filename
stringlengths 14
87
| full_firstnames
stringlengths 2
28
⌀ | auth_first
stringlengths 2
23
⌀ | auth_last_modern
stringlengths 2
19
⌀ | pseudonym
stringclasses 103
values | publ_date
int64 1.87k
1.9k
| title_modern
stringlengths 2
83
| published_under_gender
stringclasses 3
values | real_gender
stringclasses 3
values | nationality
stringclasses 4
values | auth_id
int64 1
372
| auth_last
stringlengths 2
19
| title
stringlengths 2
83
| surname
stringlengths 2
19
⌀ | title.1
stringlengths 2
84
⌀ | subtitle
stringlengths 2
119
⌀ | volume
float64 1
2
⌀ | year
int64 1.87k
1.9k
| pages
float64 16
1.42k
⌀ | illustrations
stringclasses 2
values | typeface
stringclasses 3
values | publisher
stringclasses 126
values | price
float64 0.1
16
⌀ | source
stringclasses 1
value | notes
stringlengths 6
358
⌀ | filepath
stringclasses 1
value | historical
float64 1
1
⌀ | period
stringclasses 56
values | period_notes
stringclasses 80
values | novel_start
float64 1
40
⌀ | novel_end
float64 18
1.27k
⌀ | serialno
float64 1
901
⌀ | category
stringclasses 5
values | e_canon
int64 0
1
| ce_canon
int64 0
1
| lex_canon
int64 0
1
| text
stringlengths 17.4k
32.8k
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1894_Aagaard_UnderligeFyre | Oscar | Oscar | Aagaard | null | 1,894 | Underlige Fyre | male | male | no | 1 | Aagaard | Underlige Fyre | Aagaard | Underlige Fyre | Fortælling | null | 1,894 | 263 | n | roman | Gyldendal | 3 | KB | null | null | null | nan | nan | 13 | 275 | 854 | O | 0 | 0 | 0 | Første kapitel. Argus & co. Waterclerker — hvormange er der vel, som i grunden har nogen klar forestilling om, hvad der forstås ved denne betegnelse? — og af dem, der ved, hvad en waterclerk er, — hvormange er det, monstro, der forstår, hvilket liv fuldt af uro, farer og fristelser, en slig clerk må føre, skal han kunne tilfredsstille de fordringer, der stilles til ham, — fra hans chefs og overordnedes side som fra deres side, hvem han lykkelig og vel har hjemført som prise til sit firma? Nutildags forlanger man af en mand, der vil være waterclerk for et større og respektabelt firma, — jeg mener altså ikke den klasse medskabninger, der karakteriseres ved titelen « runnere » —, ikke alene dygtighed i faget, raskhed, energi og vågen sluhed, men også dannelse. i efterfølgende kapitler vil man finde typer fra en stor havnestad, slige, som man kunne træffe for nogle år tilbage. Der er sket forandringer siden dengang; men en egenskab ejer flertallet af clerker til enhver tid: et vist humor, — oftest i form af bittert galgenhumor —, der kan virke ganske underligt men på samme tid frigørende midt i al strid og uhygge i dette farefulde kald. Nå ja —, jeg fik anledning til at se lidt af waterclerkernes liv på nært hold, fordi jeg et par gange selv var nødt til at sætte liv og helbred på spil dernede på scheldefloden, kun fordi min ærværdige kollega, Pappa Rønnow, langt foretrak at sidde hjemme hos mamma i rue des brasseurs eller i en anden lun stue frem for at færdes ude i sit kald. Og kunne jeg vel fortænke ham i det? Når der blev meldt et skandinavisk skib under opseiling, og en af clerkerne måtte ud for at møde det på floden, havde jeg bestandig mørke anelser. Og mine anelser bedrog mig sjælden. Gamle Pappa sad ved sin pult, — liden og rund —, og gjorde, som om han arbeided, mens han tyggede matrosskrå, så de rødblå kinder havde jevn motion. han vendte sig halvt om mod mig, lukkede det ene øje godt til og smilte venligt til mig med det andet: — « å, lille hans —! » — « ja —? » Jeg blev ganske nervøs, — for nu måtte der sikkert komme noget, jeg ikke likte. Når Pappa var mest smilende og venskabelig, var det nemlig altid en tjeneste, den gamle hædersmand fra Bornholm ville anmode mig om. — « å, lille hans, — gør mig den fornøjelse at møde « Sofie » i aften. Hun er alt kommen til vliessingen, hører jeg. Jeg skulle nemlig nødvendig hen til, — hm —, ja kapt. Terjesen ville hilse på min kone i aften —, hm —. » — « jamen, —alle konkurrenterne da—? » — « kun ikke tabe modet, lille ven! Vi har jo, som de ved, rederbrev for kapt. Olsen —, så de er tryg, — ganske overlegen. » O — « ja, det er sandt —. Jamen —. » Men ingen « men’er » hjalp. Når Pappa Rønnow ikke ville, så ville han ikke. Og da han var chefens fortrolige og hele kontorets « Pappa », hjalp ingen sure miner eller indvendinger. En liden antydning til kolik, gigt eller snue var for ham en god og kærkommen grund til at slippe floden, om han ingen bedre kunne finde for anledningen. Men Pappa Rønnow var dog alligevel en snil senior. Han skubbede mig aldrig ud, hvis ikke fartøjet var sikkert for vort kontor. I nødsfald, — når det gjaldt skandinaver —, kunne den gamle mand endnu stundom trodse alder og magelighed for firmaets hæders skyld. Men var det en fremmed nation, det dreied sig om, måtte mr. Wenns ud. Denne unge englænder, en præstesøn fra Wales, var en elskværdig og fintfølende mand i sin daglige Vandel. Men, hvor det dreied sig om kampen om et skib —, hvor hans medfødte heftighed blev hidset ved modstand •—, der kunne den ellers så fredsommelige Wenns vise sig som en mand med ben i næsen, og mangen en gang førte han seieren hjem ved en pågåenhed og skarpsindighed, der ikke gav nogen af stadens gamle berømte clerkers noget efter. Derfor hadede mange af de øvrige clerker ham, — hadede ham desto mere for hans held, fordi han aldrig søgte deres kompagniskab, men levede sit eget liv i stilhed, når det var ham muligt. Havde han imidlertid været ude i et basketag, hvor skrøner og bagvaskelser var de gængse våben, — hvor hensyn til den gode tone og sandheden ikke toges i betragtning—, da fik han bagefter samvittighedsnag. Han gik tavs og melankolsk omkring, kunne være åndsfraværende og bitter, og da søgte han hen til mamma Rønnows lune lille stue, når han kunne komme fra. Hans egen mor levede af en ganske liden pension i Wales. Og med sin trang til kærlighed og hygge havde han søgt og fundet et andet hjem hos de to varmhjertede gamle folk. Pappa Rønnow holdt altid sit venstre øje tillukket. Det var en egenhed ved ham, at o 7 han skjulte dette øje med beundringsværdig energi og påpasselighed. Kun en eneste gang nød jeg den lykke at få se et glimt af den forborgne perle. Det var, da chefen en dag kom farende som en tordenbyge gennem kontorerne, brølende på alle mæglersprog, — kom farende mod Pappa og skreg, ildrød af Sinne, lige ind i dennes ansigt: — « hvorfor slap det forbandede fartøj fra os? Hvorfor, siger jeg? — hvorfor gik de ikke ned efter det, — de, — som kendte kapteinen —?! » Da gik der som et elektrisk stød gennem Pappas hele skikkelse. Hans bus for fra højre til venstre kind og tilbage igen, — hans røde paryk gled ned i hans nakke —, og — det venstre øjelåg hævede sig; — det glemte sig selv et sekund og hævede sig —, og et uhyggeligt vandet øje kunne skimtes derindenfor. Men kun for et sekund. Så gjorde låget påny sin pligt og gemte varsomt skatten for profane blikke. Rønnow svarede ikke monsieur Argus, skjøndt Sinnet bruste inde i ham. Han blev nærmest perpleks over dette ganske uventede overfald. Vel var han godt vant til chefens buldrende væsen og vulkanske naturel; men dette var dog noget for grovt, — det var o o o ' simpelthen uforskammet. — komme og spørge ham, Pappa Rønnow, hvorfor han ikke gik ned efter fartøjet? — han —?! Troede chefen kanske, at han ville udsætte sig for et nyt anfald af podagra, — kanske for livsfare —, for slig en fille østersøbrigs skyld! Var han kanske ikke nødt til at være hjemme den aften, kanske? Vidste chefen kanske ikke, at hans fætter, lodsen, hjemmefra Svaneke, netop var kommen i besøg til ham, og at han desformedelst —? Hva’ ba’! Rønnow var for en gangs skyld nær ved at glemme sine grundsætninger og svare mr. Argus. Men ved hjælp af en mægtig villieopbydelse beherskede han sig. Og så gjorde han, hvad han så mange gange før havde gjort, når hans sind kom i oprør lige overfor den gamle herre: o han sendte først en vældig salve af tobakssaus ud gennem venstre mundvig, stak så begge hænder dybt ned i bukselommerne, satte maven frem i imponerende storhed, trængte ved dens hjælp sin modstander et skridt tilbage, stirrede drømmende på ham med sit ene øje — og tav. Da kunne chefen ikke mere; og også > o o han gjorde, hvad han pleied, hver gang han og Pappa røg uklar: han stirrede tilbage på ham med øjne, der kunne have lamslået en tiger, strøg rasende de lange, vixede knebler, rystede sit fine gamle hode, råbte så vildt: « hvada? », hvorpå han gjorde helt om og sprang med krummet ryg tilbage til sin hule, inderst inde. derpå så Pappa granskende på tilskuerne, et mildt smil lyste op i hans ansigt, og mens han feied levningerne af sausen højtideligt bort fra læber og hage med sit uhyre røde lommetørklæde, lød undertrykt fnisen fra alle kanter i ekspeditionskontoret. Slige dueller var til stor opbyggelse for personalet. Der var kun en, som bevarede en alvorlig mine bestandig'. Det var kassereren, mr. Krauss. Han kunne umulig- more sig o o over sligt. O monsieur Argus, den eneste indehaver af det mægtige firma Argus & co., var en fin, rettænkende gammel herre med varmt hjertelag' °g uhyre anseelse. Han var en gentleman af den gamle skole. Hidsig og furiøs i pludselig anfald af raseri, men med en tankegang så retskaffen og ærlig, at han i så henseende var bleven til et ordsprog. I sin godhed strød han gerne penge ud til alle kanter, og havde han ikke haft sin fuldmægtig og højre hånd, « mefisto », som modvægt, havde hans rigdom næppe steget med slig en hurtighed, som formuelisterne udviste. « mefisto » s egentlige navn var Alfred von schlauenbårt. Og en bedre type på den begavede opkomling skulle man vanskeligt finde. Han var en « self made » mand. Begyndte som waterclerk, men steg ved sit geni i faget stadig opad, indtil han nu var nået til den høje stilling som firmaets næstkommanderende, — nogle mente kommanderende i virkeligheden. Skønt mr. Argus utvivlsomt var en dygtig mand, måtte han dog ofte vige unaf for « mefisto »; thi der var noget ved denne, noget diabolsk, som den gamle herre ikke altid kunne modstå, hvor gerne han kanske ville. « mefisto » hypnotiserte ham —. Men han forstod på den anden side fortræffeligt at spille den ærbødige underordnede, — ja, han kunne være såre elskværdig mod den gamle herre. Fanden kan, som bekendt, også optræde under ydmyghedens maske, når han vil. Når « mefisto » talte med chefen, bøied han sin høje, knokkelstærke skikkelse ærbødig ned mod ham, — lyttede med interesse til den gamles bulder —, talte selv dæmpet, men energisk og med mild overlegenhed om de vanskeligste affairer, og fik næsten altid chefen med på sine idéer. Hændte det derimod af og til, at mr. Argus stædig holdt på sin mening og til sidst, violet og apoplektisk, tordnede sit afgørende: — « non, — non, non, non, — non^ — gjorde bråt omkring og forsvandt, — da fremviste « mefisto » et øjeblik en række skarpe, gule tænder, mens han endnu en stund stod i den lidt foroverbøjede stilling, ligesom samlende sig efter nederlaget. Med et forsvandt smilet. Han rettede sin stærke krop med et ryk, strøg det stride, sorte skæg og rynkede panden. Når han slig havde fået føle chefens o magt, var han frygtelig. Han gik med faste skridt ud i det ydre kontor, hvor bogholderen, kassereren, og alle de andre clerker sad i skadefryd og stille gru. Der blev han stående ved døren ganske taus en kort stund, mens hans rullende øjne for fra den ene til den anden. Han søgte sig et bytte. Og, som han stod der færdig til at slå ned, lignede han også i virkeligheden en rovfugl, —. en kraftig, blodtørstig rovfugl. Hans næse var dog nærmest skabt som et flamingonæb: en vældig snabel, bare ben med gult skind; midt på gjorde den en bøjning nedover mod munden, som om den til enhver tid ønskede at være vidne til dette organs præstationer. Pludselig slog rovfuglen ned. Og med en stemme, hvis spydige klang fik ens nerver til at vibrere, overhøvled han den udvalgte syndebuk så grundigt, han evnede; og hans evner var fremragende også på dette specifike område. Når han så endelig havde udtømt sin galde og fået tilstrækkelig revanche ved at se sit herredømmes omfang i de ydre regioner, skiftede han maske. Og med nogle godslige bemærkninger til bogholderen, monsieur Albert, gik han rolig ind igen, der, hvor han residerte sammen med chefens søn, unge monsieur Alphonse. På det mellemste kontor tronte nemlig disse to ved hver sin mahognypult. Lille Alphonse bestilte næsten ikke andet end læse avisernes skandaler, røge kostbare cigaretter og rive af sig 2den hånds åndrigheder. Han var kontorets zirplante og galgenfugl om dagen, — skippernes evige glæde og « guide d’amour » om kvælden. En lystig, godslig, korpulent liden fyr, vakker og i højeste grad elegant. Hans indtægter dreied sig om ca. frs. 10,000 om året; men så gjorde han til gengæld firmaet den ære at slide enderne af 3—4 par bukser å 30—40 frs. hvert år på den hårde kontorstol, og desforuden repræsenterte han det skønne og idylliske ved mægleriet, så hans arbejde var stridt nok. — — det bankede på døren, — en energisk dundren med en hård kno. Og Joseph kom ind; — ingen anden bankede som han. Joseph eller « Schef », som han for kortheds skyld altid kaldtes, var kontorets faste bådmand, — en tyk, stærk, pluskjævet, geneverduftende godslighed. Han meldte, at bark « st. Lawrence » var for indgående i « petit bassin ». Lidt efter åbnedes døren, — denne gang uden nogen som helst ceremoniel banken —, og med en sort, blød filthat langt ned i nakken, en hånd i bukselommen og svingende nedladende med den anden, trådte vor gamle kunne, kapt. Morton på « st. Lawrence », ind i de kendte haller, fulgt i hælene af mr. Wenns. Stor velkomstscene. Alle clerkerne, undtagen Pappa, omringede ham med det sædvanlige: — « how are you, capt. Morton? » Og kjæmped for at nyde den lykke at få klemme hans næve. Den svære « nova-scotia » -ulk smilte tilfreds over den stormende velkomsthyldest og brummede: — « ah right, boys, — all right! — where is mr. Alfred? » Men før vi fik svaret frem, kom « mefisto » Eller mr. Alfred, som amerikanerne kaldte ham, med usædvanlig fart og åbne arme mod sin ven og udbrød med et velkomstsmil, der spottede enhver beskrivelse: « my dear, — dear sir! How are you, capt. Morton? Very glad to se you, old fellow! Step inside, Morton, — step inside, sir! » Og de trykkede hverandres næver og målte hverandre fra top til tå, som om de var gladiatorer, der prøvede hverandre i høfligt galanteri, før de tog fat på den alvorligere del af festen: at bruge al sin styrke, list og behændighed mod hverandre. — « halloh, Alfred, my boy! Glad to se you again, you know. — how are youi- » Brummede Morton, glad bevæget, og føied straks til: « — and how is the old man? — busy inside, — is he? — heh:' » Dette var i regelen al den gjenkomstconversation, vi hørte. Thi, når disse første ord var udvekslet, lagde « mefisto » sin arm kærligt om Mortons skulder og førte ham i triumf ind i chefens kontor, idet også unge Alphonse undervejs sluttede sig til optoget, hvis han ikke netop tilfældigvis « lunched » Henne hos de smukke « søstre », — hvad han gjorde flere gange i løbet af dagen. Mr. Wenns, hvis besøg ombord på « st. Lawrence », hver gang den kom, kun var at betragte som en liden luftningstur, idet ingen konkurrent faldt på at bry’ sig med Argus & co.’s mangeårige ven, gned sig i hænderne med et smil i sit tungsindige ansigt. Nu stod dog det forholdsvis sværeste arbejde tilbage for ham: at få kassereren til at udbetale udgifterne ved turen. Imidlertid måtte jo mr. Krauss til sidst punge ud med de par francs, hvilket han dog kun gjorde under strengt forbehold, idet han nærede den mest indgroede mistillid mod alle regninger og specielt mod waterclerkernes opgaver. Han anså det som givet, at alle mennesker ville snyde Argus & co., om han ikke granskede dokumenterne og gjorde gyseligt vrøvl for hver udbetaling. — — en dump larm, — hidsige, korte bjæf og skraldende latter hørtes utydeligt fra det fjerne. Da var det klart for os, at nu lagde gamle mr. Argus sin fine hånd med de kostbare ringe på kapt. Mortons brede skulder og ønskede ham sit hjerteligste velkommen. — « mefisto » havde en egen måde at behandle kaptainerne fra den anden side havet på, der syntes i høj grad at tiltale disse stue og fordringsfulde herrer, at dømme efter den o o 7 respekt, for ikke at sige beundring, de nærede for ham. Der var ikke andet end « mr. Alfred » Her og « mr. Alfred » der, når det gjaldt business. Når hilsnings ceremonierne var vel overstået, var gamle mr. Argus selv omtrent som luft for dem. De nærede agtelse for ham, — det gjorde de, som alle —; de så endogså op til ham som til et fænomen, der var dem så omtrentlig ufatteligt.. De vidste, han var en rig mand, en af fyrsterne på børsen og i millionærklubben, hvor man drak fineste champagne og spillede om formuer, -— store formuer —, efter sigende. De vidste også, at han var en god mand, der gav bort mere end han tabte mellem venner i klubben. Men nogen « smart fellow » troede de ham såvist ikke at være. De så jo næsten aldrig noget til ham, — ærgrede sig tværtimod over hans helligdoms ukrænkelighed, — denne helligdom, der bestod af et lidet mørkt Kot med en meget liden pult, et stort pengeskab inde i brandmuren og et meget stort maleri af en yngere dame i sort atlask, — hans afdøde gemalinde —, på væggen. Inde i dette Kot sad gamle mr. Argus, dampede af ægte havanesere og gjorde —. Ja, det vidste ingen. Men ofte hørtes højrøstet tale og en dyb knurren derindefra. Unge Alphonse Argus ytrede engang, at hans far ved de lejligheder gjorde kur til hans mor slig, som han gjorde det, længe før lille Alphonse kom til verden. Men da skipperne kun glimtvis nød duften fra chefens havanesere, kun stødvis så ham fare gennem kontorerne og bygevis hørte hans tales bulder, — hvorimod mr. Alfred var manden for det praktiske, så blev det dem klart, at den gamle kun var pengene, men mr. Alfred hovedet. Lille Alphonse elskede de, fordi han var det gode humør, den evig- glade bon-vivant, deres trøst og husvalelse i sildige timers ensomhed. Vi andre var kun slaver, — Pappa Rønnow ikke undtagen. Men Pappa lod sig ikke behandle som slave af nogen, og mangen finte lod han flyve mod « disse rå bøfler derovrefra », som han kaldte yankeerne. Og han foretrak altid at forsvinde inde hos Anthonisen ved siden af, hver gang de gjæsted kontoret, — om han kunne. Når han var sint på amerikanerne, pleied han til gengæld altid at svulme af begejstring for skandinaverne, især de norske, af hvilke. han hovedsagelig levede. — « sikke nogen bøfler, — hvad! Nej, de norske, de er skam andet til kjærnekarle, de, — hvad ba’? » Og dermed stak han indom til skibshandler Anthonisen for at få sig en røg. Mr. Alfred var en stor skuespiller og en meget listig herre. Disse egenskaber var ham ganske vist medfødte; men i tidens løb var de også udviklet videre til en fuldkommenhed, der sagde sparto til mr. Morton’s og hvilkensomhelst yanke’s naturlige anlæg og videnskab. Og fordi en ræv altid får respekt for den, der er endnu større filur end den selv, — netop derfor beundrede den amerikanske skipper mr. Alfred. — og nu sad kapt. Morton og mr. Alfred på hver sin side af avisbordet og diskuterte tiderne og fragterne. Morton havde naturligvis hatten på hodet, — inde som ude sad den bag i nakken på ham —, og med benene oppe på bordet lå han tilbagelænet på stolen, røgte og spyttede. « mefisto » sad selvfølgelig i samme tilo o talende stilling med flossen i nakken og dampende på en forretningscigar af samme kasse. Der sad de to gode venner og øvede o o holmgang over breden bord, og « mefisto’s » Flamingo kiged nysgjærrig og beundrende ned på de stive knebler og lyttede begærlig til de vise, velmente ord, der strømmede ud mellem rovdyrstænderne. Og af mr. Mortons brede, vejrbidte ansigt lyste en inderlig glæde over at kunne nyde en tête-à-tête med en « sharper » som mr. Alfred, — en endnu større end ham selv, — verdens champion i branchen. Det var simpelthen værd flere dollars at høre mr. Alfred snakke om både det ene og det andet i faget. og- når « mefisto » havde fremført en o profetisk bemærkning af mere end sædvanlig genialitet og med en let håndbevægelse jagede røgskyerne bort fra sit ansigt, for at hans ven skulle kunne få se ham lige ind i øjnene o og få dobbelt tillid til hans påstands /erlighed ved synet af den oprigtighed, der, så at sige, lyste ud af hans åbne træk, — af det store gule smil —, da måtte kapt. Morton beundre ham, og han måtte le, — le, så det rungede under det brune stenloft: o « oh, Alfred, my boy, — by heavén, ar’n’t you the most, — ha, ha —, most funny scoundrel, i ever saw, — ar’n’t you, mr. Alfred! — ha, ha, — ha—hi? » Og som bekræftelse sendte kapt. Morton efter nova-scotia sæd og skik et uhyre tobaksprojektil afsted mod ovnen. Den stod henne i hjørnet, ca. 3 meter borte; men den afstand var ingenting for en mand med Mortons fsvner. Han sigtede næsten ikke, men projektilet for susende gennem rummet og traf med et smeld midt på ovnen. Senere pegede lille Alphonse ofte med ærefrygt på det brune mærke, der var et slående bevis på Mortons enestående dygtighed i enhver henseende. i en henseende var Morton selv på det Rene med, at han var mr. Alfred overlegen. Han kunne skrå og røge på samme tid, — ja dette var ham en forhøjet nydelse. Og mr. Alfred, — alle hans store egenskaber forresten upåtalt —, mr. Alfred havde desværre denne ene mangel: han kunne ikke skrå. Men det var også hans eneste