Datasets:

MHGanainy

/

multilingual_legislation

like 0

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse A-1-03 om kontanthjælp - udnyttelse af arbejdsmuligheder - forsørgelsespligt - ægtefælle med selvstændig virksomhed - konkret vurdering Resume: Kontanthjælpsniveauet kunne ikke alene anvendes som en fast grænse for, hvornår en selvstændig erhvervsdrivende ikke længere kunne anses for at udnytte sine arbejdsmuligheder. Ankestyrelsen fandt, at ansøgers ægtefælle ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder. Begrundelsen var, at ægtefællens indtægt efter en samlet konkret vurdering i væsentlig omfang måtte anses for at have bidraget til familiens forsørgelse. *) Love: Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 13 Note: *) Se også SM A-2-02 Sagsfremstilling: Ansøger var gift med en selvstændig forretningsindehaver. Hun havde tidligere modtaget kontanthjælp efter barselsorlov på grund af manglende børnepasning. I december 1999 blev hendes kontanthjælp standset fra 1. januar 2000 med henvisning til, at hendes ægtefælle ikke udnyttede sine muligheder for at opnå en normal indtægt. Den afgørelse blev der ikke klaget over. Ægtefællen oprettede i slutningen af 1999 en ny forretning, hvor ansøger blev ansat. Hun var ansat i perioden 15. juni 2000 til 28. februar 2001. Forretningen lukkede på grund af manglende omsætning. Hun søgte herefter dagpenge i arbejdsløshedskassen, men fik afslag, fordi arbejdsfunktionerne ikke kunne anses for ophørt mere end midlertidigt. Hun søgte i december 2001 på ny om kontanthjælp. Kommunen indhentede regnskaber fra ægtefællens virksomheder. Ved brev af 13. december 2001 fik hun afslag på supplerende kontanthjælp. Denne afgørelse blev der klaget over. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på supplerende kontanthjælp. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen havde godtgjort, at hendes ægtefælle ikke i tilstrækkeligt omfang havde udnyttet sine arbejdsmuligheder som selvstændig erhvervsdrivende, jf. aktivlovens § 13, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at det var hendes arbejdsløshed, der havde udløst den sociale begivenhed efter aktivlovens § 11. Nævnet henviste til, at det var en betingelse for at modtage kontanthjælp, at såvel hun som ægtefællen havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, jf. aktivlovens § 13, stk. 1 og Ankestyrelsens praksis, SM A-2-02. Ved vurderingen af om ægtefællen havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, havde nævnet - som kommunen - lagt vægt på, at han efter det oplyste siden 1999 som selvstændig erhvervsdrivende ikke havde haft en indtægt, der havde oversteget hans eget kontanthjælpsniveau, ligesom der ikke var oplysninger der indicerede, at hans indtjening ad denne vej fremover vil blive bedre. Nævnet mente derfor, at hendes ægtefælle i længere tid ikke i væsentligt omfang havde kunnet bidrage til familiens forsørgelse i aktivlovens forstand, og heller ikke sås at have udsigt til det via hans nuværende forretning. Nævnet lagde vægt på, at det lå udenfor det formål som lov om aktiv socialpolitik var bestemt til at varetage at yde indirekte støtte til en ægtefælles selvstændige virksomhed, jf. SM 0-96-96. Nævnet fandt derfor ikke ansøger berettiget til supplerende kontanthjælp til ægtefællens indtægt efter aktivlovens § 25. Ankestyrelsen har behandlet sagen i principielt møde som supplement til SM A-2-02 med henblik på afklaring af hvilken vægt størrelsen af den hidtidige indtægt skal tillægges. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgers ægtefælle ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder. Begrundelsen var, at ægtefællens indtægt efter en samlet konkret vurdering i væsentlig omfang måtte anses for at have bidraget til familiens forsørgelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefællens forretning gennem længere tid havde været en del af familiens forsørgelsesgrundlag. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af sagen, at indkomsten fra forretningen i en periode havde været suppleret med hendes indkomst fra a-kassen, ligesom hun senest havde været ansat og aflønnet i ægtefællens butik. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ægtefællens beregnede månedlige indtægt for 1. halvår 2001 var øget med ca. 2.500 kr. pr. måned til ca. 10.000 kr. pr. måned i forhold til 1. halvår 1999, og at indtægten således lå tæt på kontanthjælpsniveauet. Endelig blev det påpeget, at når der i SM A-2-02 var henvist til, at man ved en samlet vurdering af flere parametre, skulle lægge vægt på, om ægtefællens indtægt fra erhvervsvirksomheden i væsentlig omfang kunne bidrage til familiens forsørgelse (ægtefællens eget kontanthjælpsniveau), var dette ikke et udtryk for, at man kan bruge kontanthjælpsniveauet som en fast grænse for, hvornår ægtefællen ikke længere kan anses for at udnytte sine arbejdsmuligheder i det konkrete tilfælde. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Bladet havde bragt en kritisk artikel om eftersyn af en redningsflåde. Firmaet, der havde foretaget eftersynet, krævede et genmæle bragt. Da der var tale om, at klagerens genmæle indeholdt klagerens version af sagen og ikke en korrektion af faktiske forhold, var bladet ikke forpligtet til at bringe dette genmæle. Den fulde tekst Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/1999 Raffel & Co. A/S har ved advokat Henrik Hornsleth klaget til Pressenævnet over, at Bådmagasinet har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel bragt i bladets udgave fra juni 1999. Artiklen lød: " Livsfarligt sjusk med redningsflåder Er din sikkerhed på toppen, når du har haft din redningsflåde til det anbefalede eftersyn? Tilsyneladende ikke. Firmaet Chr. Raffel i Herlev lavede 18 fejl ved eftersynet af en Autoflug redningsflåde til en lystbåd, og det havde den, selvom flåden efter en klagesag blev efterset og pakket om for anden gang under overværelse af en skibsinspektør fra Søfartsstyrelsen. Derefter sendte sejleren, Willy Larsen fra Aalborg, og TV-Danmark forbrugerprogrammet Banzai, flåden til kontrol hos et firma i Kiel. En række vigtige pakninger i flådens oppustningssystem var ikke blevet udskiftet gennem seks år. Flådens box var lukket med ureglementeret med flere lag tape, så den måske slet ikke havde åbnet sig ved en nødsituation. Der manglede ét af flådens to faldskærmsblus, drivankeret var pakket forkert, der var sat et forkert batteri i flådens belysning, og vægten af trykflaskens indhold var opgivet så højt, at flåden var blevet sprængt, hvis opgivelsen havde været rigtigt. Ved en gennemgang af sagen hos Autoflug faldt producenten ud af, at eftersynet var udført af en person, der ikke havde certifikat til denne flådetype. Hvordan det kan lade sig gøre, når der står en skibsinspektør fra Søfartsstyrelsen ved siden af, kan man undre sig over. Certifikater til sikkerhedmateriel er en slags helligdom indenfor branchen. Når de er opnået, skal de fornyes hvert eller hvert andet år. Det havde været den simpleste indsats af skibsinspektøren at kontrollere. Søfartsstyrelsen har ganske vist ikke redningsmateriel til lystfartøjer under sit område, men Chr. Raffels serviceværksted er godkendt til at håndtere redningsflåder til professionel skibsfart, og når værkstedet påtager sig servicearbejde for lystsejlere, har man lov til at forvente, at servicen holder professionel standard. Ejeren af flåden fik at vide, at han var uforskammet og sygeligt kritisk, da han henvendte sig til Chr. Raffel. Men hans redningsflåde havde altså 18 fejl og var blevet serviceret af en ukyndig medarbejder. Både Chr. Raffel og Søfartsstyrelsen har et velvoksent forklaringsproblem omkring denne affære." Klageren har anmodet om, at bladet pålægges at bringe følgende genmæle: "I "Bådmagasinet" for juni 1999 omtaltes firmaet Raffel & CO. A/S og dettes virksomhed med eftersyn af redningsflåder. I den forbindelse anvendtes ordene "Livsfarligt sjusk". Raffel & CO. A/S udtaler, at der ikke har været tale om forhold, der kan benævnes "livsfarligt". Søfartsstyrelsen har tværtimod efter et kontrolsyn af den konkrete flåde udtalt, at flåden er sikkerhedsmæssigt i orden. I artiklen er endvidere nævnt, at firmaet Raffel skulle have lavet 18 fejl ved et eftersyn. Dette er ukorrekt. Raffel & CO. A/S har afvist og tilbagevist en såkaldt mangelliste med 18 påståede fejl. Mangellisten er udarbejdet af en konkurrent og udtryk for en række fejltagelser og misforståelser. I artiklen er videre anført, at eftersynet hos Raffel & CO. A/S skulle være udført af en person, der ikke havde certifikat til flådetypen, og som skulle være ukyndig. Raffel & CO. A/S skal hertil udtale, at der ikke er krav om certifikat til den pågældende flådetype, og at den pågældende medarbejder er erfaren og kyndig. Dette understøttes af, at Søfartsstyrelsen ved sit efterfølgende kontrolsyn som anført ikke har fundet anledning til at gøre bemærkninger til eftersynet." Klageren har anført, at artiklen indeholder en generelt negativ og ukorrekt omtale af klageren og dennes virksomhed, navnlig med henblik på et konkret seviceeftersyn. Klageren har videre anført, at omtalen har en sådan karakter, at den negativt omhandler klagerens virksomhed og kompetence over for en videre kreds, herunder klagerens kunder. Udtalelserne er derfor egnet til at skade klageren. Klageren har herudover anført, at baggrunden for omtalen må antages at hidrøre fra nogle problemer, klageren har haft med en af sine tidligere kunder, der dels har klaget over klageren til Søfartsstyrelsen, dels har udtalt sig til pressen ved flere lejligheder. Søfartsstyrelsen afviste kundens klage den 4. marts 1999. Klageren har fremlagt en skrivelse fra Søfartsstyrelsen af 4. marts 1999, hvoraf bl.a. fremgår: " Eftersyn af redningsflåde Søfartsstyrelsen kan derfor konstatere, at flåden er sikkerhedsmæssigt i orden og klar til at kunne benyttes om bord i Deres fartøj." Bladet har afvist at bringe klagerens genmæle og har anført, at genmælet fremtræder polemisk med ringe faktuelt indhold og påstande med manglende dokumentation. Bladet har videre anført, at klageren svarer konkret på 3 af de 18 klagepunkter, der er citeret fra en udsendelse sendt på TvDanmark. Bladet finder ikke anledning til at tro på disse påstande fra klageren, før der foreligger dokumentation herfor. Bladet har herudover anført, at der fremtræder fatale mangler i den øvrige service, og klagerens indsigelser er uvæsentlige i forhold hertil. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen. Pressenævnet udtaler: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har mulighed for at foretage en bevisførelse om de forhold, hvorom parterne er uenige. Da der ikke er tale om genmæle imod faktiske oplysninger, men om at klageren ønsker at få offentliggjort sin version af sagen, og da genmælets indhold ikke er begrænset til faktiske oplysninger, men tværtimod i vidt omgang indeholder kommentarer og vurderinger, er bladet ikke forpligtet til at bringe det krævede genmæle. Afsagt den 1. september 1999.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulæreskrivelse om fersk svinekød - Jugoslavien Til samtlige til eksport af fersk kød og kødvarer autoriserede virksomheder samt dyrlægerne ved disse. JUGOSLAVIEN - fersk svinekød. Man har modtaget underretning om, at fersk svinekød ved eksport til Jugoslavien skal være ledsaget af oprindelses- og sundhedsattest, form K.K. 1700-1973, med følgende tilføjelse på attestens bagside: (- at der hverken på oprindelsesstedet eller indenfor en radius på 30 km fra oprindelsesstedet er forekommet tilfælde af mund- og klovesyge og svinepest inden for de sidste 3 måneder, - at dyrene, hvorfra kødet stammer, er blevet undersøgt og fundet sunde både før og efter slagtningen, og at de ikke mistænkes for nogen smitsomme husdyrssygdomme, som er indberetningspligtige, - at kødet stammer fra svin, som er blevet slagtet på autoriserede slagterier, og at disse slagterier af de centrale veterinærmyndigheder er registreret som eksportslagterier, - at svinekødet stammer fra slagterier, på hvilke der ikke indenfor de sidste 3 måneder er forekommet tilfælde af anmeldepligtige smitsomme husdyrsygdomme, som kan overføres til klovbærende dyr, - at svinekødet ud fra et veterinær-hygiejnisk synspunkt er fundet i orden og egnet til menneskeføde, - at kødet er blevet undersøgt for trikiner og svinetinter med negativt resultat.) P.V.V. K. Hermansen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Vedr.: Nærhed og bygningsskader. Erstatning for bygningsskader ydet trods mangler ved fundering, idet de anlægsarbejder, der er foregået tæt på ejendommens bygning, oversteg hvad der havde kunnet forventes at ville foregå i ejendommens nabolag. Den fulde tekst Ekspropriation i forbindelse med anlæg af motorvejen Holsted-Vejen UDSKRIFT AF FORHANDLINGSPROTOKOLLEN FOR EKSPROPRIATIONSKOMMISSIONEN VEDRØRENDE MOTORVEJSANLÆG I JYLLAND HOLSTED - VEJEN (Protokoltilførsel den 28. januar 1997) 53. hæfte Tirsdag den 28. januar 1997 lod kommissarius protokollen tilføre nedenstående kendelse vedrørende et erstatningsspørgsmål, hvorom der ikke blev opnået forlig under forretningen den 10. december 1996. Lb. nr. 25. Matr. nr. 43f Vejen By, Vejen Ejere: Finn Hahn og Gunhild Byriel Da der ikke er opnået enighed om erstatningsspørgsmålet, afsagdes sålydende KENDELSE: Fra ejendommen, der før ekspropriationen havde et areal på 1.186 (m2), heraf 500 (m2) offentlig vej, og som er bebygget med et parcelhus, blev der ved ekspropriationsforretningen den 17. marts 1993 afstået i alt ca. 70 (m2) af vejarealet, nemlig ca. 50 (m2) til motorvej og ca. 20 (m2) til vendeplads. Der blev ikke ydet erstatning for det afståede vejareal. Det blev besluttet, at den resterende del af vejarealet (ca. 430 (m2)) efter anlæggets udførelse skulle overgå til ejernes frie rådighed, ligesom et mindre areal på ca. 890 (m2) fra samme tidspunkt skulle tillægges ejendommen uden vederlag. Ejendommen ville blive direkte nabo til motorvejen, men spørgsmålet om erstatning for ejendomsforringelse i den anledning blev udsat til efter motorvejens åbning, jfr. §21 i statsekspropriationsloven. Ved breve af 28. oktober 1996, 9. oktober 1996 og 8. december 1996 har ejerne anmodet kommissionen om at behandle erstatningsspørgsmålene vedrørende ejendommens forringelse som følge af nærhed til motorvejen samt skader på beboelsesbygningen i form af revnedannelser m.v. og tab i forbindelse med tørlægning af brønd alt som følge af anlægsarbejdet. Relevante data Motorvejen ligger i en afstand af ca. 25 m fra beboelsesbygningen, målt fra vejskel til nærmeste hushjørne, og 17 m fra carport, målt på samme måde. Anlægsmyndigheden har med ejernes indforståelse etableret en ca. 2,8 m høj jordvold ud for ejendommen. Denne vold er en forlængelse af en afskærmning, som Vejdirektoratet har måttet lave ud for naboejendommen, lb. nr. 23 af hensyn til virkosmheden på denne. Arealet, der er medgået til volden på ejernes ejendom, udgør ca. 500 (m2). Motorvejen ligger ca. 2,3 m under terræn ud for ejendommens bygninger. Støjberegninger udført af Vejdirektoratet i december 1996 giver følgende resultater: Udendørs støjniveau med jordvold 52,5 dB(A) Indendørs støjniveau med jordvold 27,7 dB(A) Beregningerne er udført på grundlag af følgende trafikdata for åbningsåret: Årsdøgnstrafik 6.400 Andel tunge køretøjer (%) 15 Hastighed (km/t) 110 Af en af anlægsmyndigheden indhentet erklæring fra Geoteknisk Institut af 30. juli 1996 fremgår følgende: »Ved undersøgelsen er det konstateret, at huset er funderet på syldsten med underside ca. 0,4 under terræn. Under syldstenene er der fundet 0,6 m overjord bestående af muld og muldholdigt sand. Overjorden hviler på sand, der skønnes at være af senglacial oprindelse. Der er ikke konstateret noget grundvandsspejl. Med de fundne funderingsforhold er der ingen tvivl om, at den egentlige årsag til skaderne er differenssætninger, der er opstået, fordi funderingen ikke er ført til bæredygtige aflejringer og frostsikker dybde. Det er meget sandsynligt, at rystelserne under anlægsarbejderne ved motorvejen har forøget skaderne, men vi skønner, at der i så vald i det væsentligste er tale om udløsning af skader, der alligevel ville opstå på et senere tidspunkt.« Ejendommen var efter den offentlige vurdering pr. 1. januar 1992 vurderet til ejendomsværdi på 230.000 kr. Ved den 20. almindelige vurdering er ejendommen ansat til 400.000 kr. Ejerne har klaget over denne vurdering, idet de ikke finder, at der ved vurderingen er taget hensyn til naboskabet til motorvejen. Resultatet af denne klage forelå ikke ved ofrretningen den 10. december 1996. Motorvejen blev taget i brug den 20. juni 1996. Parternes påstande Ejerne har nedlagt påstand om en betydelig erstatning for ejendomsforringelse som følge af nærhed til motorvejen. De har til støtte herfor anført, at de har forsøgt at optage lån i ejendommen inden for dennes friværdi, men fået afslag fra 3 realkreditinstitutter med begrundelse, at ejendommen ligger så tæt på motorvejen, at den er nærmest usælgelig. »Unikredit« har begrundet afslaget ved brev af 7. juni 1996 med at »ejendommen anses for at være vanskelig omsættelig«. I forbindelse med låneansøgningerne blev ejendommen vurderet af 4 forskellige ejendomsmæglere, der på trods af de tiltag, der er gjort for at skærme for motorvejen, mente, at salgsprisen i dag kun vil udgøre ca. 200-225.000 kr. Med henvisning til den af anlægsmyndigheden etablerede jordvold har ejene oplyst, at anlægsmyndigheden af Vejen Kommune var blevet anmodet om at udføre en afskærmningsvold på naboejendommen for at skjule synet af gamle bilvrag for motorvejens trafikanter. Da naboejendommen havde arealer på begge sider af ejernes ejendom, foreslog anlægsmyndigheden at føre volden igennem ejernes ejendom af rent æstetiske grunde. Ejerne blev i den forbindelse gjort opmærksomme på, at volden ikke måtte benævnes eller forveksles med en støjvold, idet lodsejere andre steder, hvis ejendomme også lå tæt på motorvejen, ellers ville kunne gøre krav på en sådan vold. Med hensyn til erstatning for revnedannelser har ejeren nedlagt påstand om et beløb på 12.150 kr. + moms, opgjort med 9.950 kr. til murerarbejde og 2.200 kr. til maling. Skaderne består dels i revner og ydermure og revner i og løsning af indvendige gulvklinker i badeværelse og gang. Anlægsmyndigheden har henvist til de foretagne støjberegninger, der giver til resultat, at de beregnede støjbelastninger ligger under de gærnseværdier, der skal overholdes ved nybyggeri langs eksisterende veje på henholdsvis 55 og 30 dB(A). Med hensyn til revnedannelser har anlægsmyndigheden henvist til Geoteknisk Instituts rapport af 30. juli 1996, hvorefter årsagen til skaderne skyldes differenssætninger som følge af, at ejendommens fundering ikke er ført ned til bæredygtige jordlag og til frostfri dybde. Endvidere er det anført, at ved bygningseftersyn, som blev udført inden anlægsarbejdernes igangsættelse, blev der konstateret fine revner i ydervæggene. Der blev ikke foretaget indvendigt eftersyn. Anlægsmyndigheden mener ikke, at anlægsarbejderne er den egentlige årsag til skaderne. Med hensyn til den tørlagte brønd er der ikke fra ejernes side nedlagt nogen konkret erstatningspåstand. Ejendommen er tilsluttet det offentlige vandværk. Brønden blev alene brugt i sin tid til havevanding. Ejerne har ingen vandindvindingstilladelse og finder ikke anledning til nu, hvor brønden er tørlagt, at søge en sådan. Ejerne har accepteret kommissionens nedenstående erstatningsforslag under forudsætning af, at dette også accepteres af anlægsmyndigehden. Anlægsmyndigheden har ved brev af 16. januar 1997 afslået accept. Ekspropriationskommissionens afgørelse I afgørelsen har deltaget 4 medlemmer, idet 1 medlem havde meldt forfald. Med hensyn til erstatningsspørgsmålet vedrørende nærhed til motorvejen bemærkes indledningsvis, at den foreliggende støjberegning er foretaget på grundlag af trafikdata for åbningsåret med en årsdøgntrafik på 6.400. Dette tal må formodes at ville stige, når hele motorvejen Koldong-Esbjerg er åbnet. Det blev under forretningen oplyst fra kommunal side, at en stor del af trafikken fortsat foregår ad den gamle hovedlandevej mellem Vejen og Holsted. Derudover bemærkes, at naboskab til motorvejen kan skabe andre gener for de tilgrænsende ejendomme end støj. Med den afstand, der i den konkrete sag er tale om, anser kommissionen det for utvivlsomt, at der er påført ejendommen, der hidtil har ligget i fredelige og landlige omgivelser, meget betydelige ulemper, og det uanset den opførte jordvold. Dette berkæftes også af de nagative reaktioner, ejerne har modtaget fra forskellige kreditinstitutter. Kommissionen finder derfor, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold, at ejerne efter naboretlige regler har krav på erstatning for ejendommens værdiforringelse, der er en følge af disse ulemper. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om erstatningen - under hensyn til at det afståede areal var vejareal - også ville kunne tilkendes på ekspropriationsretligt grundlag. For så vidt angår erstatning for skader på bygningen som følge af anlægsarbejdernes udførelse finder kommissionen, at anlægsmyndigheden ikke under henvisning til §12, stk. 2 i byggeloven ganske kan friholde sig for ansvar. Det bemærkes i denne forbindelse, at de anlægsarbejder, der rent faktisk har foregået tæt på ejendommens bygning, med den fundering den som beskrevet i Geoteknisk Instituts erklæring af 30. juli 1996 har, overstiger, hvad der havde kunnet forventes at ville foregå i ejendommens nabolag. Kommissionen finder herefter, at der ud over erstatning for ejendommens værdiforringelse som følge af nærhed til motorvejen også bør ydes en vis, ganske vist betydeligt mindre erstatning for bygningsskader. Ved fastsættelsen af den samlede erstatning har kommissionen været opmærksom på, at der er medgået et areal på ca. 500 (m2) til etablering af jordvolden, og at den ovennævnte brønd er tørlagt. Hvad angår størrelsen af den samlede erstatning skønner 2 medlemmer, herunder formanden, at den passende kan fastsættes til 200.000 kr. 1 medlem finder, at den samlede erstatning bør fastsættes til 175.000 kr. og 1 medlem, at den bør være 150.000 kr. Afgørelsen træffes efter flertallet. Med hensyn itl forrentning og godtgørelse afor udgifter til indhentning af panthaversamtykke forholdes som neden for anført. Herefter b e s t e m m e s: Den ejerne tilkommende erstatning for ejendomsforringelse som følge af nærhed til motorvejen og bygningsskader i forbindelse med anlægsarbejderne fatssættes til 200.000 kr. For panthaverdokumentation 3.000 kr. Renter 10 1/2% p.a. fra den 17. marts 1993. Således passeret K. Junge Pedersen Underskriftens rigtighed bekræftes. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse D-9-01 om forlængelse - arbejdspladsfastholdelse - revalidering - dagpenge Resume: Dagpengeperioden kunne forlænges, da revalidering ansås for overvejende sandsynlig. Ankestyrelsen lagde efter en konkret vurdering vægt på, at lønmodtageren næppe ville kunne få den nødvendige uddannelse/opkvalificering via arbejdsmarkedsmidler som anført i kommunens begrundelse for ikke at forlænge dagpengeudbetalingen. Det måtte derfor anses for overvejende sandsynligt, at lønmodtageren skulle revalideres. Ankestyrelsen fandt desuden, at optræning som led i arbejdspladsfastholdelse, måtte betragtes som revalidering efter aktivloven. Love: Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 46, stk. 1 Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 22, stk. 1, nr. 1 Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69 Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1 Sagsfremstilling: En lønmodtager var sygemeldt fra den 8. juni 1999 på grund af smerter i højre skulder og smerter ud i højre side under brystkassen. Lønmodtageren var ufaglært, og havde tidligere arbejdet som hjemmehjælper og som rengøringsassistent. Siden 1991 havde hun været beskæftiget som montrice ved forskellige elektronikvirksomheder. På socialtfagligt teammøde den 20. juni 2000 fandt kommunen, at lønmodtageren havde et kronisk facetsyndrom, hvilket betød, at hun fremover ville have smerter i ryggen. På det foreliggende grundlag godkendtes hun ikke som revalidend, idet kommunen skønnede, at hun via videreuddannelse indenfor elektronik - AMU kurser - kunne opkvalificeres og vende tilbage til tidligere erhverv, hvor der kunne tages skånehensyn til ryggen. På socialtfagligt teammøde den 30. juni 2000 fastslog kommunen, at beslutningen på mødet den 20. juni 2000 ikke indebar en forlængelse af dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen den 30. juni 2000. Kommunen meddelte i afgørelse af 6. juli 2000, at lønmodtageren havde ret til dagpenge til og med den 9. juli 2000 (fordi kommunen først havde truffet afgørelse i sagen på dette tidspunkt). Kommunen anførte i begrundelsen for afgørelsen bl.a., at det forventedes, at lønmodtageren når helbredet tillod det - ifølge egen læge måske i løbet af ½ år - ville kunne få den nødvendige uddannelse via arbejdsmarkedsmidler, således at hun ville kunne genplaceres på arbejdsmarkedet i et mindre fysisk krævende arbejde end det hidtidige arbejde som elektronikmontrice. Det anførtes endvidere, at det på kommunens møde blev drøftet, at et opkvalificeringskursus inden for elektronikindustrien - på et AMU-center - måske kunne være en mulighed, således at lønmodtageren efter et sådant kursus ville kunne varetage opgaver, der kunne fritage hende for den mest fysisk krævende del af arbejdet. Kommunen anførte endvidere i afgørelsen, at der ikke var en sikker forventning om, at arbejdsdygtigheden ville kunne genskabes inden for kortere tid, højest 26 uger, idet egen læge i statusattest af 7. juni 2000 havde oplyst, at han troede, at der ville gå ½ års tid før lønmodtageren var klar til at indgå i et uddannelsesforløb. Kommunen havde desuden anført i afgørelsen, at der tidligere var rejst sag om ret til erstatning efter lov om sikring mod følger efter arbejdsskade, men at det var oplyst, at der var truffet afgørelse i sagen. Det anførtes endelig i afgørelsen, at lønmodtageren, såfremt hun ikke var opsagt fra den seneste arbejdsgiver, burde rette henvendelse dertil, eventuelt for drøftelse af muligheden for at finde fysisk lettere arbejde der. Såfremt lønmodtageren iøvrigt ønskede sine muligheder for anden bistand i henhold til den sociale lovgivning undersøgt, ville hun kunne rette henvendelse til kommunens aktivafdeling vedrørende kontanthjælp. Lønmodtagerens læge anmodede i skrivelse af 17. august 2000 kommunen om at genoptage sagen til revurdering. Lægen henviste til afslutningsbrev af 10. august 2000 fra en speciallæge til kommunen, hvori det bl.a. var anført, at kommunen havde stoppet sygedagpengene fra den 9. juli 2000 med den begrundelse, at der var tale om en varig lidelse, og at lønmodtageren ikke var berettiget til revalidering. Lønmodtageren var dog ikke arbejdsprøvet. Kommunen anførte i skrivelse af 24. august 2000 til nævnet, at oplysningerne i ovennævnte skrivelse ikke gav anledning til at ændre den trufne afgørelse om standsning af dagpengeudbetalingen pr. 9. juli 2000. Kommunen anførte endelig i skrivelse af 24. august 2000 til nævnet, at lønmodtageren pr. 28. august 2000 genoptog arbejdet hos arbejdsgiveren med 20 timer pr. uge. Der var tale om en slags genoptræning, der var iværksat på grundlag af et samarbejde mellem lønmodtagerens faglige organisation, arbejdsgiveren samt ved medvirken af kommunens jobkonsulent. Det forventedes, at lønmodtageren efterhånden ville blive i stand til at øge arbejdstiden. Det sociale nævn fandt, at der var grundlag for at forlænge udbetaling af sygedagpenge, idet det måtte anses for overvejende sandsynligt, at der ville blive iværksat revalidering. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdsmedicinsk Klinik, overlæge ved Reumatologisk Ambulatorium og lønmodtagerens egen læge havde vurderet, at der var realistiske revalideringsmuligheder. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ved afgørelsen af 6. juli 2000 burde have vurderet, at der var behov for revalidering, og at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at der ville blive iværksat revalidering, således at udbetalingen af sygedagpenge kunne forlænges efter bestemmelserne i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 22, stk. 1, nr. 1. Nævnet angav, at der ved afgørelsen bl.a. var lagt vægt på, at Arbejdsmedicinsk Klinik i notat af 2. november 1999 havde vurderet, at lønmodtagerens skulderlidelse var udløst af akavet skulderbelastende monteringsarbejde, og at det ikke forventedes at hun kunne vende tilbage til sin hidtidige arbejdsplads. Nævnet havde desuden lagt vægt på, at Arbejdsmedicinsk Klinik havde vurderet, at revalidering/omskoling til arbejde indenfor kontorområdet ville være både relevant og realistisk i forhold til skulderlidelsen. Revalidering til kontoruddannelse var ligeledes anbefalet af overlæge ved Reumatologisk Ambulatorium, ligesom egen læge i statusbedømmelse af 7. juni 2000 havde vurderet, at lønmodtageren indenfor overskuelig fremtid ville kunne starte et uddannelsesforløb. Nævnet fandt således, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at der ville blive iværksat revalidering, jf. § 22, stk. 1, nr. 1, og at kommunen derfor skulle genoptage udbetaling af sygedagpenge med virkning fra den 10. juli 2000. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt nævnets afgørelse om forlængelse af sygedagpengene i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, var i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 69. Afgørelse: Det sociale nævn var berettiget til at ændre kommunens afgørelse om ikke at forlænge udbetalingen af sygedagpenge. Begrundelsen for afgørelsen var, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne give det sociale nævn grundlag for at tilsidesætte det skøn, der indgik i kommunens afgørelse vedrørende spørgsmålet om forlængelse af dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Ankestyrelsen vurderede herved, at kommunens skøn måtte anses for at være i strid med § 22, stk. 1, nr. 1 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og med § 46 i lov om aktiv socialpolitik. Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at lønmodtageren på grund af sin skulderlidelse med langvarig sygemelding, næppe ville kunne få den nødvendige uddannelse/opkvalificering via arbejdsmarkedsmidler som anført i kommunens begrundelse for ikke at forlænge dagpengeudbetalingen. Det måtte derfor anses for overvejende sandsynligt, at lønmodtageren skulle revalideres. Ankestyrelsen bemærkede hertil, at optræning, der var et led i arbejdspladsfastholdelse, også måtte betragtes som revalidering efter aktivlovens § 46, stk. 1. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at kommunen, som begrundelse for afgørelsen, om ikke at forlænge dagpengeudbetalingen, også havde anført, at der ikke var en sikker forventning om, at arbejdsdygtigheden ville kunne genskabes inden for kortere tid, højst 26 uger, idet egen læge i statusattest af 7. juni 2000 havde oplyst, at han troede, at der ville gå ½ års tid før lønmodtageren var klar til at indgå i et uddannelsesforløb. Ankestyrelsen henviste til SM D-14-00, hvoraf det bl.a. fremgår, at der ikke er hjemmel til at standse udbetaling af sygedagpenge med den begrundelse, at revalidering ikke kan forventes inden for kortere tid. Ankestyrelsen bemærkede således, at der ikke i lovens § 22, stk. 1, nr. 1, er fastsat nogen frist, inden for hvilken revalidering skal være iværksat. Ankestyrelsen fandt således, at nævnet havde haft grundlag for at tilsidesætte afgørelsen af 6. juli 2000, hvor kommunen måtte anses for at have lagt vægt på ulovlige kriterier, og at det efter de oplysninger der forelå, da kommunen traf afgørelse, måtte anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat. I forhold til det anførte i kommunens brev af 28. august 2000, om at arbejdspladsfastholdelse skal forsøges før der bevilges revalidering, bemærkede Ankestyrelsen, at optræning med henblik på arbejdspladsfastholdelse også må betragtes som revalidering. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Meddelelse om mærkning af »let saltet« smør (Til samtlige autoriserede smørmejerier). I henhold til bestemmelserne i § 10, stk. 11, i bekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983 om smør m.v. er det på emballagen til smør og smørprodukter tilladt at fremhæve tilstedeværelsen eller et ringe indhold af en eller flere ingredienser, som er af væsentlig betydning for varens særpræg eller såfremt benævnelsen har samme virkning, såfremt den mindste henholdsvis den største mængde som disse ingredienser udgjorde på fremstillingstidspunktet angives i procent enten i umiddelbar nærhed af smørrets eller smørproduktets benævnelse eller i ingredienslisten i forbindelse med den pågældende ingrediens. For så vidt angår anvendelse af betegnelsen »Let saltet«, vil denne kunne angives såfremt smørret maximalt indeholder 0,6% kogesalt. Folien vil så i medfør af ovennævnte bestemmelse ud over angivelsen af ordene »Let saltet« skulle mærkes med det maksimale indhold af kogesalt i smørret, ligesom folien iøvrigt skal være mærket i henhold til § 10 og for lurmærket folie tillige § 14 i nævnte bekendtgørelse om smør m.v. Cirkulære af 15. februar 1984 om mærkning af »Let saltet« lurmærket smør tilbagekaldes. e.b. J. Jensen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Betingelser for at en indhegning med hjortedyr helt eller delvis kan undtages fra reglerne i bekendtgørelsen Bilag 2 Krav til hegnet Bilag 3 Krav til fanghuse og skydepladser Bilag 4 Krav til transport af hjortedyr Den fulde tekst Bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr 1) I medfør af § 4, § 13, stk. 2 og 3, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 2, § 53, § 67 og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 15. maj 2014, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 511 af 23. april 2015 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser: § 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på opdræt af hjortedyr i indhegninger. Stk. 2. Hjortedyr i zoologiske haver (zoologiske anlæg), dyreparker og lignende, som kræver politiets tilladelse efter dyreværnsloven, er ikke omfattet af bekendtgørelsen. Stk. 3. En indhegning kan undtages fra reglerne i §§ 5, 11, 21 og 22, stk. 2, såfremt ejeren over for Fødevarestyrelsen erklærer, at hjorteholdet hvert år pr. 31. december højst vil bestå af 5 hjortedyr på 1 år eller derover, og at betingelserne i §§ 6-10 er opfyldt. § 2. En indhegning med hjortedyr kan efter ansøgning fra ejeren helt eller delvis undtages fra reglerne i bekendtgørelsen, såfremt betingelserne i bilag 1 er opfyldt. Stk. 2. Til undtagelsen knyttes vilkår, herunder om at tilsynet med indhegningen overtages af Naturstyrelsen, og at reglerne i lov om jagt og vildtforvaltning, samt bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, overholdes. § 3. Et opdræt af hjortedyr skal før ibrugtagning af ejeren anmeldes til registrering i Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Anmeldelse skal foretages på et skema rekvireret i Fødevarestyrelsen. § 4. Ejeren af en registreret indhegning med hjortedyr skal skriftligt underrette Fødevarestyrelsen om adresseændring, ejerskifte, bortforpagtning eller ophør med hjortehold senest en måned efter, at ændringen er sket. § 5. En indhegning til hjortedyr skal før ibrugtagning godkendes af Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Godkendelse kan meddeles, hvis betingelserne i §§ 6-11 er opfyldt. § 6. I en indhegning med hjortedyr må kun holdes krondyr og dådyr. Stk. 2. Tilladelser til hold af andre hjortedyr end de i stk. 1 nævnte, der er meddelt i henhold til lov nr. 224 af 22. april 1987 om hjortehold, bevarer deres gyldighed på de meddelte vilkår. § 7. Antallet af hjortedyr (belægningsgraden) i en indhegning må ikke være større end, at græsproduktionen på arealet i normale år kan dække de voksne dyrs foderbehov i sommerhalvåret. Belægningsgraden må dog højst være det maksimalt tilladte antal dyreenheder, der fremgår af Miljø- og Fødevareministeriets bestemmelser om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. § 8. Hjortedyr skal være sikret effektiv beskyttelse mod vejrliget. Stk. 2. Forekommer der ikke på det indhegnede areal tilstrækkelig bevoksning, slugter, bygninger eller lignende, skal der etableres læfaciliteter i form af læskure eller - skærme. Stk. 3. Er arealet uden bevoksning, skal der etableres et læbælte langs hegnet. Stk. 4. I kælvningssæsonen skal der være det nødvendige antal kalveskjul i forhold til antal kælvende hjortedyr. § 9. Hjortedyr skal være forsvarligt indhegnet. Stk. 2. Hegnet skal opfylde kravene i bilag 2. § 10. Aflivning af hjortedyr på opdrætsstedet skal foretages i fanghus eller på en egnet skydeplads i hegnet. Stk. 2. Fanghuse og skydepladser skal opfylde kravene i bilag 3. Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges i fornødent omfang, når det drejer sig om dyr, der på grund af sygdom eller tilskadekomst straks skal aflives. § 11. Personer, der forestår driften af et opdræt af hjortedyr, skal have gennemgået et af Fødevarestyrelsen godkendt kursus i hjorteopdræt. Kurset skal være gennemgået inden 1 år efter, at den pågældende har overtaget ansvaret for driften. Stk. 2. Undtaget fra kravet i stk. 1 er personer, der kan dokumentere, at de, inden for de sidste 10 år, enten har deltaget i den daglige drift af et opdræt med hjortedyr på lige fod med den driftsansvarlige, eller at de i udlandet har forestået driften af et opdræt af hjortedyr, i en periode på mindst 1 sammenhængende år. Opdrættet skal have været på mindst 6 voksne hjortedyr på 1 år eller derover. Stk. 3. Kravet i stk. 1 kan yderligere fraviges for personer, som 1) er anerkendt i medfør af bekendtgørelse om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for opdræt af ræve, fjervildt, hjortedyr og strudsefugle, eller 2) midlertidigt eller lejlighedsvist forestår drifter af et opdræt af hjortedyr i henhold til bekendtgørelse om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for opdræt af ræve, fjervildt, hjortedyr og strudsefugle. § 12. Godkendelse af en indhegning med hjortedyr kan tilbagekaldes, hvis betingelserne i §§ 6-11 ikke overholdes. § 13. Hold af hjortedyr på stald er ikke tilladt. § 14. Hjortedyr skal mærkes i forbindelse med fravænning og senest inden udgangen af april måned det år, dyrene bliver et år gamle. Stk. 2. Mærkningen skal ske med et plasticøremærke. Den udvendige del af mærket skal være gul, rund og have en diameter på 25 mm samt indeholde oplysning om indhegningens CHR-nummer og dyrets løbenummer. Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning tillade, at hjortedyr først bliver øremærket i forbindelse med salg til levebrug i Danmark. § 15. Hjortedyr, der er forsynet med et CKR-øremærke, må ikke mærkes om. § 16. I forbindelse med mærkningen skal ejeren notere datoen for isættelsen samt øremærkets CKR-nummer. Stk. 2. Optegnelserne skal opbevares i mindst fem år og skal på begæring forevises Fødevarestyrelsen. § 17. Hjortedyr betragtes som husdyr, så længe de er i menneskelig varetægt. Stk. 2. Ejeren skal skriftligt underrette Fødevarestyrelsen om undslupne hjortedyr straks efter at være blevet bekendt hermed. Stk. 3. Mærkede hjortedyr, der undslipper, betragtes som husdyr i to måneder efter den dato, hvor dyrene er undsluppet. Tilsvarende gælder afkom, der følger moderdyret. Stk. 4. Umærkede hjortedyr, der undslipper, betragtes ikke som husdyr, men som vildt, jf. lov om jagt og vildtforvaltning, og må derfor ikke indfanges. § 18. Transport af hjortedyr skal foregå i overensstemmelse med kravene i bilag 4. § 19. Indførsel af krondyr, herunder sæd og embryoner, af stammer, der genetisk afviger fra den danske stamme, er ikke tilladt. § 20. Hjortedyr må ikke udføres med henblik på udnyttelse til jagtformål til lande, der tillader anvendelse af her i landet forbudte jagtformer på hjortevildt. Stk. 2. Forud for udførsel til lande som nævnt i stk. 1, skal eksportøren afgive en skriftlig erklæring om, at formålet med eksporten ikke er udførsel med henblik på udnyttelse til jagtformål. Stk. 3. Forud for udførsel af hjortedyr med henblik på udnyttelse til jagtformål skal eksportøren afgive en skriftlig erklæring om, at modtagerlandet ikke tillader her i landet forbudte jagtformer på hjortevildt. § 21. En indhegning med hjortedyr underkastes rutinemæssigt uanmeldt tilsyn af personer ansat i eller under Miljø- og Fødevareministeriet. Stk. 2. Såfremt forholdene måtte give anledning hertil, kan yderligere tilsynsbesøg aflægges. § 22. Fødevarestyrelsens udgifter til registrering af en indhegning med hjortedyr betales i henhold til den til enhver tid gældende bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer og levende dyr m.v. Stk. 2. Fødevarestyrelsen udgifter til tilsyn med en indhegning med hjortedyr betales i henhold til den til enhver tid gældende bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer og levende dyr m.v. § 23. Med bøde straffes den, der: 1) overtræder § 3, § 4, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, §§ 7-9, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, §§ 15 og 16, § 17, stk. 2 og 4 eller §§ 18-20, eller 2) ikke overholder vilkår fastsat i medfør af § 2, stk. 2, § 6, stk. 2 eller § 14, stk. 3. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) ansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 24. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 754 af 28. juli 2005 om opdræt af hjortedyr ophæves. Stk. 3. Dispensationer meddelt i henhold til bekendtgørelse nr. 591 af 9. juli 1993 om opdræt af hjortedyr bevarer deres gyldighed på de meddelte vilkår. Fødevarestyrelsen, den 10. december 2015 P.D.V. Per S. Henriksen / Mette Hulstrøm Bilag 1 Betingelser for at en indhegning med hjortedyr helt eller delvis kan undtages fra reglerne i bekendtgørelsen 1) Indhegningens areal skal være over 50 ha. 2) Indhegningens vinterbestand må højst udgøre 2 krondyr eller 4 dådyr pr. ha. Andre hjortedyr end krondyr og dådyr må holder, hvis der er meddelt tiladelse, jf. § 6, stk. 2. 3) Indhegningen skal primært etableres eller være etableret med rekreative eller jagtmæssige formål for øje, og 4) Ejeren skal kunne godtgøre, at indhegningen ikke vil blive drevet med henblik på kødproduktion eller salg af levende hjortedyr. Bilag 2 Krav til hegnet I. Hegnsmateriale 1) Nethegn a) mindste højde 190 cm 2) Antal vandrette tråde a) mindst 17 stk. 3) Afstand mellem lodrette tråde a) højst 32 cm i opsat tilstand 4) Kanttråd a) mindste diameter 2,5 mm b) mindste brudstyrke 5.000 N. 5) Andre vandrette tråde a) mindste diameter 2,0 mm b) mindste brudstyrke 3.500 N. 6) Nethegnets overtråd skal være mindst 200 cm over jorden, eller der skal i 200 cm's højde anbringes en glat tråd med en brudstyrke på mindst 6.200 N. svarende til tråd nr. 8. 7) Hegnsmateriale af anden type, herunder flethegn, skal være godkendt af Fødevarestyrelsen. II. Hegnspæle 1) Hegnspæle af træ skal opfylde følgende krav a) mindst 300 cm i længde b) hjørnepæle mindst 14 cm i diameter i top c) mellempæle mindst 10 cm i diameter i top 2) Hegnspæle af andet materiale skal være godkendt af Fødevarestyrelsen. III. Montering 1) Pæleafstanden fastsættes efter Fødevarestyrelsens nærmere anvisning under hensyntagen til terræn og opretholdelse af trampolineffekten. 2) Hegnet skal monteres på indersiden af mellempælene. Fra den nederste tråd til jorden må der maksimalt være 10 cm. Fra den øverste tråd til pæletoppen skal der være mindst 5 cm. 3) Alle indgange skal være forsynet med låger, der kun må være åbne i forbindelse med færdsel ind og ud af indhegningen. IV. Vedligeholdelse 1) Hegnet skal vedligeholdes, så det til enhver tid opfylder kravene i dette bilag. Bilag 3 Krav til fanghuse og skydepladser I. Krav til fanghus 1) Fanghusets vægge skal være uden fremstående kanter eller lignende, som kan beskadige hjortedyrene, 2) Fanghusets gulv skal være jævnt og skridsikkert, og 3) Hvis der til aflivningen anvendes boltpistol, skal fanghuset være forsynet med en håndteringskasse, hvor hjortedyret anbringes før aflivning. II. Krav til skydeplads 1) Skydepladsen og de nærmeste omgivelser skal være fuldt overskuelige fra skydestandpladsen, 2) Der skal være skabt skudfang, for eksempel ved at skydestandpladsen placeres højt, og 3) Adgang til skydepladsen skal være en del af hjortedyrenes normale rutine. Bilag 4 Krav til transport af hjortedyr Udover de bestemmelser, der er fastsat i Rådets Forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport finder følgende anvendelse ved transport af hjortdyr: 1) Voksne handyr skal transporteres i separat aflukke eller transportkasse. 2) Transportmidlerne, herunder transportkasser- eller bokse, skal have en sådan størrelse, at alle hjortedyr kan ligge ned samtidigt, og en højde, der muliggør, at hjortedyrene kan stå oprejst med hævet hoved uden at berøre loftet. 3) Transportmidlerne skal være velstrøede. Officielle noter 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«), EU-tidende 2013, nr. L 354, side 132.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Klage over utilstrækkelig kikkertundersøgelse af tyktarmen Resumé En 42-årig kvinde fik på baggrund af frisk blod i afføringen foretaget en undersøgelse af tyktarmen med et sigmoideskop af en speciallæge i kirurgisk gastroenterologi. Undersøgelsen blev udført indtil 40 cm. fra endetarmsåbningen, og speciallægen fandt ved undersøgelsen normal slimhinde. Fire måneder senere blev patienten akut indlagt på medicinsk afdeling på grund af fortsat blod i afføringen. Her blev der på ny udført en kikkertundersøgelse. Denne viste en forsnævring på overgangen mellem endetarm og tyktarm, som det ikke var muligt at passere. Der blev herefter taget vævsprøver og CT-scanning, der udover forsnævringen viste flere forstørrede lymfeknuder, men intet ondartet. Der blev klaget over, at speciallægen ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af endetarmen. Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægen for hendes undersøgelse af patientens endetarm. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at speciallægen på grundlag af den lave blodprocent og det friske blod fra tarmen samt oplysningerne om træthed og ændrede afføringsvaner burde have foretaget en fuld tyktarmsundersøgelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det forhold, at speciallægen ikke kunne komme forbi et knæk 40 cm oppe i tarmen hos patienten, burde have medført røntgenfotografering af tyktarmen eller henvisning til yderligere udredning på et sygehus.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Arbejdsgivernes finansieringsbidrag Kapitel 2 Forskellige bestemmelser Bilag 1 Beregningsperioder for finansieringsbidrag Den fulde tekst Bekendtgørelse om beregning af finansieringsbidrag I medfør af § 9, stk. 12 og 13, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 1569 af 15. december 2015 og lov nr. 1669 af 26. december 2017, § 85 c, stk. 23 og 24, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018, § 66, stk. 15 og 16, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 20. juni 2018, § 45, stk. 14 og 15, i barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 822 af 20. juni 2018, § 80 a, stk. 14 og 15, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017, og § 13, stk. 22 og 23, i lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 812 af 21. juni 2018, og efter forhandling med Lønmodtagernes Garantifond, undervisningsministeren og indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsættes efter bemyndigelse: Kapitel 1 Arbejdsgivernes finansieringsbidrag Arbejdsgiverkreds § 1. Private arbejdsgivere, der er moms- eller lønsumsregistreret, skal betale de finansieringsbidrag, der er nævnt i § 5 i denne bekendtgørelse, jf. § 9, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, § 85 c, stk. 12, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 66, stk. 3, i lov om sygedagpenge, § 45, stk. 3, i barselloven, § 80 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, samt § 13, stk. 11, i lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Stk. 2. Udenlandske private arbejdsgivere og private arbejdsgivere i Grønland og på Færøerne, der indbetaler ATP-bidrag for de ansatte, er omfattet af arbejdsgiverkredsen i stk. 1, selv om registreringskravet ikke er opfyldt. § 2. Offentlige arbejdsgivere er ikke omfattet af bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Fritagelse ved omvendt momsbetalingspligt § 3. Private arbejdsgivere, som ikke er registreret efter lov om afgift af lønsum m.v., og som alene er registreret efter momsloven som følge af køb af varer i Danmark eller inden for det øvrige EU, der er omfattet af § 46, stk. 1, nr. 8-10, i momsloven, kan efter ansøgning til Arbejdsmarkedets Tillægspension blive fritaget for pligt til at betale finansieringsbidrag. Stk. 2. I ansøgningen skal arbejdsgiveren erklære, at denne alene er momspligtig på grund af reglerne om omvendt moms, jf. stk. 1, samt oplyse, hvornår købet er foretaget. Erklæringen skal attesteres af arbejdsgivers revisor. Stk. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension udarbejder en standarderklæring, som skal anvendes ved ansøgningen efter stk. 2, samt ved ansøgning om forlængelse efter § 4. Stk. 4. Arbejdsgiver har pligt til at underrette Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvis betingelserne for at være fritaget for indbetaling af finansieringsbidrag bortfalder. Stk. 5. Ansøgning om fritagelse for betaling af finansieringsbidrag har ikke opsættende virkning for betaling af det opkrævede finansieringsbidrag. Stk. 6. Hvis ansøgningen om fritagelse imødekommes, betaler Arbejdsmarkedets Tillægspension opkrævede finansieringsbidrag, der er omfattet af fritagelsen, tilbage. Det beløb, der tilbagebetales, svarer til det indbetalte beløb. Stk. 7. Det er en betingelse for tilbagebetaling af finansieringsbidrag, at arbejdsgiveren har indgivet ansøgning om fritagelse senest 3 år efter, at finansieringsbidraget er blevet betalt. § 4. Fritagelse for betaling af finansieringsbidrag gælder for et kalenderår ad gangen. Fritagelsen forlænges ved, at arbejdsgiver indsender fornyet erklæring attesteret af revisor, jf. § 3, stk. 2. Stk. 2. Erklæring i forbindelse med forlængelse af fritagelse for betaling af finansieringsbidrag, jf. stk. 1, skal være Arbejdsmarkedets Tillægspension i hænde inden den 1. maj. Stk. 3. Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke har modtaget erklæringen inden fristens udløb, jf. stk. 2, igangsætter Arbejdsmarkedets Tillægspension opkrævningen af finansieringsbidrag for det indeværende kalenderår. Fritagelse for betaling af finansieringsbidrag for det pågældende kalenderår forudsætter ny ansøgning om fritagelse, jf. § 3. Finansieringsbidrag § 5. Private arbejdsgivere skal betale de finansieringsbidrag, der er nævnt under stk. 2-7. Stk. 2. Finansieringsbidraget ved arbejdsløshedsdagpenge dækker 1/3 af det ATP-bidrag (dobbeltbidrag), der samlet indbetales for medlemmer af en arbejdsløshedskasse i tilfælde, hvor staten ikke medfinansierer ATP-bidraget, jf. § 85 c, stk. 5, jf. stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Finansieringsbidraget dækker 1/3 af det ATP-bidrag (dobbeltbidrag), der samlet indbetales for medlemmer som modtager dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Stk. 3. Finansieringsbidraget ved godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse dækker 1) 1/3 af det ATP-bidrag (dobbeltbidrag), der samlet indbetales af fuld VEU-godtgørelse for deltagere, der er medlem af en a-kasse, jf. § 13, stk. 3, jf. stk. 1, i lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, og 2) 1/2 af det ATP-bidrag (dobbeltbidrag), der samlet indbetales af fuld VEU-godtgørelse for deltagere, som ikke er medlem af en a-kasse, jf. § 13, stk. 4, jf. stk. 1, i lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Stk. 4. Finansieringsbidraget ved sygdom dækker, sammen med bidrag fra offentlige arbejdsgivere 2/3 af det ATP-bidrag (dobbeltbidrag), der samlet indbetales for modtagere af sygedagpenge, jf. § 65, stk. 3, i lov om sygedagpenge. Stk. 5. Finansieringsbidraget ved barsel dækker, sammen med bidrag fra offentlige arbejdsgivere 2/3 af det ATP-bidrag (dobbeltbidrag), der samlet indbetales for modtagere af barselsdagpenge, jf. § 44, stk. 3, i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven). Stk. 6. Finansieringsbidraget ved ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb dækker sammen med bidrag fra offentlige arbejdsgivere 2/3 af det ATP-bidrag, der samlet indbetales for modtagere af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, jf. § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Stk. 7. Finansieringsbidraget til Lønmodtagernes Garantifond (LG) dækker fondens samlede udgifter, jf. § 9, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond. Stk. 8. I finansieringsbidrag efter stk. 2-7 indgår administrationsomkostninger, herunder administrationsomkostninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension for beregning, opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag. Fastsættelse af finansieringsbidrag ved arbejdsløshed m.v. § 6. Efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension og efter forhandling med undervisningsministeren fastsætter beskæftigelsesministeren for et år ad gangen et finansieringsbidrag til dækning af arbejdsgivernes andel af de samlede udgifter til ATP-bidrag for modtagere af de ydelser, der er nævnt i § 5, stk. 2 og 3. Finansieringsbidraget fastsættes som et fast kronebeløb pr. fuldtidsansat lønmodtager. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler om finansieringsbidragets størrelse. Den årsvise fastsættelse sker efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, der beregner finansieringsbidraget på grundlag af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings og undervisningsministerens skøn over antallet af timer, der skal udbetales henholdsvis dagpenge og VEU-godtgørelse for. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, jf. § 5, stk. 8. Stk. 3. Finansieringsbidraget, jf. stk. 2, reguleres med et beløb, der svarer til det over- eller underskud, som det indbetalte bidrag i det senest afsluttede regnskabsår har givet i forhold til det samlede regulerede bidrag, som ifølge regnskabet for dette år skulle have været indbetalt. Fastsættelse af finansieringsbidrag ved sygdom § 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter for et år ad gangen et finansieringsbidrag til dækning af arbejdsgivernes andel af de samlede udgifter til ATP-bidrag for modtagere af sygedagpenge, jf. § 5, stk. 4. Finansieringsbidraget fastsættes som et fast kronebeløb pr. fuldtidsansat lønmodtager. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om finansieringsbidragets størrelse. Den årsvise fastsættelse sker efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, der beregner finansieringsbidraget på grundlag af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings skøn over antallet af timer, der skal udbetales sygedagpenge for. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, jf. § 5, stk. 8. Stk. 3. Finansieringsbidraget, jf. stk. 2, reguleres med et beløb, der svarer til det over- eller underskud, som det indbetalte bidrag i det senest afsluttede regnskabsår har givet i forhold til det samlede regulerede bidrag, som ifølge regnskabet for dette år skulle have været indbetalt. Fastsættelse af finansieringsbidrag ved barsel § 8. Beskæftigelsesministeren fastsætter for et år ad gangen et finansieringsbidrag til dækning af arbejdsgivernes andel af de samlede udgifter til ATP-bidrag for modtagere af barselsdagpenge, jf. § 5, stk. 5. Finansieringsbidraget fastsættes som et fast kronebeløb pr. fuldtidsansat lønmodtager. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om finansieringsbidragets størrelse. Den årsvise fastsættelse sker efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, der beregner finansieringsbidraget på grundlag af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings skøn over antallet af timer, der skal udbetales barselsdagpenge for. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, jf. § 5, stk. 8. Stk. 3. Finansieringsbidraget, jf. stk. 2, reguleres med et beløb, der svarer til det over- eller underskud, som det indbetalte bidrag i det senest afsluttede regnskabsår har givet i forhold til det samlede regulerede bidrag, som ifølge regnskabet for dette år skulle have været indbetalt. Fastsættelse af finansieringsbidrag ved jobafklaringsforløb § 9. Beskæftigelsesministeren fastsætter for et år ad gangen et finansieringsbidrag til dækning af arbejdsgivernes andel af de samlede udgifter til ATP-bidrag for modtagere af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, jf. § 5, stk. 6. Finansieringsbidraget fastsættes som et fast kronebeløb pr. fuldtidsansat lønmodtager. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om finansieringsbidragets størrelse. Den årsvise fastsættelse sker efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, der beregner finansieringsbidraget på grundlag af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings skøn over antallet af timer, der skal udbetales ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb for. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, jf. § 5, stk. 8. Stk. 3. Finansieringsbidraget, jf. stk. 2, reguleres med et beløb, der svarer til det over- eller underskud, som det indbetalte bidrag i det senest afsluttede regnskabsår har givet i forhold til det samlede regulerede bidrag, som ifølge regnskabet for dette år skulle have været indbetalt. Fastsættelse af finansieringsbidrag til Lønmodtagernes Garantifond § 10. Lønmodtagernes Garantifond fastsætter for et år ad gangen et finansieringsbidrag til dækning af fondens udgifter, jf. § 5, stk. 7. Finansieringsbidraget fastsættes som et fast kronebeløb pr. fuldtidsansat lønmodtager. Stk. 2. Lønmodtagernes Garantifond beregner finansieringsbidraget på grundlag af et skøn over udbetalinger til dækning af krav på løn m.v., nødvendige reserver med fradrag af dividende- og renteindtægter det følgende år. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, jf. § 5, stk. 8. Stk. 3. Finansieringsbidraget, jf. stk. 2, reguleres med et beløb, der svarer til over-/underskuddet af de indbetalte skønnede finansieringsbidrag i forhold til de faktiske afholdte finansieringsbidrag i det senest afsluttede regnskabsår. Beregning § 11. Arbejdsmarkedets Tillægspension står for beregning af finansieringsbidrag fra private arbejdsgivere. Stk. 2. Der indgås skriftlig aftale mellem på den ene side Beskæftigelsesministeriet og Lønmodtagernes Garantifond og på den anden side Arbejdsmarkedets Tillægspension om beregning af finansieringsbidrag samt opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag, jf. bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag, herunder om fordeling af administrationsomkostningerne på alle ordninger. Beskæftigelsesministeriet indgår aftalen på vegne af staten vedrørende de til enhver tid omfattede statslige ressortmyndigheder. § 12. Arbejdsgiveren skal betale et fuldt års finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren betaler et beløb, der svarer til et fuldt års ATP-bidrag, jf. § 15 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven). Stk. 2. Finansieringsbidraget beregnes hvert kvartal på grundlag af det samlede ATP-bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående 3-måneders beregningsperiode, hvis længde svarer til den periode, som betaling af finansieringsbidraget vedrører, jf. stk. 5. Arbejdsgiveren skal således betale et fuldt kvartals finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren betaler et beløb, der svarer til et fuldt kvartals ATP-bidrag. Stk. 3. Den kvartalsmæssige beregning efter stk. 2 sker ved, at det samlede ATP-bidrag, der er modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående 3-måneders beregningsperiode efter stk. 5, divideres med satsen for et fuldt kvartals ATP-bidrag i bilag 1. Beregningsresultatet (for antal fuldtidsbeskæftigede) afrundes til nærmeste to decimaler og ganges med satsen for finansieringsbidrag i bilag 1. Satser gældende for det kvartal, som det modtagne ATP-bidrag vedrører, finder anvendelse ved beregningen, jf. 1. og 2. pkt. Stk. 4. For en arbejdsgiver, der i løbet af et kvartal (beregningsperiode), jf. stk. 5, registreres som afgiftspligtig efter momsloven eller lønsumsafgiftsloven, beregnes finansieringsbidraget forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem den afgiftspligtige periode og hele kvartalet. Tilsvarende gælder, hvis en arbejdsgiver afmeldes som afgiftspligtig i løbet af et kvartal. Stk. 5. Finansieringsbidraget beregnes kvartalsvis på grundlag af ATP-bidrag, der er modtaget af arbejdsgiveren i de perioder, der fremgår af bilag 1. Stk. 6. Finansieringsbidrag opkræves og indbetales efter reglerne i bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag. Kapitel 2 Forskellige bestemmelser Klageadgang § 13. Afgørelser, der er truffet af Arbejdsmarkedets Tillægspension om finansieringsbidragspligt og beregning af finansieringsbidrag, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for det ankenævn, der er nedsat i henhold til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 28. Udarbejdelse af bilag § 14. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan hvert år udarbejde bilag til denne bekendtgørelse, som indeholder de årsvise satser, som beskæftigelsesministeren og Lønmodtagernes Garantifond fastsætter som nævnt i denne bekendtgørelses §§ 6-10. Ikrafttræden m.v. § 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019. Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for finansieringsbidrag, der beregnes på grundlag af ATP-bidrag modtaget i beregningsperioden fra den 2. marts til den 1. juni 2019 (1. kvartals finansieringsbidrag for 2019). Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 596 af 2. juni 2016 om beregning af finansieringsbidrag ophæves. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 27. december 2018 Maria Schack Vindum / Kirsten Brix Pedersen Bilag 1 Beregningsperioder for finansieringsbidrag Beregningsperioder Kvartal Forfaldsdag 2. marts - 1. juni 1. kvartal 1. juli 2. juni - 1. september 2. kvartal 1. oktober 2. september - 1. december 3. kvartal 1. januar 2. december – 1. marts 4. kvartal 1. april

