i en fart, men de, som så’ ham trippe hen ad gaden, måtte med forundring blive stående og se efter ham, for de syntes, at han var kommen helt ud af sine gamle, sikre folder og så’ næsten betuttet ud. * men næste dag bankede det igen på sovekammerdøren, og det var igen graver-jens, der kom. Ingen svarede, og så tænkte han, som sandt var, at når han gik indenfor, så fik han bedst at vide, om der var nogen eller ikke. Men - da han kom ind, så var der kun en lille dreng, som lå i en vugge og vendte et par store, svømmende blå øjne op imod ham. Graver-jens blev stående og stirrede noget usikker på drengen, og drengen stirrede på graver-jens, og døden stirrede igen på dem begge to, som om han var lidt spændt på, hvad der ville komme ud af det. Men pludselig fik graver-jens en lykkelig tanke. Han stak sin pegefinger frem og begyndte med en alvorlig og adstadig mine at svinge den rundt foran drengens ansigt. Først så’ den lille fyr forbavset ud, så begyndte der at pippe et smil frem, og til sidst lo han over hele sit runde lille ansigt. Graver-jens fik en forfløjen lyst til at le med, men hans ansigt havde glemt, hvordan det skulle bære sig dermed. Det fortrak sig i de mærkeligste folder, og jo mere det fortrak sig, desto ivrigere lo den lille person i vuggen, indtil det blev en hel væddestrid imellem dem. » Han griner af mig, madam! « forklarede graver-jens, halv tilfreds, og halv undseelig, da han pludselig opdagede moder, som var kommen stille ind og stod og så’ forundret på dem. » Det er mærkelig, at der kan ligge sådan en forstand i sådan en bitte en! « føjede han til med et udtryk af beundring. Heri var moder enig med ham, og det gav ham mod til at blive ved. » Og sådan en «, sagde han og rystede på hovedet, » skal også ud i verden, og der er hverken lagt vej eller sti for ham. Det er sølle at tænke på! « Moder lagde et bekymret ansigt ned på puden ved siden af sin lille dreng, og med en fart, som om han var bange for ikke at få det sagt, hvis han ikke skyndte sig,' brast det ud af graver-jens: » Hvis en stue eller to kunne gøre det — og hvis madammen tykkes — ja, så er der færdig ovre hos mig! « Det bekymrede ansigt vendte sig opad og så’ forundret på ham. » Jeg er kun en simpel, gammel mand, og der er ingen, der har ret meget godt at sige om mig. Men madammen behøver ikke at være bange for, at jeg skal være til ulejlighed — jeg er vant til at holde mig for mig selv! « Således blev graver-jens’s dirrende stemme ved, og moders ansigt glemte sin bekymring for at se mere og mere forundret på ham, for han stod foran hende som en ydmyg gammel mand, der trængte til hendes godhed og bad inderlig om den. Der var noget deri, som rørte hendes hjerte, mens hun stod og hørte på ham. » Han var en venskabelig mand, og det — nej, det kan jeg aldrig glemme. Og jeg skal forvare hans grav, så madammen kan have fornøjelse af at gå og se på den, og denne her lille knægt og jeg, vi kan nu så godt forstå hinanden, og så er der det skilderi — ja, der har ikke været noget menneskes fod i de Stuer i mange, mange år, men hvis madammen nu kunne få sind til at flytte ind i dem, se så — ja — det var det! « Graver-jens standsede og så’ bønlig på hende, og så lagde hun sin hånd i den gamle mands. ' » Det skal madammen ikke komme til at fortryde! « sagde han, og så var han borte. Men skolemesterens enke blev siddende med hænderne foldede over vuggen. Hendes øjne vendte sig op mod døden, og hun kom til at græde så underlig blidt og husvalende, for hun syntes, at der var i hans blik noget mildt og godt, som hun længe ikke havde mødt. Det kunne der også sagtens være, for gudfa’r død havde gjort sine sager godt og kunne stå deroppe med bevidstheden om, at han havde ordnet det hele med en lykkelig hånd og sørget for, at de alle tre kunne blive sammen. Nu kunne han i fred og ro give sig til at tænke over en faddergave til sin lille gudsøn, og det var godt. Han havde jo før haft en gudsøn dg givet faddergave, som- vi alle sammen have hørt om, men det var han kommen galt fra, og den havde ikke bragt lykke. Det måtte ikke ske igen, dertil holdt han for meget af den lille dreng, der lå med de runde kinder og sov så sødt og ubekymret under hans store, vågende øjne. Derfor skulle ider betænksomhed til faddergaven. i. Tippes hemmelighed. Hvem tippe var? Naturligvis den lille dreng! Rigtig nok hed han jo egentlig Theodor, men aldrig så snart blev han stor nok til selv at have en stemme med, før han kaldte sig tippe, og det navn lå meget lettere på tungen og faldt meget bedre i ørene end Theodor. Tippe blev han kaldt, og tippe fik også sin hemmelighed, men ikke lige straks. I graver-jens’s Stuer fortsatte han ufortrøden, hvad han havde begyndt i skolen, og hverken sorg eller savn kunne standse ham i hans virksomhed. Kosten var den samme, den fik han ved moders bryst, og der hvilte han trygt som før. Han sov mere, end han var vågen, og sov sig rødere og rundere, længere og tykkere for hver dag, der gik, indtil han kom så vidt, at han var vågen mere, end han sov, og kunne begynde at spise alting, somme tider endogså det. som han helst ikke skulle have spist. Han lod sig bære fra vuggen til moders skød, og fra moders skød til vuggen, indtil han en dag syntes, at nu kendte han vejen så godt, at han kunne have lyst til at kravle den engang til forandring. Og da han først havde fået smag på det, så blev han ved at » Krybe, til han kunne gå. Hver dag kom graver-jens ind for at se til ham, stillede sig foran ham og drejede højtidelig pegefinger.en rundt foran hans øjne. Og når tippe havde været så nådig at sætte et smil op dertil, så trippede graver-jens fornøjet bort igen. Det var fingersproget, de to havde imellem sig, og det var til fornøjelse og underholdning for dem begge to, så længe til tippe en dag lukkede munden op og fik lyst til at prøve et andet sprog. Deri fandt han så stort behag, at det varede ikke længe, førend hans lille mund gik fra morgen til aften' og var ikke til at få lukket på ham igen. Det kom alt sammen så ganske af sig selv og var til stille trøst og glæde for moder og til en stadig beundring for graver-jens. Alle mennesker så’ mildt til tippe, når de mødte 4 ham, og klappede ham på de små runde kinder, og tippe så’ mildt til alle mennesker igen og holdt af dem. Små personer, der lignede ham selv, kom vraltende hen imod ham, og når de havde set lidt på hverandre med tankefulde ansigter og fingrene i munden, så var der gjort bekendtskab, og de kunne mødes som venner. Sådan gled det ud som i en venlig forårsmorgen, hvor solen vil til at stå op, og fuglene lave sig til at synge, og tippe havde en stille fornemmelse af, at det var både en køn og god verden, han var i færd med at drage ind i, en verden, som det var værd

1874_Budde_EnHistorieFraFattigeSteder

Carl Christian Leopold

Leopold

Budde

En Historie Fra Fattige Steder

male

male

dk

Budde

En Historie Fra Fattige Steder

Budde

En Historie fra fattige Steder

n

gothic

Schønberg

KB

nan

nan

O

I. Hvordan historien begyndte og kunne ingen ende så. De kom, de høse magter, som råde i tonernes Niger, de, hvem gud har givet evne til at røre de sovende stemningers strenge og vække dem melodisk til livet, og magt til at gribe de stridende kræfters døvende nåb og synge dem harmønisk til hvile. Thi de havde kåret sig ku N “ dliNg blaNdt meNNeskeNes søNNer og ville nu bringe ham deres gaver. Og hvor de gik frem, der mødte de menneskenes skarer, altid travlt beskæftigede med at rejse de bygninger, som skulle stå i dag for at styrte i morgen, aldrig trættede af at kæmpe og lide for at glemmes og dø. De fløj med en vidunderverden af skjonhed og glæde gennem det møjsomme liv, men de fleste blandt menneskene kendte dem ikke og brød sig ikke om dem. Dog var der også dem i skarerne, som længselsfuldt strakte armene ud efter dem, men de fløj hen over dem alle og ænsede dem ikke, thi de havde kun kåret den enkelte. Kun ham ville de 1 * række deres dejlige gaver, for ham ville de ålme deres skønheds nige, hans længsel og drøm ville de adle og give en gnist af udødeligheden. Hvorfor de ville det således? Ak, spørg dem selv derom, de høje magter. Kun de vide det, thi det er deres gamle lime, som de have fnlgt i årtusinder og sagtens ville følge i nye årtusinder — det er udkårelsens ubegribelige hemmelighed. Men han, den lykkelige, sad ene i sin lille stne og vidste slet ikke noget derom. Hvordan også han, nng som han var endnu, havde kæmpet og lidt, havde håbet og var bleven skuffet, hvordan hans drømme kækt vare stegne op for tungt at dale ned igen, det var hans eget hjertes hemmelige historie, som ingen rigtig fik at vide. Det hørte alt sammen med til prisen, han skulle betale for den lykke, som alle skulle få at se, og jngen rigtig kunne begribe, hvorfor just han skulle have, og ikke de. Og netop nu sad han lidt bedrøvet, og hans hænderhvilede lidt modløst på strengene. Thi nylig havde han igen, som lidt og mange gange for, fornummet dem i det fjerne, de høje magter, som han havde anet og længtes efter sit liv igennem, og han havde igen, som lidt og mange gange for, grebet efter dem uden at kunne nå dem. Så havde han set ned i sin sjæl og ydmygt erkendt, at han var dem ikke værd, og han havde bøjet sit hoved i en brændende bon til den gud, der råder over dem alle, om at gøre hans hjerte rent, som hjertet må være, hvor de befriende magter i ånd og sandhed skulle tage bolig. Men da han løftede det igen, da blev det højtidsfuldt i stuen omkring ham, og tonernes ånder kom og fyldte hans bryst. Strengene klang under hans hænder, og melodierne kom lifligt flagrende hen over dem. Det blev en historie fra skjulte egne, fortalt i toner, ordene kom af sig selv og lagde sig i bløde versemål derunder, og historien lod omtrent sanledes: der var et fattigt sted, hvor menneskene tjente deres Brod i deres ansigts sved. Torne og tidsler bar det dem, og livets møje hvilede tungt derover, så sjælens vinger havde ondt ved at løfte sig over jorden. Sukkenes mislyd og stønnen af træthed vare de toner, som ensformigt og møjsommeligt stege op derfra og blev hængende derover som en skovende og tyngende sky. Men alt som de hang der, da var det, som en liflig kilde brast på fjerne højder og spredte sine bølger i en toneregn ned over det lave. Først kom de svagt og dæmpet som en livsalig dram, der havde klædt sig i toner og rullede sin hemmelige andighed ind under den nøgne, kolde virkelighed. Så vældede de op, nærmere og nærmere, stærkere og stærkere, og slyngede sig i broget skønhed om de tunge, ensformige toner, og gød sig i bestandig fuldere og fuldere bølger ud over dem, indtil de havde taget magten fra dem og sang i klar og rolig glæde deres sejershymne. Det var som dagen selv, når den vågner til liv og stiger på sin ttrone. Thi nær ved det fattige sted lå en dejlig egn, hvor skønheden boede, hvor mislyd fortonedes til nye harmonier, og den smålige strid blev forklaret til en gang mod det høje. Men opad gik vejen dertil, og den var vanskelig at finde og besværlig at gå. Thi store stammer rejste deres mnr langs skråningens bratte sider, tjørne og sammengroet krat spærrede vejen foran og imellem dem, og højere øppe, tæt under de åbne vidder, hvor skønhedens skjulte egn lå i strålende glans, løftede sig en stejl og mægtig klippe, og bagved den lå en bundløs kløft søm den sidste, barske grændsevagter. Side om side i livets land lå fattigdommens sted og den rige, lønlige egn, og dog så fjernt, så fjernt fra hinanden, thi de kendte ikke hinandens sted og havde intet med hinanden at gøre. Dog lod den sfjonne egn sig ikke nden vidnesbyrd. Stundom kom dens toner i stille timer dalende med hemmelige bud og sang sagteligt lokkende om blide længsler og undcrfnlde drømme. Men de fattige mennesker, som arbejdede i deres ansigts sved, hørte ikke efter dem, dertil havde de alt for travlt. Og om de havde hørt dem, så havde d e dog ikke fulgt deres jndbydelse, thi vejen, de pegede på, var for besværlig, og de havde nok i forvejen i deres egen kamp og deres egen daglige maje. Men ved skråningens fod, i skyggen af det tætte, vildt voksne krat, sad en gang en halvvoksen dreng. Der var i hans ansigt hint underligt skiftende og bevægelige skær, som minder om lyset, der brænder over hemmelige skatte, men ringe var skatten knn at se til. Klæderne hang i pjalter omkring ham, hans fødder vare nøgne, og han var den fattigste og ningesfe blandt alle de fattige og ninge på dette sted, thi også her var der forskel og Nang. Og der var spor af tårer i hans øjne, thi han havde haft skuffelse og sorg. De lykkelige børn, der vare mere velhavende end han, og alle sammen havde strømper på det ene ben, havde just været lidt stolte imod ha^n på grund af denne deres overlegenhed og spottet ham for visse højtflyvende drømme og forhåbninger, som han havde været uforsigtig nok til at fornøje sig med, og som ikke kunne tåles hos sådan en lille fyr. Dien en lille pige, og det var oven i kjobct den fineste og rigeste af dem alle, havde listet sig efter ham for hemmeligt at give ham et Kys til trøst. Derfor sad han der også med et smil, som tindrede gjenncm tårernc, og stinede med opladt hjerte og barnligt bevæget sind efter hendes flygtende lille skikkelse. Da kom tonerne flagrende fra den underfnlde egn og rørte første gang hans bankende unge hjerte. Og hans kinder brændte derved, hans øjne lyste, og hans orer lyttede begærligt efter, thi det var den dejligste sang, han i sit liv havde hørt. Der klang barndommens leg i sin friskeste glæde, og den gik fremad og fremad mod smilende egne og strålende udsigter. Det var som et hav af jublende stemmer, og han syntes, han kunne høre, at den smukke lille pige var inde deri og kaldte på hans navn og bød ham være med. Men just som det lød lisligst, svandt sangen igen, og fjernere og fjernere klang den, som om den vinkede og kaldte ham efter sig. Og drengen rejste sig og fulgte de lokkende toner op gennem krattet, hvor ingen fod ellers trådte, og ingen hånd havde brudt vej eller sti. Men da hans barnlige kræfter omsider vare tømte, og tornene rev hans hænder, og de sammenslyngede grene lagde snarer for hans fødder, da standsede han og så sig omkring. Og han stod i en yndig lund, hvor ville Noser duftede, og den unge forårssol tittede leende ind. Fjernere lød bestandig den liflige sang og vinkede ham højere op, men han hørte den ikke længere, thi intet sted syntes ham dejligere at være på end her. Der hang en dejlig, lovfnld gren foran ham, og der gik en hemmelig hvisken igennem den, som om en genlyd af de sfjonne toner, medens de svandt i det høje, havde skjult sig deri. Men kendte stemmer, som han var vant til at lyde, lød kaldende op til ham fra hans fattige hjem, og hnrtig brod han grenen af og vendte lykkelig tilbage med sin skat. Og han fortalte de andre børn om de dejlige toner, han havde hørt, og skar en fløjte af grenen og blæste for dem, at også de skulle høre og beundre dem. Men børnene holdt sig før orerne og gjorde nar ad ham og mente, det var kun kattemusik og ugleskrig, han havde hørt. Dog, drengen lod ikke modet falde, for han vidste jo, at tonernes liflighed havde gemt sig derinde og måtte kunne lokkes frem igen, når man knn forstod at bie dereffer og aldrig blev træt af at søge dem. Og medens årene randt, sad han ensomt og stilke og søgte dem hemmeligt og trofast, indtil de langsomt og kæmpende stege op, en for en, og gjorde hans hjerte glad og hans sind lyst og hver en byrde lettere at bære. De blev hans hemmelige rigdom, som ingen kendte, og ingen brød sig om, som han søgte i tavshed og ejede i løndom, til dagens lys faldt over den, og alle fik den undrende at se. Så gik der Dans en gang på det fattige sted i den milde sommeraften, og den gik, som den kunne, lidt kluntet her, livt trevent der. En trampede kåd og larmende forud, en anden sjokkede tungt og besværligt bagud, og en søvnig biotin klang dertil, men den evig unge glædes festlige tone var ikke buden med. Og bag de dansendes række, langt ude i kredsen, stod en fattig knos. Hans øjne fulgte med længselsfuldt blik den smukkeste og mest fejrede blandt de dansende unge piger, men fjernt måtte han stå og turde ikke nærme sig hende. Thi just på det fattige sted holdt man strengt over skik og måde og de naturlige grændser, som rang og rigdom satte — man havde så lidt deraf, at man var nødt til at være en smule nøjeregnende dermed — og al knøsens rigdom var en simpel fløjte, som han holdt i sin hånd. Da mødte ham et blik fra den unge piges ojnc, og det faldt på hans sjæl lig sommerstrålen, der sprænger knoppens hylster om blomsten. Han satte fløjten mod læberne og spillede op til fest, så det sang rundt omkring ham. Alle ungdommens toner fik liv as hans ånde og fløj jublende ud, og så gik der Dans på det fattige sted, som der aldrig havde gået, så det søvnigste sind blev vågent med et, og den tungeste fod fik vinger derved. Det kom så smittende som en latter fra et barn, når det slipper hver bekymring og styrter sig i legen, det kom så fuldt af fryd som en skærsommer, der springer ud i Noser og spreder al sin Duft i ødsel rigdom rundt. Han stod der som en kongesøn fra ungdomsglædens land, der havde kastet sin forklædning og grebet sit spir for at løse dem af lænken og åbnc dem sit rige. Men forrest gik hun, som havde lokket ham frem af sit skjul, og for hende lod hans spil, til tonevældet standsede, og dansen gik istå. Da vendte de sig forundrede mod den fattige knos, der havde lånt dem af sin rigdom og lært dem at ose af den friske glæde, der kan løse det bundne og gøre livets kræfter frie. Men han var flygtet undseelig og sad atter alene ved skråningens fod med blussende kinder og bankende hjerte, mens aftenen sank dæmrendc ned over ham. Og som han sad der, kom sangen igen fra den lønlige egn og fangede hans sind med sin underlige magt. Søde, hemmelighedsfulde toner sank sagte ned omkring ham. Elverpigens Dans i sommernattens sal og alfernes leg gennem buskene og krattet blev levende i toner og snoede sig omkring ham og talte til hans hjerte. Det kom ham for, som den unge piges blik stod lysende bag tnagcn og vinkede Hain derind. Da fyldte den stærke længsel hans sjæl, og han sprang op og fulgte, mens sangen veg tilbage og lød fjernere i det høje. Stien hørte op, som hans barnlige fod en gang havde trådt, men med friskere kræfter brød han vejen på ny, indtil han stod for den bratte klippe, der hævede sig stejl og truende foran ham. Højere og højere vinkede sangen ham bestandig, men han standsede træt, og den ensomme skov, hvor de tavse drømme boede i den dunkle sommeraften, syntes ham det dejligste sted, han havde set. Og over hans hoved sad en fugl og sang, som om den havde fanget de svindende toner i flugten. Den sang så sødt om en hemmelig fryd, der boede ukendt og uforstået i livet, at alt hans sjæls begær blev tændt derved. Den sang så lifligt om at flyve ud for at sage og finde og synge det alt sammen ud, at al hans længsel køstede sine vinger derved. Da glemte han tonerne i det høje og fulgte fuglen på dens flugt, forbi sit fattige hjem og ud i verden omkring det. Alle unge folk, som mødte ham, mente, at han hellere skulle lade den fugl flyve og spille op til fest og glæde iblandt dem, thi det havde han viist, at han forstod, og det vidste man, hvad var. Men han hørte dem ikke, thi han vidste jo, at fuglen ejede tonerne for al hans længsel. Og tiden randt, og fuglen fløj, og han fulgte og fulgte, tålmodigt og trofast, indtil den dalede igen på det fattige sted, og han havde fanget dens sang, tone for tone. Da var der gilde med fryd og med gammen, thi stedets solideste unge mand skulle holde jaord med den smukkeste og rigeste pige. Partiet var sluttet efter alle fornuftige regler, der var uldent og linned, mad og tilfredshed, men kærlighedens tone klang ikke derover. Den unge pige gik omkring, som der var noget, hun søgte, men ikke ret kunne mindes, hendes kind var lidt bleg, og der var et skær som af slumrende tårer i hendes bjne. Da mødte de atter ungersvenden, som stod nederst blandt gæsterne, og vendte sig imod ham med et spørgende blik. Og luften fik stemme omkring hende, svaret brød frem og kom bølgende i toner, der fik roserne til at springe ud på hendes kinder og vakte tårerne af slummeren i hendes øjne. Han løftede sin fløjte og spillede til brudefærd, som det aldrig var hart på det fattige sted. Kærligheden selv havde åndet sine toner i hans spil og lånt det sin magt. Først kom det blødt og bævende som sangen af en fugl, der sidder ene på sin kvist og kvidrer om sin længsel i det vågnende forår. Så steg det fuldt og svulmende, som et samlet fuglekor, der strømmer ud i jubel på den unge sommerdag, og dalede så sødt som en aftensang i skoven, der nynner den rugende mage til hvile. Det var kærlighedens land, der åbnede sin port for de undrende øjne, men forrest stod hun, som var festens unge dronning, og stirrede derind med et drømmende blik. For hende lød hans spil, til det brast i en dissonans, så skærende og bitter, at hun søer sammen af angst. Men da spillet var forbi, og de såc sig omkring, da var han borte igen, den fattige svend, der havde lært dem at ane den kærlighedens magt, der lægger blomstringens kræfter i livet. Ene sad han atter ved skråningens fod og havde bøjet sit hoved med smerte i sin sjæl. Men sangen kom dalende fra skønhedens egn og faldt på hans hjerte så husvalende blidt som en moders nynnen for sit grædende barn. Det var sorgen selv, der i toner græd sig træt og stille, indtil den barnligt kunne lægge sig til hvile. Og drammen kom med de milde ord og sang for den slumrende sorg om den evige trøst, der spirer stille gennem smerten som en blomst under sneen. Det lysnede deroppe i det underfulde høje, men sangen veg tilbage, og som den tørstige hjort, der drages efter vandet, sprang han op og fulgte de flygtende toners spor. Klippen gav efter for hans higende villie, og han hvilede ikke, for vejen op over den lå banet bagved ham, og han stod for den gabende kløft, hvor mægtige stammer hang skyggende ud over, som stirrede de mørkt og rådvildt ned i afgrunden. De blide toner klang sagte derover og kaldte ham bestandig, men han standsede modløs og hørte dem ikke. Men da han vendte sig om og så sig tilbage, da sprang der en kilde af klippen under hans fødder, en lille bæk flød ud derfra og snoede sig blinkende ned ad stien, han nylig havde brudt. Og idet han stirrede derned, kom det ham for, som de flygtende toner sænkede sig i dens væld og flod sagte ud i dens rislen. Det var, som den voksede sig stærk, mens han fulgte dens løb, og fuldere og fuldere svulmede dens bryst, indtil den klar og rolig gled forbi hans hjem. Da satte han sig stille og lyttede efter sangen, som drømte på dens bund. Der kunne løbe meget vand i stranden, for han fik noget ud af den, mente folk, som snae ham sidde der. Men han vidste jo, at tonerne, som hans hjerte trængte til, havde sænket sig deri og måtte stige en gang, og derfor sad han trofast ved dens fod og lærte ydmygt af dens rost. Der var forbavselse og forvirring på det fattige sted, thi rygtet fortalte, at den rigeste unge pige kastede vrag på det bedste parti der omkring. Sligt havde man aldrig hørt om for, og der blev oprør både ude og inde. Der lød vrede ord fra forældre og slægtninge, og venner og naboer stak hovederne sammen og talte i kor om sagen. Og udenfor løftede stormen sin vældige stemme og sang med i koret. Den fløj susende og hviskende frem, så det sortnede, hvor den kom, og de skrøbelige vægge skælvede. Det hjem, der havde skænket hende skygge og læ, bragede og styrtede omkring hende, og hun flygtede forvirret og bange gennem ilvejret, til hun stod for ungersvendens bolig ved skråningens fod. Der standsede hun flugten, thi gjcnnem larmen lod hans spil så dulmende og blidt, at hendes angst måtte tie, og hendes hjerte lytte til. De stille vandes hemmelighed steg forklaret op deri med hengivelsens styrke. Og tonerne fortalte, hvor det var sødt at glide trygt og ubekymret hen under stormen, at kaste sig med tro og tillid i den ville sø og møde himlen på dens bund. Stormen selv blev stille for et ojeblik og lyttede dertil, søa løftede den sig atter, som i harme over sin svaghed, og slog fløjten af hans hånd. Fuglen, der havde sunget kærlighedens toner i hans sjæl, fløj forvirret derfra, og bækken, som havde rakt ham hengivelsens foryngende væld, der føder de døende kræfter på ny, gik ever sine bredder og løftes op i skum. I ville toners jubel sang stormen omkring dem, at alt skal fare hen, hvad hjertet vinder kært, og sjælen stunder til. Da toge de hinanden i hånd og bøjede stille deres hoveder, mens det bruste hen over dem. Men sangen kom igen fra skønhedens egn, og hilste deres sjæle og kaldte dem derop. Blødt og livsaligt lod den under larmen og gik dog sejrende igennem den. Thi det var tonen fra himlen, der havde siddet nnder stormens vinge og fløj ud fra sit skjul. Og tonen steg mod det høje, men ungersvenden fulgte med pigen ved sin hånd ad stien, som han langsomt havde trådt. Hver rose i krattet bøjede sit hoved og tabte sin Duft, i skoven hvirvlede vinden de faldne blade, der skulle skænket dem skygge, foran deres fødder, og kilden sprang af klippen som et brusende vandfald. Intet sted var der hvile eller læ, men stærkere og stærkere klang tonen fra det høje og vinkede dem fremad, indtil de sfode føran den bundløse kløft. Da lå de stærke stammer styrtede hen over den, og stormen havde bygget dem broen derover. Der brast en tåge for deres øjne, og undrende sfode de i skønhedens egn på bjergets strålende top. Og alt, hvad han møjsomt havde søgt og kun sparsomt havde vundet på de fattige steder ad tornefulde veje, steg i samlet fylde op omkring dem og lå i forklarelsens glans. En ustandselig jubel brød frem fra ungersvendens læber, og sejerssangen lød i det høje. Som en svulmende flod steg den op, og hver en fryd, der havde blomstret i hans liv, hvert et savn, hans hjerte havde båret, blev en tone deri. Da klang det med et i det fjerne, thi en dybere tone, en rigere fylde hørte med til hans sang og måtte føje sig ind i hans sejr, før den rigtig var vunden. Dunkelt og utydeligt steg den derude som et hav af forvirrede stemmer; så sank den igen og var borte. — de svandt, de høje magter, og melodierne døde under den unge kunstners hænder, men historien var ikke ude. De sidste og skønneste toner, der skulle give sejerssangen sin fylde, manglede deri, og stille sad han og lyttede efter dem, mens de lød svagere og svagere, indtil de tabte sig omkring ham. Så bøjede han sit hoved og sad ene tilbage. Historien gik ud fra hans stue og fløj over den vide verden, og alle, som mødte den, standsede et oje2 blik midt i deres travlhed og lyttede dertil. Thi de syntes, at også de havde fået bud fra skønhedens egn i en og anden stille time, og hvad den dunkelt havde sunget i løndom for deres sjæle, og hvad der hemmeligt havde lokket deres længselsfulde hjerter, det kom nu i fulde melodier på klare toners vinger og rsrte deres hjerter. Derfor vandt historien bifald, og ingen kunne begribe, hvilke toner der endnu kunne mangle, thi ungersvenden havde jo nået sit mål og stod sejrende på lykkens og skønhedens hsjder ved sin elskedes side. Mere kunne der ikke gives her på jorden. Kun han, den lykkelige, hvem de lunefulde magter havde sfjænket deres rigdom, sad atter og atter alene i fin stue og drømte om de toner, som vare svundne af hans hånd. Han kunne ikke slippe dem, hans hjerte måtte søge dem, hvorhen de vare flygtede, hans længsel måtte følge dem, hvor fjernt de fade skjulte. En sælsom uro greb hans sind, indtil han måtte følge sine toner ud i den vide verden for at søge efter dem, han havde mistet. Så drog han over sø og over land, han gik ad ensomme veje og ser med vidt omflakkende skibe, og hvor han kom frem, der syntes han, de klang i det fjerne, men når han ville gribe dem, så svandt de igen. Nye melodier fødtes under hans hænder, og både guld og a§re bragte de ham og bare hans navn med Nos fra strand og til strand, men altid gik han længselsfuld og søgte efter tonerne, der skulle føjes til hans sange og række ham den pris, hvorom hans hjerte havde drømt. i. Hvor tonerne kom hen, og hvilke forstyrrelser de bragte mellem mennesker og dyr. Historien gik over den oide verden, og til sidst kom den blandt andet også til en venlig o, som ligger et sted på den nordlige halvkugle af jordkloden og hedder Sjælland. Noget så nær på den sydøstlige kyst af samme o lå en lille ladeplads, der hed strandhoved. Den hørte ikke til de vidt berømte byer, eftersom den lå i en noget afsides egn, hvor sjælden nogen kom, der ikke ligefrem havde wrinde dertil, men beboerne selv vare godt fornøjede med den og syntes, det var en by, som gjorde dem wre, og det var jo dog egentlig deres mening, det kom an på. De havde også deres gode grunde derfor, thi måtte det end indrømmes, at der var brøst og mangler som alle steder, så savnede den dog heller ingenlunde betydelige fortrin af forskellige slags. Den havde sin egen gæstgivergård, en havn, der regelmæssig blev anløbet af et lille dampskib, et par kjobmænd, en kongelig uniformeret toldembedsmand og mange andre smukke folk. Kønt lå den, thi den friske, blanke sø bredte sig milevidt for dens fødder, småfkove lå strøede rundt omkring på stranden, og mellem dem strakte frugtbare marker og Enge sig ud i krans om den ypperlige lille herregård, strandhovedgård, der knejsede stolt og pynteligt et lille stykke bag byen. Nærsom oar den i lige måde, det kunne jo ikke være andet, hvor både landet og vandet åbnede sine velslandskilder, om end niere for Somme og mindre for Somme, således som det alle vegne plejer at være tilfældet. Endelig manglede den heller ikke Sans for noget højere, thi byen og omegnen havde sin sangforening, som lededes af en flink ung skolelærer, og som på flere måder viede sig til kunsten: om vinteren ved baller, koncerter og dramatiske aftennnderholdninger, om sommeren ved skovture og musikalske udflugter i det grønne, alt sammen til megen fornøjelse og beundring for den hele- egn. Dette stadige held og smigrende bifald kunne ikke andet end opmuntre sangforeningen til stedse større og større anstrengelser, og i dette esterår — thi Hosten var allerede så godt som endt, og på strandhovedgård havde man kun jerterne tilbage — havde den derfor besluttet at slå et hovedslag og før alvor vise, hvad den formåede. En fremmed kunstners toneværk, historien fra skjulte egne, som havde vandret verden over og om sine melodier samlet unge og gamle, hsje og lave, var i forårets og sommerens løb blevet indøvet og skulle nu gives før den hele egn. Der havde været meget. Arbejde og megen travlhed, før det kom i stand, og alvorlige vanskeligheder havde der været at kæmpe imod, men efter omstændighederne vare de alle sammen lykkeligt blevne besejrede. Først var der korene, som fluide løfte sig fra skønhedens skjulte egn og komme dalende ned over det fattige sted. Det kunne ikke negtes, at de bevægede sig lidt usikkert i denne uvante højde og i det hele taget syntes at være nærmere i slægt med de lavere og tungere steder, men, alting vel overvejet, tjente denne omstændighed måfle netop til at styrke illusjonen og gøre det hele naturligere. Hovedsagen var, at de selv vare glade derved, og lå der virkelig bud fra skønhedens egn i disse toner, så måtte det vel kunne nå et og andet hjerte, selv om budskabet bragtes i de fattige steders dragt. Så var der strygeinstrumenterne, som skulle indlede, udfylde og forklare det alt sammen, men dem slap man på en naturlig måde over ved at stryge dem og erstatte dem med et fortepiano, der spilledes smukt og udtryksfuldt af lærerinden på strandhovedgård, og da alle, hvem det vedkom, vare enige om, at det var lige så godt som et orkester, så var det lige så godt. ^. Størst vanskelighed voldte dog måske den vidunderlige fløjte, som ifølge sin natur og betydning ikke kunne stryges, og som man længe var i en noget pinlig forlegenhed med. Dette var imidlertid den lykkelige årsag til, at et landligt talent blev draget frem og loftet op fra sin sædvanlige lavere virkekreds, et talent, som man sagtens ellers ville have overset og ringeagtet, som det går med adskillige talenter her i verden, når de skjule sig under de ringe former. Lige soran stranden, og mod landet dækket af en frodig bøgesfov, der strakte sig bagved det, lå der, i en afstand af et par tusinde alen eller lidt mere fra byen, et noget brøstfældigt hus, som både hist og her struttede af stopninger med halm og klude, der skulle besfjærme det mod den undertiden noget påtrængende søvind. Lille var det, som sagt, men dog stort nok til, at der under dets simple tag kunne våges og drømmes, kunne sørges og glædes, kunne både leves og døes, og mere har et menneskehjerte jo i grunden ingen ret til at forlange af et hus. Fattigt så det også ud, men skjonhedens skjulte egn måtte dog også der ligge et sted i nærheden, når den blot kunne findes, thi strengene derfra dirrede stundom omkring det og klang ud over huset og egnen. De tonede hemmeligt, når fisfernes både i stille nætter gled hen over vandene, når trætte arbejdere i rolige aftner hvilte sig fra deres dagværk, og når legende børn tumlede sig uskyldigt glade på stranden. De klang der, og de klinge over det fattigste liv i den dunkleste afkrog af verden, men det kom an på, om der var lirer til at høre dem med. Thi det daglige livs slid og slæb, kamp og sorg sang med i koret og havde en egen magt til at overdøve tonerne fra livets lyse højder. I dette lille hus havde man imidlertid netop grund til at vente lre for alle slags toner, eftersom det havde musikalske navne i alle ender og kanter, så at sige. I den ene ende af det boede nemlig en mand, som almindelig gik under navnet Klarinetpeter, og i den anden boede en, som kaldtes sanghans. Klarinetpeter bar sit navn med hæder og wre. Han havde aldrig egentlig lært at spille, men det var et naturligt talent, som han havde opdaget og uddannet ved et rent tilfælde. Medens han tjente som røgter på strandhovedgård, thi til denne virksomhed havde han viet sig i en forholdsvis ung alder, var der en ældre staldbroder af ham, der ejede en noget hæs klarinet og en gammel fløjte, som han plejede at spille på til tidsfordriv for sig og sin kammerat, når de i rolige timer sagde ude på Marken blandt køerne. Peter, som han den gang kaldtes slet og ret, havde altid siddet og lyttet med hovedet på siden og en stille begejstret mine, der ikke kunne andet end give hans ældre medbroder den fordelagtigste mening om hans musikalske Sans, og da han derfor til sidst døde, testamenterede han sin mangeårige eneste tilhører både klarinetten og fløjten. Af agtelse for sin afdøde vens minde tog Peter fra den stund hver dag samvittighedsfuldt begge instrumenterne med sig ud i Marken, og der sad han så og blæste på dem med en Iver og en kraft, der stundom skræmmede selv køerne op af deres ro og bragte den gamle vogterhund til at hyle af fortvivlelse. Men underligt nok begyndte efterhånden renere og renere akkorder at slige op af de ville toners forvirring, indtil til sidst en gang imellem melodierne klang så blødt og fuldt tonende fra de gamle instrumenter, skønt altid hist og her afbrudte af enkelte skurrende udskejelser, at folk, som gik forbi, mangen en god gang overraskede støde stille for at lytte. Og dog var det vel i grunden slet ikke så underligt, som man var tilbøjelig til at finde, thi hvorfor skulle sangbunden ikke lige så godt kunne være spændt i en røgters bryst som i en kongesøns, og hvorfor ikke lige så fuldt kunne give genlyd, når den blev slået an? Peter havde talent, det var hævet over enhver tvivl, og hvad mere var, han fattede en ægte kunstners kærlighed og begejstring for tonerne, opgav sin hidtilværende virksomhed som røgter, flyttede ind i den ene ende af det omtalte lille hus og kastede sig over skomagerprofessjonen som levevej og musikken som kunst. Således gik det til, at han blev en temmelig upålidelig skomager og en vidt og bredt bersmt spillemand, der bragte klarinetten og fløjten, som han selv lærte at forbedre og istandsætte, til en hæder og anseelse, hvorom deres forrige ejer aldrig havde drømt. Da han ikke kunne noder, opnåede han ganske vist aldrig at blive lavsmæssigt medlem af noget spillemandsselsfab der omkring, men hans solonumre vare almindeligt yndede og blev til afveksling ikke sjældent foretrukne selv for det mest ansete selskabs musik. Intet gilde der på egnen kunne rigtig holdes, uden at Klarinetpeter var med, og han var ved sådanne lejligheder lige undtømmelig i muntre, fejende melodier og opmuntrende udråb under dansen. I lange tider kunne han dernæst på kunstens vegne strejfe landet rundt for at fange nye melodier og spille de gamle for et godt ord både ved festlige og ikke festlige lejligheder, så at hans navn og hans spil efterhånden i en vid omkreds blev til en saga, der var kendt af alle og en gang imellem endogså blev berørt i aviserne. Som en ægte kunstens søn levede han ugift, og havde han nogen svaghed, så var det for at drikke snapse og fortælle vidunderlige historier om de wventyr, han på sine udflugter havde oplevet, og havde han nogen sorg, så var det en stadig tilbage vendende bekymring for, hvem der en gang skulle aroe instrumenterne, hvilke han oven i købet selv havde forøget med en basun, rimeligvis af en almindelig kærlighed tilt blæsende instrumenter i det hele, thi han havde ellers ingen brug for den. Disse instrumenter kunne han som sagt ikke med rolighed tænke sig efterladte til nogen anden end en indviet, men en sådan havde han endnu ikke fundet, i det mindste ikke efter sine strenge begreber. Det var til denne berømte spillemand, at man trods alt, hvad stedets etikette kunne have at indvende derimod, i sin bitre forlegenhed så sig nødt til at overdrage fløjtepartierne i den store køncert, og man fik heller ikke nogen grund til at fortryde det, om end der også med hensyn til ham var vanskeligheder at overvinde. Noder kendte han som sagt ikke, og hans parti måtte derfor først spilles for ham, for at han siden gennem en række ville forsøg kunne få de rette toner til at slige frem lig kæmpende svaner, der løfte sig fra en oprørt sø og svinge sig sejrende mod det høje, thi dette var den måde, hvorpå han altid lærte sine melodier. Klarinetpeter satte sig derpå ned og beredte sig til at høre efter med hovedet på siden og andægtige miner, således som han havde plejet at sidde over før sin længst afdøde lærer og ven. Men næppe havde de første, ungdommeligt jublende toner nået hans lyttende ore, før han pludselig rejste hovedet med et sæt, hans ojne funklede, og hans fødder begyndte med ubetvingelig Iver at slå takten dertil. Så brød kærlighedens længselsfuldt bævende toner frem og bragte hans kinder til at gløbe og ham selv til urolig at flytte sig frem og tilbage på sit sæde, og da til sidst de bløde, husvalende akkorder klang, da sank fløjten sagte ned ved hans side, hans hænder foldede sig over brystet, og i uskrømtet bevægelse tørrede han sine øjne med bagen af hånden. Thi den stakkels spillemand havde ifølge sine kår aldrig før været længere end i tonernes blandede forgårde, og her slog de første gang porten op før deres indviede steder og lod ham skimte derind. De mere udviklede og dannede naturer, der stod rundt omkring ham, kunne ikke undlade at smile hemmeligt til hverandre over hans begejstring, men Klarinetpeter sprang op, da spillet var forbi, slog sin hat i gulvet med ubeskriveligt eftertryk og udbrød: „ Nu har jeg i mange år blæst en proper klarinet og en fin fløjte, men sådan en musik har jeg min salighed aldrig hørt. Det er himmeriges rige selv, og der kommer jeg aldrig ind! “ Med disse ord satte han sig ned og sank hen i en stille opgivelse af sig selv. Trods sin ydmyge erklæring lod han sig dog imidlertid uden synderlig modstræben bevæge til at overtage sit parti, og fra det ojeblik var d

