„ Venter man et Jordskjælv ber , siden alle Mennesker 
forlade Byen ? « 
Stærkest gaaer Strømmen ud af Vesterport , eller 
det Sted , hvor Vesterport bar slaaet , ud ad Vesterbro 
og Frederiksberg Allee , baade tilfods , tilhest , tilvogns 
og — paa Velocipede . 
Alle drage ud af Byen for al more sig . Alle 
drage ti ! Frederiksberg , hvor Glædesguden bar opslaaet 
sit Tempel . 
Et af de mest besøgte Steder paa Frederiksberg 
er Alleenberg , hvis store , smukke Have og mange Indretninger 
ti ! Forlystelse og Adspredelse , trækker en 
Mængde Besøgende derud . 
Det Publikum , som besøger Alleenberg , kan deles 
i tre Klasser : Første Klasse , dem , som indskrænke sig 
fil al vandre op og ned i den lange Gang , som gaaer 
ivers igjennem Etablisementet og som af og fil søge 
Tilflugt i ci af de Lysthuse , som vende ud fil Alleen . 
Individerne i denne Klasse , bestaaer for det meste af 
aglværdige Familicfædre som med Kone og Børn gaae 
ud for af nyde den friske Lust og en solid Boeuf eller 
en sparsommelig Kop Theevand ude i del Arie . Tisse 
Folk holde altid af ak tage Plaks i Lysthusene ved 
Alleen , for al have uhindret Leilighed baade ril af see 
og fil af blive seet . 
Anden Klasse er de Folk , som for det meste opholde 
sig i Nærheden af Karousselbanen . Det -r 
unge Mennesker , som holde af al faae sig en Dands 

— om Søndagen mest Soldater og Tjenestepiger og 
de søgne Dage Haandværkssvende , Sypiger og — 
naar Mørket er faldet paa — tillige Kræmmersvende 
og andre lignende Størrelser . 
Tredie Klasse endelig er Folk , som først komme 
seent og som holde mest af af opholde sig i de bageste 
Gange og i de Lysthuse , som stode op til disse . Det 
er Folk af alle mulige Livsstillinger , Folk som have 
Mønt paa Lommen , og som holder af af nyde Livet , 
men som ikke ønsker af gjøre det altfor aabenlyst . 
Dei er med Folk af denne Klasse vi især ville 
beskjæftige oS , det er nemlig de interessanteste . 
En smuk Sommeraften , netop som Tusmørket er 
faldet paa , sidder i et af de bageste Lysthuse paa 
Alleenberg et ungt Par , bestaaende af en Herre og 
en Dame . 
Herren er meget stor paaklædt , aldeles efter den 
sidste Modejournal , men dog med en temmelig paafaldende 
Mangel paa Smag . Hele hans Paaklædning 
tyder i Grunden kun paa , af det har været hans Agt 
af vise hele Verden , hvor meget han har havt Raad 
til af anvende paa sin Dragt . 
Han er ung , men han er i Grunden ikke smuk . 
Udtrykket i hans Ansigt er hovmodigt , med et Anstrøg 
af Dumhed og forloren Fornemhed . 
Han har engelske Bakkenbarter — eller , som det 
ogsaa kaldes , Skjæg a ls ootolette , og , hanS Øine 
ere blaae , men af et temmeligt mat Udseende , og 

hvis han tøg sin elegante Hat af , saa vilde man see 
at hans Haar var meget fyndt . 
Han sidder i en ivrig Samtale med en ung Dame , 
ber vel kan være en sytten eller alten Aar gammel , 
og som er særdeles elegant paaklædt , og hvis Dragt , 
i Modsætning til hans , røber en heel Deel Smag . 
Disse To sidde i en meget dyb Samtale , der 
aabenbart er meget interessant ; thi den lægger udelukkende 
Beslag paa Begges Opmærksomhed . 
Pludseligt hæver Herren Hovedet og kalder paa 
en forbigaaende Opvarter . 
, , 2o Glas Sherry og nogle Kager ! “ raaber han . 
Opvarteren nikker og iler afsled . 
Lidt efter kommer han tilbage med det Forlangte 
paa en Bakke . Netop som han naaer Lysthuset komme 
to Herrer fra den anden Side . Den ene af disse , 
gjør ved at faae Øie paa de i Lysthuse siddende , en 
førbauset Bevægelse ligesom om han vilde slyrte ind i 
Lysthuset . 
Denne Bevægelse var saa voldsom , af hans Ven , 
som han holdt under Armen , ligeledes blev nødt til 
al gjøre en Svingning , hvorved han kom til af støde 
til Opvarteren , der herved mistede Ligevægten og tabte 
Bakken med Sherryen og Kagerne ned over Damens 
Kjole . 
» Gudbevares , saa see Dem dog for ! “ raabte den 
unge Herre i Lysthuset og Opvarteren paa en Gang , 
medens den unge Dame udstøder et lille Skrig . 

Manden , der havde foraarsaget Ulvkken , bliver 
flau , tager til Hatten , beder tusinde Gange om Forladelse , 
griber i Lommen , giver Opvarteren en Specie 
og gaaer sin Vei , fulgt af sin Ven . 
» Jeg kan ikke begribe , hvorledes dette kunde gaae 
iii , og Du kunde bære Dig saa keitet ad , “ siger nu 
Vennen , en Mand paa ck halvlhundrede Aar og af 
et fedt , velnæret Udseende . 
„ O , jeg er rasende , komplet rasende ! “ siger 
Ulvkkesstifceren idet ban forstærker sine Skridt . 
» Hvad er det Du siger , Kvist ? » spørger nu 
Vennen , idet ban tager lange Skridt for af følge med . 
„ Er Du rasende ? “ 
„ Ja , Bang , jeg er komplet rasende ? “ svarer 
Kvist med en Mine , der næsten er tragisk . 
„ Men hvad er der da i Veien ? “ 
„ Lumslhed , Underfundighed og Nederdrægtighed 
er der i Veien . O Bang , det er et sandt Ord at 
man aldrig maa stole paa Fruentimmerne . De ere 
falske som Skum paa Havet . “ 
„ Der begynder at gaae et Lys op for mig , “ 
sagde nu Bang , smaaleende over sin Vens Ivrighed . 
„ Du blev forundret over at see den unge Dame i 
Lysthuset sammen med den unge Herre . Du kjender 
hende , hvis Kjole Du var saa uheldig at ødelægge . “ 
» Ja netop . Saae Du hende ? “ 
„ Ja . “ 
„ Hvad syntes Du om hende “ 

„ Aah , rer godl . Hun har et ganske ner Ansigt . “ 
» Ja , “ siger Kvist sukkende , „ og skulde man rroe 
at et saadant Ansigt kunde skjule den sorteste Falskhed ? “ 
„ Har hun da været salsf mod Dig ? “ 
„ Om hun har ? O , hun er en Slange . Hun 
driver sin Falskhed saa vidt , al hun endog lod som om 
hun ikke kjendte mig , og jeg har dog forærer hende 
den Kjole hun har paa , “ 
„ Har Du ? “ 
„ Ja jeg . Nu stal Du høre , hvorledes hele Historien 
hænger sammen , og dom saa selv om jeg ikke 
har Ret til at være gal i Hovedet . Hun og hendes 
Tante boede sammen paa en Kvist ude i mit Huus i 
Borgergade . For rre Maaneder siden døde Tanten — 
som jeg forresten aldrig troer har været hendes Tante 
— og saa blev der stor Jammer og Elendighed . 
Begge Fruentimmerne havde ernære ' , sig ved Syning , 
men nu skulde Tanten begraves , og saa kunde den 
Unge ikke betale Huusleien , hun kom derfor op : i ! 
mig og bad om Henstand . — “ 
„ Som Du naturligvis gav hende ? “ 
„ Jeg var dum nok til at lade mig røre af hendes 
bedrøvede Ansigt og smukke Ord . Ja , hvad mere 
var , da hun desuden udtalte sin Sorg over ar hun 
ikke engang havde Raad til at kjøbe sig en anstændig 
Sørgckjøle , saa var jeg endvidere dum nok til Dagen 
efter ak forærs hende den Kjole hun nu har paa . « 

„ Naa , og saa ? « spørger Bang . 
„ Og saa ? — Ja saa har Du jo selv seet Resten , “ 
sagde Kvist ærgerligt . „ Til Tak for al min 
Opmærksomhed saa render hun nu omkring med denne 
Kræmmersvend eller hvad han nu er før en Dagdriver . 
„ Hvad er det Du siger ? “ sagde Bang leende , 
» Du faaer mig til at lænke paa Noget . “ 
„ Og hvad er det ? “ spurgte Kvist . 
„ Al det nok i Grunden ikke er saa ganske af den 
bare Medlidenhed at Du har foræret den omtalte lille 
Svpige den sorte Silkekjole . “ 
„ Det kan Du da før Satan nok begribe , “ sagde 
Kvist , der blev mere og mere ærgerlig . „ Naar Pakkeren 
pleier Folk i vor Alder at forære unge Piger 
Silkekjoler , uden at de mener at faae en eller anden 
lille Villighed til Gjengjæld ? — Men pas Du kun 
paa , det skal ikke gaae saaledes hen , jeg skal nok faae 
Fingre baade i hende og hendes Springfyr og lære 
dem begge To , at jeg ikke er den Mand , der saaledes 
lader sig spille paa Næsen . “ 
„ Hvad vil Du da gjøre ? “ 
» Hvad jeg vil gjøre ? Det var da ogsaa et 
Spørgsmaal , der er jo en Mængde Ting at gjøre . “ 
„ Som før Ercmpel ? “ 
„ Aah , jeg gider ikke gjøre Dig Regnslab før det 
nu i dette Øieblik , “ sagde Kvist , „ og det behøves 

helle : ikke , Du maa jo ligesaa godt som jeg kunne 
indsee , hvad der er at gjøre under saadanne Omslændigheder . “ 
Sagen var den , at skjøndt den gode Hr . Kvist 
paastod at der var en Mængde Ting at gjøre i det 
foreliggende Tilfælde , saa stod det dog aldeles ikke 
klart for ham , hvad der egentlig skulde foretages . 
„ Man kan for Erempel lade den Fugl flyve , “ 
meente Bang . 
„ Flyve ? Nei min Ven , saa kjender Du mig ikke 
rigtig . Troer Du at jeg saaledes kaster mine Silkekjoler 
i Rendestenen ? Nei , nei , jeg skal nok snakke et 
alvorligt Ord med dem Begge , det kan Du være vis 
paa . “ 

Andet Kapitel . 
Det unge Par . 
Vi ville nu lade de to halvgamle Herrer fortsætte 
deres Passiar og vende os til den unge Herre 
og Dame , hvis Kjole blev spoleret af den spildte 
Sherry og Cremen af Kagerne . 
Efterat Damen havde udstødt det omtalte lille 
Skrig , trak hun sit Lommetørklæde frem , for at borttørre 
det Spildte , medens Herren søgte at hjælpe 
hende saa godt som det var ham muligt . 
Damen saae høiest ulykkelig ud , og sagde klynkende 
: 
O Gud , min deilige Silkekjole ! DlSse Pletter 
gaae aldrig af mere , del er jeg vis paa . “ 
„ Det skal De ikke bryde Dem om , “ siger Herren 
raed en storartet Mine . „ Kom De op i Morgen i 
Boutikken , hvor jeg staaer , og udsøg Dem Tøi til en 
ny . “ 

. Det har jeg ikke Raad til , “ siger Damen sagte . 
„ De kan jo nok tænke at en Pige som jeg ikke har 
Raad til at kjøbe en ny Silkekjole hver Dag . “ 
„ Betalingen skal De ikke bryde Dem om , jeg 
gaaer i Caution for Dem , “ sagde Herren i en endnu 
mere storartet Tone . 
Aftenen faldt nu stærkt paa , og del begyndte at 
mørknes . Sherryen er drukket , Kagerne fortærte og 
Damen reiser sig nu op , idet hun siger : 
„ Nu skal Le have Tak for i Dag , Hr . Petersen , 
nu maa jeg gaae hjem igjen , det bliver ellers altfor 
seent . “ 
. O , det er altfor tidligt at gaae hjem , “ meente 
Hr . Petersen , men Damen er ubøielig , hun reiser sig 
op , og træder ud af Lysthuset . 
Hr . Petersen følger hende , men hun vil paa ingen 
Maade modtage hans Følgeslab . Hun hav samtykket 
i at møde ham herude , og hjulpet ham med at drikke 
Sherry og spise Kager , men mere maa han ikke forlange 
af hende . Han maa paa ingen Maade følge 
hende hjem , da det kun vilde give Anledning til Folkesnak . 
„ Men De kommer da op i Boutikken imorgen ? » 
siger Hr . Petersen smægtende . 
„ Jeg skal see om jeg kan faae Tid , “ svarer hun 
hvorpaa hun , idet hun seer sig om , pludseligt udbryder : 

„ Ah , see der er mine Veninder , som have lovet at 
træffe mig herude . “ 
Med disse Ord neiede hun skjelmsk for Hr . Pe » 
tersen og hoppede hen til et Par yngre Damer , som 
gik lidt længere henne i Gangen . 
De kjendte hende øiensynligt godt , thi de mod . 
toge hende meget hjerteligt , som det syntes med Spøg 
og Latter , hvorefter be begave sig bort alle Tre . 
Hr . Petersen stod og saae efter dem . Dette var 
flet ikke efter hans Beregning . Han havde ikke tænkt 
sig Muligheden af at den unge Pige saaledes skulde 
flippe fra ham . * 
Han havde forestillet sig en behagelig Spadseretour 
i det smukke Aftenveier , en interessant Hjemiour , 
jo , nu stod han der . 
„ Hun er lidt snærpet^ den Lille , “ mumlede han 
ved sig selv , „ men det gaaer vel nok over igjen . I 
Morgen kommer hun jø op i Boutiken , saa kunne 
vi jø altid tales nærmere ved . “ 
Dette var altid en Trøst , men det var dog ærgerligt 
at han , som havde indrettet sig paa at tilbringe 
Aftenen i behageligt Selskab , nu udelukkende er henviik 
til sin egen behagelige Underholdning . 
Han drev et Par Gange op og ned i Haven , 
for om muligt at sløde paa et eller andet Eventyr , 

men det lod til som om Skjæbnen i enhver Henseende 
var ham imod denne Aften . Han stødte ikke paa 
Noget som kunde interessere eller more ham og han 
kjedede sig desaarsag grundigt . 
. Det er ogsaa som det er forheret , “ mumlede han 
ved sig selv , „ man kan ikke træffe en eneste Bekjendt 
hverken af Han- eller Hunkjønnet herude i Asken . 
Jeg vil drive lidt ind i Pavillonen . 
Som sagt , saa gjort , kom han ind i Pavillonen , 
hvor han satte sig paa en Stol tæt ved Sangcrmbunen 
og gav sig til gjennem sin Lognel at betragte 
„ Kunsfnerinderne “ deroppe . * 
Der var forresten ikke stor Stads ved dem . Der 
sad en fire affalmede Skjønheder i temmeligt nedringede 
Kjoler , medens en Femte netop stod og sang 
Noget , som skulde være en Arie af „ Figaros Bryllup “ . 
Disse fem Damer syntes imidlertid ak kjende Hr . 
Petersen godt . De nikkede Allesammen til ham , da 
han tog Plads , og saae paa ham med fornøiede Miner , 
naturligviis før at indbilde ham at de vare overmaade 
glade ved at see ham . 
Disse bedaarende Blikke undlod Heller ikke at 
gjøre Virkning . Hr . Petersen saae tilfreds ud over 
den Hylding man viste ham , og før at gjengjælde 

Damernes Opmærksomhed , slog han med sin Stok i 
Gulvet , hvorpaa Opvarteren kom springende . 
„ Portviinstoddy til Damerne , “ sagde Petersen 
med samme Mine som en General vilde give Ordre 
til at Armeen skulde rykke i Ilden . 
Opvarteren bukkede og forsvandt . Lidt efter kom 
han tilbage med Toddyen . Damerne tog den , drak 
og klinkede med Hr . Petersen , hvis Humeur nu svntes 
at blive noget bedre . 
Hr . Petersen havde ikke siddet længe paa sin 
Plads , før der atter kom nogle flere unge Mennesker 
ind i Pavillonen , som allerede i Forveien var temmelig 
opfyldt med Besøgende . 
Disse unge Mennesker fik strax Øie paa Petersen , 
og ved Hjælp af nogle Drikkepenge til Opvarteren , 
lykkedes del dem at faae Plads ved samme 
Bord som ham . 
„ Saa Du er kommet her , Petersen , “ sagde et 
af de unge Mennesker , hvis Navn var Hansen , der 
ligesom Petersen og alle de Andre ogsaa var Kræmmersvend . 
„ Det . havde vi rigtignok ikke ventet . “ 
„ Ikke ? Og hvorfor det ? “ 
„ Ih , fordi Du før var saa behageligt beskjæftiget . 
Vi havde ikke troet at Du saaledes vilde have forladt 
Din Dame . “ 
. Saae I hende ? “ spurgte Petersen . 

„ Ja , vi saae Dig sidde med hende i Lysthuset , “ 
svarede Hansen . „ Hvem var hun ? -- 
, Hvem hun var ? “ spurgte Petersen . 
. Ja . “ 
. Det siger jeg ikke , “ sagde Petersen , idet han 
paatog sig et vist hemmelighedsfuldt Væsen . 
„ Hvad for Noget ? “ raabte de Andre , „ har Du 
Hemmeligheder for Dine Kammerater ? Fy , det er ikke 
smukt . “ 
„ Omsfændighederne kan gjøre det nødvendigt , at 
man bliver hemmelighedsfuld . “ 
„ Ja , især naar man er bange for at blive stukket 
ud ! “ raabte Hansen . 
„ Hahaha ! “ svarede Petersen og saae ned ad sig 
selv med et høist selvtilfreds Blik , „ ligesom jeg behøvede 
al være bange for Sligt . « 
„ Nu , hvorfor er Du da saa hemmelighedsfuld ! « 
spurgte Hansen , der ligesom de Andre bleve meget 
Nysgjerrige ved denne Petersens usædvanlige Adfærd . 
„ Du er da vel ikke bange for at saadan en lille 
SypigeS gode Navn og Rygte skal tage Skade . “ 
„ Men , hvis hun nu ikke var Sypige , saa kunde 
dei jo dog let være at hendes Rygte kunde tage Skade , « 
sagde Petersen , endnu mere hemmelighedsfuldt og storartet 
end tidligere . 
„ Ah , del var altsaa ingen Sypige , “ sagde Hansen , 
det var altsaa en rigtig Dame ? “ 

Petersen nikkede med en høist selvtilfreds Mine . 
„ Hvad hedder hun da , Du maa sige os det ? “ 
sagde nu de Andre i Munden paa hverandre . Petersens 
Hemmelighedsfuldhed spændte dem paa Pinebænken . 
. Nei , nei , I maa ikke friste mig , jeg gjør det 
ikke , “ sagde Petersen med forstill Bestemthed . 
» Aah , jo vist jo vist ! “ raabte nu de Andre i 
Chor idet de anvendte alle deres Overtalelsesevner for 
at faae ham til at tale . 
Hr . Petersen havde nu faaet sine Venner paa det 
Punkt hvor han ønskede dem . Han var nemlig forfængelig 
i en uhyre Grad og det smigrede ham af 
han kunde bilde sine Venner ind af han havde gjort 
en ganske anderledes Erobring end en stakkels Syjomfru . 
Da hans Venner vedblev af trænge ind paa 
ham , lod han som om han lidt efter lidt lod sig bevæge 
til af aabenbare den Ubekjendtes Navn og sagde 
endelig : 
„ Naa , mellem Venner bør man vel egenilig ikke 
have nogen Hemmelighed . Jeg sial sige Eder hendes 
Navn , saa maa I til Gjengjæld love mig en Ting . “ 
» Og det er ? “ 
„ Al Hemmeligheden ikke kommer videre . “ 
„ Det kan Du slole paa , “ raabte alle Vennerne 
i Chor . 

» Nuvel , saa vil jeg da belroe Eder af den unge 
Dame er hverken meer eller mindre end en Datter as 
den hovedrige Kammerraad Knob . “ 
„ En Datter af Kammerraad Knob ? “ raabte de 
Andre forbausede . 
. Ja , som jeg siger , det var Frøken Knob . I 
kunne deraf selv indsee af vi maa være forsigtige naar 
vi mødes og ikke aabenbare det for Alverden ; thi den 
gamle Kammeraad Knob er en sær Person og vilde 
vel neppe see mildt dertil , men hans Modstand overvinde 
vi nok alligevel med Tiden , thi hun har megen 
Indflydelse paa ham . 
Medens Petersen holdt denne Tale , betragtede 
han sine Venner opmærksomt og gottede sig over 
deres Forbauselse . 
Dette fluide den gode Hr . Petersen imidlertid 
hellere have ladet være ; thi Gjengjældelsens Sværd 
hang i en tvnd Traad over hans Hoved og del faldt 
snart ned paa ham med en knusende Vægtsom Læseren 
skal faae at see af næste Kapitel . 

Tredie Kapitel 
En ubehagelig Katastrofe . 
Hr . Petersen havde været uforsigtig nok til , efterhaanden 
som han udbredte sig mere og mere over sin 
Triumf , at tale høiere og høiere , saaledes at hvad 
han sagde tydeligt kunde høres af dem , som sad i 
Nærheden ved de andre smaae Borde . 
Dette skulde Hr . Petersen have taget sig i Agt 
for ; ihi som det snart skulde vise sig , havde denne 
Uforsigtihed høist ubehagelige Følger . 
Ved Bordet , som stod ved Siden af det , hvorved 
Petersen og hans Venner havde Plads , sadde nemlig 
en fem a ser unge Mennesker . 
Disse unge Mennesker vare aabenbart Haandværksvende , 
som iførte deres Stadsklædær , vare ude 
for at nyde Søndagen . 
Det ene af disse unge Mennesker , som havde 
hørt , hvad Petersen havde sagt , blev aabenbart høist 

fortrydelig derover . Han reiste sig op , gik hen til 
Petersen , og sagde : 
. Jeg maa tillade mig at gjøre dem opmærksom 
paa , at hvert Ord , som De her har behaget al sige 
er lutter Løgn . “ 
Den unge Mands Kammerater , der vare i en 
temmelig lystig Semning , uden dog at være berusede , 
reiste sig nu op og omringede det Bord , ved hvilket 
Kræmmersvendene sadde . 
De ventede at der vilde komme nogle Løier , og 
de vare beredte til at tage deres Deel i dem . 
Petersen blev naturligvis yderst forbauset over 
denne Tiltale . Han satte sin Lorgnet paa , betragtede 
den Uforskammede med et vist overlegent Smil , saaledes 
som kun en Kræmmersvend er istand til at , gjøre det , 
og sagde : 
„ Hvad behager , hvad er det De siger ? “ 
-Jeg siger , “ vedblev den unge Mand , hvis Navn 
var Peter Berg , „ at Alt , hvad De her har siddet og 
fortalt , er lutter Løgn , og jeg vil have al De skal tage 
Deres Ord i Dem igjen . “ 
Petersen begyndte at blive meget uhyggelig tilmode 
og sagde halv ! ængstligt , medens hans Kammerater 
fniste : 

» Jeg kan ikke indsee at det kommer Dem ved , 
hvad jeg siger eller ikke siger . “ 
» Jo , det kommer Enhver ved , at De sidder og 
fortæller Løgn om en anstændig Dame , som Øe 
maaskee aldrig har seet . Frøken Knob , som Øe talte 
om , har nemlig været paa Landet i otte Dage og er 
der endnu , og kan altsaa ikke have havt Stævnemøde 
her i Haven med Dem . “ 
Petersens Kammerater opsloge en skraldende 
Latter . Del morede dem , at han , som altid pralede 
af sine fornemme Erobringer , saaledes blev gjort til 
Aal . 
Petersen derimod blev rasende . Han blev ganske 
bleg , og sagde idet han rystede af Arrighed : 
„ Det er jo Ting , som Øe slet ikke veed Noget 
om . Hvor Fanden skulde en Person som Øe , kunne 
kjende noget til Frøken Knob . “ 
, . En Person som jeg , kjender maaskee meget 
bedre og mere til hende end en Person som Øe , “ 
sagde Peter , der nu begyndte at blive vred for Alvor . 
„ Og hvis Øe ikke tilbagekalder deres Ord i en Fart , 
saa — “ 
. Naa , hvad saa ? “ spurgte Hr . Petersen i en 
saa stolt Tone som der var ham muligt . Han troede 
nemlig at det endnu skulde kunne lykkes ham at imponere 
den Fremmede . 

Dette lykkedes imidlertid ikke , Peter Berg fortsatte 
ganske roligt sin Tale , uden at lægge Mærke til 
Afbrydelsen , og sagde : 
„ Saa faaer De Prygl . “ 
„ Prygl ? - > 
Javel faaer De Prygl , “ sagde Peter . „ Jeg 
taaler ikke at en Dame saadan bliver blammeret paa 
et offentligt Sted af nogle uforskammede Alenriddere . “ 
„ Alenriddere ? “ raabte Petersen , . hør veed De 
nu hvad min gode Mand , vil De nu ikke være saa 
god at lade os i Fred , ellers — « 
. Ellers , hvad saa ? “ spurgte Peter drillende . 
„ Saa kalder jeg paa Opvarteren , “ sagde Petersen 
rystende . 
. Naa saa det gjør De , nei , det lader De kjønt 
være , gjør De . Idetmindste skal De først tage Deres 
Ord i Dem igjen , saa ran De bag efter kalde paa 
Opvarteren ligesaa meget De har Lyst . “ 
Hr . Petersen havde aldrig før befundet sig i en 
saa kritisk Situation som nu . Han saae sig forlegen 
omkring , men der var ingen synderlig Sympathi at 
opdage i hans Venners Ansigter . Han vidste ikke 
rigtigt , hvorledes han skulde bære sig ad for at blive 
dette ubehagelige Selskab kvit , og det var aabenbart 
at hans Venner morede sig paa hans Bekostning . 

Da fik han pludseligt en Idee . Han havde i 
een eller anden Roman læst at en bestemt og energisk 
Optræden var istand til at bevirke Underværker ligeoverfor 
udannede Folk , og han besluttede derfor nu 
at bringe denne Fremgangsmaade i Anvendelse . 
Han paatog sig derfor nu snart majestætiske Miner 
og sagde til sine Venner : 
„ Kom , lad oS gaae . Det er ikke Umagen værdt 
at taale flere Fornærmelser af dette Rak . Kom , lad 
os gaae . “ 
„ Naa , saa De lyver altsaa fiint , og bag efter 
stjæl der De ud ! “ raabte Peter Berg , der nu blev 
vred for Alvor , „ nei nu gaaer det rigtignok sorvidt . 
Nu stal Du have Prygl min Ven . “ 
Petersen og hans Venner vare imidlertid allerede 
komne hen til Døren og begyndte at gaae ud . Petersens 
Venner , som først havde moret sig kosteligt over 
hans Forlegenhed , begyndte nu at blive ængsllig tilmode 
paa deres egne Vegne , og den Ene af dem 
hvidsfede til Petersen : 
. Du var jo gal at Du skjeldte ham ud , nu skal 
Du see hvilkcr Leben her bliver . “ 
„ Ja , lad dem bare komme , “ sagde Petersen , der 
nu igjen følte sig mere kry da han var kommet udenfor . 
Disse Ord var døg neppe kommet ud af hans 

Mund før Peter skreg og hans Kammerater kom og 
indhentede dem . 
„ Giv Dem en Lussing Allesammen , “ raabte Peter , 
„ thi de ere Alle lige gode . “ 
Med disse Ord gav han Petersen et Slag i 
i Ansigtet saa hans Lorgnet fløi langt dort . 
Istedetfor at sætte sig til Modværge , grebe nu 
alle Kræmmersvendene til Harens Gevær og løb ud i 
Alleen fulgt af Peter og hans Kammerater . 
> Kræmmersvendene begik en stor stratetisk Feil , 
idet de istedetfor at løbe tilvenstre løb tilhøire gjennem 
Runddelen og ind i Frederiksberg Have . I Alleen 
kunde de snart have saaet Hjælp af Politiet , men 
dette faldt dem ikke ind , deres eneste Tanke var at 
komme ind i Haven og søge Skjul der mellem Træerne . 
De naaede dog ikke længere end ned til Frederik 
den Sjettes Statue , før de bleve indhentede af Forfølgerne , 
som tumlede sig lystigt om med dem i et Par 
Minutter . Da raabte Peter Berg : 
» Saa , lad det nu være nok , lad dem nu løbe . “ 
„ Aah , Passiar ! “ raabte en af Peters Kammerater , 
„ saaledes ender man aldrig en stor Krig . Disse 
Herrer maa naturligviis betale Krigsomkostningerne i 
Skikkelse af et Par Boller Punsch . 

Dette Forflag vandt almindeligt Bifald hos Peter 
og hans Kammerater , hvorimod Petersen og hans 
Venner ikke syntes synderlig godt derom . 
» Jeg drikker aldrig Punsch , “ stammede Petersen . 
„ Det kan ogsaa være det Samme , naar De kun 
giver Noget i Skaalen , “ sagde Peter Berg . 
Kræmmersvendene saae paa hverandre . Under 
Slaget vare de komne temmeligt langt ind i Haven , 
hvor der kun passerede meget faae Folk , der var alt . 
saa ingen Udsigt til at faae Hjælp , man maatte derfor 
finde sig i de af Fjenden foreskrevne Fredsbetingelser . 
„ Men her kan vi ingen Punsch faae , “ sagde Petersen , 
der endnu vilde gjøre et svagt Forsøg paa at 
flippe derfra . 
„ Det veed jeg nok , “ sagde Peter Berg , „ men 
oppe i Allcegade kan vi faae Punsch i Overflødighed , 
kom nu bare . “ 
Der var intet Andet for at gjøre . Toget salte 
sig i Bevægelse og man marscherede nu til Alleegade , 
hvor man drog ind i et af de mange Beværtningssteder 
som der findes . 
„ Hei , Opvarter , en stor Bolle Punsch ! « raabte 
Peter Berg . 
Hele Selskabet tog Plads i et stort LysthuuS , 
Punschen kom , og man begyndte at drikke . 

Stemningen var endnu lidt trykkende medens 
man drak den første Bolle , men da den anden kom 
steg Humøret og ved den tredie Bolle havde Hr . Petersen 
for saa vidt glemt sine Sorger og Gjenvordigheder , 
at han drak Dus med sine Overvindere og 
svoer paa at de vare de bedste Mennesker i Verden . 
Ja , han nedlod sig endog saavidt at han foredrog 
adskillige Sange med en alt ander end velklingende 
Stemme . 
Hans Præstationer lønnedes imidlertid med rasende 
Bifaldsraab . Man klappede og raabte Bravo , 
korlsagt man var i det ypperligste Humør af Verden , 
ja Hr Petersen havde endog en dunkel Anelse om at 
dette var den skjønneste Dag i hanö Liv . 
Endelig , da man havde tømt den sjette Bolle , 
syntes man det var passende al tænke paa at gaae 
hjemad . Petersen betalte hele Gildet med den meest 
smilende Mine af Verden og gav Opvarteren en 
Specie i Drikkepenge . 
Ikke synderlig sikkre paa Benene , begyndte man 
nu at gaae hjem ad Frederiksberg Allee . Man gik 
midt ad Kjørevejen , syngende og støiende og i det 
meest udmærkede Humør . 
„ Det er en deilig Aften ! “ raabte Petersen , „ en 
deilig Aften , det er Synd al gaae hjem og sove . 

Hør mine Venner , hvad mener I om vi nu gik ud 
paa Eventyr ? “ 
„ Javel , vi maa paa Eventyr ! “ raabte alle de 
Andre . „ En Aften som denne , maa sluttes paa en 
passende Maade . “ 
. Vi ville følge Damer hjem ! “ raabte Petersen , 
„ og banke Vægtere og Politibetjente , hvis de skulde 
komme os i Veien . “ 
„ Ja vel , det ville vi , det ville vi ! “ raabte alle 
de Andre jublende , idet de skingrende og dinglende 
fortsatte deres Vei nedad Frederiksberg Allee . 

Fjerde Kapitel . 
Paa Eventyr . 
Glade og høirøstede ilede nu de unge Mennesker 
nedad Frederiksberg Allee , i Haab om at møde et 
eller andet Eventyr . 
Leiligheden udeblev heller ikke længe . Noget forude 
fik man snart Øie paa tre unge Piger , som uden 
mandlig Ledsagelse gik nedad Alleen . 
„ Seer I dem der ? “ sagde Petersen , der var en 
af de Forreste i Skaren . „ Seer I de unge Piger 
der ? “ 
„ Javel ! “ raabte de Andre . 
„ Dem maa vi give os i Snak med , “ vedblev 
Petersen , . det kan blive en morsom Hisforie . “ 
Heri vare alle hans unge Venner enig med ham 
og man forstærkede nu fine Skridt for snarest muligt 
« at indhente de tre unge Piger . 
De unge Piger vare aabenbart Sypiger , der 

havde været ude paa Frederiksberg for af more sig og 
som nu skyndte sig hjemad . 
De havde lagt Mærke ti ! de efterfølgende Herrers 
høirøstede Samtale og de bleve bange , da de mærkede 
af de gjorde sig Umage for af indhente dem . De 
gave sig derfor ogsaa til af skynde sig , for al beholde 
det Forspring de havde . 
Det lykkedes dem dog ikke længe . Herrerne indhentede 
dem snart , slog Kreds om dem , og holdt dem 
saaledes paa en Maade fangne , idet de dog stedse 
vedbleve al gaae . 
„ Godaffen mine Damer , “ sagde Petersen , idet 
han forsøgte af holde sig saa lige som muligt , „ det er 
et deiligt Peter i Aften . “ 
Den midterste af de tre Sypiger , som saae ud til 
al være af en bestemt Karakteer , tog nu sine Veninder 
under Armen og svarede rask : 
» Synes De del ? “ 
„ Ja , det ved Gud jeg synes . Det er rigtigt saadan 
en Affensfund hvor man kan blive ganske sværmerisl 
tilmode . Tør jeg spørge hvor Damerne agte 
sig hen ? “ 
„ Til Byen . “ 
. Nei virkelig ? Det træffer sig saa besynderligt 
af vi netop slukke samme Vei . Hvis Damerne altsaa 
Intet have derimod , saa kunne vi maaskee gjøre 
Følgeslab ? “ 

» Nei , Tak slak De have , “ sagde den af Damerne 
der syntes at føre Ordet , „ det bliver der ikke Noget 
af , De maa ikke troe vi ere af den Slags . “ — 
„ Gudbevares , hvor kan det falde dem ind at vi 
skulde troe noget Ondt om Dem . Vi bede dem blot 
om at maatte gjøre Følgeskab , fordi det er saa kjedeligt 
at gaae alene . 
„ De er jo Heller ikke alene . De har jo Deres 
Venner med Dem . 
» Ja , men De veed jo nok at man morer sig 
allerbedst i Dameselskab . Husker De ikke der staaer i 
Skriften at det er ikke godt at Manden er alene , “ 
spurgte Petersen i en sværmerisf Tone . 
„ Jo jeg gjør , “ lød Svaret , men det et jo Mandfolkenes 
egen Skyld , naar de ere alene , de kunne jo 
gaae hen og gifte sig . “ 
„ Men naar Manden endnu ikke har fundet den 
Rette ? “ 
» Saa er det fordi han ikke har søgt rigtigt efter 
hende , “ sagde Damernes Ordfører- „ Alt det er jo 
forresten Noget , som ikke kommer hverken mig eller 
mine Veninder ved og som vi Heller ikke bryde os om . 
Maa jeg derfor nu ikke bede Dem og Deres Venner 
om al gaae over poa den anden Side af Gaden , og 
lade os være i Fred , ellers kalder jeg ved Gud paa 
Politiet . “ 

„ Nei , skjønne Dame , saa grusom kan De ikke 
være , “ sagde Petersen smægtende . 
„ Jo det ved Gud jeg kan , det kan De stole 
paa . “ 
Petersens nye Bekjendte havde imidlertid anstrengt 
sig for at gjøre sig behagelige for de to andre Damer , 
men aldeles uden Held , de havde nemlig ikke faaet et 
eneste Svar paa alle deres smukke Talemaader . 
Disse tre Damer syntes at være Fæstninger , der 
ikke havde i Sinde at overgive sig saa let . 
. Naa mine Herrer , maa jeg saa ikke bede dem 
om at gaae , ellers kalder jeg ved Gud paa Politiet , “ 
gjentog Damernes Ordfører i en bestemt Tone . 
Da fik Hr . Petersen en Idee . 
„ Mine Damer , “ sagde han , . maa jeg ikke blot 
endnu gjøre dem et eneste Spørgsmaal . “ 
„ Spørg saa meget De vil , men vi svare Dem 
ved Gud ikke . “ 
Hr . Petersen lod sig dog ikke afskrække , men 
spurgte alligevel : 
„ Ere Damerne ikke trætte af den lange Vandring ? “ 
„ Det kan jo være Dem det Samme . De vil 
dog vel ikke spendere en Vogn paa at lade os kjøre 
hjem ? “ 
hvorfor ikke ? “ 
„ Aah , nei , det seer De ikke ud til . “ 

Delte Svar saarede Hr . Petersens Følelser i 
høieste Grad . Han skulde ikke see ud til som om han 
kunde spandere en Vogn paa at lade dem kjøre hjem 
— hvilken Fornærmelse mod ham , som bildte sig ind 
at han saae ud til at kunne udrette alt muligt Stort 
og Ædelmodigt . 
Han blev vred , men efter ædle Karakterers 
Maade besluttede han at hævne sig paa en værdig 
Maade . 
Han vilde sanke gloende Kul paa Hovedet af 
denne lille Dame , der havde krænket ham saa dybt . 
» Jeg vilde ikke tilbyde Dem en Vogn , “ sagde 
han , „ fordi jeg vidste at De maatte trænge til en Forfriskning 
før De tog hjem . Hvad mener De om en 
) lille Aftensmad nede hos Ginderup . 
» Ih , sig mener at det i Grunden ikke kunde være 
saa ilde , “ sagde den ordførende Dame i en lidt mildere 
Tone . 
„ De vil altsaa gjøre os den Ære at deeltage i 
et Aftensmaaltid med os ? “ 
„ Aah , jø , del maa De endelig ! “ raabte Peter 
Berg og hans Kammerater , der syntes overmaade godt 
om Petersens Forflag . 
. Jeg veed ikke hvad mine Veninder sige ? “ 
„ De kunne ikke være saa grusomme at sige nei . “ 

Der begyndte nu en ivrig Hvidsfen mellem de 
tre Damer . Resultatet heraf blev at de modtoge Petersens 
liberale Tilbud . 
Petersen vilde nu gaae et Skridt videre og forsøge 
at faae den midlerste . Dame under Armen , men 
dette mislykkedes aldeles . 
Han afvistes paa det Bestemteste med en Bemærkning 
om at han skulde passe sig selv og at man ikke 
taalte Mandfolks Berørelse . 
Under denne Samtales Forløb , var man kommet 
langt ned paa Broen , og man fortsatte nu Veien 
under en Samtale som hele Tiden blev livligere og 
livligere . 
Endelig naaede man de Ginderupsle Haller . Hele 
Selskabet gik ned og tog Plads i en af de inderste 
Afdelinger af Lokalet . 
Hr . Petersen lod til al være godt kjendt hernede , thi 
Opvarteren hilste meget bekjendt paa ham . Der blev 
dækket op med forloren Skildpadde , Viin osv . , og man 
satte sig tilbords i den gladeste Stemning . 
Efterhaanden som Maaltidet stred frem , bleve Damerne 
mere og mere livlige og det erfaredes nu at 
deres Navne vare Clara , Cathinka og Caroline , og at 
de , som Petersen strax havde formodet , virkelig vare 
Sypiger . 

Da der var drukket nogle Glas Viin svandt Damernes 
Tilbageholdenhed for en stor Deel bort og de 
havde ikke længere noget imod at Herrerne slyngede 
Armen omkring deres Liv . 
Efter at Skildpadde » var fortæret , rekvirerede 
Hr . Petersen Champagne . Denne satte Selskabet i en 
endnu lystigere Stemning og Aftensmaaltidet begyndte 
næsten at antage Karakteren af et Bachanal . 
Man loe , man spøgede , man stødte Knæerne 
sammen under Bordet og var kort sagt i det deiligste 
Humør af Verden . 
„ Der er ikke noget Lokale i hele Kjøbenhavn , der 
kan maale sig med GinderupS , « sagde Clara , „ her 
kan man have det saa deiligt for sig selv . « 
Heri gave de Alle hende Ret og man tømte nu 
med stor Begeistring en Skaal for det ginderupske 
Lokale . 
Clara gav sig nu til al hvidsle med sine Veninder 
og Petersen var udelikaf nok til at spørge om 
hvilke Hemmeligheder det var de forhandlede . 
„ O sagde Clara , “ det er kun en Spøg som jeg 
og mine Veninder have for “ 
„ En Spøg ? “ 
„ Ja . De har nu været saa god imod oS ved at 
give oS Aftensmad og sørge for vor Morskab , at vi 

kke kunne være andet bekjendt end at gjøre Noget til 
Gjengjæld . “ 
„ Bravo , “ lød det i Chor , „ det er udmærket . Hvad 
har De i Sinde ? “ 
„ Det skal De nok faae at vide , men De maa 
først gaa Deres Vei . “ 
„ Gaa vor Vei ? “ 
„ Ja , Allesammen ! “ 
„ Men , hvorhen skulle vi da gaa ? “ 
„ Aah , ikke langt . Bare ind i den forreste Stue . 
Saa trække vi Tæppet her for , for at de ikke skal kunne 
see de Forberedelser vi gjøre . De kan være vis paa at 
De vil blive overrasket . - 
Herrerne saae paa hverandre . Petersen tog derpaa 
Ordet . 
„ Vel mine Herrer , der er vel bedst vi føie Damerne . 
Lad os gaae udenfor og vente paa de Løier 
som Damerne ville berede os . “ 
. Lader os det da , “ svarede de Andre , , , men lad 
det ikke vare for længe med Forberedelserne . “ 
„ Nei det kan De støle paa det ikke skal , naar De 
bare ville være stille og lade være at kigge igjennem 
Tæppet . “ 
Dette lovede Herrerne ikke af gjøre , hvorpaa de 
gik ud i det forreste Værelse . 

Tæppet blev nu trukket for , for af Damerne i 
Ro kunde træffe deres Forberedelser . 
Saasnart Tæppet var trukket for , sagde Clara til 
sin Veninde : 
„ Saa Pigebørn , skynd jer nu og lag Jeres Tøi . 
Det er ikke værdt af blive længere hos disse fulde 
Mennesker . Vi vide jo ikke engang om de have nogle 
Syle i Lommen . Rap jer nu . Mens de vente , løbe 
vi op ad Trappen til Gaarden og ud af Porten . “ 
Veninderne styndle sig i u med af tage Halle og 
Shavler paa . Endeel Kager som endnu laa paa Bordet , 
puttedes i Lommen , og saa gik del i en Fart op 
ad Trappen og ud af Porten . 
Imidlertid gik Herrerne i spændt Forventning og 
ventede paa af Clara skulde give Signalet til al de 
maatte komme ind . 
„ Jeg gad vide hvad det egentlig er de vilde lave , “ 
sagde Een . 
„ Aah , “ sagde Petersen vigtigt , „ det er vel et 
eller andel Tableau , et Slags levende Billede . “ 
Denne Formodning vandt almindeligt Bifald og 
Forventningen blev mere og mere spændt med hvert 
Minut der gik . 
Endelig begynder man al blive utaalmodig . Man 
næriner sig Tæppet for om muligt at høre noget af 

det som foregaaer indenfor , men der er Intet at høre , 
Alt er stille som i Graven . Endelig kan Hr . Petersen 
ikke beherske sig længere og raaber : 
„ Aah mine Damer , ere De nu ikke snart færdige ? “ 
Der kom naturligviis intet Svar . 
Stor Forbauselse . Spørgsmaalet gjentoges , men 
med samme uheldige Resultat . Da brister Herrernes 
Taalmodighed , man løfter Tæppet iveiret , og seer at 
Damerne ere borte . 
I Begyndelsen vil man ikke troe sine egne Øine , 
men leder i alle Kroge , men Damerne er naturligviis 
ikke til at see . Endelig adspørges Opvarteren og man 
faaer da Opløsning paa Gaaden . 
, . Hvilken Uforskammethed ! “ 
, » Hvilken Frækhed ! “ 
„ Det har været nogle nette Damer ! “ 
Saaledes raabte man i Munden paa hverandre , 
ærgerlig over at være blevet taget ved Næsen . Hvad 
sfol man nu gjøre ? Løbe efter dem ? Nei , del kan ikke 
nytte , de ere naturligviis ikke mere til at finde inde i 
Byens krumme Gader . 
Man maa altsaa lade disse Fugle flyve , og for 
at forvinde Ærgrelsen forlanges der flere Drikkevarer . 
Det ene Glas lommeS efter det andet og det varer 

ikke længe før Hjernerne ere saa omtaagede at man 
bar glemt det nye udstaaede Eventyr . 
Endelig tænker man paa at bryde øp . Opvarteren 
kaldes for at opgjøre Regningen , som er meget 
betydelig . Hr . Petersen er flot og vil betale der 
Hele . Hans Kassebeholdning strækker imidlertid ikke 
ril , naa del gjør ikke nøget , han er kjendt og han har 
god Kredit . 
Tilsidst kommer man da op paa Gaden . Benene 
ere ikke mere sikkre og Hjernerne ere fortumlede , men 
det gjør ikke nøget , thi de ere Allesammen saa glade , 
saa inderligt glade . 
« Hør Petersen , “ siger En af Selskabet , , , Du er 
min Salighed en Kjærnekarl . Den mindste Paasfjønnclse 
vi kunne vise Dig , er da at følge Dig hjem . 
Hvor boer Du ? “ 
„ Jeg staaer i den store Boutik paa Østergade 
Nr . — “ svarede Hr . Petersen med Stolthed . 
„ Godt , saa følge vi Dig hen i den store Boutik , “ 
lyder Svaret fra hele Selskabet . 
Svinglende og dinglende , betragtede af de patrouilleredc 
Betjentes mistænksomme Øine gaaer nu 
Veien hjemad til Østergade . Vandringen gaaer ikke 
synderligt lige , man dingler fra det ene Fortoug over 
paa det andet , men man kommer dog fremad , og det 
er Hovedsagen . 

Endelig gjør Petersen Holdt og siger : 
. Her er det , her er den store Boutik som jeg 
staaer i . “ 
„ Naa , saa op med Nøglen , og see og kom ind 
og i Seng , der er vist paa Tiden . « 
Men Petersen kan ikke sinde sin Gadedørsnøgle . 
Han maa enten have glemt den eller tabt den . Endelig 
kommer da et tjenstvilligt Væsen i Skikkelse af 
en Mand med et stort Bundt Nøgler i Haanden og 
hjælper ham ud af denne Forlegenhed . Døren aabnes 
og Petersen skydes indenfor af sine unge tjenstivrige 
Venner , som derefter begive sig hver til Sit , 
saa godt som de ere istand til det . 

Femte Kapitel 
De « sure Svie . 
Da Petersen først var kommet indenfor Gadedøren , 
fandt han , ved Hjælp af det mærkværdige Instinkf , 
hvoraf fulde Folk ere i Besiddelse , med Lethed 
op til sit Kammer . Døren var ikke aflaaset , thi Drengen 
som boede paa samme Værelse , vidste Besled naar 
Hr . Petersen , hvad der slet « saa ofte , ikke kom hjem 
til den reglementerede Tid . 
Petersen kastede sig nu paa Sengen uden at trække 
Klæderne af , og faldt snart i en dyb , tung Søvn , der 
opfyldtes af Drømme om de tte unge Piger , der havde 
narret ham paa en saa skammelig Maade nede i Ginderups 
Kjældcr . 
Der blev kaldt paa sædvanlig Tid , men Hr . Petersen 
hørte ikke noget dertil . Knn Drengen vaagnede 
og da han kom paa Benene blev han meget forundret 
over at see Hr . Petersen ligge paa Sengen med alle 
Klæderne paa . 

. Han har nok været ordentlig ude at folde , “ 
tænkte Drengen , hvis Navn var OScar . . Jeg er 
bange for del bliver en drei Tour at faae ham 
vaagen . “ 
Saasnart han havde klædt sig paa , gik han hen 
og ruskede i Petersen og raabte : 
„ Hr . Petersen , Hr . Petersen , Klokken er mange 
vi skulle ned i Boutiken . “ 
Han maatte gjentage denne Manøver flere 
Gange inden Hr . Petersen endelig kom til sig selv 
og brummede : 
. Hvad er der i Veien ? “ 
„ Vi skulle ned i Boutiken , “ svarede Drengen . “ 
„ Allerede , “ sagde Petersen . „ O , jeg har saadan 
en Hovedpine ! “ 
Med disse Ord reiste han sig op og opdagede 
nu al han var fuldt paaklædt . 
„ Hvad Fanden er det ! « udbrød han , „ jeg har jo . 
ligget i Sengen med Klæderne paa ! “ 
„ Men Du forbarmende Gud ! « udbrød nu Drengen , 
„ hvorledes er det dog De seer ud ? “ 
„ Hvadbehager ? “ spurgte Petersen stødt , thi han 
taalte ikke at Nogen gjorde Bemærkninger om hans 
Udseende . „ Hvorledes jeg seer ud ? “ 

„ Ja , “ vedblev Drengen „ see Dem blot i Speilet . “ 
Petersen svarede ikke , men gik hen til et lille 
Speil , som hang paa Væggen . 
Han havde imidlertid neppe seet sig selv , før 
han udstødte et Forfærdelsesraab og jamrede : 
„ Aa Gud , jeg er ødelagt , jeg er tilintetgjort , 
jeg kan ikke gaae ned i Boutiken med saadan et 
Ansigt ! “ 
. Hans ene Øie var ganske blaat , hist og her 
havde han nogle betydelige Rifler i Ansigtet . Det var 
Følgerne af Slagsmaalet den foregaaende Aften , 
med et saadant Ansigt kunde han umuligt presentere 
sig i den eleganteste Boutik paa Østergade . 
„ Hvad fiol jeg dog gjøre , hvad skal jeg dog 
gjøre ! “ raabte han , » jeg kan jo ikke vise mig for noget 
Menneske . Og saa Principalen , — naar han 
faaer dette at see , saa bliver han lynende gal i Hovedet . “ 
Drengen , som neppe kunde bare sig for at lee , 
gjorde nøgle Bemærkninger om af raat Kjød var det 
Allerbedste hvormed man kunde kurere blaae Øine , og 
af man med Lethed kunde skjule Rifterne med Kridt . 
. Hold Mund , Dreng , “ sagde Petersen ærgerlig . 
„ Gaae Fanden i Vold med Dit raa Kjød og Dit 
Kridt . Jeg vil ikke gaae omkring nede i Boutiken og 
see ud som en tatoveret Indianer . — Nei , nei , jeg 

maa see af sinde paa noget Andet . Principalen maa 
ikke faae Noget af vide om alt delte , der maa sljules 
for ham . Hører Du Oscar , det maa sljules . 
Oscar udtalte imidlertid en beskeden Formening 
om af det var en meget vanskelig Ting af skjule af 
man havde et blaat Øie og store Rifter i Ansigtet , 
medens Hr . Petersen halvt fortvivlet vandrede op og 
nedad Gulvet . 
. Nu har jeg det ! “ raabte Petersen endelig , idel 
han gav sig til af klæde sig af og kastede sig i Sengen . 
Drengen saae forundret paa ham og raabte : 
„ Men , Hr . Petersen , De glemmer nok af vi 
skulle ned i Boutiken . “ 
. Sludder Dreng , jeg glemmer Ingenting . Jeg 
er syg , jeg er dødssyg , kan Du ikke forstaae det 
og Du maa derfor i en Fart skynde Dig efter Doktoren . “ 
» Efter Doktoren ? « sagde Drengen grinende . 
„ Javisf , “ raabte Petersen . . Skynd Dig bare 
afsted . “ 
Drengen løb . 
Medens Drengen var borte bandt han Hoveder 
ind i et stort Tørklæde ; derpaa vendte han Ansigter 
om mød Væggen og opbebiede roligt Doktorens 
Komme . 

Denne værdige Mand udeblev ikke længe . Det 
var en lille , korpulent Mand , med et Par smaae 
listige Øine . 
Han var Huuslæge hos Petersens Principal og 
tiltalte derfor Hr . Petersen i en meget bekjendt Tone . 
„ Hvad er der i Veien med Dem , Petersen . Har 
De været paa Eventyr og er kommet galt afsted ? “ 
„ Ak nei , Hr . Doktor , “ svarede Petersen , . da jeg 
kom hjem i Astes var jeg saa uheldig al falde paa 
Trappen og sløde mit Ansigt saa fælt . ' 
„ Saa , “ sagde Doktoren , „ maa jeg see . ' 
Petersen fremviste nu de Erindringstcgn som 
Gaarsdagens Hændelser havde efterladt i hans 
Ansigt . 
„ Naa , De er faldet paa Trappen , -- sagde Doktoren 
i en betydningsfuld Tone , „ ja det er en meget 
ubehagelig Historie . Del vil vare en otte Dages Tid , 
inden de værste af alle disse Skønhedspletter forsvinde . “ 
„ Otte Dage ? “ raabte Petersen fortvivlet . 
„ Ja , i kortere Tid vil De neppe saae Deres naturlige , 
smukke Ansigtsfarve tilbage , « sagde Doktoren 
leende , men Herregud , otte Dage gaae snart , og imidlertid 
har De Leilighed til at anstille Betragtninger 
over det Farlige i at være ufornuftig , saa man om 
Natten kommer i Berørelse med Trappen eller andre 
lignende haarde Gjenstande . “ 
Han gav nu Ordre til , hvorledes Skaden skulde 

behandles , og da det var gjort , tog han fin Hat , og 
sagde idet han gik : 
„ Det er naturligvis det Bedste al Deres Principal 
ikke faaer at vide at De har karamboleret med 
Trappen . Jeg ffal fortælle ham at De har Faaresyge . 
Godmorgen . “ , 
„ Han har lugtet Lunten , “ mumlede Petersen ved 
sig selv , da Doktoren var gaaet , . men ligemeget , han 
holder nok Munden , han veed jo > han bliver godt 
betalt . “ 
Med denne Trøst besluttede Hr . Petersen ved sig 
selv at udholde de otte Dages Kvarantine med saa 
meget Heltemod som muligt . 

Sjette Kapitel 
Et Brud . 
Bi ville nu aflægge el Besøg hos to af de tre 
Damer som vi gjorde Bekjendtskab med i de foregaaende 
Kapitler . 
Det er Elara og Caroline . De boe sammen 
oppe paa en Kvist i Studiestræde og ernære sig ved 
Syning . 
Det er Morgenen efter Eventyret med Hr . Petersen 
og de Andre . Klokken er otte og de to unge 
Piger ligger endnu imod Sædvane i Sengen . 
Endelig reiser Clara sig op og siger : 
„ Saa min Pige , nu er det nok det Bedste at vi 
fee at komme paa Benene igjen . Klokken er mange og 
vi have en heel Deel at bestille . « 
De to unge Piger springe op og komme hurtigt 
i Klæderne . Værelset gjøres i Stand , man laver en 
Kop Kaffe , og derpaa sætter man sig til at arbeide . 