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En uorganiseret arbejdsgiver undeskrev i 1984 en tiltrædelsesoverenskomst med Dansk Metalarbejderforbund, hvori det bl.a. var bestemt, at overenskomsten var omfattet af hovedaftalen mellem DA og LO. Herefter kunne arbejdsgiveren kun frigøre sig fra tiltrædelsesoverenskomsten i overensstemmelse med hovedaftalens § 7, stk. 2. Den fulde tekst Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Autohjørnet i Rødby v/Ole P. Petersen Stationsvej 1, 4970 Rødby (advokat Søren Pedersson, Rødby) Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Lund-Nielsen, Maabjerg, Sarroe, Sløk og Westergaard. Bod 2.3.1. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Særoverenskomst. Hovedaftalens § 7, stk. 2 anvendelig på tiltrædelsesoverenskomst(* 1) (* 2) Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund indklaget Autohjørnet i Rødby v/Ole P. Petersen for Arbejdsretten med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at være omfattet af gældende overenskomst mellem Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark og Industriens Arbejdsgivere og for manglende anerkendelse heraf til Dansk Metalarbejderforbund betale en efter rettens skøn fastsat bod. Indklagede har påstået frifindelse. Sagens nærmere omstændigheder er følgende: Indklagede er ikke medlem af nogen arbejdsgiverorganisation, men indgik den 25. oktober 1984 lokaloverenskomst med Dansk Metalarbejderforbund, Holeby afdeling. Af denne overenskomsts § 12 og 14 fremgår følgende: »§ 12. Retningslinier 1. Parterne er enige om - udover de i denne overenskomst anførte bestemmelser, samt til supplering af disse - at rette sig efter overenskomst og lærlingebestemmelser, der er indgået mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. Ved skifteholdsarbejde følges den mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark indgåede aftale om »fællesordning for arbejde i holddrift«. 2. Parterne er ligeledes enige om, at de til enhver tid gældende »Regler for behandling af faglig strid« indenfor jern- og metalindustrien er retsgrundlaget for nærværende overenskomst. Denne overenskomst er omfattet af Hovedaftalen af 1973 med ændringer pr. 1. marts 1981. .......... § 14. Overenskomstens varighed 1. Denne overenskomst er gældende, indtil den af en af parterne opsiges med 3 måneders varsel til en 1. marts, dog tidligst 1. marts 1987. Efter den 1. marts 1985 kan nærværende overenskomst kun opsiges med de nævnte 3 måneders varsel i forbindelse med fornyelsen af hovedoverenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. 2. Fremsendes der i henhold til ovennævnte ikke opsigelse af nærværende overenskomst, er der mellem parterne enighed om, at overenskomsten for den efterfølgende tid forlænges på grundlag af, at ændringer af enhver art, som måtte blive gældende i overenskomstforholdet mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, også får virkning for nærværende overenskomst. Anmærkning: Tidligere indgåede overenskomster mellem virksomheden og Dansk Metalarbejderforbund annulleres ved denne overenskomsts indgåelse.' Den 15. november 1989 meddelte indklagede Dansk Metalarbejderforbunds Holeby afdeling, at han opsagde lokaloverenskomsten mellem ham og Dansk Metalarbejderforbund pr. 1. marts 1990. Den 23. november 1989 besvarede Holeby-afdelingen indklagedes henvendelse således: »Jeg skal herved bekræfte modtagelse af firmaets brev af 15.11.89 vedr. opsigelse af ovennævnte lokaloverenskomst. Opsigelse af lokaloverenskomsten i.h.t. firmaets brev af 15.11.89 er overenskomst stridigt. Jeg skal henvise til lokaloverenskomstens § 14 stk. 1 som siger: Efter den 1. marts 1985 kan nærværende overenskomst kun opsiges med de nævnte 3 måneders varsel i forbindelse med fornyelsen af hovedoverenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. Hovedoverenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark kan i.h.t. overenskomstens § 35 tidligst opsiges til ophør 1 marts 1991. Metal Holeby betragter derfor forsat lokaloverenskomsten mellem deres firma og afdelingen som gældende indtil den opsiges i.h.t. gældende regler.« I slutningen af 1991 blev der rejst spørgsmål om indklagedes eventuelle underskrift af tiltrædelsesaftale til en pensionsordning. I den anledning skrev advokat Søren Pedersson den 23. december 1991 et brev til Holeby-afdelingen, hvori det bl.a. hedder: »Idet jeg henviser til min klients skrivelse af 15/11 1989, og som De ved skrivelse af 23 november 1989 bekræfter at have modtaget, skal jeg meddele, at min klient korrekt har opsagt lokaloverenskomsten i henhold til dennes § 14 og hvilken opsigelse har virkning til ophør regnet fra den 1 marts 1991. Min klient anfører i sin opsigelsesskrivelse at opsigelsen har virkning fra den 1 marts 1990, men på grund af en tillægsbestemmelse i § 14 vil min klients opsigelse være at regne fra den 1 marts 1991. Det i Deres skrivelse af 23 november 1989 nævnte ændre ikke på nogen måde dette forhold, idet opsigelse er behørigt afgivet med et varsel på tre måneder, dog således at denne først har virkning til ophør i henhold til overenskomstens § 35, pr. 1 marts 1991.« Dette brev blev besvaret af Dansk Metalarbejderforbund i skrivelse af 13. januar 1992, der er sålydende: »Fra vor Holeby afdeling er vi blevet informeret om, at deres virksomhed ikke ønsker at underskrive et pensionsprotokollat med den begrundelse, at De mener den eksisterende lokaloverenskomst er opsagt pr. den 1. marts 1991 og dermed bortfaldet. Forbundet skal derfor oplyse følgende: En opsigelse af en overenskomst er ikke det samme som bortfald. Bortfald af en overenskomst kan kun ske ved en strejke eller en lock-out i forlængelse af overenskomstperiodens udløb. Vi er ikke informeret om, at De har iværksat en lock-out umiddelbart efter den 1. marts 1991. Vi kan derfor meddele, at såfremt virksomheden ikke senest den 20. januar 1992 har meddelt forbundet skriftligt, at vi er enige i, at der eksisterer en lokaloverenskomst med tilhørende pensionsaftale, da vil sagen uden yderligere varsel blive overladt til Landsorganisationen i Danmark, der herefter indkalder til det fornødne fællesmøde for sagens indbringelse for Arbejdsretten.« Endelig meddelte Landsorganisationen i Danmark ved skrivelse af 28. januar 1992 indklagede bl.a. følgende: »Vi er informeret om, at De ved skrivelse af 15. januar 1989 har fremsendt opsigelse af overenskomsten. Dette alene medfører ikke, at overenskomsten bortfalder, hvilket fremgår af Hovedaftalens § 7. På baggrund deraf må vi konstatere, at den indgåede overenskomst fortsat er gældende, og at virksomheden er forpligtet til at indgå en pensionsaftale.« I samme brev skete der indkaldelse til fællesmøde, men indklagede reagerede ikke, hvorefter Landsorganisationen i Danmark den 24. marts 1992 indgav klageskrift til Arbejdsretten. Klagerne har gjort gældende, at betingelserne for bortfald af overenskomsten i medfør af Hovedaftalens § 7, stk. 2, ikke er til stede, hvorfor overenskomsten stadig er gældende. Indklagede har gjort gældende, at der er sket korrekt opsigelse i henhold til lokalaftalens § 14. Opsigelsen er ikke tilbagekaldt. Hovedaftalens § 7, stk. 2, er uanvendelig på sådanne lokalaftaler og er i øvrigt også uanvendelig på enkeltmandsfirmaer med få ansatte som i det foreliggende tilfælde. Hovedaftalens § 7, stk. 2, kan kun finde anvendelse ved kollektive aftaler om mere generelle spørgsmål. Arbejdsretten skal udtale: I tiltrædelsesoverenskomsten af 25. oktober 1984 er der henvist til, at overenskomsten er omfattet af Hovedaftalen af 1973 med ændringer af 1. marts 1981. Hovedaftalen, herunder dennes § 7, stk. 2, er derfor gældende for overenskomstforholdet. Da betingelserne for bortfald af overenskomsten i medfør af denne bestemmelse ikke er til stede, tager Arbejdsretten klagernes påstand til følge. Efter omstændighederne finder Arbejdsretten, at den af indklagede forskyldte bod bør fastsættes til 20.000 kr. T h i k e n d e s f o r r e t : Indklagede, Autohjørnet i Rødby v/Ole P. Petersen, tilpligtes at anerkende at være omfattet af gældende overenskomst mellem Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark og Industriens Arbejdsgivere. Indklagede tilpligtes til klagerne at betale en bod på 20.000 kr. I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal indklagede betale 2.000 kr. Officielle noter (* 1) Henvisninger: K 87.423 (A. 1988, s. 92).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ændring af praksis vedrørende leveringsstedet for ydelser som leveres afen arrangør af en messe eller en udstilling 1. EF-domstolen har i sag C-114/05, Gillan Beach Ltd, taget stilling til leveringsstedet for ydelser som leveres af en arrangør af en messe eller en udstilling. SKAT har på denne baggrund besluttet at ændre praksis for fastsættelsen af leveringsstedet for disse ydelser. Nuværende praksis 2. Landsskatteretten har i kendelse af 24. februar 2004, jf. SKM2004.133.LSR , taget stilling til leveringsstedet for udlejning af standpladser i forbindelse med udstillinger, modemesser m.v. Ydelsen blev anset for omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2 (nugældende § 15, stk. 2, nr. 2) om reklameydelser. 3. I den pågældende sag foretog virksomheden udlejning af standpladser til danske og udenlandske virksomheder. Udlejningen skete primært ved, at virksomheden lejer en hal og arrangerer en udstilling eller messe og forestår udlejning af standpladser. Landsskatteretten har i kendelse bl.a. udtalt følgende: "Det skal herefter vurderes om ydelsen kan anses som en reklameydelse omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2. EF-domstolen har i en række sager taget stilling til begrebet ''reklamevirksomhed'', jf. direktivets formulering af den tilsvarende bestemmelse. EF-domstolen fastslog i sagerne C-68/92, C-69/92 og C-73/92, at der skal tages hensyn til samtlige omstændigheder omkring den pågældende ydelse, at en ydelse kan betegnes som reklame, også selv om den leveres af en tjenesteyder, der ikke er et reklamebureau, samt at ''et markedsføringstiltag" falder inden for det pågældende begreb, såfremt det indebærer overbringelse af et budskab, der skal orientere offentligheden om de pågældende varers eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med det formål at forøge salget heraf'', jf. eksempelvis præmis 18 i C-68/92. Efter det oplyste har de omhandlede udstillinger/messer til formål at markedsføre udstillernes produkter med henblik på at forøge salget af disse generelt. Der er således ikke tale om udstillinger/messer arrangeret med henblik på direkte salg af selve de udstillede varer. Retten finder herefter, at standpladslejen må anses for omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med virksomhedens påstand. Virksomheden er derfor berettiget til at fakturere uden dansk moms i det omfang betingelserne i momslovens § 18, stk. 3, er opfyldt. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed, hvilket er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen." EF-domstolens dom 4. Domstolen blev anmodet om tage stilling til følgende spørgsmål "[E]r en samlet tjenesteydelse, som en arrangør af en messe eller en udstilling leverer til udstillerne, omfattet af sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, af samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra a), eller af nogen anden kategori af tjenesteydelser anført i direktivets artikel 9, stk. 2 [?]" 5. I præmis 24 udtaler domstolen, at de forskellige kategorier af tjenesteydelser i artikel 9, stk. 2, litra c), første led, har det fælles træk, at de normalt præsteres i forbindelse med enkeltstående arrangementer, og at det sted, hvor det pågældende kompleks af tjenesteydelser faktisk udføres, er let at bestemme, idet de pågældende arrangementer finder sted i præcist afgrænsede lokaliteter. 6. Formålet med en udstilling eller en messe er nemlig, uanset hvilket emne den vedrører, at præstere forskellige komplekse tjenesteydelser over for en flerhed af adressater - som hovedregel på et bestemt sted og ved en enkelt lejlighed - bl.a. med det formål at præsentere oplysninger, goder eller begivenheder med henblik på at fremme salget heraf. En udstilling eller en messe må derfor betragtes som hørende til de former for lignende virksomhed, der er omfattet af sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, jf. præmis 25 7. Tjenesteydelser vedrørende den virksomhed, som er opregnet i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, omfatter derfor de ydelser, der præsteres af organisatorer af sådan virksomhed samt af virksomhed, der må sidestilles hermed, jf. præmis 26. Ændring af praksis 8. Domstolens besvarelse af spørgsmålet betyder en ændring af dansk praksis. En udstilling eller messe må herefter betragtes som hørende til de former for lignende virksomhed, der er omfattet af § 18, stk. 1, nr. 1. 9. Ydelser vedrørende den form for virksomhed som er angivet i momslovens § 18, stk. 1, nr. 1 omfatter derfor de ydelser, der præsteres af organisatorer af sådan virksomhed samt af virksomhed, der må sidestilles hermed. 10. Hvis udstillingen eller messen m.v. finder sted i her i landet, vil leveringsstedet for disse ydelser derfor være her i landet. Hvis udstillingen eller messen m.v. finder sted i et andet land, skal en her i landet etableret afgiftspligtig person derfor ikke beregne moms ved køb af ydelsen efter reglerne om omvendt betalingspligt. Virkningstidspunkt 11. For de virksomheder, hvor praksisændringen er bebyrdende, kan den hidtidige praksis anvendes for leverancer, der rent faktisk er foretaget inden den 1. september 2006. Genoptagelse 12. Virksomheder der i henhold til den hidtidige praksis har beregnet moms ved køb af disse ydelser efter reglerne om omvendt betalingspligt, kan anmode om ændring af afgiftstilsvaret. Ligeledes kan der ske genoptagelse af afgiftstilsvaret for virksomheder der har afregnet moms af levering af disse ydelser fra steder uden for EU til en ikke afgiftspligtig aftager her i landet. Fristregler 13. I henhold til skatteforvaltningens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb. 14. Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltnings-lovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning, ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelse af praksis. 15. Dansk praksis for fastlæggelse af leveringsstedet for disse ydelser vedrørende udstillinger og messer m.v. ændres som følge af EF-domstolens dom af 9. marts 2006. 16. Der kan således ske genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode der var påbegyndt, men ikke udløbet, den 9. marts 2001, Reaktionsfrist 17. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31 18. Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse. Anmodning om genoptagelse 19. Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr. Dokumentation 20. Ved krav om tilbagebetaling skal virksomheden vedlægge dokumentation for størrelsen af tilbagebetalingskravet. Herunder oplysning om eventuelt momsfradrag som er beregnet ved køb af de pågældende ydelser. 21. SKAT forbeholder sig ret til, at anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af anmodningen om genoptagelse og tilbagebetaling af moms. 22. Virksomheden bør opbevare det relevante regnskabsmateriale, indtil der er truffet en endelig afgørelse om tilbagebetaling, selv om det 5-årige opbevaringskrav, der er fastsat i § 66 i bekendtgørelse nr. 1152 af 12. december 2003, udløber forinden. Det skal være muligt for SKAT på ethvert tidspunkt under behandlingen af tilbagebetalingskravet at efterprøve dokumentationen for virksomhedens oplysninger.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En 28-årig mand henvendte sig til egen læge med en forstørret øm testikel. Lægen fandt testiklen øm og hård og behandlede med antibiotika, fordi han havde mistanke om betændelse i bitestiklen. Men behandlingen syntes ikke at have nogen virkning. Lægen ordinerede så blodprøver. De viste forhøjelse af de specielle HCG-hormoner, som tyder på, at der er tale om en hormonproducerende svulst. Lægen henviste herefter patienten til specialafdeling til nærmere undersøgelse om svulst i testiklen. Oplysningen om den forhøjede hormonværdi fremgik tydeligt af henvisningssedlen. Da patienten kort tid efter blev undersøgt i specialafdelingen, fandt den undersøgende 1. reservelæge en udfyldning svarende til bitestiklen. Lægen opfattede forandringerne som godartede, muligvis som følger af en infektion. Patienten blev skrevet op på almindelig venteliste til operation for sædbrok. I journalnotatet var egen læges oplysninger om den forhøjede hormonværdi ikke omtalt, og der blev ikke taget yderligere blodprøver. Fire måneder senere var patienten til forundersøgelse. Her gjorde han opmærksom på en hævelse og ømhed bag venstre brystvorte. En tilkaldt 1. reservelæge fandt en 1 cm stor hævelse bag venstre brystvorte. Patienten fik tilbudt at få denne knude fjernet samtidig med fjernelse af sædbrokket. Lægen revurderede ikke patientens testikellidelse på baggrund af den nyopdukkede brysttumor. Ved operationen en måned senere viste det sig, at patienten havde testikelkræft. En CT-scanning viste spredning til lymfeknuderne bag bughinden. På operationstidspunktet blev der tillige fundet en tumor i højre bryst. Patientklagenævnet fandt, at 1. reservelægen burde have været opmærksom på oplysningerne fra egen læge om de forhøjede hormonværdier. Kræftdiagnosen blev væsentligt forsinket, fordi han overså oplysningerne. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den påviste glatvæggede, gennemskinnelige udfyldning ikke entydigt er karakteristisk for et sædbrok. Der kan også være tale om et brok, der er opstået som reaktion på en kræftlidelse i testiklen. På denne baggrund fandt nævnet, at patienten burde have været nærmere undersøgt, da patienten var henvist på mistanke om en svulst i testiklen. Patientklagenævnet fandt således, at 1. reservelægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og og samvittighedsfuldhed. Vedrørende forundersøgelsen fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om den pågældende 1. reservelæge havde overvejet en sammenhæng mellem den nydiagnosticerede brysttumor og den aktuelle testikellidelse. Patientklagenævnet fandt dog ikke, at lægen havde overtrådt lægeloven ved at undlade dette. Den fulde tekst Kommunikation mellem almen praksis og sygehusvæsenet En 28-årig mand henvendte sig til egen læge med en forstørret øm testikel. Lægen fandt testiklen øm og hård og behandlede med antibiotika, fordi han havde mistanke om betændelse i bitestiklen. Men behandlingen syntes ikke at have nogen virkning. Lægen ordinerede så blodprøver. De viste forhøjelse af de specielle HCG-hormoner, som tyder på, at der er tale om en hormonproducerende svulst. Lægen henviste herefter patienten til specialafdeling til nærmere undersøgelse om svulst i testiklen. Oplysningen om den forhøjede hormonværdi fremgik tydeligt af henvisningssedlen. Da patienten kort tid efter blev undersøgt i specialafdelingen, fandt den undersøgende 1. reservelæge en udfyldning svarende til bitestiklen. Lægen opfattede forandringerne som godartede, muligvis som følger af en infektion. Patienten blev skrevet op på almindelig venteliste til operation for sædbrok. I journalnotatet var egen læges oplysninger om den forhøjede hormonværdi ikke omtalt, og der blev ikke taget yderligere blodprøver. Fire måneder senere var patienten til forundersøgelse. Her gjorde han opmærksom på en hævelse og ømhed bag venstre brystvorte. En tilkaldt 1. reservelæge fandt en 1 cm stor hævelse bag venstre brystvorte. Patienten fik tilbudt at få denne knude fjernet samtidig med fjernelse af sædbrokket. Lægen revurderede ikke patientens testikellidelse på baggrund af den nyopdukkede brysttumor. Ved operationen en måned senere viste det sig, at patienten havde testikelkræft. En CT-scanning viste spredning til lymfeknuderne bag bughinden. På operationstidspunktet blev der tillige fundet en tumor i højre bryst. Patientklagenævnet fandt, at 1. reservelægen burde have været opmærksom på oplysningerne fra egen læge om de forhøjede hormonværdier. Kræftdiagnosen blev væsentligt forsinket, fordi han overså oplysningerne. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den påviste glatvæggede, gennemskinnelige udfyldning ikke entydigt er karakteristisk for et sædbrok. Der kan også være tale om et brok, der er opstået som reaktion på en kræftlidelse i testiklen. På denne baggrund fandt nævnet, at patienten burde have været nærmere undersøgt, da patienten var henvist på mistanke om en svulst i testiklen. Patientklagenævnet fandt således, at 1. reservelægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og og samvittighedsfuldhed. Vedrørende forundersøgelsen fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om den pågældende 1. reservelæge havde overvejet en sammenhæng mellem den nydiagnosticerede brysttumor og den aktuelle testikellidelse. Patientklagenævnet fandt dog ikke, at lægen havde overtrådt lægeloven ved at undlade dette.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Personel i den militære rækkefølge Kapitel 2 Militært personel uden for den militære rækkefølge Kapitel 3 Civilt personel Kapitel 4 Beordring til tjeneste uden for landets grænser Kapitel 5 Ikrafttræden Den fulde tekst Kundgørelse for Forsvaret. Cirkulære om myndighed til at beordre personel ansat under Forsvarsministeriet I henhold til § 11 og § 12, stk. 1, i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 5/8 1991, samt i tilslutning til lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 7/2 1994, og lov om hjemmeværnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 8/3 1994, fastsættes: Kapitel 1 Personel i den militære rækkefølge § 1. Beordring af Chefen for Adjudantstaben, jagtkaptajnen (chef for kongeskibet), adjudanter hos kongen og chef for en deling, der formeres med henblik på sejlads for kongehuset, sker ved kongelig resolution. § 2. Forsvarsministeren beordrer officerer af graden oberst, kommandør, stabslæge af 1. grad, stabsdyrlæge, stabstandlæge og højere grader samt officerer, der skal forrette tjeneste ved Forsvarsministeriet, jf. dog § 1. Stk. 2. Forsvarsministeren forsætter de i stk. 1 nævnte officerer mellem hjemmeværnet og den øvrige del af forsvaret. § 3. Forsvarschefen og Chefen for Hjemmeværnet fastsætter hver for sit område bestemmelser for beordring og forsættelse af oberstløjtnanter/kommandørkaptajner, stabslæger af 2. grad og personel af lavere grader, jf. dog stk. 2 samt § 2 og § 9, stk. 2. Stk. 2. Forsættelse eller beordring til tjeneste ved anden myndighed eller institution, der er direkte underlagt Forsvarsministeriet, skal ske efter forhandling med vedkommende myndighed og institution. Kapitel 2 Militært personel uden for den militære rækkefølge 4. Forsvarsministeren beordrer Generalauditøren og auditører. § 5. Generalauditøren beordrer auditørfuldmægtige. § 6. Forsvarschefen fastsætter bestemmelser for beordring og forsættelse af gejstligt personel, musikerpersonel og søværnets mekanikerpersonel inden for eget myndighedsområde. Kapitel 3 Civilt personel § 7. Civilt personel, der er tillagt militær grad eller militær status, beordres efter de regler, som er fastsat for personel i den militære rækkefølge. § 8. Forsvarsministeren beordrer civilt personel på chefniveau. I øvrigt beordres civilt personel af den myndighed, som har ansættelseskompetencen for omhandlede personel. Kapitel 4 Beordring til tjeneste uden for landets grænser § 9. Beordring af personel til tjeneste uden for landets grænser finder sted i henhold til de i kapitlerne 1, 2 og 3 fastsatte bestemmelser, medmindre andet bestemmes, jf. endvidere stk. 2. Stk. 2. Forsvarsministeren beordrer eller godkender beordring af officerer til tjeneste i nationale stillinger i udlandet. Kapitel 5 Ikrafttræden § 10. Cirkulæret træder i kraft den 1/9 1994. Stk. 2. Samtidig ophæves Kundgørelse for Forsvaret B. 4-33 af 13/12 1990. P.M.V. E.B. Else K. Sørensen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 67 Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven og forskellige andre love. (Indberetning og automatisk udveksling af skatterelevante oplysninger om finansielle konti samt ophævelse af bagatelgrænser for ind- og udbetalinger m.v.). Af skatteministeren (Holger K. Nielsen (SF)). Lovf som fremsat 13/11 13 Fremsat skr 13/11 13 1.beh 26/11 13 Betænkning 12/12 13 2.beh 17/12 13 Lovf som vedt 20/12 13 3.beh 20/12 13 Lov nr 1634 af 26. december 2013 Ordførere: (1.beh) Thomas Jensen (S), Mads Rørvig (V), Dennis Flydtkjær (DF), Nadeem Farooq (RV), Frank Aaen (EL), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Brian Mikkelsen (KF). Ministre: (1.beh) skatteministeren (Holger K. Nielsen). Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget(SAU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Med loven skabes hjemmel til at indføre de indberetningspligter og pligter til at gennemføre procedurer til identifikation af indberetningspligtige konti, som følger af aftale af 15. november 2012 mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning. Skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om indberetningspligter og pligter til at gennemføre procedurer til identifikation af indberetningspligtige konti. Bemyndigelsesbestemmelsen sikrer også mulighed for at opfylde et EU-direktiv om udveksling af tilsvarende oplysninger mellem EU-landene og tilsvarende aftaler, som Danmark måtte indgå med andre partnere, og at indføre lignende indberetninger vedrørende danske konti. Desuden indeholder loven som en følge af implementeringen af én skattekonto ophævelse af en række bagatelgrænser for ind- og udbetalinger. Afstemning: Vedtaget 58 stemmer for forslaget (S, RV, SF, EL, UFG) 18 stemmer imod forslaget (DF, LA) 32 stemmer hverken for eller imod forslaget (V, KF) End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Køberetter omfattet af ligningslovens § 7 P Skatterådet bekræfter, at aktier kan værdiansættes til GBP 2,25 pr. aktie i forbindelse med tildeling af køberetter til aktier, der skal omfattes af ligningslovens § 7 P. Skatterådet lægger vægt på, at aktierne for nyligt er blevet handlet mellem uafhængige parter til GBP 2,25 pr. aktie, samt at der efterfølgende ikke har været materielle ændringer i selskabet. Et vilkår i køberetsaftalen om at medarbejderne skal sælge deres aktier i forbindelse med børsnotering af selskabet, eller såfremt der sker ejerskifte med mindst 50 pct., forhindrer ikke anvendelsen af ligningslovens § 7 P. Køberetterne kan også udnyttes på de aftalte vestingtidspunkter, hvorfor der ikke er tale om ren exit bonus til medarbejderne. Det vil bero på de konkrete omstændigheder, hvorvidt medarbejdernes udnyttelse af køberetterne ved en eventuel børsnotering henholdsvis ejerskifte indebærer, at køberetterne anses for differenceafregnet med den konsekvens, at køberetterne skal beskattes efter ligningslovens § 28. Skatterådsmøde den 25. oktober 2016 - SKM2016. 492. SR Spørgsmål 1. Kan Skatterådet bekræfte, at A-aktierne i Selskab A kan værdiansættes til GBP 1,87 pr. aktie i forbindelse med medarbejderes tildeling af køberetter til aktier? 2. Besvares spørgsmål 1 med et nej, kan Skatterådet bekræfte, at A-aktierne i Selskab A kan værdiansættes til GBP 2,25 pr. aktie i forbindelse med medarbejderes tildeling af køberetter til aktier? 3. Kan Skatterådet bekræfte, at køberetter til aktier i Selskab A kan værdiansættes til GBP 0,15 pr. stk., jf. Black & Scholes modellen? 4. Kan Skatterådet bekræfte, at køberetter til aktier i Selskab A kan værdiansættes til GBP 0,277 pr. stk., jf. Black & Scholes modellen? 5. Kan Skatterådet bekræfte, at køberetterne opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1 -7? Svar 1. Nej 2. Ja 3. Nej 4. Ja 5. Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse Beskrivelse af de faktiske forhold Selskab A har anvendt køberetter til aktier (gratis tildeling) til deres medarbejdere siden 2010, og har senest tildelt køberetter til aktier i 2015. Generelt anvendes der køberetter, som giver ret til at erhverve A-aktier i Selskab A til en pre-defineret udnyttelsespris med en større "underwater" effekt på tildelingstidspunktet, seneste tildelte køberetter i april 2015 havde eksempelvis en udnyttelsespris på 3,22 GBP. Typisk har køberetterne en vesting periode på 3 år med både ansættelseskrav og økonomiske performance mål, og en udnyttelsesperiode på 7 år herefter. Det er nu ønsket at tildele køberetter til aktier i Selskab A til en gruppe af medarbejdere i Datterselskabet, som blev opkøbt i 2014. Det er hensigten, at programmet designes over samme principper som de eksisterende aktiebaserede incentive programmer. Det vil sige, at incitamentsprogrammet ønskes udarbejdet som en tildeling af køberetter, ydet gratis som et personalegode. Den forventede målgruppe for et sådant køberetsprogram omfatter direktion og øvrige nøglemedarbejdere i Datterselskabet. I lighed med de eksisterende køberetsprogrammer tildelt årligt fra 2010-2015, ønskes køberetterne tildelt med en "out of the money effekt" på tildelingstidspunktet med en fast udnyttelsespris på 3,22 GBP mod en estimeret markedsværdi på A-aktierne i Selskab A på 1,87 GBP. Plan terms og de kontraktmæssige forhold er pt. under udarbejdelse, men hovedvilkår for køberetterne vil være som følger: Type Køberetter til aktier udstedt af Selskab A Udnyttelsespris £3,22 pr. aktie (1 køberet giver ret til 1 aktie) Udnyttelsesprisen indbetales ved udnyttelse af køberetten, og dette gælder uanset om der sker "ordinær udnyttelse" eller "ekstraordinær udnyttelse" Aktier Genstand for køberetten er almindelige A-aktier i Selskab A Performance kriterier (vesting mål) Indtægter + EBITDA for CEO & CTO Indtægter for øvrige medarbejdere I nuværende udkast er 50 pct. af køberetter uden performance mål og de øvrige køberetter har således "alene" tidsvesting (dette kan ændre sig i endelig tildelingsaftale) Vesting 1/3 vester efter hhv. 2, 3 og 4 år efter tildelingen Efter vestingtidspunkterne kan køberetterne udnyttes til erhvervelse af aktier Maximum løbetid 4,5 år Deltagere Køberetter tildeles vederlagsfrit som led i ansættelsesforholdet til medarbejdere ansat i Datterselskabet Udnyttelsesvindue Udnyttelse til erhvervelse af aktier er mulig når vestingdatoen er indtrådt ("ordinær udnyttelsesmulighed"), samt ved børsnotering eller change of control af Selskab A (mindst 50 pct. ejerskifte) ("ekstraordinær udnyttelsesmulighed") (dog bortfalder ikke vestede køberetter ved børsnotering eller ejerskifte). Omsættelighedsbegrænsning Ingen overdragelse af køberetterne Stemmeret A-aktierne har stemmeret. De øvrige aktieklasser er stemmeløse undtagen B aktierne Krav om forsat ansættelse Indrettes efter principperne i aktieoptionsloven Det kan oplyses, at det er ønsket at anvende ligningslovens § 7 P for køberetterne i det omfang køberetternes markedsværdi ligger indenfor 10 pct. af medarbejdernes årsløn i tildelingsåret. Årslønnen for 2016 vil være den enkelte medarbejders bruttoløn tillagt arbejdsgivers pensionsbidrag, eventuelle indkomstskattepligtige personalegoder og sædvanlig bonus udbetalt i 2016, det vil sige et løngrundlag, der følger rammerne i § 7 P's lovbemærkninger. Ved den vederlagsfri tildeling af køberetterne vil der samtidigt blive indgået en aftale med Datterselskabet og Selskab A, indrettet i overensstemmelse med ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1. Aftalen om 7P, hvor denne beskatning "aftales" vil være en del af en samlet "tildelingspakke" til deltagerne bestående af plan rules, et options certifikat med oversigt over optionens hovedvilkår (tildelingsdato, udnyttelsespris, aktiens nominelle værdi, performance vilkår, vesting vilkår, udnyttelsesvindue, udløbsdato og køberettens værdi (jf. Black & Scholes) samt et tildelingsinformationsbrev. Det kan oplyses, at optionens Black & Scholes værdi vil fremgå af options certifikatet og 7P aftalen. Det er sigtet at indgå aftale om tildeling af køberetter hurtigst muligt i løbet af juli/august måned, dog senest i september 2016. Det kan oplyses, at tildelingen sker i primo september. Qua ønsket om anvendelse af ligningslovens § 7 P er det centralt for at få klarlagt værdien af henholdsvis køberetterne og A-aktierne efter danske forhold, og dette er baggrunden for denne anmodning. Ligeledes ønskes Skatterådets bekræftelse på opfyldelse af betingelserne i ligningslovens § 7 P. Det kan oplyses, at aktierne erhvervet ved eventuel udnyttelse af køberetterne er omfattet af aktionæraftale, som rummer sædvanlige omsættelighedsbegrænsninger samt bestemmelser om henholdsvis medsalgsret ved ejerskifte og medsalgspligt ved ejerskifte eller børsnotering. Mere omkring aktierne: Vores kunde er en unoteret virksomhed, og derfor er der ikke kendt markedspris på aktierne. Kapitalandele i Selskab A er opdelt i en række aktieklasser. Som nævnt vedrører denne anmodning værdiansættelse af A-aktierne (ordinary A shares) da disse aktier ønskes anvendt til køberetsprogrammet til medarbejderne. Værdiansættelsen af aktierne kan approaches på mange forskellige måder. På grundlag af oplysninger fra vores kunde, er følgende forhold væsentlige og skønnes mest egnet til at pejle på/estimere markedsværdien af disse A-aktier: 1: Handel med aktierne/Tildeling af køberetter: Da aktierne har været genstand for en række handler indenfor de sidste 2 år, senest i februar 2016, der alle har involveret "ikke employee" aktionærer, og på markedsmæssige vilkår, anser vi dette for et helt centralt forhold for at estimere værdien af aktierne i dag: – A-aktierne har senest været genstand for handel den 24. februar 2016 , hvor 547.162 A-aktier blev solgt tilbage til Selskab A for 2,25 GBP pr. aktie. Disse aktier udgjorde 0,5 pct. af den samlede andel af ordinary shares og handlen involverede 12 aktionærerne (ikke employee shareholders) og var en transaktion på armslængde vilkår – Der blev udstedt 334.071 stk. køberetter til A-aktier i april 2015 til en større gruppe medarbejdere hvor den estimerede markedsværdi på aktierne udgjorde 2,30 GBP (og en udnyttelsespris på 3,22 GBP knyttet til køberetterne) – I februar 2014 solgte to tidligere medarbejdere A-aktier til Selskab A i alt 50.248 stk. (0,05 pct. af den samlede andel af ordinary shares) til en pris på 1,20 GBP pr. aktie, og disse aktier blev grundet selskabets vedtægter efterfølgende udbudt til de alle øvrige A-aktionærer (forholdsmæssigt ift. ejerandel) og solgt til samme pris i april 2014 . 2: Multipel værdiansættelse/Entreprise value: I december 2015 udarbejdede Numis Securities et review af UK børsnoterede software teknologi virksomheder, og deres værdi ud fra en "multipel betragtning". Det fremgår af dette review, at resultatet af deres "findings", er, at den gennemsnitlige multipel er henholdsvis 3,11 og 13,4 jf. nedenfor. Måling Gennemsnitlig multipel Entreprise value/Indtjening 3,11 Enterprise value/EBITDA 13,4 Med udgangspunkt i denne rapport, og de offentliggjorte gennemsnitlige værdier, og Selskab A's senest afsluttede årsregnskab 30-9 2015, gives følgende resultat (GBP): Entreprise value/ Indtjening Enterprise value/ EBITDA Værdi pr A-aktier, GPB 1,57 3,11 Gennemsnit af de 2 value approaches 2,34 Vi kan til oplyse, at omsætningen pr. 30/9 2015 inklusiv de seneste 12 mdr. for Assfinet var 48.017.835 GBP, og EBITBA pr. 30/9 2015 var 22.298.365 GBP, og det samlede antal aktier er 99.377.985 (G 2014-2016 aktier ikke medregnet pga. hurdleraten). De to metoder resulterer i hhv. 155.828.230 GBP og 311.242.642 GBP i Entreprise value. Med gennemsnittet af de to metoder og en 20 pct. discount for omsættelighedsbegrænsning og minoritetspost i en ikke noteret privat ejet virksomhed estimeres A-aktierne til 1,87 GBP pr. A-aktie. I denne sammenhæng bemærkes det, at indtjeningen/EBITA de sidste 3 år har udviklet sig som følger (engelsk tekst) i Selskab A (GBP): £000s Consolidated Actual for year ended 30/9/13 Consolidated Actual for year ended 30/9/14 Consolidated Actual for year ended 30/9/15 Revenues 29,558 36,953 46,104 EBITDA 13,528 17,497 21,634 Til ovenstående nøgletal kan det bemærkes, at der er foretaget en række opkøb af virksomheder i ovennævnte periode. Ifølge vores kundes oplysninger har der ikke været materielle ændringer siden 30. september 2015 (seneste afsluttede regnskabsår). Køberetterne - volatilitet og peer gruppe: Da køberetterne tildeles med en større underwater effekt, og qua vores kendskab til Skatterådets nyere fortolkning af hvilken metode, der er mest egnet til at skønne værdien af køberetter til aktier i unoterede aktier fx SKM2015. 47. SR er det relevant at estimere køberettens værdi med udgangspunkt i Black & Scholes modellen. Da Selskab A ikke er børsnoteret, kan volatiliteten ikke direkte observeres. Volatiliteten i beregningen er derfor estimeret ved hjælp af en gruppe sammenlignelige børsnoterede UK virksomheder. Det kan oplyses, at de fire udvalgte virksomheder indgår i Numis Securites 2015 rapport for UK børsnoterede software teknologi virksomheder, nævnt tidligere, men disse virksomheder anses for de mest sammenlignelige ift. størrelse og forretningsmodel. Den gennemsnitlige årlige volatilitet målt i perioden fra april 2016 til april 2011 for denne gruppe er 27,6 pct. Spørgers opfattelse og begrundelse Spørgsmål 1: Ja Det er spørgers opfattelse, at 1,87 GBP er et retvisende skøn for værdien af A-aktierne i Selskab A, og dermed kan anvendes i forbindelse med tildelingen af køberetterne. At GBP 1,87 pr. aktie er et retvisende skøn, kan sammenfattende begrundes ud fra følgende centrale forhold: – Det er vores klare opfattelse, at unoterede aktier ejet af småaktionærer, som kun kan afhændes ved et exit er berettiget til en discount på 20 pct.: Domstolene og Ligningsrådet har i en række sager haft mulighed for at vurdere betydningen af, omsætningsbegrænsning for værdien af aktier. Denne praksis viser tydeligt, at en omsætningsbegrænsning på aktierne påvirker værdien af aktierne i negativ retning. I SKM2014. 536. BR - skønsmanden udtalte følgende om sammenhængen mellem noterede aktier og unoterede aktier. "Det er almindelig anerkendt blandt markedspraktikere, at unoterede aktieposter handles med en rabat relativt til tilsvarende noterede aktier. Kvantificering af illikviditetsrabatten er ikke eksakt videnskab. Normalvis anvender skønsmanden en gennemsnitlig rabat på 20 pct. på værdien af egenkapitalen i unoterede selskaber. Skønnet bygges på en undersøgelse af den gennemsnitlige rabat givet ved handel med unoterede virksomheder i forhold til børsnoterede virksomheder. Det er endvidere skønsmandens opfattelse, at niveauet er generelt anvendt blandt praktikere." Højesteret har i TfS 2000, 560 H taget stilling til, hvilken vægt sådanne bindinger skal tillægges ved fastsættelse af aktiernes handelsværdi. Højesteret fastslog, at man ikke skal se bort fra sådanne begrænsninger, men at begrænsningernes betydning ved ansættelse af handelsværdien afhænger af en konkret vurdering. Højesteret udtalte således i præmisserne til dommen, at "aktiernes handelsværdi" i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25/6 1993 må forstås som handelsværdien af den enkelte aktionærs aktier den 19/5 1993. Højesteret bemærkede hertil, at handelsværdien kan være påvirket af begrænsninger i aktiernes omsættelighed i henhold til vedtægter eller aktionæroverenskomst. At omsætningsbegrænsninger reducerer værdien af aktier understreges ligeledes af den juridiske vejledning afsnit C. B. 3.5.4.4., hvor det fremgår, at "Aftalte omsætningsbegrænsninger kan fx have indflydelse på kursfastsættelsen. Se SKM. 2001.198. LR og SKM. 2003.116. LSR." Det er vores vurdering, at Skatterådet bør acceptere en discount som følge af de omsætningsbegrænsninger der gælder i aftalen, samt at køberetterne har en optjeningsperiode på 3 år, og at uvestede køberetter bortfalder ved ejerskifte eller børsnotering (Exit). Det virker ulogisk og helt ude af trit med praksis, at disse forhold ikke skal tages med i betragtning ved værdiansættelsen. – Det er vores opfattelse, at den i december 2015 udarbejdede Numis Securities rapport for UK børsnoterede software virksomheder giver et objektivt og fair billede på værdien af aktierne i Selskab A med udgangspunkt i en gennemsnitlig multipel metode baseret på hhv. indtjening og EBITDA, og at 30/9 2015 kan anvendes i denne sammenhæng til at pejle på en markedsværdi i dag, da der ikke er sket materielle ændringer i virksomheden siden. Dette støttes i øvrigt også på grundlag af, at kursen anvendt ved handlen i februar 2016 2,25 GBP er i et tilsvarende leje målt sammenlignet med en 2,34 GBP. Med udgangspunkt i ovenstående indstiller spørger til Skatterådet, at spørgsmål 1 bekræftes. Spørgsmål 2: Bortfalder Hvis Skatterådets ikke bekræfter spørgsmål 1, ønskes bekræftelse på, at markedsværdien af aktierne kan estimeres til GBP 2,25 pr. aktie. Det er almindeligt anerkendt i praksis, at kursen anvendt ved handel med tredjemand er relevant og kan være mest egnet til at udtrykke markedsværdien for en aktie. A-aktierne har senest været genstand for handel den 24. februar 2016, hvor 547.162 A-aktier blev solgt tilbage til Selskab A for 2,25 GBP pr. aktie. Disse aktier udgjorde 0,5 pct. af den samlede andel af ordinary shares og handlen involverede 12 aktionærerne (ikke employee shareholders) og var en transaktion på armslængde vilkår. Spørgsmål 3. : Ja Spørger ønsker Skatterådets bekræftelse på, at markedsværdien af køberetterne kan estimeres til GBP 0,15 pr. stk. med udgangspunkt i følgende forhold: – Løbetid 4,5 år – Strikepris 3,22 GBP – Markedsværdi aktie 1,87 GBP – Volatilitet 27,6 pct. – Rente jf. UK Gilt Market 0,81 pct. Vedrørende den anvendte volatilitet - se vores kommentarer i indledningen. Black & Scholes modellen estimerer således (GBP): Inputs: Markedsværdi aktie 1,87 Udnyttelsespris 3,22 Volatilitet 27,60 pct. Risikofri rente 0,81pct. Estimeret løbetid 4,5 Warrant værdi 0,15 Spørgsmål 4: Bortfalder Hvis Skatterådet svarer nej til spørgsmål 3, ønsker spørger Skatterådets bekræftelse på, at markedsværdien af køberetterne kan estimeres til GBP 0,277 pr. stk. med udgangspunkt i følgende forhold: – Løbetid 4,5 år – Strikepris 3,22 GBP – Markedspris aktie 2,25 GBP – Volatilitet 27,6 pct. – Rente jf. UK Gilt Market 0,81 pct. Vedrørende den anvendte volatilitet - se vores kommentarer i indledningen. Black & Scholes modellen estimerer således (GBP): Inputs: Markedsværdi aktie 2,25 Udnyttelsespris 3,22 Volatilitet 27,60 pct. Risikofri rente 0,81 pct. Estimeret løbetid 4,5 Køberets værdi 0,277 Spørgsmål 5: Ja Spørger ønsker Skatterådets bekræftelse på, at det planlagte program i sin helhed opfylder kravene i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1-7. Det er spørgers opfattelse at samtlige krav er tilgodeset, herunder kan oplyses, at: – Målingen af værdien af køberetterne vil ske ud fra forholdene på tildelingstidspunktet målt mod medarbejderens årsløn i 2016 – At køberetterne giver ret til at købe almindelige aktier udstedt af Selskab A (koncernselskab til arbejdsgiver) – At 7P aftalen vil blive indgået med den lokale arbejdsgiver, samtidig med tildelingen af køberetterne fra Selskab A, og køberetterne ydes som led i ansættelsen – At 7P aftalen udelukkende vil omfatte køberetter svarende til 10 pct. af årslønnen – At køberetterne udelukkende kan udnyttes til erhvervelse af aktierne og mod betaling af udnyttelsesprisen. Den omstændighed, at de erhvervede aktier i tilfælde af ekstraordinær udnyttelse (ved Exit) er omfattet af en medsalgspligt, og således sælges sammen mod de øvrige aktionærer samme dag som udnyttelse finder sted er ikke diskvalificerende, jf. SKM2013. 904. SR. SKATs indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at A-aktierne i Selskab A kan værdiansættes til GBP 1,87 pr. aktie i forbindelse med medarbejderes tildeling af køberetter til aktier. Lovgrundlag Ligningslovens § 7 P (Lov nr. 430 af 18/05/2016, § 1, nr. 1): "Værdien af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, som personer modtager som vederlag i et ansættelsesforhold, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt. Stk. 2. Skattefriheden efter stk. 1 er betinget af følgende: 1) Den ansatte og det selskab, hvori den pågældende er ansat, har aftalt, at reglerne i denne bestemmelse skal finde anvendelse. I aftalen skal vederlaget være entydigt identificeret. Det skal fremgå, om vederlaget består af en aktie eller en købe- eller tegningsret, og i hvilket selskab der er erhvervet eller kan erhverves aktier, og den nominelle størrelse eller stykværdien af aktien eller den nominelle størrelse eller stykværdien af den aktie, som en købe- eller tegningsret giver ret til, skal fremgå. Er der stillet vilkår for vederlagets erhvervelse eller givet den ansatte en valgmulighed inden for et nærmere fastsat tidsrum til udnyttelse af vederlaget, skal disse vilkår fremgå af aftalen. 2) Værdien af vederlaget efter stk. 1 overstiger i samme år ikke 10 pct. af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås. 3) Vederlaget efter stk. 1 ydes af det selskab, hvor personen er ansat, eller af et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. 4) Vederlaget efter stk. 1 er aktier i det selskab, hvor personen er ansat, eller i et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller giver ret til at erhverve eller tegne aktier i de nævnte selskaber. 5) Aktier, der modtages af ansatte, og aktier, den ansatte kan erhverve eller tegne i henhold til modtagne købe- eller tegningsretter, udgør ikke en særlig aktieklasse. 6) Modtagne købe- og tegningsretter overdrages ikke. Det anses ikke for en overdragelse, hvis retten udløber uudnyttet eller overdrages ved arv. 7) Modtagne køberetter indeholder en ret for enten den ansatte eller det selskab, der har ydet køberetten, til at erhverve eller levere aktier. Stk. 3. Kræver opfyldelse af betingelserne i stk. 2 ændring i en aftale, der er indgået om vederlag i form af aktier eller købe- eller tegningsretter, af udnyttelses- eller købskursen, af antallet af aktier eller købe- og tegningsretter eller af den aktieklasse, hvori den ansatte erhverver aktier, med henblik på anvendelse af reglerne i denne paragraf, anses en sådan ændring ikke for at indebære en afståelse eller erhvervelse af nye aktier eller købe- eller tegningsretter. Det er en betingelse, at ændringen af aftalen udelukkende har til formål at tilpasse aftalen med henblik på at opfylde betingelserne i stk. 2. Stk. 4. Vurderingen af, om betingelsen i stk. 2, nr. 2, er opfyldt, foretages ud fra vederlagets værdi på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs for købe- eller tegningsretterne henholdsvis den faktiske købskurs for aktierne foreligger, dog senest på det tidspunkt, hvor den ansatte erhverver ubetinget ret til den modtagne aktie eller købe- eller tegningsret, og årslønnen på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, jf. dog stk. 5. . . . Stk. 11. Udnyttes en købe- eller tegningsret, der er omfattet af stk. 1-9, ved kontant udbetaling til den ansatte af købe- eller tegningsrettens værdi, finder § 28 anvendelse. Er betingelsen i § 28 ikke opfyldt, finder § 16, jf. statsskattelovens § 4, anvendelse. . . ." Begrundelse SKAT skønner, at en værdiansættelse af A-aktierne i Selskab A til GBP 1,87 pr. aktie ligger under aktiernes reelle markedsværdi. Efter SKATs vurdering skal der ved værdiansættelsen af aktierne henses til, at aktierne er handlet med tredjemand den 24. februar 2016 til 2,25 GBP pr. aktie. SKAT henviser i øvrigt til begrundelsen vedrørende spørgsmål 2. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej". Spørgsmål 2 Såfremt spørgsmål 1 besvares med et nej, ønskes det bekræftet, at A-aktierne i Selskab A kan værdiansættes til GBP 2,25 pr. aktie i forbindelse med medarbejderes tildeling af køberetter til aktier. Lovgrundlag Se spørgsmål 1. Begrundelse SKAT har i sin vurdering af markedsværdien af A-aktierne i Selskab A lagt vægt på den i anmodningen beskrevne transaktion med A-aktier fra den 24. februar 2016. Transaktionen er ikke indgået mellem parter med interessefællesskab og er i anmodningen defineret som værende indgået på armslængde vilkår. Det oplyses i anmodningen, at transaktionen med A-aktierne blev gennemført til en pris på 2,25 GBP pr. aktie. Af anmodningen fremgår det ligeledes, at der ikke har været materielle ændringer i selskabet siden 30. september 2015 (seneste afsluttede regnskabsår). Derfor vurderer SKAT, at transaktionen fra 24. februar 2016 stadig kan anvendes i forbindelse med at fastlægge den markedsværdi af A-aktierne i Selskab A, som indgår i beregningen af værdien af de tildelte køberetter til medarbejderne. SKATs vurdering af markedsværdien af A-aktierne i Selskab A forudsætter, at alle relevante oplysninger er blevet forelagt SKAT i forbindelse med sagsbehandlingen af anmodningen om bindende svar. Såfremt der foreligger anden relevant information, herunder et eventuelt konkret købstilbud på Selskab A, bortfalder SKATs vurdering af markedsværdien. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja". Spørgsmål 3 Det ønskes bekræftet, at køberetter til aktier i Selskab A kan værdiansættes til GBP 0,15 pr. stk., jf. Black & Scholes modellen. Lovgrundlag Se spørgsmål 1. Begrundelse Det fremgår af SKATs begrundelse vedrørende spørgsmål 1, at SKAT ikke anerkender en aktiepris på 1.87 GBP pr. aktie. SKAT kan derfor ikke anerkende en Black & Scholes beregning, der bl.a. er baseret på en aktiepris på 1.87 GBP pr. aktie. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej". Spørgsmål 4 Såfremt spørgsmål 3 besvares med et nej, ønskes det bekræftet, at køberetter til aktier i Selskab A kan værdiansættes til GBP 0,277 pr. stk., jf. Black & Scholes modellen. Lovgrundlag Se spørgsmål 1. Begrundelse SKAT har efterprøvet den i anmodningen anvendte Black & Scholes beregning, og baseret på de i anmodningen anvendte inputparametre (herunder en aktiepris på 2,25 GBP, jf. spørgsmål 2), kan SKAT genberegne værdien på 0,277 GBP pr. køberet, som angivet i anmodningen. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja". Spørgsmål 5 Det ønskes bekræftet, at køberetterne opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1 -7. Lovgrundlag Se spørgsmål 1. Praksis SKM2013. 904. SR Skatterådet bekræfter, at medarbejdernes afgivelse af tilsagn om udnyttelse aftegningsretter, omfattet af ligningslovens § 7 H og efterfølgende salg af alle eller dele af de ved udnyttelsen nytegnede aktier, som led i gennemførelse af en planlagte børsnotering af Selskabet, hverken indebærer, at tegningsretterne anses for differenceafregnet, eller at tegningsretterne anses for afstået. Medarbejderne får leveret aktier og bliver registreret som ejere heraf. Tegningskursen for de udnyttede tegningsretter indbetales til Selskabet. Aktierne overdrages herefter til markedskøberne i det omfang, der er opnået salg på markedet for de udbudte aktier. Medarbejderne modtager hele salgsprovenuet fra aktiesalget i markedet. Begrundelse Efter ligningslovens § 7 P, stk. 2, gælder en række betingelse, der skal være opfyldt for at værdien af køberetter ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Aftale mellem den ansatte og arbejdsgiverselskabet - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1 Det er en betingelse, at den enkelte ansatte og det selskab, hvori den pågældende er ansat har aftalt, at reglerne i ligningslovens § 7 P skal finde anvendelse. Rådgiver har bekræftet, at den lokale arbejdsgiver indgår aftale med de enkelte ansatte. Vederlaget er entydigt identificeret i aftalen, herunder at vederlaget består af køberetter til aktier i Selskab A. Endvidere fremgår køberetternes udnyttelseskurs, aktiernes nominelle størrelse af den aktie, som køberetterne giver ret til, samt køberetternes værdi, jf. Black & Scholes. Endelig vil vilkårene for vederlagets erhvervelse fremgå af aftalen, nemlig tildelingsdato, performance vilkår, udnyttelsesvindue og udløbsdato. SKAT kan derfor bekræfte, at betingelsen i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. 10 pct.s grænse - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2 Værdien af køberetter, der skal omfattes af ligningslovens § 7 P, må i samme år ikke overstige 10 pct. af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås. Hvis 10 pct.s-grænsen overskrides, er konsekvensen, at de tildelte køberetter op til de 10 pct. af årslønnen kan omfattes af ligningslovens § 7 P, mens den overskydende del bliver omfattet af reglen i ligningslovens § 28 om lønbeskatning af værdien på køberetternes udnyttelse- eller salgstidspunkt. Årslønnen skal opgøres efter objektive kriterier, der sikrer en entydig opgørelse af lønnen. Det fremgår af sagens oplysninger, at tildelingen af køberetter udelukkende vil omfatte køberetter til en værdi svarende til 10 pct. af den ansattes årsløn i 2016. Årslønnen for 2016 vil være den enkelte medarbejders bruttoløn tillagt arbejdsgivers pensionsbidrag, eventuelle indkomstskattepligtige personalegoder og sædvanlig bonus udbetalt i 2016. SKAT kan bekræfte, at opgørelsen af årslønnen er i overensstemmelse med ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2. Køberetterne er ydet af det selskab, hvor personen er ansat eller af et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 3 Efter det oplyste tildeler Selskab A køberetter til de ansatte det koncernforbundne datterselskab. Det er et vilkår, at koncernforbindelsen foreligger på aftaletidspunktet. Køberetter til aktier i enten arbejdsgiverselskabet eller et selskab, der er koncernforbundet med arbejdsgiverselskabet - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 4 Køberetterne vedrører aktier i Selskab A, der er koncernforbundet med datterselskabet. Det er et vilkår, at koncernforbindelsen foreligger på aftaletidspunktet. Særlig aktieklasse - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 5 Det er en betingelse for anvendelsen af ligningslovens § 7 P, at aktierne, som den ansatte modtager ved udnyttelse af køberetterne, ikke udgør en særlig aktieklasse for medarbejderaktier. Betingelsen skal være opfyldt frem til tildelingen af aktier. Det fremgår af anmodningen om bindende svar, at aktierne, der erhverves ved udnyttelse af køberetterne er "ordinary A shares". Samtlige A-aktier er omfattet af en aktionæraftale, som rummer sædvanlige omsættelighedsbegrænsninger samt drag and tag-along bestemmelser, hvorfor der efter SKATs opfattelse ikke foreligger en særlig aktieklasse for medarbejderaktier. Køberetter må ikke overdrages - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 6 Anvendelsen af ligningslovens § 7 P er betinget af, at den ansatte ikke overdrager modtagne køberetter. Det anses ikke for en overdragelse, hvis retten udløber uudnyttet eller overdrages ved arv. Erhvervelses- eller leveringsret - ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 7 Det er en betingelse for skattefriheden i ligningslovens § 7 P, at de modtagne køberetter indeholder en ret for enten den ansatte eller det selskab, der har ydet køberetterne, til at erhverve eller levere aktier. Betingelsen gælder for hele perioden, hvor køberetterne løber. Betingelsen er opfyldt, selv om køberetten også giver mulighed for opfyldelse ved kontant betaling af forskellen mellem de underliggende aktiers markedskurs og den aftalte kurs i henhold til retten, dvs. differenceafregning. Den omstændighed, at de erhvervede aktier i tilfælde af ekstraordinær udnyttelse (ved Exit) er omfattet af en medsalgspligt, og således sælges sammen mod de øvrige aktionærer samme dag som udnyttelse finder sted er ikke diskvalificerende, I den foreliggende sag har parterne aftalt, at aktierne er omfattet af en medsalgspligt ved en Exit, og således sælges sammen mod de øvrige aktionærers aktier, samme dag som udnyttelse af køberetterne finder sted. Et sådant vilkår i aftalen forhindrer ikke anvendelsen at ligningslovens § 7 P. Det vil bero på de øvrige konkrete omstændigheder, hvorvidt der er tale om differenceafregning. Reglerne i ligningslovens § 7 P er ikke til hinder for, at medarbejderne indgår aftale om salg af aktier, der erhverves på et fremtidigt tidspunkt på baggrund af køberetter omfattet af ligningslovens § 7 P. Se SKM2013. 904. SR. Konsekvensen af, at en køberet, der er omfattet af ligningslovens § 7 P, udnyttes ved differenceafregning, er, at reglerne i ligningslovens § 28 skal anvendes, jf. ligningslovens § 7 P, stk. 11. SKAT bemærker i øvrigt, at ligningslovens § 7 P vedrører beskatning af køberetter til aktier, der modtages som vederlag for arbejde udført for selskabet. Såfremt køberetterne kun kan udnyttes til erhvervelse af aktier ved børsnotering eller ved change of control af Selskab A (Mindst 50 pct. ejerskifte), er der tale om en exit bonus til medarbejderen for varetagelse af aktionærernes interesser og ikke om vederlag for arbejde udført for selskabet. Beskatning af sådanne exit bonusser falder udenfor anvendelsesområdet for ligningslovens § 7 P. Beskatningen følger således af de almindelige regler, hvilket vil sige, at medarbejderne beskattes af værdien af køberetterne som personlig indkomst på retserhvervelsestidspunktet, jf. statsskattelovens § 4. Det fremgår af sagens oplysninger, at køberetterne kan udnyttes både, når vestingdatoen er indtrådt ("ordinær udnyttelsesmulighed") samt ved børsnotering eller change of control af Selskab A (mindst 50 pct. ejerskifte). SKAT finder derfor, at medarbejdernes ekstraordinære udnyttelsesmulighed ikke udelukker anvendelsen af ligningslovens § 7 P på vederlaget. Konklusion Såfremt køberetterne til aktier i Selskab A opfylder de betingelser, som SKAT har redegjort for ovenfor, skal værdien af køberetterne ikke medregnes ved opgørelsen af de ansattes skattepligtige indkomst. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse". Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse)     Den fulde tekst Bekendtgørelse om godkendte parringsområder for honningbier I medfør af § 7, § 17, stk. 1 og § 20, stk. 2, i lov om biavl, jf. lovbekendtgørelse nr. 759 af 29. juni 2006, samt efter bemyndigelse fastsættes: Formål og generelle bestemmelser § 1. For at sikre muligheden for at gennemføre kontrollerede parringer af honningbier kan Plantedirektoratet godkende et afgrænset parringsområde, hvorpå der kan etableres en parringsstation. § 2. I et godkendt parringsområde må der kun forefindes honningbier af samme afstamning som bierne på parringsstationen, jf. dog § 3, stk. 2. Stk. 2. Fund af bisværme og vildtlevende honningbifamilier skal anmeldes til den ansvarlige for parringsstationen. § 3. Det er ikke tilladt for andre end den ansvarlige for parringsstationen at føre honningbier ind i parringsområdet. Stk. 2. Andre kan dog, uanset bestemmelsen i stk. 1, føre parringsfamilier ind i parringsområdet efter aftale med den ansvarlige for parringsområdet. Ansøgning § 4. Ansøgning om godkendelse af et parringsområde skal indeholde følgende; 1) navn og adresse på den der er ansvarlig for parringsstationen, 2) en redegørelse for ansøgers erfaringer som bidronningeavler 3) oplysning om placering og afgrænsning af parringsområdet, 4) oplysning om placering af parringsstationen, 5) oplysning om det avlsmateriale der ønskes anvendt og 6) oplysning om bigårde i parringsområdet samt erklæring fra ejerne af disse om, hvorvidt de er indforstået med at anvende bier af samme afstamning som bierne i parringsstationen. Stk. 2. Plantedirektoratet kan anmode om yderligere oplysninger til brug for behandling af ansøgningen. Stk. 3. Ansøgning om forlængelse af godkendelse for en ny 5 årig periode, skal vedlægges en erklæring fra samtlige biavlere i området, jf. stk. 1, nr. 6, om hvorvidt de fortsat er indforstået med at anvende bier af samme afstamning, som bierne på parringsstationen. Godkendelse af ansøgning § 5. Plantedirektoratet kan som parringsområde godkende mindre øer og andre afgrænsede områder med tilstrækkelig isoleret beliggenhed. Stk. 2. Det er en betingelse for godkendelse af ansøgningen at den ansvarlige for parringsstationen er registreret som kyndig biavler, jf. bekendtgørelse om bekæmpelse af skadegørere hos honningbier og avlede humlebier og har erfaring som bidronningeavler. § 6. Finder Plantedirektoratet at grundlaget for ansøgningen om godkendelse eller forlængelse af godkendelsen er tilfredsstillende, foretager direktoratet på ansøgerens regning en høring i den lokale presse eller på anden hensigtsmæssig måde, rettet til biavlere og planteavlere i det ansøgte parringsområde. § 7. På baggrund af ansøgning og fremsatte bemærkninger træffer Plantedirektoratet endelig afgørelse om godkendelse af et parringsområde og fastsætter nærmere vilkår herfor. Vilkår § 8. Godkendelse af et parringsområde meddeles for 5 år ad gangen på følgende vilkår: 1) Ved etablering skal den ansvarlige for parringsstationen vederlagsfrit levere befrugtede brugsdronning af samme afstamning som det godkendte avlsmateriale til udskiftning af bidronningerne hos de eksisterende biavlere i parringsområdet. Vurderer den ansvarlige for parringsstationen på et senere tidspunkt, at det er hensigtsmæssigt at der skiftes bidronninger, skal disse ligeledes leveres vederlagsfrit, i samme antal som ved den oprindelige udskiftning. 2) Den ansvarlige for parringsstationen i drift skal efter anmodning fra biavlere i parringsområdet levere befrugtede brugsdronninger i rimeligt omfang og mod passende vederlag. 3) Den ansvarlige for parringsstationen skal, på baggrund af aftaler med planteavlere i parringsområdet, sikre at der er et tilstrækkeligt antal bifamilier til at varetage bestøvningen af afgrøder hos planteavlere i parringsområdet. For udlejning af bifamilier til bestøvning kan der kræves et rimeligt vederlag. 4) Udskiftning af den ansvarlige for parringsstationen kan kun ske med Plantedirektoratets forudgående godkendelse. 5) Alle parringsstationens bifamilier skal mindst hver 6. uge i perioden fra 1. maj til 1. september synes af en kyndig biavler for skadegørerne ondartet bipest (forårsaget af larven Paenibacillus larvae ), stenyngel (forårsaget af Aspergillus –svampe), den lille stadebille ( Aethina tumida ) og Tropilaelaps -mider. 6) Der skal løbende udføres avlsarbejde og årligt inden den 1. december indsendes en redegørelse til Plantedirektoratet for arbejdet i den forløbne sæson. Redegørelsen skal udarbejdes på et skema, der fås hos Plantedirektoratet. Tilbagekaldelse af godkendelse § 9. Plantedirektoratet kan tilbagekalde godkendelse af et parringsområde, hvis et eller flere vilkår jf. § 8 ikke overholdes. Fjernelse af bisværme og vildtlevende bifamilier § 10. Den ansvarlige for parringsstationen har ret og pligt til for egen regning at fjerne eller tilintetgøre bisværme eller vildtlevende honningbifamilier i parringsområdet, med undtagelse af de tilfælde, hvor en biavler forfølger bisværme fra egen bigård og huser disse inden 12 timer efter, at de har slået sig ned. Klagebestemmelser § 11. Klage over Plantedirektoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indgives til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri inden 4 uger fra datoen for modtagelse af afgørelsen. Klagens stiles til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og skal indsendes til Plantedirektoratet. Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser § 12. Overtrædelse af § 2, stk. 1 og § 3 straffes med bøde. § 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. april 2008. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr.355 af 18. april 2007 om godkendte parringsområder for honningbier. Stk.2. Godkendelser udstedt i medfør af bekendtgørelse nr. 771 af 16. september 1992 om renavl forbliver i kraft for den pågældende periode. Forlængelse af godkendelsen er herefter betinget af at vilkårene i § 8 i denne bekendtgørelse overholdes, samt at den ansvarlige for parringsstationen er kyndig biavler. Plantedirektoratet, den 25. april 2008 Ole P. Kristensen / Ruth Bahnsen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Den fulde tekst Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. december 2008 Forslag til Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige Lovens anvendelsesområde § 1. Loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Stk. 2. Loven gælder desuden for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske eller grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager. Stk. 3. Reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v., finder anvendelse. Regler som nævnt i 1. pkt. finder desuden anvendelse på fordringer som nævnt i stk. 2, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til inddrivelse § 2. Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed. Restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1, stk. 1 og 2. Stk. 2. Beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser om fordringen, jf. dog §§ 17 og 18. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren. Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Såfremt forholdene i særlig grad taler derfor, kan fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt i 1. pkt. Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Stk. 5. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skal, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 6. Stk. 6. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan helt eller delvis kalde en fordring tilbage, der er oversendt til inddrivelse, med henblik på at foretage modregning for kravet. Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-6, herunder en beløbsmæssig mindstegrænse for fordringer, der overdrages til inddrivelse, og om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af fordringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller henstand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at overdragelse af fordringer kan ske elektronisk. Restanceinddrivelsesmyndigheden § 3. Ved overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne. Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan som led i inddrivelsen tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder og hos pengeinstitutter samt hos Værdipapircentralen indhente oplysninger, der er nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse. Endvidere kan restanceinddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige myndigheder, indhente de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning for inddrivelsen. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form. Stk. 4. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan til brug for inddrivelsen af de fordringer, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af denne lov, få terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. Oplysningerne anvendes til brug for behandling af enkeltsager eller til brug for kontrol ved samkøring og sammenstilling af oplysninger med restanceinddrivelsesmyndighedens øvrige oplysninger. Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1-4. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter fordringshavere og andre offentlige myndigheder får elektronisk adgang til oplysninger registreret af restanceinddrivelsesmyndigheden om restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restante fordringer i forhold til andre fordringshavere. Dækningsrækkefølge for krav under inddrivelse § 4. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge: 1) Bøder. 2) Underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag. 3) Andre fordringer. Stk. 2. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet. Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan uanset stk. 1 og 2 efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 2. Rente og gebyr § 5. Fordringer, der overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Stk. 2. Skatteministeren kan bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. § 6. Der skal for udsendelse af rykkerskrivelse vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, betales et rykkergebyr på 140 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden. Skatteministeren fastsætter gebyrer til restanceinddrivelsesmyndigheden for oprettelse af ny fordring, iværksættelse af lønindeholdelse m.v. og tilsigelse til udlægsforretning vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1. Modregning m.v. § 7. Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun delvis skyldners gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i denne rækkefølge: 1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den udbetalende myndighed træffer afgørelse om modregning. 2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. 3) Andre fordringer under opkrævning. Stk. 2. Dækker en udbetaling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordringerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbetaling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i Det Centrale Fordringsregister, således at den fordring, der først registreres, dækkes først. Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om indberetning fra fordringshaverne til Det Centrale Fordringsregister. § 8. Er en fordring omfattet af denne lov, for hvilken en kommune eller region er fordringshaver, ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis regionen i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den skyldige betaling. Stk. 2. Er et privat krav på underholdsbidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger omfattet af denne lov ikke betalt rettidigt, indtræder det offentlige på vegne af den bidragsberettigede i retten til udbetalinger fra det offentlige for et beløb, der svarer til den skyldige betaling. § 9. Tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med betalingen afskærer ikke det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Stk. 2. En betalingsaftale fastsat af kommunen afskærer ikke kommunen fra at indtræde i retten til udbetalinger fra staten, jf. § 8. Lønindeholdelse § 10. Fordringer som nævnt i bilag 1 til denne lov kan med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger inddrives ved lønindeholdelse. Stk. 2. Har en skyldner ikke inden det tidspunkt, da udlæg kan begæres, betalt den gæld, der påhviler den pågældende, kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling af gælden med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkostninger. Der kan dog ikke ske indeholdelse i indkomst, som er valgt beskattet efter kildeskattelovens § 48 E. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Stk. 3. Indeholdelse efter stk. 1 kan foretages, selv om udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49. Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsesprocenten) af den beregnede eller godskrevne A-indkomst. Indeholdelsesprocenten meddeles til told- og skatteforvaltningen og indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens § 48, stk. 4. Ved afgørelse om indeholdelse skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydelser. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan den samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke overstige 100. Stk. 4. Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomstens størrelse. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenhængen mellem indkomsten og indeholdelsesprocenten. Stk. 5. Reglerne i stk. 1-3 finder uanset afvigende bestemmelser i den øvrige lovgivning også anvendelse på kommunale og statslige tjenestemænds lønninger m.v. Stk. 6. Reglerne i kildeskattelovens §§ 43-46, 48, 48 A, 49, 51, 56, 57, 68-70, 72 og 73 A i afsnit VIII, i §§ 83-86 og i opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, betaling, rente, gebyrer, kontrol, inddrivelse og straf m.v. vedrørende indeholdelse af A-skat finder tilsvarende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller opkrævet i henhold til bestemmelserne i denne paragraf. Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen opgør de indeholdte beløb efter denne bestemmelse og sender dem til Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Er der indeholdt mere efter denne bestemmelse, end hvad der er nødvendigt til dækning af de i stk. 1 nævnte beløb, kan det overskydende beløb anvendes til dækning af andre restancer, for hvilke der kunne være truffet afgørelse om lønindeholdelse efter stk. 1. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om opgørelser efter 1. pkt. Stk. 8. Beløbsgrænser, der fastsættes i medfør af stk. 3 og 4, reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. De årlige reguleringer offentliggøres af skatteministeren. Udpantningsret og udlæg § 11. Fordringer som nævnt i bilag 1 til denne lov kan med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger inddrives ved udpantning. § 12. Er udlæg for skattebeløb forgæves forsøgt hos den skattepligtige selv, kan udlæg ske i ejendele, der tilhører den med denne samlevende ægtefælle, eller om nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som er medregnet ved den skattepligtiges skatteansættelse. Dette gælder ikke ved udlæg hos en indeholdelsespligtig for skattebeløb, som denne har været pligtig at indeholde. Stk. 2. Skattebeløb, for hvilke der efter stk. 1 kan foretages udlæg i ægtefællens ejendele, kan modregnes i udbetaling til ægtefællen af overskydende skat med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55. Eftergivelse § 13. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk.1, efter reglerne i denne lov. Fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige. Stk. 2. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt 1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, 2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation, c) er stiftet med henblik på forbrug eller d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk, 3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, 4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, 5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse eller 6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige, efter at eftergivelsessag er indledt. Stk. 3. Ved afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis skyldner har anden betydelig gæld kan eftergivelse nægtes. Stk. 4. Uanset stk. 2 kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse. Stk. 5. Kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6. Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign. § 14. Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden. Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og afdragsperiodens længde efter stk. 1. Stk. 3. Beløbsgrænser, der fastsættes i medfør af stk. 2, reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. De årlige reguleringer offentliggøres af skatteministeren. § 15. Eftergivelse kan tilbagekaldes, såfremt skyldneren 1) i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller 2) groft tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden. Afskrivning af krav § 16. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan afskrive fordringer til det offentlige, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, herunder undlade at afbryde forældelse, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen. Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1. Klage § 17. Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage sagen. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt medhold i klagen, og denne fastholdes, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til Landsskatteretten sammen med en udtalelse om sagen. Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgangen efter stk. 1. § 18. Fogedretten træffer efter begæring afgørelse om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, som skyldneren fremsætter over for restanceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets berettigelse, dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning. Begæringen fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden, som indbringer indsigelsen for fogedretten. Afgørelse træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503. Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens bopæl er beliggende. Stk. 3. Fristen for begæring om indbringelse af indsigelser efter stk. 1 er 4 uger, fra skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller modregning. Stk. 4. Overskrides den frist, der er nævnt i stk. 3, afviser fogedretten sagen. Fogedretten kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om lønindeholdelse eller modregning tillade, at en indsigelse behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Ikrafttrædelsesbestemmelser § 19. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens §§ 4-7. § 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. , den 16. december 2008 Bilag 1 Fordringer, der kan inddrives ved lønindeholdelse, jf. § 10, og fordringer, der kan inddrives ved udpantning, jf. § 11: 1) Stats- og kommuneskatter samt afgifter og ydelser, som ifølge lov tilkommer stat, kommune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlige stiftelser eller embeder og bestillinger, herunder skattebeløb, som en indeholdelsespligtig har været forpligtet til at indeholde eller opkræve, samt parafiskale udgifter. 2) Enhver på en fast ejendom hvilende, stadig tilbagevendende eller af en bestemt begivenhed afhængig pengeafgift, som uden særlig vedtagelse går over fra ejer til ejer, og tilkommer stat, kommune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlige stiftelser eller embeder og bestillinger, når afgiftens størrelse fastsættes efter faste regler. 3) Krav, der er tillagt fortrinsret i fast ejendom. 4) Arbejdsmarkedsbidrag, herunder arbejdsmarkedsbidrag, som nogen har været forpligtet til at indeholde eller opkræve. 5) Told. 6) Krav vedrørende retsafgift, tinglysningsafgift, registreringsafgift, stempelafgift, bo- og gaveafgifter, vægtafgift og lignende afgifter. 7) Underholdsbidrag. 8) Betaling fastsat af en offentlig myndighed for benyttelse af indretninger, der tjener et almennyttigt formål, og hvor der er almindelig offentlig adgang. 9) Krav på erstatning. 10) Krav på betaling for løsøre købt på offentlig auktion. 11) Tilbagebetalingskrav vedrørende tilskud, støtteordninger, uberettiget modtagne ydelser, ydelser, som er for meget udbetalt, og som tilkommer det offentlige, samt administrative sanktioner, der vedrører disse krav. 12) Betaling for hjælp ydet af det offentlige. 13) Beløb, som en offentlig myndighed har udlagt. 14) Udgifter til foranstaltninger og arbejder, som det offentlige har foretaget på den forpligtedes vegne eller for den forpligtedes regning. 15) Bøder, tvangsbøder, administrative bøder, konfiskationer og kontrolafgifter, herunder parkeringsafgifter. 16) Misligholdte statslån og kommunale lån. 17) Statskassens eller kommuners tilgodehavender efter indfrielse af en ydet garanti eller kaution. 18) Kongeriget Danmarks Fiskeribanks tilgodehavender og Byggeskadefondens tilgodehavender, som ikke er tillagt fortrinsret i fast ejendom. 19) Medielicens. 20) Betalingsforpligtelser for ydelser, der leveres af det offentlige. 21) Krav, der modtages til inddrivelse fra udlandet. 22) Krav vedrørende ubetalt præmie og refu­sionskrav efter lov om arbejdsskadesikring. 23) Præmiebetaling og refusion fra arbejdsgiver på forskudsvis udbetalte beløb efter lov om sygedagpenge. 24) Krav vedrørende arbejdsgiverbidrag. 25) Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn. 26) Tilbagebetalingskrav efter lov om arbejdsløshedsforsikring vedrørende uberettiget modtaget dagpenge eller andre ydelser fra en A-kasse og ydelser, der skal betales tilbage som følge af, at et medlem senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, hvis kassen har ret til refusion fra statskassen, og når kravet er fastslået i en afgørelse truffet af en kasse, Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn eller er sikret ved dom eller et eksigibelt forlig. 27) Fordringer, staten har overtaget vedrørende ikke rettidigt betalt leje og lignende ydelser. 28) Beløb, som vedrører tvungen administration af udlejningsejendomme. 29) Sagsomkostninger vedrørende civilretlige sager og straffesager. 30) Udgifter til en sags behandling ved et privat ankenævn, der er etableret ved lov, og ved nævn, der nedsættes af en minister, samt gebyr til finansiering af disciplinærnævnet, som opkræves hos registrerede ejendomsmæglere. 31) Afgifter, gebyrer, drifts- og etableringsudgifter, administrationsomkostninger og omkostninger til tilsyn og kontrol, som en myndighed har krav på at få dækket.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om aktindsigt i visse interne kommunale og regionale dokumenter I medfør af § 23, stk. 3, i lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen og efter forhandling med KL og Danske Regioner fastsættes: § 1. Som internt dokument anses i denne bekendtgørelse et dokument, der ikke er afgivet til udenforstående, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen. § 2. Et internt dokument i en kommune er, uanset dets interne karakter, jf. § 1, omfattet af retten til aktindsigt efter lovens almindelige regler, såfremt det pågældende dokument er udarbejdet som et selvstændigt dokument og foreligger i endelig form, og såfremt dokumentet indeholder: 1) en dagsorden til et udvalgsmøde med forvaltningens eventuelle indstillinger, 2) en dagsorden til et kommunalbestyrelsesmøde med forvaltningens og udvalgenes eventuelle indstillinger, 3) kommunalbestyrelsens og udvalgenes beslutninger, herunder i form af instruktioner m.v. til vedkommende forvaltning, 4) anden skriftlig kommunikation mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg end den i nr. 2 nævnte, eller 5) skriftlig kommunikation mellem udvalgene indbyrdes. Stk. 2. Bilag til et dokument omfattet af stk. 1, nr. 1-5, er omfattet af bekendtgørelsen, såfremt bilaget indeholder indstillinger fra forvaltningen eller udvalgene eller instruktioner til forvaltningen. Bilag til åbne dagsordenspunkter på kommunalbestyrelsesmøder er omfattet af bekendtgørelsen, medmindre hensyn til den interne beslutningsproces i kommunen afgørende taler herimod. § 3. Et internt dokument i en region er, uanset dets interne karakter, jf. § 1, omfattet af retten til aktindsigt efter lovens almindelige regler, såfremt det pågældende dokument er udarbejdet som et selvstændigt dokument og foreligger i endelig form, og såfremt dokumentet indeholder: 1) en dagsorden til et udvalgsmøde med forvaltningens eventuelle indstillinger, 2) en dagsorden til et regionsrådsmøde med forvaltningens og udvalgenes eventuelle indstillinger, 3) regionsrådets og udvalgenes beslutninger, herunder i form af instruktioner m.v. til vedkommende forvaltning, 4) anden skriftlig kommunikation mellem et regionsråd og dettes udvalg end den i nr. 2 nævnte, eller 5) skriftlig kommunikation mellem udvalgene indbyrdes. Stk. 2. Bilag til et dokument omfattet af stk. 1, nr. 1-5, er omfattet af bekendtgørelsen, såfremt bilaget indeholder indstillinger fra forvaltningen eller udvalgene eller instruktioner til forvaltningen. Bilag til åbne dagsordenspunkter på regionsrådsmøder er omfattet af bekendtgørelsen, medmindre hensyn til den interne beslutningsproces i regionen afgørende taler herimod. § 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2014. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for dokumenter, der er oprettet efter bekendtgørelsens ikrafttræden. Økonomi- og Indenrigsministeriet, den 16. december 2013 Margrethe Vestager / Christina Ekmann

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om ændring af lov om indgåelse af dobbeltbeskatnings- overenskomst mellem de nordiske lande (Lempelse af dobbeltbeskatning for danske søfolk på skibe indregistreret i Finland, Island, Norge eller Sverige) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov nr. 190 af 12. marts 1997 om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de nordiske lande, som ændret ved § 1 i lov nr. 861 af 30. november 1999, foretages følgende ændring: 1. I § 1 a indsættes som stk. 3: » Stk. 3. Artikel 25, stk. 1, litra c, finder tilsvarende anvendelse for personer hjemmehørende i Danmark, som oppebærer indkomst som omhandlet i artikel 15, stk. 3, eller artikel 21, stk. 7, litra c, og som i medfør af reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, er omfattet af lovgivningen om social sikring i henholdsvis Finland, Island, Norge eller Sverige i forbindelse med erhvervelsen af indkomsten, og som betaler sociale bidrag i disse lande. « § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2. Loven har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2001 eller senere. Givet på Christiansborg Slot, den 7. juni 2001 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Frode Sørensen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. december 2018 Forslag til Lov om ændring af lov om forsvarets personel (Udvidelse af ordninger om pensionslignende ydelse og kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte for udsendt personel) § 1 I lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 667 af 20. juni 2006, som ændret ved § 3 i lov nr. 1264 af 16. december 2009 og § 15 i lov nr. 395 af 2. maj 2016, foretages følgende ændringer: 1. I § 11 b indsættes som stk. 4: »Stk. 4. For personel, der er omkommet eller påført varigt men under eller som følge af tjeneste under udsendelse den 14. august 1996 eller senere, kan udbetaling af den supplerende skattepligtige løbende ydelse efter stk. 1 tidligst ske med virkning fra den 14. august 1996. For personel, der er omkommet eller påført varigt men under eller som følge af tjeneste under udsendelse før den 14. august 1996, kan udbetaling af den supplerende skattepligtige løbende ydelse efter stk. 1 tidligst ske med virkning fra den 1. januar 2018.« 2. I § 11 c indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Godtgørelsen efter stk. 1 kan udbetales for perioden, fra tilskadekomsten er sket, og indtil en mengrad er fastsat.« § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 2019. § 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Folketinget, den 4. december 2018 Pia Kjærsgaard / Erling Bonnesen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Frit valg af leverandør af hjemmehjælp Kapitel 2 Fritvalgsbevis Kapitel 3 Kvalitetskrav til leverandører af hjemmehjælp Kapitel 4 Ikrafttrædelse Den fulde tekst Bekendtgørelse om frit valg af leverandør af hjemmehjælp og fritvalgsbevis efter servicelovens § 91 og om kvalitetskrav til leverandører af hjemmehjælp efter servicelovens § 83 I medfør af § 91, stk. 6, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012, som ændret ved lov nr. 326 af 23. marts 2013, fastsættes: Kapitel 1 Frit valg af leverandør af hjemmehjælp § 1. Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at leverandøren, som kommunalbestyrelsen har indgået kontrakt med, eller som borgerne har antaget via fritvalgsbeviset, skal informere myndigheden om ændringer i modtagernes behov for hjælp, samt om, hvordan denne information fra leverandøren skal formidles. § 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en frist for, hvornår modtagere af hjælp efter lovens § 83 efter anmodning har ret til at skifte til andre godkendte leverandører, jf. servicelovens § 91, stk. 2, nr. 1. Kapitel 2 Fritvalgsbevis § 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om et fritvalgsbevis til de borgere, der har anmodet herom, og som er visiteret til hjælp efter servicelovens § 83, jf. servicelovens § 91, stk. 2, nr. 2. Dette kan eksempelvis ske i sammenhæng med, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til borgerne efter servicelovens § 83. Stk. 2. Et fritvalgsbevis har karakter af en købsret til den hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om efter servicelovens § 83. Borgerne, der tilbydes fritvalgsbeviset, får ret til selv at udvælge og antage en cvr-registreret virksomhed til at udføre den visiterede hjælp, der er truffet afgørelse om efter servicelovens § 83. Om beregningsgrundlaget for fritvalgsbevisets værdi § 4. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte værdien af fritvalgsbeviset for hver af de ydelseskategorier efter servicelovens § 83, som kommunalbestyrelsen har besluttet skal være omfattet af ordningen. Fritvalgsbevisets værdi skal fastsættes på en måde, hvor den cvr-registrerede virksomhed, som borgeren vælger, kan udføre den visiterede hjælp med samme kvalitet som hvis det var den kommunale leverandør, der udførte hjælpen. Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som borgeren har valgt, og til den pris der svarer til fritvalgsbevisets værdi, jf. stk. 2-8. Stk. 2. Fritvalgsbevisets værdi skal som hovedregel svare til kommunens omkostninger ved produktion og levering af tilsvarende ydelser. Beregningen af fritvalgsbevisets værdi skal dermed ske ud fra en kalkulation af den kommunale leverandørs eller den private leverandørs gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved produktion og levering af tilsvarende ydelser. I omkostningskalkulationen skal indgå alle direkte og indirekte omkostninger. I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har valgt helt at udlicitere en ydelseskategori, vil fritvalgsbevisets værdi afspejle kommunalbestyrelsens omkostninger herved. Værdien af fritvalgsbeviset skal udgøre et beløb, der svarer til den kommunale eller private hovedleverandørs faktiske omkostninger ved at levere samme ydelse. Stk. 3. Vælger kommunalbestyrelsen at tilbyde modtagerne af hjælp efter lovens § 83 et fritvalgsbevis samtidig med, at hjælpen udbydes, bliver den leverandør, der vinder udbuddet prissættende for fritvalgsbeviset. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse en pligt til at sikre, at udbudsmaterialet indeholder oplysning om, at der i kraft af fritvalgsbeviset vil være flere leverandører om opgaven, som bliver afregnet til samme pris. Der bliver hermed offentlighed om den prissættende leverandørs pris. Stk. 4. Vælger kommunalbestyrelsen at tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis samtidig med, at hjælpen udbydes, og den kommunale leverandør ikke har deltaget i udbuddet, bliver den leverandør, der vinder udbuddet prissættende for fritvalgsbeviset. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse en pligt til at sikre, at udbudsmaterialet indeholder oplysning om, at der i kraft af fritvalgsbeviset vil være flere leverandører om opgaven, som bliver afregnet til samme pris. Hermed bliver der offentlighed om den prissættende leverandørs pris. Stk. 5. Vælger kommunalbestyrelsen at tilbyde et fritvalgsbevis samtidig med, at kommunalbestyrelsen anvender en godkendelsesordning, har kommunalbestyrelsen pligt til at sikre, at det materiale, som danner grundlag for leverandørernes ansøgning om godkendelse, indeholder oplysning om, at der i kraft af fritvalgsbeviset vil være andre leverandører om opgaven, som bliver afregnet til samme pris. Fritvalgsbevisets værdi fastsættes på baggrund af en kalkulation af den kommunale leverandørs eller den private leverandørs gennemsnitlige, langsigtede omkostninger for levering af tilsvarende ydelser. Stk. 6. Hvis kommunalbestyrelsen ikke har et beregningsgrundlag for fastsættelsen af fritvalgsbevisets værdi, enten fordi der ikke findes en egenproduktion af ydelsen i kommunen, eller fordi kommunen ikke har haft omkostninger til en privat leverandør af tilsvarende ydelse, kan kommunalbestyrelsen beregne værdien ved at undersøge priserne på markedet hos leverandører af tilsvarende ydelser, eksempelvis ved at indhente to til tre tilbud fra private leverandører eller indhente indberetninger om priser fra leverandører hos relevante brancheforeninger. Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal ved fastsættelsen af fritvalgsbevisets værdi tage højde for de udgifter, der følger med administrationen. Udgifter til skat, lovpligtige forsikringer, feriepenge, ATP, ferie med videre, som kommunen har ansvaret for at betale, vil indgå i fritvalgsbevisets værdi. Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal justere fritvalgsbevisets værdi, jf. stk. 5, når kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at der er misforhold mellem værdien og de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger. Stk. 9. Kommunalbestyrelsen kan vælge at afregne leverandørerne med en basispris og en bonus, der udløses, når leverandøren har opnået specifikke mål, og eksempelvis bragt borgerne op på et bestemt funktionsniveau, ydet en bestemt kvalitet m.v., så længe de konkurrenceretlige regler overholdes. Stk. 10. Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som borgeren har valgt, og til den pris der svarer til fritvalgsbevisets værdi. Borgeren modtager ikke kontante midler i forbindelse med et fritvalgsbevis, og hæfter heller ikke over for leverandøren i forhold til betaling eller manglende betaling. Om borgernes ret til et fritvalgsbevis og vejledning af borgerne om fritvalgsbevisordningen § 5. Kommunalbestyrelsen skal informere borgerne, når muligheden for at anmode om et fritvalgsbevis er til stede. Det kan eksempelvis ske på kommunens hjemmeside. § 6. Borgernes retskrav på at kunne anmode kommunalbestyrelsen om et fritvalgsbevis indtræder udelukkende i det tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke lykkes med at skabe grundlag for borgernes frie valg af leverandør efter den foreslåede § 91, stk. 2, nr. 1. § 7. Hvis kommunalbestyrelsen ophæver muligheden for, at borgerne kan benytte fritvalgsbevisordningen, jf. servicelovens § 91, stk. 2, skal borgere, der har et fritvalgsbevis, varsles tre måneder forud for ordningens ophør, medmindre kommunalbestyrelsen vurderer, at ordningen ikke håndteres forsvarligt, jf. servicelovens § 91, stk. 3. § 8. Kommunalbestyrelsen skal vejlede borgerne om, at aftalegrundlaget med den leverandør, som borgerne måtte vælge at antage, skal afspejle den afgørelse, som kommunalbestyrelsen har truffet om hjælpen, og den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi, således at den kontraktlige aftale med leverandøren er tilstrækkelig til at sikre, at den hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, kan opfyldes inden for det aftalte. Kapitel 3 Kvalitetskrav til leverandører af hjemmehjælp § 9. Kommunalbestyrelsen har pligt til at stille kvalitetskrav til den leverandør, som borgerne måtte vælge via fritvalgsbeviset. Kvalitetskravene skal afspejle kommunalbestyrelsens kvalitetsstandarder for indholdet og levering af hjælp efter servicelovens § 83, jf. servicelovens § 139. Kvalitetskravene skal udgøre en del af den kontraktlige aftale mellem borgerne og de valgte leverandører efter fritvalgsbevisordningen. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal stille de samme kvalitetskrav til leverandørerne i ordningerne efter servicelovens § 91, stk. 2, nr. 1 og 2. Det skal sikre ensartede kvalitetskrav i forhold til udførelsen af hjælpen til borgerne, og at der ikke sker forskelsbehandling af leverandørerne. Kvalitetskravene skal være saglige og konkrete og må ikke være konkurrenceforvridende. § 10. Kommunalbestyrelsen fastsætter efter servicelovens § 93, stk. 2, de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp og madservice efter servicelovens § 83 til beboere i plejehjem m.v., jf. § 192, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder. Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen har ansvaret for andre dele af driften af de i stk. 1 nævnte boliger, skal kommunalbestyrelsen endvidere fastsætte og offentliggøre de kvalitetskrav, der stilles i forbindelse med varetagelsen af disse opgaver. Kapitel 4 Ikrafttrædelse § 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2013. Samtidig ophæves kapitlerne 2, 3, 4 og 5 i bekendtgørelse nr. 299 af 25. marts 2010 om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v. Stk. 2. Borgere, der før lovens ikrafttræden den 1. april 2013 har valgt et servicebevis efter § 94 b i serviceloven, og som har ansat en person eller indgået aftale med en virksomhed om at udføre hjælpen, kan fortsætte med denne ordning til og med den 30. september 2013 efter den hidtil gældende § 94 b. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal senest den 31. december 2013 have tilvejebragt muligheden for borgernes frie valg af leverandør af hjemmehjælp efter servicelovens § 91 som affattet ved lov nr. 326 af 23. marts 2013. Social- og Integrationsministeriet, den 26. marts 2013 Karen Hækkerup / Eva Pedersen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger 1) Herved bekendtgøres lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 27. august 1998, med de ændringer, der følger af § 9 i lov nr. 166 af 24. marts 1999. § 1. I denne lov forstås ved investeringsforeninger sådanne foreninger, der henvender sig til større kredse af befolkningen, og som alene har til formål at anbringe medlemmernes midler i værdipapirer. Hvis en forening udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, omfattes den dog ikke af loven. End of "§ 1" § 2. Medlemmer af en investeringsforening skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne deres andel af: 1) Indtjente renter fordelt over den periode, renteindtægten vedrører. 2) Indtjente udbytter efter ligningslovens § 16 A og afståelsessummer efter ligningslovens § 16 B. 3) Gevinst og tab som omhandlet i kursgevinstloven. 4) Realiserede fortjenester ved afståelse af aktier som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse, realiserede fortjenester ved afståelse af aktier som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 a, realiserede fortjenester som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 d ved afståelse af beviser for indskud i investeringsforeninger nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse og realiserede fortjenester ved afståelse af aktier som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4 nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse. Medregning skal ske i overensstemmelse med de for det pågældende medlem almindeligt gældende skatteregler, jf. dog stk. 2-4. Stk. 2. Ved indkomstopgørelsen skal medregnes de i stk. 1 nævnte beløb, som foreningen har indvundet i det regnskabsår, der falder sammen med eller udløber i medlemmets indkomstår. Stk. 3. Den i aktieavancebeskatningslovens §§ 2 og 4 nævnte frist på tre år vedrørende erhvervelsen af aktierne regnes fra det tidspunkt, hvor medlemmet foretager sit indskud i investeringsforeningen, dog tidligst fra det tidspunkt, hvor investeringsforeningen erhverver aktierne. Stk. 4. Uanset bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, finder aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, anvendelse på fortjenester ved afståelse af børsnoterede aktier. Stk. 5. Uanset bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 5 opgøres fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier m.v. efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 2-8. End of "§ 2" § 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori et medlem hæver af sit indskud, skal medlemmet ud over de i § 2 omhandlede beløb medregne fortjeneste eller tab på en til det hævede indskud svarende andel af investeringsforeningens værdipapirer på tidspunktet for hævningen af indskuddet. Medlemmets andel af fortjenester eller tab anses for realiseret ved hævningen af indskuddet. Hæves kun en del af indskuddet, anses det først indskudte beløb som først hævet. Medregning sker efter de for det pågældende medlem almindeligt gældende skatteregler. § 2, stk. 3-5, finder dog tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Indskyder et medlem helt eller delvis sit indestående i en investeringsforening i en rateopsparing i pensionsøjemed, i en opsparing i pensionsøjemed, i en selvpensioneringsordning eller i en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, eller indskyder et medlem helt eller delvis sit indestående i en investeringsforening i en boligopsparingsordning, der er omfattet af lov om boligopsparing, sidestilles det med hævning. Udlodning af et indestående i en investeringsforening fra en rateopsparing i pensionsøjemed, fra en opsparing i pensionsøjemed, fra en selvpensioneringsordning, fra en børneopsparingsordning eller en boligopsparingsordning som nævnt i 1. pkt. sidestilles med indskud. End of "§ 3" § 4. 2) (Ophævet). End of "§ 4" § 5. (Ophævet). End of "§ 5" Skatteministeriet, den 1. september 1999 Ole Stavad /Lise Bo Nielsen End of "GIVET" Officielle noter 1) Denne lovbekendtgørelse indeholder bemærkninger om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser som følger af § 25 i lov nr. 166 af 24. marts 1999. 2) Ophævelsen af § 4 træder i kraft 1. januar år 2000.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære til fyrskibe og observationsfyrskibet vedr. arbejdstidsnedsættelsen pr. 1.januar 1987 nr.0335 af 17.februar 1987 Som følge af arbejdstidsnedsættelsen, har Farvandsforeningen og Farvandsvæsenets Funktionær Forening d. 5/2 1987 truffet mundtlig aftale om, at personale i fyrskibe og afløsere i fyrskibssektoren fortsætter på den hidtidige norm, 40 timer ugentlig, med opsparing af 1 time pr. uge, svarende til 6 dage på årsbasis (opsparingsdage). Dagene afvikles inden for en periode på 6 måneder. Nye tjenestetidsregler for Farvandsvæsenet udsendes senere. P.D.V. B. Davidsen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Anmeldeblanketter. Den fulde tekst Nyt om arbejdsskader - anmeldeblanketter Baggrund Da der kommer mange forespørgsler vedrørende udfyldelse af anmeldeblanketter, har Arbejdsskadestyrelsen fundet anledning til en kort orientering om blanketterne. Blanket til anmeldelse af arbejdsulykke Et af de oftest stillede spørgsmål er, hvornår der er pligt til at anmelde en arbejdsskade. Arbejdsgivers anmeldepligt fremgår af §§ 15, 16 og 17 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Anmeldepligten omfatter ulykkestilfælde, skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader. Skader, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest inden 9 dage efter skadens indtræden. Arbejdsgiveren må således skønne, hvorvidt arbejdsskaden er af en sådan karakter, at den kan medføre krav på erstatning. Dette skøn kan være vanskeligt ved mindre alvorlige skader. Derfor har arbejdsgiver tillige pligt til at anmelde arbejdsskader, som har medført, at skadelidte endnu ikke på 5-ugers dagen for arbejdsskadens indtræden kan genoptage sædvanligt arbejde i fuldt omfang. Arbejdsgiver opfylder anmeldepligten ved at sende anmeldelse til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Anmelder arbejdsgiver ikke rettidigt en arbejdsskade, kan han blive straffet med bøde. Blanket til anmeldelse af formodede eller konstaterede arbejdsbetingede lidelser m.v. Af § 18, stk. 2, fremgår det, at læger og tandlæger har pligt til at anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme. Anmeldepligten opfyldes ved at sende blankettens første og anden side (gul og blå) til Arbejdstilsynet, der videresender den blå side til Arbejdsskadestyrelsen, hvis skadelidte ønsker anmeldelsen behandlet med henblik på eventuel erstatning. Lægers og tandlægers anmeldepligt bortfalder dog, når lægen eller tandlægen har sikret sig, at lidelsen allerede er anmeldt. Læger og tandlæger, der undlader at anmelde en formodet arbejdsbetinget lidelse, kan ligeledes blive straffet med bøde. Ja/nej til erstatning? Et andet spørgsmål, der også tit bliver stillet er, hvilke konsekvenser det vil få, hvis skadelidte ved afkrydsning i feltet F, siger nej til at få sagen behandlet med henblik på eventuel erstatning. Det kan for eksempel være tilfældet i de sager, hvor der ikke på nuværende tidspunkt skønnes at være følger af skaden. Hvis skadelidte ved afkrydsning og underskrift på anmeldeblanketten tilkendegiver, at sagen ikke ønskes behandlet med henblik på erstatning, startes der ikke en erstatningssag i forsikringsselskabet eller i Arbejdsskadestyrelsen. Skadelidte kan i disse tilfælde efterfølgende bede om at få behandlet sagen med henblik på erstatning, hvis det senere viser sig, at der er følger af skaden. Det sker efter reglen i § 20, der omtales nedenfor. Modtager Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse, hvoraf det fremgår, at skadelidte ikke ønsker erstatningssag rejst, træffer Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at henlægge sagen, da skadelidte på nuværende tidspunkt ikke ønsker at rejse erstatningssag. I disse tilfælde kan skadelidte inden for en frist på 5 år få genoptaget sagen. Dette følger af lovens § 24. Generelt Det fremgår af § 20, at den skadelidte eller de efterladte selv kan rejse krav om erstatning efter loven. Sker anmeldelse inden 1 år efter skadens indtræden, er der ingen begrænsninger i skadelidtes eller de efterladtes retsstilling efter loven. Sker anmeldelsen efter 1-års fristen, kan sagen kun behandles, hvis Arbejdsskadestyrelsen skønner, at der er særlig grund til at se bort fra fristen. For at kunne dispensere fra 1-års fristen kræves efter praksis, at det kan dokumenteres, at ansøgeren har været udsat for en arbejdsskade, og at der kan anføres rimelig begrundelse for, at anmeldelsen ikke er foretaget rettidigt, og at der foreligger ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og den pågældende lidelse, og at ménet eller erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden har et sådant omfang, at det berettiger til godtgørelse eller erstatning, eller at der er grundlag for at betale proteser, briller eller lignende hjælpemidler. Ved arbejdsbetingede lidelser gælder som udgangspunkt de samme frister som for arbejdsulykker. Dog regnes de angivne frister for anmeldelse først fra det tidspunkt, da skadelidte har fået kendskab til, at sygdommen må anses for at være arbejdsbetinget. Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Ole Pontoppidan. Vi udsender hvert kvartal oplysninger om udviklingen i antallet af anmeldte arbejdsskader og om sagsbehandlingstiden for forskellige typer af sager, der behandles i Arbejdsskadestyrelsen - se vedlagte bilag. 1) Yderligere oplysninger kan fås hos budget- og statistikchef Carl Georg Röser. Officielle noter 1) Bilagene udelades her.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Entreprenøren blev anset ansvarlig for de skete deformationer af presseplader, fordi denne trods opfordring ikke fremskaffede en tegning af pressen og ikke kunne referere til et tilsvarende anlæg opstillet andetsteds. Klagerens principale påstand om udskydning af den endelige afgørelse til en vurdering foretaget af de tekniske dommere, fandtes ikke at kunne tages til følge. Den subsidiære påstand angav vel ikke - som den burde - noget beløb, men fandtes ikke at være til hinder for fastsættelse af et beløb til klageren. Totalrådgiveren frifandtes. Den fulde tekst Tvist om ansvaret for mangler ved en kammerfilterpresse. (* 1) K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C 1461 K Kommune mod 1. A A/S 2. B A/S Efter at der mellem klageren, K kommune, og indklagede, 1) A A/S, X-by, samt indklagede 2) B A/S, Y-sted, er opstået tvist om ansvaret for mangler ved en kammerfilterpresse, har klageren ved klageskrift af 15. november 1984 indbragt sagen for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsnævnet for bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, bestående af akademiingeniør Søren Dall, direktør, ingeniør Flemming Hvalsø Hansen og landsdommer Poul Rønnov, sidstnævnte som formand. Besigtigelse ved de tekniske dommere har fundet sted den 13. juni 1986. Mundtlig forhandling, berammet i henhold til reglernes § 24, har fundet sted den 4. oktober 1988. Klageren har principalt påstået indklagede 1 tilpligtet at udskifte de i filterpressen monterede 55 stk. presseplader, således at pladerne inden en af voldgiftsretten fastsat frist erstattes af nye - af voldgiftsrettens tekniske dommere godkendte - kontraktmæssige plader. Subsidiært har klageren påstået indklagede 1 tilpligtet - alene eller sammen med indklagede 2 - at godtgøre klageren udgiften ved en udbedring. Klageren har forbeholdt sig yderligere erstatningskrav, såfremt der - efter at anlæggets procesgarantier er kontrolleret - måtte vise sig, at anlægget ikke opfylder de stillede krav. Indklagede 1 har principalt påstået sagen afvist, fordi klagerens påstande ikke egner sig til påkendelse, og har subsidiært nedlagt påstand om frifindelse samt frigivelse af en garanti vedrørende sikkerhedsstillelse og betaling af præmie vedrørende denne. Overfor denne påstand har klageren nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede 2 har nedlagt påstand om frifindelse. Sagens omstændigheder er følgende: Ved kontrakt af 11. april 1980 mellem klageren og indklagede 2 påtog denne sig at yde teknisk rådgivning og bistand vedrørende bl.a. »Centralrenseanlæggets 2. parcel, primærtank, rådnetank m.v.«, og indklagede blev betegnet som totalrådgiver. Ved kontrakt, dateret 25. august og 8. september 1980, påtog indklagede 1 sig vedrørende centralrenseanlægget for en sum af 1.559.645 kr. excl. moms at udføre »maskinentreprise 3, kammerfilterpresse«. Kontrakten henviste til indklagedes tilbud af 28. april 1980 på »et nøglefærdigt slamafvandingsudstyr baseret på Edwards & Jones Ltd's kammerfilterpresse«. I specifikationerne var anført 15 bar, 0,575 m3 tørret slammængde i timen (incl. kemikalier) og 40% slamtørstof i afvandet slam (excl. kemikalier). Indklagedes ydelser omfattede såvel »tør« som »våd« afprøvning. Den til anlægget hørende konditioneringstank incl. omrørerne blev udført af anden entreprenør. I dagene 27. til 29. juli 1982 foretoges første gang tilførsel af slam under overvågning af en repræsentant for Edwards & Jones. Der viste sig visse problemer, bl.a. vedrørende placering af omrørerne i konditioneringstanken, og efter forslag fra indklagede 1 blev der monteret nogle luftspyd, der bevirkede en bedre rotation. Senere (august 1983) blev omrørerne genmonteret i en position nærmere bunden af tanken, hvilket gav en bedre funktion. Den 24. august 1982 foretoges ny prøvekørsel under tilstedeværelse af repræsentanten for Edwards & Jones. I de følgende måneder foretog klageren forskellige kørsler med pressen med skiftende resultat. Fra midten af oktober til midten af november skete det flere gange, at pressen skød slammet ovenud på vægge og loft. Den 18. november 1982 fandt afleveringsforretning sted, og det anføres her: »Det har vist sig, at kammerfilterpressen ikke har været helt tæt under visse presninger. Dette tages op den 1.3.1983, hvis det fortsat viser sig at være et problem, som ingen umiddelbar påviselig årsag har.« Påtalen ved afleveringsforretningen blev fulgt op af gentagne reklamationer, og da det måtte fastslås, at pladerne var deformeret, og pressen ikke kunne opfylde specifikationer med hensyn til arbejdstryk og kapacitet, blev voldgiftsklagen indgivet. Indklagede 1 har tilbudt afhjælpning ved opretning af pladerne, men er blevet afvist af klageren. Der er under sagen fremlagt et omfattende bilagsmateriale, bl.a. skrivelser mellem parterne og notater om måling af skævheder i pladerne, om driftsresultater og om slammets kondition. Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af driftsleder hos klageren C, tidligere ingeniør hos klageren D, direktør hos indklagede 1 E og overingeniør hos indklagede 2 F. Under de tekniske dommeres besigtigelse fremsatte disse ønske om, at indklagede 1 fremskaffede forskellige oplysninger vedrørende pressen. Denne opfordring er kun delvis efterkommet og først umiddelbart før den mundtlige forhandling, efter at denne var berammet med hjemmel i Reglernes § 24. Klageren har navnlig gjort gældende, at indklagede 1 ikke har foretaget kontraktmæssig levering. Pressepladerne er deformeret, hvilket bevirker, at pressen ikke opfylder specifikationer med hensyn til arbejdstryk og kapacitet. Indklagede må være ansvarlig herfor, idet det må komme indklagede til skade, at denne ikke har fremskaffet de af voldgiftsretten ønskede oplysninger. Der er intet holdepunkt for, at klageren ikke har opereret anlægget efter forskrifterne, og klageren har været berettiget til at afvise indklagedes tilbud om afhjælpning. Med hensyn til påstanden overfor indklagede 2 har klageren henvist til indklagede 1's procedure. Indklagede 1 har bestridt at være ansvarlig. Filterpressen er kun en enkelt komponent i et samlet anlæg, for hvilket indklagede 2 var totalrådgiver. Skaden på pladerne må antages at skyldes fejl ved flokkuleringen, og dette ligger uden for indklagede 1's entreprise, men er omfattet af indklagede 2's rådgivning. Iøvrigt kunne manglen ved pladerne være afhjulpet ved opretning, og klageren har ikke været berettiget til at modsætte sig dette. De af klageren nedlagte påstande har iøvrigt en så upræcis karakter, at der må ske afvisning. Indklagede 2 har bestridt at have noget ansvar. Der er intet holdepunkt for, at indklagede har udvist fejl eller forsømmelser, og der er navnlig intet bevis for, at skaden på pladerne skulle skyldes konditioneringen af slammet, idet alle målinger har vist, at slammet havde den rette kondition. Voldgiftsretten skal udtale: Efter det i sagen foreliggende materiale er der ikke grundlag for at kritisere klagerens pasning og vedligeholdelse af anlægget, og der er ikke holdepunkter for, at skaden på pladerne skyldes fejl ved flokkuleringen. Indklagede 1 har trods opfordring ikke fremskaffet en tegning af pressen, der viser afstandsklodsernes tolerance, og har heller ikke kunnet referere til et tilsvarende anlæg opstillet andetsteds eller fremskaffet beregninger af pladernes styrke. Som følge af det anførte må indklagede 1 være ansvarlig for de skete deformationer af pladerne, medens indklagede 2 må frifindes. Efter voldgiftsrettens opfattelse ville en opretning af pladerne ikke kunne foretages med et tilfredsstillende resultat. Klagerens principale påstand, der udskyder den endelige afgørelse til en vurdering, foretaget af de tekniske dommere, findes ikke at kunne tages til følge. Den subsidiære påstand angiver vel ikke - som den burde - noget beløb, men findes ikke at være til hinder for, at voldgiftsretten fastsætter det beløb, som indklagede 1 bør godtgøre klageren. Dette beløb findes efter det foreliggende - herunder at klageren gennem afhjælpning får nye presseplader i stedet for de deformerede plader, der nu har været i drift i mere end 6 år - at kunne fastsættes til 300.000 kr. + moms at forrente med 6% over Nationalbankens diskonto fra 4. oktober 1988, indtil betaling sker. Det af klageren tagne forbehold bortfalder. T H I B E S T E M M E S : Indklagede 1, A A/S, betaler til klageren, K kommune, 300.000 kr. + moms, der forrentes med 6% over Nationalbankens diskonto fra 4. oktober 1988, til betaling sker. Indklagede 2, B A/S, frifindes. I sagsomkostninger betaler indklagede 1 til klageren 18.000kr., medens klageren til indklagede 2 betaler 12.000 kr. Det ikendte udredes inden 14 dage efter denne kendelses modtagelse. København, den 31. oktober 1988 Søren Dall Poul Rønnov Flemming Hvalsø Hansen P.v.c. Per Helwigh