1877_Budde_FraLoemmelalderen

Carl Christian Leopold

Leopold

Budde

Fra Lømmelalderen

male

male

dk

Budde

Fra Loemmelalderen

Budde

Fra Lømmelalderen

n

gothic

Schønberg

KB

nan

nan

O

I. Mens vinden hviler. Limfjorden bredte sine stille vande ud, og himlen spejlede sig deri, men skyggerne legede i grunden. På et af de steder, hvor den er bredest, lå en lille 0 og drømte sine egne drømme i en afstand af mellem en halv og en hel mil fra de nøgne, gule skrænter, der her kantede fjordens sydlige bredder. Og derfra drog en tolvårs knøs med buttede former og runde kinder, under klokkeklang og i solskinsvejr, ud i den vide, vide verden for at sinde og vinde lykken — det er en gammel historie, og vi have alle sammen været med i den en gang! Adskillige hjemmefødninger blev tilbage for at gå den selvsamme kedelige kredsgang, de i mangfoldige år havde gået, og Povl, således hed knøsen, ville ikke have byttet med dem for meget godt — det er igen en gammel historie, og vi komme vel sagtens alle sammen med i den en gang! Men det var en aparte begivenhed for øen, meningerne om den vare i høj grad delte, og der kunne anføres grunde før enhver af meningerne. Det var i det hele taget en ypperlig 0, så lille den var. Den var, før så vidt ikke lyngen sprængte en smule mørkebrunt vemød deri, grøn og smilende øm sommeren, når bølgerne legede sorgløst på dens bryst i det klare solskin eller kom og hviskedee den allehånde forelsket sladder i ørerne i de milde, dæmrende aftner — grå og tungsindig derimod øm vinteren, når søen sprøjtede sit bitre, salte skum op øver den, og stormen sang sine klagesange for den. Men både sommer og vinter var den af karakter en fredelig 0, der levede sit eget stille liv, havde sine egne stille kampe og stille heltegerninger og kun i fjerne, dæmpede bølgeslag mærkede til uroen ude fra den store verden, om hvilken den af og til lod sig fortælle, at den førte en forunderlig vild og æventyrlig tilværelse på den anden side as de omtalte gule skrænter. Dens figur var derhos upåklagelig. Fra sin nordlige, smukt indad buede og afrundede grundflade løb den til begge sider sammen i en spids mød syd, og herfra snoede en ejendommelig, skarpt afskåren sti sig langt ud i fjorden, over halvvejen ind mød bredden, hævende sig, når vandet ikke stød for højt, op over dets bølgende spejl, og mødt - af en lignende sti fra det faste land, uden at den dog stødte sammen dermed, men løb et lille stykke uden om. Man skulle ikke let antage, at en sådan figur kunne blive genstand før bagvaskelse, men desuagtet gaves der folk ovre fra fastlandet, som i deres indbildskhed stadig fandt en fornøjelse i at udsprede løgnagtige rygter om den. De fortalte, at da Vorherre just var i færd med at stabe verden og havde begyndt helt oppe fra Skagen, fremdeles havde fat Limfjorden fil at danne den naturlige grændse for lands lov og ret og nu ville fil at gå videre, så blev en klat, som var af altfor sej en natur fil at følge med det øvrige, hængende bag efter ved en lang tråd, indtil tråden gik i stykker, og hele klatten dumpede ned i Limfjorden med tråden efter sig, og der havde den nu ligget siden i skikkelse af denne smule 0, bestandig en lille mils vej bagud for den øvrige, fremadskridende verden. Men det var, som sagt, altsammen kun løs tale, som øen ganske rolig kunne foragte. Den vidste nok selv, hvordan stien oprindelig var kommen der, og iøvrigt var den, mente den, og heri gav hele dens figur den tydeligt nok medhold, et hjerteblad i Limfjorden med stængelen svømmende på vandene et langt stykke ud fra sig. Øg således lå den, år efter år, dag ud og dag ind, og drømte om, af den varslet ikke så trekantet en 0 endda og meget godt kunne være sig selv bekendt for den himmel, der i i rolig betragtning hvælvede sig omkring den, såvel foroven som forneden, blandt beboerne udgjorde rotterne dentalrigsfe og til en vis grad også den interessanteste klasse, for det var ingenlunde disse ærgerlige, skidenbrune fyre med deres spidse snuder, langstrakte kroppe og smidige blodsugerevner, som man nuomstunder træffer overalt. Det var de rigtige, gode, gamle, danske, sorte rotter, med snuden i vejret og korte, buttede former, ligefremme og glubske som en ulykke, hvilke fra Arilds tid have gennemrodet vort kære fædreland, indtil den nyere tids mange omvekslinger have fortrængt også dem. Hårdt prøvede af skæbnen og de nye rotter, havde de her omsider fundet et lykkeligt tilflugtssted, og øen var ikke fri for af være lidt stolt af dem som et slags fædrelandske oldsager. Hvor man end kom, havde de deres smuthuller, men deres hovedsæde var en høj, kaldet rottebjerget, på øens sydspids. Her ejede de hul ved hul, hvor de kunne fare ud og fare ind, hvor de kunne slås og pibe og gå på rov efter deres gamle, gemytlige vaner, og dybt i højens hemmelighedsfulde indre havde uden tvivl den gamle, prøvede rottekonge atter rejst sin sunkne ttrone og indrettet sit Hof ganske efter sin egen smag. Der svang han vistnok af hjertens lyst sit gode scepter, åd en gang imellem en og anden blandt de fedeste af sine undersåtter, tillod allernådigsf resten at æde hverandre, som de selv kunne komme overens derom, og glædede sig i fred og sikkerhed over, at der dog endnu gaves et sted på jorden, hvor det gode, gamle regimente kunne opretholdes i sin renhed. Jo, rotterne havde virkelig al mulig grund til at være glade ved den lille 0, og man kunne også tydeligt høre et formeligt velbehag klinge gennem deres piben, om den aldrig så meget kom as arrigskab, når den i astenens stilhed fyldte luften med sin livlighed. Næst efter rotterne kom i antal fuglene, småsangerne, der ikke vare for store på det til at besøge et så afsides sted — irisk og bogfinke, spurv og stær. De byggede og boede i en lille, purlet og lavstammet kratskov, der hang på siden af øens højeste punkt mod nord, og der kvidrede de af al formue om, at der var lifligt og godt at bo på denne 0, for det synge fuglene forunderligt nok alle vegne om, og der er noget kønt i det. Således vare begge øens talrigste klasser af beboere, hvad enten de peb, eller de sang, enige om at prise dens ypperlighed, og hvad menneskene angik, så vare de ganske vist ikke mange, thi øen havde kun en eneste gård og en god snes huse, men så mange, som de nu vare, stemte de smukt i med, og ingen gjorde det i højere grad end Søren. Denne ærlige Karl — han var døbt Søren, men hed ellers Soren — var født og opvokset her til en alder af tredive år og ikke mindre fast bestemt på en gang også at lægge sine ben blandt sine fædres på det selvsamme sted. Han var avlskarl på gården, der lå tæt under den omtalte smule skov, i læ for de skarpe vestenvinde, og efter hans overbevisning var en gård, der magelig kunne gøre det ud for ti. Det var hans ufravigelige mening, at denne 0 lå nøjagtig lige midt i verden, eftersom der akkurat var lige langt til alle kanter, hvorhen man ville vende sit øje, og den var derfor det naturlige midtpunkt, hvorom verden måtte dreje sig, enten den ville eller ikke. Han var fuldt og fast overbevist om, at proprietærbrus, ejeren af den anseelige gård, var en jorddrot af det rigtige slags, ivrig, godmodig og fuldblods fra top til tå, og en mand, der som fuldgyldig konge på sin 0 var i sin gode ret til at trække på næsen ad al den nymodens frihedspassiar og en gang imellem snakke sig så rød i ansigtet desangående, som han selv havde lyst til. At den mand ikke for længe siden var bleven kammerråd eller kammerherre eller sådant noget deromkring, kunne Soren ikke for sit liv begribe, og det vakte stundom en sort mistanke hos ham om, at rang og titler ikke altid uddeles efter fortjeneste, skønt vi, der kende bedre til sådanne ting, jo vide, at det var en mistanke, der ikke havde noget på sig. Øg ftit turde Soren givet sit hoved på, at madammen var så fuldkommen en madamme, som jorden havde at opvise, og at ikke en gang dronningen af Danmark selv lavede bedre mad til sin mand eller leverede et proprere stykke smør i sit mejeri end hun, i hvilken anskuelse han vistnok også — dronningen ellers i al mulig ære — kom sandheden temmelig nær. Thi madam Brus var virkelig en lige så ferm og dygtig husmoder, som hun var kærlig og blid og stilfærdig af væsen, hvilket øens beboere, især de fattigste iblandt dem, vel kunne bevidne og havde god grund til at sætte pris på. Størst beundring nærede Søren dog måske for øens gamle skolemester, forvisset om, at han var en videnskabsmand, der søgte sin lige, både hvad åndens og hjertets egenskaber angik, og han kunne også for denne mening give gode grunde. Skolemesteren havde nemlig i sine unge dage været student, og der var dem, som påstode, at han en gang havde været så dreven, at han kunne regne med x. Men fattig og enestående, som han lod til at have været, havde et eller andet sat ham et u for hans x, så han havde opgivet det, vendt studeringerne ryggen og givet sig til at være skolemester på denne lille 0, hvor der nu var groet Mos på ham i længere tid end en menneskealder. Det hed sig om ham, at da han først var kommen der til øen, havde der været noget uroligt over ham, en lyst til at styrte sig ud i storm og fare, som om han havde været en fange, der trængte til at ruske lidt i sine jernstænger en gang imellem. Han havde trukket sin åre og spændt sit sejl om kap med den raskeste øboer, og han havde havt ord for at være en lods, som det var godt at have ombord, når blæsten rørte op i de stille vande, og bølgerne skummede over grundene, en styrmand, hvis hånd ikke rystede, og hvis kind ikke blev hvidere, om båden end dansede aldrig så ustyrligt. De gamle kunne fortælle om mangen en hård sø, de således havde pløjet side om side med ham. og mangen en havde den gang rystet lidt på hovedet og ment, at det ikke var så rigtig sat med ham. Men midt i alt dette var der en ydmyg mildhed bredt ud over ham, som uvilkårlig gjorde ham til deres ven, og alt som årene gled, fik de bedre og bedre forstand på, hvilken mand de i ham havde fået. Der var ikke en sorg eller glæde iblandt dem, der ikke blev hans så godt som deres egen, der kom ikke en eneste lille forlegenhed imellem dem, uden at de lærte at fy til ham med den, og, skønt øens eneste embedsmand, blev han alene lige så meget værd som en hel flok. Om søndagen var han deres præst, thi farvandet der omkring var lidt usikkert, og det var ikke mange søndage, man kunne komme over til sognekirken, der knejste med sit tårn på kysten lige overfor. Men når kirkeklokken ringede sammen derovre — man kunne lige netop høredet og ærbødigt blotte sit hoved for den højtidsfulde lyd, som gammel skik bød — så samledes befolkningen med proprietæren og madammen i spidsen i et gammelt kapel om sin skolemester, og så læste han dagens epistel og evangelium for dem og lagde dem ud få viist eller så enfoldigt, han formåede, og sang Kingos psalmer for med en stemme, der i begyndelsen havde været klangfuld og stærk, siden, alt som alderen tog til, blev mere og mere dirrende, men altid var til sand opbyggelse for hans tilhørere, fordi de nu havde kendt den og holdt af den så længe. Dernæst var han en læge, som altid havde råd på rede hånd for ethvert tilfælde, og det kunne han, fordi han havde en lærd, gammel bog, hvorefter han lavede nogle dråber, der vare så gode som et helt apottek. De virkede lige godt og kraftigt, hvad enten det gjaldt maven, brystet eller hovedet, og smagte oven i købet godt — havde han besiddet nogen forretningsånd, så kunne han gjort sin lykke på de dråber, men den havde han nu ikke. Så var han juridisk rådgiver og dokumentskriver, fortrolig i familieanliggender og ellers alt, hvad folk ville have ham til at være. Og dog fandt han, trods alle disse bestillinger, tid til mere strengt vidensfabelige bestræbelser. Allerede i adskillige år havde han med megen flid arbejdet på opfindelsen af et skriftsprog, der kunne læses af alle folk uden hensyn til tungemålet, og havde udarbejdet en stor bog, fuld af sirligt kolorerede forsøg derpå. Ligeledes pønsede han på at løse spørgsmålet om cirkelens kradratur på grundlag af hippokrates ' s halvmåner og ejede en anden bog, fuld af tilløb dertil, uden at han dog nogensinde ganske fik bugt dermed. Disse lærde sager blev af Soren betragtede med den største ærbødighed og beundring, hvorimod han var en smule tvivlrådig med hensyn til skolemesterens tilbøjelighed til at skrive Vers og fortællæ æventyr, som forekom ham at være unødvendigt svære at finde meningen i. Men, forstandig, som han var, følte han, at man i ethvert tilfælde let kunne bære over med en enkelt lille svaghed hos sådan en mand, der ydede så mange værdifulde tjenester for en løn af halvandet hundrede daler om året, hvilket vistnok heller ikke kunne kaldes nogen ublu betaling. Med rette kunne altså Soren betragte ham som en videnskabelig prydelse for sit land og prise dette land lykkeligt at bo i. Det var under sådanne velsignelser, at Povl, eneste søn af proprietær Brus og kronprins til øen, voksede op i selskab med sin, et par år yngre kusine, Else, der havde fået sit hjem i proprietærens hus, fordi hendes forældre vare døde, og hun altså selv intet havde. Trosast understøttet, såvel af hende, så vidt hendes kræfter rakte, som af den forstandige Soren, tumlede Povl sig lystigt på sine indskrænkede enemærker og nød sin fædrene øs glæder med et ubekymret sind. Han erhvervede sig en ualmindelig færdighed i at sidde oven på høstlæs, drev det næsten til fuldkommenhed i den kunst at ride heste til vands og var så temmelig forfaren i at ligge på fjorden og fiske, når det var magsvejr. Ikke mindre øvede han sig flittigt i at sætte snarer for alle slags ville dyr, såsom rotter og fugle, ja endogså ræve, skønt disse sidste kløgtige dyr stadig vidste at trodse hans bestræbelser. Det var navnlig i denne retning, at liden Else, i lige høj grad ved sin behændighed, opfindsomhed og Iver, var i stand til at yde ham en uvurderlig bistand. Og hverken han selv eller nogen anden, Søren allermindst, drømte om andet, end at en så lykkelig begyndt løbebane fremdeles skulle udvikle sig i det samme spor og på det samme sted, men så hændte det ham en gang, at der pludselig skød et eventyr op midt i hans fredelige liv og bragt forstyrrelse deri. Det kom flyvende til ham gennem luften og sejlende til ham over vandet på en solklar forårsaften. Else og han sad med Soren ved stranden, hvor de havde været ude at fiske — det var en søndag eftermiddag — og de stille vande skinnede som guld i den synkende solglans. Skolemesteren kom vandrende derhen, lidt krogrygget og luvskidt, som han plejede, og ingen, der så ham, skulle tænke, at der kunne være eventyr bag denne falmede skikkelse. Hvilke genfærd af længst begravne drømme og afdøde forhåbninger, der havde listet sig på ham og lagt det præg af vemod, der somme tider faldt over ham, i hans ansigt, mens han var vandret langs stranden og havde stirret i sollyset ud mod det fjerne — det er ikke til at begribe, thi sådanne ting komme ad tusinde veje, og ikke en gang en mosgroet gammel skolemester på en ensom lille 0 kan vide sig sikker for dem. Nok er det, at i det samme begyndte aftenklokken at ringe ovre fra kysten, og tonerne kom sagtelig svævende over vandet med en dæmpet og hemmelighedsfuldf lokkende klang, som havde de noget sært smukt at fortælle om, hvor de kom fra. Og som han stød ved de andres side og lyttede dertil med sine grå hår blottede, gik der et vemodigt smil over skolemesterens ældede træk, og der kom et suk og fyldte hans bryst. Og det var, som om sukket, idet det flygtede, løste wventyrets vinger. Da aftenklokkens toner vare forstummede, og de atter sagde med hverandre på stranden, kom det frem af sig selv, og Soren var på ingen måde uden lod og del deri. For det var ham, der først tog ordet og bemærkede, at nu var den vise ude. „ Nej! “ lød skolemesterens svar, idet han venligt løftede sit ansigt. „ Den er førsi begyndt. Den er aldrig ude, og det er ingen af de viser, der du noget! “ „ Hvor er den da bleven af, med forlov? “ Spurgte Soren og så sig, trods sin agtelse for skolemesterens videnskab, omkring med en noget vantro mine, thi det var bleven sagt i en så bestemt tone, at man ikke godt kunne være bekendt rent ud at sige, at det var noget passiar. „ Nu er tonerne gåde ud i verden til mangfoldige steder “, lød svaret, „ og der begynder først rigtig deres liv. Jeg kender en historie om nogle klokketoner — har i lyst til at høre den? “ Børnene havde straks lyst dertil, hvorfor de skyndte sig at rykke nærmere hen til ham, Soren gav sit samtykke i kraft af den gamle regel, at den, der tier, samtykker, og skolemesteren tog fat. „ Der sad en flok unge toner inde under en gammel kirkeklokke “, fortalte han, „ og gjorde sig mange tanker om, hvad de skulle blive til i verden. rigtig nok havde de endnu aldrig selv været ude i den, for de vare endnu ikke rigtig krøbne ud af svøbet, men de vidste dog ganske god besked om den og længtes en hel del efter den. Endskønt de nemlig havde hjemme i højheden og der førte et skille og tilbagetrukkent liv i et lille hul oppe i kirketårnet uden synderlig anden omgang og selskabelighed, end de sådan kunne have mellem sig selv indbyrdes, så var der dog en, der var ligeså højbåren som de og af og til besøgte dem — de vare en smule i familie med hinanden, tror jeg — og det var vinden. Og vinden var en berejst person. Den havde faret fra de varme lande til Nordpolen, og fra Nordpolen til de varme lande igen, den kendte hele guds grønne jord både ud og ind og havde en udmærket røst til at fortælle derom, for den havde den gave, at den tabte aldrig vejret “. „ Det er det sidste, man må mærke sig, som han sagde, Per smed, de lovede ham gode ord og betaling! “ mumlede Soren med dæmpet stemme. „ Så fortalte den “, blev skolemesteren ved, „ om alle de rigers og landes herlighed, der vare til i verden. Den skildrede, hvor det var prægtigt at fare hen over land og sø under guds blå himmel, men hvor det også kunne være morsomt at smutte ind og fylde et snævert bryst, der trængte til at vides ud, og hvor det kunne gøre en godt ind i sjælen at kysse tårerne bort af et forgrædt øje, eller i en overgiven leg at tumle sig om et par friske, røde kinder, eller ret af hjertens lyst at blæse ad al verdens indbildte storhed og dumme vigtighed. Vildere historier kunne den måske også nok have meldt om, men det var ikke noget for børn, mente den, og derfor tav den klogelig stille med dem. Således fortalte den få længe, til de unge toner begyndte at blive ganske urolige og vokse af lutter længsel, for de syntes, at heller ikke de vare skabte til altid at sidde under deres moders store forklæde, men til at svinge sig frit og frejdigt ud over livet og klinge med deri. De talte til klokken derom og bade den om at slippe dem, men den kunne ikke lide det og begreb ikke, hvor de fik sådanne tanker fra, for den lyttede ikke efter hver flygtig vind, der kom farende og sladrede. “ „ Se til mig, børn! “ formanede den. „ Jeg har aldrig været udenfor mit hul og forlanger heller ikke at komme det. Jeg bliver, hvor jeg er, og det er det klogeste, så ved man, hvordan man har det! “ „ Det var endelig et sandt ord! “ bemærkede Søren med vægt og så ud, som om han virkelig nærede agtelse for den gamle kirkeklokke. „ Det lå nu alligevel i luften “, fortsatte skolemesteren, „ at tonerne blev ved at drømme om, hvordan også de ville fare hen over land og sø, prøve på at fylde et brysk, lokke tårerne frem for at skille dem igen og lade al livets sorg og glæde klinge igennem sig. Og efterhånden, som de sådan drømte, voksede de, indtil de vare færdige til at flyve ud. Så hændte det sig en gang, at klokken tabte sin ligevægt — det skete en gang imellem for den, og det kan ske, Soren, hvor godt man så holder sig i sit hul. Den begyndte at svinge og gynge, at ryste og skælve gennem hele sit legeme, så den glemte at holde fast på, hvad den havde. Da løste tonerne sig og fløj ud som en flok fugle fra moderens rede, og vinden var straks ved hånden, tog dem tjenstfærdig på sin ryg og spredte dem, hver ad sine veje, ud over al verden, hvor alle de ting grønnedes og blomstrede, som de havde siddet og drømt om under klokken. Der var en, som med højtidsfuld klang fløj ud over land og by, og hvor den lød, flokkedes menneskene om den og fulgte den ind under kirkens hvælvinger. Der tog den bolig i en ydmyg og fattig sjæl, og den lever der endnu og gjørden større og rigere end en konges sjæl. Der var en anden, som i jublende flugt gik hen over et dejligt smykket brudehus, og brud og brudgom hørte dens rost og fulgte den for allret, og da de hånd i hånd vendte tilbage igen, gemte de den i deres hjerter, og der bliver den bestandig ved at klinge som deres livs dejligste tone. Og der varen tredie, som standsede over en åben grav, og der klang den så dybt og gribende sorgfuldt, at der var et par øjne, som blev fulde af tårer derved. Men alt som jorden faldt tungt på kistens låg, og graven højnede sig derover, svang tonen sig så mægtigt mod himlen, at øjnene glemte deres tårer og fulgte med den derop, og fra det øjeblik var den for et ensomt hjerte en tone fra himlen, der aldrig forstummer. Således fandt hver af dem sin gerning i verden, og i den foldede deres liv sig først rigtigt ud. Men den af dem alle sammen, som just havde drømt højest og dristigst, mens de sad under klokken, blev vejet og fundet for let, da de kom ud i den store verden. Den forvildede sig ind i en lille afkrog af livet mellem dagligt slid og allehånde kedelige småting, og der blev den hængende og kom aldrig videre. “ Et øjeblik standsede skolemesteren og så ud, som om det gjorde ham lidt ondt for denne stakkels tone, men Søren nikkede med en tillidsfuld mine, tog ordet og sagde: „ Det kan hænde sig, at hun ikke blev den ringeste endda, for det var akkurat ligesådan med det røde øg. Hun var tre gange oppe for remonten og blev hver gang vift ned igen, men hun blev endda det bedste arbejdsøg, vi har! “ Skolemesteren så venligt hen på Soren, som om han var ham taknemmelig for denne bemærkning, hvorvel den måtte siges snarere at være af en rent praktisk natur end at kunne tjene til nogen egentlig pynt på et eventyr, og han svarede sagtmodigt: „ I ethvert tilfælde klang den der så godt, den kunne. Men synderlig bevendt var det alligevel ikke, for støvet faldt daglig på den og gjorde den rusten og hæs i mælet, og luften var lidt tung omkring den, så den havde ondt ved at bruge sine vinger. Og nu er det en gammel historie, og den har for længe siden vænnet sig til det alt sammen, men en gang imellem kommer der en gammel erindring og besøger den i dens afkrog af livet, og så klinger der somme tider lidt vemod igennem den gamle tone, til den får glemt det igen i sit daglige slid og sine mange slags kedelige småting. “ „ Men kunne den da sketikke gøre ved det selv? “ Spurgte lille Else deltagende. „ Jo, Else! “ svarede skolemesteren hurtigt og klappede hende på kinden. „ Jeg burde ikke have glemt at fortælle, at den var så forfængelig og stolt, og så syndigt hovmodig, at den gode gud måtte gøre det således, for at den kunne lære at at blive ydmyg — det ved den også nok selv, når den er fornuftig. “ „ Så kommer den nok ud, når den er bleven god igen! “ udbrød Else med et forhåbningsfuldt lille ansigt. „ Måske! Vorherre ved det! “ lød skolemesterens svar. „ Men det har heller ikke synderligt at betyde, for inde under klokken sidde tusinder og tusinder af nye toner og længes og vokse ligesom de, jeg nu har fortalt om, til vinden får lokket dem ud. Gå her ud i morgen aften, og i overmorgen aften, og hver aften, den ene efter den anden, så skulle i høre, hvordan de svinge sig ud i den smukke verden, slægt efter slægt, og hvem vil så bryde sig om en enkelt tone, der bliver borte i det! “ Ved disse ord så skolemesteren op med sit sædvanlige, venlige og muntre gamle ansigt, og det var, som en lille sky gled bort derfra og forsvandt. Børnene syntes også, at den tale kunne der være nogen rimelighed i, hvorfor de besluttede at lade den tone flyve og holde sig tilde andre, mere fornøjelige. Men Soren rejste sig og sagde i en afsluttende tone: „ Det er nu min tro, at klokken har ringet for at fortælle os alle sammen, at det er tid til at gå hjem og sige Vorherre tak for, hvad godt han har undt en her hjemme, og det render der ingen forkert i. “ Dermed fatte han sig i gang, og de andre fulgte ham, men børnene troede ham dog ikke rigtig. De stolede mere på skolemesteren, og det kan man ikke fortænke dem i. De kunne ikke glemme tonernes eventyr og havde en fornemmelse, som om det var vokset op midt i deres eget liv. Fra den stund fik de lyst til at smutte ned ved stranden mod solnedgang og sætte sig for at lytte efter klokkeklangens fjerne, dæmpede toner på deres flugt ud i verden for at finde dens rigdom og glæde. Og når de hørte rigtig efter, så kunne de tydelig fornemme, at det var en sejrssang om flugten fra snævre og trange steder ud til frihed og lykke, om en lang og strålende dag, der lå gemt bag askenens skygger. Klangen blev smukkere og smukkere, mere og mere lokkende, jo længere den svandt bort, og den sidste, sagte døende tone syntes kun at sove ind for at drømme om andre endnu smukkere og blidere. Og når den var borte, toge de hinanden ved hånden og gik hjem for at drømme som den. Men tonen, der var bleven borte og havde forvildet sig ind i en afkrog as livet, hørte de ikke noget til — den gik sin egen kedelige gang og kom dem ikke ved. I længden kan det imidlertid ikke ganske tilfredsstille en således at høre slægt efter slægt af lykkelige toner svinge sig ud i verden før at besøge alle dens herligheder, mens man selv sidder indelukket bag de samme bølgers evindelige hegn. Lidt efter lidt begyndte Povl at blive smittet af tonernes uro og fandt ikke længer den samme ublandede tilfredsstillelse som før i at sidde oven på høstlæs, ride heste til vands, ligge på fjorden og siske eller sætte snarer før ville dyr, hvor godt og fornøjeligt det end i og før sig selv kunne være. En ungdommelig længsel efter landet på den anden side af søen, utydelige drømme om ukendte glæder, som der ventede ham, begyndte stadigere og stadigere at gæste hans unge sind, og Else vidste han straks at vinde før sagen ved at love hende, at han en gang ville komme tilbage og gifte sig med hende før at føre hende ud til guld og grønne skove. Det var forgæves, at Soren foreholdt ham alt, hvad der fornuftigvis kunne foreholdes hane i den anledning, lod falde vink om alle de savn og besværligheder, der ventede ham, og lagde ikke dølgsmål på, at han havde hørt for vist, der gaves steder i verden, hvor man hverken fik grovbrød, brændevin eller sild, hvilket var tre dele, et menneske ikke i længden kunne undvære. Forgjceves opstillede han det røde øg som et advarende eksempel på skuffet ærgjærrighed — den tossede klokkeklang havde nu en gang fået magt over Povls sind og gjort ham døv for mere fornuftige og praktiske anskuelser. Under disse omstændigheder var det kun en sørgelig triumf for Soren at se sine mørke anelser med hensyn til skolemesterens Vers og eventyr gå så fuldstændigt i opfyldelse samt turde håbe, at den gamle hædersmand nu også selv ville indse det og for fremtiden, når han endelig skulle i lav med sådant noget, holde sig til nisser og højfolk og andre sådanne væsener, der tilhøre det virkelige liv og ikke fare verden rundt som narre, men blive faste ved hjemmets grund. Men til hans overraskelse viste skolemesteren, den skælm, så liden anger, at han tvært imod slog sig på fjendens parti og talte Povls sag med varme. Da rystede Soren på hovedet og følte, at det blev nødvendigt at lade verden gå sin egen skæve gang. Således randt omsider den sommermorgen op, da båden stødte fra land for at føre Povl bort til den lærde skole i den fjernt liggende stad Ålborg og åbne ham porten til videnskabens højsale. Og just, som sejlet sløj op, og båden gled ud, begyndte kirkeklokken at ringe morgensang derovre, og det lød for Povls ører ganske, som om den sang: „ Kom, kom! Kom, kom! „ Dejligt dog at folde ud „ Vingen, som vi fik af gud! „ Kom, kom! Kom, kom! „ Verden ligger vid og stor, „ Lykkens blomst derude gror! “ Men på øens bred stod madam Brus — proprietæren var selv med i båden for at føre Povl ind i livet — og brugte afvekslende sit lommetørklæde til at vifte med og til at tørre sine trofaste tårer, søstre til adskillige lignende, der vare faldne i Povls kuffert og fulgte med ham på vejen som usynlige engle, mens han selv så længselsfuldt higede bort fra deres dybe, rene, aldrig svigtende kilde. Else tittede frem bagved hende og gjorde et tappert lille forsøg på at smile og se glad ud, men midt under smilet brast hun pludselig i gråd og skjulte ansigtet i sin tantes kjole. Men Soren stod ved siden af dem, og, rørt af så megen sorg, ytrede han i en halv mismodig, halv trøstende tone: „ Madammen skal ikke græde, for det kan byde sig, at de kasserer Povl og sender ham hjem igen, ligesom de gjorde ved det røde øg. Og så kan det blive godt endda, for det røde øg slog også bag ud, førend hun blev vittig. “ Men skolemesteren lagde sin hånd på den grædende moders arm og sagde med sin venlige, trohjertige stemme: „ Kirkeklokken ringer ham på vej, madam Brus, og det betyder, at Vorherre er med, hvor han går. “ Ved disse ord tørrede hun for sidste gang sine øjne og viftede endnu en gang med sit lommetørklæde, inden hun gemte det, og få gik de alle sammen hjem igen til deres stille liv, niens Povl forsvandt ad æventyrets solbeskinnede veje. Borte var han, og borte blev han, thi Sørens stille forhåbninger gik heller ikke denne gang i opfyldelse — han blev hverken kasseret eller sendt hjem igen. Som sagt, og nu omhyggeligt udviklet, hvilken af parterne der egentlig var bedst faren, derom vare meningerne delte, og det gjorde ikke sagen klarere, af rotterne holdt med Soren, men fuglene med skolemesteren. Det bedste var imidlertid, af tiden, som alene kunne give fuld oplysning derom, gik sin gang uden af bryde sig det mindste om de delte meninger. Den kom, og den gik, og Povl kom og gik med den, langsomt, men sikkert, voksende i højde og uden tvivl også i lærdom og forstand, men bevarende sine buttede former og runde kinder, ikke ulig en puppe, der stadig svulmende nærmer sig det forønskede øjeblik, da den skal briste. Jo længere tiden gik, desto livligere folder slog han under sit hylster, og som en sådan forhåbningsfuld puppe drog han efter seks Års forløb til hovedstaden som student. På samme tid udviklede også liden Else sig så godt, som det i hendes indskrænkede kreds lod sig gøre, og blev, som man kunne vente, ualmindelig ferm, såvel i mejeri som i madlavning. Proprietæren selv berømmede til madam Brus ' s hemmelige stolthed mange gange højlydt hendes opdragelse som stemmende med ægte, solide principer, og når Soren smagte de pandekager, hun bagte, lovede han sig meget af hendes fremtid. Derhos blev hun langstrakt af figur og viste en stærk tilbøjelighed til at vokse neden ud af sine kjoler. Men når aftenen var smuk og stille, holdt hun fremdeles af at sidde ved stranden og lytte til klokkeklangen derovre fra, indtil den forsvandt i den skjulte, forunderlige verden over sø og bølge. Og også før hendes orer sang klokketonerne: „ Kom, kom! Kom, kom! „ Dejligt dog at folde ud „ Vingen, som vi fik af gud! „ Kom, kom! Kom, kom! „ Længslen har to vinger små, „ De kan over søen nå! “ Der lå hendes hjertes stille, hemmelige land med liflige syner, der gemte sig bag tåger, og med det bud, der skulle komme, men som hun selv endnu ikke forstod. Tidt og mange gange trippede hendes lette fødder over stien ud i fjorden og standsede ikke før ved det yderste punkt af den, før der vare tonerne klarere og landet nærmere. Men ikke sjældent sad også den gamle skolemester ved hendes side, og var hans stemme end lidt klangløs og rusten, så lyttede hendes unge hjerte dog gerne dertil, og af og til, når den slog en stille, deltagende streng an, fik den roserne til at springe ud på hendes kinder og hendes øjne til at tindre omkap med den synkende sol. Men når så hver var gået til sit, og nattens dunkelhed havde hyllet alting i sit slør, så som, blandt mange andre glemte sager, den gamle, forvildede tone frem og sang sin egen, uændsede sang: „ Når natten spejler tavs sin Borg „ Rundt om de dybe strande, „ Da stiger der en gammel sorg „ Lp af de stille vande! „ Der har den hvilet dulgt og glemt „ Bag dagens travle strømme, „ Der har den siddet tavs og gemt „ På mine svundne drømme! „ Der har den vogtet på den skat, „ Som jeg en gang har mistet, „ Og løfter i den stille nat „ Det håb, der længst er bristet! „ Og drager jeg kun fattig hen „ Jgjennem dagens trængsel, „ Hver nat den bringer tro igen „ Min rigdom og min længsel! „ Og fanger den et tåreskær „ Fra månen i det høje, „ Og står den synd og smerte nær, „ Dog glæder den mit øje! „ Den stiger i en sagte sang „ Som blomst af nattens have „ Og leder mig dog vist en gang „ Til himlen fra det lave. “ i. Når det lufter. Der kom en luftning og fløj hen over Limfjordens stille vande. Friskhed var der i den, og det gjorde godt, men lidt u

1889_Caja_DronningCarolineMathildeAfDanmark

Caja

Caja

Dronning Caroline Mathilde Af Danmark

female

female

dk

Caja

Dronning Caroline Mathilde Af Danmark

Dronning Caroline Mathilde af Danmark

Historisk Roman i 2 Dele

n

gothic

Jordan

KB

Ikke noget navn på forfatter, men det er en kvinde iflg Pil Dahlerups DMGK. Der står kun 'Caja' i Dansk Bogoptegnelse og på Rex. Øvrig titel: Dronning Caroline Mathilde og Grev Frederik Struensee. Rex skriver udgivelsesår var 1888 - Dansk Bogfortengelse skriver 1889

1766

undertitel. 1766

HISTORICAL

Støvlette-katrine. Det var i året 1766. — København havde aldrig før set så strålende og festlig ud, og den havde grund dertil. Man traf nemlig forberedelser til at fejre den syttenårige kong Christian den syvendes formæling med den femtenårige engelske prindsesse Caroline Mathilde, et fyrstegiftermål, der lovede Danmark store fordele og bragte det i nært slægtskabsforhold til den mægtige engelske kongefamilie. Man tømrede, murede, dekorerede overalt, uhyre masser af blomster og grønt ankom til staden, borgermilitsen og de, tildels hvervede, soldater eksercerede flere timer om dagen end sædvanligt, overalt herskede der liv, thi man ville vise, at København forstod at tage imod det stolte britaniens datter som det sig anstod. Der var ikke ret mange huse, som ikke var prydede på det bedste; selv i stadens fattigste kvarterer var man begyndt at pudse og pynte, man ville tage del i den almindelige glæde, — den unge, åndrige, smukke konges formæling med den fortryllende prindsesse. Det lignede næsten et fe-eventyr; de var begge unge, lykkelige; en hel verden lå for deres fødder; der var kun smil på smil, solglimt på solglimt; det var jo umuligt at nogen sky kunne siøre kronens glans. Selv på de steder i byen som på grund af deres afstand fra festpladsen, just ikke behøvede at iføre sig højtidsklæder, var man beskæftiget med at pynte op; den engelske prindsesse skulle se, hvad Danmarks hovedstad formåede, det ældgamle København med de store, sejrrige minder. Man havde hørt tale om, at det kongelige par ville foretage en køretur gennem byens gader; alle skulle nyde godt af at se den kronede brud, alle skulle tage del i kongens lykke. Således fortalte i det mindste en ung sømand, som var ivrigt beskæftiget med at dekorere facaden på et lille hus i Løngangsstræde. „ Det bliver den største stads, her endnu har været, “ lo han og sprang ned ad stigen, „ meget større end byen nogensinde tidligere har set. “ „ Ja, ja, lad nu det være godt! “ Svarede en munter kvindestemme ham, „ kom nu ind, Ricard, du må være træt af det meget arbejde. “ „ Nu kommer jeg, nu kommer jeg! “ Råbte han og løb hmimod gadedøren, „ for Pokker, jeg tror nok, jeg kan have ære af huset her. “ Han kastede et tilfreds blik på det og løb hurtig op ad trapperne. Bed indgangen til anden sal stod en høj, smuk pige med forunderligt klare øjne og et næsten spottende smil om munden. „ Godt, at du endelig blev færdig, Ricard, “ sagde hun, „ det har såmænd også varet længe nok; kom nu indenfor, du ved, jeg har travlt og gerne vil have måltidet fra hånden, førend jeg går. “ Den unge sømand så næsten bedrøvet på hmde. „ Er det virkelig dit alvor, Katrine, “ Sagde han, „ vil du virkelig gå til det hæslige, gamle kvindfolk, for at lade dig binde en hel del dumt tøjeri på ærmet? “ „ „ Lad mig derom, Ricard, “ svarede hun næsten vredt, „ jeg har nu tillid til gamle mor Ulrikka; hun har sagt mange ting, som er gåde i opfyldelse, og jeg vil vide min fremtid. “ Hun tog ham ved armen og trak ham indenfor i det lille, tarveligt udstyrede værelse. der sad en gammel kone derinde, beskæftiget med ar bøde på nogle gamle klæder. Det var den unge piges moder. „ Nå, er du nu bleven færdig, min søn! “ sagde hun og tog hornbrillerne af næsen, „ det var nok intet let arbejde, det samme; og jeg er vis på, at kongen vil lægge mærke til det, når han kommer her forbi. “ „ Ja, hvis han ellers beærer denne gade med sit besøg, “ svarede sømanden tvivlende, „ jeg har ikke videre tiltro dertil, der er så mange andre prægtige bygninger, som lægger beslag på hans opmærksomhed. “ „ Hs. Nåde har flere gange gået denne gade igennem, “ svarede den unge pige i m noget spids tone, „ hvorfor skulle han så glemme den denne gang! “ „ Men kom nu, Ricard, “ fortsatte hun hurtigt, „ lad os nu spise; jeg har virkelig ingen tid at give bort. Dagen hælder, og sig holder ikke af at gå den lange vej i mørke. “ „ Når vi bliver gifte, Katrine, skal du ikke gå sådanne steder, “ svarede den unge sømand alvorligt, „ det er både syndigt og latterligt. “ „ Men jeg vil nu gå til hende, “ Råbte hun heftigt, „ jeg er endnu ikke gift med dig, og har lov dertil. “ Ricard så overrasket på hende. „ Det var underlige ord, Katrine! “ Sagde han roligt, men med en let skælven i stemmen, „ jeg mener, at vi burde være enige nu, selv om præsten ikke har velsignet vor forening. “ „ Jeg holder ikke at stå under pisken, “ Svarede hun, „ jeg elsker friheden! “ Den gamle kone rystede på hovedet. „ Du har altid været en vildkat, Katrine, “ Sagde hun, „ heftig og opfarende ligesom din salig fader! lad det fare, mit barn, der kommer intet godt deraf! Husk vel på, din stilling her i livet har ikke krav på at kunne gøre fordringer! vi hører til småfolkene og må bøje os. “ Katrine kastede et blik i spejlet, der hang lige overfor, og smilte tilfreds. - „ Man har sagt mig, at jeg er meget smuk! “ lo hun, „ så smuk, at selv en prins kunne forelske sig i mig. “ „ Men for guds skyld, barn, hold dog inde med sådanne ugudelige ord! “ Råbte moderen, „ hold dig i tanker og gerning til din trolovede, og lad alle sådanne syndige tanker fare. “ Ricard, den unge sømand, sad stille; han var bleven påfaldende bleg og betragtede hende med et smerteligt blik. Hun syntes ikke ak lægge mærke hertil, men vedblev ak se sig i spejlet. Så rejste hun sig pludseligt og gik hm foran det. „ Ja! “ hviskedee hun, „ jeg er smuk, meget smuk, — hvorfor skulle jeg da ikke forsøge på ak gøre min lykke. “ derpå vendte hun sig hurtig om mod Ricard. „ Kom så! “ sagde hun, „ Du skal få lov til ak følge mig til mor Ulrikka. “ Den gamle kone rystede på hovedet. „ Bliv du før hjemme, mit barn, “ Sagde hun, „ her er arbejde nok, mere end mine gamle øjne og hænder kan overkomme! Mor Ulrikka tager blot dine skillinger og bedrager dig med sine falske spådomme. “ Den unge pige slog med nakken. » Jeg vil, hvad jeg vil! “ sagde hun kort og kastede et schavl om sig, „ kom så, Ricard! “ Hun tog en lille, rød kyse og anbragte dm på hovedet med et vist koket smil. Sømanden sukkede; det var tydeligt ak se, ak han kæmpede med sig selv. Han ville nødig lade sig kommandere, men hun var så smuk, så forførende, der var røget i hendes smil, som han ikke kunne modstå. Med et suk tog han sin blanke hat og gik henimod døren. Hun lo højt. „ Man skulle såmænd tro, det var m hel golgathagang, du skulle gå? “ Sagde hun, „ Du sukker jo, som om det var en ulykke, du gik i møde. “ „ Jeg så hellere, du blev hjemme, “ Sagde han, „ Aftenen er stille og smuk, snart tændes stjernerne, og hele naturen stunder til hvile, og i sådan en stille ro er langt større glæde og tilfredshed, en langt sandere spådom, end i de smudsige kort! “ Han havde grebet hmdes lille, fine hånd og så hende kærligt ind i øjet. Hun syntes at studse, ligesom at betænke sig; så sagde hun langsomt. „ Det var smukt sagt, Richard, meget smukt —, kom så! “ Hun nikkede fil moderen, åbnede døren og gik hurtig nedad trappen. Ricard fulgte hende langsomt, han var bleg og for sig flere gange over den hvide, fugtige pande. Hun var allerede nået et stykke henad gaden, da han kom ned i gadedøren; det lod ikke engang til hun ville opbie ham. Endelig standsede hun og vendte sig om. „ Men så kom dog! “ råbte hun „ Du vil vel ikke have, at jeg stol gå alene. “ Sømanden trykkede hatten fastere ned over hovedet, sukkede dybt og gik hurtig hen til hende. „ Det var ret “ lo hun „ nu går vi sammen vejen til magt og ære. “ Hun stak sin arm ind under hans og gik hurtig nedad gaden. ude på Christianshavn, i en af de smalleste gyder, lå et smudsigt, faldefærdigt hus med bindingsværks vægge og spidse gavle. Vinduerne vare små og solbrændte; store revner i den usle mur tillod at man så omtrent kunne holde øje med trappegangen indenfor, og den yderst brøstfældige gadedør var ikke forsynet med lås eller slå. Det ville iøvrigt også være unødvendigt at aslåse den; man behøvede blot at puste til den, for at få den til at gå op. Huset var et af de ældste i gaden og var gået i arv fra den ene til den andm, uden at de forskellige ejere havde offret en hvid på dets vedligeholdelse. Beboerne brød sig ejheller derom, de bestod udelukkende af tvivlsomme personer, der kom og gik, alt eftersom deres personlige sikkerhed fordrede det. — den gamle, hovedrige jøde, som nu ejede det, havde ejheller råd til at udbedre det, som han sagde, i hans øjne var det en smuk bolig for respektable personer. Her, i m gyselig bagstue, boede mor Ulrikka, en afsfrækkende person, så hæslig som vel nogen kvinde kan være, i det mindste var det vanskeligt at opdrive nogen med et så afskyeligt, uhyggeligt udseende som hun. Gammel, endog meget Gammel, var hun; folk påstod, hun havde set sådan ud i de sidste halvtredsindstyve år, og besynderligt nok havde hendes klædedragt ejheller forandret sig synderligt i al den tid. Smudsig og laset var den, men man talte om, at hun havde indsyet klingende guldstykker i de lappede skjorter, og at hun, når alt kom til alt, var rigere end husejeren, den pengegridsfe jøde. Kun yderst sjælden så man hende forlade sin bagstue, al hendes opvartning blev besørget af en ligeså laset klædt dreng; en svag, lille stakkel med blyfarvede kinder og store matte øjne. Han indfandt sig hver morgm ved hendes dør; ofte måtte han stå i sne og regn hele timer, inden hun åbnede den på klem og stak ham en sprukken lerskål i hånden. I dm lå kobberskillingerne, han skulle købe for, og nu for han afsted, for at udrette hendes ærinde og hurtig komme tilbage; thi streng var hun, var der målt for lidt, slog hun ham i ansigtet og beskyldte ham for at have stjålet af det undervejs. Engang imellem kastede hun en mulden brødskorpe til ham, — det var hans betaling. Men alligevel kom han hver morgen, sulten, kold af blæsten, som suste gennem hans hullede klæder, med blyfarvede kinder og klapprende tænder. Hvad levede hun af? Ja, det vidste alle! Mor Ulrikka kunne sige. Folk deres skæbne, intet var skjult for hende, og gode kunder havde hun! ja, man fortalte endog, at hun m nat var bleven hentet op til enkedronningen, Juliane Marie, og havde betroet hende hele fremtiden. Så havde dronningen sendt hende tilbage i en forgyldt karett og fyldt hendes lommer med guld, men aldrig nogensinde talte mor Ulrikka om, hvad, der var foregået hin nat eller om, hvor hun havde været. Hun lod folk snakke, og blev de hende før nærgående, mumlede hun nogle truende ord mellem sine sorte tandstumper, som betog dem lysten til at spørge videre. Der var noget uhyggeligt hemmelighedsfuldt udbredt over hende, noget truende, der kunne afstedkomme sorg og Jammer før den, der pådrog sig hendes mishag. Det var til hende, at den smukke pige begav sig, før at erfare sin fremtids skæbne. Sølvskillingerne, hun havde skjult i sine handsker, skulle løse hendes tunge og løfte fremtidens slør. En lille halv time efter at hun var gået hjemme fra tilligemed Ricard, standsede hun foran den smudsige gadedør. „ Du må vmte på mig, Ricard, “ Sagde hun, „ jeg vil ikke have, at du går med ind. “, du behøver ikke at være bange derfor, Katrine, “ svarede han, „ om det stormede, så husene styrtede om, om så hele himlen stod i flammer, blev jeg før udenfor, end satte min fod indenfor hos den gamle heks. “ Hun trak på skuldrene. „ Du skulle vogte din tunge, Ricard, “ Sagde hun, „ Mor Ulrikka er ikke at spøge med; man siger, hun kan bringe sot og sygdom over den, som taler ilde om hende, og det vil du vel nødigt udsætte dig for. “ „ Hun har ikke mere magt end noget andet menneske, “ sagde han, „ det er løgn og bedrag alt sammen! Lad hende bare vogte sig for, at politiet ikke tager hende ved vingebenet og sætter hende for livstid i spindehuset. “ Katrine gik et par skridt henimod gadedøren. „ Jeg vil ikke høre mere om mor Ulrikka, “ sagde hun, „ men så meget kan jeg sige dig, hun ved mere, end både du og jeg. Ikke sandt, du venter, “ tilføjede hun i en indsmigrende tone, „ det varer ikke så længe, hun spår hurtigt. “ Og hun smuttede gennem gadedøren og over den smudsige gård. Ricard blev stående, hans pande var hed, hans hjerte bankede, det var, som om hans hele fremtid stod på spil, — han begreb ej selv hvorfor. Mor Ulrikka sad foran en osende lampe, da Katrine noget frygtsom bankede på døren. „ Hvad nu! “ mumlede hun og rejste sig -hurtigt, „ hvem vil nu råd spørge mor Ulrikka? “ Hun blev stående, uden at sige: kom ind. Bankningm gentog sig; denne gang lidt højere, mm ligesom før med en vis ængstelse, som ikke godt kunne skjules. „ Det er ikke politiet, “ lo hun, „ dertil banker man alt for beskedent! “ og hun rokkede nu med slæbende skridt henimod døren, der trods sit skrøbelige udseende var forsynet med en påfaldende solid og stærk lås, som altid var drejet for. Hun åbnede den, men blev stående på dørtærskelen, lidt til siden, sådan at skinnet fra den osende lampe oplyste den udenforstående. „ Hillemænd, et pigebarn, et smukt lille pigebarn! “ lo hun, „ kom kun ind, mit barn, du vil sagtens spørge gamle Ulrikka ulråds i et hjerteanliggende! Kom kun dristig ind, jeg har længe ventet dig! “ Katrine studsede, hun havde aldrig set den hæslige, gamle kone før, og nu sagde hun, at hun havde ventet hende. Lidt ængstelig trådte hun indenfor, seende sig om i det sfumle, halvtoplyste værelse med de tilskoddede vinduer og de skrækkeligt smudsige vægge. Mor Ulrikka tog lampen og holdt den tæt foran hendes ansigt. » Ih, du ligner jo en lille prindsesse, så fin og skær er du! “ lo hun, „ og var du ej klædt så tarveligt, som du er, ville jeg næsten holde på, at du var det. “, hun fæstede sine stikkende, sorte øjne på hende og blottede sine sorte tandstumper. „ Nå, kom så med pengene, min snut, “ vedblev hun, „ jeg er vis på, du har nogle hos dig, som du har bestemt til den gamle, fattige Ulrikka! Så skal jeg til gengæld lægge kort op for dig og læse din fremtids skæbne i stjernerne. “ Katrine gav hende hurtig sin sølvmønt. Den gamle lod den straks forsvinde i sin lomme, satte lampen tilbage på bordet og gik hen til døren, som hun omhyggeligt aflåsede. „ Se så, “ lo hun, „ nu er vi ene! Sæt dig nu ned, mit barn, der på stolen lige for mig, men lad mig først se din hånd. “ Katrine rakte hende den, ikke uden en hemmelig gysen, da hun følte den omspændt af spåkonens lange, knoglede edderkoppesingre. Hun syntes at studse, da hun så i dens opadvendte flade. „ Jeg har set i mangen en hånd. “ Sagde hun langsomt, „ men ej i nogen så besynderlig som denne. “ ^ Katrine så spørgende på hende. „ Bil det passe med, hvad kortene sige, “ vedblev hun, „ så er din lykke gjort, mit barn! Du vil blive genstand for en kærlighed, som mange vil misunde dig. “ Katrine smilte; hun tænkte ikke på Ricard, som ventede udenfor i den temmelig kolde efterårs-aften. „ Nå, sæt dig så, mit smukke barn, “ Loe hun, „ sådan, lige for mig! og lad mig nu se, at du er ganske stille, medens jeg læser din fremtids skæbne. “ Katrine satte sig, medens den gamle kone tog nogle smudsige kort frem af bordskuffen. De havde engang været forgyldte på kanterne, men forgyldningen var skidt af ved den megen brug. „ Disse kort, “ sagde hun, „ har kostet mange tårer og skabt mangen glad time; de har sagt, hvad der har ligget skjult i fremtiden, — de lyver ikke, hører du, barn, de lyver ikke. “ Hun sagde dette i en besynderlig skarp, streng tone, der uvilkårligt fik den smukke pige til at fare sammen mor Ulrikka syntes ikke at lægge mærke dertil, hun var alt for optagm af at lægge kortene op i stjerner og Rader, medens hun støttede hovedet i den venstre hånd og vedblivende mumlede ligesom en besværgelse mellem tænderne. Der gik næsten ti minutter, før hun så op. Hmdes gennemborende øjne hvilede på Katrines blege ansigt, som om de ville gjennemskne hendes inderste sjæl. „ Ja! “ sagde hun endelig, „ din fremtid er tydelig nok; her ligger den for mig, strålende som et hav af guld, rig på lykke og kærlighed; han vil knæle for dine fødder og tigge om et Kys af dine læber. “ Katrine blev blussende rød, hendes øjne skinnede, det var knapt, hun kunne skjule sin glæde. Hun ville blive rig, lykkelig, man ville knæle for hendes fødder og tigge om et Kys! Men hvad var det for en kærlighed! Hvem var — „ han? “ Hun tænkte et øjeblik, et sekund, på Ricard, ham kunne det ikke være, den fattige sømand. „ Ja, du er lykkens skjødebarn, “ Vedblev spåkonen og blandede kortene sammen, „ når ellers du selv vil. “ „ Om jeg vil, om jeg vil! “ råbte den unge pige, „ hvor kan i spørge derom? “ „ Nu, det er stundom farligt at bejle til lykkens gunst, “ svarede Ulrikka, „ endog meget farligt; og endnu farligere at være omgiven af den til alle sider. Man kan da let hengive sig til den tanke, at den aldrig vil forlade en. “ Den unge pige krusede foragteligt sine læber. „ Har jeg først fået lykken fangen, flipper jeg den ikke, “ sagde hun, „ den skal være min ydmyge slave, jeg bliver aldrig dens. “ „ Hilleskam, hvor det står til, “ lo den gamle, „ det svar passer udmærket til, hvad kortene før sagde, — thi kan du gøre lykken til din slave, vil du også gøre den, som bringer dig den, til din slave. “ Hun så smilende på hende, et modbydeligt, frækt smil, som imidlertid ikke gjorde anden virkning, end at hun utålmodig udbrød: „ Hvem er den, som vil bringe mig den lykke, i lover mig? “ Den gamle rejste sig op. „ Det har jeg ingen ret til at sige dig! “ sagde hun, „ visse hemmeligheder beholde kortene for sig selv, men så meget tør jeg sige, at han har større magt end nogen anden mand i Danmarks rige. “ „ Kongen! “ næsten skreg hun. „ Tys, barn, hvor du skriger op! “ Loe den gamle og strøg hende ned over det silkebløde hår. „ Kongen er alt for mægtig en mand, til at hans navn tsr nævnes indmfor disse fattige vægge; men har du den tro, at det er ham, mine kort har ment, så bliver det din egen sag at tyde dem således, jeg kan kun sige dig, hvad de varsler om, hvem de mener, ved jeg ikke. “ Den unge pige så drømmende hm for sig; hendes svulmende læber åbnede sig og blottede to prægtige hvide rækker tænder til et besynderligt, ligesom åndsfraværende smil; men hun tænkte i dette øjeblik mere end nogensinde på glans og pragt, det eneste hun drømte om i sit fattige hjem. „ Og når nu min drøm er gået i opfyldelse, “ vedblev spåkonen, „ så kan du jo altid betænke stakkels mor Ulrikka med en lille gave; jeg har vist såmange vejen til lykken og modtaget en erindring fra hver især, og det kunne jo være, “ tilføjede hun i en alvorligere tone, „ at du engang endnu kom til at trænge til et godt råd eller en ny forudsigelse; har du da ikke glemt mig, vil jeg gøre mig dobbelt umage med at udfinde kortenes rette betydning for at spå dig nye glæder og endnu større lykke. “ Katrine nikkede. » Jeg skal ikke glemme jer med en skøn gave, mor Ulrikka, “ sagde hun, „ om ellers spådommen slår til, men... “ Hun tav og så mod døren. „ Nå, du mener for ungersvendens skyld der udenfor på gaden, “ loespåkonen, „ å, lad du ham fare, han kan dog aldrig byde dig andet end et fattigt hjem. “ Den unge pige blev blussende rød. „ Hvor ved i det fra? “ råbte hun. „ Å, jeg ved sådan alt omtrent, “ Svarede den gamle, „ jeg ved også, han ville afholde dig fra at gå herhen, og desto mere må jeg rose dig, fordi du alligevel kom. Sådan en smule kærlighed må man aldrig lade råde, når man går for at høre skæbnen fortælle om tilkommende lykke og ære. “ „ Stakkels Ricard, “ sukkede hun, „ han elsker mig dog så inderligt. “ Den gamle slog en høj latter op. „ En fattig sømand, som ikke har andet at byde dig end en bagstue i et af Nyboders mindste huse! Det var også noget at bryde sig om, når man har udsigt til at komme til at bo i forgyldte sale og lade sig opvarte af gallonnerede lakajer. “ Hun lo endnu højere og fyldte sine næseboer med det sorte indhold af en smudsig tobaksdåse. „ Men hvor ved i dog, at han er sømand, “ råbte Katrine, „ kender i Ricard, har i set ham, talt med ham? “ „ Jeg har jo sagt dig, at jeg ved alt omtrent, “ svarede hun, „ det må derfor ikke undre dig, at jeg giver min mening tilkende. Kortene lyve ikke, langt mindre tegnene i din hånd, om du så ti gange elskede den fattige sømand, så fører skæbnen dig dog hen mød et helt andet mål end til et hjem hos ham, i en fattig bagstue, omgiven af fattigdom og nød. “ Hun tilkastede hende lurende sideblik, medens hun talte således. Katrine syntes at kæmpe en hård kamp med sig selv; hendes ungdommelige ansigt havde en vis alvor, men denne veg snart pladsm for et lykkeligt smil, — hun havde truffet sit Balg! Øen gamle forstod det, — kortene havde vundet, Ricard, den fattige, ærlige ungersvend, havde tabt. Hun svøbte schavlet tættere om sig, thi aftenm var, trods det usædvanligt milde efterårsvejr, meget kølig, og med et fortroligt nik gik hun henimod døren, som mor Ulrikka hurtig åbnede for hende. Udenfor var det bælgmørkt i den stinkende, snavsede gård; hun måtte gå langsomt og famlende sig frem mod gangen, som førte ud til forhuset; thi mor Ulrikka havde det princip, aldrig at følge sine kunder over gården eller lyse for dem fra sin egen dør. Hun havde gjort det en gang eller to, men hver gang var hun kommen uheldig afsted. Der var nemlig hver gang tilfældigvis passeret en politimand forbi, og da man holdt øje med hende og så hende lyse personer ud, fattede man mistanke om hensigten med disse besøg og lod hende uden videre sætte et par måneder i spindehuset, da hun havde tilstået, at hun befattede sig med spådomskunsten, der dengang holdtes for meget nær beslægtet med trolddom. Siden den tid var hun bleven klogere; når hun ingen lyste ud, kunne man ikke se hverken hende eller hvem der havde besøgt hende, og den unge pige måtte derfor finde sig i at famle sig frem i mørket, inden hun nåde gangen og slap ud på gadm. Ricard stod trolig udenfor. Skinnet af en tranlampe, den meste i gaden, tilmed en meget svagtlysende, som hang tversover gaden, faldt på hans smukke, djærve ansigt. Han smilte, da han så hende komme. „ Nå, “ sagde han og gik hen til hende, „ hvad sagde så den gamle heks? Hun spåede dig vel guld og grønne skove. “ Hun svarede ikke straks, hun tænkte på spådommen, som varslede hende guld og lykke og en mægtig beskytters kærlighed. » Jeg tror virkelig, du tænker på al den dumme snak! “ lo han, „ vær dog mere fornuftig, Katrine, der gives intet menneske, som kan sige en andens skæbne, og allermindst i djævlens blade, de malede kort. “ » Jeg tror nu alligevel, hvad hun spåede mig! “ svarede hun i en ærgerlig tone, „ og jeg vil handle derefter. “ det blev sagt på en underlig, afvisende måde, som bragte ham til at studse. „ Hvad mener du dermed, “ sagde han, „ har den gamle heks påduttet dig en løgn, som kan have indvirkning på vort forhold, så skal jeg.. „ O, blev ikke hidsig, “ afbrød hun ham koldt, „ det nytter dig ikke noget, jeg går dog den vej, jeg vil, alligevel. “ Hun gik hurtig ned ad gaden, han gik ved siden af hende, underlig beklemt, tankefuld, næsten som en drømmer. „ Om et par måneder er jeg halvbefaren og kan gifte mig, “ sagde han endelig, „ hvad siger du dertil, Katrine? “ „ Intet, “ svarede hun, „ flet intet. “ Han standsede uvilkårligt, blodet ligesom stivnede i hans årer, det var et drøjt svar at så på sådant et spørgsmål, som indeholdt så meget. „ Ja så! “ sukkede han og gik igen hen til hende, „ så du har intet at sige dertil. “ „ Nej, det hører du jo. “ „ Jeg har ikke lyst til at gifte mig endnu, “ tilføjede hun langsomt, „ det er tidsnok siden, senere! “ „ Bi var dog så enige derom, Katrine, “ Svarede han næsten uhørligt, „ både din moder, du og jeg. “ „ Ja, men jeg har betænkt mig, vi har ikke andet end fattigdom i udsigt, og jeg vil intet fattigt hjem have! “ svarede hun næsten heftigt. „ Fattigdom, “ råbte han, „ kalder du den mand fattig, som bringer dig arbejdsomhed, lyst, Iver og udholdenhed i medgift; som med tiden kan arbejde sig op til en hædret og agtet stilling i samfundef, uden at tigge en hvid til dit eller sit eget underhold? “ Hans øjne lynede, hans hænder knyttede sig, og tårerne trådte frem, mester en; hun ville ikke dele det tarvelige hjem, han kunne tilbyde hende. » Jeg er ked af at høre dig tale om den ting, “ svarede hun, „ jeg har helt andet at tænke på; mit hoved værker, jeg har hovedpine og ønsker blot at komme hurtigt hjem. “ „ Er du syg? “ spurgte han næsten glad, „ o, så er det derfra dit dårlige lune skriver sig, lille Katrine; nu, så lad os skynde os, giv mig din arm, så går du langt sikkrere. “ Hun ligesom tøvede med det, så stak hun omsider sin arm under hans, og begge gik nu hurtigt gjmnem gaderne, hvor der endnu herskede en påfaldende travlhed, der tydede på, at noget overordentligt ville finde sted. Han talte flere gange til hende og spurgte deltagende til hendes befindende, men hun svarede ham kun med enstavelsesord eller med en vrippen rysten på hovedet. „ Nu er vi snart hjemme, “ sagde han endelig, „ så skulle du gå til ro og sove, Katrine; søvnen er et udmærket middel mod hovedpine. “ Hun svarede ikke, men standsede udfør en oplyst skomagerboutik, hvis vindue, der bestod af fire store ruder, var fyldt med udstillet skomagerarbejde. „ Se, “ sagde hun og pegede på et par røde halvstøvler, „ de er smukke, meget smukke. “ „ Det er stevletter, “ lo han, „ dem er der ingen, der går med. “ Hun så forbavset på haft. „ Ingen, der går med! “ gentog hun, „ alle de sine damer ved hoffet, og, og... “ „ Ja, og de letfærdige fruentimmer har dem på til maskebal, “ tilføjede han, „ men da du heldigvis hverken er det ene eller det andet af de to dele, passer de ikke for dig. “ hun så på ham; hendes læber fortrak sig til et spydigt smil. „ Jeg siger dig, at disse stevletter er meget smukke, “ sagde hun, „ og at de ville klæde mig fortryllende. “ „ Raser du, Katrine? “ råbte han, „ en fattig pige som du har ikke raod til at købe sligt fodtøj; de koster mindst seks rigsdaler, lige så meget som jeg må arbejde for på holmen i en hel måned... “ » „ Men de vil alligevel klæde jomfruen fortryllende, “ svarede en stemme bag dem, „ ganske fortryllende. “ Katrine vendte sig hurtig om; Ricard tog sin arm til sig og drejede sig om på hælen. Hans ansigt var bleven blussende rødt, han holdt ikke af, at man sådan uden videre blandede sig i samtalen. Der stod en høj, i en lang fløjelskappe indhyllet, mand foran dem. På hovedet bar han en opkrammet hat, og i hånden havde han en guldknappet stok, hvormed han svippede frem og tilbage, medens han smilende betragtede den unge, smukke pige. Man kunne straks se, han var en fornem herre, og Katrine nejede derfor for ham, medens hun samtidig blev blodrød og forlegen. „ Jeg hørte jomfruens forsikkring om, at disse stevletter ville klæde hende fortryllende, “ Sagde han med et smil, „ og jeg giver hende ret heri. Et sådant ansigt, en sådan figur og en sådan lille fod berettiger mig til at tro det samme. “ „ Der er intet, som berettiger dem til at have nogen som helst mening om min trolovede, min herre! “ svarede Ricard, „ og jeg ser helst, de lader os fortsætte vor vej uden at blande dem i vor samtale. “ Han havde stillet sig lige for ham med knyttede hænder og lynende øjne. Den fremmede lo højt. „ For Pokker, min ben, “ sagde han, „ Du har nok hjemme i den faste stok, at dømme efter messingknapperne i din stortrøje. “ „ Det gør jeg! “ „ Godt, så burde du vide, at ingen, som bærrer kongens uniform, har ret til at yppe kiv og klammeri på byens grund, uden at han udsætter sig for at komme for tamperetten. “ „ Jeg ypper hverken kiv eller klammeri, herre, “ svarede Ricard, „ jeg beder dem kun om tilladelse til at fortsætte vor vej, uden at de blander dem i vor samtale. “ „ Allerede de ord indeholder en fornærmelse! “ Svarede den fremmede og svippede med den guldknappede stok, „ når man er i din stilling, bukker man og tier, eller smager holmens ret. “ „ Kom, Katrine, “ hviskedee Ricard, ' bleg af vrede, „ jeg tør desværre ikke slå denne slyngel til jordm, — underordnet som jeg er. “ Han tog hendes arm og ville gå, men hun blev stående med øjnene fæstede på de røde stevletter. „ Kan du ikke se, dumme Karl, at jomfruen helst vil være fri for dig! “ Råbte den fremmede, „ for Pokker, lad hende gå, og pak dig selv til Nyboder, inden tappenstregen lyder og jager dig i køjen. “ Han løftede sin stok og gav ham med det samme et drøjt slag over ryggen. Idetsamme lå han på gaden så lang han var. Rieards kraftige hånd havde givet ham et slag på panden som betaling for stokkeflaget. Folk stimlede straks sammen! Nogle hjalp den slagne op, andre standsede Ricard, som igen havde taget Katrine under armen og ville gå videre. „ Han har slået mig først, “ råbte sømanden, „ og sig lader mig ikke slå; desuden har han været nærgående mod min kæreste, og det tåler jeg ikke. “ „ Han hører til den faste stok “ råbte den anden „ og tør ej tøffe hånden til slag uden, når han står under comando; jeg forlanger ham ført til vagten, og vil i morgen fordre ham strengt straffet ved holmens ret. “ Der var flere, som holdt med ham; ulkene derude fra Nyboder gjorde stundom alvorlige spetakler, når de kom ind i byen; det var ingen skade, at der blev statueret et eksempel. Man kaldte på vægteren, der snart indfandt sig med sin læderkabuds og den tunge, farlige morgenstjerne. Han studsede, da han så den fremmede og gjorde straks honneur, ved at lægge hånden med fladen udad, til kabudsen. „ Han der! “ sagde den fremmede og pegede på Ricard. „ Ja, hr. Greve! “ svarede vægteren, „ han skal snart være besørget. “ Og han gik hen til sømanden, der nu begreb, hvilken fare han svævede i. „ Følg med, ingen vrøvl “ sagde han og lagde sin hånd på hans skulder „ vi skal nok lære jer blå drenge respekt for byens borgere og fornemme personer. “ „ Han slog mig først “ råbte Ricard „ det er sandt, min kæreste her kan bevidne det. “ „ Ej, ja, din galgenfugl, det var jo nemt, om du kunne skippe med den forklaring “ Loe vægteren „ men jeg er klogere end som så! afsted med dig, og ingen spektakler, eller skal du få min stjærne at smage. “ Han løftede den tunge, med spidse jernpigge besatte morgenstjerne, som vægterne dmgang var forsynet med og som de brugte med skånselsløs råhed. „ Men så tal dog, Katrine “ råbte sømanden „ Du så jo han gav mig først et slag med sin stok, og så har jeg ret til at slå igen; det er intet overfald, og det, ville være en dårlig holmens gut, som ville lade sig prygle som en hund. “ Men Katrine rev hurtig fin arm ud af hans. „ Nej! “ sagde hun „ jeg vil være udenfor den historie; jeg har intet set. “ „ Nå, så du ville oven i købet bringe jomfruen til at afgive falskt vidnesbyrd “ Råbte vægteren „ det er det rigtige tag! nej, følg du med mig, du galgenknebel, når tampen danser på din ryg, vil du nok komme til at huske bedre. “ Ricard stod som lynflagen. Katrine, hans fæstemø, som han snart skulle føre til alteret, svigtede ham, hun havde intet set, hun ville ikke ved sin forklaring, frelse ham fra en hård straf, thi loven o gav ham ret til at besvare et givet slag med et andet. „ Katrine! “ råbte han „ svigter du mig! “ Hun vendte sig om, og gav sig på ny til at betragte de smukke stevletter i skomagerens vindue. Den fremmede trådte hen til hende. „ De er smukke “ sagde han smilende „ De vil klæde dig, mit barn. “ Hun vovede at se på ham. Han var smuk, næsten ligeså smuk som Ricard, og så var han Greve, — hun havde hørt vægteren titulere ham således. „ Nå afsted “ lød vægterms rå stemme bag hmde „ det er sidste gang jeg opfordrer dig til at følge med, næste gang bliver det med stjærnen, som så taler til dig. “ Ricard var dødbleg; hans øjne hvilede med et fortvivlet udtryk på den unge pige, som ligegyldig vendte ryggen til ham, ståmde ved siden af den fornemme fremmede. Hun havde svigtet ham, hun brød sig ikke om ham mere. Vægteren løftede sin morgenstjerne. „ Farvel, Katrine “ sagde han med usikker stemme „ Gud forbyde, at du nogensinde kommer til at fortryde det. “ Hun hørte det godt, og et øjeblik syntes det som om en stråle af medlidenhed og sandhedskærlighed for over hendes ansigt, — men det var kun et øjeblik, i det næste var hun atter fuldkommen ligegyldig og gav sig på ny til at beundre de røde stevletter. Ricard udstødte et dybt suk, så rettede han pludseligt sin høje, flanke figur og gik hurtig bort med vægteren, uden at se sig tilbage. En hujende og skrigende gade-ungdom fulgte ham. Den fremmede lo højt. „ Der stille jeg dig nok af med en påtrængende bejler, mit smukke barn, “ Loe han „ den tølper han vil få sin fortjente straf, holmens ret er ikke at spøge med. “ Hun svarede ikke, men smilede til ham, et fortryllende smil, som blottede hendes blændende hvide tænder. Han tillod sig at dutte hende, hun fandt sig deri, han var jo Greve, og uden tvivl en højtstående person. Det så næsten ud, som mor Ulrikkas spådom allerede begyndte at gå i opfyldelse. Han holdt sit sine kammerdugstørklæde for sin pande, der bar tydelige mærker af det drøje slag og vedblev: „ Jeg kan forstå, at du synes godt om de røde stevletter derinde; kom m