fejl. Lille Alphonse dinglede oppe på sin høje krak. Han vendte ryggen til pulten, hvor hans arbejde, et illustreret skandalblad, lå forglemt. Var det muligt for Alphonse at granske ugens nyheder nu, når hans sjæl kunne forfriskes ved at lytte til disse to mænds åndrigheder? Nej, — og han vendte med et suk ryggen til bladet med de pikante tegninger. om unge Argus ikke egentlig sympatiserte med den majestætiske fuldmægtig, hvis uhyggelige ro endogså næsten skræmte den letlivede yngling, så beundrede han ham dog. Og denne beundring steg til tilbedelse i øjeblikke, hvor mr. Alfred’s genius skindbarligen overlyste selv en mand’s som kapt. Morton’s. Da nød Alphonse ham. Og med det ene ben trukket op over det andet, den duftende. Cigaret mellem de røde læber, monokelen møjsommelig klemt foran øjet, svingende grazieust det parfumerede lommetørklæde med en hånd, medens han strøg usynlige moustacher med den anden, — lo han hjerteligt både på rette og urette sted under debatten, og der lyste inderlig tilfredshed med sig selv samt den øvrige verden ud af det mærkelig friske dandyansigt. Og så fyldtes hans hjerte ved tanken på kvælden. Kapt. Morton og han, det var gutter, som kunne repræsentere handel og skibsfart på en værdig måde, — når forretningstiden vel var forbi! Morton og han! A—h! Hvor ofte havde ikke champagnen knaldet i « Eden » og « Alcazar »! Hvorledes havde de ikke knust pigehjerter i flæng derude i « palais Rubens » bare ved et blik —! Hvilke nætter, så poetiské, så rige på skønhed —! A—h! Jo, de to, de kunne nyde livet. Kapt. Morton ante hans længsel: « — well, my lad! Are you ready? Ay, Alfred, my boy! Alphonse, you se, — he is a damd good fellow; a jolly good fellow is he! Worth his wages. — going to the tteater, you know, sir! » lo han og blinkede. « mefisto » smilte forstående og lagde sin arm fortrolig om Mortons skulder: « well, — well, Morton! Take care, — only take care of yourself to-night, — that’s all. I will se you again to-morrow! » Morton spyttede og lo. De havde alt tøjet på, da en larm hørtes fra det indre, og gamle mr. Argus kom styrtende lige på kapt. Morton. « kapt. Morton! » brølede han i fuldt oprør og med gnistrende øjne. « kapt. Morton! Good by, sir! » og han snudde bråt og forsvandt med slig hast, som om pengeskabet o * o stod i lys lue derinde. « mefisto » 'trak på smilebåndet. Morton lo. Men Alphonse stod som på gløder. Han kastede cigaretten og så bedende på Morton. « well, — are you ready, sir? » klappede Morton ham på skulderen. Et i sandhed umotiveret spørgsmål. Når var ikke lille Alphonse færdig til at gå på eventyr? — andet kapitel. « la rose. » Der ligger en liden landsby et stykke nede ved schelden. Doet heder den. Det plejer at være folksomt dernede; thi den uanselige flække er hovedstation for clerker og runnere fra den store stad længere oppe, når de går nedad floden for at kapre fartoier og gøre bytte. Den lille flamske by ligger skjult bag volde og diger, og fra floden ser man kun nogle høje popler, et kirkespir og mønene på et hus. Andet ser man ikke fra floden. Resten af byen skjules af digerne. Men hver skipper, som engang har fartet op scheldefloden, ved, at de popler, som stive og stramme står som vagt deroppe, de kastet sine lange skygger, — i enkelte solskinsdage —, over den mest berømte knejpe på hele denne milevide strækning fra vliessingen og opover. De våger over alle waterclerkers eldorado på flodfarterne: værtshuset <da rose- ». « la rose »! Hvor ofte har ikke dine kalkede mure huset lystige fribyttere! — hvor ofte har ikke ramme vitser og saftige skrøner o o lydt under dit sodede loft; — hvormange lattersalver, mere hjertelige end velklingende, har ikke rystet dine fugtige grundvolde? Og hvorofte har ikke også lurende øjne og vagtsomme miner spejlet sig i lerseidlernes gyldne indhold og toddyglassenes stærke stof? Og du, værdige vært, mynheer van Schenken, hvor utallige er ikke de skidne Sedler og de klingende myntstykker med den langskæggede konges billede, du har stukket stille ned i jernkassen derindenfor den blankpolerede disk, hvor jomfru minken van Schenken, din vene datter, sidder bred og uindtagelig? ’ o o o ak ja —. Og hvad kunne ikke poplerne fortælle? Kanske snakker de sammen, de gamle gutter, om mangt og meget i aftentimerne, når vestenvinden stryger salt og klam indover fra havet og fra den træske « kanal » udenfor, — den uhyre kirkegård for uberømte helte? Thi stundom skriger det så sært oppe i de mørke kroner; — stundom hvisker det så uhyggeligt deroppe. — men stundom ler de også så småt, poplerne, og grenene svaier og gnisser mod hverandre, som om de fniste over sine gode historier. Ja, de kunne nok fortælle historier, om de bare ville, — både tunge og fornøjelige. Pappa Rønnow havde naturligvis sat sin villie igennem, og ud på eftermiddagen sad jeg i båden, som Schef roede. Den trofaste sjæl havde nu, som altid, forsynet båden godt med niste fra værtshuset om bådmandshjørnet ved « quai de st. Aldegonde ». Det glemte han aldrig, ligesålidt som han glemte at forsyne sig selv både af madvarer og drikkevarer i forhold til sin maves kraftige rundbue-rummelighed. En ting lå Schef først og fremst på hjerte ved provianteringen: geneverdunken. Den lille, firkantede dunk var altid fuld, når den kom ombord i båden og tom, når den gik fraborde, — stik modsat af, hvad tilfældet almindeligvis var med dunkens ejer og forsyn. 26 kasserer Krauss skulle have gjort noget ganske forskrækkeligt kvalm i førstningen, da Schef præsenterte sine proviantregninger, efter at dunken var bleven indført som fast deltager i alle ekspeditioner. Men Schef gav sig ikke, — i dette ene stykke gav han sig absolut ikke. Hans reumatisme ville gøre ham til krøbling for livstid, fik han ikke fyre op inde i det aller indvendigste på sine daglige flodture. Krigen mellem Krauss og Schef endte o o med Sejer for den sidste. Pappa Rønnow fik selve monsieur Argus til at give generalkomo o mandø i favør af geneverdunken som fast inventar. — vi gled nedover med jevn fart, drevet frem af udgående strøm og åretag. Schef tog det, under omstændigheder som disse, ganske gemytligt. Han overanstrengte sig ingenlunde. Om konkurrenterne kom foran til doet, havde det mindre at betyde; de måtte jo dog vente på « Sofie », og den kunne ikke passere stationen før længe efter vor ankomst. Derfor tog Schef det som en lysttur, — sang hæse kjærlighedsstumper, — alt imellem en liden Klunk af dunken, — så nogle drag af 7 00 pibestumpen. Og blev han træt i armene, tog jeg årerne, og han drømte bådmandsdrømme og holdt foredrag på agtersædet. Halvvejs ned lagde vi til inde i en liden sivdækket vig i en af flodens mange krumninger, og derinde tog vi vort hovedmåltid og røg en ordentlig pibe i skumringen. Det raslede i det lange siv, og en fugtig luftning strøg hen over det grumsede vand. « hufda — », sagde Schef, da vi stødte fra. « nu værker det så svært i hofter og knær, så! I morgen har vi jamen høstsaisonen, mynheer hans! Vent bare, skal de erfare sanningen af mine ord —!• gigten og regnperioden—, de følges ad som gode busser, de. » Så gled, vi videre. Den ensformige lyd af vandet, som strøg langs bådens sider, og Schefs jevne åretag gjorde mig døsig. Jeg indhyllede mig i min kappe, lagde mig tilrette og faldt « i tanker ». Jeg syntes så tydeligt, jeg hørte fjordens friske, salte søer slå mod strandliniens grus og sten derhjemme i fødebyen; — og mellem parkens gamle trær gik aftenvinden med sagte Sus —. — og frem for mig dukkede et lidet pigeansigt, — et langt, blondt hår viftede for vinden og strøg kildrende over mit ansigt; — å så sød, hun var —, og det kildrede videre —. — attsch!! —. Min egen nysen vækkede mig op, og samtidig lød en knagen, — nogle hæse råb, og båden stødte mod bryggepælene i doet. — « fremme, mynheer hans! » sagde Schef. — « attsch!! » nøs jeg endnu engang. Den var også så inderlig sur denne aftenluft på floden. Inde i « la roses » stue sad ganske rigtig allerede de gamle stamgæster, — nogle af d’herrer konkurrerende clerker og et par andre af lauget. Salve Svendsen sad i en nonchalant stilling overskrævs på en af træstolene med albuerne på stoleryggen. Salve var en stor, tyk mand med et oppustet ansigt, en kvik liden næse og bittesmå øjne, der lo en i møde fulde af humor og godmodighed. Disse lyseblå øjne forsvandt, hvergang han kom i affekt eller blev overrumplet af et latteranfald. Og ofte forsvandt de i det dem omgivende tykke fedtlag. Salve var clerk for en større slagterborger. Herr appelgård var hans diametrale modsætning. Han var en høj, smuk mand med et koldt og affærdigende væsen. Hans kind prydedes af et par lange, hvide whiskers, der i forbindelse med det opadstrøgne overskæg og de mange rynker gav ham en påfaldende lighed med gamle kejser Wilhelm. Den stolte stewedore følte sig heller ikke krænket over opnavnet « kejseren », som flodens riddere havde skænket ham. Så var der den tørre, men ualmindelig dygtige danske, beyer, — en dannet herre. Og endelig lyste mig i møde unge Joachims blide øjne, og med et hjerteligt: « kommer du også, hans? », rakte han mig en hånd, så lang og « ledløs », som nogen pianist kunne ønske sig. Forresten vakte min ankomst ingen synderlig sensation. De blev ganske roligt siddende, hvor de sad, alle sammen, og sendte de hverandre et lidet, forstående øjekast, var det ikke mere, end waterclerker pleied ved lignende sammentræf. Da jeg vel havde sat mig, fandt salve for godt at optræde som vært, idet han pegede på en anden stol og gryntede: — « sid heller der, gut! Det trækker så svinagtigt i denne fille stuen, så. Ja, sid, hvor du sidder du, hans, — gør, som om du var hjemme hos mor og far du, vennen min! » Van Schenken bragte mig med egne, valne hænder en kop dampende kaffe. Salve trak på næsen og stirrede grublende først på koppen, så på mig: — « Stakkars gut —, han drikker kaffe, han! Fejler du kanske noget —? » — « lad hans drikke, hvad han vil! » Brummede appelgård. Salves øjne blev ganske små. — « ja, men ærede ven, appelgård, — • hvad er kaffe? Kaffe er en drik for kjærringer og børn samt mandfolk, der ikke —. Nå, nå —, undskyld da! Men jamen er da en real toddy noget ganske og aldeles mere opstivendes, lel! » — « hold mund, salve! » — « javel, — ven appelgård! » Kejserens irettesættelser skrev sig ikke fra nogen særlig interesse for min person. Han greb bare nu, som altid, lejligheden til at kujonere dem, der lod sig kujonere. Heller ikke var de at forstå som et absolut forbud ligeoverfor ytringsfriheden. Det ville ikke kunnet gå i et så demokratisk samfund som clerkernes, når de var på kapertogt. Appelgård ville kun lade cynikeren salve forstå, at han fik lægge bånd på sin tunge. En tunge kan, — det vidste kejseren —, afstedo " 7 komme uhyre forargelse, både i hofkredse og andre moralske samfund. O forresten var salve Svendsen en mand, der, når kejseren ikke var nærværende, kunne sige noget af hvert uden anstød. Alle kendte ham, og han kendte alle. Hans underlige sprog, mange skrøner og forvirrede foredrag 10’00 o var en fast bestanddel af personen, — den skikkelige, gamle salve. Desforuden, — når man sidder slig og ’ o o venter og lurer, og den ene ved om den anden, at han sidder der netop af samme grund, som alle de andre, — bare opfyldt af ønsket om at kunne knibe den eftertragtede bid bort lige for øjnene af samtlige konkurrenter, — da er det jo selvsagt, at en hyggelig, ufarlig vrøvlebøtte, som salve, i grunden kun kan tjene som lynafleder og tidsfordriv eller syndebuk, — alt efter omstændighederne, — til lettelse for de øvrige. Van Schenkens fede ansigt skinnede af velvillie mod samtlige. Knusende ligegyldigt for ham hvem der fik skuden. For mynheer van Schenken dreied det sig kun om en ting: at få de ærede gæster til at spise og drikke mest muligt i « la rose ». Alt andet var de pureste bagateller. Og pengene var han ikke ræd for. Fik han dem ikke straks, hvad ofte hændte på grund af ilsom afrejse, sendte han bare sine regninger op til kontorerne dagen efter. Han kendte alle clerkerne fra den store stad længere oppe. Om tilfældige nye ansigter udspurgte han eller minken hemmelighedsfuldt en eller anden af de gamle kendte. Med et bredt smil spurgte han: — « hvad ønsker herrerne? — Bit, — blodig —, ægte roastbif —, he? » — « ja, — hm —, har de østers, van Schenken? » — « nej, mynheer beyer, — men prima snegle. » — « tusen tak for deres snegle; — de er sgu en prægtig snegl selv, de! Nej, da heller en saftig bøf », sagde beyer. — « er du videre sulten for tiden, salve? » — « bevares, — nej da, joachimen min! » Kom det overlegent fra salve. « jeg spiste nemlig en særdeles bedre middag ombord hos kapt. Sivertsen på « Anne Marie » lige før jeg dampede afsted. Så ingen skal komme og beskylde mig for at være sulten. — var det ligt sig, det! » Beyer myste på ham. — « en bedre middag hos Sivertsen, — aha! Det |
1893_Abildgaard_Fortidsminder | Emilie | Emilie | Abildgård | A | 1,893 | Fortidsminder | neutral | female | dk | 2 | Abildgaard | Fortidsminder | Abildgaard | Fortidsminder | null | null | 1,893 | 167 | n | roman | C. Pedersens Boghandel | 6 | KB | Kan ikke finde oplysninger om forfatteren. Navnene var allerede noteret /N | null | null | nan | nan | 10 | 176 | 1 | O | 0 | 0 | 0 | Fjeldmændene. En skizze fra Norge i 1812. Så langt, som jeg kan erindre tilbage, har jeg altid holdt meget af at høre eventyr og historier; den fornøjelse satte jeg over alt andet. Når mine forældre skiftede piger, varede det sjældent længe, inden jeg spurgte den nysankomne: » Kan du mange eventyr? « var svaret benægtende, listede jeg mig slukøret bort, men var det modsatte tilfældet, kunne jeg næppe oppebie aftenen, der skulle give mig en prøve på hendes færdighed. Dog var der ingen, der kunne tilfredsstille mig i den grad som min moder. Hvor ofte har jeg ikke — i vinteraftenens behagelige skumring, når skinnet af den røde ild fra kakkelovnen forenede sig med det lyse, dejlige måneskin, der klart og venligt skinnede ind gennem de store, høje vinduer i vor hyggelige dagligstue — hvor ofte har jeg da ikke lyttet til hendes søde stemme, når hun fortalte om alle de herligheder, lampens ånd fremviste for den unge Aladdin i hulens indre, om skønheden og dyret, og om feens himmelblå belte; men mest af alt elskede jeg virkelige begivenheder, som havde tildraget sig i gamle dage. Den periode, min moder betegnede således, var omtrent en snes år tilbage i tiden; lidt mere eller mindre, mig forekom dette tidsrum at have århundreders udstrækning. De personer og forholde, hun skildrede, blev ved hendes tydelige og nøjagtige fremstilling ligesom levende for mit blik, på samme tid som bevidstheden om, at alt var foregået længe før jeg havde set dagens lys, atter omgav det hele med et magisk slør og derved indvirkede stærkt på min letbevægelige fantasi. ---------------mange år er henrundne, siden den milde stemme er forstummet på denne jord, men hvad hun fortalte mig, har jeg bevaret i trofast erindring, og min tanke dvæler ofte med vemodig glæde ved disse minder. En tilfældig yttring har særlig fremkaldt en enkelt bestemt begivenhed for min sjæl, og det er denne begivenhed jeg vil forsøge, så vidt det står i min magt, at gengive med min moders egne ord. » Da året 1812 frembrød, var tilstanden i Norge meget sørgelig. Krigen med England, der havde varet siden det røveriske overfald på København 1807, var ødelæggende for al handel. mange velhavende familier mistede deres hele ejendom, når de engelske kapere tog deres skibe. Da landet dengang, endnu mindre end nu, kunne brødføde sig selv, var opbringelsen af de større eller mindre fartøjer, der forsøgte at hente korn fra Danmark, en stor ulykke, hvis følger strakte sig ikke alene til ejeren af fartøjet og indvånerne af den lille by, hvor skibet havde hjemme, men også til oplandet, hvor nøden til sidst blev så stor, at bønderne måtte blande deres brød med bark. Den gode kong Frederik den sjette sendte ufortrødent så meget korn, som han kunne, til sine nordmænd, og de fleste af de småskibe, som førte kornet, undgik heldig de engelske krydsere. Uden denne hjælp ville den halve befolkning være død af hunger. Så kom den usædvanlig strenge vinter og standsede al tilførsel. Nøden steg bestandig. Min gamle bedstemoder åbnede hver lørdag sit kornloft og delte troligen med sine husmænd og bjælkehuggere; det samme gjorde hendes sønner, af hvilke de to ældste vare skibsredere, og den yngste, onkel Peer, drev en stor bondehandel. Dette hæderlige eksempel efterfulgtes af flere af den gode by Arendals borgere, og således listede vinteren hen; men da købmændenes forråd stærkt formindskedes, måtte også uddelingen rette sig derefter. Bønderne, som kom ned fra landet med deres trælast, bragte kun lidt korn hjem til kone og børn. Mangelen steg med hver dag, og ved fastelavnstider fløj rygtet en dag,[som en løbeild, gennem byen og sagde: » Fjeldmændene drage i store skarer mod byen for med magt at tiltvinge sig korn, som de tro, at købmændene holde tilbage, for senere at tjene det dobbelte! « Rædsel greb alle hjerter, thi nednæs, frolands og råbygdelaugets bønder er frygtelige i deres vrede, endsige når hunger, fortvivlelse og mistro har bragt dem i raseri. Da bedstemoder hørte denne tidende, lod hun sine sønner kalde og sagde: » Når fjeldmændene komme, da gør ingen modstand, men opluk eders og mine kornlofter, at de kan se, vi har delt med dem til det yderste. Har nogen her i byen, hvilket jeg ikke tror, handlet anderledes og derved nedkaldt denne ulykke over os, da må gud tilgive ham. Gå med gud, mine sønner, og gør eders pligt. « De to ældste bukkede ærbødig for den høje, alvorlige moder og gik stille ud af døren, men onkel Peer sagde: » Vær ikke bange, kære moder! Fjeldmændene gøre mig ingen fortræd, de holde af mig, som om jeg var deres egen Broder. « Uden at afvente hendes svar fulgte han sine brødre, og bedstemoder satte sig rolig ved vinduet for at oppebie, hvad der ville komme. Det varede ikke længe, inden en dump larm hørtes, og snart lød et forfærdeligt brøl. Så langt, som øjet kunne nå, vare langbryggerne opfyldte af de rasende bønder, der dannede en tæt masse. De høje, sorte hatte bølgede frem og tilbage, lig et oprørt hav, og de hvide vadmelstrøjer kom kun nu og da til syne, idet en blinkende tollekniv, en blank økse eller en vældig knippel blev svunget over deres hoveder. Alt, som de drog frem, flygtede de ængstede købmænd og søgte skjul i kældere og hvor det var tænkeligt at undgå deres forfølgere, der imidlertid ikke lode noget loft ugjennemsøgt, og hvor de fandt lidt korn, toge de det med i deres store sække, uden at spørge om forlov. Således væltede menneskestrømmen frem, indtil den standsede udenfor bedstemoders store hus. Enkelte skrig forkyndte, at fjeldmændene gave deres raseri luft ved at gjennemprygle de ulykkelige købmænd, hvis skjul tilfældigvis var blevet opdaget. Fra vinduet så bedstemoder sine to ældste sønner gå midt ind i den brølende skare, som de forsøgte at tale tilrette med venlige ord, idet de pegede på søbodens åbne døre, der førte op til kornlofterne. Forgæves var deres høflige, milde og forsonende tale; stedse tættere blev brødrene indesluttede af de hvide vadmelstrøjer, der snart trængte sig imellem dem og skilte dem ad. Råbet » Vi vil have korn, korn! « lød fra alle sider. Knive og knipler svingedes truende og blindt over de sorte hatte; på engang trufne, styrtede brødrene omkuld blandt den fremog tilbagebølgende mængde, der pludselig blev stille ved synet af de mænds blodige ansigter, som de i grunden holdt meget af, fordi de til enhver tid havde vist sig som fjeldmandens ven. Da bedstemoder så sine sønner falde, rejste hun sig fra vinduet, og med forbittrelsens rødme på sin pande, og de store, mørkebrune øjne lynende af harme, gik hun hurtigt ned af trapperne, fast bestemt på at dele skæbne med sine børn, som hun troede dræbte. Men inden hun nåde gadedøren, blev denne reven op med et vældigt brag; det var matroser fra hendes skibe, som lå tilankers og indefrosne lige uden for hendes vinduer, der havde trængt sig igennem de skamfuldt tilbagevigende bønder og nu kom bærende med hendes sønner, idet de tilråbte hende: » Vær ikke bange, de komme snart til sig selv. « hurtig åbnede hun døren til sit eget værelse; hvid som marmor, men med faste og rolige skridt gik hun foran og slog de svære Gardiner til side fra den store topseng, hvorpå, efter et vink af hende, de bevidstløse og blodige sønner blev lagte. Med en dronnings majestæt og en spartanerindes sjælsstyrke vendte bedstemoder sig til de sagte bortgående søfolk og spurgte: » Hvor er min yngste søn? Har nogen set ham, er han endnu i live? « Der blev svaret: » Han er i god behold og sidder i sit eget hus, omringet af de anseligeste og besindigste fjeldmænd, som vel har fulgt de øvrige, men ikke deltaget i voldsomhederne. « Da smeltede isskorpen i bedstemoders strenge åsyn, en tåre glimrede i det store, mørke øje; hun tilvinkede stille de bortgående sin tak, og vendte sig med et inderligt » Gud være takket! « Mod sengen for at yde sine børn den nødvendige hjælp. Imidlertid sad onkel Peer rolig i sin stue og samtalede med de anseligste bønder, som matroserne havde sagt. Han vidste intet om brødrenes skæbne, da en tjenestepige højt jamrende styrtede ind og råbte, at de begge vare dræbte. Ved denne [usalige falske tidende for han op som en såret løve. Med gnistrende øjne rev han sin kjole af og styrtede ud blandt mængden med det høje råb: » Har i slået mine brødre ihjel, kan i også tage mit