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om beskyttelse af søkabler og undersøiske rørledninger (Kabelbekendtgørelsen) I medfør af § 5, stk. 4, og § 6, stk. 3, i lov om skibsfartens betryggelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 29. september 1988, og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 570 af 26. september 1988 fastsættes efter samråd med Forsvarsministeriet og Trafikministeriet, jf. herved lov nr. 54 af 15. februar 1895 om beskyttelse af søkabler og undersøiske ledninger som ændret ved lov nr. 134 af 10. maj 1915, lov nr. 151 af 10. maj 1967 samt lov nr. 480 af 8. november 1972: § 1. Skibe må ikke uden bydende nødvendighed ankre i de for søkabler og undersøiske rørledninger af enhver art (rørledninger til transport af kulbrinter m.v.) fastsatte kabel- og rørledningsfelter, som omfatter de tilhørende beskyttelseszoner, jf. § 4. Stk. 2. Inden for beskyttelseszonerne er endvidere sandsugning, stenfiskning samt enhver brug af redskaber o.a., der slæbes på bunden, forbudt. Forinden pæle anbringes i havbunden i disse områder, skal der forhandles med kabel- eller rørledningsejeren eller dennes stedlige repræsentant om pælenes anbringelse. Stk. 3. Klapning indenfor beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger eller i områder, hvor det klappede materiale vil kunne drive ind over kabler eller rørledninger, herunder specielt udløbs- og indsugningsbygværker, skal forinden være godkendt af kabel- eller rørledningsejeren. Godkendelsen skal fremgå af klaptilladelsen. § 2. I tilfælde af, at et skib i den i § 1, stk. 1, nævnte tvangssituation er ankret inden for beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger, skal følgende iagttages: 1) Skibsføreren skal straks give underretning om ankringen til Søværnets Operative Kommando. Ankeret må ikke forsøges lettet, før tilladelse fra kabel- eller rørledningsejer er givet. Sådan tilladelse kan indhentes via Søværnets Operative Kommando, der underretter kabel- eller rørledningsejeren og myndighederne, se bilagets pkt. 3. 2) Føreren skal, forinden skibet letter, så vidt muligt skaffe sig oplysning om, hvorledes ankeret står i forhold til kablerne eller rørledningerne. Letningen skal ske under iagttagelse af fornøden forsigtighed og i henhold til de i tilladelsen fastsatte vilkår; er ankeret ikke fri af kabel eller rørledning, må det ikke lettes, medmindre føreren er sikker på, at det under de givne omstændigheder, herunder vanddybden, strøm- og vindforhold, ankerets konstruktion m.v., vil kunne komme fri uden at beskadige kabel eller rørledning. Er føreren ikke sikker herpå, skal ankeret, såfremt hensynet til skibets sikkerhed tillader det, stikkes ud, efter at det er afmærket med bøje eller lignende. 3) I tilfælde af brud på eller anden beskadigelse af kabel eller rørledning, eller i øvrigt når et kabel har været fisket, skal positionen, hvor dette fandt sted, bestemmes så nøjagtigt som muligt, eventuelt ved hjælp af pejlinger, og afmærkes med bøje eller lignende. 4) Efter omstændighederne kan føreren efterfølgende afkræves en nærmere forklaring. Stk. 2. Om søkabler og undersøiske ledninger, se bilaget. § 3. De i § 2 foreskrevne regler finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af, at et skib inden for beskyttelseszonerne for kabler eller rørledninger, uanset det i § 1 omhandlede forbud, har gjort brug af redskaber o.a., som kan beskadige kablerne eller rørledningerne. § 4. Et kabel- eller rørledningsfelt omfatter en 200 m bred beskyttelseszone langs med og på hver side af kablet eller rørledningen, således som indtegnet i søkortet, respektive båkelinien for kablet eller rørledningen, medmindre andet i det enkelte tilfælde udtrykkeligt er bekendtgjort, f.eks. i »Efterretninger for Søfarende«. Større kabel- eller rørledningsfelter vil som regel være angivet ved båkelinier for feltets yderste kabler eller rørledninger og undertiden også for båkelinier for kabler eller rørledninger mellem disse. Hvis andet ikke er bekendtgjort og vist i søkortet, omfatter kabel- og rørledningsfeltets beskyttelseszone da området mellem de yderste båkelinier samt et område på 200 m uden for disse. Stk. 2. Kabel- og rørledningsfelterne er indtegnet i danske, færøske og grønlandske søkort og omtalt i de tilhørende sejladsbeskrivelser under det pågældende farvandsafsnit. Fastsættelse af nye kabel- eller rørledningsfelter samt ændringer i eksisterende bekendtgøres i »Efterretninger for Søfarende« og i »Søkortrettelser«. Stk. 3. I søkortet vises kabler og rørledninger som enkeltliggende eller som områder, hvori der er udlagt flere end et kabel eller en rørledning. I sidstnævnte tilfælde vil kabel- og rørledningsfeltets samlede udstrækning fremgå af søkortet. Beskyttelseszoner omkring enkeltliggende kabler og rørledninger vises i søkortene alene ved kablets eller rørledningens linieføring. Stk. 4. Bekendtgørelsens bestemmelser finder ikke anvendelse inden for en havns søområde, men kabler og rørledninger samt bestemmelser vedrørende lokale forhold findes omtalt i »Den danske Havnelods«, »Havneoplysninger for Færøerne« samt »Den grønlandske Havnelods«. § 5. Forbudet mod ankring m.v. i beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger omfatter ikke skibe, der for relevant myndighed udfører opmålings-, afmærknings- og kabelarbejder og lignende, og skibe, der anvendes af vedkommende kabel- eller rørledningsejer til sådanne arbejder inden for feltet. Sådanne skibe er ikke forpligtet til at give underretning om ankring, jf. § 2, pkt. 4. Stk. 2. Det i § 1 nævnte forbud omfatter ikke bundfortøjning af sømærker. § 6. Tilsyn med overholdelsen af de i denne bekendtgørelse indeholdte forskrifter føres af Generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet, Energistyrelsen og de øvrige kabel- og rørledningsejeres tilsyn. § 7. Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde. § 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1993. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 327 af 29. oktober 1962 om beskyttelse af søkabler og undersøiske ledninger ophæves. Søfartsstyrelsen, den 27. november 1992 N. J. Bagge / I. Winkel Smith Bilag Søkabler og undersøiske rørledninger 1. Generelt Søkabler Alle søkabler kan være livsfarlige at komme i berøring med, uanset om det er kabler til elektricitetsforsyning (elektricitetskabler) eller telefonkabler (telekabler). De vigtigste dele i et søkabel er beskyttet af en kraftig jerntrådsarmering. Herover er der enten en garnomvikling, imprægneret med et tjærelignende stof eller en hård plastkappe. Kablernes tykkelse er meget forskellig, idet de tyndeste er ca. 3 cm i diameter (vægt ca. 3 tons pr. km) og de tykkeste ca. 15 cm (vægt ca. 50 tons pr. km). For et kabel gælder det ofte, at det, såfremt det får en skarp bøjning eller bliver fladtrykt, vil blive beskadiget indvendigt, selv om kablet udvendigt tilsyneladende er helt. Det kan være forbundet med fare at kappe et søkabel. Elektricitetskabler og mange telekabler overfører spændinger, der kan være livsfarlige ved forkert behandling. En stor del af telekablerne er lyslederkabler, hvor der anvendes en laserdiode som lyskilde. Lyset fra laseren kan være skadeligt for øjets nethinde, hvis den udsættes for en kraftig laserstråle. Alle skibe bør gøre deres yderste for at undgå berøring af søkabler, da beskadigelse kan medføre forstyrrelse på anlæg af stor samfundsmæssig betydning foruden at volde store udgifter til reparation. Skadevoldere på søkabler pådrager sig efter omstændighederne strafansvar og eventuelt erstatningsansvar. Som anført i bekendtgørelsens § 4, stk. 2, er kabelfelterne i danske, færøske og grønlandske farvande samt den dertil knyttede afmærkning indtegnet i søkortene og omtalt i de tilhørende sejladsbeskrivelser. Enkelte kabler i snævre løb og læge farvande er ikke udsat i søkortet eller afmærket med kabelbåker. I disse tilfælde vil kablets landing være markeret med et kabelskilt påført en forklarende tekst. Kabelskiltet vil være angivet i søkortet. Rørledninger Undersøiske olie- og gasrørledninger kan være livsfarlige ved beskadigelse. Olie- og gasrørledninger er som hovedregel nedgravet og tildækket, men kan enkelte steder ved understøtninger være placeret over havbunden. Enkelte rørledninger er dog lagt på havbunden uden efterfølgende nedgravning. Større ledninger (diameter over 250 mm) er normalt omgivet af en betonkappe for at give ledningen tilstrækkelig tyngde og hermed sikre mod opdrift. Driftstrykket i ledningerne kan være op til 140 bar. Beskadigelse vil derfor kunne medføre udslip af store mængder gas og olie, der kan medføre eksplosionsfare og tab af skibes opfrift og forurening af miljøet. Samtidig vil en beskadigelse af rørledningen medføre forstyrrelser på anlæg af stor samfundsmæssig betydning. Alle skibe bør derfor gøre deres yderste for at undgå berøring med undersøiske rørledninger. Skadevolder på rørledninger pådrager sig efter omstændighederne strafansvar og eventuelt erstatningspligt. 2. Afmærkning af søkabler og undersøiske rørledninger Kabelfelter er som regel afmærket med kabelbåker, normalt omfattende en for- og en bagbåke, der er opført på land. Der kan forekomme båkelinier, bestående af 2 bagbåker med fælles forbåke eller af 2 forbåker med fælles bagbåke. I snævre løb kan en rørledning være markeret med båker. De nævnte båker kan være forsynet med fyr. For- og bagbåken overet angiver - medmindre andet udtrykkeligt er anført, jf. § 4 i bekendtgørelsen, eller det fremgår af søkortet - midterlinien af feltet. Kabelbåker I en båkelinie består forbåken af en cirkelformet tremmeflade og bagbåken af en lignende cirkelformet flade over en kvadratisk flade (diamant). De cirkelformede flader er hvidmalede med rødt centrum, medens den kvadratiske flade er hvidmalet med rød kant. Hvis kabelfyr anvendes, er bagbåken forsynet med et rødt lys over et hvidt lys og forbåken med et rødt lys. Rørledningsbåker I båkelinier, der afmærker rørledninger, er bagbåke og forbåke forsynet med en kvadratisk flade (diamant). Båkerne er gulmalede. Såfremt båkerne er forsynet med fyr, anvendes gult lys på begge båker. Advarselssignaler For at advare fartøjer, der ved ankring eller fiskeri skønnes at komme så nær til et søkabel eller undersøisk rørledning, at risiko for beskadigelse kan opstå, kan der fra vagtskibe i nærheden i påkommende tilfælde blive hejst flagsignalet QU, der betyder, at ankring er forbudt. Som advarsel gælder også de i de internationale søvejsregler omhandlede signaler for skibe, der er beskæftiget med at udlægge eller optage et undersøisk kabel. I visse områder kan der i kabellinien være udlagt særlige kabelbøjer eller kabellystønder, som er gule og mærket med ordet »Kabel« samt ejerens navn eller mærke. Disse bøjer må ikke røres. I forbindelse med rørledninger kan der være undersøiske ventilinstallationer, der rager op over havbunden. Installationerne kan være afmærket med sømærke (isoleret fareafmærkning). 3. Skibe, der er grundstødt eller ankret i et kabel- eller rørledningsfelt Skibe, der er grundstødt, ankret, eller har hold med sine redskaber i et kabel- eller rørledningsfelt, skal straks meddele dette til Søværnets Operative Kommando, som vil formidle kontakten til kabel- eller rørledningsejeren. Ejeren vil derefter straks kontakte skibet for i samarbejde med dette at forhindre skader på kabel eller ledning. Til brug for arbejdet hermed er det af største vigtighed, at positionen for såvel ankeret som skibet er angivet med størst mulig nøjagtighed. 4. Erstatning for mistede grejer Et skib har krav på erstatning for anker- eller fiskegrejer, som er ofret for ikke at beskadige et søkabel eller en undersøisk rørledning, jf. lov nr. 54 af 15. februar 1895, som ændret ved lov nr. 134 af 10. maj 1915, lov nr. 151 af 10. maj 1967 samt lov nr. 480 af 8. november 1972. Skibsføreren skal anmelde sit krav for rette vedkommende inden 24 timer efter ankomsten til første havn, skibet anløber. I udenlandsk havn søges oplysning hos den danske repræsentation om, for hvem kravet skal fremsættes. Ethvert erstatningskrav skal altid ledsages af en udskrift af skibets logbog over omstændighederne ved begivenheden, samt en opgørelse over arten af de mistede redskaber, inklusive en kopi af regningen for deres anskaffelse. Erstatningskravet bør udfærdiges straks efter begivenheden og underskrives af skibsføreren og af de af besætningen, der var vidne dertil. Skibsføreren skal således fremlægge behørigt bevis for kravets berettigelse. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Styresignal om sommerhuse, som pensionister efter planloven kan anvende som bolig hele året SKM2017. 399. SKAT 1. Sammenfatning Med vedtagelsen af lov nr. 668 af 8. juni 2017 om ændring af planloven m.fl. vil pensionister få ret til at anvende et sommerhus som helårsbolig efter blot et års ejertid. Hidtil har pensionister først opnået denne ret efter 8 års ejertid. Denne liberalisering af planloven indebærer som udgangspunkt, at flere pensionister får bopæl i Danmark. SKAT har hidtil lagt vægt på den formelle ret, der følger af planlovens regler for sommerhuse, men vil fremadrettet lægge vægt på sommerhusets nuværende og tidligere benyttelse. Det betyder bl.a., at en pensionist, der fraflytter Danmark, ikke skal afstå sit sommerhus for at komme ud af fuld skattepligt med mindre, at sommerhuset tillige har været anvendt til helårsbolig. 2. Baggrund og problemstilling Regeringen, S, DF og KF har den 9. juni 2016 indgået en aftale, der skal skabe bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet. Denne aftale er blevet udmøntet i lov nr. 668 af 8. juni 2017 om lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Herefter vil pensionister få ret til, efter ét års forudgående ejerskab, at bo i deres sommerhus hele året, uanset om sommerhuset ligger i et sommerhusområde eller i landzone. Hidtil har pensionister opnået denne ret efter 8 års ejertid. Da pensionister efter ændringen af planloven kan anvende sommerhuset lovligt til beboelse hele året efter blot ét års ejertid, vil flere pensionister få bopæl i Danmark. Efter planlovens § 41, stk. 2, har følgende personer ret til at benytte et sommerhus som helårsbolig: – Personer, der er folkepensionister – Personer over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn – Førtidspensionister i henhold til lov om social pension. 3. Regelgrundlaget Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 (bopælsreglen), at personer er fuldt skattepligtige her i landet, når de har bopæl i Danmark. Ved afgørelsen af, om betingelsen om bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om personen ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet. I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl. Et sommerhus statuerer som udgangspunkt ikke bopæl. Men hvis sommerhuset anvendes som helårsbolig af en person eller dennes ægtefælle, kan dette statuere bopæl. Dette er i dag også tilfældet, hvis personen eller dennes ægtefælle har opnået ret til at benytte sommerhuset som helårsbolig. Spørgsmålet om, hvorvidt sommerhuset i disse tilfælde statuerer bopæl afgøres ud fra en konkret vurdering. 4. SKATs opfattelse SKAT vil fremover lægge følgende praksis til grund: Sommerhuse, som pensionister efter planloven kan anvende hele året Sommerhuse som bopæl Et sommerhus statuerer som udgangspunkt ikke bopæl for en pensionist, der efter 1 års ejertid efter planloven lovligt kan benytte sommerhuset som bolig hele året. Pensionister, der fraflytter Danmark Ved afgørelsen af, hvorvidt sommerhuset statuerer bopæl for en pensionist, lægges der vægt på den pågældendes tidligere og/eller nuværende anvendelse. Hvis sommerhuset rent faktisk har tjent som bolig for en person, anses bopælen for bevaret ved fraflytningen. Se TfS 1985, 169 LSR. Det har den konsekvens, at den pågældende skal afstå sit sommerhus i forbindelse med fraflytning, for at komme ud af fuld skattepligt. Forbliver ægtefællen i Danmark og tager bolig i et sommerhus, udgør dette som udgangspunkt fortsat en bopæl her i landet for den ægtefælle, der fraflytter til udlandet. Se  SKM2009. 583. BR . Pensionister, der tilflytter Danmark For at et sommerhus kan anses for en bopæl, lægges der i praksis vægt på sommerhusets anvendelse, ligesom det skal være egnet til helårsbeboelse. At sommerhuset efter planloven lovligt kan benyttes hele året tillægges ikke vægt. Afgørelsen af om et sommerhus er egnet som helårsbolig træffes ud fra et konkret skøn, bl.a. under hensyn til sommerhusets opførelsesår, stand og størrelse. Eksempel Et sommerhus var ikke godkendt som helårsbolig, men Højesteret fandt, at sommerhuset var egnet til helårsbeboelse, da det var forsynet med telefon, internet, kabel-tv, og da det var i en stand og størrelse, der muliggjorde en helårsbeboelse. Højesteret fandt endvidere efter en samlet vurdering, at borgeren også havde opholdt sig i Danmark i et større omfang, end han havde oplyst, og at sommerhuset allerede fra tidspunktet for overtagelsen i et ikke ubetydeligt omfang havde været benyttet i forbindelse med varetagelsen af arbejdet, der havde haft karakter af en løbende og regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv. Skattepligten indtrådte derfor ved erhvervelsen af sommerhuset. Se  SKM2016. 10. HR . Udgør sommerhuset en bopæl for den pågældende pensionist fx som følge af sommerhusets stand mv., vil skattepligten efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, indtræde, når vedkommende tager ophold her i landet efter kildeskattelovens § 7, stk. 1. Om ophold efter kildeskattelovens § 7, stk. 1, henvises til den praksis, der er beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit  C. F. 1.2.2 . Er sommerhuset ikke egnet som helårsbolig, kan det som udgangspunkt ikke udgøre en bopæl efter kildeskatteloven efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Se SKM2015. 347. SR , hvor det blev tillagt betydning, at et sommerhus var uegnet til helårsbolig. Den pågældende pensionist vil efter omstændighederne i stedet kunne blive skattepligtig efter opholdsreglen i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Praksis forbliver uændret for andre boligformer, som en pensionist lovligt kan benytte hele året, herunder boliger uden bopælspligt, flexboliger mv. Disse vil fortsat udgøre en bopæl efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. 5. Fritagelse for skattepligt efter ny praksis. Pensionister, der tidligere er blevet anset for fuldt skattepligtige udelukkende som følge af planlovens regler om helårsbenyttelse af sommerhuse efter 8 års ejertid, kan anmode SKAT om at blive fritaget for fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fra og med det tidspunkt, hvor lov nr. 668 af 8. juni 2017. træder i kraft. I anmodningen skal det sandsynliggøres: – At pensionistens fulde skattepligt alene beror på planlovens regler for benyttelse af sommerhuse efter 8 års ejertid. – At sommerhuset gennem hele ejertiden alene har været anvendt til ferie eller fritidsformål for pensionisten og/eller dennes ægtefælle, og forsat alene anvendes til disse formål. 6. Virkningstidspunkt Styresignalet har virkning fra 15. juni 2017, hvor de nye regler i planloven om pensionisters anvendelse af sommerhuse træder i kraft. 7. Gyldighed Indeholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2018-1. Herefter er styresignalet ophævet. Skatteministeriet, den 15. juni 2017

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 16 Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love. (Målretning af aldersopsparing og regulering af fejlagtige pensionsindbetalinger). Af skatteministeren (Karsten Lauritzen (V)). Fremsat skr 4/10 17 Lovf som fremsat 4/10 17 1.beh 10/10 17 Betænkning 30/11 17 2.beh 5/12 17 Lovf optrykt efter 2.beh 5/12 17 Tillæg H Tillægsbet 15/12 17 3.beh 19/12 17 Lovf som vedt 19/12 17 Lov nr 1682 af 26. december 2017 Ordførere: (1.beh) Jesper Petersen (S), Dennis Flydtkjær (DF), Louise Schack Elholm (V), Rune Lund (EL), Joachim B. Olsen (LA), René Gade (ALT), Ida Auken (RV). Ministre: (1.beh) skatteministeren (Karsten Lauritzen). Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget(SAU). Efter 2.beh henvist til Skatteudvalget(SAU). Der foreslås en række ændringer af aldersopsparingen, så den målrettes den pensionsopsparing, der foretages sidst i arbejdslivet. Det foreslås således, at der kan indskydes ca. 50.000 kr. årligt på aldersopsparing fra de sidste 5 år inden folkepensionsalderen. Inden da kan der indskydes 5.000 kr. årligt. Udbetaling af aldersopsparing medfører ikke aftrapning af folkepensionen eller andre offentlige ydelser. Herudover foreslås det tidligste tidspunkt for ordinær udbetaling af pensionsordninger ændret fra 5 år før folkepensionsalderen til 3 år før folkepensionsalderen. Desuden foreslås den maksimale udbetalingsperiode for ratepensioner ændret fra 25 år til 30 år. Endelig foreslås det at smidiggøre muligheden for at korrigere for indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensioner, når indbetalingerne viser sig at indeholde fejl. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2018. Afstemning: Forslaget blev vedtaget. For stemte 58 (DF, V, LA, RV og KF), imod stemte 47 (S, EL, ALT og SF), hverken for eller imod stemte 0. End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om dansk-tysk retshjælp. Under henvisning til, at de tidligere mellem Danmark og Tyskland indgåede overenskomster om simplificering af retshjælpsordningen, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 15 af 29.januar 1932, er i kraft i forholdet mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland, således at begæringer om forkyndelser samt retsanmodninger fra Danmark kan fremsendes direkte til vedkommende tyske landretspræsidenter, skal man hermed fremsende en fortegnelse (* 1) over landretterne i Forbundsrepublikken Tyskland. Det bemærkes, at anmodningen i tvivlstilfælde kan sendes til vedkommende danske konsulat til videre fremsendelse til rette landretspræsident. Justitsministeriet, den 3. marts 1955 P.M.V. Boas. /T. Schelle. (Til domstolene).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ikke fradrag for ferie i efterløn Resumé Medlemmet rettede i april 2008 henvendelse til a-kassen i anledning af, at han mente, at a-kassen havde rådgivet ham forkert i forbindelse med overgang til efterløn. Medlemmet var fratrådt sin stilling den 31. december 2003 og havde søgt efterløn fra den 1. januar 2004. Han havde dog først fået udbetalt efterløn fra den 4. februar 2004, fordi a-kassen havde lagt til grund, at arbejdsgiveren havde udbetalt ferie inden for de sidste 3 måneder. A-kassen henviste til, at medlemmet ved fratrædelsen har fået udbetalt feriepengene som et engangsbeløb i medfør af ferielovens § 30, stk. 1, og at han derfor skulle have foretaget fradrag. Arbejdsdirektoratet havde lagt til grund, - at feriegodtgørelsen varr udbetalt i december 2003 i forbindelse med medlemmets fratrædelse og overgang til efterløn og tjenestemandspension fra 1. januar 2004 - at medlemmet forlod arbejdsmarkedet den 1. januar 2004 ved overgang til tjenestemandspension - at medlemmets feriegodtgørelse var udbetalt i medfør af ferielovens § 30, stk. 1. Arbejdsdirektoratet vurderede, at medlemmet var vejledt tilstrækkeligt af a-kassen og henviser til, - at ferielovens § 34 b, stk. 2 trådte i kraft den 1. januar 2004 - at medlemmet på ansøgningen af 15. september 2003 oplyste, at han havde fået eller forventede at få opsparet feriegodtgørelse udbetalt som et engangsbeløb uden, at medlemmet samtidig afholdt ferie - at medlemmet fik feriegodtgørelsen udbetalt i december 2003. Medlemmet havde ikke givet udtryk for, at han forlod arbejdsmarkedet, da han fratrådte tjenestemandsstillingen. Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at det beløb, som arbejdsgiveren havde udbetalt i december 2003, ikke havde hjemmel i ferielovens § 30, stk. 1 og at a-kassen derfor ikke havde ret til at foretage fradrag i efterlønnen for ferie. Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 18. juni 2009. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E De har ret til efterløn for perioden fra den 1. januar 2004 til den 4. februar 2004 uden fradrag for feriegodtgørelse. Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 2. oktober 2008. B E G R U N D E L S E De rettede den 8. april 2008 henvendelse til a-kassen, fordi De mener, at a-kassen har rådgivet Dem forkert i forbindelse med Deres overgang til efterløn den 1. januar 2004. De fratrådt den 31. december 2003 en tjenestemandsstilling ved [navn udeladt] Kommunes skolevæsen. De havde søgt om efterløn fra den 1. januar 2004, men fik dog først udbetalt efterløn fra den 4. februar 2004, fordi a-kassen lagde til grund, at [navn udeladt] Kommune havde udbetalt Deres tilgodehavende feriegodtgørelse inden for de sidste 3 måneder før De fratrådte. A-kassen har i afgørelsen af 14. april 2008 henvist til, at De ved fratrædelsen har fået udbetalt feriepengene som et engangsbeløb i medfør af ferielovens § 30, stk. 1, og at De derfor skulle have foretaget fradrag i efterlønnen. Arbejdsdirektoratet har i afgørelsen af 2. oktober 2008 henvist til, at a-kassen fik oplysningen om udbetaling af feriepengene i Deres ansøgning dateret den 15. september 2003, dvs. 3½ måned før ændringen i ferielovens § 34 b trådte i kraft, og at feriepengene også var udbetalt inden ændringens ikrafttrædelse. Derfor skulle a-kassen ikke vejlede om ændringen af ferieloven og dens betydning for Dem. De oplyst, at De ikke fik tilbudt et feriekort og dermed ikke fik mulighed for at bestemme, hvornår det passede Dem at holde ferie. Under sagens behandling i Arbejdsmarkedets Ankenævn har De oplyst, at De sammen med lønnen pr. 1. december 2003 har fået udbetalt et beløb, som arbejdsgiveren oplyser dækker tilgodehavende feriepenge. Det er endvidere oplyst fra [navn udeladt] Kommune, at De i forbindelse med overgang til tjenestemandspension ikke har tilkendegivet, at De forlod arbejdsmarkedet. En person, som forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige grunde, eller som flytter til udlandet, kan få udbetalt feriegodtgørelsen, når det danske arbejdsmarked forlades. Det fremgår af ferielovens § 30, stk. 1. Arbejdsmarkedets Ankenævn finder, at De ikke kan anses for at have forladt arbejdsmarkedet den 31. december 2003. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at overgang til tjenestemandspension ikke i sig selv er udtryk for, at pågældende har forladt arbejdsmarkedet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at De ikke har tilkendegivet overfor [navn udeladt] Kommune, at De forlod arbejdsmarkedet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at medlemmer på den fleksible efterløn har ret til at arbejde mod fradrag i efterlønnen, og derfor ikke kan betragtes som udtrådt af arbejdsmarkedet. [Navn udeladt] Kommune havde derfor ikke ret til at antage, at De forlod arbejdsmarkedet, og det beløb, som De fik udbetalt i december 2003, kan ikke anses for at være tilgodehavende feriegodtgørelse efter ferielovens § 30, stk. 1. Direktøren for Arbejdsdirektoratet har fastsat regler om, hvilken betydning arbejde og indtægter i efterlønsperioden skal have for efterlønnens størrelse. Reglerne er fastsat i bekendtgørelsen om fleksibel efterløn. Feriegodtgørelse, der udbetales som et engangsbeløb i henhold til ferielovens § 30, stk. 1, inden for 3 måneder før overgang til efterløn, skal medføre fradrag i efterlønnen. Det fremgår af § 35, stk. 1 i bekendtgørelsen om fleksibel efterløn. I og med at det beløb, der er udbetalt til Dem i december 2003, ikke kan anses for at være feriegodtgørelse efter ferielovens § 30, stk. 1, har a-kassen ikke haft ret til at foretage fradrag i Deres efterløn i perioden fra den 1. januar 2004 til den 4. februar 2004. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 74 h, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 – § 35, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 1208 af 18. december 2002. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, telefonsamtaler med Dem og [navn udeladt] Kommune den 20. maj 2009, den 25. maj 2009, den 26. maj 2009 og den 10. juni 2009 samt brev fra Dem modtaget den 26. maj 2009. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: – Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K. J.nr. – [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 Kapitel 11 a Efterløn Efterløn til medlemmer, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere Arbejde i efterlønsperioden § 74 h. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om, hvilken betydning arbejde og indtægter i efterlønsperioden skal have for efterlønnens størrelse. Stk. 2. … Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 1208 af 18. december 2002 Kapitel 9 Fradrag for andre indtægter m.v. § 35. Feriegodtgørelse, der udbetales som et engangsbeløb i henhold til ferielovens § 30, stk. 1, i perioden med efterløn eller inden for 3 måneder før overgang til efterløn, skal medføre fradrag i efterlønnen. Stk. 2. … Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 § 30. Feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår udbetales til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, 1) hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller 2) hvis lønmodtageren fratræder i forbindelse med flytning til udlandet og framelder sig Det Centrale Personregister. Stk. 2. …

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Klage over reservelæges manglende diagnosticering af meningitis på en skadestue Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hendes behandling af <****> den 18. december 2003 på <****>, jf. lægelovens § 6. Hændelsesforløb Den 28. november 2003 blev <****> indlagt på <****> til fortsat optræning efter følger efter meningitis. Frem til udskrivelsen den 18. december 2003 fik <****> træning ved fysioterapeut, og var ved udskrivelsen ifølge udskrivningsbrevet fuldstændig selvhjulpen i almindelig dagligdags færdigheder. Klagen Der er klaget over følgende: At <****> blev udskrevet fra <****> den 18. december 2003. Det er herved anført, at man udskrev <****> uden at sikre, at han havde de fornødne hjælpemidler og piller, eller plan for genoptræning. Det er anført, at han ved udskrivelsen var både træt og øm, samt ude af stand til at klare sig selv uden forskellige hjælpemidler. Det er endvidere anført, at <****>havde problemer med at gå. Nævnets afgørelse af klagen 1. reservelæge <****> har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> den 18. december 2003 <****>. Begrundelse Det fremgår af journalen fra den 28. november 2003 fra <****>, at <****> blev indlagt til fortsat optræning efter følger efter meningitis i form af polyneuropati (nervesygdom hos kritisk syge patienter, der manifesterer sig i form af muskelsvaghed, der vanskeliggør og forlænger aftrapning fra respirator). Det fremgår videre af journalen, at han blev indlagt den 20. august 2003 på <****> med en meningitis forårsaget af streptokokker udgået fra en kronisk bihulebetændelse ifølge <****>s sygehistorie. Den 25. august 2003 udviklede han to generaliserede krampeanfald, og han var indlagt på intensivafdelingen og var i respirator indtil den 9. september 2003. Ved indlæggelsen på <****> den 28. november 2003 kunne <****> ifølge journalen ikke rejse sig fra rygliggende til siddende stilling uden først at komme op i sideleje, men kunne rejse sig fra siddende til stående stilling, og kunne gå en kort distance på nogle få skridt. Han havde let diffus kraftnedsættelse i armene og let til moderat diffus kraftnedsættelse i benene og gangbesvær. Det fremgår videre af journalen fra <****>, at <****> frem til udskrivelsen den 18. december 2003 fik træning ved fysioterapeut. Ifølge udskrivningsbrevet var <****> ved udskrivelsen den 18. december 2003 fuldstændig selvhjulpen i almindelig dagligdags færdigheder. Han havde en sikker gangfunktion udendørs med et enkelt stop og indendørs uden gangredskab. Hans smerter var i aftagende, og han havde fortsat belastningsrelaterede smerter, specielt i skuldre og albue, og havde fortsat brug for smertestillende medicin. Ved udskrivelsen fik han blandt andet hjertemedicin, smertestillende og vanddrivende medicin samt antibiotika. Det fremgår af notatet i journalen, at <****> fik et selvtræningsprogram med samt en henvisning, og at medicinophældningen skulle foregå ved en hjemmesygeplejerske. Det er <****>s opfattelse, at han blev sendt for tidligt hjem og at han fik mangelfuld hjælp ved hjemsendelsen i form af manglende hjælpemidler. Det er endvidere hans opfattelse, at han blev ladt alene, hvilket gav ham et ”breakdown” og at dette ikke har gavnet hans helbredelse, men i stedet sat ham tilbage. Det fremgår af 1. reservelæge <****>s udtalelse til sagen, at <****> havde let nedsat hukommelse med hensyn til hans sygdomsforløb, at han trænede flittigt og velmotiveret, og at gangdistancen hurtigt blev bedret til en gangdistance på ca. 300 meter med stok. Af hjælpemidler blev aftalt albuestok og toiletforhøjer, som skulle være aftalt af ergoterapeut fra <****> med ergoterapeut i <****>s hjemkommune. Det fremgår, at <****> blev udskrevet en onsdag, og at hjælpemidlerne muligvis først kunne leveres den følgende mandag, men <****> gav udtryk for, at han ikke var betænkelig ved at skulle klare sig et par dage hjemme uden. Ved udskrivelsen blev <****> ifølge udtagelsen medgivet selvtræningsprogram, samt henvisning og fysioterapeutisk status til fortsat ambulant træning hos fysioterapeut i primærsektoren. På baggrund af ovennævnte finder nævnet, at 1. reservelæge <****> behandlede <****> i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved udskrivelsen den 18. december 2003.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En kommune forespurgte Told- og Skattestyrelsen om fradragsret for udgift til landmåler i forbindelse med opmåling af samtlige markjorder på en landbrugsejendom. Den fulde tekst Udgift til landmåler - Udgift til landmåler Efter praksis anses udgifter afholdt til landmåler- og landinspektørydelser for at tilhøre det ikke fradragsberettigede 'anlægs- og etableringsområde' f.eks. udstykning, skelforandring og andre ydelser ved matriklen. I forespørgslen var udgiften afholdt til erhvervelse af markkort til brug for dokumentations kravet fra EF-Direktoratet i forbindelse med administration af arealafhængige tilskud til landbruget. Kortmaterialet - der fastlægger en landbrugsejendoms arealmæssige dyrkningsgrænser - udarbejdes alene til brug for kontrol af det markstyringsmateriale, som landbrugserhvervet i forvejen betjener sig af, og som i nogle tilfælde har vist sig at være for upræcist som grundlag for udmåling af støttebeløb, der relateres til arealkriterier. Told- og Skattestyrelsen udtalte, at den i sagen omhandlede udgift til markkort (i modsætning til matrikelkort) havde direkte relation til indtægtserhvervelsen, hvorfor den blev anset for at være fradragsberettiget.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Udtalt, at 12 byrådsmedlemmer, der var kommunalt ansatte eller gift med kommunalt ansatte, ikke burde være erklæret inhabile ved byrådets behandling af et forslag om udbetaling af løn under sygdom til kommunalt ansatte (karensdagsloven). Bl.a. anført, at sagen var af generel karakter, idet den vedrørte samtlige kommunalt ansatte i vedkommende kommune. Den fulde tekst Kommunalt ansatte byrådsmedlemmer - karensdagsloven. I skrivelse af 29. juni 1983 har De anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse i anledning af en af tilsynsrådet for Viborg Amt i skrivelse af 10. juni 1983 afgivet udtalelse. Tilsynsrådet udtalte heri, at rådet ikke havde fundet grundlag for at tilsidesætte Skive Byråds beslutning af 12. april 1983 om, at 12 af byrådets 20 tilstedeværende medlemmer var inhabile under forhandlingen af et forslag om udbetaling af løn under sygdom til Skive Kommunes ansatte. De 12 byrådsmedlemmer var alle kommunalt ansatte eller gift med kommunalt ansatte. Det pågældende dagsordenspunkt var sålydende: Forslag til byrådsbeslutning vedrørende udbetaling af løn under sygdom til Skive Kommunes ansatte. Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel § 3, stk. 1 og 2, § 18, stk. 2, samt lov begrænsning af løn under sygdom § 1 skal ikke være gældende for personale aflønnet af Skive Kommune . Tilsynerådet har som begrundelse for at tilslutte sig Skive Byråds ovennævnte beslutning bl.a. anført følgende i en skrivelse til Dem af 20. juli 1983: Ved vurderingen af de pågældende byrådsmedlemmers personlige interesse i sagen må det erkendes, at det stiller sig usikkert, hvilken betydning gennemførelsen af en eventuel byrådsbeslutning i overensstemmelse med forslaget ville have for hver enkelt kommunalt ansat. Dette ville bero på den pågældendes helbredsforhold, ferie- og afspadseringsforhold m.v. Der kan derfor også rejses spørgsmål om, hvorvidt det enkelte kommunalt ansatte byrådsmedlems personlige interesse i gennemførelsen af det omhandlede forslag - isoleret betragtet - har en sådan styrke, at den pågældende bør være afskåret fra at deltage i forslagets behandling. Heroverfor står imidlertid hensynet til at undgå risiko for en forvridning ved varetagelsen af byrådets funktioner som arbejdsgiver, når der skal træffes beslutninger, der vedrører forhold indenfor kommunens personalepolitiske område i almindelighed. Efter tilsynsrådets opfattelse tilsiger dette hensyn, at det bør være afskåret fra at deltage i kommunalbestyrelsens beslutninger på dette område, medens styrken af det enkelte medlems direkte personlige interesse i sagen får mindre betydning. Allerede fordi vægten af det nævnte hensyn er tiltagende med antallet af kommunalt ansatte kommunalbestyrelsesmedlemmer, har tilsynsrådet ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Skive Byråds beslutning om at anse de pågældende kommunalt ansatte for afskåret fra at deltage i behandlingen af det fremsatte forslag . I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende: Formålet med inhabilitetsreglerne i den kommunale styrelseslov § 14, er dels at sikre, at den enkelte sag behandles korrekt, dels at sikre offentlighedens tillid til de afgørelser, som træffes af kommunalbestyrelsen. Styrelseslovens § 14 indeholder imidlertid ingen nærmere angivelse af, hvornår et medlem må anses for inhabil. Dette spørgsmål må således afgøres i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte forvaltningsretlige grundsætning om inhabilitet. Et kommunalbestyrelsesmedlem vil herefter være inhabil, hvis det i det konkrete tilfælde ud af samtlige foreliggende omstændigheder må antages, at der hos medlemmet foreligger en uvedkommende interesse i sagen af en sådan art og styrke, at det ud af en generel vurdering må befrygtes, at den pågældende vil lade sig påvirke heraf. For så vidt angår den konkrete sag bemærkes, at Indenrigsministeriet er enig med tilsynsrådet i, at den personlige interesse, som de 12 byrådsmedlemmer måtte have i sagen, ikke er af en sådan styrke, at den kan begrunde inhabilitet. Ministeriet finder imidlertid ikke - i modsætning til tilsynsrådet - at der er fare for, at tilliden til den offentlige forvaltnning lider skader ved at lade kommunalt ansatte deltage i behandlingen af en sag som den foreliggende, der er af generel karakter, idet den vedrører samtlige kommunalt ansatte i kommunen. Man ville endvidere ved at antage, at de 12 byrådsmedlemmer var inhabile med den begrundelse, som tilsynsrådet anfører, nærme sig den situation, at den kommunale ansættelse i sig selv kan begrunde inhabilitet. Ministeriet er derfor af den opfattelse, at de omhandlede 12 byrådsmedlemmer ikke burde være erklæret inhabile. P.M.V. E.B. Johan Erichsen Officielle noter Indenrigsministeriets udtalelser og afgørelser om kommunale forhold 1984 2.2.a

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Fondsmyndigheden kunne ikke imødekomme en ansøgning om opdeling af et legat i to adskilte afdelinger, idet dette ville kunne afskære ellers berettigede legatmodtagere fra at modtage legatet fremover. Den fulde tekst Fondsloven, Vedtægtsændring, Betingelser for opløsning. Fondsregistret (Civilretsdirektoratet) tilskrev fonden blandt andet således: Vedrørende: X's legat. De har ved skrivelse af 29. november 1989 anmodet om tilladelse til, at ovennævnte legats kapital regnskabsmæssigt opdeles i 2 adskilte afdelinger omfattende henholdsvis familiemæssige formål (afdeling I) og almennyttige herunder videnskabelige, kunstneriske og kunstindustrielle formål (afdeling II). De har til sagen oplyst, at legatet gennem de senere år i praksis har været administreret i overensstemmelse med den foreslåede praksis, og det fremgår af den fremsendte oversigt over foretagne uddelinger i 1988, at der blev uddelt 332.917 kr. til familie og venner, mens der blev uddelt 1.283.651 kr. til almennyttige, herunder videnskabelige, kunstneriske og kunstindustrielle formål. Det fremgår af legatets vedtægt pkt. 4, at hovedformålet er at uddele legater til slægt og venner, og at uddeling til almennyttige, herunder videnskabelige, kunstneriske og kunstindustrielle formål er subsidiært. I den anledning skal man meddele, at Fondsregistret ikke kan imødekomme det ansøgte, idet hovedformålet ses at omfatte en nærmere defineret kreds af eventuelle legatmodtagere, og at det må findes betænkeligt at foretage en opdeling af legatets kapital som ansøgt, idet en sådan opdeling muligvis vil kunne afskære ellers berettigede legatmodtagere fra at modtage legatet fremover. Officielle noter Ingen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skrivelse til kirkegårdsbestyrelsen vedrørende kontorfunktionærer på kirkegårdskontorerne Kontorpersonalet på kirkegårdskontorer aflønnes ifølge Kirkeministeriets årlige cirkulærer om regulering af kirkefunktionærers lønning m.v. - senest cirkulære af 11. april 1988 - efter Finansministeriets overenskomst med Handels- og Kontorfunktionærerens Forbund i Danmark (HK) for kontorfunktionærer i statens tjeneste. Som et element i denne overenskomst indgår, at de ansatte dækkes af en gruppelivsforsikring på grundlag af en aftale mellem Finansministeriet og Forenede Gruppeliv. HK har nu gjort Kirkeministeriet opmærksom på, at der findes en del ansatte på kirkegårdskontorer, som ikke er sikret dækning gennem gruppelivsaftalen, idet arbejdsgiveren ikke har indmeldt de ansatte under ordningen. Ministeriet er samtidig bekendt med, at HK en del steder med henblik på at sikre nævnte pensionsdækning har fremsendt et tiltrædelsesprotokollat til kirkegårdsbestyrelsens underskrift, hvorefter man enes om et det hele at følge bestemmelserne i statsoverenskomsten og hovedaftalen mellem Finansministeriet og HK. I anledning heraf skal man meddele, at kontorpersonale, der er ansat på kirkegårdskontorerne, skal omfattes af den nævnte gruppelivsaftale mellem Finansministeriet og Forenede Gruppeliv. Såfremt de ansatte ikke allerede er indmeldt under ordningen, anmodes kirkegårdsbestyrelsen om snarest at rette henvendelse til Forenede Gruppeliv, Strandboulevarden 122, 2100 København Ø., (tfl. 01 -184011) og indmelde de ansatte kontorfunktionærer. Præmien for forsikringen, der for tiden udgør 19,03 kr. pr. måned, betales af kirkegården og opgives til skattemyndighederne som løn. Med hensyn til de omtalte tiltrædelseserklæringer bemærkes, at ministeriet ikke ar indvendinger imod, at den enkelte kirkegårdsbestyrelse gennem sin underskrift på en sådan erklæring tilkendegiver, at man i det hele vil følge den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og HK ved ansættelse af kontorpersonale på kirkegårdskontoret. Dette svarer til ministeriets praksis på det omhandlede område, hvorefter man i tvivlssager anvender overenskomstens bestemmelser i øvrigt. P.M.V. E.B. Finn Langager Larsen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Regler for udskiftning af avlsmateriale ved avl af spise- og/eller industrikartofler A. TIDSPUNKT. Udskiftningen til meristemkartofler af avlsmateriale ved avl af spise- og/eller industrikartofler kan foretages i 1985 eller skal ske senest ved avlen i 1986. B. ANMELDELSE OG DOKUMENTATION. Avlere, der foretager udskiftning, skal meddele dette til statens plantetilsyn senest den 1. maj det pågældende år. Samtidig med anmeldelsen fremsendes dokumentation for det indkøbte avlsmateriale. Denne dokumentation kan være følgende: 1. Faktura med følgende indhold: a) Leverandørens navn og adresse b) Modtagerens/avlerens navn og adresse c) Navn eller registreringsnummer på den autoriserede virksomhed, hvor læggekartoflerne er opsorteret. d) Antal hkg med angivelse af sortsnavn, klassebetegnelse og avlernummer. 2. Såfremt salget foregår direkte fra en autoriseret sorterevirksomhed til avleren, kan anmeldelsesformularen til partikontrol anvendes, når den er påført avlernes navn og adresse og kun omfatter læggekartofler til avleren. C. SÆRLIGE KRAV. Udskiftningen skal omfatte alle læggekartofler anvendt af avleren det pågældende år. De indkøbte meristemkartofler må ikke opbevares sammen med »gamle« kartofler. Opbevaringshuse og maskiner eller redskaber, der anvendes til meristemkartoflerne, skal være rengjorte og desinficerede inden anvendelse. Til desinfektion anvendes kvaternære ammoniumforbindelser (fx Rodalon, Majoren, Rød Pyren og Damanin Special), aldehydderivater (fx Orbivet) eller surt reagerende jodforbindelser (fx Iobac P). D. UDSKIFTNINGSREGLER. Som nævnt under »særlige krav« skal udskiftningen være total det første år. I efterfølgende år skal udskiftningen foretages på en af følgende måder: Total udskiftning: Der indkøbes nye læggekartofler til alle arealer med samme sort hvert andet år. Delvis udskiftning: Hvert år indkøbes læggekartofler svarende til 15 % af det areal med sorten, som man ønsker at dyrke det efterfølgende år. Disse læggekartofler lægges på et særskilt areal, som afmærkes i marken. Avlen fra dette areal (opformeringen) høstes og opbevares adskilt fra andre kartofler på ejendommen. E. LEVERING OG DOKUMENTATION. Læggekartoflerne skal leveres i nye sække eller rengjorte containere og være mærket og forseglet efter reglerne herfor. Ved modtagelsen af læggekartoflerne skal avleren modtage en faktura eller en anmeldelsesformular indeholdende de under pkt. B nævnte oplysninger. Til dokumentation over for kontrolmyndigheden skal avleren opbevare faktura eller anmeldelsesformular i 2 år. F. KONTROL. Statens plantetilsyn vil kontrollere, at avlerne overholder ovennævnte bestemmelser. Overtrædelser vil medføre indberetning med krav om bødeforlæg. G. OPLYSNINGER. Alle avlere af læggekartofler skal fra og med 1985 være autoriseret til avl af læggekartofler af statens plantetilsyn. Kontrollen med produktionen af læggekartofler udøves efter statens plantetilsyns »Regler for avlskontrol, opbevaring og opsortering af læggekartofler«. Avlerne skal i øvrigt være opmærksomme på, at smitte med bakterie- og svampesygdomme eller kartoffelnematoder kan tilføres ejendommen med følgende: a) Ukontrollerede kartofler. b) Jord. c) Plantedele med jord. d) Brugt emballage anvendt til kartofler. e) Maskiner, redskaber mv. Avlerne tilrådes at være opmærksomme på disse forhold samt at rengøre og desinficere opbevaringshuse, maskiner og redskaber inden anvendelse på ejendommen. H. VEJLEDNING. Rådgivning vedrørende avl af læggekartofler samt spise- og industrikartofler gives af konsulentvirksomheden. Vejledning vedrørende regler for avl, opsortering og omsætning af læggekartofler samt spise- og industrikartofler gives af statens plantetilsyn, 1. distrikt (område Jylland) tlf. (06) 26 20 77 5. distrikt (område Fyn) tlf. (09) 13 48 80 6. distrikt (område Sjælland m.v.) tlf. (01) 17 67 30 Vejledning vedrørende avl af præ-basislæggekartofler gives af Fælleskontrollen med Kartoffelfremavl, tlf. (06) 11 08 88. Statens plantetilsyn, den 26. september 1984. Arne Trosborg Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Afslag på optagelse på baggrund af opholdstilladelse Klageren har et udenlandsk adgangsgrundlag og en midlertidig opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold. Uddannelsesinstitutionen afviser at behandle ansøgningen, selv om ansøgeren har ansøgt inden for ansøgningsfristen og opfylder adgangskravene. Institutionen henviser i sin afvisning til, at ansøgeren skulle have ansøgt om optagelse gennem kvote 3. Styrelsen vurderer, at klageren havde krav på at få sin ansøgning om optagelse behandlet i kvote 2. Ved e-mail har du klaget over en afgørelse, som er truffet af uddannelsesinstitution A. Styrelsen for Forskning og Uddannelse har nu behandlet din sag, og du får ikke medhold i din klage. Styrelsen udtaler dog kritik af A’s sagsbehandling, idet institutionen efter styrelsens vurdering har begået en væsentlig retlig fejl. På trods af denne beklagelige fejl har styrelsen valgt ikke at hjemvise sagen til fornyet behandling. Dette skyldes, at en fornyet behandling af sagen efter styrelsens vurdering ikke kan medføre et andet resultat. Du kan ikke klage over styrelsens afgørelse til en anden administrativ myndighed. I det følgende kan du læse mere om baggrunden for afgørelsen. Sagens faktum i korte træk Du har den 13. marts 2018 ansøgt om optagelse på professionsbacheloruddannelsen i sygepleje på A. A har vurderet, at du opfylder adgangskravene for optagelse på den ansøgte uddannelse. Uddannelsesinstitutionen har imidlertid meddelt dig afslag på optagelse og har annulleret din ansøgning, fordi du har en opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark. Du har klaget til styrelsen over denne afgørelse. Styrelsens retlige gennemgang af din sag Din sag skal behandles i henhold til: - bekendtgørelse af lov nr. 986 af 18. august 2017 om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven) og - bekendtgørelse nr. 1495 af 11. december 2017 og adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (adgangsbekendtgørelsen). Ifølge § 46, stk. 2, i adgangsbekendtgørelsen kan professionshøjskolens afgørelser efter denne bekendtgørelse indbringes for Styrelsen for Forskning og Uddannelse, hvis klagen angår retlige spørgsmål. Det betyder, at styrelsen alene kan forholde sig til, om en sag er behandlet i overensstemmelse med gældende ret, herunder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Indledningsvis bemærker styrelsen, at vi lægger til grund for sagens behandling, at du opfylder adgangskravene til den ansøgte uddannelse, og at du har ansøgt om optagelse inden for den frist, som gælder for ansøgninger om optagelse i kvote 2. Du har ansøgt om optagelse på professionsbacheloruddannelsen i sygepleje på A. Du er ukrainsk statsborger og har en gyldig opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold. A har afvist at behandle din ansøgning med henvisning til, at du skal ansøge om optagelse i kvote 3. Følgende fremgår af § 25 i adgangsbekendtgørelsen: ”Studiepladserne i kvote 3 tildeles ansøgere, der har en udenlandsk adgangsgivende eksamen, jf. § 3, stk. 5, og hvor ansøgeren har behov for tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til uddannelse. ” Styrelsen konstaterer, at du har en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og at du derfor ikke er omfattet af adgangsbekendtgørelsens § 25 om ansøgere i kvote 3. Efter styrelsens opfattelse er det kritisabelt, at A ikke har behandlet din ansøgning om optagelse i kvote 2. Styrelsen har endvidere følgende bemærkninger til sagen: Du har opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og du har ansøgt om optagelse på en videregående uddannelse i Danmark. Følgende fremgår af § 35, stk. 1, i LEP-loven: ”§ 35. Udenlandske studerende på erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser kan kun indgå i beregningen efter § 32 og § 36, hvis de 1) er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark 2) er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 [nu § 9 m], som medfølgende barn af en udlænding, som dels er statsborger i et land, der ikke er tilsluttet Den Europæiske Union eller omfattet af EØSaftalen, dels er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, […] 3) er udvekslet med danske studerende efter aftale mellem institutionen og en institution i udlandet eller 4) efter EU-retten, EØS-aftalen eller andre internationale aftaler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere. ” Styrelsen bemærker, at uddannelsesinstitutionerne således kun modtager statstilskud for en udenlandsk studerende, hvis pågældende er omfattet af persongruppen i LEP-lovens § 35, stk. 1. Fordi du har opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, er du ikke omfattet af bestemmelsen. Dette medfører, at du som studerende på en dansk professionshøjskole ikke vil udløse statstilskud til institutionen. Følgende fremgår af § 35, stk. 3, i LEP-loven, som fastslår følgende: ”§ 35. […] Stk. 3. Institutionens udbud af erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser til andre udenlandske studerende end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2, sker som indtægtsdækket virksomhed." Udbud af uddannelse som indtægtsdækket virksomhed medfører, at den studerende skal betale den studieafgift, som er fastsat af uddannelsesinstitutionen. Studieafgiftens størrelse kan overstige uddannelsesinstitutionens langsigtede gennemsnitsomkostninger. Styrelsen bemærker, at spørgsmålet om betaling af studieafgift imidlertid ikke må indgå i vurderingen af ansøgninger om optagelse. Sådanne ansøgninger må udelukkende blive vurderet ud fra den ansøgte uddannelses fastsatte adgangskrav. Hvis en uddannelsesinstitution giver tilbud om optagelse til en betalingsstuderende, skal tilbuddet dog være ledsaget af information om forpligtelsen til at betale studieafgift og betalingens størrelse. Styrelsen konkluderer, at det er kritisabelt, at A ikke har behandlet din ansøgning om optagelse i kvote 2. På trods af denne væsentlige retlige fejl har styrelsen valgt ikke at hjemvise din sag til fornyet behandling ved A. Dette skyldes, at studiepladserne til studiestart i september 2018 er fordelt, og at første semester af uddannelsesforløbet er afviklet. Efter styrelsens praksis kan vi pålægge uddannelsesinstitutionen at optage en ansøger i næste optagelsesrunde, under forudsætning af at styrelsens retlige gennemgang af sagen viser, at ansøgeren med sikkerhed ville være blevet optaget på uddannelsen, hvis uddannelsesinstitutionen ikke havde begået en påvist fejl. Dette er imidlertid ikke tilfældet i din situation, idet ansøgninger i kvote 2 vurderes ud fra et konkret fagligt skøn. Derfor konkluderer styrelsen, at du ikke får medhold i din klage.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om udstyr i skibe § 1 I bekendtgørelse nr. 422 af 17. maj 2016 om udstyr i skibe foretages følgende ændringer: 1. § 1, stk. 4, affattes således: »Stk. 4. Den bemyndigende myndighed, som er nævnt i artikel 18, stk. 1, er Søfartsstyrelsen, men Den Danske Akkrediteringsfond (DANAK) er i henhold til artikel 18, stk. 3, udpeget til at udføre vurdering og overvågning af bemyndigede organer.« 2. § 1, stk. 5, affattes således: »Stk. 5. Kontrollen af bemyndigede organer, som er nævnt i artikel 18, stk. 2, skal udføres hvert år.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. september 2016. Søfartsstyrelsen, den 12. september 2016 Per Sønderstrup / Anders Viborg Kristensen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om rensning og desinfektion af ferskvandsdambrug m.v. Hvor det i Landbrugsministeriets bestemmelser om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk er fastsat, at rensning og desinfektion skal foretages, skal disse foranstaltninger udføres efter nedenstående anvisninger, medmindre Veterinærdirektoratet i hvert enkelt tilfælde har godkendt en herfra afvigende fremgangsmåde. I. Rensning og desinfektion af dambrugsanlæg. Dambrug, der er tilsluttet et bekæmpelsesprogram, jfr. § 18, stk. 2 og § 20, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 508 af 2. oktober 1984 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk, med henblik på optagelse i registret for egtvedsygefrie dambrug eller registret for egtvedsygefrie og IPN-frie dambrug, skal benytte følgende fremgangsmåde ved udrensning og desinfektion: 1. Dambruget tørlægges, hvorefter damme og kanaler renses for slam og andre urenheder. 2. Damme og kanaler desinficeres ved tilførsel af et jævnt lag hydratkalk i en mængde af mindst 1/2 kg pr. kvadratmeter. 3. I tilfælde, hvor vandet på grund af høj grundvandstand ikke kan løbe fra en kanal eller dam, skal denne to gange i tørlægningsperioden pumpes tom og tilføres rigelige mængder hydratkalk. 4. Bassiner, kummer, render, bakker, redskaber, ind- og udløbstude, stemmeværker, riste og det indvendige af klække- og hakkehuse rengøres omhyggeligt ved hjælp af børste, kost eller ved brug af højtryksrenser. Ved rengøringen skal alle urenheder fjernes om nødvendigt ved brug af rengøringsmidler (f.eks. 2 0/00 ætsnatronopløsning eller 5% sodaopløsning). 5. Når de under punkt 4 nævnte ting er tørret, foretages desinfektion af disse under anvendelse af et aldehydholdigt præparat f.eks. en 2% brugsopløsning af formalin (ca. 200 g af handelsvaren formalin til 10 l vand) eller med en 2-3% jodophor-brugsopløsning. Den i § 4, stk. 1 i bekendtgørelsen nævnte tørlægning, rensning og desinfektion af jorddamme skal foregå ved, at dammene tømmes for vand; slam og andre urenheder fjernes, hvorefter der tilføres dambunden hydratkalk i en mængde af mindst 1/4 kg pr. kvadratmeter.Hvor dette kan medføre risiko for fisk i nedenfor liggende damme, kan anden desinfektion efter Veterinærdirektoratets anvisning anvendes. Maskiner til sortering af æg og maskinernes tilbehør (skiver, slanger m.m.) samt klækkehus med inventar og redskaber skal jfr. § 4, stk. 2 og stk. 3 i bekendtgørelsen rengøres og desinficeres som beskrevet i nærværende cirkulære for dambrug tilsluttet et bekæmpelsesprogram punkt 4 og 5. Frasorterede æg samt opsamlede døde fisk skal destrueres ved nedgravning eller ved brænding eller afhændes til en autoriseret destruktionsanstalt eller fiskemelsfabrik. II. Desinfektion af øjenæg. Desinfektion af øjenæg skal foretages ved nedsænkning af øjenæggene i 10 minutter i en neutral jodophor-opløsning indeholdende 50 ppm frit jod. (Af et neutralt jodphor- præparat der indeholder 1% frit jod anvendes 50 ml i 10 liter vand). Herefter skylles æggene i rent vand. III. Rensning og desinfektion af transportbiler m.v. Emballage af enhver art, herunder faste installationer på automobiler eller jernbanevogne, der benyttes til transport her i landet, eller som hjemkommer fra udlandet efter transport af levende eller døde ferskvandsfisk samt æg af ferskvandsfisk samt æg af ferskvandsfisk, skal umiddelbart før hver læsning grundigt rengøres og desinficeres, jfr. § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen. Det samme gælder foderbassiner og anden emballage, der bruges til transport af saltvandsfisk og andet foder til ferskvandsfisk, jfr. § 4, stk. 3 i bekendtgørelsen. Rengøring og desinfektion foretages som beskrevet i nærværende cirkulære for dambrug tilsluttet et bekæmpelsesprogram punkt 4 og 5. Udtømning af vand fra emballage og vogne med ferskvandsfisk eller æg af disse, uden at samtlige fisk eller æg samtidig udtømmes, må kun finde sted - til kloakanlæg, hvor anlæggets spildevand føres direkte til havvand, - til et nedsivningsanlæg godkendt til behandling af spildevand fra en ørredsopskæringsvirksomhed. Mindre vandmængder kan udtømmes på steder uden mulighed for afstrømning til vandløb, søer eller grøfter, hvor der sker total nedsivning af vandet. IV. Rensning og desinfektion ved arbejde og besøg på dambrug. Besøgende på dambrug bør anvende fodtøj, som kan være - fodtøj/støvler, som forefindes på dambruget, eller - vaskbart fodtøj/støvler, som rengøres, inden dambruget forlades, eller - engangs-fodtøj, som efterlades på dambruget. Redskaber, værktøj m.m., som har været benyttet, må rengøres grundigt, inden dambruget forlades. Til desinfektion af fodtøj, redskaber, værktøj m.v. benyttet på dambrug kan der anvendes en 3-5& jodophor-brugsopløsning. Dette cirkulære træder i kraft den 15. september 1986, og samtidig tilbagekaldes Veterinærdirektoratets desinfektionsanvisning (Smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk) fra juli 1975. Erik Stougaard /J.M. Westergaard Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om Erhvervsudviklingsrådets virke I medfør af § 5, stk. 3, i lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 25. april 1996 fastsættes følgende: Erhvervsudviklingsrådet § 1. Der nedsættes et Erhvervsudviklingsråd, som har til opgave at rådgive regeringen om forhold af væsentlig betydning for virksomhedernes produktionsvilkår og for erhvervsudviklingen i øvrigt. Erhvervsudviklingsrådet skal efter eget initiativ eller efter opfordring fra regeringen udtale sig eller rådgive om forhold, der har betydning for erhvervslivets internationale konkurrenceevne. Stk. 2. Erhvervsudviklingsrådet skal i sin rådgivning især medvirke til: 1) at fremme udvikling og udnyttelse af teknologisk, ledelsesmæssig og markedsmæssig viden, 2) at fremme forsknings- og udviklingsindsatsen i virksomhederne, 3) at fremme tilpasning til ændrede konkurrence- og samfundsvilkår, herunder hensynet til miljøet, 4) at bidrage til en for erhvervene og samfundet hensigtsmæssig udvikling inden for områder som infrastruktur, uddannelse og kapitalmarkedet samt 5) at vurdere konsekvenserne for erhvervslivet af retsregler og øvrige vilkår, der øver væsentlig indflydelse på erhvervslivets udviklingsmuligheder og konkurrenceforhold. Stk. 3. Erhvervsudviklingsrådet har endvidere inden for rammerne af lovens § 2 til opgave: 1) at udarbejde analyser og forslag vedrørende virksomhedernes produktionsvilkår, samt forhold i øvrigt af væsentlig betydning for virksomhedernes erhvervsmæssige udvikling, 2) at samordne, vurdere og iværksætte foranstaltninger til vedligeholdelse og fremme af den samfundsmæssige indsats for den regionale og nationale erhvervsmæssige infrastruktur, herunder de Teknologiske Informationscentre, samt fremme af den samfundsmæssige indsats vedrørende forskning, udvikling og strukturtilpasning og 3) at træffe afgørelse i bevillingssager vedrørende basistilskud til de Teknologiske Informationscentre. § 2. Der nedsættes et Bevillingsudvalg, som har til opgave at træffe afgørelser i sager vedrørende ansøgning om medfinansiering til virksomheder, enkeltpersoner m.v. Stk. 2. Erhvervsudviklingsrådet fastsætter principperne for Bevillingsudvalgets virke og for behandling af sager, der henhører under Erhvervsudviklingsrådets kompetence, herunder sager om medfinansiering til virksomheder, enkeltpersoner m.v. § 3. Med henblik på at udfylde den i lov om erhvervsfremme § 5, stk. 2, nævnte opgave kan Erhvervsudviklingsrådet tage initiativ til erhvervsfremmende aktiviteter navnlig vedrørende: 1) Større sammenhængende udviklingsprogrammer m.v., der sigter mod fremme af erhvervslivets forskning og udvikling eller strukturtilpasning. Udviklingsprogrammer er beløbsmæssigt større indsatser på faglige områder, der skønnes at være af aktuel og langsigtet betydning for erhvervsudviklingen. 2) Udnyttelse i erhvervsmæssigt øjemed af det offentliges viden og efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Erhvervslivets opnåelse af offentlige kontrakter fordrer, at information om såvel danske som udenlandske offentlige myndigheders og institutioners planer for indkøb i god tid er til rådighed. En særlig indsats gøres for at fremme virksomhedernes andel af EU-kontrakter og projekter, der gennemføres under EU-programmer. 3) Initiativer til fremme af tilgangen af nye vækstorienterede virksomheder, og overvindelse af barrierer for mindre virksomheders udvikling, herunder idesøgning, idedokumentation, rådgivning, ledelsesudvikling og uddannelse. Fremme af samspillet mellem iværksættere, nye virksomheder og finansielle partnere. 4) Initiativer med henblik på at fremme udviklingen af virksomhedernes kompetence og tilpasningen i virksomhedsstrukturen. Der kan eksempelvis være tale om initiativer på faglige områder af aktuel betydning for erhvervsudviklingen. Sådanne satsninger forudsættes at være af kortere varighed. 5) Initiativer, til fremme af virksomhedernes internationalisering, herunder: a) initiativer, der sigter mod at øge dansk udbytte af det europæiske arbejde vedrørende standardisering, prøvning og certificering, b) initiativer, der sigter mod øget dansk deltagelse i industrielt orienterede forsknings- og udviklingsprogrammer i internationalt regi, c) initiativer, der sigter mod at fremme danske virksomheders internationale udvikling samt øge virksomhedernes internationale samarbejde, herunder indgåelse af strategiske alliancer med udenlandske virksomheder, forskningsinstitutioner m.v. 6) Regionale og lokale erhvervsfremmende foranstaltninger, herunder iværksættelse af midlertidige initiativer til fremme af den erhvervsmæssige udvikling i egne af landet, hvor dette er særligt påkrævet. 7) Initiativer til styrkelse af den danske infrastruktur på områderne måleteknik, prøvning og certificering samt formidling af information til virksomhederne om den konkurrencemæssige betydning af en indsats på disse områder. § 4. Nye initiativer efter § 4 iværksættes efter forudgående forelæggelse for erhvervsministeren. Stk. 2. Erhvervsministeren vil som hidtil have mulighed for selv at iværksætte nye initiativer eller programmer. § 5. Midler til løsning af Erhvervsudviklingsrådets opgaver bevilges på de årlige finanslove. Medfinansiering og tilbagebetaling § 6. Der kan ydes medfinansiering til aktiviteter, der omfattes af lovens formål. Stk. 2. Ved medfinansiering af aktiviteter kan et eller flere af følgende midler tages i anvendelse: 1) tilskud 2) kapitalindskud 3) lån 4) udviklingskontrakter 5) projektgarantier. Stk. 3. Erhvervsudviklingsrådet kan fastsætte bestemmelser om mindstegrænser for den medfinansiering, der bevilges i enkeltsager. § 7. Ved ydelse af medfinansiering til enkeltvirksomheder knyttes som hovedregel en forpligtelse til tilbagebetaling af den ydede medfinansiering i tilfælde af kommerciel succes. Stk. 2. Projektgarantier omfattes ikke af forpligtelsen til tilbagebetaling, og der knyttes ikke tilbagebetalingsforpligtelse til projekter af almennyttig eller prækompetitiv karakter. Erhvervsudviklingsrådet kan fastsætte, at der i særlige tilfælde gøres en undtagelse fra hovedreglen om tilbagebetalingsforpligtelse, f.eks. ved medfinansiering af projekter under en vis størrelse. Stk. 3. Tilbagebetaling sker i form af en afgift ved kommerciel udnyttelse. Tilbagebetalingen kan ikke for nogen enkeltmodtager overstige den ydede medfinansiering, eksklusiv eventuelle rentetilskrivninger. Stk. 4. Ved salg af produkter, licensrettigheder og know-how, der er resultat af et statsligt medfinansieret udviklingsprojekt, beregnes en tilbagebetalingsafgift. Afgiften beregnes som en procentandel af omsætningen. Ved statslig medfinansiering af udviklingsprojekter, der vedrører forbedrede produktionsprocesser, beregnes afgiften som hovedregel på grundlag af salget af de produkter, der hidhører fra produktionsprocessen. Stk. 5. Tilbagebetalingsprocenten fastsættes i medfinansieringsaftalen og således, at den statslige medfinansiering kan forventes tilbagebetalt inden for en tidsmæssigt afgrænset periode. Tilbagebetalingsforpligtelsen bortfalder efter udløbet af denne periode. Stk. 6. Tilbagebetalingsafgiften opgøres på baggrund af en revisorattesteret opgørelse over den kommercielle udnyttelse af den medfinansierede erhvervsudviklingsaktivitets resultater. Stk. 7. Tilbagebetalingsforpligtelsen bortfalder, såfremt en udviklingsaktivitet ikke fører til kommerciel udnyttelse. Stk. 8. Udbetalt medfinansiering kan kræves helt eller delvis tilbagebetalt, hvis forudsætningerne for medfinansieringen falder bort eller ændres væsentligt, f.eks. ved en virksomheds ophør, konkurs, afhændelse, udlejning, overdragelse af produktions- og salgsrettigheder eller misligholdelse af vilkårene for medfinansieringen. Ikrafttrædelse § 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 1996. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 746 af 14. september 1993 om Erhvervsudviklingsrådets virke. Erhvervsministeriet, den 7. maj 1996 Mimi Jakobsen / Gurli Martinussen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé En 54-årig kvinde blev den 8. august 2002 af egen læge indlagt på kirurgisk afdeling på grund af urinvejsproblemer de seneste 6 måneder, smerter i højre side af maven, træthed, vægttab og lav blodprocent. På baggrund af symptomerne blev patienten mistænkt for at have kræft og et udredningsprogram blev indledt. Den 9. august 2002 viste en gynækologisk undersøgelse normale forhold, men blodprocenten var meget lav. Den 3. september 2002 viste en CT-scanning af maveregionen en vægfortykkelse af tarmen ved overgangen mellem tyndtarm og tyktarm, og den undersøgende reservelæge henviste samme dag til en kikkertundersøgelse af tyktarmen. Den 24. oktober fik patienten foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen, som viste kræft på det mistænkte sted. Den 4. november 2002 blev der foretaget en operation, og den 4. december 2002 viste en fornyet CT-scanning, at kræftknuden havde spredt sig til leveren. Den 30. august 2003 døde patienten af sin kræftsygdom. Der blev klaget over, at patienten ikke blev udredt akut for sine tiltagende smerter omkring området ved blindtarmen. Den fulde tekst Klage over forsinket rekvisition af coloskopi Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen på organkirurgisk afdeling for hans instruks til afdelingens lægesekretærer omkring håndteringen af henvisninger til koloskopiundersøgelser på baggrund af mistanke om cancer i tyk- og endetarm. Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere en reservelæge på organkirurgisk afdeling for hans henvisning af patienten til en kikkertundersøgelse af tyktarmen. Patientklagenævnet lagde herved vægt på, at den planlagte kikkertundersøgelse af tyktarmen først blev foretaget næsten to måneder senere. Reservelægen havde i sin udtalelse imidlertid anført, at han ikke stod for selve visiteringen af kikkertundersøgelsen og havde en forventning om, at undersøgelsen ville ske cirka 2 uger senere, da dette var afdelingens rutine. Det blev i sagen endvidere oplyst, at reservelægens henvisning af 3. september 2002 først blev skrevet den 1. oktober 2002 på grund af en utilstrækkelig sekretærkapacitet på daværende tidspunkt. Da henvisningen blev skrevet, gik der yderligere 3 uger før kikkertundersøgelsen blev udført. Patientklagenævnet oplyste, at patienter med blodmangel, vægttab og træthed må anses for havende en ondartet kræftsygdom, indtil andet er bevist. Den hyppigste lokalisation af denne kombination af symptomer vil være i højre side af tyktarmen. Undersøgelsesprogrammet vil derfor specielt rette sig mod denne lokalitet og samtidig mod tilstedeværelsen af spredning. Der skal derfor foretages ultralydsundersøgelse/CT-scanning af bughulen og en kikkertundersøgelse af tyktarmen. Patientklagenævnet var videre af den opfattelse, at hvis mistanken om en svulst er stor, så bør man prioritere undersøgelserne i forhold til andre patienter. Knap 2 måneder fra konstateringen af en mistænkt kræftsvulst i tyktarmen til en yderligere diagnostisk undersøgelse må almindeligvis anes for at være for lang tid. Patientklagenævnet var herunder af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde burde have været udført en fremskyndet koloskopi på grund af en bestyrket mistanke om højresidig tyktarmssvulst. Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin instruks til afdelingens lægesekretærer omkring håndteringen af henvisninger til koloskopiundersøgelser på baggrund af mistanke om kræft. Nævnet fandt, at den ledende overlæge burde havde foretaget tiltag til sikring af, at henvisninger til fremskyndet koloskopi, som i det pågældende tilfælde, kunne effektueres af afdelingens lægesekretærer.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1049 Resumé Midt-Data ApS klagede over artiklen ”Banken holder hånden under Midt-Data” på CRN.dk og ComON.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkt A.1. og A.3. i de vejledende regler for god presseskik. Efter det oplyste lægges det til grund, at Midt-Data ApS ved selskabets stiftelse 28. april 2009 bogførte goodwill for ti millioner kroner, og at Spar Bank Nord fik et virksomhedspant på 15 millioner kroner. Mediehuset forsøgte telefonisk at indhente en kommentar fra klager den 21. juli 2010 (og pr. e-mail efter offentliggørelsen). Pressenævnet finder herefter, at artiklen med udsagnene ”For at få regnskabet til at hænge sammen, har selskabet samtidig bogført goodwill på mere end ti millioner kroner” og ”Midt-Data har desuden indgået aftale med sin Spar Bank Nord om fortsat kredit til gengæld for et virksomhedspant på 15 millioner kroner” fejlagtigt giver indtryk af, at Midt-Data ApS i forbindelse med regnskabsaflæggelsen i juni 2010 har gennemført de omtalte dispositioner. Begge dispositioner er efter det oplyste imidlertid gennemført ved selskabets stiftelse i april 2009. Nævnet finder det beklageligt, at udsagnene kan give indtryk af, at dispositionerne er gennemført i 2010, men da det i øvrigt fremgår af artiklen, at det er årsrapporten for 2009, der omtales, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af forholdet eller af, at mediehuset ikke udfoldede yderligere bestræbelser på at indhente klagers kommentar inden offentliggørelse. Pressenævnet finder, at overskriften og underoverskriften fremstår som CRN.dk/ComON.dks vurderinger på baggrund af de i artiklen refererede oplysninger fra årsrapporten, og at vurderingerne ikke går ud over, hvad der i artiklen er belæg for. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at kritisere CRN.dk/ComON.dk. Midt-Data ApS har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt på CRN.dk og ComON.dk den 21. juli 2010, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagerne nr. 2010-6-1048 og 2010-6-1049 vedrører samme artikel. De indklagede medier, CRN.dk og ComON.dk, er begge del af mediehuset Mediaprovider og har indgivet samme udtalelse i de to sager. 1 Sagsfremstilling CRN.dk bragte den 21. juli 2010 en artikel under overskriften ” Banken holder hånden under Midt-Data ” og underoverskriften ” Med et underskud på 4,3 millioner kroner og godskrevet goodwill for mere end ti millioner, balancerer Midt-Datas direktør [Person A] på kanten af den økonomiske afgrund ”. Af artiklen fremgik følgende: ”På kun otte måneder har onlineforhandleren Midt-Data genereret et underskud på 4,3 millioner kroner før skat. Resultatet betyder, firmaet er gået ind i 2010 med en negativ egenkapital på 4,1 millioner kroner. Ikke synderligt overraskende betegner selskabet resultatet som ”ikke tilfredsstillende”. For at få regnskabet til at hænge sammen, har selskabet samtidig bogført goodwill på mere end ti millioner kroner, som er baseret på ”forventninger om fremtidig indtjening”, som det hedder i ledelsesberetningen. Selskabets revisor understreger i sin regnskabspåtegning, at der vedrørende den bogførte goodwill ”ikke (er) fundet anledning til at anlægge en anden betragtning end ledelsen”. Midt-Data har desuden indgået aftale med sin Spar Bank Nord om fortsat kredit til gengæld for et virksomhedspant på 15 millioner kroner. Midt-Data Aps, som blev stiftet i april i fjor, er den tredje selskabskonstruktion inden for få år, som huser aktiviteterne i Viborg-forhandleren, men heller ikke denne gang er det altså lykkedes Midt-Datas direktør [Person A] at strikke en bæredygtig forretning sammen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra [Person A, direktøren].” ComON.dk bragte samme dag en identisk artikel. Underoverskriften var dog i dette mediet forkortet til ” Midt-Data balancerer på kanten af den økonomiske afgrund” . CRN.dk/ComON.dk anmodede ved e-mail af 22. og 23. juli 2010 om klagers kommentarer til oplysningerne i artiklen. [Person A, direktøren] besvarede henvendelserne, men oplyste samtidig, at han ikke ønskede at blive citeret, ligesom Midt-Data ApS ikke ønskede at blive kontaktet vedrørende årsregnskabet, medmindre artiklen blev rettet. Efter en rettelse ville [Person A, direktøren] lade sig citere for grundene til underskuddet og den negative egenkapital. Yderligere oplysninger Af Midt-Data ApS årsrapport for 2009 (underskrevet 8. juni 2010) fremgår bl.a. følgende: ”[Den uafhængige revisors påtegning] Supplerende Going concern Uden at tage forbehold gør vi opmærksom på oplysningerne anført i note 1, hvoraf det fremgår, at selskabet har iværksat en række tiltag for at forbedre indtjeningen. Selskabets bankforbindelse har meddelt at de nuværende kreditfaciliteter fastholdes. Selskabets fortsatte drift er betinget af, at de fornødne tiltag gennemføres som planlagt. Ledelsen har ved regnskabsaflæggelsen forudsat, at tiltagene gennemføres som planlagt, og har derfor aflagt regnskabet med fortsat drift for øje. Vi har ikke fundet grundlag for at anlægge en anden vurdering heraf. Måling af goodwill Uden at det har påvirket vores konklusion henviser vi til note 5, vedrørende usikkerhed ved indregning og måling, hvoraf det fremgår, at selskabet har aktiveret goodwill 10.700 t.kr. Vi har ikke fundet anledning til at anlægge en anden betragtning end ledelsen. … [Ledelsesberetning] Selskabet har i første regnskabsår [fra stiftelsen 28. april 2009 til 31. december 2009] på ca. 8 måneder realiseret et underskud på 4.254 t.kr., hvilket ikke anses for tilfredsstillende. … Kapitaltab Selskabet har i regnskabsåret tabt hele egenkapitalen og er dermed omfattet af kapitalbestemmelserne i selskabslovens § 119. Selskabets ledelse forventer kapitalen retableret ved fremtidig indtjening. Indtil da, understøttes selskabet af det stillede lån. Usikkerhed ved indregning og måling Der er i årsregnskabet indregnet goodwill for i alt 10.070 t.kr. På baggrund af budgetter og forventning om fremtidig indtjening, er det ledelsens opfattelse, at aktivet er værdiansat forsvarligt. Begivenheder efter regnskabsårets afslutning Der er fra balancedagen og frem til i dag [8. juni 2010] ikke indtrådt forhold, der forrykker vurderingen af årsrapporten.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Midt-Data ApS’ synspunkter Midt-Data ApS har gjort gældende, at god presseskik er tilsidesat. Artiklens overskrift er skrevet uden skyggen af bevis. Fakta er, at Midt-Data ApS’ gæld til banken er faldet siden etableringen i april 2009, så overskriften er usand. CRN.dk/ComON.dk har hverken været i kontakt med ejerne af virksomheden eller Spar Bank Nord. Medierne har derfor ingen indsigt i, om banken holder hånden under Midt-Data ApS. Underoverskriften er heller ikke baseret på fakta. CRN.dk/ComON.dk har ingen indsigt i Midt-Data ApS’ nuværende finansielle situation, hvilket er nødvendigt, såfremt man skal kunne konkludere, at en virksomhed ”balancerer på kanten af den økonomiske afgrund”. Udsagnet i artiklen om, at Midt-Data ApS for at få regnskabet til at hænge sammen har bogført goodwill på mere end 10 millioner kroner, er usandt. Goodwill’en blev bogført allerede ved etableringen af selskabet i forbindelse med køb af aktiver fra en tidligere virksomhed. Udsagnet ”Midt-Data har desuden indgået aftale med Spar Bank Nord om fortsat kredit til gengæld for et virksomhedspant på 15 millioner kroner” er ikke korrekt. Virksomhedspantet er ligeledes etableret ved virksomhedens start, og har intet at gøre med, at Spar Bank Nord også efter regnskabet for 2009 stiller kredit til rådighed for virksomheden. Ud over direkte usande påstande i artiklen, er artiklen tydeligvis også skrevet i et nedladende sprog med den hensigt at skade Midt-Data ApS. Ved e-mail af 22. juli 2010 blev mediet gjort opmærksom på de faktuelle fejl i artiklen, men ønskede på trods af dette ikke at rette artiklen. Et medie bør ikke kunne publicere udokumenterede påstande og efterfølgende blot tilbyde forurettede at dementere disse. 2.2 CRN.dk/ComON.dks synspunkter Medierne har anført, at artiklen er skrevet på baggrund af Midt-Data ApS’ offentliggjorte regnskab for 2009. Rent faktisk fremviser regnskabet et underskud på 4.254.351 kroner. Samtidig konstateres det i ledelsesberetningen, at selskabet har tabt hele egenkapitalen. Der er fuldt belæg for overskriften. I ledelsesberetningen står der, at ”Ledelsen har indgået aftale med selskabets bankforbindelse om fastholdelse af de nuværende kreditfaciliteter, hvorfor det er ledelsens opfattelse, at selskabet har de fornødne kreditfaciliteter til at gennemføre de planlagte tiltag for at forbedre selskabets indtjening i 2010”. Derudover har mediet henvist til revisorens bemærkning under ”Going concern” i ”Supplerende oplysninger vedrørende forhold i årsregnskabet”. Vedrørende underoverskriften er det anført, at hvis man læser regnskabet, så kan man konstatere, at bruttoresultatet på 3.528.149 kroner end ikke er nok til at betale personaleomkostningerne på 4,5 millioner kroner. Egenkapitalen er væk. Spar Bank Nord A/S har et virksomhedspant på 15 millioner kroner, hvilket betyder, at banken har sat sig allerforrest i rækken af kreditorer. Det er en meget alvorlig situation. Samtidig er det nuværende Midt-Data ApS det tredje i rækken med [Person A] som direktør. De to øvrige selskaber er under konkurs. Det ville være usandt at skrive andet end, at Midt-Data ApS har et problem. Forholdet vedrørende goodwill er beskrevet i regnskabets note 5, og revisoren nævner det også særskilt i sin påtegning af regnskabet. Virksomhedspantet er omtalt i note 11. Man forsøgte at få kommentarer fra [Person A, direktøren] til regnskabet både telefonisk (første gang den 21. juli 2010) og via e-mail. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkt A.1. og A.3. i de vejledende regler for god presseskik. Efter det oplyste lægges det til grund, at Midt-Data ApS ved selskabets stiftelse 28. april 2009 bogførte goodwill for ti millioner kroner, og at Spar Bank Nord fik et virksomhedspant på 15 millioner kroner. Mediehuset forsøgte telefonisk at indhente en kommentar fra klager den 21. juli 2010 (og pr. e-mail efter offentliggørelsen). Pressenævnet finder herefter, at artiklen med udsagnene ”For at få regnskabet til at hænge sammen, har selskabet samtidig bogført goodwill på mere end ti millioner kroner” og ”Midt-Data har desuden indgået aftale med sin Spar Bank Nord om fortsat kredit til gengæld for et virksomhedspant på 15 millioner kroner” fejlagtigt giver indtryk af, at Midt-Data ApS i forbindelse med regnskabsaflæggelsen i juni 2010 har gennemført de omtalte dispositioner. Begge dispositioner er efter det oplyste imidlertid gennemført ved selskabets stiftelse i april 2009. Nævnet finder det beklageligt, at udsagnene kan give indtryk af, at dispositionerne er gennemført i 2010, men da det i øvrigt fremgår af artiklen, at det er årsrapporten for 2009, der omtales, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af forholdet eller af, at mediehuset ikke udfoldede yderligere bestræbelser på at indhente klagers kommentar inden offentliggørelse. Pressenævnet finder, at overskriften og underoverskriften fremstår som CRN.dk/ComON.dks vurderinger på baggrund af de i artiklen refererede oplysninger fra årsrapporten, og at vurderingerne ikke går ud over, hvad der i artiklen er belæg for. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at kritisere CRN.dk/ComON.dk. Afgjort den 2. november 2010