1882_CarstensenW_DenGamleSkole

Willian August

William

Carstensen

Den Gamle Skole

male

male

dk

Carstensen

Den Gamle Skole

Carstensen

Den gamle Skole

Fortælling fra Orlorgslivet

n

roman

V. Pio

KB

nan

nan

O

I. Morgenrødens første stråler brød frem over de vekslende højder, der omgive Neapels herlige bugt, ^forvandlede røgen fra Vesuv til en rødblå tåge og lagde sig i bløde lysskær over alle fremspringende punkter, over bygningernes Tage og tårne, over vinbjergenes skrænter og træernes kroner. Strålerne sænkede sig og glimtede hen over golfens rolige vande, der snart spillede i alle regnbuens farver, snart krusedes af et let pust, som den hendøende brise sendte ned fra højderne. Udfør castellamare’s skovklædte pynt lå der en fransk eskadre på flere linieskibe, som vare lettede lidt før daggry og nu med alle sejl til søgte ud af bugten, idet de manøvrerede efter bedste evne for at komme fri af land, før det blev ganske stille. Skibenes fart var dog så ringe, at fartøjer indefra fiskerlejet roede ud til dem, lagde sig på siden af dem og søgte ved at overbyde hinanden i lave priser at få afsat endnu nogle lavagjenstande, koraller eller frugter. Forøvrigt vakte den stolte eskadre ingen opmærksomhed; thi man var her så vant til at se orlogsmænd af alle nationer gå og komme. Desmere påfaldende var det, at et par nysgerrige barneøine fra det flade tag på et af landstederne imellem kastanietræerne på højden med spændt opmærksomhed havde fulgt orlogsmændenes bevægelser. lige fra det øjeblik, man kunne 'øine dem i dæmringen. Denne opmærksomme iagttager var en lille fyr på en halv snes år, med et sydlandsk anstrøg i ansigtstrækkene og de store mørke øjne, men med nordboens lyse og friske hudfarve. Da eskadren var tværs ud for pynten, kunne han fra sin plads på højen se ned på det travle liv, der rørte sig på de svære skibes dæk, hvor hundreder af folk fore afsted som trukne i en snor, hver gang pibernes skingrende lyd nåde op til ham som en svag hvislen. — i nogle øjeblikke havde der været en vis » Ro over besætningen på det nærmeste skib — men så lød piberne igen, folkene for afsted, og’ud over dets sider fløj sejl på sejl, der. flagrende heftede sig som vinger udenfor de høje og brede råseil, der tårnede sig op over hinanden. Drengen var så optagen af dette syn, at han for sammen som vækket af en drøm ved pludselig at få et venligt slag på skulderen. Han vendte sig om og blev hilst med et gemytligt nik af en yngre mand, der var iført en sømandsdragt med militairt snit, og hvis ærlige danske ansigt tydede på et godt humør. Denne var ubemærket kommen op ad trappen, som førte til det flade tag, og havde stået bagved drengen, medens linieskibet tilsatte sine læsejl. » Det kalder man tikkelik! « sagde han, efter at han havde afleveret sin morgenhilsen. » Hvad for noget? « spurgte den små med et lidt fremmed tonefald. » Sådan at hejse sejlene op på engang over i _ hele livet... Det er noget, franskmændene kan bruge. « » Bruger de danske det da ikke? « » Jovel bruger de det — det vil da sige, når vejret er til det... Men, når jeg si’er, at franskmændene kan bruge det,., vil det si’e ligeså meget som, at det er noget, de gi’er den med. « » Jeg forstår ikke rigtig, « sagde drengen med et spørgende blik. » Jo, seer de, man holder nu for, at franskmændene de gør grumme meget af sådan at tage sig ud, og, det må man lade dem, de har grebet på det. Er det nu ikke livagtig, som vi var til en rigtig theaterforestilling med levende billeder og kunstig belysning? Vi kan sågar bilde os ind, at vi har fået billet til første plads, hvor småfolk som jeg ellers ikke pleje van at komme... Jo, det er noget, franskmændene kan bruge! « » Men er de ikke også tappre i krig? « spurgte drengen. » Bevares! det skal ingen sige dem på, at de ikke er. På mit sidste togt til Vestindien var der en af vores egne lieutenanter, som havde våren med dem i et stort søslag mod tyrken — ved navarino var det nok — for på en ungefæhr ni, ti år siden, og han sagde e, at det var nogle djævle til at gå på. Jo, humør er der i de fyre — det er ikke det, der fejler dem. « » Hvad mangler dem da? « » Det, som jeg.sådan vil kalde for seighed, og seighed skal der til for at være sømand.... Se herfra og med sådan et nydeligt og behageligt vejr tager det sig ud som en rigtig plaseer at fare tilsøes; men det tager sig ikke slet så fint ud; når man efterårsdage skal ligge et par uger itræk og boute i Nordsøen med hårdt vejr, og den eneste adspredelse, man har,. er af og til at få en sø over sig, som løber ned ved halskluden og siver ud langs støvleskafterne. « » Det er jeg ikke bange for, Hansen, « sagde drengen, » jeg har mange gange været ude her med fiskerne om vinteren, når det blæste og haglede, og kun en gang, da jeg hørte dem sige til hinanden, at det var slemt, længtes jeg efter at komme hjem igen. « » Ja, jeg har j° nok mærket, at de ikke gi’er dem for ingenting, og at de har svært mod på at komme tilsøes — men, hvis de nu bliver ked af det? « » Er de ked af at fare tilsøes, Hansen? « » Jeg? Det spør’ vi ikke om: det er ens levebrød, skal jeg sige os; vi er vant til det fra barnsbeen af. « » Hvor gammel var de da den første gang, de var tilsøes? « » Ja — la’ vos se — en fjorten år. « » Så var de jo meget ældre, end jeg nu er, « Råbte drengen strålende. » Det kan man kalde at blive pudset, « mumlede tømmermand Hansen og tilføjede højt: » Men, hvad si’er vores far? « » Når jeg beder ham om at blive søcadet, siger han altid, at han skal tænke på det, « svarede drengen med et lidt modløst udtryk; og, hvad han sagde, var fuldstændig rigtigt; faderen skød altid spørgsmålet fra sig, og, at han gjorde det, vil man let forstå, når man lærer hans livsforhold at kende. Som dreng havde han fået den i skoleårene så almindelige lyst til at komme tilsøes, en lyst, der vel ofte kan røbe et virkeligt kald, men lige så ofte kun er frugten af det tiltrækkende i romantiske skildringer fra søen og det afskrækkende i skolelivets tvang og ensformighed. Han var endog bleven indskrevet som aspirant til søcadetakademiet og skulle forberede sig til at komme ind på det, da en ældre Broders død bevægede hans forældre til at lade ham studere, først hjemme i Danmark og derpå efter datidens skik i Tyskland, for at han ved faderens død på en værdig måde kunne overtage dennes ejendomme. Da han var vendt hjem fra- sit ophold ved tyske læreanstalter, fik han ved formanende venners hjælp tilladelse til at gøre et længere togt med en af vore orlogsmænd og vendte tilbage fra dette mere end nogensinde overbevist om, at han havde forfejlet sit egentlige kald. Nogle år senere giftede han sig under et ophold i udlandet med en' dame fra norditalien, og, da det snart viste sig, at hans unge hustru ikke ret kunne trives i Norden, solgte han ved faderens død sine ejendomme og bosatte sig i omegnen af’neapel. Her fødtes hans eneste barn, og her delte han sin tid mellem sine bøger og den smukke have, der terrasseformig strakte sig hen over skrænten ved hans landsted. Hans første gang om morgenen var til en fremspringende lille høj, omhegnet af granat- og laurbærtræer, hvorfra han over piniernes toppe kunne se ud over golfen, og, var der da orlogsmænd isigte, nølede han længe på stedet og gik derfra med et mere tungsindigt anstrøg i sit ansigt end sædvanligt. Han fortalte ofte sønnen, som han beskæftigede sig meget med, om begivenhederne på søen og nærede således den tilbøjelighed, som drengen allerede fra ganske lille af havde lagt for dagen. Men, da denne tilbøjelighed antog en bestemt form, da drengen ligefrem bad om at blive sendt til Danmark for at blive opdraget til søofficer, veg han tilbage ved tanken om, hvad • skilsmissen ville blive for den syge moder, og der er al sandsynlighed for, at han i kampen imellem frygten for at stå sønnens fremtid i vejen og ængstelsen for at volde sin flustru en stor smerte var vedbleven at skyde sagen fra sig, hvis ikke en ren tilfældighed havde medført en afgørelse. En dansk fregat, der var på krydstogt i Middelhavet, anløb nemlig Neapel og landsatte sin anden tømmermand, der havde en heftig tyfus. Skibets næstkommanderende, som nøje kendte hr. Verling fra hans orlogstour, vidste, at den syge i ham ville finde en mand, der følte lige så varmt for marinen og dens folk som en af dens egne, og anbefalede derfor patienten til hans omhu.,da tømmermand Hansen var i rekonvalescents, tog hr. Verling ham ud på sit landsted, og aftenen efter sin ankomst overraskede tømmermanden sin vært ved at komme hen til ham og bede ham gjennemsee et ark papir med en række optegnelser, der just ikke udmærkede sig ved skønskrift eller retskrivning. » Hvad er det for noget? « spurgte hr. Verling forundret. » Det er sådan en lille synsforretning, jeg har optaget over huset, « svarede tømmermanden i en tjenstlig tone. » Synsforretning? « gentog hr. Verling, for hvem ordet syntes uvant. » Ja! en optegnelse over skavankerne ved apteringen og inventariet. « » Nej se! er der så mange skavanker? « spurgte hr. Verling, idet han med et smil lod øjet løbe hen over opskriften. — » Nå, og de synes, jeg skulle lade en smed og en snedker komme herud for at bringe alt i orden? « » Nej, bevares! Jeg ville bare bede dem om lidt værktøj og lov til at bikse med det ene og det andet, så skal det snart være besørget. « » Men de skulle jo være herude for at samle kræfter. « » Justement! Hvor skulle kræfterne komme fra, når jeg gik og drev? og hvor ville humøret blive af, når jeg spiste mit brød for ingenting? « spurgte tømm'ermanden med en så inderlig overbevisning, at Verling ikke længere betænkte sig på at lade ham få sin villie. En ledig udbygning blev ham anvist til værksted, og efter nogle få ugers forløb meldte han, at nu måtte gerne » Huus- og vandbygmesteren derhjemme se alt efter i sømmene. « » Og, hvad mig selv anbelanger, « tilføjede han, » så er jeg efterhånds bleven så godt afstivet og repareret, både på yderklædning og foring, at jeg melder mig klar til afrejse. « Hvis hr. Verling kunne have været det bekendt, havde han opfordret tømmermanden til at efterligne Penelope og pille sit arbejde istykker igen for at begynde forfra, så nødig ville han af med det fornøjelige menneske, der hvert øjeblik på dagen kaldte gamle hjemlige minder tillive hos ham. Han modstod dog fristelsen og lod sig nøje med at svare, at man først i Marseille og Messina måtte erkyndige sig om skibslejlighed til Danmark. » Det er dog altid en lille udsættelse, « tænkte han. » Ja, så kan jeg jo pille lidt med drivhuset, « Sagde tømmermanden; » det er nogle dårlige grejer, de har til at lette skylighterne med. « — han tog straks fat på arbejdet og havde næsten fået det fra hånden, aftenen før vi overhørte hans samtale med den lille Carlo Verling. Han forlod denne med et meget » spekulerende « ansigtsudtryk, der ikke forlod ham, medens han gjorde sit arbejde færdigt. Da dette var nået, og han stod og beskuede sit værk, kom drengens fader ud af huset og gik lige hen Iii ham. » De står og seer så betænksom ud, Hansen, « sagde han; » er der noget, de ikke rigtig kan få, som de vil have det? « » Nej, det ved den søde gud, der ikke er, herre! Mekaniken er i orden, og det hele glider, som det var smurt til afløbning.... Næ, det er, sandt at sige, noget andet, jeg har i ho’det. « » Og det er? « » Reverenter talt, noget af den slags, der ikke kommer mig ved — men jeg kan ikke få det ud af ho’det alligevel. » Så betro dem til mig! — de skulle vel aldrig have fået lidt tilovers for et par af de smukke øjne, som vi har så mange af her i Italien. « » Nej! « lo tømmermanden, » der er ikke trøske i mig; jeg fænger ikke så let. «... » Næ, det er den lille fyr deroppe « — og han pegede, med tommelfingeren over skulderen op mod det flade tag — » som løber mig rundt.i ho’det. « » Carlo! Er han nu igen oppe at se på skibene? — han kan da ikke have været uartig imod dem — dertil holder han for meget af dem, « Sagde Verling forundret, men tilføjede efter • lidt betænkning: » Det er vel ikke hans lyst til at blive søcadet, som de stod og tænkte på? « - » Akkurat! « svarede tømmermanden med et bekræftende nik. » Og de tror ikke, at den lyst vil fortage sig, når han langt fra sit hjem her, i et uvant klima, mellem lutter fremmede skal føre et helt andet liv end det, han er vant til, og døje en hel del ondt, som han-aldrig har drømt om? « » Det er jo ikke godt at sige, herre.-.. Jeg har også lirket med ham og sat det ud for ham på den maner; men knegtén gi’er sig ikke — nej! han gør ikke! Jeg er nær ved at tro, at der er det tømmer i ham, som kan stå imod. « » De mener, at han er stærkt bygget, og det har de jo ret i; men de må huske, at han er vokset op i varme og solskin, og at han er vant til at blive kælet.for på alle mulige måder. « » Ja, at han er fint vant i alle måder, det er begribeligt, men han er ikke fineret, herre! Næ! Han er af fuldt træ, « sagde tømmermanden og tilføjede: » Af fint træ, men af fuldt træ! « » Og de mener dermed? « sagde Verling spørgende. » Jo — seer Herren — finerede møbler de er ikke.en sur sild værd, når de får regn, kulde og solskin imellem hinanden; men, er de af fuldt træ, så kan de nok se lidt medtagne ud, når man har strabadseret dem for meget; men de er lige gode for det... og denjille fyr er af fuldt træ, det tør jeg gi’e min ed på. «. Hr. Verling stod ved siden af tømmermanden og grundede over dennes billedrige bevisførelse, dej en smekker kvindelig skikkelse kom ud fra den grøntomhegnede veranda, der strakte sig langs huset, og med matte, langsomme skridt gik hen imod drivhuset, idet hun samlede et let shawl om sig med en bevægelse, der tydede på, at den for andre så milde morgenluft forekom hende kølig. Der var noget så ungdommeligt, blødt og yndefuldt over den hele skikkelse, at man ved det første øjekast var fristet til at tro, at man havde en ung pige for sig og ikke moderen til en tiårig dreng. Først, da hun var kommen tæt hen til de samtalende, opdagede de hende. Tømmermanden smøgede huen af sig med en blanding af et buk og et nik, og hendes mand sagde smilende: » Det er den tusindkunstner der, som er skyld i, at jeg ikke er kommen ind at hente dig til din morgentour. « » Tror du ikke, at jeg har set det, « svarede hun med et mildt lys i de store dunkle øjne, og henvendt til Hansen tilføjede hun med sit langsomme og fremmede tonefald: » Min mand vil savne dem, når de er rejst bort... Men lad mig nu høre, hvad de stod og talte om — damerne er nysgerrige, især når de som jeg leve mere af det, de høre, end af det, de se. « Tømmermanden blev rød i hovedet og stod og drejede forlegen på sin hue, medens Verling med påtagen frimodighed svarede: » Naturligvis om den snilde måde, hvorpå Hansen har indrettet drivhusets vinduer. « • » Non e vero! — det er ikke sandt! « — tilkastede hun manden med et skælmsk blik og tilføjede på dansk: » Nå, Hansen! hvad sagde så min mand om vinduerne? « » Han sagde e, frue, « stammede Hansen, » som han si’er, at han sagde e « — - og tømmermanden gik dermed istå. » Ganske rigtigt! Det var altså ikke vinduerne, men noget andet, de talte om « — faldt hun ind med et spøgende smil — » Noget, som jeg ikke må få at vide... Det er ikke smukt af dem, Hansen, at lære min mand at narre mig, « tilføjede hun, idet hun truede med fingeren; » det er noget, han aldrig før har gjort. « - tømmermanden så så betaget ud under dette udfald, at Verling kom ham til undsætning ved at tage sin kones arm og vende sig bort fra ham med et venligt: » Jeg skal forklare min kone det hele. « — han førte hende nu hen til sin udsigtsplads, satte sig her ned på en bænk ved siden af hende og pegede ud på golfen, hvor den maleriske eskadre, skønt noget fjernere end før, tegnede sig med skarpe linier i den klare belysning. _ » Hvor det er smukt! « udbrød hun på fransk. » Og hvor det er fængslende for en barnlig fantasi, « tilføjede han; » det lokker og drager med en forunderlig magt. « Hendes øjne åbnede sig med ets alvorligt, smertefuldt udtryk, idet hun vendte sig imod ham, lagde hånden på hans arm og med ængstelig stemme spørgende hviskedee: » Carlo? « han lagde sin arm om hendes liv, og hun heldede sit hoved til hans skulder med halvlukte øjne, hvorfra tåre på tåre gled ned-over de lange øjenvipper. » Det er måske kun en barnlig grille, som i tiden vil helbrede ham for, « beroligede manden hende; men til hans forundring løftede hun sit * hoved, så ham fattet og tænksom ind i øjnene og sagde: » Jeg har længe følt det komme, men havde ikke mod til at gøre det første skridt — nu ved jeg, at øjeblikket er kommet; du forvinder aldrig, at du ikke blev søofficer... Jeg -vil ikke kaste den samme skygge over vort barns fremtid. « ___u » Men savnet bliver tungt for dig at bære, « Indvendte manden. » Ikke så tungt som selvbebrejdelsen og sorgen, hvis vi engang måtte erkende, at vi havde gjort uret imod ham ved at tænke for meget på os selv.... Jeg har grundet meget over den ting, og det, der har bragt lys i min opfattelse og med tiden- vil bringe ro i mit sind, er overbevisningen om, at drengen i sit inderste vil være fastere knyttet til os under en frivillig skilsmisse end under et tvungent samliv. « » Min lille filosof gør mig som så ofte før til skamme, « sagde manden, idethan bevæget kærtegnede hendes hånd. » Men, « tilføjede han lidt efter, » Du sagde, at du længe havde følt det komme —- hvordan det? « » Når du i dine skildringer af søslag og kække handlinger gik op i det, du fortalte barnet, fulgte mit øje det livfulde, spændte og vekslende udtryk i hans ansigt, og jeg så, hvor meget han havde taget arv efter dig. Derved fik jeg en fornemmelse af, hvad der var ivente. « » Og visheden, hvordan-fik du den? « » På den naturligste måde af verden. Hvergang tømmermand Hansen havde et stilfærdigt arbejde henne i dagligstuen; blev jeg derinde, gav mig i snak med ham og fik det skikkelige menneske til at fortælle mig langt mere, end han selv aner. « ' under denne samtale mellem ægtefolkene var den gode tømmermand ikke vel til mode. Da fruen ved sin mands arm var gået fra ham, var han bleven stående som naglet til pletten med øjnene fæstede på hende. Idet hun forsvandt ved en bøjning i havegangen, kløede han sig bag øret med en betænksom mine og mumlede: » Godt, at det ikke er mig, hun har på slæb; hun fik mig' da bestemt pumpet læns i en håndevending for alt, hvad jeg ved og ikke ved. Det er også et par gefærlige øjne, der sidder på hende; det er, ligesom de borede ens’es tanker lige ud af hjertet på en. « — nølende vendte han sig om og begyndte at samle sit værktøj sammen, men faldt i staver hvert øjeblik, rystede på hovedet og sagde halvhøjt: » Det kommer der ud af at blande sig i det, som ikke kommer en ved! « da han alt nogle gange havde gjort denne bemærkning, kom den lille Carlo farende ud fra huset, sprang hen til ham og ville endelig have ham op med på taget for at forklare en større manøvre, som eskadren nu udførte; men Hansen så med et fraværende blik på drengen og var ikke til at få rokket af stedet. « » Men Hansen dog! « udbrød drengen, » hvorfor vil-de ikke komme? « 1 Hansen tilkastede ham et fraværende blik og sagde: » Der kommer ikke noget godt udzaf det. « » Hvad er ikke godt? « » Sådan at mingelere sig i noget, man ikke forstår sig på. « » Men de forstår dem jo netop på alt, hvad skibene gør. « » Javel gør jeg det — det gør jeg rigtignok; men det er de andre dele, jeg ikke skulle have fingereret ved. Det er li’esom, jeg vil sige, man vil ta’e en lås fra hinanden, som man ikke forstår sig på: lige med et giver det et smæld, og så har man fingrene i klemme! « » Har de klemt deres finger, Hansen? « spurgte Carlo med deltagelse. » Bare det var så vel! « mumlede tømmermanden og tilføjede højt: » Nej! det er nok snarere min tunge, jeg har fået i klemme. Jeg er uforvarendes kommen til at pirre ved dettehersens, som de ved nok, dette med, at de så gerne vil være søcadet. « » Hørte moder det? « spurgte drengen spændt. » Om hun justement hørte det, skal jeg ikke kunne sige; men jeg tør bande på, at hun kaperede det ligeså godt, som om hun havde hørt det. « » Det måtte hun ikke, Hansen! « » Har de da altid kunnet dye dem for sådan at la’e falde et lille ord om det til hende? « Spurgte tømmermanden, der øjensynlig var i færd med at føle sig lidt beroliget ved den tanke, der var gået op for ham, at drengen dog måtte have yttret nogle ord til sin moder om det, han altid gik og tænkte på. » Hvor kunne jeg det, når fader altid sagde, det var synd? « spurgte drengen troskyldig, og, da nu faderens stemme genlød, kaldende Carlo, løb han afsted imod højen. Hansen fulgte ham med. Øjnene og mere tænkte end sagde: » Hvem i al verden skulle nu have troet det? Hjemme i nybo’er var det altid mutter, der måtte holde for, når der var et eller andet, vi drenge ville... Der kan sgu blive en stadsfyr ud af den knegt, når de får ham behandlet derhjemme. Men den bliver svær for ham at gå på, for til en begyndelse bruger de jo altid skrubhøvlen. « Hansen skulle ikke have megen fred den dag. Nogle timer senere blev han kaldt ind til familien for at få at vide, at forældrene ville opfylde drengens ønske, og at der straks ville blive skrevet til Danmark for at ordne alt til hans ophold der. Men betingelsen for, at han kom afsted, var dog, at Hansen samtykkede i at opsætte sin afrejse så længe for at tjene drengen til vejleder under hjemfarten. Hansen, der åbenbart sletikke havde tænkt sig, at man ville betroe ham et sådant tillidshverv, kunne i det første par minuter ikke få noget andet ord over læberne end et forbavset: » Hva’ befaler! « og, da Verling opmuntrende tilføjede, at den små ikke kunne være i bedre hænder, så tømmermanden uvilkårlig ned på sine næver og mumlede: » Det er just ikke den slags arbejde, de er vant til. « Verling beroligede ham med, at det, han her skulle udføre, var meget lettere end, hvad han ellers tog sig for, og at det udelukkende gjaldt om at tage sig af drengen med den samme pålidelighed og omhu, som han anvendte på sit daglige arbejde. Med et meget højtideligt ansigt lovede Hansen langt om længe at påtage sig » Ansvaret « — som han betegnende kaldte det — men ledsagede dog sit samtykke med den oplysende bemærkning, at han kun en gang før i sit liv havde været » ligeså benauet «, og det var dengang, hans majestæt kongen ved afløbningen af et skib havde tiltalt ham ude på » Nyholm « med ordene: » Hvad er din bestilling? « Ir. K deri sidste dag. i carlo’s solbeskinnede barndom var forbi. Han havde endnu i den sidste time været rundt i hver en krog i hus og have, havde klappet porthunden, ridehesten og æslet, havde givet hønsene, kaninerne og duerne et overvældende måltid, havde mønstret fuglerederne i træerne, følt på frugterne, der vare under udvikling, for mulig at finde, blot en, der var moden nok til at plukkes og spises, og så havde han med en ubevidst følelse af, at han. sluttede et afsnit i sit liv, foræret sine drager, både og andet legetøj til gartnerens søn. —’ nu sad han på bænken agter i den klodsede hjuldamper, der for ikke ret mange år siden var bleven sat i fart imellem Neapel og Marseille, og stirrede med store, våde øjne efter båden, som roede iland med hans fader. Da denne drejede ind imellem den sværm af fartøjer, som lå ved kaien, betog skilsmissefølelsen ham så stærkt, at han udstødte en hulkende lyd. Hansen, der stod ved siden af ham, klappede ham da på skulderen og sagde med dæmpet stemme: » Græd kun væk, min gut! det letter at øse læns, når tårerne sidde og trykke i halsen — men græd ud med det samme, for, når vi først skal til at omgås cadetter, så går det ikke længere, så må man lære at sluge det kram, inden det løber ud af øjnene på en. « » Må-en cadet ikke græde? « spurgte drengen og glemte under sit spørgsmål et øjeblik sin sorg. » Nødig, mejet nødig! « svarede Hansen med et alvorligt eftertryk; » for, gør han det, så si’er de, han er en kællingeunge,*og det navn er ikke godt at få på sig. « Drengen betvang den hulken, der rejste sig i hans bryst, og svarede med sittrende stemme: » Nej! så vil jeg ikke græde. « Dette var hans første forsøg på at få magt over sig selv, hvor det gjaldt den naturligste og uskyldigste ting af verden, og det gav ham, så ung han var, en bevidsthed om villiens betydning, der senere kom ham mangfoldige gange til gode. I Marseille gik vore to rejsende ombord i et altonaerskib, som havde fragt direkte til Elben, og under den for øvrigt heldige overfart havde Hansen al grund til at glæde sig over sin myndling, der efterhånden blev helt skibsvant og med liv og lyst vænnede sig til at færdes tilveirs. Man må forresten lade Hansen, at. han havde miskendt sig selv, da han med en så stor ængstelse påtog sig at være drengens mentor på hjemrejsen; thi han var ligefrem anlagt til at være praktisk pædagog og gav Carlo, uden måske selv at gøre sig regnskab derfor, ved alle gunstige lejligheder et eller andet vink, der kom drengen tilgode som forberedende cursus i den kunst at. Omgås kammerater. Da han således en dag stod på dækket og huggede et rundholt til — thi ledig kunne han aldrig være — kom skibsdrengen, som havde hjulpet kokken med at gøre rent i kabyssen, pludselig hen til Carlo, der stod og iagttog tømmermandens arbejde, og smurte ham ansigtet ind med kønrøg, idet han grinende sagde: » Det kalder vi for kabyschocolade, min snut! « — anfaldet var kommet så uventet, at Carlo i det første øjeblik, i fornemmelsen af, at han havde mund og øjne fulde af sod, spyttede.og gned sine øjne; men, da han opdagede kokkens' og skibsdrengens grinende ansigter lige for sig, for han med et italiensk skjeldsord ind på spøgefuglen, krogede sig som en kat fast i hans purrede hår og gav sig til at behandle ham med spark og knæstød. » Sikken en italiensk djævel! « udbrød den an. Grebne og søgte at ryste ham af sig; men, inden det lykkedes, var Hansen sprungen til. Han greb carlo’s hænder med et tag, der øjeblikkelig åbnede dem, satte den gispende dreng ned på dækket og sagde med et blik, som denne sletikke kendte: » Sådan slås dyr og ikke mennesker — en kvik gut gi’er en spøg for en spøg og et snudedrag for et snudedrag; kun arrige fruentimmer trækker i hårene, og det er kun ondskabsfulde heste, som sparker. « Carlo krøb sammen som en våd hund, og man kunne se på vridningerne i hans Hals og kinder, hvor svært det var ham at følge læresætningen om ikke at græde. Men dagen efter bad han tømmermanden om at lære ham, hvordan man slås på dansk, og skibsdrengen blev da hel venlig stemt- imod Carlo ved som mester i kunsten at blive kåret til hans lærer. Fra Altona gik vore rejsende over travemunde o til København med det i hine dage sa_a berømmelige dampskib » Fulton « og blev ved ankomsten til toldboden modtagne af en ældre herre med et lille, glatraget rundt ansigt, der holdtes i vejret af et højt Atlaskes halsbind med stive flipper, og hvis strittende hvide hår var samlet til en » Hanekam « Over panden og børstet frem i sløjfer langs tindingerne. Det så ud, som om det var af en 4 fejltagelse, at håret var klippet tæt af i nakken istedenfor at være samlet i en pisk. Hans små brune øjne havde et venligt, lidt ængsteligt udtryk, og der var noget næsten forkuet i den lille spinkle skikkelse, der, iført en brun, kortlivet frakke, som nåde til hælene, stod og vinkede med en langhåret grå cylinderhat. En slægtning, til hvem Verling havde henvendt sig for at skaffe sin dreng et hjem i København, havde skrevet ham til, at cancelliråd dank, som han havde formået til at tage Carlo i huset, var det bedste menneske, man kunne tænke sig, og det kan ikke negtes, at den lille mand, som stod og vinkede, så inderlig god ud. » Nå! se goddag og velkommen! hjertelig velkommen! Lille ven, « udbrød cancelliråden, der i de to rejsefælier, som stege iland, straks havde fundet dem, han søgte. » Og det er hr. Plansen fra den faste stok! « tilføjede han. » Velkommen! Velkommen! og tak for al deres omhu for drengen! « » Bevares! « svarede Hansen, » selv tak — og så forresten bare Hansen, ikke hr. Hansen. «. » Men! hvordan bære vi os nu ad med føjet? « Faldt den anden ham i talen med et ansigtsudtryk, der viste, at det pludselig var gået op for ham, at han her stod overfor en meget indviklet og vanskelig opgave. » Lad de mig om det, « svarede Hansen med et smil, » og kør de bare hjem med gutten! jeg ved jo, hvor de boer; « og dermed gik han. Den lille herre stod et øjeblik og så forundret efter ham, hvorpå han tog Carlo ved hånden med den bemærkning: » Er det dog ikke nogle Pokkers mennesker de folk fra Nyboder! « Under hjemkjørslen sagde han til drengen: » Din fader ville have dig i et stille og venligt hus, hvor du kunne finde hvile under alle de nye indtryk. Bare det nu ikke bliver dig alt for stille, min lille ven. Vi er jo kun to gamle f'olk, og så har jeg mit contoir, og min kone har sin husholdning. « — efter en lille pause ytrede han lidt nølende: » Se, min kones husholdning, den giver hende nok at tænke på; hun er en ferm kone, der holder på streng orden, og derfor er hun vant til at få sin villie. Det gør jo, at hun er noget gesvindt af sig, engang imellem lidt utålmodig, når alt ikke går, som hun vil have det.... Men derfor skal du ikke være bange for hende, lille ven! Du skal se, hvor rar hun er, når man føjer hende — det gør jeg nu altid. « drengen forstod ikke ret meningen af denne yttring; men modtog dog et indtryk af, at der blandt alt det nye og ubekendte også i det hjem, han drog til, var noget ubekendt, som det vist ikke var så ganske rart at lære at kende. Da drosken holdt udenfor porten til den lille gård i Larsleistræde, hvor cancelliråden boede, rakte en kvindelig skikkelse hovedet ud af et åbent vindue på første sal, nikkede bekræftende til sin formodning og forsvandt for at 'gåe ud i forstuen og lukke de ankomne ind..da disse viste sig på trappen, udbrød skikkelsen i en forretningsmæssig tone: » Velkommen til Danmark, du små! « og, da Carlo var kommen indenfor døren, rakte hun ham lige så forretningsmæssigt en hård hånd og tilføjede: » Velkommen i mit hus! « derefter tog hun ham ved armen, førte ham ind i dagligstuen, hen til et vindue, mønstrede ham fra top til tå og ledsagede sin mønstring med udbruddene: » Velvoksen for sin alder! «.... » God holdning! «.... » Seer ikke dum ud! « Carlo tilkastede under dette eftersyn cankellis rådinden et mere nysgerrigt end undseeligt blik, der viste ham hans madmoders ejendommeligheder i det første indtryks skarpe belysning. Det var en lille kone, smekker om livet, med overkroppen frem og underkroppen tilbage som hos fjælebodsdandserinder, store og kantede armbevægelser, et fremskudt hoved med sidekrøller, omstrålet af en bred kappe med silkebånd. De små brune øjne havde altid travlt, den lille kantede næse stod kækt i vejret, og den fremstukne brede hage havde på den ene side en vorte med knurhår, der tjente til udråbstegn for det uophørlige » Her er jeg! «, som lyste ud af ansigtet, hvis lange, smalle mund klemte sig sammen over de udkastede ord og sætninger, som om de skulle klippes af stykke for stykke. Medens hun efter mønstringen var i færd med • at gøre drengen en række spørgsmål om, hvilke klæder han medbragte, hvor ofte han var vant til at skifte linned o. s. v., tog cancelliråden en brevtaske ud af sin brystlomme og rakte ham et par breve, som lå i den. » Hvad er det? « spurgte fruen kort, og, da manden sagtmodig oplyste, at det var breve fra Neapel, fik han til svar de afgørende ord: » Det har ingen hast! — han kommer lige derfra! « » Men posten går hurtigere «... » Det er meget muligt! — men, at han skulle læse breve, inden han har nydt vådt eller tørt i mit hus! Nej! Det bliver der ikke noget af! « Førend Carlo havde fået tid til at smage på den lokkende forbudne frugt,. stod fruen henne ved bordet med en bakke chocolade og kager — og drengen, der kom fra en længere sørejse, syntes, at den løjerlige kone dog havde sine gode sider. Lidt efter kom Hansen med tøjet, og, da han efter at have aftalt, når han skulle aflægge regnskab for rejsen, forlod stuen med sit nikkende buk, fulgte Carlo ud med ham i forstuen, lænede sig her op til ham og hviskedee: » De må endelig komme lidt og se til mig. « » Ja, sådan engang imellem, ved højtidelige lejligheder — for nu får de folk af deres egen slags at omgås. « » De er den eneste, som har været derhjemme, « Svarede drengen med et sådant udtryk i øjnene, at Hansen med sær hast gav ham et venligt slag på skulderen og for ned ad trappen med ordene: » Javel! javel! jeg skal nok kikke ind, når jeg har tid! «.... » Det er dog en satans knegt « — udbrød han, da han kom ned i porten — » var det ikke på et hængende hår, at han havde fået mig voksne menneske til at tude! « Langt om længe blev cancellirådinden færdig med sine huusmoderpligter overfor Carlo: stykke for stykke havde drengen måttet pakke sit tøj ud og lægge det ned eller hænge det op efter hendes anvisning, der krydredes med gavnlige læresætninger om » Accuratesse « og orden. Endelig var han alene og kunne læse de breve, der i timevis havde ligget og brændt i hans lomme. Igennem forældrenes kærlige ord