„ Det var ellers en udmærket Aften i Gaar , “ 
sagde Clara , . vi morede oS ganske mageløst . Idetmindste 
gjorde da jeg . “ 
„ Det gjorde jeg i Grunden med , “ sagde Caroline , 
„ endskjøndt jeg tilsidst blev gruelig angst . “ 
„ Angst , for hvad ? “ 
„ Fordi de bleve saa fulde og man ikke kunde vide 
hvad de kunde finde paa . “ 
„ Det var ogsaa Noget at være bange for , “ meente 
Clara . „ Du er en Cujon . En Pige som har Been 
i Næsen og Hjertet paa det rette Sted , hun kan altid 
klare sig ved alle mulige Leiligheder . Du saa jo , 
hvor snildt vi flap fra dem . “ 
„ Ja , vi vare heldige nok , men sæt nu , de havde 
løbet efter os ? “ 
„ Aah , det kunde de ikke , dertil havde de faaet 
altfor meget i Hovedet . “ 
„ Jeg troer dog ikke jeg vil være med mere paa 
saadan en Tour , “ sagde Caroline tankefuldt . 
„ Hvorfor ikke det ? “ spurgte Clara . 
. Fordi det saa let kan lede til Ubehageligheder . 
Sæt nu min Kjæreste havde seet mig . “ 
„ Ja , hvad saa ? Han kan da ved Gud ikke forlange 
at Du altid skal sidde indespærret ligesom en 
Nonne , “ sagde Clara . . Hvis jeg havde en Kjæreste , 

saa maatte han virkelig finde sig i at jeg spadserede 
alene , hvis han ikke selv vilde gaae med . “ 
. Men Du veed jo selv hvor skinsyg Søren er , “ 
sagde Caroline . 
» Aah Passiar med hans Skinsyge , det er Noget , 
som han maa vende sig af med . “ 
Netop som hun havde sagt disse Ord , bankede 
del paa Døren , og i næste Øieblik traadte en ung , 
net Mand ind . 
Det var Søren Rise , Carolines Forlovede . 
Caroline blev aabenbart meget glad ved at see 
ham , hun sprang op og ilede ham imøde , idet hun 
raabte . - 
. Godmorgen Søren , er Du der , jeg begyndte 
allerede at troe at Du ikke var kommet i Dag . “ 
Søren saae bleg og alvorlig ud . Han blev staaende 
ved Døren og sagde : 
. Det var ogsaa lige ved at jeg ikke var kommet i 
Dag . “ 
. Saa , har Du da saa travlt . 
„ Aah nei , men da jeg kom til Din Dør jaa betænkte 
jeg mig paa , om det vel var Umagen værdt ar 
sige Dig Farvel eller ikke , “ sagde Søren . 
» Sige mig Farvel ? “ 
» Ja , Farvel for stedse . “ 

„ Søren , hvad gaaer , der dog af Dig ? udbrød Caroline 
angest , „ Jeg førstaaer flet ikke Dine underlige 
Ord . “ 
„ Da synes jeg da del er tydeligt nok at jeg vil 
sige Dig Farvel og Tak for den Tid vi have kjendt 
hinanden , “ sagde Søren , idet han trak en glat Guldring 
af sin Finger , Værsaagod , her har Du Din Ring , 
fra i Dag kjende vi ikke hinanden meer . 
„ Men Søren dog ; udbrød Caroline , idet hun 
brast i Graad , „ hvad er døg det Du siger ? Hvormed 
har jeg forskyldt denne Behandling ? “ 
„ Lad ikke saa fremmed , “ sagde Søren spottende , 
„ det veed Du jo meget godt selv . “ 
„ Jeg ? “ 
„ Ja . “ 
„ Nei , del veed Gud i Himlen jeg ikke gjør . “ 
. Saa tænk Dig om og husf paa hvor og i hvilker 
Selskab Du var i Aftes , saa behøver jeg vidst ikke at 
fortælle Dig mere . “ 
„ I Aftes ! raabte Caroline truffet , „ O Søren 
jeg forsikkrer Dig — “ 
„ Jeg bryder mig ikke om Dine Forstkkringer , 
sagde Søren haardt . „ Hvad jeg har seet , har jeg 
seet , og det kan ikke Alverdens Forstkkringer , tilintetgjøre . 
En Pige , der render omkring med vildfremmede 
Mandfolk , vil jeg ikke have til Kjæreste . Farvel . “ 

„ Nei , holdt lidt ! “ raabte nu Clara , idet hun 
greb Søren Rise i Armen . „ Saaledes kommer man 
rigtignok ikke til Folk og slaaer op med dem , uden at 
sige Grunden dertil . “ 
„ Og De spørger om Grunden ? “ spurgte Søren , 
idet han kastede et foragteligt Blik paa Clara . 
„ Ja , det gjør jeg rigtignok . “ 
„ Husker De da ikke mere , hvad der skete i Aftes ? “ 
spurgte Søren . 
„ I Aftes ? ^ 
„ Ja . “ 
„ Jeg og mine Veninder var ude at gaae en 
Tour , det var det Hele , “ svarede Clara rast . 
„ Var det virkeligt det Hele ? “ 
„ Ja vel . “ - 
„ Og dog saae jeg Dem og Deres Veninder nede 
hos Ginderup i et Selskab som det ikke sømmer sig , 
idetmindste for forlovede Piger at være i . “ 
„ Der var saamænd ikke del Mindste- at udsætte 
paa S elstabet , “ paastod Clara . „ Den ene af dem , 
var Kræmmersvenden , som staaer paa Østergade , han 
kjender jeg overmaade godt , jeg kjøber al min Traad 
og alle mine Synaale Ver . Jeg kan i det Hele taget 
slet ikke indsee , hvad det vedkommer Dem , hvor vi 
gaaer ben , og hvem vi følges med . Har vi nogen . 

sinde spurgt Dem om hvor De gaaer hen om Aftenen 
og hvem De følges med ? — De gode Mandfolk 
bilde sig ind at De alene have Lov til at gjøre Kommers . 
At de gaae ud om Aftenen og gjøre Cour til 
Damerne , det tale de aldrig om , det synes De er 
ganske i sin Orden , men naar vi en Gang imellem 
gaae ud og more os lidt med Herrerne , saa er det 
ligesom om Himlen skulde slyrte ned med det Samme . 
Jo , det er en net Redelighed . Men Hr . Rise , Te . 
kan være overbeviist om de Tider ere forbi , da Fru-1 
entimmerne vilde finde sig i at være Slaver . Nuom- > 
stunder spørge vi flet ikke mere vore Forlovede om vi 
maa gaae ud al spadsere om Aftenen eller ikke . Naar 
vi have Lyst , saa gaae vi , og dermed Basta , og naar 
vi ikke foretage os noget Uanstændigt , saa har heller 
Ingen Lov til at sige Roger derom/ “ 
„ Kalder De da ikke der uanstændigt at følge med 
ind paa et offemligl Beværtningssted med den Første 
den Bedste ? “ spurgte Søren . 
, , Nei , aldeles ikke , “ sagde Clara , „ naar man ikke 
foretager sig noget Uanstændig ! , saa er det jo ligegyldigt 
hvem man følges med . Hvorfor skulle vi Fruenrimmer 
behøve at tage Sligt nøiere end Mandfolkene ? “ 
„ Tak stal De have , Jomfru Clara , nu har jeg 
hørt mere end nok af Deres fortræffelige Grundsætninger , “ 
sagde Søren Rise . „ Jeg indseer nu al 

Caroline er faldet i saa gode Hænder , at det vilde 
være Synd at tænke paa at tage hende bort fra Deres 
omhyggelige Beskyttelse . Godmorgen ! “ 
Med disse Ord slyrtede han ud af Døren . 
Caroline havde hele Tiden siddet taus og grædt 
og vredet fine Hænder . Hun forbandede i sit Hjerte 
den Svaghed hun havde lagt for Dagen ved at følge 
med Clara den foregaaende Aften , og som havde 
kastet en saa forfærdelig Mistanke i hendes Forlovedes 
Hjerte . 
Hun vidste med sig selv at hun døg egentlig var 
uskyldig , men kunde det vel nytte at forklare Søren 
det ? Vilde han trøe del ? Nei , det vilde han aabenbart 
ikke , dertil var han blevet altfor vred over at have 
seet hende i det omtalte Selskab . 
Medens Clara holdt sit Foredrag for Søren , 
stod Caroline og kjæmpede med sig selv , om hun ikke 
skulde falde sin Forlovede om Halsen og bede ham om 
Tilgivelse , men hun kunde ikke faae Mod dertil ; thi 
dersom han nu stødte hende tilbage , saa følte hun sig 
overbeviist om at Alt vilde være tabt for evig . 
Først da Søren slyrtede ud af Døren , havde hun 
samlet Mod nok til at ydmyge sig selv . Hun reiste 
sig hurtig op og vilde løbe nedad Trappen efter den 
Bortilende . 

Hun blev imidlertid standset af Clara , som greb 
hende i Armen og raabte : 
„ Hvad gaaer ber af Dig , hvor vil Du hen ? “ 
„ Stands mig ikke , “ bad Caroline , „ jeg vil ile 
efter ham og bede ham om Tilgivelse . “ 
. Aah Passiar , det var da det Allerdummeste Du 
kunde gjøre , “ sagde Clara . » Mandfolkene kunne ikke 
taale af blive behandlede paa den Maade . Mærke 
de først af man er bange for dem og give efter for 
dem , saa er det aldeles ude med os . Nei , min Pige 
man maa have Been i Næsen . “ 
„ Ja , men Du faae jo af han løb bort i Vredel “ 
slammede Caroline . . 
. Aah , han bliver nok mild igjen . Du skal see , 
han kommer allerede i Morgen og beder om godt 
Vejer igjen . “ 
„ Det troer jeg ikke , “ hulkede Caroline . 
„ Naa , Herregud , saa er Ulykken da Heller ikke 
saa farlig , “ meente Clara . „ Saadan en Kjæreste kan 
Du da altid faae igjen . Han er jo i Grunden en 
Pjalt , jeg kan ikke husfe den Tid han havde tre Mark 
i Lommen . “ 
„ Men jeg elsker hamtzdog , “ mumlede Caroline . 
„ Aah Passiar , “ sagde Clara , . man kan aldrig 
riste et Menneske , der bærer sig saaledes ad , og som 
aldrig har Penge i Lommen . Nei , naar jeg skal elske 
En tilgavns , saa maa han være fiin og flot , og have 

Penge nok paa Lommen . Der er nu Hr . Petersen , 
som vi var sammen med i Askes , ham kan jeg i Grunden 
ganske godt lide . Jeg troer jeg i Dag stal gaae 
op i Boutiken , hvor han staaer og kjøbe mig nogle 
Bændler og saa spørge ham om , naar jeg faaer den 
rive Silkekjole som han lovede mig i Aftes . “ 
„ O nei , Clara , det vil Du da ikke gjøre , “ sagde 
Caroline . 
„ Jo , det ved Gud jeg vil , “ svarede Clara , „ naar 
man ikke er om sig , saa faaer man saamænd ikke Noget 
i denne Verden . “ 

Syvende Kapitel . 
En original Beslntning . 
Vi forlode sidst Søren Rise da han sorivivlrt 
løb nedad Trappen , efterat havde brudt med Caroline . 
Han var som Læseren kan tænke i en meget ophidset 
Sindsstemning , og han blev naturligviis ikke 
beroliget ved at høre paa Claras Raisonnement . 
Uden at see hverken til Høire eller Vensfre , foer 
han lige ned ad Gaden , uden at vide hvor han egentlig 
løb hen . 
Han var altfor optaget af fine egne Tanker til at 
lægge Mærke til nogetsomhelst omkring sig . Den 
Harme og Vrede , som rasedr i hans Indre , var nok 
til at lægge Beslag paa hele hans Opmærksomhed . 
Mens han saaledes ilede afsted , ville vi fortælle 
Læseren lidt om hvem han var . 
Han var født af fattige Forældre . Da han var 

konfirmeref , blev han sat i Snedkerlære og han var nu 
Snedkersvend . 
Han var en meget dygtig Fyr i fil Fag , og han 
havde øgsaa ved Selvstudium i sine Fritimer erhvervet 
sig nøgen mere Dannelse end almindelig . 
Han havde kjendt Caroline fra Barndommen af 
og det havde allerede i mange Aar været hans kjæreste 
Ønske engang at kunne føre hente hjem som sin Kone . 
Han ristede hende saa høit , saa høit , og havde 
elsket hende i mange Aar , men nu , nu maatte han 
rive denne Kjærlighed ud af sit Hjerte , det følte han 
sig overbeviist om . 
Han var tilfældigvis den foregaaende Asten , kommer 
ind i Ginderups Kjælder og der havde han seet 
Caroline midt iblandt det lystige Selskab . 
Hun var altsaa et letsindig , en svag Kvinde ja 
maaskee endnu noget Værre , sagde han til sig selv , 
„ han maatte altsaa glemme hende , glemme hende for 
stedse . “ 
Dette var imidlertid en Beslutning , som var iet 
nok at fatte , men vanskeligere at bringe til Udførelse , 
det sølle han tilfulde nu , medens han ilede afsted med 
Fortvivlelsen i sit Hjerte . 
Først da han var kommet et stort Stykke udenfor 
Byen , begyndte hans Sjæls Oprør at lægge sig noget . 
Han saae sig om , og opdagede nu at han stod paa 
Strandveien , næsten ude ved VibenShunS . 

Han trak Veiret dybt og satte sig ned paa en 
Bænk , som stod ved Veien , idet han forsøgte atter 
at samle sine Tanker og at blive rolig . 
. Det er forbi , den smukke Drøm om Lykke , den 
er nu forsvunden for stedse , “ mumlede han ved sig selv . 
. Caroline kan aldrig blive min , nei aldrig . “ 
Han sad længe der paa Bænken , hensunket i sine 
egne Tanker . Det forekom ham nu at Verden for 
ham var bleven saa tom og øde , som om den havde 
været en Ørken . Han havde nu intet mere at leve 
for , intet mere som for ham kunde give Livet Værd 
og Interesse . 
Saaledes forekom det ham idetmindste i den første 
Tid , da han sad paa Bænken . Lidt efter lidt , som 
han blev roligere , forekom det ham imidlertid at der 
døg endnu kunde være Eet , som det var værdt at leve 
for . 
Dette Ene var Hævn . 
„ Ja , “ mumlede han , „ Hævnen maa være sød . 
Dog ikke Hævn over hende , hun er den mindst Strafstyldige , 
men^Hævn over dem , som ere Skyld i hendes 
Fald . Del ' , maalte være herligt at kunne hævne sig 
paa alle bisse pyntede Kræmmersvende , som ved Hjælp 
af de Penge de stjæle af Principalernes Skuffer , , 
bedaare “ den uerfarne Ungdom . “ 

Det var en stør Idee , men den stakkels Søren 
Rise syntes ikke at have stør Udsigt til at kunne bringe 
den i Udførelse . Hvorledes skulde det vel være muligt 
for ham , den fattige , ubekjendte Snedkersvend , at 
afsløre de fornemme Kræmmersvendes Mysterier ? 
Han grundede lidt herover . Pludseligt opklaredes 
bans Ansigt og han mumlede ved sig selv : 
„ Nu har jeg det , paa denne Maade vil jeg kunne 
ramme dem Allesammen . “ 
Han reiste sig nu op og gik hurtigt tilbage til 
Byen igjen . 
Han tog Veien ind til en af de slørre Gader ; 
hvor han gik op paa første Sal i et stort Huus . 
Her boede en Politiassistent , som han kjendte 
noget til , da han havde udført en Deel Arbeide i hans 
Huuö . 
Han ringede paa . En Pige kom og lukkede op . 
. Er Assistenten hjemme ? “ spurgte Søren . 
» Jo , “ svarede Pigen og viste ham ind i et lille 
Værelse , hvor Assistenten sad ved et lille Bord , beskjæftiget 
med at læse nogle Papirer . 
Da Døren aabnedes , saae han op , og da han 
gjenkjendte Søren Rise spurgte han forundret : 
„ Hvad vi ! De mig , min kjære Hr . Rise . “ 

. Zeg vi ! bede Dem gjøre mig en Tjeneste . “ 
. Og dei er ? “ 
„ At skaffe mig en Ansættelse ved Politiet , “ sagde 
Søren . 
„ Ved Politiet ? « spurgte Assistenten forundret . 
„ Som Betjent ? “ 
. Ja . “ 
» Men , min kjære Ven , “ sagde Assistenten , „ belænker 
De , hvad De der beder mig om ? Det er kun 
er daarlig ! Bytte De vil kunne gjøre derved . De er 
jo en ung Mand , som er dygtig i Deres Fag , og De 
vil altid derved kunne gjøre større Lykke end i Politiets 
Tjeneste . - 
„ Jeg vil heller ikke have Ansættelse ved Politie ! , 
for al gjøre min Lykke , “ sagde Søreu , „ men kun fordi 
jeg paa den Maade lroer at kunne udrette Noget , som 
er ti ! Gavn for det Almindelige . ' 
„ Det var som Pokkeren , hvad skulde det da være ? “ 
spurgte Assistenten nysgjerrigt . 
. Jeg vil ganske simpel ! offre mig for at afsløre 
Ve Misligheder som gaae i Svang i Handelsstanden 
og særligt forsaavidt de vedrøre Kræmmersvendene . “ 
Nssistenlen betragtede ham forundret . 
„ Hvor falder De døg paa den Idee ? “ 
„ Det er ganske simpelt kun en personlig Hævn 
jeg vil udføre , “ sagde Søren ligefrem . 

. En personlig Hævn ? “ 
„ Ja , “ svarede Søren , og fortalte nu i faae Ord , 
hvad der var vederfaret ham , hvorpaa han tilføiede : 
„ Jeg er moralsk overbevist om ak mange af disse 
Kræmmersvende , der spille saa store Roller og som 
give saa mange Penge ud , ikke kunne gjøre dette uden 
at hjemsøge deres Principalers Pengesfuffer . Et 
Menneske som med al sin Iver vil kaste sig over Undersøgelsen 
af dette Forhold vil efter min Formening 
kunne gjøre Samfundet en stor Tjeneste . “ 
. Upaatvivlelig ! , “ sagde Assistenten , „ der gaaer 
desværre altfor mange Misligheder af den SlagS i 
Svang og kun altfor faae af dem blive opdagede . 
Del som jeg her sidder og læser er netop en Angivelse 
om en saadan Sag . “ 
„ De indrømmer altsaa , “ vedblev Søren , „ al det 
kan være gavnligt at offre sig for en saadan Virksomhed ? “ 
. Ja , ubetinget . “ 
„ Godt , saa sfaf mig en Ansættelse ved OpdagelseSpolitiet . 
I hvad jeg har fortalt Dem , ligger 
der jø en Garanti for at jeg vil gjøre mit Yderste for 
at gjøre Fyldest i min nye Stilling . “ 
. Jeg skal tænke derover , “ sagde Assistenten , 
„ jeg stak tænke derover . Hør op til mig om et Par 
Dage . “ 

Søren gik , da han efter nogle Dages Forløb 
atter kom op til Assistenten modtog han sin Ansættelse 
som Betjent ved Opdagelsespolitiet . 
Da han gik ned ad Trappen med sit Ansættelsesbevis 
i Lommen , mumlede han ved sig selv med 
glædestraalende Øine : 
„ See saa , I Herrer Kræmmersvende , fra nu af 
gjælder det en Kamp paa Liv og Døv , fra nn af 
fia ? jeg forfølge Eder til det Yderste . “ 

Ottende Kapitel . 
Hr . Petersens Fødsel og Barndomsomstændigheder . 
Medens Hr . Petersen vaander sig paa sit Smertensleie , 
og medens Søren Rise forbereder sig til sit 
nye Hverv , ville vi imidlertid fortælle Læseren Hr . 
Petersens Historie . Vi ville dvæle lidt udførligt ved 
den , fordi den , saa at sige , afgiver en Typus for en 
temmelig stor Klasse Kjøbenhavneres Ungdom . 
Altsaa begynde vi da . 
Om Mørgenen den 3die December 1839 var der 
stor Forstyrrelse i en lille Kjælder i Studiestræde . 
Leiligheden bestød kun af en lille tofags Stue tilgoden , 
der paa een Gang benyttedes ti ! Skomagerværksted , 
Boutik og Dagligstue , en Alkove samt et lille Kjøkken . 
Denne hyggelige Leilighed , som laae mere under 
end over Jorden , bcboedes af den værdige Skomagermester 
Rasmus Petersen , og hans dydzirede Ægtehalvdeel . 


I det Øieblik vi føre Læseren ned i Kjælderen 
ligger Madammen paa Sengen i Alkoven , af og til 
udstødende et smerteligt Skrig . Generalmarschen har 
nyligt gaaet gjennem Gaden i Anledning af Frederik 
den Sjettes Død . Dette Sørgebudsfab har angrebet 
hende saa stærkt at hendes Nedkomst derved er blevet 
fremskyndet nogle Dage . I Stuen tilgaden staaer 
Manden , Rasmus Petersen , og trækker sin Uniform 
paa , han staaer nemlig ved det borgerlige Infanteri . 
Ved hans Side staaer hans Søster , et midaldrende 
Fruentimmer , Enkemadam Miller . 
„ Og det kan Du nænne , “ siger Enken , „ saaledes 
at forlade Din Kone i dette vigtige Øieblik ? “ 
„ Herregud , “ svarer Rasmus , ivrigt beskjæftiget 
med at knappe sin røde Kjole , . hvad vil Du have jeg 
skal gjøre . Generalmarschen er slaaet , saa jeg er jo 
nødt til at møde , ellers sætter man mig paa Hovedvagten . 
Hvad vil Du desuden have jeg skal bestille 
herhjemme , jeg er jo hverken Dokfor eller Jordemoder . “ 
„ Ja , haardhjertet har Du altid været , del kjende 
vi nok . Du har ikke mere Følelse for Dine Medmennesker 
end en Kampestecn . “ 
„ Følelse mig her og Følelse mig der , hvad vil 
Du have jeg skulde gjøre mere . Sendte jeg ikke strar 
Læredrengen efter Dig og dernæst efter Jordemoderen . 
Har jeg ikke opfyldt min Pligt , hvad ? “ 

„ Gudbevares jo , saaledes som man opfylder fin 
Pligt , naar man staaer og har travlt med at faae 
Uniformen paa , for at komme ud og vise sig i 
Stadsen . “ 
„ Ja , ja , snak Du kun , nu maa jeg skynde mig 
afsted , “ svarede RaSmus , der nu lykkeligl og ve ! 
havde faaet de hvide Beenklæder , den røde Kjole med 
de guulkaniede Skjøder og blaae Rabatter , Epauletterne , 
samt den mærkværdige Chacor med den alenlange 
hvide , rødtoppede Fjeder i , anbragt paa sin 
Person , der just ikke udmærkede sig ved al bære dette 
Eostume med synderlig Anstand . Beenklæder « ? hang 
længere ned paa det ene Been end paa det andet , 
Kjole » var øicnsynlig syet til en førere Mand og 
Chacoten hang ned i Nakken , medens Fjederen , som 
egentlig ! skulde staae lige i Veiret , viste en ondskabsfuld 
Tilbøielighed til at vifte ham paa Næsen . Men 
det gjorde ligemeget , han havde den reglementerede 
Uniform paa , om den passede eller ei , det var en 
Biting . 
„ Jeg maa dog sige Farvel til Mutter først , før 
jeg gaaer . « 
„ Nei , det kan Du ikke , “ svarede Søsteren , „ hun 
er nu netop faldet i en lille Blund , Du vil dog ikke 
være saadan en Barbar at forstyrre hende . » 
RasmuS trak paa Skuldrene og lavede sig til ar 
gaae . Ligesom han kom hen til Deren foer denne op 

og et mærkværdigt lille Exemplar af en Læredreng kom 
slyrtende ind i Stuen . 
„ Jeg skulde hilse og sige fra Jordemoderen at nu 
kommer hun strax , hun skal skynde sig alt hvad hun 
kan , “ raabte han . 
„ Det er mere end u har gjort , Din Lømmel , “ 
sagde Enken , . Du kunde have været her igjen for 
over en halv Time siden . Men Du har saa travlt 
med at lege paa Gaden , saa Du glemmer Dine Ærinder . 
— Min Broder er et Mæhæ , som lader Dig 
gaae og tumle som Du selv har Lyst ; men saa længe 
jeg er her i Huset , saa skal jeg nok holde Dig i 
Ave ! « 
„ Naa , naa Barbara , “ sagde Rasmus , » vær nu 
ikke saa stem ved Peter , jeg synes dog virkeligt ikke 
han har været saa længe borte . “ 
„ Du er for sfikkelig ved ham , “ svarede Barbara , 
„ der er Tingen . Du lader ham gjøre Alt , ganske 
som han selv har Lyst til , det duer ikke . — Skynd 
Dig nu Rasmus og kom afsted , det er allerede længe 
siden at Generalmarschen er slaaet , Du er istand til 
at komme for sildigt . Jeg skal nok tage Vare paa 
Din Kone saa godt jeg formaaer . “ — 
Dersom Læseren skulde synes ak der er nogen 
Uoverensstemmelse mellem ? denne Barbaras sidste Udtalelse 
og nogle af hendes foregaaende , saa ville vi 
dertil bemærke at Barbara var et hjertensgodt Menneske , 

der kun havde den Eiendommelighed af naarsomhelst 
hun befandt sig i en for hende usædvanlig Situation , 
maatte hun have et Menneske af skjænde paa , uden af 
hun iøvrigt mente noget Ondt dermed . Saalænge hun 
var ene med sin Broder var hun altsaa nødt til af 
skjænde paa ham , men da Drengen kom var det naturligt 
af han blev Aflederen og af hun atter blev mild 
og venlig mød sin Broder , hvem hun forøvrigt holdt 
meget af . 
Baade Rasmus og Drengen Peter kjendte meget 
godt hendes Luner . Den første brød sig ikke derom 
og den anden søgte af see saa sønderknust og angerfuld 
ud som muligt , medens han dog loe indvendigt , 
idet han godt vidste af Uveiret vilde ende med af der 
vankede et Stykke Ertrasmørrebrød eller saadant noget 
Lignende som et Forsoiiingsoffer . 
Medens Barbara pleier den Syge og Rasmus 
Petersen i sin Uniform vandrede ud til Amalienborg , 
ville vi i Korthed fortælle Sidstnævntes og hans Kones 
Historie , hvilket er gjort i faae Ord . 
Hans Fader havde været Skomagersvend . Saasnart 
Rasmus blev stor nok maatte han hjælpe ham 
med Professionen . Da Faderen døde kom han til en 
Skomagermester og blev af denne gjort til virkelig 
Svend fra Lauget . Saa levede han en Tid , saaledes 
som mange Mennesker leve , for den Dag i Dag uden 
at tænke paa i Morgen . — En Dag hændte det at 

han bragte et Par Skø op til et Hersfab . Her saae 
han i Kjøkkenet en ung Pige , Mage til Pige syntes 
han aldrig at have seet , Hun paa sin Side saae ogsaa 
paa RaSmuS og syntes ligeledes at hun aldrig havde 
seet Mage til ung Mand , Resten har Læseren sandsynligviiS 
allerede gjættet , de bleve forlovede . ZZ 
Naar man er forlovet tænker man i Reglen paa 
at gifte sig snarest muligt . Men Knnden var : Han 
havde Ingenting , hun havde Ingenting og naar det 
lægges sammen bliver det som bekjendt ogsaa til Ingenting 
og derpaa kan man ikke gifte sig , der var altsaa 
intet Andet at gjøre end at vente , Tiden maatte 
bringe Rasmus en eller anden Lykke , saa han kunde 
etablere sig som Skomagermester , derpaa gik hele hans 
Ærgerrighed ud . Men før han blev Mester vilde 
han ikke gifte sig og deri var hanS Forlovede ganske 
enig med bam . Det var en Slags honet Ambition . 
For at aabne Lykken en Bagdør gav Rasmus 
sig til at spille i Tallotteriet der dengang stod i sit 
fulde Flor . Endsfjondt han aldrig vovede mere end 
et Par Mark om Ugen var han dog paa sin Viis en 
lidenskabelig Spiller . Tirsdag , Onsdag , Torsdag og 
Fredag drømte han og raadspurgte alle mulige og 
nmulige Varsler for ak sinde de rette Nummere . 
Løverdag Formiddag traf han endelig efter megen 
Tomfen frem og tilbage sit Valg og kjøbte sig en 
Seddel over de efter hans Mening ufejlbarlige Rummere . 

Saa levede han i Haabet og byggede Luftkasteller 
hele Søndagen og den halve Mandag indtil 
Middag , da Numrene bleve trukne . Saa brast Haabet 
og han maatte begynde forfra med at drømme , og 
og udtyde Barsler . 
Men Rasmus og hans Kjæreste vare standhaftige 
De vedbleve at drømme og spille : een Gang maa 
det dog komme , tænkte de . Men Aar gik efter Aar 
og Lykken kom ik ke . En Dag opdagede Rasmus ai hans 
Haar begyndte at graane i Tindingerne og hans Kjæreste 
saae til sin Sorg at Speilet viste hende at Tiden 
begyndte at sure hendes Ansigt . Saa gik det op for 
dem begge at dersom de skulde giftes , maatte ve skynd e 
dem , inden den allerede stærkt medtagne Forgyldning 
svandt aldeles bort . 
Man maatte altsaa tage en energisk Beslutning . 
Som Svend vilde Rasmus ikke gifte sig , Mester 
kuitde han ikke blive , fordi han manglede Penge , 
der maatte altsaa gives en tredie Vei ; han maatte 
blive hvad man dengang kaldte for Frimestcr , det vil 
sige han fik Bevilling paa at have Lov til at arbeide 
for egen Regning med sine egne Hænder og til at 
tage en Dreng i Lære , døg turde han ikke gjøre Drengen 
til Svend . 
Denne sidste Omstændighed ærgrede Rasmus 
allermeist ; men han maatte foreløbig finde sig deri , 
der var intet Andet at gjøre . Dog opgav han ingenlunde 

Haabet om engang i Tiden at kunne komme til 
at slette det forhadte . Fri “ ud paa sit Skildt , saa 
Mesteren kunde staae ene tilbage i hele sin Herlighed . 
Skomagermester , det var hans Ærgjærrighed , hans 
Søvns Drøm , derfor levede og virkede han , men ak . 
Maalet var saa fjernt . 
Saa bleve de da gifte og etablerede i den lille 
Ajældcr i Studiestræde . Indretningen var kun simpel , 
næsten mere end farvelig , men de vare tilfredse dermed 
og det var jo Hovcdtingen . De vare ikke mere unge , 
havde naaet Livets Middag ; men stærke og rasle . 
Ungdommens Sværmerier vare borte , men de holdt af 
hinanden og det var jo nok til at begrunde et lykkeligf 
Samliv . Forretningen gik saaledes ar de vare 
fri for Næringssørger , men døg ikke saa godt at Rasmu 
i den nærmeste Fremtid kunde have Haab om at 
svinge sig op til den svimlende Høide af virkelig Skomagermester . 
Den Dag vi gjøre Rasmus Petersens Bekjendtskab 
har han omtrent været gift et Aarstid . 
Efter denne lille Udflugt tilbage i Fortiden optage 
vi atter Fortællingens Traad . 
Rasmus vandr » de da afsted saa stiv og strunk 
som det var hane muligt . Uniformen generede ham 
betydeligt og dertil var det en klingrende Frost , mod 
hvilken den tynde Uniform kun formaaede at yde ringe 
Beskyttelse . Men han havde ikke Tid til at tænke 

paa Kulden , hans Kone derhjemme opfyldte alle hans 
Tanker . Vilde hun overleve Crisen , vilde del blive 
en Dreng eller en Pige ? 
Disse Tanker beherskede ham saa aldeles , at han 
i Øieblikket kun syntes at leve i dem . Det var ganske 
mekanisk og saa at sige villieløst at han begav sig til 
Borgernes Alarmplads , og derfra ud til Amalienborg . 
Han gjorde som de Andre , uden ar tænke videre derover . 
Han aflagde Eden til den nye Konge , uden at 
gjøre sig det rigtigt klart al den Gamle var død . Han 
saae Ministeren træde freni paa Altanen og forkynde 
de forsamlede Borgere at Kong Frederik var død og 
at Kong Christian skulde leve , uden al tænke Ander 
derved end : 
„ Herregud , saa den nye Konge hedver Christian . 
See see ! “ 
Dette var nu en Ting som til enhver anden Tid 
ikke vilde have forundret ham , men , sam sagt alle hans 
Tanker vare hjemme i Kjælderen i Studiestræde , man 
kan derfor ikke forundre sig over hans Tankeløshed . 
Endelig vare hans militaire Pligter endte og han 
kunde gaae hjem . Men Klokken var nu bleven over 
tre om Eftermiddagen , ser lange Timer havde han 
været fra sil Hjem , hvad kunde der ikke være skeel i 
den Tid . Med Chacoien hængende ned i Nakken og 
Gcværel under Armen halede han afsted paa en meget 
umilitair Maade , for snarest muligt at naae sit Hjem . 

Endelig kom han der . Skulde han modtages af et 
Glædes « eller er Sørgebudskab ? Han stod stille lidt 
ovenfor Kjælderhalsen , for at puste ovenpaa den hurtige 
Gang . Idetsamme gik Kjælderdøren op , den lille 
Skomagerdreng kom tilsyne og raabte ind i Stuen : 
„ Der er Mester ! “ 
Saa foer han afsted ned ad Gaden i fuldt Fiirspring , 
han skulde et Ærinde i Byen . 
„ Agter Du maaskee at blive staaende der hele 
Dagey ? “ lød nu Barbaras Stemme op til Rasmus , 
. har Du ikke været længe nok , ja altfor længe , borte ! 
Ja , Du har rigtignok Hjerte for Din Kone og Dit 
Barn ! “ 
Rasmus skyndte sig da ned i Kjælderen . Uagtet 
Barbaras Hilsen ikke var den venligste , væltede den 
dog en tung Steen fra hanS Hjerte : Søsteren havde 
talt om hans Kone og Barn , altsaa maatte Alt jo 
være løbet heldigtsaf . 
Det var det virkeligt ogsaa . Saasnart Rasmus 
kom ned , presenterede Jordemoderen ham den Nyfødte , 
der var ligesaa rod og i del Hele taget saae akkurat ud 
ligesom alle andre nyfødte Børn , hvilken Omstændighed 
hverken Jordemoderen eller Barbara vilde indrømme . 
Dette Barn , paastode de , var saa stort , saa livligt og 
lignede sin Fader i en saa paafaldende Grad at der 
var ganske vidunderligt . Altsammen Omstændigheder 
hvorover Rasmus forundrede sig betydeligt , medens 

han dog var saa klog at beholde sin Forundring hos 
sig selv . 
„ Hvorledes har Mutter det ? “ spurgte han . 
. Stille ! “ svarede Søsteren , » tal dog ikke saa 
høit . Kan Du ikke nok tænke hun sover ! “ 
„ Ja ja , « svarede han , „ jeg vil jo ikke forstyrre 
hende . Jeg er bare saa glad over denne Unge , at 
jeg maaskee i min Glæde har talt lidt vel høit . » 
Ja , han havde talt saa høit saa han burde sfamme 
sig derover saalænge ban levede , paastode begge Fruentimmerne . 
„ Naa , naa , lad det nu være godt . Nu maa jeg 
see at saae Uniformen af , i Dag har jeg har havt 
den paa meget længere end jeg pustede . — Siden jeg 
taler om Uniformen saa kommer jeg til at tænke paa 
at vi have faaet en ny Konge . — Det er bedst vi 
opkalde danne velsignede Unge efter ham , og lader ham 
komme til at hedde Christian , det vil bestemt bringe 
Lykke . “ 
Hvorpaa Rasmus grundede denne Formodning , 
er altid forbleven en Hemmelighed . Imidlertid vare 
baade Søsteren og Jordemoderen enige med ham og 
ventede blot paa at den NvfødteS Moder skulde 
vaagne , for at hun ogsaa kunde afgive sit Votum i 
denne vigtige Sag . 

Niende Kapitel . 
De » unge Petersen træder ud i Livet . 
Den Lille blev nu døbt , Christian Petersen , med 
saa megen Høitidelighed som den lille Familie var istand 
til at skaffe filveie . Stadsen var rigtignok ikke synderlig 
stor , men man havde gjort sit Bedste og dermed 
vare alle Deeltagerne tilfredsse , altsaa var Festen jo 
særdeles vellykket . 
Om et Menneskes første Leveaar er der i Reglen 
ikke stort at fortælle . Enhver ung Statsborger fører 
som bekjendt en meget eeiisformig Tilværelse . Han 
spiser , drikker , sover og skriger lidt til Afverling , det 
er del Hele . 
Da Christiau var er Aar gammelt , døde hanS 
Moder . Det var er haardt Slag for den skikkelige 
Rasmus . Men han var Filosof paa sin Viis . „ Vorherre 
leder Alt til det Bedste , “ sagde han . Hvem 
veed hvad dette er godt for . “ 

Og saa fandt han sig i sit Tab med saa megen 
Fatning som del var ham muligt . 
Dette Dødsfald frembragte en stor Forandring i 
hans huuslige Forhold . Han kunde ikke være ene med 
det lille Barn , sætte det i Pleie vilde han heller ikke , 
-er var altsaa intet Andet tilbage for ham at gjøre 
end al tage sin Søster i Huset . Hun kom da og op . 
slog sin Residents i Alkoven , medens Rasmus maatte 
indrette sig et Natteleic paa 3 Stole i Boutikken . Den 
lille Skomagerdreng blev saa forviist til Kjøkkenet , 
hvor han sov i en Slagbænk . 
Tiden gled hen . Christian varede og blev til en 
lille livlig Fyr , der gik omkring og gjorde alle de Spilopper 
han kunde hitte paa . Denne Virksomhed indflrænkedcS 
ham dog saa meget som muligt baade af 
Faderen og Tante Barbara , efter hvis Begreber det 
var meget upassende at et lille Barn løb om og 
gjorde Støi . 
„ Du skal sidde smukt stille og lege med Dit Legeføj , “ 
det var den stadige Formaning . 
Christian syntes ikke om det . Han havde meget 
Legeføj og holdt ogsaa meget af lege med del , men han 
savnede Noget , han vidste ikke selv hvad . Undertiden 
fik han en ubetvingelig Lyst fil at liste sig ud af Døren 
ud paa Gaden , for at lege med de andre Drenge 
paa Gaden ; men saa toges Flygtningen strar ved 
Vingebenet af Tante Dbrbara , som foreholdt Synderen 

ar det kun var meget uartige Børn , som lsb pa « 
Gaden og legede . Uartige Børn , som Christian paa 
ingen Maade maatte komme fil at ligne . 
Saa satte Christian sig hen i Vinduer og ' saa ud 
fil det forjættede Land som han ikke maatte betræde . 
— Vare alle de andre smaae Drenge , som led om 
derude paa Gaden da saa ? skrækkelig uartige ? — De 
maatte jo være der , Tante Barbarra sagde del — men 
det maatte dog alligevel være deiligt at løbe om derude , 
lege Tagfat og spille Klink , det kunde saa ikk^ 
hjælpe hvad Tante Barbara sagde . 
Saaledes vorede han op , saa at sige ganske ene 
i den lille Kjælder . Han nød ingen JævnaldrendeSelskab 
og kom aldrig ud , uden i Selskab med en af 
de Gamle og del var endda ikke tidt . Hans bedste 
Fornøielse var om Mandagen naar Tallotteriet blev 
trukket , saa var han sikker paa at faae en Tour ned 
paa Kongens Nytorv , hvor Lotteriet blev trukket og 
det var saa morsomt at see . 
Henad den Tid Lotteriet skulde trækkes holdt 
Rasmus altid op med sit Arbeide . 
„ Naa Christian , “ sagde han „ nu skal Du pyntes 
Vi skal ud og see Lotteriet trækkes . Dersom jeg vinder 
skal Du faae en ny Blouse med Sølvknapper i og en 
heel Rigsdaler i din Sparebøsse . “ 
, , Sæt dog ikke Barnet saadanne Rykker i Hoveder ? ' 
sagde saa Barbara . . . Du vinder jo Ingenting . 

Havde det været Vorherres Villie at sende Dig en 
Gevinsf , saa havde Du vundet for lang Tid siden . “ 
Dette vilde Rasmus ikke indrømme , han meente 
Vorherre havde endnu en lille Gevinsf i Behold til 
ham . Herimod protesterede Barbara paa det Kraftigste 
uden dog at kunne overbevise Rasmus , der 
ganske roligt gik med Christian . 
At see Lotteriets Trækning var , som sagt , en af 
Christians største Nydelser . Han begreb vel ikke rigtigt 
hvad der foregik , men det morede ham alligevel 
at see Tribunen , der var opslaaet foran Charlottenborg 
og som var omgivet af Soldater . Ovenpaa 
Tribunen stod nogle pyntede Herrer og en Dreng som 
var bundet for Øinene . Denne Sidste var egentlig 
den Vigtigste af dem Alle , thi det var ham der trak Numrene 
ud . Christian ønskede ofre at være i denne 
Drengs Sted , saa skulde han ganske bestemt finde de 
rigtige Numre ti ! sin Fader , saa kunde han selv faae 
Blousen med Sølvknapperne ; men ak , hvor kunde han 
lænke paa at opnaae den Hæder og Værdighed . — 
Hvergang Drengen havde trukket et Nummer ud af 
Lykkehjulet , blæste det lilstedeværende Musikkorps en 
Fanfare og naar de endeligt var udtrukne alle Fem , 
puttedes de i et Futteral som kastedes ud blandt 
Mængden ; saa opstod her et stort Slagsmaal om 
al fange dette Futteral ; thi det var Penge værdt . Den , 
som var saa lykkelig al gribe det , og tillige saa stærk 

at han kunde beholde og forsvare det , erholdt en 
Rigsort udbetalt , naar han afleverede det i Hovedkollektionen . 
Det var nu Altsammen meget morsomt , men 
hvad der ikke var morsomt var Svaret paa Christians 
stadige Spørgsmaal : 
„ Fader faaer jeg saa Blousen med Sølvknapperne ? “ 
„ Dengang ikke , min Dreng , “ svarede Rasmus 
saa . „ M maa vente til næste Trækning . — Det 
var forresten mærkværdigt nok at mine Numre ikke 
kom i Dag . “ 
Rasmus forundrede sig altid over at hans Numre 
ikke kom ud , enskjsndt man skulde synes han maatte 
være vant ti ! det . Christian derimod fandt at det var 
meget kjedeligt , han begyndte saa smaat at blive utaalmodig 
efter at see sig selv i en Blouse med Sølvknapper 
paa . 
Naar de saa kom hjem , vankede der en Skarlagensprædiken 
af Barbara . 
„ Sagde jeg dei ikke nok ? “ sagde hun saa , 
„ Du fik Ingenting . Der vidste jeg i Forveien , men 
Du vil jo aldrig høre efter hvad jeg siger . — Du 
veed jo ligesaa godt som jeg at Du aldrig vinde ; 
Noget , men dog skal Du blive ved ar spille . Og saa 

ikke alene ak Du spiller selv , men Du skal endogsaa 
forføre del uskyldige Barn til der Samme , naar han 
engang bliver stor ; thi hvad kan Følgen blive Andel , 
naar Du sladigt trækker ham med til de afskyelige 
Lotteritrækninger , end at han ogsaa maa blive en 
Spillefugl . “ 
RaSmus^svarede aldrig et Ord til denne Tordentale . 
Han var saa vant til den ar den ikke generede 
ham , desuden vidste han ar den for størstedelen 
var ufortjent . 
Stakkels Christian derimod rystede og bævede 
hvergang for at det skulde blive ham forbudt al 
komme med næste Gang . Men Tante Barbara var 
ikke saa slem som hun lod til , hun havde altid hans 
smukkeste Klæder istand til ham , naar ban næste 
Gang skulde ud al see den høitidelige Handling . 
Imidlertid blev Christian slørre og slørre , omsider 
blev han saa stor at det gik op for Rasmus og Barbara 
ar han maatte begynde at lære Noget . 
„ Sende ham i Skole har jeg egentlig ikke Lyst 
til , “ sagde Rasmus , 
„ Nei , “ sagde Barbara , „ han skal paa ingen 
mulig Maade i Skole . Der bliver han bare fordærvet 
og lærer Uartigheder af alle de ugudelige 
Knægte . “ 

Han nærede den faste og bestemte Tro at der 
ikke fandtes er eneste artigt og velopdraget Barn i 
siele Kongens Kjøbenhavn undtagen Christian og den 
samme Tro hældede Rasmus til , der var derfor de 
holdt ham saa isoleret . 
„ Men han skulde dog snart lære at læse og skrive , 
meenre Rasmus . 
» Du kan jo selv baade læse og skrive , “ svarede 
Barbara , „ og del kan jeg ogsaa . Vi kunne jo først 
lære ham , hvad vi selv kunne , saa er det tidsnok ak 
tænke paa al sende ham i Skole . “ 
Derved blev del . Der blev kjøbt en Abc og en 
Tavle og Undervisningen begyndte . Den gik jo rigngnok 
ikke synderlig ! systematisk eller regelmæssig , men 
den gik dog . 
Da er Par Aar vare forløbne , kunde Christian 
baade læse og skrive lige saa godr som sin Hader og 
Tapre , desuden havde han læst en heel Deel i Lærebogen , 
og lært lidr ar regne . 
„ Ja , jeg veed ikke hvad Du synes , » sagde saa 
Rasmus en Dag til sin Søster , . men mig forekommer 
der al være del Bedste , om vi nu sendte Christian 
i Skole . « 
„ Naa , saa det synes Du dog , ja der har jeg 
saamænd meem længe , “ svarede Barbara . „ Der velsignede 

Barn har jo saadant et udmærket Hoved , saa 
han nu kan lige saa meget som vi Andre . “ 
» Ja , og han skulde dog lære noget Mere , « 
meente Rasmus , . Lærdom kan man aldrig faae før 
meget af . Jeg har nu den Tro at der med Tiden 
bliver noget Stort af Knægten . — Kunde jeg blot 
engang vinde en Tærne , saa kunde jeg bringe ham 
paa Gled . “ 
. Vinde ! — Skal Drengen ikke have Andet end 
hvad Du vinder til ham , saa bliver han en Prakker 
hele fin Levetid . — NU , lad oS holde oS til det , 
som er vist og sikkert . — I Skole maa han , men 
hvor skal vi finde en , som er nogenlunde passende for 
ham ? “ 
Dette var et vanskeligt . Spørgsmaal at afgjøre . 
Christian skulde lære saa meget som muligt , det var 
en afgjort Sag . Men , for det Første maatte det ikke 
koste for meget , og for det Andet skulde han i en 
Skole , hvor der kun var faae Elever . 
» Thi , “ meente Rasmus , „ de store Skoler due 
ikke , der er altfor mange Børn , Læreren kan ikke have 
Opsyn med dem Alle . Om der ogsaa er nogle Hjæpelærrræ , 
det har Ingenting al betyde , thi hvad bryde 
de dem om at Børnene lære Noget eller ei . Nei , 
han skal i en Skole , hvor der ikke gaae flere Drenge 

end ar Manden selv kan læse med dem Alle ; det er 
det Solideste . Det maa jo gaa med den Forretning 
ligesom med min , skulde jeg stole paa Fremmede , saa 
skulde vi see der vilde blive leveret nogle nydelige Sko 
og Støvler . — Nei , man maa altid holde sig til 
Manden selv ! “ 
Heri var Barbara ganske enig med ham . Det 
gjaldt nu blot om al finde saadan en Skole , som var 
rigtig efter deres Hoved . 

Tiende Kapitel 
Chrisfian fommer i Skole . 
Rasmus begav sig da paa Opdagelse efter en 
Skole . Det var el meget vidUssligl Stykke Arbeide ; 
chi vel var der Skoler nok , men han kunde ingen 
finde , som svarede til der Ideal han havde dannet sig . 
Han begyndte halvt om yalvr al mistvivle om et 
lykkelig ! Udfald af sine Bestræbelser , da han fik Underretning 
om al der existerede en Skole i en af 
Smaagaderne , som ganske syntes al svare til det som 
den gode Rasmus fordrede af en saadan Undervisningsanstalt . 
Rasmus skyndte sig da derhen . Skolen holdtes 
i en anden Etage , i en Sal , der om Aftenen afbe . 
nyltedes til Dands . 
Da ban gik op af Trappen hørte han en eiendommelig 
Summem og Brummen i del Fjerne , 
hvilken Larm det var ham umuligt al forklare sig 

hvorfra den kom , eller hvad den betød . Da han endelig 
stod udenfor Skoledøren mærkede han al Larmen 
kom derinde fra , hvilket ikke forundrede ham livet . 
Paa Døren var anbragt en stor graveret Messingplade , 
bvorpaa stod med store , imponerende Bogstaver : 
Knagen bergs 
Drengemsfitut . 
Der var med en vis ' Følelse af Benauelfe al 
Rasmus bankede paa og aabnede Døren . En Instirulsbestyrer 
maatte fo være en lærd og fornem Mand 
og den Slags Folk havde Rasmus saa sjeldent Leilighed 
til ak tale med . derfor var hans , med en Slags 
Ængstelse , blandede Undscelighed ikke saa underlig . 
Denne Følelse svandt imidlertid hurtigt bort da ban 
var kommen indenfor Døren . 
Det var et langt , small , lavt og temmeligt skummelt 
Rum , hvori Hr . Knagenberg havde etableret sit 
Drengeinstitul . Midt paa Gulvet vare en sire a fem 
Borde stillede i Rad . Ved disse sadde Skolens Elever 
og læste høit af alle Kræfter paa deres Lektier , 
uden al lade sig forstyrre ved den Fremmedes Ankomst . 
2 den Ende af Salen , som var modsat Døren , stod 
en Orchestertribune , paa hvilken Hr . Knagenberg 
tronede i eensom Majestæt . Han sad paa en Stol 
midt paa Tribunen . Paa hans Knæ var udbredt en 
Avis , paa hvilken hans Frokost , nogle Stykker 

Smørrebrød , var opstillet . I den venstre Haand 
holdt han Adresseavisen , og i den Høire et halv ! 
fortære ! Siykke Smørrebrød . 
Saaledes havde Rasmus ikke tænk : sig en Instifutbestyrer , 
men han syntes dog godt om at Hr . Knagenberg 
ikke lod til at være synderlig fornem eller stor 
paa den Hr . Knagenberg saae ud som et ganske almindeligt 
Menneske- Han var noget korpulent , havde 
et fedt , rødt Ansigt , cl Par imusigende Øine , der 
skjultes af et Par Briller , og var endelig en deel 
Deel lyndhaareu 
Institutbestyreren syntes lidt forlegen over ai 
blive overlaster ved sin Frokost , og skyndte sig med al 
bringe denne til Side . Derpaa traadte han ned af 
Tribunen og gik henimod Rasmus , ide ! han bukkede 
og sagde : 
„ Godmorgen , Godmorgen . Jeg formoder jeg 
kan gjætte mig til Deres Ærinde . “ 
„ Ja , jeg har en Søn— “ begyndte Rasmus . 
„ Som De ønsker al sætte i Skole hos mig , “ 
supplerede Knagenberg . — „ Stille Børn ? Læs for 
Jer selv , medens jeg taler med denne Herre ? “ 
Larmen af de tredive Drenges Læsen høit , som 
vi før omtalte , sank nu » ed til en temmelig lydelig 
Snurren . 