liv, men først skal i føle mine næver. « med frådende mund, i sandt berserkerraseri, slog han vældige slag til højre og venstre. I begyndelsen vege fjeldmændene forundrede tilbage, idet de skrege: » Gå af vejen, dig ville vi intet, dig holde vi alle af « — men, da de mærkede, at han var døv for deres tilråb, kom deres ville blod på ny i kog; de brølede alle som en: » Vil du endelig have bank, så skal du få. « Frygtelige slag regnede nu ned over ham, og de standsede ikke, før han lå som død for deres fødder i sneen, der var rød af hans blod. Da gik der pludselig en gysen gennem den ville skare; det var, som om den vågnede af en rus, de hævede arme sank ned, de forbitrede skrig forstummede. Vreden og raseriet forvandledes til gru og forfærdelse, skamfulde, med sænkede hoveder og skulende blikke, trak fjeldmændene sig tilbage fra det bevidstløse offer for deres voldsomhed, idet de nu frivilligt åbnede deres rækker for de tililende matroser, som hidtil forgæves havde søgt at gennembryde hoben. Da de raske søfolk løftede onkel Peer op, gik der en dump mumlen gennem fjeldmændenes rækker; endelig hørtes tydelig ordene: » Ikke til hans moder, ikke til hans moder! « Han blev da bragt ind i sin egen bolig, hvor en tilkaldt læge straks tog ham under behandling, og først efter mange gentagne og forgæves anstrengelser lykkedes det denne at bringe ham til bevidsthed — men aldrig forvandt han følgerne af denne dags mishandling. Imidlertid ventede bønderne i tavshed hele den lange tid, indtil de hørte, han var i live; da vågnede al deres gamle kærlighed til ham, og deres glæde gav sig luft i et halvhøjt hurra; stille trak de sig nu tilbage, alle voldsomheder vare standsede, og de droge fredelig gennem stranden og blødekær til munkehusene, hvor deres heste og langslæder stod. — da aftenens skygger lagde sig over den ængstede by, var der ikke en eneste af de hvide vadmelstrøjer at se, og kun en svag bjældeklang i det fjærne forkyndte, at de vare på tilbagevejen til deres hjembygder. således endte denne sørgelige begivenhed, der efterlod et så stærkt indtryk, at mødrene endnu mange, mange år efter sagde som trudsel til deres uartige børn: » Er du ikke artig, så kommer fjeldmanden og tage er dig «, en trudsel, der aldrig undlod at frembringe den tilsigtede virkning. lille Ingeborg. Det var i 1812. Marts måned var forløben, og sneen var næsten forsvunden. Skjøndt store isstykker endnu dreve omkring i fjorden, var det dog lykkedes nogle små jagter fra Jylland, lastede med kornvarer, at slippe ind til Arendal. Borgernes mod hævede sig ved denne tilførsel, der afhjalp deres egen og oplandets nød for øjeblikket, og lod dem se fremtiden i lysere farver. Af de få orlogsskibe, kong Frederik havde tilbage, havde han sendt fregatten » Najaden « og briggerne Låland, Samsø og Kiel op til Norge for at beskytte handelsskibene mod de engelske kapere og krigsskibe, som allerede havde vist sig i Nordsøen. De små batterier langs de sydlige kyster bleve satte i brugbar stand, for om muligt at forhindre englænderne fra at gå i land og afbrænde byerne, en voldsgjerning, hvormed de ofte havde truet. Det vestlige indløb til Arendal havde tre sådanne batterier, og disse vare, tilligemed byens to batterier, forsynede med officerer ( månedslieutenanter ) og folk til kanonernes betjening. Dengang var der ikke bygget de store fyrtårne, som nu fra torungernes farlige skær vejlede sømanden, når han i nattens mørke søger at nå Arendals sikre red. Også det østlige indløb har farlige grunde, så man antog det næsten for en umulighed, at de engelske orlogsskibe turde vove at gå ind. Men for at være fattet på alt havde man dog i de fleste familier nedpakket det værdifuldeste af guld, sølv og linned, for at skaffe det til side, om fornødent gjordes. Min bedstemoder ejede en gård oppe ved nidelven, hvor hun hvert år tilbragte sommeren, men dette år flyttede hun allerede derop i begyndelsen af April måned, tilligemed tante Helene og mig. Fra byen førte dengang ingen kørevej til den gamle gård, der lå skjult dybt inde i den tætte skov; derfor roede vi altid op ad elven, fra hvis bredder en ganske god vej gennem mange krumninger snoede sig op til den hyggelige sommerbolig. Træerne vare endnu uden løv og luften var kold, men snart brændte i alle kakkelovne en munter ild, der i tusmørket klart oplyste malerierne af alle de oldenborgske konger og dronninger, som prydede væggene i storstuen, og meddelte de alvorlige ansigter et skuffende liv. Det var, som om alle de fyrstelige herrer og fruer forundrede sig over, at deres ensomhed blev afbrudt, inden gøgen havde forkyndt vårens komme. Såsnart tante Helene havde bragt huset i orden, undersøgte hun stolpeboden og mælkekammeret, hønsehuset og de øvrige udhusbygninger, hvor hun efter fortjeneste uddelte Ros og dadel. Derpå tog hun mig med sig ned til møllen og savværket, en spadseretur, som altid blev lang, thi vi besøgte tillige gårdens husmænd, hvis koner aldrig kunne blive færdige med at fortælle tante om vinterens nød og genvordigheder. Så gik vi langs med elvens bredder, hvor økseslagene klang muntert fra huggepladsen. Der var tømmer i overflod, og arbejdet gik rask fra hånden, uagtet næsten alle huggerne vare ældre mænd, da de unge folk for længst vare indkaldte for at » tjene kongen «. Tante var meget afholdt. Når vi kom og satte os på en fjeldkant, hilsedes vi fra alle sider af venlige ansigter. Arbejdet syntes da at gå hurtigere fra hånden, og hver enkelt satte sin stolthed i, at hun skulle se, hvor let han endnu forstod at føre sin økse. Iblandt alle de små røde huse, som i malerisk uregelmæssighed ligge langs med nidelvens bredder, var der et, som vi næsten aldrig undlode at besøge. Det beboedes af en gammel kone, Ingeborg veding, og hendes eneste barn, almindelig kaldet » lille Ingeborg «. Den gamle havde i mange år været enke; hendes mand var forlist på Skagen, og fartøjet var gået tabt, hvorved hun mistede sin hele ejendom. Da denne tunge skæbne rammede Ingeborg veding, blev hun fortvivlet; men snart blev barnet hendes bedste trøst, og for det arbejdede hun dag og nat. Det var utroligt, hvormange alen lærred hun kunne væve om dagen, og da hun havde arbejde uok, lykkedes det snart hende ved flid igen at fremkalde lidt velstand i det lille hus. » Lille Ingeborg «, som var sin moders stolthed og glæde, var imidlertid vokset op og var bleven ligeså smuk og flink, som hun var god og from. Hun vidste ikke selv, hvor sød hun var, og bemærkede ikke i sin beskedenhed, at hun ved alle lejligheder bar prisen for alle sine legesøstre. De unge fiskere og søfolk, ja endog mangen » Gårdgut «, bestræbte sig for at behage hende, men » lille Ingeborg « havde kun øje og tanke for en, og det var en ung sømand, Ole Hansen. Han var fattig, ligesom hun, men de vare opvoksede sammen, og det var ikke længe efter at » lille Ingeborg « var bleven konfirmeret, at de aftalte at dele alle livets tilskikkelser med hinanden. I to år havde de nu været forlovede. Vel havde Ingeborg veding hellere set sin datter som gårdmandskone, men da hun ikke kunne tåle at se hende græde, lod hun sig ved juletid bevæge til at give sit minde til, at de måtte få bryllup, når foråret kom. Stolt og lykkelig gik Ole Hansen til øistad præstegård for at begjere tillysning af den gamle ærværdige Provst Schmidt, og Ingeborg veding gjorde store forberedelser til sit eneste barns bryllup. De unge skulle bo hos hende, thi Ole var atter udskreven til orlogs og kunne vente at blive kaldet til frederiksværn, såsnart isen var borte. Med en påfaldende uro og ængstelse higede de unge efter bryllupsdagen, men allerede inden tillysningen var endt, måtte Ole afsted. Stor var hans og » lille Ingeborg « s fortvivlelse, hvortil der var en årsag, som de endnu ikke havde vovet at betro nogen, men herved var intet at gøre. De satte derfor deres håb til, at han muligen kunne få tilladelse til at gå i land for at blive viet, når » Najaden «, som han skulle ombord på, kom ind på Arendals red for at indtage vandforråd. Et sådant håb kunne kun opstå i deres uerfarne hjerter, thi alle andre vidste godt, at en sådan tilladelse er en umulighed i krigstid. Således var forholdet i det lille hus, da tante og jeg på vor spadseretur langs med elven gik henimod indgangsdøren. Når vi ellers nærmede os Ingeborg vedings nette og venlige bolig, plejede vi allerede i afstand at høre hendes raske slag i væven og » Lille Ingeborg « s muntre sang ved hendes rok. Den dag hørtes ikke en lyd, og vi så med forundring på hinanden. Jeg kom tilfældigvis til at titte ind af det åbne vindue, stuen var ligeså ordentlig og net som sædvanlig. » Lille Ingeborg « sad foran sin rok, men hjulet stod stille, tunge tårer rullede langsomt ned over de blege kinder, og de ellers så flittige hænder havde givet slip på tråden og lå nu foldede i skødet. Den gamle moder sad i sin store lænestol ved det åbne vindue, og foran hende på bordet lå den gamle huspostil med de store messingspænder. Hurtigt gik vi ind gennem den lille forstue og stod foran moder og datter, inden de endnu havde hørt vore skridt. Forfærdet for » Lille Ingeborg « op og gjorde mine til at flygte, idet en brændende rødme for over hendes ansigt; men tante greb hendes arm og sagde i en alvorlig og næsten streng tone: » Bliv her. Hvad skal dette betyde? Er det utålmodighed over at brylluppet er opsat, da er det en skam, at i ikke bedre kunne bære en smule modgang. « » En smule modgang, en smule modgang, « Jamrede gamle Ingeborg. » Nej, frue! det er ikke en smule modgang, der har ramt os, thi her gælder det skændsel og vanære. Kommer » Najaden « ikke så nær, at Ole kan få lov til at gå i land for at blive viet til Ingeborg, bliver hun til spot for hele bygden, mine grå hår gå med skam i graven, og hvad skal jeg svare min Poul, når han for Vorherre fordrer mig til regnskab for sin datter? Hvorledes skal det gå, når vor ulykke rygtes blandt vore naboer? O, mit barn, mit barn! aldrig havde jeg tænkt at opleve sådan en sorg! « Den heftige gamle kone slog sig for brystet under idelig jamren. Tante afbrød hende og sagde i en alvorlig tone: » Ti stille, Ingeborg veding. Det er ingen kristelig måde at bære sin sorg på. I giver eders datter et slet eksempel på utålmodighed istedenfor at være hende en støtte og trøst, som det sømmer sig en god moder. Bed til gud, som endnu kan lede alt til det bedste. Jeg giver jer mit løfte på, at såsnart » Najaden « kommer ind i fjorden, eller chefen, kaptajn Holm, kommer i land, skal frøken M... og jeg ro til byen og fortælle haM sagen. Er det da muligt, vil han vidst forbarme sig over eder, og alt kan endnu blive godt. « Det varede længe, inden det lykkedes os at berolige dem nogenlunde, og da vi endelig gik, sagde tante, at hun håbede ved sit næste besøg at finde både væven og rokken i gang, thi lediggang var en rod til alt ondt. På hjemvejen talte vi meget om den større eller mindre sandsynlighed for, at » Najaden « kom ind til Arendal. Begge vare vi enige i, at hvis vi kunne trætte kaptajn Holm, måtte der ikke spares hverken overtalelser eller bønner for at erholde landlov for Ole Hansen, uagtet vi ingenlunde vare blinde for, at det kunne være vanskeligt nok for chefen at opfylde denne bøn. maj måned var forbi, og vi vare allerede et godt stykke inde i juni; kanonbåde og mindre orlogsskibe havde jævnlig søgt havn i Arendal — kun » Najaden « kom ikke. Den krydsede stadigt i Nordsøen og langs med de sydlige kyster. Så ofte den prajede en lodsbåd fra mærdø, sendte Ole et kærligt og trohjærtigt brev til sin Ingeborg, for at opretholde hendes mod. Endelig skrev han, at de i længere tid havde været jaget af en betydelig overmagt af engelske krigsskibe, men at de med det første ventede at gå til Ankers ved borøen, fordi kaptajnen skulle til Arendal for at erkyndige sig, om der var indløbet nogen ny ordre til ham enten med posten eller med de nylig ankomne kanonbåde — da kunne der måske blive lejlighed for Ole til at gå i land, hvis nogen ville forsøge at udvirke permission for ham. Gamle Ingeborg veding kom op til gården med dette brev, for at bringe os vort løfte i erindring, og tante så vel som jeg lovede straks at tage ned til byen, så snart vi fik pålidelig underretning om, at kaptajn Holm var at træffe der. Under denne forventning gled dagene umærkelig hen. Sommerens skønhed var udbredt over mark og skov, hvor måltrosten sang, og linden duftede. Overalt begyndte forberedelserne til at fejre den kære st. Hanstid. Alle huse, fattige og rige, små og store, blev pudsede og pyntede fra øverst til nederst; hvor man kom hen, så man kun glade ansigter — alene hos Ingeborg veding var der stille. Naboerne vare begyndte at komme under vejr med, hvorfor » Lille Ingeborg « s sang var forstummet, og hvorfor hun selv aldrig lod sig se mere, men både hun og hendes moder vare så agtede og elskede, at ingen sårede den gamle med den svageste hentydning, når de tilfældigvis mødte hende. St. Hansaften kom. Hjemme hos bedstemoder havde alt et festligt udseende, og i alle værelser duftede lilliekonvaller og nysudsprungen birkeløv. Tante Helene sad efter middagsbordet og talte om den lystighed, der om aftenen var foranstaltet for gårdens folk, husmændene og bjælkehuggerne nede fra elven. Når tjæretønderne til st. Hansilden blev antændte, skulle mølleren stå i spidsen for lystigheden og se alle til gode, men tillige våge over, at ingen usømmelighed eller uorden fandt sted. Her blev tante afbrudt ved en beskeden banken på døren. Jeg rejste mig hurtigt for at se, hvem der på denne tid forstyrrede os. Det var Ingeborg veding. Så snart hun så tante, råbte hun: » Han er kommen, han er i byen! « den stakkels gamle kunne ikke få et ord mere frem for gråd, men vi fattede straks, at det var » Najadernes chef, hun mente. » Hør Ingeborg, nu er det ikke i id at græde, « Sagde tante. » Gå ned og sig til Maren, at hun skal gå til elven og gøre båden færdig, så komme vi straks. Hun kan tage Knud med til hjælp, thi strømmen er strid i denne tid. I derimod skal gå hjem til eders datter og forberede hende på, at den dag i morgen måske bliver hendes bryllupsdag, hvis det således er guds villie. « Ingeborg forsvandt, og vi gik ind til bedstemoder for at underrette hende om vort forehavende. Inden en halv time sad vi i båden, vel udrustede med rejsetøj mod den kølige aftenluft; snart gled vi forbi huggepladsen, hvor arbejderne standsede for at hilse os, og forbi Ingeborg vedings lille hus, hvorfra så mange varme bønner og ængstelige tanker fulgte os. Igennem det åbne vindue flagrede et hvidt tørklæde, og imellem grenene af den store geranium troede vi at skimte » Lille Ingeborg « s bedrøvede ansigt. Bevidstheden om, hvor meget der var afhængigt af vor rejses udfald, gjorde os tavse. Tante styrede med fast og sikker hånd over de mange farlige grunde. Den lille båd gled rask afsted, og selv strømmen gjorde os den dag ingen vanskeligheder; efter et par timers forløb nåde vi i taushed byen. Her hørte vi, at kaptajn Holm allerede var taget bort, men at det endnu kunne være muligt at indhente ham, da han havde lovet at spise til aften på onkels landsted nede på tromøen, som han skulle passere på tilbagevejen til borø, hvor » Najaden « lå for Anker. Øjeblikkelig spurgte tante Knud og Maren: » Kan i holde ud at ro derned? « de svarede begge ja, båden stødte atter fra land, og nu gik det med forøget fart ned igennem tromøsund. Vi gled forbi en mængde skibe, som lå for Anker udenfor byens batterier, deriblandt flere små kapere og syv kanonbåde, hvorfra dannebrog vajede i den lette aftenvind. Endelig var målet nået. Vi stod på den lille landingsbro og ilede op ad terrasserne, der førte lige til fluset. Her var stort herreselskab. Tante lod sin Broder kalde ud. » Skaf os hurtigt «, sagde hun til ham, » Kaptajn Holm i tale, men inde i det lille hjørneværelse, og sørg for, at vi ikke blive forstyrrede. « onkel, der straks begreb vort ærinde, hvorom vi tidligere flere gange havde talt med ham, åbnede døren til det lille værelse, der endnu var tomt, og fjernede sig hurtigt med en bekymret hovedrysten. Snart efter åbnedes døren, og kaptajn Holm trådte ind. Hans alvorlige, i den senere tid næsten mørke mine forsvandt ved synet af to damer, som han oftere havde været i selskab med; han førte os begge til sofaen og spurgte artigt, hvormed han kunne være os til tjeneste? Vi gjorde ikke mange omsvøb, men bad ligefrem om nogle timers permission for Ole, for at han næste dag kunne blive viet til sin Ingeborg. Svaret var bestemt afslående, thi engelske orlogsskibe krydsede udenfor, og » Najaden « Kunne vente, at det kom til slag, og da kunne ikke en eneste mand undværes. » O, hr. Kaptajn, « Sagde tante, » forbarm dem over de to unge mennesker! Hør deres historie! Måske der dog kan gøres en undtagelse. « derpå fortalte hun alt, skildrede den gamle moders sjæleangst over den truende vanære og de to unges inderlige sorg. Da hun havde endt sin simple, men varme fremstilling, for kaptajn Holm med hånden hen over øjnene; han rejste sig og sagde: » Jeg vil i det mindste kunne forsvare for gud, at jeg giver efter. Klokken 2 i nat er jeg ombord, og da skal Ole Hansen straks gå fra borde, men i morgen aften, inden det bliver mørkt, må han igen være på sin post. « vi mere løb end gik ned til vor båd, hvor Maren og Knud ventede os. Inden vi endnu havde sagt et ord, havde de i vore ansigter læst den gode tidende, vi medbragte. Højt jublende toge de atter fat på årerne og roede med fordoblet kraft hjemad, medens det ene st. Hansblus tændtes efter det andet. Den følgende dag havde Ingeborg vedings hus et festligt udseende. Udenfor døren vajede et gammelt dannebrogsflag; gulvet i stuen var bestrøet med hvidt sand og frisk plukkede granknopper; bag kakkelovnen stod store kviste med ungt birkeløv, og på den høje dragkiste var den store kinesiske syltekrukke fyldt med duftende sirener. Ingeborg veding bar atter hovedet højt, som fordum. Det var, som om de sidste måneders sorg var udslettet af hendes erindring. Tidligt om morgenen var Ole ankommen. Tante havde sendt bud til øjestad efter provsten, og klokken 11 om formiddagen stod den ærværdige Herrens tjener med sin alterbog i hånden i den lille stue, for i tantes, min og gamle Halvors nærværelse at fuldbyrde vielsen. Det var et rørende syn at se dette unge brudepar, der efter så mange overstandne vanskeligheder endelig skulle forenes for straks at adskilles — måske for stedse. Efter en kort, men gribende tale, fuld af kærlighed og trøst, modtog provsten det hellige løfte og nedkaldte himlens velsignelse over deres fremtid, hvis det forundtes dem at leve sammen; men havde gud i sin visdom bestemt det anderledes, da bad han om kraft for Ole til at opfylde sin pligt mod land og konge og om tålmod for Ingeborg, indtil den store gjensynstime slår, hvorefter der ingen adskillelse findes. Den hellige handling var til ende. Ingeborg var så bevæget, at hun næppe kunne holde sig oprejst. Da tog Ole hende i sine stærke arme og lagde hende sagte ned på den store seng, som stod i det ene hjørne af stuen. Den unge brudgom var så stolt en sømand, som nogensinde havde sat sin fod ombord i et orlogsskib. Han satte sig på sængen hos sin blege og smukke brud, og aldrig forglemmer jeg det udtryk af inderlig glæde og dyb sorg, der afmalede sig i disse unge ansigter. — udenfor døren sagde vi farvel til Ingeborg veding, og da vi havde set provsten vel oppe i karriolen, ilede tante og jeg hurtigt imod hjemmet. -----------i de første dage af juli var der rygter nok i omløb om antallet af de engelske orlogsskibe, som vare på jagt efter » Najaden «, der nu havde forenet sig med Låland, Samsø og Kiel, som hidtil havde krydset særskilte. Ingeborg havde modtaget to breve fra Ole, hvilke havde trøstet hende lidt efter den sørgelige afsked på deres bryllupsdag. Den 5te juli om aftenen kom de syv kanonbåde ind på Arendals red for at forsynes med vand, derpå skulle de gå ned af tromøsund og forene sig med » Najaden « Og briggerne omtrent ved jomfruland. Den 6te juli lå de endnu rolig for Anker, da de første kanonskud hørtes; disse tiltog, og snart kom fiskere og lodser sejlende og meldte, at » Najaden « Sloges med en stor overmagt ved lyngøer. En lodsbåd medbragte ordre til kanonbådene om øjeblikkelig at ile den til hjælp. på toldboden stod byens borgere og lyttede til den frygtelige kanonade, idet de harmfuldt så på kanonbådenes langsomme bevægelser. Endelig blev ankerne lettede, og de kom under sejl, men vinden var svag, så de måtte tage årerne tilhjælp, og de glede nu sagte ned igennem tromøsund. Ved borøen bleve de efter sigende opholdte, og da de omsider nåde lyngøer, var slaget torbi. Det var lykkedes den kække kaptajn Holm at frelse briggerne og forjage de engelske orlogsskibe diktator og calypso, men bedækket med hæder og utallige heltes lig, var » Najaden « gået under. Ole Hansen var en af de første, som faldt for de engelske kugler, og da efterretningen herom nåde lille Ingeborg, faldt hendes hede tårer som en regn over hendes faderløse søns ansigt. Budskabet om » Najadernes undergang fremkaldte almindelig sorg i Norge og Danmark. Ingemanns og Blichers sange have foreviget denne begivenhed, og mange år efter rejstes en simpel sten her til de faldnes ære. Den bærer endnu vidnesbyrd om den stolthed og ærbødighed, hvormed mindet deroppe bevares om heltekampen ved lyngøer. en ungdomserindring. Det var en smuk dag imod slutningen af vinteren, at min moder bragte mig et brev fra min grandtante Helene. Brevet indeholdt en anmodning om at komme og tilbringe nogen tid hos hende. Hun havde sendt sin gartner, Halvor, for at følge mig lige til den ensomme 0, hvor hendes landejendom var beliggende; thi elven, som var tillagt med is, kunne ikke befares med vogn på den første strækning nærmest ved øen, hvorfor jeg sædvanligvis foretog denne lille tur til fods, når jeg kun havde en pålidelig ledsager. Jeg var straks færdig til at tage afsted, men inden jeg erholdt mine forældres tilladelse, blev Halvor atter og atter på det nøjagtigste udspurgt om isens tilstand oppe i elven, og om man med s ikkerhed kunne vove sig ud på den. Halvor forsikrede, at isen i dag var fuldkommen stærk og sikker, men at han ikke ville indestå for den i morgen, da det nu ikke frøs meget om nætterne, og solen om dagen allerede havde betydelig kraft. Endelig blev det afgjort, at jeg skulle være parat til at følge med Halvor, når han havde besørget sine ærinder i byen. Hvormeget jeg end bad ham om at skynde sig, måtte jeg dog vente temmelig længe, inden han kom for at afhente mig. Så snart jeg fra vinduet fik øje på ham, sagde jeg hurtig farvel til mine forældre og søskende og ilede ned at møde ham, for at hans snakkesalighed ikke skulle foranledige et nyt ophold. Vi gik rask igennem den lille bys snebelagte gader; de venner og bekendte, som jeg mødte, eller som jeg hilsede ved vinduerne, smilede og nikkede to gange ved synet af min ledsager Halvors for alle velbekendte personlighed; han var som et skildt, der tydeligt bekendtgjorde, hvorhen jeg styrede mine fjed. Solen stod allerede temmelig lavt, da vi nåde malmbryggen, hvorfra vor vandring på isen skulle tage sin begyndelse. Her bad Halvor, at jeg ville gå i forvejen, da han hos den nærmeste købmand skulle afhente en Tine, der indeholdt hans indkøb i byen. Derimod var intet at indvende, og det varede heller ikke meget længe, inden han atter havde indhentet mig, og nu var der et solskin over hans ansigt, som tydeligt sagde mig, at han havde grebet lejligheden til at få endnu en hjertestyrkning, inden han forlod byen. Vejen til strømmen, hvor elven forener sig med det salte vand, var snart tilbagelagt; men her måtte vi gå i land, thi den stærke hvirvel og strømning på dette sted forhindrer i almindelighed vandet fra at fryse til, så vejen på en lille strækning løb langs med den højre elvbred, indtil den igen førte ud på den sikre is. Synet af strømmen fremkaldte ret Halvors veltalenhed. Han takkede gud, fordi nøkken ikke havde fået noget offer forrige efterår, uagtet vi havde haft den store oversvømmelse, da elven steg så højt og anrettede så megen ødelæggelse — dog kunne det gerne ske endnu, thi nøkken var ikke at spøge med, når den tid kom, at isen gik op og drev til havs. Under denne passiar var solen dalet bag de vestlige graner, himlen blev dybere blå, og snart glimrede stjernerne over vore hoveder og belyste vor vej, der allerede længe havde været mindre behagelig; hist og her var store huller i isen, der ofte tvang os til at gå tilbage; samme forsigtighed måtte iagttages, når vi stødte på de små vandpytter, som her og de |