1894_Cavling_FraDeDybeDale

Henrik

Henrik

Cavling

Fra De Dybe Dale

male

male

dk

Cavling

Fra De Dybe Dale

Cavling

Fra de dybe Dale

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

I parentes står 'Reitzel, Grøn'

nan

nan

O

I. Kaj lønge — han leve! Hur.... „ Nej, holdt nu lidt, Folkes, “ råbte klejnsmedemester Fran tzen og rejste sig stor og bred ved bordenden. „ Husk i er til svendegilde, og at der må tales, førend i råber hurra. Man skal da vel ikke svejse, førend der er hets! “ „ Ser i, “ fortsatte mesteren, idet han med servietten tørrede sveden af sin brede pande, „ når jeg nu beder jer om at vende op og ned på glassene for den unge svend, så holdt jeg nok af at se lidt alvor over hele linien. Det er jo da ikke for den bare fornøjelses skyld, at vi lukker værkstedet i Adelgade og kører herud til frederiksdals kro og sådan befinder os i et lysthus ved et brillant bord — alt dette er jo simpelthen smørelse om den alvorlige begivenhed, at en rask forbundter i dag er færdig fra mit værksted og klar til at spadsere ud i verden. Sådan noget forekommer ikke hver dag, og det er s’gu heller ikke spøg. Lad os dermed håbe, at Kaj lønge holder sig på sit eget og engang får noget for sig selv. Det er, hvad det gælder om her i livet! Dermed er du svend — dreng! Lavspiben er desværre falden væk, men her har du en cigar. “ Den unge svend, som sad ved mester Frantzens side, tog cigaren, der var omvundet med et rødt silkebånd, tændte den og dampede, så hans blege ansigt forsvandt i røgskyen. De ældre svende, der med tilfredshed bemærkede, at han forstod at holde på cigaren, hævede på ny glassene og gav ham et hurra. Solen brød igennem lysthusets grene og strålede ind til selskabet, medens glassene igen fyldtes med arakspuns, og talerne fulgte slag i slag. Man talte for den unge svend og priste ham i ubehjælpsomme vendinger for hans mange gode egenskaber. Hver havde sit at sige om ham, men fik det ikke rigtig sagt, for egentlig var der nok ingen, der kunne finde det ord, som fuldt udtrykte, hvorfor de alle holdt af Kaj. Ham var det, der havde været sjælen i de mange små fornøjelser på værkstedet, lysegilderne, fastelavnsløjerne og skovturene st. Hansaften. Ham var det, der i fjor ved mester Frantzens 25 årige jubilæum havde pyntet værkstedet så smukt med flag og bøgegrene, og hvad der ville sige mere, havde skrevet den sang, der ubestrideligt gjorde størst lykke under festmåltidet. Mester Frantzen lagde ikke skjul på, at han var bleven meget glad ved den sang. Af de 100 tiloversblevne eksemplarer tog han ofte et frem, nynnede et par Vers og mumlede: „ Det er fint poleret arbejde. “ I erindringen om alle disse småglæder talte svendene for Kaj. De følte, der var noget over ham, som af fuglekvidder, frisk luft, forårssol og alt sådan noget, som man ikke let får fat i med en smedetang, men som på en besynderlig måde omgav ham, hvad enten han stod på værkstedet i sin blå bluse eller sad her i den nette sorte dragt, skæmtende med mesterens sygeligt udseende datter, Mathilde, der i dag for første gang deltog i et svendegilde. Med sin slanke skikkelse, mørke hår og svagt synlige moustache lignede han mere en kunstner end en håndværker. Han havde intet af den unge svends sædvanlige forsorenhed. Der var noget uudviklet i hans træk og noget skælmsk om mundvigerne, som på en ret aparte måde blandede sig med melankoliet i hans blik. Kajs og Mathildes samtale afbrødes af en højrøstet latter, der lød fra bordets nederste ende. Værkstedets komiker, en lang klejnsmedesvend, sædvanlig kaldet ildtangen, havde rejst sig og udbragte en skål for mestersvenden, der påhørte skåltalen med samme kritiske opmærksomhed som den, hvormed han synede et stykke færdigt arbejde. Denne knastørre mestersvend havde aldrig ret forstået Kaj, og lidt havde han, hvad ildtangen ikke glemte at fortælle, standset foran Kajs filebænk og sagt til mester Frantzen: „ Møtringen sidder løs på den dreng. Enten er han en flab eller også er han et geni. “ „ De skal få se, han bliver skuespiller, “ sagde da sædvanlig mester Frantzen og klappede sin egen dreng. Da ildtangen havde udtømt sit arsenal, blev ordet givet til en lille mand ved navn hylling, der for mange år siden havde arbejdet på Frantzens værksted, men nu drev en hørkramhandel i sin tidligere mesters gård. Denne taler stemte ikke tilhørerne gunstigt ved sit ydre. Det kunne nemlig ikke nægtes, at han var lidt skæv i ryggen, at hans store hovede, med den flagrende hårtot, sad lidt trekantet på den tynde Hals, og at hans røde næse vidnede om, at han havde sine svage øjeblikke. Men hørkræmmeren var afholdt af enhver, der kendte ham, selv af mester Frantzen, der blot ikke kunne lide ham, når han udviklede sine yderliggående politiske anskuelser. Hørkræmmeren var nemlig adelgadekvarterets mest indsigtsfulde politikus, og når han deltog i dette gilde, så var det væsenlig fordi han, som han ytrede, havde fundet en usædvanlig politisk interesse hos den unge svend. Kaj smålo, da han hørte disse ord og tænkte ved sig selv, at han i grunden interesserede sig mindre for hørkræmmerens politik end for hans smukke datter Anna. Det var nok for hendes skyld, han i sin tid havde aflagt så hyppige besøg i hyllings fedtede butik. Ja, Anna — han rejste sig og forsvandt ubemærket mellem træerne. hvor udsigten dyb og blå åbner sig mod fursøen, standsede han et øjeblik betagen af en friluftsfølelse, der er stærkere hos værkstedsarbejderen end hos andre håndværkere. Foran ham lå det store rum, hvori hans øje ikke kunne finde hvile, og rundt om ham smeltede skov og mark og sø sammen til et billede, der betog ham, så han henrykt udbredte sine arme — „ Å, må jeg “ — udbrød Mathilde, der stille havde fulgt ham, og nu fæstede en lille skovblomst i hans knaphul. „ Tak, frøken! “ svarede Kaj, idet han kyssede hendes hånd. Den unge pige blev lidt flov over denne uvante ridderlige hyldest, som Kaj ydede hende under påvirkning af, hvad han nylig havde læst i en roman. Hendes gennemsigtige hvide hånd fik travlt med at udglatte en fold, hun havde opdaget på den lyse kjole, og glad var hun næsten, da hun atter så op og fandt, at Kaj var sprunget over bækken. Han svingede hatten mod hende og blev borte mellem skovens træer. Med hastige skridt fulgte han vejen, der fører ud mod søen. I en af villaerne, der ligger her, boede overretssagfører Jacobi, i hvis hus hyllings datter, Anna, opholdt sig, halvt som tyende, halvt som selskab for overretssagførerens eneste datter, Ritra. Vejen, han gik, var på den ene side omgivet af en rugmark, på den anden af en syrenhæk, der med sit væld af blomster duvede ud over hovedet på den unge svend. Et steds i denne hæk fandtes lågen ind til villaen, og efter den spejdede han, indtil han pludselig udstødte et lille skrig af overraskelse. Thi bag lågen, hvorom syrenerne dryssede i klaser, stod en kraftig bygget blond pige. Solen strålede bagfra ned over hendes hår og nakke, og lod den friske skikkelse træde frem med lysende linier på himlens blå. Kaj, der overrasket havde set på hende, løb nu glædestrålende hen mod lågen, åbnede den og lagde sine arme om den unge piges Hals, idet han råbte: „ Nu er jeg svend, giv mig så et Kys! “ Hun gav ham det uden modstand. „ Sig mig, “ spurgte hun lidt ængsteligt, da de var kommet ned ad vejen og spadserede langs med søen, „ er far med i selskabet? “ „ Ja — da jeg gik, stod han just og holdt en tale. “ „ Han var da ikke — kære Kaj? “ „ Nej, nej! Jeg derimod har i dag fået så mange glas, at jeg snarere burde haft en lille rus. “ „ Ja, nu er du jo svend. “ „ Og din forlovede — følgelig en sober svend. “ „ Så er det da dit alvor, Kaj. Husk nu også på, at dette løfte gælder hele livet. “ Han standsede og gav hende et Kys. Foran dem skvulpede fursøen mellem rør og siv. Skove og marker skiftede farve i det flygtende Sollys. Ingen vind rørte sig, og ingen støj hørtes i den dybe fred. Så satte de sig på skrænten, lyttende i stilheden og sank forelskede og lykkelige mod hinandens bryst. Da de længe havde dvælet her, vandrede de arm i arm op mod kroen, hvor nu de overstadigt lystige håndværkssvende legede tagfat om vognene. Deres støjende adfærd vakte en følelse af ubehag hos Kaj. Ved mølleåen trykkede han Annas hånd og bad hende gå den anden vej. Da han et øjeblik senere fra vognen ville vinke til hende, så han, at en ung dame, i hvem han genkendte overretssagførerens datter, frøken Ritra, havde taget Annas arm. Aftenlyset faldt ned imod de to unge piger, der, idet Kaj kørte, tegnede sig på den lyse vej som silhouetter. Besynderligt så Anna syntes bred og tung ved siden af sin frøken! Hvor nydelig og fornem, hvor slank og bøjelig gik dog ikke denne unge dame i sin stramme dragt — vognen, var drejet om ad markvejen, men endnu sad Kaj nedsunken i betragtningen af de to ulige skønne silhouetter, og tilfældig kom han til at tænke på, at Anna ikke havde pålagt ham at gå med ring. — ved kongevejen skiltes vognene. Mester Frantzen og hans datter, der tilligemed mestersvenden kørte på en mindre vogn, tog lige ind til byen og fik ved afskeden et hurra. Den anden og større vogn rullede til dyrehaven. Her skulle efter gammel skik den unge svend føres ind i livet af de ældre erfarne kammerater. 10 ildtangen, der havde overtaget ledelsen, lovede at lægge sit sædvanlige talent for dagen. Til at begynde med førte han de oprømte svende ind i en dansebod, hvor nogle bønderkarle fredsommeligt polkerede om med deres kærester. I en håndevending blev karlene kastede ud og under tilskuernes rungende latter legede ildtangen „ stjæle Kys “ med pigerne. Derpå fandt han en beruset invalids træben og stak det op i Kirsten pils kilderør, vendte sig til holdepladserne, fraspændte kaperhestene og lod dem lunte op ad bakken og førte endelig sine tropper ned i mosen for at fange tudser. Hver med et sådant dyr i hånden, begav svendene sig endelig op til en sangerindepavillon og forårsagede, ved at slippe tudserne, bestyrtelse og skræk imellem gæsterne, medens ildtangen be1 steg tribunen og vekslede stærkt personlige be- mærkninger med en laps, der sad og kurede til de skønne. Det kom til håndgribeligheder, og medens svendene i salen under voksende bevægelse fortsatte jagten og tog damerne på i benene, faldt lapsen ned i hovedet på pia- ' nisten. Det endte med tumult, og værten til- i kaldte politi. Disse kåde svendeløjer morede ikke Kaj. Han så betjentene komme og anstille en latter- * vækkende jagt på ildtangen, der var krøbet op på et af spærene under taget. Nu ville han da igen få en mulkt, som han igen skulle afsone med arrest. Kaj følte sig ydmyget og gik ind i skoven. Det var næsten bleven morgen. østhimlens første rødme lyste hen over bøgetræernes toppe. Men nede mellem stammerne, hvor Kaj trådte i de fugtige blade, rugede et blåligt halvmørke. Han havde gået længe, før han standsede dér, hvor skoven åbner sig mod lønge dalstrøg. Langt der ude i den dybe Dal lå en pottemagerovn og ved den et lille hvidt hus. Det var Kajs barndomshjem. Her boede hans forældre, som han ville hilse på undervejs til København. Mon de var oppe? Han så det røg fra skorstenspiben og ilede over markerne og listede sig hen til køkkenvinduet. Jo! En lille buttet, halvt påklædt kone stod ved skorstenen i færd med at tragte morgenkaffen, medens faderen, en høj, scenestærk mand, sad med hænderne foldede over det omhyggeligt skurede køkkenbord, som havde stået der og ladet sig skure, gud véd i hvor mange år. „ God morgen, moder! “ råbte Kaj og bankede på ruden. „ Almægtige gud! Der er da ikke hændt dig nogen ulykke, “ råbte konen, idet hendes søn gik over dørtærsklen. „ Nej, kære moder “... og først da han havde fortalt og hun.havde hørt og begrebet anledningen til hans tidlige komme, blev hun rolig og betragtede ham med inderlig stolthed, kyssede ham og bad ham tage plads. „ Vi ventede dig i går, “ sagde hun og rakte ham en dampende kop kaffe og en firkantet blikdåse, hvori hvide stykker sukker lå imellem puddersukker. Derpå fremtog hun en Skive saftigt honningbrød, som vistnok havde ligget gemt til en så højtidelig lejlighed. Hun brækkede skiven tværs over og gav Kaj den ene halvdel. Den anden halvdel delte hun med sin mand. „ Jeg havde også villet komme i går aftes, “ Sagde Kaj, „ men jeg kunne ikke blive fri for kammeraterne. Så tænkte jeg, det ville more jer at se, hvorledes jeg var sluppen over svendegildet. “ Derpå fortalte han om al den stads, der var bleven gjort af ham og reven med af moderens glæde tilføjede han, idet han rejste sig og greb sin hat: „ Ja, i skal aldrig få skam af jeres Kaj! “ „ Hør sig mig, min kære dreng, “ sagde moderen betænksomt, „ hvorfor kalder du dig Kaj, da du jo dog hedder kristen? “ Han svarede lidt stødt: „ Kristen lønge lyder alt for bondeagtigt. Kaj lønge derimod minder om Kaj lykke. Der må være klang i navnet, moder, når man vil til vejrs i verden. “ „ Du vil da vel ikke være rigsdagsmand? “ Spurgte faderen og så forskrækket på sin søn. Men denne svarede ham ikke. Han greb sin faders hånd, trykkede moderen til sit bryst, kyssede hende og hørte hende hulkende sige: „ Min kære, kære dreng! Den der flyver højt, falder dybt. Å gud, jeg har så bange anelser, og husk, vi har kun dig! “ Men før hun fik talt ud og havde tørret tårerne af øjnene, var han allerede borte. Hun så ham ile over Marken, springe over gærdet og blive mindre og mindre på den stejle, hvide vej. Til sidst var han kun en lille mørk prik, der udslettedes i hendes tårer. — hvor vejen løber over højdedraget, ser man til den ene side ned i Dalene, til den anden side ind mod København. Her standsede Kaj og så sig om med bankende hjerte. Langt derude øjnede han sit hjem, som han nu bevæget bød farvel. Så vendte han sig og stirrede ind imod den hemmelighedsfulde by, hvis gyldne kirkefløje lyste, blinkende som fyrtårn i et hav af tegl. Under disse Tage lå hans livsskæbne, under disse tavse Tage — o, hvem der kunne løfte fligen for den dunkle fremtid! Sådan stod han længe, stirrende ind mod byen, indtil han i anelsesfuld forventning løftede blikket mod den ødsle ildkugle, der majestætisk hævede sig på østhimlen og fyldte rummet med sit gyldne lys. Da forekom det ham pludselig, at han svævede og på mægtige vinger fløj igennem det uhyre rum, og med udstrakte hænder råbte han, så det klang i sommermorgenens stilhed: opad — mod de høje mål! Fra de dybe Dale. i. I broget Mylr valfartede søndagsklædte folk af mellemstanden ud igennem Frederiksberg allé. Gifte folk, der efter ugens slid længtes efter sol og vind og ville nyde hviledagen i det grønne, og kærestefolk, der ville slutte aftenen i et lukket lysthus. En net påklædt yngre herre trængte sig igennem denne vrimmel og gik hurtig ned ad en af villavejene, hvor han vistnok ikke ved et rent tilfælde traf en ung pige, der, idet hun trykkede hans hånd, udbrød: „ Jeg har ventet længe på dig, Kaj! “ Han svarede lidt adspredt: „ Undskyld, kære Anna! Jeg kommer fra et møde og er optaget senere på aftenen. Lad os hurtig gå en tur. “ Ved hinandens side, men ikke arm i arm gled Kaj og Anna ind i vrimlen og kunne ikke undgå at høre ytringer som: „ Nej, det var da et smukt par! “ Og disse ytringer savnede ikke grund. Kaj havde fået fyldigere figur og en tættere moustache, der gav ansigtet karakter. Hans mørke hår var sirlig holdt og han bar sin simple klædning med en vis lapset lethed. Anna var mere klædt som barn af almuen. Men nydelig var hun i sin tarvelige dragt, en glat grå kjole, tæt knappet mørk jaquette og en sort bred hat, der sad som ærbar prydelse på hendes blonde hår. De havde længe gået tavse ved hinandens side og var kommet ind i en af havens gange, hvor der ikke hørtes anden lyd end efterårsløvets dæmpede raslen mellem træerne. Kaj gik uroligt, svippende i de visne blade med sin stok. Endelig spurgte Anna: „ Hvad er det egentlig for møder, du har været så optaget af den sidste tid? “ „ Det er møder angående forandringer i vort lønregulativ. “ „ Hvad er det for noget? “ „ Å, det er en lang og kedelig forklaring, kære Anna, “ sagde han og så sig om, og da der ingen spadserende var i nærheden, lagde han sin arm om hendes liv og trykkede et Kys på hendes mund. Hun fandt sig i hans favntag og smilede, da han holdt hende ud fra sig og råbte: „ Anna, hvorfor er du dog så rolig? Gid du en eneste gang ville flyve mig om halsen og give mig et Kys! “ Hun kyssede ham stilfærdig, og han fortsatte, idet han så på hende med et kærligt blik: „ Nu har jeg igen været styg imod dig, Anna. Sig mig så, hvad du bebrejder mig? “ „ Intet, “ svarede hun; „ sådan som du er, vil jeg holde af dig til min død. “ „ Og du er ikke ked af, at vi endnu opsætter vort bryllup et Års tid? “ „ Nej, jeg er ikke, “ svarede hun roligt. „ Men, “ Tilføjede hun, idet de fortsatte deres vej, „ det er nu over to år siden vi blev forlovede — husker du den smukke dag ved fursøen? Tiden iler hurtigt, og hvorfor skal vi vente? Jeg mangler ikke lyst til arbejde, og det ville ikke falde vanskeligt for os at sætte Bo. “ Samtalen blev afbrudt af et løjerligt udseende par, der mødte dem på stien. I mandspersonen havde Kaj genkendt ildtangen, der promenerede i fjedersko, korte benklæder, lys stribet vest, blåt slips og bred blød hat. Hans ledsagerinde tilhørte den ubestemmelige kategori af damer, der søndag eftermiddag færdes på alléenberg. Ildtangen konverserede hende flittig, idet han med sin ene hånd holdt fast i hendes tykke røde pegefinger og ved at trække i den satte hendes venstre arm i stærk svingende bevægelse. Men næppe så han Kaj, før han slap pegefingeren, gjorde militær honnør og råbte: „ Vi er nok på berren, heute! “ Kaj greb sin dames arm og hilste, idet han forlegent bøjede af for det løjerlige par. Pigebarnet fniste. Men ildtangen vendte sig beundrende efter Kaj og udbrød: „ Fandens flot dørgreb! “ „ Kan du tænke dig, hvilken daglig nedværdigelse, det må være at leve sammen med et sådant menneske, “ sagde Kaj, da han og Anna nogen tid havde gået hver i sine tanker. Og da han intet svar fik, fortsatte han: „ Ildtangen er endda ikke af de værste. Værre end han, er de gamle, de fordrukne, som er blevet onde gennem deres håbløse kamp for at komme om på livets solside. Men heller ikke de er de værste. Langt værre end de, er de unge, der er udgået af bærmen og lever deres liv i bærmen. Den luft, de bringer med på værkstedet, er ikke til at indånde. Tidt når jeg om aftenen går hjem i deres selskab, og velklædte folk ængstelig viger fortovet for os, føler jeg mig, som dinglede jeg i en galge. “ „ Hvorfor taler du da ideligt om disse menneskers undertrykkelse? “ spurgte Anna. „ Det er ikke dem, jeg da tænker på. Det er på de blege ansigter, der findes rundt om i værkstedets mørke kroge. Ansigterne med de underligt flagrende, forskræmte øjne, sådan som øjne bliver, når de blot en eneste gang har set hungerspøgelset og går i evig angst for at det igen skal sætte foden over dørtærsklen. Å du, om man blot et kort minut kunne løfte disse mennesker ud af denne rædselsfulde bæven for, hvad næste dag kan bringe. “ — uden at tænke over hvad han gjorde, havde han, idet han talte, trukket et par lorgnetter op af lommen og anbragt dem på næsen. Han rev dem hurtig af igen, da han bemærkede Annas forbavselse over dette lapseri. Men nu var han kommet ud af stemningen. Han standsede og sagde: „ Lad os vende om. Jeg skal til møde. “ Få minutter efter skiltes de på det samme sted, hvor de havde mødt hinanden. Kaj gik til fra de dybe Dale. 2 byen. Anna derimod blev i nogen tid stående og stirrede tungsindigt ind i vrimlen. Og hver gang hun derinde fandt et ægtepar, som foran sig skod en net lakeret barnevogn, hvori man så et lille ansigt mellem hvide puder, ønskede hun sig i moderens sted og Kaj på faderens plads. Længe stod hun og så på disse fremmede menneskers stille lykke, og så bevæget blev hun, at hun kom til at græde og det så inderligt, at hun for ikke at vække opsigt måtte skynde sig at løbe hjem. Uden at møde nogen, nåde hun sit lille værelse, og i en underlig bevæget stemning, opfyldt af længsler og bange anelser, kastede hun sig på sin seng og hengav sig til sin gråd. Kaj var imedens standset på et sted i alléen, hvorfra man mellem huse og haver kunne se den røde gavl af overretssagførerens villa. Hans øjne søgte et bestemt vindue, og han dvælede ved et lille optrin, som han aldrig havde kunnet udrive af sin tanke. Det var vel nu et år siden. Hans mester havde sendt ham ud til overretssagføreren for at istandsætte et elektrisk ringeapparat. Før han gik, påklædte han sig omhyggeligt, fordi han ventede at møde Anna, ja måske den smukke frøken, han så levende erindrede fra frederiksdal. Glad var han imidlertid, da han ikke traf andre end en gammel jomfru, der sagde ham besked og derpå gik sin vej. Så udførte han sit arbejde, men da han var færdig og ville gå, trådte han ved en fejltagelse ind i frøken Ritras påklædningsværelse, og skønt hans blik kun dvælede i rummet et sekund, ville han dog aldrig kunne glemme, hvad han så: foran et stort spejl en ungdommelig, yppig halvnøgen kvinde, fra hvis hovede en tyk, mørk hårfletning halvt opløst vældede ned om Hals og barm. Hvor han gik og stod, havde dette billede siden fulgt ham, og nu så han det igen så tydeligt som hin dag. Opfyldt af denne erindring gik han videre uden at bemærke de søndagsklædte sypiger, der mylrede omkring ham og som vistnok intet havde haft imod at spadsere ved hans arm. Han sagtnede ikke sine skridt, før han kom ind i byen, hvor gaderne blev tomme, og husene lå nedsunkne i aftenens blålige skumring. Han standsede i Adelgade foran en lille fedtet port, hvorfra en stejl stentrappe åbnede vejen til en dyb kælder. Uden betænkning gik han ned ad trappen og befandt sig i en mørk butik, sprang over disken, undgik et par kulbunker og en stabel tomme sildetønder og nåde endelig i kælderens baggrund en dør, der førte ind til hyllings residens. Kaj åbnede døren og fandt hørkræmmeren siddende ved et bord, på hvilket rom og varmt vand stod parat til at indgå en inderlig forening. Mellem flasker og glas lå opslået en stor slidt bog, hvoraf den politiserende hørkræmmer hver søndag aften plejede at indtage et kapitel. Kaj kendte godt denne bog, der var trykt med løjerlige skæve bogstaver 2* og indeholdt en nøjagtig beskrivelse af den fremtidsstat, hylling syslede med, når toddyerne havde sat hans politiske tanker i bevægelse. Desværre havde bogen nylig fået en lækage, idet ejeren en aftenstund havde været uforsigtig nok til at lægge den fra sig i butikken. Han ekspederede en kælling og måtte have vendt sig om et øjeblik, thi da kællingen var forsvunden, fandt han til sin bestyrtelse, at hun havde udrevet et af bladene, formodentlig for at svøbe det om en spegesild. Nu indeholdt netop dette blad løsningen af et yderst vigtigt spørgsmål, nemlig formuernes fordeling, og der var derfor siden den tid et slemt hul i fremtidsstaten. Hørkræmmeren sad just og grundede over dette hul. Men ved Kajs komme lukkede han hurtig bogen, lagde den forsigtig ned i bordskuffen, rejste sig og bød god aften. Derpå fremtog han endnu et glas, gned sin røde næse og sagde, idet han skænkede: „ Det var udmærket, at du kom, Kaj! Jeg sad netop og ventede på selskab til en grog! “ „ Jeg skal hilse dig fra Anna, “ svarede Kaj, der havde kastet hat og overfrakke på en stol og nu henstrakt på den stenhårde sofa udsendte sirlige røgstråler fra sin cigar. Hørkræmmeren, der rørte om i begge glas på engang, smagte på den varme bryg og svarede oprømt: „ Det glæder mig, at i sés, min dreng, men gift jer bare ikke — foreløbig! Er man først gift, drukner man i småting. Hvad jeg har udrettet her i livet, har jeg udrettet siden Lisbeth gik over i materien. “ — det vil just ikke sige stort, tænkte Kaj, som vidste, at hørkræmmeren var nedsunken i armod, siden hans kone, som han materialistisk udtrykte sig, „ gik over i materien. “ De drak, og der blev et øjebliks tavshed, indtil Kaj gav samtalen en anden vending ved at spørge: „ Hvorledes går det i foreningen? “ „ Ved dette spørgsmål, der strejfede et offenligt anliggende, blev hørkræmmeren pludselig lutter fyr og flamme. Det skyldtes hans særlige indflydelse blandt de ældre svende, at Kaj sidste år var bleven valgt til sekretær i fagforeningen. I denne egenskab havde han under udarbejdelsen af det ny store lønregulativ fået lejlighed til at lægge så megen dygtighed for dagen, at der ved den årlige generalforsamling, som skulle afholdes næste aften, kunne blive tale om at give ham et større tillidshverv. Der skulle vælges formand og kasserer, og rundt om på værkstederne var man meget optaget af dette valg, thi lønregulativet havde, endnu førend det var blevet fremsat, vakt en vis uro mellem mestrene, og som forholdene havde udviklet sig i faget, truede det med en afgørende konflikt. Det var da af yderste vigtighed at vælge dygtige mænd, og for at diskutere de forskellige kandidater, der var opstillede til de to poster, afholdt de ledende svende i aften et forberedende møde i „ Den forgyldte lås “. Delegerede fra mester Frantzens værksted ville her foreslå Kaj til foreningens kasserer, og hørkræmmeren udviklede nu, hvor fint han havde manøvreret under forberedelserne til dette valg. Var Kaj først kasserer, så var springet ikke langt til formandsstillingen, der var lønnet, og var han kommet så vidt, ville hørkræmmeren upåtvivlelig få indflydelse på anliggender, der kunne få betydning for det heles velfærd. Hørkrambutikken kunne blive brændpunktet for en bevægelse! Og i tanken herom strålede hyllings ansigt, idet han gnubbede sin røde næse, skuttede sin skæve ryg og tilberedte sig endnu en grog. Kaj rejste sig og bød farvel. Hørkræmmerens meddelelser om prøvevalget havde sat hans sind i stærk bevægelse. Ville han mon blive valgt? Han følte hjertet banke heftigt, når han stillede sig dette spørgsmål, og uden at vide, hvor han gik, flakkede han om i de tomme gader, indtil han omsider standsede foran den forgyldte lås. Med større interesse end nogensinde før, betragtede han det skæve hus, hvor klejnsmedenes fagforening havde sit lokale. Inde bag de nedtrukne rullegardiner hørtes gæsternes højrøstede samtale. Mon mødet var forbi? Kaj besluttede at gå ind i skænkestuen og drikke et glas øl. Måske kunne han med det samme opsnappe et eller andet nyt fra prøvevalget, der blev afholdt i en bagsal ud til gården. Han trådte ind og trængte sig imellem borde og passiarende gæster hen i en af stuens mørke kroge, hvorfra værtens røde hanekam var synlig bag den lave skænk. Hanekammens ejermand, almindelig kendt under navnet „ Luen “, dirigerede netop en bøf den ene vej, et dampende torskehoved og en øl fra fad den anden vej og holdt samtidig skarpt udkig med en kasse vindskæve cigarer, der gik rundt blandt gæsterne på egen hånd. Det var altså store interesser, der i øjeblikket stod på spil, men næppe opdagede luen Kaj, før han gav både bøf og øl og torskehovedet en god dag. „ Hr. Kasserer! “ råbte han og nærmede sig med hanekammen kælent bøjet ned mod skuldren. „ De ønsker, hr. Kasserer? En bajer! Pst! Johan! En flaskebajer til kassereren! Undskyld, men det trækker — tør jeg byde dem en anden plads? Glæder mig særdeles dette valg! Søger de aviser? Ah, en frisk cigar! Pst! Johan! Kassereren ønsker “... Kaj blev så forbavset over denne usædvanlige høflighed, at han skyndte sig at komme ud igen, hvilket ikke lykkedes, førend luen med et langt skrabud havde givet ham cigaren og en brændende tændstik og modtaget betalingen med dybe kniks. Først da den hædrede gæst i nogen tid havde sundet sig på gaden, gik det op for ham, hvad der var foregået. Selvfølgelig! Han var udset til kasserer og ville altså blive valgt på generalforsamlingen den næste aften. Fortræffeligt! Luen havde allerede optaget ham blandt foreningens ledende mænd. hr. Kasserer! Hvor klang det ikke lifligt for hans øre! Han ville blive valgt, få kassen i sin hånd og se sit navn i bladet ved de årlige generalforsamlinger. Det var det første store skridt. Omsider! Hver fritime havde han da også nu i to lange år anvendt på at gøre sig fortrolig med sit eget fags anliggender og med partiets hele organisation. Han havde arbejdet i det stille og følte sig i besiddelse af kundskaber, der var usædvanlige mellem håndværkssvende. Af klogskab havde han holdt sig udenfor de offenlige møder, hvor der høstes bifald, aldrig skabes position. Han havde følt, at det gjaldt om at komme op indenfra og havde derfor ved alle mulige midler fremtvungen denne regulativbevægelse, som vistnok var en meget kedelig bevægelse, men som dog nu havde ført ham til et mål. Fordybet i disse tanker var han kommet ud til søerne, hvor han standsede og tankefuld lod blikket glide hen over himlen, hvis millioner stjerner funklede og tindredre som ønskerne funklede og tindrede i hans sjæl. Glad ilede han herfra til sit hjem. Han boede på en fjerde sal i Meinungsgade, i et lille gårdværelse, hvis møblement indskrænkede sig til seng, bord og et par stole, et overskåret pillespejl og en reol, der var hængt op i klædesnorer. Det hele gjorde vel et noget fattigt indtryk, og luften der sivede ind fra trappegangen var lidt muggen, men da Kaj i aften tændte lyset, syntes han, det strålede for ham i et sandt palads. — fra vinduet kunne han, når han strakte sig, kigge ned i en gammel herskabshave, og nøje at observere, hvad der foregik dérnede, var hans regelmæssige beskæftigelse, før han gik i seng. Iaften havde der nok igen været fest i haven. Rundt om i træerne hængte oplyste balloner, strålende som gyldne frugter, og fra et lukket lysthus, hvorom unge herrer og damer sværmede, hørtes lystig passiar og sang. Med længselsfuldt vemod havde han så ofte set på disse glade fester. Men nu smilte han, idet han satte sig og skar en brødskive: i morgen aften ved denne tid er jeg kasserer! Hr. Kasserer! Han rejste sig og bukkede dybt og gjorde forskellige gebærder, som om han takkende modtog gratulationer. Derpå stillede han sig foran spejlet, smilte længe til sit eget billede og lagde sig omsider på sin seng og sov ind for åbent vindue, men først tog han den beslutning, at han ville købe sig en høj hat. Næste morgen kl. 5 gik Kaj som sædvanlig ind mod byen og mødte som sædvanlig de samme bagervogne og de samme fodgængere på nøjagtig samme sted. Han skulle være første mand på værkstedet, thi det påhvilede ham at opfyre dampen før de andre arbejderes komme. Mester Frantzen havde været med i den almindelige udvikling. Alle værkstedets maskiner gik ved damp. Kaj elskede denne stille morgentime, når ilden flittig brændte under kedlen, medens værkstedet, tomt og øde, endnu lå nedsunket i højtidelig stilhed. Morgensolen, der skinnede på huset overfor, kastedes fra dettes vinduer ned i kedelgraven. Og vel var det kun genskin, men det var dog sol, og den kom til ham med blomsterduft fra frøken Mathildes lille have, som han havde udsigt til igennem det åbenstående blyvindue. Når han så havde glædet sig over solen og over blomsterne, lavede han sig en kop kaffe, og sædvanlig, som han skulle til at drikke den, kom aviskonen med hans kæreste læsning, arbejdernes blad lavetten. aldrig har nogen troende læst de hellige evangelier og apostlenes gerninger med større andagt end den, hvormed Kaj hver morgen ved sin kaffe læste dette blad. Først løb han febrilsk alle overskrifterne igennem, så valgte han sig et særligt interessant stykke, men stjal sig samtidig til at læse, hvad der fandtes på de andre Spalter. Det var i sandhed vanskeligt at få lavetten afdelt således, at der var læsning nok til alle tre måltider. Enkelte numre lignede pillede benrade førend frokosten. Men aldrig havde dog lavetten overrasket Kaj, som den overraskede ham i dag. Han havde næppe vendt bladet, før det gav et sæt i ham, så både spritapparat og kaffe faldt i asken. hvad! Hans navn! Ja virkelig stod det der, endog med temmelig store bogstaver. Og nedenunder meddeltes, at han aftenen forinden var udset til kasserer, og denne meddelelse ledsagedes end yderligere af et par særdeles smigrende ord. Han holdt lavetten ud fra sig, holdt den op og holdt den ned, og hvor utroligt det end syntes ham, så viste den i alle stillinger hans navn. Først da han havde anstillet disse prøver, overgav han sig selv til den behagelige fornemmelse, enkelte mennesker føler, første gang de læser deres navn på tryk. Under disse omstændigheder blev han noget skuffet, da hans kammerater søvnige og morgengnavne som sædvanlig én efter én kom ind i værkstedet, kastede frakkerne, iførte sig de blå bluser og uden at sige hverken buh eller bæh indtog deres pladser ved drejerlad, filebænk og esse. Havde da ikke en eneste af dem læst lav etten? Nej, men efter frokosten, da bladet havde gjort sin daglige runde, sporedes der en vending til det bedre. Man begyndte nu at se hen til Kaj som til en mand, der kan gøre fordring på respekt, og da de ældre svende efter middagen kom op fra hørkræmmerens butik, hvor de havde holdt et fugtigt krigsråd, måtte Kaj næsten modtage dem til kur. Derimod var det ham et skår i glæden, at Mathilde, der hen på eftermiddagen viste sig i den lille have, ikke smilede til ham, som hun plejede. Nå, hun havde altså ik

1889_ChristensenM_DagtyveOgArbejdsdage

Mathilde

Illa

Christensen

F. C. van der Burgh

Dagtyve Og Arbejdsdage

neutral

female

dk

ChristensenI

Dagtyve Og Arbejdsdage

Christensen

Dagtyve - og Arbejdsdage

n

roman

Schubothe

KB

Flere steder står at hun hedder Illa Christensen - i Dansk Bogfortegnelse og Pil Dahlerups Det moderne gennembruds kvinder. På Rex står kun Mathilde Christensen