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Et pengeinstitut nægtede at overføre en indekskonto til et andet pengeinstitut. Tilsynet udtalte, at det ikke var stridende imod redelig forretningsskik og god bank- og sparekassepraksis, at overførelsen betingedes af, at kontohaver samtidig indfrier eller overfører andre engagementer Den fulde tekst Overførsel af konti til andet pengeinstitut (* 1) Tilsynets skrivelse af 5/2 1979 vedr. nægtelse af at overflytte en indekskonto til et andet pengeinstitut: Antaget at det ikke er stridende imod redelig forretningsskik og god bank- og sparekassepraksis, at et pengeinstitut gør overførsel betinget af, at kontohaverens lån i pengeinstituttet samtidig indfries eller overføres til det pengeinstitut, hvortil indekskontoen ønskes overført.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om forsyningspligtydelser § 1 I bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydelser foretages følgende ændringer: 1. Overskriften til § 30 affattes således: »Ansøgning om udbetaling af nettoomkostninger ved forsyningspligten« 2. § 30 affattes således: »§ 30. I forbindelse med ansøgning om sektorfinansieret dækning af nettoomkostninger forbundet med levering af forsyningspligttjenesterne i Gruppe I (§§ 2, 5, 6 og 7) i henhold til § 18 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lov nr. 169 af 3. marts 2011 med senere ændringer, opgøres disse tjenester samlet for hver enkelt forsyningspligtudbyder. Stk. 2. Forsyningspligtudbyderen, der er udpeget til at levere forsyningspligtydelsen i henhold til reglerne herom i denne bekendtgørelse, skal senest 3 måneder efter fristen for indsendelse af årsrapport til Erhvervsstyrelsen, jf. § 138, stk. 1, 2. pkt. i årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011, indsende ansøgning om dækning af nettoomkostninger for det regnskabsår, som ansøgningen vedrører. Forsyningspligtudbyderen skal i forbindelse med sin ansøgning overfor Erhvervsstyrelsen fremlægge dokumentation for forsyningspligtudbyderens nettoomkostninger for det afsluttede regnskabsår, som ansøgningen vedrører. De nærmere krav til fastlæggelse af nettoomkostningerne samt forsyningspligtudbyderes opstilling af regnskaber og dokumentation af nettoomkostninger fremgår af bilag 3. Stk. 3. Erhvervsstyrelsen træffer senest 6 måneder efter, at Erhvervsstyrelsen har modtaget de i stk. 2 nævnte oplysninger fra forsyningspligtudbyderen, afgørelse om dækning af nettoomkostningerne ved levering af forsyningspligtydelsen.« 3. Efter § 30 indsættes: »§ 30 a. I forbindelse med ansøgning om statslig dækning af nettoomkostninger forbundet med levering af forsyningspligttjenesterne i Gruppe II (§ 4 og § 9) i henhold til § 18 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lov nr. 169 af 3. marts 2011 med senere ændringer, opgøres disse tjenester hver for sig. Stk. 2. Forsyningspligtudbyderen, der er udpeget til at levere forsyningspligtydelsen i henhold til reglerne herom i denne bekendtgørelse, skal senest 3 måneder efter fristen for indsendelse af årsrapport til Erhvervsstyrelsen, jf. § 138, stk. 1, 2. pkt. i årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011, indsende ansøgning om dækning af nettoomkostninger for det regnskabsår, som ansøgningen vedrører. Forsyningspligtudbyderen skal i forbindelse med sin ansøgning overfor Erhvervsstyrelsen fremlægge dokumentation for forsyningspligtudbyderens nettoomkostninger for det afsluttede regnskabsår, som ansøgningen vedrører. De nærmere krav til fastlæggelse af nettoomkostningerne samt forsyningspligtudbyderes opstilling af regnskaber og dokumentation af nettoomkostninger, fremgår af bilag 3. Stk. 3. Erhvervsstyrelsen træffer senest 6 måneder efter, at Erhvervsstyrelsen har modtaget de i stk. 2 nævnte oplysninger fra forsyningspligtudbyderen, afgørelse om dækning af nettoomkostningerne. Ved afgørelsen inddrages en vurdering af de omkostninger, som en veldrevet og effektiv virksomhed med tilstrækkelige materielle midler, ville have ved at varetage den pågældende forsyningspligtydelse. Stk. 4. En forsyningspligtudbyder kan ansøge om løbende dækning af hele eller dele af nettoomkostningerne forbundet med levering af forsyningspligttjenester i Gruppe II (§ 4 eller § 9). Ansøgningen skal angive, om der ønskes måneds- eller kvartalsvis udbetaling. Ansøgning om løbende dækning af nettoomkostninger for det kommende regnskabsår skal indgives årligt til Erhvervsstyrelsen og være styrelsen i hænde senest to måneder før regnskabsårets begyndelse. Ansøgningen skal omfatte et budget baseret på en beregning og en opgørelse af forventede nettoomkostninger ved leveringen af tjenesteydelsen udarbejdet i overensstemmelse med bilag 3. Stk. 5. Erhvervsstyrelsen træffer senest to måneder efter, at Erhvervsstyrelsen har modtaget de i stk. 4 nævnte oplysninger fra forsyningspligtudbyderen, afgørelse om løbende dækning af nettoomkostninger. Stk. 6. Erhvervsstyrelsen opgør en gang årligt den samlede løbende dækning af nettoomkostningerne for levering af forsyningspligtydelsen. Den årlige opgørelse sker i overensstemmelse med stk. 1 og 2. Senest to måneder efter at have modtaget dokumentation i henhold til stk. 2, træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om dækning af nettoomkostningerne. Erhvervsstyrelsen påser, at der alene er tale om dækning af de faktiske omkostninger. I tilfælde af afvigelser herfra, vil det resultere i efterbetaling til eller tilbagebetaling fra forsyningspligtudbyderen. Ved afgørelsen inddrages en vurdering af de omkostninger, som en veldrevet og effektiv virksomhed med tilstrækkelige materielle midler, ville have ved at varetage den pågældende forsyningspligtydelse. De nærmere krav til fastlæggelse af nettoomkostningerne samt forsyningspligtudbyderes opstilling af regnskaber og dokumentation af nettoomkostninger fremgår af bilag 3.« 4. Overskriften til § 31 affattes således: »Statslig dækning af nettoomkostninger« 5. § 31 affattes således: »§ 31. Såfremt Erhvervsstyrelsen i medfør af § 18 i lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester med senere ændringer, træffer afgørelse om at imødekomme en ansøgning om dækning af nettoomkostninger forbundet med levering af forsyningspligttjenester i Gruppe II (§ 4 eller § 9), skal Erhvervsstyrelsen udbetale dækningen til forsyningspligtudbyderen snarest muligt efter, at der er truffet afgørelse herom.« 6. I § 32, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, ændres »underskudsfinansieringen« til: »dækningen af nettoomkostninger«. 7. I § 32, stk. 3, ændres »underskudsfinansiering« til: »dækning af nettoomkostninger« 8. Overskriften til § 34 affattes således: »Tilbagekaldelse af udpegning af forsyningspligtudbydere« 9. I § 35 indsættes som stk. 9 : »Stk. 9. Ansøgninger om løbende dækning af nettoomkostninger på forsyningspligtydelser for 2012 skal være Erhvervsstyrelsen i hænde senest 1. juli 2012, og kan alene finde anvendelse for tiden efter den 1. april 2012.« 10. Bilag 3 affattes som bilag 1 til denne bekendtgørelse. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. april 2012. Erhvervs- og Vækstministeriet, den 23. april 2012 Ole Sohn / Brian Wessel Bilag 1 »Bilag 3 Krav til opstilling af regnskaber, budgetter og dokumentation for nettoomkostninger, jf. §§ 30 og 30a: Opgørelse af nettoomkostninger Forsyningspligtudbyderen skal, såfremt der gøres krav gældende om dækning af nettoomkostninger, udarbejde særskilte regnskaber for hver enkelt af de forsyningspligtydelser, som udbyderen måtte varetage: Gruppe I – Basale taletelefonitjenester, jf. § 2. – En landsdækkende nummeroplysningstjeneste og en udtømmende nummerfortegnelse, jf. § 5. – Teksttelefontjenesten samt en nærmere defineret bredbåndsforbindelse til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap, jf. § 6. – En nummeroplysningstjeneste til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap, jf. § 7. Procedure Forsyningspligtudbyderen adderer resultaterne for de enkelte forsyningspligtydelser placeret i Gruppe I, som forsyningspligtudbyderen varetager. Hvis det samlede resultat af udregningen er negativt, udredes beløbet til forsyningspligtudbyderen ved sektorfinansiering, i det omfang Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er tale om en urimelig byrde. Detaljeringsgrad og verifikation af regnskaberne De enkelte særskilte regnskaber og de samlede resultater heraf aflægges i samme grad som påkrævet af retligt uafhængige selskaber i henhold til årsregnskabsloven. De enkelte særskilte regnskaber og de samlede resultater heraf skal være revideret af statsautoriseret eller registreret revisor og ledsages af erklæring fra revisor, der vedrører overholdelse af regler i denne bekendtgørelse og er aflagt i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven. De enkelte særskilte regnskaber skal indeholde en resultatopgørelse, en opgørelse af investeret kapital samt en opgørelse af den interne handel med andre dele af virksomheden. Den investerede kapital omfatter immaterielle og materielle anlægsaktiver samt ikke-rentebærende omsætningsaktiver fratrukket ikke-rentebærende gæld under den investerede kapital. De enkelte særskilte regnskaber skal udarbejdes på baggrund af de faktisk registrerede omkostninger, indtægter med videre i det pågældende regnskabsår, samt for de materielle anlægsaktiver på baggrund af de oprindelige anskaffelsesværdier korrigeret for akkumulerede afskrivninger (historiske omkostninger). Indtægter i de særskilte regnskaber Under indtægter i de særskilte regnskaber opgøres alene indtægterne fra salget af den relevante forsyningspligtydelse. I forbindelse med aflæggelse af det enkelte særskilte regnskab skal forsyningspligtudbyderen oplyse de omsatte mængder og deres priser herunder eventuelle rabatter, som ligger til grund for de opgjorte indtægter i det særskilte regnskab. Omkostninger i de særskilte regnskaber Under omkostninger i de særskilte regnskaber opgøres de omkostninger, der relaterer sig til forsyningspligtydelsen. Opgørelsen af omkostningerne i det særskilte regnskab skal ske under hensyntagen til principperne fastlagt i § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 374 af 27. april 2006 om regnskabsregler for visse udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Af- og nedskrivningerne i de særskilte regnskaber baseres på afskrivningsprincipperne i virksomhedens årsregnskab. I omkostningerne indregnes forrentningen af den investerede kapital. Forrentningen i et givet år fastsættes til den af Nationalbanken opgjorte gennemsnitlige rente for en 10-årig statsobligation det relevante år med et tillæg på 3 procentpoint. Gruppe II – Faste kredsløb eller elektroniske kommunikationstjenester med minimum samme grundlæggende funktioner, jf. § 4. – Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester, jf. § 9. Procedure I det omfang der skal ske dækning af nettoomkostninger skal dette ske på baggrund af følgende beregningsgrundlag: Fastlæggelse af nettoomkostninger Der kan alene ydes dækning af faktisk afholdte nettoomkostninger i forbindelse med levering af den tjenesteydelse, som forsyningspligtudbyderen er pålagt. Omkostninger og indtægter forbundet med varetagelse af forsyningspligten på de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester opgøres i følgende kategorier: Omkostninger: Personalerelaterede omkostninger: • Ekspedition • Kystradionet • Administration »Ekspedition« omfatter medarbejdere, som står for selve håndteringen af nød- og sikkerhedsopgaver samt evt. kommercielle tjenester, herunder bemandingen af radiorummet. »Kystradionet« omfatter teknikere, som er ansat til drift, vedligeholdelse, fejlretning og eventuelt udbygning af den samlede netløsning i den danske kystradiostation, som forsyningspligtudbyder anvender, inkl. den tekniske løsning i selve radiorummet. »Administration« omfatter ledelse, finans og HR og indeholder de relevante personer eller relevante omkostningsdele heraf. Personalerelaterede omkostninger opgøres som følgende: 1. Samlede omkostninger til løn, pension og social sikring. 2. Øvrige personalerelaterede omkostninger (eksempelvis kurser, rejseomkostninger, kontorsager, personalegoder, biler, værktøj o.l. ). 3. Bygninger og IT-arbejdsstationer. Andre eksterne omkostninger: – »Transmissionsomkostninger« – omfatter omkostninger vedrørende netværksydelser, der ikke er selv-producerede. – »Grønland, nød- og sikkerhed” – omfatter omkostninger vedrørende den grønlandske nød- og sikkerhedstjeneste. – »Øvrige driftsomkostninger« – udgøres af de resterende ikke-personalerelaterede omkostninger, som er nødvendige for driften af de danske nød- og sikkerhedstjenester. Afskrivninger: – Afskrivninger af investeringsudgifter på radionettet. – Øvrige afskrivninger. Indtægter: – Indtægter ved kommercielle pligttjenester (navigationsadvarsler mv.). – Øvrige indtægter. Detaljeringsgrad og verifikation af regnskaberne De enkelte særskilte regnskaber og de samlede resultater heraf aflægges i samme grad som påkrævet af retligt uafhængige selskaber i henhold til årsregnskabsloven. De enkelte særskilte regnskaber og de samlede resultater heraf skal være revideret af statsautoriseret eller registreret revisor og ledsages af erklæring fra revisor, der vedrører overholdelse af regler i denne bekendtgørelse og er aflagt i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven. De enkelte særskilte regnskaber skal indeholde en resultatopgørelse, en opgørelse af investeret kapital samt en opgørelse af den interne handel med andre dele af virksomheden. Den investerede kapital omfatter immaterielle og materielle anlægsaktiver samt ikke-rentebærende omsætningsaktiver fratrukket ikke-rentebærende gæld under den investerede kapital. De enkelte særskilte regnskaber skal udarbejdes på baggrund af de faktisk registrerede omkostninger, indtægter med videre i det pågældende regnskabsår, samt for de materielle anlægsaktiver på baggrund af de oprindelige anskaffelsesværdier korrigeret for akkumulerede afskrivninger (historiske omkostninger). Budgetter Budget i henhold til § 30a, stk. 4, skal vedlægges revisorerklæring påtegnet i overensstemmelse med revisionsstandarden RS 3400. Indtægter i de særskilte regnskaber Under indtægter i de særskilte regnskaber opgøres alene indtægterne fra salget af den relevante forsyningspligtydelse. I forbindelse med aflæggelse af det enkelte særskilte regnskab skal forsyningspligtudbyderen oplyse de omsatte mængder og deres priser herunder eventuelle rabatter, som ligger til grund for de opgjorte indtægter i det særskilte regnskab. Omkostninger i de særskilte regnskaber Under omkostninger i de særskilte regnskaber opgøres de omkostninger, der relaterer sig til forsyningspligtydelsen. Opgørelsen af omkostningerne i det særskilte regnskab skal ske under hensyntagen til principperne fastlagt i § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 374 af 27. april 2006 om regnskabsregler for visse udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Af- og nedskrivningerne i de særskilte regnskaber baseres på afskrivningsprincipperne i virksomhedens årsregnskab. I omkostningerne indregnes forrentningen af den investerede kapital. Forrentningen i et givet år fastsættes til den af Nationalbanken opgjorte gennemsnitlige rente for en 10-årig statsobligation det relevante år med et tillæg på 3 procentpoint.«

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Adoptionsnævnet fandt, at der skulle indledes forundersøgelse med henblik på adoption på trods af ansøgerindens alder (43 år), idet ansøgerne var godkendt, inden de blev 40 år. Sagen havde været sat i bero, da ansøgerne fik biologisk barn, og ansøgning om fornyet godkendelse blev fremsat inden rimelig tid, efter at ansøgerne havde fået biologisk barn. Den fulde tekst Adoption. Godkendelse som adoptant. Alderskravet. Adoptionsnævnet ændrede et af samrådet meddelt afslag på godkendelse som adoptivforældre til et udenlandsk barn. Adoptionsnævnet fandt, at ansøgerne skulle tilbydes forundersøgelse på trods af ansøgerindens alder (43 år), idet ansøgerne oprindelig havde søgt på et tidspunkt, hvor begge var under 40 år og var blevet godkendt. Under hensyn til, at ansøgerne havde søgt om fornyelse af godkendelse inden rimelig tid efter at have fået biologisk barn, kunne de nu forundersøges, selvom sagen var blevet sat i bero i forbindelse med, at ansøgerne fik barnet. Adoptionsnævnet lagde blandt andet vægt på hensynet bag adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Vedtægt for fiskeriet i Isefjordens Nykøbing Bugt, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Bramsnæs Vig VEDTÆGTENS OMRÅDE § 1. Vedtægten omfatter alle dele af fiskeriterritoriet i Isefjordens Nykøbing Bugt, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Bramsnæs Vig beliggende vest for en linie fra Skansehage (55 grader 56'9 N - 11 grader 47'5 Ø) til fyrbåken ved Hønsehalsen (55 grader 46'2 N - 11 grader 46'1 Ø) og syd for linien fra Kongsøre Næbbe (55 grader 48'4 N - 11 grader 43'0 Ø) til det nordligste punkt på Orø (55 grader 48'6 N - 11 grader 49'7 Ø) og derfra videre til grænsen mellem Skibby og Jægerspris kommuner på Horns Herreds vestkyst (55 grader 48'2 N - 11 grader 52'9 Ø). OVERGANGSBESTEMMELSER § 2. Fiskere, der i henhold til de for området tidligere gældende fiskerivedtægter har erhvervet fortrinsret til bundgarnspladser, bevarer denne fortrinsret til udgangen af kalenderåret 1994 under forudsætning af, at de i § 3 fastsatte bestemmelser om afmærkning og benyttelse af pladserne overholdes. INDBYRDES ORDENSREGLER FOR FISKERIET § 3. For erhvervelse og benyttelse af bundgarnspladser gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende saltvandsfiskerilov dog med den ændring, at afmærkning af pladsen for redskabets hovedpæl (yderpæl) eller anbringelse af selve hovedpælen, skal foretages hvert år senest den 1. august og garnet herefter være udsat i fiskedygtig stand senest den 10. september. Stk. 2. Ønsker rettighedshaveren selv at benytte pladsen til forårsfiskeri skal garnet være udsat i fiskedygtig stand senest den 1. maj, for så vidt isforholdene ikke har hindret arbejdets udførelse. Stk. 3. Såfremt andre end rettighedshaveren benytter pladsen til forårsfiskeri, skal pladsen være ryddet for såvel garn som pæle senest den 30. juni. § 4. På vedtægtsområdet i Isefjorden nord for Kongsøre Næbbe skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen uanset redskabernes størrelse være 565 meter. Stk. 2. Når de i stk. 1 omtalte redskaber sættes med en indbyrdes sideafstand på mindst 950 meter, kan der dog mellem disse redskaber anbringes tilsvarende redskaber, således at sideafstanden i sådanne tilfælde nedbringes til ca. 475 meter. Stk. 3. Sildegarn (næringer), herunder svajende garn, må på den del af vedtægtsområdet der er omfattet af stk. 1, ikke anbringes på en sådan måde, at nogen del af garnet i en hvilken som helst stilling kommer bundgarn nærmere end 100 meter. På samme del af vedtægtsområdet skal alle andre redskaber, der er tjenlige til fangst af sild, holdes i en afstand af 475 meter fra bundgarn dog undtages for strækningen fra Kongsøre Næbbe til Nykøbing Havn i tiden fra den 15. august til 15. november bundgarnslignende redskabskonstruktioner, der er mindre end 34 meter i ringen, idet sådanne redskaber må sættes i en afstand af 190 meter til siden for udsatte bundgarn og i en indbyrdes sideafstand af 190 meter. Sådanne redskaber må kun sættes enkeltvis, det vil sige ikke flere redskaber udenfor hinanden, ligesom radens længde ikke må overstige 140 meter, og den inderste radpæl skal sættes i en vanddybde, der ikke overstiger 1,5 meter. Stk. 4. På den i stk. 1, omhandlede del af vedtægtsområdet skal sideafstanden til bundgarn og indbyrdes mellem stjerneruser, og i øvrigt andre pælesatte redskaber, der ikke er omfattet af stk. 1, 2 og 3, være 100 meter. For sådanne redskabers vedkommende fastsættes radens længde som maksimalt 35 meter, der dog kun gælder, når redskabet sættes ved siden af bundgarn. Stk. 5. Når de i stk. 4, omhandlede redskaber anbringes de i stk. 1, 2 og 3, omhandlede redskaber nærmere end med 120 meters sideafstand, må de kun sættes enkeltvis, det vil sige ikke i række uden for hverandre, ligesom fangståbningen ikke må være anbragt på større vanddybde end 2 meter. § 5. På den del af vedtægtsområdet, der er beliggende syd for Kongsøre Næbbe og i Sidinge Fjord, skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen være 565 meter, når redskabet måler 38 meter i ringen eller derover. Dog kan sideafstanden indbyrdes mellem ålebundgarn, når vanddybden ved fangståbningen ikke overstiger 4 meter, nedsættes til 250 meter. Stk. 2. På den i stk. 1, omhandlede del af vedtægtsområdet skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber og lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen, og som måler fra 20 meter til 38 meter i ringen, være 250 meter. Når sådanne redskaber udsættes med fangståbningen på mindre end 3 meter vand, nedsættes sideafstanden til 120 meter. Stk. 3. Når de i stk. 1, og stk. 2, 1. punktum, omhandlede redskaber sættes ved siden af hverandre, skal sideafstanden indbyrdes være 250 meter, når vanddybden ved fangståbningen ikke overstiger 4 meter. Stk. 4. På den i stk. 1, omhandlede del af vedtægtsområdet fastsættes for stjerneruser, og i øvrigt alle andre pælesatte redskaber, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, en maksimal radlængde på 35 meter, der dog kun gælder, når redskabet sættes ved siden af bundgarn. For sådanne redskabers vedkommende skal sideafstanden indbyrdes og til bundgarn være 100 meter, der dog kan reduceres til 50 meter, såfremt fangståbningen ikke anbringes på større vanddybde end 1 meter. Stk. 5. Når de i stk. 4, omhandlede redskaber anbringes de i stk. 1 og 2 omhandlede redskaber nærmere end med 120 meters sideafstand, må de kun sættes enkeltvis, det vil sige ikke i række uden for hverandre, ligesom fangståbningen ikke må være anbragt på større vanddybde end 2 meter. § 6. Ålestangning under benyttelse af kunstigt lys og brugen af vadeglib skal foregå i en afstand af mindst 100 meter fra faststående fiskeredskaber. § 7. De anførte sideafstande mellem redskaber måles på den i saltvandsfiskeriloven beskrevne måde og gælder, hvor andet ikke er aftalt mellem de pågældende redskabsejere. Større sideafstand må ikke aftales eller anvende på steder, hvor flere fiskere ønsker at indtage redskabsplads, og forholdene i øvrigt egner sig for anbringelse af flere redskaber eller redskabsrækker inden for disse afstande. I tvivlstilfælde kan det efter fiskernes begæring afgøres af fiskerikontrollen, om forholdene kræver større afstande mellem redskaberne. BESKYTTELSE AF FISKEBESTANDENE § 8. Trawlfiskeri er forbudt overalt på vedtægtsområdet. Stk. 2. Ved trawlfiskeri forstås i denne vedtægt fiskeri med ethvert vodredskab fæstet til et eller flere fartøjer, som bevæges ved hvilken som helst kraft. Stk. 3. Fra forbudet i stk. 1 gælder følgende undtagelser: 1.) Stagevod, der spiles ved hjælp af bomme, indrettet og belastet med vægte som beskrevet i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri. 2.) Redskaber forsynet med mundingsramme bestemt til skrabning af muslinger, når fangståbningen ikke er bredere end 2 meter. Skrabning af muslinger må kun finde sted fra 1 time før solopgang til 1 time efter solnedgang. § 9. Vodfiskeri er forbudt overalt på vedtægtsområdet. Stk. 2. Ved vodfiskeri forstås i denne vedtægt fiskeri med ethvert vodredskab som under brugen indhales til et stilleliggende fartøj eller til kysten. Stk. 3. Fra forbudet i stk. 1 gælder følgende undtagelser: 1.) Snurrevod, der overalt i redskabet har en maskestørrelse på mindst 90 mm, må anvendes overalt på vedtægtsområdet dog undtaget Lammefjorden vest for linien mellem Kongsøre Næbbe (55 grader 48'4 N - 11 grader 43'0 Ø) og Svovlsbjerg (55 grader 47'8 N - 11 grader 44'0 Ø), samt Holbæk Fjord vest for linien mellem Tornehage (55 grader 44'7 N - 11 grader 46'2 Ø) og Kirsebærhage (55 grader 44'1 N - 11 grader 46'1 Ø). 2.) Ålesnurrevod må anvendes på vedtægtsområdet syd for linien fra Kongsøre Næbbe over det nordligste punkt på Orø til grænsen mellem Skibby og Jægerspris kommuner jfr. § 1, dog ikke på Lammefjorden og Holbæk Fjord som afgrænset ovenfor under pkt. 1. 3.) Agnsnurrevod med line på indtil 280 meter på hver arm, når voddet målt fra armstok til sækkens spids i strakt mål ikke overstiger 12 meter, og maskestørrelsen intet sted i redskabet overstiger 20 mm, og når voddet ikke er forsynet med kalv, lommer eller faldgarn. Stk. 4. Maskemål som anført i stk. 3, bestemmes som bredden af et fladt måleredskab af en tykkelse af 2 mm, som let kan gå igennem den i nettets længderetning diagonalt strakte maske, når nettet er vådt. § 10. Fiskeri med not under hvilken som helst form er forbudt overalt på vedtægtsområdet. § 11. Ålestangning fra isen i Tempelkrogen indenfor Munkholmbroen og Munkholmvejen er forbudt. KONTROLBESTEMMELSER § 12. Under fiskeri på vedtægtsområdet, må redskaber og dele af redskaber, der ikke lovligt kan anvendes på vedtægtsområdet, ikke findes om bord. § 13. Ved tidsangivelser i denne vedtægt medregnes såvel første som sidste dag. § 14. Ved positionsangivelser i denne vedtægt er anvendt system E D (European Datum). § 15. Vanddybder er i denne vedtægt angivet til middelvandstand. STRAF OG PÅTALE M.V. § 16. Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, og i §§ 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 straffes med bøde. Med samme straf anses den, der undlader at efterkomme de påbud og ordrer, som fiskerikontrollen giver i henhold til denne vedtægt. Stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, og §§ 4, 5, 6, og 7 er undergivet privat påtale. Stk. 3. Med hensyn til konfiskation gælder såvel saltvandsfiskerilovens som borgerlig straffelovs bestemmelser. § 17. For alle forhold, hvorom der ikke i denne vedtægt er givet nærmere bestemmelser, gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri. § 18. Foranstående i henhold til lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri, som den er ændret, senest ved lov nr. 206 af 18. maj 1977, udarbejdede vedtægt stadfæstes herved således, at den træder i kraft den 1. oktober 1982, fra hvilket tidspunkt de under 22. december 1934, 5. april 1937 og 19. februar 1953 stadfæstede vedtægter bortfalder. FISKERIMINISTERIET, DEN 13. AUGUST 1982 KARL HJORTNÆS /J. Bohn Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 - Fordeling af stipendiemodtagere på de tre universiteter Kapitel 2 - Stats- og virksomhedsstipendier Kapitel 3 - Klage Kapitel 4 - Ikrafttrædelsesregler Bilag 1 Den fulde tekst Bekendtgørelse om stats- og virksomhedsstipendier til udenlandske ingeniørstuderende I medfør af tekstanmærkning nr. 131 ad § 19 på finansloven for 2002 fastsættes: Kapitel 1 Fordeling af stipendiemodtagere på de tre universiteter § 1. Der kan i finansåret 2002 ydes stats- og virksomhedsstipendier til udenlandske ingeniørstuderende på en dansk civilingeniøruddannelse. End of "§ 1" § 2. I år 2002 ydes i alt 90 stats- og virksomhedsstipendier i efterårssemestret ved Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet. Stk. 2. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling fastsætter efter drøftelse med de i stk. 1 nævnte universiteter antallet af stipendiemodtagere ved hvert af de tre universiteter. Stk. 3. Hvis et universitet har modtaget flere ansøgninger om stats- og virksomhedsstipendier end det antal stipendier, som universitetet har til rådighed, foretager universitetet en udvælgelse blandt ansøgerne på grundlag af en vurdering af ansøgernes forudgående uddannelse og eventuelle erhvervserfaring. Der lægges vægt på, om den studerende har studierelevant erhvervserfaring. Stk. 4. Ved udvælgelsen af ansøgere efter stk. 3 må der ikke benyttes lodtrækning. End of "§ 2" § 3. Betingelserne for at få et stats- og virksomhedsstipendium er, at den studerende 1) ikke er dansk statsborger, ikke efter international overenskomst har ret til uddannelsesstøtte på lige fod med danske statsborgere og ikke i støttemæssig henseende ved uddannelser i Danmark af undervisningsministeren ligestilles med danske statsborgere, 2) ikke får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, 3) har en uddannelse svarende til mindst bachelorniveau, 4) er optaget på et 3- eller 4-semestres civilingeniørstudium ved Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet eller Syddansk Universitet og 5) sammen med universitetet har indgået en aftale med en virksomhed i Danmark om ydelse af et virksomhedsstipendium, jf. § 6. Stk. 2. Ved indgåelse af aftalen med virksomheden, jf. stk. 1, nr. 5, skal den kontraktformular, der er optrykt som bilag, anvendes. Der må ikke rettes eller tilføjes i kontraktformularen. Den studerende og virksomheden skal give de oplysninger, der er nødvendige for at udfylde kontraktformularen. Stk. 3. Frist for ansøgning af stipendier er 1. april 2002. End of "§ 3" § 4. Ved anmodning om udbetaling af statsstipendier skal universitetet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling indsende kopi af de indgåede virksomhedskontrakter, jf. § 3, stk. 2, inden 1. september 2002 for nye studerende til efterårssemestret. Stk. 2. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling refunderer universitetet udgifterne til statsstipendierne. Stk. 3. Universitetet skal aflægge regnskab for de afholdte udgifter til statsstipendier. End of "§ 4" End of "Kapitel 1" Kapitel 2 Stats- og virksomhedsstipendier § 5. Statsstipendiet udbetales af universitetet forud i månedlige rater. Stk. 2. Statsstipendiet udgør det samme beløb, som ydes som stipendium til udeboende studerende over 20 år efter reglerne i lov om statens uddannelsesstøtte. End of "§ 5" § 6. Virksomhedsstipendiet udbetales af virksomheden forud i månedlige rater. Virksomheden og universitetet kan aftale, at universitetet også administrerer udbetalingen af virksomhedsstipendiet, herunder stopper udbetalingen af virksomhedsstipendiet, jf. § 7, stk. 4. Stk. 2. Virksomhedsstipendiet udgør det samme beløb, som studerende højst kan opnå i studielån efter reglerne i lov om statens uddannelsesstøtte. End of "§ 6" § 7. Stats- og virksomhedsstipendier kan højst oppebæres i 4 semestre. Stk. 2. Den studerende skal være studieaktiv for at oppebære stipendierne. Den studerende er studieaktiv, når vedkommende følger den normerede uddannelsestid, deltager i obligatorisk undervisning og består normerede prøver og eksaminer for kandidatuddannelsen. Stk. 3. Universitetet kan godkende, at stipendierne forlænges med indtil 6 måneder i tilfælde af, at den studerende er blevet forsinket i uddannelsen på grund af: 1) langvarig sygdom, der er dokumenteret ved lægeerklæring, eller 2) barsel eller adoption for kvindelige studerende. Stk. 4. Hvis den studerende ikke længere er studieaktiv, skal universitetet straks stoppe udbetalingen af statsstipendiet og evt. virksomhedsstipendiet, jf. § 6, stk. 1, og underrette virksomheden. Universitetet kan efter aftale med virksomheden overføre restbeløb til en anden ansøger. Stk. 5. De af denne bekendtgørelse omfattede stats- og virksomhedsstipendier kan ikke udbetales separat. End of "§ 7" § 8. Modtagere af stats- og virksomhedsstipendier må i hvert halvår ud over de to stipendier højst have en egenindkomst på samme størrelse som halvdelen af det laveste fribeløb for studerende over 20 år efter reglerne i lov om statens uddannelsesstøtte. Stk. 2. Stipendiemodtagere, der modtager stipendier med virkning fra 1. september 2002, skal oplyse universitetet om egenindtægten for perioden 1. september 2002 til 31. december 2002. Stk. 3. Stipendiemodtagere, der før 1. september 2002 er optaget og begyndt på et 3- eller 4-semestres civilingeniørstudium, og som modtager stats- og virksomhedsstipendier i 2002, skal oplyse universitetet om egenindtægten for perioden 1. januar 2002 til 30. juni 2002 og for perioden 1. juli 2002 til 31. december 2002. Stk. 4. Universitetet kan indhente oplysning om stipendiemodtagerens indtægtsforhold hos skattemyndighederne. Har stipendiemodtageren i nogen af de i stk. 2 og stk. 3 nævnte perioder haft en større egenindkomst end anført i stk. 1, skal der ske tilbagebetaling af stats- og virksomhedsstipendiet. Tilbagebetalingsbeløbet udgør halvdelen af forskellen mellem egenindkomsten og fribeløbet for perioden, jf. stk. 1. Tilbagebetalingsbeløbet trækkes fra med halvdelen i statsstipendiet og halvdelen i virksomhedsstipendiet. End of "§ 8" End of "Kapitel 2" Kapitel 3 Klage § 9. Klage fra den studerende over manglende betaling af virksomhedsstipendiet kan indbringes for universitetet. Stk. 2. Klage fra den studerende over universitetets afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling inden for 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. End of "§ 9" End of "Kapitel 3" Kapitel 4 Ikrafttrædelsesregler § 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. marts 2002 og har virkning for studerende, for hvilke der foreligger en virksomhedskontrakt i 2002. End of "§ 10" End of "Kapitel 4" Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, den 21. marts 2002 P.M.V. Jens Peter Jacobsen Direktør /Karen Plessing End of "GIVET" Bilag 1 VIRKSOMHEDSKONTRAKT mellem Studerende: navn cpr. nr. adresse Virksomhed: firmanavn firmaadresse Universitet: navn adresse Virksomheden yder et stipendium til den studerende til delvis dækning af hans/hendes leveomkostninger inden for en to-årig periode, hvor han/hun studerer på universitetet på en civilingeniøruddannelse af 3-4 semestres varighed. Stipendiet udgør 2.165 kr. pr. måned (1. januar 2002-niveau) og udbetales månedsvis forud af virksomheden til a) den studerende eller b) universitetet, som administrerer udbetalingen til den studerende. Den studerende vil udover virksomhedsstipendiet modtage et statsstipendium til delvis dækning af leveomkostninger. Statsstipendiet, der ligeledes vil blive udbetalt til den studerende månedsvis forud, udgør 4.231 kr. pr. måned (1. januar 2002-niveau). Raterne af stipendierne udbetales inden den 1. i måneden. Udbetalingen af 1. rate i henhold til denne kontrakt sker den . 2002. Ved den studerendes længerevarende sygdom eller ved barsel for kvindelige studerende forlænges stipendieperioden med indtil 6 måneder, når forlængelsen er godkendt af universitetet i henhold til bekendtgørelsens § 7, stk. 3. Hvis den studerende har haft en større egenindkomst end fribeløbet på 32.298 kr. (1. januar 2002 - niveau) pr. semester, har virksomheden ret til at modtage tilbagebetaling efter reglerne i bekendtgørelsens § 8. Den studerende skal meddele universitetet og virksomheden, hvis han/hun ikke er studieaktiv. Virksomheden har modtaget et eksemplar af studieordningen. Kontrakten har gyldighed fra den ......................................... 2002 og indtil den studerende har afsluttet civilingeniøruddannelsen, jf. dog bekendtgørelsens § 7. I øvrigt gælder bestemmelserne i bekendtgørelse om ydelse af stats- og virksomhedsstipendier til udenlandske ingeniørstuderende. , den 2002 studerendes underskrift underskrift for virksomheden underskrift for universitetet End of "Bilag 1"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé A klagede sammen med 5 andre studerende over, at der havde været støj under en skriftlig eksamen ved Københavns Universitet (KU). Fakultetet tilbød på baggrund af klagen de studerende en ekstra prøveadgang ud over de tilladte tre eksamensforsøg. A klagede på ny, idet han mente, at klagen skulle behandles efter reglerne i bekendtgørelsen om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. KU og Undervisningsministeriet lod ikke klagen behandle efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen. Da klagen efter sit indhold ikke vedrørte forhold af faglig karakter, kritiserede ombudsmanden ikke, at fakultetskontoret i første omgang behandlede klagen som en administrativ klage. Ombudsmanden fandt derimod, at sagen burde have været overgået til behandling efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen, da A fastholdt, at han ønskede sagen behandlet efter disse regler. Ombudsmanden kritiserede endvidere flere forhold i forbindelse med sagens behandling, herunder den tid, der var medgået hertil. (J. nr. 1992-1355-712). Den fulde tekst Behandling af en eksamensklage ved Københavns Universitet. A klagede til mig over behandlingen af en eksamensklage vedrørende støjproblemer i forbindelse med afholdelsen af skriftlig eksamen i geologi den 14. januar 1992 på Københavns Universitet. Af sagen fremgik det, at A sammen med 5 andre studerende i skrivelse af 21. januar 1992 til dekanen for Det Naturvidenskabelige Fakultet klagede over den betydelige støj, der havde været i eksamenslokalet mellem klokken 12 og 12.30 i forbindelse med, at de var til eksamen i geologi 3. Om forløbet af eksamen og de forhold, som de klagede over, anførte de følgende: "... Det var åbenbart planlagt således, at 3 timers geologi k eksamen skulle foregå i samme lokale. Det kan man godt acceptere i dette enkelte tilfælde, selv om det principielt er uheldigt og forstyrrende, når 30-40 mennesker rejser sig midt i vort forløb. Det man ikke kan acceptere er at tilsynet lang tid efter at studenterne har forladt lokalet tæller, snakker og råber hen over salen. Der tysses 5-10 min. indtil en råber meget højt "Kan vi så få ro". Man kan heller ikke acceptere at der straks derefter skal startes en eksamen i lokalet (12.30). Der går mindst 5 min. med at sætte den nye eksamen i gang, bl.a. oplyser tilsynet at der nu er 3. min. til start, 2. min. til start o.s.v. Vi vil naturligvis påtale denne behandling. Fire timers skriftlig eksamen må betyde fire timer med absolut ro. Spørgsmålet er herefter hvad vi får i kompensation for denne forstyrrelse? Den sidste time er som bekendt den hvor man samler, retter til o.s.v." Det Naturvidenskabelige Fakultet sendte A's klage til Geologisk Institut med anmodning om, at instituttet sendte bedømmerne klagen, således at de var orienteret om forholdet ved bedømmelsen af de afleverede opgavebesvarelser. På forespørgsel fra Det Naturvidenskabelige Fakultet oplyste eksamenstilsynet, at overvagten og 2 andre vagter til denne eksamen havde oplyst, at der havde været "megen støj og tyssen hjalp ikke". Den repræsentant for eksamenstilsynet, som udtalte sig, oplyste, at hun, der selv havde været overvagt det pågældende sted i flere år, var af den opfattelse, at der var megen støj i lokalet, særlig når tidspunkterne for de forskellige eksaminers afholdelse var af varierende længde. I skrivelse af 19. februar 1992 meddelte Det Naturvidenskabelige Fakultet bl.a. A følgende afgørelse: "Foranlediget af den indgivne klage og de indhentede udtalelser, har fakultetet besluttet at tilbyde eksaminanderne ved Geologi 3-eksamenen den 14. januar 1992 en ekstra prøveadgang ud over de tilladte tre eksamensforsøg, således at den enkelte eksaminand kan fravælge eksamensresultatet opnået ved prøven den 14. januar 1992. Fakultetet er opmærksom på, at den pågældende eksamenstilrettelæggelse har været uheldig, og vil fremover søge lignende tilstande undgået." I skrivelse af 25. februar 1992 til dekankontoret, Det Naturvidenskabelige Fakultet, klagede A bl.a. over sagsbehandlingstiden i forbindelse med behandlingen af hans klage. Han gjorde endvidere indsigelse imod, at klagen ikke havde resulteret enten i en omeksamination, eller at karaktererne var blevet hævet. A mente, at klagen skulle behandles i overensstemmelse med reglerne i eksamensbekendtgørelsen. Til slut anmodede A om at blive gjort bekendt med sagens akter, som foreskrevet i bekendtgørelsen. A bad om at få andre tilbud fra Det Naturvidenskabelige Institut, da han nu principielt havde fået ret i sin klage. A rettede ved skrivelse af 24. februar 1992 henvendelse til Undervisningsministeriet om sagsbehandlingstiden set i relation til bekendtgørelsen om behandling af eksamensklager. I fakultetets udtalelse af 11. marts 1992 til rektor i anledning af A's klage til Undervisningsministeriet anførte fakultetet bl.a. følgende: "... Ved klagens indgivelse skønnede fakultetet, at klagen var begrundet i årsager der ikke tog sigte på faglige forhold, hvor bedømmerne kunne have fejlet, men udelukkende omhandlede et kritisabelt lokalemæssigt problem ved eksamenen. Dette skøn må også selve klagens indhold berettige til. Denne går ensidigt på et støjproblem og afsluttes med spørgsmålet om, hvad klagerne får i kompensation for forstyrrelsen. Disse omstændigheder var baggrunden for den videre sagsbehandling, herunder at klagegrundlaget ikke kunne jævnføres med bestemmelserne i bekendtgørelsen om behandling af eksamensklager. Karakteren for Geologi 3 eksamenen dannes på grundlag af en skriftlig prøve (her d. 14.1.1992) samt en senere mundtlig prøve. Fakultetskontoret fremsender klagen til Geologisk Institut d. 3.2.92 med det formål, at orientere bedømmerne om det påklagede forhold. Samme dag orienterede eksaminator, lektor (B), fakultetskontoret om, at den mundtlige prøve var afholdt d. 21. og 22.1.1992. Han oplyste endvidere, at bedømmerne havde taget et vist hensyn til støjproblemet, som var kendt af bedømmerne. Den 19.2.1992 modtager fakultetskontoret Eksamenstilsynets udtalelse i sagen bilagt overvagtens kommentarer. Udtalelsen bekræfter, at der på et tidspunkt under den skriftlige prøve var støj som følge af en anden prøves ophør. Samme dag træffer dekanatet en administrativ afgørelse i sagen, der som nævnt har baggrund i den rent lokalemæssige situation og ingen relation til bedømmelsen af eksaminandernes faglige viden og kunnen. De pågældende eksaminander tilbydes - som svar på ønsket om kompensation for støjen - en ekstra prøveadgang udover de tilladte tre eksamensforsøg med ret til at fravælge eksamensresultatet fra prøven i januar. ..." Om den tidsmæssige behandling af sagen oplyste Det Naturvidenskabelige Fakultet følgende: "... 14.1.92 Skriftlig prøve i Geologi 3 21. og 22.1.92 Mundtlig prøve i Geologi 3, hvor den samlede karakter meddeles eksaminanden. 22.1.92 Klagen modtages på fakultetskontoret. 8 dage efter den skriftlige prøve med støjproblemet. 3.2.92 Kopi af klagen til Geologisk Institut og Eksamenstilsynet... 3.2.92 Lektor (B) meddeler telefonisk, at bedømmerne har været orienteret om støjproblemet "og taget et vist hensyn hertil" 3.2.92 (A) meddeler at han er kontaktperson for klagerne. 11.2.92 (A) meddeler telefonisk, at klagen nu ønskes behandlet efter bekendtgørelsen om klagebehandling. 12.2.92 Fakultetskontoret skriver til Eksamenstilsynet med anmodning om en udtalelse i sagen... 12.2.92 Fak.kontoret skriver til (A) ... der den 13.2.92 på fakultetskontoret erklærer sig tilfreds med vort brev af g.d. 19.2.92 Eksamenstilsynets udtalelse... 19.2.92 Dekanatets afgørelse til samtlige eksaminander... 25.2.92 (A's) brev til fakultetet bekræfter modtagelsen af fakultetets brev af 19.2.92, men "ser frem til andre tilbud". 3.3.92 Fakultetet modtager brev fra rektor med Undervisningsministeriets brev med anmodning om en udtalelse i sagen, der d. 24.2.92 af (A) er indbragt for Undervisningsministeriet." Fakultetets udtalelse blev af rektor den 17. marts 1992 sendt til Undervisningsministeriet. Rektor henholdt sig til fakultetets udtalelse. Den 16. marts 1992 rykkede A dekankontoret, Det Naturvidenskabelige Fakultet, for svar på sin skrivelse af 25. februar 1992. Fakultetet svarede den 19. marts 1992, at sagen nu på grund af A's henvendelse til Undervisningsministeriet behandledes af Rektor for Københavns Universitet. Undervisningsministeriet, Forskningsafdelingen, meddelte den 25. marts 1992 A, at ministeriet på baggrund af universitetets udtalelse vedrørende sagsforløbet, herunder den tid, der var medgået til sagens behandling, ikke havde yderligere kommentarer til sagens behandling. For så vidt angik A's ønske om, at klagen behandledes efter bekendtgørelse om eksamensklager, meddelte ministeriet, at ministeriet først kunne behandle sagen, når de almindelige rekursmuligheder var udnyttet. I skrivelse af 30. marts 1992 klagede A på ny til Undervisningsministeriet over sagsbehandlingen og over afgørelsen. Han klagede nærmere over, 1)at sagen ikke var behandlet efter klagebekendtgørelsen, over 2)sagsbehandlingstiden set i relation til bekendtgørelsen og over, 3)at han ikke i afgørelsen fra Det Naturvidenskabelige Fakultet havde modtaget nogen klagevejledning. Ministeriet meddelte herefter den 6. april 1992 A, at ministeriet havde bedt universitetet om en udtalelse. Endvidere meddelte ministeriet, at ministeriet efter gennemlæsning af sagen gik ud fra, at A allerede havde indgivet en klage efter reglerne i bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. Da ministeriet fra Det Naturvidenskabelige Fakultet havde fået oplyst, at A ikke havde indgivet individuelle klager efter reglerne i bekendtgørelsen, bad ministeriet A og de andre studerende, der var utilfredse med eksamensforløbet om hver især at udforme en skriftlig klage med en begrundelse for klagen. Efter at have indhentet en udtalelse fra universitetet svarede ministeriet den 22. maj 1992, at A var blevet henvist til at indgive klage efter reglerne i bekendtgørelsen om eksamensklager. Da han ikke havde benyttet sig af denne mulighed, kunne ministeriet ikke hjælpe ham. A rettede den 25. april 1992 henvendelse til mig vedrørende klagesagen. Jeg oversendte denne skrivelse til Undervisningsministeriet den 20. maj 1992. Jeg henledte ministeriets opmærksomhed på, at A havde klaget over 2 nærmere angivne punkter. Undervisningsministeriet svarede den 3. juni 1992 A følgende: "... Ved besvarelsen af henvendelsen har Folketingets Ombudsmand bedt ministeriet redegøre for følgende forhold, - hvorfor jeres klage af 21. januar 1992 ikke er blevet behandlet efter reglerne i Bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner (klagebekendtgørelsen). I tilslutning hertil, hvorfor ministeriet ikke finder, at jeres klage af nævnte dato opfylder de krav, der stilles til en klage, der indgives efter nævnte bekendtgørelse. - den sagsbehandling, herunder den tidsmæssige udstrækning af sagsbehandlingen, som klagen var undergivet på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Jeres klage af 21. januar 1992 er udformet som en kollektiv klage over støjproblemer i forbindelse med afholdelsen af eksamen i geologi 3 den 14. januar 1992. Klagen afsluttes med ordene "spørgsmålet er herefter, hvad vi får i kompensation for denne forstyrrelse." Klagen er underskrevet af 6 personer. En sådan kollektivt udformet klage kan ikke behandles efter nævnte klagebekendtgørelse, men alene som en administrativ klage. Hvilket også fremgår af Det Naturvidenskabelige Fakultets brev af 12. febr. 1992 til (A), hvori det meddeles, "at fakultetet nu indhenter udtalelse fra eksamenstilsynet til belysning af muligheden for en evt. administrativ afgørelse, som fakultetet kan tage i sagen". Fakultetet har anset støjen - som værende af betydning - og har på grundlag heraf givet jer mulighed for en ekstra prøveadgang ud over de 3 tilladte eksamensforsøg med ret til at fravælge eksamensresultatet opnået ved prøven den 14. januar 1992. I følge Lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner har universitetet kompetence til at træffe administrative afgørelser. Sådanne afgørelser kan ikke ændres af ministeriet, medmindre der foreligger ulovligheder, herunder formelle mangler i forbindelse med afgørelsen. Det finder ministeriet ikke, at der gør her. En administrativ afgørelse kan aldrig gå ud på, at karakteren ændres. Dette kan kun ske, hvis der indgives en formel klage udformet efter reglerne i klagebekendtgørelsen. En sådan klage skal i følge § 2 "indgives af den studerende". Klagen skal være skriftlig og begrundet. Der kan således ikke indgives en kollektiv klage, idet den enkelte klager skal begrunde, hvorfor han/hun mener, at karakteren skal ændres. Klagen skal indgives senest 8. hverdag efter, at resultatet af prøven er bekendtgjort. Det Naturvidenskabelige Fakultet har flere gange opfordret jer til at indgive en klage, som opfylder nævnte formkrav, men ingen af jer har ønsket at benytte jer af denne mulighed. Ministeriet gik ved brev af 25. marts 1992 fejlagtigt ud fra, at der var indgivet en klage - jf. bilag 2 til Fakultetets brev af 11. marts 1992. Da ministeriet på telefonisk forespørgsel til fakultetet imidlertid fik oplyst, at der endnu ikke var indgivet en klage, bad vi jer i brev af 6. april 1992 om at indgive en individuel klage. Sagens behandling På grundlag af ovennævnte mener ministeriet, at have redegjort for, hvorfor klagen ikke er behandlet efter klagebekendtgørelsen. Tidsfrister i nævnte bekendtgørelse kan derfor ikke bruges her. Heller ikke en analogi kan anvendes, idet fristen på 12 dage i klagebekendtgørelsens § 5 alene vedrører den tid, som bedømmerne har til rådighed - ikke den administrative behandling. En klagesag skal behandles, så hurtigt som det er muligt efter sagens indhold. Fakultetet har tidligere redegjort for tidsforløbet, vi finder ikke, at sagen har taget længere tid end nødvendigt. Vi har bemærket, at (A) adskillige gange har henvendt sig til fakultetskontoret og 2 gange direkte til dekanen. Enhver henvendelse kræver sagsbehandling. Ministeriet mener, at de studerende løbende er blevet informeret om sagens forløb. Alle eksaminander er blevet informeret om afgørelsen d. 19. februar 1992 ved særskilt meddelelse. I er blevet orienteret om jeres ret til at klage efter klagebekendtgørelsen. Herved ville I have fået mulighed for at få bedømt jeres karakterer endnu en gang eller undersøgt muligheden for omeksamination. Vi håber, denne redegørelse har fjernet eventuelle misforståelser omkring fortolkning af klagebekendtgørelsen og behandlingen af klagen." På baggrund af dette svar klagede A til mig over ministeriets afgørelse. Til støtte for sin opfattelse, hvorefter bekendtgørelsen også skulle gælde for behandlingen af A's eksamensklage, anførte han, at der ikke sprogligt var noget i bekendtgørelsen, der hindrede, at klager indgivet af flere eksaminander vedrørende samme klagepunkt kunne behandles efter bekendtgørelsen, og at der tidligere havde været indgivet kollektiv klage, som havde været behandlet efter bestemmelserne i klagebekendtgørelsen. Under hensyn til, at A på grund af den langsommelige sagsbehandling ved fakultetskontoret ikke havde fået mulighed for at få en hurtig omeksamination, mente han, at han i stedet skulle have karakteren for den pågældende eksamen hævet med et point fra 5,1 til 6,1. A mente ikke, at ankenævnets formand burde have udtalt sig om sagens behandling på det tidspunkt, da sagen ikke var forelagt ankenævnet til afgørelse. Det Naturvidenskabelige Fakultet udtalte i anledning af A's klage: "...at det er fakultetets opgave at vurdere de studerendes faglige niveau og indestå herfor overfor omverdenen. Dette niveau og vurderingen heraf kan ikke efter fakultetets opfattelse være afhængig af de gode resp. dårlige fysiske forhold, hvorunder de studerende aflægger deres prøver. Fakultetet fandt, at forholdene var kritisable, og at eksamensforsøget - for de studerende der efter egen vurdering havde følt sig påvirket af de fysiske forhold - ikke skulle tælle med. For så vidt angår en klage, der fremsendes underskrevet af flere studerende, og hvor der ikke argumenteres individuelt i klagen, må det oplyses, at disse ikke tidligere har været afvist af fakultetet. Det drejer sig typisk om klager, hvor der påstås, at opgaven falder helt eller delvist uden for pensum, og hvor en afgørelse af en individuel indgivet klage, derfor (alligevel) vil få betydning for hele det pågældende hold." Undervisningsministeriet, Forskningsafdelingen, udtalte på denne baggrund følgende: "... Efter på ny at have overvejet sagen mener ministeriet, at det vil være for restriktivt at forlange, at der altid skal indgives individuelle klager efter eksamensklagebekendtgørelsen. Vi er således enig med Københavns Universitet i, at en klage underskrevet af flere studerende i visse situationer kan behandles efter klagebekendtgørelsen. Her tænkes fx på klager, hvor det påstås, at opgaven falder uden for pensum, eller der klages over eksamensforholdene. Tilfælde hvor afgørelsen alligevel vil få betydning for hele holdet. Den foreliggende klage kunne således uanset sin ufuldstændige form have været behandlet efter reglerne i klagebekendtgørelsen, så det er de tidligere bedømmere/ankenævnet, som skal tage stilling til om klagen skal afvises eller realitetsbehandles. Som det fremgår af sagen, har universitetet været indstillet på, at lade klagen behandle efter bekendtgørelsen efterfølgende. Det har klagerne imidlertid ikke ønsket. Derimod synes sagen, at være løbet af sporet på grund af klagernes manglende forståelse af forskellen mellem en administrativ behandling og en faglig bedømmelse efter bekendtgørelsen. En faglig bedømmelse kan udelukkende foretages af de oprindelige bedømmere eller ved anke af et ankenævn. Bedømmerne har 3 sanktionsmuligheder. De kan foretage ny bedømmelse, tilbyde omeksamination eller afvise klagen. Da den faglige kompetence, som nævnt, er overladt til de tidligere bedømmere/ankenævnet har ministeriet ikke mulighed for at efterkomme klagernes krav om at hæve karaktererne. ..." En sagsbehandler ved Det Naturvidenskabelige Fakultet oplyste i tilslutning hertil telefonisk over for en af mine medarbejdere, at klagerne ikke udtrykkeligt havde tilkendegivet, at de ikke ønskede deres klage behandlet efter klagebekendtgørelsens regler. I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende: "1. Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner, at en klage over interne og eksterne prøver og eksaminer (en eksamensklage) kan vedrøre bl.a. eksamensforløbet. Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, hvorledes de klager, som skal behandles efter bekendtgørelsen, afgrænses over for de tilfælde, hvor en klage behandles som en administrativ klage, og hvor afgørelse derfor træffes af fakultetet. Det fremgår af Undervisningsministeriets udtalelse i anledning af Deres klage til mig, at ministeriet nu er af den opfattelse, at klagen kunne være behandlet efter reglerne i klagebekendtgørelsen. Dette ville have medført, at de tidligere bedømmere/ankenævnet skulle have taget stilling til, om klagen skulle afvises eller realitetsbehandles. Når ministeriet nu er af den opfattelse, at klagen kunne være behandlet efter klagebekendtgørelsen, rejser der sig spørgsmålet, om det var en fejl fra fakultetskontorets side, at kontoret i første omgang behandlede sagen som en administrativ klage. Efter indholdet af klagen vedrørte den ikke forhold af faglig karakter, men derimod klager over de støjmæssige forhold, hvorunder eksamen foregik. På denne baggrund kan jeg ikke kritisere, at fakultetskontoret i første omgang behandlede klagen som en administrativ klage. De meddelte telefonisk den 11. februar 1992 fakultetskontoret, at De ønskede klagen behandlet efter reglerne i eksamensbekendtgørelsen. Allerede på dette tidspunkt måtte fakultetet overveje, om sagen stadig skulle behandles som en administrativ klage, eller om sagen burde henvises til behandling i henhold til klagebekendtgørelsens regler. Under hensyn til, at der som ovenfor anført var tale om en klage, der ikke vedrørte forhold af faglig karakter, finder jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at fakultetskontoret fortsatte med at behandle sagen administrativt med henblik på at træffe en afgørelse, som muligvis kunne tilfredsstille klagerne. Jeg mener derimod, at sagen burde have været overgået til behandling efter reglerne i bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner, da De på baggrund af fakultetets afgørelse i skrivelser af 24. februar 1992 til Undervisningsministeriet og af 25. februar 1992 til Københavns Universitet fastholdt, at De ønskede sagen behandlet efter disse regler. Jeg har gjort Rektor ved Københavns Universitet og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse. Som anført ovenfor har ministeriet i sin udtalelse til mig af 20. august 1992 lagt til grund, at De ikke ønskede sagen behandlet efter klagebekendtgørelsens regler. Som det fremgår af det ovenfor anførte, har en af mine medarbejdere fra Københavns Universitet imidlertid fået oplyst, at De ikke udtrykkeligt har frafaldet Deres ønske om at få klagen behandlet efter klagebekendtgørelsens regler. På denne baggrund har jeg i dag sendt sagen til Undervisningsministeriet. Jeg har henstillet til ministeriet at genoptage sagen, med henblik på at ministeriet kan tage stilling til, om sagen på det nu foreliggende grundlag skal tilbagesendes til universitetet med henblik på at blive behandlet efter reglerne i bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. Jeg har udbedt mig underretning om, hvad der videre sker. 2. I skrivelsen af 25. februar 1992 til dekankontoret bad De om en kopi af udtalelsen fra eksamenstilsynet. Det fremgår ikke af sagens akter, at denne begæring om aktindsigt er imødekommet. Jeg har dog ved min behandling af sagen lagt til grund, at den er indgået i det materiale, af hvilket De fik fremsendt en kopi i forbindelse med, at ministeriet traf afgørelse ved skrivelse af 25. marts 1992. Efter forvaltningslovens § 16, stk. 1, træffes afgørelse om aktindsigt af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag. Når sagen som i dette tilfælde er under behandling ved en klageinstans, er det klageinstansen, der skal tage stilling til spørgsmålet om aktindsigt. Det er derfor korrekt, når universitetet har overladt det til Undervisningsministeriet at træffe afgørelse om spørgsmålet om aktindsigt. De burde efter forvaltningslovens § 16, stk. 2, inden 10 dage fra Deres anmodning have modtaget enten en afgørelse i anledning af Deres begæring om aktindsigt eller underretning om grunden til, at der endnu ikke var truffet afgørelse, og hvornår afgørelse kunne forventes at foreligge. Efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, skal en part, der under sagens behandling fremsætter begæring om aktindsigt, når denne begæring efter loven skal imødekommes, have adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne, inden der træffes afgørelse i sagen. Jeg finder det kritisabelt, at De ikke fik underretning i overensstemmelse med forvaltningslovens § 16, stk 2, ligesom jeg finder det kritisabelt, at ministeriet traf afgørelse, inden De havde haft lejlighed til at gøre Dem bekendt med indholdet af den udtalelse, som De i Deres henvendelse til fakultetskontoret havde anmodet om aktindsigt i. Jeg har gjort Københavns Universitet og Undervisningsministeriet, Forskningsafdelingen, bekendt hermed. 3. Undervisningsministeriet traf afgørelse den 25. marts 1992 uden forinden at have gjort Dem bekendt med de udtalelser, som ministeriet havde modtaget fra universitetet. Først da ministeriet traf afgørelse, modtog De kopi af sagens akter. Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal en part i en sag, når denne ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, af myndigheden gøres bekendt med oplysningerne og have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Udtalelsen fra universitetet indeholdt oplysninger om de sagsbehandlingsskridt, som havde fundet sted under fakultetskontorets behandling af sagen. Det kunne ikke antages at være Dem bekendt, at disse oplysninger ville indgå i ministeriets behandling af sagen. Det er min opfattelse, at udtalelsen fra universitetet burde have været sendt til partshøring efter forvaltningslovens § 19. Jeg har gjort Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse. Da De efterfølgende kommenterede de foreliggende akter, og ministeriet på dette grundlag traf afgørelse på ny, finder jeg ikke anledning til at foretage videre vedrørende dette spørgsmål. 4. Undervisningsministeriet havde ved sin afgørelse af 25. marts 1992 ikke yderligere kommentarer til sagens behandling. Jeg har forstået dette således, at ministeriet bl.a. ikke har fundet at kunne kritisere den tid, som universitetet havde været om at behandle Deres klage over forholdene ved eksamen. I tilfælde, hvor klagen vedrører forhold, der kan resultere i omeksamination eller anden følge, der har konsekvenser for den studerendes videre studieforløb, bør det efter min opfattelse ikke være afgørende for den tidsmæssige udstrækning af sagsbehandlingen, om en klage behandles efter reglerne i bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner, eller om klagen behandles administrativt. Jeg mener derfor, at de principper om den tidsmæssige udstrækning af klagebehandlingen, der har fundet udtryk i klagebekendtgørelsen, bør finde tilsvarende anvendelse ved den administrative behandling af en sådan klage. Det fremgår, at der gik omkring en måned, fra fakultetskontoret modtog Deres klage, til der blev truffet afgørelse. Af bekendtgørelsens § 3 fremgår, at "institutionen forelægger hurtigst muligt klagen for den eller de oprindelige bedømmere." Efter § 5, stk. 1, skal klagen "senest den 12. hverdag efter at bedømmerne har modtaget klagen" være færdigbehandlet og afgørelsen meddelt til institutionen, der "hurtigst muligt giver klageren meddelelse om resultatet." Efter § 5, stk. 2, skal institutionen, hvis der foreligger omstændigheder, der umuliggør klagens behandling, inden for fristen i stk. 1, underrette klageren herom med angivelse af, hvornår klagen forventes færdigbehandlet. Af den oversigt, som fakultetskontoret har udarbejdet over den sagsbehandling, som sagen har været undergivet, fremstår det, som om behandlingen af Deres henvendelse af 21. januar 1992 som en klage, der skulle have konkrete følger for vurderingen af den afholdte eksamen, først er begyndt med fakultetetskontorets skrivelser af 12. februar 1992. Jeg har herved lagt vægt på, at skrivelsen af 3. februar 1992 til Geologisk Institut allerede samme dato blev besvaret med, at bedømmerne havde været orienteret om støjproblemet og havde taget et vist hensyn hertil. Da klagen åbenbart først var indgivet, efter at bedømmelsen havde fundet sted i forbindelse med den mundtlige eksamen, mener jeg ikke, at Det Naturvidenskabelige Fakultetskontor med rette kunne forvente, at sagen var løst med denne udtalelse. Endvidere tog fakultetskontoret ikke initiativ til at høre klagerne på baggrund af denne udtalelse. At eksamenstilsynet blev orienteret om forholdet med anmodning om atter at understrege over for eksamensvagterne, at eksamener skal tilstræbes gennemført under den størst mulige ro og orden, havde kun relation til fremtidige eksamener. Jeg finder det under hensyn til den hast, som eksamensklager skal behandles med, kritisabelt, at en reel behandling af klagen først blev påbegyndt ved fakultetskontorets skrivelser af 12. februar 1992, og at der af denne grund hengik 4 uger, før fakultetskontoret traf afgørelse. De har anført, at fakultetskontorets afgørelse af 19. februar 1992 først var poststemplet den 24. februar 1992 og modtaget af Dem den 25. februar 1992. De har som bilag til Deres klage vedlagt kopi af den kuvert med poststempel, som De modtog fra Eksamenskontoret. Det er i overenstemmelse med god forvaltningsskik, at en skrivelse afsendes samme dato, som den er underskrevet. At skrivelsen afsendes med det samme er af særlig betydning i en sag, hvor der som her er visse frister for sagsbehandlingen. Jeg har gjort Undervisningsministeriet og Københavns Universitet bekendt med min opfattelse, men foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette spørgsmål. ..."

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Landsskatteretsafgørelse vedr. inddrivelse – betalingsevnevurdering – frivilligt fastsat ægtefællebidrag Resumé Ved opgørelse af en skyldners betalingsevne kunne der ikke fradrages et aftalt ægtefællebidrag, da aftalen herom var indgået på et tidspunkt, hvor skyldneren havde ikke ubetydelig gæld til det offentlige. Klagen vedrører fastsættelse af afdrag på gæld. Landsskatterettens afgørelse Skattecentrets afgørelser ændres. Sagens oplysninger Klageren er født i 1954 og bor i Danmark. Klageren indgik ægteskab den 14. juni 2003 og blev separeret den 12. februar 2009. Hans fraseparerede ægtefælle bor i Polen. Klagerens gæld til det offentlige blev den 24. juni 2009 opgjort til i alt 199.738 kr. (...) Ved brev af 16. februar 2009 fremsendte klageren følgende materiale til skattecentret: 1) Arbejdsskema for uge 3-10. 2) Lønsedler for oktober/november 2008, november/december 2008 og december 2008/januar 2009. 3) Dokumentation for udgifter til el og husleje inkl. vand og varme. 4) Budgetskema. 5) Separationsbevilling af 12. februar 2009. 6) Bidragsaftale af 10. februar 2009, hvorefter klageren skal betale et månedligt bidrag til sin fraseparerede ægtefælle på 5.000 kr. Vedrørende arbejdsskemaet oplyste klageren, at han over 8 uger har 24 vagter á 12 timer til en gennemsnitsløn på 145 kr. Dertil kommer eventuelt overarbejde. Af den fremlagte separationsbevilling fremgår følgende vilkår: »I overensstemmelse med ægtefællernes aftale gælder følgende vilkår for separationen: 1) Manden betaler bidrag til hustruens underhold i 10 år fra 1. marts 2009. Ægtefællerne aftaler størrelsen af ægtefællebidraget. Størrelsen af det aftalte ægtefællebidrag kan kun ændres ved dom. Vilkåret gælder også for tiden efter en skilsmisse. 2) Manden fortsætter lejemålet vedrørende lejligheden Y.« Af en den 10. februar 2009 indgået aftale mellem klageren og dennes ægtefælle fremgår: » Aftale om ægtefællebidrag mellem NM og A Det er hermed aftalt mellem ovennævnte parter, at A har bidragspligt overfor NM i forbindelse med vores forestående separation. Vi er enige om, at bidraget pr. måned skal udgøre kr. 5000,- skriver: femtusind 00/100 startende fra d. 1. i måneden efter separationen er meddelt fra Statsforvaltningen. Vi er enige om, at førnævnte beløb skal betales i 120 måneder, hver d. 1. Vi er enige om, at denne aftale kun kan ændres af en domstol. (...)« Af indkomstoplysningerne fra klagerens skattemappe for januar 2009 - juni 2009 fremgår blandt andet følgende: Januar Februar Marts April Maj Juni Bruttoindkomst 40.547,00 15.672,00 24.922,00 24. 444,00 36.688,00 34.562,00 A-skat 14.011,00 2.941,00 7.512,00 7.306,00 16.684,00 15.449,00 - heraf lønindeholdt 1.809,00 1.066,00 5.827,00 5.395,00 AM-bidrag 3.237,00 1.249,00 1.987,00 1.948,00 2.927,00 2.758,00 ATP-bidrag 243,00 180,00 270,00 270,00 270,00 270,00 Bruttoferieindkomst 4.623,00 1.898,00 2.944,00 2.880,00 4.318,00 4.070,00 Skattecentrets afgørelser Skattecentret fastsatte den 24. juni 2009 en afdragsordning, hvorefter klageren skal afdrage gælden med 2.700 kr. pr. måned. Skattecentret har ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt afgørelsen. Afdraget er fastsat efter § 5 i bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved fastsættelsen af afdraget anvendte skattecentret oplysninger om klagerens indkomst fra indkomstregistret for april 2009. Årsindkomsten blev opgjort til 193.992 kr. Skattecentret opfordrede klageren til at udfylde og fremsende et vedlagt budgetskema, såfremt klageren mente, at den fastsatte ordning ikke gav hans husstand et rimeligt rådighedsbeløb. Klageren blev bedt om at vedlægge dokumentation for de faste udgifter og kopi af de seneste tre lønsedler, da klageren tidligere har oplyst sine indtægter og udgifter uden at vedlægge dokumentation. Ved e-mail af 29. juni 2009 til skattecentret fremkom klageren med en række indsigelser vedrørende afgørelsen af 24. juni 2009. Klageren skrev bl.a., at han i sagen om lønindeholdelse har fremlagt dokumentation for sine udgifter, og at udgifterne fortsat er de samme. Ved brev af 3. juli 2009 meddelte skattecentret klageren, at skattecentret senest den 24. april 2009 havde beregnet klagerens betalingsevne til 3.265 kr. på baggrund af klagerens lønudbetalinger for januar, februar og marts 2009. For at få foretaget en konkret betalingsevnevurdering blev klageren opfordret til at fremsende sine seneste tre måneders lønsedler. Ved e-mail af 6. juli 2009 til skattecentret henviste klageren til, at skattecentret ved brev af 7. maj 2009 havde foretaget en betalingsevnevurdering for april 2009. Klageren anførte, at betalingsevnevurderingen af 7. maj 2009 skal benyttes som udgangspunkt for fastsættelsen af afdrag. Ved afgørelse af 30. juli 2009 har skattecentret fastholdt det fastsatte afdrag på gælden med 2.700 kr. pr. måned. Det fastsatte afdrag er mindre end det afdrag, som kunne have været fastsat efter en betalingsevnevurdering. På baggrund af oplysninger om klagerens nettoindkomst fra kommunen har skattecentret opgjort klagerens indkomst således: Måned ultimo Udbetalt (kr.) Korrigeret for lønindeholdelse (kr.) Korrigeret for skatteværdi af underholdsbidrag (kr.) Januar 20.708 20.708 20.708 Februar 10.389 10.389 8.722 Marts 13.921 14.827 13.160 April 13.721 14.600 12.933 Maj 15.516 20.468 18.801 Juni 14.878 19.449 17.782 Juli 14.238 14.238 12.571 I alt 103.371 114.679 104.677 Der er korrigeret for lønindeholdelse, da de lønindeholdte beløb er genudbetalt. Der er endvidere korrigeret for skatteværdien af underholdsbidraget, som udgør 1/3 af 5.000 kr., da bidraget ikke kan fratrækkes ved opgørelsen af betalingsevnevurderingen. Det er ikke rimeligt at foretage betalingsevnevurderingen på baggrund af én måneds indkomst, da klagerens indkomst svinger måned for måned. Klagerens nettoindkomst i årets første 7 måneder udgjorde 104.677 kr., svarende til gennemsnitligt 14.953 kr. pr. måned. Der er godkendt fradrag for udgifter til husleje inkl. vand og varme med 4.500 kr., el med 401 kr., fagforening med 400 kr., transport med 460 kr., i alt 5.761 kr. Der er ikke godkendt fradrag for udgift til ægtefællebidrag, da størrelsen af bidraget frivilligt er aftalt og dermed ikke fastsat af statsforvaltningen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 1, og 3. Det er ikke muligt at opgøre med hvilket beløb, statsforvaltningen eventuelt ville fastsætte et bidrag. Af statsforvaltningens pjece »Når vi skal skilles« fremgår det, at statsforvaltningen kan nedsætte et bidrag til 0 kr., »når der er betalt bidrag i længere tid, end man har boet sammen«. Omvendt kunne dette tyde på, at statsforvaltningen kan fastsætte et bidrag til 0 kr., når man som klageren og hans tidligere ægtefælle ikke har boet sammen. Det er intentionen med inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 3, at der alene kan ske fradrag for bidrag, når det er fastsat af statsforvaltningen og ikke det bidrag, som frivilligt er aftalt analogt med § 18, stk. 2. Klagerens betalingsevne er herefter opgjort således: Gennemsnitlig månedlig nettoindkomst 14.953 kr. Fradrag for godkendte udgifter 5.761 kr. Rådighedsbeløb, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 21 5.170 kr. Betalingsevne 4.022 kr. Da klagerens betalingsevne er større end det fastsatte afdrag på 2.700 kr. pr. måned, har skattecentret fastholdt afdragsordningen af 24. juni 2009. Klagerens påstand og argumenter Klageren har fremsat påstand om, at det fastsatte afdrag på gælden nedsættes til betalingsevnen for april måned. Klageren kan ikke genkende de tal, som skattecentret har anvendt ved fastsættelsen af afdraget. Ifølge klagerens lønseddel for april, havde han en bruttoindkomst på 21.563,50 kr. og en nettoindkomst på 13.721,30 kr. Klageren er endvidere uenig i, at ægtefællebidraget ikke kan fratrækkes ved opgørelsen af betalingsevnen. Frivillige bidragsforpligtelser anerkendes overalt, f.eks. følgende steder: – Familiestyrelsens hjemmeside. – § 50 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. – Ligningsvejledningen - almindelig del 2009-2. – Ligningslovens § 10, stk. 1. – Statsforvaltningens hjemmeside. – LSRM 1969.174, LSRM 1979.161 og Østre Landsrets dom af 18. februar 1972. Det fremgår heraf, at en frivillig aftale medfører bidragspligt. Det fremgår endvidere af ligningslovens § 10, stk. 1 og Ligningsvejledningens almindelig del 2009-2, afsnit A.3.6.1.4, at der ifølge den øverste administrative skattemyndighed skal gives fradrag, såfremt der foreligger en klar aftale. I inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 3 henvises der til, at den del af underholdsbidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, ikke kan overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Det fremgår af § 50 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, at såfremt ægtefællerne ikke selv indgår aftale om bidragspligt, afgør retten spørgsmålet. Selv inddrivelsesbekendtgørelsen kender således til frivillige aftaler. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Ifølge § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen), kan afdragsordninger, der fastsættes af SKAT, fastsættes som en procentdel (afdragsprocent) af den årlige indkomst. Den årlige indkomst opgøres som den årlige bruttoindkomst inklusiv indtægter omfattet af § 12, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter § 14, stk. 4, nr. 2 a, ATP-bidrag og skat. Det beløb, der skal afdrages, fastsættes efter den opførte tabel i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, som efter bekendtgørelsens § 41 reguleres hvert år. Den tabel, der er gældende for 2009, er offentliggjort i SKM2009.5.SKAT. Det månedlige beløb, som skal afdrages, svarer til det efter stk. 1 fastsatte årlige afdragsbeløb delt med 12 og afrundet nedad til nærmeste hele eller halve hundrede. Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 2. Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3, at skyldneren normalt anses for at have overladt et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie, når afdragsordningen er fastsat efter tabellen i § 5, stk. 1. Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 4, fastsættes den årlige indkomst efter stk. 1, som seneste måneds indkomst ifølge indkomstregistret omregnet til årsindkomst. Hvis seneste måneds indkomst før skat afviger fra den forudgående måneds indkomst før skat, anvendes den måneds indkomst før skat, hvor indkomsten er lavest. Seneste måneds indkomst er udtrækningsmåneden minus to måneder, og forudgående måneds indkomst er udtrækningsmåneden minus tre måneder, jf. SKM2009.20.SKAT. I dette tilfælde er seneste måned april måned 2009 og forudgående måned marts måned 2009. Klagerens indkomst er lavest i april måned 2009, hvorfor oplysninger om denne indkomst anvendes. Klagerens årlige indkomst efter § 5, stk. 1, kan opgøres således: Bruttoindkomst 24.444 A-skat 7.306 - heraf lønindeholdt 1.066 AM-bidrag 1.948 ATP-bidrag 270 Månedlig nettoindkomst 14.920 - reguleret for lønindeholdelse 15.986 Årlig indkomst 191.832 (...) Opgørelsen af den årlige indkomst til brug for fastsættelse af en afdragsordning efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal foretages på baggrund af bruttoindkomsten. I klagerens bruttoindkomst indgår der en bruttoferieindkomst, som ikke fremgår af klagerens løn seddel, hvilket er baggrunden for, at klagerens indkomst ifølge lønsedlen for april 2009 er lavere end hans bruttoindkomst ifølge indkomstregistret. Da klageren ikke har forsørgerpligt, ville en afdragsordning efter § 5, stk. 1, jf. stk. 2, og SKM2009.5.SKAT medføre, at der skulle betales et afdrag på 16 % af den årlige indkomst eller 2.550 kr. pr. måned. Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 6, at afdragsordninger kan fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering, når særlige forhold taler derfor, eller hvis skyldneren anmoder derom. Fastsættelsen sker i så fald efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 om fastsættelse af den maksimale indeholdelsesprocent ved brug af betalingsevne. Af inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2, i kapitel 6 fremgår følgende: »Det månedlige afdrag til betaling af gælden udgøres af skyldnerens og dennes ægtefælles månedlige nettoindkomst, jf. § 14, med fradrag af følgende udgifter: 1) rimelige udgifter til bolig, jf. § 15, 2) nettoudgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn, jf. § 16, 3) udgifter til samvær med mindreårige børn, jf. §§ 16-17, 4) bidragsforpligtelser, jf. § 18, 5) udgifter til særlige behov, jf. § 19, 6) udgifter til ganske særlige behov, jf. § 20, 7) et rådighedsbeløb, jf. § 21, 8) ydelser på ægtefællens gæld, jf. § 22, og 9) ydelser på anden gæld, jf. § 23. (...)« Inddrivelsesbekendtgørelsens § 18 har følgende ordlyd: »§ 18. Som bidragsforpligtelser medregnes skyldnerens og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag. Stk. 2. Den del af børnebidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 2 i lov om børns forsørgelse. Stk. 3. Den del af underholdsbidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.« Ifølge § 49 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, træffes der i forbindelse med separation eller skilsmisse bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold. Der fremgår af § 50, stk. 1, at hvis ægtefællerne ikke selv indgår aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, mens Statsforvaltningen fastsætter bidragets størrelse. Af § 50, stk. 2, fremgår det, hvilket hensyn der indgår ved afgørelser efter stk. 1. Justitsministeriet har endvidere ved vejledning nr. 9857 af 11. december 2008 fastsat retningslinjer for fastsættelse af ægtefællebidrag i 2009. Der er indgået en bindende aftale om bidragspligt mellem klageren og hans fraseparerede ægtefælle, som er optaget som vilkår for separationen. Aftalen om, at klageren skal betale ægtefællebidrag, er indgået på et tidspunkt, hvor klageren havde ikke ubetydelige restancer til det offentlige. Under disse omstændigheder må det påhvile klageren at godtgøre, både at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at et eventuelt bidrag ville være blevet fastsat til de nu aftalte 5.000 kr. pr. måned. Det har klageren ikke godtgjort. Ved opgørelsen af klagerens betalingsevne skal der derfor ikke foretages fradrag for det aftalte ægtefællebidrag, og Landsskatteretten kan således tiltræde den af skattecentret opgjorte betalingsevne på 4.022 kr. Et afdrag fastsat efter klagerens betalingsevne er derfor højere end det afdrag, der kan fastsættes ved anvendelse af tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Afdraget på klagerens gæld skal derfor fastsættes til 2.550 kr. pr. måned, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Skattecentrets afgørelser ændres i overensstemmelse hermed.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse U-28-01 om varigt mén - skadefølger - adækvans - afledte følger - arbejdsskade - erstatning for tab af erhvervsevne Resume: Ved fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne og varigt mén er det som udgangspunkt alene de umiddelbare og direkte følger af tilskadekomsten, der kan erstattes. Ulykkestilfælde og lidelser, der opstår efter arbejdsskaden kan kun anses for en erstatningsberettigende følge af arbejdsskaden, hvis der er sikker årsagssammenhæng mellem den oprindelige skade og det senere ulykkestilfælde eller den senere lidelse. Love: Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 32 og § 33 Sagsfremstilling 1: Sag nr. 1 - j. nr. 104088-00 Det fremgik af sagen, at sikrede i maj 1993 under sit arbejde som sygehjælper pådrog sig et knæk i ryggen. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade efter loven om sikring mod følger af arbejdsskade. Sikrede fik tilkendt 18% i varigt mén og erhvervsevnetab på 50% med udbetaling som løbende ydelse fra 1. august 1998. Sikrede pådrog sig håndledsbrud på højre side efter et fald i hjemmet den 17. januar 1999. I januar 2000 fik sikrede mellemste førtidspension i henhold til lov om social pension § 14, stk. 2, nr. 1, med virkning fra 1. februar 2000. Af de lægelige oplysninger i sagen fremgik det, at sikrede havde haft rygsymptomerne i hele perioden efter skaden, at der indtrådte en forværring i tilstanden i 1997 samt at CT-scanning i marts 1998 havde vist discusprolaps svarende til 3. lumbale discus. Sikrede havde smerter i ryggen med udstråling specielt til højre underekstremitet samt regulær restparese medførende dropfod og krafttab ved hofte, knæ, fodled og tæer. Sikrede anvendte ikke hjælpemidler (dropfodsskinne). Der var ikke beskrevet væsentlige muskelforandringer, der kunne formodes at øge faldtendens. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om sikredes fald i hjemmet kunne anses for at være en følge af den anerkendte arbejdsskade. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at det fald, sikrede var udsat for i januar 1999, og som medførte højresidig håndledsbrud var en følge af arbejdsskaden, idet hendes tilstand som følge af arbejdsskaden var stationær, da hun faldt og brækkede håndledet. Der var således ikke årsagssammenhæng mellem den indtrufne arbejdsskade i 1993 og det efterfølgende fald i 1999. Arbejdsskaden fandtes at have medført tab af erhvervsevne på 65%, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2. Erstatningen skulle løbe fra den 1. februar 2000. Begrundelsen for afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne var, at følgerne af sikredes arbejdsskade i form af lumbago havde været den væsentligste årsag til hendes arbejdsophør og overgang til mellemste førtidspension. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at sikrede havde vedvarende rygsmerter, bevægelsesindskrænkning og radiculære udfaldssymptomer. Det fremgik således af sagen, at der var let til moderat parese (lammelse) af højre ben, samt moderat parese af højre fods dorsal- og plantarfleksion. Det fremgik endvidere, at sikrede havde forsøgt arbejdsprøvning, men ikke havde kunnet gennemføre den på grund af smerter. Revalideringsinstitutionen vurderede, at sikrede ikke kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, heller ikke på skånevilkår. Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for så vidt angik størrelsen af erhvervsevnetabet som følge af rygskaden. Sagsfremstilling 2: Sag nr. 2 - j.nr. 105740-00 Det fremgik af sagen, at sikrede i september 1997 under sit arbejde som operatør pådrog sig et vrid i venstre tommelfinger, da hun var beskæftiget med nedtagning af emner fra malerbånd. Arbejdsskadestyrelsen anerkendt det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade. Styrelsen meddelte samtidig, at man afsluttede behandlingen af sagen, da der ikke syntes at være tale om så betydelige følger, at der kunne udbetales erstatning efter loven. Styrelsen lagde herved vægt på, at der efter ulykkestilfældet efter de lægelige oplysninger ikke syntes at blive varigt mén efter ulykkestilfældet. Sikrede anmodede herefter om at få sin sag genoptaget, og hun henviste til at hun var blevet opereret i begge hænder. Det fremgik af de lægelige oplysninger, at sikrede havde følger efter et vrid i venstre tommel. Hun havde herved pådraget sig smerter svarende til leddet mellem tommelfingerens mellemhåndsknogle og håndroden. Der var foretaget EMG-undersøgelse, der havde vist tegn på tryk imod midternerven. Der blev derfor foretaget operativ pladsskabende operation på begge håndled - først på højre side i marts 1999 og efterfølgende i juli 1999 på venstre side. Afgørelse: Arbejdsskaden fandtes ikke at have medført varigt mén på 5% eller derover. Sikredes erhvervsevne fandtes ikke forringet med 15% eller derover som følge af arbejdsskaden. Begrundelsen for afgørelsen om varigt mén var, at der efter det oplyste i en speciallægeerklæring fra marts 2000 var tale om smerter i venstre tommelfinger ved bevægelse og belastning, men normal bevægelse også i rodleddet. De beskrevne gener kunne ikke medføre en méngrad på 5 % eller derover. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke var årsagssammenhæng mellem vridtraumet i venstre tommelfinger og de senere opståede gener i begge underarme. Ankestyrelsen fandt det således overvejende sandsynligt at disse gener skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. Ankestyrelsen vurderede, at det forhold, at sikrede havde udviklet en dobbeltsidig lidelse i form af karpaltunnelsyndrom (eventuelt compartmentsyndrom) i begge underarme ikke kunne anses for at have sammenhæng med sikredes tilskadekomst i september 1999, hvor hun under sit arbejde fik et vrid i venstre tommelfinger. Udvikling af den dobbeltsidige lidelse var således efter Ankestyrelsens vurdering hverken en medicinsk eller juridisk følge af den anerkendte arbejdsskade. Begrundelsen for afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne var, at de beskedne følger af arbejdsskaden i form af belastningssmerter i venstre tommelfinger ikke kunne begrunde et erhvervsevnetab svarende til 15% eller derover. Ankestyrelsen fandt således at sikredes ophør på arbejdsmarkedet med overvejende sandsynlighed skyldtes hendes øvrige gener i hænder og underarme, der ikke kunne henføres til følger efter skaden. Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Erstatningsansvarslovens § 26 A, godtgørelse til efterladte, nævnets j.nr. 09-520-15360: Nævnet afslog i n.j.nr. 09-520-15360 at tilkende efterladte godtgørelse til en enke: Ansøger var enke efter en mand, der blev dræbt. Hun og afdøde ophævede samlivet mere end 5 år tidligere. De var ikke blevet skilt. Nævnet fandt det ikke dokumenteret, i hvilket omfang ægtefællerne efter samlivsophævelsen havde haft forbindelse. Nævnet lagde også vægt på, at afdøde indtil kortere tid forud for sin død igennem et års tid havde haft et samlivs/kæresteforhold med en anden kvinde, som afdøde på et tidspunkt skulle have overvejet at flytte samme med. Dette var dog ikke blevet til noget. Endelig lagde nævnet vægt på sønnens oplysninger om, at afdøde var ”single” og glad for det. Nævnet fandt således ikke, at det kunne lægges til grund, at ægtefællerne forud for hændelsen stod hinanden særlig nær.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (14. marts 2012) Minister for ligestilling og kirke (Manu Sareen) Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning (Præsters ret til at undlade at vie to personer af samme køn m.v.) (Lovforslag nr. L 105) Lovforslaget er sammen med social- og integrationsministerens forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) en delvis udmøntning af regeringsgrundlagets punkter om seksuel ligestilling. De foreslåede ændringer i ægteskabsloven indebærer, at to personer af samme køn får mulighed for at indgå ægteskab. Ægteskabet kan indgås borgerligt eller kirkeligt. Med ændringerne i ægteskabsloven vil to personer af samme køn få mulighed for at blive viet ved en præst i folkekirken. Der er blandt folkekirkens præster forskellige opfattelser af, hvorvidt samliv mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af Bibelen og bekendelsesgrundlaget. Med henblik på at sikre, at præster i folkekirken, som af samvittighedsgrunde ikke vil medvirke ved vielse af to personer af samme køn, får frihed til at sige nej hertil, indføres der med dette lovforslag en bestemmelse om, at præster i folkekirken får ret til at undlade at vie to personer af samme køn. Lovforslaget indebærer endvidere, at en præst i folkekirken, der ikke ønsker at medvirke ved en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab mellem et par af samme køn, får ret til at undlade at medvirke hertil. Det bemærkes, at lovforslaget har været i høring, hvor biskopperne, provsterne, præsterne, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening, Den danske Præsteforening, Danmarks Kordegneforening, Danmarks Kirketjenerforening, Danmarks Kirkemusikerforening, Dansk Organist- og Kantorsamfund, Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, Foreningen af Sognemedhjælpere I Danmark, Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte, Organistforeningen, 3F, Det Mellemkirkelige Råd, Danske Sømands- og Udlandskirker, Selskab for Kirkeret, Kirkelig forening for den Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Netværk, Tidehverv, Menighedsfakultetet, Dansk Bibelinstitut, Kristeligt Forbund for Studerende, Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Kirkelig Fornyelse, Grundtvigsk Forum, Dansk Diakonirådog Landsforeningen af bøsser, lesbiske biseksuelle og transpersoner har haft mulighed for at give deres mening til kende i perioden fra 18. januar 2012 til 22. februar 2012. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fjernelse af betondækningsgrave § 1 I bekendtgørelse nr. 77 af 18. februar 1993 om fjernelse af betondækningsgrave foretages følgende ændringer: 1. Efter § 5 indsættes som § 5 a: »§ 5 a. En betondækningsgrav kan i særlige tilfælde fjernes på kommunalbestyrelsens initiativ og efter dennes beslutning, uden at der som led i fjernelsen skal opføres et offentligt beskyttelsesrum til erstatning for betondækningsgraven. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til fjernelse af betondækningsgraven.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2004. Forsvarsministeriet, den 8. november 2004 Søren Gade /Susan Nissen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 240-11 om behandlingsmæssigt fripladstilskud - fripladstilskud - SFO Resume: Et barn, som gik i en SFO oprettet efter folkeskoleloven, kunne få fripladstilskud på 50 procent. Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for fripladstilskuddets størrelse, at der var tale om en SFO tilknyttet en specialskole. Det afgørende var, at SFO'en var oprettet efter bestemmelserne i folkeskoleloven. Ankestyrelsen kunne ikke tilsidesætte kommunens beslutning om, at der var tale om en SFO efter folkeskoleloven og ikke et behandlingstilbud efter serviceloven. Love: Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - Lovbekendtgørelse nr. 668 af 17. juni 2011 - § 63 Lov om folkeskolen - lovbekendtgørelse nr. 998 af 16. august 2010 - § 50_ stk_ 2 Afgørelse: Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om afklaring af reglerne for behandlingsmæssigt fripladstilskud ved SFO tilknyttet til en specialskole. Resultatet er • Der kan ydes 50 procents fripladstilskud når der er tale om et behandlingsmæssigt fritidstilbud efter folkeskoleloven i form af SFO. Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y. Vores afgørelse medfører ikke, at borgeren skal tilbagebetale det fripladstilskud han har fået, som følge af nævnets afgørelse. Ændringen gælder først fra vores afgørelse. Der var enighed på mødet. Begrundelsen for afgørelsen Fripladstilskuddet fastsættes udfra typen af det tilbud, som et barn med betydelig og varig funktionsnedsættelse er optaget i. Når der er tale om en SFO oprettet efter folkeskoleloven kan der ydes 50 procent fripladstilskud. I tilbud oprettet efter servicelovens § 32 ydes der 100 procent forældrebetaling jf. betalingsbekendtgørelsen vedrørende særlige dagtilbud, mens der efter dagtilbudsloven ydes 50 procent fripladstilskud til behandlingsmæssig friplads. Det fremgår af folkeskolelovens § 50, stk. 2, at kommunen opkræver betaling af forældre til børn, der er optaget i en skolefritidsordning (SFO). Det fremgår endvidere, at Kommunalbestyrelsen yder hel eller delvis fripladstilskud under hensyn til forældrenes økonomiske forhold, eller hvor sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige forhold gør sig gældende. Reglerne fastsat i medfør af dagtilbudsloven om kommunens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud og forældrenes egenbetaling finder anvendelse ved ydelse af søskendetilskud og ved ydelse af helt eller delvist fripladstilskud. Når der i folkeskolelovens regler om fripladstilskud henvises til dagtilbudsloven må det forstås således, at fripladstilskuddet i SFO’er følger denne. Der sondres således ikke mellem om det er SFO’er oprettet i tilknytning til en specialskole efter folkeskoleloven eller om det er SFO i tilknytning til en almindelig folkeskole. Der kan som følge heraf ydes 50 procent fripladstilskud, når et barn af behandlingsmæssige årsager har ophold i en SFO, uanset om der er tale om en SFO i tilknytning til en specialskole eller i tilknytning til en almindelig folkeskole. NNs datter er optaget i SFO i tilknytning til hendes skole. Kommunen har oplyst, at der er tale om et tilbud oprettet efter folkeskoleloven. Ankestyrelsen kan ikke tilsidesætte kommunens beslutning om at der er tale om en SFO efter folkeskoleloven og ikke et behandlingstilbud efter servicelovens § 32. Oplysninger i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af: • De oplysninger, som forelå da Nævnet traf afgørelse i sagen • Nævnets afgørelse af 2. marts 2010 • Klagen til Ankestyrelsen af 26. marts 2010 • Nævnets genvurdering A Kommune traf den 1. september 2008 afgørelse om at der kunne ydes 50 procent pædagogisk friplads til NNs datter fra. 1. august 2008 og til ophør i SFO. Nævnet stadfæstede ved afgørelse af 19. august 2009 kommunens afgørelse. NN klagede over afgørelsen og nævnet traf den 2. marts 2010 ny afgørelse i sagen, hvor de ændrede kommunens afgørelse og fandt at NNs datter var berettiget til 100 procents fripladstilskud. Nævnet fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af det behandlingsmæssige behov og dermed årsagen til, at NNs datter var optaget i specialinstitutionen og dens SFO. Nævnet fandt endvidere, at datterens skole havde status som særligt dagtilbud. A Kommune har klaget over Nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det Sociale Nævn ikke har kompetence til at tilsidesætte en politisk truffet beslutning om status for datterens skole. Nævnet har ved genvurdering ikke haft yderligere bemærkninger.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Beregnet bonus kan ikke fratrækkes i præmien for samme år. Den fulde tekst Beregnet bonus kan ikke fratrækkes i præmien for samme år. Forsikringsselskabet K ønskede for en vis type forsikringer at kunne opkræve præmien således, at den beregnede og efter selskabets bonusregulativ godkendte bonus fratrækkes i præmien for samme år. Præmien betales helårsvis forud. Ankenævnets kendelse er sålydende: K (et gensidigt livs- og pensionsforsikringsselskab) har i skrivelse af 22. november 1988 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 27. oktober 1988 (j. nr. L 1676 a - 216) nægtede at godkende, at selskabet ved visse forsikringer opkræver den årlige præmie således, at der i den beregnede præmie fratrækkes bonus for det pågældende år. Sagens omstændigheder er følgende: Ved skrivelse af 6. juli 1988 ansøgte K Finanstilsynet om godkendelse af, at selskabet tegner selvstændige risikoforsikringer - ophørende livsforsikringer og/eller invaliderenter - i forbindelse med kapitalopsparingsordninger i banken mod en præmie, der består af den naturlige præmie med fradrag af den for vedkommende år beregnede bonus. Ved den »naturlige præmie« forstås den præmie, der svarer til årets risiko. Præmien vil således stige med forsikringstagerens stigende alder. Forsikringsselskabets bonusregulativ, der er godkendt af Finanstilsynet, indeholder bl.a. følgende bestemmelser: »For hver bonusgruppe fastlægges bonussatser for et kalenderår forud. Satserne vedtages af K's bestyrelse. Inden for et kalenderår kan bonusrenterne ændres af bestyrelsen. Bonusrenterne meddeles til og de øvrige satser godkendes af forsikringstilsynet.« (nu: Finanstilsynet). Den ansøgte ordning ønskes nærmere udformet således, at der for hvert år beregnes den naturlige præmie efter det for selskabet gældende beregningsgrundlag (1. ordens grundlaget). Størrelsen af denne præmie (1. ordens præmien) og af bonus for det kommende og de efterfølgende fire forsikringsår meddeles årligt til forsikringstageren med en bemærkning om, at det alene er bonus for det kommende år, der er bindende for selskabet. Ved opkrævningen af præmien, der betales helårsvis forud, fradrages bonus for det kommende forsikringsår. Ved den påklagede skrivelse af 27. oktober 1988 meddelte Finanstilsynet, at det ansøgte ikke kunne godkendes. Finanstilsynet havde allerede den 28. september 1988 mundtligt gjort selskabet bekendt med indholdet af afgørelsen, og selskabet ansøgte derefter i skrivelse af 4. oktober 1988 om godkendelse af en ordning, hvorefter et års bonus kan anvendes til at nedsætte det følgende års præmie. Ved en skrivelse ligeledes af 27. oktober 1988 tillod Finanstilsynet dette. Efter lov om forsikringsvirksomhed, lovbekendtgørelse nr. 127 af 23. marts 1984 som ændret senest ved lov nr. 325 af 24. maj 1989, § 10, stk. 2, jf. §§ 30 og 33, skal et livsforsikringsselskabs almindelige forsikringsbetingelser og tekniske grundlag såvel som ændringer heri godkendes af Finanstilsynet. Ved godkendelsen skal Finanstilsynet efter lovens § 31 påse, at reglerne yder den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne betryggende sikkerhed. Klageren har over for ankenævnet i indlæg af 3. november 1988 og 7. marts 1989 gjort gældende, at bonussatserne efter de ovenfor gengivne bestemmelser i selskabets bonusregulativ fastsættes for et kalenderår forud, således at kun bonusrenterne kan ændres i årets løb. Da de foreliggende forsikringer er risikoforsikringer mod betaling af den naturlige præmie, sker der ikke nogen opsparing, og bonusrenten er derfor uden betydning. Omkostnings- og risikoelementerne i bonusberegningen er fastlagt endeligt ved årets begyndelse og afvigelser mellem det budgetterede og det faktiske forløb kan kun justeres ved beregningen af det kommende års bonus. Den bonus, der kan beregnes ved årets begyndelse, er således endelig og bindende for selskabet og godkendt af Finanstilsynet. Da årets bonus er endelig og bindende allerede ved årets begyndelse, kan det ikke være i strid med principperne i lov om forsikringsvirksomhed at anvende bonus til reduktion af årets præmie. Der er i realiteten blot tale om at lade forsikringstageren betale netop den pris for forsikringen, som selskabet fuldt lovligt og uden forbehold kan oplyse ved årets begyndelse som den reelle pris. Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 23. januar 1989 (med notat af 18 sm.) og i en supplerende udtalelse af 18. april 1989 fastholdt den trufne afgørelse, som hviler på den forudsætning, at bonus skal optjenes, inden den kan godskrives forsikringstageren. Bonus hidrører fra et på forsikringsbestanden oparbejdet overskud, som opstår på grund af de sikkerhedsmargener, der anvendes ved præmiefastsættelsen. Det forhold, at de parametere, der ligger til grund for bonustildelingen, fastsættes for et år ad gangen, medfører ikke, at bonus kan anses for optjent ved årets begyndelse. Bonus optjenes først i takt med risiko- og omkostningsforløbet i forsikringstiden. Hvis den forudbetalte årspræmie reduceres med bonus for det forestående år - således som selskabet foreslår - vil det betyde, at forsikringstageren i forbindelse med præmiebetalingen modtager en bonus, der endnu ikke er optjent, og som han derfor endnu ikke er berettiget til. Forsikringerne vil fremstå som tegnet på det grundlag, der fremkommer, når de sædvanlige sikkerhedsmargener på 1. ordens grundlaget fjernes, det såkaldte 2. ordens grundlag. Det gør ingen ændring heri, at selskabet oplyser størrelsen af 1. ordens præmien over for forsikringstageren, idet det afgørende er den præmie, der skal betales. Hvis selskabets ansøgning imødekommes, vil det få vidtrækkende præjudicerende virkninger, idet en godkendelse vil indebære en principiel accept af, at præmien for en livsforsikring kan fastsættes på et andet grundlag end 1. ordens grundlaget. Ankenævnet udtaler: Det følger af den foran nævnte bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed § 31, at præmien for en forsikring skal fastsættes således, at den giver forsikringstageren og andre berettigede betryggende sikkerhed. Der må derfor ved præmiefastsættelsen regnes med en vis sikkerhedsmargen, hvis størrelse er fastlagt i selskabets tekniske grundlag. Bonus fremkommer i det omfang, det efter forløbet af en forsikringsperiode viser sig, at de risici, som sikkerhedstillæggene skal imødegå, ikke blev aktuelle, men at omkostnings- og risikoforløbet blev som forventet. Bonus optjenes derfor begrebsmæssigt først i takt med forløbet af vedkommende periode. Bonus kan endvidere efter sin karakter først udbetales, når det efter udløbet af en periode kan konstateres, at der er optjent bonus. Det anførte gælder også, selv om størrelsen af den kommende periodes bonus - på grundlag af erfaringerne om omkostnings- og risikoforløbet i tidligere perioder - måtte være fastsat af selskabet og eventuelt godkendt af Finanstilsynet, idet en sådan fastlæggelse ifølge sagens natur altid må have en vis foreløbig karakter. Ankenævnet kan derfor tiltræde, at Finanstilsynet har nægtet at godkende, at selskabet ved opkrævning af den årlige præmie for de i sagen omhandlede forsikringer fratrækker den for samme år fastsatte bonus. Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Den fulde tekst Sekretærassistance i forbindelse med handicappedes erhvervsudøvelse Ikke fundet grundlag for at kritisere den sociale ankestyrelses og socialministeriets opfattelse, hvorefter der ikke i bistandsloven eller i anden lovgivning er fornøden hjemmel for ydelse af sekretærassistance til handicappede i forbindelse med erhvervsudøvelse. (J. nr. 1980-365-053) I skrivelse af 13. marts 1980 rettede Blindes og Svagsynedes Interessegruppe for Erhverv og Uddannelse henvendelse til mig vedrørende spørgsmålet om ydelse af personlig assistance (sekretærassistance) til synshandicappede i forbindelse med erhvervsudøvelse. Jeg meddelte i skrivelse af 25. marts 1980 interessegruppen, at jeg på grundlag af gruppens skrivelse iværksatte en undersøgelse af den sociale ankestyrelses afgørelse af 10. august 1979 vedrørende A, hvis sag var omtalt i gruppens henvendelse til mig. Med skrivelse af 18. april 1980 sendte socialministeriet mig en kopi af ministeriets svar af 18. april 1980 til folketingets socialudvalg, som indeholdt kommentarer til A's tidligere henvendelse til socialudvalget. Der var heri henvisning til socialministeriets skrivelse af 8. maj 1979 til folketingets socialudvalg, hvorved socialministeriet havde meddelt udvalget kommentarer til henvendelser i april 1979 til socialudvalget fra A og fra Blindes og Svagsynedes Interessegruppe for Erhverv og Uddannelse. Også disse kommentarer sendte socialministeriet mig. I kommentarerne af 8. maj 1979 havde socialministeriet anført: »… Der er ikke direkte hjemmel i gældende lovgivning til at yde bistand til handicappede i erhverv - ud over invaliditetsydelsen, der ydes i medfør af invalidepensionslovens § 15, og en offentligt finansieret bistand af denne art vil kræve en lovændring. Socialministeriet har derfor anmodet socialstyrelsen om generelt at undersøge og vurdere spørgsmålet om ikke-handicappet assistance til handicappede i erhverv med henblik på en eventuel lovændring. …« I sine ovennævnte kommentarer af 18. april 1980 til folketingets socialudvalg anførte socialministeriet bl. a. : »… Det er som anført i nævnte kommentarer af 8. maj 1979 socialministeriets opfattelse, at der ikke er lovhjemmel i gældende lovgivning til at yde bistand til handicappede i erhverv hverken som hjælpemiddel eller på anden måde, og at spørgsmålet om indførelse af en eventuel lovhjemmel herfor må overvejes i relation til samtlige handicapgrupper og ikke isoleret for blinde og svagsynede. Under hensyn til, at der foreligger forslag om godkendelse af en række nye hjælpemidler og under hensyn til regeringens sparebestræbelser på området, er der på embedsmandsplan nedsat arbejdsgrupper under socialstyrelsen med deltagelse fra socialministeriet. Arbejdsgrupperne, der skal afslutte deres arbejde senest med udgangen af juni, har til opgave at foretage en revision af reglerne om hjælpemidler. I gruppernes arbejde indgår overvejelser om prioriteringen inden for de økonomiske rammer af allerede godkendte og nye hjælpemidler på basis af de oplysninger, der allerede foreligger vedrørende de enkelte arter af hjælpemidler. Spørgsmålet om personlig assistance til handicappede i erhverv indgår i arbejdet. …« Det fremgik af sagen, at A, der er blind, blev cand. jur. i 1976. A var i 6 måneder fra den 1. september 1977 beskæftiget i en statslig styrelse. Denne ansættelse var etableret i henhold til punkt 6 i socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42 (om uddannelseshjælp), og Gentofte kommune, hvor A da havde bopæl, kunne således under denne beskæftigelse yde hjælp til sekretærbistand efter bistandslovens § 42. Fra den 1. juli 1978 blev A ansat i en anden statslig styrelse i en stilling, hvori han havde 20 timers ugentlig arbejde som sagsbehandler; denne styrelse tilkendegav ved ansættelsen, at ansøgeren selv måtte betale for fornøden sekretærbistand. Også efter denne ansættelse modtog A - fra Gentofte kommune - hjælp til sekretærbistand. Denne hjælp var bevilget af Gentofte kommune ved skrivelse af 17. januar 1978, idet kommunen fandt at kunne yde hjælpen efter bistandslovens § 58, stk. 1, nr. 1, om hjælpemidler. A var bosat i Gentofte kommune indtil den 1. december 1978, da han flyttede til Københavns kommune. Efter flytningen til Københavns kommune afslog social- og sundhedsforvaltningen i denne kommune at yde den omtalte hjælp, idet forvaltningen ikke fandt, at der var fornøden hjemmel hertil i bistandslovens § 58, stk. 1, nr. 1. Dette meddelte social- og sundhedsforvaltningen (bistandsafdelingen) ved skrivelse af 6. april 1979 til A. Denne afgørelse påklagede A til den sociale ankestyrelse, der traf afgørelse den 10. august 1979. Ankestyrelsen anførte i afgørelsen: »… Ankestyrelsen finder, at der ikke i den sociale lovgivning er hjemmel til at yde særligt tilskud til sekretærbistand i arbejdsforhold, der ikke - som arbejdsforhold i uddannelses- og oplæringssituationer - er omfattet af bistandslovens § 42. Ankestyrelsen tiltræder således bistandsafdelingens afgørelse af 6. april 1979.« I en udtalelse i anledning af klagen til mig henholdt den sociale ankestyrelse sig til den tidligere trufne afgørelse. Jeg udtalte i en skrivelse til interessegruppen: »Som bekendt kan der efter omstændighederne ydes hjælp til sekretærassistance ved ansættelsesforhold af uddannelsesmæssig karakter, jfr. bistandslovens § 42. Under hensyn til arten af (A's) ansættelse i (den anden statslige styrelse - fra den 1. juli 1978) har jeg ikke grundlag for at kritisere, at hverken social- og sundhedsforvaltningen i Københavns kommune eller den sociale ankestyrelse har fundet, at forudsætningerne for ydelse af hjælp efter bistandslovens § 42 til sekretærassistance har været opfyldt. Jeg finder heller ikke at have grundlag for at kritisere den opfattelse, som socialministeriet har givet udtryk for (bl. a. over for folketingets socialudvalg), og som ligger til grund for ankestyrelsens afgørelse i (A's) sag, og hvorefter der heller ikke i anden lovgivning er fornøden hjemmel for ydelse af hjælp til sekretærassistance i forbindelse med erhvervsudøvelse. Spørgsmålet er navnlig, om en sådan hjælp kan ydes efter bistandslovens § 58 om hjælpemidler. Efter min mening udelukker den sproglige udformning af § 58 ikke en fortolkning, hvorefter der med hjemmel i denne bestemmelse ville kunne ydes hjælp til sekretærhjælp ved erhvervsudøvelse. På den anden side må jeg finde den fortolkning, som anlægges af den sociale ankestyrelse og socialministeriet, og hvorefter der ikke i § 58 er fornøden hjemmel til ydelse af hjælp til den omtalte sekretærassistance, for at være den mest nærliggende. Jeg lægger herved vægt på lovbestemmelsens formulering (»hjælpemidler«) og på dens forarbejder, jfr. navnlig socialreformkommissionens 2. betænkning, s. 69-70, samt på sammenhængen mellem bistandsloven og invalidepensionsloven, herunder navnlig denne lovs regler om invaliditetsydelse. Jeg skal herom bemærke følgende: Det må anses for en - sprogligt mulig - men dog udvidende fortolkning af § 58 at lade udtrykket »hjælpemidler« omfatte sekretærassistance. En sådan fortolkning kunne (og måtte) anlægges, hvis den havde støtte i forarbejderne til bistandsloven. Dette er imidlertid efter min mening ikke tilfældet. Tværtimod synes udtalelsen i socialreformkommissionens 2. betænkning, s. 69-70, at vise, at en stillingtagen til spørgsmålet, om der i bistandsloven bør tilvejebringes hjemmel for ydelse af hjælp til sekretærassistance m. v., efter kommissionens opfattelse kræver nærmere undersøgelser. Og når sådanne undersøgelser ikke blev gennemført, - når bistandsloven ikke kom til at indeholde nogen udtrykkelig bestemmelse derom, - og når lovforarbejderne til bistandsloven (lovforslagsbemærkninger, folketingets socialudvalgs betænkninger m. v.) i øvrigt heller ikke går ind på spørgsmålet, er der efter min mening ikke tilstrækkeligt grundlag for den omtalte udvidende fortolkning af hjælpemiddelbegrebet i lovens § 58. - Hertil kommer, at en lovgivningsmæssig stillingtagen til spørgsmålet vanskeligt kan tænkes foretaget uden grundlag i en sammenhængende vurdering af regler i bistandsloven og regler i invalidepensionsloven, herunder navnlig denne lovs regler om invaliditetsydelse (§ 15). Jeg finder herefter ikke at have grundlag for at kritisere den sociale ankestyrelses afgørelse af 10. august 1979 vedrørende (A). Jeg går ud fra, at interessegruppen og (A) har kontakt med socialministeriet med henblik på modtagelse af oplysninger om, hvad der videre sker med henblik på gennemførelse af en generel løsning af spørgsmålet om sekretærassistance o. lign. til handicappede. Jeg henleder opmærksomheden på, at statsministeren i den skriftlige del af sin redegørelse i henhold til grundlovens § 38 i folketinget den 7. oktober 1980 oplyste, at der i indeværende folketingsår eventuelt »kan … blive tale om at stille forslag om ændring af § 58 (i lov om social bistand) vedrørende personlig assistance til personer med vidtgående fysisk handicap …« I en samtidig skrivelse til socialministeriet udbad jeg mig underretning om, hvad der videre var sket og skete med hensyn til spørgsmålet om personlig assistance til handicappede; jeg henviste herved til socialministeriets ovenfor omtalte kommentarer til folketingets socialudvalg. I skrivelse af 12. november 1980 til mig oplyste socialministeriet, at ministeriet i en samtidig skrivelse til B havde anført følgende: »I flere henvendelser, såvel skriftlige som personlige, har De anmodet om, at der bliver etableret en ordning, ifølge hvilken synshandicappede sikres godtgørelse af udgifter i forbindelse med nødvendig sekretærhjælp i deres arbejde. Socialministeriet meddelte Dem i skrivelse af 13. september 1979 bl.a., at spørgsmålet om bistand til handicappede i erhverv måtte overvejes i relation til samtlige handicapgrupper og ikke isoleret for blinde og svagsynede. På baggrund af stedfundne overvejelser i socialstyrelsen og socialministeriet meddelte man Dem herefter i skrivelse af 18. april 1980, at der ville blive nedsat arbejdsgrupper på embedsmandsplan under socialstyrelsen, som skulle foretage en revision af reglerne om hjælpemidler. I gruppernes arbejde skulle indgå overvejelser om prioriteringen inden for de økonomiske rammer af allerede godkendte og nye hjælpemidler. Spørgsmålet om personlig assistance til handicappede i erhverv skulle indgå i arbejdet. Når de nævnte arbejdsgrupper havde afsluttet deres arbejde i løbet af sommeren 1980, ville De blive underrettet om resultatet af socialministeriets overvejelser om en eventuel tilvejebringelse af lovhjemmel til at yde personlig assistance til handicappede i erhverv. Arbejdsgrupperne har ikke kunnet foreslå personlig assistance medtaget som hjælpemiddel efter bistandslovens § 58, men har henholdt sig til tidligere af socialstyrelsen afgivne indstillinger, hvor styrelsen anbefaler, at der med hjemmel i bistandsloven tilvejebringes adgang til en offentlig finansieret støtte til personlig assistance. I den anledning skal man meddele, at socialministeriet har overvejet mulighederne for ved en lovændring at indføre en ordning, hvorefter der ydes en arbejdsgiver, der ansætter svært handicappede til et arbejde, som de i øvrigt kan bestride, et tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne til nødvendig personlig assistance. Socialministeriet har imidlertid samtidig måttet fastholde, at et eventuelt lovforslag ikke vil kunne begrænses til kun at omfatte blinde og svagsynede lønmodtagere, men at det i givet fald måtte tage sigte på alle svært handicappede personer, der har behov for personlig assistance under udførelse af arbejde som lønmodtagere eller som selvstændigt erhvervsdrivende. Under hensyn til de økonomiske konsekvenser af et sådant forslag finder socialministeriet det ikke muligt for tiden at stille forslag om indførelse af en ordning, ifølge hvilken handicappede sikres en offentligt finansieret godtgørelse af udgifter i forbindelse med nødvendig bistand i deres arbejde. Socialministeriet vil imidlertid fortsat følge mulighederne for at indføre den ønskede ordning. …«