„ De forundrer Dem vel øver at De her finder 
Børnene læsende og mig spisende , “ vedblev han , » men 
jeg skal have -en Ære at fortælle Dem at jeg gaaer 
frem efter en vis Plan , et bestemt System . Naar 
man ikke gjør det , kan ingen Undervn ' Sning bære 
Frugter . — Deri er De vel enig med mig ? “ 
Jo , Rasmus var aldeles enig med ham og vilde 
netop til at sige det , men han fik ikke Tid til mere 
end til at nikke , thi Knagenberg Vedblev : 
„ Til mit System hører det at Børnene hver 
Morgen skulle gjennemlæse deres Lektier her paa Skolen 
under mit eget Opsyn . Dertil benytte vi den 
første halve Time . En saadan sidste Læsning virker 
ganske forbausende Heldbringende , den er Sømmet , som 
slaaer de nye Forestillinger fast i Barnets , sig stedse 
udvidende Jdeekreds . Medens denne Læsning , eller , 
om jeg saa maa udtrykke mig , denne Lektiernes FastkliningSproccs , 
finder Sted , nyder jeg min Frokost og 
giver derved mine Elever et Crempel paa Tarvelighed 
og Nøisomhed — som De seer , nyder jeg til Frokost 
ikke Andet end Smørrebrød . — Eremplcis Magt er 
stor og virker langt mægtigere end det døde Ord i en 
Bog . “ 
Dette fandt Rasmus nu var saa overordentligt 
smukt sagt , at han næsten blev ganske rørt , uagtet 
han ikke rigtigt kunde forstaae Sammenhængen mellem 
Smørrebrødet og Bøgerne . Imidlertid syntes han 

be ! nu kunde være passende ogsaa al tale et Ord med , 
han spurgte derfor om Hr . Knagenberg holdt Lærere . 
„ Lærere ! “ svarede Institutbestyreren , . tal ikke til 
mig om Lærere , de ere enhver Skoles Gift og Fordærv . 
Den Mand , som Iradsfer omkring fra den ene 
Skole til den anden og sælger fin Lærdom for en 
Mark Timen , maa > eg spørge Dem om han kan fatte 
nøgen sand Interesse for det enkelte Barn ? — Troer 
De det er muligt ? “ 
Nei , dei troede Rasmus rigtignok slet ikke . 
„ Del glæder mig at De er af min Mening , “ 
vedblev Knagenberg , . De er en fornuftig Mand . “ 
Denne Yttring smigrede Rasmus overordentligt 
og bevirkede at han nu ansaae Knagenberg for en 
overordentlig dygtig og forstandig Mand . Han tillod 
sig er Spørgsmaal om hvad Børnene lærte der i 
Skolen . 
„ Hvad de lære ? “ lød Svaret , „ Alt , Alt , hvad 
der er nødvendigt at lære for at blive hæderlige og 
dygtige Medlemmer af Samfundet . Religion , Histørie , 
Geografi , Sprog osv . osv . læres her i saa stor Udstrækning 
som hvert enkelt Barns Evner tillader det 
Intcisomhelst af hvad der hører til almindelig Dan- . 
ne ! se bliver glemt . Ja , Børnene i mit Institut lære 
næsten mere , end hvad der høre til almindelig Dannelse , 
dog , det sømmer sig ikke for mig at være min 

egen Lovtaler — om er Aar vil jeg lade Dem selv 
dømme , efter de Fremskridt som Deres Søn til den 
Tid vil have gjort . -- 
„ Børnene faae vel ikke formange Prygl ? “ spurgte 
Rasmns . 
„ Prygl ? — Tal dog ikke om Prygl ! — Kjærlighed 
og Blidhed er det som driver Værkel her hos 
mig , dermed udrettes langt mere end med Strænghed . 
— Faae I vel formange Prygl , Drenge ? -- raabte 
han til Børnene . 
Som Svar lød et langtrukket „ Næh -- fra Drengene , 
af hvilke endeel kastede nogle mærkværdige , indholdsrige 
Blikke henimod Uhrfutteralet ved Tribunen . 
Hvad der var skjult bagved vidste Drengene godt , men 
ve turde ikke sige noget derom , derfor nøiedes de med 
ar flotte derhen . Men Rasmns bemærkede ikke dette 
Minespil og fog derfor Drengenes . Næh “ for gode 
Varer . 
Rasmns fik nu en lang Liste over alle de Bøger 
og Rekvisiter , som skulde anskaffes til Christian . Skolegangen 
skulde begynde næste Dag . 
„ Det e^ en Skole ! “ sagde Rasmns til Barbara , 
da han var kommen hjem , „ ganske saaledes som vi 
have ønsket os den . Ikke mange Børn , ingen Vrøvl 
med Lærere , de undervises kun af Manden selv , det er 
saaledes som det skal være . — Sikken en Mængde 

Bøger jeg hær her , del kan nok være Christian kommer 
til at lære Noget . “ 
Det gøs lidt i Christian , da han saae de mange 
nye Bøger , men han var dog glad over at han skulde 
i Skole alligevel . Han levede saa eensomt og eenssormigt 
dernede i Kjælderen hos sin Fader og Tante , 
det maatte bestemt være morsomt at komme i Skole 
og faae Kammerater , saaledes som alle ændre Børn . 
Næste Morgen vandrede han da afsted til Skole 
med alle sine Bøger spændte i en ny , pæn Rem . 
Han kom et heelt Kvarteer før Tiden , der var endnu 
kun kommet et Par Drenge , der nysgjerrigt betragtede 
den Nysankomne . 
. Er Du den nye Dreng , hvis Fader var her 
igaar ? “ spurgtes Ver . 
Jo , det var Christian rigtignok . 
. Har Du gaaet i Skole før ? « 
. Nei . « ' 
„ Saa kjender Du Intet til Spanskrørssuppe ? “ 
Nei , det gjorde Christian ikke og han brød sig 
heller ikke om al gjøre Bekjendtskab derMd , thi han 
formodede det vær noget Slemt . 
„ Nei , Du bryder Dig ikke om det , det gjøre vi 
Andre heller ikke , men det er et Slags Bekjendtskab , 
som man ikke kan undgaae . “ 

Christian blev ikke synderligt opmuntret ved denne 
Samtale , der var noget vist UlykkeSspaaende i den , 
som han ikke syntes om . Dertil kom at Værelset var 
mørkt , skummelt og gjorde et ubehageligt Indtryk paa 
Enhver , som saae det for første Gang . Han begyndte 
idel Hele taget a ! blive noget uhyggelig tilmode . Lidt 
efter lidt kom der flere og flere Drenge og alle underkastede 
de ham en Krydsild af Spørgmaal . 
» Hvad hedder Du ? Hvem er Din Fader ? Hvor 
gammel er Du ? Har u gaaet i Skole før ? osv . 
osv , hvilke Spørgsmaal Christian besvarede efter bedste 
Evne , medens han saa smaat ærgrede sig øver at være 
Gjenstand for faa megen Nysgjerrighed . 
Knagenberg var endnu ikke kommen . Drengene 
benyttede sig derfor af Leiligheden til al slaaes , skjændes 
og giøre Spektakel paa hundrede andre Maader . Der 
var en Skrigen Raaben og Talen i Munden paa 
hverandre som Christian aldrig bavde seet Mage til og 
som han vist vilde have fundet meget morsomt , dersom 
han ikke havde staaet udenfor det Hele . Han var 
endnu altfor ny til a ! være Kammerat med de Andre 
og til at läge Parti i deres Stridigheder . 
Saa gik Døren op og Knagenberg traadte ind . 
Larmen forstummede og enhver søgte faa hurligl som 
muligt at komme paa sin Plads . Institutbestyreren gik 

meget gravitetisk op paa Tribunen , satte Hatten fra 
sig og tog et Spanskrør frem , som stod gjemt bag Uhrfutteraiet . 
. Hvem var det , som gjorde Spektakler ? sagde 
han . 
Ingen svarede . 
s . Hvorledes , Ingen svarer ! “ raabte Knagenberg , 
„ Har jeg ikke sagt jer saa ofte at I skulle betragte 
mig som en Fader og Intet holde skjult for mig ? — 
Altsaa tal ! — Hvem var det . “ 
. Nogle Stemmer raabte nu et Navn . 
„ Kom strax “ ! raabte Knagenberg til Drengen . 
Synderen maatte nu op paa Tribunen . Paa 
Peien derhen talte enddeel om at der slet ikke havde 
været ham , som havde gjort Støi , men to Andre , hvis 
Navn han nævnede . 
. Naa saa de To vare ogsaa med , “ sagde Institutbestyreren , 
„ saa lad dem komme herop med . — Naa 
skynd jer lidt ! “ 
De to Angivne maalte nu og op paa Tribunen , 
tilligemed den Første . Saa fik de alle tre nogle bygage 
Rav af Spanskrøret . 
„ Saaledes skal det være ! “ sagde Knagenberg . da 
Crcmtionen var forbi „ Retfærdigheden skal have sin 
t 

Gang . — Retfærdighed fremfor Alt ! — Dette kan 
tjene Dig til Underretning Du min nyankomne og som 
jeg antager haabefulde Elev . “ 
Disse sidste Ord henvendtes til Christian , der 
kcmmelig fortabt , sad saa langt fra Knagenberg som 
muligt . 
„ Er det at gaae i Skole ? “ tænkte han . — „ Gaaer 
del saaledes med dem , som have gaaet her længe , 
hvorledes vil det saa gaae mig ? ' 
. Sær jer nu stille hen og læs paa jeres Lektier , “ 
sagde Knagenberg , „ ak I kunne være forberedte , naar 
jeg skal høre jer . ' 
Saa satte Knagenberg sit Spanskrør bag Uhrfutteralet 
og sig selv paa en Stol . Derpaa trak han en 
Pakke , omhyggeligt indsvøbt i Papir op af den ene 
Lomme og en Adresseavis af den anden . Han 
aabnede Pakken , der indeholdt nogle Stykker Smørrebrød , 
og stillede den op paa sit Skjød , derpaa gav 
han sig til at spise og til al læse i Adresseavisen , med 
en Ivrighed og Graadighed , som om der aldeles ikke 
existerede , tredive Drenge , der sad og læste høit paa 
deres Lektie . 
Da Institutbestyreren havde fordøjet Smørrebrødet 
og Avisen , reiste han . sig op , saae med et majestætisk 
Blik udover Drengene og sagde : 

„ Hvad er det vi skulle læse i denne Time ? -- 
. Tydsk ! “ lød Svaret . 
„ Hm , hm , Tydsk ! — Det kunne vi gjemme til 
siden . — Tag Jeres Skjønskrivningsbøger og Forskrifterne . 
Skriv saa flittigt , jeg skal et Ærinde 
ud i Byen , men jeg kommer strar tilbage igjen . 
-- — Lad mig nu see , at I ere kjønt rolige og 
flittige ! “ 
Skjønslrivningsbøgerne og Forskrifterne kom nu 
frem . Knagenberg tog sin Hat og gik . Da han 
havde været borte et Øieblik blev der kun skrevet 
meget lidt , men stellet og lärmet saa meget desto 
mere . 
Christian var den Eneste , som blev siddende 
rolig ved sin Skrivebog . 
. Du er da ikke gal og sidde og hænge over 
del dumme Skriveri , “ sagde de andre Drenge til 
ham . „ Han kommer ikke hjem i den første Time , 
saa vi har Tid nok til al gjøre os lystige . Kom 
nu og leg med ! “ 
„ Kom nu og leg med ! “ det var for Christian , 
et Trylleord , som han ikke kunde modstaae- — For 
ham , der aliid havde været saa ene , var der noget 
Fortryllende i denne Opfordring . — Han lod Bog 

være Bog og var snart lige saa lystig som alle de 
Andre . 
Ligesom om Morgenen kom Knagenberg hjem 
midi under Støjen og ligesom den Gang fandt der 
en Erecution Sled . Da denne var forbi satte Institutbestyreren 
sig igjen paa Stolen paa Tribunen , 
trak en Flyvcpost op af Lommen , befalede Børnene 
at læse paa deres Lekfier og gav sig selv til at studere 
„ Alvveposten . “ 
Da han endelig var bleven færdig med denne 
vigtige Forrefning , reisfe han sig , ræklede sig , saae 
paa Uhret og sagde : 
„ See , see , er Klokken bleven saa mange ! — 
Saa faaer vi opsætte de andre Timer til i Morgen . 
— Der bliver knapt nok Tid til at høre Jer i 
Religion . 
Saa begyndte han da at høre Børnene i Religion , 
hvilket atter gav ham Leilighed til at udveie 
et anseeligt Antal Rap med Spanskrøret . Da han 
endelig blev færdig , var Klokken to og Børnene 
fik Lov til al gaae hjem . 
Da Christian kom hjem og fortalte hvad han 
havde oplevet den Dag , bleve baade hans Fader 
og Barbara højlig , forbausede . Det svarede saa 
lidt ti ! hvad de havde ventet . 

Rasmus trøstede sig med at den første Dag 
kunde man ikke regne , men Barbara rystede^ paa 
Hovedet og “ meente at den Skole som Christian 
der var kommer i døg vist ikke var nøgen af de 
„ rigtige- , som hun udtrykte sig . 
„ Herregud , “ sagde Rasmus saa , „ skulde det 
virkelig ikke være nøgen god Skole , — og jeg 
har døg havt saadan en voldsom Uleilighed med 
at sinde den . 
i 

Ellevte Kapitel 
De første Prygl . 
Undervisningen i KnagenbergS Institut vedblev 
at gaae saaledes som vi have beskrevet den i forrige 
Kapitel . Drengene læste , esler lod som de læste i 
deres Bøger , medens Institutbestyreren spiste Frokost , 
læste Adresseavisen , gik sig en Tour , kom tilbage og 
læste Flyveposten . 
Paa Timesedlen fungerede en heel Mængde 
Fag , som skulde læses , men det var kun yderst sjeldent 
at Eleverne bleve eraminered : i Andet end Religion . 
Lørdagen var KnagenbergS strængeste Dag , saa 
skulde der sirives i Charakteerbøgerne . Det var et 
vidtløftigt Stykke Arbeide ; thi han uddeelke Charakkerer 
baade for de Fag , som vare læste og de , som 
ikke vare Vek . 
En heel Time sad Knagenberg paa Tribunen , 
beskjæftiget med delte Arbeide , der var saa meget vanstetigere , 

som han ikke holdt nøgen daglig Protokol , 
men udelukkende stolede paa sin Erindring . Det var 
derfor intet Under at han saae gnaven og tybttænkende 
ud . Endelig blev han da færdig , raabte Drengene 
op ved Navn , og gav dem hver især sin 
Bog . 
Drengene modtog Bøgerne med en ligegyldig 
Mine og værdigede dem neppe et Blik . Christian 
derimod var nysgjerrig , det var første Gang i hans 
Liv han fik en Charakieerbog . Han lukkede den derfor 
strar op og læste . Han var i der Hele taget vel fornøiet 
med Charakteren « undtagen med een , den daarligste 
af dem Alle , et Tg . i Geografi , hvori han slet 
ikke var bleven hørt . Han var endnu altfor uindviet 
i Skolens Mysterier til al kunne forstaae at han kunde 
faae Charakteer i set Fag , hvori han ikke var eramineret . 
Han tog derfor Mod til sig og sagde : 
„ Undskyld — jeg vilde gjerne spørge — “ 
„ Hvorom ? “ svarede Knagenberg , med en Mine 
som om det forundrede ham at Nogen kunde falde 
paa at spørge ham om Nogetsomhelsf . 
- , Jo — hm — jeg seer jeg har faaet Tg . i Geografi 
— 
„ Naa , og saa — ? “ 
„ Der maa vist være en Feiltagelse ; thi jeg er 
slet ikke bleven hørt . “ 

„ Feiltagelse , — jeg tager aldrig feil . Du er 
ikke bleven hørt , siger Du , det veed jeg meget vel , 
men det har Intet at sige « hi enten jeg hører Dig 
eller ei , saa veed jeg alligevel meget godt , hvorledes 
Du kan Dine Ting . — Saa Du vil indlade Dig 
paa at kritisere Din Lærer — see see ! — Det er 
bedst man i Tide piller de Nykker ud af Dig ! — “ 
Saa kom Spanskrøret for en Dag og inden Chrisfian 
kunde blive klog paa enten han havde forseet sig 
eller ei , havde han faaet en velmeent lille Erindring 
om at opføre sig bedre i Fremtiden , i Form af nogle 
dygtige Rap . — 
„ Hvad er der i Veien med Dig Chrisfian ? “ 
spurgte Barbara , da Drengen kom hjem , „ Du seer 
jo ganske forgrædt ud . “ 
Chrisfian fortalte nu hele Historien . 
» Ih du forbarwendeHimmcl ! “ udbrød Barbara . 
„ Han har slaaet Barnet ! — Hører Du del Rasmus ? “ 
Jo , Rasmus havde hørt dei Hele , men kunde 
ikke forstaae Sammenhængen , det var ham en Gaade , 
hvorfor Chrisfian egentlig havde faaet Prygl . Det 
kunde bestemt ikke hænge rigtigt sammen , meente han , 
han vilde derfor gaae op til Knagenberg og forlange 
en Forklaring . 
„ Mig kan han da ikke banke , fordi jeg gjør ham 
et Spørgsmaal , “ sagde han , og saa gik han . 

Da han kom hen paa Skolen traf han Knagenberg 
ifærd med at gaae hjem , han boede nemlig udenfor 
Byen . Han gjenkjendte strar Rasmus og blev 
øiensynligt gnaven over at denne kom og forsinkede 
ham i at komme hjem og spise til Middag . 
„ Tør jeg spørge , hvad jeg skylder den Ære — “ 
spurgte han , da han saae Rasmus . 
. Io , det veed Gud De tør , “ svarede Rasmus , 
„ Jeg vil blot spørge af hvad Grund De har banket 
min Dreng i Dag . “ 
. Jeg maa gjøre dem opmærksom paa at „ banket “ 
er et temmeligt stærkt Udtryk . — Jeg har tildeelt 
ham en velfortjent Revselse , det er noget heelt Andet 
den „ banket . “ 
„ Jeg er tilfreds om De kalder det Bank eller 
Revselse ; Stryg har han faaet , del er vist , og jeg er 
kommen herhen for at spørge Dem om Grunden . “ 
„ Grunden er ganske simpelt den , at han har viist 
en høist dadelværdig Fripostighed , Næsvished og Dristighed 
ligeoverfor sin Lærer . “ 
„ Ved at spørge om , hvorfor han fik en daarlig 
Charakteer i en Ting , hvori han fiel ikke var bleven 
hørt ; forholder del sig ikke saaledes ? “ spurgte Rasmus . 
„ Min kjære Hr . Petersen ! “ svarede Institutbestyreren 

med en vigtig , belærende Mine . „ De maa 
ikke tage del ilde op , naar jeg siger Dem at det er en 
Ting som De sier ikke forstaaer Dem paa . Jeg er 
Børnenes Lærer , ikke deres Hører . Jeg søger at udvikle 
de Smaaes Selvtænkningsevne og betragter dem 
ikke som Krukker , der skulle proppes fulde af Lærdom , 
men som selvstændige , lænkende Væsner , der lidt efter 
lidt skulle ledes hen til er høiere Standpunkt . « 
„ All del , De der siger , kan være megel riglig ! , “ 
svarede Rasmus , „ men det vedkommer slet ikke mil 
Spørgsmaal : hvorfor har Drengen faaet Prygl ? “ 
„ Dertil , “ svarede Knagenberg , „ kan jeg kun svare : 
fordi han har fortjent dem . Jeg kan ikke indlade mig 
paa al motivere Grunden til enhver Lussing som jeg 
uddeler mellem Aar og Dag . “ 
„ Nei , del iroer jeg gjerne , “ svarede RaSmus , 
„ det vilde vist blive altfor vidtløftigt el Stykke Arbeide . “ 
„ Hr . Petersen ! Jeg maa paa det Indstændigste 
frabede mig enhversomhelst Spydighed . — Jeg underviser 
mine Elever efter et vist System , hvis heldbringende 
Frugter jeg ved en mangeaarig Erfaring 
har lært at kjende . “ 
„ Efter hvad Christian har fortalt mig , nærmer 

Deres System stg nok meget til ar være er Pryglesystem , ' 
bemærkede Rasmus med er Smiil . 
„ Jeg maa nok engang bede Dem om ar moderere 
Deres stærke Udtryk , “ sagde Knagenberg med en overlegen 
Mine . — „ Jeg kan desuden ikke indlade mig 
paa en Forhandling om mil Systems Fortræffelighed 
med Dem , der som Alinuesmand , naturligviis ikke er 
istand til at følge med . “ 
„ Saa , mener De det , “ sagde Rasmus , der nu 
blev vred . „ Almnesmand ! — Jeg er fletingen Almuesmand , 
men Borger i Sraden og svarer borgerlige 
Skatter og Afgifter . — To Portioner Næringsskat , 
det er maaskee mere end De gjør ! — Forresten 
giver jeg baade Dem og Deres System Fanden ! — 
Min Dreng skal ikke have mere med dei at gjøre . 
Der findes da Gudskelov Skoler nok her i Byen , saa 
s man behøver da vel ikke al lade sig nøie med sørst at 
saae sit Barn banket og senere lade sig skjælde ud for 
en Almuesmand . “ 
„ Men bedste Hr . Petersen . — “ 
. Hr . Petersen mig her og Hr . Petersen mig der ! 
— Det kan ikke nytte De begynder paa at ville glatte 
det ud igjen , vi ere færdige . — Farvel ! “ 

Saa gik RaSmuS sin Vei , medens Knagenberg , 
rystende paa Hovedet saae efter ham . Insfitutbesfyreren 
ærgrede sig af to Grunde : først fordi han havde 
mistet en Elev og dernæst fordi han ikke havde kunnet 
imponere Skomageren ; thi det var nu engang hans 
Svaghed at ville imponere Folk , deels ved sin Person 
og deels ved Talen om hans System . Dennegang 
var det imidlertid ikke lykkedes ham , og del forekom 
ham høist ærgerligt og fortrædeligt . 

Tolvte Kapitel 
Ny Skolegang Forandring . 
Rasmus og Barbara lagde nu deres klogf 
Hoveder iblød efler bedste Evne , for snaresf muligt al 
finde en anden Skole lil Christian ; thi hos Knagenberg 
skulde han aldrig mere sætte sine Been , der var 
nu engang sikkert og vist . 
„ Saadan en Pjalt ! ' raabte Rasmus fuld af 
Ærgrelse til sin Søster , „ Gud veed hvad han bilder 
sig ind — kalde mig for en Almuesmand — jeg 
kunde have den største Lyst til at sætte ham i 
. Korsaren . “ “ 
Ved nærmere Eftertanke opgav han dog delle 
hævngjerrige Forsæl , og havde hele sin Opmærksomhed 
henvendr paa al finde en ny Skole lil 
Christian . 
Dei lykkedes ham ogsaa snart ; thi dennegang 
brød han sig ikke om at finde en Skole , hvor der ikke 

var andre Lærere end Bestyreren selv ; tvertimod søgte 
han dennegang en Skole , hvor der netop holdtes Lærere ; 
„ thi , “ sagde han til Barbara , „ det er dog aldrig 
nøgen Skade til at der er nogle Lærere , for hvis 
Manden selv , tilfældigviis skulde være gal , saa kunde 
det dog være at Lærerne vare fornuftige , og saa kan 
der Ene veie op imod det Andet . “ 
Christian kom altsaa i en ny Skole , og dennegang 
havde Rasmus tilfældigviis truffet et heldigt 
Valg . Skolen var saa godt indrettet og bestyrer , 
som man vel kunde forlange det af en Skole , der ikke 
var baseret paa altfor overdrevne Priser . 
Vi ville imidlertid ikke Skridt for Skridt følge 
Christian gjennem hans Skoleliv , da delte vilde blive 
altfor vidtløffig ! og for trættende for Læseren ; Vi 
ville altsaa springe nogle Aar over og kun gjøre den 
Bemærkning ar Christian i denne sin Skoletid ikke paa 
nøgen særdeles Maade adskille sig fra de fleste andre 
Skøledrenge . 
Vi ville som sagt springe en Deel Aar over , 
og først standse ved Aaret 1853 , der for Christian , 
som for saa mange Andre , blev et skjæbnesvangert Aar , 
fuldt af Sorg og Omskiftelse . 
Sommeren 1853 var en af de forfærdeligste og 
ubehageligste som Kjøbenhavn vist nogensinde har oplevet . 
Dødsengelen drog gjennem Byen og hærgede 
den paa en frygtelig Maade . Ingen vidste sig sikker 

paa , naar han om Aftenen lagde sig i sin Seng , at 
han atter vilde være istand til al staae op næste Morgen . 
Den frygtelige Gjæst fra Østen , Choleraen , 
havde aslagc Kjøbenhavn sit Besøg , og havde endog 
gjørt det paa en meget storartet Maade . 
Veiret var hele denne Sommer smukt og solklart , 
men Luften var tung og trykkende , det var som om 
Dødens Aandepust svævede igjennem den . 
Alle , som vare istand dertil , flygtede bort fra 
Bvens forpestede Luft , og ud paa Landet , hvor Faren 
ikke var saa truende , som inde i den tæt beduggede og 
befolkede Bv . 
Det var dog naturligviis kun de Færreste , som 
havde Tid og Raad til saaledes al flygte . De Fleste 
maatte blive og trodse Faren saa godt som det var 
dem muligt . 
Blandt disse Mange var naturligviis ogsaa Rasmus 
og Barbara og Christian . De maatte blive i 
deres Kjælder og see at hytte dem saa godt som muligt 
for den ubehagelige Gjæsts Besøg . 
Christian var slet ikke bange eller fortrædelig over 
at Choleraen var kommen . I den Anledning havde 
man nemlig forlænget Sommerferien , og det var jo 
en høiest behagelig Ting . Dertil kom endnu at alle 
. Slags Frugter , men især Stikkesbær og Kirsebær vare 
saa ovcordcnilig billige , at man næsten kunde spise 
ligesaameget deraf , som man havde Lyst , som Christian 

ogsaa troligt gjorde , uagtet det var bleven ham stræn « 
geligt forbudt . 
Rasmus og Barbara gjorde alt hvad der stod i 
deres Magt , for at holde Christian fri for Sygdommen . 
De løve ham omtrent tilbringe hele Dagen i det Frie , 
da dette blev anseet for Noget af det bedsle . 
En Morgen var Christian med nogle Kammerater 
vandret ud til Skoven . Han havde en stor 
Bunke Smørrebrød og nogle Skillinger i Lommen , 
og var saa lykkelig som en Konge . 
Han og hans Kammerater morede sig udmærket , 
og først henad Aften vendte de hjem igjen . 
Da de kom indenfor Porten , slilles de ^ad , thi 
de skulde hver sin Vei , og Christian kom saaledes 
alene hjem . 
Skjøndt det allerede begyndte at skumre stærkt , 
faa var der dog endnu ikke tændt Lys nede i Kjælderen , 
hvor hans Fader boede . 
Dette forundrede Christian lidt , men han tænkte 
ikke videre derover . Dygtig sulten og træt , men 
overordentlig vel tilmode gik han ned , kun lidet 
anende hvad der forestod ham . 
Alt var saa taust og saa tyst nede i Kjælderen . 
Der hørtes ikke en Lyd , den sædvanlige Velkomsthilsen 

og Forespørgsel om , hvorledes han bavde morer sig 
udtblcv aldeles . 
Christian følte sig noget beklemt herved , han saae 
sig om , og følte sig snart grebet af en frygtelig Angst 
og Skræk ved det Syn , som nu viste sig for hans 
Øine . 
Hans Fader laae udstrakt paa Gulvet , ganske 
blaae i Ansigtet » g med fordreiede Træk . Paa 
Sengen laae Barbara og med hendes Ansigt var der 
føregaaet en lignende Forvandling . 
Christian udstødte et Skrig og kaldte paa Faderen 
og paa sin Tante , men de svarede ikke . Efter nogle 
Øieblikkes Forløb tog han Mod til sig og rørte ved 
dem , men del var ogsaa uden Nytte , de vare kolde og 
stive , de vare døde , Choleraen bavde udseet dem Begge 
til sine Offre . 
Christian betragtede dem nogle Øieblikke i Taushed , 
medens Taarerne strømmede ud af hans Øine , 
derpaa tumlede ban ud af . Døren og satte sig paa 
Trappen , som førte ned til Kjælderen . 
Dette Slag var kommet saa pludselig ! og saa 
uventet , ru det næsten bedøvede Christian aldeles . 
Han følte en forfærdelig , en pinlig Sorg , som berøvede 
ham a ! Evne til at tænke paa hvad han nu vel 
stald- , gjøre . 

Han følie blot at han var saa ulykkelig som 
det ve ! var muligt noget Menneske kunde blive , 
men han havde ikke Kraft til at gjøre Andet end 
græde . 
Længe sad han saaledes , ene med sin Sorg , 
uden at see Noget omkring sig , og uden at blive lagt 
Mærke til af de Forbigaaende . 
Endelig vaktes han af sin Bedøvelse ved at han 
følte en let Berørelse paa sin Skulder , medens en 
venlig Stemme spurgte : 
» Hvad er ber i Veien med Dig , min Dreng ? “ 
Christian saae op . Del var nu blevet fuldkomment 
mørkt , men Lygkerne vare blevne tændte og ved deres 
Skin kunde han see , at den , som tiltalte ham var en 
ældre Herre . Han var dog endnu saa bedøvet og 
forsfrækket , at han ikke var istand til at svare , hvorfor 
Herren gjentog sit Spørgsmaal . 
„ Choleraen , “ var Alt hvad Christian kunde 
svare . 
. Har Du Cholera ? “ spurgte Herren . 
» Nei , nei , men den har^laget dem Begge tø , “ 
streg Christian , der nu atter begyndte at komme 
til sin Samling . 
„ Hvem har Choleraen taget ? “ spurgte Herre » 
medlidende . 

„ Min Fader og min Tante , medens jeg var 
i Skoven , “ raabte Christian , der begyndte at føie 
en vis Lindring ved at have Een , som han kunde 
betrøe sin Ulykke . 
„ Stakkels Dreng , “ sagde Herren , „ er det 
sandt ? “ 
„ Kom med , skal De see , “ sagde Christian , idel 
han reiste sig og aabnede Kjælderdøren . Herren 
tøvede lidt med at følge ham , men efter et Øiebliks 
Vaklen fulgte han efter . 
Der var nu ganske mørkt dernede , hvorfor Herren 
sagde i den samme milde og venlige Tone : 
„ Hvis Du vil have jeg skal see Noget , saa maa 
Du skaffe Lys . “ 
Saasnart Christian havde faaet Lys tændt , 
saae Manden sig om , og da han fik Øie paa de tø 
livløse Skikkelser grebes han af Forfærdelse , og 
udbrød : 
„ Du gode Gud , Barn , de ere jo Begge tø 
døde ! » 
„ Ja ! “ streg Christian grædende , « de ere Begge 
døde af Cholera , medens jeg har været borte . “ 
„ Var det Din Fader og Moder ? “ 
„ Nei , min Fader og Tante . “ 

„ Og de vare døde da Du kom hjem ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Men , hvorfor i Alverden har Du da ikke henvendt 
Dig til Nogen , som kunde hjælpe Dig ? “ 
spurgte den velvillige Mand . 
„ Jeg tænkte ikke derover , “ sagde Christian , „ og 
desuden har jeg Ingen at henvende mig til . “ 
„ Du har altsaa slet ingen Familie mere ? “ 
. Nei . “ 
„ Stakkels Dreng , “ sagde Manden , idel han 
betragtede Christian med et Blik , der antog større og 
større Udtryk af Medlidenhed . . Du staaer paa den 
Maade ganske alene i Verden . “ 
„ Ja , “ hulkede Christian høit , . jeg har slet Ingen 
til hvem jeg kan henvende mig . “ 
„ Stakkels Barn , stakkels Barn , “ gjentog Manden , 
„ det er en meget sørgelig Historie . Ganske ene 
i Verden , uden Familie og Venner , det er jo forfærdeligt . 
— Har Du da slet ikke , medens Du sad 
derude paa Trappen , tænkt paa , hvad Du nu 
vilde gjøre ? “ 
„ Nei , ikke en Smule . “ 
„ Hm , hm , det er i Grunden øgsaa naturligt , 
det var et dumt Spørgsmaal af mig , “ sagde Manden . 
„ Du har naturligvis havt Beskjeftigelse nok i Din 
Sorg . — Noget maa her imidlertid gjøres , her kan 

Du ikke blive , thi det er høist sandsynligt at Du 
øgsaa vilde have Cholera inden i Mørgen . Hører 
Du , Dreng . Du kan ikke blive her , det gaaer vaa 
ingen Maade an . « 
» Men hvor skal jeg da hen ? “ klynkede Chrisfian 
grædende . 
„ Ja , det er Sagen , hvor skal Du hen , Din 
Stakkel , “ sagde Manden , idet han et Par Gange 
gik op og nedad Gulvet og rystede tvivlsomt paa 
Hovedet . „ Det er en fortvivlet Historie , en meget 
sørgelig Historie . “ 
Derpaa taug han et Par Øieblikke , som om 
han grundede dybt over Eet eller Andet . Pludseligt 
stod han stille foran Chrisfian , saae ham slivt i Øinene , 
og sagde : 
„ Jeg skal sige Dig Noget — hvad er del Du 
hedder ! “ 
„ Chrisfian . “ 
„ Godt . Altsaa Chrisfian , jeg skal sige Dig 
Noget . Følg Du hjem med mig , og bliv hoS mig 
indtil vi faae Dine Sager her bragte i Orden , saa 
kunne vi altid see til , hvad der er at gjøre for Dig . 
Vil Du det ? “ 
Christian saae forundret paa den Talende , der 
gjorde ham et saa godt Tilbud , og vidste ikke rigtig 
hvad han skulde svare . 

„ Nu , Du svarer ikke ? “ sagde den gamle Herre . 
„ Vil Du ikke tage hjem hos mig , og blive der indtil 
Videre ? “ 
. Io , “ stammede Christian endelig . 
. Godt , saa er den Sag bragt i Orden , tag saa 
Din Kaskjet paa og følg med mig , “ sagde Manden , 
idet han gik ud af Deren . 
Christian fulgte ham , og lukkede omhyggeligt af 
efter sig , hvorefter han ved den Fremmedes Side 
vandrede nedad Gaden . 

Trettende Kapitel . 
Nye Forhold . 
Manden log Veien lil Østergade , og da han var 
kommet her , gjorde han Hold ! udenfor en temmelig 
stor Eiendom , hvori der var en Kræmmerboutik , som 
man var ifærd med at lukke . 
Manden gik ind gjennem Boutiken og op ad en 
Jernlrappe , som førte op til første Sal . Da de vare 
komne op ad denne Trappe , saae Christian pludseligt 
at de nu stode i et størt lyst og smukf møbleret Værelse . 
Der var kun to Mennesker derinde , en temmelig 
ung Dame , der aabenbart var Mandens Kone , og 
en lille Pige paa omtrent ser eller syv Aar . 
Damen reiste sig hurtigt op , gik de lo Indtrædende 
imøde og sagde venligt : 
„ Men min Gud , hvor Du bliver længe borte 

i Asten , jeg var ganske bange for at Du var kommer 
Noget til . ' 
. Nei , Gudskelov , jeg er frisk som en Fisf , ' sagde 
Manden , idet han satte Halten fra sig , „ men jeg har 
oplevet et Eventyr . ' 
„ Et Eventyr ? 
. Ja . Kan Du ikke see at jeg ikke er alene . 
Seer Du ikke denne lille Fyr her ? Ham har jeg 
snappet væk lige for Choleraens Næse . ' 
Der blev nu en Spørgen og en Forklaring , hvis 
Resultat blev at Damen kom til al føle ligesaa megen 
Medlidenhed med Christian , som hendes Mand havde 
gjort . 
. Stakkes Dreng , “ sagde hun , idel hun klappede 
ham venligt paa Hovedet . „ Saa er Du altsaa nu 
baade fader- og moderløs . Ja ja , bliv hos os , indtil 
Videre , saa maaskee vi nok kunne gjøre Noget for 
Dig . “ 
Trods denne Mildhed og Venlighed , var Christian 
naturligviis i de første Dage aldeles utrøstelig , uagtet 
han dog i sit Hjerte inderligt skjønnede paa alt det 
Gode , der blev viist ham og paa mange Maader søgte 
at lægge sin Taknemmelighed for Dagen . 
Manden , der saa venligt havde taget sig af ham , 
hed Sommer , og var , som Læseren vel allerede har 

gjættet Kræmmer , og havde Boutik paa Østergade . 
Han stod sig ganfle godt , havde kun et eneste Barn , 
den lille Pige , og han havde uvilkaarligt fattet Godhed 
for den forladte Dreng . 
Næste Dag efter at han havde kaget Christian 
hjem til sig , satte han sig strax i Bevægelse , for at 
faae hans Fader og Tante begravede og for at faae 
deres Efterladenskaber realiserede . 
Dette sidste var ikke noget vidløftigt Stykke Arbeide ; 
thi den gamle Rasmus Petersen og hans Søster , 
havde ikke eiet Synderligt . Da Begravelsesowkostningerne 
vare udredede og da endeel Smaagjæld var bleven 
betalt , beløb hele Christians Arv sig kun til den 
beskedne Sum af et halvthundrede Daler . 
Dette var ikke meget . Hr . Sommer raadførte 
sig nu med sin Kone om hvad man fluide gjøre ved 
ved Christian , om man fluide beholde ham , eller overgive 
ham iii Fattjgvæscnet . 
Dette Sidste Forslag , forkastede de Begge . Der 
var nu neppe et Aar iii at han skulde konfirmeres . 
Dette Aar meente de , kunde de sagtens beholde ham , 
og saa kunde de jo see at faae ham anbragt i en eller 
anden Lære . 
Derved blev det . Drengen blev altsaa hos Hr . 
og Fru Sommer , og efterhaanden som hans Sorg 

tabte fia , fandt han sig mere og mere tilfreds i sit nye 
Hjem . 
Hvad der meget bidrog til at gjøre ham det nye 
Hjem behageligt , det var Hr . Sommers lille Datter , 
Lydia . Det var en smuk , livlig lille Glut , og for 
Christian var det noget ganske nyt at have en saadan 
Legekammerat . 
Da han havde overvunde ! sin Sorg , gik Tiden 
altsaa meget behageligt for dam i det nye Hjem . 
Hans Skolegang blev regelmæssigt fortsat som sædvanligt 
og endelig kom den Tid , da han skulde konfirmeres . 
Da Konfirmaiionen var overstaaet , maatte der 
jo rænkes paa at lade ham lære Eet eller Andet og 
Hr . Sommer opkastede da for dam det sædvanlige 
Spørgsmaal om „ hvad han vilde være ? “ 
Herpaa fik den gode Hr . Sommer det næsten 
ligesaa almindelige Svar al de ! vidste den Adspurgte 
ikke . 
Hr . Sommer kløede sig sorlegenl bag Øret ved 
dette Svar , og spurgte Chrisfian om der ikke var Noget , 
som han især havde Lyst lil . — Nei , det var der 
i Grunden ikke , kristian havde slel ikke tænkt noget 
over den Sag . 
Men havde Chrisfian ikke tænkt over denne Sag , 

saa tænkte nu Hr . Sommer saameget desto mere derover . 
Han havde faaet Drengen kjær og han vilde 
gjerne , forsaavidt det stod i hans Magt , hjælpe ham 
frem i Verden . 
Da fik han pludseligt en Idee . 
Han holdt en Svend og en Dreng . Drengen 
vilde være udlært om et halvt AarS Tid , det kunde 
jo altsaa ikke være saa ilde om Chrisfian vilde indtage 
hans Plads Han spurgte ham derfor om han ikke 
kunde have Lyst til al blive Kræmmer og hertil havde 
Chrisfian ikke del Mindste at indvende . 
Hvorfor Chrisfian især gik ind paa dette Forflag , 
fremfor at vælge et andet Fag , var hovedsagelig fordi 
al han som Kræmmerdreng altid kunde gaae fiint klædt , 
hvorpaa han satte stor Pris . 
Da dette vanskelige Spørgsmaal saaledes var 
bleven afgjort til alle Parters Tilfredshed , begyndte 
Chrisfian strar sin nye Virksomhed nede i Hr . Sommers 
Boutik . 
I der første halve Aars Tid , medens den anden 
Dreng endnu var i Boutiken , blev han hovedsagelig 
kun brugt til al gaae Byærinder og deslige , ligesom 
han ogsaa beholdt det lille Kvistværelse , hvorpaa han 
havde boet under hele sit Ophold i Sommers Huus . 

Da den anden Øreng derimod blev udlært og 
tog bort , saa skulde Christian begynde at erpcdereS i 
Boutiken , ligesom han ogsaa fra den Tid af maatte 
dele Værelse med Svenden . Fra dette Øieblik af sfete 
der et heelt Omslag i hans Charakteer og i hans 
Anskuelser af Livet og dets forskjellige Forhold — et 
Omslag , som der visselig ikke var til det Bedre . 
Hvilke Aarsager , der bevirkede denne Forandring 
i Charakteren , skal Læseren erfare af det næste Kapitel . 

Fjortende Kssi tel . 
Det Fine af Kunsten . 
Saasnan Christian var dreven ene Lærling i Bouliken 
var det en Selvfølge , ar Svenden , Hr . Røse , 
tog sig af hans Opdragelse med Hensyn til hans Uddannelse 
for Forretningen . 
Mange , og særdeles lærerige vare de Forklaringer 
som han nu erholdt angaaende KræmmersagetS Myslerier 
Vi ville nu lil en Prøve meddele enkelte af de 
gavnlige Læresætninger , som han forsøgte at indpode 
Drengen . 
„ Først og fremmesf , “ sagde han , „ lommer der an 
paa ak kunne forevise ei Siykke Tøi med Anstand . 
Naar Tøiel bliver presenrerel med den behørige Elegance , 
saa fager der sig ri Gange bedre ud end ellers . 
Dernæst maa man kunne lalc for sig og rose Varerne 
paa der Bedste , der gjør ek umaadeligr støn Indtryk 

paa Damerne , det kan Du være overbevist om . Tøi 
af den alledaarligste Kvalitet , siger man altid er af 
den allerbedste , det er Noget som aldrig forfeiler 
sin Virkning . Dernæst maa man passe paa at sætte 
Priserne saaledes at man kan slaae nogle Skilling af 
paa hver Alen , hvorfor man altid maa begjære en 
Deel mere end Varerne ere værdt , og endelig maa 
man passe paa ved Maalningen at holde sine Fingre 
saaledes , ar Maalet ikke bliver for rigelige . At knibe 
en halv Tomme paa hver Alen , det kan godt lad ? sig 
gjøre naar man har lidt Øvelse . “ 
Alt dette , syntes Christian i Begyndelsen , at dei 
i Grunden ikke var saa ganske i sin Orden . Det forekom 
ham næsten svin om det var Snyderi at begjære 
mere for Tøiei end del var værdt , og at knibe Folk 
paa Maalet ovenikjøbet . 
Men disse Betænkeligheder tabte sig dog jnan . 
Den daglige Vane gjorde al han snart blev ganske 
fortrolig med denne Slags Ting . 
Christian deelte nu , som allerede fortalt , Værelse 
med Hr . Pose . Denne Herre gik som oftest ud hver 
Aften , naar Boutikken var lukket , og kom sjeldent hjem 
igjen , før henad Morgenstunden . 
I Begyndelsen lagde Christian ikke synderligt 
Mærke hertil , men lidt efter lidt gik det op før ham , 
at Hr . Rose paa sine natlige Udflugter maalte bruge 

mange Penge , ganske vist flere end han tjente paa en 
lovlig Maade . , 
Det var nemlig en bekjendt Sag at Rose ikke 
eiede en Skilling mere end hans Løn , 200 Rd . om 
Aaret , og disse Penge kunde umuligt strække til Bestridelsen 
af alle de flotte Udgifter som Hr . Rose tillod 
sigHvor 
fik han da Pengene fra ? Det var et Spørgsmaal , 
som Christian af og til opkastede før sig selv , 
men som han ikke kunde besvare . 
„ Aah , “ tænkte Christian , saa undertiden , „ hvad 
kommer det i Grunden mig ved , del kan jo være mig 
ligemegel , hvor han faaer Pengene fra , mine ere det 
jo i alle Tilfælde ikke . Han har maaskee en eller 
anden rig Slægtning , der af og til understøtter ham 
med nogle Contanter . 
Denne Vildfarelse skulde han imidlertid snart rives 
ud af . 
En Dag , da der var en heel Deel Kunder i Boutiken , 
saae han nemlig at Hr . Rose modtog et større 
Beløb ; som Betaling for nogle solgte Varer . Største « 
delen as dette Beløb var i Femrigsdalersedler , og 
Christian saa tydelig , hvorledes Rose klemte en af dem 
dammen mellem Fingrene , og bagefter stak den i sin 
Lomme . 

Det Hele gik imidlertid med en saa lynsnar Behændighed , 
at Ingen havde seet Noget dertil uden 
Christian , og han var endda ikke ganske vis i sin Sag . 
Han tænkte dog meget over denne Sag og vidste 
ikke selv hvad han skulde tro derom . Femdalersedlen 
var vandret i Roses Lomme , det troede han næsten at 
være vis paa , men det kunde dog paa den anden Side 
ogsaa være muligt at han havde taget feil . Skulde 
han fortælle det til Sommer ? Nei , det kunde forvolde 
baade Svenden og ham selv Ubehageligheder , og desuden 
var det maaskee blot Noget , som Hr . Rose havde 
gjort i et Anfald af Tankeløshcd . 
Ja , denne Betragtning stod han endelig fast ved , 
det maatte være skeet i Tankeløshed , det var det Hele . 
Jo mere han tænkte over Sagen , desmere blev han 
overbevist om at Rose vilde være ham meget taknemmelig , 
hvis han gjorde ham opmærksom paa hans 
Feiltagelse . 
Denne Tanke blev saa stærk hos ham , at han , da 
han henad Eftermiddagen blev alene i Boutiken med 
Røse , sagde til denne : 
„ Undskyld Hr . Røse , men jeg vilde gjerne gjøre 
Dem opmærksom paa Noget . 
„ Og det er ? “ 

„ De maa ikke blive vred , men jeg er overbeviist 
om al det er en Feillagelse . “ 
. Hvilket ? “ 
. At De i et Anfald af Distraktion puttede en 
Femdalerseddel i Lommen i Dag , da der var saa 
mange Damer i Boutiken . “ 
. Hvad siger Du ? “ streg Hr . Røse høist forbauset , 
„ har jeg puttet en Femdalerseddel i Lommen . “ 
„ Del forekom mig , “ svarede Christian , „ men 
som sagt , jeg er vis paa det skeete af en Feillagelse . “ 
. Ja , jeg er undertiden meget disfrait af mig , 
sagde Hr . Røse , „ saa del kunde jo nok passere . Hvis 
jeg virkelig har været saa sandsesløs , saa maa Sedlen 
naturligviis være i Lommen endnu , thi jeg bar 
ikke havt Hænderne i den siden . Lad os engang 
see ad . “ 
Med disse Ord vendte han sin Lomme , og viste 
Christian at den var ganske tom . 
Skjøndt dette Bevis langtfra var , eller kunde 
være afgjørende , da Sedlen kunde være taget op af 
Lommen mange Gange efter den var kommet derned , 
blev Chrisfian dog betydeligt flan ved at see ar Lommen 
var - aldeles tom . Han rødmede over hele 
Ansigtet , og slammede meget forlegen : 

„ Jeg beder Dem tusinde Gange om Forladelse , 
jeg har taget Feil , men jeg troede al gjøre Dem en 
Tjeneste ved at sige Dem , hvad jeg troede at have 
seet , “ 
„ Jeg førstaaer gødt Dine Bevæggrunde , ' sagde 
Røse og nikkede med en tilfreds Mine . Jeg slak have 
den Ære at fortælle Dig , jeg er en Mennestekjender 
af første Skuffe . Jeg er slet ikke vred paa Dig , hvad 
mange Andre vilde have blevet , jeg siger Dig tvertimod 
Tak til for den Paapassenhed , Du har viist . 
Mange Andre vilde i mit Sted have givet Dig en 
LuSsing eller klaget til Principalen , men jeg gjør 
ingen af Delene , da jeg førstaaer at agte og skatte 
Dine Motiver . ' 
Disse Ord sagde Hr . Røse i en særdeles mild 
og honningsød Tone , der gjorde langt større Indtryk 
paa Chrisfian end den skarpeste Irettesættelse vilde 
have gjort . 
Hr . Røse havde vistnok iøvrigt fine særdeles gode 
Grunde til ikke at bringe denne Sag for sin Principals 
Øren , og det var vistnok ogsaa en væsentlig 
Bevæggrund til al han tog saa lempeligt paa denne 
Sag . 
Imidlertid var han blevet noget mere tankefuld 
end sædvanlig , ligesom om han spekulerede paa Noget , 
sou : var meget vigtig ! . 

Da han om Aftenen var kommet op paa sit . Værelse , 
begyndte han som sædvanligt al klæde sig paa 
for at gaae ud . Da han omtrent var bleven halvt 
færdig , sagde han : 
„ Christian , jeg kan nok see paa Dig at Du froer 
ai jeg endnu er vred paa Dig , hvad jeg jo ingen 
Grund har til . Det kan jeg ikke lide ; thi jeg er ikke 
vred , og for at give Dig el Bevis derpaa , saa vi ! jeg 
gjøre Dig et Forslag . “ 
„ Og det er ? “ 
„ Gaae med mig i Aften ud paa Livets Keglebane , “ 
sagde Hr . Rose . 
. Hvad tænker de paa ? “ udbrød Christian . 
. Hvad jeg tænker paa ? Ih , jeg tænker paa at et 
Menneske paa sytten Aar vel en Gang maa blive 
kjed af bestandigt ar være indesluttet mellem fire Vægge 
og at han vel ogsaa maa saae Lyst til engang at 
slaae lidt med Vingerne . “ 
„ Men hvad vil Hr Sommer tænke ? “ 
„ Sletingenting ; thi han faaer det jo slet ikke at 
vide . Vi ville naturligvis ikke være saa gale at for . 
tælle ham , hvad vi tage os for om Ratten ; den skulde 
jeg da mene er vor egen . “ 
Chrisfian begyndte allerede at vakle . Han sagde 

til sig selv at del jo ganske vist matte være meget 
behageligt at komme til at deeltage i Verdens Nydelser 
og Glæder end han hidtil havde gjort . 
Der behøvedes derfor endnu ikke mange Overtalelser 
fra Roses Side for at faae ham til at gaae 
ind paa det lokkende Tilbud . Han sagde til sig selv 
at der jo egentlig ikke var noget Ondt i al han gik 
ud og morede sig uden at hans Principal fik det 
at vide . 
Han klædte sig altsaa paa og faae Minuter 
efter vare han og Hr . Rose ude paa Gaden . 
Denne Nat gjorde Chrisfian Bekjendtskab med 
Hr . Rose fra en ganske ny Side . Han udviklede en 
Lystighed og Livlighed som man paa ingen Maade 
skulde troet ham i Besiddelse af . 
Det var en lystig Nat , tilbragt i muntert Selskab 
mellem smukke Fruentimmer og fyldte Glas . Det var 
en Nat , tilbragt saaledes , som Chrisfian neppe havde 
forestilt sig det muligt i sine dristigste Drømme . 
Først henad Morgenstunden kom de hjem igjen . 
Christian var henrykt , han havde aldrig i sit Liv 
moret sig saa godt . 
„ Men , hvad siger Du om den Tour ? “ spurgte 
Hr Rose , da de vel vare komne i Seng . 

„ O , jeg har moret mig udmærke ! , « sagde 
Christian . 
„ Ja , det er noget Andet end af rende paa 
Frederiksberg om Søndageftermiddag , “ sagde Rose 
tilfreds . „ Naar vi To vedblive al være gode Venner , 
saa skal jeg oftere tage Dig med , thi Du trænger 
virkelig en heel Deel til af komme lidt ud i Verden 
og see Dig om . “ 
Og Hr . Rose holdt fil Ord . Fra den Aften af 
tog han jævnlig Christian med sig ud . Drengen blev 
greben af Forlystelsernes Hvirvel og fandt særdeles 
Behag i dette Liv . 
Han havde aldeles glemt Tildragelsen med Femdalersedlen , 
da Erindringen derom opfriskedeS igjen 
ved af et aldeles lignende Tilfælde indtraf , dennegang 
dog med den Forskjel , af Rose , i det Øieblik han puttede 
Sedlen i Lommen , tydeligt saae af Christian 
havde iagttaget ham . 
Han var opdaget , derom nærede han nu ikke længere 
den fjerneste Tvivl . 
Han blegnede ved Tanken herom , men fattede 
sig dog hurtigt og lod som om flet intet Usædvanligt 
var passeret . 
Christian var paa sin Side heller ikke synderlig 
vel tilmode . Dennegang var det aabenbart at Sedlen 

ikke var blevet stukket i Lommen i et Anfald af 
Distraktion , men derimod med fuldt Overlæg . 
Hr . Rose , som han i den sidste Tid var kommet 
til at holde meget af , var altsaa kun en gemen Tyveknægf ; 
del var nu i hans Øine hævet over enhver 
Tvivl , og han følte at det i Grunden var hans Pligt 
at angive ham for Principalen . 
Denne Tanke voldte ham imidlertid megen Uro . 
Hvad vilde Principalen sige — og saa Hr . Rose , 
han vilde jo blive ulykkelig for sin Levetid . Det var 
en meget ubehagelig Stilling han paa denne Maade 
var kommet i , men trods al den Modbydelighed han 
følte derfor , saa blev han dog efter nøgen Eftertanke 
omtrent enig med sig selv om at han vilde fortælle 
Principalen Alt . 
Heldigviis for Rose , var denne ikke hjemme , og 
Rose , som følte al det afgjørende Øieblik var kommet , 
benyttede det første Øieblik , da der ingen Kunder vare 
i Boutiken , til al kalde Christian hen i en afsides 
Krog og sige til ham : 
» Hvad har Du i Sinde at gjøre ? » 
Christian blev blussende rød og stammede forlegen 
: 
„ De veed vel nok selv , Hr . Rose , hvad der er 
min Pligt . “ 

„ Det vil med andre Ord sige at Du vil fortælle 
Principalen hvad Du nylig har seet , ikke sandt ? “ 
spurgte Rose . 
„ Vilde De selv i mit Sted handle anderledes ? “ 
sagde Christian . 
„ Hvis jeg i Forveien havde baaret mig ad som 
Du , saa vilde jeg rigtignok betænke mig lo Gange 
paa al gjøre det , “ sagde Rose i en spottende Tone . 
„ Hvad vil De sige dermed ? “ 
„ Kan Du ikke forstaaet det ? “ 
„ Nei . “ 
„ Saa maa Du være mærkværdig tykhovedet , 
langt mere tykhovedet end jeg havde troet . Tingen er 
jo ganske simpelt den , at hvis Sagen opdages , saa 
vil den komme til at gaae ligesæa meget ud over Dig , 
som over mig . “ 
„ Men jeg har jo ikke stjaalet ! “ udbrød Christian 
forbauset . 
. Del veed jeg ikke , “ sagde Hr . Rose haanligt . 
„ Desuden vil jeg gjerne bede Dig om at vælge nogle 
smukkere og mindre stødende Udtryk . Hvis Sagen 
kommer til Undersøgelse , saa vil Du da i alle Tilfældæ 
ikke kunne nægte at Du ligesæa godt som jeg , 
har nydt Godt af Udbyttet af det , som jeg , som Du 
saa smagfuldt udtrykker Dig , har stjaalet . “ 

Chrisfian foer uvilkaarligt et Par Skridt tilbage 
og stirrede forfærdet paa Rose , som “ med saa megen 
Koldblodighed fortalte ham hvilken Ulykke han havde 
slyrtet sig i . Nu først gik del ret op før ham , at 
han , Chrisfian selv , egentlig var ligesaa skyldig som . 
Rose , hvad der var Noget , han aldrig havde tænkt 
over før . 
„ Hæleren er , ifølge del gamle Ordsprog , ligesaa 
god som Stjæleren , “ vedblev Rose med isnende Kulde , 
„ og jeg citerer kun dette Ordsprog , fordi Du synes 
at have en vis Forkjærlighed før stærke Udtryk , som 
Du synes at forstaae bedst . Nu har jeg udviklet 
Sagen før Dig , og søgt at gjøre Dig den klar , nu 
kan Du selv handle , saaledes som Du synes bedst . 
Vil Du være Angiven , saa vær saa god , men som 
sagt , det vil komme til at gaae ud over Dig 
selv . “ 
Chrisfian svarede ikke et Ord , men sad stille ^aa 
en Stol , hensunken i dybe Tanker . Han følte sig saa 
ussel og elendig tilmode som han aldrig havde gjort 
det før . Han betragtede sig selv som en stor Misdæder 
og ønskede sig selv hundrede Alen nede under 
Jorden . 
„ Nu kan Du jo som sagt tænke over Sagen , “ 
vedblev Rose med en haanende Kulde . „ Du har 

Tid nok dertil , thi jeg troer det varer endnu nogle 
Timer inden Manden kommer hjem . Du har altsaa 
Tid nok til at blive enig med Dig selv om den hele 
Sag virkelig er Umagen værdt at der gjøres saa 
meget Vrøvl for dens Skyld . — Naar Alt kommer 
til Alt , saa bliver man jo egentlig slet ikke betalt ved 
den uSle Løn man faaer , som hverken er til at leve 
eller til at døe af . Det er jo os , som maa tjene 
Pengene her i Forretningen , det er os som have 
Slidet , følgelig dør vi ogsaa være deelagtige i en 
Deel af Udbyttet udover det , som man engang har 
akkorderet om ; thi det er jo ikke engang halv Betaling 
for vort Arbeide . Arbeidere » er sin Løn værdt , 
og kan han ikke faae den med det Gode , saa maa han 
tage den med det Onde . “ 
Hvor daarlige og sletmokiveredr disse Paastande 
end vare , saa undlode de dog ikke at gjøre et vist 
Indtryk paa Christian , som derved kom til at betragte 
Sagen i et andel Lys . Han kom uvilkaarligt til at 
drøfte Spørgsmaalet om Arbeidet og dets Betaling 
og det forekom ham at der ikke var saa lidt Sandt 
i Hr . RoseS Paastande . 
„ Hvorfor , “ vedblev Hr . Rose , » skulle vi , som 
befinde os i et tjenende Forhold , være udelukkede 
fra alle mulige Glæder og Nydelser , medens vore 

Principaler kunne leve høn af Frugten af vort 
Arbeide ? Maa Du ikke tilstaae mig at dette er en 
Uretfærdighed og at det ikke kan kaldes nogen Synd , 
naar man bestræber sig for at raade lidt Bod paa 
dette forkecrle Forhold ? “ 
„ Del kan være , del er meger Rigtigt , hvad 
De siger , “ stammede Christian endelig , „ men men — “ 
. Men Du har ikke Mod til al see Sandheden i 
j Øinene , det er del Hele , “ afbrød Rose ham . „ Nu 
har jeg imidlertid gjort Dig Tingen klar og nu kan 
Du gjøre hvad Du vil . “ 
Med disse Ord gik han hen for at erpedere nogle 
Damer , som netop traadte ind i Boutikken og overlod 
Christian til sine egne Betragtninger . 
Rose var nu igjen rolig , da han mærkede at hans 
Ord havde gjort et vist Indtryk paa Drengen . Han 
havde gjort Regning derpaa at navnlig Paastanden 
om hans Medskyldighed skulde virke ; det var udelukkende 
før ved Leilighed at kunne gjøre Brug af denne 
Trussel al han i den sidste Tid jævnligt havde taget 
Christian med paa sine Udflugter , saasnart han havde 
mærket at der var Ugler i Møsen . 
Og Truslen virkede ogsaa efter Beregning , Christian 
grublede , og grublede men kunne ikke komme ril 

andet Resultat end at han gjorde bedst i at tie og 
lade Sagen gaae som den kunde . 
Den Aften gik hverken Hr . Rose eller Christian 
ud , og næste Dag blev der ikke talt et Ord mere om 
Sagen , før om Aftenen , da Rose klædte sig paa som 
sædvanligt og sagde til Christian . 
„ Du gaaer da naturligviis med ? 
. Jeg veed ikke , “ slammede Christian , der endnu 
følte nogle Betænkeligheder ved at gaae i Byen med 
Rose , da han vidste ar de Penge , hvorfor han gjorde 
sig lystig vare stjaalne . 
„ Du veed ikke ? “ gjentog Rose spottende , „ Bah , 
det vil med andre Ord sige at Du er en gammel 
Kjærling , som mister Model ved den første Hindring , 
som møder paa Veien . Del klæder ellers kjønt i Din 
Alder , jeg havde rigiignok havt bedre Tanker om Dig . “ 
Harme og Vrede vilde Chrisfian kunne have taalt , 
men denne Spot pirrede ham og satte hans Stolthed i 
Bevægelse : Han svarede ikke , men klædte sig paa , 
og fulgte ud med Hr . Røse som sædvanligt . 
Han morede sig ikke synderlig ! den Nat , dertil 
følte han endnu for megen Anger og Uro , men da 
faae Dage vare gaaede vare disse Samvittighedens 
svage Mindelser forsvunden og han nød Livet i fulde 
Drag , uden at afscc en Tanke paa at de Penge , hvorfor 

han gjorde det , var stjaalne af hans Principais 
Pengeskuffe . 
Da han nu først var kommer ret ind paa FornsielserneS 
Skraaplan , saa rullede han ustandseligt 
videre og videre , uden al bryde sig om , hvor han tilsidst 
vilde komme hen . 
Og medens Chrisfian erpederede i Boutiken om 
Dagen og morede sig om Natten saa ilede Tiden bort 
i saa ustandselig Flugi og en skjøn Dag opnaaede 
Chrisfian Petersen den Ære at blive optaget som 
Svend i dei hæderlige Kræmmerlaug . 
Principalen havde ikke Raab lil at holde lo Svende , 
og da han paa en Maade belraglede Chrisfian som sit 
Barn , saa besluttede han ak beholde ham og at give 
Hr . Røse sin Afsted . 
Hr . Røse fik allsaa fin Afsted , lil stor Sørg for 
sig selv , thi det gik ham , som dei gaaer de fleste Kræmmersvende , 
naar de miste deres Emploi , han kunde ikke 
igjen faae nogen Kondilion . 
Saa greb han ül det Samme , som alle andre 
sorulykkcde Kræmmersvende gribe lil under lignende 
Omstændigheder , han blev nemlig Agent , del vil sige 
han gik omkring og prakkede Le andre Handlende 
Varer paa fra forskjellige Handelshuse . 