nan

nan

LEX_CANON

I. I snart halvanden snes år var huset gået omtrent på samme måde. Da de var nygifte, havde de kun en etage i den gamle, røde gård på hjørnet, men alt som prokuratoren blev en mere og mere strålende stjærne over processernes mørke vande samtidig med, at den smukke ptue satte flere og flere smukke børn i verden, puffede salonen ganske sagte dørene op og bredte sig ud i andre værelser, indtil den mødtes med spisestuen, der også var ved at puste sig op til noget større og langt elegantere end før. Sovekamrene krøb så op på anden sal og tog revanche ved at forøge sig med toiletteværelser, badeværelse o. s. v. — der oppe var der også plads til flere piger, også til tjeneren, der altid lukkede op, efter at « prokurator skov » Var bleven « højesterets advokat skov ». Alligevel følte man, at huset stadig hvilede på de samme grundpiller. man kunne rejse bort og komme igen ti år efter, den samme særegne parfume slog en i møde, idet døren til dagligstuen lydløst gik op. — de samme farver mødte øjet. — fornemt og selvsikkert over for moderne forsøg på « fikse » arrangements stod møbler og planter stadig på deres gamle pladser, vidende, at man befandt sig vel her, når de stod, just som de gjorde. Med Års mellemrum kunne man tage disse menneskers albums i hånden; man fandt de gamle fotografier siddende på de gamle pladser, — naturligvis kunne det ikke undgås i et så selskabeligt hus, at der havde været forskellige sole med hele deres solsystem, som havde detroniseret hverandre, men deres fotografier blev ikke bragt ud af synskredsen, sådan som det sker med billedet af en fransk skuespillerinde, der er gået af mode eller i hundene; og sagde man, når man traf sådant et gammelt ansigt: « herre gud! der er han » Eller « hun » — ikke så rørt over ham eller hende som over mindet om en selv, da man færdedes med dette menneske her i disse Stuer, — så vidste fruen altid at fortælle en lidt om dette menneskes videre skæbne, og hun endte altid med at sige: « jeg ville ønske, vi snart sås igen; » — det var, som om hun havde for stor respekt for sit eget venskab til at ville tilstå, at omstændighederne havde overmandet det, men tillige viste hun den, der hørte hendes bemærkning, hvor sikker man kunne være på aldrig, selv efter nok så lang tids forløb, at træffe hendes dør lukket, at træffe hende selv fremmed eller kun med erindringen om, hvor længe man ikke havde set hinanden. Det var en smuk egenskab hos hende, og hun havde også den store betingelse for at være et elskværdigt menneske, at hun ikke let blev fornærmet og ikke gemte på det, når hun en sjælden gang var bleven vred; dog — fuld så stor, som man ved første øjekast skulle synes, at dette gjorde hende, var hun nu ikke. Nogle menneskers egenkærlighed gør; at de partout — ved godt eller ondt — vil vinde alle; — andres gør, at de er dem selv fuldkommen nok, de bliver ikke fornærmede, de bliver let « gode igen », kun fordi deres medmennesker er dem ligegyldige; træffer det sig så oven i købet, at man som Fru skov er smuk, vant til beundring og en smule kold, så giver man rundelig af sit smil og håndtryk til alle og enhver; man véd, man lyksaliggjør, og opfatter det som pligter, der følger med at være dronning, ligesom at give audiens eller komme frem på en altan og blive råbt hurra for; — er der så tilfældig en eller anden, der ikke svarer på smilet, ikke tror på håndtrykket, der ikke bliver lyksaliggjort, og ikke råber hurra, — ja! så er han at beklage, men det er for lidt for en dronning at mindes hans opsætsighed, når han senere falder til føje, og han er alt for lille til at bemærkes af en dronning, dersom han ikke falder til føje. — Fru skov havde en gådefuld evne til at lade en hel masse ane hos sig, som hun aldeles ikke ejede. Hun var en af de damer, som « de begavede mænd » gerne talte for,—begavede mænd bryder sig nu en gang ikke om at tale med damer, — hun havde en så glimrende måde at høre efter på, at tie stille på. Der var aldrig nogen, som dristede sig fil at sige: Fru skov er en pyntedukke, eller: Fru skov er gal efter alle mulige fornøjelser, — og dog havde man ikke haft så megen uret i at sige det, og havde hun haft et andet væsen, havde man også sagt det, — men hendes harmoniske ydre, hendes rolige, lidt nedladende væsen, hendes aldrig svigtende « tagen sig » i alle livets tilskikkelser gjorde, at man sagde: « ja — hun holder nok af at være solidt og elegant klædt, hun føler, at hun har noget at repræsentere, » og hvad selskaber — tteater — koncerter — basarer — udstillinger — højrefester — ( skovs hus var naturligvis et højrehus ) o. s. v. o. s. v. angår, så sagde man, « det ville da være underligt, om sådan en dame ville holde sig tilbage, det kan hun ligefrem ikke, man venter af hende, at hun vil deltage, » — og så deltog hun, smuk og venlig, med et lille stænk af træthed, men hun vidste med sig selv, at hun var en kvinde, der kendte sin stilling, og bar dens pligter. Og skov! — man kunne for Eks. sidde i Paris,—i london— og læse en epokegørende artikel hjemme fra og komme til at tænke på, at skov med sin smukke stemme og sit brillante sprog ville udtale sig derom på den og den måde, hævdende sine konsekvente påstande, — man kunne komme hjem til København et år efter, bringe sagen på bane og så høre ham holde aldeles den samme tale, som man i sine tanker havde lagt ham i munden, kun meget bedre afleveret naturligvis, og så begejstrende, at man rent glemte, det var et eksperiment, kun opfyldt af dette ene: ja! det er sandt, hvad han siger, han har ret! Så sikkert var dette hus, så sikre disse mennesker. da det yngste barn, Ellen, var bleven konfirmeret, var det ældste barn, Bertha, lige bleven gift. De to mellemliggende sønner var halvvejs færdige med deres eksamen, — begge jurister. Hele familien var som et vel rangeret jærnbanetog, skubbet ind på det rigtige spor, forsynet både med kul, med bremser og med sikkerhedsventiler. Så døde skov. Det var helt bedøvende både for nære og fremmede. Ofte, når han havde talt, altid glimrende, altid længe i træk, kunne han sige med sit lystige smil og sin lidt tørre rømmen: « det bliver alligevel min død, dette her, » — og han trak ud i skjortens halslinning; man lo over, at han, den overlegne mand, med de vrimlende mange tanker og de store interesser, også havde tid til dette hypokondre vrøvl, — men det blev alligevel hans død, det blev en hurtig forløbende strubetæring. Hans hustru og børn sørgede; man kunne se det. De unge ansigter var alt for alvorlige til årene, blev også skarpere, og hendes, hustruens, blev med et så gammelt, som man i lang tid havde undret sig over, at det ikke var. Men med den måske lidt overdrevent velopdragne angst for det eksalterede standsede det vel rangerede jærnbanetog ikke sin fart, sagtnede den kun lidt, holdt ikke ved stationerne, trak vinduerne op og kørte videre i sine egne tanker. — og så kom det hele lidt efter lidt i den gamle gænge igen. Først små aftensammenkomster med stamgæsterne; — så, efter år og dags forløb, blev Ellens sorte kjole kastet, og kronerne tændte til « stor middag ». Alle kom med en god og smuk beslutning om at vise sig glade, men ikke overstadige — gjorde det også, — det havde altid været et af de hjem, hvor selv de værste labaner fik det elskværdige øverst; - da man gik, sagde man, til trods for at det er gammeldags: tak for i aften, — og Fru skov trykkede alle de fremstrakte hænder og bøjede det endnu smukke hoved, hvor enkekappen sad som fastgrot, — og så sukkede både gæsten og hun, og tårerne kom med et ryk op i øjet, — der var en tomhed, som intet kunne skjule eller udfylde. Bertha hviskedee det samme til Ellen, da hun ude i entreen kyssede hende til « god nat », — Ellen sagde kun alvorlig « ja! — men det er jo godt, — tænk dig, dersom det ikke var sådan! » Mens skov endnu levede, havde en følsom ven af Christian, — den ældste søn, — sagt: « i må føre et umådelig fyldigt liv i jeres familie, når man tænker sig, hvor meget der bliver givet os fremmede trækfugle både af din faders strålende begavelse og af din moders underlig dulgte sjælsrigdom; man kan trænge så langt, man vil, ind i hendes tanker, bestandig viser hun én endnu fjærnere perspektiver, — men denne fjærnhed er jo jeres hjem! » — « ja! vist så, » sagde Christian og tav, han elskede sine p'orældre alt for højt til at ville sige: « de eneste, der intet får af rigdommen hjemme, er os — børnene. » Skov havde været en stemningsrig natur, med et stort retorisk talent, som det var ham en nydelse at bruge. Kom han til fest, selv festlig stemt, sprudlede hans sunde, klare tanker frem i glimrende og fuldendt form. Var han derimod hjemme, alene mellem sine egne, var han enten træt og tavs, eller han talte kun med sin hustru, sin tro og sympattiserende kammerat fra ungdommen. Ofte talte han til sine børn, især efter at de var bleven voksne, men det var alt for tydeligt, at det var et eksperiment, en prøven af deres kundskaber eller tænkeevne, til at det kunne blive en fri og naturlig underholdning. Svarede de dumt, rettede han dem og lo dem ud med sin lidt kolde klang i stemmen; svarede en godt, så han et øjeblik hen på ham over sine guldbriller og nikkede bifaldende, — så faldt han i tanker, tanker, der som oftest med kærlighed og varme kredsede om barnet, om dets færd og stræben, håb og skuffelser ude i fremtiden; men for børnene så det hele ud som ligegyldighed, og hvorledes kunne de også gætte, at det tænksomme træk, der kunne ligge over skovs pande, når han senere gik tavs op og ned ad gulvet, lå der, fordi han tænkte på disse sjæle, der var betroede til hans varetægt, at han gik dér og på sin maner nedbad velsignelse over disse unge, som jo skulle kæmpe, skulle ville — mon de nu også kunne? — disse glade børn, som uafvendelig måtte prøve smerte og lidelse, inden de fandt fred. Han så på de mørke og blonde hoveder, på de røde kinder og smilende øjne og for med hånden hen over sin pande. « har du hovedpine? » spurgte fruen. « nej! men jeres lampe skærer mig i øjnene, » — så gik han ind i sin egen stue, og børnene fandt egentlig, at det var en lettelse. ingen skulle sige Fru skov på, at hun var en dårlig moder. Med omhu plejede hun både sjæl og legem. Da børnene blev voksne, sagde hun til sig selv, at nu var de ansvarshavende mennesker, hvis samvittighed hun ikke længer burde være; hun vidste med sig selv, at hun havde givet alt, hvad hun havde evnet, for at sikre disse væsner et fond af moralsk og fysisk kraft. — men hun havde aldrig noget øjeblik forsømt sit barn, og havde derfor aldrig angrende sluttet sin skat i armene med en jublende følelse af igen at have fundet noget dyrebart; hun havde aldrig glemt sin værdighed i en disput med et af sine voksne børn og havde derfor aldrig følt en overraskende glæde ved at opdage en sympatti mellem sig fog dette menneske, der nu tilfældig var hendes barn. Hun havde haft sin mand til ven, og da han døde, faldt det hende ikke ind, at ens barn også kan være ens ven. I løbet af de første fire, fem år efter faderens død giftede begge sønner sig. Sluttet, som Fru skov var, lukkede hun ikke svigerdøtrene ind i sit hjerte i samme nu, som deres udnævnelse til familiemedlem var forkyndt, men hvert lille træk hos dem, som hun syntes om, huskede hun, og hvad hun ikke kunne lide, talte hun i alt fald ikke om; de hørte jo nu til huset og stillede til de traditionelle søndagmiddage. man begyndte at undre sig over, at Ellen intet parti gjorde, der var nok af tilbedere, og hun var fyldt to og tyve år. Hun lignede begge forældre. Høj, mørkhåret, rød og hvid, med elegante skuldre og bred over brystet som moderen, faderens kække kast med hovedet, hans kloge, observerende blik, hans lidt overlegne, lidt kolde latter, — og så igen med ét, moderens dybe, varme glimt i de mørkeblå øjne, det milde, halvt melankolske smil, som virkede helt bedårende, fordi man følte, at i disse øjne var det ikke skønhed alene som hos hendes moder. De gamle venner sad endnu bestandig i Fru skovs albums, — ja, for den sags skyld også om hendes middagsbord, dog var der i årene efter skovs død, næsten umærkelig i sit tilløb, kommet en ny strømning i huset. Den tomhed i selskaberne, som alle havde følt, da man ikke længer havde den smukke, modulerende stemme at høre efter, den havde sønnerne foreslået udfyldt snart med denne « prægtige fyr », snart med denne « virkelige begavelse. » Fruen forsøgte dem, fandt, at det var « elskværdige mennesker, » — og så fyldte de virkelig ud, — man sagde til hende: de forstår altid at samle en interessant kreds, — det var ret morsomt at høre. Hvad disse « virkelige begavelser » af den ny retning anbefalede af kunst og videnskab, det måtte man jo i alt fald lære at kende, — hvad de docerede, lyttede man efter. « vor lille Ellen går vel ikke hen og bliver revolutionair? » sagde gamle professor hvid og satte sig på grund af stive knæ med megen forsigtighed i lænestolen ved Fru skovs sofaplads. « å! nej! men hun er jo ung! » fruen så hen til den anden gruppe. I skær af en broget lampeskærm sad en del unge, — de tav for øjeblikket, nogle så ligegyldige ud, nogle lyttede efter ham, der sad foroverbøjet med armene hvilende på sine knæ, mens han med begge hænder ivrig vred og drejede en Avis, som han havde læst op af. Han talte dæmpet, stødvis, uden at se op. Ellen sad lige over for ham, ugenert, med det ene ben lagt over det andet, så at den bløde kjole strammede over det, hun vippede hurtig op og ned med foden, og hendes blik så ufravendt og opmærksomt over på ham, der talte. — armene med de korte ærmer var korsede under brystet. « hun er ikke så ung, som de var i hendes alder, » sagde professoren. Fruen blev ved at betragte sin datter. « det er ikke godt at se sådant noget, når man er sammen hver time på dagen og fylder sin tid på en fornuftig måde, — men somme tider får jeg en pludselig, ængstelig følelse af, at Ellen er forandret, — naturligvis udvikler hun sig, — — men — alligevel -—• » « ja! — hun er meget forandret — efter sin faders død; » Den gamle herre rettede på sine briller og så hen på den smukke, tavse skikkelse i det brogede lysskær, — hun sad stadig og vippede med foden, stadig med armene korsede under brystet. Professoren vendte sig om mod fruen. « tror de, at det er det? — hendes faders død, mener jeg. » Fruen tog øjnene til sig og glattede på langs ned ad sin kjoles folder. « det er naturligvis en skam for mig — sagde hun, « men jeg ved ikke, hvad det er. » Den herre, Ellen sad og så på, mens han talte, var hendes fætter, François van hylst. der var et skær over ham, der passede til hans franske fornavn. Havde hans afdøde forældre fundet på at give ham et eller andet robust nordisk navn, eller et eller andet sværmerisk tysk navn, så havde det forstyrret, om man først havde hørt det, dannet sig det uvilkårlige billede, som ethvert navn fremkalder hos en, og så bagefter set François. Han havde talt ivrigt, med en smuk stemme, dannet dæmpet, kvikt pointeret. Mod slutningen af sin enetale havde han set om på sit tavse auditorium, og som om de mere eller mindre forstående, mere eller mindre ligegyldige blikke, han mødte, kaldte ham til besindelse, det vil sige tilbage til den traditionelle selskabsunderholdning, brød han med ét kort af, — « for resten må jo hver have lov at beholde sin mening på det område, » — han rejste sig og gik hen mod sin tante og professoren; da han kom forbi Ellen, var hendes blik så talende, at han fandt sig foranlediget til at svare på det, han smilte, idet han sagde: « ja! Du har ret, gud må vide, hvorfor jeg gav mig til at sige alt det, da det hele jo kan være mig så komplet ligegyldigt. » « du misforstår mig, » sagde Ellen alvorlig; men nu var han kommen så langt forbi hende, at han kun svarede hende med et skuldertræk og gav sig så i snak med professoren. Da man gik hjem fra skovs, fulgtes François ned ad gaden med sin ven Vilhelm Jessen, en skikkelig fyr, som de ni måneder af året levede som en Bonde på sin lille gård, for de tre at kunne nyde livet i København, — ikke udskejende, — å nej! han var ikke indruleret i den maskerede hær, der kæmper for dyret mod ånden, — nej! han var god og rar. De fulgtes altså ned ad gaden. Der faldt lidt fin sne. Om gaslygterne så den ud som lette sværme af lystige myg. På brostenene lå den hvid og blød, bøjet efter hver stens svage bue. François havde slået frakkekraven op og puttet begge hænder i lommerne, den høje silkehat var trykket lidt på skrå ned over øjnene, han gik let og elastisk. Vilhelm skottede til ham fra siden, opfattede, at han så godt ud, tænkte et øjeblik på også at slå sin frakkekrave op for den sne, der ikke i mindste måde generede ham, men skammede sig i det samme over sin tåbelighed, — tænkte så på, om det virkelig kunne være så rasende dyrt at få sine klæder fra françois’ skrædder, de beholdt dog bestemt længer façon, — så skottede han atter hen til sin sidekammerat, de gik lige forbi en lygte, François så ud, som om han tænkte ivrigt og var aldeles optagen deraf. « hvad tænker du på? » sagde Vilhelm uvilkårlig. « å — » han gad næsten ikke tale, så busede han ud, « jeg ærgrer mig hver gang, jeg går over denne bro; når de nu vil bygge en bro, hvorfor satan bygger de den så lige ud hæslig, det er en formelig lidelse at se på den. « Vilhelm brast i latter. « nu har jeg aldrig i mit liv kendt mage, er det broen, du går og tænker på! » François’ stemme lød irriteret, da han svarede: « ja! jeg er ikke i besiddelse af den lykkelige evne, kun at kunne se, hvad der angår mit eget, mit øje stødes af det stygge, hvor jeg så finder det, — men det er så komplet dansk at lave noget som dette her, kun for at spare et par tusind kroner, — gå til Paris, Italien — ja i om det så er Sverige, så forstår man der, at de praktiske tings adel er at fryde det menneskelige øje ved deres skønhed, deres stil, deres harmoni — nej! vi er og bliver almindelig borgerlige. » « du rakker bestandig ned på alt her hjemme, og så taler du til andre tider med en så rivende tungefærdighed om patriotisme i småt og stort, i handel og Vandel, som nu før oppe hos skovs, da du havde læst den artikel op, — du brød af lige med et og gik din vej, ellers ville jeg have sagt dig, at dersom jeg som landmand for eksempel ikke skulle lade mine stude gå til Hamborg,----- » François trak på skuldrene: « kære ven, tag ikke så tungt på alting, tror du, at du og jeg kan reformere hele Danmark? — jeg selv for eksempel tager jo bestandig mine klæder fra Paris. » Nå! dér fik han dem fra! — Vilhelms tanker kom ind i en anden retning, og François gav sig til at småfløjte, fornøjet over ikke at blive tvungen til at gå nærmere ind på sin mulige inkonsekvens. — « hvad synes du så om Ellen? » François havde en uklar følelse af, at han skyldte den anden en lille oprejsning, og begyndte derfor en ny samtale. « hun er meget smuk, — for resten troede jeg, hun havde været yngre. » — « hun har været yngre, — udmærket var hun, — af disse pigebørn, der venter en åbenbaring i hver tone, hver farve, — som for resten også ofte får den, — men den slags bliver ikke ved i vore dage, hun er for øjeblikket i, hvad jeg med et teknisk udtryk ville kalde « svalekammeret », — der ligger et misfornøjet træk over hendes smukke øjenbryn, kan du nok se, — hun er morgengnaven som alle, der har sovet trygt og drømt smukt, — men! — hun kommer sig nok, når hun bliver tilstrækkelig blaseret. — — -— to og tyve år, halvtredsindstyve tusind kroner for sin part — ingen fortid — vær så artig! » « tak skal du have, men jeg er Bonde, véd du nok. » « det ville jeg s’gu ønske, vi alle var! — stå ansigt til ansigt med naturen og arbejdet — — — » —-og nu fulgte en lang, begejstret lovtale over det praktiske liv kontra det æsttetiske. Da de skiltes, sagde Vilhelm: « tak François! Du véd ikke, hvor du har glædet mig med dine udtalelser om min stand, jeg troede så langtfra, at det var din mening. » Den stakkels skikkelige Vilhelm anede ikke, at han godt kunne risikere om en time at høre sin æsttetiske ven forfægte de stik modsatte anskuelser med samme begejstring, og uden at han hverken før eller nu kunne bebrejdes nogen egentlig usandhed; han troede, hvad han sagde, så længe han talte; — men François selv havde en anelse om, hvordan det stod sig med hans « overbevisninger », — da Vilhelm takkede ham så følt, svarede han derfor kun ganske kort: « å jeg beder! » Det var ham ubehageligt, at hans ord sådan straks blev ført til bogs i Vilhelms erindring og skulle stå der og ligesom vente på at trække renter i form af vedblivende sympatti for bondestanden. Mens Vilhelms store, brede skikkelse slentrede ned ad gaden, tydelig tegnet mod sneen, stod François og småfløjtede og daskede takten dertil med portnøglen mod sin stramt behandskede venstre hånd. Han tænkte på, om han skulle gå hen i « opvækkelsen », kredsens vingede ord for den kaffé, hvor den plejede at samles. Ved tanken om kafféen så han allerede de oplyste, hede lokaler, de til fortvivlelse kendte ansigter på opvartere og gæster, han mødte de sædvanlige, fornøjede smil, som viste, at man ventede noget af ham, og som altid var som pikadorens lanse for hans tunge, — han vidste, man betragtede det som tværhed af ham, når han ikke fyldte luften der inde med sin smukke stemme, kastede sig over et eller andet æmne, som han så heglede igennem med Iver og eksaltation — for pludselig at slippe det og erklære, at det var aldeles tåbeligt at vise interesse for noget som helst eller nogen som helst; — han var uerstattelig på en knejpe som « opvækkelsen », man gav ham et stikord og et godt puf, så rullede han videre, og imens kunne man så sidde tavs bag sin sigar og sit øl og enten grine af ham eller over ham og så dog, når man skiltes og dovent rakte ud efter hat og frakke, hviske til sin nabo: det er Pokker til sludrechatol! — mens man røg en af françois’ sigarer, da ens egne på det tidspunkt i reglen var opbrugte, hvorimod françois’ altid holdt ud, da han i sin Iver glemte at ryge, og man derfor i hver pause ufravigelig så ham tænde sin sigar med febrisk hast, tage et par drag, og så igen lade den ligge og slukkes. — — skulle han gå derhen? — han blev ved at småfløjte og daske med nøglen, — — hvor han vidste, hvordan det ville gå. Han ville give sig til at kritisere dit eller dat, og alt som han talte, ville hans irritation over de « dromedarer », der omgav ham, hans ærgrelse over, at han nu igen havde givet sig til at præke for dem, maskere sig som forøget harme over det, han var ved at rakke ned, — han ville komme til at sige ti gange mere, end han mente, og bagefter blive ækel ved sig selv, — han vidste det! — han ville måske endog opdage et lille glimt af et nargjørende smil i de andres øjne, og skønt han selv kunne se det falske og usunde i sin skvadroneren, skulle de « kjødhoveder » dog ikke have lov at le af ham, — — men, hvor kunne det da i mindste måde tilfredsstille ham at være præst for en sådan menighed? hvorfor tav han ikke? hvorfor kunne han dog ikke undvære disse dromedarers og kjødhoveders øren og applaus? hvorfor gik han derhen? — øllet er koldt dér! — sagde han til sig selv, når sådanne spørgsmål ulmede inde i ham. — pludselig, mens han stod dér og daskede med portnøglen, faldt den gamle forsagthed over ham, han holdt op at fløjte, — « denne flotfyrsagtighed det var noget, der hørte til den François, som folk kendte og så, ikke den virkelige, der gik om og vidste, at han var en selvmorder, at der var noget godt og trofast og barnligt og mildt, som græd inde i ham, fordi han ikke magtede at give det form og lade det træde ud i livet, » — sådan tænkte han ikke uden rørelse om sig selv, mens han langsomt åbnede og lukkede porten, mekanisk gik op ad trappen, ind i sin lejlighed, sagte for ikke at vække tyendet, tændte et lys på skrivebordet og blev ved at stå med hatten på og stirre ind i flammen; til sidst tog han betænksom en blyant og skrev langsomt det ene ord « pjalt » bag på en invitations billet; — som om det var målet for hans dagsgjerning, gik han så hurtig til sengs. Men inden han faldt i søvn, huskede han på, hvad en ven en gang havde sagt til ham: « jeg vil slet ikke græde den dag, sorgerne begynder at snærre dig og knuge dig og tvinge dig, så skal man få at se, hvad du duer til. » — François vendte sit smukke hoved på puden, så endnu en gang ud i det dunkle luksuriøst udstyrede sovekammer: « hvad jeg duer til! » han sukkede dybt og tungt: « s’gu ikke til ret meget, » — så lagde han sig til at sove. Den næste morgen fandt han billetten og så ordet « pjalt », som han havde skrevet bag på den, han rev den itu med et smil og tænkte ret tilfreds: ja! noget af en original er jeg nu alligevel. i. François tog fejl, Ellen havde en fortid. — der er så mange slags tårer, — først barnetårerne, de voldsomme og hurtigt tørrede; så er der de legitimerede tårer, som man ugenert kan græde, når folk kondolerer ved sorg eller død, de bringer altid lidt hvile og lindring med sig og varmer både ens eget og næstens hjerte op for en stund; — men så er der de ensomme tårer, — ikke fordi de blivei' grædte i Enrum, men fordi de er landflygtige, forfulgte, foragtede stakler, fødte i skjul, bestemte til at ly ves ud af verden. De kommer langsomt og med besvær, en for en, store, tunge dråber, mens en sitrende, klam, lille hånd presser fast om munden, der skælver, fordi den har lyst til at fortrække sig som barnets og putte sig ind til moders bryst, — men der er intet bryst, som vil forstå og lindre og lulle i søvn, der er kun det jærnhårde; du skal! — så kvæles de ensomme tårer, synker tilbage i deres hav af håbløshed, — blikket tørres igen og ser ud i verden, koldt, kritisk, ligegyldigt, med et lille stænk af spot over egen følsomhed. De tårer tager farve og Duft af hver en blomst, — klangen fra rytme og toner, — piller vingerne af fantasien — og rokker ved tilliden både til gud og mennesker. Sådanne tårer havde Ellen grædt. Hun levede, som sagt, ene med sin moder i den store, gamle hjørnegård. Hun syntes, at hendes liv blev plukket i småstumper, hun syntes, når året var gået, havde hun ikke så meget som et kludetæppe, hun kunne pege på og sige: det er mit arbejde. Hun hungrede og tørstede efter en gerning, men det var jo den slags, det ikke nyttede at tale om eller beklage sig over, særlig ikke til Fru skov; når hun så sin datter sidde ivrig bøjet over et håndarbejde, som skulle være færdig til bestemt tid, eller så hende komme træt og udaset hjem fra formiddagsvisitterne og skynde sig med at gøre toilette til middagsselskab, så mente hun, at hendes datters liv var fyldt. Beklagede Ellen sig over det urolige liv, — de mange selskaber, så hed det: « ja! når du kalder det selskab, at vi spiser henne hos en af dine gifte søskende, — vi kommer såmænd sjældent nok hvert sted, — jeg véd ikke, hvad det er, du mener. — din komedieaften antager jeg, at du ikke vil opgive, og dersom de stakkels koncerter kan forstyrre dit « åndelige liv », — andre mennesker føler sig nu beriget ved at pleje deres gode interesser, men dem slår du snart en tyk streg over, — nå! så melder vi os ud af musikforeningen — og af de andre foreninger med, — — — — visitter siger du, det er storartet! Du gør jo bogstavelig aldrig visitter, barn! Men når din søster har fået en lille, og din svigerinde skal have en, så kalder jeg det din ligefremme pligt som kristen at se til de stakkels fangne fugle, — nå! og når ældgamle tante Holm har fødselsdag eller Provst Andersen dør, så véd jeg ikke, om du for din samvittighed kan forsvare at blive hjemme, — du, der selv siger, at du intet har at bestille, — men du er forkælet, Ellen, og har aldrig lært at ofre dig for andre. » Hendes søskende og den øvrige familie mærkede også af og til, at hun var utilfreds; så slog de på den store tromme: « du, der er alt for moder; du, der er hendes lys og glæde, dér har du en stor og hellig gerning! » men Ellen kunne ikke finde anden gerning dér end at sidde i dagligstuen bag hyacintter eller roser i en magelig stol, med bløde tæpper under fødderne og brodere, mens moderen udbredte sig i lovtaler eller anklager over børn og svigerbørn; — ja! hun pyntede jo rigtignok blomsteropsatsen på middagsbordet til selskaberne og gav den skævbenede mops mad, som den aldrig ville spise, fordi kokkepigen fodrede den med kød ude i spisekammeret. « ja! dersom jeg skulle arbejde for moder med disse to hænder, » sagde Ellen en dag til sin Broder Christian, den af hendes søskende, der stod hende nærmest, og rakte sine små, hvide hænder ud imod ham; han greb dem og så hende alvorlig ind i de smukke, vemodige øjne. « tror du så, at du var lykkelig? » spurgte han og rystede i det samme på hovedet, hun slog øjnene ned: « nej! se på mig, » han løftede kærlig hendes hoved op med begge hænder, « Ellen! hvad er der med dig, — jeg synes, du har fået sorte glas for den kikkert, du ser livet igennem, — alt er dig farveløst, — det kan være meget praktisk med sådanne glas for en gangs skyld, når man er ved at blændes; men man må sandelig tage dem bort igen, selv om solen får øjnene til at løbe i vand — nå! — nå! — » Han tyssede på hende som på et barn, da han så tårerne langsomt løbe ned ad hendes kinder. I samme øjeblik vendte Ellen sig om til moderen, der kom ind i stuen, og talte leende om en kejtet stakkel, der havde været der og gjort visit. Christian, der var vant til et roligt, jævnt liv, var helt betagen af den lille scene med søsteren og sad og tav, mens han beundrede hendes overvindelsesevne; just det, at hun straks kunne lægge sit ansigt igen i de sædvanlige folder, viste ham: der var noget; — hun var jo formelig dreven i at forstille sig. Der var middag hos « den ældgamle tante Holm ». Ja! hun nærmede sig ganske vist de fire snese, men det kendtes ikke på hende. Hun gjorde selskaber og gik i selskaber, betragtede det som pligt at se hver ny debutant, høre hver ny virtuos. Hun klagede, som alle københavnere af en vis klasse, over « alt det, hun havde om ørene », men kastede sig, ligesom alle de andre, grådig som en hyæne over hver tænkelig adspredelse og blev blodig fornærmet, når nogen i familien gjorde selskab, uden at hun og hendes pibekappe var med. Der havde ofte været hjærtebanken ved tante Holms bord. Først af nybagte konfirmanter, der sad og krammede franskbrød, svedte og havde kvalme, fordi de vidste, at deres skål skulle drikkes, — så af nybagte studenter, der, strålende glade, tog mod lykønskninger, — af unge piger, der havde erhvervet sig en eller anden ekstravagant mode for at knuse kusinerne; — så kom de erotiske perioder: forelskelsens, hvor man intrigerede for at få hende til bords, forlovelsens, hvor glasset atter blev hævet, mens lyse, lyse drømme lå der ude i fremtiden, — så det første selskab som gifte, hvor det gjaldt om at agere lidt ligegyldige for hinanden, men hvor hjertet dog bankede højt, når hans borddame var for livlig, eller hendes herre for konverserende; — så havde der en tid lang været en skjult, forfærdende hjærtebanken hos to af dem, — men selv de mest glødende lavastrømme kan dæmpes af lægen for alle brøst: tiden! — og nu var der kun ro og nyden i den brogede krans om tante Holms bord. Ellen havde François til bords. « det er ikke nogen egentlig nyhed for dig, » sagde han med sit lidt trætte smil, da han bød hende armen, « hun dér er mere om sig for i tide at få sig udbedt den smule nyt af året, som tante kan falde på at opvarte med, » — han så tværs over bordet, hvor Ellens gifte søster, Bertha, sad og lo og konverserede Vilhelm Jessen, som var her for første gang. Ellen så over på søsteren og tav, men det blik, hvormed hun havde set, frapperede François. « hvor du egentlig var en arrig unge i sin tid, Ellen, » sagde han. « hvor i al verden falder du på at sige det! » hun lo. « jeg véd ikke, jeg tror, det var det blik, du sendte Bertha. » Ellen rødmede. « ja! hun er så koket, jeg kan ikke lide det. » « ja! unægtelig, blodig! — men det klæder hende, — hun har endog drevet det til at kokettere med mig. » Ellen vendte sig hurtig og så på ham med sit åbne, kloge blik. Han syntes, han læste en dyb forundring i det og sagde en smule irriteret: « ja! hvad synes du, det er nu noget, som går aldeles ud over din fatteevne, at nogen gider have den ulejlighed for min skyld. » Hun lo lidt, stille. « ja! var det ikke det, du mente? » fik forfængeligheden ham til at sige; han ærgrede sig straks over, hvad han havde sagt og begyndte på sin nervøse måde: — « nå! Du var i tteatret i går. » « ja! » sagde hun rolig; svarede besindig « portvin » på tjenerens spørgsmål: « Sherry eller portvin? » og vendte sig så med sin aldrig svigtende sikkerhed om mod François; — hun var virkelig, som Vilhelm Jessen havde sagt: « meget smuk », om hendes ranke, velmejslede figur sad den lyse silke stramt og glat, en kæk bunke valmuer vippede stolt som en krone oppe i det mørke hår, hendes teint var ellers lidt mat, men lige nu var kinderne røde; det

1885_ChristensenM_DeSmaaTingsMagt

Mathilde

Illa

Christensen

F. C. van der Burgh

De Små Tings Magt

neutral

female

dk

ChristensenI

De Smaa Tings Magt

Christensen

De smaa Tings Magt

n

roman

Reitzel

KB

nan

slægsfortælling

LEX_CANON

I. Ellevang er et gammelt, jysk herresæde med grave og broer, med tårn og springvand, med hvælvede kældere og alentykke mure, med sagn og spøgelsehistorier, med stolte minder og lyse fremtidsdrømme. Tårnet ser over marker og skove hen til den bløde, bølgende linje, som de brune, lyngklædte bakker drager, hen hvor linjen bliver brudt, og fjorden trænger sig ind, fulgt af et andet højdedrag, som taber sig i blåviolette tåger. Mørkt og alvorligt står det i vinternattens hvirvlende, hvislende snemasser, uanfægtet af de brølende, åndeløse stormtag, det lukker øjnene — drømmer — og lader vinden pibende fare ned langs dets sider, skrækkende den blødagtige slægt, det nu står vagt for; thi det kan ikke få ud af sit gamle, ridderlige hoved, at det står dér for at våge og værne. Når så solen rejser sig, når fjorden derude brager og bryder og kåd kaster isstumperne op på sine små, vrede bølgekamme, når bøgeskoven knuppes, og solstrålerne bager på tårnets gamle kobbertag, så skygger det med sin runde kuppelkalot over øjnene og stirrer ud over det brusende vand. Det husker, hvorledes der i gamle dage langs de øde, stille kyster kunne komme et ukendt skib, besværligt krydsende op ad den krumme fjord. Så løb man over bakkerne ned til stranden, eller man samlede sig i klynger, rådslagende, gættende, hvem ’det vel kunne være; — ja! det var længe siden, og meget havde forandret sig, men det var dog lige så godt at passe på. Var det sommer, blev det gamle tårn koket. Det rødmede i solen, blinkede med øjnene og blev behagelig berørt ved at se feriegæsterne tegne og male sig af. Det lod tålmodig fødder trampe sig op og ned ad trapperne og lo stille, godmodigt ved at høre dumme bemærkninger om dets fødsel og oplevelser. — kom da natten, og de mørke bakker tegnede sig skarpt mod himlens orange skær, der højere oppe på hvælvingen svømmede ud i grønblå klarhed, så tittede det bag over til skove og Enge, dér kom tågerne i sluttede kolonner, tyst og lumsk, og trods det vidste, at øverst oppe over fløjet var korset spigret fast, blev det dog ræd, fordi det så onde ånder, ellepiger og andet troldtøj liste om ved dets fod, — det isnede gennem det gamle tårn; — » vogt jer! « — råbte det ned til dem, der sov bag de tykke mure, de hørte det som nattevindens pust og suk i de lange gange og sov rolig videre; og når de vågnede, stod tårnet sikkert og overlegent som altid og så smilende på denne slægt: et led i den vekslende, brogede kæde af menneskeliv, der drager det forbi, kæmpende med tilværelsen, — med arv og egenheder. Familjenavnet havde fra først af været galt. Da det senere kom så vidt i Danmark, at det blev anset for fint at være tysk, giftede de gatter sig ind i tyske familjer, og satte » von « Foran navnet. Men i 1776, da indfødsretten vendte op og ned på så meget, bortkastede den daværende stamherre atter dette » von «. Han, der var adopteret af sin stiffader var ikke des mindre tysk født, men ville gerne lade dansk, fordi det nu syntes fordelagtigste. Hans sønnesøn giftede sig med datteren af en højadelig fransk emigrant, der havde bosat sig i Stockholm, og deres søn igen var baron Henrik galt. Han var blond som hans fader og betragtede derfor sig selv som nordisk type. I hans tid havde Christian den 8de været i besøg på Ellevang, noget, der endnu mindedes ved ord som: » Kongegemakket «, » Kongealleen « o. s. v. Erotik lå ikke for slægten galt. Baron Henrik, der var en ivrig jæger og temmelig kedelig, men en grundhæderlig person, var hen ved de fyrretyve, inden han giftede sig med en rig kusine, der havde levet sin meste tid nede ved et lille, tysk flof. Han havde en streg af denne protegerende fædrelandskærlighed, som mere kommer den ydende end den nydende til gode. Han talte altid en hel del om » gamle Danmark « Og undlod aldrig at vise Ellevangs gæster sine bistader: » den vordende mjød «, sin væverstue, eller at tale om de øvrige » gode gamle skikke «, som han værnede om; men han læste kun fransk og tysk literatur og var hvert forår i Paris. Hans hustru var bleven bedåret af hans blonde hår, men hendes korte ægtestand var egentlig en skuffelse. Hun havde ønsket en romantisk, sværmende elsker og fik en kølig, pligttro ægtemand. — så trøstede hun sig med, hvad der var for hånden: et stort, tørt bibliottek med en videnskabelig tinte og et udsøgt køkken. Hendes mand døde kort efter, at hendes andet barn var født. Hun sørgede, trøstedes, men havde levet sig for meget ind i det rolige, jævne liv på Ellevang til nu at ville bryde det. Måske var det også, fordi hun virkelig havde holdt af sin mand, at hun tog hans klare, stilfærdige vaner og anskuelser i arv efter ham, og drev børnenes opdragelse efter dem. Sønnen hed kure og lignede sin fader, han var den ældste; datteren Betty lignede, trods de lyse øjne, sin afdøde bedstemoder, hende, der var hentet ned fra Stockholm, men som havde fransk blod i sine årer. Begge søskende var frimodige, selvsikre, velopdragne, sådan som man bliver det i første klasses forhold. De var sunde i sind og skind, som man er det på landet, på ens eget familjegods, omgivet af mennesker, som viser en den skyldige respekt, men hvem man så til gengæld skylder at kende og hjælpe. De var smukke og elegante, sådan som man er det, når man gennem utallige led ikke har kuet legemet ved arbejde for‘brødet, og af og til har podet sydlandsk hovedform og kolorit ind i familjen, sådan som man er det, når man nøjagtig klæder sig efter hvert øjebliks behov og dernæst, rent ud sagt, vasker sig tilstrækkelig. Som så mange af deres jævnbyrdige var de praktiske med lidt overlegen ligegyldighed over for alt, hvad der er af ånd; men så betalte de igen deres tribut til åndens magt med den primitive, grovkornede spøgelsefrygt, der i alt fald hos Betty lod til ikke at ville gå over med årene, som andre børnesygdomme. De elskede hinanden og levede meget med hinanden. Kure havde allerede længe set, at Betty, ikke var ganske som andre unge piger af deres kreds; men det skjulte han for hende. Hun var mere ærlig, mindre forfængelig end de, hun følte stærkere, dømte hurtigere, brød sig ikke om særlig at behage mænd og veg ikke fra de anskuelser, hun en gang havde sat sig i plovedet var rigtige; sagde frejdig imod, selv om det var tosset, hvad hun mente, blev rød og lidt muggen, når man overbeviste hende om, at hun havde uret, sluttede sig ikke let til nogen, holdt inderlig af sin hest og sin hund: » fordi de aldrig siger mig imod «, sagde hun leende, læste kun lidt, gav gerne til egnens fattige børn, men kyssede dem aldrig, » fordi «, sagde hun, » de lugtede af for lidt renlighed «, hun var god og kærlig mod sin moder, men længtes ikke, når de var adskilte. Hun var livlig, hurtig og gracieuse, ikke høj, men jomfruelig blød og bøjelig uden hverken at være skarp eller fed. Ansigtsovalen og skuldrene havde de rigtige skjønhedsmål, hendes hænder og fødder var så smalle, at et robust menneske næsten fandt dem sygelige. Hun sænkede ofte øjenlågene og frapperede derfor med sit lyse blik, når hun igen hurtig hævede bryn og øjenlåg og så opmærksomt på den, der interesserede hende. Hendes overlæbe stumpede lidt, det gav hende et barnligt udseende, men var hun misfornøjet, lukkede hun munden fast, hun så da næsten streng ud, og der kom ligesom et smerteligt træk ved øjenbryn og smilefold. Hendes hoved sad- kækt og harmonisk på søjlehalsen, og den brune hårflætning lå oppe på det som en krone. Hun måtte høre tneget for sine pandekrøller, der faldt skråt og dybt ned over panden; men hun havde friseret sig efter et ungdommeligt portrait af sin franske farmoder, og trods alle bønner og formaninger bar hun stadig krøllerne, sådan som det lille, stædige, kække hoved selv ville. Et par gange var det hændt', at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med en underlig, ukendt uro, der kom over hende; hun havde sat sig hen til kure og hvilet sig op til ham; kure var bleven forskrækket over at se hende så bevæget og havde angst spurgt, hvad det dog var; — men det vidste Betty ikke, hun blev forlegen, og derfor skjulte hun det, når uroen næste gang kom. Det var hende som en hemmelighed, hun ejede, disse øjeblikke, der kom så uventede, så lykkelige og dog fulgte af tårer. På den jævne brakmarks mosagtige grønsvær gik de ved siden af hinanden, en-tc, en-to, hun, med de fine, små ben godt garderede af høje klædes gamacher, kunne tage lige så lange skridt som han ved siden af. Hendes korte, folderige klædes skørt, den stramme trøje, den fikse, lille hat og bøssen, der hang hende over ryggen, alt viste den elegante og øvede jægerinde. Hendes Broder havde nylig givet hende ild til en ny cigaret. Nu ‘gik de tavse over Marken ind i det sidste skovbælte før herregårdshaven. Luften var klar og stille. Nu de kom ind på det våde løv, kunne man høre det sjappe for hvert fodskifte, af og til kvasedes en lille kvist, når de tunge støvler trådte den ned i den bløde bladdynge; en enkelt fugl kunne flyve forskrækket op for støjen, de gjorde; alle fire lyseblå, smukke øjne så efter den, ikke om den så godt ud mod den skærende blå himmel, ikke om den ville sætte sig på en af de bladløse grene og synge et sorgfuldt kvad, om hvordan det var, da her var så megen længsel og uro, da man ventede det hemmelighedsfulde, vidunderlige, jublende forår; — nej! hver for sig så kun efter, ’hvad det var for en slags. Fugl, — kendte den, forudsatte, at den anden også kendte den, derfor blev der fremdeles ikke sagt et ord, mens de gik taktfast, nu hun bag efter ham. Om somren var der her en skyggefuld daj, nu i oktober så man bakkernes linjer skære hinanden. De så godt ud i deres rødbrune, glinsende løvkåbe, og de ranke, lysstammede bøge lignede slanke piger, der forsigtig trippede ned ad skråningen. En, to, tre, var han og hun oppe ad bakken. Nu sænkede terrainet sig, og midt mellem haveanlæg, hestevænge og tørvemose sås den gamle gård med takket gavl og røde munkestens mure. Han havde knappet et par af sin jagtfrakkes kunstig udskårne benknapper op og trukket uret frem. » Det var da satans! « » Hvad er den? « » Fem! « » Å « sagde hun afvisende* » 'der var jo to såter endnu, vi kommer såmænd tidsnok «, — så smed hun cigaretten, så sig om med en glad og tilfreds mine, og gav sig til at synge, så det klang over de tomme marker, i de stille skove og højt op i den kølige, klare luft, og han stemte i med, ganske falsk, men med en god vilje. da de var komne forbi driverierne og gennem den ydre gård og stod på den stærkt buede bro, der førte over borggraven, standsede de. De var to rigtige landbørn og fandt behag i denne skønne, farverige oktoberdag. De reflekterede ikke over deres stemninger, kendte dem knap selv, men stod kun stille og så. — et enkelt vissent blad løsnede sig fra en eg, der hældede ud over graven, og dalede langsomt ned mod vandspejlet; de fire lyseblå øjne fulgte det; de syntes, de så stilheden legemliggjort i det lille, brune blads synken i døden; da det lå på vandet midt i de fine, bævende ringe, som dets fald havde dannet, slap øjnene det først. » Hør du Betty! vil du så have Holk? « » Er du gal, lille kure! « Hun lo overgivent og løb let'op ad den høje stentrappe, der førte til indgangsdøren. Det var en bekendt sag, at Ellevang var et af Jyllands bedste madsteder; men sagde man det til baronessen, blev hun krænket. » Det har altid været mig så ligegyldigt, dette hvad man putter i munden «, sagde hun da. Men sandheden var, at det aldeles ikke var hende ligegyldigt. Hun kunne med kogebogen i skødet og jomfru Knudsen i sort kjole, med hvidt forklæde, embonpoint og værdighed stående foran sig, svælge i tænkte nydelser, hvor trøfler, » sauce piquante « og knasende brune fedtkanter passerede Revue. Når der, som i dag, var stor'middag, — det var den sidste af de seks dages jagt, så det skulle være noget mere end almindeligt, — kunne hun sidde ætterisk tilbagelænet og lade, som om hun aldeles ikke anede, hvad Per næste gang ville byde hende, — som om det aldeles ikke gnistrede hende for øjnene af arrigskab, og hun havde lyst til at knibe jomfru Knudsens trinde arm kornblå, fordi hun ikke havde taget stenene ud af hendes kære Oliven, — baronessen havde nemlig forlorne tænder. Betty havde Holk til bords, hun så godt ud i hvidt toilet fra det første etablissement i Paris. Plolk sad med den hvide, dovne hånd og trak i sit velbørstede, rødbrune skæg, mens han fortalte løgnehistorier om en ægte dit eller dat racehund, hvis øren var så lange,* at de kunne knyttes under dens hage, og som lod, som om den » stod for bekkasiner «, for at få sin herre lokket til at gå den vej, den helst ville. Nu blev gaflen stukken i stegen, og med en alvorsmine, som om drots og folks ve og vel afhang deraf, blev i følge traditionen » alle brave jægeres skål « drukken, og retten til næste år at udbringe den testamenteret til en eller anden gammel excellence, der selvbevidst og overlegent rejste sig og bukkede. Kure bøjede sig frem fra rækken lige over for sin søster. 1 sin brede, lidt brune hånd, holdt han det højfodede rhinskvinsglas, med » Schloss-hochheim « sleben på sin grønne kuppel; han smilte lunt, og mens lysene i gueridonerne kastede en hvid stribe hen over hans blankbørstede, blonde hår, sagde han stille ærbødig, velopdragent fortrolig: » Betty! skal vi drikke et glas på det, du ved nok, som vi omtalte før på broen? » Hun drejede hovedet om mod ham, lo, strakte sin hvide arm med de raslende bånd og kæder ind over bordet for mellem de mange glas at gribe det grønne, bøjede sig fuldendt ladylike, mens rødmen af undertrykt munterhed steg op i hendes sunde, lidt vel runde kinder, drak og tog atter glasset fra munden, gracieus og nydelig, og imens lod hun sin venstre hånd i fingersprog sige: d. A.; det betød: » Dit asen «. Stærkt korrigerede børn får ofte den vane, når de er mellem dem selv at slå bagud og være rent ville og gale. Det havde kure og Betty også været, dette d. A. var en lille rest fra deres barndoms hemmelige oprør mod » det passende « og blev meget brugt mellem de to, — » de eneste jeg har «, som baronessen sagde med bævende, rørt stemme lige som en vis slags lirekasser, men med et væld af uudtalt kærlighed på bunden. Der var en -ting, som Betty under hele måltidet tænkte på: i fjor, da hun havde været jomfru-fadder hos sin kusine Ellen rå på bringumgård, havde hun oplevet noget morsomt i kirken. Præsten, en ganske ung en, havde stået og talt en hel del, som det naturligvis ikke kunne falde hende ind at høre på. — først havde hun set på altertavlen, som var gruelig, så havde hun set efter, om stolestaderne var bedre end de i Ellevangs kirke, — det var de ikke, •— så havde hun set på murstensgulvet og alle faddernes støvler, hun måtte jo helst have øjnene nedslåede; hun var endt med præstens støvler, — gud bevares, hvor de så plebejiske ud! — og — nej! det var dog virkelig for galt, dér var overlæderet gået fra sålen. Hun feaå rask op på selve manden, han havde et markeret ansigt, var smuk, syntes hun, han så lige på hende; hun var nær bristet i latter, i det samme mærkede hun, at han flyttede sig lidt, hun så ned, — han havde sat den invalide støvle i skjul bag den anden og stod som følge deraf meget ubekvemt. Det var mere, end hun kunne udholde! hun bed sine små, hvide tænder fast ned i underlæben, men alligevel kom der et latterkluk, man vendte sig og så på hende, der rødmede som en rose, mens præsten var lige ved at gå fra det; — — og så at tænke sig, at nu sad han der nede ved hendes moders bord mellem forvalteren og doktoren. Hin gang på bringumgård havde hun ikke fået at vide, hvad han hed, og nu da indbydelserne til jagten skulle skrives havde hendes moder dikteret: » dernæst pastor Vognsen, vor ny præst «. Kure havde vrisset noget om » de præstetampe «, hendes moder havde bedet ham tale med respekt om » det hellige «. Det var, hvad hun hidtil havde hørt om ham. Jagtfiscalen var et der i kredsen patenteret godt hoved. Han holdt jagtretten med elskværdigt lune, hvilket dog ikke undgik at fremkalde nogle mishagsytringer af enkelte ufejlbare jægere, der hellere gav hundrede kroner til klapperne i al stilhed i steden for at give dem to som bøde for at have forsømt et eller andet i dette jagtceremoniel, som bliver så latterligt, når man ser gamle fornuftige mennesker tage det » au serieux «. — baronessen begyndte at fortryde, at hun havde opfordret dem til at holde ret ved bordet; men endelig var man færdig og drev ind i de andre Stuer. Der var alt for få damer, til at der kunne danses. De af herrerne, som ikke spillede kort eller billard, sad inde i salonen og konverserede. Og da man her på landet var meget bange for ikke at følge med tiden, talte man om » Tankelæsning «, og var tilbøjelig til at tro på den. Kun i sofaen var man stik reactionair, dér sad baronessen og talte med excellencen, som begyndte højt: » ja hans majestæt havde just den nåde at tilbyde mig — — — « resten tabte sig i en ham selv og hans tilhørerinde isolerende hvisken. Victor råben havde før inde i tobakstågen ligget forpustet i en gyngestol og talt med længselssuk om » de gode, gamle dage «, — han havde nylig giftet sig med en uskyldighed på atten år, der fandt hans skaldepande, matte ansigtsfarve, rutinerede kur og kjenderblik overfor heste og kvindeskjønhed » så henrivende «, han holdt egentlig af éin hustru, men nu syntes han, det lød flot at sige: » hør Holk! vil du have en kone, så kan du s’gu få min « — man lo, men senere kunne man falde på at sige: der er noget ved råben, som jeg ikke kan fordrage, — og dog fordrog man råben år ud og år ind. nu sad råben med en elegant nonchalance ved siden af sin hustru, som havde sagt: » nå! er du der min ven «, da han kom ind i stuen, — noget, de unge koner plejer at sige, når de lægger deres usynlige tøjler på ægtemanden og styrer ham hen ved deres side. Emma råben var nemlig skinsyg og i den anledning overbevist om, at Betty var forelsket i hendes mand, noget den sunde, sande, halv barnagtige Betty ikke var og aldrig kunne blive, men Emma gød ikke desmindre en hel syndflod af kærlige blikke og ord ud over sin mands skyldfri hoved, kun for at se, hvad indtryk det gjorde på » stakkels Betty «. Man talte altså om » Tankelæsning «, — man, d. v. s. de med navne; doktoren, præsten og forvalteren havde ingen navne og stod derfor fjærnet og tavse. Man talte ikke i munden på hverandre, langt fra; alligevel kunne det mærkes, da præsten kom med en replik, og det med sine fulde lungers ubeskedne kraft, så indtrådte der nemlig en urimelig lang pause, som først endte, da baronessen sagde: » ja ganske vist, der giver jeg pastoren ret «, og gav sin silkekjole et lille afsluttende dask. trods, eller måske på grund af, at baronessen var vantro lige over for tankelæsning, skulle den prøves, og det oppe i riddersalen, » for at give det mere karakter « sagde Holk, der havde forsøgt det tidligere. Kure, råben og et par andre herrer greb med venstre hånd en kandelaber eller lampe, højre arm bød de til en af damerne snakkende og leende gik parrene i forvejen gennem Stuer, op ad trapper, over gange til riddersalen; mens hele det øvrige jagtselskab slentrede efter, de forreste, fordi de vidste, hvad det var, det drejede sig om; de sidste, fordi de andre gik, men uden at lade sig forstyrre i deres debatteren af kornpriser, ministerkriser, eller hvad det ellers kunne være. Holk ville først forsøge kunststykket og bad Betty være hans medium. Han blev bunden for øjnene og ført bort af herrerne, medens damerne i deres brogede, lyse silkedragter bunkede sig sammen for hviskende og leende at bestemme, hvad Holk skulle udføre. Så tav de, og han blev ført ind i den store, halvdunkle sal. » Vil de række mig deres hånd baronesse «, sagde han stille og på en lidt aparte måde. Betty gik tavs hen og rakte ham den. Stilheden, dunkelheden, hans hviskende ord, det underlig halv fortrolige i deres stilling, anstrengelsen for at holde de spændte tanker konsentrerede om det, man forlangte af Holk, alt havde allerede bragt hende i en egen stemning, og eftersom han drog hende med sig over det store, tomme gulv, hvor den tavse, undrende skare tilskuere i afstand fulgte dem og veg for dem, steg denne stemning næsten til rædsel. De af herrerne, der var ivrigst, havde ikke sat lysene fra sig, men gik med dem i hånden, mens de fulgte det hemmelighedsfulde par. Kure så godt ud, høj og bredskuldret. Armen med kandelaberen holdt han løftet. Brynene var let sammentrukne for trods det urolig flammende lysskær at kunne se de agerende. Det lykkedes. — Holk gik efter bestemmelsen hen til et bord og tog en vifte, man havde lagt der. Da han løste bindet fra øjnene, frapperedes han ved at se Betty; hun var forunderlig dejlig, bleg og betagen, øjnene mørke og store. » Igen! « sagde hun kort og pegede på døren, for at han skulle gå bort. — han gik henrykt, der var kommet noget nyt op i ham ved at møde Bettys store, spændte blik, han var helt begejstret over at mærke, han endnu kunne føle så megen varme. Rådslagningen var forbi. Febrilsk løb Betty hen til døren, ud i gangen: kom! sagde hun, greb hans hånd og førte ham ind i salen. Et sekund klemte han fast om hendes kolde, sitrende hånd, så lå atter hans blødt og let i hendes, og på ny begyndte det mystiske skuespil. Man havde bestemt, at Holk skulle knæle for Emma råben. Han gjorde det. Betty slap hans hånd næsten forfærdet. Tavsheden løste sig med et Brus af undren. Holk rev bindet fra øjnene og så triumferende på Betty, et øjeblik så han blikket fra før, så var det, som om noget i det sluktes. Snak og latter havde bragt hende tilbage til tid og sted, — hun så ligegyldig på Holk og sagde: » ja! det er vel også sent «, da kure spurgte, om de ikke skulle holde op, hun så træt ud. Nede fra trapper og gange lød højrøstet tale og råb, vogne rullede bort med de nærmestboende gæster, inde i stuerne gik tjenere ganske prosaisk og bød bajersk øl, te og julekage om. En kandelaber var bleven stående oppe i riddersalen. Trækken jog de seks flammer frem og tilbage. Sorte, vrede, osende røgspidser bugtede sig oven over dem, og strømme af smeltet, ubrugt stearin løb grædende ned ad de hvide, faste søjler, som hastig og i uens tempo blev kortere. Henne i den anden kant af salen kastede månen et roligt lys ind ad hvert af de høje, gardinfri vinduer og tegnede smårudrede skygger på skrå over gulvet; så kom den sorte stribe af pillen, så atter en smårudret firkant, skiftende blev det ved næsten helt hen, hvor den rødblussende kandelaber tog magten fra månestrålerne, hen til det sidste vindue, dér hvor Betty stod med lukkede øjne og støttede panden mod ruden. Hun tænkte slet ikke, ikke over, at hun var bleven her, da de andre var gået, ikke over at hun stod her ene i den dybe stilhed. For hende var det, som en uoverskuelig masse af brusende, bølgende, hviskende, lokkende, klagende billeder omgav hende. — de drog ind og ud og ind igen i hendes tanker, — der var den blege pige, der gik igen, fordi hun havde dræbt sit barn, — hvor hun jamrede, — og elskeren, som vil hente sin brud, der svor en anden troskabseden, hvor han trygler — uh! han har to tomme øjenhuler; — så kom der som et udvortes glimt, Holk! — trykket af hans hånd! — — hun åbnede øjnene og så ud i den månelyse have med trægrupper og springvand; og ny billeder trængte sig frem, haremskvinden, der vil flygte med sin elsker, — forrådt — blodstrømme, kvalte suk, — genfærd, — så den blege slave, der står: hvo die weiszen Wasser plåtschern « — og sukker: » und mein Stamm sind jene Asta, welche sterben, wenn si lieben, — lieben « — uh! hvad var det! Hun vendte sig hurtig. Månen lyste lige på maleriet derovre af hendes bedstefaders Broder, » den gale baron Morits «, han, der ved et høstbal her i salen havde danset sin hustrus kammerpige ihjæl, — og så havde de fundet hendes navn tatoveret på hans arm, da han mange år efter skulle begraves; — hun så med opspilede øjne hen over salen, fra vindue til vindue, der var ingen ting, og dog stivnede hun i rædsel. Hun turde ikke røre en fod, ikke, om det gjaldt livet, gå over gulvet, ikke heller vende ryggen til salen, hun følte en rislen over hele kroppen og en umådelig mathed i benene; — en sort, lille skygge for ov^en af månefirkanterne, hun skreg kort og dumpt; — hun forstod straks, at det kun var en stakkels, lille mus; men blodet brusede og hamrede dog så stærkt for hendes øren, at det hindrede hende i at høre trin komme gennem gangen, hun opdagede ham først, da han stod i den månebelyste dør. hvide, faste søjler, som hastig og i uens tempo blev kortere. Henne i den anden kant af salen kastede månen et roligt lys ind ad hvert af de høje, gardinfri vinduer og tegnede smårudrede skygger på skrå over gulvet; så kom den sorte stribe af pillen, så atter en smårudret firkant, skiftende blev det ved næsten helt hen, hvor den rødblussende kandelaber tog magten fra månestrålerne, hen til det sidste vindue, dér hvor Betty stod med lukkede øjne og støttede panden mod ruden. Hun tænkte slet ikke, ikke over, at hun var bleven her, da de andre var gået, ikke over at hun stod her ene i den dybe stilhed. For hende var det, som en uoverskuelig masse af brusende, bølgende, hviskende, lokkende, klagende billeder omgav hende. — de drog ind og ud og ind igen i hendes tanker, — der var den blege pige, der gik igen, fordi hun havde dræbt sit barn, — hvor hun jamrede, — og elskeren, som vil hente sin brud, der svor en anden troskabseden, hvor han trygler — uh! han har to tomme øjenhuler; — så kom der som et udvortes glimt, Holk! — trykket af hans hånd! — — hun åbnede øjnene og så ud i den månelyse have med trægrupper og springvand; og ny billeder trængte sig frem, haremskvinden, der vil flygte med sin elsker, — forrådt — blodstrømme, kvalte suk, — genfærd, — så den blege slave, der står: » wo die weiszen Wasser plætschern « — og sukker: » und mein Stamm sind jene Asra, welche sterben, wenn si lieben, — lieben « — uh! hvad var det! Hun vendte sig hurtig. Månen tyste lige på maleriet derovre af hendes bedstefaders Broder, » den gale baron Morits «, han, der ved et høstbal her i salen havde danset sin hustrus kammerpige ihjæl, — og så havde de fundet hendes navn tatoveret på hans arm, da han mange år efter skulle begraves; — hun så med opspilede øjne hen over salen, fra vindue til vindue, der var ingen ting, og dog stivnede hun i rædsel. Hun turde ikke røre en fod, ikke, om det gjaldt livet, gå over gulvet, ikke heller vende ryggen til salen, hun følte en rislen over hele kroppen og en umådelig mathed i benene; — en sort, lille skygge for ovqr.en af månefirkanterne, hun skreg kort og dumpt; — hun forstod straks, at det kun var en stakkels, lille mus; men blodet brusede og hamrede dog så stærkt for hendes øren, at det hindrede hende i at høre trin komme gennem gangen, hun opdagede ham først, da han stod i den månebelyste dør. han havde en lang kappe på og den spidse hætte trukket op over hovedet. Hun hvinede, og faldt besvimet baglængs over mod vinduet og ned på gulvet, men hun var for sund til ikke straks at komme til sig selv igen. — han lå på knæ med hendes hoved op til sig. » Se så, — se så — « sagde han, » det er den afskyelige leg «. Betty så op i et smukt, markeret ansigt, — det var pastor Vognsens, — hun hævede langsomt hovedet, men så huskede hun atter rædselen og trykkede sig ind til ham. » Se så «, sagde præsten, idet han løftede hende op, » nu skal de sige, at de vil, barn «. » Ja «, sagde hun sagte, » nej! De må ikke slippe min hånd «. Han lo. » Det er da mærkværdigt, at sådan en sikker, lille baronesse pludselig kan blive aldeles barnagtig, — ja, nu blev de vred og vil gå uden mig, — der kan de se, hvor jeg er klog, det vidste jeg ville hjælpe «. Hun havde revet sin hånd til sig, hu rakte hun ham den atter og sagde: » De må ikke være vred! heller ikke for den gang, — den gang i kirken «. Han lo, mens de gik mod udgangsdøren, » nej! jeg skal såmænd ikke «. » Og så vil de også nok lade være at — at — « hun kunne ikke få det frem. Han fortsatte: » at fortælle dette til nogen — de kan være rolig, der gives takt selv uden for deres sfære. — sig mig så til gengæld, hvor finder jeg gamle Marie husholderskes værelse, hun vil tale med mig, inden jeg tager bort, men jeg kan sandelig ikke finde hende «. Erotik lå som sagt ikke til slægten galt og var fjern fra luften på Ellevang. Trods sine sytten år havde Betty endnu aldrig været forelsket; — måske også fordi hun ingen veninder havde, kun en ven, og det var den ædruelige og skikkelige kure. Når Betty hørte eller læste om de mange, underlige tanker og følelser, der lister sig om mellem mand og kvinde, lo hun, eller hun kedede sig. Hin aften efter hendes møde med pastor * * Vognsen oppe i riddersalen tænkte hun, da hun lå i sin seng, og lyset var slukket: » sæt nu, vor gamle, skikkelige Provst med kalotten var død allerede for et år siden, og han skulle have konfirmeret mig! — hvor det havde været underligt, — underligt, — så lo hun. Halv i søvne så hun hans høje, ungdommelige skikkelse i den sorte, folderige dragt, mens han med den gamle, kalotterede Provsts stemme sagde: » Agathe Vilhelmine Elisabeth galt, vil du forsage djævelen og alt hans væsen, — — « Længer kom hun ikke, hun sov med den runde, røde kind ned i puderne og de mørke, tunge flætninger holdte i ave af det hvide net. Men i drømme så hun ham atter, som han havde set ud., da han stod i den månebelyste dør med den lange rejsekappe og hætten trukken op over hovedet. — men var det også præsten? — nej! det var jo munken fra maleriet inde i kabinettet, han der med et eget blik ser til, mens miraklet vises frem for folket, — det er jo ham, hans skarpe hage, hans smukke, glatragede mund, hans mørke hår og lige bryn, hans ranke bygning, — men blikket, det er jo dog præstens, han smiler ikke, er heller ikke vred, han ser kun opmærksomt på hende med sit kloge blik. Da hun vågnede, sagde hun lige som bekræftende: » Ja! « Hun sagde ikke til de andre: kan i se, hvor den munk dér ligner præsten, men de to skikkelser blev fra nu af til en for hende. Et halvt årstid efter konfirmationen havde Betty været et længere besøg i København. med moder og Broder havde hun boet på det bedste hotel, og i parenttes bemærket lagt vind på at synes rutineret over for de flotte opvartere. Der ovre havde hun været en del sammen med sin noget ældre kusine Bodil Schack; en ung dame, der kom på hofballer, brugte pudder, var første stjærne i » den dramatiske klub « og talte om det uheldige i, at hun ikke længer havde tid til at høre hverken de historiske eller kemiske foredrag, fordi hun skulle hugges, nb. Hendes portraitbuste. De første dage i hjemmet efter denne rejse havde Betty fundet, at det var kedeligt, at bøgetræerne ikke var fikse kavallerer, der kunne se og beundre hende. Hendes kusine havde lejlighedsvis, mens hun arrangerede sine smukke pandekrøller, bemærket: » Værst er det naturligvis, at du er så komplet afskåren fra enhver mulighed for åndelig næring, — har du læst taine? — nå ikke! — det skulle du gøre «. Da Betty havde forvundet den første ærgrelse over, at bøgetræerne kun var bøgetræer, begyndte hun af respekt for den københavnske kusine at læse taine, men hun faldt i en god sund og normal søvn, som hun ikke kom rigtig ud af, før hun havde knækket og spist en hej håndfuld nødder, — det hørte med til baronessens fortrin, at hun forstod at bevare nødder. Senere havde hun ikke tænkt på den åndelige udvikling. Men en ugestid efter jagten sagde hun en dag: » Mama, mon jeg ikke kunne få pastor Vognsen til at give mig nogle timer i historie, jeg keder mig og trænger så meget til åndelig udvikling «. Betty var ikke koket, hun vidste ikke selv, at hun huskede sin kusines ord, fordi hun ønskede atter at komme sammen med præsten. Det var som en indskydelse; når hun senere tænkte tilbage på det, var det for hende, som om en fremmed hånd fra først af havde givet stødet. il pastor vogn Vognsen gik op og ned ad gulvet i sit studerekammer. Formiddagssolen kikkede ind ad vinduerne, og dog var det først nylig, han var kommen op. Det var nemlig hans vane at ligge og læse om aftenen og så først stå op højt op ad dagen. Han dampede ivrig af en lang pibe. Røgen lagde sig som et blåligt skylag hen under det lave loft, kravlede ind mellem de store avisbunker og kortruller, der lå øverst på bogreolerne, dalede ned ad alle bogryggene, der var mange, og alle med gode navne trykte på sig — smøg sig rundtom præstens nylig tømte tekop med spildt te i underkoppen, gled hen over en elegant, pergamentstiv konvolut med initial og krone i guld og stod stille, sitrende i forventning om at trykkes helt ned på det gamle filtgulvtæppe af de ny røgskyer, som piben stadig udsendte. Præsten standsede i sin gang, røg dobbelt ivrig og stirrede distrait på guldinitialet, der glimrede i solen. Brevet indeholdt en anmodning fra baronessen om at give hendes datter nogle timer i historie, man vidste, at han i si