1891_Adolphus_AntonioEllerBjergenesKonge | C.H. | C.H. | Adolphus | null | 1,891 | Antonio Eller Bjergenes Konge | male | male | dk | 3 | Adolphus | Antonio Eller Bjergenes Konge | Adolphus | Antonio eller Bjergenes Konge | Folke-Roman | null | 1,891 | 830 | n | gothic | Th. Ørfeldt | null | KB | null | null | null | nan | nan | 9 | 830 | 2 | O | 0 | 0 | 0 | Første kapitel. Hyrden. Brusende og hylende brød stormen igennem tusindårige ege og bøge i den vildeste del af det apeniniske bjergparti. Stedse tykkere og tykkere samlede de sorte skyer sig og skjulte fuldstændigt de øverste spidser af bjergene. Pludselig strømmede vandmasserne ned med en voldsomhed der skulle søge sin lige. Intet levende væsen var at se. Menneskene måtte have søgt ly for dette frygtelige uvejr, selv dyrene på Marken og fuglene under himmelen søgte frygtsomt skjul under afsatserne i bjergene. Intet væsen var — — dog vent — hvad var det? Er det muligt, er det ikke et genfærd? Nej, i virkeligheden var her et levende væsen tilstede. en ung mand, iført hyrdens lette dragt, bevæger sig sorgløst, svingende sin bredskyggede og spidspullede hat højt i vejret. — en lynstråle belyser scenen, og som ret for at byde elementerne trods, strålede hans ansigt af lykke og fornøjelse. Han taler — han leer —? Mulig kommer der en stormvind og river ham ordene ud af munden. Himmel, en lynstråle, et frygteligt tordenskrald, og de fortørnede elementer har hævnet stg på den forvovne. -- -- -- -- -- klippestykket har løsnet sig og ruller rædselsfuldt ned i afgrunden, medtagende den sorgløse hyrde. Ret som om uveiret nu var tilfreds ', fordelte skyerne sig; stormen havde tabt sin kraft, og en heftig regn faldt ned i den frugtbare Dal ved foden af bjerget. I kort tid vare de mørke skyer borte, og solen begyndte at skinne. Nu kunne man først se, hvad uveiret havde forårsaget. Pludselig trænger en tone, en glad stemme sig frem fra ruinerne. Det var et råb, som hyrderne betjene sig af for at samle den adspredte hjord. Snart derpå klattrer den forvovne, som ved et vidunder er frelst, ^ frem og skuer sig leende og syngende omkring. — hahaha — råber han — prægtig, herlig, det var en Dans, som jeg ikke før har oplevet! Hahaha, det kan man kalde lykke, men lykke er bedre end forstand, en fod mere til venstre, og jeg havde været knust, hvorimod jeg nu skipper med et blåt øje, en rift i ansigtet — nu det læges nok. — med disse ord tørrede har med et lille tørklædæ blodet af sin kind. — min fader — vedblev han — vil ordentlig ræsonnere, letsindighed, gavtyvestreger, ingen mennesker til nytte, kan ikke engang vogte gederne, klattrer op af bjergene og spilder tiden, — når han bare brækkede halsen! — — sådan lyder begyndelsen, når jeg kommer hjem! Mismodig læenede knøsen sig op til en træstamme; den samme, hvorfra han rutsede ned under uveiret. Lidt efter vare alle gederne famlede omkring ham, og som vækket af dvale for han op og talte dem. — guds død — en for lidt! udbrød han — nu vil fader ordentlig regere, hellere ville jeg hver dag opleve et sådant uveier, end altid få slag og spark hjemme. — hans opmærksomhed blev snart henvendt på en voldsom gøen af hans hund, han vendte sig overraftet om, og få skridt fra ham stod en skummel udseende mand, som af angst for hunden ikke turde komme nærmere. — hahaha, der kan i se, Nikolo, min Philax kan holde eder i afstand — hahaha, kom dog nærmere! Lo den unge hyrde. — djævel, Antonio, jeg tror du gør dig lystig — råbte manden opdragt — nu vent jeg vil straks fordærve din glæde. Inden han havde udtalt, lå bøssen til kinden, og han sigtede på hunden, som knurrende adlød råbet om at tage plads ved sin herres fødder. _ seer du Nikolo, når du altid mødte sådanne modstandere, så måtte du mange gange vende hjem med en lang næse — udbrød Antonio og rakte ham hånden. — bedrag dig ikke, min kære ven. Når dyret ikke tilhørte dig og når jeg ikke vidste din hr. Papa ville mørbanke dig, når du kom hjem uden den, så havde den været dræbt for længe siden. Jeg råder dig, gør dig ikke mere lystig. — i dag er i ikke til at komme til rette med har i ikke haft en god dag? — spurgte Antonio vejret har vel overrasket eder, i ligner en badet kat!, - — og du nok ikke mindre? svarede manden. — ja, med mig er det en anden sag, i ved jo, at et sådant vejr er min fryd. Jeg har øplevet noget. — skal jeg — — nej, nej, behold dine historier — jeg har ikke øplevet noget, det fordømte vejr har gjort mig en streg i regningen. Antonio så på manden med en hånlig mine, der bragte denne til med en af vrede dirrende stemme at udbryde: — guds død, anonio — har du foresat dig at ærgre mig i dag. Tirr mig ikke, djævlen kunne vinde spillet. Højt knurrende sprang Philax op. — læg dig! råbte Antonio — i sandhed i er i et høisf opbragt lune Nikolo. I vil da vel ikke gøre eders gode ven noget. Hvem skulle så blive eders anfører, når i alene driver forretninger i det store og hvor bliver da eders forhåbninger af? blev Antonio leende ved. — da bliver det dog ikke dig. — hvad siger i? råbte hyrden i en skarp tone, idet han med sine store øjne så på manden med et funklende blik. Med et sæt var hunden sprungen op og havde sat sine tænder i mandens bryst, hurtig greb Antonio denne og kastede den hen ad jorden. — tag tilbage hvad i har sagt — råbte han opbragt. — djævel, du er en satans Karl — brummede manden. Jeg har ikke ment det så; — jeg troede ikke, du havde lyst til at gøre fællesskab med os. — det kan man ikke vide — mumlede Antonio. — hvad? Du vil? råbte manden glad. — ikke straks — svarede Antonio og så ned på jorden. Begge tav lidt. Endelig løftede Antonio hovedet og fortsatte: — jeg vil sige, at jeg måske var i stand til at give oplysninger, som kunne fjerne den streg, der er kommen i regningen. Men i vil vel ikke høre det. — du ved, hvad vi havde for? spurgte Nikolo hurtig. — jeg tror det i det mindste! lo Antonio. — og jeg tror det ikke! vedblev Nikolo. — slemt, meget slemt, når i misforstår eders tilkomne anfører — udbrød Antonio hovedrystende og satte sig på en sten. — du gør dig igen lystig, Antonio. — ikke det ringeste! Kom her, Nikolo, og se derhen. Måske finder i der eders regning, igen! Manden trådte hen og så ind i dalen. — nå seer i intet? — nej! — hvad? Skulle de allerede være komne forbi — mumlede Antonio med et forskende blik i dalen. Pludselig for begge mændene op og udstødte en lyd af overraskelse. — nå, nå, har jeg ret? lo Antonio. — tusinde djævle, karlen har slået ind på en anden vej — brummede Nikolo. — naturlig, han er bleven overrasket af uveiret og har opholdt sig i en eller anden hule, — fortsatte Antonio — men hvorfor vil han over bjerget? Vejen fører dog kun^ -- -- -- -- - — jeg må bort! Byttet må ikke gå os tabt! faldt Nikolo ind. — holdt, ven, nu har jeg et ord at tale med, folkene tilhører mig! Overrasket så manden på den unge hyrde og mumlede forundret — hvad? Du vil -- -- -- -- -- -- --? — hvad i ikke vil — faldt Antonio ind. — Antonio, vil du bringe os fangsten? — det har jeg ikke sagt. Jeg vil først vide, hvor den rejsende skal hen? — hvorfor er det nødvendig? — nu jeg vil det, og hvad jeg vil, det gør jeg. — hvad, vil du trodse os? ' — rolig, lad din kniv sidde — råbte Antonio med et blik på Philax. Jeg gør som jeg har sagt; og når jeg har svaret, kan i gøre, hvad i vil. — men jeg er alene! — er jeg her ikke? Frygter i for det ulige tal, to drivere og en rejsende? lo Antonio. Manden brummede noget i skæget. — nu, hør hvad jeg siger eder — vedblev antonio— i bliver hos gederne, jeg går forud og når jeg piber kommer i efter! — holdt Antonio, det går ikke! Du lader ham køre, så stegen går vore munde forbi. — når han fortsætter på den vej, han er slået ind på, kommer han temmelig tæt her forbi, og når jeg kommer tilbage, uden at have givet signales så kan i altid gøre, hvad i vil; han er snart indhentet, når i stiger op af bjerget. Det bliver derved! Manden blev brummende tilbage og Antonio fjernede sig, efter at have tilråbt Philax at holde god vagt. Hunden forstod sin herre og blev tilbage. Antonio ilede hurtig og let hen ad en smal vej og nåde kort efter et sted, hvor han vidste den rejsende måtte komme forbi. Ventetiden blev ikke lang, thi straks efter kom karavanen. Der var to førere og en herre, som red på et æsel. Antonio gik dem i møde. — holdt, spørg den mand der, om vi er på rette vej — råbte den rejsende til sine førere da han fik øje på den unge hyrde. — behøves ikke herre, vi er på den rette vej — svarede den anden fører. — heida — gode ven! råbte den rejsende, da han så Antonio fortsatte sin vej. Antonio blev stående. — kan i,! ge mig, hvad vej der fører til Ostiala — råbte den rejsende og holdt stille. Antonio studsede. — til Ostiala vil i? spurgte han overrasket. — javist! Kender i mejeriet? Højst forundret stirrede Antonio på den fremmede, så denne blev helt urolig. Han var lige i begreb med at fortsætte vejen, da Antonio hurtig udbrød — jeg kender både vejen og mejeriet, i er på den rigtige vej! — gudskelov, er det langt? Om en halv time kan i være der! Skal i til Meyer? — javel! Kender i den mand? — rigtig godt! — også hans børn? — ja vist! — hvormange børn har han nu? — tre, to drenge og en pige? — 5^vad! stadigt tre? Kender i den yngste søn? — rigtig godt! — han vogter geder, ligesom jeg! Den rejsende blev tilsyneladende bedrøvet ved at høre dette, men hurtig besindende sig sagde han til Antonio: — jeg takker eder, lev vel — og drev sit dyr videre. > — djævel — råbte Antonio, da han igen var alene — besøget gælder min fader, og Herren spurgte efter den yngste søn, efter mig? Hvad betyder det? Guds død! det må jeg vide? Hurtig ilede han tilbage til gederne og Nikolo. — fordømt, knægt, du har ladet dig narre! råbte Nikolo opbragt og sprang ham i møde. Men Philax var straks imellem og viste manden for anden gang sine tænder. — rolig, rolig, koldt blod, en nyhed! råbte Antonio — den rejsende vedkommer ikke eder! Ved i hvorhen han går? Til mejeriet, til min fader! > overrasket stod Nikolo og stirrede den unge. Mand vantro ind i ansigtet, uden at indvende et ord. — jeg har en bøn til eder, vil i opfylde den? — tal! sagde Nikolo. — jeg vil til mit hjem og høre hvad besøget gælder, jeg tør ikke lade mig se, vil i blive hos gederne til jeg kommer tilbage? — hm, det er sent aften, tag dog dyrene med. — det går ikke, jeg bliver borte i nat, i kender jo min prægtige hule, der kan give os et godt og bekvem nattekvarter. Bliv her jeg bringer snart efterretninger om den fremmede! — hm, knægt, du er en djævels Karl, jeg ved ikke, men det er for mig, som om jeg må adlyde dig. Hahaha, jeg kan forsøge, om jeg har glemt mit gamle håndværk. — gå, hyrde — gå, men bliv ikke forlænge. — godt, Philax kan blive hos eder. Skulle det blive aften, så gå ind i min hule. I vil sinde brød og mælk der. Jeg kommer bestemt tilbage, selv om det skulle blive nat! — nå, jeg venter dig bestemt! — hvad jeg siger holder jeg, jeg troede, du vidste det! Altsas på gensyn! ved foden af et højt bjerg lå mejeriet Ostiala. I avlsgården befandt sig en lille undersætsig mand. Det var mejer selv. Hans ansigtstræk vare mørke, han stod midt i gården, med armene korslagte og skuede med mørke blikke snart på bjergene, snart på indgangsdøren, hvorimod hans øje udtrykte en blidere følelse når han så henimod brønden, hvor en yndig pigeskikkelse var beskæftiget. — unødigt arbejde, mumlede han endelig — den dumme knægt kommer bestemt ikke hjem igen imidlertid var bondekonen, mandens hustru, kommen henimod Hain og lagt sin højre hånd på hans skulder, idet hun udbrød — det må have været et gudsforgående vejr deroppe. Akkurat så gudsforgået som knægten selv er — brummede manden. — når bare han ikke er kommen til nogen ulykke. — ulykke! Hahaha, ukrudt forgår ikkek ham er ikke passeret noget, men mine geder, dem har den gavstrik nok ladet være ene imedens han har klatret omkring på bjerghøiderne — fortsatte manden med opbragt stemme og vendte sig henimod huset, — men jeg slår ham, den — — se dogfar — afbrød hans hustru ham — der ved døren holder fremmede. manden vendte sig om. I samme øjeblik stod den rejsende af æstet og trådte hen til bonden, forundret betragtede denne den fremmede, selv hans hustru blev^nysgjerrig stående. Den rejsende hilste og så mejer stift ind i ansigtet. — i er hurtig og pludselig fløjet fra remata — begyndte den fremmede. Bonden studsede. Den fremmede greb^indenfor sin kappe, trak en lædertasfe frem, åbnede og holdt halvdelen af en ring henimod bonden, idet han. sagde: — kender i dette klenodie. En voldsom skræk greb bonden; hansmnsigt blev ligblegt og uden at kunne bringe etldrd over sine læber blev han ståaende. — Jesu Marie! råbte bondekonen og sank på knæ. — stå op, udbrød den rejsende — jeg ønsker husly en times tid, da jeg må videre. Bonden vinkede ad pigen, der stod ved brønden, pegede på førerne til æstet og trådte med sin hustru og den fremmede ind i huset. Inden den rejsende var ankommen, var Antonio ad en anden vej kommet til gården, hvor han ubemærket var listet ind af en bagdør. — hvor har i drengen, som i fik i pleje? Begyndte den fremmede efter at have fundet en plads i stuen. — han er her endnu! — så? I har altså ikke holdt Eden i * sværgede? — jeg har ernæret drengen som jeg lovede, fortsatte bonden trøstig. — men hvordan? Hvor er han? — han vogter gederne, slap bonden ud af munden. — hellige Frantz — gederne! Og hvad har i gjort med pengene? — herre, det er 18 år siden, jeg optog drengen. Aldrig er der spurgt til ham — pengene har knapt rækket i den lange tid til kostepenge og til hans tiende år har jeg dog kun haft forpligelse til at sørge for ham, denne er nu til ende, og godt er det at de er kommen, thi nu kan de tage drengen mej! Dem, fortsatte bonden, der var bleven sikker i sin optræden. — det går ikke! råbte den fremmede heftig — drengen må blive her endnu nogen tid. Han må ikke erfare, at han ikke er eders søn. Jeg er villig til at betale eders udlæg og gode villie, foruden en anseelig sum til hans undervisning. Vil i forlænge kontrakten på ti år til? bondens øjne strålede. Der var penge at vinde. — det kæreste var at blive af med drengen, udbrød han med listig mine. Han havde ikke forregnet sig, den fremmede for op og greb efter sin lædertaste. — se nu først på pengene, sagde han, og talte en anseelig sum i guldstykker og banknoter op på bordet. — ti år er ingen evighed og da er i fri for ham — blev han ved. — slå til! — og hvad vil i, at jeg skal gøre med drengen? — sende ham i skole! — hm, og når pengene ikke rækker? — det gør de nok, derpå kan i forlade eder! fortsatte den fremmede fortrædelig. — nu, hvad mener du kone? Så blive vi jo fri for ham. — det var vel også det bedste for Antonio, — svarede konen. Manden sendte hende et vredt øiekasl. Derpå vendte han sig mod den fremmede og sagde: — jeg vil nok lade ham gælde for min søn og gøre hvad i forlanger, men en betingelse har jeg, jeg fordrer i opgiver mig ørengens herkomst, hvem hans forældre eredet kan jeg ikke, thi jeg ved det ikke selv. Men så meget kan jeg love eder, at inden udløbet af de ti år skal i få den forønskede oplysning og en anseelig gave. Gem nu pengene og sagen er i orden. Jeg har hastværk, forinden nattens frembrud må jeg være et andet sted. — hvorfor bliver i ikke her? — jeg tør ikke. Vejret har opholdt mig, og rejsen er heller ikke gået hurtig, jeg har ikke et øjeblik at tabe, og tiden for min tilbagekomst er mig foreskreven. — hm, mærkværdigt. I tjener vel en fornem herre? spurgte bonden. — også herpå kan jeg ikke svare. — vil i ikke indtage en lille forfriskning? — jo, et glas mælk straks efter tog den fremmede bort. Antonio opholdt sig endnu i et Kammer, dev stødte op til den stue hvor underhandlingerne havde fundet sted, og havde han end ikke hørt hvert enkelt ord, havde han dog opfattet så meget, at bonden kun var hans plejefader og at denne havde modtaget penge for hans opdragelse. I dyb eftertanke hensank han i en krog af. Værelset; men blev snart vækket ved en høj opbragt stemme. Han for op og lyttede. “ — nej det falder mig ikke ind at gøre det — råbte bonden trodsig, — jeg var da en ren æsel, når jeg ville give en eneste sysling sov den uvorne knægt. Ti år er en lang tid, der kan meget forandres. — men mand, betænk dog hvad du har lovet, bemærkede bondekonen. — å hvad, ingen ved det. Du er i sandhed ubetænksom: se dog på de mange penge. Dermed kan vi udvide vor forretning, og vore børn har en køn arv ivente. Er faderen rig, sår vor datter sig snart en mand, der også er rig. Eller vil du vor datter skal kvæle sig som vi har måttet? — men det er jo vvg ikke vore penge! — for øjeblikket tilhører de mig og ingen anden, gavtyven får intet, det siger jeg og derved bliver det! — drengen er jo dog ikke så slem somti, det forstår du ikke. Har han nogensinde lystret mig uden at knurre? Og hvormange geder er ikke borte? — da har det dog ikke altid været hans skyld, indvendte konen. — sig hvad du vil, drengen vedbliver at vogte gederne, og brækker han engang halsen, destobedre! — uha, mand, det er hæslig talt af dig. Hvad vil du svare ' om ti år, når der bliver spurgt om Antonio? — hahaha, man vil ikke kunne spørge mig! Lo bonden. — hvorfor ikke det! — fordi jeg tager herfra. — har man da ikke genfundet os her? — dennegang bliver jeg mere forsigtig. — man finder os dog! — man finder os ikke! råbte bonden for tørnet, jeg går bort, og det snart, ret snart! — og mejeriet? — bliver denne gang ikke solgt. Jeg er ikke mere så dum, at lade en vejviser blive tilbage. Jeg brænder hytten af! — Jesus Marie, mand! — det vil i ikke gøre! råbte Antonio idet han rev døren op og i en heftig sindsstemning styrtede ind i stuen. — ah! Hellige Madonna, hvor kommer du fra Antonio? råbte bondekonen i den største sjæleangst. — han har lyttet, den gavtyv, det seer du jo, lo bonden med et hæsligt grin, hvorunder han søgte at skjule sin forbittrelse. — ja, det har jeg, Bonde, fortsatte Antonio, og jeg vil sige eder hvorfor. — Bonde! Knægt, hvad siger du? Er jeg ikke din fader? — nej, det er i gudskelov ikke? Bondens ansigt fortrak sig i et frygtelig raseri; han trådte henimod Antonio med armen løftet til slag. Bondekonen skreg højt. — rør mig ikke! tordnede Antonio manden imøde, idet hans øjne funklede, — kun et slag og der sker en ulykke! Bonden stod endnu med opløftet arm; men slog ikke, talte ikke et ord, forbittrelse og overraskelsen havde ligesom tilsnøret hans strube. — lad os tale et fornuftigt ord, jeg