Denne Forretning vilde heller ikke gaa for ham 
i Længden , især , da han ikke kunde opgive de kostbare 
Baner , som han bavde lagt sig til , medens han havde 
uhindret Adgang til sin Principals Pengeskuffe . Hans 
Udgifter overstege stadigt hanS Indtægter og han havde 
tilsidst slet ingen Midler mere ti ! al dække Underbalancen , 
hvoraf Følgen blev at han forfald ! mere og 
mere og tilsidst endte paa Ladegaarden . 
Denne Hr . Roses ulykkelige Skjæbne , hvorom 
Christian var vidende , forhindrede dog ikke denne Sidste 
i at fortsætte saaledes som han havde begyndt under 
Veiledning . Han vedblev at føre det samme vidtløftige 
og udsvævende Liv , og naar HanS Kassebeholdning 
ikke kunde staa- til , faa greb ban til Principalens 
Pengesluffe . 
Han var imidlertid heldig . HanS Principal Hr . 
Sommer mærkede ikke del mindste iii HanS Bedrageri , 
Tvertimod steg han Dag for Dag i hans Yndest , ja 
da Lydia , Hr . Sommers Datter var vorel til og blevet 
en ganske kjøn Pige , saa slog Hr . Sommer ikke sjeldent 
eller utydeligt paa at det ikke vilde være ham ukjært 
at see Christian som sin Svigersøn . 
Saaledes stode altsaa Sagerne , dengang de i 
de første Kapitler af denne Historie fortalte Begivenheder 
fandt Sled . Da vi nu have gjort Rede 

for Hr . Petersens tidligere Historie , saa ville vi atter 
vende tilbage og paany optage Fortællingens egentlige 
Traad , 
Femtende Kapitel 
Toren paa Opdagelse . 
Saasnart Søren var bleven ansat ved Opdage ! - 
scspolitiet , gik naturligviis hans allerførste Bestræbelse 
ud paa at opdage Noget om Petersen , Noget 
som han ved Leilighed kunde bruge som et frygteligt 
Vaaben imod denne . 
Han gav sig nu til at tænke paa , hvorledes dette 
bedst skulde kunne iværksættes , og det varede heller 
ikke længe , før han havde fattet en Plan , der , som 
han troede , nok vilde hidføre et heldigt Resultat . 
Alene troede han ikke at kunne naae Maalet , 
han maatte derfor see sig om efter en Medhjælper , 
eller rettere en Medhjælperfle . 
Det gjaldt imidlertid om at sinde et Fruentimmer 

som han kunde bruge . Hermed var han i nogen 
Lid i Forlegenhed , da HanS Damebekjendlskab ikke 
var stort , indtil han endelig fik det Indfald at spørge 
en anden OpdagelseSbetjent om han ikke kunde give 
ham Anviisning paa en passende Person . 
Anvisningen blev given , og Søren begav sig 
ufortøvet hen til den omtalte Dame , der boede paa en 
tredie Sal i en af Byens mindre Gader . 
Hendes Navn var Rosalie Top , og hun var 
godt kjendt af Politiet , da dette ofte benyttede hende 
ved forskjellige Leiligheder . 
Hnn var ung , to eller treogtyve Aar gammel , 
boede alene og foregav al hun ernærede sig ved 
Syning . 
Da Søren traadte ind ttl hende , sad hun ved 
Vinduet , beskjæftiget med at læse i en Roman . 
Hnn saae forundret paa Søren , som hun ikke 
kjendte , og spurgte om hans Ærinde . 
» Jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet , svarede 
Søren , „ og De er blevet mig anbefalet som en Dame , 
hvem man med Tryghed kan overlade Udførelsen af 
vanskelige Kommissioner . » 
. De er altfor artig , “ svarede Rosalie . jeg har 
engang imellem været saa heldig at kunne gjøre Politiet 
en ubetydelig Tjeneste , del er det Hele . — Tør 

jeg iøvrigt spørge om , hvormed jeg kan vcere Dem 
til Tjeneste . “ 
. Naturligviis , det er jo udelukkende derfor jeg er 
kommet her , “ svarede Søren , „ Sagen dreier sig om 
en Kræmmersvend . “ 
„ Ah . “ 
. Som jeg er vis paa bestjæler sin Principal , “ 
vedblev Søren . 
. Saaledes . “ 
„ Og som jeg gjerne vilde jhave overbevist om 
hanS Forbrydelse . “ 
„ Det er ikke saa let en Sag , “ sagde Rosalie 
med en Mine som Een , der er vant til at beskjæftige 
sig med ben Slags Sager . » Disse Fyre pleie at 
bære sig saa fiffige ad , saa det er meget vanskeligt at 
komme til at kigge dem i Kortene . “ 
„ Det veed jeg , “ sagde Søren , og det er netop 
ogsaa derfor at jeg vil udbede mig Deres Hjælp til 
Sagens Udførelse . “ 
„ Jeg indseer ikke i Øieblikket , hvorved jeg egentlig 
kan være Dem nyttig , “ sagde Rosalie . 
. De kan være mig meget nyttig , jeg har nemlig 
lagt en Plan . “ 
„ Vil De meddele mig den ? “ 

-Naturligvis . “ 
„ Fremfor Alt gjælder det jo om at skaffe Beviser 
tilveie , ikke sandt ? ' 
„ Ja , naturligvis . « 
» Nuvel , disse Beviser troer jeg alkerlettest ville 
kunne skaffes , hvis De vilde forsøge paa at gjøre 
Indtryk paa denne Kræmmersvends Hjerte , og naar 
dette var gjort , da forlede ham til en eller anden 
Daarskab , « sagde Søren , „ naturligvis paa en saadan 
Maade al vi kunde blive isfand til at gribe ham i 
Gjerningen eller saa omtrent . “ 
„ Det er ikke saa ilde udtænkt , “ sagde Rosalie 
smilende . 
. Trøer De ikke nok det kan lade sig gjøre ? ' 
spurgte Søren . 
„ Ganske vist kan det det , “ sagde Rosalie , stedse 
smilende , „ forudsat at det vil kunne lykkes mig at 
gjøre del paaregnede Indtryk paa Personens Hjerte . “ 
„ Det anseer jeg for givet at De vil kunne gjøre , “ 
sagde Søren galant . „ Paalager De Dem altsaa 
denne Kommission ? ' 
„ Jeg sial gjøre mit Bedste . De har imidlertid 
glemt een Ting . ' 
» Og døt er ? “ 

“ At sige mig Personens Navn og Adresse . “ 
„ Ah , det er sandt , det er næsten det Vigtigste as 
det Hele . “ 
Han nævnede nu Petersens Adresse , og efterat 
de endnu havde talt nærmere om hvorledes Sagen 
skulde udfsreS , gik han . 
Rosalie tog ufortøvet fat paa Udførelsen af 
Planen . Hun klædte sig meget smukt paa og gik hen 
i Boutiken for al gjøre et lille Indkjøb . 
Hun blev imidlertid skuffet i sin Forventning , 
thi Petersen var ikke i Boutiken , som Læseren veed 
laae han jø i Sengen med tilbundet Hoved . 
Saaledes gik flere Dage uden at hun kunde 
træffe den hun søgte . Søren kom hver Dag for at 
hente Besked , og han var nærved at briste af Utaalmodighed , 
uagtet han nok kunde forstaae hvorfor 
Petersen ikke kunde vise sig i Boutiken . 
Endelig var Petersens Saar og Skrammer da 
helbredede saa vidt at han en skjøn Dag viste sig i 
Bomiken . 
Rosalie kom der naturligvis den Dag ligesom 
alle de foregaande , og hun ilede hjem for at underrette 
Søren om at Petersen nu var paa Benene 
igjen . 
» Saa maa han fanges , “ sagde Søren . 

„ Men hvorledes ? “ spurgte Rosalie . 
„ Og det spørger De om ? “ 
. Ja , naturligvis . “ 
. Herregud , det troede jeg allerede vi vare enige 
om , “ sagde Søren utaalmodig . „ De maa gjøre ham 
forelsket i Dem , De maa forlede ham til Udgifter , 
som overstige hans Evner , og paa den Maade maae 
vi kunne gribe ham . “ 
„ Det smigrer mig at De tiltroer mjn Elskværdighed 
en saadan Kraft , “ sagde Rosalie leende . „ Jeg 
troer ogsaa at denne Maade er god , og jeg skal gjøre 
mit fil at Sagen kan faae et heldigt Udfald . 
Hun tog ogsaa ufortøvet fat paa Værket , og 
indfandt sig jævnligt i Boutikcn . Her sørgede hun 
altid for kun at komme fil at handle med Petersen , 
og hun tilkastede ham under Handelen af og fil enkelte 
temmeligt megetsigende Blikke . 
Dette forfejlede ikke sin Virkning paa Hr . Petersens 
lekfængelige Gemyt . Han begyndte snart at 
nære en vis Interesse for denne unge Dame , som kun 
udelukkedde vilde handle med ham . 
Rosalie gjorde imidlertid aldrig større Indkjøb 
end som kunde stemme overeens med en SypigeS 
Evner . Est Dag da hun var alene i Boutiken med 

Hr . Petersen , gik hun dog saa vidt at hun saae paa 
noget Kjoleføi . 
Det lod imidlertid fil at hun var meget vanskelig 
at tilfredsstille ; thi det Tøi , som hun syntes ikke var 
for dyrt , syntes hun ikke var smukt nok , og det , som 
var smukt , syntes hun var for dyrt . 
Denne Dragen varede længe . Endelig sagde 
Hr . Petersen : 
„ ' Her er noget Kjoleføi , som jeg indstændig vil 
raade Dem fil at kjøbe . “ 
. Men det er altfor dyrt for mig , “ indvendte 
Rosalie , „ hust jeg er kun en fattig Sypige . “ 
. O , Intet er før dyrt før Dem , “ sagde Petersen 
galant . „ Naar man er smuk , som De , bør man 
bære det Allersmukkeste . “ 
„ Det er overordentligt galant sagt , “ sagde Rosalie 
leende , » men dermed er Sagen ikke klar , Tøjet 
er mig før dyrt og derfor maa jeg lade det ligge ' 
. O , “ sagde Petersen , . dette Tøi er i Virkeligheden 
ikke saa dyrt . Maa jeg ikke lade det bringe 
hjem til Dem , med Betalingen haster det aldeles 
ikke . “ 
„ Delte Tilbud kan da umuligt være Deres 
Alvor ? “ 

„ Ieg forsikrer Dem , det er mit ramme -- Alvor . 
Dr behøver blot at opgive Deres Adresse , faa skal 
Tøiet blive Dem sendt . I en stor Forretning som vor 
bryde vi os ikke om at give Kredit . “ 
„ Men , “ indvendte Rosalie , „ De kjender mig jo 
ikke , jeg kan jo bedrage Dem . “ 
„ Det gjør De ikke . Vi Forretningsfolk have en 
betydelig Menneskekundskab . Med et Ansigt som 
Deres , gaaer man ikke ud paa at bedrage Nogen , “ 
sagde Petersen galant . 
Rosalie forsøgte at see undseelig ud , hvad der 
ogsaa lykkedes hende meget godt , og svarede : 
„ I Sandhed , dette er et faa fristende Tilbud , 
at jeg neppe veed , hvad jeg skal svare derpaa . “ 
. De slak sige jo , naturligvis , “ sagde Petersen 
. hvad ellers . Det har som sagt flet ingen Hast med 
Betalingen . “ 
Rosalie lød nu som hun ikke mere kunde modstaae 
dette fristende Tilbud , opgav sin Adresse og gik 
efter endnu engang at have fremstammet en forlegen 
Taksigelse . 
Da hun var gaaet , gned Hr . Petersen sine 
Hænder med en fornøiet Mine , og mumlede ved 
sig selv : 

. Bravo , Bravo , hun gaaer i Tøjet , hun gaaer 
i Tøjet . Det vidste jeg nok , jeg saae det den allerførste 
Dag , da hun traadte herind i Boutiken . Jo 
jo , jeg kjender mine Folk ! “ 
Stakkels Petersen , han havde kun liden Anelse 
om at det var ham selv , som „ gik i Tøiet . “ 
Di behøve naturligvis ikke at tilføie at han endnu 
inden Aften sendte det omtalte temmeligt dyre Tøi 
hen til Rosalie . 

Sextende Kapitel 
Petersen gaaer i Fælden . 
Da Rosalie kom hjem og fortalte Søren hvad 
der var fleet , blev denne sidste meget tilfreds og raabte 
idet han gned sig i Hænderne : 
„ Bravo , det gaaer aldeles som jeg havde ventet . 
Nu maa De natuligviis ikke vise Dem i Boutiken i 
nogle Dage . « 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte Rosalie med forstilt 
Uskyldighed . 
„ Naturligviis fordi at han skal komme til Dem : “ 
„ Til mig ? « 
„ Ja , det er klart at De har gjort betydeligt Indtryk 
paa hans Hjerte , siden han saaledes uden Videre 
overlader Dem det dyre Tøi . Nu , da han veed Deres 
Adresse , saa kan De ogsaa være ganske vis paa at 
han snart vil indfinde sig hos en Dem en smuk Aftenslund . “ 


Herpaa var Rosalie naturligsiis ganske forberedt , 
uagtet hun lod som om det var hende noget ganske 
Nyt — Herregud , det klæder altid saa godt at lade 
uskyldig 
Søren ventede nu i flere Dage paa at hans 
Forudsigelse skulde gaa i Opfyldese for at han deraf 
kunde see , hvorledes Forholdet videre vilde udvikle sig . 
Han behøvede ikke at vente længe for at faa dette 
at see . 
Da Hr . Petersen i nogle Dage havde savnet 
Rosalie i Boutiken , tænkte han ved sig selv : 
„ Hun kommer , ikke mere . Oh , jeg forstaaer det 
. godt . Det vil sige saa meget som : Du veed nu at 
jeg er dødelig forelsket i Dig , og Du kjender min 
Adresse , altsaa venter jeg Dig med Længsel . “ 
Denne Slutning var vel ikke synderlig logisk , 
men den tilfredsstillede dog ganske Hr . Petersen , som 
efter nogle Dages Forløb ikke kunde nægte sig den Fornøielse 
at aflægge den smukke Sypige et Besøg . 
„ Hun venter mig , det er aabenbart , tænkte han , 
„ og det vilde være Synd at lade hende vente for . 
gjæres . “ 
Han pyntede sig altsaa en Affen med mere end 
sædvanlig Omhu og tog Veien til Rosalies Bolig . 
Rosalie ar hjcmme . Hun lod meget overrasket 
ved dette Besøg og sagde : 
„ Hvorledes det er Dem , Hr . Petersen , Ah , De 

kommer sandsynligviiS for at kræve mig for Betalingen 
af Tøict . “ 
» Hvor kan De trøe det ? “ sagde Petersen . 
„ De kommer ikke derfor ? “ ' spurgte Rosalie tilsyneladende 
forbauset . 
„ Nei , aldeles ikke . “ 
. Saa fatter jeg ikke , hvad der bringer Dem til 
mig i Affen . “ 
„ Gjør De virkelig ikke ? “ spurgte Hr . Petersen 
med et smægtende Smiil . 
„ Nei , aldeles ikke . “ 
. O , det mener De ikke , De kan ikke mene , det 
er aldeles umuligt . “ - 
„ Det vilde være mig meget kjært om De vilde 
udtrykke Dem lidt tydeligere , “ sagde Røsalie , idet hun 
safte sig i en koket Stilling paa Sofaen . 
„ De vil al jeg skal tale tydeligere ? “ 
. Begriber De da ikke , hvad der bevæger sig i 
mit Hjerte ? “ spurgte Petersen høitideligt . 
„ Nei , “ sagde Røsalie med forstilt Enfoldighed , 
„ del er jo ikke godl for mig at begribe . “ 
„ Og dog troede jeg “ — begyndte Petersen , „ dog 
troede jeg — 
„ Hvad troede De ? “ 
„ At Bi havde forstaaet hinanden/ ' ' 
„ Istedetfor at forklare Dem lydeligere , som jeg 

bad Dem om , saa forekommer det mig at Deres Tale 
bliver mere og mere mørksagde Røsalie med tilsyneladende 
Utaalmodighed . 
Hr . Petersen som ikke havde ventet en saadan , 
om end kun foregiven , Mangel paa Evne til at kunne 
forstaae , begyndte at føle sig noget forlegen , og stammede : 
„ Men , bedste Frøken , har da mine Blikke ikke 
forlængst sagt Dem — ? “ 
„ Hvilket ? “ 
„ At jeg elsker Dem indtil Døden ! “ raabte nu 
Petersen , idet han faldt paa Knæ . 
„ Min Gud , hvad er det De siger ! “ raabte Rosalie 
tilsyneladende forsfrækket , idet han sprang op . 
„ Jeg siger at jeg elsker Dem ! “ vedblev Petersen , 
idet han greb hendes Haand og kyssede den , „ at jeg 
har elsket Dem ligefra det første Øieblik jeg saae 
Dem , og at jeg vil elske Dem lige til min Død , ja 
endnu paa den anden Side Graven — o , Rosalie , 
svar mig , har De da ikke den mindste Smule Medlidenhed 
med mig ? « 
„ Du gode Gud ! « streg nu Rosalie , der affekterede 
at være i stærk Bevægelse , „ hvad er dog dette 
for et Tilbud . Det kommer saa pludseligt og saa 
uventet . “ 
„ Uventet ? “ 
„ Ja , aldeles . “ 

„ O nei , det er ikke Deres Mening . Mine Øine 
maa forlængst have sagt Dem Sandheden og jeg 
troede ogsaa i D-res Blikke at have læst — . « 
„ Hvad troede De at have læst ? ' 
„ At De — at De — 
„ Nu , at jeg ? “ 
„ Kortsagt at De gjengjældte mine ømme Følelser , “ 
raabte Petersen , idet han trykkede hendes Haand med 
fornyet Ivrighed . 
„ Og dersom De nu havde læst feil ? “ spurgte 
Rosalie med et skalkagtigt Smiil . 
„ Læst feil ! Umuligt . “ 
„ Og hvorfor del ? Sæt nu al jeg aldeles ikke 
elsfede Dem . « 
. Sag vilde jeg være det ulykkeligste Menneske 
under Solen , saa — saa — ja , saa vilde jeg ikke 
leve en Time længere ! “ raabte Hr . Petersen yderst 
pathatist idet han slog sig før Brystet . 
„ Er del virkeligt Deres Alvor ? “ spurgte Rosalie , 
idet hun lod som om hun blev rørt . 
„ Ved min Sjæls Salighed ! “ 
„ Vel , jeg vil trøe Dem , “ sagde hun idel hendes 
Forvirring lod til at blive høiere og høiere . „ Og 
jeg — 
Her standsede hun og saae tilsyneladende meget 
førlegen ned mod Jorden . 
„ Nu , og De ! “ raabte Petersen . 

„ Jeg vil ikke være grusom nok tik at holde Dem 
i Uvished længere . — Ja , De havde Ret før , da 
De sagde at De troede al have læst rigtigt i mine 
Blikke . — De har ikke taget feil , jeg er Deres før 
evigv „ O 
hører jeg ret , jeg kan neppe trøe paa min 
egen Lykke ! “ raabte Petersen , idet han sprang op og 
omfavnede Rosalie . „ Min for evig ! O , sig “ det engang 
endnu ! “ 
, , Din for evig , “ hvidskede Rosalie i en saa øm 
Tone som det var hende muligt . 
, , Nu er jeg lykkeligste Menneske under Solen ! “ 
raabte Petersen , , , jeg vil ikke bytte med Kongen selv , 
ja ikke engang med Størmogulen , hvis han levede 
endnu , men jeg troer rigtignok at han er død for 
mange Aar siden . “ 
Da Pe ersen den Aften gik hjem , gned han for . 
nøicr fine Hænder og mumlede : 
Naar jeg nu besøger hende næste Gang , saa har 
jeg Spiller vundet , saa kan hun ikke modstaae mere . 
Hun er jo forelsket i mig som en Rolle i en suur Ost . “ 

Syttende Kapitel . 
Man gaaer videre . 
Hr . Petersen skuffede sig imidlertid betydeligt i 
sine Forventninger med Hensyn til Rosalies Modstandsevne . 
Hun gav ikke efter saa hurtigt som ban havde 
ventet , ja hun lod endog til flet ikke al ville give 
efter . 
Venlige Blikke og Ord , ivethøiste et Kys , det var 
Alt , hvad Peterfen trods alle sine Bestræbelser kunde 
opnaae . 
Og han sparede dog Intet . Han bragte hende 
den ene Foræring efter den anden , . men kom dog ikke 
et eneste Skridt videre . 
Dette kjølnedc dog ingenlunde hans Iver , tvertimod , 
en saadan Modstand havde han endnu aldrig 
mødt , og det forhøjede det Pikante ved Situationen . 
Saasnart han kunde flippe fra Boutiken paa 
nøgen mulig Maade , saa ilede han til Rosalie 

og lagde sit Hjerte og sine Forceringer for hendes 
Fødder . 
Hun modtog begge Dele med den meest smilende 
Mine af Verden , men tilstædte ham dog aldeles 
ingen yderligere Gunstbevisninger . Hun vidste at 
saalænge hun holdt Forholdet vedlige som det var , 
saa havde hun Petersen aldeles i sin Magt , hvorimod 
hun vilde tabe Herredømmet over ham , hvis 
hun gav efter . 
Alt hvad hun . modtog af Petersen , gjemte hun ! 
ester Sørens Befaling paa det Omhyggeligste , for at 
alle disse Sager en Dag kunde benyttes som Beviser 
imod Kræmmersvenden . 
Hidtil havde hun kun faaet Varer af ham , men 
Paa Sørens Tilskyndelse skulde hun nu anmode ham 
om Penge . 
En skjøn Dag sagde hun derfor til Petersen . 
„ Du forsikkrer mig altid saa høit og dyrt om 
Din Kjærlighed , men der er dog en Omstændighed , 
som næsten bringer mig til at tvivle paa den . 
„ Tvivle paa min Kjærlighed ? « raabte Petersen 
bestyrtet . „ Umuligt ! Det kan De ikke mene . “ 
„ Ja det mener jeg rigtignok . “ 
Men hvorfor da ? “ 
„ Kan Du ikke begribe det selv ? “ 
„ Nei , jeg kan kun troe at det er Din Spøg . “ 

„ Det er det netop ikke , jeg taler i fulde Alvor , 
sagde Røsalie bestemt . 
, Men hvad er der da i Veien ? “ 
„ Der er Intet i Veien , men jeg synes at det 
er besynderligt at Du , som er en formuende og en 
flot Kavaleer , vil lade mig , Din Kjæresfe , sidde og 
silde for Livets Ophold som en stakkels Sypige . Det 
maa jo være stødende for Dig selv , især da Du siger 
at Du er formuende , og det krænker mit Hjerte saa 
grusomt , da det faaer mig halvveis til at troe at Du 
ikke Mener det oprigtigt . O Gud , naar Du bare 
vidste hvad jeg har lidt ved denne Tanke . “ 
Da Røsalie havde sagt disse Ord i en meget 
rørende Tone , skjulte hun Ansigtet i sine Hænder og 
gav sig til al græde bitterligt . 
„ Men Herregud Røsalie , det er Noget som jeg 
slet ikke har tænkt paa , “ sagde Petersen yderlig forlegen 
og forvirret over delte pludselige Fortvivlelsesudbrud . 
„ Nei , det vil jeg gjerne troe , Du tænkex vist i 
det Hele ikke saa overmaade meget paa mig , som Du 
forstiller Dig til ! “ raabte Rosalie . , , At tænke sig til 
at Du vil tillade at Din Kjæreste stal sidde baade 
Dag Nat og slide med Naalen , for at tjene sit Smule 
Ophold . O , det er saa tungt for mig , og en stør 
Skam for Dig . “ 

. „ Rosalie , Rosalie , slaae Dig dog tiltaalS igjen , “ 
raabte Petersen . 
. O Gud , naar jeg tænker paa mine Veninder 
og hvad de faae af deres Kjærester , saa maa jeg 
rigtignok sige at jeg er meget ulykkelig . — Du gode 
Gud , hvad skal det blive til , naar vi engang blive 
gifte , jeg er vis paa Du vil blive en reen Tyran 
imod mig . “ 
Petersen vidste flet ikke hvad han skulde sige til 
Alt delte , han bad og besvor hende ikke at være vred 
længere , da han i enhver Henseende vilde opfylde 
alle hendes Ønsker . 
Vi behøve naturligvis ikke at fortælle Læseren 
at Rosalie ingenlunde var uimodtagelig for Trøstegrunde . 
Da Petersen tilsidst lovede at udbeiale hende 
2ä Rd . hver Maaned til hendes Underhold , saa stilles 
de ad som de bedste Venner . 
» I Grunden er det dog en lille Engel , den Rosalie , “ 
sagde Petersen til sig selv da han gik hjem 
igjen . „ Hvor hun er omhyggelig for min Ære . 
Hun er bange for at det skulde nedsælte mig i Folks 
Omdømme , hvis del rygtedes al jeg stod i Forbindelse 
med en slet og ret Sypige , det er der noget 
Scorarlei i . « 
Søren Rise kom jævnligt til Rosalie , for at høre 
Bested om hvorledes Sagerne flrede frem . Da Ro » 

falle nu fortalte ham at han villigt var gaaet ind paa 
hendes Forlangende om en maanedlig Sum , sagde 
han : 
„ Kan De blot fængsle ham endnu et Par Maaneders 
Tid , saa er han tilstrækkelig moden saa have 
vi Beviser nok imod ham ! “ 
„ Jeg slak sige Dem Noget , “ sagde nu Rosalie 
pludseligt . „ Det gjør mig næsten ondt for den stakkels 
Fyr . “ 
„ Gjør det Dem ondt for ham ? “ spurgte Søren 
forbanset . 
„ Ja næsten , Herregud , han har dog aldrig gjort 
mig noget og han seer dog ganske kjøn ud , “ meente 
Rosalie . 
„ Men han er en Tyv , og det en af det farligste 
Slags Tyve , den Slags som omtrent Ingen kan vogte 
sig for . — De er dog vel aldrig gaaet hen og blevet 
forelsfel i ham ? “ 
„ Det vel ikke , ' sagde Rosalie nølende , „ wen hvis 
teg skal fortsætte denne Komedie meget længe endnu , 
saa troer jeg neppe jeg tør svare ganske for mig 
selv . “ 
„ Lad den Daarskab fare , “ sagde Søren i en streng 
Tone . , , De veed vel noksaa godt som jeg , ak Politiet 
som benytter Deres Tjeneste til al opdage Andres 
Historier , lel kunde falde paa al rippe op i Deres 

egne Mysterier , hvis De skulde faae i Sinde at svigte ' 
den gode Sag . “ 
Rosalie skjulte Ansigtet i sine Hænder og blegnede 
pludseligt . Dette var dog kun en ganske forbigaaende 
Bevægelse , hun fattede sig hurtigt igjen , og svarede : 
„ Det kunde naturligvis ikke let falde mig ind 
at svigte den Sag , som De kalder den gode , De veed 
vistnok selv bedst hvorfor . Jeg skal udføre hvad De 
paalægger mig , det kan De være forvisset om . “ 
„ Det stoler jeg ogsaa paa , “ sagde Søren . 
Der paafulgte nu en længere Samtale , som vil 
dog ikke ville meddele her , da Læseren vil erfare deres 
Resultat af de følgende Kapitler . 

Attende Kapitel . 
En god Be » . 
Vi ville nu atter igjen beskjæftige os lidt med 
Hr . Petersen . 
Som vi allerede have fortalt havde denne haabe » 
fulde unge Mand stedse brugt mange Penge , men i 
den sidste Tid , efterat han havde gjort Bekjendlskab 
med Rosalie , saa steg hans Udgifter i en høiest 
uforholdsmæssig Grad . 
I et alvorligt Øieblik faldt det ham ind at delle 
ikke kunde gaae i Længden , der maatte skee een eller 
anden Forandring . 
Det faldt ham dog ikke ind at betragte Sagen i 
chl rette Lys , nemlig saaledes at Feilen laae paa 
hanS egen Side , derved at han brugte for mange 
' Penge , men han saae Sagen fra en ganske anden 
Side . 

„ Mine Indtægtskilder ere for smaae , “ sagde han 
til sig selv , . det er hele Ulykken . Der er jo intetsomhelst 
fornuftigt Menneske i hele den vide Verden , 
som kan komme ud af det med fri Station og tohundrede 
Daler om Aaret . — Den Smule Ertrafortjeneste 
man kan gjøre sig , den forslaaer Heller ikke 
hverken halvt eller heelt . Jeg tør ikke lægge mere 
Beslag paa Pengestuffen end jeg nu gjør , det kunde 
ellers let gaae galt . Det er en forbandet Historie . “ 
Fra hans Standpunkt betragtet , var det ganske 
vist en forbander Historie ikke at have saa mange 
Penge at han kunde tilfredsstille alle sine Lyster og 
Indfald . Han spekulerede derfor meget ivrigt paa , 
hvorledes han bedst skulde bære sig ad med at gjøre 
et eller andet finanksieik Coup . 
Det var imidlertid vanskeligt at udfinde . Da 
han denne Aften forlod Bomikcn , gik han i dybe 
Tanker op til en Konditor , hvor han tog sig et stort 
Glas Toddy for al hjælpe paa Ideerne . 
Som han sad saaledes hensunkel i dybe Tanker , 
uden al lægge Mærke til de øvrige Tilstedeværende , 
vaktes han pludselig af sine Drømmerier ved et 
temmelig stærkt Slag paa Skuldren . 
Petersen saae forundret i Veiret- Han opdagede 
dog snart at det var en af hans gode 

gamle Bekjendte , som havde forstyrret ham i hans 
sørgelige Tanker . 
„ Oh , er der Dig , “ sagde han . „ Du var nær 
ved at gjøre mig forsfrækket . ' 
„ Det kan jeg tænke , “ sagde den Anden leende , 
' „ Du sad jo og spekulerede faa dybt , som om Du 
agtede at tage Ministergraden med det Første . Hvad 
er der i Veien med Dig ? » 
„ Der er Intet i Veien , “ sagde Petersen undvigende 
idet han tog sig en god Slurk af sin Toddy . 
„ Aah , jo vist er der Noget i Veien , det kan 
man jo see med et halvt Øie , “ vedblev hans Ven , 
hvis Navn var Bang , og som forresten var Kræmmersvend 
ligesom Petersen . . Noget er der i Veien , 
det er ganske vist . Har Dn Kjærestesorger ? ' 
» Aah , hvor kan Dn troe det ? « 
. Nu , det er rigtigt , Dn er altfor stor en Udhaler 
til al Dn skulde kunne have Kjærestesorger , “ 
svarede Bang leende . » Men Noget er der imidlertid 
lgall fat med Did , hvad er det ? “ 
„ Aah Passiar , der er Intel galt fat , “ sagde 
Petersen lidt utaalmodig . 
» Jo , min Sjel er der saa , “ raabte Bang , » det 
kan ikke nytte at Dn vil skjule det , det er altfor tydeligt . 
Dn skulde da vel aldrig værr i Pengeforlegenhed . “ 

. Pengeforlegenhed/ ' 
„ Ja , Herregud , det er da en ærlig Sag , som 
kan træffe den Bedste . Er del det der i Veien , hvad ? “ 
„ Og om det nu var der , vilde Dn saa maaskee 
være istand til al hjælpe mig med Dine Kapitaler ? “ 
spurgte Peterseu halvt ondskabsfuld . 
„ Det vel ikke , “ sagde Bang , men jeg kunde 
dog maaskee være istand til at give Dig et godt Raad 
som kunde hjælpe Dig ud af Forlegenheden . “ 
, , Et godt Raad ? Skynd Dig lidt , kom med det ; 
raabte Petersen ivrigt . 
„ Der rilstod Du altsaa ak del virkeligt er Pengevæsenet , 
som irvkkcr Dig ! “ raabte Bang leende . 
, , Jkke sandt/ 
„ Hvis Du bloi har i Sinde al gjøre Dig lystig 
over mig , , , begyndtte Petersen noget stødt . 
„ Nei , nei , “ afbrød Bang ham hurtigt , „ det er 
slet ikke min Mening . Aldeles ikke . “ 
, , Hvad er da Din Mening ? “ 
, , Det skal Du strax faae at vide . — Opvarter , 
to Toddyer . “ 
Da Toddyerne vare blevne bragle vedblev Bang : 
„ For del Første vil jeg kun sige Dig , at det er 
en sfor Dumhed af Dig at være forlegen for Penge . “ 

„ Hvad behager ! “ udbrød Petersen forbauset i 
høieste Grad . 
„ Jeg siger at det er en sfor Dumhed af Dig at 
være i Pengeforlegenhed . “ 
, , Du har vist drukket for meget Toddy i Aften , “ 
sagde Petersen . ' 
„ Aldeles ikke , tværtimod , jeg har snarere drukket 
for lidt , da mine Tanker først blive rigtigt klare , naar 
jeg har sat en tre fire Glas tillivs . Dog , det var 
ikke derom vi skulde tale , men om Din Pengeforlegenhed . 
Bær Dig ad ligesom jeg . Du veed at jeg i længere 
Tid har været uden Plads , men dog lever jeg ligesaa 
slol som Du og del uden at eie en eneste Skilling . “ 
„ Ja , men hvordan Fanden bærrer Du Dig ad 
dermed ? “ spurgte Petersen . 
„ Det er den simpleste Ting af Verden , jeg lever 
af Lykken . “ 
„ Af Lykken ? “ 
„ Ja . “ 
„ Herregud , saa maa Du være meget dum , “ 
sagde Bang , „ forstaaer Du ikke hvad del vil sige al 
leve af Lykken ? “ 
„ Nei ? “ 
„ Af Spil da , begriber Du dei nu ? “ 
„ Ah , Du spiller ? “ 

„ Gudcstelov al der da endelig gik et Lys op for 
Dig , javel spiller jeg . “ 
„ Og det kan Du leve af ! “ 
, , Som Du seer . “ 
„ Men Du kan jo ogsaa tabe ? “ 
„ Ganske vist , men det er altid Ens egen Skyld naar 
man taber . “ 
„ Hvad behager ? “ sagde Petersen forundret er det 
Eens egen Skyld naar man taber i Spil . Jeg troede 
det beroede udelukkende paa det blinde Tilfælde . “ 
„ Det gjør der ogsaa , men Tingen er den at man 
ikke maa lade sig overraske af Tilfældet , men altid vide 
at beherske det/ ' 
„ Det forstaaer jeg ikke , “ sagde Petcterscn . 
Nei det troer jeg gjerne . Du har aldrig været 
bekjendt for al være noget synderligt lyst Hoved , “ 
sagde Bang leende . Sagen er blot den at man skal 
lægge Mærke til om man er i Held eller i Uheld . 
Mærker man en Aften at man er i Uheld , saa holder 
man reent op med at spille den Aften , hvorimod man 
naar man mærker man er i Held skal forcere Lykken 
til det Yderste , man kan være vis paa at den aldrig 
lader Een i Stikken . “ 
„ Da forekommer del dog mig at være noget 
usikkert , “ sagde Petersen og rystede paa Hovedet . 

„ Del er blot en Indbildning . Du maa da indrømme 
mig at et Menneske let kan mærke paa sig selv om 
han i et givet Øieblik er heldig eller uheldig ? ' 
. Jo , det troer jeg nok , ' meente Petersen med en 
eftertænksom Mine . 
„ Godt , ' vedblev Bang , . det gjælder altsaa blot 
om at benytte de Øieblikke , hvori Lykken er over En , 
vA at være forsigtig i de Øieblikke da den er borte , 
saa kan man aldrig tabe men er stedse vis paa at 
vinde . ' 
„ Der kan jo være Noget i det . “ 
. Der er Noget i det , „ sagde Bang idet han igjen 
indkrævede lo Glas Toddy . . Sig mig Petersen , har 
Du nogensinde spillet før . ' 
„ Ja , Whisf . “ 
. Aah det mener jeg ikke . I den Slags Spil 
kan man altid forud beregne til Skilling eller Hvid , 
hvormeget man kan tabe eller vinsi > e . Det duer ikke . 
Nei , jeg mener om Du har spillet Hazard . 
„ Hazard ? “ 
„ Ja , den Slags Spil , hvor Tab eller Gevinst 
følge uafbrudt ovenpaa hinanden . Hvor man i det 
ene Øieblik kan tabe ti Rigsdaler , stien i det næste 
vinde Hundrede . “ 
Nei , den Slags Spil har jeg aldrig spillet i mit 
Liv . « 

„ Du har aldrig spillet den SlagS Spil , og Du 
er i Pengeforlegenhed ? “ udbrød Bang , „ saa bør Du 
ufortøvet tage sat derpaa , Du veed jo nok at naar 
man spiller for første Gang i fil Liv , saa vinder man 
altid . Det slaaer aldrig feil . Kom , følg med mig , 
jeg gaaer netop nu hen til nogle gode Venner , som 
hver Aften morer sig med al slaae et lille Slag . « 
Petersen kunde ikke modstaae denne Indbydelse . 
Udsigerne til den hurtige Gevinst lokkede ham , og efterat 
have gjort endnu nogle tilsyneladende Indvendinger , 
saa gav han efter og samtykkede i at følge med Bang , 
hen til det Sied , hvor hans Venner offredc ni den 
lunefuldeste af alle Gudinder . 

Nittende Kapitel 
En Spillebule . 
Da Bang og Petersen forlode Konditoriet , var 
Klokken allerede over Tolv . Da de kom ud paa Gaden , 
var der derfor temmeligt øde og tomt , og Petersen 
sagde : 
„ Men er del ikke for seent nu til at spille , alle 
Mennesker ere jo nu i Seng . “ 
„ Passiar , “ svarede Bang , . der er netop den allerbedste 
Tid . Skynd Dig nu lidt , og tag Benene med 
Dig ; thi vi have er godt Slykke Vei at gaae . “ 
Med disse Ord tog han sin Ven under Armen 
og tvang ham til at fordoble sine Skridt . 
Bang tog Veien hen til en af Byens Udkanter . 
Her , i en temmelig øde og ubeboet Gade , blev han 
endelig staaende udenfor et temmeligt stort og anseeligt 
Sted . Han saae sig hurtigt om og gik derpaa hen og 

bankede lre af maaltcSlag paa en VindueSrude i Stueetagen . 
Et Øieblik efter aabnedes Vinduet paa Klem og 
en Stemme indenfra hvidskede : 
« Hvem der ? “ 
„ En af de Gamle , “ svarede Bang . 
Disse Ord syntes at være et Slags Feltraab , der 
gav Adgang til Fæstningen ; thi lidt efter aabnedes 
Gadedøren , saa at Bang og Petersen uhindrede kunde 
træde ind i Gangen . 
Fra Gangen kom de først ind i et stort Værelse , 
som var aldeles mørkt . Bang lod imidlertid til al 
kjende Lokaler overmaade godt ' thi med Petersen under 
Armen gik han med faste Skridt henimod en Dør , 
som han aabnede og traadte derpaa med Petersen ind 
i et andet Værelse . 
Delte Værelse var temmelig stort og oplystes af 
en Lampe , der var ophængt i Loftet . Det var meget 
smukt meub ' eret og i Midten stod et stort , langt Bord , 
ved vis ene Ende der sad en kæmpestor Mand , forsynet 
med uhyre Bakkenbarter , der netop var ifærd 
med at lægge Bank . Foruden denne Mand sad der 
endnu en halv Snees Personer ved Bordet . 
Foran dem Alle laae der Penge , meest Dalere og 
Specier , men ogsaa en heel Deel Sedler . 
Dangs og Petersens Indtræden vakte ikke nøgen 
Opmærksomhed , der var ikke engang Nogen af de Tilstedeværende 

som vendte Hovedet om for at see paa 
dem dengang de kom , dertil var man altfor meget optaget 
af Spillet . 
Først da den store Mand , med de uhyre Bakkcnbarier , 
ved Enden af Bordet var bleven færdig med 
at lægge Bank for denne Gang , lod det til som om 
man bemærkede de Nyankomne . 
. Ah , Godaften , “ sagde Kæmpen , idet han reiste 
sig op og gav Bang Haanden , » er det Dem , det glæder 
mig at see Dem , jeg begyndte næsten at blive bange 
for at De skulde svigte oS i Aften . « 
„ Hvor kunde De rroe det ? Det er jo ikke min 
Vane , “ svarede Bang , . jeg har endøgsaa tilladt mig 
at bringe en af mine Venner med . “ 
. Del glæder mig , “ sagde Kæmpen , idet han rakte 
Petersen Haanden , „ det glæder mig , De ved jo nok 
at Deres Venner ogsaa ere mine . — Velkommen min 
Herre , det glæder mig at gjøre DereS Bekjendtskab , 
jeg haaber at De vil gjøre mig den Fornøielse at tilbringe 
mangen lystig Aften her hos mig . Kom , lad 
os drikke et Glas Viin paa vort nærmere Bekjendlstab . “ 
Med disse Ord gik den store Mand heil til er 
Bord , som stod ved en Side , og som var bedækket med 
Viinslasker og Glas . 
Assisteret af Bang fyldte Kæmpen med en sjelden 

Behændighed Glassene , og alle de Tilstedeværende drak 
nu ivrigt paa den nye Vens Sundhed . 
Medens Petersen , der syntes meget godt om denne 
Modtagelse klinkede med sine nye Venner , gik Bang 
og Kæmpen hen i en Krog . 
„ Hvad er del for en Fist ? “ spurgte Kæmpen , idet 
' han med en Hovedbevægelse hcnlydedc til Petersen . 
. En Bekjendt af mig , en Kræmmersvend , “ svarede 
Bang ligesaa sagte . 
„ Har han Syle ? “ 
» Ja og nei , han har sin Principals Pengeskuffe , 
men de han næsten har fomt den i den sidste Tid , saa 
er han kommet herhen for at tjene Mønt . “ 
. Naa saaledes . Er han udlært ? “ 
„ Nei , han forstaaer sig ikke paa Spillet . “ 
» Godt , saa slak han nok blive erpederct . 
Med disse Ord vendte Kæmpen aller tilbage til 
sin Plads ved Bordenden , og raabte , idet han greb 
Kortene : 
» Saa mine Herrer , nu begynde vi igjen . Op 
med Mønten , jeg svarer ligesaahøit som de selv vil . “ 
„ Pas nu paa Spillet , “ sagde Bang , idet han 
satte sig ned ved Siden af Petersen , . Du kan snart 
lære det , det er ganske simpelt . « 
De ? var Landsknægt der spilledes . Dette Spil 

bestaaer som bekjendt deri , at der paa Bordet vplcrggeS 
to Kort , et tilhøire for Bankøren og et tilvenstre , hvorpaa 
Kort for Kort tages af Stammen og lægges i 
Midten . Paa Kortet tilhøire holder de Spillende , 
medens Bankøren holder paa det tilvenstre . Trækker 
nemlig Bankøren , naar der tilvenstre liggeren Syver , 
først en Syver ud af Stammen , saa har han vundet , 
hvorimod han har tabt , hvis han trækker et Kort , 
der svarer til det , som ligger tilhøire . 
Som man seer heraf , er Spillet simpelt nok , og 
let al forstaae , men del har tillige den Ubehagelighed , 
at en Bankør , som forstaaer at pakke Kortene , med 
Lethed kan vinde ligesaa ofte han vil . 
Dette vidste Petersen imidlertid ikke , og de andre 
Offerdyr , der sadde omkring Bordet , vare Heller ikke 
klogere end han . 
„ Værsaagod , gjør Deres Indsats , “ raabte Bankøren , 
idet han lagde Kortene op . , , Bærsaagod , tilhøire 
ligger her en Konge og tilvenstre en Serer . 
Værsaagod og fæl ind . “ 
De Tilstedeværende satte nu rask ind . Bankøren 
tog af og raabte : 
„ Pas nu paa , nu gaaer det , Bonde , Ti , Otte — 
for Fanden , vil der da aldrig komme en Serer — 
Es , Dame , Konge , værsaaartig jeg har tabt ! “ 

Han udbetalte nu Pengene , hvorpaa nye Kort 
bleve lagt op og Spillet gik sin Gang igjen . 
Bankøren tabte næsten hvergang og Petersen sad 
med Forundring og saae paa alle de Penge han udbetalte . 
„ Naa “ sagde Bang , idet han stødte sin Ven i Siden , 
„ skal Du nu ikke ogsaa til at forsøge Din Lykke ? Nu 
maa Du da forstaae Spillet , det er slet ikke svært “ 
Uden at svare greb Petersen i Lommen og tog 
en Femdalerseddel som han kastede paa Bordet . 
Et Øieblik efter trak Bankøren af , Petersen havde 
vundet . 
Delte første Held opmuntrede ham , og han gav 
sig nu til at spille med Iver . Af og til tabte han 
vel , men Le fleste Gange vandt han . Hans ene Femdalerseddel 
blev til en lille Bunke , og da Spillet endelig 
holdt op , havde han vundet trehundrede Rigsdaler . 
. Kan Du see , “ sagde Bang til ham , jeg havde 
Ret . Da Du aldrig havde spillet før , saa var Du 
vis paa at vinde . “ 
Petersen svarede ikke , men hans Øine straalede af 
Glæde , han vedblev at sætte ind og det lod til som 
om Lykken ikke vilde svige ham , thi han vandt omtrent 
uafbrudt . 
„ Nei et saadant Held har jeg aldrig seet Mage 
til i hele mit Liv ! “ raabte Bankøren , „ del er noget 

ganske mageløst . De maa være født i en saare Ivkkelig 
Time , unge Mand . “ 
Imidlertid fortsattes dog Spillet og nu lod det 
som om Lykken blev lidt mere ustadig ; thi Petersen 
tabte nu af og til , men da man henimod Morgenstunden 
stilles ad , saa havde Petersen dog endnu en 
meget betvdelig Gevinst tilbage . 
Overmaade lvkkelig over denne uventede Forøgelse 
af sine Indtægter vendte Petersen hjem , efterat 
han bavde givet sine nye Venner Løfte om ak han 
ganske bestemt vilde komme igjen den næste Aften . 
Han udeblev heller ikke . Del var for ham altfor 
tillokkende en Udsigi til paa en ler Maade at komme 
i Besiddelse af Penge til at han saaledes fluide forsømme 
den . 
Han blev naturligvis modtaget med den største 
Venlighed og Forekommenhed . 
« Naa , min unge lykkelige Ven , “ sagde Bankøren 
idet han trykkede Petersens Haand , „ har De saa 
belavet Den , paa at give os Revance ? “ 
„ Naturligvis , “ svarede Petersen . . Jeg er godt 
forsynet med Mønt . “ 
» Det glæder baade mig og mine Venner her , “ 
svarede Bankøren , „ thi vi ville naturligvis gjerne 

see om det ikke skulde kunne lykkes at pille nogle af 
de Syle fra Dem , som De vandt fra os i Aftes . “ 
„ Det er jeg ganske beredt paa , ' sagde Petersen 
med et overlegent Smil , som om ban var overbevist 
om at ban aldrig kunde tabe . 
Nu begyndte Spillet og Petersen , som nu var 
blevet aldeles grebet af Svilledjævlen , begyndte strax 
med store Indsatser , som om han havde sat sig for 
al han vilde enten vinde eller tabe en heel 
Formue . 
Denne Aften gik del dog ikke faa heldigt for 
ham som den foregaaende . Tab og Gevinst holdt 
omtrent Balance , og da han gik hjem havde han 
kun vundet nogle ganske saae Dalere . 
Del var ikke stort , men det var dog altid en 
Gevinst , og vi behøve naturligvis ikke al fortælle at 
han nu før Fremtiden vedblev al besøge dette Spille- l 
helvede hver Aften . 
Det varede dog ikke længe før Lykken begyndte 
at vende sig . Petersens Gevinst blev mindre og 
mindre og tilsidst forvandlede den sig til Tab paa 
Tab , som bleve slørre og slørre den ene Aften efter 
den anden . 
Disse Tab nedsloge imidlertid ikke paa nogen 
Maade hans Svillelyst , tvertimod , de opflammede 

den endnu mere . Han havde jo i Begyndelsen været 
heldig , meget heldig endogsaa , hvorfor skulde det 
da ikke være tænkeligt at dette Held kunde vende 
Mage . 
Saaledes sagde han til sig selv , og Følgen deraf 
var at han mere og mere hengav sig til det meest 
lidenskabelige Spilleraseri . 
„ Du skal ikke spille mere , “ sagde Bang under , 
liden lil ham paa Skrømt , „ Du seer jo nok , ar 
Heldet har forladt Dig , og naar Heldet er borte , 
saa kan del ikke nytte ar tænke paa at vinde . “ 
§ Bang gav denne Advarsel med velberaad Overlæg , 
thi han vidste at der er Inlet , som mere op ' flammer 
en Spillers SMelyst end at sige lil ham 
al han ikke har Held med sig . 
Beregningen viste sig ogsaa her at være ganske 
rigtig . Istedetfor at lytte iii sin Vens tilsyneladende 
velmeente Advarsel , saa smilte han haanligt og fordoblede 
sine Indsatser . 
„ Jeg kan ikke labe evigt , “ meente han , » Helder 
maae engang komme tilbage , det gjælder kun om at 
holde ud . “ 
Og han holdt ud , men det hjalp ikke . Spillebordet 
var for ham et altopslugende Gab , der 
fortærede Alt , hvad han kastede deri . 

Han kunde ikke skjule sin Fortrædelighed over 
disse Tab og ben deraf opstaaede Pengeforlegenhed 
for Rosalie , som snart ogsaa fik lokket ud af ham , 
hvad der var Grunden dertil . 
Hun berettede troligt Søren All hvad hun havde 
faaet at vide . Da han havde faaet at vide at 
Petersen spillede og hvor han spillede , udstødte han 
et Glædesskrig og raaabte : 
„ Saa har jeg ham snart , det kan ikke være 
Andet ! “ 

Tyvende Kapitel . 
Det Barsfe . 
Næste Dag gik Søren op til Petersens Principal 
og forlangie en Samtale med ham under ftre 
Øine . 
Han var naturligvis civil klædt for al hans 
Uniform ikke skulde opvække Mistanke . 
Da de nu sadde sammen i Hr . Sommers lille 
Kontor spurgte denne : 
. Tør jeg spørge , hvem jeg har ben Ære al tale 
med ? » 
» Mil Navn er Søren Rise , og jeg er ansat ved 
Opdagelsespoliliek , “ lød Svaret . 
Hr . Sommer gjorde ufrivilligt et Hop paa Stolen . 
Han havde aldrig i sit Liv havt nogetsomhelst 
med Politiet al gjøre , og del var ham høiest ubehageligt 
al komme til at staae i nogensomhelst Berørelse 
med denne meget nyttige , men alligevel under 

visse Omstændigheder høiest ubehagelige Autoritet . 
„ Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg ? “ 
spurgte han med denne eiendommelige , ubehagelige 
Følelse , som ikke engang den , der veed sig aldeles fri 
for Brøde , kan beherske , naar han pludseligt kommer 
til at staae ligeoverfor en af Lovens Haandhævere . 
„ Jeg maa i Forveien sige Dem , “ svarede Søren , 
„ ar det dreier sig om en meget ubehagelig Sag . ' 
„ En ubehagelig Sag ? “ 
„ Ja . * 
„ Men hvor i Alverden kan jeg vel have ubehagelige 
Sager ar afgjøre med Politiet ? « raabte 
Sommer forbauset . 
. Sagen dreier sig heller ikke om Dem , “ svarede 
Søren beroligende . 
„ Om hvem da ? “ 
. Har De ingen Anelse derom ? ' 
„ Nei . “ 
„ Nuvel , saa nødeS jeg altsaa ni al forklare mig 
reenl ud . Jeg kommer her i Anledning af Deres 
Svend , eller Kommis , som jeg kroer de kalder den 
Slags Folk . “ 
„ Min Svend , Perersen ? “ raable Sommer ' 
yderst forbauset . 