1890_ChristensenM_EnSoen

Mathilde

Illa

Christensen

F. C. van der Burgh

En Søn

neutral

female

dk

ChristensenI

En Soen

Christensen

En Søn

n

roman

Schubothe

KB

nan

nan

LEX_CANON

I. Tteologisk kandidat Valdemar andrésen havde fået kald et sted ovre på Lolland. Det var en yngre, ugift mand, dygtig, ivrig i tjenesten, især interesserede skolevæsnet ham. I det hele taget lå det administrative mest for ham. Han var ret velgørende på sin maner, og hans maner var at hjælpe dér og sådan, som han mente, det kunne bære frugt. Han gav aldrig, hvor han indså, at det ikke ville hjælpe ud over det første øjebliks nød, han gav aldrig, fordi noget i ham led ved at se lidelse. Kærlig overbærenhed, uvilkårlig medlidenhed var ham fremmed. Han vidste, det var hans pligt som menneske og særlig som præst at øve barmhjærtighed, og nåde også ofte op til at synes barmhjærtig, men han var gået ad viljens stenede vej, det var ham ikke i kødet båret. Man kunne have læst sig det til i hans ansigt. Den skarptskårne profil, den skægløse mund med de tætsluttende læber, den brede hage, det hurtige, observerende blik i de sorte, lidt stikkende øjne fortalte om, at dette var en klog, viljestærk, men kold mand, og var man en særlig fin iagttager, kunne man finde små rynker ved øjenkroge og mundvige, som ville påstå, at uden kamp var denne ro og overlegenhed ikke vunden, men det vedkom jo hverken menighed, bisp eller Provst, de så, at han gjorde sin pligt, og pastor andrésen vidste det selv bedst af alle: han var, som han burde være. Det var som sagt hans første embede, og med Københavns fattignød i frisk minde var det rimeligt, at han, da somren kom, opfordrede de mere velhavende bønder i menigheden til at tage mod københavnske friskolebørn i ferien. Det var en fornuftig indretning, fandt han, at sende stakkels bybørn ud på landet for at trække frisk luft og drikke sød mælk; han selv tog et par drenge til sin præstegård. Et par år efter modtog præsten en sommerferie Olaf Holm, den gang lige ni år gammel, året efter kom han igen, — atter næste år. Så var det, at pastor andrésen opdagede « det brillante hoved, der sad på den dreng », og gjorde anstalter for at beholde ham som sin plejesøn. der kom ikke oftere friskolebørn til præstegården, « for Olafs skyld »; uhyre meget blev i det hele taget gjort eller undladt « for Olafs skyld ». Menigheden var rørt over sin præsts omhu for at « kige og plante i dette forsømte barnesind », den var rørt over at se noget blødt og varmt komme frem i det stivnede ansigt, i det kolde blik, som den havde en frygtagtig respekt for, den var især rørt over alle de udgifter, præsten satte sig i for den drengs skyld. Der blev lagt nyt gulv i den stue, hvori han skulle sove, fordi man troede, der var svamp i det gamle, der blev købt en « islænder », for at Olaf kunne more sig med at lære at ride, der kom endog stuepige i præstegården. Hun var jo rigtignok fra København, men lod dog til at være skikkelig og stilfærdig. — « det var en stakkel, » sagde præsten til skolelæreren, « som trængte til at have det godt, » — ny anledning til rørelse over præsten; man ventede til sidst, at Olaf skulle blive adopteret, onde tunger hviskedee, at skete det, så vidste de nok, hvad de vidste, det var ikke for intet, at Olaf Holm havde ligeså mørke øjenbryn som pastor andrésen. En storbonde, som præsten var kommen på kant med i sognerådet, talte en gang ligesom tilfældig om de øjenbryn, præsten sendte ham et strengt, observerende blik, bonden blev flov, senere taltes der aldrig om nogen lighed; — Olaf blev ikke adopteret, kun var det blevet bestemt, at han skulle kalde præsten « fader ». Og han blev elsket som en fader! ja måke endnu højere, måske man kunne kalde det tilbedelse, som han var genstand for. Al den indestængte barnekærlighed, Olaf havde til overs fra før, hver en ny tanke, der opstod i ham, hver evne, der blev vakt hos ham, hver glæde, han lærte at nyde, alt havde jo fået liv og skikkelse ved faderen, og han gav ham det alt tilbage som kærlighed, med rente og rentes rente, af sit varme hjertes ubegrænsede hengiven. Efter sin natur gik han ganske stille med sin begejstrede kærlighed; men det saås i hans blik, det mærkedes i hans jærnflid for at indvinde det forsømte, sådan som faderen ønskede, det skulle indvindes, det hørtes frem for alt i hans stemme, når han talte til sin fader. Også sin vrede — og han blev ofte vred — havde han tilbøjelighed til at bide i sig og så gå stille gnaven om med sin harme, men det kunne hænde, når han blev tirret, at vreden tog magten fra ham, han slog så løs på, hvad der var nærmest ved hånden, kammerater eller stuepigen Marie, som han fra den første dag havde et horn i siden på, fordi hun ville kysse ham og kaldte ham « min lille dreng », eller han slog dyrene, når de generede ham. En gang, da han skulle imponere de andre med et mesterspring over en dyb grøft, løb en lille hund ham mellem benene, og han faldt i grøften, mens de andre lo; i vrede og ærgrelse sparkede han hunden, så at dens ene pote knækkede; — han plejede dyret omhyggeligt, men kom aldrig mere til at holde af den hund, den mindede ham om noget ubehageligt. De, der kun af og til så Olaf, trode, han var en tung, ligegyldig hverdagsnatur, han gik om med sit mutte væsen og alvorlige ansigt og syntes altid ens; kun de, der kendte ham nøje, tog mærke af en smule luden med hovedet, en urolig bevægelse med hånd og fod, en stramhed ved munden, en skyhed for at hæve blikket; så vidste de, at nu var Olaf let til at få sin « bersærkegang ». Men ene faderen vidste, hvad der bøde i ham af kærlighed. Det kunne hænde, når sindet var i anmarsch, enten over for en kammerat eller over for Marie, at Olaf pludselig slap leg og rethaveri og i fuldt løb frelste sig ind i præstens studerekammer, det var for ham det bedste sted på jorden, et Paradis, hvor han havde fred for de andre, og det faldt ham let her at glemme, hvad de andre havde gjort ham, fordi han her ret følte, hvor meget mere favoriseret han var af skæbnen, at denne helligdom stod ham åben — men ikke de andre, — han smilte ved tanken. Når præsten tilfældig hørte den høje, vrede røst, som bebudede raseriets udbrud, og han i tide fik kaldt Olaf til orden, så kunne det hænde, at drengen lidt efter kom listende ind i studerekammeret. Tavs og mut satte han sig til at læse i den fjærneste krog, men dog sådan, at han ubemærket kunne skotte hen til faderen og tyde hvert træk i hans ansigt. Når der var gået en stund, rejste gerne præsten sig, sagde ikke et ord, men gik kun hen til Olaf og lod et øjeblik begge hænder hvile på drengens sorthårede hoved med alle de brusende, urolige tanker, som ville han mane den onde ånd bort. Olaf sad stille som en mus, mens tårerne arbejdede for at komme frem, de fik ikke lov dertil, men som en elsker listede han sig til at kysse faderens urkæde eller frakkeærme, eller hvad der var hans mund nærmest, og bøjede sig atter over sine bøger, — talte så præsten senere til ham, venlig og lystig, som om intet var hændet, brød der en brusende strøm frem i Olafs indre, et væld af anger og sønderknuselse, af ubeskrivelig taknemmelighed og tilbedende beundring — i sådanne stunder kunne faderen endog få ham til at vise Marie lidt venlighed, skønt det kneb. Olaf havde i høj grad den instinktmæssige fornemmelse, som børn så ofte har over for det, der ligger over deres fatteevne, og som man skjuler for dem. Maries store ydmyghed og underdanighed irriterede ham, og det, skønt han, som årene gik, just følte tilfredsstillelse ved at få fat i den tanke, at hun hørte til tjenerskabet, han til herskabet. Alt, hvad der blev givet ham ved hende, var ham en vederstyggelighed. De kager, hun havde bagt, var ham ækle, han rørte dem ikke, det tøj, hun havde ordnet til ham, ville han ikke gå med, ja, han tvang sproget til at tjene sig med andre udtryksmåder end dem, hun brugte. Hendes utrættelige venlighed og smilende ja og amen til, hvad i verden så præsten eller Olaf faldt på at forlange af hende, gjorde hende modbydelig i hans øjne, han kunne få lyst til hs åndeligt og legemligt at slå til hende — gjorde det også — og fik så et stik i hjertet ved at se, hvor blidt hun tog det, men det stik kom jo også ved hende, og hun blev ham mere imod. Hendes forsøg på at være « fin » i væsen og tale og hendes plebejiske tendenser til slikvornhed, griseri og sladder opirrede ham; hun forekom ham utålelig simpel og med et ligefrem genialt instinkt passede han på sig selv, avede krop og sjæl, som var han et født adelsbarn, kun fordi han fandt, at han på den måde kom længer bort fra hende. Hendes åndelige og legemlige kejtethed gjorde ham utålmodig, han kunne se sådan på hende, når hun trippede rundt for at tage af bordet, at staklen begyndte at ryste på hænderne og tabte, hvad hun holdt i dem; når hun styrtede sig ind i en eller anden anekdotmæssig fortælling, kunne han smile på en sådan måde, at hun straks kørte fast, sagde så præsten et venligt ord for at hjælpe hende, og hun da sendte et varmt, taknemmeligt blik til sin redningsmand, fløj Olaf op og løb ud af stuen, denne næsvished, denne frækhed at se sådan på hans fader! — han blussede af vrede og knyttede hånden, og at hans fader! — å! at han ville tåle det! — han gyste uden at vide hvorfor og følte det nagende, forbitrende tryk af en skævhed, en råddenskab, hvis form og navn han ikke anede. Han var allerede en halvvoksen dreng, da han en sommerdag hørte sin fader og skolelæreren tale sammen ude i verandaen. Man har ikke så mange taleæmner på landet, og derfor faldt det naturligt for de to mænd at tale om Marie, der med den sædvanlige undskyldning malet på sit ansigt var smuttet forbi dem med en kurv vasketøj. « pastoren er stadig tilfreds med hende? » « jo, » det var da pastoren. « jeg har ladet mig fortælle, at Olaf ikke kan komme ud af det med hende! » « nej! desværre! » — det fløj forundret gennem Olafs tanker: har det virkelig betydning for fader, at jeg ikke kan lide hende? — det varer så længe, før børn forstår, at de er mennesker, hvis leven og tænken har direkte betydning og ikke kun er et lydighedseller ulydighedsspørgsmål. Da skolelæreren fik et så alvorligt svar, fandt han det passende at spørge: « men kan da pastoren ikke skifte? » det varede lidt, før der kom svar, så sagde præsten med et tonefald, som gik skolelærerens opfattelse forbi, men som fortalte Olafs fint mærkende øre, at der lå noget bag ved. « jeg kan ikke blive af med hende, hun er tro og lydig som en hund og vedhængende som en hund, jeg kan det ikke, men — det var en stor, utilgivelig fejl, at hun kom her over. » Skolelæreren blev en smule betuttet, så druknede han sine indtryk i harme over den dårlige høst, men for Olaf stod det klart: Marie plagede ikke alene ham, men også hans fader, — hun havde et slags hemmelig magt over ham. Fra den dag blev drengens uvilje mod hende til ligefremt had. Hendes person blev ham modbydelig, kun at han hørte hendes listende skridt, hendes hviskende, beskedne stemme, sprang han op som væbnet til at fare løs på hende med alle ti klør. Fiffigt opsnappede han af ord og miner, at det omtrent gik hans fader som ham selv, og fandt nu, at han ikke alene havde ret til at føle, som han gjorde, men at det ligefrem var et slags pligt mod faderen at forfølge Marie, hvor han kunne. De evige formaninger om at være god og venlig mod hende lod han med den bedste samvittighed af verden gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. præsten informerede selv Olaf; blandt andre egenheder i hans opdragelsesmethode var der den: lempeligt, men ubønhørligt at vise drengen, hvordan verden ser ud, aldeles nøgternt og ærligt. Han vidste af egen erfaring, hvor vanskeligt det er at klare sig uden at kende grunde og skær, især når der er noget, der gløder inde i karakteren. Fra han var fjorten år, var Olaf derfor inde i meget, som landsbydrenge i hans år oftest kun har en interesseret anelse om. Det gjorde ingen synlig forskel på ham og hans jævnaldrende, kun bandt det ham endnu fastere til faderen; frit og åbent kunne han spørge og få svar, kæk og frejdig troede han på, at han selv skulle krydse uskadt mellem alle klipper. Ren i viljen, tapper i forsætterne, sikker i håbet så han på sin fremtid. I ubeskrivelig tryghed klyngede han sig til sin elskede, tilbedte fader; « her var hans hjælp, hans Anker hans store, herlige forbillede ». Præsten rystede nok undertiden på hovedet ved disse begejstrede udbrud, men Olaf vidste det bedre, med sin sværmeriske kærlighed tilsvor han sin fader, han skulle blive ham værdig! så, kort efter at Olaf havde fyldt seksten år, kom der et krak. Han var ude at ride på en plag og blev kastet af. Hesten kom hjem med tom sadel, han selv fandtes besvimet og blev kørt til præstegården, hvor alt var i det forfærdeligste oprør. Ude på vejen mødte de præsten, barhovedet, med det lange hår blæst forpjusket ned over ansigtet; da han så Olaf, brast han i gråd, drengen smilede forundret, men lykkelig; « var du virkelig så angst for mig? » Hviskedee han ind i sin faders øre og lod hovedet hvile på hans skulder; at tænke sig, at hans fader græd af glæde over at finde ham sund, med hele lemmer, — han kunne ikke lade være, han selv måtte græde med, det var dog alt for ubeskrivelig lyksaligt, at han blev elsket sådan! I gården blev de modtagne af karle og piger. « hvor er Marie? » spurgte præsten hurtig. « ja! hun var rendt ud for at lede, straks hun så hesten; » — præsten rystede bekymret på hovedet. Olaf fejlede intet, alligevel hjalp faderen ham i seng, han skulle hvile efter forskrækkelsen. Han faldt snart i en tryg søvn, han drømte en tung, ængstelig drøm, de pressede ham og knuste ham, de var ved at kvæle ham, med en voldsom anstrengelse vågnede han, han så, hvad der havde voldt den onde drøm: over ham lå Marie stille grædende, med hovedet ved hans skulder. Gennem Olafs tanke jog uklare billeder af, hvad viden og fantasi kan danne i sådan en ung hjerne; med væmmelse rystede han hende af sig, øjnene skød.lyn, læberne kneb han rasende sammen, med et sæt var han sprungen ud på gulvet, greb sin ridepisk og slog hende over ansigt og bryst, hun skreg højt og sank i knæ. I samme nu gik døren op, og præsten styrtede bleg og forfærdet hen mod de to. « ja! » sagde Olaf uden at vente på at blive spurgt, « jeg har gjort det, og jeg gør det igen, dersom hun ikke vil lade mig gå i fred for sine væmmelige Kys, jeg hader hende! Hun er mig modbydelig! » Præsten greb ham hårdt i armen, Olaf havde besindelse nok til at se, det var ikke harme eller vrede, der stod i hans faders uhyggelig blege ansigt, det var rædsel; med øjnene vidt opspilede, næsten uden at bevæge de blodløse læber hviskedee han: « hun er din moder; du er min og hendes søn! » Olaf stod stiv som en støtte, det var, som havde han ikke hørt det. Så vendte han sig mod Marie, — våndefuld af. Slaget, martret af at høre sønnens ord stod hun dog med armene bredte ud mod ham og et smil på det stakkels forstyrrede ansigt. — « mit barn! » Hviskedee hun. Så forstod han, at det var sandhed. Men nærme sig til hende kunne han ikke, hans fader strakte hånden ud mod ham, men han veg forfærdet tilbage. Han blev svimmel og greb for sig med den ene hånd, mens han med den anden værgede for sig mod de to, der uvilkårlig nærmede sig for at hjælpe ham. « å, gid jeg var død! » hørte de ham sige — så faldt han om. i. Samme dag kørte Marie bort til nærmeste jærnbanestation. Olaf skulle nogle måneder senere have rejst over til København, for at tage artium. Nu blev han sendt der over straks med det første dampskib. Han begyndte på livet dér med en underlig tom følelse i hjerte og hjærne. Han gjorde sig formelig flid for at blive i denne apatti, som gav ham et slags fred; men han var for åndelig og legemlig sund til, at smerten ikke skulle bryde igennem. Den kom og skyllede ind over ham med de brusende, våndefulde tanker. Så gav han sig da hen i den og følte for første gang i livet — om end ubevidst, der er lindring i ikke at gå udenom, men igennem, i at betale denne blodig strenge afgift af kapitalen, vor sjæl ejer i: de stærke følelser. Han var endnu blød i sin sorg; alt, hvad han følte, kom egentlig ind under længsel. — han længtes! — først efter det gamle hjem, huset, haven, dyrene — så længtes han efter sin fader, efter det gamle liv sammen med ham, — han længtes efter sin gamle kærlighed til ham, sin tillid, sin faste tro; og når han, barn som han var, følte sig så grusomt ene og forladt i den store, fremmede by, i det ny arbejde, i livet, som det nu var, og som det lå for ham, når han syntes, « han kunne ikke udholde det », når han lukkede sig inde i sit værelse og modløst, håbløst gav sig til at hulke, så samlede han al den spredte længsel mod ét mål: døden! — han vidste ingen anden udvej. Han, der var vant til pligtmæssigt arbejde, passede imidlertid pligtmæssigt det, han nu skulle passe, det hjalp til at døve smerten. Men han arbejdede uden lyst eller glæde, det gik trevent, man anså ham ikke for særlig begavet. Så blev han da student. Det var jo ganske morsomt at købe sig den første studenterhue, — og så var det igen så bidende og tungt ikke at have nogen at vise den til. Som tiden gik, og han lærte andre unge mennesker at kende, begyndte han at sammenligne deres livsvilkår med sine, deres små fortrædeligheder med sin dybe, nagende sorg, deres lyse, lette sind med sit erfarne; og med begyndende bitterhed så han, hvorledes man havde forurettet ham, — ham og hans stakkels moder; — at det også skulle være gået sådan, at der ikke engang var blevet levnet ham det: at kunne elske sin moder! — han hadede hende jo ikke, som han hin gang havde sagt, nej! men hun var ham imod, — å! så modbydelig, at han kunne føle blodet jage sig op i kinderne, når han pludselig blev mindet om hende, — og hun var hans moder! — mon noget andet menneske var så fattigt som han? Og han blev ved at iagttage de andre, og han blev ved at iagttage sin egen uforskyldte skæbne, som ville blive ved at hvile over ham til hans død i afskygningers afskygninger, — og sådan voksede bitterheden sig stærk og hård, sved barnegråden bort, bandt og bastede længsel og vemod og gjorde med det samme ham selv voksen, hård og kold. Han havde erhvervet sig en del studenterkammerater. Skønt han var noget mut, holdt man dog af ham, han var ret hjælpsom, hvor det kunne træffe sig, og lod gerne de andre få ret, når det kunne more dem, — de mærkede ikke, hvor ligegyldigt det meste var ham. han var bleven en læsehest, fordi hans ivrige sind måtte have et afløb, og det var, hvad der lå nærmest for hånden; så en dag begyndte han at mærke, at han kunne en hel del mere end de andre, og at han havde lært det hurtigere og nemmere end de, det morede ham; han begyndte at føle glæde ved at bruge sine evner, og med et sæt vågnede ærgerrigheden i ham. Han, det uægte barn, « monsieur sans nom », det forskudte individ i samfundet, fattiglemmet, der var blevet rakt en almisse af den fader, der havde fornægtet ham, han ville frem, han ville bruge hænder, fødder, negle, tænder til at kravle op — op, så at folk måtte se på ham, se op på ham! Han arbejdede, sled, sultede, bøjede sig smidig, rettede sig igen, spændstig som en stålfjer. Han nøjedes ikke med, at professorerne lagde mærke til « den flinke student », eller at kammeraterne følte, at han var dem overlegen i kundskaber, han ville også være det som akademisk Skytte, som sportsmand, som balkavallér, som æsttetiker o. s. v., o. s. v. Det lykkedes ganske godt, og Olaf følte en ungdommelig, berusende glæde derved. Smuk var han, høj og rank, med et vekslende udtryk i de kloge, grå øjne, den skægløse mund lovede veltalenhed, hans organ var klangfuldt og skolet, men det var alligevel ikke det, der gjorde, at man lagde mærke til ham. Der brugtes ofte det udtryk om ham: « der er noget i den fyr! » Man gjorde sig det ikke klart, om det var kunstneriske evner, et videnskabeligt talent eller et fond af godt fordøjede kundskaber, som man sådan fornemmede, man følte kun, der var noget i ham. Og når han på baller, skovture, skøjteløb o. s. v. altid var de mest fejrede unge pigers ridder, så havde de ikke kåret ham, fordi han så godt ud eller var livlig og morsom, men fordi der var en behersket energi over ham, som igen beherskede dem. Han tumlede en hel del om, lo og talte, sang og dansede, men han glemte aldrig en forelæsning for at mødes med en smuk pige; skønt han morede sig, glemte han aldrig, at alt dette var noget sekundært. Han glemte i det hele taget ikke. Når der blev talt om hans navn, fødested o. s. v., skiftede han ikke farve ved pludselig at mindes, hvad han havde at bære, han blev ikke « pludselig » Mindet, han glemte det aldrig noget øjeblik. Han følte en vis glæde ved at sige « min plejefader », han glemte ikke, at andet havde den mand ikke villet være for ham; og kom han en enkelt gang for skade og følte sig virkelig glad og fuld af håb, så lagde han atter selv åget på sine skuldre, han var nu en gang af forsynet udkåret til at lide, så skulle det heller ikke blive anderledes, han havde et slags desperat tilfredsstillelse af at vise sig selv og sin gud, at han var et ulykkeligt menneske og aldrig noget øjeblik glemte, at han var det. Han havde bestået filosofikum med glans og var nu på fodtur i Jylland sammen med tre kammerater. Det var oppe på himmelbjærget; de havde spist til middag ved tabte d’hôte og truffet nogle bekendte; nu lå de i lyngen ved en af udsigterne, kun Olaf stod op og morede sig med at slynge småsten langt ud, mulig så langt, at de kunne nå vandet. Solen var betænkt på snart at gå til ro bag de brune bakker, skovens kupler der nede stod rødlig grønne i glansen og spekulerede på, om deres dagshede, fortravlede, tusendtallige småblade vel skulle køles af natteduggen — isnende velbehageligt! Der var en blond, lidt lad grosserersøn af den honnette race, som var stolt over « husets » Hæderlighed, dernæst en lang, tør fyr med briller, som gik for at være anlagt for journalistiken, og så en væver lille en med arme og ben stikkende for langt ud af den slidte dragt, det var Henriksen, søn af en byfoged, med rasende lyst til dommervirksomheden, tænk! at få sådan en indbrudstyv til at bekende, — eller endnu bedre en barnemorderske! Tænderne løb formelig i vand på ham; — til sidst var der Olaf, høj og ungdommelig, slank, i lys dragt — hatten lå i lyngen. De talte om Erik Vorm, som de havde truffet inde i hotellet. « hvorfor gik han nu ikke med os? » sagde journalisten, « altid sær, altid stødt! » « undtagen når han er fuld, » bemærkede den vævre, « for så betror han en, at han er et uægte barn og græder over det, » de lo. — Olaf blev ved med stenene. Journalisten fandt, at « Erik var en flov fisk! » « egentlig er det synd at le ad ham, » Mente den blonde, « der er så meget i ham, virkelig så meget, men han er ligesom lyssky og skræmt, stakkel! » den blonde følte, han var ret nobel ved denne replik. Olaf var bleg, han bøjede sig for at tage en sten. « uf! disse larmoyante uægte børn, — hvor jeg hader dem! » han talte med en overdreven indædt harme, så bøjede han sin slanke’ overkrop langt tilbage og lod arm og hånd prøvende svinge et par gange, « sådan et par forældre, der fornægter deres barn, skal man give døden og djævelen, » stenen fløj ud i det høje, dybe, brede luftlag, « og kun stole på sig selv, det kommer man længst med! » der var et øjebliks tavshed, —et lille svagt plump hørtes — jo! den gang var stenen nået ud i vandet — så smed Olaf sig i lyngen med armene under nakken. « å! » indvendte den blonde, « du er nu altid så satans rask, men prøv det først, så kunne det være, at mands-modet gik af dig. Erik er rodløs, han véd det, føler det og græmmer sig derover. » Olaf lå med et trodsigt lille smil og så op i luften. « å! disse stakkels bastarder, » sukkede det unge dommeræmne, « de kan s’gu bære sig ad, hvordan fanden de vil, jamre eller trodse på, som os andre bliver de alligevel aldrig, før de lærer at tage den ting ganske naturligt. » « nej! der er noget i dette, at turde vedkende sig den slægt, på hvis skuldre man står, » og den blonde henfaldt i drømmerier om « husets » hæderlighed. Journalisten begyndte at tale om opvartningspigen, der var « satans køn! » Olaf var tavs og pirrelig den aften og flere dage efter. med sit gode hoved havde Olaf for længst erkendt, at, ville han sejre i sit felttog mod verden — sådan betragtede han det at leve, — så måtte han anvende både disciplin og krigskunst; og han ville sejre. Det opbrusende sind, den selvglade stædighed fra den første ungdom lærte han at kue, knuse til støv, et støv, som så lagde sig om hele hans tilværelse som en jævn tåge. Som alle hidsige mennesker, der bekæmper det iltre sinds udbrud, blev han gnaven. Men det var kun dér, hvor det ikke kunne skade ham i forfølgelsen af sit mål, at han gav gnaveriet frit løb, over for indflydelsesrige kammerater, over for hans overordnede blev gnaveriet til en jævn misfornøjet kritik over alt og alle, i mere løftede øjeblikke eller over for damer omformedes det endog til en ret klædelig melankoli. Han havde vænnet sig til at være høfligere mod et formående navn end mod et uformående, han passede på aldrig at støde en storborger for hovedet, selv om storborgeren irriterede ham. Han rensede sit sprog, pyntede det med lånte fjedre fra andre lande, han sultede gerne for at kunne klæde sig elegant og således undgå at stikke af mod de adelige navne, han kunne stumpe til at mødes med. Når de kunstnere, han traf på, forudsatte, at han kendte deres værker, kunne han måske nok tie med, at han ikke kendte dem, men havde de spurgt ham, ville han have svaret ærligt, han var for stolt til at lyve, — i hvert tilfælde opsøgte han næste dag busten, maleriet, digtet, eller hvad det nu var, han ikke havde kendt, det sårede hans forfængelighed, hver gang der var noget, han ikke vidste besked med. Det kunne hænde, at han undertiden i et træt øjeblik syntes om sig selv, at han var både falsk og slesk, — nå! men han levede jo en gang i denne verden, der var fuld af uhumskhed, så måtte han vide at benytte konjunkturerne, — han gav sig selv absolution, han var ikke falsk, ikke slesk, kun klog, og han anvendte denne kløgt til alle tider og overalt, tvingende alle andre følelser, enten det nu var, fordi hans selvbeherskelse var så stærk, eller hans følelser var så svage. Til sin fader havde han med gennemført stædighed absolut intet villet se eller høre, efter at han som dreng var rejst fra hjemmet. Af enkelte ytringer, han hist og her havde opsnappet, anede han, at præsten, der var død nogle år efter katastrofen, havde græmmet sig ihjel. En håbløs, sønderknusende smerte for et øjeblik gennem Olaf, — men det var jo ham, Olaf, hvem faderen havde gjort den grusomme uret imod, og ikke omvendt. Han skubbede de angstfulde tanker bort, det kunne jo ikke gøres om, alt dette var jo kun de selvfølgelige konsekvenser af det, hvori Olaf var ganske uden skyld. Ingen skulle sige ham på, at han sprang sorgen over, den havde jo gravet sig uudslettelig ind i hans hele tilværelse, stemplet hver tanke, hver gerning; men fortabe sig i vankelmodige lamentationer, i halve følelser, give tilsagn om tilgivelse, mens man er sig fuldt bevidst at være grusomt mishandlet, det ville han ikke. Han havde taget sit parti, han var bleven fornægtet, nu fornægtede han selv, han gik sin slagne vej, den vej, som han forud vidste var glædeløs; ikke at hans vej var mere glædeløs end andres, på ingen måde, han vidste kun forud, at den var det, og det vidste de andre som oftest ikke før bagefter. Kun tilfredshed kunne vindes i denne verden, og denne vingeløse, farveløse erstatning for lykke skulle nås ad den vej, som han allerede længe havde bakset sig frem på. Der var kommet en stor ydre ro over ham. Han vidste selv, hvad han duede til, og følte sig tryg på at nå dér op, hvor han ville. Og mens han gik dér ad vejen — år ind, år ud — så sørgelig vis på, at ingen fanger lykkens blomst, så gammelmandsagtig velfornøjet med sin jævne gang op ad stigen, så havde han vænnet sig til — da dog hver skabning må have nogen fornøjelse — at finde den i små behageligheder, som at have en magelig seng, en hyggelig bolig, spise og drikke godt, -— han kunne f. Eks. glæde sig til det eller det selskab, fordi man dér fik god mad. Han fandt behag i at træffe et par kvindeøjne, der sagde: men du er jo smuk, han fandt behag i at vise hende, at hendes beundring var ham af liden betydning, han kunne til andre tider finde behag i at glæde hende med lidt hyldest, han morede sig ved at træffe sådant et forelsket pigebarn, lod sig selv rive med — til tidsfordriv — og smed så det hele over bord, når han om aftenen kom hjem og satte sig til at studere sin Jus. Han havde den ungdommelige fantasi, at han som et urværk var trukken op og nu uanfægtet kunne gå sin gang med de vundne sejerskranse i sin lomme. så hændte det, at han blev forelsket. Allerede som ganske ung student havde han med begge hænder grebet den tvivlsom behagelige gerning, at terpe lektierne med et par skikkelige, dumme, landadelige drenge, som var flyttede til byen med moderen, der var enke. Kammerherreinde rahben var en god, venlig kone med husmoderlige instinkter, hun så straks, at Olaf fik for lidt at spise, taktfuld og fin, som hun var, fik hun arrangeret, at timerne faldt sådan, at han flere gange om ugen spiste til middag hos hende, og hun blev belønnet med i årenes løb at vinde en behagelig, nyttig og indtagende husven i Olaf. « nu får vi gjæster— eller gæst, » sagde en dag kammerherreinden til ham, « Amy Christi, min søsterdatter fra England, hun har hverken fader eller moder, der kan sørge for hende — så må jeg det. » Olaf smilede, han forstod så godt « sørge for » betød: få hende gift efter sin stand; kammerherreinden havde ikke behøvet at tilføje « nu må de ikke gå hen og forelske dem i hende, lille Holm, og skaffe mig bryderier. » Hun truede leende ad ham, han lo med, lovede højtideligt, « det skulle ikke ske, han ville ikke vise sig utaknemmelig, ikke begå overgreb, men kun lade sit hjerte tale med dér, hvor det efter rangforordningen hørte hjemme » — og ærgrede sig imens over, at den gamle dame anså frøken Amy for uimodståelig, kun fordi hun var af hendes egen race og slægt. Han havde nok lyst til at vise kammerherreinden, at han kunne modstå denne fristelse, imidlertid opfriskede han sit engelsk, lejede i en fart gammel og ny engelsk litteratur og fornyede et gammelt bekendtskab med en vestindianer af sine kammerater, hvem han så overraskede med hensynsfuldt at konversere i hans modersmål, — han måtte se at få munden lidt i gang. Så kom hun da. Ja! hun var indtagende. Det var ham en ren æsttetisk nydelse at se og høre på hende, studere hende, stadig grundigere og grundigere. Der var en harmoni over hende, en fuldendt skøn og uhemmet udvikling, sjælelig og legemlig, sådan som der kun er over den, hvis forfædre i mange slægtled aldrig bøjedes af slid, sult eller uvidenhed. Hun repræsenterede en ide for ham, den ide, hvis fane han selv havde valgt at kæmpe under: frigørelse ved overlegenhed — overlegenhed ved personligt værd! men medens han kæmpede i støv og sved for at nå opad, stod hun dér allerede, uberørt,, klar og rolig, uden endog selv at vide, hvad det var, hun ejede. Han frydede sig over hende som over en typisk apparition. Han saà denne overlegenhed lyse sig i møde i hendes rene, selvsikre blik, han hørte den i hendes nuancerede stemme, han genkendte den med jubel i hendes konsekvent retfærdige udtalelser og domme, han bøjede sig for den i hendes beherskede væsen, i hendes kølige uangribelighed. Han kom en formiddag der ud. Damerne var alene. Kammerherreinden lo, da hun havde givet ham hånden til god dag. « vil de nu komme her, lille Holm, og forsvare de danske herrer lige over for Amy. » « hvorfor angriber frøkenen dem? » Amy tav og lod sin tante svare: « fordi de er hende for kurtiserende! » « vi stakkels danske mænd må ikke glæde os over, hvad der er skønt? » Olaf saà lidt missende på hende. « jo! det må de meget gerne, » Amy lo, hun talte endnu sproget langsomt og med stærk snurren på r-et, « men de skal lade os være fri for at mærke, at vi glæder dem, — det lægger bånd på ens naturlige væsen, når man hvert øjeblik kan risikere at få en kompliment kastet i ansigtet....... », Olaf sad og glædede sig over, hvor sød hun var, når hun sådan rødmede lidt og uvilkårlig bøjede hovedet for ligesom at ville skjule det. « og så — ja!.... » hun nølede. « hvorfor stopper de nu, frøken, hvad de kritiserer hos herrerne af deres kreds kan jo ikke ramme mig, véd de nok, — jeg står uden for, » han lo, « eller nedenfor, om de vil, jeg « tæller » ikke! » Kammerherreinden rynkede sine bryn, det var ikke rigtig fint af Olaf, dette, hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, men Amy sagde rolig: « de kan da nok tænke, at jeg også har lagt mærke til deres væsen — hvem kender jeg så godt her som dem? » hun så over på ham og mødte et varmt, taknemmeligt blik. « nå og så! får jeg så eftersætningen? » Spurgte han. « ja! — så er det, ligesom om de danske herrer fand