har ret til at fordre det, efter det jeg har hørt, tilføjede Antonio. — fader, vær fornuftig, bad konen. — væk, herud! brølede bonden, og slaget der var tiltænkt Antonio, traf bondekonen. Som et lyn sprang Antonio imod bonden, men lige så hurtig var bondekonen imellem. — Antonio, for guds skyld hold inderåbte hun bønlig. Antonio stod stille; hans lemmer, sitrede, et voldsomt raseri greb ham, men konen, som fz atten år havde været ham i en moders sted og nu lå i hans arme, kunne han ikke modstå. — gå ud moder, lad os være alene, der må opgøres imellem os, bad Antonio og skubbede bondekonen lempelig henimod døren. — Antonio, vær rolig, jeg beder dig, vær rolig, bad moderen med tårefyldte øjne. — jeg skal nok beherske mig; men lad os være alene, bad Antonio. Neppe var døren lukket, før Antonio tog plads ved bordet hvor faderen havde sat sig. — jeg spørger eder om i vil gøre hvad i har lovet den fremmede? begyndte Antonio med dirrende stemme. — jeg har ikke lovet den fremmede noget. — i vil altså ikke anvende pengene på mig? — jeg har ikke modtaget penge. Antonio tog sig sammen og søgte at beherske sig. Med sagte sitrende stemme blev han ved — i vil altså stjæle min ejendom? — hund, bastard, brølede bonden idet han slog Antonio i ansigtet. — skurk, tordnede ynglingen og gav bonden et stød så han faldt baglænds med hovedet mod bordkanten ned på gulvet, hvor han blev liggende blødende og livløs. Ligbleg stod Antonio og stirrede på dette syn. Som et lyn påkom der ham den tanke; du har dræbt ham; han faldt på knæ og råbte højt på moderen. Inden få minutter kom bondekonen styrtende ind, men da hun så manden blødende på gulvet, faldt hun med et højt skrig til jorden. Nu førsf fattede den unge knægt en beslutning. Han sprang op og råbte: jeg har ikke villet det. — tærningerne er kastede, — bort — bort? Og i en rasende hast ilede han ud -- ud af. Gården til bjergene. Badet i sved nærmede han sig endelig hulen og satte sig rystende ned. Nikolo var lige kommet med gederne, og Philax, den tro hund, krøb kærtegnende omkring sin herre og skikkede hans hænder. Forundret stirrede Nikolo på den livløse yngling og ville bukke sig ned til ham, men hunden viste ham knurrende tænderne. Pludselig sprang Philax højt gøende op. Antonio rejste sig op. — /djævel, unge, hvordan seer du ud, udbrød Nikolo — menneske, hvad er passeret? Antonio så stift på ham. Endelig brød han leende ud. — hahaha, hvordan jeg seer ud? Som en bandit, som en røverhøvidsmand; seer jeg ikke sådan ud? Hahaha, ven Nikolo, jeg er en af eders. Kom, her vil jeg fortælle eder min historie. de satte dem begge ned og Antonio begyndte sin fortælling. Nikolo brummede imellem, og da Antonio endte fortsatte han — gør dig ingen sorger, skurken var ikke mere værd. Jeg havde stødt ham min kniv i livet! — det første mord, mumlede Antonio. — galskab! Tænker du, at karlen er død? Nej det tror jeg ikke. — mener du, Nikolo? — stol på mig. Skurken er nok kommen derfra med en skramme. Men hvad tænker du nu på at gøre? — jeg kommer til eder! — bravo, Antonio, bravisimo! Guds død du er os velkommen! råbte Nikolo henrykt. — men dine penge, vil du lade skurken beholde dem? — derom taler vi senere. Sig, hvor træfferjeg eder i nat? — nu, du går vel straks med? — nej, jeg må endnu engang til Ostiala. — Just nu, hvorfor det? — spørg mig ikke, jeg må og vil! Gå straks og meld mig. — altså, hvor er i at træffe? — vi er i denne nat i den sorte hule. Vejen er dig bekendt. — djævel, det er temmelig langt; dog jeg kommer. Hvem har vagt? — Cinthio står før tur. — kender i ordet? — nej, ikke før i nat. Men tegnet ved jeg, du kender det også! — det er godt — på gensyn! — holdt Antonio. Hvad skal jeg gøre med gederne? — lad dem løbe eller tag med, gør hvad i vil! råbte Antonio tilbage, peb ad sin tro Philax og ilede videre. Den tilbageblevne røver nitolo dræbte hurtig to geder, bandt deres fødder sammen, smed dem på ryggen og forlod stedet. Andet kapitel. Den sorte hule. Om også Antonio med ilsomt løb søgte fremad så blev hans skridt dog langsommere, jo jo nærmere han kom dalen, i hvilken Ostiala lå, til sidst gik han ganske småt med nedsænket hoved. Pludselig blev han stående. Mekanisk havde hans fod slået ind på den vej, der førte til mejeriet. En sagte ængstelse overfaldt den ensomme vandrer, da han, skuede et mørkt ømrids af faderens hus. — op, op, Antonio, vær en mand! mumlede han, og slog ind på den modsatte vej. Skridtene blev igen sagtere; hans blik der stadig søgte vinduerne i mejeriet, veg dog sky tilbage ved synet af disse. — bort, bort, videre! tonede det i hans sjæl. Igen stod han stille. Et suk steg op af det betrængte bryst, han pressede sin venstre hånd fast til det bankende hjerte. — min gud, hvorfor er jeg kommen så vidt; skal jeg måske høste hvad andre har sål? Hvad har jeg gjort? Og hvad står jeg i begreb med at gøre? Har jeg villet det? Er ikke alt kommet så pludselig, så pludselig at jeg knapt ved, om det er muligt? talte Antonio for sig selv og gik videre. Nu kunne han skimte enkelte bygninger. Det var landsbyen Ostiala. — hvad vil hun sige? hviskedee Antonio videre. Men måske hun endnu ikke ved — hvis jeg må sige hende det først? Himmel, jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Antonio, vær ikke fortabt, op, op, vær en mand ' hvad sket er ligger bag dig^ fremad, kun fremad! Og som om der var kommen nyt mod i brystet på ynglingen, tog han sig sammen, løftede hovedet i vejret, og ilede videre. Den første og anden bygning gik han forsigtig forbi, men ved den tredje listede han sig sagte omkring ti! et lille skur, som næsten fuldsfændig var bedækket af grene og blade fra et mægtigt egetræ. Hans tro Philax fulgte efter. Ankommen her udstødte han et skrig som fra en natugle, og trådte tæt op til træstammen. Han lyttede flere minutter, der rørte sig ingen. Da lod han nok engang det samme råb lyde. Alt forblev roligt. Antonio blev utålmodig, trådte nærmere og så hen til huset. — det er mig ubegribelig, mumlede han — hun ved dog at jeg kommer. Min gud, skulle der også vente mig noget smertelig? Philax, der tavs havde stået ved sin herres -m-ww gwu ^eudw. i l7^, - > ' w^^wßmæmkm / 7 / > /^ ' - '!. » >. « k... - ' ', -.?... < - 7 -, -i s- « '. ' 7- “ - fødder, sprang pludselig frem og slog med halen. — ah — dog! mumlede Antonio, og gik nogle skridt frem, idet han udbredte armene mod en yndig pigeskikkelse der ilsomt nærmede sig. Men pigen kom ikke helt hen. To skridt fra Antonio blev hun ståaende, rakte ham hånden og råbte med sitrende stemme: hvad? Du vover at komme herhen? Antonio lod armene synke og så målløs på den unge pige. Begge stod i nogle sekunder som stumme. Endelig greb pigen efter tørklædet og tørrede tårerne, som randt ned af kinderne, bort. — Rosa? begyndte Antonio endelig — Rosa, er det en modtagelse. — ak, Antonio, hvad har du gjort? hulkede pigen. Med unaturlig magt virkede disse ord på den arme Antonio. Han rystede over hele kroppen, og uden af udstøde en lyd, segnede han som livløs om i skuret. I samme øjeblik fløj pigen hen kl ham, slog armene om halsen på den elskende, og skjulte sit ansigt heftig hulkende ved hans bryst. Overrasket af sine følelser, slog Antonio sine arme om livet af pigen, og trykkede hende ængstelig til sit høitbankende hjerte. — Rosa, mit eneste gode, mit dyrebareste i denne verden, vil du fordømme mig uden af have hørt mig? stønnede han med brudt stemme. — nej, nej, tal ikke, Antonio, hulkede den unge pige — jeg vil ikke høre noget af den sørgelige historie. Men gå snart fra mig, stygt, stygt, inden det er for sent dig! — allså du ved det? Og ulykken er virkelig sket? spurgte Antonio med fastere stemme, idet han slap pigen. — ak Antonio, af du ikke allerede er flygtet, har du tænkt over hvad din fremfusenhed har gjort? — jeg er flygtet fra ulykkeshuset, fra sorg og kval. Men endnu ved jeg ikke hvor stor min forseelse rækker. Lever bonden endnu? — han skal være død, hulkede Rosa. — allså en morder? — hellige gud, Antonio, tal ikke ordet ud! Gå, gå, stygt, gem dig i den dybeste hule, at man ikke finder dig. — Rosa, ved du bestemt, at bonden er død? — min fader og moder er ovre i mejeriet de skulle nu komme tilbage. Nanna, din søster, kom i største angst og hentede mine forældre. — talte du med Nanna? — nej, jeg var mere død end levende. —. Rosa, når tilskikkelsen virkelig har besluttet det, så må jeg flygte som enfor guds skyld, Antonio, tal ikke videre! Afbrød pigen. — vil du ikke i det mindste høre mig? skal jeg også i dine øjne stå anskreven som skyldig? —Rosa, min kæreste Rosa, jeg besværger dig, ifald du har mig kær, så hør mig! Med disse ord omslyngede han på ny sin elskede, og trykkede et Kys på hendes pande. Pigen bævede tilbage og rystede på alle lemmer. — Rosa, du skælver for mig? — o min gud, nej, nej, kæreste Antonio, jeg ved det ikke selv — en følelse af angst og smerte gjennemtrængcr min sjæl. Dit Kys erindrer mig om størrelsen af min ulykke og elendighed. O, Antonio, mit liv, mit alt, hvad har du gjort! Stærkt hulkende lagde hun sit hoved op til hans bryst, og vedblev, — flygte skal du, du må forlade mig. måske ' for stedse, ak Antonio, mit hjerte brister, jeg er fortabt, jeg kan ikke forlade dig. — Rosa, du skal heller ikke forlade mig, udbrød Antonio, vi ville aldrig skilles, når du har mod, først til at høre mig, og da at knytte din tilværelse med min. — Antonio, jeg ville gå med dig, hvorhen du går, når jeg var fri, men betænk mine forældre! — min kære Rosa, hør mig først, begyndte Antonio og førte blidt den modstræbende pige ind i skuret; efter at de havde taget plads og han havde befalet Philax at lægge sig ved indgangen, begyndte han at fortælle, hvad han havde oplevet om dagen. Rosa hørte opmærksom efter og blev ganske overrasket over Antonios meddelelse. Da han var færdig, opstod der en lang pause. Endelig begyndte Rosa sukkende: — altså er mejer ikke din fader? Til slutning stammer du fra fornemme personer, og jeg — — — over min herkomst skal du ingen sorger gøre dig, jeg vil aldrig søge efter mine rigtige forældre. Kunne de støde mig ud i verden, fortjener de ikke at se mig. I ethvert tilfælde har min fødsel været en skam, en skændsel, som de har dækket med min fjernelse. Jeg ønsker dem en ren samvittighed, sortsatte Antonio, men ikke uden bitterhed i stemmen. — holder du mig endnu ' for skyldig, Rosa? spurgte han efter nogle sekunder, i hvilke Rosa havde været tavs. — nej, nej, ikke så meget, som jeg troede. Men hvis mejer er død, da — — en knurren af hunden afbrød Rosa. Hr — gode gud, min fader og moder kommer, jeg må bort! råbte hun og sprang op. — gå Rosa, og hør hvorledes det står derhenne, men jeg beder dig kom snart igen, jeg bliver her, fortsatte Antonio og kaldte sin hund ind og trak sig tilbage til den inderste krog af skuret, medens Rosa med største hast søgte huset. Der forløb flere minutter. Intet rørte sig. Endelig hørtes der skridt. Fast trykkede Antonio hunden til sig. Det varede temmelig længe for Antonio, i dyb taushed trak han sig tilbage i en krog og forblev ubevægelig. » Kort efter trådte Rosa sagte og forsigtig ind i skuret. — Antonio, udbrød hun, hvor er du? — her, her, min skat, svarede han og trådte frem. — gud være lovet, Antonio, sorgen er ikke så stor. Din fader lever og er rasl. Det har været en bedøvelse! vedblev Rosa og lænede sit hoved til hans bryst — o! jeg er så lykkelig for din skyld! om også din fader — — — udtal ikke navnet fader, Rosa. Han har aldrig vist sig som sådan, faldt Antonio ind. — vær ikke så hård, Antonio. Glæd dig dog at du ikke er en — en — jeg kan ikke udtale ordet, at du ikke er bleven hvad vi frygtede. — det er mig også kært, min elskede, jeg kan nu gå bort med lettere hjerte. — min gud, ja, ja, du må gå. Din fa — — mejer, er frygtelig vred på dig. Du skulle ikke lade ham se dig mere, fortsatte Rosa med bedrøvet stemme. — det behøver han ikke at frygte; jeg vil aldrig komme i hans nærhed. — bort, bort, jeg ved ikke selv hvorhen ' — i hele verden. Og du Rosa, går du med? fortsatte han og omfavnede. Pigen hun stred imod. — Rosa, jeg beder dig, forlad mig ikke, gå med mig. Jeg vil arbejde dag og nat for os begge, når det er nødvendigt. Men jeg beder dig for guds skyld, forlad mig ikke, stød mig ikke fra dig, jeg er ellers fortabt for evig! —- Antonio dog, overtænk hvad du taler. Kan jeg gå fra mine forældre, med dig i det uvisse? Gå alene, søg dig en stilling, og hent mig senere. Hvad jeg har tilsvoret dig — trofast kærlighed — vil jeg holde! bad Rosa i en hjertelig tone. — nej, Rosa, jeg viger ikke uden dig!. Jeg vil trodse skæbnen, jeg vil beholde hvad der tilhører mig og hvad der vil tilhøre mig! fortsatte Antonio med fast stemme. — vær ikke uretfærdig, Antonio, og byd ikke skæbnen trods — jeg kan ikke gå med dig. — Rosa, stod mig ikke i fordærvelse. Du er den frelsende engel, der står ved min side. Mit levnetsløb står nu på en korsven den ene fører med dig ærlig kamp mod skæbnen, den. Anden uden dig i fordærvelse. Min beslutning står fast. Må jeg tabe alt, hvad der er mig kært og dyrebart, nu så vil jeg bringe mig selv som offer. — Antonio, hvad vil du gøre? Min gud, jeg er bange for dig, når du taler så. Jeg har aldrig set dig sådan. Hør engang mine ord.. — Rosa, du ved hvor højt jeg elsker dig. For dig gav jeg gerne ti liv bort, når jeg havde dem til at ofre. Men derfor kan jeg heller ikke lade dig blive tilbage. Kom, kom, sådan som du er tager jeg dig med. For denne nat er der sørget; jeg byder dig et natteleje, som du ikke skal ønske det bedre. Med disse ord trængte Antonio pigen ud af skuret. — nej, nej, jeg kan ikke! Lev vel, min kære Antonio, jeg venter dig i — — er det dit sidste ord? afbrød Antonio hende. — mit sidste — gud ved det, jeg kan ikke anderledes. / — Rosa, så hør mit sidste ord, råbte Antonio fortørnet. — du slemme, slemme, elskede mand! Råbte Rosa. Jeg beder dig lad os skilles i fred. Jeg bliver dig tro i al evighed! — og jeg forlader dig ikke, om jeg skal sætte himmel og jord i bevægelse! råbte Antonio. Rosa, saldt ham om halsen, trykkede kærligt Kys på hans læber og hulkede: lev vel — på gensyn. Med disse ord ville hun ile bort. Antonio fik fat r hendes kjole og udbrød hurtig: først mit sidste ord — da vælg og afgør! Sukkende blev pigen stående. — Rosa når du ikke går med mig, når du ikke vil være min kone, så flygter jeg til bjergene, til folkene deroppe, der driver forretning i nattens mørke! udstødte Antonio med feberagtig hast, og holdt pigen fast i sine arme. — Jesu Maria! Antonio, råbte Rosa ængstelig, det kan ikke være dit alvor. — mit fulde alvor. Hvad bryder jeg mig om mit liv offres på den ene eller den anden måde. Altså afgør — enten røver eller ærlig mand? — ved alle helgene Antonio, lad den frygtelige tanke fare! råbte Rosa, rystende over alle lemmer. Antonio sank på knæ, hævede foldende hæ |
1897_Agerskov_LivetsKilde | Michael | Michael | Agerskov | null | 1,897 | Livets Kilde | male | male | dk | 4 | Agerskov | Livets Kilde | Agerskov | Livets Kilde | Fortælling | null | 1,897 | 343 | y | roman | Gjellerup | 2.75 | KB | null | null | null | nan | nan | 15 | 349 | 3 | O | 0 | 0 | 0 | I. Borgmester Furst kunne denne formiddag slet ikke finde den fornødne ro ved skrivebordet i sit lille kontor. Hvad var det da, som stadig drev ham op fra stolen og fik ham til at vandre frem og tilbage, eller til langt hyppigere end ellers at kigge ud i de andre kontorer? En vanskelig sag? en forbryder, der ikke ville bekende? Nej, det måtte være noget langt behageligere; thi dette smil, som stadig dukkede frem — — „ Clausen, lad mig få fattigregnskabet ind. “ På dette råb viste sig straks efter i døråbningen den lange, tynde skikkelse, som bar navnet Clausen, „ gamle Clausen “; omkring den magre krop lå en fedtet, snever diplomatfrakke, som altid holdtes knappet, således at ribbenene syntes at aftegne sig bagved; hans store hænder, der var gigtplagede, ragede langt ud, og hovedet var alt for stort til den magre hals; ansigtsfarven var gullig, og det tynde, grånende hår var strøget tilbage over issen. Således så gamle Clausen ud, skriver og mangeårigt inventar på byfogedkontoret. Fattigregnskabet syntes at øve en beroligende virkning på borgmesteren; snart kom lorgnetten af og brillerne på — et tegn på at han var optaget; og således sad han længe, byfoged, borg- og politimester Furst — alle disse stillinger beklædtes nemlig af samme person i den lille købstad strøbæk. Lad os da et øjeblik betragte denne mand, herskeren over de 2000 strøbækkersjæle. Hans skikkelse er kort og massiv, ansigtet åbent, rundt og noget rødligt. Under stærkt buskede øjenbryn lyser et par små, overordentlig venlige og kloge blå øjne. En lille næse, som kun med besvær holder fast på lorgnetten — borgmesteren er lidt forfængelig og bruger helst lorgnet. Mellem næse og mund et stort mellemrum, som gør den brede, skarptskårne mund endnu mere markeret. En lille, energisk hage og små, tæt ind til hovedet trykkede øren. Armene — korte og luffeagtige — bruger den letbevægelige mand meget som udtryksmiddel; han taler hurtigt og er urolig i sine bevægelser. Dog, som han nu sidder dér, bøjet over i regnskabets talkolonner, er han helt rolig. „ 15, 17, 23, 31, 38, 47, 50, -----? De mægtige tal! på iltre naturer lægger de, når de optræder i store mængder, en stedse kraftigere dæmper, og de mattere naturer, — ja de bliver til sidst selv til tal. „ 12, 19, 22, 31, 36, 44, 46, 53, rigtigt — —. “ De mægtige tal, der kan lade borgmester Furst, om end kun for et øjeblik, glemme, at i dag, om få timer, kommer hans førstefødte, elskede son hjem efter veloverstået studentereksamen, hans kære, flittige Kai, familiens stolthed, den første student, byen i mange år havde præsteret. Borgmesterens kontor var kun ved en længere gang skilt fra den rummelige privatlejlighed, der vendte hele seks vinduer ud til byens hovedgade, som strakte sig efter fjordens form i en stor bue gennem hele byen. Dette hus var måske byens smukkeste, med sit brede grusbelagte fortov foran, og de to vældige kastanietræer, der rejste sig på begge sider af døren som skildvagter; smukke var de to træer, kun gjorde de det alt for mørkt i stuerne; dog fælde dem kunne der ikke være tale om; de var borgmesterens stolthed og en glæde for alle byens drenge; ingensteds kunne de om efteråret samle så skønne kastanier som „ henne ved borremesterens “. Huset havde kun en etage, og på de lige vægge med de brune vinduesrande havde alderen sat sit mærke. Teglstenene var også svært mørke og havde kun lidet af deres naturlige farve tilbage. Men hvor hyggeligt og venligt var ikke det gamle hus"; hvor hjerteligt så det ikke ud på enhver gennem sine mange ruder. Dér stod det som en levning fra den gode gamle tid, da der var plads nok, og man ikke behøvede at bygge etage ovenpå etage. Nu havde mange huse i strøbæk både første og anden sal; men én ville nødig bo et sådant sted; nej, så rigtignok hellere i borgmesterens gamle hus, selvom stormen ved vintertid peb lovlig ugenert ind gennem de utætte vinduer, og der endog undertiden kunne samle sig hele snebunker oppe på loftet. „ Vi må snart se at få nye vinduer ind, “ sagde den lille borgmesterfrue, når gigten plagede hende om vinteren. Men led det så henad sommer og varmen kom i vejret, så var både gigten og vinduerne glemte, indtil den første vinterstorm atter fremkaldte begge deles ihukommelse. Inde i de tre stuer, som vender til gaden, er der på denne tid af formiddagen, da hornene er i skolen, meget stille. I den midterste, som benyttes til spisestue, mangler i dag den lille runde borgmesterfrue på sin yndlingsplads, den store lænestol ved vinduet. Der er intet levende derinde — jo bevares, dér ligger jo i vinduskarmen den lange, sorte mis, familiens erklærede kæledægge. Meget levende er den just ikke for tiden; kun tyder nu og da et sagte velbehageligt vift med halen på en eller anden sød drøm, måske om bevingede mus, der af sig selv flyver den ind i munden. Thi sandt at sige: mini, den for så elegante hunkat, med de store, smægtende øjne, var ved den megen krammen, knugen og kyssen af hornene bleven sørgelig doven; kun synet at spurve ude i kastanietræet eller en muses kradsen bag panelet kunne bringe dens sjæl over bevidsthedens terskel; thi selv den mest nærgående kærlighed af små barnehænder bar den med stoisk flegma som noget rentud selvfølgeligt — — — jo mini, den drivert, lå i vindueskarmen ved siden af fru Fursts store strikketøj. Med et bliver entrédøren kraftig lukket op, og en rødkindet ung pige med en stor sommerhat på hovedet og uden handsker kommer hurtigt ind i spisestuen og siger halvhøjt: „ Mo-or! — nå hun er vel ude i køkkenet. “ Så hen at knuge katten, som krummer sig overrasket, men straks falder i søvn igen. Derpå går hun mere stille ud i entréen og lægger hatten fra sig, og så ind igen i spisestuen, hvor katten nu får en længere overhaling. „ Mini, mi-ni; nu skal du pæntvære vågen; glæder du dig også til at Kai kommer hjem? Ummm! “ — og hendes krøllede hoved begraves i kattens indbydende pels. — » Nej, du gør jo ikke, din dovenmikkel. Gider nok slet ikke røre sig i dag. “ — hun lader en trådrulle, hængende i en ende garn, kildrende bevæge sig hen over minis sorte næse. „ Det skulle bare være en spurv, nåda! Sikke små hvide tænder du egentlig har! “ — hun trækker læberne på mis til side for rigtig at se tænderne, hvilken handling den tyder ganske forkert, idet den fortsætter med en kraftig gaben. Så ruller hun den om på den anden side, på hvilken den flegmatisk bliver liggende. Den unge pige slår derpå fløjdörene til den tredje og største stue op på vid gab og slentrer hen til det store, flade klaver ved den modsatte her lægger hun sig på knæ foran nodeétageren og roder mellem bindene; straks efter rejser hun sig igen, efter at have fundet det, hun søgte, Schumanns lieder. Hun sætter sig på taburetten, og ser først, som sædvanlig, et øjeblik tankefuldt på komponistens melankolske billede foran i bogen; så slår hun op på „ Aus alten mærchen winkt es “, spiller med en hånd melodien på det gammeldags klingende klaver, og nynner med en køn, men spinkel stemme de fantastiske ord til. „ Bare Kai allerede var her; det går dog o ti gange bedre, når han spiller. — a, den fjollede tangent! “ Og tre gange hamrede hun hidsigt i den, til den klagende besvarede hendes angreb. Men da den så igen ikke gav lyd, blev hun ærgerlig og snurrede sig rundt på taburetten. „ Jeg burde egentlig gå ud og hjælpe mo’r med kagerne. “ O men hun blev siddende, og snurrede sig en snes gange tankeløst halvt rundt, frem og tilbage, til hun holdt stille, med den ene arm om klaveret og blikket drømmende ud i stuen.