„ Ja . « 
„ Hvad er der da med ham ? “ 
» Noget meget Slemt , er jeg bange for , ja , jeg 
tør desværre næsten sige at jeg er overbevist derom , “ 
sagde Tøren . 
« Vil De da ikke behage at forklare Dem nøiere , “ 
sagde Sommer idet han utaalmodig sad og dreiede 
paa sit Lommetørklæde . 
„ Tingen er den at jeg af en Grund , som jeg 
ikke behøver at gjøre Regnsfab for , fattede Mistanke 
om at Deres Svend , Petersen bestjal Dem . “ 
„ Bestjal mig , “ raabte Sommer overrasket , „ maa 
jeg bede Dem om vel at husfe paa , hvad det er De 
siger ? “ 
. Jeg haster det meget godt , « sagde Søren roligt , 
„ Altsaa , jeg fattede Mistanke om at Petersen var utro , 
og jeg besluttede derfor at udspeide hans Skridt for 
at samle Beviser imod ham . » 
„ Og det lykkedes Dem ? “ spurgte Sommer meget 
spændt . 
„ Kun tildels , jeg har nemlig endnu ikke Beviser , 
som kunne have juridisk Gyldighed , hvorvel jeg er 
fuldkommen moralsk overbevist om hans Brøde . » 
Sommer trak Veiret betydeligt lettere og spurgte 
nu i en næsten haanlig Tone . 

„ Men hvad i Alverden vil De da her , naar 
De ikke kan bevise hvad De siger ? “ 
» Jeg er naturligviis blot kommet her , for at 
bede Dem om at være paa Deres Post og “ al “ hjælpe 
mig med at overbevise ham om hans Urcdelighed . 
„ Er det virkelig Deres Alvor ? “ spurgte Sommer , 
hvem Blodet steg stærkt til Hovedet . 
„ Ja , naturligvis . “ 
Hr . Sommer sprang nu op , rettede sig i sin 
fulde Høide og stillede sig foran Søren , hvem han betragtede 
med harmfulde Blikke , idet han sagde : 
„ Og et saadant Tilbud vover De at gjøre mig ? 
Kan De bevise at Petersen er en Tyv , vel , saa er det 
godt , og saa har De Ret til al komme her og sige 
det , men det er lavt og lumpent al komme op og 
fordre mig lil at lægge Snarer for el Menneske , der 
efler hvad jeg lroer er uskyldig . Hvilken Ret har 
De i det Hele laget havt til at udspeide Petersens 
Handlinger , og hvilken Grund har De dertil . Hvem 
garanterer mig for al ikke hele Deres Fremgangsmaade 
er fremkaldt af den . laveste Hævnfølelse ? Veed jeg vel 
om De ikke kan have el eller andet Udstaaende med 
Petersen , som De nu vil hævne Dem for paa denne 
Maade ? Hvis De virkelig er saa vis i Deres Sag 
som De siger , hvorfor afgjørcr De saa ikke Sagen 

alene ? Hvorfor kommer De da ril mig og forlanger 
at jeg skal være Deres Spion og Medhjælper ? “ 
„ Men , Hr . Sommer , De misforstaaer mig aldeles , “ 
begyndte Søren . 
. Nei , “ afbrød Sommer ham barskt , . jeg misforstaaer 
Intel . For mig stiller Sagen sig kun saaledes 
al De er et Menneske , der vi ! Petersen ilde . Han 
har været i mil Huus fra Barn af , han er saa godt 
som min Søn , og jeg froer nok al jeg kjender ham - 
godt nok til al kunne foragte Deres lumpne Paastand , 
jeg maa derfor bede Dem om ikke ak tale mer- om 
den Sag , men snarest muligt befrie mig for Deres 
Nærværelse , der er mig i høieste Grad ubehagelig . 
De kan tage den Forsikkring med Dem ak Deres Ord 
ikke paa mig har gjorr del allerringeste Inbtyk . “ 
Søren forsøgte desuagtet endnu al tale den 
Gamle liftene , men del var aldeles forgjæves . Hr . 
Sommer vilde Inlet høre og Søren havde saaledes 
intet Andet tilbage al gjøre end al rage sin Hal og 
gaae igjen med uforrettet Sag . 
Sommer saa efter ham med et hævnfuldl Blik , 
idet han mumlede ved sig selv . “ 
„ Jeg har aldrig kjendl Mage fil Frækhed . Saadan 
en Fyr , han kommer her og vil have mig fil ar 
agere Spion ? Der er næsten utroligt . -- 

Hr . Sommer var en i alle Henseender brav og 
sfikkelig Mand . Ler fremfor Alt desjæledeS af en 
Følelse der ikke er synderlig sjelden blande ældre Folk , 
nemlig Følelsen af ar Ler var uværdigt for en honnet 
Borgermand ar indlade sig i nogensomhelst Maskepi 
med Polniei . Poliriei var narurligviis en meget god 
Indretning , mente han , men der skulde holde sig indenfor 
sine egne Enemærker , gribe Tyvene , naar de 
stjæle , og saa lade det være godr dermed . 
Og nu denne Beskyldning mod Perersen , der 
saldr ham ikke er eneste Øieblik ind ar iroe paa den . 
Del var hans fulde og faste Overbevisning al Søren 
Rise kun gik ud paa , af en eller anden hemmelig 
Grnnd , ar styrke den stakkels Peiersen i Ulykke . 
„ Del vilde jo være yderst lumpen ! af mig , “ lænkle 
Sommer , „ om jeg vilde række Haand lil ar føre en 
Anden i Ulykke , og Andel gaaer denne Beljents Bestræbelser 
ikke ud paa . “ 
Der fald ! ham ikke ind er eneste Øieblik al mislænke 
Peiersen , irods der som nylig var bleve ! sagl 
ham . De : forekom ham ar være aldeles mænkelig og 
umulig ! eu den , som ban havde : agel sig af som sil 
ege : Barn slulde kunne lønne ham paa en saadan 
Maade . 
Desværre , bei som vi allermindst lroe , haabe 
eller venle , de ! indiræffer som oftest allersnarest . 

Enogtyvende Kapitel 
Katastrofen . 
Hr . Sommer brød sig saalidt om hvad Søren 
havde fortalt ham , at han end ikke fandt det nødvendigt 
ak foretage dei allerringeste Skridt i den af 
ham antydede Retning . Del faldt ham aldeles ikke 
ind at see nøiere efter end han tidligere havde 
gjort . 
Og det havde dog været godt , hvis ban havde 
gjork det ; ber bavde været godt for ham selv , og 
sandsynligviis godt for Petersen med ; thi denne sidste 
Herre havde nu forsøgt Lykken saalænge , al ban ikke 
paa nogen Maade var istand kil al gjøre det 
længere . 
Han havde angrebet Bouiikssluffen lil det Yderste , 
han havde laant , hvorsomhelst han kunde komme afsted 
dermed , han havde solgt og pantsat de fleste af sine 

Klæder og hvilke Gjenstande han ellers eiede , og endelig 
hvad der var del Værste , ban havde udstedt 
falsfe Verler . 
Alle de Penge han paa disse forskjellige Maader 
havde samlet , vare alle gaaede den samme Vei , de 
vare alle forsvundne paa Spillebordet . 
Den ene Aften efter den Anden var han gaaet i 
Spillebulen med fyldte Lommer , naar han vendte filbage , 
saa vare de regelmæssig rømte . 
Han forbandede sit Uheld , og forundrede sig over 
al Heldet ikke vilde komme igjen , men det kom ikke 
uden som Lygiemænd , for at føre ham endnu dybere 
ind i Fordærvelsen . 
Endelig blev hans Stilling forhutlet . Hans 
Hjælpekilder vare aldeles udiømte , han kunde ikke 
mere spille og de falsfe Vexler vare forfaldne i Løbet 
af faae Dage . , 
Del var en høist ubehagelig Stilling at være i , 
og Petersen følte sig nærved at fortvivle . Vi sinde 
ham en Aften siddende paa Kanten af Sengen med 
Hovedet skjult i sine Hænder , og piinr af de forfærdeligste 
Tanker . 
Han kunde ikke spille mere , enhver af HanS 
Hjælpekjælder vare udfømt « , og om saae Dage vilde 
de falsfe Verler komme for Dagens Lys . 

„ Dersom jeg dog blot kunde forsøge Lykke » en 
eneste Gang , “ mumlede han , , , hvem veed , om da 
Bladet ikke kunde vende stg , og om jeg ikke snart 
kunde vinde alt dei Tabte tilbage . “ 
Det er denne Tanke , der som en Lygtemand 
jager alle Spillere i Ulykke . Heldet kan vende tilbage 
det kan ikke blive borte for evigt . 
Men uheldigvis havde Petersen nu Intet mere 
tilbage , hvormed ban kunde friste Lykken . Enhver 
s Hjælpekilde var udtørret , ban var aldeles blank . 
Han vi inte og piinte sin Hjerne for at sinde vaa 
Hjælpemidler til ak reise sine forfaldne Finansier paa 
Fode , men det var ham aldeles umuligt al finde paa 
Noget . Enhver Udvei syntes aldeles spærret . 
Da grebes ban pludselig af en Tanke . Hans 
Principal havde nøgle Dage i Forveien indkasseret 
en betydelig Sum , som nu laae gjemt i Kontoret 
nede bag Butiken . 
Der var Penge . Hvis ban nu tog dem og fristede 
Lykken med dem , hvem veed om ban da ikke kunde 
vinde alt det Tabte tilbage igjen i nøgle saae Timer ? 
Øenne Tanke lod ham ikke have Ro . Han , 
reiste sig op fra sin siddende Stilling og gik høiest 
urolig op og nedad Gulvet . Endelig saae han sig 

om i Kammeret , som kun oplystes af et svagt brændende 
Lys , Drengen laae roligt og sov i Sengen . Klokken 
var næsten tolv , Huusbeborrne vare gaaede eil Rø , 
han kunde saaledes uden nogen Fare sætte sit Forehavende 
i Værk . 
Han vaklede endnu nogle Minuter , derpaa syntes 
han al tage sin Beslutning . Han greb sin Har og 
nogle Nøgler og listede sig nedad Trappen . 
Nøglen til Boutiken havde han stedse i Forvaring 
og Døren indtil der lille Kontor kunde han aabne 
med Nøglen til sit eget Kammer . Der var kun Jernvengestrinel 
tilbage og al aabne del , frembød heller 
ingen særegne Vanskeligheder , da Petersen vidste , hvor 
Nøglerne vare henlagte . 
Han vaklede endnu lidt . Vel have han i mange 
Aar været en Tyv , da han jævnligt havde laget af 
Skuffen , men dette var noget , som ban ikke gjorde 
sig nogen Samvittighed af , da han følte sig overbevist 
om at de Flesfe as hans Lige gjorde det Samme , og 
benyttede sig af Leiligheden ; men dette her , at tage en 
stor Sum ud fra dette Sted hvor den var gjemt , del 
indgjød ham i Øieblikket en vis Samvittighedsuro . 
„ Dumheder ! mumlede han endelig hen for sig 
selv , „ dette er jo intet Tyveri men blot et Laan , jeg 
bringer jo Pengene igjen i Morgen tidlig . “ 

Denne Tanke beroligede hans Samvittighed , og 
i det næste Øieblik havde han Skabet aabnet . 
Maanen skinnede svagt indad Vindnet og salte 
ham istand til at sinde den rigtige Pakke , som indeholdt 
Pengene . 
Han lukkede atter Skabet omhyggelig ! til og 
listede sig nu alter ud af Kontoret og Boutiken 
igjen . 
Ved Døren blev han dog staaende og foer sammen , 
det forekom ham som om han havde hørt en 
Lyd , som af Nogen , der nærmede sig . Del var dog 
Inlet , overbeviste han sig om efter et Øiebliks Lytten , 
del var kun hans ophidsede Fantasi , der havde spillet 
ham et Puds . 
Han slyntc nu sig afsted saa hurtigt hans Been 
kunde bære ham , hen ti ! Spillebulen , hvor HanS 
Sjæbnc skulde afgjøres . 
. Ieg har aldrig havt saa mange Penge hos mig 
før , ' tænkte han underveis , „ og del kan ikke feile andet 
end al del maa bringe Lykke . Pengene have en magnetisk 
Tiltrækningskraft , som aldrig fornægter sig . 
Netop som han sagde delte til sig selv , havde han 
naaet sit Maal , og faae Øieblikke efter sad han mellem 
sine Bekjendte ved det grønne Bord . 

„ Ere I nu godt beslaaede i Aften ? “ raabte 
Petersen , saasnart han havde taget Plads , thi jeg 
vil lade Eder vide at jeg har sat mig for at ville 
sprænge hele Banken i Aften . “ 
„ Del er rigtigt , saaledes skal det være , “ svarede 
Bankøren , „ man sial altid spille høit , det er det eneste 
Fornuftige . Tabet kan vel saa blive stort , men saa . 
svarer ogsaa Gevinsten dertil . “ 
Spillet , der et Øieblik var blevet afbrudt ved 
Petersens Ankomst , begyndte nu igjen med fornyet 
Iver og Interesse . 
Petersen var , som naturligt er , i en meget ophidset 
Sindsstemning . Han vakte de Andres Opmærksomhed 
ved sine Indsatser , der denne Aften vare langt 
større end sædvanligt . 
Pakken han havde taget i sin Principals Skab , 
indeholdt tre tusinde Daler , derom havde han overbeviist 
sig paa Veien hen til Spillebulen . 
Han begyndte med at holde et havlhundrede Daler 
ad Gangen og det synes som om Lykken denne 
Aften havde i Sinde at smile til ham igjen , ' thi de 
første Gauge han holdt var han heldig og vandt . 
Men Lykken vendte sig snart . Blændet af sit 
øjeblikkelige Held , fordoblede han sine Indsatser , idet 
han sagde : 

„ Jeg er i Held i Aften , og som jeg sagde Eder 
før , I skulle faae at see at feg sprænger Banken i 
Aften . “ 
Men denne Spaadom gik , desværre ikke i Opfyldelse . 
Spillet endte denne-Aften ligesom alle de 
foregaaende med at Petersen blev aldeles blanket af . 
Da den sidste Skilling endelig var borte , sad 
Petersen et Øieblik og stirrede vildt og fortvivlet hen 
for sig . Han var frygtelig bleg og han formaaede 
neppe at holde sig opreisf . 
De Andre brøde sig imidlertid ikke det Mindste 
om hvorledes det var fat med ham , men spillede 
ganske roligt videre . 
Endelig sagde Bankøren : 
„ Naa Petersen , skal De ikke spille mere . “ 
Petersen foer op , som af en Drøm og saa ubestemt 
paa Bankøreren , som om han ikke ret forstod 
hvad denne sagde . Derpaa strøg han sig med Haanden 
over Panden og raabte : 
„ Spille , jø naturligviis spiller jeg . Jeg holder 
hundrede Rigsdaler . “ 
„ Det kan jeg lide , “ svarede Bankøren , « men 
maa jeg ikke for en Ordens Skyld bede om at faae 
Mynten at see . 
» Jeg holder de hundrede paa Æresord , “ stammede 
Petersen . 

» Et Æresord fylder meget lidt i Lommen , “ sagde 
Bankøren i en temmelig haanlig Tone . „ De veed 
jø desunden nok at her ikke spilles med Andet end 
Kontanter . “ 
„ Men De kjender mig jo saa godt , “ sagde Petersen 
i en bønlig Tone . » De veed jo at De er sikker 
nok paa Deres Penge , hvis jeg taber . “ 
. Man er aldrig sikker paa Penge , før man 
har dem i Haanden , “ sagde Bankøren koldt og 
bestemr . 
Petersen saae ' sig forvildet om , som om han 
søgte Een , af hvem han kunde laane ' Penge til 
at fortsætte Spillet med . Blot han kunde forsøge 
Lykken en eneste Gang endnu , saa var det jo 
dog muligt at alf det Tabte kunde vindes tilbage 
igjen . 
Men alle de , som sadde rundt om Bordet , 
syntes aldeles ikke at være tilgængelige for nogen 
barmhjertig Følelse mod ham . De gav slet ingen 
Agt paa ham , men fortsatte roligt det paabegyndte 
Spil . 
Spillere bryde sig kun om Folk , som have Penge , 
og nu , da Petersen ikke havde flere , existerede han 
ikke mere for dem . 
Petersen var netop ifærd med at aabne Munden 
for atter at gjentage sin Begjæring om at maatte 

spille paa Æresord , da hele Scenen pludseligt fik 
et andet Udseende . 
Der hørtes nogle stærke Slag paa Døren , og 
en barsk Stemme raabte udenfor : 
„ Luk op i Kongens Navn ! “ 
Alle Spillerne fore op og saae bestyrtede paa 
hinanden . Al Politiet havde opdaget dette Spillehelvedx 
var en Omstændighed som de allermindst af 
Alt havde ventet . 
De slode et Sekund eller to aldeles raadvilde 
og stirrede paa hverandre . 
Da gjentoges Bankningen paa Døren og nu 
hørtes den samme barske Stemme som atter gjentog 
de samme Ord : 
„ Luk op i Kongens Navn ! “ 
„ Lad dem vente lidt , “ hvidsfede nu Bankøren , 
som syntes af være den , som først gjenerholdt sin 
gamle Fatning . „ Lad os først putte Pengene og 
Kortene i Lommen , og lad os saa see , hvad de 
Godtfolk kunne gjøre os , naar de komme ind og 
finde Alting forsvundet . “ 
Dette Raad var godt , og man gav sig ufortøvet 
til af efterfølge det , men fik dog ikke Tid til 
af bringe det i Udførelse ; thi niestest samme Øieblik 
sprængtes Døren ved et stærkt Slag og ind styrtede 
Søren Rise fulgt af fire Betjente . 

Søren ilede strar hen til Bordet , fremtog en , 
lille Sølvhaand , lagde den paa Bordet og sagde h 
med høi Røst : 
„ I Kongens Navn lægger jeg Beflag paa Alt 
hvad her findes , og opfordrer Dem Alle til af følge 
med til Stationen . “ 
Paa Stationen , til Politiet , disse Ord floge 
Petersen med en Rædsel og Angst , som var nærved 
at berøve ham Besindelsen . 
Kom han nu til Politiet , saa var han jo redningsløst 
fortabt . 
Men hvorledes kunde han undgaae det ? 
Hvorledes flnide han vel kunne redde sig bort 
herfra ? — 
Han følte at det næsten var ude med ham , og 
netop denne Følelse gav ham en hidtil ukjendt Kraft 
og Energi . 
Betjentene vare i dette Øieblik fornemmeligt 
beskjæftigede med at bringe de paa Bordet tiloversblevne 
Penge i Sikkerhed , og der var kun posteret 
en Betjent ved Døren . 
Petersen benyttede sig af dette Øieblik , slyrtede 
henimod Døren , kastede Betjenten omkuld og slyrtede 
ud paa Gangen og ud af Gadedøren , som man ikke 
havde aflaaset igjen . 

Søren Rise , der ledede denne Expedition , havde 
ogsaa forsømt at sætte en Betjent paa Vagt udenforDøren , 
hvorfor det lykkedes Petersen at undslippe 
ved hurtigt at dreie nedad en Sidegade . 
Hele denne Begivenhed gik langt hurtigere 
end vi kunne fortælle den . 
Søren Rise siar Tænder af Raseri » da han saae 
at Petersen var undsluppen . Det var jo navnlig 
for at fange ham al han havde sat sig i Spidsen 
for dette Tog . 

Toogtyvende Kapitel . 
Et uventet Møde . 
Petersen slyrtede afsted saa hurtigt som hans 
Been formaaede at bære hum , uden selv at vide hvor 
han kom hen og uden ar bryde sig derom . Blot han 
kom bort , langt bort fra Politiets Nærhed . Det var 
Hovedsagen for ham . 
Endelig var han kommet ud i en af Alleerne 
udenfor Byen , og her sank han endelig udmattet om 
paa en Bænk . 
Han søgte nu at samle sine Tanker , og først nu 
begyndte del ak staae rigtigt klart for ham , hvorledes 
han egentlig var faren . 
Hjem turde han ikke gaae . Der var ingen Tvivl 
om at Tyveriet vilde blive opdaget næste Dag og at 
han vilde blive overbevist om at være skyldig deri , 
og saa — saa var Tugthuset det Sted , som ventede 
ham . 

Nu først , da hans Skjæbne ikke mere stod til at 
forandre , følte han klart og tydeligt i hvilken Afgrund 
han havde styrtet sig . Nu først blev det ham klart 
at han ikke var Andet end en Forbryder , der hvert 
Øieblik maatte vente at blive ramt af Lovens 
hævnende Arm . 
Hvad skulde han nu gribe til ? spurgte han sig 
selv . Hvor skulde han gaae hen for at undflye 
Poliliet , som udentvivl snart vilde komme paa Spor 
efter ham ? 
Han blev grebet af en frygtelig Fortvivlelse . 
Det syntes ham at han nu kun havde en eneste 
Udvei — Døden . 
Denne Tanke bragte ham til at gyse , men den 
blev dog stærkere og stærkere hos ham . Var ikke 
Døden at foretrække fremfor den Skam og Skjændsel , 
som saa sikkert ventede ham ? 
Jo , det maatte saa være , sagde han tilsidst til 
sig selv , idet han reiste sig op fra Bænken , og 
langsomt vandrede videre , henad Peblingesøen til , 
» det maa saa være , jeg har^ intet andet Redningsmiddel 
tilbage . “ 
Veien var tom og øde , og Dagen begyndte nu 
at grye . Han gik langsomt ned ad Kjærlighedsstien 
og stirrede ned i Vandet . 

Det er imidlertid let nok at beslutte at ville døe , 
men det er langtfra saa let at bringe det i Udførelse , 
og Petersen tøvede derfor en Stund med at udføre 
sin Beslutning . 
Hvormeget Mennesket end ønsker sig Døden , saa 
er det dog alligevel kun faae , som have Mod nok til 
at møde den i det afgjørende Øieblik . 
Petersen vandrede langsomt frem og tilbage , 
piint af sin Sjælekval og sin Angst for Døden , 
Hans Hjerne arbeidede , saa Hovedet var nærved at 
springe , men han fandt ikke nogensomhelst Udvei , 
der kunde frelse ham fra det Uundgaaelige . 
Flere Gange tog han Tilløb for at styrte sig i 
Søen , men slandsede altid igjen paa Halvveien , som 
om han holdtes tilbage af en usynlig Haand . 
„ Ak , “ mumlede han ved sig selv , „ hvorfor mon 
jeg dog ikke har Kraft nok til at gjøre det afgjørende 
Spring , istedetfor ved denne Ubestemthed selv al forlænge 
mine Lidelser ? “ 
Endelig samlede han hele sin Energi , slog 
Armene overkors , og sagde til sig selv : 
„ Nu stal det være , nu eller aldrig ! “ 
Med disse Ord gav han sig til at ile hen mod 
Vandet , men netop som han naaede det , blev han rast 
revet tilbage og en raae Stemme sagde : 

„ Saa sagte , saa sagte min Ven . Det er ikke 
sundt at tage kolde Bade saa tidligt paa Morgenstunden , 
og især ikke , naar man er fuldt paaklædt . “ 
„ Det kan jo være Dem det Samme , “ sagde 
Petersen vredt . 
. Saamænd , “ sagde den Fremmede , „ det kan det 
i Grunden ogsaa , for enten De lever eller døer , det 
kan jo være mig ligemeget . Men jeg holder nu 
engang ikke af at Folk gaae hen og drukne sig , 
og derfor vil jeg heller ikke have at De skal gjøre 
det . “ 
» Men jeg maa , “ raabte Petersen , „ jeg har 
ingen anden Frelse end Døden . “ 
„ Saa , “ sagde den Fremmede , „ ja , det tænker 
man undertiden , men man betænker sig bog alligevel 
igjen . Lad De os lo fælle os ned paa den Bænk 
derhenne , faa skal De see , saa gaar nok Grillerne 
bort . “ 
» Aldrig , “ sagde Petersen , men lod sig dog af 
sin nye Ven lede hen til en nærstaaende Bænk , 
hvorpaa de toge Plads . 
Den Mand , som havde forhindret Petersen i at 
springe i Vandet , havde just intet indbydende Udseende . 
Han saae ud til at være nogle og fyrgetyve 
Aar gammel og havde et temmelig sordrukket Ansigt . 

HanS Klædedragt var laset og hullet , og det saae ud 
som om han var aldeles ubekjendt med Brugen af 
Linned . 
Da de havde tager Plads sagde denne Mand : 
„ Sig mig nu , hvorfor Fanden De vilde drukne 
Dein ? “ 
. Nei , ikke for Alt i Verden ! ' 
„ Naa , naa , De behøver ikke at tage saa heftig 
paa Vei , “ sagde Manden beroligende , „ forresten var 
det jo ogsaa et dumt Spørgsmaal af mig , da del 
jo er en given Ting at Folk kun aflive sig af to 
Aarsager , enten ulykkelig Kjærlighed eller Pengesorger . 
Det er sandsynligviis ogsaa en af disse Grunde , og 
hvilken af dem der er , kan jo i Grunden være mig ligemeget . 
Kun saameget vil jeg sige Dem , at den 
største Dumhed man kan gjøre , det er at tage Livet af 
sig , thi man veed hvad man har , men man veed Pinedød 
ikke hvad man faaer , og del er idet hele taget 
er stort Spørhsmaal , om der i den den anden Verden 
er bedre at være end her . “ 
Del var nu blevet fuldkomment lyst og den 
Fremmede tog nu Petersen skarpt i Øiesyn og betragtede 
ham opmærksomt . 

Da han stiltiende havde betragtet ham i nogle 
Minnutler udbrød han endelig : 
„ Der forekommer mig al jeg skulde kjende Deres 
Ansigt . “ 
„ Saa ! “ sagde Petersen i en stødt Tone , idet 
han kastede et foragteligt Blik paa den Ubekjendtes 
Ydre . 
„ Ja ganske vist , jeg har seer Dem før , “ vedblev 
den Fremmede . 
„ Dei troer jeg dog neppe , “ meente Petersen . 
„ Men jo mere jeg seer paa Dem , desfo mere 
vis bliver jeg derpaa . Bliv lidt , lad mig tænke mig 
om — jo rigtigt , nu har jeg det , Deres Navn er 
Petersen . “ 
„ Det er rigtigt , “ sagde Petersen forundret . 
„ Og De er Kæmmersvend , eller Handelskommis , 
som det kaldes med et finere Navn , “ vedblev den 
Fremmede . 
„ Ogsaa dei er rigttigt , men hvorfra i Alverden 
veed De dog det ? “ 
. Hvor jeg vred det fra , ja der er netop Tingen . 
Jeg har ikke altid gaaet saaledes klædt som jeg for 
Øieblikket gjør , og hvis De tænker Dem lidt om , og 
seer noget nøiere paa mig , saa kan det ikke feile 
Andet end at ogsaa De maa kunne gjenkjende mig . 

Petersen kastede et besynderligt foragteligt Blik 
paa sin nye ^Vcn . Trods den ulykkelige Stilling 
han var i , var han dog endnu altfor stolt ttl at tænke 
sig Muligheden af at han skulle kunne zhave noget 
nærmere Bekjendtskabet til en Person i saa lasede 
Klæder . 
Imidlertid , medens han betragtede denne Ubekjendte , 
synes der al opstige dunkle Erindringer i hans 
Sjæl . Han gned sine Øiue sagde endelig : 
„ I Sandhed , det forekomme ogsaa mig at jeg 
har seet Deres Ansigt et eller andet Sted før . “ 
„ Gjenkjender De mig ikke ? « 
„ Nei , jeg kan ikke hilste hvem De er , men dog 
forekommer det mig al . jeg har ralt med Dem før . « 
„ Det har De ogsaa , tidt og mange Gange , men 
dengang saae jeg rigtignok ikke ud som nu . See 
blot nøie paa mig , saa kommer Te nok paa det . “ 
Petersen tænkte og tænkte , men lige langt kom 
han . At han havde seet den Fremmede før , det var 
hævet over enhver Tvivl , men hvor og naar var det 
ham aldeles umuligt at erindre . 
„ Nei “ sagde han endelig , „ jeg veed slet ikke , hvor 
jeg skal føre Deres Ansigt hen , uagtet det mere og 
mere forekommer mig bekjendt . “ 

. Der kan man see , hvorledes Tiden kan forandre 
Alt , siden den endogsaa kan gjøre gamle Venmr 
ukjendelige for hverandre . “ 
„ Gamle Venner ? “ 
„ Jo unge Mand , jeg har været en af de første 
Venner , som har mødt Dem paa Livets slibrige 
Vei . “ 
» Det forstaaer jeg ikke . » 
„ Ikke ? “ 
Nei , ikke en Smule . “ 
„ De har da aldeles glemt den , som indtog den 
Plads De endnu har , inden De kom tilden ? “ 
„ Hr . Rose ? “ 
„ Ja har Øe glemt ham ? “ 
„ Nei , aldeles ikke , men Øe vil da vel ikke sige 
at Øe er — “ 
, , Hr . Rose , “ afbrød den Fremmede ham , „ jo 
netop , det er mig selv . See rigtigt paa mig , saa vil 
Øe udentvivl ogsaa kunne gjenkjende mig . “ 
Nu var del ligesom der faldt et Slør fra Peterjsens 
Øine . Jo , det var virkelig den fordums saa 
1 elegante og pyntelige Hr . Rose , men ak hvor forandret . “ 
„ Men sig mig dog , “ begyndte Petersen . 

„ Hvorledes jeg er kommet i denne Stilling , ikke . 
Ak det er en lang Hisforie . Sig Øe mig hellere 
hvorfor Øe vilde tage Livet af Dem . “ 
„ Det er ogsaa en lang og sørgelig Hisforie , “ 
sukkede Petersen . 
„ Naturligviis , “ nikkede Rose . „ Øe er blevet 
hængende fast ved disse smaa Ertrafortjenester , ikke 
sandt ? “ 
Petersen nikkede og sukkede dybt . 
„ Jo , jo , jeg kunde lænke del var gaaet saaledes , “ 
sagde Rose . „ Og nu har man opdaget det Hele ? “ 
„ Jdeimindsfe vil det skee om lidt . « 
, Og del kan ikke sljules ? “ 
„ Umuligt ! “ 
„ Stakkels Fyr , del gjør mig ondt for Dem , “ sagde 
Rose . „ Hvad har De nu i Sinde at tage Dem 
for ? “ 
. Det veed De jo , jeg vil døe ? “ 
„ Aah Passiar , saadan tænkte jeg engang med , 
men det har jeg opgivet for længe siden . Naar Alt 
kommer til Alt , er Live ! det Bedste vi have , og det er 
aldrig Umagen værdt at kaste del bort for Ingenting . 
Jeg har nu for mange Tider sat mig ud over saadanne 
Smaating , og lever nu som jeg kan bedst , glad over 
den Dag i Dag og ubekymret for den i Morgen . “ 

„ Men , “ stammede Petersen , „ betænk at jeg er 
saaledes stillet at jeg hvert Øieblik kan vente at blive 
grebet af Politiet . “ 
„ De . l er rigtignok slemt , “ meente Rose , « men 
Politiet er ikke nær saa skarpsynet som man undertiden 
bilder sig ind . Skjul Dem indtil Deres Historie er 
glemt igjen . “ 
„ Men hvor ? “ spurgte Petersen , « jeg har jo ikke 
en eneste Ven i hele den vide Verden . “ 
„ Passiar , De har jo mig . De kan foreløbig 
blive hos mig og hjælpe mig med mine Forretninger , 
al sige , naar De først har forandret Deres Dragt og 
faget Deres Skjæg af og klippet Deres Haar for at 
Ingen slol kjende Dem . “ 
« Har De en Forretning ? “ spurgte Petersen yderst 
forbauset . 
„ Ja , det er rigtignok ingen Grossercrforretning , “ 
sagde Rose smilende , „ men Herregud , man hjælper sig 
lsom kan . Siden jeg forlod Boutiken , saa har jeg 
rigtignok gaaet mange besynderlige Skjæbncr igjennem , 
men nu har jeg endelig slaaet mig til Roe med at 
blive Jæger . “ 
Jæger ? “ 
„ Ja , det vil sige jegf . jager ikke vilde Dyr , men 
kun Katte der forresten somme Tider kunne være vilde 
nok . “ 

„ Katte , De jager Katte ? “ 
„ Javist . ' 
„ Hvad bruger De dem til ? “ 
„ Ih , jeg slaaer dem og sælger Skindet til Bundt « 
mageren . Det betaler sig ikke saa . galt , men den 
Forretning kan ikke gaae hele Aaret rundt , da Skindene 
ikke Lue i Fældelidcn . Derfor har jeg desuden 
nogle andre smaae Forretningsgrene . “ 
^Og det er ? » 
. Jeg finder for Erempel Hunde . “ 
„ De finder Hunde ? ' spurgte Petersen , der blev 
mere og mere forbauset . 
„ Ja . ' 
„ Men hvorledes bærer De Dem ad dermed ? ' 
spurgte Pefersen . 
„ Ganske simpelt , jeg lægger Mærke til hvor der 
i et Huus er smukke Hunde , helst Skjødehunde , som 
tilhører formuende Folk . Saa passer jeg paa , og 
naar Moppe gaaer sin Morgentour , saa tager jeg den 
ved Vingeben ' 
„ Naa , og saa ? “ 
„ Og saa ? Saa kommer der naturligvis næste 
Dag et Avertissement i Avisen , der udloves en respekfabel 
Ducør for Hundens Tilvejebringelse . Saa 
bringer jeg Hunden tilbage og fortæller en rørende 
Historie om i hvilken ynkelig Forfatning jeg har 

fundet den . Saa faaer jeg min Betaling , og den er 
sommetider ikke saa ganske lille endda . “ 
. Det var da en besynderlig Forretning , “ meente 
Pefersen . 
„ Ja Herregud , “ sagde Røse , „ man hjælper sig 
som man kan , man kan ikke altid danse paa Roser i 
denne Verden . Hovedsagen er at leve og have sit 
Udkomme , og det kan man dog for det meste have , 
og naar det gaaer altfor galt , saa har man altid 
Gaarden tilbage . « 
„ Gaarden ? “ spurgte Pefersen forundret . 
„ Ja , Ladcgaardcn , “ sagde Røse roligt . Del er 
jo rigtignok ikke nøget behageligt Opholdssted , men 
om Vinteren er del døg bedre end siet Ingenting . 
Jeg har i det Hele taget vænnet mig af med at være 
^storagtig og fornem . Jeg er blevet Filosof , jeg tager 
Livet som det falder , og bryder mig Pokkeren ikke om 
den Dag i Morgen . “ 
Petersen skjulte Ansigtet i sine Hænder og faug 
en Tidlang , idet han tænkte over hvad Rose havde 
fortalt . 
Hvad var dette ikke for el Liv , som han havde 
vmtall . Al slaae Karte og stjæle Hunde , for at bringe 
dem tilbage igjen , som fundne , mod en god Ducør . 
Al man paa den Maade skulde kunne danne sig en 
EristentS , havde han aldrig tænk ! sig Muligheden af . 

Han vaktes igjen af sine Drømmerier af Rose , 
som slog ham paa Skulderen , og sagde : 
„ Naa , min Ven , sid nu ikke der og fald i Stave . 
Op med Hovedet og lad os see at liste hjemad . Jeg 
har mine Grunde til at see al komme hjem inden del 
bliver altfor lyst og altfor høit op paa Dagen . Jeg 
kunde gjerne tilfældigvis støde paa Een eller Anden , 
som gjenkjendte mit elskværdige Ansigt , og det vil jeg 
døg helst undgaae . “ 
„ Hjem ! “ sagde Petersen , „ jeg har jø intet Hjem . “ 
. For Pokker , jeg mener , gaae hjem med mig , “ 
sagde Røse . „ Som jeg sagde før , jeg trænger til 
Medhjælp ved min Forretning , og da De nu for 
Øieblikket ikke har Andet at tage Dem til , saa meente 
jeg det kunde være ganske passende for Dem . Jeg 
vil desuden kunde hjælpe Dem til at undgaae Politiets 
Sporhunde . “ 
Petersen betænkte sig endnu et Øieblik , men ikke 
længe . Han havde jø intet Valg . Hvor modbydelig 
den Tilværelse som Røse tilbød ham , end maatte 
forekomme ham , saa maatte han dog være glad ved 
Tilbudet , da ingensomhelst anden Udveistod ham aaben . 
„ Vel , “ sagde han „ jeg modtager Deres Tilbud . » 
„ Det kunde jeg nok tænke , “ sagde Aose . „ Kom 
saa , lad os see at liste af . “ 
Med disse Ord tog han Petersen under Armen 
og gav sig til at gaae indad Byen tii° 

Petersen fulgte ham uden at gjøre Modstand , 
men dog opfyldt af Væmmelse og Angst . Hvergang 
han i det Fjerne saae en Politibetjent , foer en voldsom 
Gysen igjennem ham . Røse bemærkede del godt , 
men han sagde ganske roligt , idet han smilede r 
» Disse Foonemmelser gaae nok over igjen , 
min Ven , naaar først man bliver rigtig vant til 
dem . Det gaaer med det , som med Alt i Verden , 
det er en Øvelse . “ 

Treogtyvende Kapitel 
Hr Roses Hjem 
Petersen syntes ak denne uhyggelige Vandring 
aldrig vilde faae Ende , men endelig standsede dog 
hans Ledsager udenfor et gammelt og meget forfaldent 
Sted i Adelgade . 
„ Saa , “ sagde Rose , „ nu ere vi hjemme , men 
del er alligevel ikke saa ganske let at finde Leiligheden “ 
„ Det var det heller ikke ; thi Veien gik først 
igjennem Gadedøren , derpaa over Gaarden og indad 
en smal Dør , som førte ind til en lang , snever Gang 
ved hvis Ende der var en forfalden Trappe , som 
istedetfor Rækvær var forsynet med et gammelt , fidtet 
Toug til at holde sig i . 
Da man endelig var kommet op af denne Trappe , 
stode vore to Helte i en lang , smal Gang , der var 
ganske mørk . Rose var imidlertid huusvant her , og 
han gik uden at betænke sig fremad , indtil han siandfede , 

idet han bankede paa Noget , som Petersen formodede 
var en Dør , medens han streg : 
„ Luk op derinde , det er mig ! “ 
En underlig brummende Lyd lod sig nu høre 
indefra , og faae Øieblikke efter aabnedes Døren . 
„ Saa , væersaagod træd indenfor , og besee min 
Leilighed , “ sagde Rose . 
Med disse Ord gik han ind i det , som han 
kaldte sin Leilighed , og Petersen fulgte nølende efter , 
idet han med en Blanding af Forbauselse og . Væmmelse 
saae sig om . 
Leiligheden bestod af et eneste , lille forfaldet og 
smudsigt Kvistværelse . Der var kun et eneste Vindue , 
og de halve af dets Ruder vare borte og ^erstattede 
med Papir . Væggene bestode af raae , uhøvlede Brædder , 
der sandsynligvis aldrig havde været malede eller betrukne 
med Papir . I den ene Krog af dette pragtfulde Gemak 
stod en lille brystfældig Kakkelovn , hvorfra en underlig 
fedtet og sveden Dunst slog Petersen imøde . 
Møblementet svarede fuldkomment til Leiligheden . 
I en Krog laae nogle gamle Pjaller og et Par Kaffesække , 
det var Sengen . Midt paa Gulvet stod en 
temmelig stor Pakkassc , den tjente som Bord , og ved 
Siden ad det stode to Bøtter med Bunden i Veiret , 
de forestillede Stole . 

Den hæse , brummende Lyd , som Petersen havde 
hørt førend Døren aabnedes , hidrørte fra et stort , 
robust Fruentimmer , med et hæsligt , rødblusset Ansigt . 
Hun var iført en Dragt , der i enhver Henseende 
dannede et Sidestykke til den Hr . Rose havde paa . 
Dette Fruentimmer modtog ikke Hr . Rose og hans 
Ven paa den meest artige Maade . Saasnart hun 
fik Øie paa Petersen , stemmede hun Armene i Siden 
og raabte med høi , skingrende Stemme til Rose : 
„ Hvad er det far en Fisk , Du der ' . bringer med 
Dig ? “ 
» Det er fiel ingen Fisk , “ sagde Rose med sin 
uforstyrrelige Rolighed , » men en god gammel Bekjendt , 
som det er gaaet tilbage for , og som nu vil hjælpe 
mig med min Forrelniiig . — De skal ikke bryde Dem 
om , “ vedblev han derpaa henvendt til Petersen , » at 
min Kone er lidt fremfusende , for hun mener ikke 
Noget dermed , hun har et ejegodt Hjerte . “ 
Det forekom rigtignok Petersen at Meningerne om 
Fru Roses gode Hjerte kunde være betydeligt deelte , 
men han sagde del ikke . Han indskrænkede sig blot 
til at mumle nogle Ord mellem Tænderne . 
„ Maa jeg spørge Dig om dei er Din Mening 
at han skal blive her hos os , “ vedblev Damen , uden 
at bryde sig om de faldne Yttringer . 

„ Jo , del er det rigtignok , “ sagde Rose , „ han er 
kommet i Fidtefadet , skal jeg sige Dig og nu har han 
ingen Steder at tage hen . “ 
> Naa saaledes , “ sagde Konen i en mildere Tour . 
/ „ Han er altsaa Een af Vore ? « 
„ Ja , idetmindste er han da paa gode Veie til 
det . “ . . 
„ Naa , saa velkommen da , “ sagde Fruentimmeret , 
idet hun rakte Petersen Haanden med et Smiil , der 
skulde udirykke Velvillie . 
Petersen greb hendes Haand og mumlede Nøget 
om at han følte sig særdeles smigret over hendes venlige 
Modtagelse . 
„ Naa , lad det nu være nok med alt det Passiar , “ 
sagde Rose lidt utaalmodig . „ Vi ere ligefremme Folk , 
der ikke bryde oS om Komplimenter . Kad os nu faae 
noget Frokost , thi jeg er dvævleblændt sulten . “ 
Istedetfor at svare gik Fruentimmeret hen til Kakkelovnen 
og fremtog en lille Leeepande , hvori fandtes 
noget Kjød , der var stegt i Kakkelovnen . Panden 
satte hun hen paa den føromtalte Pakkasse og fremtog 
derefter et Stykke Rugbrød , som hun gav sig til at 
sfjære i Skiver , medens hun sagde : 
„ Saa , værsaagod og spiis . “ 

„ Vi ere ikke indrettede paa stort Selskab , som De 
seer , “ sagde Rose , „ vi have kun to Stole , men det 
Savn troer jeg nok jeg kan afhjælpe . “ 
Han gik nu hen i en Krog af Værelset , og vendte 
tilbage med en stor Træklods , hvorpaa han selv satte 
sig , medens de Andre loge Plads paa de omvendte 
Bøtter . 
Sjøndt Petersen nu følte sig sulten , saa kostede 
det ham døg overordentlig Anstrengelse at deeltage i 
dette Maaltid , der var saa ubehageligt og saa ureenligt 
som han aldrig havde tænkt sig at et Maaltid kunde 
være . 
Imidlertid maalte han gjøre Vold paa sig selv og 
tvinge nogle Mundfulde ned . Efter nogle Øieblikkes 
Forløb kom der en stor Brændeviinsflaske paa Bordet , 
og Petersen saae med Forbauselse paa hvilke store 
Kvantiteter af denne Drik Rose og hans Kone , som 
han kaldte hende , kunde sætte tillivs . 
„ Brændevinen , “ sagde Rose , „ det er en Universalmidicin , 
som kurrerer for alle Sørger . See blot 
at faae Smag paa den , saa glemmer De snart al 
Verdens Besvær og Fortred . “ 
„ Hør Rose , “ sagde nu hans Kone , „ der er en 
Ting , som forekommer mig høiest besynderlig . “ 
„ Og hvad er det , min Engel ? “ 

„ Ikke Andet end at det er noget løierligt at to 
saadanne gamle Venner og Fortrolige som Du og ham 
der , I sige De til hinanden . “ 
„ Det har Du Ret i min Engel , det er i Grunden 
ogsaa løierligt , “ sagde Rose , , , men det er et Forhold , 
som der snart kan raades Bod paa . Kom 
Petersen , lad os drikke Dus . Jeg haaber da ikke at 
De vil afslaae Deres Livs Frelser en saadan Gunstbeviisning . “ 
Petersen følte vel ingen synderlig Tilbøielighed 
til den omtalte Ceremoni , men han gav dog efter for 
Ønsket , og samtykkede beredvilligt . Og havde han vel 
Andet al gjøre , vilde ikke Stolthed og Hovmod være 
ilde anbragte i den Stilling , hvori han nu befandt sig . 
Brændeviinsglassene bleve altsaa fyldte . Petersen 
og Rose slyngede Armene sammen og fømte 
Glassene paa een Gang . 
„ Saa Du gamle Borger , nu er det gjort , “ 
sagde Rose , „ men nu er vi Duskammerater og Venner 
lige til Dommedag . “ 
Petersen følte sig ikke overordentlig opmuntret ved 
denne Udsigt , men herved var jo Intet at gjøre , 
Imidlertid blev Maaltidet endt og Levningerne bleve 
satte tilside . 
Da dette var gjort , gik Konen bort , og da de 
vare ene , sagde Røse : 

» Saa min Ven , nu er det nok bedst at vi tænke 
paa Dit Toilette . “ 
„ Mit Toilette ? “ 
Ja naturligviis . Det er da klart at Du ikke 
kan gaae om i den Dragt uden at blive nappet inden 
fireogtyve Timer . “ 
„ Det har Du desværre Ret i/ ' sagde Petersen 
sukkende , “ men jeg har ikke nøgen anden Dragt al 
tage paa . “ 
„ Aah , jeg tænker nok jeg kan slaae saamange 
gamle Pjalter sammen som Du behøver , “ sagde Røse , 
„ vent lidt , saa fial jeg see ad . “ 
Han gik nu hen i en Krog og vendte lidt efter 
tilbage med nogle pjaltede Klædningsstykker . 
„ Og der troer Du jeg vil tage paa ? “ raabte Petersen 
fortrydelig . 
„ Naa , min Unge , ikke saa kjæphøi , “ sagde Røse 
kolblodig . “ De Dage da vi To kunde give Greven 
ere forlængsf forbi , nu gjælder det for os forst og 
fremmest om at undgaae Politiets Snushaner . Du 
kan da nok begribe at Dit Signalement om et Par 
Timers Tid er bekjendt for alle Støverhundene , og 
fæl nu at En eller Anden af dem faldt paa ar komme 
herop , det vilde rigtignok blive en mindre behagelig 
Affære baade for Dig og for mig . Vil Du undgaa 

Politiet , saa maa Du gjøre Dig saa ukjendelig 
som muligt og det kan kun skee ved at følge mit 
Raad . “ 
Petersen maatte mod sin Villie give ham Ret og 
gav sig til at trække de hæslige Klædningsstykker 
paa . 
Da dette var gjort , samlede Rose Petersens aflrukne 
Klæder sammen i en Bylt og sagde : 
„ Nu lader jeg Stine slaae disse Sager i Hartkorn , 
del kan altid hjælpe lidt paa FinanlSvæsener . “ 
Derpaa lagde han omhyggeligt Klæderne hen i 
en Krog og sagde derpaa : 
, , Saa det var Klæderne . Nu komme vi til Dit 
Hoved . “ 
„ Mil Hoved ! “ raabte Petersen halvt forsfrækket . 
, , Ja , det maa nalurligviis ogsaa undergaae en 
Forandring ligesom alt det Øvrige . Hovedet er jo 
den Deel af Mennesket , som lettest kjendes , og derfor 
maa Dit undergaa en total Forandring , hvis Du 
vil undgaae at blive gjenkjendt . “ 
, , Men , hvorledes skal det gaae til ? “ spurgte 
Petersen angst , idet han kom til at tænke paa at han i 
Romaner havde læst om Forbrydere , som havde gjort 
sig » kjendeligt , ved at ætse deres Ansigter med Syre , 
og pludseligt kom til at frygte for at Røse vilde forejtoge 
en lignende Operation med ham . 

„ Aah , det er snart gjort , “ sagde Røse , idet han 
fremtog en Sar . „ Sæt Dig nu ned , saa slak Du see 
at Du snart skal blive til et nyt og bedre Menneske . “ 
Petersen adlød og satte sig ned paa Bøtterne . 
Røse gav sig derpaa til at afklippe hans Haar og 
Skjæg ganske kort . 
„ Saa , “ sagde han , da han var færdig , „ nu 
har Du faaet et ganske andet Udseende . Naar Du 
nu lægger et Plaster over det ene Øie , saa vil ikke 
Satan selv kunde gjenkjende Dig . See bare selv . “ 
Med disse holdt han et lille Stump Spejlglas 
henimod Petersen som blev ganske ilde tilmode ved at 
see den Forandring som var foregaaet med ham . 
Han der før havde lignet en Løve og sat en Mr « , 
deri , han saae nu fuldstændigt ud som en af Men « 
neskehedens Udskud . 
Han svarede ikke Røse paa dennes sidste Bemærkning , 
men faldt i Tanker , af hvilke han først vækkedes 
ved Lyden af Roses Kones Stemme : 
„ Ei , ei , “ sagde hun , “ saa Du har faaet ham 
pyntet ! Det kan jeg lide ! nu ligner han da mere 
os Andre end før . “ 
Det lød Petersen koldt nedad Ryggen , da han 
høne disse Ord . Det forekom ham som om det var 
en Udtalelse af at han nu var funket saa dybt som 
han vel kunde synke . Og var han i Virkeligheden 

ikke ogsaa del ? “ — Jo desværre , han kunde ikke 
skjule det for sig selv . Overvældet af sine Følelse 
bøiede han uvilkaarligt Hovedet og følte at Taarerne 
vare lige ved at slyrte ud af Øinene — Dog , disse 
Mennesker maatte ikke see hans Svaghed , de vilde 
ikke kunne forstaae den . Han gjorde derfor en voldsom 
Anstrengelse paa sig selv for at synes rolig , og 
han sagde derfor , idet han søgte at frembringe et 
Smiil : 
„ Det forekommer mig ogsaa ar jeg er tilmode som 
om jeg var nyfødt , i disse Klæder . “ 

Fireogtyvende Kapitel 
Opdagelsen 
Vi ville for et Øieblik forlade Hr . Petersen , og 
vende oS til andre Personer i denne Historie . 
Da Drengen om Morgenen vaagnede paa sit 
og Petersens fælles Kammer , blev han en Deel forundret 
ved at see at Petersen endnu ikke var kommet 
hjem . 
Han saae paa Uchet . Jo , Klokken var omtrent 
saa mange al Boutikken skulde aabnes , og ved den 
Tid pleiede Petersen ellers altid at være nærværende . 
Drengen lo ved sig selv og tænkte : 
, , Naa , i Nat har han da rigtig gjort sig lystig . 
Det vil blive en drei Tour for ham at staae i Boutikken 
i Dag . “ 
Som en samvittighedsfuld Øreng , der nødig vil 
støde sin nærmeste Foresatte , Svenden for Hovedet , 

lod han det næsten vare en halv Time over den sædvanlige 
Tid inden han gik ned og lukkede op . 
Endelig kunde han ikke opsætte det længere , hvis 
han ikke vilde udsætte sig for selv at faae dygtige 
Skjænd af sin Principal og han skyndte sig derfor 
med at aabne Boutikken . 
Da dette var gjort , stillede han sig i BoutikSdøren 
og kiggede nedad Gaden , men der var intet Spor 
at see af Petersen . Der gik en Time , der gik to , men 
han var og blev borte . 
Endelig blev Klokken elleve og Hr . Sommer selv 
kom ned i Boutiken . 
„ Er Petersen syg ? “ spurgte han , da han savnede 
sin Svend . 
„ Nei , “ svarede Drengen . „ Han gik ud iaftes , 
men er ikke senere kommet tilbage . “ 
„ Hin , hm , “ sagde Sommer , „ bare han ikke er 
kommet tilsfade og har brækket en Arm eller et Been . 
„ Jeg kan ikke paa anden Maade forklare mig hans 
Udeblivelse . “ 
Ørengen tænkte ved sig selv at man ogsaa kunde 
forklare Petersens Udeblivelse derhen , at han maaskee 
om Natten havde drukket formeget og gjort Spektakler 
og var kommet paa Stationen , men han beholdt 
klogeligt sin Mening hos sig selv . 

Hr . Sommer gik nogle Gange op og nedad 
Gulvet , tittede ud af Døren efter Petersen og mumlede 
af og til : 
„ Høist besynderligt , høist besynderligt . ^ 
Tilsidst gik han ind i sit Kontor for at skrive nogle 
Breve og føre Noget ind i sine Bøger . 
Han havde ikke længe været derinde , før han 
kom tilbage igjen i Boutiken . Han var bleg som er 
Lig og sagde med rystende Stemme til Ørengen : 
„ Mærkede Du ikke noget Usædvanligt i Petersens 
Væsen i Astes ? “ 
Ørengen saae forundrer paa ham og svarede : 
„ Nei , han var som sædvanlig . “ 
„ Er Du vis derpaa ? “ 
“ „ Ja , del troer jeg da idetmindste . “ 
Hr . Sommer sagde ikke mere til Ørengen , men 
gav sig alter til at gaae heftigt op og nedad Gulvet , 
idel han mumlede mellem Tænderne : 
„ Gud give min Mistanke ikke maa være begründet , 
Gud give den maa være falst . “ 
Grunden til Hr . Sommers ophidsede Væsen 
var naiurligvis den at han havde savnet de Penge , 
som Petersen havde stjaalet , og da Petersen nu 
var boric , faldt hans Mistanke uvilkaarligt paa 
ham . 

Øg dog gjorde han sig al mulig Umage for at 
bortvise denne Tanke igjen , men den kom altid tilbage 
med fornyet Styrke . Jo længere Tiden stred frem , 
desto mere overbevist blev han om at Petersen 
dog virkelig var den , der havde forøvet dette 
> Tyveri . 
Det faldt ham dog ikke ind at anmelde dette 
til Politiet . Hvor meget Tabet af disse Penge 
end generede ham i Øieblikket , saa vilde han dog 
bære dette Tab uden at gjøre Noget til at Petersen 
/kunde blive mistænkt eller straffet derfor . 
Det kunde jo være , tænkte han i sit stille Sind , 
at han alligevel bedømte Petersen for haardt . — 
Skinnet var jo rigtignok imod ham , men det havde 
man seet saa ofte før , og alligevel havde Skinnet 
bedraget . 
Time gik efter Time , men der kom ingen 
Petersen . Hr . Sommer sukkede og syntes at denne 
Dag var den ulykkeligste i hans Liv . 
Endelig blev det Middag . Som han sad hensunken 
i sine sørgmodige . Tanker , gik Døren op og 
Søren Rise traadte ind . 
Hr . Sommer ^gjenkjendte ham strar og gav ham 
ved Tegn at forstaae^ « ! han skulde følge ham ind i 
hans lille Kontor . 