1885_ChristensenM_EtUbetydeligtMenneske

Mathilde

Illa

Christensen

F. C. van der Burgh

Et Ubetydeligt Menneske

neutral

female

dk

ChristensenI

Et Ubetydeligt Menneske

Christensen

Et ubetydeligt Menneske

n

roman

Reitzel

KB

nan

nan

LEX_CANON

Man har ofte gået i gode skoler i de kredse. De unge piger går på kursus, de unge mænd bliver studenter; men det hjælper altsammen ikke noget. Åndsarbejdet er dem som et håndværk, man lægger bort, når man skal more sig; de gode interesser drukner i den nedarvede ubetydelighed; — man tror det ikke, om nogen fortæller, at der gives dem, der sætter livet ind for ideen. Man har til mål at blive dygtige husmødre, og det bliver man også. Man vælger sig et fornuftigt » Brødstudium « og kommer også hurtig i vej, så at man kan gifte sig. — man stempler alle, der ikke går i kirke, som » Atteister « og er lidt bange for dem. — man er højre-folk i politik og ildtilbedere af » de kongelige «, — man løber gerne om i søle og trængsel for at få et glimt at se af dem. — man holder » rasende meget af hverandre «, og » hverandre « er som oftest tanter og onkler, kusiner og fætre, og det både halv- og kvart-dittoer. Men så er man ikke ormstukken i hjertet, d. v. s. man er ikke pessimist, men glad, — en kunst, der er ved at glemmes! — — i en sådan kreds var det skik at finde Marie vinter » så mageløs morsom «. Mens hendes fader havde gennemgået toldfagets opadstigende skala, der strakte sig over en hel del provinser, og nu var endt i København, medbringende sin etatsrådstittel og en afsked i nåde og med pension, var hun bleven » hen ad tredive « — men det gjorde ikke noget, for det var som sagt skik at finde hende morsom. » Det var nu også, fordi du ikke var der, at der var kedeligt «, — sagde små kusiner med hjemmehæklede halsstrimler og vevre bevægelser til fordel for de tilstedeværende unge herrer, som altid var fætre. Så lo Marie, slog lidt med sin smukke nakke, kneb den lille i øret og sagde: » Ækle lille unge, der gør nar af sin stakkels, gamle, provinsielle kusine «. Tanterne henne i sofaen lo og sagde: » Nej! Hvor Marie også er! « » Ja ja! min pige; skal vi bytte hoved? « Sagde værtinden polisk; hun var en buttet og glad, lille frue, der gik med forklæde og foragtede maskinsyning lige over for linned. » Nej! Jeg takker gud for mine ti fingre — maskinsyet linned! — nej! det kan jeg virkelig ikke gå med «. I aftenselskaberne, hvor man mødte kl. 7lz2, alle damerne i det, der kaldes » gode, uldne kjoler «, opvartede Marie altid med en eller anden historie, som hun havde gemt til at glimre med. I juletiden havde hun svovlstikker og nødder med i arbejdsposen for at sætte selskabets vid på prøve med snedige regnestykker, hvori ulve, lam og kålhoveder figurerede. En gang havde hun været lige på nippet til at blive grundtvigianer. » Det er noget for dem, frøken vinter «, sagde endnu kandidat brun — kredsens glans —, når der var tale om højskoler og vennemøder; — Marie så da ned i skødet, sukkede let og sagde: » Å, de må ikke tro, at jeg er, hvad de kalder » Grundtvigianer «, gid jeg var det! — men de? « og hun så pludselig op i hans smukke øjne med et blik, som hun for en halv snes år siden havde set unge mennesker forvirres ved, — » De ønsker ikke en gang så meget, — stakkels ven! « — og hun slap blikket med en fløjelsblød udgliden. Hun kunne blive tavs efter sådant et blik, man spurgte hende, hvad det var — » å! — vi kom til at tale så alvorlig, brun og jeg « — og lidt efter hvislede det fra tante Line til tante mine, fra kusine sine til kusine dine: — » Marie har talt alvorlig med kandidat brun «, — og man så hen til hende, når man havde lét højt, lige som til den, der bærer sorg, men så gik Marie af sig selv hen til de andre, satte en leg i gang og var » den yngste af de unge «, som hendes fætter fabrikanten sagde, idet han tog hende om det slanke, noget vel snørte, liv og svang hende rundt; — og når man kom hjem fra selskabet, var det første, der blev spurgt om af dem, som der ikke havde været plads til i de små, gæstfri værelser: » hvorledes var Marie? « — » mageløs naturligvis « — » sang hun? « — » ja! Rigtig sødt «. Med denne sang forholdt det sig som følger: Marie havde i sine unge dage haft en ret køn, lille stemme. Hendes fader ville, trods hendes ønske, at den skulle uddannes så godt, som det lod sig gøre i den lille by, hvor de den gang levede. Han ville, at hun med sit smukke ydre og sin » store stemme «, som han følte sig overbevist om, at hun ville få, skulle gå til tteatret, og således realisere hans egen drøm om triumfer på brædderne, hvilken drøm han, som han sagde, havde ofret på ægteskabets altar. Hans blide, svagelige hustru så rørt på ham ved disse erklæringer, og bøjede sig i tålmod for de mange bitre ord og onde luner, hun var genstand for. Til sidst døde hun med en undskyldning på læberne, efter at hele hendes tilværelse havde været en fortsat række undskyldninger. Den daværende toldforvalter vinter sørgede, som det sig hør og bør. Han var en rank mand, han holdt sig også rank i sorgen og fordrede det samme af sit eneste barn, hans attenårige » Datter Marie «, som han bestandig kaldte hende både i til- og omtale. Hun skulle flittig øve sin stemme, sagde han, det var just godt for hende i denne tid, og nødvendigt var det også nu, da hun snart skulle over at prøves for theaterdirektionen. Men den stakkels pige kunne ikke. Hver dag, når *toldforvalteren gik på kontoret efter at have givet ordre for middagsmaden, sagde han, idet han tog hat og frakke, som Marie rakte ham: » Og nu, min kære datter Marie, håber jeg, at du vil øve dig flittig «, — » per aspera ad astra! « tilføjede han, der stadig gik med en gnavende sorg over, at han ikke var bleven student. Når så Marie gik ind til klaveret, der stod i den store, som hun nu syntes, tomme dagligstue, hvor der ikke blev lagt i kakkelovnen siden moderens død, hvor luften var indelukket, og hvert møbel længtes efter den lille, svage hånd, som havde pudset og flyttet og smykket dem, — så var det, som om hendes hjærte brast, — synge var en umulighed; — hun ilede ind i sit eget lille Kammer, søgte hjælp i de » smukt indbundne bøger, passende til konfirmationsgaver «, som hun havde fået forærende af byfogden og adjunkten, — skrev selv små rimerier, der var en mellemting af salmer og børnevers og rimede på følge, dølge, bølge eller hjerte og smerte, — og endte i regelen med at lægge hovedet i vindueskarmen og græde, mens hun af og til hviskedee: » Mor! « Hun havde aldrig været bedrøvet før nu. Hun havde af naturen et fornøjet sind og havde fået lov til at glæde sig over hver en ubetydelighed. — hendes moder havde forstået at skærme hende for trykket af toldforvalterens onde luner. » Man skal glæde sig ved livet «, havde været hendes "valgsprog, og hun havde søgt også at gøre det til sit barns. ( » Vis’ bare din fader et glad ansigt «, det var den stadige moderlige formaning; — og det gjorde Marie, om toldforvalteren var nok så ubehagelig og nok så uretfærdig. Denne ydmyghed hos Marie og hendes faders ligegyldige » min kære datter Marie « var hele samlivet mellem de to?^ ganske anderledes havde det været mellem hende og moderen. Som to børn kunne de glæde sig sammen ved en lille afveksling af den tarvelige, daglige ensformighed, græde sammen over en blomst, som stormen havde knækket, more sig sammen over en kattekilling eller over vognene, der førte gæster til amtmandens » Middage «. Al husgerning tog de to som en anledning til munterhed, og selv om toldforvalteren 'gik skældende og smældende gennem huset, vred over » den forbandede vask og strygning «, kunne de dog holde modet oppe. Inde i sin stue vrissede toldforvalteren arrig noget om: de to tossede fruentimmer, når han hørte deres højrøstede og grumme intetsigende konversation; — men begyndte, hvad der godt kunne hænde, MArie at synge sin Arie af jægerbruden, medens hun polerede møblerne af med petroleum, så strøg han sig om hagen — å! man skulle få at se, selv om man var bleven gemt hen i en provins, skulle man dog kunne bringe sig i erindring igen, når man bragte sådan en stemme til tteatret. Marie og hendes moder havde begge elsket hygge; uden at tænke der over havde den ene skabt den for den anden; — nu var hyggen borte; Marie græd kun hjælpeløst, og det nyttede ikke, at der vankede mange skænd, fordi hun både forsømte husholdningen og sin stemme. En dag, hun kom hjem fra kirkegården, stod hendes fader i brændeskuret og lod favnestykkerne tælle, han var vis på, at han blev bestjålen; da han så hende, fortalte han hende på en meget højrøstet måde, at han skyldte hende, dersom han snart kom til at tigge. Tjenestepigen flæbede, nabokonen skældte ud; — Marie følte sig forfærdelig ene, der kom en kold uvilje mod faderen, hun gjorde sig det ikke klart, at hun led uret, — » sådan var det jo nu en gang «; men der lagde sig noget tungt om hendes hjerte. » Nå! hvordan er det du står og muler? « Sagde hendes fader en dag, » jeg må have mig det bededagsansigt frabedt, i aften kommer konsul Sas med sin fætter skuespilleren, så er du så god at vise dig sådan, som en ung, talentfuld pige plejer at være, — dette surmuleri skal ikke få ham til at tale din sag, når du nu skal der over og prøves; — se nu til, at du er lidt lystig og morsom! « Det var første gang, at stakkels Marie var » morsom «. Hendes fader spurgte ofte i aftenens løb: » Hvordan var nu den historie, Marie? « — og Marie fortalte og lo, og fik de fremmede til at le kun af høflighed. Da hun så om sider blev vejet og fundet altfor let, var det » naturligvis kun, fordi hun nu en gang havde sat sig i hovedet, at hun ikke ville til tteatret «. Og fra den stund var der ikke gået en dag, uden at hendes fader på stedse varierede måder havde stiklet på denne hendes trods, lige fra det tteologiske synspunkt, hvor den dovne tjener nedgraver sit talent, til det medicinske, hvor sorg over børnene graver forældrene en tidlig grav. Og alle disse taler blev altid holdte, når der var andre til stede, som skulle overtydes om, at toldforvalterens datter havde betydelige evner. I de mange år, der var gået siden hint uheldige forsøg, havde Marie lært, at hendes fader ønskede, hun tog mod hans bebrejdelser med et smil og spøgende skændte, mens hun tog ham under armen og afsluttede det hele med et lystigt indfald, og hun opførte nu altid den komedie med sin fader, som hun under fire øjne frygtede og aldrig turde tiltale, kun svare. Så rystede toldforvalteren mildt på hovedet og sagde: » Ja, de ser, jeg er under tøffelen «. Og mange begyndte at mene, Marie var vel streng mod sin gamle fader; » men morsom og livlig er hun « sagde man til ham, — det var ham en lille triumf, og derfor jog han hende af sted på den en gang givne bane. Marie havde været smuk, ja, var det endnu. Hun havde blussende rød taget mod den kur, småbyernes lapse ydede hende på frastand. Hun havde altid gerne villet giftes. Hun så lidt i drømme stabler af propert dækketøj, ombundne med røde bånd. Når hun besøgte nygifte veninder, hoppede hjertet i livet på hende af glæde over at se alt det ny køkkentøj hænge i det sirlige køkken. Hun elskede børn og var undselig og lyksalig ved at bære sådan et lille væsen i sine arme. Men hun havde aldrig været forelsket i nogen bestemt, dertil havde der manglet lejlighed i hendes ensomme, visne hjem; — og Marie måtte have tid til at forelske sig, hun lignede så lidt shakspeares Julia, — elske kunne der ikke være tale om, dertil manglede hun karakter. Hun havde ofte lidt under en tåget, ubestemt længsel, som hun ikke vidste, hvor hun skulle føre hen, — så førte hun den ganske traditionelt til brudeskamlen. Eftersom årene led, kredsede hendes hjemløse længsel om at eje et lille væsen, som var hendes, som hun kunne ofre sig for hele livet igennem, — men hun rødmede over sine egne upassende tanker og indskrænkede sig til at længes efter dækketøjsstablerne og køkkentøjet; og så hun dette hos veninderne og sagde: » Gud Kamilla, du må da være rasende lykkelig « — så anede ikke de, der hørte det og måske fandt det vel pjanket sagt, at det var en ensom gammel piges suk efter kvindens store, betroede livsopgave. Adskillige havde i sin tid friet til toldforvalterens smukke datter; man kendte rigtignok grumme lidt til hende, — men » den gamle måtte dog bestemt have noget på kistebunden «. dog — toldforvalteren kunne ikke undvære sin datter som husbestyrerinde, og derfor var der ingen god nok til hende. Men da han flyttede til København, og Marie var bleven » hen ad tredive «, gik det pludselig op for ham her, hvor han havde så mange andre hjælpekilder til at slå tiden ihjel end sin datters selskab, at det var galt, hun ikke var bleven gift. Svigerfader eller måske bedstefader i en velhavende, indflydelsesrig familje var en stilling, man ikke skulle foragte. Han kastede sig og Marie i de selskabelighedens arme, som familjekredsen strakte ud mod » Etatsråden «, — det var jo dog bedst at forsøge. Og imens blev Marie daglig forsynet med fine og grove hentydninger til, at hun burde have » gjort parti «; men hun kunne vel nok forstå, at ingen mand ville have en pige, der sad og måbede, eller havde en så kluntet figur og sådan en rottehale af en fletning, eller så ormstukne fortænder, eller som var så kedsommelig og frastødende. Som sædvanlig forstod Marie straks, at faderen havde ret; det var hendes egen skyld, at hun ikke var bleven gift; —• hun ville være imødekommende! — i en fart iførte hun sig fransk korset, falsk hårknude, lappede fortænder, en » let moderne konversationstone « og en aldrig svækket ung, dommelighed. Og sådan gik det til, at den stive, gammeldags, ubehagelige etatsråd vinter, havde fået en så fejende, moderne og » rask på det « datter, som Marie. Sådan passede hun til kredsen og gjorde lykke i den; enkelte gange kom der en underlig forsagt vemod over hende, når hun tænkte på gamle dage; men så stivede hun sig selv op ved at huske, at den gang var hun endnu » provinsiel «; — en københavnerinde måtte være, som hun var, — det sagde også kredsen. Og efterhånden tog kredsen hendes tarvelige, nøjsomme, naive, somme tider endog søgende tanker fra hende og fyldte hende med københavnsk pjat; — og man har jo både selskabs-pjat, religiøst pjat, politisk pjat, og literairt pjat. Den tildelte hende et farefuldt patent på at » være morsom « og bibragte hende dens egen overbevisning om, at den største lykke, de kærligste familjeforhold, den gladeste ungdom, det fineste selskab og d e fineste selskaber, — og så frem for alt de moderneste dragter, som fandtes i København, også fandtes i den; — og København er verdens midtpunkt! — det var et Års tid efter, at hun var kommen til byen, at hun havde været på nippet til at blive grundtvigianer. Den gang var den unge pastor Fredriksen daglig gæst i hendes hjem. Han sad stille ved hendes sybord; de talte om » søgende sjæle «, om » at forstå hinanden fuldt ud «, og sagde » nej og atter nej « til, at tteologiske studenter skulle lade være at gå på bal. Hun fik pandekrøllerne afskaffet og Grundtvigs portrait i syæskelåget. Så forlovede pastor Fredriksen sig med en sekstenårig pige, der gik med pincenez. — den følgende sommer lå de på landet. En meget sport elskende familje var deres naboer. Marie sejlede ofte ud med husets søn, der trængte til adspredelse og derfor gjorde kur til hende, der var tre år ældre end han. Hver gang man ytrede, at nu var det jo mode, at bruden var ti år ældre end brudgommen, rødmede Marie. — hun gik den sommer uden handsker og slør, talte sømands-jargon, parerede ved væddeløbene, og skød med salonbøsse. så rejste den unge sportsmand til London, og der kom aldrig brev, skønt hun ventede det tre gange hver dag. — da hun havde lært kandidat brun at kende, var hun begyndt at ryge cigaretter, gå til foredrag og tale om religionen, som en åndelig forsørgelsesanstalt for umyndige og ulykkelige; — men så havde der dog rejst sig noget inde i hendes jævne, ærlige sjæl; hun standsede med cigaretterne og foredragene, og nøjedes med et forsøg på at fængsle brun ved at sukke over hans vantro. Men uden skrupler læste hun af » Oversættelses-literaturen «, når den faldt hende i hænderne, forstod den, som et barn forstår en billedbog, men syntes ikke om den; — thi hun var » ren af hjerte «, trods det, at hun så inderlig gjærne ville giftes. En dag kom der brev til hendes fader fra en halvbroder ovre i Amerika. Han skrev: » Min søn vil til Evropa, han har nylig haft en ulykkelig kjærlighedshistorie; er i det hele forknyttet. Tjen mig i at arbejde på at opmuntre ham, han fortjener det. « Dette brev satte Maries fantasi i stærk bevægelse. Han havde for hende som en glorie over sig af den ulykkelige kærlighed. Harry vinter bøde hos etatsråd vinter. Marie var meget tilbageholden mod ham. For det første fandt hun, at en rekonvalescent efter en ulykkelig kjærlighedshistorie nødvendigvis måtte være umulig som ægteskabsæmne, og etatsrådens bemærkning: — » Nu vil jeg ingen fedteri have mellem den fyr og dig, det skal ikke hedde sig, at vi har snappet et par millioner; lad min ærede halvbroder beholde dem, til han selv vælger sig en svigerdatter, « — var derfor aldeles overflødig. For det andet var Harry endnu ikke det danske sprog rigtig mægtig, og Marie aldeles ikke det engelske; og endelig var han tavs og indesluttet. Ovre i Chicago havde man en gang for et par år siden talt om Harry vinter. Den ene kendte ham ikke og spurgte derfor den anden: » Er han mørk? » Nej det er han egentlig ikke. « » Lys da? « » Å! — nej —. « » Er han smuk? « » Nej! « » Så! er han grim? « » Nej! grim er han på ingen måde. « » Hm! — dum? « » Nej, langt fra! « » Nå! så han har arvet sin faders gode hoved? « » Ja! — det ved jeg dog ikke, om man tør sige. « » Har han en bestemt karakter? « » Å — han er jo så ung endnu. « » Uh! disse flødeskæg på nogle og tyve. « » De må s’gu ikke kalde ham flødeskæg, det er han ikke. « » Men du gode gud mand! hvad er han da? De beskriver ham jo kun negativt. « » Endnu er han, som folk er flest, men han har et udmærket blik. « Det var allerede flere uger efter, at Harry var kommen til at bo hos dem, at Marie første gang så dette blik. Etatsråden var gnaven og skændte, fordi æget var for hårdkogt. » Det gør mig meget ondt, « sagde Marie og så i det samme forlegen over til Harry; hun fandt det flovt, at han hørte hende få skænd; så traf hun et opmærksomt, klogt blik fra et par smukke, grå øjne, der lå under de buskede bryn. Lidt efter lå atter den slappe, ligegyldige tåge over hans øjne så vel som over alle hans ansigtstræk. Samme aften var familjen samlet hos etatsrådens. Marie snakkede og lo, — talte om sin alder for at blive modsagt og smækkede kandidat brun over fingrene med sit hækleskaft. Atter strejfede hendes blik den ny fætters, atter så han opmærksomt på hende; hun blev tavs, men kun for en lille stund; [den overbevisning var så fastgrot hos hende, at hun » med hendes liv «, således som der altid blev forsikret, viste sig som mest tiltalende ved at snakke op og være morsom. Og hun ville altid gerne være tiltalende^ tale med hende gjorde Harry aldrig; han lod til at gå ind på samme opfattelse af hende, som hendes fader havde, den nemlig, at hun kun var til for at styre huset, rette an, lave toddy, pille rejer, skrælle frugt, eller stå i række efter tteaterbilletter, alt efter årstidernes krav. Med etatsråden, der havde respekt for Harrys millioner, kom han derimod udmærket godt ud af det. Etatsråden satte en ære i at få ham opmuntret og endte virkelig med at få ham til at tale ret livlig med sig. Efterhånden som Harry blev mere indlevet med dem, generede etatsråden sig mindre for i hans nærværelse at skænde på Marie eller skose hendes mangler. Marie slog det hen med latter eller tav tålmodig, efter som hun fandt det gavnligst. En formiddag var etatsråden gnaven, fordi Marie til hans forlangende om, at pigen skulle sendes til byen, havde spurgt, om hun ikke måtte tage et bybud, da der var storvask. Etatsråden gik ud af døren med den bemærkning, at han snart ikke måtte sige et ord i sit eget hus; — men sådan var det, når ens datter blev en herskesyg og stivsindet, gammel jomfru, — så smældede han døren i. Marie sad et øjeblik lidt betuttet, så gav hun sig til at vimse frem og tilbage i stuen med sine komiske ungdommelige svingninger, som fik de mange sløjfer, strimler og armbånd, hun var behængt med, til at dingle og flagre. Pludselig sagde Harry på sin langsomme måde: » De skulle sætte dem mere i respekt hos ham. « Hun så forbavset hen på ham og ville lige til at give et muntert svar, men så traf hun det rolige, sikre blik fra hans grå øjne, og hendes bevægelige, lille magre ansigt blev ganske alvorligt: » Å — — « sagde hun kun, men det var et meget resigneret og fromt » å «, syntes Harry. Da han kom hjem til middag, bragte han hende en blomstrende kamelia. Hun modtog den med sin sædvanlige støjende, jublende tak. Den næste dag, da hun allerede stod tjenstivrig og vaskede de grønne blade af, — de skulle være fine, fordi der kom » Chokoladefremmede «, — sagde Harry temmelig bister: » De må love mig, frøken Marie, ikke at vise blomsten frem til tante fine og tante Line; det er en ganske naturlig ting, at jeg køber en blomst til dem, når de holder af blomster, men det er ikke naturligt at gøre væsen deraf, sådan som den velsignede familje gør af hver en myg; « — så gik han. Marie var ærgerlig, hun havde glædet sig til at vise blomsten frem; — og så tale på den måde om familjen; — tante fine, der var en så udmærket dannet dame, — og tante Line, hvis mand var justitsråd! — Marie havde aldrig tænkt sig sligt, — hun kunne ikke lide det af Harry, — det var også, fordi han var, uf! sådan en amerikaner, — nej! Blomsten skulle såmænd blive stående! — men da så chokoladebordet var dækket med så mange små, malede tallerkener og kopper, som det kunne rumme, mens kager og flødeskum stod i den andenstue; da hun havde drysset lavendelvand på gulvet, fordi de første gæster ringede, da hun hørte tanternes og kusinernes glade pjadren ude i entréen, — da hun tænkte på alle de spørgsmål og al den fnisen, kameliaen ville vække, så gjorde hun det første selvstændige skridt ud af familjevanerne og flyttede med en rask beslutning blomsten ind i hendes eget private, lille værelse. — de fremmede var gåde. Med hede kinder, matte øjne, og hæs af at snakke og le, gik Marie og bar ruinerne af chokoladegildet ud af dagligstuen. Hun gik og tænkte på, hvorledes han’vilde spørge, og hun rødmende svare: » ja! jeg satte blomsten bort, fordi de ønskede det, « — det kunne være en ganske romantisk situation, syntes hun; — så hørte hun ham komme, og — trods alle hendes fantasier — flyttede hun den i en fart ind på sin gamle plads i dagligstuen, hvor der nu var frisk luft, orden og stilhed igen. De talte ikke om blomsten, men han morede sig ved, ude fra at have set den stå inde i Maries værelse, og nu, da han kom ind i dagligstuen, stod den dér. — derfor lød måske hans stemme så venlig, da han sagde: » Hvor her er hyggeligt; slet ikke, som om der havde været fyrretyve fruentimmer, der alle snakker på en gang. « Marie syntes igen, at det var umådelig respektstridig sagt. Alligevel måtte hun le lidt til ham — ganske stille, — fordi hun egentlig syntes, det var uret at le, — men det var så fristende. Det klædte hende at le sådan, syntes Harry; og han tænkte på den latter, efter at han om aftenen var gået i sin seng. De to køn har nu en gang en fortvivlet lyst til at slå funker, så snart et af dem mødes med det af det andets jeg, som man ikke ser til hverdag. Det er de funker, som man skylder, at der så ofte signaliseres falsk brandalarm. — den aften havde Harry ofte set efter Marie, når hun gik over 25 gulvet; — det var, som om en trækvind havde ført en svampespore ind i værelset, dér dansede den rundt et øjeblik, og så forsvandt den for evigheder, uden at Harry eller Marie anede, at den havde eksisteret. I de breve, Harry skrev over til Amerika, havde han endnu ikke omtalt Marie, men dagen efter, at hun, der havde fået mere mod over for ham, havde anbefalet ham » en dejlig bog «, som hun udtrykte sig, skrevet af en eller anden » Mis «, og efter hendes mening passende for Harrys hjærtes tilstand, skrev han: » Min kusine Marie er en snurrig gammel en. Grumme ubetydelig, meget forkludret, men ydmyg i bunden. « Harrys kjærlighedshistorie havde været ganske almindelig. Tiltalende, som han var med sit smukke forjættende blik, havde hans handelchefs hustru, der var spanierinde af fødsel, forelsket sig i ham. Hendes sorte øjne og lidenskabelige ord gjorde det snart af med hans smule dyd. Hun rejste bort fra sin mand og bøde hos Harry i hele to år. Men da rivhingerne stadig steg med hendes fordringer; da hun til sidst kaldte ham: » en dum dreng «, rejste han igen bort fra hende, £ overladende omsorgen for hende og£ hans’’nyfødte lille søn til sin fader, der var lykkelig ved at vide ham reddet ud af den » Suppedas «. » Hun er ikke mere værd, « sagde han til Harry; og Harry havde ikke mod til at sige, hvad han tænkte: om han selv da ikke var mere værd end til at handle, lige som hun havde handlet, løbe, lige som hun havde løbet. — men Harry var » et almindeligt menneske «. Ædelmodighed er ualmindelig. Og så rejste han. Således var den udvortes side af historien, den indvortes var den, som hver sjæl må lære at kende, om ikke af egen erfaring, så gennem andres. Det begynder med tro på sin egen følelse som skøn og ædel, og tro på den andens som ubrødelig. Det er en berusende, salig lykke, hvor man gerne købet en omfavnelse med » et livs Jammer «. Så kommer der en stille glæde ved besiddelsen, hvor da lidt efter lidt » Livets Jammer « begynder at stikke hovedet frem, — ikke med de store, sønderknusende sorger, som man så dristig havde set i møde, men med de små stik, de, der minder os om, at et ordnet samfunds tusendårige love står der, ikke fordi en enevældig tyran har indstiftet dem, men fordi selve eksistensen fordrer det, så uundgåeligt, at de, der vil trodse, selv til sidst fortvivler, viger, falder, — ikke fordi » Folk er bornerte «, eller » Verden smålig «, men fordi vi selv er små, er svage sjæle, der må spændes i spand med hele samfundet, tvinges til at følge den vej, vi ikke bag efter skal komme til at fortryde at have valgt. Så kommer der fortvivlelse, forgæves forsøg på at få kærligheden til at blusse op igen; væmmelse, opgiven og under de heldigste omstændigheder, som nu her, en fej flugt, hvor mismod og mistro til sig selv og andre følger med. De første måneder i Danmark var gåde som en drøm for Harry. Om dagen sad han på kontoret hos den grosserer, hvor hans fader havde skaffet ham en ansættelse. Om natten lå han vågen, skældte sig selv for en skurk, kaldte hendes billede frem, som hun var, da hun kom til ham, — længtes fortvivlet, lidenskabeligt, — huskede så, hvordan hun var i virkeligheden, og skar tænder over kvindernes falskhed og hans egen tossegodhed, — glædede sig over, at han var rejst fra hende. Efterhånden dyssede det ensformige liv, han førte, alle de urolige tanker i søvn. Han glemte at rase over fortiden eller se mistrøstig på fremtiden, han tog livet i små Doser fra time til time. Han blev det, grossereren kaldte: » et behageligt, ungt menneske «, d. v. s. ordknap, alvorlig, flittig og interesseret i handelen. Han blev også det, etatsråden kaldte: » et be- | hageligt, ungt menneske «, d. v. s. han holdt sig i hjemme, læste » Berlingske « for etatsråden og i talte om » de små ting « med Marie. — det | var en hvile, der lignede døden, og den gav s ham et melankolsk træk ved de klare, grå i øjne; men den gav ham også en beroligende g fornemmelse af, at der gives livsbaner, som 9 ganske fredsommelig sno sig uden om skær og | afgrunde. | og mens han sad stille og hvilede i at se, | på Maries jævne tilværelse, studerede han hende, i forsøgte, dels for hendes egen skyld, men mest i fordi han selv ville vederkvæges ved at se noget | harmonisk, at få kanterne slebet af hende i det i ydre, og troen på sig selv vakt i det indre. E en aften den følgende vinter, et halvt Års tid efter at han var kommen til Danmark, traf han Marie ene i dagligstuen og, som han syntes, forgrædt. — han forudsatte en scene med etatsråden og søgte at opmuntre hende, og at vække hendes selvfølelse; men lidt ind i samtalen fik han at vide, at hun ikke havde talt med sin fader siden ved middagsbordet. Hun havde været henne i Frederiksberg kirke for at se et bryllup. Om formiddagen havde hun været så stolt og glad over, at » Graver Petersen «, som hun havde personlig bekendtskab til, havde skaffet hende en billet; og nu sad hun og udbredte sig med velbehag om brudens toilet og brudgommens ordner, om følget, om præsten, om publikum; — men! Hvorfra var da de røde øjne? » Ja! nu går hun i aften ind i sit smukke, ny hjem, « sluttede hun med et suk, » de skal have det så mageløst elegant, med tyrkiske tæpper fra Wessel og citrontræ i spisestuen, — møbler naturligvis, « føjede hun til sin talestrøm, da Harry så forbavset på hende. Harry havde ellers fået hende til at tale lidt langsommere og lidt mere artikuleret, da det uden det havde været ham aldeles umuligt at forstå hende, men i aften kørte tungen med kurertog. » Og så brudepigerne, alle ni i hvidt og med sennep — elegant — å! Gud! sådan nogen tænker nu bare på, at det bliver dem næste gang, — det bliver det jo også nok. « Hun sukkede atter og pudsede sin spidse, lidt røde næse som en energisk afslutning på gråden; så tog hun et hækletøj i sine magre, urolige hænder og udførte den sjældne bedrift: at tie stille. Nu havde han årsagen til gråden, — hun ville gerne giftes! han sad tavs og så på hende, der bøjede sig over arbejdet, — hun havde vist været smuk, hun havde smukke øjenbryn, et udtryksfuldt lille ansigt, en let og bøjelig figur, gracieus var hun langt fra at være, tvært imod både åndelig og legemlig kejtet; — hm! hun havde elsket; ulykkeligt? — naturligvis — stakkel! — han så på de travle hænder, der fik så mange skænd af etatsråden, når de tabte, hvad de skulle have holdt på, eller når de forfjamskede greb efter, hvad de skulle have ladet ligge; — han så på de smukke, brune hår, der bøjede sig om panden, —iden pande, som lukkede for så mange konfuse tanker, og som altid var rede til at være glat og uden skyer, når det forlangtes af den. Han blev nysgerrig. På sin forkælede, hensynsløse måde sagde han pludselig: » Fortæl mig lidt om deres ungdom, Marie! « — han mente, hun ville nok i sin enfoldighed røbe, hvor hendes livs poesi havde ligget. Det var ikke alene hendes øjenbryn, der var smukke, øjnene var det også, det så han nu, da hun med et halvt forskrækket, halvt vemodigt blik så op på ham. Det ord — » fra deres ungdom « — havde passet så underlig godt til hendes egne tanker i aften. Hun havde så ofte sagt: » Gud! det kan en pige i min alder virkelig ikke gøre, « — og så var hun bleven lét af; » Du med dit liv «! — hun havde så tit klædt sig i mørke farver, når der var bal hos tante Line, og var dog bleven hentet ind i balsalen; — men i aften, mens hun mellem veninder og familje havde siddet oppe på pulpituret, havde hun for første gang virkelig følt, at hun var gammel. Der var ikke foregået noget usædvanligt; det var gået til som ved de hundrede andre bryllupper, hun havde set på; men da ceremonien var forbi, og alle rejste sig befriede, mens koret på orgelet meget reserveret forsikrede at: » det var så yndigt at følges ad «, nb. » for dem, som gerne vil sammen være «, gled en nål, der bar en lille myrtekvist, ud af brudens slør, brudgommen greb den på hendes skulder og ville med sin kejtede, store hånd hæfte den fast, bruden lo og fæstede den selv, mens hun stak den anden arm ind under hans, hun var bleven lidt rød i de runde, barnlige kinder, og han så lyksalig ned på hende, — det var det hele; — men det traf et stakkels ensomt hjerte oppe på pulpituret som et dolkestød. » Fra min ungdom! « svarede hun på Harrys spørgsmål; » å! jeg har såmænd haft det rigtig godt altid, vi har jo bot rundt omkring i mange byer, i Nykøbing havde vi en mageløs dejlig have med de mest mageløse blomster og frugter; i Randers var der en masse dannede familjer, vi blev naturligvis altid regnede blandt honoratiores, men i — — « » Å! nej! « Harry måtte standse talestrømmen. » Jeg mener en enkelt begivenhed fra deres ungdom, helst med lidt romantisk sving, herre gud, de med deres udseende og deres stemme må jo have knust mange hjerter « — han kom olje på maskinen. Hun rødmede også og lagde hovedet på siden, mens hun strammede øjenbrynene til vejrs, som hun plejede, når hun var i ilden. Harry sad allerede og gottede sig over hende: nu kom det! — men så kom der pludselig lige som en underlig kulde over hende, der gjorde hende træt i hænderne, og så svarede hun ganske rolig: » Å ja, somme tider var der nok nogen, der gjorde lidt af mig, men det ved man jo nok, hvordan det er, jeg tror også nok, « her blev hun blussende rød, » at der et par gange var nogen, der friede hos fader, — men se, han kunne jo ikke godt undvære mig efter moders død, — og der er jo piger nok at få. « Da Harry havde sagt Marie

1894_ChristiansenE_Hjarl

Einar

Einar

Christiansen

Hjarl

male

male

dk

ChristiansenE

Hjarl

Christiansen

Hjarl

En Ungdoms Historie

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I. Højesteretsassessor hjarl boede i ny Kongensgade, i udkanten af quartier latin, som han holdt af at sige. Huset, der skrev sig fra begyndelsen af århundredet, så fornemt og unærmeligt ud med sine to høje stokværk. Det hvælvede Portrum gav højtideligt ekko og åbnede udsigt til en havelignende gård, hvor en gammel Ask vinkede nedladende med sine tætfingrede blade. Trappen var herregårdsbred med lave, bekvemme trin, og der lå en ærværdig-kølig Duft over luften derinde. I de to store, herskabelige lejligheder varestuerne dybe og mørke, med forhøjninger, træpaneler og et utal af rummelige væggeskabe. Gulvene bølgede blødt » Under ens trin, bonede af årelangt slid, og i dørene sagde gammeldags messinglåse, der lod sig dreje lige let til begge sider. Der boede tusinde lyd i lofter og vægge, det rumlede her og det knirkede hist, og dørene spillede en hel kromatisk sats, når man lod dem stå. Assessoren havde taget lejligheden i arv efter sin fader og elskede just det forfaldne ved den; han tillod knap nok de allernødvendigste reparationer og blev for alvor vred, da værten en skønne dag lod husets façade pudse op. Om man havde malet navnet over på hans faders gravsted, det ville næppe have fyldt ham med større forargelse. På assessorens indstændige forlangende blev gårdsiden skånet. Her havde efeu og vild vin nu i årtier kravlet sig op ad muren. Fin og let med de vimse, nysgerrige fangtråde havde vinen bredt sig over det hele, bestandig grådig efter mere, uden trang til at beholde, hvad den havde nået; på store stykker af muren, som den i sin opadstræbende ærgerrighed havde forladt, så man kun dens tørre, bare stamme, medens den højt oppe, tæt ved tagrenden, hang frisk og lystig og luftede sig vigtigt i vinden. Efeuen gik grundigere til værks; den nåde kun til stueetagen og slog sig her til ro i et skovtæt, rodstærkt lag, selv en mur, nok så stædig som stenen. Den lå i en bred, bladtung ramme — blank og mørk — om det smårudede vindue i assessorens arbejdsstile. Dette værelse var smalt og langt med et grimt tapet, der havde farve som vaskeblåt. En sortbetrukket empiresofa med endeskabe, bred i sædet som en seng, optog halvdelen af den ene væg. Foran sofaen stod et tungt mahognibord, hvorpå der lå bøger og papirer i høje bunker, som hjalp hinanden med at holde balancen; og midt imellem disse ragede to stearinlys op, der sad i et par stager med fælles sølvplade. Assessoren læste aldrig ved anden belysning. Over empiresofaen hang familieportraiter uden spor af symmetri i uensartede rammer. Mod den modsatte væg strakte sig helt op til loftet to overfyldte boghylder, der i hjørnet ved vinduet begrænsedes af et sammenslået spillebord, som stod under et langagtigt, overskåret spejl, og fjernt inde i stuens dyb af en lille, hyggelig kakkelovn, der følte sig trykket under byrden af en høj, forgyldt Minerva, som pegede stolt med sit spyd mod det sodede loft. Et par stole med hestehårs betræk kukkelurede hist og her i krogene; man måtte søge for at finde dem. I denne stue havde vel gennem årenes løb adskilligt bohave sneget sig ind.,. som ikke fandtes der i den ældre hjarls dage, blandt andet den grønne lænestol ved vinduet med den flade trøster spændt stramt over ryggen; men i de to store værelser ud til gaden var i flere årtier ikke et meubel blevet flyttet, ikke et billede hængt om. Assessoren bevarede deres støv og deres skatte med lige samvittighedsfuld pietet. I » Salen « hang gamle malerier i forgyldte, flueplettede rammer, det ene gnidende sig op ad det andet, så tæt, at den røde farve imellem dem kun skimtedes i smalle striber. For vinduerne mørknede tunge, gule damaskesgardiner med silkespundne kvaster. Midt i værelset svømmede et firkantet, udskåret bord med falmede albums og pragtværker i støvede stabler. Og ovenover bordet svævede i langleddede lænker en skålformet krone af forgyldt bronce med fremspringende ørnehoveder til lyseholdere. Den kolde kakkelovn dækkedes af en perlestukket skærm, der vaklede på sit spinkle, ormstukne stativ og så ud til at skamme sig over sin unyttige tilværelse. Skudt hen i et hjørne stod stuens eneste siddeplads, en fløjelssofa, til hvis ryg var fæstet en hylde, hvorfra en buste af assessorens fader overskuede rummet under inkvisitoriske bryn. I det modsatte hjørne grånede Oehlenschlægers fede gibskinder stærkt under støv og neddrysset kalkpuds. Et mægtigt spejl i ægte forgyldt ramme, der nåde fra loft til gulv, gengav salens øde, støvede pragt. En vid fløjdør førte ind til dagligstuen. Denne bestod af tre interieurer, der kun ved meget store selskaber smeltede sammen til en helhed. I det ene dominerede en kolossal sofa, betrukket med et kanevasbroderi, hvori uhyre blomster udfoldede deres grovt chatterede farver, samt et mægtigt, cirkelrundt bord, hvorom syv vidtfavnende lænestole stod i fordringsfuld rundkreds. Herfra til kakkelovnsdomainet, hvor en lille, umagelig puf trak sig sky tilbage for et complex af små borde, det ene under det andet som kinesiske æsker, og hvor en fornem chiffoniére syntes skabt til at støde sig på, var der en gabende afgrund, som man måtte råbe over. I stuens tredje afdeling, nærmest vinduerne, en lille Fjerdingvei fra de andre meubler, dannedes midtpunktet af claveret, et taffelformet instrument, der rystede i benene for et kraftigt anslag, og hvis strenge, når man rørte de gule tangenter, skreg op, som om de prikkedes på et ømt sted. Meublets fornemste opgave i livet var at bære et par tunge, forgyldte empirevaser, som det var et dragerarbejde at flytte. Rundt om på væggene hang Rafaels tolv stanzer i volpatos klassiske stik og gjorde et svagt forsøg på at hævde værelsets enhed. Til daglig satte assessoren kun sjælden sin fod i disse Stuer, nu da hans kone var død og hans eneste barn gift. De lå hen som et slags mausoleum, hvor fortid og arv sov i hellig uberørthed — en Art anskuelige deviser i assessorens Skjold. i. » Bedstefaer, kan du synge? « » Nej, min dreng — hvorfor? « » Jo, for jeg vil være spillemand, og så kunne du synge. « » Snak, du skal være jurist. « » Hvad er det? « » Det er det samme som bedstefaer. « » Jeg vil hellere være spillemand. « » Hør nu en gang, Vigant, og hør nu godt efter. Først skal du i en zzzz? Skole, og så skal du i en stor skole. Og så skal du være student. Og så skal du være juridisk candidat, og så kan du engang komme til at gå i retten ligesom bedstefaer. Vil du ikke gerne gå i retten? Du ved nok, oppe på Christiansborg slot. « » Jo, det vil jeg gerne. « » Nå ja, der kan du selv se. — kan du så gentage for mig, hvad det var jeg sagde—? Først — « » — i en lille skole. « » Rigtig. Og så —? « » — i en stor skole. « » Godt, og så? — nå, tænk dig om. — stu — stu — — « — — » dent « » Og så? — ju—ri—disk — can—di—dat. « » Can—di—dat. « » Og så —? « » Og så vil jeg være spillemand. « » Snak «, det klang så vredt, at drengen trak op til gråd; » og så i retten ligesom bedstefaer. « — det var assessoren og hans lille seksårige dattersøn, der talte sammen. Bedstefaderen sad i sin lænestol ved det smårudede vindue. En nysgerrig ranke af vild vin med stærkt rødkantet løv hang i en bred bue ned foran den øverste rude og kiggede ind i stuen. Lyset faldt sitrende og grønligt ind over den gamle mands ansigt og gjorde de fine, stramme træk mere blege og stuegjemte end sædvanlig. I hånden holdt han en bog, der under samtalen med drengen var sunket ned i hans skød, men som han nu efter det sidste afgørende punktum atter løftede op mod lyset og tæt hen til de nærsynede øjne. Underlæben var krænget en smule nedad, den højre hånd lå fastklemt om hagen, og det ene ben vippede i små sæt, slået hen over det andet. Vigant, som sad i en gyngeskammel ved hans fødder, lurede ham stillingen af — krængede underlæben nedad, lagde hånden om hagen og slog benene over hinanden. Forleden dag havde nemlig det samme kunststykke fået bedstefaderen til at le. Og nu, da han godt mærkede, at den gamle var vred, nu måtte han jo se at få ham god igen på en eller anden måde. Men assessoren vendte blad på blad uden at sende drengen et blik. Vigant kunne ikke engang se hans udtryk, for bogen var imellem. Han ventede et par minutter; så blev han træt af stillingen, trak benet ned og læben op. Men noget måtte han finde på; den tavshed var alt for trykkende. » Bedstefaer «, sagde han så med tilkæmpet kjækhed, » nu kan jeg dem alle sammen. « » Hvad for nogen? « » Billederne «, sagde Vigant og pegede på familieportraiterne over sofaen. » Nå, lad mig da høre « — assessoren lod atter bogen synke ned på sit knæ. Rap som en hundehvalp krøb Vigant på alle fire op i sofaen, stillede sig ret op og støttede sig til et af endeskabene, der befæstede det store meubel som et par tårne. » Det er oldefaer «, sagde drengen og gned sin lille f'inger helt hvid og flad på glasset over et stort littografi, der forestillede en gammel mand med fintskårne træk, en stram overlæbe, en bred pande og buskede bryn over skarpe, mønstrende øjne. » Det er rigtigt — det er oldefaer «, sagde assessoren, som havde rejst sig og nu stod og holdt Vigant i hans bluse. » Kan du så huske, hvad han var? « » Han var også i retten. « » Han var — ju—sti—ti—arius. « Vigant gjorde et klodset tilløb til det svære ord, men blev stikkende i en lang s-lyd. F'or at slippe for yderligere tiltale pegede han hurtigt på et lille daguerreotypi, der hang under littografiet. » Og det er oldemor. « » Stop, stop! — vi er ikke færdige med oldefaer endnu. Hvad var han mere? Nå? — mi — — « » Mi—nister « sagde Vigant med en uhyre kraftanstrengelse. » Og hvad hed han? — nå, hvad heddetdu selv? « » Vigant hjarl Møller. « » Snak, din oldefaer hed ikke Møller, «. Snerrede assessoren vredt; — » han hed bare Vigant hjarl. « og han kneb den lille i hans buttede kind og drejede hans ansigt om imod sig. Jo, der var nogen lighed — navnlig i den måde, hvorpå drengen trak brynene sammen. » Har oldefaer også været en lille dreng? « Spurgte Vigant, da bedstefaderens blik begyndte at genere ham. » Ja, og en flink dreng, kan du tro — så flittig og så artig og så pligtopfyldende. Det må man være, hvis man vil blive til noget i verden. « » Oldefaer boede hos kongen «, sagde Vigant med et henrykt smil, stolt over sin gode hukommelse. » Snak, han boede ikke hos kongen, men han kendte kongen, og kongen satte pris på ham-------frederik den syvende, forstår du — i otte og fyrre. « Vigant havde atter, en kende utålmodigt, vendt sig mod væggen. » Det er bedstemor « — han satte hele sin flade hånd på et smukt, sørgmodigt ansigt, der var indrammet i et par mørke, fyldige krøller — » Bedstemor skal have et Kys «, og han trykkede sin bløde, fugtige mund mod glasset, så at hans ånde tågede det til. » Hvorfor er bedstemor død? « spurgte han, mens han tørrede billedet af med sit ærme. » Bedstemor var altid syg, « svarede assessoren kort. — » Nå, men hvem er så det? « han pegede på en yngre militair. Vigant så usikkert på bedstefaderen; han 'åbnede munden og glemte at lukke den igen. så sagde han pludselig i en helt forandret tone, yderst hemmelighedsfuldt. » Bedstefaer, jeg ved noget. « » Nå, hvad er så det? « Han klappede i hænderne og hoppede i sofaens fjedre, så at han var nær ved at vælte: » vi skal have pandekager til middag. « » Menzzz/ får ingen, når du ikke kender * ham der. « Det dirrede i Vigants mundvige. » Det er onkel Helmuth, som faldt i slaget ved bov, « Ræmsede han fra sig i lykkelig inspiration, — » må jeg så gå ud til Line? « Bedstefaderen kyssede ham og løftede ham ned fra sofaen. Line var ikke i spisestuen. Hvad så? Vigant stod et par minutter og betænkte sig. Skulle han gå ned i køkkenet, eller skulle han vove det alene — skulle han vove at kigge, blot kigge ind i den røde stue? Han havde aldrig før været derinde uden i selskab med bedstefaderen eller en af folkene, men han vidste ikke noget dejligere i verden: billederne og de hvide figurer og spejlet, hvor han kunne se sig selv fra top til tå! — han ville probere. Sagte smuttede han ud i entréen, og derfra — — når nu låsen blot ikke sad så højt, at han ikke kunne nå at dreje den om! — nej, han kunne, han kunne akkurat, når han stod på tåspidserne. Og i det samme var døren sprunget op, blot ved et tryk på håndtaget. Ja, der lå hele herligheden. Vigant lod døren stå på klem og gik ind. Hvor der lugtede fint, og hvor billederne stirrede besynderligt på ham! Hvad var nu det for en, hende der i den lange, hvide kjole, der så ud, som om hun svævede —? sikken hun var svajet i ryggen, og hvor mon hendes hoved var blevet af? Billedet forestillede et vandfald i en mørk bjergegn. Og hende der, den lille rødmussede pige, som lå og sov ved siden af sin kurv med jordbær! — hvor kunne hun dog det? hvor var det muligt? hvorfor spiste hun ikke af dem? — det skulle bare være ham! Men hendes moder havde måske forbudt hende det; og hun var sagtens en artig lille pige, der ville blive til noget i verden —! — uh, ham der, ham kunne han ikke lide, med de blanke, stive øjne, med det lange, sorte hår om de blege kinder og med bloddråberne i panden under den stikkende krans. Men han måtte se på ham alligevel; og jo mere han blev bange, des mere måtte han se. Han stampede i gulvet, truede ad billedet med sin lille knyttede hånd og løb til sidst fra det. God dag, Vigant — god dag! Det er rigtignok en fin bluse, bedstefader har foræret dig; bare du måtte gå med den hver dag! — men det er ikke hver dag, du kommer i ny Kongensgade. Og støvlerne kan man også se — og sikken du kan hoppe! en gang til! Han gik helt hen til spejlet og pressede maven mod maven derinde. Med et fik han øje på oldefaderens buste henne i krogen. Det skulle være morsomt at stå lige så ubevægelig som den. Så stillede han sig op med fremskudt hage og vrede bryn, og stirrede sig selv stift ind i øjnene, stirrede en hel minut — indtil han pludselig blev bange for sin egen og værelsets højtidelighed og i små rappe trin løb ud i entréen igen, uden at turde sende et blik tilbage til denne døde, forgyldte herlighed, der syntes ham at råbe hans navn med klaprende tænder uden en lyd. — nu fandt han Line i spisestuen, hvor hun dækkede bordet. Hun var et halvgammelt, fregnet fruentimmer med et par stikkende øjne og med en næsten tandløs mund, som altid gjorde ham fugtig helt ned på hagen, når hun kyssede ham. Vigant drejede og vendte, sig, som han bedst kunne, for at undgå disse besværlige kærtegn, men hun tog ham med magt, og når han skreg op og strittede imod, tyssede hun på ham ved at sige: » nu skal prinsen være en god dreng, nu skal prinsen elske p-amle Line. « O dette, at blive kaldt prinsen — det kunne han ikke stå for. Bedstefaderen var konge, og han selv var prins — naturligvis, således skulle det være. Og alle husets herligheder, de var hans, og Niels var hans tjener, og Line var hans stuepige, og Christoffer, som løb byærinder, var hans bydreng, og Lotte var bare til for at lave hans livretter. Nå ja — Line kunne jo gerne få sine Kys som sædvanlig, men så skulle hun også give ham lov til at kigge ind i væggeskabet, hvor alle de dyreste skatte lå gemte. Ja, se bare! Der var store fem- og sexarmede sølvlysestager, tunge opsatser til blomster og frugt og et blomstret meissenservice med båd formede sauceskåle og terriner med engle på låget; der var glas i alle størrelser: klare rødvinspokaler, som sang den reneste diskant, når man knipsede til dem, og grønne og gule småbægre på høje, rosetprydede fødder; der var kurve fulde af sølvtøj, sukkerskåle og flødekander til mange familier, og riflede tteskeer med fint ciseleret arbejde på bagsiden; og der var forgyldte gammeldags cafifekopper, somme med buede maver og snørklede hanke, andre slanke som cylindre med små malerier på siderne. Vigant kunne aldrig blive træt af at røre ved denne kongelige taftelpragt. Han elskede at sætte den største sukkerskål på sit hoved som en hjelm og bruge potageskeen som spadserestok. i dag, til en afveksling, fandt han på at rede sit hår med to dessertgafler. Men han havde nær af forskrækkelse stukket sig i øjnene med dem, da Line gjorde ham den ubehagelige meddelelse, at han skulle have klipfisk til middag: klipfisk, cotelet og pandekager. » Assessoren har selv ordineret det, « sagde Line, » skønt både Lotte og jeg bad for vores lille dejlige susselam. « og så var den tandløse mund der igen med sine savlende læber. Men Vigant havde ikke kraft til at værge sig mod deres angreb, så lynslået var han af den forfærdelige efterretning. » Jeg kan ikke «, sagde han, og munden blev bred og firkantet som på en tragisk maske, » jeg kaster op. « Det var med villie, at assessoren havde forlangt klipfisk på bordet den dag, Vigant kom — for det første fordi han selv holdt af retten og var stolt af sin spartanske smag, men ikke mindre fordi han ønskede at vænne Vigant af med en last, der, når den ikke blev kuet i sin spire, kunne have uberegnelige følger for hele livet. » Et kræsent menneske bliver aldrig til noget, « docerede han for drengen, da de siden efter sagde sammen ved bordet, og Vigant under smågylp og hyppig vanddrikken forsøgte at nedsvælge nogle stykker af det skrækkelige havuhyre, der lå og svømmede på hans tallerken i smeltet smør, » man må være nøjsom, man må overvinde sig. Først gør man, hvad man ikke vil, så må man, hvad man vil; du kan være glad, om du hele dit liv kan få så god mad. — jo vist så, et stykke til. Du vil jo gerne ligne bedstefader, — nå ja — han holder meget af klipfisk. Man bliver stærk af klipfisk. Kræsenhed er en rod til alt ondt. Man må begynde med at skole sit legeme, ellers lærer man aldrig at skole sin ånd, skal du vide. Se så, der kan du se — det smagte jo dejligt. « » Å, det lille skind, « sagde Line i en tone, der ikke var fri for en vis uærbødig snerren mod assessoren, » han er jo blevet ganske nerveus. « » Tag bort. « assesoren skubbede sin tallerken fra sig og vendte sig til Vigant. » Du skal ikke høre efter, hvad Line siger. Her i huset er det en forbrydelse at være nerveus. « Alligevel sad Vigant og hikstede en stund endnu under små generende mindelser af den nedslugte fjende. Han faldt først rigtig til ro, da pandekagerne kom på bordet. — efter middagen drak assessoren caffe i dagligstuen. Han sad i sofaen og Vigant på en højt opskruet taburet henne foran claveret, hvor han med sprællende fingre accompagnerede sin egen brægende sang. Line lå under instrumentet og fik hele den gamle mahognikasse til at dure ved at trykke på pedalen, som Vigant ikke selv kunne nå. — tusmørket faldt; man tændte gaslygten udenfor. Og i løbet af en halv time blev dens usikre skin, der i begyndelsen knap var til at skelne, skarpt og gult og lå til sidst, gennembrudt af vindueskorsets spinkle skygge, som et grelt lys hen over sofaen, hvor assessoren i halvsøvne tyggede på sin havaneser, medens drengen, som var krøbet op til ham, lå og sov, så lang han var, med flovedet på hans ben. Assessorens gule, årede hånd lå let på Vigants hår, som han klappede med en uophørlig, men næsten umærkelig bevægelse. Klokken syv kom Line ind med en høj, hvid olielampe, som hun satte på bordet. Den lyste knap så meget som lygten udenfor. » Ved Herren, at de andre herrer er kommen, « sagde hun. Det var assessorens spilleaften. Hver lørdag så han tre af sine colleger i retten hos sig til et whistparti. De kom præcis klokken syv, fik klokken ni skåret smørrebrød, the og små tvebakker og gik præcis klokken halv elleve. — men assessoren rejste sig ikke^ » I må undskylde, « sagde han, da hans gæster trådte ind, » men jeg vil ikke vække fyren. Kom, skal i se. « Og de tre gamle herrer, alle med hvide bomulds slips og med sorte, tætknappede frakker, der posede lidt ud over brystet, rykkede lydløst hver sin lænestol hen til sofaen og sad og så på drengen med små beundrende nik til bedstefaderen. » Nu er det ellers bedst, at Line følger ham hjem, « sagde denne, da Vigant gjorde tegn til at vågne. » Han har været her fra klokken to. Jeg har ikke fået det mindste bestilt; men dagen er alligevel ikke spildt. Jeg må jo gøre mit til at få en nyttig borger ud af ham. « Iii. Docent Møller havde lagt pennen bort og skubbet udkastet til sin nye, mattematiske afhandling til side. Han sad tilbagelænet i sin skrivebordsstol med sin venstre arm løst støttet til dens ryg og tog med lange mellemrum et let drag af sin eftermiddagscigar. Denne smagte ham ellers bedst, når han dampede løs, men han ville ikke genere sin hustru, som kun dårligt tålte røgen. Hun sad på en puf henne ved vinduet og hæklede. Han havde en sag på hjerte, som han vidste ville bedrøve hende, men som før eller siden måtte afhandles imellem dem; ved middagsbordet i dag havde han bestemt besluttet at bringe den på bane, så snart der blev lejlighed til det. det var derfor bedst, nu, med det samme — men han betænkte sig længe. Hun så så sød ud, som hun sad der — denne yndefulde, svagtbøjede stilling, disse smalle, vevre hænder, dette fine, urolige ansigt. Han måtte mindes, hvad en ven af ham engang havde sagt om det, at det var som en bog uden stil, men med mange ideer, en bog, som man vender tilbage til. Alligevel — de måtte jo en gangpgjennem det. Og når han blot kunne beherske sig, kunne lade være med at fare op — — » Manne. « Tonen gjorde straks hende, der kendte ham, klar på, at han ikke indledede en ligegyldig samtale. Det slog ham også, hvorledes hendes ansigt, der havde set så adspredt ud, med et tog sig sammen, da han nævnede hendes navn. Kun i øjnene blev der endnu noget fremmed tilbage, noget fraværende, ligesom noget, der ikke så. Det var genskinnet af de langvejs fartende tanker, som hun ikke straks fik kaldt hjem, men som endnu en stund bleve stikkende ude i tågen. » Ja — « svarede hun og vendte hovedet. » Næste gang får vi vel hvidt sukker til pandekagerne, « sagde docenten med et forsøg på at smile. Hun så uforstående på ham: » hvidt sukker? » » Ja, siden din hr. Søn ikke kan spise puddersukker, men foretrækker at lade portionen stå, når han ikke får den serveret ligeså fint som hos bedstefader. « » Papa forvænner ham ikke, papa er meget fornuftig, « sagde Manne, som straks forstod, hvor hendes mand ville hen, og hurtigst mulig søgte at afværge hans angreb. » Å ja, fornuftig og fornuftig! « hendes øjeblikkelige tagen-parti irriterede ham, » det kommer an på —! men selv om han var nok så fornuftig, så mener jeg dog, at Vigant ikke har godt af at komme så hyppigt på besøg i ny Kongensgade, som han har været i den sidste tid. « » Det er jo papas største fornøjelse « — og andre hensyn var der ikke at tage, det lå tydeligt nok i hendes tone. » Kan gerne være, men her er ikke tale om din fader, « han slog hårdt i stoleryggen, » her er spørgsmål om drengen og om os to. og vi har ingen fornøjelse af det, vi har tvertimod skade af det. « » Vi —? « » Ja, netop. Ikke en, men ti gange om dagen hører jeg Vigant sige: de har det meget pænere i ny Kongensgade, der er meget finere hos bedstefader — « » Det er der jo også. « » Såmænd. Det er for resten en smagssag. Men drengen skulle ikke synes det. Han skulle synes, at der er pænest hjemme. « Manne rystede på hovedet: » jeg synes, det er en smule latterligt, Herluf. « » Det er ikke latterligt. « docenten rejste sig heftigt. » Drengen vænner sig til større forhold end dem, han er født til; og det ender med, at han rynker på næsen af sit hjem. « » Ja, hvis papa forkælede ham, men du ved jo selv, hvor strengt han tager ham. « » Å ja, han præker noget for ham, som han ikke forstår. Men for resten — for resten gør han ikke andet end sætte ham griller i hovedet. Ja, det siger jeg — rigtig dumme, forfængelige griller. Ligner det noget evig og altid at tale til en seksårs purk om hans store navne, i hvis spor han skal gå! — om at gøre sin berømte slægt ære, og mer af samme surdej. Det er jo til at få kvalme af. « Docenten ærgrede sig over sin voldsomhed; men Mannes øjne havde fået et koldt udtryk, som gjorde ham dobbelt hed. » Jeg ved det nok, du har aldrig holdt af min slægt — jeg ved det nok — « sagde hun med et udtryk, som om hun lagde mile imellem dem. » Det er ikke correct, det, du der siger « — docenten begyndte at gå op og ned — » jeg forguder den blot ikke, således som du. Og jeg finder den hoven. Herre gud, fordi din bedstefader har været minister en gang — det har vel også andre været. « » Hvis du blot en eneste gang havde talt med bedstefader — « docenten så, hvorledes blodet steg hende til kinderne. » Bevares, han var en hædersmand, han ville sikkert heller aldrig have gået og pustet drengen op, således som svigerfader gør det. Han ville have anset det for tilstrækkeligt at virke ved sit eksempel. Og det er det, det kommer an på, det er det, der opdrager, ene og alene det — og ikke al denne moraliseren og alle disse fede ord, hvormed epigonerne altid søger at holde på værdigheden. « Manne så slet ikke mere op, hun var begyndt at hækle ivrigt på ny. » Ja, jeg siger min mening; det kan ikke nytte at gå udenom. Drengen er min, og han skal ikke opdrages til at se ned på sin f'ader. Jeg er ganske vist ikke blevet til noget gennem min fader eller min faders penge, men derfor er jeg vel lige godt en mand, som en søn kan være bekendt. « Docenten vidste næppe mere, hvad han sagde. Hele hans lille lavstammede jupiterskikkelse rystede af bevægelse. Manne tav bestandig. Så gik han lige hen til hende og mere råbte end sagde: » hører du — drengen er min, og det er mig, der er den afgørende her. « Manne bøjede sig fra ham med en bevægelse, som om hun ville undgå et slag. » Så skulle du virkelig tage dig lidt mere af ham, « sagde hun og så flygtigt op; hendes pupiller vare helt små af sammentrængt vrede. » Ligge på knæ for ham måske og bede ham om den store nåde — hvad? at måtte have lov til at være hans fader —! « tonen var hånlig og vrængende. » Børn mærker godt, når de keder os voksne. Dig har han altid kedet — og derfor....... « » Det er jo slet ikke det, her er tale om, « Bed docenten hende af. » Jo netop. For papa har altid ' haft interesse for ham, og så er det jo kun rimeligt, at Vigant hænger ved ham. « » Jeg har måske ikke interesse for ham? « » Ikke således som papa eller jeg, — du......... « hun havde mere på hjerte, men hun tvang sig til at tie; det kunne han se på hende. Tilsidst kom det alligevel, og det kom ret voldsomt. » Du har altid været skinsyg på ham, lige fra han blev født. « » Så! skal vi nu ind på den gamle historie! « docenten lo kort og gik fra hende med store skridt. » Ja — for det er sandhed. Du synes, at Vigant har taget mig fra dig, og det er det, han nu skal undgælde for. Du under ham ligefrem ikke de få fornøjelser, han har. « » Men kæreste Manne « — docenten standsede • — » hvor kan du dog sige noget så vanvittigt tøjeri! « — han blev næsten rolig, i den grad forfærdede hendes påstand ham — » at jeg ikke skulle tinde — « » Hvad Vigant så gør, er det galt; du forfølger ham ligefrem; « der var stram gråd i hendes stemme. » Å, du er jo ikke normal! « Docenten kogte over igen, men fortrød det i samme øjeblik; thi han så Mannes udtryk forvrides af tårer, der allerede, før de brøde frem, ligesom løsnede hendes ansigt i alle dets Fuger. Alligevel gik han ikke straks hen til hende; dette måtte sætte sig hos dem begge; ellers kom de aldrig videre. Først, da han så, at hendes træk begyndte at falde til ro under en stille rindende gråd, tog han hendes hånd. Den var slap som brusk og brændende hed. » Ja, det var stygt af mig, Manne, det var stygt af mig « — han ville kysse hende, men hun trak hovedet tilbage. » Du skulle meget heller sende mig bort, så var du fri for mig — og så kunne du jo gøre med Vigant, hvad du ville. « » Herre gud — « » Jo, jo— det var det allerbedste; « gråden tog til på ny. » vil du da ikke forstå? « » Nej, for jeg kan ikke. Jeg elsker papa, og jeg er g^d, fordi Vigant gør det samme. Jeg har kun lært, hvad der var godt og smukt af papa, « hun hulkede mellem hver sætning, » hvorfor skulle så Vigant —? og papa går aldrig ind på det — hvad vil du også give til grund? « » Når vi var enige, Manne? « » Nej. Det ville være synd — også for Vigant. Herhjemme har han det ikke for morsomt. Du seer aldrig til ham — og hans moder er jo ikke normal. « Docenten bøjede sig atter over hende: » bedrøv mig nu ikke med at gentage det stygge ord. — Manne — se på mig. « Men Manne var ikke at formå til at løfte hovedet. Hun hæklede med feberhast. » Du vil fortryde det bitterligt en gang, når du ikke holder med mig. Og det kommer også til at gå ud over Vigant. « Manne rystede blot på hovedet og slog efter røgen af cigaren, som han ikke havde lagt fra sig. Så begyndte docenten atter at gå op og ned, og nu dampede han. Det var denne forbandede pecuniaire afhængighed af svigerfaderen — det var den, der var skyld i disse evige ægteskabelige rivninger, skyld i, at han ikke kunne få sin hustru helt og holdent over til sig, og skyld i, at han nu også måtte dele sin søn med andre. Havde han kunnet tage hende med sig på sin bryllupsdag, langt bort fra al den nedarvede indflydelse, så skulle hun nok være blevet et nyt og fuldt ud sundt menneske gennem hans erfaringer, hans livssyn, hans gemyt; men nu------------denne tossede slægtfølelse — i den bundede dybest både hendes kærlighed og hendes troskab, og kunne man ikke dele den med hende, kom man hende aldrig helt nær. Å, det var til at fortvivle over, det var virkelig til at fortvivle over. Han satte sig atter ved skrivebordet og ville give sig til at arbejde. Men han faldt hen i den samme stilling, som han havde indtaget, før han begyndte samtalen; han kunne ikke få øjnene fra hende. De trætte drag fra næsen ned mod munden — hvor trådte de dog skarpt frem i det fulde lys, hun fik fra vinduet. Og hvor tydeligt de dog talte, disse svage furer, talte om det tungsind, som hun stængede for, om dette grundløse sørgmod, der var en arv fra hendes moder, og som, trods alle hans forsøg på at dæmme op for det, bestandig flød i hendes sind som en underjordisk strøm, der undergravede den faste grund af fred og ligevægt, som hun af al sin sjæls villie søgte at opbygge. Stakkels Manne 1 og i et eneste hjerteslag gennemlevede han alle de tanker, han havde skænket hende siden deres første møde, fornemmede den på ny, så dyb og klar og forunderlig som for syv år siden, den blanding af vemod og betagelse, som havde knyttet ham til hende — og så denne ridderlige lyst, som hun altid havde vakt hos ham, til at forsvare hende med våben i hænde. og alligevel — alligevel havde han selv været den første til at såre hende, og såre hende på hendes allerømmeste sted. Men han kunne ikke krybe til korset, dertil betød sagen for meget. Kun det ene ord, det ene lille ord — med det havde han hav uret, og det ville han bede om forladelse for endnu en gang. Han rakte hånden ud: » Manne «. Hun lagde sin venstre løst i hans. » Vær nu god — og glem! « » Jeg har glemt, « hun tog hånden tilbage, » for på det punkt, angående Vigant, der er jeg netop normal, det er måske det eneste punkt, hvor jeg er det. Men du kan ikke bedømme det, for du forstår ikke børn. « » Lad os nu ikke begynde forfra. « » Det er jo dig, som — « » Jeg beder bare om et Kys. « Hun smilede overbærende: » et Kys — og så skal alting være godt. « Han drog hende over til sig: » holder du da slet ikke af mig, Manne? « ordene faldt tunge; der var både gråd og lidenskab i dem. hun svarede ved at sætte sig på hans skød. » Jeg synes netop, du måtte respektere mig, fordi jeg står så fast på det, som jeg mener er rigtigt. — fordi du nu ikke har havt et hjem, som du brød dig om — herre gud, husk dog på, hvad papa og jeg har været for hinanden. Og bedstefader boede jo i den samme lejlighed — jeg synes, det må være en ligefrem velsignelse for Vigant at komme i de gamle Stuer og vokse op med alt det for øje, som.... Jeg ved med mig selv, hvor jeg har følt mig styrket af det mange gange. — j°> jeg forsikrer dig: havde jeg ikke hørt til en slægt, som jeg nødig ville gøre skam, så var jeg helt falden sammen. « » Jeg har slet ingen fortjeneste? « han tog hende om hovedet og så bedrøvet på hende. Nu kyssede hun ham. » Du svarer ikke? « » Det ved du jo godt. Men det er på en anden måde — « » —som ikke er så god? « » Det er meget lettere med dig, du tager det alt sammen på dig, alt dette dumme mismod —jeg kaster det bort, når jeg er hos dig\ og så er det helt borte, for en tid. Hjemme derimod, der var jeg aldrig helt fri, men jeg beherskede mig mere. Blot jeg hørte papa komme, så — ja, så var jeg glad, så måtte jeg være det — det var min pligt — jeg øvede mig i 'det — « » Du skammer dig ikke nok for mig. « Hun smilede og sukkede på en gang. » Det er jo så underligt indrettet her i verden, at dem, man holder mest af, dem skåner man mindst. « Han forstod hentydningen. » Jeg skal forbedre mig «, sagde han og kyssede hendes hænder. De så hinanden varmt i øjnene og tog dem først fra hinanden, da de mærkede, at den samme tanke var faldet dem begge ind: resultatet? h