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om regulering af erstatningsbeløb i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser I medfør af § 9 a i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 688 af 28. juni 2004, jf. § 15 i lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005, fastsættes: § 1. Efter § 9 a i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser reguleres erstatningsbeløb for tingsskade, jf. lovens §§ 3-4, efter reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar. Stk. 2. Efter § 15, stk. 1, i lov om erstatningsansvar reguleres nogle i loven nærmere angivne beløb med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb. Stk. 3. Tilpasningsprocenten for finansåret 2014 udgør -0,2, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1046 af 21. august 2013 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten samt puljebeløbet for finansåret 2014. § 2. Med virkning for tingsskade, som forvoldes i perioden 1. januar 2014 – 31. december 2014, udgør det i lovens § 9 a nævnte beløb 122.500 kr. § 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2014. Justitsministeriet, den 3. oktober 2013 Morten Bødskov / Rikke-Louise Ørum Petersen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En virksomhed indgik med nogle ansatte en mundtlig aftale om en arbejdstid, der fraveg den kollektive overenskomst på området, herunder bestemmelserne om overtidsbetaling. Arbejdsretten fandt det ikke under sagen godtgjort, at fagforbundet eller nogen, der i den relevante henseende kunne handle på forbundets vegne, udtrykkeligt eller stiltiende havde godkendt den mundtlige aftale. Da der ikke fandtes grundlag for at statuere, at virksomheden ikke skulle efterbetale for hele den periode, hvori arbejderne var aflønnet i henhold til den mundtlige aftale, idømtes virksomheden en bod på 300.000 kr., indeholdende ca. 250.000 kr. i manglende overtidsbetaling. Den fulde tekst Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, Korsør (advokat Merete Preisler). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand) Marstrand Dahl, Annette Elmer, Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Gert Kristensen, og Erik Nielsen. Bod 2.3.1. Underbetaling. Aftale indgået med nogle ansatte ikke gyldig for så vidt den fraveg den kollektive overenskomst til skade for de ansatte.(* 1) (* 2) Sagens problem er, om der vedrørende riggere ansat hos MTGroup til arbejde i Halsskov og på Sprogø i foråret og sommeren 1991 gyldigt var aftalt en fravigelse af reglerne om overarbejde og betaling herfor i overenskomsten mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark. PARTERNES PÅSTANDE: Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har påstået, at indklagede Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, har begået brud på gældende overenskomst §§ 5 og 10 vedrørende overarbejdsbetaling, og har påstået indklagede tilpligtet at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod indeholdende manglende overtidsbetaling på 253.706,02 kr. til Specialarbejderforbundet i Danmark. De indklagede har påstået frifindelse, men har ikke bestridt størrelsen af den eventuelt manglende overtidsbetaling. SAGSFREMSTILLING: Den 21. marts 1991 blev der på MTGroups brevpapir skrevet en lokalaftale som tillæg til overenskomsten mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark. Ifølge papiret var der ved forhandling mellem MTGroup og de valgte tillidsmænd opnået enighed om, at der i logistikafdelingen på Halsskov og/eller ny Sprogø kan benyttes toholds holddriftplan for 12 timers bemanding af arbejde 6 dage om ugen. Af beskrivelsen fremgår bl.a., at der ikke er fast overtid i planen. Papiret blev kun underskrevet af arbejdsgiversiden. Henry Jensen, der er faglig sekretær i Specialarbejderforbundet i Danmarks Korsørafdeling og specielt ansat til fra et Storebæltskontor fælles for Snedker- og Tømrerforbundet og Specialarbejderforbundet i Danmark at rådgive medlemmer om arbejds- og lønforhold, skrev den 27. marts 1991 til MTGroup og bad på opfordring af riggere om et møde for at få klarlagt arbejdstider og lønforhold på arbejdspladserne i Halsskov og Sprogø. I 1991 arbejdede et antal riggere på Sprogø og i Halsskov med læsning, surring og losning af udstyr og materialer, herunder tunnelelementer. De havde i perioden fra den 2. april 1991 til den 28. september 1991 en arbejdstid hver anden uge mandag-lørdag incl. kl. 6 - 18.30. Nogle af riggerne på Sprogø-siden anførte på deres timesedler for den 8. og 9. april og for nogle dage i begyndelsen af juli 8 normaltimer, 3 »50 %-timer« og 1 1/2 »100 %-timer« pr. dag. Arbejdsformanden stregede timespecifikationen ud, før de pågældende fik deres kopi tilbage. På de øvrige timesedler blev samtlige 12 1/2 time af riggerne anført som normaltimer, og alle fik udbetalt løn beregnet som normaltimer. Den 8. april blev der holdt et møde mellem riggerne Peter Lauberg og Henrik Jensen som talsmænd for kollegerne henholdsvis i Halsskov og på Sprogø samt Ole Munk og Villy Bruun for arbejdsgiverne. Henry Jensen deltog ikke i mødet, hvor der blev enighed om, at der ikke var hold i rygter om, at arbejdsgiveren skulle have truet med afskedigelser for at få indgået aftale de 21. marts 1991. Der blev ikke skrevet referat af mødet. Den 4. juli 1991 skrev Henry Jensen følgende besked til tillidsmændene: »Jeg går på ferie i ugerne 28-29-30. Omkring problemerne med riggerne på Sprogø, må du bede dem om at skrive overarbejde på ugesedlen hver dag, da de ikke arbejder på holddrift. Hvis kravet så bliver afvist, må vi tage en fagretslig behandling af sagen« Specialarbejderforbundet i Danmarks Korsør-afdeling Storebæltskontoret, fremsatte den 9. oktober 1991 overfor MTGroup krav om efterbetaling til riggerne på Sprogø af forkert udbetalt aflønning. Der blev henvist til brevet af 27. marts 1991, og afdelingen bad på baggrund af det langstrakte forhandlingsforløb om svar så hurtigt som muligt. Arbejdsgiveren svarede den 24. oktober 1991, at der ikke havde været nogen skriftlig aftale med riggerne, men at de mundtligt havde accepteret arbejdsplanen, der var blevet fulgt i ca. 1/2 år. Man foreslog som alternativ en afregning i henhold til vekselugebegrebet. Mæglingsmøde blev startet den 5. december 1991 og fortsat den 16. december 1991, og fællesmøde blev holdt den 20. december 1991. Fra arbejdsgiverside blev det erkendt, at overenskomstens betalingssatser ikke kan fraviges lokalt, men det blev gjort gældende, at Specialarbejderforbundets repræsentant havde været vidende om indgåelse af aftalen om arbejde i henhold til holddriftplan og ikke havde gjort indsigelse. Arbejdstagersiden gjorde gældende, at forbundet først havde kendt den påståede aftale den 29. oktober 1991, og at den lokale afdeling hele tiden havde hævdet, at betalingen var i strid med overenskomsten. FORKLARINGER: Henry Jensen har bl.a. forklaret, at der var en tillidsmand for alle faggrupper i Halsskov og en på Sprogø. Ingen af tillidsmændene var rigger. Selv havde han dengang ikke fri adgang til arbejdspladserne. Han havde ikke set lokalaftaleforslaget af 21. marts 1991. Efter hans brev af 27. marts blev der aftalt møde til den 8. april, men virksomheden aflyste over for ham mødet, fordi man ville undersøge sagen nærmere. Han bad tillidsmændene om at starte forhandlinger og har de mange gange, han spurgte tillidsmændene, fået at vide, at der stadig var forhandlinger i gang. Selv har han efter den 8. april flere gange mundtligt forgæves bedt Ole Munk eller Kim Kantsøe hos MTGroup om at få fastsat et nyt møde om denne sag. Der var i foråret 1991 et dårligt forhold mellem arbejderne og byggepladsledelsen, og det blev først forbedret efter et 2-dages møde i begyndelsen af sommeren på Metalskolen i Jørlunde, hvor man blev enige om at få byggepladsen til at fungere ordentligt og løst konflikter på stedet. Dette var baggrunden for, at han ikke sendte sagen om riggenes arbejdstid til mægling, men ventede på resultat af lokale forhandlinger. Da han skrev beskeden af 4. juli 1991 til tillidsmændene, regnede han med, at riggerne hele tiden havde anført overtiden på deres timesedler, og han ville blot sikre sig, at de fortsatte med det. På et møde den 28. august var virksomheden repræsenteret af Henrik Thorsen og Kim Kantsøe. Selv om mødet skulle handle om denne sag, var Thorsen ikke forberedt på emnet, og der var enighed om, at man måtte tage diskussionen en anden dag. Han aftalte derefter med Ole Munk eller Kim Kantsøe et møde den 10. september, hvor også tillidsmændene skulle med. Virksomheden sagde imidlertid senere, at han ikke måtte deltage i mødet, og han måtte acceptere, at virksomheden forhandlede videre med tillidsmændene. Da der stadig ikke kom noget resultat, sagde han til Kantsø, at de måtte opgive at løse sagen på stedet. Derefter indberettede han den 29. oktober 1991 til forbundet, og det var første gang, han havde henvendt sig der om denne sag. Hver gang, han har drøftet sagen med arbejdsgiveren, har han sagt, at aflønningen var overenskomststridig. Knud Nielsen har bl.a. forklaret, at han fra 6. december 1990 var ansat som rigger på Sprogø. Indtil april 1991 havde han og kollegerne en normal 7 1/2 times arbejdsdag. Efter besked fra formanden blev arbejdstiden fra 2. april lagt om til hver anden uge. Selv om han var valgt som talsmand på Sprogø-siden, har han ikke deltaget i forhandlinger om arbejdstidsomlægning, og han har ikke set lokalaftaleudkastet af 21. marts. Der har ikke været afstemning blandt riggerne på Sprogø om denne aftale. Han skrev i begyndelsen af april overtid på timesedlerne og protesterede, når formanden stregede det over. Han sagde til tillidsmanden, at han mente, de skulle have overarbejdsbetaling, og tillidsmanden ville gå videre med sagen til fagforeningen. Da sagen således var startet, holdt han op med at skrive overtid på timesedlerne og begyndte først igen, da han i juli fik en seddel om at gøre det. Den 11. december 1991 var han som talsmand til et møde med tillidsmændene og repræsentanter for virksomheden. Han blev opfordret til at skrive under bl.a. på, at der var en mundtlig aftale fra marts, og at der var sket korrekt aflønning herefter. Da han ikke havde indgået nogen aftale, og da han i øvrigt havde fået besked på ikke at skrive under på nogen aftale, fulgte han ikke opfordringen. Kim Hansen har bl.a. forklaret, at han fra 1. januar 1990 har været arbejdsformand for riggerne på Sprogø. Villy Bruun havde sagt, at det var aftalt, at der skulle arbejdes hver anden uge uden overtidsbetaling. Derfor stregede han det, hvis riggerne havde ført overtid på timesedlerne. Der var ingen af riggerne, der reagerede over for ham i den anledning. Han blev irriteret, da riggerne igen i juli skrev overtid på timesedlerne, således at han på ny måtte lave udstregninger. Han kan ikke huske, hvad riggerne svarede, da han gjorde vrøvl. Han har ikke selv fri hver anden uge og får derfor overtidsbetaling for at arbejde 12 1/2 time daglig. Evald Petersen har bl.a. forklaret, at han er forretningsfører i Specialarbejderforbundet i Danmark. I forbundet havde man hverken officielt eller uofficielt kendskab til denne sag, før man fik indberetningen af 29. oktober. Ved mæglingsmødet den 5. december krævede arbejdstagerne efterbetaling og bod, men kunne ikke opgøre efterbetalingsbeløbet helt eksakt. Arbejdsgiverne ønskede udsættelse for at undersøge beregningen. Det var først, da mødet blev genoptaget den 16. december, at arbejdsgiverne gjorde gældende, at de ansatte havde accepteret arbejdstiden ved en lokalaftale. Arbejdsgiverne havde imidlertid ingen dokumentation, heller ikke ved vidner. Selv om der havde været en sådan aftale, havde den ikke kunnet løse sagen, da fravigelse af overenskomsten er et forbundsanliggende. Ole Lauritsen har bl.a. forklaret, at han har været viceprojektchef på Storebælt siden 1. juli 1991. Han hørte først i oktober 1991 om kravet om overarbejdsbetaling. Det er hans personlige mening, at flertallet af riggerne var glade for aftalen om at arbejde hver anden uge, og at fagforeningen ikke ville ødelægge noget for medlemmerne og derfor lod tiden gå uden at starte fagretlig sag. Der havde i foråret og sommeren 1991 været mange lokalaftaler, der alle havde haft et hurtigt sagsforløb, og hvor der flere gange havde været mægling. Efter mødet i Jørlunde er problemer på arbejdspladsen blevet taget op og løst på stedet. Lokalaftaler er normalt skriftlige. Når den ikke er det i denne sag, er det muligvis, fordi den er fra før man skiftede administration i MTGroup. Villy Bruun har bl.a. forklaret, at han fra 1. maj 1989 til 1. december 1991 var leder af MTGroups logistikafdeling, og dermed den, riggerne refererede til. Han er sikker på, at det var efter riggernes ønske, at lokalaftaleudkastet af 21. marts blev lavet. Det er muligvis arbejdsformanden i Halsskov, der har formuleret papiret. Der var problemer med tunnelboremaskinerne, og riggerne var nervøse for deres arbejdssituation. Da der med den nye arbejdstid kun var fire mand på hvert hold, blev der mindre risiko for fyringer. Det var desuden en fordel for riggerne at have otte fridage i træk. Arbejdsgiverne var interesseret i aftalen, fordi man derved fik bemandet lørdagene uden at skulle betale overtid, og fordi man skulle betale for en chartret slæbebåd seks dage ugentlig. Han talte med personaleafdelingen, om man overenskomstmæssigt kunne indgå en sådan aftale, og personaleafdelingen undersøgte sagen og sagde god for ordningen. Peter Lauberg har bl.a. forklaret, at han arbejdede som rigger på Halsskov-siden og sammen med andre riggere derfra lavede planen om arbejde hver anden uge. Der var enighed om, at planen var god, idet man så kunne undgå fyringer, og fordi riggerne fik fri hveranden uge. De fik også 200 kr. mere i løn hver 14. dag, idet de ikke på Halsskov-siden havde haft overarbejde under den hidtidige ordning. De gav planen til deres formand, der gav den videre til Villy Bruun. Hos Sprogø-folkene var Henrik Jensen talsmand. Han fik forelagt planen, og der blev på de to arbejdspladser samtidigt holdt afstemning om den. Han kan ikke huske, om nogen stemte imod, men der var i hvert fald begge steder flertal for. Der blev givet besked herom til virksomheden, der ligeledes accepterede. Han var ikke klar over, at en sådan aftale var overenskomststridig. Han tror, at også Henry Jensen kendte aftalen. Inden man gik i gang med mødet den 8. april ventede man forgæves på Henry Jensen i 15 - 30 minutter. Så vidt han ved, gjorde Henry Jensen ikke noget ved sagen, og det var først, da ordningen havde fungeret i ca. 1 måned, han fra riggerne på Sprogø hørte, at sagen fortsatte i systemet. Han ved ikke, om tillidsmanden i Halsskov er blevet kontaktet af afdelingen. Han deltog i et af mæglingsmøderne i december. På Halsskov- siden var der enighed om, at ordningen var god nok, og riggerne underskrev derfor på eget initiativ en erklæring om, at de efter mundtlig aftale i marts 1991 var blevet korrekt aflønnet. Det er hans fornemmelse, at riggerne på Sprogø har fortrudt efterfølgende. Carsten Bekker har bl.a. forklaret, at han er afdelingsdirektør i Entreprenørforeningen og fra juni 1991 har haft Storebælt under sit område. I oktober hørte han, at der var rejst krav fra Sprogø-riggerne. Han mente imidlertid, at holddriftsaftalens § 9 gav hjemmel for en lokalaftale. Kim Kantsø mente, at han kunne løse problemerne lokalt med Henry Jensen. Han deltog i to mæglingsmøder. Ved det første sagde Evald Petersen, at hvis der kunne dokumenteres en aftale, så var der intet krav. Ved det andet havde arbejdsgiverne dokumentation i form af timesedler, der ikke angav overtid. Evald Petersen var imidlertid ikke tilfreds og påstod nu, at der var overenskomstbrud. Ved fællesmødet frafaldt arbejdsgiverne efter råd fra Dansk Arbejdsgiverforening, at holddriftsaftalen gav ret til en lokalaftale som den foreliggende. Når Henry Jensen har kendt problemet siden april, undrer det ham, at der ikke blev rejst sag, straks da overtimerne blev slettet på timesedlerne. Kim Kantsøe har bl.a. forklaret, at han ikke har haft møder med Henry Jensen om denne sag. Det var først i august, han fik en henvendelse om, at der var betalingsproblemer på Sprogø. Han mener ikke at have hørt, at der skulle være skrevet overtid på timesedlerne. PARTERNES ARGUMENTER: Klagerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at den kollektive overenskomst ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne uden forbundets godkendelse, hvilket også nu er erkendt af de indklagede. Det er helt udokumenteret, at Specialarbejderforbundet i Danmark skulle have haft kendskab til nogen lokal aftale, og dette blev i øvrigt også først hævdet af de indklagede ved fællesmødet, da man var blevet klar over, hvordan retsstillingen var. Den lokale afdelings handlemåde kan under ingen omstændigheder føre til, at klagerne stilles, som om forbundet havde accepteret en fravigelse af overenskomsten. Afdelingen har desuden fra første færd protesteret mod overarbejdet, og de indklagede havde intet grundlag for at tro, at dette synspunkt senere var frafaldet, eller at ordningen stiltiende var blevet accepteret. Det gør ingen forskel, at nogle af riggerne ikke mente, de skulle have overarbejdsbetaling. Sagen har ikke udløb i en tvivl om den rigtige fortolkning af overenskomsten, og der er derfor ikke grundlag for kun at pålægge efterbetaling fra det tidspunkt, hvor den fagretlige behandling begyndte. Det er stærkt kritisabelt, at virksomheden, efter at den fagretlige behandling startede, har forsøgt at få arbejdstagerne til at frafalde efterbetalingskrav. Da der således er tale om et groft overenskomstbrud, og da den manglende betaling har givet virksomheden en betydelig rentefordel, bør den samlede bod fastsættes til ikke under 400.000 kr. De indklagede har heroverfor anført, at arbejdstidsordningen støttede sig på en mundtlig aftale mellem virksomheden og de ansatte og på overenskomstparternes stiltiende accept heraf. Henry Jensen, som udelukkende tog sig af arbejdspladserne ved Storebælt, har som forbundets forlængede arm accepteret ordningen. Hvis afdelingen havde forfulgt sagen på normal måde, ville ordningen, der var i overensstemmelse med de ansattes ønsker, straks være blevet standset. Selv om der skulle kunne statueres overenskomstbrud, er der ikke nødvendigvis også efterbetalingspligt. Det er klagernes egen skyld, at de ansatte gik ind på ordningen, og at afdelingen og dermed forbundet trods viden om problemerne ikke med det samme rejste sagen på normal måde. Da desuden virksomheden helt frem til fællesmødet var i god tro med hensyn til lokalaftalens gyldighed, bør den ikke tilpligtes at efterbetale overtidsbetaling. Det samme resultat følger også af, at Arbejdsrettens dom tidligst bør få virkning fra begæringen om mæglingsmøde. Der er i hvert fald med virksomhedens gode tro og klagernes egen skyld så formidlende omstændigheder, at bod ikke bør idømmes. ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION: Overenskomsten kan som erkendt kun fraviges af overenskomstparterne. Den aftale, der mundtlig er indgået mellem virksomheden og nogle af de ansatte, har derfor ikke gyldighed for så vidt den fraviger overenskomsten til skade for de ansatte. Det er ikke under sagen godtgjort, at Specialarbejderforbundet i Danmark eller nogen, der i den henseende kunne handle på forbundets vegne, udtrykkeligt eller stiltiende har godkendt den lokale aftale. Da der ikke i det fremkomne er grundlag for at statuere, at virksomheden ikke skal efterbetale for hele perioden, tages klagernes påstand til følge, og boden fastsættes til 300.000 kr. T h i k e n d e s f o r r e t: De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, Korsør, har i perioden 2. april - 28. september 1991 for så vidt angår riggere ansat på arbejdspladsen Storebælt brudt overenskomsten §§ 5 og 10 om overarbejdsbetaling og skal til Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 300.000 kr., indeholdende 253.706,02 kr. i manglende overtidsbetaling. De indklagede skal desuden betale 2000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten. Officielle noter (* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 79 og 94, K. 92.026.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om ophævelse af cirkulæreskrivelse om ansættelse af veterinærstuderende ved kød- og fjerkrækontrol Den 9. august 2010 ophæves følgende cirkulæreskrivelse: 1) Cirkulæreskrivelse nr. 13205 af 28. juni 1985 om ansættelse af veterinærstuderende ved kød- og fjerkrækontrol. Fødevarestyrelsen, den 3. august 2010 Per S. Henriksen / Jan Thiele

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Kapitalforhøjelse skattemæssige konsekvenser for aktionærer og selskaber Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en fars overdragelse af kapitalandele til overkurs til et selskab, hvori hans søn havde tegnet anparter til kurs 100, var skattefri for faren. Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at farens overdragelse af kapitalandelene til det fælles selskab var skattefri for sønnen. Skatterådsmøde 28. marts 2017, SKM2017. 554. SR Spørgsmål: 1. Kan SKAT bekræfte, at den påtænkte disposition, hvor A ApS foretager kapitalforhøjelse nom. kr. 68.750 med tillæg af overkurs i E ApS ved indskud af A ApS’ ejerandel på 37,5 % i C ApS og ejerandel på 43 % i B A/S, ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for A ApS? 2. Kan SKAT bekræfte, at den påtænkte disposition, hvor A ApS foretager kapitalforhøjelse nom. kr. 68.750 med tillæg af overkurs i E ApS ved indskud af A ApS’ ejerandel på 37,5 % i C ApS og ejerandel på 43 % i B A/S, ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for E ApS? 3. Kan SKAT bekræfte, at den påtænkte disposition, hvor A ApS foretager kapitalforhøjelse nom. kr. 68.750 med tillæg af overkurs i E ApS ved indskud af A ApS’ ejerandel på 37,5 % i C ApS og ejerandel på 43 % i B A/S, ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for D ApS. 4. Kan SKAT bekræfte, at den påtænkte disposition, hvor A ApS foretager kapitalforhøjelse nom. 68.750 kr. med tillæg af overkurs i E ApS ved indskud af A ApS’ ejerandel på 37,5 % i C ApS og ejerandel på 43 % i B A/S, ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for A? 5. Kan SKAT bekræfte, at den påtænkte disposition, hvor A ApS foretager kapitalforhøjelse nom. 68.750 kr. med tillæg af overkurs ved indskud af A ApS’ ejerandel på 37,5 % i C ApS og 43 % i B A/S, ikke vil have nogen skattemæssige konsekvenser for D? Svar: 1. Ja 2. Ja 3. Ja 4. Nej 5. Nej Beskrivelse af de faktiske forhold A ejer hele anpartskapitalen i A ApS. A ApS ejer 43 pct. af aktierne i B A/S. A ApS ejer endvidere 37,5 pct. af anparterne i C ApS med underliggende selskaber. De underliggende selskaber driver byggevirksomhed, navnlig ved opførelse og ombygning for boligforeninger og offentlige byggerier. Endvidere driver koncernen virksomhed med entreprisearbejder og forsikringssager. Endelig ejer koncernen ejendomme, som er domicilejendomme for koncernens aktiviteter. Ifølge årsrapporten for 2015 havde A ApS et resultat på xx kr., med en balance på xx kr. og egenkapital på xx kr. Ifølge årsrapporten for 2015 havde B A/S et resultat på xx kr., med en balance på xx kr. og en egenkapital på xx kr. Ifølge årsrapporten for 2015 havde C ApS et resultat på xx kr., med en balance på xx kr. og en egenkapital på xx kr. Den nuværende selskabsstruktur ser således ud: A ønsker at overdrage en del af sin virksomhed til sin søn, D. Overdragelsen skal ske ved, at D stifter D ApS med en anpartskapital på 56.250 kr., som tegnes kontant til kurs 100. Efterfølgende stifter D ApS selskabet E ApS med en anpartskapital på 56.250 kr., som tegnes kontant til kurs 100. Den delvise overdragelse af A’s virksomhed sker ved, at A ApS foretager en kapitalforhøjelse i E ApS, hvorved A ApS tegner nominelt xx kr. nye anparter ved indskud af selskabets ejerandele på 37,5 pct. i C ApS og 43 pct. i B A/S. A ApS tilfører ved kapitalforhøjelsen aktiver for xx kr., hvilket betyder, at A ApS’ anparter i E ApS tegnes til kurs 27.609. Efter kapitalforhøjelsen er den nominelle anpartskapital 125.000 kr., hvoraf A ApS ejer 55 pct., og D ApS ejer 45 pct. Efter kapitalforhøjelsen er kursværdien af anparterne i E ApS 15.185.   Værdien af D ApS’ anparter i E ApS stiger således fra 56.250 kr. til 8.541.806 kr. Efter de påtænkte dispositioner ser selskabsstrukturen således ud: Spørgers opfattelse og begrundelse Ønsket besvarelse og begrundelse¬Det er vores opfattelse, at SKAT kan besvare spørgsmålene med Ja, idet kapitalforhøjelsen mv. efter vores opfattelse kan foretages uden skattemæssige konsekvenser for selskaberne og kapitalejerne i selskaberne. Ad spørgsmål 1: ¬Da de af A ApS ejede aktier i C ApS og B A/S er datterselskabsaktier vil indskud af aktierne ved en kapitalforhøjelse i det nystiftede holdingselskab E ApS ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for A ApS. ¬ Ad spørgsmål 2: ¬Da A ApS foretager indskud af 37,5% ejerandel i C ApS og 43% ejerandel i B A/S mod at modtage nye anparter nom kr. 68.750 i E ApS og den resterende andel af de indskudte værdier af kapitalandelene i C ApS og B A/S medtages som overkurs vil det ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for E ApS da overkursen vil være skattefri, jf. selskabsskattelovens § 13. Ad spørgsmål 3: ¬Da der ikke realiseres nogen værdier hos D ApS i forbindelse med kapitalforhøjelsen af E ApS, vil kapitalforhøjelsen mv. ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for D ApS. ¬¬ Ad spørgsmål 4: ¬Da der ikke realiseres nogen værdier hos A i forbindelse med kapitalforhøjelsen i det nystiftede holdingselskab E ApS, vil kapitalforhøjelsen mv. ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for A. ¬¬ Ad spørgsmål 5: ¬Da der ikke realiseres nogen værdier hos D i forbindelse med kapitalforhøjelsen i det nystiftede holdingselskab E ApS, vil kapitalforhøjelsen mv. ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for D. I forbindelse med høring har SKAT modtaget høringssvar, hvoraf fremgår: Ad. Spørgsmål 4 og 5 Vi er ikke enige i de svar, som der i udkastet til det bindende svar påtænkes afgivet. Der henvises i det påtænkte svar til, at det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 2, at der til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer. Endvidere henvises der til, at det fremgår af SKATs juridiske vejledning afsnit  C. B. 3.1 , at maskeret udlodning defineres som mere enkeltstående dispositioner, hvor der mellem selskabet og en eller flere af selskabets aktionærer sker overdragelse af aktiver, og hvor overdragelsen ikke sker til markedspriser, f.eks. hvis selskabet overdrager en ejendom til hovedaktionæren. Det anføres, at den påtænkte disposition medfører, at der overføres xx kr. i form af kapitalandele fra A ApS til ultimativt D’s formuesfære, og at der skal ske beskatning heraf hos D. Endvidere anføres, at dispositionen kun kan anses for foretaget på baggrund af A’s bestemmende indflydelse i A ApS, og at det anses for en maskeret udlodning til A, da overførslen anses for at have passeret hans økonomi. Kapitaludvidelser er omfattet af selskabsskattelovens § 13, hvoraf det følger, at overkursen er skattefri for selskabet. Der er derfor ikke tale om en samhandel omfattet af det i SKATs juridiske vejledning afsnit  C. B. 3.1  anførte, hvor der mellem selskabet og en eller flere af selskabets aktionærer sker overdragelse af aktiver, og hvor overdragelsen ikke sker til markedspriser, f.eks. hvis selskabet overdrager en ejendom til hovedaktionæren. Der er altså ikke hjemmel til at foretage regulering af tegningskursen i en kapitaludvidelse og dermed anse ”overkursen” for maskeret udlodning til aktionæren i selskabet. Der er således ingen samhandel mellem hovedaktionæren og selskabet, som foretager kapitaludvidelsen til overkurs. Problemstillingen om, hvorvidt overførsel af formue til et selskab indebærer en skatte- eller afgiftspligtig fordel for selskabets aktionærer, som kan konstatere en kursstigning på deres aktier, har været behandlet i flere afgørelser. Fra praksis kan nævnes SKDM 1981, 53 DEP om en murermesters overdragelse af sin virksomhed til sønnens anpartsselskab. Ved ligningen af murermesteren blev lagt til grund, at der var knyttet en goodwill til virksomheden på 100.000 kr., som ikke havde været omfattet af overdragelsen, og som selskabet nu blev gavebeskattet af. Efter Statsskattedirektoratets opfattelse kunne den herved skete stigning i anparternes værdi derimod ikke medføre afgifts- eller skattepligt for sønnen, idet en værdistigning ville blive beskattet i forbindelse med en eventuel senere afhændelse af anparterne. Statsskattedirektoratets opfattelse blev tiltrådt af Skattedepartementet. Landsskatteretten har ligeledes i afgørelse refereret i TfS 1995, 803 taget stilling til, om en værdistigning på grund af kapitalforhøjelse til overkurs skal beskattes som en gave, herunder om der skulle ske beskatning efter ligningsloven som udbytte. I afgørelsen klagede et A/S over en bindende forhåndsbesked, hvorefter selskabets direktør, der tillige var hovedaktionær i moderselskabet B A/S, samt ledende medarbejdere, der var aktionærer i datterselskabet, var anset for skattepligtige af kursstigningen på deres respektive aktier i datterselskabet i forbindelse med en kapitaludvidelse, der blev tegnet af moderselskabet til en overkurs i forhold til handelsværdien. Datterselskabet, der drev kalkunopdræt, havde siden stiftelsen været underskudsgivende, hvorfor der var oparbejdet en negativ egenkapital. Med henblik på forbedring af driften var det derfor hensigten at nytegne en kapital på 150 mio. kr., der udelukkende ville blive tegnet af moderselskabet, idet hverken direktøren eller medarbejderne havde økonomisk mulighed for at deltage i kapitaludvidelsen. Landsskatterettens flertal fandt ikke, at der var hjemmel til hos de pågældende aktionærer at gennemføre beskatning af den urealiserede værdistigning, der ville fremkomme ved moderselskabets kapitalindskud. Som det fremgår af afgørelsen i TfS 1995, 803, var aktieselskabets aktionærer, der bestod af medarbejdere i selskabet og moderselskabet samt direktøren, ikke indkomstskattepligtige af en kursstigning på deres aktier som følge af en kapitaludvidelse, der alene tegnedes af selskabets moderselskab. Endvidere kan der henvises til Landsskatterettens kendelse refereret i TfS 2002, 336 V. Sagen omhandlede overførsler mellem to selskaber ejet af en moder og hendes to sønner, men i et forskelligt ejerforhold. Landsskatteretten fandt her ikke grundlag for at opretholde udlodningsbeskatning af sønnerne, henset til at det var moderen, der havde foretaget begunstigelsen direkte over for selskabet, og ikke direkte over for sønnerne. Dette forhold fandtes ikke at påvirke sønnernes indkomst, ligesom retten nærede betænkelighed ved at fastslå, at sønnerne ved overførslen af deres andel havde modtaget en indkomstskattepligtig udlodning. Det følger reelt af de ovennævnte afgørelser, at beskatningen kommer til udtryk på det tidspunkt, hvor aktierne afhændes. Der er således ikke hjemmel til at foretage beskatning af en endnu ikke realiseret formuestigning. Der er derfor vores opfattelse, at der ikke er hjemmel til det i udkastet til bindende svar anførte svar på spørgsmål 4 og 5. Vi skal derfor anmode Skatterådet om at revurdere udkastet til svar på spørgsmål 4 og 5 og ændre svarene herpå til et ”JA”. SKATs indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at kapitalforhøjelsen i E ApS ikke har skattemæssige konsekvenser for A ApS. Begrundelse A ApS ejer mere end 10 pct. af anparterne i henholdsvis C ApS og B A/S, og aktierne er dermed datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 1. A ApS afstår aktierne i forbindelse med kapitalforhøjelsen i E ApS. Det følger af aktieavancebeskatningslovens § 8, at gevinst ved afståelse af datterselskabsaktier ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”. Spørgsmål 2 Det ønskes bekræftet, at kapitalforhøjelsen i E ApS ikke har skattemæssige konsekvenser for E ApS. Begrundelse Overkurs, som et anpartsselskab opnår ved udvidelse af sin anpartskapital, medregnes ikke til selskabets skattepligtige indkomst, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Det anføres i Den juridiske vejledning  C. D. 2.4.3.1 , at selvom overkursen i forbindelse med en kapitaludvidelse overstiger, hvad en uafhængig køber ville betale for de nytegnede aktier, medfører dette ikke i sig selv, at overkursen falder uden for skattefritagelsesbestemmelsen i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Samme sted anføres dog, at en overkurs i visse tilfælde efter en konkret vurdering kan anses for en udlodning eller tilskud til de involverede parter. Det er SKATs opfattelse, at reglen i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, i nærværende sag skal medføre, at overkursen i forbindelse med kapitalforhøjelsen ikke skal medføre beskatning hos E ApS. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ”Ja”. Spørgsmål 3 Det ønskes bekræftet, at kapitalforhøjelsen i E ApS ikke har skattemæssige konsekvenser for D ApS. Begrundelse D ApS stifter E ApS ved at tegne anparter nominelt 56.250 kr. til kurs 100. Efter D ApS’ kapitalindskud i E ApS stiger værdien af D ApS’ anparter i E ApS fra 56.250 kr. til 8.541.806 kr. I U 1958.1164 H ejede en far et selskab med, hvori sønnen tegnede 50.000 kr. nye aktier til kurs 100, hvorefter aktierne efter kapitalforhøjelsen gav en værdi af 160.550 kr. Højesteret fandt, at der var tale om en vederlagsfri overdragelse, hvorved sønnen blev ejer af værdier, der væsentligt oversteg hans indskud, hvorfor han var gaveafgiftspligtig af begunstigelsen. Sønnen var afgiftspligtig af værdien på tidspunktet for nytegningen. Ved kapitalforhøjelsen i E ApS sker der en vederlagsfri overdragelse af kapitalandele fra D ApS til D ApS, svarende til værdistigningen af D ApS’ anparter i E ApS. Der er tale om en overdragelse mellem nærtstående, og overdragelsen overstiger væsentligt D ApS’ indskud på 56.250 kr. Der sker en tilsvarende værdistigning af D’s anparter i D ApS. Efter SKATs opfattelse følger det af den nævnte dom, at der i den situation i princippet kan ske beskatning af værdistigningen hos D ApS på tidspunktet for kapitalforhøjelsen. Som anført nedenfor indstilles det at den påtænkte disposition skal anses for maskeret udlodning til A, og at dispositionen tilsvarende medfører en begunstigelse, som skal beskattes hos D, se under spørgsmål 4 og 5. Henset hertil er det SKATs opfattelse, at dispositionen i det foreliggende tilfælde ikke skal have skattemæssige konsekvenser for D ApS. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med ”Ja”. Spørgsmål 4 Det ønskes bekræftet, at kapitalforhøjelsen i E ApS ikke har skattemæssige konsekvenser for A. Begrundelse Det følger af ligningslovens § 16 A, at udbytte af aktier mv. medregnes ved opgørelsen af den skattepligt. Ifølge § 16 A, stk. 2, henregnes til udbytte, alt hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer. I Den juridiske vejledning  C. B. 3.1  anføres, at maskeret udlodning er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16 A. Maskeret udlodning defineres som mere enkeltstående dispositioner, hvor der mellem selskabet og en eller flere af selskabets aktionærer sker overdragelse af aktiver, og hvor overdragelsen ikke sker til markedspriser, f.eks. hvis selskabet overdrager en ejendom til hovedaktionæren til underpris. Den påtænkte disposition medfører, at der overføres 8.541.806 kr. i form af kapitalandele fra A ApS til ultimativt D’s formuesfære. Dispositionen fremtræder ikke forretningsmæssigt begrundet for A og A ApS, da dispositionen medfører, at værdien af holdingselskabet falder markant uden modydelse. Det bemærkes i den forbindelse, at dispositionen fremstår som en gave fra A til D med midler, som stammer fra holdingselskabet. Dispositionen kan kun anses for foretaget på baggrund af A’s bestemmende indflydelse i A ApS. En sådan disposition anses efter praksis som en maskeret udlodning til A, idet overførslen anses at have passeret hans økonomi, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1. På den baggrund er det SKATs opfattelse, at den påtænkte disposition er skattepligtig for A. Repræsentantens høringssvar giver anledning til følgende bemærkninger både for så vidt angår spørgsmål 4 og 5: Repræsentanten henviser til praksis, hvoraf det efter repræsentantens opfattelse fremgår, at der ikke skal ske beskatning af urealiserede værdistigninger i forbindelse med tegning eller overdragelse af anparter. I SKDM 1981.53 DEP var der tale om, at faderen, ikke et selskab, overdrog et aktiv til sønnens selskab, og der var således ikke tale om, at sønnen blev begunstiget med midler fra et selskab tilhørende faderen. Der var derfor ikke tale om spørgsmål om maskeret udlodning. Repræsentanten henviser endvidere til SKM 2002.194 V (TfS 2002.336 V), hvor landsrettens flertal fandt, at der ikke var grundlag for at forhøje et produktionsselskabs skattepligtige indkomst med bonus fra et interesseforbundet salgsselskab, fordi salgsfunktionen var forbundet med en reel forretningsmæssig risiko, og fordi det ikke var bevist, at salgsselskabets avance i væsentlig grad adskilte sig fra det normale i branchen. Eftersom salgsselskabet ikke havde opnået en avance, var der heller ikke grundlag for at forhøje hovedaktionærens aktieindkomst. Mindretallet fandt, at aftalen om bonus var indgået med det formål at give salgsselskabet en løbende og sikker indtægt uden forretningsmæssig begrundelse, hvorefter der bl.a. skulle ske beskatning af maskeret udbytte hos hovedaktionæren. Dommen viser efter SKATs opfattelse, både for så vidt angår flertal og mindretal, at formueoverførsler uden forretningsmæssig begrundelse, og som adskiller sig fra almindelige forretningsvilkår, bl.a. kan beskattes som maskeret udlodning hos selskabets aktionær. Endelig henviser repræsentanten til TfS 1995.803 LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til at gennemføre beskatning af en urealiseret værdistigning hos aktionærer i forbindelse med en kapitaludvidelse, hvor et moderselskab tegnede aktier til overkurs (dissens). Kendelsen er efter SKATs opfattelse ikke i overensstemmelse med retspraksis på området, jf. nedenfor. Fra praksis om maskeret udlodning, herunder trippelbeskatning, kan SKAT således henvise til: I  SKM2008. 384. HR  (TfS 2008.627 H) vedrørte et selskabs udgifter til etablering af et slusebad på hovedaktionærens ejendom, som selskabet lejede. Højesteret fandt, at værdiforøgelsen skulle beskattes hos hovedaktionæren som maskeret udlodning, og at beskatningen skulle ske på tidspunktet for værdiforøgelsen, dvs. inden en værdistigning eventuelt blev realiseret. I  SKM2004. 106. HR  (TfS 2004.309 H) var der tale om en skatteyder og dennes samarbejdspartner, som foretog krydsende betalinger fra deres selskaber til to selskaber ejet af henholdsvis skatteyderens hustru og samarbejdspartneren. Højesteret fandt, at de krydsende udlodninger fremstod som vilkårlige og uden driftsmæssig begrundelse betinget af skatteyderens ejerforhold til sit selskab. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at der skulle ske beskatning for maskeret udlodning hos skatteyderen. TfS 1990.357 Ø om et selskabs opførelse af et hus på en grund tilhørende anpartshaverens fraseparerede ægtefælle. Efter nedslag i byggeprisen forhøjede skattemyndighederne hustruens, selskabets og anpartshaverens indkomster, hvilket landsretten tiltrådte med bemærkning om, at byggeriet og aftalen herom ikke hvilede på sædvanlige forretningsmæssige overvejelser. Dommen er efter SKATs opfattelse et eksempel på, at en disposition i et selskab beskattes som maskeret udlodning hos hovedaktionæren og som tilskud hos den interesseforbundne, som et begunstiget (trippelbeskatning). I  SKM2004. 491. LSR  (TfS 2005.42 LSR) var der tale om, at en forening stiftede et selskab til overkurs, hvorefter to andre selskaber tegnede aktier til kurs 100. Landsskatteretten fandt, at de to selskaber ejet af medlemmerne havde sammenfaldende skattemæssige interesser i at omdanne foreningen til et selskab for derved at konvertere skattepligtige udbetalinger fra foreningen til en skattefri aktieavance. Overkursen blev derfor anset for udlodning fra foreningen til medlemmerne. Praksis viser efter SKATs opfattelse, at begunstigelser i form af værdistigninger som følge af en hovedaktionærs dispositioner i sit selskab skal beskattes som maskeret udlodning hos hovedaktionæren og tillige hos den interesseforbundne modtager af begunstigelsen. Den nævnte praksis vedrører forskellige typer af aktiver, f.eks. fast ejendom, men også værdistigninger i forbindelse med tegning af aktier, jf. U 1958.1164 H og TfS 2005.42 LSR. Praksis viser efter SKATs opfattelse endvidere, at beskatning skal ske på tidspunktet for værdistigningen, dvs. selvom værdistigningen endnu ikke er realiseret. Dette er tilfældet i nærværende sag, hvor værdien af D’s anparter stiger udelukkende som følge af A’s dispositioner som ejer af A ApS, og hvor dispositionerne i øvrigt ikke fremtræder som forretningsmæssigt begrundede. På den baggrund fastholder SKAT sin indstilling vedrørende spørgsmål 4 og 5. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med ”Nej”. Spørgsmål 5 Det ønskes bekræftet, at kapitalforhøjelsen i E ApS ikke har skattemæssige konsekvenser for D. Begrundelse Den påtænkte disposition medfører, at der overføres 8.541.806 kr. i form af kapitalandele fra A ApS til ultimativt D’s formuesfære. Begunstigelsen sker som følge af A’s og selskabets interessefællesskab. På den baggrund er det SKATs opfattelse, at A yder D en afgiftspligtig gave. SKAT fastholder efter høring sin indstilling vedrørende spørgsmål 5, se ovenfor under spørgsmål 4. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med ”Nej”. Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Spørgsmål 1 Lovgrundlag Aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 1 Ved datterselskabsaktier forstås aktier, som ejes af et selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, jf. dog stk. 2, 3 og 7. (…) Aktieavancebeskatningslovens § 8 Gevinst og tab ved afståelse af datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og porteføljeaktier omfattet af § 4 C medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Spørgsmål 2 Lovgrundlag Selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1 Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke: 1)      Overkurs, som et selskab opnår ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin aktiekapital. (…). Den juridiske vejledning  C. D. 2.4.3.1 Overkurs, som et selskabs får ved at udstede aktier ved -          Stiftelse eller -          Senere udvidelse af aktiekapitalen skal ikke medregnes til selskabets skattepligtige indkomst. Se SEL § 13, stk. 1, nr. 1. … Selvom overkursen forbindelse med kapitaludvidelse overstiger, hvad en uafhængig køber ville betale for de nytegnede aktier, medfører dette ikke i sig selv, at overkursen falder skattefritagelsesbestemmelsen i SEL § 13, stk. 1, nr. 1. … I visse tilfælde kan overkurs efter en konkret vurdering anses for en udlodning eller tilskud til de involverede parter. Se -           SKM2004. 8. LR , hvor en overkurs blev anset for tilskud til det selskab, der udstedte aktier. -           SKM2004. 491. LSR , hvor overkursen blev anset for en skattepligtig medlemsudlodning fra en forening, idet overkursen blev anset for fastsat for at omdanne en skattepligtig medlemsudlodning til en skattefri aktieavance. SKM2013. 73. SR Overkurs i forbindelse med konvertering af gæld til aktier til en overkurs, der væsentligt oversteg den regnskabsmæssige indre værdi, ville ikke have skattemæssige konsekvenser for det modtagende selskab. SKM2006. 344. LSR Overkurs i forbindelse med eneaktionærs overdragelse af aktierne i datterselskabet til nyerhvervet selskab ikke anset for skattepligtigt i det nyerhvervede selskab. Spørgsmål 3 Praksis U 1958.1164 H I et af A i 1929 stiftet aktieselskab med en kapital på 50.000 kr. ejede A selv for 49.400 kr. aktier. I 1952 – den skattemæssige aktiekurs var da ansat til 900 – vedtoges det at udvide aktiekapitalen med 50.000 kr. til pari kurs, idet A og hans søn i forvejen var enige om, at sønnen skulle tegne samtlige nye aktier. Ifølge vedtagelsen skulle tegningen af de nye aktier ske underhånden, de gamle aktionærer skulle ikke haven nogen fortrinsret, og i tilfælde af overtegning skulle fordeling ske efter bestyrelsens frie skøn. Samtlige 50.000 kr. aktier tegnedes derefter af A’s søn. Antaget, at denne herved havde opnået en begunstigelse, der i medfør af § 44 i lov nr. 147 af 10. april 1922 var gaveafgiftspligtig, således at det afgiftspligtige beløb sattes til 160.550 kr., svarende til værdien af tegningsretten til de nye aktier – med pålydende 49.400 kr. Spørgsmål 4 Lovgrundlag Ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2 Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med regnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. Stk. 2.  Til udbytte henregnes: 1)      Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 3. (…). Praksis SKM2008. 384. HR Et selskab havde lejet en ejendom, der var ejet af hovedaktionæren, der tillige var direktør i selskabet. Selskabet drev autolakeringsvirksomhed. Sagen vedrører, om selskabet kunne afskrive på udgiften til indretning af et såkaldt "slusebad", hvilket der i arbejdsmiljølovgivningen er krav om, at et autolakeringsværksted indretter. Højesterets flertal fandt, at selskabet ikke kunne afskrive på ejendommen, og at værdiforøgelsen ved etablering af slusebadet måtte anses som maskeret udlodning til hovedaktionæren. Flertallet henviste til, at den ejendom, hvorpå autolakeringsværkstedet var indrettet, allerede var indrettet som sådan ved hovedaktionærens erhvervelse af ejendommen. Flertallet pegede videre på, at den omfattende ombygning, hvori slusebadet indgik som en del, der blev foretaget af ejendommen, og som også hovedaktionæren deltog i finansieringen af, skete med henblik på ejendommens fortsatte anvendelse som autolakeringsværksted. Ejendommen havde da også siden været udlejet til selskaber ejet af hovedaktionæren, der anvendte ejendommen som autolakeringsværksted. Under henvisning til en syns- og skønserklæring indhentet under Højesteretssagen, fastslog flertallet, at der var sket en varig værdiforøgelse af hovedaktionærens ejendom, der var specielt indrettet til autolakeringsværksted. Mindretallet var enig med flertallet i, at såvel praksis efter statsskattelovens § 6 a om afskrivning på udgifter til ombygning af lejede bygninger som den gældende afskrivningslovs § 39, stk. 2, sidste pkt., hvori praksis er videreført, må forstås med forbehold for tilfælde, hvor ombygningen medfører en sådan varig forøgelse af den faste ejendoms værdi, at der foreligger en skattepligtig indkomst for ejeren af ejendommen, typisk i form af maskeret udlodning. Mindretallet fandt imidlertid, at på grund af den udtrykkelige anerkendte afskrivningsret måtte anvendelsesområdet for dette forbehold begrænses til situationer, hvor der er et sikkert grundlag for at fastholde at en ombygning har medført en varig forøgelse af værdien af ejendommen som sådan, d.v.s. ejendommen uafhængig af den virksomhed, som aktuelt drives på ejendommen. Mindretallet fandt ikke, at etableringen af slusebadet havde medført en forøgelse af værdien af ejendommen som sådan, hvorfor udgiften til etablering af slusebadet hverken helt eller delvist kunne anses som maskeret udlodning. SKM2002. 194. VLR Ikke grundlag for at forhøje produktionsselskabets skattepligtige indkomst med udgift til bonus til salgsselskabet, der var et underskudsselskab med samme ejerkreds som produktionsselskabet. Salgsfunktionen var forbundet med en reel forretningsmæssig risiko, og det var ikke bevist, at salgsselskabets avancer i væsentlig grad adskilte sig fra det normale i branchen (dissens). TfS 1995.803 LSR Et A/S klagede over en bindende forhåndsbesked, hvorefter selskabets direktør der tillige var hovedaktionær i moderselskabet B A/S samt ledende medarbejdere, der var aktionærer i datterselskabet, var anset for skattepligtige af kursstigningen på deres respektive aktier i datterselskabet i forbindelse med en kapitaludvidelse, der blev tegnet af moderselskabet til en overkurs i forhold til handelsværdien. Datterselskabet, der drev kalkunopdræt, havde siden stiftelsen været underskudsgivende, hvorfor der var oparbejdet en negativ egenkapital. Med henblik på forbedring af driften var det derfor hensigten at nytegne en kapital på 150 mio. kr., der udelukkende ville blive tegnet af moderselskabet, idet hverken direktøren eller medarbejderne havde økonomisk mulighed for at deltage i kapitaludvidelsen. LSR's flertal fandt ikke, at der var hjemmel til hos de pågældende aktionærer at gennemføre beskatning af åen urealiserede værdistigning, der ville fremkomme ved moderselskabets kapitalindskud. SKDM1981. 53. SKM Skattedepartementet fandt, at der ikke var ydet en gave i form af goodwill værdi i forbindelse med en fars overdragelse af en virksomhed i anpartsselskabsform, idet Statsskattedirektoratet og Skattedepartementet fandt, at værdistigningen ville blive beskattet i forbindelse med eventuel senere afhændelse af anparterne. Den juridiske vejledning C. B. 3.1 Der kan være tale om såvel maskeret udbytte som maskeret udlodning. Skattemæssigt behandles de to begreber ens og medregnes i indkomsten som udbytte. Man vil ofte i praksis se, at de to begreber bruges lidt i flæng. -          Maskeret udbytte omfatter de tilfælde, hvor der i selskabets løbende drift fratrækkes en driftsudgift, som ikke vedrører selskabet, og som således med urette er fratrukket i selskabets indkomst, eller hvor selskabet mangler en indtægt, men som er tilfaldet selskabets aktionærer. -          Maskeret udlodning er kendetegnet ved, at der er tale om mere enkeltstående dispositioner, hvor der mellem selskabet og en eller flere af selskabets aktionærer sker overdragelse af aktiver, og hvor overdragelsen ikke sker til markedspriser. Fx hvis selskabet overdrager en ejendom til hovedaktionæren til underpris. Den juridiske vejledning C. B. 3.5.4.1 Der kan foreligge maskeret udlodning, hvis et selskab sælger aktiver til hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver fra hovedaktionæren til overpris. Den juridiske vejledning  C. B. 3.5.4.4 Ved overdragelse af aktier mellem en hovedaktionær og et selskab, som hovedaktionæren har den bestemmende indflydelse i, skal overdragelsen ske til handelsværdien. Der skal være tale om samme pris og samme vilkår, som hvis handlen var indgået mellem uafhængige parter. Hvis dette ikke er tilfældet, enten fordi prisen er højere eller lavere end den pris, som aktierne kan overdrages til en uafhængig part til, bliver forskellen beskattet som maskeret udlodning hos hovedaktionæren. Spørgsmål 5 Praksis Den juridiske vejledning  C. B. 3.6 Når hovedaktionærens nærtstående bliver begunstiget af selskabet som følge af selskabets og hovedaktionærens interessefællesskab, så vil der som udgangspunkt forekomme trippelbeskatning, når der statueres maskeret udbytte. Begunstigelsen af hovedaktionærens nærtstående anses for at have passeret hovedaktionærens økonomi, og han beskattes af maskeret udbytte samtidig med, at den nærtstående beskattes af begunstigelsen. Se SKM 2008.211 HR, SKM 2004.106 HR og TfS 1990, 367 ØLR.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om indretning, ombygning og reparation af trykbærende udstyr 1) I medfør af §§ 41, 46, 74, 76 og 84 i lov om arbejdsmiljø samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, fastsættes: Kapitel 1 Område og definitioner § 1. Bekendtgørelsen gælder for trykbærende udstyr og enheder, hvori der indeholdes eller kan udvikles: 1) dampe eller luftarter med tryk større end 0,5 bar, 2) væsker med en sådan temperatur, at deres damptryk er større end 0,5 bar. Stk. 2. Undtagelserne til bekendtgørelsen fremgår af § 3, herunder bl.a. nyindretning af udstyr og enheder omfattet af bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr, der gennemfører direktiv 97/23/EF om trykbærende udstyr, jf. § 3, stk. 3. End of "§ 1" § 2. Trykbærende udstyr omfatter beholdere, rørsystemer, sikkerhedstilbehør og trykbærende tilbehør. Trykbærende udstyr omfatter endvidere eventuelle elementer, der er fastgjort til trykbærende dele, såsom flanger, studse, koblinger, understøtninger, løftekroge m.v. Stk. 2. I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) En enhed: Flere stykker trykbærende udstyr, der er samlet til et integreret og funktionelt hele. 2) Tryk og damptryk: Trykket i forhold til det atmosfæriske tryk, dvs. overtrykket. Undertryk anføres derfor som et negativt tal. 3) Indstillingstryk: Det højst tilladelige driftstryk. 4) Dampkedel: Fyret eller på anden måde opvarmet beholder eller rørsystem, som indebærer risiko for overophedning, og som er beregnet til produktion af vanddamp eller overhedet vand med en temperatur over 110 grader C til brug uden for dampkedlen. 5) Produkttal: Indstillingstryk i bar gange volumen i liter. Ved bestemmelse af produkttallet for en dampkedel bestående af flere stykker trykbærende udstyr skal det totale volumen indgå. Produkttallet for en beholder med flere kamre vælges som det højeste blandt produkttallene for hvert af kamrene. Stk. 3. Beholdere, rørsystemer, sikkerhedstilbehør, trykbærende tilbehør, volumen V og nominel dimension DN m.v. defineres på tilsvarende måde, som det gøres i bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. End of "§ 2" § 3. Undtaget fra bekendtgørelsen er: 1) Udstyr omfattet af bekendtgørelse om transportabelt trykbærende udstyr. 2) Rørsystemer omfattet af bekendtgørelse om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg efter lov om arbejdsmiljø. 3) Rørledninger i forbrugerinstallationer omfattet af Gasreglementets bestemmelser. 4) Udstyr beregnet til drift, bremsning og manøvrering af køretøjer omfattet af færdselslovgivningen. 5) Udstyr, der omfatter maskiner og maskindele, hvis dimensionering, materialevalg og konstruktionsregler hovedsagelig er begrundet i krav om tilstrækkelig styrke, stivhed og stabilitet til at modstå statiske og dynamiske driftspåvirkninger eller opfylde andre specifikationer i tilknytning til udstyrets funktion, og for hvilket trykket ikke er af nævneværdig betydning i konstruktionsfasen. Det drejer sig f.eks. om: a) motorer, herunder turbiner og forbrændingsmotorer, og b) dampmaskiner, gas- og dampturbiner, turbogeneratorer, kompressorer, pumper og aktuatorer. 6) Udstyr bestående af en fleksibel kappe, fx luftringe, luftpuder, bolde og balloner til spil, oppustelige fartøjer og andet lignende trykbærende udstyr. 7) Radiatorer og rør i varmtvandsanlæg. 8) Udstyr omfattet af EF-traktatens artikel 296, stk. 1, litra b, om fabrikation af eller handel med våben, ammunition og krigsmateriel. 9) Udstyr, som er specielt konstrueret til anvendelse inden for det nukleare område, og hvis svigt kan medføre frigivelse af radioaktivitet. Stk. 2. Udstyr, som i medfør af § 7 i bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr højst ville falde ind under kategori I, og som er omhandlet i et af følgende direktiver, er undtaget fra bekendtgørelsen for så vidt angår nyindretning: 1) Direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner. 2) Direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer. 3) Direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser. 4) Direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinske anordninger. 5) Direktiv 90/396/EØF af 29. juni 1990 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om gasapparater. 6) Direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære. Stk. 3. Udstyr og enheder omfattet af bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr, er undtaget fra bekendtgørelsen for så vidt angår nyindretning. Stk. 4. Udstyr, der omfattes af bekendtgørelse om EF-direktiv om simple trykbeholdere, er undtaget fra bekendtgørelsen for så vidt angår nyindretning. Stk. 5. Rullende jernbanemateriel, hvormed der føres tilsyn af Trafikstyrelsen, jf. lov om jernbane, er undtaget fra bekendtgørelsen. End of "§ 3" End of "Kapitel 1" Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 4. Indretning, ombygning og reparation af trykbærende udstyr og enheder skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde i overensstemmelse med de tekniske krav, kravene til konstruktionsafprøvning og kravene til produktverifikation i denne bekendtgørelse og kravene i bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler. End of "§ 4" § 5. Trykbeholdere, dampkedler, rørsystemer og enheder, der tages i brug her i landet, skal være henført til en kontrolklasse. Kontrolklassen bestemmes efter retningslinjerne i bilag 1. Kontrolklassen angiver, hvilke godkendelser og kontrol, som udstyret skal gennemgå. End of "§ 5" End of "Kapitel 2" Kapitel 3 Tekniske krav § 6. Trykbærende udstyr og enheder skal konstrueres og fremstilles i overensstemmelse med tilsvarende krav som de tekniske krav efter § 4 i bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Dog således at bestemmelserne om CE-mærkning ikke finder anvendelse. Stk. 2. Mærkningen og driftsinstruktionen skal være tydelig og udfærdiget på dansk, medmindre andet bestemmes, jf. arbejdsmiljøloven, § 36. End of "§ 6" § 7. Ved ombygning og ved reparation skal der tages fornødent hensyn til den oprindelige indretning af det trykbærende udstyr eller af enheden. End of "§ 7" End of "Kapitel 3" Kapitel 4 Konstruktionsafprøvning § 8. Planerne for konstruktionen af trykbærende udstyr og enheder i kontrolklasse A og B, jf. bilag 1, skal forelægges for Arbejdstilsynet til godkendelse inden det leveres til brug for første gang, efter ombygning eller væsentlig reparation. Stk. 2. Ansøgning om godkendelse af planer skal vedlægges tilsvarende dokumentation som den tekniske dokumentation, herunder oplysning om det fastsatte prøvningstryk, der er nævnt i modul B 1 (EF-konstruktionsafprøvning) i bilag III til direktiv 97/23/EF, jf. bilag 1 til bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Stk. 3. Arbejdstilsynet kan kræve alle sådanne yderligere oplysninger, som er nødvendige for behandling og vurdering af ansøgningen. End of "§ 8" § 9. Arbejdstilsynet godkender konstruktionen, hvis bestemmelserne i kapitel 3 er opfyldt, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Godkendelsen kan gives på vilkår, som er begrundet i et trykbærende udstyrs eller en enheds særlige konstruktion, fremstilling eller anvendelsesformål. Der kan herunder fastsættes begrænsninger for brugen og særlige krav til periodiske undersøgelser og mærkning. Stk. 3. Godkendelsen kan benyttes i fem år, medmindre andet fastsættes. Den kan tilbagekaldes, hvis det er påkrævet af sikkerhedshensyn. End of "§ 9" End of "Kapitel 4" Kapitel 5 Produktverifikation § 10. Trykbærende udstyr og enheder i kontrolklasse A og B, jf. bilag 2, skal have gennemgået tilsvarende verifikation, som den verifikation der er omhandlet i modul F, pkt. 4.1 i bilag III til direktiv 97/23/EF, jf. bilag 1 til bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Verifikationen skal foretages af Arbejdstilsynet, inden udstyret leveres til brug for første gang, efter ombygning eller væsentlig reparation. End of "§ 10" § 11. Verifikationen af trykbærende udstyr og enheder i kontrolklasse A eller B attesteres af Arbejdstilsynet, og udstyret stemples med bomærke og årstal. End of "§ 11" § 12. Trykbærende udstyr og enheder i kontrolklasse C, jf. bilag 1, skal være kontrolleret af fremstillingsvirksomheden eller anden sagkyndig inden levering til brug. Stk. 2. Kontrollen skal ske i overensstemmelse med de anvendte fremstillingsregler og skal som minimum omfatte kontrol af, at materialer og samlingsmåder er i overensstemmelse med konstruktionsplanerne, og at den færdige konstruktions form og væsentlige mål ligger inden for de tolerancer, der er foreskrevet i de anvendte konstruktionsregler. Hver konstruktion skal trykprøves. Stk. 3. Attestation for den foreskrevne kontrol skal medfølge ved leveringen. End of "§ 12" End of "Kapitel 5" Kapitel 6 Øvrige bestemmelser § 13. Arbejdstilsynet kan ved gennemførelsen af sine opgaver efter bekendtgørelsen benytte bistand af andre sagkyndige. Stk. 2. Arbejdstilsynets tilsyn og kontrol, herunder på eller i en persons private bolig, fritidsbolig, grund i tilknytning hertil, køretøj, fritidsfartøj eller andre løsøregenstande tilhørende husstanden, føres uden retskendelse. Stk. 3. Arbejdstilsynet kan forlange, at fremstiller, importør, ejer eller bruger af et trykbærende udstyr eller enhed lader foretage sådanne særlige prøvninger, som det finder nødvendige for vurderingen af udstyrets eller enhedens forsvarlighed eller forskriftsmæssige stand i øvrigt. Stk. 4. Arbejdstilsynet kan forlange, at prøvninger skal foretages af en særlig sagkyndig, evt. akkrediteret institution eller virksomhed. Hvis sådanne prøvninger foretages i andre fællesmarkedslande, accepteres disse, såfremt de er foretaget af en tilsvarende institution eller virksomhed inden for De Europæiske Fællesskaber. End of "§ 13" § 14. Arbejdstilsynet anerkender standarder, normer og andre tekniske regler som grundlag for opfyldelse af bekendtgørelsens bestemmelser og udsender vejledninger, hvori der gives nærmere retningslinjer for, hvorledes reglerne i bekendtgørelsen kan opfyldes. Gebyr End of "§ 14" § 15. Arbejdstilsynet opkræver gebyr for den tid, Arbejdstilsynet bruger i forbindelse med behandling af ansøgninger om konstruktionsafprøvning og ansøgninger om produktverifikation. Dette gælder, uanset om der meddeles afslag, eller ansøgningen trækkes tilbage. End of "§ 15" § 16. Gebyret udgør 850 kr. pr. time og er baseret på de langsigtede gennemsnitlige omkostninger. For hver påbegyndte halve time beregnes halv timepris. Stk. 2. Gebyret kan forhøjes med de udgifter til ekstern konsulenthjælp, som Arbejdstilsynet eventuelt har i forbindelse med behandlingen af en ansøgning. Stk. 3. Gebyret reguleres hvert år pr. 1. april med det generelle pris- og lønindeks. End of "§ 16" § 17. Betales gebyret ikke rettidigt, forrentes gebyret med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag. Stk. 2. Arbejdstilsynet har udpantningsret for det manglende indbetalte gebyr. Stk. 3. Hvis en ansøger trods gentagne påkrav har undladt at betale opkrævning efter denne bekendtgørelse, vil Arbejdstilsynet overdrage inddrivelsen til Told og Skat. Dispensation End of "§ 17" § 18. Arbejdstilsynet kan i enkelttilfælde tillade afvigelser fra denne bekendtgørelse, hvor det på grund af et trykbærende udstyrs eller en enheds særlige konstruktion, fremstilling, anvendelse eller særlige forhold i øvrigt findes rimeligt og forsvarligt. End of "§ 18" End of "Kapitel 6" Kapitel 7 Klageadgang og straf § 19. Afgørelser truffet af Arbejdstilsynet efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø. Stk. 2. Klage over en afgørelse, truffet af en anden offentlig myndighed eller privat organisation, jf. § 74 i lov om arbejdsmiljø, kan indbringes for Arbejdstilsynet. Der gælder tilsvarende regler om klagefrist, opsættende virkning af klage og om behandling af klage, der ikke er fremkommet rettidigt, som anført i § 81 i lov om arbejdsmiljø. End of "§ 19" § 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der: 1) overtræder §§ 4-7, § 8, stk. 1-2, § 9, stk. 3, § 10, § 12 eller § 13, stk. 3-4, 2) ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, eller 3) tilsidesætter vilkår for tilladelser, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. End of "§ 20" End of "Kapitel 7" Kapitel 8 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser § 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2006 og ophæves automatisk den 1. januar 2008, medmindre andet bestemmes inden denne dato, jf. justitsministeriets skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning om anvendelse af automatiske ophørsklausuler i visse bekendtgørelser på miljø- og arbejdsmiljøområdet. End of "§ 21" § 22. Trykbærende udstyr og enheder, der er taget i brug inden bekendtgørelsens ikrafttræden, og som opfylder de dagældende bestemmelser, kan ikke kræves ændret, eller godkendt og kontrolleret efter denne bekendtgørelses regler, medmindre de undergår ombygning eller væsentlig reparation. End of "§ 22" End of "Kapitel 8" Arbejdstilsynet, den 14. november 2005 Jens Jensen /Charlotte Skjoldager End of "GIVET" Bilag 1 Kontrolklasser 1. Almindelige bestemmelser 1.1 Trykbeholderes, dampkedlers, rørsystemers og enheders kontrolklasse bestemmes på grundlag af tilsvarende regler om klassificering i kategorier som anført i bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Indstillingstrykket kan lægges til grund ved bestemmelse af kontrolklassen. Fluida opdeles i den forbindelse i to grupper, hvor gruppe 1 omfatter farlige fluida, jf. bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Gruppe 2 omfatter alle andre fluida. 1.2.1 Kontrolklasse A omfatter udstyr og enheder, der klassificeres i kategori IV. 1.2.2 Kontrolklasse B omfatter udstyr og enheder, der klassificeres i kategori III. 1.2.3 Kontrolklasse C omfatter udstyr og enheder, der ikke skal, eller som ikke vil kunne, henføres til kategori III eller IV. 1.3 En enhed placeres i samme kontrolklasse som det højest klassificerede blandt det trykbærende udstyr, bortset fra sikkerhedstilbehør, der indgår i enheden. 1.4 Dampkedler, der består af flere stykker trykbærende udstyr, henføres til samme kontrolklasse, som det stykke udstyr, bortset fra sikkerhedstilbehør, der er placeret i den højeste kategori. 1.5 Trykbeholdere, dampkedler, rørsystemer og enheder skal henføres til den rette kontrolklasse. 1.6 Oplysning om udstyrets kontrolklasse og baggrunden herfor skal være let tilgængelig ved kontrol af udstyret. Hvis udstyret skal være forsynet med kontrolbog, skal oplysningerne være anført deri, jf. bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr. 2. Særlige bestemmelser 2.1 Vakuumisolerede beholdere med indhold af kryogene væsker eller flydende kultveilte Kontrolklassen bestemmes, som om beholderen indeholder fluida i gruppe 1. 2.2 Trykluftbeholdere, trykekspansionsbeholdere i varmtvandsanlæg og hydroforer Sådanne beholdere med produkttal større end 3000 henføres til kontrolklasse B. 2.3 Trykudligningsbeholdere i hydrauliske anlæg samt beholdere til afbrydere i højspændingsanlæg For sådanne beholdere, hvor indholdet ikke angriber beholdermaterialet, bestemmes kontrolklassen uanset indhold som om beholderen indeholder fluida i gruppe 2. Dog henføres sådanne beholdere med produkttal større end 3000 til kontrolklasse B. 2.4 Pladevarmevekslere Pladevarmevekslere henføres til kontrolklasse B. Dog henføres pladevarmevekslere til kontrolklasse C, når produkttallet er mindre end eller lig med 200. 2.5 Beholdere med varme- eller kølekappe Sådanne beholdere, hvor kappen alene placerer beholderen i kontrolklasse A, henføres til kontrolklasse B. 2.6 Dampkedler der udelukkende består af rør med dimension højst DN 32 Sådanne beholdere henføres til kontrolklasse C. 2.7 Dampkedler hvis indstillingstryk ikke overstiger 1 bar, og hvor produktallet ikke overstiger 600 Sådanne beholdere henføres til kontrolklasse C. 2.8 Beholdere som indgår i køleanlæg, og som indeholder kølemidler, der ikke angriber beholdermaterialet Sådanne beholdere i kontrolklasse A, hvor produkttallet ikke overstiger 10000, henføres til kontrolklasse B. 2.9 Lagertanke i fadølsanlæg Sådanne beholdere med produkttal større end 3000 henføres til kontrolklasse B. End of "Bilag 1 " Officielle noter 1) Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2009) Økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og forskellige andre love (Registrering af kreditvurderingsbureauer, godkendelsesordning for udenlandske clearingcentraler, overførsel af tilsyn fra Finanstilsynet til Konkurrencestyrelsen, sekretariatsbistand for Garantifonden for Indskydere og Investorer, m.v.) (Lovforslag nr. L 11). Lovforslaget fremsættes bl.a. med henblik på at øge konkurrencen på værdipapirhandelsområdet. Endvidere skal lovforslaget være med til at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser i forordningen om kreditvurderingsbureauer. Forordningen skal sikre en høj kvalitet af kreditvurderinger, der anvendes i EU, og derved bidrage til, at det indre marked fungerer tilfredsstillende samtidig med, at der sikres et højt niveau af forbruger- og investorbeskyttelse. Dernæst skal lovforslaget sikre Finanstilsynet de nødvendige tilsynsbeføjelser i relation til revisionsudvalg i virksomheder samt koncerner, der er underlagt Finanstilsynets tilsyn. Lovforslaget giver bedre mulighed for at anvende clearingydelser leveret fra udlandet, hvilket vil øge konkurrencen på værdipapirhandelsområdet samt sikre en billigere og mere effektiv grænseoverskridende værdipapirhandel. Mulighederne for grænseoverskridende clearingydelser i Danmark vil dermed blive udvidet. Finanstilsynet vil fremover skulle godkende, at en clearingcentral, der er under tilsyn i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan levere værdipapirclearingydelser til de danske finansielle markeder som ”godkendt udenlandsk clearingcentral”, medmindre Finanstilsynet kan godtgøre, at markedet ikke vil kunne fungere hensigtsmæssigt og forsvarligt. Lovforslaget fastsætter supplerende regler om bl.a. tilsyn med og sanktioner for overtrædelse af forordningen om kreditvurderingsbureauer. Finanstilsynet får eksempelvis pligt til at offentliggøre oplysninger om sanktioner, som pålægges kreditvurderingsbureauer, der overtræder forordningen. Reglerne om revisionsudvalg omfattes af Finanstilsynets tilsynskompetence for derved at sikre, at Finanstilsynet får bedre mulighed for at påse reglernes overholdelse i virksomheder omfattet af Finanstilsynets sædvanlige tilsynskompetence. Lovforslaget gør dernæst Finanstilsynets reaktionsmuligheder mere smidige i tilfælde af en firmapensionskasses insolvens, idet der indføres en mulighed for - men ikke længere en pligt til - at indgive konkursbegæring, såfremt en firmapensionskasse bliver insolvent. Det vil herefter være en konkret vurdering, om og hvor hurtigt det er nødvendigt med en så indgribende sanktion som konkursbegæring. Endvidere bliver udenlandske kreditinstitutters filialer, der opererer i Danmark, underlagt den samme pligt som danske kreditinstitutter til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af instituttet som danske kreditinstitutter. Lovforslaget gennemfører i øvrigt en række mindre ændringer i de finansielle love. Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Den fulde tekst Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 21. november 2013 Betænkning over Forslag til lov om ændring af fusionsskatteloven, selskabsskatteloven, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love (Skattefri omstrukturering med deltagelse af selskaber hjemmehørende i EØS-lande, skattefri sammenlægning af vandforsyninger og nedslag for ejendomsværdiskatten m.v.) [af skatteministeren (Holger K.: Nielsen)]: 1. Ændringsforslag Skatteministeren har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget. 2. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober 2013 og var til 1. behandling den 10. oktober 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder. Høring Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den 1. juli 2013 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2012-13, SAU alm. del – bilag 266. Den 2. oktober 2013 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. Skriftlige henvendelser Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra DANVA og FVD. Skatteministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse. Spørgsmål Udvalget har stillet 1 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 3. Indstillinger Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag. Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler, at DF intet har imod hovedparten af elementerne i lovforslaget, men ikke kan acceptere det element, som vedrører, at EU blander sig i, hvilke grupper der er berettiget til at få nedslag i ejendomsværdiskatten. Dansk Folkeparti har opfordret til, at lovforslaget opdeles, således at den del, der vedrører nedslag i ejendomsværdiskatten, udtages af lovforslaget. Da dette ønske ikke er imødekommet, må Dansk Folkeparti stemme imod lovforslaget. Et andet mindretal (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag. Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. 4. Ændringsforslag med bemærkninger Ændringsforslag Til titlen Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL): 1) I undertitlen ændres »for« til: »i«. [Præcisering af lovforslagets undertitel] Til § 1 2) Nr. 12 affattes således: »12. I § 15 c indsættes efter stk. 7 som nye stykker: »Stk. 8. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse ved tilførsel af aktiver, der foretages af Energinet.dk, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 g, dog under forudsætning af at det modtagende selskab beskattes i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Stk. 9. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis det indskydende eller det modtagende selskab eller begge selskaber er hjemmehørende i EU/EØS, er registreret i en stat, der er medlem af EØS og ikke samtidig medlem af EU, er et selskab, som svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab, og den kompetente myndighed i den stat, hvor selskabet er hjemmehørende, skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. Stk. 10. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse ved tilførsel af aktiver, der foretages af Danpilot, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 j, dog under forudsætning af at det modtagende selskab beskattes i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.« Stk. 8 bliver herefter stk. 11.« [Ændring, som følge af at lov om Danpilot endnu ikke er trådt i kraft] Til § 2 3) Nr. 7 affattes således: »7. Efter § 13 H indsættes: »§ 13 I. Et vandforsyningsselskab m.v., der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 h, eller § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, og som ved en sammenlægning med et vandforsyningsselskab m.v., der er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 4 a, modtager formuen i dette vandforsyningsselskab m.v., kan vælge ikke at medregne den modtagne formue ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Stk. 2. Hvis det modtagende vandforsyningsselskab m.v. efter stk. 1 har valgt, at den formue, som vandforsyningsselskabet m.v. har modtaget ved sammenlægningen, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, fastsættes det modtagende vandforsyningsselskab m.v.ʼs indgangsværdier for modtagne afskrivningsberettigede aktiver til 0 kr. Indgangsværdierne for modtagne aktiver og passiver, der ikke omfattes af 1. pkt., fastsættes efter reglerne i § 5 D, stk. 8-10.«« [Udvidelse af bestemmelsen til at omfatte vandforsyninger organiseret som aktieselskaber og indførelse af valgmulighed mellem skattefri og skattepligtig sammenlægning] Ny paragraf 4) Efter § 5 indsættes som ny paragraf: »§ 01 I lov nr. 600 af 12. juni 2013 om Danpilot foretages følgende ændring: 1. § 19, nr. 2, ophæves.« [Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2] Til § 6 5) Stk. 1 affattes således: »Stk. 1. Loven træder i kraft den 6. december 2013, jf. dog stk. 8.« [Ændring, som følge af at lov om Danpilot endnu ikke er trådt i kraft] 6) Som stk. 8 indsættes: »Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af fusionsskattelovens § 15 c, stk. 10, som indsat ved § 1, nr. 12.« [Ændring, som følge af at lov om Danpilot endnu ikke er trådt i kraft] Bemærkninger Til nr. 1 Der er tale om en sproglig justering af lovforslagets undertitel, så der i stedet for »nedslag for ejendomsværdiskatten m.v.« står »nedslag i ejendomsværdiskatten m.v.« Til nr. 2 Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at lov nr. 600 af 12. juni 2013 om Danpilot endnu ikke er trådt i kraft. Erhvervs- og vækstministeren sætter loven i kraft. Med § 19, nr. 2, i lov om Danpilot indføres et nyt stk. 8 i fusionsskattelovens § 15 c. Ved dette lovforslags § 1, nr. 12, indføres der tillige et nyt stk. 8 og 9 i fusionsskattelovens § 15 c. Det er derfor nødvendigt at foretage rykning af fusionsskattelovens § 15 c, stk. 8, som affattet ved § 19, nr. 2, i lov om Danpilot. Ændringen gennemføres, ved at § 19, nr. 2, i lov om Danpilot indsættes som § 15 c, stk. 10, i fusionsskatteloven. Samtidig ophæves § 19, nr. 2, i lov om Danpilot, jf. ændringsforslag nr. 4. Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren sætter denne ændring i kraft, som det i øvrigt gælder for lov om Danpilot. Til nr. 3 Det foreslås at udvide den foreslåede bestemmelse, så vandforsyningsselskaber, der er organiseret som aktieselskaber, også kan overtage et skattefrit vandforsyningsselskab uden beskatning. Uanset om et vandforsyningsselskab er organiseret som et aktieselskab eller et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 h, opgøres den skattepligtige indkomst efter de almindelige regler for fuldt skattepligtige selskaber. Der bør derfor ikke være forskel på, om et skattefritaget vandforsyningsselskab m.v. sammenlægges med et vandforsyningsselskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, eller § 1, stk. 2, nr. 2 h. Det foreslås samtidig, at det gøres valgfrit, om det modtagende vandforsyningsselskab m.v. vælger den skattefri eller skattepligtige sammenlægningsmetode. Såfremt skattefriheden ikke vælges, tilskudsbeskattes det modtagende skattepligtige vandforsyningsselskab m.v. af værdien af nettoformuen på overtagelsestidspunktet. Årsagen til, at der sker tilskudsbeskatning af det modtagende selskab, er, at der ikke ydes nogen modydelse for den overtagne formue. Hvis den skattefri sammenlægning ikke vælges, vil indgangsværdierne for de overtagne aktiver og passiver indgå i den skattemæssige åbningsbalance til handelsværdierne på overtagelsestidspunktet. Det modtagende skattepligtige vandforsyningsselskab m.v. angiver ved selvangivelsen, om den skattefri vandforsyningsvirksomhed er overtaget skattefrit eller skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 13 I. Til nr. 4 Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2. § 19, nr. 2, i lov om Danpilot ophæves, og i stedet indsættes bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15 c, stk. 10, som affattet ved ændringsforslag nr. 2. Til nr. 5 og 6 Det er nødvendigt, at denne lov træder i kraft inden ikrafttræden af lov om Danpilot. Det foreslås derfor, at dette lovforslags ikrafttrædelsestidspunkt, jf. § 6, stk. 1, fremrykkes til den 6. december 2013 fra den 1. januar 2014. Det foreslås samtidig i ændringsforslag nr. 6, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for det foreslåede § 15 c, stk. 10, jf. ændringsforslag nr. 2. Ane Halsboe-Jørgensen (S) Benny Engelbrecht (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) John Dyrby Paulsen (S) Jeppe Kofod (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem Farooq (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Camilla Hersom (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jonas Dahl (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Hans Andersen (V) Jacob Jensen (V) Thomas Danielsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Tina Nedergaard (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) fmd. Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF) Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget. Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47 Socialdemokratiet (S) 45 Dansk Folkeparti (DF) 22 Radikale Venstre (RV) 16 Socialistisk Folkeparti (SF) 15 Enhedslisten (EL) 12 Liberal Alliance (LA) 9 Det Konservative Folkeparti (KF) 8 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Siumut (SIU) 1 Sambandsflokkurin (SP) 1 Javnaðarflokkurin (JF) 1 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 1 Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 4 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar og høringsskema, fra skatteministeren 2 Fastsat tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget 3 Henvendelse af 4/11-13 fra DANVA og FVD 4 Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 4/11-13 fra DANVA og FVD 5 1. udkast til betænkning 6 Ændringsforslag, fra skatteministeren 7 Henvendelse af 19/11-13 fra DANVA og FVD 8 Ændringsforslag, der erstatter tidligere fremsendte ændringsforslag, fra skatteministeren 9 2. udkast til betænkning Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 4 Spm.nr. Titel 1 Spm. om kommentar til henvendelsen af 4/11-13 fra DANVA og FVD, til skatteministeren, og ministerens svar herpå