Søren adlød Vinket , og faae Øieblikke efter 
sadde de lo Herrer ligeoverfor hinanden og betragtede 
hinanden i Stilhed . 
Søren var den som først brød TauSheden , idet 
han sagde : 
» I Dag er jeg blot kommet for at spørge Dem 
om Deres Svend har væeree hjemme i Nat . « 
Hr . Sommer trak Veiret en heel Deel lettere , 
da han hørte dette Spørgsmaal . Da han saae 
Søren Rise træde ind , frygtede han nemlig for at 
Petersen allerede kunde være paagcebet og Tyveriet 
opdaget . 
. Nei , “ sagde han . 
. Og han er heller ikke kommet hjem endnu ? ' 
vedblev Søren . 
. Nei , desværre , jeg antager han maa være 
bleven syg . ' 
. Denne Frygt er vistnook uden Grund , ' sagde 
Søren , „ thi i Nat befandt han sig i bedste Velgaaende . « 
/ 
„ Har De da seet ham i Nat ? “ 
“ Ja . ' 
„ Hvor ? “ 
. I en Spillebule . « 

» I en Spillebule ? “ 
-Ja , og bet i en af de værste . Et Sted , hvor 
han er kommet i længere Tid , og hvor han bar tabt 
betydelige Summer . “ 
Hr . Sommer skjulte Ansigtet i sine Hænder 
og taug . 
„ Navnlig i AfieS , “ vedblev Søren , » tabte han 
saa betydelige Summer , at han ikke kan være kommet 
i Besiddelse af dem paa nogen ærlig Maade , det er 
umuligt . Jeg er derfor kommer her for ar spørge 
Dem , om De ikke savner et eller andet større 
Beløb . “ 
„ Jo jeg gjør , “ sagde Sommer efter nogen 
Betænkning , „ der er i Nat forsvundet en temmelig 
betydelig Sum her fra mit Kontor . Jeg siger Dem 
dog delte i al Fortrolighed , fordi jeg veed al Sagen 
alligevel neppe kan blive skjult , men jeg vil paa ingen 
Maade have al det skal udlægges som øm jeg beskyldfe 
Petersen for al have fager den . Jeg vil ikke 
bidrage del Mindste ril at styrte ham i Fordærvelse . “ 
Og dog er der ingen Tvivl om al han har 
rager disse Penge . Bi have fanger alle Spillerne , 
netop med Undtagelse af Deres Svend , og de have 
Alle forklaret at han i Aftes var i Besiddelse af 
usædvanligt mange Penge , “ 

„ De har altsaa ikke sat Petersen fast tilligemed 
de Andre ? “ 
„ Nei , han undløb , men vi faae ham nok fat 
snart , han kan ikke skjule sig længe , “ sagde Søren i 
tillidsfuld Tone . 
Der foer en Gysen gjennem Sommer da Søren 
sagde disse Ord . Han kunde ikke udholde den Tanke 
at den , som han saa længe havde betragtet som sit 
eget Barn , skulde blive grebet af Politiet og behandlet 
som enhver anden Misdæder , ligegyldigt , hvor skyldig 
han end var for Resten . 
Efter nogen Betænkning sagde han : 
„ Hr . Rise , De vil kunne forstaae mine Følelser , 
naar jeg beder Dem om , ikke at gjøre Dem Umage 
for at finde den Ulykkelige . Det er kun mig hant 
har krænket , og jeg tilgiver ham , lad ham derfor være 
straffet nok ved den Elendighed , hvori han har slyrtet 
sig selv . « 
. Del gjør mig ondt , at jeg ikke kan opfylde I 
Deres Begjæring , “ sagde Søren koldt . „ Min Pligt 
er det at efterspore Forbryderen , og den vil jeg følge 
til det Sidste . “ 
„ Ogsaa i dette Tilfælde ? “ 
„ Ja . “ 
„ Men naar jeg nu beder Dem om at skaane 
ham ? “ — 

„ Saa hjælper det Intet , ' sagde Søren Rise koldt , 
idet hans Ansigt antog et ulykkespaaende Præg . „ Ligeoverfor 
Petersen skylder jeg ikke alene min Stilling 
at forfølge ham til det Yderste , men jeg skylder mig 
det tillige selv , da han har bragt stor Ulykke over 
mit Hoved . « 
„ Hvorledes det ? “ 
„ Del vil jeg ikke fortælle Dem nu , da den blotte 
Erindring derom er nok til al bringe mit Blod i 
Kog . — Jeg har nu ikke mere at gjøre her , jeg har 
faaet Vished i min Formodning , og jeg kan nu 
handle derefter . — Godmorgen ! “ 
Med disse Ord greb han sin Hat og var ude 
af Døren før Hr . Sommer kunde forhindre hans 
Bortgang . 
Efterat Søren Rise var gaaet blev Hr . Sommer 
endnu en Tidlang siddende paa det samme Sted , 
uden al røre sig . Denne Ulykke var kommet saa 
pludseligt og uventet over ham at den næsten overvældedæ 
ham aldeles . 
Endelig lod det til som om han tog en rast 
Beslutning . Han reiste sig op , og saae ud som en 
Mand , der er fuldkommen enig med sig selv om hvad 
han vil gjøre . 

„ De skulle ikke faae ham , “ mumlede han ved 
sig selv . “ 
Han gik nogle Gange op og nedad Gulvet , 
endelig sagde han : 
„ Hvor meget Petersen end har gjort mig imod , 
saa vil jeg dog ikke taale at han falder i Politiets > 
Kløer , det vilde være altfor tungt for mig at bære og 
saa for Een til . “ 
Med disse Ord gav han sig til langsomt at gaae 
ovenpaa i sin egen Leilighed . 

Femogtyvende Kapitel . 
Fader og Datter . 
Hr . Sommer gik som sagt ovenpaa i sin egen 
Leilighed , der bestod af nogle smukt udstyrede 
Værelser . ' 
HanS Kone var død for flere Aar siden , og 
hans Datter , Lydia bestyrede nu HanS Huusholdning . 
Da Sommer kom op , sad Lydia ved Vinduet 
og saae ned paa Gaden . Saasnart hun hørte 
Faderens Skridt , vendte hun Hovedet om og 
sorsfrækkedcs over hans blege og alvorlige Ansigt . 
Hun sprang strax op og raabte : 
. Hvad feiler Dig , er Du syg ? “ 
„ Nei , “ sagde Sommer , „ jeg feiler Intet . “ 
. Hvad er der da gaaet Dig imod ? Noget er der 
i Veien , det kan jeg see paa Dig . “ 

„ Der er ogsaa Noget i Veien , meget Sørgeligt , “ 
sagde Sommer idet han satte sig ned . . For det Første 
er jeg blevet bestjaalet . “ 
. Bestjaalet ? “ 
„ Jo . “ 
„ For noget Betydeligt ? « 
„ Aah ja , men dette Tab kan jeg Gud være lovet 
bære , dette er ikke det Værste . “ 
. Du gode Gud , er der da skeet mere endnu ? “ 
spurgte Lydia angst . 
„ Ja , desværre . Veed Du , hvem Tyven er ? “ 
sagde Sommer . 
„ Hvor skulde jeg vel kunne vide det . “ 
„ Du har Ret , Du kan ikke ane det , men det vil 
smerte Dig dybt , naar Du erfarer det , “ sagde Sommer 
medlidende . 
„ Men for Gud i Himlens Skyld , saa sig mig 
dog hvem det er ? “ 
„ Det er desværre den , af hvem vi mindst skulde 
have ventet det — Petersen . “ 
„ Du gode Gud ! “ raabte Lydia . det er umuligt , 
aldeles umuligt . “ 
„ Nei desværre , ver er ingen Tvivl derom mere , “ 

sagde Sommer , „ jeg har altfor klare Beviser til at 
jeg kan tvivle . “ 
Han fortalte hende nu saa lempeligt og flaansomt 
som muligt hvad var var sieet . 
Lydia var bleg som en Død og stirrede med en 
Verden af Fortvivlelse i sine Øine paa Faderen medens 
hans talte . Det forekom hende al denne Beskyldning 
var usandsynlig at det ligefrem var en Umulighed den 
kunde være sand . 
Hun havde længe elsiet Petersen og baade denne 
og Faderen vidste del . Faderen lagde ingen Hindringer 
i Veien for Datterens Kjærlighed , som han 
troede Petersen besvarede , tvertimod , det havde været 
hans høieste Ønske engang at see disse To forenede . 
Nu vare alle disse Planer kun Luftkasteller , der 
aldrig kunde blive realiserede og denne Omstændighed 
smertede baade Fader og Datter lige dybt . 
De havde taget sørgeligt feil af dette Menneske 
som de med saa megen Kjærlighed havde taget sig af . 
! De havde taget feil og næret en Slange ved deres 
/Barm . Det var en smuk Drøm de bleve vækkede af , 
men Vækkelsen slete med en Jernhaand . De havde 
Begge været blinde for Petersens Feil og kun seet 
hans gode Sider , og derfor smertede det dem nu saa 

slærkt at see at hans sielte Sider aldeles fordunklede 
de gode . 
Lydia , sad en Tidlang ganske taus , uden at være 
istand til al yttre et eneste Ord , Hun var blevet saa 
grebet af denne pludselige Sorg al hun var tilmode 
iom om hendes Hjerte skulde briste . 
Endelig udbrød hun : 
„ Du gode Gud , er det virkelig sandt . “ 
„ Desværre altfor sandt « svarede Sommer , . del 
er umuligt at tvivle længere . “ 
„ Men Du vil dog ikke — ? “ 
„ Hvilket ? “ 
» Lade ham paagribe og straffe , “ sagde Lydia i 
en lav , hvidslcnde Tone . 
„ Dersom del kan undgaaes , “ sagde Sommer . 
Men jeg frygter for at del ikke kan det , da Politiet 
allerede søger med Iver efter ham . Vidste jeg blot s 
hvor den Ulykkelige var , saa vilde jeg skaffe ham bort j 
til Amerika . 
. Han maae kunne opspørges ! “ sagde Lydia 
ivrigt . 
„ Jeg er bange for at det er en meget vanskelig 
Sag , da vi ikke vide , hvor vi skulle søge efter ham , “ 
svarede Sommer . . Han frygter naturligviis for at 

vise sig her , og Gud maa vide hvor ban har taget sit 
Ophold . « 
„ Vi maaae søge efter ham ! “ raabte Lydia , der 
blev ivrigere og ivrigere , „ vi maa kunne finde ham , 
naar vi kun gjøre oS Umage for Alvor . — Lad ham 
blot komme til Amerika i nye Forhold og nye Omgivelser , 
saa vil han igjen komme blive et gavnligt 
Medlem i Samfundet . “ 
„ Det maa vi haabe , “ sagde Sommer , „ ligesom 
vi ogsaa maae haabe af han kun har handlet saaledes 
som han har gjort paa Grund af en øieblikkelig Overilelse , 
Tingene gjelder , som sagt , blot om af faae fat 
i ham . “ 
„ Det maa kunne lade sig gjøre , “ sagde Lydia 
bestemt , „ naar vi kun bære oS rigtigt ad . Lad os 
tænke lidt nærmere over Sagen og saa tage vore 
Forholdsregler . “ 
De gave sig nu til tale om den bedste Maade af 
faae fat i Petersen paa . Hundrede Forslag bleve 
gjorte og hundrede Forslag bleve igjen forkastede . 
Om de kom til noget Resultat , vil erfares af det 
Følgende . 
Imidlertid var det , der var skeet ikke længere nogen 
saa stor Hemmelighed i Huset som Sommer og hans 
Datter troede . BoutikSdrengcn var nemlig , ligesom 

alle BoulikSdrenge , overmaade nysgjerrig og han var 
snart kommet efter Sagens sande Sammenhæng . 
Petersens Udeblivelse i Forbindelse med Principalens 
forstyrrede og bedrøvede Udseende , tilligemed 
den umiskjendelige , ubehagelige og ængstlige Følelse 
hvormed han havde modtaget Søren Nise , alt dette 
sporede Drengens Nysgjerrighed i en meget høi Grad 
og for af faae rigtig Rede paa Tingen , saa gav han 
sig iii af lure ved Døren , medens Søren Rise inde i 
Kontøret samtalede med Principalen . 
Han hørte saaledes hele Sammenhængen , som 
han allerede tidligere havde gjættet sig til , thi Kræmmerdrenge 
kunne undertiden have en meget levende 
Fantasi . 
, Da han nu fik fuldstændig Bekræftelse paa sin 
Formodning , var denne Hemmelighed nærved af 
sprænge ham , meu han turde dog ikke lade den slippe 
ud , thi saa vidste han Hr . Sommer viid ? blive vred . 
Imidlertid iod han falde saamange gaadefulde Vink 
og Hentydninger til Alle , som han koni til af tale med , 
af del var mere end tilstrækkelig ! til en bringe Folk paa 
Spor efter Sammenhængen . 
Naar først sligt et Rygte begynder al dukke op , 
saa spreder det sig som en Løbeild og antager større 
og større Dimensioner . 
Forst holdt Rygtet sig som sædvanligt nogenlunde 
ved Jorden , meu lidt efter lidt steg del høiere og 

høiere . Summen som Hr . Sommer var blevet bestjaalet 
for » vrede fra Kvarteer til Kvarteer og inden 
det blev Aften fortaltes der rundtomkring i Byen af 
Petersen først havde gjort Forsøg paa af myrde sin 
Principal , med en Barbeerkniv , men han havde dog 
skannet hans Liv mod af faae alle hans Penge og 
Værdipapirer udleverede . Petersen havde derefter ufortøvet 
begivet sig paa Veien til Amerika og Sommer 
maatte efter alle menneskelige Beregninger gaae Fallit 
inden Ugen var ude . 
Sommer blev yderlig forbauset , da han kom ud 
i Byen og hørte disse fabelagtige Rygter og han 
^gjorde Sit til at dæmpe dem igjen . Da han var en 
Hader af Alt , hvad der gjorde Opsigt . 
„ Jeg er blevet bestjaalet , « sagde han , „ men det 
er ogsaa det Hele . Hvor Tyven er veed Ingen . Al 
min Svend er forsvunden paa samme Tid , berettiger 
. jo ingenlunde til al antage al det er ham . Jeg troer 
det ikke . “ 
Skjøndt han ved sig selv følte al det var en 
Svaghed saaledes at tage Petersens Forsvar , saa 
kunde han dog ikke lade det være . Det forekom ham 
at være altfor tungt og utaaleligt at skulle høre den 
stemplet som Tyv , som han i saa mange Aar havde 
betragtet som sit eget Barn og tilkommende Svigersøn . 
Andre Folk vare imidlertid ikke saa mildtdømmende 
og flaansomme . 

„ Det er Noget man længe har kunnet forudsee , “ 
sagde de , „ det er i Grunden besynderligt at det ikke 
er skeet tidligere . “ 
Andre gik endnu videre og paastode at dette Tyveri 
kun var et aftalt Spil mellem Sommer og hans 
Svend . Sommer havde i lang Tid , sagde de , staaet 
paa meget svage Been , derfor havde han nu ladet 
Petersen bringe en Deel Kontanter i Sikkerhed , inden 
han blev nødt til at gaae Fallit . 

Sexogtyvende Kapitel . 
De » nye Næringsvej 
Vi vende nu alter tilbage til Petersen og hans 
nye Beskytter , Hr . Rose . 
Som vi have seet blev han godt modtaget og 
beværtet ester Omstændighederne . Da hans Omklædning 
endelig var fuldendt og Petersen begyndte at 
føle sig tilrette i den , sagde Rose : 
. Saa min Ven , nu er del bedst vi lænke lidt 
paa Forretningerne . “ 
„ Forretningerne ? “ 
„ Ja . “ 
„ Hvilke Forretninger ? “ 
. Herregud , hvor Du er glemsöm . Du husler 
jo nok at jeg lever af al gaae paa Jagl . 
„ Ah , det er sandt , Kattene . “ 
„ Ja , vel . Nu begynder del al mørknes og det 
er den allerbedste Tid til al fange Kalle . Det er 

bedst Du følger med mig strar , for saa kan Du see , 
hvorledes jeg bærer mig ad . « 
Peiersen vilde gjerne have undflaaet sig , men han 
følte tillige at det ikke godt kunde gaae an , og sagde 
derfor : 
„ Aah , deler vel ikke saa vanskeligt at fange Katte , 
skulde jeg troe . “ 
„ Det gaaer med at fange Kalte som med alt 
Andet i Verden , der er Besværligheder med enhver 
Ting . Man maa forstaae Fiffet ellers gaaer det galt 
og det gjælder ogsaa med Kattejagten . “ 
Da han havde sagt dette , gik han hen i en Krog 
af Stuen og fremtog et Stykke Lunge , som han meget 
omhyggeligt gav sig til at skjære i smaae Stykker . 
„ Hvad skal det bruges til ? “ spurgte Petersen , 
medens han saae til . “ 
„ Naturligvis til Lokkemad . Naar man vil bemægtige 
sig en Kat , saa er den allersikkreste Maade , 
den , at traktere den med ei Stykke Lunge , “ svarede 
Rose . 
„ Naa saaledes . “ 
Da Rose var færdig med Lokkemadens Tilberedelse , 
puttede han det Hele i et Siylke Papir som han stak 
i Lommen . Derpaa fremtog han en Pose , som han 
kastede over Skulderen og sagde : 

„ Saa , lad os nu gaae . “ 
. Hvorhen ? “ 
„ Ud at fange Kalte , naturligvis , “ sagde Rose . 
Følg nu med , Du kan hjælpe mig med Eet og Andet , 
og saa kan Du jo lære Forretningen med det 
Samme “ 
Petersen kunde ikkØstge at han følte stor Tilbøielighed 
til at lære denne Forretning , men han taug 
dog og fulgte efter sin Ven og Læremester ud paa 
Gaden . 
Da de vare komne ned paa Gaden , standsede 
Rose et Øieblik og sagde ligesom hen for sig selv : 
„ Hvor mon vi nu egentlig skulle gaae hen ? — 
Ah , nu har jeg det ! “ 
Han gik nu fremad med raske Skridt , medens 
Petersen fulgte efter . Endelig standsede han udenfor 
en stor Gaard i en Gade , der kun var beboet af 
Smaafamilier og sagde : 
» Følg nu med herind i Gaarden , her ville vi 
begynde Jagten . “ 
De listede sig nu sagte indad Porten og ind i 
Gaarden , hvor Jagten skulde gaae for sig . 
„ Høld Dig saa nær ved Muren som muligt , 
hvidsfede Rose , „ for det Væsentligste er at Ingen 
faaer os at see . “ 

Petersen adlød uvilkaarligt idet han sfubbede 
sig saa nær som muligt op til en Muur , haabende 
at han skulde faae Lov til at blive en passiv Tilsfuer 
ved det forestaaende Optrin . 
Dette skulde dog ikke være saaledes , thi da Rose 
havde været saa heldig at faae en Kat lokket til sig 
og puttet den i Posen sagde han : 
„ Høld Du paa Posen med Mis i , det kunde 
dog være muligt af jeg kunde fange Een endnu , for 
jeg veed af der er mange Katte her i Gaarden . Bliv 
nu staaende der hvor Du er , til jeg kommer tilbage . “ 
Petersen tog Posen og holdt forsigtigt fast paa 
den , medens Rose gik paa sin Opdagelsesrejse rundt 
om i Gaarden . 
Katten i Posen forholdt sig i de første Øieblikke 
ganske rolig , men der var ikke gaaet mere end et Par 
Minuter , før den sandsynligvis begyndte af finde sit 
Opholdssted temmeligt ubekvemt , thi den udstødte 
pludseligt et høit og langtrukket Miau . 
„ Kis , Kis ! “ svarede en kvindelig Stemme tæt 
bagved Petersen . 
. Miau ! “ streg Katten igjen . 
„ Hvor er Du henne Mis ? “ lød den kvindelige 
Stemme alter . 

Tredie Gang lod Katten sin Røst høre , og 
Petersen begyndte nu for Alvor af blive bange for af 
del Frneuiilumer , som søgte efter Katten skulde opdage 
hvor den var . 
Han ansaae det derfor rettest af tænke paa Tilbagetoget . 
Han klemte Posen saa stærkt sammen , 
som han formaaede , for af forhindre Katten i af skrige 
og skyndte sig ud af Porten , heldigviis uden af blive 
seet af de » gamle Jomfru , som søgte efter sin Kat . 
Udenfor Porten traf han Rose , som ventede paa 
ham . 
„ Jeg kunde nok tænke at Du vilde være saa 
fornuftig at stikke af saa snart som muligt , da Kalten 
gav sig til at brøle , “ sagde han . „ Vi havde skeet en 
Ulykke , dersom denne gamle Jomfru , eller hvad det 
jvar for en Hegle , havde opdaget at vi vare ifærd 
med at bortføre hendes Missekat . “ 
„ Bare Dyret ikke vil skrige mere , « sagde Petersen , 
„ det vil vække Opmærksomhed . “ 
„ Du skal holde Posen saaledes , at Du faaer 
Kattens Hoved under Armen , og saa klemme det 
dygtigt , saa skriger han ikke . — Lad oS nu gaae 
hjem . “ 
De listede sig nu hjemad , hvor de bleve modtagne 
af Stine med de Ord : 

. Naa hvorledes gaaer det saa , have I gjort gode 
Forretninger ? “ 
„ Du kan jo see ad , “ sagde Rose idet han gav 
hende Posen . 
„ Det er ikke meget , “ sagde hun med en misfornøiet 
Mine , „ lo Mænd om at fange en Kat , det er 
en Helkerjerning . “ t 
„ Det er ikke meget , men Du maa husfe paa min 
Engel at Petersen endnu er ganske ny t Forretningen . 
See her har jeg ellers Noget til Dig , jeg fandt det 
hængende paa en Snor i Gaarden . “ 
Med disse Ord fremtog han under sin Trøie en 
Chemise , der var halv vaad , fordi den havde hængt 
til Tørring . 
Denne Gave formildede Stine betydeligt . Hun 
saae med smilende Mine paa Chcmisen , og sagde paa 
den venligste Maade hun var istand til . 
„ Det er pænt af Dig , at Du altid tænker paa 
Din Stine . Nu skal Du ogsaa faae en rigtig god 
Aftensmad . Du har jo selv bragt Kjød med hjem . “ 
Petersen , der havde sat sig i en Krog hørte med 
Forundring paa denne Bemærkning , han kunde ikke 
begribe hvor det Kjød var , som Rose havde bragt med 
hjem , thi han havde Intet seet dertil . 
Af denne Uvished fluide han imidlertid snart 
blive udrevet , thi Stine greb en stor Kniv og tog 

derpaa fat paa Katten , som hun flaaede med en stor 
Behændighed der viste hun var vant til dette Stykke 
Arbeide . Da hun var færdig hermed , huggede hun 
KattenS flaaede Legeme i smaae Stykker og lagde 
dem paa en Pande , som hun satte ind i den lille 
Kakkelovn , hvori der allerede var en dygtig Ild . 
„ Den SlagS Steg har Din Ven vist aldrig spist 
endnu , “ sagde Stine med et Grin . „ Det maa altsaa 
være saa meget desto behageligere for ham , thi det er 
en sand Herreret . “ 
Dette kunde Petersen døg ikke indrømme at det 
maatte være , men han sagde Intet . Han blev siddende 
stille og ønskede i sit stille Sind at dette delikate 
Maaltid snart maatte være overstaaet . 
Det varede ikke længe før Stegen var færdig 
og alle Tre satte sig tilbords . Det var kun ved at 
gjøre den yderste Anstrengelse paa sig selv at Petersen 
kunde bringe sig til at smage paa denne modbydelige 
Ret . Rose og hans Kone betragtede ham med et 
Grin , og Stine sagde : 
„ Det er godt at see at Din Ven endnu er noget 
fornem paa det , vor Mad smager ham ikke . Men det 
kommer nok , det kommer nok . “ 
Endelig fik man da , til Petersens store Glæde , 
afspist og hele det værdige Selskab begav sig til Ro . 
Petersen fik sit Leie paa nogle usle Pjalter i en Krog . 

Det varede længe inden han kunde falde i Søvn . 
Enhver Lyd ude paa Gangen eller Trappen , bragte 
ham til at fare forsfrækket i Veiret . Hvad om det 
var Politiet , som var kommet paa Spor efter ham , 
og som nu kom for at gribe ham ? 
Disse ængstelige Anelser flöge dog ikke ind , 
der kom intet Politi og forstyrrede hans Ro . Dog 
faldt han først i Søvn henad Morgenstunden , og det 
endda en Søvn , der var opfyldt af Drømme , som 
vare alt Andet end behagelige . 

Syvogtyvende Kapitel . 
En ny Kammerat . 
Petersen vækkedes ved at han paa en temmelig 
ublid Maade blev trukket i Skulderen . Forfærdet foer 
han i Veiret , thi han troede det var Politiet , som var 
der for at bemægtige sig hans Person , men han 
blev dog strar igjen roligere , da han saa at det ikke 
var nogen Anden end Stine , hvem han skyldte denne 
temmelig ublide Opvaagnen . 
„ Det er ikke Skik og Brug her , “ sagde hun , 
at blive liggende og sove til Middag . Op med Dem , 
min Ven . “ 
Petersen adlød nden at sige Noget og som Læseren 
veed , var hans Toilette snart bragt istand . 
Rose var ogsaa paa Benene , han var ivrigt 
beskjæftiget med at gjøre Katleskindct istand saaledes 
at det kunde sælges med den størst mulig Fordeel . 
„ Seer Du , “ sagde Rose , „ dette er en meget 

vigtig Deel af Forretningen . Skindene have egentlig 
knn nogen Værdi naar de ere temmelig censformede 
eller regelmæssigt tegnede , man maa derfor hjælpe 
lidt paa Naturen med en Smule Farve og saadant 
Nøget . “ 
„ Men det kan jo let opdages bagefter . “ 
„ Ja , bagefter kan det være det Samme saa har 
jeg Pengene i Lommen , “ sagde Rose ; “ Folk kunne 
see sig for , det bliver deres Sag . 
Som han havde sagt dette , bankede det sagte 
paa Døren . 
Petersen foer sammen og saae sig uvilkaarligt 
om efter et Sted , hvor han kunde skjule sig . Rose 
selv synseS Heller ikke at blive ganske vel tilmode ved 
denne usædvanlige Lyd , thi det var høist sjeldent at 
Nogen bankede paa hans Dør , men han fattede sig 
døg hurtigt og gik hen og lukkede Døren op , for at 
see , hvem det var , som bankede . 
En trøieklædt Person af et meget mistænkeligt 
Ydre traadte nu ind , og hilste paa Rose paa en 
meget bekjendt Maade . 
Rose gjengjeldte Hilsenen , men døg paa en 
saadan Maade at det var tydeligt at han ikke rigtigt 
erindrede sig , hvorfra han kjendte denne uventede 
Gjæst . 
, , Du kjender mig nok ikke , “ begyndte den 
Fremmede idel han satte sig ned . 

„ Nei , slet ikke . “ 
„ Herregud , hvor Du da maa have en daarlig 
Hukommelse . See bare rigtig paa mig , saa kan det 
ikke være Andet end at Du maa kunne husfe mig . “ 
Rose anstrengte sin Hukommelse til det Yderste 
men forgjæves , hvorfor han rystede benægtende paa 
Hovedet . 
Idetsamme gik Deren op og Stine kom ind . 
Det lod til at hun strar kjendte den Fremmede , thi 
hun sagde : 
„ Ih see god Dag , Ole , er Du der ? “ 
„ Ja , det er saagu mig . Det glæder mig at Du 
har en bedre Hukommelse end Din Mand , for han 
vil slet ikke kjendes ved mig mere : 
Det . kom nu til en Forklaring , hvoraf det fremgik 
al de være gamle Bekjendte ude fra Ladegaarden , 
i eller „ Gaarden “ som de kalkte den for Kortheds 
Skyld . 
Brændevinsflasken kom nu frem og de drak paa 
dereS Venskabs Fornyelse , 
„ Jeg har naturligvis ligesom I Andre taget 
Udgangsbilletten , “ sagde Ole , „ og lever nu som en 
fri Mand . Jeg gjør Smaaforretninger , hvor jeg kan 
komme afsted med det , og slaaer mig ganske godt 
igjennem . “ 
„ Hvorledes er Du faldet paa at komme herop ? 
spurgte Rose , , , og hvorledes har Du fundet mig ? “ 

„ Jeg har ganske simpelt søgt Dig op , fordi jeg 
har Noget paa Hjertet , som jeg vil fortælle Dig , “ 
sagde Ole . 
„ Er det noget Godt ? “ 
„ Det tænker jeg . “ 
„ Hvad er det da ? ' 
„ En Forretning . “ 
„ En Forretning ? “ 
„ Ja . “ 
„ Som der er Noget at tjene ved ? ' 
„ Det skulde jeg mene . “ 
„ Hvad er det da for en Slags Forretning ? “ 
„ Ja , hm , « sagde Ole , idet han kastede et mistænkeligt 
Blik paa Petersen , „ Du veed jo nok at man 
ikke skal tale altfor frit om Sligt , naar der er Fremmede 
lilstede . « 
„ Men denne Mand er ikke fremmed , “ sagde Rose , 
„ det er min bedste Ven , og jeg indestaaer for ham i 
alle Henseender . « 
„ Naa , det er en anden Sag , “ sagde Ole , „ saa 
maaskee vi endog kunne faae Brug for hans Hjælp , 
thi det slader ikke al være Flere om det Stykke Arbeide 
som jeg mener . ' 
„ Er del nogel Storartet ? “ § 
„ Del er ganske ligesom man tager det , “ sagde 
Ole , „ det kommer an paa Omstændighederne . Sagen 
er den , jeg er baade led og kjed af disse Smaaforretninger , 

som dog alligevel ikke bringer noget Rigtigt 
ind . Jeg har derfor faaet Lyst til at slaae et stort 
Slag , som kunde skaffe Een en heel Deel Penge under 
Hænder paa een Gang . “ 
„ Det har Du Ret i , “ sagde Rose , „ det var ikke 
saa galt . “ 
„ Nei , det skulde jeg mene , “ svarede Ole , „ og 
naar vi saa have faaet Pengene , saa stikke vi af til 
Amerika , der er man da idetmindste fri for Politiet , 
som jeg nu er kjed af at ligge i Krig med . “ 
„ Det er jeg saamænd med , “ sagde Rose , „ men 
Tingen er blot , hvor vi skulle faae de mange Penge 
fra . “ 
„ Det er i den Anledning jeg er kommet her , « 
sagde Ole , „ thi jeg veed hvor de ere . “ 
„ Fanden Heller , hvor da ? “ 
„ Ude paa Strandveien . « 
„ Paa Strandveien ? “ 
» Ja . “ 
„ HoS hvem ? “ 
„ Hos en Jøde . “ 
„ En Jøde ? “ 
„ Ja , som er saa rig ar han hverken veed Ende 
eller Begyndelse i sine Penge , nogle sige af han ikke 
engang tæller dem , men maaler dem i Polteviis . Det 
troer jeg nu forresten er Løgn , men mange Penge har 

Jøden , det er vist , saa man nok kunde gjøre et ordentlig 
Koup der . “ 
„ Men er det ikke for farligt ? “ spurgte Rose 
tøvende . 
„ Farligt og hvorfor ? 
„ Fordi der sandsynligviis passes godt paa derude , 
vi kunde blive nappede . “ 
„ Aah Passiar , man maa vove Noget for Noget , “ 
sagde Ole . » At faae Lommerne fulde af Dukaler og 
Hundrededalerscdler og saa bagefter kunne reise til 
Amerika og nyde sin Rigdom i Fred og Ro , det er 
dog altid lidt Uleilighed værdt . 
» Ja , det giver jeg Ole Ret i , “ sagde Stine 
ivrigt , det er altid nogen Uleilighed værdt . “ 
, , Del er ' ogsaa netop fordi af vi maa være flere 
om det af jeg er kommet til Dig , for af faae Hjælp , 
thi alene kan jeg ikke gjøre det . Men Du vil maaskee 
ikke , saa maa jeg see af henvende mig til en 
Anden . “ 
Nei , stop lidt , “ sagde Rose , , , lad os tale om 
Sagen . Det kunde jo dog maaskee lade sig gjøre . “ 
, , Jo vel kan det lade sig gjøre , “ sagde Ole , 
„ helst hvis Din Ven vil tage med , thi det flader ikke 
at vi ere lidt mandstærke for paakommende Tilfældes 
Skyld . “ 
„ Jeg vil ogsaa gaae med , “ sagde Stine , „ et 

Fruentimmer kan under saadanne Omstændigheder 
meget ofte give gode Raad . “ 
„ Ja , min Ven gaaer vist gjerne med , “ sagde 
Rose . „ Han vil vistnok hellere end gjerne til Amerika 
thi Luften herhjemme er ikke synderlig sund for ham . “ 
„ Jeg veed dog ikke , “ begyndte Petersen . 
„ Hvad veed Du ikke ? “ 
„ Om jeg vil gaae med . “ 
„ Og hvorfor ikke om jeg maa spørge . “ 
Fordi det forekommer mig altfor farligt . “ 
„ Pyt , er Du en Kujon , det havde jeg ikke troet 
om Dig , “ sagde Rose . „ Jeg synes Du maatte være 
glad til at her bydes Dig en Udvei til at komme ud 
af hele Suppedadsen . Kan det lykkes os at slaae 
lden gamle Jsde , saa blive vi rige , og saa kunne vi 
jgive Greven i Amerika . 
Petersen tøvede dog endnu trods disse glimrende 
Udsigter med at gaae ind paa de Andres Plan . 
Men der behøvedes alligevel ikke mange flere Overtalelser . 
Han blev snart af de andre To overbevist 
om at det ikke havde Stort at betyde om han tog 
dette ene Tyveri til paa sin Samvittighed eller ei , 
HanS Straf , hvis han blev greben , vilde derfor ikke 
blive synderligt høiere . 
Han gav altsaa efter . 
Det gaaer i Regelen med Forbryderen , som med 
den rullende Sneeboldt , de blive Begge stedse større 

og større . Kun i Førstningen gaaer det langsomt , 
ere de først i Gang , saa vore de Begge med en rivende 
Fart . 
Da de nu vare blevne enige om at de alle Fire 
vilde deeltage i den paatænkte Expedition , kom Brændevinsflasken 
atter for en Dag , og man gav sig til at 
drikke paa et lykkeligt Udfald af Foretagendet . 
Det blev nu nøiagtigt aftalt , hvorledes Gjerninger : 
skulde udføres , og hvilken Rolle hver især skulde 
spille derved . Petersen deellog rigtignok hele Tiden 
i disse Forhandlinger med en vis Modstræben , men 
han var allerede gaaet altfor vidt til at han kunde 
tænke paa at trække sig tilbage igjen . 

Otteogtyvende Kapitel . 
Indbruddet . 
Næste Aften vandrede vore fire Bekjendte ud ad 
Strandveien . . » 
De gik hver for sig , den Ene et Kvarteer fsr 
den Anden , før ikke at vække Opmærksomhed eller 
Mistanke hos de Politibetjente som de muligvis kunde 
møde . 
Klokken var mellem Elleve og Tolv om Aftenen , 
da de alle Fire traf sammen paa det bestemte Sted , 
lidt nord før Slukefter . 
Det Huus , hvori de vilde foretage Indbrudet , 
var et temmeligt stort Sted og laae et godt Stykke 
tilbage fra Veien . Eiendommen omgaves af en hei 
og tæt Tjørnehæk , i hvis Midte der fandtes en af « 
laaset Port . 
„ Der er Lys endnu deroppe , “ sagde Ole , idet 
han saae henimod Stedet . „ Vi komme altsaa til 

at vente lidt ; thi vi kunne naturligvis ikke plukke Jøden , 
før han er faldet i Søvn . « 
. Men hvis han saa alligevel vaagner ? “ bemærkede 
Petersen . 
„ Saa har jeg et udmærket søvndyssende Middel 
hos mig , « sagde Ole . 
„ Og hvad er det før et Middel ? “ 
„ En god skarp Kniv , “ sagde Ole koldt . 
En Gysen gjennemfoer Petersen , dette havde han 
ikke ventet , HanS Sjæl oprørtes ved Tanken om et 
Mord . 
„ Det vil jeg ikke være med til , “ slammede han 
angst . 
. Ikke ? « s 
„ Nei . “ 
„ Hvad vil Du da ? “ 
„ Jeg vil gaae min Vei igjen , og lade Eder selv 
udføre Forretningen . “ 
. Nei , min Ven , den Leg leger vi ikke . Har man > 
sagt A , maa man ogsaa sige B , det er soleklart , “ 
sagde Ole . „ Jo , det var rigtignok en rar Historie 
om Du nu vilde stikke af og maaskee om en lille ' 
TiuuStid skaffe oS Politiet paa Halsen . “ 
. Det er jo Heller ikke sagt at det kommer saa 
vidt at Du behøver at bruge Kniven , “ sagde Rose i 
en mæglende Tone . 

„ Nei , “ sagde Ole , . det er slet ikke sagt at det 
kommer saa vidt , og det vil i alle Tilfælde ogsaa 
være det Heldigste baade for os og for den gamle 
Jøde deroppe . “ 
Det lod imidlertid ikke til at Jøden havde 
synderlig Lyst til at begive sig til Ro . Lyset vedblev 
at brænde deroppe i Lyststedet , som om dels Beboere 
slet ikke havde Lyst til at gaae i Seng . 
„ Det varer mig noget længe , “ mumlede Ole , 
„ jeg kan ikke begribe hvad saadan en gammel Jøde 
kan have at bestille oppe saa sildigt . “ 
. Han tæller maaske alle sine Penge , “ meente 
Stine . 
„ Den Uleilighed kunde han gjerne spare sig , - 
sagde Ole , „ for min Skyld skal han ingen Uleilighed 
gjøre sig . ' 
Det lod til som om Landstcdets Beboere havde 
sat sig i Hovedet af ville gjøre sig en Privalfornøielse 
af af drille dem ; thi det varede endnu en god 
Timestid inden det sidste Lys slukkedes . 
. Naa endelig , “ mumlede Ole , „ det var da ogsaa 
paa Tiden . Jeg troede saagu vi skulde staaet her og 
ventet til den lyse Morgenstund . Det bliver nu bedst 
af Stine bliver slaaende her paa Veien for af holde 
Vagt , og af Petersen lager sin Post i Haven for 
af give Anskrig , saasnart noget Mistænkeligt skulde 

nærme sig . Vi andre To gaae saa op og besørge 
Hoveddelen af Forretningen . “ 
Petersen blev glad , da han mærkede af han ikke 
skulde spille nøgen større Rolle i Expeditionen . Anderledes 
forholdt det sig med Stine , som udbrød : 
„ Det skulde jeg have vidst af man kun vilde 
bruge mig til af staae Skildvagt , saa skulde Fanden 
være gaaet den lange Vei . “ 
Heraf toge imidlertid hverken Ole eller Rose 
nøgen Notits . De gave sig derimod til af undersøge 
paa hvilken Maade det bedst vilde være muligt at 
komme ind i Haven . 
Tjørnehækken var uigjennemtrængelig , de maatte 
derfor nodvendigviis see at trænge gjennem Porten . 
Ole havde medbragt forskjellige Dirke og han gav 
sig derfor ufortøvet ifærd med den . Efter noget Arbeide 
lykkedes det ham ogsaa , og Porten gik op . 
De tre Mænd listede sig nu ind i Haven , hvor ' 
Petersen stillede sig paa Post , de To andre gik videre 
henimod Huset . 
Alt var nu tyst og stille som om Alle inde i Huset 
sov trygt og godt . 
Ole gav sig nu ifærd med Husets Dør , som han 
ligeledes aabnede med sine Dirker uden nogen synderlig 
Vanskelighed . 
Da Døren var aaben kom de iud i en temmelig 

bred Gang . Ole gjorde nu Holdt og fremtøg en lille 
Blændlygte som han tændte . Da dette var gjort , 
sagde han : 
„ Vi maae ovenpaa ; thi hernede boer kun en 
gammel Kone , der holder Huus for ham . Jeg har 
gjort mig bekjendt med Forholdene . “ 
De gik nu fremad , og naaede snart en Trappe , 
som førte ovenpaa . Atter her maatte Ole gjøre Brug 
af sine Dirker , for at kunne faae Adgang til Etagen 
ovenpaa . 
Men ogsaa denne Hindring var snart overvunden 
og de kom ind i et rigt møbleret Værelse , der var 
opfyldt med kostbare Malerier og Lurusgjenstande . 
„ Del er Synd , man er nødt til at lade alt 
dette staae , men det kan ikke nytte at tage Andet med 
sig end Penge . Det Øvrige er bare Noget , som man 
har ondt ved al blive af med , og som man let kan 
blive nappet for . — Kom , lad os undersøge Meublerne . « 
Meublerne bleve nu undersøgte for at see , om 
der ikke skulde findes Penge eller Værdipapirer i dem , 
men der fandtes Intet . 
Skuffede vandrede Røverne nu videre ind i det 
næste Værelse , hvor de gjentage den samme Manöver , 
men med samme Resultat . 
Saaledes gik det endnu i det tredie og sidste Værelse . 
Da sagde Rose : 

„ Du skal see han gjemmer sine Penge nede i 
Stueetagen . ' 
„ Nei “ , ' sagde Ole , „ derned kommer han aldrig , 
jeg er altfor godt underrettet . Her maa jo desuden 
være et Værelse eller to endnu heroppe , hvori vi endnu 
ikke have været . “ 
De vandrede paany gjennem Værelserne og fandt 
endelig en Dør , som de endnu ikke havde havt 
aaben . 
De aabnede nu denne , og kom ind i et mindre j 
Værelse end de andre de hidtil havde været inde i . l 
Ved den ene Væg stod en Seng , hvori den gamle 
Jøde laae og sov , og ved den anden Væg stod et 
stort Jcrnpengestriin . 
„ Her skal Du see , « hvidsfede Ole , „ her fange 
vi paa engang baade Hønen og alle Æggene . Lad 
oS nu blot gaae slille tilværks saa at vi ikke vække 
det gamle Testamente , han var ellers istand til at 
gjøre et hælvedes Speklakkel . « 
De gave sig nu ifærd med det store Jernpenge « 
sfriin for at komme til at plyndre dels Indhold . Men 
dels Laas lod til at være gjort usædvanligt kunstigt ; 
thi den modsfod alle deres forenede Anstrængelser . 
Forgjæves forsøgte Ole alle de Dirker som han 
havde medbragt , det var ham ikke muligt at faae 
Skabsdøren op . 

„ Saa gid dog Fanden vilde hente baade Jeden 
og hans Pengeskab , “ brummede Ole , idel han svedte 
af Anstrengelse , » saadant et Asen af et Skab har jeg 
endnu aldrig i mine Dage truffet paa . “ 
» Det er vist bedst vi opgive det , “ hvidsfede Rose , 
der begyndte at tabe Modet . 
„ Nei , nei , hvad tænker Du paa . Skabet skal 
aabnes , det er der nu engang ingen Spørgsmaal om , “ 
sagde Ole bestemt , idet han med fornyet Iver gav sig 
ifærd med Arbeidet . 

Niogtyvende Kapitel . 
De « gamle JedeDe 
arbeidede Begge saa ivrigt at Ingen af dem 
brøde sig om den gamle Jøde , som laae og sov i 
Sengen tæt bagved dem . 
Støjen , som de ikke kunde undgaae at gjøre , 
vækkede ham imidlertid . Ved det svage Lys , som 
gjennemstrømmede Værelset saae han to fremmede , 
ubehageligt udseende Skikkelse , som stode og bearbeidede 
hans Pengeskab . I det første Øieblik kunde han ikke 
rigtigt forstaa Sammenhængen , og udbrød : 
» Gud i Himlen , hvad er dog det ? “ 
. Saa for Fanden , nu er Jøden vaagnet ! “ 
udbrød Ole idet han ærgerligt vendte sig om . 
Jøden var en Mand paa omtrent tredsindstyve 
Aar , men tilsyneladende stærk og kraftig . Han reiste 
sig halvt op i Sengen , betragtede de selvbudne Gjæster 
og sagde : 

» Hvad sial dog dette betyde ? “ 
. Det skal betyde at vi ere Folk , som trænge til 
Penge , “ svarede Ole . 
. Det er slemt , meget slemt at trænge til Penge , “ 
svarede Jøden , . men hvad kan jeg gjøre derved ? “ 
„ Hvad De kan gjøre derved ? « 
. Javel . “ 
. Ingenting i Grunden , andel end rokke ud med 
lidt af de Penge som De har formange af , « svarede 
Ole . 
„ Ak , jeg er en fattig Mand , “ sagde Jøden idet 
han vendte Øinene i Hovedet . 
„ Javisf , det seer vi nok , del er meget fattige Folk 
der pleie at boe i denne Slags Huse . “ 
„ Ak derefter kan man ikke dømme , derefter kan 
man ikke dømme , “ sagde Jøden . Men , hør Godtfolk , 
jeg trænger til at sove , jeg er en gammel Mand , gaaer 
derfor Eders Vei og lad mig have Fred . “ 
f „ Men først ville vi see hvilken Farve Derer Sølv 
har , “ paastod Ole . 
„ Jeg vil give jer en Specie hver . “ 
„ Een Specie ? “ 
“ Ja . “ 

. Hahaha , og dermed skulde vi lade oS nøie efterat 
have havt saa megen Uleilighed ? Nei , min kjere 
Ven , nu bliver De alifor morsom . “ 
„ De ville ikke være fornøiede med at faae en 
Specie ? “ 
„ Nei , det ved Gud vi ikke ville . “ 
Men hvad i Himlens ville I da . 
„ Vi ville have Penge . “ 
„ Men en Specie er jo ogsaa Penge , ja det er 
endogsaa mange Penge , naar man ingen har , “ sagde 
Jøden . 
„ Men det forslaaer ligesaameget som en Skræder 
i Helvede , “ sagde Ole , der begyndte at blive lidt 
utaalmodigt , men som tillige haabed ' e al det skulde 
lykkes at faae Jøden til at rykke godvilligt ud med 
Pengene . „ Seer De vi To her , og endnu en Tredie 
vi have sat os i Hovedet at vi ville gjøre en lille 
Udflugt til Amerika , og De kan da selv indsee at man 
ikke kan gjøre den Reise for en Specie . “ 
„ Nei det kan man ikke . “ 
„ Naa altsaa kort og godt , vi ere derfor kommne 
her for at skaffe os de nødvendige Penge . “ 
„ HoS mig ? « 

„ Javel . « 
„ Saa det er derfor I have listet Eder herind om 
Natten , “ sagde Jeden , der begyndte at blive bleg . 
„ Her veed I vel at jeg kun behøver at skrige og gjøre 
Allarm , for at kalde Folk til , og faae jer , arresterede ? “ 
» Jo , ganske rigtigt , hvis der var nogle Folk i 
Huset , men her findes jo ikke andre end Deres gamle 
Huusholderske , og hende ere vi ikke bange for . Altsaa 
op med Mynten , “ 
„ Men jeg har ingen Penge , aldeles ikke saamange 
Penge , “ svarede Jøden . 
„ Hvad har De da i det store Jernfkriin . “ 
„ Ikke andet end nogle gamle Breve . “ 
„ Ieg kunde have Lyst til at see de gamle Breve , « 
sagde Ole . „ Giv oS Nøglen , og sig os , hvorledes 
Skabet lukkes op . “ 
„ Nei , nei det er ingen Nytte til , “ sagde Jøde » , 
idet han gav sig til at famle med Hænderne om bag 
Sengen . „ Der er som sagt , sier ikke Andet end gamle 
Breve deri . “ 
„ Nu , naar der ikke er Andel , saa kan De jo 
gjerne lade os see dem , de tage ingen Skade deraf , “ 
meente Ole . „ Forresten maa De skynde Dem lidt og 
tage en Beslutning , iht vor Tid er kort . 

» Ja , jeg har allerede taget min Beslutning , “ 
raabte Jøden , idet hans høiere Arm atter kom tilsyne , 
bevæbnet med en Kaarde , som havde staaet bag Sengen . 
» Ieg har taget min Beslutning , og skal lære Eder 
hvad det betyder at bryde ind i fredelige Folks 
Huse . “ 
Med disse Ord sprang han fra Sengen ud paa 
Gulvet og svingede sin Sabel over Hovedet . 
„ Hoho , skulle vi have det paa den Maade , “ 
sagde Ole , „ det kan Du ogsaa gjerne saae min Ven , 
det beroer ganske paa Dig selv . “ 
Med disse Ord tog han en lang Kniv op af 
Lommen og stillede sig i Forsvarsstilling . 
Hvad Rose angik , saa trak han sig tilbage i en 
Krog , aabenbart ubehageligt berørt af den Vending 
Sagerne toge , 
„ Ud af Huset , og det strar “ sfreg Jøden , idet 
Øinene rullede frygteligt i hans Hoved og han greb ! 
fastere og fastere fat om Kaarden , „ ud af mit Huus , ' 
eller — -- 
„ Naa , naa , ikke saa høirøstet , min gode Mand , “ 
sagde Ole koldblodigt , idet han pludseligt bøiede Overkroppen 
og løb ind paa Jøden , gribende ham om Livet , 
saa han ikke kunde komme til at bruge Kaarden . 
„ Vi ville dog være To om den Sag . “ 

Der opstod nu en frygtelig Kamp . Jøden faldt 
om paa Gulvet og Ole ovenpaa og Begge væltede 
fig nu omkring paa Gulver , » ridende og slidende i 
hinanden . 
Det var umuligt for Jøden at komme til at 
bruge sin Kaarde , men han var langt stærkere end 
man skulde have formodet det efter hans Alder og 
holdt Ole saa krampagtig fast , ar denne næsten ikke 
kunde røre sig . 
Kampen varede saaledes i flere Minutter , hvorunder 
Ole af og til raabte til Rose : ' 
„ Saa kom mig døg tilhjælp for Satan , og riv 
Sabelen fra ham . “ 
Rose , der som vi alt have fortalt , havde trukket 
sig noget tilbage , bekvæmmcde sig endelig til at hjælpe 
sin Kammerat . Han løb til , greb fat i Jødens 
Kaarde , og vristede den ud af hans Haand . 
Dette gav Ole saamegen Lettelse at han kunde 
reise sig halvt op og komme til at gjøre Brug af sin 
Kniv , som han slødte tre eller sire Gange i Brystet 
paa Jøden . 
Jøden udstødte nogle dybe , klagende Suk , og faldt 
derpaa ubevægelig tilbage . Ole reiste sig nu op , og 
sagde brummende : 

„ Del var et drøit Stykke Arbeide . Hvem Fanden 
skulde vel have troet at der var saamange Kræfter 
i en gammel Jede . Nu have vi imidlertid Fred og 
kunne atter give os ifærd med Skabet , det maae døg 
for Pokkeren kunne saaes op . 
Med disse Ord gav han sig strax ifærd med at 
aabne Skabet , ved Hjælp af sit Værkiøi , idet han 
lod til at være ligesaa rolig og kold som om Intet 
var passerer , medens Rose rystede over hele Legemet . 
Ole bemærkede det , og sagsie halvt spottende : 
„ Hvad Fanden ryster Du for ? Er Du bange 
for døde Folk ? “ 
„ Nei , “ stammede Rose , „ det just ikke , men var 
det ogsaa aldeles nødvendigt at slaae ham ihjel . “ 
„ Det er det Simpleste , “ sagde Ole ligegyldigt , 
. det er den Maade , hvorpaa man bedst sfoffer sig Vedkommende 
fra Halsen . — Saa , nu fik vi da endelig 
del fordømte Skab op . Kom nu med Lygten , og lad 
os see , hvad det indeholder . 
Rose holdt nu Lygten ind i Skabet , der stod 
nogle smaa Poser med Penge og et lille Jernsfriin , 
som var aflaaset , og som var temmelig tungt . 
„ Skynd Dig nu og slik disse smaae Pengeposer 
i Lommen , “ sagde Ole . . Det lille Jernsfriin maa 
vi ogsaa tage med ; » hi det indeholder vistnok 

Guldpenge . Jeg havde forresten troet at her havde 
været meget mere , men Herregud , man maa finde sig 
i at nøies med lidt . Hvis der er Guldpenge i Jernsiriinet , 
faa kan der endda være nok til en Amerikareise 
for os Allesammen . ' 
De sloppede nu i Lommerne , hvad de syntes der 
kunde have Værdi , Ole tog Jernskrinet under Armen , 
hvorpaa de begyndte at liste sig ud af Huset igjen . 
Det havde varet meget længere end de havde 
troet . Da de atter kom ud i det Frie , saa de nemlig 
al Dagen begyndte at grye . 
. For Fanden , “ mumlede Ole , „ det er høisf 
ubehageligt . Det bliver nu lyst inden vi naae Kjøbenhavn . 
Dog derved er Intet at gjøre , vi maa see 
at liste af saa godt som muligt . « 
I Haven stod Petersen endnu paa sin Posf og 
ventede , glad over al man ikke havde forlangt mere 
virksom Deeltagelse af ham . 
Ogsaa Stine stod paa sin Posf og ventede med 
Utaalmodighed . Da hun saae Ole og Rose komme ud 
af Huset , ilede hun dem imøde , og raabte ivrigt : 
„ Naa , hvorledes gik det . “ 
„ Brillant , “ svarede Ole , „ vi have Lommerne 
fulde af Jødens Penge . Men lad os nu skynde oS 
at komme hjem , det bliver snart lyst . “ 

Det værdige Selskab satte sig nu i Marsch indad 
Kjøbenhavn til , uden at der blev talt synderligt mere . 
Hverken Ole eller Rose berørte med et eneste Ord al 
de havde dræbt Jøden . 
Da de kom halvveis til Byen , skilte de dem ad , 
og gik hver for sig , i længere Afstand fra hverandre , 
for ikke at vække Opmærksomhed , og det lykkedes dem 
ogsaa at naae Kjøbenhavn uden videre Gjenvordigheder , 
og uden , som de haabede og troede , at være blevne 
iagttagne med mistænkelige Øine af nogen Politibetjent . 