1889_ChristiansenE_Joppe

Einar

Einar

Christiansen

Joppe

male

male

dk

ChristiansenE

Joppe

Christiansen

Joppe

En ung Kvindes Historie

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Ole kjærlund vidste ikke stort andet om sine forældre, end at faderen — som han udtrykte sig — havde været præst et sted « fanden i vold » Oppe i Jylland, og at både han og moderen vare døde, da Ole endnu var en lille dreng. Det var hans morbroder, vinhandler barre, som havde opdraget ham. Onkelen, som var pebersvend, havde Ole holdt af. Denne havde taget drengen fornuftigt, holdt ham tæt til arbejdet og ikke tålt vrøvl. Så tidlig som mulig var han blevet sat ind i det forretningsliv, han skulle tage i arv, og han havde o ' o ' o øjeblikkelig nydt uindskrænket tillid. Nu, efter onkelens død, holdt han alt i den gamle gænge. Og forretningen, en en-gros-handel på højbroplads — butik holdt han ikke — som var forgrenet vidt ud i provinserne og gav godt af sig, beredte ham en agtet og lykkelig eksistens. Han levede mest for sine venner, og af dem havde han mange. Han havde nemlig mere end en gang i sit liv viist, at man kunne forlade sig på ham. Han var hjælpsom på en fornuftig måde og tavs som graven. Store storme havde han selv ikke oplevet, og ud af store storme, hvor det var æren eller livet der gjaldt, havde han vel heller ikke reddet nogen; men han forstod at klare de små skær og at sætte hårdt mod de små brådsøer, der larme mere end de skade. Når en ven fortalte ham sine sorger, hørte han roligt på det alt sammen, blev aldrig forbavset, forstod eller lod, som om han forstod det hele, og sagde så sin mening om sagen i få ord o o o o uden spor af sentimentale udråbstegn. Til sidst slog han hovedet på sømmet med en lille spøg, som bevirkede, at den anden fandt, der i grunden slet ikke var noget i vejen. Og det var just det, Ole ville opnå. Han sagde om sig selv, at, nedsatte han sig som klog kone, ville han blive berømt for sine piller mod humørsyge. — han og hans kreds holdt til hos mini på kongens Nytorv. Hele København kendte ham. Han havde en lille, vims figur og et påfaldende stort hovede; små, muntre, gråbrune øjne og en hårvækst, som endnu, trods hans halvhundrede år, var mørk og struttende. Sit skæg barberede han helt af, men så ikke desmindre ud, som om han aldrig var raget. Ikke heller hans lintøj var altid ganske propert, men — « han havde sgu andet at tænke på! når bare sjælen var ren! » Det ejendommeligste ved ham var den måde, hvorpå han førte sine hænder: i små, korte, studse tag som en marionetdukke. Og de fulgtes aldrig ad. Når den højre gik op, gik den venstre ned. Og fingrene spilede han fra hverandre. Humøret strålede ud af ham, hvor det bare kunne komme til. hans venner vare dygtige folk som han selv. Med fuskere kunne Ole ikke forliges. De to, han holdt mest af og havde kendt længst, var et par halvgamle pebersvende: doktor zillen og kontorchef Blum. Dem kaldte han « førstegrøden ». Zillen var så total skaldet, som noget menneske vel kan blive. Den fede nakke gik i et med halsen, og i lige linie med ørerne slog huden så dyb en fold, at Ole påstod, han havde mund både fortil og bagtil. « grådighedens gud, silen! » Øjnene fik man aldrig at se på grund af et par store, mørke briller, og munden kun sjælden, da han havde den vane at holde hånden for. Hans specialitet var børnesygdomme; men da de små vare over al beskrivelse bange for hans sære ydre, havde han ikke megen praksis. Han troede heller ikke stort på sin videnskab og brugte kun ti recepter. Også Blums udseende virkede frastødende. Alle trækkene i hans ansigt lå i strid med hverandre. Kinderne og mundpartiet — begge lige kantede — ville bestemt ikke have noget med hinanden at gøre, men lagde en dyb fure imellem sig. Øjnene småskelede fornærmet ned til næsebenet, som om det generede dem i allerhøjeste grad, og munden sugede sig ængsteligt ind i sig selv som af frygt for at komme i berøring med næsetippen, der var den eneste ansigtsdel, som lod til at- være forsonligt stemt. Men talte folk med ham, interesserede han dem; og kendte de ham, holdt de af ham. « du kan sgu takke din grimhed for det, du er bleven til, » sagde Ole lidt til ham. Og der var noget i det: folk havde ladet ham gå i o o fred. Han havde kunnet arbejde på sit livs opgave uden at blive distraheret, hverken af venner eller fruentimmer. Og han havde sagt til sig selv: « vil folk ikke se på mig for mit ansigts skyld, skal de pine død blive nødsagede til at se på mig for min dygtigheds skyld. » Og nu kunne det endog hænde, at man fandt ham ganske køn, når han kom med alle ordnerne på brystet. Mens Ole havde kendt doktoren fra dreng, skrev venskabet med Blum sig fra en senere o alder. Det var politiske sympattier, der havde knyttet de to sammen. Ole var nemlig politiker på en Hals. I fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne havde han været glødende nationalliberal og skandinav. Og han læste endnu « fædrelandet » O o med stor interesse. Det samme gjorde kontorchefen. Men efterhånden var der indtrådt en divergens imellem dem, som ofte gav anledning til disputer. Ole var en alt for nøgtern natur til, at han kunne blive ved med at « holde ideens fane højt ». Han havde øje for al den overspændthed, som havde gjort de nationalliberale anskuelser følge. Det sunde folkelige og frisindede i dem havde han tro til, men drømmene lod han flyve. Og uden selv at vide det, ja uden rigtig at ville det, fik han således fremskridtsideer og bondesympathier og forsvarede ungdommen. Kontorchefens naturel var langt stædigere. Han holdt strengt fast ved det nationalliberale program i alle dets konsekvenser. Det havde for ham samme evige gyldighed som Luthers katekismus. Det stærkt ideelle, som prægede det, var efter hans mening just dets nerve. Han kaldte Ole en renegat og en rabulist. O o i et punkt blev Ole dog helt ud sine ungdomssympathier tro: han levede og døde som fuldblods skandinav. Svenskerne elskede han. Han var « bror » med mere end en snes. Men om det i dette forhold var unionsideerne og deres fordele eller vinhandlerforbindelserne og deres profit, som havde haft den afgørende stemme, kunne med grund underkastes en drøftelse. Det var vel nærmest de første, der havde ført de sidste med sig. Men hine blev just derved så meget des inderligere Oles kød og blod. Han tog lidt til Malmø og kom altid hjem i et overstadigt humør. Det var navnlig det, han berømte hos svenskerne: deres humør. Og på humøret kom dog alt an her i verden. Man talte så meget o o om, at folk skulle have moral. Nej, de skulle have humør. Der kom langt mere kærlighed til gud og næsten ud af et godt humør end af en o o god moral! O det var også efter svensk skik, at han helligholdt valborgsdagen, første maj. « på den dag skal man supa og se glad ud! » sagde han, « nu kommer våren. » det hændte lidt, at våren ikke kom før en god stund efter, men det hændte o 1 aldrig, at der ikke var gilde hjemme hos Ole den aften, gilde for « førstegrøden », der blev « ofanlig flot » trakteret. På et lille dertil indrettet bord, som stod tæt ved det store, paraderede vinflasker i dusinvis. Det var nemlig smagegilde, Ole gav. Svenske ord og talemåder faldt ham lidt i munden. Skulle han karakterisere en vin eller en pige rigtig træffende, måtte han altid ty til brodersproget. Det bedste, han kunne sige om en vin, var, at den var « ofverdådig », og kaldte han en pige « forbasket vakker », så vidste man, at han var skudt. Men hans smag var aparte. Det, han så mest efter hos en kvinde, var skuldrene. « har hun ikke « stilige axlar », sagde han, « gør hun intet indtryk på mig, end ikke om hun for resten er skøn som Venus og kommer til mig i højstsammes olympiske coustume. » nogen stor. Don Juan var han ellers ikke. Han havde et åbent øje for de komiske sider ved en pikant affære. Og’ noget værre kunne han ikke tænke o o sig, end at en skulle kunne « drive » med ham. I livets afgørende øjeblik havde han imidlertid glemt at se på skuldrene. Hans kone havde ikke haft « stilige axlar ». Hun havde været mager som en græshoppe. Det var svigerfaderen, en betydelig jurist, der havde spillet en fremragende rolle ved grundlovgivningen, som havde arrangeret partiet. Han ville gerne have den halvgamle datter vel forsørget, og desuden holdt han meget af Ole. Denne var stolt over, at en så indflydelsesrig politiker kastede sine øjne på ham, og besluttede sig til at fri. Han sendte frøkenen et latterligt kort brev med mange punktummer i. det var ham umuligt at lyve. Hun svarede ham ja et par dage derefter, ligeledes i lapidarstil, og dermed var brylluppet bestemt. Ole var den gang otte og tredive år. Han havde aldrig følt nogen synderlig længsel efter ægteskabet. Hans venner og hans arbejde havde taget hans tid, og han fandt nu engang knejperne hyggelige. Alt det, man fablede om en kvindes ordnende hånd og en hustrus kærlige smil, der skulle gøre en så godt, når man kom hjem fra sit dagværk, havde han aldrig forstået. Hans gamle Ellen støvede såmænd så grundigt af, som man kunne forlange det, og hun grinte lidt mer, end han fandt kønt og opbyggeligt. Ikke desmindre blev hans ægteskab lykkeligt. Ingen af ægtefællerne ventede stærke erotiske følelser fra modpartens side, og begge resignerede på det punkt. De vare • tilstrækkelig godt begavede til at indse, hvorledes de ville få det bedst sammen: de lempede sig efter hinanden, kom hinanden i møde og dyrkede hinandens interesser. Hun havde god vinsmag, « både hovedsmag og bismag ».— sagde Ole — og talte desforuden fornuftigere om landets ve og vel end mangen rigsdagsmand. Det var i hans øjne to fortrinlige egenskaber. Det eneste, han havde noget at udsætte på, var hendes humør. Familien havde i flere slægtled.været melankolsk. Ole prækede for hende og fik hende til at stå op om morgenen klokken fem for at fordrive tungsindet, men lige lidt hjalp det. Da han havde været gift med hende i syv Io år, døde hun af kræft i underlivet. « der sad altså humørsygen, » sagde Ole. Han tog dog måske fejl. Dødsfaldet beredte ham ingen hjertesorg, men han savnede hende i begyndelsen stærkt under det daglige trummerum. I svigerfaderens hus vedblev o o o han at være en hyppig gæst, indtil denne døde to år efter datteren. Så blev caféen på ny hans stadige hjem, og her faldt han hurtigt og let ind i de gamle folder. Han levede videre, som om der aldrig havde været nogen afbrydelse i hans vaner, og vennerne fandt ham ganske uforandret. De drillede ham lidt med, at han giftede sig nok igen. Men hertil svarede han altid, mens den højre hånd gik op og den venstre ned: « sludder, jeg er kun anlagt for det venskabelige. » Ikke desto mindre fik vennerne ret. Ole giftede sig igen, og denne gang var det « axlarne », som gjorde udslaget. Det hændte i foråret 1860, at Ole blev nødt til at tage over til Odense, hvor han havde et o filial af sin forretning. Agenten, Bondesen, havde levet over sin evne og var nu en fallit nær. Ole måtte ordne affærerne. Det var navnlig Bondesens kone og datter, som havde forårsaget ulykken. De gade ingenting bestille og fordrede at leve som prinsesser. Selv agenten gav dem et drøjt skudsmål. « hvor gammel er deres datter? » spurgte Ole, da Bondesen havde skildret forholdene for ham. « fem og tyve. » « hun må sgu ud mellem folk og fortjene sit brød selv, det lange pigebarn, » sagde Ole. Og lidt efter tilføjede han. i en meget bestemt tone: « ja, hør, Bondesen! det vil jeg sige dem: får jeg ikke garanti for, at menagen i deres hjem kommer i en ny skure, så hjælper jeg dem hverken med kavtion eller rede penge. » « ja, hvorledes skal jeg kunne —? » Ole gned sin pande: « de er et fæ. » « ja, hr. Grosserer. » Det var et gennemgående karaktertræk hos Bondesen, at han indrømmede hver eneste fejl, man beskyldte ham for. Den egenskab irriterede Ole. « lad være med at sidde og rakke dem selv til, » sagde han. « det er en fornærmelse mod mig, der har vist dem så megen tillid. » « ja, hr. Grosserer. » « der er vist ikke andet for, end at jeg taler med deres familie, » sagde Ole lidt efter. Agenten så i et virvar, som han ikke kunne rumme, alle de optrin, som en sådan indblanding fra Oles side ville føre med sig, og blev dødsensangst. Men i sit stille sind glædede han sig dog over den mulighed, at Ole ville skælde hans kvindfolk ud. • så talte Ole med de to damer. Men det gik ikke så let for ham, som han havde tænkt. Madammen troede han ikke rigtig. Hun brugte guds ord så forskrækkelig meget. Og hvad jomfruen angik — Engelke Bondesen var en skønhed, høj, fyldig og blond; en ægte dansk type. Håret var langt ' og tungt, med en egen blød glans. Meget udtryk havde ansigtet ikke, og hverken smil eller tale bragte synderligt liv i det; men hendes blik gjorde en godt, og man kunne ikke lade være med at følge hende med øjnene, når hun gik. Hun bar sit legeme så støt og harmonisk. Lidt sanseligladt var der over hele skikkelsen; men også deri lå en vis ynde. Ole kjærlund fandt hende i hvert fald « forbasket vakker ». — straks den første gang han var sammen med hende, havde det været hans hensigt at sige hende sin mening kort og alvorligt: « de må arbejde, lille jomfru! og de skal sgu se, det er en ren svir at arbejde. » men han havde ikke kunnet bringe de ord over sine læber. Hun havde set så bedende på ham, takket ham så hjerteligt, grædt så trøstesløst, at han ikke havde kunnet få andet frem end: « græd ikke, lille jomfru; det skal nok blive godt. » og så havde han klappet hende på skuldrene. Den næste morgen greb han sig i, at Engelke var den første, han tænkte på. Han skulle ikke have noget imod at klappe hende på « axlarne » ' endnu en gang. — en formiddag traf han hende alene. Hun var roligere end sidst, men beklagede sig stærkt over faderen: hvor urigtigt det var af en mand at opdrage sin datter fint og flot, når han en skønne dag måtte sende hende ud blandt folk. Ja, for det blev dog enden på det. Og hun skulle såmænd også gerne gå ud at tjene, når hun bare kunne. Men hun var så bange for, at hun blev syg af det. Hendes øjne vare våde. Tårerne lå og kiggede udover øjenrandene, og kunne ikke bestemme sig til at vove løbet ned over kinderne. Men hun tørrede dem ikke af. « frisk mod, lille jomfru! » sagde Ole. « deres fader har altid været flink i forretningen. Han arbejder sig nok op igen. Han må bare indskrænke sig en del. » Den sidste sætning gik som en gysen igennem hende. Hun rystede på hovedet, begravede øjnene i sit lommetørklæde og snøftede gudsjammerligt. så rejste han sig og stillede sig bag ved hendes stol. Hun blev roligt siddende. Til sidst fik han hånden op og strøg hende langsomt hen ad den venstre « aksel ». « det er da endelig heller ikke nødvendigt, at de altid bliver i deres faders hus, » sagde han. « de kan jo gifte dem. » men næppe havde han udtalt disse ord, før han selv fandt, at det var løjerligt, han havde sagt dem; og dog — det var jo det naturligste råd af verden, han havde givet hende. Hun svarede ikke, men blev ved at græde. « stol de blot på mig! Tal til mig, som om jeg var deres bedstefader, » tilføjede han så et øjeblik efter for at sige noget mindre løjerligt, men også det sidste udtryk fortrød han i det samme, han havde sagt det. 7 o hun rejste sig pludselig og så ham lige ind i øjnene: « jeg ved godt, at de har sagt til fader, de syntes, jeg skulle søge en eller anden plads. Og er det nødvendigt, skal jeg såmænd også gøre det. leg er dem så grumme taknemmelig; de j o o o 7 er så god. Jo, de er så god. Men jeg er ikke, som jeg burde være. » • ansigtstrækkene svømmede hen i gråd. « så, så, så, » sagde han og tog hendes 7 7 7 o o o hånd. Men hun blev helt borte i hulkene, og lod 7 o hovedet synke ned på hans skulder. I det samme kom madam Bondesen ind. Engelke.rørte sig ikke. O o « deres datter er rent fra det, » sagde Ole. Han følte, han selv var det ikke mindre. — billedet af denne situation forfulgte ham hele o dagen. Han gik om med en ond samvittighed, o o o 7 og det hjalp ikke, hvor lidt han også sagde til sig selv, at det var jo ikke ham, der var den skyldige. Også om natten i drømme plagede situationen ham; kun med den forskel, at der var det madammen, hvis skuldre han kælede for. De følgende dage fik han ikke talt alene med Engelke. Men hendes lange, bedende blikke ligesom strøge ham helt ned ad kroppen. Agentens affærer ordnede han på det bedste og omhyggeligste. Ved afskeden sagde Engelke til ham: « tænk så på mig, hr. Kjærlund, hvis der er en eller anden ting, som de synes, jeg egner mig til. Og vær ikke vred på mig. » samtidig stak hun en rose i hans knaphul. — om der var noget, hun egnede sig til! — den tanke løb rundt i Oles hoved efter hans hjemkomst til København som en Melodi, han ikke kunne blive kvit. Han havde ondt af hende. Hun ville få det knapt i faderens hus nu; det var der ingen tvivl om. Blot han kunne hjælpe hende! Sulte måtte hun for alt i verden ikke. Tænk, om hun blev mager og indfalden og fik spidse skuldre! Vennerne fandt ham påfaldende stille. De mente, at agenten måtte have gjort et dybt greb i hans pung. Men den, der var mest forbavset over ham, var gamle Ellen. Hun kendte ham bedre end nogen. Hun kunne på hans trin høre, hvad humør han var i. Den distraktion, der havde bemægtiget sig ham siden hans' hjemkomst fra Odense, gjorde, hende ængstelig for alvor. Nu havde han to lørdage i træk glemt at trække det gamle taffeluhr op. Og han smed sine støvler med gny udenfor døren om aftenen. Så måtte han være stærkt optaget af et eller andet, der gjorde ham urolig. « mon det går tilbage med flaskerne? » tænkte hun. Han selv var forundret over, så meget han tænkte på Engelke, men undskyldte sig med, at det var hans gode hjerte, som ikke lod ham i fred. Han måtte skaffe hende en bedre eksistens. Om han ikke kunne få hende anbragt i København? Den tanke beskæftigede ham til sidst så meget, at han en aften på knejpen pludselig plumpede ud med det spørgsmål: « er der ingen af jer godtfolk, som kender en pæn familie, der vil tage en køn, ung pige i huset som selskabsdame eller nogæt i den dur? » men da han ikke o ville nævne pigens navn — hvad vennerne fandt højst besynderligt og han selv for resten også — blev der ikke talt mere om. Sagen. Han kunne selv tage hende i huset! Det var en udvej. — å, han var jo gal, splittergal! Hvad skulle hun der og hvad ville gamle Ellen sige? Nej, han begyndte virkelig at blive bange for, at han havde en skrue løs. Men anfægtelserne blev stærkere og stærkere. En aften faldt han i staver bag ved sin gamle fløjels lænestol, som han stod og strøg kærligt hen over rygrundingen. — det var nu to måneder siden, han havde set Engelke. Julisolen skoldede landet, jorden sprak af længsel efter væde. Ole led altid stærkt i o heden og følte trang til en lille luftning. « Herren skulle tage sig en ferie, » sagde gamle Ellen. « Herren trænger til det. Herren har skæmmet sig. » Ja, hvor skulle han tage hen? Han måtte opsøge et sted, hvor han havde selskab. Ensomhed hadede han. I Odense kendte han så mange mennesker. Når der blot ikke var ligeså varmt som i København? Ja, men han burde dog en gang se efter, hvorledes det stod sig med bondesen-. Det var ligefrem hans pligt. Han burde måske endog have gjort det for længe siden. Så rejste han. Da han var midt på storebelt, blev han pludselig angst og fik lyst til at vende om; men det kunne jo ikke lade sig gøre. En fjorten dages tid efter blev kontorchef Blum meget forbavset over at se Ole på sit kontor klokken ni om morgenen. Ole havde endogså ventet en halv time, fortalte han. « jeg anedeslet ikke, du var kommen tilbage, » Sagde kontorchefen. « ja, du må være forberedt på overraskelser, » Svarede Ole. Og så -fortalte han nyheden, leende over hele ansigtet, mens han gik dansende op og ned og slog med sin stok i sin venstre hånd: han var bleven forlovet. Det gav et sådant sæt i kontorchefen, der sad på sin skruestol, at han drejede rundt og kom til at sidde med ryggen til pulten, mens benene dinglede ud i luften. « med hvem? » « med jomfru Bondesen. » « er du gal? » Ole havde ventet det spørgsmål og blev aldeles ikke afficeret deraf. Øjnene lo blot endnu mere, da han svarede: « det kan sgu godt være. » « hun har jo ikke en skilling. ». « ja, så kan i da i hvert fald se, at jeg mener det oprigtigt. » Kontorchefen fandt det grumme dumt at indlade sig i familieforbindelse med en mand, der stod i afhængighedsforhold til en. « det kan jeg sgu i grunden ikke indse, Lars. De penge, jeg har lånt Bondesen, får jeg dog aldrig igen. Så er der mere rimelighed i, at jeg har hjulpet min svigerfader end en fremmed mand. » « du har ingen honnet ambition, Ole. » Ole lo så hjertens-fornøjet. « sig mig en gang, Lars, » sagde han, idet han stillede sig hen foran ham og klaskede ham på lårene med sine små runde næver: « har du nogensinde været sådan rigtig — forliebt? » Kontorchefen så på ham med et blik, som om han virkelig var bange for hans forstand. « brylluppet skal stå om en måned. » Ole tog sin hat. « ja, jeg vidste nok, du ville mukke. Men vent, til du har set hende. Adjø. » Han var allerede helt henne ved døren, da kontorchefen forsigtigt sprang ned af stolen og gik hen og trykkede hans hånd. « ja, ja. Til lykke da. Gid det må blive til dit bedste. » « kom op og drik et bæger hos mig i aften, » Sagde Ole og smuttede ud. — så strålende som nu havde vennerne aldrig før set ham. Doktoren tog et par lorgnetter på foruden brillerne for rigtig at betragte ham. Han var den, der syntes bedst om forlovelsen; og kom med hentydninger, over hvilke han selv var bristefærdig af latter. Hele København fik snart at vide, at Ole kjærlund skulle giftes igen. Og der blev snakket meget om det. Man undrede sig, navnlig damerne. Det hændte ikke sjælden i denne tid, at folk vendte sig efter ham på gaden. Det fandt han løjer. Han nikkede til dem, og et par unge piger kyssede han endog på fingeren af. « jeg går i en højbenet længselsrus, » sagde han selv og talte aldrig om andet end sin tilkommende. Småstumper af Chr. Wintherske digte faldt ham ind, og dem blandede han i sine taler. Blum fandt, at han gjorde sig latterlig, og sagde det også til ham. Men Ole var døv for o o sligt. Humøret måtte sprudle. Alt, hvad der i disse dage hændte ham af ubehageligt, tog han sig let. Da han en morgen gik ned ad Gothersgade og svingede mølle med sin stok, kom han til at slå en rude ud, som kostede tyve rigsdaler. Det var ham en ren svir at betale pengene. Og kjælderkarlen, Jokum, som slog ti flasker meget kostbar vin itu for ham, o o 7 fik knap et ondt ord. « herre gud, Jokum er måske også forliebt, » sagde han. Den eneste, han var grov imod, var gamle Ellen. Han syntes, hun tog sagen vel stramt. Det var ikke langt fra, at hun havde sagt ham op i hans åbne øjne, at hun fandt det giftermål uanstændigt. Hvad der navnlig ærgrede Ellen, var de mange forandringer, Ole gjorde i lejligheden. Denne bestod af tre dagligværelser og et sovekammer, alle meget gammeldags møblerede. Under den forrige kones regimente var alt — efter konens o o eget ønske — blevet stående på sin gamle plads, og det havde vundet hende Ellens hjerte. Nu blev derimod hele møblementet sendt på en avktion og nyt anskaffet. Desuden købte Ole en mængde kunstsager og nips, som han stillede op rundt omkring i stuerne. Ellen gik og skævede arrigt til alle disse ting, angst for at rive dem ned. « her går jeg bersærkergang, » Sagde hun til Ole, da denne spurgte hende, hvorfor hun trippede så forsigtigt, som om hun havde småsten i strømperne. Det stod imidlertid ikke klart for hende selv, hvad hun havde ment med det udtryk. Mest opbragt blev hun dog den dag, den nye seng ankom. Hun blev kokliko i hovedet og gik ud i køkkenet, hvor hun satte sig på huggeblokken og rokkede, som om hun havde det forfærdeligste mavekneb. — o så stod brylluppet i Odense i september. Blum var Oles forlover. Han ville nødig; men ville dog været blevet meget fornærmet, hvis man havde forbigået ham. Agenten græd stærkt både i kirken og ved o o o middagsbordet. Otte dage efter erklærede han, o o 7 at han endnu slet ikke kunne begribe, hvorledes o 7 det hele var gået til. Bruden var rolig og fornøjet og så dejlig ud. Ole holdt syv taler. Den sidste blev han slet ikke færdig med, og ingen vidste, hvad han havde sagt, han selv mindst. De unge folk rejste om aftenen direkte til København. I ægteskabets første måneder var Ole bestandig om sin kone. Når han kunne, så han ind til hende fra kontoret, og han tilbragte hver 7 o o eneste aften i hendes selskab. Vennerne hos mini savnede ham for hver dag mere og mere. De kom til ham i deputation og bade ham dog blot ofre dem en eneste « qvåll ». Men han sagde nej. Han indbød dem ikke heller så lidt mere. Han ville have Engelke for sig selv. Men forholdet til dem var lige godt for det. Kun med Blum kom han en smule på kant, fordi denne en dag antydede, at Engelke havde taget ham for pengenes skyld. Ole havde aldrig troet, man kunne blive så lykkelig, som dette hans andet ægteskab havde gjort ham. Al hans hengemte ungdomsvarme skød ud i blodet, og han var henrykt over, at han endnu kunne føle så stærkt og ufordærvet. « der kan man se, det lønner sig, når man fører et ordentligt liv i sin ungdom, » sagde han hver dag til sig selv, o o de snese gange i døgnet fortalte han Engelke, at hun var hans første kærlighed. Det var hende ganske ligegyldigt. Hun fandt det kun latterligt. Hun syntes overhovedet, at han gjorde sig vel meget til nar. For resten havde hun ikke noget imod ham. Hun morede sig over hans pudsigheder og respekterede ham for hans gode indtægters skyld. Store ideer og drømme om kærlighed havde hun aldrig haft. Sytten år gammel havde hun været forelsket op over begge øren i en ganske simpel bondekarl, som passede hendes faders have. Dengang havde hun haft søvnløse nætter o o og stridt og våndet sig. Men da hun vidste, at o o o 7 partiet var håbløst, havde hun overvundet sværmeriet. senere havde hun nok følt lidt varmt for en lieutenant og tænkt lidt kærligt på en kontorist; men hendes betagethed havde ikke været stærkere, end at den kun havde voldt hende béhag. Og da hun kom ud over den allerførste ungdom, var hendes eneste ønske det, at blive o 7 7 rigt gift. Hun elskede velvære. Faderens nære fallit havde bragt hende på fortvivlelsens rand. For enhver pris måtte hun gøre sig uafhængig af sin familie. Uden mindste tanke på, om hun ville blive lykkelig med Ole eller ej, havde hun så kastet sig ind i et koketteri, som måtte og skulle erobre ham. Af naturen var hun slet ikke koket. Hun undrede sig derfor over, så vel hendes list var lykkedes. • nu i ægteskabet syntes hun jo nok, at det ville være rart, om hendes mand var både yngre og kønnere. Men han holdt vel engang op med at overhænge hende. Og hun kunne jo søge opmuntring andetsteds. Hovedstadslivet bød jo på de tusinde adspredelser. Hun drev lidt på gaden og gik hyppigt i tteatret. Hans venner tiltalte hende ikke; men hun skulle nok skaffe sig bekendte. Der var allerede nogle damer i den loge, hun havde om mandagen, som hun syntes godt om. Kun et var hun alvorligt bange for, og det var den mulighed, at hun kunne få børn. Skete det, var hele hendes velbefindende forspildt. Først besværet at få dem, og så besværet at opdrage dem! Hun håbede sikkert, at hun ingen fik. Det var børnespørgsmålet, som bragte den første kurre på tråden mellem Ole og hans kone. Tre måneder efter brylluppet mødte han doktor zillen på gaden. Denne lo til ham gennem brillerne. « nå, hvorledes står det med symptomerne? » Spurgte han. « symptomerne — allerede? » Ole stammede næsten. Hjertet slog helt op i halsen på ham. — om aftenen sagde han så til sin kone, da hun sad foran sit toiletspejl og gjorde sit hår i stand til natten: « hør Engelke, der er noget, jeg- vil spørge dig om. » Han lagde sin arm om hendes skulder og så på hendes ansigt i spejlet. « jeg mødte i dag doktor zillen på gaden, og han spurgte mig om du — — havde mærket noget? » Hun forstod ham ikke straks. Men da det gik op for hende, hvad han mente, blev hun på en gang vred og forskrækket og gjorde sig fri for hans omfavnelse ved temmelig ublidt at skubbe hans arm bort med en hånd, der var fuld af hårnåle. « doktoren har gjort nar af dig, » sagde hun. « tror du det? » « det håber jeg da. » « håber —? » han stod aldeles forstenet. « du generer mig der, hvor du står. Jeg kan slet ikke røre armene, » kom det gnavent lidt efter. Han havde en fornemmelse, som om det pludselig var blevet ganske mørkt i værelset. « du kan ikke mene, hvad du før sagde — » « jovist mener jeg det. » « jeg kunne da ikke tænke mig en større glæde, end om vi fik en lille sønneke. » hans stemme lød ganske rørt. Hun rejste sig og gik i seng. « hvor kan du tro, at vi gamle mennesker får børn? » sagde hun helt nede fra dynen. « gamle? Du er da grøn nok. Og jeg er heller ingen methusalem. » « ja, ja. Lad os tale om det en anden gang. Jeg er søvnig. God nat, min ven. » så lagde hun sig om på siden og sov snart ind. Han klædte sig langsomt af og faldt lidt i tanker med et eller andet klædningsstykke i hånden. Det havde gjort ham så inderlig, inderlig ondt, hvad hun havde sagt, og den måde, hvorpå hun havde sagt det! Efter hans mening var et ægteskab uden børn en uting. Hans forrige ægteskab havde slet ikke været noget ægteskab. Desuden elskede han børn, og børn elskede ham. Men hun kunne ikke have ment sine ord i fuldt alvor. Hun, som var så sød og sund, måtte også holde af børn, og da navnlig af sine egne, af sine egne og hans! For hans skyld måtte hun da holde af sine børn, fordi hun holdt af ham. Holdt hun da ikke af ham? Skulle det være sandt, hvad hans ven sagde: hun har taget dig 7 o o o for pengenes skyld? Han havde altid været i for godt humør til at kunne tro på den beskyldning. « jeg er meget mere værd end mine penge; ergo må hun holde meget mere af mig end af pengene, » havde han sagt til sig selv. Men den aften ville det raisonnement ikke slå igennem. Hans humør tog det ikke for gode varer. Han lå længe vågen, efter at han endelig var kommen i seng, og sov til sidst fra o o' o lyset. — den næste morgen bragte han straks sagen o o o på bane igen. Hun var ikke så irritabel som om aftenen og ville for alt i verden undgå scener. Hun o o fortalte ham derfor ganske sindigt, at hun var så angst for barselnøden, og sagde, at han kunne jo nok begribe, hun gerne ville nyde hovedstadsfornøjelserne uforstyrret et årstid. De vare jo ganske nye for 'hende. Disse forklaringer beroligede ham noget, men o o o 7 der blev dog en bråd tilbage i hans sjæl. en månedstid efter blev Engelke virkelig frugtsommelig. Hendes tilstand blev hende klar, da hun talte til Fru Thortsen — den dame, hos hvem hun havde loge — om sine fornemmelser. O hun græd heftigt, da hun fik at vide, hvorledes det stod sig med hende, og det hjalp ikke, hvor meget så Fru Thortsen forsikrede hende, « at det gik nok godt, og at så var jo verdens gang ». Ved middagsbordet samme dag henvendte hun ikke et ord til sin mand. Hun så ikke engang på ham. Han måtte tro, hun var syg. Men om aftenen, da de skulle til ro, sagde hun — uden egentlig at ville sige det — rent mekanisk: « du havde ret. Vi får børn. » Han kyssede hendes hænder, hendes øjne, hendes mund, ganske blussende rød i ansigtet og med tårer i øjnene. « tak, tak », mumlede han, « min egen, elskede søtnos; gudskelov! » Hun måtte slide sig fra ham. Hvor hun fandt ham dum og sig selv dum og alting dumt! « ja, jeg ved det nok, du er lidt bange for det, men det skal du ikke være. Du skal få den allerbedste jordemoder i København, skal du. » « jeg dør nok af det, » vrissede hun. « sådan noget må du ikke sige. Du bliver endnu meget sødere og kønnere bagefter. Og du kan tro, jeg skal forkæle dig. Jeg er dog et sjelden lykkeligt menneske. Vær nu bare forsigtig. » « forsigtig, forsigtig! ja, der seer du, straks forsigtig! » Ole var så glad, at han overhørte hendes indvendinger. Han kyssede hende igen: « bliver det en dreng? hvad skal han hedde? » « lad mig i fred, hører du. I den tilstand, hvori jeg nu er, kan jeg ikke tåle dit overhæng. » Trods den skuffelse, Ole følte ved, at Engelke ikke syntes at dele hans glæde, vågnede han dog den næste morgen i det livsaligste humør. « Vorherre kan ikke have været gladere, da han havde skabt Adam, » sagde han til Engelke. — ' o o såsnart det var ham muligt, ilede han op til « silen ». « symptomerne er der, » råbte han, før han fik sagt godmorgen. O o zillen tog hånden bort fra munden: « gratulerer! » « det er stolt, hvad? » sagde Ole. « hun får nok tvillinger, » sagde doktoren o ’ o med det alvorligste ansigt af verden. O o den tanke fik Ole til at briste i en så rullende latter, at han måtte sætte sig. « du må se op til hende i dag og helst hver eneste dag, der er tilbage. » « ja, det lader du mig om. » « hun er selv ikke rigtig glad ved udsigterne, » Sagde Ole kort efter. Nu lo han ikke længer. « ikke det? » « hun er angst, tror jeg. » « ja, ja, forstår sig, første gang, » sagde doktoren og smilede. Han mente, det blev vel næppe den sidste. men Ole så ikke smilet. Han tog doktorens ord i alvor og lagde selv al d

1899_ChristensenChr_KaerlighedensMysterier

Christian

Chr.

Christensen

Kærlighedens Mysterier

male

male

dk

ChristensenC

Kaerlighedens Mysterier

Christensen

Kærlighedens Mysterier

En Fortælling fra 1848-50

n

roman

L. Petersen

KB