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Formål Kapitel 2 Støtte til videnoverførsel og informationsaktioner samt rådgivning Kapitel 3 Støtte til forskning og udvikling Kapitel 4 Støtte til afsætningsfremme Kapitel 5 Støtte til sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse i forbindelse med dyresygdomme og skadegørere Kapitel 6 Ikrafttrædelse Den fulde tekst Bekendtgørelse om støtte til fordel for primærproduktion af jordbrugsprodukter omfattet af EU´s statsstøtteregler og finansieret af jordbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde m.v. 1) I medfør af § 9, stk. 2, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 28. februar 2013, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser: Kapitel 1 Formål § 1 Bekendtgørelsen angiver de aktiviteter rettet imod små og mellemstore virksomheder, der er aktive inden for primær jordbrugsproduktion, som i medfør af EU's statsstøtteregler kan opnå støtte fra de i landbrugsstøttelovens § 6, stk. 1-3 nævnte fonde samt betingelserne for at opnå støtte. Reglerne om fondenes administration, budgetlægning og regnskabsaflæggelse samt reglerne om de direkte tilskudsmodtageres regnskabsaflæggelse findes i bekendtgørelse om administration og revision af promille- og produktionsafgiftsfondene m.v. indenfor jordbrugs- og fiskeriområdet. Stk. 2. Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, der opfylder definitionen i bilag I til forordning (EU) nr. 702/2014 1) . Kapitel 2 Støtte til videnoverførsel og informationsaktioner samt rådgivning § 2. Efter artikel 21 i forordning (EU) nr. 702/2014 skal støtte til videnoverførsel og informationsaktioner tage sigte på erhvervsuddannelse og kompetenceudvikling, herunder uddannelseskurser, workshopper og coaching, demonstration og informationsaktioner. Støtte til demonstrationsaktiviteter kan omfatte relevante investeringsomkostninger. Stk. 2. Støtten kan ydes til dækning af følgende støtteberettigede omkostninger: 1) Omkostninger ved tilrettelæggelse af uddannelses- og kompetenceudviklingsaktiviteter, herunder uddannelseskurser, workshops og coaching, demonstrationsaktiviteter eller informationsaktioner. 2) Omkostninger ved deltagernes rejse, indkvartering og forplejning. 3) For demonstrationsprojekters vedkommende i relation til investeringer: a) omkostninger til opførelse, erhvervelse (herunder leasing) eller renovering af fast ejendom, idet køb af jord dog kun er støtteberettiget med op til 10 pct. af de samlede støtteberettigede omkostninger ved den pågældende foranstaltning, b) udgifter til køb eller leje med købsforpligtelser af maskiner og udstyr op til aktivets markedsværdi, c) generalomkostninger i forbindelse med de i litra a) og b) nævnte udgifter, f.eks. honorarer til arkitekter, ingeniører og konsulenter, honorarer for rådgivning om miljømæssig og økonomisk bæredygtighed, herunder gennemførlighedsundersøgelser; udgifter til gennemførlighedsundersøgelser forbliver støtteberettigede, selv om der i lyset af deres resultater ikke afholdes nogen af de i litra a) og b) nævnte udgifter og d) køb eller udvikling af computersoftware og køb af patenter, licenser, ophavsrettigheder og varemærker. Stk. 3. De i stk. 2, nr. 3, omhandlede omkostninger er kun støtteberettigede i det omfang, hvor de er afholdt til demonstrationsprojekter og kun i den periode, demonstrationsprojektet gennemføres. Kun afskrivningsomkostningerne under demonstrationsprojektets varighed beregnet på grundlag af alment anerkendt regnskabspraksis er støtteberettigede. Stk. 4. Støtte efter stk. 2, nr. 1, må ikke indebære direkte betalinger til støttemodtagerne, og skal udbetales til udbyderen af videnoverførsels- eller informationsforanstaltningen. Stk. 5. De organisationer eller virksomheder, som leverer videnoverførsels- og informationstjenesterne, skal have den nødvendige kapacitet i form af kvalificeret og regelmæssigt uddannet personale til at udføre disse opgaver. De i stk. 1 omhandlede aktiviteter kan udføres af producentsammenslutninger eller andre organisationer, uanset deres størrelse. Stk. 6. Støtten skal kunne opnås af alle de støtteberettigede virksomheder i det pågældende område, på grundlag af objektivt fastlagte betingelser. Når de i stk. 1 omhandlede aktiviteter tilvejebringes af producentgrupper eller sammenslutninger eller andre organisationer, må adgangen hertil ikke være betinget af medlemskab af den pågældende gruppe, sammenslutning eller organisation. Ikke-medlemmers eventuelle bidrag til den pågældende producentgruppes eller –sammenslutnings administrationsomkostninger skal være begrænset til udgifterne til tilvejebringelse af de i stk. 1 omhandlede aktiviteter. Stk. 7. Støtteintensiteten må ikke overstige 100 pct. af de støtteberettigede omkostninger. Stk. 8. For de i stk. 2, nr. 3, omhandlede demonstrationsprojekter må støttebeløbet ikke overstige 100.000 EUR over tre regnskabsår. § 3. Efter artikel 22 i forordning (EU) nr. 702/2014 skal støtten tage sigte på at hjælpe virksomheder, der er aktive inden for primær jordbrugsproduktion, med at anvende rådgivningstjenester til at forbedre deres virksomheds eller investerings økonomiske og miljømæssige resultater samt dens klimavenlighed og klimaresistens. Stk. 2. Rådgivningen skal være knyttet til mindst ét af EU´s prioriterede mål for udvikling af landdistrikterne som fastsat i artikel 5 i forordning (EU) nr. 1305/2013 2) og skal omfatte mindst ét af følgende elementer: 1) Forpligtelser som følge af de lovgivningsbestemte forvaltningskrav eller standarder for god landbrugs- og miljømæssig stand, der er fastsat i kapitel I i afsnit VI i forordning (EU) nr. 1306/2013 3) . 2) Hvor det er relevant, landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet, i henhold til afsnit III, kapitel 3, i forordning (EU) nr. 1307/2013 4) og bevarelsen af landbrugsområdet, jf. artikel 4, stk. 1, litra c) i nævnte forordning. 3) Foranstaltninger til modernisering, forbedring af konkurrenceevne, sektorintegration, innovation og markedsorientering samt fremme af iværksætteri. 4) De krav, medlemsstaten har fastsat til gennemførelse af artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF 5) . 5) De krav, medlemsstaten har fastsat til gennemførelse af artikel 55 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 6) , især med hensyn til opfyldelse af de generelle principper for integreret bekæmpelse af skadegørere i artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF 7) . 6) Hvor det er relevant, standarder for sikkerhed på arbejdspladsen eller standarder for sikkerhed på bedriften. 7) Særlig rådgivning til landbrugere, der etablerer sig for første gang, herunder rådgivning om økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Stk. 3. Rådgivningen kan også omfatte andre spørgsmål end de i stk. 2 nævnte, herunder især information om modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer, biodiversitet og beskyttelse af vandområder som omhandlet i bilag 1 til forordning nr. 1307/2013 eller spørgsmål i forbindelse med bedriftens økonomiske og miljømæssige resultater, herunder aspekter vedrørende konkurrencedygtighed. Dette kan omfatte rådgivning om udvikling af korte forsyningskæder, økologisk landbrug og sundhedsaspekter i forbindelse med kvægbrug. Stk. 4. Støtten må ikke omfatte direkte betalinger til støttemodtagerne. Støtten skal udbetales til rådgivningsyderen. Stk. 5. De virksomheder eller organisationer, som udvælges til at yde rådgivning, skal have passende ressourcer i form af regelmæssigt uddannet og kvalificeret personale, rådgivningsmæssig erfaring og pålidelighed med hensyn til de områder, de rådgiver inden for. Rådgivningen kan ydes af producentsammenslutninger eller andre organisationer, uanset deres størrelse. Ved den rådgivning, de yder, skal rådgiverne respektere de forpligtelser til ikke at videregive fortrolig viden, der er omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1306/2013. Stk. 6. Støtten skal kunne opnås af alle de støtteberettigede virksomheder i det pågældende område, på grundlag af objektivt fastlagte betingelser. Når konsulenttjenesten ydes af producentgrupper eller –sammenslutninger eller andre organisationer, må adgangen hertil ikke være betinget af medlemskab af den pågældende gruppe, sammenslutning eller organisation. Ikke medlemmers eventuelle bidrag til den pågældende gruppes, sammenslutnings eller organisations administrationsomkostninger skal være begrænset til udgifterne til leveringen af rådgivningstjenesten. Stk. 7. Det maksimale støttebeløb udgør 1.500 EUR pr. rådgivning. Kapitel 3 Støtte til forskning og udvikling § 4 Efter artikel 31 i forordning (EU) nr. 702/2014 skal det støttede projekt være af interesse for alle virksomheder i den pågældende sektor eller delsektor. Stk. 2. Før datoen for det støttede projekts påbegyndelse skal følgende oplysninger offentliggøres på internettet: 1) oplysning om at det støttede projekt vil blive iværksat, 2) formålene med det støttede projekt, 3) det omtrentlige tidspunkt for offentliggørelsen af de forventede resultater af det støttede projekt, 4) hvor på internettet de forventede resultater af det støttede projekt vil blive offentliggjort og 5) angivelse af at projektets resultater stilles gratis til rådighed for alle virksomheder, der er aktive i den pågældende sektor eller delsektor. Stk. 3. Resultaterne af det støttede projekt skal være tilgængelige på internettet fra datoen for det støttede projekts afslutning eller fra den dato, hvor oplysninger om disse resultater er videregivet til medlemmer af bestemte organisationer, alt efter hvad der sker først. Resultaterne skal være tilgængelige på internettet i mindst 5 år efter det støttede projekts afslutningsdato. Stk. 4. Støtten skal ydes direkte til forskning- og videnformidlingsinstitutionen. Støtten må ikke omfatte betalinger baseret på jordbrugsproduktets pris til virksomheder, der er aktive i jordbrugssektoren. § 5. Støtten kan ydes til følgende støtteberettigede omkostninger: 1) personaleomkostninger til forskere, teknikere og hjælpepersonale i det omfang, de arbejder på projektet, 2) omkostninger til instrumenter, udstyr, i det omfang og i den periode de anvendes til det støttede projekt; for instrumenter og udstyr, der ikke i hele deres levetid anvendes til projektet, er kun afskrivningsomkostningerne under projektets varighed beregnet på grundlag af alment anerkendt regnskabspraksis støtteberettigede, 3) omkostninger til bygninger og jord, i det omfang og i den periode de anvendes til det støttede projekt; for bygningers vedkommende er kun afskrivningsomkostningerne under projektets varighed beregnet på grundlag af alment anerkendt regnskabspraksis støtteberettigede; for jords vedkommende er omkostningerne ved kommerciel erhvervelse eller de faktisk påløbne kapitalomkostninger støtteberettigede, 4) omkostninger ved kontraktforskning og køb eller licensering af viden og patenter fra eksterne kilder på armslængdevilkår samt omkostninger til konsulentbistand og tilsvarende tjenester, som udelukkende anvendes til det støttede projekt og 5) yderligere generalomkostninger og andre driftsudgifter, herunder udgifter til materialer, forsyninger og lignende produkter, der afholdes i direkte tilknytning til projektet. Stk. 2. Støtteintensiteten må ikke overstige 100 pct. af de støtteberettigede omkostninger. Kapitel 4 Støtte til afsætningsfremme § 6. Efter artikel 24 i forordning (EU) nr. 702/2014 kan støtten ydes til dækning af omkostningerne ved: 1) afholdelse af og deltagelse i konkurrencer, messer eller udstillinger og 2) publikationer til udbredelse af kendskabet til landbrugsprodukter i en bredere offentlighed. Stk. 2. De i stk. 1, nr. 2, omhandlede publikationer må ikke nævne nogen bestemt virksomhed, noget bestemt varemærke eller nogen bestemt oprindelse. Stk. 3. Støtten kan ydes til dækning af følgende støtteberettigede omkostninger ved afholdelse af eller deltagelse i de i stk. 1, nr. 1, omhandlede konkurrencer, messer og udstillinger: 1) deltagergebyrer, 2) rejseomkostninger og omkostninger til transport af dyr, 3) omkostninger ved publikationer og websteder til annoncering af begivenheden, 4) leje af udstillingslokaler og stande samt udgifter til opsætning og nedtagning heraf og 5) symbolske præmier op til en værdi af 1.000 EUR pr. præmie og pr. vinder af en konkurrence. Stk. 4. Følgende omkostninger til publikationer til udbredelse af kendskabet til landbrugsprodukter i en bredere offentlighed, jf. stk. 1, nr. 2, er støtteberettigede: 1) omkostninger til publikationer i trykte og elektroniske medier, websteder, annoncer i elektroniske medier, radio eller tv, med faktuelle oplysninger om støttemodtagere fra en bestemt region eller producenter af et bestemt landbrugsprodukt, forudsat at oplysningerne er neutrale, og at alle berørte støttemodtagere har samme muligheder for at blive optaget i publikationen og 2) omkostninger til udbredelse af videnskabelig viden og faktuel information om generiske landbrugsprodukter og deres ernæringsmæssige fordele og brug. Stk. 5. Støtten skal ydes i naturalier eller som godtgørelse af støttemodtagerens faktisk afholdte omkostninger. Støtte ydet i form af naturalier må ikke omfatte direkte betalinger til støttemodtagerne, men skal udbetales til den, der tilvejebringer fremstødsaktiviteten. Fremstødsaktiviteten kan tilvejebringes af producentgrupper eller andre organisationer, uanset deres størrelse. Støtte til uddeling af symbolske præmier, jf. stk. 3, nr. 5, udbetales kun til udbyderen af arrangementet, hvis der rent faktisk er tildelt en præmie, og ved fremlæggelse af bevis herfor. Stk. 6. Støtte til fremstød for landbrugsprodukter skal kunne opnås af alle de støtteberettigede virksomheder i det pågældende område, på grundlag af objektivt fastlagte betingelser. Hvis fremstødsaktiviteten leveres af producentgrupper eller –sammenslutninger, må deltagelse ikke være betinget af medlemskab af den pågældende gruppe, sammenslutning eller organisation, og eventuelle bidrag til gruppens eller sammenslutningens administrationsomkostninger må kun omfatte omkostningerne ved fremstødet. Stk. 7. Støtteintensiteten må ikke overstige 100 pct. af de støtteberettigede omkostninger. § 7. Ved fremstødskampagner forstås i denne bekendtgørelse kampagner, der tilskynder erhvervsdrivende eller forbrugere til at købe det pågældende landbrugsprodukt. Stk. 2. Fremstødskampagnen skal være af generisk karakter og til gavn for alle producenter af den pågældende type produkt. Stk. 3 Kampagnen skal opfylde kravene i artikel 2 i direktiv 2000/13/EF 8) samt de specifikke regler om mærkning, hvor det er relevant. Stk. 4. Støtten kan ydes til dækning af omkostninger til forbrugerrettede kampagner i medier eller i butikker samt til reklamemateriale, der uddeles direkte til forbrugere. Stk. 5. Støtte til fremstødskampagner, hvor den i punkt 37b i EU-retningslinjer for statsstøtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter 2014-2020 fastsatte anmeldelsestærskel er overskredet, skal anmeldes særskilt. Stk. 6. Støtte til fremstødskampagner må kun ydes i naturalier, i form af subsidierede tjenesteydelser. Støtten må ikke indebære direkte betalinger til støttemodtagerne, men skal udbetales til den, der gennemfører fremstødsaktiviteten. Stk. 7. Fremstødskampagnen kan gennemføres af producentgrupper eller andre organisationer, uanset deres størrelse. Hvis kampagnen gennemføres af producentsammenslutninger eller andre organisationer, må deltagelse ikke være betinget af medlemskab af den pågældende sammenslutning eller organisation, og eventuelle bidrag til gruppens eller organisationens administrationsomkostninger må kun omfatte omkostningerne ved at levere fremstødstjenesten. Stk. 8. Fremstødskampagner må ikke nævne nogen bestemt virksomhed, noget bestemt varemærke eller nogen bestemt oprindelse. Fremstødskampagner må ikke være forbeholdt en eller flere bestemte virksomheders produkter. Stk. 9. For fremstødskampagner, jf. stk. 4, sammenholdt med stk. 2, kan støtteintensiteten være op til 100 pct. af de støtteberettigede omkostninger. § 8. Der kan ydes støtte til fremstød i tredjelande, hvis støtten opfylder de betingelser, der er fastsat i forordning (EU) nr. 3/2008 9) . Der kan dog ikke ydes støtte til fremstød, hvis støtten ydes til bestemte virksomheder eller til varemærker, eller hvis støtten vil kunne skade salget af produkter fra andre medlemsstater eller stille dem i et dårligt lys. Kapitel 5 Støtte til sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse i forbindelse med dyresygdomme og skadegørere § 9. Efter artikel 26 i forordning (EU) nr. 702/2014 må der kun ydes støtte: 1) i forbindelse med dyresygdomme eller skadegørere, for hvilke der er fastsat EU-bestemmelser eller nationale forskrifter, det være sig i form af love eller administrative bestemmelser, og 2) som led i: a) et offentligt program for forebyggelse, bekæmpelse eller udryddelse af den pågældende sygdom eller skadegører på EU-plan, nationalt plan eller regionalt plan, b) nødforanstaltninger iværksat ved offentligt påbud, eller c) foranstaltninger til bekæmpelse af eller kontrol med skadedyr iværksat i henhold til Rådets direktiv 2000/29/EF 10) . Stk. 2. De i stk. 1, nr. 2, omhandlede programmer eller foranstaltninger skal indeholde en beskrivelse af de pågældende forebyggelses,- bekæmpelses- eller udryddelsesforanstaltninger. Stk. 3. Støtten må ikke ydes til foranstaltninger, for hvilke det i EU-lovgivningen er fastsat, at omkostningerne ved sådanne foranstaltninger skal bæres af støttemodtageren, medmindre omkostningerne ved sådanne foranstaltninger helt dækkes af obligatoriske afgifter, som påhviler støttemodtagerne. Stk. 4. For så vidt angår dyresygdomme, må der kun ydes støtte i forbindelse med sygdomme, som er opført på den liste, der er opstillet af Verdensorganisationen for Dyresundhed, eller dyresygdomme og zoonoser opført i bilag I og II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 652/2014 11) . Stk. 5. Støtten skal udbetales direkte til den pågældende virksomhed, jf. § 13, eller til en producentgruppe eller –sammenslutning, som virksomheden er medlem af. Hvis støtten udbetales til en producentgruppe eller –sammenslutning, må støttebeløbet ikke overstige det støttebeløb, virksomheden er berettiget til. Stk. 6. Støtteordningerne skal være indført senest tre år efter, at de omkostninger eller det tab, som dyresygdommen eller skadedyrsangrebet har forårsaget, opstod. Støtten skal være udbetalt senest fire år efter denne dato. § 10. Ved støtte til forebyggende foranstaltninger er følgende omkostninger støtteberettigede: 1) udgifter til sundhedskontrol, 2) udgifter til analyser, herunder in vitro-diagnostik, 3) udgifter til prøver og andre undersøgelser, herunder TSE- og BSE-test, 4) udgifter til indkøb, opbevaring, anvendelse og distribution af vacciner, medicin, dyrebehandlingsmidler og plantebeskyttelsesmidler og 5) udgifter til forebyggende slagtning eller aflivning af dyr og destruktion af animalske produkter og afgrøder samt rengøring og desinficering af bedrift og udstyr. § 11. Ved støtte til bekæmpelses- og udryddelsesforanstaltninger er følgende omkostninger støtteberettigede: 1) udgifter til prøver og andre undersøgelser, herunder TSE- og BSE-test, 2) udgifter til indkøb, opbevaring, anvendelse og distribution af vacciner, medicin, dyrebehandlingsmidler og plantebeskyttelsesmidler og 3) slagtning eller aflivning af dyr og destruktion af animalske produkter og afgrøder, herunder dyr, der dør, og afgrøder, der destrueres som følge af vaccinationer eller andre foranstaltninger iværksat efter påbud fra den kompetente myndighed, samt rengøring og desinficering af bedrift og udstyr. § 12. Ved støtte, der skal kompensere for skader forårsaget af dyresygdomme eller skadedyrsangreb, må kompensationen kun beregnes på grundlag af: 1) Markedsværdien af de dyr, der er slagtet, aflivet eller døde, eller de animalske produkter eller planter, der er destrueret: a) som følge af sygdommen eller skadedyrsangrebet, eller b) som led i et offentligt program eller en offentlig foranstaltning, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. 2) Indkomsttabet som følge af karantæneforpligtelser, vanskeligheder i forbindelse med genopretning af besætningen eller genbeplantning eller obligatorisk vekseldrift påbudt som led i et offentligt program eller en offentlig foranstaltning efter § 9, stk. 1, nr. 2. I dette beløb skal fratrækkes eventuelle omkostninger, som ikke direkte skyldes dyresygdommen eller skadedyrsangrebet, og som støttemodtageren ellers ville have haft. Stk. 2 Den i stk. 1, nr. 1, nævnte markedsværdi beregnes på basis af dyrenes, produkternes og afgrødernes værdi, umiddelbart før enhver mistanke om dyresygdom eller skadedyrsangreb opstod eller blev bekræftet. Stk. 3 Støtte til kompensation for skader forårsaget af dyresygdomme eller skadedyrsangreb må kun ydes til dækning af omkostninger og skader som følge af sygdomme og skadedyrsangreb, for hvilke den kompetente myndighed officielt har anerkendt et udbrud af en dyresygdom eller et skadedyrsangreb. § 13. Støtte til dækning af de i § 10 og 11 omhandlede støtteberettigede omkostninger skal ydes i naturalier og udbetales til den, der udfører forebyggelses- og bekæmpelsesforanstaltningen. Som undtagelse herfra kan støtte til dækning af følgende støtteberettigede omkostninger også ydes direkte til støttemodtageren som godtgørelse af dennes faktisk afholdte omkostninger: 1) ved dyresygdomme eller skadedyrsangreb de i § 10, nr. 4, og § 11, nr. 2, omhandlede udgifter og 2) ved skadedyrsangreb de i § 10, nr. 5, og § 11, nr. 3, omhandlede udgifter samt udgifter til rengøring og desinficering af bedrift og udstyr. § 14. Der må ikke ydes individuel støtte, hvis det er godtgjort, at støttemodtageren med forsætlige eller uagtsomme handlinger var skyld i sygdommen eller skadedyrsangrebet. § 15. Støtten må sammen med alle andre betalinger modtaget af støttemodtageren, herunder betalinger modtaget under andre nationale eller EU-foranstaltninger eller forsikringer til dækning af de samme støtteberettigede omkostninger efter §§ 10-12 ikke overstige 100 pct. af de støtteberettigede omkostninger. Kapitel 6 Ikrafttrædelse § 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. august 2015. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1100 af 21. september 2010 om støtte til fordel for primær jordbrugsproduktion omfattet af EU statsstøtteregler og finansieret af jordbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde m.v. ophæves. NaturErhvervstyrelsen, den 26. august 2015 Jette Petersen / Elisabeth Demandt Officielle noter 1) I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning (EU) nr. 702/2014 af 25. juni 2014 om forenelighed med det indre marked efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter, EU-Tidende 2014, nr. L 193, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark. 1) Kommissionens forordning (EU) nr. 702/2014 af 25. juni 2014 om forenelighed med det indre marked efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter, EU-Tidende 2014, nr. L 193, side 1. 2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 487. 3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 549. 4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 608. 5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, EF-Tidende 2000, nr. L 327, side 001-0073. 6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebe-skyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 309, side 1. 7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider, EU-Tidende 2009, nr. L 309, side 71. 8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsområder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler, EF-Tidende 2000, nr. L 109, side 29. 9) Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 af 17. december 2007 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande, EU-Tidende 2008, nr. L 3, side 1. 10) Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fælleskabet, EF-Tidende 2009, nr. L 169, side 1. 11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 652/2014 af 15. maj 2014 om bestemmelser vedrørende forvaltning af udgifter i tilknytning til fødevarekæden, dyresundhed og dyrevelfærd samt til plantesundhed og planteforme-ringsmateriale, om ændring af Rådets direktiv 98/56/EF, 2000/29/EF og 2008/90/EF samt forordning (EF) nr. 178/2002, (EF) nr. 882/2004 og (EF) nr. 396/2005 og direktiv 2009/128/EF og forordning (EF) nr. 1107/2009 og om ophævelse af Rådets afgørelse 66/399/EØF, afgørelse 76/894/EØF og beslutning 2009/470/EF, EU-Tidende 2014, nr. L 189, side 1.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen 1) I medfør af § 126 c, stk. 6, § 175 b, stk. 9, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015, som ændret ved lov nr. 308 af 28. marts 2015 og lov nr. 1563 af 15. december 2015, fastsættes: Anvendelsesområde § 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber og den øverste modervirksomhed i koncerner omfattet af § 175 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskabs opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen skal udover reglerne i artikel 83-221 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) foretages i overensstemmelse med §§ 2-9, § 13 og § 14 i denne bekendtgørelse. Stk. 3. Den øverste modervirksomheds opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen ved anvendelse af standardformlen skal udover reglerne i artikel 336-338 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) foretages i overensstemmelse med § 10, § 13 og § 14 i denne bekendtgørelse. Standardformlen § 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved anvendelse af standardformlen opgøre solvenskapitalkravet som summen af følgende: 1) Det primære solvenskapitalkrav, der udover artikel 87 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) opgøres efter § 3 i denne bekendtgørelse. 2) Kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 204 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). 3) Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 205-207 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved opgørelsen af solvenskapitalkravet tage hensyn til de anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 21, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det primære solvenskapitalkrav § 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved opgørelsen af det primære solvenskapitalkrav indregne forsikringsrisikoen i det risikomodul i artikel 87 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter. Opgørelse af risikomodulerne § 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre modulet for skadesforsikringsrisici, jf. artikel 114-135 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Modulet skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsikringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed, samt tage hensyn til usikkerheden af selskabets resultater forbundet med eksisterende forretning og ny forretning, som forventes tegnet inden for de følgende 12 måneder. § 5. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre modulet for livsforsikringsrisici, jf. artikel 136-143 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Modulet skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed. § 6. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre modulet for sygeforsikringsrisici, jf. artikel 144-163 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Modulet skal som minimum dække følgende risici: 1) Tabsrisiko eller risiko for en ugunstig udvikling i de forsikringsmæssige forpligtelser som følge af ændringer i niveauet for, trenden eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af forsikrings- og genforsikringsaftaler. 2) Tabsrisiko eller risiko for en ugunstig udvikling i de forsikringsmæssige forpligtelser som følge af udsving i tidspunkt, frekvens og omfang af forsikringsbegivenheder og i tidspunktet for og størrelsen af skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet. 3) Tabsrisiko eller risiko for en ugunstig udvikling i de forsikringsmæssige forpligtelser som følge af signifikant usikkerhed omkring antagelserne vedrørende prisfastsættelse og hensættelser relateret til udbrud af større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme omstændigheder. Stk. 2. Modulet for sygeforsikringsrisici skal afspejle den risiko, der følger af sygeforsikringsforpligtelser i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed, uanset om denne virksomhed udøves som led i skades- eller livsforsikringsvirksomhed. § 7. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre modulet for markedsrisici, jf. artikel 164-188 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Modulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finansielle instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. § 8. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre modulet for modpartsrisici, jf. artikel 189-202 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Modulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikringsselskabets modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over de følgende 12 måneder. § 9. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab, at erstatte en delmængde af standardparametrene inden for risikomodulerne skadesforsikring, livsforsikring og sygeforsikring med selskabsspecifikke parametre, såfremt selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen. Koncerner § 10. §§ 2-9 finder tilsvarende anvendelse for den øverste modervirksomheds opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen ved anvendelse af standardformlen. Straffebestemmelser § 11. Overtrædelse af § 2, § 3, stk. 1, og §§ 4-8 straffes med bøde. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser § 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 817 af 3. juli 2015 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen ophæves. § 13. Indtil den 31. december 2017 svarer de standardparametre, der benyttes til opgørelse af delmodulet for kreditspændsrisiko, jf. artikel 175-181 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og delmodulet for koncentrationsrisiko, jf. artikel 182-187 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst anden medlemsstats valuta, til dem, der ville skulle anvendes på eksponeringer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta. Stk. 2. I 2018 skal de standardparametre, der benyttes til opgørelse af delmodulerne i stk. 1, nedsættes med 80 pct., for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta. Stk. 3. I 2019 skal de standardparametre, der benyttes til opgørelse af delmodulerne i stk. 1, nedsættes med 50 pct., for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta. Stk. 4. Fra den 1. januar 2020 skal de standardparametre, der benyttes til opgørelse af delmodulerne i stk. 1, ikke nedsættes, for så vidt angår eksponeringer mod medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og er finansieret i enhver anden medlemsstats valuta. § 14. Til opgørelse af delmodulet for aktierisici, jf. artikel 168-173 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), skal selskaberne for aktier omfattet af artikel 173 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), over en 7-årig periode anvende en standardparameter, der opgøres i overensstemmelse med stk. 2. Stk. 2. Standardparameteren efter stk. 1, opgøres som et vægtet gennemsnit af den standardparameter, der benyttes til beregning af delmodulet i overensstemmelse med artikel 304 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF, jf. artikel 170 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og den standardparameter, der benyttes til beregning af delmodulet i overensstemmelse med standardformlen uden den i artikel 304 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF fastsatte mulighed. Vægtningen af sidstnævnte standardparameter skal i slutningen af hvert år som minimum øges lineært fra 0 pct. i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 pct. den 1. januar 2023. Finanstilsynet, den 16. december 2015 Jesper Berg / Per Plougmand Bærtelsen Officielle noter 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning 1) I medfør af § 16, stk. 1 og 4, og § 61, stk. 2, i lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove fastsættes: § 1. Skov- og Naturstyrelsen udarbejder en Natura 2000-skovplan og skovhandleplaner til gennemførelse af Natura 2000-skovplanen for de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. skovlovens § 14, stk. 1 og 2. Natura 2000-skovplanen kan opdeles i geografiske områder. Natura 2000-skovplanens indhold End of "§ 1" § 2. Natura 2000-skovplanen udarbejdes på grundlag af en kortlægning af beliggenhed og bevaringsstatus for de naturtyper og levesteder for arter, der er optaget på bilag I og II til EF-habitatdirektivet og bilag I til EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. Planen skal indeholde de målsætninger, som er nødvendige for at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for de nævnte naturtyper og levesteder, og de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningerne. Stk. 2. Natura 2000-skovplanen skal indeholde: 1) En basisanalyse, som skal indeholde a) kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for, b) vurdering af tilstand og foreløbig vurdering af trusler og c) et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden. 2) Mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder. 3) Et indsatsprogram, der udarbejdes på grundlag af basisanalysen, foreliggende overvågningsdata og forslag, der udspringer af den procedure, der er beskrevet i § 4. Indsatsprogrammet indeholder retningslinier for Skov- og Naturstyrelsens skovhandleplaner. Indsatsprogrammet kan indeholde konkrete forslag til skovhandleplanerne. End of "§ 2" § 3. Skovhandleplanen skal for nærmere afgrænsede lokaliteter, internationale naturbeskyttelsesområder eller naturtyper og arter indeholde: 1) Prioritering af Skov- og Naturstyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden. 2) Angivelse af mål og forventet effekt for de enkelte aktiviteter. 3) Forventede metoder og forvaltningstiltag, som Skov- og Naturstyrelsen vil tage i anvendelse for at forbedre tilstanden for naturtyper og levesteder, der er nævnt i § 2, eller fastholde en gunstig bevaringsstatus for disse. Stk. 2. Skovhandleplanen må ikke stride imod retningslinier fastsat i en Natura 2000-skovplan. Stk. 3. Skovhandleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer foreligger en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med Natura 2000-skovplanen. I disse tilfælde skal skovhandleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats. Natura 2000-skovplanens tilvejebringelse Idéfase End of "§ 3" § 4. Forud for udarbejdelse og revision af Natura 2000-skovplanen indkalder Skov- og Naturstyrelsen ved offentlig annoncering og med en frist på mindst 6 måneder forslag mv. Samtidig offentliggøres resumé af basisanalysen. Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen fremsender de indkomne forslag mv. til regionsrådet, som koordinerer forslagene med forslag mv. til Natura 2000-planer fra kommunalbestyrelserne i regionen. De koordinerede forslag sendes til Skov- og Naturstyrelsen inden 8 uger efter modtagelsen. Natura 2000-skovplanen End of "§ 4" § 5. Skov- og Naturstyrelsen offentliggør ved annoncering et forslag til Natura 2000-skovplan. Ved annonceringen oplyses om indsigelsesfristen, som skal være på mindst 6 måneder. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt. Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske samtidig med offentliggørelsen af forslag til Natura 2000-plan i henhold til miljømålsloven. Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 1 sendes forslag til Natura 2000-skovplan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget. End of "§ 5" § 6. Efter udløbet af fristen i § 5, stk. 1, vedtager Skov- og Naturstyrelsen Natura 2000-skovplanen endeligt. Stk. 2. Hvis der i forbindelse med det endelige forslag til Natura 2000-skovplan foretages ændringer af det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde ber ører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af Natura 2000-skovplanen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Skov- og Naturstyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-skovplan, skal procedurerne i § 5 følges. Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen sørger efter udløbet af fristen i § 5, stk. 1, for offentlig annoncering af den endeligt vedtagne Natura 2000-skovplan. Ved annonceringen skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Planen sendes samtidig til de statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser ber øres. End of "§ 6" § 7. Natura 2000-skovplanen revideres hvert 12. år. Stk. 2. Natura 2000-skovplanen kan ændres i planperioden. Hvis det viser sig nødvendigt for at opfylde forpligtelserne efter EF-habitatdirektivet og EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, skal Natura 2000-skovplanen ændres. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i §§ 5 - 6. Stk. 3. Ændringer af en Natura 2000-skovplan har retsvirkning som Natura 2000-skovplan. Skovhandleplaner End of "§ 7" § 8. Skov- og Naturstyrelsen vedtager senest 6 måneder efter Natura 2000-skovplanens offentliggørelse, jf. § 6, stk. 3, et forslag til skovhandleplan. Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen vedtager senest 6 måneder efter offentliggørelse af en endeligt vedtaget ændring af Natura 2000-skovplanen, jf. § 7, stk. 2, et forslag til ændring af skovhandleplan. Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen annoncerer et forslag til skovhandleplan efter stk. 1 eller forslag om ændring af skovhandleplan, herunder forslag efter stk. 2, offentligt, og oplyser om indsigelsesfristen, som skal være på mindst 8 uger. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt. Stk. 4. Offentliggørelsen skal så vidt muligt ske samtidig med offentliggørelsen af forslag til kommunale handleplaner, jf. lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder. Stk. 5. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 3 sendes forslaget til skovhandleplan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser ber øres af forslaget. Stk. 6. Ændringer af en skovhandleplan har retsvirkning som skovhandleplan. End of "§ 8" § 9. Skov- og Naturstyrelsen vedtager senest 1 år efter Natura 2000-skovplanens offentliggørelse den endelige skovhandleplan. Stk. 2. Hvis der i forbindelse med udarbejdelse af det endelige forslag til skovhandleplan foretages ændringer af det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde ber ører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelse af skovhandleplanen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Skov- og Naturstyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til skovhandleplan, skal procedurerne i §§ 8 og 10 følges og fristen i stk. 1 forlænges med 3 måneder. Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen sørger for offentlig annoncering af den vedtagne skovhandleplan. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den endeligt vedtagne skovhandleplan skal være offentligt tilgængelig. End of "§ 9" § 10. Et forslag til skovhandleplan kan ikke vedtages, hvis berørte kommunalbestyrelser har modsat sig dette skriftligt overfor Skov- og Naturstyrelsen inden udløbet af fristen efter § 8, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer. Stk. 2. En indsigelse efter stk. 1 skal være begrundet. Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed blandt de ber ørte myndigheder, jf. stk. 1, om den nærmere udformning af skovhandleplanen for det konkrete internationale naturbeskyttelsesområde, jf. § 3, skal der indhentes en udtalelse fra regionsrådet, hvorefter Skov- og Naturstyrelsen træffer den endelige afgørelse. Samarbejde med andre myndigheder End of "§ 10" § 11. Natura 2000-skovplanen og skovhandleplaner udarbejdes efter forudgående drøftelse med ber ørte statslige, regionale og kommunale myndigheder. End of "§ 11" § 12. Skov- og Naturstyrelsen kan beslutte, at en Natura 2000-skovplan og tilsvarende planer tilvejebragt efter anden lovgivning og driftsplaner for offentligt ejede arealer eller lignende kan indgå i en sammenfattende plan for et eller flere internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på at opfylde den samlede bevaringsmålsætning for beskyttelsesområdet. jf. lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder. End of "§ 12" § 13. Statslige, regionale og kommunale myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af en vedtaget Natura 2000-skovplan, herunder vedtagne skovhandleplaner. Administrative bestemmelser End of "§ 13" § 14. Skov- og Naturstyrelsen skal sikre gennemførelse af en vedtaget skovhandleplan. End of "§ 14" § 15. Om tilsyn og adgang uden retskendelse gælder reglerne i skovlovens kapitel 8. End of "§ 15" § 16. Afgørelser efter § 6 kan påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår fastsættelse af mål og indsatsprogram og Natura 2000-skovplanens tilvejebringelse. Stk.2. Afgørelser efter § 9 kan påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår skovhandleplanens indhold og tilvejebringelse, jf. § 3, § 8 og § 10. End of "§ 16" § 17. Klageberettiget er følgende: 1) Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. 2) Offentlige myndigheder. 3) Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. 4) Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø. 5) Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen ber ører sådanne interesser. Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 5 og 6, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klage ber ettigelse ved indsendelse af vedtægter. End of "§ 17" § 18. En klage har ikke opsættende virkning medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet. Stk. 2. Naturklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige fristerne i § 9 for så vidt angår hele eller dele af skovhandleplanen i forbindelse med afgørelser truffet efter stk. 1. End of "§ 18" § 19. Om klage og søgsmål gælder i øvrigt reglerne i skovlovens kapitel 9. End of "§ 19" § 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2007. End of "§ 20" Miljøministeriet, den 26. marts 2007 Connie Hedegaard /Jens Peter Simonsen End of "GIVET" Officielle noter 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé En pensionist klagede over at det sociale ankenævn havde standset udbetalingen af et særligt pensionstillæg for enlige. Nævnet mente ikke at pensionisten kunne betegnes som reelt enlig og lagde til grund at der var fælles husførelse mellem pensionisten og en kvinde. Ombudsmanden udtalte at kommunen og ankenævnet i den foreliggende sag var forpligtet til at skaffe nærmere oplysninger om hvorvidt pensionisten var reelt enlig. Specielt i forbindelse med vurdering af en eventuel fælles husførelse var det foreliggende oplysningsgrundlag utilstrækkeligt. Ombudsmanden betegnede den mangelfulde sagsoplysning som beklagelig og henstillede til det sociale ankenævn at genoptage sagen. Om det forhold at kommunens afgørelse ikke kunne skaffes til veje ud over 1 år fra afgørelsestidspunktet, udtalte ombudsmanden at opbevaring af kopier af afgørelser er ønskelig af hensyn til vurderingen af begrundelse og klagevejledning, og af hensyn til aktindsigt. (J.nr. 1997-2792-040). Oversigt (indholdsfortegnelse) Ombudsmandens udtalelse Den fulde tekst Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om ophør af særligt pensionstillæg En mand, A, klagede over det sociale ankenævns afgørelse af 15. april 1997. Ankenævnet fastholdt ved denne afgørelse at et særligt pensionstillæg for enlige pensionister ikke fortsat kunne udbetales til A. Det fremgik af sagen at A boede i samme lejlighed som B. Indtil den 1. januar 1996 modtog A et særligt pensionstillæg til reelt enlige. Af Brøndby Kommunes journalark fremgik at B den 4. december 1995 ringede til kommunen og fik oplyst at hun ikke var berettiget til det særlige tillæg for reelt enlige, da hun boede sammen med A. B oplyste til dette at A ikke var hendes samlever men derimod en logerende. Kommunens journalark refererer videre at A havde henvendt sig personligt til forvaltningen hvor A havde oplyst at han søgte egen lejlighed. A havde ved den lejlighed fået en frist til 1. januar 1996 vedrørende udbetaling af tillæg til reelt enlige. Kommunens journalark fra den 4. december 1995 refererede endvidere følgende fra en telefonsamtale samme dag mellem A og kommunen: "... Manden kommer nu til tlf. og spørger om det kan svare sig med boligydelse til denne lejlighed, da de nu har fået tilbudt en 3-værelses lejlighed i sammme boligselskab til 1 april 96. Manden oplyser, at dette er den allerbedste løsning- og en meget bedre lejlighed, hvor de begge skal skrive under på kontrakten, og hvor de fortsat kan have hver sit værelse og samme stue. ..." Af kommunens elektroniske arkivmateriale vedrørende pensionsudbetalingen pr. 1. januar 1996 fremgik at A fik udbetalt et grundbeløb, et førtidsbeløb, et pensionstillæg, og et personligt tillæg. Kommunen stoppede dermed fra og med denne dato for udbetaling af det særlige tillæg for reelt enlige. Den 7. januar 1997 klagede A mundtligt til Brøndby Kommune over at kommunen året før havde stoppet for udbetaling af det særlige tillæg. Den 8. januar 1997 oversendte kommunen A's sag til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt. Af brevet til nævnet fremgik bl.a. følgende: "... Ifølge pgl. har han - siden 15/7 92 - boet i en lejet 2 værelses lejlighed på 69 m2 sammen med en kvinde på 68 år. Lejligheden står i (B)'s navn. Da (B) søger folkepension, og spørgsmålet om samliv bliver bragt på bane, oplyses det, at de ikke er samlevende. I samme telefonsamtale forespørges hvorvidt det kan svare sig at flytte til en større lejlighed, som de netop har fået tilbudt sammen. Enligtillæg til (A) blev herefter stoppet med virkning fra 1/1-1996. Der er kun givet meddelelse herom i form af en pensionsmeddelelse, som er udsendt i forbindelse med den årlige omberegning af pensionen. I denne meddelelse fremgår også klagevejledning. Pågældende har ikke anket denne nedsættelse før nu. Sagen er nu genvurderet, og man har besluttet at fastholde, at der ikke kan ydes enligtillæg til ovennævnte husstand. ..." Den 22. januar 1997 sendte det sociale ankenævn kopi af kommunens oversendelsesbrev af 8. januar 1997 til A således at han kunne få lejlighed til at komme med sine bemærkninger hertil. A havde ingen bemærkninger til sagen. I brev af 15. april 1997 tiltrådte ankenævnet Brøndby Kommunes afgørelse. Af begrundelsen for afgørelsen fremgik følgende: "Det er herved lagt til grund, at De og (B), som sagen foreligger oplyst, må anses at leve i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, hvilket i særdeleshed er bestyrket af Deres planer om sammen at flytte til en anden og større bolig." Den 13. oktober 1997 henvendte A sig personligt her ved ombudsmandsembedet. A klagede bl.a. over myndighedernes afgørelser om at A ikke opfyldte betingelserne for udbetaling af det særlige tillæg for reelt enlige. I anledning af A's klage bad jeg den 5. november 1997 henholdsvis Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt og Brøndby Kommune om udtalelser vedrørende A's sag. Jeg bad myndighederne særligt udtale sig om, om A var blevet partshørt før henholdsvis kommunen og ankenævnet traf afgørelse i sagen, samt om hvornår og hvorledes A fik meddelelse om kommunens afgørelse. Brøndby Kommune meddelte i brev af 27. november 1997 at kommunen ikke havde yderligere kommentarer til sagen. Af ankenævnets udtalelse af 19. december 1997 fremgik bl.a. følgende: "... Af kommunens fremsendelsesskrivelse til Ankenævnet af 8/1-97 fremgår det, at underretningen om at standse udbetalingen af det særlige pensionstillæg for reelt enlige oprindelig blev givet i pensionsmeddelelsen pr. 1. januar 1996. Det Sociale Ankenævn har, før det traf afgørelse i sagen, tilstillet klager det i kopi vedlagte brev af 22. januar 1997, som ikke har foranlediget yderligere bemærkninger til sagen fra klager. ..." Den 30. december 1997 sendte jeg A kopier af myndighedernes udtalelser således at A kunne få lejlighed til at komme med sine bemærkninger hertil. Efter en foreløbig gennemgang af A's sag bad en af mine medarbejdere den 6. januar 1998 telefonisk ankenævnet om at fremsende to akter som ikke lå blandt de tidligere modtagne sagsakter fra nævnet. Jeg modtog disse akter den 12. januar 1998 vedlagt et brev af 9. januar fra ankenævnet. I brevet af 9. januar 1998 udtalte nævnet bl.a. følgende: "Under henvisning til telefonsamtale af 6. januar 1998 fremsendes vedlagt følgende bilag: 1) ... 2) Den fra kommunen den 7. januar 1998 modtagne kopi af kommunens elektroniske arkivmateriale vedrørende pensionsudbetalingen pr. 1. januar 1996. Kommunen er ikke i besiddelse af nogen direkte kopi af den pågældende pensionsmeddelelse, idet der - som det fremgår af sagen - først er klaget over at det særlige pensionstillæg for enlige pensionister ikke udbetales 1 år senere, den 7. januar 1997. Det bør måske tilføjes, at klageren, der er (udenlandsk) statsborger, kun er berettiget til at modtage en brøkpension, som ikke udgør et fornødent eksistensgrundlag for ham. Som følge heraf er klageren, i medfør af pensionslovens § 17, tildelt et løbende tillæg, som overstiger det omhandlede tillæg til reelt enlige pensionister, som supplement til brøkpensionen. Dette tillæg tildeles i princippet på grundlag af en konkret vurdering af pensionistens indtægter og faste udgifter. Det vil derfor formentlig være uden økonomisk betydning for klageren, hvis han skulle blive tilkendt tillæg som reelt enlig, idet en konsekvens heraf må formodes at blive, at det løbende personlige tillæg vil blive formindsket tilsvarende." Jeg sendte kopi af dette brev til A den 14. januar således at han fik mulighed for at komme med sine bemærkninger hertil. A ringede til en af mine medarbejdere den 4. maj 1998. A oplyste bl.a. at han havde fået konstateret at han led af en dødelig kræftsygdom, og at han var 100% invalid. Ombudsmandens udtalelse " Brøndby Kommunes afgørelse i sagen Som det fremgår af sagsfremstillingen ovenfor er akterne i Deres sag vedlagt en kopi af kommunens elektroniske arkivmateriale vedrørende pensionsudbetalingen pr. 1. januar 1996. Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt oplyste i brev af 9. januar 1998 til mig at Brøndby Kommune ikke var i besiddelse af nogen direkte kopi af den pensionsmeddelelse hvoraf kommunens afgørelse om bortfald af pensionstillæg til reelt enlige fremgik. Forvaltningsmyndigheder bør af hensyn til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven om aktindsigt og af hensyn til sikring af bevis, sørge for at der i myndighedens sager opbevares kopier af udgående post. Jeg har tidligere udtalt mig om dette i en sag, som jeg har vedlagt i anonymiseret form. Jeg mener således at det havde været ønskeligt om Brøndby Kommune havde opbevaret kopier af den pensionsmeddelelse som kommunen har sendt til Dem. Dette ville blandt andet have givet Brøndby Kommune mulighed for at opfylde sine pligter efter offentlighedsloven og forvaltningsloven ved eventuelle begæringer om aktindsigt. Jeg kan i den forbindelse endvidere oplyse at jeg har drøftelser om dette spørgsmål med Kommunernes Landsforening og Kommunedata. Jeg har gjort Brøndby Kommune bekendt med min opfattelse og foretager mig herefter ikke mere vedrørende dette spørgsmål. Sagsoplysningen for myndighedernes afgørelser Ved fastsættelsen af pension anvendes i følge lov om social pension § 49, stk. 1, forskellige beløb, herunder et pensionstillæg for enlige. Myndighedernes afgørelser er i øvrigt truffet i henhold til lov om social pension § 49, stk. 2, som er formuleret således: 'Ved fastsættelse af pensionen anses gifte som enlige, hvis samlivet med ægtefællen er ophævet. Ved udbetaling af pensionstillæg, jf. stk. 1, nr. 3, anses personer, der ikke lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som enlige.' Efter lov om social pension § 26 kan ministeren fastsætte nærmere regler om bl.a. 'indgivelse af ansøgninger, fremskaffelse af oplysninger og dokumentation' i sager om pension. Bl.a. på denne baggrund har Socialministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension. Bekendtgørelsens § 3 har følgende ordlyd: ' § 3. Ansøgere og andre, der har kendskab til forholdene, skal give kommunalbestyrelsen oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendig for at afgøre, om betingelserne for pension er opfyldt samt for at beregne og udbetale pension.' Lov om social pension indeholder i § 45 følgende bestemmelse: ' § 45. Kommunalbestyrelsen kan af offentlige myndigheder og private kræve at få stillet de oplysninger til rådighed, der er nødvendige ved beregningen af pensionen. Kommunalbestyrelsen kan herunder indhente oplysninger om pensionistens økonomiske forhold, også i elektronisk form, fra skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser.' Ved siden af disse særlige regler om oplysning af pensionssager gælder de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om sagsoplysningen. Officialprincippet forpligter den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan eventuelt ske i samarbejde med parten i sagen. At officialprincippet også gælder i sager om social pension har fundet et præcist udtryk i socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension. Cirkulærets § 6 lyder således: ' § 6. Kommunalbestyrelsen skal indhente alle oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan pålægge offentlige myndigheder at give oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendig for sagsbehandlingen. Udskrifter mv. kan kræves uden betaling.' Som det fremgår af pensionslovens § 49, stk. 2, er det af betydning for størrelsen af pensionstillæg om en ansøger er reelt enlig. Brøndby Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt var derfor i den foreliggende sag forpligtet til i overensstemmelse med officialprincippet at tilvejebringe oplysninger om hvorvidt De var reelt enlig. Ankenævnet har i afgørelsen af 15. april 1997 begrundet afgørelsen med at som sagen forelå oplyst måtte De og (B) anses for at leve i et samlivsforhold, hvor I gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidragede til den fælles husførelse, og hvor jeres samliv efter dansk ret kunne føre til ægteskab, hvilket nævnet vurderede i særdeleshed var bestyrket af jeres planer om sammen at flytte til en anden og større bolig. Det fremgår af kommunens journalark af 4. december 1995 at De har oplyst at De og (B) har fået tilbudt en 3-værelseslejlighed som I overvejer at leje. Af de tilsendte akter fremgår imidlertid ikke om De og (B) gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til en fælles husførelse. Som sagen foreligger oplyst for mig må jeg lægge til grund at Brøndby Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt ikke har fremskaffet oplysninger vedrørende ovenstående før myndighederne traf afgørelse i sagen. Dette finder jeg meget beklageligt. Ankenævnet og kommunen havde således efter min mening ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere at De ikke var reelt enlig. Myndighederne burde efter min opfattelse have fremskaffet yderligere oplysninger i sagen til belysning af på hvilken måde De og (B) delte bopæl. Jeg har gjort Brøndby Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt bekendt med min opfattelse og henstillet til nævnet at genoptage sagen set i lyset af de synspunkter jeg har nævnt ovenfor samt set i lyset af SM P-20-95. ..." Den 3. juni 1998 besluttede det sociale ankenævn at genoptage sagen. Den 18. december 1998 traf Ankestyrelsen herefter afgørelse om hjemvisning af sagen til fornyet vurdering og afgørelse i Brøndby Kommune. Jeg meddelte herefter ankenævnet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig videre i sagen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om statstilskud til elintensive virksomheder § 1 I bekendtgørelse nr. 1618 af 15. december 2016 om statstilskud til elintensive virksomheder, foretages følgende ændringer: 1. Indledningen affattes således: »I medfør af § 3, stk. 3 og 4, § 4, stk. 2, § 5, § 6, stk. 4, § 9, stk. 2 og § 11, i lov om statstilskud til elintensive virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 94 af 26. januar 2017, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1512 af 15. december 2017 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:« 2. § 23, stk. 3, affattes således: »Stk. 3. Når Energistyrelsen har modtaget en hensigtserklæring fra en virksomhed, som ønsker at indgå aftale, jf. § 1, stk. 2, træffer Energistyrelsen afgørelse om, hvorvidt virksomheden er tilskudsberettiget. Såfremt virksomheden er tilskudsberettiget, og der dermed opnås et betinget tilsagn, iværksætter Energistyrelsen udbetalingen af det betingede tilskud.« 3. I § 27, stk. 1, 1. pkt., § 30, stk. 3 og 4, § 31, stk. 1 og 2, ændres »Energinet.dk« til: »Energistyrelsen«. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018. Energistyrelsen, den 18. december 2017 Stig Uffe Pedersen / Henrik Andersen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 10. april 2019 Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser) [af beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen)]: 1. Ændringsforslag Beskæftigelsesministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. 2. Indstillinger Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. 3. Ændringsforslag med bemærkninger Ændringsforslag Til § 2 Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget: 1) Før nr. 1 indsættes som nye numre: »01. I § 5, stk. 4, ændres »§ 69, stk. 4 og 6« til: »§ 69, stk. 5 og 7«, og »§ 69 k, stk. 4« til: »§ 69 k, stk. 5«. 02. I § 68 a, stk. 4, 3. pkt., ændres »§ 69, stk. 4« til: »§ 69, stk. 5«.« [Konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1 og 2] 2) Efter nr. 1 indsættes som nye numre: »03. I § 69, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 5, 4. pkt., ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1 og 3«. 04. I § 69 c, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 69, stk. 2« til: »§ 69, stk. 3«. 05. I § 69 j, stk. 11, 3. pkt., ændres »§ 69 k, stk. 4« til: »§ 69 k, stk. 5«.« [Konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1 og 2] 3) Efter nr. 2 indsættes som nye numre: »06. I § 69 k, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 5, 4. pkt., ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1 og 3«. 07. I § 69 n, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 69 k, stk. 2« til: »§ 69 k, stk. 3«.« [Konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1 og 2] Til § 3 4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer: »01. I § 17, stk. 2, ændres »fleksjob,« til: »fleksjob og«, og »og i sager, hvor sundhedskoordinatoren skal udtale sig om, hvorvidt der kan anbefales anden behandling, jf. § 15, stk. 2« udgår.« [Konsekvensændring af lovforslagets § 3, nr. 1] Bemærkninger Til nr. 1 Der er tale om konsekvensændringer, som følge af at der indsættes et nyt stk. 2 i §§ 69 og 69 k i lov om aktiv socialpolitik. Til nr. 2 Der er tale om konsekvensændringer, som følge af at der indsættes et nyt stk. 2 i §§ 69 og 69 k i lov om aktiv socialpolitik. Til nr. 3 Der er tale om konsekvensændringer, som følge af at der indsættes et nyt stk. 2 i § 69 k i lov om aktiv socialpolitik. Til nr. 4 Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 1, om at ophæve § 15, stk. 2. 4. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 27. februar 2019 og var til 1. behandling den 14. marts 2019. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget. Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder. Høringssvar Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 30. januar 2019 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del – bilag 194. Den 28. februar 2019 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget. Bilag Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget. Spørgsmål Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret. Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Karina Adsbøl (DF) Marlene Harpsøe (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel-Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Anni Matthiesen (V) Martin Geertsen (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Anders Johansson (KF) Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Mattias Tesfaye (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Jan Johansen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Julius Graakjær Grantzau (ALT) Torsten Gejl (ALT) Rasmus Helveg Petersen (RV) Karsten Hønge (SF) Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget. Socialdemokratiet (S) 46 Dansk Folkeparti (DF) 37 Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 34 Enhedslisten (EL) 14 Liberal Alliance (LA) 13 Alternativet (ALT) 10 Radikale Venstre (RV) 8 Socialistisk Folkeparti (SF) 7 Det Konservative Folkeparti (KF) 6 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Nunatta Qitornai (NQ) 1 Tjóðveldi (T) 1 Javnaðarflokkurin (JF) 1

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst SU - handicaptillæg - ordblindhed Det følger af reglerne, at der gives et tillæg til SU til studerende i videregående uddannelse, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde. Tillægget gives efter en vurdering af arten og graden af funktionsnedsættelsen, og på baggrund heraf en vurdering af funktionsnedsættelsens betydning for den studerendes evne til at påtage sig erhvervsarbejde. Den studerende havde ansøgt om handicaptillæg på baggrund af funktionsnedsættelsen ordblindhed. Ankenævnet fandt, at funktionsnedsættelsen ordblindhed ikke medførte, at den studerendes evne til at have erhvervsarbejde, der ikke kræver særlige læse-/skrivefærdigheder, var meget betydeligt begrænset. Ankenævnet bemærkede, at det forhold, at funktionsnedsættelsen medfører, at den studerende bruger længere tid på studiet, end hvad ellers ville være tilfældet, ikke indgår i vurderingen. Reglerne Love og bekendtgørelser Bekendtgørelse af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), lovbekendtgørelse nr. 1037 af 7. september 2017. • § 7, stk. 3 om tildeling af handicaptillæg, når studerende i videregående uddannelse på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde. Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), som senest er bekendtgjort ved bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017. • § 32, stk. 1, om, at handicaptillæg gives på baggrund af en vurdering af arten og graden af funktionsnedsættelsen, og på baggrund heraf en vurdering af funktionsnedsættelsens betydning for den studerendes evne til at påtage sig erhvervsarbejde. Sagsfremstilling: Den studerende søgte om handicaptillæg som følge af funktionsnedsættelsen ordblindhed. Den studerende oplyste, at han er meget ordblind og derfor har brug for ekstra tid både til at læse pensum, men også til skriftlige opgaver, hvorfor han ikke mente at have mulighed for at have erhvervsarbejde ved siden af studiet. Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte gav afslag på ansøgningen. Styrelsen vurderede, at den studerende ville kunne påtage sig et erhvervsarbejde, som ikke krævede særlige læse-/skrivefærdigheder, i mindre omfang ved siden af sit studie. Den studerende klagede over afslaget og anførte, at selvom det var korrekt, at hans funktionsnedsættelse ikke medfører en nedsættelse af hans erhvervsevne, så medfører funktionsnedsættelsen en sådan forringelse af hans studieevne, at han ikke ville kunne gennemføre sit studie, hvis han havde arbejde ved siden af. Styrelsen genvurderede og fastholdt afgørelsen med den oprindelige begrundelse for afslag. Afgørelse: Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende ikke havde ret til handicaptillæg. Ankenævnet stadfæstede således styrelsens afgørelse. Begrundelse for afgørelsen: ”Vi vurderer, at du ikke opfylder betingelserne for at være berettiget til handicaptillæg. Varighed Vi har lagt til grund, at du har en varig funktionsnedsættelse i form af ordblindhed. Erhvervsevne Vi anerkender således, at du har en funktionsnedsættelse. Vi finder dog ud fra oplysninger om arten og graden af denne ikke grundlag for at antage, at du ikke skulle være i stand til at varetage erhvervsarbejde, der ikke kræver særlige læse-/skrivefærdigheder. Vi vurderer derfor, at din funktionsnedsættelse ikke medfører, at din evne til at have erhvervsarbejde er meget betydeligt begrænset. Vi har lagt vægt på, at du i forbindelse med din ansøgning af 13. februar 2016 har oplyst, at du har haft erhvervsarbejde 5 timer om ugen i perioden fra januar 2013 til februar 2016. Vi finder, at dette ikke tyder på, at din evne til at have erhvervsarbejde er meget betydeligt begrænset. Vi bemærker, at en ansøgning om handicaptillæg vurderes på bagrund af arten og graden af ansøgers funktionsnedsættelse og funktionsnedsættelsens betydning for ansøgers evne til at påtage sig erhvervsarbejde. Det betyder, at økonomiske forhold samt det faktum, at du som en følge af din funktionsnedsættelse, bruger længere tid på dit studie, ikke indgår i vurderingen. Efter reglerne er det en betingelse for at være berettiget til handicaptillæg, at den studerende har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som medfører meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde. Herved forstås, at det stort set ikke vil være muligt for den studerende at påtage sig et erhvervsarbejde i nævneværdigt omfang. ”

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En sparekasses udlån til Sparekassernes Data Center kunne ikke fradrages som hensættelse til dækning af tab, idet der ikke var godtgjort nogen risiko i forbindelse med udlånet, og dette ikke kunne anses for kontingent Den fulde tekst Sparekasses udlån til datacenter (* 1) X Sparekasse klagede over, at amtsligningsrådet ikke havde godkendt sparekassens fradrag i indkomstopgørelsen for skatteåret 1986/87 af et beløb på 616.631 kr. for hensættelse til tab på Sparekassernes Data Center (SDC). Det fremgik, at sparekassen i 1966 havde tilsluttet sig SDC, der førte langt den væsentligste del af sparekassens registreringssystemer. I etableringsfasen havde de tilknyttede sparekasser deltaget med betydelige investeringer ved udlån mod gældsbrev. Dette var senere ændret til, at lånesummen blev sat i relation til antallet af bogføringstransaktioner i det foregående kalenderår, således at lånesummen blev reguleret en gang årligt i januar kvartal. Lånet til SDC var rente- og afdragsfrit og kunne kun blive tilbagebetalt, såfremt sparekassen opsagde tillsutningsaftalen. Beløbet, 616.631 kr., havde i sparekassens regnskab været opført som et aktiv, medens fradraget af samme størrelse var ført under afskrivninger og hensættelser. For Landsskatteretten nedlagdes der principalt påstand om, at der var fuldt fradrag for beløbet, 616.631 kr., og subsidiært, at udlånet skulle ansættes skønsmæssigt til kurs 40. Til støtte for den principale påstand anførtes, at lånet til SDC i realiteten var en brugerafgift og ikke et udlån. der var tale om rent forretningsmæssige dispositioner mellem X Sparekasse og SDC, og sparekassens indflydelse i SDC var beskeden. Investeringen i SDC kunne sidestilles med en driftsmæssig investering i en leverandørvirksomhed. Til støtte for den subsidiære påstand anførtes, at udlånet ikke var pari værd som følge af den manglende forrentning og afdragsfrihed. Amtsligningsrådet havde til støtte for den foretagne ansættelse anført, at SDC var en indkøbsforening, og at det ikke skattemæssigt kunne accepteres, at der blev foretaget nedskrivning eller hensættelser på udlån til en sådan forening. Landsskatteretten var enig med amtsligningsrådet i, at der ikke kunne indrømmes fradrag for det omhandlede beløb, hverken med det fulde pålydende eller kursansat, da der ikke var godtgjort nogen risiko i forbindelse med udlånet, og da udlånet efter rettens opfattelse ikke kunne sidestilles med et medlemskontingent. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet. Officielle noter (* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 5, side 396.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ændringsforslag stillet den 13. december 1999 uden for betænkningen Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (Fradrag for særligt brændstoføkonomiske personbiler, tilpasning af fradragene for trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger, afgift af større genopbygninger af færdselsskadede køretøjer, den beregningsmæssige avanceprocent) Af skatteministeren: Til § 1 16) Nr. 5 affattes således: » 5. I § 3 a, stk. 5, ændres » stk. 3-9 « til: » stk. 3-12 « . « Bemærkninger Til nr. 16 Der er tale om ændringsforslag af redaktionel karakter, der følger af, at lov nr. 837 af 17. november 1999. (Justering af afgiftsskalaer m.v. for brugte køretøjer), er blevet vedtaget efter fremsættelsen af L 74.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse)     Den fulde tekst Bekendtgørelse om lukkeperiode for anmeldelse af dokumenter til tinglysning i tingbogen I medfør af § 4 i lov nr. 504 af 12. juni 2009 om ændring af retsplejeloven, lov om ændring af lov om tinglysning og forskellige andre love samt lov om ændring af søloven og forskellige andre love, fastsættes: § 1. Der kan ikke anmeldes dokumenter til tinglysning i tingbogen i perioden den 21. august 2009 til og med den 7. september 2009. Stk. 2. Dokumenter, der modtages til tinglysning i tingbogen efter kl. 12 den 20. august 2009, anses for at være anmeldt til tinglysning i lukkeperioden. Stk. 3. Dokumenter, som anmeldes til tinglysning i tingbogen i lukkeperiode, afvises. § 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. august 2009. Justitsministeriet, den 20. juli 2009 Brian Mikkelsen / Jens-Christian Bülow

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. § 1 I bekendtgørelse nr. 1567 af 23. december 2014 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. foretages følgende ændringer: 1. Indledningen affattes således: »I medfør af § 343 r, § 343 æ, § 347 a og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2017, § 165 og § 190, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 25. august 2015, § 53 og § 78, stk. 5, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, § 94 a og 107, stk. 6, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015, § 84 h og § 93, stk. 4, i lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 31. marts 2017, § 20 og § 26, stk. 4, i lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 5. juli 2016, § 162 og § 190, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 6. juli 2016, som ændret ved lov nr. 1549 af 13. december 2016, § 65 e og § 71, stk. 5, i lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 953 af 14. august 2015, § 10 l og 14 a, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014, som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, § 73 a i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. februar 2017, § 27 i og § 32 a, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, og § 15 b og § 22, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1078 af 5. juli 2016, fastsættes:« 2. Efter § 1 indsættes før overskriften før § 2: »§ 1 a. For filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i §§ 7-11 i lov om finansiel virksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 2 a, § 3 a og § 4 a anvendelse.« 3. Efter § 2 indsættes: »§ 2 a. Filialer nævnt i § 1 a kan offentliggøre redegørelser fra Finanstilsynet, der indeholder oplysninger vedrørende filialen, som Finanstilsynet er blevet bekendt med i forbindelse med undersøgelse af filialen. Stk. 2. En redegørelse efter stk. 1 må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.« 4. Efter § 3 indsættes før overskriften før § 4: »§ 3 a. Finanstilsynets offentliggørelse efter § 4 a skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for filialen, eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Dette gælder dog ikke, hvis filialen forinden selv har offentliggjort redegørelsen. Stk. 2. Regler om offentliggørelse efter de børsretlige regler går forud for denne bekendtgørelse. Stk. 3. Hvis offentliggørelse er undladt efter stk. 1 eller 2, skal Finanstilsynet offentliggøre redegørelsen, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år efter Finanstilsynets beslutning om udsættelse af offentliggørelse.« 5. Efter § 4 indsættes før overskriften før § 5: »§ 4 a. Finanstilsynet offentliggør redegørelser nævnt i § 2 a på sin hjemmeside. Offentliggørelse sker efter, at filialen har offentliggjort redegørelsen. Finanstilsynet offentliggør dog redegørelsen senest tre hverdage efter, at filialen har modtaget redegørelsen fra Finanstilsynet, uanset om filialen har offentliggjort redegørelsen.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017. Erhvervsministeriet, den 28. juni 2017 Brian Mikkelsen / Hans Høj

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 205 Forslag til lov om ændring af lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber. (Udvidelse af visse dispensationsmuligheder med henblik på at styrke private virksomheders muligheder for eksport, f.eks. af sundheds- og velfærdsløsninger). Af økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen (KF)). Fremsat skr 29/4 11 Tillæg A Lovf som fremsat 29/4 11 Tillæg A 1.beh 5/5 11 FF Betænkning 26/5 11 Tillæg B 2.beh 27/5 11 FF Lovf optrykt efter 2.beh 27/5 11 Tillæg H 3.beh 1/6 11 FF Lovf som vedt 1/6 11 Tillæg C Lov nr 620 af 14. juni 2011 Ordførere: (1.beh) Torsten Schack Pedersen (V), Jens Christian Lund (S), Colette L. Brix (DF), Karsten Hønge (SF), Carina Christensen (KF), Anne Marie Geisler Andersen (RV). Ministre: (1.beh) økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen). Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget(ERU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Loven styrker private virksomheders muligheder for eksport, f.eks. af sundheds- og velfærdsløsninger. Loven udvider nogle af de eksisterende dispensationsadgange i lov nr. 548 fra den 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og om kommuners og regioners deltagelse i selskaber. Det handler om at udvide a. adgangen til dispensation i forhold til kravet om kommunens eller regionens direkte deltagelse i selskabet og b. adgangen til dispensation med hensyn til omsætning til andre end kommuner/regioner. Efter ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren vil det fremover i visse offentligt private selskaber blive muligt i selskabets levetid at forøge den offentlige ejerandel i selskabet. Lovforslaget var et led i udmøntningen af "Aftale om Konkurrencepakken" fra den 11. april 2011 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, som skulle fremme konkurrencen og produktiviteten i den private og den offentlige sektor. Afstemning: Vedtaget 110 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, EL, UFG) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse)     Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene Efter statsministerens indstilling er der ved kongelig resolution af 28. april 2009 fastsat følgende bestemmelser vedrørende forretningernes fordeling mellem ministrene: § 1. Ressortansvaret for lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 16. september 2002, overføres pr. 1. maj 2009 fra justitsministeren til skatteministeren. Statsministeriet, den 19. maj 2009 Lars Løkke Rasmussen / Anne Kristine Axelsson