Tredivte Kapitel . 
' Rovet . 
De samledes alle i RoseS Leilighed , hvor Byttet 
skulde deles . Først da de vare samlede her , saae Petersen 
til sin Forfærdelse at der var Blodpletter paa 
Oles Trøie . 
. De har Blod paa Deres Trøie ! “ udbrød han , 
idet han blegnede . 
. . Naa , det maa jeg see at faae vadsket af , “ sagde 
Ole roligt . 
. Er det derude fra ? “ spurgte Stine . 
» Ja , “ svarede Ole med den samme Rolighed . 
„ Den gamle Jøde var stridig , det kostede en heel Deel 
Uleilighed at faae ham til at holde Mund . Dog , 
det kunne vi jo altid tale om en anden Gang . — 
Lad oS nu see , hvormange Penge vi have reddet 
fra ham . “ 

De smaae Pengrposer kom nu for Dagens Lys 
og bleve tømte , De indeholdt i Alt 300 Rd . i forskjellige 
Møntsorter . 
„ Det er forbandet fint , “ sagde Ole , „ for al den 
Uleilighed vi have havt , men heldigviis er det ikke det 
Hele , Jernskrinct indeholder vist en god Slump Dukater , 
det er saa Satans tungt . 
Dette Skrin var meget solidt gjort og da der 
ingen Nøgle sad i Laasen , var man nødt til af forsøge 
paa af bryde det op . 
Dette var ikke noget Iet Arbeide og Skrinet modstod 
en Tid alle deres Ansfrengelser , men endelig gav 
Laaget efter , og Laasen sprang op . 
„ Den Jøde har holdt meget af af have sine Ting 
godt « sfansede , “ mumlede Ole , „ det har været en forsigtig 
Mand . 
Alle bøiede sig nu nysgjerrige ned over det aabnede 
Skrin , for af see hvad det indeholdt . Det indeholdt 
imidlertid kun en eneste , temmelig stor Pakke , 
der var indsvøbt i gammelt Skrivpapir , og udenpaa 
hvilket Noget stod noget skrevet . 
„ Der er ingen Guldpenge , “ sagde Ole skuffet 
idet han løftede paa Pakken , „ nar det kommer til 

Stykket , saa indeholder denne Pakke vel ikke Andet end 
gammelt Madpapir . “ 
„ Der staaer Noget skrevet udenpaa , “ sagde Rose , 
. lad oS læse det . « 
„ Ja , værsaagod , “ sagde Ole . 
Røse læste høit : 
i » Forbandelse over dem , som rører disse Penge . 
' Forbandelse over den , “ som bruger dem , der klæbcrBlod 
ved dem . » 
Der foer uvilkaarligt en Gysen gjennem alle de 
Tilstedeværende , da Røse langsomt oplæste disse stræklige 
Ord . 
„ Hvad Fanden skal det sige , “ spurgte Ole . . staaer 
der virkelig del ? “ 
» Ja , hver Ord til Andet , “ sagde Røse . 
. Naa , “ det kan jo i Grunden være os ligemeget , 
sagde Ole . . Vi ere jo christne Mennesker , altsaa kan 
en JødeS Forbandelse ikke virke paa os . Det Hele er 
desuden vel ikke Andet end saadan usle Narrestreger , 
ved hvilke han har villet gjøre Folk bange . Lad oS 
see hvad der er i Pakken . “ 
Han aabnede nu PapirSpakkcn . Ten indeholdt 
SOMO Rd , i Sedler , samt et beskrevet Stykke 
Papir . 

Ole og HanS Kammerater bleve umaadeligt forbausede 
over det rige Bytte som de saaledes Havde 
gjort . Halvtredsindsiyvetufinde Daler , det blev jo en 
lille Formue til dem hver . 
„ Nu kunne vi sagtens være glade , “ sagde Ole . 
„ Naar vi først komme til Amerika med alle disse Penge , 
saa kunne vi leve som Herremænd og saa Fanden i 
Vold med den gamle Jødes Forbandelse , som staaer 
skrevet paa Papiret . “ 
„ Det tænker jeg med , “ sagde Røse . 
. Ja , “ sagde Ole , hvis Adfærd blev mere og mere 
drømmende , „ i Amerika kunne vi med disse Penge 
sfabe oS en ny Fremtid , langt bedre end den , vi 
kunne vente herhjemme . Hvem veed , jeg kan maaskee 
endn u nyde den Lykke al realisere nogle af de Drømme , 
som engang foresvævede mig . “ 
» Ja , “ sagde Stine , „ De har jo egentlig , efter 
hvad vi have hørt , i Deres Ungdom været vant til 
noger bedre . Det var nok ikke sunget for Deres Vugge 
at De skulde komme til at tilbringe Deres Liv i Selskab 
med Folk som os . “ 
. Nei , “ sagde Ole , . del var det ikke . Men skeet 
er skeet , og det staaer nu engang ikke mere til at 
ændre . « 

Hans Ansigt antog ved disse Ord Præget af en 
dyb Sørgmodighed , som var paafaldende for de Andre . 
Røse sagde , efter et Øiebliks Taushed : 
„ Hør Ole , jeg har lidt ønsket een Ting . “ 
„ Og del er ? “ 
» At Du vilde fortælle ? os Din Historie , saa at 
vi rigtigt kunde faae at vide , hvorledes det egentlig er 
gaaet til at Du er kommet i den Stilling , som Du 
nu er . « 
„ Ak , “ sagde Ole , som blev mere og mere 
sørgmodig , „ det er en besynderlig Historie . Det 
er gaaet med mig , som med saa mange Andre , at 
det Zer en høist ubetydelig Ting , som har bragt mig 
nedad . 
„ Naa fortæl , lad os høre det , “ sagde baade Rose 
og Eline indtrængende . 
, » Jeg taler ikke gjerne derom , “ sagde Ole . 
^ „ Det er en Drøm som er endt , og som jeg ikke mere 
gider tænke paa . - Døg , da vi i Aften have gjort 
en saa rig Fangst , at vi maaskee ved Hjælp af den 
l kunne skabe os en lykkelig Fremtid , saa kan jeg gjerne 
endnu engang oprive det gamle Saar . 
Med disse Ord tøg han sig et dygtigt Drag af 

en Brændevinsflaske , meder-S de Lindre i spændt Forventning 
ventede paa hvad der vilde komme . 
Efter er Øiebliks Taushed sagde Ole : 
„ Jeg vil ikke sige Eder mine Forældres Navn . 
Det maa være nok for Eder at vide , at de vare temmeligt 
velstaaende og anseete Folk , Jeg var Student , 
og hele min Ulykke slammer fra en af mine Venner , 
der ligeledes var Student og som jeg var svag nok til 
at lade mig lede af . “ 

Eenogtredivte Kapitel 
Oles Historie . 
„ Jeg kom en Dag , da jeg intet Andet havde 
! at bestille end gjøre Visiter , op til . En fra mit Aar , “ 
! en gammel Collegie « og L ' hombre Kammerat , som jeg 
ikke havde seet i længere Tid . Jeg bankede paa , han 
sagde : „ Kom ind ! “ og jeg traadte ind . 
„ Ah , god Dag , Du ! hvordan har Du det ? « 
raabte han ; „ vil Du have min lange tyrkisfe eller 
denne lille her , som jeg kjøbte igaar ? “ 
^ , . Lad mig faae den lange ; jeg kan ikke lide at 
ryge Andres Piber til . “ 
„ Naa , saa stop den lange . — Hvad Nyt er der 
ellers ? ' 
„ Intel , naturligviis , undtagen at der er kommer 
en tydsk Nole , og det veed Du vel . 
» Igjen en Note ! Saa skulde døg -- -- -- -- -- -- -- -- - ! Nei , 

Du ! det vidste jeg ikke . — Nei , nu skulde dog ogsaa 
— ____ __ “ 
„ Hvad ? Vidste Du ikke det ? Hvordan har Du 
det da ? Læser Du ikke meer Aviserne ? Komemr Du > 
ikke i Studenterforeningen . 
„ Min Ven ! en anden Verden er opgaaet for 
mig ! — Oprigtig talt , see paa mig : Kan Du ikke 
see nøgen Forandring paa mig ? “ 
Min Ven reiste sig ved disse Ord i sin fulde 
Høide » g jeg betragtedr ham opmærksomt . . 
. Forandring ? Jo , Du har faaet endnu en Lap 
paa Din venstre Støvle . “ 
„ Aa , det er ikke det Slags Forandring , jeg menerHøiere 
op ! “ 
„ Ah ! Ja , Du har faaer ny Credit hos Din 
Skrædder : Du har faaet nye Beenklæder , seer jeg . “ 
„ Høiere op ! høiere op ! Det er en ædlere Forandring , 
jeg mener . » 
. Ieg kan saagu ingen Forandring see . Vesten 
er den samme , undtagen at den er bleven mere slivt 
paa den ene Side . Du skulde dog lade være at skjære 
Brød paa den . Husk , at del er Din eneste . “ 
„ Dumme materielle Menneske , som altid seer paa 
det Udvendige . Det er er ikke Vest og Beenklæder , 
leg mener ; der er mit Hjerte . Før var det koldt som 

Marmor , nu er del varmt , glødende , flydende som 
smeltet Vor med eet Ord : Jeg er bleven forlovet . “ 
Og min Ven udbredte Armene for at modtage 
min Gratulation . 
„ Jeg gratulerer . Og del troede Du , at jeg 
skulde kunne see paa Dig ? Troer Du al saadant Noget 
sætter sig i Klæderne ? “ 
„ Nei , men i Ens Væsen , i Aasynct , i Hovedets 
Holdning . . . . “ 
„ I Hovedet ? Ja , med Tiden maaskee . . Mit der 
Zeit kommt Alles , « som Tydsken siger . Men jeg 
glemmer alle de sædvanlige Spørgsmaal : Hvad 
hedder Din Kjæreste ? Er hun riig ? . . . . “ 
„ Hun hedder Rose . Er det ikke et yndigt Navn ? 
Hvad er vel skjønnere end Rosen , „ Dronningen for 
alle Blomster , “ som Digteren siger . — Rig nei ; men 
jeg er heller ikke rig , og „ lige Børn lege bedst , “ som 
Ordsprøget siger . “ 
. Hm , ja saamæn ; det er nu ganske efter Omstændighederne . 
Naa , og smuk er hun vel , det er ikke 
at spørge om . En græst Næse ? Du har jo altid 
sværmet for græsfe Næser . “ 
. Nei , hun har en romersk Næse . Men del gjør 
Intel til Sagen : Romerne vare dog i Grunden ligesaa 
agtværdige Folk som Grækerne . « 
„ Aa , ja ! Men mørke Øine har hun da ? Du 

har altid forsikkrer , at Du ikke kunde elske en Kvinde 
med blaae Øine . “ 
„ Ja , men min Kjæreste har netop blaae Øine og 
det er det bedste Beviis paa at jeg har taget feil af 
mig selv . Ak ! Man lærer sjælden sig selv ret at 
kjende . “ 
„ Det er sandt . Naa — og hendes Fader , , han 
er vel Etatsraad , eller vel endøg konferentsraad ! 
Skjælm ! Du er bleven Aristokrat . “ 
„ Nei , paa Ære ! Jeg er Republikaner , jeg hader 
Adelen . Min Kjærestes Fader er Nugbrødsbager . “ 
„ Alvorlig ralt ! Det synes jeg godt om . En saadan 
Pige er i Almindelighed fordringsløs og beskeden 
og bliver en god Huusmoder . Naar skulle I have 
Bryllup ? “ 
„ Bryllup ? Er del et Spørgsmaal , naar man kun 
har været fjorten Dage forlovet ? « 
„ Jeg skulde mene , at det er et Spørgsmaal at 
gjøre strar . Forlovelse er jo intet Andet end Ouverturen 
til Brylluppet . “ 
, , Nei , Forlovelse er Nydelsen af Blomstens første 
Duft , før man sætter Blomsten i Glasset i Stuen 
og saa allerede er vant til Dusten og bliver kjed . . . . 
Nei , det er en forkeert Lignelse ; hvad var det , Du 
spurgte om ? “ 
„ Om Du snart vil holde Bryllup . “ 
„ Hvad skal jeg gifte mig paa ? “ 

„ Du svarer med et Spørgsmaal ; men jeg spørger 
Dig paany ; Er Du ikke theologisk Candidat ? Søg 
Embede . “ 
§ „ Jeg har undersfrevet en SkattebevillingSpetition . “ 
. Hør , veed Du hvad ? Gaae hen og hæng Dig . “ 
„ Nei , jeg vil gaae hen til min Kjæreste . Vil 
Du gaa med , saa skal jeg forestille Dig som min 
Ven , Det er en god Anbefaling i Huset , troer jeg . “ 
. Tak , jeg gaaer med . “ 
Da vi kom ned paa Gaden , sagde min Ven 
til mig : 
„ Een Ting har jeg at bede Dig om : Du vil formodentlig 
oftere komme i Huset og maa da vide at 
gaaes min tilkommende Svigerpapa . Han er vel en 
god Mand , men tillige en meget hæftig Mand og 
taaler ikke Modsigelse , selv naar han har aabenbar 
Uret . Desuden har han næsten en Mani for korte 
Forlovelser , fordi han kun var forlovet med sin Kone 
i to Dage . Begge hans ældste Døttres Forlovelse 
gik overstyr , fordi han ikke vilde give Tid . Jeg beder 
Dig derfor : Indret Din Opførsel derefter . “ 
Jeg lovede ham det Forlangte . 
Da vi kom hen til Familien , blev jrg forestillet 
som min Vens Ven og blev som Følge deraf 
modtagen med aabne Arme . Hele Huset var strar 
fortrolig med mig : Fader , Moder , Sødskende og 

Brodre ( hvilke sidste drak DuS med mig ved Aftensbordet ) , 
ja ! om det saa var Katten og Hunden , strøg 
de dem op ad mig med en saa fortrolig Mine , at jeg 
fydelig kunde see , de vilde gjerne betro mig deres smaa 
Sørger . Hvad døg Forlovelse er for en skjøn Ting i 
et Huus ! 
Efter Aftensmaaltidet trak Faderen mig hen i 
en Krog og spurgte mig , om min Ven havde talt 
om , naar han vilde holde Bryllup , Jeg svarede 
Nei . 
„ Ja , for jeg er ingen Ven af lange Forlølovelser , “ 
bemærkede Manden ; , , jeg har ikke havt 
Held med dem i mit HuuS . Der har jeg itø 
lange Tøse gaaende . De vare ogsaa forlovede ; 
men , da det varede for længe , slog Kjæresterne op 
med dem . “ 
„ Hvor længe varede da Forlovelsen ? “ 
„ To Maaneder med den Ene og syv Uger med 
den Anden . “ 
„ Ja , det er ogsaa altfor længe at være forlovete “ 
, , Kan I see ! “ raabte Manden fornøiet , „ min 
gode Ven her , Hr . . . . . Aa , hvad et Deres Navn , 
bedste Ven ? “ 
Jeg nævnede ham mit Navn . 
, , Naa , denne Herre siger som jeg , at lange Forlovelser 

ere den rene Fordærvelse . — Idag otte Dage 
skal I to have holdt Bryllup . “ 
, , Men , bedste Papa ! “ 
„ Men , bedste Svigerpapa ! “ 
„ Ingen Men ' er ; det bliver , som jeg har sagt . “ 
Min Ven nærmede sig med en forlegen Mine og 
hvislede Svigerpapa Noget i Øret om „ Noget at leve 
af “ ov „ gifte sig paa “ og „ give lidt Tid “ . 
. Aa , “ udbrød Manden , , , jeg veed ogsaa Raad 
derfor . Seer I Børn , jeg var iaftes henne i Nr . -1 , 
og der hørte jeg , at eir Mand , der er meget rigere 
og fornemmere end jeg , lader sin Familie og Venner 
og Bekjendte skyde sammen baade ' fil Udstyret og de 
unge Folks Underholdning . Og kan han gjøre det , 
kan jeg s ' gu ogsaa , Jeg vil saagar ikke tage Andre 
dertil end Familien — det forstaaer sig , Hr . — ( ved 
disse O : d vendte han sig fil migj at vi betragte 
Dem og el Par andre gode Venner som hørende fil 
Familien . “ 
Jeg lakkede med et Buk for den tiltænkie Ære . 
„ Med Et og Alt , som vi derved kunne sfrube 
sammen , tænker jeg , at vi skulle faae næsten 500 Rd . 
samlet . “ 
„ Del er s ' gu mange Penge , “ hviskede min Ven 
fil mig . 
„ Ja , 500 Rd . ' er mange Penge . « 
„ Der er kun Spørgsmaal om , “ vedblev Familiefaderen , 

„ hvorledesPengene skulle anvendes , for at de 
unge Folk kunne leve af Renterne . “ 
» Del Nemmeste var da at sætte dem i Sparebossen , » 
bemærkede Datteren . 
„ Jo ! Kan Du føre en Huusboldning for 15 Rd . 
om Aaret ? — Knap for 1500 maaskee . . . nei , det 
sagde jeg da ogsaa blot for Rimeis Skyld . . . med 
15 Rd . om Aaret kan en Mand ikke føde Kone og 
Børn i vore trange Tider . » 
Et almindeligt Nei ! fulgte disse Ord . 
. . Men/ ' bemærkede min Ven beskedent , , , naar jeg 
har 15 Rd . vist om Aaret , kan jeg altid erhverve mig 
lidt til ved Information . “ 
, , Ved Information , “ udbrød Faderen spodsk ! 
„ ja , det betaler sig godt . Der ere jo Folk nu , der 
informere for Ingenting eller idelhøusfe for Thevand 
om Morgenen ! — Og kan De maaskee føde og klæde 
en Familie med Thevand om Morgenen ? — Nu , 
veed De hvad , gode Svigersøn ! Det Bedste er nok , 
- at De stikker Pengene i min Handel og gaaer i Compagni 
med mig . “ 
Et Tordenslag paa en klar Sommerdag kunde ikke 
have viiket stærkere paa min Ven end disse rasl ududtalte 
Ord . Han sad nogle Øseblikke med aaben 
Mund og stirrede paa sin Svigerfader . Endelig sagde 
han : „ Og mine Studeringer ! Skal jeg da lægge 
dem paa Hylden ? “ 

„ Aa , blæse være med Deres Studeringer ! Hvad 
ere de imod en god og solid Rugbrødshandel ? ' 
„ Ja , men mine Studeringer kan jeg ikke saadan 
lade fare . “ 
„ Naa , saa kan De beholde dem og blot være 
Rugbrødsbager , indtil De faaer Kald . “ 
. Nei , det gaaer slet ikke an , “ sagde min Ven 
energist . 
„ Gaaer ikke an ? Hvorfor gaaer det ikke an ? 
Jeg spørger Dem , min gode Mand , for sidste Gang : 
Vil De have min Datter ? “ 
„ Ja , men . . . . . . . . . . . . . . . “ 
. Ingen Men ' er ! Vil De være Rugbrødsbager ? “ 
. Sig Ja , clsfte Wilhelm ! “ raabte Datteren og 
klyngede sig om HanS Hals . 
Min Ven saae afvexlende paa sin Kjæreste og 
paa Rugbrodsbagcren . 
Jeg rcciiercde i Tankerne : 
Da Herkules paa Veien stod , 
Men jeg , en Boldt for Lykkens Spil — 
Mit Studium og — en Rugbrødsbager . 
. Elskede ! “ raabte endelig min Ven , . Gud kjender 
mit Hjerte ! Jeg vilde gjerne ; men —jeg kan ikke . 
Jeg kan ikie blive RugbrødSbager . « 

„ Hvad ? De kaster Vrag paa min Haandtering ? 
Det har endnu Ingen vovet ! Endnu har Ingen sagt 
mig lige op i Øinene , at han ikke kunde blive RugbrødSbager . 
Det gaaer for vidt . Har jeg fo Døttre , 
hvis Forlovelse gik fløjten , kan jeg ogsaa have tre . 
Vær saa god ! Her er Døren . “ 
Mekanisk tog min Ven sin Hal og gik ud af 
Døren . 
„ Vær saa god , Hr . — “ sagde Manden og 
vendte sig imod mig , „ følg De kun med , geneer Dem 
ikke . “ 
Og jeg gik , under Vcæklager af den forsamlede 
Familie . Druden laa besvimet i Armene paa hendes 
Moder og begge hendes Søstre — det var en ser-1 
armel Bærebør — disse græd , Brødrene knurrede , ! 
Hunden og Katten vare engagerede i et Slagsmaal . 
Ak , der var stor Jammer og Elende . 
* 
* * 
Da jeg havde gaaet nogle Gader op og ned med 
min aldeles fortumlede Ven , drog han nogle dybe Suk 
og sagde : 
. De forbandede Penge ! De ere dog ogsaa Anledning 
til Alt Ondt i Verden . De fordømte 500 
Rd . ! Gid jeg aldrig havde faaet dem . « 

„ Trøst Dkg ! Du fik dem ikke ; de vare Dig kun 
tiltænkte af Din Svigerfader for det Tilfælde , at han 
selv fik dem . “ 
„ Endnu slørre Forbandelse over dem da ! Alene 
Tanken om dem foraarsager Ulyk ' e ! “ -- -- -- -- -- -- - „ Nu er 
min Forlovelse da forbi , “ tilføiede han efter en 
Pause . 
„ Ja , nu er den forbi , “ sagde jeg . 

Toogtredivte Kapitel . 
Fortsættelse af Oles Historie . 
„ Denne Hændelse , “ vedblev Ole , efterat han 
atter havde styrlet sig med et Drag af Brændevinsflasken , 
„ gav Anledning til alle mine følgende 
Ulykker . “ 
» Min Ven blev nemlig fra den Dag af tungsindig 
og melankolsk og fattede Had til alle Mennesker . 
Han ophørte at studere og drev sin Tid hen i Lediggang 
med at drikke og spille . 
Dette Exempel virkede høist skadelig paa mig , 
der kun altfor villig gik ind paa at tilbringe Tiden 
paa den samme Made . 
Da hændte der os omtrent samtidig endnu en 
Ulykke . Vore Forældre døde nemlig næsten paa 
samme Tid og vi , som havde troet at de vare form » - 

ende , bleve nu høist ubehageligt overraskede ved at 
erfare at de Intet efterlod sig . 
Vi vare nu fattige , meget fattige , men vi kunne 
derfor ikke bekvemme os til at opgive det Liv vi engang 
havde begyndt at føre . 
Enden herpaa , er let at forudser ; vor lille 
Pengebeholdning svandt snart bort , og derefter kom 
Touren til vore Klæder og andre værdifulde Sager , 
som ikke vare mange . 
Kortsagt , vi forfaldt aldeles og maatte ganske 
trække os ud af det Selskab , hvori vi hidtil havde 
været vante til at bevæge oS . 
Lidt efter lidt blev vor Omgangskreds af en 
daarlige « og daarligere Natur , indtil den tilsidst kun 
bestod af Medlemmer af Samfundets Bærme . Folk , 
som vare istand til Alt , forudsat at der blot var en 
Smule at tjene derved . 
Vi gad dog endnu ikke give os til at bestille 
Noget , dertil vare vi for stolte , og vi fristede derfor 
kun et kummerligt Liv ved hvad vi kunne tjene i 
Spil , der ikke altid blev spillet paa den reneste 
Maade . 
Dette var et meget usselt Liv , men vi havde 
ikke nogen synderlig Mulighed for at kunne komme 

ud af det igjen . Da sagde min Ven en Dag 
pludseligt til mig : 
„ Her Ole , dette Liv kan ikke vedvare , vi maa 
gjøre Noget , for at faae en Ende derpaa . “ 
. Ja , det er godt nok , men hvad skal det være , “ 
svarede jeg . 
„ Vi maa see at skaffe os nogle Penge , “ 
sagde han . 
„ Ja , men hvorledes ? “ 
- „ Ligemeget paa hvilken Maade , “ svarede han . 
. Jeg har i den Anledning lagt en Plan . “ 
„ Og den gaaer ud paa ? ' 
„ Paa at skaffe os en Formue , “ sagde han . 
„ Du har jø nok hørt Tale om en Mand , som hedder 
Peter Vos ? “ 
„ Jo . “ 
„ Godt , han er bekjendt for at være hovedrig . « 
Naar vi gjorde et lille Greb i hans Pengekiste , saa 
vilde vi være istand til at kunne faae nok , til at vi 
kunde reise til Amerika , og blive det Liv , vi her føre , 
kvit for bestandigt . “ 
Der var noget i dette Forslag , uagtet det var 
femmeligt dristigt , som dog tiltalte mig overmaade 
meget . Der var her Udsigt til at komme i Besiddelse 

af en betydelig Sum Penge , og det var jø først og 
fremmest det , som vi trængte til . 
Dog kunde jeg paa den anden Side ikke skjule 
for mig selv , at der var betydelig Fare ved et saadant 
Foretagende , og jeg sagde derfor : 
„ Men har Du betænkt hvad vi vove ? “ 
„ Ja , vi ville derfor Heller ikke udføre Sagen 
alene . Vi maa have nogle Folk med , som ere vante 
til den Slags Sager . “ 
„ Men , hvor saae vi dem fra ? “ 
„ Aah , de ere lette at finde , blandt vore nuværende 
Venner , “ sagde han . 
Dette maatte jeg desværre tilstaae var Sandhed , 
og da vi havde talt lidt endnu om Sage » , bleve vi 
enige om , hvorledes den skulde udføres , og om hvem 
vi skulde henvende os til for at faae Hjælp . 
Hjælpere fandt vi snart , som vare villige til at 
deeltage i et Foretagende , der lovede et saa rigt Udbytte , 
og der blev altsaa berammet en bestemt Nat 
da Indbruddet skulde finde Sted . 
Til den fastsatte Tid gik vi hen til Huset , hvor 
Peter Vos boede . Det laae i en af Forstæderne , og 
vi kunde let skaffe os Adgang dertil ved at springe 
over nogle Plankeværker . 

En af dem vi havde med , oversmurte en Rude 
med Beg og trykkede den derpaa lydløst ind , hvorefter 
vi Alle listede oS ind gjennem Vinduet , der var blevet 
aabnet paa denne Maade . 
Nu blev en Blændlygte tændt og vi gave oS nu 
til at gaae paa Opdagelser efter , hvor Manden havde 
gjemt sin Skat . 
Vi gik igjennem mange Værelser , og gjennemsøgte 
adskillige Meubler , men fandt Intet af nogen 
synderlig Værdi . Endelig kom vi ind i et lille Værelse , 
hvor der stod et stort Jernpcngestab . 
Her maatte Skatten være , det gjaldt nu altsaa 
om at faae dette Jernpengeskriin lukket op . 
Vi vare forsynede med Dirker og alle nødvendige 
Redsfaber , og gave oS ufortøvet ifærd med Arbeidet 
med megen Iver . 
Dette Skab maa imidlertid have havt en meget 
kunstig og sjelden Laas ; thi alle vore Anstrængelser 
vare forgjæves , det var oS ikke muligt al aabne det 
trods al vor Møie . 
Imidlertid tabte vi ikke Mødel , men vedbleve al 
arbeide , saa Sveden haglede ned af vore Pander . 
Vor Iver var ved denne Forhindring bleven saa 
stor , al vi glemte at tage ve nødvendige ForstgtighedSregler . 

Vi maa have gjort for megen Støi og vækket 
Peter Bos , der , hvad vi ikke vidste , sov i Værelse * 
ved Siden af . 
Han maa have hørt den Støi vi gjorde ved vort 
forgjæves Arbeide , og dette maa have vakt hans Opmærksæmhed . 
Peter blev dog ikke angst eller urolig . I Amerika 
havde han oplevet altfor Meget og Eventyrligt 
til at Nogetsomhelst skulde kunne ryste hans Nerver . 
Han sfod ganske rolig op , greb to ladle Revolvere , 
som laae paa hans Bord ved Siden af Sengen 
og gik hen og tændte Lys . 
Med Lyset i den ene Haand og Revolverne . 
den anden skjød han Døren til Sideværelset , som ikke 
var aflaaset , op med Foden og gik langsomt ind . 
Et eneste Blik sagde ham , hvad der var paa 
Færde . 
Et Vindue stod aabent og fire Banditer stode 
bøiede over HanS store Jernpengesfriin , som de vare 
ifærd med at opdirke . 
Han gik ganske roligt hen til Vinduet , lukkede 
det og stillede Lyset i Vinduet . Derpaa stillede han 
sig selv med Ryggen op mod Vindueskarmen og tog 
en af sine Revolvere i hver Haand . 

Han gjorde dette saa hurtigt og saa roligt og 
bestemt , at vi , som ikke opdagede ham fsr han var 
midt inde i Værelset , i det første Øieblik ikke vidste , 
hvad vi skulde gjøre . 
Da den første Overraskelse var forbi , saae vi paa 
hverandre og fore frem paa Gulvet , som om det var 
bor Hensigt at kaste oS over den ubudne Gjæst og 
dræbe ham , men da var det allerede forfildigt . 
De to Revolvere pegede truende paa oS , det var 
tydeligt at et Par Skridt fremad vilde koste oS 
Livet . 
Vi bleve raadvilde staaende og saae paa hverandre 
med et raadvildt Udtryk i vore Ansigter . 
„ Hvem ere I ? “ sagde Peter , saa roligt som om 
der aldeles intet Usædvanligt havde været i denne 
Situation . 
Denne Rolighed imponerede os Alle langt mere 
end det slorste Raseri vilde have gjort , og vi bleve 
slaaende uden at svare , idet vi grebes af en vis ubestemt 
Ængstelse . 
Vi havde en instinktmæssig Anelse om at vi stod 
ligeoverfor en overlegen Aand , som var vant til at 
byde og til at see sine Befalinger adlydte . 
Vi svarede ikke , med saae forvirrede paa hverandre . 


„ Hvad ville I ? “ spurgte Peter derpaa , idet han 
stadigt med den samme rolige Mine boldt sine Revolvere 
rettede mod oS . 
Intet Svar . 
Der gik nogle Sekunder i Taushed . Da sagde 
Peter med den samme Rolighed : 
„ I ville ikke sige hvem I ere , eller hvad I ville . 
I ere altsaa Gavtyve , som komme for at berøve mig 
min Eiendom . Jeg staaer altsaa i min Ret , hvis jeg 
uden videre Betænkning siyder Eder ned som gale 
Hunde . « 
Det gøs i os Alle , thi han talte som en Mand , 
der nok kunde falde paa at udføre sin Trusel , uden at 
gjøre sig synderlig Samvittighed deraf . 
Vi sagde endnu intet Ord , men saae forlegne og 
ængstelige paa hverandre . 
Vi havde aldrig før været i saa farlig en Stilling . 
Ogsaa Peter taug nogle Øieblikke , idet han kastede 
prøvende og undersøgende Blikke paa vore sire 
Skikkelser . Det faldt ham ind , at hvis han kunde 
lænke os Fire til sig , gjøre sig til Herre over vores 
Handlinger og vor Skjæbne , saa vilde vi kunne blive 
ham et saare nyttigt Bærktøi til Udførelsen af hans 
Planer . 

„ Hvad Fornøielse har jeg af at dræbe dem , eller 
at overgive dem til Retfærdigheden , “ tænkte han , „ jeg 
kan have meget mere Nytte af dem ved at gjøre dem 
til mine Slaver . « 
Det var bedre at gjøre os til lydige Redsfaber 
i HanS Haand end at dræbe os , thi naar Alt kom , 
til Alt , hvilken Fordeel kunde han saa vel have 
deraf ? 
Til at udføre hvad han havde isinde , kunde disse 
fire Fyres Hjælp være af uberegnelig Nytte . Naar j 
han bandt os til sig ved Fordelens , Egennyttens 
Baand , saa vilde han jo være i Besiddelse af en 
Magt , der ved given Leilighed kunde yde ham » maa- > 
delig Fordeel . 
Alle disse Tanker fore lynsnart gjennem hans 
Hjerne , medens han stod med Revolverne i Haanden 
og Øinene stivt fæstede paa os . 
Vi paa vor Side slode og saae forlegne paa 
hverandre . Hvad fluide vi gjøre , hvorledes skulde vi 
slippe ud af denne Knibe ? 
Sandt nok , vi vare Fire om Een , men denne 
Ene var bevæbnet med Revolvere og desuden syntes 
han at være i Besiddelse af en Legemskraft , som langt 
overflred del Almindelige . 
Vi kunde maaskee ved et pludseligt Angreb overvælde 

og besejre ham ved vor Mængde , men mindst 
To af oS vilde blive Offre for vor Dristighed og 
hvilke To vilde det vel blive . 
Denne Uvished var det Forfærdelige i Stillingen , 
thi Ingen af oS havde Lyst til at offre Livet for 
Friheden . 
Peter BoS saae denne vor Ængstelse og Tvivlraadighed 
og han glædede sig derover , thi den begunstigede 
jo hans Planer i en betydelig Grad . 
Nogle Sekunder varede denne spændende , ængstelige 
Taushed . Endelig talte Peter Bos , idet han 
uafladeligt vedblev at pege paa oS ubudne Gjæster 
med Pistolerne . 
. Jeg kunde flyde jer ned som gale Hunde , “ sagde 
roligt . . Jeg har ser Skud i hver Pistol , men jeg 
holder ikke af al gaae til Yderligheder . Jeg har et 
Forslag at gjøre Eder . “ 
Her standsede han , medens vi Alle saae forbausede 
paa hverandre . 
Hvad kunde han have isinde , hvilket Forslag vilde 
han vel gjøre oS ? 
Ingen af os svarede , vi taug Alle forventningsfulde 
efter hvad der vilde følge . 
„ Hvorfor have I gjort Indbrud her hos mig ? “ 
spurgte nu Peter Bos . 

Ingen svarede . Det var Heller ikke nødvendigt , 
det var tydeligt nok at vi vare komne for al stjæle . 
For at berøve mig min Eiendom , vedblev Peter 
Bos efter et Øieblik Tanshed , for at bestjæle mig . 
Atter taug han , atter blev der et Øieblik Tanshed 
under hvilken Banditterne saae forvirrede paa 
hverandre . 
Der var Noget i Peter BoS ' S Mine og Maade 
at tale paa som slog oS alle Fire . Vi følte at vi 
stod ligeoverfor en Person , hvis aandelige Kraft var 
vor egen langt overlegen . 
» Hvorfor vilde I n » bestjæle mig ? “ begyndte 
Peter igjen . 
Atter den samme forlegne Tanshed . 
„ Fordi I ingen Penge havde , fordi I vare fattige , “ > 
fortsatte Peter . 
„ Det er sandt ! “ udbrød vi uvilkaarligt . 
„ Ikke sandt , jeg har Ret ? “ 
. Jo , jo . “ 
„ Hvad vilde I nu gjøre til Gjengjæld , hvis jeg > 
lovede Jer , at I aldrig skulde komme til at trænge tilr 
Penge ? “ 
Vi alle lukkede Munden og Øinene vidt op og 

' saae ud som om vi nok hørte Peters Ord , men ikke 
forstøde deres Mening . 
Peter gjentøg sit Spørgsmaal . 
„ Vi vilde gjøre Alt , “ raabte de endelig . 
„ Alt ? “ spurgte Peter . 
. Ja , Alt . “ 
„ Hvad forstaae I ved Alt ? Vilde I endog sætte 
Eders Liv paa Spil , naar det blev forlangt ? “ 
Vi saae igjen raadvilde paa hverandre . Endelig 
sagde den Ene af os . “ 
„ Ja , hvorfor ikke . Vi sætte jo dog hver Dag 
Livet paa Spil ved det Liv som vi føre . Og nu er 
endda ' vor Gevinst derved usikker . Vi have altsaa 
meget mere Grund til at gjøre det , naar vort Udkomme 
sikkres . “ 
„ Ere I Andre af samme Mening ? “ spurgte 
Peter . 
„ Ja , ja , “ svarede vi . 
„ Godt , saa sid ned og lader os tale nærmere 
om Sagen , “ sagde Peter . 
Han slak nu ganske rolig Pistolerne i Lommen , 
vendte sig om , lukkede Vinduet i og satte sig derpaa 
ned paa en Stol . 

„ Sid ned ! “ gjentøg han i en bydende Tone . 
Hans Rolighed og Sikkerhed imponerede os 
Alle og vi adiøde mekanisk , ligesom om vi bleve drevne 
af en høiere Villie end vor egen . 
„ Godt , nu kunne vi tale sammen i al Magelig , 
hed . Talen gaaer allerbedst naar man sidder ned , “ 
sagde Peter i en rolig , halv gemytlig Tone . „ I ere 
astsaa fattige ? “ 
» Ja , det veed Vorherre , “ svarede jeg der var 
Ordfører for de Andre . 
„ Have I Familie ? “ 
Ja . “ 
„ I ere gifte ? “ 
„ Ja , To af os . “ 
„ Have I Børn ? “ 
Ja . “ 
. Og Intet al give dem ak spise ? “ 
. Nei , “ 
. Forkært mig , hvorledes I ere komne i denne 
Silling . Men ærligt og oprigtigt , det skal ikke være 
til Eders Skade . 
Vi saae igjen paa hverandre . Det var igrunden 
en mislig Sag saaledes at aabenbare sine Familiefor . 

hold til en Fremmed . Dog , der var Noget ved Peter , 
det var ligesom en Magt , der omsvævede ham , som 
nødte oS til at adlyde . 
En for En gav vi os til at fortælle . Vore Historier 
lignede saa temmeligt hverandre . Født saa at 
sige paa Kjøbenhavns Brostene , vare de To vorede 
op næsten ganske overgivne til dem selv . Fattigdom , 
ubesindige Giftermaal og deraf følgende haarde Kampe 
for Udkommet , det var Hovedindholdet af deres Lcvnetslob . 
Alle Fire havde vi været i mere eller mindre ubechagelige 
Berøringer med Politiet . Alle Fire hørte vi 
til denne ulykkelige Mcnneskeklassej , for hvem det omtrent 
er umuligt at reise sig igjen , naar vi først engang 
ere faldne . 
< Vi kunne aldrig reise os ved egen Hjælp . 
« Samfundet lagde os altfor mange Hindringer iveien 
, dertil . Der skal en stærk , en mægtig Haand til at 
, drage os op af Dyndet og hvor findes den ? 
, Det var sørgelige Historier Peter fik at høre , Historier , 
som bragte Skyer paa hans Pande og Sorg 
i HanS Hjerte . Det gjorde ham ondt for disse Mennesker . 
Men paa samme Tid som det gjorde ham ondt 
for disse hans Medmenneskers Skjæbne , saa glædede 

han sig paa samme Tid over at han var truffet 
sammen med dem og at de netop vare saaledes ; thi 
havde de været anderledes og fristet andre Skjæbner , > 
saa vilde de neppe saa villigt have fundet sig i at 
blive villieløst Værktøjer i hans Haand . 
Da vi havde endt vore Beretninger , sagde 
han : 
„ Alt dette stal blive anderledes . Jeg fia ! hjælpe 
baade Jer og Eders Familier . “ 
„ Hvad skulle vi saa gjøre til Gjengjæld ? “ spurgte 
jeg . 
. Udføre hvad jeg forlanger , “ sagde Peter kort . 
Vi saae igjen noget tvivlraadige paa hverandre . 
Det var dog altid en løjerlig og betænkelig Sag at 
gaae ind paa . 
„ I betænker jer ? “ spurgte Peter , idet han tog 
sit Uhr op af Lommen , „ vel , jeg har godt forstaaet 
det , thi det er jo en alvorlig Sag . Nu er Klokken 
halv To . Naar den er To , vil jeg have Ederö bestemfe 
Svar . « 
Han lagde Uhret paa Bordet , tændte sig en 
Cigar , lænede sig tilbage i Stolen og gav sig til at 
betragte os opmærksomt , medens han tilsyneladende 
aldeles rolig sendte den ene blaae Røgsty i Veiret 
efter den anden . 

Vi gave oS nu til at hviske ivrigt indbyrdes . 
Hvorfor skulde vi ikke modtage PeterS Forslag , vi 
vare jo saaledes stillede , at vi saa at sige Intet havde 
at tabe . Den fastsatte Frist var derfor heller ikke 
endnu udlsbet , før jeg sagde paa de Andres Vegne : 
„ Vi gaae ind paa Tilbudet . -- 
„ I ere Alle enige ? “ 
„ Ja , Alle . “ 
„ Godt , -- sagde Peter , idet han reiste sig , „ jeg skal 
holde mit Løfte , men jeg maa ogsaa have Sikkerhed 
for at I vilde opfylde Eders . I maa underskrive en 
' Tilsfaaelse om at I i Nat have gjort Indbrud hos 
mig . Denne Tilsfaaelse beholder jeg , og Ingen skal 
faae den at see , undtagen Een af Eder skulde falde 
paa at svigte sin Pligt . 
, Han salte sig igjen ned ved Bordet og gav sig 
, hurtigt til at skrive nogle Ord paa et Ark Papir . 
Der var en Bekjendelse , hvori vi alle Fire erklærede 
oS for skyldige i Indbrud . Da han var færdig , sagde 
han : 
„ Skriv under ! “ 
Vi saae atter raadvilde paa hverandre . 
var dog en egen Sag , saaledes al give sig i en 
Vildfremmeds Vold . 
„ I belænker Eder ? “ sagde Peter . „ Godt , saa 
veed jeg hvad jeg har at gjøre . “ 

Med disse Ord greb han i Lommen efter Revolvolverne . 
„ Nei , vi skrive under , “ sagde jeg nu , hvorpaa 
jeg nu strar underskrev , hvorefter de Andre ufortøvet 
fulgte mit Erempel . 
„ Godt , - sagde Peter , „ saa er Pagfen alfsaa 
sluttet . Imorgen skulle I høre Nærmere fra mig . “ 
Han lukkede dem nu ud , hvorpaa han atter lagde 
sig til at sove . 
Næste Dag besøgte han sine nye Undergivne 
deres Hjem . Han talte venlige Ord til Konerne og 
Børnene og ved Gaver afhjalp han dercö Nød og > 
Trang . Han fortsatte sine Besøg og blev nu hyppig , 
Gjæst i vore Huse . Han søgte ikke alene at afhjælpe 
vor legemlige Trang , men ogsaa vor aandelige . Han 
bandt oS til sig ved et Baand , der var langt stærkere 
end det , der dannedes af det Papir han havde ladet 
os underskrive , han bandt os til sig ved Venskab og 
Hengivenhed , og da han havde kjendt oS i fjorten 
Dage , kunde han sige til sig selv : 
„ Nu ere de mine i Liv og Død ! « 

Treogtredivte Kapitel . 
En Katastrofe . 
„ Dette kunde nu Altsammen være meget godt , “ 
« vedblev Ole sin Historie , . men den Afhængighed , hvormed 
man deri kom til den omtalte Mand , den var ikke 
/til at holde ud . Det er derfor jeg længe har spekulerel 
paa at gjøre en stor Forretning , som kunde gjøre 
/Een fri og uafhængig . Det haaber jeg nu er lykkedes 
mig , og jeg vil derfor ogsaa saasnart som muligt sige 
Kjøbenhavn Farvel . “ 
„ Det antager jeg med Allesammen vilde , “ sagde 
Røse , „ naar vi blot kunne finde en passende Leilighed 
dertil . “ 
„ Aah , den findes nok , « sagde Ole . „ Kom , lad 
oS nu dele Pengene og gjemme dem saa godt som 
muligt indtil en saadan Leilighed^findes . “ 
Pengene bleve nu deelte og da dette var gjort 

stiltes man ad , idet man paa det Indstændigste tilraade 
hverandre at iagttage den yderste Forsigtighed . 
Røse fluide imidlertid være den , som skulde sætte 
hele det smukke Selskab i Fare ved sin Uforsigtighed . 
Røse havde een Egensfab , som især er ualmindelig 
hos Forbrydere , og det var at han var gjerrig , 
gjerrig i en Grad , som næsten overstiger al Beskrivelse . 
HoS Forbrydere er denne Egensfab meget sjælden . 
De pleie i Reglen at lade Pengene løbe bort ligesaa 
let som de ere komne , men i denne Henseende var 
Røse en Undtagelse . 
Da derfor den første Glæde over den rige Skat 
var forbi , saa begyndte han at blive bekymret over , 
hvorledes han paa bedste Maade fluide kunne gjemme 
sin Skat saaledes at Ingen skulde kunne faae Fingre 
i den . 
Det var ikke nøgen let Sag at fatte nøgen Beslutning 
i denne Sag , thi det var ham ikke nok at 
Skatten var vel gjemt , den maatte ogsaa være i Nærheden 
af ham for at han kunde vaage over den . 
Han tænkte først paa at grave den ned , men 
denne Tanke forkastede han hurtigt igjen . En eller 
Anden kunde ved et Tilfælde let komme til at grave 

paa det samme Sted , og naar han saa en fkjsn Dag 
kom derud , saa var Fuglen fløiet . 
Nei , dette vilde han ikke . Efter modent Overlæg 
besluttede han ikke at ville slilles fra sin Skat , men at 
sye den ind i sin Trøie . 
Til den Ende sprællede han Foret fra Ydcrtøiet , 
stak Brevtasken derind og syede Aabningen til igjen . 
Paa denne Maade lrocde han bedst at have forvaret 
sin Skal ; lhi nu kunde han jo allid selv vaage over 
den . 
Det faldt ham slet ilke ind at gjøre Brug af 
Pengene , dertil var han for gjerrig . Han var saa 
gjerrig , at hvis han med disse Penge kunde have kjøbt 
sig en anseet og hædret Stilling i Samfundet , saa er 
det dog høist tvivlsomt , om han vilde have gjort 
det . 
i En Lidenskab havde han dog endnu foruden Gjer > 
righeden , og det var Lidenskab for at ryge Tobak . 
^Han var en uforbederlig Tobaksryger . 
Da han nu var blevet saa rig , saa syntes han 
nok , trods sin Gjerrighed , at han kunde have Raad 
til at tilfredsstille denne Lidenskab lidt rigeligere end 
sædvanligt , og til de » Ende havde han taget en Femdalerseddel 
af Pungen , før han syede den ind i sin 
Trøie . 

Det gik ham til Hjerte , men Lidenslaben for Cigarer 
var næsten ligesaa stærk som hans Gjerrighed 
og han besluttede derfor nu rigtigt at gjøre sig tilgode . 
Han røg ikke alene meget , men han holdt tillige 
af at ryge godt , og han besluttede dennegang rigtigt 
at tilfredsstille sin Lyst . 
Han gik altsaa hen til en Cigarhandler , for at 
kjøbe en rigtig god Cigar . Men trods hans Lyst til 
at ryge , saa kunde han døg ikke overvinde sin Gjerrighed 
i saa høi Grad , at han kunde bekvemme sig til 
at kjøbe flere end een Cigar af Gangen . 
Dette blev hans Ulykke ; thi da han havde røget 
den første Cigar kunde han ikke modstaae Lysten efter 
at faae nok een , og da den var røget maatte han endnu 
have en tredie , hvor ondt det end gjorde ham at sfille 
sig ved de Skillinger som den kostede . 
Han kjøbte disse Cigarer hos en og samme 
Cigarhandler , hvis Bontik i Reglen besøgtes af et 
elegant Publikum . Det vakte derfor Mandens Forundring 
da han gjentagne Gange saae denne usselt 
klædt Person komme og kjøbe sig en fiin Cigar . 
Og at han kjøbte den til sig selv , det var der 
ikke den mindste Tvivl om , thi han tændte den med 
det samme . 

„ Det har jeg nu aldrig oplevet , “ sagde Cigarhandleren 
til sig selv , » at en saa simpelt klædr Person , 
en Sjouer , nyder saa fine Cigarer . Gud veed , hvor 
han faaer de Penge fra . “ 
Han kunde ikke lade være at fortælle denne Historie 
til Gadekommissæren , der i cl Ærinde kom ind 
i hans Boutik . Denne spilede strar Øren , thi han 
syntes at dette lugtede lidt mistænkeligt . 
» Hvad er det før en Fyr ? “ spurgte han . 
„ Jeg har aldrig seet ham før , - sagde Cigarhandleren 
„ men han ligner omtrent en Sjouer . “ 
. Hm , hm , “ sagde Gadekommissæren og gned sig 
bag Øret , „ hvorlænge har han kommer herz “ 
„ Han kom her i Gaar første Gang . “ 
. Og har han røget mange Cigarer ? “ 
» Ja . “ 
. Hvormange ? “ 
. Aah , jeg troer næsten et Dusin Stykker . “ 
„ Og del dyre Cigarer ! “ 
» Jo omtrent de fineste jeg har . Det er forunderligt 
at han har Raad til det , han maa jo ryge 
hele Fortjenesten op , mente Cigarhandleren . 
. Det er mistænkeligt , “ sagde Gadekommissæren , 
„ jeg troer næsten det er en Gavtyv . “ 

» En Gavtyv ? « - 
„ Ja , En som har gjort en god Forretning , som 
vi kalder det , naar de have brudt ind i et eller andet 
Sted , og som nu trakterer sig selv med gode Cigarer 
ovenpaa sin Ansfrengelse , Hvorledes seer han ud ! “ 
Cigarhandleren opgav nu Roses Signalement 
saa fuldstændigt som det var ham muligt . 
Gadekommisæren hørte opmærksomt til , men da 
Cigarhandleren havde endt sin Beretning , rystede han 
paa Hovedet og sagde . 
» Jeg kjender ham ikke efter Deres Beskrivelse , 
men jeg kunde dog nok have Lyst til at gjøre Bckjendstab 
med den Fyr . “ 
„ Det kan let lade sig gjøre , “ meente Handelsmanden . 
„ De behøver jo blot at blive her til han 
kommer igjen , jeg antager ikke al det vil vare længe . “ 
Gadekommissæren gik med Glæde ind paa dette 
Forslag . Han kom ikke til at vente synderligt længe , 
thi et Kvarleerslid efter traadte Rose ind i Boutiken . 
Han studsede , da han saae Betjenten , men fattede 
sig dog hurtigt og forlangte en fiin Cigar . 
Den Bevægelse han var kommet i ved al fee 
Betjenten , var imidlertid ikke undgaaet denne . Polibetjentene 
have meget skarpe Øine og denne tilsyneladende 

Uro i Forbindelse med en dunkel Erindring 
om al have seet Fyren før , vare Grunde nok før denne 
Retfærdighedens Haandhæver til al gjøre Rose et 
Par SpørgSmaal . 
Disse Spørgsmaal berørte Rose aabenbart paa 
den meest ubehagelige Maade , og han besvarede dem 
saaledes al Gadekommissæren deraf tog tilstrækkelig 
sGrund til al bede ham følge med til „ Kammeret . « 
Rose saae sig halvt fortvivlet omkring , da denne 
Opfordring stilledes til ham , men der var ingen Udvei . 
Betjenten havde stillet sig mellem ham og Døren , 
Flugt var altsaa ikke al tænke paa , han maatte derfor 
finde sig i al følge med . 
Underveis til „ Kammeret « bandede Rose sin 
ulykkelige Lidenskab før Cigarer , som nu paa en saa 
uventet Maade havde bragt ham i Fordærvelse . Han 
gik og skjændte paa sig selv indvendigt , fordi han 
havde været saa letsindig og ødsel , havde han været 
klog nok til al gjemme sine Penge , saa vilde denne 
Ulykke jo ikke være skeet . 
Men al denne Anger og alle disse Beklagelser 
kom nu før seent . Ulykken var nu engang skeet , han 
var nu engang i Politiets Kløer , og han vidste af 
sørgelig Erfaring , at de ikke vare saa lette at flippe 
ud af igjen . 

Da han kom paa Politikammeret blev han øieblikkelig 
gjenkjendt af flere Beljente og Embedsmænd , 
som havde havt ham under Behandling før . 
Det var en Fängst , som vakte almindelig Glæde 
thi Rose var anseet for at være en meget stor Forbryder , 
og der var i den sidste Tid skeet adskillige 
Forbrydelser , hvori man troede at han havde havt 
ikke saa ubetydelig Deel . 
Saasnart en Forbryder er bleven grebet saa er 
er hans første Tanke sledse enten at søge Midler til 
Flugt eller at see til at saae sin Straf lidt formildet . 
Tanke om Flugt opgav Rose strax , han gav sig 
derfor til at tænke paa om det var muligt at faae fin 
Straf lidt formildet . 
Han haabede at dette skulde kunne opnaaes ved 
ved at angive nogle af sine Kammerater , men hvem « 
skulde det være det var Tingen . De af hans Kammerater 
som Politiet allerede kjendte kunde det ikke^ 
nytte al angive , og han kunve i en Hast ikke udfinde 
Nogen af hans Venner , som Politiet ikke allerede ' 
havde gjort Bekjendtskab med . 
Da fik han pludselig en lys Idee . Petersen ham 
kjendte Politiet ikke . Han var altsaa en Fyr , for 
hvis Angivelse han nok kunde haabe at faae lidt Formildelse 
i fin Stjas . 

„ Han har « rlig fortjent det , mumlede Rose ved 
sig selv . „ Del er jo egentlig hans Skyld jeg dennegang 
er kommet i Kassen . Havde han ikke været , 
saa havde jeg ikke faaet Pengene , saa havde jeg Heller 
ikke røget fine Cigerer , og saa var jeg Heller ikke blevet 
nappet , det er soleklart . “ 
Med dette smukke Raisonnement beroligede han 
fuldstændigt sin Samvittighed og fortalte hele Petersens 
Historie forsaavidt han kjendte den , til Politidirekteuren . 
Denne blev naturligviis meget forbauset og vilde 
i Begyndelsen ikke troe sine egne Øren , men da Rose 
i sin Ivrighed var kommet til at nævne Ole , saa lod 
han ogsaa denne anholde og fik af ham Bekræftelse 
paa Bavianens Udsagn . 
Rose og Ole afgav omtrent eenSlydende Beret , 
ninger om del Besøg , de havde aflagt hos Jøde » og 
hvorfor de havde gjort del , dog saaledes al hele 
Skylden faldt paa Petersen . 
Dette var en en høist vigtig Angivelse , og Politiderekteureu 
vidsle ikke i de første Øieblikke rigtigt , 
hvorledes han i denne Sag skulde gaae til Værks 
paa bedste Maade . 
Disse Tyve , Rose og Ole , kunde jo lyve og 
have angivet en Uskyldig , del havde man seet før . 
Det gjaldt altsaa om at være forsigtig og ikke al fæste 
altfor ubetinget Lid til disse Udsagn . 

Politidirekreuren overtænkte derfor denne Sag 
meget nøte , inden han kunde blive enig med sig selv 
om , hvilken Beslutning han skulde fatte . Angivelsen 
lød ikke synderlig paalidelig . 
Hele denne Sag saae saa besynderlig ud , at den 
voldte Politidirekteuren en heel Deel Hovedbrud , inden 
han kunde komme overeenS med sig selv om , hvilken 
Beslutning han fluide fatte , men endelig tog han dog 
sin Beslutning . 

Fireogtredivte Kapitel 
Zagten . 
Politidirccteurcn lød ufortøvet Søren Rise , der 
Tid efter anden havde gjort sig meget bekjende før sin 
Skarpsindighed og Sindighed i vanskelige Tilfælde , 
kalde og forelagde ham hele Sagen . 
Søren hørte naturligviis med Ærbødighed paa 
sin Foresatte , men da denne havde endt , rystede han 
paa Hovedet og sagde : 
„ De mener saaledes at Petersen skulde have været 
de » , som havde myrdet den gamle Jøde ? “ 
„ Ja , alle Omstændighederne tydesderpaa . “ 
„ Ganske vist , med Undtagelse af en eneste Omslændighed , “ 
svarede Søren . 
„ Og det er ? “ 
„ At Petersen neppe har Mod nok til at udføre 
en saadan Handling . “ 
„ Hvoraf slutter De det ? “ 

„ Af hele HanS tidligere Færd , og af det Indtyk 
hans Personlighed har gjort paa mig , “ sagde Søren . 
„ Del kan godt være De Ret , “ sagde Politidirekføren , 
. men Deres Grunde er dog ikke afgjørende . 
Man har saa ofte seet at Mennesker , som i Virkeligheden 
ere store Kujoner , dog alligevel ere blevne Mordere , 
begrundet paa Omstændighederne . Jeg maa 
nødvendigvis fastholde min Mening om ak Petersen er 
den virkelige Skyldige , indtil jeg bliver klart overbevist 
om det Modsatte . Jeg beder Dem derfor om at see 
at sinde ham ; thi de Steder , hvor Rose og Ole have 
opgivet han skulde være , der er han ikke . Han maa k 
altsaa sandsynligvis have skjult sig , men jeg veed jø 
at De er den rette Mand til at finde alle mulige Smuthuller . “ 
Søren bukkede og gik . 
Han gav sig strax med stor Iver til al lænke 
paa , hvorledes han bedst skulde komme Petersen paa/ 
Sporet . Han belragtede jø ham som sin Dødsfjende , 
som den , der havde forspildt hans Lykke , og den Kommission , 
som Politidirekføren havde givet ham , var ham 
derfor Heller ikke paa nogen Maade ubehagelig . 
Medens had nu beskjæftiget sig med at lægge sin 
Angrebsplan , ville vi vende tilbage til Roses Bolig , 

for at see , hvad der var foregaaet , medens de Begivenheder , 
som vi berettede i forrige Kapitel , fandt Sted . 
Petersen blev i Roses Bolig , thi han turde ikke 
gaae ud , uden om Aftenen af Frygt for at blive 
gjenkjendt . 
Rose derimod gik meget ud , og paa disse Toure 
beskjæftigede sig , desværre for sig selv , for største Delen 
med at ryge Cigarer . 
Han kom regelmæssigt hjem om Aftenen , men 
en skjøn Aften ventede Stine og Petersen ham forgjæves . 
„ Jeg gad vide hvad der kan holde ham ude i 
Aften , “ sagde Peterten , der nærede en vis Frygt for 
at Rose muligviis kunde være bleven grebet , og at 
denne Paagribelse saa kunde have hans egen tilfølge . 
„ Aah , han er vel kommet i godt Selskab , “ mente 
Stine , “ for jeg vil da ikke haabe han er gal at indlade 
sig paa Forretninger , nu , da vi have saa mange 
Penge . “ 
Rose kom imidlertid ikke hjem om Natten og 
Heller ikke den næste Formiddag , hvad der bevirkede at 
endogsaa Stine blev urolig . 
„ Der er bestemt Ugler i Mosen , “ sagde hun , 
. jeg er bange for han er bleven nappet . 