---------- køn var hun ikke den lille Jenny Furst, borgmesterens syttenårige datter; men der lyste så megen klogskab og godhed ud af de blå, klare øjne, der lignede faderens. Nej, hun var slet ikke køn; thi det rødmussede ansigt var for rundt, næsen for stumpet og munden for stor; der var også noget forviltret ved det storkrøllede, brune hår. Solen, som faldt skråt hen over klaveret, smigrede just heller ikke hendes hånd, men viste grelt dens mange gule fregner, en naturlig følge af Jennys totale foragt for handsker. — — — mekanisk jog hun to gange væk en flue, der havde fattet kærlighed til hendes pande. Tredje gang vækkede det næsvise dyr hende af hendes drømmerier; hun rejste sig og slentrede langsomt hen til skrivebordet ved det midterste vindu, lagde sig hen over det og læste to minutter i en avis; derpå, sagte nynnende, hen til bogskabet ved væggen ind til spisestuen; hun tog en fem, seks bind ud, et efter et, sâe på titlerne, og satte dem straks ind igen — og hoppede så med et par raske sæt ud i køkkenet. nej, der var ingenting, som ville gå i dag, for Kai kom hjem. Men nu måtte hun rigtignok også ud og se, om mo’rs kager var blevne vellykkede. i. Imidlertid sad den så længselsfuldt ventede på en af de hvide agterbænke på den lille damper, som hveranden dag går mellem København og strøbæk. Der var ingen af hans nærmere bekendte ombord, så, han havde det ganske i sin ensomhed. Og hans ensomhed var fyldt af brogede, stedse vekslende drømme og tanker, om fortid og fremtid og det kære hjem, om alt muligt. Han bar på en jubel og utålmodighed, så at han næsten kunne skrige. Han tog fat i rælingen og stirrede ned i det hvirvlende kølvand; og hans tanker hvirvlede med og tabte sig ud i det fjerneste fjerne---------------ak, i gyldne drømme, når livets første store afsnit er nået, hvorfor tor i ikke blive hos os mænd! hvorfor bliver ingen af jer tilbage! Det var for Kai Furst, som ejede han allerede det meste af værdiernes verden, og snart, snart skulle vinde resten. Det var for ham, som om han lige var trådt ind i en forunderlig dejlig egn, der smilende strakte sig i al evighed og hvor hvert fjed bragte sjælen nydelse og ny rigdom. Betaget tog han huen af og lod den friske søvind stryge gennem det brunlokkede hår. Den nye studenterhue, med det hvide kors i rødt, fængslede nu hans tanker; den var endnu så ny, at hans øje mange gange daglig kærtegnende søgte den. Han syntes, at alle folk havde set så vist på ham igåraftes på Langelinje; det var nok den nye hues skyld. „ Bare hornene nu ikke sjusker den for meget til derhjemme------------ “ „ Jenny vil såmænd også rende med den, i haven; hun vil se grinagtig ud med den. “ Jenny-----------ved tanken på Jenny kommer en sød, varm glæde over ham. Hvor længes han inderligt efter den kære, kære søster! Deres feriesamliv viser sig for hans sjæl i rosenrød idealitet, og glemt er de mange gange, hvor de, begge hidsige og stædige, havde været alvorligt oppe at nappes. Nu gjorde den dybe og alvorlige fortrolighed, han havde til hende, at han længtes efter hende som efter ingen anden; hun var jo dog hans bedste ven. „ Nå, Furst, gratuler’ til eksamenen — — noget blegnæbbet, hvad --------skal hjem og forkæles lidt af moder. “ Det var skibets venlige kaptajn, firskåren, med tynde ørenringe, og et vejrbidt, prægtigt ansigt. „ Sådan en eksame er s’gu også en hård tom. “ Kaptajnen bed langsomt et kort, tykt stykke skrå af. „ Nå-å, det er ikke så slemt, “ sagde Kai, der nu var helt kry, skønt han i eksamensdagene havde rystet skrækkeligt. Kaptajnen nikkede venligt til ham, tog hånden fra hans skulder og fortsatte sin gang ned i kahytterne. Og hurtigt hensank atter Kai i sine tanker. — jo, de måtte skam se at blive fotograferede efter sommerferien. Disse „ de “ var ham selv og hans kammerater. Utallige gange havde de i går aftes drukket på evigt venskab — og troet på det evige venskab. Og dog vil sådanne kammerater, efter få års forløb, mødes som vildfremmede mennesker, når undtages de få, hvem sjælens dybere bånd knytter fastere sammen. Som fremmede mødes de andre; i kort tid er skolebænkens minder drøftede til ende, nogle. lærerkarrikaturer nævnede til fælles grin, nogle gale streger friskede op igen. Og så farvel; og, har konversationen varet for længe, så et lettet farvel til dette fremmede menneske, hvem man er dus med, men slet ikke kender længer, og hvis liv og skæbne er en ligegyldige. Men for den attenårige Kai Furst var sådanne tanker umulige. Tvertimod — ---------------------------------------------------de måtte sandelig se at blive fotograferede. og aftenens mange tildragelser drog atter som farverige billeder forbi hans indre øje. Dér sad de alle på langelinjepavillonen — den lange, blege falk med pandehåret, den halte Christiansen, „ smukke lib “, der ville være officer, den tykke berner med tilnavnet „ Kransekagen “ Og, ikke at forglemme, hans mangeårige sidekammerater, den altid satiriske Jørgen sander, som på grund af sine latinske ævner sædvanlig kaldtes livius, og den evigglade, uforbedrelig dovne Peter Lassen, kLassens fødte komiker og fødte yndling, og hvidhåret, maskinklippet, øjne med små, hvide øjenvipper i et. stort fuldmåneansigt, hvor filipenser og kmirhår var anbragt på passende steder, n a, hvor de havde holdt sjov dér på pavillonen — næsten gjort skandale. En umådelig masse smørrebrød havde de sat til livs og drukket øl og snaps til. Lange falk havde let, så at endog hans hår var kommet i uorden; Lassen og sander havde overbudt hinanden i vid; selv havde han også sagt en udmærket brander; „ Kransekagen “ havde spist 12 stykker smørrebrød, og „ smukke lib “ havde på en vækkende måde kysset på fingeren ad forbigående damer. Til sidst havde de ikke kunnet høre hinanden for lutter talen; og så var de gået ud at ro, og så — ja han var da ialtfald ikke kommet i seng for tolv, i høj grad træt ovenpå denne indholdsrige dag. — — og maskinens stempler gik og gik med evindelig samme utålmodige hamren, og førte Kai i den blikstille sommerdag på det blikstille vand stedse nærmere til hjemmet. Hjem, dyrebare hjem — de reneste minders rige! Hjem, dyrebare hjem, som engang efter livets, forgængelighedens ubønhørlige lov må blive lukket for os — da må sjælen frysende snige sig om som i store, tomme sale. Men i hjemmet er der varmt, i hjemmet er der altid rum, selv hvor pladsen er ringe. Du ventes ved arnen, hvor fjernt du end færdes. Du kan glemme dit hjem, det vil ikke glemme dig; en seng vil blive redt til dit trætte legeme, når du vender tilbage og din sultne mund vil få at spise. Men engang skal hjemmet lukkes, og da vil du være alene. Fremmede vil bo, hvor dine boede; en fremmed hund vil møde dig ved porten, og selv er du en fremmed her. Dog danner du selv et hjem, hvori dine børn skal lege og modnes, da er det din hellige pligt at gøre også dette hjem til de reneste minders rige, hvorfra livets smuds, om det vover sig derind, skamfuld vil snige sig bort, mens livets skønhedsfyldte kærlighed og jublende alvor vil blomstre lig junimåneds strømmende roser — — — — og maskinens stempler gik og gik i evindelig ensformighed. Men se, fjerntborte dukker hjemmets skove frem, endnu disige og blålige; og nu skimtes noget rødt — husene i strøbæk — — og dér er jo kirken — — og skovene bliver mere og mere tydelige, c- a, gud, hvor han nu længtes! Iii. Modtagelsen havde været såre prægtig. Alle mand var mødt op nede på broen for at tage imod ham, undtagen mo’r — hun havde for travlt i køkkenet. Lille Ellen ville partu have broder student i hånden, og hans og Christian gik triumferende foran med hans rejsetaske imellem sig. Spørgsmål og svar ville slet ingen ende tage, mens de spadserede op ad havnevejen. „ Goddag, goddag, min egen kære dreng. “ Det var den lille borgmesterfrue, som tog imod dem i entréen og knugede sin lange, spinkle son til sit hjerte, og kyssede ham utallige gange. Ellen blev helt jaloux over den megen kærlighed, og mo’r' måtte så også kysse hende. Så kom de alle sammen af tøjet; borgmesteren gik et øjeblik ind på kontoret for at ordne noget; de andre gik gennem spisestuen, hvor bordet stod dækket, ind i den store dagligstue. Med armen om skuldren på Jenny og med børnene som hale gik Kai rundt og hilste goddag til alt derinde; hver stol, hvert billede, alt var kære, gamle venner; han var fyldt af en ubeskrivelig jubel, som om han havde været borte i flere år og ikke kun fra jul. Men der lå jo rigtignok også en eksamen imellem. „ Kai, nu kan jeg rigtignok spille, kan du tro, “ sagde den toårige Ellen. „ Nu skal du bare høre. “ Og så fik hun trukket ham hen til klaveret og satte sig ivrig på taburetten. „ Maden er på bordet, “ lød det inde fra spisestuen, og borgmesterfruen viste sit milde ansigt i døren. Fra kontoret medbragte borgmesteren gamle Clausen, der spiste fast middag hos nogle familier i byen, og om onsdagen var hos borgmesterens. gamle Clausen havde i sin tid, forkælet af damerne som dygtig oplæser og habil lejlighedspoet, spillet en vis rolle i strøbæk; nu var han kun et vrag, men dog endnu den frugtbareste af den lille bys ikke få lejlighedsdigtere. Ved enhver anledning klemte han sin magre muse, der var fuld af ærbødighed mod alle honoratiores, og havde forslugt sig på Øhlenschlægers tragedier og Chr. Winthers træsnit. „ Goddag, hr. student Furst, tor jeg overbringe min ærbødigste lykønskning. “ Derefter, dragende et stykke papir op af en skødelomme i den snevre, sorte diplomatfrakke: „ Tor jeg ærbødigst overrække studenten dette lille digt i anledning af deres ærede hjemkomst. “ Alle bestormede ham om at læse digtet højt, og mens borgmesteren rolig satte sig ned, Jenny og Kai hemmelig smilede til hinanden, og børnene respektfulde måbede op ad ham, delikaterede han, foreløbig forsmående den varme suppe, der igen var bleven tildækket, med følgende åndelige ret: knap vokset ud du vorden er student; at far og mor er glade, let vil ses i deres øjne, som nu på dig hviler. Fra axelstad til strøbæks liden by ynglingen drog, hvem alle holder af. Råb derfor, ædle sjæle, stemmer i! Student Kai Furst han leve højt, hurra, til glæde for hver mand og kvind’ i strøbæk! „ Tak, Clausen, “ sagde den besungne virkelig rørt, og også de andre stemmede i med. „ Jeg er dog sikker på, at ingen har opdaget det fine ved digtet. Læs de første og sidste bogstaver ovenfra ned og nedenfra op. “ Han rakte digtet hen til Kai. „ Storartet, mit eget navn både forfra og bagfra, “ sagde Kai, dybt imponeret. Den art metriske kunststykker var Clausens specialitet. Til toldforvalterindens 53årige fødselsdag havde han endog gjort en sonet, hvis fjorten begyndelsesbogstaver havde været treoghalvtreds. Intet digt var i hele egnen blevet så beundret. Men gamle Clausen satte heller ikke sit lys underen skæppe; beundres ville han, og ved rene ubetydeligheder følte han sig dybt krænket i sin kunstner- og menneskeære. Samtalen ved middagsbordet drejede sig, i tilknytning til digtet, om metrik; Clausen talte, borgmesteren og fruen hørte tålmodig til og gav stikord på passende steder; Jenny og Kai talte af og til sagte sammen, men hornene blev utålmodige og et skænderi mellem hans og Ellen om en kartoffel blev så højrøstet, at Ellen nær var bleven sat fra bordet. „ Husk på, du er snart en stor pige, Ellen; skammer du dig ikke for broder Kai? “ Og så skammede Ellen sig og passede som den store på at sidde mønsterværdig pænt til bords, hvilket gav hans og Christian — to krøllede småfyre på 8 og 5 år, med blå, lystige øjne og altid urolige kroppe — et priseligt eksempel til at være skikkelige resten af tiden. Ellen havde et smukkere og mere regelmæssigt ansigt end den voksne søster; hendes øjne var større og mere blå. Hun havde heller ikke som de andre krøllet hår; det var tværtimod gult og glat og endte i en pisk, som borgmesteren stadig trak i og kaldte „ grissehale “. Han forgudede denne datter, skønt han ikke ville være ved det; men hun lignede også så meget sin moder, hvem borgmesteren endnu, man kan næsten sige, sværmede for. Men hun var også et rigt hjertes rigeste kærlighed værd, den kære lille fru Furst. Hun var hjemmets stilfærdige og dog alt ævnende gode genius. Hendes milde øjne trængte vel ikke ind i sjælen; men sjælene gav sig selv ind under deres varme lys og fandt hvile. Hun tilgav alt, og føjede til tilgivelsen de blødeste trøstens ord. Og dog var hun stærk og ubøjelig; aldrig slog hun af på det, hun anså for det rette. Hun kunne tale til alle: hjertets oprigtige og oprindelige ord forstås af høje og lave, og mange bragte hun den dybeste lindring. Efter bordet måtte Kai foreløbig ganske give sig hornene i vold. Han var ude i gården og beundre lille Christians flåde, en halv snes flade klodser med master på rundt omkring og rækker af rustne som som ræling. Han måtte se den nye kæphest og prøve trommen og trompeten, som Christian nylig havde fået til sin fødselsdag. Så var der hans’ tavle og brogede penalhus som skulle beundres. Og hans skrev triumferende tavlen fuld af tal og bogstaver — han var jo nylig begyndt at gå i skole. „ Jeg kan også den lille tabel; nu skal du høre. Og jeg kan også geografi; dér ligger strøbæk; “ han pegede på landkortet, der hang inde i barnestuen. „ Og dér ligger København. “ Jo, hans var rigtignok dygtig. „ Men jeg fik slet ikke hørt, hvad du kan spille, Ellen “. Alle ind i den store stue, hvor de andre nu sad ved kaffen. „ Hvad skal jeg spille? “ sagde Ellen, lidt vigtig over den nye tilhører. „ Det er såmænd lige meget, “ sagde borgmesteren med ironisk alvor; „ du spiller det dog altsammen lige mageløst. “ O e „ A, du skal altid drille, fa’r, svarede den unge dame, med det for hendes alder så karakteristiske kast med nakken. „ Tag og spil den du ved nok, i den gule bog, aftensangen, “ sagde Jenny. „ Den ved jeg du kan. “ Og ti spinkle barnefingre arbejdede sig helt korrekt gennem Mozarts skønne „ Ave Maria “. veltilfreds og højrød af anstrengelse rejste hun sig hurtigt. „ Nu skal du se min nye dukke Laura. “ „ Dér er mini, “ brølede hans. Han havde set den inde i spisestuen, hvor den var hoppet ned fra vindueskarmen, vækket ved pigens tagen af bordet. Nu stod det dovne dyr med forben og bagben strakte langt fra hinanden og gabede højt. Hans ind og tog den op i forbenene, så at dens lange krop klaskede ned ad ham, og bragte den ind i stuen. „ Sig goddag til Kai, gi’ pote. “ Men mis ville ikke give pote; den vendte flegmatisk hovedet om, satte kløerne i skulderen på hans og rendte ned ad hans ryg, for han besindede sig, hvorefter den gravitetisk på sine høje ben spadserede ind ad spisestuen til. „ Lad den nu være, hans; den er sulten. “ „ Hvad skulle den være sulten af, “ svarede hans trodsig og ville efter den. „ Hans, hvad tror du, du ville sige, hvis du en dag ingen middagsmad fik. “ Dette, borgmesterens argument kunne barnet ikke stå for. „ Kære mini, nu skal du få din middagsmad. “ Og så hældte han selv ivrig mælken op i dens tallerken. Nu rejste gamle Clausen sig, knappede diplomaten tæt til, og strøg det grånende digterhår tilbage. „ Ja så vil jeg ærbødigst byde farvel, hr. borgmester, farvel hr. student, farvel børn, og tak for den smukke musik, Ellen. “ „ Jeg be’r, “ sagde denne smigret, med kunstnerindebo vidsthed. Iv. Lys i luften, lys i hjerterne, lys over alle blade. I den store skov med de slanke stammer og de susende kroner var der så grønt og friskt i den tidlige eftermiddag. Stænk af sol lå over græsset, fuglene sang, snart i lang, kvidrende tale, snart i små, hastige pip, mens de rastløst smuttede mellem grenene. Og så kom der sejlende en stor krage, og én til; de slog sig ned henne i krattet og gav sig til at skændes. Lys i luften, sol i hjerterne, og en duftende kølighed, strømmende mellem hundredårige stammer. Og dér går, brunlokket og rødkindet, den lille Jenny, skødesløst svingende i den ene hånd sommerhatten med de røde bånd; lidt slentrende er hendes gang. Mere sirligt tripper ved hendes side hendes lange broder med sit blegnæbbede ansigt og den nye studenterhue. De er i dyb, interesseret samtale. Knasende vrider det årsgamle, tørre løv sig under deres fødder herinde i skovens midte, men de hører det ikke. De taler om deres fremtidsplaner; rosenrøde og gyldne tegner sig fremtidens billeder, og som til at gribe med hænderne. Ja, ungdommens førstegrøde kender en altovervindelig kraft i sig — der er så lidt at besejre, og selv er man så stærk. Og først og fremmest: målet har sin vældige værdi, det er værd at nå, selv gennem voldsomme kampe. Ak, senere bliver målene så blege og taber sig i uendelighedens ætter, og deres værdi falder sammen med spørgsmålet: hvad er livets mening? Og så hindringerne, de forfærdelige, kuende hindringer, der kaldes fordomme, hensyn, næringssorg, og kødets skrøbelighed — — — — — dog skoven og den evige natur kan også lade dig, du modne mand, blive ung på ny; en stakket stund kan du dysses til ro ved naturens store hjerte, og glemme, at ikke alt er, som du ville, som du så brændende havde håbet. For dig, du modne mand, kan endnu i sælsomme stunder den evige natur fremgøgle de livet fyldende værdier, og rive i sønder det spind, der stedse tættere svøber sig om din lykke — til du vågner af din drøm og finder alting koldere og tommere end for. — — og den friske eftermiddags kølighed suser gennem skoven og bærer bort de to unge søskendes naive ord. „ Hvad har du digtet, Kai, siden det dejlige forårsdigt, du sendte mig efter jul? “ O „ A, du ved jo, jeg har haft så lidt tid; jeg har kun oversat noget af horats. Men nu kan du rigtignok tro, jeg skal skrive, nu efter sommerferien. “ „ Hvor det må være dejligt at kunne digte. “ „ Ja, det er også dejligt. Men nu vil jeg ikke længer skrive smådigte; jeg har længe tænkt på et æmne, men du må endelig ikke sige det til nogen, heller ikke til mo’r. Jeg vil skrive et stort drama, der skal gå fra verdens skabelse til dommedag. “ Mindre kunne ikke gøre det. Jenny var også højligen imponeret. „ Skal det være på vers? “ „ Naturligvis. Men sig det nu ikke til nogen som helst. “ „ Nej, det kan du da nok forstå. — det bliver da et forfærdelig stort digt. “ „ Ja, det bliver næppe mindre end en ti akter. “ „ Jamen — “ „ Nej, det skal selvfølgelig ikke opføres. Det bliver et læsedrama ligesom Faust. Har du forresten fået læst Faust, som du lovede mig i julen? “ „ Nej, “ svarede Jenny lidt skamfuld. „ Så skal vi læse den nu i sommer. “ „ Bare den ikke bliver for svær. “ „ Nej, det kan du sagtens, “ sagde Kai, som dog måske overvurderede lille Jennys kundskaber i tysk. „ Hvad plan har du lagt til dit digt? “ Ordene „ dit digt “ sagde hun med en vis mystiskstolt betoning. „ Hvor kan du tro, jeg har haft tid til det. Men der skal optræde store kor af engle og serafer, og så skal gud og djævlen straks i begyndelsen have en længere samtale, og hver af planterne i Edens have skal have en monolog. Men det kan ikke nytte at give sig til at udvikle det endnu. “ „ Det bliver storartet, “ mente Jenny, der med sin livlige fantasi allerede så digtet både skrevet og trykt. „ Men tal nu ikke om det, “ sagde Kai ængstelig. Han var meget genert af sig, også overfor sine nærmeste. Selv hans bedste ven, Jørgen sander havde ingen anelse om, at han hemmelig aspirerede til digter; kun søsteren Jenny havde også på dette punkt hans fulde fortrolighed. begge søskende var dybe og gode karakterer, modtagelige for alt godt og smukt; men hun var langt livligere og mere åben end han. Begge sværmede for poesien og dens mestre, og Jenny havde det sidste år grundig gennemlæst klassikerne i bogskabet derhjemme, lige fra Holberg til paludan-muller. „ Skriver du også digte, Jenny? “ Dette pludselige spørgsmål fik Jenny til at rødme dybt; men hun betroede ham øjeblikkelig, at hun havde skrevet en hel del digte, og et af dem, som hed „ Sorgens genius “, en sonet, ville Kai nok synes om. „ Moder synes også, der er meget pænt i den. “ „ Hvad synes fader om den? “ „ Ham tor jeg skam ikke vise den til, han ville gøre nar ad den. “ Både Jenny og Kai var meget bange for borgmesterens altid vågne satire, som de dog begge havde arvet så vidt, at de havde en vis kritik og megen sans for komisk digtning, der dog i deres bevidsthed som værdigenstand stod langt tilbage for den alvorlige. De var nu komne ind på en smal sti, hvor de måtte gå i gåsegang og være meget forsigtige, da der nu og da sivede vand op af den fugtige bund, ' når de trådte til. Snart gik det atter