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 41 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse. Af integrationsministeren (Rikke Hvilshøj (V)). Fremsat skr 27/10 05 Tillæg A 1130 Lovf som fremsat 27/10 05 Tillæg A 993 1.beh 3/11 05 FF 760 Betænkning 17/11 05 Tillæg B 43 Ændringsforslag til 2. behandling nr. 3 22/11-05 af integrationsministeren 22/11 05 Tillæg B 53 af 2.beh 24/11 05 FF 1355 3.beh 29/11 05 FF 1588 Lovf som vedt 29/11 05 Tillæg C 8 Lov nr 1152 af 7. december 2005 Ordførere: (1.beh) Britta Schall Holberg (V), Henrik Sass Larsen (S), Jesper Langballe (DF), Allan Niebuhr (KF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (RV), Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Ministre: (1.beh) integrationsministeren (Rikke Hvilshøj). Efter 1.beh henvist til Indfødsretsudvalget(IFU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Der er tale om den halvårlige lov om de personer, der kan få meddelt indfødsret (statsborgerskab) i Danmark. Afstemning: Lovforslaget vedtaget med 95 stemmer (V, S, KF, RV, SF og EL) mod 17 (DF). End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Flytning af hjemsted til Danmark - fast driftssted - underskud Skatterådet bekræftede, at skattemæssige underskud, der er opstået i H1’s faste driftssted i Danmark, ikke fortabes ved at flytte hjemstedet for H1 til Danmark. Skatterådsmøde 20. marts 2018 - SKM2018. 93. SR Spørgsmål 1. Kan det bekræftes, at skattemæssige underskud, der er opstået i H1’s faste driftssted i Danmark, ikke fortabes ved at flytte hjemstedet for H1 til Danmark? Svar 1. Ja Beskrivelse af de faktiske forhold H1 er et kapitalselskab med registreret hjemsted i Luxembourg. Selskabet er skattepligtigt til Luxembourg. H1 er del af en dansk koncern. H1 ejer ejendomme i Danmark gennem to danske kommanditselskaber samt via et K/S-holdingselskab, som alle er skattemæssigt transparente enheder. H1 er således begrænset skattepligtig efter SEL § 2, stk. 1, litra a via ejerskabet af disse selskaber. H1 har ikke andre aktiviteter i Danmark end ejerskabet til ejendommene. Af administrative årsager ønsker koncernen nu at forenkle koncernstrukturen. Dette ønskes gennemført ved at foretage en selskabsretlig hjemstedsflytning for H1 efter selskabslovens § 318 n, således at koncernen fremadrettet vil få samlet alle sine økonomiske aktiviteter i Danmark. Selskabsretligt vil en gennemførsel af den påtænkte selskabsretlige hjemstedsflytning medføre, at H1 selskabsretligt vil blive omdannet fra en luxembourgsk skattepligtig enhed, som på nuværende tidspunkt er begrænset skattepligtig til Danmark efter SEL § 2, stk. 1, litra a, til en dansk skattepligtig enhed, herunder til et dansk anpartsselskab, således at der efter gennemførslen af hjemstedsflytningen vil indtræde fuld skattepligt til Danmark for H1 efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1. Den selskabsretlige hjemstedsflytning er alene begrundet i administrative årsager, idet hensigten og formålet med flytningen er at flytte al aktivitet til Danmark for at reducere omkostningerne ved i udlandet at drive H1. Den selskabsretlige hjemstedsflytning indebærer alene, at hjemstedet for H1 flyttes til Danmark, idet der hverken overføres aktiver eller passiver fra H1 til andre enheder. Ultimo 2016 havde de danske kommanditselskaber tilsammen et fremførbart underskud svarende til X mio. kr. Koncernen er i relation til den selskabsretlige hjemstedsflytning nu interesseret i at få sikkerhed for, at disse underskud ikke fortabes som følge af en gennemførsel af den påtænkte selskabsretlige hjemstedsflytning. Hjemstedsflytningen medfører ingen ændringer til den nuværende struktur bortset fra, at H1 fremadrettet vil blive drevet som et dansk anpartsselskab. Spørgers opfattelse og begrundelse Det er vores opfattelse, at H1 kan flytte sit hjemsted fra Luxembourg til Danmark uden skattemæssige konsekvenser, således at underskud ikke fortabes. Dette beror på det faktum, at H1 ikke likvideres som følge af den selskabsretlige hjemstedsflytning, og at der ikke sker overførsel af aktiver og passiver til eller fra andre selskaber. Hjemmel hertil følger bl.a. af EU-domstolens afgørelser i sagerne C-210/06 af 16. december 2008 samt C-378/10 af 12. juli 2012 hvor EU-domstolen, med henvisning til den frie etableringsret, fastslår, at det ikke kan begrundes, at en stiftelsesmedlemsstat, som foreskriver opløsning og likvidation af det udflyttende selskab, forhindrer dette selskab i at blive omdannet til et selskab efter den anden medlemsstats nationale lovgivning, for så vidt som dette er tilladt efter denne lovgivning, og at artikel 49 TEUF og artikel 54 TEUF bør fortolkes således, at de er til hinder for, at en national lovgivning, som giver selskaber, der er underlagt national ret, mulighed for omdannelse, men som ikke tillader, at et selskab, omfattet af en anden medlemsstats ret, omdannes til et selskab, der er underlagt national ret, ved at stifte et selskab som sidstnævnte. Med henvisning til den frie etableringsret har EU-domstolen således fastslået, at medlemsstaterne ikke må nægte adgang til at flytte hjemsted på tværs af landegrænserne. Ligeledes er det med ændringen af selskabsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2014, hvori kapitel 16 a blev indført (lov nr. 616 af 12 juni 2014), i dag muligt at flytte et selskabs hjemsted over grænserne inden for EU/EØS uden at dette betinger en forudgående opløsning af det pågældende selskab. Selskabsloven finder bl.a. dermed anvendelse i en situation, hvor et selskab med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land, ønsker at flytte sit hjemsted til Danmark. Som følge heraf, vil en grænseoverskridende hjemstedsflytning for H1 dermed kunne gennemføres uden pligt til at iværksætte en forudgående likvidation. Det er imidlertid en betingelse for anvendelse af selskabslovens regler, at lovgivningen i det land, som selskabet fraflytter, tillader grænseoverskridende flytning af hjemsted. Det kan i forbindelse hermed lægges til grund, at reglerne i Luxembourg tillader grænseoverskridende flytning af hjemsted, og at den selskabsretlige flytning af hjemsted for H1 fra Luxembourg til Danmark dermed ikke medfører en likvidation af selskabet. Endelig vil ejerskabet af H1 og dette selskabs aktiver og passiver i Danmark, herunder underskud, være upåvirket af flytningen. Således er der tale om en selskabsretlig hjemstedsflytning for samme selskab, med samme identitet, nu bare som fuld skattepligtig til Danmark efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, og ikke længere som begrænset skattepligtig til Danmark efter SEL § 2, stk. 1, litra a. På baggrund af ovennævnte er det således vores opfattelse, at spørgsmål 1 bør besvares med JA. SKATs indstilling og begrundelse Det ønskes bekræftet, at skattemæssige underskud, der er opstået i H1’s faste driftssted i Danmark, ikke fortabes ved at flytte hjemstedet for H1 til Danmark. Begrundelse Det luxembourgske selskab H1 er efter SKATs oplysninger registreret i Luxembourg i 201x. Det er oplyst, at H1 er en luxembourgsk skattepligtig enhed. Det lægges til grund, at H1 er et kapitalselskab med registreret hjemsted i Luxembourg. Det fremgår videre af de foreliggende oplysninger, at H1 siden 201x har været begrænset skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, idet selskabet ejer ejendomme i Danmark gennem to danske kommanditselskaber, der er transparente i skattemæssig henseende. H1 ses at være omfattet af en national sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 med H2 ApS som administrationsselskab. Det påtænkes, at H1 flytter selskabsretligt hjemsted fra Luxembourg til Danmark efter reglerne i selskabslovens kapitel 16 a (§§ 318 a – 318 o). Reglerne i selskabsloven giver mulighed for, at kapitalselskaber kan foretage grænseoverskridende flytning af hjemsted indenfor EU/EØS. Efter selskabslovens § 318 a kan et kapitalselskab med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land således flytte deres hjemsted til Danmark. Det fremgår af selskabslovens § 318 a, stk. 2, at en grænseoverskridende flytning kun kan besluttes, hvis lovgivningen i det land, som kapitalselskabet ønsker at flytte fra eller flytte til, tillader grænseoverskridende flytning af hjemsted. I selskabslovens § 318 n er der anført betingelser for anvendelse af selskabslovens regler om grænseoverskridende flytning af et kapitalselskabs hjemsted til Danmark. Det er bl.a. en betingelse, at den udenlandske registreringsmyndighed vil registrere flytningen af hjemsted. Ved en flytning af hjemsted er der tale om, at et eksisterende selskab flytter fra et EU/EØS-land til et andet. Det er således det samme selskab, der eksisterer før og efter flytningen. Som følge heraf bestemmes det i selskabslovens § 318 n, stk. 4, at reglerne i kapitel 3 om stiftelse ikke skal finde anvendelse, når et selskab ved en grænseoverskridende flytning af hjemsted flytter sit hjemsted fra et andet EU/EØS-land til Danmark. Se forarbejderne til selskabslovens § 318 n (L 152). Det lægges til grund for SKATs svar, at betingelserne for flytning af hjemsted indenfor EU/EØS opfyldes og at flytningen ikke medfører en stiftelse af et nyt selskab i Danmark. Hvis H1 flytter hjemsted til Danmark vil der indtræde fuld skattepligt i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Bliver et selskab skattepligtigt til Danmark er udgangspunktet, at aktiver og passiver, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, anses for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på det tidspunkt, hvor skattepligten til Danmark indtræder. Se selskabsskattelovens § 4 A. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at H1 ikke har andre aktiviteter end ejerskabet til ejendommene i Danmark. Det lægges således til grund, at H1 ikke har aktiver og passiver, der ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning. Spørgsmålet er, om fremførselsberettigede underskud, opstået under H1’s begrænsede skattepligt til Danmark, fortabes i forbindelse med den beskrevne flytning af hjemsted fra Luxembourg til Danmark. Det følger af selskabsskattelovens § 12, at hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud, kan dette underskud fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for de følgende indkomstår. Der er ingen forskel på, om en virksomhed drives i en filial eller i et datterselskab i relation til selskabsskattelovens § 12. Faste driftssteder skal med andre ord behandles på samme måde som selskaber ved anvendelsen af reglerne om fremførselsberettigede underskud. Bestemmelserne i selskabsskattelovens §§ 12 – 12 D indeholder regler om fremførsel af underskud og begrænsning af adgangen til at fremføre underskud. Selskabsskattelovens § 31 indeholder regler om, hvorledes underskud kan fradrages i sambeskatningen. Det fremgår f.eks. af selskabsskattelovens § 31, stk. 2, at underskud i et fast driftssted kun kan modregnes i andre selskabers indkomst, hvis reglerne i den fremmede stat, hvor selskabet er hjemmehørende, medfører, at underskud ikke kan medregnes ved beregningen af selskabets indkomstopgørelse i den fremmede stat. SKAT anser ikke, at fremførselsberettigede underskud opstået under H1’s begrænsede skattepligt til Danmark fortabes i forbindelse med den beskrevne flytning af hjemsted fra Luxembourg til Danmark. Dette skyldes, at der er tale om en selskabsretlig hjemstedsflytning, der ikke medfører stiftelse af et nyt selskab i Danmark. Det er således det samme selskab, som overgår fra begrænset til fuld skattepligt. Dette er i overensstemmelse med Ligningsrådets afgørelse offentliggjort i TfS 1988, 285. Ligningsrådet bekræftede, at et grønlandsk selskab, der var begrænset skattepligtigt til Danmark og som ville flytte hjemsted til Danmark, kunne fremføre de underskud, der var konstateret under den begrænsede skattepligt. Afgørelsen er fra før reglerne om selskabsretlig hjemstedsflytning indenfor EU/EØS, men Ligningsrådet lagde vægt på, at det grønlandske selskab var registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i Danmark, og at der derfor ikke var tale om en nystiftelse af selskabet i Danmark. SKAT kan således indstille, at der kan svares ”Ja”. Det bemærkes dog, at SKAT udelukkende har taget stilling til, om underskud fortabes ved den beskrevne flytning af hjemstedet til Danmark. Der er hermed ikke taget stilling til størrelsen af de fremførselsberettigede underskud samt om og hvordan underskuddet skal medregnes i sambeskatningen. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”. Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Lovgrundlag Selskabsskattelovens § 2, stk. 1 Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de 1. udøver et erhverv med fast driftssted her i landet, jf. dog stk. 6. Udøvelse af erhverv om bord på et skib med hjemsted her i landet anses for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet, såfremt udøvelse af det pågældende erhverv, hvis det var udført i land, ville blive anset for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet. Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. Skattepligten omfatter endvidere indkomst i form af løbende ydelser hidrørende fra en sådan virksomhed eller fra afståelsen af en sådan virksomhed, når ydelserne ikke er udbytte, afdrag på et tilgodehavende, renter eller royalties. Skattepligten omfatter desuden bortforpagtning af en sådan virksomhed. Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde anses for at udgøre et fast driftssted fra første dag. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der er knyttet til en sådan virksomhed. For så vidt angår aktier, omfatter skattepligten for faste driftssteder med undtagelse af selskaber omfattet af § 2 A, stk. 1, gevinst, tab og udbytte på selskabets aktier, når afkastet vedrører det faste driftssted, herunder gevinst, tab og udbytte af aktier, der indgår i det faste driftssteds anlægskapital, samt genbeskatningssaldo efter § 31 A. 2. i egenskab af ejer, medejer, brugs- eller indtægtsnyder oppebærer indtægt af en her i landet beliggende fast ejendom. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven eller afskrivningslovens § 21, (…) Selskabsskattelovens § 4 A Stk. 1. Hvis et selskab eller en forening mv. bliver fuldt skattepligtig efter § 1, eller hvis et selskab eller en forening mv. efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende her i landet, anses aktiver og passiver, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. dog stk. 2. Der fastsættes ingen anskaffelsessum på goodwill eller andre immaterielle aktiver som nævnt i afskrivningslovens § 40, i det omfang de er oparbejdet af selskabet selv. Fortjeneste i forhold til anskaffelsessummen kan højst medregnes med et beløb svarende til forskellen mellem salgssummen og handelsværdien på tidspunktet for inddragelse under dansk beskatning. Stk. 2. Afskrivningsberettigede aktiver anses for erhvervet på det faktiske anskaffelsestidspunkt, og de anses for erhvervet til den faktiske anskaffelsessum afskrevet maksimalt efter danske regler indtil tilflytningstidspunktet. Ved denne beregning anvendes reglerne på tilflytningstidspunktet. Dog skal aktiverne anses for erhvervet til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, såfremt denne værdi er mindre end værdien beregnet efter 1. og 2. pkt. Stk. 3. Genvundne afskrivninger på aktiver, der anses for afskrevet forud for inddragelse under dansk beskatning, kan højst udgøre det beløb, hvormed summen af foretagne afskrivninger efter skattepligtens indtræden overstiger det faktiske værditab efter inddragelse under dansk beskatning. Fortjeneste i forhold til anskaffelsessummen kan højst medregnes med et beløb svarende til forskellen mellem salgssummen og handelsværdien på tidspunktet for inddragelse under dansk beskatning. For aktiver, der afskrives efter saldometoden, ansættes afståelsessummen til den nedskrevne værdi på afståelsestidspunktet med tillæg af genvundne afskrivninger og fortjeneste efter 1. og 2. pkt. Stk. 4. Udgifter afholdt før tilflytningstidspunktet kan kun fradrages i den skattepligtige indkomst, hvis der på afholdelsestidspunktet var fradragsret for disse udgifter i medfør af § 2. Stk. 5. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på selskaber og foreninger mv., der bliver skattepligtige efter § 2, og som ikke umiddelbart forinden har været skattepligtige efter § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1. Selskabsskattelovens § 12 Stk. 1. Hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud, kan dette underskud fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for de følgende indkomstår efter reglerne i stk. 2 og 3. (…) Selskabsskattelovens § 31 Stk. 1. Koncernforbundne selskaber og foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og 5 b, § 2, stk. 1, litra a og b, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4, skal sambeskattes (national sambeskatning). (…) Stk. 2. For sambeskattede selskaber opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber. Underskud i et fast driftssted kan kun modregnes i andre selskabers indkomst, hvis reglerne i den fremmede stat, på Færøerne eller i Grønland, hvor selskabet er hjemmehørende, medfører, at underskud ikke kan medregnes ved beregningen af selskabets indkomstopgørelse i den fremmede stat, på Færøerne eller i Grønland, hvor selskabet er hjemmehørende, eller hvis der er valgt international sambeskatning efter § 31 A. (…) Selskabslovens § 318 a Stk. 1. Et kapitalselskab omfattet af denne lov kan ved en grænseoverskridende flytning af hjemsted flytte dets registrerede hjemsted til et andet EU/EØS-land, og tilsvarende kan et kapitalselskab med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land flytte dets hjemsted til Danmark, jf. dog stk. 2 og 3. Den grænseoverskridende flytning kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. Stk. 2. En grænseoverskridende flytning kan kun besluttes, hvis lovgivningen i det land, som kapitalselskabet ønsker at flytte fra eller flytte til, tillader grænseoverskridende flytning af hjemsted. Stk. 3. Et dansk kapitalselskab kan kun flytte hjemsted til et andet EU/EØS-land, hvis der er en beskyttelse af det danske selskabs medarbejderes ret til medbestemmelse i den lovgivning, som kapitalselskabet kommer til at høre under efter flytningen. Selskabslovens § 318 n Stk. 1. Et kapitalselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land kan flytte hjemsted til Danmark, når den kompetente myndighed i det land, hvor kapitalselskabet hidtil har haft hjemsted, har udstedt en attest om, at alle de handlinger og formaliteter, der skal opfyldes forud for flytningen, er afsluttet, og at den udenlandske registreringsmyndighed vil registrere flytningen af hjemsted. Stk. 2. Efter modtagelsen af attesten, jf. stk. 1, registrerer Erhvervsstyrelsen gennemførelsen af den grænseoverskridende flytning af hjemsted til Danmark og underretter hurtigst muligt derefter den kompetente myndighed i det land, hvor kapitalselskabet hidtil har haft hjemsted, om, at flytningen nu er registreret. Registreringen kan først finde sted, når selskabet opfylder denne lovs krav til den pågældende selskabsform. Stk. 3. En grænseoverskridende flytning af hjemsted til Danmark har virkning fra den dag, hvor Erhvervsstyrelsen registrerer flytningen. Stk. 4. Kapitel 3 om stiftelse finder ikke anvendelse, når et kapitalselskab ved en grænseoverskridende flytning af hjemsted flytter sit hjemsted fra et andet EU/EØS-land til Danmark. Forarbejder L 152  (27/2 2013) § 318 n (…) Ved en flytning af hjemsted er der tale om, at et eksisterende selskab flytter fra et EU/EØS-land til et andet. Det er således det samme selskab, der eksisterer både før og efter flytningen. Det foreslås som følge heraf i stk. 4 , at reglerne i kapitel 3 om stiftelse ikke skal finde anvendelse, når et selskab ved en grænseoverskridende flytning af hjemsted flytter sit hjemsted fra et andet EU/EØS-land til Danmark. (…) Praksis TfS 1988, 285 Da grønlandske aktie- og anpartsselskaber er registreret i det danske Aktieselskabs-Register, kan sådanne selskaber flytte til Danmark ved at lade registrere et hjemsted her. Fra det tidspunkt, selskabet registreres som hjemmehørende i Danmark, vil det være fuldt skattepligtigt her. Underskud fra tiden før hjemstedsflytningen, f.eks. fra drift af fast driftssted her i Danmark, kan fremføres til fradrag i de følgende års fuldt skattepligtige indkomst.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - øvrige - ej medhold J. nr. 2014-6810-04180 En dansk statsborger af irakisk oprindelse ønskede at søge om en dørmandsautorisation hos indklagede. Indklagede ville ikke modtage ansøgningen, før klager kunne fremlægge en straffeattest fra Irak, hvor han havde opholdt sig i længere perioder inden for de sidste 10 år. Nævnet lagde til grund, at indklagedes praksis gjaldt for alle ansøgere uanset etnisk oprindelse, og at det ikke var sandsynliggjort, at denne praksis i højere grad ramte personer af anden etnisk oprindelse end dansk. Klager fik derfor ikke medhold. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager søgte om en autorisation som dørmand hos politiet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsreglerne. Sagsfremstilling Klager er dansk statsborger af irakisk oprindelse. Han har familie i Irak og har i perioderne fra 27. oktober 2003 til den 12. juni 2008 og igen fra den 25. november 2009 til den 16. august 2013 været udrejst til Irak. Klager deltog i perioden 9. september 2013 til 27. september 2013 i AMU-kurset "Grundlæggende Vagt" og bestod efterfølgende kurset. Det var kun muligt at blive optaget på kurset, hvis man havde en ren straffeattest. Klager indgik den 22. november 2013 en ansættelsesaftale med en virksomhed med henblik på at starte som dørmand efter indhentelse af den nødvendige autorisation. Klager indgav sin ansøgning om autorisation vedlagt relevante dokumenter til den indklagede politimyndighed, der imidlertid afviste at modtage ansøgningen med den begrundelse, at klager også skulle fremskaffe en ren straffeattest fra Irak. Klager blev ved brev af 7. januar 2014 opsagt fra den virksomhed, han havde indgået en ansættelsesaftale med. Klager indgav en klage til indklagedes ledelse over kravet om, at han skulle skaffe en straffeattest fra Irak, og over at indklagede nægtede at modtage hans ansøgning, inden denne straffeattest forelå. Ledelsen fandt i afgørelse af 6. december 2013 ikke grundlag for at udtale kritik af de af indklagede foretagne dispositioner. Ledelsen henviste til, at det efter restaurationslovens bestemmelser er politiets opgave i forbindelse med behandling af ansøgninger om autorisationer, at sikre sig, at ansøgeren opfylder blandt andet betingelsen om, at vedkommende ikke er dømt for strafbare forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet. Der blev videre henvist til, at klager havde været udrejst til Irak i to perioder. Ledelsen fandt derfor, at kravet om en irakisk straffeattest var relevant og sagligt begrundet. Ledelsen henviste videre til, at det var fast procedure i forbindelse med disse ansøgningssager ikke at modtage ansøgningen, før alle papirer var i orden. Proceduren blev indført, fordi der ofte var mangler i forbindelse med en ansøgers første henvendelse. Indklagede opkrævede ikke betaling, før alle relevante papirer var tilgået sagen, og det var undersøgt, om der kunne udstedes en autorisation. Indklagede havde derfor ikke nægtet at modtage ansøgningen, men blot bedt klager om at fremskaffe fornøden dokumentation, inden sagen kunne tages under behandling. Afgørelsen blev påklaget til Rigspolitiet den 30. december 2013. Rigspolitiet gav ved afgørelse af 12. maj 2014 klager medhold i klagen, idet de fandt, at indklagede burde have modtaget klagers ansøgning om autorisation som dørmand. Rigspolitiet anførte, at politiet til brug for en sags behandling kan være berettiget til at anmode om supplerende oplysninger ud over, hvad der fremgår af ansøgningsskemaet, herunder også om straffeattester fra udlandet. Der skal imidlertid være en reel mulighed for at fremskaffe de pågældende oplysninger, ligesom vanskelighederne og tidsforbruget forbundet hermed skal være proportionalt med oplysningernes betydning for sagens behandling. Rigspolitiet fandt, at indklagede ikke i den konkrete situation var berettiget til at anmode om en irakisk straffeattest, men skulle have truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Indklagede har oplyst, at de den 14. juni 2014 modtog irakisk straffeattest fra klager. Klager blev den 18. juni 2014 godkendt som dørmand, hvilket blev meddelt ham ved e-mail af samme dato. Klager arbejder nu som dørmand. Sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 16. januar 2014. Sagsbehandlingen har været sat i bero på Rigspolitiets afgørelse, og blev genoptaget ved klagers brev modtaget den 27. maj 2014. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Han ønsker en godtgørelse for dette. Kravet om en irakisk straffeattest er relateret til klagers etniske oprindelse. Klager havde ikke nogen straffeattest med sig fra Irak, og det var umuligt at fremskaffe en sådan. Klager er blevet stillet overfor et krav, som hvide indfødte danskere ikke ville være blevet mødt med. Han er således blevet udsat for et formelt krav om at fremskaffe to straffeattester - en fra Danmark og en fra Irak, hvilket stiller ham ringere end den person, der alene skal fremskaffe en dansk straffeattest. Der er derfor tale om direkte ulovlig forskelsbehandling. Hvis indklagede kan fremlægge dokumentation for, at indfødte danskere med længerevarende udenlandsophold har været udsat for en tilsvarende behandling, er spørgsmålet, om dette krav har været stillet konsekvent til alle, dvs. om alle minoritets- og majoritetsdanskere er blevet mødt med dette krav. Hvis det ikke har været formålet at diskriminere, men der i udgangspunktet er tale om, at neutrale handlinger har en diskriminerende effekt, er der tale om indirekte forskelsbehandling. Indklagede må på den baggrund godtgøre at kravet ikke er diskriminerende. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at indklagede tilkendegav, at de fandt kravet relevant og sagligt begrundet. Det må kræves, at det pågældende krav var nødvendigt. Da klager den 18. juni 2014 har fået udstedt den pågældende autorisation uden en irakisk straffeattest, må det konstateres at kravet ikke var nødvendigt. Der er derfor ikke behov for at uddybe, hvorfor kravet heller ikke var proportionalt. Det er en skærpende omstændighed, at indklagede helt nægtede at modtage ansøgningen, og at de har oplyst, at det er fast procedure i forbindelse med disse ansøgningssager. Også her var der tale om direkte forskelsbehandling, medmindre indklagede kan påvise, at også indfødte danskere, der har haft langvarigt ophold i udlandet har fået en tilsvarende dårlig behandling. Det var kun, fordi klager krævede at få en afgørelse, som derefter kunne påklages til Rigspolitiet, at han nu har kunnet arbejde som dørmand siden juni 2014. Indklagedes beskrevne praksis er deres egen forståelse af reglerne, og denne forståelse er nu blevet underkendt i den konkrete sag af Rigspolitiet. Det fremgår af Rigspolitiets afgørelse, at indklagedes praksis ikke har været hensigtsmæssig og nødvendig. En fast praksis om at kræve to straffeattester i alle sager, hvor ansøger har haft ophold i udlandet "af en vis varighed", vil betyde at eksempelvis alle flygtninge, der har opnået asyl og senere dansk indfødsret automatisk vil blive afkrævet en straffeattest fra hjemlandet. Hermed har man effektivt udelukket hele gruppen fra at gøre sig håb om at komme til at opnå beskæftigelse inden for dette område, idet flygtninge per definition ikke kan rette henvendelse til deres hjemlands myndigheder, da det er dem, der har udsat dem for forfølgelse, eller der i øvrigt er tale om lande, der er brudt sammen administrativt m.v. Tilsvarende situation kan også opstå for indvandrere, der er blevet danske statsborgere. Rigspolitiets afgørelse må forstås som en anerkendelse heraf, hvorfor der må anlægges en proportionalitetsvurdering i hvert enkelt tilfælde. Danske statsborgere med anden etnisk oprindelse er generelt blevet stillet ringere end indfødte danske statsborgere. Mens der i gruppen af danske statsborgere med flygtningebaggrund vil være tæt på 100 procent, der har haft et udenlandsk ophold af "en vis varighed", vil det samme kun omfatte ganske få procent af danske statsborgere født og opvokset i Danmark. Indklagede bedes oplyse, hvor mange personer, der er født med dansk statsborgerskab, der er blevet stillet overfor dette krav i 2013 og hvor mange danske statsborgere med anden etnisk oprindelse der er blevet stillet over for kravet. Hvis indklagede ikke kan eller vil fremskaffe bevis af den ovennævnte karakter, må det betyde, at indklagede ikke ønsker at løfte den del af bevisbyrden, som kunne tippe sagen til indklagedes fordel. Klager ønsker i forbindelse med udmålingen af en godtgørelse, at Ligebehandlingsnævnet skal tage højde for den ydmygelse og krænkelse, det har medført, at klager blev bortvist af politiet uden at få ansøgningen taget under behandling. Der er desuden tale om tab af arbejdsindtjening i perioden fra den første afvisning af at modtage klagers ansøgning i 2013 og frem til den 14. juni 2014. Klager havde i 2013 tilbud om at komme i lønnet beskæftigelse, og han begyndte straks, han modtog autorisationen, at arbejde som vagt/dørmand. Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Indklagedes vurdering af, om en person er dømt for strafbare forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet, vil i de fleste tilfælde være baseret på udtræk fra Kriminalregisteret. Hvis ansøger har været bosiddende i udlandet i perioder af en vis varighed, har indklagede imidlertid en fast praksis om, at ansøgeren skal dokumentere sin vandel i de perioder, hvor den pågældende har opholdt sig i udlandet. Dette sker typisk ved, at den pågældende fremlægger en straffeattest fra det land, som vedkommende har opholdt sig i. Det er særdeles væsentligt i forhold til en ansøgning om autorisation som dørmand, om en ansøger er dømt for strafbare forhold, der må antages at kunne have indflydelse på ansøgerens varetagelse af hvervet som dørmand, f.eks. tidligere domme for personfarlig kriminalitet, der ville gøre ansøgeren uegnet som dørmand. Det har været indklagedes praksis at lægge vægt på, om en ansøger har været idømt ubetinget frihedsstraf inden for de seneste 10 år, betinget frihedsstraf inden for de seneste fem år eller bødestraf inden for de seneste tre år. Indklagede har som hovedregel anmodet ansøgere om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest i de tilfælde, hvor ansøger har opholdt sig et år eller mere i udlandet. Såfremt den pågældende var flygtning eller af andre lignende grund ikke kunne skaffe en straffeattest fra sit hjemland eller andet opholdssted uden for Danmark, er der i hvert enkelt tilfælde foretaget en individuel vurdering af behovet for en udenlandsk straffeattest. Denne praksis er blevet håndhævet overfor alle ansøgere uanset disses etniske herkomst. Der er ikke blevet lagt vægt på den enkelte ansøgers race eller etniske oprindelse. Det afgørende har været, om udlandsopholdet har haft en sådan længde, at det er blevet anset for relevant at kræve dokumentation for vandel også i forbindelse med dette. På baggrund af længden af de ophold klager havde haft i Irak, blev det vurderet, at det var relevant at kræve dokumentation for klagers vandel også i forbindelse med disse ophold. Det fremgår af en politirapport af 22. november 2013 vedrørende vandelskravet, at indklagede havde forståelse for ansøgerens situation, herunder den lange sagsbehandlingstid ved den irakiske ambassade, men der var ikke hjemmel til at dispensere for en undersøgelse af ansøgerens vandel, og på grund af udrejsens længde anbefalede indklagede ikke i det konkrete tilfælde at dispensere for krav om irakisk straffeattest. Dette peger i retning af, at det i forbindelse med behandlingen af sagen blev overvejet, hvorvidt der efter en konkret vurdering kunne dispenseres fra det sædvanlige udgangspunkt om, at en udenlandsk straffeattest skulle indhentes. Eftersom indklagede ved en fejl ikke ville modtage klagers ansøgning, før alle relevante oplysninger, herunder en udenlandsk straffeattest, forelå, har denne afvejning desværre ikke fundet udtryk i en afgørelse fra indklagede, ligesom det ikke fremgår af klagesagsafgørelsen af 6. december 2013. Klager fremsendte i øvrigt ved brev af 11. juni 2014 en ren irakisk straffeattest til indklagede. Indklagede har heller ikke i forhold til proceduren, hvorefter klager blev bedt om at fremskaffe fornøden dokumentation, inden sagen blev taget under behandling, lagt vægt på ansøgerens race eller etniske oprindelse. Det afgørende var, at der blev konstateret mangler i forbindelse med ansøgerens henvendelse. På baggrund af Rigspolitiets afgørelse af 12. maj 2014, beklager indklagede at have begået en fejl i forbindelse med klagers sag. Der var imidlertid tale om en sagsbehandlingsfejl, som ikke har haft baggrund i eller relation til klagers race eller etniske oprindelse. Indklagede har på baggrund af Rigspolitiets afgørelse af 12. maj 2014 ændret sin praksis om, at ansøger blev bedt om at fremskaffe fornøden dokumentation, inden en sag blev taget under behandling. På baggrund af den tidligere praksis, kan der være sager i 2013, hvor ansøger, hvad enten denne er af etnisk dansk oprindelse eller ej, efter at være blevet anmodet om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest ikke efterfølgende har indgivet en ansøgning om autorisation. Sådanne sager vil ikke være oprettet i indklagedes sagsstyringssystem og vil heller ikke fremgå ved en manuel gennemgang af de registrerede sager. I de sager, hvor ansøger ikke har kunnet skaffe en straffeattest fra sit hjemland eller andet opholdsland uden for Danmark, er der foretaget en individuel vurdering af behovet for denne straffeattest. I de tilfælde hvor kravet er frafaldet, vil der typisk ikke være gjort notat herom i sagen. Og disse sager vil heller ikke umiddelbart kunne identificeres ved en manuel gennemgang af de registrerede sager. Da en manuel gennemgang af sagerne fra 2013 ikke nødvendigvis vil give et retvisende billede af antallet af tilfælde, hvor ansøger er blevet mødt med et krav om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest, og da det samtidig vil være meget ressourcekrævende at foretage en sådan manuel gennemgang, har indklagede ikke fundet grundlag for at foretage en sådan. Kravet om, at ansøgere i relevant omfang har skullet fremskaffe en udenlandsk straffeattest, har ikke været udtryk for forskelsbehandling, men alene for, at en straffeattest er den officielle dokumentation for, om en person er dømt for noget strafbart. Det har derfor været udgangspunktet, at en sådan attest skulle foreligge, før man med nogen grad af sikkerhed har kunnet vurdere, om en ansøger opfyldte lovens vandelskrav. Den omtalte praksis har derfor været objektivt begrundet i et sagligt formål, ligesom midlerne til at opfylde dette er hensigtsmæssige og nødvendige. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet træffer afgørelse om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter forskelsbehandlingsloven gælder i forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger, ligesom den gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og enhver, der anviser beskæftigelse. Herudover gælder forbuddet mod forskelsbehandling enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv, og enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation. I lyset af bestemmelserne om anvendelsesområdet i det EU-direktiv, der ligger til grund for forskelsbehandlingsloven, finder nævnet, at en situation som den omhandlede er omfattet af forskelsbehandlingsloven. Indklagede har oplyst, at de i forbindelse med ansøgning om dørmandsautorisation lægger vægt på, om en ansøger har været idømt ubetinget frihedsstraf inden for de seneste 10 år, betinget frihedsstraf inden for de seneste fem år eller bødestraf inden for de seneste tre år. Oplysningerne om disse forhold indhentes fra Kriminalregisteret. Indklagede har derudover som hovedregel anmodet ansøgere om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest i de tilfælde, hvor ansøger har opholdt sig et år eller mere i udlandet. Klager, der på ansøgningstidspunktet havde været udrejst fra Danmark i to længerevarende perioder på henholdsvis 4 år og ca. 7 måneder og 3 år og ca. 8 måneder inden for de forudgående 10 år, blev mødt med et krav om en irakisk straffeattest, da han søgte om en dørmandsautorisation, og hans ansøgningssag blev ikke påbegyndt, idet ikke alle relevante papirer forelå. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at betvivle indklagedes oplysninger om, at den beskrevne praksis gjaldt for alle, der søgte om en dørmandsautorisation, og at klager derfor ikke er blevet stillet ringere end andre ansøgere på grund af sin etniske oprindelse. Nævnet har også lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at de personer af anden etnisk oprindelse end dansk, som ønsker at opnå en dørmandsautorisation, væsentligt oftere har været udrejst fra Danmark i længere perioder i de 10 år, der ligger forud for ansøgningen, end etniske danskere, som ønsker denne autorisation. Det er derfor heller ikke sandsynliggjort, at der er tale om en praksis,som i højere grad rammer personer af anden etnisk oprindelse end dansk. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet – § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence – § 9, stk. 1, om klagebehandling – § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven – § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde – § 2 om forbud mod forskelsbehandling – § 3 om forbud mod forskelsbehandling – § 7a om delt bevisbyrde Beskæftigelsesdirektivet – Art. 3 om anvendelsesområde <2014-6810-04180>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Den fulde tekst Bekendtgørelse om ophævelse af forskellige bekendtgørelser på Miljøministeriets område som følge af kommunalreformen § 1. Følgende bekendtgørelser ophæves den 1. januar 2007: 1) Bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om overfladebehandling af skibe, der erstattes af bekendtgørelse nr. 1276 af 12. december 2005 om overfladebehandling af skibe. 2) Bekendtgørelse nr. 1062 af 4. december 2000 om godtgørelse i forbindelse med indsamling og genanvendelse af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), der erstattes af bekendtgørelse nr. 1277 af 12. december 2005 om godtgørelse i forbindelse med indsamling og genanvendelse af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier). 3) Bekendtgørelse nr. 613 af 26. juni 2001 om kommunalbestyrelsers og amtsråds pligt til at være i besiddelse af miljøoplysninger ved udlægning af kommunal virksomhed til private, der erstattes af bekendtgørelse nr. 1279 af 12. december 2005 om kommunalbestyrelsers og regionsråds pligt til at være i besiddelse af miljøoplysninger ved udlægning af kommunal og regional virksomhed til private. 4) Bekendtgørelse nr. 672 af 26. juli 2002 om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land, der erstattes af bekendtgørelse nr. 1280 af 12. december 2005 om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land. 5) Bekendtgørelse nr. 766 af 7. juli 2004 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af handlingsplaner (støjbekendtgørelsen), der erstattes af bekendtgørelse nr. 717 af 13. juni 2006 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner (støjbekendtgørelsen). 6) Bekendtgørelse nr. 942 af 16. september 2004 om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven, der erstattes af bekendtgørelse nr. 719 af 16. juni 2006 om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven. 7) Bekendtgørelse nr. 416 af 29. maj 2005 om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling, der erstattes af bekendtgørelse nr. 1278 af 12. december 2005 om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling. End of "§ 1" Miljøministeriet, den 13. december 2006 Connie Hedegaard /Ole Christiansen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig tyrkisk statsborger født i januar 2000 på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2012. Den herboende reference – ansøgerens fader – blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og han fik i maj 2001 et barn med en herboende dansk statsborger, som han havde samvær med hver weekend fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 18.00 samt i ferieperioder. Faderen fik i 2005 tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, som efter det oplyste siden da havde boet hos sin farmoder og farfader i Tyrkiet, der var ved at blive gamle, og som ikke længere kunne passe ansøgeren forsvarligt. Efter det oplyste havde faderen forsørget ansøgeren og ansøgerens farmoder og farfader i Tyrkiet. Ansøgerens moder fik i forbindelse med forældremyndighedssagen tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Ansøgerens moder indgik i 2010 ægteskab med en tyrkisk statsborger, og ansøgeren havde efter det oplyste siden da ikke haft kontakt til sin moder, da moderen ikke længere ønskede at have kontakt til ansøgeren. Det fremgik af en udskrift fra det tyrkiske folkeregister, at ansøgeren og ansøgerens moder boede i den samme by i Tyrkiet. Ansøgeren havde i en periode fra december 2011 til januar 2012 været på besøg i Danmark på visum. Faderen havde siden sin indrejse i Danmark efter det oplyste besøgt ansøgeren fem uger om året i Tyrkiet og havde derudover haft ugentlig telefonisk kontakt med ansøgeren. Faderen havde desuden siden 2003 fast været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt , at den herboende fader i marts 2000 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor faderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet endvidere , at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse , at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde boet i Tyrkiet siden sin fødsel, hvor hun havde haft seks års skolegang, da hun alene havde været i Danmark én gang på visum, da hun ikke talte dansk, og da hun således ikke – udover sin fader – havde nogen form for tilknytning her til landet. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering , at ansøgerens fader havde arbejdet i forskellige jobs 37 timer om ugen i perioden fra 2000-2003, at han havde arbejdet som kantinemedarbejder i perioden fra 2003-2006, at han havde arbejdet som vicevært i 37 timer om ugen siden august 2006, og at han havde en dansk samlever og et barn, som boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid , at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet og alene havde besøgt Danmark i perioden fra december 2011 til januar 2012 og således ikke forinden på noget tidspunkt havde været en del af faderens dagligdag. Udlændingenævnet fandt således , at ansøgeren ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at det var faderens egen beslutning at indrejse i Danmark uden ansøgeren, at der var forløbet mere end 12 år fra faderens indrejse, til der blev indgivet ansøgning om familiesammenføring, at faderen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet højst fem uger om året, og at faderen således kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt ikke dokumenteret , at ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre. Det anførte om, at ansøgerens farmoder var syg, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre eller henvises til at tage ophold hos sin moder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgerens moder fortsat boede i Tyrkiet i samme provins og by, hvor ansøgeren var opvokset, at moderen havde haft forældremyndigheden over ansøgeren frem til december 2005, og at hun dernæst var blevet tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Uanset at ansøgerens moder var blevet gift igen, og at der ikke skulle have været kontakt mellem ansøgeren og hendes moder siden 2010, fandt Udlændingenævnet endelig , at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at tage ophold hos moderen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på , at moderens angivelige manglende vilje til nu at have kontakt til ansøgeren først sås oplyst i forbindelse med familiesammenføringssagen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Vedligeholdelsesudgifter, der var foranlediget af mange års udlejning, blev godkendt fradragsberettigede, selv om de først blev udført over eet år efter udlejningens ophør, idet ejeren først tog den del af ejendommen, hvortil udgifterne var afholdt, i brug efter istandsættelsen. Den fulde tekst Fast ejendom - vedligeholdelsesudgifter A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag for vedligeholdelsesudgifter på fast ejendom i indkomstopgørelsen for 1985. Klageren ejede i lige sameje med sin samlever en ejendom, der var opført i 1934 og som klageren havde haft siden 1954. Der var tale om en tofamiliesejendom, som havde været udlejet i klagerens ejertid indtil den 1. marts 1984, hvor han og samleveren var flyttet ind i ejendommen. Klageren og samleveren havde i 1985 betalt 5.118 kr. for pålægning af tæpper på trappe og gangarealer i ejendommen. Ved indkomstopgørelsen havde klageren fratrukket halvdelen af dette beløb eller 2.559 kr. De stedlige ligningsmyndigheder havde ikke godkendt dette fradrag og havde som begrundelse anført, at udgiften ikke kunne anses for at være afholdt i umiddelbar forbindelse med udlejningens ophør den 1. marts 1984, idet regningen på belægningen var dateret den 4. juni 1985. Der var herved henvist til Vestre Landsrets dom af 14. december 1981 vedrørende Mogens Høst-Madsen. Klageren anførte, at belægningen havde relation til udlejningen, idet trappen var særdeles nedslidt efter den mangeårige udlejning og det samme gjaldt gangene, som var blevet særligt ramponerede ved hundehold. Man havde valgt tæppebelægning i stedet for at lægge nyt gulv og trappetrin, idet tæppebelægning var billigere. Når arbejdet ikke var udført i umiddelbar forbindelse med lejemålets ophør, skyldtes dette alene, at håndværkerne ikke havde tid til at tage sig af arbejdet på klagerens ejendom på grund af andre arbejder. Ligeledes kunne belægningen ikke pålægges, før malerarbejdet var udført, og der var desuden indtruffet ledningsbrud, som havde medført yderligere forsinkelse. Klageren havde først taget 1.salen, som trappen førte op til, i brug, efter at tæppebelægningen var foretaget. Den omhandlede vedligeholdelsesudgift, som ubestridt alene vedrørte slid i udlejningsperioden, var afholdt i tilknytning til lejemålets ophør i umiddelbar forbindelse med, at ejeren selv tog den del af ejendommen, som udgiften havde relation til, i anvendelse til beboelse. Herefter fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at nægte klageren fradrag for den omhandlede vedligeholdelsesudgift. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 2.559 kr. LV 1986, G 2.2. Officielle noter Skat 1988, nr. 4, side 227

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Meddelelse til samtlige eksportører af mælkekonserves Under henvisning til statskontrollens cirkulære af 8. maj 1984 vedrørende certifikatkrav fra de amerikanske veterinærmyndigheder ved indførsel i USA af helt inddampede mælkekonservesprodukter, skal det meddeles, at der ikke skal udtages prøver af produkterne med henblik på udstedelse af ovennævnte certifikater. Kun i de tilfælde, hvor eksportøren ønsker at få et certifikat i henhold til Memorandum of Understanding, skal der udtages prøver som anført i statskontrollens cirkulære af 11. september 1979. e.b. Anna Maruszewicz Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse D-24-03 om anmeldelse til kommunen - fristoverskridelse - særlige undskyldende forhold - rådhuset lukket - dagpenge Resume: Kommunens lukning i forbindelse med jul og nytår var et særligt undskyldende forhold, som gjorde, at der kunne dispenseres fra fristen for at anmelde et sygdomstilfælde til kommunen. Begrundelsen var, at kommunens rådhus indenfor fristen kun havde haft åbent på 1. fraværsdag. Hertil kom, at lønmodtageren havde indgivet anmodningen om dagpenge hurtigst muligt efter, at han havde modtaget dagpengeskemaet fra sin arbejdsgiver. Lønmodtageren skulle derfor stilles på samme måde, som hvis han havde indgivet anmodningen om dagpenge inden for anmeldelsesfristen. Love: Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 6, stk. 2 Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 38, stk. 1 og § 38, stk. 6 Sagsfremstilling: En lønmodtager var sygemeldt i perioden 20. december 2002 til 1. januar 2003. Kommunen modtog blanket 200A med anmodning om dagpenge den 3. januar 2003. Rådhuset var lukket i hele perioden fra den 21. december 2002 til og med den 1. januar 2003. Dagpengeskema DP 200A var underskrevet af arbejdsgiveren og fremsendt til lønmodtageren den 2. januar 2003. Kommunen gav afslag på at udbetale dagpenge. Kommunen henviste til, at sygefravær skulle anmeldes senest en uge efter 1. fraværsdag. Kommunen henviste også til, at lønmodtageren tidligere var blevet vejledt om, at kommunens forpligtelse til at udbetale dagpenge normalt først indtrådte fra anmodningstidspunktet. Kommunen henviste endelig til, at lønmodtageren havde haft mulighed for at anmelde sygefraværet både den 20. december 2002 og den 2. januar 2003. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren ikke havde overholdt fristen for anmeldelse af sygdomstilfælde til kommunen. Nævnet bemærkede, at sygdomstilfældet i henhold til dagpengelovens § 6, stk. 2 principielt skulle have været anmeldt til kommunen senest den 27. december 2002, hvilken dag var omfattet af kommunens lukning mellem jul og nytår. I det konkrete tilfælde var det nævnets opfattelse, at anmeldelsesfristen var forlænget til førstkommende åbningsdag ved kontortids ophør, hvilket var den 2. januar 2003. Nævnet fandt, at lønmodtageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne begrunde dispensation fra fristoverskridelsen. I klagen til Ankestyrelsen anførte lønmodtageren, at han prøvede at ringe til kommunen, men fik at vide, at alt var lukket. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at kommunens rådhus var lukket i perioden fra 21. december 2002 til 1. januar 2003, var et særligt undskyldende forhold, som kunne begrunde, at der blev dispenseret fra fristen for at anmelde et sygdomstilfælde til kommunen. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen. Begrundelsen var, at særlige undskyldende forhold havde bevirket, at anmeldelse ikke var sket rettidigt, jf. § 14 i bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Ankestyrelsen henviste til, at kommunens rådhus kun havde haft åbent på 1. fraværsdag, og at det derefter ikke havde været muligt at komme i kontakt med forvaltningen før den 2. januar 2003. Uanset, at lønmodtageren kunne have foretaget anmeldelse den 2. januar 2003, vurderede Ankestyrelsen, at han havde henvendt sig til kommunen hurtigst muligt. Det indgik i vurderingen, at anmeldelse var sket samme dag, som han modtog dagpengeskemaet fra arbejdsgiveren. Det indgik også i vurderingen, at kommunen ikke - hverken i forbindelse med sin tidligere vejledning til lønmodtageren eller den aktuelle julelukning - havde orienteret ham om, hvordan han skulle forholde sig i tilfælde, hvor rådhuset var lukket i en længere periode. Det betød, at lønmodtageren skulle stilles på samme måde, som hvis han havde indgivet anmodningen om dagpenge inden for anmeldelsesfristen. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen til fortsat behandling på dette grundlag.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00172 Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”18-årig cyklist i livsfare: Kørt ned ved gymnasium i Kolding” i JydskeVestkysten. Pressenævnets formand udtaler: Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da [Klager] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt i artiklen eller afbilledet, har hun ikke en sådan interesse, at der er grundlag for at behandle klagen. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. [Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”18-årig cyklist i livsfare: Kørt ned ved gymnasium i Kolding” og billedmaterialet hertil bragt på jv.dk den 24. november 2011, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har til støtte for klagen bl.a. anført, at den omtalte cyklist er en af klagers datters studiekammerater. Pressenævnets formand udtaler : Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da [Klager] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt i artiklen eller afbilledet, har hun ikke en sådan interesse, at der er grundlag for at behandle klagen. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 28. november 2011

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 40-12 om revalideringsydelse - fradrag - praktikperiode - feriepenge Resume: Feriepenge, som var optjent i en praktikperiode som led i jobplanen, og som kom til udbetaling samtidig med revalideringsydelsen, skulle trækkes fra i revalideringsydelsen. Dette var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde til grund, at aktivloven ikke indeholder regler for regulering af indtægter, som er opnået i forbindelse med gennemførelse af jobplanen. Aktivlovens § 58 drejer sig alene om fradrag for arbejdsindtægter, der ikke er optjent som led i jobplanen. Love: Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 58 Note: Denne afgørelse afløser Principafgørelse O-117-97. Afgørelse: Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt feriepenge, der er optjent under praktik som led i jobplanen, skal trækkes fra i revalideringsydelsen. Resultatet er • Feriepengene skal trækkes fra i din revalideringsydelse Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY. Der var enighed på mødet. Begrundelsen for afgørelsen Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har lagt vægt på, at nævnets afgørelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, hvorefter feriepenge optjent i en praktikperiode som led i revalideringsforløbet, og som kommer til udbetaling samtidig med revalideringsydelsen, skal trækkes fra i revalideringsydelsen. Begrundelsen er, at de økonomiske forhold for en revalidend som udgangspunkt bør være ensartede under hele erhvervsplanens gennemførelse, således at revalidender, der indgår i et egentligt uddannelsesforløb afbrudt af praktikperioder, sikres et samlet indtægtsniveau svarende til revalideringsydelsen gennem hele uddannelsesforløbet. Beskæftigelsesudvalget har lagt til grund, at aktivlovens § 58 om fradrag for indtægter alene regulerer arbejdsindtægter, der ikke er optjent i forbindelse med gennemførelse af jobplanen. Bestemmelsen handler efter sin nuværende formulering alene om indtægter fra ”andet arbejde”. Udvalget har endvidere lagt til grund, at aktivloven ikke indeholder regler om betydningen af indtægter, som er opnået i forbindelse med gennemførelse af jobplanen. Bemærkninger til klagen Du har gennem din fagforening anført, at kommunen efter forespørgsel fra dig havde vejledt dig om, at udbetaling af feriepenge ikke ville påvirke din revalideringsydelse. Du finder det besynderligt og bekymrende, at kommunen kan slippe af sted med forkert rådgivning, manglende notatpligt og i det hele taget mangel på god forvaltningsskik. Du mener, at kommunens fejl bør komme dig til gode. Vi bemærker, at eventuel ukorrekt vejledning fra kommunens side ikke giver mulighed for at fravige reglerne om fradrag af feriepenge. Spørgsmålet om eventuel erstatning henhører under domstolene. Oplysninger i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af: • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 18. maj 2011 • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 23. maj 2011 • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering Kommunen traf afgørelse om, at udbetalt feriegodtgørelse skulle trækkes fra i din revalideringsydelse for juni 2010. Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der ikke forelå særlige forhold, der gav dig ret til at modtage feriepenge uden modregning i din revalideringsydelse, da praktikperioden var et led i dit revalideringsforløb. Nævnet lagde vægt på, at de økonomiske forhold under et revalideringsforløb bør være ensartede under hele revalideringsplanens gennemførelse, således at der ikke bliver forskel på personkredsen, hvad enten der er indlagt praktikperioder eller ej, da det afgørende er, at personkredsen, der er omfattet af revalidering, sikres samme indtægtsniveau under hele forløbet. Nævnet havde noteret, at kommunen havde givet dig fejlagtig rådgivning, men dette bevirkede ikke en bedre retsstilling i forhold til udbetaling af feriepenge uden modregning. Du har gennem din fagforening klaget over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen efter forespørgsel fra dig havde vejledt dig om, at udbetaling af feriepenge ikke ville påvirke din revalideringsydelse. Du finder det besynderligt og bekymrende, at kommunen kan slippe af sted med forkert rådgivning, manglende notatpligt og i det hele taget mangel på god forvaltningsskik. Du mener, at kommunens fejl bør komme dig til gode. Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at det ikke er muligt at fravige reglerne om feriepenge, men at kommunens eventuelle fejlagtige rådgivning må afgøres af det civilretlige afgørelsessystem. Retsregler Vi har truffet afgørelse efter lov om aktiv social politik (aktivloven). Det er lov nr. 455 af 10. juni 1997, som senest er bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009. Vi henviser til: • § 58, om fradrag for indtægter fra andet arbejde Vi henviser endvidere til Principafgørelse O-117-97.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber Bilag 1 til loven: Akt vedrørende tiltrædelsesvilkårene og tilpasningerne af traktaterne Protokoller til Tiltrædelsesakten Protokol nr. 1 vedrørende vedtægterne for Den europæiske Investeringsbank (* 1) (Tiltrædelsesloven) (Tiltrædelsesakten) Protokol nr. 1 vedrørende vedtægterne for Den europæiske Investeringsbank Første del Tilpasninger af vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank Artikel 1 Artikel 3 i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »Artikel 3 I overensstemmelse med Traktatens artikel 129 er Bankens medlemmer: - Kongeriget Belgien - Kongeriget Danmark - Forbundsrepublikken Tyskland - Den franske Republik - Irland - Den italienske Republik - Storhertugdømmet Luxembourg - Kongeriget Nederlandene - Kongeriget Norge - Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland.« Artikel 2 Artikel 4, stk. (1), første afsnit, i protokollen vedrorende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »(1) Banken forsynes med en kapital på to milliarder halvfjerdsindstyve millioner regningsenheder tegnet af medlemsstaterne med følgende beløb: Tyskland ................... 450,0 mill. Frankrig ................... 450,0 mill. Det forenede Kongerige ..... 450,0 mill. Italien..................... 360,0 mill. Belgien .................... 118,3 mill. Nederlandene................ 118,5 mill. Danmark .................... 60,0 mill. Norge ...................... 45,0 mill. Irland ..................... 15,0 mill. Luxembourg ................. 3,0 mill. Artikel 3 Artikel 5 i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »)Artikel 5 (1) Medlemsstaterne indbetaler den tegnede kapital med 20 pct. af de i artikel 4, stk. (1), anførte beløb. (2) I tilfælde af en forhøjelse af den tegnede kapital, fastsætter styrelsesrådet med enstemmighed den procentdel, der skal indbetales, samt de nærmere bestemmelser for indbetalingen. (3) Bestyrelsen kan kræve resten af den tegnede kapital indbetalt i det omfang, denne indbetaling er nødvendig for at opfylde Bankens forpligtelser over for sine långivere. Hver medlemsstats indbetaling foretages i forhold til dens andel i den tegnede kapital i den valuta, som Banken har brug for til opfyldelse af disse forpligtelser.« Artikel 4 Artikel 9, stk. (3), litra a og c, i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »a) træffe beslutning om forhøjelse af den tegnede kapital i overensstemmelse med artikel 4, stk. (3), og artikel 5, stk. (2), c) udøve de beføjelser, der er omhandlet i artiklerne 11 og 13 vedrørende udnævnelse og afskedigelse af bestyrelsens og direktionens medlemmer, såvel som de i artikel 13, stk. (1), andet afsnit, omhandlede beføjelser«. Artikel 5 Artikel 10 i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »Artikel 10 Medmindre andet er fastsat i disse vedtægter, træffes styrelsesrådets beslutninger med et flertal af dets medlemmers stemmer. Dette flertal skal repræsentere mindst 40 pct. af den tegnede kapital. Afstemninger i styrelsesrådet sker efter de i Traktatens artikel 148 nævnte regler.« Artikel 6 Artikel 11, stk. (2), afsnittene 1-5, i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser:. »(2) Bestyrelsen består af 19 medlemmer og 10 suppleanter. Medlemmerne udnævnes af styrelsesrådet for et tidsrum af fem år som følger: 3 medlemmer udpeget af forbundsrepublikken Tyskland; 3 medlemmer udpeget af Den franske Republik; 3 medlemmer udpeget af den italienske Republik; 3 medlemmer udpeget af Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland; 1 medlem udpeget af kongeriget Belgien; 1 medlem udpeget af kongeriget Danmark; 1 medlem udpeget af Irland; 1 medlem udpeget af storhertugdømmet Luxembourg; 1 medlem udpeget af kongeriget Nederlandene; 1 medlem udpeget af kongeriget Norge; 1 medlem udpeget af Kommissionen. Suppleanterne udnævnes af styrelsesrådet for et tidsrum af fem år som følger: 2 suppleanter udpeget af forbundsrepublikken Tyskland; 2 suppleanter udpeget af Den franske Republik; 2 suppleanter udpeget af Den italienske Republik; 2 suppleanter udpeget af Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland; 1 suppleant udpeget efter fælles aftale af Benelux-landene; 1 suppleant udpeget af Kommissionen. Medlemmernes og suppleanternes mandat kan fornyes. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsens møder. Suppleanter, der er udpeget af en stat eller efter fælles aftale af flere stater eller af Kommissionen, kan træde i stedet for medlemmer, der er udpeget henholdsvis af denne stat, af en af disse stater eller af Kommissionen. Suppleanterne har ikke stemmeret, medmindre de træder i stedet for et eller flere medlemmer, eller dersom de har modtaget fuldmagt til at stemme i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12, stk. (1).« Artikel 7 Artikel 12, stk. (1), i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »(1) I bestyrelsen har hvert medlem een stemme. Et medlem kan i alle tilfælde delegere sin stemme efter nærmere regler, der fastsættes i Bankens forretningsorden.« Artikel 8 Artikel 12, stk. (2), anden sætning, i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende sætning: »Kvalificeret flertal kræver et samlet antal af tretten stemmer.« Artikel 9 Artikel 13, stk. (1), i protokollen vedrørende vedtægterne for Banken erstattes af følgende bestemmelser: »(1) Direktionen består af en formand og fire næstformænd, der på forslag af bestyrelsen udnævnes af styrelsesrådet for et tidsrum af seks år. Deres mandat kan fornyes. Styrelsesrådet kan med enstemmighed ændre antallet af direktionens medlemmer.« Anden del: Andre bestemmelser Artikel 10 (1) De nye medlemsstater foretager senest to måneder efter tiltrædelsesdatoen de indbetalinger, der er fastsat i artikel 5, stk. (1), i vedtægterne for Banken som ændret ved artikel 3 i denne protokol. Disse indbetalinger skal foretages i deres respektive nationale valutaer. En femtedel af indbetalingen skal finde sted kontant og den resterende del i ikke-rentebærende statsforskrivninger, der forfalder i fire lige store rater henholdsvis ni måneder, seksten måneder, treogtyve måneder og tredive måneder efter tiltrædelsesdatoen. Efter aftale mellem Banken og den pågældende nye medlemsstat kan disse statsforskrivninger indløses helt eller delvist før forfald. Såvel de kontante indbetalinger som provenuet ved indløsningen af statsforskrivningerne skal være frit konvertible. (2) Bestemmelserne i artikel 7 i vedtægterne for Banken finder anvendelse på alle indbetalinger, der foretages af de nye medlemsstater i deres respektive nationale valutaer i kraft af nærværende artikel. Enhver tilpasning i forbindelse med endnu uindløste statsforskrivninger skal finde sted på forfaldsdagen eller på datoen for en førtidig indløsning af disse forskrivninger. Artikel 11 (1) De nye medlemsstater indbetaler til dcn vedtægtsmæssige reserve og til de henlæggelser, som svarer til reserver, og som foretages pr. 31. december i året forud for tiltrædelsen, således som de fremgår af Bankens godkendte statusopgørelse, beløb svarende til følgende procentdele af disse reserver: Det forenede Kongerige........... 30 pct. Danmark: ........................ 4 pct. Norge: .......................... 3 pct. Irland: ......................... 1 pct. (2) Størrelsen af de indbetalinger, der er omhandlet i denne artikel, beregnes i regningsenheder, når Bankens årlige statusopgørelse for det år, der går forud for tiltrædelsen, er godkendt. (3) Indbetalingerne af disse beløb finder sted i fem lige store rater senest to måneder, ni måneder, seksten måneder, treogtyve måneder og tredive måneder efter tiltrædelsen. Hver af disse fem rater indbetales i hver af de nye medlemsstaters frit konvertible nationale valuta. Artikel 12 (1) Ved tiltrædelsen suppleres bestyrelsen, idet styrelsesrådet udnævner: 3 medlemmer udpeget af Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland; 1 medlem udpeget af kongeriget Danmark; 1 medlem udpeget af Irland; 1 medlem udpeget af storhertugdømmet Luxembourg; 1 medlem udpeget af kongeriget Norge; 2 suppleanter udpeget af Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland. (2) De således udnævnte medlemmers og suppleanters mandat udløber med slutningen af det årsmøde i styrelsesrådet, på hvilket årsberetningen vedrørende regnskabsåret 1977 gennemgås. (3) Ved slutningen af det årsmøde, på hvilket styrelsesrådet gennemgår årsberetningen vedrørende regnskabsåret 1972, udnævner styrelsesrådet med et mandat på fem år: 3 medlemmer udpeget af forbundsrepublikken Tyskland; 3 medlemmer udpeget af Den franske Republik; 3 medlemmer udpeget af Den italienske Republik; 1 medlem udpeget af kongeriget Belgien; 1 medlem udpeget af kongeriget Nederlandene; 1 medlem udpeget af Kommissionen; 2 suppleanter udpeget af forbundsrepublikken Tyskland; 2 suppleanter udpeget af Den franske Republik; 2 suppleanter udpeget af Den italienske Republik; 1 suppleant udpeget af Benelux-landene efter fælles aftale; 1 suppleant udpeget af Kommissionen. Artikel 13 Ved tiltrædelsen udvides direktionen ved udnævnelse af en næstformand. Dennes mandat udløber samtidig med mandatet for de på tiltrædelsestidspunktet fungerende medlemmer af direktionen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om obligatoriske test i folkeskolen I medfør af § 13, stk. 3, 2. og 3. pkt., og § 55 c i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 747 af 20. juni 2016, fastsættes efter bemyndigelse: De obligatoriske test § 1. Eleverne skal gennemføre følgende obligatoriske test, jf. folkeskolelovens § 13, stk. 3: 1) Dansk med fokus på læsning på 2., 4., 6. og 8. klassetrin. 2) Engelsk på 4. og 7. klassetrin. 3) Matematik på 3., 6. og 8. klassetrin. 4) Fysik/kemi på 8. klassetrin. Gennemførelse af obligatoriske test § 2. Testene afvikles gennem Undervisningsministeriets test- og prøvesystem. Adgang til ministeriets digitale test- og prøveafviklingssystem, herunder testresultater mv., sker via Styrelsen for It og Lærings digitale identifikationssystem (UNI-Login). Stk. 2. Skolens leder registrerer oplysninger om skolens elever og medarbejdere, som er nødvendige for testafviklingen og adgangen til testresultater i UNI-Login forud for tilmelding til test og gennemførelsen heraf. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen registrerer oplysninger om medarbejdere i den kommunale forvaltning, der skal have adgang til testresultaterne for kommunens folkeskoler, i UNI-Login. Stk. 4. For dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder, jf. folkeskolelovens § 22, stk. 5, beslutter kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, hvor afviklingen af test skal finde sted. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at afviklingen af test skal finde sted på et dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted, skal kommunalbestyrelsen sikre, at der på det pågældende dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted er de fornødne rammer for, at testafviklingen kan ske i overensstemmelse med lovgivningen herom. § 3. Gennemførelse af test finder sted i perioden fra den 1. marts til den 30. april i det skoleår, hvori testen er placeret. Stk. 2. Der skal forud for afviklingen af en test reserveres et tidsrum for gennemførelsen heraf i test-systemet. Stk. 3. Hver elev kan kun gennemføre den obligatoriske test én gang, bortset fra elever der undervises på det samme klassetrin i to år, jf. folkeskolelovens § 12, stk. 1, 2. pkt. § 4. Skolens leder, eller den skolelederen udpeger hertil, instruerer eleverne i afviklingen af testene. Stk. 2. Eleverne må ikke kommunikere med hinanden eller udenforstående under testen, jf. dog § 6, stk. 1. § 5. Testen for en elev kan forlænges, hvis skolens leder vurderer, at dette er nødvendigt for, at testen kan bidrage til at kvalificere den løbende evaluering af elevens udbytte af undervisningen. Stk. 2. En test varer 45 minutter. Særlige vilkår og fritagelse § 6. Skolens leder skal tilbyde særlige vilkår for gennemførelse af test til elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder samt tosprogede elever med utilstrækkelige danskkundskaber, når dette er nødvendigt for at ligestille disse elever med andre i testsituationen. Stk. 2. Afgørelsen efter stk. 1 træffes af skolens leder på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering og efter samråd med eleven og dennes forældre. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed. Stk. 3. Inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning kan undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri. Skolens leder skal orientere forældrene om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages. § 7. Særlige vilkår efter § 6 kan omfatte en særlig tilrettelæggelse af testaflæggelsen for elever, der på grund af deres psykiske eller fysiske funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder har et særligt behov herfor. Den særlige tilrettelæggelse kan fx omfatte følgende: 1) Brug af hjælpemidler. 2) Tildeling af ekstra tid. 3) Anvendelse af en hjælper. Stk. 2. Det er en forudsætning for særlig tilrettelæggelse af en test, at formålet med testen fastholdes. Test skal afvikles på samme vilkår, som har været gældende for elevens forudgående undervisning, så testen afspejler elevens måde at arbejde på. Særlig tilrettelæggelse af en test skal sidestille eleven med de øvrige elever i testsituationen. § 8. Skolens leder kan i særlige tilfælde beslutte, at en elev fritages for at gennemføre en test, hvis eleven på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber vurderes ikke at kunne gennemføre testen med et resultat, der kan bidrage til kvalificering af den løbende evaluering. Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering om, at eleven på grund af sine vanskeligheder ikke på en hensigtsmæssig måde kan gennemføre en test, herunder gennemføre testen på særlige vilkår. Stk. 3. Afgørelse om fritagelse forudsætter, at forældrene og eleven er enige heri, og at der forinden er taget stilling til, om eleven vil kunne gennemføre testen på særlige vilkår, jf. §§ 6 og 7. § 9. Antager elevens underviser i det fag, hvori der afholdes test, at en elev ikke vil kunne gennemføre en test med et resultat, der kan bidrage til kvalificering af den løbende evaluering, orienteres eleven og dennes forældre om muligheden for fritagelse for gennemførelse af en test. Stk. 2. Skolens leder træffer på baggrund af indstilling fra elevens underviser og efter samråd med eleven og dennes forældre afgørelse om fritagelse for gennemførelse af en test. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed. Stk. 3. Inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning kan undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri. Skolens leder skal orientere forældrene om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages. § 10. I forbindelse med en afgørelse om fritagelse skal skolens leder efter samråd med forældrene og så vidt muligt eleven fastlægge, hvilke andre metoder til evaluering af den fritagne elev der skal træde i stedet for den obligatoriske test. Erstatningstest ved fravær § 11. En elev, der har været forhindret i at gennemføre en test på grund af fravær, skal gennemføre testen snarest muligt i testperioden, jf. § 3. Stk. 2. Kan testen ikke gennemføres inden den 30. april, skal eleven gennemføre en erstatningstest i perioden fra maj til juni. Stk. 3. Der skal forud for afviklingen af en erstatningstest reserveres et tidsrum for gennemførelse af erstatningstest i testsystemet. Frivillig anvendelse af test § 12. Der kan ske frivillig anvendelse af de test, som er nævnt i § 1, på det klassetrin, hvor den obligatoriske afvikling finder sted samt på klassetrinnet før og efter. Stk. 2. Der skal forud for afviklingen af en frivillig test reserveres et tidsrum for gennemførelse heraf i testsystemet. Stk. 3. Der må højst reserveres tid til frivillig gennemførelse af hver test to gange for hver elev, for elever på skoler som nævnt i § 14 dog tre gange for hver elev. Stk. 4. Oplysning om, i hvilke perioder af skoleåret der kan ske frivillig anvendelse af test, offentliggøres på uvm.dk. Tilladte hjælpemidler § 13. Ved alle test må anvendes papir og skriveredskab. Stk. 2. Ved testene i matematik og fysik/kemi må der desuden anvendes lommeregner, bortset fra ved de opgaver hvor det er markeret med et symbol i testen, at lommeregner ikke må anvendes. Anvendelse af test på frie grundskoler m.fl. § 14. I de i § 12, stk. 4, nævnte perioder kan testene i § 1 anvendes af elever ved statsskoler, anmeldte frie grundskoler, godkendte efterskoler, godkendte frie fagskoler og kommunale ungdomsskoler. Stk. 2. Denne bekendtgørelses § 2, stk. 1-2, § 4, § 5, § 12 og § 13 gælder for de i stk. 1 nævnte skoler. Ikrafttræden § 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2017. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1000 af 26. oktober 2009 om anvendelse af test i folkeskolen mv. ophæves. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 14. juni 2017 Susanne S. Clausen Vicedirektør / Siri Jordahn