Dette var Petersen ogsaa bange før ; men der 
var jo Intet at gjøre ved Sagen , man maatte see 
Tiden an . 
Det varede heller ikke længe før de fik nærmere 
Underretninger , som sagde dem at de maatte befrygte 
det Værste . 
En Veninde af Stine kom nemlig i Løbet af Formiddagen 
op til hende og sagde ganske forpustet : 
„ Nu seer det bestemt galt ud med Jer . “ 
„ Saa , hvorfor det ? “ 
. Fordi Ole er kommet i Fidtefadet i Morges , 
det veed jeg ganske vist . Politiet har faaet Fingre i 
ham . Jeg veed ogsaa at I have gjort Forretninger 
sammen , saa I maa altsaa tage Eder i Agt . 
Heri var Stine ganske enig med hende og da 
hendes Veninde var gaaet samlede hun en Deel Sager 
sammen som hun puttede i Lommen , og deels pakkede 
sammen i en Bylt hvorpaa huu lavede sig til at 
gaae . 
Hvad Petersen angaaer , saa var han saa overvældet 
af Frygt ved Efterretningen om Oles Paagribelse , 
at han neppe kunde røre et Lem . Først da 
han saae at Stine var ifærd med at gaae , udbrød 
han : 

„ Gaaer De ? “ 
„ Ja naturligviis min Ven ! Her er det nok ikke 
gødt at være længere . Jeg vil ogsaa raade Dem til 
at stikke af saasnart som muligt . “ 
„ Men hvor skal jeg hen ? “ 
„ Hen paa et Sled , hvor man ikke kan finde Dem 
saa le « igjen , “ sagde Slim , „ det er det Fornuftigste , 
del vil jeg gjøre . “ 
„ Kan jeg ikke følge med Dem ? “ 
> „ Nei Tak min Ven , det gaaer ikke . Een kan 
ettere sljule sig end To , det er en given Ting . og 
derfor er det Bedst at vi hver sørge for sig . “ 
Med disse Ord gik hun sin Vei , og lod Petersen 
være alene . 
Hans Sindsstemning var flet ikke af nogen behagelig 
Art Poliliet kunde komme hvert Øieblik og 
saa var det ude med ham . 
Han maatte ligesom Stine gaae sin Vei , det var 
klart , men hvor skulde han gaae hen ? Det vidste han 
ikke , men dog var ganske vist ethvert andet Sted sikkrere 
for ham end del , hvorpaa han nu befandt sig . 
Han brugte derfor ikke lang Betænkningstid , men 
tog sine Penge , som han havde gjemt i en Krog , frem , 
puttede dem i Lommen , hvorpaa han tog en Kaskjet 

paa , som gik ham ligened i Øinene , og gik saa bort 
fra Hr . RoseS Leilighed . 
Han ilede ud af Byen saa hurtigt han formaaede 
uden at vække Opsigt . Da han var kommet ud 
paa Strandveien , gav han sig til at løbe af alle 
Kræfter , da der var kommet en saa forfærdelig Angst 
over ham , at han var nærved at fortvivle . 
Det syntes ham at naar han blot kom langt , 
meget langt bort fra Kjøbenhavn , saa vilde Faren for 
at blive paagreben være langt mindre jo længere han 
kom bort . 
Medens han saaledes aandeløs løb ud af Strandveien , 
mørknedes det efterhaanden . Han lagde dog 
ikke Mærke dertil , men vedblev at løbe videre . 
Ude forbi Taarbæk falder Kysten temmeligt steilt 
ned imod Sundet og danner ligesom en Skrænt . I 
sin Hast for at komme bort , lagde Petersen ikke Mærke 
hertil men traadte feil og styrtede ud i Vandet . 
Det Sted , hvor Petersen faldt ud , var tilfældig- ' 
viis temmeligt dybt , det var et af de saakaldte Hestehuller . 
Han sank dybt ned og mistede næsten aldeles 
Bevidstheden . Et Øieblik efter hævede Vandets Bærekraft 
ham imidlertid op paa Overfladen igjen . 
Strømmen drev ham nu hen paa et Sted , der var 

langt mindre dybt , han kunde søle Grunden med sine 
Fødder , men han formaaede ikke at vinde Fodfæste . 
Det er umuligt at beskrive Petersens Følelser i 
dette Øieblik . De vare en Sammensætning af Skræk 
før Døden og Angst før Politiet , dog traadte den sidste 
Følelse betydeligt i Skygge før den Første , Srlvopholdesscsdriflen 
krævede sin Ret . 
Strømmen førte som sagt Petersen længere og 
længere ud . Han kjæmyedc med Fortvivlelsens Kraft 
imod Bølgerne før at naae tilbage til Strandbredden , 
men forgjæves , hans Kræfter vare før svage og han 
forstod desuden slet ikke al svømme . 
Del var el rædsomt Øieblik . Natlen var mørk 
og Pelersen kæmpede forgjæves med Forlvivlclsens 
Kraft imod Bølgerne . Af og til udstødte han ct Skrig , 
men hvem skulde vel høre det her , saa fjernt fra menneskelige 
Boliger , og kun udstødt af en svag og ængstelig 
Røst . 
Han opsendle i Tanken brændende Bønner lil 
Gud om at frelse ham ud af denne skrækkelige Nød . 
Han bad saa inderligt og hjerteligt som kun en Døende 
kan bede . 
Det synleS som om hans Bøn blev hørt , thi 
pludseligt ligesom han følte de sidste Kræfter vare ved 

at forlade ham og han var ifærd med at synke til 
Bunds , før aldrig mere at komme op igjen , følte han 
at hans Haand greb fat om Noget . 
I det samme skimtede han en mørk Masse tæt 
ved sig . Kunde han ksmme derop vilde han være 
frelst . 
Del hans Haand havde grebet om var et Toug 
og den mørke Masse var en Baad , som ved Touger 
var befæstet til en Pæl . 
Petersen anstrængte nu sine sidste Kræfter for ved 
Hjælp af Touget at naae den mørke Masse , som han 
snart begreb var en Baad . Han kjæmpcde og stred 
med Fortvivlelsens sidste Kræfter . Han gned Huden 
i Stykker paa sine Hænder , men han mærkede det 
ikke , thi han kjæmpede jo for at redde sit Liv . 
Endelig var han saa heldig at komme til at slynge 
den ene Arm om Pælen , hvortil Baaden var bundet . 
Uden rigtigt at vide hvad han selv gjorde , halede han 
i Touget med den anden Haand , saaledes at Baaden 
kom ham ganske nær . Ved den frygtelige sidste Krafranstrængclse 
lykkedes det ham derpaa at komme op i 
Baaden , men ligesaa snart dette var skeet , faldt han 
besvimer om i Baaden . 
Det var altid senere Petersen en Umulighed at 

gjøre rigtig Rede for hvorledes han var kommet op i 
Baaden . Let var ham selv uforstaaeligt og ufør . 
' klarligt ; en saadan Kraft og Handleevne kan kun 
Dødsangesten give er Menneske . 
Petersen besvimede som sagt . Da han atter 
vaagnede var det høilys Dag og Solen skinnede 
klart . 
Han slog Øinene op og faae sig forundret omkring . 
Hvad var der skeet , hvad var der dog hændet ? 
Havde alt det han havde udstaaet væref mere end en 
utrolig , rædselsfuld Drøm ? 
Hvor var han henne ? Det var ham ikke muligt 
at erindre det strar da han vaagnede . 
Erindringen kom imidlertid hurtigt tilbage . Flugten , 
Faldet og endelig Tanken om at han paa en eller 
anden Maade var kommet op i en Baad , stod alter 
klart for ham . 
Han følte sig meget svag , han kunde neppe røre 
et Lem . Han følte Stivhed og Smerter over hele 
Legemet og saa smertedes han dertil af den ubarmhjertigste 
Hunger . 
Han laae længe ganske stille , ligesom betaget af 
en Sløvhed , der endog forbød ham at tænke . 

Aprilsolens Straaler oplivede ham dog lidt efter 
lidt . Han var meget vaad , det følie han og der laae 
Vand i Bunden af Baaden . Vilde han ikke snarere 
blive tør , naar han reiste sig op og satte sig paa en af 
Roerbænkene . 
Jo , det vilde han ganske vist , men del gjaldt om 
at gjøre det . Den foregaaende Dags Faste i Forbindelse 
med dens Anstrængelser havde omtrent udtømt ham 
aldeles . Af og til foer en Kuldegysen gjennem hans 
hele Legeme og han led af en brændende Tørst . 
Det lykkedes ham dog al reise sig op og sætte 
sig paa en af Roerbænkene . Det gjorde ham godt , 
Solen kunde nu bedre udøve sin oplivende Virkning . 
Men nu kom Sullen med fornyet Styrke og rasede 
som Ild i hans Indvolde . 
Han led frygteligt , men han var saa svag at han 
end ikke følie Kraft nok hos sig til at tænke paa 
Frelse . Taus og næsten følesløs sad han og led , 
med en Slags Forundring over at et Menneske kunde 
blive saa ulykkelig som han nu var det . 
HanS Tænkekraft var svækket , han var bleven 
fløv og borsfHan 
sad paa den næstsidste Roerbænk , med Ansigtet 
vendt mod Baadens Agterstavn . Under Stavnen 
var et lille Aflukke med en Dør for . 

Petersen sad i lang Tid og tænkte paa hvad der 
vel kunde være gjemt bag denne Dsr . 
Endelig kunde han ikke modsfaae Nysgjerrighed « » 
længere , men bukkede sig ned mod Døren , for at forsøge 
paa at aabne den . 
Det lykkedes ogsaa , thi den var ikke aflaaset , men 
kun skudt lidt til . 
Del var et lille mørkt Rum . Der laae noget 
Lyst og Blankt derinde . 
Hvad mon det kunde være ? 
Med usigelig Møie bøiede Petersen sig henimod 
den iøinefaldende Gjenstand og tog den frem . 
Dei var en halv fyldt Brændevnnsslaste . 
Ved dette Syn funklede Petersens Øine af Glæde . 
Det var Noget , som kunde slukke hans ulidelige Tørst . 
Uden at bryde sig om eller at vide hvad der var 
i Flasken , satte han den rask for Munden og drak en 
Slurk . 
Det brændte ham i Halsen og foer som Ild 
gjennem alle hans Aarer , men det oplivede ham tillige . 
Han sølle at han ligesom blev oplivet paany . 
„ Ah , det er Brændeviin , “ mumlede han ved sig 
selv . . Det stal jo være godt , naar man er meget 

iræt og har gaaet meget igjennem . Det brænder slygt 
i Halsen , men det hjælper godt for Tørsten . “ 
Han følte sig betydeligt styrket af den Slurk han 
havde drukket og satte atter Proppen i Flasken . Derpaa 
bøiede han sig aller ned imod Rumme ! under Agterstavnen 
med et svagt , instinktmæssigt Haab om muligviis 
at finde noget Spiseligt . 
Hans Haab lod ikke til at skulle skuffeS . Han 
fandt en lille Pakke indsvøbt i Papir . 
Da han hurtigt aabnede Papiret , saae han at det 
indeholdt Smørrebrød . ' 
Det maatte være Fiskeren , som tilhørte Baaden , 
der havde glemt sin Aftensmad i Baaden . 
Hvem Maden tilhørte tænkte Petersen imidlertid 
siet ikke paa . Han kastede sig over de tykke , klodsede 
Stykker Smørrebrød med en sand Ulvehunger . 
Aldrig havde nogen Føde smagt ham saa godt . 
Aldrig havde han holdt saa herligt et Maaltid . 
Det varede kun faae Minutter , før det Alt var 
forsvundet . 
Da han havde spiist , drak han endnu en lille Slurk 
af BrændeviinSflaskcn . 
Dette Maaltid styrkede ham i en vidunderlig 

Grad og gjengav ham baade hans Sjæls- og Legemskræftær . 
For første Gang saae han sig om , for at see 
hvor langt han egentlig kunde være fra Land . 
Men o Himmel , da han saa sig rundtom , var 
der Intetsteds noget Laud at øine . 
Saa langt Øiet kunde række , var der Intet at 
see uden Vand og atter Vand . 

Femogtredivte Kapitel . 
Fortsættelse „ Min 
Gud , “ slammede Petersen , „ hvorledes 
kan delte dog være gaaet til Jeg veed jo at da jeg 
i Aftes kom op i denne Baad var jeg ikke langt 
fra Land . Jeg troede Baaden var fastbunden til en 
Pæl . “ 
Han saae sig nu om efter Pælen . 
Den var ikke til at eine . Der var Intet at see 
uden Vand og atter Vand . 
Tingen var den , at da Petersen halvt instinksmæSfig 
og halvt ubevidst havde gjort de uhyre krampagtige 
Anstrengelser for at komme op i Baaden , da 
havde han med det Samme løsnet den fra Pælen . 
Baaden havde været særdeles let fastgjort og drev nu 
med Strømmen . 

Medens Petersen havde været besvimet havde den 
drevet meget langt . Det var en Guds Lykke at det 
ikke blæste , da han ellers vilde have været fortabt . 
Det var sønden Strøm , han drev altsaa lige ud 
ad Østersøen til . 
Det var en skrækkelig Situation . Ene , uden 
Levnelsmidler i en lille Baad midt ude paa det store 
Hav . 
Petersen begreb ester at have tænkt sig lidt om 
at Baaden maatte være gaaet løs og at han nu sei « 
lede . Men delte indgjød ham ikke nogen stor Frygt . 
Nu da HanS Sult og Tørst var stillet , syntes han i 
det første Øieblik at det var overmaade morsomt at 
seile . 
Men da et Par Timers Tid var gaael , begyndte 
han at dog at ængstes . Hvorledes skulde han komme 
i Land , hvorledes skulde han komme hjem igjen ? Der 
var Vand rundtom , og slel ikke Andet end Vand . 
Langt borte smede han nogle Skibe , kunde han 
blot naae dem , de vilde sikkert tage sig af ham og 
bringe ham hjem igjen . 
Men hvorledes skulde han naae dem ? 
Han havde i lang Tid siddet og seet uafbrudt 
fremad . Nu hørte han pludseligt bag ved sig en underlig , 
susende Lyd , men den var endnu langt borte . 

Ængstiig vendte han sig hurtigt om for at see 
hvorfra denne Lyd vel kunde komme . 
Del var et stort Dampskib , der kom^seilende . 
Det synes at styre lige efter hans Baad og have i 
Sinde at seile ham i Sænk . 
Det var endnu langt borte , men det kom hurtigt 
nærmere . Petersen ndstødie et høit Skrig af Angest , 
thi han var bange for at blive seliet over . Lidt efter 
blev han dog roligere . Dersom man paa dette Skib 
fik Øie paa ham saa vilde han være frelst . 
Han reiste sig op i Baaden og gav sig lil at 
vifte med sit Lommetørklæde , men han var endnu for 
langt borte fra Dampskibet . Skibet kom nu nærmere 
og nærmere — nu maale de dog bestemt kunne see 
ham . Han fornyede sine Anstrengelser og viftede 
paany af alle Kræfter med Lommetørklædet . 
Da gjørde Dampskibet pludseligt ligesom et Sving . 
Det vilde nu i en anden Retning , saa at del atter 
fjernede sig fra ham . Lidt efter seilede del forbi ham 
i en briydelig Afstand og forsvandt saa lidt efter for 
hans Øine . 
Han var ikke blevet seet . 
Det var et haardt Slag for Petersen . Næsten 
afmægtig faldt han om i Baaden og sukkede . 

O , min Gud , skal jeg da døe her ? “ 
Han blev længe liggende og hengav sig lil sin 
Fortvivlelse . Alt Haab om Redning syntes nu at 
være uigjenkaldelig tabt . 
Det begyudte nu at blæse . Søen kom i Bevægelse 
og Baaden tøg til al gynge lemmeligt stærkt . 
Petersen begyndte nu for Alvor al blive bange . 
Af og lil slog en Bølge over Baaden og sprøjtede 
ham ind i Ansigtet . 
Han bad lil Gud saa stærk ! han kunde om al 
han vilde standse Stormen og føre Baaden lil Land . 
Del gik ham som del gaaer de fleste Mennesker , 
de vide ikke hvad de bede om . Petersen bad om ak 
Stormen maalte höre op , og det var nelop Stormen 
som var bestemt lil at bringe ham Frelse . 
De Slide , som Petersen havde seet i det Fjerne 
vare nemlig komne i Bevægelse ved Stormen og styrede 
nu henimod Petersens skrøbelige Fartøi . 
Petersen saae del , men dennegang næsten uden 
Haab . Dampskibets Adfærd berøvede ham Modet . 
Ikke desto mindre reiste han sig dog instinktsmæssig 
op og gav sig lil al vinke med sit Lommetørklæde . 
Regnen begyndte nu ogsaa at styrte ned i Strømme . 

Hvad Petersen ikke havde været vaad før saa blev 
. han nu . Den ene Kuldegysen gjennemfoer ham efter 
den anden . 
Del var Alt de ! at han kunde holde sig i en 
nogenlunde opreist Stilling i den skingrende Vaad . 
Men han opbød alle fine Kræfter før at han kunde 
gjøre det og før at kunne vedblive at vifte med Tørklædet . 
Længe forekom det Petersen , uendeligt længe varede 
det inden de : hurtig : seilende Skib kom ham 
synderlig : nærmere . 
Dersom det nu ligesom Dampskibet pludseligt 
skulde dreie af i en anden Retning — Du gode Gud , 
saa maatte han jo døe ganske alene her mivt paa den 
vilde Sø . 
Det lod næsten til at det vilde gaae lige saadan 
denne Gang som forhen . Petersen begynd : - allerede 
at opgive Haabet , da saae han pludseligt et mindre 
mørkt Puukt nærme sig Baaden . 
Det var en Baad , som var sat ud fra Skibet . 
Man havde opdaget ham . 
Lid : efter hørtes følgende Raab : 
. Baad øhoi ! “ 
Petersen udstødte et gjennemtrængende Skrig til 

Svar og viftede med fornyet Kraft med sit Lommetørklæde . 
Et Øieblik efter var den fremmede Baad paa 
Siden af Petersen . Den var roet af to Mænd . 
Den Ene tog en Baadshage og slog fast i Petersens 
Vaad , hvorpaa han raabte : 
» Naa , kom nu herover i en Fart . “ 
Men der kom intet Svar , Petersen var besvimet , 
Glæden over den sig nærmende Redning havde berøvet 
ham Bevidstheden . 
„ For Fanden , « brummede den samme Stemme 
igjen , „ jeg syntes der var Nøgen i Baaden . “ 
„ Lad os see efter Ole , “ sagde den anden Matros . 
„ Han er maaskee syg . “ 
„ Ja , del er troligt nok Peter , “ svarede Ole , idet 
han reiste sig op og bøiede sig ned over Petersens 
Baad . 
. Ja han er syg , og det veed jeg at det Fornuftigste 
nok er ai faae ham ombord saa hurtigt som 
muligt . “ 
„ Det mener jeg med , “ sagde Ole , idel han tog 
sal i Petersen og med PetcrS Hjælp bragte ham over 
i Baaden . 
Han var endnu stedse besvimet og blev forsigtig 

lagt ned i Bunden af Baaden . Da dette var gjort 
roede de tilbage til Skibet saa hurtigt de formaaede . 
Capttainen paa Skibet var en skikkelig Jyde , han 
blev naturligviis overmaade forbauset over den Fangst 
hans Folk bragte ham . 
„ Del er en Landkrabbe ! “ raabte han , . nu har 
jeg den Onde lordne mig aldrig seet saa galt . Og 
han er besvimet , vi maa see at faae Liv i ham igjen . 
Det er nok det Fornuftigste . “ 
Han blev nu bragt ned i Capitainens Kahyt og 
lagt i hans Kvie . Capüainen lavede derpaa et stærkt 
Glas Grøg og sagde med en saare vigtig Mine til 
Ole , der hjalp ham : 
„ Et godt Glas varmt Grøg , det er den bedste 
Medicin som existerer , husk vel paa det Ole , varmt Grøg 
hjælper for Alt muligt , hører Du , for Alt Muligt . 
Nu skal Du bare see , ligesaa snart jeg bare hælder et 
Par Draaber af dette Hersens i Halsen paa ham , saa 
kommer han sig strax . “ 
Ved Hjælp as en Skee fik han nu Petersens Mund 
vristet op . Derpaa heldte han en god Slurk Grøg i 
Munden paa ham . HanS Forudsigelse gik strar i 
Opfyldelse , thi Petersen slog Øinene op , saae sig forvildet 
omkring og sagde med svag Stemme : 
„ Hvor er jeg ? “ 
Captainen saae paa Ole med en triumferende 
Mine og svarede derpaa : 

„ Du er hoS gode Venner , min Ven . See Du 
nu til al Du kan komme Dig lidt efter Din Forskrækkelse . 
Vil Du ikke have Noget al spist ? Næstefter 
Grog er der Ingenting saa godt som Noget al spise . “ 
Ja , Petersen havde ikke Noget imod al spise . 
Da han havde spiist , nødte Capitainen ham after til 
al drikke en Slurk Grog , hvorpaa han faldt i en dyb 
Søvn . 
„ Nu stal Du see Ole , naar han nu vaagner 
igjen , saa er han saa rask , saa frisf som en Fist . Det 
er den eneste fornuftigste Maade al kurere Folk paa . 
Grog og Smørrebrød det er bedre end Alverdens Medicin . 
Grog især , det er et Universalmiddel , som de 
lærde Doktorer sige . “ 
Med disse Ord tog han sig after eu Slurk Grog , 
formodentlig som et Beskyttelsesmiddel mod muligt 
kommende Sygdomme . 
„ Gad dog vidst hvad det egentlig er for en Fyr 
og hvorledes han saaledes er kommen til Søes , “ 
mumlede han derpaa . „ Aah , bare lidt Taalmodighed , 
det faaer jeg nok al vide naar han vaagner . “ 
Og for al styrke sin Taalmodighed , tog han sig 
after en dygtig Slurk Grog . 

Sexogtredivte Kapitel . 
Igjen i Kjøbenhavn . 
Det viste sig at Capitainen havde Ret . 
Petersen vaagnede først igjen efter fire og tyve 
Timers Forløb , netop som Skibet var ifærd med at 
seile ind til Kjøbenhavn . 
Han var igjen ganske rask , med Undtagelse af at 
han var frygtelig mat og træt ovenpaa de udstandne 
Anstrængelser og Besværligheder . 
I Begyndelsen kunde han slet ikke forstaae hvor 
han var eller hvorledes han var kommet ombord i 
Skibet . Capitainen fortalte ham det imidlertid i faae 
Ord , hvorpaa han paa det Ivrigste udspurgte ham om 
hans egen Historie . 
Petersen fortalte nu en opdigtet Historie . 
Medens han fortalte tog den skikkelige Capitain 
adskillige Drag af sin Romflasfe og saae ud som om 

han ikke vidste om han skulde troe paa Petersens Ord 
eller betragte ham som Een , der gik ud paa at holde 
ham til Bedste . 
Dog , den skikkelige Capitain blev snart enig med 
sig selv om at dette Sidste ikke kunde være Tilfældet . 
Hvilken Fordeel skulde Petersen vel have af at lyve ? 
Havde han ikke fundet ham ene og forladt midt paa 
Søen , var ikke allerede denne Omstændighed mere end 
tilstrækkelig Bekræftelse paa hans Ord . 
Han lod ham fortælle alter og atter og Petersen 
vedblev al repelere det Samme og det Samme , han 
havde jo ikke Andel at fortælle . 
„ Det er den mærkværdigste Historie jeg har hørt 
i mit Liv , “ udbrød Capitainen endelig , da han kunde 
Petersens Historie udenad , „ og nu er jeg dog blevet 
ser og halvtredsindstyve Aar gammel . -- 
En halv Time efter laae Skibet forkølet i Havnen . 
Capitainen gik igjen ned til Petersen , og sagde : 
„ Naa min Ven , skulle vi saa gaae i Land ? Værsaagod , 
her er deres Klæder . Jeg har ladet Peter 
tørre dem i Kabyssen . De vare saa vaade som om de 
havde ligget i Vandet i otte Dage . “ 
Ja , Petersen havde ikke Noget imod at komme i 
Land . Han gav sig strar lil at klæde sig paa , men 

det gik ikke saa synderligt let fra Haanden . Han var 
saa frygtelig træet og saa følte han Smerter i alle sine 
Lemmer . 
Han kom dog endelig i Stand , men han var saa 
mat at han neppe kunde holde sig opreist paa Benene . 
Han klagede sig dog ikke , han syntes det var en 
Skam ligeøverfor de fremmede Søfolk . 
Da Petersen var færdig blev Baaden gjort klar 
og Capitainen og hans Matroser hjalp ham omhygliggel 
ned i den . Synet af ben lille Baad bragte 
ham uvilkaarligt til at gyse . Hvad om det nu vilde 
gaae ham igjen , som da han sidst var i en Baad , 
tænkte han , men han beroligede sig dog hurtigt igjen , 
da han lænktc paa at han dennegang ikke var ene i 
Baaden , men havde Capitainen og to af hans Matroser 
til Beskyttelse . 
„ See nu min Ven , “ sagde Capitainen til ham , 
medens Baaden roedes til Land , „ nu skal De snart 
være hjemme igjen . “ 
Nu lagde Baaden til Land og Capitainen sagde : 
„ Saa , min Ven , nu ere vi ved Land , nu kan 
De strar være hjemme . “ 
Petersen gik langsomt ned ad Gaden , med Hænderne 
paa Ryggen og Ansigtet bøiet ned mod Brystet , 
ivrigt beskjæftiget med at tænke over sin Stilling . 

Havde Lykken da aldeles forladt ham ? I den 
sidste Tid vare alle hans Planer og Handlinger 
blevne krydsede , naar han troede bedst at skulle til at 
begynde . 
Nu stod han ene Paa Gaden , daarligt klædt , 
uden emSkilling i Lommen og uden at vide , hvor 
han skulde gaae hen for at faae sig et Maaltid Mad . 
Det var skrækkeligt . 
Alt hans Arbeide , alle hans Planer , al HanS 
Stræben , Alt havde været forgjæves . Her stod han 
nu , saa blottet for Alt , som han nogensinde havde 
været . 
Disse mørke Tanker beskjæftigede ham dog ikke 
længe . Hans Aand var endnu saa stærk og kraftig 
at han kunde drømme om en Fremtid . 
Han var ikke den Mand , som lod sig nedslaae af 
Ulykker , tvertimod , den skjærpede endnu mere hans 
Higen efter selv at beherske sin Skjæbne . 
Medens han temmeligt hurtigt vandrede op og 
ned af Gaderne , uden ot see hverken til Høire eller 
eller Venstre , tænkte han saaledes uafladeligt paa , 
hvorledes han skulde raade Bod paa den Nød han var 
i for Øieblikket . 
Hvorledes han skulde komme til Penge og faae 

Hævn over sine Fjender , det var Gjenstanden for 
alle han Tanker , og han glemte Alt Andet i Verden . 
Morgenen begyndte nu at ' bryde frem . Der blev 
mere og mere livligt paa Gaden , Folk begyndte at 
gaae paa Arbeide og lil deres Forretninger . Gastænderne 
kom og slukkede Lygterne og tunge Arbeidsvøgne 
begynd ! ? at rulle frem og tilbage gjennem 
Gaderne . 
Men af alt dette brogede Liv og al denne Færdsel 
bemærkede Petersen Intet , aldeles Intet , dertil var 
han altfor fordybet i sine egne Tanker . 
Han lagde Heller ikke Mærke til , da han gik over 
en Gade , at et Par Brostene vare løsnede og stode 
høit op over de Andre . Han snuplede over dem og 
styrtede om med Ansigtet ned mod Steenbroen . 
En tung Arbejdsvogn , som Petersen Heller ikke ' 
havde bemærke ! , kom idetsamme kjørende , og da Petersen 
faldt var den saa nær at Kndsken ikke kunde 
standse sine Heste tidsnok til at forhindre al Vognen 
kjørte over den Faldne , som udstødte et Skrig . 
Nu blev ber Liv og Bevægelse . * Folk strømmede 
til , standsede Vognen og søglc at saae den Overkjørte 
Benene . 
Men dette Sidste lod ikke til at være nogen let 

Sag , Petersen var besvimet og Blodet piblede ud 
gjennem hans Klæder . 
» Herre Gud , stakkes Mand ! “ 
„ Han er bestemt død . ' 
„ Nei , det troer jeg ikke . « 
» Hvem er han ? « 
„ Har han Kone og Børn ? “ 
„ Er der Ingen , som kjender ham ? “ 
» Hvad skulle vi gjøre ved ham ? 
Saaledes krydsede det ene Udraab det Andet , 
medens Fotk stode raadvilde og saae paa hverandre . 
Nogle af de Ivrigste gave sig til skjænde paa 
Kndsken : 
» Sikken Maade at kjøre paa . “ 
» Det er fordi det skal gaa saa rast . “ 
» Folks Liv og Lemmer bryder saadan Kudslepjalt 
sig ikke en Smule om . 
Som sædvanlig ved alle saadanne Leiligheder 
glimrede Politiet ved sin Fraværetse . Endelig efter et 
Kvarteerstids Forløb viste en saadan Person sig . 
» Hvad er her paafærde ? “ spurgte han med al 
den Værdighed og Vigtighed , som HanS Embede ndfordrede . 


„ En Mand , der er kjørt over ! “ 
„ Han er aldeles død , Vognhjulet er gaaet lige 
over Halsen paa ham , “ svarede en af de meest Velunderrettede , 
der slet ikke havde seet en Smule af hvorledes ; 
det Hele var gaaet til . 
Betjenten banede sig nu Vei gjennem Klyngen 
hen til den tilsyneladende livløse Skikkelse . De Nysgjerrige , 
der havde samlet sig rundt om trængte endnu 
stærkere paa , ligesom om de ventede at Betjenten vilde 
være istand til at gjøre et eller andet Mirakel ved den 
Syge . 
Men uagtet Betjenten , ligesom alle Betjente , ansaae 
sig selv for en meget klog ophøiet Person , saa 
steg hans Ærgerrighed dog ikke saa høit at han 
troede om sig sUv al han kunde gjøre noget Mirakel 
ved den Tilskadekomne . Han indskrænkede sig til med 
en vigtig Mine at udbrøle det velbekjenktc : 
„ Værsaagod at passerer Gaden ! “ 
Da der imidlertid ikke var Nogen , som reflekterede 
derpaa , vedblev han med en dybsindig Mine : 
„ Det er bedst vi faaer den Fyr paa Hospitalet . “ 
Derpaa saa han sig om som om han vilde sige : 
„ Det er det Eneste , der er ved ham at gjøre , der 

kunne I see , hvor kjærligt at Byens Politi vaager 
over Eder . “ 
Den samme Vogn som havde foraarsaget Ulykken 
blev ogsaa tager i Brug til at kjøre Petersen til Hospitalet . 
Som det altid gaaer ved saadanne Leiligheder , 
bar man sig saa keilet ad som muligt med at 
faae den Forulykkede op paa Vognen , det var som 
om man havde foresat sig at man vilde pine den 
Ulykkelige saa meget som muligt . Af lutter Tjenstiver 
gjorde man saa mange Bommerter som man vel 
kunde komme afsted med . 
Endelig kom Petersen op paa Vognen . 
Han var hele Tiden besvimet og gav Intet Livstegn 
fra sig . 
Vognen satte sig i Bevægelse fulgt af nogle Lediggjængcre , 
som for enhver Priis med egne Øine 
vilde overbevise sig om at Vognen virkelig kjørte til 
Hospitalet og at den ikke væltede underveis . 
Driverhoben fulgte med ligetil Hospitalsporten , 
og blev større og større . 
Medens Vognen rullede ind , slode de der og 
gabede , som om de ventede at faae noget Overorddentligt 
at see , men da dette ikke skele , saa tøflede de 
af igjen . 

Disse Drivere , som havde været saa ivirige 
efter at see hvad der blev af den Tilskadekomne , havde 
aldeles glemt den hele Begivenhed , da de vare dreiede 
om det næste Gadehjørne . 
Saaledes ere Menneskene . 

Syvogtredivte Kapitel . 
Paa Hospitalet . 
Saasnart Vognen med Petersen var kommet ind 
i Hospitalsgaarden , blev Petersen taget af Vognen og 
bragt op paa en af Sygestuerne for at man kunde 
undersøge hvilken Skade han havde lidt . 
Man klædte ham af og lagde ham paa et Bord . 
Han var endnu stedse bevidstløs . Lægerne og deres 
Hjælpere kom og befølte ham fra øverst til Nederst 
med vigtige Miner . 
Deres Undersøgelse varede temmelig længe . Da 
de endelig vare færdige , var det klart af deres Miner 
at de betragtede Patientens Tilstand som haabløs . 
Begge Benene vare brækkede og desuden var der 
al Sandsynlighed for al et af de indre ædle Organer 
var betydelig beskadiget . 

„ Det er igrunden slet ikke Umagen værdt at forbinde 
banS Been , ' sagde Overlægen , „ han kommer 
rimeligviis ikke mere til sig selv . Jeg antager ar han 
vil være kreperet om en halv Snees Minutter . “ 
En af de yngre kandidater gav sig nu at tale 
Noget om Menneskelighed og Lægens ophøiede Pligter . 
„ Naturligviis , ' svarede Overlægen , „ er det vor 
Pligt at gjøre hvad vi kunne , saalænge der blot er 
en Gnist Liv tilstede . Mine Herrer , lad os stride til 
Forbindingen , endskjøndt jeg er overbeviist om , at han 
vil være død inden vi blive færdige . “ 
Den unge Candidat som havde falt om Menneskelighed 
og Lægens ophøiede Pligter , gav sig strax ivrigt 
ifærd med Petersens Been . Uagtet de smukke Ord 
han havde falt , meente han dog slet Intet dermed . 
Tingen var den , han havde aldrig før forbundet et 
brækket Been og nu var her hele to — det var blot 
før ikke at gaae gbp af denne prægtige Øvelse , at han 
havde opkastet sig til Menneskelighedens Talsmand . 
Bandager , Skinner og Bind blive nu bragte 
tilstede , Overlægen tog sit Uhr op af Lommen og 
sagde : 
„ Denne Forbindelse vil vare omtrent en halv 
Timestid , men jeg er aldeles overbeviist om at Patienten 
vil være død om et Kvarteer . -- 

Han saae sig om med en triumferende Mine , som 
dog ikke forhindrede de læeregridske kandidater fra at 
forbinde ham efter alle Kunstens Regler . 
Kvarteret gik , men Petersen levede dog endnu . 
Den halve Time gik , men han aandede endnu , til stor 
Ærgrelse for Overlægen , hvis Spaadom saaledes ikke 
var gaaet i Opfyldelse . Han trøstede sig imidlertid 
saa godt han kunde og sagde i en fornem Tone : 
„ Hm , hm , han er mærkværdig seiglivct . Men 
det er blot det animalske Liv , det har Ingenting at 
betyde . “ 
Patienten blev nu bragt op paa en Stue og lagt 
i en Seng . Candidaten med de menneskekjærlige 
Følelser talte nu Noget om man ikke skulde forsøge at 
vække Patienten as sin Bevidstløshed . 
„ De kan jo gjerne forsøge derpaa , men det er 
komplel unyttigt , “ sagde Overlægen , der var fulgt 
med , for at see om den Syge ikke vilde krepere underveis . 
Der blev nu bragt forskjellige Midler i Anvendelse , 
medens Overlægen stod og rystede paa Hovedet med 
en fornem , ringeagtende Mine . 
Man fænke sig imidlertid hans Forbauselse , da 
Patienten med Eet slog Øinene op og saae sig omkring 
med en forundret Mine . 

„ Hvor er jeg ? “ hvidsfede han svagt . 
„ Dette er døg den mærkværdigste Seiglivethed 
jeg har kjendt ! « mumlede Overlægen ærgerligt og næsten 
ude af sig selv . For imidlertid at redde saa meget 
som muligt af sin Autoritet , fattede han sig hurtigt 
og hvidskede til Kandidaterne : 
„ Ja , mine Herrer , siden det viser sig at Patienten 
har en saa mærkværdig Livskraff , saa kan det jo være 
muligt ak han kan leve nogle Timer endnu . “ 
Derpaa gik han ; thi det var altfor ærgerligt at 
see en Patient ligge og leve , naar han havde dømt 
ham til Døden . 
„ Hvor er jeg ? “ slammede Petersen atter . 
Den mennestekjærlige Candidat fortalte ham nu 
i faa Ord hvad der var skeet og hvorledes han var 
kommet der . 
. Hvad er det der er gjort ved mine Been ? 
. De ere forbundne . “ sagde kandidaten . 
„ Men jeg kan ikke røre dem . “ 
„ Det bør De Heller ikke . “ 
„ Hvorfor ? “ 
. Fordi de ere brækkede . “ 
„ Brækkede ? “ 

„ Ja . ' 
„ Men hvad er det før en rædsom Smerte jeg har 
i Underlivet ? “ 
„ Det er en Beskadigelse De har faaet med det 
Samme , da Vognen kjørte over Dem . “ 
„ O , lad mig faae lidt Vand , “ stønnede Petersen 
svagt , „ jeg føler saadan en rædsom Tørst . “ 
Han fik øieblikkeligt Noget at drikke . Lidt efter 
sagde han : 
„ Siig mig , er det farligt ? “ 
Candidatcn svarede ikke , men saae paa Gulvet . 
„ Siig det kun , jeg kan taale at høre det . Er 
del farligt ? “ 
, , Ja , “ sagde Candidatcn langsomt . 
„ Meget farligt ? “ 
„ Ja , “ sagde Kandidaten endnu mere tøvende . 
Atter fik Petersen noget Vand , hvorpaa han vred 
sig under frygtelige Smerter . Derpaa fæstede han et 
gjennemborende Blik paa Kandidaten og sagde svagt : 
„ Siig mig — er det — ? 
Her standsede han og foer gysende sammen . 
„ Er det — er det Døden ? ' hvidsfede han endelig . 


„ Forsaavidt ikke al menneskelig Beregning slaaer 
feil , ' sagde Kandidaten langsomt , „ saa vil den Ulykke , 
der har ramt Dem , have Døden til Følge . — Dog , 
det kan jo fler at vi tage feil , “ tilføiede han i den 
sædvanlige , tvivlende Doktortone . 
Atter foer Petersen gysende sammen , atter forlangte 
han noget Vand . Da han havde drukket , sagde 
han svagt og afbrudt : 
„ Siig mig — hvorlænge — hvorlænge kan det 
vare ? “ 
„ Hvilket ? “ 
„ Inden — inden — Døden kommer ? “ 
Atter taug Kandidaten og saae ned mod Gulvet . 
„ Siig mig let , “ stønnede Petersen , „ siig mig det , 
hvorlænge kan jeg leve endnu ? “ 
„ Nu vel da , “ svarede Kandidaten , , , siden De 
endelig vil vide det , saa er der ingen Sandsynlighed 
for at De vil leve længere end til Solnedgang — 
men som sagt , Mennesket spaaer , men Gud raader . “ 
„ Allsaa til Solnedgang ! “ mumlede Petersen , „ til 
Solnedgang . — O , disse forfærdelige Smerter i mit 
Underliv ere nærved at gjøre mig rasende — er der 
Intet , der kan stille denne Pine ? — Til Solnedgang ! “ 


„ Jeg skal forsøge , hvad der staaer i min Magt , “ 
sagde Kandidaten . 
Han gik bort og kom et Øieblik efter tilbage med 
en Opvartningskone , som bragte et varmt , smertesfillende 
Omflag . 
Efter at dette var lagt paa , følte Petersen en 
betydelig Lindring . Den voldsomme Tørsf vedblev 
imidlertid at plage ham paa det Ubarmhjertigsfe . 
Kandidaten spurgte ham nu om der ikke var Noget 
han ønskede udført inden det store Øieblik kom , 
om han ønskede en Præst . 
„ En Præst ? “ slreg Petersen høit , idet ' han opslog 
en vild Latter , „ nei , nei , hvad skulde jeg med ham ? “ 
Der var i dette Øieblik noget saa Vildt og Forfærdeligt 
i Petersens Øine at Kandidaten blev slaaet 
af Rædsel . Det var ham derfor særdeles kjært at 
Petersen yttrede et Ønske om at han vilde være alene . 
Han gik øieblikkeligt og overlod Petersen til sine egne 
Tanker . 
Paa Trappen mødte Kandidaten tilfældigviis 
Overlægen . 
„ Naa , “ sagde Overlægen , „ nu er han vel himlet ? “ 
„ Nei , endnu ikke , “ sagde Kandidaten . 

„ Mærkværdig seiglivet , “ sagde Overlægen i en 
ærgerlig Tone , „ ganske mærkværdig seiglivet ! “ 
Petersen var nu ene , eller rettere sagt saa godt 
som ene , thi der vare flere Senge i Stuen , men de 
Senge som vare nærmest ved ham , vare ikke belagte , 
saa han kunde aldeles usvrstyrret hengive sig til sine 
egne Tanker . 
Og del var rædsomme Tanker , Tanker der brændte 
som Ild , Tanker der vare svangre med et Helvede . 
Hun skulde døe — døe her , uden at en Eneste 
vilde savne ham , uden al en Eneste vilde bryde sig 
om ham . Naar han saa var døv , vilde man bringe 
ham ned paa Ligstuen og anatomcre ham , han vilde 
vel neppe engang nogensinde blive begravet , men HanS 
Legeme vilde i smaa præparede Stumper komme til 
al vandre fra Haand lil Haand mellem midicinske 
Studenler . 
„ Døe , døe , inden Solnedgang . Maaskee see 
Solen gaae ned , men ganske vist aldrig see den staae 
op mere . Døe ! Hvad var det al døe ? Hvad vilde der 
komme ester Døden , “ spurgte han sig selv . 
Del er naturligt at Petersen led overordentligt i 
sine sidste Timer . Han led baade legemligt og sjæleligt 
og de sidste Piinsler vare be allerværste . 

Han saae i Aanden hele sit forspilte Liv vandre 
forbi sig og han led umaadeligt ved disse Syner . 
Lykken havde været ham gunslig , han kunde nu 
have indtaget en respektabel Stilling i Samfundet , 
men hvad var han nu ? 
Intet var han , slet Inter uden en Forbryder , som 
Enhver skyede og foragtede . 
Intet kan vistnok forvolde et Menneske større 
Smener , end ved Enden af sit Liv at see tilbage paa 
sin forspiltc Tilværelse . Al være sig selv bevidst at man 
har forspildt Himlens prægtigste Gaver , det er ganske 
vist den høieste Lidelse , som kan tænkes . 
Disse Tanker , som nagede ham uhyre , gik tilsidst 
om til vilde Fantasier , der om muligt opfyldte 
bam med endnu større Kvaler end den vaagne Tilstand . 
Saaledes laa han indtil henad Morgenstunden . Da 
foer han pludseligt krampagtigt sammen og udstødte 
et dybt Suk . 
Del var det sidste . Han var død . 
„ Det maa ikke være godt at døe med en saadan 
Samvittighed , meente Gangkonen , da hun lagde Lagenet 
tilrette over hanS afsjælede Legeme . Han havde 

vist mere at aflægge Regnsfab for end det er godt for 
et Menneske at have . “ 
„ Han var mærkværdigt seiglivet , “ sagde Overlægen 
da han om Formiddagen gik sin sædvanlige Tour gjennem 
Stuen . Han var ganske mærkværdigt seiglivet . 
Det var et høist sjeldent Tilfælde . “ 

Sidste Kapitel . 
Slutning . 
Vi maa nu vende tilbage til Søren Riise , Opdagelsesbetjenten . 
Han gjorde sig al mulig Umage for at komme 
Petertsen paa Spor , men i Begyndelsen uden noget 
Held . 
Petersens ufrivillige Søreise bragte ham aldeles 
bort fra det Spor han allerede havde begyndt at 
finde . 
Først Dagen efter at Petersen alter var kommet i 
Land fik han at høre om en Mand der var blevet kjørt 
over . 
Den som fortalte ham herom , beskrev den Forulykkede 
paa en saadan Maade , at Søren strax fik en 
Anelse om at det maatte være Petersen . 
Det var rigtignok klin en Formodning , men den 

var saa stærk hos ham . at han ikke kunde undlade at 
handle efter dens Indflydelse . 
Han ilede derfor afsted til Hospitalet 
„ Jeg vil da ikke haabe , “ mumlede han underveis 
„ at han allerede skulde være død . Det vilde for ham 
være en altfor let Maade at slippe fra det paa . 
Medkns han saaledes ilede afsted , blev han pludseligf 
slandset af en Mand , der hurtigt kom gaaende 
bag efter ham , og som greb ham i Armen , netop 
som han var ifærd med at gaae ind af Hospitalets 
Port . 
Denne Mand var Petersens forhenværende Principal . 
Det var Hr . Sommer . 
Han havde ogsaa tilfældigviis faaet Underretning 
om at Petersen befandt sig paa Hospitalet , og paa 
sin Datters Tilskyndelse skyndte han sig nu derud forat 
see om det stod i hans Magt al gjøre Noget for ham . 
„ Jeg frygter næsten for at jeg kan gjætte hvem 
De agter at besøge her paa Hospitaln , “ sagde Hr . 
Sommer , der da han fik Øie paa Tøren ganske rigtig ! 
anede al denne vilde ind > il Petersen . 
„ Det kan være De kan gjætte del , “ svarede Søren 
kort , „ men jeg indseer ikke , hvad det vedkommer Dem . “ 
„ De vil ind til Petersen , ikke sandt ? “ spurgte 

Sommer uden at bryde sig om den Andens barste 
Ord . 
. Nu , og om saa er , hvad saa ? “ 
» Hvad saa ? “ 
„ Ja . “ 
„ Kan De ikke gjætte det ? “ 
» Jeg bryder mig ikke derom . “ 
. Kan Deres Lidenskab virkelig drive Dem saavidt , 
at De vil bringe et Menneske i Rettens Kløer endnu 
i hans sidste Øieblikke . 
„ Petersen har krænket mig saa dybt at jeg ikke 
kan søle nogen Skaansel med ham , “ svarede Søren . 
„ Han har forspildl mit Livs Lykke , og jeg vil nl 
Gjengjæld gjøre mil for al forspilde hans . “ 
„ Det er hverken smukt eller kristeligt lall , “ sagde 
Sommer . „ Hør mig , jeg har Noget at bede Dem om . “ 
„ Og dei er ? “ 
„ Lad blot i nogle faa Dage som om De ikke vidste 
hvor Petersen er . Lad ham dog have Ro idelmindste 
medens han ligger paa Sygeleiet . “ 
. Jeg skulde lade ham have Ro ? Nei , aldrig ! « 
raabte Søren . 
„ Jeg vil gjøre Dem hvilkensomhelst anden Tjeneste , 

som staaer i min Magt , “ sagde Hr . Sommer 
bedende , „ men tilstaae mig blot denne Bøn . “ 
. Det er umuligt , “ sagde Søren koldt . „ Det 
strider baade mod min Pligt og mod min Overbeviisning . “ 
„ Men det forekommer mig at her foreligger et 
Tilfælde hvor man uden at gjøre Urel kan tilsidesætte 
baade sin Pligt og sin Overbeviisning , “ meente Hr . 
Sommer . 
„ Jeg beder Dem , “ svarede Søren kort , „ lad os 
ikke la ! e mere herom , det fører dog lil Intel . De vil 
for enhver Priis frilage den Skyldige for Straf , men 
jeg vil , saasandt jeg lever , vedblive med at forfølge 
ham lil del Yderste . “ 
„ Vel , “ sagde Sommer sukkende , . saa lad oS da 
ikke tale mere derom , siden del Intel fører til . De 
vil dog vel tillade mig at besøge ham ? “ 
„ Jeg kan ikke forbyde Dem det , “ sagde Søren 
idet han gik ud af Porten . 
Sommer fulgte ester , og snart stode de ved Døren , 
der førte ind til den Stue , hvor Petersen laae . 
Hverken Sommer eller Søren havde nogen Anelse 
om at Petersen var saa alvorligt beskadiget som del 
virkelig var Tilfældet . De bleve derfor Begge ydersf 

bestyrtede , da Gangkonen fortalte dem at Petersen 
var død . 
„ Død ! « raabte de Begge paa eengang , men med 
høist forskjellige Følelser . 
Søren var rasende over al HanS Bytle paa denne 
Maade var undsluppet ham . 
Sommer derimod var bedrøvet over at Petersen 
skulde ende paa denne Maade . Hvad vilde nu hans 
Datter sige , naar han kom hjem og berettede hende dette ? 
Da saae Beggeto paa hinanden idet en stor Skuf , 
felse stod at læse i deres Blikke . 
Sommer var den , som talte først . 
„ Det var mit Haab at jeg ved at skaffe Petersen 
bort herfra , aller skulde kunne have gjort en brav 
Mand af ham , men nn er dette Haab desværre tilintetgjort . 
Dog , naar Alt kommer ti ! Alt , er denne 
Slutning paa Historien dog maaskee den bedste , der 
kunde komme . “ 
Saasnart de to Mænd vare komne udenfor Sygestuen , 
gik de hver sin Vei . 
Søren , hvis Had fulgte Peters . n endog ud over 
Graven , skyndte sig afsted til Overlægen for at bede 
denne om at lade Liget obducere og om muligt anvinde 
Kadaveret til anatomiske Præparater . 
Han undte ham ikke engang en Grav . 

Sommer derimod , skyndte sig hjem til sin Datter , 
for at underrette hende om hvad der var fleet . 
Hnn blev inderlig bedrøvet og græd meget ; thi 
trøds alle hans Feil havde hun elsket Petersen høit . “ 
Da hun aller havde fallet sig noget , udbrød hun : 
„ Min Gud , der falder mig Noget ind . “ 
„ Og del er ? “ 
„ At man vel neppe under ham en anstændig Begravelse , 
siden han er død som en Forbryder . O , 
Fader , gjør hvad Du kan , for dog idetmindste at 
skaane ham for denne Forhaanelse . “ 
Sommer deelte sin Datters Følelse i denne Henseende 
og skyndte sig afsted for at efterkomme hendes 
Ønske . 
Han kom fheldigvilS tidsnok til endnu at kunne 
forhindre Søren Riis ' s onde Anslag . 
Liget var allerede blevet bragt ned paa ObductionSstuen , 
men det lylkedes Sommer alligevel ved sine 
energiske Forestillinger at faae dei udleverer , mod at 
han garanterede forat del nød en anstændig Begravelse . 
Del fik del ogsaa , skjøndt naturligviis ganske 
simpel og prunkløs saaledes som Omstændighederne 
paabøde det . 
Han fandt sit sidste Hvilested ude paa en af Udkanterne 
af en af vore Kirkegaarde . Ingen Steen 

eller Monument staaer paa den lille Hei forat underrette 
de Forbigaaende om hvem der hviler . 
Ingen valfarter heller til denne Grav , uden en 
ung sørgeklædt Dame , der jævnligt smykker den med 
Blomster og Grønt . 
Del er Frøken Sommer . Hun kan ikke glemme 
den Mand , som endte saa ulykkelig og som hviler 
dernede . Hun har giemt den Vanære som han nedkaldte 
over sit eget Hoved , og husker blot paa at han 
var hendes første Kjærlighed . 
i Hun elsfede ham saa høit , at hun ved sig selv 
har aflagt det Løfte aldrig al ville gifte sig . Hun kan 
ikke tænke sig Muligheden af al hun før anden Gang 
skulde kunne bonsfjæuke sit Hjerte . 
Hvad de øvrige Hovedpersoner i vor Fortælling 
angaaer , saa er deres Skjæbne snart fortalt . 
Søren Rise vedblev al være i Polilieis Tjeneste , 
hvor han meget snart gjorde sig overordentlig bekjendt 
ved sin Snildhed og Skarpsindighed . Han vedbliver 
endnu den Dag i Dag al forfølge alle Kræmmersvende 
med et Raseri , der næsten hos ham er bleven lil en 
sir Ide . 
Han er nu gifl . Den Misforstaaelse , som bragte 
ham til at forlade sin Kjæreste , er nu lykkelig hævet , 
og de leve megel lykkeligt sammen . 
Hvad Hr . Rose og hans Kammerater angaaer , 
saa kom be snart i fast ubehagelige Berørelser med 

Politiet , at dette fandt det ruadeligst ikke mere at slippe 
dem paa fri Fod igjen . 
Selv Stine blev anholdt , og der kom ogsaa før 
hendes Vedkommende saa mange ubehagelige Historier 
før Dagens Lys , al Politiet ligeledes fandt det bedst 
ogsaa at sikkre sig hendes dyrebare Person . 
Hendes Paagribelse var ellers temmelig tragisk . 
Da hun forlod sit og Roses Hjem , havde hun en Deel 
Penge hos sig , men disse tabte hun paa sin iilsomme 
Flugt . Hun fandt heller ikke saasnart Leilighed til ac 
gjøre nogle „ Forretninger ' “ hvoraf Følgen blev at hun 
i flere Dage maalte slakke omkring uden at nyde Andet 
end engang imellem en Smule Vand . 
Tilsidst fandt Politiet hende endelig , næsten halv 
død , liggende ude paa en Mark . De bemægtigede sig 
hende strax og dermed var hendes frie Virksomhed afsluttel 
idetmindste for de nærmest følgende Aar . 
Hun udmærkede sig senere i Fængslet ved sin 
vilde og ustyrlige Charakfeer . Hun overfaldt endog 
engang Inspektøren med en stor skarp Kniv , og vilde 
ufejlbarlig have dræbt ham , hvis der ikke i Tide var 
ommet Hjælp tilstede . 
Ende .