op ad bakke, og efter nogle minutters arbejde gennem tæt ungskov sad de ved „ Skovsøen “, hvis skrånende sider var tæt bevokset med et vildnis af alle slags og sivsorter, blandet med jordbærblade og rævehale. Skovsøen bar dog dette navn med megen uret; i virkeligheden var det kun en lille dam, en hundrede alen i omkreds, og nu ved sommertid med en frodig vegetation, men næsten intet vand. Så langt Kai Furst kunne huske tilbage, havde skovsøen været et af hans kæreste steder. Timevis havde han som dreng siddet her i det høje græs helt nede ved vandet og fisket efter vandkalve, hvirvler og al den øvrige rigdom, som svømmede rundt dernede. Mange våde strømper havde han erhvervet sig her på sin ivrige jagt efter vildt til sin insektkasse. Ingensteds havde han set så store guldsmede som de, der sværmede rundt her i den lumre middagstid; og de tætte nøddebuske og tjørne rundt om dølgede talrige arter af snude- og bladbiller. Og de mange jordbær på skrænten havde også lokket. Jo, han kendte rigtignok stedet ud og ind. Og ikke mindre kær blev den ham senere ved sin drømmeriske, uforstyrrede ensomhed. Sin første, voldsomme kærlighed havde han herude fortalt sine fortrolige venner, vandkalvene og de letfærdige, men intet forrådende sommerfugle og guldsmede. Blot med en antydning at røbe den lille tykke Henriette sine følelser havde selvfølgelig aldrig kunnet falde ham ind; men for skovsøen var der intet at røbe, frit havde han selv fortalt den alt, hvad der lå ham på hjerte. Derfor var den for ham som en gammel, inderlig kær ven. Og da han nu så den på ny, hilste han den med en vis højtidelig andagt, der ville synes yderlig komisk for enhver undtagen for Jenny. „ goddag igen, goddag igen, kære lille skovsø. “ — Broder og søster havde sat sig ned på skrænten; solen stod bag det store bøgetræ lige overfor og kiggede frem mellem bladene. De fortsatte nu deres samtale, som var bleven afbrudt af den møjsommelige vandring ind til skovsøen. Jenny morede sig med at stryge frugterne af de lange, fede græsstrå, førende dem mellem tommel- og pegefingeren; hun gjorde det ganske tankeløst og mærkede ikke, at græsfrugterne og avnerne samlede sig tæt i hendes skød; Kai, som såe bunken, tog ligeså mekanisk håndfulde og lod de små frugter risle tilbage i hendes skød mellem sine fingre. De var atter meget dybt i samtale. Ttemaet Henriette Warberg, Kais gamle flamme, var udtømt, og Jenny var lige begyndt at tale om en anden ung dame. „ Jo, jeg har da skrevet til dig, at de er kommen til byen. “ „ Nej, du har ikke, Jenny. “ „ Jo jeg har skam, lige efter jul, og Therese har jeg da i al fald skrevet om. “ „ Måske du lige har berørt det. Hvordan er hun ellers denne frk. Winther; holder du af hende? “ „ Jo, hun er rigtig sød; men præsten er storartet, skønt han er så forfærdelig stille. Therese siger nu heller ikke meget. “ „ Hvor gammel er hun? “ „ Lige på alder med mig. Bare du ikke bliver voldsom forelsket i hende. Hun har sådan dejlige grå store øjne ( Jenny misundte alle med store øjne ) men hun er så rædsom bleg. “ „ Hvor gammel er den anden? “ „ Hun er kun tolv år. “ „ Så er hun vel veninde med Ellen? “ „ Nej, hun er for lille for hende; Gudrun er meget udviklet af sin alder. De mistede jo deres moder for et års tid siden, det er vist derfor. Hvad, det må være skrækkeligt at miste sin moder; gudskelov vi har vores. “ „ Ja gudskelov. “ Kai bliver helt alvorlig, og de tier lidt beggeto. Jenny strammer sin kjole en to-tre gange. Så græsfrugterne hopper bort; hun glatter kjolen og piller langsomt nogle genstridige avner bort med fingrene, en efter en. Kai ser tavs til. „ Hør Jenny, fortæl mig lidt mere om Therese Winther. “ Jenny, pludselig meget oprømt: „ Hå — jeg vidste det, du er såmænd allerede skrupforelsket i hende. “ „ Sikke noget snak, drillepind, “ svarede Kai indigneret. men Jenny citerede højtidelig-komisk, slående takten på hans knæ, det gamle vers: hendes kinder er hvide, hendes øjne er blide, hendes øjne er grå, hendes hænder er små, hendes læber er røde, hendes kys er så søde, hendes lokker er sorte, hendes næse ejer en hæsselig vorte. Begge brast i latter. „ Nej, hun har davel ingen vorte. “ „ Næ... ha, ha... du kan være rolig. Men det andet er den skære sandhed. “ Hjemad, hjemad, for at komme i rette tid til aftensmaden. Og under spøg og latter gik de bort gennem skoven---------------- — — for der var lys i luften, sol i hjerterne, og alting var endnu som det skulle være. V. Man havde drukket the, og hornene var komne i seng; det havde knebet hårdt i aften; de ville så rædsom gerne blive oppe, nu broder Kai lige var kommen hjem. Men der hjalp ingen „ kære mor “; dog var de blevne i høj grad trøstede, da Anna, den store, skikkelige tjenestepige havde lovet at fortælle dem en historie oppe på kammeret. Fa’r, mo’r, Kai og Jenny sad nu inde i dagligstuen, mo’r mellem sine to børn henne i sofaen, og fa’r i den store, røde lænestol ved det runde bord i mid |
1899_Ahlberg_HvorforHunBlevNonne | Betty Marie | Betty | Ahlberg | Herdis | 1,899 | Hvorfor Hun Blev Nonne | female | female | dk | 5 | Ahlberg | Hvorfor Hun Blev Nonne | Ahlberg | Hvorfor hun blev Nonne | En Fortælling om fransk Klosterliv | null | 1,899 | 187 | n | roman | Hagerup | 3 | KB | Illustreret titelblad | null | null | nan | nan | 12 | 194 | 4 | O | 0 | 0 | 0 | I kloster. Ja, hun er ganske fortryllende, søster Madeleine, lille og buttet, med yndefulde bevægelser og utroligt små hænder og fødder. Det smukke hovede er bøjet noget tilbage, som om vægten af det svære, sorte slør tynger det, og det skinnende hvide pandebånd lægger sig som et diadem over en åben og skyldfri pande. Denne graciøse pigeskikkelse, iført helligåndssøstrenes strenge klosterdragt, tager sig næsten latterlig, barnlig ud. Man fristes til at tro, at det er en overgiven ung pige, der i et anfald af kådhed har klædt sig ud og nu lystigt driver gæk med dem alle; men nej, det er den skære virkelighed. Madeleine er nonne og tilhører oven i købet en så streng klosterorden som » Les religieuses du st. Esprit «, hvis medlemmer aldrig komme uden for klosterets mure. Hun er den yngste dér blandt nonnerne og selvfølgelig både kælebarn og skumpelskud på én gang, dog navnlig det sidste. Mellem så mange kvindemennesker hersker der ikke så sjældent en del meningsforskel, hvad der jo for resten er ret naturligt. Nå, hvad — det er jo en kendt sag, at kvinder indbyrdes aldrig kunne enes, og desuden virker lidt skænderi rart oplivende i klosterets ensformighed. Man må huske på, at nonner da også er skabte af kød og blod, — men stakkels, lille Madeleine, hende går det altid ud over, hun er den yngste og må foreløbig finde sig i at være syndebuk, til der kommer en endnu yngre som afløserinde. Har priorinden f. Eks. fået tynd suppe og brændt kage til middag og i den anledning højlig forarget giver køkkensøstrene en ordentlig omgang skænd, ja så finde disse sidste alligevel på en eller anden ubegribelig måde ud af det, at det egentlig er Madeleines skyld, og lade så de nyligt modtagne irettesættelser gå videre til Madeleine, men naturligvis er de nu i en noget forandret form og selvfølgelig udstyrede med de nødvendige overdrivelser, der gøre dem dobbelt så skarpe og bidende. Og sådan er det altid. I den strenge fastetid, når flere af nonnerne må siges at være i et temmelig dårligt humør — ja, så hagler det med ubehageligheder ned over Madeleines uskyldige hovede; der er nemlig ikke få af disse fromme sjæle, der ikke holde af at skulle nægte sig noget i retning af at spise og drikke — nej, nej — da i alle tilfælde ikke de gamle og tykke, de have gerne en vis tilbøjelighed til at spise » godt «, spise » meget « og — drikke til. Grundet på, at dette i fastedagene er dem umuligt, er mange af dem netop i den tid mindre tilfredse, for ikke at sige overordentlig gnavne. En trykket stemning hersker over klosteret; og de sølle pigebørn, der undervises af nonnerne i de store, støvede klasseværelser, nyde rigelig godt af deres lærerinders — hm — usædvanlige blidhed og tålmod. Det ligefrem regner med skænd, anmærkninger, løfter om stuearrest o. s. v. i en uendelighed. Men næst efter eleverne er det atter og atter Madeleine, der får en » kærlig « behandling af sine medsøstre. Dog, hun er vant dertil og er ret ligegyldig overfor det: hun véd, at det som oftest ikke er ondt ment, — kun for den strenge, hovmodige søster st. Alphonse nærer hun en dyb og grundig angst. Denne nonne er i det hele taget meget frygtet; blandt eleverne er hun nærmest afskyet på grund af sit dominerende, herskesyge og lunefulde væsen, og de øvrige nonner have også respekt for hendes skarpe tunge. Hun kan ikke lide Madeleine, er efter hende alle vegne med sine hvasse, gennemborende øjne og lader hende altid være Skive for sine spydigheder, der ramme så meget føleligere, som søster st. Alphonse kun irettesætter hende, når der er flere til stede. I elevernes nærværelse holder hun nu allermest af at gøre det, og så fryder hun sig hemmeligt, når det endelig er lykkedes hende at stille Madeleine i et rigtig latterligt lys. Men eleverne, der alle forgude Madeleine med det romantiske sværmeri, man finder hos de franske unge piger, er rasende på søster st. Alphonse, når denne begynder at såre Madeleine med sine ondskabsfulde bemærkninger, de tilkaste så den ærværdige dame de mest truende blikke og mumle halvhøjt deres ikke meget smigrende mening om hende. » La Vache « er hendes øgenavn, og hun svarer til det, med sin tunge, klodsede gang, der nok kan minde om en kos. Men Madeleine selv står rødmende og forvirret som en forlegen skolepige og trækker i rosenkransen, medens hun af og til ser på søster st. Alphonse med et sky udtryk i de talende, mørke øjne; som en skolepige betragtes hun også af sin tyran, der aldrig glemmer, at Madeleine som en forviltret 10—12 Års pige har været hendes elev, og hun betragter hende endnu stadig som sådan. Mange af de ældre nonner, der også alle have kendt Madeleine fra samme alder, behandle hende ligeledes som et barn og trække overbærende på skuldrene, når hun i ungdommelig ubesindighed begår en eller anden bommert — » Hellige jomfru, hun er jo så ung endnu, denne lille søster. « De skiftes til at skænde på hende eller kæle for hende, som nu humøret er til, og i dette tvungne, afhængige forhold har Madeleine levet sig for meget ind, til nu pludselig at kunne forandre det. Bliver det hende en gang imellem for broget, søger hun trøst hos den smukke, statelige søster st. Romain, der altid holder sin beskyttende hånd over hende; men det bliver mere og mere sjældent, at Madeleine får lejlighed til at tale med denne, da der altid er et par af nonnerne, der gøre sig al umage for at skille dem ad og forhindre dem i at ses. De véd alle, at søster st. Romain lige fra Madeleines barndom har vist sig som hendes moderlige veninde — at Madeleine til gengæld elsker og ærer hende, er heller ikke nogen hemmelighed, og dette er nok til, at søster st. Alphonse spinder fule rænker og passer på, at de ikke komme sammen. Det er forbudt en nonne at søge mere omgang med den ene søster end med den anden — altså er det en synd at gøre det — og søster st. Alphonse skal nok sørge for, at Madeleine, hvad det angår, ikke kommer til at synde for tit. er hun så heldig at overrumple dem, hentyder hun dertil både tidlig og silde, indtil priorindens opmærksomhed endelig er vakt, og det nødvendige skridt til at adskille Madeleine og søster st. Romain bliver foretaget. Af ren kristenkærlighed sker det selvfølgelig — ja, det siger man da, og der er måske også dem, der tro det; — men hvis grunden skulle nøjagtigt analyseres, fandt man den sikkert på bunden af de manges hjerter som lav, styg misundelse, misundelse over at se to af deres fæller glade og lykkelige sammen. Dog søster st. Alphonse aner vist ikke selv de foragtelige følelser, der driver hende til et sådant småligt chicaneri, dertil er hun for selvgod og for vel overbevist om sin egen fortræffelighed. Hun forsøger da i alt fald at indbilde sig selv og andre, at hun opfatter det hele som en simpel pligtsag, og er tilfreds med sig selv for den omsorg, hun viser for den andens sjælefred ved at forhindre hende i at begå den efter klosterforhold store synd, at holde mere af søster st. Romain end af de andre nonner. — ja, søster st. Alphonse er virkelig naiv nok til at tro, at den inderlige hengivenhed, de nære for hinanden, vil kølnes, når de ikke mere daglig træffe sammen. Og priorinden tager så sine forholdsregler: nu bliver søster st. Romain ansat som spillelærerinde for eleverne på øverste etage, medens Madeleine bliver klasselærerinde for de små, fattige børn nede i stuen og i en ganske modsat del af klosteret. Nu er deres tid afmålt og afpasset, det er ikke mere let for dem at ses, de er begge under skarp opsigt — evig og altid bevogtede, og ve den nonne, der vover uden tilladelse at forlade blot et minut det arbejde, der er hende betroet, eller den plads, der er hende givet. Bod og faste må hun pålægge sig, og lange tider går der, inden hun bliver taget til nåde igen. Under disse små og snævre forhold lever Madeleine. Man skulle ikke tro, det var muligt, at hun kunne finde sig tilfreds her, og dog må dette være tilfældet: hendes ansigt bærer næsten altid præget af en stille og rolig lykke, der ikke kan være påtaget, og i hendes væsen mærker man ofte en slags stolt selvfølelse, der hyppigt virker ganske komisk. Overfor de unge udlændinge og de ældste af de franske elever bevarer hun en vis, reserveret nådig nedladenhed, der uvilkårligt bringer mange til at trække på smilebåndet. Af udlændinge er det især skandinaver og britter, der opholde sig i de nordfranske klostre, — ja, i Danmark og Norge bliver det nu snart en ligefrem modesag at sende sine unge døtre i kloster, — fordi man dér lærer sproget hurtigst og billigst. alle disse unge piger, der ofte er flere år ældre end Madeleine, er strengt forpligtede til at vise hende den samme ærbødighed, som der vises de gamle nonner, og hun — ja hun tager imod det, som om det var den naturligste sag af verden. Men flere af de franske elever i den øverste klasse er ikke så sjældent mindre lydige og respektfulde, de have kendt Madeleine fra hendes skoletid, og mindet om hende som den lystige, elskværdige kammerat, hun var, er endnu for frisk til, at respekten kan være ret stor. Overfor dem kniber det ikke så lidt for Madeleine at gøre sin person gældende. Unge damer mellem 14 — 18 år er nu en gang nogle drilagtige og utålelige skabninger, og selv om de holde nok så meget af Madeleine, more de sig alligevel tit med at drive hendes tålmodighed til det yderste ved deres uglspilstreger i skoletimerne. Så hænder det jo også, at det hidsige, franske blod farver hendes kinder røde og lader de ellers så blide, mørke øjne lyne af harme, medens hun af al magt — for at påbyde stilhed — slår sin lille hånd så hårdt mod pulten, at bøger og blækhuse danse mellem hinanden, og det brune kutteærme falder til side, blottende et stykke af en blændende hvid arm med et fintformet håndled. 1 en ustandselig, hvirvlende fart strømme så ordene fra hendes læber, Madeleine er nu alvorlig vred, — men den tordnende tale gør ikke spor af indtryk på eleverne, de kende hende for godt til at tro på de frygtelige trusler, hun udstøder, eller til at nære angst for de oplivende løfter om indespærring, klager til den velærværdige moder priorinden o. s. v. Nej, Madeleine er alt andet end slem, men hun er en stolt, selvbevidst lille en, der holder strengt på sin unge værdighed som nonne. Dog, hun har også grund til at være stolt: mon Dieu, det er ikke alle og enhver, der, kun 20 år gammel, har tilbragt hele to år som helligåndssøster. Det er denne tanke, der tilfredsstiller og opmuntrer hende, og den er hendes eneste hovmod. Lille stakkel! — kan det virkelig tilfredsstille hende, er det virkelig nok for hende, der er så ung, så glad og yndig? Føler hun aldrig en næsten ubetvingelig længsel efter noget andet og skønnere end dette ensformige, strenge liv bag klosterets tykke mure? Mærker hun aldrig en vild, stormende lyst til at springe over disse klostermure og lade bag sig alle de skranker og bånd, der binde hende fast her for livstid? — ja, hvem ved — men jeg tror det ikke. En eneste gang har jeg i hendes øjne set et udtryk, der måské kunne tyde på længsel efter liv og frihed. Det var en kold, frisk vintermorgen med matte solskinsglimt og en bidende, skarp vind, der fik rødmen frem på alle ansigter. Til minde om en eller anden berømt slagdag i den franske historie drog byens soldater med fuld musik gennem de snurrige, skæve, gammeldags gader. På » Place st. Paul «, lige foran klosteret, blev der et øjeblik gjort holdt til ære for obersten, der havde sin bolig lige i nærheden. Eleverne vare i den syvende himmel af glæde de så rigtignok ikke noget til det hele, dertil vare murene for høje, men de kunne da i det mindste høre, thi det var i fritimen, og de samledes netop derfor i haven med deres lærerinder og nød nu af fuldt hjerte denne uventede adspredelse. Madeleine stod lænet til et træ, omgivet af sine små elever, der henrykte lyttede til musikens toner. Men hun selv var tavs og tankefuld. Det blik, hun sendte ud over den høje klostermur, var så smerteligt, så længselsfuldt, at det skar mig i sjælen — dog, det varede kun et kort nu, straks efter havde hendes ansigt det vante rolige præg. Måske var det den ildnende livfulde militær-musik, der fremtvang denne vemodige stemning, thi den bragte jo som et pust med til hende fra den glade, syndige verden, hun så lidt har kendt og så tidligt har sagt farvel. Vågnede længselen hos hende efter den? — fortrød hun, hvad der var sket? Ingen ved det; men er det tilfældet, da har det også kun været for et øjeblik, thi Madeleine elsker gud og hans hellige moder for højt til at fortryde det skete. Hun har fuldstændig givet afkald på de jordiske goder for at kunne erhverve sig de himmelske, og hun tænker på livet efter døden med en ren, ublandet glæde. Efter kattolsk tro kan hun jo som nonne gøre sikker regning på en evig lyksalighed hinsides, da hun har forsaget alt her på jorden for at vinde den. Nej, sandelig: Madeleine fortryder det ikke, og hun griber heftigt fat om rosenkransen med det brede sølvbeslagne kors og trykker det kolde metal lidenskabeligt mod sine varme, friske læber, og så beder hun af hele sit rige og fulde hjerte en inderlig, dybtfølt bøn til » La Sainte vierge «, det plejer at give hende så dejlig ro og fred i sindet. Bagefter føler hun sig glad og styrket i troen, ja, Madonna er nådig og barmhjertig, hun har hørt hendes bøn. Madeleine er nu lykkelig og kan så med dobbelt liv og lyst deltage i sine små elevers lege. Man må se hende i fritimerme for at gøre sig begreb om, til hvilken fuldkommenhed Madeleine forstår det, man kalder at lege. i den store, brede, af høje mure indrammede, klostergård springer hun lystigt af sted, forfulgt af alle småbørnene, der forgæves søge at fange hende. Thi Madeleine løber som en gazelle og snor og drejer sig med en utrolig smidighed, så det kniber for de små, selv om de er hen ved en snes stykker på én gang, lutter 5—6 Års tuller, nydelige franske bébéer. De løbe jublende og skrigende efter Madeleine, mene nu at have hende, strække allerede hænderne ud for at gribe fat i kjolen, men — vips! Smutter hun forbi dem og står nu på den anden side, varm og forpustet, men triumferende. Børnene unde hende dog ikke tid til hvile, straks ere de efter hende igen, og Madeleine ler højt, idet hun viser de smukke, hvide tænder og overmodigt kaster hovedet tilbage. Derpå løber hun drillende i kort zig-zag-løb foran sine små forfølgere, der blive mere og mere ivrige, jo længere det varer, og stadig med opmuntrende tilråb anspore hverandre til nye anstrengelser. Det morer Madeleine kosteligt, og hun viser til fulde sin overlegenhed ved at kokettere med faren. På denne måde holder hun dem i ånde omtrent i 10 minutter, så trættes hun selv og overgiver sig under de smås ville sejrsråb. Men det, der karakteriserer Madeleine, er den lyst og det liv, hvormed hun giver sig hen i legen, hun lægger hele sin sjæl deri, alt andet er glemt, og hun lever kun i det korte, lykkelige nu. Så er der farve i hendes ansigt, en strålende glans i øjnene. Med udspilede næsebor og halvtåbnede læber indånder hun i fulde drag den prægtige, friske luft. Under sit raske løb er hun tvungen til at udfolde hele sin smidige, unge kraft, og hun føler det som en velgerning for sit sunde, stærke legeme at kunne løbe sig rigtig, rigtig træt. Thi denne fysiske anspændelse virker behageligt oven på klostrets ellers så stillesiddende liv, og Madeleine forstår at benytte og nyde den dejlige frihedsstund. Men nu ringer den store klokke, tegnet til, at fritimen er forbi. Børnene udstøde enstemmigt et suk, og deres lærerinde er ikke langtfra at gøre det samme. — ak, den er så kort, fritimen i klosteret. Et vindue åbnes i stueetagen, og søster st. Alphonse stikker sit røde ansigt ud deraf og råber med sin skingrende stemme: » Mais dépêchez vous, ma soeur! hvor de er langsom, de er altid den sidste til at gå ind i klassen. — » Men så skynd dem dog! « gentager hun med eftertryk og knalder vinduet i. Madeleine er så langt borte fra sin frygtede kollega, at hun tillader sig at sende denne et blik, der er alt andet end kærligt, og for sig selv mumler hun nogle meget respektstridige ytringer om sin daglige plageånd. Imidlertid vandrer hun nok så selvbevidst og med hævet hovede i spidsen for sine elever gennem