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse A-20-08 om kontanthjælp - supplerende - sygedagpenge - indretningssynspunktet - ingen indtægtsnedgang Resume: Borgeren modtog under sygdom sygedagpenge svarende til lønnen i det hidtidige arbejde på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Borgeren søgte om supplerende kontanthjælp til sygedagpengene. For at kunne tage stilling til, om borgeren opfyldte betingelserne for at få kontanthjælp, skulle kommunen undersøge, hvordan borgeren havde arrangeret sig økonomisk og hvilken økonomi, hun havde indrettet sig med forud for sygemeldingen. Love: Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 11, stk. 2 Sagsfremstilling: Det fremgik af sagen, at borgeren på grund af sygdom modtog sygedagpenge, 1.385 kr. om ugen. De var beregnet på grundlag af et ugentligt timetal på 15 med en timeløn på 100 kr. Borgeren søgte om supplerende kontanthjælp. Hun var på det tidspunkt 26 år, samlevende og med to børn. Kommunen afslog ansøgningen om kontanthjælp. Kommunen begrundede afslaget med, at den sociale begivenhed, som var sygdom, blev dækket via sygedagpenge. Indtægtstabet blev dækket helt via sygedagpengene. Kommunens afgørelse blev påklaget til beskæftigelsesankenævnet. Beskæftigelsesankenævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet begrundede afgørelsen med, at borgeren var omfattet af aktivlovens § 11. Kommunen anmodede nævnet om at genoptage sagen. Nævnet afviste at genoptage sagen. Nævnet fandt i øvrigt ikke, at der var lovgrundlag for at indfortolke et egentligt krav om et indtægtstab. I klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg blev det anført, at borgeren ikke havde noget indtægtstab, efter at hun var blevet sygemeldt. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en sygemeldt borger, der modtog sygedagpenge, opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11, stk. 2, når der ikke var sket en indtægtsnedgang. Afgørelse: Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste spørgsmålet om supplerende kontanthjælp til kommunen. Det betød, at kommunens afgørelse af 27. juni 2007 blev ophævet, og kommunen skulle træffe en ny afgørelse efter at have undersøgt borgerens økonomiske forhold yderligere. Beskæftigelsesudvalget kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om, hvorvidt betingelserne i aktivlovens § 11, stk. 2 for at få kontanthjælp var opfyldt i dette tilfælde. Kommunen skulle foretage en samlet individuel bedømmelse af borgerens forhold for at se, om ændringen i borgerens personlige forhold kunne begrunde hjælp. Kontanthjælp var subsidiær i forhold til andre private og offentlige forsørgelsesmuligheder. Det fremgik af sagen, at borgeren forud for sygemeldingen havde en indtægt svarende til en gennemsnitlig arbejdsuge på 15 timer. Under sin sygdom modtog hun sygedagpenge, der ifølge kommunens beregning svarede til den hidtidige arbejdsindkomst. Det fremgik af kontoudskrifter, at borgeren modtog underholds-bidrag, børnefamilieydelse og tilskud til hest. Det fremgik endvidere af sagen, at hun havde en samlever og to børn. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at der ingen oplysninger var om, hvordan hun havde arrangeret sig økonomisk; herunder hvordan arbejdets omfang blev tilrettelagt forud for sygemeldingen. Det fremgik således ikke, hvordan hun hidtil havde forsørget sig og familien, herunder hvordan hun havde været i stand til at afholde de faste udgifter. Beskæftigelsesudvalget fandt, at det ikke var tilstrækkeligt oplyst, hvilken økonomi, borgeren havde indrettet sig med, før hun blev sygemeldt.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om vedtægter for samarbejde mellem menighedsråd om ændring af budgetprocedure m.v. I medfør af § 43, stk. 4, i lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996, meddeles: § 1. Menighedsrådene i Hvidebæk Kommune, Kalundborg Provsti, har besluttet at iværksætte et samarbejde om besluttende budgetsamråd ved brug af den af ministeriet godkendte standardvedtægt. Vedtægten trådte i kraft 30. marts 1999 og er fremlagt hos de berørte menighedsråds formænd og hos sognepræsterne. Stk. 2. Menighedsrådene i Aabybro Kommune, Aalborg Nordre Provsti, har besluttet at iværksætte et samarbejde om forberedende budgetsamråd ved brug af den af ministeriet godkendte standardvedtægt. Vedtægten trådte i kraft 13. oktober 1999 og er fremlagt på de berørte sognes kirkegårds- og præstegårdskontorer samt på kommunens biblioteker. End of "§ 1" § 2. Kirkeministeren har godkendt følgende samarbejdsvedtægter: 1) For menighedsrådene i Thisted Kommune, Thisted Provsti, om indførelse af en rammeordning og et forberedende budgetsamråd. 2) For menighedsrådene i Ejby Kommune, Middelfart Provsti, om forberedende budgetsamråd. 3) For menighedsrådene i Nørre Åby Kommune, Middelfart Provsti, om forberedende budgetsamråd. 4) For menighedsrådene i Kalundborg Kommune, Kalundborg Provsti, om besluttende budgetsamråd. 5) For menighedsrådene i Dianalund Kommune, Kalundborg Provsti, om besluttende budgetsamråd. End of "§ 2" § 3. De i § 2, nr. 1-3, nævnte samarbejdsvedtægter indebærer, at § 17c, stk. 3, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997, fraviges således, at udgifterne ved ordningen kan afholdes af provstiudvalgskassen. Stk. 2. De i § 2, nr. 4-5, nævnte samarbejdsvedtægter indebærer, at § 5, § 6, stk. 1, 1.pkt., og § 17c, stk. 3, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997, og § 5, stk. 1, og § 5, stk. 2, nr. 3-4, i bekendtgørelse nr. 838 af 20. oktober 1993, som ændret ved bekendtgørelse nr. 232 af 22. marts 1996, om provstiudvalgenes virksomhed fraviges således, at de opgaver, som efter disse bestemmelser varetages af provstiudvalget, henlægges til det besluttende budgetsamråd, og således at udgifterne ved ordningen kan afholdes af provstiudvalgskassen. End of "§ 3" § 4. Den i § 2, nr. 1, nævnte vedtægt trådte i kraft 10. juli 1999 og gælder indtil videre. Vedtægten er fremlagt i de berørte sognes våbenhuse og på Thisted Provstikontor. Stk. 2. Den i § 2, nr. 2, nævnte vedtægt trådte i kraft 14. september 1999 og gælder indtil videre. Vedtægten er fremlagt på Middelfart Provstikontor. Stk. 3. Den i § 2, nr. 3, nævnte vedtægt trådte i kraft 10. september 1999 og gælder indtil videre. Vedtægten er fremlagt på Middelfart Provstikontor. Stk. 4. Den i § 2, nr. 4, nævnte vedtægt trådte i kraft 16. februar 1999 og gælder indtil videre. Vedtægten er fremlagt på de berørte sognes kirkekontorer/våbenhuse. Stk. 5. Den i § 2, nr. 5, nævnte vedtægt trådte i kraft den 29. november 1999 og gælder indtil videre. Vedtægten er fremlagt i de berørte sognes våbenhuse. End of "§ 4" Kirkeministeriet, den 3. april 2000 Margrethe Vestager /Troels Neiiendam End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Landsskatteretskendelse vedr. forening - momsregistrering for vaskeridrift - erhvervsmæssig udlejning af fælleshuse Resumé En andelsboligforening var ikke berettiget til momsfradrag for udgifter i forbindelse med vaskerifaciliteter, der var stillet til rådighed for lejerne. Udleje af fælleshus og gildesal blev anset for momsfri udlejning af fast ejendom. Der kunne herefter ske frivillig registrering af udlejningerne i h.t. momsloven § 51, stk. 1. Klagen vedrører om foreningen med rette er momsregistreret for vaskeridrift af fællesvaskeri, og om der er tale om erhvervsmæssig udlejning af fælleshuse/gildesale, således at den frivillige momsregistrering kan opretholdes. Landsskatterettens afgørelse Den påklagede afgørelse ændres. Sagens oplysninger Sagen omfatter perioden 1. oktober 2008 - 31. december 2010. Foreningen H1 er et alment boligselskab i Y1, og den primære aktivitet er boligudlejning. Foreningen er opdelt i i alt 30 afdelinger. I tilknytning til 12 afdelinger er der etableret vaskerier, der kan benyttes af lejerne. Herudover omfatter foreningens aktivitet drift af i alt 7 fælleshuse/gildesale, som kan lejes af beboerne til afholdelse af fester og lign. Fælleshusene/gildesalene udlejes primært til familiefester, fødselsdage, bryllupper, konfirmationer og lign. Ved brev af 20. juni 2007 anmodede foreningen Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at en række afdelinger i foreningen blev momsregistrerede. På samme tidspunkt anmodede foreningen om at en række afdelinger blev frivilligt momsregistreret for udlejning af fælleshuse/gildesale. Dette blev imødekommet af skattecenteret den 19. juli 2007. Med virkning fra 1. oktober 2008 blev momsregistreringen af vaskerierne samlet under ét registreringsforhold. SKATs afgørelse SKAT har forhøjet foreningens afgiftstilsvar med 527.679 kr. Vaskeridrift Det er SKATs opfattelse, at vaskeridriften må anses for at være drevet i nær tilknytning til den i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, momsfrie boligudlejning, hvorfor der for vaskeridriften ikke er tale om selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvilket således indebærer, at foreningen fejlagtig har været momsregistreret for en momsfritaget aktivitet, hvorfor foreningen er pligtig til at tilbagebetale udbetalt negativ momstilsvar og refunderet el- og vandafgift i forbindelse med den således uretmæssige momsregistrering til SKAT. Der er ved SKATs vurdering heraf lagt vægt på følgende forhold: De omhandlede 12 vaskerier er alle etableret i ejendomme omfattet af momsfri boligudlejning. Vaskerierne er ikke etableret i nogen selvstændig juridisk enhed. Vaskerierne drives ikke som en selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, men er en integreret del af den momsfrie boligudlejning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Der er alene foreningens lejere, som har adgang til vaskerierne. Den over for lejerne fastsatte betaling for vaskeriydelser yder kun delvis dækning for udgifterne i forbindelse med drift af vaskerierne - etablering af og afskrivning på vaskerierne finansieres således via huslejerne. Dette forhold bekræftes af, at angivet salgsmoms af indtægterne for vaskeridriften i perioden 1. oktober 2008 - 31. december 2010 udgør 391.854 kr. medens angivet købsmoms af de momsbelagte udgifter vedr. vaskeridriften for samme periode udgør 760.691 kr. Det negative momstilsvar i forbindelse hermed udgør således 368.837 kr. Herudover har H1 opnået refusion af 406.736 kr. i el- og vandafgift. Vaskeridriften og boligudlejningsaktiviteten er ikke uafhængige af hinanden, når den egentlige betaling for vaskefaciliteterne ikke yder dækning for udgifterne i forbindelse hermed, og den manglende dækning hentes ind via huslejen. For så vidt angår påstanden om, at der i tilknytningen til momsregistreringen af vaskerierne fra 1. juli 2007 og den efterfølgende samling af registreringsforholdene fra 1. oktober 2008 er foretaget en begunstigende forvaltningsakt, er det SKATs opfattelse, at dette ikke er tilfældet. Dette begrundes med, at der alene er sket anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og at der hos SKAT ikke er sket nogen egentlig sagsbehandling i forbindelse med momsregistreringerne den 1. juli 2007 og 1. oktober 2008 af vaskerierne, hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med sædvanlig praksis, når der er tale om etablering af et almindeligt momsregistreringsforhold. I relation til det af HG anførte, hvorefter SKATs henvendelse til foreningen i januar 2009 ikke gav anledning til bemærkninger, er bemærket, at SKATs primære formål ved vurderingen af negative afgiftstilsvar er at skabe overblik over, hvorvidt det regnskabsmæssige grundlag og dokumentationen herfor er til stede. Når således først henvendelsen i november 2010 vedrørende angivet negativt afgiftstilsvar for juli kvartal 2010 gav anledning til nærmere undersøgelse af foreningens momsregistreringsforhold, skyldtes det HGs oplysning om, at aktiviteterne vedrørende vaskeridriften momsmæssigt havde været underskudsgivende i hele registreringsperioden og at »underskuddet« blev dækket ind af indtægterne fra boligudlejningen. For så vidt angår kravet om også tilbagebetaling af tidligere refunderet el- og vandafgift bemærkes, at forudsætningen for fradrag/refusion heraf, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1 og vandafgiftslovens § 9, stk. 1 og 2, ikke er til stede, når vaskeridriften ikke anses som selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, med afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 4, stk. 1. Der er endelig, for så vidt angår SKATs påtænkte afgørelse om med tilbagevirkende kraft at annullere momsregistreringen af vaskerierne og rejse krav om tilbagebetaling af udbetalt negativt momstilsvar og refunderet el- og vandafgift, lagt vægt på, at der for vaskerierne, jf. ovenfor, er tale om en momsfritaget aktivitet, og der er således ikke tale om en aktivitet eller forberedelse af en aktivitet, som omfatter selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, med afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 4, stk. 1. Det er således SKAT opfattelse, at nærværende sag ikke er analog med INZO-dommen, præmis 25 heri, idet H1 fejlagtig har anmeldt en momsfritaget aktivitet til registrering i henhold til momsloven. SKAT har anført, at såfremt momsregistreringen anses for sket med rette, da foreligger der interessefællesskab mellem H1 og dens medlemmer/lejere, og at der således kan blive tale om fastsættelse af momsgrundlaget for de omhandlede vaskeriydelser til normalværdien/en sammenlignelig pris på det frie marked, jf. momslovens § 29, stk. 1, 2 og 3, jf. § 28, stk. 3 og SKM2008.826.SKAT. Der er ved SKATs vurdering heraf lagt vægt på følgende: Efter SKATs opfattelse foreligger der såvel retlige (via indgåede lejekontrakter) som medlemsmæssige bindinger mellem boligforeningen og dens lejere. Den over for lejerne fastsatte betaling for vaskeriydelser yder kun delvis dækning for udgifterne i forbindelse med drift af vaskerierne - etablering af og afskrivning på vaskerierne finansieres via huslejen. Dette forhold bekræftes af, at angivet salgsmoms af indtægterne for vaskeridriften i perioden 1. oktober 2008 - 31. december 2010 udgør 391.854 kr. medens angivet købsmoms af de momsbelagte udgifter vedr. vaskeridriften for samme periode udgør 760.691 kr. Det negative momstilsvar i forbindelse hermed udgør således 368.837 kr. Herudover har H1 opnået refusion af 406.736 kr. i el- og vandafgift. Vaskeridriften og boligudlejningsaktiviteten er således ikke uafhængige af hinanden, når betalingen for vaskefaciliteterne ikke yder dækning for udgifterne i forbindelse hermed, og den manglende dækning hentes ind via huslejen. Det kan konstateres, at statskassen hidtil har ydet et »tilskud« til H1 i form af den moms foreningen sparer, hvilket man netop ville imødekomme ved lovændringen omkring momslovens § 28 og 29 pr 1. januar 2009, jf. bemærkningerne til forslaget, hvori er anført »fastsættes prisen under indkøbs- eller fremstillingsprisen, kan statskassen komme til at betale et »tilskud« i form af den moms, virksomheden sparer«. Udlejning af fælleshuse/gildesale Det er SKATs opfattelse, at foreningens udlejning af fælleshuse/gildesale til dens lejere/medlemmer ikke har karakter af at være erhvervsmæssig, da der fra og med 4. kvartal 2008 konstant er angivet negative momstilsvar vedrørende den omhandlede udlejning. Dette forhold, som således over en forholdsvis lang periode viser, at foreningens momsbelagte udgifter i forbindelse med udlejningen overstiger de momsbelagte lejeindtægter indikerer efter SKATs opfattelse, at foreningen ikke tilstræber noget overskud ved udlejningen, og at der således ikke er tale om nogen erhvervsmæssig aktivitet, hvorfor forudsætningen for frivillig momsregistrering, jf. momslovens § 51, stk. 1, ikke er til stede. Ved vurdering af, hvorvidt der foreligger erhvervsmæssig virksomhed, bør der også her lægges vægt på, at der jf. ovenfor efter SKATs opfattelse foreligger interessefællesskab mellem foreningen og dens lejere/medlemmer, ligesom aktiviteten omkring udlejning af fælleshuse/gildesale ikke er udskilt i nogen selvstændig økonomisk virksomhed. Ved vurderingen af det erhvervsmæssige islæt bør der efter SKATs opfattelse også lægges vægt på, at der er tale om udlejning af fælleshusene/gildesalene til en »lukket« kreds, idet der alene sker udlejning til foreningens medlemmer/lejere. Det er på baggrund heraf SKATs opfattelse, at foreningen med virkning fra 1. april 2011, ikke længere kan bibeholde den omhandlede frivillige momsregistrering, og SKAT har således til hensigt at foranledige foreningens frivillige momsregistrering i henhold til momsloven afmeldt fra denne dato. Klagerens påstand og argumenter Foreningens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at momsregistreringen af vaskeridrift er sket med rette, og den frivillige momsregistrering af udlejning af fælleshuse/gildesale opretholdes. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at foreningens momsregistrering af vaskeridriften kun kan tilbagekaldes med fremadrettet virkning og efter et passende varsel. Mere subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at der ikke er et interessefællesskab i momslovens § 29, stk. 3’s forstand, mellem H1 og deres lejere, hvorfor den eksisterende prisfastsættelse af leverancen (vaskeridriften) ikke kan anfægtes. Mest subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at såfremt der anses at foreligge et interessefællesskab, kan dette synspunkt først gøres gældende fra 1. januar 2009, hvor § 29, stk. 3 trådte i kraft og alene med virkning for momsopkrævningen. Godtgørelse af el- og vandafgift er således ikke berørt. Vaskeridrift For så vidt angår den principale påstand gøres gældende, at momsregistreringen er sket med rette, idet vaskeridrift er en selvstændig momspligtig ydelse og ikke en integreret del af den momsfrie boligudlejning. Vaskeriydelsen udbydes uafhængigt af boligudlejningen, da det er valgfrit for lejerne, om man ønsker sig at benytte muligheden for at vaske i det til afdelingen tilknyttede vasken. Hermed udgør vaskeydelsen et mål i sig selv og er ikke blot en biydelse til boligudlejningen, jf. EU-domstolens afgørelse i sagen C-349/96, Card Protection Plan, særligt præmis 30. Det skal yderligere fremhæves, at der er væsentlig forskel på ydelsens karakter, hvis man sammenholder leverancer af el, vand og varme med f.eks. vaskeridrift. Der kan således stilles krav til kvaliteten af vaskefaciliteterne i modsætning til leverancer af el, vand og varme. EU-domstolen har i sagen C-572/07 (RLRE Tellmer Property sro), taget stilling til, om rengøring af fællesarealer er en del af lejeforholdet, eller om der foreligger en selvstændig ydelse. EU-domstolen udtaler følgende i præmisserne 21- 24: »21. Selv om rengøring af fællesarealer i en fast ejendom følger med brugen af den lejede ejendom, henhører rengøringen dog ikke nødvendigvis under begrebet udlejning i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra b). 22. Det er desuden ubestridt, at rengøring af en fast ejendoms fællesarealer kan tilvejebringes på forskellige måder, navnlig af en tredjemand, der direkte fakturerer lejerne omkostningerne ved ydelsen, eller af udlejeren enten ved sine egne ansatte eller ved et hertil antaget rengøringsselskab. 23. Det bemærkes, at RLRE Tellmer Property i nærværende sag fakturerer lejerne rengøringsydelserne særskilt i forhold til lejen. 24. Eftersom udlejningen af lejligheder og rengøringen af ejendommens fællesarealer kan adskilles fra hinanden, således som det er tilfældet i hovedsagen, kan den omhandlede udlejning og rengøring endvidere ikke anses for at udgøre en samlet ydelse i henhold til Domstolens praksis.« EU-domstolen lægger således vægt på, at rengøringsydelsen kan tilvejebringes på flere forskellige måder, at den faktureres særskilt, og at den kan adskilles fra hovedydelsen. Tilsvarende har såvel Vestre Landsret, samt tidligere byretten, udtalt sig om sammenhængen mellem momslovens § 13, stk. 1, nr. 8 og en i øvrigt momspligtig ydelse. Der lægges særligt vægt på, at det er valgfrit om ydelsen benyttes eller ej, og derved vil ydelsen, såfremt den tilvælges, udgøre et mål i sig selv og derved være momspligtig. Vestre Landsrets dom er refereret i SKM2010.405.VLR og byrettens dom er refereret i SKM2009.31.BR. Samme karakteristika er gældende i nærværende sag. Det er valgfrit, om lejeren vil bruge et fællesvaskeri. Endvidere er det valgfrit, om man vil bruge den sæbe og skyllemiddel, som boligforeningen anvender. Der sker særskilt afregning af forbrug af vaskeri. Hertil kommer at lejerne har mulighed for at fravælge H1 som leverandør af vaskeydelser, modsat hvad der gælder for leverancer af el, vand og varme. Det bemærkes for god ordens skyld, at det forhold, at brugen af vaskeriet ophæves over huslejen, ikke kan tages til indtægt for, at ydelsen er i nær tilknytning til huslejen. Dette er blot en praktisk foranstaltning, på samme måde som når f.eks. kantinemaden ophæves over medarbejdernes lønseddel. På denne baggrund må vaskeridriften anses for en selvstændig momspligtig leverance og det er derfor med rette, at H1 har opkrævet moms, og det er med rette at H1 er momsregistreret for disse leverancer. For så vidt angår den subsidiære påstand gøres det gældende, at H1s momsregistrering kun kan tilbagekaldes med fremadrettet virkning og efter et passende varsel. Uanset om retten måtte finde, at momsregistreringen er sket ved en fejl eller med rette, vil en annullering af momsregistreringen kun kunne ske med fremadrettet virkning og efter et passende varsel. Det er et knæsat princip i dansk forvaltningsret, at begunstigende forvaltningsakter kun kan tilbagekaldes med fremadrettet virkning og efter et passende varsel. Kun i de situationer, hvor ansøger har handlet svigagtigt, da ansøgningen blev indgivet, viger hensynet til ansøger over for forvaltningens muligheder for at gennemføre en ændring. Særligt når en begunstigende forvaltningsakt indebærer en løbende tilladelse, beskyttes ansøgers forventning om at kunne indrette sig på den tilladelse, der er givet. Denne praksis kan illustreres ved Østre Landsrets dom i UfR1989.657 og senere i Østre Landsret dom i SKM2001.409.ØLR. Det gøres gældende, at denne praksis på ingen måde er ændret som følge af Landsskatterettens kendelse i SKM 2004.253.LSR, som SKAT har refereret til. Afslutningsvis bemærkes, at dette forvaltningsretlige princip ikke viger for det forhold, om SKAT de facto foretager en sagsbehandling af en registreringsanmeldelse eller ej. Dette forhold er SKATs problem, og det kan ikke overføres til den virksomhed, der har søgt og har fået imødekommet sin ansøgning. Til den mere subsidiære påstand gøres gældende, at der ikke er et interessefællesskab i momslovens § 29, stk. 3’s forstand, mellem H1 og deres lejere, hvorfor den eksisterende prisfastsættelse af leverancen ikke kan anfægtes. SKAT har på ingen måde godtgjort, hvordan en markedspris på vaskeydelser skal afgrænses, men blot konstateret, at der er et problem, set med SKATs øjne. Den tilsvarende bestemmelse i Momssystemdirektivets artikel 80 definerer ikke medlemsmæssige bindinger. Om retlige bindinger anføres, at disse også kan omfatte forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Hverken § 29, stk. 3 eller momssystemdirektivets artikel 80 skal forstås således, at ethvert medlemsforhold eller kontraktligt mellemværende er udtryk for et interessefællesskab. At være medlem af en forening indebærer et naturligt fællesskab om det, der er foreningens formål. Dette er dog ikke et interessefællesskab, og det er vanskeligt at se, hvorledes det blotte medlemskab skulle være udtryk for et interessefællesskab. Det forhold at man har et boligbrev til en andelsboligforening og dermed ret til at kunne leje ledige lejligheder af samme, findes ikke at kunne rummes indenfor begrebet medlemsmæssige bindinger. Tilsvarende kan anføres omkring retlige bindinger. Indgås et kontraktforhold kan parterne have fælles interesser, men der er samtidig et naturligt modsætningsforhold, der medfører, at der ikke umiddelbart kan konstateres et interessefællesskab. Tilsvarende gør sig som udgangspunkt gældende ved forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Her har EU dog konkret fastslået, at der kan foreligge et interessefællesskab mellem disse parter. Dette er formentlig sket ud fra en forudsætning eller formodning om, at en mere generel/principiel vurdering af dette spørgsmål ville føre til den konklusion, at der ikke er interessefællesskab mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Under det danske lovforslags behandling spurgte Finansrådet til, hvad der nærmere lå i begrebet økonomiske bindinger. Af Skatteministerens svar fremgik klart, at der skal være tale om en økonomisk afhængighed af en vis vægt, før der er tale om en reel økonomisk binding. Således skabes dette ikke, blot fordi en bank sælger produkter til en kunde, der samtidig er indskyder eller aktionær i banken. Tilsvarende opstår der ikke økonomiske bindinger, hvis en bank ejer en ubetydelig aktiepost i en virksomhed. En post på 5 % anses i den forbindelse som ubetydelig. En analog anvendelse af disse udtalelser må føre til, at det blotte forhold, at en lejer er medlem i en boligorganisation ikke giver en medlemsmæssig binding, ligesom det forhold, at man som lejer har indgået en lejekontrakt med en boligorganisation ikke automatisk medfører, at der er tale om en retlig binding. Der henvises til en udtalelse fra det daværende SKAT Hovedcenter afgivet til klagerens repræsentant. Hertil kommer at indtægten fra vaskeridrift kun udgør en meget lille del af »omsætningen« i H1, således at de forhold, der lægges vægt på i svaret til Finansrådet omkring 5 %, også er relevante i nærværende sag. På denne baggrund kan reglerne om interessefællesskab ikke finde anvendelse i nærværende sag. For så vidt angår den mest subsidiære påstand gøres det gældende, at såfremt der anses at foreligge et interessefællesskab, kan dette synspunkt først gøres gældende fra 1. januar 2009, hvor § 29, stk. 3 trådte i kraft og alene med virkning for momsopkrævningen. Godtgørelse af el- og vandafgift er således ikke berørt. Reglen i momslovens § 29, stk. 3 kan ikke overføres på elafgiftsloven eller vandafgiftsloven og som følge heraf kan der ikke nægtes godtgørelse af el- og vandafgift under henvisning til, at der foreligger et interessefællesskab. Fælleshuse/gildesale Der er tale om erhvervsmæssig udlejning af fælleshuse/gildesale, hvorfor den frivillige momsregistrering kan opretholdes. Efter det af H1 oplyste, svarer den opkrævede lejebetaling til, hvad der må anses for markedsleje ved udlejning af fælleshuse/gildesale. H1 har således oplyst følgende omkring lejefastsættelsen: »Vore priser ligger på kr. 300 til kr. 1.300 for leje af gildesale med plads til 40 - 80 personer. Jeg har checket priserne i 4 forsamlingshuse i vort opland, da der egentlig ikke er gildesale i selve Y1 (ud over dem som tilhører boligorganisationer). Y2 Forsamlingshus - pris kr. 1.900 for lokale med plads til 140 personer. Y3 Forsamlingshus - pris kr. 2.400 for lokale med plads til 200 personer. Y4 Forsamlingshus - pris kr. 1.300 for lokale med plads til 150 personer. Y5 Forsamlingshus - pris kr.1.600 for lokale med plads til 100 personer.« Bestemmelsen i momslovens § 51 om erhvervsmæssig udlejning tager sit udspring i, om der opkræves en markedsleje eller ej. Om parterne er interesseforbundne eller ej, er således ligegyldig, hvis der er tale om en markedsleje. Sammenligningen med øvrige udlejninger i området illustrerer, at der opereres med en markedsleje. Udlejningen kan således ikke anfægtes. Det forhold, at det kun er lejerne i boligorganisationen, der i princippet kan leje disse fælleshuse/gildesale kan ikke tillægges betydning, hvis der er tale om erhvervsmæssig udlejning, baseret på en markedsleje. På denne baggrund er der ikke hjemmel til at tilbagekalde momsregistreringen, og H1 har således fortsat ret til at være frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Efter momslovens § 3, stk. 1, er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 9 - 13. Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed. Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, jf. herved momssystemdirektivets art. 9, stk. 1. Af EU-domstolens praksis fremgår, at begrebet »økonomisk virksomhed« har et bredt anvendelsesområde og en objektiv karakter i den forstand, at virksomheden betragtes i sig selv, uafhængigt af sit formål eller sine resultater, jf. f.eks. sag C-255/02 (Halifax plc), præmis 55. Ifølge momslovens § 4 betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. Vaskeridrift To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler: Af EU-domstolens dom i Henriksen-sagen (sag 173/88), præmis 17, fremgår bl.a.: »(...) begrebet »udlejning af pladser til parkering af køretøjer« omfatter udlejning af ethvert areal, der er bestemt til parkering af køretøjer, herunder lukkede garager, dog at sådanne lejemål ikke er undtaget fra afgiftsfritagelsen for »udlejning af fast ejendom«, såfremt udlejningen sker i nær tilknytning til en afgiftsfri udlejning af fast ejendom, der er bestemt til anden brug.« Disse retsmedlemmer finder, at vaskerifaciliteterne må anses for at være en accessorisk ydelse til lejemålet og derfor ikke en selvstændig økonomisk virksomhed. Der er herved henset til, at lejekontrakten omfatter en lejlighed samt brugsret til fællesvaskeriet, ligesom vaskefaciliteter i forhold til udlejning af lejligheder må anses for at være af underordnet betydning i forhold til lejemålet. Der er endvidere henset til, at der ikke betales fuld pris for benyttelsen af vaskeriet, idet investerings- og vedligeholdelsesudgifterne ubestridt er overvæltet på huslejen. Disse retsmedlemmer finder derfor, at det er med rette, at boligforeningen ikke er anset for berettiget til momsfradrag for de omhandlede udgifter, da vaskeydelsen må anses for at være accessorisk ydelse til den momsfri boligudlejning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Imidlertid findes denne ændring dog alene at kunne ske fremadrettet fra tidspunktet for SKATs afgørelse, og disse retsmedlemmer finder derfor, at repræsentantens subsidiære påstand skal tages til følge. To retsmedlemmer udtaler: En vaskeydelse som den i sagen omhandlede, kan tilvejebringes på flere forskellige måder. Beboerne i foreningen kan således frit vælge, om de ønsker at benytte fællesvaskerierne, herunder kan de vælge selv at vaske, ligesom de kan betale tredjemand for levering af en vaskeydelse. Disse retsmedlemmer finder, at vaskeydelsen ikke kan anses for at være accessorisk i forhold til udlejningsydelsen, jf. herved EU-domstolens praksis i C-394/96 (Card Protection Plan) og C-572/07 (Tellmer Property), men er en selvstændig momspligtig ydelse. Det er således med rette, at foreningen oprindelig er blevet momsregistreret for aktiviteten, og der har således af denne grund ikke været grundlag for SKATs tilbagekaldelse af registreringen. Disse retsmedlemmer stemmer herefter for, at foreningens principale påstand tages til følge. Da der er stemmelighed, er retsformandens stemme afgørende, hvorfor afgørelsen stadfæstes på dette punkt, dog således at tilbagekaldelsen af momsregistreringen alene kan ske fra tidspunktet for SKATs afgørelse. Det bemærkes i øvrigt, at SKAT ikke ses at have truffet afgørelse vedrørende opgørelsen af momsgrundlaget. Fælleshuse/gildesale Ud fra det oplyste finder retten, at foreningens aktivitet med udlejning af fælleshuse og gildesale må anses for økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1. I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, er udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, med de i bestemmelsen nævnte undtagelser, fritaget for moms. Af momsvejledningens afsnit D.A.11.8.2 fremgår bl.a.: »Udlejning af kursus-, selskabs- og mødelokaler og lign. i hoteller, restaurationer, forsamlingshuse, beboerforeningers selskabslokaler, idrætshaller mv. anses for momsfri udlejning af fast ejendom, forudsat der ikke sker servering i lokalerne. (...) Ved levering af samlede arrangementer, der omfatter møde- og undervisningslokaler mv., servering og eventuel overnatning, kan hoteller mv. fortsat anse en del af prisen for det samlede arrangement som momsfri lokaleleje, forudsat der ikke sker servering i møde- og undervisningslokalerne mv. (...)« Udlejning af en beboerforenings selskabslokaler m.v. anses således i henhold til momsvejledningen for momsfri udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, og der kan derfor tillige ske frivillig registrering af en sådan aktivitet i henhold til momslovens § 51, stk. 1. SKAT kan i medfør af momslovens § 51, stk. 1 give tilladelse til frivillig registrering af erhvervsmæssig udlejning, herunder bortforpagtning, af fast ejendom eller dele heraf. Kun lokaler, der udlejes eller forsøges udlejet, omfattes af den frivillige registrering. Den frivillige registrering kan ikke omfatte udlejning til boligformål. Den omstændighed, at fælleshusene og gildesalene udlejes til beboerne i andelsboligforeningen, kan ikke i sig selv føre til, at der ikke kan ske frivillig registrering af udlejningen. Retten finder herefter, at der kan ske frivillig registrering af udlejningen af fælleshusene og gildesalene i henhold til momslovens § 51, stk. 1. Den nærmere opgørelse af fradragsretten overlades til SKAT, jf. momslovens §§ 37-38. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med ovenstående.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ændringsforslag stillet den 23. maj 2012 uden for betænkningen Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om Det Etiske Råd (Digital ansøgning om tilskud til lægemidler, organisatorisk ændring af embedslægeinstitutionerne, ændring af Sundhedsstyrelsens plejehjemstilsyn m.v., nedlæggelse af Det Nationale Forebyggelsesråd samt ændring af sekretariatet for Det Etiske Råd) [af ministeren for sundhed og forebyggelse (Pia Olsen Dyhr, fg. )] Til titlen Af ministeren for sundhed og forebyggelse: 4) I undertitlen udgår ordene »ændring af Sundhedsstyrelsens plejehjemstilsyn m.v.,«. [Konsekvens af ændringsforslag nr. 2] Bemærkninger Til nr. 4 Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2, der betyder, at der ikke fortages ændringer i de eksisterende regler om Sundhedsstyrelsens plejehjemstilsyn.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Udtalelse til Folketingets Ombudsmand om samlet behandling af aktindsigtssager Folketingets Ombudsmands j.nr. 15/05669 1. Folketingets Ombudsmand har ved brev af 5. januar 2016 anmodet Justitsministeriet som ressortministerium for offentlighedsloven om en udtalelse om samlet behandling af flere aktindsigtsanmodninger. Det fremgår af ombudsmandens brev, at ombudsmanden er blevet bekendt med en praksis, hvorefter myndigheder behandler et antal mere eller mindre enslydende aktindsigtsanmodninger om et bestemt emne samlet, således at der ved behandlingen tages udgangspunkt i den eller de bredest formulerede anmodninger, og alle de aktindsigtssøgende får udleveret det samme materiale på samme tidspunkt – uanset den præcise formulering af den enkelte anmodning og det præcise tidspunkt for modtagelsen heraf. Ombudsmanden har anført, at spørgsmålet om samlet behandling af aktindsigtsanmodninger i hvert fald giver anledning til overvejelser om fire spørgsmål. Ombudsmanden har for det første rejst det spørgsmål, om den enkelte aktindsigtssøgendes ret til at få sin aktindsigtsanmodning behandlet snarest, jf. herved offentlighedslovens § 36, i en eller anden udstrækning kan modificeres af et hensyn til myndighedens ressourcer og til andre, der søger aktindsigt, sådan at myndigheden samlet set anvender færre ressourcer, end den ellers ville have gjort, og sådan at nogle af de aktindsigtssøgende eventuelt får hurtigere svar, end de ellers ville have fået, mens andre må acceptere et senere svar. Ombudsmanden har for det andet rejst det spørgsmål, om det i sig selv kan være et problem, at en eller flere af de aktindsigtssøgende får udleveret andet og mere materiale end det, der er omfattet af vedkommendes anmodning, og om den, der søger aktindsigt, kan kræve, at der ikke bliver taget stilling til aktindsigt i andet materiale end det, som er omfattet af anmodningen. Ombudsmanden har for det tredje rejst spørgsmål om, hvor langt hensynet til ligebehandling af journalister rækker. Ombudsmanden har for det fjerde rejst det spørgsmål, i hvilket omfang en samlet behandling af flere aktindsigtsanmodninger i en større mængde materiale kan komme til at erstatte dialogen med den aktindsigtssøgende med henblik på en nærmere afgrænsning af, hvad det er, vedkommende er særligt interesseret i, og om der er risiko for, at en beslutning om samlet behandling af flere aktindsigtsanmodninger ikke bliver revurderet, selv om den aktindsigtssøgende efter indgivelse af sin anmodning præciserer denne. Ombudsmanden har anmodet om Justitsministeriets bemærkninger til disse overvejelser og har anført, at anmodningen om en udtalelse drejer sig både om situationer, hvor myndigheden holder sig inden for de i loven og forarbejderne forudsatte frister, og situationer, hvor myndigheden overskrider disse. 2. Justitsministeriet bemærker indledningsvis, at Justitsministeriet tidligere i forbindelse med konkrete sager nærmere har beskrevet, i hvilke tilfælde ministeriet behandler anmodninger om aktindsigt samlet som beskrevet af ombudsmanden. I forbindelse med ombudsmandens henvendelse af 3. september 2015 til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om behandlingen af en række anmodninger om aktindsigt i ”Eritrea-sagen” har Justitsministeriet således tilkendegivet, at ministeriet på baggrund af administrative hensyn og hensynet til en så hurtig og smidig sagsbehandling som muligt besluttede at behandle de modtagne anmodninger om aktindsigt i ”Eritrea-sagen” sammen og udlevere det materiale, der var omfattet af de bredest formulerede anmodninger, til samtlige ansøgere. Justitsministeriet bemærkede i den forbindelse, at det ville have været forbundet med et meget stort tidsforbrug, hvis de modtagne anmodninger om aktindsigt i ”Eritrea-sagen” ikke blev behandlet sammen, og sagens dokumenter derfor skulle gennemgås et større antal gange med henblik på at identificere præcis de dokumenter, der måtte være omfattet af hver enkelt af de modtagne anmodninger. Justitsministeriet tilkendegav endvidere, at ministeriet alene behandler anmodninger om aktindsigt på den måde, hvis en sådan fremgangsmåde konkret skønnes at være den hurtigste, og at også hensynet til de personer, der har anmodet om aktindsigt, dermed tilgodeses. Justitsministeriet har givet udtryk for lignende overvejelser i ministeriets udtalelser af 27. april og 29. juni 2015 til ombudsmanden. I udtalelsen af 27. april 2015 tilkendegav Justitsministeriet endvidere, at der straks ved modtagelsen af en anmodning om aktindsigt skal ske en vurdering af, hvilke akter anmodningen omfatter, og at dette gør sig gældende i forhold til hver enkelt anmodning – også i de tilfælde, hvor der er modtaget et meget stort antal aktindsigtsanmodninger om samme emne. I den konkrete sag var en række anmodninger om aktindsigt i en stor mængde sagsmateriale indledningsvis blevet behandlet sammen, men det viste sig på et senere tidspunkt, at en af anmodningerne alene vedrørte et enkelt dokument ud af en større mængde sagsmateriale. 3. Justitsministeriet finder indledningsvis anledning til nærmere at beskrive, i hvilke sager spørgsmålet om samlet behandling af en række begæringer om aktindsigt efter Justitsministeriets erfaring opstår. Det drejer sig om sager, hvor der – typisk på baggrund af medieomtale af en konkret sag – indgives en række anmodninger fra (normalt) journalister om aktindsigt i samme emne. Det kan eksempelvis dreje sig om aktindsigt i korrespondance om ”flygtningestrømme”, aktindsigt i ”overvejelser om initiativer til bekæmpelse af radikalisering”, aktindsigt i ”alt materiale om fund af mobiltelefoner i kriminalforsorgens institutioner” eller lignende. Justitsministeriet kan i den forbindelse til illustration oplyse, at ministeriet i perioden fra den 10. til den 15. september 2015 modtog ni anmodninger om aktindsigt i materiale vedrørende flygtningestrømme. Aktindsigtsbegæringerne vil i sådanne tilfælde sjældent være helt identiske. Der vil således i mange tilfælde være variationer med hensyn til eksempelvis adressaterne for en korrespondance, der søges om aktindsigt i. Én henvendelse kan være formuleret som en anmodning om ”aktindsigt i Justitsministeriets korrespondance med Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om [det pågældende emne]”, mens en anden henvendelse kan være formuleret som en anmodning om ”aktindsigt i Justitsministeriets korrespondance med Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Rigspolitiet om [det pågældende emne]” osv. Der kan endvidere i sådanne tilfælde være variationer med hensyn til, hvilke nærmere emner der søges om aktindsigt i. En anmodning vil eksempelvis i tilfælde, hvor begæringerne vedrører nogle initiativer fra regeringens side til bekæmpelse af terrorisme, som er behandlet samlet af regeringen, kunne vedrøre et enkelt, flere eller alle de overvejede initiativer. Desuden kan der være variationer med hensyn til den periode, der søges aktindsigt i. I et forløb, hvor der politisk og i medierne har været fokus på et bestemt emne, og der indgives en række anmodninger om aktindsigt i eksempelvis korrespondance mellem Justitsministeriet og nærmere angivne myndigheder i en vis periode, vil der således typisk være forskelle på den periode, de enkelte aktindsigtsanmodninger vedrører. Situationen kan eksempelvis være den, at flere aktindsigtssøgende retter henvendelse om ”aktindsigt i Justitsministeriets korrespondance med Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen om flygtningestrømme”, men hvor den ene henvendelse er afgrænset til korrespondance for hele 2015, er den anden afgrænset til korrespondance i perioden fra den 1. februar til udgangen af december 2015, mens den tredje er afgrænset til korrespondance i perioden fra den 1. maj 2015 til udgangen af februar 2016. Anmodningerne i de ovenfor beskrevne eksempler kan ud fra en principiel betragtning mere eller mindre klart afgrænses fra hinanden. Det vil dog ikke nødvendigvis være sådan, at det er enkelt at udskille materialet fra hinanden. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor korrespondancen mellem de nævnte myndigheder fremgår af e-mailtråde med varierende myndigheder som adressater. Endvidere kan forskellige delelementer af et samlet initiativ i vidt omfang være behandlet i de samme dokumenter. Det vil endvidere ikke sjældent være sådan, at de enkelte delelementer i et samlet initiativ er behandlet samlet i regeringen. Hertil kommer, at det særligt i forhold til de indledende overvejelsesfaser vedrørende et samlet initiativ ikke nødvendigvis vil være helt enkelt at fastlægge, om de overvejelser, som er behandlet i dokumenterne, knytter sig til ét eller flere af de initiativer, overvejelserne mundede ud i. Det bemærkes endvidere, at de nævnte variationer i aktindsigtsanmodningerne typisk vil forekomme i kombination. Det vil sige, at der typisk er forskelle mellem aktindsigtsanmodninger både med hensyn til adressater, tema og tidsperiode. 4. Offentlighedsloven indeholder ikke regler om den nærmere fremgangsmåde, der skal følges ved den enkelte myndigheds behandling af anmodninger om aktindsigt. Loven indeholder således ikke regler om, i hvilken rækkefølge anmodninger om aktindsigt skal behandles, når en myndighed har flere samtidige aktindsigtsanmodninger under behandling, og om der i den forbindelse kan ske hel eller delvis sambehandling af aktindsigtsanmodninger om samme emne. Dette må som udgangspunkt indebære en vid adgang for myndighederne til at kunne tilrettelægge sagsbehandlingen så effektivt som muligt og i den forbindelse vælge, om to eller flere aktindsigtsanmodninger mest hensigtsmæssigt behandles af en eller flere sagsbehandlere, og om de behandles i forlængelse af hinanden, eller om det er mest hensigtsmæssigt at behandle dem samtidig, sådan at der tages stilling til samtlige akter, som samlet set er omfattet af anmodningerne. Det vil i mange af den type situationer, der er nævnt ovenfor under pkt. 3, være mest hensigtsmæssigt, at anmodningerne behandles samtidig og af samme sagsbehandler. Både hensynet til det samlede ressourceforbrug i forhold til de modtagne anmodninger og hensynet til, at den samlede sagsbehandlingstid i forhold til alle de modtagne anmodninger om aktindsigt samlet set bliver kortest mulig, taler for, at sagsbehandlingen tilrettelægges på denne måde. Heri ligger, at der eksempelvis tages stilling til, om der kan meddeles aktindsigt i den samlede korrespondance mellem Justitsministeriet og forskellige andre myndigheder om et bestemt emne på én gang, og at der således ikke først tages stilling til korrespondance med eksempelvis Rigspolitiet og herefter korrespondance med Udenrigsministeriet osv. I nogle tilfælde vil det samlet set være yderst ressourcekrævende, hvis der først skal foretages en udskilning af eksempelvis korrespondance med en enkelt eller flere afgrænsede myndigheder, og derefter skal tages stilling til andre dele af samme sag eller sagskompleks ud fra andre kriterier. Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der som udgangspunkt er noget til hinder for at foretage en samlet behandling af en række anmodninger om aktindsigt. Det bemærkes i den forbindelse også, at det normalt vil være sådan, at myndighederne har flere, eventuelt adskillige, aktindsigtsanmodninger af forskellig karakter – såvel i forhold til omfang som i forhold til kompleksitet – om forskellige emner til behandling samtidig. Ethvert sagsbehandlingsskridt i en aktindsigtssag vil for så vidt kunne siges at føre til en forsinkelse i forhold til behandlingen af de øvrige samtidigt verserende aktindsigtsanmodninger. Den forsinkelse af en sag, som en samlet behandling af flere anmodninger om aktindsigt i samme emne kunne siges at føre til for den enkelte, der har anmodet om aktindsigt, herunder særligt i forhold til den, der først har anmodet om aktindsigt, synes ikke at adskille sig væsentligt fra andre tilfælde, hvor der samtidig med behandlingen af en aktindsigtssag behandles anmodninger om aktindsigt i andre emner, herunder anmodninger der er modtaget senere. 5.1. Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at offentlighedslovens udgangspunkt, hvorefter anmodninger om aktindsigt skal afgøres snarest og som udgangspunkt inden 7 dage, samt de i forarbejderne nærmere angivne målsætninger for sagsbehandlingstiderne i forskellige typer af sager, som det skal tilstræbes at overholde, kan modificeres alene med henvisning til, at ressourcemæssige hensyn – som beskrevet under pkt. 4 – tilsiger en samlet behandling af de forskellige sager. De enkelte anmodninger om aktindsigt vil derfor skulle behandles under hensyntagen til udgangspunktet om, at sagerne skal afgøres snarest og senest inden for 7 dage samt under hensyntagen til de målsætninger for sagsbehandlingstiderne, som det efter forarbejderne til offentlighedsloven skal tilstræbes at overholde. En udskydelse af fristerne samt en overskridelse af de i forarbejderne fastsatte målsætninger for sagsbehandlingstiderne vil derfor ikke kunne begrundes alene med det forhold, at ressourcemæssige grunde tilsiger en samlet behandling af en række anmodninger om aktindsigt om samme emne. En overskridelse må i givet fald begrundes med forhold, der knytter sig til den enkelte sag, herunder navnlig sagens omfang og kompleksitet, eller andre anerkendte udsættelsesgrunde. Det bemærkes i den forbindelse, at det antages, at behandlingen af tidligere indgivne anmodninger om aktindsigt samt af andre (haste)sager efter omstændighederne kan medføre, at en begæring om aktindsigt ikke kan behandles inden for fristen på 7 arbejdsdage. Der henvises i den forbindelse til Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer (2014), side 640 ff. Dette fører imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke til, at en myndighed ikke kan iværksætte en samlet behandling af flere aktindsigtssager om samme emne på grund af risikoen for, at fristen eller de i forarbejderne fastsatte målsætninger for sagsbehandlingstiderne overskrides. Situationen adskiller sig for så vidt ikke fra en situation, hvor en myndighed har fået en række begæringer om aktindsigt på nogenlunde samme tid, og hvor det i nogle af de senere modtagne sager er oplagt, at der skal foretages høring af andre myndigheder eller lignende. I sådanne situationer må det være berettiget at iværksætte en høring med det samme af hensyn til, at denne sag ikke ligger stille, selv om det umiddelbart fører til en forsinkelse af behandlingen af den først modtagne sag. Sagsbehandlingen må imidlertid tilrettelægges sådan, at det i videst muligt omfang kan gøres på en sådan måde, at fristen og de i forarbejderne fastsatte målsætninger for sagsbehandlingstiderne overholdes i den enkelte sag. 5.2. Hvad de nævnte forhold betyder for tilrettelæggelsen af behandlingen af de enkelte sager, kan imidlertid næppe fastlægges generelt, da der som nævnt under pkt. 3 vil være stor forskel på, hvilke praktiske vanskeligheder der vil være forbundet med at udskille en delmængde af de akter, som der samlet set er begæret aktindsigt i inden for et bestemt emne, til behandling enkeltvis, herunder hvor mange ressourcer en sådan udskilning vil kræve. Justitsministeriet finder imidlertid, at det anførte betyder, at det er meget vigtigt, at sagsbehandlingen (ved sambehandling af flere aktindsigtssager) om muligt fra start tilrettelægges sådan, at de mindst omfattende aktindsigtsbegæringer kan afsluttes hurtigst muligt, og at behandlingen således fra start tilrettelægges sådan, at der – såfremt det er muligt – løbende tages stilling til delmængder af det samlede materiale tilpasset efter de enkelte aktindsigtsanmodninger. Det bemærkes dog samtidig, at en sådan fremgangsmåde ikke altid vil være mulig. Det følger af det anførte, at hvis der først indkommer en anmodning om aktindsigt i et enkelt eller få dokumenter, og der – inden den første anmodning er færdigbehandlet – modtages en mere omfattende anmodning om samme emne, bør den første anmodning som udgangspunkt ikke sambehandles med den senere anmodning og dermed f.eks. afvente, at materiale omfattet af den senere anmodning fremfindes. De aktindsigtssøgende skal dog så vidt muligt samtidig modtage en delafgørelse i forhold til de samme (få) dokumenter, jf. i øvrigt pkt. 5.3 nedenfor. I den omvendte situation, dvs. hvor der først indkommer en omfattende anmodning om aktindsigt, og der – inden denne er færdigbehandlet – indkommer en anmodning om aktindsigt i et enkelt eller enkelte dokumenter, indebærer det anførte, at myndigheden som udgangspunkt bør træffe afgørelse for så vidt angår den senere indkomne begrænsede aktindsigtsanmodning forud for den tidligere og (langt) mere omfattende anmodning. De aktindsigtssøgende bør dog så vidt muligt samtidig modtage en delafgørelse i forhold til de samme (få) dokumenter. Det samme gælder i øvrigt, hvor en aktindsigtssøgende præciserer sin anmodning om aktindsigt, således at der foretages en (væsentlig) begrænsning af anmodningen. Der henvises til pkt. 5.4 nedenfor om dialog med den aktindsigtssøgende. Hvis myndigheden umiddelbart inden færdigbehandlingen af en ”pulje” af anmodninger modtager endnu en anmodning, som efter sit indhold vil kunne sambehandles med de andre sager i puljen, skal den sidst indkomne anmodning som udgangspunkt indgå i ”puljen” af sambehandlede anmodninger. Dette udgangspunkt kan dog ikke opretholdes, hvis den nye anmodning f.eks. fremsættes kort inden puljens færdigbehandling og indebærer en (væsentlig) forsinkelse af færdigbehandlingen. 5.3. Justitsministeriet finder endvidere ikke, at hensynet til ligebehandling af journalister medfører, at alle journalister, der har søgt om aktindsigt i akter vedrørende et bestemt emne, skal have aktindsigt i samme materiale, hvis der er forskelle mellem, hvad der er søgt aktindsigt i. Justitsministeriet finder, at hensynet alene fører til, at journalister, som (delvist) har anmodet om aktindsigt i samme materiale, så vidt muligt skal meddeles aktindsigt i det samme (del)materiale på samme tidspunkt, forudsat at de enkelte journalisters anmodninger om aktindsigt er indgivet, før behandlingen af anmodningen om aktindsigt i materialet er afsluttet. Der henvises i øvrigt til eksemplerne nævnt i pkt. 5.2. Justitsministeriet finder endvidere ikke – efter at have overvejet spørgsmålet igen i lyset af ombudsmandens henvendelse – at en myndighed uden at have drøftet det med den aktindsigtssøgende, bør tage stilling til og medsende større mængder af akter til den pågældende, som ikke er omfattet af den pågældendes begæring om aktindsigt. Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der er noget til hinder for, at den myndighed, der har modtaget en række anmodninger om aktindsigt i samme emne, retter henvendelse til de aktindsigtssøgende med henblik på at drøfte, om de vil acceptere, at deres anmodning om aktindsigt udvides til at omfatte mere, end den i udgangspunktet omfattede, med det formål samlet set at spare ressourcer og behandle den samlede mængde akter hurtigere, end det ellers ville være muligt. Det er Justitsministeriets indtryk, at mange journalister er tilfredse med på den måde at blive gjort opmærksom på, at der kan være akter inden for det emne, som de har anmodet om aktindsigt i, der ikke er omfattet af deres anmodning, men som andre journalister har søgt om aktindsigt i. Det bemærkes i den forbindelse, at en aftale med den aktindsigtssøgende om en udvidelse af den pågældendes anmodning vil være et væsentligt sagsbehandlingsskridt, som der skal gøres notat om, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 2. 5.4. For så vidt angår spørgsmålet om en dialog med den enkelte aktindsigtssøgende omkring en nærmere afgrænsning af, hvad den pågældende er særligt interesseret i, er Justitsministeriet umiddelbart enig med ombudsmanden i, at der – når en række personer har begæret aktindsigt inden for det samme emne – kan være en risiko for, at der ikke i tilstrækkelig grad indledes en dialog med de aktindsigtssøgende – navnlig med dem, der har indgivet de bredest formulerede anmodninger om aktindsigt. Den risiko foreligger formentlig i særlig grad, hvis et antal mere eller mindre enslydende aktindsigtsanmodninger om et bestemt emne behandles samlet på den måde, at der ved behandlingen tages udgangspunkt i den eller de bredest formulerede anmodninger, og alle de aktindsigtssøgende får udleveret det samme materiale. Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2 finder Justitsministeriet efter at have overvejet de af ombudsmanden rejste spørgsmål, at sagsbehandlingen i tilfælde, hvor der er indgivet en række begæringer om aktindsigt i samme emne, om muligt fra begyndelsen skal tilrettelægges sådan, at de mindst omfattende aktindsigtsbegæringer kan afsluttes hurtigst muligt, og at der – såfremt det er muligt – løbende tages stilling til delmængder af det samlede materiale tilpasset efter de enkelte aktindsigtsanmodninger. Justitsministeriet finder herefter ikke, at der vil være en større risiko end i andre sager for, at der ikke bliver indledt en dialog med de aktindsigtssøgende om, hvad de pågældende er særligt interesserede i, selv om der kunne have været grund til det i det konkrete tilfælde. Justitsministeriet finder i den forbindelse i øvrigt anledning til at understrege vigtigheden af, at det også i situationer, hvor der fortages samlet behandling af flere aktindsigtsanmodninger, bør overvejes, om det vil være relevant at indlede dialog med den enkelte aktindsigtssøgende omkring en nærmere afgrænsning af, hvad den pågældende er særligt interesseret i. Det bemærkes, at det i mange situationer – og navnlig hvor der er tale om professionelle aktindsigtssøgende (særligt repræsentanter for massemedier) – ikke nødvendigvis vil være relevant at overveje at indlede en dialog med den aktindsigtssøgende – heller ikke selv om der er tale om en anmodning, der omfatter en større mængde dokumenter, hvis myndigheden i den forbindelse skønner, at det ikke vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende at behandle anmodningen. 6. Som det fremgår af det anførte, har ombudsmandens henvendelse til Justitsministeriet om samlet behandling af aktindsigtssager givet anledning til en række overvejelser. Justitsministeriet vil – når ombudsmandens udtalelse foreligger – orientere de øvrige ministerier om disse overvejelser. Med venlig hilsen Carsten Madsen Se endvidere Justitsministeriets skrivelse af 19. marts 2018 ” Information vedrørende samlet behandling af flere aktindsigtsanmodninger ”. Skrivelsen kan endvidere fremsøges på Offentlighedsportalen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Elafgift – levering af vejbelysning alene til kommune, der er eneaktionær Spørgsmål Kan X A/S i henhold til § 11, stk. 1, i lov om afgift af elektricitet få godtgjort afgift på køb af elektricitet, der anvendes på vejbelysningsanlæg ejet af X A/S? Svar Ja. Beskrivelse af de faktiske forhold Energiselskabet X A/S er en momsregistreret virksomhed. Selskabet har Y Kommune som eneaktionær. Selskabet er et holdingselskab for selskaberne X Net A/S samt Z A/S. X A/S har indgået en aftale benævnt "Aftale om vejbelysning mellem Y Kommune og X A/S". Aftalen vedrører overdragelse af ejendomsretten til vejbelysningsanlæggene fra Y Kommune til X A/S samt drift af anlæg til vejbelysning i Y Kommune. Aftalen er trådt i kraft den 1. januar 2007. Pr. 1. januar har X A/S overtaget vejbelysningsanlæg i X A/S' forsyningsområde. Ud over disse anlæg har X A/S efterfølgende overtaget ejerskabet af Y Kommunes vejbelysningsanlæg i områder i to andre energiselskabers forsyningsområder og har derefter drevet disse og leveret vejbelysning også i disse områder i Y Kommune. Overtagelse af disse anlæg er sket på tilsvarende betingelser som for det anlæg, der er overtaget pr. 1. januar 2007. Drift, vedligeholdelse og betaling m.m. er på samme betingelser som den aftale, der er indgået med virkning pr. 1. januar 2007. Aftalerne er betinget af Sundheds- og Indenrigsministeriets godkendelse. Anlæggene, der er overdraget pr. 1. januar 2007, er i et bilag til kontrakten identificeret med gadenavn, belysningstype og opførelsesår. Samtidig er der indgået aftale om drift af anlæggene og levering af vejbelysning på de nævnte lokationer, dvs. i X Net A/S's forsyningsområde. Ejendomsretten til disse anlæg beror således hos X A/S. X A/S har i henhold til aftalen med Y Kommune forpligtet sig til at drive, vedligeholde og levere vejbelysning til Y Kommune, som sikrer en tilfredsstillende belysning. Anlægsprisen for de overtagne anlæg er fastsat til markedsværdi. Selskabet er uberettiget til at afhænde vejbelysningen, uden at kommunen forinden har været tilbudt at tilbagekøbe aktiverne til en sum baseret på den pris, som kan forventes opnået ved salg til tredjemand på det fri marked. Kommunen har ret og pligt til at tilbagekøbe vejbelysningen ved ethvert ophør af aftalen, herunder udløb. Den årlige betaling for levering af vejbelysning for de pr. 1. januar 2007 overtagne anlæg (kr. 12.063.451,00) faktureres som en samlet pris. Prisen består af en fast del, der repræsenterer kapitalomkostninger, og som ikke pristalsreguleres, samt en del, der dækker drift og vedligeholdelse, der fremskrives med regulering. Tilsvarende gælder for de efterfølgende overtagne anlæg, hvor den samlede årlige betaling for levering af lys udgør kr. 6.672.678. Reguleringen sker ifølge aftalens bilag 5 én gang årligt med en forholdsmæssig fordeling ud fra stigningen i bestemte prisindekser, herunder for elektricitet, dog således at der ikke sker regulering for 26,8 pct. af stigningen. X A/S bærer dermed ifølge selskabet den erhvervsmæssige risiko for udsving i drifts- og vedligeholdelsesomfang, kapitalomkostning og den samlede energiprisudvikling herunder omkostninger til overliggende net og PSO samt en elleverance. Basisprissætningen er baseret på afregningspriser, der repræsenterer markedspriser både for så vidt angår mandetimer og materialer. Disse vilkår sikres også ved samhandel mellem koncernen X A/S' selskaber. Det er i anmodningen oplyst, at ved overtagelsen af Y Kommunes anlæg og drift samt levering af vejbelysning i de to andre energiselskabers områder bliver tilsvarende markedsmæssige vurderinger anlagt. Aftalen løber uopsigeligt 35 år fra overtagelsesdagen, men kan genforhandles, bl.a. hvis der ved lov eller administrativ forskrift indføres begrænsninger i adgangen til afgiftsgodtgørelse af den forbrugte elektricitet, eller hvis afgiftsmyndighederne nægter selskabet adgang til afgiftsgodtgørelse på grundlag af aftalen. Ifølge det oplyste leverer X A/S ikke gadebelysning til andre kunder end Y Kommune. Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling Ved det bindende svar ønskes sikkerhed for, at X A/S i lighed med EnergiGruppen Jylland Service A/S har ret til godtgørelse af elafgift i henhold til § 11, stk. 1, i lov om afgift af elektricitet på indkøb af el, der anvendes til drift af det af X A/S ejede belysningsanlæg m.v. - jf. Højesterets dom af 16. september 2005. Ifølge § 11, stk. 1, i lov om afgift af elektricitet er momsregistrerede virksomheder berettiget til godtgørelse af elafgift, såfremt virksomheden er momsregistreret, og den afgiftspligtige el anses for forbrugt af virksomheden. I dommen af 16. september 2005 slog Højesteret fast, at Energigruppen Jylland A/S som leverandør af vejbelysning var forbruger af el til vejbelysning i henhold til elafgiftsloven, og at selskabet var berettiget til godtgørelse af elafgifter efter reglerne for let proces. Det anføres endvidere i afgørelsen, at elforbrug, der indgår i en særligt kvalificeret produktionsproces og forbruges i denne proces, kan berettige til afgiftsgodtgørelse. På den baggrund er det virksomhedens opfattelse, at X A/S opfylder bestemmelserne i lov om afgift på elektricitet og således er berettiget til godtgørelse af elafgift på indkøbet af elektricitet forbrugt ved fremstilling og levering af vejbelysning. Spørger er endvidere bekendt med Skatteministeriets svar på spørgsmål S1042, hvor den el, der er forbrugt til at producere vejbelysning, betragtes som forbrugt af den momsregistrerede virksomhed til produktion af ydelsen "vejbelysning", og er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1. Ifølge svaret er virksomheder således berettiget til godtgørelse af elafgift i samme omfang, som virksomheden har fradrag for moms af elforbruget. SKATs indstilling og begrundelse Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan virksomheder få tilbagebetalt elafgiften med undtagelse af 1 øre pr. kWh af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Ifølge lovens § 11, stk. 16, 1. pkt., er virksomheden berettiget til godtgørelse af elafgiften i samme omfang, som virksomheden har fradrag for momsen af det indkøbte forbrug af elektricitet til vejbelysning. For så vidt angår fortolkningen af disse bestemmelser har Højesteret afsagt dom den 16. september 2005 ( SKM2005.394.HR ) i en tilsvarende sag, hvor en kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling. Selskabet havde andre kunder end den pågældende kommune, herunder private. Betalingen for levering af lys udgjorde et fast beløb. Betalingen blev fremover indeksreguleret kvartalsvist  bortset fra 0,22 pct., der skulle udgøre en fast andel af betalingen. Højesteret udtalte i den forbindelse, at det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at virksomheder delvist kan få tilbagebetalt elafgift (og efter de daværende regler CO2-afgift) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces.  Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af elafgift i medfør af ovennævnte bestemmelser, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet. Af skatteministerens svar af 15. marts 2006 på spm. nr. S 1042 fremgår det, at det er Skatteministeriets opfattelse, at det er afgørende, at driften af vejbelysningsanlægget sker for den momsregistrerede virksomheds egen regning og risiko. Virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal dermed have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget. Dette betyder, at virksomheden skal kunne foretage egne dispositioner f.eks. i forhold til personale, driftsmidler m.v. Disse momenter fremgår tilsvarende af SKAT-meddelelse af 10. marts 2006 Elafgift - vejbelysning ( SKM2006.137.SKAT ). Kontraktsummen indeksreguleres en gang årligt efter fordelingsregler, der - ligesom det var tilfældet i Højesterets dom - indebærer en vis erhvervsmæssig risiko. Virksomheden må endvidere anses for at have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet, uanset at den ifølge det oplyste kun leverer gadebelysning til Y Kommune. SKAT finder på baggrund heraf og ud fra en samlet vurdering, at der med aftalen om vejbelysning er tale om et driftsforhold, hvor den elektricitet, der anvendes til gadebelysning, må anses for forbrugt af virksomheden, Virksomheden er derfor berettiget til godtgørelse af elafgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh efter de ovenfor nævnte bestemmelser i elafgiftsloven ved levering af gadelys til Y Kommune. Det indstilles derfor, at spørgsmålet besvares med et ja. Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet har på sit møde den 24. april 2007 tiltrådt SKATs indstilling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om valgret og valgbarhed ved flytning mellem menighedsrådskredse i et pastorat I medfør af § 5, stk. 4, og § 8, stk. 6, i lov om valg til menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2012, fastsættes følgende: Beslutning om udøvelse af valgret § 1. Et medlem af folkekirken, der flytter fra en menighedsrådskreds til en anden i samme pastorat (indenpastoratsflytter), kan vælge at udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor medlemmet hidtil har boet. Stk. 2. Medlemmet er kun valgbar i den menighedsrådskreds, hvor valgretten udøves. Stk. 3. Beslutningen om at udøve valgretten i den menighedsrådskreds, hvor medlemmet hidtil har boet, skal træffes i forbindelse med flytningen. En af pastoratets fastansatte sognepræster i det hidtidige bopælssogn skal have skriftlig meddelelse om beslutningen senest 4 uger efter, at flytningen er anmeldt kommunen og i forbindelse med menighedsrådsvalg senest 11. dagen før valgdagen, hvis ændringen skal have virkning for det førstkommende valg. Stk. 4. Meddelelsen til sognepræsten skal indeholde oplysninger om medlemmets navn, personnummer og adresse. Stk. 5. Hvis meddelelsen efter stk. 3 og 4 ikke gives inden den nævnte frist, udøver medlemmet sin valgret i sit bopælssogn. Ændring af beslutning om udøvelse af valgret § 2. Beslutningen om at udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor medlemmet hidtil har boet, kan ændres ved medlemmets skriftlige underretning af en af pastoratets fastansatte sognepræster. Valgretten udøves herefter i bopælssognet. Stk. 2. Adgangen til at udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor medlemmet hidtil har boet, ophører, når medlemmet flytter til et andet pastorat. Meddelelser til og fra sognepræsten § 3. Sognepræsten skal føre en elektronisk protokol (SBL-protokollen), der skal indeholde oplysning om navn, personnummer og adresse på de personer, der udøver valgretten i menighedsrådskredsen uden at have bopæl i denne. SBL-protokollen indeholder tilsvarende oplysninger om de personer, der bor i menighedsrådskredsen, men har valgt at udøve valgretten i en anden menighedsrådskreds. Stk. 2. Sognepræsten indtaster i SBL-protokollen personnummeret på de personer, der vælger at udøve valgretten i menighedsrådskredsen. Derved optages indenpastoratsflytteren på valglisten for menighedsrådskredsen. Er den i § 1, stk. 3 og 4, nævnte meddelelse ikke indtastet i SBL-protokollen senest 11. dagen før valgdagen til menighedsrådsvalg, kan indenpastoratsflytteren ikke optages på valglisten til nærmest forestående menighedsrådsvalg, men udøver valgretten i sit nuværende bopælssogn. Stk. 3. Sognepræsten gør skriftligt indenpastoratsflytteren opmærksom på, at sognepræsten registrerer oplysningerne i den elektroniske SBL-protokol, samt hvilke oplysninger, der registreres. Ikrafttrædelsesbestemmelser § 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2012. Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 358 af 5. maj 2008 om valgret og valgbarhed ved flytning mellem menighedsrådskredse i et pastorat. Ministeriet for Ligestilling og Kirke, den 25. april 2012 Manu Sareen / Liselotte Hartman Schöbel

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Anordning om ændring i anordning om oprettelse af et opera-akademi. VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Herved fastsættes følgende ændringer i anordning nr. 5 af 6. januar 1956 om oprettelse af et opera-akademi: § 2 affattes således: »Uddannelsen på operaakademiet omfatter en almen musikalsk, sangteknisk og sang-dramatisk undervisning, der normalt strækker sig over 6 1/2 år begyndende med konservatoriets normale 4-årige sanguddannelse, der efter de første 3 år suppleres med undervisning på teatret i dramatiske fag. Efter 4 1/2 års studium påbegyndes den egentlige 2-årige operauddannelse omfattende sangundervisning på konservatoriet og videregående scenisk og sang-dramatisk uddannelse på teatret. Efter ledelsens beslutning kan i særlige tilfælde den egentlige operauddannelse forlænges med 1 år.« Givet på Amalienborg, den 19. maj 1961. Under vor Kongelige Hånd og Segl. Frederik R. Jørgen Jørgensen. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære skrivelse om de redningsbelønninger, der henhører under justitsministeriet. Justitsministeriet finder anledning til på ny at henstille, at der afgives indstilling til justitsministeriet i alle tilfælde, hvor der kan være anledning til at belønne en redningshandling med Medaljen for ædel dåd, Medaljen for druknedes redning eller et diplom, udstedt af justitsministeriet. Medaljen for ædel dåd uddeles som tidligere meddelt, når den reddende har været i yderste livsfare, og den reddede har været i livsfare, i særdeleshed når flere i forening reddes. Medaljen for druknedes redning uddeles, når den reddede har været i livsfare, og den reddende utvivlsomt også har været det. Har den reddende ikke være i en sådan livsfare, at denne betingelse for at tildele en medalje kan anses for opfyldt, kan der efter justitsministeriets praksis tildeles den pågældende et diplom til minde om redningshandlingen. Erik Ninn-Hansen /Fr. Chr. Schydt (Cirkulære til politidirektøren i København og samtlige politimestre). Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Klager – en ejendomsmægler – klagede over bladets omtale af et hussalg, hvori han havde medvirket. Pressenævnet bemærkede, at bladet i to artikler havde bragt såvel huskøberens som klagers synspunkter vedrørende de oplysninger, der blev givet om taget i forbindelse med købet af ejendommen. Pressenævnet fandt ikke, at omtalen eller ordvalget i artiklerne gav anledning til kritik. Der var heller ikke grundlag for at udtale kritik af bladets leder, der indeholdt redaktørens vurderinger og kommentarer til sagen. Nævnet fandt imidlertid, at artiklerne ikke gav belæg for overskriften på bladets forside, der for læseren måtte fremstå som en kendsgerning. Da overskriften tilmed var den bærende på bladets forside, var forholdet stærkt krænkende for klager. Bladet havde på dette punkt handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin alvorlige kritik. Den fulde tekst Kendelse fra Pressenævnet i sag 2003-6-159 Drejer Bolig & Erhverv ApS har ved advokat Poul Gudberg klaget til Pressenævnet over en række artikler bragt i Uge-Avisen den 10. december 2003, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat: I en forsideoverskrift den 10. december 2003 hed det: ”Idyllisk stråtækt hus blev til et gyseligt mareridt med et utæt tag som en si og skimmelsvamp DREJER BOLIG FUPPEDE HUSKØBER ”. I lederen med overskriften ” SIKKE TILSTAND ” samme dag hed det: ”Skal man købe et hus, så er det ikke nok at have en sjat penge på kistebunden og en god bankforbindelse, man skal også have gode venner med forstand på bygningshåndværk – eller have tillid til sin ejendomsmægler og de efterhånden mange eksperter, som på samlebånd sprøjter tilstandsrapporter ud. Og alligevel kan man komme frygteligt galt af sted. I den aktuelle sag fra ugens avis ser det ud til, at tilliden har været på ferie. Normalt har vi her på avisen haft stor tiltro til, at Drejer Bolig kunne klare sagerne uden det store armsving, men alligevel ser det ud til, at der er gået koks i maskineriet for den gode ejendomsmægler. I hvert fald så er nogle huskøbere kommet frygteligt galt af sted. Huset blev beset, kigget efter i sømmene, så godt man nu kan som lægmand, og på den konto kan der altid smutte ting og sager. I det aktuelle tilfælde ser det ud til at det hele er smuttet. Nogle har jokket i spinaten og gør nu de besynderligste krumspring for at slippe for ansvaret, det kan da ikke være meningen, at de stakkels købere skal stå med smerten og den økonomiske øretæve til næsten 200.000 kroner, fordi man ikke har fået tingene gjort, som man skulle. Tilstandsrapporter skal der udarbejdes når man køber og sælger huse. Det blev der også i dette tilfælde – endda af nogle store eksperter på området. Denne ekspert fandt frem til en kritisk K-3’er. Det var taget det var – og er – galt med. Det pissede simpelthen ned gennem stråtaget. Det var ikke så godt, men det blev klaret med en rettelse i tilstandsrapporten fra eksperten, så skulle den være hjemme, men regnvandet fossede stadig ned gennem taget. Hvorfor nu det, når det var i orden – ifølge Drejer Bolig, og åbenbart også eksperten, som jo sløjfede den kritiske K-3’er. Eksperten glemte bare at se dokumentation for at tingene var udbedret. Ejendomsmægleren mente at han havde styr på tingene, da en tækkemand havde sagt god for taget. Dokumentationen udeblev bare stadig. Nu står så køberne med et utæt tag som en hullet si. Ingen vil erkende at de har jokket i sagen. Hvem skal nu betale, alle vasker deres hænder og skyder skyldene på hinanden. Jamen hvad er det for noget sjusk. Det ligner mere fup og svindel. Ekspertfirmaet har dog erkendt, at de har en del af skylden, det ville i den forbindelse klæde ejendomsmægleren, hvis han også påtog sig noget af ansvaret og fik rettet tilliden og renomeet ret så kraftigt op. Kan man stole på disse tilstandsrapporter og eksperterne og kan man stole på sin ejendomsmægler? Ikke i alle tilfælde. Det drejer sig jo om penge, tilstandsrapporten koster kroner, og endda en hel del, mens det også drejer sig om at tjene penge for ejendomsmægleren. Og her står vi så, køberne kommer her i en ordentlig klemme, men det er der ingen der tænker på. Tværtimod truer man med sagsanlæg og bål og brand. Her ville det have klædt både ekspertfirmaet og ejendomsmægler Drejer, at slå koldt vand i blodet og så have taget en snak med de uheldige købere. Få rettet op på fadæsen og hold de uheldige købere skadesfri – det ville klæde begge brancher, som ikke er dem der ligger bagerst i køen, når det drejer sig om honorarer. Eller er tilstanden det rene fup og fiduser?” Samme dag bragte bladet en artikel med overskriften ” IDYLLISK HUS PÅ LANDET FORVANDLET TIL ET MARERIDT FOR HUSKØBER ”, hvori det hed: ”På ganske få dage blev den rene landlige idyl forvandlet til et mareridt for Randi Bagge og Thomas Nielsen og deres børn. Det stråtækte hus på Karuphøjvej i Skelhøje viste sig nemlig at være en utæt si og det kan nu komme til at koste parret 150.000 kroner ekstra til et nyt stråtag. De føler sig begge godt og grundigt snydt af ejendomsmæglerfirmaet Drejer Bolig fra Karup, som solgte dem huset. Huset har siden de flyttede ind vist sig at være en utæt idyl, og nu ved de ikke hvordan de skal klare de mange ekstraudgifter som tårner sig op. For det første så er stråtaget utæt, så det regner ned. Væggene driver med fugt og så er der skimmelsvamp. Huset er i dag dækket til med en stor presenning. EKSPERT-RAPPORT Randi Bagge og Thomas Nielsen har i mange år ledt efter deres drømmehus, et lille sødt hus på landet med stråtag og det hele, og det fandt de i en annonce fra Drejer Bolig og Erhverv i Karup. De kiggede på huset, så det og havde flere samtaler med ejendomsmægler Elon Drejer, som forsikrede dem at alt var i orden. Også den K 3’er, som i tilstandsrapporten skulle være udbedret af en tækkemand. I tilstandsrapporten er der flere mangler, men den værste er den med taget, en K-3’er er ifølge eksperterne en kritisk skade. Rapporten er udarbejdet af OBH-gruppen i Århus, som er eksperter i den slags lovbefalede rapporter. Ifølge den bygningssagkyndige Ole Toustrup, så bør stråtaget undersøges nærmere. Han skriver at der ses opfugtede lægter og indvendig beklædning har fugtskjolder. Taget er delvis utæt. Det var noget af et chock for Randi Bagge og Thomas Nielsen, da de fik den rapport i hånden. Tilstandsrapporten er udarbejdet den 12. september i år. - Drejer forklarede os, at det ikke var noget problem, da taget var efterset af en professionel tækkemand, og han sagde god for taget, at det mindst kunne holde 10-11 år. Men der var ingen bevis på, at noget som helst var ordnet. Så pludselig kommer der en rettelse til tilstandsrapporten fra OBH-gruppen i Århus som er dateret den 16. september. Heri står der, at Bygning A pkt. 8.1 K-3 skade slettes fra rapporten, fortæller Randi Bagge. Og dermed skulle sagen sådan set være i orden, men nej, det blev meget værre for de to husejere. Hvordan den kritiske K-3’er nu pludselig forsvinder fra tilstandsrapporten er en gåde. Men skaden er sket for Randi Bagge og Thomas Nielsen. De har skrevet under på slutsedlen i den tro, at alt var i sin skønneste orden med hensyn til stråtaget. PLUDSELIG FORSVINDER EN KRITISK SKADE - Havde vi vidst at det ikke var tilfældet, så havde vi aldrig købt huset, siger en grædefærdig Randi Bagge. - Vi føler os godt og grundigt taget ved næsen af Drejer Bolig. Vi er simpelthen blevet fuppet til at købe noget som ikke var i orden, trods de mange forsikringer fra Drejer, og når så K-3’erne pludselig bliver fjernet af Århus-firmaet fra tilstandsrapporten, så tror vi naturligvis på dem, men det skulle vi aldrig have gjort. Der er simpelthen ikke gjort noget som helst udover at man har fjernet det som var det store problem og som nu kan risikere at ruinere os, fortæller Randi Bagge. Ifølge Uge-Avisens oplysninger, så ringede Drejer Bolig til OBH-gruppen i Århus og fortalte at stråtaget var ordnet af en tækkemand, så den sag var ude af verden. Derfor sendte OBH-gruppen en rettelse til tilstandsrapporten, hvor den kritiske K-3 blev fjernet. Allongen med rettelsen er underskrevet af den beskikkede bygningssagkyndige Ole Toustrup. Det viser sig, at den der modtager opringningen fra Drejer Bolig i Karup er en kontordame, som udfærdiger rettelsen, hvorefter den uden dokumentation underskrives og sendes til Karup. Ifølge Uge-Avisens oplysninger, så var det Elon Drejer selv der ringede til OBH-gruppen for at få K-3’eren slettet. INGEN DOKUMENTATION Men indtil nu foreligger der ingen dokumentation for at den kritiske tagskade er udbedret eller gået efter i sømmene efter tilstandsrapporten fra den 12. september. - Vi forklarede Drejer, at vi ikke havde 150.000 kr. til et nyt tag, men det mente han heller ikke var nødvendigt, da taget jo ikke fejlede noget. Men siden vi flyttede ind har det regnet ned gennem taget, og der kommer mere og mere vand på loft og vægge samtidig med, at skimmelsvampen også er der. Vi føler os groft snydt og taget ved næsen. Nu ved vi så ikke hvad der sker, forklarer en grådkvalt Randi Bagge. I værste fald kan de komme til at gå fra hus og hjem, hvis ingen vil tage et ansvar for de fejl og misinformationer der er lagt på bordet ved denne hushandel.” I en anden artikel med overskriften ” FUGTEN DRIVER NED AF VÆGGENE ” bragt samme dag hed det: ”Fugten driver ned af væggene både i soveværelset og på børneværelserne. I mange tilfælde har man ligefrem kunne samle vand op i hænderne. Og ved selvsyn i det idylliske hus skal man ikke være meget ekspert for at se de enorme skader huset har. Huset er et dødsbo og har stået tomt i længere tid inden det blev sat til salg, hvilket skete i juni måned, sidste år. Første gang huset blev annonceret i Uge-Avisen 9. juli sidste år til en pris på 650.000 kroner. Det vil sige det har været halvandet år på salgslisten inden Randi Bagge og Thomas Nielsen faldt for den stråtækte idyl på Karuphøjvej. - Ifølge Drejer Bolig så havde det været til salg i knap et år, og at der var slået godt 100.000 kroner af prisen, fortæller Randi Bagge. Uge-Avisen kan oplyse, at der faktisk kun er slået 50.000 kroner af den oprindelige salgspris, men lægger man så de kritiske skader til, så skal der ofres mindst 200.000 kr. på huset. Alene den kritiske K-3’er, som fortæller at taget er utæt som en si vil koste mindst 150.000 kroner at udbedre, trods det, at Drejer Bolig fastholder, at taget er gennemgået af en tækkemand og fundet i orden. Alligevel finder ekspert-firmaet OBH-gruppen i Århus det forsvarligt at fjerne K-3’eren, trods det at den byggesagkyndige aldrig har set nogen dokumentation på, at skaden ikke eksisterer mere. Drejer Bolig kan heller ikke fremvise nogen regning på den side af sagen, og imens regner det ned gennem det utætte stråtag, som nu er afhjulpet af en kæmpestor presenning. Ifølge de seneste oplysninger, så har OBH-gruppen i Århus indrømmet at der er sket en fejl. K-3’eren burde aldrig være fjernet fra tilstandsrapporten. Firmaet har oven i købet tilbudt at betale noget af den skade der er sket på baggrund af den fejlagtige rettelse til tilstandsrapporten. Ifølge oplysninger til Uge-Avisen så har tækkemanden aldrig udført arbejdet på taget. De eneste gange han har været ude for at reparere huller i taget var en gang i maj for et mår-hul og igen i oktober.” I en tredje artikel med overskriften ” EJENDOMSMÆGLER TRUER VIBORG AVIS MED INJURIESAG ” bragt samme dag hed det: ”I onsdags i sidste uge beskrev Viborg Stifts Folkeblad hushandlen mellem Drejer Bolig og Randi Bagge og Thomas Nielsen. Her udtalte de, at de følte sig groft snydt af Drejer Bolig og det fik ejendomsmægleren til at true Viborg-avisen med injuriesag, hvis de ikke inden fire dage tilbagekaldte de urigtige oplysninger. I artiklen fortalte Randi Bagge om deres hushandel med Drejer Bolig, og det var ikke pæne ord der faldt om den handel. Viborg Stifts Folkeblad forsøgte at få en kommentar til kritikken af ejendomsmægler Elon Drejer Olesen, men han ønskede ikke at kommentere den konkrete sag. SVÆRTES TIL SOM LØGNER OG SVINDLER I brevet til Viborg-avisen skriver Drejer blandt andet: ”Undertegnede læser med rædsel artiklerne i Viborg Stifts Folkeblad den 3/12-03 og 4/12-03 hvor jeg sværtes til som løgner, svindler og utroværdig af Deres journalist. Deres journalist må da vide, at den slags udtalelser er altødelæggende for en lokal forretning af min type, hvor min virksomhed og eksistens er baseret på tillid”. UPROFESSIONEL JOURNALIST Ejendomsmægler Elon Drejer Olesen forlanger i brevet, at Viborg Stifts Folkeblad på forsiden bringer en stor artikel med overskriften: Drejer Bolig og Erhverv i Karup er uretmæssigt hængt ud i Viborg Stifts Folkeblad af uprofessionel og misinformeret journalist. Journalisten blev vildledt med urigtige oplysninger af en usaglig køber. Samtlige anklagepunkter mod Drejer Bolig og Erhverv er dokumenteret urigtige. Viborg Stifts Folkeblad beklager mange gange fejlen”. - I tilfældet af at dette ikke bringes inden 4 dage, kan De imødese en injuriesag af ikke ubetydelige dimensioner, skriver Elon Drejer Olesen til avisen. Uge-Avisen talte i mandags med Elon Drejer Olesen og han forklarede, at der ikke er tale om at der er seks K-3’er der er slettet i tilstandsrapporten, men kun én. Og så forklarede han, at tæggemanden havde mundtligt givet både ham og køberne information om, at taget ikke fejlede noget, men havde en restlevetid på mindst 8-10 år. Han kunne dog ikke dokumentere den side af sagen. OBH-GRUPPEN FJERNEDE SELV K-3’EREN - Jeg har det ikke på skrift, men kun mundtligt, forklarer Drejer. Jamen kan du ikke se, at hvis man får at vide, at der er en kritisk K-3’er som vil koste flere hundredetusinde at udbedre, og så pludselig at taget ikke fejler noget. Og så gør det alligevel, så ville jeg da også blive tosset og gal og føle mig snydt? - Ville du det?, lød Drejer forundret. Ja da! Hvem har pludselig så mange penge i baglommen? - Jeg har ikke fået fjernet K-3’eren. Jeg ringede til OBH-gruppen og forklarede dem, at der havde været en tækkemand ude at se på taget, og så” fjernede de selv K-3’eren og sendte rettelsen, forklarer Drejer.” I en fjerde artikel med overskriften ” HUSHANDEL ENDER MÅSKE I RETTEN ” bragt samme dag hed det: ”Sagen om hushandlen på Karuphøjvej 13 i Skelhøje ser ud til at være havnet i en hårdknude og ender måske i retten. I hvert fald, så truer Drejer Bolig både avis og køber med sagsanlæg. Men også køberne af det utætte idylliske hus har nu allieret sig med en advokat med den type sager som speciale. Mange af de punkter og forklaringer, som Randi Bagge og Thomas Nielsen har fået af ejendomsmægleren er direkte forkerte og urigtige, oplyser de uheldige købere. - Vi kan næsten ikke klare mere, så nu har vi allieret os med en advokat for at få styr på tingene. Det kan da ikke være rigtigt, at man hverken kan stole på ejendomsmægleren eller eksperterne som udfærdiger tilstandsrapporter. Det er ikke til at bære, siger Randi Bagge til Uge-Avisen. Hun har svært ved at holde tårerne tilbage. Drømmehuset er nu blevet til et frygteligt mareridt, som i værste fald kan ruinere den lille familie. Alle de ulykker, som i løbet af ganske få dage ramte dem, efter at de havde underskrevet papirerne kan også gå ud over blandt andet børnene, da huset måske også er sundhedsfarligt at bo i med al den skimmelsvamp og de fugtige vægge og lofter, hvor vandet ligefrem render ned af væggene. Randi Bagge og Thomas Nielsen har også haft fat i Teknologisk Institut for at få taget prøver, men også de vil have penge, næsten 10.000 kroner, og dem har familien ikke. - Har vi som købere af huset slet ingen rettigheder, kan alle virkelig bare gøre som de har lyst til og så lade os andre i stikken med regningen på sådan noget sjusk og svindel, det begriber jeg ikke, siger Randi Bagge. Uge-Avisen erfarer, at det ikke er første gang Drejer Bolig har lavet sådan en ”lusket” handel med et ungt par. For godt tre år siden skete det nemlig ved en hushandel i Havredal. Huset var så spækket med fejl og mangler, at det kom til at koste de unge mennesker en formue. Efter den hushandel gik de fallit og er i dag skilt og forgældet. Den hushandel ligner meget den aktuelle fra Karuphøjvej 13 i Skelhøje, hvor et idyllisk stråtægt hus på landet blev til en hullet si og et mareridt for de nybagte husejere i Karup kommune.” Endelig bragte bladet samme dag et indlæg fra Elon Drejer Olesen. I indlægget, der bar overskriften ” VI HAR GJORT HVAD VI KUNNE, OG HAR IKKE FUPPET NOGEN! ”, hed det: ” Udtalelse af Ejendomsmægler Elon Drejer, som kommentar til artiklerne om ejendommen Karuphøjvej 13, Karup: Undertegnede driver en sober og seriøs ejendomsmæglervirksomhed og har gjort det gennem mange år og er aldrig tidligere blev hængt ud i dagspressen og ikke før haft alvorlige klager over mit arbejde. Det er derfor en barsk omgang først at læse artikler i Viborg Stifts Folkeblad og formentlig også i Uge-Avisen Karup først- kommende onsdag. Vi føler, at vi har stået på pinde for køber i denne sag, hvor det ydermere kan bekræftes nu, at de få skader på tager, der skaber fugtproblemer, formentlig kan repareres af en tagtækker for et mindre beløb. Ved en efterfølgende besigtigelse af skaden sammen med tagdækkeren, er han fremkommet med den teori, at taget flere steder er syet forkert med kokostråd, der kommer til at virke som en væge, der trækker fugt gennem taget. Ydermere kan jeg konstatere, at OBH-gruppen i Århus har erkendt, at man her har begået en fejl ved at slette en K3-anmærkning. Det er med andre ord ikke os, der har fået den slettet. Jeg vil godt forsøge at beskrive sagen, som vi ser den. Sagsforløb: Køber besigtiger ejd. den 31.08.2003. Inden underskrift af købsaftale den 19.09.2003 er der udleveret, købsaftale, forsikringstilbud mod skjulte fejl og mangler, tilbud fra sælger om at betale ½ delen af forsikringen, 2 tilstandsrapporter og allonge til tilstandsrapport til køber. De 2 tilstandsrapporter der er udleveret vedr. ejendommen, er en fra 17.07.2002 og en fra 12.09.2003. I begge tilstandsrapporter er der mange bemærkninger til taget. I den første rapport er der tre stk. K3, et stk. K2 og fire stk. K1. (dvs. i alt otte bemærkninger til taget). I den sidste rapport er der syv stk. K3, to stk. K1 og et stk. K2, (dvs. i alt 10 bemærkninger til taget). I allonge af 16.09.2003 til tilstandsrapporten af 12.09.2003 sletter den byggesagkyndige fra OBH punkt 8.1 (OG KUN 8.1) den skade der er markeret K3. (IKKE ALLE 6, SOM DER HÆVDES I ARTIKLEN I VIBORG STIFT FOLKEBLAD). Punkt 8.1 lyder således: Stråtaget bør undersøges nærmere. Osv. Drejer Bolig og Erhverv anmoder ikke OBH om at fjerne nogen passus, det er helt OBH’s egen beslutning. Det sker efter at Drejer Bolig og Erhverv har meddelt OBH at taget er besigtiget af en professionel tagdækker fra Midtjylland, som har udtalt over for os efter at have besigtiget taget, at taget er et udmærket tag med en restlevetid på ca. 8-10 år. Drejer Bolig og Erhverv havde på et tidspunkt anmodet tagdækkeren om at besigtige taget på grund af de mange punkter der var i tilstandsrapporterne vedr. tagkonstruktionen og fordi Drejer Bolig og Erhverv ikke har den store erfaring med stråtage. Endvidere havde køber og undertegnede diskuteret om ikke det var klogt at køber talte med førnævnte tagdækker, som flere gange havde set taget og som havde repareret på det (mårhuller.) Drejer Bolig og Erhverv har ikke nogen som helst indflydelse på hvorledes tilstandsrapporten udfærdiges, eller hvad der står i tilstandsrapporten. Tagdækkeren har mindst tre, formentlig flere gange, været på ejendommen sammen med køberen og undertegnede for at diskutere og gennemgå taget, idet køberen fra starten har været i tvivl om taget pga. de mange punkter i de to tilstandsrapporter. Tagdækkerens mening om taget, som han meddelte undertegnede og køber mundtligt var, at det var et rimeligt godt tag som ville kunne holde i en del år endnu. Køber er for øvrigt meget vidende om huse og byggematerialer, idet han arbejder i tømmerhandelen P. Knudsen A/S, Navervej 21, 7451 Sunds. Da køber besigtiger ejendommen første gang, var der et mårhul i taget, dette hul, udtaler mægler (Drejer) over for køber, vil blive udbedret på sælgers regning, idet ejer (arving) har udtrykt over for mægler, at dette vil han betale. Dette hul er udbedret efterfølgende af tagdækker. Endvidere har mægler ved fremvisning af ejendommens loftsetage udtalt, at utæthed ved skorsten var udbedret (dette var meddelt mægler af arving, idet arving havde oplyst, at der efter tagets oplægning var lavet nogle efterreparationer af tagdækker pga. utætheder. Det viser sig desværre efterfølgende at være en utæthed ved skorstenen, (utætheden er faktisk beskrevet i tilstandsrapporten.) Da dette konstateres, bliver der øjeblikkeligt tilkaldt en tagdækker og fejlen bliver udbedret på sælgers regning. Regningen kan fremvises af sælger. Udover ovennævnte er der ikke udstedt nogen løfter eller garantier. Mægler har på intet tidspunkt udtalt, at alle skader vedr. taget var udbedret. Det er helt åbenlyst at skaderne ikke er udbedret, idet f.eks. et af punkterne vedr. taget, beskriver, at der ikke er etableret gangbro, dette kan man jo konstatere bare ved at kigge op i tagrummet, og køber har kravlet rundt i tagrummet med stavlygte flere gange, både med tagdækker og undertegnede. Ejendommen sælges som et dødsbo med dødsboansvarsfraskrivelse og dødsboansvarsfraskrivelsen slutter med følgende passus: ”Parterne er enige om at der i købsprisen er taget højde for nærværende ansvarsfraskrivelse.” Efter at skaden på taget fremkommer, har køber efterfølgende adskillige gange været inde på kontoret, og vi har gjort vort bedste for at hjælpe ham med at anmelde skaden til forsikringsselskabet og har været til stede, da taget efterfølgende blev besigtiget af tagdækker og køber. Endvidere var mægler til stede ved besigtigelsen, da køber og forsikringsselskabets medarbejder besigtigede ejendommen, da skaden anmeldes til forsikringsselskabet (ejerskifteforsikringen). Køber har på intet tidspunkt udtrykt utilfredshed med vort arbejde, hans samleverske har endda udtrykt, at hun var glad for, at vi hjalp dem så meget. Så det er svært at forklare købers pludselige stemningsskift, hvilket vi intet får at vide om, før vi er i avisen. Det er svært at yde mere service og information til køber i en sag som denne. Vi har gjort, hvad vi kunne, og det er barskt og direkte forretningsskadelig at blive hængt ud på den måde, som tilfældet er. Jeg vil afslutningsvis sige, at har vi begået en fejl, har vi selvfølgelig en forsikring, der går ind og dækker skaden.” Elon Drejer Olesen har anført, at Uge-Avisen i artiklerne den 10. december 2003 har angivet, at han skulle have fået fjernet nogle anmærkninger i tilstandsrapporten, hvilket der ikke er grundlag for. Bladet har endvidere tilsidesat god presseskik ved at anvende ord som fup, trussel, fusk, mv. Uge-Avisen har anført, at artiklerne er udarbejdet af en tidligere redaktør, og at artiklerne ikke ville være blevet bragt under den nuværende redaktør. Bladet har indhentet en udtalelse fra den tidligere redaktør, der har gjort rede for den research, han udførte som grundlag for artiklerne. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard. Pressenævnet udtaler: Uge-Avisen har i artiklerne den 10. december 2003 bragt såvel huskøberens som Elon Drejer Olesens synspunkter vedrørende de oplysninger, der blev givet om taget i forbindelse med købet af ejendommen. Pressenævnet finder ikke, at omtalen eller ordvalget i artiklerne giver anledning til kritik. Der er heller ikke grundlag for at udtale kritik af bladets leder, der indeholdt redaktørens vurderinger og kommentarer til sagen. Nævnet finder imidlertid, at artiklerne ikke giver belæg for overskriften på bladets forside ”Drejer Bolig fuppede huskøber”, der for læseren må fremstå som en kendsgerning. Da overskriften tilmed er den bærende på bladets forside, er forholdet stærkt krænkende for Elon Drejer Olesen. Uge-Avisen har på dette punkt handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Uge-Avisen at offentliggøre følgende: ” Kendelse fra Pressenævnet: Den 10. december 2003 bragte Uge-Avisen en omtale af problemer som følge af utætheder i taget på en ejendom, der er solgt gennem ejendomsmægler Elon Drejer Olesen. Elon Drejer Olesen har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. Pressenævnet udtaler: Uge-Avisen har i artiklerne den 10. december 2003 bragt såvel huskøberens som Elon Drejer Olesens synspunkter vedrørende de oplysninger, der blev givet om taget i forbindelse med købet af ejendommen. Pressenævnet finder ikke, at omtalen eller ordvalget i artiklerne giver anledning til kritik. Der er heller ikke grundlag for at udtale kritik af bladets leder, der indeholdt redaktørens vurderinger og kommentarer til sagen. Nævnet finder imidlertid, at artiklerne ikke giver belæg for overskriften på bladets forside ”Drejer Bolig fuppede huskøber”, der for læseren må fremstå som en kendsgerning. Da overskriften tilmed er den bærende på bladets forside, er forholdet stærkt krænkende for Elon Drejer Olesen. Uge-Avisen har på dette punkt handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik. København, den 6. april 2004 Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.” Afgjort den 6. april 2004.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé En 62-årig kvinde blev indlagt til operation på en gynækologisk/obstetrisk afdeling med henblik på fjernelse og undersøgelse for eventuel ondartet lidelse omkring højre æggestok og æggeleders plads. Patienten var tidligere blevet opereret på grund af mavesår i 1975 og havde i 1995 fået fjernet livmoderen, samt begge æggestokke og æggeledere. Overlæge A foretog den planlagte operation. Ved operationen var der massive sammenvoksninger af tarme frem mod bugvæggen, og i forbindelse med åbning af selve bughulen opstod der et 1½ cm stort hul i tyndtarmen. Dette hul blev syet af overlæge A, og en overlæge fra kirurgisk afdeling inspicerede og godkendte sammensyningen. Efter 4 dage foretog man spaltning af operationssåret, da patienten i efterforløbet havde udviklet betændelse i såret og fået feber og mavesmerter. Ved operationen opstod der endnu en læsion af et stykke tyndtarm, som blev syet. I efterforløbet blev der behandlet med antibiotika. Der blev klaget over, at overlæge A ved sin operation havde beskadiget patientens tyndtarm, og at der fem dage herefter blev der konstateret tarmslyng. Den fulde tekst Klage over læsion af tyndtarmen ved operativ fjernelse af forandringer svarende til pladsen for tidligere udtaget æggestok og æggeleder Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af overlæge A´s operation af patienten. Nævnet lagde vægt på, at patienten tidligere var blevet opereret på grund af mavesår i 1975 og i 1995 havde fået fjernet livmoderen, samt begge æggestokke og æggeledere, og at der ved den aktuelle operation var massive sammenvoksninger af tarme frem mod bugvæggen. Nævnet oplyste, at det er en kendt og sjældent forekommende komplikation til operationer i bughulen, at der under åbning af bughulen utilsigtet kommer hul på en tarm. Risikoen for denne hændelse er betydeligt forøget, når der tidligere er opereret i bughulen, da tidligere operationer ofte medfører udvikling af adhærancer, som kan binde tarm stramt op til bugvæggen på det sted, hvor åbningen foretages. En sådan læsion må betragtes som hændelig. Det var nævnets opfattelse på denne baggrund sammenholdt med selve læsions størrelse, at denne ikke kunne anses som udtryk for en fejlagtig operationsteknik. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hullet i tyndtarmen blev lukket i overensstemmelse med almindeligt anerkendte principper, og at det var udtryk for omhu og samvittighedsfuldhed, at lukningen desuden blev godkendt af en speciallæge i mavetarmkirurgi. Nævnet lagde endelig vægt på, at der ved operationens afslutning blev ordineret en relevant forebyggende antibiotikabehandling med to forskellige stoffer i tre dage.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse)     Den fulde tekst Lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ved Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet pålægge universiteter, der hidtil har udført opgaver på området efter universitetslovens § 2, stk. 4, at fortsætte hermed mod betaling. § 2. Arealtildeling i Grønland til områder og til tekniske installationer, som tjener forsvarsmæssige formål, foretages af vedkommende rigsmyndighed efter forhandling med Grønlands Selvstyre. Stk. 2. Regler fastsat af Grønlands Selvstyre om bygningsmyndigheden og om opførelse, konstruktion og indretning af bygningsværker og andre anlæg finder ikke anvendelse for bygningsmæssige foranstaltninger, der tjener forsvarsmæssige formål, medmindre foranstaltningerne omfatter tilslutning til veje, forsynings- eller afløbsledninger eller lignende anlæg. § 3. Staten hæfter fortsat for de forpligtelser, der ved ikrafttræden af lov om sundhedsvæsenet i Grønland tilkom eller påhvilede sundhedsmyndighederne i Grønland, og som blev påtaget før den 1. januar 1992. Staten har regres mod Grønlands Selvstyre for udgifter, som afholdes som følge af denne hæftelse. § 4. Grønlands Selvstyre skal ved fastsættelsen af regler om telekommunikation i, til og fra Grønland sikre, at rigsmyndighederne har adgang til etablering og drift af egne interne telekommunikationsanlæg i Grønland og mellem Grønland og omverdenen, i det omfang rigsmyndighederne har særlige telekommunikationsbehov, der ikke kan opfyldes af den almene, offentligt tilgængelige teleinfrastruktur. Adgangen til at etablere egen teleinfrastruktur omfatter alene infrastruktur, der udelukkende anvendes til varetagelse af de pågældende myndighedsopgaver. Stk. 2. Regler fastsat af Grønlands Selvstyre om telekommunikation i, til og fra Grønland kan efter aftale med regeringen sættes i kraft for de dansk-amerikanske forsvarsområder, der er oprettet i henhold til traktat af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland. § 5. Staten yder kompensation til Grønlands Selvstyre i overensstemmelse med den danske regerings og det grønlandske landsstyres aftale af 21. august 1990 som indgået i henhold til artikel 24 i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale, således som aftalen af 21. august 1990 er ændret ved tillægsaftale af 31. august 1997. § 6. Loven træder i kraft den 21. juni 2009. § 7. Ved lovens ikrafttræden ophæves følgende love: 1) Lov nr. 579 af 29. november 1978 om folkeskolen i Grønland. 2) Lov nr. 580 af 29. november 1978 for Grønland om arbejds- og socialvæsenet. 3) Lov nr. 582 af 29. november 1978 for Grønland om erhvervsmæssige uddannelser. 4) Lov nr. 584 af 29. november 1978 for Grønland om fritidsvirksomhed. 5) Lov nr. 589 af 29. november 1978 om biblioteksvæsenet i Grønland. 6) Lov nr. 609 af 23. december 1980 om folkehøjskoler i Grønland. 7) Lov nr. 610 af 23. december 1980 om museumsvæsenet i Grønland. 8) Lov nr. 612 af 23. december 1980 for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse. 9) Lov nr. 134 af 28. marts 1984 om støtte til erhverv i Grønland. 10) Lov nr. 135 af 28. marts 1984 for Grønland om produktion og salg af grønlandske produkter. 11) Lov nr. 469 af 6. november 1985 for Grønland om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v. 12) Lov nr. 943 af 23. december 1986 for Grønland om el, vand og varme, brandvæsen, havne, veje, telekommunikation m.v. 13) Lov nr. 944 af 23. december 1986 for Grønland om boligforsyning, boligstøtte, leje af boliger m.v. 14) Lov nr. 847 af 21. december 1988 om Grønlands Fiskeriundersøgelsers overførsel til Grønlands hjemmestyre. 15) Lov nr. 848 af 21. december 1988 om Grønlands centrale Lønanvisnings overførsel til Grønlands hjemmestyre. 16) Lov nr. 850 af 21. december 1988 for Grønland om miljøforhold m.v. 17) Lov nr. 815 af 19. december 1989 om radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland. 18) Lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland. 19) Lov nr. 264 af 6. maj 1993 om kirken i Grønland. 20) Lov nr. 1089 af 29. december 1997 for Grønland om telekommunikation. 21) Lov nr. 1393 af 27. december 2008 om de gymnasiale uddannelser i Grønland. Stk. 2. Forskrifter udstedt med hjemmel i de love, der er nævnt i stk. 1, forbliver i kraft, indtil de ophæves af rette myndighed. § 8. Den, der ved lovens ikrafttræden er ansat som biskop over Grønlands stift, tilbydes fra dette tidspunkt ansættelse som tjenestemand under vedkommende grønlandske myndighed med løn-, ansættelses- og pensionsvilkår, der svarer til de for den pågældende under ansættelsen i staten gældende. Stk. 2. Hvis biskoppen ikke ønsker at overgå til ansættelse under vedkommende grønlandske myndighed, opretholdes ansættelsesforholdet til staten, men den pågældende varetager sin tjeneste under pågældende grønlandske myndighed. Biskoppen har ikke krav på rådighedsløn eller pension som følge af bestemmelsen i 1. pkt. Bestemmelserne i § 37 a, stk. 5, i lov om statens tjenestemænd i Grønland og § 24 b, stk. 3, jf. stk. 1 og 2, i lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland finder tilsvarende anvendelse. § 9. I lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998, foretages følgende ændringer: 1. § 7, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes: »Stk. 3. En tilladelse til udnyttelse af mineralske råstoffer kan kun meddeles til aktieselskaber. Selskabet må alene udføre virksomhed i medfør af tilladelser i henhold til denne lov og må ikke sambeskattes med andre selskaber, medmindre der er tale om tvungen sambeskatning. Selskabet skal som hovedregel have hjemsted i Grønland. Selskabet må ikke være tyndere kapitaliseret end den koncern, selskabet indgår i, dog må selskabets fremmedkapital altid overstige egenkapitalen indtil forholdet 2:1. Selskabet skal generelt handle til armslængdepriser og på armslængdevilkår. Rettighedshaveren skal endvidere råde over fornøden sagkundskab og økonomisk baggrund for den pågældende udnyttelsesvirksomhed. Stk. 4. En tilladelse til småskalaudnyttelse af hårde mineraler kan uanset stk. 3 meddeles til fysiske personer, der er fast bosiddende og fuldt skattepligtige i Grønland. Bestemmelserne i stk. 3, 5. og 6. pkt., finder tilsvarende anvendelse med de fornødne tillempelser.« Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7. 2. § 8, stk. 3, affattes således: »Stk. 3. I sammenhæng med fastsættelse af en rettighedshavers ydelser til myndighederne efter stk. 1 og 2 kan der meddeles rettighedshaveren fritagelse for beskatning af den virksomhed, der er omfattet af tilladelsen, hvis virksomheden dermed er pålagt afgifter, der er mindst lige så byrdefulde, som beskatningen ville have været, og afgifterne fuldt ud er omfattet af indtægtsdefinitionen i § 7 i lov om Grønlands Selvstyre.« Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Lars Løkke Rasmussen

Denmark_da_legislation