gallerierne. Disse gallerier er høje og temmelig brede gange med store vinduer, der føre rundt om hele klosteret. Om vinteren er det ofte elevernes eneste spadsere- og legeplads. Hundekoldt er der med de bare stengulve og de mange vinduer, der flere steder nå fra loft til gulv. I den bredeste del af gallerierne er væggene prydede med malerier af bibelsk indhold, og i en dyb niche står der en pragtfuld statue af den hellige jomfru. Foran denne standser Madeleine, nejer ærbødigt og gør det brugelige korsets tegn, eleverne ligeså. Der kommer i det samme to af de unge udlændinge forbi, to små, fikse, lyslokkede københavnerinder med spillende øjne. De hilse begge ærbødigt Madeleine med det sædvanlige: » Bonjour, ma soeur. « » Bonjour, mes enfants « gensvarer hun nedladende og går roligt videre, uden at ænse de unge piger, der se halvt lystige, halvt ærgerlige efter hende. » Hørte du det, Sigrid? « udbryder den ene leende, » hun kaldte os » mes enfants « — mine børn! vi er da mindst lige så gamle som hun nej, det er dog for galt — ja, hvad mener du? « » Å «, svarer den tiltalte med udpræget overlegenhed, » at søster Madeleine trods alt er ganske fortryllende, og at netop denne strenge værdighed, som hun gør sig al optænkelig umage for at optræde med, klæder hende meget morsomt og indtagende. Nægt det ikke, Gerda, « vedbliver hun skælmsk, » du interesserer dig jo alligevel stærkt for hende. Du hverken vil eller kan tale om andre i denne tid, og en skøn dag ser jeg dig formodentlig udvise en lignende tåbelig opførsel som de sværmeriske, forelskede irlænderinder, der uafladeligt løbe i hælene på hende og rødme dybt, hver gang hun sender dem et blik fra sine smukke øjne, forære hende buketter — med mere af den slags nonsens. « » Å, ti dog stille med din snak, « afbryder veninden hende ganske forarget, » du ved meget godt, at jeg hader disse unge pigers tossede optræden, og jeg forstår den for resten slet ikke. Her i klosteret er det jo en ligefrem modesag for os unge piger at blive forelsket i nonnerne, vore lærerinder, og håbløst sværme for dem, ja, at en ung pige forelsker sig i en mand, det er efter naturens orden, og det forstår jeg, — men i en kvinde og oven i købet i en nonne! nej, det kan jeg ikke gå med til, det er en usund forskruethed, der overstiger min jævne københavnerforstand. « Og den unge pige ryster på hovedet med en hjælpeløs mine og farer flere gange med hånden gennem det lyse, purrede hår. » Men, « fortsætter hun pludselig eftertænksom, » jeg indrømmer, at man uvilkårligt får sympatti og interesse for en så tiltalende personlighed som søster Madeleine, der så ung og smuk har forsage! Verden for at leve det fromme, opofrende liv, hun virkelig lever; thi hun er en ydmyg kristen og en sand nonne, hos hende findes ikke det hykleri og den falskhed, der så tit skjules under den sorte klosterdragt — nej, Madeleine går helt og fuldt op i sin gerning. Se hende blot undervise de små fattige børn med en kærlighed og omhu uden lige, og du har straks beviset. I kirken beder hun altid med en rørende Iver og andagt, aldrig ser du hende adspredt eller nikkende af søvnighed som for eksempel den tykke søster st. Alphonse, der sikkert under hele messen ikke tænker på andet end, hvad hun skal have til frokost. Søster st. Romain med den kongelige holdning anser jeg også for at være en oprigtig og from nonne, ja mange andre foruden hende og Madeleine, men den sidste beundrer jeg nu særlig, da hun er så ung. Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men hun udøver en uimodståelig tiltrækningskraft på mig. Måske det er det vemodige, uudgrundelig dybe udtryk, hun til tider kan have i sit blik, der bevirker det — ja, det må det uden tvivl være; thi når hun er glad og lystig, føler jeg mig mindre hendraget til hende, så forekommer hun mig mere dagligdags, så forsvinder hun mere blandt de andre, der alle udfylde deres pligt på samme rolige, muntre måde. — hendes livshistorie ville jeg gerne lære at kende, jeg bilder mig nu ind, at jeg har gættet mig til, hvorfor hun er bleven nonne, — men det kan være, at min formodning er urigtig. Sig mig, hvad antager du, er grunden? « » Ulykkelig kærlighed naturligvis, « svarer frøken Sigrid gabende. Men du keder mig med alt dit præk. Lad os nu ikke stå længere her og drive i gallerierne, men kom med ind i klassen. Den bliver lynende gal, når søster Therese, det skeløjede uhyre, opdager, at vi have snydt os fra geografltimen. « » Nej, nu skal du høre mig, enten du vil eller ej. Du sagde, at grunden var ulykkelig kærlighed ikke sandt? — uh, hvor de to ord irritere mig, med dem har du helt og holdent udtrykt den danske protestantiske opfattelse af sagen. Som om man kun bliver nonne på grund af ulykkelig kærlighed, og som om nonnerne udelukkende bestå af aldrende, forsmåede piger — jo vist, når man er træt, ked og skuffet af verden, er det en let sag at sige den farvel og gå i kloster, så kan det intet offer være, — og det er jo netop det, der er meningen med det kattolske klostervæsen, at man skal forsage, bringe et offer, enten ungdom, skønhed, penge, eller... « » Ja, undskyld, at jeg afbryder dig, kære Gerda, men du flyver virkelig for højt. Tror du, at nonnerne gennemgående have så høje tanker om deres egen stilling? Se blot på mange af disse gamle, forspiste kvinder, der med dvask ro finde sig i det ensformige liv, — antager du, de tænke på, at de engang have bragt et offer — umuligt, siger jeg dig, dertil er de for dumme. De grimme og ubetydelige tage sløret, fordi de ingen mand kunne få, og de kønne — nu ja, du kan være vis på, at de kunne fortælle dig en meget sørgelig kærlighedshistorie, hvis de ville — ja, det er nu min private mening om den sag, og jeg er sikker på, at jeg har ret. For hvad andet skulle da have bragt Madeleine til at begå et så fortvivlet skridt, når det ikke netop havde været » Ulykkelig kærlighed? « » Ja, det skal jeg sige dig, « og frøken Gerda ser på veninden med et fint smil om de røde læber. » Din opfattelse er aldeles fejlagtig. Det er » Offeret «, netop tanken om offeret, der har tiltalt søster Madeleine! « søster Madeleines barndom. Hvem der havde set Madeleine eller rettere sagt Ywonne de clerraont som barn, ville aldrig have tænkt sig muligheden af, at hendes fremtid skulle forme sig så streng og alvorsfuld. Det havde så vist heller ikke været bestemmelsen med den rige, flotte oberst de Clermonts eneste, forgudede, lille datter, at hun skulle ende sine dage som nonne i et gammelt, nordfransk kloster, men gud griber forunderligt ind i de menneskelige beregninger og forandrer dem. Ywonne var allerede i 7—8 Års alderen en utrolig forvænt og fordringsfuld » petite parisienne «. Alle vegne blev hun forkælet og beundret. Forældre, slægtninge og venner gjorde deres til at fordreje hovedet på hende ved en ubetænksom, overdreven forkælelse og en stadig givenefter for hendes luner, alt skulle hun have, intet blev der hende nægtet. Men vanskeligt måtte det også være at nægte det smukke, overmodige barn noget, — det fandt da hendes fader i særdeleshed. når Ywonne med et katteagtigt Spring satte op på hans knæ og indsmigrende lagde sin arm om hans Hals for på sin overtalende måde at bede enten om det eller det, ja, så var obersten gerne gået til verdens ende for at opfylde let mindste af sin lille piges ønsker. Men han følte sig også rigelig belønnet, når Ywonne kaldte ham sin » lille rare papa « og giv ham en af sine knusende, kærlige omfavnelser. Ofte sluttede hun takken med at rive og ruske ham i det mørke, krøllede hår, det var nu hences bedste fornøjelse, og jo mere han skreg op, desto højere lo Ywonne. Hyppigt måtte Fru de Clermont træde til for at befri sin mand for den lille grusomme plageånd og redde hans smukke krøller fra fuldstændig ødelæggelse. Så skændte hun på dem begge og spurgte sin leende ægtemage, om han da aldrig havde i sinde at blive fornuftig, thi han var jo næsten endnu mere barnagtig end Ywonne. Men de to syndere lo blot, mente, at det hele var meget morsomt, og fik mama til at le med. Så glemte hun at skænde og sluttede formaningstalen med en klar, munter latter, idet hun trak Ywonne hen til sig og kyssede hende. Ywonnes moder var en meget lykkelig og en sjælden yndig kvinde, både som hustru og moder betragtet. Hun var med sin yndefulde, yppige skikkelse og de blide, mørke, tilslørede øjne en ægte type på sydfrankrigs dejlige kvinder. Hun blev gift med de Clermont, da hun kun var 20 år gammel. Han var omtrent 8 år ældre, og såvel fra hans som fra hendes side var det et udelukkende kærlighedsparti. Og da begge vare adelige, rige, unge og smukke, havde deres forbindelse overalt i den finere pariserverden vundet det mest ubetingede bifald. Alle fandt, at Charles og Estelle de Clermont vare som skabte for hinanden, og det viste sig for en gangs skyld, at verden fik ret; thi de holdt endnu lige så meget af hinanden som for 9 år siden, og de blev alle vegne betragtede som et mønster på et ægtepar. De Clermont var som officer ved det raske garnisonsliv og de mange lystige kammerater særlig udsat for at føre et vildt liv, thi han var flot anlagt og ualmindelig afholdt; men han tilhørte det gammeladelige, strengt kattolske parti, hvis ønsker og forhåbninger kun gå ud på at få kejsermagten tilbage, og blandt hvis tilhængere man finder mange af Frankrigs alvorligste og braveste mænd, der, selv om de kunne more sig og nyde en adspredelse med hele sydboens ildfuldhed, dog kun sjældent glemme, hvad de skylde deres pligt og ære. Men han var også en smuk mand og, hans ydre var mandigt og kækt, ganske efter kvinders smag og pariserinderne er varmblodige blodet ruller dem hedt og fyrigt gennem årerne selv om de ikke elske mere inderligt end Nordens kvinder så elske de mere lidenskabeligt og er derfor dobbelt farlige mange dårende kvindeblik havde sænket sig dybt og dristigt i Clermonts men det var spildt umage de kedede ham nærmest disse kokette små damer. Og han tænkte på sin egen hustru hvor var hun ikke ren og sjælfuld ved siden af de andre. Hun derimod så' godt den ualmindelige lykke hendes mand altid gjorde hos damerne og med sit varme sydlandske naturel havde hun ikke undgået at føle en vis skinsyge derved som hun imidlertid var meget for klog til at vise men hun forstod til fulde hvad en kvinde har at gøre når hun ønsker at beholde sin mand for sig selv: han må først og fremmest ikke blive træt af hende og hjemmet derfor sørgede hun for at gøre sit hjem til en skøn hyggelig plet og en lun bekvem lille rede hvor han ikke kunne andet end føle sig vel til Pas og da Fru Estelle var i besiddelse af en fin smag og en udpræget hyggesans faldt det hende meget let desuden har en husmoder med et smilende og muntert ansigt altid en velgørende indflydelse på et hjem og der var heller ingen steder hvor obersten holdt så meget af at være som netop der alt var således tilsyneladende idet glæde og lykke hos de unge ægtefolk. Og dog af og til, når Fru Estelle troede sig ubemærket, kunne hun se alvorlig og tankefuld ud og sukke dybt og længe; thi hun havde et ønske, et inderligt ønske, som hun vist desværre aldrig skulle se opfyldt: havde de dog blot haft et barn til, en søn og arving til deres navn og formue. Hendes mand var den sidste mandlige efterkommer af sin slægt, med ham ville altså det stolte, gamle navn uddø. Hun vidste, at det havde været ham en frygtelig skuffelse og sorg ikke at få en søn, fra hvem den mandlige linje kunne have skudt nye skud. Men ikke al lykke er fuldkommen her på jorden, tænkte Fru Estelle ofte. Ywonne talte tit om, hvor morsomt det kunne være at have en lille Broder eller søster, det var nu hendes mest yndede samtaleæmne. » Mama «, udbrød hun en eftermiddag, da de sad sammen ved det åbne balkonvindue. » Mama, sig mig, hvorfor har jeg ikke nogle søde små søskende, som andre børn? Det er så kedeligt, uh så kedeligt, altid at være alene. Tror du ikke, at jesusbarnet snart sender mig en eller anden sød lille en til at lege med, bare sådan en ganske lille bitte en? Når jeg nu beder rigtig meget, uhyre meget derom til det kære jesusbarn, kan det så ikke være, at jeg får en alligevel? « » Jo, måske, når du beder inderligt og af hele dit hjerte. Du kan jo altid håbe det, lille du, « svarede Fru Estelle, noget pinligt berørt — det blev hun altid ved disse samtaler — og for at henlede barnets opmærksomhed på noget andet viste hun med en rask håndbevægelse ud på det strålende billede af ægte, parisisk gadeliv, der bredte sig for deres blik. De så rigtignok det samme dag ud og dag ind, men dog var der stadig noget nyt og morsomt at iagttage. Clermonts boede på » Les champs elysées «, temmelig højt oppe, lige i nærheden af den kæmpemæssige triumfbue. Det er uden tvivl det smukkeste, fornemste og livligste kvarter i hele den glade, herlige seinestad. De havde fra deres vinduer en dejlig udsigt over den prægtige, storslåede køre-, spadsere- og rideallée med de skønne, velplejede træer og de henrivende haver, der støde lige op til den, og hvis yppige blomsterflor især om sommeren udsender en næsten bedøvende Duft. Ywonne havde uafbrudt sine glade barneøjne henvendte på kørebanen med dens mylder af elegante, kostbare køretøjer, der stadig krydsende hverandre rullede af sted i en rasende fart. Flotte selvejerekvipager, forspændte med fyrige, ædle dyr, kom side om side med en simpel drosche eller en høj, slingrende omnibus — men gennem det hele snoede der sig allerede den gang, altså for godt 12 år siden, cyclisternes tætte række som et blinkende lyn, besættende alle tomme pladser, så at det blev et farverigt, blændende billede af brusende, livfuldt storstadsliv, der uvilkårligt henrev tilskuerne til begejstret beundring, ligesom det også den dag i dag henriver dertil. Det var lige i den bestemte strøgtid mellem 4—7, hvor den fornemme eller rige pariserverden vendte tilbage over » Les champs elysées « efter en køretur i den yndede boulogneskov. Vejret var smukt og meget mildt, skønt man kun var i midten af April. Den velgørende friskhed, der altid er følgen af en forårsregn, sporedes overalt. Træernes fine, lysegrønne bladknopper vare på nippet til at springe ud efter regnen, de sad nu, våde og fugtige, og voksede og skød, så de snart kunne sprænge deres snevre hylster. Ywonne og hendes moder indåndede med velbehag den friske, rensende forårsluft, der havde i sig hele sin årstids farlige, besnærende magt og ligesom fylder sindene med lyse anelser, glimrende forventninger og giver lokkende løfter til alle om bedre og lykkeligere tider. Selv hos den sorteste pessimist kan der på en skøn forårsdag mærkes en vis glad og taknemmelig følelse mod den store moder natur. Thi blot ved sin første udsending, en lille vintergæk der forsigtigt skyder frem efter vinterens kulde og mørke lader foråret ham føle sig så forunderlig varm om hjertet og når den fine lille blomst med de spæde hvide blade koket smiler op i hans gnavne ansigt ja så mindes han pludselig så mærkværdig tydeligt sin egen tabte ungdom og den tid da han selv var livslysten og forhåbningsfuld Fru Estelle der var meget modtagelig for indtryk bemægtigedes også af ubestemte anelser om noget skønt og glædeligt der ville hænde hende alle sørgmodige tanker blev jagne på flugt af den lykkespående forårsvind og uden at hun selv kunne gøre sig regnskab derfor fyldtes hendes bryst med et næsten overstrømmende livsmod og et frejdigt håb medens hun stod der og så ud på sit hjemlands smukke himmel hvis blå farvetone nu ved den frembrydende aften begyndte at antage et mattere næsten diset skær kun ikke mod vest hvor solen sænkede sig luerød i glødende farvepragt under gyldne og violette skyer den sendte som afskedshilsen for i dag et stærkt rødligt lys hen over Paris kæmpebyen med dens virvar dens øredøvende larm dens jagende travlhed dens glæde og sorg. På » Les champs elysées « var nu kørselen og trængselen på det højeste denne rødmende aftenbelysning klædte » Les jolies parisiennes « ganske henrivende, den gav deres blege, pikante ansigter et præg af blomstrende sundhed, og som de lå der, yndefuldt og mageligt tilbagelænede i vognens bløde silkehynder, vare de unægtelig meget fortryllende at se på, — og det er en pariserinde forøvrig altid, i alle tilfælde da så længe hun er ung. Thi selv om hun i og for sig er ligefrem styg, er hun alligevel fiks og pikant nok til at være fortryllende, og dette gælder ikke alene om de rige eller fornemme damer, nej det gælder for dem alle, lige fra den dristige demimonde, der i en ekstravagant dragt let og gratiøst svinger sig op på sin cycle, til den lille fattige arbejderske, som begiver sig på arbejde hver morgen kl. 6 i en tarvelig, sort kjole, med en rose i det lysebrune hår og e |
1874_Albertius_BjergmandensRing_1 | Claudius | Claudius | Albertius | Claudius Albertius | 1,874 | Bjergmandens Ring 1 | male | male | dk | 32 | Albertius | Bjergmandens Ring 1 | null | Bjergmandens Ring 1 | Original romantisk Fortælling | null | 1,874 | 1,265 | n | gothic | A. Behrend | 4 | KB | OBS! Ved flere bind er sidetal samlet sidetal. Pseudonym? | null | null | nan | en Novemberaften for mange Aar tilbage. | 9 | 645 | 5 | O | 0 | 0 | 0 | "Første kapitel. En oversvømmelse. Vor fortælling begynder på. en lille 0 ved Slesvigs vestkyst (...TRUNCATED) |
1874_Albertius_BjergmandensRing_2 | Claudius | Claudius | Albertius | Claudius Albertius | 1,874 | Bjergmandens Ring 2 | male | male | dk | 33 | Albertius | Bjergmandens Ring 2 | null | Bjergmandens Ring 2 | Original romantisk Fortælling | null | 1,874 | 1,265 | n | gothic | A. Behrend | 4 | KB | null | null | null | nan | nan | 9 | 620 | 6 | O | 0 | 0 | 0 | "Første kapitel. Hos kongen. Vi befinde os i audientssalen på Kristiansborg slot. Forsalen var fyl(...TRUNCATED) |
1876_Albertius_KlokkenIRosendalen_1 | Claudius | Claudius | Albertius | Claudius Albertius | 1,876 | Klokken i Rosendalen 1 | male | male | dk | 6 | Albertius | Klokken i Rosendalen 1 | null | Klokken i Rosendalen | Original romantisk Fortælling | null | 1,876 | 1,265 | n | gothic | A. Behrend | 4 | KB | Formodentlig pseudonym iflg. Litteraturpriser.dk | null | null | nan | strater i sommerens Tid 1846 - slutter i 1876 | 9 | 595 | 7 | O | 0 | 0 | 0 | "Første kapitel. En ejendommelig brudegave. Det var en morgen i sommerens tid 1846; luften var hed (...TRUNCATED) |
1876_Albertius_KlokkenIRosendalen_2 | Claudius | Claudius | Albertius | Claudius Albertius | 1,876 | Klokken i Rosendalen 2 | male | male | dk | 6 | Albertius | Klokken i Rosendalen 2 | null | Klokken i Rosendalen | Original romantisk Fortælling | null | 1,876 | 1,265 | n | gothic | A. Behrend | 4 | KB | null | null | null | nan | strater i sommerens Tid 1846 - slutter i 1876 | 9 | 676 | 8 | O | 0 | 0 | 0 | "Første kapitel. Bryllup. Thorvald levede i en evig forelskelsesrus. Hans kærlighed til Lydia var (...TRUNCATED) |
1897_Alsted_Ly | Peter | Peter | Alsted | null | 1,897 | Ly | male | male | dk | 7 | Alsted | Ly | Alsted | Ly | null | null | 1,897 | 157 | y | roman | Jydsk Forlags-forretning | 2.25 | KB | null | null | null | nan | nan | 17 | 165 | 9 | O | 0 | 0 | 0 | "Det var omtrent ved firtiden, en lys majmorgen, da Harald Jansen gik ud for at skyde sin første bu(...TRUNCATED) |
End of preview. Expand
in Dataset Viewer.
Dataset description
source_datasets:
- The corpus was created and made available by Jens Bjerring-Hansen and Philip Diderichsen, Dorte Haltrup Hansen, June 2023, see: https://huggingface.co/datasets/MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 - Here, we make a more accessible, annotated version available.
Additional tags:
- CE Canon: Cultural/Educational Canon, referring to novels whose titles are included in the Cultural Canon, or whose author is included in the Educational Canon.
- LEX Canon: Lexicon Canon, referring to novels that were not included in the Educational Canon and Cultural Canon, but whose author is mentioned in the lists of novels and novellas in the lemma 'det moderne gennembruds litteratur' of Den Store Danske.
- E Canon: Extended Canon, referring to all novels that are included in CE Canon and/or LEX Canon.
Additional processing
- Whitespace cleaning
Citation
If you want to use this data, please cite our work as well as the original creators of the corpus:
@inproceedings{bjerring-hansen_mending_2022,
address = {Uppsala, Sweden},
title = {Mending {Fractured} {Texts}. {A} heuristic procedure for correcting {OCR} data: 6th {Digital} {Humanities} in the {Nordic} and {Baltic} {Countries} {Conference}, {DHNB} 2022},
volume = {3232},
shorttitle = {Mending {Fractured} {Texts}. {A} heuristic procedure for correcting {OCR} data},
url = {https://ceur-ws.org/Vol-3232/paper14.pdf},
urldate = {2024-08-19},
booktitle = {{CEUR} {Workshop} {Proceedings}},
author = {Bjerring-Hansen, Jens and Kristensen-McLachlan, Ross Deans and Diderichsen, Philip and Hansen, Dorte Haltrup},
year = {2022},
pages = {177--186},
}
@inproceedings{feldkamp_canonical_2024,
address = {Miami, Florida, USA},
title = {Canonical {Status} and {Literary} {Influence}: {A} {Comparative} {Study} of {Danish} {Novels} from the {Modern} {Breakthrough} (1870--1900)},
booktitle = {Proceedings of the {Joint} 4th {International} {Conference} on {Natural} {Language} {Processing} for {Digital} {Humanities}},
publisher = {Association for Computational Linguistics, Forthcoming},
author = {Feldkamp, Pascale and Lassche, Alie and Kostkan, Jan and Kardos, Márton and Baunvig, Katrine F. and Nielbo, Kristoffer L.},
year = {2024},
}
- Downloads last month
- 105